Fremsat den 6. oktober 2022 af social- og ældreministeren (Astrid Krag)

Fremsat den 6. oktober 2022 af social- og ældreministeren (Astrid Krag)
Forslag
til
Barnets lov
Kapitel 1
Formål og anvendelsesområde
§ 1. Formålet med denne lov er følgende:
1) At tilbyde børn og unge og deres familier rådgivning,
hjælp og støtte for at forebygge sociale problemer.
2) At tilgodese særlige behov, der følger af nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale proble-
mer hos et barn eller en ung.
Stk. 2. Hjælp og støtte efter denne lov bygger på forældres
ansvar for deres børn.
Stk. 3. Hjælp og støtte efter denne lov tilrettelægges efter
en konkret og individuel vurdering af det enkelte barns eller
den enkelte unges og familiens behov, forhold og forudsæt-
ninger.
§ 2. Hjælp og støtte efter denne lov skal iværksættes med
henblik på at sikre, at børn og unge, som har behov for
særlig støtte, kan opnå de samme muligheder for omsorg,
læring, personlig udvikling, trivsel, sundhed og et selvstæn-
digt voksenliv som deres jævnaldrende. Hjælp og støtte kan
også iværksættes med henblik på at lette den daglige tilvæ-
relse og forbedre livskvaliteten for barnet, den unge eller
familien.
Stk. 2. Hjælp og støtte efter denne lov skal ydes med
afsæt i barnets eller den unges perspektiv, ressourcer og
behov med henblik på at sikre barnets eller den unges bed-
ste. Hjælp og støtte skal, i det omfang det er relevant for
det enkelte barn eller den enkelte unge, tilrettelægges med
henblik på følgende:
1) At sikre barnets eller den unges muligheder for person-
lig udvikling og opbygning af kompetencer, herunder
til at indgå i sociale relationer og netværk.
2) At fremme barnets eller den unges sundhed og trivsel.
3) At understøtte barnets eller den unges skolegang og
mulighed for at gennemføre en uddannelse.
4) At forberede barnet eller den unge til et selvstændigt
voksenliv.
5) At sikre kontinuitet i opvæksten og et trygt omsorgs-
miljø, der tilbyder nære og stabile relationer til voksne,
herunder ved at understøtte barnets eller den unges
familiemæssige relationer og øvrige netværk.
Stk. 3. Hjælp og støtte efter denne lov skal ske tidligt
og være helhedsorienteret, så problemer så vidt muligt kan
forebygges og afhjælpes i hjemmet eller i det nære miljø.
Stk. 4. Barnets eller den unges vanskeligheder skal så
vidt muligt løses i samarbejde med familien og med dennes
medvirken. Er det ikke muligt, skal baggrunden herfor for-
klares og begrundes over for forældremyndighedsindehaver
og barnet eller den unge. Endvidere skal baggrunden for,
formålet med og indholdet af hjælpen og støtten tydeliggø-
res over for barnet eller den unge og forældremyndigheds-
indehaver.
§ 3. Børn og unge, der er fyldt 10 år, udøver partsbeføjel-
ser i følgende sager, jf. dog § 145, stk. 3:
1) Indsatser efter § 32, stk. 1.
2) Børne- og ungepålæg efter § 39.
3) Anbringelse uden for hjemmet efter § 46.
4) Valg af anbringelsessted efter § 52.
5) Behandling og uddannelse m.v. efter § 97, stk. 2.
6) Hjemgivelse og hjemgivelsesperiode efter § 10, stk. 1.
7) Samvær og kontakt efter § 104, stk. 2-4.
8) Ungestøtte efter §§ 114-116 og opretholdt anbringelse
efter § 120, der træffes i medfør af § 111 og § 112, stk.
3, inden den unge fylder 18 år.
9) Sager, der behandles efter §§ 142, 143, 146-148 og
151.
§ 4. Enhver, der opholder sig lovligt i Danmark, og som
er omfattet af § 1, har ret til hjælp og støtte efter denne
lov. Børn og unge, der opholder sig lovligt i Danmark, har
ret til hjælp efter denne lov, uanset at barnets eller den unges
forældremyndighedsindehaver ikke har lovligt ophold.
Stk. 2. Social- og ældreministeren fastsætter regler om,
hvilke ydelser efter denne lov der kan medtages under mid-
lertidige ophold i udlandet, og om betingelserne herfor.
Lovforslag nr. L 44 Folketinget 2022-23
Social- og Ældremin., j.nr. 2022-5085
DH000900
Stk. 3. Der kan ved aftale med andre stater eller internati-
onale organisationer gives kommunalbestyrelsen mulighed
for efter denne lov at yde hjælp til behandling eller pleje
m.v. af længere varighed i Danmark til børn og unge, som
har særlig tilknytning til landet, men som på ansøgnings-
tidspunktet ikke har ophold i Danmark. Det samme gælder
herboende børn og unges behandling eller pleje m.v., når de
tager ophold i et andet land, hvortil de pågældende børn og
unge har særlig tilknytning.
Kapitel 2
Barnets og den unges rettigheder, principper og
kommunalbestyrelsens forpligtelser
Barnets og den unges rettigheder
§ 5. Børn og unge med behov for særlig støtte, herunder
børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne,
har ret til omsorg, tryghed, beskyttelse og inddragelse for at
opnå mulighed for udvikling, læring, sundhed og trivsel og
har ret til at udvikle sig i gode sociale fællesskaber.
Stk. 2. Børn og unge med behov for særlig støtte, herun-
der børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktions-
evne, har ret til indflydelse på de forhold, som vedrører
dem.
Stk. 3. Barnets eller den unges holdning og synspunkter
skal tilvejebringes og inddrages løbende ved samtaler og an-
den direkte kontakt, inden der træffes beslutninger eller af-
gørelser efter loven om barnets eller den unges forhold. Ind-
dragelse og samtaler kan finde sted uden samtykke fra for-
ældremyndighedsindehaver og uden dennes tilstedeværelse,
når hensynet til barnets eller den unges bedste taler herfor.
Stk. 4. Kravet om samtaler og anden direkte kontakt i stk.
3 kan i helt særlige tilfælde helt eller delvist fraviges, hvis
barnets eller den unges alder eller andre forhold i afgørende
grad taler imod det. Barnets eller den unges holdning og
synspunkter skal i disse tilfælde tilvejebringes på anden vis.
§ 6. Et barn eller en ung, hvis sag behandles efter denne
lov, har på ethvert tidspunkt af sagens behandling ret til at
lade sig bistå af andre. Kommunalbestyrelsen skal oplyse
barnet eller den unge om retten efter 1. pkt.
Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis myndigheden
træffer afgørelse om, at barnets eller den unges interesse i
at kunne lade sig bistå bør vige for væsentlige hensyn til
offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat
ved lov. Myndigheden kan endvidere træffe afgørelse om at
tilsidesætte barnets eller den unges valg af bisidder, hvis der
er bestemte grunde til at antage, at bisidderen vil varetage
andre interesser end barnets eller den unges.
Stk. 3. Myndigheden kan træffe afgørelse om at udelukke
en bisidder helt eller delvis fra et møde, hvis det skønnes
af betydning for at få barnets eller den unges uforbeholdne
mening belyst.
Stk. 4. En bisidder for et barn eller en ung skal være fyldt
15 år og er omfattet af straffelovens § 152 om tavshedspligt.
Principper og kommunalbestyrelsens pligter i relation til
barnet og den unge
§ 7. De voksne omkring et barn eller en ung har ansvaret
for at sikre barnets eller den unges bedste og give den støtte
og hjælp, som barnet eller den unge har behov for ud fra en
vurdering af de årsager, der ligger bag støttebehovet.
§ 8. Kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge sagsbehand-
lingen således, at barnet eller den unge har mulighed for at
medvirke aktivt i forløbet på lige fod med forældrene, jf. §
5, stk. 2 og 3. Tilrettelæggelsen af barnets eller den unges
medvirken skal ske med respekt for børns og unges forskel-
lighed og skal blandt andet tage hensyn til det enkelte barns
eller den enkelte unges modenhed og ressourcer, herunder
evt. funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge arbejdet
med det enkelte barn eller den enkelte unge og familien med
færrest mulige fagprofessionelle voksne om barnet eller den
unge.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal i alle sager overveje,
hvordan der kan ske en systematisk inddragelse af barnets
eller den unges familie og netværk.
Stk. 4. Hvis ingen har forældremyndigheden over et barn
eller en ung, skal kommunalbestyrelsen i fornødent omfang
medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældre-
myndigheden.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen skal endvidere i fornødent
omfang medvirke til, at der udpeges en egnet forældremyn-
dighedsindehaver, når Familieretshuset til brug for behand-
lingen af en sag efter forældreansvarslovens § 15 a, stk. 1,
anmoder kommunalbestyrelsen herom.
Kommunalbestyrelsens tilsyn, afgørelser og
forsyningsansvar
§ 9. Kommunalbestyrelsen skal føre tilsyn med de for-
hold, hvorunder alle børn og unge under 18 år samt kom-
mende forældre i kommunen lever.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen fører sit tilsyn efter stk. 1
på en sådan måde, at kommunen så tidligt som muligt kan
få kendskab til tilfælde, hvor der må antages at være behov
for støtte til et barn eller en ung under 18 år, eller hvor det
må antages, at der kan opstå et behov for støtte til et barn
umiddelbart efter fødslen.
§ 10. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilbud
efter denne lov.
Stk. 2. Afgørelse om tilbud efter loven træffes på bag-
grund af faglige og økonomiske hensyn.
Stk. 3. En afgørelse efter stk. 1 skal iværksættes straks
efter, at den er truffet af kommunalbestyrelsen, medmindre
særlige forhold gør det umuligt at iværksætte afgørelsen
straks, eller at afgørelsen indeholder flere forskellige tiltag,
som ikke skal iværksættes samtidigt.
Stk. 4. Når kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om
tilbud efter §§ 33 og 82, skal afgørelsen indeholde oplys-
ninger om beslutninger om den konkrete indsats, som iværk-
sættes, og formålet hermed. Ændrer den konkrete indsats sig
væsentligt, finder forvaltningslovens kapitel 3-7 anvendelse
2
ved kommunalbestyrelsens beslutning herom. Beslutninger
om væsentlige ændringer af den konkrete indsats kan ind-
bringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område.
§ 11. Kommunalbestyrelsens afgørelse om frakendelse af
en plads i et særligt dag- eller klubtilbud efter § 82 skal
meddeles med et varsel på mindst 14 uger fra borgerens
modtagelse af afgørelsen. 1. pkt. gælder ligeledes for kom-
munalbestyrelsens afgørelser om ophør af hjælp til dækning
af tabt arbejdsfortjeneste efter §§ 87 og 88 i de tilfælde, der
er omfattet af de regler om afviklingsperioden, som social-
og ældreministeren har fastsat i medfør af § 87, stk. 4, og
kommunalbestyrelsens afgørelser om frakendelse af bilstøtte
efter § 90, stk. 1, nr. 7, jf. § 114 i lov om social service, før
udløbet af genanskaffelsesperioden.
Stk. 2. Iværksættelse af kommunalbestyrelsens afgørelser
efter stk. 1 må i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsens
afgørelse påklages til Ankestyrelsen, først påbegyndes, når
varslingsperioden, jf. stk. 1, 1. pkt., er udløbet.
§ 12. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er de
nødvendige tilbud efter denne lov. Kommunalbestyrelsen
opfylder sit forsyningsansvar efter 1. pkt. ved brug af egne
tilbud og ved samarbejde med andre kommuner, regioner
eller private tilbud.
Stk. 2. Tilbud omfattet af krav om godkendelse, jf. § 4 i
lov om socialtilsyn, skal være godkendt af socialtilsynet for
at kunne indgå i kommunens forsyning, jf. stk. 1.
Stk. 3. I tilfælde, hvor der er et akut behov for at place-
re et barn eller en ung, og der ikke kan findes et egnet
godkendt tilbud, jf. stk. 2, kan et tilbud dog i op til 3 uger
indgå i den kommunale forsyning uden godkendelse. Social-
tilsynet orienteres straks om anvendelsen af det ikke-god-
kendte tilbud og kan, når særlige grunde taler for det, træffe
afgørelse om, at det ikke-godkendte tilbud kan anvendes i
yderligere 3 uger.
Regionsrådets opgaver og pligter
§ 13. Efter aftale med kommunalbestyrelserne i regionen
skal regionsrådet etablere følgende tilbud:
1) Særlige dag- og klubtilbud til børn og unge med bety-
delig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsev-
ne efter §§ 83 og 84.
2) Børne- og ungehjem for børn og unge med nedsat fy-
sisk eller psykisk funktionsevne, jf. § 43, stk. 1, nr. 6.
3) Sikrede døgninstitutioner, særligt sikrede afdelinger og
delvis lukkede afdelinger i tilknytning til sikrede døgn-
institutioner, jf. § 43, stk. 1, nr. 6, og stk. 3.
4) Tilbud om behandling af børn og unge med et stofmis-
brug efter § 33.
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke, når etablering af tilbud sker i
henhold til pålæg efter § 180, stk. 1.
Stk. 3. Regionsrådet skal efter aftale med kommunalbe-
styrelserne i regionen medvirke til at tilvejebringe hensigts-
mæssige og sikre hjælpemidler.
Stk. 4. Regionsrådet opfylder sin forpligtelse efter stk.
1 og 3 ved brug af egne tilbud og ved samarbejde med
kommuner, andre regioner eller private tilbud.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan etablere tilbud omfattet
af stk. 1 og 3.
Stk. 6. Regionsrådet kan drive børne- og ungehjem, jf. §
43, for børn og unge, som på grund af sociale eller adfærds-
mæssige problemer har behov for at blive anbragt uden for
hjemmet, hvis det er aftalt i henhold til § 194, stk. 2, i lov
om social service.
Stk. 7. Regionsrådet kan efter anmodning fra kommunal-
bestyrelsen varetage kommunale driftsopgaver, der ligger i
naturlig tilknytning til regionens opgaver, og hvor regionen
derfor har særlige kompetencer med hensyn til opgavevare-
tagelsen.
Sammenhængende indsats, børnepolitik og beredskaber
§ 14. Kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge en indsats,
der sikrer sammenhæng mellem kommunens generelle og
forebyggende arbejde og den målrettede indsats for børn og
unge med behov for særlig støtte efter denne lov.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at de opgaver
og tilbud, der omfatter børn, unge og deres familier, udføres
i samarbejde med forældrene og på en sådan måde, at de
fremmer børns og unges udvikling, trivsel og selvstændig-
hed. Dette gælder både ved udførelsen af det generelle og
forebyggende arbejde og ved den målrettede indsats for børn
og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller
med et andet behov for særlig støtte.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at den ind-
sats, der iværksættes efter denne lov for børn og unge med
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet
særligt behov for støtte, sættes i sammenhæng med den
indsats, der iværksættes for de samme børn og unge efter
anden lovgivning.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at der på kom-
munens hjemmeside er en synlig og let tilgængelig indgang
til de kommunale myndigheder, som er specifikt målrettet
børn og unge.
§ 15. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en sammen-
hængende børnepolitik, der har til formål at sikre sammen-
hængen mellem det generelle og forebyggende arbejde og
den målrettede indsats for børn og unge med behov for sær-
lig støtte. Den sammenhængende børnepolitik skal udformes
skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og offentliggø-
res.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde et beredskab
til forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager
om overgreb mod børn og unge. Beredskabet skal udformes
skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og offentliggø-
res. Kommunalbestyrelsen skal revidere beredskabet løben-
de efter behov, dog som minimum hvert 4. år.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde et beredskab
til forebyggelse, opsporing og håndtering af negativ social
kontrol, æresrelaterede konflikter og ekstremisme blandt
børn, unge og deres familier. Beredskabet skal udformes
skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og offentliggø-
res. Kommunalbestyrelsen skal revidere beredskabet løben-
de efter behov, dog som minimum hvert 4. år.
3
Brugerinddragelse og inddragelse af civilsamfundet
§ 16. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at børn, un-
ge og familier, der bruger tilbud efter denne lov, får mulig-
hed for at få indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen
af tilbuddene. Kommunalbestyrelsen fastsætter skriftlige ret-
ningslinjer for brugerindflydelsen.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan nedsætte et eller flere
råd, der rådgiver kommunen om tilrettelæggelse af indsatsen
efter denne lov. Kommunalbestyrelsen fastsætter rammerne
for og omfanget af rådenes opgaver.
§ 17. Kommunalbestyrelsen skal samarbejde med frivilli-
ge sociale organisationer og foreninger på børne- og unge-
området. Rammerne for samarbejdet, jf. stk. 1, fastlægges af
den enkelte kommunalbestyrelse.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal årligt afsætte et beløb
til støtte af frivilligt socialt arbejde på børne- og ungeområ-
det.
Kapitel 3
Screening, afdækning og børnefaglig undersøgelse af
barnets eller den unges behov
Screening
§ 18. Hvis kommunalbestyrelsen har viden om eller grund
til at antage, at et barn eller en ung har behov for hjælp
og støtte efter denne lov, skal kommunalbestyrelsen screene,
om der er tale om følgende:
1) En problemstilling, der ikke kræver yderligere afdæk-
ning af barnets eller den unges støttebehov.
2) En problemstilling, der kræver yderligere afdækning af
et eller flere forhold af betydning for barnets eller den
unges støttebehov, jf. § 19.
3) En problemstilling, der kræver en børnefaglig under-
søgelse af barnets eller den unges støttebehov, jf. §§
20-22.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal i vurderingen efter stk.
1 lægge vægt på sagens forhold og kompleksitet, herunder
om det må antages, at støttebehovet er helt eller delvist
begrundet i nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Stk. 3. Viser vurderingen efter stk. 1, at der kan være tale
om æresrelaterede konflikter eller negativ social kontrol, har
kommunalbestyrelsen pligt til at foretage en risikovurdering,
inden barnets eller den unges forældre og netværk inddrages
i sagen.
Afdækning
§ 19. Vurderer kommunalbestyrelsen på baggrund af en
screening efter § 18, at der er behov for at afdække et eller
flere forhold af betydning for et barns eller en ungs støtte-
behov, skal kommunalbestyrelsen foretage den nødvendige
afdækning med inddragelse af de fagfolk, som allerede har
viden om barnets eller den unges og familiens forhold.
Stk. 2. Afdækningen efter stk. 1 gennemføres så vidt mu-
ligt i samarbejde med barnet eller den unge og forældremyn-
dighedsindehaver.
Stk. 3. I forbindelse med afdækningen efter stk. 1 skal
kommunalbestyrelsen vurdere, om der skal foretages en af-
dækning af et eller flere forhold af betydning for støttebeho-
vet hos eventuelle andre børn i familien. Afdækningen kan
gennemføres som én samlet afdækning for flere børn i fami-
lien, dog således at der tages højde for børnenes individuelle
forhold.
Stk. 4. Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om afdækning efter stk.1-3 herunder i forhold til sam-
arbejdet med forældre, inddragelse af barnet eller den unge
og kortlægning af barnets eller den unges funktionsevne i
sager om hjælp eller støtte til børn og unge, der på grund af
betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsev-
ne har behov for hjælp eller særlig støtte efter § 82.
Børnefaglig undersøgelse
§ 20. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om en
børnefaglig undersøgelse i følgende situationer:
1) Når der er grund til at antage, at det er en alvorlig eller
kompleks sag, herunder hvor der er overvejelser om
anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet
efter §§ 46 eller 47.
2) Når et barn eller en ung har været udsat for overgreb
eller ved mistanke herom.
3) Når et barn eller en ung har haft ophold i en boform
efter §§ 109 eller 110 i lov om social service med en
forælder på grund af vold i hjemmet, og den pågælden-
de forælder afbryder opholdet for at vende tilbage til et
voldeligt miljø med barnet eller den unge.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan endvidere iværksætte
en børnefaglig undersøgelse, når kommunalbestyrelsen i øv-
rigt vurderer, at det er nødvendigt af hensyn til barnets eller
den unges støttebehov.
Stk. 3. Den børnefaglige undersøgelse skal afsluttes senest
4 måneder efter, at kommunalbestyrelsen bliver opmærksom
på, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støt-
te. Hvis undersøgelsen undtagelsesvis ikke kan afsluttes in-
den 4 måneder, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en fo-
reløbig vurdering og snarest herefter afslutte undersøgelsen.
§ 21. I forbindelse med en børnefaglig undersøgelse af
et barn eller en ung skal kommunalbestyrelsen vurdere, om
der skal foretages en børnefaglig undersøgelse af eventuelle
andre børn og unge i familien.
Stk. 2. Anbringes et barn eller en ung uden for hjemmet
på grund af utilstrækkelig omsorg for eller behandling af
barnet eller den unge eller overgreb, som barnet eller den
unge har været udsat for, skal kommunalbestyrelsen iværk-
sætte en børnefaglig undersøgelse af eventuelle søskende i
husstanden under 15 år, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde und-
lade at iværksætte en børnefaglig undersøgelse af en eller
flere søskende i sager omfattet af stk. 2, hvis det er åbenlyst,
at der ikke er behov herfor.
Stk. 4. En børnefaglig undersøgelse kan gennemføres som
én samlet undersøgelse for flere børn og unge i familien,
dog således at der tages højde for børnenes individuelle
forhold.
Stk. 5. I sager, hvor der ikke tidligere er iværksat støtten-
de indsatser eller en anbringelse, jf. §§ 32, 46 eller 47,
4
skal kommunalbestyrelsen under en børnefaglig undersøgel-
se sikre kontinuitet og stabilitet for barnet eller den unge
ved, at væsentlige møder med barnet eller den unge som
udgangspunkt afholdes med deltagelse af to børne- og unge-
rådgivere.
§ 22. En børnefaglig undersøgelse skal tilrettelægges ud
fra en helhedsbetragtning og skal afdække udfordringer og
ressourcer hos barnet eller den unge, familien og netvær-
ket. Kommunalbestyrelsen skal som led i undersøgelsen ind-
drage de fagfolk, der allerede har viden om barnets eller den
unges og familiens forhold.
Stk. 2. Den børnefaglige undersøgelse gennemføres så
vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedsindehaver
og den unge, der er fyldt 15 år.
Stk. 3. Er det nødvendigt, skal kommunalbestyrelsen lade
barnet eller den unge undersøge af en læge eller en autorise-
ret psykolog.
Stk. 4. Iværksætter kommunalbestyrelsen en psykologisk
undersøgelse af forældremyndighedsindehaveren, skal un-
dersøgelsen foretages af en autoriseret psykolog.
Stk. 5. Den børnefaglige undersøgelse skal resultere i
en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at
iværksætte støtte efter §§ 32, 46 eller 47 og i givet fald
hvilken. Er der iværksat støtte sideløbende med, at den
børnefaglige undersøgelse gennemføres, jf. § 32, stk. 4, §
46, stk. 3, eller § 143, skal der desuden tages stilling til,
om denne støtte skal videreføres, ændres eller ophøre. Den
børnefaglige undersøgelse skal indeholde oplysninger om,
hvordan forældremyndighedsindehaver og barnet eller den
unge stiller sig til støtten, og om de forhold i familien eller
i dennes omgivelser, som kan bidrage til at afhjælpe vanske-
lighederne.
§ 23. Anses det for nødvendigt for at vurdere, om der er
åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs
sundhed eller udvikling, kan børne- og ungeudvalget uden
samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge,
der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre en børnefaglig un-
dersøgelse under ophold på en institution eller indlæggelse
på et sygehus, herunder psykiatrisk afdeling. En sådan un-
dersøgelse skal være afsluttet inden 2 måneder efter børne-
og ungeudvalgets afgørelse.
Stk. 2. Anses det for nødvendigt for at afgøre, om der er
åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs
sundhed eller udvikling, kan børne- og ungeudvalget uden
samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge,
der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre den børnefaglige
undersøgelse ved benyttelse af det børnehus, som kommu-
nen er tilknyttet, jf. § 124.
Kommende forældre
§ 24. Har kommunalbestyrelsen grund til at antage, at der
kan opstå behov for hjælp og støtte efter denne lov til et
barn umiddelbart efter fødslen, skal kommunalbestyrelsen
screene, om der er tale om:
1) En problemstilling, der ikke kræver yderligere afdæk-
ning af de kommende forældres forhold.
2) En problemstilling, der kræver afdækning af et eller
flere forhold hos de kommende forældre, jf. § 25.
3) En problemstilling, der kræver en undersøgelse af de
kommende forældres forhold, jf. §§ 26 og 27.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal i vurderingen efter stk.
1 lægge vægt på sagens forhold og kompleksitet, herunder
en eventuel nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos
et barn umiddelbart efter fødslen eller hos de kommende
forældre.
§ 25. Vurderer kommunalbestyrelsen på baggrund af en
screening efter § 24, at der er behov for at afdække et
eller flere forhold hos de kommende forældre, skal kom-
munalbestyrelsen foretage den nødvendige afdækning med
inddragelse af de fagfolk, som allerede har viden om de
kommende forældres forhold.
Stk. 2. Afdækningen efter stk. 1 gennemføres så vidt mu-
ligt i samarbejde med de kommende forældre.
Stk. 3. I forbindelse med afdækningen efter stk. 1 skal
kommunalbestyrelsen vurdere, om der skal foretages en
afdækning af et eller flere forhold af betydning for støtte-
behovet hos eventuelle børn i familien. Afdækningen kan
gennemføres som én samlet afdækning for de kommende
forældre og et eller flere børn i familien, dog således at
der tages højde for børnenes og de kommende forældres
individuelle forhold.
§ 26. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om un-
dersøgelse af de kommende forældre, når der er grund til at
antage, at der kan opstå behov for støtte efter denne lov til
et barn umiddelbart efter fødslen, og sagen er alvorlig eller
kompleks.
Stk. 2. I forbindelse med en undersøgelse af de kommen-
de forældres forhold skal kommunalbestyrelsen vurdere, om
der skal foretages en børnefaglig undersøgelse af eventuelle
børn i familien. Undersøgelsen kan gennemføres som én
samlet undersøgelse for de kommende forældre og et eller
flere børn i familien, dog således at der tages højde for
børnenes og de kommende forældres individuelle forhold.
Stk. 3. Undersøgelsen efter stk. 1 skal afsluttes senest 4
måneder efter, at kommunalbestyrelsen bliver opmærksom
på, at et barn kan have behov for særlig støtte umiddelbart
efter fødslen. Hvis undersøgelsen undtagelsesvis ikke kan
afsluttes inden 4 måneder, skal kommunalbestyrelsen udar-
bejde en foreløbig vurdering og snarest herefter afslutte un-
dersøgelsen.
§ 27. En undersøgelse af de kommende forældres forhold
skal tilrettelægges ud fra en helhedsbetragtning og skal af-
dække udfordringer og ressourcer hos de kommende foræl-
dre, familien og netværket med inddragelse af de fagfolk,
som allerede har viden om de kommende forældres forhold.
Stk. 2. Undersøgelsen gennemføres så vidt muligt i samar-
bejde med de kommende forældre.
Stk. 3. Er det nødvendigt, skal kommunalbestyrelsen lade
de kommende forældre undersøge af en læge eller en autori-
seret psykolog.
Stk. 4. Undersøgelsen skal resultere i en begrundet stil-
lingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte støtte
5
efter § 32, stk. 5, § 46, stk. 4, eller § 49, og i givet fald
hvilken. Er der iværksat støtte sideløbende med, at under-
søgelsen gennemføres, jf. § 32, stk. 5, skal der desuden
tages stilling til, om denne støtte skal videreføres, ændres
eller ophøre. Undersøgelsen skal indeholde oplysninger om,
hvordan de kommende forældre stiller sig til støtten, og om
de forhold i familien eller i dennes omgivelser, som kan
bidrage til at klare vanskelighederne.
Kapitel 4
Hjælp og støtte
Rådgivning
§ 28. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at børn og
unge har mulighed for at få gratis rådgivning. Formålet
med rådgivningen er at forebygge sociale problemer og at
hjælpe barnet eller den unge over øjeblikkelige vanskelighe-
der. På længere sigt er det formålet med rådgivningen at
sætte barnet eller den unge i stand til selv at løse opståede
problemer ved egen hjælp. Rådgivningen kan gives særskilt
eller i forbindelse med anden hjælp efter denne eller anden
lovgivning.
Stk. 2. Rådgivningen skal kunne gives som et anonymt og
åbent tilbud.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med råd-
givningen være opmærksom på, om barnet eller den unge
har behov for anden form for hjælp efter denne eller anden
lovgivning.
§ 29. Kommunalbestyrelsen skal som led i det tidlige
forebyggende arbejde sørge for, at forældre med børn og
unge eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en
ung, og kommende forældre, kan få gratis familieorienteret
rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien. Kommu-
nalbestyrelsen skal ved opsøgende arbejde tilbyde denne
rådgivning til enhver, som på grund af særlige forhold må
antages at have behov for det.
Stk. 2. Rådgivningen skal kunne gives som et anonymt og
åbent tilbud.
Tidligt forebyggende indsatser
§ 30. Når kommunalbestyrelsen vurderer, at det kan imø-
dekomme barnets eller den unges behov, skal kommunalbe-
styrelsen tilbyde en eller flere af følgende tidligt forebyg-
gende indsatser til barnet, den unge eller familien:
1) Konsulentbistand, herunder familierettede indsatser.
2) Netværks- eller samtalegrupper.
3) Rådgivning om familieplanlægning.
4) Andre indsatser, der har til formål at forebygge et
barns, en ungs eller familiens vanskeligheder.
§ 31. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde gratis rådgiv-
ning, undersøgelse og behandling af børn og unge med
adfærdsvanskeligheder samt deres familier. Opgaverne kan
varetages i samarbejde med andre kommuner.
Støttende indsatser til børn, unge og familier
§ 32. Når det må anses for at være af væsentlig betydning
af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte,
skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om en eller flere
af følgende støttende indsatser, jf. dog § 54, stk. 3, i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet:
1) Ophold i dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddan-
nelsessted el.lign.
2) Praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet.
3) Udpegning af en fast kontaktperson for barnet eller den
unge eller for hele familien.
4) Formidling af praktiktilbud hos en offentlig eller privat
arbejdsgiver for den unge og i den forbindelse udbeta-
ling af godtgørelse til den unge.
5) Familiebehandling eller behandling af barnet eller den
unge.
6) Familieanbringelse i form af et døgnophold for både
forældremyndighedsindehaver, barnet eller den unge og
andre medlemmer af familien i en almen plejefamilie,
i en forstærket plejefamilie, i en specialiseret plejefami-
lie eller på et børne- og ungehjem, jf. § 43, eller i et
botilbud, jf. § 107 i lov om social service.
7) Støtteophold i en almen plejefamilie, i en forstærket
plejefamilie, i en specialiseret plejefamilie, i en net-
værksplejefamilie eller på et børne- og ungehjem, jf. §
43.
8) Anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, be-
handling og praktisk og pædagogisk støtte.
Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 træffes med samtykke fra
forældremyndighedsindehaver, jf. dog §§ 37-39.
Stk. 3. Ved en afgørelse efter stk. 1 skal kommunalbesty-
relsen vælge den eller de støttende indsatser, som bedst kan
imødekomme barnets eller den unges særlige behov for støt-
te. Afgørelsen skal angive formålet med indsatsen og den
forventede varighed.
Stk. 4. Støttende indsatser efter stk. 1 kan iværksættes på
grundlag af en afdækning eller en børnefaglig undersøgelse
af barnets eller den unges behov, jf. §§ 19 og 20, eller en
ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, eller sideløbende hermed.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen skal under en kommende
mors graviditet med samtykke fra de kommende forældre
træffe afgørelse om indsatser efter stk. 1, nr. 2, 3, 5, 6 eller
8, når det må anses for at være af væsentlig betydning af
hensyn til barnets særlige behov for støtte efter fødslen. Af-
gørelsen efter 1. pkt. træffes over for de kommende foræl-
dre. Støttende indsatser over for kommende forældre efter
1. pkt. kan iværksættes på grundlag af en afdækning eller
undersøgelse efter §§ 25 og 26 eller sideløbende hermed.
Behandlingsgaranti for unge med stofmisbrug
§ 33. Kommunalbestyrelsen skal senest 14 dage efter
henvendelse fra en ung under 18 år eller forældrene iværk-
sætte social behandling af den unges stofmisbrug, når den
unge har alvorlige sociale og adfærdsmæssige problemer på
grund af stofmisbruget, der medfører, at den unge ikke kan
fungere i forhold til familie, uddannelse, arbejde eller skole.
6
Stk. 2. Afgørelse om stofmisbrugsbehandling efter stk. 1
træffes med samtykke fra forældremyndighedsindehaver og
den unge, der er fyldt 15 år.
§ 34. Kommunalbestyrelsen kan anvende gavekort som
led i social behandling af en ung med et stofmisbrug, der får
behandling efter § 33, en indsats efter § 32, stk. 1, eller § 43
med henblik på at fastholde den unge i behandlingen.
Stk. 2. Ved gavekort forstås et elektronisk eller fysisk
tilgodebevis på et bestemt beløb til at kunne købe varer i en
forretning.
Stk. 3. Gavekort efter stk. 1 kan modtages, uden at vær-
dien heraf fradrages i forsørgelsesydelser eller andre ind-
komstafhængige offentlige ydelser.
Stk. 4. Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om anvendelse af gavekort efter stk. 1.
Økonomisk støtte
§ 35. Når kommunalbestyrelsen vurderer, at det kan imø-
dekomme barnets eller den unges behov for støtte, kan
kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om at yde økonomisk
støtte til forældremyndighedsindehaver til dækning af føl-
gende udgifter:
1) Udgifter i forbindelse med konsulentbistand, jf. § 30,
stk. 1, nr. 1.
2) Udgifter i forbindelse med prævention.
Stk. 2. Støtte efter stk. 1, nr. 1, er betinget af, at forældre-
myndighedsindehaver ikke selv har tilstrækkelige midler til
dækning af udgifterne.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan som led i det forebyg-
gende arbejde beslutte at tilbyde økonomisk støtte til fritids-
aktiviteter til børn og unge, der har behov for særlig støt-
te. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte kriterier for tildeling
af støtte efter 1. pkt. Kommunalbestyrelsens afgørelse om
tildeling af støtte til fritidsaktiviteter kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at
yde økonomisk støtte til forældremyndighedsindehaver til
dækning af følgende udgifter, når det må anses for at være
af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs
særlige behov for støtte:
1) Udgifter i forbindelse med støttende indsatser efter §
32, stk. 1, eller foranstaltninger efter § 13 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
2) Udgifter i forbindelse med en anbringelse efter §§ 46
eller 47 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ung-
domskriminalitet.
3) Udgifter, der erstatter en ellers mere indgribende og
omfattende indsats efter § 32, stk. 1, §§ 46 eller 47 eller
efter §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskri-
minalitet.
4) Udgifter, der bevirker, at en anbringelse uden for hjem-
met kan undgås, eller at en hjemgivelse kan fremskyn-
des.
5) Udgifter, der kan bidrage til en stabil kontakt mellem
forældre og barn under barnets anbringelse uden for
hjemmet.
Stk. 5. Støtte efter stk. 4, nr. 1-3, kan kun ydes, når foræl-
dremyndighedsindehaver ikke selv har tilstrækkelige midler
til at dække udgifterne.
§ 36. Kommunalbestyrelsen i barnets opholdskommune
kan yde støtte til dækning af udgifter til forældres transport i
forbindelse med møder i barnets opholdskommune.
Støttende indsatser uden samtykke
§ 37. Må det anses for at være af væsentlig betydning af
hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte, kan
kommunalbestyrelsen træffe afgørelse efter § 32, stk. 1, nr.
1, 3 og 5, for så vidt angår behandling af barnet eller den
unge, selvom at forældremyndighedsindehaver ikke samtyk-
ker, når formålet med indsatsen skønnes at kunne opnås
uanset det manglende samtykke.
Forældrepålæg
§ 38. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om at
meddele forældremyndighedsindehaver et forældrepålæg,
når der er risiko for, at et barns eller en ungs udvikling er i
fare, og det vurderes at bero på, at forældremyndighedsinde-
haver ikke lever op til sit forældreansvar.
Stk. 2. Meddelelse af et forældrepålæg forudsætter, at der
foreligger oplysninger om et eller flere af følgende forhold:
1) Barnet eller den unge har ulovligt skolefravær, eller
undervisningspligten opfyldes i øvrigt ikke.
2) Barnet eller den unge er mistænkt eller sigtet for en
overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stof-
fer, våbenloven eller knivloven eller er mistænkt eller
sigtet for anden kriminalitet af et vist omfang eller en
vis grovhed.
3) Barnet eller den unge har udvist en utryghedsskabende
adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang.
4) Barnet eller den unge har alvorlige adfærds- eller til-
pasningsproblemer.
5) Forældremyndighedsindehaver nægter at samarbejde
med de relevante myndigheder om løsningen af barnets
eller den unges problemer.
Stk. 3. Et forældrepålæg skal angive en eller flere kon-
krete handlepligter for forældremyndighedsindehaver, som
skal være egnede til at bidrage til en løsning af barnets
eller den unges problemer, og som står i rimeligt forhold
til formålet. Det kan herunder fastsættes, at forældremyndig-
hedsindehaver skal:
1) Sikre barnets eller den unges fremmøde i skolen ved
personligt at følge barnet eller den unge i skole.
2) Deltage i forældremøder og konsultationer om barnets
eller den unges skolegang.
3) Sikre barnets eller den unges deltagelse i konkrete fri-
tidsaktiviteter ved at følge barnet eller den unge til det
pågældende sted.
4) Sikre, at barnet eller den unge er hjemme på et nærme-
re fastsat tidspunkt eller i et nærmere fastsat tidsrum.
5) Deltage i et af kommunen tilbudt forældreprogram.
6) Deltage i møder med relevante myndigheder om løs-
ningen af barnets eller den unges problemer.
7
Stk. 4. Er der truffet afgørelse om forældrepålæg efter stk.
1, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse efter § 32, stk.
1, om at iværksætte støttende indsatser efter § 32, stk. 1, nr.
1-3, 5 og 8, selvom at forældremyndighedsindehaver ikke
samtykker, når det vurderes, at formålet med indsatsen vil
kunne opnås uanset det manglende samtykke, jf. dog § 54,
stk. 3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Stk. 5. Afgørelse om forældrepålæg træffes for en afgræn-
set periode af højst 12 måneders varighed. Forældrepålæg-
get kan forlænges med højst 6 måneder ad gangen.
Stk. 6. Kommunalbestyrelsen skal oplyse forældremyn-
dighedsindehaver om, at overholdelse af pålægget er en be-
tingelse for at modtage børne- og ungeydelse, jf. lov om
en børne- og ungeydelse, og for, at det pågældende barn
eller den pågældende unge medregnes ved beregningen af
boligstøtten, jf. lov om individuel boligstøtte.
Stk. 7. Vurderer kommunalbestyrelsen, at forældremyn-
dighedsindehaver ikke efterlever et forældrepålæg efter stk.
1, og at den manglende efterlevelse ikke beror på undskyl-
delige omstændigheder, skal kommunalbestyrelsen træffe
afgørelse om dette. Afgørelsen er gældende for ét kvartal.
Stk. 8. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om
bortfald af pålægget, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at
forholdet, der lå bag pålægget, ikke længere eksisterer, eller
at forældrepålægget ikke længere er egnet til at løse barnets
eller den unges problemer.
Børne- og ungepålæg
§ 39. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om at
meddele et barn eller en ung i alderen 10-17 år et børne- og
ungepålæg, når barnet eller den unge har adfærdsproblemer
eller udviser negativ adfærd af en sådan karakter, at der er
risiko for, at barnets eller den unges udvikling er i fare,
og når det vurderes, at et frivilligt samarbejde med barnet
eller den unge og forældremyndighedsindehaveren om støtte
efter § 32 ikke er tilstrækkeligt til at afhjælpe barnets eller
den unges problemer, jf. dog §§ 12 og 13 i lov om bekæm-
pelse af ungdomskriminalitet. Afgørelsen om børne- og un-
gepålæg kan træffes uden forældremyndighedsindehaverens
samtykke.
Stk. 2. Meddelelse af et børne- og ungepålæg forudsætter,
at der foreligger oplysninger om et eller flere af følgende
forhold:
1) Barnet eller den unge har ulovligt skolefravær, eller
undervisningspligten opfyldes i øvrigt ikke.
2) Barnet eller den unge er mistænkt eller sigtet for en
overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stof-
fer, våbenloven eller knivloven eller er mistænkt eller
sigtet for anden kriminalitet af et vist omfang eller en
vis grovhed.
3) Barnet eller den unge har udvist en utryghedsskabende
adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang.
4) Barnet eller den unge har alvorlige adfærds- eller til-
pasningsproblemer.
5) Barnet eller den unge nægter at samarbejde med de
relevante myndigheder om løsningen af barnets eller
den unges problemer.
Stk. 3. Et børne- og ungepålæg skal angive en eller flere
konkrete handlepligter for barnet eller den unge, som vurde-
res at være egnede til at bidrage til en løsning af barnets
eller den unges problemer, og som står i rimeligt forhold
til formålet. Det kan herunder fastsættes, at barnet eller den
unge skal:
1) Modtage en eller flere støttende indsatser efter § 32,
stk. 1, nr. 1, 3, 4, 5, og 8.
2) Undlade at færdes frem og tilbage eller tage ophold i et
nærmere geografisk afgrænset område.
3) Være hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt eller i et
nærmere fastsat tidsrum.
4) Bidrage til at genoprette forrettet skade.
5) Deltage i andre aktiviteter med genoprettende formål,
herunder udføre samfundsnyttigt arbejde.
Stk. 4. Er der truffet afgørelse om børne- og ungepålæg
efter stk. 1, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse efter
§ 32, stk. 1, om at iværksætte støttende indsatser efter § 32,
stk. 1, nr. 1, 3, 4, 5 eller 8, selvom at forældremyndigheds-
indehaveren ikke samtykker, når det vurderes, at formålet
med indsatsen vil kunne opnås uanset det manglende sam-
tykke.
Stk. 5. § 38, stk. 5 og 8, finder tilsvarende anvendelse på
børne- og ungepålæg efter stk. 1.
Stk. 6. Kommunalbestyrelsen skal ved afgørelse om bør-
ne- og ungepålæg efter stk. 1 overveje, om der samtidig bør
træffes afgørelse om forældrepålæg efter § 38.
Stk. 7. Overholder barnet eller den unge ikke et børne-
og ungepålæg, skal kommunalbestyrelsen, når det vurderes
relevant, straks underrette politiet og anmode om bistand til
kommunens udøvelse af beføjelser efter § 139.
Stk. 8. Social- og ældreministeren kan efter forhandling
med justitsministeren fastsætte nærmere regler om politiets
bistand til kommunerne i forbindelse med gennemførelse af
børne- og ungepålæg.
Lægelig undersøgelse og behandling uden samtykke
§ 40. Undlader forældremyndighedsindehaver at lade et
barn eller en ung undersøge eller behandle for en livstruende
sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge
for betydelig og varigt nedsat funktionsevne, kan børne-
og ungeudvalget træffe afgørelse om at gennemføre under-
søgelsen eller behandlingen.
Psykologbehandling i regi af civilsamfundsorganisationer
uden samtykke
§ 41. Børn og unge, der er fyldt 12 år, har ret til at
opsøge og modtage psykologbehandling som følge af foræl-
dres misbrugsproblemer i regi af civilsamfundsorganisatio-
ner uden forældremyndighedsindehavers samtykke.
Stk. 2. Det er en forudsætning for behandling uden sam-
tykke efter stk. 1, at behandlingen ydes af en autoriseret
psykolog.
Privat familiepleje m.v.
§ 42. Ingen må modtage et barn under 14 år til døgnop-
hold i privat familiepleje i en sammenhængende periode ud
8
over 3 måneder uden at have tilladelse dertil fra kommunal-
bestyrelsen i den stedlige kommune.
Stk. 2. Tilladelse til privat familiepleje kan kun udstedes,
når det efter en undersøgelse af familieplejen må antages, at
opholdet vil være til gavn for barnet. Ved udstedelse af tilla-
delsen skal kommunen gøre forældremyndighedsindehaver
opmærksom på bestemmelserne i stk. 4.
Stk. 3. Det påhviler forældremyndighedsindehaver at sikre
sig, at den private familiepleje har fornøden tilladelse til
privat familiepleje.
Stk. 4. Børne- og ungeudvalget i forældremyndighedsind-
ehavers opholdskommune kan efter begæring af plejeforæl-
drene eller barnet eller den unge beslutte, at et barn eller
en ung ikke må flyttes eller hjemtages fra en privat fami-
liepleje, såfremt det må antages at skade barnet eller den
unge. Forud for afgørelsen indhentes en udtalelse fra den
stedlige kommune.
Stk. 5. Stk. 1-4 gælder ikke i tilfælde, hvor kun den ene af
forældrene har forældremyndigheden, men barnet eller den
unge får døgnophold hos den anden af forældrene.
Stk. 6. Døgnplejehjem, der modtager børn og unge under
18 år, og som drives af private uden offentlige midler, må
kun oprettes og drives med tilladelse af kommunalbestyrel-
sen i den stedlige kommune. Kommunalbestyrelsen i den
stedlige kommune fører tilsyn med forholdene i døgnpleje-
hjemmet.
Kapitel 5
Anbringelse
Anbringelsessteder for børn og unge
§ 43. Børn og unge kan anbringes på følgende anbringel-
sessteder:
1) Almene plejefamilier.
2) Forstærkede plejefamilier.
3) Specialiserede plejefamilier.
4) Netværksplejefamilier.
5) Egne værelser, kollegier eller kollegielignende børne-
og ungehjem.
6) Børne- og ungehjem, jf. stk. 3.
7) Pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie grundsko-
ler med kostafdeling.
Stk. 2. Det er en betingelse for, at der kan træffes afgørel-
se om støtteophold til eller anbringelse af børn og unge efter
§ 32, stk. 1, nr. 7, § 46, stk. 1, § 47, stk. 1, eller efter §
19, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet på
et anbringelsessted, at anbringelsesstedet er godkendt efter §
58, stk. 1, § 65, stk. 1, eller § 66, stk. 1, eller efter § 5 i lov
om socialtilsyn.
Stk. 3. Børne- og ungehjem kan oprettes og drives som
døgninstitutioner, herunder delvis lukkede døgninstitutioner,
delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner, sikrede døgn-
institutioner og særligt sikrede afdelinger, eller som op-
holdssteder for børn og unge.
Stk. 4. Døgninstitutioner efter stk. 3 kan oprettes og drives
af kommuner, jf. § 12, eller af regioner, jf. § 13, stk. 1, nr. 2
og 3, og § 13, stk. 6, eller som selvejende institutioner, som
kommunalbestyrelsen eller regionsrådet indgår driftsaftale
med.
§ 44. Formålet med indsatsen på anbringelsessteder ef-
ter § 43, stk. 1, nr. 1-4 og 6, er at varetage omsorg og
sikre tryghed, trivsel og udvikling for de anbragte børn og
unge. Anbringelsessteder efter § 43, stk. 1, nr. 1-4 og 6,
skal arbejde målrettet med at understøtte udvikling i gode
sociale fællesskaber, læring, uddannelse, beskæftigelse og
forebyggelse af kriminalitet for de anbragte børn og unge.
§ 45. Barnet, den unge, forældrene eller de kommende
forældre modtager omsorg, personlig støtte, socialpædago-
gisk rådgivning og behandling under følgende:
1) En familieanbringelse efter § 32, stk. 1, nr. 6.
2) Et støtteophold efter § 32, stk. 1, nr. 7.
3) Et døgnophold efter §§ 46, 47, § 114, stk. 1, nr. 1 eller
3, eller § 120, stk. 1.
4) Et døgnophold efter § 13, stk. 1, nr. 5 eller 6, eller § 14
i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Stk. 2. Ved særlige behov kan der endvidere foretages
undersøgelser og observation samt ydes terapi eller anden
behandling.
Stk. 3. Et støtteophold, jf. § 32, stk. 1, nr. 7, som ydes
under et døgnophold, indgår som en ydelse efter stk. 1.
Anbringelse uden for hjemmet med samtykke
§ 46. Kommunalbestyrelsen kan med samtykke fra foræl-
dremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år,
træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden
for hjemmet på et anbringelsessted, jf. § 43, stk. 1, når det
må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til
barnets eller den unges særlige behov for støtte, jf. dog § 54,
stk. 3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Afgø-
relsen skal angive formålet med anbringelsen og den forven-
tede varighed.
Stk. 2. Samtykke fra forældremyndighedsindehaver og
den unge, der er fyldt 15 år, skal omfatte formålet med
anbringelsen.
Stk. 3. Der kan kun træffes afgørelse efter stk. 1 efter
gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse, jf. § 20, eller
en ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet. Der kan dog, hvis særlige forhold taler
for det, træffes afgørelse om foreløbig eller akut anbringelse
efter stk. 1 sideløbende med gennemførelse af en børnefag-
lig undersøgelse, jf. § 20, eller en ungefaglig undersøgelse,
jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan på baggrund af en un-
dersøgelse efter § 26 med samtykke fra de kommende foræl-
dre træffe en afgørelse efter stk. 1 om, at det ufødte barn
umiddelbart efter fødslen anbringes uden for hjemmet, når
det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til
det ufødte barns behov for støtte.
Anbringelse uden for hjemmet uden samtykke
§ 47. Børne- og ungeudvalget kan uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15
år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes
uden for hjemmet, når der er en åbenbar risiko for, at barnets
9
eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade
på grund af følgende, jf. dog stk. 5:
1) Utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet
eller den unge.
2) Overgreb, som barnet eller den unge har været udsat
for.
3) Misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære
sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge.
4) Andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet
eller den unge.
Stk. 2. Der kan kun træffes en afgørelse efter stk. 1,
når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke
kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i
hjemmet efter gennemførelse af en undersøgelse, jf. §§ 20
eller 26, eller en ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Stk. 3. Børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om,
at barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet
efter stk. 1, selvom forældremyndighedsindehaver og den
unge giver samtykke til anbringelse efter § 46, stk. 1, når
hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler
for det.
Stk. 4. Børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om
anbringelse af en ung, der er fyldt 15 år, uden for hjem-
met, uanset at betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, og
at forældremyndighedsindehaver ikke vil give samtykke til
anbringelsen, hvis den unge samtykker. Det er et krav, at
anbringelsen må anses at være af væsentlig betydning for
den unges særlige behov, og problemerne ikke kan løses
under den unges fortsatte ophold i hjemmet.
Stk. 5. Børne- og ungeudvalget kan ikke træffe afgørelse
efter stk. 1-4 i sager om børn og unge, der er henvist til
Ungdomskriminalitetsnævnet, jf. §§ 10 og 11 i lov om be-
kæmpelse af ungdomskriminalitet.
§ 48. Et barn eller en ung har ret til at anmode kommunal-
bestyrelsen om at blive anbragt uden for hjemmet.
Stk. 2. Anmoder et barn eller ung om at blive anbragt
uden for hjemmet efter stk. 1, skal kommunalbestyrelsen
vurdere, om der af hensyn til barnets eller den unges bedste
skal udarbejdes en børnefaglig undersøgelse, jf. § 20, herun-
der om betingelserne i §§ 46 eller 47 er opfyldt.
§ 49. Børne- og ungeudvalget kan i helt særlige tilfælde
uden samtykke fra de kommende forældre træffe en afgørel-
se efter § 47, stk. 1, om, at det ufødte barn umiddelbart efter
fødslen anbringes uden for hjemmet, når der er en åbenbar
risiko for, at det ufødte barns sundhed eller udvikling vil lide
alvorlig skade i tiden efter fødslen på grund af de kommen-
de forældres manglende evner eller ressourcer til at tilbyde
tilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet.
Stk. 2. Der kan kun træffes en afgørelse efter stk. 1, når
der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan
løses inden barnets fødsel eller ved barnets kommende op-
hold i hjemmet.
Stk. 3. Afgørelser efter stk. 1 kan tidligst træffes 3 måne-
der før kvindens terminsdato.
§ 50. Skal barnet eller den unge fortsat være anbragt uden
for hjemmet udover 1 år fra, at børne- og ungeudvalget
har truffet afgørelse efter § 47, skal udvalget træffe fornyet
afgørelse herom, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Har barnet eller den unge været anbragt uden for
hjemmet inden for det seneste år før den aktuelle anbringel-
se, er fristen for genbehandling efter stk. 1 i stedet 2 år.
Stk. 3. Er sagen efter stk. 1 eller 2 indbragt for Anke-
styrelsen eller forelagt domstolene, regnes fristen fra den
endelige afgørelse eller dom.
Stk. 4. Børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen eller retten
kan uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 fastsætte en kortere
frist for fornyet behandling i udvalget, hvis der er begrundet
tvivl om, hvorvidt anbringelsesgrundlaget fortsat vil være til
stede henholdsvis 1 eller 2 år senere.
Stk. 5. Børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen og retten
kan uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 undtagelsesvis fast-
sætte en længere frist, når de forhold, der ligger til grund for
afgørelsen, med overvejende sandsynlighed må antages også
at gælde ud over fristen, og at hensynet til barnet eller den
unge på afgørende måde taler for, at fristen forlænges. For
ufødte børn og børn under 1 år kan der dog alene træffes
afgørelse om at forlænge fristen til 3 år.
Stk. 6. Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse ved afgørel-
ser, som Ankestyrelsen træffer efter § 151, stk. 3.
Stk. 7. Kommunalbestyrelsen skal forud for børne- og
ungeudvalgets genbehandling af en anbringelse uden for
hjemmet efter stk. 1 overveje, om hensynet til barnets bed-
ste taler for, at der udarbejdes en indstilling om permanent
anbringelse efter § 67, stk. 4. Har barnet eller den unge på
tidspunktet for genbehandlingen efter stk. 1 været anbragt
uden for hjemmet i mindre end 3 år, er kommunalbestyrel-
sen ikke forpligtet til at overveje en permanent anbringelse
efter 1. pkt.
§ 51. Kommunalbestyrelsens indstilling til børne- og un-
geudvalget om anbringelse uden for hjemmet efter §§ 47
eller 49 skal omfatte følgende:
1) Undersøgelsen, jf. §§ 20 eller 26, herunder en beskri-
velse af, at betingelserne i §§ 47 eller 49 er opfyldt,
og af de ressourcer hos barnet, familien og netværket,
som kan bidrage til at klare vanskelighederne under
anbringelsen, jf. § 22, stk. 5, eller § 27, stk. 4.
2) En vurdering af forældremyndighedsindehavers kom-
petencer til at varetage omsorgen for barnet eller den
unge og at tage hånd om barnets eller den unges særli-
ge behov, herunder med hjælp og støtte efter denne lov
eller anden relevant lovgivning.
3) Barnets plan, jf. § 91, eller ungeplanen, jf. § 108, samt
en beskrivelse af den støtte og de initiativer, som er på-
tænkt for det kommende barn, barnet eller den unge og
dennes familie under anbringelsen uden for hjemmet
og i tiden derefter, samt formålet hermed.
4) Barnets eller den unges holdning til den påtænkte for-
anstaltning.
Stk. 2. Er der udarbejdet en plan til forældrene efter § 77,
stk. 1, eller en begrundelse efter § 77, stk. 3, skal denne
vedlægges indstillingen til børne- og ungeudvalget.
10
Stk. 3. Hvis indstillingen efter stk. 1 er begrundet helt
eller delvist i omsorgssvigt, vold eller overgreb, og forvalt-
ningen ikke påtænker at indstille til børne- og ungeudvalget,
at barnets eller den unges søskende i husstanden under 15 år
anbringes uden for hjemmet, skal indstillingen indeholde en
begrundelse herfor. Begrundelsen skal indeholde en beskri-
velse af, hvilken støtte som igangsættes for barnets søskende
og familien.
Stk. 4. Finder børne- og ungeudvalget, at begrundelsen
for ikke at anbringe én eller flere søskende under 15 år
giver anledning til bekymring for, om konkrete søskende får
tilstrækkelig hjælp og støtte, skal børne- og ungeudvalget
underrette Ankestyrelsen.
Kommunalbestyrelsens opgaver i forbindelse med
anbringelsen
§ 52. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om valg
af konkret anbringelsessted i overensstemmelse med barnets
plan, jf. § 91, ungeplanen, jf. § 108, eller forbedringsforlø-
bet, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskrimi-
nalitet.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal vælge det anbringelses-
sted, som bedst kan imødekomme barnets eller den unges
behov, herunder eventuelle behov som følge af nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge. Kom-
munalbestyrelsen skal lægge vægt på anbringelsesstedets
mulighed for at tilbyde nære og stabile voksenrelationer og
herunder vurdere, om en anbringelse i en plejefamilie, jf.
§ 43, stk. 1, nr. 1-4, er mest hensigtsmæssig. Kommunalbe-
styrelsen skal endvidere lægge vægt på hensynet til barnets
eller den unges skolegang, herunder hensynet til at undgå
skoleskift, medmindre hensynet til barnets eller den unges
behov taler imod dette.
Stk. 3. Har barnet eller den unge søskende, der er anbragt
uden for hjemmet, skal kommunalbestyrelsen vælge samme
anbringelsessted, medmindre de øvrige søskendes eller bar-
nets eller den unges behov eller andre væsentlige forhold
taler imod dette.
Stk. 4. Samtidig med valg af anbringelsessted skal kom-
munalbestyrelsen tage stilling til barnets eller den unges
skolegang.
Stk. 5. Er anbringelsesstedet beliggende i en anden kom-
mune end den kommune, der har truffet afgørelse om an-
bringelse af barnet eller den unge, skal kommunalbestyrel-
sen underrette den kommune, hvor anbringelsesstedet er
beliggende, om anbringelsen forud for anbringelsen.
Støtteperson og venskabsfamilie
§ 53. Kommunalbestyrelsen skal så vidt muligt inden en
anbringelse hjælpe barnet eller den unge med at finde en
person i barnets eller den unges familie eller netværk, som
kan udpeges til at være dennes støtteperson under anbringel-
sen.
Stk. 2. Er det ikke muligt forud for anbringelsen at finde
en person efter stk. 1, skal kommunalbestyrelsen i samarbej-
de med en civilsamfundsorganisation hjælpe barnet eller den
unge med at finde en person uden for barnets eller den
unges familie eller netværk, som kan udpeges til at være
dennes støtteperson under anbringelsen.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan efter behov dække støt-
tepersonens udgifter til telefon, transport og lignende.
§ 54. Kommunalbestyrelsen skal så vidt muligt inden en
anbringelse på et børne- eller ungehjem jf. § 43, stk. 1, nr.
5-7, hjælpe barnet eller den unge med at finde en familie i
barnets eller den unges familie eller netværk, som kan udpe-
ges til at være dennes venskabsfamilie under anbringelsen.
Stk. 2. Er det ikke muligt forud for anbringelsen at finde
en familie efter stk. 1, skal kommunalbestyrelsen i samar-
bejde med en civilsamfundsorganisation hjælpe barnet eller
den unge med at finde en familie uden for barnets eller den
unges familie eller netværk, som kan udpeges til at være
dennes venskabsfamilie under anbringelsen.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan efter behov dække ven-
skabsfamiliens udgifter til telefon, transport og lignende.
Anbringelse i en plejefamilie
§ 55. Ved anbringelse af et barn eller en ung i en plejefa-
milie skal kommunalbestyrelsen vælge den plejefamilietype
efter §§ 57 eller 58 og den konkrete plejefamilie, der imøde-
kommer barnets eller den unges behov for støtte, herunder
eventuelle behov som følge af nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne hos barnet eller den unge.
§ 56. Når der er truffet afgørelse om at anbringe et barn
eller en ung i en plejefamilie, jf. § 43, stk. 1, nr. 1-4,
skal kommunalbestyrelsen sørge for, at plejefamilien under
anbringelsen løbende gennemfører den fornødne efteruddan-
nelse, og sikre, at plejefamilien modtager den fornødne
supervision, rådgivning og vejledning i overensstemmelse
med opgavens omfang.
Stk. 2. Støtten til plejefamilien efter stk. 1 skal være inten-
siv i det første år, plejefamilien har barnet eller den unge
anbragt hos sig. Den intensive støtte skal som udgangspunkt
være påbegyndt inden for anbringelsens første halve år,
medmindre særlige hensyn til barnet eller den unge taler
imod dette. I de tilfælde skal opstartsforløbet senest være
gennemført inden for 1 år fra anbringelsestidspunktet.
Stk. 3. Støtten til plejefamilien efter stk. 1 skal ydes af en
anden person end den, der aftaler honorering og andre vilkår
med plejefamilien.
Stk. 4. Social- og ældreministeren kan fastsætte nærme-
re regler om supervision, rådgivning, vejledning og efterud-
dannelse af plejefamilier jf. § 43, stk. 1, nr. 1-4, om omfan-
get af den intensive støtte i begyndelsen af en anbringelse,
om plejefamiliernes pligt til at modtage den intensive støtte
og om gennemførelse af kursus.
Almene, forstærkede og specialiserede plejefamilier
§ 57. Et barn eller en ung kan anbringes i en netværksple-
jefamilie, jf. § 58, eller i en af følgende plejefamilietyper:
1) Almene plejefamilier: Familier, der er godkendt til at
varetage omsorg og sikre udvikling og trivsel for børn
og unge med lette til moderate støttebehov.
11
2) Forstærkede plejefamilier: Familier, der er godkendt til
at varetage omsorg og sikre udvikling og trivsel for
børn og unge med moderate til svære støttebehov.
3) Specialiserede plejefamilier: Familier, der er godkendt
til at varetage omsorg og sikre udvikling og trivsel for
børn og unge med svære støttebehov.
Netværksplejefamilier
§ 58. En netværksplejefamilie skal være godkendt som
konkret egnet i forhold til et bestemt barn eller en bestemt
ung af kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer
afgørelse om at anbringe barnet eller den unge.
Stk. 2. Den kommunalbestyrelse, der godkender net-
værksplejefamilien, skal i forbindelse med godkendelsen til-
byde plejefamilien et grundkursus i at være plejefamilie.
Stk. 3. Afgørelse om godkendelse som netværksplejefami-
lie for et bestemt barn eller en bestemt ung kan ikke indbrin-
ges for anden administrativ myndighed.
Stk. 4. En familie, der har haft et barn midlertidigt pla-
ceret efter § 32 a i adoptionsloven, kan godkendes som
netværksplejefamilie for barnet, hvis retten ophæver Anke-
styrelsens afgørelse om adoption efter § 9 i adoptionsloven.
Stk. 5. Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om godkendelse af og grundkursus til netværkspleje-
familier.
§ 59. Den kommunalbestyrelse, der har godkendt net-
værksplejefamilien efter § 58, stk. 1, skal ud over godtgørel-
se for kost og logi, jf. § 197, dække netværksplejefamiliens
øvrige og ekstraordinære omkostninger ved at have barnet
eller den unge boende. Op til 20.000 kr. pr. barn eller ung år-
ligt kan dækkes som øvrige omkostninger uden forevisning
af dokumentation. Netværksplejefamilier kan efter en kon-
kret vurdering desuden få hel eller delvis hjælp til dækning
af tabt arbejdsfortjeneste.
Stk. 2. Netværksplejefamilien kan frabede sig kompensa-
tion efter stk. 1.
Stk. 3. Afgørelser om dækning af øvrige og ekstraordinæ-
re omkostninger og om dækning af tabt arbejdsfortjeneste
kan påklages til Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i
lov om retssikkerhed og administration på det sociale områ-
de.
Stk. 4. Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om dækning af netværksplejefamiliers omkostninger
ved at have et barn eller en ung boende og om beregning og
regulering af tabt arbejdsfortjeneste til netværksplejefamili-
er.
§ 60. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde den fornødne
faglige støtte til netværksplejefamilier i overensstemmelse
med plejeopgavens omfang.
Stk. 2. Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om faglig støtte til netværksplejefamilier.
Anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis
lukkede afdelinger på døgninstitutioner
§ 61. Børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om,
at et barn eller en ung mellem 12 og 17 år skal anbringes,
jf. §§ 46 eller 47, på en delvis lukket døgninstitution eller
en delvis lukket afdeling på en døgninstitution, når det er
afgørende for den socialpædagogiske behandling at kunne
aflåse yderdøre og vinduer i perioder eller at kunne fasthol-
de barnet eller den unge fysisk. Der skal endvidere være
risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling
lider alvorlig skade på grund af følgende:
1) Kriminel adfærd hos barnet eller den unge.
2) Misbrugsproblemer hos barnet eller den unge.
3) Andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet
eller den unge.
Stk. 2. Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om anvendelsen af og forholdene under en anbringel-
se på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede
afdelinger på døgninstitutioner. Social- og ældreministeren
kan endvidere fastsætte regler om, at børne- og ungeudval-
get i særlige situationer kan træffe afgørelse om at anbringe
et barn, der er yngre end 12 år, på en delvis lukket døgninsti-
tution eller en delvis lukket afdeling på en døgninstitution.
Anbringelse på sikrede døgninstitutioner
§ 62. Børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om,
at et barn eller en ung mellem 12 og 17 år skal anbringes,
jf. § 46 eller § 47, på en sikret døgninstitution, hvis en af
følgende betingelser er opfyldt:
1) Det er absolut påkrævet for at afværge, at barnet eller
den unge skader sig selv eller andre, og risikoen for
skade ikke på forsvarlig måde kan afværges ved andre
mere lempelige forholdsregler.
2) Det i en indledende iagttagelsesperiode er absolut på-
krævet for at tilvejebringe et grundlag for den videre
socialpædagogiske behandling.
3) Det på baggrund af den indledende iagttagelsesperiode
efter nr. 2 fastslås, at det er absolut påkrævet, at der
iværksættes et længerevarende behandlingsforløb på en
sikret afdeling eller døgninstitution.
Stk. 2. Et barn eller en ung mellem 12 og 17 år kan
endvidere anbringes på en sikret døgninstitution, hvis en af
følgende betingelser er opfyldt:
1) Opholdet træder i stedet for varetægtsfængsling, jf. §
765 i retsplejeloven.
2) Opholdet er led i en afsoning, jf. § 78, stk. 1, i lov om
fuldbyrdelse af straf m.v., og betingelserne i stk. 1, nr.
1, 2 eller 3, samtidig er opfyldt.
3) Opholdet er led i en idømt foranstaltning, jf. § 74 a i
straffeloven.
4) Barnet eller den unge under 15 år er frihedsberøvet i
medfør af udlændingelovens § 36 eller hjemrejselovens
§ 16.
5) Der er truffet afgørelse af børne- og ungeudvalget efter
udlændingelovens kapitel 9 b.
Stk. 3. Er betingelserne i stk. 1, nr. 1-3, eller § 16, stk.
1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet opfyldt for
et barn eller en ung, der er fyldt 15 år, og som er anbragt
på et børne- og ungehjem, jf. § 43, stk. 1, nr. 6, hvortil
der også er knyttet en sikret døgninstitution, kan lederen af
den åbne døgninstitution eller dennes stedfortræder, uanset
hvilket anbringelsesgrundlag der ligger til grund for anbrin-
gelsen, træffe midlertidig beslutning om overførsel af barnet
12
eller den unge til den sikrede døgninstitution. Overførslen
kan iværksættes straks. Beslutningen herom skal straks fore-
lægges børne- og ungeudvalget til afgørelse, jf. stk. 1, i den
kommune, der har truffet afgørelse om anbringelse.
Stk. 4. Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om anvendelsen af sikrede døgninstitutioner, herunder
om kommunalbestyrelsens adgang til at fastsætte de nærme-
re rammer og vilkår for den konkrete anbringelse. Ministe-
ren kan endvidere fastsætte nærmere regler om, at børne-
og ungeudvalget i særlige situationer kan træffe afgørelse
om at anbringe et barn, der er yngre end 12 år, på en sikret
døgninstitution.
Anbringelse på særligt sikrede afdelinger
§ 63. Børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om, at
et barn eller en ung mellem 12 og 17 år skal anbringes, jf.
§§ 46 eller 47, på en særligt sikret afdeling, hvis følgende
betingelser er opfyldte:
1) Der foreligger et grundlag for anbringelse på en sikret
døgninstitution efter § 62, stk. 1 eller 2.
2) En anbringelse på en sikret døgninstitution er eller vil
ikke være tilstrækkelig, idet barnet eller den unge ved
en forudgående særlig voldelig eller psykisk afvigende
adfærd har gjort ophold eller fortsat ophold på en sikret
døgninstitution uforsvarligt.
3) Der, hvis barnet eller den unge har en psykisk afvigen-
de adfærd, foreligger en skriftlig lægefaglig vurdering
af, at barnet eller den unge udviser aktuelle symptomer
på psykisk sygdom.
Stk. 2. Er betingelserne i stk. 1 eller § 17, stk. 1, i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet opfyldt for et barn
eller en ung, der er fyldt 15 år, kan lederen af en sikret døgn-
institution eller dennes stedfortræder, uafhængigt af om der
på den sikrede døgninstitution er en særligt sikret afdeling,
træffe midlertidig beslutning om overførsel til en særligt
sikret afdeling. Beslutningen herom skal straks forelægges
børne- og ungeudvalget til afgørelse, jf. stk. 1, i den kom-
mune, der har truffet afgørelse om anbringelse.
Stk. 3. Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om forholdene på og anvendelsen af særligt sikrede
afdelinger, herunder om kommunalbestyrelsens adgang til at
fastsætte de nærmere rammer og vilkår for den konkrete an-
bringelse samt om orientering af forældremyndighedsinde-
haveren.
§ 64. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at alle børn og
unge på sikrede institutioner og særligt sikrede afdelinger
tilbydes screening med henblik på at få afdækket et eventu-
elt behov for psykiatrisk udredning. Screeningen forudsætter
samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge,
der er fyldt 15 år.
Stk. 2. Social- og ældreministeren fastsætter nærmere reg-
ler om screeningens omfang, herunder hvem der kan udføre
den, og hvornår den skal udføres.
Egne værelser m.v.
§ 65. Egne værelser, kollegier eller kollegielignende bør-
ne- og ungehjem, hvor den unge selv råder over sin egen
bolig, jf. § 43, stk. 1, nr. 5, skal være godkendt som konkret
egnet til den pågældende unge af kommunalbestyrelsen i
den kommune, der træffer afgørelse om at anbringe den
unge.
Stk. 2. Afgørelse om godkendelse efter stk. 1 kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 3. Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om godkendelse af og tilsyn med egne værelser, kol-
legier og kollegielignende børne- og ungehjem.
Pladser på efterskoler m.v.
§ 66. En efterskole, en fri fagskole eller en fri grundskole
med kostafdeling, der har 8 pladser eller derunder til anbrin-
gelse af børn eller unge efter §§ 46 eller 47 eller efter § 14 i
lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal være god-
kendt som konkret egnet til det pågældende barn eller den
pågældende unge af kommunalbestyrelsen i den kommune,
der træffer afgørelse om at anbringe barnet eller den unge.
Stk. 2. Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om godkendelse af og tilsyn med konkret godkendte
pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med
kostafdeling.
Kapitel 6
Videreførte og permanente anbringelser og adoption
Permanente anbringelser
§ 67. Børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om, at
et barn eller en ung, der efter § 46, stk. 1, eller § 47, stk. 1,
eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet
har været anbragt uden for hjemmet i mindst 3 år, jf. dog
§ 68, stk. 2, fortsat skal være anbragt uden for hjemmet i
en permanent anbringelse, hvis barnet eller den unge har
opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det
på kortere og længere sigt må antages at være af væsentlig
betydning for barnets eller den unges bedste at forblive på
anbringelsesstedet. Det er ikke et krav, at betingelserne i §
46, stk. 1, eller § 47, stk. 1, eller § 14 i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet er opfyldt.
Stk. 2. Når der er truffet afgørelse om en permanent
anbringelse efter stk. 1, skal børne- og ungeudvalget ikke
træffe afgørelse efter § 50 om opretholdelse af anbringelsen.
Stk. 3. For en ung, der er fyldt 15 år, kan der kun træffes
afgørelse om en permanent anbringelse efter stk. 1, hvis den
unge samtykker til afgørelsen.
Stk. 4. Til brug for børne- og ungeudvalgets afgørelse om
en permanent anbringelse efter stk. 1, skal kommunalbesty-
relsen udarbejde en indstilling, der indeholder:
1) En revideret børnefaglig undersøgelse af barnets eller
den unges forhold, jf. § 20 i denne lov eller § 31 i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
2) En revideret barnets plan, jf. § 91, eller ungeplan, jf. §
108, eller et revideret forbedringsforløb, jf. §§ 13 eller
14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
3) En psykologisk helhedsvurdering af barnets eller den
unges tilknytning til anbringelsesstedet foretaget af en
autoriseret psykolog.
13
4) Barnets eller den unges holdning til en permanent an-
bringelse. jf. § 5, stk. 3.
§ 68. Et barn eller en ung, som er fyldt 10 år, har ret til
at anmode kommunalbestyrelsen om at blive permanent an-
bragt uden for hjemmet efter § 67, stk. 1. Modtager kommu-
nalbestyrelsen en anmodning efter 1. pkt., skal kommunal-
bestyrelsen vurdere, om der af hensyn til barnets eller den
unges bedste skal udarbejdes en indstilling om permanent
anbringelse, jf. § 67, stk. 4.
Stk. 2. Har kommunalbestyrelsen som følge af en anmod-
ning efter stk. 1 udarbejdet en indstilling om permanent
anbringelse, jf. § 67, stk. 4, kan børne- og ungeudvalget
træffe afgørelse efter § 67, stk. 1, selvom barnet eller den
unge har været anbragt i mindre end 3 år.
Myndighedernes opgaver i forbindelse med adoption
§ 69. Kommunalbestyrelsen skal i følgende situationer
overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets
eller den unges opvækst taler for, at barnet eller den unge
gennem adoption får en ny familie, når det må antages, at
barnet eller den unge vil være anbragt i en længere årrække:
1) Ved anbringelse af et barn eller en ung uden for hjem-
met efter §§ 46, 47 eller 49.
2) Ved fortsat anbringelse af et barn eller en ung uden for
hjemmet efter § 50.
3) Ved permanent anbringelse af et barn eller en ung uden
for hjemmet efter § 67.
4) Når Ungdomskriminalitetsnævnet har truffet afgørelse
om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjem-
met efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskrimi-
nalitet.
Stk. 2. Når en forælder til et barn eller en ung, der er
anbragt eller er blevet bortadopteret på grund af manglende
forældreevne, venter endnu et barn, skal kommunalbestyrel-
sen overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i det
kommende barns opvækst taler for, at dette barn gennem
adoption får en ny familie.
§ 70. Vurderer kommunalbestyrelsen, at adoption af et
barn eller en ung vil være bedst for barnet eller den unge, at
barnets eller den unges forældre ikke vil give samtykke til
adoptionen efter § 7 i adoptionsloven, og at adoptionen vil
kunne gennemføres efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven, skal
kommunalbestyrelsen indstille til børne- og ungeudvalget, at
barnet eller den unge adopteres.
Stk. 2. En indstilling efter stk. 1 skal navnlig indeholde
følgende:
1) Undersøgelsen, jf. §§ 20 eller 26, eller den ungefag-
lige undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
2) Barnets plan, jf. § 91, ungeplanen, jf. § 108, eller
forbedringsforløbet, jf. § 13 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, hvis en sådan er udarbejdet.
3) En redegørelse for, at betingelserne for adoption uden
samtykke efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven er op-
fyldt.
4) Oplysninger om barnets eller den unges holdning til
den påtænkte adoption, jf. § 6, stk. 1 og 3, i adoptions-
loven.
5) En redegørelse for kommunalbestyrelsens arbejde med
og overvejelser om at hjemgive barnet eller den unge.
Stk. 3. En indstilling om adoption i medfør af § 9, stk.
3 eller 4, i adoptionsloven skal endvidere indeholde en rede-
gørelse for, at betingelserne i § 47, stk. 1 og 2, for anbringel-
se af barnet eller den unge uden for hjemmet er opfyldt.
§ 71. Kommunalbestyrelsen kan til brug for overvejelser
om adoption efter § 69 og udarbejdelse af en indstilling efter
§ 70 om adoption uden samtykke efter § 9, stk. 2 eller 4, i
adoptionsloven anmode den nationale videns- og specialråd-
givningsorganisation om vejledende rådgivning, jf. § 167.
Stk. 2. Til brug for udarbejdelsen af en indstilling efter
§ 70 om adoption uden samtykke efter § 9, stk. 3, i adopti-
onsloven skal kommunalbestyrelsen søge vejledende rådgiv-
ning fra den nationale videns- og specialrådgivningsorgani-
sation, jf. § 167.
Stk. 3. Den nationale videns- og specialrådgivningsorga-
nisation skal pålægge en kommunalbestyrelse at modtage
generel rådgivning om adoption, når kommunalbestyrelsen
hverken har fået hjælp fra den nationale videns- og special-
rådgivningsorganisation til behandling af en konkret sag om
adoption uden samtykke eller har modtaget generel rådgiv-
ning om adoption fra den nationale videns- og specialråd-
givningsorganisation. Beslutning om pålæg efter 1. pkt. kan
ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 72. Børne- og ungeudvalget kan på baggrund af en
indstilling fra kommunalbestyrelsen, jf. § 70, stk. 1, på et
møde indstille til Ankestyrelsen, at Ankestyrelsen træffer
afgørelse om, at barnet eller den unge adopteres efter § 9,
stk. 2-4, i adoptionsloven.
Stk. 2. Børne- og ungeudvalget skal inden afgivelse af
indstilling efter stk. 1 give barnet eller den unge, barnets el-
ler den unges forældre, forældremyndighedsindehaver, bar-
nets eller den unges eventuelle plejeforældre og disse par-
ters eventuelle advokater og bisiddere lejlighed til at udtale
sig. Plejeforældre anses alene som parter i sagen, hvis de
søger om adoption af barnet eller den unge.
Stk. 3. En indstilling efter stk. 1 kan kun vedtages, hvis
mindst 4 af udvalgets 5 medlemmer stemmer for indstillin-
gen. Indstillingen skal være skriftlig og begrundet, og den
skal meddeles sagens parter, jf. stk. 2, kommunalbestyrel-
sen og Ankestyrelsen. Er dommeren ikke enig i indstillin-
gen, skal dette tilføres udvalgets protokol, og meddelelsen
om indstillingen skal indeholde oplysning om dommerens
opfattelse. Hvis indstillingen ikke vedtages, gives skriftlig
meddelelse herom til sagens parter, jf. stk. 2, og kommunal-
bestyrelsen. Meddelelsen skal begrundes, og den skal inde-
holde oplysning om dommerens opfattelse.
§ 73. Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om behandlingen af indstillinger efter §§ 70 og 72.
14
Faglig støtte ved adoption
§ 74. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde faglig støtte til
plejefamilier, som ønsker at adoptere et barn eller en ung,
som er anbragt i familien. Den faglige støtte skal målrettes
situationen før adoptionen.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde den fornødne
faglige støtte til familier, der har adopteret et barn eller en
ung, der tidligere har været anbragt i pleje i familien.
Kapitel 7
Hjælp til barnets forældre
Støtteperson
§ 75. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om at
tilbyde forældremyndighedsindehaver en støtteperson i for-
bindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for
hjemmet, jf. §§ 46 eller 47 eller § 14 i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet.
Hjælp til barnets forældre
§ 76. Under barnets eller den unges anbringelse uden for
hjemmet efter §§ 46 eller 47 eller § 14 i lov om bekæmpel-
se af ungdomskriminalitet skal kommunalbestyrelsen træffe
afgørelse om støtte til forældrene efter § 32, stk. 1, eller §
75 i denne lov, eller efter anden lovgivning. Støtten skal så
vidt muligt medvirke til at løse de problemer, som har været
årsag til anbringelsen, med henblik på at hjælpe forældrene
i at varetage omsorgen for barnet eller den unge ved en
eventuel hjemgivelse eller i samvær med barnet eller den
unge under anbringelsen.
Forældrehandleplan
§ 77. Når kommunalbestyrelsen iværksætter støtte efter
§§ 75 eller 76, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en sær-
skilt plan for støtten til forældrene.
Stk. 2. I forbindelse med en indstilling om anbringelse
uden samtykke efter § 47 af et barn eller en ung, der har
søskende under 18 år i husstanden, og hvor anbringelsen
er begrundet i omsorgssvigt eller andre alvorlige sociale for-
hold hos forældrene, skal kommunalbestyrelsen udarbejde
en forældrehandleplan efter stk. 1, uanset om forældrene har
afvist at modtage støtten efter §§ 75 eller 76.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde, hvor
det er åbenlyst unødvendigt, undlade at udarbejde en plan
efter stk. 1. Kommunalbestyrelsen skal begrunde, hvorfor
der ikke udarbejdes en plan for støtten til forældrene.
§ 78. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at kravet om
en særskilt forældrehandleplan for støtte til forældrene, jf.
§ 77, kan fraviges, og at forældrene i stedet tilbydes en
helhedsorienteret plan for en forælder eller begge forældre,
jf. § 110, når der er tale om forældre med komplekse og
sammensatte problemer, hvor der kan eller skal udarbejdes
flere planer for indsatserne for forældrene, og hvor der er et
koordinationsbehov forbundet hermed. Forældrene skal give
samtykke til, at den særskilte plan erstattes af en helhedsori-
enteret plan.
Revision af forældrehandleplan
§ 79. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde at revidere en
udarbejdet plan for støtten til forældrene efter § 77 eller §
78, når der er behov for det, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal senest 3 måneder efter,
at barnet eller den unge har fået ophold uden for hjemmet,
tilbyde en revision af forældrehandleplanen eller af relevan-
te dele af den helhedsorienterede plan.
Stk. 3. Har kommunalbestyrelsen foretaget en revision
efter stk. 1 eller 2, skal kommunalbestyrelsen herefter med
højst 12 måneders mellemrum foretage en vurdering af, om
der er behov for at tilbyde en revision af planen eller af
relevante dele af den helhedsorienterede plan.
Kapitel 8
Hjælp og støtte til børn og unge med
funktionsnedsættelser og deres familier
§ 80. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde særlig hjælp og
støtte efter dette kapitel til børn og unge under 18 år med
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende
kronisk eller langvarig lidelse og deres familier.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at hjælp og støtte
efter dette kapitel tilrettelægges med afsæt i barnets eller
den unges perspektiv og i samarbejde med forældrene ud
fra en konkret og individuel vurdering af det enkelte barns,
den enkelte unges og den enkelte families ressourcer og
behov. Hjælp og støtte skal iværksættes med henblik på at
fremme barnets eller den unges læring, udvikling, trivsel og
selvstændighed, men kan også iværksættes med henblik på
at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten for
barnet, den unge eller familien, jf. kapitel 1 og 2.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at hjælp og støtte
til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktions-
evne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og de-
res familier efter dette kapitel tilrettelægges i sammenhæng
med de øvrige tilbud og indsatser efter denne lov, lov om so-
cial service, jf. § 90, stk. 1, i denne lov eller anden relevant
lovgivning.
Rådgivning, vejledning, undersøgelse og behandling
§ 81. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde gratis rådgiv-
ning, undersøgelse og behandling af børn og unge med ned-
sat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde rådgivning om
valg af hjælpemidler og forbrugsgoder samt instruktion i
brugen heraf, jf. § 90, stk. 1, nr. 4 og 5.
Stk. 3. Rådgivningen efter stk. 1 og 2 kan gives særskilt
eller i forbindelse med anden hjælp efter denne eller anden
lovgivning. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med
rådgivningen være opmærksom på, om den enkelte har be-
hov for anden form for hjælp efter denne eller anden lovgiv-
ning, jf. § 80, stk. 3.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal etablere en særlig fa-
milievejlederordning for familier med børn og unge under
18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne. Vejledningen skal tilbydes inden for 3 måne-
15
der efter, at kommunalbestyrelsen har fået kendskab til, at
funktionsnedsættelsen er konstateret.
Stk. 5. Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om familievejlederordningen, jf. stk. 4.
Særlige dag- og klubtilbud
§ 82. Kommunalbestyrelsen skal til børn og unge, der
på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte, træffe
afgørelse om hjælp, der kan tilrettelægges som følgende:
1) Særlige dagtilbud, jf. § 83.
2) Særlige klubtilbud, jf. § 84.
3) Helt eller delvis af forældrene i hjemmet som hjemme-
træning, jf. § 85.
4) I forbindelse med andre tilbud efter denne lov eller
efter dagtilbudsloven.
§ 83. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det
nødvendige antal pladser i særlige dagtilbud til børn, der
på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling
m.v., der ikke kan dækkes gennem ophold i almindelige
dagtilbud eller fritidshjem efter dagtilbudsloven.
Stk. 2. Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om forældrebestyrelser i særlige dagtilbud samt om
beregning af tilskud og egenbetaling for ophold i særlige
dagtilbud.
§ 84. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det
nødvendige antal pladser i særlige klubtilbud til større børn
og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte,
behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem deltagelse i et
af de tilbud, der er nævnt i §§ 65 og 66 i dagtilbudsloven.
Stk. 2. Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om beregning af tilskud og egenbetaling for ophold i
de særlige klubtilbud.
Hjemmetræning
§ 85. Kommunalbestyrelsen godkender efter anmodning
fra forældremyndighedsindehaver, at forældrene helt eller
delvis udfører hjemmetræning i hjemmet, jf. § 82, stk. 1, nr.
3, hvis følgende betingelser er opfyldt:
1) Hjemmetræningen fremmer barnets eller den unges
tarv og trivsel og imødekommer barnets eller den unges
behov.
2) Forældrene er i stand til at udføre opgaverne.
3) Hjemmetræningen sker efter dokumenterbare trænings-
metoder.
Stk. 2. Sundhedsfaglige træningselementer, som enten er
fastlagt som sygehusbehandling eller på anden vis har ka-
rakter af specialiseret sundhedsfaglig behandling, kan ikke
godkendes som en del af hjemmetræningen.
Stk. 3. Godkendelse efter stk. 1 skal ske på baggrund af
en børnefaglig undersøgelse, jf. §§ 20 og 22. Hvis trænings-
metoden indeholder fysiske, sundhedsfaglige elementer i et
ikke uvæsentligt omfang, skal kommunalbestyrelsen sikre,
at afgørelsen om godkendelse af træningsmetoden sker med
inddragelse af relevante sundhedsfaglige kompetencer.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen fører løbende tilsyn med
hjemmetræningen over for barnet eller den unge, herunder
at indsatsen tilgodeser barnets eller den unges fysiske, psy-
kiske og sociale behov. Hvis træningsmetoden indeholder
fysiske, sundhedsfaglige elementer i et ikke uvæsentligt om-
fang, skal kommunalbestyrelsen sikre, at tilsynet med træ-
ningsmetoden sker med inddragelse af relevante sundheds-
faglige kompetencer.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til dækning
af tabt arbejdsfortjeneste efter §§ 87 og 88 til forældre, der
forsørger og træner et barn eller en ung under 18 år med
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
i hjemmet, jf. stk. 1. Der kan ikke ydes hjælp til dækning af
tabt arbejdsfortjeneste som følge af hjemmeundervisning af
børn efter kapitel 8 i lov om friskoler og private grundskoler
m.v., uanset om undervisningen foregår i kombination med
hjemmetræning efter stk. 1. Kommunalbestyrelsen skal, hvis
den tillægger omfanget af hjemmeundervisningen betydning
i forbindelse med en afgørelse om hjælp til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste, foretage en konkret vurdering af omfan-
get af hjemmeundervisningen med afsæt i barnets eller den
unges alder og funktionsevne.
Stk. 6. Kommunalbestyrelsen skal sørge for træningsred-
skaber, kurser, hjælpere m.v., når forældrene træner et barn
eller en ung i hjemmet, jf. stk. 1. Kommunalbestyrelsens ud-
gifter til træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v. til det en-
kelte barn eller den enkelte unge må ikke overstige 666.689
kr. årligt (2022-niveau).
Stk. 7. Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om hjemmetræning, herunder regler om dokumenter-
bare metoder, godkendelse af hjemmetræning, inddragelse
af sundhedsfaglige kompetencer, tilsyn med indsatsen, hjælp
til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, brug af sundhedsfagli-
ge træningselementer og træningsredskaber, kurser, hjælpere
m.v., herunder rammer for udbetaling af støtte hertil.
Hjælp til dækning af nødvendige merudgifter
§ 86. Kommunalbestyrelsen skal yde dækning af nødven-
dige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn eller
en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller
langvarig lidelse. Det er en betingelse, at merudgifterne
er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne eller den
indgribende kroniske eller langvarige lidelse og ikke kan
dækkes efter andre bestemmelser i denne lov eller anden
lovgivning.
Stk. 2. Udmålingen af ydelsen sker på grundlag af de
sandsynliggjorte merudgifter for det enkelte barn eller den
enkelte unge, herunder merudgifter til individuel befordring
og fritidsaktiviteter.
Stk. 3. Dækning af de nødvendige merudgifter kan ydes,
når de skønnede merudgifter udgør mindst 5.207 kr. pr. år
(2022-niveau). Ydelsen fastsættes ud fra de skønnede mer-
udgifter pr. måned og afrundes til nærmeste kronebeløb, der
er deleligt med 100.
Stk. 4. Hjælpen efter stk. 1 er betinget af, at kommunalbe-
styrelsens anvisninger med hensyn til pasning m.v. følges.
16
Stk. 5. Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om, hvilke udgifter der kan ydes hjælp til efter stk. 1
og betingelserne herfor.
Hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste
§ 87. Kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til dækning af
tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger
et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende
kronisk eller langvarig lidelse. Ydelsen er betinget af, at det
er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne,
at barnet eller den unge passes i hjemmet, og at det er mest
hensigtsmæssigt, at det er moderen eller faderen, der passer
barnet eller den unge.
Stk. 2. Kravet i stk. 1 om, at barnet eller den unge skal
være forsørget i hjemmet, gælder dog ikke børn og unge,
som er anbragt uden for hjemmet efter §§ 46 eller 47, i
forbindelse med barnets eller den unges hospitalsbesøg. Det
er en betingelse, at moderens eller faderens tilstedeværelse
på hospitalet er en nødvendig konsekvens af barnets eller
den unges funktionsnedsættelse, og at tilstedeværelsen er det
mest hensigtsmæssige for barnet eller den unge.
Stk. 3. Ydelsen efter stk. 1 fastsættes på baggrund af for-
ælderens tidligere bruttoindtægt dog højst med et beløb på
33.063 kr. om måneden (2022-niveau). Maksimumbeløbet
reduceres i forhold til den andel, de visiterede timer til tabt
arbejdsfortjeneste udgør af den samlede arbejdstid. Bidrag
til pensionsordning udgør 10 pct. af bruttoydelsen, dog højst
et beløb svarende til det hidtidige arbejdsgiverbidrag. Kom-
munen indbetaler efter reglerne i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension ATP-bidrag af hjælp til dækning af tabt ar-
bejdsfortjeneste. Ydelsesmodtageren skal betale 1/3 af ATP-
bidraget, og kommunen skal betale 2/3 af bidraget.
Stk. 4. Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om beregning og regulering af tabt arbejdsfortjeneste
efter stk. 3, herunder om beregning og indbetaling af bidrag
til pensionsordning, og efter indstilling fra Arbejdsmarke-
dets Tillægspension regler om betaling af ATP-bidrag.
§ 88. I tilfælde af ledighed skal kommunalbestyrelsen
give en særlig supplerende ydelse til personer, der modtager
hjælp efter § 87, i op til 3 måneder efter udgangen af den
måned, hvor ledigheden indtræffer. Betingelserne for udbe-
taling af ydelsen er, at personen:
1) Er arbejdsløshedsforsikret.
2) Ikke er berettiget til at modtage dagpenge efter lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v.
3) Ikke er selvforskyldt ledig.
4) Ikke har et rimeligt tilbud om ansættelse i et deltidsar-
bejde.
5) Ikke modtager andre ydelser til forsørgelse efter anden
lovgivning.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal give den særlige sup-
plerende ydelse uden hensyn til modtagerens og ægtefællens
indtægts- og formueforhold.
Stk. 3. Den særlige supplerende ydelse udgør et beløb
svarende til højeste dagpengebeløb, jf. § 50, stk. 1, i lov
om sygedagpenge. Ydelsen kan dog højst udbetales med et
beløb, der udgør 90 pct. af personens arbejdsfortjeneste i det
tidligere arbejde.
Stk. 4. Den særlige supplerende ydelse nedsættes med det
beløb, som den ansatte eventuelt modtager fra arbejdsgive-
ren eller fra Lønmodtagernes Garantifond i forbindelse med
ophør af ansættelsen.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen skal indbetale ATP-bidrag
af den særlige supplerende ydelse efter lov om Arbejdsmar-
kedets Tillægspension. Ydelsesmodtageren skal betale 1/3 af
ATP-bidraget, og kommunen skal betale 2/3 af bidraget.
Stk. 6. Social- og ældreministeren kan efter indstilling
fra Arbejdsmarkedets Tillægspension i en bekendtgørelse
fastsætte regler om bidragsbetaling.
Ledsagelse
§ 89. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde 15 timers ledsa-
gelse om måneden til børn og unge mellem 12 og 18 år, som
ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne. Dette gælder dog ikke
for børn og unge mellem 12 og 18 år, som er i et døgn- eller
støtteophold efter § 32, stk. 1, nr. 6 og 7, eller §§ 46 og 47.
Stk. 2. Et barn eller en ung, som er berettiget til ledsagel-
se, har ret til selv at udpege en person til at udføre opga-
ven. Kommunalbestyrelsen skal godkende og ansætte den
udpegede person.
Stk. 3. Der kan normalt ikke ske ansættelse af personer
med en meget nær tilknytning til barnet eller den unge, der
er berettiget til ledsagelse.
Stk. 4. Barnet eller den unge kan opspare timer inden
for en periode på 6 måneder. Kommunalbestyrelsen skal
fastsætte retningslinjer herfor.
Stk. 5. Barnets eller den unges udgifter til ledsagerens
befordring og andre aktiviteter med tilknytning til ledsage-
ordningen kan dækkes med et beløb på op til 948 kr. årligt
(2022-niveau). Beløbet ydes af kommunalbestyrelsen efter
anmodning fra barnet eller den unge.
Stk. 6. Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om betingelser for ledsageordningen.
Hjælp og støtte efter lov om social service
§ 90. Følgende bestemmelser i lov om social service
finder tilsvarende anvendelse for børn, unge eller familier
omfattet af denne lov, som har behov herfor:
1) § 83 om personlig og praktisk hjælp.
2) § 84, stk. 1, om afløsning og aflastning.
3) § 86, stk. 2, om vedligeholdelsestræning.
4) § 112 om hjælpemidler.
5) § 113 om forbrugsgoder.
6) § 113 b om midlertidige hjælpemidler og forbrugs-
goder.
7) § 114 om bilstøtte.
8) § 116 om boligindretning.
9) § 117 om individuel befordring.
10) § 118 om pasning af nærtstående med handicap eller
alvorlig sygdom.
11) §§ 119-122 om pasning af nærtstående, som ønsker at
dø i eget hjem.
17
Kapitel 9
Barnets plan
§ 91. Kommunalbestyrelsen skal, når der træffes afgørelse
om indsatser efter § 32, stk. 1, tage stilling til, om der skal
udarbejdes en barnets plan, jf. dog § 108. Planen skal i
givet fald foreligge senest 3 måneder efter, at der er truffet
afgørelse om en indsats.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en barnets
plan, når der træffes afgørelse om anbringelse uden for
hjemmet, jf. §§ 46 eller 47. Planen skal foreligge senest
3 måneder efter, at der er truffet afgørelse om anbringel-
se. Sker anbringelsen uden samtykke, jf. § 47, skal planen
dog foreligge, inden der træffes afgørelse om anbringelse, jf.
§ 51, stk. 1, nr. 3.
Stk. 3. Der kan udarbejdes én samlet barnets plan for flere
børn i familien. Den samlede barnets plan skal i så fald tage
højde for børnenes individuelle forhold.
§ 92. Barnets plan, jf. § 91, skal indeholde konkrete mål
for barnets eller den unges trivsel og udvikling i overens-
stemmelse med det overordnede formål med indsatsen eller
anbringelsen, jf. § 32, stk. 3, § 46, stk. 1, eller § 47, stk.
2. Planen skal så vidt muligt udarbejdes i samarbejde med
barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaver. De
konkrete mål skal afspejle det enkelte barns eller den enkel-
te unges ønsker og behov, og kommunalbestyrelsen skal ind-
drage barnet eller den unge og forældrene i formuleringen af
målene.
Stk. 2. Barnets plan skal tage udgangspunkt i den valgte
indsats eller anbringelse. Er der foretaget en afdækning eller
børnefaglig undersøgelse af barnets eller den unges behov,
jf. §§ 19 eller 20, skal barnets plan desuden tage udgangs-
punkt i resultaterne heraf.
Stk. 3. I sager om anbringelse uden for hjemmet, jf. §§
46 og 47, skal barnets plan angive, hvilke former for støtte
der skal iværksættes for familien i forbindelse med, at barnet
eller den unge er anbragt uden for hjemmet og i tiden efter
barnets eller den unges hjemgivelse.
§ 93. Kommunalbestyrelsen kan tilbyde, at de elementer
af barnets plan, jf. § 92, der vedrører forældrene, erstattes af
en helhedsorienteret plan, jf. § 110.
§ 94. Når et barn eller en ung anbringes på et anbringel-
sessted efter § 43 eller visiteres til et behandlingstilbud for
personer med et stofmisbrug efter § 33, og der er udarbejdet
en barnets plan efter § 91 eller en helhedsorienteret plan
efter § 110, skal relevante dele af barnets plan eller den
helhedsorienterede plan udleveres til tilbuddet.
Kapitel 10
Opfølgning og opgaver under anbringelsen
Løbende opfølgning
§ 95. Kommunalbestyrelsen skal løbende følge op på bar-
nets eller den unges trivsel og udvikling eller de kommende
forældres forhold, når der er iværksat en indsats efter §§ 32,
46, 47, 114-116 og 120.
Stk. 2. Opfølgningen efter stk. 1 skal første gang finde
sted på det tidligste af følgende tidspunkter:
1) Når afdækningen eller undersøgelsen, som er foretaget
sideløbende med en støttende indsats efter § 32, stk. 4,
eller en anbringelse efter §§ 46 eller 143, af barnets el-
ler den unges behov efter §§ 19, 20 eller 26 er afsluttet.
2) 3 måneder efter iværksættelse af indsatsen.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med den
første opfølgning træffe beslutning om den fremadrettede
tilrettelæggelse af opfølgningen. Kommunalbestyrelsens be-
slutning skal afspejle forholdene i den konkrete sag, og bar-
nets eller den unges ønsker og behov skal inddrages. Kom-
munalbestyrelsen skal begrunde sin beslutning over for bar-
net eller den unge og forældrene.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med den
løbende opfølgning vurdere, om indsatsen skal justeres, eller
om der er behov for yderligere afdækning eller undersøgelse
af barnets eller den unges behov, jf. §§ 19, 20 eller 26. Kom-
munalbestyrelsen skal desuden løbende tage stilling til tilret-
telæggelsen af opfølgningen og vurdere, om der er behov
for at udarbejde eller revidere barnets plan, jf. § 91, eller
ungeplanen, jf. § 108, eller revidere relevante dele af den
helhedsorienterede plan, jf. § 110, eller et forbedringsforløb,
jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminali-
tet.
Stk. 5. Vurderingen, jf. stk. 4, skal omfatte en stillingta-
gen til, hvorvidt andre forhold end dem, der fremgår af
planen, jf. §§ 92, 109 eller 110, eller § 13, stk. 1, i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, er relevante. I givet
fald skal disse forhold indgå i en revideret barnets plan,
ungeplan, den helhedsorienterede plan eller det reviderede
forbedringsforløb.
Stk. 6. Beslutning om revision af barnets plan, ungeplanen
eller relevante dele af en helhedsorienteret plan skal ske
med inddragelse af barnet eller den unge og forældrene og
så vidt muligt med samtykke fra forældremyndighedsinde-
haver og den unge, der er fyldt 15 år.
§ 96. Er barnet eller den unge anbragt uden for hjemmet
efter §§ 46 eller 47, skal den løbende opfølgning efter § 95
ses i sammenhæng med det løbende tilsyn med barnet eller
den unge, jf. § 156, stk. 2 og 5, og skal ske efter kontakt
med forældremyndighedsindehaver.
Stk. 2. Er barnet eller den unge anbragt uden for hjemmet,
skal vurderingen af behovet for revision af barnets plan,
ungeplanen eller relevante dele af den helhedsorienterede
plan eller forbedringsforløbet, jf. § 95, stk. 4 og 5, ske med
udgangspunkt i resultatet af den børnefaglige undersøgelse,
jf. § 20, eller den ungefaglige undersøgelse efter § 31 i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Kommunalbestyrelsens opgaver under anbringelsen
§ 97. Anbringes et barn eller en ung uden for hjemmet,
overtager kommunalbestyrelsen i den anbringende kommu-
ne ansvaret for den daglige omsorg for barnet eller den
unge.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal, i det omfang det må
anses for nødvendigt under hensynet til formålet med an-
18
bringelsen, på baggrund af den løbende opfølgning, jf. §§
95 og 96, og det personrettede tilsyn med barnet eller den
unge på anbringelsesstedet, jf. § 156, træffe afgørelse om
ændring af anbringelsessted, behandling, uddannelse m.v.
under anbringelsen uden for hjemmet.
§ 98. Kommunalbestyrelsens afgørelse om ændring af
anbringelsessted efter § 97, stk. 2, kræver samtykke fra for-
ældremyndighedsindehaver og barnet eller den unge, der er
fyldt 12 år, jf. dog stk. 4.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal indhente en udtalelse
fra det aktuelle anbringelsessted til belysning af sagen, in-
den der træffes afgørelse om ændring af anbringelsessted.
Stk. 3. Barnets plejefamilie, støtteperson eller venskabsfa-
milie kan anmode Ankestyrelsen om en vurdering af kom-
munalbestyrelsens afgørelse efter § 97, stk. 2, om ændring
af anbringelsessted for et barn under 10 år.
Stk. 4. Kan samtykke til ændret anbringelsessted ikke
opnås, træffes afgørelse om ændring af anbringelsessted af
børne- og ungeudvalget, jf. dog § 24 i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet. Ved afgørelsen skal børne- og un-
geudvalget under hensyn til formålet med anbringelsen og
barnets eller den unges behov for kontinuitet i opvæksten
vurdere, om barnets eller den unges behov for støtte bedst
imødekommes ved en ændring af anbringelsessted.
Stk. 5. Til brug for børne- og ungeudvalgets afgørelse om
ændring af anbringelsessted, jf. stk. 4, skal kommunalbesty-
relsen udarbejde en indstilling, der bl.a. skal indeholde:
1) Den seneste barnets plan, jf. § 91, eller ungeplan, jf. §
108.
2) Barnets eller den unges holdning til ændring af anbrin-
gelsesstedet, jf. § 5, stk. 3.
3) En beskrivelse af, hvorvidt supplerende støtte til barnet
eller den unge, jf. § 32, stk. 1, nr. 8, under fortsat op-
hold på det aktuelle anbringelsessted kan imødekomme
barnets eller den unges behov for støtte.
4) En beskrivelse af et nyt anbringelsessteds forventede
egnethed til at imødekomme barnets eller den unges
behov for støtte og for nære og stabile voksenrelatio-
ner.
5) En udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted, jf. stk. 2.
Kapitel 11
Ophør af indsatser og hjemgivelse
§ 99. Indsatser efter §§ 32, 46 og 47 skal ophøre, når
formålet er nået, når de ikke længere opfylder deres formål,
eller når den unge fylder 18 år, jf. dog §§ 114, 115 og 120.
§ 100. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om
hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens længde, jf. stk. 3,
forud for hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt
uden for hjemmet efter §§ 46 eller 47. I særlige tilfælde
kan kommunalbestyrelsen beslutte, at der ikke skal være en
hjemgivelsesperiode. I vurderingen af, om et barn eller en
ung skal hjemgives, skal indgå, om hjemgivelsen vil være til
barnets eller den unges bedste.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal indhente en udtalelse
fra det aktuelle anbringelsessted til belysning af sagen, in-
den der træffes afgørelse om hjemgivelse.
Stk. 3. En hjemgivelsesperiode kan vare op til 6 måneder,
og længden fastsættes under hensyn til:
1) Muligheden for at sikre en skånsom og planlagt hjem-
givelse for barnet eller den unge.
2) Forberedelse af eventuel støttende indsats til barnet el-
ler den unge eller forældrene efter hjemgivelsen efter §
32.
3) Kommunens mulighed for at foretage en vurdering af,
om der er grundlag for at træffe afgørelse efter §§ 47
eller 67 i situationer, hvor forældrene har tilbagekaldt
et samtykke til en frivillig anbringelse efter § 46.
Stk. 4. Hjemgivelsesperioden er en videreførelse af den
eksisterende anbringelse efter §§ 46, 47 eller 67.
Stk. 5. Forud for hjemgivelse skal kommunalbestyrelsen
revidere barnets plan, jf. § 91, ungeplanen, jf. § 108, eller
relevante dele af en helhedsorienteret plan, jf. § 110, og
angive den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen. I
forbindelse med en sanktion efter straffelovens § 74 a skal
revisionen særlig vedrøre, hvordan målene om uddannelse
eller beskæftigelse nås.
§ 101. Barnets plejefamilie, støtteperson eller venskabsfa-
milie kan anmode Ankestyrelsen om en vurdering af kom-
munalbestyrelsens afgørelse efter § 100, stk. 1, om hjemgi-
velse af et barn under 10 år.
§ 102. I tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaver an-
moder om at få hjemgivet et barn eller en ung, der er
anbragt med samtykke efter § 46, skal kommunalbestyrel-
sen tage stilling til spørgsmålet om hjemgivelse senest 7
dage efter, at anmodningen fremsættes. Tilsvarende gælder,
såfremt en ung, som er fyldt 15 år, der er anbragt med
samtykke efter § 46, anmoder om at blive hjemgivet.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at behandle
en anmodning om hjemgivelse i den periode, hvor en sag er
under behandling i Ankestyrelsen eller ved retten.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan afvise at behandle en
anmodning fra forældremyndighedsindehaver om hjemgi-
velse af et barn eller en ung, der er anbragt efter følgende
bestemmelser:
1) § 47, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af for-
holdene hos forældremyndighedsindehaver, barnet eller
den unge.
2) § 67, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af for-
holdene hos anbringelsesstedet, barnet eller den unge.
Stk. 4. Når kommunalbestyrelsen behandler en anmod-
ning fra forældremyndighedsindehaver eller den unge, der er
fyldt 15 år, om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er an-
bragt efter §§ 47 eller 67, skal kommunalbestyrelsen træffe
afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiodens længde,
jf. stk. § 100, stk. 1, hvis der er grundlag herfor. Hvis kom-
munalbestyrelsen ikke finder, at der er grundlag for at hjem-
give barnet eller den unge, forelægges sagen til afgørelse i
børne- og ungeudvalget, jf. §§ 47 eller 67.
19
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen skal umiddelbart orientere
børne- og ungeudvalget om afgørelser om hjemgivelse af et
barn eller en ung, der er anbragt efter §§ 47 eller 67.
Kapitel 12
Samvær og kontakt
§ 103. Barnet eller den unge har under en anbringelse
uden for hjemmet ret til samvær og kontakt med forældre og
netværk, herunder søskende, bedsteforældre, øvrige familie-
medlemmer og venner. Barnet eller den unge har ret til,
at kommunalbestyrelsen inddrager barnets eller den unges
holdning til omfang, rammer og sted for samværet m.v.
Stk. 2. Barnet eller den unge kan anmode om, at samværet
alene kan finde sted med tilstedeværelse af en støtteperson
til barnet eller den unge eller om at få suspenderet samværet
med forældre eller netværk i en periode på op til 8 uger.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at forbindel-
sen mellem barnet eller den unge og forældrene og netvær-
ket holdes ved lige. Det skal ske under hensyntagen til
barnets eller den unges bedste og til beskyttelsen af barnets
eller den unges sundhed og udvikling og beskyttelsen af
barnet eller den unge mod overgreb.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal under hensyntagen til
barnets eller den unges bedste understøtte, at forældrene kan
spille en positiv rolle i barnets eller den unges liv. Kommu-
nalbestyrelsen har i den forbindelse pligt til at sikre, at for-
ældrene får information om barnets eller den unges hverdag
og til at bidrage til et godt samarbejde mellem forældrene og
anbringelsesstedet.
Stk. 5. Samvær og kontakt, der er aftalt eller fastsat efter
forældreansvarsloven, opretholdes under barnets eller den
unges anbringelse uden for hjemmet, men kan reguleres
eller midlertidigt ophæves efter reglerne i §§ 104 og 105.
§ 104. Kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge samvær
og kontakt mellem barnet eller den unge og dennes familie
og netværk ud fra forholdene i den enkelte sag og under
hensyntagen til barnets eller den unges tryghed, trivsel og
eventuelle behov for støtte, herunder som følge af en even-
tuel fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Ved tilrette-
læggelse af samværet og kontakten skal der lægges vægt på
barnets eller den unges ønsker, jf. § 103, stk. 1 og 2, samt
på at understøtte, at barnet eller den unge også på længere
sigt har mulighed for at skabe og bevare nære relationer til
forældre og netværket.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal om fornødent træffe
afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kon-
takten og kan fastsætte nærmere vilkår for samværet og
kontakten. Kommunalbestyrelsen skal foretage en konkret
og individuel vurdering ud fra forholdene i den enkelte sag,
herunder ud fra barnets eller den unges alder, modenhed
og eventuelle funktionsnedsættelse. Ved afgørelsen skal der
lægges særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge og
formålet med anbringelsen.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan med samtykke fra for-
ældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år,
træffe afgørelse om, at samværet mellem forældre og barnet
eller den unge skal støttes ved, at der er en tredje person til
stede, herunder efter anmodning efter § 103, stk. 2, barnets
eller den unges støtteperson.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan efter anmodning efter
§ 103, stk. 2, træffe afgørelse om at suspendere samvær
mellem barnet eller den unge og forældre eller netværk op
til 8 uger.
Stk. 5. Der kan ikke efter stk. 2 træffes afgørelser, som
medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre
end 1 gang hver 4. uge, jf. dog stk. 4. En sådan afgørelse
sidestilles med en afbrydelse af forbindelsen og skal træffes
af børne- og ungeudvalget efter § 105.
§ 105. Når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller
den unges sundhed eller udvikling, kan børne- og ungeud-
valget for en bestemt periode træffe afgørelse om:
1) At samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en
repræsentant for kommunen.
2) At afbryde forbindelsen i form af samvær eller brev-,
mail-, telefonforbindelse eller anden kommunikation
mellem forældrene eller netværket og barnet eller den
unge.
3) At barnets eller den unges anbringelsessted ikke må
oplyses over for forældrene eller netværket.
Stk. 2. Ved viden eller formodning om, at den person,
som barnet eller den unge skal have samvær med, har be-
gået overgreb mod et barn eller en ung, skal børne- og
ungeudvalget, medmindre særlige forhold taler imod det,
for en bestemt periode træffe afgørelse om at afbryde den
pågældendes forbindelse med barnet eller den unge i form
af samvær eller brev-, mail-, telefonforbindelse eller anden
kommunikation eller om, at samvær kun må foregå under
tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen.
§ 106. Kommunalbestyrelsen skal indhente en udtalelse
fra det aktuelle anbringelsessted til belysning af sagen, in-
den der træffes afgørelse om ændret samvær.
§ 107. §§ 104 og 105 finder tilsvarende anvendelse under
gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse efter § 20
eller en ungefaglig undersøgelse efter § 31 i lov om bekæm-
pelse af ungdomskriminalitet under ophold på en institution,
indlæggelse på et sygehus eller ved benyttelse af det børne-
hus, som kommunen er tilknyttet, jf. § 124, jf. § 23, stk. 1 og
2, eller § 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Kapitel 13
Ungestøtte og overgang til voksenlivet
Ungeplanen
§ 108. Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om der
skal udarbejdes en ungeplan i følgende tilfælde:
1) Når en ung, der har en barnets plan efter § 91, fylder 16
år.
2) Når en ung, der modtager støtte efter § 32, stk. 1, hvor
kommunen har vurderet, at der ikke skulle udarbejdes
en barnets plan efter § 91, fylder 16 år.
3) Når der iværksættes støtte efter §§ 32, 114, 115 og 120
til en ung, der er fyldt 16 år, som ikke tidligere har
modtaget støtte efter § 32, stk. 1.
20
4) Når der iværksættes støtte efter § 116, jf. § 114.
Stk. 2. I sager om anbringelse uden for hjemmet, jf. §§ 46
og 47, og ved genetablering af døgnophold, jf. § 116, skal
kommunalbestyrelsen udarbejde en ungeplan.
Stk. 3. En ungeplan skal foreligge senest 3 måneder efter,
at der er truffet afgørelse om indsatsen, jf. dog stk. 4.
Stk. 4. I sager om anbringelse uden for hjemmet uden
samtykke skal ungeplanen udarbejdes før, der træffes afgø-
relse, jf. § 51, stk. 1, nr. 3.
§ 109. Ungeplanen skal tage udgangspunkt i den unges
ønsker og behov og skal tage hensyn til forholdene i den
konkrete sag. Ungeplanen skal indeholde konkrete mål for
den unges trivsel og udvikling i overensstemmelse med det
overordnede formål med støtten, jf. § 32, stk. 3. De konkrete
mål skal afspejle den enkelte unges ønsker og behov og
overgangen til voksenlivet, herunder med hensyn til beskæf-
tigelse og uddannelse. Kommunalbestyrelsen skal inddrage
den unge og forældrene i formuleringen af målene.
Stk. 2. Planen skal så vidt muligt udarbejdes med samtyk-
ke fra forældremyndighedsindehaver og den unge.
Stk. 3. Ungeplanen skal tage udgangspunkt i den valgte
indsats og kan tage udgangspunkt i barnets plan, jf. § 91,
hvis der er udarbejdet en sådan. Er der foretaget en afdæk-
ning eller undersøgelse af den unges behov, jf. §§ 19 eller
20, skal ungeplanen desuden tage udgangspunkt i resultater-
ne heraf.
Stk. 4. I sager om anbringelse uden for hjemmet, jf. §§
46 og 47, skal ungeplanen tillige angive, hvilke former for
støtte der selvstændigt skal iværksættes for familien i forbin-
delse med, at den unge er anbragt uden for hjemmet, og i
tiden efter den unges hjemgivelse.
Stk. 5. Når en ung anbringes på et anbringelsessted efter
§ 43 eller visiteres til et behandlingstilbud for personer med
et stofmisbrug efter § 33, og der er udarbejdet en ungeplan
efter § 108 eller en helhedsorienteret plan efter § 110, skal
relevante dele af ungeplanen eller den helhedsorienterede
plan udleveres til tilbuddet.
Helhedsorienteret plan
§ 110. For unge mellem 16 og 23 år kan kommunalbe-
styrelsen tilbyde, at ungeplanen, jf. § 108, erstattes af en
helhedsorienteret plan.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan tilbyde, at de elementer
af barnets plan, jf. § 92, der vedrører forældrene, erstattes af
en helhedsorienteret plan.
Stk. 3. Den helhedsorienterede plan kan tilbydes forældre
og unge med komplekse og sammensatte problemer, hvor
der kan eller skal udarbejdes flere planer for indsatserne, og
hvor der er et koordinationsbehov forbundet hermed. Det er
en forudsætning, at forældremyndighedsindehaveren og den
unge, der er fyldt 16 år, giver samtykke til, at ungeplanen
erstattes af en helhedsorienteret plan.
Stk. 4. Den helhedsorienterede plan vedrører de indsatser,
der iværksættes efter denne lov, samt øvrige relevante ind-
satser efter anden lovgivning. Den helhedsorienterede plan
skal opfylde kravene til indholdet af en barnets plan, jf. §
92, eller en ungeplan, jf. § 109.
Ophør af en anbringelse og videreførelse af støtte
§ 111. Kommunalbestyrelsen i den unges opholdskommu-
ne skal senest 6 måneder forud for ophør af en anbringelse
ved det fyldte 18. år træffe afgørelse om ungestøtteindsatser
til den unge efter §§ 114-116 og 120.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal, inden der træffes afgø-
relse efter stk. 1, i samarbejde med den unge have revideret
ungeplanen eller relevante dele af den helhedsorienterede
plan, herunder have taget stilling til den unges videre forløb
med hensyn til uddannelse, beskæftigelse og øvrige relevan-
te forhold.
Stk. 3. Har en ung frem til sit fyldte 18. år været anbragt
som led i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal kommunalbesty-
relsen, inden der træffes afgørelse efter stk. 1, udarbejde en
ungeplan, jf. § 108.
§ 112. Hvis en ung i alderen 18 til 22 år, der har været
anbragt indtil sit fyldte 18. år, eller som har haft en fast
kontaktperson indtil sit fyldte 18. år, skifter opholdskommu-
ne, skal den hidtidige opholdskommune, jf. § 111, stk. 2,
forud for skiftet oversende den unges reviderede ungeplan
eller relevante dele af den helhedsorienterede plan til den
nye opholdskommune, medmindre der er truffet afgørelse
om indsatser efter § 120.
Stk. 2. Oversendelse af ungeplanen eller relevante dele af
den helhedsorienterede plan skal ske med samtykke fra den
unge og forældremyndighedsindehaver.
Stk. 3. Den nye opholdskommune skal inden 30 dage fra
modtagelsen af ungeplanen efter stk. 1 træffe afgørelse om,
hvorvidt den unge har behov for indsatser efter §§ 114 eller
115, og i givet fald træffe afgørelse om, hvilken indsats der
skal iværksættes. Hvis der iværksættes indsatser efter §§
114 eller 115, skal ungeplanen eller relevante dele af den
helhedsorienterede plan opdateres, jf. §§ 108 eller 110.
Ungestøtte til unge fra 18 til 22 år
§ 113. Kommunalbestyrelsen skal med samtykke fra den
unge tilbyde indsatser efter §§ 114-116 til unge i alderen
fra 18 til 22 år, når det må anses for at være af væsentlig
betydning af hensyn til den unges behov for støtte, herunder
på grund af negativ social kontrol eller en æresrelateret kon-
flikt.
Stk. 2. Indsatsen skal bidrage til en god overgang til en
selvstændig tilværelse, herunder have fokus på at understøt-
te den unges udvikling og trivsel, uddannelse, beskæftigelse
og øvrige relevante forhold, herunder anskaffelse af selv-
stændig bolig.
§ 114. For en ung, der er eller var anbragt uden for hjem-
met på et anbringelsessted efter reglerne i kapitel 5 eller
efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet
umiddelbart inden det fyldte 18. år, kan kommunalbestyrel-
sen træffe afgørelse om følgende:
1) At et døgnophold, jf. §§ 46 eller 47, på et anbringelses-
sted, jf. § 43, opretholdes.
2) At udpege en fast kontaktperson for den unge, jf. § 32,
stk. 1, nr. 3.
21
3) At etablere en udslusningsordning i det hidtidige an-
bringelsessted.
4) At tildele andre former for støtte, der har til formål at
bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværel-
se for den unge.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at
en udpeget fast kontaktperson, jf. § 32, stk. 1, nr. 3, eller §
13, stk. 1, nr. 7, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminali-
tet, opretholdes efter det fyldte 18. år.
§ 115. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde en udpeget fast
kontaktperson frem til det fyldte 23. år til en ung, der umid-
delbart inden det fyldte 18. år er eller var anbragt uden
samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge,
der er fyldt 15 år, jf. § 47 i denne lov eller § 14, stk. 2-4,
i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Opretholdes
den unges døgnophold efter § 114, stk. 1, nr. 1, tilbydes dog
ikke en kontaktperson.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde en udpeget fast
kontaktperson frem til det fyldte 19. år til en ung, der umid-
delbart inden det fyldte 18. år er eller var anbragt uden for
hjemmet, jf. § 46 i denne lov eller § 14 i lov om bekæmpel-
se af ungdomskriminalitet, på eget værelse, kollegium eller
kollegielignende børne- og ungehjem, jf. § 43, stk. 1, nr. 5,
og som ikke tilbydes opretholdelse af døgnopholdet efter §
114, stk. 1, nr. 1.
§ 116. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at
indsatser efter § 114 kan tildeles eller genetableres indtil den
unges fyldte 23. år i følgende situationer:
1) Den unge fortryder tidligere at have afvist indsatser, og
behovet er fortsat til stede.
2) Den unges situation ændrer sig, så der opstår et behov
for støtte.
3) Indsatsen er ophørt, jf. § 117, og behovet for støtte
opstår igen.
§ 117. Indsatser efter §§ 114, 115 eller 116 skal ophøre,
når de ikke længere opfylder deres formål under hensyn til
den unges behov for støtte, eller når den unge fylder 23 år.
§ 118. Kommunalbestyrelsen skal, i det omfang det er
muligt, sørge for, at unge, som har været anbragt uden for
hjemmet efter reglerne i kapitel 5 eller efter § 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, umiddelbart inden det
fyldte 18. år får mulighed for at vende tilbage til det tidli-
gere anbringelsessted kortvarigt, uanset om der iværksættes
indsatser efter § 114, stk. 1, eller § 120.
§ 119. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde indsatser efter §
120 til en ung i alderen 18 til 22 år med betydelig og varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når det må anses
for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges
behov for støtte, og hvis den unge har samtykket hertil.
Stk. 2. Støtten skal bidrage til en god overgang til voksen-
livet, herunder have fokus på omsorg og forberedelse til den
unges næste bolig.
§ 120. For unge med betydelig og varigt nedsat fysisk el-
ler psykisk funktionsevne, der umiddelbart inden det fyldte
18. år er anbragt uden for hjemmet efter reglerne i kapitel 5
eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet
i en plejefamilie, jf. § 43, stk. 1, nr. 1-4, kan kommunalbe-
styrelsen træffe afgørelse om, at et døgnophold, jf. §§ 46 og
47, opretholdes.
Stk. 2. Vurderes den unges plejefamilie ikke længere eg-
net som plejefamilie for den unge, kan kommunalbestyrel-
sen tilbyde den unge anbringelse i en anden plejefamilie,
som den unge har en nær relation til og er tryg ved.
§ 121. Opretholdelse af et døgnophold efter § 120 skal
ophøre, når det ikke længere opfylder sit formål under hen-
syn til den unges behov for støtte, dog senest når den unge
fylder 23 år.
Forberedelse af overgangen til voksenlivet for unge med
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse
§ 122. Kommunalbestyrelsen skal, når en ung med bety-
delig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse, som modta-
ger støtte efter denne lov, fylder 16 år, påbegynde forbere-
delsen af overgangen til voksenlivet.
Stk. 2. Stk. 1 finder også anvendelse for unge, hvis foræl-
dremyndighedsindehavere modtager støtte efter denne lov
alene med afsæt i den unges betydelige og varigt nedsatte
fysiske eller psykiske funktionsevne eller indgribende kroni-
ske eller langvarige lidelse.
§ 123. Forberedelsen efter § 122 skal være tværgående og
helhedsorienteret og skal foregå i dialog med den unge og
dennes forældre. Forberedelsen skal ikke være mere omfat-
tende, end formålet i det enkelte tilfælde tilsiger.
Stk. 2. I forberedelsen efter stk. 1 og § 122 skal indgå
overvejelser om følgende forhold om den unge:
1) Behov for indsats og støtte som følge af funktionsned-
sættelsen eller lidelsen.
2) Uddannelse.
3) Beskæftigelse og forsørgelsesgrundlag.
4) Boligforhold.
5) Sociale forhold.
6) Øvrige relevante forhold.
Stk. 3. Forberedelsen af overgangen efter stk. 1 skal være
afsluttet, således at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørel-
se om den fremtidige indsats og støtte, og således at denne
kan iværksættes umiddelbart efter, at den unge er fyldt 18 år.
Kapitel 14
Særlig hjælp og støtte til børn der har været udsat for
overgreb
§ 124. Kommunalbestyrelserne i regionerne skal oprette
et børnehus i hver region til undersøgelse af et barns eller en
ungs forhold, når barnet eller den unge har været udsat for
overgreb, eller ved mistanke herom.
Stk. 2. Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om børnehusenes indretning, drift, finansiering og
opgaver m.v.
§ 125. Når et barn eller en ung har været udsat for over-
greb, eller ved mistanke herom, skal kommunalbestyrelsen
22
til brug for den børnefaglige undersøgelse efter § 20 benytte
det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf. § 124.
§ 126. Under behandlingen af en sag, hvor et børnehus
benyttes, jf. § 125, kan personalet i børnehuset, politiet
og anklagemyndigheden, sundhedsmyndigheder, autorisere-
de sundhedspersoner og kommunale myndigheder, der løser
opgaver inden for området for udsatte børn og unge, indbyr-
des udveksle oplysninger om rent private forhold om barnets
eller den unges personlige og familiemæssige omstændighe-
der, hvis udvekslingen må anses for nødvendig af hensyn til
barnets eller den unges sundhed og udvikling. Autoriserede
sundhedspersoner er forpligtet til under behandlingen af en
sag, hvor et børnehus benyttes, at videregive oplysninger
omfattet af 1. pkt. til fagpersoner og myndigheder nævnt i
1. pkt., hvis videregivelsen anses for at være nødvendig af
hensyn til barnets eller den unges sundhed og udvikling.
Kapitel 15
Dømte unge og unge i risiko for at begå kriminalitet
Dømte unge
§ 127. Kommunalbestyrelsen skal tilknytte en koordinator
til unge, der er idømt en sanktion efter straffelovens § 74 a.
Stk. 2. Koordinatoren skal være tilknyttet gennem hele
forløbet og være den unges rådgiver, sikre sammenhængen
i sanktionens faser og afholde møder med den unge, foræl-
drene og andre relevante parter med henblik på at fastholde
de målsætninger, der er fastlagt i barnets plan, jf. § 91,
ungeplanen, jf. § 108, eller den helhedsorienterede plan, jf. §
110.
§ 128. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en barnets
plan, jf. § 91, eller en ungeplan, jf. § 108, for unge, der
er idømt en sanktion efter straffelovens § 74 a. Barnets
plan eller ungeplanen skal indeholde en konkret plan for,
hvordan den unge snarest muligt og senest ved afslutningen
af sanktionen påbegynder en uddannelse eller kommer i
beskæftigelse.
§ 129. For unge, der er idømt en sanktion efter straffe-
lovens § 74 a, skal vurdering og revision af barnets plan
eller ungeplanen, jf. § 95, stk. 4 eller 5, og § 96, stk. 2,
særligt vedrøre, hvordan det sikres, at den unge kommer i
uddannelse eller beskæftigelse.
Stk. 2. Det skal senest i forbindelse med den første vurde-
ring af planen konkretiseres, hvordan de overordnede mål
om uddannelse og beskæftigelse nås i løbet af sanktionen.
Unge i risiko for at begå kriminalitet
§ 130. Kommunalbestyrelsen skal, senest 7 dage efter den
har modtaget dokumentation fra politiet om, at en ung under
18 år er mistænkt for at have begået alvorlig kriminalitet,
indkalde den unge, forældremyndighedsindehaver, eventuelt
relevante personer fra netværket og relevante fagpersoner til
et netværkssamråd med henblik på drøftelse af behov for
iværksættelse af indsatser for den unge.
Stk. 2. Modtager kommunalbestyrelsen inden for 1 år ef-
ter netværkssamrådets afholdelse, jf. stk. 1, dokumentation
fra politiet om mistanke mod den unge under 18 år for gen-
tagen, alvorlig kriminalitet, skal kommunalbestyrelsen uden
fornyet indkaldelse til netværkssamråd vurdere, om der er
behov for at iværksætte eller ændre indsatsen for den unge.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse for børn og
unge, der er omfattet af lov om bekæmpelse af ungdomskri-
minalitet. Hvis Ungdomskriminalitetsnævnet afviser sagen,
jf. § 42, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminali-
tet, skal kommunalbestyrelsen dog senest 7 dage efter mod-
tagelse af sagen fra Ungdomskriminalitetsnævnet indkalde
til netværkssamråd efter stk. 1.
§ 131. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med løsla-
delse give unge under 18 år, der har afsonet frihedsstraf eller
været varetægtsfængslet eller anbragt i varetægtssurrogat, et
tilbud om udslusning.
Stk. 2. Tilbuddet om udslusning skal så vidt muligt etable-
res inden løsladelsen og have en varighed på mindst 6 måne-
der efter løsladelsen. Tilbuddet skal som minimum svare til
en kontaktpersonordning efter § 32, stk. 1, nr. 3.
Kapitel 16
Underretning
§ 132. Flytter en familie med et eller flere børn under 18
år eller kommende forældre fra én kommune til en anden
kommune, og finder fraflytningskommunen, at et eller flere
børn eller de kommende forældre har behov for særlig støtte
af hensyn til barnets eventuelle særlige behov for støtte efter
fødslen, skal fraflytningskommunen underrette tilflytnings-
kommunen herom.
Stk. 2. I forbindelse med en underretning efter stk. 1 skal
fraflytningskommunen oversende nødvendigt sagsmateriale,
herunder en opsummering af relevante vurderinger, som fra-
flytningskommunen har foretaget i sagen.
§ 133. Personer, der udøver offentlig tjeneste eller offent-
ligt hverv, skal underrette kommunalbestyrelsen, hvis de
under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til
eller grund til at antage, at:
1) Et barn eller en ung under 18 år kan have behov for
støtte efter denne lov.
2) Et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for støt-
te efter denne lov på grund af de kommende forældres
forhold.
3) Et barn eller en ung under 18 år kan have behov for
støtte efter denne lov på grund af barnets eller den un-
ges ulovlige skolefravær eller undladelse af at opfylde
undervisningspligten.
4) Et barn eller en ung under 18 år har været udsat for
overgreb.
Stk. 2. Skoleledere på folkeskoler skal underrette kommu-
nalbestyrelsen, når en elev har ulovligt skolefravær på 15
pct. eller derover inden for et kvartal.
Stk. 3. Social- og ældreministeren kan fastsætte regler om
underretningspligt for andre grupper af personer, der under
udøvelsen af deres erhverv får kendskab til forhold eller
grund til at antage, at der foreligger forhold, som bevirker, at
der kan være anledning til indsatser efter denne lov. Social-
23
og ældreministeren kan endvidere fastsætte regler om, at
andre grupper af personer har underretningspligt efter stk.
1, nr. 2, i forbindelse med aktiviteter uafhængigt af deres
erhverv.
§ 134. Når kommunalbestyrelsen modtager en underret-
ning om, at en elev har ulovligt skolefravær på 15 pct. eller
derover inden for et kvartal, jf. § 133, stk. 2, skal kommu-
nalbestyrelsen træffe afgørelse om standsning af børne- og
ungeydelsen. Afgørelsen er gældende for et kvartal.
§ 135. Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung
under 18 år fra forældrenes eller andre opdrageres side
udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller
lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling
i fare, har pligt til at underrette kommunen.
§ 136. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at der iværksæt-
tes en rettidig og systematisk vurdering af alle underretnin-
ger efter §§ 132, 133 og 135 med henblik på at afklare, om
barnet eller den unge har behov for særlig støtte. Kommu-
nalbestyrelsen skal foretage central registrering af underret-
ningerne med henblik på at understøtte tilrettelæggelsen af
indsatser.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal senest 24 timer efter
modtagelsen af en underretning efter stk. 1 vurdere, om
barnets eller den unges sundhed eller udvikling er i fare, og
om der derfor er behov for at iværksætte akutte indsatser for
barnet eller den unge.
§ 137. Når kommunalbestyrelsen modtager en underret-
ning om et barn eller en ung, over for hvem kommunalbe-
styrelsen allerede har iværksat indsatser, skal kommunalbe-
styrelsen genvurdere sagen. En eller flere personer i den
myndighed i kommunen, der løser opgaver inden for områ-
det for udsatte børn og unge, der ikke tidligere har deltaget i
behandlingen af sagen, skal deltage i genvurderingen.
Stk. 2. Til brug for en vurdering af en underretning efter
§§ 132, 133 og 135, jf. stk. 1, kan der finde en samtale sted
med barnet eller den unge. Samtalen kan finde sted uden
samtykke fra forældremyndighedsindehaver og uden dennes
tilstedeværelse, når hensynet til barnets eller den unges bed-
ste taler herfor, herunder når der er bekymring for, at barnet
eller den unge kan være udsat eller i risiko for negativ social
kontrol eller en æresrelateret konflikt.
Stk. 3. Ved underretning om overgreb mod et barn eller
en ung skal der finde en samtale sted med barnet eller
den unge. Ved underretning om overgreb mod et barn eller
en ung fra forældrenes side skal samtalen finde sted uden
samtykke fra forældremyndighedsindehaver og uden dennes
tilstedeværelse.
Stk. 4. Samtale efter stk. 2 og 3 kan undlades, i det om-
fang barnets eller den unges modenhed eller sagens karakter
taler imod samtalens gennemførelse.
§ 138. Kommunalbestyrelsen skal senest 6 hverdage efter
modtagelsen af en underretning efter §§ 132, 133 og 135
bekræfte modtagelsen af underretningen over for den, der
foretog underretningen.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal orientere den, der har
foretaget underretning efter § 133, om, hvorvidt der er
iværksat en børnefaglig undersøgelse, en afdækning eller
indsatser for det barn eller den unge, som underretningen
vedrører. Dette gælder dog ikke, hvis særlige forhold gør sig
gældende.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan ved en underretning
efter § 133 orientere den, der foretog underretningen, om,
hvilken type indsats der er iværksat, og om den planlagte
varighed heraf, hvis oplysningen herom vil kunne have væ-
sentlig betydning for den støtte, som den pågældende under
udøvelse af hvervet eller tjenesten kan yde barnet eller den
unge. Dette gælder dog ikke, hvis særlige forhold gør sig
gældende.
Kapitel 17
Sagsbehandling og klage
Fuldbyrdelse af afgørelser og adgang til hjemmet
§ 139. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at afgørel-
ser efter §§ 23, 39, 40, 47, 67, § 98, stk. 4, og § 100, stk.
1 i denne lov og efter § 12, § 13, stk. 3 og 4, § 14, stk.
2-4, § 24, stk. 1, jf. § 14, og § 32 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet fuldbyrdes.
Stk. 2. Kommunen har mod behørig legitimation og uden
retskendelse adgang til forældremyndighedsindehavers bo-
lig, rum og gemmer for at eftersøge og medtage et barn eller
en ung med henblik på at fuldbyrde de afgørelser, der er
nævnt i stk. 1. Kommunen kan hente og bringe et barn eller
en ung til det sted, hvor et børne- og ungepålæg skal opfyl-
des, med henblik på at fuldbyrde afgørelser efter § 40, eller
det sted, hvor en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpel-
se af ungdomskriminalitet, eller et forbedringsforløb, jf. §
13, stk. 3 eller 4, i lov om bekæmpelse af ungdomskrimina-
litet, skal gennemføres.
Stk. 3. Kommunen har mod behørig legitimation og uden
retskendelse adgang til et anbringelsessted efter § 43, stk. 1,
for at eftersøge og medtage et barn eller en ung med henblik
på at fuldbyrde en afgørelse efter § 98, stk. 4, eller efter §
24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af ungdomskrimi-
nalitet.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan, når følgende kriterier
er opfyldt, træffe afgørelse om adgang til forældremyndig-
hedsindehavers bolig og rum mod behørig legitimation og
uden retskendelse:
1) Adgangen til hjemmet sker som led i den børnefaglige
undersøgelse efter § 20 eller den ungefaglige undersø-
gelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskri-
minalitet og må anses for nødvendig for at afgøre, om
der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller
en ungs sundhed eller udvikling.
2) Forældrene har modarbejdet, at en vurdering af barnets
eller den unges støttebehov kan gennemføres med an-
dre mere lempelige foranstaltninger.
Stk. 5. Politiet yder bistand til kommunen ved udøvelsen
af beføjelser efter stk. 2-4.
Stk. 6. Fuldbyrdelse af afgørelser omfattet af stk. 1 skal
ske så skånsomt, som omstændighederne tillader, og med
24
henblik på at sikre barnets eller den unges bedste. Kom-
munen skal afsøge mulighederne for at opnå forældremyn-
dighedsindehaverens, barnets eller den unges og eventuelt
andre familiemedlemmers eller netværkets frivillige medvir-
ken til afgørelsens fuldbyrdelse, medmindre hensynet til
barnets eller den unges behov i afgørende grad taler imod
dette.
Stk. 7. Fuldbyrdelse af en afgørelse omfattet af stk. 3,
hvor politiet yder bistand til kommunen efter stk. 5, skal re-
gistreres og indberettes af kommunen til Ankestyrelsen. An-
kestyrelsen udarbejder årligt en rapport over anvendelsen af
bestemmelsen.
Stk. 8. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 4
skal registreres og indberettes af kommunen til Ankestyrel-
sen. Ankestyrelsen udarbejder årligt en rapport over anven-
delsen af bestemmelsen.
Stk. 9. Social- og ældreministeren kan efter forhandling
med justitsministeren fastsætte nærmere regler om politiets
bistand til kommunen efter stk. 5.
Advokatbistand, aktindsigt m.v.
§ 140. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde forældremyn-
dighedsindehaver eller kommende forældre og barnet eller
den unge, der er fyldt 10 år, gratis advokatbistand, når der
træffes afgørelse efter følgende bestemmelser:
1) Gennemførelse af en undersøgelse efter § 23.
2) Anbringelse uden for hjemmet efter §§ 47 eller 49.
3) Opretholdelse af en anbringelse efter § 50.
4) Gennemførelse af en lægelig undersøgelse eller be-
handling efter § 40.
5) Anbringelse på en delvis lukket døgninstitution eller
en delvis lukket afdeling på en døgninstitution efter §
61, stk. 1.
6) Anbringelse på en sikret døgninstitution efter § 62,
stk. 1.
7) Anbringelse på en særligt sikret afdeling efter § 63,
stk. 1 eller 2.
8) Videreførelse af en anbringelse efter § 67.
9) Godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 143, stk.
4.
10) Ændring af anbringelsessted efter § 98, stk. 4.
11) Afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 105.
12) Tilbageholdelse efter § 11, stk. 1 og 2, i lov om vok-
senansvar for anbragte børn og unge.
13) Brev- og telefonkontrol efter § 15, stk. 1, i lov om
voksenansvar for anbragte børn og unge.
Stk. 2. Forældremyndighedsindehaver, barnet eller den
unge, der er fyldt 10 år, og plejeforældrene skal have tilbud
om gratis advokatbistand under en sag om flytning eller
hjemtagelse fra privat familiepleje efter § 42, stk. 4.
Stk. 3. Under en sag om afbrydelse af forbindelsen m.v.
efter § 105, og en sag om brev- og telefonkontrol efter §
15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge,
med den af forældrene, der ikke har del i forældremyndighe-
den, skal denne have tilbud om gratis advokatbistand.
Stk. 4. Om salær og godtgørelse for udlæg til advokater
gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri
proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.
§ 141. Kommunalbestyrelsen skal, inden der træffes afgø-
relse i en sag efter § 140, gøre forældremyndighedsindeha-
ver eller kommende forældre og barnet eller den unge, der
er fyldt 10 år, bekendt med retten til efter forvaltningsloven
at se sagens akter og retten til at udtale sig, inden afgørelsen
træffes.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse over for de
personer, der er nævnt i § 140, stk. 2 og 3, for så vidt angår
de i disse bestemmelser nævnte afgørelser.
Børne- og ungeudvalgets afgørelser
§ 142. Børne- og ungeudvalget træffer i et møde afgørelse
efter følgende bestemmelser:
1) Gennemførelse af en undersøgelse efter § 23.
2) Anbringelse uden for hjemmet efter §§ 47 eller 49.
3) Opretholdelse af en anbringelse efter § 50.
4) Gennemførelse af en lægelig undersøgelse eller be-
handling efter § 40.
5) Anbringelse på en delvis lukket døgninstitution eller
delvis lukket afdeling på en døgninstitution efter § 61,
stk. 1.
6) Anbringelse på en sikret døgninstitution efter § 62,
stk. 1.
7) Anbringelse på en særligt sikret afdeling efter § 63,
stk. 1 eller 2.
8) Videreførelse af en anbringelse efter § 67.
9) Godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 143, stk.
4.
10) Ændring af anbringelsessted efter § 98, stk. 4.
11) Afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 105.
12) Flytning eller hjemtagelse efter § 42, stk. 4.
13) Tilbageholdelse efter § 11, stk. 1 og 2, i lov om vok-
senansvar for anbragte børn og unge.
14) Brev- og telefonkontrol efter § 15, stk. 1, i lov om
voksenansvar for anbragte børn og unge.
Stk. 2. Inden børne- og ungeudvalget træffer afgørelse,
skal forældremyndighedsindehaver, barnet eller den unge,
advokaten og eventuel anden bisidder for forældremyndig-
hedsindehaver eller barnet eller den unge have lejlighed til
at udtale sig over for børne- og ungeudvalget. Dette kan
dog, for så vidt angår barnet eller den unge, undlades, hvis
barnet er under 10 år, eller hvis det må antages at være til
skade for barnet eller den unge.
Stk. 3. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse for den af
forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, inden
der træffes afgørelse efter § 105 i denne lov og § 15, stk.
1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, når
afgørelsen vedrører den pågældende forælder. Stk. 2 finder
tilsvarende anvendelse for plejeforældre, inden der træffes
afgørelse efter § 42, stk. 4.
Stk. 4. Mindst 4 ud af børne- og ungeudvalgets 5 medlem-
mer skal stemme for vedtagelse af en afgørelse efter §§ 23,
40, 47, 49 og 50, § 61, stk. 1, § 62, stk. 1, § 63, stk. 1 og
2, § 67, § 98, stk. 4, § 105, og § 143, stk. 4, og efter §
11, stk. 1 og 2, og § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for
anbragte børn og unge. Afgørelser efter § 42, stk. 4, træffes
ved almindelig stemmeflerhed.
25
Stk. 5. Er dommeren ikke enig i børne- og ungeudvalgets
afgørelse, skal dette tilføres udvalgets protokol, og medde-
lelsen om udvalgets afgørelse skal indeholde oplysning om
dommerens afvigende opfattelse.
Stk. 6. Kommunalbestyrelsen skal underrette Ankestyrel-
sen, hvis børne- og ungeudvalget ikke træffer afgørelse
i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens indstilling
om anbringelse uden samtykke efter § 47 eller om oprethol-
delse af en anbringelse efter § 67, og der ved afgørelsen ikke
er enstemmighed i børne- og ungeudvalget. Er barnet eller
den unge allerede anbragt, opretholdes anbringelsen under
Ankestyrelsens behandling af sagen.
Stk. 7. Børne- og ungeudvalgets afgørelser skal meddeles
skriftligt.
Foreløbige afgørelser
§ 143. Formanden eller i dennes fravær næstformanden
for børne- og ungeudvalget kan træffe foreløbige afgørelser
efter lovens §§ 23 og 40, § 42, stk. 4, § 47, § 61, stk. 1,
§ 62, stk. 1 og 3, § 63, stk. 1 og 2, § 67, § 98, stk. 4, og
§ 105 i denne lov, og § 11, stk. 1 og 2, og § 15, stk. 1,
i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, som af
hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke
kan afvente, at sagen behandles i børne- og ungeudvalget.
Stk. 2. Formanden eller i dennes fravær næstformanden
for børne- og ungeudvalget kan i sager om et barn eller
en ung, der er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om be-
kæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i et forbedrings-
forløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskri-
minalitet, træffe foreløbige afgørelser efter § 40, § 42, stk. 4,
og § 105, efter § 11, stk. 2, og § 15 i lov om voksenansvar
for anbragte børn og unge og efter § 14, stk. 2-4, § 15,
stk. 1, § 16, stk. 1, § 17, stk. 1, § 18, stk. 1 og 2, § 24,
stk. 1, og § 32, stk. 1 og 2, i lov om bekæmpelse af ung-
domskriminalitet, som af hensyn til barnets eller den unges
øjeblikkelige behov ikke kan afvente sagens behandling i
Ungdomskriminalitetsnævnet.
Stk. 3. Forældremyndighedsindehaver og eventuelle andre
parter, jf. § 140, skal inden 24 timer efter iværksættelsen af
en foreløbig afgørelse have skriftlig meddelelse om afgørel-
sen. Meddelelsen skal tillige indeholde oplysning om retten
til vederlagsfri advokatbistand.
Stk. 4. En foreløbig afgørelse efter stk. 1 og 2 skal snarest
muligt og senest inden 7 dage efter iværksættelsen af afgø-
relsen forelægges børne- og ungeudvalget til godkendelse,
uanset om foranstaltningen er ophørt.
Stk. 5. En afgørelse, der er godkendt efter stk. 4, har
gyldighed i 1 måned. En afgørelse efter § 23 eller efter § 32
i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet har gyldighed,
indtil undersøgelsen er afsluttet, dog højst 2 måneder regnet
fra den foreløbige afgørelse efter stk. 1 eller 2. En afgørelse
efter § 42, stk. 4, har gyldighed, indtil der træffes en ny
afgørelse om flytning eller hjemtagelse.
Stk. 6. Direktøren for Ankestyrelsen har samme beføjelser
som formanden for børne- og ungeudvalget, jf. stk. 1-3,
og kan pålægge kommunalbestyrelsen at gennemføre afgø-
relsen. Den foreløbige afgørelse har gyldighed i 1 måned, jf.
dog de frister, der er nævnt i stk. 5, 2. og 3. pkt. Direktøren
kan undtagelsesvis bestemme, at den foreløbige afgørelse
skal godkendes af Ankestyrelsen inden for den frist, der er
nævnt i stk. 4.
Stk. 7. Træffer børne- og ungeudvalget eller, når et barn
eller en ung er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i et for-
bedringsforløb efter §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, Ungdomskriminalitetsnævnet ikke in-
den 1 måned afgørelse i overensstemmelse med direktørens
foreløbige afgørelse, jf. stk. 6, skal børne- og ungeudval-
get eller Ungdomskriminalitetsnævnet umiddelbart orientere
Ankestyrelsen herom. Børne- og ungeudvalgets eller Ung-
domskriminalitetsnævnets afgørelse har ikke virkning, før
direktøren snarest muligt og senest 10 dage efter afgørelsen
har taget stilling til, om afgørelsen skal have virkning. Hvis
direktøren træffer afgørelse om, at børne- og ungeudvalgets
eller Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse ikke skal have
virkning, træffer Ankestyrelsen afgørelse efter § 151, stk. 3,
senest 8 uger efter børne- og ungeudvalgets eller Ungdoms-
kriminalitetsnævnets afgørelse. Ankestyrelsens afgørelse ef-
ter 3. pkt. træffes dog efter §§ 40 og 100 og efter § 14,
stk. 2-4, og § 32, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdoms-
kriminalitet, når sagen vedrører et barn eller en ung, der er
pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, eller er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13
og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Stk. 8. Formanden eller i dennes fravær næstformanden
for børne- og ungeudvalget, jf. stk. 1 og 2, eller direktøren
for Ankestyrelsen, jf. stk. 6, skal straks orientere Ungdoms-
kriminalitetsnævnet om en foreløbig afgørelse efter stk. 1
og 2, der vedrører et barn eller en ung, der er pålagt en
straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskri-
minalitet, eller er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Klage og domstolsprøvelse
Klage til Ankestyrelsen
§ 144. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter denne lov
kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område, med-
mindre andet er fastsat i denne lov eller i lov om retssikker-
hed og administration på det sociale område. Klageberettiget
er som udgangspunkt forældremyndighedsindehaver og den
personkreds, der fremgår af §§ 145-148, for så vidt angår de
anførte afgørelser. Klageberettiget er endvidere kommende
forældre for afgørelser efter § 24, § 32, stk. 5, § 46, stk. 4,
og § 49, netværksplejefamilier for afgørelser efter § 59, stk.
3 og plejeforældre for afgørelser efter § 42, stk. 4.
§ 145. Følgende afgørelser kan af barnet eller den unge,
der er fyldt 10 år, indbringes for Ankestyrelsen efter regler-
ne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område:
1) Indsatser efter § 32, stk. 1.
2) Børne- og ungepålæg efter § 39.
3) Anbringelse uden for hjemmet efter § 46.
4) Valg af anbringelsessted efter § 52, stk. 1.
26
5) Behandling, uddannelse og ændring af anbringelsessted
m.v. efter § 97, stk. 2.
6) Hjemgivelse og hjemgivelsesperiode efter § 100, stk. 1.
7) Samvær og kontakt efter § 104, stk. 2-4.
8) Ungestøtte efter §§ 114 og 116 eller opretholdt anbrin-
gelse efter § 120, der træffes i medfør af § 111 eller
§ 112, stk. 3, inden den unge fylder 18 år.
Stk. 2. I det omfang afgørelsen efter stk. 1, nr. 5 og 7, an-
går den af forældrene, der ikke har del i forældremyndighe-
den, kan afgørelsen af denne indbringes for Ankestyrelsen.
Stk. 3. Afgørelser i sager om bisidder til børn og unge
efter § 6 kan af barnet eller den unge indbringes for An-
kestyrelsen efter reglerne i lov om retssikkerhed og admini-
stration på det sociale område.
Klage til Ankestyrelsen over afgørelser truffet af børne- og
ungeudvalget
§ 146. Afgørelser truffet af børne- og ungeudvalget, jf. §
142, kan indbringes for Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at
klageren har fået meddelelse om afgørelsen. En klage over
en afgørelse efter § 143, stk. 4, kan dog ikke behandles af
Ankestyrelsen, så længe der verserer en sag om anbringelse
efter § 47 for børne- og ungeudvalget.
Stk. 2. Børne- og ungeudvalgets afgørelser kan indbringes
for Ankestyrelsen af forældremyndighedsindehaver og bar-
net eller den unge, der er fyldt 10 år. Afgørelser efter §
105, og § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte
børn og unge, der angår den af forældrene, der ikke har
del i forældremyndigheden, kan tillige af denne indbringes
for Ankestyrelsen. Endvidere kan plejeforældrene indbringe
afgørelser efter § 42, stk. 4, for Ankestyrelsen.
Stk. 3. Indbringelse af en afgørelse for Ankestyrelsen hin-
drer ikke iværksættelse af afgørelsen. Dog kan Ankestyrel-
sens direktør under ganske særlige omstændigheder bestem-
me, at en afgørelse ikke må iværksættes, før Ankestyrelsen
har truffet afgørelse i sagen.
Stk. 4. Ved behandlingen i Ankestyrelsen finder §§ 140,
141 og § 142, stk. 2 og 3, tilsvarende anvendelse. Dette
gælder også, når Ankestyrelsen af egen drift tager en sag
om støtte til børn og unge op, jf. § 151, og Ankestyrelsen
i den forbindelse vurderer, at det ikke kan udelukkes, at be-
handlingen af sagen kan resultere i, at Ankestyrelsen træffer
afgørelse efter § 151, stk. 3.
Stk. 5. I forbindelse med behandlingen af en sag i Anke-
styrelsen har forældremyndighedsindehaver og barnet eller
den unge, der er fyldt 10 år, ret til at få dækket udgifter til
transport til møder i Ankestyrelsen.
Domstolsprøvelse
§ 147. Ankestyrelsens afgørelser efter § 146 og § 151,
stk. 3, kan ved henvendelse til Ankestyrelsen inden 4 uger
efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, kræves
forelagt for retten.
Stk. 2. Er Ankestyrelsens afgørelse stadfæstet ved dom,
kan fornyet prøvelse for retten kun kræves, hvis sagen på ny
har været forelagt Ankestyrelsen til afgørelse.
§ 148. Byretten tiltrædes i sager, jf. § 147, stk. 1, under
hovedforhandlingen af et retsmedlem, der er sagkyndig i
børneforsorg, og et retsmedlem, der er sagkyndig i børne-
eller ungdomspsykiatri eller i psykologi.
Stk. 2. Sagerne behandles efter retsplejelovens regler om
borgerlige sager, herunder kapitel 43 a om prøvelse af admi-
nistrativt bestemt frihedsberøvelse med de ændringer, der er
angivet i dette kapitel.
Stk. 3. Som parter anses forældremyndighedsindehaver og
barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, uanset om den
pågældende har krævet afgørelsen forelagt for retten.
Stk. 4. Retten kan bestemme, at retsmøderne skal foregå
for lukkede døre.
Stk. 5. Ved offentlig gengivelse af forhandlingerne i ret-
ten eller af dommen må der ikke uden rettens tilladelse
ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen
af de under sagen nævnte personer eller på anden måde
offentliggørelse af de pågældendes identitet. Overtrædelse af
forbuddet straffes med bøde.
Stk. 6. Ved afgivelse af dissens angives dommernes navne
ikke.
§ 149. Byrettens afgørelse kan ikke indbringes for lands-
retten. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til an-
ke, hvis sagen er af principiel karakter eller særlige grunde
i øvrigt taler derfor. Ansøgning om tilladelse skal indgives
til nævnet inden 4 uger efter dommens afsigelse. Nævnet
kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning
indgives senere, men inden 1 år efter afsigelsen.
§ 150. De sagkyndige, der er nævnt i § 148, beskikkes
af Domstolsstyrelsen efter forhandling med social- og æl-
dreministeren. Domstolsstyrelsen fastsætter deres antal og
træffer bestemmelse om vederlag og rejsegodtgørelse. De
beskikkede skal være myndige, må ikke være under værge-
mål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål
efter værgemålslovens § 7 og skal være uberygtede og ve-
derhæftige.
Stk. 2. Beskikkelse gælder for 4 år. En sagkyndig afgår
ved udgangen af den måned, i hvilken den pågældende fyl-
der 70 år.
Stk. 3. Ingen, der opfylder betingelserne i stk. 1, kan afslå
at modtage beskikkelse, medmindre den pågældende er over
65 år eller har anden rimelig fritagelsesgrund.
Stk. 4. Udtagelsen for den enkelte sag blandt de beskik-
kede sagkyndige foretages af retsformanden. Ingen kan ud-
tages, som efter §§ 60 og 61 i retsplejeloven ville være
udelukket fra at handle som dommer i sagen.
Ankestyrelsens beføjelser uden at der er indgivet klage
§ 151. Ankestyrelsen kan af egen drift tage sager om støt-
te efter denne lov til børn og unge op, når det må antages, at
en kommunalbestyrelse i en konkret sag ikke har foretaget
de fornødne sagsbehandlingsskridt eller ikke har truffet de
fornødne afgørelser i overensstemmelse med barnets eller
den unges bedste, jf. dog stk. 5 og 6. Ankestyrelsen kan
pålægge kommunalbestyrelsen at foretage de fornødne sags-
behandlingsskridt eller at træffe de fornødne afgørelser efter
kapitel 3-7 og kapitel 9-12 i denne lov.
27
Stk. 2. Ankestyrelsen kan træffe foreløbige afgørelser om
indsatser efter § 32, § 35, stk. 4 og 5, og § 46, hvis der er be-
hov herfor, og kommunalbestyrelsen undlader at iværksætte
disse i fornødent omfang.
Stk. 3. Ankestyrelsen kan træffe afgørelse efter §§ 23, 40,
47, 61-63, 67, 104 og 105.
Stk. 4. Ankestyrelsen kan pålægge kommunalbestyrelsen
at gennemføre en afgørelse efter stk. 1-3 og kan bestemme,
at afgørelsen skal gennemføres inden for en nærmere angi-
vet tidsfrist, når det må anses for nødvendigt af hensyn til
barnets eller den unges bedste.
Stk. 5. Ankestyrelsen kan ikke træffe afgørelse efter stk.
1 og 3 i sager om et barn eller en ung, der er pålagt en
straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskri-
minalitet, eller er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. I sager omfattet af
1. pkt. kan Ankestyrelsen træffe afgørelse om at pålægge
kommunalbestyrelsen at forelægge sagen for Ungdomskri-
minalitetsnævnet. Ankestyrelsen skal orientere Ungdomskri-
minalitetsnævnet om afgørelser efter 2. pkt.
Stk. 6. Ankestyrelsen kan ikke træffe en foreløbig afgørel-
se efter § 46, når afgørelsen vedrører et barn eller en ung
i et forbedringsforløb efter §§ 13 og 14 i lov om bekæm-
pelse af ungdomskriminalitet. Ankestyrelsen skal orientere
Ungdomskriminalitetsnævnet om tilfælde omfattet af 1. pkt.
og om afgørelser efter stk. 2, når afgørelsen vedrører et barn
eller en ung, der er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i
lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
§ 152. Borgere, fagpersoner eller andre, der har grund
til at antage, at kommunalbestyrelsen ikke har foretaget el-
ler truffet de i loven foreskrevne fornødne sagsbehandlings-
skridt eller afgørelser i overensstemmelse med barnets eller
den unges bedste, kan underrette Ankestyrelsen. Ankestyrel-
sen vurderer herefter, om der er grundlag for at tage sagen
op efter § 151, stk. 1.
§ 153. Ved Ankestyrelsens behandling af en anmodning
efter § 98, stk. 3, eller § 101 finder §§ 68, 70 og § 72, stk. 7,
i lov om retssikkerhed og administration på det sociale om-
råde tilsvarende anvendelse. Ankestyrelsen behandler sagen
efter § 52 a, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration
på det sociale område.
Stk. 2. Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om Ankestyrelsens behandling af sager efter stk. 1,
herunder tidsfrister for sagsbehandlingen m.v.
Kvalitetsstandarder
§ 154. Kommunalbestyrelsen kan inden for lovens ram-
mer træffe beslutning om at fastsætte generelle vejledende
serviceniveauer for den lokale udmøntning af hjælp efter
loven.
Kapitel 18
Haagerbørnebeskyttelseskonventionen
§ 155. Social- og ældreministeren kan fastsætte regler
om behandling af sager efter denne lov, der er omfattet
af Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompeten-
ce, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde ved-
rørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse
af børn (Haagerbørnebeskyttelseskonventionen). Ministeren
kan endvidere fastsætte regler om kommunernes adgang til
at opkræve betaling for foranstaltninger, der er truffet med
henvisning til konventionen.
Kapitel 19
Tilsyn med tilbud og betaling for tilsynet
Personrettet tilsyn
§ 156. Kommunalbestyrelsen i den kommune, der har
pligt til at yde hjælp efter denne lov, jf. § 9 a i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område, fø-
rer tilsyn med de tilbud, som kommunalbestyrelsen i denne
kommune i forhold til det enkelte barn eller den enkelte un-
ge har truffet afgørelse om, jf. § 10, stk. 1. Tilsynet omfatter
ikke det generelle driftsorienterede tilsyn, jf. § 157 og lov
om socialtilsyn.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen i den kommune, der har
pligt til at yde hjælp efter denne lov, jf. § 9 a i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område, skal
løbende følge de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen
fortsat opfylder sit formål. Kommunalbestyrelsen skal her-
under være opmærksom på, om der er behov for at yde
andre former for hjælp. Opfølgningen skal ske ud fra barnets
eller den unges forudsætninger og så vidt muligt i samarbej-
de med barnet eller den unge og dennes familie.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse for kom-
munalbestyrelsen i den kommune, der har pligt til at iagttage
de forpligtelser, der påhviler kommunalbestyrelsen efter lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, for børn og unge,
som Ungdomskriminalitetsnævnet har truffet afgørelse om,
jf. §§ 12-14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Stk. 4. Bliver den kommunalbestyrelse, der har ansvaret
for barnets eller den unges ophold i tilbuddet, jf. § 9 a i lov
om retssikkerhed og administration på det sociale område,
i forbindelse med tilsynet efter stk. 1 og 3 opmærksom
på bekymrende forhold i et tilbud, der er omfattet af lov
om socialtilsyn, skal kommunalbestyrelsen underrette den
kommunalbestyrelse, som efter § 2 i lov om socialtilsyn har
ansvar for det driftsorienterede tilsyn med tilbuddet.
Stk. 5. Tilsynet efter stk. 1 skal omfatte mindst to årlige
tilsynsbesøg på anbringelsesstedet, hvor kommunen taler
med barnet eller den unge. Samtalen skal så vidt muligt
finde sted uden tilstedeværelse af ansatte fra anbringelses-
stedet.
Stk. 6. Kommunalbestyrelsen skal sikre kontinuitet og
stabilitet, jf. § 21, stk. 5, for det anbragte barn eller den
anbragte unge i samtaler efter stk. 5, ved at disse samtaler
med barnet eller den unge som udgangspunkt afholdes med
deltagelse af to børne- og ungerådgivere.
Driftsorienteret tilsyn
§ 157. Kommunalbestyrelsen fører generelt driftsoriente-
ret tilsyn med egne tilbud efter § 83 og § 84, stk. 1, og med
private tilbud efter § 83 og § 84, stk. 1. Det driftsorienterede
28
tilsyn omfatter tilsyn med tilbuddenes personale, bygninger
og økonomi.
Stk. 2. Tilsynet efter stk. 1 omfatter dog ikke tilbud, hvor
en anden kommunalbestyrelse eller et regionsråd har indgået
aftale om anvendelse af samtlige pladser i tilbuddet og om
tilsyn.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan delegere sin kompeten-
ce efter stk. 1 til socialtilsynet, jf. § 3, stk. 1, nr. 2, i lov om
socialtilsyn.
§ 158. Regionsrådet fører tilsyn med regionalt drevne
tilbud efter § 83 og § 84, stk. 1, jf. § 13.
Stk. 2. Tilsynet efter stk. 1 omfatter dog ikke tilbud, hvor
en kommune eller et regionsråd har indgået en generel aftale
om anvendelse af samtlige pladser i tilbuddet og om tilsyn.
Stk. 3. Regionsrådet kan delegere sin kompetence efter
stk. 1 til socialtilsynet, jf. § 2 i lov om socialtilsyn.
§ 159. Kommunalbestyrelsen og regionsrådet fastsætter
en takst for det generelle driftsorienterede tilsyn, jf. §§ 157
og 158, som betales af de tilbud, der er omfattet af tilsynet.
Stk. 2. Taksten efter stk. 1 skal beregnes med udgangs-
punkt i de gennemsnitlige omkostninger ved gennemførel-
sen af tilsynet i tilbuddet eller typen af tilbud.
Kapitel 20
Tværgående koordination og rådgivning
Koordination og udvikling i målgrupper, tilbud og indsatser
§ 160. Socialstyrelsen skal følge udviklingen i målgrup-
per, tilbud og indsatser og indsamle og formidle viden om
effekt af indsatserne på det mest specialiserede socialområde
for børn og unge og på området for den mest specialiserede
specialundervisning, der gives i henhold til lov om folkesko-
len eller lov om specialundervisning for voksne.
§ 161. For at sikre det fornødne udbud af højt specialise-
rede tilbud for børn og unge, som er tilpasset udviklingen
i målgruppernes behov, på det mest specialiserede socialom-
råde for børn og unge og på området for den mest specia-
liserede specialundervisning kan Socialstyrelsen udmelde
målgrupper eller særlige indsatser, hvor der er behov for
øget koordination eller planlægning på tværs af kommuner-
ne i en eller flere regioner.
Stk. 2. Socialstyrelsen kan på baggrund af afrapporterin-
ger om kommunalbestyrelsernes tilrettelæggelse og organi-
sering af indsatsen i forhold til centralt udmeldte målgrupper
og indsatser, jf. stk. 1, anmode kommunalbestyrelserne i en
eller flere regioner om at foretage en fornyet behandling af
deres tilrettelæggelse og organisering af indsatsen.
Stk. 3. Socialstyrelsen kan i forbindelse med en anmod-
ning efter stk. 2 meddele en kommunalbestyrelse eller et
regionsråd et midlertidigt pålæg om at opretholde et tilbud,
indtil Socialstyrelsen i medfør af §§ 180-185 har truffet
afgørelse om pålæg om det pågældende tilbud eller ophæver
det midlertidige pålæg.
§ 162. Socialstyrelsens udmelding af målgrupper og ind-
satser efter § 161, stk. 1, og afgørelser på området for den
mest specialiserede specialundervisning efter § 161, stk. 3,
sker efter forhandling med Børne- og Undervisningsministe-
riet.
Den uvildige konsulentordning
§ 163. En uvildig konsulentordning yder gratis rådgivning
og vejledning i sager om hjælp til børn og unge med nedsat
fysisk eller psykisk funktionsniveau og deres familier.
Tilbudsportalen
§ 164. Reglerne i § 14 i lov om social service om Til-
budsportalen finder tilsvarende anvendelse for kommunale,
regionale og private tilbud efter denne lov, der er omfattet
af § 4 i lov om socialtilsyn, og for kommunale, regionale og
private tilbud efter denne lovs §§ 83 og 84.
Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation -
VISO
§ 165. Den nationale videns- og specialrådgivningsorga-
nisation i Socialstyrelsen bistår kommunalbestyrelser og
borgere med gratis vejledende specialrådgivning i de mest
specialiserede og komplicerede enkeltsager om hjælp og
støtte til børn og unge.
Stk. 2. Tilsvarende yder den nationale videns- og special-
rådgivningsorganisation gratis specialrådgivning til kommu-
nalbestyrelser, regioner, skoler og institutioner m.v. samt
borgere om specialundervisning og specialpædagogisk bi-
stand.
§ 166. Den nationale videns- og specialrådgivningsorga-
nisation yder gratis vejledende udredning til kommunalbe-
styrelser og borgere i de få mest sjældent forekommende
specielle og komplicerede enkeltsager om hjælp og støtte
til børn og unge, hvor den fornødne ekspertise ikke kan
forventes at være til stede i den enkelte kommune eller
i regionens tilbud. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse
om henvisning af barnet eller den unge efter 1. pkt.
Stk. 2. Den nationale videns- og specialrådgivningsorga-
nisation yder gratis bistand til kommunalbestyrelsens udred-
ning vedrørende specialundervisning og specialpædagogisk
bistand.
§ 167. Den nationale videns- og specialrådgivningsorga-
nisation yder gratis vejledende rådgivning til kommunalbe-
styrelser i sager om adoption uden samtykke.
§ 168. Den nationale videns- og specialrådgivningsor-
ganisation træffer afgørelse om ydelser efter §§ 165 og
166. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.
§ 169. Den nationale videns- og specialrådgivningsor-
ganisation skal tilvejebringe de mest specialiserede råd-
givningsydelser, herunder relevant materialeproduktion, til
kommunalbestyrelser, borgere, skoler m.fl. til brug for spe-
cialundervisning og specialpædagogisk bistand m.v.
Stk. 2. Den nationale videns- og specialrådgivningsorga-
nisation skal sikre en systematisk indsamling, udvikling, be-
arbejdning og formidling af den faglige viden på det sociale
område for børn og unge og på området for den mest specia-
29
liserede specialundervisning og specialpædagogiske bistand
m.v.
Stk. 3. Videns- og specialrådgivningsorganisationen skal
sørge for at koordinere og deltage i prøvnings-, forsknings-
og informationsvirksomhed på området for hjælpemidler til
børn og unge.
§ 170. Kommunalbestyrelser og regionsråd kan indgå af-
tale med den nationale videns- og specialrådgivningsorga-
nisation om, at kommunalbestyrelsen eller regionen mod
betaling kan levere de ydelser for videns- og specialrådgiv-
ningsorganisationen, der er nævnt i §§ 165, 166 og § 169,
stk. 1.
§ 171. Social- og ældreministeren fastsætter efter for-
handling med børne- og undervisningsministeren nærmere
regler om den nationale videns- og specialrådgivningsorga-
nisations virksomhed og organisering på området for børn
og unge.
§ 172. Den nationale videns- og specialrådgivningsorga-
nisation yder godtgørelse for nødvendig befordring til og
fra specialrådgivning og andre nødvendige rejseudgifter i
forbindelse hermed, når børn og unge og deres familier
modtager gratis vejledende specialrådgivning efter §§ 165
og 168.
Stk. 2. Der ydes godtgørelse efter stk. 1 for udgifterne til
det efter forholdene billigste forsvarlige befordringsmiddel.
Stk. 3. Social- og ældreministeren fastsætter efter for-
handling med børne- og undervisningsministeren nærmere
regler om befordringsgodtgørelse og dækning af andre nød-
vendige rejseudgifter i forbindelse hermed, herunder at der
kun ydes godtgørelse, når afstanden til behandlingsstedet
overstiger en vis grænse.
Rammeaftaler
§ 173. Kommunalbestyrelserne i regionen og regionsrådet
skal hvert andet år indgå en rammeaftale om faglig udvik-
ling, styring og koordinering af de kommunale og regionale
tilbud efter denne lov, som er beliggende i regionen. Kom-
munalbestyrelserne og regionsrådet kan aftale løbende revi-
sion og opdatering af rammeaftalen.
Stk. 2. Kommunalbestyrelserne i regionen koordinerer
udarbejdelsen af rammeaftalen, som skal offentliggøres og
sendes til Socialstyrelsen.
Stk. 3. Social- og ældreministeren fastsætter nærmere reg-
ler om rammeaftaler, herunder om følgende:
1) Hvilke tilbud efter denne lov der er omfattet af aftaler-
ne.
2) De nærmere krav til aftalernes indhold.
3) Tidsfrister for indgåelse af aftalerne.
4) Koordinering af kapacitet og sammensætning af de
mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende til-
bud.
Aftale om overførsel af regionale tilbud
§ 174. En kommunalbestyrelse kan efter reglerne i denne
lov en gang i hver valgperiode overtage regionale tilbud
efter denne lov, der er beliggende i kommunen.
Stk. 2. En kommunalbestyrelse, der ønsker at overtage et
regionalt tilbud efter stk. 1, skal meddele regionsrådet dette
senest den 1. januar i valgperiodens tredje år. Overtagelse
skal ske senest den 1. januar i valgperiodens fjerde år.
Stk. 3. Overtagelse som nævnt i stk. 1 kan dog ske på
andre tidspunkter, når overtagelsen af et regionalt tilbud sker
i henhold til § 178, stk. 1, efter pålæg i henhold til § 180,
stk. 2, og § 181.
§ 175. På kommunalbestyrelsens anmodning skal regions-
rådet udarbejde et udkast til aftale mellem regionsrådet og
kommunalbestyrelsen om overtagelse efter § 174.
Stk. 2. Følgende vilkår gælder for den kommunalbestyrel-
se, som overtager et tilbud efter § 174, stk. 1:
1) Tilbuddet skal være til rådighed for øvrige kommuner, i
det omfang det fastlægges i rammeaftalen, jf. § 173.
2) Kommunalbestyrelsen overtager regionsrådets forplig-
telse til at koordinere kapacitet og sammensætning af
de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende
tilbud.
§ 176. Kommunalbestyrelsen, som overtager et tilbud ef-
ter § 174, stk. 1, overtager aktiver og passiver, rettigheder
og pligter samt ansatte, der er knyttet til varetagelsen af
tilbuddet.
Stk. 2. Svarer aktivernes og passivernes værdi ikke til
hinanden, skal den kommunalbestyrelse, der overtager det
regionale tilbud, eller regionsrådet kompenseres herfor.
Stk. 3. De pligter og rettigheder, der følger af lov om løn-
modtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, finder
tilsvarende anvendelse for personale omfattet af stk. 1, der
er ansat i henhold til kollektiv overenskomst, bestemmelser
om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af
offentlig myndighed, eller individuel aftale, og som ikke er
omfattet af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksom-
hedsoverdragelse.
Stk. 4. Tjenestemænd, der overføres som følge af en kom-
munalbestyrelses overtagelse af et regionalt tilbud efter §
174, stk. 1, overgår til ansættelse under den nye ansættel-
sesmyndighed på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige
vilkår.
Stk. 5. Tjenestemænd omfattet af stk. 4 får ved pensio-
nering fra denne ansættelse udbetalt den samlede tjeneste-
mandspension af den nye ansættelsesmyndighed.
§ 177. Social- og ældreministeren fastsætter nærmere reg-
ler om overtagelsen af aktiver og passiver, rettigheder og
pligter og ansatte i tilbuddet efter § 176, herunder regler om
fordelingen mellem regionen og beliggenhedskommunen
af pensionsforpligtelsen om tjenestemænd og andre ansatte
omfattet af § 176.
§ 178. Kommunalbestyrelsen kan med Socialstyrelsens
godkendelse, og efter Socialstyrelsens udmelding eller an-
modning om fornyet behandling efter § 161, stk. 1 og 2,
overtage andre kommuners tilbud og regionale tilbud efter
denne lov.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse ved en regions
overtagelse af kommunale tilbud og regionale tilbud i andre
regioner efter denne lov i henhold til § 161, stk. 1 og 2.
30
Stk. 3. Ved pålæg om samling af flere små tilbud til ét
tilbud efter § 180, stk. 2, og § 181, kan en kommunalbesty-
relse overtage andre kommuners tilbud og regionale tilbud
efter denne lov.
Stk. 4. Stk. 3 finder tilsvarende anvendelse på en regions
overtagelse af kommunale tilbud og regionale tilbud i andre
regioner efter denne lov i henhold til § 180, stk. 2, og § 181.
Stk. 5. Ved overtagelse efter stk. 1-4 finder § 174, stk. 2,
og §§ 175-177 tilsvarende anvendelse.
§ 179. Kontaktudvalget skal mindst én gang i hver valg-
periode drøfte, om der i regionen er sociale tilbud, som mere
hensigtsmæssigt kan overgå til en beliggenhedskommunes
ansvar.
Stk. 2. Enhver kommunalbestyrelse i regionen kan anmo-
de om, at et ønske fra en kommunalbestyrelse i en beliggen-
hedskommune om at overtage et regionalt tilbud, jf. § 174,
stk. 1 og 2, drøftes i kontaktudvalget.
Driftspålæg
§ 180. For at sikre det fornødne udbud af højt specialise-
rede tilbud for børn og unge, som er tilpasset udviklingen
i målgruppernes behov, på det mest specialiserede social-
område og specialundervisningsområde kan Socialstyrelsen
undtagelsesvis pålægge en kommunalbestyrelse eller et regi-
onsråd at etablere eller fortsat at drive et tilbud eller tilbyde
en indsats omfattet af denne lov.
Stk. 2. Socialstyrelsen kan endvidere undtagelsesvis på-
lægge en kommune eller en region at videreføre eller forny
en driftsaftale med et eksisterende privat tilbud efter denne
lov og at indgå en ny driftsaftale, hvis en eksisterende drifts-
aftale er opsagt.
§ 181. På samme betingelser som efter § 180 kan Social-
styrelsen undtagelsesvis meddele et pålæg om samling af
små tilbud efter denne lov eller lov om social service rettet
mod samme målgruppe til ét tilbud, hvis Socialstyrelsen
vurderer, at tilbuddene ikke hver for sig er fagligt og økono-
misk bæredygtige.
Stk. 2. Kommunalbestyrelserne og regionerne aftaler,
hvilken kommune eller region der skal drive det samlede
tilbud og herunder overtage et eller flere tilbud efter § 178,
stk. 1 eller 2.
Stk. 3. Hvis kommunerne og regionerne ikke inden 4
måneder efter pålægget har indgået aftale om, hvem der skal
drive tilbuddet efter stk. 2, træffer Socialstyrelsen afgørelse
herom.
Stk. 4. Andre kommuner og regioner kan i den periode, jf.
§ 183, pålægget gælder, ikke oprette nye tilbud i forhold til
denne målgruppe uden Socialstyrelsens godkendelse.
§ 182. Socialstyrelsen skal i forbindelse med et pålæg
efter §§ 180 eller 181 pålægge kommunerne i den pågæl-
dende region eller landsdel at indgå aftale om finansiering af
driften af det tilbud, som pålægget vedrører.
Stk. 2. Har kommunerne ikke inden 4 måneder efter på-
lægget indgået aftale om en finansieringsmodel, træffer So-
cialstyrelsen afgørelse herom.
Stk. 3. Socialstyrelsen kan i forbindelse med et pålæg
efter §§ 180 eller 181 meddele eller forlænge et midlertidigt
pålæg efter § 161, stk. 3, indtil der foreligger en aftale eller
afgørelse om finansieringsmodel efter stk. 1 eller 2.
§ 183. Socialstyrelsen fastsætter i forbindelse med en af-
gørelse om pålæg efter §§ 180 eller 181 en frist for, hvor
længe pålægget skal gælde. Et pålæg kan højest gælde i 2
år. Socialstyrelsen kan inden fristens udløb træffe afgørelse
om at forny pålægget.
§ 184. Afgørelse om driftspålæg kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Socialstyrelsens afgørelser på området for den
mest specialiserede specialundervisning efter § 180, § 181,
stk. 1 og 3, § 182 og § 183, 3. pkt., træffes efter forhandling
med Børne- og Undervisningsministeriet.
§ 185. Vedrører et pålæg efter §§ 180 eller 181 et eksister-
ende tilbud eller etablering af et tilbud omfattet af § 4 i
lov om socialtilsyn, er det en betingelse, at det kompetente
socialtilsyn, jf. §§ 2 og 5 i lov om socialtilsyn, har godkendt
eller efterfølgende godkender det eller de pågældende til-
bud.
Kapitel 21
Betaling, finansiering og takster
Betaling
§ 186. Den, der modtager hjælp efter denne lov eller lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet til sig selv, sin æg-
tefælle eller sine børn, skal, medmindre andet er bestemt i
denne lov eller lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
betale for den hjælp, der modtages.
§ 187. Forældrene til et barn, der er anbragt uden for
hjemmet, skal betale for døgnopholdet, jf. §§ 46 eller 47 i
denne lov eller § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskrimi-
nalitet.
Stk. 2. Der kan ikke fastsættes betaling for et døgnophold
efter §§ 46 eller 47 i denne lov og § 14 i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet, når der er tale om en videreførelse
af en anbringelse efter § 67.
Stk. 3. Social- og ældreministeren fastsætter regler om
betaling af døgnophold efter stk. 1.
§ 188. Den unge skal betale for døgnophold efter § 114,
stk. 1, nr. 1, og § 120 og for udslusningsophold efter § 114,
stk. 1, nr. 3.
Stk. 2. Social- og ældreministeren fastsætter regler om
betaling efter stk. 1.
§ 189. Der kan opkræves betaling for personaleomkost-
ninger til madserviceordninger efter § 90, stk. 1, nr. 1, og til
hjælp efter § 90, stk. 1, nr. 2, hvis barnet eller den unge ikke
samtidig modtager hjælp efter §§ 86 og 87.
Stk. 2. Social- og ældreministeren fastsætter regler om
betaling for tilbud efter § 90, stk. 1, nr. 1-3 i denne lov,
og § 83 a i lov om social service og om beregnings- og
indkomstgrundlag for betalingen for disse tilbud.
31
Stk. 3. Social- og ældreministeren fastsætter nærmere reg-
ler om den maksimale egenbetaling for madservice efter §
90, stk. 1, nr. 1, herunder om regulering af egenbetalingen.
Tilbagebetaling
§ 190. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilba-
gebetaling, når:
1) En person mod bedre vidende har undladt at give op-
lysninger som krævet i lov om retssikkerhed og admi-
nistration på det sociale område.
2) En person mod bedre vidende uberettiget har modtaget
hjælp efter denne lov.
§ 191. Tilbagebetalingsbeløbet efter § 190 opkræves af
kommunen.
Stk. 2. Tilbagebetalingskravet bortfalder, når der er gået
5 år efter hjælpens ophør, uden at der har været økonomisk
mulighed for at gennemføre kravet.
Stk. 3. Overdrages tilbagebetalingskravet til restanceind-
drivelsesmyndigheden, finder stk. 2 ikke anvendelse fra re-
stanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Hvis
restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesender tilbagebeta-
lingskravet til kommunen, finder stk. 2 anvendelse på ny.
Stk. 4. Fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse
af kravet finder forældelsesloven anvendelse, idet forældelse
dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets mod-
tagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk.
7, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Stk. 5. Social- og ældreministeren fastsætter efter for-
handling med skatteministeren nærmere regler om tilbage-
betaling, jf. stk. 1. Det kan herunder fastsættes, at en beta-
lingsaftale bortfalder, hvis skyldneren trods påkrav udebli-
ver med ydelser.
Ophør af udbetaling af ydelser i visse særlige tilfælde
§ 192. Udbetaling af ydelser efter § 87 ophører for per-
soner, som bevidst unddrager sig strafforfølgning eller straf-
fuldbyrdelse her i landet i tilfælde, hvor:
1) Den pågældende er varetægtsfængslet.
2) Politiet eftersøger den pågældende med henblik på va-
retægtsfængsling.
3) Der foreligger en varetægtsfængslingskendelse.
4) Den pågældende er idømt en ubetinget fængselsstraf
eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller
giver mulighed for frihedsberøvelse.
Stk. 2. Udbetaling af en bagudbetalt ydelse, jf. stk. 1, op-
hører med virkning fra det tidspunkt, hvor personen unddrog
sig strafforfølgning eller straffuldbyrdelse. Udbetaling af en
forudbetalt ydelse, jf. stk. 1, ophører med virkning for den
måned, der følger efter den måned, hvor den pågældende
unddrog sig strafforfølgning eller straffuldbyrdelse.
Stk. 3. Efterfølges en strafforfølgning, jf. stk. 1, ikke af en
domfældelse, efterbetales den del af ydelsen, der ikke er ud-
betalt, mens personen unddrog sig strafforfølgning. Ydelsen
efterbetales dog ikke til afdødes bo, hvis personen afgår ved
døden, inden der er afsagt dom i sagen.
§ 193. Politiet eller kriminalforsorgen skal underrette
kommunen om unddragelsen, når myndigheden får formod-
ning om, at en person, der bevidst unddrager sig straffor-
følgning eller straffuldbyrdelse her i landet, jf. § 192, stk. 1,
samtidig modtager ydelser, som er omfattet af § 192, stk. 1.
Finansiering og takstberegning
§ 194. Kommunen afholder endeligt udgifterne efter den-
ne lov.
§ 195. Den kommunale, regionale eller private leveran-
dør fastsætter vejledende takster for ydelser og tilbud efter
denne lov, jf. dog stk. 3. Taksterne fastsættes på baggrund
af samtlige budgetterede, direkte og indirekte langsigtede
omkostninger ved levering af ydelsen eller drift af tilbuddet.
Stk. 2. Anvender en kommune en anden kommunes eller
en regions tilbud efter denne lov, skal krav om betaling
herfor på baggrund af den beregnede takst, jf. stk. 1, være
fremsat senest 12 måneder efter, at hjælpen er ydet.
Stk. 3. Social- og ældreministeren fastsætter regler om
følgende:
1) Takstberegning, herunder om grundlaget for beregnin-
gen, om hvilke ydelser og tilbud efter loven og hvilken
sundhedsfaglig behandling efter sundhedsloven der er
omfattet af stk. 1, og om hvornår stk. 1 kan fraviges.
2) Principperne for kommunernes finansiering af de mest
specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud.
3) Kommunernes finansiering af ophold i sikrede døgnin-
stitutioner efter § 62, stk. 2, nr. 4, for børn og unge
uden lovligt ophold her i landet.
4) Opkrævning af en fast takst hos kommunerne, når unge
under 18 år har ophold i Kriminalforsorgens institutio-
ner.
§ 196. Staten afholder udgifterne til den nationale videns-
og specialrådgivningsorganisation.
§ 197. Kommunalbestyrelsen godtgør udgifter til kost og
logi i forbindelse med, at kommunalbestyrelsen har truffet
afgørelse om anbringelse af barnet eller den unge på et
anbringelsessted efter § 46, når opholdet ikke er omfattet af
takstfinansiering, jf. § 195, stk. 1. For første og andet barn
eller ung placeret på samme sted udgør godtgørelsen 195 kr.
pr. døgn pr. barn under 10 år og 208 kr. pr. døgn pr. barn
eller ung over 10 år (2022-niveau). For tredje barn eller ung
og derover placeret på samme sted udgør godtgørelsen 179
kr. pr. døgn pr. barn eller ung (2022-niveau) uanset barnets
eller den unges alder.
Statsrefusion
§ 198. I de tilfælde, hvor udgifterne til hjælp og støtte
efter loven i en konkret sag overstiger 860.000 kr. årligt
(2022-niveau), refunderer staten 25 pct. af den del af kom-
munens udgifter, som ligger over dette beløb. For den del af
udgifterne, der overstiger 1.680.000 kr. årligt (2022-niveau),
udgør statsrefusionen 50 pct. For den del af udgifterne, der
overstiger 2.120.000 kr. årligt (2022-niveau), udgør statsre-
fusionen 75 pct. I udgifterne efter 1.-3. pkt. indgår også
kommunens udgifter til foranstaltninger efter lov om social
service, jf. dog stk. 3, og efter § 13, stk. 1, nr. 3-9, og §§
14-17 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
32
Stk. 2. Tilhører børn og unge samme husstand, finder stk.
1 tilsvarende anvendelse for kommunens samlede udgifter
til hjælp og støtte efter loven.
Stk. 3. Kommunens udgifter til hjælp og støtte efter lov
om social service indgår dog ikke i udgifterne efter stk.
1, 1.-3. pkt., hvis kommunen har anmodet om refusion for
udgifterne efter § 176 i lov om social service.
Stk. 4. Social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
regler om statsrefusion efter stk. 1-3.
§ 199. Staten refunderer 50 pct. af kommunens udgifter til
følgende:
1) Tilskud efter § 86 til merudgifter ved forsørgelse i
hjemmet af et barn eller en ung under 18 år med bety-
delig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsev-
ne.
2) Hjælp efter § 87 til dækning af tabt arbejdsfortjeneste
til personer, der i hjemmet forsørger et barn eller en
ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne m.v.
3) Gratis advokatbistand, jf. § 140.
§ 200. Staten yder forskudsrefusion af en kommunes refu-
sionsberettigende udgifter efter denne lov.
§ 201. Staten afholder udgifterne til den uvildige konsu-
lentfunktion efter § 163.
Mellemstatslig refusion efter EU-retten
§ 202. Staten refunderer kommunernes udgifter til ydelser
efter denne lov, når udgiften er omfattet af EU-rettens regler
om mellemstatslig refusion. Kommunen anmelder krav om
refusion til staten, som modtager den anmeldte refusion fra
debitorstatens sociale sikringsmyndigheder.
Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter efter forhandling
med social- og ældreministeren regler om den nationale
administrative gennemførelse af mellemstatslig refusion i
henhold til EU-retten.
Udgifter til udlændinge
§ 203. Staten afholder efter reglerne i stk. 2 og 3 en
kommunes udgifter til hjælp til et udenlandsk barn eller en
udenlandsk ung, der har fået opholdstilladelse efter:
1) Udlændingelovens §§ 7 eller 8.
2) Udlændingelovens § 9 b.
3) Udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i umiddelbar forlæn-
gelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens §
9 b.
4) Udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, som konsekvens af
at barnet eller den unge har tilknytning til en i Danmark
fastboende person, der er meddelt opholdstilladelse ef-
ter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1-3.
5) Udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er med-
delt en ægtefælle til eller et barn af en person med
opholdstilladelse som nævnt i nr. 2 og 3.
6) Udlændingelovens § 9 c, når tilladelsen er meddelt en
mindreårig udlænding, der har indgivet ansøgning om
asyl efter udlændingelovens § 7.
7) Udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når opholdstilladel-
sen er givet som konsekvens af en tilknytning til en
mindreårig asylansøgende udlænding, som har fået op-
holdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 9 c.
8) Lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i
Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v.
9) Lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der
er fordrevet fra Ukraine
Stk. 2. Staten afholder fuldt ud en kommunes udgifter til
hjælp til et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung efter
§ 30, § 32, stk. 1, §§ 36, 75-78, 86 og 87, og § 114, stk.
1 og stk. 2, nr. 2, i de første 3 år regnet fra meddelelsen af
opholdstilladelsen.
Stk. 3. Uanset bestemmelserne nævnt i stk. 2 afholder
staten en kommunes udgifter til hjælp til følgende:
1) Et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung under 18
år, som inden 24 måneder regnet fra meddelelsen af op-
holdstilladelsen på grund af betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne anbringes i døgnop-
hold, dog kun indtil den pågældende i en sammenhæn-
gende periode på 2 år har klaret sig selv.
2) Et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung under 18
år, når opholdstilladelsen er meddelt en mindreårig
asylansøger, dog kun indtil barnets eller den unges for-
ældre får lovligt ophold her i landet.
Regulering
§ 204. De beløb, der er nævnt i §§ 85, 86, 89 og 197
reguleres en gang årligt den 1. januar med satsregulerings-
procenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De beløb,
der fremkommer efter regulering, afrundes til nærmeste kro-
nebeløb. Reguleringen foretages første gang den 1. januar
2024.
Stk. 2. Det beløb, der er nævnt i § 87, reguleres en gang
årligt den 1. januar med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket en
tilpasningsprocent for det pågældende finansår, jf. lov om
en satsreguleringsprocent. Det beløb, der fremkommer efter
regulering, afrundes til nærmeste kronebeløb. Reguleringen
foretages første gang den 1. januar 2024.
Stk. 3. Fradragsbeløb og den maksimale betaling pr. time,
der fastsættes i medfør af § 189, stk. 2 og 3, reguleres en
gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf.
lov om en satsreguleringsprocent. Fradragsbeløb afrundes til
nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100. Den maksi-
male betaling pr. time afrundes til nærmeste kronebeløb.
Stk. 4. De beløb, der er nævnt i § 198, reguleres en gang
årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov
om en satsreguleringsprocent. Reguleringen foretages første
gang den 1. januar 2024. De beløb, der fremkommer efter
regulering, afrundes til nærmeste 10.000 kr.
§ 205. Opgørelsen af indtægtsgrundlaget efter § 189,
stk. 2, foretages af skattemyndighederne på grundlag af op-
lysninger for det senest afsluttede indkomstår. Opgørelsen
anvendes med virkning for det andet kalenderår efter ind-
komstårets udløb.
33
Stk. 2. Skatteforvaltningslovens regler om klage over af-
gørelser om forskudsregistrering af indkomst finder tilsva-
rende anvendelse på afgørelser om indtægtsgrundlaget.
Kapitel 22
Forsøg
§ 206. For at fremme forsøgsvirksomhed og udvikling
på det sociale område for børn og unge kan Social- og Æl-
dreministeriet efter ansøgning fra en kommunalbestyrelse,
et regionsråd eller et privat tilbud give godkendelse til, at
lovens bestemmelser fraviges i forbindelse med et forsøg.
Stk. 2. Godkendelse gives for en afgrænset forsøgsperio-
de.
Stk. 3. Det er en betingelse for godkendelse, at forsøget
evalueres.
§ 207. Der kan ikke gives godkendelse efter § 206 til:
1) Forsøg, som indebærer, at barnet eller den unge stilles
dårligere end efter loven.
2) Forsøg om særlige dag- og klubtilbud til børn og unge
med betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne, jf. §§ 83-84, der medfører fravigelse af
de almindelige regler om forældrenes egenbetaling.
3) Forsøg, som medfører statslige merudgifter.
4) Forsøg, som indebærer fravigelse af reglerne om tilsyn.
5) Forsøg, som indebærer fravigelse af reglerne om klage.
§ 208. Social- og ældreministeren offentliggør årligt en
status for anvendelsen af forsøg på det sociale område for
børn og unge.
Kapitel 23
Straffebestemmelser
§ 209. Den, som tilskynder eller hjælper et barn eller en
ung, der er anbragt uden for hjemmet efter denne lov, til
at undvige eller holder den undvegne skjult, straffes med
fængsel i indtil 2 år eller under formildende omstændigheder
med bøde.
§ 210. Den, der i strid med reglerne i denne lov anbringer
eller modtager et barn eller en ung i pleje eller fjerner et
barn eller en ung fra familiepleje, straffes med bøde.
Kapitel 24
Børnerådet
§ 211. Social- og ældreministeren nedsætter et børneråd,
som skal virke som fortaler for børn. Rådet er uafhængigt
og tværfagligt sammensat. Som led i sin fortalervirksomhed
skal rådet informere og rådgive regeringen og Folketinget
om børns forhold i samfundet samt arbejde for at sikre børns
rettigheder. Rådet har endvidere til opgave at vurdere og
informere om børns vilkår i Danmark.
Stk. 2. Børnerådet skal inddrage børns synspunkter i sit
arbejde, og rådet nedsætter som led heri et børne- og unge-
panel.
Stk. 3. Børnerådet kan anmode institutioner, hvor børn
opholder sig, om at aflægge dem besøg.
Stk. 4. Social- og ældreministeren udpeger et repræsen-
tantskab for Børnerådet bestående af organisationer og for-
eninger m.v., der arbejder med børns forhold og rettigheder,
herunder børne- og ungdomsorganisationer.
Stk. 5. Staten betaler udgifterne ved rådets virksom-
hed. Social- og ældreministeren fastsætter regler om rådets
sammensætning, opgaver og honorering, samt om børne-
og ungepanelet og repræsentantskabet, herunder om deres
sammensætning.
Kapitel 25
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.
Ikrafttrædelsesbestemmelse
§ 212. Loven træder i kraft den 1. april 2023, jf. dog stk.
2-4.
Stk. 2. § 14, stk. 4, og § 15, stk. 3, træder i kraft den 1.
oktober 2023.
Stk. 3. § 200 træder i kraft den 1. marts 2023 og har
virkning fra den 1. april 2023. Forskudsrefusion efter §§ 199
og 203 for 2. kvartal 2023 kan udbetales med 1/3 den 30.
marts 2023.
Stk. 4. § 211 træder i kraft den 1. januar 2023.
Overgangsbestemmelse
§ 213. Indstillinger og henvendelser vedrørende børn og
unge, herunder ansøgninger og underretninger, efter lov om
social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 170 af 24. januar
2022, som ændret ved § 41 i lov nr. 324 af 16. marts 2022
og § 2 i lov nr. 892 af 21. juni 2022, som er modtaget eller
påbegyndt før den 1. april 2023 og ikke færdigbehandlet
senest den 31. marts 2023, færdigbehandles efter denne lov,
jf. dog stk. 5.
Stk. 2. Afgørelser vedrørende børn og unge truffet efter
lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 170 af 24.
januar 2022, som ændret ved § 41 i lov nr. 324 af 16. marts
2022 og § 2 i lov nr. 892 af 21. juni 2022, og planer efter §§
54, 140 og 140 a i samme lov er fortsat gældende.
Stk. 3. Undersøgelser, indstillinger og planer vedrørende
børn og unge udarbejdet eller afgivet efter lov om social
service, jf. lovbekendtgørelse nr. 170 af 24. januar 2022,
som ændret ved § 41 i lov nr. 324 af 16. marts 2022 og § 2
i lov nr. 892 af 21. juni 2022, vil fortsat kunne anvendes til
brug for beslutninger, afgørelser og indstillinger efter denne
lov, jf. dog § 67, stk. 4, nr. 3.
Stk. 4. Tidsfrister i forbindelse med Socialstyrelsens på-
læg vedrørende tilbud for børn og unge efter § 13 c i lov
om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 170 af 24. januar
2022, som ændret ved § 41 i lov nr. 324 af 16. marts 2022
og § 2 i lov nr. 892 af 21. juni 2022, er fortsat gældende.
Stk. 5. For personer, der har indgivet ansøgning om hjælp
til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 42 i lov om
social service før den 1. januar 2011, og for personer, der
i løbet af 2010 har fået udbetalt hjælp til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste efter de hidtidige bestemmelser i § 42 i
lov om social service, finder § 87, stk. 3, 1. og 2. pkt., ikke
anvendelse. For disse personer fastsættes ydelsen efter § 87,
stk. 1, på baggrund af personens hidtidige bruttoindtægt,
34
hvis betingelserne for at modtage hjælp til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste i øvrigt er opfyldt.
Territorial anvendelse
§ 214. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. Personer, der udøver offentlig tjeneste eller offent-
ligt hverv og personer, der udfører opgaver på børne- og un-
geområdet for det offentlige, kan underrette den kompetente
myndighed i Grønland eller på Færøerne, hvis de under
udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller
grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år, der
har bopæl i Grønland eller på Færøerne, kan have behov for
særlig støtte eller har været udsat for overgreb, eller at et
barn umiddelbart efter fødslen i Grønland eller på Færøerne
kan få behov for særlig støtte på grund af de kommende
forældres forhold.
Stk. 3. Social- og Ældreministeren fastsætter efter aftale
med Færøernes landsstyre og Grønlands Naalakkersuisut
regler om visitation, betaling, refusion, handleplaner, hand-
le- og betalingskompetence, lovvalg samt besøgsrejser m.v.,
når personer på foranledning af færøske eller grønlandske
myndigheder får ophold i Danmark og modtager tilbud ef-
ter denne lov. Tilsvarende kan der efter aftale fastsættes
regler for personer, der fra Danmark får ophold på Færøerne
eller i Grønland på foranledning af danske sociale myndig-
heder. Tilsvarende kan der efter aftale fastsættes regler om
underretningspligt mellem sociale myndigheder i Danmark
og Grønland og mellem sociale myndigheder i Danmark og
på Færøerne.
Stk. 4. Uenighed mellem færøske eller grønlandske socia-
le myndigheder og danske sociale myndigheder om deres
forpligtelser efter disse regler afgøres af Ankestyrelsen.
35
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Baggrund
3. Lovforslagets indhold
3.1. Formål og anvendelsesområde
3.1.1. Gældende ret
3.1.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
3.1.3. Den foreslåede ordning
3.2. Barnets rettigheder og grundlæggende principper
3.2.1. Gældende ret
3.2.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
3.2.3. Den foreslåede ordning
3.3. Kommunalbestyrelsens og Regionsrådets forpligtelser
3.3.1. Gældende ret
3.3.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
3.3.3. Den foreslåede ordning
3.4. Afdækning og udredning af barnets behov
3.4.1. Gældende ret
3.4.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
3.4.3. Den foreslåede ordning
3.5. Den rette hjælp i tide til hele familien
3.5.1. Gældende ret
3.5.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
3.5.3. Den foreslåede ordning
3.6. Hjælp og støtte
3.6.1. Gældende ret
3.6.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
3.6.3. Den foreslåede ordning
3.7. Særlig hjælp og støtte til børn og unge med funktionsnedsættelser og deres familier
3.7.1. Gældende ret
3.7.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
3.7.3. Den foreslåede ordning
3.8. Anbringelse
3.8.1. Gældende ret
3.8.2. Soial- og Ældreministeriets overvejelser
3.8.3. Den foreslåede ordning
3.9. Samvær og kontakt
3.9.1. Gældende ret
3.9.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
3.9.3. Den foreslåede ordning
3.10. Videreførte og permanente anbringelser
3.10.1. Gældende ret
36
3.10.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
3.10.3. Den foreslåede ordning
3.11. Adoption
3.11.1. Behandling af adoptionssager
3.11.1.1. Gældende ret
3.11.1.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
3.11.1.3. Den foreslåede ordning
3.11.2. VISOs støtte til kommunalbestyrelsernes behandling af adoptionssager
3.11.2.1. Gældende ret
3.11.2.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
3.11.2.3. Den foreslåede ordning
3.11.3. Faglig støtte ved adoption
3.11.3.1. Gældende ret
3.11.3.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
3.11.3.3. Den foreslåede ordning
3.12. Løbende opfølgning
3.12.1. Gældende ret
3.12.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
3.12.3. Den foreslåede ordning
3.13. Ophør af indsatser og hjemgivelse
3.13.1. Gældende ret
3.13.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
3.13.3. Den foreslåede ordning
3.14. Fra barn til voksen
3.14.1. Gældende ret
3.14.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
3.14.3. Den foreslåede ordning
3.15. Hjælp til barnets forældre
3.15.1. Gældende ret
3.15.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
3.15.3. Den foreslåede ordning
3.16. Særlig hjælp og støtte til børn der har været udsat for overgreb
3.16.1. Gældende ret
3.16.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
3.16.3. Den foreslåede ordning
3.17. Dømte og unge i risiko for at begå kriminalitet
3.17.1. Gældende ret
3.17.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
3.17.3. Den foreslåede ordning
3.18. Styrket sagsbehandling
3.18.1. Gældende ret
3.18.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
3.18.3. Den foreslåede ordning
3.19. Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, koordinering, betaling, takster, forsøg m.v.
3.19.1. Gældende ret
3.19.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
37
3.19.3. Den foreslåede ordning
3.20. Øvrige bestemmelser
3.20.1. Gældende ret
3.20.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
3.20.3. Den foreslåede ordning
3.21. Tilsyn
3.21.1. Gældende ret
3.21.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
3.21.3. Den foreslåede ordning
3.22. Børnerådet
3.22.1. Gældende ret
3.22.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
3.22.3 Den foreslåede ordning
4. Forholdet til international ret
4.1. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
4.1.1. EMRK artikel 8
4.1.1.1. Afgørelse om anbringelse uden samtykke inden fødsel
4.1.1.2. Suspension af samvær efter anmodning fra barnet
4.1.1.3. Ret for barnet, der er fyldt 10 år, til at anmode om en permanent anbringelse
4.2. FN’s Børnekonvention
4.2.1. Formål og grundlæggende principper i barnets lov
4.2.2. Afgørelse om anbringelse uden samtykke inden fødsel
4.2.3. Suspension af samvær under en anbringelse
4.2.4. Ret for barnet, der er fyldt 10 år, til at anmode om en permanent anbringelse
4.3. FN’s Handicapkonvention
4.4. Konsekvenser for FN’s Verdensmål
5. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
5.1. Økonomiske konsekvenser
5.2. Implementeringsmæssige konsekvenser
6. Forholdet til databeskyttelsesreglerne
7. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
8. Administrative konsekvenser for borgerne
9. Klimamæssige konsekvenser
10. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
11. Forholdet til EU-retten
12. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
13. Sammenfattende skema
1. Indledning
Dette lovforslag udmønter sammen med det samtidigt frem-
satte forslag til lov om ændring af lov om social service, lov
om retssikkerhed og administration på det sociale område
og forskellige andre love (Ændringer som følge af barnets
lov, initiativret for adopterede børn, adoption uden samtykke
fra fødslen, samvær med børn på kvindekrisecentre m.v.
og fast-track for godkendelse af plejefamilier m.v.) (følgel-
ovforslaget) de lovgivningsmæssige elementer i aftalen om
reformen Børnene Først, som regeringen (Socialdemokrati-
et) og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti,
Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkepar-
ti, Liberal Alliance, Alternativet og Kristendemokraterne
indgik i maj 2021.
Lovforslaget skal afspejle et tidssvarende børnesyn, der bå-
de i loven og i praksis skal sikre, at barnets eller den unges
perspektiv altid er i fokus og er styrende i både udredningen
af barnets eller den unges behov, i indsatserne og i opfølg-
ningen på barnets trivsel og udvikling, uanset barnets eller
den unges alder.
38
Med lovforslaget skal børn og unge under 18 år med særlige
behov ses i deres egen ret og som selvstændige individer
med egen stemme. Lovforslaget skal derfor sikre, at børns
og unges retssikkerhed prioriteres, og at børn og unge frem-
over skal opleve et børnevenligt system, der møder dem
med en målrettet og sammenhængende indsats, der afspejler
børnenes eller de unges egne ønsker og behov.
Med lovforslaget får børn og unge derfor flere rettigheder,
og lovforslaget skal sikre, at barnets eller den unges ret-
tigheder og barnets eller den unges stemme får større be-
tydning i sagsbehandlingen. Børn og unge skal opleve, at
deres stemme bliver hørt og inddraget i de beslutninger,
der vedrører deres eget liv. Lovforslaget skal derfor bidrage
til at sikre, at børn og unge høres og inddrages, når de
vigtige beslutninger træffes, og at barnets eller den unges
ønsker bliver inddraget i tilrettelæggelsen af indsatsen og i
de mål, som indsatsen skal opnå, og som der skal følges op
på løbende. Lovforslaget skal samtidig sikre, at det aldrig
bliver barnets eller den unges ansvar selv at løse udfordrin-
gerne. Den pligt skal også fremadrettet påhvile de voksne
omkring barnet eller den unge.
Med lovforslaget skal der ske en regelforenkling og en sa-
nering i unødigt bureaukratiske proceskrav. Der skal være
større fleksibilitet i reglerne, så proceskravene til sagsbe-
handlingen i højere grad afspejler behovet i den enkelte
sag. De ændrede regler skal sikre, at tid og ressourcer først
og fremmest prioriteres til de mest komplekse sager, og skal
samtidig understøtte, at indsatsen kommer hurtigere i gang.
Lovforslaget skal desuden sikre en bedre og tidligere indsats
til de mest udsatte børn og familier. Familiens problemer,
ressourcer og støttebehov skal belyses grundigt, så børn og
forældre får den rette indsats i tide og kvaliteten i sagsbe-
handlingen styrkes. Lovforslaget skal sikre, at børnene bli-
ver set og grebet af systemet, så de får den rette hjælp i tide.
Med lovforslaget samles reglerne om støtte og hjælp til børn
og unge med behov for særlig støtte ét sted, uanset om
støttebehovet har afsæt i sociale problemer, en funktionsned-
sættelse hos barnet eller andre sociale udfordringer.
Med lovforslaget sker der samtidigt et opgør med stigmati-
serende sprogbrug, så børn og unge ikke får det indtryk, at
de er et problem, der skal løses.
2. Baggrund
Kommunerne har gennem de seneste år haft et stort fokus på
at styrke den forebyggende hjælp til børn, unge og familier
med behov for særlig støtte. Det har betydet, at omfanget af
kommunernes forebyggende indsatser til børn og unge mel-
lem 0 og 22 år er steget. Denne udvikling er der ønske om
at fortsætte, så der sættes ind med tidlige og forebyggende
indsatser over for børn, unge og familier, når det er den rette
løsning.
Samtidig er der behov for at styrke indsatsen over for de
mest udsatte børn og unge, som i dag hjælpes for sent og for
dårligt. I 2019 var der ifølge Social- og Ældreministeriets
egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata ca.
1.900 børn og unge, der fik iværksat en anbringelse uden for
hjemmet for første gang. Omkring 230 af disse børn og unge
var 16 år, da anbringelsen blev iværksat, hvor der var om-
kring 30 førstegangsanbringelser blandt henholdsvis 1-, 2-,
og 3-årige. Der var således omkring syv gange så mange 16-
årige som 1-årige, 2-årige eller 3-årige førstegangsanbragte i
2019.
Der kan være mange årsager til, at et barn eller en ung
anbringes uden for hjemmet, men ofte kommer børnene og
de unge fra et hjem med betydelige udfordringer. I perioden
2015 til 2019 er omkring 80 pct. af førstegangsanbragte
børn og unge i alderen 0-11 år, ifølge sagsbehandlernes regi-
streringer til Danmarks Statistik, blevet anbragt på grund af
indikationer på omsorgssvigt fra forældrene eller anden be-
kymrende adfærd hos forældrene, herunder f.eks. misbrugs-
problemer. For de 12-17-årige gælder det knap 60 pct. ifølge
sagsbehandlernes registreringer.
Der er forud for en afgørelse om anbringelse uden for hjem-
met ofte et længere forløb med forebyggende indsatser eller
foranstaltninger, hvor der eksempelvis er ydet støtte i form
af familiebehandling eller støtte i hjemmet. Hvis der ses på
børn og unge, der anbringes for første gang, havde omkring
80 pct. af alle førstegangsanbragte børn og unge i alderen
3-17 år i 2018 modtaget mindst én forebyggende indsats
eller foranstaltning på et tidspunkt i årene forud for deres
anbringelse, ifølge Social- og Ældreministeriets egne bereg-
ninger på Danmarks Statistiks registerdata. For de første-
gangsanbragte 12-14-årige, som har modtaget forebyggende
indsatser eller foranstaltninger forud for anbringelsen, har
knap 60 pct. modtaget en forebyggende indsats eller foran-
staltning allerede i 2014 eller 2015.
Regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Dansk Folke-
parti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedsli-
sten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Alter-
nativet og Kristendemokraterne indgik derfor i maj 2021
aftalen om Børnene Først.
Det er ønsket med aftalen at give alle børn ret til at vokse op
i en tryg og kærlig familie. Med aftalen om Børnene Først er
målet, at alle børn med behov for støtte skal have den rette
hjælp i tide – og for de mest udsatte børn og unge, hvor den
rette hjælp er en anbringelse, skal børnene have et nyt hjem,
og det skal ske tidligere end i dag.
Grundlaget for aftalen er derfor, at en ny, samlet børnelov
skal taget afsæt i et tidssvarende børnesyn, som indebærer at
børn og unge ses i deres egen ret, at børn og unge får flere
rettigheder, og at barnets eller den unges stemme tillægges
større betydning både i sagsbehandlingen og de indsatser,
der sættes i gang over for det enkelte barn eller den enkelte
unge, så barnet eller den unge oplever et mere børnevenligt
system.
Aftalepartierne ønsker med aftalen Børnene Først også at
39
stå på de gode erfaringer fra frikommuneforsøgene på bør-
neområdet, hvor sagsbehandlere og familier har oplevet, at
større fleksibilitet i proceskravene har været med til at sikre
tættere og hyppigere dialog med familierne og en kortere vej
fra bekymring til at der iværksættes indsats over for barnet,
den unge eller familien.
Aftalen om Børnene Først indebærer derfor også, at reglerne
på børneområdet skal forenkles, og at der skal gøres op
med unødigt bureaukratiske proceskrav, med udgangspunkt
i, at det faglige skøn skal vejer tungere, at der bliver større
fleksibilitet i reglerne og dermed bedre mulighed for at prio-
ritere ressourcerne til de komplekse sager, og at der i højere
grad tages afsæt i det enkelte barns eller den enkelte unges
ønsker og behov, med afsæt i de erfaringer, der er indhentet i
frikommuneforsøgene på børneområdet.
Med afsæt i erfaringerne herfra og resultaterne fra kulegrav-
ningen fra februar 2021 af reglerne på området for udsatte
børn og unge, der blev gennemført i samarbejde med KL,
er der i udarbejdelsen af barnets lov taget afsæt i tre grund-
læggende principper, der skal sikre afbureaukratisering og
regelforenkling og dermed understøtte, at barnets lov sikrer
en tidligere hjælp og styrker indsatsen over for børn og
unge:
1. Mere fleksible krav til udredning af barnets eller den
unges behov, så tidsforbruget flyttes fra lange udred-
ningsforløb til hurtigere igangsættelse af indsats og op-
følgning på barnets trivsel og udvikling.
2. Mere rum til socialfaglige vurderinger ved at gøre
proceskravene i loven fleksible, og så kravene til sags-
behandlingen i højere grad afspejler barnets eller den
unges behov i den enkelte sag og barnet eller den unge
og familien oplever at den nødvendige indsats sættes
hurtigere i gang.
3. Strukturen i loven skal understøtte et dynamisk sags-
forløb, og kortere bestemmelser skal sikre overskuelig-
heden og gøre bestemmelserne nemmere at forstå.
3. Lovforslagets indhold
3.1. Formål og anvendelsesområde
3.1.1. Gældende ret
Serviceloven danner i dag rammen om de regler, som regu-
lerer indsatser til børn og unge, der har et særligt behov for
støtte på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller særlige sociale problemer, og deres familier.
Det generelle formål med servicelovens bestemmelser frem-
går af servicelovens §§ 1 og 2, som rammesætter formålet
med den samlede servicelov, herunder både bestemmelserne
målrettet børn og unge og bestemmelserne målrettet voksne
med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige
sociale problemer, samt af § 46, der alene omhandler for-
målet med de bestemmelser, som alene regulerer indsatser
målrettet børn og unge med behov for særlig støtte.
3.1.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Social- og Ældreministeriet finder det hensigtsmæssigt, at
reglerne om indsatser målrettet børn og unge med behov for
særlig støtte samles i en ny, selvstændig hovedlov - barnets
lov. Ministeriet finder, at barnets lov skal danne rammen
om alle støttebestemmelser målrettet børn og unge og deres
familier, uanset om støttebehovet har afsæt i sociale proble-
mer, en funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge eller
andre sociale udfordringer.
Social- og Ældreministeriet finder derfor, at alle støttebe-
stemmelser målrettet børn og unge og deres familier bør
samles i barnets lov, og at der samtidigt bør indføres en ræk-
ke nye bestemmelser, primært målrettet børn og unge med
behov for særlig støtte, herunder anbragte børn og unge. So-
cial- og Ældreministeriet finder, at der i den forbindelse
vil være behov for at videreføre og tilpasse de formålsbe-
stemmelser, som i dag danner rammen for indsatserne til
målgruppen efter serviceloven.
Formålsbestemmelserne vil skulle synliggøre, at hjælp og
støtte efter den foreslåede barnets lov altid vil skulle tage
afsæt i barnets perspektiv, ressourcer og behov, med henblik
på at sikre barnets eller den unges bedste. Formålsbestem-
melserne bør endvidere ses i sammenhæng med bestemmel-
serne i det foreslåede kapitel 2 i barnets lov, som omhandler
barnets rettigheder.
Formålsbestemmelserne findes endvidere at skulle medvirke
til at sikre, at hjælp og støtte gives ud fra en konkret og
individuel vurdering af det enkelte barns eller den enkelte
unges og familiens samlede forhold.
Endvidere bør formålsbestemmelserne tydeliggøre, at hjælp
og støtte vil skulle være tidlig og helhedsorienteret og vil
skulle omfatte både forebyggende indsatser og hjælp og
støtte med henblik på at imødekomme og kompensere for
konkrete udfordringer hos barnet eller den unge eller lette
hverdagen for barnet, den unge eller familien.
Herudover finder ministeriet også, at formålsbestemmelser-
ne vil skulle medvirke til at tydeliggøre, at hjælp og støtte
efter den foreslåede barnets lov vil skulle tilrettelægges med
henblik på at understøtte læring, udviklingsmuligheder, livs-
kvalitet i form af trivsel og sundhed samt mulighederne for
en selvstændig tilværelse for børn og unge med behov for
særlig støtte og deres familier.
Herudover bør formålsbestemmelserne være med til at tyde-
liggøre, at det ikke må blive barnets eller den unges ansvar
at løse de udfordringer, der følger af social udsathed eller
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Den pligt vil skul-
le påhvile de voksne omkring barnet eller den unge. Det
vil derfor være et væsentligt mål med den hjælp og støtte,
som vil skulle ydes efter den foreslåede barnets lov at sikre,
at rammerne herfor er til stede ved at barnet, den unge og
familien får den hjælp, de har brug for, for at kunne sikre
barnet eller den unge en god og tryg opvækst.
Ministeriet finder således at formålsbestemmelserne under
ét vil skulle medvirke til at skabe rammerne for en god og
40
rettidig og helhedsorienteret indsats til børn og unge med
behov for særlig støtte og deres familier, med afsæt i en
grundig belysning af barnets, den unges og familiens proble-
mer, ressourcer og støttebehov.
Samlet set bør de nye formålsbestemmelser medvirke til at
understøtte, at børn og unge med behov herfor får den hjælp,
støtte, omsorg og beskyttelse, som de har behov for, med
henblik på at sikre at alle børn og unge får gode og trygge
opvækstvilkår.
3.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der indsættes et indledende kapitel med tre
bestemmelser i barnets lov, som tilsammen skal fastsætte an-
vendelsesområdet for samt det generelle formål med ydelser
og indsatser efter barnets lov.
De foreslåede bestemmelser i formålskapitlet vil indholds-
mæssigt i vidt omfang være en videreførelse af de relevante
formålsbestemmelser i servicelovens § 1, 2 og 46, men vil
være tilpasset den nye, afgrænsede målgruppe.
Herudover er de foreslåede formålsbestemmelser sprogligt
opdateret, blandt andet som følge af at der vil være tale
om sammenskrivning af forskellige, delvist overlappende
formålsbestemmelser fra serviceloven samt som følge af,
at den foreslåede barnets lov vil indeholde en række nye
bestemmelser, som foreslås indført med afsæt i den politiske
aftale om Børnene Først.
3.2. Barnets rettigheder og grundlæggende principper
3.2.1. Gældende ret
Serviceloven rummer i dag en række bestemmelser om bar-
nets rettigheder og om grundlæggende principper for kom-
munernes forpligtelser i forhold til at tilvejebringe og tilret-
telægge indsatsen for børn og familier med behov for særlig
støtte og i forhold til at inddrage barnet eller den unge og
familien eller netværket i sagsbehandlingen og indsatsen.
Det følger af § 47 i serviceloven, at kommunalbestyrelsen
generelt skal overveje, hvordan der kan ske en systematisk
inddragelse af familie og netværk. Det følger endvidere af
servicelovens § 48, at der skal finde en samtale sted med
barnet eller den unge – en såkaldt børnesamtale – før der
træffes afgørelse efter en række konkrete bestemmelser i
serviceloven. Det drejer sig bl.a. om afgørelser om indsatser
efter servicelovens §§ 52 eller 58, afgørelse om undersøgel-
se uden samtykke efter § 51, afgørelser hjemgivelse efter §
68, samt afgørelser om samvær og kontakt efter § 71.
Efter servicelovens § 48 a, har et barn eller en ung, hvis sag
behandles efter serviceloven, på ethvert tidspunkt af sagens
behandling ret til at lade sig bistå af andre. Formålet med
barnets eller den unges ret til en bisidder er at understøtte
barnet eller den unge i at udleve de rettigheder, som barnet
eller den unge har i forbindelse med sagens behandling,
herunder i forhold til kommunalbestyrelsens pligt til at ind-
drage barnets eller den unges holdning.
Servicelovens § 3 fastslår, at det er kommunalbestyrelsen,
der træffer afgørelse om tilbud efter serviceloven.
Kommunalbestyrelsens forpligtelser er derudover bl.a. fast-
sat i servicelovens § 146, hvoraf det følger, at kommunalbe-
styrelsen skal føre tilsyn med de forhold, hvorunder børn
og unge under 18 år samt vordende forældre i kommunen
lever. Kommunalbestyrelsen skal føre sit tilsyn på en sådan
måde, at kommunen så tidligt som muligt kan få kendskab
til tilfælde, hvor der må antages at være behov for særlig
støtte til et barn eller en ung under 18 år, eller hvor det må
antages, at der kan opstå et behov for særlig støtte til et barn
umiddelbart efter fødslen.
Efter servicelovens § 11 skal kommunalbestyrelsen tilrette-
lægge en indsats, der sikrer sammenhæng mellem kommu-
nens generelle og forebyggende arbejde og den målrettede
indsats over for børn og unge med behov for særlig støt-
te. Kommunalbestyrelsen skal endvidere efter servicelovens
§ 4 sørge for, at der er de nødvendige tilbud efter servicelo-
ven. Det kan enten være egne tilbud eller ske ved samarbej-
de med andre kommuner, regioner eller private tilbud.
Kommunalbestyrelsen skal jf. servicelovens § 19 sørge for,
at de opgaver og tilbud, der omfatter børn, unge og deres
familier, udføres i samarbejde med forældrene og på en
sådan måde, at det fremmer børns og unges udvikling, triv-
sel og selvstændighed. Dette gælder både ved udførelsen af
det generelle og forebyggende arbejde og ved den målrette-
de indsats over for børn og unge med nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne eller med et andet særligt behov for
støtte.
Kommunalbestyrelsen skal i den forbindelse, jf. § 19, stk.
2, udarbejde en sammenhængende børnepolitik, der har til
formål at sikre sammenhængen mellem det generelle og
forebyggende arbejde og den målrettede indsats over for
børn og unge med behov for særlig støtte. Den sammen-
hængende børnepolitik skal udformes skriftligt, vedtages af
kommunalbestyrelsen og offentliggøres.
Efter § 19, stk. 3, skal kommunalbestyrelsen sørge for, at
den indsats, der iværksættes efter serviceloven over for børn
og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller
med et andet særligt behov for støtte, sættes i sammenhæng
med den indsats, der iværksættes over for de samme børn og
unge efter anden lovgivning.
Kommunalbestyrelsen har endvidere en særlig forpligtelse
i forhold til at beskytte børn og unge mod overgreb. Kom-
munalbestyrelsen skal således, jf. § 19, stk. 4, udarbejde et
beredskab til forebyggelse, tidlig opsporing og behandling
af sager om overgreb mod børn og unge. Beredskabet skal
udformes skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og of-
fentliggøres. Kommunalbestyrelsen skal revidere beredska-
bet løbende efter behov, dog med maksimalt 4 års interval.
41
Endelig er kommunalbestyrelsen forpligtet til at sikre bru-
gerinddragelse og samarbejde med civilsamfundet. Efter ser-
vicelovens § 16 skal kommunalbestyrelsen således sørge
for, at brugerne af tilbud efter serviceloven får mulighed
for at få indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af
tilbuddene. Det følger dertil af servicelovens § 18, at kom-
munalbestyrelsen skal samarbejde med frivillige sociale or-
ganisationer og foreninger. Der skal i den forbindelse årligt
afsættes et beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde, og
rammerne for samarbejdet fastlægges af den enkelte kom-
munalbestyrelse.
3.2.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Ministeriet finder, at barnets lov bør afspejle et tidssvarende
børnesyn, hvor barnet eller den unge er til i sin egen ret,
og hvor der lægges afgørende vægt på barnets eller den
unges perspektiv og synspunkter i både sagsbehandlingen
og i tilrettelæggelsen af indsatsen.
Det er ministeriets opfattelse, at hvis barnet eller den unge
reelt skal være inddraget i beslutninger vedrørende barnets
eller den unges eget liv, så skal inddragelsen ske løbende
frem for på de faste nedslagspunkter, som de gældende
regler om børnesamtale lægger op til. Ministeriet finder i
den forbindelse, at de gældende regler om retten til at lade
sig bistå skal videreføres med barnets lov, således at barnet
eller den unge støttes i udøvelsen af de rettigheder, som
barnet eller den unge får med barnets lov, herunder retten til
løbende inddragelse.
Ministeriet er imidlertid opmærksom på, at ansvaret aldrig
må blive lagt over på barnet eller den unge. Børn skal have
lov til at være børn, og udsatte børn og unge skal mødes
af et børnevenligt system, der lytter til deres ønsker og hold-
ninger, og som bærer ansvaret for at handle på dem.
Ministeriet finder, at mens barnets eller den unges ønsker
skal inddrages og være styrende i forhold til sagsbehandlin-
gen og indsatsen, så skal det fortsat være kommunalbesty-
relsens ansvar at foretage den faglige vurdering af barnets
eller den unges behov og træffe de nødvendige beslutninger
og afgørelser på denne baggrund.
Derfor finder ministeriet, at det også fremadrettet skal være
kommunalbestyrelsen, der skal være ansvarlig for at tilveje-
bringe den rette hjælp til børn og unge og deres familier,
med behov for særlig støtte, herunder på grund af nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for støtte. Mi-
nisteriet finder i den forbindelse, at tilsynsforpligtelsen også
fremadrettet skal tilfalde kommunalbestyrelsen i forhold til
de børn og unge, der opholder sig i kommunen, og i forhold
til at sikre, at der er de nødvendige tilbud i kommunen.
3.2.3. Den foreslåede ordning
Med lovforslaget foreslås at fastsætte en række grundlæg-
gende rettigheder for barnet og den unge, med behov for
særlig støtte og herunder et barn eller en ung med nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne, og som derfor kan have
behov for støtte og hjælp efter lovens bestemmelser.
Disse grundlæggende rettigheder for børn og unge med be-
hov for særlig støtte skal afspejle et tidssvarende børnesyn,
der samlet set skal sikre, at barnet eller den unge med behov
for hjælp efter barnets lov sættes i centrum af myndigheder-
ne og de voksne omkring dem.
Med et tidssvarende børnesyn menes, at barnet og den unge
sættes i centrum og anerkendes som selvstændige individer
med egne holdninger, ønsker og perspektiver på deres liv og
forhold, og i kraft heraf skal have ret til inddragelse og til at
få indflydelse på de forhold, der vedrører dem.
Det tidssvarende børnesyn skal samtidig sikre, at børn og
unge ses som forskellige fra voksne og fra hinanden. Endvi-
dere skal retten til inddragelse sikre barnet eller den unges
indflydelse i eget børneforløb og modvirke og mindske gra-
den af udsathed.
I mødet og dialogen med myndigheder, fagprofessionelle og
andre voksne i sager om støtte efter denne lov skal barnet el-
ler den unge således kunne forvente, at disse grundlæggende
rettigheder iagttages og respekteres.
Det vil samtidig stille krav til myndighedernes tilrettelæg-
gelse og behandling af sager om hjælp og støtte efter lo-
ven. Den foreslåede bestemmelse i § 5 skal derfor ses i tæt
samspil med de foreslåede bestemmelser i §§ 7 og 8, som
fastsætter det ansvar, de voksne omkring barnet eller den un-
ge har i forhold til at sikre barnets bedste, og det ansvar de
påhviler kommunalbestyrelsen i relation til at sikre medvir-
ken og inddragelse af barnet og den unge ved behandlingen
af sager efter denne lov.
3.3. Kommunalbestyrelsens og Regionsrådets forpligtelser
3.3.1. Gældende ret
Myndighedsansvaret i forhold til børn og unge og deres
familier ved tildeling af sociale ydelser efter serviceloven
ligger i dag hos kommunalbestyrelsen. Det er således kom-
munalbestyrelsen, der træffer afgørelser om sådanne tilbud
efter serviceloven, medmindre andet fremgår direkte af lo-
ven.
Kommunalbestyrelsens myndighedsansvar betyder, at børn
og unge og deres familier kun skal henvende sig ét sted
for at få hjælp, idet der kun er én myndighed, der har an-
svaret for alle tilbud på socialområdet. Dette giver også en
styrkelse af borgerens retssikkerhed, fordi ansvaret for alle
afgørelser og tilbud til borgeren er samlet et sted.
Udgangspunktet for kommunalbestyrelsens administration
af serviceloven er endvidere, at kommunalbestyrelsens afgø-
relser skal iværksættes straks efter, at disse er truffet. Denne
pligt til at iværksætte en afgørelse straks følger ikke direkte
af serviceloven i dag, men fremgår af vejledning nr. 9347
af 28. marts 2017 om servicelovens formål og generelle
42
bestemmelser i loven, som afspejler gældende praksis på
socialområdet.
3.3.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Social- og Ældreministeriet finder, at det er hensigtsmæssigt
med en uændret klar og entydig ansvarsfordeling i barnets
lov, hvorefter det er kommunalbestyrelsen, der træffer af-
gørelser om tilbud efter loven, medmindre andet fremgår
direkte af loven.
Kommunalbestyrelsens myndighedsansvar skal samtidig
sikre, at børn og unge og deres familier, der har behov for
en socialfaglig indsats, får de nødvendige tilbud og anden
hjælp i deres nærmiljø, og i sammenhæng med de almindeli-
ge tilbud i kommunen.
Børn og unge og deres familier med behov for en social-
faglig indsats befinder sig typisk i en sårbar situation. Det
er derfor afgørende, at kommunalbestyrelsens afgørelser
iværksættes hurtigst muligt, så barnet eller den unge kan
få den nødvendige hjælp og støtte de har behov for, og det
undgås, at situationen forværres, og barnet eller den unge
kommer i stigende mistrivsel. Social- og Ældreministeriet
finder, at der er behov for at tydeliggøre kommunalbestyrel-
sens eksisterende pligt til at iværksætte en afgørelse efter
loven straks efter, at denne er truffet, ved at lade pligten
fremgå direkte af loven, og ikke alene følge af gældende
vejledningstekst.
3.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i § 10 fastsættes en videreførelse af
den gældende retstilstand, hvorefter myndighedsansvaret i
forhold til børn og unge og deres familier ved tildeling af
sociale ydelser efter barnets lov ligger hos kommunalbesty-
relsen. Det vil således være kommunalbestyrelsen, der træf-
fer afgørelser om sådanne tilbud efter denne lov, medmindre
andet fremgår direkte af loven.
Det foreslås endvidere, at kommunalbestyrelsens forpligtel-
se til at iværksætte en afgørelse efter loven straks efter, at
denne er truffet tydeliggøres ved at anføre denne eksplicit
i loven med det formål at sikre en skærpet opmærksomhed
herpå. Tydeliggørelsen vil ikke indebære ændringer i omfan-
get eller indholdet af forpligtelsen ift. gældende retstilstand,
som dermed foreslås videreført uændret.
3.4. Afdækning og undersøgelse af barnets behov
3.4.1. Gældende ret
Afdækning af støttebehov hos børn, unge og vordende for-
ældre er i dag reguleret i servicelovens § 50, der fastsætter
regler om en såkaldt børnefaglig undersøgelse.
Bestemmelsen omfatter afdækning af støttebehovet forud
for iværksættelse af støtteforanstaltninger efter servicelo-
vens § 52 som f.eks. praktisk, pædagogisk eller anden støt-
te i hjemmet, familiebehandling eller anbringelse uden for
hjemmet. Endvidere skal der være foretaget en børnefaglig
undersøgelse forud for godkendelse af hjemmetræning efter
servicelovens § 32.
Iværksættelse af tidligt forebyggende indsatser efter service-
lovens § 11 eller handicapkompenserende støtte til børn og
unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller indgribende kroniske eller langvarig li-
delse efter serviceloven forudsætter ikke gennemførelse af
en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50. I disse
tilfælde finder sagsoplysningen sted efter de almindelige
forvaltningsretlige grundsætninger herom samt efter regler-
ne i lov om retssikkerhed og administration på det socia-
le område om sagsoplysning, borgerinddragelse, notatpligt
m.v.
Endelig indeholder servicelovens § 32, stk. 2, en særlig
regel om udredning i forhold til visse børn og unge med
fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Bemyndigelsen er
udmøntet i §§ 1 i bekendtgørelse nr. 717 af 9. juni 2016
om hjælp til børn og unge, der på grund af betydelig og
varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov
for hjælp eller særlig støtte.
Efter servicelovens § 50, stk. 1, 1. pkt., skal kommunalbe-
styrelsen undersøge barnets eller den unges forhold, hvis det
må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte,
herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktions-
evne.
Det fremgår servicelovens § 50, stk. 1, 2. pkt., at den børne-
faglig undersøgelse, gennemføres så vidt muligt i samarbej-
de med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er
fyldt 15 år.
Bestemmelsen betyder, at udgangspunktet for gennemførel-
sen af en børnefaglig undersøgelse er, at kommunalbesty-
relsen aktivt skal søge at opnå dialog og samarbejde med
forældrene om undersøgelsen. Ifølge bemærkninger til be-
stemmelsen har kommunalbestyrelsen dog mulighed for at
gennemføre undersøgelsen i de særlige tilfælde, hvor det
ikke er muligt at indlede et positivt samarbejde med foræl-
dremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år,
samt i de tilfælde, hvor dette vil være særligt besværligt el-
ler meget tidskrævende f.eks. hvis den ene af forældremyn-
dighedsindehavernes bopæl ikke er kendt af myndighederne,
og vedkommende ikke har kontakt med barnet, eller hvis
forældremyndighedsindehaveren afviser eller ikke besvarer
kommunalbestyrelsens forsøg på dialog. Der henvises til jf.
Folketingstidende 2009-10, A, L 178 som fremsat, s. 44.
Undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt, som forhol-
dene tillader, og må ikke være mere omfattende, end formå-
let tilsiger, jf. servicelovens § 50, stk. 1, 3. pkt.
Under hensyn til den belastning, som en undersøgelse kan
udgøre for familien og barnet eller den unge, er det centralt,
at undersøgelsen ikke bliver mere vidtgående end nødven-
digt. Derfor må det løbende i undersøgelsen vurderes, hvor
vidtgående den skal være, herunder hvilke oplysninger der
er brug for i den konkrete sag. I relation hertil må det
43
vurderes, hvilke oplysninger der skal indhentes, og det må
afklares, hvilke oplysninger kommunalbestyrelsen allerede
har om den unge. Reglen indebærer desuden, at kommunal-
bestyrelsen skal sørge for, at forældrene og barnet eller den
unge er informeret om undersøgelsens formål og forløb.
Det fremgår af servicelovens § 50, stk. 2, at kommunalbe-
styrelsens undersøgelse skal anlægge en helhedsbetragtning,
der, medmindre konkrete forhold betyder, at et eller flere
af nedenstående forhold ikke er relevante i forhold til det
pågældende barn eller den unge, skal omfatte barnets
eller den unges udvikling og adfærd, familieforhold, skole-
forhold, sundhedsforhold, fritidsforhold og venskaber samt
andre relevante forhold.
Med henblik på at kommunen i højere grad skal arbejde
bredt og helhedsorienteret og fokusere på de ressourcer, som
kan bidrage til at løse problemerne skal undersøgelsen som
udgangspunkt omfatte de nævnte forhold. Kommunalbesty-
relsen skal dog i den konkrete sag vurdere, hvorvidt og i
hvilket omfang hvert enkelt af bestemmelsens 6 punkter er
relevant at undersøge for det enkelte barn eller ung.
F.eks. vil punktet skoleforhold ikke være relevant for et barn
under den skolepligtige alder, ligesom den børnefaglige un-
dersøgelse ikke nødvendigvis kræver indhentning af oplys-
ninger om fritidsforhold og venskaber fra mange forskellige
kilder, hvis ressourcer og problemer vurderes belyst tilstræk-
keligt på baggrund af f.eks. forældrenes og barnet eller den
unges eller skolelærerens udtalelser. Kommunalbestyrelsen
skal i sin undersøgelse kort begrunde, hvorfor et forhold
ikke indgår i undersøgelsen.
Som led i undersøgelsen skal der finde en samtale sted med
barnet eller den unge. jf. servicelovens § 50, stk. 3. Sam-
talen kan undlades, i det omfang barnets eller den unges
modenhed eller sagens karakter i afgørende grad taler imod
samtalens gennemførelse. Kan samtalen ikke gennemføres,
skal oplysninger om barnets eller den unges synspunkter
søges tilvejebragt. Samtalen kan finde sted uden samtykke
fra forældremyndighedens indehaver og uden dennes tilste-
deværelse, når hensynet til barnets eller den unges bedste
taler herfor.
I sin undersøgelse skal kommunalbestyrelsen afdække res-
sourcer og problemer hos barnet, familien og netværket, jf. §
50, stk. 4, 1. pkt.
For unge, der er fyldt 15 år, skal undersøgelsen afdække de
særlige forhold, der skal indgå ved valg af indsats for denne
aldersgruppe, jf. servicelovens § 50, stk. 4, 2. pkt.
Kommunen skal således, når der iværksættes foranstaltnin-
ger efter servicelovens § 52 for unge over 15 år, være
opmærksom på, at de som udgangspunkt alene skal iværk-
sættes i en forholdsvis kort periode sammenlignet med for-
anstaltninger over for mindre børn. Kommunen bør derfor
overveje, om der allerede på tidspunktet for foranstaltnin-
gens iværksættelse kan være behov for foranstaltninger ud
over det fyldte 18. år, jf. servicelovens §§ 76 og 76 a, og i
givet fald hvilke. Dette kan fremgå af den unges handleplan.
Kommunalbestyrelsen skal som led i undersøgelsen inddra-
ge de fagfolk, som allerede har viden om barnets eller den
unges og familiens forhold, jf. servicelovens § 50, stk. 5,
1. pkt. Dette kan ske ved at inddrage sundhedsplejersker,
pædagoger, psykologer, lærere eller andre, jf. servicelovens
§ 50. stk. 5, 2. pkt.
Hvis det er nødvendigt, skal kommunen lade barnet eller
den unge undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog,
jf. servicelovens § 50, stk. 5, 3. pkt. Iværksætter kommunen
en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindeha-
veren, skal undersøgelsen foretages af en autoriseret psyko-
log, jf. servicelovens § 50, stk. 5, 4. pkt.
Eventuelle psykologiske undersøgelser af forældremyndig-
hedsindehaveren, som måtte blive iværksat som led i en
børnefaglig undersøgelse, skal således foretages af en auto-
riseret psykolog, der er underlagt Psykolognævnets tilsyn og
tilsynsforanstaltninger og de særlige pligter for autoriserede
psykologer, som følger af psykologloven.
Det er kommunen, som vurderer, om der er behov for at
iværksætte en psykologisk undersøgelse af forældremyndig-
hedsindehaveren som led i den børnefaglige undersøgelse.
En børnefaglig undersøgelse, herunder også en eventuel
psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehave-
ren, der iværksættes som led i en børnefaglig undersøgelse,
skal så vidt muligt gennemføres i samarbejde med foræl-
dremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15
år. Borgeren skal efter § 4 i lov om retssikkerhed og admi-
nistration på det sociale område have mulighed for at med-
virke ved behandlingen af sin sag, og kommunalbestyrelsen
skal tilrettelægge behandlingen af sagerne på en sådan må-
de, at borgeren kan udnytte denne mulighed. Dette gælder
også ved iværksættelse af en børnefaglig undersøgelse og
herunder ved eventuelle psykologiske undersøgelser af for-
ældremyndighedsindehaveren, som kommunen iværksætter
som led heri.
Den børnefaglige undersøgelse skal resultere i en begrundet
stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foran-
staltninger, og i bekræftende fald af hvilken art disse bør
være, jf. servicelovens § 50, stk. 6, 1. pkt.
Hvis der er iværksat foranstaltninger sideløbende med, at
undersøgelsen gennemføres, skal der desuden tages stilling
til, om disse foranstaltninger skal videreføres, jf. servicelo-
vens § 50, stk. 6, 2. pkt.
Det skal sikre dels, at iværksat foreløbig eller akut støtte
ikke automatisk videreføres, uden at der foretages en vurde-
ring af, om den umiddelbare vurdering af barnets behov for
støtte bakkes op af resultaterne af den børnefaglige undersø-
gelse. Dels, at der i beslutningen om, hvilken konkret støtte
der skal iværksættes, tages højde for, at barnet eller den
unge allerede er inde i et støtteforløb, som det kan være hen-
44
sigtsmæssigt at fortsætte, hvis det fortsat vurderes at opfylde
barnets eller den unges behov. Formålet hermed er at sikre,
at barnet eller den unge modtager den støtte, som modsvarer
de behov, der er afdækket i den børnefaglige undersøgelse.
Der skal være oplysninger om, hvordan forældremyndig-
hedsindehaveren og barnet eller den unge stiller sig til for-
anstaltningerne, og om de forhold i familien eller i dennes
omgivelser, som kan bidrage til at klare vanskelighederne,
jf. servicelovens § 50, stk. 6, 3. pkt.
Servicelovens 50, stk. 7, fastsætter regler om tidsfrister for
undersøgelsens gennemførelse. Det fremgår således, at ser-
vicelovens § 50, stk. 7, 1. pkt., at den børnefaglige undersø-
gelse skal afsluttes senest 4 måneder efter, at kommunalbe-
styrelsen bliver opmærksom på, at et barn eller en ung kan
have behov for særlig støtte.
En undersøgelse må anses for at være afsluttet, når kommu-
nen har forholdt sig til de forhold, der fremgår af servicelo-
vens § 50, stk. 2 og 3, og der, jf. servicelovens stk. 6, er
udarbejdet en begrundet stillingtagen til, om der skal iværk-
sættes foranstaltninger. Undersøgelsen bør altid udarbejdes
hurtigst muligt.
Hvis undersøgelsen undtagelsesvis ikke kan afsluttes inden
4 måneder, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en forelø-
big vurdering og snarest herefter afslutte undersøgelsen, jf.
servicelovens § 50, stk. 7, 2. pkt.
Forhold, som kommunen ikke har indflydelse på, kan så-
ledes i særlige tilfælde betyde, at undersøgelsen ikke kan
afsluttes endeligt inden for 4 måneder, f.eks. i tilfælde, hvor
der er længere ventetid i forbindelse med undersøgelser hos
specialister. I disse tilfælde skal kommunen foretage en fo-
reløbig vurdering af barnets eller den unges situation inden
for de 4 måneder og snarest herefter afslutte undersøgelsen.
Under alle omstændigheder skal kommunen altid tage stil-
ling til, om der er et akut behov for foranstaltninger, uanset
om undersøgelsen er afsluttet.
I forbindelse med undersøgelsen skal kommunalbestyrelsen
vurdere, om der skal foretages en undersøgelse af eventuelle
andre børn i familien. En undersøgelse kan gennemføres
som én samlet undersøgelse for flere børn i familien, dog
således at der tages højde for børnenes individuelle
forhold. Der henvises til afsnit 3.5.1.
Servicelovens § 50, stk. 9, 1. pkt., fastsætter, at hvis det må
antages, at der kan opstå et behov for særlig støtte til et
barn umiddelbart efter fødslen, skal kommunen undersøge
de vordende forældres forhold nærmere.
Det fremgår af forarbejderne, at formålet med bestemmelsen
er at sikre en tidlig, grundig og målrettet indsats over for de
problemer og udfordringer, der måtte være i en familie, jf.
Folketingstidende 2006-07, tillæg A, s. 4548. Undersøgelsen
skal danne grundlaget både for et eventuelt valg af forebyg-
gende foranstaltning og for en anbringelse fra fødslen, hvis
det skulle vise sig nødvendigt af hensyn til barnets fortsatte
mulighed for trivsel og udvikling.
Bestemmelsen gør det således at muligt at gennemføre en
undersøgelse efter servicelovens § 50 før fødslen med hen-
blik på at sikre en grundig og nuanceret afdækning af de
konkrete udfordringer og problemstillinger i familien på et
tidligt tidspunkt, så den rigtige og tilstrækkelige foranstalt-
ning kan vælges fra starten. En grundig undersøgelse af
forholdene i hjemmet og familien, så man kan få et grundigt
indblik i, hvori problemerne består, er forudsætningen for at
iværksætte den rigtige indsats, uanset om det er efter regler-
ne i lov om social service eller efter et andet regelsæt, som
f.eks. sundhedsloven. Undersøgelsen skal afdække både res-
sourcerne og problemerne i familien, og den skal komme
rundt om familiens samlede situation, så det bliver muligt at
tilbyde den rette hjælp til familien.
Kommunen skal i forbindelse med undersøgelsen indhente
oplysninger fra de fagfolk, der er i kontakt med familien,
både i forhold til eventuelt ældre søskende og i forhold til
forældrenes egne forhold.
Betegnelsen vordende forældre omhandler både gravide en-
lige kvinder, gifte og samlevende par, uanset om der er tale
om den biologiske (genetiske) far. Der henvises til Folke-
tingstidende 2006-07, s. 4555.
Det følger af servicelovens § 50, stk. 9, 2. pkt., at under-
søgelsen af de vordende forældres forhold så vidt muligt
gennemføres i samarbejde med de vordende forældre. Be-
stemmelsen indebærer, at undersøgelse af de vordende for-
ældre så vidt muligt skal gennemføres i samarbejde med de
vordende forældre, men at der ikke er krav om samtykke fra
vordende forældre til gennemførsel af undersøgelsen. Dette
svarer til, hvad der gælder ved en børnefaglig undersøgelse
efter servicelovens § 50, stk. 1, af et barn eller en ung.
Det følger videre af servicelovens § 50, stk. 9, 3. pkt., ser-
vicelovens § 50, stk. 4-8, finder anvendelse ved en afgørelse
om en undersøgelse af de vordende forældres forhold. Be-
stemmelsen indebærer, at de regler, der gælder for en børne-
fagligundersøgelse af et barn eller en ung, og som er fastsat
i servicelovens § 50, stk. 4-8, også finder anvendelse ved
en undersøgelse af de vordende forældres forhold. For en
beskrivelse af disse bestemmelse, se ovenfor.
Når der er tale om forældre med funktionsnedsættelser, bør
der i forbindelse med undersøgelsen sikres en koordineret
indsats mellem relevante forvaltninger i forhold til at afdæk-
ke, om der er behov for at iværksætte eller justere handicap-
kompenserende foranstaltninger til de vordende forældre. I
forhold til børn eller unge, der på grund af betydelig og
varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov
for hjælp eller særlig støtte, fremgår det af servicelovens
§ 32, stk. 2, at social- og ældreministeren fastsætter nærme-
re regler om samarbejdet med forældre, om inddragelse af
barnet eller den unge, om udredning af barnets eller den
45
unges behov og om fremgangsmåden ved kommunens sags-
behandling.
Bemyndigelsen har sammenhæng til servicelovens § 32, stk.
1, som pålægger kommunalbestyrelsen at træffe afgørelse
om hjælp til børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller
særlig støtte samt fastlægger, at hjælpen kan tilrettelægges
i særlige dagtilbud, jf. stk. 3, i særlige klubtilbud, jf. § 36,
i forbindelse med andre tilbud efter serviceloven eller dagtil-
budsloven eller kan udføres helt eller delvis af forældrene i
hjemmet som hjemmetræning, jf. § 32 a. Det fremgår endvi-
dere af servicelovens § 32 a, stk. 3, 1. pkt., at godkendelse af
hjemmetræning efter servicelovens § 32 a, stk. 1, skal ske på
baggrund af en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens
§ 50. Det bemærkes, at servicelovens § 32, stk. 1 og stk. 3-5
samt servicelovens § 32 a foreslås videreført i barnets lov §§
82, 84-85.
3.4.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Den nuværende udredning af barnet i serviceloven sker ved
den børnefaglige undersøgelse, den såkaldte § 50-undersø-
gelse. I dag er der samme krav til udredning af barnet,
uanset om der er tale om en meget kompleks eller en lettere
problemstilling.
Den børnefaglige undersøgelse kritiseres for, at den ofte er
for lang og kan være medvirkende til at forsinke hjælpen
til barnet unødigt. Ligesom problemerne i mellemtiden kan
vokse sig større og kræve, at mere intensive former for
hjælp og støtte må iværksættes.
Der er bl.a. kritik af, at der med undersøgelsen går alt for
meget tid med passivt skrivebordsarbejde, der ikke giver
den ønskede værdi for barnet, som dermed ikke oplever
at hjælpen kommer i tide. Det kritiseres desuden, at der
bruges uforholdsmæssigt meget tid på udredning i de mindre
komplekse sager, så ressourcerne ikke bruges rigtigt. Det er
også et kritikpunkt, at barnet og familien ofte har en meget
begrænset rolle i udredningen, og ikke føler noget ejerskab
med de nuværende rammer for undersøgelsen. Endeligt kri-
tiseres undersøgelsen for ofte at være meget problemfokuse-
ret fremfor at have fokus på, hvad der skal løses og pege
fremad.
Det er på den baggrund Social- og Ældreministeriets opfat-
telse, at der er behov for nye regler om udredning, som skal
adressere de udfordringer, der i dag er ved den børnefaglige
undersøgelse. Det er samtidig ministeriets opfattelse, at der
er behov for at skabe fælles rammer for sagsoplysningen,
som er anvendelige og relevante for den samlede mængde af
tilbud om hjælp og støtte, som kan iværksættes efter barnets
lov for at imødekomme de individuelle behov hos såvel
socialt udsatte børn og unge som børn og unge med nedsat
funktionsevne samt deres familier. Endelig er det ministeri-
ets opfattelse, at der er behov for at sikre kontinuitet og
stabilitet i sagsbehandlingen for børn og unge i de alvorlige
eller komplekse sager.
Der skal ved udformningen heraf også tages hensyn til be-
hovet for regelforenkling og afbureaukratisering med hen-
blik på at flytte ressourcer fra unødig dokumentation til
arbejdet med barnet og familien. Det handler efter ministeri-
ets opfattelse bl.a. om sikre, at dokumentationskrav afspejler
kompleksiteten og tyngden af barnets behov til gavn for en
hurtigere indsats til barnet. Ligesom der kan være behov for
større frihed til sagsbehandlernes skøn med færre procesreg-
ler.
Det er ministeriet vurdering, at nye undersøgelsesbestem-
melser bør bygge på følgende principper:
– Barnet og familien skal have hjælp langt hurtigere. I dag
går der ofte 4 måneder (som er fristen for den børnefag-
lige undersøgelse i dag) eller længere.
– Barnet og familien skal opleve, at hjælpen kommer med
det samme, og at der handles – det kræver et opgør med
den passive undersøgelsesperiode, der eksisterer i dag.
– Udredningen skal derfor ske samtidig med, at kommu-
nen hjælper barnet og er i kontakt med barn og familie,
så der er tale om aktiv undersøgelsesfase, hvor rådgiver
også lærer barnet at kende.
– For at hjælpen kan komme hurtigere i gang, og sagsbe-
handleren kan bruge tiden bedst muligt, skal der skelnes
tydeligere mellem ”lettere” og ”tunge sager”.
– Barnet skal inddrages bedre i undersøgelsen. Afdækning
af udfordringerne skal derfor ske sammen med barnet og
familien.
– Undersøgelsen skal både afdække ressourcer og udfor-
dringer hos barn og familie.
3.4.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at kommunalbestyrelsen i alle sager, hvor det
må antages, at et barn eller en ung har behov for hjælp og
støtte, skal vurdere, om der er tale om:
– En problemstilling, der ikke kræver yderligere afdæk-
ning af barnets eller den unges støttebehov.
– En problemstilling, der kræver afdækning af et eller fle-
re forhold med betydning for barnets eller den unges
støttebehov.
– En problemstilling, der kræver en undersøgelse af bar-
nets eller den unges støttebehov.
– Den foreslåede ordning vil betyde, at hvis kommunalbe-
styrelsen bliver opmærksom på, at et barn eller en ung
trænger til støtte, f.eks. på baggrund af underretning el-
ler en henvendelse fra barnet, den unge eller forældre,
vil kommunalbestyrelsen skulle foretages en indledende
screening af sagen med henblik på at vurdere behovet
for yderligere sagsoplysning.
Kommunalbestyrelsen vil i vurderingen skulle lægge vægt
på sagens forhold og kompleksitet, herunder om behovet
for hjælp og støtte er helt eller delvist begrundet i nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne. Den foreslåede ordning
vil betyde, at kravene til afdækning og dokumentation af
barnets, den unges eller de kommende forældres støttebehov
vil blive afpasset sagens karakter og kompleksitet i højere
grad, end det er tilfældet i dag.
46
Det foreslås videre, at hvis der er der bekymring for æresre-
laterede konflikter eller negativ social kontrol i forhold til
et barn eller en ung, vil kommunalbestyrelsen have pligt til
at foretage en risikovurdering, inden forældre og netværk
inddrages i sagen. Den foreslåede ordning vil indebære, at
kommunen, i sager hvor der er indikationer på eventuelle
æresrelaterede konflikter, f.eks. tvangsægteskab eller genop-
dragelsesrejse, eller negativ social kontrol allerede i forbin-
delse med den indledende screening skal vurdere risikoen
for barnet, den unge, inden forældre og netværk inddrages i
sagen. Dette med henblik på beskyttelsen af barnet eller den
unge.
På baggrund af den indledende screening vil kommunalbe-
styrelsen skulle vurdere, hvordan og i hvilket omfang sagen
skal undersøges yderligere.
En problemstilling, der ikke vil kræve yderligere afdækning,
vil typisk være en lettere eller afgrænset problemstilling,
hvor det ud fra de foreliggende oplysninger i sagen er umid-
delbart er klart, hvad det er for en udfordring, der skal
håndteres, hvad baggrunden for udfordringen er, og hvilken
indsats der er behov for.
En problemstilling, der vil kræve afdækning af et eller flere
forhold, vil typisk være en sag med højere grad af problem-
tyngde eller kompleksitet, som betyder, at der behov for at
belyse sagen nærmere for at kunne vurdere udfordringer,
ressourcer og støttebehov og tilpasse indsatsen.
En problemstilling, der vil kræve en børnefaglig undersøgel-
se, vil være alvorlige eller komplekse sager, hvor der er
behov for at komme hele vejen rundt om barnets eller den
unges situation for at sikre en grundig belysning af udfor-
dringer, ressourcer og støttebehov.
I den situation, hvor det på baggrund af screeningen vurde-
res, at der ikke er behov for yderligere afdækning af barnets
eller den unges behov, vil den foreslåede ordning betyde,
at der ikke på foreliggende grundlag vil skulle foretages
yderligere oplysning af sagen.
I den situation, hvor der på baggrund af screeningen er
vurderet behov for afdækning, vil den foreslåede ordning
betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle iværksætte en
målrettet afdækning af de forhold, der er relevante for at
belyse barnets eller den unges og evt. familiens konkrete ud-
fordringer og støttebehov. Der vil være tale om en afgrænset
sagsoplysning, som ikke vil være underlagt de krav til om-
fang og proces, der gælder ved børnefaglig undersøgelse i
dag.
Afdækning vil f.eks. skulle ske ved at indhente oplysninger
fra fagpersoner, der har kendskab til barnet, den unge, de
kommende forældre eller familien. Det vil ligeledes kunne
være relevant at indhente en udtalelse fra den nationale vi-
dens- og specialrådgivningsorganisation (VISO) i nogle sag-
er, eksempelvis hvis barnet, den unge eller én af forældrene
har en omfattende funktionsnedsættelse. I sådanne sager vil
det være relevant generelt at overveje behovet for at indhen-
te særlig faglig viden for at kunne afdække støttebehovet og
baggrunden herfor.
Kommunen vil skulle dokumentere den relevante afdækning
i rimeligt omfang. Det vil f.eks. kunne være i form af et
kort afdækningsnotat der beskriver, de relevante forhold,
herunder input fra barnet, den unge og forældrene, de oplys-
ninger der er indhentet, eller de faglige observationer mv.
der er foretaget, og med en socialfaglig vurdering. Der vil
med fordel kunne arbejdes med dynamisk dokumentation,
hvor løbende opdatering også noteres i afklaringsnotatet,
som så dermed kan blive et aktivt redskab, der vil afspejle
den udvikling, der løbende sker hos barn og familie. Der
henvises til afsnit 3.12.1-3.12.3 om løbende opfølgning.
Det foreslås endvidere, at social- og ældreministeren gives
en bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om afdæk-
ning efter § 19 i sager vedrørende hjælp til børn og unge,
der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psy-
kisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte
efter § 19, stk. 4.
Det foreslås, at kommunalbestyrelsen skal iværksætte en
børnefaglig undersøgelse i følgende situationer:
– Når der er grund til at antage, at det er en alvorlig eller
kompleks sag, herunder hvor der er overvejelse om an-
bringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet.
– Når der er viden eller mistanke om, at et barn eller en
ung har været udsat for overgreb.
– Når et barn eller en ung har været på krisecenter eller
herberg mv. med en forælder på grund af vold i hjem-
met, og den pågældende forælder afbryder opholdet for
et vende tilbage til et voldeligt miljø med barnet eller
den unge.
Den foreslåede ordning vil indebære, at kommunen i de
nævnte situationer vil have pligt til at iværksætte en børne-
faglig undersøgelse
Herudover foreslås det, at kommunalbestyrelsen vil have
mulighed for at iværksætte en børnefaglig undersøgelse i an-
dre situationer, hvis kommunalbestyrelsen i øvrigt vurderer,
at det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges
støttebehov.
Det foreslås, at en børnefaglig undersøgelse skal tilrettelæg-
ges ud fra en helhedsbetragtning og skal afdække udfordrin-
ger og ressourcer hos barnet eller den unge, familien og
netværket. Relevante forhold at belyse vil efter omstændig-
hederne kunne være udvikling, trivsel og adfærd, familiefor-
hold, skoleforhold, sundhedsforhold, fritidsforhold og ven-
skaber m.v.
Det vil i forbindelse med en børnefaglig undersøgelse være
vigtigt, at kommunen er opmærksom på eventuel fysisk el-
ler psykisk funktionsnedsættelse hos barnet, den unge, de
kommende forældre eller familien. Det vil i denne sammen-
hæng være væsentligt, at kommunen er opmærksom på,
at nogle bekymringstegn hos barnet eller den unge som
eksempelvis skolevægring, social isolation eller udadreage-
47
rende adfærd, enten kan være tegn på, at der er sociale
udfordringer i hjemmet eller på, at barnet eller den unge har
en psykisk funktionsnedsættelse. Sådanne tegn på mistrivsel
bør således give anledning til overvejelser om, hvorvidt der
er behov for at afdække grundlaget for adfærden, herunder
afdække om adfærden skyldes eksempelvis en opmærksom-
hedsforstyrrelse som autisme eller ADHD.
Den børnefaglige undersøgelse vil altid skulle gennemføres
og afsluttes hurtigst muligt under hensyn til barnets, den
unges eller de kommende forældres behov for støtte. For
at sikre, at undersøgelsen ikke trækker unødigt ud, foreslås
det, at den børnefaglige undersøgelse skal afsluttes senest 4
måneder efter, at kommunalbestyrelsen bliver opmærksom
på, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte.
Det foreslås, at kommunalbestyrelsen ligesom i dag vil
skulle inddrage de fagfolk, som allerede har viden om
barnets, unges og familiens eller de kommende forældres
forhold. Kommunen vil således skulle inddrage f.eks. sund-
hedsplejersker, pædagoger, psykologer, lærere, SSP-medar-
bejdere eller andre, der har viden om barnet, den unge,
familien eller de kommende forældre. Det vil også kunne
være relevant at indhente særlig faglig viden, eksempelvis
via henvendelse til den nationale videns- og specialrådgiv-
ningsorganisation (VISO) hvis barnet, den unge eller én af
forældrene har en funktionsnedsættelse.
Kommunen vil endvidere ligesom i dag pligt til at lade bar-
net eller den unge undersøge af en læge eller en autoriseret
psykolog, hvis det er nødvendigt. Kommunen vil samtidig,
ligesom i dag, have mulighed for at iværksætte en psykolo-
gisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaveren eller
de kommende forældre, hvis kommunen vurderer, at det er
nødvendigt. Undersøgelsen vil i givet fald skulle foretages
af en autoriseret psykolog, der er underlagt Psykolognæv-
nets tilsyn og tilsynsforanstaltninger og de særlige pligter
for autoriserede psykologer, som følger af psykologloven.
En børnefaglig undersøgelse vil skulle resultere i en begrun-
det stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte
støtte. Hvis der er iværksat støtte sideløbende med, at un-
dersøgelsen gennemføres, vil der endvidere skulle tages
stilling til, om denne støtte skal videreføres, ændres eller
ophøre. Undersøgelsen vil desuden skulle indeholde oplys-
ninger om, hvordan barnet eller den unge og forældremyn-
dighedsindehaveren stiller sig til støtten, og om de forhold
i familien eller omgivelserne, som kan bidrage til at klare
vanskelighederne.
Det foreslås samtidig, at kommunen i sager, hvor der ikke
tidligere er iværksat støttende indsatser eller en anbringelse
under en børnefaglig undersøgelse skal sikre kontinuitet og
stabilitet i sagsbehandlingen for barnet eller den unge ved,
at de væsentligste møder med barnet eller den unge som
udgangspunkt afholdes med deltagelse af to børne- og unge-
rådgivere. Formålet er at sikre tryghed, kontinuitet og stabi-
litet for barnet eller den unge i møder med kommunen. Ved
at stille krav om to børne- og ungerådgivere ved barnets
eller den unges væsentligste møder med kommunen under
børneudredningen, skabes de bedste forudsætninger for, at
barnet eller den unge kan opnå en tryg og stabil relation til
rådgiverne Derudover vil barnet eller den unge i tilfælde af
den ene sagsbehandlers fravær trygt kunne mødes med eller
kontakte den anden rådgiver i stedet. Der foreslås videre
fastsat lignende regler for anbragte børn og unge i forbin-
delse med barnets eller den unges samtaler med børne- og
ungerådgiveren ved tilsynsbesøg. Der henvises til de almin-
delige bemærkninger, punkt. 3.12.3.
Såvel børnefaglig undersøgelse som afdækning vil så vidt
muligt skulle gennemføres i samarbejde med barnet eller
den unge og forældremyndighedsindehaveren eller de kom-
mende forældre, sådan som det også er tilfældet i dag ved en
børnefaglig undersøgelse.
Udgangspunktet vil således være, at kommunalbestyrelsen
aktivt skal søge at opnå dialog og samarbejde med forældre-
ne om sagsoplysningen. Det vil være vigtigt, at kommunen
så vidt muligt sørger for en god inddragelse af barnet, den
unge og forældrene i arbejdet både af hensyn til at sikre, at
barnets eller den unges og forældrenes viden og holdninger
til sagen er afspejlet og for at understøtte medejerskab til
udredning og indsatser. Der henvises til afsnit 3.2.3.
Kommunalbestyrelsen vil dog, ligesom det i dag er tilfældet
ved en børnefaglig undersøgelse, have mulighed for at gen-
nemføre afdækning eller undersøgelse i de særlige tilfælde,
hvor det ikke er muligt at indlede et positivt samarbejde med
forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge,
samt i de tilfælde, hvor dette vil være særligt besværligt el-
ler meget tidskrævende f.eks. hvis den ene af forældremyn-
dighedsindehavernes bopæl ikke er kendt af myndighederne,
og vedkommende ikke har kontakt med barnet, eller hvis
forældremyndighedsindehaveren afviser eller ikke besvarer
kommunalbestyrelsens forsøg på dialog.
Den foreslåede ordning med screening, afdækning og un-
dersøgelse vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil kunne
iværksættes støtte, når den indledende screening er foreta-
get, hvis der på den baggrund vurderes at være behov her-
for. Der vil gælde i de situationer, hvor der ikke er vurde-
ret behov for nærmere afdækning, og hvor der vil kunne
iværksættes en tidligt forebyggende indsats eller rent handi-
capkompenserende støtte efter reglerne herfor i kapitel 4 og
8.
Det vil også gælde i de tilfælde, hvor det vurderes, at der
er behov for en nærmere afdækning eller undersøgelse af
barnets eller den unges støttebehov. Her vil der efter om-
stændighederne tillige kunne iværksættes støttende indsat-
ser, ligesom der vil kunne iværksættes tidligt forebyggende
eller handicapkompenserende indsatser efter reglerne her for
i kapitel 4 og 8 sideløbende med, at barnet eller den unges
behov afdækkes nærmere eller undersøges. Det kan f.eks.
være, at det ud fra screeningen er vurderet, at der i en korte-
re periode er behov for en tæt støttet indsats i hjemmet, så
familien kan hjælp til at få hverdagen til at hænge sammen,
48
mens støttebehovet bliver nærmere afklaret. Herefter vil
indsatsen kunne justeres. Nærmere afdækning af relevante
forhold vil ligeledes kunne ske som led i den indsats, barnet
eller den unge eller familien modtager.
Der vil ligesom i dag kunne træffes foreløbig eller akut
afgørelse om anbringelse, mens sagen undersøges, hvis er
grundlag herfor, men ellers vil udgangspunktet være, at der
skal være gennemført en børnefaglig undersøgelse, før der
kan træffes afgørelse om anbringelse efter reglerne herfor i
kapitel 5.
Den foreslåede ordning er således dynamisk, så både under-
søgelse og indsats vil kunne justeres undervejs. Det vil også
betyde, at der vil kunne iværksættes en uddybende afdæk-
ning eller eventuelt en undersøgelse af barnets eller den
unges støttebehov, selvom det indledningsvis var vurderet,
at der ikke var behov herfor. Det vil f.eks. kunne være
tilfældet, hvis det som led i den hjælp barnet eller den unge
eller familien har fået tilbudt, viser sig, at der er behov for at
afklare et eller flere forhold nærmere. Tilsvarende vil et af-
dækningsnotat kunne udbygges til en egentlig undersøgelse ,
hvis det som led i afdækningen viser sig, at der er grundlag
for det.
Det foreslås, at der fastsættes regler om afdækning og bør-
nefaglig undersøgelse af søskende, som skal sikre, at øvrige
børn i familien får denne rette hjælp. Der henvises til afsnit
3.4.2.- 3.4.3 samt § 19, stk. 3, § 21 og bemærkningerne
hertil.
Endelige foreslås det, at der fastsættes regler om screening,
afdækning og undersøgelse af forholdene hos kommende
forældre, hvis der er grund til at antage, at der kan opstå
behov for støtte til et barn efter fødslen. De foreslåede regler
vil i vidt omfang svare til reglerne for screening, afdækning
og undersøgelse af støttebehovet hos børn og unge, dog
tilpassede de særlige forhold der gør sig gældende for kom-
mende forældre. Der henvises til §§ 24-27 og bemærknin-
gerne hertil.
Den foreslåede ordning om screening, afdækning og under-
søgelse skal ses i tæt sammenhæng med henholdsvis den
foreslåede ordning om rådgivning og støtte i det foreslåede
kapitel 4, anbringelse i det foreslåede kapitel 5 om løbende
opfølgning i det foreslåede kapitel 10. Der henvises til afsnit
3.5-3.8 og bemærkningerne til §§ 28-32, 46-48 og 95-96.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til §§ 18-27.
3.5. Den rette hjælp i tide til hele familien
3.5.1. Gældende ret
Hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til sær-
lig støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne, skal kommunalbestyrelsen undersøge barnets
eller den unges forhold, jf. servicelovens § 50. Der henvises
til afsnit 3.4.1.
I forbindelse med undersøgelsen skal kommunalbestyrelsen
vurdere, om der skal foretages en undersøgelse af eventuelle
andre børn i familien, jf. servicelovens § 50, stk. 8, 1. pkt.
Formålet med dette krav er at sikre en tidlig indsats over
for eventuelle andre børn i familien, således at man kan op-
dage og hjælpe børn, som ellers først ville have fået hjælp,
når problemerne havde vokset sig større og mere komplek-
se. Bestemmelsen betyder, at kommunen skal vurdere, om
eventuelle andre børn i familien må antages at trænge til
særlig støtte. Barnets egne oplysninger om andre børn i
familien, der har problemer, skal i den forbindelse tillægges
vægt. Kommunen skal således foretage en børnefaglig un-
dersøgelse af forhold hos andre børn i familien, hvis det
efter en konkret vurdering må antages, at de har behov for
særlig støtte.
Hvis kommunen f.eks. er ved at foretage en undersøgelse
i forhold til et barn, der hovedsageligt har problemer, som
skyldes forhold, der vedrører barnet selv, f.eks. nedsat funk-
tionsevne, vil der ofte ikke umiddelbart være formodning
for, at der bør foretages en undersøgelse af forhold hos
eventuelle andre børn i familien, medmindre det vurderes,
at barnets forhold direkte eller indirekte påvirker de øvrige
børn i familien negativt. Omvendt vil der ofte være grund
til at antage, at der bør gennemføres en undersøgelse af
eventuelle andre børn i familien, hvis et barns problemer
f.eks. primært skyldes forhold i familien, f.eks. forældrenes
misbrug eller psykiske lidelser.
Hvis kommunen efter en konkret vurdering finder, at der
skal gennemføres en undersøgelse efter servicelovens § 50
af eventuelle andre søskendes forhold, skal kommunen træf-
fe en afgørelse herom, jf. servicelovens § 50, stk. 8, 1. pkt.
En undersøgelse kan gennemføres som én samlet undersø-
gelse for flere børn i familien, dog således at der tages
højde for børnenes individuelle forhold. Det følger i dag af
servicelovens § 50, stk. 8, 2. pkt.
Hvis kommunen vurderer, at der bør gennemføres en un-
dersøgelse af flere børn i samme familie, kan kommunen
således vælge at udarbejde én samlet undersøgelse for flere
børn i samme familie, hvis det vurderes hensigtsmæssigt i
den konkrete situation. Der skal i så fald tages højde for
individuelle problemstillinger og behov hos det enkelte barn
eller den enkelte unge i familien, så det sikres, at børnenes
individuelle støttebehov bliver udredt og afdækket i det om-
fang, det er nødvendigt. Der bør således være en klar beskri-
velse af individuelle forhold for det enkelte barn, da f.eks.
en familiemæssig situation kan påvirke børn forskelligt. Der
er tale om en selvstændig afgørelse om at igangsætte en
børnefaglig undersøgelse for hvert barn i familien.
På baggrund af en børnefaglige undersøgelse af et eller flere
børn i en familien kan der iværksættes støtte. Det kan være
forebyggende foranstaltninger som f.eks. familiebehandling
eller behandling af barnets eller den unges problemer eller
49
anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet, jf.
servicelovens § 52, stk. 3, og § 58.
I sager om anbringelse uden samtykke, jf. servicelovens §
58, er der skærpede indholdsmæssige og processuelle krav
til grundlaget for en afgørelse. Det omfatter også krav til,
hvad forvaltningens indstilling til kommunens børne- og
ungeudvalg skal indeholde. Krav til kommunens indstilling
er fastsat i servicelovens § 59.
En indstilling om anbringelse uden for hjemmet efter ser-
vicelovens § 58 skal således omfatte den børnefaglige un-
dersøgelse, herunder beskrivelsen af, at betingelserne i ser-
vicelovens § 58 anses for opfyldt, og af de ressourcer hos
barnet, familien og netværket, som kan bidrage til at klare
vanskelighederne under anbringelsen. Indstillingen skal end-
videre indeholde en vurdering af forældremyndighedsinde-
haverens kompetencer til at varetage omsorgen for barnet
eller den unge og tage hånd om barnets eller den unges
særlige behov, herunder med hjælp og støtte efter denne lov
eller anden relevant lovgivning.
Derudover skal indstillingen indeholde en handleplan for
anbringelsen, jf. servicelovens § 140, herunder den støtte og
de initiativer, som er påtænkt for barnet eller den unge og
dennes familie under anbringelsen uden for hjemmet og i
tiden derefter. Endelig skal indstillingen indeholde barnets
eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning.
På baggrund af forvaltningens indstilling kan børn og unge-
udvalget træffe afgørelse om anbringelse uden samtykke,
hvis udvalget vurderer, at betingelserne her for i øvrigt er
opfyldt, jf. servicelovens 58. Børne og ungeudvalget kan
alene sige ja eller nej til forvaltningens indstilling.
Kommunen har en række opgaver i forbindelse med og
under anbringelsen af et barn eller ung, herunder i forhold
til valg af anbringelsessted, samvær og kontakt, løbende
opfølgning m.v. Der henvises til afsnit 3.8-3.9 og 3.12.
Kommunens opgaver vedrører også barnets eller den unges
forældre. Servicelovens § 54 indeholder således regler om
støtte til forældre under en anbringelse, herunder støtteper-
son, anden støtte og forældrehandleplan. Disse gælder både
ved anbringelse med og uden samtykke. Formålet med de
nuværende regler om forældrestøtte er bl.a. at bidrage til, at
forældrene kan varetage omsorgen for barnet eller den unge
ved en eventuel hjemgivelse eller i samvær med barnet eller
den unge under anbringelsen. Der henvises til afsnit 3.13.1.
og bemærkningerne til §§ 75-79.
3.5.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Social- og Ældreministeriet finder, at der er behov for
at sikre en bedre og tidligere indsats til de mest udsatte
børn og familier. Familiens problemer, ressourcer og støtte-
behov skal belyses grundigt, så børn og forældre får den
rette indsats i tide, og kvaliteten i sagsbehandlingen styr-
kes. Samtidig er der behov for at støtte forældrene i meget
udsatte familier bedre. Så der er hjælp til forældre, der med
den indsats kan blive i stand til at varetage omsorgen for
deres børn, eller som har behov for støtte til at håndtere
deres situation.
Ministeriet bemærker, at når et barn anbringes pga. om-
sorgssvigt, vil barnets søskende i udgangspunktet også være
i en sårbar situation i hjemmet. Derfor er det vigtigt at sikre,
at søskende til anbragte børn og unge i disse situationer ikke
går under radaren.
I dag er det op til kommunens konkrete vurdering, om sø-
skendes støttebehov også skal undersøges. Det kan i sidste
ende betyde, at der er børn i meget udsatte familier, som
ikke får den hjælp, de har brug for, eller først får det sent,
selvom kommunen er opmærksom på alvorlige problemer i
familien. Det kan f.eks. være mindre børn eller stilfærdige,
indadreagerende børn, som ikke får den rette i hjælp i tide.
Ministeriet finder derfor, at der behov for at skærpe kommu-
nens forpligtelse for at hindre, at der søskende, som bliver
overset, eller som først får hjælp senere, når problemerne er
vokset sig for store.
Hvis et barn anbringes pga. omsorgssvigt, bør kommunen
således have pligt til at iværksætte en udredning af alle søs-
kende i husstanden under 15 år med henblik på at vurdere,
hvorvidt de også har behov for en indsats, og hvad den i
givet fald skal bestå i. Unge over 15 år har en alder, der gør,
at de som udgangspunkt lettere selv kan bede om hjælp, hvis
de har brug for det.
Det dog samtidig ministeriets opfattelse, at det i særlige
tilfælde skal være muligt at undlade at iværksætte en ud-
redning, hvis det er åbenlyst, at barnet trives og ikke har
behov for støtte. Men det klare udgangspunkt bør være, at
søskende under 15 år skal undersøges i disse sager, og hvis
det i særlige tilfælde undlades, skal kommunen begrunde sin
vurdering.
Det er ministeriets vurdering at en skærpet pligt til at under-
søge søskende i disse sager vil give sagsbehandlerne bedre
rammer for at arbejde med hele familien og foretage en
mere helhedsorienteret screening og undersøgelse af famili-
ens samlede situation og støttebehov. Det vil understøtte en
tidligere og bedre indsats til hele familien, både børn og
forældre.
På baggrund af det grundige arbejde med de hjemmeboende
søskendes sager kan der igangsættes familiebehandling eller
anden støtte i hjemmet, ligesom der også vil kunne være
søskende, hvor der vil være behov for en anbringelse.
Det er endvidere ministeriets vurdering, at der er brug for
sikre, at kommunens børne- og ungeudvalg bliver gjort op-
mærksom på søskendes eventuelle støttebehov, når udvalget
behandler sager om anbringelse af et barn uden samtykke
pga. omsorgssvigt, hvor der er søskende under 15 år.
Ministeriet finder, at der bør gælde et følg-eller-forklar-prin-
cip i sager om anbringelse uden samtykke med baggrund
50
i omsorgssvigt fra forældrene. Det vil indebærer, at hvis
kommunen vælger ikke at anbringe alle børn under 15 år
i en søskendeflok, skal den forklare hvorfor, og det skal
fremgå af indstillingen til børne- og ungeudvalget. Der bør
samtidig redegøres, for hvilke andre forebyggende indsatser,
der i så fald tages i forhold til såvel barn som familien. Det
skal altid ske ud fra en konkret og individuel vurdering af
det enkelte barns behov.
Ministeriet finder i forlængelse heraf, at der er behov for
at give børne- og ungeudvalget bedre handlemuligheder i
disse sager, hvis de f.eks. bliver bekymrede for, om der er
andre børn i familien, som ikke får den rette hjælp. Børne-
og ungeudvalget er et ’ja/nej’-udvalg, der alene sige ja eller
nej til den indstilling, udvalget får forelagt. De kan dermed
ikke f.eks. bede forvaltningen om at oplyse sagen yderligere
eller selv iværksætte andre støttetiltag.
Ministeriet finder derfor, at børne- og ungeudvalget skal
forpligtes til at underrette Ankestyrelsen, hvis begrundelsen
for ikke at anbringe én eller flere søskende giver anledning
til en bekymring for, om konkrete søskende får tilstrækkelig
hjælp og støtte. Børne- og ungeudvalget får dermed en klar
handlemulighed og -pligt i sager, hvor de er bekymrede, i
modsætning til i dag, hvor de alene kan afvise sagen eller
eventuelt som enkeltpersoner foretage en underretning. Det
vil sikre, at Ankestyrelsen bliver opmærksom på sagen, så
de får mulighed for at tage sagen op af egen drift, hvis de
vurderer, der er behov for det.
Endelig er det ministeriets opfattelse, at det er vigtigt at sik-
re støtte til forældrene i sager, hvor et barn er anbragt uden
samtykke pga. omsorgssvigt, og hvor der er søskende, og
dermed flere børn i familien, der potentielt er i en sårbar po-
sition. Her er behovet særligt stort for at sætte ind med hjælp
til hele familien og til at arbejde målrettet med forældrene,
herunder også for at understøtte et bedre samarbejde om
indsatsen og tryggere og mere stabilt samvær. Der henvises
til afsnit 3.15.1-3.15.3.
3.5.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at hvis et barn eller en ung anbringes uden for
hjemmet, og anbringelsen er begrundet i utilstrækkelig om-
sorg for barnet eller den unge eller andre alvorlige forhold
hos forældrene, skal kommunalbestyrelsen iværksætte en
børnefaglig undersøgelse af eventuelle søskende i husstan-
den under 15 år, jf. § 21, stk. 2.
Den foreslåede ordning vil betyde, at hvis et barn eller en
ung anbringes uden for hjemmet på grund af eksempelvis
omsorgssvigt, vil kommunen have pligt til at iværksætte en
børnefaglig undersøgelse af eventuelle hel-, halv- og papsø-
skende i hustanden, som er under 15 år.
Ved utilstrækkelig omsorg for barnet eller den unge skal
forstås, at forældrene ikke, herunder med eventuelt relevant
hjælp og støtte, formår at give barnet eller den unge den
fornødne omsorg.
Årsagerne hertil vil kunne være forskellige, herunder f.eks.
manglende eller utilstrækkelige forældrekompetencer, alko-
hol- eller stofmisbrug eller alvorlig kriminalitet hos foræl-
drene. Et meget højt konfliktniveau eller vold i hjemmet vil
også kunne betyde, at barnet eller den unge ikke kan få den
fornødne omsorg.
Undersøgelsen vil skulle iværksættes med henblik på at vur-
dere, om der er hjemmeboende søskende under 15 år, der
også har behov for en indsats, og hvad den i givet fald skal
bestå i.
Det foreslås videre, at kommunalbestyrelsen i særlige vil
kunne tilfælde undlade at iværksætte en børnefaglig un-
dersøgelse, hvis det er åbenlyst, at der ikke er behov her-
for. Kommunalbestyrelsen skal i så fald begrunde sin beslut-
ning, og begrundelsen skal fremgå af sagen.
Den foreslåede ordning vil indebære, at selvom det klare
udgangspunkt vil være, at der altid vil skulle iværksættes en
børnefaglig undersøgelse af hjemmeboende søskende under
15 år i disse sager, så vil kommunen undtagelsesvist kunne
undlade det, hvis det er åbenlyst, at den eller de pågældende
søskende trives og ikke har behov for støtte. Kommunen vil
skulle tage aktivt stilling, og begrundelsen vil skulle noteres
på sagen.
For søskende over 15 år vil kommunalbestyrelsen ligesom
i dag skulle foretage en konkret vurdering af, om der er
behov for at undersøge deres forhold. Afgrænsningen er her
begrundet i, at unge over 15 år har en alder, der gør, at
de lettere selv kan bede om hjælp, hvis de har brug for
det. Der er dermed ikke samme behov for en skærpelse af de
gældende regler.
Det foreslås videre at indføre et følg-eller-forklar-princip i
sager om anbringelse uden samtykke, som er begrundet i
omsorgssvigt fra forældrene. Det vil indebære, at kommu-
nen vil skulle begrunde hvorfor, hvis kommunen vælger
ikke at anbringe søskende under 15 år i disse sager.
Kommunalbestyrelsen vil endvidere skulle redegøres for
hvilke eventuelle forebyggende indsatser eller anden hjælp,
der i så fald tages i forhold til såvel barn som familien. Det
vil altid skulle altid ske ud fra en konkret og individuel
vurdering af det enkelte barns behov.
Det foreslås endvidere at forpligte kommunens børne- og
ungeudvalget til at underrette Ankestyrelsen, hvis begrun-
delsen for ikke at anbringe én eller flere søskende giver
anledning til en bekymring for, om konkrete søskende får
tilstrækkelig hjælp og støtte.
Den foreslåede ordning vil indebære, at børne- og ungeud-
valget vil få en klar handlemulighed og handlepligt i sager,
hvor udvalget er bekymrede for søskende.
Ankestyrelsen vil kunne vælge at benytte sin kompetence
til at gå ind i sagen af egen drift og beslutte, at et barn
eller en ung skal anbringes uden for hjemmet, eller at en
51
kommune skal tage andre initiativer over for barnet eller den
unge – og familien, jf. servicelovens § 65, jf. lovforslagets
§§ 151-152. Den foreslåede ændring vil ikke ændre på den
kompetence, Ankestyrelsen har i dag, til at tage sager op af
drift, men vil sikre, at Ankestyrelsen vil blive gjort opmærk-
som på sagen og dermed vil få mulighed for gribe ind.
Den foreslåede ordning skal ses i tæt sammenhæng med
den foreslåede obligatoriske plan for støtte til forældre i
sager, hvor et eller flere børn er anbragt uden samtykke
pga. omsorgssvigt, og hvor der er hjemmeboende søskende,
og dermed flere børn i familien, der potentielt er i en sårbar
position. Der henvises til afsnit 3.15.2-3.15.3 og bemærk-
ningerne til § 77.
Den foreslåede ordning skal samtidig ses i tæt sammenhæng
med den foreslåede nye model for undersøgelse af udsatte
børns støttebehov. Der henvises til afsnit 3.4.3. Der henvises
i øvrigt til bemærkningerne til §§ 21 og 51.
3.6. Hjælp og støtte
3.6.1. Gældende ret
Efter servicelovens § 10, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen
skal sørge for, at enhver har mulighed for at få gratis rådgiv-
ning. Formålet med rådgivningen er at forebygge sociale
problemer og at hjælpe borgeren over øjeblikkelige vanske-
ligheder. På længere sigt er formålet at sætte borgeren i
stand til at løse opståede problemer ved egen hjælp. Råd-
givningen kan gives særskilt eller i forbindelse med anden
hjælp efter denne eller anden lovgivning.
Rådgivningen skal kunne gives som et anonymt og åbent
tilbud, jf. servicelovens § 10, stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med rådgivningen
være opmærksom på, om den enkelte har behov for anden
form for hjælp efter denne eller anden lovgivning, jf. ser-
vicelovens § 10, stk. 3.
Efter servicelovens § 11, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen
som led i det tidlige forebyggende arbejde sørge for, at
forældre med børn og unge eller andre, der faktisk sørger
for et barn eller en ung, kan få en gratis familieorienteret
rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien. Kommu-
nalbestyrelsen er forpligtet til ved opsøgende arbejde at til-
byde denne rådgivning til enhver, som på grund af særlige
forhold må antages at have behov for det. Tilbuddet om råd-
givning skal også omfatte vordende forældre. Såvel forældre
som børn og unge, der alene søger rådgivning, skal kunne
modtage denne anonymt og som et åbent tilbud.
Ved familieorienteret forstås, at der kan rådgives om alle
aspekter, der har betydning for børn, unge og deres fami-
lier. Rådgivningen skal have karakter af et åbent tilbud,
hvor det står enhver frit for at henvende sig. Der er ingen
begrænsninger med hensyn til, hvem der kan søge om råd-
givning.
Rådgivningen er gratis uanset økonomiske forhold. Rådgiv-
ningen kan bestå i en enkeltstående oplysning, i samtaler, i
hjælp til løsning af praktiske problemer eller i formidling af
kontakt til andre myndigheder, og der kan være tale om en
løbende kontakt afhængig af behovet. En egentlig behand-
ling omfattes derimod ikke af bestemmelsen.
Der er ikke notatpligt, når det kun er rådgivning, der øns-
kes og tilbydes. I tilfælde, hvor et barn eller en ung selv
søger rådgivning, og hvor henvendelsen giver anledning til
at overveje, om der er behov for en nærmere undersøgelse
med henblik på iværksættelse af egentlige foranstaltninger,
er der notatpligt med hensyn til de faktiske oplysninger, som
forvaltningen får.
I sådanne tilfælde må forvaltningen være opmærksom på
den særlige konflikt, som barnets eller den unges oplysnin-
ger kan give anledning til i forhold til forældrene, og det
deraf følgende behov for at beskytte barnet eller den un-
ge. En anmodning fra forældrenes side om aktindsigt må
derfor altid føre til, at der foretages en konkret afvejning
med henblik på vurderingen af, om undtagelsesbestemmel-
serne fra aktindsigt kan anvendes.
Efter servicelovens § 11, stk. 3, 1. pkt., skal kommunalbe-
styrelsen tilbyde en forebyggende indsats til barnet, den
unge eller familien, når det vurderes, at støtte efter bestem-
melsens 2. pkt., nr. 1-4 kan imødekomme barnets eller den
unges behov.
Formålet med indsatserne efter servicelovens § 11, stk. 3,
er at sætte tidligt ind over for et barns eller en ungs pro-
blemer med henblik på at forebygge, at problemerne vok-
ser sig store. Bestemmelsen indeholder ikke en forpligtelse
for kommunerne til at tilbyde de i bestemmelsen opliste-
de indsatstyper. Kommunen kan således selv vælge, hvilke
forebyggende indsatser der generelt tilbydes i kommunen,
ligesom kommunen selv vurderer, hvilken indsats der er
formålstjenstlig i forhold til et konkret barn eller en konkret
ung.
Der træffes ikke afgørelse om iværksættelse af forebyggen-
de indsatser efter servicelovens § 11, stk. 3, og der er der-
med heller ikke adgang til at klage over tilbuddet.
En forebyggende indsats efter stk. 3 forudsætter heller ikke
udarbejdelse af en børnefaglig undersøgelse efter servicelo-
vens § 50 eller udarbejdelse af en handleplan efter service-
lovens § 140. Hvis kommunalbestyrelsen iværksætter en
forebyggende indsats efter bestemmelsen, er det dog muligt
for forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den un-
ge over 12 år at klage over, at kommunalbestyrelsen ikke
har iværksat en foranstaltning efter servicelovens § 52, jf.
servicelovens §§ 166 og 167.
Der kan iværksættes en forebyggende indsats efter bestem-
melsen som opfølgning på en børnefaglig undersøgelse, selv
om undersøgelsen viser, at der ikke er grundlag for at iværk-
sætte en foranstaltning efter servicelovens § 52.
52
Kommunalbestyrelsen har herudover mulighed for at iværk-
sætte en forebyggende indsats over for et barn eller en ung
og dennes familie efter servicelovens § 11, mens der pågår
en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50, hvis
kommunalbestyrelsen vurderer, at der er behov herfor.
Kommunalbestyrelsen kan tilbyde følgende forebyggende
indsatser, jf. servicelovens § 11, stk. 3, 2. pkt.:
1) Konsulentbistand, herunder familierettede indsatser.
2) Netværks- eller samtalegrupper.
3) Rådgivning om familieplanlægning.
4) Andre indsatser, der har til formål at forebygge et barns
eller en ungs eller familiens vanskeligheder.
Efter servicelovens § 11, stk. 4, 1. pkt., kan kommunalbe-
styrelsen træffe afgørelse om at yde økonomisk støtte til
forældremyndighedsindehaveren, når kommunalbestyrelsen
vurderer, at efter nr. 1 og 2 i bestemmelsens 2. pkt. kan imø-
dekomme barnets eller den unges behov for særlig støtte.
Det følger af servicelovens § 11, stk. 4, 2. pkt., at der kan
ydes økonomisk støtte til:
1) Udgifter i forbindelse med konsulentbistand, jf. ser-
vicelovens § 11, stk. 3, nr. 1.
2) Udgifter i forbindelse med prævention.
Støtte efter bestemmelsens nr. 1 kan gives, når forældrene
har udgifter som følge af foranstaltningen, som de ikke selv
har råd til at afholde. Udgifterne til selve foranstaltningerne
afholdes af kommunen efter servicelovens § 173.
Økonomisk støtte efter servicelovens § 11, stk. 4, nr. 1,
er betinget af, at forældremyndighedsindehaveren ikke selv
har tilstrækkelige midler til det, jf. servicelovens § 11, stk.
5. Det afgørende for vurderingen heraf er, om udgiften vil
bringe et i øvrigt rimeligt budget ud af balance.
Kommunalbestyrelsen kan endvidere efter servicelovens §
11, stk. 6, 1. pkt., som led i det forebyggende arbejde beslut-
te at tilbyde økonomisk støtte til fritidsaktiviteter til børn og
unge, der har behov for særlig støtte. Den økonomiske støtte
kan eksempelvis gå til at betale for udstyr og kontingent.
Kommunalbestyrelsen kan fastsætte kriterier for tildeling af
denne støtte, jf. servicelovens § 11, stk. 6., 2. pkt. Kommu-
nalbestyrelsen kan eksempelvis opstille kriterier for famili-
ens økonomiske forhold eller en målrettet indsats i forhold
til særlige boligområder mv. Kommunalbestyrelsen kan også
beslutte, at den ikke benytter hjemlen til at give økonomisk
støtte til fritidsaktiviteter. Muligheden for at yde økonomisk
støtte til fritidsaktiviteter er således valgfri for kommunerne.
Muligheden for, at kommunerne kan fastsætte kriterier for
tildeling af økonomisk støtte til fritidsaktiviteter til børn og
unge, er en fravigelse af det almindelige forvaltningsretlige
princip om, at skønnet er pligtmæssigt, og at forvaltningen
derfor ikke må erstatte den individuelle afvejning med an-
vendelsen af en intern opstillet regel.
Kommunalbestyrelsens afgørelse om tildeling af støtte til
fritidsaktiviteter kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed, jf. servicelovens § 11, stk. 6, 3. pkt.
Efter servicelovens § 11, stk. 7, skal kommunalbestyrelsen
tilbyde gratis rådgivning, undersøgelse og behandling af
børn og unge med adfærdsvanskeligheder eller nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne samt deres familier. Opgaverne
kan varetages i samarbejde med andre kommuner.
I serviceloven sondres i dag mellem på den ene side rådgiv-
ning og forebyggende indsatser mv. efter §§ 10 og 11 og
på den anden særlig støtte til børn og unge efter kapitel
11. Særlig støtte efter kapitel 11 omfatter bl.a. foranstaltnin-
ger efter servicelovens § 52.
Efter servicelovens § 52, stk. 1, 1. pkt., skal kommunalbe-
styrelsen træffe afgørelse om foranstaltninger, når det må
anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et
barns eller en ungs særlige behov for støtte, jf. dog § 54, stk.
3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Bestemmelsen fastlægger det materielle (dvs. indholdsmæs-
sige) kriterium for iværksættelse af frivillige foranstaltnin-
ger. Det er således ikke ethvert behov, der udløser støtte
efter servicelovens § 52, stk. 3. Det udtrykkes ved, at det
skal være af væsentlig betydning og ved, at det skal være af
hensyn til et særligt behov for støtte.
Kommunalbestyrelsen skal vælge den eller de foranstaltnin-
ger, som bedst kan løse de problemer og behov, der er
afdækket gennem den børnefaglige undersøgelse efter ser-
vicelovens § 50, jf. servicelovens § 52, stk. 1, 2. pkt.
Afgørelsen træffes med samtykke fra forældremyndigheds-
indehavere, og – når der er tale om anbringelse efter service-
lovens § 52, stk. 3, nr. 7 – den unge, der er fyldt 15 år, jf.
servicelovens § 52, stk. 1, 3. og 4. pkt. Dog kan afgørelse
om visse foranstaltninger træffes uden samtykke efter reg-
lerne i servicelovens §§ 56, 57 a, 57 b og 58, § 68, stk. 2 og
3, og § 68 a, når betingelser herfor er opfyldt.
Det fremgår af servicelovens § 52, stk. 2, 1. pkt., at støtte-
foranstaltninger kun kan iværksættes efter gennemførelse af
en børnefaglig undersøgelse, jf. serviceloven § 50, eller en
ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Hvis særlige forhold taler herfor, kan der dog iværksættes
foreløbig eller akut støtte efter stk. 3 sideløbende med un-
dersøgelsen, jf. servicelovens § 52, stk. 2, 2. pkt.
Kommunen kan herefter iværksætte støtte, inden undersø-
gelsen er afsluttet, i de tilfælde, hvor der er et akut behov
herfor af hensyn til barnet eller den unge, eller i tilfælde,
hvor der er et særligt behov for at igangsætte en indsats,
inden undersøgelsen er afsluttet, for at undgå at barnets
problemer forværres. Den foreløbige eller akutte indsats skal
tilpasses den børnefaglige undersøgelses konklusioner, når
undersøgelsen er afsluttet.
53
Det fremgår af servicelovens § 52, stk. 3, at kommunalbe-
styrelsen iværksætte hjælp inden for følgende typer af til-
bud:
1) Ophold i dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddan-
nelsessted el.lign.
2) Praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet.
3) Familiebehandling eller behandling af barnets eller den
unges problemer.
4) Døgnophold, jf. servicelovens § 55, for både forældre-
myndighedsindehaveren, barnet eller den unge og an-
dre medlemmer af familien i en almen plejefamilie, i en
forstærket plejefamilie, i en specialiseret plejefamilie,
på et opholdssted eller på en døgninstitution, jf. § 66,
stk. 1, nr. 1-3, 6 og 7, eller i et botilbud, jf. § 107
5) Aflastningsordning, jf. servicelovens § 55, i en almen
plejefamilie, i en forstærket plejefamilie, i en speciali-
seret plejefamilie eller i en netværksplejefamilie, på et
opholdssted eller på en døgninstitution, jf. § servicelo-
vens 66, stk. 1, nr. 1-4, 6 og 7.
6) Udpegning af en fast kontaktperson for barnet eller den
unge eller for hele familien.
7) Anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet
på et anbringelsessted, jf. servicelovens § 66.
8) Formidling af praktiktilbud hos en offentlig eller privat
arbejdsgiver for den unge og i den forbindelse udbeta-
ling af godtgørelse til den unge.
9) Anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, be-
handling og praktisk og pædagogisk støtte.
Det er muligt at kombinere de forskellige foranstaltninger
og f.eks. yde familiebehandling, mens barnet eller den un-
ge er anbragt. De enkelte foranstaltninger har hver især et
indbygget formål, men samtidig nogle fleksible ydre græn-
ser, der gør, at foranstaltningerne overlapper hinanden. To
eller flere foranstaltninger kan anvendes samtidig eller i
forlængelse af hinanden. Indsatsen kan udvikles inden for de
givne rammer, således at opregningen ikke forhindrer udvik-
lingen. af nye tilbud. Rækkefølgen af foranstaltningerne er
ikke udtryk for en tidsmæssig prioritering i et sagsforløb.
Servicelovens § 52, stk. 4, 1. pkt. fastsætter, at kommunal-
bestyrelsen under en graviditet skal træffe afgørelse om for-
anstaltninger efter servicelovens stk. 3, nr. 2, 3, 4, 6 eller
9, og § 52 a, når det må anses for at være af væsentlig
betydning af hensyn til barnets særlige behov for støtte efter
fødslen.
Bestemmelsen betyder, at en række af de foranstaltninger,
der er oplistet i servicelovens § 52, stk. 3, ligeledes kan
anvendes over for vordende forældre.
Det kan ske, hvis det findes nødvendigt for at sikre barnets
udviklingsmuligheder og sundhed på baggrund af den un-
dersøgelse efter § 50, som kommunen er forpligtet til at
udarbejde, inden der træffes afgørelse efter § 52.
Bestemmelsen omfatter enlige gravide kvinder, gifte og
samlevende par, uanset om der er tale om den genetiske far.
Kommunen kan træffe afgørelse om støtte i hjemmet efter
§ 52, stk. 3, nr. 2, familiebehandling efter § 52, stk. 3, nr.
3, døgnophold for de vordende forældre efter § 52, stk. 3,
nr. 4, udpegning af kontaktperson til forældrene efter § 52,
stk. 3, nr. 6, ligesom opsamlingsbestemmelsen i § 52, stk.
3, nr. 9, finder anvendelse. Kommunerne kan især anvende
familiebehandling efter § 52, stk. 3, nr. 3, således at de
vordende forældre gennem f.eks. terapi, øvelser m.v. kan
øge deres forældreevne. Kommunen skal dog i det enkelte
tilfælde vurdere, hvilken hjælp der er relevant. Rent ind-
holdsmæssigt skal disse foranstaltninger i praksis udmøntes,
så de retter sig mod at forberede de vordende forældre på
den kommende familieforøgelse.
Afgørelsen træffes med samtykke fra forældrene, jf. service-
lovens § 52. stk. 4, 2. pkt. Servicelovens § 52, stk. 2, finder
anvendelse ved afgørelsen, jf. servicelovens § 52, stk. 4, 3.
pkt. Det betyder, at foranstaltningerne som udgangspunkt
kun kan iværksættes efter gennemførelsen af en børnefaglig
undersøgelse, men at der dog kan iværksættes foreløbige el-
ler akutte foranstaltninger, hvis særlige forhold taler herfor.
Efter servicelovens § 52 a, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen
træffe afgørelse om at yde økonomisk støtte til forældre-
myndighedsindehaveren, når det må anses for at være af
væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs
særlige behov for støtte, jf. dog bestemmelsens stk. 2. Der
kan ydes økonomisk støtte til følgende. :
1) Udgifter i forbindelse med foranstaltninger efter § 52,
stk. 3, eller efter §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet, eller hvis støtten erstatter en
ellers mere indgribende og omfattende foranstaltning
efter § 52, stk. 3, eller efter §§ 13 og 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
2) Udgifter, der bevirker, at en anbringelse uden for hjem-
met kan undgås, eller at en hjemgivelse kan fremskyn-
des.
3) Udgifter, der kan bidrage til en stabil kontakt mellem
forældre og barn under barnets anbringelse uden for
hjemmet.
Støtte efter servicelovens § 52 a, stk. 1, nr. 1, kan kun ydes,
når forældremyndighedsindehaveren ikke selv har tilstræk-
kelige midler til det, jf. servicelovens § 52 a, stk. 2.
Som det fremgår ovenfor, er udgangspunktet for støttefor-
anstaltninger efter servicelovens § 52 iværksættes med sam-
tykke. Serviceloven indeholder dog forskellige bestemmel-
ser, som giver mulighed for at iværksætte foranstaltninger
uden samtykke, hvis betingelserne herfor er opfyldt. For så
vidt angår anbringelse uden samtykke henvises til afsnit 3.8.
Servicelovens § 56 fastsætter således, at afgørelse efter ser-
vicelovens § 52, stk. 3, nr. 1 og 3, for så vidt angår behand-
ling af barnets eller den unges problemer, og nr. 6, jf. § 52,
stk. 1, kan træffes, selv om forældremyndighedens indeha-
ver ikke ønsker foranstaltningen iværksat, når det må anses
for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller
den unges særlige behov for støtte, og når formålet med for-
54
anstaltningen skønnes at kunne opnås uanset det manglende
samtykke.
Bestemmelsen kan kun anvendes, når det kan anses for
formålstjenligt at iværksætte en foranstaltning på trods af
modstanden fra forældremyndighedsindehaveren. Der skal
foreligge forhold, der sandsynliggør, at der vil kunne op-
nås et positivt resultat af foranstaltningen trods den udviste
modstand. Herudover skal betingelsen i servicelovens § 52,
stk. 1, om at foranstaltningen skal være af væsentlig betyd-
ning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for
støtte, være opfyldt.
Foranstaltningen kan i princippet iværksættes uanset barnets
eller den unges modstand, men i forhold til større børn vil
det normalt ikke være hensigtsmæssigt at træffe beslutning,
hvis de modsætter sig støtten.
Bestemmelsen omfatter foranstaltninger i form af ophold i
dagtilbud m.v. (jf. § 52, stk. 3, nr. 1), behandling af barnets
eller den unges problemer (jf. § 52, stk. 3, nr. 3) og udpeg-
ning af en fast kontaktperson (jf. § 52, stk. 3, nr. 6).
Serviceloven giver også mulighed for at pålægge forældrene
eller barnet eller den unge visse handlepligter i form af et
forældre- eller børne- og ungepålæg og kan som led heri
træffe afgørelse om visse foranstaltninger uden samtykke,
hvis betingelserne herfor er opfyldt, jf. nedenfor.
Efter servicelovens § 57 a, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen
træffe afgørelse om at meddele forældremyndighedsindeha-
veren et forældrepålæg, jf. bestemmelsens stk. 3, når der er
risiko for, at et barns eller en ungs udvikling er i fare, og det
vurderes at bero på, at forældremyndighedsindehaveren ikke
lever op til sit forældreansvar.
Det følger af bestemmelsens stk. 2, at meddelelse af et for-
ældrepålæg forudsætter, at der foreligger oplysninger om,
1) at barnet eller den unge har ulovligt skolefravær, eller
at undervisningspligten i øvrigt ikke opfyldes,
2) at barnet eller den unge er mistænkt eller sigtet for
en overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende
stoffer, våbenloven eller knivloven eller er mistænkt
eller sigtet for anden kriminalitet af et vist omfang eller
en vis grovhed,
3) at barnet eller den unge har udvist en utryghedsskaben-
de adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang.
4) at barnet eller den unge har alvorlige adfærds- eller
tilpasningsproblemer, eller
5) at forældremyndighedsindehaveren nægter at samarbej-
de med de relevante myndigheder om løsningen af bar-
nets eller den unges problemer.
Et forældrepålæg angiver en eller flere konkrete handleplig-
ter for forældremyndighedsindehaveren, som skal være eg-
nede til at bidrage til en løsning af barnets eller den unges
problemer, og som står i rimeligt forhold til formålet, jf.
servicelovens § 57 a, stk. 3.
Det kan herunder fastsættes, at forældremyndighedsindeha-
veren skal
1) sikre barnets eller den unges fremmøde i skolen ved
personligt at følge barnet eller den unge i skole,
2) deltage i forældremøder og konsultationer vedrørende
barnets eller den unges skolegang,
3) sikre barnets eller den unges deltagelse i konkrete fri-
tidsaktiviteter ved at følge barnet eller den unge til det
pågældende sted,
4) sikre, at barnet eller den unge er hjemme på et nærmere
fastsat tidspunkt eller i et nærmere fastsat tidsrum,
5) deltage i et af kommunen tilbudt forældreprogram eller
6) deltage i møder med relevante myndigheder om løsnin-
gen af barnets eller den unges problemer.
Det fremgår af servicelovens § 57 a, stk. 4, at afgørelse om
forældrepålæg træffes uden forudgående gennemførelse af
en børnefaglig undersøgelse, jf. servicelovens § 50.
Det følger af servicelovens § 57 a, stk. 5, at hvis der er
truffet afgørelse om forældrepålæg, kan kommunalbestyrel-
sen træffe afgørelse efter § 52, stk. 1, om at iværksætte
foranstaltninger efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 1, 2,
3, 6 og 9, selv om forældremyndighedsindehaveren ikke øn-
sker foranstaltningen iværksat, når det vurderes, at formålet
med foranstaltningen vil kunne opnås uanset det manglende
samtykke, jf. dog § 54, stk. 3, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Bestemmelsens stk. 6 fastsætter, at en afgørelse om foræl-
drepålæg træffes for en afgrænset periode af højst 12 måne-
ders varighed. Forældrepålægget kan forlænges med højst 6
måneder ad gangen.
Det fremgår videre af bestemmelsens stk. 7, at kommu-
nalbestyrelsen skal oplyse forældremyndighedsindehaveren
om, at overholdelse af pålægget er en betingelse for at mod-
tage børne- og ungeydelsen, jf. lov om en børne- og unge-
ydelse, og for, at det pågældende barn eller den pågældende
unge medregnes ved beregningen af boligstøtten, jf. lov om
individuel boligstøtte.
Hvis kommunen vurderer, at den, der er meddelt et foræl-
drepålæg, ikke efterlever pålægget, og at den manglende
efterlevelse ikke beror på undskyldelige omstændigheder,
skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om dette, jf. ser-
vicelovens § 57 a. stk. 8. Afgørelsen er gældende for ét
kvartal.
Efter servicelovens § 57 a, stk. 9, skal kommunalbestyrelsen
skal træffe afgørelse om bortfald af forældrepålægget, hvis
kommunalbestyrelsen vurderer,
1) at forholdet, der lå bag pålægget, ikke længere eksiste-
rer, eller
2) at forældrepålægget ikke længere er egnet til at løse
barnets eller den unges problemer.
Servicelovens regler om børne- og ungepålæg er i vidt om-
fang bygget op svarende til bestemmelsen om forældrepå-
55
læg, men er et sæt af handlepligter, der kan pålægges barnet
eller den unge, jf. nedenfor.
Efter servicelovens § 57 b, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen
træffe afgørelse om at meddele et barn eller en ung i alde-
ren 10-17 år et børne- og ungepålæg, når barnet eller den
unge har adfærdsproblemer eller udviser negativ adfærd af
en sådan karakter, at der er risiko for, at barnets eller den
unges udvikling er i fare, og når det vurderes, at et frivilligt
samarbejde med barnet eller den unge og forældremyndig-
hedsindehaveren om støtte efter servicelovens § 52, stk. 3,
ikke er tilstrækkeligt til at afhjælpe barnets eller den unges
problemer, jf. dog §§ 12 og 13 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Afgørelsen om børne- og ungepålæg kan træffes uden foræl-
dremyndighedsindehaverens samtykke.
Servicelovens § 57 b, stk. 2, fastsætter, at meddelelse af et
børne- og ungepålæg forudsætter, at der foreligger oplysnin-
ger om, at barnet eller den unge
1) har ulovligt skolefravær, eller at undervisningspligten i
øvrigt ikke opfyldes,
2) er mistænkt eller sigtet for en overtrædelse af straffe-
loven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller
knivloven eller er mistænkt eller sigtet for anden krimi-
nalitet af et vist omfang eller en vis grovhed,
3) har udvist en utryghedsskabende adfærd på steder,
hvortil der er almindelig adgang,
4) har alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer eller
5) nægter at samarbejde med de relevante myndigheder
om løsningen af barnets eller den unges problemer.
Efter servicelovens § 57 b, stk. 3, skal et børne- og ungepå-
læg angive en eller flere konkrete handlepligter for barnet
eller den unge, som vurderes at være egnede til at bidrage til
en løsning af barnets eller den unges problemer, og som står
i rimeligt forhold til formålet. Det kan herunder fastsættes,
at barnet eller den unge skal
1) modtage en eller flere foranstaltninger efter § 52, stk. 3,
nr. 1, 3, 6, 8 eller 9,
2) undlade at færdes frem og tilbage eller tage ophold i et
nærmere geografisk afgrænset område,
3) være hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt eller i et
nærmere fastsat tidsrum,
4) bidrage til at genoprette forrettet skade eller
5) deltage i andre aktiviteter med genoprettende formål,
herunder udføre samfundsnyttigt arbejde.
Det fremgår af servicelovens § 57 b, stk. 4, at børne- og
ungepålæg efter bestemmelsens stk. 1, jf. stk. 3, nr. 2-5,
iværksættes uden forudgående gennemførelse af en børne-
faglig undersøgelse, jf. § 50.
Bestemmelsen betyder, at kommunalbestyrelsen, uden først
at udarbejde en børnefaglig undersøgelse, vil kunne pålægge
barnet eller den unge at undlade at færdes frem og tilbage
eller tage ophold i et nærmere geografisk afgrænset område
(nr. 2), at være hjemme på et bestemt tidspunkt eller i et
nærmere fastsat tidsrum (nr. 3), at bidrage til at genoprette
skade, som barnet eller den unge, har forrettet (nr. 4), eller
deltage i andre aktiviteter med genoprettende formål, herun-
der udføre samfundsnyttigt arbejde (nr. 5), hvis betingelser-
ne i stk. 1 og 3 i øvrigt er opfyldt.
Det er her forudsat, at kommunerne hurtigt vil vurdere, om
der er grundlag for et børne- og ungepålæg, når der forelig-
ger oplysninger, som kan indikere, at der er risiko for, at
barnets eller den unges udvikling er i fare, og det vurderes,
at et frivilligt samarbejde med barnet eller den unge og
forældremyndighedsindehaveren ikke er tilstrækkeligt til at
afhjælpe barnets eller den unges problemer.
Kommunalbestyrelsen skal iagttage de almindelige forvalt-
ningsretlige regler for myndigheders behandling af afgørel-
sessager, herunder reglerne om partshøring og oplysning af
sagen.
I mange tilfælde vil der være tale om børn og unge, som
allerede er kendt af de sociale myndigheder, idet børne- og
ungepålægget typiske vil anvendes som et mere insisteren-
de redskab over for børn og unge, som ikke umiddelbart
kan bringes til at samarbejde frivilligt. I disse tilfælde vil
der kunne foreligge en børnefaglig undersøgelse, og den
eksisterende børnefaglig undersøgelse kan indgå i sagens
oplysning.
Hvis der viser sig forhold, som kommunen mener giver
behov for yderligere undersøgelser af et barn eller en ung,
vil kommunalbestyrelsen kunne iværksætte en børnefaglig
undersøgelse efter § 50 sideløbende med gennemførelse af
børne- og ungepålægget. En sideløbende eller efterfølgende
børnefaglig undersøgelse vil kunne danne grundlag for
iværksættelse af foranstaltninger. Den efterfølgende under-
søgelse vil også kunne medføre, at kommunalbestyrelsen
skal træffe afgørelse om bortfald af pålægget, hvis kommu-
nalbestyrelsen vurderer, at pålægget ikke længere er egnet til
at løse barnets eller den unges problemer, jf. § 57 a, stk. 9.
Det følger af bestemmelsens stk. 5, at hvis der er truffet
afgørelse om børne- og ungepålæg, kan kommunalbestyrel-
sen træffe afgørelse efter § 52, stk. 1, om at iværksætte
foranstaltninger efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 1, 3, 6,
8 eller 9, selv om forældremyndighedsindehaveren ikke øn-
sker foranstaltningen iværksat, når det vurderes, at formålet
med foranstaltningen vil kunne opnås uanset det manglende
samtykke.
Uanset stk. 4, kan sådanne støtteforanstaltninger først iværk-
sættes efter gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse
eller en ungefaglig undersøgelse efter § 31 i lov om bekæm-
pelse af ungdomskriminalitet. Hvis særlige forhold taler
herfor, kan der dog iværksættes foreløbig eller akut støtte
sideløbende med undersøgelsen, jf. § 52, stk. 2, 2. pkt.
Servicelovens § 57 b, stk. 6, fastsætter, at reglerne i service-
lovens § 57 a, stk. 6 og 9, finder tilsvarende anvendelse
på børne- og ungepålægget efter stk. 1. Det vil sige, at der
56
gælder samme regler om varighed og ophør af børne- og
ungepålæg og forældrepålæg, jf. ovenfor.
Servicelovens § 57 b, stk. 7, fastsætter, at kommunalbesty-
relsen ved afgørelse om børne- og ungepålæg skal overveje,
om der samtidig bør træffes afgørelse om forældrepålæg
efter servicelovens § 57 a.
Det følger af bestemmelsens stk. 8, at hvis barnet eller den
unge ikke overholder et børne- og ungepålæg, skal kommu-
nalbestyrelsen, når det vurderes relevant, straks underrette
politiet og anmode om bistand til kommunens udøvelse af
beføjelser efter servicelovens § 64, stk. 2.
Servicelovens § 57 b, stk. 9, indeholder en bemyndigelses-
bestemmelse, hvorefter social- og ældreministeren efter for-
handling med justitsministeren kan fastsætte nærmere regler
om politiets bistand til kommunerne i forbindelse med gen-
nemførelse af børne- og ungepålæg.
Serviceloven indeholder også regler om lægelig undersøgel-
se og behandling i særlige tilfælde.
Servicelovens § 63, stk. 1, fastsætter således, at hvis foræl-
dremyndighedsindehaveren undlader at lade et barn eller
en ung undersøge eller behandle for en livstruende sygdom
eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for
betydelig og varigt nedsat funktionsevne, kan børn og unge-
udvalget træffe afgørelse om at gennemføre undersøgelsen
eller behandlingen.
Efter servicelovens § 71, stk. 9, kan kommunalbestyrelsen
i barnets opholdskommune yde bistand til udgifter til foræl-
drenes transport i forbindelse med møder i barnets opholds-
kommune.
Det fremgår af de særlige bemærkninger til bestemmelsen,
at bestemmelsen giver hjemmel til, at barnets opholdskom-
mune kan dække udgifter til transport til møder i barnets
opholdskommune, når forældrene har bopæl i en anden
kommune, jf. Folketingstidende 2004-05, tillæg A, s. 268.
En sådan afgørelse kan træffes foreløbigt efter reglerne i
servicelovens § 75, når betingelserne herfor er opfyldt, jf.
servicelovens § 63, stk. 2.
Servicelovens § 101 indeholder regler om stofmisbrugsbe-
handling, herunder også af børn og unge under 18 år.
Efter servicelovens § 101, stk. 1, skal kommunalbestyrel-
sen tilbyde social behandling til personer med et stofmis-
brug. Tilbuddet skal iværksættes senest 14 dage efter hen-
vendelsen til kommunen, jf. servicelovens § 101, stk. 4.
Efter servicelovens § 101, stk. 9, 1. pkt. kan kommunalbe-
styrelsen anvende gave kort i forbindelse med og under
behandlingen. Med et gavekort forstås et elektronisk eller
fysisk tilgodebevis på et bestemt beløb til at købe varer i en
forretning, jf. servicelovens § 101, stk. 9, 2. pkt.
Det fremgår videre af servicelovens § 101, stk. 10, at be-
stemmelsen i stk. 9 om gavekort tilsvarende finder anven-
delse som led i behandlingen af børn og unge under 18 år
med et stofmisbrug, som får behandling i medfør af service-
lovens § 101, stk. 12, eller i et tilbud efter servicelovens §
52, stk. 3.
Servicelovens § 101, stk. 11, fastsætter, at gavekort, jf. ser-
vicelovens § 101, stk. 9, kan modtages, uden at værdien
heraf fradrages i forsørgelsesydelser eller andre indkomstaf-
hængige ydelser.
Servicelovens § 101, stk. 12, bemyndiger social- og ældre-
ministeren til at fastsætte regler om behandling af stofmis-
brug efter servicelovens § 101, stk. 1 og 4, af børn og unge
under 18 år i særlige tilfælde. Bemyndigelsen er udmøntet i
bekendtgørelse nr. 714 af 19. juni 2013 om garanti for social
behandling for stofmisbrug til unge under 18 år i særlige
tilfælde.
Det følger videre af servicelovens § 101, stk. 13, at social-
og ældreministeren fastsætter nærmere regler om bl.a. an-
vendelse af gavekort efter servicelovens § 101, stk. 9. Be-
myndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1477 af 17.
december 2018 om afdækning, gavekort og kvalitetsstan-
dard for social behandling for stofmisbrug efter § 101i lov
om social service.
3.6.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Kommunerne kan i dag tilbyde rådgivning og tidligt fore-
byggende indsatser efter servicelovens §§ 10 og 11 eller
iværksættende særlig støtte i form af f.eks. frivillige foran-
staltninger efter reglerne i servicelovens § 52 eller tilbud om
stofmisbrugsbehandling efter servicelovens § 101. Endelig
er der er mulighed for at iværksætte hjælp uden samtykke i
særlige tilfælde eller pålægge børn og unge og forældre for-
skellige handlepligter, hvis barnets eller den unges udvikling
er i fare.
Tidligt forebyggende indsatser og støtteforanstaltninger er
målrettet børn og unge med behov herfor, uanset om støtte-
behovet har udspring i sociale udfordringer hos barnet, den
unge eller familien, i en funktionsnedsættelse hos barnet
eller den unge eller i en kombination heraf. Serviceloven
indeholder herudover en række bestemmelser om handicap-
kompenserende hjælp og støtte, som alene er målrettet børn
og unge med nedsat funktionsevne og deres familier. Be-
stemmelserne om handicapkompenserende støtte er ligele-
des placeret i forskellige kapitler i serviceloven.
Placeringen af reglerne om hjælp og støtte i vidt forskellige
dele af loven kan imidlertid gøre det vanskeligt at få over-
blik over støttemulighederne, ligesom det kan være svært at
gennemskue, hvilke bestemmelser hjælpen skal gives efter i
en konkret sag.
I servicelovens bestemmelser er der i dag endvidere et
stort spring mellem tidlige og forebyggende indsatser efter
servicelovens § 11 og forebyggende foranstaltninger efter
servicelovens § 52, når det gælder kravene til sagsbehand-
57
lingen. Mens der er meget begrænsede proceskrav til de
indsatser, der kan gives efter § 11 samt efter bestemmelserne
om handicapkompenserende hjælp og støtte, er der krav om
bl.a. en børnefaglig undersøgelse, børnesamtale og udarbej-
delse af en handleplan, før kommunen kan træffe afgørelse
om støtte efter servicelovens § 52.
Alle foranstaltninger efter servicelovens § 52 er samtidig
underlagt de samme proceskrav. Bestemmelsen dækker
imidlertid over en række meget forskelligartede indsatser,
der adskiller sig væsentligt i forhold til både indhold, samt
hvor indgribende indsatsen er – fra f.eks. en kontaktperson
for barnet eller familien til en frivillig anbringelse uden for
hjemmet. Kommunerne oplever, at reglerne er indrettet efter
de ”tunge” sager og efterspørger større rum for hurtigere og
mere fleksibelt at kunne iværksætte de mindre indgribende
foranstaltninger. Det fremgår af Afrapportering vedr. ”Kule-
gravning” af reglerne på området for udsatte børn og unge.
Social- og Ældreministeriet vurderer på den baggrund, at
der er behov for nye indsatsbestemmelser i en kommende
barnets lov, der skal bygge på følgende principper:
– Hjælp til børn, unge og familier i form af generel eller
familieorienteret rådgivning, tidlig forebyggelse og støt-
tende indsatser bør samles i sit eget kapitel i loven. Ved
at samle bestemmelserne om rådgivning, tidligt forebyg-
gende indsats og særlig støtte til børn, unge og familier
ét sted i lovgivningen skal det være mere anskueligt
for både børne- og ungerådgiver og barnet og familien,
hvilke typer af støtte kommunen kan give og hvornår.
– Proceskravene bør i højere grad afspejle tyngden i sager-
ne og intensiteten i indsatsen. Rådgivning og tidligt fore-
byggende indsatser bør kunne gives umiddelbart og med
meget begrænsede eller ingen proceskrav, men støttende
indsatser som f.eks. kontaktperson eller støtte i hjemmet
bør kunne iværksættes hurtigere end i dag og på grund-
lag af en mere afgrænset afklaring af støttebehovet.
– Retssikkerheden for barnet og familien skal samtidig al-
tid være i orden, og det gælder særligt i anbringelsessa-
ger. Anbringelse af barnet eller den unge uden for hjem-
met bør derfor udskilles fra øvrige støttemuligheder,
fordi de stiller helt særlige krav til bl.a. udredning. Reg-
lerne om anbringelse med og uden samtykke bør derfor
samles i deres eget kapitel.
– De særlige handicapkompenserende indsatser til børn og
unge og deres familier udskilles fra øvrige støttemulig-
heder, da de er målrettet de særlige udfordringer, som
alene følger af barnets eller den unges nedsatte funk-
tionsevne eller kroniske og langvarige lidelse. Reglerne
om handicapkompenserende hjælp og støtte bør derfor
samles i deres eget kapitel.
3.6.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at lovens kapitel 4 skal indeholde regler om
rådgivning og indsatser til børn, unge og familier. Kapitlet
vil omfatte regler om generel og familieorienteret rådgiv-
ning, tidligt forebyggende indsatser og frivillige støttende
indsatser, tilbud om behandling til unge med stofmisbrug,
økonomisk støtte samt regler om indsatser, pålæg og lægelig
behandling, der kan iværksættes uden samtykke.
Indsatserne i kapitlet vil være målrettet børn, unge og fami-
lier, der har behov for en tidligt forebyggende eller støtten-
de indsats, uanset om støttebehovet har udspring i sociale
udfordringer hos barnet, den unge eller familien, i en funkti-
onsnedsættelse hos barnet eller den unge eller i en kombina-
tion heraf. De særlige handicapkompenserende indsatser til
børn og unge og deres familier udskilles fra øvrige støttemu-
ligheder i et selvstændigt kapitel om handicapkompenseren-
de støtte til børn, da de er målrettet de særlige udfordringer,
som alene følger af barnets eller den unges nedsatte funk-
tionsevne eller kroniske og langvarige lidelse. Reglerne om
handicapkompenserende hjælp og støtte bør derfor samles i
deres eget kapitel.
Formålet vil være at sikre, at det er klarere og mere
overskueligt for familierne og for sagsbehandlerne, hvilken
hjælp og støtte der kan gives til disse børn, unge og famili-
er. I dag er reglerne herom spredt over en flere forskellige
kapitler i serviceloven, og det kan gøre det svært at orientere
sig i lovgivningen og sikre den rette hjælp.
Det foreslås, at kapitlets første afsnit omhandler rådgiv-
ning. Den foreslåede ordning vil samle de relevante regler
om rådgivning, vejledning og tidlig forebyggende indsats til
børn, unge og familier m.v., der i dag fremgår af servicelo-
vens §§ 10 og 11, herunder generel vejledning til børn og
unge efter § 10 og familieorienteret rådgivning efter § 11,
stk. 2.
Den foreslåede ordning vil indebære, at kommunerne lige-
som i dag vil være forpligtet til at tilbyde generel rådgivning
til børn og unge samt familieorienteret rådgivning til børn,
unge, forældre, andre der faktisk sørger for et barn, og kom-
mende forældre.
Der henvises til §§ 28 og 29 og bemærkningerne hertil.
Det foreslås, at kapitlets andet afsnit omhandler tidligt fore-
byggende indsatser. Den foreslåede ordning vil samle regler
om tidligt forebyggende indsatser til børn unge og familier,
som i dag er fastsat i servicelovens § 11, stk. 3-6, samt
regler om gratis rådgivning, undersøgelse og behandling af
børn og unge med adfærdsvanskeligheder, som i dag er fast-
sat i servicelovens § 11, stk. 7.
Den foreslåede ordning vil ikke medføre indholdsmæssige
ændringer af disse bestemmelse. Der henvises til §§ 30 og
31 og bemærkningerne hertil. I forhold til videreførelsen af
den eksisterende forpligtelse i servicelovens § 11, stk. 7, til
at tilbyde gratis rådgivning, undersøgelse og behandling af
børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
og deres familier henvises til § 81 og bemærkningerne her-
til.
Det foreslås videre, at kapitlets tredje afsnit skal omhandle
støttende indsatser til børn, unge og familier.
58
Afsnittet vil omfatte en ny bestemmelse om frivillige støt-
tende indsatser, der vil adskille sig på flere væsentlige punk-
ter fra den nuværende § 52 i serviceloven om foranstaltnin-
ger, som den vil erstatte.
Den foreslåede ordning vil ikke ændre på de indholdsmæs-
sige krav til, hvornår der vi skulle træffes afgørelse om støt-
te. Det vil således ligesom i dag være et krav, at indsatsen er
af væsentlige betydning for et barnets eller den unges særli-
ge behov for støtte. Bestemmelsen vil altså ligesom i dag
være målrettet børn og unge med behov for mere intensiv el-
ler længerevarende støtte, end hvad der kan gives som led i
den tidligt forebyggende indsats. Det vil også ligesom i dag
som udgangspunkt være et krav, at forældremyndighedsind-
ehaveren samtykker til indsatsen, ligesom barnet eller den
unge vil skulle inddrages, jf. den foreslåede indsatsbestem-
melse i kapitel 4.
Den foreslåede ordning vil betyde, at kommunalbestyrelsen
vil skulle vælge den eller de indsatser, som bedst vil kun-
ne imødekomme barnets eller den unges særlige behov for
støtte. Hjælp og støtte vil således altid iværksættes med
henblik på at sikre barnets eller den unges bedste, jf. for-
målsbestemmelsen i den foreslåede § 2. Det vil samtidig
følge af forvaltningsretlige grundsætning om egnethed, at
kommunalbestyrelsen skal sikre, at afgørelsen som middel
er egnet til at opnå målet. Kommunalbestyrelsen vil i lighed
med i dag skulle lægge vægt på sagens forhold og komplek-
sitet, herunder om behovet for hjælp og støtte er helt eller
delvist begrundet i nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
hos barnet eller den unge. I den forbindelse vil kommunal-
bestyrelsen endvidere skulle overveje, om der ud over even-
tuelle støtteindsatser efter kapitel 4 også vil være behov for
at iværksætte handicapkompenserende indsatser efter kapitel
8.
Det foreslås, at afgørelsen skal angive formålet med indsat-
sen og den forventede varighed. Den foreslåede ordning vil
betyde, at kommunalbestyrelsen i sin afgørelse om støttende
indsatser vil skulle angive det overordnede formål med den
eller de valgte indsatser. Et eksempel kunne være en afgø-
relse om praktisk og pædagogisk hjælp i hjemmet med det
overordnede formål at styrke barnets eller den unges trivsel
ved at hjælpe forældrene med at skabe struktur i børnenes
hverdag og støtte forældrene i at sætte grænser. Det konkrete
mål for indsatsen vil skulle fastsættes i samarbejde med bar-
net eller den unge og forældrene i barnets plan. Der henvises
til afsnit 3.12.1-3.12.3.
Den foreslåede ordning vil endvidere betyde, at kommunal-
bestyrelsens afgørelse vil skal indeholde en angivelse af,
hvor længe indsatsen forventes at vare. Det vil sige, at kom-
munen i forbindelse med iværksættelsen af støtten skal tage
stilling til, om indsatsen forventes at skulle være af kortere
eller længere varighed.
Det foreslås videre, at støttende indsatser vil kunne iværk-
sættes på baggrund af en afdækning eller udredning af bar-
nets eller den unges situation eller sideløbende hermed.
Kommunalbestyrelsen vil altså ikke, som i dag, som ud-
gangspunkt skulle iværksætte støtte efter gennemførelse af
en børnefaglig undersøgelse eller hvad der svarer her til, idet
en mere afgrænset afdækning vil kunne vil være tilstrække-
ligt grundlag, når der ikke er tale om meget alvorlige og
komplekse sager, hvor der kan være behov for en anbringel-
se. Formålet er at sikre, at barnet eller den unge og familien
vil få hurtigere hjælp end i dag, og at kommunerne ikke
bruger unødige ressourcer på langvarige og omfangsrige
undersøgelser, når det ikke står mål med problemtyngden og
indsatsens karakter.
Støtte vil dog også kunne iværksættes på grundlag af en
børnefaglig undersøgelse, der kommer hele vejen rundt om
barnets eller den unges situation. Det vil f.eks. kunne være
tilfældet i en situation, hvor kommunen indledningsvis har
vurderet, at der er tale om en så alvorlig sag, at en anbringel-
se vil kunne være relevant, og derfor har iværksat en børne-
faglig undersøgelse, jf. den foreslåede § 20. På baggrund
af undersøgelsen har kommunen imidlertid vurderet, at der
ikke er grundlag for en anbringelse af barnet men behov for
f.eks. intensiv familiebehandling under et døgnophold for
barnet og forældrene. Det vil også kunne være tilfældet i en
situation, hvor barnet anbringes uden for hjemmet, og der
vurderes at være behov for supplerende støtte til barnet eller
forældrene under anbringelsen.
Den foreslåede ordning vil også betyde, at kommunerne vil
få lettere adgang til at iværksætte støttende indsatser efter
dette kapitel sideløbende med en afdækning af barnets eller
den unges behov. I dag kan foranstaltninger efter servicelo-
vens § 52 alene iværksættes sideløbende med en børnefag-
lig undersøgelse, hvis særlige grunde taler herfor, men det
klare udgangspunkt er, at undersøgelsen skal være gennem-
ført forinden. Det vil den foreslåede bestemmelse gøre op
med. Hvis barnet eller den unge har nedsat fysisk eller psy-
kisk funktionsevne eller en kroniske eller langvarig lidelse
bør kommunalbestyrelsen i forbindelse med iværksættelse
af indsatser efter dette kapitel ligeledes overveje om der er
grundlag for at iværksætte hjælp og støtte efter kapitel 8.
Støttende indsatser vil således kunne iværksættes sideløben-
de med afdækning eller børnefaglig undersøgelse, hvis kom-
munalbestyrelsen på baggrund af de oplysninger, der allere-
de foreligger i sagen, vurderer, at det vil være af væsentlig
betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige be-
hov for støtte. Formålet er at sikre hurtigere og mere flek-
sibel hjælp til barnet eller den unge og familien. Det vil
samtidig give bedre mulighed for en mere aktiv afdækning-
speriode, hvor afdækningen af barnets, eller den unges og
familiens ressourcer udfordringer sker som led i en støttende
indsats. Der henvises til afsnit 3.4.2-3.4.3.
Der vil være en forudsætning, at der foreligger tilstrækkelig
oplysninger til, at kommunalbestyrelsen kan vurdere, om
barnet eller den unge har behov for særlig støtte, dvs. at
støttebehovet ligger udover, hvad der kan imødekommes
som led i en tidligt forebyggende indsats, og om støtten vil
være af væsentlig betydning. Endelig skal kommunen for at
59
kunne træffe afgørelse have tilstrækkelige oplysninger til at
kunne vurdere, hvilke indsatser, der bedst kan imødekomme
barnets eller den unges behov. Hvis sagen omhandler et barn
eller en ung med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller en langvarig eller kronisk lidelse, vil kommunalbesty-
relsen skulle overveje om der, ud over eventuelle indsatser
efter dette kapitel, er grundlag for at tilbyde hjælp og støtte
efter kapitel 8, eller for iværksætte en afdækning heraf.
Kommunalbestyrelsens afgørelse vil være omfattet af de
almindelige forvaltningsretlige regler om partshøring og kla-
gevejledning m.v., ligesom kommunen vil have ansvar for at
sikre, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes
afgørelse, jf. § 10 i den sociale retssikkerhedslov.
Hvis der iværksættes støttende indsatser sideløbende med
afdækningen eller den børnefaglige undersøgelse, skal kom-
munalbestyrelsen i forbindelse med opfølgningen på barnets
trivsel og udvikling, jf. den foreslåede § 95, tage stilling til,
om afdækningen eller undersøgelsen giver anledning til at
justere indsatsen.
Det foreslås, at kommunalbestyrelsen kan iværksætte hjælp
inden for følgende typer af støttende indsatser:
1) Ophold i dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddan-
nelsessted el.lign.
2) Praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet.
3) Udpegning af en fast kontaktperson for barnet eller den
unge eller for hele familien.
4) Formidling af praktiktilbud hos en offentlig eller privat
arbejdsgiver for den unge og i den forbindelse udbeta-
ling af godtgørelse til den unge.
5) Familiebehandling eller behandling af barnet, den un-
ge.
6) Familieanbringelse i form af et døgnophold for både
forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge
og andre medlemmer af familien i en almen plejefami-
lie, i en forstærket plejefamilie, i en specialiseret pleje-
familie, på et børne- og ungehjem, jf. § 43, eller i et
botilbud, jf. § 107 i lov om social service.
7) Støtteophold i en almen plejefamilie, i en forstærket
plejefamilie, i en specialiseret plejefamilie eller i en
netværksplejefamilie eller i et børne- og ungehjem, jf. §
43.
8) Anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, be-
handling og praktisk og pædagogisk støtte.
Den foreslåede ordning vil betyde, at en ny indsatsbestem-
melse vil skulle omfatte alle de typer tilbud, som i dag
kan gives efter servicelovens § 52, stk. 3, f.eks. støtte i
hjemmet, familiebehandling, kontaktperson m.v., undtagen
anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet. I
sager vedrørende børn og unge med nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne eller en langvarig eller kronisk lidel-
se, vil kommunalbestyrelsen også fremover skulle overveje
om der, ud over eventuelle indsatser efter dette kapitel, er
grundlag for at tilbyde hjælp og støtte efter kapitel 8.
I dag indgår frivillig anbringelse i oplistningen af foran-
staltninger der kan gives efter servicelovens § 52 på lige
fod med andre, langt mindre indgribende og intensive til-
bud. Formålet med at udskille anbringelsesreglerne fra de
øvrige indsatser vil være at give mulighed for at tilpasse kra-
vene til sagsoplysning ved støttende indsatser, jf. ovenfor, så
de bedre afspejler intensiteten i støtten, uden det går ud over
de særligt høje krav til grundig udredning, der nødvendigvis
må gælde ved en anbringelse uden for hjemmet af hensyn til
retssikkerheden for barnet eller den unge og forældrene.
Den foreslåede ordning vil også indebære en justering af
rækkefølgen i oplistningen af typer af indsatser i forhold til,
hvad der i dag gælder efter servicelovens § 52, stk. 3, så
oplistningen bedre vil afspejle intensiteten af de forskellige
indsatstyper. En klarere og mere naturlig opbygning vil gøre
bestemmelsen lettere at forstå og anvende hensigtsmæssigt.
Det vil ikke betyde, at kommunen vil skulle have afprøvet
mindre indgribende tilbud som f.eks. en kontaktperson, før
der iværksættes mere indgribende tilbud i form af f.eks.
døgnophold for hele familien. Der vil altid skulle vælges
den rette og nødvendige indsats, som kan imødekomme
barnets eller den unges behov. Det er vil således ligesom
i dag gælde, at indsatsen ikke bør være så lidt indgribende,
at den ikke er tilstrækkelig til at opnå målet, eller at den
senere viser sig ikke at have effekt. Samtidig bør det altid
sikres, at indsatsen ikke er så indgribende, at den har større
bivirkninger end fordele for barnet eller den unge.
Den foreslåede ordning vil også medføre nogle ændringer
i terminologien, der har til formål gøre reglerne lettere at
forstå i nutidig kontekst og gøre op med stigmatiserende
sprogbrug. Det foreslås således bl.a. at anvende betegnelsen
’støttende indsatser’ i stedet for ’foranstaltninger’. Det vil
også understrege sammenhængen til den tidligere forebyg-
gende indsats. Tilsvarende vil indsatstypen døgnophold for
familien fremover betegnes en familieanbringelse for at ty-
deliggøre, at det er en meget intensiv indsats for hele eller
dele af familien. En familieanbringelse vil ikke være en
anbringelse af barnet eller den unge efter lovens kapitel 5 og
vil derfor ikke være omfattet af de særlige regler om bl.a.
hjemgivelse og samvær m.v., der særskilt knytter sig til en
anbringelse.
Den foreslåede ordning vil medføre en præcisering af de
muligheder, kommunerne har i dag efter servicelovens §
52, stk. 3, nr. 5, for at iværksætte fleksible, støttende og
aflastende ophold for barnet eller den unge i en plejefamilie
eller på en institution, mens barnet eller den unge fortsat
bor hjemme hos forældrene. Det vil skulle sikre, at udsatte
børn og unge vil kunne blive boende hjemme hos familien,
men samtidig få den nødvendige støtte eller det nødvendige
pusterum, når sådan en fleksibel model er bedst for barnet
eller den unge.
Den foreslåede ordning vil gøre det tydeligt, at det vil være
barnets eller den unges behov, som vil være udgangspunktet
for indsatsen, og ikke f.eks. forældres eller plejeforældres
behov for aflastning. For at understrege dette, vil den fore-
60
slåede ordning indebære en ændring af terminologien fra
’aflastning’ til ’støtteophold’, så barnet eller den unge ikke
vil skulle opleve at være en belastning, som de voksne om-
kring barnet eller den unge skal aflastes fra. Ændringen vil
indgå som et led i det bredere opgør med stigmatiserende
sprogbrug i en ny barnets lov.
Formålet vil således være at give barnet eller den unge
mulighed for at komme væk hjemmefra i en kortere periode,
når barnet eller den unge har behov for det. Tidsmæssigt
vil de enkelte aflastningsophold kunne strække sig fra en til
to dage til to til tre uger ad gangen, typisk weekender og
ferieperioder. Selve støtteordningen vil kunne fungere for en
længere årrække, eventuelt under hele opvæksten. I sager
vedrørende børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller en langvarig eller kronisk lidelse bør
kommunalbestyrelsen være opmærksom på, om der kan væ-
re grundlag for at tilbyde aflastning til familien efter kapitel
8.
Et støtteophold vil ikke være en anbringelse, selvom det vil
skulle foregå i et godkendt anbringelsessted. Et støtteophold
vil derfor heller ikke kunne erstatte en anbringelse uden for
hjemmet, hvis det er en anbringelse, barnet eller den unge
har behov for. Støtteophold vil dog også kunne gives som en
supplerende indsats under en anbringelse i en plejefamilie
eller på en et børne- og ungehjem.
Kommunerne vil skulle tilrettelægge indsatsen og fastsætte
de nærmere rammer for støtteopholdet i dialog med barnet
eller den unge og familien, så opholdet tilpasses behovet hos
det enkelte barn eller den enkelte unge. I forbindelse med
den løbende opfølgning på barnets eller den unges udvikling
og trivsel, jf. §§ 95 og 96, vil kommunen i dialog med
barnet eller den unge og familien skulle tage stilling til, om
der er behov for at justere indsatsen.
Der henvises til § 32 og bemærkningerne hertil.
Det foreslås videre, at fjerde afsnit af lovens kapitel 4
skal omhandle en behandlingsgaranti for unge med stofmis-
brug. Den foreslåede ordning vil betyde, at de regler om
behandling af unge med stofmisbrug, som i dag er fastsat
i servicelovens § 110 og i bekendtgørelse om behandling
af unge for stofmisbrug i særlige tilfælde, vil blive samlet
her i barnets lov, hvor de vil stå i umiddelbar forlængelse
af de frivillige støttende indsatser, som de hænger naturligt
sammen med.
Den foreslåede ordning vil betyde, at kommunerne ligesom
i dag vil have pligt til inden for 14 dage at iværksætte
behandling af unge med alvorligt stofmisbrug. Der henvises
til § 33 og bemærkningerne hertil.
Det foreslås, at kapitlets femte afsnit omhandler økonomisk
støtte. Den forslåede ordning vil være en videreførelse af
regler om økonomisk støtte til forældrene, som i dag er
fastsat i servicelovens § 11, stk. 4-6, § 52 a og § 71, stk.
9. Ved at samle reglerne her sikres mere overskuelighed
og en tydeligere sammenhæng til øvrige hjælp og støtte til
familierne. I sager vedrørende børn og unge med nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne eller en langvarig eller
kronisk lidelse bør kommunalbestyrelsen endvidere være
opmærksom på, om der kan være grundlag for at tilbyde
økonomisk støtte i form af hjælp til dækning af nødvendige
merudgifter efter § 86.
Det foreslås, at kapitlets sjette, syvende, ottende og niende
afsnit omhandler støttende indsatser uden samtykke, foræl-
drepålæg, børne- og ungepålæg samt lægelig behandling
uden samtykke. Afsnittet vil skulle omfatte regler om støtte
uden samtykke, forældre- og børne- og unge pålæg samt
lægelig behandling uden samtykke, der i dag er fastsat i
servicelovens §§ 56, 57 a og b, og 63.
Den foreslåede ordning vil samle regler, der vil give adgang
til at iværksætte støtte og behandling uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaver i sager om børn og unge, der
typisk bor hjemme hos forældrene, og hvor der er behov for
en mere insisterende tilgang for at hindre, at problemerne
vokser sig så store, at det er bliver nødvendigt at fjerne
barnet. Ved at placere disse bestemmelser efter hinanden i
naturlig forlængelse af de frivillige indsatser vil det blive
tydeligere, hvordan bestemmelserne både hænger sammen
med og adskiller sig fra de frivillige indsatser. Formålet med
den foreslåede ordning er at understøtte en mere overskuelig
og forståelig lov.
Den foreslåede ordning vil være en videreførelse af de nu-
værende regler om forældrepålæg, børne- og ungepålæg og
støtteforanstaltninger uden samtykke uden samtykke, jf. ser-
vicelovens §§ 56 og 57 a og b, dog med de konsekvensæn-
dringer, som vil følge af en lettere adgang til at iværksætte
frivillige støttende indsatser, jf. ovenfor.
Den foreslåede ordning vil således indebære, at støttende
indsatser i form af f.eks. familiebehandling, kontaktperson
eller andre typer af støttende indsatser efter den foreslåede
nye indsatsbestemmelser, der vil blive iværksat uden sam-
tykke, enten særskilt eller i forbindelse med et forældre-
eller børne- og ungepålæg, vil kunne iværksættes på bag-
grund af en afdækning eller børnefaglig undersøgelse eller
sideløbende hermed.
Det vil være en ændring i forhold til i dag, hvor der som
udgangspunkt skal være gennemført en børnefaglig undersø-
gelse, inden der træffes afgørelse om støtte uden samtykke,
med mindre særlige forhold taler for, at der iværksættes
foreløbig støtte sideløbende med undersøgelsen.
Kommunalbestyrelsen vil altid være forpligtet til at oplyse
sagen i tilstrækkelig grad til, at der kan træffes afgørelse,
jf. § 10 i den sociale retssikkerhedslov. Det bl.a. betyde,
at sagen skal være tilstrækkeligt oplyst til, at kommunal-
bestyrelsen kan vurdere, om de materielle betingelser for
iværksættelse af støttende indsatser uden samtykke er op-
fyldt. Forvaltningslovens regler om partshøring og klagevej-
ledning m.v. vil ligeledes skulle overholdes, og kommunen
vil så vidt muligt skulle inddrage barnet eller den unge og
61
forældrene i overensstemmelse med de grundlæggende prin-
cipper i kapitel 2.
Ved afgørelsen vil kommunalbestyrelsen skulle iagttage pro-
portionalitetsprincippet. Dvs. at der vil skulle være et ri-
meligt forhold mellem indsatsen og det formål, der søges
opnået, så indsatsen ikke er hverken mere eller mindre ind-
gribende end nødvendigt.
Den foreslåede ordning vil ikke i øvrigt medføre ændringer
i forhold til de nuværende regler. Der vil således gælde
de samme materielle betingelser for at afgørelserne, som i
dag, ligesom det den hjælp, der vil kunne iværksættes eller
pålægges, vil være den samme som i dag.
For så vidt angår reglerne om lægelige behandling uden
samtykke vil de være helt uændrede, da de ligesom i dag
alene vil afhænge af barnets eller den unges sundhedsfaglige
behandlingsbehov, hvorfor der også i dag er adgang for
børne- og unge-udvalget til at træffe sådanne afgørelser, når
der er tale om en livstruende sygdom eller en sygdom, der
udsætter barnet eller den unge for betydelig og varigt nedsat
funktionsevne.
Der henvises til afsnit 3.18. og bemærkningerne til §§
38-40.
Endelig foreslås det, at kapitlet skal have sidste afsnit, der
vedrører ophold i privat familiepleje m.v. Afsnittet vil vide-
reføre de nuværende regler i servicelovens § 78 om privat
døgnophold m.v. Privat familiepleje skal ikke forveksles
med en anbringelse i f.eks. en plejefamilie, da der er tale om
et ophold for barnet eller den unge, som baserer sig på en
aftale mellem forældremyndighedsindehaver og den pågæl-
dende familie, som har eller den unge i pleje f.eks. midler-
tidigt i forbindelse med forældres udlandsophold, sygdom
m.v., og hvor barnet eller den unge ikke har behov for sær-
lig støtte. Reglerne herom foreslås derfor holdt adskilt fra
reglerne om anbringelse efter det foreslåede kapitel 5.
Der henvises til § 42 og bemærkningerne hertil.
3.7. Særlig hjælp og støtte til børn og unge med funktions-
nedsættelser og deres familier
3.7.1. Gældende ret
Serviceloven danner i dag rammen om de regler, som re-
gulerer kommunalbestyrelsens forpligtelse til at yde rådgiv-
ning og vejledning samt tilbyde indsatser til børn og unge,
der har et særligt behov for hjælp og støtte på grund af
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier.
Serviceloven indeholder således en del bestemmelser, som
specifikt er målrettet børn og unge med nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne og deres familier. Disse bestemmel-
ser er fastlagt i servicelovens afsnit II og IV, som også inde-
holder en række bestemmelser, som både har børn og unge
med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og socialt
udsatte børn og unge som målgruppe.
Herudover indeholder serviceloven en række bestemmelser
om særlige kompenserende indsatser, som har både børn,
unge og voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsev-
ne som målgruppe. Disse bestemmelser fremgår primært af
servicelovens afsnit VI.
Endvidere indeholder serviceloven en række bestemmelser
om hjælp og støtte, der primært er målrettet voksne, som
har behov for særlig støtte på grund af midlertidigt eller
varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sær-
lige sociale problemer, men som for visse bestemmelsers
vedkommende også kan danne afsæt for hjælp og støtte til
børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
og deres familier. Disse bestemmelser fremgår primært af
servicelovens afsnit V.
Endvidere indeholder såvel serviceloven som retssikker-
hedsloven en række bestemmelser om tilrettelæggelsen af de
indsatser, som skal iværksættes over for børn og unge med
behov for særlig støtte, herunder børn og unge med nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier.
Det gælder blandt andet servicelovens § 1, som blandt andet
slår fast, at hjælp og støtte skal gives på baggrund af en
konkret og individuel vurdering af den enkeltes behov, samt
servicelovens § 19, hvoraf det fremgår, at opgaver og tilbud,
der omfatter børn, unge og deres familier, skal udføres i
samarbejde med forældrene med henblik på at fremme børns
og unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Det fremgår
ligeledes af servicelovens § 19, at den indsats, der iværksæt-
tes over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne, skal sættes i sammenhæng med indsatser
over for de samme børn og unge efter anden lovgivning.
3.7.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Social- og Ældreministeriet finder det hensigtsmæssigt, at
reglerne om indsatser målrettet børn og unge under 18 år
med behov for særlig støtte samles i en ny, selvstændig
hovedlov - barnets lov. Ministeriet finder, at barnets lov
bør danne rammen om al hjælp og støtte målrettet børn og
unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres
familier.
Social- og Ældreministeriet finder derfor, at alle støttebe-
stemmelser målrettet børn og unge med nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne og deres familier bør samles i barnets
lov. Social- og Ældreministeriet finder, at der i den forbin-
delse vil være behov for at videreføre de bestemmelser i
serviceloven, som i dag danner rammen for de målrettede,
særlige indsatser til børn og unge med nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne og deres familier, i et særligt kapitel i
barnets lov.
Social- og Ældreministeriet finder endvidere, at der er be-
hov for at sikre, at den nuværende adgang til hjælp og støtte
for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktions-
evne og deres familier forbliver uændret i forbindelse med
de ændringer i regelgrundlaget, som foreslås gennemført
med barnets lov.
62
Ministeriet finder, at forslaget om at samle de foreslåede
bestemmelser om særlig hjælp og støtte til børn og unge
under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres
familie i et særskilt kapitel vil kunne medvirke til at synlig-
gøre kommunalbestyrelsens forpligtelse til at sikre, at der i
tilrettelæggelsen af hjælp og støtte til denne målgruppe tages
højde for de særlige behov, som funktionsnedsættelsen eller
lidelsen medfører for netop disse børn, unge og familier.
Ministeriet finder således, at det vil være hensigtsmæssigt,
at et særskilt kapitel i barnets lov danner rammerne for, at
børn og unge under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne og deres familier fremover vil kunne få ad-
gang til den særlige hjælp og støtte, de ud fra en konkret og
individuel vurdering har behov for.
Herudover finder ministeriet, at der er behov for at tydelig-
gøre kommunalbestyrelsens forpligtelse til at sikre, at even-
tuelle indsatser efter et særskilt kapitel i barnets lov om
hjælp og støtte målrettet børn og unge under 18 år med
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier
tilrettelægges i sammenhæng med øvrige tilbud og indsatser
efter såvel barnets lov som anden relevant lovgivning.
Med den foreslåede affattelse af det foreslåede kapitel 8 fin-
de ministeriet endvidere at der vil skabes gode rammer for
at sikre en god og helhedsorienteret indsats til børn og unge
under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres
familie, tilrettelagt med afsæt i en konkret og individuel
vurdering af det enkelte barns eller den enkelte unges og
familiens samlede forhold.
3.7.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at kapitel 8 vil skulle danne en samlet ramme
om den særlige hjælp og støtte i barnets lov, som alene vil
være målrettet børn og unge under 18 år med nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller
langvarig lidelse og deres familier.
Det foreslås derfor, at det foreslåede kapitel 8 i barnets
lov skal indeholde en videreførelse af de bestemmelser i ser-
viceloven, som i dag danner rammen for de særlige indsatser
målrettet til børn og unge under 18 år med nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller
langvarig lidelse og deres familier.
Det foreslås endvidere, at der som en ny bestemmelse i det
foreslåede kapitel 8 indføres en hjemmel til, at børn og unge
under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
og deres familier fortsat vil kunne have uændret adgang til
hjælp og støtte efter de bestemmelser i serviceloven, som
også fremadrettet skal danne rammen om særlige kompense-
rende indsatser, som har børn, unge og voksne med nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne som målgruppe.
Målgruppen for hjælp og støtte efter bestemmelserne i det
foreslåede kapitel 8 vil være de børn og unge under 18 år
og deres familier, som i dag er i målgruppen for hjælp og
støtte efter de af servicelovens bestemmelser, som er særligt
målrettet børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funk-
tionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og
deres familier.
Det foreslås desuden, at der udformes en ny generel bestem-
melse i det foreslåede kapitel 8, som vil skulle tydeliggøre
og rammesætte de særlige forpligtelser, kommunalbestyrel-
sen vil have til at sikre særlig hjælp og støtte til børn og
unge under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktions-
evne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og
deres familier.
Ud over tydeliggørelsen af kommunalbestyrelsens generelle
forpligtelse til at iværksætte den nødvendige særlige hjælp
og støtte, foreslås denne generelle bestemmelse også at skul-
le indeholde en tydeliggørelse af kommunalbestyrelsens for-
pligtelse til at sikre, at hjælp og støtte efter det foreslåede
kapitel 8 vil skulle tilrettelægges med afsæt i barnets eller
den unges perspektiv ud fra en konkret og individuel vur-
dering af det enkelte barn eller den enkelte unge samt i
samarbejde med forældrene.
Det foreslås desuden, at den foreslåede, generelle bestem-
melse også skal indeholde en tydeliggørelse af kommunal-
bestyrelsens forpligtelse til at sikre, at hjælp og støtte efter
det foreslåede kapitel 8 vil skulle tilrettelægges i sammen-
hæng med de øvrige tilbud og indsatser efter såvel den
foreslåede barnets lov som efter anden relevant lovgivning.
I sammenhæng med de øvrige bestemmelser i den foreslåe-
de barnets lov af relevans for målgruppen, vil det foreslåede
kapitel 8 kunne medvirke til at understøtte, at børn og unge
under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres
familier får den hjælp, støtte og omsorg, som de har behov
for.
Med det foreslåede kapitel 8 videreføres gældende ret. Der
er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af ad-
gangen til hjælp og støtte for til børn og unge under 18
år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller ind-
gribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier
som følge af de sproglige tilpasninger af de bestemmelser,
de videreføres fra serviceloven, eller som følge af de nye
bestemmelser, der foreslås indført i det foreslåede kapitel 8.
3.8. Anbringelse
3.8.1. Gældende ret
Servicelovens § 66 angiver typen af anbringelsessteder for
børn og unge. Disse kan være almene plejefamilier, forstær-
kede plejefamilier, specialiserede plejefamilier, netværksple-
jefamilier, egne værelser, kollegier eller kollegielignende
opholdssteder, opholdssteder for børn og unge, døgninstitu-
tioner, herunder delvis lukkede døgninstitutioner og delvis
lukkede afdelinger på døgninstitutioner samt sikrede døgn-
institutioner og særligt sikrede afdelinger, eller pladser på
63
efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafde-
ling. Anbringelsessteder dækker således over en række ind-
byrdes forskellige anbringelsesmuligheder. Bestemmelsen
angiver også, at det er en betingelse for, at der kan træffes
afgørelse om anbringelse af børn og unge efter § 52, stk. 3,
nr. 4, 5 eller 7, eller efter § 19, stk. 1, i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet i et anbringelsessted, at anbringel-
sesstedet er godkendt efter § 66 b, stk. 1, § 66 e, stk. 1,
eller § 66 f, stk. 1, eller efter § 5 i lov om socialtilsyn. Be-
stemmelsen angiver også, at døgninstitutioner kan oprettes
og drives af kommuner eller regioner, eller son selvejende
institutioner, som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet
indgår aftale med.
Det fremgår af § 67 i serviceloven, at formålet med indsat-
sen på opholdssteder for børn og unge og døgninstitutioner
er at varetage omsorg og sikre trivsel og udvikling for de
anbragte børn og unge. Opholdssteder og døgninstitutioner
skal arbejde målrettet med at understøtte uddannelse, be-
skæftigelse og forebyggelse af kriminalitet for de anbragte
børn og unge. § 67 medfører, at opholdsstederne og insti-
tutionerne skal indrette den pædagogiske praksis i overens-
stemmelse med disse formål.
Når kommunen vælger et anbringelsessted, skal der udar-
bejdes en aftale med stedet, der nærmere definerer, hvad
kommunen kan forvente, at anbringelsesstedet leverer inden
for den økonomiske ramme, som der opnås enighed om. I
forbindelse med kommunens aftale med anbringelsesstedet,
skal det defineres nærmere i aftalen, hvad der er indeholdt i
anbringelsen. Udgangspunktet for denne fastsættelse er ser-
vicelovens § 55, der definerer, hvad et døgnophold for børn,
unge og vordende forældre omfatter. Bestemmelsen beskri-
ver de driftsmæssige forhold m.v. på anbringelsesstederne,
herunder de ydelser som børn, unge eller vordende forældre
modtager under et døgnophold samt vederlag til plejefamili-
er og beløb til kost og logi ved et barns eller den unges op-
hold på et anbringelsessted. De samme regler gælder for et
aflastningsophold, som ydes under et døgnophold. Efter be-
stemmelsen godtgør kommunalbestyrelsen udgifter til kost
og logi i forbindelse med formidlet døgnophold for børn og
unge, når opholdet ikke er omfattet af takstfinansiering, jf. §
174, stk. 1.
Efter servicelovens § 52 kan kommunalbestyrelsen træffe
afgørelse om en række foranstaltninger, når det må anses for
at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller
den unges særlige behov for støtte. Kommunalbestyrelsen
skal vælge den eller de foranstaltninger, som bedst kan løse
de problemer og behov, der er afdækket gennem den bør-
nefaglige undersøgelse efter § 50. Afgørelsen træffes med
samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. Der fremgår
dog særlige bestemmelser for iværksættelse af hjælp uden
samtykke efter §§ 56, 57 a, 57 b, 58, § 68, stk. 2 og 3,
og 68 a. Det følger af gældende ret, at støtten kun kan
iværksættes efter gennemførelse af en børnefaglig undersø-
gelse, jf. § 50, eller en ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i
lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Hvis særlige
forhold taler herfor, kan der dog iværksættes foreløbig eller
akut støtte sideløbende med undersøgelsen. Efter bestem-
melsen kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om, at
barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet på
et anbringelsessted efter § 66. Ud over samtykke fra foræl-
dremyndighedsindehaveren, kræver en sådan afgørelse også
samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år.
Efter servicelovens § 58 kan børn og unge-udvalget uden
samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge,
der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den un-
ge anbringes uden for hjemmet, hvis der er en åbenbar risiko
for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider
alvorlig skade ved forsat ophold i hjemmet. Bestemmelsen
giver adgang til tvangsindgreb i tilfælde af åbenbar risiko
for alvorlig skade på sundhed eller udvikling. Bestemmelsen
angiver de nærmere forhold, der kan udgøre åbenbar risiko
for alvorlig skade på sundhed eller udvikling. Det er vide-
re en betingelse for anbringelse uden samtykke, at der er
begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses
under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.
For unge der er fyldt 15 år, og som er enige i anbringelsen
uden for hjemmet, er der en særlig adgang for børn og
unge-udvalget til at beslutte at anbringe den unge uden for
hjemmet, selv om forældremyndighedens indehaver prote-
sterer. Det er en betingelse for at anvende bestemmelsen,
at anbringelsen er af væsentlig betydning af hensyn til den
unges særlige behov. Det følger videre af bestemmelsen,
at selv om forældremyndighedsindehaveren og den unge,
der er fyldt 15 år, giver samtykke til anbringelse, så er det
muligt at gennemføre anbringelsen efter § 58, stk. 1, hvis
hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler
herfor. Der tænkes her på tilfælde, hvor det kan frygtes, at
barnet eller den unge vil blive krævet hjemgivet umiddelbart
efter, at anbringelsen har fundet sted, selv om der er behov
for en længerevarende indsats over for barnet eller den unge
og familien.
Når børn og unge-udvalget træffer afgørelse om en tvangs-
mæssig anbringelse efter servicelovens § 58, skal der altid
tages stilling til genbehandlingsfristen, jf. servicelovens §
62, hvilket vil sige tidspunktet for børn og unge-udvalgets
genbehandling af sagen for at påse, om betingelserne for den
tvangsmæssige anbringelse fortsat er opfyldt. Opretholdelse
af en anbringelse uden samtykke ud over ét år fra børn
og unge-udvalgets afgørelse forudsætter fornyet afgørelse i
udvalget, hvis barnet eller den unge ikke har været anbragt
uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den
aktuelle anbringelse. Den etårige genbehandlingsfrist gælder
således i de tilfælde, hvor barnet i en længere periode, det
vil sige ét år eller mere, ikke har været inde i et frivilligt el-
ler tvangsmæssigt anbringelsesforløb. Hvis barnet eller den
unge derimod har været anbragt uden for hjemmet inden
for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, er
børn og unge-udvalget først forpligtet til at genbehandle en
sag om tvangsmæssig anbringelse efter servicelovens § 58,
to år efter afgørelsen blev truffet, jf. servicelovens § 62, stk.
2. Et barn eller en ung, der i året forud for sagens behand-
ling har været anbragt ved en foreløbig beslutning, betragtes
64
som anbragt første gang ved den endelige beslutning om
anbringelse, og der gælder således en genbehandlingsfrist på
ét år. Dette gælder uanset, om den foreløbige afgørelse er
blevet godkendt på det efterfølgende møde i børn og unge-
udvalget eller ej. Den toårige genbehandlingsfrist gælder så-
ledes i de tilfælde, hvor barnet eller den unge allerede er, el-
ler for nylig har været, inde i et anbringelsesforløb, frivilligt
eller tvangsmæssigt. Er sagen indbragt for Ankestyrelsen
eller forelagt for domstolene, regnes fristen fra den endelige
afgørelse eller dom. Dette gælder både for den etårige og
den toårige genbehandlingsfrist. Ved ankemyndighedernes
behandling af en klage, der alene drejer sig om genbehand-
lingsfristen, regnes den fastsatte frist, hvis der ikke træffes
anden beslutning, fra afgørelsen i børn og unge-udvalget,
da anbringelsesgrundlaget ikke vil blive efterprøvet i disse
sager. Ved genbehandlingen skal der tages stilling til, om
de materielle betingelser i servicelovens § 58 for fortsat at
opretholde anbringelsen uden samtykke er opfyldt. Børn og
unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten kan fastsætte en
kortere frist for fornyet behandling af sagen i udvalget, end
de almindelige etårige og toårige frister. Efter servicelovens
§ 62, stk. 4, kan børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen eller
retten undtagelsesvis fastsætte en længere frist for genbe-
handling end de frister, der er nævnt i servicelovens § 62,
stk. 1-3. Denne mulighed kan kun benyttes i de tilfælde,
hvor det er forudsat, at anbringelsen må forventes at blive af
længere varighed. Børn og unge-udvalget kan i særlige til-
fælde træffe afgørelse om, at en anbringelse af et barn under
ét år uden for hjemmet uden samtykke, jf. § 58, skal gælde i
tre år. Det betyder, at sagen ikke følger de normale frister for
genbehandling i § 62, stk. 1 og 2. Anbringelsesgrundlaget
skal således ikke prøves i den treårige periode, medmindre
forældrene begærer hjemgivelse, og der samtidig er sket
væsentlige ændringer af forhold hos forældrene, anbringel-
sesstedet eller barnet.
Servicelovens § 59 opstiller en række basale krav til ind-
stillingen til børn og unge-udvalget om en tvangsmæssig
anbringelse. Formålet med kravene er at få en større gen-
nemsigtighed i forhold til beslutningsgrundlaget, som det
foreligger for udvalget. Kravet til indstillingen har endvidere
til formål at højne kvaliteten i sagsbehandlingen.
Kravet om, at indstillingen, skal omfatte en beskrivelse af,
at betingelserne i § 58 anses for opfyldt, skal ses i sammen-
hæng med, at kriterierne for gennemførelsen af en anbrin-
gelse uden samtykke er udførligt angivet i servicelovens §
58. Der skal videre redegøres for de ressourcer, der findes
i barnets eller den unges familie eller i netværket, jf. service-
lovens § 50, stk. 4, og § 59, nr. 1. Det kan give mulighed
for at afdække, om der er andre løsninger end en anbringelse
uden for hjemmet og om anbringelsen kan ske i barnets eller
den unges netværk, jf. servicelovens § 66.
Det følger også af gældende ret, at handleplanen for indsat-
sen over for barnet eller den unge under anbringelsen skal
laves, før et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet,
jf. servicelovens § 140, og skal ligeledes indgå i indstillin-
gen. Endelig skal det af indstillingen fremgå, hvorledes bar-
net eller den unge forholder sig til anbringelsen. I servicelo-
vens § 59, nr. 3, understreges inddragelsen af barnet eller
den unge i sagen, idet der skal ske en orientering af barnet
eller den unge om anbringelsen uden for hjemmet, inden der
træffes beslutning om tvangsmæssig anbringelse. Barnets
eller den unges reaktion på indstillingen om en anbringelse
uden for hjemmet skal beskrives. Det er vigtigt, at denne
pligt til at inddrage barnet eller den unge i processen ikke
forveksles med et forsøg på at få barnet eller den unge til at
give samtykke. Opregningen i servicelovens § 59 angiver de
elementer, der som minimum skal indgå i indstillingen. Her-
udover kan der være behov for supplerende oplysninger
under hensyn til den enkelte sags særlige omstændigheder.
Servicelovens § 68 b beskriver kommunes opgaver i forbin-
delse med anbringelsen. Bestemmelsen angiver at når det
er besluttet at anbringe et barn eller en ung uden for hjem-
met, skal kommunen træffe afgørelse om valg af konkret
anbringelsessted, så det er i overensstemmelse med den
handleplan, der efter servicelovens § 140 skal være udarbej-
det forud for beslutningen, eller i overensstemmelse med
forbedringsforløbet, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet. Kommunen skal vælge anbringel-
sessted ud fra en konkret vurdering af stedets egnethed til
at imødekomme barnets eller den unges behov for særlig
støtte. Det fremgår af servicelovens § 68 b, stk. 2, at kom-
munen i den forbindelse skal vurdere anbringelsesstedets
mulighed for at tilbyde nære og stabile omsorgsrelationer
samt vurdere, hvorvidt en anbringelse i en plejefamilie, jf.
§ 66, stk. 1, nr. 1-3, er mest hensigtsmæssig. Det er vigtigt
for kontinuiteten i barnets eller den unges liv, at der fra
starten vælges det rigtige anbringelsessted, således at barnet
eller den unge i videst muligt omfang kan undgå de brud
og belastninger, som ændringer af anbringelsesstedet kan
indebære. Hvis barnet eller den unge tidligere har været i
aflastning i en plejefamilie, vil det være relevant at overveje,
om det pågældende sted kan anvendes som anbringelsessted,
således at der skabes kontinuitet i opvæksten. Medmindre
væsentlige forhold taler imod det, skal et barn eller en ung,
der er anbragt uden for hjemmet, anbringes ved samme
anbringelsessted som eventuelle søskende. Kommunen kan
dog undlade at anbringe barnet eller den unge på samme
anbringelsessted som eventuelle søskende, hvis de øvrige
søskendes behov, barnets eller den unges behov eller andre
væsentlige forhold taler imod dette. Det kan f.eks. være til-
fældet, hvor barnet har et støttebehov, der er meget forskel-
ligt fra den eller de anbragte søskendes, og at den indsats,
der er behov for, derfor ikke kan tilbydes på det samme
anbringelsessted.
Servicelovens § 68 b angiver også kommunens pligt til ak-
tivt at hjælpe barnet eller den unge, som skal anbringes,
med at identificere en person i familien eller netværket, som
barnet eller den unge har tillid til, og som kan være barnet
eller den unges støtteperson under anbringelsen. Kommu-
nens forpligtelse består i at tale med barnet eller den unge
om, hvem i familien eller netværket, de har en særlig tillid
65
til, og som de selv kunne forestille sig kunne være deres
støtteperson.
Der findes i dag overordnet fire typer af plejefamilier: net-
værksplejefamilier samt almene, forstærkede og specialise-
rede plejefamilier. Kommunalbestyrelsen skal ved valg af
plejefamilie, vælge den plejefamilie, der imødekommer bar-
nets eller den unges behov for støtte, jf. servicelovens § 66
a. Almene plejefamilier er familier, der er godkendt til at
varetage omsorgen og sikre udvikling og trivsel for børn
og unge med lette til moderate støttebehov. Forstærkede
plejefamilier er familier, der er godkendt til at varetage
omsorgen og sikre udvikling og trivsel for børn og unge
med moderate til svære støttebehov. Specialiserede plejefa-
milier er familier, der er godkendt til at varetage omsorgen
og sikre udvikling og trivsel for børn og unge med svære
støttebehov. Netværksanbringelser er anbringelser hos fami-
liemedlemmer eller andre personer fra barnets eller den un-
ges netværk. En netværksplejefamilie skal godkendes som
konkret egnet, jf. servicelovens § 66 b, hvilket vil sige, at
familien skal vurderes til at være egnet til at modtage ét
bestemt barn.
Det følger af servicelovens § 66 c, at når der er truffet
afgørelse om at anbringe et barn eller en ung i en almen
plejefamilie, en forstærket plejefamilie, en specialiseret ple-
jefamilie eller en netværksplejefamilie, skal kommunalbe-
styrelsen sørge for, at plejefamilien under anbringelsen lø-
bende gennemfører den fornødne efteruddannelse, og sikre,
at plejefamilien modtager den fornødne supervision, rådgiv-
ning og vejledning i overensstemmelse med plejeopgavens
omfang. Støtten til plejefamilien skal ydes af en anden per-
son end den, der aftaler honorering og andre vilkår med
plejefamilien. Social- og indenrigsministeren har mulighed
for at fastsætte nærmere regler om supervision, rådgivning,
vejledning og efteruddannelse af plejefamilier.
Kommunalbestyrelsen i den kommune, der har ansvaret for
at yde hjælp efter serviceloven, skal tilbyde den fornødne
faglige støtte til netværksplejefamilier i overensstemmelse
med plejeopgavens omfang efter servicelovens § 66 d. Den
faglige støtte kan bestå af løbende samtaler, men kan også
være i form af kurser eller undervisning. Det kan f.eks.
være råd og vejledning i starten af anbringelsesforløbet for
at sikre en god opstart af plejefamilieforholdet, faglig støtte
til at forebygge og håndtere konflikter med den genetiske
familie eller ved overgange i barnets eller den unges liv,
herunder overgang til skole, teenagealderen m.v. Det er som
udgangspunkt de fagpersoner, der har den daglige og løben-
de kontakt til barnet, den unge og/eller familien, der leverer
den faglige støtte. Det kan typisk være sagsbehandlere, fa-
milieplejekonsulenter eller familiebehandlere.
Efter bestemmelsen kan social- og ældreministeren fastsætte
nærmere regler om den faglig støtte.
Børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om anbringelse
på døgninstitutioner efter §§ 63 a, 63 b, og 63 c. Børn og
unge-udvalgets afgørelse vil skulle ske på baggrund af en
indstilling fra kommunalbestyrelsen, og anvendelsen af de
enkelte institutionstyper kan alene træffes, når betingelserne
for anvendelse af den enkelte institutionstype er opfyldt i det
konkrete tilfælde. Børne- og ungeudvalget kan således, hvis
betingelserne er opfyldt, træffe afgørelse om anbringelse på
en delvis lukket afdeling eller institution efter servicelovens
§ 63 a, en sikret døgninstitution efter servicelovens § 63 b,
eller en særligt sikret afdeling efter servicelovens § 63 c.
En delvis lukket døgninstitution for børn og unge eller en
delvis lukket afdeling på en åben døgninstitution efter ser-
vicelovens § 63 a, er karakteriseret ved, at det er muligt i pe-
rioder at aflåse yderdøre og vinduer. Delvis lukkede døgnin-
stitutioner og delvis lukkede afdelinger på åbne døgninstitu-
tioner er målrettet børn og unge med en negativ og udadre-
agerende adfærd, misbrugsproblemer eller kriminel adfærd
med behov for længerevarende behandlingsforløb. Formålet
er, at indsatsen på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis
lukkede afdelinger kan tilrettelægges mindre indgribende,
end det er tilfældet på en sikret afdeling, idet tilbageholdelse
og fastholdelse kan begrænses til de perioder, hvor barnet
eller den unge har behov for en insisterende indsats for at
kunne fastholdes i den socialpædagogiske behandling. Ved
en sikret døgninstitution forstås en døgninstitution, der om-
fatter mindst én sikret afdeling og eventuelt en eller flere
ikke sikrede afdelinger På en sikret afdeling er det tilladt
at have yderdøre og vinduer konstant aflåst. På sikrede in-
stitutioner kan der etableres særligt sikrede afdelinger, som
modtager børn og unge i de tilfælde, hvor anbringelse i
almindelig sikret afdeling ikke er eller vil være tilstrækkelig.
Det fremgår af § 57 d, stk. 2, i serviceloven, at kommu-
nalbestyrelsen skal sikre, at alle børn og unge på sikrede
institutioner tilbydes screening med henblik på at afdække
psykiatriske problemer. Screeningen forudsætter samtykke
fra forældremyndighedsindehaver og fra unge, der er fyldt
15 år. Det fremgår af § 57 d, stk. 3, i serviceloven, at social-
og ældreministeren fastsætter nærmere regler om screenin-
gens omfang, herunder hvem der kan udføre den, og hvornår
den skal udføres.
Det fremgår af § 57 d i serviceloven, at kommunalbestyrel-
sen skal sikre, at alle børn og unge på sikrede institutioner
tilbydes screening med henblik på at afdække psykiatriske
problemer. Screeningen forudsætter samtykke fra forældre-
myndighedsindehaver og fra unge, der er fyldt 15 år. Social-
og ældreministeren fastsætter nærmere regler om screenin-
gens omfang, herunder hvem der kan udføre den, og hvornår
den skal udføres.
Efter servicelovens § 66 e skal egne værelser, kollegier eller
kollegielignende opholdssteder, hvor den unge selv råder
over sin egen bolig, være godkendt som konkret egnede til
den pågældende unge af kommunalbestyrelsen. Det følger
videre af bestemmelsen, at afgørelsen om godkendelse ikke
kan indbringes for anden administrativ myndighed. Efter
bestemmelsen kan social- og indenrigsministeren fastsætte
nærmere regler om godkendelse af og tilsyn med egne væ-
relser, kollegier og kollegielignende opholdssteder.
66
Efter servicelovens § 66 f gælder, at det er den anbringende
kommune, der godkender en plads til anbringelse samtidig
med anbringelsen, hvis pladsen er på en efterskole, en fri
fagskole eller en fri grundskole med kostafdeling har otte
pladser eller derunder til anbringelse af børn eller unge
efter § 52, stk. 3, nr. 7, eller efter § 14 i lov om bekæm-
pelse af ungdomskriminalitet. Den enkelte plads skal væ-
re godkendt som konkret egnet til det pågældende barn
eller den pågældende unge af kommunalbestyrelsen i den
anbringende kommune. Social- og indenrigsministeren kan
fastsætte nærmere regler om godkendelse af og tilsyn med
konkret godkendte pladser på efterskoler, frie fagskoler og
frie grundskoler med kostafdeling.
Forældre til anbragte børn og unge mister ikke forældre-
myndigheden over barnet eller den unge ved anbringel-
sen. Retten til at træffe beslutning om en række meget per-
sonlige forhold vedrørende barnet eller den unge tilkommer
således under en anbringelse fortsat barnets forældre, hvis
de har del i forældremyndigheden over barnet.
3.8.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Det vil i barnets lov forsat være nødvendigt at angive typen
af anbringelsessteder for børn og unge. Tilbuddene skal også
fremover være egnede til at sikre de rette indsatser til børn
og unge, som ikke kan sikres den rette hjælp, støtte og om-
sorg i hjemmet, og som derfor har behov for at blive anbragt
uden for hjemmet, uanset om behovet for anbringelse har
afsæt sociale problemer hos barnet eller forældrene eller
i en varig og betydeligt nedsat funktionsevne hos barnet
eller den unge. Målgruppen er bred, og rummer børn og
unge med meget forskellige behov. Anbringelsessteder bør
derfor forsat dække over en række indbyrdes forskellige
anbringelsesmuligheder, fra almene plejefamilier til pladser
på efterskoler eller i specialiserede døgntilbud m.v.
Det er efter ministeriets opfattelse ikke gangbart, at der i
lovgivning, der har til formål at hjælpe udsatte børn, at
der benyttes stigmatiserende sprogbrug. Derfor bør negativt
ladede ord som ”aflastningsophold” i servicelovens § 55,
stk. 2, udskiftes med mere fremmende ord.
Der vil fortsat være behov for, at kommunalbestyrelsen kan
træffe afgørelse med samtykke fra forældremyndighedsinde-
haveren og fra den unge, der er fyldt 15 år, om at anbringe
barnet eller den unge uden for hjemmet, når det må anses
for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets
eller den unges særlige behov for støtte. Ligeledes vil der
også fortsat være behov for, at børne- og ungeudvalget uden
samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge,
der er fyldt 15 år, kan træffe afgørelse om, at barnet eller
den unge anbringes uden for hjemmet. Da der er tale om
en indgribende afgørelse skal der være en åbenbar risiko
for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider
alvorlig skade ved forsat ophold i hjemmet. Ministeriet er
af den opfattelse, at for unge der er fyldt 15 år, og som
er enige i anbringelsen uden for hjemmet, bør der fortsat
være en særlig adgang for børne- og ungeudvalget til at
beslutte at anbringe den unge uden for hjemmet, selv om
forældremyndighedens indehaver protesterer.
Med aftalen om Barnets Reform har der været et fokus på
at præcisere kommunalbestyrelsens forpligtelse til at vælge
den foranstaltning, som må forventes at kunne imødekomme
barnets behov på tilstrækkeligvis og som må anses som
værende mest formålstjenlig for barnets eller den unges
tarv. Dette princip er et centralt grundlag for hele barnets
lov. Men det er også Social- og Ældreministeriets opfattelse,
at der er forsat behov for at tydeliggøre, at anbringelse kan
være den nødvendige første indsats, særligt for socialt udsat-
te børn og unge, hvis forældre ikke magter forældrerollen.
Børnene skal have den rette indsats, så snart behovet bliver
opdaget – også hvis støttebehovet har afsæt i et svigt fra
forældre, som mangler de nødvendige kompetencer til at
varetage omsorgen for barnet eller den unge. Derfor skal
kommunalbestyrelsen være klar til at iværksætte indgriben-
de hjælp og støtte tidligt i forløbet, frem for at starte nederst
på ”indsatstrappen”. For eksempel ser nogle kommuner en
anbringelse som absolut sidste udvej og et tiltag, der først
tages i brug, når alle andre muligheder er udtømte. Det er
afgørende, at socialt udsatte børn får den rigtige hjælp fra
start – også når en anbringelse er dét, der vurderes at være
det bedste for barnet. Målet skal altid være at forebygge
omsorgsvigt, ikke at forebygge anbringelser.
I forlængelse heraf ses også et behov for, at de børn, der
også i dag ville blive anbragt som spædbørn, skal beskyttes
bedre. Kommunen kan efter serviceloven undersøge vorden-
de forældres forhold. Men en evt. afgørelse om anbringelse
kan først træffes efter fødslen. Det betyder i nogle tilfælde,
at en afgørelse om anbringelse må træffes akut fra føde-
gangen. Det er både traumatiserende for forældrene, øger
konfliktniveauet og medfører ofte, at barnet anbringes mid-
lertidigt, indtil der er truffet afgørelse om et anbringelses-
sted. Der ses således behov for, for at sikre en bedre og mere
stabil start på livet for udsatte spædbørn, at det gøres muligt
i de helt særlige tilfælde, hvor tungtvejende grunde taler
for det, at træffe afgørelse om anbringelse med eller uden
samtykke af et endnu ufødt barn samt om valg af barnets
anbringelsessted.
Der er efter ministeriets opfattelse endvidere behov for at
styrke udsatte børns stemme i deres egen sag ved at give
dem flere rettigheder. Det bør forsat være de voksnes ansvar
at sikre, at børnene får den nødvendige støtte til at udøve
deres rettigheder, og at de får den rigtige hjælp, men barnets
ønsker skal indgå som en central del af det samlede og fag-
ligt velunderbyggede beslutningsgrundlag. Således bør det
tages alvorligt og vægtes højt, hvis et barn selv udtrykker
ønske om at blive anbragt.
Behandlingen af et barns søskende kan være en stærk in-
dikator på forældremyndighedshavers evne til at drage om-
sorg for eller behandling af barnet eller den unge. Således
bør forældres omsorgssvigt at et barn skabe bekymring for
evt. søskende som ikke er anbragt eller indstilles anbragt
67
uden for hjemmet. I sager om anbringelse af børn og unge
uden for hjemmet uden samtykke, kan børne- og ungeudval-
get efter den gældende lovgivning alene sige ja eller nej til
kommunens indstilling og ikke f.eks. bede forvaltningen om
at oplyse sagen yderligere, hvis barnets behov ikke er oplyst
godt nok. Det kan i sidste ende betyde, at barnet ikke får
den støtte, der er brug for. Det er ministeriets vurdering at
kommunen bør have yderligere handlemuligheder i sager,
hvor de er bekymrede, i modsætning til i dag, hvor de alene
kan afvise sagen.
Det er endvidere ministeriets opfattelse, at der i højere grad
bør tages hensyn til socialt udsatte børn og unge, som er
anbragt, og til at barnet eller den unge ikke at skal bekymre
sig om, hvorvidt de nu også kan blive boende dér, hvor de
føler sig hjemme. Derfor bør flere anbringelser overgå til
at være ”permanente”, hvis barnets eller den unges tilknyt-
ning til f.eks. sin plejefamilie over tid er blevet så stærk, at
det er bedst for barnet eller den unge at blive der. Derfor
bør kommunerne i sager, hvor barnet eller den unge er an-
bragt fordi forældrene mangler de nødvendige kompetencer
til at varetage omsorgen for barnet eller den unge, have
pligt til løbende at overveje, om en anbringelse skal gøres
”permanent”. Denne forpligtelse bør gælde i sager om an-
bringelse uden samtykke, i forbindelse med at spørgsmålet
om anbringelse skal genbehandles af børne- og ungeudval-
get.
Der er behov for at videreføre netværksplejefamilier samt
almene, forstærkede og specialiseret plejefamilier i barnets
lov. En plejefamilie kan udgøre et trygt sted, som kan sikre
den omsorg eller den støtte og behandling, som barnet eller
den unge ikke har kunne få hos sine egne forældre. En
plejefamilie kan således være det rigtigt tilbud til et barn
eller en ung, som har behov for at bo et andet sted end
hos de genetiske forældre – uanset om behovet har udspring
i, at forældrene på grund af sociale problemer mangler de
nødvendige kompetencer til at varetage omsorgen for barnet
eller den unge, eller i en situation hvor barnet eller den unge
på grund af betydelig og varigt nedsat funktionsevne har et
så omfattende støttebehov, at dette ikke kan varetages af de
genetiske forældre i hjemmet.
Har et barn udsat for voldsom omsorgssvigt mulighed for at
blive anbragt ved en netværksplejefamilie, kan barnets tætte
relation anvendes til at sikre, at barnet får en tryg og fami-
liær base. Regler må ikke stå i vejen for, at et socialt udsat
barn eller en ung, der har brug for et nyt hjem, kan komme
til at bo hos voksne, de allerede kender og stoler på. Det
kan være hos voksne i deres netværk, som de har en tæt
personlig kontakt til, og som ønsker at være en ny familie
for barnet. Mulighederne for at blive netværksplejefamilie
bør derfor udvides. Personer, som godkendes som netværks-
plejefamilier, er oftest drevet af frivillighed og et ønske om
at hjælp et udsat barn eller en ung i deres netværk. Derfor
bør det efter ministeriets opfattelse, være muligt for en net-
værksplejefamilie at frabede sig kompensation for sit virke
som plejefamilie, hvis de ikke ønsker denne, eller mener at
de ikke har brug for den.
Det er afgørende, at plejefamilier modtager uddannelse og
supervision, så det sikres, at de kan levere den nødvendige
støtte til et anbragt barn eller en ung, mens denne har ophold
hos plejefamilien. Derfor bør de nuværende regler om efter-
uddannelse og supervision m.v. videreføres i barnets lov, så
kommunalbestyrelsen med ansvar for barnet eller den unge
kan sørge for, at plejefamilien under anbringelsen løbende
gennemfører den nødvendige efteruddannelse. Ligeledes er
det afgørende, at netværksplejefamilier modtager faglig støt-
te, så netværksplejefamilien kan levere den nødvendige støt-
te til et anbragt bar eller en ung. Derfor bør de nuværende
regler om faglig støtte til netværksplejefamilier ligeledes
videreføres i barnets lov.
I dag anvendes ord som ”opholdssteder for børn og unge”
og ”døgninstitutioner” om visse anbringelsessteder for børn
og unge. Anbringelsessteder har til formål at hjælpe anbrag-
te børn og unge, og der er derfor efter ministeriets opfattelse
behov for at udskifte betegnelsen i servicelovens § 66, nr. 6
og 7 med mere fremmende ord. Derfor bør der fremadrettes
anvendes betegnelsen ”børne- og ungehjem”.
Der vil fortsat være brug for anbringelsessteder, som vil
kunne hjælpe til at standse en udvikling af et uheldigt ad-
færdsmønster hos et barn eller en ung ved at få barnet
eller den unge gennem et længerevarende behandlingsfor-
løb. Derfor bør børne- og ungehjem kunne oprettes og dri-
ves som døgninstitutioner, herunder delvis lukkede døgnin-
stitutioner, delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner,
sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger eller
som et opholdssted for børn og unge.
For at sikre, at børn og unge på sikrede institutioner får
den rette indsats, bør kommunalbestyrelsen sikre, at alle
børn og unge på sikrede institutioner tilbydes screening med
henblik på at afdække psykiatriske problemer. Screeningen
bør forudsætte samtykke fra forældremyndighedsindehaver
og fra unge, der er fyldt 15 år.
Egne værelser, kollegier eller kollegielignende opholdsste-
der, hvor den unge selv råder over sin egen bolig udgør i dag
et muligt anbringelsessted, hvis det vurderes at være konkret
egnet til den pågældende unge af kommunalbestyrelsen. Det
bør stadig være muligt for børn at blive anbragt på et sådan
anbringelsessted. Derfor mener ministeriet, at bestemmelsen
bør videreføres i barnets lov. Det samme gælder for pladser
på en efterskole, en fri fagskole eller en fri grundskole, som
har kostafdeling med otte pladser eller derunder til anbrin-
gelse af børn eller unge.
I dag har anbragte børn mulighed for en støtteperson, der
har et personligt engagement og forpligtelse over for bar-
net eller den unge, og kan være der for barnet eller den
unge under anbringelsen. Denne ordning bør styrkes, så det
sikres, at der er ansvarlige voksne, der frivilligt engagerer
sig i udsatte børns liv. Danmark har et stærkt og engageret
civilsamfund med mange ildsjæle. Kommunen kan derfor
med fordel samarbejde med civilsamfundet, og dermed øge
68
muligheden for, at finde en støtteperson til barnet eller den
unge, der ikke har relevante personer i sit netværk.
Alle mennesker har brug for nogen, som holder af én. No-
gen, man kan regne med er der, når man har behov for
det. Har et barn oplevet enormt omsorgssvigt kan det i dag
blive anbragt hos en plejefamilie og dermed få en kærlig og
tryg base. Er et ophold på et børn- eller ungehjem den rette
indsats for et barn eller en ung, er det ikke nødvendigvis
muligt at opleve tætte relationer. Alle udsatte børn bør have
mulighed for at få adgang til kærlighed og omsorg fra relati-
oner, også uden for anbringelsesstedet.
3.8.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at oplistningen af anbringelsessteder for børn
og unge i servicelovens § 66 videreføres i kapitel 5 i nærvæ-
rende forslag til barnets lov. Dog ændres ”opholdssteder for
børn og unge” og ”døgninstitutioner” i servicelovens § 66,
nr. 6 og 7, til ”børn- og ungehjem”, og som følge heraf æn-
dres ”kollegielignende opholdssteder” i servicelovens § 66,
nr. 5, til ”kollegielignende børne- og ungehjem”. Ligeledes
foreslås det, at præcisere, at børne- og ungehjem kan opret-
tes og drives som døgninstitutioner, herunder delvis lukkede
døgninstitutioner, delvis lukkede afdelinger på døgninstituti-
oner, sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger
eller som et opholdssted for børn og unge. Det foreslås
videre, at formålet med indsatsen anbringelsessteder tydelig-
gøres således at det tydeligt fremgår, at formålet hermed er
at varetage omsorg og sikre tryghed, trivsel og understøtte
det anbragte barn eller den anbragte unges udvikling i gode
sociale fællesskaber, læring, uddannelse, beskæftigelse og
forebyggelse af kriminalitet.
Det foreslås, at udskifte det negativt ladet ord ”aflast-
ningsophold” i servicelovens § 55, stk. 2, med ”støtteop-
hold”. Med forslagets § 32, stk.1, nr. 7, anvendes således
”støtteophold”, som skal sikre, at børn ikke får det indtryk,
at de er et problem, der skal løses.
Det foreslås, at kommunalbestyrelsens mulighed for at an-
bringe et barn eller en ung uden for hjemmet med samtyk-
ke videreføres i kapitel 5 i nærværende forslag til barnets
lov. Således vil kommunalbestyrelsen med samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt
15 år, kunne træffe afgørelse om, at barnet eller den unge
anbringes uden for hjemmet på et anbringelsessted, når det
må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til
barnets eller den unges særlige behov for støtte. Det fore-
slås, at tre betingelser skal være opfyldt, før der kan træffes
en afgørelse. For det første vil anbringelsen skulle være af
væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges
særlige behov for støtte. For det andet vil der skulle forelig-
ge et samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og fra
den unge, der er fyldt 15 år. Endelig vil der skulle være
gennemført en børneudredning af barnets eller den unges
forhold.
Det foreslås endvidere, at børne- og ungeudvalget vil kunne
træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden
for hjemmet, når der er en åbenbar risiko for, at barnets eller
den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade, selv-
om der ikke foreligger samtykke fra forældremyndigheds-
indehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Det vil være
et krav, at der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den
unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund
af et af en række oplistede forhold.
Første forhold vil være utilstrækkelig omsorg for eller be-
handling af barnet eller den unge. Andet forhold vil væ-
re overgreb, som barnet eller den unge har været udsat
for. Tredje forhold vil være misbrugsproblemer, kriminel
adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet
eller den unge. Fjerde og sidste forhold vil være andre
adfærds- eller tilpasnings-problemer hos barnet eller den
unge. Det foreslås, at der i lovgivningen om anbringelse
uden for hjemmet uden samtykke skabes mulighed for, at
give den rigtige indsats fra start. Det tydeliggøres således
med forslagets § 46, at anbringelse ikke nødvendigvis er en
absolut sidste udvej og et tiltag, der først tages i brug, når
alle andre muligheder er udtømte. Med initiativet fremhæves
muligheden for anbringelse i forbindelse med kommunens
vurdering af den rette og nødvendige løsning for barnet,
men der ændres ikke ved kommunernes forpligtelse.
I forlængelse heraf, vil det med forslaget også blive muligt,
at træffe afgørelse om en anbringelse, før barnet er født, for
at skabe en tryg base for et barn, hvis der er en åbenbar
risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig
skade hvis det ikke anbringes uden for hjemmet. Det bety-
der, at anbringelsen kan planlægges i god tid frem for akut
fra fødegangen. Ligesom der er ordentlig tid til at finde
den rigtige plejefamilie til barnet, så barnet kan få en tryg
og stabil start på livet, og barnet undgår unødige skift. Be-
tingelserne for at anbringe et kommende barn vil være de
samme, som følger af den foreslåede § 47, som viderefører
servicelovens § 58, dog således, at der tages hensyn til,
at afgørelse om anbringelse uden samtykke træffes inden
barnets fødsel. Således vil der skulle tages højde for, at der
er tale om en meget indgribende afgørelse, der træffes på
et ikke fuldstændigt oplyst grundlag, da der i sagens natur
hverken foreligger oplysninger om barnet eller om forholdet
mellem barnet og forældrene. Dette vil indebære, at der vil
blive stillet meget store krav til grundlaget for afgørelsen, og
det vil skulle sikres, at Danmarks forpligtelser i forhold til
barnets bedste og retten til familieliv efter FN’s konvention
om barnets rettigheder og Den Europæiske Menneskerettig-
hedskonvention overholdes, jf. punkt 5.1.
Det foreslås endvidere, at børn får en klar ret til at bede om
en anbringelse. Langt de fleste børn ønsker at blive boende
hos deres forældre. Af samme grund skal det tages alvorligt
og vægtes højt, hvis et barn selv udtrykker ønske om at blive
anbragt. Med forslagets § 48 tydeliggøres det, at barnets ret
til at bede om hjælp også omfatter en ret for barnet til at be-
de om at bo et andet sted. Barnet eller den unge vil således
kunne gøre kommunen opmærksom på, at vedkommende
ønsker at blive anbragt uden for hjemmet. Der vil ikke være
69
formkrav til, hvordan en anmodning om at blive anbragt
uden for hjemmet skal finde sted. Der vil heller ikke være
nærmere krav til indholdet af anmodningen, men det skal
være tydeligt ud fra barnet eller den unges tilkendegivelse,
at vedkommende anmoder om at blive anbragt uden for
hjemmet. En sådan anmodning vil som udgangspunkt skulle
anses som en underretning og vil, afhængigt af de konkre-
te forhold som udgangspunkt indebære, at kommunen skal
igangsætte en børneudredning efter lovforslagets § 20. Det
er væsentligt, at kommunen i forbindelse med en anmodning
fra et barn eller en ung om at blive anbragt uden for hjem-
met sikrer, at anmodningen tillægges vægt i overensstem-
melse med barnets alder, modenhed og eventulle nedsatte
psykiske funktionsevne. Ansvaret for at vurdere, om anbrin-
gelse uden for hjemmet er den rette løsning for barnet, vil
derfor fortsat påhvile kommunalbestyrelsen. Det er således
væsentligt, at barnets tilkendegivelse ikke medfører, at for-
ældrene ikke høres i processen eller at det reelt bliver bar-
nets eget ansvar, hvis anbringelsen sker uden tilstrækkeligt
grundlag.
Hvis et barn eller ung anbringes, fordi forældrene ikke kan
tage ordentligt vare på barnet eller den unge, er der en stor
risiko for, at evt. hjemmeboende søskende er i en udsat posi-
tion. Derfor foreslås det med forslagets § 51, stk. 3, at der
indføres et følg-eller-forklar-princip i sager om anbringelse
uden samtykke med baggrund i omsorgssvigt fra forældrene,
som indebærer, at hvis kommunen vælger ikke at anbringe
alle børn under 15 år i en søskendeflok, skal den forklare
hvorfor. Med henblik på yderligere at beskytte potentielt
udsatte søskende får børne- og ungeudvalget mulighed for
at underrette Ankestyrelsen, hvis begrundelsen for ikke at
anbringe én eller flere søskende giver anledning til en be-
kymring for, om konkrete søskende får tilstrækkelig hjælp
og støtte. Der vil ikke blive ændret i Ankestyrelsens egen-
driftskompetence. Ankestyrelsen vil fortsat kun kunne træffe
afgørelse i en sag, hvis sagen er tilstrækkeligt oplyst. Anke-
styrelsen kan vælge at benytte sin kompetence til at gå ind
i sagen af egen drift og beslutte, at et barn eller en ung skal
anbringes uden for hjemmet, eller at en kommune skal tage
andre initiativer over for barnet eller den unge.
Det foreslås videre, at kommunalbestyrelsen løbende vil
skulle overveje, om den af hensyn til barnets eller den unges
bedste, skal indstille til børne- og ungeudvalget at træffe
afgørelse om en permanent anbringelse. Det vil skulle ske
i sager, hvor barnet allerede er anbragt uden samtykke, i
forbindelse med at spørgsmålet om videreførelse af anbrin-
gelsen skal behandles af børne- og ungeudvalget.
Det foreslås at videreføre servicelovens bestemmelser om
plejefamilier i §§ 55-58. Med forslaget udvides samtidig
mulighederne for at blive netværksplejefamilie, så barnet
eller den unge kan blive anbragt i netværkspleje hos f.eks.
sin støttepædagog eller andre, som barnet eller den unge
har en tæt personlig eller familiemæssig tilknytning til. Det
bliver desuden muligt at frasige sig økonomisk kompensa-
tion, hvis man som netværksplejefamilie ikke ønsker eller
synes, de har behov for det. Det er en forudsætning for
enhver netværksanbringelse, at kommunen vurderer, at det
givne anbringelsessted har de nødvendige kompetencer til at
varetage omsorgen for barnet.
Det foreslås, at børne- og ungehjem kan oprettes og drives
som døgninstitutioner, herunder delvis lukkede døgninstitu-
tioner, delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner, sikre-
de døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger eller som
et opholdssted for børn og unge. For at sikre, at børn og
unge på sikrede institutioner får den rette indsats, foreslås
det, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde alle børn og unge
på sikrede institutioner en screening med henblik på at af-
dække psykiatriske problemer. Screeningen bør forudsætte
samtykke fra forældremyndighedsindehaver og fra unge, der
er fyldt 15 år.
Kommunen skal understøtte barnets varige relationer ved at
bruge civilsamfundsorganisationer. Gennem civilsamfundet
kan familier åbne deres hjem for et socialt udsat barn, der
har brug for ekstra støtte, omsorg og kærlighed.
Med forslagets § 53 skal kommunalbestyrelsen forud for an-
bringelsen hjælpe barnet eller den unge med at finde en støt-
teperson. Enten i barnet eller den unges eget netværk eller
gennem civilsamfundet. Således udvides den eksisterende
ordning med støttepersoner til alle socialt udsatte børn, der
er anbragt uden for hjemmet, ved at kommunen forpligtes til
i samarbejde med civilsamfundet at hjælpe barnet eller den
unge med at finde en støtteperson til barnet eller den unge,
der ikke har relevante personer i sit netværk.
Endvidere foreslås det med § 54, at forpligte kommunalbe-
styrelsen til, i forbindelse med anbringelse af et socialt udsat
barn eller en ung i et børne- og ungehjem, at kommunal-
bestyrelsen skal give barnet eller den unge tilbud om en
venskabsfamilie. Med bestemmelsen får alle udsatte børn
og unge anbragt i et børne- og ungehjem mulighed for at
opleve, hvad det vil sige at være del af en helt almindelig
familie. Således får alle udsatte børn og unge anbragt i et
børne- og ungehjem ret til et tilbud om en venskabsfamilie,
som de selv vælger, enten i familien eller netværket, eller
som findes i civilsamfundet. Kommunerne får pligt til at
sørge for dette tilbud til alle socialt udsatte anbragte børn og
unge i et børne- og ungehjem, der ønsker det og er i stand til
at tage imod det.
3.9. Samvær og kontakt
3.9.1. Gældende ret
Efter servicelovens § 71, stk. 1, har barnet eller den unge ret
til samvær og kontakt med forældre og netværk, herunder
søskende, bedsteforældre, øvrige familiemedlemmer, venner
m.v., under en anbringelse uden for hjemmet.
Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at kommunalbesty-
relsen under hensyntagen til barnets eller den unges bedste
og under hensyntagen til beskyttelsen af barnets eller den
unges sundhed og udvikling og beskyttelsen af barnet eller
den unge mod overgreb skal sørge for, at forbindelsen mel-
70
lem barnet eller den unge og forældrene og netværket holdes
ved lige. Ved tilrettelæggelse af samværet, skal der lægges
vægt på, at barnet eller den unge også på længere sigt har
mulighed for at skabe og bevare nære relationer til forældre
og netværket.
Kommunalbestyrelsen har i den forbindelse pligt til at sikre,
at forældrene får information om barnets hverdag, og til at
bidrage til et godt samarbejde mellem forældrene og anbrin-
gelsesstedet.
Når et barn eller en ung bliver anbragt uden for hjemmet,
bliver forældremyndigheden således ikke frataget forældre-
ne. Det betyder, at der er en række forhold, som det som
udgangspunkt alene er forældrene, dvs. den eller de per-
soner, som har forældremyndigheden, der kan tage stilling
til. Samtidig vil de fleste forældre fortsat ønske at have ind-
flydelse på barnets eller den unges liv under anbringelsen,
og kommunen skal derfor bidrage til at understøtte et godt
samarbejde mellem forældrene og barnets eller den unges
anbringelsessted.
En ret til samvær og kontakt, der er aftalt mellem forældrene
eller er fastsat i medfør af forældreansvarsloven, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1768 af 30. november 2020, opretholdes
under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet,
men kan reguleres eller midlertidigt ophæves efter reglerne i
§ 71, stk. 2-5, i serviceloven.
Efter servicelovens § 71, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen
om fornødent træffe afgørelse om omfanget og udøvelsen
af samværet og kontakten og kan fastsætte nærmere vilkår
for samværet og kontakten. Ved afgørelsen lægges særlig
vægt på hensynet til barnet eller den unge og formålet med
anbringelsen. Der kan ikke træffes afgørelser, som medfører,
at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en
gang om måneden. En sådan afgørelse sidestilles med en
afbrydelse af forbindelsen og skal træffes af børn og unge-
udvalget efter § 71, stk. 3 og 4. Kommunalbestyrelsen kan
med samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den
unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at samværet
mellem forældre og barnet eller den unge skal støttes ved, at
der er en tredje person til stede.
Når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges
sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget efter
§ 71, stk. 3, for en bestemt periode træffe afgørelse om,
at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræ-
sentant for kommunen. Børn og unge-udvalget kan desuden
under de samme betingelser for en bestemt periode træffe
afgørelse om at afbryde forbindelsen i form af samvær og
kontakt, og herunder brev-, mail- og telefonforbindelse mel-
lem forældrene eller netværket og barnet eller den unge,
ligesom der kan træffes afgørelse om, at barnets eller den
unges anbringelsessted ikke må oplyses over for forældrene
eller netværket.
Det følger af § 71, stk. 4, at ved viden eller formodning om,
at den person, som barnet eller den unge skal have samvær
med, har begået overgreb mod et barn eller en ung, skal børn
og unge-udvalget, medmindre særlige forhold taler imod
det, for en bestemt periode træffe afgørelse om at afbryde
den pågældendes forbindelse med barnet eller den unge i
form af samvær eller brev-, mail- eller telefonforbindelse
eller om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af
en repræsentant for kommunen.
Efter § 71, stk. 5, finder § 71, stk. 2-4 om regulering af
samvær og kontakt med forældre eller netværk tilsvarende
anvendelse under gennemførelsen af en børnefaglig under-
søgelse efter servicelovens § 50 eller en ungefaglig undersø-
gelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminali-
tet under ophold på en institution, indlæggelse på et sygehus
eller ved benyttelse af det børnehus, som kommunen er
tilknyttet, jf. § 50 a, jf. § 51, stk. 1 og 2, i serviceloven, eller
§ 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Endelig følger det af servicelovens § 69, stk. 5, at kommu-
nalbestyrelsen, inden der træffes afgørelse om bl.a. ændret
samvær, skal indhente udtalelse fra det aktuelle anbringel-
sessted til belysning af sagen.
3.9.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Det er ministeriets opfattelse, at reglerne om samvær og
kontakt i dag ikke i tilstrækkelig grad er tydelige om barnets
eller den unges rettigheder. På den ene side skal udgangs-
punktet i reglerne være at understøtte barnets eller den un-
ges ret til at fastholde kontakten til familie og netværk i det
omfang, dette er til barnets bedste. På den anden side skal
barnet eller den unge have ret til at blive hørt og få sine øn-
sker inddraget i tilrettelæggelsen af samværet og kontakten.
Ministeriet finder derfor, at det bør gøres klart i lovgivnin-
gen, at udgangspunktet er, at barnet eller den unge har ret
til samvær og kontakt med forældre og netværk, herunder
søskende og bedsteforældre. Dette skal ses i forlængelse
af kommunens pligt til i alle tilfælde at vurdere, hvilken
rolle forældrene kan spille for barnet eller den unge under
anbringelsen.
Ministeriet finder i forlængelse heraf, at kommunen bør
arbejde systematisk for at skabe en god relation til de for-
ældre, der ikke kan have barnet eller den unge boende hjem-
me, men som kan varetage en positiv forældrerolle under
barnets eller den unges anbringelse. Det kan f.eks. være
gennem støttet samvær, eller ved at forældrene tager del i
barnets fritidsaktiviteter eller lignende.
Kommunalbestyrelsen bør ved tilrettelæggelsen af rammer-
ne for samvær m.v. være opmærksom på de særlige forhold
i sager, hvor anbringelsen uden for hjemmet ikke har afsæt i
generelle udfordringer i forhold til eksempelvis forældrenes
forældreevne, men alene i en funktionsnedsættelse hos bar-
net eller den unge.
Det er samtidig ministeriets opfattelse, at når et anbragt
barn eller ung skal have samvær med sine forældre, bedste-
forældre eller anden familie eller netværk, så skal det som
71
udgangspunkt være, fordi barnet eller den unge ønsker det,
og det skal altid være i overensstemmelse med hensynet til
barnets bedste. Ministeriet finder, at barnets eller den unges
samvær med forældre eller anden familie eller netværk skal
foregå på en måde, hvor barnet eller den unge er trygt og har
den støtte, det har brug for.
I dag har forældre til anbragte børn og unge ret til at sige nej
til samvær, men barnet eller den unge har ikke en tilsvaren-
de ret til at sige nej til samvær med forældre eller netværk,
hvis barnet eller den unge ikke ønsker det. Derfor finder
ministeriet, at barnet eller den unge bør gives en eksplicit
ret til at få sin holdning inddraget i kommunalbestyrelsens
tilrettelæggelse af samværet, herunder ret til at anmode om
at få suspenderet samværet med forældre eller netværk i en
periode.
I overensstemmelse med det overordnede formål med bar-
nets lov, bør det først og fremmest være barnets perspektiv,
der skal være styrende i forhold til omfanget og tilrettelæg-
gelsen af samværet. Det er imidlertid afgørende, at barnet
eller den unge ikke ansvarliggøres for beslutninger, der både
kan være indgribende for barnet eller den unge og forældre-
ne, og som samtidig kan have en stor betydning for mulig-
heden for også på sigt at bevare og opnå en relation mellem
barnet eller den unge og forældrene eller netværket. Det er
derfor ministeriets opfattelse, at det også fortsat skal være
kommunens ansvar at tilrettelægge samværet og kontakten
under hensyntagen til barnets eller den unges bedste.
Efter de gældende regler er kompetencen til at træffe afgø-
relse i sager om samvær m.v. med anbragte børn og unge
delt mellem kommunalbestyrelsen og børn og unge-udval-
get. Det er ministeriets opfattelse, at afgørelseskompetencen
også fremadrettet bør ligge hos hhv. kommunalbestyrelsen
og kommunens børne- og ungeudvalg.
Det er således ministeriets opfattelse, at kommunalbestyrel-
sen også fremadrettet om fornødent skal træffe afgørelse om
omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten. Selvom
barnet eller den unge får en eksplicit ret til at anmode om
f.eks. at få suspenderet samværet, så skal det således også
fremadrettet være kommunalbestyrelsens ansvar at træffe
afgørelsen om at regulere samværet og kontakten. Behand-
lingen af barnets eller den unges anmodning bør ske ud
fra forholdene i den enkelte sag og under hensyntagen til
barnets eller den unges bedste samt barnets eller den unges
behov for støtte, herunder på baggrund af eventuelle fysiske
eller psykiske funktionsnedsættelser.
Ministeriet er i den forbindelse opmærksom på, at der på
den ene side kan være børn og unge, der pga. f.eks. deres
alder, modenhed eller eventuelle psykiske funktionsnedsæt-
telse ikke er i stand til at vurdere eller ikke kan give udtryk
for, om samvær med forældre eller netværk er til deres eget
bedste, og af samme årsag ikke har grundlag for at tage
stilling til rammerne og omfanget for samværet. På den
anden side kan der være socialt udsatte børn og unge, der
på grund af f.eks. loyalitet over for forældrene ikke giver
udtryk for de ønsker, de har, eller som omvendt giver udtryk
for ønsker, der ikke afspejler barnets eller den unges egentli-
ge interesser.
Det er derfor vigtigt, at kommunalbestyrelsen i alle tilfælde
foretager en konkret og individuel vurdering ud fra forhol-
dende i den enkelte sag, jf. ovenfor. Det er samtidig vig-
tigt, at reglerne tydeliggør, at det er kommunalbestyrelsens
ansvar at træffe afgørelse, bl.a. om at begrænse samværet
eller om rammerne for samværet, herunder på baggrund af
barnets eller den unges anmodning herom.
Ministeriet finder endvidere, at kommunens børne- og unge-
udvalg også fremadrettet bør have kompetence til at træffe
afgørelse om at begrænse samværet og kontakten, når det
er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed
eller udvikling. Børne- og ungeudvalget bør således også
fremadrettet for en bestemt periode kunne træffe afgørelse
om overvåget samvær, om at afbryde forbindelsen mellem
forældrene eller netværket og barnet eller den unge eller om
ikke at oplyse barnets eller den unges anbringelsessted over
for forældrene eller netværket.
3.9.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at ændre på strukturen for reglerne om samvær
og kontakt således, at § 103 i barnets lov først beskriver bar-
nets eller den unges rettigheder efterfulgt af en beskrivelse
af det ansvar og den afgørelseskompetence, der ligger hos
hhv. kommunalbestyrelsen og kommunens børne- og unge-
udvalg, i de foreslåede bestemmelser i §§ 104-107. Ansvaret
og kompetencen vil således i lighed med efter gældende ret
også fremadrettet være delt mellem henholdsvis kommunal-
bestyrelsen og kommunens børne- og ungeudvalg.
Det foreslås, at det efter § 103 alene vil skulle være bar-
net eller den unge, der skal have ret til samvær med foræl-
dre, søskende, bedsteforældre og øvrige familie og netværk
under anbringelsen uden for hjemmet. Det vil betyde, at bar-
net eller den unge vil skulle høres og inddrages i beslutnin-
ger, og at afgørelser om samvær og kontakt vil skulle træffes
ud fra, hvad der er til barnets eller den unges bedste. Barnets
eller den unges bedste vil netop kunne indebære kontakt
til den genetiske familie, også i tilfælde hvor forældrene
eksempelvis har udfordringer i form af psykisk sygdom,
misbrug osv. Omvendt vil det også kunne være til barnets el-
ler den unges bedste at få suspenderet samværet i en periode
på op til 8 uger, hvis samværet eksempelvis påvirker barnet
eller den unge negativt.
Det foreslås derfor at give barnet eller den unge en eksplicit
ret til, at kommunalbestyrelsen skal inddrage barnets eller
den unges holdning til omfang, rammer og sted for samvæ-
ret m.v. Barnet eller den unge vil i den forbindelse få en
eksplicit ret til at anmode om, at samværet alene kan ske
med tilstedeværelse af en støtteperson til barnet eller om at
få suspenderet samværet med forældre eller netværk i en
periode på op til 8 uger.
Kommunalbestyrelsen vil efter den foreslåede ordning skul-
72
le sørge for, at forbindelsen mellem barnet eller den unge
og familien og netværket holdes ved lige. Det vil skulle
ske under hensyntagen til barnets eller den unges bedste og
under hensyntagen til beskyttelsen af barnets eller den unges
sundhed og udvikling og beskyttelsen af barnet eller den
unge mod overgreb. Endvidere vil barnets eller den unges
holdning skulle inddrages.
Samvær med familie, venner og andre i netværket vil skulle
ses som en del af den samlede indsats for barnet. Der vil
derfor skulle lægges vægt på, at barnet eller den unge også
på længere sigt har familie og netværk at støtte sig til, så
barnet eller den unge kan bevare forholdet til f.eks. de bed-
steforældre og søskende, der også i tiden inden anbringelsen
har spillet en stor rolle i barnets eller den unges liv. På
samme måde vil samværet skulle ses som led i, at barnet
eller den unge kan bevare eller skabe nære relationer, som
i sig selv kan være med til at støtte barnet eller den unge,
også efter en anbringelse er ophørt.
Det foreslås i forlængelse heraf at tydeliggøre, at kommu-
nalbestyrelsen har pligt til at understøtte, at forældrene kan
spille en positiv rolle i barnets eller den unges liv. Baggrun-
den er, at barnet eller den unge ofte har gavn af og interesse
i at skabe og bevare nære relationer til forældrene i de tilfæl-
de, hvor forældrene har lyst og ressourcer til at være inddra-
get i barnets eller den unges liv og kan spille en positiv
rolle under anbringelsen. Dette vil eksempelvis kunne være
tilfældet i situationer, hvor barnet eller den unge på grund
af omfattende fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke
kan bo fast hos forældrene og derfor er anbragt uden for
hjemmet. Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse skulle
sikre, at forældrene får information om barnets eller den
unges hverdag og vil skulle bidrage til et godt samarbejde
mellem forældrene og anbringelsesstedet.
Det foreslås desuden i overensstemmelse med efter gælden-
de ret, at en ret til samvær og kontakt, der er aftalt eller
fastsat efter forældreansvarsloven, opretholdes under barnets
eller den unges anbringelse uden for hjemmet, men vil kun-
ne reguleres eller midlertidigt ophæves efter reglerne i §§
104 og 105, jf. nedenfor.
Det foreslås med § 104 at tydeliggøre kommunalbestyrel-
sens ansvar og kompetencer i forhold til at tilrettelægge og
regulere samværet og kontakten mellem barnet eller den
unge og forældrene eller netværket. Til dette formål samles
de bestemmelser, der beskriver kommunalbestyrelsens pligt
og kompetencer således i den foreslåede bestemmelse i §
104.
Det foreslås for det første at tydeliggøre, at kommunalbe-
styrelsen skal tilrettelægge samvær og kontakt til barnets
familie og netværk ud fra forholdene i den enkelte sag og
under hensyntagen til barnets eller den unges tryghed, triv-
sel og eventuelle behov for støtte, herunder som følge af
en eventuel fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Ved
tilrettelæggelse af samværet, vil der skulle lægges vægt på,
at barnet eller den unge også på længere sigt har mulighed
for at skabe og bevare nære relationer til forældre og net-
værket. Samtidig foreslås det at tydeliggøre, at kommunal-
bestyrelsen ved tilrettelæggelsen af samvær og kontakt skal
lægge vægt på barnets eller den unges ønsker, jf. det foreslå-
ede § 103. Det bemærkes, at barnets eller den unges ønsker
vil skulle tillægges passende vægt i overensstemmelse med
barnets eller den unges alder, modenhed, ressourcer mv. og
under hensyntagen til barnets eller den unges eventuelle
funktionsnedsættelser.
Det foreslås for det andet, at kommunalbestyrelsen også
fremadrettet om fornødent skal træffe afgørelse om omfan-
get og udøvelsen af samværet og kontakten og skal kunne
fastsætte nærmere vilkår for samværet og kontakten, jf. stk.
2 i den foreslåede § 104. I den forbindelse vil kommunal-
bestyrelsen f.eks. kunne træffe afgørelse om rammerne for
samværet eller stedet, hvor samværet skal afholdes. Kom-
munalbestyrelsen vil i alle tilfælde skulle foretage en kon-
kret og individuel vurdering ud fra forholdene i den enkelte
sag, herunder barnets eller den unges alder, modenhed og
eventuelle funktionsnedsættelse. Ved afgørelsen vil der skul-
le lægges særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge
og formålet med anbringelsen.
I lighed med efter gældende ret vil kommunalbestyrelsen
efter den foreslåede § 104, stk. 3, kunne træffe afgørelse om,
at samværet mellem forældre og barnet eller den unge skal
støttes ved, at der er en tredje person til stede. Det kan f.eks.
være barnets eller den unges støtteperson, hvis barnet eller
den unge efter § 103, stk. 2, har fremsat en anmodning om,
at støttepersonen er til stede, og dette er i overensstemmelse
med forældrenes ønsker og eventuelle behov for støtte til
samværet. En afgørelse efter denne bestemmelse vil således
kræve samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den
unge, der er fyldt 15 år.
Hvis barnet eller den unge fremsætter en anmodning efter
den foreslåede § 103, stk. 2, om at få suspenderet samværet
i en periode, vil kommunalbestyrelsen efter den foreslåede
bestemmelse i § 104, stk. 4, kunne træffe afgørelse om
at suspendere samværet mellem barnet eller den unge og
forældre eller netværk i en afgrænset periode på op til 8
uger. Det følger af den foreslåede ordning, at kommunalbe-
styrelsen som led i behandlingen af barnets eller den unges
anmodning vil skulle foretage en konkret vurdering af, om
der er grundlag for at suspendere samværet. Det vil skulle
ske på baggrund af en samlet afvejning af hensynet til bar-
nets eller den unges interesser over for interesser hos foræl-
dre m.v., barnets alder, modenhed og eventuelle psykiske
funktionsnedsættelse, formålet med anbringelsen og sagens
omstændigheder i øvrigt.
Det foreslåede § 104, stk. 4, skal ses i forlængelse af det
foreslåede § 104, stk. 2, hvorefter kommunalbestyrelsen i
alle tilfælde vil skulle foretage en konkret vurdering ud fra
forholdene i den enkelte sag. Der vil være tilfælde, hvor bar-
net eller den unge vurderes ikke at have en alder, modenhed,
ressourcer eller funktionsevne m.v. til selv at kunne tage
stilling til, om det er til barnets bedste at begrænse samværet
73
eller vælge rammerne for samvær. Barnet vil naturligvis
skulle have støtte til valget, og det vil være kommunalbesty-
relsens ansvar at vurdere, hvilken vægt barnets eller den
unges tilkendegivelser skal tillægges.
I overensstemmelse med efter gældende ret vil kommunal-
bestyrelsen ikke efter de foreslåede bestemmelser i § 104,
stk. 2, kunne træffe afgørelser, som vil medføre, at samvær
og kontakt kun må finde sted mindre end hver 4 uge. En så-
dan afgørelse vil også fremadrettet sidestilles med en afbry-
delse af forbindelsen og vil således skulle træffes af kommu-
nens børne- og ungeudvalg. Dog vil kommunalbestyrelsens
afgørelse om suspension af samvær i en periode på op til
8 uger efter den foreslåede § 104, stk. 4, ikke anses for en
afbrydelse af samværet.
Det foreslås, jf. ovenfor, at børne- og ungeudvalgets kompe-
tencer og ansvar ift. tilrettelæggelse af samvær og kontakt
tydeliggøres i den foreslåede § 105. Det foreslås i den for-
bindelse, at det også fremadrettet vil skulle være kommu-
nens børne- og ungeudvalg, der for en bestemt periode vil
kunne træffe afgørelse om overvåget samvær, når det er
nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed
eller udvikling. Det følger endvidere af den foreslåede ord-
ning, at børne- og ungeudvalget også fremadrettet vil kunne
træffe afgørelse om at afbryde forbindelsen mellem barnet
eller den unge og forældre eller netværk, ligesom børne-
og ungeudvalget vil kunne træffe afgørelse om, at barnets
eller den unges anbringelsessted ikke må oplyses over for
forældrene og netværket.
Det foreslås desuden, at der også fremadrettet vil skulle
være et særligt fokus på at beskytte barnet eller den unge
ved viden eller formodning om, at den person, som barnet
eller den unge skal have samvær med, har begået overgreb
mod et barn eller en ung. I sådanne tilfælde foreslås det,
at børne- og ungeudvalget, medmindre særlige forhold taler
imod det, for en bestemt periode vil skulle træffe afgørel-
se om at afbryde den pågældendes forbindelse med barnet
eller den unge i form af samvær eller brev-, mail- eller
telefonforbindelse eller om, at samvær kun må foregå under
tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen.
Det foreslås i forlængelse heraf, at kommunalbestyrelsen
også fremadrettet vil skulle have pligt til at indhente en ud-
talelse fra barnets eller den unges aktuelle anbringelsessted
til belysning af sagen, før der træffes afgørelse om ændret
samvær, jf. den foreslåede § 106.
Endelig foreslås det i § 107, at den foreslåede ordning i §§
104 og 105 også fremadrettet vil skulle kunne finde anven-
delse under gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse
efter den foreslåede § 23 eller en ungefaglig undersøgelse
efter reglerne i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet
under ophold på en institution, indlæggelse på et sygehus
eller ved benyttelse af det børnehus, som kommunen er
tilknyttet.
3.10. Videreførte og permanente anbringelser
3.10.1. Gældende ret
Børn og unge-udvalget kan beslutte, at en eksisterende an-
bringelse skal videreføres alene på baggrund af tilknytnin-
gen til anbringelsesstedet. En videreførelse kan anvendes for
de børn og unge, som er stærkt knyttet til deres anbringel-
sessted, og hvor det er af væsentlig betydning for barnets
eller den unges udvikling, at tilknytningen og kontinuiteten
kan bevares. En videreførelse efter servicelovens § 68 a
kan anvendes, når barnet eller den unge har været anbragt i
mindst tre år og efter denne periode har opnået så stærk en
tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere såvel som
længere sigt må antages at være af væsentlig betydning for
barnet eller den unges bedste at forblive på anbringelsesste-
det. Afgørelser om videreførelse af en anbringelse skal ikke
forelægges for børn og unge-udvalget til fornyet afgørelse
efter servicelovens § 62.
Det er børn og unge-udvalget, der træffer afgørelse om vi-
dereført anbringelse, uanset om barnet eller den unge har
været anbragt med eller uden samtykke efter henholdsvis
§§ 52 eller 58 i serviceloven, og uanset om barnet stadig
har et støttebehov. Grundlaget for afgørelsen efter servicelo-
vens § 68 a er alene barnets eller den unges tilknytning
til anbringelsesstedet. Afgørelsen om videreført anbringelse
kan således træffes, selvom der ikke længere er et anbringel-
sesgrundlag efter de almindelige regler om anbringelse. Til
brug for børn og unge-udvalgets afgørelse om videreførel-
se af anbringelsen, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en
indstilling, der skal omfatte en række oplistede indhold. For
et barn eller en ung, der er fyldt 15 år, kan der kun træffes
afgørelse om en videreførelse af en anbringelse, hvis barnet
eller den unge samtykker i afgørelsen. Det er ikke et krav
for at kunne træffe afgørelse om videreført anbringelse, at
barnet eller den unge har været anbragt på samme anbringel-
sessted hele anbringelsesperioden. Barnet eller den unge kan
således have været anbragt på flere anbringelsessteder. Det
afgørende er barnets eller den unges tilknytning til det ak-
tuelle anbringelsessted sammenholdt med tilknytningen til
forældrene.
For at børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om vide-
reført anbringelse, skal barnets eller den unges tilknytning
til anbringelsesstedet være grundigt beskrevet. Der skal såle-
des bl.a. være foretaget en børnesagkyndig helhedsvurdering
af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesste-
det. Erklæringen skal være udarbejdet af en børnesagkyndig,
som f.eks. en børne- og ungepsykiater, en psykolog eller en
anden børnesagkyndig fagperson.
For en videreførelse af en anbringelse efter § 68 a, jf. §
52, stk. 3, nr. 7, gælder alle de normale regler under en
anbringelse. Det betyder, at kommunen således fortsat skal
føre tilsyn med barnet og herunder revidere handleplanen
og vurdere, om der er grundlag for at ændre indsatsen eller
hjemgive barnet. Desuden gælder de almindelige regler for
samvær og kontakt, ligesom forældremyndighedsindehave-
ren fortsat skal have tilbudt en støtteperson.
74
3.10.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Det er Social- og Ældreministeriets opfattelse, at mulighe-
den i gældende ret efter § 62 i serviceloven for at viderefø-
re en anbringelse, hvis det er af væsentlig betydning for
barnets eller den unges udvikling, at tilknytningen og konti-
nuiteten kan bevares, er relevant at videreføre. Ministeriet
finder imidlertid, at er behov for yderligere tiltag for at
sikre, at kommunerne gør brug for mulighederne for at give
barnet eller den unge en anbringelse af mere permanent
karakter, hvis barnets eller den unges tilknytning til f.eks.
barnets plejefamilie er tilstrækkelig stærk. Det er således
ministeriets opfattelse, at for mange anbragte børn og unge
udsættes for mange skift under deres opvækst. Sådanne brud
på kontinuitet i opvæksten påvirker barnets eller den unges
udviklingsbetingelser i negativ retning og skaber utryghed
for barnet.
En videreført anbringelse skal efter gældende ret ikke gen-
behandles efter de almindelige frister for genbehandling i
servicelovens § 62, og der behøver ikke være et anbringel-
sesgrundlag efter de almindelige anbringelsesregler. Det in-
debærer, at forældrene ikke kan trække samtykket, sådan
som tilfældet ellers er ved en anbringelse med samtykke,
og at sagen ikke skal genbehandles i børn- og unge-udval-
get, Ankestyrelsen og retten hvert andet år, sådan som det
ellers gælder for anbringelser uden samtykke. En videreført
anbringelse er således en ”permanent anbringelse”, som er
baseret på barnets eller den unges tilknytning til anbringel-
sesstedet. Ministeriet mener derfor, at der er behov for,
at sproget i lovgivningen afspejler, at der er tale om en
permanent anbringelse.
I forlængelse heraf og for at styrke anbragte børns ret til en
stabil opvækst finder ministeriet, at børn over en vis alder
bør få ret til at bede om, at anbringelsen af dem bliver
permanent. Barnets eller den unges behov for stabilitet og
kontinuitet i opvæksten, bør således betyde, at barnet eller
den unge har ret til at bede om, at en anbringelse gøres
permanent. Dermed opnår barnet sikkerhed og tryghed for,
at barnet eller den unge kan forblive på sit anbringelsessted,
hvis børne- og ungeudvalget er enig i, at det af hensyn
til barnets eller den unges bedste at forblive på anbringel-
sesstedet. Det vil dog være væsentligt, at kommunen i sin
vurdering tager afsæt i barnets eller den unges modenhed
samt eventuelle nedsatte psykiske funktionsevne, samt har
særlig opmærksomhed på, om tilkendegivelsen af ønske
om permanent anbringelse kan have udspring i eller være
påvirket af den psykiske funktionsevne eller andre psykiske
udfordringer. I givet fald bør dette tillægges vægt i vurde-
ringen af, hvilken vægt barnets eller den unges ønske om
permanent anbringelse skal tillægges.
Det er efter gældende ret en forudsætning for videreførelse
af en anbringelse uden for hjemmet, at barnets eller den
unges tilknytning til anbringelsesstedet er grundigt beskre-
vet. Der skal således være foretaget en børnesagkyndig
helhedsvurdering af tilknytningen til anbringelsesstedet. Er-
klæringen skal være udarbejdet af en børnesagkyndig, som
f.eks. en børne- og unge psykiater, en psykolog eller en an-
den børnesagkyndig fagperson. Tilknytningsundersøgelserne
udarbejdes og anvendes i forbindelse med sager, hvor der
træffes meget vidtgående afgørelser i forhold til barn og
forældremyndighedsindehavere. Social- og Ældreministeriet
er derfor af den opfattelse, at det bør præciseres, hvem der
kan udarbejde valide undersøgelser i disse sager.
En videreførelse af en anbringelse af et barn eller en ung,
der er fyldt 15 år, kan i dag kun træffes, hvis barnet eller den
unge samtykker i afgørelsen. Ministeriet finder det væsent-
ligt, at opretholde en aldersgrænse på 15 år, da det vurderes
som en urimelig byrde at pålægge børn under 15 år at skulle
vælge mellem enten at bo hos sine genetiske forældre –
som børnene ofte er loyale overfor – eller at bo hos den
plejefamilie, som de har været en del af gennem mere end
tre år.
Social- og Ældreministeriet finder, at visse børn og unge
allerede inden tre års anbringelse vil have opnået en sådan
tilknytning til anbringelsesstedet, at det vil være bedst for
barnet eller den unge, at forblive på anbringelsesstedet.
3.10.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at reglerne om videreført anbringelse i service-
lovens § 68 videreføres i kapitel 6 i barnets lov. Det foreslås
samtidigt, at det i forhold til de gældende regler om videre-
ført anbringelse tydeliggøres, at der er tale om en permanent
anbringelse. Således foreslås brugen af ”videreført anbrin-
gelse” udskiftet med ”permanent anbringelse”. Dette skal
understrege, at en afgørelse efter den foreslåede bestemmel-
se i § 67, som er en videreførelse af servicelovens § 68
a, stk. 1, ikke vil skulle genbehandles efter de almindelige
frister for genbehandling, og at der ikke vil være behov
for et anbringelsesgrundlag efter de almindelige anbringel-
sesregler. Det vil, ligesom i dag, betyde større tryghed, sik-
kerhed og stabilitet for barnet eller den unge, hvis sagen
ikke løbende skal tages op, og barnet eller den unge kan
herved få større udbytte af anbringelsen.
For at styrke anbragte børns ret til en stabil opvækst med
en fast base foreslås det, at børn og unge over ti år vil få
ret til at bede om permanent anbringelse efter den foreslåede
§ 68. Modtager kommunalbestyrelsen en sådan anmodning,
vil den skulle vurdere, om der af hensyn til barnets eller den
unges bedste skal udarbejdes en indstilling om en permanent
anbringelse. Finder kommunalbestyrelsen, at barnets eller
den unges anmodning om at blive permanet anbragt uden
for hjemmet giver anledning til udarbejdelse af en indstilling
om en permanent anbringelse, og træffer børne- og ungeud-
valget derfor afgørelse om en permanent anbringelse, fore-
slås kravet om minimum tre års forudgående anbringelse
ikke at finde anvendelse.
Af hensyn til barnets eller den unges bedste og for at styrke
barnets eller den unges og familiens retssikkerhed, foreslås
det, at der indføres krav om, at den lovpligtige tilknytnings-
75
vurdering i sager om permanent anbringelse skal foretages
af en autoriseret psykolog.
3.11. Adoption
3.11.1. Behandling af adoptionssager
3.11.1.1. Gældende ret
Gennem adoption kan et barn eller en ung få en ny fami-
lie. Reglerne herom findes i adoptionsloven, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 775 af 7. august 2019.
Efter § 7 i adoptionsloven kræver adoption af et barn eller
en ung som udgangspunkt samtykke fra forældrene. Efter §
9, stk. 2-4, i adoptionsloven kan det dog bestemmes, at en
adoption skal gennemføres uden forældresamtykke.
Adoptionsbevilling kan efter § 9, stk. 2, i adoptionsloven
meddeles i særlige tilfælde, hvis væsentlige hensyn til, hvad
der er bedst for barnet, taler for det. Bestemmelsen fastlæg-
ger det overordnede hensyn bag alle afgørelser om adoption
uden samtykke efter særbestemmelserne i § 9, stk. 3 og 4,
i adoptionsloven, nemlig at adoptionen skal være bedst for
barnet. Herudover fungerer bestemmelsen som en opsam-
lingsbestemmelse for sager, der falder uden for anvendelses-
områderne for § 9, stk. 3 og 4, om adoption uden samtykke.
Adoptionsbevilling kan efter § 9, stk. 3, i adoptionsloven
meddeles efter bestemmelsens stk. 2, hvis betingelserne for
anbringelse af barnet uden for hjemmet uden samtykke i §
58, stk. 1, nr. 1 eller 2, i serviceloven er opfyldt og det er
sandsynliggjort, at forældrene varigt vil være ude af stand til
at varetage omsorgen for barnet, og adoption af hensyn til
kontinuiteten og stabiliteten i barnets opvækst vil være bedst
for barnet.
§ 9, stk. 4, i adoptionsloven giver en plejefamilie mulighed
for at adoptere deres plejebarn uden samtykke fra barnets
forældre, når betingelserne for anbringelse af barnet uden
for hjemmet i § 58, stk. 1, i serviceloven er opfyldt. Efter
bestemmelsen er adoption endvidere betinget af, at barnets
tilknytning til plejefamilien har antaget en sådan karakter, at
det vil være skadeligt for barnet at bryde denne tilknytning.
Efter § 68 d i serviceloven skal kommunalbestyrelsen i for-
bindelse med en afgørelse om anbringelse af et barn eller
en ung uden for hjemmet efter § 52, stk. 3, nr. 7, jf. § 52,
stk. 1, (anbringelse med samtykke) eller § 58 (anbringelse
uden samtykke) eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, hvor det må antages, at barnet eller
den unge vil være anbragt i en længere årrække, overveje,
om hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets eller den
unges opvækst taler for, at barnet eller den unge i stedet
bliver adopteret.
Det følger af § 52, stk. 1, i serviceloven, at kommunal-
bestyrelsen skal træffe afgørelse om foranstaltninger efter
bestemmelsens stk. 3, når det må anses for at være af væ-
sentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særli-
ge behov for støtte. Afgørelsen træffes som udgangspunkt
med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. Efter
bestemmelsens stk. 3. nr. 7, kan kommunalbestyrelsen bl.a.
iværksætte hjælp efter stk. 1 i form af anbringelse af barnet
eller den unge uden for hjemmet på et anbringelsessted.
Efter § 58 i serviceloven kan et barn eller en ung anbringes
uden for hjemmet, når der er en åbenbar risiko for, at barnets
eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade
på grund af utilstrækkelig omsorg for eller behandling af
barnet eller den unge eller overgreb, som barnet eller den
unge har været udsat for. I disse situationer kan børn og un-
ge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedsindeha-
veren træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes
uden for hjemmet.
Efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet kan
ungdomskriminalitetsnævnet som led i et forbedringsforløb
træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden
for hjemmet på et anbringelsessted, når det af hensyn til
barnets eller den unges særlige behov for støtte må anses
for at være af væsentlig betydning. Afgørelsen træffes med
samtykke fra forældremyndighedsindehaverne.
Det fremgår af bemærkningerne til § 68 d i serviceloven,
jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 121 som fremsat, side
18-19, at bestemmelsen forpligter kommunalbestyrelsen til
at overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets
eller den unges opvækst taler for en adoption af barnet eller
den unge i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen overvejer
at træffe afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung
uden for hjemmet med eller uden samtykke, og det må for-
modes, at anbringelsen vil vare en længere årrække. Tilsva-
rende gælder, når kommunalbestyrelsen tager stilling til, om
en anbringelse skal opretholdes.
Det vil ofte være relevant at foretage overvejelsen for alle
søskende i en søskendeflok.
Bestemmelsen tydeliggør sammenhængen mellem de indgri-
bende sociale indsatser i serviceloven og adoption, og den
understreger vigtigheden af, at kommunalbestyrelserne i vis-
se tilfælde overvejer adoption som social indsats, herunder
særligt når det vurderes, at barnet eller den unge har et
særligt behov for mere stabile, forudsigelige og trygge op-
vækstvilkår.
Bestemmelsen skal således sikre, at kommunalbestyrelsen
overvejer adoption som indsats i tilfælde, hvor alternativet
er, at barnet eller den unge vil være anbragt i størstedelen
af barndommen. Det er således som udgangspunkt ikke rele-
vant at overveje adoption, hvis der f.eks. er tale om en ung,
der på anbringelsestidspunktet er 16-17 år, eller hvis der er
tale om et yngre barn, men hvor anbringelsen f.eks. skyldes
en midlertidig sygdom eller krise hos forældrene, og barnet
således kan forventes at blive hjemgivet igen.
Omvendt vil det være relevant at overveje adoption, hvis
f.eks. forældrenes historik i forhold til andre børn, længere-
varende misbrug eller permanente psykiske problemer indi-
76
kerer, at der formentlig bliver tale om en længerevarende
anbringelse.
Efter § 58, stk. 1, i serviceloven kan et barn eller en ung
uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren anbrin-
ges uden for hjemmet, når der er en åbenbar risiko for, at
barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig
skade på grund af utilstrækkelig omsorg for eller behandling
af barnet eller overgreb, som barnet eller den unge har været
udsat for.
Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at et barn eller en ung
bør bortadopteres, at forældrene ikke vil give samtykke til
adoptionen, og at adoption vil kunne gennemføres uden
samtykke efter § 9 i adoptionsloven, forelægger kommunal-
bestyrelsen efter § 68 e, stk. 1, i serviceloven sagen for børn
og unge-udvalget.
Efter § 68 e, stk. 2, i serviceloven skal en sådan forelæggel-
se for børn og unge-udvalget indeholde en indstilling om,
at barnet eller den unge adopteres efter § 9, stk. 2-4, i adop-
tionsloven.
Efter § 68 e, stk. 2, nr. 1, i serviceloven skal indstillingen
indeholde den børnefaglige undersøgelse efter § 50 i ser-
viceloven eller den ungefaglige undersøgelse efter § 31 i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Efter § 68 e, stk. 2,
nr. 2, i serviceloven skal indstillingen også indeholde hand-
leplanen efter § 140 i serviceloven eller forbedringsforløbet,
jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminali-
tet. Efter § 68 e, stk. 2, nr. 3, i serviceloven skal indstillingen
endvidere indeholde en redegørelse for, at betingelserne for
adoption uden samtykke efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven
er opfyldt. Denne redegørelse skal derfor også indeholde
oplysninger om, hvorfor adoption vil være bedst for barnet
eller den unge. Endelig skal indstillingen efter § 68 e, stk.
2, nr. 4, i serviceloven indeholde oplysninger om barnets
eller den unges holdning til den påtænkte adoption, jf. § 6 i
adoptionsloven.
Efter § 68 e, stk. 3, i serviceloven skal en indstilling om
adoption i medfør af § 9, stk. 3 eller 4, i adoptionsloven
endvidere indeholde en redegørelse for, at betingelserne for
anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet i §
58, stk. 1, er opfyldt.
En børnefaglig undersøgelse efter § 50 i serviceloven skal
bl.a. omfatte barnets eller den unges udvikling og adfærd,
familieforhold, herunder eventuelle søskenderelationer, sko-
leforhold, sundhedsforhold samt fritidsforhold og venska-
ber. Som led i undersøgelsen skal der finde en samtale sted
med barnet eller den unge. Samtalen kan undlades, i det om-
fang barnets eller den unges modenhed eller sagens karakter
i afgørende grad taler imod samtalens gennemførelse. Kan
samtalen ikke gennemføres, skal oplysninger om barnets el-
ler den unges synspunkter søges tilvejebragt. Undersøgelsen
skal afdække ressourcer og problemer hos barnet, den unge,
familien og netværket. Endelig følger det af bestemmelsens
stk. 9, at hvis det må antages, at der kan opstå et behov
for særlig støtte til et barn umiddelbart efter fødslen, skal
kommunalbestyrelsen undersøge de vordende forældres for-
hold nærmere. En ungefaglig undersøgelse efter § 31 i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet har et tilsvarende
indhold som en børnefaglig undersøgelse.
En handleplan efter § 140 i serviceloven skal angive for-
målet med den pågældende indsats, og hvilken indsats der
er nødvendig for at opnå dette formål. Handleplanen skal
tage udgangspunkt i resultaterne af den børnefaglige under-
søgelse efter loven § 50. Handleplanen skal i forhold til
de problemer, der er afdækket i undersøgelsen, indeholde
konkrete mål i forhold til barnets eller den unges trivsel og
udvikling i overensstemmelse med det overordnede formål
med støtten. Forbedringsforløbet efter §§ 13 og 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet har tilsvarende formål
som en børnefaglig undersøgelse.
Endelig bemærkes, at Den Europæiske Menneskerettigheds-
domstols praksis i relation til artikel 8 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention (EMRK) om børns og foræl-
dres ret til familieliv indebærer, at der skal foretages en reel
afvejning mellem barnets interesse i at blive adopteret og
forældrenes ønske om genforening med barnet. Der skal i
alle tilfælde foretages en konkret bedømmelse af de aktuel-
le forhold og det berørte barns interesser. Domstolen har
understreget, at en anbringelse uden for hjemmet, der ligger
forud for en eventuel adoption, sker med henblik på hjemgi-
velse af barnet til forældrene. Dette indebærer, at myndighe-
derne har en positiv pligt til aktivt at arbejde for genforening
af familien. Det kan således medføre overtrædelse af artikel
8, hvis der træffes afgørelse om adoption af et barn uden
samtykke under henvisning til, at adoption er bedst for bar-
net, og denne situation er opstået, fordi myndighederne har
undladt at tage relevante skridt til genforening af familien
under den forudgående anbringelse. Af hensyn til overhol-
delsen af Danmarks internationale forpligtelser efter EMRK
artikel 8 skal indstillingen således indeholde en redegørelse
for arbejdet med at hjemgive barnet. Der henvises i øvrigt til
punkt 5.1.1.
Af forarbejderne til § 68 e i serviceloven, jf. Folketingsti-
dende 2014-15, A, L 121 som fremsat, side 17, fremgår,
at sager, hvor der kan være behov for at træffe afgørelse
om adoption uden samtykke af et barn eller en ung, der er
anbragt uden for hjemmet, starter i kommunerne, da det er
kommunerne, som har ansvaret for, at børn og unge, som
har behov herfor, modtager den fornødne støtte. Bestemmel-
sen skal sikre en grundig belysning af barnets, den unges og
forældrenes forhold og en grundig børnefaglig og juridisk
sagsbehandling.
Kommunalbestyrelsen kan få vejledende rådgivning fra VI-
SO, når kommunalbestyrelsen udarbejder en indstilling efter
§ 68 e i serviceloven. Der henvises til § 13, stk. 7, i service-
loven, jf. punkt 3.11.2.
Det følger af § 68 f i serviceloven, at børn og unge-udvalget
på baggrund af en indstilling fra kommunalbestyrelsen efter
77
lovens § 68 e, stk. 2, på et møde kan indstille til Ankesty-
relsen, at styrelsen træffer afgørelse om, at barnet eller den
unge adopteres efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven.
Inden indstillingen afgives, skal børn og unge-udvalget give
barnet eller den unge, barnets eller den unges forældre, inde-
haverne af forældremyndigheden over barnet eller den unge
og barnets eller den unges eventuelle plejeforældre samt
advokaterne og bisidderne for dem lejlighed til at udtale
sig. Plejeforældre kan udtale sig under mødet i børn og
unge-udvalget, men anses alene som part i sagen, hvis de
søger om adoption af barnet eller den unge.
En indstilling kan kun vedtages, hvis mindst fire af udval-
gets fem medlemmer stemmer for indstillingen. Indstillin-
gen skal være skriftlig og begrundet, og den skal meddeles
sagens parter, kommunalbestyrelsen og Ankestyrelsen. Er
dommeren ikke enig i indstillingen, skal dette tilføres udval-
gets protokol, og meddelelsen om indstillingen skal indehol-
de oplysning om dommerens opfattelse.
Hvis indstillingen ikke vedtages, gives skriftlig meddelelse
herom til sagens parter og kommunalbestyrelsen. Meddelel-
sen skal begrundes, og den skal indeholde oplysning om
dommerens opfattelse.
Selvom børn og unge-udvalget har afslået at vedtage en
indstilling, er kommunalbestyrelsen ikke afskåret fra senere
at udarbejde en ny indstilling om adoption af barnet eller
den unge uden samtykke og i den nye indstilling tage højde
for baggrunden for, at udvalget ikke vedtog den tidligere
indstilling.
Det følger af § 10 i adoptionsloven, at når Ankestyrelsen
modtager meddelelse fra kommunalbestyrelsen om, at børn
og unge-udvalget efter § 68 e i serviceloven har indstillet, at
et barn eller en ung adopteres uden samtykke fra forældrene,
træffer Ankestyrelsen afgørelse om adoption af barnet eller
den unge efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven, hvis betingel-
serne er opfyldt. Ankestyrelsens afgørelse herom kan efter
lovens § 11 indbringes for domstolene.
Det fremgår af forarbejderne til § 68 f i serviceloven, jf.
Folketingstidende 2014-15, A, L 121 som fremsat, side 17,
at bestemmelsen skal medvirke til at sikre en grundig belys-
ning af barnets, den unges og forældrenes forhold og en
grundig børnefaglig og juridisk sagsbehandling.
Efter § 68 h i serviceloven kan social- og ældreministe-
ren fastsætte nærmere regler om behandlingen af sager om
adoption uden samtykke efter lovens §§ 68 e og 68 f. Det
fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingsti-
dende 2014-15, A, L 121 som fremsat, side 19, at bemyndi-
gelsesbestemmelsen kan anvendes til at fastsætte nærmere
regler om kommunalbestyrelsens, børn og unge-udvalgets
og Ankestyrelsens behandling af sager om adoption uden
samtykke, herunder om Ankestyrelsens mulighed for at
hjemvise en sag til kommunen, hvis sagen ikke er tilstræk-
keligt oplyst, og kommunen ikke forventes at være i besid-
delse af de ønskede oplysninger.
Bemyndigelsesbestemmelsen er udnyttet til at udstede be-
kendtgørelse nr. 1152 af 7. juni 2021 om retssikkerhed
og administration på det sociale område (retssikkerhedsbe-
kendtgørelsen).
3.11.1.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Mange anbragte børn og unge er anbragt hele deres barn-
dom. Alligevel anvendes muligheden for gennem adoption
at give disse børn og unge en ny familie og dermed sikre
kontinuitet og stabilitet i deres opvækst sjældent. Af hensyn
til barnets og den unges bedste bør kommunalbestyrelsens
pligt efter § 68 d i serviceloven til at overveje adoption
ved anbringelsen af et barn eller en ung derfor videreføres i
barnets lov.
I den forbindelse bør bestemmelsens anvendelsesområde ud-
vides sådan, at kommunalbestyrelsen ud over anbringelse
uden for hjemmet efter lovforslagets §§ 46 og 47 også får
pligt til at overveje, om adoption er den bedste løsning
for barnet ved anbringelse umiddelbart efter fødslen efter
lovforslagets § 46 og § 49, ved fortsat anbringelse efter
lovforslagets § 50 og ved permanent anbringelse efter lov-
forslagets § 67. Om de nævnte anbringelsesbestemmelser
henvises til punkt 3.8 og 3.10.
Samtidig bør kommunalbestyrelsen også have pligt til at
overveje adoption af kommende søskende til børn og unge,
der allerede er anbragt uden for hjemmet eller er blevet
bortadopteret på grund af manglende forældreevne.
Endvidere finder Social- og Ældreministeriet det vigtigt, at
der i sager om adoption uden samtykke foretages en grundig
belysning af barnets eller den unges forhold og af forældre-
nes og de øvrige involveredes forhold, samt at der foretages
en grundig børnefaglig og juridisk sagsbehandling. Af hen-
syn til barnets eller den unges bedste og retssikkerheden
for alle involverede bør kravene til kommunalbestyrelsens
indstilling til børne- og ungeudvalget om adoption uden
samtykke efter § 68 e i serviceloven videreføres i barnets
lov. Af samme grunde bør kravene i § 68 f i serviceloven
til børne- og ungeudvalgets behandling af kommunalbesty-
relsens indstilling om adoption uden samtykke videreføres i
barnets lov.
Ved videreførelsen af § 68 e i serviceloven i barnets lov bør
det af hensyn til overholdelsen af Danmarks internationale
forpligtelser præciseres, at en indstilling om adoption uden
samtykke også skal indeholde en redegørelse for kommunal-
bestyrelsens arbejde med og overvejelser om at hjemgive
barnet eller den unge.
Det bemærkes, at den i § 4, nr. 2, i det samtidigt fremsatte
følgelovforslag foreslåede ændring af § 9, stk. 3, i adopti-
onsloven vil give mulighed for, at en afgørelse om adoption
efter bestemmelsen vil kunne træffes allerede inden barnets
fødsel. Dette forslag vil ikke medføre behov for at ændre
indholdet af kommunalbestyrelsens indstilling om adoption
uden samtykke i forhold til § 68 e i serviceloven, men ved
en indstilling til adoption før barnets fødsel bør fokus være
78
på beskrivelse af forældrenes generelt manglende forældre-
evne, og at adoption på grund af den manglende forældreev-
ne er nødvendig af hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i
det kommende barns opvækst.
Endelig finder Social- og Ældreministeriet, at bemyndigel-
sesbestemmelsen i § 68 h i serviceloven om fastsættelse af
nærmere regler om behandlingen af sager om adoption uden
samtykke bør videreføres i barnets lov.
3.11.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at § 68 d i serviceloven om kommunalbesty-
relsens pligt til at overveje adoption ved anbringelsen af
et barn eller en ung videreføres i barnets lov som § 69,
dog sådan at bestemmelsen også finder anvendelse ved an-
bringelse umiddelbart efter fødslen, ved fortsat anbringelse,
og ved permanent anbringelse. Det foreslås videre, at be-
stemmelsens anvendelsesområde udvides til også at omfatte
situationer, hvor et barn eller en ung, der er anbragt uden
for hjemmet eller bortadopteret på grund af manglende for-
ældreevne hos forældrene, får en lillesøster eller lillebror.
Forslaget foreslås for det første gennemført ved, at § 69,
stk. 1, i barnets lov foreslås at indeholde en bestemmelse,
hvorefter kommunalbestyrelsen i en række situationer vil
skulle overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i
barnets eller den unges opvækst taler for, at barnet eller den
unge gennem adoption får en ny familie, når det må antages,
at barnet eller den unge vil være anbragt i en længere årræk-
ke. Efter forslaget vil kommunalbestyrelsen skulle overveje
adoption i følgende situationer:
1) Ved anbringelse af et barn eller en ung uden for hjem-
met efter §§ 46, 47 og 49.
2) Ved fortsat anbringelse af et barn eller en ung uden for
hjemmet efter § 50.
3) Ved permanent anbringelse af et barn eller en ung uden
for hjemmet efter § 67.
4) Når Ungdomskriminalitetsnævnet har truffet afgørelse
om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjem-
met efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskrimi-
nalitet.
Det bemærkes, at lovforslagets § 46 drejer sig om anbrin-
gelse med samtykke, herunder om anbringelse af et ufødt
barn umiddelbart efter fødslen, og at lovforslagets §§ 47 og
49 drejer sig om anbringelse uden samtykke, herunder om
anbringelse af et ufødt barn umiddelbart efter fødslen (§ 49).
For det andet foreslås forslaget gennemført ved, at § 69,
stk. 2, i barnets lov foreslås at indeholde en bestemmelse,
hvoraf følger, at når en forælder til et barn eller en ung, der
er anbragt eller er blevet bortadopteret på grund af forælde-
rens utilstrækkelige omsorg for barnet eller den unge, venter
endnu et barn, vil kommunalbestyrelsen skulle overveje, om
hensynet til kontinuitet og stabilitet i det kommende barns
opvækst taler for, at dette barn gennem adoption får en ny
familie.
Samlet set vil dette forslag betyde, at kommunalbestyrelsen
i de omhandlede situationer vil skulle overveje, om hensynet
til kontinuitet og stabilitet i barnets eller den unges opvækst
taler for, at barnet eller den unge gennem adoption får en
ny familie. Der henvises til lovforslagets § 69 og bemærk-
ningerne hertil.
Videre foreslås det, at § 68 e i serviceloven om kommunal-
bestyrelsens indstilling til børne- og ungeudvalget af adop-
tion uden samtykke videreføres i barnets lov som § 70. Det
foreslås dog, at det i den foreslåede bestemmelse i forhold
til § 68 e i serviceloven præciseres, at en indstilling om
adoption uden samtykke vil skulle være begrundet i, at
kommunalbestyrelsen vurderer, at adoptionen vil være bedst
for barnet eller den unge, at bestemmelsens opregning af
de dokumenter m.v., som indstillingen vil skulle indeholde,
ikke er udtømmende, og at indstillingen vil skulle indeholde
en redegørelse for kommunalbestyrelsens arbejde med og
overvejelser om at hjemgive barnet eller den unge.
Der henvises til lovforslagets § 70 og bemærkningerne her-
til.
Endvidere foreslås det, at § 68 f i serviceloven om børn
og unge-udvalgets behandling af sager om adoption uden
samtykke uden ændringer videreføres som § 72 i barnets
lov. Der henvises til lovforslagets § 72 og bemærkningerne
hertil.
Endelig foreslås det, at bemyndigelsesbestemmelsen i § 68
h i serviceloven videreføres som § 73 i barnets lov. Der
henvises til lovforslagets § 73 og bemærkningerne hertil.
Det bemærkes, at § 50, § 52, stk. 3, nr. 7, og §§ 58, 62
og 140 i serviceloven foreslås videreført i barnets lov som
henholdsvis §§ 20, 46, 47, 50 og 91 uden indholdsmæssige
ændringer af betydning for den foreslåede videreførelse i
barnets lov af §§ 68 d og 68 e i serviceloven, idet dog
betegnelserne børnefaglig undersøgelse foreslås ændret til
børneudredning, og handleplan foreslås ændret til barnets
plan eller ungeplanen.
3.11.2. VISOs støtte til kommunalbestyrelsernes behandling
af adoptionssager
3.11.2.1. Gældende ret
Efter § 13, stk. 7, i serviceloven tilbyder VISO vejledende
rådgivning til kommuner i sager om adoption uden samtyk-
ke. Som led heri udarbejder VISO vejledningsmateriale, af-
holder temadage for kommunerne og vejleder kommunerne
i behandlingen af konkrete sager.
Baggrunden for bestemmelsen er, at sager om adoption uden
samtykke er komplekse, og på grund af det begrænsede
sagsantal er det vanskeligt for den enkelte kommunalbesty-
relse at oparbejde erfaring med og ekspertise i at håndtere
dem.
VISOs generelle rådgivning om adoption uden samtykke har
derfor bl.a. til formål at øge kommunalbestyrelsernes op-
79
mærksomhed på, at en ny og blivende familie til et anbragt
barn eller en anbragt ung kan være en bedre løsning end en
langvarig anbringelse, fordi barnet eller den unge gennem
adoption får mulighed for at vokse op i en ny familie, der er
barnets eller den unges egen. Rådgivningen drejer sig bl.a.
om at styrke kommunalbestyrelsernes viden om, hvordan de
kan vurdere, om en forælder er uden forældreevne, og om
hvordan dette dokumenteres, samt hvordan det vurderes og
dokumenteres, at adoption er den bedste løsning for det en-
kelte barn eller den enkelte unge. Den generelle rådgivning
gives ofte i form af temadage.
VISOs rådgivning i konkrete sager om adoption uden sam-
tykke har til formål at understøtte kommunalbestyrelsernes
behandling af den pågældende sag. Rådgivningen omfatter
efter behov navnlig, hvordan det belyses, hvad der er bar-
nets eller den unges bedste. Hvis kommunalbestyrelsen vur-
derer, at adoption vil være bedst for et barn eller en ung,
kan rådgivningen omfatte kravene til dokumentation for, at
betingelserne for adoption uden samtykke er opfyldt. VISO
tilrettelægger sin rådgivning til kommunalbestyrelsen om
behandlingen af en konkret sag på grundlag af de oplys-
ninger om barnet eller den unge og forældrene og andre
relevante involverede parter, som kommunalbestyrelsen har
sendt til VISO, navnlig børnefaglige undersøgelser og for-
ældrekompetenceundersøgelser. Rådgivning gives normalt
mundtligt på et eller flere møder. VISO tager således ikke
stilling til, om en konkret indstilling er fyldestgørende.
Det er kommunalbestyrelsens ansvar at vurdere behovet for
at søge rådgivning fra VISO til brug for behandlingen af en
sag om adoption uden samtykke.
Uanset om kommunalbestyrelsen har søgt rådgivning hos
VISO, er det altid kommunalbestyrelsen, der beslutter, om
et barn eller en ung skal indstilles til at blive adopteret uden
samtykke. VISOs vejledning efter § 13, stk. 7, i servicelo-
ven er ikke bindende for kommunalbestyrelsen, og det er
altid den enkelte kommunalbestyrelse, der har ansvaret for
rigtigheden af indstillinger om adoption uden samtykke efter
§ 68 e i serviceloven. VISO kan således ikke overtage en
myndighedsfunktion fra kommunalbestyrelsen.
3.11.2.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
De seneste år er antallet af adoptioner uden samtykke ste-
get. Denne stigning skyldes bl.a. lovændringer, der har lem-
pet kravene til adoption uden samtykke og har forenklet
behandlingen af sager om adoption uden samtykke.
Det samlede sagsantal er dog fortsat begrænset. I 2021 blev
der således frigi9 børn eller unge til adoption uden samtykke
i hele landet. På grund af det lave sagsantal og den heraf
følgende begrænsede erfaring med denne sagstype oplever
en række kommunalbestyrelser udfordringer i anvendelsen
af reglerne om adoption uden samtykke. Det gælder især
de kommunalbestyrelser, der ikke tidligere har behandlet en
sag om adoption uden samtykke, eller som ikke tidligere har
gennemgået et rådgivningsforløb med VISO.
Som det fremgår af punkt 3.11.1, stilles der meget høje krav
til vurderingen af og dokumentationen for, at en adoption
uden samtykke er den bedste løsning for det enkelte barn
eller den enkelte unge. En afgørelse om adoption uden sam-
tykke forudsætter derfor en kompleks og omfattende sagsbe-
handling.
De høje krav til sagsoplysningen, den omfattende sagsbe-
handling samt det forhold, at mange kommunalbestyrelser
har begrænset viden om og erfaring med området, betyder,
at det kan være vanskeligt for den enkelte kommunalbesty-
relse at behandle sager om adoption uden samtykke på et
tilstrækkeligt højt niveau. Dette betyder, at Ankestyrelsen
afviser og hjemviser en forholdsvis stor andel af de ind-
stillinger om adoption uden samtykke, som Ankestyrelsen
modtager fra kommunalbestyrelserne.
På den baggrund finder Social- og Ældreministeriet, at råd-
givningen af kommunalbestyrelserne om adoption bør styr-
kes. Det gælder navnlig i relation til behandlingen af sager
om adoption uden samtykke.
Dette bør for det første ske ved, at barnets lov i forbindelse
med den foreslåede bestemmelse i § 70 om kommunalbesty-
relsens overvejelser om og udarbejdelse af indstilling om
adoption uden samtykke indeholder en bestemmelse, der har
til formål at øge kommunalbestyrelsens opmærksomhed på
adgangen til at anmode VISO om vejledende rådgivning
om adoption, jf. lovforslagets § 167, der indholdsmæssigt
foreslås at videreføre § 13, stk. 7, i serviceloven.
For det andet bør vejledningsindsatsen styrkes ved at for-
pligte alle kommunalbestyrelser til at søge vejledende råd-
givning hos VISO i alle sager, hvor det overvejes at indstille
et barn eller en ung til adoption uden samtykke efter § 9,
stk. 3, i adoptionsloven. Begrundelsen for det er, at det efter
§ 9, stk. 3, i adoptionsloven er en betingelse for adoption
uden samtykke, at forældrene varigt vil være ude af stand
til at varetage omsorgen for barnet eller den unge, og at
dokumentation herfor kræver særlige undersøgelser.
Til brug for behandlingen af en sag om plejeforældres adop-
tion uden samtykke efter § 9, stk. 2 og 4, i adoptionsloven
vil kommunalbestyrelsen efter lovforslagets § 167 ligeledes
kunne få vejledende rådgivning fra VISO. Kommunalbesty-
relsen vil således i disse sager have fuldt ud samme adgang
til at søge vejledende rådgivning fra VISO, men i disse sag-
er vil det ikke være et krav, at kommunalbestyrelsen søger
denne rådgivning fra VISO. Om § 9, stk. 2-4, i adoptionslo-
ven henvises til punkt. 3.11.1.1.
For det tredje bør VISO skulle pålægge de kommunalbesty-
relser, der ikke tidligere har fået VISOs hjælp til behand-
ling af en sag om adoption uden samtykke, eller som ikke
tidligere har modtaget generel rådgivning om adoption fra
VISO, at modtage generel rådgivning om adoption.
3.11.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås for det første, at barnets lov i § 71, stk. 1,
80
indeholder en bestemmelse, hvorefter kommunalbestyrelsen
til brug for overvejelser om adoption efter lovforslagets §
69 og udarbejdelse af en indstilling efter lovforslagets § 70
om adoption uden samtykke efter § 9, stk. 2 eller 4, i adopti-
onsloven kan anmode VISO om vejledende rådgivning, jf.
lovforslagets § 167.
For det andet foreslås det, at barnets lov i § 71, stk. 2,
indeholder en bestemmelse, hvorefter kommunalbestyrelsen
til brug for udarbejdelsen af en indstilling efter lovforslagets
§ 70 om adoption uden samtykke efter § 9, stk. 3, i adopti-
onsloven altid skal søge vejledende rådgivning fra VISO, jf.
lovforslagets § 167.
Endelig foreslås det, at barnets lov i § 71, stk. 3, indeholder
en bestemmelse, hvorefter VISO skal pålægge en kommu-
nalbestyrelse at modtage generel rådgivning om adoption,
når kommunalbestyrelsen hverken har fået hjælp fra VISO
til behandling af en konkret sag om adoption uden samtyk-
ke eller har modtaget generel rådgivning om adoption fra
VISO. Efter den foreslåede bestemmelse vil VISOs beslut-
ning herom ikke kunne indbringes for anden administrativ
myndighed.
Disse forslag vil betyde, at retssikkerheden i sager om adop-
tion uden samtykke styrkes for både barnet, den unge og
forældrene. Forslagene vil således gøre det klarere for den
enkelte kommunalbestyrelse, hvor grundige undersøgelser
af barnets, den unges, forældrenes og eventuelle plejeforæl-
dres forhold der kræves for, at der kan træffes afgørelse om
adoption uden samtykke. Samtidig vil forslagene betyde, at
kommunalbestyrelserne får større kendskab til muligheden
for at hjælpe udsatte børn og unge ved gennem adoption
at give dem mulighed for at vokse op i en ny og blivende
familie.
Endvidere vil forslagene betyde, at kommunalbestyrelsen
understøttes i at udarbejde indstillinger, der i højere grad
opfylder kravene i lovforslagets § 70, hvilket til gavn for
barnet eller den unge vil fremskynde børne- og ungeudval-
gets og Ankestyrelsens behandling af sagerne og begrænse
antallet af sager, som afvises eller hjemvises.
Forslaget vil også betyde, at kommunalbestyrelsen under-
støttes i at foretage en relevant vurdering af, om adoption er
til barnets eller den unges bedste, og understøttes i, hvordan
den relevante dokumentation for barnets eller den unges
bedste tilvejebringes. Det vil betyde, at kommunalbestyrel-
sen i højere grad bliver opmærksom på, hvilken dokumen-
tation der er nødvendig at have med i en indstilling om
adoption uden samtykke, og at kommunalbestyrelsen kun
indstiller sager, der opfylder kravene til adoption uden sam-
tykke.
3.11.3. Faglig støtte ved adoption
3.11.3.1. Gældende ret
Efter § 68 c i serviceloven skal kommunalbestyrelsen tilby-
de faglig støtte til plejefamilier, der har et barn eller en
ung anbragt med henblik på at adoptere barnet eller den
unge. Den faglige støtte skal målrettes situationen før adop-
tionen.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folke-
tingstidende 2012-13, A, L 121 som fremsat, side 39, at
den er rettet mod plejefamilier, der har et barn eller en ung
anbragt med henblik på adoption. Disse familier har efter
bestemmelsen ret til faglig støtte målrettet situationen før
adoptionen. Den faglige støtte skal navnlig forberede pleje-
familien på den fremtidige adoption og støtte plejefamilien
i at håndtere den uvished, der er om, hvorvidt adoptionen re-
aliseres. Den faglige støtte kan eksempelvis bestå af kurser
eller undervisning.
Det fremgår videre af forarbejderne til bestemmelsen, at
kommunalbestyrelsen kan lade Ankestyrelsen, som bl.a. ud-
byder adoptionsforberedende kurser til kommende adoptan-
ter, forestå den faglige støtte til plejefamilien. Derved sikres
det, at den faglige støtte ydes af undervisere og rådgivere
med psykologfaglig baggrund og specifik viden og indsigt i
forskellige adoptionsforhold.
Den faglige støtte kan iværksættes ved påbegyndelse af en
sag om adoption og frem til og med, at der er truffet endelig
afgørelse om adoptionen, dog kun så længe støtten vurderes
nødvendig.
Bestemmelsen finder anvendelse, uanset om adoptionen for-
ventes gennemført med eller uden forældresamtykke, jf.
punkt 3.11.1.
Efter § 66 d, stk. 1, nr. 2, i serviceloven skal kommunalbe-
styrelsen tilbyde den fornødne faglige støtte til familier, der
har adopteret et barn eller en ung, der tidligere har været
anbragt i pleje i familien. Efter bestemmelsens stk. 2 kan so-
cial- og ældreministeren fastsætte nærmere regler om faglig
støtte til disse familier.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folke-
tingstidende 2018-19, A, L 8 som fremsat, side 22-23, at
formålet med den faglige støtte til familier, der har adopteret
et barn eller ung, der tidligere har været anbragt i pleje i
familien, er at støtte familien i at håndtere den ændrede rolle
fra plejefamilie til adoptivfamilie og i at imødekomme bar-
net eller den unges behov, eksempelvis i forhold til samspil-
let med barnets eller den unges oprindelige familie. Støtten
skal målrettes den enkelte families konkrete situation og be-
hov og kan for eksempel være råd eller vejledning, der kan
støtte adoptivfamilien i dagligdagen med at imødekomme
barnets eller den unges behov.
Støtten kan bestå af samtaler med fagpersoner på områ-
det (adoptionsrådgivere, familieplejekonsulenter, familiebe-
handlere, sagsbehandlere m.v.) eller kurser eller undervis-
ning, der kan støtte familien i at imødekomme barnets eller
den unges behov.
Den faglige støttes omfang og indhold fastsættes af kommu-
nalbestyrelsen på baggrund af en konkret vurdering af den
81
enkelte adoptivfamilies behov. Det er hensigtsmæssigt, at
dette sker i dialog med adoptivfamilien. Behovet for faglig
støtte kan variere i perioder, eksempelvis kan omfanget af
støtte stige i perioder med store konflikter med barnets eller
den unges oprindelige forældre og falde igen, når disse er
håndteret.
3.11.3.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Social- og Ældreministeriet finder det vigtigt, at plejefami-
lier, der ønsker at adoptere deres plejebarn, eller som har
adopteret deres tidligere plejebarn, fortsat har mulighed for
at få faglig støtte. § 66, stk. 1, nr. 2, og § 68 c i serviceloven
bør derfor videreføres i barnets lov.
Ved videreførelsen af § 68 c i serviceloven bør anvendelses-
området for bestemmelsen dog ændres således, at den ikke
vil omfatte plejefamilier, der har et barn eller en ung anbragt
med henblik på at adoptere barnet eller den unge, men at
den i stedet vil omfatte plejefamilier, der ønsker at adoptere
deres plejebarn. Denne ændring er begrundet i, at indtil den
1. juli 2019 skulle kommunalbestyrelsen efter § 68 c, stk. 1,
i serviceloven ved anbringelse med henblik på adoption så
vidt muligt anbringe barnet eller den unge i en plejefamilie,
der var indstillet på at adoptere barnet eller den unge. Denne
bestemmelse blev ophævet ved § 2, nr. 2, i lov nr. 497 af
1. maj 2019 om ændring af adoptionsloven, lov om social
service og forskellige andre love (Kontinuitet og enkle for-
løb for børn, der adopteres uden samtykke). Da kommunal-
bestyrelsen herefter ikke længere skal søge at anbringe børn
og unge i plejefamilier, der er indstillet på at adoptere barnet
eller den unge, foreslås det, at alle plejefamilier, der ønsker
at adoptere deres plejebarn, får mulighed for at få faglig
støtte hertil.
Da bemyndigelsesbestemmelsen i § 66, stk. 2, i serviceloven
ikke er blevet udnyttet, finder ministeriet ikke behov for at
videreføre den.
3.11.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at § 68 c i serviceloven om støtte til plejefami-
lier, der ønsker at adoptere deres plejebarn, videreføres som
§ 74, stk. 1, i barnets lov, dog således at anvendelsesområdet
for bestemmelsen ændres til at omfatte plejefamilier, der
ønsker at adoptere deres plejebarn.
Videre foreslås det, at § 66 d, stk. 1, nr. 2, i serviceloven
om støtte til familier, der har adopteret et barn eller en ung,
videreføres som § 74, stk. 2, i barnets lov.
Der henvises til lovforslagets § 74 og bemærkningerne her-
til.
3.12. Løbende opfølgning
3.12.1. Gældende ret
Servicelovens § 70 fastslår, at der skal følges op på en
foranstaltning, der er iværksat over for et barn, en ung eller
vordende forældre. Bestemmelsen omfatter foranstaltninger
efter §§ 52, 58, 76 og 76 a. Efter § 70, stk. 1, skal der i
første omgang følges op efter tre måneder og derefter som
minimum hver sjette måned. Ved opfølgningen skal kommu-
nen vurdere, om indsatsen skal ændres, og om handleplanen
skal revideres. Hvis kommunen beslutter, at handleplanen
skal revideres, skal det så vidt muligt ske med samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt
15 år.
Det følger af § 70, stk. 2, at ved anbringelse uden for hjem-
met skal vurderingen af indsatsen og behovet for revision
af handleplanen ske på baggrund af det løbende tilsyn med
barnet eller den unge og efter kontakt med forældremyn-
dighedsindehaveren. Kommunen har således efter servicelo-
vens § 148 en pligt til at føre et personrettet tilsyn med
børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet. Bestemmel-
sen i § 70, stk. 2, slår fast, at det personrettede tilsyn skal
omfatte mindst to årlige tilsynsbesøg på anbringelsesstedet,
hvor kommunen taler med barnet eller den unge. Samtalen
skal så vidt muligt finde sted uden tilstedeværelse af ansatte
fra anbringelsesstedet. Kommunen skal i forbindelse med
tilsynet tage stilling til, hvorvidt andre forhold end dem, der
er beskrevet i handleplanen, er relevante, og i så fald skal
disse indgå i en revideret handleplan.
Reglerne om handleplanen er reguleret i servicelovens §
140. Det følger af § 140, stk. 1, i serviceloven, at kom-
munalbestyrelsen skal udarbejde en handleplan, inden der
træffes afgørelse om foranstaltninger efter servicelovens §§
52, 76 og 76 a. Hvis hensynet til barnet eller den unge
betyder, at man ikke kan afvente udarbejdelsen af en handle-
plan, skal den udarbejdes snarest muligt og senest inden fire
måneder. I disse tilfælde skal der udarbejdes en kortfattet
angivelse af formålet med foranstaltningen, når der træffes
afgørelse herom.
En handleplan skal efter servicelovens § 140, stk. 2, angive
formålet med indsatsen, og hvilken indsats der er nødvendig
for at opnå formålet. Handleplanen skal tage udgangspunkt i
resultaterne af den børnefaglige undersøgelse af barnets eller
den unges forhold og skal indeholde konkrete mål for bar-
nets eller den unges trivsel og udvikling i overensstemmelse
med det overordnede formål med støtten. For unge, der er
fyldt 16 år, skal handleplanen desuden opstille konkrete mål
for den unges overgang til voksenlivet, herunder i forhold til
beskæftigelse og uddannelse.
Handleplanen skal efter § 140, stk. 3, også angive indsat-
sens forventede varighed. I sager om anbringelse uden for
hjemmet skal handleplanen tillige angive, hvilke former for
støtte der selvstændigt skal iværksættes over for familien
i forbindelse med, at barnet eller den unge opholder sig
uden for hjemmet, og i tiden efter barnets eller den unges
hjemgivelse.
Efter § 140, stk. 5, kan der udarbejdes én samlet handleplan
for flere børn i familien. Handleplanen skal i så fald tage
højde for børnenes individuelle forhold.
82
Endelig følger det af § 140, stk. 6, at når et barn eller
en ung anbringes på et anbringelsessted eller visiteres til
et behandlingstilbud for personer med et stofmisbrug, skal
relevante dele af handleplanen eller den helhedsorienterede
plan udleveres til tilbuddet.
Efter § 140 a, kan kommunalbestyrelsen tilbyde, at de ele-
menter af en handleplan til et barn eller en ung, jf. § 140, der
vedrører forældrene, erstattes af en helhedsorienteret plan.
Når der er tale om en anbringelse uden for hjemmet skal
kommunen i forbindelse med den løbende opfølgning være
særligt opmærksom på, om barnet eller den unge trives på
anbringelsesstedet, og om anbringelsesstedet fortsat imøde-
kommer barnets eller den unges behov for støtte. Det følger
af servicelovens § 69, stk. 1, at kommunalbestyrelsen på
baggrund af det løbende tilsyn med barnet eller den unge
skal træffe afgørelse om ændret anbringelsessted, behand-
ling, uddannelse m.v. under opholdet uden for hjemmet, når
det må anses for nødvendigt under hensynet til formålet med
anbringelsen.
Det følger af § 69, stk. 2, at kommunalbestyrelsens afgø-
relse om ændring af anbringelsessted kræver samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt
12 år. Dog følger det af § 69, stk. 3, at hvis samtykke
ikke opnås, skal børn og unge-udvalget træffe afgørelse om
ændring af anbringelsessted. Ved afgørelsen skal børn og
unge-udvalget under hensyn til formålet med anbringelsen
og barnets eller den unges behov for kontinuitet i opvæksten
vurdere, om barnets eller den unges behov for støtte bedst
imødekommes ved en ændring af anbringelsessted. Afgørel-
se om valg af konkret anbringelsessted træffes herefter af
kommunalbestyrelsen, jf. § 68 b, stk. 1.
Efter § 69, stk. 4, skal en indstilling til børn og unge-udval-
get om ændring af anbringelsessted indeholde 1) den seneste
handleplan, 2) barnets eller den unges holdning til ændrin-
gen af anbringelsesstedet, 3) en beskrivelse af, hvorvidt sup-
plerende støtte til barnet eller den unge under fortsat ophold
på det aktuelle anbringelsessted kan imødekomme barnets
eller den unges behov for støtte, 4) en beskrivelse af et nyt
anbringelsessteds forventede egnethed til at imødekomme
barnets eller den unges behov for støtte og for nære og
stabile voksenrelationer, 5) en udtalelse fra det aktuelle an-
bringelsessted og 6) øvrige nødvendige oplysninger. Endelig
følger det af § 69, stk. 5, at inden der træffes afgørelse
om bl.a. ændret anbringelsessted, skal kommunalbestyrelsen
indhente en udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted til
belysning af sagen.
3.12.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Det er ministeriets opfattelse, at de gældende regler ikke
i tilstrækkelig grad understøtter, at opfølgningen og handle-
planen har fokus på barnets eller den unges trivsel og udvik-
ling, og at tilrettelæggelsen af opfølgningen og formulerin-
gen af de konkrete mål i handleplanen ikke i tilstrækkelig
grad afspejler barnets eller den unges ønsker samt behovet i
den enkelte sag.
Efter de gældende regler skal handleplanen som udgangs-
punkt udarbejdes før, der træffes afgørelse om foranstaltnin-
ger efter servicelovens §§ 52, 76 og 76 a. Kulegravningen af
reglerne på området for udsatte børn og unge (2021) peger
imidlertid på, at tidspunktet for udarbejdelse af handlepla-
nen i dag ikke understøtter sagsbehandleren i at inddrage
barnet eller den unge og familien i udformningen af de
konkrete mål. Ministeriet finder, at det derfor ofte bliver
børne- og ungerådgiveren alene, der formulerer målene, og
at det således bliver vanskeligt at skabe en fælles forståelse
mellem børne- og ungerådgiver, barnet eller den unge og
familien om de konkrete mål og vejen derhen.
Kulegravningen peger endvidere på, at tidspunktet for udar-
bejdelse af handleplanen indebærer, at handleplanen bliver
et statisk dokument, der beskriver barnets eller den unges
behov på det tidspunkt, hvor der træffes beslutning om kon-
kret indsats. De deltagende kommuner i kulegravningen ef-
terspørger, at handleplanen i højere grad bliver et fleksibelt
og dynamisk redskab, som kan bruges aktivt i opfølgnin-
gen. Det er endvidere ministeriets opfattelse, at udsatte og
anbragte børn og unge ofte oplever, at handleplanen fokuse-
rer på barnets eller den unges problemer og behov frem for
at beskrive barnets eller den unges udviklingspotentiale.
Ministeriet finder derfor, at handleplanen bør erstattes af en
ny barnets plan, som skal understøtte, at barnet eller den
unge og familien i langt højere grad inddrages i udformnin-
gen af de konkrete mål, og hvor fokus først og fremmest vil
være på at sikre en positiv udvikling og trivsel for barnet
eller den unge. For at understøtte dette er det ministeriets
opfattelse, at der ikke som i dag bør være krav om udarbej-
delse af planen, før der træffes afgørelse om indsats. Dog
finder ministeriet, at det er relevant at fastholde tidspunktet
for udarbejdelse af planen i tilfælde, hvor der indstilles til en
anbringelse uden samtykke, og hvor indstillingen således, jf.
den foreslåede § 51, vil skulle omfatte barnets plan.
Det er ministeriets opfattelse, at hvis de konkrete mål i
barnets plan i højere grad formuleres i en fælles dialog, så
vil barnet eller den unge og familien også i højere grad tage
ejerskab over de konkrete mål. Det er samtidig ministeriets
opfattelse, at barnets plan på denne måde kan være med
til at understøtte, at opfølgningen i højere grad vil have
fokus på barnets eller den unges trivsel og udvikling. Ku-
legravningen peger således på, at kommunerne oplever, at
opfølgningen i dag kommer til at fokusere på de formelle
mål for indsatsen frem for at rette fokus på, hvordan barnet
eller den unge har det.
I forlængelse heraf er det ministeriets opfattelse, at der er
behov for at se på kravene til opfølgningen. Ifølge kulegrav-
ningen oplever kommunerne således i dag, at de lovfastsat-
te krav om opfølgning efter i første omgang tre måneder
og derefter som minimum hver sjette måned ikke tager høj-
de for, at behovet for opfølgning kan variere fra sag til
83
sag. Kommunerne efterspørger større fleksibilitet og rum for
at foretage en socialfaglig vurdering af behovet for opfølg-
ning i den konkrete sag. Kommunerne peger desuden på,
at de formelle krav til handleplanens udformning ikke i til-
strækkelig grad tager højde for, at der er forskel på sagernes
tyngde og kompleksitet. Selvom de gældende regler ikke
opstiller mange formkrav til handleplanen, er det ministeri-
ets opfattelse, at det i praksis opleves som et administrativt
tungt og ufleksibelt dokument.
Ministeriet finder i forlængelse heraf, at der ved udformning
af reglerne om opfølgning og barnets plan bør tages hensyn
til behovet for regelforenkling og afbureaukratisering med
henblik på at flytte ressourcer fra unødig dokumentation til
arbejdet med barnet og familien. Det er derfor ministeriets
opfattelse, at formen og kadencen for kommunernes opfølg-
ning i højere grad bør tage højde for forskelle i de enkelte
sagers tyngde og kompleksitet.
Ministeriet er imidlertid opmærksom på, at reglerne
samtidig skal sikre, at kommunerne får fulgt op på de
iværksatte indsatser, og på hvordan det enkelte barn eller
den enkelte unge trives og udvikler sig. Ankestyrelsens Bør-
nesagsbarometer, der årligt undersøger kommunernes over-
holdelse af centrale sagsbehandlingskrav i forbindelse med
afgørelser efter servicelovens § 52, stk. 3, og § 58 viser,
at der er en generel udfordring i kommunerne i forhold til
at leve op til de gældende krav om opfølgning. Det gælder
både i forhold til kravet om opfølgning efter tre måneder
og kravet om derefter at følge op med højst seks måneders
interval. Kulegravningen viser i forlængelse heraf, at de
deltagende kommuner er opmærksomme på, at det kan være
nødvendigt med et minimumskrav for opfølgningen.
Ministeriet er i den forbindelse opmærksom på, at mens der
i nogle sager kan være behov for mindre opfølgning, end
hvad reglerne i dag tilskriver, så kan der også være sager,
hvor der er behov for langt hyppigere opfølgning. Ministe-
riet bemærker i den forbindelse, at de gældende regler er
formuleret som minimumskrav. Det vil sige, at kommunerne
efter de gældende regler i den enkelte sag bør tage stilling
til, om der er behov for at følge hyppigere op, end kravet om
opfølgning efter hhv. tre og seks måneder tilskriver. Ministe-
riet finder i den forbindelse, at de lovfastsatte frister imod
hensigten kan risikere at sætte en minimumsstandard, bl.a.
fordi det er de lovfastsatte frister, som kommunerne måles
på i f.eks. Børnesagsbarometret. Også i dette lys er det mini-
steriets opfattelse, at der bør gøres op med de lovfastsatte
krav om opfølgning efter hhv. tre og seks måneder.
Endelig er det ministeriets opfattelse, at der bør være en
særlig opmærksomhed på behovet for opfølgning i kom-
plekse sager, herunder i sager om anbringelse uden for
hjemmet. I forlængelse heraf finder ministeriet, at der bør
være fokus på at sikre den nødvendige faglige sparring i
tilfælde, hvor det i forbindelse med opfølgningen på en
iværksat indsats er relevant at tage stilling til, om der skal
ske anbringelse. Det er ministeriets vurdering, at der er be-
hov for i disse sager at sikre, at sagsbehandleren ikke står
alene med den svære og komplekse vurdering af, om det er
relevant at anbringe et barn eller en ung. Det er samtidig
ministeriets opfattelse, at dette også bør gør sig gældende i
forbindelse med udredning eller afklaring af et barn eller en
ungs behov for støtte, når der skal tages stilling til, om der er
behov for en anbringelse. Der henvises i den forbindelse til
punkt 3.4.1.-3.4.3.
I sager om anbringelse uden for hjemmet vil der desuden
være et særskilt behov for at følge op på, hvordan barnet
eller den unge trives på anbringelsesstedet. Det skal i den
forbindelse bemærkes, at kommunalbestyrelsen efter den i
lovforslaget foreslåede § 156 også fremadrettet vil være for-
pligtet til at føre et personrettet tilsyn med barnet eller den
unge på anbringelsesstedet. Der henvises i den forbindelse
til punkt 3.20.1-. 3.20.3.
Ministeriet finder således, at opfølgningen i sager om an-
bringelse uden for hjemmet også fremadrettet vil skulle ses
i sammenhæng med det personrettede tilsyn på anbringel-
sesstedet. Det er imidlertid ministeriets opfattelse, at den
løbende opfølgning bør ses som et supplement til det per-
sonrettede tilsyn. Efter ministeriets opfattelse risikerer den
tætte kobling, der med gældende ret er skabt mellem op-
følgningen og tilsynet, at indebære, at kommunerne ikke
nødvendigvis får taget stilling til, om der er behov for op-
følgning ud over de to årlige besøg på anbringelsesstedet,
som tilsynet påkræver. Derfor finder ministeriet, at det bør
tydeliggøres, at kommunerne også i sager om anbringelse
bør tage særskilt stilling til behovet for opfølgning i den
enkelte sag.
I forbindelse med opfølgningen kan kommunen blive op-
mærksom på, at barnet eller den unge ikke trives på anbrin-
gelsesstedet, eller at anbringelsesstedet ikke imødekommer
barnets eller den unges behov. Ministeriet finder, at kommu-
nen i den forbindelse også fremadrettet skal træffe afgørelse
om ændring af anbringelsessted, hvis det vurderes at være
til barnets eller den unges bedste. Det kan f.eks. være rele-
vant, hvis barnet eller den unge er anbragt i en plejefami-
lie og udvikler et behov for specialiseret behandling, der
kræver, at barnet eller den unge anbringes på et børne- og
ungehjem, der kan tilbyde den rette indsats. Det kan også
være relevant, hvis der f.eks. sker ændringer i pasnings- og
plejebehovet for et barn, som er anbragt på grund af varig og
betydeligt nedsat funktionsevne.
Ministeriet er i den forbindelse opmærksom på, at der kan
være tilfælde, hvor kommunen imod barnets eller den unges
vilje beslutter, at barnet eller den unge skal skifte anbringel-
sessted, eller hvor nære voksne omkring barnet eller den
unge vurderer, at en flytning ikke vil være til barnets eller
den unges bedste. Ministeriet finder, at skift i anbringelsen
som udgangspunkt altid skal tage afsæt i barnets eller den
unges ønsker og behov, med mindre særlige forhold gør sig
gældende, der betyder, at barnet eller den unge nødvendigvis
må flytte. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis anbringelses-
stedet lukker, eller godkendelsen ophører. Efter ministeriets
opfattelse er det vigtigt at sikre barnets retssikkerhed i situa-
84
tioner, hvor der træffes afgørelse om ændret anbringelses-
sted, fordi det er en indgribende beslutning, når barnet skal
flytte. Det bør derfor sikres, at beslutningen er til barnets
bedste og ikke er begrundet i usaglige hensyn som f.eks. en
konflikt mellem kommunen og barnets anbringelsessted. Af
hensyn til at beskytte barnets retssikkerhed finder ministeri-
et, at nære voksne omkring barnet under 10 år, der ikke har
partsstatus, skal have mulighed for at anmode Ankestyrelsen
om en uvildig vurdering af kommunens afgørelse, hvis kom-
munen beslutter, at barnet skal skifte anbringelsessted. I for-
hold til ophør af indsatser og hjemgivelse henvises i øvrigt
til punkt 3.13.2.-3.13.3.
3.12.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at de gældende regler om en handleplan i ser-
viceloven erstattes af en ny bestemmelse om barnets plan
i barnets lov. For unge over 16 år vil der skulle udarbej-
des en ungeplan. Der henvises i den forbindelse til punkt
3.14.1.-3.14.3.
Med barnets plan vil barnet eller den unge og familien i
højere grad selv skulle være med til at fastsætte de konkrete
mål i planen. I stedet for primært at fokusere på indsatsen
og på barnet eller den unges problemer og behov vil barnets
plan skulle tage udgangspunkt i barnets eller den unges egne
ønsker. For at barnet eller den unge ikke skal føle, at barnets
plan bliver en fortælling om, hvor langt barnet eller den un-
ge er fra at lykkes, bør en ny barnets plan først og fremmest
fokusere på, hvordan barnets omgivende voksne vil støtte
barnets eller den unges trivsel og udvikling. Det kan både
vedrøre barnets eller den unges forældre og netværk, børne-
og ungerådgiver samt voksne på barnets eller den unges
anbringelsessted.
Efter de gældende regler skal handleplanen både angive
det overordnede formål med indsatsen efter servicelovens
§ 52 og indeholde konkrete mål i forhold til barnets eller
den unges trivsel og udvikling. Samtidig skal handleplanen
efter de gældende regler angive indsatsens forventede varig-
hed. For at sikre et mere snævert og målrettet fokus for
barnets plan, foreslås det, at barnets plan fremadrettet alene
skal opstille konkrete mål for barnets eller den unges trivsel
og udvikling, og at det skal ske i dialog med barnet eller
den unge og forældrene. Med den foreslåede ordning vil
det overordnede mål for indsatsen og indsatsens forventede
varighed fremadrettet i stedet skulle beskrives i afgørelsen
om den konkrete indsats. Der henvises i den forbindelse til
punkt 3.6. og 3.8.
For at understøtte at de konkrete mål i højere grad bliver
formuleret i dialog med barnet eller den unge og forældrene,
foreslås det, at der ikke fremadrettet vil være krav om, at
barnets plan skal være udarbejdet, før indsatsen efter den
foreslåede bestemmelse i § 32 iværksættes. Dette skal også
ses i sammenhæng med de foreslåede bestemmelser om ud-
redning og indsatser, som bl.a. har til formål at sikre større
fleksibilitet i sagsbehandlingen, så indsatsen sættes hurtigere
i gang. Der henvises til punkt 3.4.2-3.4.3 og 3.5.2-3.5.3.
Det foreslås samtidig, at det vil skulle bero på en konkret
socialfaglig vurdering i den enkelte sag, om der er behov
for en barnets plan og til planens form og indhold, når der
ikke er tale om en sag om anbringelse. Det foreslås videre,
at kommunalbestyrelsen i vurderingen vil skulle lægge vægt
på sagens forhold og kompleksitet, herunder om behovet
for hjælp og støtte er helt eller delvist begrundet i nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne. Ordningen vil indebære,
at opfølgningen vil blive tilpasset sagens karakter og kom-
pleksitet i højere grad, end det er er tilfældet i dag.
Det foreslås, at barnets plan også fremadrettet vil skulle
tage udgangspunkt i den indsats, der sættes i værk, samt
i resultaterne af en eventuel afdækning eller undersøgelse
af barnets eller den unges støttebehov. Således vil barnets
plan også fremadrettet skulle være udgangspunktet for kom-
munens opfølgning på de indsatser, der sættes i værk, og
som vil skulle sikre, at indsatsen imødekommer barnets eller
den unges behov og understøtter en god udvikling og trivsel
hos barnet eller den unge.
I den forbindelse bør kommunen også fremadrettet være
opmærksom på, om behovet for støtte primært vedrører bar-
net eller den unge, forældrene eller den samlede familie,
ligesom kommunen bør være særligt opmærksom på de
særlige forhold, der kan gøre sig gældende, hvis behovet
primært udspringer af en funktionsnedsættelse hos barnet
eller den unge eller forældre eller søskende. I sager vedrø-
rende børn og unge med nedsat funktionsevne eller kronisk
eller langvarig lidelse bør kommunalbestyrelsen også være
opmærksomme på, om der kan være behov for at tilbyde
hjælp og støtte efter det foreslåede kapitel 8. Kommunen
bør samtidig være opmærksom på, at behovet for støtte
hos barnet eller den unge og forældrene kan udvikle sig
over tid. Kommunens umiddelbare vurdering af behovet for
opfølgning og udarbejdelse af en barnets plan bør derfor
også løbende tages op til revision, og kommunen bør i den
forbindelse inddrage barnets eller den unges og forældrenes
ønsker og holdninger.
Med den foreslåede ordning vil der være få formelle krav til
udformningen af barnets plan og en høj grad af fleksibilitet
og frihed i kommunerne i forhold til, hvornår og hvordan
der følges op på de konkrete mål i planen. Det vil være
op til en konkret socialfaglig vurdering i den enkelte sag,
og der vil derfor være en væsentlig grad af fagligt skøn
i kommunens beslutning om hhv. at udarbejde en barnets
plan og beslutte, hvor ofte der vil skulle følges op i den
konkrete sag, idet der dog altid vil skulle udarbejdes en
barnets plan, når et barn eller en ung anbringes uden for
hjemmet, jf. herunder. Den foreslåede ordning indebærer,
at kommunen vil skulle inddrage barnets eller den unges
og forældrenes ønsker, og at disse vil skulle tillægges en
passende vægt. Dette skal ses i lyset af det overordnede
formål med barnets lov, hvormed det i højere grad skal være
barnets eller den unges perspektiv, der skal være styrende
for sagsbehandlingen og indsatserne. I forlængelse heraf vil
kommunen skulle inddrage og lytte til barnets eller den un-
ges ønsker i forhold til opfølgningen, og det vil skulle være
85
barnets eller den unges ønsker, der vil skulle være styrende
for de konkrete mål i barnets plan.
Barnets plan vil med den foreslåede ordning også fremadret-
tet være et centralt redskab for kommunerne i den løbende
opfølgning, herunder i kommunernes vurdering af, om der
er behov for at justere i de iværksatte indsatser efter de fore-
slåede bestemmelser i §§ 32, 46 og 47 om støttende indsat-
ser og anbringelse. Dog understreges det med den foreslåede
ordning, at barnets plan først og fremmest vil skulle have
fokus på barnets trivsel og udvikling. Selvom formålet også
vil være at følge op på indsatsen, vil det først og fremmest
handle om at sikre, at den iværksatte indsats understøtter en
positiv trivsel hos barnet eller den unge, og at barnet eller
den unge udvikler sig alderssvarende i overensstemmelse
med barnets eller den unges ressourcer og støttebehov, her-
under som følge af en eventuel funktionsnedsættelse. Hvis
dette ikke er tilfældet, vil det skulle give anledning til, at
kommunen foretager en vurdering af, om den iværksatte
indsats fortsat er den rigtige.
Kommunen vil skulle dokumentere vurderingen og den kon-
krete beslutning om tilrettelæggelse af opfølgningen i rele-
vant omfang. Det vil imidlertid være op til den enkelte
kommune, hvordan opfølgningen konkret tilrettelægges og
dokumenteres. Det vil f.eks. kunne ske i barnets plan, som
således kan blive det dokument, der er grundlag for kom-
munens løbende opfølgning i sagen og i forbindelse med
en eventuel justering i indsatsen. Hvis der er udarbejdet et
afdækningsnotat, der beskriver den socialfaglige vurdering
af barnets eller den unges støttebehov, vil dette med fordel
kunne vedlægges planen, som således også med den foreslå-
ede ordning er tænkt som et aktivt redskab, der vil skulle
afspejle den udvikling, der løbende sker hos barn og fami-
lie. Ligeledes vil resultatet af en børnefaglig undersøgelse
også kunne vedlægges barnets plan og på den møde indgå i
den løbende opfølgning på barnets trivsel og udvikling. Der
henvises til punkt 3.4.2-3.4.3.
Konkret vil kommunerne med den foreslåede ordning i den
enkelte sag, hvor der træffes afgørelse om indsatser efter
den foreslåede bestemmelse i § 32, skulle foretage en vur-
dering af behovet for en barnets plan, herunder omfanget
og formen for planen. Hvis det vurderes, at der skal udar-
bejdes en barnets plan, vil planen skulle foreligge senest
tre måneder efter afgørelsen om indsatsen. Dette vil skulle
ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i §
95 om opfølgning. Kommunen vil således også fremadret-
tet skulle følge op i den enkelte sag senest efter tre måne-
der. Hvis kommunen foretager afdækning eller børnefaglig
undersøgelse af barnets behov sideløbende med indsatsen,
vil kommunen første gang skulle følge op, når afdækningen
eller undersøgelsen er afsluttet, eller senest efter tre måne-
der. Kommunen vil også senest efter tre måneder skulle tage
stilling til behovet for den fremadrettede opfølgning i den
konkrete sag. I forbindelse med dette bør kommunen være
opmærksom på at sikre sammenhæng mellem beslutningen
om udarbejdelse af barnets plan og om tilrettelæggelse af
opfølgningen.
Der vil således ikke fremadrettet være krav om opfølgning
med minimum seks måneders interval i sager om indsatser
efter § 32 samt indsatser efter §§ 46, 47, 114, 115 og
120. Det vil være op til en konkret socialfaglig vurdering
i den enkelte sag at tage stilling til kadencen og formen for
opfølgning. Formålet er i højere grad at sikre, at opfølgnin-
gen ikke betragtes som faste nedslagspunkter hvert halve
år men snarere bliver set som en løbende opfølgning, der
samtidig afspejler behovet i den enkelte sag. Mens det for
nogle børn og unge vil kunne være relevant med mindre
opfølgning, end de nuværende regler tilskriver, vil der for
andre børn og unge være behov for at følge op langt hyp-
pigere. Formålet med den foreslåede ordning er derfor at
understøtte, at kommunerne tager konkret stilling til behovet
for opfølgning i den enkelte sag frem for at læne sig op af
de minimumskrav til opfølgningen, som de gældende regler
tilskriver.
Med den foreslåede ordning vil opfølgningen i sager om
indsatser efter §§ 32, 46, 47, 114-116 og 120 skulle tage
udgangspunkt i barnets plan eller ungeplanen, hvis der er
udarbejdet en plan, det vil sige i de konkrete mål for bar-
nets eller den unges trivsel og udvikling, som vil skulle
være opstillet i planen. Kommunen vil i forbindelse med
opfølgningen skulle vurdere, om indsatsen understøtter de
mål, der er opstillet i planen, og om de konkrete mål fortsat
afspejler barnets eller den unges behov. Kommunen vil så-
ledes skulle tage stilling til, om målene skal revideres, og
om der er behov for at justere i formen og omfanget for
planen. Såfremt der ikke er udarbejdet en barnets plan eller
en ungeplan, vil kommunen i forbindelse med opfølgningen
løbende skulle vurdere, om der opstår et behov for at udar-
bejde en plan. Kommunen vil derudover skulle vurdere, om
der er behov for at justere den indsats, der er iværksat over
for barnet eller den unge eller familien, eller om det kan
være relevant at foretage en nærmere udredning af barnets
eller den unges behov.
Ministeriet foreslår, at der bør gælde særlige krav i de mest
komplekse sager om anbringelse uden for hjemmet efter de
foreslåede bestemmelser i §§ 46 og 47. Med den foreslåede
ordning vil kommunerne derfor ikke kunne fravælge at ud-
arbejde en barnets plan i netop denne type sager. Samtidig
vil kommunerne også fremadrettet være forpligtet til at fø-
re et personrettet tilsyn med anbragte børn og unge på an-
bringelsesstederne, så det sikres, at barnet eller den unge
trives, hvor det bor, at anbringelsesstedet fortsat imødekom-
mer barnets eller den unges behov, og at kommunerne opda-
ger eventuelle bekymrende forhold på anbringelsesstederne,
som det er nødvendigt at handle på.
Med den foreslåede ordning vil opfølgningen i anbringel-
sessager fremadrettet skulle ses i sammenhæng med, men
ikke nødvendigvis ske på baggrund af det personrettede til-
syn. Det betyder, at kommunen med den foreslåede ordning
vil skulle tage særskilt stilling til behovet for opfølgning i
den enkelte sag, men at kommunen uanset tilrettelæggelse af
opfølgningen også fremadrettet vil være forpligtet til at føre
et personrettet tilsyn med barnet eller den unge på anbrin-
86
gelsesstedet efter den i lovforslagets foreslåede § 156. Mens
det personrettede tilsyn primært vil have fokus på anbringel-
sesstedet og på rammerne og personalet omkring barnet eller
den unge, så vil opfølgningen skulle have særskilt fokus
på barnet eller den unge og på barnets eller den unges triv-
sel og udvikling. Samtidig vil der være mere fleksibilitet
i kommunernes tilrettelæggelse af opfølgningen, som ikke
nødvendigvis behøver at finde sted på anbringelsesstedet
eller ved fysisk fremmøde. Derudover er det formålet med
den foreslåede ordning at tydeliggøre, at der også i anbrin-
gelsessager bør tages konkret stilling til opfølgningens hyp-
pighed og form afhængigt af behovet i den enkelte sag og
med udgangspunkt i barnets eller den unges egne ønsker og
behov. Der bør i den forbindelse være opmærksomhed på,
at der kan være børn og unge, der trives i anbringelsen, og
som kan opfatte opfølgningen som en forstyrrelse i deres
dagligdag.
Endelig vil der med den foreslåede ordning være fokus på at
sikre, at skift i forbindelse med en anbringelse som udgangs-
punkt altid vil skulle tage afsæt i barnets ønsker og behov,
medmindre særlige forhold gør sig gældende, som betyder,
at barnet eller den unge nødvendigvis må flytte, f.eks. hvis
anbringelsesstedet lukker eller godkendelsen ophører. Med
den foreslåede ordning vil barnets plejefamilie, støtteperson
eller venskabsfamilie få mulighed for at bede om en uvil-
dig vurdering af kommunens afgørelse hos Ankestyrelsen,
hvis kommunen beslutter, at et barn under 10 år skal skifte
anbringelsessted. Anmodningen vil blive tillagt opsættende
virkning, jf. § 2, nr. 23, i det samtidigt fremsatte følgelov-
forslag, så barnet kan blive boende, mens Ankestyrelsen
behandler sagen.
Med barnets lov vil børn over 10 år få selvstændig partsta-
tus. Det vil sige, at børn fra 10 år og opefter får mulighed
for selv at klage til Ankestyrelsen over en afgørelse om
f.eks. ændret anbringelsessted, jf. den i lovforslaget foreslå-
ede § 145. Formålet med den foreslåede ordning om en
uvildig vurdering hos Ankestyrelsen er således at give en
tilsvarende beskyttelse af retssikkerheden for børn under 10
år, under den betragtning at det kan være en meget indgri-
bende beslutning, hvis det mod barnets vilje besluttes, at
barnet skal flytte. Samtidig er hensynet at sikre, at det altid
er saglige hensyn, der ligger bag kommunens beslutning
om ændret anbringelsessted, og at beslutningen således ikke
f.eks. er begrundet i en konflikt mellem kommunen og an-
bringelsesstedet eller andre usaglige hensyn.
3.13. Ophør af indsatser og hjemgivelse
3.13.1. Gældende ret
Efter servicelovens § 68, stk. 1, skal foranstaltninger efter
lovens § 52, stk. 3, ophøre, når formålet er nået, når de ikke
længere opfylder deres formål, eller når den unge fylder 18
år. Der gælder særlige regler om ophør af foranstaltninger i
form af en anbringelse uden for hjemmet, jf. servicelovens §
68, stk. 2-10.
Det følger således af servicelovens § 68, stk. 2, at et barn
eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, først kan
hjemgives, når kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse
om hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens længde. Kun
i særlige tilfælde kan kommunalbestyrelsen beslutte, at der
ikke skal være en hjemgivelsesperiode.
Det følger endvidere af servicelovens § 68, stk. 3, at i tilfæl-
de hvor forældremyndighedsindehaveren anmoder om at få
hjemgivet et barn eller en ung, der er anbragt med samtyk-
ke, skal kommunalbestyrelsen tage stilling til spørgsmålet
om hjemgivelse, senest syv dage fra anmodningen fremsæt-
tes. Det samme gælder, såfremt en ung over 15 år, der er
anbragt med samtykke, anmoder om at blive hjemgivet.
Kommunalbestyrelsen skal efter servicelovens § 68, stk. 4,
fastsætte længden af en hjemgivelsesperiode, som kan vare
op til seks måneder. Længden fastsættes bl.a. under hensyn
til muligheden for at sikre en skånsom og planlagt hjemgi-
velse og for at forberede eventuel støtte til barnet eller den
unge eller forældrene efter hjemgivelsen. Det følger af be-
stemmelsens stk. 5, at hjemgivelsesperioden skal betragtes
som en videreførelse af den eksisterende anbringelse.
Det følger af servicelovens § 68, stk. 6, at kommunalbe-
styrelsen ikke har pligt til at behandle en anmodning om
hjemgivelse i den periode, hvor en sag er under behandling
i Ankestyrelsen eller ved retten. Det følger endvidere af
bestemmelsens stk. 7, at kommunalbestyrelsen kan afvise at
behandle en anmodning fra forældremyndighedsindehaveren
om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt uden
samtykke, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af for-
holdene hos forældremyndighedsindehaveren, barnet eller
den unge. Hvis kommunalbestyrelsen ikke finder, at der er
grundlag for at hjemgive barnet eller den unge, forelægges
sagen til afgørelse i børn og unge-udvalget.
Kommunalbestyrelsen skal desuden i alle tilfælde, hvor der
træffes afgørelse om hjemgivelse af et barn eller en ung,
der er anbragt efter lovens §§ 58 eller 68 a orientere børn
og unge-udvalget herom umiddelbart efter afgørelsen. Det
følger af servicelovens § 68, stk. 9.
Efter § 68, stk. 10, skal kommunalbestyrelsen forud for
en hjemgivelse revidere handleplanen eller relevante dele
af en helhedsorienteret plan og angive den videre indsats i
forbindelse med hjemgivelsen. Det følger desuden af § 69,
stk. 5, at inden der træffes afgørelse om hjemgivelse, skal
kommunalbestyrelsen indhente en udtalelse fra det aktuelle
anbringelsessted til belysning af sagen.
3.13.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Det er ministeriets opfattelse, at en iværksat indsats efter
de i lovforslaget foreslåede bestemmelser i §§ 32, 46 og 47
også fremadrettet skal ophøre, når formålet med indsatsen
er nået, når indsatsen ikke længere tjener sit formål, eller
når den unge fylder 18 år. Ministeriet finder endvidere, at
det også fremadrettet skal være muligt at anmode om en
hjemgivelse af barnet eller den unge under en anbringelse
87
uden for hjemmet, og at kommunalbestyrelsen skal træffe
afgørelse om hjemgivelse og om en hjemgivelsesperiode,
før barnet eller den unge kan hjemgives til forældrene.
Ministeriet finder imidlertid, at hvis et barn eller en ung,
der er anbragt uden for hjemmet, trives i trygge, stabile
og omsorgsfulde omgivelser på sit anbringelsessted, så kan
en hjemgivelse være en meget indgribende omvæltning i
barnets eller den unges daglige liv. Det er derfor ministeriets
opfattelse, at alle skift i barnets eller den unges liv skal
tage afsæt i barnets eller den unges ønsker og behov, og at
reglerne bør understøtte dette.
Det følger af de gældende regler, at kommunen kan afvise
en anmodning om hjemgivelse, hvis det vurderes, at der
ikke er grundlag for at hjemgive barnet eller den unge. Det
kan f.eks. være tilfældet, hvis der ikke er sket ændringer
i forholdene hos barnet eller den unge eller forældrene. Ud-
gangspunktet i de eksisterende regler er således, at barnet
eller den unge skal hjemgives, medmindre der er forhold,
der taler imod. Ministeriet finder, at der er behov for at
tydeliggøre, at udgangspunktet er, at der skal ske hjemgivel-
se i de tilfælde, hvor en hjemgivelse vurderes at være til
barnets bedste. Det er ministeriets opfattelse, at dette er i
overensstemmelse med formålet med de eksisterende regler
samt de forpligtelser, som følger af FN’s Konvention om
Barnets Rettigheder (Børnekonventionen).
Dette skal også ses i lyset af det overordnede formål med
barnets lov, hvorefter det i højere grad skal være barnets
perspektiv og hensynet til barnets eller den unges trivsel og
udvikling, der skal være styrende for indsatsen og for de
beslutninger, der træffes omkring barnet eller den unge. Mi-
nisteriet finder, at dette også bør gøre sig gældende i forhold
til, når indsatser ophører, herunder når et barn eller en ung,
der er anbragt uden for hjemmet, skal hjemgives til foræl-
drene.
Det er ministeriets opfattelse, at de gældende regler også har
til formål at understøtte barnets bedste, men at der er behov
for at skrive hensynet til barnet eller den unge tydeligere
frem i lovgivningen.
Ministeriet finder i forlængelse heraf, at de gældende regler
om hjemgivelsesperiode og om behandling af en anmodning
om hjemgivelse fra forældremyndighedsindehaver eller den
unge over 15 år bør videreføres med barnets lov. Ministeriet
finder imidlertid, at der er behov for at beskytte retssikker-
heden for de børn, der grundet deres alder ikke har selvstæn-
dig partstatus og således ikke har mulighed for at klage over
en afgørelse om hjemgivelse.
Ministeriet er i den forbindelse opmærksom på, at der kan
være tilfælde, hvor kommunen træffer afgørelse om hjemgi-
velse, som barnet ikke er enig i, eller som af nære voksne
omkring barnet vurderes ikke at være i overensstemmelse
med barnets bedste. Det er efter ministeriets opfattelse helt
centralt at værne om retssikkerheden for barnet, der ikke har
mulighed for at udøve egne partsbeføjelser og dermed ikke
kan klage over afgørelsen.
3.13.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at en iværksat indsats efter de foreslåede be-
stemmelser i §§ 32, 46 og 47 også fremadrettet skal ophøre,
når formålet med indsatsen er nået, når indsatsen ikke læn-
gere tjener sit formål, eller når den unge fylder 18 år. I
forlængelse heraf foreslås det, at det også fremadrettet skal
være muligt at anmode om en hjemgivelse af barnet eller
den unge, der er anbragt uden for hjemmet. Det foreslås i
den forbindelse, at kommunalbestyrelsen også fremadrettet
skal træffe afgørelse om hjemgivelse og om en hjemgivel-
sesperiode, før barnet eller den unge kan hjemgives til for-
ældrene.
Det foreslås endvidere at tydeliggøre i reglerne, at det som
led i vurderingen af, om et barn eller en ung skal hjemgives
til forældrene, skal indgå i vurderingen, om hjemgivelsen
vil være til barnets eller den unges bedste. Kommunen bør
i den forbindelse vurdere, om en hjemgivelse vil sikre god
trivsel og udvikling for barnet eller den unge. Det er således
ministeriets opfattelse, at reglerne om anbringelse uden for
hjemmet først og fremmest skal have til formål at sikre
barnets eller den unges bedste, og herunder at understøtte
stabilitet og kontinuitet i barnets eller den unges liv.
Ministeriet foreslår i forlængelse heraf at styrke retssikker-
heden for børn, der ikke har selvstændig partstatus og derfor
ikke har mulighed for at klage over en afgørelse om hjemgi-
velse.
Med lovforslaget foreslås børn over 10 år at få selvstændig
partstatus. Det vil sige, at børn fra 10 år og opefter vil få
mulighed for at klage til Ankestyrelsen over en afgørelse om
f.eks. hjemgivelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 145.
Af hensyn til at sikre en tilsvarende beskyttelse af retssik-
kerheden for børn under 10 år foreslås det, at barnets pleje-
familie, støtteperson eller venskabsfamilie får mulighed for
på barnets vegne at bede om en uvildig vurdering af afgørel-
sen hos Ankestyrelsen, hvis kommunen beslutter, at barnet
skal hjemgives. Anmodningen vil blive tillagt opsættende
virkning, jf. § 2, nr. 23, i det samtidigt fremsatte følgelov-
forslag, så barnet kan blive boende, mens Ankestyrelsen
behandler sagen.
Den foreslåede ordning vil eksempelvis kunne være relevant
i tilfælde, hvor barnet giver udtryk for ikke at være enig i
kommunens beslutning, eller i tilfælde, hvor f.eks. barnets
plejefamilie finder, at en hjemgivelse ikke vil være til bar-
nets bedste. Det kan også være relevant i tilfælde, hvor
plejefamilien, støttepersonen eller venskabsfamilien finder,
at kommunen har taget usaglige hensyn i vurderingen.
Børn under 10 år kan grundet deres alder og modenhed
have vanskeligt ved at vurdere, hvad der er foreneligt med
deres eget bedste, sammenlignet med børn over 10 år. Der-
for foreslås det, at det vil det være barnets plejeforældre,
88
støtteperson eller venskabsfamilie, der af hensyn til barnets
eget bedste vil udøve rettigheden på barnets vegne. Hermed
sikres det, at det ikke er barnet under 10 år, der skal stå med
ansvaret alene.
3.14. Fra barn til voksen
3.14.1. Gældende ret
Serviceloven danner i dag rammen om de regler, som regu-
lerer indsatser til børn og unge, der har et særligt behov for
støtte på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller særlige sociale problemer, og deres familier, herunder
en række bestemmelser som har særlig relevans for unge,
som er på vej til at overgå til voksenlivet.
De gældende regler om kommunalbestyrelsens forpligtelser
til at yde hjælp og støtte til unge med behov for særlig støt-
te findes således blandt andet i serviceloven. Serviceloven
danner rammen for de forskellige støtteforanstaltninger for
børn og unge og for kommunalbestyrelsens afgørelseskom-
petence i disse sager. Serviceloven indeholder endvidere
bestemmelser vedrørende kommunernes ansvar for at sikre
sammenhæng mellem de indsatser, som iværksættes efter
serviceloven og efter andre regelsæt.
Servicelovens § 19 a er målrettet unge med en betydelig og
varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en ind-
gribende kronisk eller langvarig lidelse, som selv modtager
eller hvis forældremyndighedsindehavere modtager hjælp
efter serviceloven. Bestemmelsen forpligter kommunalbe-
styrelserne til at påbegynde forberedelsen af overgangen til
voksenlivet for de unge, når de fylder 16 år. Bestemmelsen
omhandler også kommunernes forpligtelse til at sikre, at for-
beredelsen er tværgående og helhedsorienteret, samt at den
sker i dialog med den unge og forældrene. Det fremgår af
bestemmelsen, at der i forberedelsen skal indgå overvejelser
om den unges behov for en indsats og støtte som følge af
en funktionsnedsættelse, uddannelse, beskæftigelse og for-
sørgelsesgrundlag, boligforhold, sociale forhold og relevante
forhold i øvrigt.
I medfør af servicelovens § 68, stk. 11, skal kommunalbe-
styrelsen senest seks måneder før ophør af en anbringelse
ved det fyldte 18. år, træffe afgørelse om, hvorvidt en ung
har behov for efterværn eller opretholdt anbringelse, jf. ser-
vicelovens § 76 a, og i givet fald træffe afgørelse om, hvilke
foranstaltninger der skal iværksættes efter §§ 76 og 76 a i
serviceloven.
Kommunalbestyrelsen skal forinden da i samarbejde med
den unge have revideret handleplanen, jf. § 140, eller rele-
vante dele af den helhedsorienterede plan, jf. § 140 a, herun-
der taget stilling til den unges videre forløb med hensyn til
uddannelse og beskæftigelse samt øvrige relevante forhold.
I medfør af servicelovens § 76 kan kommunalbestyrelsen
tilbyde hjælp til unge i alderen fra 18 til 22 år, når det
må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til
den unges behov for støtte. Det er et krav, at den unge er
indforstået hermed.
Kommunalbestyrelsen kan, jf. servicelovens § 76, stk. 2,
træffe afgørelse om, at en udpeget fast kontaktperson efter
§ 52, stk. 3, nr. 6, i serviceloven, eller § 13, stk. 1, nr.
7, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, kan opret-
holdes efter de fyldte 18. år. Efter § 76, stk. 5 og 6, i ser-
viceloven, skal kommunalbestyrelsen i visse tilfælde tilbyde
unge, der umiddelbart inden det fyldte 18. år er eller var
anbragt uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren
uden for hjemmet, støtte i form af en kontaktperson frem til
det fyldte 19. år og 23. år.
I medfør af servicelovens § 76 a kan kommunalbestyrel-
sen træffe afgørelse om at opretholde et døgnophold, jf.
servicelovens § 52, for unge med betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne, som umiddelbart inden
det fyldte 18. år er anbragt uden for hjemmet efter reglerne
i servicelovens kapitel 11 eller efter § 14 i lov om bekæm-
pelse af ungdomskriminalitet i en plejefamilie efter service-
lovens § 66, stk. 1, nr. 1-4.
Bestemmelsen giver ret til døgnophold i en plejefamilie ef-
ter det fyldte 18. år for unge i alderen 18 til 22 år med bety-
delig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når
det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn
til den unges behov for støtte, og hvis den unge eller dennes
værge er indforstået hermed. Hjælpen skal bidrage til en god
overgang til voksenlivet og herunder have fokus på omsorg
og forberedelse til den unges næste boform.
Kommunalbestyrelsen har ud over de generelle forpligtel-
ser, som fremgår af ovennævnte bestemmelser, desuden en
specifik forpligtelse til at udarbejde en konkret, helhedsori-
enteret og sammenhængende handleplan for en ung med be-
tydelig funktionsnedsættelse eller indgribende lidelse, som
er fyldt 16 år, hvis den unge får foranstaltninger efter ser-
vicelovens §§ 52, 76 eller 76 a. Det følger således af ser-
vicelovens § 140, stk. 3, 4. pkt., at handleplanen for unge,
som er fyldt 16 år, skal opstille konkrete mål for den unges
overgang til voksenlivet, herunder i forhold til beskæftigelse
og uddannelse.
Efter § 140 a, kan kommunalbestyrelsen tilbyde, at de ele-
menter af en handleplan til et barn eller en ung, jf. § 140,
der vedrører forældrene, erstattes af en helhedsorienteret
plan. For unge mellem 16 og 23 år kan kommunalbestyrel-
sen tilbyde, at handleplanen erstattes af en helhedsorienteret
plan.
Den helhedsorienterede plan kan tilbydes forældre og unge
med komplekse og sammensatte problemer, hvor der kan
eller skal udarbejdes flere planer for indsatserne, og hvor der
er et koordinationsbehov forbundet hermed. Det følger af §
140 a, stk. 2.
Forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt
16 år, skal samtykke til, at handleplanen erstattes af en hel-
hedsorienteret plan.
89
Den helhedsorienterede plan indeholder, jf. § 140 a, stk. 3,
de sociale foranstaltninger og indsatser samt øvrige relevan-
te indsatser efter anden lovgivning.
De gældende regler i serviceloven indeholder således en
række bestemmelser, der regulerer kommunernes tilrettelæg-
gelse af støtte for børn og unge, herunder kommunernes
pligt til at sikre sammenhæng i indsatserne og inddragelse af
de unge. Ovenstående bestemmelser indebærer blandt andet,
at kommunalbestyrelsen har et generelt ansvar for at sikre,
at et barn eller en ung får afdækket og imødekommet et
eventuelt støttebehov så grundigt og hurtigt som muligt,
samt et ansvar for at sikre den unges mulighed for at mod-
tage den nødvendige indsats og støtte, således at den unge
ikke efterlades med et udækket hjælpebehov, heller ikke i
forbindelse med overgangen fra ung til voksen.
3.14.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Overgangen til voksenlivet er en skelsættende begivenhed
i alle unge menneskers liv. Når den unge fylder 18 år,
skal den unge som udgangspunkt til at træffe beslutninger
på egne vegne samtidig med, at overgangen til voksenlivet
medfører, at der skal tages stilling til en række nye eller
ændrede problemstillinger, blandt andet vedrørende uddan-
nelse, beskæftigelse, boligforhold og sociale forhold.
For unge, der har brug for hjælp og støtte i hverdagen, er
der brug for en målrettet indsats for at understøtte, at denne
vigtige overgang til voksenlivet opleves som velforberedt
og velkoordineret. Unge bør opleve, at overgangen til vok-
senlivet bidrager til at skabe sammenhæng i deres liv og
understøtter, at de så vidt som muligt bliver i stand til at
træffe gode, langsigtede valg i forhold til trivsel, udvikling,
uddannelse og beskæftigelse m.v.
Social- og Ældreministeriet er af den opfattelse, at når man
som samfund først har taget ansvaret for et barn eller en
ung, må man ikke give op eller give slip, før den unge er
godt undervejs ind i voksenlivet og ikke lade unge, der er
anbragt, stå uden støtte fra den ene dag til den anden. Der
bør være stærke stabile relationer at trække på, hvis der
opstår problemer.
Ministeriet finder, at det bør sikres, at samfundet lever op
til den oprindelige og helt grundlæggende intention bag en
anbringelse nemlig at skabe forudsætningerne for et godt liv
for barnet trods social uretfærdighed eller en funktionsned-
sættelse.
Udgangspunktet for den videre færden skal være de unges
egne oplevelser af barrierer og drømme for fremtiden.
Der er fortsat behov for at sikre, at der i tiden op til den
unges 18 års fødselsdag tages højde for de udfordringer,
som tidligere børn og unge, der har været anbragt og andre
unge med behov for særlig støtte oplever, så eksempelvis
unge med trivsels- eller misbrugsproblemer, unge i risiko for
at ende i hjemløshed, eller unge med funktionsnedsættelser
ikke risikerer at falde mellem to stole, når de fylder 18
år, fordi der ikke er sket den nødvendige forberedelse af
overgangen til voksenlivet. Der er dermed et behov for at
disse unge kan tilbydes indsatser i perioden fra de fylder 18
år og indtil de fylder 23 år.
3.14.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der som kapitel 11 i barnets lov indsættes
et selvstændigt kapitel målrettet unge med behov for særlig
støtte fra det fyldte 16. år.
Det foreslås, at der i kapitlet om unge fastsættes bestemmel-
ser, der specifikt omhandler forpligtelsen til at forberede
overgangen til voksenlivet.
Det selvstændige kapitel for unge vil herunder skulle inde-
holde bestemmelser om ungestøtte. Det foreslås, at bestem-
melserne i serviceloven, som i dag regulerer disse forhold,
videreføres i barnets lov, idet der dog foreslås en opdeling i
flere bestemmelser og ensretning af begreber som indsats og
støtte for at øge læsbarheden.
Det foreslås, at der fastsættes regler om, at der for unge, som
i dag er i målgruppen for en handleplan, skal udarbejdes
en ungeplan fra den unges fyldte 16. år. Hvis et barn har
fået lavet en barnets plan, vil ungeplanen som udgangspunkt
erstatte denne, men ungeplanen vil kunne bygge videre på
barnets plan, når det vurderes at være relevant. Ungeplanen
vil også kunne blive udarbejdet, selvom der ikke tidligere
har været udarbejdet en barnets plan.
Ligesom barnets plan vil ungeplanen skulle udarbejdes i tæt
samarbejde og dialog med den unge, så den unge føler ejer-
skab for planen. Sagsbehandleren vil ved lettere indsatser
skulle vurdere, om der er behov for at udarbejde en unge-
plan, og omfanget og detaljeringsgraden af ungeplanen vil
skulle afspejle tyngden af problemerne, og hvor indgribende
indsatser der sættes i værk. Ved udarbejdelsen af ungeplanen
vil der blive sikret en kobling til bestemmelsen om barnets
plan, og ungeplanen vil skulle indeholde krav om, at planen
for unge, der er fyldt 16 år, vil skulle opstille konkrete mål
for den unges overgang til voksenlivet, herunder ift. beskæf-
tigelse og uddannelse.
Ungeplanen vil kunne fungere som en tværgående plan
for den unge, så mål vedrørende trivsel, udvikling, bolig,
uddannelse og job samles et sted. Ungeplanen vil dermed
kunne sikre kontinuitet og ro for den unge i forhold til at få
hjulpet den unge godt ind i voksenlivet.
Formålet vil være at sikre, at de indsatser, der er iværksat
eller skal iværksættes, er sammenhængende og helhedsori-
enterede ift. at understøtte den unges fortsatte trivsel, ud-
vikling og øgede selvstændighed. Samtidig vil indsatserne
skulle støtte den unge i forhold til uddannelse, beskæftigelse
og bolig samt i at opbygge og fastholde netværk og positive
relationer.
Det foreslås endvidere at videreføre den nuværende § 19
a i serviceloven i ungekapitlet for at samle bestemmelser-
90
ne om kommunalbestyrelsens forpligtelser til at igangsætte
forberedelsen af overgangen til voksenlivet for unge med
funktionsnedsættelser, når den unge fylder 16 år.
Kommunalbestyrelsens udlevering af oplysninger til et bør-
ne- og ungehjem om den unge uden samtykke og hjemmets
efterfølgende behandling af oplysninger vil i hvert enkelt
tilfælde skulle leve op til databeskyttelsesforordningen og
databeskyttelseslovens regler, herunder de grundlæggende
krav til databehandlingen. Det er Social- og Ældreministeri-
ets vurdering, at den foreslåede § 109, stk. 5, i barnets lov
er inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen med
henvisning til databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1,
litra e og artikel 9, stk. 2, litra h.
3.15. Hjælp til barnets forældre
3.15.1. Gældende ret
Det fremgår af § 54 i serviceloven, hvilken form for støt-
te kommunen skal tilbyde forældre, der har et barn an-
bragt. Det gælder både, når barnet eller den unge er anbragt
efter serviceloven, og hvis den unge er anbragt efter lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Servicelovens § 54
gælder desuden uanset om barnet eller den unge er anbragt
med samtykke eller anbragt uden samtykke.
Efter bestemmelsen skal kommunen tilbyde forældremyn-
dighedsindehaveren en støtteperson i forbindelse med bar-
nets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Det
er forældremyndighedsindehaverens opholdskommune, der
skal bevilge støttepersonen og dække udgifterne, der er
forbundet dermed. Det er støttepersonens opgave at lytte
og være der for at støtte forældrene. Det er vigtigt af
hensyn til forældrene, at støtteordningen gøres så fleksibel
som mulig. Støttepersonen varetager dog ikke opgaver af
behandlingsmæssig karakter – f.eks. i forhold til forældrenes
misbrug, psykiske problemer m.v. Forældrene kan under
anbringelsen hjælpes af støttepersonen til at forbedre foræl-
dreskabet, herunder fastholde kontakten til barnet eller den
unge. For forældrene kan anbringelsesforløbet derved blive
mindre smertefuldt, og barnet eller den unge kan opleve
en mindre grad af splittelse mellem forældrene og anbrin-
gelsesstedet. Herudover kan en støtteperson bidrage til at
støtte forældrene på en række andre punkter, f.eks. med at
løse de problemer der har været medvirkende til, at barnet
eller den unge måtte anbringes uden for hjemmet. Støtteper-
sonen tildeles i forbindelse med anbringelsen, det vil sige fra
det tidspunkt, hvor en anbringelse af barnet eller den unge
indgår som et konkret element i de foreslåede foranstaltnin-
ger. Støttepersonen kan fortsætte i en kortere periode efter
hjemgivelsen.
Kommunen skal, udover at tilbyde forældrene en støtteper-
son efter § 54, stk. 1, desuden træffe afgørelse om, hvorvidt
forældrene har behov for anden støtte efter § 54, stk. 2, og
i givet fald hvad denne støtte skal bestå af. Afgørelsen skal
begrundes, ligesom der skal gives klagevejledning. Hvis der
træffes afgørelse om støtte, skal der udarbejdes en særskilt
handleplan (forældrehandleplan). Støtten til forældrene skal
så vidt muligt medvirke til at løse de problemer, som har
været årsag til anbringelsen med henblik på at støtte foræl-
drene i at varetage omsorgen for barnet eller den unge ved
en eventuel hjemgivelse eller i at have samvær med barnet
eller den unge under anbringelsen.
Uanset om der er mulighed for, at forældrene på sigt kan
varetage omsorgen for barnet eller den unge, og barnet el-
ler den unge dermed vil kunne hjemgives til forældrene,
spiller forældrene ofte en vigtig rolle for barnet eller den
unge. Støtten kan derfor også iværksættes med henblik på
at støtte forældrene i at have samvær med barnet eller den
unge eller på anden måde bidrage til at sikre en positiv
udvikling for barnet eller den unge. Kommunen skal være
opmærksom på, om der skal gives støtte efter anden lovgiv-
ning, f.eks. om alkoholbehandling, en arbejdsmarkedsind-
sats eller andet, der kan medvirke til, at forældrene kan
støttes i at spille en positiv rolle for barnet.
Kommunen kan vælge at tilbyde, at støtte og indsatser til
forældre til et anbragt barn eller en ung, jf. servicelovens
§ 54, stk. 2, kan indgå i en helhedsorienteret plan frem
for, at der udarbejdes en særskilt plan for støtten, når foræl-
drene eller familien samlet set har komplekse og sammen-
satte problemer, som med fordel kan understøttes gennem
en helhedsorienteret plan. Den helhedsorienterede plan ud-
arbejdes i samarbejde med forældrene og med forældrenes
samtykke og skal samle indsatser og tilbud på tværs af
lovgivning og sektorområder. Den helhedsorienterede plan
for forældrene kan, ud over støtte i forbindelsen med anbrin-
gelsen, indeholde andre relevante indsatser, afhængigt af
forældrenes konkrete forhold, som f.eks. beskæftigelsesret-
tede indsatser efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats
eller sociale indsatser efter serviceloven. Det er kommunen,
der på baggrund af en konkret vurdering tager stilling til,
om forældrene med fordel kan tilbydes en helhedsorienteret
plan. Forældrene har ikke et retskrav på en helhedsorienteret
plan.
Er der udarbejdet en forældrehandleplan eller helhedsori-
enteret plan, skal kommunalbestyrelsen tilbyde at revidere
denne, når der er behov for det. Kommunalbestyrelsen skal,
senest tre måneder efter at barnet eller den unge har fået
ophold uden for hjemmet, tilbyde en sådan revision. Kom-
munalbestyrelsen skal herefter med højst tolv måneders
mellemrum foretage en vurdering af, om der er behov for
at tilbyde en revision af planen eller af relevante dele af en
helhedsorienteret plan.
3.15.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Forældre til anbragte børn er i en meget vanskelig situa-
tion. De oplever ofte en krise i forbindelse med anbringel-
sen, uden at få nogen støtte i forbindelse med anbringel-
sesforløbet. Reaktionerne herpå kan være manglende eller
uklar opfattelse og forståelse af hændelsesforløbet, tilbage-
trækning, vrede og kritik, ligesom der er en række følelser
og oplevelser, der er behov for at få bearbejdet. Mange af
91
disse forældre har behov for en uvildig person, der kan
lytte, og som er der for forældrenes egen skyld. Det er
Social- og Ældreministeriets opfattelse, at kommunalbesty-
relsen forsat bør tilbyde forældremyndighedsindehaveren
en støtteperson i forbindelse med barnets eller den unges
anbringelse uden for hjemmet. Ligeledes bør det fortsat væ-
re forældremyndighedsindehaverens opholdskommune, der
skal bevilge støttepersonen og dække udgifterne, der er for-
bundet dermed.
Det er imidlertid ministeriets opfattelse, at der i for man-
ge anbringelsessager enten ikke tilbydes en støtteperson
til forældrene, eller at støttepersonen først bevilliges på
et sent tidspunkt efter anbringelsen. Denne opfattelse støt-
tes af Ankestyrelsens undersøgelse fra april 2021 ”Støtte
efter servicelovens § 54 til forældre, hvis barn er blevet an-
bragt”. Efter gældende ret har kommunalbestyrelsen pligt til
at tilbyde forældremyndighedsindehaveren en støtteperson i
forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden
for hjemmet. Ministeriet vurderer derfor, at der er behov
for at tydeliggøre kommunalbestyrelsens forpligtelse, som
følger af gældende ret, ligesom det bør tydeliggøres, at støt-
tepersonen vil skulle tildeles i forbindelse med anbringelsen,
det vil sige fra det tidspunkt, hvor en anbringelse af barnet
indgår som et konkret element i de foreslåede foranstaltnin-
ger. En støtteperson til forældrene kan være med til at dæk-
ke de behov, som forældrene har under barnets anbringelse
og kan dermed også være med til at styrke forældrenes
samarbejde og involvering i arbejdet omkring barnet. Det
styrkede forældresamarbejde kan medføre en større gensidig
respekt mellem på den ene side kommunen og anbringelses-
stedet og på den anden side forældrene, der kan resultere i,
at kommunen og anbringelsesstedet i højere grad forventes
at respektere, at forældrene fortsat er forældre, og hvor for-
ældrene i højere grad oplever, at de fortsat har betydning for
barnet eller den unge også under anbringelsen. Det er vig-
tigt, at den støtteperson, der efter gældende ret udpeges, kan
give forældrene modspil, hjælpe med udredning af spørgs-
mål i forhold til den måde det offentlige system fungerer på,
med forberedelse og evaluering af møder og med at læse og
forstå skriftligt materiale omkring anbringelsen.
Det er Social- og Ældreministeriets opfattelse, at kommu-
nalbestyrelsen, udover at tilbyde en støtteperson, fortsat bør
træffe afgørelse om, hvorvidt forældrene har behov for an-
den støtte. Samtidig skal der fortsat træffes en afgørelse om,
hvorvidt forældrene skal have støtte eller ej, og i givet fald
hvad denne støtte skal bestå af. Videre vurderer ministeriet,
at hvis der træffes afgørelse om støtte, skal der udarbejdes
en forældrehandleplan. Kommunen bør fortsat kunne vælge
at tilbyde, at støtten til forældrene kan indgå i en helheds-
orienteret plan frem for, at der udarbejdes en særskilt plan
for støtten. Forældrestøtten er et vigtig redskab, som bl.a.
kan medvirke til at forbedre forældreskabet under anbringel-
sen. Uanset om der er mulighed for, at forældrene på sigt
kan varetage omsorgen for barnet eller den unge, og barnet
eller den unge dermed vil kunne hjemgives til forældrene,
spiller forældrene ofte en vigtig rolle for barnet eller den
unge. Støtten bør derfor også iværksættes med henblik på
at støtte forældrene i at have samvær med barnet eller den
unge eller på anden måde bidrage til at sikre en positiv
udvikling for barnet eller den unge.
Det er ministeriets opfattelse, at nogle forældre oplever, at
kommunen ikke har tilbudt dem støtte under deres barns el-
ler unges anbringelse, men at de selv har skulle tage initiativ
til at bede om støtte. Denne opfattelse støttes af Ankestyrel-
sens undersøgelse fra april 2021 ”Støtte efter servicelovens
§ 54 til forældre, hvis barn er blevet anbragt”. Derfor bør
reglerne om forældrestøtte efter ministeriets vurdering gøres
klarere, så det sikres, at forældrene i højere grad tilbydes
den rigtige støtte under deres barns anbringelse. Hvis kom-
munen bevilger støtte til forældre til et anbragt barn, bør
der fastsættes en forældrehandleplan. Forældrehandleplanen
bør fortsat være et redskab til kommunerne og forældrene
til at holde styr på de mål, der er sat for forældrene, og
for forældrenes udvikling med henblik på hjemgivelse af
barnet. Det er ministeriets opfattelse, at der ikke altid udar-
bejdes en forældrehandleplan i anbringelsessager. Denne op-
fattelse støttes af Ankestyrelsens undersøgelse fra april 2021
”Støtte efter servicelovens § 54 til forældre, hvis barn er
blevet anbragt”. Derfor bør reglerne om forældrehandleplan
efter ministerielsets vurdering gøres klarere, så det sikres,
at der udarbejdes en forældrehandleplan, når der træffes
afgørelse om støtte.
Det er ministeriets vurdering, at behovet for at udarbejde
en forældrehandleplan er særligt stort i sager, hvor et barn
eller en ung er anbragt uden samtykke pga. omsorgssvigt,
og hvor der er søskende i husstanden. Er der søskende,
vil der være flere børn i familien, der potentielt er i en
sårbar position. Her er behovet særligt stort for at sætte
målrettet ind med hjælp til hele familien og til at arbejde
målrettet med forældrene, herunder også for at understøtte
et bedre samarbejde om indsatsen samt tryggere og mere
stabilt samvær. Det er ministeriets opfattelse, at der i disse
tilfælde bør være en pligt for kommunalbestyrelsen til at
udarbejde en forældrehandleplan, medmindre det er åbenlyst
unødigt. I sådanne tilfælde bør kommunalbestyrelsen dog
være forpligtet til at begrunde, hvorfor det er åbenlyst unød-
vendigt at udarbejde en forældrehandleplan.
Det er Social- og Ældreministeriets opfattelse, at kommu-
nalbestyrelsens pligt til at revidere en udarbejdet forældre-
handleplan eller helhedsorienteret plan skal videreføres i
barnets lov. Således vurderer ministeriet, at kommunalbesty-
relsen fortsat skal tilbyde at revidere planen, når der er be-
hov for det. Tidsintervallerne, der efter gældende ret fremgår
af servicelovens § 70, stk. 4, bør fortsat gælde. Således bør
kommunalbestyrelsen senest tre måneder efter at barnet eller
den unge har fået ophold uden for hjemmet, skulle tilbyde
en revision. Herefter vil kommunalbestyrelsen med højst
tolv måneders mellemrum skulle foretage en vurdering af,
om der er behov for at tilbyde en revision af planen eller af
relevante dele af en helhedsorienteret plan.
3.15.3. Den foreslåede ordning
92
Det foreslås, at reglerne om støtteperson, der efter gælden-
de ret fremgår af servicelovens § 54, videreføres i kapitel
7 i barnets lov. Således vil kommunalbestyrelsen skulle til-
byde forældremyndighedsindehaveren en støtteperson i for-
bindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for
hjemmet. Forpligtelsen foreslås at skulle gælde, uanset om
barnet eller den unge er anbragt med samtykke eller anbragt
uden samtykke. Støttepersonen vil være et tilbud under sel-
ve anbringelsen og vil kunne fortsætte i en kortere periode
efter hjemgivelsen. Det vil være forældremyndighedsinde-
haverens opholdskommune, der skal bevilge støttepersonen
og dække udgifterne, der er forbundet dermed. Ligeledes
vil det være vigtigt, at støttepersonen vil skulle tildeles i
forbindelse med anbringelsen, det vil sige fra det tidspunkt,
hvor en anbringelse af barnet indgår som et konkret element
i de foreslåede foranstaltninger. Det vil være vigtigt, at det
er et tilbud som forældrene til anbragte børn og unge frit kan
vælge.
For at tydeliggøre vigtigheden af kommunalbestyrelsens for-
pligtelse til at tilbyde en støtteperson, foreslås den gældende
bestemmelse i § 54, stk. 1, i serviceloven videreført som
selvstændig paragraf.
Støttepersonen vil skulle give forældrene modspil, hjælpe
med afklaring af spørgsmål i forhold til den måde det offent-
lige system fungerer på, hjælpe med forberedelse og evalu-
ering af møder og hjælpe med at læse og forstå skriftligt
materiale omkring anbringelsen. Det vil være vigtigt af hen-
syn til forældrene, at støtteordningen gøres så fleksibel som
mulig. Formålet med en støtteperson vil være at medvirke
til, at forældrene støttes til at acceptere anbringelsen, at for-
ældreskabet under anbringelsen forbedres, og at kontakten
mellem barnet og forældrene styrkes. Herudover vil en støt-
teperson kunne bidrage til at støtte forældrene på en række
andre punkter, f.eks. vil en støtteperson kunne støtte famili-
en i at løse de problemer, der har været medvirkende til, at
barnet eller den unge måtte anbringes uden for hjemmet.
Det er ikke hensigten med forslaget, at en støtteperson vil
skulle træde i stedet for en eventuel bisidder. Forældrene vil
ud over støttepersonen derfor også kunne have en bisidder.
Det foreslås, at reglerne om forældrestøtte, forældrehandle-
plan og helhedsorienteret plan i servicelovens § 54 videre-
føres i kapitel 7 i barnets lov. Kommunalbestyrelsen vil
således udover at skulle tilbyde forældrene en støtteperson
skulle træffe afgørelse om, hvorvidt forældrene har behov
for anden støtte, og i givet fald hvad denne støtte skal bestå
af. Afgørelsen vil skulle begrundes, ligesom der vil skulle
gives klagevejledning. Forpligtelsen foreslås at skulle gæl-
de, uanset om barnet eller den unge er anbragt med eller
uden samtykke.
Støtten til forældrene vil så vidt muligt skulle medvirke til at
løse de problemer, som har været årsag til anbringelsen, med
henblik på at støtte forældrene i at varetage omsorgen for
barnet eller den unge ved en eventuel hjemgivelse eller i at
have samvær med barnet eller den unge under anbringelsen.
Hvis der træffes afgørelse om støtte, vil kommunalbestyrel-
sen som udgangspunkt skulle udarbejde en forældrehandle-
plan. For at tydeliggøre forpligtelsen til at udarbejde en for-
ældrehandleplan udskilles forpligtelsen til en ny selvstæn-
digt bestemmelse.
Det foreslås, at kommunen kan vælge at tilbyde, at støtte
og indsatser til forældre til et anbragt barn eller en ung kan
indgå i en helhedsorienteret plan frem for, at der udarbejdes
en særskilt plan for støtten, når forældrene eller familien
samlet set har komplekse og sammensatte problemer, som
med fordel kan understøttes gennem en helhedsorienteret
plan. Forælderen vil skulle samtykke til, at den særskilte
plan erstattes af en helhedsorienteret plan.
Såfremt forældrene er i målgruppen for en helhedsorienteret
plan og giver samtykke til, at den særskilte plan erstattes af
en helhedsorienteret plan, vil beskrivelsen af støtten skulle
indgå heri. Formålet at understøtte en helhedsorienteret plan
for indsatser til borgere med komplekse problemer, der går
på tværs af sektorområder, idet kommunalbestyrelsen får
mulighed for at inkludere støtte til forælderen i forbindelse
med en anbringelse i den helhedsorienterede plan.
For at tydeliggøre vigtigheden af kommunalbestyrelsens for-
pligtelse til at tilbyde støtte og samtidig udarbejde en foræl-
drehandleplan eller en helhedsorienteret plan foreslås § 54,
stk. 2 og stk. 3, i serviceloven videreført som to selvstæn-
dige paragraffer. Formålet hermed er at skabe klarhed om
reglerne.
Det foreslås, at kommunalbestyrelsen fremadrettet vil være
forpligtet til at udarbejde en forældrehandleplan eller hel-
hedsorienteret plan i sager, hvor et barn er anbragt uden
samtykke pga. omsorgssvigt, og hvor der er søskende i
husstanden. Det foreslås, at forpligtelsen vil gælde, hvor
der udarbejdes en indstilling til børne- og ungeudvalget om
anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, og hvor ind-
stillingen er begrundet i omsorgssvigt eller andre alvorlige
sociale forhold hos forældrene. Andre alvorlige sociale for-
hold hos forældrene vil eksempelvis kunne være tilfælde,
hvor barnet eller den unge udsættes for vold eller seksuelle
overgreb fra forældremyndighedsindehaverens side.
Det foreslås, at det kan undlades at udarbejde en forældre-
handleplan eller helhedsorienteret plan, hvis det er åbenlyst
unødigt. Åbenlyst unødigt vil i denne sammenhæng skulle
forstås således, at der vil skulle være en tydelig og stærk
grund til, at der ikke vil opnås en positiv effekt ved at ud-
arbejde en plan. Kommunalbestyrelsen vil skulle begrunde,
hvorfor den vurderer, at det er åbenlyst unødigt at udarbejde
planen. Det vil skulle sikre, at der faktisk tages stilling til,
hvorfor der ikke skal udarbejdes en forældrehandleplan eller
helhedsorienteret plan. Planen eller begrundelsen for ikke
at udarbejde planen vil skulle vedlægges indstillingen til
børne- og ungeudvalget. Der henvises til bemærkningerne til
§ 51.
Det foreslås, at reglerne om revision af forældrehandleplan
93
og helhedsorienteret plan i servicelovens § 70, stk. 4, vide-
reføres i kapitel 7 i barnets lov. Det foreslås dermed, at
kommunalbestyrelsen også fremadrettet vil have pligt til at
tilbyde at revidere en udarbejdet forældrehandleplan eller
helhedsorienteret plan, når der er behov for det. Kommunal-
bestyrelsen vil, senest tre måneder efter at barnet eller den
unge har fået ophold uden for hjemmet, skulle tilbyde en
sådan revision. Kommunalbestyrelsen vil herefter med højst
tolv måneders mellemrum skulle foretage en vurdering af,
om der er behov for at tilbyde en revision af planen eller af
relevante dele af en helhedsorienteret plan.
3.16. Særlig hjælp og støtte til børn der har været udsat for
overgreb
3.16.1. Gældende ret
Der er fastsat regler om oprettelse og brug af børnehuse
i sager, hvor et barn eller en ung har været udsat for over-
greb eller ved mistanke om overgreb i servicelovens §§ 50
a-c. Reglerne blev indført med lov nr. 496 af 21. maj 2013
som led i en række tiltag med henblik på at beskytte børn og
unge mod overgreb og styrke indsatsen på dette område.
Efter de gældende regler i servicelovens § 50 a, skal der
oprettes et børnehus i hver region. Børnehuset skal anven-
des til undersøgelse af barnets eller den unges forhold, når
barnet eller den unge har været udsat for overgreb eller
når der er mistanke om overgreb. Kommunalbestyrelserne i
regionerne har indbyrdes aftalt, hvilken kommune der skal
oprette og drive børnehuset.
Social- og ældreministeren er i servicelovens § 50 a, stk.
2, bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om oprettelse,
indretning, drift og finansiering af børnehusene. Bemyndi-
gelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1153 af 1. oktober
2013 om børnehuse, som nærmere beskriver børnehusenes
opgaver for børn og unge, der har været udsat for overgreb
eller hvor der er mistanke om overgreb. Bekendtgørelsen
fastsætter desuden regler om fast personale i børnehusene,
målet med indsatsen og regler om tilrettelæggelsen af ind-
satsen i børnehuset, herunder registrering af centrale oplys-
ninger og samarbejdet mellem kommunale myndigheder,
sundhedsvæsenet og politiet i disse sager.
Det fremgår af bekendtgørelsen, at børnehuset skal yde råd-
givning og vejledning til kommunen i relevante sager, og
herunder i sager, hvor kommunen er i tvivl om, hvorvidt der
er tale om en sag, der er er relevant at behandle i børnehu-
sene. Børnehuset opgaver er ligeledes at bistå myndigheds-
sagsbehandleren fra barnets eller den unges handlekommune
med at vurdere, undersøge og udrede barnets eller den un-
ges behov for støtte, herunder behov for en sundhedsfaglig
indsats og en eventuel sundhedsfaglig viderevisitation, som
følge af det eller de overgreb, der er viden eller mistanke
om, at barnet eller den unge har været udsat for. Endelig
skal børnehusene tilbyde krisestøtte og psykologsamtale til
barnet eller den unge samt en eller flere af barnets eller den
unges nærmeste omsorgspersoner i sager, hvor børnehusets
personale vurderer, at det er relevant.
Efter servicelovens § 50 b skal kommunalbestyrelsen til
brug for den børnefaglige undersøgelse benytte det børne-
hus, kommunen er tilknyttet, når et barn eller en ung har
været udsat for overgreb eller når der er mistanke herom.
Kommunen skal benytte børnehuset i sager, når der er mis-
tanke eller viden om overgreb mod et barn eller en ung
under 18 år, hvor børnehusets vurderinger indgår i den sam-
lede børnefaglige undersøgelse efter serviceloves § 50. Det
er kommunen, der træffer de fornødne afgørelser om iværk-
sættelse af eventuelle foranstaltninger, der kan imødekomme
barnets behov for særlig støtte. Kommunen bevarer sit myn-
dighedsansvar under hele forløbet. I løsningen af den kon-
krete sag indgår sagsbehandleren derfor i praksis som en del
af børnehusteamet. Myndighedssagsbehandler fra barnets el-
ler den unges handlekommune følger barnet eller den unge i
børnehuset og deltager i forløbet.
Efter servicelovens § 50 c kan personalet i børnehuset, poli-
tiet og anklagemyndigheden, sundhedsmyndigheder, autori-
serede sundhedspersoner og kommunale myndigheder, der
løser opgaver inden for området udsatte børn og unge, ind-
byrdes udveksle oplysninger om barnets eller den unges
personlige og familiemæssige omstændigheder, hvis den ud-
veksling må anses for nødvendig under hensyn til barnets
eller den unges sundhed og udvikling.
Efter sundhedslovens § 40, stk. 1, har patienter har krav på,
at sundhedspersoner, herunder studerende, der som led i en
sundhedsvidenskabelig eller sundhedsfaglig uddannelse del-
tager i behandlingen af en patient uden at være medhjælp,
jf. stk. 2, iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af
deres erhverv erfarer eller får formodning om angående hel-
bredsforhold og andre fortrolige oplysninger. Det følger af
sundhedslovens § 41, stk. 2, at sundhedspersoner i nærme-
re angivne situationer kan videregive helbredsoplysninger
til andre sundhedspersoner i forbindelse med behandling
af patienter, herunder når videregivelsen er nødvendig til
berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af
væsentlige hensyn til patienten, herunder en patient, der ikke
selv kan varetage sine interesser, sundhedspersonen eller
andre.
Sundhedspersoners videregivelse af helbredsoplysninger
m.v. til andre formål end patientbehandling kan ske efter
sundhedslovens § 43. Efter stk. 1 kan sundhedspersoner
med patientens samtykke til andre formål end behandling
videregive oplysninger om patientens helbredsforhold og
andre fortrolige oplysninger til sundhedspersoner, myndig-
heder, organisationer, private personer m.fl. Det følger af
sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1, at sundhedspersoner kan
videregive oplysninger om helbredsforhold og andre fortro-
lige oplysninger, når det følger af lov eller bestemmelser
fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives, og
oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den
modtagende myndigheds sagsbehandling.
94
Det følger af lovbemærkningerne til § 26, stk. 2, i lov
om patienters retsstilling, jf. Folketingstidende 1997-98 (2.
samling), tillæg A, side 541-543, at det forudsættes, at sund-
hedspersonen i almindelighed, medmindre der foreligger
særlige grunde, forinden videregivelse finder sted, forsøger
at indhente patientens samtykke. Det forudsættes endvidere
at der aldrig efter stk. 2 må ske videregivelse af oplysninger
i et videre omfang, end det er påkrævet efter formålet. § 26,
stk. 2, i lov om patienters retsstilling er ved lov nr. 546 af
den 24. juni 2005 videreført i sundhedslovens § 43, stk. 2.
Efter § 27 i forvaltningsloven har den, der virker inden
for den offentlige forvaltning, tavshedspligt med hensyn til
oplysninger om enkeltpersoners private forhold. Bestemmel-
sen viger dog for § 28 i forvaltningsloven, der regulerer
videregivelse af oplysninger fra en forvaltningsmyndighed
til en anden forvaltningsmyndighed. Det følger af § 28, stk.
1, i forvaltningsloven, at for manuel videregivelse af oplys-
ninger om enkeltpersoner (personoplysninger) til en anden
forvaltningsmyndighed gælder reglerne i §§ 6-8 og 10 og §
11, stk. 1, i databeskyttelsesloven og i artikel 5, stk. 1, litra
a-c, artikel 6, artikel 7, stk. 3, 1. og 2. pkt., artikel 9 og 10 og
artikel 77, stk. 1, i databeskyttelsesforordningen, jf. § 2, stk.
1, i databeskyttelsesloven.
I det omfang en forvaltningsmyndighed er berettiget til at
videregive en oplysning, skal myndigheden efter § 31 i
forvaltningsloven på begæring af en anden forvaltningsmyn-
dighed videregive oplysningen, hvis den er af betydning for
myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myn-
digheden skal træffe. Dette gælder dog ikke, hvis videregi-
velsen påfører myndigheden et merarbejde, der væsentligt
overstiger den interesse, den anden myndighed har i at få
oplysningerne.
Bestemmelsen i § 50 c om udveksling af oplysninger inden
for det tværsektorielle samarbejde mellem kommune, sund-
hedsmyndigheder og politi under behandlingen af en sag,
hvor et børnehus benyttes, er en særregel ift. bestemmelser-
ne i forvaltningsloven og sundhedsloven om tavshedspligt,
samt af reglerne i databeskyttelsesloven og databeskyttelses-
forordningen om behandling af personoplysninger, idet der
efter bestemmelsen kan videregives følsomme personoplys-
ninger, herunder sundhedsoplysninger, uden den pågælden-
des samtykke. Der henvises i det hele til afsnit 6 om forhol-
det til databeskyttelsesreglerne.
For så vidt angår politiets og anklagemyndighedens behand-
ling af personoplysninger henvises til lov nr. 410 af 27.
april 2017 om retshåndhævende myndigheders behandling
af personoplysninger. Efter § 1, stk. 1, i den lov finder
den anvendelse for bl.a. politiets og anklagemyndighedens
behandling af personoplysninger, der helt eller delvis foreta-
ges ved hjælp af automatisk databehandling, og for anden
ikkeautomatisk behandling af personoplysninger, der er eller
vil blive indeholdt i et register, når behandlingen foretages
med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller rets-
forfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige
sanktioner, herunder for at beskytte mod eller forebygge tru-
sler mod den offentlige sikkerhed. Lov om retshåndhævende
myndigheders behandling af personoplysninger indeholder
i § 5 en bestemmelse om behandling af oplysninger til et
andet af de formål, der er nævnt i § 1, stk. 1, i loven end
det, hvortil oplysningerne oprindeligt var indsamlet. Såfremt
det efterfølgende formål falder uden for lovens anvendel-
sesområde, er behandlingen af personoplysninger, herunder
videregivelsen af oplysninger, omfattet af databeskyttelses-
forordningen og databeskyttelseslovgivningen.
Endelig bemærkes, at efter artikel 24 i den Europæiske
Unions charter om grundlæggende rettigheder har børn ret
til den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for deres
trivsel. Det følger videre af bestemmelsen, at børn frit kan
udtrykke deres synspunkter, og at der tages hensyn hertil i
forhold, der vedrører dem, i overensstemmelse med deres
alder og modenhed. I alle handlinger vedrørende børn, uan-
set om de udføres af offentlige myndigheder eller private
institutioner, skal barnets tarv ifølge charteret komme i førs-
te række. Ved administrationen af databeskyttelsesforordnin-
gen skal der således tages hensyn til barnets bedste.
3.16.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Bestemmelserne om børnehuse blev indført for at styrke
kvaliteten af indsatsen i kommunalt regi over for børn og
unge, der udsættes for overgreb.
Målet med børnehusene er at sikre en koordineret og skån-
som tværfaglig indsats af høj kvalitet over for det enkelte
barn og den enkelte unge ved at samle hjælpen til barnet
og den unge, så barnet og den unge får bedre mulighed for
at blive undersøgt skånsomt samt mulighed for at komme
sig over overgrebet. Dette indebærer, at udredning m.v. af
børn og unge, der har været udsat for overgreb, eller hvor
der er mistanke herom, som udgangspunkt foretages af de
relevante myndigheder i et børnevenligt indrettet børnehus.
Det er Social- og Ældreministeriets vurdering, at reglerne
om børnehuse sikrer en specialiseret indsats over for børn
og unge i sager, hvor et barn eller en ung har været udsat for
overgreb eller når der er mistanke herom. Det er samtidig
Social- og Ældreministeriets opfattelse, at reglerne om bør-
nehuse bidrager til at løfte den kommunale indsats og til at
sikre det tværfaglige samarbejde mellem myndighederne i
disse sager.
3.16.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at reglerne om børnehuse i serviceloven vide-
reføres i barnets lov med enkelte redaktionelle ændringer og
tydeliggørelser.
De foreslåede bestemmelser om børnehuse medfører, at der
fortsat i hver region skal være fysiske, børnevenligt indret-
tede børnehuse, hvor børn og unge, der har været udsat
for overgreb, eller hvor der er mistanke herom, kan blive
undersøgt, udredt og modtage krisestøtte. De relevante myn-
digheder skal komme til barnet eller den unge i børnehuset,
og så vidt muligt yde deres indsats der.
95
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 124 indebærer,
at de eksisterende børnehuse, der er etableret efter service-
lovens bestemmelser om børnehuse, opretholdes. Bestem-
melsen indebærer også, at adgangen til at etablere ekstra
afdelinger, hvor geografiske forhold mv. tilsiger det, fast-
holdes. Herved vil børnehusene fortsat kunne råde over to
matrikler i den enkelte region, med henblik på at sikre let til-
gængelighed over for børnene og de unge og deres familier.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 124, stk. 2,
vil således også give social- og ældreministeren hjemmel
til at fastsætte regler for børnehusenes indretning, drift, og
herunder om fast personale i børnehusene, finansiering og
opgaver m.v.
Da børnehuset således i høj grad har en tværkommunal
karakter, og da det geografiske dækningsområde falder sam-
men med dækningsområdet for rammeaftalerne på det soci-
ale område og det almene ældreboligområde, jf. servicelo-
vens § 6, indebærer lovforslaget, at kommunerne skal drøfte
børnehusets aktiviteter, drift m.v. hvert år i forbindelse med
drøftelserne om rammeaftalerne.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 125 medfører,
at kommunerne vil være forpligtede til at anvende det bør-
nehus, kommunen er tilknyttet, til udredning af barnets eller
den unges forhold, når kommunen bliver bekendt med, at
et barn eller en ung har eller kan have været udsat for over-
greb, herunder ved underretning fra politi eller sundhedsvæ-
sen, og derfor kan have behov for støtte.
Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen i barnets
eller den unges handlekommune bevarer myndighedsansva-
ret i forhold til barnet eller den unge under hele forløbet i
børnehuset. Det er således denne kommunalbestyrelse, der
træffer afgørelse om iværksættelse af indsatser over for bar-
net eller den unge under de sociale myndigheders undersø-
gelse af barnets forhold i børnehuset, herunder om spørgs-
mål af betydning for gennemførelsen af denne undersøgelse.
I børnehusene håndteres sager, hvor overgrebet har en så-
dan karakter, at der er behov for et samarbejde mellem
kommune, politi og sundhedsvæsen. Det kan for eksempel
være sager, hvor der er mistanke om strafbare forhold, og
hvor der derfor er behov for en tværsektoriel indsats. Det
beror på en konkret vurdering, hvorvidt kommunen skal
benytte det børnehus, som kommunen er tilknyttet, til en
børnefaglig undersøgelse efter barnets lov. Anvendelsen af
børnehuset vil således afhænge af, om der skal ske et tvær-
sektorielt samarbejde med sundhedsmyndighederne og/eller
politiet. Hvis dette er tilfældet, skal børnehuset anvendes,
hvis der i sagen skal gennemføres en børnefaglig undersø-
gelse.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 126 vil med-
føre, at de omtalte myndigheder, personalet i børnehuset
og sundhedspersoner som et led i det tværfaglige arbejde
i børnehusregi skal have adgang til indbyrdes at udveksle
oplysninger om rent private forhold vedrørende barnets eller
den unge personlige og familiemæssige omstændigheder,
hvis udvekslingen må anses for nødvendig af hensyn til
barnets eller den unges sundhed og udvikling. Udvekslingen
af oplysninger kan ske uden den pågældendes samtykke.
De omtalte myndigheder og personalet i børnehuset vil være
omfattet af pligten til at videregive oplysninger til andre
myndigheder som fastsat i forvaltningslovens § 31.
Forvaltningslovens § 31 gælder ikke for sundhedspersoner,
da de er underlagt sundhedslovens regler om tavshedspligt
og videregivelse af oplysninger. Det følger som nævnt bl.a.
af disse regler, at sundhedspersoner kan videregive oplys-
ninger om helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger,
når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold
til lov, at oplysningen skal videregives og at oplysningen
må antages at have væsentlig betydning for den modtagende
myndigheds sagsbehandling, jf. sundhedslovens § 43, stk.
2, nr. 1. Denne bestemmelse indebærer, at det skal være
fastsat ved lov eller i en bekendtgørelse med hjemmel i
lov, at sundhedspersonen skal videregive oplysninger, hvis
sundhedspersonen skal være berettiget til at videregive op-
lysninger. Det foreslås derfor fastsat i § 126, at sundhedsper-
soner er forpligtet til at videregive oplysninger i forbindelse
med behandlingen af en sag, hvor et børnehus benyttes, hvis
videregivelsen må anses for nødvendig af hensyn til barnets
eller den unges sundhed og udvikling.
De oplysninger, der kan udveksles, kan være oplysninger
om rent private forhold, herunder strafbare forhold hos bar-
net eller barnets familie, sociale problemer, helbredsoplys-
ninger og herunder oplysninger om fysiske eller psykiske
traumer mv.
Den foreslåede bestemmelse indeholder dermed en særregel
ift. forvaltningslovens og sundhedslovens regler om tavs-
hedspligt, samt af reglerne i databeskyttelsesloven og data-
beskyttelsesforordningen om behandling af personoplysnin-
ger, idet der efter bestemmelsen bl.a. kan videregives føl-
somme personoplysninger, herunder sundhedsoplysninger,
uden den pågældendes samtykke.
Der henvises til bemærkningerne til § 126 for en nærmere
beskrivelse af, hvornår det kan overvejes at indhente sam-
tykke.
Den foreslåede bestemmelse i § 126 medfører, at data-
beskyttelsesforordningen, herunder artikel 5-10, og databe-
skyttelsesloven, herunder §§ 5-10, ikke regulerer videregi-
velsen af disse oplysninger. Oplysninger, der er omfattede af
lovforslagets § 126, kan således udveksles uden samtykke
fra den registrerede.
For øvrig behandling og udveksling af oplysninger i øvrigt
vil øvrige bestemmelser i i forvaltningsloven, sundhedslo-
ven, samt af reglerne i databeskyttelsesloven og databeskyt-
telsesforordningen om behandling af personoplysninger fin-
de anvendelse. Der henvises til afsnit 6 om forholdet til
databeskyttelsesreglerne.
96
Indsatsen i børnehuset består af en undersøgelse af barnets
eller den unges forhold med henblik på at afdække barnets
eller den unges behov for støtte foranlediget af overgre-
bet. Undersøgelsen foretages som en del af den børnefaglige
undersøgelse efter § 20 i barnets lov. Endvidere kan sund-
hedsfagligt personale deltage i samråd og samtaler omkring
barnet eller den unge og foretage en vurdering af barnets el-
ler den unges behov for sundhedsfaglig indsats og eventuelt
viderevisitation.
Derudover vil politiet i forbindelse med en konkret efter-
forskning kunne anvende børnehuset til at foretage videoaf-
høring af barnet samt vurdere behovet for en retsmedicinsk
undersøgelse. Videoafhøringer foregår i overensstemmelse
med de gældende retningslinjer i et børnevenligt videoafhø-
ringslokale, der indgår som del af børnehusets fysiske ind-
retning.
Sideløbende med, at de involverede myndigheder foretager
de nødvendige undersøgelser, undersøgelser m.v., kan barnet
eller den unge modtage psykologbehandling og krisestøtte,
hvor det er nødvendigt til håndtering af situationen. Dette
ydes af børnehusets faste personale.
Personalet i børnehuset foretager endvidere rådgivning og
vejledning til den kommunale myndighedssagsbehandler
i forhold til håndteringen af den samlede families situa-
tion. Det gælder eksempelvis i forhold til forældrene, hvis
den ene eller begge er mistænkt for at have begået overgre-
bene. Endvidere gælder det i forhold til at yde støtte til
forældre, der kan befinde sig i en choktilstand, hvis deres
barn er blevet udsat for overgreb fra en udenforstående, og
hvor forældrene skal sættes i stand til at kunne håndtere
deres barns situation for dermed at kunne udgøre en støtte
for barnet eller den unge. I regi af børnehuset har de invol-
verede faggrupper mulighed for at udveksle oplysninger om
den konkrete sag, der behandles i børnehuset.
Undersøgelse af barnet eller den unge i et børnehus sker
blandt andet med henblik på at afdække barnets eller den
unges behov for støtte. De kommunale myndigheder, der
har fulgt barnet eller den unge i forløbet i børnehuset, skal,
når undersøgelsen i børnehuset er tilendebragt, træffe de for-
nødne afgørelser om iværksættelse af eventuelle indsatser,
der kan imødekomme barnets eller den unges behov for
støtte. Afgørelserne kan træffes under rådgivning og vejled-
ning fra børnehusets faste personale, men det er de kommu-
nale myndigheder, der har den fulde beslutningskompeten-
ce. Sagen videreføres da i den enkelte kommune som en sag
om støtte efter barnets lov.
3.17. Dømte og unge i risiko for at begå kriminalitet
3.17.1. Gældende ret
Servicelovens § 54 a, § 70, stk. 3, og § 140, stk. 4, inde-
holder nærmere regler om tiltag for unge, der er idømt en
sanktion efter straffelovens § 74 a.
Det fremgår af servicelovens § 54 a, at kommunalbestyrel-
sen skal tilknytte en koordinator til unge, der er idømt en
sanktion efter straffelovens § 74 a. Koordinatoren skal være
tilknyttet gennem hele forløbet og være den unges rådgiver,
sikre sammenhængen i faserne i ungdomssanktionen og af-
holde møder med den unge, forældrene og andre relevante
parter med henblik på at fastholde de målsætninger, der er
fastlagt i handleplanen, jf. § 140.
Det fremgår af servicelovens § 70, stk. 3, at for unge, der er
idømt en sanktion efter straffelovens § 74 a, skal vurdering
og revision af handleplan eller en helhedsorienteret plan
og indsats særlig vedrøre, hvordan det sikres, at den unge
kommer i uddannelse eller beskæftigelse. Det skal senest i
forbindelse med den første vurdering konkretiseres, hvordan
de overordnede mål om uddannelse og beskæftigelse nås i
løbet af sanktionen.
Det fremgår af servicelovens § 140, stk. 4, at for unge, der
er idømt en sanktion efter straffelovens § 74 a, skal handle-
planen efter § 140, stk. 1, indeholde en konkret plan for,
hvordan den unge snarest muligt og senest ved afslutningen
af sanktionen påbegynder en uddannelse eller kommer i
beskæftigelse.
Servicelovens §§ 57 c og 57 d indeholder regler om net-
værkssamråd og kriminalitetstruede børn og unge.
Det fremgår af servicelovens § 57 c, stk. 1, at kommunalbe-
styrelsen, senest syv dage efter den har modtaget dokumen-
tation fra politiet om, at en ung under 18 år er mistænkt
for at have begået alvorlig kriminalitet, skal indkalde den
unge, forældremyndighedsindehaveren, eventuelt relevante
personer fra netværket og relevante fagpersoner til et net-
værkssamråd med henblik på drøftelse af behov for iværk-
sættelse af foranstaltninger.
Det fremgår videre af bestemmelsens stk. 2, at såfremt kom-
munalbestyrelsen inden for et år efter netværkssamrådets
afholdelse efter stk. 1, modtager dokumentation fra politiet
om mistanke mod den unge under 18 år for gentagen, al-
vorlig kriminalitet, skal kommunalbestyrelsen uden fornyet
indkaldelse til netværkssamråd vurdere, om der er behov for
at iværksætte eller ændre foranstaltninger.
Efter bestemmelsens stk. 3 finder reglerne om netværkssam-
råd efter stk. 1 og 2 ikke anvendelse for børn og unge, der
er omfattet af lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
jf. dog stk. 4. Lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet
indeholder regler om forebyggelse af ungdomskriminalitet
ved et Ungdomskriminalitetsnævn. Loven har bl.a. til formål
at fastlægge målrettede individuelle forebyggende indsatser
for børn og unge i alderen 10 og 17 år, jf. lovens § 1.
Hvis Ungdomskriminalitetsnævnet afviser en sag, jf. § 42,
stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, vil
servicelovens § 57 c, stk. 1 og 2, alligevel finde anvendelse,
jf. § 57 c, stk. 4, og kommunalbestyrelsen skal senest inden
for syv dage efter modtagelse af sagen fra Ungdomskrimina-
litetsnævnet indkalde til netværkssamråd efter § 57 c, stk. 1.
97
Det fremgår af § 42, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ung-
domskriminalitet, at Ungdomskriminalitetsnævnet afviser en
sag, hvis nævnet finder, at barnet eller den unge ikke opfyl-
der betingelserne i lovens § 2, stk. 2, hvorefter børn og
unge i alderen 10 til 14 år, som har opholdstilladelse eller
i øvrigt fast, lovligt ophold i Danmark, og som er enten
mistænkt for personfarlig kriminalitet, eller mistænkt for
anden alvorlig kriminalitet ved overtrædelse af straffeloven,
lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven, og
som samtidig vurderes at være i særlig risiko for at begå
yderligere kriminalitet, er omfattet af lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet. Ungdomskriminalitetsnævnet vil også
afvise en sag, hvis den unge fylder 18 år senest en måned
efter sagens behandling i nævnet.
3.17.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Social- og Ældreministeriet finder, at det i forbindelse med
samlingen af regler om støtte og hjælp til børn og unge med
behov for særlig støtte i én lov, barnets lov, uanset hvor
støttebehovet har sit afsæt i, er hensigtsmæssigt ligeledes at
opstille regler i barnets lov om indsatser for dømte unge og
kriminalitetstruede unge.
Det er ministeriets opfattelse, at bestemmelserne i §§ 54 a,
57 c, 57 d, § 70, stk. 3, og § 140, stk. 4, i serviceloven,
som i dag regulerer de nærmere indsatser for dømte unge og
kriminalitetstruede unge i forbindelse med hjælp og støtte
til børn og unge, bør videreføres uændret i barnets lov, dog
med enkelte sproglige ændringer der følger af indførelsen
af barnets plan og ungeplanen. Det er således ministeriets
opfattelse, at der ikke herudover er behov for at ændre de
nuværende bestemmelser.
3.17.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i §§ 127-131 i barnets lov opstilles regler
om tiltag for dømte unge og kriminalitetstruede unge. Det
foreslås, at bestemmelserne i serviceloven, som i dag regule-
rer disse forhold, for så vidt angår hjælp og støtte til børn og
unge, videreføres uændrede i barnets lov, idet der dog fore-
slås enkelte sproglige ændringer som følge af indførelsen
af barnets plan og ungeplanen samt for nogle bestemmelser
opdeling i flere stykker med henblik på at øge læsbarheden.
3.18. Styrket sagsbehandling
3.18.1. Gældende ret
I serviceloven er fastsat en række bestemmelser om kom-
munernes afgørelser uden samtykke i sager om børn og
unge med behov for støtte, fuldbyrdelse af afgørelser, kla-
geadgangen i forbindelse med afgørelser efter loven samt
Ankestyrelsens behandling af sager og indbringelse af sager
for domstolene.
Servicelovens § 64 indeholder regler om kommunalbestyrel-
sens ansvar for, at en række afgørelser uden samtykke efter
serviceloven og lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet
fuldbyrdes. Det omfatter bl.a. fuldbyrdelse af afgørelser om
anbringelse uden for hjemmet uden samtykke efter service-
loven eller anbringelse uden samtykke som led i et forbed-
ringsforløb efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminali-
tet. Til dette formål giver bestemmelsen bl.a. hjemmel til,
at kommunalbestyrelsen kan tilgå forældremyndighedsinde-
haverens bolig eller barnets eller den unges anbringelsessted
med henblik på at fuldbyrde en afgørelse, f.eks. om anbrin-
gelse uden for hjemmet. Politiet kan endvidere med hjem-
mel i § 64, stk. 5, yde bistand til kommunen i forbindelse
med fuldbyrdelse af afgørelser. Det slås samtidig fast i § 64,
stk. 6, at når politiet bistår ved fuldbyrdelse af en afgørelse,
skal det ske så skånsomt, som forholdene tillader, og der er
endvidere krav om, at alle sådanne tilfælde skal registreres
og indberettes af kommunen.
Serviceloven fastsætter også, hvem der anses for parter i
en sag og således bl.a. er berettiget til at klage over kommu-
nens afgørelser. Efter servicelovens bestemmelser har foræl-
dremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 12 år,
som hovedregel særskilt partstatus og kan dermed selvstæn-
digt udøve partsbeføjelser. Det vil sige, at kommunalbesty-
relsen skal tilbyde forældremyndighedsindehaveren og den
unge, der er fyldt 12 år, gratis advokatbistand under en sag
om foranstaltninger uden samtykke. Dette følger af service-
lovens § 72, stk. 1, som også afgrænser de konkrete sager,
hvor parterne skal tilbydes gratis advokatbistand. Det drejer
sig bl.a. om sager om gennemførelse af en undersøgelse ef-
ter servicelovens § 51 eller om ændring af anbringelsessted
efter § 69, stk. 3.
Det gælder særligt for sager om flytning eller hjemtagelse
fra privat familiepleje efter servicelovens § 78, stk. 4, at
plejeforældrene har partsbeføjelser således, at de skal have
tilbud om gratis advokatbistand. Dette følger af servicelo-
vens § 72, stk. 2. Derudover følger det af § 72, stk. 3, at
i en sag om eksempelvis afbrydelse af forbindelsen m.v.
efter § 71, stk. 3-5, med den af forældrene, der ikke har
del i forældremyndigheden, har den pågældende forælder
partsbeføjelser for så vidt angår den specifikke afgørelse om
afbrydelse af forbindelsen, således, at denne også skal have
tilbud om gratis advokatbistand.
Kommunalbestyrelsen har, jf. servicelovens § 73, pligt til
at gøre parterne i sagen bekendt med retten til efter forvalt-
ningsloven at se sagens akter og retten til at udtale sig, inden
der træffes afgørelse efter § 72.
Efter servicelovens regler er der en række foranstaltninger
uden samtykke, der kræver, at afgørelse træffes af kommu-
nens børn og unge-udvalg på baggrund af en indstilling
fra forvaltningen. Det fremgår således af servicelovens §
74, at børn og unge-udvalget i et møde træffer afgørelse
om en række konkrete foranstaltninger uden samtykke efter
serviceloven. Det drejer sig bl.a. om anbringelse uden for
hjemmet efter § 58 og opretholdelse af en anbringelse efter
§ 62. En afgørelse i børn og unge-udvalget kræver, at mindst
4 ud af udvalgets 5 medlemmer stemmer for afgørelsen. Det
gælder for alle afgørelser nævnt i bestemmelsens stk. 1 med
undtagelse af afgørelser efter servicelovens § 78, stk. 4, som
98
træffes ved almindelig stemmeflerhed. Børn og unge-udval-
gets afgørelser meddeles skriftligt, og de skal være begrun-
dede og indeholde oplysning om klageadgang.
Servicelovens § 74 indeholder endvidere de retssikkerheds-
mæssige principper, der gør sig gældende for sager, der
behandles i børn og unge-udvalget. Det drejer sig bl.a. om
retten til at udtale sig over for udvalget, før afgørelsen træf-
fes, som tilfalder både forældremyndighedsindehaver, barnet
eller den unge, advokaten og en eventuel bisidder for foræl-
dremyndighedsindehaveren eller barnet eller den unge. Pa-
rallelt med det ovenfor beskrevne tilfalder de samme rettig-
heder den af forældrene, der ikke har del i forældremyndig-
heden, hvis der træffes afgørelse om eksempelvis afbrydelse
af forbindelsen mellem den pågældende forælder og barnet
eller den unge, samt plejeforældrene i de konkrete tilfælde,
hvor der træffes afgørelse efter servicelovens § 78, stk. 4,
om flytning eller hjemtagelse fra privat familiepleje.
Endvidere giver servicelovens regler hjemmel til, at forman-
den for børn og unge-udvalget kan træffe foreløbige afgø-
relser efter en række konkrete bestemmelser i serviceloven
og lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, som
af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov
ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-ud-
valget. Det drejer sig bl.a. om afgørelser om anbringelse
uden samtykke eller om ændret anbringelsessted, hvor det
vurderes, at der er behov for at træffe afgørelsen akut. Be-
stemmelsen giver samtidig formanden hjemmel til at træffe
afgørelse i sager om et barn eller en ung, der er pålagt en
straksreaktion eller er i et forbedringsforløb efter reglerne i
lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, hvis afgørelsen
af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov
ikke kan afvente sagens behandling i Ungdomskriminalitets-
nævnet.
I formandens fravær kan en foreløbig afgørelse træffes af
næstformanden.
En foreløbig afgørelse skal skriftligt meddeles forældremyn-
dighedsindehaveren og eventuelle andre parter i sagen inden
24 timer efter iværksættelsen og med oplysning om parter-
nes rettigheder. En foreløbig afgørelse skal desuden snarest
muligt og senest inden syv dage efter iværksættelsen af af-
gørelsen forelægges børn og unge-udvalget til godkendelse,
uanset om foranstaltningen er ophørt.
For at sikre, at der i tilfælde af fravær af formanden og
næstformanden for børn og unge-udvalget er mulighed for
at handle akut, giver bestemmelsen samme beføjelser til
at træffe foreløbig afgørelse til direktøren for Ankestyrel-
sen. Direktøren kan således pålægge kommunalbestyrelsen
at gennemføre afgørelsen. Den foreløbige afgørelse har som
udgangspunkt gyldighed i en måned.
Serviceloven omfatter også en række bestemmelser om kla-
ger og behandling af klager over afgørelser truffet af hen-
holdsvis kommunalbestyrelsen og kommunens børn og un-
ge-udvalg.
Det fremgår i den forbindelse af servicelovens § 166,
at kommunalbestyrelsens afgørelser efter serviceloven kan
indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i
retssikkerhedsloven, medmindre andet er fastsat i servicelo-
ven eller i retssikkerhedsloven. Ankestyrelsen behandler en
sag, jf. servicelovens § 166, efter reglerne i retssikkerheds-
loven.
Servicelovens § 167 afgrænser de personer, der har adgang
til at klage over konkrete afgørelser truffet af kommunalbe-
styrelsen. Bestemmelsen oplister bl.a. de afgørelser, som
kan indbringes for Ankestyrelsen af barnet eller den unge,
der er fyldt 12 år.
Efter servicelovens § 65 har Ankestyrelsen desuden mulig-
hed for af egen drift at tage sager om støtte til børn og
unge op, når det må antages, at en kommunalbestyrelse i
en konkret sag ikke har foretaget de fornødne sagsbehand-
lingsskridt eller ikke har truffet de fornødne afgørelser i
overensstemmelse med barnets eller den unges bedste. An-
kestyrelsen kan da pålægge kommunalbestyrelsen at foreta-
ge de fornødne sagsbehandlingsskridt eller at træffe de for-
nødne afgørelser efter servicelovens kapitel 11 og 12 samt
§ 140. Ankestyrelsen har også mulighed for selv at træffe
en foreløbig afgørelse om foranstaltninger, hvis der er behov
for foranstaltninger efter servicelovens kapitel 11 eller 12,
og kommunalbestyrelsen undlader at iværksætte disse i for-
nødent omfang.
Der kan være forskellige årsager til, at Ankestyrelsen bli-
ver bekendt med en sag, som kan give anledning til, at
Ankestyrelsen tager sagen op af egen drift efter den oven-
for beskrevne egendriftsbeføjelse. Det kan eksempelvis ske
på baggrund af en underretning. Det fremgår således af §
65, stk. 5, at enhver, der har grund til at antage, at kom-
munalbestyrelsen ikke har foretaget eller truffet de i loven
foreskrevne fornødne sagsbehandlingsskridt eller afgørelser
i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste, kan
underrette Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen kan ikke efter § 65 træffe afgørelse i sager
om et barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion eller
er i et forbedringsforløb efter reglerne i lov om bekæmpel-
se af ungdomskriminalitet. I disse sager kan Ankestyrelsen
imidlertid træffe afgørelse om at pålægge kommunalbesty-
relsen at forelægge sagen for Ungdomskriminalitetsnævnet.
Reglerne om klage til Ankestyrelsen over afgørelser truf-
fet af børn og unge-udvalget fremgår af servicelovens §
168. Efter denne bestemmelse skal en afgørelse truffet af
børn og unge-udvalget som hovedregel indbringes for An-
kestyrelsen senest inden 4 uger efter, at klageren har fået
meddelelse om afgørelsen. Forældremyndighedsindehaveren
og den unge, der er fyldt 12 år, er berettiget til at indbringe
en sag for Ankestyrelsen. Det gælder desuden, at afgørelser
efter § 71, stk. 3-5, og § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar
for anbragte børn og unge, der angår den af forældrene, der
ikke har del i forældremyndigheden, tillige kan indbringes
99
for Ankestyrelsen af den pågældende forælder. Endvidere
kan plejeforældrene indbringe afgørelser efter § 78, stk. 4.
Der gælder som udgangspunkt ikke opsættende virkning
ved indbringelse af sagen for Ankestyrelsen. Dog kan An-
kestyrelsens direktør under ganske særlige omstændigheder
bestemme, at en afgørelse ikke må iværksættes, før Anke-
styrelsen har truffet afgørelse i sagen.
Ankestyrelsens afgørelser kan kræves forelagt retten senest
4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen,
jf. servicelovens § 169. Det fremgår af bestemmelsen, at
hvis Ankestyrelsens afgørelse er stadfæstet ved dom, kan
fornyet prøvelse for retten kun kræves, hvis sagen på ny har
været forelagt Ankestyrelsen til afgørelse.
Byrettens behandling af sager om særlig støtte efter service-
lovens kapitel 11 og 12 er reguleret i servicelovens §§
170-172. Det følger bl.a. af § 170, at byretten under hoved-
forhandlingen tiltrædes af et retsmedlem, der er sagkyndig
i børneforsorg, og et retsmedlem, der er sagkyndig i børne-
eller ungdomspsykiatri eller i psykologi. Som parter anses
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt
12 år, uanset om den pågældende har krævet afgørelsen
forelagt for retten. Efter § 171 kan byrettens afgørelse ikke
indbringes for landsretten. Procesbevillingsnævnet kan dog
give tilladelse til anke, hvis sagen er af principiel karakter
eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.
I servicelovens §§ 152-155 c er der fastsat regler om under-
retningspligt og regler for kommunernes sagsbehandling i
forbindelse med underretninger, herunder i forbindelse med
mellemkommunale underretninger, vurdering og registrering
af underretninger, bekræftelse af underretninger og oriente-
ring af underretter, genvurdering af sager i forbindelse med
underretning samt regler for samtaler med barnet eller den
unge, som underretningen vedrører.
Endelig fastslår servicelovens § 138, at kommunalbestyrel-
sen inden for lovens rammer kan træffe beslutning om at
fastsætte generelle vejledende serviceniveauer for den lokale
udmøntning af hjælp efter loven.
3.18.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Det er ministeriets opfattelse, at der er behov for at styrke
sagsbehandlingen og retssikkerheden på området for udsatte
børn og unge samt børn og unge med funktionsnedsættel-
ser. Det gælder særligt for de mest indgribende afgørelser
om særlig støtte efter servicelovens kapitel 11 og 12, der
træffes uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren
og den unge, der er fyldt 15 år.
Efter de gældende regler er det som hovedregel forældre-
myndighedsindehaver og barnet eller den unge over 12 år,
der har selvstændig partsstatus i en sag om særlig støtte. Sa-
gens parter har en række konkrete rettigheder efter service-
lovens regler, herunder i forhold til at kunne klage over en
konkret afgørelse til Ankestyrelsen og indbringe sagen for
domstolene, ligesom der gælder en række konkrete proce-
skrav efter retssikkerhedsloven om bl.a. partshøring, aktind-
sigt m.m., som er afgrænset til sagens parter.
Ministeriet finder, at der er behov for at styrke barnets stem-
me i barnets egen sag og dermed i afgørende beslutninger
vedrørende barnets hverdag. Det er er ministeriets opfattel-
se, at børn under 12 år bør gives en styrket mulighed for
at få sin egen selvstændige stemme hørt i de beslutninger,
der handler om barnet og barnets eget liv. Ministeriet finder,
at der er behov for at sænke aldersgrænsen for partsstatus
for børn og unge med den begrundelse, at det er barnets
perspektiv, der bør være styrende i behandlingen af barnets
egen sag. Ministeriet er i den forbindelse opmærksom på,
at det er vigtigt, at aldersgrænsen for selvstændig partssta-
tus balancerer hensynet til på den ene side at give barnet
en større, selvstændig stemme i sin egen sag, og på den
anden side beskytte barnet imod at blive ansvarliggjort for
beslutninger, som barnet på grund af sin alder, modenhed
og eventuelle nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne
ikke kan overskue konsekvenserne af. Det er derfor også
vigtigt, at det understreges, at det uanset barnets alder altid
er kommunens ansvar at foretage den faglige vurdering og
træffe den konkrete afgørelse af hensyn til barnets bedste.
I forlængelse af dette er det ministeriets opfattelse, at der
er behov for at styrke retssikkerheden for børn, som ikke
har selvstændig partstatus og således ikke kan udøve de
samme beføjelser som børn, der har status som parter. I for-
længelse af dette finder ministeriet, at der bør være en særlig
beskyttelse af børnenes rettigheder i de tilfælde, hvor der
træffes afgørelser af særligt indgribende karakter for barnets
liv. Det kan f.eks. være tilfælde, hvor der træffes afgørelse
om anbringelse, om ændret anbringelsessted, eller om at
barnet eller den unge skal hjemgives til forældrene. Efter
gældende regler er kommunen forpligtet til at høre barnet,
før der træffes afgørelse om f.eks. ændret anbringelsessted,
men hvis barnet er imod beslutningen, har barnet under 12
år i dag ikke mulighed for at klage over afgørelsen.
Af hensyn til at beskytte barnets retssikkerhed finder mini-
steriet, at nære voksne omkring barnet, der på grund af
sin alder ikke har selvstændig partsstatus, skal have mulig-
hed for at anmode Ankestyrelsen om en uvildig vurdering
af kommunens afgørelse, hvis kommunen beslutter, at bar-
net skal hjemgives til forældrene eller skifte anbringelses-
sted. Der henvises i den forbindelse til pkt. 3.12.2 -3.12.3
og 3.13.2.-3.13.3. Formålet skal være at styrke børnenes
retssikkerhed ved at give dem ret til en uvildig vurdering, så
de derigennem vil få mere at skulle have sagt i deres egen
sag. Det skal ses i forlængelse af det overordnede formål
med forslaget til barnets lov om at styrke barnets perspektiv
i indsatsen såvel som i sagsbehandlingen. Det skal samtidig
være med til at sikre færre skift og mere stabilitet for børn,
der er anbragt uden for hjemmet.
I forlængelse af dette finder ministeriet, at der er behov
for at styrke børn og unges retssikkerhed i tilfælde, hvor
børne- og ungeudvalget ikke følger forvaltningens indstil-
ling om at igangsætte eller opretholde en anbringelse uden
100
samtykke. Efter gældende regler er det således kommunens
børn og unge-udvalg, der på baggrund af en indstilling fra
forvaltningen træffer afgørelse om bl.a. anbringelse uden
samtykke efter servicelovens § 58 eller om opretholdelse af
en anbringelse efter § 68 a. En afgørelse om anbringelse
uden samtykke efter § 58 eller om opretholdelse af en an-
bringelse efter § 68 a kræver, at mindst 4 ud af 5 af børn
og unge-udvalgets medlemmer stemmer for vedtagelse af
afgørelsen. Hvis dette ikke er tilfældet, kan afgørelsen ikke
iværksættes. Det betyder konkret, at børn og unge-udvalget i
disse tilfælde træffer en beslutning, der går imod forvaltnin-
gens faglige vurdering.
Ministeriet finder, at i de tilfælde, hvor det ikke er et sam-
let børne- og ungeudvalg, der enstemmigt vedtager ikke
at følge forvaltningens indstilling, så bør der følges op på
sagen i en uvildig instans. Ministeriet finder derfor, at An-
kestyrelsen altid bør underrettes i de tilfælde, hvor børne-
og ungeudvalget ikke følger forvaltningens indstilling om at
anbringe barnet uden samtykke eller om opretholdelse af en
anbringelse, når der ved afgørelsen er dissens i udvalget.
Endelig er det ministeriets opfattelse, at proceskrav i forsla-
get til barnets lov skal være med til at understøtte en effek-
tiv sagsbehandling af høj faglig kvalitet. I den forbindelse
mener ministeriet, at der er behov for at gøre op med de
tilfælde, hvor proceskrav i serviceloven henviser direkte til
regler efter forvaltningsloven. Ministeriet ønsker at undgå
dobbeltregulering i forslaget til barnets lov, således at den
enkelte børne- og ungerådgiver så vidt muligt ikke skal
forholde sig til de samme proceskrav i flere forskellige love.
3.18.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at servicelovens bestemmelser vedrørende af-
gørelser uden samtykke truffet af henholdsvis kommunalbe-
styrelsen og kommunens børne- og ungeudvalg videreføres
med nærværende forslag til barnets lov. Det samme gælder
for så vidt angår regler om kommunalbestyrelsens fuldbyr-
delse af afgørelser, underretninger samt Ankestyrelsens be-
handling af sager og indbringelse af sager for domstolene.
Det foreslås at samle de relevante bestemmelser om fuld-
byrdelse af afgørelser, foreløbige afgørelser, børne- og unge-
udvalgets afgørelser, klageadgang samt Ankestyrelsens og
domstolenes behandling af sager efter loven i et samlet kapi-
tel i barnets lov. Dette skal være med til at tydeliggøre de
proceskrav, der gør sig gældende i forbindelse med denne
særlige type af sager, hvor forældremyndighedsindehaver
eller den unge over 15 år ikke samtykker til en afgørelse om
støtte efter det foreslåede kapitel 4-6 i barnets lov, samt sag-
er, der af sagens parter indbringes for Ankestyrelsen eller for
domstolene. Samtidig tydeliggøres de sagsbehandlingskrav,
der gør sig gældende for denne type sager, og de rettigheder,
som sagens parter har.
Det foreslås, at børn og unge i barnets lov skal tildeles
selvstændig partstatus ved en tidligere alder, end hvad der
gør sig gældende efter servicelovens regler i dag. Det fore-
slås konkret, at barnet skal have selvstændig partsstatus
fra barnet fylder 10 år mod 12 år i dag. Med selvstændig
partsstatus vil der følge en adgang til at kunne klage over
afgørelser, der bliver truffet i barnets sag, ligesom barnet
i de særligt indgribende sager vil få ret til gratis advokatbi-
stand. Kommunen vil endvidere skulle gøre barnet bekendt
med retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og til
at udtale sig, inden afgørelsen træffes. Det vil skulle gælde
både i sager om indsatser med samtykke og i sager om
indsatser uden samtykke. Det vil desuden skulle præciseres,
at alle børn og unge uanset partsstatus vil skulle inddrages i
sagsbehandlingen af deres sag, og deres holdninger, ønsker
og behov vil skulle høres. Der henvises i den forbindelse til
punkt 3.2.2 - 3.2.3.
Den foreslåede ordning vil således skulle understøtte det
grundlæggende børnesyn i forslaget til barnets lov, hvorefter
barnets selvstændige stemme og egen ret vil skulle tillægges
større vægt end i dag. Samtidig vil nedsættelsen af alders-
grænsen for selvstændig partsstatus og dermed selvstændig
klageret skulle balancere hensynet til på den ene side at
styrke barnets egen selvstændige ret og stemme og på den
anden side skærme mindre børn mod at skulle forholde sig
til mere formelle elementer i sagen, hvilket kan være en
voldsom belastning og uoverskuelig for et mindre barn at
håndtere.
Formålet med den foreslåede ordning er i overensstemmel-
se med formålet med forslaget til barnets lov at sikre, at
barnets perspektiv bliver styrende i forhold til sagsbehand-
lingen og de beslutninger, der træffes i barnets eller den
unges sag. Det gælder ikke mindst i afgørelser af indgriben-
de karakter for barnets eller den unges hverdag. Med den
foreslåede ordning vil børn over 10 år således få mulighed
for at klage over afgørelser om eksempelvis anbringelse,
ændring af anbringelsessted eller hjemgivelse af barnet eller
den unge til forældrene.
For børn under 10 år foreslås det med § 98, stk. 3, og
§ 101, at barnets plejefamilie, støtteperson eller venskabsfa-
milie på barnets vegne skal kunne anmode Ankestyrelsen
om en uvildig vurdering af afgørelsen i tilfælde, hvor der
træffes afgørelse om ændret anbringelsessted eller hjemgi-
velse. Hensynet er at sikre barnets ret til stabilitet og skabe
et værn mod, at anbragte børn og unge bliver flyttet eller
hjemgivet til forældrene, selvom det ikke er til barnets eller
den unges bedste. Der henvises til pkt. 3.12.3 og 3.13.3.
Efter gældende regler kan en sag indbringes for Ankestyrel-
sen som en klagesag, Ankestyrelsen kan modtage en under-
retning om en konkret sag, eller Ankestyrelsen kan beslutte
at tage en sag op af egen drift. Efter gældende regler har
Ankestyrelsen således ikke hjemmel til at skulle foretage en
uvildig vurdering af en sag på baggrund af anmodning efter
det foreslåede § 98, stk. 3, eller § 101. Det foreslås derfor, at
Ankestyrelsen i barnets lov får hjemmel til at skulle behand-
le en anmodning om en uvildig vurdering efter § 98, stk.
3, eller § 101. Det foreslås, at afgørelsen om at hjemgive
barnet eller flytte barnet til et andet anbringelsessted ikke
101
skal kunne iværksættes, før Ankestyrelsen har behandlet an-
modningen, jf. § 2, nr. 23, i det samtidigt fremsatte følgelov-
forslag.
I forlængelse af dette foreslås det med barnets lov at indføre
en pligt til altid at underrette Ankestyrelsen i tilfælde, hvor
der ikke er enighed i børne- og ungeudvalget om at igang-
sætte eller opretholde en anbringelse uden samtykke, og
børne- og ungeudvalgets afgørelse går imod forvaltningens
indstilling.
Det foreslås, at Ankestyrelsen vil skulle behandle sagen som
enhver anden underretningssag og på denne baggrund vil
kunne tage sagen op af egen drift, hvis Ankestyrelsen vurde-
rer, at der er behov for det. Der vil skulle være opsættende
virkning, således at en iværksat anbringelse opretholdes,
mens Ankestyrelsen behandler sagen, med mindre særlige
forhold taler imod. Det vil f.eks. kunne være mistanke om
vold eller overgreb m.v. på anbringelsesstedet.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede pligt
til efter det foreslåede § 51, stk. 4, at underrette Ankestyrel-
sen i tilfælde, hvor børne- og ungeudvalget i forbindelse
med behandlingen af en sag om anbringelse finder, at kom-
munalbestyrelsens begrundelse for ikke at anbringe én eller
flere søskende til det konkrete barn giver anledning til en
bekymring for, om barnets søskende får tilstrækkelig hjælp
og støtte. Der henvises i den forbindelse til punkt 3.8.2 og
3.8.3.
Også i dette tilfælde vil Ankestyrelsen skulle behandle sag-
en som enhver anden underretningssag og vil herefter kunne
beslutte at tage sagen op af egen drift efter den eksisterende
beføjelse i servicelovens § 65, der således foreslås videreført
med barnets lov.
Endelig foreslås, at de bestemmelser i servicelovens sagsbe-
handlingsregler, der direkte henviser til regler efter forvalt-
ningsloven, ikke videreføres med barnets lov. Således vil
den enkelte børne- og ungerådgiver ikke fremadrettet skulle
forholde sig til dobbeltregulering i forbindelse med sagsbe-
handlingsreglerne.
Det overordnede formål med de foreslåede ændringer er at
styrke børn og unges stemme i deres egen sag ved at give
dem flere rettigheder. Ministeriet er imidlertid opmærksom
på, at de styrkede rettigheder for børnene og de unge ikke
må medføre, at ansvaret lægges over på barnet eller den
unge. Barnets eller den unges ønsker vil skulle indgå som
en central del af det samlede og fagligt velunderbyggede be-
slutningsgrundlag, og det vil fortsat skulle være kommunens
ansvar at sikre, at børn og unge får den nødvendige støtte til
at udøve deres rettigheder, og at de får den rigtige hjælp.
3.19. Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, koordinering,
betaling, takster, forsøg m.v.
3.19.1. Gældende ret
Bestemmelserne i Haagerkonventionen af 19. oktober 1996
om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og
samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger
til beskyttelse af børn (Haagerbørnebeskyttelseskonventio-
nen) gælder her i landet, jf. § 1, stk. 1, i lov om Haagerbør-
nebeskyttelseskonventionen, jf. lovbekendtgørelse nr. 777
af 7. august 2019. Danske myndigheder kan således træffe
afgørelser med hjemmel i konventionen.
Konventionen indeholder regler om (international) kompe-
tence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde
vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttel-
se af børn og unge under 18 år.
I forhold til serviceloven omfatter konventionen sager om
anbringelse af et barn uden for hjemmet. Der henvises til
beskrivelsen af konventionen i bemærkningerne til lovfor-
slagets § 4.
Efter servicelovens § 172 a, kan social- og ældreministeren
fastsætte regler om behandling af sager efter serviceloven
lov, der er omfattet af konventionen. Bemyndigelsen omfat-
ter bl.a. overførsel af kompetence til at behandle en anbrin-
gelsessag mellem to kontraherende stater (artikel 8 og 9),
herunder om særskilt klageadgang, internationale sager om
samvær i relation til anbragte børn (artikel 35) samt anmod-
ning fra en samværsforælder om oplysninger til brug for en
samværssag, der behandles i en anden kontraherende stat
(artikel 35, stk. 2). Bemyndigelsen omfatter endvidere fast-
sættelse af regler om behandling af anmodninger fra myn-
digheder i en anden kontraherende stat om en rapport om
barnet (artikel 32) eller om oplysninger til brug for en sag
om beskyttelse af barnet (artikel 34) samt om gennemførelse
af udenlandske plejeanbringelser her i landet (artikel 33).
Ministeren kan endvidere fastsætte regler om kommunernes
adgang til at opkræve betaling for foranstaltninger, der er
truffet med henvisning til konventionen. Det drejer sig om
situationer, hvor myndighederne i den kontraherende stat,
hvor et barn har sædvanligt opholdssted, bestemmer, at bar-
net skal anbringes uden for eget hjem, og hvor myndighe-
derne ønsker at gennemføre anbringelsen i Danmark. I disse
situationer giver bestemmelsen mulighed for at fastsætte
regler om kommunernes adgang til at opkræve betaling fra
udenlandske myndigheder og privatpersoner til dækning af
udgifterne ved anbringelsen.
Der henvises til bemærkningerne til § 155.
3.19.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Social- og Ældreministeriet vurderer, at der er behov at
videreføre bemyndigelsesbestemmelsen i servicelovens §
172 a, som giver social- og ældreministeren hjemmel til
at fastsætte regler om kommunernes behandling af sager
om beskyttelsesforanstaltninger over for børn og unge, der
er omfattet af Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, samt
regler om kommunernes adgang til at opkræve betaling for
foranstaltninger, der er truffet med henvisning til konventio-
nen.
102
3.19.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at social- og ældreministeren kan fastsætte reg-
ler om behandling af sager efter barnets lov, der er omfattet
af Haagerbørnebeskyttelseskonventionen og at ministeren
kan fastsætte regler om kommunernes adgang til at opkræve
betaling for foranstaltninger, der er truffet med henvisning
til konventionen
Den foreslåede ordning vil betyde, at social- og ældremini-
steren ligesom i dag vil have bemyndigelse til at fastsætte
nærmere regler om kommunernes behandling af sager om
beskyttelsesforanstaltninger over for børn, der er omfattet af
konventionen. Den foreslåede ordning vil endvidere betyde,
at ministeren ligesom i dag vil kunne fastsætte regler, der
kommunerne hjemmel til at opkræve betaling fra andre sta-
ter i særlige tilfælde.
Der henvises til bemærkningerne til § 155.
3.20. Øvrige bestemmelser
3.20.1. Gældende ret
Servicelovens § 6 indeholder regler om rammeaftaler.
Det fremgår således af lovens § 6, stk. 1, at kommunalbesty-
relserne i regionen og regionsrådet hvert andet år indgår en
rammeaftale om faglig udvikling, styring og koordinering af
de kommunale og regionale tilbud efter serviceloven.
Servicelovens §§ 13-13c indeholder regler om statslig koor-
dinering og rådgivning til kommuner og borgere.
Det fremgår således af lovens § 13, at den nationale videns-
og specialrådgivningsorganisation i Socialstyrelsen (VISO)
yder gratis vejledende specialrådgivning og udredning i de
mest specialiserede og komplicerede enkeltsager, gratis spe-
cialrådgivning og udredning vedrørende specialundervisning
og specialpædagogisk bistand og gratis vejledende rådgiv-
ning i sager om adoption uden samtykke.
Efter § 13 a i serviceloven yder den nationale videns- og
specialrådgivningsorganisation godtgørelse for nødvendig
befordring til og fra specialrådgivning og andre nødvendige
rejseudgifter.
Socialstyrelsen skal efter servicelovens § 13 b følge udvik-
lingen i målgrupper, tilbud og indsatser og indsamle og
formidle viden om effekten af indsatsen på det mest specia-
liserede socialområde og på området for den mest speciali-
serede specialundervisning, der gives i henhold til lov om
folkeskolen eller lov om specialundervisning for voksne.
Efter servicelovens § 13 c kan Socialstyrelsen undtagelses-
vis pålægge en kommunalbestyrelse eller et regionsråd at
etablere eller fortsat at drive et tilbud eller tilbyde en indsats
omfattet af serviceloven, for at sikre det fornødne udbud
af højt specialiserede tilbud, som er tilpasset udviklingen i
målgruppernes behov, på det mest specialiserede socialom-
råde og specialundervisningsområde.
Servicelovens § 14 indeholder regler om Tilbudsportalen.
Det fremgår således af § 14, at social- og ældreministeren
samler og formidler oplysninger om kommunale, regionale
og private tilbud omfattet af § 4 i lov om socialtilsyn og om
kommunale, regionale og private tilbud efter servicelovens
§§ 32, 36, 103 og 104 i en landsdækkende oversigt (Tilbuds-
portalen).
Servicelovens § 15 indeholder regler om en uvildig konsu-
lentordning.
Det fremgår således af § 15, at en uvildig konsulentord-
ning yder gratis rådgivning og vejledning i sager om hjælp
til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsni-
veau. Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet
(DUKH) er etableret i henhold til § 15.
Servicelovens §§ 186-187 indeholder regler om aftale om
overførsel af regionale tilbud.
Det fremgår således af § 186, stk. 1 og 4, i serviceloven,
at en kommunalbestyrelse kan overtage regionale tilbud, der
er beliggende i kommunen med vilkår om, at tilbuddet skal
være til rådighed for de øvrige kommuner, i det omfang det
fastlægges i rammeaftalen, jf. lovens § 6, og at kommunal-
bestyrelsen overtager regionsrådets forpligtelse til at koordi-
nere kapacitet og sammensætning af de mest specialiserede
lands- og landsdelsdækkende tilbud.
Det fremgår af § 186, stk. 5-8, i serviceloven, hvad kommu-
nalbestyrelsen overtager ved overtagelsen af et tilbud.
Efter § 186 a, i serviceloven, kan en kommunalbestyrelse
med Socialstyrelsens godkendelse og efter Socialstyrelsens
udmelding eller anmodning om fornyet behandling efter lo-
vens § 13 b, stk. 2 og 3, overtage andre kommuners tilbud
og regionale tilbud efter serviceloven.
Det fremgår af § 187 i serviceloven, at enhver kommunalbe-
styrelse i regionen kan anmode om, at et ønske fra en kom-
munalbestyrelse i en beliggenhedskommune om at overtage
et regionalt tilbud, jf. § 186, stk. 1, drøftes i kontaktudval-
get.
Med kommunalreformen og oprettelsen af regionerne blev
det besluttet, at der skulle etableres kontaktudvalg mellem
regionen og kommunerne i regionen. Dette for at fremme et
godt samarbejde mellem den pågældende region og kommu-
nerne i regionen.
Servicelovens §§ 158-161 indeholder regler om betaling af
den hjælp, der modtages efter serviceloven eller efter lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Det fremgår således af servicelovens §§ 158-161, hvem der
skal betale for hjælpen, herunder døgnophold efter service-
lovens § 52, stk. 3, nr. 7, og § 14 i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet, døgnophold efter servicelovens §
76, stk. 3, nr. 1, og § 76 a, stk. 2, udslusningsophold efter
§ 76, stk. 3, nr. 3, personaleomkostninger til madserviceord-
103
ninger efter servicelovens § 83, stk. 1, nr. 3, og hjælp efter
§ 84, hvis borgeren ikke samtidig modtager hjælp efter bl.a.
samme lovs §§ 41 og 42.
Social- og ældreministeren har bemyndigelse til at fastsætte
regler om opkrævning af et gebyr ved ikke-rettidig betaling
for ydelser efter serviceloven eller lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, jf. § 158, stk. 2, og fastsætte regler i
en bekendtgørelse om betaling for døgnophold efter § 76,
stk. 3, nr. 1 og § 76 a, stk. 2, samt udslusningsophold efter §
76, stk. 3, nr. 3, jf. § 160.
Social- og ældreministeren har derudover bemyndigelse til
at fastsætte regler om betaling for tilbud efter servicelovens
§§ 83, 83 a, 84 og 86 og om beregnings- og indkomstgrund-
lag for betaling af for disse tilbud, jf. § 161, stk. 3, samt
regler om modtagerens maksimale egenbetaling for madser-
vice efter § 83, stk. 1, nr. 3, herunder om regulering af
egenbetalingen, jf. § 161, stk. 4.
Servicelovens §§ 164 og 165 indeholder regler om tilbage-
betaling.
Det fremgår således af lovens § 164, at kommunalbestyrel-
sen kan træffe afgørelse om tilbagebetaling, når en person
mod bedre vidende har undladt at give oplysninger som
krævet i retssikkerhedsloven, og når en person mod bedre
vidende uberettiget har modtaget hjælp efter serviceloven.
Tilbagebetalingskravet opkræves af kommunen efter regler
fastsat af social- og ældreministeren i samråd med skattemi-
nisteren, jf. § 165, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven. Det kan
derudover fastsættes, at en betalingsaftale bortfalder, hvis
skyldneren trods påkrav udebliver med ydelser, jf. § 165,
stk. 1, 2. pkt.
Tilbagebetalingskravet bortfalder efter § 165, stk. 2, hvis
der er gået 5 år efter hjælpens ophør, uden at der har væ-
ret økonomisk mulighed for at gennemføre kravet. Hvis
tilbagebetalingskravet overdrages til en restanceinddrivel-
sesmyndighed, finder forældelsesloven dog anvendelse fra
modtagelsen, idet forældelse dog tidligst indtræder 3 år
efter tilbagebetalingskravets modtagelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden. Hvis tilbagebetalingskravet tilbagesen-
des til kommunen, finder udgangspunktet om bortfald efter
fem år på ny anvendelse.
Servicelovens §§ 165 a og 165 b indeholder regler om ophør
af udbetaling af ydelser i visse særlige tilfælde.
Det fremgår således af lovens § 165 a, stk. 1, at udbetaling
af ydelser efter bl.a. lovens § 42 og § 95, stk. 2, ophører
for personer, som bevidst unddrager sig strafforfølgning
her i landet, i tilfælde, hvor den pågældende er varetægts-
fængslet, politiet eftersøger den pågældende med henblik på
varetægtsfængsling, eller der foreligger en varetægtsfængs-
lingskendelse.
Udbetaling af ydelser efter bl.a. lovens § 42 og § 95, stk. 2,
ophører derudover for personer, som bevidst unddrager sig
straffuldbyrdelse her i landet, hvis den pågældende er idømt
en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetslig følge,
der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, jf. §
165 a, stk. 2.
De nærmere regler om ophørstidspunkt fremgår af § 165.
Efterfølges en strafforfølgning ikke af en domfældelse, ef-
terbetales den del af ydelsen, der ikke er udbetalt, mens per-
sonen unddrog sig strafforfølgning, men dog ikke til afdødes
bo, hvis personen afgår ved døden, inden der er afsagt dom i
sagen, jf. § 165 a, stk. 4.
Efter § 165 b i serviceloven, skal politiet eller kriminalfor-
sorgen underrette kommunen om unddragelsen, når myndig-
heden får formodning om, at en person, der bevidst unddra-
ger sig strafforfølgning eller straffuldbyrdelse her i landet,
jf. § 165 a, stk. 1 og 2, og som samtidig modtager ydelser
efter § 42 eller § 95, stk. 2.
Servicelovens §§ 173-175 indeholder regler om finansiering
og takstberegning.
Det fremgår således af lovens § 173, at kommunen endeligt
afholder udgifterne efter serviceloven.
Den kommunale, regionale eller private leverandør fastsæt-
ter efter servicelovens § 174, stk. 1, 1.pkt., vejledende
takster for ydelser og tilbud efter serviceloven. Taksterne
fastsættes på baggrund af samtlige budgetterede, direkte og
indirekte langsigtede omkostninger ved levering af ydelsen
eller drift af tilbuddet, jf. § 174, stk. 1, 2. pkt.
Hvis en kommune anvender en anden kommunes eller en re-
gions tilbud efter serviceloven, skal krav om betaling herfor
på baggrund af den beregnede takst være fremsat senest 12
måneder efter, at hjælpen er ydet, jf. § 174, stk. 2.
Social- og ældreministeren har efter lovens § 174, stk. 3-6,
mulighed for at fastsætte nærmere regler om finansiering og
takstberegning.
Staten afholder efter servicelovens § 175 udgifterne til den
nationale videns- og specialrådgivningsorganisation samt
Tilbudsportalen, jf. servicelovens kapitel 4.
Servicelovens § 55, stk. 4, indeholder en regel om godtgø-
relse af udgifter til kost og logi i forbindelse med formidlet
døgnophold for børn og unge.
Det fremgår således af lovens § 55, stk. 4, at kommunalbe-
styrelsen godtgør udgifter til kost og logi i forbindelse med
formidlet døgnophold for børn og unge, når opholdet ikke er
omfattet af takstfinansiering, jf. lovens § 174, stk. 1.
Servicelovens §§ 176, 177, 179 og 180 indeholder regler om
statsrefusion.
Servicelovens § 176 indeholder regler om statsrefusion i
særligt dyre enkeltsager. Det fremgår af bestemmelsens stk.
1, at staten refunderer en vis procentdel, såfremt udgifter til
104
hjælp og støtte efter serviceloven overstiger nærmere fast-
satte beløbsgrænser, der reguleres årligt. Efter bestemmel-
sens stk. 2 kan en kommune også få dækket udgifter til de
samlede indsatser til søskende, uanset hvor mange søskende,
der er i samme husstand, og uanset hvilken type indsats der
er tale om, hvis udgifterne samlet set overstiger beløbsgræn-
serne i stk. 1. Social- og ældreministeren kan efter bestem-
melsens stk. 3 fastsætte nærmere regler om statsrefusionen.
Staten refunderer efter servicelovens § 177 halvdelen af
kommunens udgifter bl.a. til tilskud efter servicelovens § 41
til merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af barn under 18
år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funk-
tionsevne, hjælp efter § 42 til dækning af tabt arbejdsfortje-
neste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under
18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne m.v., og gratis advokatbistand efter lovens §
72.
Staten yder efter § 179 forskudsrefusion af en kommunes
refusionsberettigede udgifter efter serviceloven.
Staten afholder derudover efter § 180 udgifterne til den
uvildige konsulentfunktion, der findes efter servicelovens §
15.
Servicelovens §180 a indeholder regler om mellemstatslig
refusion efter EU-retten.
Det fremgår således af lovens § 180 a, stk. 1, at staten
refunderer kommunernes udgifter til ydelser efter servicelo-
ven, når udgiften er omfattet af reglerne om mellemstatslig
refusion efter EU-retten. Kommunen anmelder krav refusion
til staten. Staten modtager den anmeldte refusion fra debi-
torstatens sociale sikringsmyndigheder.
Servicelovens § 181 indeholder regler om udgifter til udlæn-
dinge, der har fået opholdstilladelse efter en række nærmere
bestemmelser i udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
1513 af 22. oktober 2020, som ændret ved bl.a. lov nr. 982
af 26. maj 2021, lov nr. 2055 af 16. november 2021 og lov
nr. 324 af 16. marts 2021.
Det fremgår således af lovens § 181, stk. 1, at staten afhol-
der efter reglerne i stk. 2 og 3 udgifter til en udlænding, der
har fået opholdstilladelse efter en række nærmere angivne
bestemmelser i udlændingeloven, efter lov om midlertidig
opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået
danske myndigheder m.v. samt lov om midlertidig opholds-
tilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.
Efter § 181, stk. 2, i serviceloven afholder staten fuldt ud
udgifter til hjælp efter servicelovens § 11, stk. 3, §§ 41,
42, § 52, stk. 3, nr. 1-6, 8 og 9, §§ 52 a, 54, og § 76,
stk. 2 og stk. 3, nr. 2, i de første tre år efter datoen for
opholdstilladelsen.
Uanset bestemmelserne i § 181, stk. 2, afholder staten efter
§ 181, stk. 3, en kommunes udgifter til udlændinge, som in-
den 24 måneder efter datoen for opholdstilladelsen på grund
af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktions-
evne anbringes i døgnophold, dog kun indtil den pågælden-
de i en sammenhængende periode på to år har klaret sig selv,
og til udlændinge, når tilladelsen er meddelt en mindreårig
asylsøger, dog længst indtil modtageren fylder 18 år eller
barnets forældre får lovligt ophold her i landet.
Servicelovens §§ 182 og 183 indeholder regler om regule-
ring af satser.
Det fremgår således af § 182, stk. 1-5 og 7-11, hvordan be-
løbene i en række af servicelovens bestemmelser reguleres.
Opgørelsen af indtægtsgrundlaget efter §§ 114 og 161 fore-
tages af Skat på grundlag af oplysninger for det senest af-
sluttede indkomstår, og opgørelsen anvendes med virkning
for det andet kalenderår efter indkomstårets udløb, jf. ser-
vicelovens § 183, stk. 1.
Det fremgår herefter af § 183, stk. 2, at skatteforvaltningslo-
vens, jf. lovbekendtgørelse nr. 635 af 13. maj 2020, som
ændret bl.a. ved lov nr. 1125 af 19. november 2019, reg-
ler om klage over afgørelser om forskudsregistrering af
indkomst finder tilsvarende anvendelse på afgørelser om
indtægtsgrundlaget.
Servicelovens § 184 indeholder regler om forsøg.
Det fremgår således af lovens § 184, stk. 1, at en kommunal-
bestyrelse, et regionsråd eller et privat tilbud efter ansøgning
vil kunne få godkendelse fra Social- og Ældreministeriet til
at fravige lovens bestemmelser i forbindelse med et forsøg,
for at fremme forsøgsvirksomhed og udvikling på det socia-
le område.
Der kan efter bestemmelsens stk. 2 ikke gives godkendelse
til forsøg, som indebærer, at barnet eller den unge stilles dår-
ligere end efter loven, forsøg om særlige dag- og klubtilbud
til børn og unge med betydeligt og varigt nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne, jf. lovens §§ 32 og 36, der medfører
fravigelse af de almindelige regler om forældrenes egenbe-
taling, forsøg, som medfører statslige merudgifter, forsøg,
som indebærer fravigelse af reglerne om tilsyn eller forsøg,
som indebærer fravigelse af reglerne om klage.
Efter bestemmelsens stk. 3 offentliggør social- og ældremi-
nisteren årligt en status for anvendelsen af forsøg på det
sociale område.
3.20.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Social- og Ældreministeriet finder, at det i forbindelse med
samlingen af regler om støtte og hjælp til børn og unge
med behov for særlig støtte i én lov, barnets lov, uanset
hvor støttebehovet har sit afsæt, er hensigtsmæssigt også at
opstille regler i barnets lov om tværgående koordination og
rådgivning mv.
Det er således ministeriets opfattelse, at barnets lov også bør
indeholde regler om koordination, rådgivning, rammeaftaler,
aftaler om overførsel af regionale tilbud og driftspålæg. Det
105
er samtidig ministeriets opfattelse, at det er tilstrækkeligt
alene at henvise til reglerne i serviceloven for så vidt angår
Tilbudsportalen, idet finansieringen m.v. af Tilbudsportalen
er reguleret i serviceloven.
Det er ministeriets opfattelse, at bestemmelserne i servicelo-
ven, som i dag regulerer den tværgående koordination og
rådgivning i forbindelse med hjælp og støtte til børn, bør
videreføres uændrede i barnets lov, men dog med enkelte
sproglige ændringer for at øge læsbarheden. Der er således
opfattelsen, at der ikke er et behov for at ændre materielt i
de nuværende bestemmelser.
Social- og Ældreministeriet finder, at det i forbindelse med
samlingen af regler om støtte og hjælp til børn og unge med
behov for særlig støtte i én lov, barnets lov, uanset hvor
støttebehovet har sit afsæt i, er hensigtsmæssigt ligeledes at
opstille regler i barnets lov om strukturelle forhold.
Det er således ministeriets opfattelse, at barnets lov bør
indeholde regler om betaling, tilbagebetaling af ydelser, op-
hør af udbetaling af ydelser, finansiering og takstberegning,
statsrefusion, mellemstatslig refusion efter EU-retten, udgif-
ter til udlændinge og regulering.
Det er endvidere ministeriets opfattelse, at bestemmelserne
i serviceloven, som i dag regulerer de strukturelle forhold
i forbindelse med hjælp og støtte til børn, bør videreføres
uændrede i barnets lov, dog med enkelte sproglige ændrin-
ger for at øge læsbarheden. Der er således opfattelsen, at der
ikke er et behov for at ændre de nuværende bestemmelser.
Social- og Ældreministeriet finder, at det i forbindelse med
samlingen af regler om støtte og hjælp til børn og unge med
behov for særlig støtte i én lov, barnets lov, uanset hvor
støttebehovet har sit afsæt i, er hensigtsmæssigt ligeledes at
opstille regler i barnets lov om forsøg.
Det er ministeriets opfattelse, at bestemmelsen i servicelo-
vens § 184, som efter gældende ret regulerer forsøg i for-
bindelse med hjælp og støtte til bl.a. børn og unge, bør
videreføres uændret i barnets lov, dog med enkelte sproglige
ændringer for at øge læsbarheden. Det er således opfattel-
sen, at der ikke er et behov for at ændre den gældende
ordning.
3.20.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at bestemmelserne i serviceloven, som regu-
lerer tværgående koordination og rådgivning i forbindelse
med hjælp og støtte til børn og unge, videreføres materielt
uændrede i barnets lov, men dog med enkelte sproglige æn-
dringer for at øge læsbarheden. Der er tale om §§ 6, 13-13 c,
15, 186, 186 a og 187 i serviceloven.
Der henvises til bemærkningerne til §§ 160-185.
Det foreslås, at der i §§ 186-205 opstilles en række reg-
ler om betaling, tilbagebetaling af ydelser, ophør af udbeta-
ling af ydelser, finansiering og takstberegning, statsrefusion,
mellemstatslig refusion efter EU-retten, udgifter til udlæn-
dinge og regulering. Det foreslås, at bestemmelserne i ser-
viceloven, som i dag regulerer disse forhold, for så vidt
angår hjælp og støtte til børn og unge videreføres uændrede
i barnets lov, idet der dog foreslås enkelte sproglige ændrin-
ger med henblik på at øge læsbarheden.
Det foreslås, at der i §§ 206-208 opstilles regler om for-
søg. Det foreslås, at bestemmelserne i serviceloven, som i
dag regulerer disse forhold, for så vidt angår hjælp og støtte
til børn og unge, videreføres uændrede i barnets lov, idet der
dog foreslås enkelte sproglige ændringer med henblik på at
øge læsbarheden.
3.21. Tilsyn
3.21.1. Gældende ret
Efter servicelovens § 148 har kommunalbestyrelserne i dag
pligt til at føre tilsyn med de tilbud, som de pågældende
kommunalbestyrelser i forhold til den enkelte person, her-
under børn og unge, har truffet afgørelse om. Dette tilsyn
omtales almindeligvis som det personrettede tilsyn, og udfø-
res af den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter
serviceloven, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven i forhold
til den enkelte person, som kommunen har truffet afgørelse
om. Tilsynspligten i forbindelse med det personrettede tilsyn
omfatter alle typer af ydelser og indsatser, kommunalbesty-
relsen har truffet afgørelse om over for den enkelte borger,
herunder over for det enkelte barn eller den enkelte unge.
Det personrettede tilsyn har til formål at sikre, at den
hjælp, der er truffet afgørelse om at yde, fortsat opfylder
sit formål. Det medfører, at kommunalbestyrelsen løbende
skal følge de enkelte sager for at sikre sig dette. Kommu-
nalbestyrelsen skal i forbindelse med opfølgningen være
opmærksom på, om der er behov for at yde andre former
for hjælp. Det personrettede tilsyn udføres af den kommune,
der har pligt til at yde hjælpen til den enkelte person, jf.
retssikkerhedslovens §§ 9-9 b.
Den kommunalbestyrelse, der fører det personrettede tilsyn,
har pligt til at underrette socialtilsynet, hvis kommunen får
oplysninger om bekymrende forhold i tilbuddet. Det kan for
eksempel være oplysninger om magtanvendelse, som ikke
bliver indberettet, eller oplysninger om uhensigtsmæssig ad-
færd fra tilbuddets ansatte.
Oplysninger, som skal videregives til socialtilsynet, kan bå-
de relatere sig til generelle forhold i tilbuddet, f.eks. om
anvendelse af rusmidler i tilbuddet, som til mere konkrete
situationer eller hændelser om én eller flere bestemte beboe-
re, som den kommunalbestyrelse, der underretter socialtilsy-
net, finder bekymrende.at
Den samme forpligtelse påhviler kommunalbestyrelsen i
den kommune, der har pligt til at iagttage de forpligtelser,
der påhviler kommunalbestyrelsen efter lov om bekæmpel-
se af ungdomskriminalitet, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedslo-
ven. Kommunalbestyrelserne skal således føre tilsyn med
106
de tilbud, som Ungdomskriminalitetsnævnet i forhold til det
enkelte barn eller den enkelte unge har truffet afgørelse om,
jf. §§ 12-14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Ud over det personrettede tilsyn skal kommunalbestyrelsen
føre et generelt driftsorienteret tilsyn med egne tilbud efter
serviceloven, som ikke er omfattet af § 4 i socialtilsynslo-
ven, og med private tilbud efter serviceloven beliggende
i kommunen, som ikke er omfattet af § 4 i socialtilsynslo-
ven. Af børne- og ungetilbud er det alene særlige dagtilbud,
jf. servicelovens § 32, og særlige klubtilbud, jf. servicelo-
vens § 36, som ikke er omfattet af socialtilsynets kompeten-
ce, jf. socialtilsynslovens § 4 samt netværksplejefamilier,
jf. servicelovens § 66 b og egne værelser m.v., jf. servicelo-
vens § 66 e, som begge skal være godkendt som konkret
egnet. Kommunalbestyrelsens pligt til at føre det generelle
driftsorienterede tilsyn følger af servicelovens § 148 a.
De tilbud, den enkelte kommunalbestyrelse skal føre drifts-
orienteret tilsyn med, er alene egne tilbud og private tilbud
beliggende i kommunen, som ikke er omfattet af socialtil-
synsloven. Det driftsorienterede tilsyn omfatter tilsyn med
tilbuddets personale, bygningsmæssige forhold og økono-
mi. Det omfatter bl.a. tilsyn med om personalets kvalifikati-
oner svarer til den opgave, som tilbuddet skal løse, tilsyn
med beboernes kost, bygningsmæssige forhold, om udbud
af fritidsaktiviteter m.v. svarer til målgruppen, og om tilbud-
dets forvaltning af økonomien er forsvarlig. Den stedlige
kommunes forpligtelse til at føre det generelle driftsorien-
terede tilsyn omfatter ikke de situationer, hvor en anden
kommune eller en region har indgået aftale om anvendelse
af alle pladser i det pågældende tilbud og om tilsyn.
Kommunalbestyrelsen har adgang til at delegere sin kom-
petence efter servicelovens § 148 a til socialtilsynet. Når
en kommunalbestyrelse på denne måde delegerer sin kom-
petence til at varetage en opgave til en anden myndighed
(socialtilsynet), betyder det, at socialtilsynet udfører den
faktiske opgave og træffer afgørelse på vegne af kommunal-
bestyrelsen.
Ligesom kommunalbestyrelsens forpligtelse til at føre tilsyn
efter servicelovens § 148 a, har regionsrådet forpligtelse
til at føre tilsyn med regionalt drevne tilbud om beskyttet
beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud efter service-
lovens §§ 103 og 104 og regionalt drevne særlige dag- og
klubtilbud efter servicelovens §§ 32 og 36, jf. § 5, stk. 1, nr.
2, i serviceloven. Regionsrådets forpligtelse til at føre tilsyn
gælder dog ikke for tilbud, hvor en kommune har indgået
en generel aftale om anvendelse af samtlige pladser i tilbud-
det og om tilsyn. Regionsrådet har adgang til at delegere
sin kompetence til socialtilsynet. Når regionsrådet på denne
måde delegerer sin kompetence til at varetage en opgave til
en anden myndighed (socialtilsynet), betyder det, at social-
tilsynet udfører den faktiske opgave og træffer afgørelse på
vegne af regionsrådet.
Af servicelovens § 149 fremgår det, at den kommunalbesty-
relse eller det regionsråd, der fører det generelle driftsorien-
terede tilsyn, skal opkræve en takst for tilsynet. Taksten
betales af alle de tilbud, der er omfattet af tilsynet.
Taksten for det generelle driftsorienterede tilsyn skal bereg-
nes med udgangspunkt i de gennemsnitlige omkostninger
ved gennemførelsen af tilsynet i tilbuddet eller typen af
tilbud. Omkostningerne omfatter både de praktiske opgaver,
der er forbundet med at varetage og gennemføre tilsynet,
og de administrative opgaver, der er en del af udøvelsen af
det generelle driftsorienterede tilsyn f.eks. andelen af central
ledelse og administration.
3.21.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Det er Social- og Ældreministeriets opfattelse, at det person-
rettede tilsyn som følger af gældende ret i servicelovens §
148 bør videreføres i kapitel 19 i nærværende forslag til
barnets lov. Ministeriet finder, at det fortsat vil være nød-
vendigt, at kommunalbestyrelserne har pligt til at føre tilsyn
med de tilbud og de indsatser, som der i forhold til den
enkelte person er truffet afgørelse om. Det bør fortsat som
udgangspunkt være den kommune, der har truffet afgørelse
i forhold til det enkelte barn eller den enkelte unge, der
vil skulle føre løbende tilsyn med indsatsen til barnet eller
den unge samt dennes forhold under ophold uden for hjem-
met. Det personrettede tilsyn bør således også fremadrettet
spille en vigtig rolle i at sikre, at et barn eller en ung fortsat
trives på sit anbringelsessted. Endelig finder ministeriet, at
det er vigtigt at møder med det anbragte barn eller den an-
bragte unge også understøtter barnets oplevelse af tryghed,
kontinuitet og stabilitet.
Det personrettede tilsyn skal efter gældende ret ses i sam-
menhæng med kommunalbestyrelsens pligt til at følge op
på en foranstaltning over for barnet eller den unge. Efter
servicelovens § 70 skal der følges op på en foranstaltning
over for barnet, den unge eller de vordende forældre, i første
omgang efter 3 måneder og derefter som minimum hver 6.
måned. Ved opfølgningen skal kommunen vurdere, om ind-
satsen skal ændres, og om handleplanen skal revideres. Det
følger af servicelovens § 70, stk. 2, at ved anbringelse uden
for hjemmet skal opfølgningen ske på baggrund af det per-
sonrettede tilsyn efter servicelovens § 148. Det er ministeri-
ets opfattelse, at det personrettede tilsyn også fremadrettet
bør skulle ses i sammenhæng med opfølgningen i sager om
anbringelse uden for hjemmet. Det er imidlertid ministeriets
opfattelse, at den løbende opfølgning på barnets trivsel og
udvikling bør ses som et supplement til det personrettede
tilsyn, således at der tages særskilt stilling til behovet for
opfølgning i den enkelte sag. Der henvises i den forbindelse
til punkt 3.12.2-3.12.3.
Kommunalbestyrelsen, som fører det personrettede tilsyn,
bør fortsat have pligt til at underrette socialtilsynet, hvis
kommunen får oplysninger om bekymrende forhold i tilbud-
det eller indsatsen til barnet eller den unge. Ministeriet vur-
derer videre, at det personrettede tilsyn også bør føres med
de tilbud, som Ungdomskriminalitetsnævnet i forhold til det
enkelte barn eller den enkelte unge har truffet afgørelse
107
om, jf. §§ 12-14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminali-
tet. Reglerne om det personrettede tilsyn bør således videre-
føres i deres helhed, da det er medvirkende til at sikre, at
hjælpen fortsat opfylder sine formål.
I tillæg til det personrettede tilsyn er det Social- og Ældre-
ministeriets vurdering, at reglerne om det generelle driftsori-
enterede tilsyn som følger af gældende ret i servicelovens §
148 a bør videreføres i kapitel 19 i barnets lov.
Af børne- og ungetilbud er det alene særlige dagtilbud og
særlige klubtilbud efter servicelovens §§ 32 og 36, som ikke
er omfattet af socialtilsynets kompetence, jf. socialtilsynslo-
vens § 4 samt netværksplejefamilier, jf. servicelovens § 66
b og egne værelser m.v., jf. servicelovens § 66 e, som beg-
ge skal være godkendt af den anbringende kommune som
konkret egnet til det pågældende barn eller den unge. Derfor
bør det tydeliggøres, at tilsynet specifikt skal omfatte særli-
ge dagtilbud og særlige klubtilbud. Tilsynet bør ligesom i
dag omfatte tilsyn med tilbuddets personale, bygningsmæs-
sige forhold og økonomi. Forpligtelsen bør efter ministeriets
opfattelse dog ikke gælde i de situationer, hvor en anden
kommune eller region har indgået aftale om anvendelse af
alle pladser i det pågældende tilbud og om tilsyn.
Ligesom i dag bør kommunalbestyrelsen have adgang til at
delegere sin kompetence omhandlende det generelle drifts-
orienterede tilsyn til socialtilsynet. I tillæg til kommunalbe-
styrelsens forpligtelse til at føre tilsyn, vurderer ministeriet,
at også regionsrådet forpligtelse til at føre tilsyn som følger
af gældende ret i servicelovens § 5, stk. 8, bør videreføres
i kapitel 19 i nærværende forslag til barnets lov. Det er
ministeriets vurdering, at tilsynet alene bør omhandle tilbud
på børne- og ungeområdet. Derfor bør forpligtelsen til at
føre tilsyn med tilbud om beskyttet beskæftigelse og aktivi-
tets- og samværstilbud efter servicelovens §§ 103 og 104
ikke videreføres i barnets lov. Forpligtelsen bør derfor ale-
ne omhandle regionalt drevne særlige dagtilbud og særlige
klubtilbud, jf. §§ 32 og 36 i serviceloven. Ligesom i dag
bør regionsrådet have adgang til at delegere sin kompetence
omhandlende det generelle driftsorienterede tilsyn til social-
tilsynet.
Da det er Social- og Ældreministeriets opfattelse, at det
generelle driftsorienterede tilsyn bør videreføres, bør også
reglerne om betaling og takst for tilsynet, som følger af
gældende ret i § 149 i serviceloven, videreføres i kapitel
19 i barnets lov. Den kommunalbestyrelse, der fører det
generelle driftsorienterede tilsyn, bør således fortsat kunne
opkræve en takst for tilsynet. Det er ministeriets vurdering,
at taksten fortsat bør beregnes med udgangspunkt i de gen-
nemsnitlige omkostninger ved gennemførelsen af tilsynet i
tilbuddet eller typen af tilbud.
3.21.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at reglerne om det personrettede tilsyn i ser-
vicelovens § 148 videreføres i kapitel 19 i nærværende
forslag til barnets lov. Således vil kommunalbestyrelsen i
den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter den fore-
slåede lov, jf. retssikkerhedslovens § 9 a, skulle føre tilsyn
med indsatsen og de tilbud, som kommunalbestyrelsen i
denne kommune i forhold til den enkelte person har truffet
afgørelse om, jf. § 3, stk. 1, i serviceloven. Tilsynet vil
i almindelighed og i overensstemmelse med gældende ret
skulle betegnes som det personrettede tilsyn.
Det vil som udgangspunkt være den kommune, der har truf-
fet afgørelse i forhold til barnet eller den unge, der vil skulle
føre løbende tilsyn med indsatsen til barnet eller den unge
samt dennes forhold under opholdet uden for hjemmet. Det
personrettede tilsyn vil dog altid skulle udføres af den kom-
mune, der vil have pligt til at yde hjælpen til det enkelte
barn eller unge, efter retssikkerhedslovens § 9 a. Tilsynet vil
ikke omfatte det generelle driftsorienterede tilsyn.
Kommunernes pligt til at føre det personrettede tilsyn med
indsatsen til børn og unge og deres ophold på anbringelses-
steder vil også fremadrettet skulle sikre, at barnet eller den
unge trives, hvor det bor, at anbringelsesstedet fortsat imø-
dekommer barnets eller den unges behov, og at kommunerne
opdager eventuelle bekymrende forhold på anbringelsesste-
derne, som det er nødvendigt at handle på. Kommunalbesty-
relsen vil i forbindelse med tilsynet skulle være opmærksom
på, om der er behov for at yde andre former for hjælp. Der-
for vil det personrettede tilsyn også fremover mindst skulle
omfatte to årlige tilsynsbesøg på anbringelsesstedet, hvor
kommunen taler med barnet eller den unge, og samtalen
vil som udgangspunkt skulle finde sted uden tilstedeværelse
af ansatte fra anbringelsesstedet. Som noget nyt vil kommu-
nerne være forpligtet til at sikre kontinuitet og stabilitet i
forbindelse med disse samtaler ved, at de som udgangspunkt
vil skulle afholdes med deltagelse af to børne- og ungerådgi-
vere.
Formålet hermed er at sikre tryghed, kontinuitet og stabilitet
for det anbragte barn eller den anbragte unge i disse samta-
ler. Ved at stille krav om, at der som udgangspunkt skal to
børne- og ungerådgivere ved barnets eller den unges samta-
ler i forbindelse med tilsynsbesøg, skabes de bedste forud-
sætninger for, at barnet eller den unge kan opnå og fastholde
en tryg og stabil relation til sagsbehandlerne, jf. også forsla-
get om to børne- og ungerådgivere ved de væsentligste mø-
der med barnet eller den unge under en børneudredning. Der
henvises i den forbindelse til punkt. 3.4.3. Med forslaget
vil barnet eller den unge også f.eks. i tilfælde af den ene
rådgivers fravær trygt kunne mødes med eller kontakte den
anden rådgiver, hvis der opstår spørgsmål eller udfordringer
under anbringelsen for barnet eller den unge.
Ved siden af det personrettede tilsyn vil kommunerne også
fremadrettet være forpligtet til at følge op på barnets triv-
sel og udvikling i anbringelsessager. Dog vil det gælde, at
opfølgningen i anbringelsessager fremadrettet vil skulle ses
i sammenhæng med, men ikke som i dag skal ske på bag-
grund af det personrettede tilsyn. Det betyder, at kommunen
vil skulle tage særskilt stilling til behovet for opfølgning
på barnets trivsel og udvikling i den enkelte sag efter den
108
foreslåede § 95, men at kommunen uanset tilrettelæggelse
af opfølgningen også fremadrettet vil være forpligtet til at
føre et personrettet tilsyn med barnet eller den unge på
anbringelsesstedet. Der henvises i den forbindelse til punkt
3.12.1.- 3.12.3.
Det foreslås videre, at det personrettede tilsyn også vil skul-
le gælde for børn og unge, der har fået fastsat straksreakti-
oner og forbedringsforløb efter lov om bekæmpelse af ung-
domskriminalitet.
Dertil foreslås det, at de kommunalbestyrelser, der har an-
svar for de børn og unges ophold i tilbuddet, vil få til pligt
at underrette socialtilsynet, hvis kommunen får oplysninger
om bekymrende forhold i tilbuddet.
Det foreslås, at reglerne om det generelle driftsorienterede
tilsyn i servicelovens § 148 a videreføres i kapitel 19 i
nærværende forslag til barnets lov.
Af børne- og ungetilbud er det alene særlige dagtilbud og
særlige klubtilbud, jf. servicelovens §§ 32 og 36, som ikke
er omfattet af socialtilsynets kompetence, jf. socialtilsyns-
lovens § 4 samt netværksplejefamilier, jf. servicelovens §
66 b og egne værelser m.v., jf. servicelovens § 66 e, som
begge skal være godkendt som konkret egnet. Derfor fore-
slås det, at tilsynet alene skal gælde særlige dagtilbud og
særlige klubtilbud til børn og unge, der på grund af betyde-
lig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har
et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan
dækkes gennem deltagelse i et af de tilbud, der er nævnt
i dagtilbudsloven. Der foreslås ikke materielle ændringer i
gældende ret. Det driftsorienterede tilsyn vil skulle omfatte
tilsyn med tilbuddets personale, bygningsmæssige forhold
og økonomi. Det vil bl.a. omfatte tilsyn med, om personalets
kvalifikationer svarer til den opgave, som tilbuddet skal lø-
se, tilsyn med bygningsmæssige forhold og om tilbuddets
forvaltning af økonomien er forsvarlig.
Det foreslås videre, at pligten for den stedlige kommune til
at føre et generelt driftsorienteret tilsyn ikke vil omfatte de
situationer, hvor en anden kommune eller region har indgået
aftale om anvendelse af alle pladser i det pågældende tilbud
og om tilsyn. Kommunalbestyrelsen vil ligesom i dag kun-
ne delegere sin kompetence for så vidt angår det generelle
driftsorienterede tilsyn til socialtilsynet.
Det foreslås, at reglerne om regionsrådets tilsyn i servicelo-
vens § 5, stk. 8, videreføres i kapitel 19 i nærværende for-
slag til barnets lov. Det foreslås samtidigt, at tilsynet alene
vil gælde særlige dagtilbud og særlige klubtilbud til børn
og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte,
behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem deltagelse i
et af de tilbud, der er nævnt i dagtilbudsloven. Der foreslås
ikke indholdsmæssige ændringer i gældende ret. Det fore-
slås videre, at regionsrådets tilsynspligt ikke vil omfatte de
situationer, hvor en kommune eller regionsråd har indgået
en generel aftale om anvendelse af alle pladser i det pågæl-
dende tilbud og om tilsyn. Regionsrådet vil ligesom i dag
kunne delegere sin kompetence for så vidt angår tilsyn til
socialtilsynet.
Det foreslås, at reglerne om betaling og takst for det gene-
relle driftsorienterede tilsyn i servicelovens § 149 viderefø-
res i kapitel 19 i nærværende forslag til barnets lov. Der-
med vil den kommunalbestyrelse eller det regionsråd, der
fører det generelle driftsorienterede tilsyn, skulle opkræve
en takst for tilsynet. Taksten vil skulle betales af alle de
tilbud, der er omfattet af tilsynet. Tilbuddets udgift til tilsy-
net, dvs. taksten, vil skulle indgå i den samlede betaling
for brug af tilbuddet, og udgiften afholdes dermed endeligt
af den visiterende kommune. Taksten vil skulle beregnes
med udgangspunkt i de gennemsnitlige omkostninger ved
gennemførelsen af tilsynet i tilbuddet eller typen af tilbud.
3.22. Børnerådet
3.22.1. Gældende ret
Social- og ældreministeren nedsætter i henhold til § 88 i
lov om retssikkerhed og administration på det sociale områ-
de (retssikkerhedsloven) et børneråd, som skal virke som
fortaler for børn. Rådet er uafhængigt og tværfagligt sam-
mensat. Som led i sin fortalervirksomhed skal rådet infor-
mere og rådgive regering og Folketing om børns forhold i
samfundet samt arbejde på at sikre børns rettigheder. Rådet
har endvidere til opgave at vurdere og informere om børns
vilkår i Danmark. Rådet skal inddrage børns synspunkter i
sit arbejde og kan anmode institutioner, hvor børn opholder
sig, om at måtte aflægge dem besøg.
Staten betaler udgifterne ved rådets virksomhed, og social-
og ældreministeren fastsætter regler om rådets sammensæt-
ning og opgaver. De nærmere regler om sammensætning,
opgaver, forretningsorden m.v. er fastsat i bekendtgørelse nr.
1200 af 7. juni 2021 om råd på det sociale område.
3.22.2. Social- og Ældreministeriets overvejelser
Det er Social- og Ældreministeriets vurdering, at der er be-
hov for, at børn i Danmark har en stærkere stemme i den
offentlige debat og i rådgivningen af regering, Folketing
og myndigheder. Det er afgørende, at børnenes perspektiv
står stærkt i udviklingen af samfundet i almindelighed og i
børn og unges forhold i særdeleshed. Børnerådet skal efter
gældende ret inddrage børns synspunkter i sit arbejde, men
det vil efter ministeriets vurdering være hensigtsmæssigt i
højere grad at formalisere børneinddragelsen.
Det er desuden ministeriets vurdering, at Børnerådet bør
have en stærkere forankring til organisationer og foreninger
m.v., der arbejder med børns forhold og rettigheder, herun-
der børne- og ungdomsorganisationer. Børnerådet har efter
gældende ret til opgave at vurdere og informere om børns
vilkår i Danmark. I denne henseende er det afgørende, at
Børnerådet har adgang til kvalificerede input fra centrale
organisationer på børne- og ungeområdet, og at der gives et
fagligt forum herfor.
109
Endvidere finder ministeriet det hensigtsmæssigt, at det præ-
ciseres udtrykkeligt, at social- og ældreministeren kan fast-
sætte regler om honorering af Børnerådet.
Endelig finder ministeriet det hensigtsmæssigt, at bestem-
melserne om Børnerådet indgår i barnets lov.
3.22.3 Den foreslåede ordning
Det foreslås, at retsstillingen efter retssikkerhedslovens §
88, stk. 1, videreføres i barnets lov. Det vil medføre, at Bør-
nerådet er et uafhængigt og tværfagligt sammensat råd, og
at der ikke vil skulle foretages ændringer i rådets overordne-
de opgaver. Herefter vil Børnerådet virke som fortaler for
børn. Som led i sin fortalervirksomhed vil rådet skulle infor-
mere og rådgive regering og Folketing om børns forhold i
samfundet samt arbejde for at sikre børns rettigheder. Rådet
vil endvidere have til opgave at vurdere og informere om
børns vilkår i Danmark. Rådet vil skulle inddrage børns
synspunkter i sit arbejde og vil kunne anmode institutioner,
hvor børn opholder sig, om at måtte aflægge dem besøg.
Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i barnets lov
om, at Børnerådet som led i rådets inddragelse af børns
synspunkter vil skulle nedsætte et børne- og ungepanel. Bør-
ne- og ungepanelet vil skulle understøtte, at børnenes egne
stemmer styrkes i Børnerådets arbejde. Formålet med børne-
og ungepanelet vil være at informere og rådgive rådet i dets
arbejde med at sikre børns rettigheder, behov og interesser
ud fra et børneperspektiv.
Det foreslås desuden, at der indsættes en bestemmelse i bar-
nets lov om, at social- og ældreministeren vil skulle udpege
et repræsentantskab for Børnerådet bestående af organisatio-
ner og foreninger m.v., der arbejder med børns forhold og
rettigheder, herunder børne- og ungdomsorganisationer. Re-
præsentantskabet vil skulle give input til Børnerådets arbej-
de og dermed understøtte rådets opgave med at vurdere og
informere om børns vilkår i Danmark.
Det foreslås endvidere, at social- og ældreministeren i tillæg
til at fastsætte regler om rådets sammensætning og opgaver
vil skulle fastsætte regler om honorering. Endelig foreslås
det, at ministeren vil skulle fastsætte regler om børne- og
ungepanelet og repræsentantskabet, herunder om panelet og
repræsentantskabets sammensætning.
4. Forholdet til international ret
4.1. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
4.1.1. EMRK artikel 8
Det følger af artikel 8, stk. 1, i Den Europæiske Menneske-
rettighedskonvention (EMRK), at enhver har ret til respekt
for bl.a. sit familieliv. Adoption eller anbringelse af et barn
eller en ung uden samtykke og ophævelse af samvær mel-
lem børn eller unge og deres forældre udgør et indgreb i bar-
nets, den unges og deres forældres ret til familieliv. Beskyt-
telsen efter artikel 8, stk. 1, er imidlertid ikke absolut. Det
følger således af bestemmelsens stk. 2, at ingen offentlig
myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, med-
mindre det sker i overensstemmelse med loven og er nød-
vendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale
sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske
velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskyt-
te sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres
ret og frihed.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (Domstolen)
har i flere socialretlige og familieretlige sager udtalt, at arti-
kel 8 kræver, at de nationale myndigheder i den enkelte sag
skal finde en rimelig balance mellem barnets eller den unges
og forældrenes interesser, og at der i den forbindelse skal
lægges særlig vægt på hensynet til barnets eller den unges
bedste. Domstolen inddrager FN’s Konvention om Barnets
Rettigheder (børnekonventionen) ved fortolkningen af bar-
nets eller den unges bedste, nærmere om Børnekonvention
under punkt 5.2.
Efter Domstolens praksis har staterne som udgangspunkt
en bred skønsmargin ved vurderingen af, om det er nødven-
digt at anbringe et barn uden for hjemmet. Myndighedernes
skønsmargin indskrænkes imidlertid i takt med, at intensite-
ten i indgrebet i retten til familieliv øges. Domstolen foreta-
ger således en mere indgående prøvelse, når det drejer sig
om mere indgribende begrænsninger i retten til familieliv
som eksempelvis anbringelse eller adoption uden samtykke
eller afskæring af barnets kontakt med sine forældre. Det
samme gør sig gældende ved vurderingen af overholdelse af
retssikkerhedsgarantier, der har til formål at sikre forældre-
nes og barnets eller den unges ret til familieliv.
Ved væsentlige indgreb i retten til familieliv uden samtyk-
ke påser Domstolen, at afgørelsen er truffet på et tilstræk-
keligt og aktuelt grundlag. Der skal således bl.a. være ind-
hentet de nødvendige lægelige og psykologiske vurderinger
og rapporter om familiens og barnets eller den unges situa-
tion. Kravene hertil øges, jo mere indgribende afgørelsen er.
4.1.1.1. Afgørelse om anbringelse uden samtykke inden fød-
sel
Med lovforslagets § 49 vil det blive muligt at træffe afgø-
relse, inden barnet er født, om anbringelse af et spædbarn
umiddelbart efter fødslen, når der i helt særlige tilfælde
er grundlag herfor. I dag kan afgørelsen først træffes, når
barnet er født.
Anbringelse af spædbørn er, uanset om afgørelse træffes
inden eller efter barnet er født, et væsentligt indgreb i både
barnets og forældrenes ret til familieliv efter EMRK artikel
8. Spædbarnsanbringelse kan imidlertid i helt særlige tilfæl-
de være nødvendigt af hensyn til barnets bedste, da en lille
gruppe af forældre kan have så svært ved at klare forældrer-
ollen, selv med væsentlig hjælp og støtte, at de vil give de-
res børn en start på livet, der vil være præget af voldsomme
omsorgssvigt med alt for store konsekvenser for børnenes
sundhed og udvikling. Behovet for at beskytte barnet og
110
dets rettigheder og frihed samt sikre dets liv og fremtidige
udvikling tilsiger således, at der bør være mulighed for at
gribe ind inden det tidspunkt, hvor barnet er skadet i en
grad, der gør det meget vanskeligt at hjælpe.
De nuværende regler, hvor afgørelsen om anbringelse først
kan træffes, efter barnet er født, indebærer, at afgørelsen
i nogle tilfælde må træffes akut fra fødegangen. Det kan
medføre, at barnet må anbringes midlertidigt, indtil der er
truffet afgørelse om et anbringelsessted, så barnet, som i
forvejen er meget udsat, opleverunødige skift, som kan være
meget belastende og skade barnets tilknytning og udvikling.
Formålet med den foreslåede ordning, hvor afgørelse om
anbringelse, når der i helt særlige tilfælde er klart grundlag
herfor, vil kunne træffes inden fødsel, er dermed sikre bar-
nets bedste og barnets ret til udvikling og sundhed, herunder
tryghed og kontinuitet i opvæksten, og det varetager derfor
anerkendelsesværdige hensyn efter EMRK artikel 8, stk. 2.
Spørgsmålet er herefter, om denne mulighed for indgreb i
forældrenes ret til familieliv går videre, end det er nødven-
digt for at opnå det tilsigtede formål, dvs. om indgrebet er
proportionalt.
Der findes en række afgørelser fra Domstolen om spædbørn-
sanbringelser umiddelbart efter fødslen. Det følger af Dom-
stolens praksis, at den type afgørelser kræver en ekstraordi-
nær overbevisende begrundelse (”extraordinarily compelling
reasons”). Der henvises bl.a. til sagen K. og T. mod Finland,
dom af 12. juli 200, præmis 168, og sagen P., C. og S. mod
Storbritannien, dom af 16. oktober 2002, præmis 131.
Endvidere gælder, at en afgørelse efter den foreslåede § 49,
stk. 1, kun vil kunne træffes, når der foreligger helt særlige
omstændigheder, der er begrundet i tungtvejende hensyn til
barnets bedste, ligesom det i dag er tilfældet ved anbringelse
af et spædbarn umiddelbart efter fødslen.
De grundlæggende materielle, processuelle og dokumentati-
onsmæssige betingelser for at anbringe et kommende barn
uden samtykke efter den foreslåede § 49 vil være de samme
som i dag, dog således, at der tages hensyn til, at afgørelse
om anbringelse uden samtykke træffes inden barnets fød-
sel. Således vil der skulle tages højde for, at der er tale
om en meget indgribende afgørelse, der træffes på et ikke
fuldstændigt oplyst grundlag, da der i sagens natur ikke
foreligger oplysninger om barnet eller om forholdet mellem
barnet og forældrene. Dette vil indebære, at der vil blive
stillet meget store krav til grundlaget for afgørelsen.
Det følger således af lovforslagets § 49, at en afgørelse om
anbringelse af et barn, som træffes inden barnet er født,
vil kræve, at der er en åbenbar risiko for, at det ufødte
barns sundhed eller udvikling vil lide alvorlig skade i tiden
efter fødslen på grund af manglende evner eller ressourcer
til at tilbyde tilstrækkelig omsorg for eller behandling af
barnet. Dertil følger af lovforslagets § 49, stk. 2, at afgørel-
sen kun vil kunne træffes, når der i helt særlige tilfælde er
begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses
inden barnets fødsel eller ved barnets kommende ophold i
hjemmet. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 49 i
lovforslaget.
Domstolen har i sager om anbringelse uden samtykke et
helt særligt fokus på, at processen har været betryggende,
og at processuelle garantier har været overholdt. Der hen-
vises bl.a. til sagen K. og T. mod Finland, dom af 12.
juli 2001, præmis 168, hvor Domstolen fremhæver, at de
nationale myndigheder ikke havde overvejet alternative,
mindre indgribende foranstaltninger, inden der blev truffet
afgørelse om anbringelse af et spædbarn umiddelbart efter
fødslen. Der kan i øvrigt henvises til sagen Kutzner mod
Tyskland, dom af 26. februar 2002, præmis 75 og Moser
mod Østrig, dom af 21. september 2006, præmis 69-71.
Den foreslåede ordning skal derfor ses i sammenhæng med
den foreslåede § 32, stk. 5, hvorefter kommunalbestyrelsen
ligesom det i dag er tilfældet, vil skulle træffe afgørelse om
f.eks. støtte i hjemmet eller familiebehandling af de kom-
mende forældre under en graviditet, hvis det er væsentlig
betydning, af hensyn til barnets særlige behov for støtte efter
fødslen, jf. den foreslåede § 32, stk. 5.
Det vil ikke være en betingelse for anbringelse uden sam-
tykke efter den foreslåede § 49, at kommunen først har
afprøvet alternative indsatser. Kommunalbestyrelsen vil dog
skulle have overvejet alternative, mindre indgribende støt-
tende indsatser, inden der bliver truffet afgørelse om anbrin-
gelse af et spædbarn umiddelbart efter fødslen.
Kommunalbestyrelsens indstilling til børne- og ungevalget
om anbringelse uden samtykke vil skulle omfatte en under-
søgelse af de kommende forældres forhold, en vurdering af
de kommende forældres kompetencer til at varetage omsor-
gen for barnet, herunder med hjælp og støtte, barnets plan
samt en beskrivelse af den støtte og de initiativer, som er
påtænkt for det kommende barn og dennes familie under
anbringelsen uden for hjemmet og i tiden derefter.
Afgørelsen om anbringelse inden fødslen vil med den fore-
slåede ordning skulle træffes af børne- og ungeudvalget, der
består af en dommer, to pædagogisk-psykologisk sagkyndi-
ge og to lægmedlemmer af kommunalbestyrelsen. Domme-
ren vil ligesom i dag bl.a. have ansvaret for påse, at kommu-
nalbestyrelsen har foretaget de nødvendige undersøgelser,
og at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes en
retssikkerhedsmæssig forsvarlig afgørelse i sagen. Domme-
ren yder også vejledning om, hvordan reglerne skal forstås
og anvendes, samt giver en retslig vurdering af de forelig-
gende oplysninger. De børnesagkyndige vil ligesom i dag
bl.a. skulle yde udvalget vejledning med hensyn til, om der
er indhentet de fornødne sagkyndige udtalelser og undersø-
gelser til at belyse sagen samt vejledning med hensyn til,
hvilke foranstaltninger der ud fra en børnesagkyndig vurde-
ring må anses for bedst egnede til at fremme barnets eller
den unges udvikling.
De kommende forældre vil i den forbindelse have de samme
111
rettigheder og partbeføjelser som i øvrige sager om anbrin-
gelse uden samtykke. Dvs. forældrene vil skulle partshøres,
have adgang til at se sagens akter og udtale sig over for
børne- og ungeudvalget, før der træffes afgørelser og have
ret til en bisidder og til gratis advokatbistand under hele
sagens behandling. De kommende forældre vil kunne klage
til Ankestyrelsen over afgørelsen og vil kunne kræve Anke-
styrelsens afgørelse indbragt for retten.
Det er på denne baggrund samlet set ministeriets vurdering,
at indgrebet ikke vil gå videre end nødvendigt for at opnå
det tilsigtede formål, og at den foreslåede ordning kan gen-
nemføres inden for rammerne af EMRK artikel 8.
4.1.1.2. Suspension af samvær efter anmodning fra barnet
Ligesom det er tilfældet efter gældende ret, bygger lovfor-
slaget på et grundlæggende princip om, at barnet eller den
unge har ret til samvær og kontakt med forældre og netværk,
herunder søskende, bedsteforældre, øvrige familiemedlem-
mer, venner, m.v. under en anbringelse.
Med lovforslagets § 104, stk. 4, vil kommunalbestyrelsen
efter ønske fra barnet eller den unge kunne træffe afgørelse
om, at samvær med familie og netværk kan suspenderes i en
afgrænset periode.
Forslaget har til formål at styrke barnets ret til at blive hørt,
jf. børnekonventionens artikel 12, og sikre en bedre balance
mellem hensynet barnets og hensynet til forældrenes rettig-
heder, idet det i dag alene er forældrene, som kan sige nej til
samvær.
Forslaget i lovens § 104, stk. 4, der vil indebære mulighed
for indgreb i retten til familieliv efter EMRK artikel 8, stk.
1, er begrundet i hensynet til at beskytte barnets rettigheder
og friheder. Forslaget varetager derfor anerkendelsesværdige
hensyn efter EMRK artikel 8, stk. 2.
Spørgsmålet er herefter, om denne mulighed for indgreb i
retten til familieliv går videre, end det er nødvendigt for
at opnå det tilsigtede formål, dvs. om indgrebet er proportio-
nalt.
Domstolens praksis i forhold til afskæring af samvær mel-
lem børn og forældre er restriktiv. Afskæring af samvær kan
efter Domstolens praksis kun ske i særlige tilfælde, og en af-
gørelse om afskæring af samvær skal altid foretages på bag-
grund af en konkret vurdering, hvor hensynet til både barnet
og forældrene skal indgå. Domstolen har derfor udtalt, at
artikel 8 kræver, at de nationale myndigheder skal finde en
rimelig balance mellem barnets og forældrenes interesser, og
at der i den forbindelse skal lægges særlig vægt på hensynet
til barnets bedste, og at der ikke må fastsættes samvær, der
kan skade barnets sundhed og udvikling. Der henvises bl.a.
til sagen Bronda mod Italien, dom af 9. juni 1998, præmis
62, og Sahin mod Tyskland (Storkammeret), dom af 8. juli
2003, præmis 66.
Den foreslåede ordning vil indebære, at kommunen som led
i behandlingen af barnets anmodning altid vil skulle foretage
en konkret vurdering af, om der er grundlag for at suspen-
dere samværet, hvori skal indgå en samlet afvejning af hen-
synet til barnets interesser over for interesser hos forældre
m.v., barnets alder, modenhed og funktionsevne, formålet
med anbringelsen og sagens omstændigheder i øvrigt.
Ved afgørelsen vil der skulle lægges særlig vægt på hensy-
net til barnets eller den unges bedste, herunder hensynet til
barnets eller den unges muligheder for på sigt at opretholde
forbindelsen til forældre og netværk. Kommunalbestyrelsen
vil i den forbindelse blandt andet skulle være opmærksom
på, at der vil kunne være børn og unge, der pga. f.eks. deres
alder, modenhed eller psykiske funktionsnedsættelse ikke er
i stand til at vurdere eller ikke kan give udtryk for, om
suspendering af samværet med forældre eller netværk er til
deres eget bedste.
En afgørelse om suspension vil kunne træffes for en periode
på op til 8 uger. Der vil ikke kunne træffes afgørelse om
en ny suspensionsperiode i umiddelbar forlængelse af en su-
spension af samværet, så samværet samlet set suspenderes i
mere end 8 uger. En sådan afgørelse vil alene kunne træffes
af børne- og ungeudvalget efter den foreslåede § 105.
Afgørelse om en egentlig afbrydelse af samvær vil således
skulle træffes efter de særlige regler herfor, der videreføres
uændret. Der vil ligesom i dag vil være skærpede materielle
og processuelle krav af hensyn til barnets bedste og retssik-
kerheden for barnet og forældrene.
Der henvises til bemærkningerne til §§ 104 og 105.
Det er samlet set ministeriets vurdering, at den foreslåede
ordning om suspension af samvær ikke går videre end nød-
vendigt for opnå det tilsigtede formål og kan gennemføres
inden for rammerne af EMRK artikel 8.
4.1.1.3. Ret for barnet, der er fyldt 10 år, til at anmode om
en permanent anbringelse
Efter lovforslagets § 68, stk. 1, vil et barn eller en ung, som
er fyldt 10 år, få ret til at anmode kommunalbestyrelsen om
at blive permanent anbragt uden for hjemmet efter den fore-
slåede § 67, stk. 1. Modtager kommunalbestyrelsen en sådan
anmodning, vil kommunalbestyrelsen skulle vurdere, om der
af hensyn til barnets eller den unges bedste skal udarbejdes
en indstilling til børne- og ungeudvalget om permanent ind-
bringelse.
En permanent anbringelse vil være en anbringelse, som er
begrundet i barnets eller den unges stærke tilknytning til
anbringelsesstedet. Afgørelse herom vil blive truffet af bør-
ne- og ungeudvalget efter den foreslåede § 67, der er en
videreførelse af gældende ret (’videreført anbringelse’).
Anbringelsen af barnet uden for hjemmet kan således føres
videre, selvom det oprindelig grundlag for en anbringelse
med eller uden samtykke ikke længere er til stede. En
permanent anbringelse skal herudover ikke automatisk gen-
112
behandles efter faste intervaller, sådan som tilfældet ellers
er for anbringelser uden samtykke, og forældrene kan ikke
trække deres eventuelle samtykke til anbringelsen tilbage,
sådan som tilfældet ellers er ved en anbringelse med sam-
tykke. Kommunen vil dog fortsat skulle følge op på indsat-
sen, og forældrene kan få genoptaget sagen, hvis der er
væsentlige ændringer af barnets eller den unges forhold eller
forholdene på anbringelsesstedet.
Formålet med som noget nyt at give barnet eller den unge en
selvstændig ret til at anmode om en permanent anbringelse,
jf. den foreslåede § 68, stk. 1, er at sikre barnets bedste,
herunder barnets eller den unges behov for trygge og varige
relationer og kontinuitet i opvæksten, samt styrke barnets ret
til at blive hørt.
Forslaget, der vil indebære mulighed for indgreb i retten til
familieliv efter EMRK artikel 8, stk. 1, er dermed begrundet
i hensynet til at beskytte barnets rettigheder og friheder. For-
slaget varetager derfor anerkendelsesværdige hensyn efter
EMRK artikel 8, stk. 2.
Spørgsmålet er herefter, om denne mulighed for indgreb i
retten til familieliv går videre, end det er nødvendigt for
at opnå det tilsigtede formål, dvs. om indgrebet er proportio-
nalt.
Efter Domstolens praksis er en anbringelse som udgangs-
punkt en midlertidig foranstaltning. Der henvises bl.a. til
Olsson mod Sverige, dom af 24. marts 1988, præmis
88. Domstolen har dog udtalt, at når barnet har været an-
bragt i en betydelig periode, kan barnets interesser i ikke at
opleve skift veje tungere end forældrenes interesser i at få
barnet hjemgivet. Der henvises bl.a. til sagen K. og T. mod
Finland, dom af 12. juli 2001, præmis 155.
En afgørelse om permanent anbringelse vil ligesom i dag
forudsætte, barnet eller den unge har opnået en så stærk til-
knytning til anbringelsesstedet, at det på kortere og længere
sigt må antages at være af væsentlig betydning for barnets
eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet.
Ved en afgørelse om permanent anbringelse efter den fore-
slåede § 67, stk. 1, som sker på foranledning af kommu-
nen, f.eks. i forbindelse med løbende opfølgning eller gen-
behandling, vil det ligesom i dag tillige være en betingelse,
at barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet
i mindst 3 år.
Det følger dog lovforslagets § 68, stk. 2, at hvis kommunal-
bestyrelsen efter anmodning fra barnet eller den unge, der er
fyldt 10 år, har udarbejdet en indstilling om permanent an-
bringelse, vil børne- og ungeudvalget kunne træffe afgørelse
efter § 67, stk. 1, selvom barnet eller den unge har været
anbragt i mindre end tre år. De øvrige materielle betingelser
for en permanent anbringelse vil fortsat skulle være opfyldt.
Det er ministeriets vurdering, at adgangen til i disse sager
at afvige fra det generelle udgangspunkt om mindst 3 års
anbringelse vil være forenelig med Domstolens praksis om
at barnet eller den unge skal have anbragt i ’et betydeligt
tidsrum’, før hensynet til barnets eller den unges interesse i
at undgå skift kan veje tungere end forældrenes interesse i at
få barnet eller den unge hjem.
Ministeriet lægger her vægt på, at det vil afhænge af en kon-
kret og individuel vurdering i den enkelte sag, under hensyn
til barnets eller den unges behov og de samlede forhold i
sagen, hvornår der vil være tale om et betydeligt tidsrum.
Det er videre ministeriets vurdering, at et barn eller en ung
i særlige tilfælde vil kunne have opnået en så stærk tilknyt-
ning til anbringelsesstedet, at det på kortere og længere sigt
må antages at være af væsentlig betydning for barnets eller
den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet, selvom
barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet
i mindre end 3 år. I sådanne tilfælde vil barnets interesse i
ikke at opleve skift efter ministeriets vurdering veje tungere
end forældrenes interesse i at få barnet hjemgivet.
Det er efter Domstolens praksis væsentligt, at indgreb i
retten til familieliv, som er begrundet i barnets eller den
unges manglende tilknytning til forældrene ikke skyldes,
at myndighederne har forsømt at understøtte tilknytningen
mellem barnet eller den unge og forældrene. Der henvises
bl.a. til Strand Lobben m.fl. mod Norge, dom af 10. septem-
ber 2019, præmis 208.
Det er derfor vigtigt at understrege, at barnets eller den unge
ligesom i dag vil have ret samvær og kontakt med forældre
og netværk, når barnet er anbragt, herunder også ved en
permanent anbringelse, jf. den foreslåede § 103.
Det vil gælde uanset, om afgørelsen om permanent anbrin-
gelse træffes på foranledning af barnet eller den unge eller
kommunen. Kommunalbestyrelsen vil ligesom i dag skulle
sørge for, at forbindelsen mellem barnet eller den unge og
forældre og netværket holdes ved lige. Det skal ske under
hensyntagen til barnets eller den unges bedste og til beskyt-
telsen af barnets eller den unges sundhed og udvikling og
beskyttelsen af barnet eller den unge mod overgreb.
Endvidere tydeliggøres det med den foreslåede § 103, stk. 4,
at kommunalbestyrelsen under hensyntagen til barnets eller
den unges bedste skal understøtte, at forældrene kan spille
en positiv rolle i barnets eller den unges liv. Kommunalbe-
styrelsen vil i den forbindelse have pligt til at sikre, at foræl-
drene får information om barnets eller den unges hverdag og
til at bidrage til et godt samarbejde mellem forældrene og
anbringelsesstedet.
Efter Domstolens praksis stilles der høje krav til dokumenta-
tionsgrundlaget for tvangsindgreb, herunder at der er foreta-
get de nødvendige undersøgelser m.v., og at grundlaget er
aktuelt. Kravene hertil øges, jo mere indgribende afgørelsen
er.
Forslaget om at give børn og unge over 10 år ret til at anmo-
de om en permanent anbringelse vil ikke ændre på de høje
dokumentationskrav, der efter den foreslåede § 67, stk. 4,
113
stilles til en afgørelse om en permanent anbringelse. Såfremt
kommunalbestyrelsen vurderer, at der skal indstilles til en
permanent anbringelse, vil indstillingen skulle indeholde en
revideret børnefaglig undersøgelse, en revideret barnets plan
eller ungeplan, en psykologisk helhedsvurdering af barnets
eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet foretaget
af en autoriseret psykolog samt barnets eller den unges hold-
ning til en permanent anbringelse. Dette svarer til, hvad der i
dag gælder ved en videreført anbringelse efter servicelovens
regler, dog således, at tilknytningsvurderingen fremover al-
tid vil skulle udarbejdes af autoriseret psykolog.
Forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge,
der er fyldt 10 år, vil have samme partsbeføjelser som ved
en afgørelse om anbringelse uden samtykke, herunder ret til
gratis advokatbistand, klageret til Ankestyrelsen og ret til at
kræve Ankestyrelsens afgørelse indbragt for retten.
På baggrund af ovenstående er det samlet set ministeriets
vurdering, at den foreslåede ordning, der giver børn og
unge, der fyldt 10 år ret til at anmode om en permanent
anbringelse, ikke går videre end formålet tilsiger og dermed
kan gennemføres inden for rammerne af EMRK, artikel 8.
4.2. FN’s Børnekonvention
Børnekonventionen indeholder en regulering af børns rettig-
heder på alle samfundsområder. I det følgende opridses en
række artikler med særlig relevans for børn og unge med
behov for støtte efter denne lov.
Det fremgår af konventionens artikel 19, at deltagerstaterne
skal træffe alle passende lovgivningsmæssige, administrati-
ve, sociale og uddannelsesmæssige forholdsregler til beskyt-
telse af barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold,
skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig behandling,
mishandling eller udnyttelse, herunder seksuelt misbrug,
mens barnet er i forældrenes, værgens eller andre personers
varetægt.
Det grundlæggende hensyn til barnets bedste fastslås i kon-
ventionens artikel 3, stk. 1. Det følger af denne bestemmel-
sen, at i alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten
disse udøves af offentlige eller private institutioner for so-
cialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lov-
givende organer, skal barnets bedste komme i første række.
Dertil følger det af konventionens artikel 5, at deltagersta-
terne skal respektere det ansvar og de rettigheder og plig-
ter, som forældrene har, eller, hvor dette finder anvendelse,
tilsvarende ansvar, rettigheder og pligter for så vidt angår
medlemmerne af den udvidede familie eller samfundet i
overensstemmelse med stedlig sædvane, samt værger eller
andre personer med juridisk ansvar for barnet, til på en
måde, der svarer til den løbende udvikling af barnets evner,
at yde passende vejledning og støtte til barnet i udøvelsen af
rettighederne anerkendt i konventionen.
Efter konventionens artikel 6, skal deltagerstaterne anerken-
de barnets naturlige ret til livet, ligesom deltagerstaterne
i videst muligt omfang skal sikre barnets overlevelse og
udvikling.
Efter konventionens artikel 9, stk. 1, skal deltagerstaterne
sikre, at barnet ikke adskilles fra sine forældre mod deres
vilje, undtagen når kompetente myndigheder, hvis afgørelser
er undergivet retlig prøvelse, i overensstemmelse med gæl-
dende lov og praksis bestemmer, at en sådan adskillelse er
nødvendig af hensyn til barnets bedste. Endvidere følger af
bestemmelsens stk. 2, at i behandlingen af enhver sag efter
stk. 1, skal alle interesserede parter gives mulighed for at
deltage i sagsbehandlingen og fremføre deres synspunkter.
Efter konventionens artikel 9, stk. 3, skal deltagerstaterne
respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller
begge forældre, til at opretholde regelmæssig personlig for-
bindelse og direkte kontakt med begge forældre, undtagen
hvis dette strider mod barnets bedste. Denne ret o hensynet
til barnets bedste skal ses i sammenhæng med konventio-
nens artikel 19.
Efter konventionens artikel 20 har staterne pligt til at sør-
ge for særlig beskyttelse af et barn, der midlertidigt eller
konstant er afskåret fra sine familiemæssige omgivelser. En
sådan særlig beskyttelse kan bl.a. omfatte anbringelse i pleje
eller adoption.
Efter konventionens artikel 25 skal deltagerstaterne anerken-
de retten for et barn, der af de ansvarlige myndigheder er
blevet anbragt for at få pleje, beskyttelse og behandling af
hensyn til sin fysiske eller psykiske sundhed, til periodisk
gennemgang af den behandling, som barnet får, og af alle
andre omstændigheder vedrørende dets anbringelse.
4.2.1. Formål og grundlæggende principper i barnets lov
Lovforslaget har bl.a. til formål at styrke barnets rettigheder
i sager i sager om hjælp og støtte til udsatte børn og unge
og børn og unge med funktionsnedsættelse. Derfor indføres
med lovforslagets kapitel 2 et særskilt kapitel om grundlæg-
gende rettigheder og principper for hjælp efter denne lov.
Lovforslaget understøtter centrale overordnede principper
og rettigheder i Børnekonventionen: Artikel 3 om at barnets
bedste skal komme i første række, artikel 6 om at delta-
gerstaterne i videst muligt omfang skal sikre bl.a. barnets
udvikling, og artikel 12 om børns ret til at udtrykke deres
synspunkter i alle forhold der vedrører barnet, og at barnets
synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmel-
se med dets alder og modenhed.
Princippet om at barnets bedste skal komme i første række,
jf. konventionens artikel 3, er således afspejlet både i det
enkelte bestemmelser i loven og formålsbestemmelsen, der
fastsætter, at barnets bedste og barnets perspektiv skal være
styrende for både sagens oplysning, valg af indsats og op-
følgning på barnets trivsel og udvikling. Med lovforslagets
§ 7 følger endvidere, at alle voksne omkring barnet, både
forældre, netværk og fagprofessionelle vil have et ansvar for
og en pligt til at beskytte barnets grundlæggende rettigheder,
114
sikre barnets bedste og give den støtte og hjælp, som barnet
har behov for.
Lovforslaget understøtter også det det centrale princip i kon-
ventionens artikel 6 om, at deltagerstaterne i videst muligt
omfang skal sikre barnets udvikling. Det er bl.a. afspejlet
i lovforslagets formålsbestemmelser, hvor det bl.a. fremgår
af § 2, at hjælp og støtte efter lovforslaget vil skulle iværk-
sættes med henblik på at sikre, at børn og unge, som har
behov for støtte, kan opnå de samme muligheder for læring,
personlig udvikling, trivsel, sundhed og et selvstændigt vok-
senliv som deres jævnaldrende
Lovforslaget understøtter ligeledes det centrale princip i
konventionens artikel 12 om barnets ret til at blive hørt og få
sine synspunkter tillagt passende vægt i overensstemmelse
med dets alder og modenhed. Barnets ret til at blive hørt er
bl.a. afspejlet i lovforslagets kapitel 2, hvori det tydeliggø-
res, at alle børn vil skulle inddrages ved kontakt og samtaler,
og at deres holdninger, ønsker og behov vil skulle høres.
Endvidere får barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, efter
lovforslagets § 68 ret til anmode kommunalbestyrelsen om
at blive permanent anbragt uden for hjemmet anbringelse
og ret til at sige nej til samvær med forældre og netværk i
en periode. I begge tilfælde vil barnets ønske skulle inddra-
ges som en del af det samlede og fagligt velunderbyggede
beslutningsgrundlag.
Endelig styrkes barnets ret til at blive hørt ved, at børn
og unge ned til 10 år med lovforslagets § 145 får partsbefø-
jelser ved en række afgørelse og dermed bl.a. selvstændig
klageret.
4.2.2. Afgørelse om anbringelse uden samtykke inden fødsel
Forslaget om, at give børne- og ungeudvalget mulighed for
at træffe afgørelse om anbringelse af et barn, inden barnet
er født jf. § 49 har til formål at beskytte barnet i sager, hvor
der foreligger åbenbar risiko for alvorlig skade på det ufødte
barns sundhed og udvikling efter fødslen.
Forslaget vurderes, at være i overensstemmelse med Børne-
konventionens artikel 19, stk. 1, om at deltagerstaterne skal
træffe alle passende lovgivningsmæssige, administrative, so-
ciale og uddannelsesmæssige forholdsregler til beskyttelse
af barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold,
skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig behandling,
mishandling eller udnyttelse, herunder seksuel misbrug, me-
dens barnet er i forældrenes, værgens eller andre personers
varetægt, samt artikel 20, stk. 1, om at et barn, der midlerti-
digt eller konstant er afskåret fra sine familiemæssige omgi-
velser eller som af hensyn til sit eget bedste ikke kan tillades
at forblive i disse omgivelser, har ret til særlig beskyttelse
fra statens side.
Forslaget skønnes samtidig at være i overensstemmelse med
det grundlæggende princip efter konventionens artikel 3,
stk. 1, om, at barnets bedste skal komme i første række i
alle foranstaltninger vedrørende børn, samt deltagerstaternes
pligt efter artikel 3, stk. 2, til at træffe alle nødvendige
lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler for at
sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for
dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter,
der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer
med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå
træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative
forholdsregler.
Forslaget vurderes endvidere at være i overensstemmelse
med deltagerstaternes pligt efter konventionens artikel 9,
stk. 1, til at sikre, at barnet ikke adskilles fra sine forældre
mod deres vilje, undtagen når kompetente myndigheder,
hvis afgørelser er undergivet retlig prøvelse, i overensstem-
melse med gældende lov og praksis bestemmer, at en så-
dan adskillelse er nødvendig af hensyn til barnets tarv. En
afgørelse om anbringelse inden fødsel efter den foreslåede
bestemmelse vil således være omfattet høje materielle og
processuelle krav, herunder vil forældrene have ret til gratis
advokatbistand og til at indbringe afgørelsen for Ankestyrel-
sen og retten. Der henvises til afsnit 5.1.1.1.
Det er på den baggrund Social- og Ældreministeriets opfat-
telse, at den foreslåede ordning kan gennemføres inden for
rammerne af Børnekonventionen.
4.2.3. Suspension af samvær under en anbringelse
Med lovforslagets § 104 vil kommunalbestyrelsen efter øns-
ke fra barnet eller den unge kunne træffe afgørelse om,
at samvær med familie og netværk midlertidigt kan suspen-
deres. Kommunen vil som led i behandlingen af barnets
anmodning altid skulle foretage en konkret vurdering af, om
der er grundlag for at suspendere samværet, hvori skal indgå
en samlet afvejning af hensynet til barnets interesser over
for interesser hos forældre m.v., barnets alder, modenhed
og funktionsevne, formålet med anbringelsen og sagens om-
stændigheder i øvrigt.
Ministeriet vurderer, at forslaget understøtter grundlæggen-
de principper i Børnekonventionen om barnets ret til at blive
hørt, og at barnets tarv skal komme i første række. I dag
er det således alene forældrene, som har ret til at sige til
samvær med barnet.
Ifølge konventionens artikel 9, stk. 3, skal deltagerstaterne
respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller
begge forældre, til at opretholde regelmæssig personlig for-
bindelse og direkte kontakt med begge forældre, undtagen
hvis dette strider mod barnets tarv.
Suspension af samvær efter den foreslåede § 104, stk. 4,
er en kortere pause på op til 8uger fra et samvær med foræl-
drene, som barnet ikke ønsker, og ændrer ikke ved barnets
grundlæggende ret til samvær og kontakt og kommunens ge-
nerelle forpligtelse til at understøtte, at forbindelsen mellem
barnet eller den unge og forældrene og netværket holdes
ved lige, under hensyn til barnets bedste og beskyttelsen af
barnet.
115
Er der tale om afbrydelse af samvær på mere end 8 uger,
eller sker afbrydelse af samvær ikke efter en anmodning
fra barnet eller den unge, vil afgørelsen herom således lige-
som i dag skulle træffes af børne- og ungeudvalget efter
de særlige regler herfor, der videreføres uændret. Dvs. at
afgørelsen skal være nødvendig af hensyn til barnets eller
den unges sundhed eller udvikling, jf. den foreslåede § 105,
stk. 1. I overensstemmelse med gældende ret vil barnets
eller unges utryghed ved samværet være et element, som
efter en konkret vurdering vil kunne begrunde en afgørelse
om overvåget eller afbrudt samvær efter det foreslåede §
105, stk. 1. Der henvises også til afsnit 5.1.1.2.
Det er på derfor ministeriets vurdering, at forslaget om mid-
lertidig suspension af samvær også er i overensstemmelse
med konventionens artikel 9, stk. 3, om at respektere barnets
ret til direkte og personlig kontakt of forbindelse med foræl-
drene, hvor dette ikke strider mod barnets tarv.
Det er på den baggrund Social- og Ældreministeriets opfat-
telse, at den foreslåede ordning kan gennemføres inden for
rammerne af konventionen.
4.2.4. Ret for barnet, der er fyldt 10 år, til at anmode om en
permanent anbringelse
Efter lovforslagets § 68, stk. 1, vil et barn eller en ung, som
er fyldt 10 år, få ret til at anmode kommunalbestyrelsen om
at blive permanent anbragt uden for hjemmet efter den fore-
slåede § 67, stk. 1. Modtager kommunalbestyrelsen en sådan
anmodning, vil kommunalbestyrelsen skulle vurdere, om der
af hensyn til barnets eller den unges bedste skal udarbejdes
en indstilling til børne- og ungeudvalget om permanent ind-
bringelse. Der henvises til afsnit 5.1.1.3.
Det er ministeriets vurdering, at forslagets understøtter prin-
cippet om barnets ret at blive hørt, og princippet om, at bar-
nets tarv skal komme i første række, jf. Børnekonventionens
artikel 12 og 3.
Efter børnekonventionens artikel 25, har børn der anbragt
for at få pleje, beskyttelse og behandling, ret til periodisk
gennemgang af behandlingen og anbringelsen i øvrigt. Ved
an permanent anbringelse skal sagen ikke automatisk gen-
behandles i børne- og ungeudvalget efter faste intervaller,
sådan som tilfældet ellers er for anbringelser uden samtyk-
ke. Det skal sikre barnet eller den unge kontinuitet i opvækst
og relationer. Kommunen vil dog fortsat løbende skulle fø-
re tilsyn med barnet og følge op på barnets udvikling og
trivsel, jf. § 95. Det er på den baggrund ministeriets vurde-
ring, at den foreslåede ordning er i overensstemmelse med
konventionens artikel 25.
Barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt med
forældre og netværk under en permanent anbringelse efter
samme regler, som ved anbringelse i øvrigt. Der henvises til
afsnit 5.1.1.3. Ministeriet vurderer derfor, at den foreslåede
ordning er i overensstemmelse med konventionens artikel 9,
stk. 3, om der forpligter staterne til at respektere barnets ret
til direkte og personlig kontakt of forbindelse med forældre-
ne, hvor dette ikke strider mod barnets tarv.
Det er på den baggrund Social- og Ældreministeriets opfat-
telse, at den foreslåede ordning kan gennemføres inden for
rammerne af børnekonventionen.
4.3. FN’s Handicapkonvention
Handicapkonventionens formål er at fremme, beskytte og
sikre muligheden for, at alle personer med handicap fuldt
ud kan nyde alle menneskerettigheder og grundlæggende
frihedsrettigheder på lige fod med andre, samt at fremme
respekten for deres naturlige værdighed.
Handicapkonventionen indeholder et princip om progressiv
implementering af de økonomiske, sociale og kulturelle ret-
tigheder og kan betragtes som et dynamisk redskab, der
bidrager til at sikre en fortsat udvikling af området med
henblik på fuld opnåelse af de rettigheder, der er fastsat i
konventionen – inden for de rammer, samfundsudviklingen
og samfundsøkonomien sætter.
Særligt relevant for barnets lov er konventionens artikel 7
om børn med handicap, der i stk. 1 forpligter deltagerstater-
ne til at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre,
at børn med handicap fuldt ud kan nyde alle menneskerettig-
heder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med
andre børn. Det følger derudover af konventionens artikel 7,
stk. 2, at alle foranstaltninger vedrørende børn med handicap
sætter barnets tarv i første række.
Efter konventionens artikel 7, stk. 3, skal deltagerstaterne
sikre børn med handicap retten til frit at udtrykke deres
synspunkter i alle forhold vedrørende dem selv på lige fod
med andre børn, idet børnenes synspunkter skal tillægges
passende vægt i overensstemmelse med deres alder og mo-
denhed, samt ret til at modtage handicap- og alderssvarende
bistand for at virkeliggøre denne ret.
Dansk handicappolitik bygger på fire grundlæggende prin-
cipper, ligebehandlingsprincippet, sektoransvarlighedsprin-
cippet, kompensationsprincippet og solidaritetsprincippet.
Udgangspunktet for de bestemmelser, der er fastsat i barnets
lov, er kompensationsprincippet, hvorefter der kompenseres
for følgerne af en nedsat funktionsevne med f.eks. omsorgs-
eller naturalieydelser eller økonomisk kompensation for væ-
sentlige merudgifter, der følger af handicappet.
Det følger endvidere af sektoransvarlighedsprincippet, at det
er den sektor, der udbyder en ydelse, en service eller et pro-
dukt, der er ansvarlig for, at ydelsen er tilgængelig for men-
nesker med handicap. Den handicapkompenserende støtte i
denne lov skal dermed ses i sammenhæng med den handi-
capkompenserende støtte, der ydes i f.eks. undervisnings- og
sundhedssektoren.
4.4. Konsekvenser for FN’s Verdensmål
Lovforslaget vil på en række punkter styrke barnets rettighe-
116
der og barnets stemme i sager om hjælp og støtte til børn og
unge med særlige behov, f.eks. med ny inddragelsesbestem-
melse, partsbeføjelser for børn ned til 10 år og ret for børn
ned til 10 år til at anmode om bl.a. en anbringelse. Dette
vurderes at bidrage til opfyldelse af delmål 10.2. af FN’s
verdensmål om, at enhver, uanset alder, køn, handicap, race,
etnicitet, oprindelse, religion eller økonomisk eller anden
status, i højere grad inddrages i sociale, økonomiske og
politiske beslutninger.
Lovforslaget vurderes endvidere at understøtte 2030-dags-
ordenens princip, ”Leave no one behind”, idet lovforslaget
skal sikre bedre hjælp og støtte til de allermest udsatte børn
og unge i Danmark. Formålet med barnets lov er således,
jf. lovforslagets § 2, bl.a. at hjælp og støtte efter loven skal
iværksættes med henblik på at sikre, at børn og unge, som
har behov for støtte, kan opnå samme mulighed for læring,
personlig udvikling, trivsel, sundhed og et selvstændigt vok-
senliv som deres jævnaldrende.
Lovforslaget vil på en række punkter styrke indsatsen over
for børn og unge med særlige behov og familier med hen-
blik på at sikre den rette hjælp i tide. Bl.a. indføres med lov-
forslagets kapitel 3 nye regler om undersøgelse og indsatser,
der vil betyde, at afdækningen af barnets behov i højere
grad, end det i dag er tilfældet, kan afpasses efter sagens
kompleksitet og tynde og gennemføres sideløbende med, at
barnet eller den unge og familien modtager støtte.
Ligeledes styrkes indsatsen over for de mest udsatte famili-
er. Bl.a. indføres der med lovforslagets § 21 skærpede regler
om undersøgelse af støttebehovet hos søskende, når børn
anbringes på grund af omsorgssvigt m.v., med henblik på at
hindre, at der er børn i disse meget udsatte familier, som går
under radaren eller først får hjælp, når problemerne er blevet
for store.
Dette vurderes at bidrage til opfyldelsen af delmål 10.3 af
FN’s verdensmål om, at alle skal sikres lige muligheder,
ligesom samfundsforårsagede uligheder skal reduceres bl.a.
ved at afskaffe diskriminerende love, politikker og skikke
og ved at fremme hensigtsmæssig lovgivning, politikker og
foranstaltninger til at imødegå dette.
Lovforslaget vurderes videre at understøtte opfyldelsen af
delmål 16.2 af FN’s verdensmål om at mishandling, udnyt-
telse og menneskehandel og alle former for vold og tortur
mod børn skal stoppes. Således styrkes indsatsen over for
børn og unge, der vokser op i familier med vold, bl.a. ved, at
kommunerne med lovforslagets § 20 forpligtes til at udrede
barnets støttebehov, når barnet har været på krisecenter med
en forælder på grund af vold i hjemmet, og den pågældende
forælder med barnet vender tilbage til et voldeligt miljø.
5. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekven-
ser for det offentlige
5.1. Økonomiske konsekvenser
Forslaget skønnes at medføre merudgifter på 128,8 mio.
kr. i 2023, 261,2 mio. kr. i 2024, 367,2 mio. kr. i 2025,
423,8 mio. kr. i 2026 og 435,0 mio. kr. i 2027 og årligt
herefter. Heraf vedrører 121,1 mio. kr. i 2023 stigende til
423,4 mio. kr. i 2027 og årligt herefter kommunale merud-
gifter, 4,0 mio. kr. i 2023 stigende til 5,8 mio. kr. i 2026
og årligt herefter vedrører merudgifter i Ankestyrelsen, 0,3
mio. kr. i 2023 stigende til 0,6 mio. kr. i 2026 og årligt
herefter vedrører merudgifter i Familieretshuset, 1,1 mio.
kr. i 2023 stigende til 1,9 mio. kr. i 2026 og årligt herefter
vedrører merudgifter ved domstolene, 1,5 mio. kr. i 2023
stigende til 2,5 mio. kr. i 2026 og årligt herefter vedrører
statslige merudgifter til advokatbistand, samt 0,8 mio. kr.
årligt statslige udgifter til implementering og understøttende
aktiviteter som følge af de foreslåede ændringer. Forslagets
økonomiske konsekvenser forhandles med kommunerne.
5.2. Implementeringsmæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes at have positive implementeringskon-
sekvenser for det offentlige. Med lovforslaget foreslås en
række tiltag med henblik på afbureaukratisering og regelfo-
renkling. Det skal bidrage til at højne kvaliteten i den offent-
lige sektor ved at skabe mere tid til relationerne mellem
mennesker og lade medarbejderne bringe deres faglighed i
spil for at tilrettelægge indsatser med udgangspunkt i det
enkelte barns eller den enkelte unges ønsker og behov.
Bl.a. skal det sikres, at dokumentationskrav i sagsbehandlin-
gen skal afspejle kompleksiteten og tyngden af barnets eller
den unges behov til gavn for en hurtigere indsats for barnet
eller den unge.
Det foreslås derfor med lovforslagets § 18, at kommunerne
vil skulle foretage en indledende screening og vurdering af
behovet for yderligere afdækning i sager, hvor det må anta-
ges, at et barn, en ung eller kommende forældre har brug for
hjælp og støtte. For at hjælpen skal kunne komme hurtigere
i gang, og sagsbehandleren skal kunne bruge tiden bedst
muligt, vil der skulle skelnes tydeligere mellem ”lettere” og
”tunge sager”. Dertil vil afdækning eller udredning i videre
omfang end i dag kunne ske samtidig med, at kommunen
hjælper barnet og er i kontakt med barn og familie, så der
er tale om aktiv undersøgelsesfase, hvor rådgiver også lærer
barnet at kende.
Endvidere lægges der op til mere fleksibilitet i tilrettelæg-
gelsen af opfølgningen på indsatsen. Det foreslås med lov-
forslagets § 95, stk. 3, at kommunalbestyrelsen, i forbindel-
se med den første opfølgning på barnets eller den unges
udvikling og trivsel, vil skulle træffe beslutning om den
fremadrettede tilrettelæggelse af opfølgningen. Kommunal-
bestyrelsens beslutning vil skulle afspejle forholdene i den
konkrete sag, og kommunalbestyrelsen vil skulle inddrage
barnets eller den unges ønsker og behov.
Med den foreslåede ordning vil der være få formelle krav til
udformningen af barnets plan og en høj grad af fleksibilitet
og frihed i kommunerne i forhold til, hvornår og hvordan
der følges op på de konkrete mål i planen. Det vil være op til
117
en konkret socialfaglig vurdering i den enkelte sag, og der
vil derfor være en væsentlig grad af fagligt skøn indlagt i
kommunens beslutning om hhv. at udarbejde en barnets plan
og beslutte, hvor ofte der skal følges op i den konkrete sag.
Endelig understøtter strukturen i lovforslaget, at sagsforlø-
bene ofte er nuancerede, og at barnets og den unges behov
og familiens situation ændrer sig med deraf følgende behov
for at justere udredningen og selve indsatsen.
Lovforslaget udskiller regler om støtte til børn og unge i
en ny lov, hvilket skaber et mere overskueligt regelsæt for
sagsbehandlerne og sikrer en mere målrettet og helhedsori-
enteret indsats til både socialt udsatte børn og unge og til
børn og unge og familier, der har brug for støtte pga. en
funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge.
Social- og Ældreministeriet har overvejet, hvorvidt lovfor-
slaget følger de syv principper for digitaliseringsklar lovgiv-
ning.
Det vurderes, at princip nr. 1 om enkle og klare regler er
iagttaget i lyset af, at der med lovforslaget indføres en række
tiltag for at sikre afbureaukratisering og regelforenkling på
området. Det omfatter bl.a. regler, der skal sikre en mere
målrettet og fleksibel udredning og opfølgning afpasset efter
barnets eller den unges behov og sagens tyngde og kom-
pleksitet. Dertil kommer, at lovforslaget i vidt omfang vil
medføre kortere og klarere lovbestemmelser.
Endvidere vil det foreslåede lovforslag betyde, at reglerne
om støtte og hjælp til børn og unge med behov særlige
behov samles ét sted, uanset om støttebehovet har afsæt i
sociale problemer, en funktionsnedsættelse hos barnet eller
den unge eller andre sociale udfordringer. Samtidig adskilles
reglerne om hjælp og støtte til børn og unge fra reglerne i
serviceloven om hjælp og støtte til voksne. På denne måde
skabes der større klarhed over reglerne for børn og unge,
hvilket vil medføre, at lovgivningen bliver mere overskue-
ligfor barnet eller den unge, familien og sagsbehandleren.
Princip nummer 2 om digital kommunikation indebærer, at
lovgivningen skal understøtte, at der kan kommunikeres di-
gitalt med borgere og virksomheder. Lovforslaget fastsætter
ikke regler om, hvordan og i hvilket omfang myndighederne
kommunikerer digitalt eller fysisk med børn og unge med
særlige behov og deres familie. Det forudsættes, at kommu-
nikation mellem myndigheder og familier m.v. ligesom i dag
vil foregå via Digital Post eller i papirform for de borgere,
som er fritaget fra at modtage post fra Digital Post efter reg-
lerne i lov om digital post fra offentlige afsendere. Lovfor-
slaget vurderes på den baggrund at være i overensstemmelse
med princippet.
Det vurderes, at princip nr. 3 om at muliggøre automatisk
sagsbehandling fraviges ved det foreslåede lovforslag. Dette
skyldes, at der er tale om et område, hvor der er behov for
en konkret og individuel vurdering i hver sag. Afgørelserne
beror i høj grad på en skønsmæssig vurdering, hvor barnets
eller den unges samlede situation iagttages efter belysning
af forholdene omkring barnet eller den unge. Det vil ikke
være hensigtsmæssigt at indføre flere objektive kriterier i
bedømmelserne, da der er tale om komplekse sager, hvor
der skal ske en samlet og konkret vurdering af forholdene i
sagen.
For så vidt angår princip nr. 4 om ensartede begreber og
genbrug af data er den foreslåede ordning i lovforslaget i
vidt omfang baseret på eksisterende begreber og genbrug
af data. F.eks. er der lagt vægt på muligheden for at vide-
reføre de nationale statistikker på børne- og ungeområdet,
herunder statistik for anbringelser, statistik for forebyggende
foranstaltninger og statistik for underretninger. Af den grund
er det i lovforslaget så vidt muligt prioriteret, at begreberne
fra serviceloven fastholdes, med mindre der er tale om for-
ældet og stigmatiserende sprogbrug. Ved i vidt omfang at
fastholde begreberne er der bedre mulighed for at foretage
en direkte sammenligning af data på børne- og ungeområdet
fra før og efter lovforslagets ikrafttræden. På den måde kan
det nuværende datagrundlag i højere grad videreføres og
genbruges med den nye lov.
For så vidt angår princip nr. 5 om tryg og sikker databe-
handling vil der ikke i lovforslaget være regler om deling
af data. Regler om deling af data i forbindelse med den
kommunale sagsbehandling på børne- og ungeområdet vil
fremgå af retssikkerhedsloven.
For så vidt angår princip nr. 6 om anvendelse af offentlig
infrastruktur er det forudsat i lovforslaget, at den eksister-
ende fællesoffentlige infrastruktur, herunder CPR, NemID,
MitID (eller et eventuelt fremtidigt tilsvarende elektronisk
identifikationsmiddel) og Digital Post vil blive benyttet.
Endelig vurderes det, at princip nr. 7 om forebyggelse af
snyd og fejl følger de samme regler og principper, som har
gjort sig gældende ved anvendelse af serviceloven. og det
vurderes ikke, at lovforslaget indeholder nye proceskrav,
som vil være til hinder for en effektiv it-anvendelse herun-
der i forbindelse med kontrol og dermed forebyggelse af
snyd.
6. Forholdet til databeskyttelsesreglerne
Når myndighederne behandler en sag om særlig støtte efter
de foreslåede bestemmelser i denne lov vil behandlingen af
personoplysninger som udgangspunkt ske i henhold til be-
stemmelserne i forvaltningsloven, og skal inden for rammer-
ne af databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen
om behandling af personoplysninger.
Det betyder bl.a., at myndighederne i konkrete sager kan ud-
veksle oplysninger efter de almindelige regler i forvaltnings-
loven og databeskyttelseslovgivningen mv. Der skal dermed
som udgangspunkt foreligge samtykke fra den person, som
oplysninger vedrører, for at der kan ske udveksling mellem
myndigheder. Dog indeholder § 11 c i retssikkerhedsloven
hjemmel til efter nærmere betingelser at fravige kravet om
samtykke i sager om særlig støtte efter denne lov, idet myn-
dighederne efter denne bestemmelse i retssikkerhedsloven
118
kan påbegynde en sag eller træffe afgørelse uden forældre-
nes samtykke, samt i forbindelse med screening, afdæknin-
ger og undersøgelser efter denne lovs §§ 1827.
Det følger af § 28, stk. 1, i forvaltningsloven, at for ma-
nuel videregivelse af oplysninger om enkeltpersoner (per-
sonoplysninger) til en anden forvaltningsmyndighed gælder
reglerne i §§ 6-8 og 10 og § 11, stk. 1, i databeskyttelses-
loven og i artikel 5, stk. 1, litra a-c, artikel 6, artikel 7,
stk. 3, 1. og 2. pkt., artikel 9 og 10 og artikel 77, stk. 1,
i databeskyttelsesforordningen, jf. § 2, stk. 1, i databeskyt-
telsesloven. For videregivelse af personoplysninger til en
anden forvaltningsmyndighed, der helt eller delvis foretages
ved hjælp af automatisk databehandling, finder reglerne i
databeskyttelseslovgivningen anvendelse. Ved ”automatisk
databehandling” forstås ”elektronisk databehandling”.
I det omfang en forvaltningsmyndighed er berettiget til at
videregive en oplysning, skal myndigheden efter § 31 i
forvaltningsloven på begæring af en anden forvaltningsmyn-
dighed videregive oplysningen, hvis den er af betydning for
myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myn-
digheden skal træffe. Dette gælder dog ikke, hvis videregi-
velsen påfører myndigheden et merarbejde, der væsentligt
overstiger den interesse, den anden myndighed har i at få
oplysningerne.
Endvidere følger det af § 29 i forvaltningsloven, at oplys-
ninger om ansøgerens rent private forhold i sager, der rej-
ses ved ansøgning, ikke må indhentes fra andre dele af for-
valtningen eller fra en anden forvaltningsmyndighed. Dette
gælder dog ikke, hvis ansøgeren har givet samtykke hertil,
andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til
lov eller særlige hensyn til ansøgeren eller tredjemand klart
overstiger ansøgerens interesse i, at oplysningen ikke ind-
hentes.
Det følger af artikel 5, stk. 1, litra a, i forordningen, at
personoplysninger skal behandles lovligt, rimeligt og på
en gennemsigtig måde i forhold til den registrerede. Efter
litra b i bestemmelsen skal personoplysninger indsamles til
udtrykkeligt angivne og legitime formål, og oplysningerne
må ikke viderebehandles på en måde, der er uforenelig med
disse formål. Endelig følger det af litra c, at behandlingen af
persondataoplysninger skal være tilstrækkelig, relevant og
begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål,
hvortil de behandles. Den dataansvarlige er ansvarlig for og
skal kunne påvise, at artikel 5, stk. 1 overholdes, jf. artikel
5, stk. 2.
Artikel 6 i forordningen regulerer, hvornår behandlingen af
personoplysninger er lovlig. Efter artikel 6, stk. 1, litra a,
er behandling af personoplysninger lovlig, hvis den registre-
rede har givet samtykke til behandling af sine personoplys-
ninger til et eller flere specifikke formål. Behandlingen af
personoplysninger er efter artikel 6, stk. 1, litra c og d, også
lovlig, når behandlingen er nødvendig for at overholde en
retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige, eller når
behandlingen er nødvendig for at beskytte den registreredes
eller en anden fysisk persons vitale interesser. Der henvises
til § 6, stk. 1, i databeskyttelsesloven.
Når behandling til et andet formål end det, som personoply-
sningerne er indsamlet til, ikke er baseret på den registrere-
des samtykke, EU-retten eller medlemsstaternes nationale
ret, som udgør en nødvendig og forholdsmæssig foranstalt-
ning i et demokratisk samfund af hensyn til de mål, der
er omhandlet i artikel 23, stk. 1, tager den dataansvarlige
efter artikel 6, stk. 4, hensyn til en række omstændigheder
for at afgøre, om behandling til et andet formål er forenelig
med det formål, som personoplysningerne oprindelig blev
indsamlet til.
Der skal efter artikel 6, stk. 4, litra a og b, tages hensyn
til enhver forbindelse mellem det formål, som personoply-
sningerne er indsamlet til, og formålet med den påtænkte vi-
derebehandling og den sammenhæng, hvori personoplysnin-
gerne er blevet indsamlet, navnligt med hensyn til forholdet
mellem den registrerede og den dataansvarlige. Der skal
endvidere efter litra c tages hensyn til personoplysningernes
art, navnlig om behandlingen omfatter særlige kategorier
af personoplysninger efter artikel 9 og straffedomme m.v.
efter artikel 10. Endelig skal der efter litra d tages hensyn
til den påtænkte viderebehandlings mulige konsekvenser for
de registrerede og efter litra e tilstedeværelse af fornødne
garantier, som kan omfatte kryptering eller pseudonymise-
ring. Der henvises til § 5, stk. 2, i databeskyttelsesloven.
Artikel 23, stk. 1, i forordningen indeholder mulighed for
ved lovgivningsmæssige foranstaltninger i national ret at
begrænse rækkevidden af artikel 5. Dette forudsætter, at
begrænsningen er en nødvendig og forholdsmæssig foran-
staltning i et demokratisk samfund af hensyn til bl.a. fore-
byggelse, efterforskning, afsløring eller retsforfølgning af
strafbare handlinger, beskyttelse af retsvæsenets uafhængig-
hed og retssager, beskyttelse af den registrerede eller andres
rettigheder og frihedsrettigheder og håndhævelse af civilret-
lige krav.
Efter artikel 23, stk. 2, i forordningen skal enhver lovgiv-
ningsmæssig foranstaltning, der er omhandlet i artikel 23,
stk. 1, som minimum, hvor det er relevant, bl.a. indehol-
de bestemmelser vedrørende formålene med behandlingen,
rækkevidden af de indførte begrænsninger og risiciene for
de registreredes rettigheder og frihedsrettigheder.
Hvis behandling af personoplysninger er baseret på samtyk-
ke, skal den dataansvarlige efter artikel 7, stk. 1, i forordnin-
gen kunne påvise, at den registrerede har givet samtykke
til behandling af sine personoplysninger. Behandlingen af
oplysningerne skal endvidere være omfattet af artikel 6 og
9. Den registrerede har efter artikel 7, stk. 3, til enhver tid
ret til at trække sit samtykke tilbage. Tilbagetrækning af et
samtykke berører dog ikke lovligheden af den behandling
af oplysningerne, der er baseret på samtykke inden tilbage-
trækningen.
Efter artikel 10 i forordningen må behandling på grundlag
119
af artikel 6, stk. 1, af personoplysninger vedrørende straffe-
domme m.v., forstået som oplysninger om strafbare forhold
i bred forstand, kun foretages under kontrol af en offentlig
myndighed, eller hvis behandling har hjemmel i EU-retten
eller medlemsstaternes nationale ret, som giver passende
garantier for registreredes rettigheder og frihedsrettigheder.
Databeskyttelsesloven indeholder i § 8, stk. 1, supplerende
bestemmelser for det offentliges behandling af oplysninger
om strafbare forhold. Efter disse bestemmelser må der for
den offentlige forvaltning ikke behandles oplysninger om
strafbare forhold, medmindre det er nødvendigt for vareta-
gelsen af myndighedens opgaver. Oplysninger om strafbare
forhold må efter § 8, stk. 2, således ikke videregives. Vide-
regivelse kan dog ske, hvis den registrerede har givet sit ud-
trykkelige samtykke til videregivelsen, videregivelsen sker
til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart
overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemme-
ligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår,
eller videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en myn-
digheds virksomhed eller påkrævet for en afgørelse, som
myndigheden skal træffe. Efter § 8, stk. 5, kan behandling
af oplysninger om strafbare forhold i øvrigt finde sted, hvis
betingelserne i § 7 i databeskyttelsesloven er opfyldt.
Artikel 9 i forordningen regulerer behandlingen af særlige
kategorier af personoplysninger. Efter bestemmelsens stk. 1
er behandling af personoplysninger om bl.a. race eller etnisk
oprindelse, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning,
helbredsoplysninger, seksuelle forhold eller seksuelle orien-
tering forbudt. Forbuddet i stk. 1 finder efter artikel 9, stk. 2,
bl.a. ikke anvendelse, hvis de i bestemmelsens litra a, c og f
nævnte forhold gør sig gældende.
Det drejer sig efter stk. 2, litra a om situationer, hvor den
registrerede har givet udtrykkeligt samtykke til behandling
af sådanne personoplysninger til et eller flere specifikke
formål. Efter stk. 2, litra c drejer det sig om situationer,
hvor behandling af personoplysninger er nødvendig for at
beskytte den registreredes eller en anden fysisk persons vi-
tale interesser i tilfælde, hvor den registrerede fysisk eller
juridisk ikke er i stand til at give samtykke. Endelig drejer
det sig efter stk. 2, litra f om situationer, hvor behandling af
personoplysninger er nødvendig for, at et retskrav kan fast-
lægges, gøres gældende eller forsvares, eller når domstole
handler i deres egenskab af domstol. Der henvises til § 7 i
databeskyttelsesloven.
Der er i denne lov fastsat en række særregler, som indebærer
en fravigelse af de ovenfor anførte regler. Det drejer sig om
de forslåede bestemmelser i §§ 18, stk. 3, 94, 109, stk. 5,
126, 132 samt § 214, stk. 2.
Efter den foreslåede § 18, stk. 3, har kommunalbestyrelsen
således pligt til at foretage en risikovurdering, inden barnets
eller den unges forældre og netværk inddrages i sagen, hvis
det på baggrund af eller i forbindelse med en screening
viser, at der kan være tale om æresrelaterede konflikter eller
negativ social kontrol. Som led i denne risikovurdering kan
der indhentes og udveksles oplysninger uden forudgående
samtykke fra den registrerede.
For så vidt angår eventuel udveksling af oplysninger i det
lokale infohus efter den forslåede § 18, stk. 3, vil udveksling
af oplysninger som udgangspunkt ske med hjemmel i rets-
plejelovens § 115, der giver mulighed for, at politiet og en
række andre myndigheder kan udveksle oplysninger om rent
private forhold, når det er nødvendigt af hensyn til det kri-
minalitetsforebyggende arbejde, samarbejdet om indsatsen
over for socialt udsatte og indsatsen over for personer, der
løslades efter at have været frihedsberøvet.
For så vidt angår den foreslåede § 94, fremgår det heraf,
at når et barn eller en ung anbringes på et anbringelsessted
efter § 43 eller visiteres til et behandlingstilbud for personer
med et stofmisbrug efter § 33, og der er udarbejdet en bar-
nets plan efter § 91 eller en helhedsorienteret plan efter §
110, skal relevante dele af barnets plan eller den helhedsori-
enterede plan udleveres til tilbuddet.
Og efter den foreslåede bestemmelse i § 109, stk. 5, gælder,
at når en ung anbringes på et anbringelsessted efter § 43
eller visiteres til et behandlingstilbud for personer med et
stofmisbrug efter § 33, og der er udarbejdet en ungeplan
efter § 108 eller en helhedsorienteret plan efter § 110, skal
relevante dele af ungeplanen eller den helhedsorienterede
plan udleveres til tilbuddet. Både relevante dele af barnets
plan, ungeplanen og den helhedsorienterede plan udleveres
til anbringelsesstedet eller behandlingstilbuddet for stofmis-
brug uden krav om forudgående samtykke med henblik på,
at stedet har de nødvendige oplysninger til at løfte opgaven i
forhold til barnet eller den unges behov.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 126, at under
behandlingen af en sag, hvor et børnehus benyttes, jf. §
125, kan personalet i børnehuset, politiet og anklagemyndig-
heden og sundhedsmyndigheder, autoriserede sundhedsper-
soner og kommunale myndigheder, der løser opgaver inden
for området for udsatte børn og unge, indbyrdes udveksle
oplysninger om rent private forhold om barnets eller den
unges personlige og familiemæssige omstændigheder, hvis
udvekslingen må anses for nødvendig af hensyn til barnets
eller den unges sundhed og udvikling. Oplysninger, der er
omfattet af § 126, kan således videregives uden samtykke
fra den registrerede.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 132 skal fraflytnings-
kommunen underrette tilflytningskommunen, hvis en fami-
lie med et eller flere børn under 18 år eller kommende
forældre flytter fra én kommune til en anden kommune,
og fraflytningskommunen finder, at et eller flere børn eller
de kommende forældre har behov for særlig støtte af hen-
syn til barnets eventuelle særlige behov for støtte efter føds-
len, herom. I forbindelse med en sådan mellemkommunal
underretning skal fraflytningskommunen oversende nødven-
digt sagsmateriale, herunder en opsummering af relevante
vurderinger, som fraflytningskommunen har foretaget i sag-
120
en. Disse oplysninger kan oversendes og dermed videregi-
ves uden samtykke fra den registrerede.
Endelig følger det af den foreslåede bestemmelse i § 214,
stk. 2, at personer, der udøver offentlig tjeneste eller offent-
ligt hverv og personer, der udfører opgaver på børne- og un-
geområdet for det offentlige, kan underrette den kompetente
myndighed i Grønland eller på Færøerne, hvis de under
udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller
grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år, der
har bopæl i Grønland eller på Færøerne, kan have behov for
særlig støtte eller har været udsat for overgreb, eller at et
barn umiddelbart efter fødslen i Grønland eller på Færøerne
kan få behov for særlig støtte på grund af de kommende
forældres forhold.
Der er for disse bestemmelsers vedkommende tale om sær-
regler, der fastsætter specifikke krav til behandling eller
udveksling af oplysninger, men hvor øvrige bestemmelser
i databeskyttelsesforordningen mv. i øvrigt vil finde anven-
delse.
7. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet m.v.
Lovforslaget skønnes ikke at have administrative og økono-
miske konsekvenser for erhvervslivet.
8. Administrative konsekvenser for borgere
Lovforslaget vurderes at have en række positive administra-
tive konsekvenser for borgerne.
De i lovforslaget foreslåede principper om afbureaukratise-
ring og regelforenkling skal bidrage til, at borgerne oplever
et mere enkelt system, som i højere grad kan tilpasses indi-
viduelle behov. Med lovforslagets kapitel 3 vil det i videre
omfang end i dag blive muligt at iværksætte en indsats
parallelt med, at barnets eller den unges forhold afdækkes
eller undersøges, hvilket vil bidrage til, at barnet eller den
unge i nogle tilfælde vil kunne få hjælp hurtigere, end det er
tilfældet efter gældende ret.
Med lovforslaget foreslås stadfæstet et børnesyn, der både i
lovgivning og praksis skal sikre, at børn og unge får flere
rettigheder, og at rettighederne og barnets eller den unges
stemme får større betydning i sagsbehandlingen.
Lovforslagets § 3 vil medføre, at barnet eller den unge fra de
er fyldt 10 år tildeles selvstændige partsbeføjelser mod 12
år, som er aldersgrænsen efter gældende ret. Dette indebærer
bl.a., at barnet eller den unge fra 10 år vil få ret til advokat-
bistand i tvangsmæssige sager, ret til at se en sags akter
og ret til at klage over afgørelser truffet af børne- og unge-
udvalget og en række afgørelser truffet af kommunen. For
børn under 10 år vil plejefamilien, venskabsfamilien eller
en støtteperson med lovforslagets § 101 få mulighed for på
barnets vegne at anmode Ankestyrelsen om vurdering af en
afgørelse om hjemgivelse eller skift i anbringelsessted.
Med lovforslaget gennemføres en række nye regler, som
skal sikre, at børn og unge skal høres, og at barnets eller
den unges ønsker skal indgå som en central del af det sam-
lede fagligt velunderbyggede beslutningsgrundlag. Kommu-
nalbestyrelsen vil, som ved gældende ret, altid skulle træffe
afgørelse på baggrund af en konkret og individuel vurdering
på baggrund af en samlet afvejning af hensynet til barnets
eller den unges interesser over for interesser hos forældre
m.v., barnets eller den unges alder, modenhed og funktions-
evne, formålet med indsatsen og sagens omstændigheder i
øvrigt.
Med lovforslagets § 48 vil det blive tydeliggjort, at barnet
eller den unge har ret til at bede om en anbringelse, hvis
barnet eller den unge ikke trives i hjemmet. Børn og unge,
som er fyldt 10 år, vil endvidere med lovforslagets § 68 få
mulighed for at bede om en permanent anbringelse. Disse
ønsker vil skulle inddrages i sagsbehandlingen som en del af
det fagligt velunderbyggede beslutningsgrundlag.
Med lovforslagets §§ 103 og 104 vil børn og unge få mulig-
hed for at bede kommunalbestyrelsen om at træffe afgørelse
om at suspendere samværet med forældre eller netværk i
op til 8 uger. Det vil være en forbedring af barnets aktuelle
retsstilling, hvor det kun er forældrene, der har ret til at sige
nej til samvær med barnet og ikke omvendt.
Lovforslaget vurderes derudover at have en række negative
administrative konsekvenser for borgerne, ved at en række
eksisterende bestemmelser om tvangsmæssige indgreb over
for børn og unge og deres familier videreføres fra servicelo-
ven i uændret form.
Det drejer sig bl.a. om forslag til bestemmelserne i § 23
om gennemførsel af en børnefaglig undersøgelse på en insti-
tution uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver og
den unge, der er fyldt 15 år, afgørelse om anbringelse uden
for hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedsindeha-
ver og den unge, der er fyldt 15 år efter § 47, anbringelse
uden for hjemmet af et ufødt barn uden samtykke fra de
kommende forældre efter § 49 samt overvågning eller afbry-
delse af samvær eller kontakt efter § 108.
Endvidere foreslås det, at kommunalbestyrelsen også frem-
adrettet efter lovforslagets § 139 vil have en række beføjel-
ser til at fuldbyrde afgørelser efter loven. Disse beføjelser
videreføres dermed uændret fra serviceloven.
Efter lovforslaget vil kommunalbestyrelsen således fortsat
have ansvaret for at afgørelser efter lovforslagets §§ 23, 39,
40 og 47, 67, § 98, stk. 4, og § 100, stk. 1 og efter § 12, §
13, stk. 3 og 4, § 14, stk. 2-4, § 24, stk. 1, jf. § 14, og § 32 i
lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet fuldbyrdes.
Efter bestemmelsen vil kommunen fortsat mod behørig legi-
timation og uden retskendelse have adgang til forældremyn-
dighedsindehavers bolig, rum og gemmer for at eftersøge og
medtage et barn eller en ung med henblik på at fuldbyrde
de afgørelser. Kommunen vil endvidere fortsat kunne hente
og bringe et barn eller en ung til det sted, hvor et børne-
121
og ungepålæg skal opfyldes, med henblik på at fuldbyrde
afgørelser efter § 40, eller det sted, hvor en straksreaktion,
jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller
et forbedringsforløb, jf. § 13, stk. 3 eller 4, i lov om bekæm-
pelse af ungdomskriminalitet, skal gennemføres.
Yderligere vil kommunalbestyrelsen mod behørig legitima-
tion og uden retskendelse have adgang til et anbringelses-
sted efter 43, stk. 1, for at eftersøge og medtage et barn
eller en ung med henblik på at fuldbyrde en afgørelse om
ændring af barnets eller den unges anbringelsessted efter 98,
stk. 4, eller efter § 24, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Endelig vil kommunalbestyrelsen efter bestemmelsen kun-
ne træffe afgørelse om adgang til forældremyndighedsind-
ehavers bolig og rum mod behørig legitimation og uden
retskendelse når adgangen til hjemmet sker som led i den
børnefaglige undersøgelse efter § 20 eller den ungefaglige
undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdoms-
kriminalitet og må anses for nødvendig for at afgøre, om der
er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs
sundhed eller udvikling og forældrene har modarbejdet, at
en vurdering af barnets eller den unges støttebehov kan
gennemføres med andre mere lempelige foranstaltninger.
Efter bestemmelsen vil politiet fortsat yde bistand til kom-
munen ved udøvelsen af beføjelserne efter lovforslagets §
139, stk. 2-4.
Det er Social- og Ældreministeriets vurdering, at der er be-
hov for at videreføre de gældende regler om kommunens
adgang til at fuldbyrde de anførte afgørelser i uændret form
herunder også adgangen til uden retskendelse og mod be-
hørig legitimation og eventuelt med politiets bistand til at
hente barnet eller den unge i de anførte tilfælde.
Formålet er at sikre, at afgørelser anbringelse mv. og om
ændret anbringelsessted uden samtykke kan fuldbyrdes også
i de ganske få meget konfliktfyldte tilfælde, hvor f.eks. bar-
net eller den unge vedvarende modsætter sig, og hvor det
af hensyn til barnets eller den unges bedste og ud fra en
afvejning af hensynet til barnets eller den unges støttebehov
og hensynet til at beskytte barnet eller den unge mod unø-
dige indgreb, er afgørende nødvendigt af afgørelsen bliver
effektueret.
Fuldbyrdelse af tvangsmæssige afgørelser skal fortsat fore-
tages med henblik på sikre barnets eller den unges bedste
og skal tilrettelægges og gennemføres under hensyn til det-
te formål. Fuldbyrdelse af tvangsmæssige afgørelser efter
lovforslagets § 139 vil endvidere fortsat skulle ske under
iagttagelse af reglerne i §§ 2-8 lov om retssikkerhed ved
forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysnings-
pligter, herunder proportionalitetsprincippet m.v.
Rammerne for politiets magtanvendelse i forbindelse med
denne bistand fremgår navnlig af §§ 15 og 16 i lov om
politiets virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 956 af 20.
august 2015 med senere ændringer.
Fuldbyrdelse af afgørelser efter bestemmelsen vil altid skul-
le ske så skånsomt som omstændighederne tillader, og kom-
munen vil altid skulle forsøge at undgå, at det bliver nød-
vendigt at gennemtvinge en afgørelse. Hensigten er, at det så
vidt muligt helt undgås, at det bliver nødvendigt at rekvirere
politiets bistand ved fuldbyrdelsen af sådanne afgørelser.
Kommunen skal dermed så vidt muligt søge undgå, at det
bliver nødvendigt at fuldbyrde afgørelser med beføjelser,
som følger af lovforslagets § 139.
Af hensyn til retssikkerheden for barnet eller den unge,
forældrene og anbringelsesstedet vil der være behov for at
kunne følge anvendelsen af ordningen, der giver hjemmel til
at fuldbyrde afgørelser uden samtykke med politiets bistand
i helt særlige tilfælde. På de baggrund vil bestemmelsen
i § 139 blive ledsaget af et krav til kommunerne om at
registrere sådanne eventuelle episoder og indberette dem til
Ankestyrelsen. For at sikre at barnet eller den unge høres og
får mulighed for at sætte ord på oplevelsen, bør barnets eller
den unges beskrivelse af episoden fortsat indgå i en sådan
indberetning.
9. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes ikke at have klimamæssige konse-
kvenser.
10. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes ikke at have natur- og miljømæssige
konsekvenser.
11. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
12. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 25. maj 2022
til den 2. juni 2022 været sendt i høring hos følgende myn-
digheder og organisationer m.v.:
3F - Den Offentlige Gruppe, 6-Byerne, Aalborg Univer-
sitet (Juridisk Institut), Aarhus Universitet (Juridisk Insti-
tut), Adoption & Samfund, Adoptionsnævnet, Adoptionspo-
litisk Forum, Adoptionstrekanten, Advokatrådet, Advokat-
samfundet, Akademikerne, Amnesty International, Ankesty-
relsen, Barnets Tarv Nu, Baglandet København, Baglandet
Ålborg, Baglandet Vejle, Baglandet Århus, Bedsteforenin-
gen, BUPL - Forbundet af Pædagoger og Klubfolk, Børn
og Familier, Byretterne, Børnehjælpsdagen, Børne- og Kul-
turchefforeningen, Børnenes Bureau, Børneringen, Børnerå-
det, Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Danmarks Læ-
rerforening, Danner, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk
Flygtningehjælp, Dansk Handicapforbund, Dansk Kvinde-
samfund, Dansk Psykologforening, Dansk Retspolitisk For-
ening, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Advokater,
Danske Familieadvokater, Danske Handicaporganisationer
(DH), Danske Regioner, Datatilsynet, De Anbragtes Vil-
kår, Den Danske Dommerforening, Den Uvildige Konsu-
122
lentordning på Handicapområdet, Det Centrale Handicapråd,
Det Kriminalpræventive Råd, Departementet for Børn, Un-
ge og Familie (Grønland), Digitaliseringsstyrelsen, Dom-
merfuldmægtigforeningen, Domstolenes Tjenestemandsfor-
ening, Domstolsstyrelsen, FABU, FADD – Foreningen af
Døgn og Dagtilbud for udsatte børn og unge, Fagbevægel-
sens Hovedorganisation, Fagligt selskab for Sundhedsplejer-
sker, Familieretshuset, FOA – Fag og Arbejde, FBU- Foræl-
dreLANDSforeningen, Forældre og Fødsel, Foreningen af
Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer
i Danmark (FSD), Foreningen af ledere af sundhedsordnin-
ger for børn og unge, Foreningen Far til Støtte for Børn
og Forældre, Foreningen til støtte for Mødre og Børn,
Foreningen Retssikkerhed i Familiers Trivsel (RIFT), Frivil-
ligrådet, Godfar, HK Kommunal, HK Landsklubben, Dan-
marks Domstole, Institut for Menneskerettigheder , Joan-
nahuset, Jordemoderforeningen, Julemærkefonden, Justitia,
Jysk Børneforsorg, KFUM’s Sociale Arbejde, KL, Kristelig
Fagbevægelse, Kvinderådet, KVINFO, Københavns Univer-
sitet (Det Juridiske Fakultet), Landsforbundet DUI-leg og
virke, Landsforeningen Børn og Samvær, Landsforeningen
af ungdomsskoleledere, Landsorganisationen af Kvindekri-
secentre (LOKK), Landsorganisationen for sociale tilbud
(LOS), Landsforeningen for børn og forældre, Landsfor-
eningen for Socialpædagoger, Landsstyreområdet for Socia-
le Anliggender (Færøerne), Landsforeningen LEV, Ledernes
Hovedorganisation, Livsværk, Lev uden Vold, Lægeforenin-
gen, Lær for Livet, Mandecentret, Mentorbarn, Mødrehjæl-
pen, Plejefamiliernes Landsforening, Politiforbundet, Red
Barnet, Red Barnet Ungdom, Retspolitisk Forening, Rigs-
ombudsmanden i Grønland , Rigsombudsmanden på Færø-
erne, Rigsrevisionen, Rådet for etniske minoriteter, Røde
Kors, Rådet for Socialt Udsatte, Sand, Selveje Danmark,
Sind, Sjældne Diagnoser, Skole og Forældre, Socialpædago-
gernes Landsforbund, Socialtilsynene, Socialstyrelsen, So-
cialt Lederforum, SUMH – Sammenslutningen af Unge med
Handicap, Syddansk Universitet (Juridisk Institut), TABU-
KA , Tuba, Tænketanken Adoption, Udbetaling Danmark,
ULF Udviklingshæmmedes Landsforbund , Ungdommens
Røde Kors , Ungdomskriminalitetsnævnet, Ungdomsringen,
UNICEF Danmark, Vestre Landsret og Østre Landsret.
13. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat, kom-
muner og regioner
Ingen Samlede merudgifter for det offentlige
på Forslaget skønnes at medføre merud-
gifter på 128,8 mio. kr. i 2023, 261,2
mio. kr. i 2024, 367,2 mio. kr. i 2025,
423,8 mio. kr. i 2026 og 435,0 mio. kr.
i 2027 og årligt herefter. Heraf vedrører
merudgifter på 121,1 mio. kr. i 2023 sti-
gende til 423,4 mio. kr. i 2027 og årligt
herefter kommunale merudgifter, og de
resterende 7,7 mio. kr. i 2023 stigende
til 11,6 mio. kr. i 2026 og årligt herefter
statslige merudgifter. De statslige merud-
gifter vedr. Ankestyrelsen, Familieretshu-
set, domstolene, advokatbistand, samt ud-
gifter til implementering og understøtten-
de aktiviteter som følge af de foreslåede
ændringer.
Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Med lovforslaget foreslås en række tiltag
med henblik på afbureaukratisering og re-
gelforenkling, som skal bidrage til at høj-
ne kvaliteten i den offentlige sektor ved
at skabe mere tid til relationerne mellem
mennesker og lade medarbejderne bringe
deres faglighed i spil for at tilrettelægge
indsatser med udgangspunkt i det enkelte
barns ønsker og behov.
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervsli-
vet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for borgerneLovforslagets principper om afbureaukra-
123
tisering og regelforenkling skal bidrage
til, at borgerene oplever et mere enkelt
system, som i højere grad kan tilpasses
individuelle behov. Med lovforslaget ind-
føres og tydeliggøres desuden en række
rettigheder for børn og unge. F.eks. fore-
slås det, at adgangen til selvstændige
partsbeføjelser sænkes fra 12 år til 10 år.
Klimamæssige konsekvenser Ingen Ingen
Miljø- og naturmæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Er i strid med de principper for im-
plementering af erhvervsrettet EU-regule-
ring/Går videre end minimumskrav i EU-
regulering (sæt X)
Ja Nej
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Lov om social service (serviceloven), jf. lovbekendtgørelse
nr. 170 af 24. januar 2022, danner i dag rammen om de
regler, som regulerer indsatser til børn og unge, der har
et særligt behov for støtte på grund af nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer, og
deres familier.
Det generelle formål med servicelovens bestemmelser frem-
går af servicelovens § 1, som rammesætter formålet med
den samlede servicelov, herunder også de af servicelovens
bestemmelser, som er målrettet børn og unge med nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale pro-
blemer.
Det fremgår af § 1, stk. 1, nr. 1-3, i serviceloven, at formålet
med loven er at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge
sociale problemer, at tilbyde en række almene serviceydel-
ser, der også kan have et forebyggende sigte, og at tilgodese
behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsev-
ne eller særlige sociale problemer.
Det fremgår af § 1, stk. 3, 1. pkt. i serviceloven, at hjælpen
efter serviceloven bygger på den enkeltes ansvar for sig selv
og sin familie.
Det fremgår endvidere af § 1, stk. 3, 2. pkt. i serviceloven,
at hjælpen efter serviceloven skal tilrettelægges på baggrund
af en konkret og individuel vurdering af den enkelte persons
behov og forudsætninger, samt af § 46, stk. 2, 2. pkt., i
serviceloven, at støtten til børn og unge, der har et særligt
behov herfor, i hvert enkelt tilfælde skal tilrettelægges på
baggrund af en konkret vurdering af det enkelte barns eller
den enkelte unges og familiens forhold.
Det foreslås med stk. 1, at formålet med denne lov skal være
1) at tilbyde børn og unge og deres familier rådgivning,
hjælp og støtte for at forebygge sociale problemer samt 2)
at tilgodese særlige behov, der følger af nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer hos et
barn eller en ung.
Med det foreslåede stk. 1 vil bestemmelserne i servicelovens
§ 1, stk. 1, blive videreført i en form, der dels sprogligt er
tilrettet som konsekvens af, at de foreslåede bestemmelser i
barnets lov alene vil være målrettet børn og unge og deres
familier, dels vil gøre bestemmelsen sprogligt mere tidssva-
rende.
Det foreslåede stk. 1 er en bestemmelse, som vil præsentere
det overordnede formål med den foreslåede barnets lov.
Målgruppen for lovforslaget vil være de børn og unge
og deres familier, som i dag er omfattet af servicelovens
bestemmelser, som på grund af sociale udfordringer eller
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller
den unge har behov for rådgivning, hjælp og støtte efter
servicelovens bestemmelser. Børn, unge og familier, som på
grund af udfordringer hos barnet eller den unge har ret til
at modtage rådgivning, hjælp og støtte efter servicelovens
bestemmelser, foreslås således fremover at skulle kunne få
rådgivning, hjælp og støtte efter de foreslåede bestemmelser
i barnets lov.
Med børn og unge forstås som udgangspunkt børn og unge i
alderen 0-17 år, det vil sige mindreårige, med mindre andet
fremgår af de enkelte bestemmelser.
I overensstemmelse med gældende ret vil det foreslåede stk.
1, nr. 1, fastlægge, at det i den foreslåede barnets lov vil
være et væsentligt formål at sikre, at børn og unge og deres
familier vil have adgang til rådgivning med henblik på at
forebygge sociale problemer. Det vil således følge af det
foreslåede stk. 1, nr. 1, at der vil skulle tilbydes rådgivning
og støtte med et forebyggende sigte til børn og unge og
deres familier.
Den foreslåede rådgivning, hjælp og støtte med et forebyg-
gende sigte vil også kunne iværksættes med henblik på at
medvirke til at forebygge, at eksisterende problemer forvær-
res.
De foreslåede tilbud om rådgivning, hjælp og støtte med et
124
forebyggende sigte vil, i overensstemmelse med gældende
ret, skulle omfatte børn og unge, som har behov for hjælp
og støtte på grund af sociale problemer eller nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne, og deres familier, men også en
bredere målgruppe af børn, unge og familier, som måtte
have behov for rådgivning og hjælp til at forebygge sociale
problemer. Bestemmelsen skal således også ses i tæt sam-
menhæng med forslaget til § 30 i den foreslåede barnets lov
om tidligt forebyggende indsatser.
Det foreslåede stk. 1, nr. 2, vil fastlægge, at den foreslåede
barnets lov i overensstemmelse med gældende ret vil skulle
danne rammen for konkrete indsatser i form af hjælp og
støtte, som vil skulle tilgodese særlige behov og dermed
medvirke til at kompensere for udfordringer, der følger af
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige socia-
le problemer hos barnet eller den unge.
Der vil være tale om hjælp og støtte til børn og unge, som
har særlige behov herfor på grund af nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne, særlige sociale problemer eller en
kombination heraf. Hjælp og støtte, som vil skulle tilgodese
sådanne særlige behov, foreslås også at skulle kunne omfatte
forældre til de børn og unge, hvis udfordringer ligger til
grund for støttebehovet, i det omfang dette vil være relevant.
Det foreslåede stk. 1, nr. 2, vil skulle danne ramme om
en foreslået, bred vifte af tilbud om hjælp og støtte efter
de øvrige bestemmelser i den foreslåede barnets lov. Iværk-
sættelse af foreslåede indsatser, der retter sig mod børn og
unge, som har et særligt behov for hjælp og støtte af denne
karakter, vil forudsætte en konkret og individuel vurdering
af det enkelte barns eller den enkelte unges behov, jf. det
foreslåede § 1, stk. 3.
Der vil med forslagene til nr. 1 og nr. 2 blive tale om en
målgruppe, der omfatter børn og unge og deres familier i
risiko for og med sociale problemer, herunder børn, hvor
forældrene ikke eller kun vanskeligt kan leve op til deres
forældreansvar. Hjælp og støtte vil også skulle iværksættes
over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne, herunder f.eks. døve og døvblinde børn og
unge samt børn og unge med udviklingshæmning, opmærk-
somhedsforstyrrelse, synshandicap, medfødt eller erhvervet
hjerneskade eller bevægehandicap m.v.
De foreslåede bestemmelser om målgruppen afspejler, at det
foreslås, at servicelovens regler målrettet børn og unge og
deres familier samles i en ny, selvstændig hovedlov, som
vil skulle danne rammen for alle sociale indsatser til mål-
gruppen, uanset baggrunden for det enkelte barns eller den
enkelte unges støttebehov.
Den foreslåede barnets lov vil være målrettet børn og unge
under 18 år og deres familier, med mindre det eksplicit
fremgår af de konkrete bestemmelser, at hjælp og støtte kan
gives til unge over 18 år.
Det foreslås, at det som stk. 2 fastsættes, at hjælp og støtte
efter barnets lov vil bygge på forældres ansvar for deres
børn.
Med det foreslåede stk. 2 vil bestemmelsen i servicelovens
§ 1, stk. 3, 1. pkt., blive videreført i en form, der sprogligt
er tilrettet som konsekvens af, at bestemmelserne i barnets
lov alene vil være målrettet børn og unge og deres familier,
mens servicelovens § 1 er udformet til at skulle omfatte
både børn, unge og voksne.
Af det foreslåede stk. 2 fremgår det således, at udgangs-
punktet for den hjælp og støtte, der vil kunne iværksættes
efter den foreslåede barnets lov, vil være, at forældrene har
et ansvar for at drage omsorg for barnet eller den unge under
18 år og medvirke til at sikre barnets eller den unges ret
til omsorg og tryghed. Forældrene bør i forlængelse heraf
samarbejde med kommunen ved begyndende mistrivsel og i
videst muligt omfang tage ansvar for barnets eller den unges
personlige forhold.
Der vil dog i hvert enkelt tilfælde skulle tages hensyn til den
enkelte forælders forudsætninger og muligheder for at løfte
det forældreansvar, som alle forældre i udgangspunktet har
for deres børn. Dette hensyn vil skulle sikre, at børn og unge
ikke vil komme til at stå uden nødvendig hjælp og støtte,
fordi nogle forældre ikke eller kun vanskeligt kan leve op
til deres forældreansvar, eller fordi der ikke iværksættes de
nødvendige tiltag for at understøtte forældrene i at varetage
dette ansvar.
Endelig foreslås det, at det som stk. 3 fastsættes, at hjælp
og støtte efter barnets lov vil skulle tilrettelægges efter en
konkret og individuel vurdering af det enkelte barns eller
den enkelte unges og familiens behov, forhold og forudsæt-
ninger.
Med det foreslåede stk. 3 vil bestemmelserne i servicelovens
§ 1, stk. 3, 2. pkt., samt § 46, stk. 2, 2. pkt., blive videreført
i en sammenskrevet form, der er sprogligt tilrettet som kon-
sekvens af, at bestemmelserne i barnets lov alene vil være
målrettet børn og unge og deres forældre, mens servicelo-
vens § 1 er udformet til at skulle omfatte både børn, unge og
voksne.
Det foreslåede stk. 3 vil således i overensstemmelse med
gældende ret slå fast, at der altid vil skulle foretages en kon-
kret og individuel vurdering af det enkelte barns eller den
enkelte unges og familiens forhold, inden der iværksættes
hjælp og støtte efter den foreslåede barnets lov.
Formålet med dette foreslåede grundlæggende princip vil
være at sikre, at den hjælp og støtte, der tilbydes, vil af-
spejle barnets eller den unges særlige støttebehov, og at de
tiltag, der vil blive iværksat, vil matche netop de behov, som
den enkelte har. Det vil gælde uanset, om støttebehovet har
afsæt i sociale problemer, nedsat fysisk eller psykisk funk-
tionsevne hos barnet eller den unge, eller en kombination
heraf. Samtidig vil det foreslåede princip være med til at
sikre, at den enkelte sag vil være tilstrækkeligt oplyst til, at
125
den ansvarlige myndighed vil kunne træffe en velbegrundet
og korrekt afgørelse i hver enkelt sag.
Det foreslåede stk. 3 har således til formål at understøtte,
at hjælp og støtte vil skulle iværksættes med henblik på at
skabe de bedst mulige opvækstvilkår for det enkelte barn
eller den enkelte unge. Heri ligger, at der blandt de mulighe-
der, som den foreslåede barnets lov vil give adgang til at
iværksætte, vil skulle vælges hvilken hjælp og støtte, der må
anses for den rette til at opfylde det enkelte barns eller den
enkelte unges behov i det konkrete tilfælde.
De foreslåede bestemmelser i den foreslåede § 1 vil således,
i samspil med de foreslåede bestemmelser i den foreslåede
§ 2, skulle medvirke til at skabe rammerne for en god og
rettidig og helhedsorienteret indsats til børn og unge med
behov for særlig støtte og deres familier med afsæt i en
grundig belysning af barnets, den unges og familiens proble-
mer, ressourcer og støttebehov.
Der er ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer som følge
af de sproglige tilpasninger af den foreslåede § 1, som fore-
slås gennemført som følge af, at servicelovens bestemmelser
målrettet børn og unge med særlige behov og deres familier
foreslås flyttet til barnets lov.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.1.
Til § 2
Serviceloven danner i dag rammen om de regler, som regu-
lerer indsatser til børn og unge, der har et særligt behov for
støtte på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller særlige sociale problemer, og deres familier.
Det generelle formål med servicelovens bestemmelser mål-
rettet børn og unge og deres familier fremgår af servicelo-
vens § 46, der omhandler formålet med de bestemmelser,
som alene regulerer indsatser målrettet børn og unge med
behov for særlig støtte.
Det fremgår af § 1, stk. 2, i serviceloven, at formålet med
hjælpen efter loven er at fremme den enkeltes mulighed
for at udvikle sig og for at klare sig selv eller at lette den
daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.
Det fremgår af § 46, stk. 1, 1. pkt. i serviceloven, at formålet
med at yde støtte til børn og unge, der har et særligt behov
herfor, er at sikre, at disse børn og unge kan opnå de samme
muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstæn-
digt voksenliv som deres jævnaldrende.
Det fremgår endvidere af § 46, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven,
at støtten skal ydes med henblik på at sikre barnets eller
den unges bedste og skal have til formål at 1) sikre konti-
nuitet i opvæksten og et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder
nære og stabile relationer til voksne, bl.a. ved at understøtte
barnets eller den unges familiemæssige relationer og øvrige
netværk, 2) sikre barnets eller den unges muligheder for per-
sonlig udvikling og opbygning af kompetencer til at indgå
i sociale relationer og netværk, 3) understøtte barnets eller
den unges skolegang og mulighed for at gennemføre en
uddannelse, 4) fremme barnets eller den unges sundhed og
trivsel og 5) forberede barnet eller den unge til et selvstæn-
digt voksenliv.
Det fremgår af § 46, stk. 2, i serviceloven, at den støtte, der
ydes, skal være tidlig og helhedsorienteret, så problemer så
vidt muligt kan forebygges og afhjælpes i hjemmet eller i
det nære miljø. Støtten skal desuden i hvert enkelt tilfælde
tilrettelægges på baggrund af en konkret vurdering af det
enkelte barns eller den enkelte unges og familiens forhold.
Efter § 46, stk. 3, i serviceloven skal støtten bygge på
barnets eller den unges egne ressourcer, og barnets eller
den unges synspunkter skal altid inddrages med passende
vægt i overensstemmelse med barnets eller den unges alder
og modenhed. Endelig fremgår det, at barnets eller den un-
ges vanskeligheder så vidt muligt skal løses i samarbejde
med familien og med dennes medvirken. Hvis dette ikke
er muligt, fremgår det af samme bestemmelse, at foranstalt-
ningens baggrund, formål og indhold skal tydeliggøres for
forældrene.
Det foreslås, at der i tillæg til § 1 fastsættes en uddybende
bestemmelse om formålene med hjælp og støtte efter den
foreslåede barnets lov. § 2 foreslås i tillæg til forslaget til § 1
at skulle indeholde nye formålsbestemmelser, som vil skulle
danne rammerne for den hjælp og støtte, som vil kunne ydes
efter den foreslåede nye hovedlov.
Det foreslås med stk. 1, at hjælp og støtte efter denne lov
vil skulle iværksættes med henblik på at sikre, at børn og
unge, som har behov for særlig støtte, kan opnå de samme
muligheder for omsorg, læring, personlig udvikling, trivsel,
sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldren-
de. Hjælp og støtte kan også iværksættes med henblik på
at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten for
barnet, den unge eller familien.
Det foreslåede stk. 1 foreslås at være en formålsparagraf,
som vil opstille de foreslåede overordnede målsætninger for
hjælp og støtte til børn og unge, herunder også børn og unge
med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som har et
særligt behov for støtte. Med behov for særlig støtte forstås
et behov, som rækker ud over de behov, som kan opfyldes af
de tilbud, som i almindelighed står åbne for børn eller unge
og deres familier som f.eks. tilbud efter dagtilbudsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1912 af 6. oktober 2021.
Med det foreslåede stk. 1 understreges det, at opgaven over
for denne gruppe af børn og unge og deres familier i med-
før af barnets lov vil være at forsøge at sikre børnenes og
de unges opvækstvilkår, så de vil kunne opnå de samme
muligheder for omsorg, læring, personlig udvikling, trivsel,
sundhed og - på sigt - et selvstændigt voksenliv som deres
jævnaldrende. Disse overordnede målsætninger vil så vidt
muligt skulle tilgodeses i forbindelse med tilrettelæggelsen
126
af hjælp og støtte til alle børn og unge, som vil være i mål-
gruppen for rådgivning, hjælp og støtte efter den foreslåede
barnets lov.
Det fastsættes endvidere med den foreslåede bestemmelse i
overensstemmelse med gældende ret, at hjælp og støtte efter
den foreslåede barnets lov vil skulle kunne medvirke til at
lette hverdagen og understøtte livskvaliteten for barnet, den
unge eller familien. Dette vil særligt være væsentligt for de
børn og unge, der som følge af nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne ikke vil have mulighed for at kunne opnå
samme læring, personlige udvikling, sundhed og mulighed
for på sigt at få et selvstændigt voksenliv som deres jævn-
aldrende selv med omfattende hjælp og støtte efter den fore-
slåede barnets lov. Det vil også gælde for børn og unge, hvis
nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne alene medfører
et behov for hjælp og støtte efter kapitel 8 i den foreslåede
barnets lov, eksempelvis i form af ledsagelse til barnet eller
den unge eller et økonomisk tilskud til forældrene i form af
hjælp til dækning af nødvendige merudgifter.
For børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktions-
evne vil det således ofte være et væsentligt formål med hjæl-
pen og støtten efter den foreslåede barnets lov at understøtte
livskvaliteten og lette hverdagen for barnet eller den unge
og familien.
Det foreslås, at det som stk. 1, 1. pkt., fastsættes, at hjælp
og støtte efter loven skal iværksættes med henblik på at
sikre, at børn og unge, som har behov for særlig støtte, kan
opnå de samme muligheder for omsorg, læring, personlig
udvikling, trivsel, sundhed og et selvstændigt voksenliv som
deres jævnaldrende.
Med særlig støtte forstås støtteindsatser efter denne lov.
Med det foreslåede stk. 1, 1. pkt., videreføres bestemmelsen
i servicelovens § 46, stk. 1, 1. pkt. med sproglige opdate-
ringer og med tydeliggørelse af de generelle formål med
indsatserne i overensstemmelse med den foreslåede § 5,
således at omsorg, trivsel og læring foreslås eksplicit anført
i selve bestemmelsen. Der er ikke tilsigtet indholdsmæssige
ændringer.
Samtidig foreslås det, at det som stk. 1, 2. pkt., fastsættes, at
hjælp og støtte også vil kunne iværksættes med henblik på
at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten for
barnet, den unge eller familien.
Med det foreslåede stk. 1, 2. pkt., videreføres intentionerne
i servicelovens § 1, stk. 2, i en sprogligt tilrettet og sammen-
skrevet form. Der er ikke hermed tilsigtet indholdsmæssige
ændringer.
Det foreslås endvidere, at det som stk. 2, indsættes, at hjælp
og støtte efter denne lov skal ydes med afsæt i barnets eller
den unge perspektiv, ressourcer og behov med henblik på at
sikre barnets eller den unges bedste.
Det foreslås endvidere med stk. 2, at hjælp og støtte, i det
omfang det vil være relevant for det enkelte barn eller den
enkelte unge, vil skulle tilrettelægges med henblik på at
sikre 1) barnets eller den unges muligheder for personlig
udvikling og opbygning af kompetencer, herunder til at ind-
gå i sociale relationer og netværk, 2) at fremme barnets
eller den unges sundhed og trivsel, 3) at understøtte barnets
eller den unges skolegang og mulighed for at gennemføre en
uddannelse, 4) at forberede barnet eller den unge til et selv-
stændigt voksenliv, og 5) at sikre kontinuitet i opvæksten og
et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder nære og stabile relationer
til voksne, herunder ved at understøtte barnets eller den
unges familiemæssige relationer og øvrige netværk.
Med det foreslåede stk. 2 foreslås servicelovens § 46, stk. 1
og stk. 3, 1. pkt. videreført, i en form, der er let sprogligt
tilrettet. Der er dermed ikke tilsigtet indholdsmæssige æn-
dringer.
Det foreslåede stk. 2 vil sammen med de øvrige foreslåede
bestemmelser i lovforslagets § 1 og § 2, udgøre den over-
ordnede ramme for lovens øvrige bestemmelser vedrørende
særlig støtte til børn og unge, som vil skulle forstås i lyset af
lovens formål.
I det foreslåede stk. 2, nr. 1-5, fremhæves en række opmærk-
somhedspunkter, der vil afspejle centrale forhold i barnets
eller den unges udvikling, som i det omfang, det er relevant,
vil skulle tages i betragtning forud for og i forbindelse med
iværksættelse af hjælp og støtte efter den foreslåede barnets
lov.
Formålet med det foreslåede stk. 2 er således at medvirke til
at understøtte, at der vil blive skabt sammenhæng i indsatsen
for det enkelte barn eller den enkelte unge og dennes fami-
lie.
Hjælpen og støtten til det enkelte barn eller unge vil efter
det foreslåede stk. 2, nr. 1, skulle tilrettelægges, så der tages
højde for, at barnets eller den unges mulighed for personlig
udvikling og opbygning af eksempelvis sociale relationer
og netværk sikres. Dermed understreges det, at barnet eller
den unge vil kunne have behov for hjælp til at udvikle
personlige og sociale kompetencer, f.eks. ved at få støtte til
at opretholde venskaber og indgå i sociale netværk, fritids-
aktiviteter m.v.
Hjælpen og støtten vil desuden med det foreslåede stk. 2,
nr. 2, i lighed med de gældende regler i serviceloven skulle
tilrettelægges under hensyntagen til eventuelle behov for at
fremme barnets eller den unges sundhed og trivsel eksem-
pelvis ved at sikre, at børn og unge med behov for særlig
støtte, herunder børn og unge med funktionsnedsættelse,
kommer til de forebyggende helbredsundersøgelser hos læge
og sundhedsplejerske.
Hjælp og støtte vil endvidere efter det foreslåede stk. 2, nr.
3, skulle tilrettelægges på en sådan måde, at den vil kunne
understøtte barnets eller den unges skolegang og inklusion
i uddannelsessystemet. Dermed vil det blive fastsat, at der
i tilrettelæggelsen af hjælp og støtte i relevant omfang vil
127
skulle tages hensyn til udviklingen af barnets eller den un-
ges faglige kompetencer, så barnet eller den unge så vidt
muligt kan få en uddannelse.
Det foreslåede stk. 2, nr. 4, vil understøtte opmærksomheden
på, at hjælp og støtte efter den foreslåede barnets lov vil
skulle sigte mod at forberede barnet eller den unge til et
selvstændigt voksenliv.
Der vil i tilrettelæggelse af hjælp og støtte også skulle væ-
re særlig opmærksomhed på, at hjælp og støtte efter den
foreslåede barnets lov til nogle børn og unge med nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne i visse tilfælde vil skulle
have et mere kompenserende sigte. I overensstemmelse med
gældende ret vil der derfor i tilrettelæggelsen af hjælp og
støtte skulle anlægges et helhedsperspektiv i forhold til det
enkelte barns eller den enkelte unges tilværelse og udvikling
i indsatsen for det enkelte barn eller den enkelte unge.
Med det foreslåede stk. 2, nr. 5, foreslås det fastsat, at barnet
eller den unge så vidt muligt vil skulle sikres kontinuitet i
opvæksten og mulighed for at vokse op i et trygt omsorgs-
miljø, der tilbyder nære og stabile omsorgsrelationer. Det
vil i den forbindelse være centralt, at de familiemæssige
relationer vil skulle understøttes under hensyn til, hvad der
er barnets bedste, blandt andet med henblik på at barnet eller
den unge så vidt muligt vil kunne bevare et stabilt netværk i
et eventuelt anbringelsesforløb.
Det foreslås, at det som stk. 3, fastsættes, at hjælp og støtte
efter den foreslåede barnets lov skal ske tidligt og være hel-
hedsorienteret, så problemer så vidt muligt kan forebygges
og afhjælpes i hjemmet eller i det nære miljø.
Med det foreslåede stk. 3, videreføres servicelovens § 46,
stk. 2, 1. pkt., i sprogligt tilpasset form uden indholdsmæssi-
ge ændringer.
Det foreslåede stk. 3 vil sammen med de øvrige foreslåede
bestemmelser i de foreslåede §§ 1 og 2, lægge den over-
ordnede ramme for lovens øvrige bestemmelser vedrørende
hjælp og støtte til børn og unge, som skal forstås i lyset af
lovens formål.
Med det foreslåede stk. 3 angives, at det vil være et grund-
læggende princip for den hjælp og støtte, som vil skulle
gives efter den foreslåede barnets lov, at indsatsen vil skulle
være sammenhængende og vil skulle sættes i værk så tidligt
som muligt.
Bestemmelsen vil således indebære, i overensstemmelse
med gældende ret, at støtten skal ydes på et så tidligt tids-
punkt som muligt ud fra en opfattelse af, at den tidlige
indsats i en del tilfælde kan standse et uhensigtsmæssigt
udviklingsforløb. Endelig slås det fast, at det vil være et
mål at opfange problemer så tidligt, at de så vidt muligt kan
afhjælpes i familien og barnets eget miljø.
En tidlig og helhedsorienteret indsats vil ofte forudsætte,
at der arbejdes tværfagligt mellem forskellige forvaltninger,
sektorer og faggrupper, for at den nødvendige viden er til
stede, inden der træffes beslutning om, hvilken hjælp og
støtte der vil skulle iværksættes.
Det vil i den forbindelse også være væsentligt, at barnets
eller den unges egne synspunkter høres og tillægges vægt
i overensstemmelse med den enkeltes alder, modenhed og
eventuelle særlige udfordringer, eksempelvis som følge af
særlig psykisk sårbarhed eller nedsat psykisk funktionsev-
ne. I forhold til de foreslåede rammer for inddragelse af
børn og unge henvises til det foreslåede kapitel 2.
I formuleringen ”det nære miljø” vil ligge, at kommunen
både vil skulle forsøge at drage nytte af ressourcerne hos
personer i hjemmet, typisk forældremyndighedsindehaverne
og hjemmeboende søskende, og også vil skulle overveje,
om der er andre nære pårørende og nærtstående personer i
øvrigt, som vil kunne bidrage til løsning af problemerne.
I denne sammenhæng er det dog vigtigt at være opmærksom
på, om inddragelsen af det nære miljø i opgaveløsningen
vil kunne skabe konflikter og medføre uheldige følger for
barnet eller den unge. Dette vil særligt kunne være relevant i
tilfælde af alvorlige æresrelaterede konflikter.
Den foreslåede forpligtelse til at sikre, at hjælp og støtte
skal være tidlig og helhedsorienteret, vil blandt andet skulle
medvirke til at understøtte den forpligtelse, som kommunal-
bestyrelsen vil få i medfør af kapitel 2 om kommunalbesty-
relsens forpligtelser, herunder lovforslagets § 14. Efter den-
ne foreslåede bestemmelse, som vil være en videreførelse af
servicelovens § 19, stk. 1-3, vil kommunalbestyrelsen blandt
andet skulle sikre, at den indsats for børn og unge og deres
familier, der iværksættes efter barnets lov, indgår som en del
af den samlede indsats for børn og unge, samt understøtte, at
indsatsen for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller med et andet særligt behov for støtte
sker i tæt sammenhæng med de tilbud, der iværksættes for
de samme børn og unge efter anden lovgivning.
Forpligtelserne i det foreslåede stk. 3 vil endvidere skulle
ses i sammenhæng med § 3 i lovbekendtgørelse nr. 265 af
25. februar 2022 af lov om retssikkerhed og administration
på det sociale område (retssikkerhedsloven), som slår fast,
at kommunalbestyrelsen skal behandle spørgsmål om hjælp
så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er
ret til hjælp og i så fald hvilken, samt retssikkerhedslovens
§ 5, som slår fast, at kommunalbestyrelsen skal behandle
ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de
muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale
lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning. Det
følger ligeledes af retssikkerhedslovens § 5, at kommunalbe-
styrelsen skal være opmærksom på, om der kan søges om
hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.
Endvidere vil det foreslåede stk. 3 skulle ses i sammenhæng
med retssikkerhedslovens § 6, hvoraf det fremgår, at hvis en
borger har brug for hjælp i længere tid, skal kommunalbe-
styrelsen tidligt i forløbet tilstræbe at tilrettelægge hjælpen
128
ud fra en samlet vurdering af pågældendes situation og be-
hov på længere sigt.
Det kan af ovenstående udledes, at kommunalbestyrelsen
vil skulle være opmærksom på betydningen af, at hjælpen
tidligt i forløbet målrettes barnets eller den unges behov
både her og nu og på længere sigt, fordi den tidlige og
målrettede hjælp ofte vil afværge yderligere problemer. Det
kan ligeledes udledes, at kommunalbestyrelsen allerede tid-
ligt i forløbet vil skulle foretage en kvalificeret vurdering
af omfanget af støttebehovet og af, hvilke indsatser der bør
iværksættes på såvel kort som lang sigt, samt at hjælpen
vil skulle være sammenhængende og i nødvendigt omfang
udføres på tværs af lovgivning, administrative strukturer og
faglige kompetencer.
Det foreslåede stk. 3 vil således indebære, at kommunalbe-
styrelsen i forbindelse med tilrettelæggelsen af hjælp og
støtte efter den foreslåede barnets lov vil skulle tage afsæt i
kommunernes eksisterende ansvar for at sikre en helhedsori-
enteret, velforberedt, rettidig og inddragende proces i sager
om hjælp og støtte til børn og unge.
Endelig foreslås det med stk. 4, at barnets eller den unges
vanskeligheder så vidt muligt vil skulle løses i samarbejde
med familien og med dennes medvirken. Er det ikke muligt,
skal baggrunden herfor forklares og begrundes over for for-
ældremyndighedsindehaver og barnet eller den unge. End-
videre skal baggrunden for, formålet med og indholdet af
hjælpen og støtten tydeliggøres over for barnet eller den
unge og forældremyndighedsindehaver.
Med det foreslåede stk. 4 foreslås bestemmelserne i service-
lovens § 46, stk. 3, 2. og 3. pkt. videreført med sproglige
opdateringer. Der er hermed ikke tiltænkt indholdsmæssige
ændringer.
Det foreslåede stk. 4 vil skulle ses i tæt sammenhæng med
det foreslåede kapitel 2 og lovforslagets § 14. Efter den
foreslåede bestemmelse, som vil være en videreførelse af
servicelovens § 19, stk. 1, vil kommunalbestyrelsen blandt
andet skulle sørge for, at de opgaver og tilbud, der omfat-
ter børn, unge og deres familier, udføres i samarbejde med
forældrene og på en sådan måde, at det fremmer børns og
unges udvikling, trivsel og selvstændighed.
Det foreslåede stk. 4 vil angive, at løsningerne på barnets
eller den unges problemer, så vidt det er muligt, bør findes
i forståelse med familien og med dennes medvirken, og
at kommunalbestyrelsen vil skulle begrunde det over for
barnet, den unge og forældremyndighedsindehaveren, hvis
dette ikke er muligt.
Baggrunden for den foreslåede målsætning i det foreslåede
stk. 4 er en grundlæggende erkendelse af, at barnet eller den
unge uanset udfordringerne er en del af familien. Det er der-
for væsentligt at bevare familieenheden, hvis mulighederne
herfor er til stede.
På den anden side vil det med den foreslåede bestemmelse
også blive signaleret, at forståelsen og samarbejdet med fa-
milien kun vil række til en vis grænse, dvs. at hvis barnets
eller den unges forhold tilsiger et nødvendigt indgreb, som
strider mod forældrenes vilje, så må dette indgreb finde
sted til trods for forældrenes manglende medvirken. Det er
væsentligt at sikre denne forpligtelse ud fra en erkendelse af,
at selv om alle forældre ønsker det bedste for deres børn, er
det ikke alle forældre, som er i stand til at give deres børn
den tryghed og basale omsorg, som barnet eller den unge har
brug for.
Hensynet til, hvad der er bedst for barnet eller den unge,
vil således skulle veje tungest. Det er i denne forbindelse
vigtigt ikke at se barnet eller den unge som en adskilt del af
familien, da hele barnets eller den unges situation vil skulle
vurderes, herunder bl.a. forholdene i familien og det nære
miljø. Det vil også være vigtigt at se barnets eller den unges
situation i et langsigtet perspektiv.
Når det vil være nødvendigt at gribe ind med hjælp og støtte
mod forældrenes vilje, vil begrundelsen, foranstaltningens
formål, det forventede forløb samt de konsekvenser, der
tilstræbes eller kan forudses, skulle være beskrevet på en
sådan måde, at de er så tydelige som muligt for alle parter.
Derved understreges det, at iværksættelse af hjælp og støt-
te uden samtykke vil kræve en særlig opmærksomhed og
omhyggelighed i såvel kommunikation som i formuleringen
af alle afgørelser. Dels fordi denne type indsatser vil væ-
re meget indgribende, og dels fordi det erfaringsmæssigt
vides, at det i disse meget vanskelige situationer kan være
overordentligt svært for forældre, børn og unge at forstå og
overskue, hvad der sker, og hvilke konsekvenser en tvangs-
mæssigt iværksat indsats vil kunne få for dem.
Anvendelse af indsatser, der kan gennemføres tvangsmæs-
sigt, er nærmere beskrevet særligt i kapitel 5 og 6.
Samlet set vil den foreslåede § 2 skulle medvirke til at sikre,
at den foreslåede hjælp og støtte til børn og unge med særli-
ge behov og deres familier vil skulle tilrettelægges med hen-
blik på at sikre, at børn og unge vil kunne få de bedst mulige
opvækstvilkår under hensyntagen til det enkelte barns eller
den enkelte unges særlige udfordringer og ressourcer.
Støtten vil skulle ydes med henblik på at sikre barnets eller
den unges bedste. Det er i denne forbindelse vigtigt ikke
at se barnet eller den unge som en adskilt del af familien,
da hele barnets eller den unges situation vil skulle vurderes,
herunder bl.a. forholdene i familien og det nære miljø. Det
vil også være vigtigt at se barnets eller den unges situation i
et langsigtet perspektiv.
De foreslåede overordnede målsætninger i den foreslåede §
2 vil gælde såvel i forbindelse med forebyggende hjælp og
støtte som med den målrettede indsats over for børn og unge
med behov for særlig støtte.
De foreslåede bestemmelser i § 2 vil således i samspil med
de foreslåede bestemmelser i § 1 skulle medvirke til at skabe
129
rammerne for en god, rettidig og helhedsorienteret indsats til
børn og unge med behov for særlig støtte og deres familier
med afsæt i en grundig belysning af barnets, den unges og
familiens problemer, ressourcer og støttebehov.
Der er ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer som følge
af de foreslåede sproglige tilpasninger af den foreslåede §
2, som foreslås gennemført som følge af, at servicelovens
bestemmelser målrettet børn og unge med særlige behov og
deres familier foreslås flyttet til barnets lov.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.1.
Til § 3
Der er ikke fastsat udtrykkelige regler i serviceloven om,
hvem afgørelser om hjælp og støtte til børn og unge under
18 år træffes over for.
Parter i sager om særlig hjælp og støtte efter serviceloven
er som udgangspunkt forældremyndighedsindehaver eller
kommende forældre og barnet eller den unge under 18 år.
Børn og unge er parter i en sag om særlig støtte til børn og
unge, men deres partsstatus og dermed retten til at lade sig
repræsentere udøves af forældremyndighedsindehaver efter
§ 2 i lovbekendtgørelse nr. 1768 af 30. november 2020 af
forældreansvarsloven (forældreansvarsloven), idet mindreå-
rige børn og unge ikke anses for at have partshabilitet, jf.
Folketingstidende 2006-07, tillæg A, L 135, s. 4549.
Den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, er
part i visse afgørelser efter loven. Det gælder f.eks. en afgø-
relse om kontakten til barnet eller den unge under en barnets
anbringelse uden for hjemmet, jf. § 167, stk. 2, i servicelo-
ven. Endvidere er netværksplejefamilier parter i afgørelser
efter servicelovens § 66 b, stk. 5, og har klageadgang i for-
hold til afgørelser om dækning af øvrige og ekstraordinære
omkostninger og om dækning af tabt arbejdsfortjeneste.
Der kan være særlige tilfælde, f.eks. i ulykkestilfælde, hvor
den eller de personer, der har forældremyndigheden over
barnet, mister livet eller i forhold til mindreårige udlændin-
ge, hvor der er behov for at træffe en afgørelse om hjælp og
støtte, herunder om anbringelse uden for hjemmet, inden Fa-
milieretshuset formelt har udpeget en forældremyndigheds-
indehaver over barnet eller den unge, herunder eventuelt en
midlertidig forældremyndighedsindehaver.
Serviceloven indeholder endvidere ikke en generel regel om,
fra hvilken alder børn og unge kan udøve egne partsbefø-
jelser dvs. har partshabilitet. Loven indeholder dog visse
specielle bestemmelser herom, jf. herunder.
Det følger af § 167, stk. 1, nr. 1-6, i serviceloven, at barnet
eller den unge, der er fyldt 12 år, kan indbringe følgende
afgørelser for Ankestyrelsen efter reglerne i lov om retssik-
kerhed og administration på det sociale område: 1) Forebyg-
gende foranstaltninger samt anbringelse uden for hjemmet
efter § 52, stk. 3, 2) ungepålæg efter § 57 b, 3) hjemgivelse
og hjemgivelsesperiode efter § 68, stk. 2, 4) valg af anbrin-
gelsessted efter § 68 b, stk. 1, 5) behandling og uddannelse
m.v. efter § 69, stk. 1, og 6) samvær og kontakt efter § 71,
stk. 2.
Det følger endvidere af § 167, stk. 3, i serviceloven, at
afgørelser i sager om bisidder til børn og unge efter § 48
a kan indbringes for Ankestyrelsen af barnet eller den unge
efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på
det sociale. Det gælder uanset barnets eller den unges alder.
Det følger desuden af § 167, stk. 4, i serviceloven, at afgø-
relser om efterværn efter § 76 eller opretholdt anbringelse
efter § 76 a, der træffes i medfør af § 68, stk. 11 og 13,
inden den unge fylder 18 år, kan indbringes for Ankestyrel-
sen af den unge efter reglerne i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område.
Det følger herudover af § 168, stk. 2, i serviceloven, at den
unge, der er fyldt 12 år, kan indbringe børn og unge-udval-
gets afgørelser om iværksættelse af foranstaltninger uden
samtykke efter § 74 for Ankestyrelsen. Endelig kan barnet
eller den unge, der er fyldt 12 år indbringe Ankestyrelsens
afgørelser efter §§ 65, stk. 3 og 168 for retten efter § 170,
stk. 3, jf. § 169, stk. 1.
Forældremyndighedsindehavers partsbeføjelser består i dis-
se sager uafhængigt og ved siden af barnets eller den unges
selvstændige partsbeføjelser.
Det foreslås med § 3, at børn og unge, der er fyldt 10 år,
udøver partsbeføjelser i følgende sager, jf. dog § 145, stk. 3:
1) Indsatser efter § 32, stk. 1, 2) børne- og ungepålæg efter
§ 39, 3) anbringelse uden for hjemmet efter § 46, 4) valg
af anbringelsessted efter § 52, 5) behandling og uddannelse
m.v. efter § 97, stk. 2, 6) hjemgivelse og hjemgivelsesperio-
de efter § 10, stk. 1, 7) samvær og kontakt efter § 104, stk.
2-4, 8) ungestøtte efter §§ 114-116 og opretholdt anbringelse
efter § 120, der træffes i medfør af § 111 og § 112, stk. 3,
inden den unge fylder 18 år, og 9) sager, der behandles efter
§§ 142, 143, 146-148 og 151.
Bestemmelsen vil indebære, at barnet eller den unge vil
kunne udøve partsbeføjelser, det vil sige have partshabilitet,
i de anførte sager om særlig støtte, når barnet eller den unge
er fyldt 10 år. Det vil indebære, at barnet eller den unge fra
denne alder vil kunne udøve egne rettigheder i de anførte
sager. Det vil bl.a. betyde, at barnet eller den unge vil kunne
klage over afgørelser, anmode om partsaktindsigt m.v.
Formålet med bestemmelsen er at videreføre eksisterende
retstilstand efter serviceloven, hvorefter barnet og den unge
i dag er tillagt partshabilitet og dermed egne partsbeføjelser
i forbindelse med de anførte afgørelser om særlig støtte dog
med en justering af aldersgrænsen. Dermed vil barnets eller
den unges partshabilitet omfatte samme afgørelser som i
dag, men barnet eller den unge vil fremover kunne udøve
egne partsbeføjelser fra det fyldte 10. år mod 12 år i dag.
130
Med lovforslaget videreføres gældende ret uændret i forhold
til, at afgørelser efter barnets lov, som tilfældet er i dag,
som udgangspunkt vil blive truffet over for forældremyndig-
hedsindehaver eller kommende forældre og barnet eller den
unge. Det gælder dog ikke, hvis andet følger af loven.
Ved de kommende forældre forstås den gravide kvinde og
den, der efter børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 772 af
7. august 2019, anses som retlig forælder til barnet. Dette
omfatter kvindens ægtefælle, medmindre denne efter børne-
loven ikke anses som forælder til barnet, og den mand eller
kvinde, der har anerkendt faderskabet henholdsvis medmo-
derskabet til barnet på afgørelsestidspunktet. Derimod om-
fatter det ikke den mand eller kvinde, der er far eller med-
mor til barnet, men hvis forældreskab til barnet endnu ikke
er fastslået. Endvidere omfatter det den mand eller kvinde,
som ifølge moren er eller kan være far eller medmor til
barnet.
Børn og unge vil således fortsat være parter i en sag om
særlig støtte efter de foreslåede bestemmelser i barnets
lov. Barnet eller den unges partsstatus, herunder deres parts-
beføjelser og dermed retten til at lade sig repræsentere, vil
dog i overensstemmelse med gældende ret blive udøvet af
forældremyndighedsindehaver efter forældreansvarslovens §
2, idet børn og unge som umyndige som udgangspunkt ikke
vil have partshabilitet, med mindre der er tale om en sag
som nævnt i den foreslåede § 3.
Har barnet eller den unge ikke en forældremyndighedsinde-
haver på afgørelsestidspunktet, vil en afgørelse dog alene
skulle træffes over for barnet eller den unge.
I sager, hvor barnet eller den unge har partshabilitet efter
den foreslåede § 3, vil forældremyndighedsindehavers parts-
rettigheder fortsat bestå uafhængigt af og ved siden af bar-
nets eller den unges partsbeføjelser, og dermed videreføres
gældende ret uændret.
Med henvisningen til § 145, stk. 3, videreføres gældende
ret, hvorefter barnet eller den unge, uanset alder, vil kunne
påklage en afgørelse om bisidder efter de foreslåede bestem-
melser i § 6, stk. 2 eller 3.
Til § 4
Det fremgår af servicelovens § 2, at enhver, der opholder sig
her i landet, har ret til hjælp efter serviceloven. Det fremgår
af servicelovens § 2, stk. 2, at social- og ældreministeren
kan fastætte regler om, hvilke ydelser efter denne lov, der
kan medtages under midlertidige ophold i udlandet og de
nærmere betingelser herfor. Det fremgår af servicelovens §
2, stk. 3, at ved aftale med andre stater eller internationale
organisationer kan gives mulighed for at yde hjælp til be-
handling eller pleje m.v. af længere varighed her i landet
af personer, som har særlig tilknytning til landet, men som
på ansøgningstidspunktet ikke har ophold her i landet. Det
samme gælder herboende personers behandling eller pleje
m.v., når de tager ophold i et andet land, hvortil de pågæl-
dende har en særlig tilknytning.
Haagerbørnebeskyttelseskonventionen har til formål at sikre
beskyttelse af børn og unge, der har tilknytning til flere sta-
ter. Konventionen indeholder derfor bl.a. regler om, hvilken
stats myndigheder, der har international kompetence til at
træffe afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden
for hjemmet. Gennem disse regler sikres det, at når barnet
eller den unge opholder sig i en af de stater, der har tilsluttet
sig konventionen, vil der altid være en stat, der har ansvaret
for at beskytte barnet eller den unge i relation til anbringelse
uden for hjemmet.
Det følger af konventionens artikel 5, at de retslige eller
administrative myndigheder i den kontraherende stat, hvor
barnet har sit sædvanlige opholdssted, har kompetence til at
træffe foranstaltninger til beskyttelse af barnets person. Hvis
barnets sædvanlige opholdssted ændres til en anden kontra-
herende stat, tilfalder kompetencen myndighederne i den
stat, hvor barnet har fået nyt sædvanligt opholdssted.
Artikel 6 i konventionen omhandler kompetencen i forhold
til flygtningebørn, børn, der er internationalt fordrevne på
grund af uroligheder i deres land, og børn, hvis sædvanlige
opholdssted ikke kan fastslås. I disse tilfælde har myndighe-
derne i den kontraherende stat, på hvis område disse børn
befinder sig, den i artikel 5, stk. 1, omhandlede kompetence.
Hvis et barn er bortført fra en kontraherende stat til en an-
den kontraherende stat, beholder myndighederne i den stat,
som barnet er bortført fra, efter konventionens artikel 7 som
udgangspunkt kompetencen. Endvidere giver konventionens
artikel 8 og 9 mulighed for overførsel af kompetence fra
en kontraherende stat til en anden kontraherende stat. Vide-
re følger det af konventionens artikel 11 og 12, at myndig-
hederne i den kontraherende stat, på hvis område barnet
befinder sig, kan træffe midlertidige afgørelser af hastende
karakter eller afgørelser om foranstaltninger, der udelukken-
de har en territorialt afgrænset virkning.
Det følger af disse bestemmelser, at det som udgangspunkt
kun er myndighederne i den kontraherende stat, hvor barnet
har sædvanligt opholdssted, der kan træffe beskyttelsesfor-
anstaltninger over for et barn eller en ung. Der skal herved
tages udgangspunkt i barnets egen situation, hvorfor det i
udgangspunktet ikke er relevant, hvor en forælder eller en
forældremyndighedsindehaver bor. Der er således efter kon-
ventionen ikke international kompetence til at behandle en
sag vedrørende et barn, alene fordi en forælder eller foræl-
dremyndighedsindehaver bor i den pågældende stat. Barnets
nationalitet er heller ikke relevant.
Ved ”barnets sædvanlige opholdssted” forstås barnets eller
den unges bopæl, dvs. det sted, hvor barnet eller den un-
ge har sit hjem, hvor barnets eller den unges ejendele i
almindelighed befinder sig, og hvor barnet eller den unge
opholder sig, når barnet eller den unge ikke af særlige grun-
de opholder sig et andet sted, f.eks. på grund af sygdom,
ferie eller studierejse. Det er således udgangspunktet, at et
barn eller en ung har bopæl i Danmark, hvis barnets eller
den unges tilknytning hertil er mindst ligeså stærk som til
131
udlandet. Det er dog muligt at have bopæl i mere end én
stat. Det beror således på en konkret vurdering, om et barn
eller en ung har bopæl i Danmark i konventionens forstand.
Hvis barnet eller den unge under behandlingen af en anbrin-
gelsessag flytter fra Danmark og tager bopæl i en anden
kontraherende stat, mister danske myndigheder kompeten-
cen til at fortsætte behandlingen af sagen, og myndigheder-
ne skal afslutte sagen. Tager barnet eller den unge derimod
bopæl i en stat, som Danmark ikke samarbejder med efter
konventionen, beholder danske myndigheder kompetencen
til at fortsætte behandlingen af sagen.
Hvis en myndighed i barnets eller den unges tidligere bo-
pælsland finder, at barnet eller den unge er udsat for alvorlig
fare, indeholder konventionen i artikel 36 en pligt for denne
myndighed til at underrette myndighederne i barnets nye
bopælsland om barnets situation.
Det foreslås med stk. 1, at enhver, der opholder sig lovligt i
Danmark, og som er omfattet af § 1, har ret til hjælp efter
denne lov. Det foreslås videre, at børn og unge, der opholder
sig lovligt i Danmark, har ret til hjælp efter denne lov, uan-
set at barnets eller den unges forældremyndighedsindehaver
ikke har lovligt ophold.
Anvendelsesområdet for barnets lov foreslås således at skul-
le være de børn, unge og deres familier, som i dag er
omfattet af servicelovens bestemmelser på grund af sociale
udfordringer eller nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
hos barnet eller den unge. Børn, unge og familier, som på
grund af udfordringer hos barnet eller den unge har ret til
at modtage hjælp og støtte efter servicelovens bestemmelser,
foreslås således fremover at skulle kunne få hjælp og støtte
efter de foreslåede bestemmelser i barnets lov.
Med det foreslåede stk. 1 videreføres bestemmelserne i ser-
vicelovens § 2, i en let sprogligt tilrettet form, hvor der
dels tages højde for målgruppen for barnets lov, dels anven-
des hjælp og støtte, som betegnelse for de indsatser, der
kan ydes efter barnets lov, og dels bruges der i stedet for
betegnelsen ”her i landet” betegnelsen ”i Danmark”. Den
sidstnævnte foreslåede sproglige tilretning har til formål at
tydeliggøre, at der med afgrænsningen alene henvises til
lovligt ophold i Danmark, ikke til lovligt ophold i rigsfælles-
skabets øvrige dele.
Forslaget har således til formål at videreføre princippet i
servicelovens § 2 om, at lovens ydelser kun kan gives til
personer, der lovligt opholder sig her i Danmark, dvs. ikke i
Grønland, på Færøerne eller i udlandet. Dette vil gælde uan-
set nationalitet. En dansk statsborger vil altid have lovligt
ophold i Danmark.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at børn og unge, der
opholder sig lovligt i Danmark, vil være omfattet af lovens
anvendelsesområde og således vil kunne have krav på hjælp
efter lovforslagets enkelte bestemmelser. Det bemærkes i
den forbindelse, at et barn eller en ung uden lovligt ophold
dog efter den foreslåede bestemmelse i § 62, stk. 2, vil kun-
ne anbringes på en sikret institution, hvis en række nærmere
anførte betingelser er opfyldt. Der henvises til bemærknin-
gerne til § 62, stk. 2.
Betingelsen i stk. 1 om lovligt ophold i Danmark vil betyde,
at den pågældende udlænding fysisk vil skulle opholde sig
i Danmark og endvidere vil skulle have et lovligt opholds-
grundlag. Ved vurderingen af, om en udlænding har lovligt
ophold i barnets lovs forstand, vil der skulle lægges vægt på,
om den pågældende har lovligt ophold i udlændingeretlig
forstand. Det betyder bl.a., at udlændinge, der efter reglerne
i udlændingelovens kapitel 1 og 3-5 a har ret til at opholde
sig i Danmark, vil have lovligt ophold i lovforslagets for-
stand.
En udlænding med opholdstilladelse – tidsbegrænset eller
tidsubegrænset – eller visum vil således have lovligt ophold
i lovforslagets forstand. Det vil gælde uanset opholdsgrund-
lagets karakter og varighed.
Nordiske statsborgere kan efter § 1 i Lovbekendtgørelse nr.
1205 af 25. august 2022 af udlændingeloven (udlændingelo-
ven) uden tilladelse indrejse og opholde sig her i landet og
vil derfor også have lovligt ophold i lovforslagets forstand.
Omfattet af personkredsen vil også være børn og unge, der
har ret til ophold i Danmark i medfør af EU-reglerne, der
er fastsat i bekendtgørelse nr. 1457 af 6. oktober 2020 om
ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af Den
Europæiske Unions regler om fri bevægelig (EU-opholdsbe-
kendtgørelsen), som gennemfører direktiv 2004/38/EF (op-
holdsdirektivet) i dansk ret.
Udlændinge omfattet af EU-reglerne har en umiddelbar ret
til ophold, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Det gælder,
selvom de ikke har fået udstedt et EU-opholdsdokument i
henhold til bekendtgørelsen, idet sådanne opholdsdokumen-
ter er konstaterende og ikke retsstiftende.
Også udlændinge med processuelt ophold, jf. udlændingelo-
vens § 33 a, dvs. udlændinge, der efter udlændingelovens
regler har ret til at opholde sig her i landet under behand-
lingen af en ansøgning om opholdstilladelse, vil være omfat-
tet af bestemmelsen. Disse børn og unge vil dog samtidig
kunne være omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelses-
forpligtelse, i hvilke tilfælde der gælder en særlig procedure
for iværksættelse af foranstaltninger, hjælp eller støtte, jf.
herom nedenfor.
Endvidere indeholder udlændingelovens § 33 b regler om
opsættende virkning. Opsættende virkning indebærer, at en
udlænding i forbindelse med en klage over en afgørelse
bibeholder hidtil opnåede rettigheder, og at en fastsat ud-
rejsefrist suspenderes. Hvis udlændingen ikke har opnået
rettigheder, får den opsættende virkning samme retsvirkning
for udlændingen som processuelt ophold. Der kan herom
i øvrigt henvises til bemærkningerne til § 33 b, jf. Folke-
tingstidende 2019-20, tillæg A, s. 127 - 130. En udlænding,
der mister sit opholdsgrundlag, f.eks. ved afslag på forlæn-
gelse eller inddragelse af opholdstilladelsen, vil ikke have
132
lovligt ophold i lovforslagets forstand. Har den pågældende
imidlertid ret til at opholde sig her i landet, mens en klage
over en sådan afgørelse behandles (opsættende virkning), vil
udlændingen være omfattet af lovforslagets anvendelsesom-
råde.
Endelig vil udlændinge, der opholder sig i Danmark på et
opholdsgrundlag, der kan sidestilles med et lovligt ophold
efter udlændingeloven, herunder processuelt ophold, være
omfattet af den foreslåede bestemmelse. Dette vil f.eks.
kunne være udlændinge med ret til ophold efter lov om
midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan
har bistået danske myndigheder m.v., jf. lovbekendtgørelse
nr. 2055 af 16. november 2021 af Lov om midlertidig op-
holdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået
danske myndigheder m.v., eller efter lov om midlertidig
opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine,
jf. lovbekendtgørelse nr. 324 af 16. marts 2022 af Lov om
midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra
Ukraine, med senere ændringer.
En udlænding, der er idømt frihedsstraf og udvist med den
følge, at den pågældendes opholdsgrundlag er bortfaldet, vil
ikke have lovligt ophold i lovforslagets forstand. Endelig
vil en udlænding ikke have lovligt ophold i lovforslagets
forstand, hvis den pågældende er udelukket fra opholdstilla-
delse, f.eks. på grund af kriminalitet, men opholder sig her
i landet på et såkaldt tålt ophold under henvisning til, at
den pågældende ikke kan udsendes på grund af udlændin-
gelovens refoulementsforbud (forbud mod udsendelse af en
udlænding til et land, hvor den pågældende risikerer forføl-
gelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7).
Det bemærkes, at efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1,
jf. dog stk. 3 og 4, og § 43, stk. 1, får en udlænding,
der opholder sig i Danmark som asylansøger, udgifterne
til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dæk-
ket af Udlændingestyrelsen, indtil udlændingen meddeles
opholdstilladelse, udrejser eller udsendes. Udlændingesty-
relsens forsørgelsesforpligtelse dækker ligeledes nødvendige
sociale foranstaltninger.
I det omfang en udlænding, der er under Udlændingestyrel-
sens forsørgelsesforpligtelse, behov for hjælp og støtte kan
imødekommes inden for indkvarteringssystemet, vil hjælpen
og støtten blive ydet i indkvarteringssystemet.
I det omfang der er behov for yderligere hjælp eller støtte
efter lovforslaget til barnets lov, vil det være Udlændinge-
styrelsen, der godkender og afholder udgiften hertil.
Hjælp eller støtte, der iværksættes af kommunerne eller
kommunernes børne- og ungeudvalg efter den foreslåede
barnets lov, vil skulle være afpasset den midlertidige karak-
ter, som den pågældende udlændings opholdsgrundlag måtte
have.
For så vidt angår anbringelse af uledsagede mindreårige
udlændinge bemærkes, at i det omfang foranstaltningen er
omfattet af udlændingelovens kapitel 9 b, vil det være reg-
lerne i dette kapitel og ikke reglerne i barnets lov, der vil
finde anvendelse over for den pågældende.
Det bemærkes, at myndighederne kun vil kunne træffe afgø-
relse efter barnets lov, hvis der er international kompetence
til at behandle sagen i Danmark efter kompetencereglerne i
Haagerbørnebeskyttelseskonventionen.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 2. pkt., hvorefter det
foreslås, at børn og unge, der opholder sig lovligt i Dan-
mark, har ret til hjælp efter denne lov, uanset at barnets eller
den unges forældremyndighedsindehaver ikke har lovligt
ophold vil betyde, at anvendelsesområdet for barnets lov
også vil omfatte børn og unge, der har lovligt ophold i Dan-
mark, men hvis forældremyndighedsindehaver ikke har lov-
ligt ophold i Danmark. Det forhold, at forældremyndigheds-
indehaver ikke har lovligt ophold i Danmark, kan således
ikke i sig selv medføre, at loven ikke finder anvendelse over
for barnet eller den unge. Dette er begrundet i, at hjælp efter
barnets lov vil være målrettet barnet eller den unge, som har
lovligt ophold, og at deres adgang til hjælp ikke bør være
begrænset af forældremyndighedsindehavers manglende op-
holdsgrundlag. Det vil dog være nødvendigt, at afgørelser,
der træffes uden forældremyndighedsindehavers samtykke,
også træffes over for forældremyndighedsindehaver, idet af-
gørelsen vil kunne udgøre et indgreb i dennes rettigheder,
herunder retten til privat- og familieliv, hvorfor forældre-
myndighedsindehaver vil skulle være part i sagen.
Det foreslåede stk. 1, 2. pkt., er en kodificering af den gæl-
dende retstilstand for så vidt angår servicelovens anvendel-
sesområde, hvorved der bl.a. kan henvises til dom af Østre
Landsret af 15. august 2000. Der er tilsigtes således ikke
nogen materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Det foreslås i stk. 2 at give social- og ældreministeren be-
myndigelse til at fastsætte regler for, hvilke ydelser efter
barnets lov der kan medtages under midlertidige ophold i
udlandet, og om betingelserne herfor.
Bestemmelsen indebærer, at social- og ældreministeren skal
kunne fastsætte nærmere regler for, hvilke former for hjælp
og støtte efter barnets lov, der vil kunne medtages under
et midlertidigt ophold i udlandet og de nærmere rammer
herfor.
Den foreslåede bemyndigelse foreslås i lighed med i dag
udnyttet til fastsættelse af reglerne i bekendtgørelse nr. 1296
af 15. december 2009 om ydelser efter lov om social servi-
ce under midlertidige ophold i udlandet (herefter udlandsbe-
kendtgørelsen), hvori der er fastsat regler om den enkelte
borgers ret til at medtage visse ydelser.
Udlandsbekendtgørelsen vil dermed skulle justeres, så den
også fremover vil omfatte bestemmelser om ret til at med-
tage de ydelser målrettet børn og unge og deres familier,
som i dag kan medtages med henvisning til serviceloven,
men, som det foreslås, fremover vil skulle ydes efter den
foreslåede barnets lov.
133
Retten til at medtage ydelser vil kun gælde for de ydelser,
der specifikt er nævnt i udlandsbekendtgørelsens § 1, stk.
2. En kommune kan dog vælge at fastsætte sit serviceni-
veau, så det er muligt at medtage visse andre ydelser.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at visse former
for hjælp og støtte til børn, unge og deres familier kan
medtages under midlertidige ophold, herunder ferieophold, i
udlandet. Dette vil være en videreførelse af servicelovens §
2, stk. 2, tilpasset målgruppen for barnets lov. Der foreslås
ingen indholdsmæssige ændringer.
Med det foreslåede stk. 3 foreslås det, at der ved aftale
med andre stater eller internationale organisationer gives
kommunalbestyrelsen mulighed for at yde hjælp til behand-
ling eller pleje m.v. af længere varighed efter denne lov i
Danmark til børn og unge, som har særlig tilknytning til
landet, men som på ansøgningstidspunktet ikke har ophold
i Danmark. Det samme gælder til herboende børn og unges
behandling eller pleje m.v., når de tager ophold i et andet
land, hvortil de pågældende børn og unge har særlig tilknyt-
ning.
Med den foreslåede bestemmelse videreføres servicelovens
§ 2, stk. 3, med enkelte sproglige tilretninger og herunder
den sproglige tilpasning, at betegnelsen ”her i landet” æn-
dres til ”i Danmark”. Det præciseres herved, at der med
betegnelsen menes lovligt ophold i Danmark og ikke til
lovligt ophold i rigsfællesskabets øvrige dele. Der er ikke
tiltænkt indholdsmæssige ændringer i bestemmelsen.
Servicelovens § 2, stk. 3, er en videreførelse af § 3, stk. 2,
i lov nr. 1128 af 22. december 1993 om social bistand. Be-
stemmelsen blev indført på baggrund af forberedelserne til
Danmarks tiltrædelse til Nordisk Konvention af 14. juni
1994 om Social Bistand og Sociale Tjenester, jf. Folketings-
tidende 1993-94 (1. samling), tillæg A, spalte 1939. Det
foreslåede stk. 3 vil således give hjemmel til, at der også
efter barnets lov vil kunne indgås aftaler med andre stater og
internationale organisationer om mulighed for at yde hjælp
til børn og unge i situationer, hvor der eksempelvis er opstå-
et behov for hjælp til behandling eller pleje, uden at barnet
eller den unge på ansøgningstidspunktet opholder sig i Dan-
mark, men hvor barnet eller den unge har særlig tilknytning
til landet. Det samme vil gøre sig gældende ved behandling
eller pleje m.v. til herboende børn og unge, der tager ophold
i et andet land, hvortil de har særlig tilknytning.
Der er ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer som følge
af de sproglige tilpasninger af den foreslåede § 4, som fore-
slås gennemført som følge af, at servicelovens bestemmelser
målrettet børn og unge med særlige behov og deres familier
foreslås flyttet til barnets lov.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.1.
Til § 5
Det følger af servicelovens § 46, at formålet med at yde
støtte til børn og unge, der har et særligt behov herfor, er at
sikre, at disse børn og unge kan opnå samme muligheder for
personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv
som deres jævnaldrende. Det fremgår også af bestemmelsen,
at støtte til børn og unge skal ydes med henblik på at sikre
barnets eller den unges bedste. Støtten skal have til formål
at sikre kontinuitet i opvæksten og et trygt omsorgsmiljø,
der tilbyder nære og stabile relationer til voksne bl.a. ved
at understøtte barnets eller den unges familierelationer og
øvrige netværk, sikre mulighed for personlig udvikling og
opbygning af kompetencer til at indgå i sociale relationer
og netværk, understøtte skolegang og muligheder for at gen-
nemføre en uddannelse, fremme barnets sundhed og trivsel
og endelig skal støtten også have til formål at forberede
barnet eller den unge til et selvstændigt voksenliv.
Det fremgår af servicelovens § 46, stk. 2, at støtten skal
være tidlig og helhedsorienteret, så barnets eller den unges
problemer så vidt muligt kan forebygges og afhjælpes i
hjemmet eller det nære miljø, ligesom støtten skal tilrette-
lægges på baggrund af en konkret vurdering af det enkelte
barns eller den enkelte unges og familiens forhold.
Det fremgår af servicelovens § 46, stk. 3, at støtte til børn og
unge skal bygge på barnets eller den unges egne ressourcer,
og at barnets eller den unges synspunkter altid skal inddra-
ges med passende vægt i overensstemmelse med alder og
modenhed. Det fremgår videre, at barnets eller den unges
vanskeligheder så vidt muligt skal løses i samarbejde med
familien og med dennes medvirken. Hvis det ikke er muligt,
skal foranstaltningens baggrund, formål og indhold tydelig-
gøres over for forældremyndighedsindehaver og barnet eller
den unge.
Det følger af § 48 i serviceloven, at inden der træffes afgø-
relse efter §§ 51, 52, 56, 57 a, 57 b, 58, 62 og 63, § 65, stk.
2 og 3, og §§ 68-71 og 75, skal der finde en samtale sted
med barnet eller den unge herom. Samtalen kan undlades,
hvis der umiddelbart forinden er gennemført en samtale med
barnet eller den unge ved gennemførelse af en børnefaglig
undersøgelse, jf. servicelovens § 50, eller en ungefaglig
undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskri-
minalitet. Samtalen kan finde sted uden samtykke fra foræl-
dremyndighedens indehaver og uden dennes tilstedeværelse,
når hensynet til barnets eller den unges bedste taler herfor.
Det foreslås med § 5 at indsætte en ny bestemmelse om bar-
nets og den unges rettigheder, som skal afspejle et tidssva-
rende børnesyn og herunder styrke barnets inddragelse og
indflydelse i sager efter loven. Bestemmelsen vil indeholde
elementer af servicelovens § 46, stk. 1 og 3, om formålet
med støtten og retten til at blive inddraget og hørt i egen
sag, i en samlet og ny rammesætning af barnets eller den
unges overordnede ret til omsorg, beskyttelse og inddragelse
og formålet hermed.
Der vil ikke skulle træffes afgørelser efter den foreslåede
§ 5, i lighed med de gældende regler i servicelovens §
46. Kommunernes anvendelse af bestemmelsen vil derfor
134
ikke selvstændigt kunne indbringes for Ankestyrelsen, men
spørgsmålet om, hvorvidt barnet eller den unge er blevet
hørt og inddraget eller barnets eller unges synspunkter er
tilvejebragt i fornødent omfang vil indgå i forbindelse med
den materielle prøvelse i en eventuel klagesag.
Med forslaget til stk. 1 foreslås det, at børn og unge med
behov for særlig støtte, herunder børn og unge med nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne vil have ret til omsorg,
tryghed, beskyttelse og inddragelse for at opnå mulighed for
udvikling, læring, sundhed og trivsel og vil have ret til at
udvikle sig i gode sociale fællesskaber.
Behovet for omsorg, tryghed, beskyttelse og inddragelse vil
kunne skyldes, at der er tale om et barn med behov for
særlig støtte på grund af sociale problemer hos forældrene
eller barnet eller den unge, et barn eller ung med funktions-
nedsættelse eller et barn eller ung, hvor støttebehovet har
udspring i sammensatte udfordringer.
Bestemmelsen vil betyde, at hjælp og støtte efter den fore-
slåede barnets lov vil skulle tilrettelægges således, at barnets
og den unges grundlæggende ret til omsorg, tryghed beskyt-
telse og inddragelse iagttages af myndigheder, fagprofessio-
nelle og andre voksne omkring barnet.
Formålet med bestemmelsen er at fastlægge en ramme for
kommunalbestyrelsens ansvar for at sikre hjælp og støtte
efter loven ved at fastsætte barnets eller den unges grund-
læggende ret efter loven til omsorg, tryghed, beskyttelse og
inddragelse, så barnet eller den unge sikres mulighed for
udvikling, læring, sundhed og trivsel og retten til at udvikle
sig i gode sociale fællesskaber.
Bestemmelsen skal ses i forlængelse af den foreslåede be-
stemmelse i § 2, hvoraf det fremgår, at hjælp og støtte efter
loven vil skulle iværksættes med henblik på at sikre, at
børn og unge, som har behov for særlig støtte, kan opnå de
samme muligheder for omsorg, læring, personlig udvikling,
sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldren-
de.
Med det foreslåede stk. 2 foreslås det som en grundlæggen-
de rettighed for børn og unge med behov for særlig støtte,
herunder børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funk-
tionsevne, at de skal have ret til indflydelse på de forhold,
som vedrører dem.
Dette vil også være i overensstemmelse med artikel 12 i
FN’s konvention om barnets rettigheder.
Retten til indflydelse vil betyde, at børne- og ungerådgive-
ren skal lytte til barnet, og at barnet og den unges egne hold-
ninger og synspunkter herunder egne forslag og ønsker vil
skulle indgå, når der træffes beslutninger om deres forhold.
Formålet er at sikre, at barnet eller den unge sættes i cen-
trum og anerkendes som selvstændige individer med egne
holdninger, ønsker og perspektiver på deres liv og forhold,
og i kraft heraf skal have ret til at få indflydelse på de
forhold, der vedrører dem.
Indflydelsen skal ske med respekt for børns og unges for-
skellighed, og skal ske under hensyntagen til det enkel-
te barn eller den enkelte unges modenhed, alder og res-
sourcer, herunder eventuelle kommunikationsvanskeligheder
som følge af funktionsnedsættelse. Kommunalbestyrelsen
vil i forbindelse med inddragelsen af barnet eller den unge
blandt andet skulle være opmærksom på, at barnet eller
den unge ikke altid kan vurdere implikationerne af deres
tilkendegivelser, samt på, at tilkendegivelserne kan være
påvirkede heraf. Det vil eksempelvis kunne gælde børn
og unge med selvskadende adfærd, spiseforstyrrelser eller
lignende samt børn og unge med udviklingshæmning eller
opmærksomhedsforstyrrelser. Der vil ligeledes kunne være
udfordringer med, at nogle børn og unge lader deres tilken-
degivelser påvirke af loyalitet og ansvarsfølelse over for
deres forældre, frem for alene at udtrykke deres egne ønsker
og behov. Børn og unge med denne type udfordringer har
fortsat ret til at blive hørt og inddraget, men samtalen/ind-
dragelsen bør tilrettelægges under hensyntagen hertil.
Retten til indflydelse vil ikke betyde, at barnet eller den
unge pålægges ansvaret for beslutningerne. Bestemmelsen
vil endvidere ikke betyde, at myndighederne får pligt til i
alle tilfælde at følge barnets holdninger m.v. Ansvaret for
at sikre, at der træffes de nødvendige og relevante beslutnin-
ger om støtte og hjælp efter loven ud fra barnets behov,
vil entydigt påhvile de voksne omkring barnet. Derfor skal
retten efter det foreslåede stk. 2 ses i tæt samspil med den
foreslåede § 7, hvor dette ansvar eksplicit foreslås reguleret.
Barnets eller den unges ret til indflydelse på de forhold, som
vedrører barnet eller den unge, foreslås at skulle gælde uan-
set, hvor i forløbet barnets eller den unges sag efter loven
befinder sig, og vil dermed ikke være forbeholdt udvalgte
tidspunkter af sagens behandling. Det vil sige uanset, om
barnets eller den unges sag er under afdækning, undersøgel-
se, afgørelse eller under opfølgning vil barnet eller den unge
have ret til indflydelse på de beslutninger og afgørelser, der
træffes af betydning for barnet eller den unge. Det vil også
gælde ved udarbejdelse af barnets plan.
Retten til indflydelse foreslås endvidere ikke at være for-
beholdt de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen træffer en
afgørelse om barnets forhold. Retten foreslås også at gælde
beslutninger, som ikke kræver en forvaltningsretlig afgørel-
se, dvs. beslutninger om forholdene for barnet eller den
unge, som myndighederne træffer som led i deres faktiske
forvaltningsvirksomhed.
Bestemmelsen skal ses i tæt sammenhæng med den foreslå-
ede bestemmelse i § 2, stk. 2, hvorefter hjælp og støtte
efter loven vil skulle ydes med afsæt i barnets perspektiv,
ressourcer og behov med henblik på at sikre barnets eller
den unges bedste.
Det fremgår af § 48, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, at inden
135
der træffes afgørelse efter §§ 51, 52, 56, 57 a, 57 b, 58, 62
og 63, § 65, stk. 2 og 3, og §§ 68-71 og 75, skal der finde
en samtale sted med barnet eller den unge herom. Samtalen
kan undlades, hvis der umiddelbart forinden er gennemført
en samtale med barnet eller den unge ved gennemførelse
af en børnefaglig undersøgelse, jf. § 50, eller en ungefaglig
undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskri-
minalitet.
Af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende
2012-13, A, L 181 som fremsat, side 33, fremgår det, at
formålet med bestemmelsen er at give barnet eller den un-
ge mulighed for at give sin mening om sagen til kende
inden afgørelsen. Af hensyn til barnet eller den unge bør det
undgås, at der afholdes overflødige samtaler, og derfor kan
kravet i § 48, stk. 1, om afholdelse af en samtale med barnet
eller den unge inden afgørelsen bortfalde, hvis der umiddel-
bart forinden er gennemført en samtale med barnet eller den
unge i forbindelse med gennemførelsen af den børnefaglige
undersøgelse eller en ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Kommunen vil i
disse tilfælde i henhold til de almindelige forvaltningsretlige
regler fortsat have pligt til at oplyse barnet eller den unge
om afgørelsens indhold.
Det fremgår videre af § 48, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven, at
en samtale med barnet eller den unge kan gennemføres uden
samtykke fra forældremyndighedsindehaver og uden den-
nes tilstedeværelse. Muligheden for at gennemføre samtalen
uden forældremyndighedsindehavers samtykke og deltagel-
se kan for eksempel være relevant i sager, hvor det vurderes
nødvendigt at få barnets eller den unges uforbeholdne me-
ning tydeligt frem, og hvor forældremyndighedsindehavers
tilstedeværelse kan udgøre en barriere for, at barnet eller
den unge fyldestgørende kan udtrykke sine synspunkter. I
sådanne tilfælde kan det af hensyn til barnet eller den un-
ge være hensigtsmæssigt, at forældremyndighedsindehaver
ikke deltager i samtalen. I vurderingen af, hvorvidt samta-
len skal gennemføres uden forældremyndighedsindehavers
tilstedeværelse, skal der lægges afgørende vægt på barnets
eller den unges bedste frem for på hensynet til forældremyn-
dighedsindehaver.
Når en samtale gennemføres uden forældremyndighedsinde-
havers tilstedeværelse skal kommunalbestyrelsen være sær-
ligt opmærksom på at afholde samtalen i tryghedsskabende
rammer for barnet eller den unge. Det kan være i et børne-
venligt indrettet lokale eller et sted uden for forvaltningen,
hvor barnet eller den unge føler sig tryg, eksempelvis i
barnets dagtilbud eller på barnets eller den unges skole.
For børn og unge med fysisk eller psykisk funktionsnedsæt-
telse kan der endvidere være særlige kommunikative van-
skeligheder, der bør tages højde for ved tilrettelæggelsen af
samtalen, lige som der under samtalen bør være en særlig
opmærksomhed på, om budskaberne fra barnet eller den
unge er påvirket af manglende forståelse for implikationerne
af samtalen eller af, at barnet eller den unge har ønsker,
som ikke er til deres eget bedste. Denne opmærksomhed vil
eksempelvis kunne være særligt relevant i forbindelse med
samtaler med psykisk sårbare børn og unge eller børn og
unge med selvskadende adfærd eller psykiske funktionsned-
sættelser. I sådanne situationer vil det ofte være særligt rele-
vant at overveje, om forældrene med fordel kan inddrages i
samtalen med henblik på at bidrage med den særlige viden,
forældrene typisk vil have om barnets udfordringer.
Endelig bør barnet eller den unge inden samtalen orienteres
om retten til at have en bisidder med under samtalen, jf. den
almindelige vejledningsforpligtelse samt servicelovens § 48
a. Dette gælder særligt, hvis samtalen afholdes uden delta-
gelse af forældremyndighedens indehaver. Barnet eller den
unge kan eksempelvis medtage en lærer, en pædagog eller
en anden person, barnet eller den unge er tryg ved. Når en
samtale gennemføres uden forældremyndighedsindehavers
tilstedeværelse skal kommunalbestyrelsen endvidere være
særligt opmærksom på at søge at opretholde en god dialog
med forældremyndighedsindehaver. Kommunalbestyrelsen
bør søge at opnå forældremyndighedsindehavers forståelse
for, hvorfor det ikke er hensigtsmæssigt, at vedkommende
deltager i samtalen. Endvidere bør der efter samtalen være
en god dialog med forældremyndighedsindehaver om for-
målet med samtalen m.v.
Med det foreslåede stk. 3 foreslås det at fastsætte, at barnet
eller den unges holdning og synspunkter skal tilvejebringes
og inddrages løbende ved samtaler og anden direkte kontakt,
inden der træffes beslutninger eller afgørelser om barnets
eller den unges forhold. Inddragelsen og samtaler kan finde
sted uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og
uden dennes tilstedeværelse, når hensynet til barnets eller
den unges bedste taler herfor.
Med forslaget vil inddragelsen af barnet eller den unge
som noget nyt i forhold til serviceloven ikke længere være
knyttet til kravet om afholdelse af børnesamtale på fastsatte
tidspunkter i sagsforløbet.
I stedet foreslås det, at der fastsættes en grundlæggende ret
for barnet og den unge til at blive inddraget løbende i alle
sager, inden der træffes beslutninger eller afgørelser efter
loven om barnets eller den unges forhold.
Bestemmelsen vil endvidere betyde, at løbende inddragelse
og tilvejebringelse af barnets eller den unges perspektiver
vil kunne ske både ved samtaler og gennem anden direkte
kontakt ud fra en konkret vurdering af barnet eller den unges
behov og ønsker og forholdene i sagen i øvrigt.
Bestemmelsen vil skulle sikre, at der sker løbende inddra-
gelse af barnet eller den unge under hele forløbet ved at
stille krav om inddragelse gennem samtaler eller anden di-
rekte kontakt med barnet eller den unge, inden der træffes
beslutninger og afgørelser om barnets eller den unges for-
hold. Bestemmelsen vil således indebære, at der skal ske
inddragelse også ved løbende beslutninger om barnets for-
hold, dvs. i tilfælde, hvor der ikke nødvendigvis skal træffes
en forvaltningsretlig afgørelse efter loven. I de tilfælde, hvor
136
der skal træffes afgørelse om barnets forhold efter loven, vil
en manglende tilvejebringelse og inddragelse af barnet eller
den unges holdning og synspunkter udgøre en væsentlig
mangel ved afgørelsen.
Samtidig vil bestemmelsen give myndighederne mulighed
for at tilrettelægge den løbende inddragelse gennem direkte
kontakt og samtaler med barnet eller den unge efter en kon-
kret vurdering af barnets eller den unges behov og forholde-
ne i sagen i øvrigt. Bestemmelsen vil dermed indebære en
ny tilgang til inddragelse og samtaler med barnet eller den
unge give mulighed for, at inddragelsen kan ske på andre
måder end ved afholdelse af børnesamtaler med barnet eller
den unge. Samtaler og inddragelse vil dermed skulle ske
løbende og kan tilpasses barnets eller den unges ønsker og
de konkrete behov og omstændigheder i sagen og på bag-
grund af myndighedernes vurdering. Samtidig vil inddragel-
sen af barnet eller den unge og samtaler i højere grad kunne
tilrettelægges ud fra barnets eller den unges præmisser og
holdninger.
Med bestemmelsen foreslås det, at der – ligesom det i
dag er muligt efter serviceloven – skal kunne ske inddra-
gelse og gennemføres samtaler med barnet eller den unge
uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver og uden
forældremyndighedsindehavers tilstedeværelse. Dette vil for
eksempel kunne være relevant i sager, hvor det vurderes
nødvendigt at få barnets eller den unges uforbeholdne me-
ning tydeligt frem, og hvor forældremyndighedsindehavers
tilstedeværelse kan udgøre en barriere for, at barnet eller
den unge fyldestgørende kan udtrykke sine synspunkter. I
sådanne tilfælde kan det af hensyn til barnet eller den un-
ge være hensigtsmæssigt, at forældremyndighedsindehaver
ikke deltager i samtalen. I vurderingen af, hvorvidt samta-
len skal gennemføres uden forældremyndighedsindehavers
tilstedeværelse, foreslås det, at der fortsat skal lægges afgø-
rende vægt på barnets eller den unges bedste frem for på
hensynet til forældremyndighedsindehaver.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede §
6 om barnets eller den unges ret til en bisidder. Der henvises
til bemærkningerne til lovforslagets § 6.
Når en samtale gennemføres uden forældremyndighedsinde-
havers tilstedeværelse bør kommunalbestyrelsen også frem-
over være særligt opmærksom på at afholde samtalen i tryg-
hedsskabende rammer for barnet eller den unge.
Med det foreslåede stk. 3 vil barnet og den unge have ret til
at blive inddraget, inden der træffes beslutninger om barnet
eller den unges forhold. Barnet og den unge vil dog i alle
tilfælde have ret til at afslå at udtale sig i den konkrete
sag, hvis de ikke ønsker det. Myndighederne må i givet fald
tilvejebringe barnet eller den unges holdning og synspunkter
på anden vis.
Med det foreslåede stk. 4 foreslås det, at kravet om samta-
ler og anden direkte kontakt i stk. 3 i helt særlige tilfælde
helt eller delvist vil kunne fraviges, hvis barnet eller den
unges alder eller andre forhold i afgørende grad taler imod
det. Barnet eller den unges holdning og synspunkter vil i
disse tilfælde skulle tilvejebringes på anden vis.
Med forslaget vil kravet, om at myndighederne løbende skal
tilvejebringe og inddrage barnet eller den unges holdninger
og synspunkter i sagen, ikke kunne undlades. Kravet om
samtaler og anden direkte kontakt med barnet i stk. 3 vil
imidlertid kunne fraviges, hvis barnet eller den unges alder
eller andre forhold i afgørende grad taler imod. Herved for-
stås, at det alene vil være helt særlige tilfælde, som kan be-
grunde, at myndighederne ikke taler eller har anden direkte
kontakt med barnet eller den unge selv, men må tilvejebrin-
ge barnet eller den unges holdning og synspunkter på anden
vis.
Barnets alder, modenhed eller evt. fysiske eller psykiske
funktionsnedsættelse vil som udgangspunkt ikke i sig selv
kunne begrunde en undladelse af at tilvejebringe og inddra-
ge barnet eller den unges holdning og synspunkter i sager
efter loven. I stedet vil myndighederne i disse tilfælde ha-
ve pligt til at sikre, at inddragelsen og tilvejebringelsen
af barnets synspunkter sker ud fra barnets præmisser og
under hensyntagen til f.eks. barnets alder, modenhed eller
evt. funktionsnedsættelse. Hvis der imidlertid er tale om et
meget lille barn herunder et spædbarn, eller et barn med en
svær psykisk funktionsnedsættelse vil der kunne være et helt
særligt tilfælde, der vil kunne begrunde, at barnet eller den
unges holdning og synspunkter må tilvejebringes på anden
vis, f.eks. ved at indhente observationer om barnet eller ved
at tale med de voksne, der er omkring barnet.
Formålet med bestemmelsen vil være at sikre, at barnet eller
den unge bliver inddraget og deres holdning og synspunkter
tilvejebragt i alle sager om hjælp og støtte efter loven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.2.
Til § 6
Det fremgår af § 48 a, stk. 1, i serviceloven, at et barn
eller en ung, hvis sag behandles efter denne lov, på ethvert
tidspunkt af sagens behandling har ret til at lade sig bistå af
andre.
Af forarbejderne til § 48 a, stk. 1, jf. Folketingstidende
2006-07, tillæg A, side. 4552, fremgår det, at børn og unge
med bestemmelsen har en lovfæstet ret til at medtage en
bisidder til møder i kommunen eller Ankestyrelsen. Retten
gælder på ethvert tidspunkt af sagens behandling, og retten
for barnet eller den unge kræver ikke samtykke fra forældre-
myndighedsindehaveren.
Barnets ret til bisidder betyder, at barnet eller den unge altid
kan medtage en bisidder til samtaler med kommunen i en
sag, der behandles efter servicelovens regler. Det betyder, at
retten ikke alene omhandler møder i sager efter kapitel 11
i serviceloven, men tillige omfatter samtaler, der afholdes
efter andre bestemmelser i serviceloven herunder f.eks. §
137
155 a, stk. 2, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 181
som fremsat, side 33. Det fremgår heraf, at bestemmelsen
efter § 48 a, stk. 1, i serviceloven ikke berører retten til at
lade sig repræsentere af andre i tilfælde, hvor barnet eller
den unge efter lovgivningen selv udøver partsbeføjelser.
Barnet eller den unges ret til en bisidder er ikke en foran-
staltning efter serviceloven, men alene en ret som barnet el-
ler den unge kan gøre brug af efter egen lyst og behov. Bar-
net eller den unge har ikke brug for flere voksne, der kan
blande sig i sagens detaljer og beslutninger, men har deri-
mod brug for en tillidsperson, der kan deltage i møder i
kommunen, der oftest er en for barnet eller den unge ukendt
situation at være i.
Det følger endvidere af forarbejderne, at vurderer kommu-
nen, at det er af væsentligt betydning for barnets eller den
unges særlige behov for støtte, at der er en voksen, der kan
støtte barnet eller den unge og følge sagen, findes hjemlen
i de eksisterende regler. Der er ikke noget til hinder for, at
en personlig rådgiver eller en fast kontaktperson, som barnet
eller den unge måtte have fået udpeget efter servicelovens
§ 52, stk. 3, nr. 6 eller 7, kan deltage i barnets eller den
unges møder på forvaltningen, hvis barnet eller den unge
ønsker det, og det ligger inden for det, som kommunen har
bestemt, at vedkommende skal bistå barnet eller den unge
med. Kommunen vil dog også på anden måde kunne støtte
et barn eller en ung i at finde en bisidder. En sådan støtte
kunne bestå i, at sagsbehandleren tager initiativ til at tale
med barnet eller den unge om den støtte, som en bisidder
kan give og mere aktivt hjælper barnet eller den unge med at
finde den rette og kontakte vedkommende.
Der er ifølge forarbejderne ikke fundet behov for at foreslå
en selvstændig pligt for kommunen til at oplyse om retten
til en bisidder, da kommunen allerede i dag har en generel
pligt til at rådgive borgerne om deres rettigheder. Både barn,
ung og bisidder har mulighed for at frasige sig relationen,
så den pågældende ikke længere fungerer som bisidder for
barnet eller den unge. Informationen til bisidderen skal fore-
gå gennem barnet eller den unge, da det fortsat er vigtigt,
at det er barnets eller den unges selvstændige ret til at blive
hørt, der kommer i centrum. Hvis bisidderen modtager mere
information end barnet eller den unge, vil der være en risiko
for, at bisidderen overtager sagen på bekostning af barnets
eller den unges interesse. Beføjelserne for bisidderen skal
således alene bestå i at være til stede under møderne og ikke
til at kommunikere med forvaltningen uden om barnet eller
den unge selv.
Det er op til barnet eller den unge selv, hvor meget bisidde-
ren i øvrigt skal informeres om sagen. Barnet eller den unge
har dog mulighed for at aftale med kommunen, at de skal
udsende mødeindkaldelser med videre til bisidderen, men
der indføres ikke en pligt hertil, da det er vigtigt, at det hele
tiden er barnet eller den unge selv, der har styringen.
Det foreslås med stk. 1, at et barn eller en ung, hvis sag
behandles efter den foreslåede barnets lov, på ethvert tids-
punkt af sagens behandling har ret til at lade sig bistå af
andre. Kommunalbestyrelsen skal oplyse barnet eller den
unge om denne ret.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at barnet eller den
unge altid vil kunne medtage en bisidder til samtaler med
kommunen i en sag, der behandles efter loven, og til møder
i kommunen eller Ankestyrelsen. Retten vil gælde på ethvert
tidspunkt af sagens behandling, og retten for barnet eller den
unge kræver ikke samtykke fra forældremyndighedsindeha-
ver.
Bestemmelsen efter det foreslåede stk. 1 vil ikke berøre
barnets eller den unges ret til at lade sig repræsentere af
andre i tilfælde, hvor barnet eller den unge efter loven selv
udøver partsbeføjelser.
Med stk. 1 vil barnet eller den unges ret til en bisidder
fortsat ikke være en indsats efter loven, som der vil skulle
træffes afgørelse om, men alene en ret som barnet eller den
unge kan gøre brug af efter egen lyst og behov.
Bestemmelsen vil indebære, at hvis kommunen vurderer, at
det er af væsentligt betydning for barnets eller den unges
behov for støtte efter loven, at der er en voksen, der kan
støtte barnet eller den unge og følge sagen, vil der være mu-
lighed herfor. Barnet eller den unge vil i alle tilfælde kunne
sige nej. Der vil ikke være noget til hinder for, at f.eks. en
kontaktperson, som barnet eller den unge får udpeget efter
forslaget til bestemmelsen i lovens § 32, vil kunne deltage
i barnet eller den unges møder på forvaltningen, hvis barnet
eller den unge ønsker det, og det ligger inden for det, som
kommunen har bestemt, at vedkommendes kontaktperson
skal bistå barnet eller den unge med.
Med bestemmelsen vil kommunalbestyrelsen fortsat også på
anden måde skulle kunne støtte et barn eller en ung i at finde
en bisidder. En sådan støtte vil kunne bestå i, at sagsbehand-
leren tager initiativ til at tale med barnet eller den unge
om den støtte, som en bisidder kan give, og mere aktivt
hjælper barnet eller den unge med at finde den rette og
også kontakte vedkommende. I forbindelse med at der ydes
hjælp til at finde den rette bisidder, vil det være relevant
for kommunalbestyrelsen at være opmærksom på at finde
en person med forudsætninger for at kunne varetage rollen
som bisidder for det enkelte barn, herunder har kendskab
til eventuelle særlige udfordringer som følge af eksempelvis
psykisk sårbarhed eller funktionsnedsættelse.
Med det foreslåede stk. 1 foreslås det, at kommunalbesty-
relsens forpligtelse til at oplyse barnet eller den unge om
retten til bisidder fremgår eksplicit af bestemmelsen. Denne
pligt følger af gældende ret, da kommunen har en generel
pligt til at rådgive børn og unge om deres rettigheder, men
pligten foreslås indsat i bestemmelsen for at tydeliggøre, at
rådgivningen af barnet eller den unge om rettigheder også
omfatter retten til bisidder.
Der foreslås således ikke indholdsmæssige ændringer af be-
stemmelsen om retten til bisidder ift. den gældende bestem-
138
melse i servicelovens § 48 a, stk. 1, og dermed foreslås
gældende retstilstand videreført uændret.
Det fremgår af § 48 a, stk. 2, i serviceloven, at stk. 1 om
retten til en bisidder ikke finder anvendelse, hvis myndighe-
den træffer afgørelse om, at barnets eller den unges interesse
i at kunne lade sig bistå bør vige for væsentlige hensyn til
offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat
ved lov.
Myndigheden kan endvidere træffe afgørelse om at tilside-
sætte barnets eller den unges valg af bisidder, hvis der er
bestemte grunde til at antage, at bisidderen vil varetage an-
dre interesser end barnets eller den unges. Der henvises til
Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 4553.
Servicelovens § 48 a, stk. 2, indebærer, at barnets eller den
unges ret til selv at vælge bisidder er begrænset på samme
måde som voksnes valg af partsrepræsentant efter de regler,
der følger af forvaltningslovens § 8, stk. 2.
Et barns eller en ungs adgang til at lade sig bistå af andre
kan således fraviges, hvis barnets eller den unges interesse
i at kunne lade sig bistå findes at burde vige for væsentlige
hensyn til offentlige eller private interesser. For det andet
fremgår det, at myndigheden kan træffe afgørelse om at
tilsidesætte barnets eller den unges valg af bisidder, hvis der
er bestemte grunde til at antage, at bisidderen vil varetage
andre interesser end barnets eller den unges. Bestemmelsen
indebærer, at forvaltningen må foretage en konkret afvejning
af på den ene side barnets eller den unges interesse i at lade
sig bistå af den pågældende bisidder og på den anden side
de hensyn, der taler for at afskære barnets eller den unges
adgang til at lade sig bistå af den pågældende bisidder.
Der følger af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketings-
tidende 2006-07, tillæg A, side 4553-4554, at der ikke er
fastsat generelle regler om, at en bisidder skal være myndig,
at vedkommende ikke må være i familie med barnet eller
den unge eller, at personer, der er udpeget eller ansat af
kommunen til at hjælpe og støtte barnet efter lov servicelo-
vens § 52, skal udelukkes som bisiddere. Det vil ofte være
sådan, at personale på anbringelsessteder og plejeforældre
er de nærmeste til at fungere som en støtte for barnet eller
den unge. Det fremgår således, at det må derfor bero på en
konkret vurdering, om de påvirker barnet eller den unge på
en måde, der ikke er i barnets eller den unges interesse, så
deltagelsen må afskæres. At der skal være bestemte grunde
til at tilsidesætte barnets eller den unges valg, vil sige, at den
blotte mistanke ikke er tilstrækkelig til at tilsidesætte valget
af bisidder, men at der på den anden side heller ikke skal
foreligge konkrete beviser.
Med forslaget til stk. 2, foreslås det, at stk. 1 ikke vil skulle
finde anvendelse, hvis myndigheden træffer afgørelse om, at
barnets eller den unges interesse i at kunne lade sig bistå bør
vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interes-
ser, eller hvor andet er fastsat ved lov. Det foreslås videre, at
myndigheden kan træffe afgørelse om at tilsidesætte barnets
eller den unges valg af bisidder, hvis der er bestemte grunde
til at antage, at bisidderen vil varetage andre interesser end
barnets eller den unges.
Det foreslåede stk. 2 indebærer, at barnets eller den unges
ret til selv at vælge bisidder alene vil kunne begrænses
på samme måde som voksnes valg af partsrepræsentant, jf.
forvaltningslovens § 8, stk. 2. Et barns eller en ungs adgang
til at lade sig bistå af andre vil således kunne fraviges, hvis
barnets eller den unges interesse i at kunne lade sig bistå
findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige el-
ler private interesser. Dette kan eksempelvis være tilfældet,
hvor der er grund til at antage, at bisidderen reelt varetager
forældrenes eller familiens interesser i sager om æresrelate-
rede konflikter, eller hvor den unge er udsat for negativ so-
cial kontrol fra forældrenes eller øvrige familiemedlemmers
side.
Bestemmelsen indebærer videre, at myndigheden, herun-
der eksempelvis kommunalbestyrelsen, endvidere vil kunne
træffe afgørelse om at tilsidesætte barnets eller den unges
valg af bisidder, hvis der er bestemte grunde til at antage,
at bisidderen vil varetage andre interesser end barnets eller
den unges. Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at
forvaltningen må foretage en konkret afvejning af på den
ene side barnets eller den unges interesse i at lade sig bistå
af den pågældende bisidder og på den anden side de hensyn,
der taler for at afskære barnets eller den unges adgang til at
lade sig bistå af den pågældende bisidder.
I overensstemmelse med gældende ret vil udgangspunktet
for at nægte barnet eller den unge at medtage en bestemt
bisidder dog altid skulle være barnets eller den unges bed-
ste, og vurderingen vil samtidig skulle baseres på en saglig
vurdering af de konkrete omstændigheder, der gør, at den
pågældende ifølge myndigheden ikke vurderes at kunne fun-
gere som bisidder for barnet eller den unge. Et barns eller
en ungs valg af bisidder vil dermed kunne tilsidesættes,
hvis der er bestemte grunde til at antage, at bisidderen vil
varetage andre interesser end barnets eller den unges. Det
kan f.eks. forekomme, hvis bisidderen reelt er valgt af foræl-
drene i strid med barnets eller den unges interesser, herunder
i sager, hvor der er mistanke eller viden om negativ social
kontrol eller en æresrelateret konflikt, som bisidderen f.eks.
som del af barnets eller den ungs familie er involveret i. For-
ældrene eller for eksempel personale fra et anbringelsessted
vil ligeledes kunne udelukkes som bisiddere, hvis det ud
fra en konkret vurdering vurderes, at de vil lægge pres på
barnet eller den unge. Bestemmelsen vil dog ikke udelukke
bestemte grupper af personer fra at kunne fungere som bi-
sidder.
Med det foreslåede stk. 2 vil det ikke være et krav, at bi-
sidderen skal være myndig eller at vedkommende ikke må
være i familie med barnet eller den unge, ligesom personer,
der er udpeget eller ansat af kommunen til at hjælpe og
støtte barnet efter lovens foreslåede kapitel 4, ikke vil være
udelukket fra at være barnets eller den unges bisidder. Det
vil dermed bero på en konkret vurdering, om de påvirker
139
barnet eller den unge på en måde, der ikke er i barnets eller
den unges interesse, så deltagelsen må afskæres. At der vil
skulle være bestemte grunde til at tilsidesætte barnets eller
den unges valg, vil betyde, at den blotte mistanke ikke vil
være tilstrækkelig til at tilsidesætte valget af bisidder, men
at der på den anden side heller ikke skal foreligge konkrete
beviser. Barnet eller den unge vil, i lighed med de gældende
regler, kunne indbringe afgørelser i sager om bisidder til
Ankestyrelsen, jf. den foreslåede § 145, stk. 3.
Der foreslås dermed ingen ændringer ift. den gældende be-
stemmelse i servicelovens § 48 a, stk. 2, og dermed foreslås
gældende retstilstand videreført uændret.
Af § 48 a, stk. 3, i serviceloven, fremgår det, at myndighe-
den kan træffe afgørelse om at udelukke en bisidder helt
eller delvist fra et møde, hvis det skønnes af betydning for at
få barnets eller den unges uforbeholdne mening belyst.
Det fremgår af forarbejderne til § 48 a, at myndigheden
kan træffe afgørelse om, at en bisidder skal udelukkes helt
eller delvist fra et møde. Myndigheden kan således træffe
afgørelse om, at samtaler med barnet eller den unge helt
eller delvist skal ske i enrum og dermed uden bisidder, jf.
Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 4554.
Det fremgår videre af forarbejderne, at muligheden kan an-
vendes i en konkret situation, hvis der er tale om en vurde-
ring af, at den pågældende bisidder generelt ikke varetager
barnets eller den unges interesser, og der vil i så fald skulle
træffes afgørelse efter § 48 a, stk. 2, i serviceloven. En
afgørelse efter § 48 a, stk. 3, vil kun kunne træffes, hvis
det skønnes, at bisidderens tilstedeværelse vil bevirke, at
barnets eller den unges meninger eller udsagn ikke kommer
rigtigt frem.
Med bestemmelsen i § 48 a, stk. 3, fastslås, at der kan være
konkrete situationer, hvor der ikke er tale om, at barnets
eller den unges ønske om bisidder helt skal tilsidesættes,
men hvor det er nødvendigt at udelukke bisidderen fra f.eks.
en del af et møde. Uden en sådan mulighed vil der være en
risiko for, at barnets eller den unges holdning ikke tillægges
den fornødne betydning, idet det vurderes, at holdningen
kan være påvirket af bisidderens tilstedeværelse.
Det foreslås med lovforslagets stk. 3, at myndigheden kan
træffe afgørelse om at udelukke en bisidder helt eller delvis
fra et møde, hvis det skønnes af betydning for at få barnets
eller den unges uforbeholdne mening belyst.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kommunalbe-
styrelsen eller en anden myndighed, der behandler en sag
efter de foreslåede bestemmelser i barnets lov, vil kunne
vurdere barnets forslag til bisidder og efter en konkret vur-
dering udelukke bisidderen helt eller delvis fra et møde, hvis
det skønnes af betydning for at få barnets eller den unges
uforbeholdne mening belyst. Barnet eller den unge vil, i
lighed med de gældende regler, kunne indbringe afgørelser i
sager om bisidder til Ankestyrelsen, jf. den foreslåede § 145,
stk. 3. Det foreslåede stk. 3 vil dog ikke indebære, at inde-
haveren af forældremyndigheden vil kunne gøre indsigelse
mod barnets eller den unges valg af bisidder.
Der foreslås dermed ikke ændringer af myndighedernes ad-
gang til efter en konkret vurdering at kunne udelukke bisid-
deren helt eller delvis fra et møde. Med det foreslåede stk.
3, videreføres bestemmelsen i servicelovens § 48 a, stk. 3
uændret.
Formålet med det foreslåede stk. 3 er, at myndigheden vil
kunne anvende muligheden i en konkret situation, hvis der
er tale om en vurdering af, at den pågældende bisidder gene-
relt ikke vil varetage barnets eller den unges interesser. En
afgørelse efter stk. 3 vil kun kunne træffes, hvis det skøn-
nes, at bisidderens tilstedeværelse vil bevirke, at barnets
eller den unges meninger eller udsagn ikke kommer rigtigt
frem. Det foreslåede stk. 3 vil omfatte konkrete situationer,
hvor der ikke er tale om, at barnets eller den unges ønske
om bisidder helt vil skulle tilsidesættes, men hvor det er
nødvendigt at udelukke bisidderen fra f.eks. en del af et
møde.
Det fremgår af § 48 a, stk. 4, i serviceloven, at en bisidder
for et barn eller en ung skal være fyldt 15 år og er omfattet
af straffelovens § 152 om tavshedspligt. Det fremgår af for-
arbejderne hertil, at barnets eller den unges ret til at have en
bisidder med til møder i forvaltningen indebærer, at bisidde-
ren herved kan blive bekendt med en række oplysninger om
barnets eller den unges familie, herunder navnlig barnets
eller den unges forældre og barnet eller den unge selv, jf.
Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 4554.
Det fremgår videre af forarbejderne, at i det omfang, for-
valtningen berettiget videregiver fortrolige oplysninger til
barnet eller den unge, f.eks. i forbindelse med høring af
barnet eller den unge, vil den bisidder, der følger barnet
eller den unge til møde med det offentlige, berettiget blive
gjort bekendt med disse oplysninger. Forvaltningen har ikke
ret til at videregive oplysninger til bisidderen ud over de
oplysninger, bisidderen modtager under møder sammen med
barnet eller den unge. Bisiddere, der er medtaget efter for-
valtningslovens § 8, er ikke omfattet af tavshedspligt.
Barnets eller den unges ret til at vælge en bisidder uafhæn-
gigt af forældremyndighedsindehaverens samtykke, er et
indgreb i den ret, som forældremyndighedsindehaveren nor-
malt har til at udøve barnets eller den unges partsbeføjelser
på barnets eller den unges vegne. En sådan ret for barnet
eller den unge indebærer endvidere, at en tredjemand, en
privatperson, f.eks. kan få oplysninger om forældremyndig-
hedsindehaveren, som meget ofte vil være af særdeles føl-
som karakter. Servicelovens § 48 a, stk. 4, fastlægger derfor
tavshedspligt for bisidderen.
På den måde sker der en passende afvejning mellem barnets
eller den unges behov for en bisidder og forældremyndig-
hedsindehaverens behov for, at oplysninger om dennes per-
sonlige forhold ikke kommer til uvedkommendes kendskab.
Det foreslås med bestemmelsen med stk. 4, at en bisidder
140
for et barn eller en ung skal være fyldt 15 år og vil være
omfattet af straffelovens § 152 om tavshedspligt.
Barnets eller den unges ret til at have en bisidder med til
møder i forvaltningen vil indebære, at bisidderen herved kan
blive bekendt med en række oplysninger om barnets eller
den unges familie, herunder navnlig barnets eller den unges
forældre og barnet eller den unge selv.
Retten til en bisidder vil endvidere betyde, at i det omfang
forvaltningen berettiget videregiver fortrolige oplysninger til
barnet eller den unge, f.eks. i forbindelse med høring af
barnet eller den unge, vil den bisidder, der følger barnet
eller den unge til et møde med det offentlige, være berettiget
blive gjort bekendt med disse oplysninger. Med den foreslå-
ede ret til bisidder vil forvaltningen ikke få ret til at kunne
videregive oplysninger til bisidderen ud over de oplysninger,
bisidderen modtager under møder sammen med barnet eller
den unge.
Med det foreslåede stk. 4 vil det med aldersgrænsen på 15 år
i overensstemmelse med gældende ret sikres, at bisidderen
vil skulle have en vis alder og modenhed, samt at bisidder
vil blive pålagt tavshedspligt i forhold til de oplysninger,
bisidderen vil blive bekendt med i forbindelse med rollen
som bisidder.
Barnets eller den unges ret til at vælge en bisidder uafhæn-
gigt af forældremyndighedsindehavers samtykke, vil være
et indgreb i den ret, som forældremyndighedsindehaver nor-
malt har til at udøve barnets eller den unges partsbeføjelser
på barnets eller den unges vegne. En sådan ret for barnet
eller den unge vil endvidere indebære, at en tredjemand, en
privatperson, kan få oplysninger om forældremyndigheds-
indehaver, som meget ofte vil være af særdeles følsom ka-
rakter. Der er derfor fundet behov for at videreføre gælden-
de ret uændret med det foreslåede stk. 4 om tavshedspligt
for bisidderen. Derved vil bisidderen blive omfattet af straf-
felovens § 152 om tavshedspligt, som indebærer, at hvis
bisidderen uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige
oplysninger, som bisidderen får kendskab til i kraft af sin
rolle som bisidder, kan den pågældende straffes med bøde
eller fængsel indtil 6 måneder. Bisiddere, der er medtaget
efter forvaltningslovens § 8, vil ikke være omfattet af tavs-
hedspligt.
Der foreslås ingen ændringer ift. den gældende bestemmelse
i servicelovens § 48 a, stk. 4, og dermed foreslås gældende
retstilstand videreført uændret.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at der sker en pas-
sende afvejning mellem barnets eller den unges behov for en
bisidder og forældremyndighedsindehavers og barnets eller
den unges behov for, at oplysninger om deres personlige for-
hold ikke kommer til uvedkommendes kendskab. Samtidig
er formålet med at fastsætte en aldersgrænse på 15 år for bi-
siddere at sikre, at bisidderen har en vis alder og modenhed.
Til § 7
Der er ikke i dag fastsat regler om ansvaret hos de voksne,
der er omkring et barn eller en ung for at sikre barnets bed-
ste og for at give barnet eller den unge den støtte og hjælp,
som barnet eller den unge har brug for. Der er dog i service-
lovens § 52, stk. 1, fastsat en pligt for kommunalbestyrelsen
til at træffe afgørelse om foranstaltninger om særlig støtte,
når det må anses for at være af væsentlig betydning af
hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte.
Der er fundet behov for at fastsætte nye regler om det an-
svar, de voksne omkring et barn eller en ung har for at sikre
barnets bedste.
Med bestemmelsen i § 7 foreslås, at det er de voksne om-
kring et barn eller en ung, som har ansvaret for at sikre
barnets bedste og give den støtte og hjælp, som barnet eller
den unge har behov for ud fra en vurdering af de årsager, der
ligger bag støttebehovet.
Bestemmelsen vil betyde, at det ikke vil være barnets eller
den unges ansvar selv at løse eller afhjælpe de udfordringer,
der måtte være, men at dette ansvar entydigt påhviler de
voksne omkring barnet eller den unge. Det vil dermed være
de voksne, som har ansvaret for at beskytte barnets eller den
unges grundlæggende rettigheder.
De voksne omkring et barn eller ung skal forstås bredt og
vil dermed ud over myndighederne også omfatte barnets
eller den unges forældre, familie og øvrige netværk og fag-
professionelle som sundhedsplejersker, pædagoger, lærere
og andre undervisere m.fl. og for anbragte børn og unge
plejeforældrene eller personalet på anbringelsesstedet. Med
bestemmelsen tydeliggøres der, at det vil være et fælles an-
svar at støtte op om det enkelte barns eller den unges trivsel
og udvikling og læring. I forlængelse heraf vil det betyde, at
fagområder vil skulle samarbejde tæt om at finde løsninger
for barnet eller den unge og familien.
Barnets bedste er et af de vigtigste principper i FN’s kon-
vention om barnets rettigheder, og ved indsatser over for
barnet eller den unge skal der lægges afgørende vægt på,
at støtte og hjælp ydes ud fra barnets eller den unges bed-
ste. Det betyder bl.a., at hvis der er konflikt mellem foræl-
drenes interesser og hensynet til barnets bedste, skal der
lægges afgørende vægt på, at støtten ydes ud fra barnets
eller den unges bedste. I denne sammenhæng skal der læg-
ges vægt på, at barnet eller den unge får en stabil og god
voksenkontakt og kontinuitet i opvæksten, ligesom det er
vigtigt, at barnet eller den unge ikke ses som en adskilt
del af familien, da hele barnets eller den unges situation
skal vurderes, herunder bl.a. forholdene i familien og det
nære miljø. Det er også vigtigt, at barnets eller den unges
situation ses i et langsigtet perspektiv.
Bestemmelsen vil ikke ændre på, at det fortsat foreslås at
påhvile kommunalbestyrelsen at føre tilsyn med børn og
unge i kommunen og at sætte ind med relevant og tilstræk-
kelig støtte og hjælp efter loven til børn og unge med behov
for særlig støtte og herunder børn og unge med fysisk eller
141
nedsat psykisk funktionsevne som anført i forslaget til §
8. Ligeledes vil det fortsat påhvile kommunalbestyrelsen at
træffe de fornødne afgørelser efter loven i forhold til barnet
eller den unge.
Formålet er at tydeliggøre, at ansvaret for at sikre barnets
bedste ikke påhviler barnet eller den unge selv, som dermed
ikke må overlades til selv at løse og afhjælpe udfordrin-
ger. Det er de voksne omkring barnet og den unge, som
har ansvaret for at sikre barnet eller den unge omsorg, be-
skyttelse og inddragelse, så barnet eller den unge kan opnå
udvikling, sundhed og trivsel og udvikle sig i positive fæl-
lesskaber som anført i forslaget til § 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.2.
Til § 8
Der er ikke i dag fastsat samlede regler om, hvordan kom-
munalbestyrelsen konkret skal tilrettelægge arbejdet i for-
hold til at sikre inddragelsen af barnet eller den unge eller
om minimering af antallet af fagprofessionelle voksne, der
er om barnet eller den unge.
Der er dog fastsat regler i serviceloven om inddragelse af
børn og unge i forbindelse med deres børnesag og om bør-
nesamtale.
Efter servicelovens § 46, stk. 3, skal støtten bygge på bar-
nets eller den unges egne ressourcer, og barnets eller den
unges synspunkter skal altid inddrages med passende vægt
i overensstemmelse med barnets eller den unges alder og
modenhed.
I forlængelse af aftalen om Børnene Først vurderes der at
være behov for at fastsætte en samlet bestemmelse om tilret-
telæggelsen af arbejdet.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilret-
telægge sagsbehandlingen, således at barnet eller den unge
har mulighed for at medvirke aktivt i forløbet på lige fod
med deres forældre, jf. § 5, stk. 2 og 3. Barnets eller den
unges medvirken skal ske med respekt for børns forskellig-
hed og skal blandt andet tage hensyn til det enkelte barns
eller den enkelte unges modenhed og ressourcer, herunder
eventuel funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge.
Det foreslåede stk. 1 vil være en pendant til bestemmelserne
om barnets grundlæggende rettigheder som anført i forslaget
til § 5, stk. 1-3. Det foreslåede stk. 1 skal således ses i tæt
samspil med denne. Formålet med den foreslåede bestem-
melse er at understrege, at uanset at barnet eller den unge
med forslaget til § 5 løbende skal inddrages og høres, så
vil det i alle tilfælde være de voksne herunder forældre og
kommune, som vil have ansvaret for at sikre barnets eller
den unges bedste, og iværksætte den fornødne hjælp og
støtte. Det vil dermed ikke være overladt til barnets eller den
unges eget ansvar at få den støtte og hjælp, som barnet eller
den unge har brug for.
Bestemmelsen vil udgøre en samlet beskrivelse af kommu-
nalbestyrelsens forpligtelse til at sikre, at kommunens sags-
behandlingsarbejde med hvert enkelt barn eller ung i en
socialt udsat position eller med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne vil ske på en sådan måde, at også barnet eller
den unge har mulighed for at medvirke i forløbet.
Bestemmelsen vil samtidig betyde, at kommunalbestyrelsen
vil skulle sørge for at tilrettelægge og tilpasse barnets eller
den unges medvirken ud fra det enkelte barns individuelle
behov herunder modenhed og ressourcer eller nedsat funk-
tionsevne.
Bestemmelsen indebærer ikke ændringer i gældende ret.
Formålet med den samlede beskrivelse af kommunalbesty-
relsens forpligtelse er samlet set at sikre indfrielsen af den
foreslåede grundlæggende ret for barnet eller den unge til
løbende at blive inddraget som anført i forslaget til § 5, stk.
2 og 3, og at udfolde rammerne for barnets eller den unges
medvirken og inddragelse både i oplysning af sagen og i de
tiltag, der sættes i gang.
Det foreslås med stk. 2 som noget nyt i forhold til servicelo-
ven, at kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge arbejdet med
det enkelte barn eller unge og familie med færrest mulige
fagprofessionelle voksne om barnet.
Bestemmelsen vil betyde, at det vil være kommunalbestyrel-
sens forpligtelse at sørge for, at arbejdet med det enkelte
barn eller unge tilrettelægges på en sådan måde, at barnet
eller den unge så vidt muligt vil opleve kontinuitet og sta-
bilitet i kontakten med kommunen og de fagprofessionelle
omkring barnet, der vil skulle give barnet eller den unge
støtte og hjælp efter loven.
Formålet med bestemmelsen er at skabe de bedste forudsæt-
ninger for, at barnet eller den unge kan opbygge tillidsfulde
og trygge relationer til de fagprofessionelle omkring barnet
eller den unge. Dermed skal det undgås, at barnet eller
den unge skal forholde sig til unødigt mange fremmede og
skiftende fagprofessionelle, som kan være en barrierer for,
at barnet eller den unge reelt kan realisere og udøve sin
grundlæggende ret til at blive inddraget og få indflydelse
som foreslået med bestemmelsen til § 5.
Bestemmelsen vil ikke betyde, at kommunalbestyrelsen vil
blive forpligtet til at fastlægge et specifikt loft for antallet
af fagprofessionelle om det enkelte barn eller den enkelte
unge. Det vil ligeledes forsat være op til kommunalbestyrel-
sen selv at beslutte den nærmere organisering af arbejdet og
tilrettelæggelsen af indsatsen efter en konkret vurdering af
behovene i den enkelte sag.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.2.
Det følger af § 47 i serviceloven, at kommunalbestyrelsen
skal overveje, hvordan der kan ske systematisk inddragelse
af familie og netværk.
142
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folke-
tingstidende 2004-05, tillæg A, side 271, at inddragelse af
barnet eller den unge, familien og netværket er et vigtigt
grundlag for at opnå resultater af den sociale indsats. Det
handler både om, at de rigtige oplysninger skal ligge til
grund for de beslutninger, der tages, og om at de involvere-
de parter oplever at blive taget alvorligt. Det er således et
spørgsmål om at styrke retssikkerheden for barnet og famili-
en. Når også netværket skal inddrages, hænger det sammen
med at få sat fokus på ressourcer frem for kun at se pro-
blemer. Selvom barnet og forældrene har store problemer,
findes der ofte ressourcer i netværket, der kan trækkes på.
Kommunen skal overveje, hvordan familie og netværk kan
inddrages systematisk. Eksempler på metoder til systematisk
inddragelse er familierådslagning, netværksmøder og fami-
liekontrakter. Kommunen forpligtes ikke til at anvende en
bestemt metode, men kan efter behovene i den enkelte sag
og de lokale prioriteringer på området selv beslutte, hvordan
det skal sikres, at familien inddrages systematisk.
Yderligere fremgår det af forarbejderne til servicelovens §
47, at med henblik på at andre myndigheder eller sagsbe-
handlere skal behandle sagen, skal kommunens overvejelser
om, hvordan familie og netværk kan inddrages i den kon-
krete sag, samt efterfølgende, hvordan inddragelsen er sket,
fremgå af journalen.
Med stk. 3 foreslås, at kommunalbestyrelsen i alle sager skal
overveje, hvordan der kan ske en systematisk inddragelse af
barnets eller den unges familie og netværk.
Med den foreslåede bestemmelse vil gældende ret viderefø-
res med enkelte sproglige tilpasninger.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbesty-
relsen i overensstemmelse med gældende ret i hver enkelt
sag vil skulle overveje, hvordan barnets eller den unges net-
værk kan inddrages. Endvidere vil bestemmelsen indebære,
at kommunalbestyrelsen vil skulle overveje, hvordan famili-
en og netværket vil kunne inddrages systematisk. Kommu-
nalbestyrelsen vil selv efter behovene i den enkelte sag og
de lokale prioriteringer på området kunne beslutte, hvordan
det vil skulle sikres, at familie og netværk inddrages syste-
matisk, herunder f.eks. ved brug af familierådslagning, net-
værksmøder eller familiekontrakter. Der vil dermed ikke føl-
ge en forpligtelse for kommunalbestyrelsen til at anvende en
bestemt metode til den systematiske inddragelse af netværk
og familie.
Det vil fortsat være et krav, at kommunens overvejelser om,
hvordan familie og netværk vil kunne inddrages i den kon-
krete sag, samt efterfølgende, hvordan inddragelsen er sket,
vil skulle fremgå af sagen. Formålet er at sikre opfølgning
på evt. indsatser og samtidig sikre overlevering til andre
myndigheder og sagsbehandlere, som skal behandle sagen.
Formålet med det foreslåede stk. 3 er at sikre, at barnets
individuelle forhold og behov bliver belyst og afdækket, så
kommunalbestyrelsen på den baggrund kan træffe de nød-
vendige og rigtige beslutninger for barnet eller den unge og
få afdækket de ressourcer, der er omkring barnet eller den
unge, og som kan bidrage og indtænkes i de løsninger, der
skal til for at støtte og hjælpe barnet eller den unge.
Det følger af § 57, stk. 1, i serviceloven, at hvis ingen
har forældremyndigheden over et barn eller en ung, skal
kommunalbestyrelsen i fornødent omfang medvirke til, at
der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden.
Af forarbejderne til § 57, stk. 1, jf. Folketingstidende
1996-97, tillæg A, side 4956, spalte 1, fremgår det, at be-
stemmelsen er en videreførelse af bistandslovens § 32 a. Be-
stemmelsen betyder, at kommunen i fornødent omfang skal
medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældre-
myndigheden. Afgørelsen om forældremyndigheden træffes
af Familieretshuset, som ved afgørelsen inddrager eventuel-
le tilkendegivelser fra indehavere af forældremyndigheden
om, hvem der efter deres død bør have tillagt forældremyn-
digheden (»børnetestamenter«), jf. § 16 i forældreansvarslo-
ven.
Bestemmelsen indebærer, jf. forarbejderne i Folketingsti-
dende 2015-16, tillæg A, L 76 som fremsat, at kommunen
skal yde en aktiv indsats for at finde frem til personer,
typisk i barnets umiddelbare familie eller netværk, der er
egnede til at blive udpeget som forældremyndighedsindeha-
ver. Kommunen må således tage kontakt til barnet, pårøren-
de, bekendte eller andre, der står barnet nær, med henblik på
at finde frem til den eller de personer, der vil være egnede til
at have forældremyndigheden.
Det foreslås, at det i stk. 4 fastsættes, at hvis ingen har
forældremyndigheden over et barn eller en ung, skal kom-
munalbestyrelsen i fornødent omfang medvirke til, at der
udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden.
Med forslaget vil kommunen i fornødent omfang fortsat
skulle medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af
forældremyndigheden. Forpligtelsen for kommunen til om
nødvendigt at skulle medvirke til, at der udpeges en egnet
indehaver af forældremyndigheden, vil gælde, hvad enten
kommunen selv tager initiativ til at rejse sagen, eller af Fa-
milieretshuset bliver bedt om at yde bistand. Kommunen bør
altid orientere Familieretshuset om forældremyndighedsind-
ehaverens død, hvis den afdøde havde forældremyndigheden
alene.
Det vil være den hidtidige opholdskommune, der har for-
pligtelsen efter bestemmelsen i stk. 4, hvis der ikke er en
efterlevende forælder eller, hvis pågældende ikke er kendt af
myndighederne. Ved forældremyndighedsindehaverens død
vil den efterlevende forælders opholdskommune blive op-
holdskommune for barnet. Det vil også gælde i de tilfælde,
hvor der ingen kontakt er mellem barnet og den efterleven-
de forælder, hvilket kan gøre det nødvendigt at etablere et
samarbejde mellem den kommune, hvor den afdøde foræl-
der boede, og kommunen, hvor den efterlevende forælder
bor, for at sikre en god overgang for barnet. Dette vil være
143
særligt vigtigt, hvis fraflytningskommunen vurderer, at der
kan være behov for særlig støtte til barnet i anledning af
dødsfaldet.
Afgørelsen om, hvem der skal have forældremyndigheden,
træffes af Familieretshuset. Ved afgørelsen inddrager Fa-
milieretshuset eventuelle tilkendegivelser efter § 16 i for-
ældreansvarsloven fra indehavere af forældremyndigheden
om, hvem der efter deres død bør have tillagt forældremyn-
digheden (»børnetestamenter«). I en række tilfælde vil det
ikke være nødvendigt at inddrage kommunen.
Hvis Familieretshuset anmoder om det, vil kommunen være
forpligtet til at afgive en udtalelse om barnet og om even-
tuelle ansøgere, jf. bekendtgørelse om forældremyndighed,
barnets bopæl og samvær m.v. Dette vil også gælde i de
situationer, hvor der er en efterlevende forælder, og andre
end forælderen beder om forældremyndigheden.
Hvis kommunen eller Familieretshuset ikke umiddelbart er
bekendt med personer, som kan komme på tale, vil kommu-
nen skulle yde en aktiv indsats for at finde frem til egnede
personer, da intet barn kan være foruden forældremyndig-
hedsindehaver.
Kommunen vil derfor skulle tage kontakt med barnet eller
den unge selv, pårørende, bekendte eller andre, der står bar-
net eller den unge nær, med henblik på at finde frem til
den eller de personer, der vil være egnede til at blive udpe-
get som indehaver af forældremyndigheden. Kommunen må
desuden være opmærksom på, om der er behov for at bede
Familieretshuset om at få udpeget en midlertidig indehaver
af forældremyndigheden og evt. komme med forslag til en
egnet forældremyndighedsindehaver. Det kan være nødven-
digt, hvis der ikke umiddelbart er nogen, der ansøger om at
få forældremyndigheden, men også i tilfælde, hvor der er
uenighed om forældremyndighedsspørgsmålet.
Forslaget betyder, at der med stk. 4 ikke sker ændringer i
den eksisterende retstilstand, som dermed videreføres uænd-
ret.
Det følger af § 57, stk. 2, i serviceloven, at kommunalbesty-
relsen i fornødent omfang skal medvirke til, at der udpeges
en egnet indehaver af forældremyndigheden, når Familier-
etshuset til brug for behandlingen af en sag efter forældrean-
svarslovens § 15 a, stk. 1, anmoder kommunalbestyrelsen
herom.
Bestemmelsen indebærer, jf. Folketingstidende 2015-16, til-
læg A, L 76, s. 17 – 18, som fremsat, at kommunalbesty-
relsen også skal medvirke til at finde en egnet forældremyn-
dighedsindehaver, når Familieretshuset til brug for behand-
lingen af en sag efter § 15 a, stk. 1, anmoder herom. Det
fremgår af bestemmelsen i § 15 a, stk. 1, at familieretshu-
set skal træffe afgørelse om, hvorvidt forældremyndigheden
skal forblive hos den efterlevende forælder, eller om en an-
den skal have forældremyndigheden, hvis den ene forælder
har forvoldt den anden forælders død, og den efterlevende
forælder efter § 15, stk. 1, har forældremyndigheden ale-
ne. Familieretshuset skal således prøve, om det er bedst for
barnet, at den efterlevende forælder beholder forældremyn-
digheden, eller om det er bedst for barnet, at forældremyn-
digheden overføres til en anden.
Hvis Familieretshuset vurderer, at det ikke er bedst for bar-
net, at den efterlevende forælder beholder forældremyndig-
heden, skal Familieretshuset vurdere, hvem der så skal have
forældremyndigheden. Til brug for denne vurdering skal
kommunen efter anmodning fra Familieretshuset medvirke
til at finde en egnet forældremyndighedsindehaver.
Kommunen skal i den forbindelse yde en aktiv indsats for at
finde frem til personer, typisk i barnets umiddelbare familie
eller netværk, der vil være egnede til at blive udpeget som
forældremyndighedsindehaver. Såfremt kommunen har ud-
arbejdet en børnefaglig undersøgelse efter reglerne i service-
lovens § 50, kan der tages udgangspunkt i den afdækning
af barnets eller den unges forhold og herunder ressourcer og
problemer hos barnet eller den unge, familien og netværket,
der indgår heri.
Det foreslås, at det i stk. 5 fastsættes, at kommunalbestyrel-
sen endvidere i fornødent omfang skal medvirke til, at der
udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden, når
Familieretshuset til brug for behandlingen af en sag efter
forældreansvarslovens § 15 a, stk. 1, anmoder kommunalbe-
styrelsen herom.
Med bestemmelsen i stk. 5 foreslås det at videreføre gælden-
de retstilstand uændret.
Dermed vil kommunalbestyrelsen fortsat skulle yde en aktiv
indsats for at finde frem til personer, typisk i barnets umid-
delbare familie eller netværk, der vil være egnede til at blive
udpeget som forældremyndighedsindehaver. Bestemmelsen
indebærer således, at kommunalbestyrelsen fortsat vil skulle
medvirke til, at der bliver udpeget en egnet forældremyndig-
hedsindehaver i de særlige tilfælde, hvor en forælder har
forvoldt den anden forælders død. Det er Familieretshuset,
der efterprøver, hvad der er bedst for barnet i relation til for-
ældremyndigheden. Familieretshuset skal behandle sagen,
selvom barnet ikke ved dødsfaldet står uden forældremyn-
dighedshaver, og selvom der ikke er nogen, der anmoder om
forældremyndigheden. Familieretshuset prøver således, om
det er bedst for barnet, at den efterlevende forælder beholder
forældremyndigheden, eller om det er bedst for barnet, at
forældremyndigheden overføres til en anden.
Kommunalbestyrelsen vil i disse tilfælde i fornødent om-
fang skulle medvirke til, at der udpeges en egnet forældre-
myndighedsindehaver, hvorefter det efterfølgende vil være
Familieretshuset, der træffer afgørelse om, hvem der skal
have forældremyndigheden over barnet.
Bestemmelsen vil endvidere betyde, at kommunalbestyrel-
sen skal sikre, at Familieretshuset bliver opmærksom på de
sager, hvor det skal prøves om en forælder, der har forvoldt
den anden forælders død, skal beholde forældremyndighe-
den.
144
I de tilfælde, hvor den ene forælder har forvoldt den anden
forælders død, skal der fra politiet ske underretning til kom-
munen. Kommunen vil selv skulle tilrettelægge, hvordan
underretningen sker, men af hensyn til barnet og sagens
karakter bør underretningen straks efter, at den er modtaget
i kommunen, videresendes til Familieretshuset. Underretnin-
gen fra politiet skal i øvrigt behandles efter de foreslåede
bestemmelser i §§ 136 - 138 om vurdering og behandling af
underretninger.
Den, der udpeges som forældremyndighedsindehaver af Fa-
milieretshuset, bliver samtidig værge, men får ikke forsør-
gelsespligt for barnet eller den unge. Det betyder, at hvis
der er en efterlevende forælder, som ikke får tillagt forældre-
myndigheden, er denne fortsat forpligtet til at bidrage til
forsørgelsen. Bidragspligten iværksættes af Familieretshuset
ved at kontakte denne. Det er enten forældremyndighedsind-
ehaveren eller kommunen, der kan søge om bidrag. Det er
en betingelse, at ansøgeren afholder udgifterne til barnets
forsørgelse. Hvis forældremyndighedsindehaveren er afgået
ved døden, og forældremyndigheden er tillagt en anden eller
andre, der ikke har forsørgelsespligt over for barnet, kan
kommunen yde hjælp til barnets forsørgelse med henvisning
til lov om aktiv socialpolitik § 84. Ydelser efter § 84 i lov
om aktiv socialpolitik er skattefri og udbetales uafhængigt af
forældremyndighedsindehaverens økonomiske forhold, men
er afhængig af barnets eller den unges indtægt. Der henvises
i øvrigt til vejledning nr. 10309 af 20. december 2016 om
hjælp i særlige tilfælde og hjælp til efterlevende efter kapitel
10 og 10 a i lov om aktiv socialpolitik. Der kan kun ydes
uddannelses- eller kontanthjælp til mindreårige i de tilfælde,
hvor barnet eller den unge selv er forsørger, fordi pågælden-
de har fået et barn eller har indgået ægteskab.
Til § 9
Det fremgår af § 146, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbe-
styrelsen har en generel pligt til at føre tilsyn med alle de
børn og unge samt kommende forældre, der opholder sig i
kommunen. Efter lovens § 146, stk. 2, skal kommunalbesty-
relsen tilrettelægge tilsynet efter stk. 1 på en sådan måde,
at kommunen tidligt bliver opmærksom på omstændigheder,
der kan give formodning om, at et barn eller en ung under
18 år kan have behov for særlig støtte, herunder hvor det
må antages, at et barn kan have behov for støtte umiddelbart
efter fødslen.
Det foreslås, at bestemmelsen videreføres i barnets lov med
enkelte sproglige tilpasninger.
Det foreslås således med stk. 1, at kommunalbestyrelsen
skal føre tilsyn med de forhold, hvorunder alle børn og unge
under 18 år samt kommende forældre i kommunen lever.
Tilsynsforpligtelse efter bestemmelsens stk. 1 vil være af
generel karakter og vil indebære en pligt for kommunalbe-
styrelsen til at interessere sig for alle de forhold, der har
betydning for kommende forældres og børn og unges livs-
betingelser i lokalområdet. Bestemmelsen vil indebære, at
kommunen vil have pligt til at gøre andre myndigheder op-
mærksomme på uhensigtsmæssige forhold, f.eks. utilfreds-
stillende bolig- og trafikforhold.
Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at føre tilsyn vil også
omfatte alle børn og unge og kommende forældre, der har
ophold i kommunen, også selv om deres ophold er af mid-
lertidig karakter. Det betyder, at tilsynet også vil omfatte
børn og unge på krisecentre, ferieophold, samvær, i fængsler
m.v., uanset om barnet eller den unge har opholdskommune
efter retssikkerhedsloven i en anden kommune. Den kom-
mune, hvori barnet, den unge eller de kommende forældre
har midlertidigt ophold, vil således have pligt til både at føre
tilsyn med barnet eller den unge og til at iværksætte nødven-
dige øjeblikkelige indsatser, hvis barnet eller den unge har
behov for støtte, herunder efter de foreslåede bestemmelser i
lovforslagets §§ 30, 32 og 143.
Det er vigtigt, at den kommune, hvor krisecenteret, fængslet
m.v. er placeret, sikrer, at personalet på disse steder oriente-
rer kommunen, når der opholder sig eller bor et barn, en ung
eller kommende forældre på stedet, og oplyser, hvem barnet,
den unge eller de kommende forældre er. Denne viden vil
give kommunen mulighed for at vurdere tilsynets omfang,
og hvorvidt der skal iværksættes nødvendige øjeblikkelige
indsatser.
Den generelle tilsynsforpligtelse i bestemmelsens stk. 1 skal
ses i sammenhæng med kommunalbestyrelsens forpligtelse
til at udarbejde en sammenhængende børnepolitik, jf. den
foreslåede bestemmelse herom i lovforslagets § 14.
Den generelle tilsynspligt vil bedst kunne tilrettelægges og
udføres i samarbejde mellem de enkelte forvaltninger i kom-
munen, men også med andre offentlige myndigheder, private
og frivillige organisationer og foreninger, sådan at kommu-
nen vil kunne danne sig et overblik over de sociale tilbud,
sundhedsfaglige tilbud og fritidsaktiviteter til børn og unge
samt kommende forældre, der er i kommunen. Det er især
vigtigt, fordi det vil give et overblik over mulighederne for
en tidlig forebyggende indsats i forskellige sammenhænge,
herunder den forebyggende virksomhed i samarbejdet mel-
lem skole, politi og de sociale myndigheder (SSP-samarbej-
det).
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 2, at kommunalbesty-
relsen skal føre sit tilsyn efter stk. 1 på en sådan måde, at
kommunen så tidligt som muligt kan få kendskab til tilfæl-
de, hvor der må antages at være behov for støtte til et barn
eller en ung under 18 år, eller hvor det må antages, at der
kan opstå et behov for støtte til et barn umiddelbart efter
fødslen.
Efter bestemmelsens stk. 2 vil tilsynspligten også få en mere
konkret karakter, idet kommunen specielt bør være opmærk-
som på omstændigheder, der giver grund til at antage, at
et barn eller en ung under 18 år kan have behov for støt-
te. Dette tilsyn bør føres på en sådan måde, at der vil kunne
sættes ind med en tidlig indsats i de tilfælde, hvor et barn
145
eller en ung må formodes at have behov for hjælp og støtte,
herunder også som følge af nedsat funktionsevne.
Tilsynspligten vil gælde alle børn og unge under 18 år uan-
set deres opholdsgrundlag og uanset, om barnet eller den
unge har lovligt ophold i Danmark eller ej. Kommunalbe-
styrelsens tilsynspligt vil også gælde, når barnet eller den
unge opholder sig på et asylcenter og tilsynspligten vil også
omfatte børn og unge i kommunen, der ikke opholder sig
lovligt her i landet i servicelovens forstand. Kommunen vil,
når der er tale om børn og unge, der ikke har lovligt ophold
i Danmark, herunder i servicelovens forstand, samt når der
er tale om børn og unge, der opholder sig på et asylcenter,
skulle kontakte udlændingemyndighederne, så der vil kunne
tages hånd om barnet eller den unge efter udlændingelovens
regler herom.
Tilsynet vil indebære, at kommunen vil skulle være op-
mærksom på, om der i kommunen befinder sig et konkret
barn eller en ung, som kan have brug for støtte. Hvis et barn
eller en ung antages at have behov for støtte, vil kommunen
have pligt til at sikre, at der iværksættes en afdækning og
evt. undersøgelse af barnets eller den unges forhold efter
forslaget til bestemmelserne i lovforslagets §§ 19 - 20.
Ofte vil tilsynet med det enkelte barn eller en ung ske i
dagtilbud og på skoler, da disse steder benyttes af næsten
alle børn og unge. Her vil sundhedsplejersker, lærere, pæ-
dagoger og andet personale skulle være opmærksomme på
omstændigheder, der giver formodning om, at et barn eller
en ung har behov for støtte og være opmærksomme på den
særlige underretningspligt, der foreslås at skulle gælde efter
lovforslagets § 133.
Der kan være en række særlige omstændigheder, som bety-
der, at kommunen vil skulle være særligt opmærksom på
et konkret barns eller en konkret ung persons forhold. Det
vil eksempelvis kunne være tilfælde, hvor den kommunale
forvaltning modtager underretning fra fogedretten om, at
en familie vil blive udsat fra deres lejemål, eller børn fra
familier, hvor forældrene har særlige problemer eller nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne. Når en sagsbehandler
eller lignende kommer i kontakt med voksne med særlige
sociale problemer, eksempelvis som følge af alkohol- eller
narkotikamisbrug eller en sindslidelse, vil det være vigtigt,
at der spørges til, om der er børn i hjemmet, således at der
vil kunne iværksættes en familieorienteret og forebyggende
indsats over for børn og unge i disse familier.
Formålet med kommunalbestyrelsens generelle tilsynspligt
på børneområdet er at sikre opmærksomhed generelt på
børns, unges og kommende forældres forhold i kommunen
og gennem tilsynet at sikre, at kommunen får kendskab til
de børn og unge samt kommende forældre, hvor der må
antages at være behov for støtte.
Til § 10
Det fremgår af § 3, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbesty-
relsen træffer afgørelse om tilbud efter loven.
Bestemmelsen fastsætter, at myndighedsansvaret i forhold
til borgerne ved tildeling af sociale ydelser efter servicelo-
ven ligger hos kommunalbestyrelsen. Med myndighedsan-
svaret forstås en offentlig myndigheds ensidige ansvar for,
hvad der er eller skal være ret i forhold til en enkelt eller en
bestemt flerhed af borgere (eller juridiske personer).
Det er således kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse
om tilbud efter serviceloven, medmindre andet fremgår di-
rekte af loven. Ved en afgørelse forstås en beslutning, der
træffes af en forvaltningsmyndighed i en konkret sag, og
som i forhold til den enkelte borger og/eller myndighed går
ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et forelig-
gende tilfælde. Det vil sige, at afgørelsen bindende regulerer
borgerens eller myndighedens rettigheder og pligter. Der er
også tale om en afgørelse, hvis myndigheden beslutter at
afslutte en sag, f.eks. ved et afslag på genoptagelse eller
afvisning af en sag.
Der skal i hvert enkelt tilfælde foretages en konkret og indi-
viduel vurdering af den enkeltes behov og forudsætninger,
og hjælpen skal tilrettelægges, så modtageren ud fra sine
personlige forudsætninger får indflydelse på og ansvar for
sin egen tilværelse.
Når kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse, skal den
iagttage de gældende forvaltningsretlige grundsætninger i
forhold til, hvilke hensyn og kriterier myndigheden kan og
eventuelt skal lægge til grund. Det gælder f.eks. det for-
valtningsretlige princip om, at der ikke må ske magtfordrej-
ning. Forbuddet mod magtfordrejning betyder, at der alene
må inddrages saglige hensyn. Saglige hensyn er hensyn,
der har sammenhæng med formålet med og indholdet i den
anvendte bestemmelse. Det betyder i denne sammenhæng,
at myndigheden i sin behandling og afgørelse af konkrete
sager ikke må forfølge formål, som ikke er relevante for
sagen.
Også forvaltningsretlige principper som lighedsgrundsæt-
ningen om, at ensartede tilfælde alt andet lige skal behandles
lige, og proportionalitetsprincippet om, at en foranstaltning
ikke må være mere indgribende eller byrdefuldt end formå-
let tilsiger, skal følges.
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 1 at videreføre retstil-
standen uændret, således at det vil være kommunalbestyrel-
sen, der træffer afgørelse om tilbud efter foreslåede barnets
lov.
Bestemmelsen indebærer, at der vil blive fastsat en entydig
ansvarsfordeling, hvorefter myndighedsansvaret i forhold
til børn og unge og deres familier ved tildeling af sociale
ydelser efter barnets lov vil ligge hos kommunalbestyrel-
sen. Med myndighedsansvaret forstås en offentlig myndig-
heds ensidige ansvar for, hvad der er eller skal være ret i
forhold til en enkelt eller en bestemt flerhed af borgere (eller
juridiske personer).
Det vil således være kommunalbestyrelsen, der træffer afgø-
relser om tilbud efter den foreslåede barnets lov, medmindre
146
andet fremgår direkte af loven. Ved en afgørelse forstås en
beslutning, der træffes af en forvaltningsmyndighed i en
konkret sag, og som i forhold til den enkelte borger og/eller
myndighed går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være
ret i et foreliggende tilfælde. Det vil sige, at afgørelsen bin-
dende regulerer borgerens eller myndighedens rettigheder
og pligter. Der vil også være tale om en afgørelse, hvis
myndigheden beslutter at afslutte en sag, f.eks. ved et afslag
på genoptagelse eller afvisning af en sag.
Der vil i hvert enkelt tilfælde skulle foretages en konkret og
individuel vurdering af den enkeltes behov og forudsætnin-
ger, og hjælpen vil skulle tilrettelægges, så modtageren ud
fra sine personlige forudsætninger vil få indflydelse på og
ansvar for sin egen tilværelse.
Når kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse, vil den
skulle iagttage de gældende forvaltningsretlige grundsætnin-
ger i forhold til, hvilke hensyn og kriterier myndigheden
kan og eventuelt skal lægge til grund. Det vil f.eks. gælde
det forvaltningsretlige princip om, at der ikke må ske magt-
fordrejning. Forbuddet mod magtfordrejning betyder, at der
alene må inddrages saglige hensyn. Saglige hensyn er hen-
syn, der har sammenhæng med formålet med og indholdet
i den anvendte bestemmelse. Det betyder i denne sammen-
hæng, at myndigheden i sin behandling og afgørelse af kon-
krete sager ikke må forfølge formål, som ikke er relevante
for sagen.
Også forvaltningsretlige principper som lighedsgrundsæt-
ningen om, at ensartede tilfælde alt andet lige skal behandles
lige, og proportionalitetsprincippet om, at en foranstaltning
ikke må være mere indgribende eller byrdefuldt end formå-
let tilsiger, vil skulle følges.
Formålet med stk. 1 er at sikre en fortsat klar og entydig
ansvarsfordeling, hvorefter myndighedsansvaret i forhold til
børn og unge og deres familier ved tildeling af sociale ydel-
ser efter barnets lov vil ligge hos kommunalbestyrelsen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Det fremgår af § 1, stk. 3, 3. pkt., i serviceloven, at en
afgørelse efter loven træffes på baggrund af faglige og øko-
nomiske hensyn. I forbindelse med inddragelse af faglige
og økonomiske hensyn skal kommunen i overensstemmelse
med god forvaltningsskik i de enkelte afgørelser beskrive
de centrale elementer, der indgår i beslutningsgrundlaget
for afgørelsen. Der henvises til Folketingstidende 2011-12,
tillæg A, L 140 som fremsat, side 10.
Bestemmelsen betyder, at når der er foretaget en konkret og
individuel vurdering af borgerens behov, skal der inddrages
både faglige og økonomiske hensyn.
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 2, at en afgørelse om
tilbud efter loven træffes på baggrund af faglige og økono-
miske hensyn.
Det foreslås dermed at videreføre gældende retstilstand
uændret.
Ved faglige hensyn forstås de f.eks. behandlingsmæssige,
socialfaglige og sundhedsmæssige hensyn, der er relevante
i forhold til det konkrete borgers – dvs. barnets, den unges,
familiens eller de kommende forældres – situation og i for-
hold til den konkrete sag.
Ved økonomiske hensyn forstås hensyn til, om tilbud efter
loven er anskaffet og/eller leveret på en økonomisk hen-
sigtsmæssig måde. Endvidere skal økonomiske hensyn for-
stås som hensyn til, om tilbud efter loven er anskaffet og/
eller leveret på en økonomisk hensigtsmæssig måde. F.eks.
bør kommunen, hvis den skal vælge mellem to tilbud, som
er lige egnede til at opfylde borgerens behov, vælge det
billigste.
I forbindelse med inddragelse af faglige og økonomiske
hensyn skal kommunen i overensstemmelse med god for-
valtningsskik i de enkelte afgørelser beskrive de centrale
elementer, der indgår i beslutningsgrundlaget for afgørelsen
om tilbud.
Uanset kommunernes adgang til at fastsætte lokale service-
niveauer og inddrage økonomiske hensyn må hensynet til
kommunernes økonomi aldrig stå alene, da afgørelser skal
baseres på den enkeltes konkrete, individuelle behov for
hjælp og støtte.
Kommunen må således ikke sætte skønnet under regel eller
fastsætte et serviceniveau, der ikke ligger inden for de ram-
mer, der følger af den konkrete bestemmelse i serviceloven
og lovgivningen i øvrigt.
Kommunen må heller aldrig vælge, udsætte, indstille eller
reducere en indsats alene ud fra økonomiske overvejelser
eller generelle vejledende serviceniveauer. Borgerne skal
stadig have den rigtige hjælp og støtte, selvom kommunens
økonomi måske er presset.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.
Det fremgår af pkt. 110 i vejledning nr. 9347 af 28. marts
2017 om servicelovens formål og generelle bestemmelser i
loven (Vejledning nr. 1 til serviceloven), at udgangspunktet
for administrationen af serviceloven er, at afgørelsen skal
iværksættes straks efter, at den er truffet af kommunalbesty-
relsen.
Der kan imidlertid gøre sig særlige forhold gældende i den
konkrete situation, som umuliggør iværksættelse af tilbuddet
straks, ligesom der kan være situationer, hvor et tilbud in-
deholder flere forskellige tiltag, som ikke skal iværksættes
samtidig. Kan et tilbud ikke iværksættes straks, skal kom-
munen dog forsøge at finde et alternativt (midlertidigt) til-
bud. Tilbudsportalen vil kunne indeholde alternative tilbud,
som kommunen i et samarbejde med ansøgeren vil kunne
overveje. Der henvises til statsforvaltningens udtalelse af
147
28. juni 2012, hvor Statsforvaltningen Midtjylland udtalte,
at det efter omstændighederne ville være i overensstemmel-
se med servicelovens forsyningsforpligtelse at lade personer,
der er bevilget et botilbud efter servicelovens § 108, vente
i en kortere periode med henblik på et finde et egnet botil-
bud. I visse særlige situationer vil der endvidere kunne blive
tale om, at der skal opføres et helt nyt botilbud. Det vil
også kunne lovliggøre ventetid. I den konkrete sag fandt
statsforvaltningen imidlertid, at Århus Kommune ved at lade
personer vente på botilbud i op til fem til seks år tilsidesatte
sin forsyningspligt efter serviceloven.
Det foreslås i stk. 3, at en afgørelse efter stk. 1 skal iværk-
sættes straks efter, at den er truffet af kommunalbestyrelsen,
med medmindre særlige forhold gør det umuligt at iværk-
sætte afgørelsen straks, eller at afgørelsen indeholder flere
forskellige tiltag, som ikke skal iværksættes samtidigt.
Bestemmelsen betyder, at gældende retstilstand, som er fast-
sat gennem praksis og beskrevet i vejledning nr. 9347 af 28.
marts 2017 om servicelovens formål og generelle bestem-
melser i loven, videreføres uændret.
Bestemmelsen indebærer, at en afgørelse vil skulle iværk-
sættes straks efter, at den er truffet, med mindre særlige
forhold gør sig gældende i den konkrete situation, som umu-
liggør iværksættelse af tilbuddet straks. Særlige forhold vil
f.eks. kunne omfatte, at der i en kortere periode afventes
plads på et særligt tilbud, eller at barnet eller den unge
vil skulle have mulighed for at blive forberedt på f.eks.
en flytning til et nyt anbringelsessted, så barnet eller den
unge f.eks. får tid til at tage afsked eller til at besøge det
nye anbringelsessted. Bestemmelsen indebærer også, at der
i situationer, hvor et tilbud indeholder flere forskellige til-
tag, som ikke skal iværksættes samtidig, er adgang til, at
de enkelte tiltag iværksættes løbende. Kan et tilbud ikke
iværksættes straks, skal kommunen dog forsøge at finde et
alternativt (midlertidigt) tilbud. Tilbudsportalen vil kunne
indeholde alternative tilbud, som kommunen i et samarbejde
med barnet, den unge og familien vil kunne overveje.
Formålet er at tydeliggøre, at kommunalbestyrelsens pligt til
at iværksætte en afgørelse straks, efter denne er truffet, også
omfatter afgørelser efter den foreslåede barnets lov.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3.3.
Det fremgår af § 3, stk. 2, i serviceloven, at når kommunal-
bestyrelsen træffer afgørelse om tilbud efter bl.a. §§ 32, 36
og 101, som omhandler afgørelser om særlige dagtilbud og
særlige klubtilbud til børn og unge med varigt nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne samt misbrugsbehandling til un-
ge under 18 år med et stofmisbrug, skal afgørelsen indehol-
de oplysninger om beslutninger om den konkrete indsats,
som iværksættes, og formålet hermed. Hvis den konkrete
indsats ændres væsentligt, finder forvaltningslovens kapitel
3-7 anvendelse ved kommunens beslutning herom. Beslut-
ninger om væsentlige ændringer af den konkrete indsats kan
indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i
lov om retssikkerhed og administration på det sociale områ-
de. Der henvises til forarbejderne til L 82, jf. Folketingsti-
dende 2005-06, tillæg A, side 2513.
Bestemmelsen i § 3, stk. 2, i serviceloven fastslår en for-
pligtelse til, at kommunalbestyrelsens afgørelser om visse
tilbud efter loven skal indeholde oplysninger om beslutnin-
ger om den konkrete indsats, som iværksættes, og formålet
hermed. Oplysningerne skal ikke være så detaljerede som de
oplysninger, som indgår i den handleplan, som kommunal-
bestyrelsen kan tilbyde efter § 141 i serviceloven. Afgørel-
sen kan f.eks. indeholde oplysninger om, hvorvidt indsatsen
skal leveres som dagtilbud eller døgntilbud, om valg af en
bestemt behandlingsmetode eller valg af en bestemt pæda-
gogisk metode mv.
Bestemmelsen omfatter ikke døgntilbud til børn og unge,
da der er særlige regler i serviceloven om retssikkerhed for
børn, unge og forældre i forbindelse med anbringelse af
børn uden for hjemmet. Endvidere er kommunalbestyrelsen
efter servicelovens § 140 forpligtet til at udarbejde en hand-
leplan, før den træffer afgørelser i sager om særlig støtte til
børn om unge, herunder afgørelser om anbringelse uden for
hjemmet.
Det foreslås i stk. 4, at når kommunalbestyrelsen træffer
afgørelse om tilbud efter lovforslagets §§ 33 og 82, skal
afgørelsen indeholde oplysninger om beslutninger om den
konkrete indsats, som iværksættes, og formålet hermed. Æn-
drer den konkrete indsats sig væsentligt, finder forvaltnings-
lovens kapitel 3-7 anvendelse ved kommunalbestyrelsens
beslutning herom. Beslutninger om væsentlige ændringer af
den konkrete indsats kan indbringes for Ankestyrelsen efter
reglerne i kapitel 10 i retssikkerhedsloven.
Med forslaget pålægges kommunalbestyrelsen i visse tilfæl-
de, når der træffes afgørelse om en indsats over for et barn
eller ung, at skulle beskrive den indsats, som iværksættes og
formålet hermed. Forpligtelsen til en sådan beskrivelse vil
efter forslaget omfatte afgørelser om særlige dag- og klubtil-
bud til børn og unge og afgørelser om stofmisbrugsbehand-
ling. Forslaget vil alene omfatte afgørelser efter de anførte
bestemmelser og vil dermed ikke omfatte andre afgørelser
efter loven, f.eks. døgntilbud til børn og unge, da der er
særlige regler i den foreslåede barnets lov om retssikkerhed
for børn, unge og forældre i forbindelse med anbringelse af
børn uden for hjemmet.
Det betyder, at kommunalbestyrelsens afgørelser om et til-
bud efter §§ 33 og 82 vil skulle indeholde en kort beskrivel-
se af, hvordan afgørelsen vil blive udmøntet i praksis, og
hvad formålet med indsatsen vil være.
Afgørelsen vil f.eks. kunne indeholde oplysninger om for-
målet med og indholdet af den konkrete indsats, herunder
f.eks. evt. træning, hjælp til udvikling af færdigheder eller
at stofmisbrugeren vil få mulighed for at afbryde kontakten
med misbrugsmiljøet m.v.
148
Der vil ikke være krav om, at beskrivelsen vil skulle inde-
holde oplysninger om, hvordan hjælpen tilrettelægges eller
konkrete oplysninger om timetal eller om kvalifikationer
hos det udførende personale, ligesom der ikke vil være krav
om, at beskrivelsen skal indeholde oplysninger om trænings-
redskaber m.v.
Medmindre valgfrie aktiviteter anses for en integreret del af
indsatsen, vil der ikke være krav om, at afgørelsen skal inde-
holde oplysninger herom. Beskrivelsen vil ikke skulle være
lige så detaljeret som de planer, som kommunalbestyrelsen
vil skulle tilbyde efter andre bestemmelser i loven.
Afgørelsen om den konkrete indsats vil skulle tage udgangs-
punkt i en konkret individuel vurdering af barnets eller den
unges behov. Hvis tilbuddet ikke kun omfatter barnet eller
den unge, men også familien, vil der i beskrivelsen af den
konkrete indsats også skulle tages hensyn hertil.
Ved sagsbehandlingen vil også en vurdering af barnets eller
den unges behov for en fortsat tilknytning til sit nærområde
og lokale netværk skulle indgå.
Med bestemmelsen vil oplysningerne om formålet med ind-
satsen supplere den begrundelse, som afgørelsen vil skulle
indeholde efter §§ 22-24 i forvaltningsloven. Efter forvalt-
ningslovens § 22 vil en skriftlig afgørelse skulle være ledsa-
get af en begrundelse, medmindre den giver den pågældende
part fuldt ud medhold.
Kommunalbestyrelsen vil som udgangspunkt kunne træffe
beslutninger som led i kommunens faktiske forvaltnings-
virksomhed uden at følge reglerne i forvaltningslovens kapi-
tel 3-7. Når kommunen ændrer en beslutning om en konkret
indsats i forhold til et barn eller en ung, vil ændringen i al-
mindelighed blive betragtet som led i kommunens udøvelse
af faktisk forvaltningsvirksomhed. Væsentlige ændringer i
indsatsen skal imidlertid betragtes som en afgørelse.
En kommunalbestyrelse, der vil give et barn eller en ung,
der modtager en indsats efter §§ 33 eller 82, en anden ind-
sats, vil enten kunne træffe en ny afgørelse om, at barnet
eller den unge skal have tilbud efter en anden bestemmelse
i loven, ligesom kommunen vil kunne træffe beslutning om
en anden indsats efter samme bestemmelse i loven.
Hvis kommunalbestyrelsen ønsker at give barnet eller den
unge et tilbud efter en anden bestemmelse i loven, vil den
nye afgørelse herom skulle træffes efter de almindelige
sagsbehandlingsregler i forvaltningsloven og retssikkerheds-
loven.
Hvis kommunalbestyrelsen derimod ønsker at ændre den
konkrete indsats, men altså inden for den samme bestem-
melse i loven, vil kommunalbestyrelsen skulle se på, om
der er tale om en væsentlig ændring af indsatsen. Hvis
ændringen af indsatsen er væsentlig, finder reglerne i § 5
om inddragelse af barnet eller den unge anvendelse. Det
betyder også, at forvaltningslovens kapitel 3-7 gælder ved
kommunalbestyrelsens behandling af sagen. Beslutningen
om at ændre indsatsen skal ligeledes behandles efter retssik-
kerhedsloven, således at eksempelvis borgerens ret til at
medvirke ved behandlingen af sagen gælder.
En væsentlig ændring af den konkrete indsats i forhold til
beskrivelsen i den oprindelige afgørelse vil eksempelvis fo-
religge, hvis indsatsen i et særligt dagtilbud ændres til et
almindeligt dagtilbud.
Med den foreslåede stk. 4 vil kommunalbestyrelsens beslut-
ninger om væsentlige ændringer af indsatsen kunne indbrin-
ges for Ankestyrelsen. Klagen vil skulle behandles efter
reglerne i kapitel 10 i retssikkerhedsloven.
Med det foreslåede stk. 4 videreføres bestemmelsen i ser-
vicelovens § 3, stk. 2, med redaktionelle ændringer. Der er
ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer.
Til § 11
Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at meddele afgørelser
om frakendelse af en plads i et særligt dag- eller klubtil-
bud, afgørelser om ophør af hjælp til dækning af tabt ar-
bejdsfortjeneste i de tilfælde, der er omfattet af de regler
om afviklingsperiode, som social- og ældreministeren har
fastsat, og afgørelser om frakendelse af bilstøtte før udlø-
bet af genanskaffelsesperioden med et varsel på mindst 14
uger fra borgerens modtagelse af afgørelsen, fremgår i dag
af servicelovens § 3 a, stk. 1. Endvidere fremgår det af
servicelovens § 3 a, stk. 2, at iværksættelse af de i stk. 1
nævnte afgørelser i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsens
afgørelse påklages til Ankestyrelsen, først må påbegyndes,
når varslingsperioden på mindst 14 uger er udløbet.
Det foreslås, at det i stk. 1 fastsættes, at kommunalbesty-
relsens afgørelser om frakendelse af en plads i et særligt
dag- eller klubtilbud efter de foreslåede §§ 82 og 84 skal
meddeles med et varsel på mindst 14 uger fra borgerens
modtagelse af afgørelsen. Det samme gælder kommunalbe-
styrelsens afgørelser efter den foreslåede § 87, stk. 4, om
ophør af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i de
tilfælde, hvor de af social- og ældreministeren fastsatte reg-
ler om afviklingsperiode finder anvendelse, og kommunal-
bestyrelsens afgørelser om frakendelse af bilstøtte efter den
foreslåede § 90, stk. 1, nr. 7, jf. servicelovens § 114, før
udløbet af genanskaffelsesperioden.
Det foreslåede stk. 1 er en videreførelse af den eksisterende
bestemmelse i servicelovens § 3 a, stk. 1, uden indholds-
mæssige ændringer.
Kommunalbestyrelsens pligt til at meddele afgørelser om
frakendelse af en plads i et særligt dag- eller klubtilbud,
afgørelser om ophør af hjælp til dækning af tabt arbejds-
fortjeneste i de tilfælde, der er omfattet af de af social-
og ældreministeren fastsatte regler om afviklingsperiode, i
medfør af den foreslåede § 87, stk. 4, og afgørelser om fra-
kendelse af bilstøtte før udløbet af genanskaffelsesperioden
foreslås dermed videreført uændret. Dette vil indebære, at
de nævnte afgørelser om frakendelse eller ophør af hjælp,
149
som har vidtrækkende konsekvenser for den enkelte borger,
dermed vil få opsat virkning i mindst 14 uger fra borgerens
modtagelse af afgørelsen. Borgeren antages at have modta-
get afgørelsen, når afgørelsen er kommet frem til borgeren
enten i borgerens digitale postkasse eller ved almindeligt
brev. Varslet efter den foreslåede bestemmelse skal være på
mindst 14 uger, men der er intet til hinder for, at der gives et
længere varsel.
Med det foreslåede stk. 1 videreføres bestemmelsen i ser-
vicelovens § 3 a, stk. 1, med redaktionelle ændringer. Der er
ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer.
Formålet med forslaget er at sikre, at en borger kan beholde
hjælpen i varslingsperioden, hvis afgørelsen indebærer en
nedsættelse eller frakendelse af hjælpen, som har vidtræk-
kende konsekvenser for den enkelte, som ikke eller kun
vanskeligt lader sig genoprette.
Det foreslås, at det i stk. 2 fastsættes, at iværksættelse af
kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 1 i de tilfælde,
hvor kommunalbestyrelsens afgørelse påklages til Ankesty-
relsen, først må påbegyndes, når varslingsperioden, jf. stk. 1,
1. pkt., er udløbet.
Forslaget vil betyde, at iværksættelse af kommunalbestyrel-
sens afgørelser efter de anførte bestemmelser først må påbe-
gyndes, når varslingsperioden er udløbet i de tilfælde, hvor
kommunalbestyrelsens afgørelse påklages til Ankestyrelsen.
Bestemmelsen i § 3 a, stk. 2, i serviceloven, hvorefter
iværksættelse af kommunalbestyrelsens afgørelser efter de
bestemmelser, der er omfattet af varslingsordningen, først
må påbegyndes, når varslingsperioden er udløbet i de tilfæl-
de, hvor kommunalbestyrelsens afgørelse påklages til Anke-
styrelsen, foreslås dermed videreført uændret i forhold til de
afgørelser, der er nævnt i den foreslåede stk. 1. Formålet er
at sikre, at borgerne fortsat, når der klages til Ankestyrelsen,
vil modtage den hidtidige hjælp i uændret omfang i hele var-
slingsperioden, og at kommunalbestyrelsens afgørelse om
frakendelse eller ophør af den hidtidige hjælp først vil skulle
effektueres, når varslingsperioden på 14 uger er udløbet.
Der vil med forslaget således være opsættende virkning i
varslingsperioden i klagesager omfattet af varslingsordnin-
gen. I forhold til kommunalbestyrelsens afgørelse om fra-
kendelse af en plads i et særligt dag- eller klubtilbud efter
de foreslåede §§ 82 og 84 vil der, hvis der klages til Anke-
styrelsen, dermed først kunne ske opsigelse af pladsen, når
varslingsperioden på 14 uger er udløbet.
Tilsvarende vil afviklingsperioden på 14 uger for en afgørel-
se om ophør af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste
efter den foreslåede bemyndigelse i § 87, stk. 4, der efter de
gældende regler er udmøntet i § 17, stk. 1, i bekendtgørelse
nr. 932 af 19. juni 2020 om tilskud til pasning af børn med
handicap eller langvarig sygdom, først begynde at løbe efter
udløbet af varslingsperioden.
Endelig vil en afgørelse om frakendelse af bilstøtte efter den
foreslåede § 90, stk. 1, nr. 7, jf. servicelovens § 114, før
udløbet af genanskaffelsesperioden først skulle effektueres,
når varslingsperioden er udløbet.
Den særligt hurtige sagsbehandling i Ankestyrelsen, der i
dag gælder for behandling af klager omfattet af servicelo-
vens § 3 a, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 150,
s. 31, vil således med lovforslaget gælde klager over sagsty-
per omfattet af den foreslåede § 11. Den hurtige sagsbehand-
ling skal tilstræbe, at klagesagen er afgjort inden udløbet
af varslingsperioden. I kombination med den særligt hurtige
sagsbehandling betyder det, at i de tilfælde, hvor borgeren
i Ankestyrelsen får medhold i en eventuel klagesag, kan
hjælpen fortsætte uændret.
Bestemmelsen indebærer, at der for de sagstyper, der fore-
slås omfattet af den foreslåede § 10, vil gælde en kortere
frist for kommunalbestyrelsens genvurdering ved klage over
afgørelsen. Efter § 12, stk. 1, i bekendtgørelse om retssik-
kerhed og administration på det sociale område gælder den
generelle hovedregel, at kommunalbestyrelsen skal genvur-
dere en afgørelse inden fire uger efter, at klagen er modta-
get. For de sagstyper, der er omfattet af bestemmelsen om
varsling i § 11, vil kommunalbestyrelsen imidlertid skulle
genvurdere afgørelser inden to uger efter, at klagen er mod-
taget, i overensstemmelse med de gældende regler i § 12,
stk. 3, i bekendtgørelse om retssikkerhed og administration
på det sociale område.
Det foreslåede stk. 2 er en videreførelse af den eksisterende
bestemmelse i servicelovens § 3 a, stk. 2, uden indholds-
mæssige eller sproglige ændringer.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 vil ikke omfatte de
sager, hvor der ikke klages til Ankestyrelsen over kommu-
nalbestyrelsens afgørelse. I disse tilfælde vil den i § 11, stk.
1, foreslåede varsel på 14 uger gælde.
Til § 12
Det fremgår af § 4, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbesty-
relsen skal sørge for, at der er de nødvendige tilbud efter
loven. I forlængelse heraf følger det af § 4, stk. 2 i servicelo-
ven, at kommunalbestyrelsen opfylder sit forsyningsansvar
efter stk. 1 ved brug af egne tilbud og ved samarbejde med
andre kommuner, regioner eller private tilbud.
Bestemmelserne indebærer, at myndighedsansvaret, forsy-
ningsansvaret i forhold til borgeren, og finansieringsansvaret
for tilbud og ydelser efter serviceloven er samlet i kommu-
nen. Det er herefter den enkelte kommunalbestyrelse, der
har et samlet ansvar for at træffe afgørelse om borgerens
visitation til et tilbud, ansvar for at sikre, at der er relevante
sociale tilbud til borgerne, samt ansvar for finansieringen
af tilbuddene. Kommunalbestyrelsens ansvar for at sikre, at
der er sociale tilbud til borgerne betyder, at kommunen har
pligt til at sørge for, at der er de nødvendige sociale tilbud
til stede enten i form af kommunens egne tilbud, eller ved
køb af pladser i private tilbud, regionale tilbud eller tilbud i
andre kommuner.
150
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal sørge
for, at der er de nødvendige tilbud efter denne lov. Kommu-
nalbestyrelsen opfylder sit forsyningsansvar ved brug af eg-
ne tilbud og ved samarbejde med andre kommuner, regioner
eller private tilbud.
Med forslaget vil det eksisterende myndighedsansvar, forsy-
ningsansvar i forhold til børn, unge og familier og finansie-
ringsansvaret for tilbud og ydelser efter denne lov fortsat
være samlet i kommunen.
Det vil dermed fortsat være kommunalbestyrelsen, som altid
har forsyningsansvaret for det nødvendige antal pladser i
tilbud til målgrupperne efter loven. Som følge heraf vil det
være kommunalbestyrelsen, som vil skulle sikre, at der er
de nødvendige tilbud efter loven. Dette forsyningsansvar vil
kommunalbestyrelsen fortsat skulle opfylde ved brug af eg-
ne tilbud og ved samarbejde med andre kommuner, regioner
eller private tilbud.
Forslaget betyder, at der ikke sker ændringer i den eksister-
ende retstilstand, som dermed videreføres uændret.
Det følger af § 4, stk. 3, i serviceloven, at tilbud omfattet af
krav om godkendelse, jf. § 4 i lov om socialtilsyn, skal være
godkendt af socialtilsynet for at kunne indgå i kommunens
forsyning, jf. § 4, stk. 2, i serviceloven.
Bestemmelsen er en parallel til § 5, stk. 2, i lov om so-
cialtilsyn, jf. lovbekendtgørelse nr. 1377 af 21. september
2020, hvor det fremgår, at socialtilsynets godkendelse som
generelt egnet af tilbud er en betingelse for, at kommunalbe-
styrelserne må anvende de tilbud, som er omfattet af lov om
socialtilsyn, § 4, stk. 1.
Det foreslås med stk. 2, at tilbud omfattet af krav om god-
kendelse, jf. § 4 i lov om socialtilsyn, skal være godkendt af
socialtilsynet for at kunne indgå i kommunens forsyning, jf.
stk. 1.
Forslaget indebærer, at godkendelse af socialtilsynet fortsat
vil gælde som betingelse for, at tilbuddet kan indgå i kom-
munens forsyning, og bestemmelsen skal ses i sammenhæng
med den almindelige bestemmelse om kommunernes forsy-
ningsforpligtelse i stk. 1.
Forslaget betyder dermed, at der ikke sker ændringer i den
eksisterende retstilstand, som dermed videreføres uændret.
Det fremgår af servicelovens § 4, stk. 4, at i tilfælde, hvor
der er et akut behov for at placere en borger, og der ikke
kan findes et egnet godkendt tilbud, kan et tilbud dog i
op til tre uger indgå i den kommunale forsyning uden god-
kendelse. Socialtilsynet orienteres straks om anvendelsen af
det ikke-godkendte tilbud og kan, når særlige grunde taler
for det, træffe afgørelse om, at det ikke-godkendte tilbud
anvendes i yderligere tre uger.
Bestemmelsen giver mulighed for, at en kommune kan lade
et ikke-godkendt tilbud indgå i den kommunale forsyning
i op til tre uger, hvis det ikke er muligt at finde en plads
til borgeren i et godkendt tilbud. Det er således en forudsæt-
ning, at den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for ind-
satsen over for borgeren, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven,
f.eks. har undersøgt på Tilbudsportalen, om der skulle være
en egnet plads.
Bestemmelsens anvendelse er en mulighed for kommuner,
som akut har behov for at placere f.eks. en meget udadrea-
gerende borger i et tilbud, og hvor der enten er behov for,
at kommunen opretter et særligt tilbud, som kan godkendes
efter § 5 i lov om socialtilsyn, eller for, at der bliver en
ledig plads i et eksisterende egnet tilbud. Det forudsættes
således, at kommunen hurtigt går i gang med at finde en
mere holdbar løsning.
Den visiterende kommune skal straks orientere socialtilsynet
om anvendelsen af det ikke-godkendte tilbud, og socialtilsy-
net kan efterfølgende, hvis der foreligger særlige grunde,
træffe afgørelse om, at det ikke-godkendte tilbud kan anven-
des i yderligere tre uger. Herefter skal barnet, den unge eller
familien placeres i et godkendt tilbud. De særlige grunde vil
f.eks. kunne være, at etablering af et egnet tilbud er i gang,
og at der er højest tre uger til, det kan tages i brug, eller
at den ansvarlige kommunalbestyrelse ved med sikkerhed,
at der inden for tre uger vil blive en ledig plads i et egnet
godkendt tilbud. Der henvises til Folketingstidende 2012-13,
tillæg A, L 206 som fremsat, side 6.
Med stk. 3 foreslås det, at i tilfælde, hvor der er et akut
behov for at placere et barn eller en ung, og der ikke kan
findes et egnet godkendt tilbud, kan et tilbud dog i op til
tre uger indgå i den kommunale forsyning uden godkendel-
se. Socialtilsynet orienteres straks om kommunens anven-
delse af det ikkegodkendte tilbud og kan, når særlige grunde
taler for det, træffe afgørelse om, at det ikke-godkendte
tilbud anvendes i yderligere tre uger.
Bestemmelsen vil være en mulighed for kommuner, som
akut har behov for at placere et barn eller en ung i et tilbud,
og hvor der enten er behov for at kommunen opretter et
særligt tilbud, eller for, at der bliver en ledig plads i et eksi-
sterende egnet tilbud. Det vil fortsat være en forudsætning,
at den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for indsatsen
over for borgeren, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven f.eks.
har undersøgt på Tilbudsportalen, om der skulle være en
egnet plads.
Den visiterende kommune vil straks skulle orientere social-
tilsynet om anvendelsen af det ikke-godkendte tilbud, og
socialtilsynet vil efterfølgende, hvis der foreligger særlige
grunde, kunne træffe afgørelse om, at det ikke-godkendte
tilbud kan anvendes i yderligere tre uger, hvorefter den
pågældende vil skulle placeres i et godkendt tilbud. Bestem-
melsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 5 b
i det samtidig fremsatte forslag til lov om XX, om særlig
hurtig behandling af en anmodning om godkendelse af ple-
jefamilier, når visse betingelser er opfyldt.
151
Bestemmelsen foreslås at være målrettet placeringen af børn
og unge og familier på ikke-godkendte tilbud som følge af
målgruppen for den foreslåede barnets lov. Med forslaget vil
der derudover ikke foretages ændringer i den eksisterende
retstilstand, som dermed videreføres uændret.
Til § 13
Det følger af § 5, stk. 1, i serviceloven, at efter aftale med
kommunalbestyrelserne i regionen skal regionsrådet etablere
og drive: 1) særlige dag- og klubtilbud til børn og unge med
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
efter servicelovens §§ 32 og 36, 2) døgninstitutioner for
børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne,
jf. servicelovens § 66, stk. 1, nr. 7, 3) sikrede døgninstitutio-
ner, særligt sikrede afdelinger og delvis lukkede afdelinger
i tilknytning til sikrede døgninstitutioner, jf. servicelovens §
66, stk. 1, nr. 7, og 4) tilbud om behandling af personer med
et stofmisbrug efter servicelovens §§ 101 og 101 a.
Med bestemmelsen har regionsrådet pligt til at etablere plad-
ser i disse tilbud, drive de regionale sociale tilbud på børne-
og ungeområdet, der er beliggende i regionen eller at etable-
re de nye tilbud inden for rammerne af bestemmelsen, som
kommunalbestyrelserne efterspørger fra regionen.
Det er kommunalbestyrelsen, der i forhold til borgeren, har
det fulde forsyningsansvar for tilbud efter serviceloven, og
det er kommunalbestyrelsen, der afgør, hvordan den vil
opfylde forsyningsansvaret i overensstemmelse med lovens
krav. Kommunalbestyrelsen kan vælge, om den vil opfylde
forsyningsansvaret ved at etablere og bruge egne tilbud eller
ved at købe eller indgå aftaler om pladser hos andre leveran-
dører, herunder i regionale tilbud.
Regionsrådet kan opfylde forpligtelsen til at sørge for det
nødvendige antal pladser enten ved at drive egne tilbud eller
ved at indgå aftaler med kommuner, private udbydere og
andre regionsråd.
I tilknytning til de tilbud, der drives af regionsrådet, kan
regionsrådet efter aftale med kommunalbestyrelsen yde spe-
cialrådgivning. Denne specialrådgivning skal udgå fra og
baseres på den indholdsmæssige opgavevaretagelse i de re-
gionale tilbud. Eksempelvis kan der være tale om special-
rådgivning i forhold til en ung, som i en periode har opholdt
sig på en sikret institution under regionen. Her vil kommu-
nalbestyrelse og regionsråd kunne aftale, at regionen fortsat
yder specialrådgivning i forhold til den unge eller kommu-
nen. Det er dog ingen forudsætning for specialrådgivningen,
at borgeren har haft ophold i et regionalt tilbud, men spe-
cialrådgivningen skal være baseret på den indholdsmæssige
opgavevaretagelse i et regionalt tilbud.
Det er kommunalbestyrelsen, der visiterer til de regionale
tilbud.
Med bestemmelsen i stk. 1, foreslås det, at regionsrådet efter
aftale med kommunalbestyrelserne i regionen skal etablere
tilbud til børn og unge, som omfatter 1) særlige dag- og
klubtilbud til børn og unge med betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne efter §§ 83 og 84, 2)
børne- og ungehjem for børn og unge med nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne, jf. § 43, stk. 1, nr. 6, 3) sikrede
døgninstitutioner, særligt sikrede afdelinger og delvis lukke-
de afdelinger i tilknytning til sikrede døgninstitutioner, jf. §
43, stk. 1, nr. 6, og stk. 3, og 4) tilbud om behandling af
børn og unge med et stofmisbrug efter § 33.
Med bestemmelsen vil regionsrådet fortsat have pligt til at
drive de regionale tilbud til børn og unge, som er beliggende
i regionen og til at etablere nye tilbud til børn og unge, som
kommunalbestyrelserne efterspørger fra regionen.
Bestemmelsen betyder, at det forsat vil være kommunalbe-
styrelsen, der i forhold til børn og unge har det fulde forsy-
ningsansvar for tilbud efter denne lov. Derudover vil det
være kommunalbestyrelsen, der vil skulle afgøre, hvordan
den vil opfylde forsyningsansvaret i overensstemmelse med
lovens krav. Kommunalbestyrelsen vil kunne vælge, om den
vil opfylde forsyningsansvaret ved at etablere og bruge egne
tilbud eller ved at købe eller indgå aftaler om pladser hos
andre leverandører, herunder i regionale tilbud.
Regionsrådet vil efter aftale skulle etablere pladser i særli-
ge dagtilbud og særlige klubtilbud til børn og unge med
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
efter §§ 83 og 84. Endvidere etablerer og driver regionsråde-
ne børne- og ungehjem i form af døgninstitutioner for børn
og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og
sikrede døgninstitutioner efter § 43. Endelig etablerer og
driver regionsrådene tilbud om behandling af stofmisbruge-
re efter § 33. Regionsrådet kan opfylde forpligtelsen til at
sørge for det nødvendige antal pladser enten ved at drive
egne tilbud eller ved at indgå aftaler med kommuner, private
udbydere og andre regionsråd.
Regionsrådet vil i tilknytning til de tilbud, der drives af
regionsrådet, efter aftale med kommunalbestyrelsen fortsat
kunne yde specialrådgivning. Specialrådgivningen vil skulle
udgå fra og baseres på den indholdsmæssige opgavevareta-
gelse i de regionale tilbud.
Bestemmelsen betyder, at regionsrådets forpligtelser til at
etablere pladser og drive de anførte tilbud med den foreslåe-
de stk. 1 bevares uændret dog således, at bestemmelsen er
tilpasset som følge af målgruppen for den foreslåede barnets
lov. Med forslaget vil der derudover ikke foretages ændrin-
ger i den eksisterende retstilstand, som dermed videreføres
uændret.
Det følger af § 5, stk. 2, i serviceloven, at § 5, stk. 1, ikke
gælder, når etablering af tilbud sker i henhold til pålæg efter
§ 13 c, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven.
Bestemmelsen fastslår, at reglen i § 5, stk. 1, i servicelo-
ven, hvorefter regionsrådet efter aftale med kommunerne
skal etablere de oplistede tilbud, ikke gælder, når etablering
af tilbud sker efter Socialstyrelsens afgørelse om et etab-
lerings- eller fortsat driftspålæg til en kommunalbestyrelse
152
efter servicelovens § 13 c, stk. 1, 1. pkt. Det betyder, at i
de tilfælde, hvor Socialstyrelsen har truffet afgørelse om,
at en bestemt kommunalbestyrelse skal etablere et konkret
tilbud for at sikre forsyningen af egnede tilbud på det mest
specialiserede socialområde og specialundervisningsområde,
som er tilpasset målgruppernes behov, vil kommunalbesty-
relsen efter bestemmelsen ikke kunne sende opgaven videre
til regionsrådet. Der henvises til Folketingstidende 2013-14,
tillæg A, L 165 som fremsat, side 15.
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 2, at stk. 1 ikke gæl-
der, når etablering af tilbud sker i henhold til pålæg efter §
180, stk. 1.
Forslaget betyder, at hvis Socialstyrelsen efter den foreslå-
ede § 180 træffer afgørelse om, at en bestemt kommunal-
bestyrelse vil skulle etablere eller fortsat drive et konkret
tilbud for at sikre forsyningen af egnede tilbud på det mest
specialiserede socialområde og specialundervisningsområde,
som er tilpasset målgruppernes behov, så vil opgaven ikke
kunne sendes videre til regionsrådet.
Der foreslås ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmel-
sen, og gældende retstilstand foreslås dermed videreført
uændret.
Det fremgår af § 5, stk. 3, i serviceloven, at regionsrådet
efter aftale med kommunalbestyrelserne i regionen skal
medvirke til at tilvejebringe hensigtsmæssige og sikre hjæl-
pemidler.
Det foreslås med stk. 3, at regionsrådet efter aftale med
kommunalbestyrelserne i regionen skal medvirke til at tilve-
jebringe hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler.
Bestemmelsen betyder, at kommunalbestyrelsen indgår af-
taler med regionsrådet om medvirken til tilvejebringelsen
af hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler, og dermed kan
regionerne varetage driften af hjælpemiddelcentraler. Kom-
munalbestyrelsen kan også vælge selv at drive hjælpemid-
delcentraler. Det er bl.a. hjælpemiddelcentralernes opgave at
orientere kommunerne om tekniske hjælpemidler og udøve
vejledning, demonstration og tilpasning af hjælpemidler.
Der foreslås herved ikke indholdsmæssige ændringer af be-
stemmelsen, og dermed foreslås gældende retstilstand vide-
reført uændret.
Det følger af § 5, stk. 5, i serviceloven, at regionsrådet
opfylder sin forpligtelse efter stk. 1, 3 og 4 i serviceloven
ved brug af egne tilbud og ved samarbejde med kommuner,
andre regioner eller private tilbud.
Bestemmelsen indebærer, at regionsrådet kan opfylde sin
forpligtelse til at levere tilbud til kommunerne efter § 5, stk.
1, 3 og 4 ved brug af egne tilbud og ved samarbejde med
kommuner, andre regioner eller private tilbud.
Regionsrådet kan dermed indgå aftaler om pladskøb og
pladssalg i overensstemmelse med den rammeaftale, regi-
onsrådet indgår med kommunalbestyrelserne i den enkelte
region.
Med den foreslåede stk. 4, foreslås, at regionsrådet opfylder
sin forpligtelse efter stk. 1 og 3 ved brug af egne tilbud og
ved samarbejde med kommuner, andre regioner eller private
tilbud.
Det vil betyde, at regionsrådet med forslaget vil kunne op-
fylde sin forpligtelse til at levere tilbud til kommunerne efter
stk. 1 og 3 ved brug af egne tilbud og ved at indgå samarbej-
de med kommuner, andre regioner eller private tilbud. Det
betyder også, at regionsrådet dermed kan indgå aftaler om
pladskøb og pladssalg i overensstemmelse med den lokale
rammeaftale med kommunerne.
Regionsrådet vil også kunne opfylde sin forpligtelse til efter
aftale med kommunalbestyrelserne i regionen at medvirke
til at tilvejebringe hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler
ved brug af egne tilbud og ved at indgå samarbejde med
kommuner, andre regioner eller private tilbud.
Der foreslås ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmel-
sen, og dermed foreslås gældende retstilstand videreført
uændret.
Det fremgår af § 5, stk. 6, i serviceloven, at kommunalbesty-
relsen kan etablere tilbud omfattet af stk. 1, 3 og 4.
Bestemmelsen fastslår, at kommunalbestyrelserne selv kan
oprette alle tilbud efter serviceloven og dermed også kan
vælge at etablere de tilbud, som er omfattet af servicelovens
§ 5, stk. 1, 3 og 4.
Med forslaget til stk. 5 foreslås det, at kommunalbestyrelsen
kan etablere tilbud omfattet af stk. 1 og 3. Forslaget vil
betyde, at kommunalbestyrelserne selv vil kunne oprette alle
tilbud efter lovforslaget til denne lov, og dermed kan kom-
munalbestyrelserne også vælge at etablere de tilbud, som er
omfattet af regionens muligheder for at etablere tilbud efter
bestemmelserne i stk. 1 og 3.
Der foreslås ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmel-
sen, og dermed foreslås gældende retstilstand videreført
uændret.
Det følger af § 5, stk. 7, i serviceloven, at regionsrådet kan
drive døgninstitutioner, jf. § 66, stk. 1, nr. 7, for børn og un-
ge, som på grund af sociale eller adfærdsmæssige problemer
har behov for at blive anbragt uden for hjemmet, hvis det er
aftalt i henhold til § 194, stk. 2.
Bestemmelsen omfatter efter forarbejderne en adgang for
regionerne til at drive tidligere amtskommunale tilbud, som
pr. 1. januar 2007 i forbindelse med strukturreformen blev
overtaget af beliggenhedskommunen, jf. Folketingstidende
2015-16, tillæg A, L 163 som fremsat, side 13.
Det fremgår i forlængelse heraf af § 194, stk. 1, i service-
loven, at kommunalbestyrelserne med virkning fra den 1.
januar 2007 overtager amtskommunale døgninstitutioner, jf.
153
§ 66, stk. 1, nr. 7, for børn og unge, som på grund af soci-
ale eller adfærdsmæssige problemer har behov for at blive
anbragt uden for hjemmet, jf. dog stk. 2, og kommunerne
indtræder i aftaler med private tilbud, der er godkendt af
amtskommunerne. Det følger af stk. 2, at en kommunalbe-
styrelse, der overtager døgninstitutioner efter § 194, stk. 1,
kan uanset stk. 1 i 2006 aftale med regionens forberedelses-
udvalg, at regionsrådet på vegne af beliggenhedskommunen
driver døgninstitutioner, der er omfattet af stk. 1, og som
ejes af beliggenhedskommunen, videre efter den 1. januar
2007. For kommuner, der oprettes den 1. januar 2007, kan
aftale efter 1. pkt. indgås af sammenlægningsudvalget.
Med forslaget til stk. 6, foreslås det, at regionsrådet kan
drive børne- og ungehjem, jf. § 43, stk. 3, for børn og unge,
som på grund af sociale eller adfærdsmæssige problemer har
behov for at blive anbragt uden for hjemmet, hvis det er
aftalt i henhold til § 194, stk. 2, i serviceloven.
Forslaget vil indebære, at regionsrådet vil kunne drive bør-
ne- og ungehjem i form af døgninstitutioner for børn og un-
ge, som på grund af sociale eller adfærdsmæssige problemer
har behov for at blive anbragt uden for hjemmet. Bestem-
melsen forudsætter, at det er aftalt mellem regionsrådet og
kommunalbestyrelsen.
Der foreslås ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmel-
sen, og dermed foreslås gældende retstilstand videreført med
enkelte sproglige tilpasninger.
Det følger af § 5, stk. 9, i serviceloven, at regionsrådet efter
anmodning fra kommunalbestyrelsen kan varetage kommu-
nale driftsopgaver, der ligger i naturlig tilknytning til regio-
nens opgaver, og hvor regionen derfor har særlige kompe-
tencer med hensyn til opgavevaretagelsen.
Bestemmelsen indebærer, at regionerne ud over den positive
afgrænsning af opgaver, der fremgår af § 5 i serviceloven
efter anmodning fra en kommunalbestyrelse kan varetage
kommunale driftsopgaver, der ligger i naturlig tilknytning
til regionens opgaver, og hvor regionen derfor har særlige
kompetencer i forhold til den konkrete opgavevaretagelse.
Det foreslås med stk. 7, at regionsrådet efter anmodning fra
kommunalbestyrelsen kan varetage kommunale driftsopga-
ver, der ligger i naturlig tilknytning til regionens opgaver, og
hvor regionen derfor har særlige kompetencer med hensyn
til opgavevaretagelsen.
Bestemmelsen vil betyde, at ud over den positive afgræns-
ning af opgaver, der fremgår af § 13 i denne lov, vil regi-
onsrådet efter anmodning fra en kommunalbestyrelse kunne
varetage kommunale opgaver, der ligger i naturlig tilknyt-
ning til regionens opgaver, og hvor regionen derfor vil have
særlige kompetencer i forhold til den konkrete opgavevare-
tagelse.
Ved naturlig tilknytning forstås opgaver, der hænger tæt
sammen med den enkelte regions konkrete driftsopgaver ef-
ter den foreslåede § 13, herunder i forhold til rådgivning mv.
Ved særlige kompetencer forstås eksempelvis specialiseret
viden om særlige målgruppers behov, herunder i forhold til
etablering og drift af tilbud.
Formålet med bestemmelsen vil være at sikre, at regionsrå-
det fortsat efter anmodning fra en kommunalbestyrelse kan
være entreprenører på kommunale opgaver, der ligger i na-
turlig tilknytning til regionens opgaver.
Der foreslås dermed ikke indholdsmæssige ændringer af be-
stemmelsen, og derfor foreslås gældende retstilstand videre-
ført uændret.
Til § 14
Det fremgår af § 11, stk. 1 i serviceloven, at kommunalbe-
styrelsen skal tilrettelægge en indsats, der sikrer sammen-
hæng mellem kommunens generelle og forebyggende arbej-
de og den målrettede indsats for børn og unge med behov
for særlig støtte.
Bestemmelsen i § 11, stk. 1, fastslår kommunalbestyrelsens
overordnede forpligtelser til at sikre sammenhæng mellem
kommunens generelle og forebyggende arbejde og den mål-
rettede indsats over for børn og unge med behov for særlig
støtte. Bestemmelsen danner dermed rammen for kommu-
nens forebyggende arbejde for udsatte børn og unge via
serviceloven.
Formålet med bestemmelsen er at understrege, at kommu-
nalbestyrelsen skal sikre en tidlig og forebyggende indsats
over for børn og unge med behov for særlig støtte og deres
familier i kommunen. Den tidlige og forebyggende indsats
skal sikre en sammenhæng mellem kommunens generelle
forebyggende arbejde og den målrettede indsats for børn
og unge med behov for særlig støtte. Der henvises til Folke-
tingstidende 2013-14, tillæg A, L 168 som fremsat, s. 7.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen vil skulle
tilrettelægge en indsats for børn og unge, der sikrer sam-
menhæng mellem kommunens generelle og forebyggende
arbejde og den målrettede indsats for børn og unge med
behov for særlig støtte efter den foreslåede barnets lov.
Bestemmelsen indebærer, at kommunen vil skulle sikre en
tidlig og forebyggende indsats for børn og unge og deres
familier i kommunen, som skal danne rammen for kommu-
nens forebyggende arbejde for udsatte børn og unge og
deres familier og dermed vil kunne medvirke til at sikre
sammenhæng mellem kommunens generelle og forebyggen-
de arbejde og den målrettede indsats for børn og unge med
behov for særlig støtte efter den foreslåede barnets lov, det
vil sige handicapkompenserende støtte eller støtte efter det
foreslåede kapitel 4 og 5.
Kommunens tidlige og forebyggende indsats vil skulle sikre
sammenhæng mellem kommunens generelle forebyggende
arbejde og den målrettede indsats for de børn og unge, der
har behov for særlig støtte, og hænger derfor tæt sammen
med den sammenhængende børnepolitik, som kommunalbe-
154
styrelsen efter lovforslagets § 15 vil være forpligtet til at
udarbejde.
Indsatsen vil dermed skulle bidrage til at binde kommunens
generelle, forebyggende arbejde og herunder den indsats,
der iværksættes i forskellige sektorer på børneområdet som
f.eks. sundhedspleje, dagtilbud, skole og den frivillige sek-
tor sammen med den målrettede indsats, der vil være nød-
vendig for børn og unge, der vil have behov for støtte efter
denne lov.
Formålet med bestemmelsen er at understrege vigtigheden
af at sætte tidligt, målrettet og forebyggende ind for at und-
gå, at et barns eller en ungs problemer vokser sig store og
vil nødvendiggøre en mere indgribende og dyrere indsats
efter det foreslåede kapitel 4.
Det fremgår af § 19, stk. 1, i serviceloven, at kommunen
skal sikre, at både det generelle forebyggende arbejde og til-
bud og den målrettede indsats for børn og unge med særlige
behov udføres i samarbejde med forældrene og tilrettelæg-
ges, så det fremmer børn og unges trivsel og udvikling. Det
fremgår af § 19, stk. 3, i serviceloven, at kommunalbestyrel-
sen skal sørge for, at indsatsen for børn og unge med en
fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller et behov for
særlig støtte sættes i sammenhæng med andre former for
støtte, der iværksættes efter anden lovgivning.
Bestemmelsen foreslås overført uændret til barnets lov.
Det foreslås i stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal sørge
for, at de opgaver og tilbud, der omfatter børn og unge og
deres familier, udføres i samarbejde med forældrene, og at
de tilrettelægges på en sådan måde, så de fremmer børns og
unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Bestemmelsen
gælder både ved udførelsen af det generelle og forebyggen-
de arbejde og ved den målrettede indsats for børn og unge
med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et
andet behov for særlig støtte.
Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen vil skulle
sørge for, at opgaver og tilbud – uanset om der er tale
om det generelle og forebyggende arbejde og tilbud eller
om målrettede indsatser og tilbud over for børn og unge
med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller et andet
behov for støtte – vil skulle have samme overordnede mål
om at fremme børn og unges udvikling, trivsel og selvstæn-
dighed. Kommunalbestyrelsen vil samtidig skulle sørge for,
at opgaver og tilbud udføres i samarbejde med forældrene.
Bestemmelsen indebærer dermed, at målet for børn og unge
principielt vil være den samme, uanset om barnets eller den
unges behov vil være af generel eller særlig karakter. Be-
stemmelsen indebærer også, at den særlige eller målrettede
indsats for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller et andet behov, der vil medføre et særligt
behov for støtte efter loven, vil bygge på de generelle til-
bud. Bestemmelsen vil således indebære, at det i forbindelse
med igangsættelse af støtte og hjælp vil skulle vurderes,
i hvilken udstrækning de generelle tilbud i kommunen vil
kunne bidrage til at støtte op om indsatsen for børn og unge
med behov for støtte. Det vil kunne indebære, at eksempel-
vis barnets dagtilbud vil kunne inddrages både før, under og
efter, at der er igangsat støtte, så den kan udgøre et alternativ
eller supplement til indsatser efter f.eks. § 32.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med formålet med
barnets lov.
Det fremgår af servicelovens § 19, stk. 3, at kommunalbe-
styrelsen skal sørge for, at den indsats, der iværksættes efter
denne lov over for børn og unge med nedsat funktionsevne
eller med et andet særligt behov for særlig støtte, sættes i
sammenhæng med den indsats, der iværksættes over for de
samme børn og unge efter anden lovgivning.
Bestemmelsen foreslås overført undret til barnets lov.
Det foreslås i stk. 3, at kommunalbestyrelsen skal sørge for,
at den indsats, der iværksættes efter barnets lov for børn og
unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse
eller med et andet særligt behov for støtte, sættes i sammen-
hæng med den indsats, der iværksættes for de samme børn
og unge efter anden lovgivning.
Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen vil skulle
sikre, at den indsats for børn og unge og deres familier,
der vil blive iværksat efter den foreslåede barnets lov, vil
indgå som en del af den samlede indsats for børn og un-
ge. Den indsats, der vil blive iværksat over for børn og
unge med særlige behov for støtte, vil dermed skulle være
sammenhængende og skulle ses på tværs af lovgivning og
dermed også på tværs af administrative strukturer og faglige
kompetencer.
Bestemmelsen vil skulle ses i sammenhæng med stk. 1 og
2, og skal samlet medvirke til at sikre, at indsatsen for børn,
unge og familier på tværs af lovgivninger understøtter fælles
mål, så barnet, den unge og familien oplever en sammen-
hængende og koordineret indsats.
Det forslås i stk. 4, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at der
på kommunens hjemmeside er en synlig og let tilgængelig
indgang til de kommunale myndigheder, som er specifikt
målrettet børn og unge.
Bestemmelsen indebærer, at kommunen forpligtes til at sik-
re, at der fremover på kommunes hjemmeside etableres en
let tilgængelig indgang for børn og unge til de kommunale
myndigheder.
Ved let tilgængelig forstås, at hjemmesiden skal være synlig,
og at informationen er målrettet børn og unge og dermed
udformet i et børnevenligt og enkelt sprog og udtryk.
Formålet med bestemmelsen, der er ny, er at sikre, at børn
og unge nemt kan få viden om, hvem de kan kontakte, hvis
de står i en situation med behov for hjælp og støtte – både
i akutte situationer og hvis de har spørgsmål, bekymringer
mv. om deres situation.
155
Til § 15
Efter de gældende regler i servicelovens § 19, stk. 2, er
kommunalbestyrelsen forpligtet til at udarbejde en sammen-
hængende børnepolitik, der har til formål at sikre sammen-
hængen mellem det generelle og forebyggende arbejde og
den mere målrettede indsats over for børn og unge med
behov for særlig støtte i kommunen. Den sammenhængende
børnepolitik skal være skriftlig, vedtaget af kommunalbesty-
relsen, og børnepolitikken skal offentliggøres.
Efter de gældende regler i servicelovens § 19, stk. 4, er
kommunalbestyrelsen forpligtet til at udarbejde et beredskab
til forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager om
overgreb mod børn og unge. Bestemmelsen stiller krav om,
at beredskabet skal være skriftligt og vedtaget af kommunal-
bestyrelsen, og at beredskabet skal offentliggøres, ligesom
der stilles krav om revision af beredskabet med maksimalt
fire års interval.
Det foreslås, at bestemmelserne om sammenhængende bør-
nepolitik og beredskab om kommunernes håndtering af sag-
er om overgreb mod børn og unge videreføres uændret med
enkelte sproglige opdateringer.
Det foreslås i stk. 1, at kommunerne skal udarbejde en
sammenhængende børnepolitik, der har til formål at sikre
sammenhængen mellem det generelle og forebyggende ar-
bejde og den målrettede indsats over for børn og unge med
behov for særlig støtte. Den sammenhængende børnepolitik
skal udformes skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen
og offentliggøres.
Formålet med bestemmelsen om en sammenhængende bør-
nepolitik vil være at sikre, at den enkelte kommunalbesty-
relse overvejer og opstiller retningslinjer for, hvordan der
lokalt kan opnås sammenhæng mellem det generelle fore-
byggende arbejde og den målrettede indsats for børn og
unge med behov for støtte, herunder også børn og unge med
nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Den sammenhæn-
gende børnepolitik vil dermed skulle medvirke til at sikre en
tidlig indsats og sikre, at kommunalbestyrelsen lever op til
forpligtigelsen om at yde hjælp efter barnets lov i forbindel-
se med den indsats, der vil blive iværksat for de samme børn
og unge efter anden lovgivning, herunder handicapkompen-
serende indsatser efter serviceloven, behandling efter sund-
hedsloven og indsatser efter dagtilbudsloven, folkeskolelo-
ven eller efter reglerne om en kommunal ungeindsats. I den
forbindelse vil det bl.a. være vigtigt, at systemet vil være
tilstrækkeligt rummeligt til, at der ikke vil ske en uhensigts-
mæssig udstødelse af børn og unge med nedsat funktionsev-
ne eller behov for særlig støtte.
Den sammenhængende børnepolitik vil indebære, at kom-
munalbestyrelsen vil skulle beskrive, hvordan der i kom-
munen sikres sammenhæng mellem de forskellige sektorer,
f.eks. dagtilbud, skole, sundhedssektor og den frivillige sek-
tor og den målrettede indsats til børn og unge med behov for
støtte.
I den sammenhængende børnepolitik vil kommunalbesty-
relsen skulle inddrage de spørgsmål, som den finder rele-
vante for at sikre en sammenhængende, tidlig og effektiv
indsats. Kommunalbestyrelsen vil f.eks. kunne inddrage til-
rettelæggelsen af sundhedsplejerskernes indsats, tilrettelæg-
gelsen af det tværfaglige samarbejde, kommunens organisa-
toriske strukturer, relationen til det frivillige sociale arbejde
m.v.
Derudover vil den sammenhængende børnepolitik kunne an-
vendes til, at kommunalbestyrelsen formulerer klare mål for
indsatsen for børn og unge med behov for støtte. Det vil ek-
sempelvis kunne være konkrete mål om, at ungdomskrimi-
naliteten eller skolefraværet skal nedbringes med en given
procent. Kommunalbestyrelsen vil da kunne beskrive, hvilke
indsatser der vil skulle iværksættes for at nå de konkrete
mål og beskrive, hvordan og hvornår der vil skulle følges op
på målene. Derved kan den sammenhængende børnepolitik
også blive et redskab til at dokumentere politikkens virkning
og reelle indflydelse.
Kravet om, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en sam-
menhængende børnepolitik, vil betyde, at det politiske ni-
veaus forventninger til indsatserne i de kommunale sektorer
synliggøres. Bestemmelsen vil således danne grundlag for
udarbejdelsen af en gennemtænkt og hensigtsmæssig tilret-
telæggelse af indsatsen og et bedre grundlag for det tværsek-
torielle samarbejde.
Kommunerne vil ved udarbejdelsen og tilrettelæggelsen af
den sammenhængende børnepolitik kunne inddrage kommu-
nens tværfaglige grupper og SSP-samarbejdet (det tværfag-
lige samarbejde mellem skolerne, de sociale myndigheder
og politiet om at forebygge kriminalitet blandt børn og
unge). I forbindelse med udarbejdelsen af den sammenhæn-
gende børnepolitik vil kommunalbestyrelsen også kunne
hente inspiration i FN´s børnekonvention, som Danmark, og
dermed også kommunerne, er forpligtet til at efterleve. Kon-
ventionen omhandler langt de fleste aspekter af børn og
unges hverdag og deres grundlæggende rettigheder. Der vil
også kunne hentes inspiration i FN’s handicapkonvention,
og der kan i denne forbindelse særligt henvises til konven-
tionens artikel 7 om børn med funktionsnedsættelse.
Kommunalbestyrelsen vil selv kunne beslutte, hvor ofte den
sammenhængende børnepolitik revideres. Dette vil f.eks.
kunne ske i forbindelse med, at en ny kommunalbestyrelse
træder til, eller hvis kommunalbestyrelsen ønsker at sætte
fokus på eller udarbejde en ny politik på området.
Den sammenhængende børnepolitik vil skulle udformes
skriftligt og offentliggøres, f.eks. på kommunens hjemmesi-
de eller på anden måde, som kommunalbestyrelsen finder
hensigtsmæssigt. Kommunalbestyrelsen vil med fordel kun-
ne overveje, om den sammenhængende børnepolitik bør for-
midles på anden vis. Der vil ikke herudover være andre
formkrav til den sammenhængende børnepolitik.
Det foreslås i stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde
156
et beredskab til forebyggelse, tidlig opsporing og behandling
af sager om overgreb mod børn og unge. Beredskabet skal
udformes skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og of-
fentliggøres. Det foreslås videre, at kommunalbestyrelsen
forpligtes til at revidere beredskabet løbende efter behov,
dog som minimum hvert 4. år.
Bestemmelsen indebærer, at alle kommunalbestyrelser vil
være forpligtede til at udarbejde skriftlige beredskaber til
sikring af forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af
sager, hvor der er viden eller mistanke om, at et barn eller
en ung har været udsat for overgreb. Beredskabet vil skulle
omfatte hele kommunens børne- og ungeområde, herunder
daginstitutioner, skoler, sundhedspleje, tandpleje m.v., og
det vil skulle være koordineret på tværs af disse sektorer
samt med kommunens forvaltninger, afdelinger m.v.
Beredskabet vil skulle understøtte, at en konkret sag, hvor
der er viden eller mistanke om, at et barn eller en ung har
været udsat for overgreb, behandles kvalificeret i kommu-
nens institutioner m.v. samt i kommunens forvaltning. Be-
redskabet skal derfor også understøtte, at det kommunale
fagpersonale, der er beskæftiget på børne- og ungeområdet,
er i stand til tidligt at opspore, hvis et barn eller en ung har
en adfærd, der kan være udtryk for, at barnet eller den unge
er udsat for overgreb. Endvidere skal beredskabet understøt-
te, at fagpersonerne har kendskab til, hvordan de skal handle
i disse situationer.
Kommunens fagpersoner på børne- og ungeområdet bør der-
for have kendskab til beredskabet og de procedurer, bered-
skabet vil skulle beskrive og være i stand til at efterleve
procedurerne i praksis. Begrebet fagpersoner skal forstås
bredt og omfatter blandt andet frontlinjepersonale som pæ-
dagoger, skolelærere m.v., ledere af kommunens institutio-
ner og tilbud m.v. samt ansatte i den kommunale forvaltning
på børn og ungeområdet som eksempelvis familierådgivere,
sagsbehandlere m.v.
Beredskabet bør omhandle rammerne for, hvordan der in-
ternt i kommunen vil skulle arbejdes, samarbejdes og hand-
les i tilfælde af viden eller mistanke om overgreb mod børn
og unge. Beredskabet bør omfatte hele kommunens børne-
og ungeområde samt eksterne samarbejdspartnere, herunder
eksempelvis politi, sundhedsvæsen, Familieretshuset samt
det børnehus, jf. forslaget til § 124, kommunen vil være
tilknyttet.
Beredskabet bør beskrive, hvordan sager om overgreb mod
børn og unge vil skulle behandles i overensstemmelse med
lovgivningen. Dette omhandler eksempelvis, at der i bered-
skabet beskrives klare procedurer for, hvordan fagpersoner
skal handle ved viden eller mistanke om overgreb mod et
barn eller en ung, samt hvordan der skal handles afhængig
af den tilgængelige viden, og hvem mistanken eventuelt ret-
ter sig mod. Eksempelvis kan beredskabet angive, hvornår
og hvordan fagpersoner skal indgive underretning til den
kommunale forvaltning, samt hvad en underretning skal in-
deholde. Det kan også beskrives, i hvilke situationer barnets
eller den unges forældre ikke bør orienteres om underretnin-
gen, eksempelvis hvis mistanken retter sig mod en eller
begge af barnets eller den unges forældre.
Beredskabet bør ligeledes omhandle den kommunale for-
valtnings behandling af sager om viden eller mistanke om
overgreb mod børn eller unge. I den forbindelse vil der
kunne beskrives procedurer for kommunens håndtering af
underretninger om, at et barn eller en ung har behov for
støtte. Sådanne procedurer vil skulle udarbejdes i overens-
stemmelse med reglerne om underretning og behandling af
underretninger, jf. lovforslagets forslag til kapitel 16.
Beredskabet bør også omhandle kommunens initiativer til
forebyggelse af overgreb mod børn og unge. Dette omhand-
ler primært initiativer til at forebygge, at der sker overgreb
mod børn og unge, mens de opholder sig i kommunens
institutioner m.v. Beredskabet bør også omhandle kommu-
nens initiativer til tidlig opsporing. Kommunalbestyrelsen
vil i denne forbindelse blandt andet kunne tage stilling til,
om de fagpersoner i kommunen, som arbejder med børn
og unge, har den fornødne viden til at opfange tegn og
signaler fra børn og unge, der er eller har været udsat for
overgreb. Kommunalbestyrelsen vil også kunne overveje,
hvordan der blandt kommunens fagpersoner kontinuerligt er
det fornødne opmærksomheds- og vidensniveau til at sikre,
at der reageres kvalificeret, når et barn eller en ung viser
tegn og signaler på overgreb.
Beredskabet vil skulle omfatte kommunens samarbejde med
andre relevante myndigheder som eksempelvis politi, sund-
hedsvæsen, Familieretshuset, krisecentre m.v. Beredskabet
bør i den forbindelse adressere forvaltningens procedurer for
samarbejdet med politiet, herunder muligheden for at fore-
tage en samtale med politiet ved de indledende sagsskridt
efter den foreslåede § 11 f i det samtidigt fremsatte forslag
til følgelovforslag til barnets lov.
En væsentlig del af kommunens behandling af sager om
overgreb mod børn og unge vil skulle foregå i samarbejde
med det børnehus, kommunen er tilknyttet, jf. lovforslagets
§ 124 og bemærkningerne hertil. Beredskabet bør derfor be-
skrive kommunens retningslinjer for samarbejdet med bør-
nehuset. Det bør blandt andet beskrives, hvordan kommunen
vil kunne kontakte børnehuset eksempelvis for at drøfte
en mistanke og få rådgivning og vejledning i forhold til,
hvordan mistanken bør håndteres. Kommunen vil ligeledes
kunne beskrive samarbejdet med børnehuset, når kommunen
skal benytte børnehuset til undersøgelse af et barn eller
en ung, samt under og efter forløbet i børnehuset. Endelig
bør kommunens samarbejde med børnehuset i akutte sager
beskrives. Beredskabet vil endvidere kunne indeholde ret-
ningslinjer for, hvordan de lovmæssige sagsskridt gennem-
føres sideløbende med, at et barn eller en ung undersøges i
et børnehus.
Beredskabet vil skulle udformes skriftligt og vedtages af
kommunalbestyrelsen. Der vil således gælde et delegations-
forbud. Beredskabet vil endvidere skulle offentliggøres, så-
157
ledes at fagpersoner i kommunen løbende har mulighed for
at rekvirere beredskabet, ligesom eksterne parter kan gøres
bekendt med beredskabets indhold.
Kommunalbestyrelsen vil skulle revidere beredskabet løben-
de efter behov dog som minimum hvert 4. år. Formålet
hermed vil være at sikre, at beredskabet løbende holdes
implementeret og opdateret i forhold til udviklingen og be-
hovene i den enkelte kommune. Et behov for revidering af
beredskabet kan eksempelvis opstå, hvis der sker ændringer
i kommunens tilbudsvifte, hvis kommunalbestyrelsen bliver
bekendt med uhensigtsmæssigheder i det aktuelle beredskab
eller lignende. I forbindelse med revideringen af beredska-
bet bør kommunalbestyrelsen forholde sig til den udvikling,
der i kommunen er på området. Kommunalbestyrelsen bør
eksempelvis vurdere, om der vil være behov iværksættes
yderligere tiltag med henblik på at yde børn og unge i
kommunen den bedst mulige beskyttelse mod overgreb samt
sikre en kvalificeret behandling af sager om viden eller mis-
tanke om overgreb mod børn og unge. Kommunalbestyrel-
sen vil ligeledes kunne forholde sig til, om kommunen har
tilstrækkelige tilbud til at sikre, at børn og unge, der har væ-
ret udsat for overgreb, kan få en indsats, der imødekommer
barnets eller den unges behov. Landets kommuner vil kunne
få gratis og løbende konsulentbistand til beredskabsarbejdet
fra det nationale videnscenter for sociale indsatser ved vold
og seksuelle overgreb mod børn (SISO).
Der er ikke fastsat regler om kommunale beredskaber til
opsporing og forebyggelse af ekstremisme, negativ social
kontrol eller æresrelaterede konflikter hverken i servicelo-
ven eller anden lovgivning.
Det foreslås videre i stk. 3, som noget nyt, at kommunalbe-
styrelsen skal udarbejde et beredskab til forebyggelse, op-
sporing og håndtering af negativ social kontrol, æresrelate-
rede konflikter og ekstremisme. Beredskabet skal udformes
skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og offentliggø-
res. Kommunalbestyrelsen skal revidere beredskabet løben-
de efter behov, dog som minimum hvert 4. år.
Æresrelaterede konflikter dækker over konflikter, der kan
opstå i kollektivistiske og patriarkalske familieformer, hvor
individets rettigheder og trivsel begrænses af hensyn til kol-
lektivets ære og omdømme. Kollektivet kan både udgøres af
den nære familie, af den udvidede familie og af netværket,
hvoraf dele kan være bosiddende i andre lande.
For at beskytte eller genoprette kollektivets ære og omdøm-
me anvendes en række handlinger til at regulere og/eller
sanktionere individets adfærd. Handlingerne omfatter nega-
tiv social kontrol, trusler, udøvelse af forskellige former
for vold (fysisk, psykisk, seksuel, økonomisk, digital og
stalking), drab, kvindelig omskæring, tvangsægteskaber og
udlandsophold, der er til skade for barnet eller den unges
sundhed og udvikling, f.eks. genopdragelsesrejser.
Negativ social kontrol anvendes oftest om handlinger, som
et fællesskab anvender til at regulere og/eller sanktionere
individets adfærd i henhold til fællesskabets normer.
Negativ social kontrol kan blandt andet komme til udtryk
som begrænsning af individets muligheder for at træffe
alderssvarende valg for sit eget liv, herunder socialt liv,
fritidsinteresser, seksualitet, krop, uddannelse og job, fast-
holdelse i uønskede relationer og gennem isolation og over-
vågning. Negativ social kontrol kan have en karakter eller et
omfang, hvor den falder inden for straffelovens definition på
psykisk vold.
Når reguleringen og/eller sanktioneringen medfører be-
grænsning af individets rettigheder, trivsel eller alderssva-
rende udvikling bliver den negativ. Negativ social kontrol
anvendes i æresrelaterede konflikter, men kan også anven-
des i eksempelvis ekstremistiske miljøer.
Børn og unge, som er sårbare over for det fællesskab og
tilhørsforhold, som et ekstremistisk miljø kan tilbyde, eller
som vokser op i ekstremistiske familier eller miljøer, kan
være socialiseret til et bestemt verdensbillede, til manglende
empati over for bestemte grupper eller sågar til at udøve
vold eller anden kriminalitet for at leve op til familiens eller
gruppens ønsker. Det kan påvirke barnets eller den unges
trivsel og udvikling i en negativ retning. For at beskytte
børn mod ekstremisme er det derfor afgørende, at fagpro-
fessionelle dels har tilstrækkelig viden om ekstremistiske
miljøer i bred forstand, dels har viden om risikofaktorer
og børns mistrivsel ved at vokse op med ekstremisme, så
der kan arbejdes forebyggende med at styrke børns trivsel,
resiliens og modstandskraft.
Ekstremisme er ofte karakteriseret ved manglende respekt
for andre menneskers frihed og rettigheder, manglende re-
spekt for institutioner og beslutningsprocesser i det repræ-
sentative demokrati, forenklede verdensopfattelser og fjen-
debilleder, hvor bestemte grupper eller samfundsforhold ses
som truende, en lukkethed omkring miljøet eller gruppen,
som skaber et stadigt mere udtalt opfattet modsætningsfor-
hold mellem ᾽os᾽ i miljøet eller gruppen og ᾽dem᾽, de fore-
stillede fjender – ofte stort set alle uden for miljøet samt
ønsket om at skabe et mere ᾽ordnet᾽, ᾽rent᾽ eller ᾽retfærdigt᾽
samfund. Ekstremisme har en række negative konsekvenser,
herunder kan forsimplede fjendebilleder og forvrængende
opfattelser af verden være til skade for børn og unges demo-
kratiske dannelse, at blive udsat for hadsk eller forulempen-
de adfærd eller selv være en del af et fanatisk, marginaliseret
eller stærkt kontrollerende miljø er til skade for menneskers
sociale trivsel, og endvidere kan vold, trusler, hærværk og
andre hadmotiverede forbrydelser være åbenlyst til skade for
den enkelte og for samfundet.
Bestemmelsen indebærer, at kommunerne vil være forpligte-
de til at udarbejde et skriftligt beredskab til forebyggelse,
opsporing og håndtering af negativ social kontrol, æresrela-
terede konflikter og ekstremisme i forhold til børn og unge
og deres familier. Beredskabet vil skulle omfatte hele kom-
munens børne- og ungeområde og bør være koordineret på
158
tværs af disse sektorer og med kommunens forvaltninger, af-
delinger samt med andre relevante myndigheder som f.eks.
politi, sundhedsvæsen, krisecentre, psykiatrien m.fl.
Bestemmelsen vil have til formål at sikre, at kommunerne
tager stilling til, hvordan de forebygger og håndterer sag-
er om f.eks. tvangsægteskab, genopdragelsesrejse, trusler
eller vold og negativ social kontrol over for børn og unge,
der udøves af familien eller netværket, samt hvordan de
forebygger og håndterer bekymringer om ekstremisme. Sty-
relsen for International Rekruttering og Integration (SIRI)
rådgiver kommuner, der ønsker at udarbejde et beredskab,
og vil kunne bistå kommunerne med vejledning og viden.
Beredskabet vil skulle understøtte, at en konkret sag, hvor
der er viden om eller bekymring for, at et barn eller en
ung har været udsat for negativ social kontrol, æresrelate-
rede konflikter eller er i risiko for ekstremisme, vil blive
behandlet kvalificeret i kommunens institutioner m.v. samt
i kommunens forvaltning. Det bør tillige fremgå, hvordan
man i den enkelte kommune har organiseret sig ift. at under-
støtte anvendelsen af beredskabet i praksis. Beredskabet vil
skulle understøtte, at det kommunale fagpersonale, der er
beskæftiget på børne- og ungeområdet, er i stand til tidligt
at opspore tegn på f.eks. æresrelaterede konflikter, negativ
social kontrol eller ekstremisme. Endvidere vil beredskabet
også have til hensigt at understøtte, at fagpersonerne har
kendskab til, hvordan de skal forebygge og handle i disse si-
tuationer samt, hvor de vil kunne søge hjælp og rådgivning.
Kommunens fagpersoner på børne- og ungeområdet bør
derfor have kendskab til beredskabet og de procedurer, be-
redskabet beskriver og være i stand til at efterleve procedu-
rerne i praksis. Begrebet fagpersoner skal forstås bredt og
omfatter blandt andet frontlinjepersonale som pædagoger,
skolelærere m.v., ledere af kommunens institutioner og til-
bud m.v. samt ansatte i den kommunale forvaltning på børn
og ungeområdet som eksempelvis familierådgivere, sagsbe-
handlere m.v.
Beredskabet bør omhandle rammerne for, hvordan der in-
ternt i kommunen vil skulle arbejdes, samarbejdes og hand-
les i tilfælde af viden om eller bekymring for negativ social
kontrol, æresrelaterede konflikter eller ekstremisme, herun-
der beskyttelse af barnet eller den unge mod vold eller andre
overgreb og håndtering af underretninger, jf. også lovforsla-
gets § 137. Beredskabet bør omfatte hele kommunens bør-
ne- og ungeområde samt eksterne samarbejdspartnere som
f.eks. de regionale sikkerhedskonsulenter og politiet, herun-
der gennem det lokale infohus-samarbejde.
Beredskabet bør derfor beskrive, hvordan sager om negativ
social kontrol og æresrelaterede konflikter samt ekstremis-
me forebygges, opspores og håndteres. Dette omhandler ek-
sempelvis, at der i beredskabet beskrives klare procedurer
for, hvordan fagpersoner skal handle ved viden eller mistan-
ke om negativ social kontrol eller æresrelaterede konflikter
rettet mod et barn eller en ung, eller ved tegn på ekstremis-
me hos barnet eller den unge eller dennes familie eller nære
relationer, samt hvordan der vil skulle handles afhængig af
den tilgængelige viden, og hvem mistanken eventuelt retter
sig mod. Ved bekymring for ekstremisme skal det fremgå,
hvordan infohus-samarbejdet inddrages.
Eksempelvis vil beredskabet kunne angive, hvordan fagper-
soner skal arbejde med at forebygge æresrelaterede kon-
flikter og negativ social kontrol samt ekstremisme. Bered-
skaberne vil f.eks. kunne tydeliggøre, hvilke forebyggende
tilbud der kan anvendes i grundskolen, som eksempelvis
undervisning i demokratisk dannelse, rettigheder og lige-
stilling, samt hvordan civilsamfundet kan bidrage til det
tidligt forebyggende arbejde. Beredskaberne vil også kun-
ne beskrive, hvornår og hvordan fagpersoner skal indgive
underretning til den kommunale forvaltning efter reglerne
i den foreslåede § 133, samt hvad en underretning skal
indeholde. Beredskabet kan også indeholde procedurer for
samtale med barnet eller den unge uden orientering eller
medvirken af forældremyndighedsindehaver eller forældre
uden del i forældremyndigheden, hvis den negative sociale
kontrol f.eks. udøves af forældrene, ældre søskende eller an-
dre nære familiemedlemmer, når der er tale om underretning
om viden eller bekymring for, at barnet eller den unge er
udsat for negativ social kontrol, en æresrelateret konflikt
eller er i risiko for ekstremisme.
I lighed med reglerne i forslaget til § 15, stk. 2, stilles der
krav om, at beredskabet vil skulle udformes skriftligt og
vedtages af kommunalbestyrelsen. Der vil således gælde et
delegationsforbud. Beredskabet vil også skulle offentliggø-
res, således at både borgere og fagpersoner i kommunen
løbende vil have mulighed for at rekvirere beredskabet, li-
gesom eksterne parter, herunder f.eks. regionale sikkerheds-
konsulenter, samarbejdsparter i infohus-samarbejdet, anbrin-
gelsessteder m.fl. vil kunne gøres bekendt med beredskabets
indhold.
Kommunalbestyrelsen vil i lighed med reglerne i bestem-
melsens stk. 2 skulle revidere beredskabet løbende efter
behov og som minimum hvert 4. år. Formålet hermed vil
være at sikre, at beredskabet løbende implementeres og
opdateres i forhold til udviklingen og behovene i den en-
kelte kommune. Et behov for revidering af beredskabet vil
eksempelvis kunne opstå, hvis der sker ændringer i kommu-
nens tilbudsvifte, hvis kommunalbestyrelsen bliver bekendt
med uhensigtsmæssigheder i det aktuelle beredskab eller
lignende. I forbindelse med revideringen af beredskabet vil
kommunalbestyrelsen kunne forholde sig til den udvikling,
der i kommunen er på området.
Kommunalbestyrelsen bør eksempelvis vurdere, om der bør
iværksættes yderligere tiltag med henblik på at yde børn og
unge i kommunen den bedst mulige beskyttelse mod negativ
social kontrol, æresrelaterede konflikter eller ekstremisme
samt sikre en kvalificeret behandling af sager, hvor der er
bekymring for eller viden om, at børn og unge kan være
udsat herfor.
Kommunalbestyrelsen kan ligeledes forholde sig til, om
159
kommunen har tilstrækkelige tilbud for denne målgruppe
eller om fagpersoner i kommunen er tilstrækkeligt klædt på
til at kunne opspore og reagere hensigtsmæssigt ved viden
om eller bekymring for, at et barn eller en ung er udsat
for negativ social kontrol, ekstremistisk påvirkning eller er
involveret i en æresrelateret konflikt.
Til § 16
Det fremgår af servicelovens § 16, at brugerne af tilbud
efter serviceloven skal have mulighed for at få indflydelse
på tilrettelæggelse af tilbuddene, og at der skal fastsættes
skriftlige retningslinjer for dette. Kommunalbestyrelsen kan
nedsætte et eller flere råd, der kan bistå kommunen med at
tilrettelæggelsen af indsatsen, og skal i forbindelse hermed
fastsætte de nærmere rammer for rådenes opgaver mv. Det
foreslås, at bestemmelsen overføres uændret til barnets lov
tilpasset målgruppen for barnets lov.
Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal sørge for,
at børn, unge og familier, der bruger tilbud efter denne lov,
får mulighed for at få indflydelse på tilrettelæggelsen og ud-
nyttelsen af tilbuddene. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte
skriftlige retningslinjer for brugerindflydelsen.
Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen vil skulle
sørge for, at brugerne af tilbud efter loven, dvs. børn, unge
og familier, bliver inddraget i forbindelse med tilrettelæggel-
se og udnyttelse af tilbud efter loven m.v. Bestemmelsen
skal ses i sammenhæng med retssikkerhedslovens regler om
borgerens inddragelse i sagsbehandlingen m.v. Kommunen
vil skulle beslutte, hvilken form brugerindflydelsen skal ha-
ve under hensyn til tilbuddets karakter og brugernes forud-
sætninger. Kommunalbestyrelsen vil f.eks. kunne etablere
brugerbestyrelser eller beboerråd på anbringelsessteder, fa-
miliehuse m.v.
Brugerne af de enkelte ydelser vil, hvad enten de inddrages
via brugerbestyrelser eller lignende eller individuelt f.eks.
gennem handleplaner, skemaer m.v., have brug for en kon-
kret viden om ydelsen for at kunne vurdere indhold og
kvalitet og dermed få medindflydelse på tilbuddets tilrette-
læggelse. Information om de enkelte ydelser vil derfor være
en væsentlig forudsætning for indflydelse.
Børn, unge og familier eller deres repræsentanter vil kunne
inddrages både i visse overordnede opgaver som i mere
praktiske opgaver og beslutninger vedrørende den daglige
drift, herunder f.eks. cafesalg, kulturelle og sociale arrange-
menter og aktiviteter for børn, unge, forældre og kommende
forældre.
Brugerinddragelsen i tilrettelæggelsen af tilbuddene har til
formål at bidrage til at sikre, at det sociale, pædagogiske og
sundhedsmæssige indhold i tilbuddene svarer til børnenes,
de unges og familiernes behov, ressourcer og forudsætnin-
ger.
Det foreslås i stk. 2, at kommunalbestyrelsen kan nedsætte
et eller flere råd, der rådgiver kommunen om tilrettelæggel-
sen af indsatsen efter barnets lov, og at kommunalbestyrel-
sen fastsætter rammerne for og omfanget af rådenes opga-
ver.
Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen vil kunne
etablere rådgivende organer i form af et eller flere råd, der
vil kunne rådgive kommunen om tilrettelæggelsen af indsat-
sen efter barnets lov.
Med bestemmelsen vil kommunen, hvor der ikke i forve-
jen er etableret særlige råd, kunne overveje og beslutte at
etablere samarbejdsfora, hvor f.eks. brugere og pårørende
i et samarbejde mellem socialsektoren, sundhedssektoren,
uddannelsessektoren m.fl. vil kunne være rådgivende over
for kommunalbestyrelsen om, hvordan indsatsen kan tilret-
telægges bedst muligt, så indsatsen bedst muligt imødekom-
mer barnets, den unges eller familiens behov.
På den måde vil indsatsen kunne tilrettelægges, så børn,
unge og familier så vidt muligt oplever et sammenhængende
system og en sammenhængende vifte af tilbud.
Det bemærkes, at det efter retssikkerhedsloven er obligato-
risk for kommunerne at etablere et handicapråd. Det foreslå-
ede stk. 2 skal derfor ses som et supplement til retssikker-
hedslovens regler på dette område.
Til § 17
Det fremgår af § 18 i serviceloven, at kommunalbestyrel-
sen skal samarbejde med frivillige sociale organisationer og
foreninger, og at rammerne for samarbejdet fastsættes af
kommunalbestyrelsen. Det fremgår også, at der skal afsættes
midler til støtte til frivilligt socialt arbejde i kommunen.
Bestemmelsens foreslås med redaktionelle ændringer over-
ført til barnets lov.
Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal samarbej-
de med frivillige sociale organisationer og foreninger på
børne- og ungeområdet. Det foreslås videre, at rammerne for
samarbejdet, fastlægges af den enkelte kommunalbestyrelse.
Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen vil være
forpligtet til at samarbejde med de frivillige organisationer
og foreninger på børne- og ungeområdet, og at det vil væ-
re kommunalbestyrelsens ansvar, hvordan den vil fastlæg-
ge rammerne for dette samarbejde. Kommunalbestyrelsen
vil f.eks. kunne udmønte samarbejdet ved at nedsætte dia-
log-/kontaktfora med de frivillige organisationer.
Bestemmelsen omfatter frivillige sociale organisationer og
foreninger, der virker inden for børne- og ungeområdet. De
frivillige sociale organisationer og foreningers aktiviteter vil
kunne være organiseret på forskellig vis. Nogle drives ude-
lukkende på basis af en frivillig indsats, andre udelukkende
med lønnet indsats, men med en frivillig, ulønnet bestyrel-
se. Herimellem findes der flere organiseringsformer, der
bygger på en kombination af frivillig og lønnet indsats. Ak-
160
tiviteter, der primært drives med lønnet arbejdskraft, vil ty-
pisk være organiseret som selvejende institutioner under en
frivillig organisation.
De frivillige sociale organisationer og foreninger vil kunne
tilbyde en række forskellige konkrete aktiviteter. Disse kan
f.eks. omfatte rådgivning og vejledningstilbud, mentorstøtte,
venskabsfamilier, frivilligcentre og kontakt- og netværksste-
der, sociale caféer og samværsaktiviteter, psykologhjælp,
frivillig kontaktpersonsstøtte eller sociale aktiviteter f.eks.
til udsatte børn og unge, etniske minoriteter eller i boligom-
råder samt pårørendestøtte f.eks. til børn af alvorligt syge
eller børn af misbrugere.
Samarbejdet bør sigte mod lokale sociale organisationer
og foreninger, lokale afdelinger af landsorganisationer, som
virker lokalt, og andre frivillighedsinitiativer også af min-
dre formaliseret art. Kommunalbestyrelsen vil dog ligeledes
kunne beslutte, at samarbejde på tværs af kommunegræn-
ser om aktiviteter, der dækker et større geografisk område,
f.eks. når en frivillig social organisation eller forening yder
en frivillig social indsats over for børn, unge og deres fami-
lier i et større område uden geografisk at være etableret
i hver enkelt kommune. Kommunalbestyrelsen vil i disse
situationer kunne vælge at støtte organisationer, foreninger
eller aktiviteter, der ikke har adresse i den pågældende kom-
mune. Kommunalbestyrelsen vil tillige kunne vælge at støtte
frivillige sociale foreninger og aktiviteter, der relaterer sig til
opgaver, der er forankret i regionsregi.
Kommunalbestyrelsen bør sigte mod et bredt samarbejde
med forskellige typer af frivillige sociale organisationer og
foreninger eller andre frivillige sociale aktører. Samarbejdet
med den frivillige sektor vil kunne inddrages i kommunalbe-
styrelsens tilrettelæggelse af opgaveløsningen i forskellige
sociale indsatser.
Det vil være vigtigt, at samarbejdet baseres på kendskab til
og respekt for de forskellige vilkår, der kendetegner hhv. en
kommunal myndighed og en frivillig social organisation el-
ler forening. Respekt for den frivillige indsats egenart og
styrke og kommunalbestyrelsens myndighedsansvar for den
sociale indsats vil således være grundlæggende forudsætnin-
ger.
I den sammenhæng vil det være vigtigt, at de frivillige
sociale organisationer og foreninger er tydelige om deres
værdigrundlag og formål og om, hvordan deres frivillige
sociale indsats kan gøre en forskel for børn, unge og deres
familier.
Det foreslås i stk. 2, at fastslå, at kommunalbestyrelsen årligt
skal afsætte et beløb til støtte af det frivillige sociale arbejde
på børne- og ungeområdet.
Bestemmelsen indebærer, at det vil være op til den enkelte
kommunalbestyrelsen at prioritere, hvilke frivillige sociale
aktiviteter, der vil modtage støtte. Det vil sige, at det vil
være kommunalbestyrelsen, som beslutter hvilke formål og
rammer, der vil skulle gøre sig gældende for ansøgningerne
til kommunens støtte til frivillige sociale organisationer og
foreninger. Sigtet med bestemmelsen vil være, at også de
aktiviteter, der primært eller udelukkende drives med frivil-
lig arbejdskraft, inddrages i samarbejdet, og at disse støttes
økonomisk. Der vil særligt skulle lægges vægt på at støtte
konkrete aktiviteter.
Den støtte, der vil blive tildelt efter bestemmelsen, vil bl.a.
skulle tage sigte på den situation, at en frivillig organisa-
tion, forening eller andre frivillige aktører af egen drift
og på eget initiativ gør en frivillig social indsats. Kommu-
nalbestyrelsens rolle vil her være at vurdere, om den vil
støtte den pågældende aktivitet økonomisk. Bestemmelsen
vil også kunne indgå som et led i et samarbejde mellem
kommunalbestyrelsen og en frivillig social organisation eller
forening om indsatsen for en bestemt målgruppe eller om en
socialt forebyggende indsats for børn, unge og familier. Det
vil være en betingelse, at den frivillige indsats er kernen i
aktiviteterne. Tilskuddet vil skulle fungere som en støtte til
den specifikke frivillige indsats.
Det vil kunne være nødvendigt med et lønnet personale
til organisering af en frivillig indsats, til supervision, til ind-
slusning af nye frivillige, til at sikre økonomiske midler osv.
Støtten vil derfor konkret også kunne bruges til at finansiere
lønninger til ansatte osv.
Hvis en lokal frivillig social organisation eller forening er
utilfreds med forholdene for støtte efter bestemmelsen, må
den gøre sin indflydelse gældende lokalt, herunder over for
kommunalbestyrelsen.
Formålet med § 17 er at sikre, at kommunalbestyrelserne –
ud fra lokale ønsker og forhold – vil arbejde på at fremme
samarbejdet med den lokale frivillige sociale sektor på bør-
ne- og ungeområdet med henblik på at skabe gode rammer
for og styrke den frivillige indsats. Formålet vil videre være
at sikre et bedre samspil mellem de frivillige sociale organi-
sationer og foreningers aktiviteter og de offentlige tilbud for
børn, unge og deres familier. En styrkelse af samarbejdet
vil endvidere have til hensigt at gavne de børn og unge og
forældre, der har brug for hjælp og støtte, og gavne det
lokale forebyggende arbejde.
Til § 18
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 10, at myndigheden
har ansvaret for, at sager på det sociale område er oplyst i
tilstrækkeligt omfang til, at myndigheden kan træffe afgørel-
se.
Det fremgår af servicelovens § 50, stk. 1, at kommunalbe-
styrelsen skal undersøge barnets eller den unges forhold,
hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til sær-
lig støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne. Undersøgelsen, der betegnes i en børnefaglig
undersøgelse, gennemføres så vidt muligt i samarbejde med
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt
15 år. Undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt, som
161
forholdene tillader, og må ikke være mere omfattende, end
formålet tilsiger, jf. servicelovens § 50, stk. 1.
Servicelovens § 50 omfatter afdækning af støttebehovet for-
ud for iværksættelse af støtteforanstaltninger efter servicelo-
vens § 52 samt forud for godkendelse af hjemmetræning
efter servicelovens § 32 a. Iværksættelse af forebyggende
indsatser efter servicelovens § 11 eller handicapkompense-
rende støtte til børn og unge med betydelig og varigt nedsat
funktionsevne eller indgribende kroniske eller langvarig li-
delse efter serviceloven forudsætter ikke gennemførelse af
en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50.
Servicelovens § 50, stk. 2-8, fastsætter en række yderligere
krav til indhold og gennemførelse af undersøgelsen, forhold,
undersøgelsen skal omfatte, oplysning af sagen, vurdering
af støttebehov, eventuel undersøgelse af søskende og frister
for undersøgelsens afslutning. Servicelovens § 50, stk. 9,
indeholder herudover regler for undersøgelse af vordende
forældre. For nærmere beskrivelse af de gældende regler
om en børnefaglig undersøgelse henvises til de almindelige
bemærkninger, punkt 3.4.1.
Støtteforanstaltninger iværksættes på baggrund af den bør-
nefaglige undersøgelse, hvis der grundlag herfor, jf. service-
lovens § 52.
Kommunalbestyrelsen skal således vælge den eller de for-
anstaltninger, som bedst kan løse de problemer og behov,
der er afdækket gennem den børnefaglige undersøgelse, jf.
servicelovens § 52, stk. 1, 2. pkt. Støtteforanstaltninger efter
servicelovens § 52, stk. 3, som f.eks. praktisk, pædagogisk
eller anden støtte i hjemmet, familiebehandling m.v. kan
som hovedregel kun iværksættes efter gennemførelse af en
børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50 eller en
ungefaglig undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, jf. servicelovens § 52, stk. 2, 1. pkt.
Hvis særlige forhold taler herfor, kan der dog iværksættes
foreløbig eller akut støtte efter servicelovens § 52, stk. 3,
sideløbende med undersøgelsen.
Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen i alle sager,
hvor det må antages, at et barn eller en ung har behov
for hjælp og støtte efter denne lov, skal screene, om der
er tale om: 1) en problemstilling, der ikke kræver yderlige-
re afdækning af barnets eller den unges støttebehov, 2) en
problemstilling, der kræver yderligere afdækning af et eller
flere forhold af betydning for barnets eller den unges støtte-
behov eller 3) en problemstilling, der kræver en børnefaglig
undersøgelse af barnets eller den unges støttebehov.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at der vil skulle
foretages en indledende screening af oplysningerne og en
vurdering af behovet for yderligere afdækning.
Bestemmelsen vil indebære, at kommunalbestyrelsen, inden
der tages stilling til hjælp og støtte efter denne lov, skal
screene, om det er en problemstilling, der ikke kræver yder-
ligere sagsoplysning, en problemstilling, der kræver yderli-
gere afdækning af et eller flere forhold af betydning for
barnet eller den unge efter reglerne i den foreslåede § 19,
eller en problemstilling hvor der er behov for en egentlig
børnefaglig undersøgelse af barnets eller den unges støttebe-
hov efter de foreslåede bestemmelser i §§ 20-23.
Screeningen vil skulle foretages, når der er grund til at anta-
ge, at et barn eller en ung vil have behov for hjælp eller
støtte efter denne lov. Det kan f.eks. være på baggrund af en
underretning eller en anmodning om hjælp fra barnet, den
unge eller forældrene.
Screeningen af sagen vil som udgangspunkt skulle ske på
baggrund af de foreliggende oplysninger i sagen, herunder
eventuelle oplysninger fra barnet eller den unge og forældre-
ne om barnets eller den unges udfordringer og støttebehov
samt baggrunden herfor.
Der vil være tale om indledende screening, som har til for-
mål at vurdere, om der er behov for at få barnets eller den
unges støttebehov belyst nærmere, og hvis det er tilfældet,
hvor omfattende en undersøgelse der så er behov for.
Adgangen til at iværksætte indsatser alene på baggrund af
den indledende screening vil dog ikke ændre på kommunal-
bestyrelsens overordnede ansvar for at skulle sikre, at alle
sager er tilstrækkeligt oplyst til, at kommunalbestyrelsen
kan træffe korrekte og velbegrundede afgørelser, jf. retssik-
kerhedslovens § 10, ligesom kommunalbestyrelsen skal væ-
re opmærksom på § 5, stk. 3, i forhold til inddragelse af bar-
net eller den unge og på § 2, stk. 4, i forhold til samarbejde
med familien. Det bemærkes endvidere, at kommunalbesty-
relsen også fremover vil have en forpligtelse til at behandle
alle ansøgninger og spørgsmål om hjælp fra borgeren, jf.
retssikkerhedslovens § 5.
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 2 at fastslå, at kommu-
nalbestyrelsen i vurderingen vil skulle lægge vægt på sagens
forhold og kompleksitet, herunder om behovet for hjælp og
støtte er helt eller delvist begrundet i nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne.
Bestemmelsen vil indebære, at kravene til sagsoplysning
og dokumentation af barnets, den unges og familiens støtte-
behov vil blive afpasset sagens karakter og kompleksitet i
højere grad, end det er er tilfældet i dag.
Den foreslåede bestemmelse vil samtidig præcisere vigtig-
heden af, at kommunen allerede i den indledende vurdering
af sagen er opmærksom på, om barnets eller den unges
støttebehov er begrundet i fysisk eller psykisk funktionsned-
sættelse hos barnet eller den unge, forældrene eller andre i
familien, f.eks. søskende.
En problemstilling, der ikke vil kræve yderligere afdækning,
vil typisk være en lettere eller afgrænset problemstilling,
hvor det ud fra de foreliggende oplysninger i sagen umiddel-
bart er klart, hvad det er for en udfordring, der skal håndte-
res, og hvilken indsats der er behov for.
Et eksempel kunne være et barn eller en ung, der har behov
162
for psykologsamtaler i en kortere periode pga. en pludseligt
opstået krise, f.eks. ved forældrenes skilsmisse, sygdom el-
ler dødsfald i familien, og hvor der ikke er indikationer på
andre problemstillinger. Et andet eksempel kunne være et
barn eller en ung, som på grund af en varig fysisk funktions-
nedsættelse har et behov for tildeling af et hjælpemiddel –
eksempelvis ortopædisk fodtøj – men hvor kommunen og
forældrene er enige om, at der ikke er behov for anden hjælp
eller støtte efter barnets lov.
En problemstilling, der vil kræve afdækning af et eller
flere forhold, vil typisk være en sag med indikationer på
højere grad af problemtyngde eller kompleksitet, som bety-
der, at der behov at belyse sagen nærmere for at kunne
vurdere udfordringer, ressourcer og støttebehov og tilpasse
indsatsen. Endvidere vil det være relevant at kommunalbe-
styrelsen i sin vurdering af, hvorvidt der er grundlag for at
foretage en yderligere afdækning, lægger vægt på eventuelle
ønsker, bekymringer eller andre tilkendegivelser fra barnet,
den unge, forældrene eller andre med kendskab til barnets
forhold.
Et eksempel på en problemstilling, der vil kræve afdækning
af et eller flere forhold, kunne være et barn eller en ung,
hvor der er bekymring for begyndende eller sværere mistriv-
sel på grund af højt skolefravær eller andre adfærds- eller
tilpasningsproblemer, og hvor der er behov for at få afdæk-
ket årsagerne til barnets den unges adfærd for at kunne sætte
ind med den rette støtte. Et andet eksempel kunne være et
barn eller en ung, der på grund af en funktionsnedsættelse
har et åbenlyst behov for tildeling af en bestemt handicap-
kompenserende ydelse efter det foreslåede kapitel 8, men
hvor der vil være behov for yderligere afdækning, inden
eventuelle yderligere støttebehov kan afklares. Som led i
den yderligere afdækning vil det kunne være relevant for
kommunalbestyrelsen at overveje inddragelse af f.eks. sund-
hedsplejersker, pædagoger, psykologer, lærere, SSP-medar-
bejdere eller andre, der har relevant viden om barnet, den
unge, familien eller de kommende forældre, ligesom det
efter omstændighederne vil kunne være relevant at indhente
særlig faglig viden, eksempelvis fra Den nationale videns-
og specialrådgivningsorganisation (VISO), i det omfang, der
vurderes at være tale om en sag omfattet af VISO’s forplig-
telser, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 165 og 166.
En problemstilling, der vil kræve en børnefaglig undersø-
gelse, vil være i alvorlige eller komplekse sager, hvor der
er behov for at komme hele vejen rundt om barnets eller
den unges situation for at sikre en grundig afdækning af
udfordringer, ressourcer og støttebehov. Den foreslåede §
20, stk. 1, oplister udtømmende de situationer, hvor kommu-
nalbestyrelsen skal iværksætte en børnefaglig undersøgelse
af barnets eller den unges situation, mens den foreslåede §
20, stk. 2, giver kommunen mulighed for at iværksætte en
børnefaglig undersøgelse i andre situationer, hvis det vurde-
res at være nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges
behov.
I den situation, hvor det på baggrund af screeningen vurde-
res, at der ikke er behov for yderligere afdækning af barnets
eller den unges behov, vil den foreslåede ordning betyde, at
der ikke på det foreliggende grundlag vil skulle foretages
yderligere oplysning af sagen.
En sådan vurdering vil være en procesledende beslutning,
der ikke særskilt vil kunne påklages til anden administrativ
myndighed. I de tilfælde, hvor der træffes en afgørelse om
hjælp og støtte med afsæt i vurderingen, vil forældrene dog
kunne klage over sådanne procesledende beslutninger som
led i en klage over afgørelsen. Kommunen/Ankestyrelsen
vil i forbindelse med en sådan klage kunne (gen)vurdere,
om kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelsen har
opfyldt den generelle forvaltningsretlige forpligtelse til at
sikre tilstrækkelig oplysning af sagen.
I situationer, hvor det på baggrund af screeningen vurderes,
at der er behov for yderligere afdækning eller en børne-
faglig undersøgelse af barnets eller den unges støttebehov,
skal kommunalbestyrelsen iværksætte en afdækning af de
forhold, som er relevante for at belyse barnets, den unges
og evt. familiens konkrete udfordringer og støttebehov efter
den foreslåede § 19, eller træffe afgørelse om en børnefaglig
undersøgelse efter de foreslåede §§ 20-23. Der henvises til
de foreslåede §§ 19-23 og bemærkningerne hertil.
Den foreslåede ordning vil indebære, at kommunalbestyrel-
sen vil kunne iværksætte støtte, når den indledende scree-
ning og vurdering er foretaget, hvis der på baggrund heraf
umiddelbart vurderes at være behov herfor. Det vil gælde i
de situationer, hvor der ikke er vurderet behov for nærmere
afdækning, og hvor der efter omstændighederne vil kunne
iværksættes en tidlig forebyggende indsats efter den foreslå-
ede § 30 eller handicapkompenserende indsatser efter de
foreslåede §§ 82-84 og 86-90.
Det vil også gælde i de tilfælde, hvor det vurderes, at der
er behov for en nærmere afdækning af barnets forhold,
enten i form af en kortere afdækning eller en børnefaglig
undersøgelse, Her vil der efter omstændighederne tillige
kunne iværksættes støttende indsatser efter den foreslåede
§ 32, ligesom der vil kunne iværksættes tidligt forebyggende
eller handicapkompenserende indsatser, hvis der er grundlag
herfor, sideløbende med, at barnets eller den unges behov
afdækkes nærmere eller undersøges.
Det kan f.eks. være, at det ud fra screeningen er vurderet, at
der i en kortere periode er behov for en tæt støttet indsats
i hjemmet, så familien kan få hjælp til at få hverdagen
til at hænge sammen, mens støttebehovet bliver nærmere
udredt. Det kan også være situationer, hvor der på grund
af en funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge er et
åbenlyst behov for tildeling af et hjælpemiddel eller en an-
den bestemt handicapkompenserende ydelse efter kapitel 8,
mens der er behov for yderligere afdækning, inden eventuel-
le yderligere støttebehov kan afklares.
Efter den yderligere afdækning eller børnefaglige undersø-
gelse har fundet sted vil indsatsen kunne justeres. Nærmere
163
afdækning af relevante forhold vil ligeledes kunne ske som
led i den indsats, barnet eller den unge eller familien modta-
ger.
Der vil ligesom i dag kunne træffes foreløbig eller akut
afgørelse om anbringelse efter de foreslåede §§ 46 og 143,
mens sagen undersøges, hvis der er grundlag herfor, men
ellers vil udgangspunktet være, at der skal være gennemført
en børnefaglig undersøgelse, før der kan træffes afgørelse
om anbringelse efter de foreslåede §§ 46 og 47.
Den foreslåede ordning er således dynamisk, så både sags-
oplysning og indsats vil kunne justeres undervejs. Det vil
også betyde, at der vil kunne iværksættes en uddybende
afdækning eller eventuelt en undersøgelse af barnets samle-
de situation, selvom det indledningsvis var vurderet, at der
ikke var behov herfor. Det vil f.eks. kunne være tilfældet,
hvis det som led i den hjælp barnet eller den unge eller
familien har fået tilbudt, viser sig, at der er behov for at
afklare et eller flere forhold nærmere. Tilsvarende vil et af-
dækningsnotat kunne udbygges til en egentlig undersøgelse,
hvis det som led i afdækningen viser sig, at der er grundlag
for det. Der vil i så fald skulle træffes afgørelse om en
børnefaglig undersøgelse efter § 20.
Børn, unge og deres forældre vil på et hvilket som helst
tidspunkt i et sagsforløb kunne anmode om en børnefaglig
undersøgelse, hvis de mener, at der er behov for yderligere
undersøgelser af barnets behov. Det vil herefter bero på
en kommunal vurdering af sagens forhold, om en sådan
undersøgelse skal igangsættes. Kommunens beslutning om,
at der ikke er behov for en børnefaglig undersøgelse kan
ikke påklages.
Det foreslås i stk. 3, at hvis der kan være tale om æresre-
laterede konflikter eller negativ social kontrol, har kommu-
nalbestyrelsen pligt til at foretage en risikovurdering, inden
barnets eller den unges forældre og netværk inddrages i
sagen.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunen, i
sager, hvor der er indikationer på eventuelle æresrelaterede
konflikter eller negativ social kontrol, skal foretage en vur-
dering af risikoen for vold eller andre overgreb over for
barnet, den unge og eventuelle andre børn i familien, inden
forældre, søskende, bedsteforældre eller andre familiemed-
lemmer eller dele af netværket inddrages i sagen.
Æresrelaterede konflikter dækker over konflikter, der kan
opstå i kollektivistiske og patriarkalske familieformer, hvor
individets rettigheder og trivsel begrænses af hensyn til kol-
lektivets ære og omdømme.
Der henvises i øvrigt til den uddybende beskrivelse af, hvad
der forstås ved en æresrelateret konflikt i bemærkningerne
til den foreslåede § 15, stk. 4, hvor der også er nærmere
beskrivelse af, hvad der forstås ved negativ social kontrol.
Æresrelaterede konflikter adskiller sig fra vold i nære relati-
oner ved at være med inddragelse af eller sanktioneret af
den øvrige familie og netværk. Kommunen skal derfor være
særligt opmærksom på familiens og netværkets eventuelle
rolle i forhold til den unges sikkerhed ved overvejelser om
inddragelse af familien m.v.
I de sager, der eskalerer, vil der ofte være tale om, at famili-
en i første omgang har forsøgt at korrigere barnets eller den
unges adfærd på en mindre indgribende måde.
Ved en risikovurdering forstås en vurdering af, om barnet
eller den unge er truet, herunder f.eks. om barnet eller
den unge risikerer at blive udsat for vold, tvangsægteskab,
frihedsberøvelse, bortførelse, at blive sendt på et udlandsop-
hold, der er til skade for barnets eller den unges sundhed
og udvikling, f.eks. genopdragelsesrejse, eller at blive udsat
for drabsforsøg. Risikovurderingen vil skulle tage udgangs-
punkt i, om barnet eller den unge allerede har været truet
med eller udsat for vold, trusler, forfølgelse, frihedsberøvel-
se, bortførelse, genopdragelsesrejse eller negativ social kon-
trol.
Risikovurderingen vil desuden skulle indeholde oplysninger
om, hvorvidt familien eller andre personer i det nære net-
værk f.eks. har brugt vold mod andre, om andre i familien
er blevet tvunget til ægteskab eller sendt på genopdragelses-
rejse, om familien har et stærkt æreskodeks, om truslerne
eller volden er eskalerende, og om der er andre problemer
i familien, som f.eks. psykiske problemer eller problemer
med stofmisbrug m.v.
I vurderingen vil skulle indgå, om der er behov for at
iværksætte akut støtte, herunder eventuelt anbringelse, efter
reglerne i de foreslåede § 32, stk. 4, § 46, stk. 3, eller
§ 143. Ved anbringelse uden for hjemmet i sager om æres-
relaterede konflikter vil det desuden være vigtig at være
opmærksom på, om der af hensyn til barnets eller den unges
sundhed eller udvikling, herunder barnets eller den unges
sikkerhed, er grundlag for at træffe afgørelse efter de fore-
slåede regler i §§ 104 og 105 om overvåget eller afbrudt
samvær og kontakt, eller om at anbringelsesstedet ikke må
oplyses over for forældre og netværk. I vurderingen vil der
desuden skulle indgå overvejelser om, hvilke konsekvenser
det vil kunne have for barnet/den unge, når familien inddra-
ges i sagen, og hvordan disse konsekvenser håndteres.
Politiet vil efter behov kunne inddrages i vurderingen af ri-
sikoen. Kommunen vil også kunne kontakte den lokale sik-
kerhedskonsulent fra det nationale team af sikkerhedskonsu-
lenter under Styrelsen for International Rekruttering og Inte-
gration (SIRI). Sikkerhedskonsulenterne vil bl.a. kunne bistå
med risikovurdering og rådgivning om barnets eller den
unges sikkerhed. Endelig vil kommunen kunne søge bistand
hos Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation
(VISO), der yder gratis vejledende specialrådgivning i de
mest specialiserede og komplicerede enkeltsager, herunder i
sager om æresrelaterede konflikter, jf. de foreslåede §§ 165
og 166.
Den foreslåede screeningsbestemmelse i § 18 skal ses i tæt
164
sammenhæng med den foreslåede § 19 om afdækning og §§
20-23 om børnefaglig undersøgelse.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.4. og
punkt 6 samt til bemærkningerne til §§ 19-23.
Til § 19
Iværksættelse af støtteforanstaltninger til børn og unge efter
servicelovens § 52 sker i dag som udgangspunkt efter gen-
nemførelse af en undersøgelse efter servicelovens § 50.
Efter servicelovens § 50, stk. 1, 1. pkt., skal kommunalbe-
styrelsen således undersøge barnets eller den unges forhold,
hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig
støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funk-
tionsevne.
Undersøgelsen, der betegnes som en børnefaglig undersø-
gelse, gennemføres så vidt muligt i samarbejde med foræl-
dremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år,
jf. servicelovens § 50, stk. 1, 2. pkt.
Servicelovens § 50, stk. 2-7, fastsætter en række yderligere
krav til indhold og gennemførelse af undersøgelsen, forhold
undersøgelsen skal omfatte, oplysning af sagen, vurdering
af støttebehov og frister for undersøgelsens afslutning. Ser-
vicelovens § 50, stk. 9, indeholder herudover regler for un-
dersøgelse af vordende forældre. For nærmere beskrivelse
henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.4.1.
Det følger desuden af servicelovens § 50, stk. 8, at kommu-
nalbestyrelsen i forbindelse med en børnefaglig undersøgel-
se af et barn eller en ung skal vurdere, om der skal foretages
en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien. Den
børnefaglige undersøgelse kan gennemføres som én samlet
undersøgelse for flere børn i familien, dog således at der
tages højde for børnenes individuelle forhold.
Der gælder særlige regler for undersøgelse af børn og unge,
der modtager hjælp og støtte efter servicelovens § 32 på
grund af nedsat funktionsevne.
Efter servicelovens § 32, stk. 1, træffer kommunalbestyrel-
sen således afgørelse om hjælp til børn, der på grund af
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
har behov for hjælp eller særlig støtte. Hjælpen kan tilrette-
lægges i særlige dagtilbud, jf. servicelovens § 32, stk. 3, i
særlige klubtilbud, jf. servicelovens § 36, eller i forbindelse
med andre tilbud efter serviceloven eller efter dagtilbudslo-
ven. Hjælpen kan også udføres helt eller delvis af forældre-
ne i hjemmet som hjemmetræning, servicelovens jf. § 32 a.
Efter servicelovens § 32, stk. 2, fastsætter social- og ældre-
ministeren nærmere regler om samarbejdet med forældre,
om inddragelse af barnet eller den unge, om udredning af
barnets eller den unges behov og om fremgangsmåden ved
kommunens sagsbehandling i sådanne sager.
Bemyndigelsen i servicelovens § 32, stk. 2, er udmøntet i §
1 i bekendtgørelse nr. 717 af 9. juni 2016 om hjælp til børn
og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig
støtte. Bekendtgørelsens § 1 indeholder nærmere regler om
udredning og inddragelse af forældrene og barnet eller den
unge.
Det foreslås i stk. 1, at hvis kommunalbestyrelsen på bag-
grund af en screening efter § 18 vurderer, at der er behov
for at afdække et eller flere forhold af betydning for et
barns eller en ungs støttebehov, skal kommunalbestyrelsen
foretage den nødvendige afdækning med inddragelse af de
fagfolk, som allerede har viden om barnets eller den unges
og familiens forhold.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at hvis kommunal-
bestyrelsen efter en indledende screening efter den foreslåe-
de § 18 finder, at der er behov for det, skal kommunalbesty-
relsen sørge for at afdække et eller flere forhold, som er
væsentlige for at vurdere støttebehovet hos barnet eller den
unge og dermed kunne sætte ind med den rette hjælp. Der
vil ikke skulle træffes en afgørelse om iværksættelse af en
afdækning. En beslutning om behovet for at afdække et
barns eller en ung forhold yderligere vil kommunalbestyrel-
sen kunne træffe som led i deres faktiske forvaltningsvirk-
somhed. En beslutning om behovet for en afdækning af et
eller flere forhold af betydning for et barns eller en ungs
støttebehov, vurderes ikke at dreje sig om forhold af væsent-
lig eller meget stor betydning for barnet, den unge eller
familien. En beslutning om at iværksætte en afdækning af
et eller flere forhold af betydning for et barns eller en ungs
støttebehov vurderes således i intensitet, omfang og indgri-
ben i barnets, den unges og familiens forhold således ikke
at være indgribende og af væsentlig eller personlig betyd-
ning for forældremyndighedsindehaver og barnet eller den
unge. Dette vurderes omvendt at være tilfældet ved kommu-
nalbestyrelsens beslutning om at iværksætte en børnefaglig
undersøgelse, som beskrevet nedenfor under forslaget til §
20.
Bestemmelsen vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil
skulle iværksætte en målrettet afdækning af det eller de
forhold, som er relevante for at belyse barnets, den unges og
evt. familiens konkrete udfordringer og støttebehov. Der vil
være tale om en afgrænset sagsoplysning, som ikke vil være
underlagt de samme krav til omfang og proces, som gælder
ved børnefaglig undersøgelse i dag. Kommunalbestyrelsen
vil skulle inddrage de fagfolk som f.eks. sundhedsplejersker,
pædagoger, lærere, skoletandlæger, psykologer i PPR, som
gennem deres arbejde er i kontakt med barnet eller den unge
og familien, i afdækningen.
En afdækning vil skulle belyse et eller flere afgrænsede
forhold af betydning for barnets eller den unges støttebe-
hov. Det vil efter omstændighederne f.eks. kunne være bar-
nets eller unges funktionsnedsættelse, sproglige eller sanse-
motoriske udvikling, læring og trivsel i skolen, venskaber og
fritidsliv m.v.
En afdækning vil også kunne indeholde en afgrænset belys-
165
ning af forhold i familie og netværk, som har betydning for
barnets eller den unges støttebehov, herunder ressourcer og
vanskeligheder hos forældrene. Det vil f.eks. kunne være
tilfældet, hvis der er forældre eller søskende, som har en
funktionsnedsættelse, og hvor det vil kunne være relevant at
overveje om iværksættelse af handicapkompenserende støt-
te til forældre eller søskende efter barnets lov eller anden
lovgivning vil kunne have betydning for barnets eller den
unges trivsel og støttebehov. Det vil også f.eks. kunne være
en kompleks skilsmisse, som påvirker barnet eller den unge.
Undersøgelse af meget komplekse og alvorlige vanskelig-
heder i familien, herunder ved bekymring for fysisk og
psykisk vold i familien, misbrug, æresrelaterede konflikter,
negativ social kontrol og ekstremisme eller manglende for-
ældrekompetencer vil ligge uden for rammerne af en afdæk-
ning og vil stedet kræve iværksættelse af en børnefaglig
undersøgelse efter den foreslåede § 20.
Afdækning vil f.eks. kunne ske ved at indhente oplysninger
fra fagpersoner, der har kendskab til barnet, den unge eller
familien. I nogle sager vil det ligeledes kunne være relevant
at indhente en udtalelse fra Den nationale videns- og spe-
cialrådgivningsorganisation (VISO), hvis sagen er omfattet
af VISO’s område, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 165
og 166.
Hvis det er nødvendigt, vil kommunen også kunne iværk-
sættere kortere forløb med f.eks. pædagogisk eller psykolo-
gisk observation af barnet, den unge eller familien, men
er der behov for en egentlig undersøgelse af forældrene,
herunder af deres kompetencer til at drage omsorg for bar-
net eller den unge, vil en sådan undersøgelse alene kunne
iværksættes som led i en børnefaglig undersøgelse efter den
foreslåede § 22.
Afdækning af et eller flere forhold med betydning for barnet
eller den unge vil kunne ske som led i en indsats på det
almene område eller i forbindelse med en tidligt forebyg-
gende eller støttende indsats efter kapitel 4, der iværksættes
sideløbende.
Kommunalbestyrelsens beslutning om at iværksætte en af-
dækning vil være en procesledende beslutning, der ikke
vil kunne påklages særskilt til anden administrativ myndig-
hed. I de tilfælde, hvor der træffes en afgørelse om hjælp
og støtte med afsæt i vurderingen, vil forældrene dog kunne
klage over den procesledende beslutning som led i en klage
over afgørelsen. Kommunen/Ankestyrelsen vil i forbindelse
med en sådan klage kunne (gen)vurdere, om kommunalbe-
styrelsen i forbindelse med afgørelsen har opfyldt den gene-
relle forvaltningsretlige forpligtelse til at sikre tilstrækkelig
oplysning af sagen.
Kommunen vil skulle dokumentere den relevante afdækning
i rimeligt omfang. Det vil f.eks. kunne være i form af et
kort afdækningsnotat, der beskriver de relevante forhold, de
oplysninger der er indhentet, eller faglige observationer mv.
der er foretaget, hvordan barnet eller den unge og familien
har været inddraget og med en socialfaglig vurdering af støt-
tebehovet. Der vil med fordel kunne arbejdes med dynamisk
dokumentation, hvor løbende opdatering også noteres i af-
dækningsnotatet, som så dermed kan blive et aktivt redskab,
der vil afspejle den udvikling, der løbende sker hos barn
og familie. Der henvises til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.4.2-3.4.3.
Det foreslås i stk. 2, at afdækning efter stk. 1 så vidt muligt
skal gennemføres i samarbejde med barnet, den unge og
forældremyndighedsindehaver.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunen aktivt
vil skulle søge at opnå dialog og samarbejde med barnet el-
ler den unge og forældremyndighedsindehaver om gennem-
førelse af afdækningen. Det vil bl.a. betyde, at kommunen
vil skulle sikre en tæt og løbende inddragelse af barnet, den
unge og forældrene. Der henvises til de foreslåede §§ 5, 8
og 14. Barnet eller den unge vil ofte have væsentlig viden
om og perspektiver på sit eget liv, ligesom forældrene som
oftest vil have væsentlig viden om børnene og familien. Det
vil derfor typisk være afgørende både for et godt samarbejde
og for en vellykket afdækning, at barnet, den unge og foræl-
drene oplever at bliver inddraget og oplever at blive lyttet til
og taget alvorligt.
Forvaltningen vil skulle sørge for, at barnet eller den unge
og forældrene så vidt muligt forstår, hvorfor der er behov for
en afdækning, hvilke forhold der skal belyses, og hvordan
det konkret vil forløbe. Heri vil også ligge, at kommunika-
tionen skal være afpasset efter barnets eller den unges alder
og modenhed og familiens situation i øvrigt.
Barnet, den unge og forældrene vil også skulle inddrages
tæt i tilrettelæggelsen af afdækningen, så de i dialog med
forvaltningen er med til at fastlægge, hvad der skal belyses
og hvordan, og dermed vil kunne opleve medejerskab. Her
vil det også være væsentligt, at der så vidt muligt tages
højde for f.eks. skole- og arbejdstid og familiens hverdag
i øvrigt. Barnet, den unge og forældrene vil således skulle
have reel mulighed for at deltage i afdækningen, jf. § 4 i
retssikkerhedsloven, så afholdelse af møder, samtaler eller
observation ikke griber unødigt ind i barnets eller den unge
og familiens dagligdag.
Kommunalbestyrelsen vil dog, ligesom det i dag er tilfældet
ved en børnefaglig undersøgelse, have mulighed for at gen-
nemføre afdækningen i de særlige tilfælde, hvor det ikke er
muligt at indlede et positivt samarbejde med forældremyn-
dighedsindehaver, barnet eller den unge.
Der vil f.eks. kunne være tilfælde, hvor det på grund af
psykisk funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge kan
være overordentligt vanskeligt eller umuligt at opnå samar-
bejde om afdækningen med barnet eller den unge selv. I
sådanne tilfælde vil samarbejdet skulle foregå med forældre-
myndighedsindehaver. Der vil også kunne være tilfælde,
hvor det ikke er muligt at opnå et positiv samarbejde med
forældremyndighedsindehaver, f.eks. hvis den pågældende
166
har meget stor modstand mod undersøgelsen eller afviser
kommunens forsøg på dialog.
Kommunalbestyrelsen vil også have mulighed for at gen-
nemføre afdækningen i de tilfælde, hvor det vil være sær-
ligt besværligt eller meget tidskrævende at opnå et positivt
samarbejde med barnet eller den unge og forældrene. Det
vil f.eks. kunne være, hvis den ene af forældremyndigheds-
indehavernes bopæl ikke er kendt af myndighederne, og
vedkommende ikke har kontakt med barnet, eller hvis foræl-
dremyndighedsindehaveren afviser eller ikke besvarer kom-
munalbestyrelsens forsøg på dialog.
Det foreslås i stk. 3, at det i 1. pkt. fastslås, at kommunal-
bestyrelsen i forbindelse med afdækning efter stk. 1 skal
vurdere, om der skal foretages en afdækning af et eller flere
forhold med betydning for støttebehovet hos eventuelle søs-
kende.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens nuværende § 50, stk. 2, 1. pkt., med den æn-
dring der følger af de foreslåede nye bestemmelser, hvor ser-
vicelovens nuværende børnefaglige undersøgelse erstattes af
henholdsvis afdækning og børnefaglig undersøgelse.
Bestemmelsen vil betyde, at hvor kommunalbestyrelsen i
dag i forbindelse med en børnefaglig undersøgelse af et barn
eller en ung skal vurdere, om der skal foretages en børne-
faglig undersøgelse af eventuelle søskende, vil kommunal-
bestyrelsen fremover i forbindelse med en afdækning skulle
vurdere, om der skal foretages en afdækning af eventuelle
søskende.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre en tid-
lig indsats over for eventuelle andre børn i familien, således
at man kan opdage og hjælpe børn, som ellers først ville
have fået hjælp, når problemerne havde vokset sig større og
mere komplekse.
Bestemmelsen vil betyde, at kommunen vil skulle vurdere,
om eventuelle andre børn i familien må antages at trænge til
hjælp og støtte, og om der i givet fald er behov for at afdæk-
ke et eller flere forhold med betydning for de pågældende
søskendes støttebehov. Barnets egne oplysninger om andre
børn i familien, der har problemer, vil i den forbindelse
skulle tillægges vægt.
Hvis kommunen f.eks. er ved at foretage en afdækning i
forhold til et barn, der hovedsageligt har udfordringer, som
skyldes forhold, der vedrører barnet selv, f.eks. nedsat funk-
tionsevne, vil der ofte ikke umiddelbart være formodning
for, at der bør foretages en undersøgelse af forhold hos
eventuelle andre børn i familien, medmindre det vurderes,
at barnets forhold direkte eller indirekte påvirker de øvrige
børn i familien negativt. Omvendt vil der ofte være grund til
at antage, at der bør gennemføres en undersøgelse af even-
tuelle andre børn i familien, hvis et barns problemer f.eks.
primært skyldes forhold i familien, f.eks. højt konfliktniveau
hos forældrene eller æresrelaterede konflikter.
Det foreslås videre i stk. 3, 2. pkt., at afdækningen kan
gennemføres som én samlet afdækning for flere børn i fami-
lien, dog således at der tages højde for børnenes individuelle
forhold.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens nuværende § 50, stk. 8, 2. pkt., med den æn-
dring der følger af de foreslåede nye bestemmelser, hvor
den børnefaglige undersøgelse erstattes af henholdsvis af-
dækning og børnefaglig undersøgelse.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at hvis kommunen
vurderer, at der bør iværksættes en afdækning af forhold
hos flere børn i samme familie, vil kommunen således kun-
ne vælge at udarbejde én samlet afdækning for flere børn
i samme familie, hvis det vurderes hensigtsmæssigt i den
konkrete situation. Der vil i så fald skulle tages højde for
individuelle problemstillinger og behov hos det enkelte barn
eller den enkelte unge i familien, så det sikres, at børnenes
individuelle støttebehov bliver afdækket i det omfang, det
er nødvendigt. Der bør således være en klar beskrivelse af
individuelle forhold for det enkelte barn, da f.eks. en fami-
liemæssig situation kan påvirke børn forskelligt.
Det foreslås i stk. 4, at social- og ældreministeren kan fast-
sætte nærmere regler om afdækning efter stk. 1-3 herunder
i forhold til samarbejdet med forældre, inddragelse af barnet
eller den unge og kortlægning af barnets eller den unges
funktionsevne i sager om hjælp eller støtte til børn og unge,
der på grund af betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psy-
kisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte
efter § 82.
Den foreslåede § 19, stk. 4, er en videreførelse af den eksi-
sterende bemyndigelsesbestemmelse i servicelovens § 32,
stk. 2, i en form som er tilpasset som konsekvens af de
foreslåede nye rammer for screening m.v. i lovforslagets
kapitel 3.
Bemyndigelsen vil, såfremt lovforslaget vedtages, blive ud-
møntet i overensstemmelse med gældende ret og vil fast-
lægge de nærmere rammer i forhold til samarbejdet med
forældre, inddragelse af barnet eller den unge samt kortlæg-
ning af barnets eller den unges funktionsnedsættelse i sager
vedrørende særlig hjælp og støtte til børn og unge med varig
og betydeligt nedsat funktionsevne efter § 82.
Til § 20
Efter servicelovens § 50, stk. 1, 1. pkt., skal kommunalbe-
styrelsen undersøge barnets eller den unges forhold, hvis det
må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte,
herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktions-
evne. Undersøgelsen efter § 50 betegnes som en børnefaglig
undersøgelse.
Servicelovens § 50 omfatter afdækning af støttebehovet for-
ud for iværksættelse af støtteforanstaltninger efter servicelo-
vens § 52 samt forud for godkendelse af hjemmetræning
efter servicelovens § 32 a. Iværksættelse af tidligt forebyg-
167
gende indsatser efter servicelovens § 11 eller handicapkom-
penserende støtte til børn og unge med betydelig og varigt
nedsat funktionsevne eller indgribende kroniske eller lang-
varig lidelse efter serviceloven, forudsætter ikke gennemfø-
relse af en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens §
50.
Den børnefaglige undersøgelse efter servicelovens § 50 gen-
nemføres så vidt muligt i samarbejde med forældremyndig-
hedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, jf. service-
lovens § 50, stk. 1, 2. pkt.
Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal træffe
afgørelse om en børnefaglig undersøgelse i følgende situati-
oner: 1) når der er grund til at antage, at det er en alvorlig
eller kompleks sag, herunder, hvor der er overvejelser om
anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter §§
46 eller 47, 2) når et barn eller en ung har været udsat for
overgreb eller ved mistanke herom, og 3) når et barn eller
en ung har haft ophold i en boform efter §§ 109 eller 110
i lov om social service med en forælder på grund af vold i
hjemmet, og den pågældende forælder afbryder opholdet for
at vende tilbage til et voldeligt miljø med barnet eller den
unge.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kommunen i
de nævnte situationer vil have pligt til at iværksætte en
børnefaglig undersøgelse. Beslutningen om at iværksætte en
børnefaglig undersøgelse vil træffes ved en afgørelse. Kom-
munalbestyrelsens afgørelse om iværksættelse af en børne-
faglig undersøgelse vil således kunne påklages efter reglerne
i retssikkerhedslovens kapitel 10, jf. den foreslåede § 144.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 1 vil betyde, at
kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om at iværksætte
en børnefaglig undersøgelse, hvis der på baggrund af en
screening efter den foreslåede § 18 vurderes, at der er grund
til at antage, at der vil være tale om en alvorlig sag, herun-
der hvis forholdene i sagen gør, at der er overvejelser om
anbringelse af et barn eller en ung.
Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis der er tegn på
alvorlig mistrivsel hos barnet eller den unge, f.eks. i form
af svært udadreagerende eller selvskadende adfærd. Det vil
også kunne være tilfældet, hvis der er indikationer på alvor-
lige problemer hos forældrene, f.eks. misbrug hos forældre-
ne, meget højt konfliktniveau eller vold i hjemmet eller
bekymring for manglende forældrekompetencer. Det vil som
udgangspunkt også være tilfældet, når et barn eller en ung
selv henvender sig til kommunen og anmoder om at blive
anbragt.
Endvidere vil en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse
hos barnet, som medfører store udfordringer, efter omstæn-
dighederne også kunne tale herfor.
Bestemmelsen betyder videre, at kommunalbestyrelsen skal
træffe afgørelse om at iværksætte en børnefaglig undersø-
gelse, når der er tale om en kompleks sag. Det kan eksem-
pelvis være tilfælde, hvor der som følge af barnets eller den
unges handicap kan være behov for hjemmetræning, jf. den
foreslåede § 85.
Det vil altid bero på en konkret og individuel vurdering, om
betingelserne § 20 stk. 1, nr. 1, må anses for opfyldt, og der
dermed vil skulle iværksættes en børnefaglig undersøgelse
frem for en afgrænset afdækning af et eller flere forhold
efter den foreslåede § 19, stk. 1.
Det bemærkes dog, at pligten til at gennemføre en børne-
faglig undersøgelse efter det foreslåede stk. 1, nr. 1, gæl-
der i alle sager om anbringelse af et barn eller en ung
uden for hjemmet efter de foreslåede §§ 46 og 47. Der
vil i disse tilfælde altid skulle gennemføres en børnefaglig
undersøgelse inden eller sideløbende med, at anbringelsen
iværksættes. Der henvises til §§ 46, stk. 3 og § 47, stk.
2, og bemærkningerne dertil. Vurderer kommunen således
allerede i forbindelse med en indledende screening, at en an-
bringelse vil kunne være relevant, vil kommunalbestyrelsen
skulle iværksætte en børnefaglig undersøgelse.
Det skal samtidig understreges, at gennemførelse af en bør-
nefaglig undersøgelse efter den foreslåede bestemmelse na-
turligvis ikke automatisk vil resultere i, at barnet eller den
unge efterfølgende anbringes. Hvilken hjælp og støtte, der
vil være behov for, vil altid afhænge af, hvad undersøgelsen
viser. Dette kan være særligt relevant at holde sig for øje
i de tilfælde, hvor en børnefaglig undersøgelse er iværksat
på grund af fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos
barnet eller den unge. Ligeledes vil undersøgelsen kunne
medvirke til at belyse, om udfordringerne i familien har
sammenhæng til en nedsat fysisk eller psykisk funktionsev-
ne hos en eller begge forældre, og om udfordringerne helt
eller delvist vil kunne imødekommes gennem iværksættelse
af støtte til forældrenes varetagelse af forældrerollen efter
anden lovgivning, eksempelvis i form af personlig og prak-
tisk hjælp, hjælpemidler eller boligindretning efter service-
lovens bestemmelser.
Omvendt vil de kommunale myndigheder ikke skulle afven-
te den børnefaglige undersøgelses gennemførelse, hvis der
er behov for sideløbende støtte, herunder eventuelt anbrin-
gelse. Hvis kommunalbestyrelsen således allerede efter en
indledende screening vurderer, at der er grundlag for en
anbringelse, vil der skulle træffes foreløbig afgørelse om an-
bringelse med samtykke fra forældremyndighedsindehaver
og den unge, der er fyldt 15 år, eller formandsafgørelse,
hvis der er grundlag for det, og et samtykke ikke kan
opnås. Herefter gennemføres en undersøgelsen sideløbende
hermed. Der henvises til kapitel 5 og de foreslåede §§ 46 og
143.
Ligeledes vil pligten til at gennemføre en børnefaglig un-
dersøgelse efter det foreslåede stk. 1, nr. 1, gælde i alle
sager om godkendelse af hjemmetræning efter forslaget til
bestemmelsen i § 85, jf. betingelsen herom i § 85, stk.
3, 1. pkt., idet sager herom altid må antages at være kom-
plekse. Hjemmetræningsbestemmelserne er således målret-
tet børn og unge med betydelig og varigt nedsat funktions-
168
evne, og i sager om godkendelse af hjemmetræning efter §
85, stk. 1, vil kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med
gældende praksis skulle foretage en grundig undersøgelse
af det enkelte barns eller den enkelte unges støttebehov, en
vurdering af den foreslåede træningsmetodes egnethed til at
imødekomme disse behov samt en vurdering af, om foræl-
drene vil være i stand til at udføre opgaverne. Der henvises i
øvrigt til den foreslåede § 85 og bemærkningerne hertil.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 2, vil betyde, at
kommunalbestyrelsen vil skulle iværksætte en børnefaglig
undersøgelse, når et barn eller en ung har været udsat for
overgreb, herunder vold eller seksuelle overgreb, eller hvis
der er mistanke herom.
Formålet med bestemmelsen vil være at beskytte barnet eller
den unge og sikre, at sager, hvor der er mistanke eller viden
om overgreb mod et barn eller en ung, altid bliver grundigt
undersøgt. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med de
foreslåede bestemmelser i § 125 om brug af børnehuse i for-
bindelse med børnefaglig undersøgelse, når et barn eller en
ung har været udsat for overgreb eller ved mistanke herom.
Bestemmelsen vil ikke betyde, at enhver underretning, en
kommune modtager om bekymring for overgreb mod et
barn eller en ung automatisk skal medføre, at der træffes af-
gørelse om at igangsætte en børnefaglig undersøgelse. Kom-
munalbestyrelsen vil skulle behandle en underretning efter
de regler, der vil gælde for behandling af underretninger,
herunder de særlige regler for underretning om overgreb,
screene sagen og på den baggrund vurdere, om betingelserne
for iværksættelse af en børnefaglig undersøgelse efter den
foreslåede § 20, stk. 1, nr. 2, må anses for opfyldt, dvs. om
der er viden eller mistanke om overgreb.
Åbenlyst grundløse eller rent chikanøse underretninger vil
således ikke give anledning til en børnefaglig undersøgel-
se. I sådanne tilfælde vil sagen efter en indledende screening
skulle afsluttes, hvis der ikke i øvrigt er grundlag for be-
kymring for barnet eller den unge.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 3, vil betyde, at
kommunalbestyrelsen vil skulle iværksætte en børnefaglig
undersøgelse, når et barn eller en ung har været på kvinde-
krisecenter, jf. servicelovens § 109, med sin mor eller haft
ophold på et herberg, jf. servicelovens § 110, med sin far
på grund af vold i hjemmet, og den pågældende forælder
afbryder opholdet for et vende tilbage til et voldeligt miljø
med barnet eller den unge. Det vil f.eks. kunne være på
baggrund af en underretning fra krisecentret eller herberget.
Hvis kommunalbestyrelsen på baggrund af en screening el-
ler eventuel afdækning vurderer, at betingelserne i et eller
flere af de oplistede numre 1-3 i bestemmelsen må anses
for opfyldt, vil kommunalbestyrelsen skulle træffe afgørelse
om en børnefaglig undersøgelse. Undersøgelsen vil herefter
skulle gennemføres efter reglerne i den foreslåede § 22.
Det foreslås i stk. 2, at kommunalbestyrelsen endvidere kan
iværksætte en børnefaglig undersøgelse, når kommunalbe-
styrelsen i øvrigt vurderer, at det er nødvendigt af hensyn til
barnets eller den unges støttebehov.
Bestemmelsen vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil have
mulighed for – men ikke pligt til – at iværksætte en børne-
faglig undersøgelse i andre situationer end de i stk. 1, nr.
1-3, oplistede, hvis kommunalbestyrelsen konkret vurderer,
at det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges
støttebehov. Formålet er give kommunalbestyrelsen fleksibi-
litet af hensyn til at sikre den rette belysning af barnets eller
den unges støttebehov.
Børn, unge og deres forældre vil på et hvilket som helst
tidspunkt i et sagsforløb kunne anmode om en børnefaglig
undersøgelse, hvis de mener, at der er behov for yderligere
undersøgelser af barnets behov. Det vil herefter bero på
en kommunal vurdering af sagens forhold, om en sådan
undersøgelse skal igangsættes. Kommunens beslutning om,
at der ikke er behov for en børnefaglig undersøgelse, kan
ikke påklages.
Kommunalbestyrelsen vil skulle iagttage almindelige for-
valtningsretlige proportionalitetshensyn og må således ikke
iværksætte en børnefaglig undersøgelse, hvis en mindre om-
fattende afdækning efter den foreslåede § 19 vurderes at
være tilstrækkeligt.
Det foreslås i stk. 3, at den børnefaglige undersøgelse skal
afsluttes senest 4 måneder efter, at kommunalbestyrelsen
bliver opmærksom på, at et barn eller en ung kan have be-
hov for særlig støtte. Hvis undersøgelsen undtagelsesvis ik-
ke kan afsluttes inden 4 måneder, skal kommunalbestyrelsen
udarbejde en foreløbig vurdering og snarest herefter afslutte
undersøgelsen.
Bestemmelsen viderefører gældende ret uden ændringer.
Bestemmelsen indebærer, at en børnefaglig undersøgelse se-
nest vil skulle afsluttes fire måneder efter, at kommunen bli-
ver opmærksom på behovet for støtte. Uanset fastsættelsen
af fristen på fire måneder vil den børnefaglige undersøgelse
altid skulle gennemføres og afsluttes hurtigst muligt under
hensyn til barnets, den unges eller familiens behov for støt-
te.
Forhold som kommunen ikke har indflydelse på, kan i sær-
lige tilfælde betyde, at undersøgelsen ikke kan afsluttes en-
deligt inden for fire måneder. Det kan eksempelvis være
tilfælde, hvor der er længere ventetid i forbindelse med un-
dersøgelse hos specialister, herunder i forbindelse med en
psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaver,
jf. den foreslåede § 22, stk. 3 og 4.
I disse tilfælde indebærer bestemmelsen, at kommunen skal
foretage en foreløbig vurdering af barnets eller den unges
situation inden for de fire måneder og snarest muligt deref-
ter afslutte den børnefaglige undersøgelse. I sådanne tilfæl-
de kan der være særligt behov for at tage stilling til, om
der skal iværksættes støttende indsatser eller en anbringelse
sideløbende med gennemførelsen af den børnefaglige under-
169
søgelse, eller om den foreløbige vurdering giver anledning
til ændring af iværksat støtte.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.4. samt §§ 18 og19 og 21-23 samt bemærkningerne
hertil.
Til § 21
Det fremgår af servicelovens § 50, stk. 1, at kommunalbe-
styrelsen skal undersøge barnets eller den unges forhold,
hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til sær-
lig støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne. Undersøgelsen, der betegnes i en børnefaglig
undersøgelse, gennemføres så vidt muligt i samarbejde med
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt
15 år. Det fremgår også, at undersøgelsen skal gennemføres
så skånsomt, som forholdene tillader, og må ikke være mere
omfattende, end formålet tilsiger.
Servicelovens § 50, stk. 2-8, fastsætter en række yderligere
krav til indhold og gennemførelse af undersøgelsen, forhold
undersøgelsen skal omfatte, oplysning af sagen, vurdering
af støttebehov, eventuel undersøgelse af søskende og frister
for undersøgelsens afslutning. Servicelovens § 50, stk. 9,
indeholder herudover regler for undersøgelse af vordende
forældre. For nærmere beskrivelse af de gældende regler
om en børnefaglig undersøgelse henvises til de almindelige
bemærkninger, punkt 3.4.1.
Det følger af servicelovens § 50, stk. 8, 1. pkt., at kommu-
nalbestyrelsen i forbindelse med en børnefaglig undersøgel-
se af et barn eller en ung skal vurdere, om der skal foretages
en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien.
Formålet med dette krav er at sikre en tidlig indsats over
for eventuelle andre børn i familien, således at man kan op-
dage og hjælpe børn, som ellers først ville have fået hjælp,
når problemerne havde vokset sig større og mere komplek-
se. Bestemmelsen betyder, at kommunen skal vurdere, om
eventuelle andre børn i familien må antages at trænge til
særlig støtte. Barnets egne oplysninger om andre børn i
familien, der har problemer, skal i den forbindelse tillægges
vægt. Kommunen skal således foretage en børnefaglig un-
dersøgelse af forhold hos andre børn i familien, hvis det
efter en konkret vurdering må antages, at de har behov for
særlig støtte.
Hvis kommunen f.eks. er ved at foretage en undersøgelse
i forhold til et barn, der hovedsageligt har problemer, som
skyldes forhold, der vedrører barnet selv, f.eks. nedsat funk-
tionsevne, vil der ofte ikke umiddelbart være grundlag for,
at der bør foretages en undersøgelse af forhold hos eventu-
elle andre børn i familien, medmindre det vurderes, at bar-
nets forhold direkte eller indirekte påvirker de øvrige børn i
familien negativt. Omvendt vil der ofte være grund til at an-
tage, at der bør gennemføres en undersøgelse af eventuelle
andre børn i familien, hvis et barns problemer f.eks. primært
skyldes forhold i familien, f.eks. forældrenes misbrug eller
psykiske lidelser.
Hvis kommunen efter en konkret vurdering finder, at der
skal gennemføres en undersøgelse efter servicelovens § 50
af eventuelle andre søskendes forhold, skal kommunen træf-
fe en afgørelse herom.
En undersøgelse kan gennemføres som én samlet undersø-
gelse for flere børn i familien, dog således at der tages højde
for børnenes individuelle forhold. Det fremgår af servicelo-
vens § 50, stk. 8, 2. pkt.
Hvis kommunen vurderer, at der bør gennemføres en un-
dersøgelse af flere børn i samme familie, kan kommunen
således vælge at udarbejde én samlet undersøgelse for flere
børn i samme familie, hvis det vurderes hensigtsmæssigt i
den konkrete situation. Der skal i så fald tages højde for
individuelle problemstillinger og behov hos det enkelte barn
eller den enkelte unge i familien, så det sikres, at børnenes
individuelle støttebehov bliver udredt og afdækket i det om-
fang, det er nødvendigt. Der bør således være en klar beskri-
velse af individuelle forhold for det enkelte barn, da f.eks.
en familiemæssig situation kan påvirke børn forskelligt. Der
er tale om en selvstændig afgørelse om at igangsætte en
børnefaglig undersøgelse for hvert barn i familien.
Der er ikke i servicelovens § 50 om børnefaglig undersøgel-
se eller i anden lovgivning fastsat regler om, hvordan kom-
munen skal sikre stabilitet og kontinuitet i sagsbehandlingen
i forbindelse med den børnefaglige undersøgelse. Der er
herunder ikke fastsat krav til deltagelse af flere sagsbehand-
lere i væsentlige møder med barnet eller den unge.
Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen i forbindelse
med en børnefaglig undersøgelse af et barn eller en ung skal
vurdere, om der skal foretages en børnefaglig undersøgelse
af eventuelle andre børn eller unge i familien.
Den foreslåede bestemmelse vil svare til, hvad der efter
servicelovens § 50, stk. 7, gælder ved en børnefaglig under-
søgelse, med de ændringer, der vil følge af, at den børnefag-
lige undersøgelse fremover foreslås erstattet af afdækning
og børnefaglig undersøgelse, jf. §§ 19 og 20.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunen vil
skulle vurdere, om eventuelle andre børn eller unge i fa-
milien må antages at trænge til støtte efter denne lov. Bar-
nets egne oplysninger om andre børn eller unge i familien,
der har problemer, vil i den forbindelse skulle tillægges
vægt. Kommunen vil således skulle foretage en børnefaglig
undersøgelse af andre børn eller unge i familien, hvis det
efter en konkret vurdering må antages, at de har behov for
støtte.
Hvis kommunen f.eks. er ved at foretage en undersøgelse
i forhold til et barn, der hovedsageligt har problemer, som
skyldes forhold, der vedrører barnet selv, f.eks. nedsat funk-
tionsevne, vil der ofte ikke umiddelbart være grundlag for,
at der bør foretages en undersøgelse af eventuelle andre
børn i familien, medmindre det vurderes, at barnets forhold
direkte eller indirekte påvirker de øvrige børn eller unge i
familien negativt.
170
Omvendt vil der ofte være grund til at antage, at der bør
gennemføres en undersøgelse af eventuelle andre børn eller
unge i familien, hvis et barns problemer f.eks. primært skyl-
des forhold i familien, f.eks. forældrenes misbrug.
Hvis kommunen efter en konkret vurdering finder, at der
skal gennemføres en børnefaglig undersøgelse af eventuelle
andre søskendes støttebehov, vil kommunen skulle træffe en
selvstændig afgørelse herom.
Bestemmelsen vil dog ikke gælde de sager, der vil være
omfattet af det foreslåede stk. 2 nedenfor, hvor der som
udgangspunkt altid vil skulle iværksættes en børnefaglig
undersøgelse.
Det foreslås i stk. 2, at anbringes et barn eller en ung uden
for hjemmet, og anbringelsen er begrundet i utilstrækkelig
omsorg for eller behandling af barnet eller den unge eller
overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for,
skal kommunalbestyrelsen iværksætte en børnefaglig under-
søgelse af eventuelle søskende i husstanden under 15 år, jf.
dog stk. 3.
Den foreslåede ordning vil betyde, at hvis et barn eller en
ung anbringes uden for hjemmet på grund af eksempelvis
omsorgssvigt, vil kommunen have pligt til at iværksætte en
børnefaglig undersøgelse af eventuelle hel-, halv- og sted-
søskende i hustanden, som er under 15 år.
Ved utilstrækkelig omsorg for barnet eller den unge skal for-
stås, at forældrene ikke formår at give barnet eller den unge
den tilstrækkelig omsorg, herunder med eventuelt relevant
hjælp og støtte. Årsagen hertil vil f.eks. kunne være mang-
lende forældrekompetencer, alvorligt misbrug eller krimina-
litet hos forældrene, højt konfliktniveau eller vold i hjemmet
eller anden bekymrende adfærd hos forældrene, som bety-
der, at forældrene ikke formår at give barnet eller den unge
den omsorg og tryghed, som barnet eller den unge har brug
for. Hvis en samlever til forældremyndighedsindehaveren
eller andre udsætter barnet for overgreb, vil dette være at
betragte som utilstrækkelig omsorg fra forældremyndigheds-
indehaverens side, hvis denne ikke har søgt at beskytte bar-
net.
Ved utilstrækkelig behandling af barnet eller den unge skal
forstås, at forældrene hindrer, at barnet eller den unge får
nødvendig lægelige eller anden behandling
Ved overgreb skal forstås fysisk eller psykisk vold eller sek-
suelle overgreb, som barnet eller den unge har været udsat
for af forældremyndighedsindehaveren eller andre.
Bestemmelsen vil finde anvendelse, uanset om barnet eller
den unge er anbragt med eller uden samtykke efter de fore-
slåede bestemmelser i §§ 46 eller 47.
At anbringelsen vil skulle være begrundet i utilstrækkelig
omsorg for eller behandling af barnet eller den unge, eller
overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for, vil
betyde, at det helt eller i overvejende grad er forhold hos
forældrene, som anbringelsen er begrundet i, også selvom
der vil kunne være forhold hos barnet eller den unge, der og-
så tillægges vægt i vurderingen. Hvor anbringelsen helt eller
i overvejende grad er begrundet i barnets eller den unges
forhold, f.eks. alvorlig selvskade, udadreagerende adfærd,
kriminalitet eller betydelig og varigt nedsat funktionsevne,
vil bestemmelsen ikke finde anvendelse.
Undersøgelsen vil skulle iværksættes med henblik på at vur-
dere, om der er søskende i hustanden under 15 år, der også
har behov for en indsats, og hvad den i givet fald skal bestå
i.
Det foreslås i stk. 3, at kommunalbestyrelsen i særlige tilfæl-
de vil kunne tilfælde undlade at iværksætte en børnefaglig
undersøgelse efter stk. 2, hvis det er åbenlyst, at der ikke er
behov herfor.
Den foreslåede ordning vil indebære, at selvom det klare
udgangspunkt vil være, at der altid vil skulle iværksættes en
børnefaglig undersøgelse af hjemmeboende søskende under
15 år i disse sager, så vil kommunen undtagelsesvist kunne
undlade det, hvis det er åbenlyst, at den eller de pågældende
søskende trives og ikke har behov for støtte. Kommunen
vil skulle tage aktivt stilling og begrunde sin beslutning, og
begrundelsen vil skulle noteres på sagen.
For søskende over 15 år vil kommunalbestyrelsen ligesom i
dag skulle foretage en konkret vurdering af, om der er behov
for at undersøge deres forhold, jf. den foreslåede § 18, stk.
1, ovenfor. Afgrænsningen vil her være begrundet i, at unge
over 15 år har en alder, der som udgangspunkt vil betyde, at
de lettere selv kan bede om hjælp, hvis de har brug for det.
Det foreslås videre i stk. 4, at en børnefaglig undersøgelse
kan gennemføres som én samlet undersøgelse for flere børn
og unge i familien, dog således at der tages højde for børne-
nes individuelle forhold.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kommunen vil
kunne beslutte at gennemføre den børnefaglige undersøgel-
se for flere eller alle børn og unge i en familie som én
samlet undersøgelse, frem for at gennemføre børnefaglige
undersøgelser af hvert enkelt barn eller ung. Bestemmelsen
indebærer samtidigt, at kommunen, hvis der gennemføres én
samlet børnefaglig undersøgelse, der omfatter flere børn og
unge i familien, skal den samlede undersøgelse tage højde
for de enkelte børn og unges individuelle forhold, således
at særlige udfordringer og trivselsmæssige forhold for det
enkelte barn eller den enkelte unge fremgår af den børnefag-
lige undersøgelse.
Det foreslås som noget nyt i stk. 5, at kommunen i sager,
hvor der ikke tidligere er iværksat støttende indsatser eller
en anbringelse, jf. §§ 32, 46 eller 47, under en børnefaglig
undersøgelse skal sikre kontinuitet og stabilitet for barnet
eller den unge ved, at væsentlige møder med barnet eller
den unge som udgangspunkt afholdes med deltagelse af to
børne- og ungerådgivere.
171
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kommunen i
alle sager, hvor der ikke allerede er iværksat en støttende
indsats eller en anbringelse, vil skulle sikre, at de væsentlig-
ste møder med barnet eller den unge i forbindelse med en
børnefaglig undersøgelse som udgangspunkt afholdes med
deltagelse af to børne- og ungerådgivere. Bestemmelsen vil
ikke indebære, at der skal deltage to børne- og ungerådgive-
re i forbindelse med hele undersøgelsen, men betyder, at de
væsentligste møder med barnet, herunder samtaler og møder
med barnet eller den unge om barnets ønsker og behov eller
samtaler med barnet eller den unge om valg af indsats, der
skal imødekomme barnets eller den unges behov, som ud-
gangspunkt vil skulle planlægges og afholdes med deltagel-
se af to børne- og ungerådgivere. Kravet om deltagelse af to
børne- og ungerådgivere vil gælde, indtil den børnefaglige
undersøgelse er afsluttet, jf. dog den foreslåede § 156, stk. 6
om møder som led i det personrettede tilsyn med barnet eller
den unge anbragt uden for hjemmet.
Der vil kunne opstå situationer, hvor uforudsete hindringer
som f.eks. fravær ved sygdom kan indebære, at kravet om
to børne- og ungerådgivere kan fraviges af hensyn til barnet
eller den unge, så kravet ikke medfører, at sagsbehandlingen
og nødvendige samtaler med barnet eller den unge og afgø-
relser ikke forsinkes som følge af kravet om deltagelse af to
rådgivere.
Det foreslåede stk. 5 vil have til formål at styrke barnets
eller den unges tryghed, stabilitet og kontinuitet i møder
med kommunen. Det skal ske ved at sikre, at barnet eller
den unge både kender sin primære børne- og ungerådgiver
og en anden rådgiver, der kan træde til i forbindelse med
sygdom, ferie, barsel m.v. hos barnets primære børne- og
ungerådgiver.
Ved børne- og ungerådgiver forstås f.eks. en socialrådgiver
eller anden person, der varetager myndighedsopgaver i for-
bindelse med børnefaglige undersøgelser og afgørelser om
støttende indsatser, handicapkompenserende støtte, anbrin-
gelse mv. på børne- og ungeområdet i den enkelte kommu-
ne.
Den foreslåede § 21 skal ses i tæt sammenhæng med de
foreslåede §§ 18-20 og 22. Der henvises til de almindelige
bemærkninger, punkt 3.4.3. og bemærkningerne til §§ 18-20
og 22.
Den foreslåede § 21 skal endvidere ses i tæt sammenhæng
med den foreslåede § 51, stk. 3, om et ’følg-og-forklar
princip’ i sager om anbringelse uden samtykke på grund
af omsorgssvigt m.v., hvor der er hjemmeboende søskende
under 15 år.
Endelig skal den foreslåede § 21 ses i sammenhæng med
den foreslåede § 77, stk. 2, om en obligatorisk plan for støtte
til forældre i sager, hvor et eller flere børn er anbragt uden
samtykke pga. omsorgssvigt m.v., og hvor der er hjemmebo-
ende søskende og dermed flere børn i familien, der potenti-
elt er i en sårbar position. Der henvises til de almindelige
bemærkninger, punkt 3.15. og bemærkningerne til § 77.
Til § 22
Det fremgår af § 50, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbe-
styrelsen skal undersøge barnets eller den unges forhold,
hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig
støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funk-
tionsevne. Undersøgelsen, der betegnes som en børnefaglig
undersøgelse, gennemføres så vidt muligt i samarbejde med
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt
15 år. Undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt, som
forholdene tillader, og må ikke være mere omfattende, end
formålet tilsiger, jf. servicelovens § 50, stk. 1, 3. pkt.
§ 50 i serviceloven omfatter afdækning af støttebehovet for-
ud for iværksættelse af støtteforanstaltninger efter servicelo-
vens § 52 samt forud for godkendelse af hjemmetræning
efter servicelovens § 32 a. Iværksættelse af forebyggende
indsatser efter servicelovens § 11 eller handicapkompense-
rende støtte til børn og unge med betydelig og varigt ned-
sat funktionsevne eller indgribende kroniske eller langvarig
lidelse efter serviceloven forudsætter derimod ikke gennem-
førelse af en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens §
50.
Afgørelsen om at udarbejde en undersøgelse af barnets eller
den unges forhold skal så vidt muligt gennemføres i sam-
arbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge,
når denne er fyldt 15 år. Familien, og i særlig grad forældre-
myndighedsindehaveren, kan opfatte kommunens ønske om
at gennemføre en børnefaglig undersøgelse i forhold til et
eller flere børn i familien meget forskelligt. Nogle forældre
vil f.eks. selv have gjort kommunen opmærksom på barnets,
den unges eller familiens udfordringer og bakke fuldt op
omkring en sådan undersøgelse, mens undersøgelsen for an-
dre forældre i større eller mindre grad opleves som et udtryk
for mistillid, indblanding i familiens private forhold, unødig
kontrol m.v.
For at sikre det bedst mulige udbytte af undersøgelsen og
et godt grundlag for de fremtidige samarbejdsrelationer mel-
lem familien og kommunen skal udgangspunktet for den
børnefaglige undersøgelse altid være, at kommunen aktivt
skal søge at opnå dialog og samarbejde med forældrene om
undersøgelsen. Kommunen skal således altid søge at opnå
forældremyndighedsindehavers accept af undersøgelsen og
undersøgelsens formål, selvom der ikke er tale om et formelt
samtykkekrav. Det gælder også i forhold til unge, der er
fyldt 15 år.
I særlige tilfælde vil det ikke være muligt at indlede et po-
sitivt samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og
den unge, der er fyldt 15 år, ligesom der kan være tilfælde,
hvor det vil være særligt besværligt eller meget tidskræven-
de. Det kan f.eks. være, hvis den ene af forældremyndig-
hedsindehavernes bopæl ikke er kendt, og vedkommende
ikke har kontakt med barnet, eller hvis forældremyndigheds-
172
indehaver afviser eller ikke besvarer kommunens forsøg på
dialog. I sådanne tilfælde kan kommunen gennemføre den
børnefaglige undersøgelse på trods af det helt eller delvist
manglende samarbejde med forældremyndighedsindehaver
og den unge, der er fyldt 15 år. Formålet er at forhindre,
at sådanne situationer bliver en barriere for at få undersøgt
barnets eller den unges forhold og dermed for at give barnet
eller den unge den nødvendige støtte, jf. Folketingstidende
2009-10, tillæg A, L 178, s. 44.
§ 50, stk. 2-8, i erviceloven fastsætter en række yderligere
krav til indhold og gennemførelse af undersøgelsen, inddra-
gelse af fagpersoner med viden om barnets, den unges eller
familiens forhold undersøgelsen skal omfatte, oplysning af
sagen, vurdering af støttebehov, eventuel undersøgelse af
søskende og frister for undersøgelsen afslutning. Servicelo-
vens § 50, stk. 9, indeholder herudover regler for undersø-
gelse af vordende forældre. For nærmere beskrivelse af de
gældende regler om en børnefaglig undersøgelse henvises til
de almindelige bemærkninger, punkt 3.4.1.
Det foreslås i stk. 1, at fastslå, at en børnefaglig undersøgel-
se skal tilrettelægges ud fra en helhedsbetragtning og skal
afdække udfordringer og ressourcer hos barnet, den unge,
familien og netværket. Det foreslås videre, at kommunalbe-
styrelsen som led i undersøgelsen skal inddrage de fagfolk,
der allerede har viden om barnets eller den unges og famili-
ens forhold.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbesty-
relsen vil skulle tilrettelægge undersøgelsen, så den kommer
hele vejen rundt om barnets, den unges og familiens situa-
tion med henblik på at belyse, hvilke udfordringer der skal
afhjælpes, og hvilke ressourcer der er til stede, og som skal
understøttes og bringes i spil, med inddragelse af de fagper-
soner, der er omkring barnet, den unge eller familien.
Relevante forhold at belyse vil efter omstændighederne kun-
ne være udvikling, trivsel og adfærd, familieforhold, skole-
forhold, sundhedsforhold, fritidsforhold og venskaber m.v.
Det er i den forbindelse vigtigt, at kommunen er opmærk-
som på eventuel fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse
hos barnet, den unge eller familien, herunder på om udfor-
dringerne helt eller delvist vil kunne imødekommes gennem
iværksættelse af støtte til forældrenes varetagelse af foræl-
drerollen efter anden lovgivning, eksempelvis i form af per-
sonlig og praktisk hjælp, hjælpemidler eller boligindretning
efter servicelovens bestemmelser.
Det er i denne sammenhæng ligeledes væsentligt, at kom-
munen er opmærksom på, at nogle bekymringstegn hos bar-
net eller den unge som eksempelvis skolevægring, social
isolation eller udadreagerende adfærd enten kan være tegn
på, at der er sociale udfordringer i hjemmet, tegn på udfor-
dringer i eksempelvis dag- eller skoletilbud eller tegn på,
at barnet eller den unge har en psykisk funktionsnedsættel-
se. Sådanne tegn på mistrivsel bør således give anledning
til overvejelser om, hvorvidt der er behov for at afdække
grundlaget for adfærden, herunder afdække om adfærden
skyldes eksempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse som
autisme eller ADHD.
Det vil afhænge af kommunens konkrete vurdering i den
enkelte sag, hvilke forhold der er behov for at afdække for
at sikre en tilstrækkelig undersøgelse af barnets eller den
unges støttebehov. I sager vedrørende godkendelse af hjem-
metræning efter den foreslåede § 85 vil den børnefaglige
undersøgelse dog skulle sikre en grundig belysning af bar-
nets eller den unges funktionsnedsættelse, behov og trivsel,
forældrenes ressourcer og familiens samlede situation.
Kommunalbestyrelsen skal som led i den børnefaglige un-
dersøgelse sørge for at oplyse sagen og skal herunder ind-
drage de fagfolk, som allerede har viden om barnets, den
unges og familiens forhold. Kommunen vil således skulle
inddrage f.eks. sundhedsplejersker, pædagoger, psykologer,
lærere, SSP-medarbejdere eller andre fagfolk, der har rele-
vant viden om barnet, den unge og familien. Det vil efter
omstændighederne kunne være relevant at indhente særlig
faglig viden, eksempelvis hvis der er tale om et barn eller
en ung med alvorlige traumer, spiseforstyrrelser eller anden
selvskadende adfærd, eller sager hvor barnet, den unge eller
én af forældrene har en funktionsnedsættelse, og der kan
være behov for at indhente specialiseret viden herom. I
forhold til de mest sjældent forekommende specialiserede
og komplicerede enkeltsager om hjælp og støtte til børn og
unge, vil kommunen videre kunne få bistand til udredning
fra Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation
(VISO), der ligeledes yder vejledende specialrådgivning til
kommunerne. Der henvises til de foreslåede §§ 165 og 166
og bemærkningerne hertil.
Den børnefaglige undersøgelse vil altid skulle gennemføres
og afsluttes hurtigst muligt under hensyn til barnets, den
unges eller de kommende forældres behov for støtte.
Det foreslås videre i stk. 2, at den børnefaglige undersøgelse
så vidt muligt skal gennemføres i samarbejde med forældre-
myndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at udgangspunktet
for gennemførelsen af den børnefaglige undersøgelse vil
være, at kommunalbestyrelsen aktivt vil skulle søge at opnå
dialog og samarbejde med forældremyndighedsindehaver og
den unge, der er fyldt 15 år om undersøgelsen.
Bestemmelsen indebærer, at den gældende retstilstand fore-
slås videreført uændret. Kommunen vil dermed også frem-
adrettet altid skulle søge at opnå forældremyndighedsinde-
havers accept af den børnefaglige undersøgelse og dennes
formål, selvom der ikke er tale om et formelt samtykke-
krav. Det samme vil gælde i forhold til unge, der er fyldt 15
år.
Årsagen til, at det ikke foreslås at stille et formelt samtykke-
krav fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er
fyldt 15 år, er for at forhindre, at situationer, hvor det af den
ene eller anden årsag ikke vil være muligt at indlede et sam-
arbejde med forældremyndighedsindehaver og den unge, der
173
er fyldt 15 år, vil blive en barriere for at få undersøgt barnets
eller den unges forhold og dermed for at sikre barnet eller
den unge den nødvendige støtte. Bestemmelsen skal også
ses i sammenhæng med reglerne i retssikkerhedslovens §
11 c om adgang til at indhente oplysninger til brug for en
børnefaglig undersøgelse uden samtykke.
Kommunen bør dog, uanset modviljen hos forældremyndig-
hedsindehaver og/eller den unge, der er fyldt 15 år, skulle
søge at samarbejde med disse personer om undersøgelsen i
det omfang, det er muligt.
Det vil være vigtigt, at kommunalbestyrelsen så vidt muligt
sørger for en god inddragelse af barnet, den unge og foræl-
drene i den børnefaglige undersøgelse. Det gælder uanset
barnets alder, jf. de foreslåede bestemmelser i § 5, stk. 2 og
3. Det gælder både af hensyn til at sikre, at barnets eller den
unges og forældrenes viden og holdninger til sagen bliver
afspejlet og for at understøtte medejerskab til undersøgelse
og indsatser. Der henvises til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.3. og 3.4. samt bemærkningerne til § 5.
Kommunalbestyrelsen vil dog – ligesom det i dag er til-
fældet ved en børnefaglig undersøgelse – have mulighed
for at gennemføre den børnefaglige undersøgelse i de særli-
ge tilfælde, hvor det ikke er muligt at indlede et positivt
samarbejde med forældremyndighedsindehaver eller den un-
ge. Der vil f.eks. kunne være tilfælde, hvor det på grund af
psykisk funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge kan
være overordentligt vanskeligt eller umuligt at opnå samar-
bejde om den børnefaglige undersøgelse med barnet eller
den unge selv. I sådanne tilfælde vil samarbejdet skulle fore-
gå med forældremyndighedsindehaver. Der vil også kunne
være tilfælde, hvor det ikke er muligt at opnå et positiv sam-
arbejde med forældremyndighedsindehaver, f.eks. hvis den
pågældende har meget stor modstand mod den børnefaglige
undersøgelse eller afviser kommunens forsøg på dialog.
Kommunalbestyrelsen vil endvidere – ligesom det i dag
er tilfældet ved en børnefaglig undersøgelse – have mulig-
hed for at gennemføre den børnefaglige undersøgelse i de
tilfælde, hvor det vil være særligt besværligt eller meget
tidskrævende at opnå et positivt samarbejde med barnet eller
den unge og forældrene. Det vil f.eks. kunne være, hvis den
ene af forældremyndighedsindehavers bopæl ikke er kendt
af myndighederne, og vedkommende ikke har kontakt med
barnet eller den unge, eller hvis forældremyndighedsindeha-
ver eller den unge afviser eller ikke besvarer kommunalbe-
styrelsens forsøg på dialog.
Den børnefaglige undersøgelse vil skulle gennemføres så
skånsomt, som forholdene tillader, og må ikke være mere
omfattende, end formålet tilsiger.
Det foreslås i stk. 3 at fastslå, at hvis det er nødvendigt, skal
kommunalbestyrelsen lade barnet eller den unge undersøge
af en læge eller en autoriseret psykolog.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunen lige-
som i dag vil have pligt til at lade barnet eller den unge
undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog som led
i den børnefaglige undersøgelse, hvis det er nødvendigt. Det
kan eksempelvis være nødvendigt i de tilfælde, hvor der
er tvivl om, hvorvidt årsagen til barnets eller den unges
konkrete udfordringer skyldes fysisk eller psykisk sygdom,
som ikke allerede er belyst gennem lægelige undersøgelser
mv.
Det foreslås i stk. 4, at hvis kommunen iværksætter en
psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaver,
skal undersøgelsen foretages af en autoriseret psykolog.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at hvis kommunen
vurderer, at der som led i en børnefaglig undersøgelse er
behov for at iværksætte en psykologisk undersøgelse af for-
ældremyndighedsindehaver for at belyse deres kompetencer
til at drage omsorg for barnet, vil undersøgelsen skulle fore-
tages af en autoriseret psykolog, der er underlagt Psykolog-
nævnets tilsyn og tilsynsforanstaltninger og de særlige plig-
ter for autoriserede psykologer, som følger af lovbekendtgø-
relse nr. 1534 af bekendtgørelse af lov om psykologer m.v.
(psykologloven).
Kommunen vil således ligesom i dag have mulighed for at
iværksætte en psykologisk undersøgelse af forældremyndig-
hedsindehaver som led i den børnefaglige undersøgelse, hvis
kommunen vurderer, at det er nødvendigt, og vil så i givet
fald ligesom i dag være forpligtet til at anvende i autoriseret
psykolog.
En sådan psykologisk undersøgelse vil så vidt muligt skulle
gennemføres i samarbejde med forældremyndighedsindeha-
ver og evt. med deltagelse af barnet eller den unge. Kommu-
nalbestyrelsen vil skulle tilrettelægge behandlingen af sager-
ne, herunder iværksættelsen af undersøgelsen, på en sådan
måde, at de pågældende har mulighed for at medvirke, jf.
§ 4 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område.
Det vil ligesom i dag være op til kommunen at vurdere, om
der er behov for en psykologisk undersøgelse af forældrene.
Det foreslås i stk. 5., at den børnefaglige undersøgelse skal
resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag
for at iværksætte støtte efter, jf. §§ 32, 46 eller 47, og i givet
fald hvilken. Er der iværksat støtte sideløbende med, at den
børnefaglige undersøgelse gennemføres, jf. § 32, stk. 4, §
46, stk. 3, eller § 143, skal der desuden tages stilling til, om
denne støtte skal videreføres, ændres eller ophøre. Det fore-
slås videre, at den børnefaglige undersøgelse skal indeholde
oplysninger om, hvordan forældremyndighedsindehaver og
barnet eller den unge stiller sig til støtten, og om de forhold
i familien eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at
afhjælpe vanskelighederne.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 5, 1. pkt., vil svare til,
hvad der i dag gælder ved en børnefaglig undersøgelse, jf.
servicelovens § 50, stk. 6, 1. pkt.
Den foreslåede bestemmelse vil fastsætte krav til kommu-
174
nens redegørelse for undersøgelsens resultater. Bestemmel-
sen vil betyde, at kommunen på baggrund af de oplysninger
og faglige vurderinger, der er tilvejebragt som led i undersø-
gelsen, vil skulle sammenfatte og redegøre for undersøgel-
sens konklusioner, herunder, om der er behov for støtte, og
hvori støttebehovet i givet fald består.
Viser den børnefaglige undersøgelse således, at der er behov
for at iværksætte hjælp eller støtte efter denne lov, vil der
på baggrund af den viden om barnet eller den unge, familien
og omgivelserne, som er opsamlet gennem undersøgelsen,
skulle gøres rede for, hvilken støtte i form af indsatser eller
anbringelse efter de foreslåede §§ 32, 46 eller 47 der må
anses for at være den eller de bedste i det foreliggende
tilfælde.
Det foreslås videre i stk. 5, 2. pkt., at hvis der er iværksat
støtte sideløbende med, at den børnefaglige undersøgelse
gennemføres, jf. § 32, stk. 4, § 46, stk. 3, eller § 143, vil
der skulle tages stilling til, om denne støtte skal videreføres,
ændres eller ophøre.
Den foreslåede bestemmelse vil svare til, hvad der i dag
gælder ved en børnefaglig undersøgelse, jf. servicelovens §
50, stk. 6, 2. pkt.
Bestemmelsen vil betyde, at der i forbindelse med, at der
skal tages stilling til, hvilken støtte der skal iværksættes i
forhold til barnet eller den unge, jf. det foreslåede 1. pkt.,
også vil skulle tages stilling til, om foreløbig eller akut
støtte, der er iværksat sideløbende med gennemførelsen af
den børnefaglige undersøgelse, skal videreføres.
Formålet er at sikre dels, at iværksat foreløbig eller akut
støtte ikke automatisk videreføres, uden at der foretages en
vurdering af, om den umiddelbare vurdering af barnets be-
hov for støtte bakkes op af resultaterne af den børnefaglige
undersøgelse. Dels at der i beslutningen om, hvilken konkret
støtte der skal iværksættes, tages højde for, at barnet eller
den unge allerede er inde i et støtteforløb, som det kan
være hensigtsmæssigt at fortsætte, hvis det fortsat vurderes
at opfylde barnets eller den unges behov.
Det foreslås i stk. 5, 3. pkt., at den børnefaglige undersøgel-
se skal indeholde oplysninger om, hvordan forældremyndig-
hedsindehaver og barnet eller den unge stiller sig til støtten,
og om de forhold i familien eller i dennes omgivelser, som
kan bidrage til at afhjælpe vanskelighederne.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at barnets, den un-
ges og forældremyndighedsindehavers holdning til den an-
befalede indsats vil skulle fremgå af indstillingen. Det vil
skulle bidrage til at sikre, at indstillingen så vidt muligt vil
ske på baggrund af grundig inddragelse af de pågældende,
og at det vil være klart for familien, hvilken indsats der
lægges op til, hvorfor og hvad eventuelt samtykke til en
sådan indsats vil indebære.
Den foreslåede § 22 vil skulle ses i tæt sammenhæng med
de foreslåede §§ 18-21 og 23. Der henvises til de alminde-
lige bemærkninger, punkt 3.4. og bemærkningerne til §§
18-21 og 23.
Til § 23
Efter § 51, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven kan børn og un-
ge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedsindeha-
veren og den unge, der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre
undersøgelsen under ophold på en institution eller indlæg-
gelse på sygehus, herunder psykiatrisk afdeling, når det må
anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko
for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller
udvikling.
Bestemmelsen sigter især på de situationer, hvor der endnu
ikke er grundlag for at fastslå, at en anbringelse er nødven-
dig, men hvor det findes absolut nødvendigt at få afklaret
dette.
Bestemmelsen vedrører således ikke situationer, hvor barnet
eller den unge allerede er anbragt, eller hvor der er grund-
lag for en anbringelse, jf. Ankestyrelsens Principmeddelelse
21-20 om undersøgelse med tvang - afklaring nødvendig
- anbringelsesgrundlag - sagen tilstrækkeligt oplyst. Heraf
fremgår, at hvis kommunen allerede har tilstrækkelige op-
lysninger til at vurdere, at der er en åbenbar risiko for alvor-
lig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling,
kan kommunen ikke anvende reglerne om undersøgelse af
barnet eller den unge uden samtykke i servicelovens § 51,
stk. 1. I den situation skal kommunen forelægge sagen for
børn og unge-udvalget, som skal tage stilling til anbringelse
uden for hjemmet.
Det fremgår videre af principmeddelelsen, at når et barn
eller en ung er anbragt, og hvis kommunen vurderer, at
der er behov for en nærmere undersøgelse af barnet, for ek-
sempel for at afdække et behandlingsbehov, kan kommunen
gennemføre en sådan undersøgelse uden at forelægge sagen
for børn og unge-udvalget. Kommunen træffer en sådan
afgørelse efter reglerne om forhold under anbringelsen, jf.
servicelovens 69, stk. 1.
Det fremgår videre af principmeddelelsen, at når et barn
eller en ung er anbragt, og hvis kommunen vurderer, at
der er behov for en nærmere undersøgelse af barnet, for ek-
sempel for at afdække et behandlingsbehov, kan kommunen
gennemføre en sådan undersøgelse uden at forelægge sagen
for børn og unge-udvalget. Kommunen træffer en sådan
afgørelse efter reglerne om forhold under anbringelsen, jf.
servicelovens 69, stk. 1.
Undersøgelsen efter § 51, stk. 1, i serviceloven kan bl.a.
ske ved indlæggelse på psykiatrisk afdeling. I den situation
forudsættes undersøgelsen at skulle ske på en børne- eller
ungdomspsykiatrisk afdeling. Indlæggelse til undersøgelse
på sygehus forudsætter tilslutning fra afdelingens overlæ-
ge. Kravet om denne tilslutning fremgår ikke direkte af
bestemmelsen, men en sådan tilslutning skal i almindelighed
foreligge forud for en indlæggelse.
175
Ifølge lovbekendtgørelse nr. 185 af 1. februar 2022 af be-
kendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien
m.v. er børn tillagt selvstændige rettigheder. Modsætter et
barn eller en ung, der er omfattet af denne lovs særlige
retssikkerhedsgarantier, sig en indlæggelse på psykiatrisk
afdeling, må kommunen følge den fremgangsmåde, der er
fastsat i denne lov.
Efter § 51, stk. 1, nr. 2, i serviceloven skal en sådan under-
søgelse være afsluttet inden 2 måneder efter børn og unge-
udvalgets afgørelse.
Bestemmelsen betyder, at undersøgelsen skal være afsluttet
inden 2 måneder regnet fra børn og unge-udvalgets afgørel-
se om gennemførelsen af undersøgelsen.
I de tilfælde, hvor Ankestyrelsen efter § 168, stk. 3, i ser-
vicelovens giver en anke over en afgørelse om gennemførel-
se af en tvangsmæssig undersøgelse opsættende virkning,
løber 2-måneders fristen fra Ankestyrelsens afgørelse om
gennemførelse af undersøgelsen.
Når undersøgelsen er afsluttet, skal barnet eller den unge
sendes hjem til forældrene. Bestemmelsen giver således ikke
adgang til at beholde barnet eller den unge på undersøgel-
sesstedet, mens de sociale myndigheder udarbejder deres
redegørelse om undersøgelsens resultater.
Det fremgår af § 51, stk. 2, i serviceloven, at børn og
unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedsinde-
haveren og den unge, der er fyldt 15 år, kan beslutte at
gennemføre undersøgelsen ved benyttelse af det børnehus,
som kommunen er tilknyttet, jf. servicelovens § 50 a, når det
må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar
risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed
eller udvikling.
Bestemmelsen tager sigte på de situationer, hvor forældre-
myndighedsindehaveren modsætter sig at lade barnet eller
den unge medtage i et børnehus til undersøgelse af barnet
eller den unge på baggrund af viden eller mistanke om, at
barnet eller den unge har været udsat for overgreb. Dette kan
eksempelvis være tilfældet i sager, hvor der er viden eller
mistanke om, at barnet eller den unge har udsat for overgreb
fra forældremyndighedsindehaverens side.
Afgørelse herom kan kun træffes, når det må anses for nød-
vendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig
skade på et barns eller en ungs sundhed og udvikling. Dette
kriterium forudsætter for det første, at medtagelsen af barnet
i børnehuset skal være nødvendigt for at kunne vurdere
sagen, dvs. at det ikke har været muligt for kommunen at til-
vejebringe de oplysninger, som ønskes tilvejebragt på anden
vis. Kriteriet indebærer for det andet, at kommunalbestyrel-
sen skal have en begrundet mistanke om, at der er åbenbar
risiko for alvorlig skade af en vis karakter på barnet eller
den unge, fordi barnet eller den unge er udsat for overgreb.
Kommunalbestyrelsen bør i disse tilfælde endvidere forhol-
de sig til, om det mest hensigtsmæssige i den konkrete sag
vil være at træffe afgørelse om akut anbringelse af barnet
eller den unge uden for hjemmet, såfremt det vurderes, at
der er grundlag herfor.
Det fremgår af § 51, stk. 3, i serviceloven at en afgørelse
efter servicelovens § 51, stk. 1 og 2, kan træffes foreløbigt
efter reglerne i servicelovens § 75, når betingelserne herfor
er opfyldt.
Bestemmelsen betyder, at hvis behovet for at kunne iværk-
sætte en undersøgelse så akut, at der må handles hurtigt af
hensyn til barnet eller den unge, kan afgørelsen om iværk-
sættelse af en tvangsmæssig undersøgelse under ophold på
en døgninstitution eller hospital m.v. eller ved anvendelse
af et børnehus træffes efter reglerne om foreløbige afgørelse
(’formandsafgørelse’) efter servicelovens § 75. I dette tilfæl-
de regnes 2-måneders-fristen fra formandens afgørelse.
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 1, at anses det for nød-
vendigt for at vurdere, om der er åbenbar risiko for alvorlig
skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, kan
børne- og ungeudvalget uden samtykke fra forældremyndig-
hedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, beslutte at
gennemføre en børnefaglig undersøgelse under ophold på
en institution eller indlæggelse på et sygehus, herunder psy-
kiatrisk afdeling. En sådan undersøgelse skal være afsluttet
inden 2 måneder efter børne- og ungeudvalgets afgørelse.
Med forslaget til stk. 1, 1. pkt., kan børne- og ungeudval-
get uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den
unge, der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre en børnefag-
lig undersøgelse under ophold på en institution eller indlæg-
gelse på sygehus, herunder psykiatrisk afdeling, når det må
anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko
for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller
udvikling.
Den foreslåede bestemmelse vil således videreføre indholdet
i servicelovens § 51, stk. 1, 1. pkt..
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at i de tilfælde,
hvor forholdene anses for så alvorlige, at en børnefaglig
undersøgelse må anses nødvendig for at afgøre, om der er
åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges
sundhed eller udvikling, vil børne- og ungeudvalget kunne
beslutte at gennemføre en undersøgelse under ophold på
institution eller ved at indlægge barnet eller den unge på
sygehus. Dette vil ligeledes kunne gøres uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaver eller den unge, der er fyldt 15
år.
Undersøgelsen vil bl.a. kunne ske ved indlæggelse på psy-
kiatrisk afdeling. I den situation forudsættes undersøgelsen
at skulle ske på en børne- eller ungdomspsykiatrisk afde-
ling. Indlæggelse til børnefaglig undersøgelse på sygehus
forudsætter tilslutning fra afdelingens overlæge. Kravet om
denne tilslutning fremgår ikke direkte af den foreslåede be-
stemmelsen, men en sådan tilslutning vil i almindelighed
skulle foreligge forud for en indlæggelse.
176
Den foreslåede bestemmelse vil ikke finde anvendelse, hvis
kommunen allerede har tilstrækkelige oplysninger til at vur-
dere, at der er en åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets
eller den unges sundhed eller udvikling. I den situation vil
kommunen skulle forelægge sagen for børne- og ungeud-
valget, som vil skulle tage stilling til anbringelse uden for
hjemmet.
Hvis et barn eller en ung allerede er anbragt, og kommunen
vurderer, at der er behov for en nærmere undersøgelse af
barnet, for eksempel for at afdække et behandlingsbehov, vil
kommunen kunne gennemføre en sådan undersøgelse uden
at forelægge sagen for børne- og ungeudvalget. Kommunen
vil kunne træffe en sådan afgørelse efter reglerne om forhold
under anbringelsen efter den foreslåede § 97.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at en sådan undersøgelse skal
være afsluttet inden 2 måneder efter børne- og ungeudval-
gets afgørelse.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at den børnefaglig
undersøgelse vil skulle gennemføres hurtigst muligt og se-
nest vil skulle være afsluttet inden 2 måneder regnet fra
børne- og ungeudvalgets afgørelse om gennemførelsen af
undersøgelsen. Tidsfristen foreslås af hensyn til barnets eller
den unges bedste og retssikkerheden for barnet eller den
unge og forældrene, da der er tale om et tvangsmæssigt
indgreb.
I de tilfælde, hvor Ankestyrelsen efter den foreslåede § 146,
stk. 3, giver en anke over en afgørelse om gennemførelse
af en tvangsmæssig undersøgelse opsættende virkning, vil
2-måneders fristen løbe fra Ankestyrelsens afgørelse om
gennemførelse af undersøgelsen.
Når undersøgelsen er afsluttet, skal barnet eller den unge
sendes hjem til forældrene. Bestemmelsen giver således ikke
adgang til at beholde barnet eller den unge på undersøgel-
sesstedet, mens de sociale myndigheder udarbejder deres
redegørelse om undersøgelsens resultater.
Det foreslås i stk. 2, at anses det for nødvendigt for at afgø-
re, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns
eller en ungs sundhed eller udvikling, kan børne- og unge-
udvalget uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver
og den unge, der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre den
børnefaglige undersøgelse ved benyttelse af det børnehus,
som kommunen er tilknyttet, jf. forslaget til § 124.
Den foreslåede bestemmelse vil tage sigte på de situationer,
hvor forældremyndighedsindehaver modsætter sig at lade
barnet eller den unge medtage i et børnehus til undersø-
gelse af barnet eller den unge på baggrund af viden eller
mistanke om, at barnet eller den unge har været udsat for
overgreb. Dette vil eksempelvis kunne være tilfældet i sager,
hvor der er viden eller mistanke om, at barnet eller den unge
har udsat for overgreb fra forældremyndighedsindehavers
side.
Afgørelse efter den foreslåede bestemmelse vil kun kunne
træffes, når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om
der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en
ungs sundhed og udvikling. Dette kriterium vil forudsætte
for det første, at medtagelsen af barnet i børnehuset vil
skulle være nødvendigt for at kunne vurdere sagen, dvs. at
det ikke vil være muligt for kommunalbestyrelsen at tilve-
jebringe de oplysninger, som ønskes tilvejebragt på anden
vis. Kriteriet vil for det andet indebære, at kommunalbesty-
relsen vil skulle have en begrundet mistanke om, at der
er åbenbar risiko for alvorlig skade af en vis karakter på
barnet eller den unge, fordi barnet eller den unge er udsat for
overgreb.
Kommunalbestyrelsen vil i disse tilfælde endvidere skulle
forholde sig til, om det mest hensigtsmæssige i den konkrete
sag vil være at træffe afgørelse om akut anbringelse af bar-
net eller den unge uden for hjemmet, såfremt det vurderes,
at der er grundlag herfor.
Afgørelse efter bestemmelsens stk. 1 og 2 kan træffes fore-
løbigt efter reglerne i § 143, når betingelserne herfor er
opfyldt.
Til § 24
§ 50, stk. 9, 1. pkt., i serviceloven fastsætter, at hvis det
må antages, at der kan opstå behov for særlig støtte til et
barn efter fødslen, skal kommunalbestyrelsen undersøge de
vordende forældres forhold nærmere.
Formålet med at foretage en undersøgelse, inden barnet
fødes, er så tidligt som muligt at afdække ressourcer og
problemer i familien, så den rigtige og tilstrækkelige foran-
staltning kan vælges fra starten og eventuelt iværksættes,
allerede inden barnet er født. Undersøgelsen kan eksempel-
vis afdække, om der er behov for særlig støtte, om der er
grundlag for at anbringe barnet uden for hjemmet, herunder
om anbringelsen skal ske med en treårig periode genbehand-
lingsfrist, eller om der er grundlag for at bortadoptere barnet
uden samtykke. Når der er tale om forældre med funktions-
nedsættelser, bør der i forbindelse med undersøgelsen sik-
res en koordineret indsats mellem relevante forvaltninger i
forhold til at afdække, om der er behov for at iværksætte
eller justere handicapkompenserende foranstaltninger til de
vordende forældre.
Ligesom i sager om særlig støtte til børn og unge er det
vigtigt, at en afgørelse om foranstaltninger i forhold til vor-
dende forældre træffes på et velunderbygget grundlag. Un-
dersøgelsen skal ikke følge de seks punkter, som anføres
i servicelovens § 50, stk. 2, men undersøgelsen skal på
samme vis afdække ressourcer og problemer i de vordende
forældres samlede situation, så det bliver muligt at iværk-
sætte den rette foranstaltning. Kommunen skal i forbindelse
med undersøgelsen indhente oplysninger fra de fagfolk, der
er i kontakt med familien, herunder både oplysninger om,
hvorvidt de vordende forældre har andre børn, og hvordan
disse i så fald trives, og i forhold til de vordende forældres
egne forhold.
177
Det foreslås i stk. 1, at har kommunalbestyrelsen grund til
at antage, at der kan opstå behov for hjælp og støtte efter
denne lov til et barn umiddelbart efter fødslen, skal kommu-
nalbestyrelsen screene, om der er tale om; 1) en problemstil-
ling, der ikke kræver yderligere afdækning af de kommende
forældres forhold, 2) en problemstilling, der kræver afdæk-
ning af et eller flere forhold hos de kommende forældre, jf.
§ 25 eller 3) en problemstilling, der kræver en undersøgelse
af de kommende forældres forhold, jf. §§ 26 og 27.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at hvis kommunal-
bestyrelsen får oplysninger, som giver grund til at antage,
at der kan opstå behov for hjælp eller støtte til et barn efter
denne lov umiddelbart efter, barnet er født, vil kommunal-
bestyrelsen skulle foretage en indledende screening af sag-
en. Det vil f.eks. kunne være på baggrund af en underretning
eller en anmodning om hjælp fra de kommende forældre.
Bestemmelsen vil indebære, at kommunalbestyrelsen, inden
der tages stilling til hjælp og støtte efter denne lov, skal
vurdere, om det er en problemstilling, der ikke kræver yder-
ligere sagsoplysning, en problemstilling der kræver afdæk-
ning af et eller flere forhold hos de kommende forældre,
eller en problemstilling hvor der er behov for en egentlig
undersøgelse af de kommende forældres forhold.
Screeningen vil som udgangspunkt skulle ske på baggrund
af de foreliggende oplysninger i sagen.
Der vil være tale om en indledende screening, som har til
formål at vurdere, om der er behov for at få forældrenes
forhold belyst nærmere, og hvis det er tilfældet, hvor omfat-
tende en undersøgelse der så er behov for.
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 2, at kommunalbesty-
relsen i vurderingen efter stk. 1 skal lægge vægt på sagens
forhold og kompleksitet, herunder en eventuel nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne hos et barn umiddelbart efter
fødslen eller hos de kommende forældre.
Ved de kommende forældre forstås den gravide kvinde og
den, der efter børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 772 af
7. august 2019, anses som retlig forælder til barnet. Dette
omfatter kvindens ægtefælle, medmindre denne efter børne-
loven ikke anses som forælder til barnet, og den mand eller
kvinde, der har anerkendt faderskabet henholdsvis medmo-
derskabet til barnet på afgørelsestidspunktet. Derimod om-
fatter det ikke den mand eller kvinde, der er far eller med-
mor til barnet, men hvis forældreskab til barnet endnu ikke
er fastslået. Endvidere omfatter det den mand eller kvinde,
som ifølge moren er eller kan være far eller medmor til
barnet.
Bestemmelsen vil indebære, at kravene til sagsoplysning og
dokumentation af de kommende forældres forhold vil blive
afpasset sagens karakter og kompleksitet i højere grad, end
det er tilfældet i dag.
Den foreslåede bestemmelse vil samtidig præcisere vigtig-
heden af, at kommunalbestyrelsen allerede i den indledende
vurdering af sagen er opmærksom på, om behovet for støtte
til et barn efter fødslen kan være begrundet i fysisk eller
psykisk funktionsnedsættelse hos de kommende forældre
eller andre i familien, f.eks. søskende, eller eventuel funkti-
onsnedsættelse hos barnet, når det er født. En problemstil-
ling, der ikke vil kræve yderligere afdækning, vil typisk
være en lettere eller afgrænset problemstilling, hvor det ud
fra de foreliggende oplysninger i sagen umiddelbart er klart,
hvad det er for en udfordring, der skal håndteres, og hvilken
indsats der er behov for.
Et eksempel kunne være en sårbar kommende mor, som er
utryg under graviditeten pga. tidligere aborter og har brug
for at deltage i samtaleforløb for kvinder i samme situation.
En problemstilling, der vil kræve afdækning af et eller flere
forhold, vil typisk være en sag med indikationer på højere
grad af problemtyngde eller kompleksitet, som betyder, at
der er behov for at belyse sagen nærmere for at kunne
vurdere udfordringer, ressourcer og støttebehov og tilpasse
indsatsen.
Et eksempel kunne være sårbare unge kommende forældre,
som er meget usikre på forældrerollen og samtidig har ud-
fordringer med at gennemføre en ungdomsuddannelse eller
få fodfæste på arbejdsmarkedet. Et andet eksempel kunne
være, at det er konstateret, at barnet vil blive født med en
fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, som må forventes
at kræve handicapkompenserende støtte efter det foreslåede
kapitel 8 umiddelbart efter fødslen, f.eks. et hjælpemiddel
eller en boligindretning. Det bemærkes herved, at handicap-
kompenserende støtte til kommende forældre med fysisk
eller psykisk funktionsnedsættelse til varetagelse af foræl-
drerollen skal ydes efter reglerne i serviceloven.
En problemstilling, der vil kræve en undersøgelse, vil være
alvorlige eller komplekse sager, hvor der er behov for at
komme hele vejen rundt om de kommende forældres situ-
ation for at sikre en grundig afdækning af udfordringer,
ressourcer og støttebehov. Der henvises til §§ 26 og 27 og
bemærkningerne hertil.
I den situation, hvor det på baggrund af screeningen vurde-
res, at der ikke er behov for yderligere afdækning af de
kommende forældres forhold, vil den foreslåede ordning
betyde, at der ikke på det foreliggende grundlag vil skulle
foretages yderligere oplysning af sagen. En sådan vurdering
vil være en procesledende beslutning, der ikke vil kunne
påklages til anden administrativ myndighed. I de tilfælde,
hvor der træffes en afgørelse om hjælp og støtte med afsæt
i vurderingen, vil forældrene dog kunne klage over denne
afgørelse, hvis de er uenige i, hvilken hjælp og støtte der
iværksættes. Kommunen/Ankestyrelsen vil som led i en så-
dan klage kunne (gen)vurdere, om kommunalbestyrelsen i
forbindelse med afgørelsen har opfyldt den generelle for-
valtningsretlige forpligtelse til at sikre tilstrækkelig oplys-
ning af sagen.
I situationer, hvor det på baggrund af screeningen vurderes,
178
at der er behov for yderligere afdækning eller undersøgelse
af de kommende forældres forhold, skal kommunalbestyrel-
sen iværksætte en afdækning af de relevante forhold eller
træffe afgørelse om en undersøgelse. Der henvises til de
foreslåede §§ 25-27 og bemærkningerne hertil.
Til § 25
§ 50, stk. 9, i serviceloven fastsætter, at hvis det må antages,
at der kan opstå behov for særlig støtte til et barn efter
fødslen, skal kommunalbestyrelsen undersøge de vordende
forældres forhold nærmere. Det fremgår videre af § 50, stk.
9, at undersøgelsen så vidt muligt gennemføres i samarbejde
med de vordende forældre, og at servicelovens § 50, stk.
4-8, tilsvarende finder anvendelse ved afgørelsen.
Det fremgår af § 50, stk. 5, 1. pkt., i serviceloven, at kom-
munalbestyrelsen som led i undersøgelsen skal inddrage de
fagfolk, som allerede har viden om barnet eller den unges og
familiens forhold.
Det foreslås i stk.1, at hvis kommunalbestyrelsen på bag-
grund af en screening efter forslaget til bestemmelsen i §
24 vurderer, at der er behov for at afdække et eller flere for-
hold hos de kommende forældre, skal kommunalbestyrelsen
foretage den nødvendige afdækning med inddragelse af de
fagfolk, som allerede har viden om de kommende forældres
forhold.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at hvis kommunal-
bestyrelsen efter en indledende screening efter den foreslå-
ede § 24 finder, at der er behov for det, skal kommunalbe-
styrelsen sørge for at afdække et eller flere forhold hos de
kommende forældre, som er væsentlige af hensyn til støtte-
behovet hos et barn eller en ung efter fødslen og dermed
kunne sætte ind med den rette hjælp. Denne afdækning vil
skulle foretages med inddragelse af de fagfolk, som allere-
de har viden om de kommende forældres forhold. Denne
bestemmelse indebærer, at gældende retstilstand foreslås vi-
dereført uændret.
Bestemmelsen vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil
skulle iværksætte en afgrænset afdækning af det eller de
relevante forhold. Det vil f.eks. kunne være en eventuel
fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos de kommende
forældre, som kan have betydning i forhold til et særligt
behov for støtte for barnet. Det bemærkes herved, at hjælp
til varetagelse af forældrerollen, som alene skyldes tilstede-
værelse af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos
forældrene, skal ydes efter servicelovens regler om hjælp og
støtte.
Der vil være tale om en mere begrænset undersøgelse, end
hvad der følger af § 50, stk. 9, i dag.
Undersøgelse af komplekse eller alvorlige vanskeligheder
hos de kommende forældre, herunder ved bekymring for
misbrug eller manglende forældrekompetencer vil ligge
uden for rammerne af en afdækning og vil stedet kræve
iværksættelse af en undersøgelse efter den foreslåede § 26.
Afdækning vil f.eks. kunne ske ved at indhente oplysninger
fra fagpersoner, der har kendskab til de kommende foræl-
dre. Når der er tale om forældre med funktionsnedsættelser,
bør der i forbindelse med afdækningen sikres en koordine-
ret indsats mellem relevante forvaltninger i forhold til at
afdække, om der er behov for at iværksætte eller justere
handicapkompenserende foranstaltninger til de kommende
forældre.
Kommunalbestyrelsens beslutning om at iværksætte en af-
dækning vil være en procesledende beslutning, der ikke
vil kunne påklages til anden administrativ myndighed. I de
tilfælde, hvor der træffes en afgørelse om hjælp og støtte
med afsæt i vurderingen, vil forældrene dog kunne klage
over denne afgørelse. Kommunen og Ankestyrelsen vil som
led i en sådan klage over afgørelsen kunne (gen)vurdere,
om kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelsen har
opfyldt den generelle forvaltningsretlige forpligtelse til at
sikre tilstrækkelig oplysning af sagen.
Kommunalbestyrelsen vil skulle dokumentere den relevante
afdækning i rimeligt omfang. Det vil f.eks. kunne være i
form af et kort afdækningsnotat, der beskriver, de relevante
forhold, de oplysninger der er indhentet, eller faglige obser-
vationer mv. der er foretaget, hvordan de kommende foræl-
dre har været inddraget og med en socialfaglig vurdering af
støttebehovet.
Det foreslås videre i stk. 2, at afdækningen efter stk. 1 så
vidt muligt gennemføres i samarbejde med de kommende
forældre.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens § 50, stk. 9, 2. pkt., med de ændringer, der
vil følge af det foreslåede stk. 1, hvorefter der i disse sag-
er fremover vil skulle laves en mere afgrænset afdækning
og ikke en fuld undersøgelse af de kommende forældres
forhold.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbesty-
relsen aktivt vil skulle søge at opnå dialog og samarbejde
med de kommende forældre om gennemførelse af afdæknin-
gen. De kommende forældre vil alt andet lige have afgøren-
de viden om deres eget liv, og det vil derfor typisk være
væsentligt for et godt samarbejde og for en vellykket afdæk-
ning, at de kommende forældre oplever at blive inddraget
og oplever at blive lyttet til og taget alvorligt. Kommunal-
bestyrelsen vil, hvis tilstedeværelse af en psykisk funktions-
nedsættelse hos de kommende forældre vanskeliggør samar-
bejdet, skulle være særligt opmærksom på at tilrettelægge en
hensyntagende og inddragende proces.
Kommunalbestyrelsen vil også ved tilrettelæggelsen af af-
dækningen skulle sikre, at de kommende forældre har mu-
lighed for at deltage i afdækningen, jf. retssikkerhedslovens
§ 4. Det vil bl.a. betyde, at der ved afholdelse af møder,
samtaler eller observation så vidt muligt skal tages højde
for de kommende forældres arbejde og situation i øvrigt, så
179
afdækningens gennemførelse ikke griber unødigt ind i de
kommende forældres hverdagsliv.
Kommunalbestyrelsen vil dog – ligesom det i dag er tilfæl-
det ved en undersøgelse efter servicelovens § 50 – have
mulighed for at gennemføre afdækningen i de særlige tilfæl-
de, hvor det ikke er muligt at indlede et positivt samarbejde
med de kommende forældre, samt i de tilfælde hvor dette vil
være særligt besværligt eller meget tidskrævende.
Det foreslås i stk. 3, at kommunalbestyrelsen i forbindelse
med afdækningen efter stk. 1 skal vurdere, om der skal fore-
tages en afdækning af et eller flere forhold af betydning for
støttebehovet hos eventuelle børn i familien. Afdækningen
kan gennemføres som én samlet afdækning for de kommen-
de forældre og et eller flere børn i familien, dog således
at der tages højde for børnenes og de kommende forældres
individuelle forhold.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
gældende ret, jf. servicelovens § 50, stk. 8, og stk. 9, 3.
pkt., med den ændring der vil følge af det foreslåede stk. 1,
hvorefter en fuld undersøgelse af de kommende forældres
forhold kun vil skulle foretages i sager, som kommunalbe-
styrelsen har vurderet er alvorlige eller komplekse.
Bestemmelsen vil betyde, at hvis de kommende forældre
allerede har børn, skal kommunalbestyrelsen i forbindelse
med en undersøgelse af kommende forældre vurdere, om
der også skal foretages en undersøgelse af støttebehovet hos
en eller flere af disse børn.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre en
tidlig indsats over for eventuelle børn i familien, således at
man kan opdage og hjælpe børn, som ellers først ville have
fået hjælp, når problemerne havde vokset sig større og mere
komplekse.
Til § 26
§ 50, stk. 9, 1. pkt., i serviceloven fastsætter, at hvis det
må antages, at der kan opstå behov for særlig støtte til et
barn efter fødslen, skal kommunalbestyrelsen undersøge de
kommende forældres forhold nærmere.
Undersøgelsen gennemføres så vidt muligt i samarbejde
med de vordende forældre, jf. § 50, stk. 9, 2. pkt. i servicelo-
ven.
§ 50, stk. 4-8, i serviceloven finder anvendelse ved afgørel-
sen, jf. § 50, stk. 9, 3. pkt. i serviceloven. Der henvises til de
almindelige bemærkninger, punkt 3.4.1.
Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal iværksæt-
te en undersøgelse af de kommende forældre, når kommu-
nalbestyrelsen har grund til at antage, at der kan opstå behov
for hjælp og støtte til et barn umiddelbart efter fødslen, og
det er en alvorlig eller kompleks sag.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbesty-
relsen vil skulle foretage en undersøgelse af de kommende
forældres forhold, hvis kommunalbestyrelsen f.eks. på bag-
grund af underretninger fra fagpersoner eller anmodninger
om hjælp fra de kommende forældre har grund til at antage,
at der kan opstå behov for hjælp og støtte til et barn umid-
delbart efter, at barnet er født, og kommunalbestyrelsen efter
en indledende screening har vurderet, at sagen må antages at
være alvorlig eller kompleks.
Kommunalbestyrelsens beslutning om at iværksætte en un-
dersøgelse vil være en afgørelse i forvaltningslovens for-
stand, der vil kunne påklages af de kommende forældre efter
reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
gældende ret, jf. servicelovens § 50, stk. 9, 3. pkt., dog
med den ændring, at en fuld undersøgelse af de kommende
forældres forhold fremover vil være begrænset til alvorlige
eller komplekse sager.
Det foreslås i stk. 2, at kommunalbestyrelsen i forbindelse
med en undersøgelse af de kommende forældres forhold
skal vurdere, om der skal foretages en børnefaglig under-
søgelse af eventuelle børn i familien. Undersøgelsen kan
gennemføres som én samlet undersøgelse for de kommende
forældre og et eller flere børn i familien, dog således at
der tages højde for børnenes og de kommende forældres
individuelle forhold.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
gældende ret, jf. servicelovens § 50, stk. 8, og stk. 9, 3.
pkt., med de ændringer der vil følge af det foreslåede stk.
1, hvorefter der i disse sager fremover vil skulle laves en
mere afgrænset afdækning og ikke en fuld undersøgelse af
de kommende forældres forhold.
Bestemmelsen vil betyde, at hvis de kommende forældre
allerede har børn, skal kommunalbestyrelsen i forbindelse
med en afdækning af forholdene hos de kommende forældre
vurdere, om der også skal foretages en afdækning af støtte-
behovet hos en eller flere af disse børn.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre en
tidlig indsats over for eventuelle børn i familien, således at
man kan opdage og hjælpe børn, som ellers først ville have
fået hjælp, når problemerne havde vokset sig større og mere
komplekse.
Det foreslås i stk. 3, at undersøgelsen efter stk. 1 skal
afsluttes senest 4 måneder efter, at kommunalbestyrelsen
bliver opmærksom på, at et barn kan have behov for særlig
støtte umiddelbart efter fødslen. Hvis undersøgelsen undta-
gelsesvis ikke kan afsluttes inden 4 måneder, skal kommu-
nalbestyrelsen udarbejde en foreløbig vurdering og snarest
herefter afslutte undersøgelsen.
Bestemmelsen viderefører gældende ret uden ændringer.
Bestemmelsen indebærer, at undersøgelsen af kommende
forældre senest vil skulle afsluttes fire måneder efter, at
kommunen bliver opmærksom på, at der er grund til at
180
antage, at der kan opstå behov for støtte efter bestemmelser i
den foreslåede barnets lov umiddelbart efter fødslen. Uanset
fastsættelsen af fristen på fire måneder vil undersøgelsen
altid skulle gennemføres og afsluttes hurtigst muligt under
hensyn til de barnets og kommende forældres behov for
støtte.
Forhold, som kommunen ikke har indflydelse på, kan i
særlige tilfælde betyde, at undersøgelsen ikke kan afsluttes
endeligt inden for fire måneder. Det kan eksempelvis være
tilfælde, hvor der er længere ventetid i forbindelse med un-
dersøgelse hos læge eller psykolog, jf. den foreslåede § 27,
stk. 3.
I disse tilfælde indebærer bestemmelsen, at kommunen skal
foretage en foreløbig vurdering af de kommende forældres
og barnets situation inden for de fire måneder og snarest
muligt derefter afslutte undersøgelsen. I sådanne tilfælde
kan der være særligt behov for at tage stilling til, om
der skal iværksættes støttende indsatser sideløbende med
gennemførelsen af undersøgelsen, eller om den foreløbige
vurdering giver anledning til ændring af allerede iværksat
støtte.
Til § 27
§ 50, stk. 9, 1. pkt., i serviceloven fastsætter, at hvis det må
antages, at der kan opstå behov for særlig støtte til et barn
efter fødslen, skal kommunalbestyrelsen undersøge de vor-
dende forældres forhold nærmere. Undersøgelsen gennem-
føres så vidt muligt i samarbejde med de vordende forældre,
jf. § 50, stk. 9, 2. pkt. i serviceloven. Servicelovens § 50,
stk. 4-8, finder anvendelse ved afgørelsen, jf. servicelovens
§ 50, stk. 9, 3. pkt. Der henvises til de almindelige bemærk-
ninger, punkt 3.4.1.
Det følger af § 50, stk. 5, 1. pkt., i serviceloven, at kom-
munalbestyrelsen som led i undersøgelsen skal inddrage de
fagfolk, som allerede har viden om barnet eller den unges og
familiens forhold.
Kommunalbestyrelsen er endvidere efter § 50, stk. 5, 3.
pkt., i serviceloven forpligtet til at lade et barn eller en ung
undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog som led
i en børnefaglig undersøgelse, og det følger af § 50, stk.
9, 3. pkt., i serviceloven at denne bestemmelse også finder
anvendelse ved en undersøgelse af de vordende forældres
forhold. Da barnet i disse tilfælde endnu ikke er født, må det
lægges til grund at bestemmelsen vedrører eventuel læge-
lig eller psykologisk undersøgelse af de vordende forældre
under graviditeten, som måtte være nødvendig af hensyn til
vurderingen af behov for støtte til et barn umiddelbart efter
fødslen.
Kommunalbestyrelsen er endvidere efter § 50, stk. 5, 4.
pkt., i serviceloven forpligtet til at anvende en autoriseret
psykolog, hvis kommunen iværksætter en psykologisk un-
dersøgelse af forældremyndighedsindehaver. Det følger af §
50, stk. 9, 3. pkt., at bestemmelsen også finder anvendelse
ved en undersøgelse af de vordende forældres forhold. Da
der ikke er nogen forældremyndighedsindehaver, før barnet
er født, må det lægges til grund, at bestemmelsen i disse
tilfælde vedrører de vordende forældre.
Det foreslås i stk. 1, at en undersøgelse af de kommende
forældres forhold skal tilrettelægges ud fra en helhedsbe-
tragtning og skal afdække udfordringer og ressourcer hos de
kommende forældre, familien og netværket med inddragelse
af de fagfolk, som allerede har viden om de kommende
forældres forhold.
Ved de kommende forældre forstås den gravide kvinde og
den, der efter børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 772 af
7. august 2019, anses som retlig forælder til barnet. Dette
omfatter kvindens ægtefælle, medmindre denne efter børne-
loven ikke anses som forælder til barnet, og den mand eller
kvinde, der har anerkendt faderskabet henholdsvis medmo-
derskabet til barnet på afgørelsestidspunktet. Derimod om-
fatter det ikke den mand eller kvinde, der er far eller med-
mor til barnet, men hvis forældreskab til barnet endnu ikke
er fastslået. Endvidere omfatter det den mand eller kvinde,
som ifølge moren er eller kan være far eller medmor til
barnet.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbesty-
relsen vil skulle tilrettelægge undersøgelsen, så den kommer
hele vejen rundt om de kommende forældres situation med
henblik på at belyse, hvilke udfordringer der skal afhjælpes,
og hvilke ressourcer der er til stede, og som skal understøt-
tes og bringes i spil. Undersøgelsen vil skulle foretages med
inddragelse af de fagfolk, som allerede har viden om de
kommende forældres forhold. Denne bestemmelse indebæ-
rer, at gældende retstilstand foreslås videreført uændret.
Relevante forhold at belyse vil efter omstændighederne kun-
ne være familieforhold, sundhedsforhold, uddannelse eller
beskæftigelse m.v. Det er i den forbindelse vigtigt, at kom-
munalbestyrelsen er opmærksom på eventuel fysisk eller
psykisk funktionsnedsættelse hos de kommende forældre
eller eventuel risiko herfor hos et kommende barn.
Kommunalbestyrelsen vil som led i undersøgelsen skulle
sørge for at oplyse sagen og vil herunder skulle inddrage de
fagfolk, som allerede har relevant viden om de kommende
forældres forhold. Kommunalbestyrelsen vil således skul-
le inddrage f.eks. jordmødre, pædagoger, psykologer eller
andre, der har viden om de kommende forældre, som er
væsentligt for vurderingen af behovet for støtte til et barn
umiddelbart efter fødslen.
Når der er tale om forældre med funktionsnedsættelser, bør
der i forbindelse med undersøgelsen sikres en koordineret
indsats mellem relevante forvaltninger i forhold til at afdæk-
ke, om der er behov for at iværksætte eller justere handicap-
kompenserende foranstaltninger til de kommende forældre.
Det vil afhænge af kommunalbestyrelsens konkrete vurde-
ring i den enkelte sag, hvilke forhold der vil være behov
for at afdække for at sikre en tilstrækkelig belysning af kom-
mende forældres situation. Dog må undersøgelsen aldrig
181
være mere omfattende end nødvendigt af hensyn til formå-
let.
Undersøgelsen vil altid skulle gennemføres og afsluttes hur-
tigst muligt under hensyn til behovet for støtte til et barn
efter fødslen.
Det foreslås videre i stk. 2, at undersøgelsen så vidt muligt
gennemføres i samarbejde med de kommende forældre.
Den foreslåede bestemmelse vil svare til, hvad der i dag
gælder ved gennemførelse af undersøgelse af de vordende
forældres forhold, jf. servicelovens § 50, stk. 1, 2. pkt.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at udgangspunktet
for gennemførelsen af undersøgelsen vil være, at kommu-
nalbestyrelsen aktivt vil skulle søge at opnå dialog og sam-
arbejde med de kommende forældre om undersøgelsen. Det
vil være vigtigt, at kommunalbestyrelsen så vidt muligt
sørger for en god inddragelse af de kommende forældre i
undersøgelsen både af hensyn til at sikre, at de kommende
forældres viden og holdninger til sagen er afspejlet og for
at understøtte medejerskab til undersøgelse og indsatser. I
den forbindelse skal kommunalbestyrelsen være særligt op-
mærksom på at tilrettelægge en hensyntagende og inddra-
gende proces, hvis de kommende forældre har psykisk funk-
tionsnedsættelse. Der henvises til de almindelige bemærk-
ninger, punkt 3.4.2.-3.4.3., samt bemærkningerne til § 26.
Kommunalbestyrelsen vil dog ligesom det i dag er tilfældet
ved en undersøgelse efter servicelovens § 50 have mulighed
for at gennemføre undersøgelse i de særlige tilfælde, hvor
det ikke er muligt at indlede et positivt samarbejde med
de kommende forældre samt i de tilfælde, hvor dette vil
være særligt besværligt eller meget tidskrævende f.eks. hvis
den ene af de kommende forældres bopæl ikke er kendt af
myndighederne, eller hvis den pågældende afviser eller ikke
besvarer kommunalbestyrelsens forsøg på dialog. Undersø-
gelsen vil skulle gennemføres så skånsomt, som forholdene
tillader, og må ikke være mere omfattende, end formålet
tilsiger.
Det foreslås i stk. 3, at er det nødvendigt, skal kommunalbe-
styrelsen lade de kommende forældre undersøge af en læge
eller en autoriseret psykolog.
Den foreslåede bestemmelse vil være en præcisering af gæl-
dende ret.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at hvis kommunal-
bestyrelsen vurderer, at det er nødvendigt af hensyn til vur-
deringen af behovet for støtte til et barn umiddelbart efter
fødslen, skal kommunalbestyrelsen lade de kommende for-
ældre undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog.
En lægelig undersøgelse af de kommende forældre vil skulle
ske efter reglerne i sundhedslovgivningen, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 210 af 27. januar 2022 af bekendtgørelse af sund-
hedsloven.
En psykologisk undersøgelse af de kommende forældre vil
ligesom i dag skulle foretages af en autoriseret psykolog, der
er underlagt Psykolognævnets tilsyn og tilsynsforanstaltnin-
ger og de særlige pligter for autoriserede psykologer, som
følger af psykologloven.
Det vil ligesom i dag være op til kommunalbestyrelsen at
vurdere, om det er nødvendigt at iværksætte psykologisk
undersøgelse af de kommende forældre med henblik på at
undersøge de kommende forældres kompetencer til at drage
omsorg for et barn eller en ung.
Det foreslås i stk. 4, at undersøgelsen skal resultere i en
begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværk-
sætte støtte efter § 32, stk. 5, § 46, stk. 4, eller § 49, og
i givet fald hvilken. Er der er iværksat støtte sideløbende
med, at undersøgelsen gennemføres, jf. § 32, stk. 5, skal der
desuden tages stilling til, om denne støtte skal videreføres,
ændres eller ophøre. Endelig fremgår det, at undersøgelsen
skal indeholde oplysninger om, hvordan de kommende for-
ældre stiller sig til støtten, og om der er forhold i familien
eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at klare van-
skelighederne.
Det foreslås med stk. 4, 1. pkt., at undersøgelsen skal re-
sultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag
for at iværksætte støttende indsatser efter § 32, stk. 5, en
anbringelse af barnet efter fødslen efter § 46, stk. 4, eller §
49 og i givet fald hvilken.
Den foreslåede bestemmelse vil fastsætte krav til kom-
munalbestyrelsens redegørelse for undersøgelsens resulta-
ter. Bestemmelsen vil betyde, at kommunalbestyrelsen på
baggrund af de oplysninger og faglige vurderinger, der er
tilvejebragt som led i undersøgelsen, vil skulle sammenfatte
og redegøre for undersøgelsens konklusioner, herunder om
der er behov for støtte, og hvori støttebehovet i givet fald
består.
Viser undersøgelsen således, at der er behov for at iværk-
sætte hjælp eller støtte efter denne lov, vil der således på
baggrund af den viden om barnet eller den unge, familien
og omgivelserne, som er opsamlet gennem undersøgelsen,
skulle gøres rede for, hvilken støtte i form af indsatser eller
anbringelse efter de foreslåede § 32, stk. 5, eller § 49, der
må anses for at være den eller de bedste i det foreliggende
tilfælde.
Den foreslåede bestemmelse vil svare til, hvad der i dag
gælder ved en undersøgelse af de vordende forældres for-
hold efter servicelovens § 50, stk. 6, 1. pkt., og stk. 9, 3. pkt.
Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at hvis der er iværksat støtte
sideløbende med, at undersøgelsen gennemføres, jf. § 32,
stk. 5, skal der desuden tages stilling til, om denne støtte
skal videreføres, ændres eller ophøre.
Den foreslåede bestemmelse vil svare til, hvad der i dag
gælder ved en børnefaglig undersøgelse, jf. servicelovens §
50, stk. 6, 2. pkt.
182
Bestemmelsen vil betyde, at der i forbindelse med, at der
skal tages stilling til, hvilken støtte der skal iværksættes i
forhold til barnet, jf. det foreslåede 1. pkt., også vil skulle
tages stilling til, om foreløbig eller akut støtte, der er iværk-
sat sideløbende med gennemførelsen af undersøgelsen, skal
videreføres.
Formålet er at sikre dels, at iværksat foreløbig eller akut
støtte ikke automatisk videreføres, uden at der foretages en
vurdering af, om den umiddelbare vurdering af barnets be-
hov for støtte bakkes op af resultaterne af undersøgelsen af
de kommende forældres forhold. Dels at der i beslutningen
om, hvilken konkret støtte der skal iværksættes, tages højde
for, at der er igangsat et støtteforløb, som det kan være hen-
sigtsmæssigt at fortsætte, hvis det fortsat vurderes at opfylde
barnets behov.
Det foreslås i stk. 4, 3. pkt., at undersøgelsen skal indeholde
oplysninger om, hvordan de kommende forældre stiller sig
til støtten, og om de forhold i familien eller i dennes omgi-
velser, som kan bidrage til at klare vanskelighederne. Den
foreslåede bestemmelse vil svare til, hvad der i dag gælder
ved en undersøgelse af de vordende forældres forhold efter
servicelovens § 50, stk. 6, 3. pkt., og stk. 9, 3. pkt.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at de kommende
forældres holdning til den anbefalede indsats vil skulle
fremgå af indstillingen. Det vil skulle bidrage til at sikre,
at indstillingen så vidt muligt vil ske på baggrund af grundig
inddragelse af de pågældende, og at det vil være klart for
dem, hvilken indsats der lægges op til, hvorfor og hvad
eventuelt samtykke til en sådan indsats vil indebære.
Til § 28
Efter § 10, stk. 1, i serviceloven skal kommunalbestyrelsen
i dag sørge for, at enhver har mulighed for at få gratis
rådgivning. Formålet med rådgivningen er at forebygge so-
ciale problemer og at hjælpe borgeren over øjeblikkelige
vanskeligheder. På længere sigt er formålet at sætte borgeren
i stand til at løse opståede problemer ved egen hjælp. Råd-
givningen kan gives særskilt eller i forbindelse med anden
hjælp efter denne eller anden lovgivning.
Rådgivningen skal kunne gives som et anonymt og åbent
tilbud, jf. § 10, stk. 2, i serviceloven. Kommunalbestyrelsen
skal i forbindelse med rådgivningen være opmærksom på,
om den enkelte har behov for anden form for hjælp efter
denne eller anden lovgivning, jf. § 10, stk. 3, i serviceloven.
Det foreslås med lovens stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal
sørge for, at børn og unge har mulighed for at få gratis råd-
givning. Formålet med rådgivningen er at forebygge sociale
problemer og at hjælpe barnet eller den unge over øjeblik-
kelige vanskeligheder. På længere sigt er det formålet med
rådgivningen at sætte barnet eller den unge i stand til selv
at løse opståede problemer ved egen hjælp. Rådgivningen
kan gives særskilt eller i forbindelse med anden hjælp efter
denne eller anden lovgivning.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af §
10, stk. 1, i serviceloven for så vidt angår børn og unge.
Den foreslåede ordning vil indebære, at ligesom i dag vil
skulle sikre, at børn og unge kan få gratis forebyggende
rådgivning. I sager vedrørende børn og unge med nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne eller en langvarig eller
kronisk lidelse bør kommunalbestyrelsen endvidere være
opmærksom på, om der kan være grundlag for at tilbyde
børn eller forældre rådgivning efter § 81. Voksne vil ligesom
i dag kunne få generel rådgivning efter § 10 iserviceloven.
Der foreslås videre i bestemmelsens stk. 2, at rådgivningen
skal kunne gives som et anonymt og åbent tilbud.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
§ 10, stk. 2, i serviceloven for så vidt angår børn og un-
ge. Bestemmelsen vil betyde, at børn og unge ligesom i dag
skal kunne henvende sig uden forudgående visitation, og
skal kunne modtage rådgivningen anonymt, hvis de ønsker
det. De almindelige underretningsregler efter kapitel 16 vil
dog fortsat gælde, hvis rådgiver får oplysninger, som giver
anledning til bekymring for barnet eller den unge, og barnet
eller den unge vil skulle oplyses herom i forbindelse med
rådgivningen.
Det foreslås i bestemmelsens stk. 3, at kommunalbestyrelsen
i forbindelse med rådgivningen skal være opmærksom på,
om den enkelte har behov for anden form for hjælp efter
denne eller anden lovgivning.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af §
10, stk. 3, i serviceloven for så vidt angår børn og unge. Be-
stemmelsen vil betyde, at kommunen vil skulle sørge for, at
barnet eller den unge tilbydes relevant hjælp efter reglerne i
barnets lov eller anden lovgivning, f.eks. på undervisnings-
eller dagtilbudsområdet, hvis kommunen som led i rådgiv-
ningen bliver opmærksom på, at barnet eller den unge har
behov herfor. Eventuel iværksættelse af hjælp vil skulle ske
efter reglerne i den relevante lovgivning.
Til § 29
Efter § 11, stk. 2, 1. pkt., i serviceloven skal kommunalbe-
styrelsen som led i det tidlige forebyggende arbejde sørge
for, at forældre med børn og unge eller andre, der faktisk
sørger for et barn eller en ung, kan få en gratis familieorien-
teret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien.
Kommunalbestyrelsen er forpligtet til ved opsøgende arbej-
de at tilbyde denne rådgivning til enhver, som på grund af
særlige forhold må antages at have behov for det, jf.§ 11,
stk. 2, 2. pkt., i serviceloven. Tilbuddet om rådgivning skal
også omfatte vordende forældre, jf. § 11, stk. 2, 3. pkt. i
serviceloven. Såvel forældre som børn og unge, der alene
søger rådgivning, skal kunne modtage denne anonymt og
som et åbent tilbud, jf. 4. pkt.
Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen som led i
det tidlige forebyggende arbejde skal sørge for, at forældre
183
med børn og unge eller andre, der faktisk sørger for et
barn eller en ung, og vordende forældre kan få en gratis
familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i
familien. Kommunalbestyrelsen skal ved opsøgende arbejde
tilbyde denne rådgivning til enhver, som på grund af særlige
forhold må antages at have behov for det. Såvel forældre
som børn og unge, der alene søger rådgivning, skal kunne
modtage denne anonymt og som et åbent tilbud.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens § 11, stk. 2, 1.-4. pkt., hvor det dog tydelig-
gøres i lovteksten, at adgangen til gratis familieorienteret
rådgivning også skal omfatte børn og unge.
Bestemmelsen vil betyde, at kommunen ligesom som det
i dag er tilfældet, vil skulle sørge for, at der er adgang til
familieorienteret rådgivning for både enkeltmedlemmer og
hele familien, også uden at der i øvrigt er iværksat eller skal
iværksættes andre former for støtte. Viser det sig i forbindel-
se med rådgivningen, at barnet, den unge eller familien har
behov for anden form for støtte, vil de foreslåede regler om
forebyggende og støttende indsatser efter dette kapitel samt
reglerne om anbringelse finde anvendelse, ligesom kommu-
nen vil skulle være opmærksom på, om der er behov for
hjælp efter anden lovgivning. Familien vil ligesom i dag
have krav på familieorienteret rådgivning uanset årsagen til
behovet.
Ved familieorienteret rådgivning forstås, at der vil kunne
rådgives om alle aspekter, der har betydning for børn, un-
ge og deres familier. Rådgivningen skal have karakter af
et åbent tilbud, hvor det står enhver frit for at henvende
sig. Der er ingen begrænsninger med hensyn til, hvem der
kan søge om rådgivning.
Rådgivningen vil være gratis uanset økonomiske for-
hold. Rådgivningen vil kunne bestå i en enkeltstående op-
lysning, i samtaler, i hjælp til løsning af praktiske problemer
eller i formidling af kontakt til andre myndigheder, og der
vil kunne være tale om en løbende kontakt afhængig af
behovet. En egentlig behandling vil derimod ikke være om-
fattet af bestemmelsen.
Der vil ligesom i dag ikke være notatpligt, når det kun er
rådgivning, der ønskes og tilbydes. I tilfælde, hvor et barn
eller en ung selv søger rådgivning, og hvor henvendelsen
giver anledning til at overveje, om der er behov for en nær-
mere afdækning med henblik på iværksættelse af støttende
indsatser eller anbringelse, vil der være notatpligt med hen-
syn til de faktiske oplysninger, som forvaltningen får.
I sådanne tilfælde vil forvaltningen skulle være opmærksom
på den særlige konflikt, som barnets eller den unges oplys-
ninger kan give anledning til i forhold til forældrene, og
det deraf følgende behov for at beskytte barnet eller den
unge. En anmodning fra forældrenes side om aktindsigt vil
derfor altid skulle føre til, at der foretages en konkret afvej-
ning med henblik på vurderingen af, om undtagelsesbestem-
melserne fra aktindsigt kan anvendes.
Bestemmelsen vil endvidere betyde, at kommunalbestyrel-
sen ligesom i dag vil skulle sørge for, at kommende foræl-
dre vil kunne få gratis familieorienteret rådgivning, ligesom
kommunen ved opsøgende arbejde aktivt vil skulle tilbyde
det til de kommende forældre, som på grund af særlige
forhold må antages at have behov for det. Det vil bl.a. kunne
være sårbare og udsatte vordende forældre, tidligere anbrag-
te, som mangler rollemodeller eller netværk, meget unge
vordende forældre m.v.
Bestemmelsen vil alene vedrøre familieorienteret rådgiv-
ning, dvs. rådgivning om forhold med betydning for et kom-
mende barn og evt. ældre søskende, herunder håndtering af
forældrerolle m.v. Anden rådgivning til voksne vil ligesom
i dag skulle tilbydes efter relevant anden lovgivning på
eksempelvis social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet,
herunder efter servicelovens § 10.
Til § 30
Efter § 11, stk. 3, i serviceloven skal kommunalbestyrelsen
tilbyde en forebyggende indsats til barnet, den unge eller
familien, når det vurderes, at denne støtte kan imødekomme
barnets eller den unges behov. Kommunalbestyrelsen kan
tilbyde forebyggende indsatser i form af konsulentbistand,
herunder familierettede indsatser, netværks- eller samtale-
grupper, rådgivning om familieplanlægning og andre indsat-
ser, der har til formål at forebygge et barns eller en ungs
eller familiens vanskeligheder.
Formålet med indsatserne efter § 11, stk. 3, er at sætte tidligt
ind over for et barns eller en ungs problemer med henblik
på at forebygge, at problemerne vokser sig store. Som det
fremgår af bestemmelsen, er kommunen forpligtet til at til-
byde en forebyggende indsats til barnet, den unge eller fami-
lien, når det vurderes, at barnet eller den unge har behov
for særlig støtte, og det samtidig vurderes, at støtte efter
bestemmelsen kan imødekomme barnets eller den unges be-
hov.
Målgruppen for de forebyggende indsatser er børn og unge
samt deres familier, der ikke har så komplekse problemer,
at der er behov for særlige foranstaltninger efter kapitel 11
i serviceloven. § 11, stk. 3, i serviceloven finder således an-
vendelse i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen vurderer,
at et barn eller en ung har behov for særlig støtte, og at dette
behov vil kunne imødekommes af en forebyggende indsats
efter denne bestemmelse.
§ 11, stk. 3, nr. 1, i serviceloven giver mulighed for at
tilbyde konsulentbistand og rådgivning om familieplanlæg-
ning. Konsulentbistand kan ydes til forældre og børn og
unge, som har behov for et længerevarende og mere konkret
rådgivningstilbud, end hvad der kan ydes som rådgivning
efter § 11, stk. 2, i serviceloven. Rådgivningen kan således
i højere grad målrettes de konkrete problemer, der søges om
hjælp til, og der kan ydes støtte over en længerevarende
periode, hvis der er behov herfor. Konsulentbistand forud-
sætter, at ydelsen er af væsentlig betydning for et barns
184
eller en ungs særlige behov for støtte og kan tilbydes i det
tilfælde, hvor det antages, at bistanden er relevant i forhold
til at løse konkrete, afgrænsede problemstillinger, som giver
sig udslag i et særligt støttebehov hos barnet eller den unge.
Det fremgår særskilt, at kommunalbestyrelsen efter denne
bestemmelse kan iværksætte familierettede indsatser som
en forebyggende indsats. Familierettede indsatser kan også
iværksættes som en forebyggende foranstaltning efter § 52,
stk. 3, i serviceloven. Hvorvidt servicelovens § 11 eller §
52, stk. 3, finder anvendelse vil bero på en konkret vurde-
ring. Vurderingen af, om der skal iværksættes en indsats
efter § 11, stk. 3, eller efter § 52, stk. 3, i serviceloven
beror på et konkret skøn, herunder af sagens kompleksitet
og indsatsens intensitet.
Et forebyggende forældreprogram efter denne bestemmelse
kan omfatte tilbud om undervisningsforløb til forældre, der
har behov for vejledning om eksempelvis opdragelse, fordi
deres barn vurderes til at have et behov for særlig støtte,
men hvor kommunalbestyrelsen vurderer, at der ikke fore-
ligger et behov for at udarbejde en børnefaglig undersøgelse
efter § 50 (eksempelvis De Utrolige År). Et sådan foræl-
dreprogram vil kunne gives efter § 11, stk. 3. Omvendt
forudsætter et forældreprogram, som f.eks. Multi Systemisk
Terapi (MST), der retter sig mod børn og unge, som har
så alvorlige adfærdsvanskeligheder, at de er i stor risiko
for at skulle anbringes uden for hjemmet, en børnefaglig
undersøgelse efter § 50 i serviceloven, og vil skulle gives
efter § 52, stk. 3, i serviceloven.
§ 11, stk. 3, nr. 2, i serviceloven angiver endvidere net-
værks- og samtalegrupper som eksempel på en relevant
forebyggende indsats. Disse grupper kan være oprettet og
drevet af kommunen selv, i fællesskab mellem flere kommu-
ner eller af private humanitære organisationer, der er specia-
liserede inden for det pågældende område.
Kommunalbestyrelsen kan efter bestemmelsens i § 11, stk.
3, nr. 3, i serviceloven tilbyde rådgivning om familieplan-
lægning. Rådgivning om familieplanlægning kan f.eks. være
aktuelt i forbindelse med eventuel anden rådgivning af enli-
ge eller sårbare unge mødre eller i de tilfælde, hvor famili-
ens/den enlige forælders situation er af en sådan karakter,
at familien/den enlige forælder med fordel kunne overveje
at vente med at få endnu et barn til familien eller den en-
lige forælder har det fornødne overskud til at kunne tage
tilstrækkeligt vare på barnet.
Hvis der i forbindelse med rådgivning om familieplanlæg-
ning også gives konkret rådgivning om prævention, bør der
lægges vægt på at hjælpe med at vælge en præventionsform,
som passer til kvindens præferencer og livsstil. Der er alene
tale om rådgivning og dialog om muligheden for prævention
generelt. Specifik rådgivning om valg af konkrete præventi-
onsformer, herunder også helbredsundersøgelse, vejledning i
anvendelse af præventionsmidlet og udskrivning af recepter
foretages fortsat af sundhedspersonale som f.eks. den prakti-
serende læge.
Kommunalbestyrelsen kan ud over de nævnte typer af fore-
byggende indsatser i nr. 1-3, iværksætte en anden indsats,
der har et forebyggende sigte efter § 11, stk. 3, nr. 4,
serviceloven. Det kan eksempelvis være rådgivning om et
barns eller en ungs fritidsaktiviteter. Hensigten er at give
kommunerne så vide rammer som muligt i forhold til den
forebyggende indsats over for børn og unge med behov for
særlig støtte og deres familier og samtidig give kommunerne
mulighed for at iværksætte indsatser, der ikke er nævnt i
bestemmelsen. Det er i den forbindelse afgørende, at den
valgte forebyggende indsats er sagligt begrundet.
Bestemmelsen indeholder ikke en forpligtelse for kommu-
nerne til at tilbyde de i bestemmelsen oplistede indsatsty-
per. Kommunen kan således selv vælge, hvilke forebyggen-
de indsatser, der generelt tilbydes i kommunen, ligesom
kommunen selv vurderer, hvilken indsats, der er formåls-
tjenstlig i forhold til et konkret barn eller en konkret ung.
Der træffes ikke afgørelse om iværksættelse af forebyggen-
de indsatser efter servicelovens § 11, stk. 3, og der er der-
med heller ikke adgang til at klage over tilbuddet. En fore-
byggende indsats efter § 11, stk. 3, forudsætter heller ikke
udarbejdelse af en børnefaglig undersøgelse efter lovens §
50 eller udarbejdelse af en handleplan efter § 140. Hvis
kommunalbestyrelsen iværksætter en forebyggende indsats
efter servicelovens § 11, vil det dog være muligt for foræl-
dremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge over 12
år at klage over, at kommunalbestyrelsen ikke har iværksat
en foranstaltning efter § 52, jf. § § 166 og 167.
Det er vigtigt, at kommunalbestyrelsen er opmærksom på,
om barnets eller den unges problemer er så komplekse, at
der er behov for en børnefaglig undersøgelse efter servicelo-
vens § 50 for at få udredt barnets og familiens forhold. Der
kan være situationer, hvor et barn eller en ung har behov
for en akut indsats, men hvor problemet er så afgrænset, at
der ikke er behov for en børnefaglig undersøgelse af barnets
og familiens forhold. Det kan eksempelvis være i en situa-
tion, hvor barnets eller den unges forældre er blevet skilt,
eller hvor den ene forælder dør. Hvis kommunalbestyrelsen
vurderer, at barnets eller den unges problemer er afgrænset
til denne hændelse, og at en forebyggende indsats efter §
11 vil være tilstrækkelig til at imødekomme dets behov,
vil der ikke være behov for udarbejdelse af en børnefaglig
undersøgelse.
Når kommunalbestyrelsen skal vurdere, hvorvidt et barn el-
ler en ung skal tilbydes en indsats efter § 11, eller hvorvidt
der skal udarbejdes en børnefaglig undersøgelse efter ser-
vicelovens § 50, er det væsentligt, at kommunalbestyrelsen
er opmærksom på, hvorvidt der er et tilstrækkeligt kendskab
til omfanget af barnets eller den unges problemer til at kun-
ne tilbyde en indsats efter servicelovens § 11, stk. 3, og ikke
at udarbejde en børnefaglig undersøgelse. Den hjælp, kom-
munalbestyrelsen tilbyder et barn eller en ung, skal således
tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vur-
dering af barnets eller den unges behov og forudsætninger.
185
I de situationer hvor kommunalbestyrelsen har vurderet, at
der skal tilbydes en forebyggende indsats efter servicelovens
§ 11, stk. 3, og at der ikke er behov for udarbejdelse af
en børnefaglig undersøgelse, er det væsentligt at kommunal-
bestyrelsen er opmærksom på, om barnets eller den unges
behov samt forholdene i familien ændrer sig undervejs. Der
kan således være tilfælde, hvor der er iværksat en forebyg-
gende indsats, og efterfølgende forhold nødvendiggør, at der
udarbejdes en børnefaglig undersøgelse.
Det foreslås i § 30, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde
en række tidligt forebyggende indsatser til barnet, den un-
ge eller familien, når kommunalbestyrelsen vurderer, at det
kan imødekomme barnets eller den unges behov. Kommu-
nalbestyrelsen skal tilbyde tidligt forebyggende indsatser i
form af konsulentbistand, herunder familierettede indsatser,
netværks- eller samtalegrupper, rådgivning om familieplan-
lægning og andre indsatser, der har til formål at forebygge et
barns, en ungs eller familiens vanskeligheder.
Den foreslåede ordning vil være en videreførelse af service-
lovens § 11, stk. 3, og retstilstanden foreslås dermed videre-
ført uændret.
Formålet med foreslåede bestemmelse vil være at sætte
tidligt ind over for et barns eller en ungs problemer med
henblik på at forebygge, at problemerne vokser sig store.
Målgruppen for de forebyggende indsatser er børn og unge
samt deres familier, der ikke har så komplekse problemer,
at der er behov for støttende indsatser efter den foreslåede
§ 32 eller en anbringelse, jf. kapitel 5. Den foreslåede § 30
vil således finde anvendelse i de tilfælde, hvor kommunal-
bestyrelsen vurderer, at et barn eller en ung har behov for
særlig støtte, og at dette behov vil kunne imødekommes af
en forebyggende indsats.
Bestemmelsen vil ikke indeholde en forpligtelse for kom-
munerne til at tilbyde de i bestemmelsen specifikke opliste-
de indsatstyper. Kommunen vil således selv kunne vælge,
hvilke forebyggende indsatser der generelt tilbydes i kom-
munen, ligesom kommunen selv vurderer, hvilken indsats
der er formålstjenstlig i forhold til et konkret barn eller en
konkret ung.
En forebyggende indsats efter den foreslåede bestemmelse
vil ikke forudsætte udarbejdelse af børnefaglig undersøgelse
eller afdækning, jf. de foreslåede §§ 19 og 20 eller udarbej-
delse af en barnets plan, jf. den foreslåede § 91.
Der vil ikke skulle træffes afgørelse om iværksættelse af
forebyggende indsatser efter den foreslåede bestemmelse, og
der vil dermed heller ikke være adgang til at klage over
tilbuddet. Iværksætter kommunalbestyrelsen en forebyggen-
de indsats efter bestemmelsen, vil det dog være muligt for
forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge
over 10 år at klage over, at kommunalbestyrelsen ikke har
iværksat en støttende indsats eller anbringelse efter de fore-
slåede §§ 32, 46 eller 47.
Konsulentbistand efter bestemmelsens § 30, nr. 1, vil kun-
ne ydes til forældre og børn og unge, som har behov for
et længerevarende og mere konkret rådgivningstilbud, end
hvad der vil kunne ydes som rådgivning efter de foreslåede
§§ 28 og 29. Rådgivningen vil således i højere grad kunne
målrettes de konkrete problemer, der søges om hjælp til, og
der vil kunne ydes støtte over en længerevarende periode,
hvis der er behov herfor.
Kommunalbestyrelsen vil endvidere efter bestemmelsens nr.
1 kunne tilbyde konsulentbistand i form af familierettede
indsatser. Et forebyggende forældreprogram efter denne be-
stemmelse vil kunne omfatte tilbud om undervisningsforløb,
f.eks. De utrolige År til forældre, der har behov for vejled-
ning om eksempelvis opdragelse, fordi deres barn vurderes
til at have et behov for særlig støtte, men hvor kommunal-
bestyrelsen vurderer, at der ikke foreligger et behov for
nærmere afdækning eller undersøgelse af barnets eller den
unges behov, jf. de foreslåede §§ 18 og 20.
Omvendt vil et forældreprogram, som f.eks. Multi Syste-
misk Terapi (MST), der retter sig mod børn og unge, som
har så alvorlige adfærdsvanskeligheder, at de er i stor risiko
for at skulle anbringes uden for hjemmet, forudsætte en
afdækning eller børnefaglig undersøgelse efter de foreslåede
§§ 19 eller 20 og vil skulle gives som en støttende indsats
efter den foreslåede § 32.
Hvorvidt der i et konkret tilfælde vil være behov en fami-
lierettet indsats efter den foreslåede bestemmelse eller en
støttende indsats efter den foreslåede § 32, vil bero på en
konkret vurdering, herunder af sagens kompleksitet og ind-
satsens intensitet.
Kommunalbestyrelsen vil efter bestemmelsens nr. 2 kunne
tilbyde et barn eller et eller flere familiemedlemmer at delta-
ge i samtale- eller netværksgrupper. Disse grupper vil kunne
være oprettet og drevet af kommunen selv, i fællesskab
mellem flere kommuner eller af private humanitære orga-
nisationer, der er specialiserede inden for det pågældende
område. Der vil eksempelvis kunne være tale om gruppefor-
løb som kan understøtte barnet, den unge eller familien i
at mestre særlige udfordringer i hverdagen som følge af
psykiske vanskeligheder eller en fysisk eller psykisk funkti-
onsnedsættelse hos barnet eller den unge.
Efter forslaget til bestemmelsens nr. 3 vil kommunalbesty-
relsen kunne tilbyde rådgivning om familieplanlægning. Det
vil f.eks. kunne være aktuelt i forbindelse med eventuel
anden rådgivning af sårbare forældre, hvor de pågældende
situation er af en sådan karakter, at forældrene med fordel
kunne overveje at vente med at få endnu et barn til der er
det fornødne overskud til at kunne tage tilstrækkeligt vare
på barnet.
I bestemmelsens nr. 4 foreslås det, at kommunalbestyrelsen
vil kunne tilbyde andre indsatser, der har til formål at fo-
rebygge et barns eller en ungs eller familiens vanskelighe-
der. Hensigten vil være at give kommunerne mulighed for
186
at udvikle nye tidligt forebyggende indsatser og skræddersy
indsatser til det enkelte barn eller unge. Der vil dog skulle
være tale om tidligt forebyggende indsatser, dvs. indsatser
målrettet afgrænsede problemstillinger med begrænset tyng-
de. Der vil således ikke kunne efter bestemmelsen kunne
iværksættes indsatser, som i karakter og intensitet vil svare
til støttende indsatser som f.eks. familiebehandling efter den
foreslåede § 31.
Til § 31
Efter servicelovens § 11, stk. 7, skal kommunalbestyrelsen
tilbyde gratis rådgivning, undersøgelse og behandling af
børn og unge med adfærdsvanskeligheder eller nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne samt deres familier. Opgaverne
kan varetages i samarbejde med andre kommuner.
Det foreslås i § 31, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde gra-
tis rådgivning, undersøgelse og behandling af børn og unge
med adfærdsvanskeligheder samt deres familier. Opgaverne
kan varetages i samarbejde med andre kommuner.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens § 11, stk. 7, for så vidt angår børn og unge
med adfærdsvanskeligheder. For så vidt angår børn og unge
med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres fa-
milier henvises til § 81 og bemærkningerne hertil.
Målgruppen for rådgivning, undersøgelse og behandling ef-
ter den foreslåede bestemmelse vil være de børn, unge og
familier, der har sociale og adfærdsmæssige problemer, der
ikke er så store endnu, at der er behov for støttende indsat-
ser efter den foreslåede § 32 eller en anbringelse. Der vil
f.eks. kunne være tale om børn med mindre adfærdsmæssige
vanskeligheder, der kan håndteres ved f.eks. nogle få psyko-
logsamtaler.
Formålet med rådgivning, undersøgelse og behandling efter
den foreslåede bestemmelse vil således dels være at afhjæl-
pe de problemer, der allerede eksisterer, og som i nogle
tilfælde kan have forbigående karakter, fordi de f.eks. er
opstået i forbindelse med en ulykke, dels at forebygge at
problemerne vokser sig større, så der ikke senere bliver be-
hov for at tage mere alvorlige foranstaltninger i anvendelse.
Til § 32
Efter servicelovens § 52, stk. 1, 1. pkt., skal kommunalbe-
styrelsen træffe afgørelse om foranstaltninger, når det må
anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et
barns eller en ungs særlige behov for støtte, jf. dog § 54, stk.
3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Kommunalbestyrelsen skal vælge den eller de foranstaltnin-
ger, som bedst kan løse de problemer og behov, der er
afdækket gennem den børnefaglige undersøgelse efter ser-
vicelovens § 50, jf. servicelovens § 52, stk. 1, 2. pkt.
Afgørelsen træffes med samtykke fra forældremyndigheds-
indehaver, og – når der er tale om anbringelse efter service-
lovens § 52, stk. 3, nr. 7 – den unge, der er fyldt 15 år, jf.
servicelovens § 52, stk. 1, 3. og 4. pkt. Dog kan afgørelse
om visse foranstaltninger træffes uden samtykke efter reg-
lerne i servicelovens §§ 56, 57 a, 57 b og 58, § 68, stk. 2 og
3, og § 68 a, når betingelser herfor er opfyldt.
Det fremgår af servicelovens § 52, stk. 2, 1. pkt., at støtte-
foranstaltninger kun kan iværksættes efter gennemførelse af
en børnefaglig undersøgelse, jf. serviceloven § 50, eller en
ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet. Hvis særlige forhold taler herfor, kan
der dog iværksættes foreløbig eller akut støtte efter stk. 3
sideløbende med undersøgelsen, jf. servicelovens § 52, stk.
2, 2. pkt.
Det fremgår af servicelovens § 52, stk. 3, at kommunalbe-
styrelsen kan iværksætte foranstaltninger i form af ophold i
dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddannelsessted eller
lignende, praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet,
familiebehandling eller behandling af barnets eller den un-
ges problemer, døgnophold, jf. servicelovens § 55, for både
forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge og
andre medlemmer af familien i en almen plejefamilie, i en
forstærket plejefamilie, i en specialiseret plejefamilie, på et
opholdssted eller på en døgninstitution, jf. § 66, stk. 1, nr.
1-3, 6 og 7, eller i et botilbud, jf. § 107. Kommunen kan
videre iværksætte foranstaltninger i form af en aflastnings-
ordning, jf. servicelovens § 55, i en almen plejefamilie,
i en forstærket plejefamilie, i en specialiseret plejefamilie
eller i en netværksplejefamilie, på et opholdssted eller på
en døgninstitution, jf. § servicelovens 66, stk. 1, nr. 1-4, 6
og 7, en fast kontaktperson for barnet eller den unge eller
for hele familien, anbringelse af barnet eller den unge uden
for hjemmet på et anbringelsessted, jf. servicelovens § 66,
et praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for
den unge og i den forbindelse udbetaling af godtgørelse til
den unge og anden hjælp, der har til formål at yde rådgiv-
ning, behandling og praktisk og pædagogisk støtte.
Servicelovens § 52, stk. 4, 1. pkt. fastsætter, at kommunal-
bestyrelsen under en graviditet skal træffe afgørelse om for-
anstaltninger efter servicelovens stk. 3, nr. 2, 3, 4, 6 eller
9, og § 52 a, når det må anses for at være af væsentlig
betydning af hensyn til barnets særlige behov for støtte efter
fødslen.
Bestemmelsen betyder, at en række af de foranstaltninger,
der er oplistet i servicelovens § 52, stk. 3, (støtte i hjemmet,
familiebehandling, døgnophold og kontaktperson og anden
støtte) ligeledes kan anvendes over for kommende forældre.
Afgørelsen træffes med samtykke fra forældrene, jf. service-
lovens § 52, stk. 4, 2. pkt. Servicelovens § 52, stk. 2, finder
anvendelse ved afgørelsen, jf. servicelovens § 52, stk. 4, 3.
pkt. Det betyder, at foranstaltningerne som udgangspunkt
kun kan iværksættes efter gennemførelsen af en børnefaglig
undersøgelse, men at der dog kan iværksættes foreløbige el-
ler akutte foranstaltninger, hvis særlige forhold taler herfor.
187
Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen, når det må an-
ses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns
eller en ungs særlige behov for støtte, skal træffe afgørelse
om en eller flere af følgende støttende indsatser, jf. dog §
54, stk. 3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet:
1) Ophold i dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddannel-
sessted el.lign., 2) praktisk, pædagogisk eller anden støtte i
hjemmet, 3) udpegning af en fast kontaktperson for barnet
eller den unge eller for hele familien, 4) formidling af et
praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for
den unge og i den forbindelse udbetaling af godtgørelse til
den unge, 5) familiebehandling eller behandling af barnet el-
ler den unge, 6) familieanbringelse i form af et døgnophold
for både forældremyndighedsindehaver, barnet eller den un-
ge og andre medlemmer af familien i en almen plejefamilie,
i en forstærket plejefamilie, i en specialiseret plejefamilie
eller på et børne- og ungehjem, jf. § 43 eller i et botilbud,
jf. § 107 i lov om social service, 7) et støtteophold i en
almen plejefamilie, i en forstærket plejefamilie, i en specia-
liseret plejefamilie eller i en netværksplejefamilie eller på
et børne- og ungehjem, jf. § 43, samt 8) anden hjælp, der
har til formål at yde rådgivning, behandling og praktisk og
pædagogisk støtte.
Bestemmelsen vil i vidt omfang svare til servicelovens §
52, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, med visse ændringer. Målgrup-
pen for bestemmelsen vil i lighed med den eksisterende
bestemmelse i serviceloven være alle børn og unge med
behov for særlig støtte, uanset om støttebehovet har afsæt i
sociale problemer hos barnet, den unge eller forældrene, i
en funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge, eller i en
kombination heraf.
For at sikre klare og anvendelige regler samler bestemmel-
sen således det centrale materielle kriterium for iværksættel-
se af støtten og oplistningen af de forskellige typer af støtte,
som kan gives.
Samtidig ændres ’terminologien’ foranstaltninger’ til ’støt-
tende indsatser’. Ændringen er en del af opgøret med foræl-
det og stigmatiserende sprogbrug, der gennemføres med for-
slaget til barnets lov. Betegnelsen ’støttende indsatser’ skal
signalere kontinuitet i forhold til kommunens tidlige, fore-
byggende indsatser efter den foreslåede § 30, men samtidig
tydeliggøre, at der her er tale om mere intensiv støtte, end
hvad der kan gives som led i den helt tidlige forebyggelse.
Den foreslåede bestemmelse vil fastlægge det materielle og
dvs. indholdsmæssige kriterium for iværksættelse af støtten-
de indsatser med samtykke. Det er således ikke ethvert be-
hov, der udløser støtte efter bestemmelsen. Det udtrykkes
ved, at det skal være af væsentlig betydning og ved, at det
skal være af hensyn til et særligt behov for støtte.
Derudover vil den foreslåede bestemmelse indebære en
afgræsning til andre, tilgrænsende sektorområder. Der må
således ikke efter denne bestemmelse varetages hensyn,
der hører til andre sektorer som f.eks. undervisningssekto-
ren. Der kan eksempelvis være tale om, at det vil være
gavnligt for en ung at komme på efterskole, men hvor den
unge ikke har behov for særlig støtte og derfor ikke falder
inden for anvendelsesområdet for af bestemmelsen.
Kriteriet er dog samtidig udformet tilpas rummeligt med
henblik på at sikre, at det ikke afskærer kommunen fra at
yde hjælp, når det må ses som formålstjenligt ud fra en
vurdering af familiens situation sammenholdt med de hjæl-
pemuligheder, som findes i bestemmelsen.
Kommunalbestyrelsen vil som udgangspunkt ikke kunne
træffe afgørelser om støtte efter den foreslåede bestemmelse
i sager, som er som er omfattet af Ungdomskriminalitets-
nævnets kompetence. Kommunalbestyrelsen vil dog under
et barns eller en ungs forbedringsforløb, jf. § 13 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, kunne træffe afgørelse
om supplerende indsatser efter bestemmelsens, nr. 1-8, jf. §
54, stk. 3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, når
det anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til
barnets eller den unges særlige behov for støtte, og der kan
opnås samtykke hertil fra forældremyndighedsindehaveren.
Oplistningen af typer af indsatser i den foreslåede bestem-
melse vil i vidt omfang svare til oplistningen i servicelovens
§ 52, stk. 3, men med den væsentlige forskel, at frivillig
anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet ikke
indgår og derfor ikke vil kunne iværksættes efter denne
bestemmelsen. Anbringelsesreglerne foreslås således samlet
i et særskilt kapitel. Der henvises til det foreslåede kapitel 5.
Formålet med at udskille anbringelsesreglerne fra de øvrige
indsatser er at give mulighed for at tilpasse kravene til sags-
oplysning ved støttende indsatser, så de bedre afspejler in-
tensiteten i støtten, uden det går ud over de særligt høje krav
til grundig undersøgelse, der nødvendigvis må gælde ved en
anbringelse uden for hjemmet af hensyn til retssikkerheden
for barnet eller den unge og forældrene.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kommunen vil
kunne iværksætte støtte inden for en eller flere af oplistede
typer af indsatser. Det vil ligesom i dag være muligt at kom-
binere de forskellige indsatser og f.eks. tilbyde både prak-
tisk, pædagogisk støtte i hjemmet og en kontaktperson til
barnet eller den unge. I sager vedrørende børn og unge med
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en langvarig
eller kronisk lidelse vil kommunalbestyrelsen også fremover
skulle overveje om der, ud over eventuelle indsatser efter
dette kapitel, er grundlag for at tilbyde hjælp og støtte efter
kapitel 8 eller for at afdække behovet herfor.
Det vil også ligesom i dag være muligt at iværksætte en
eller flere støttende indsatser til barnet, den unge eller fami-
lien, mens barnet eller den unge er anbragt uden for hjem-
met. Det kunne f.eks. være familiebehandling til forældrene
med henblik på at arbejde med deres forældrekompetencer
under anbringelsen, eller behandling til barnet eller den
unge, som ligger udover, hvad anbringelsesstedet selv kan
tilbyde.
De enkelte støttende indsatser vil hver især have et indbyg-
188
get formål, men samtidig nogle fleksible ydre grænser, der
gør, at indsatserne vil kunne overlappe hinanden. To eller
flere foranstaltninger vil kunne anvendes samtidig eller i
forlængelse af hinanden. Indsatsen vil ligesom i dag kunne
udvikles inden for de givne rammer, således at opregningen
i bestemmelsen ikke vil forhindre udviklingen af nye tilbud.
Rækkefølgen af indsatser vil ikke være udtryk for en tids-
mæssig prioritering i et sagsforløb.
Bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, vil betyde, at kommunalbesty-
relsen ligesom i dag vil kunne iværksætte hjælp i form af
ophold til barnet eller den unge i et dagtilbud, fritidshjem,
ungdomsklub, uddannelsessted el.lign. som en støttende ind-
sats.
Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens
nuværende § 52, stk. 3, nr. 1.
Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2 vil betyde, at kommunalbesty-
relsen ligesom i dag vil kunne iværksætte hjælp i form af
praktisk pædagogisk eller anden støtte i hjemmet.
Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens
nuværende § 52, stk. 3, nr. 2.
Det vil være en type af indsats, der primært vil tage sigte
på forskellige former for støtte i hjemmet (»hjemme-hos«-
ordninger) med det formål at sørge for, at familien holdes
samlet. Det vil f.eks. kunne bestå i at støtte familien i at
strukturere hverdagen, at sørge for at børnene kommer i sko-
le, til idræt eller lignende, at støtte forældrene i grænsesæt-
ning over for børnene, at motivere forældrene til aktiviteter
og at støtte familien i kontakt til omgivelserne.
Støtten vil dog også, ligesom øvrige indsatser efter det fore-
slåede stk. 3, kunne gives under barnets eller den unges
anbringelse uden for hjemmet, f.eks. for at understøtte for-
ældrene i varetage omsorgen for barnet eller den unge under
samvær eller med henblik på eventuel hjemgivelse af barnet
eller den unge. Der henvises til kapitel 7 om hjælp til bar-
nets forældre.
Støtten vil ligesom i dag kunne ydes i meget varierende
perioder fra nogle få måneder til flere år, og tilstedeværelsen
af en støtteperson i familien vil kunne variere fra flere timer
dagligt til et besøg 1-2 timer én gang om ugen eller hver
14. dag alt efter, hvor stor en indsats en afhjælpning af
problemerne må antages at kræve.
Bestemmelsens stk. 1, nr. 3, vil betyde, at kommunalbesty-
relsen ligesom i dag vil kunne tilbyde hjælp i form af en fast
kontaktperson til barnet eller den unge eller hele familien.
Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens
nuværende § 52, stk. 3, nr. 6.
Ved en fast kontaktperson for barnet eller den unge forstås
en indsatstype, der ligesom i dag vil kunne spænde fra en
begrænset støttefunktion i forhold til f.eks. skolegang til
en mere omfattende støttefunktion, der vil kunne yde vej-
ledning og støtte i forhold til hele barnets eller den unges
livssituation. En kontaktperson vil også kunne fungere som
mentor for f.eks. unge kriminelle og hermed varetage en
funktion som rollemodel og sparringspartner for den unge.
Kontaktpersonen vil således udfylde flere forskellige funkti-
oner alt efter, hvad barnet eller den unge har behov for.
Kontaktpersonens opgave vil være er at være til rådighed,
når barnet eller den unge har behov for en voksen til at tale
med, blive trøstet af mv. Der vil derfor være tale om en
opgave, der principielt vil kunne blive aktuel døgnet rundt.
Da kontaktpersonens opgaver vil ligge på et nært personligt
plan, vil det være væsentligt, at den, der udpeges, er en
person, som barnet eller den unge med tryghed vil kunne
henvende sig til. En mulig kontaktperson vil derfor ofte
skulle findes i barnets eller den unges nære omgivelser,
f.eks. en pædagog, en lærer, en klubmedarbejder, en idræts-
træner eller en anden voksen person, som barnet eller den
unge vil have tillid til.
Ved en fast kontaktperson for hele familien forstås en tilsva-
rende indsats, der vil kunne udfylde forskellige funktioner i
form af støtte og vejledning til hele familien alt efter famili-
ens behov.
Bestemmelsens stk. 1, nr. 4, vil betyde, at kommunalbesty-
relsen ligesom i dag vil kunne tilbyde hjælp i form af for-
midling af et praktikophold for den unge hos en privat eller
offentlig arbejdsgiver, og kommunalbestyrelsen vil i den
forbindelse kunne udbetale godtgørelse til den unge.
Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens
nuværende § 52, stk. 3, nr. 8.
Målgruppen for den foreslåede ordning vil især være med
unge med sociale og adfærdsmæssige vanskeligheder, som
har svært ved at fastholde tilknytningen til uddannelsessy-
stemet og til at opnå eller fastholde en tilknytning til ar-
bejdsmarkedet ved egen hjælp.
Målgruppen vil også kunne omfatte unge med nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne, som vil kunne have behov for
at afprøve sig i en arbejdspraktik, idet funktionsnedsættelsen
kan skabe barrierer for de unges muligheder for at finde
beskæftigelse på almindelige vilkår.
Opretholdelse af den unges kontakt til skolesystemet kan
være et sigte i forbindelse med godtgørelse ved deltagelse
i et praktiktilbud, men behøver ikke at være det. Det kan
være et tilstrækkeligt formål i sig selv at støtte den unges
indtræden på arbejdsmarkedet med henblik på forbedring af
den unges sociale situation i det hele taget.
Den enkelte kommune træffer afgørelse om størrelse og ud-
betaling af godtgørelse. Det er ikke hensigten at tilsidesætte
grundprincippet om forældres forsørgelsesansvar over for
unge under 18 år. Derfor er det forudsat, at godtgørelsen
udgør et mindre beløb.
189
Der er ikke hjemmel til at kræve udgiften til godtgørelsen
betalt af den unges forældre, når disse har midler hertil. For
unge, der har ophold i et anbringelsessted for børn og un-
ge, skal godtgørelsen betragtes som indtægt ved eget arbej-
de. Godtgørelse ophører ved den unges 18. år.
Bestemmelsens stk. 1, nr. 5, vil betyde, at kommunalbesty-
relsen vil kunne iværksætte hjælp i form af familiebehand-
ling eller behandling af barnet eller den unge.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens nuværende § 52, stk. 3, nr. 3.
Ved familiebehandling forstås forskellige typer af familier-
ettede indsatser, der som udgangspunkt har til formål at
bevare familien samlet. Familiebehandling vil dog kunne
tilbydes familien i tilknytning til, at barnet eller den unge er
anbragt uden for hjemmet, f.eks. med henblik på at arbejde
med forældrenes kompetencer til at drage omsorg for barnet
eller den unge under samvær eller ved en eventuel hjemgi-
velse. Der henvises til kapitel 7 om forældrestøtte.
Familiebehandling kan ydes i hjemmet, som ambulant be-
handling eller som led i barnets eller den unges ophold i et
dagbehandlingstilbud. For familiebehandling under døgnop-
hold for hele familien henvises til den foreslåede stk. 1, nr.
6, jf. nedenfor.
Ved behandling af barnet eller den unge forstås socialpæda-
gogisk, psykologisk eller anden tilsvarende behandling af
barnet eller den unge, der har til formål at afhjælpe barnets
eller den unges vanskeligheder. Det vil f.eks. kunne være
målrettet traumer hos barnet eller den unge, tilknytningsfor-
styrrelser, opmærksomhedsforstyrrelser, selvskade eller ud-
adregerende adfærd, andre adfærds- eller tilpasningsvanske-
ligheder m.v.
Behandlingen vil kunne foregå på flere forskellige måder
og efter forskellige behandlingsmetoder. Behandlingen vil
f.eks. kunne gives ambulant, eller ved at barnet eller den
unges bevilges dagbehandling i en privat eller offentlig in-
stitution. Behandling af barnet eller den unges problemer
efter foreslåede bestemmelse vil også kunne gives som sup-
plerende støtte under barnets eller den unges anbringelse
uden for hjemmet.
Behandling af barnets eller den unges problemer vil også
kunne involvere familien, og der vil derfor kunne være en
glidende overgang mellem familiebehandling og behandling
af barnet eller den unge.
Bestemmelsens stk. 1, nr. 6, vil betyde, at kommunalbesty-
relsen ligesom i dag vil kunne iværksætte hjælp i form af
døgnophold til hele familien eller enkelte af dens medlem-
mer sammen med barnet eller den unge. Opholdet vil med
bestemmelsen fremover blive betegnet en ’familieanbringel-
se’.
Den foreslåede bestemmelse vil i øvrigt svare til servicelo-
vens nuværende § 52, stk. 3, nr. 4.
Formålet med en sådan familieanbringelse vil være at give
familier et tilbud om intensivt støtte, der er mindre indgri-
bende end anbringelse af barnet eller den unge alene. Der
bør dog sikres, at døgnopholdet ikke anvendes, hvis der alle-
rede foreligger oplysninger, som peger på, at en anbringelse
uden for hjemmet vil være bedst for barnet eller den unge.
Den foreslåede ordning vil f.eks. kunne give mulighed for
at arbejde målrettet og helhedsorienteret med familien, her-
under med relationer, tilknytning og samspil og forældrenes
kompetencer til at skabe trygge rammer og struktur og sætte
grænser. Med en familieanbringelse vil familierne således
kunne støttes i deres konkrete udfordringer – eksempelvis
fremme børnenes trivsel, understøtte relationen mellem for-
ældre og børn og styrke forældrenes forældrekompetencer –
til gavn for både børn og forældre.
Døgnophold efter den foreslåede bestemmelse vil oftest ind-
gå som led i en familiebehandling, men kan også foregå
som del af en undersøgelse af forældrenes kompetencer til at
drage omsorg for barnet eller den unge i forbindelse med en
børnefaglig undersøgelse.
Opholdet vil skulle ske på et børne- eller ungehjem, i en
almen plejefamilie, en forstærket plejefamilie eller en spe-
cialiseret plejefamilie, jf. § 43, eller i et botilbud, jf. § 107 i
lov om social service.
En familieanbringelse efter den foreslåede bestemmelse vil
ikke være en anbringelse af barnet eller den unge efter lo-
vens kapitel 5 og vil derfor ikke være omfattet af de særlige
regler om bl.a. hjemgivelse og samvær m.v., der særskilt
knytter sig til en anbringelse af børn og unge uden for hjem-
met.
Bestemmelsens stk. 1, nr. 7, vil betyde, at kommunalbesty-
relsen vil kunne iværksætte hjælp i form at et støtteophold
for et barn eller en ung i form af et døgnophold i en plejefa-
milie eller i et børne- eller ungehjem.
Hensigten med den foreslåede bestemmelse vil være at præ-
cisere de muligheder, kommunerne har i dag efter servicelo-
vens § 52, stk. 3, nr. 5, for at iværksætte fleksible, støttende
og aflastende ophold for barnet eller den unge i en plejefa-
milie eller i et børne- eller ungehjem, mens barnet eller den
unge fortsat bor hjemme hos forældrene. Det vil skulle sik-
re, at udsatte børn og unge vil kunne blive boende hjemme
hos familien, men samtidig få den nødvendige støtte eller
det nødvendige pusterum, når sådan en fleksibel model er
bedst for barnet eller den unge.
Den foreslåede bestemmelse vil gøre det tydeligt, at det vil
være barnets eller den unges behov, som vil være udgangs-
punktet for indsatsen, og ikke f.eks. forældres eller plejefor-
ældres behov for aflastning. For at understrege dette vil den
foreslåede ordning indebære en ændring af terminologien
fra ’aflastning’ til ’støtteophold’, så barnet eller den unge
ikke vil skulle opleve at være en belastning, som de voksne
omkring barnet eller den unge skal aflastes fra. Ændringen
vil indgå som et led i det bredere opgør med stigmatiserende
190
sprogbrug i en ny barnets lov. I sager vedrørende børn og
unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en
langvarig eller kronisk lidelse bør kommunalbestyrelsen væ-
re opmærksom på, om der kan være grundlag for at tilbyde
aflastning til familien efter kapitel 8.
Formålet med den foreslåede bestemmelse vil således være
at give barnet eller den unge mulighed for at komme væk
hjemmefra i en kortere periode, når barnet eller den unge
har behov for det.
Tidsmæssigt vil de enkelte støtteophold kunne strække sig
fra en til to dage til to til tre uger ad gangen, typisk weeken-
der og ferieperioder. Selve ordningen vil kunne fungere for
en længere årrække, eventuelt under hele opvæksten. Støtte-
ophold kan ikke træde i stedet for en anbringelse. Der vil
således ikke efter bestemmelsen kunne bevilges gentagne
langvarige støtteophold, der ligger i umiddelbar forlængelse
af hinanden.
Det vil ikke være muligt med hjemmel i den foreslåede be-
stemmelse at bevillige støtteophold på timebasis. Støtte efter
denne bestemmelse vil således ligesom i dag kun kunne
bevilliges som døgnophold.
Et støtteophold efter § 32, stk. 1, nr. 7, vil ikke være en
anbringelse, selvom det vil skulle foregå i et godkendt an-
bringelsessted. Et støtteophold vil derfor heller ikke kunne
erstatte en anbringelse uden for hjemmet, hvis det er en
anbringelse, barnet eller den unge har behov for.
Støtteophold vil dog også kunne gives som en supplerende
indsats under en anbringelse i en plejefamilie eller på et
børne- eller ungehjem.
Kommunerne vil skulle tilrettelægge indsatsen og fastsætte
de nærmere rammer for støtteopholdet i dialog med barnet
eller den unge og familien, så opholdet tilpasses behovet hos
det enkelte barn eller den enkelte unge. I forbindelse med
den løbende opfølgning på barnets eller den unges udvikling
og trivsel, jf. § 95, vil kommunen i dialog med barnet eller
den unge og familien skulle tage stilling til, om der er behov
for at justere indsatsen.
Bestemmelsens stk. 1, nr. 8, vil give kommunalbestyrelsen
mulighed for at iværksætte anden hjælp, der har til formål
at yde rådgivning, behandling og praktisk og pædagogisk
støtte.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens § 52, stk. 3, nr. 9.
Hensigten vil være at give kommunerne så vide rammer
som muligt i forhold til at målrette hjælpen til barnet eller
den unge og familien og gøre det muligt at iværksætte til-
bud, der ikke er taget højde for i opremsningen af typer af
støttende indsatser. Der udvikles således løbende nye meto-
der, og der opstår nye initiativer. Disse skal ikke begrænses
af en udtømmende opremsning af indsatstyper. Betingelser-
ne for at iværksætte støtte, jf. stk. 1, vil dog altid skulle være
opfyldt.
Der vil ikke kunne ske anbringelse uden for hjemmet eller
ydes døgnophold til barnet eller den unge eller familien efter
den foreslåede nr. 8, jf. formuleringen »anden hjælp«. Hjæl-
pen vil dog godt kunne ydes uden for hjemmet, f.eks. i et
børnehus eller i et dagbehandlingstilbud.
Det foreslås i stk. 2, at afgørelsen træffes med samtykke fra
forældremyndighedsindehaver, jf. dog §§ 37-39.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af service-
lovens § 52, stk. 1, 3. pkt.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbesty-
relsen alene vil kunne træffe afgørelse om støttende indsat-
ser efter denne bestemmelse, hvis der foreligger samtykke
fra den eller de personer, som har del i forældremyndighe-
den. Visse indsatser vil dog efter omstændighederne kunne
iværksættes uden samtykke efter reglerne i de foreslåede §§
37-39, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Samtykket vil skulle omfattet indholdet af den støttende
indsats, det overordnede formål med indsatsen samt den
forventede varighed, jf. nedenfor.
Samtykket vil skulle skal være frit og informeret og vil til
enhver tid kunne trækkes tilbage. Det vil betyde, at kommu-
nen vil skulle sørge for, at forældremyndighedsindehaver
er tilstrækkeligt oplyst om og forstår, hvad indsatsen vil
indebære, hvad formålet er med at iværksætte hjælpen, og
hvor længe indsatsen forventes at vare.
Det foreslås i stk. 3, at ved en afgørelse efter den forslåe-
de § 32, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen vælge den eller
de støttende indsatser, som bedst kan imødekomme barnets
eller den unges særlige behov for støtte. Afgørelsen skal
angive formålet med indsatsen og den forventede varighed.
Forslaget til bestemmelsen i stk. 3, 1. pkt., vil betyde, at
det vil være hensynet til at imødekomme barnets eller den
unges støttebehov, som vil skulle være bestemmende for,
hvilke indsatser der iværksættes. Bestemmelsen vil afspejle,
at hjælp og støtte altid skal iværksættes med henblik på at
sikre barnets eller den unges bedste, jf. formålsbestemmel-
sen i den foreslåede § 2.
Den vil endvidere afspejle den forvaltningsretlige grundsæt-
ning om egnethed, hvorefter en foranstaltning altid skal væ-
re egnet til at løse det formål, den skal opfylde. Kommunal-
bestyrelsen skal således sikre, at afgørelsen som middel er
egnet til at opnå målet.
Endelig illustrerer formuleringen hensynet til proportiona-
litetsprincippet. Støttende indsatser vil variere i intensitet
og karakter og vil efter omstændighederne kunne være ind-
gribende for både børn, unge og forældre. Det er derfor
vigtigt, at de valgte indsatser kan bidrage til at løse de van-
skeligheder, som barnet, den unge eller familien, har brug
191
for hjælp til, og at indsatserne står i et rimeligt forhold til
formålet. Princippet er som forvaltningsretligt grundprincip
gældende, uanset om det står udtrykkeligt i lovteksten.
Samlet set vil det betyde, at en afgørelse om iværksættelse
af støttende indsatser ikke bør være så lidt indgribende,
at den ikke er tilstrækkelig til at opnå målet, eller at den
senere viser sig ikke at have effekt. Samtidig bør det altid
sikres, at indsatsen ikke er så indgribende, at den har større
bivirkninger end fordele for barnet eller den unge. Der er
således tale om, at sagsbehandleren i de enkelte tilfælde nøje
må overveje balancen imellem disse forvaltningsretlige og
faglige hensyn.
Det foreslås videre i stk. 3, 2. pkt., at afgørelsen skal angive
formålet med indsatsen og den forventede varighed.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbesty-
relsen i sin afgørelse om støttende indsatser vil skulle angive
det overordnede formål med den eller de valgte indsatser.
Et eksempel kunne være en afgørelse om praktisk og pæ-
dagogisk hjælp i hjemmet med det overordnede formål at
styrke barnets trivsel ved at hjælpe forældrene med at skabe
struktur i familiens hverdag og støtte forældrene i at sætte
grænser. Det konkrete mål for indsatsen vil skulle fastsættes
i samarbejde med barnet eller den unge og forældrene i
Barnets Plan. Der henvises til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.12.3.
Den foreslåede bestemmelse vil endvidere betyde, at kom-
munalbestyrelsens afgørelse skal indeholde en angivelse af,
hvor længe indsatsen forventes at vare. Det vil sige, at kom-
munen i forbindelse med iværksættelsen af støtten skal tage
stilling til, om indsatsen forventes at skulle være af kortere
eller længere varighed.
Med stk. 3, 2. pkt. videreføres dele af de gældende regler i
servicelovens § 140, stk. 2 og 3, om indsatsens formål og
forventet varighed. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne
til §§ 91 og 92 og til de almindelige bemærkninger, punkt
3.12.2. og 3.12.3.
Det foreslås i stk. 4, at støtte efter bestemmelsens stk. 1 kan
iværksættes på grundlag af en afdækning eller børnefaglig
undersøgelse, jf. §§ 19-20, eller en ungefaglig undersøgelse,
jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller
sideløbende hermed.
Bestemmelsen vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil kunne
træffe afgørelse om støttende indsatser på baggrund af en
afdækning af et eller flere forhold med betydning for barnet
eller en egentlig undersøgelse af barnets eller den unge situ-
ation. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
3.3.
Kommunalbestyrelsen vil altså ikke som i dag som udgangs-
punkt skulle iværksætte støtte efter gennemførelse af en
børnefaglig undersøgelse eller hvad der svarer her til, idet
en mere afgrænset afdækning vil kunne være tilstrækkeligt
grundlag, når der ikke er tale om meget alvorlige og kom-
plekse sager, herunder sager hvor der kan være behov for en
anbringelse. Formålet er at sikre, at barnet eller den unge og
familien vil få hurtigere hjælp end i dag, og at kommunerne
ikke bruger unødige ressourcer på langvarige og omfangsri-
ge undersøgelser, når det ikke står mål med problemtyngden
og indsatsens karakter.
Støtte vil dog også kunne iværksættes på grundlag af en
børnefaglig undersøgelse, der kommer hele vejen rundt om
barnets eller den unges situation. Det vil f.eks. kunne væ-
re tilfældet i en situation, hvor kommunen indledningsvis
har vurderet, at der er tale om en så alvorlig sag, at en
anbringelse vil kunne være relevant, og derfor har iværksat
en børnefaglig undersøgelse, jf. den foreslåede § 20. Hvis
kommunen på baggrund af den børnefaglige undersøgelsen
imidlertid vurderer, at der ikke er grundlag for en anbringel-
se af barnet, men i stedet er behov for f.eks. intensiv familie-
behandling under et døgnophold for barnet og forældrene,
vil denne støttende indsats kunne iværksættes på baggrund
heraf. Det vil også kunne være tilfældet i en situation, hvor
barnet anbringes uden for hjemmet, og der vurderes at være
behov for supplerende støtte til barnet eller forældrene under
anbringelsen.
Den foreslåede ordning vil også betyde, at kommunalbe-
styrelsen vil få lettere adgang til at iværksætte støttende
indsatser sideløbende med en afdækning eller børnefaglig
undersøgelse af barnets eller den unges behov. I dag kan
foranstaltninger efter servicelovens § 52 alene iværksættes
sideløbende med en børnefaglig undersøgelse, hvis særlige
grunde taler herfor, men det klare udgangspunkt er, at under-
søgelsen skal være gennemført forinden. Det vil den foreslå-
ede bestemmelse gøre op med.
Støttende indsatser, herunder eventuelle handicapkompense-
rende indsatser efter kapitel 8, vil således kunne iværksættes
sideløbende med, at afdækning eller børnefaglig undersøgel-
se gennemføres, hvis kommunalbestyrelsen på baggrund af
de oplysninger, der allerede foreligger i sagen, vurderer, at
det vil være af væsentlig betydning af hensyn til barnets
eller den unges særlige behov for støtte. Formålet er at sikre
hurtigere og mere fleksibel hjælp til barnet eller den unge og
familien. Det vil samtidig give bedre mulighed for en mere
aktiv afdækning- eller undersøgelsesperiode, hvor afdæknin-
gen eller den børnefaglige undersøgelse af barnets, eller
den unges og familiens ressourcer udfordringer sker som
led i en støttende indsats. Der henvises til de almindelige
bemærkninger, punkt 3.3.
Der vil være en forudsætning, jf. det foreslåede stk. 1, at
der foreligger tilstrækkelig oplysninger til, at kommunalbe-
styrelsen kan vurdere, om barnet eller den unge har behov
for særlig støtte, dvs. at støttebehovet ligger udover, hvad
der kan imødekommes som led i en tidligt forebyggende
indsats efter den foreslåede § 30, og om støtten vil være af
væsentlig betydning. Endelig skal kommunen for at kunne
træffe afgørelse have tilstrækkelige oplysninger til at kunne
192
vurdere, hvilke indsatser, der bedst kan imødekomme bar-
nets eller den unges behov.
Kommunalbestyrelsens afgørelse vil være omfattet af de
almindelige forvaltningsretlige regler om partshøring og kla-
gevejledning m.v., ligesom kommunen vil have ansvar for at
sikre, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes
afgørelse, jf. § 10 i retssikkerhedsloven.
Hvis der iværksættes støttende indsatser sideløbende med
afdækning eller børnefaglig undersøgelse, skal kommunal-
bestyrelsen i forbindelse med opfølgningen på barnets triv-
sel og udvikling, jf. den foreslåede § 95, tage stilling til, om
afdækningen eller undersøgelsen giver anledning til at juste-
re indsatsen, herunder iværksætte handicapkompenserende
indsatser efter kapitel 8, hvis der i forbindelse med opfølg-
ningen viser sig et grundlag herfor.
Det foreslås i stk. 5, at kommunalbestyrelsen under en kom-
mende mors graviditet med samtykke fra de kommende for-
ældre skal træffe afgørelse om indsatser efter stk. 1, nr. 2,
3, 5, 6 eller 8, når det må anses for at være af væsentlig
betydning af hensyn til barnets særlige behov for støtte
efter fødslen. Afgørelsen efter 1. pkt. træffes over for de
kommende forældre. Støttende indsatser over for kommende
forældre efter 1. pkt. kan iværksættes på grundlag af en
afdækning eller undersøgelse efter §§ 25 og 26 eller sidelø-
bende hermed.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 5, 1. pkt., vil være en
videreførelse af servicelovens § 52, stk. 4, med de redaktio-
nelle ændringer, der følger af ændringen af terminologi fra
vordende forældre til kommende forældre og af, at række-
følgen af de oplistede indsatser i stk. 1 justeres i forhold til,
hvad der er i dag gælder i servicelovens § 52, stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at en række af de
støttende indsatser, der er oplistet i det foreslåede stk. 1,
fortsat vil kunne iværksættes inden barnets fødsel.
Det vil kunne ske, når det må anses for at være af væsent-
lig betydning af hensyn til barnets særlige behov for støtte
umiddelbart efter fødslen.
Den foreslåede ordning vil indebære, at kommunen ligesom
i dag inden fødslen vil kunne træffe afgørelse om støtte i
hjemmet efter den foreslåede nr. 2, udpegning af kontaktper-
son til forældrene efter den foreslåede stk. 1, nr. 3, familie-
behandling efter den foreslåede stk. 1, nr. 5, døgnophold for
de kommende forældre efter den foreslåede stk. 1, nr. 6,
ligesom opsamlingsbestemmelsen i den foreslåede stk. 1, nr.
8, vil finde anvendelse.
Kommunerne vil især kunne anvende familiebehandling ef-
ter den foreslåede nr. 3 således, at de kommende forældre
gennem f.eks. terapi, øvelser m.v. kan øge deres forældre-
kompetencer. Kommunen vil dog altid i det enkelte tilfælde
skulle vurdere, hvilken hjælp der er relevant. Rent indholds-
mæssigt vil disse støttende indsatser i praksis skulle udmøn-
tes, så de retter sig mod at forberede forældrene på den
kommende familieforøgelse.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at afgørelsen om
støttende indsatser under graviditeten træffes med samtykke
fra de kommende forældre.
Ved de kommende forældre forstås den gravide kvinde og
den, der efter børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 772 af
7. august 2019, anses som retlig forælder til barnet. Dette
omfatter kvindens ægtefælle, medmindre denne efter børne-
loven ikke anses som forælder til barnet, og den mand eller
kvinde, der har anerkendt faderskabet henholdsvis medmo-
derskabet til barnet på afgørelsestidspunktet. Derimod om-
fatter det ikke den mand eller kvinde, der er far eller med-
mor til barnet, men hvis forældreskab til barnet endnu ikke
er fastslået. Endvidere omfatter det den mand eller kvinde,
som ifølge moren er eller kan være far eller medmor til
barnet.
Det foreslås i stk. 5, 2. pkt., at afgørelsen efter 1. pkt. træffes
over for de kommende forældre.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at når der er behov
for at træffe afgørelse om støttende indsatser under en kom-
mende mors graviditet efter § 32, stk. 5, 1. pkt., træffes
afgørelsen over for de kommende forældre.
Det foreslås i stk. 5, 3. pkt., at støttende indsatser over for
kommende forældre efter 1. pkt. kan iværksættes på grund-
lag af en afdækning eller undersøgelse efter §§ 25 og 26
eller sideløbende hermed.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at støtten vil kun-
ne iværksættes på grundlag af eller sideløbende med en
afdækning eller undersøgelse, jf. de foreslåede §§ 25 og 26
om afdækning eller undersøgelse af kommende forældres
forhold, når der er grund til antage, at der kan opstå behov
for hjælp og støtte efter lovforslagets kapitel 4 eller 5 til et
barn umiddelbart efter fødslen.
Til § 33
Efter § 101, stk. 1, i serviceloven skal kommunalbestyrel-
sen tilbyde social behandling til personer med et stofmis-
brug. Tilbuddet skal iværksættes senest 14 dage efter hen-
vendelsen til kommunen, jf. servicelovens § 101, stk. 4. Be-
stemmelsen vedrører social stofmisbrugsbehandling, og om-
fatter dermed ikke misbrugsbehandling efter sundhedsloven.
§ 101, stk. 12, i serviceloven bemyndiger social- og ældre-
ministeren til at fastsætte regler om behandling efter service-
lovens § 101, stk. 1 og 4, af børn og unge under 18 år med
stofmisbrug i særlige tilfælde.
Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 714 af 19.
juni 2013 af bekendtgørelse om garanti for social behand-
ling for stofmisbrug til unge under 18 år i særlige tilfælde.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, at kommunalbe-
193
styrelsen sørger for tilbud om behandling for stofmisbrug til
unge under 18 år i særlige tilfælde.
Det fremgår videre af bekendtgørelsens § 1, stk. 2, at tilbud
efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1, skal iværksættes senest 14
dage efter henvendelsen til kommunen.
Forældre eller den unge kan anmode kommunen om et be-
handlingstilbud, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Bekendtgørelsens § 1, stk. 4, fastsætter, at målgruppen er
unge, som på grund af stofmisbruget har alvorlige sociale
og adfærdsmæssige problemer, der medfører, at den unge
ikke kan fungere i forhold til familie, uddannelse, arbejde
eller skole. Der er tale om unge med sociale, fysiske og/eller
psykiske skader forårsaget af stofmisbruget.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, at tilbud skal iværk-
sættes med forældremyndighedsindehavers samtykke og
kræver tillige samtykke fra den unge, når denne er fyldt 15
år.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 3, at den kommunale for-
pligtelse til særlig støtte over for børn og unge er reguleret
efter bestemmelserne i servicelovens kapitel 11. Forpligtel-
sen, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1 og 2, ændrer ikke ved
dette, men er en ekstra forpligtelse til at yde hurtig hjælp til
målgruppen, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 4.
Det fremgår videre af bekendtgørelsens § 4, at det er kom-
munalbestyrelsen, der foretager den faglige vurdering af, om
den unges problemer er så alvorlige, at der skal iværksættes
et tilbud inden for 14 dage.
Det fremgår videre af bekendtgørelsens § 5, at kommunalbe-
styrelsen skal sørge for, at sagen undersøges og for, at der
tages stilling til den samlede sociale støtte samt for, at der
udarbejdes en handleplan for den samlede indsats, herunder
for behandlingen for stofmisbruget, jf. servicelovens § 140,
stk. 2.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 6, at klage over afslag
på behandling, herunder manglende iværksættelse af tilbud
senest 14 dage efter henvendelsen til kommunen, kan ind-
bringes for Ankestyrelsen, jf. servicelovens § 166.
Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen senest 14 dage
efter henvendelsen fra en ung under 18 år eller forældrene
skal iværksætte social behandling af den unges stofmisbrug,
når den unge har alvorlige sociale og adfærdsmæssige pro-
blemer på grund af stofmisbruget, der medfører, at den unge
ikke kan fungere i forhold til familie, uddannelse, arbejde
eller skole.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens § 101, stk. 1 og 4, for så vidt angår børn og
unge under 18 år, og de regler om en behandlingsgaranti,
der med hjemmel i servicelovens § 101, stk. 12, er fastsat i
bekendtgørelsens §§ 1 og 3-5.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbesty-
relsen ligesom i dag vil have pligt til at iværksætte et socialt
behandlingstilbud til unge med alvorligt stofmisbrug inden
for 14 dage fra henvendelsen den unge eller forældrene.
Det vil ligesom i dag være kommunalbestyrelsen, som vil
skulle oplyse sagen og vurdere, om den unges stofmisbrug
er så alvorligt, at der vil skulle iværksættes et behandlings-
tilbud inden for 14 dage.
Bestemmelsen vil ikke ændre på kommunens forpligtelser
i øvrigt til at oplyse sagen og iværksætte anden støtte efter
de foreslåede bestemmelser i denne lov, i det omfang der er
er grundlag herfor. Kommunen vil således kunne iværksætte
andre indsatser efter dette kapitel eller kapitel 5 ved siden
af, hvis der er behov det.
Der vil tilsvarende kunne iværksættes andre indsatser efter
denne lov, selvom kommunalbestyrelsen vurderer, at den
unges misbrug ikke er så alvorligt, at den unge er omfattet af
behandlingsgarantien efter den foreslåede bestemmelse. Den
foreslåede bestemmelse vil således ikke ændre ved kommu-
nens mulighed for at iværksætte behandling af den unge,
herunder for stofmisbrug, efter de almindelige regler i den
foreslåede § 32, stk. 1.
Kommunalbestyrelsens afslag på behandling efter den fore-
slåede bestemmelse, herunder manglende iværksættelse in-
den for 14 dage, vil kunne påklages til Ankestyrelsen efter
reglerne i den foreslåede § 144.
Det foreslås videre i stk. 2, at afgørelse om stofmisbrugsbe-
handling efter stk. 1 træffes med samtykke fra forældremyn-
dighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år.
De foreslåede bestemmelse vil svare til § 2 i den nuværende
bekendtgørelse. Bestemmelsen vil betyde, at iværksættelse
af stofmisbrugsbehandling til unge med alvorligt stofmis-
brug efter det foreslåede stk. 1 vil kræve samtykke fra den
unge, der er fyldt 15 år, og forældremyndighedsindehaver.
Da de foreslåede bestemmelser i stk. 1 og 2 vil træde i stedet
for de regler om en behandlingsgaranti til unge under 18 år i
særlige tilfælde, som i dag er fastsat i bekendtgørelsesform,
vil den nuværende bekendtgørelse herom blive ophævet, og
bemyndigelsen i servicelovens § 101, stk. 12, vil ikke blive
videreført.
Til § 34
Efter § 101, stk. 9, 1. pkt., i serviceloven kan kommunalbe-
styrelsen anvende gave kort i forbindelse med tilbud om
behandling for stofmisbrug efter servicelovens § 101, stk.
1, og under behandlingsforløbet med henblik på at fastholde
personen i behandlingen. Med et gavekort forstås et elektro-
nisk eller fysisk tilgodebevis på et bestemt beløb til at købe
varer i en forretning, jf. servicelovens § 101, stk. 9, 2. pkt.
Det fremgår videre af § 101, stk. 10, i serviceloven, at
bestemmelsen i stk. 9 om gavekort tilsvarende finder anven-
delse som led i behandlingen af børn og unge under 18 år
194
med et stofmisbrug, som får behandling efter regler fastsat i
medfør af servicelovens § 101, stk. 12, eller i et tilbud efter
servicelovens § 52, stk. 3.
§ 101, stk. 11, i serviceloven fastsætter, at gavekort, jf. ser-
vicelovens § 101, stk. 9, kan modtages, uden at værdien
heraf fradrages i forsørgelsesydelser eller andre indkomstaf-
hængige offentlige ydelser.
Det følger videre af § 101, stk. 13, i serviceloven, at so-
cial- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om bl.a.
anvendelse af gavekort efter servicelovens § 101, stk. 9. Be-
myndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1477 af 17.
december 2019 om afdækning, gavekort og kvalitetsstan-
dard for social behandling for stofmisbrug efter § 101 i lov
om social service.
Bekendtgørelsens § 2, stk. 1, 1. pkt., fastsætter, at kommu-
nalbestyrelsen kan beslutte at anvende gavekort i behandling
af stofmisbrug efter reglerne i § 101, stk. 9, i lov om social
service, som en del af kommunens generelle serviceniveau.
Gavekort anvendes i forbindelse med tilbud om behandling
efter § 101 i lov om social service og under behandlingsfor-
løbet med det formål at fastholde personer med et stofmis-
brug i behandling, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1, 2. pkt.
Kommunalbestyrelsen skal som led i beslutningen om at
anvende gavekort i behandlingen af stofmisbrug fastlægge
retningslinjer for anvendelsen af gavekort samt beløb på
gavekortet, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1, 3. pkt.
Bekendtgørelsens § 2, stk. 1, 3. pkt., finder tilsvarende an-
vendelse, hvis kommunalbestyrelsen som en del af kommu-
nens generelle serviceniveau beslutter at anvende gavekort i
behandling af børn og unge under 18 år med et stofmisbrug
efter reglerne i § 101, stk. 10, i lov om social service, jf.
bekendtgørelsens § 2, stk. 2.
Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen kan anvende
gavekort som led i social behandling til af en unge med et
stofmisbrug, der får behandling efter § 33, en indsats efter §
32, stk. 1, eller § 43 med henblik på at fastholde den unge i
behandlingen.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens § 101, stk. 9, 1. pkt., for så vidt angår stofmis-
brugsbehandling af unge under 18 år, og servicelovens §
101, stk. 10.
Bestemmelsen vil betyde, at kommunalbestyrelsen ligesom i
dag vil have hjemmel til at anvende gavekort til unge under
18 år i forbindelse med stofmisbrugsbehandling.
Hjemlen til at anvende gavekort vil både gælde ved mis-
brugsbehandling omfattet af den særlige behandlingsgaranti
efter den foreslåede § 33 og ved misbrugsbehandling som
led i en indsats efter den foreslåede § 32, stk. 1 eller § 43.
Det vil ligesom i dag være kommunalbestyrelsen, der vil
skulle tage stilling til, hvorvidt den enkelte kommune skal
have mulighed for at anvende gavekort som led i stofmis-
brugsbehandling af unge under 18 år. Dermed vil mulig-
heden for at kunne anvende gavekort ligesom i dag være
betragte også som en del af det generelle serviceniveau. Det
følger af § 60, stk. 3, i lov om retssikkerhed og administra-
tion, at beslutninger om det generelle serviceniveau ikke kan
indbringes for anden administrativ myndighed.
Det foreslås i stk. 2, at ved gavekort forstås et elektronisk
eller fysisk tilgodebevis på et bestemt beløb til at kunne
købe varer i en forretning.
Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens §
101, stk. 9, 2. pkt. jf. servicelovens § 101, stk. 10, for så vidt
angår unge under 18 år.
Bestemmelsen vil betyde, at det af selve lovteksten vil frem-
gå, hvad der menes med gavekort, med det formål at give en
bedre forståelse af gavekort for forvaltninger og borgere.
Gavekortet vil f.eks. kunne anvendes til at købe biografbil-
letter eller lignende.
Det foreslås i stk. 3, at gavekort efter, jf. stk. 1, kan modta-
ges, uden at værdien heraf fradrages i forsørgelsesydelser
eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens § 101, stk. 11, for så vidt angår unge under 18
år.
Med den foreslåede bestemmelse er det dels hensigten at
sikre effekten af gavekortene ved, at kommunerne ikke skal
fradrage værdien af gavekortet, hvis den unge modtager en
offentlig forsørgelsesydelse eller andre indkomstafhængige
offentlige ydelser. Dels er hensigten at sikre, at gavekort
ikke skal have betydning for den unges ret til anden hjælp.
Det foreslås i stk. 4, at social- og ældreministeren kan fast-
sætte nærmere regler om anvendelse af gavekort efter stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens § 101, stk. 13, for så vidt angår fastsættelse af
nærmere regler om gavekort ved stofmisbrugsbehandling af
unge under 18 år.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at social- og ældre-
ministeren ligesom i dag vil kunne fastsætte nærmere regler
om anvendelse af gavekort i det omfang, det er er nødven-
digt f.eks. at fastsætte en grænse for antal af gavekort el-
ler beløbets størrelse. Med bestemmelsen foreslås gældende
retstilstand dermed videreført uændret.
Til § 35
Efter § 11, stk. 4, i serviceloven kan kommunalbestyrel-
sen træffe afgørelse om at yde økonomisk støtte til foræl-
dremyndighedsindehaveren, når kommunalbestyrelsen vur-
derer, at efter nr. 1 og 2 i bestemmelsens 2. pkt. kan imøde-
komme barnets eller den unges behov for særlig støtte. Der
kan ydes økonomisk støtte til: 1) Udgifter i forbindelse med
195
konsulentbistand, jf. servicelovens § 11, stk. 3, nr. 1 og 2)
udgifter i forbindelse med prævention.
Kommunalbestyrelsen kan efter bestemmelsen give økono-
misk støtte til udgifter hhv. konsulentbistand efter § 11, stk.
3, i serviceloven og prævention, når kommunalbestyrelsen
vurderer, at barnet eller den unge har behov for særlig støtte,
og at den økonomiske støtte efter § 11, stk. 4, vil kunne
imødekomme barnets eller den unges behov. Bestemmelsens
nr. 2 om udgifter til prævention sal ses i sammenhæng med
kommunalbestyrelsens adgang til at tilbyde rådgivning om
familieplanlægning efter § 11, stk. 3, nr. 3, i serviceloven.
Målgruppen for de forebyggende indsatser, herunder økono-
misk støtte efter § 11, stk. 4, er børn og unge samt deres
familier, der ikke har så komplekse problemer, at der er
behov for særlige foranstaltninger efter servicelovens kapitel
11.
Økonomisk støtte efter § 11, stk. 4, nr. 1, i serviceloven er
betinget af, at forældremyndighedsindehaveren ikke selv har
tilstrækkelige midler til det, jf. servicelovens § 11, stk. 5.
Bestemmelsen betyder, at støtte til udgifter i forbindelse
med konsulentbistand efter § 11, stk. 3, nr. 1, i serviceloven
kan gives, når forældrene har udgifter som følge af foran-
staltningen, som de ikke selv har råd til at afholde. Udgifter-
ne til selve foranstaltningerne afholdes af kommunen efter
reglen i servicelovens § 173.
Det forslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen, når kommunal-
bestyrelsen vurderer, at det kan imødekomme barnets eller
den unges behov for særlig støtte, kan træffe afgørelse om
at yde økonomisk støtte til forældremyndighedsindehaver
til dækning af følgende udgifter: 1) Udgifter i forbindelse
med konsulentbistand, jf. § 30, stk. 1, nr. 1, og 2) udgifter i
forbindelse med prævention.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil være en videreførel-
se af servicelovens § 11, stk. 4.
Målgruppen for de forebyggende indsatser, herunder økono-
misk støtte efter det foreslåede stk. 1, er børn og unge samt
deres familier, der ikke har så komplekse problemer, at der
er behov for støttende indsatser efter den foreslåede § 32
eller en anbringelse efter de foreslåede regler i kapitel 5.
Bestemmelsens stk. nr. 1 vil betyde, at kommunalbestyrel-
sen vil kunne give økonomisk støtte til forældremyndig-
hedsindehaver til udgifter, som de måtte have som følge
af indsatsen efter den foreslåede § 30, stk. 1, nr. 1, f.eks.
transportudgifter. Udgifterne til selve indsatsen vil skulle
afholdes af kommunen efter den foreslåede § 30.
Bestemmelsens i stk. 1, nr. 2, vil betyde, at kommunalbesty-
relsen vil kunne yde økonomisk støtte til udgifter til p-piller,
spiral eller anden prævention.
Det foreslås i stk. 2, at støtte efter stk. 1, nr. 1, er betinget af,
at forældremyndighedsindehaver ikke selv har tilstrækkelige
midler til dækning af udgifterne.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens § 11, stk. 5. Bestemmelsen vil betyde, økono-
misk støtte i forbindelse med tilbud om konsulentbistand
kun vil kunne gives, når kommunen vurderer, at forældre-
myndighedsindehaver ikke selv har råd til at afholde eventu-
elle udgifter i forbindelse med indsatsen. Det afgørende for
vurderingen heraf vil være, om udgiften vil bringe et i øvrigt
rimeligt budget ud af balance.
Kommunalbestyrelsen kan efter servicelovens § 11, stk. 6,
som led i det forebyggende arbejde beslutte at tilbyde øko-
nomisk støtte til fritidsaktiviteter til børn og unge, der har
behov for særlig støtte. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte
kriterier for tildeling af denne støtte. Kommunalbestyrelsens
afgørelse om tildeling af støtte til fritidsaktiviteter kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.
Bestemmelsen giver kommunalbestyrelsen mulighed for at
tilbyde økonomisk støtte til fritidsaktiviteter til børn og un-
ge. Dette kan give mulighed for, at børn og unge, som ellers
ikke deltager i relevante fritidsaktiviteter, får yderligere mu-
lighed for at deltage i sædvanlige fritidstilbud på linje med
andre børn og unge, hvilket kan have stor betydning i den
forebyggende indsats. Den økonomiske støtte kan eksempel-
vis gå til at betale for udstyr og kontingent.
Kommunalbestyrelsen har mulighed for at fastsætte kriterier
for tildeling af økonomisk støtte til udgifterne i forbindelse
med et barns eller en ungs fritidsaktiviteter. Kommunalbe-
styrelsen kan eksempelvis opstille kriterier for familiens
økonomiske forhold eller en målrettet indsats i forhold til
særlige boligområder m.v.
Kommunalbestyrelsen kan også beslutte, at kommunen ikke
benytter hjemlen til at give økonomisk støtte til fritidsaktivi-
teter. Muligheden for at yde økonomisk støtte til fritidsakti-
viteter er således valgfri for kommunerne.
Kommunen kan på forskellig vis forsøge at begrænse åben-
bare grundløse ansøgninger. Det kan f.eks. gøres ved, at
offentliggøre de kriterier, som kommunen vælger at opstille,
på kommunens hjemmeside, eller ved at oplyse herom i
forbindelse med den generelle rådgivning af borgere, som
henvender sig til kommunen. Dette kan medvirke til at tyde-
liggøre over for borgerne, hvilke grupper af børn og unge,
som kommunen har valgt at give mulighed for at ansøge om
økonomisk støtte til fritidsaktiviteter.
Muligheden for, at kommunerne kan fastsætte kriterier for
tildeling af økonomisk støtte til fritidsaktiviteter til børn
og unge, er således en fravigelse af det almindelige forvalt-
ningsretlige princip om, at skønnet er pligtmæssigt, og at
forvaltningen derfor ikke må erstatte den individuelle afvej-
ning med anvendelsen af en intern opstillet regel.
Det skal bemærkes, at kommunen er forpligtet til at vurdere
alle inden for bestemmelsens målgruppe i overensstemmelse
196
med det opstillede kriterium. Dette indebærer, at hvis kom-
munen for eksempel har fastsat et kriterium om, at børn
i bestemte boligområder kan tildeles støtte, så er kommu-
nalbestyrelsen forpligtet til at behandle alle i målgruppen li-
ge. Kommunalbestyrelsen er i øvrigt både i forbindelse med
fastsættelse af kriterium og i forbindelse med behandling af
konkrete ansøgninger forpligtet til at overholde almindelige
forvaltningsretlige principper, herunder ligebehandlingsprin-
cippet og saglighedsprincippet.
Kommunalbestyrelsens beslutning om tildeling af støtte til
fritidsaktiviteter kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.
Det foreslås i stk. 3, at kommunalbestyrelsen som led i
det forebyggende arbejde kan beslutte at tilbyde økonomisk
støtte til fritidsaktiviteter til børn og unge, der har behov
for særlig støtte. Endvidere kan kommunalbestyrelsen fast-
sætte kriterier for tildeling af støtte efter 1. pkt. Endelig
kan kommunalbestyrelsens afgørelse om tildeling af støtte
til fritidsaktiviteter ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.
Med det foreslåede stk. 3, 1. pkt., vil kommunalbestyrelsen
som led i det forebyggende arbejde kunne beslutte at tilbyde
økonomisk støtte til fritidsaktiviteter til børn og unge, der
har behov for særlig støtte. Den foreslåede bestemmelse vil
dermed være en videreførelse af servicelovens § 11, stk. 6,
1. pkt. Bestemmelsen vil indebære, at kommunalbestyrelsen
vil kunne beslutte, at der som led i kommunens forebyggen-
de arbejde kan gives økonomisk støtte til fritidsaktiviteter til
børn og unge, som har behov for særlig støtte. Bestemmel-
sen vil betyde, at kommunen eksempelvis vil kunne betale
for udstyr og kontingent til unges fritidsaktiviteter.
Kommunalbestyrelsen vil også kunne beslutte, at den ikke
vil benytte hjemlen til at give økonomisk støtte til fritidsak-
tiviteter. Muligheden for at yde økonomisk støtte til fritids-
aktiviteter vil således være valgfri for kommunerne.
Det foreslås videre i med bestemmelsen i stk. 3, 2. pkt., at
kommunalbestyrelsen kan fastsætte kriterier for tildelingen
af støtten efter 1. pkt.
Bestemmelsen vil være en videreførelse af § 11, stk. 6, 2.
pkt. i serviceloven. Kriterier for tildeling af støtte vil f.eks.
kunne være familiens økonomiske forhold eller en målrettet
indsats i forhold til særlige boligområder m.v.
Muligheden for at fastsætte kriterier for tildeling af økono-
misk støtte til fritidsaktiviteter til børn og unge, vil være en
fravigelse af det almindelige forvaltningsretlige princip om,
at skønnet er pligtmæssigt, og at forvaltningen derfor ikke
må erstatte den individuelle afvejning med anvendelsen af
en intern opstillet regel.
Det skal bemærkes, at kommunalbestyrelsen ligesom i dag
vil være forpligtet til at vurdere alle inden for bestemmel-
sens målgruppe i overensstemmelse med det opstillede kri-
terium. Dette vil indebære, at hvis kommunen for eksempel
har fastsat et kriterium om, at børn i bestemte boligområ-
der kan tildeles støtte, så vil kommunalbestyrelsen være
forpligtet til at behandle alle i målgruppen lige. Kommunal-
bestyrelsen vil i øvrigt både i forbindelse med fastsættelse
af kriterium og i forbindelse med behandling af konkrete
ansøgninger være forpligtet til at overholde almindelige for-
valtningsretlige principper, herunder ligebehandlingsprincip-
pet og saglighedsprincippet.
Endelig foreslås i stk. 3, 3. pkt., at kommunalbestyrelsens
afgørelse om tildeling af støtte til fritidsaktiviteter ikke kan
indbringes for anden administrativ myndighed, og den fore-
slåede bestemmelse vil dermed være en videreførelse af
servicelovens § 11, stk. 6, 3. pkt.
Bestemmelsen vil betyde, at hvis kommunalbestyrelsen i en
konkret sag har truffet afgørelse om at afslå en anmodning
om støtte til fritidsaktiviteter til et barn eller en ung, f.eks.
fordi det vurderes, at barnet eller den unge ikke har behov
for særlig støtte, vil kommunalbestyrelsen afgørelse ikke
kunne påklages til anden administrativ myndighed.
Efter § 52 a, stk. 1, i serviceloven kan kommunalbestyrel-
sen træffe afgørelse om at yde økonomisk støtte til forældre-
myndighedsindehaveren, når det må anses for at være af
væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs sær-
lige behov for støtte, jf. dog bestemmelsens stk. 2. Der kan
ydes økonomisk støtte til følgende: 1) Udgifter i forbindelse
med foranstaltninger efter § 52, stk. 3, eller efter §§ 13 og
14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller hvis
støtten erstatter en ellers mere indgribende og omfattende
foranstaltning efter § 52, stk. 3, eller efter §§ 13 og 14 i
lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, 2) udgifter, der
bevirker, at en anbringelse uden for hjemmet kan undgås,
eller at en hjemgivelse kan fremskyndes og 3) udgifter, der
kan bidrage til en stabil kontakt mellem forældre og barn
under barnets anbringelse uden for hjemmet.
§ 52 a, stk. 1, nr. 1, i serviceloven giver både mulighed for
at dække udgifter, der er en direkte følge af en foranstaltning
efter servicelovens § 52, stk. 3, udgifter, der er en del af for-
anstaltningen samt udgifter, der er en mere indirekte følge af
en foranstaltning.
Forældrene kan have udgifter som følge af foranstaltningen,
som de ikke selv har råd til at afholde, og det er derfor
muligt at yde støtte til disse udgifter efter servicelovens § 52
a, stk. 1, nr. 1. Der kan eksempelvis være tale om dækning
af udgifter til f.eks. fritidsaktiviteter, efterskoleophold m.v.,
der indgår som en del af indsatsen.
Der kan desuden være tale om tilskud til tabt arbejdsfortje-
neste som følge af familiebehandling iværksat efter § 52 stk.
3, nr. 3 og 4, i serviceloven hvis forældrene på grund af de-
res deltagelse i familiebehandlingen i en kortere, afgrænset
periode ikke kan varetage deres arbejde.
Støtte efter § 52 a, stk. 1, nr. 1, i serviceloven kan kun ydes,
når forældremyndighedsindehaveren ikke selv har tilstræk-
kelige midler til det, jf. § 52 a, stk. 2, i serviceloven.
197
Det foreslås i stk. 4, at kommunalbestyrelsen kan træffe af-
gørelse om at yde økonomisk støtte til forældremyndigheds-
indehaver til dækning af følgende udgifter, når det må anses
for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller
en ungs særlige behov for støtte: 1) Udgifter i forbindelse
med støttende indsatser efter § 32, stk. 1, eller foranstaltnin-
ger efter § 13 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
2) udgifter i forbindelse med en anbringelse efter §§ 46 eller
47 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskrimina-
litet, 3) udgifter, der erstatter en ellers mere indgribende og
omfattende indsats efter § 32, stk. 1, §§ 46 eller 47, eller
efter §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskrimina-
litet, 4) udgifter, der bevirker, at en anbringelse uden for
hjemmet kan undgås, eller at en hjemgivelse kan fremskyn-
des, og 5) udgifter, der kan bidrage til en stabil kontakt
mellem forældre og barn under barnets anbringelse uden for
hjemmet.
Den foreslåede ordning vil være en videreførelse af service-
lovens § 52 a, stk. 1, med de redaktionelle ændringer, der
vil følge af, at regler om anbringelse udskilles fra de øvrige
regler om støttende indsatser, jf. den foreslåede § 32 og §§
46 og 47.
Bestemmelsen vil betyde, at kommunalbestyrelsen ligesom
i dag vil kunne træffe afgørelse om økonomisk støtte til
forældremyndighedsindehaver, når visse betingelser er op-
fyldt. Bestemmelsen vil således fastsætte de materielle (ind-
holdsmæssige) betingelser for, hvornår der efter den foreslå-
ede stk. 4 kan tilbydes økonomisk støtte til forældrene. Bar-
net eller den unge vil skulle have behov for mere intensiv
eller langvarig støtte, end hvad der kan gives som led i den
tidligere forebyggende indsats efter de foreslåede §§ 30 og
31, og den økonomiske støtte til forældrene vil skulle have
væsentlig betydning herfor.
De beløb, der ydes til forældremyndighedsindehaver efter
den foreslåede bestemmelse, vil være skattefri for denne, jf.
§ 7, nr. 9, i lovbekendtgørelse nr. 1735 af 17. august 2022
af bekendtgørelse af lov om påligningen af indkomstskat til
staten (ligningsloven).
Med bestemmelsen foreslås det, at bestemmelsen vil opliste
de udgifter, der vil kunne ydes støtte til.
Bestemmelsens nr. 1 vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil
have mulighed for at dække udgifter, der er en direkte følge
af støttende indsatser efter den foreslåede § 32, stk. 1, eller
af et forbedringsforløb efter § 13 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Kommunalbestyrelsen vil ligeledes kunne dække udgifter,
der vil være en del af indsatsen efter disse bestemmelser og
udgifter, der er en mere indirekte følge af indsatsen.
Forældremyndighedsindehaver vil således kunne have ud-
gifter som følge af den tilbudte støtte, som de ikke selv
har råd til at afholde, og det vil derfor være muligt at yde
støtte til disse udgifter efter bestemmelsens nr. 1. Der vil ek-
sempelvis kunne være tale om dækning af udgifter til f.eks.
fritidsaktiviteter, efterskoleophold m.v., der indgår som en
del af indsatsen.
Der vil desuden kunne være tale om tilskud til tabt arbejds-
fortjeneste som følge af f.eks. familiebehandling og døgnop-
hold for familien iværksat efter den foreslåede § 32, hvis
forældremyndighedsindehaver på grund af deres deltagelse i
familiebehandlingen i en kortere, afgrænset periode ikke kan
varetage deres arbejde.
Bestemmelsens nr. 1 vil også give mulighed for at dække
udgifter, der mere indirekte følger af en iværksat indsats,
som f.eks. udgifter til tansport i forbindelse med indsatsen.
Bestemmelsens nr. 2 vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil
have mulighed for at dække udgifter, som er en direkte eller
indirekte følge af, at barnet eller den unges anbringes uden
for hjemmet efter de foreslåede §§ 46 eller 47 i denne lov el-
ler efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Bestemmelsens nr. 3 vil give mulighed for yde støtte til
forældremyndighedsindehavers udgifter, hvis den økonomi-
ske støtte erstatter en ellers mere indgribende og omfattende
indsats.
Med bestemmelsen gives mulighed for, at der kan ydes
økonomisk støtte, hvis den økonomiske støtte erstatter en
ellers mere indgribende og omfattende indsats efter forslaget
til §§ 32, stk. 1, §§ 46 eller 47. Dermed dækkes f.eks. de
situationer, hvor man i forbindelse med familierådslagning,
indgåelse af familiekontrakter og lignende aftaler en bestemt
indsats, som forældremyndighedsindehaver har vanskelighe-
der med at afholde udgifterne til. Det kan eksempelvis være
en aftale om at sørge for rent tøj til barnet, som forældre-
myndighedsindehaver ikke kan gennemføre uden hjælp. I
stedet for at yde praktisk hjælp i hjemmet kan det være
både bedre og billigere f.eks. at yde økonomisk støtte til en
vaskemaskine.
Bestemmelsens nr. 4 vil betyde, at kommunalbestyrelsen
vil kunne yde økonomisk bistand som en formålsbestemt
indsats for at undgå, at det bliver nødvendigt at anbringe
barnet eller den unge, eller for at fremme en hjemgivelse.
Når støtten ydes for at undgå en anbringelse eller for at
fremme en hjemgivelse, vil det være en forudsætning, at der
er en klar sammenhæng mellem ydelsen af økonomisk støtte
og muligheden for at undgå anbringelse eller fremme hjem-
givelse, hvilket skal fremgå af afgørelsen. Det vil derfor
være af væsentlig betydning, at støtten indgår som et led i en
samlet løsning af familiens problemer, og at støtten tilsigter
at sætte familien i stand til selv at klare sine vanskeligheder.
Eksempler på bestemmelsens anvendelsesmuligheder vil
kunne være hjælp til bedre bolig, f.eks. hjælp til istandsæt-
telse, flytning og indskud, sanering af gæld, kortvarig beta-
ling af husleje eller betaling af mindre anskaffelser. Bestem-
melsen vil ikke give mulighed for at yde en familie hjælp til
løbende forsørgelsesudgifter.
198
Endelig vil bestemmelsen i nr. 5 betyde, at kommunalbesty-
relsen ligesom i dag vil kunne yde hjælp til udgifter i for-
bindelse med forældremyndighedsindehavers samvær med
barnet eller den unge under anbringelsen for at støtte en
stabil kontakt mellem forældre og børn.
I disse situationer vil det være en forudsætning, at der er
klar sammenhæng mellem ydelsen af økonomisk støtte og
formålet at støtte en stabil kontakt mellem forældre og børn.
Eksempelvis vil bestemmelsen kunne anvendes til at yde
hjælp til forældrenes transportudgifter i forbindelse med
samvær eller til specielle udgifter, der er nødvendige for,
at et barn med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse kan
besøge forældrene i hjemmet. Der vil f.eks. kunne ydes
støtte til udgifter til særlig indretning eller udstyr i hjemmet,
som er nødvendigt for, at barnet eller den unge kan besøge
forældrene i hjemmet. Det vil eksempelvis kunne dreje sig
om hjælpemidler eller boligindretning i forældrenes hjem. I
relation til støtte til hjælpemidler skal kommunen være op-
mærksom på muligheden for at yde hjælp efter servicelo-
vens § 112.
Det bemærkes, at kommunen vil kunne dække eventuelle
merudgifter i forbindelse med en bil efter den foreslåede nr.
3, hvis det i væsentlig grad kan bidrage til en stabil kontakt
mellem forældre og barnet eller den unge under anbringel-
sen uden for hjemmet. Det vil især gælde den situation,
hvor familien har en bil alene til befordring af barnet/den
unge. Det vil også gælde, hvis det kan sandsynliggøres, at
familien ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt
kørselsbehov som følge af barnets/den unges nedsatte funk-
tionsevne eller lidelse.
Det vil endvidere gælde i en situation, hvor en familie har
en ekstraordinær stor og driftsmæssig kostbar bil som føl-
ge af barnets /den unges nedsatte funktionsevne eller lidel-
se. I disse situationer kan der ydes tilskud til betaling af
f.eks. forsikringer, benzin, reparationer m.v., når udgiften
må anses som en merudgift ved forsørgelsen af barnet/den
unge. Merudgiften skal altid beregnes konkret.
I relation til særlig indretning af barnets hjem bemærkes, at
der ud over hjælp hertil efter bestemmelsen også er mulig-
hed for at yde støtte efter servicelovens § 116, stk. 1, om
boligindretning. Permanent ophold uden for hjemmet for et
barn eller en ung med nedsat funktionsevne er således ikke i
sig selv til hinder for, at der gives hjælp til boligindretning i
barnets hjem. Det er dog en forudsætning, at barnet eller den
unge har hyppigt ophold hos forældrene, og at de omhand-
lede boligindretninger barnets eller den unges funktionsned-
sættelse taget i betragtning må anses som nødvendige for at
gøre boligen bedre egnet som opholdssted for barnet eller
den unge under besøgene.
Det foreslås i stk. 5, at støtte efter stk. 4, nr. 1-3, kun
kan ydes, når forældremyndighedsindehaver ikke selv har
tilstrækkelige midler til det.
Den foreslåede bestemmelse vil svare indholdsmæssigt til
servicelovens § 52 a, stk. 2.
Den foreslåede ordning vil betyde, at økonomisk støtte efter
stk. 4, nr. 1-3, vil være trangsbestemt. Det afgørende for
bedømmelsen af trangen vil være, om udgiften vil bringe et i
øvrigt rimeligt budget ud af balance, men det vil i øvrigt op
til kommunen at fastlægge, hvordan beregningen vil skulle
foretages. Hvis familiens økonomi er meget anstrengt, vil
der også kunne ydes hjælp til mindre udgifter.
Hjælp i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 35, stk.
4, nr. 4 og 5, vil ikke være trangsbestemt. Det vil betyde,
at den økonomiske efter bestemmelsen ikke må afhænge af
forældrenes økonomi, men alene af formålet med støtten.
Til § 36
Efter § 71, stk. 9, i serviceloven kan kommunalbestyrelsen
i barnets opholdskommune yde bistand til udgifter til foræl-
drenes transport i forbindelse med møder i barnets opholds-
kommune.
Det fremgår af de særlige bemærkninger til bestemmelsen,
at bestemmelsen giver hjemmel til, at barnets opholdskom-
mune kan dække udgifter til transport til møder i barnets
opholdskommune, når forældrene har bopæl i en anden
kommune.
Det foreslås i § 36, at kommunalbestyrelsen i barnets op-
holdskommune kan yde støtte til dækning af udgifter til
forældres transport i forbindelse med møder i barnets op-
holdskommune.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens § 71, stk. 9.
Bestemmelsen vil betyde, at der, ligesom det er i dag er
tilfældet, vil være hjemmel til, at barnets opholdskommune
kan dække udgifter til transport til møder i barnets opholds-
kommune, når forældrene har bopæl i en anden kommune.
Til § 37
Efter § 56 i serviceloven kan afgørelse efter servicelovens
§ 52, stk. 3, nr. 1 og 3, for så vidt angår behandling af
barnets eller den unges problemer, og nr. 6, jf. § 52, stk.
1, træffes, selv om forældremyndighedens indehaver ikke
ønsker foranstaltningen iværksat, når det må anses for at
være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den
unges særlige behov for støtte, og når formålet med foran-
staltningen skønnes at kunne opnås uanset det manglende
samtykke.
Bestemmelsen kan kun anvendes, når det kan anses for
formålstjenligt at iværksætte en foranstaltning på trods af
modstanden fra forældremyndighedsindehaveren. Der skal
foreligge forhold, der sandsynliggør, at der vil kunne op-
nås et positivt resultat af foranstaltningen trods den udviste
modstand. Herudover skal betingelsen i servicelovens § 52,
stk. 1, om at foranstaltningen skal være af væsentlig betyd-
199
ning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for
støtte, være opfyldt.
Foranstaltningen kan i princippet iværksættes uanset barnets
eller den unges modstand, men i forhold til større børn vil
det normalt ikke være hensigtsmæssigt at træffe beslutning,
hvis de modsætter sig støtten.
Bestemmelsen omfatter foranstaltninger i form af ophold i
dagtilbud m.v. (jf. § 52, stk. 3, nr. 1), behandling af barnets
eller den unges problemer (jf. § 52, stk. 3, nr. 3) og udpeg-
ning af en fast kontaktperson (jf. § 52, stk. 3, nr. 6).
Det foreslås i § 37, at må det anses for at være af væsentlig
betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov
for støtte, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse efter §
32, stk. 1, nr. 1, 3 og 5, om ophold i dagtilbud, om en fast
kontaktperson for barnet eller den unge eller om behandling
af barnet eller den unge, selvom at forældremyndighedsind-
ehaver ikke samtykker, når formålet med indsatsen skønnes
at kunne opnås uanset det manglende samtykke.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens § 56 med visse redaktionelle ændringer samt
med de ændringer, der vil følge af den foreslåede § 32, stk.
4.
Bestemmelsen vil betyde, at kommunalbestyrelsen ligesom i
dag vil kunne træffe afgørelse om visse støttende indsatser
efter den foreslåede § 32, stk. 1, selvom forældremyndig-
hedsindehaver ikke samtykker, hvis betingelserne herfor er
opfyldt.
De materielle betingelser for iværksættelse af hjælp efter
denne bestemmelse vil ligesom i dag være: 1) At det må an-
ses for at være af væsentlige betydning for et barns særlige
behov for støtte, og 2) at formålet med indsatsen skønnes
at kunne opnås, selvom forældremyndighedsindehaver ikke
samtykker.
Det vil for det første betyde, at de materielle betingelser for
iværksættelse af en eller flere støttende indsatser efter den
foreslåede § 32, stk. 1, som er omfattet af bestemmelsen,
skal være opfyldt.
Det vil for det andet betyde, at bestemmelsen kun vil kunne
anvendes, når det kan anses for formålstjenligt at iværksætte
en indsats på trods af modstand fra forældremyndighedsind-
ehaver. Det vil indebære, at der vil skulle foreligge forhold,
der vil sandsynliggøre, at der vil kunne opnås et positivt
resultat af indsatsen trods den udviste modstand.
Bestemmelsen vil omfatte støttende indsatser i form af op-
hold i dagtilbud m.v. jf. § 32, stk. 1, nr. 1, udpegning af
en fast kontaktperson for barnet eller den unge, jf. § 32,
stk. 1, nr. 3, og behandling af barnet eller den unge jf. §
32, stk. 1, nr. 5. Det vil svare til, hvad der i dag gælder
efter servicelovens § 56, med de redaktionelle ændringer,
der følger af § 32, stk. 1.
Støttende indsatser i form af ophold for barnet i f.eks.
et dagtilbud eller udpegning af en fast kontaktperson vil
således som udgangspunkt forudsætte samtykke fra foræl-
dremyndighedsindehaver. En vellykket indsats vil således
normalt fordre, at der et minimum af vilje til samarbejde
hos barnets eller den unge og forældremyndighedsindeha-
ver. Bestemmelsen vil dog give mulighed for at træffe afgø-
relse om indsatsen uden samtykke.
Udgangspunktet for gennemførelsen af en psykologisk, pæ-
dagogisk eller anden tilsvarende behandling af et barn eller
en ung vil også være, at forældremyndighedsindehaver skal
give samtykke. Kommunen vil derfor så vidt muligt skulle
søge at opnå dialog og samarbejde med familien om be-
handlingen. Hvis behandlingen skal gavne barnet eller den
unge, vil det således som oftest være en forudsætning, at
begge forældre bakker op om det, herunder som minimum
den forælder, som barnet bor hos.
Med bestemmelsen vil kommunalbestyrelsen få mulighed
for at gennemføre behandling af barnet eller den uden sam-
tykke i de særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt at indlede
et positivt samarbejde med forældremyndighedsindehaver,
samt i særlige tilfælde hvor den ene forældremyndigheds-
indehaver afviser eller ikke besvarer kommunens forsøg på
dialog.
Bestemmelsen vil f.eks. kunne anvendes i tilfælde, hvor to
forældremyndighedsindehavere ikke bor sammen, og kun
den ene vil give samtykke til, at et hjemmeboende barn eller
en ung, der har behov for f.eks. psykologhjælp, uden at der
dog er grund til en anbringelse uden for hjemmet.
Bestemmelsen vil også kunne anvendes i situationer, hvor
barnets eller den unges behov for behandling er begrundet
i problemer hos forældrene med f.eks. misbrug, som foræl-
drene har svært ved at erkende, og forældrene derfor ikke
ønsker behandling af barnet.
Kommunen vil dog stadig så vidt muligt skulle informere
forældremyndighedsindehaver om behandlingsforløbet og
om øvrige sagsskridt, herunder sikre sig at forældremyndig-
hedsindehaver forstår kommunens bevæggrunde og tiltag.
Bestemmelsen vil alene give kommunalbestyrelsen mulig-
hed for at fravige samtykkekravet i forhold til afgørelser, der
vedrører de angivne bestemmelser i barnets lov. Forslaget
påvirker ikke eventuelle samtykkeregler, som behandlerne
vil kunne være omfattet af.
Bestemmelsen vil ikke finde anvendelse, hvis barnet eller
den unge er anbragt uden for hjemmet. I disse tilfælde vil
kommunalbestyrelsen ligesom i dag kunne træffe afgørelse
om behandling af barnet eller den unge uden samtykke efter
reglerne i den foreslåede § 47.
Kommunalbestyrelsen vil kunne iværksætte støttende ind-
satser omfattet af den foreslåede bestemmelse på baggrund
af en afdækning eller undersøgelse af støttebehovet eller
sideløbende hermed, jf. den foreslåede § 32, stk. 4.
200
Det vil være en ændring i forhold til i dag, hvor der som
udgangspunkt skal være gennemført en børnefaglig undersø-
gelse, inden der træffes afgørelse om støtte uden samtykke,
med mindre særlige forhold taler for, at der iværksættes
foreløbig støtte sideløbende med undersøgelsen. Ændringen
vil være en konsekvens af den lettere adgang til at iværksæt-
tende støtte, der foreslås i § 32, stk. 3.
Kommunalbestyrelsen vil altid være forpligtet til at oplyse
sagen i tilstrækkelig grad til, at der kan træffes afgørelse, jf.
§ 10 i retssikkerhedsloven. Det vil bl.a. betyde, at sagen skal
være tilstrækkeligt oplyst til, at kommunalbestyrelsen kan
vurdere, om de materielle betingelser for iværksættelse af
støttende indsatser uden samtykke er opfyldt. Forvaltnings-
lovens regler om partshøring og klagevejledning m.v. vil
ligeledes skulle overholdes, og kommunen vil så vidt muligt
skulle inddrage barnet eller den unge og forældrene i over-
ensstemmelse med de grundlæggende principper i kapitel 2.
Ved afgørelsen vil kommunalbestyrelsen skulle iagttage pro-
portionalitetsprincippet. Dvs. at der vil skulle være et ri-
meligt forhold mellem indsatsen og det formål, der søges
opnået, så indsatsen ikke er hverken mere eller mindre ind-
gribende end nødvendigt.
Til § 38
Efter § 57 a, stk. 1, i serviceloven skal kommunalbestyrelsen
træffe afgørelse om at meddele forældremyndighedsindeha-
ver et forældrepålæg, jf. bestemmelsens stk. 3, når der er
risiko for, at et barns eller en ungs udvikling er i fare, og det
vurderes at bero på, at forældremyndighedsindehaver ikke
lever op til sit forældreansvar.
Det følger af bestemmelsens stk. 2, at meddelelse af et for-
ældrepålæg forudsætter, at der foreligger oplysninger om, at:
1) barnet eller den unge har ulovligt skolefravær, eller at
undervisningspligten i øvrigt ikke opfyldes, 2) barnet eller
den unge er mistænkt eller sigtet for en overtrædelse af
straffeloven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller
knivloven eller er mistænkt eller sigtet for anden kriminali-
tet af et vist omfang eller en vis grovhed, 3) barnet eller den
unge har alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer, eller
4) forældremyndighedsindehaver nægter at samarbejde med
de relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den
unges problemer.
Et forældrepålæg efter § 57 a i serviceloven angiver en eller
flere konkrete handlepligter for forældremyndighedsindeha-
ver, som skal være egnede til at bidrage til en løsning af
barnets eller den unges problemer, og som står i rimeligt
forhold til formålet, jf. servicelovens § 57 a, stk. 3.
Det kan herunder fastsættes, at forældremyndighedsindeha-
veren skal: 1) sikre barnets eller den unges fremmøde i
skolen ved personligt at følge barnet eller den unge i skole,
2) deltage i forældremøder og konsultationer vedrørende
barnets eller den unges skolegang, 3) sikre barnets eller den
unges deltagelse i konkrete fritidsaktiviteter ved at følge
barnet eller den unge til det pågældende sted, 4) sikre, at
barnet eller den unge er hjemme på et nærmere fastsat tids-
punkt eller i et nærmere fastsat tidsrum, 5) deltage i et af
kommunen tilbudt forældreprogram eller 6) deltage i møder
med relevante myndigheder om løsningen af barnets eller
den unges problemer.
Det fremgår af § 57 a, stk. 4, i serviceloven, at afgørelse
om forældrepålæg træffes uden forudgående gennemførelse
af en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50.
Det følger af § 57 a, stk. 5, i serviceloven, at hvis der er
truffet afgørelse om forældrepålæg, kan kommunalbestyrel-
sen træffe afgørelse efter § 52, stk. 1, om at iværksætte
foranstaltninger efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 1, 2,
3, 6 og 9, selv om forældremyndighedsindehaveren ikke øn-
sker foranstaltningen iværksat, når det vurderes, at formålet
med foranstaltningen vil kunne opnås uanset det manglende
samtykke, jf. dog § 54, stk. 3, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Bestemmelsens stk. 6 fastsætter, at en afgørelse om foræl-
drepålæg træffes for en afgrænset periode af højst 12 måne-
ders varighed. Forældrepålægget kan forlænges med højst 6
måneder ad gangen.
Det fremgår videre af bestemmelsens stk. 7, at kommu-
nalbestyrelsen skal oplyse forældremyndighedsindehaveren
om, at overholdelse af pålægget er en betingelse for at mod-
tage børne- og ungeydelsen, jf. lovbekendtgørelse nr. 724 af
25. maj 2022 af lov om en børne- og ungeydelse, og for, at
det pågældende barn eller den pågældende unge medregnes
ved beregningen af boligstøtten, jf. lovbekendtgørelse nr.
229 af 12. januar 2021 af lov om individuel boligstøtte.
Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at den, der er meddelt
et forældrepålæg, ikke efterlever pålægget, og at den mang-
lende efterlevelse ikke beror på undskyldelige omstændighe-
der, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om dette, jf.
§ 57 a. stk. 8, i serviceloven. Afgørelsen er gældende for ét
kvartal.
Efter § 57 a, stk. 9, i serviceloven skal kommunalbestyrelsen
skal træffe afgørelse om bortfald af forældrepålægget, hvis
kommunalbestyrelsen vurderer, at: 1) forholdet, der lå bag
pålægget, ikke længere eksisterer, eller 2) forældrepålægget
ikke længere er egnet til at løse barnets eller den unges
problemer.
Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal træffe
afgørelse om at meddele forældremyndighedsindehaver et
forældrepålæg, når der er risiko for, at et barns eller en ungs
udvikling er i fare, og det vurderes at bero på, at forældre-
myndighedsindehaver ikke lever op til sit forældreansvar.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens § 57 a, stk. 1.
Formålet med et forældrepålæg efter den foreslåede bestem-
melse vil være, at forældremyndighedsindehaver skal påtage
201
sig det ansvar, der følger af at have forældremyndigheden
over et barn eller en ung.
Ved et forældrepålæg forstås et specificeret, fremadrettet
krav om en eller flere konkrete opgaver og pligter, som for-
ældremyndighedsindehaver skal påtage sig. Hvis forældrene
har fælles forældremyndighed, vil afgørelsen skulle træffes i
forhold til begge forældremyndighedsindehavere. Det vil så-
ledes være op til forældremyndighedsindehaverne sammen
at sikre, at pålægget efterleves.
Hvis et barn eller en ung har fast ophold hos andre end
forældremyndighedsindehaver, vil der ikke kunne anvendes
et forældrepålæg. Et forældrepålæg vil således være møntet
på forældremyndighedsindehaver alene, hvorfor det ikke vil
finde tilsvarende anvendelse på andre personer.
Det vil være en betingelse for at meddele forældrepålæg, at
forældremyndighedsindehaver ikke i tilstrækkelig omfang
har levet op til sit ansvar som forælder og dermed har
været medvirkende til barnets eller den unges negative ud-
vikling. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis forældre-
myndighedsindehaver ikke har reageret på meddelelser fra
skolen om et barns fravær.
I nogle tilfælde vil der kunne der være problemer i forhold
til flere børn eller unge i en familie. Hvis kommunen over-
vejer at anvende forældrepålæg for at løse problemerne, vil
betingelserne skulle være opfyldt, og afgørelserne træffes
individuelt i forhold til hvert enkelt barn på baggrund af
konkrete vurderinger.
Afgørelse om et forældrepålæg efter den foreslåede bestem-
melse vil kunne træffes, selvom der ikke er gennemført
en børnefaglig undersøgelse eller afdækning, jf. §§ 19 og
20, ligesom afgørelsen i dag kan træffes uden forudgående
børnefaglig undersøgelse, jf. servicelovens § 57 a, stk. 4.
Hensigten er, at kommunen hurtigt og effektivt vil kunne
pålægge forældremyndighedsindehaver at sikre, at barnet
eller den unge f.eks. møder i skolen eller er hjemme på
bestemte tidspunkter eller inden for bestemte tidsrum. Det
forudsættes således, at kommunerne hurtigt vil vurdere, om
der er grundlag for et forældrepålæg, når der foreligger
oplysninger, som kan indikere, at barnets eller den unges
udvikling er i fare.
Kommunalbestyrelsen vil ligesom i dag skulle iagttage de
almindelige forvaltningsretlige regler for myndigheders be-
handling af afgørelsessager, herunder reglerne om partshø-
ring og oplysning af sagen. I de sager, hvor der vil være tale
om børn og unge, som er kendt af de sociale myndigheder,
vil der ofte allerede foreligge afklaringsnotater, den børne-
faglige undersøgelse eller anden undersøgelse i sagen, som
vil kunne indgå i sagens oplysning.
Hvis der viser sig forhold, som kommunen mener giver
behov for yderligere afdækning af støttebehovet hos et barn
eller en ung, vil kommunalbestyrelsen kunne iværksætte en
afdækning eller børnefaglig undersøgelse efter reglerne i det
foreslåede kapitel 3 sideløbende med gennemførelsen af for-
ældrepålægget. Den efterfølgende afdækning vil også kunne
medføre, at kommunalbestyrelsen vil træffe afgørelse om
bortfald af pålægget, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at
pålægget ikke længere er egnet til at løse barnets eller den
unges problemer, jf. nedenfor.
Det foreslås i stk. 2, at meddelelse af et forældrepålæg for-
udsætter, at der foreligger oplysninger om et af følgende
forhold, at: 1) barnet eller den unge har ulovligt skolefravær,
eller undervisningspligten opfyldes i øvrigt ikke, 2) barnet
eller den unge er mistænkt eller sigtet for en overtrædelse af
straffeloven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller
knivloven eller er mistænkt eller sigtet for anden kriminali-
tet af et vist omfang eller en vis grovhed, 3) barnet eller
den unge har udvist en utryghedsskabende adfærd på steder,
hvortil der er almindelig adgang, 4) barnet eller den unge
har alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer, eller 5)
forældremyndighedsindehaveren nægter at samarbejde med
de relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den
unges problemer.
Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens
§ 57 a, stk. 2, og vil angive, hvilke konkrete situationer,
der vil skulle føre til meddelelse af et forældrepålæg, hvis
betingelserne i stk. 1 er opfyldt. De udvalgte situationer vil
være typeeksempler på tilfælde, hvor børn og unge har brug
for hjælp til at komme på ret køl igen. Der vil være tale om
en udtømmende opregning.
Bestemmelsen vil betyde, at der vil skulle foreligge en
af fem nærmere angivne situationer for, at kommunen har
grundlag for at træffe afgørelse om forældrepålæg. Betingel-
serne i det foreslåede stk. 1 vil også skulle være opfyldt.
Det er vigtigt, at kommunalbestyrelsen i sager, hvor barnet
eller den unge udviser de oplistede bekymringstegn, er op-
mærksom på, at sådanne bekymringstegn kan have udspring
i, at barnet eller den unge har en psykisk funktionsnedsæt-
telse. Den bekymrende adfærd bør således give anledning
til overvejelser om, hvorvidt der er behov for at afdække
grundlaget for adfærden, herunder afdække om adfærden
skyldes eksempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse som
autisme eller ADHD.
Det foreslåede stk. 2, nr. 1, vil betyde, at oplysninger om
ulovligt skolefravær eller om, at skolepligten i øvrigt ikke
opfyldes vil kunne udløse et forældrepålæg, hvis betingel-
serne herfor i øvrigt er opfyldt.
Ved ulovligt fravær forstås fravær som efter folke- eller
friskolelovgivningen ikke er tilladt. Der henvises til be-
kendtgørelse nr. 1063 af 24. oktober 2019 om elevers fravær
fra undervisningen og § 6, stk. 2, i lov om friskoler og
private grundskoler m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1656 af
9. august 2021 (friskoleloven). Kommunalbestyrelsen skal
være opmærksom på, at skolefravær i nogle tilfælde kan
skyldes en funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge. I
disse tilfælde vil der som udgangspunkt ikke være tale om
202
ulovligt skolefravær, jf. § 1, stk. 1, og § 2, i bekendtgørelse
nr. 1063 af 24. oktober 2019 om elevers fravær fra undervis-
ningen, og der vil derfor heller ikke være grundlag for at
udløse et forældrepålæg.
Ved manglende opfyldelse af undervisningspligten i øvrigt
forstås, at barnet eller den unge ikke modtager en undervis-
ning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i
folkeskolen. I tilfælde, hvor barnet eller den unge hjemme-
undervises eller hjemtages til hjemmeundervisning under
sådanne omstændigheder som er nævnt i det foreslåede stk.
1, vil der således skulle foretages en vurdering af, om under-
visningspligten opfyldes. Efter friskolelovens § 35, stk. 1,
fører kommunen tilsyn med den undervisning, børnene eller
de unge får i hjemmet m.v.
Det foreslåede stk. 2, nr. 2, vil betyde, at om mistanke om
eller sigtelse for enhver overtrædelse af straffeloven, lov
om euforisende stoffer, våbenloven eller knivloven vil kun-
ne begrunde et forældrepålæg. I disse tilfælde vil der ikke
skulle foretages en vurdering af overtrædelsens omfang eller
grovhed. De øvrige betingelser efter stk. 1 for meddelelse
af et forældrepålæg vil også skulle være opfyldt. Kommu-
nalbestyrelsen vil også her skulle være opmærksom på, at
adfærd som fører til mistanke om overtrædelse af straffelo-
ven i nogle tilfælde kan skyldes en psykisk funktionsnedsæt-
telse/opmærksomhedsforstyrrelse hos barnet eller den unge.
I sager, hvor kommunen har oplysninger om, at barnet
eller den unge er mistænkt eller sigtet for anden krimina-
litet f.eks. overtrædelse af færdselsloven, vil det være en
betingelse, at kriminaliteten har et vist omfang eller en vis
grovhed. En mindre færdselsforseelse vil derfor ikke være
tilstrækkelig til at begrunde et forældrepålæg.
Betegnelsen ”mistænkt” er anvendt, da børn og unge under
15 år ikke kan sigtes eller tiltales, da de er under den krimi-
nelle lavalder.
Den foreslåede stk. 2, nr. 3, indebærer, at oplysninger om,
at barnet eller den unge har udvist en utryghedsskabende
adfærd på steder, hvor der almindelig adgang, vil være en
indikator på, at barnets eller den unges udvikling er i fare og
kan således begrunde et forældrepålæg.
Med udtrykket »utryghedsskabende adfærd« menes en ad-
færd, der er egnet til at skabe utryghed hos andre menne-
sker. Det er således ikke et krav, at der skal være givet
udtryk for en følelse af utryghed i forhold til den udviste
adfærd, idet adfærden alene skal være egnet til at skabe
utryghed.
Som eksempler på utryghedsskabende adfærd kan nævnes,
at barnet eller den unge udviser en intimiderende, chikane-
rende eller truende adfærd over for f.eks. forbipasserende,
beboere eller erhvervsdrivende m.v. Eksempler på chikanøs
eller truende adfærd kan f.eks. være, at barnet eller den un-
ge, herunder gruppen som denne kan være en del af, råber,
kommer med nedsættende bemærkninger eller stiller sig i
vejen for forbipasserende, eller at den pågældende udviser
en støjende eller fornærmende adfærd i øvrigt. Der kan også
være tale om fysiske handlinger såsom kast af genstande,
skub eller spyt mod ting eller personer, uden at adfærden
nødvendigvis falder under et strafbart forhold.
I forbindelse med vurderingen af, om der foreligger en
utryghedsskabende adfærd, kan der lægges vægt på, hvor
adfærden er udvist, f.eks. på en togstation, ved et busstoppe-
sted, i et bycenter, foran den eller de forurettedes hjem eller
lignende offentlige steder, hvor det enten har været vanske-
ligt eller umuligt for den eller de forurettede at trække sig
væk eller undgå barnets eller den unges eller gruppens ad-
færd.
Endvidere kan der lægges vægt på, hvornår adfærden er
udvist, f.eks. om det er sket i de sene aften- og nattetimer
efter mørkets frembrud, hvor visse handlinger almindeligvis
fremstår mere utrygge, end hvis de var forøvet i dagslys. Det
kan også indgå i vurderingen, om barnet eller den unge i
forbindelse med adfærden har forsøgt at tildække sit ansigt
eller på anden vis forsøgt at anonymisere sig selv for f.eks.
at undgå videoovervågningskameraer eller øvrig identifika-
tion.
Adfærden behøver ikke at bestå i eller ledsages af et straf-
bart forhold. Det afgørende er adfærdens utryghedsskabende
karakter. Adfærden kan udøves selvstændigt af barnet eller
den unge eller som led i en gruppes aktiviteter. Hvis der
er tale om en samlet adfærd i en gruppe, kan der lægges
vægt på, om gruppens adfærd medfører støjgener og/eller
trafikale gener, og om personer i gruppen indtager eller er
påvirket af alkohol eller andre rusmidler.
Det er ikke muligt udtømmende at definere, hvornår der er
tale om utryghedsskabende adfærd. Det vil altid bero på en
konkret vurdering af de samlede omstændigheder i sagen,
om en adfærd kan siges at være utryghedsskabende eller ej.
Det er en betingelse, at den utryghedsskabende adfærd er
udvist »på steder, hvortil der er almindelig adgang«. Ud-
trykket skal forstås i overensstemmelse med ordensbekendt-
gørelsens § 2 og omfatter således f.eks. offentlige parker,
offentlige befordringsmidler, butikker, butikscentre og of-
fentlige kontorer. Det vil ikke være omfattet af bestemmel-
sen, hvis den utryghedsskabende adfærd er udvist i et pri-
vat hjem eller andre steder, hvor der ikke er almindelig
adgang. Den utryghedsskabende adfærd kan være udvist på
steder med geografisk tilknytning til det sted, hvor barnet
eller den unge har bopæl. Det kan f.eks. være i det lokale
bycenter, på den lokale togstation, foran skolen, ungdoms-
klubben eller lignende. Det er imidlertid ikke et krav, at
adfærden nødvendigvis er udvist i barnets eller den unges
nærområde. Det vil således også være omfattet, hvis adfær-
den er udvist i en anden by eller kommune end den, som
barnet eller den unge har bopæl i.
Det er kommunen, der skal vurdere, om barnet eller den un-
ge har udvist en utryghedsskabende adfærd på steder, hvortil
der er almindelig adgang. Kommunen vil i den forbindelse
203
skulle iagttage officialprincippet, hvorefter kommunen skal
sørge for en tilstrækkelig sagsoplysning, førend der træffes
afgørelse om pålæg. Vurderingen af, om barnet eller den
unge har udvist en utryghedsskabende adfærd skal alminde-
ligvis foretages bl.a. på baggrund af oplysninger fra politiet,
SSP-samarbejdet eller lignende.
Det forudsættes, at et forældrepålæg efter nr. 3 ikke medde-
les som følge af et enkeltstående tilfælde. Et pålæg efter
bestemmelsen vil således almindeligvis forudsætte, at der
foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge flere
gange har udvist en utryghedsskabende adfærd på steder,
hvortil der er almindelig adgang. Hyppigheden af den ud-
viste adfærd kan endvidere indgå i vurdering af, om adfær-
den samlet set må anses for utryghedsskabende. Hvis bar-
net eller den unge således gentagne gange har udvist en
utryghedsskabende adfærd, skal der for så vidt angår den
konkrete udviste adfærd mindre til for at betegne adfærdens
karakter som utryghedsskabende.
Det foreslåede stk. 2, nr. 4, vil betyde, at oplysninger om
alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet vil
kunne udløse et forældrepålæg, hvis betingelserne herfor i
øvrigt er opfyldt.
Der vil f.eks. kunne være tale om problemer, som kommer
til udtryk i skolen, om problemer der på andre måder kom-
mer til udtryk i »det offentlige rum« f.eks. ved truende
adfærd i grupperingsmæssige sammenhænge og om proble-
mer, som kommer til udtryk ved den unges misbrug eller
anden selvskadende adfærd.
I sager hvor barnet udviser alvorlige adfærds- eller tilpas-
ningsproblemer er det vigtigt, at kommunalbestyrelsen er
opmærksom på, at sådanne bekymringstegn kan have ud-
spring i, at barnet eller den unge har en psykisk funktions-
nedsættelse. Sådanne tegn på mistrivsel bør således give
anledning til overvejelser om, hvorvidt der er behov for at
afdække grundlaget for adfærden, herunder afdække om ad-
færden skyldes eksempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse
som autisme eller ADHD.
Det foreslåede stk. 2, nr. 5, vil betyde, at oplysninger om,
at forældremyndighedsindehaver ikke vil samarbejde med
myndighederne om at løse barnets eller den unges proble-
mer, vil kunne udløse et forældrepålæg, hvis betingelserne
herfor i øvrigt er opfyldt.
Manglende samarbejde vil f.eks. kunne bestå i, at forældre-
myndighedsindehaver ikke kommer til forældremøder eller
ikke møder op, når kommunen har indkaldt dem til et mø-
de, f.eks. i forbindelse med udarbejdelse af barnets plan,
jf. den foreslåede § 91. Der vil også kunne være tale om
en situation, hvor forældremyndighedsindehaver afviser at
samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning om
planlægningen af den unges uddannelse efter folkeskolens 9.
klasse.
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 3, at et forældrepålæg
skal angive en eller flere konkrete handlepligter for foræl-
dremyndighedsindehaver, som skal være egnede til at bidra-
ge til en løsning af barnets eller den unges problemer, og
som står i rimeligt forhold til formålet. Det foreslås videre,
at det herunder kan fastsættes, at forældremyndighedsinde-
haver skal: 1) Sikre barnets eller den unges fremmøde i
skolen ved personligt at følge barnet eller den unge i skole,
2) deltage i forældremøder og konsultationer vedrørende om
barnets eller den unges skolegang, 3) sikre barnets eller den
unges deltagelse i konkrete fritidsaktiviteter ved at følge
barnet eller den unge til det pågældende sted, 4) sikre, at
barnet eller den unge er hjemme på et nærmere fastsat tids-
punkt eller i et nærmere fastsat tidsrum, 5) deltage i et af
kommunen tilbudt forældreprogram eller 6) deltage i møder
med relevante myndigheder om løsningen af barnets eller
den unges problemer.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, 1. pkt., der fastslår,
at et forældrepålæg skal angive en eller flere konkrete hand-
lepligter for forældremyndighedsindehaver, som skal være
egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller den unges
problemer, og som står i rimeligt forhold til formålet, vil
være en videreførelse af servicelovens § 57 a, stk. 3, 1. pkt.
Bestemmelsen vil betyde, at et forældrepålæg vil være et
specificeret, fremadrettet krav om en eller flere konkrete
handlepligter, som forældremyndighedsindehaveren skal på-
tage sig med henblik på, at barnets eller den unges udvikling
bringes uden for fare. Formålet vil være at sikre, at foræl-
dremyndighedsindehaveren bidrager til løsningen af barnets
eller den unges problemer.
Et forældrepålæg kan indeholde flere forskellige pligter og
opgaver, hvis kommunen i det konkrete tilfælde vurderer, at
det er nødvendigt.
Det foreslås således i stk. 3, 2. pkt., at det herunder kan
fastsættes, at forældremyndighedsindehaver skal: 1) Sikre
barnets eller den unges fremmøde i skolen ved personligt at
følge barnet eller den unge i skole, 2) deltage i forældremø-
der og konsultationer om barnets eller den unges skolegang,
3) sikre barnets eller den unges deltagelse i konkrete fritids-
aktiviteter ved at følge barnet eller den unge til det pågæl-
dende sted. 4) sikre, at barnet eller den unge er hjemme på
et nærmere fastsat tidspunkt eller i et nærmere fastsat tids-
rum. 5) deltage i et af kommunen tilbudt forældreprogram,
eller 6) deltage i møder med relevante myndigheder om
løsningen af barnets eller den unges problemer.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens § 57 a, stk. 3, 2. pkt. Bestemmelsen vil fast-
sætte en liste over mulige pålæg. Listen vil ikke være ud-
tømmende, da det ikke vil være muligt på forhånd at forud-
se, hvilke konkrete pålæg der kan være egnede til at løse
konkrete problemer.
Hvis pålægget indebærer, at forældremyndighedsindehaver
skal sikre, at barnet eller den unge er hjemme på et nær-
mere fastsat tidspunkt eller i et nærmere fastsat tidsrum,
er det kommunen, der i forbindelse med meddelelsen af
204
forældrepålægget, vurderer, hvilket tidsrum handlepligten
skal strække sig over. Ved vurderingen kan der lægges vægt
på, hvilke problemstillinger hos barnet eller den unge der
giver anledning til den pågældende handlepligt. Hvis der
f.eks. foreligger oplysninger fra politiet, SSP-samarbejdet
eller lignende om, at barnet eller den unge ofte udviser eller
deltager i utryghedsskabende adfærd i weekenden i aften- og
nattetimerne, kan pålægget f.eks. gå ud på, at barnet eller
den unge skal være hjemme fredag og lørdag mellem kl. 21
om aftenen til kl. 6 om morgenen dagen efter.
Det er ikke en forudsætning, at barnet eller den unge har
udvist en utryghedsskabende adfærd for at anvende handle-
pligten om ophold i hjemmet i et nærmere afgrænset tids-
rum. Handlepligten kan således også anvendes ved enhver
af de øvrige problemstillinger, som er oplistet i stk. 2.
En sådan handlepligt indebærer ikke, at den unge per defini-
tion skal opholde sig på den fysisk afgrænsede enhed, som
familiens bopæl udgør, i det tidsrum, der er fastsat i kommu-
nens afgørelse. Hvis familien f.eks. skal på familieudflugt
eller besøg hos venner eller familie, vil det være naturligt,
at den unge deltager i disse aktiviteter. Endvidere vil bar-
net eller den unge fortsat have mulighed for inden for det
fastsatte tidsrum at deltage i eventuelle fritidsjob, uddannel-
ses’ eller fritidsaktiviteter, klubtilbud eller aktiviteter med
genoprettende formål i øvrigt. Det afgørende er, at barnet
eller den unge ikke hænger ud på gaden eller opholder sig i
miljøer, der ansporer den unge til negativ adfærd.
Kommunen vil således have mulighed for at fastlægge de
konkrete pålæg efter stk. 3, 2. pkt., inden for visse rammer,
som for det første vil afgrænses af, at pålæggene vil skulle
være egnede til at bidrage til en løsning af problemerne i
den konkrete sag. Det vil sige, at der skal være en direkte
eller indirekte sammenhæng mellem pålæggets indhold og
den adfærd eller ændring i adfærd, som man ønsker hos
barnet eller den unge.
For det andet vil efterlevelsen af pålægget skulle være reali-
stisk for forældremyndighedsindehaver. Det betyder, at der
ved fastlæggelsen af pålægget f.eks. skal tages højde for
barnets eller den unges alder i forhold til, om forældrene har
reel mulighed for at efterleve pålægget.
For det tredje vil pålæggets indhold skulle stå i rimeligt for-
hold til formålet med pålægget og de problemer, der søges
løst.
For det fjerde vil forældremyndighedsindehaver kun kunne
pålægges at foretage handlinger e.l., som ligger inden for
rammerne af ansvarlig forældremyndighedsudøvelse. Det vil
sige, at forældremyndighedsindehaver f.eks. naturligvis ikke
kan pålægges at låse deres børn inde.
For det femte vil forældrepålæggene skulle være sagligt
velbegrundede og i øvrigt ligge inden for formålet af barnets
lov. Endelig vil pålæggets indhold i den konkrete sag for det
sjette skulle fastlægges, så forældrene vil have mulighed for
at opfylde deres øvrige forpligtelser f.eks. i forhold til fami-
liens eventuelt øvrige børn og i forhold til arbejdspladsen. Et
eksempel på et egnet pålæg, som vil stå i rimelig forhold
til formålet, kan være et pålæg om at følge barnet eller den
unge i skole hver dag, hvis det pågældende barn eller den
unge har ulovligt fravær.
Forældremyndighedsindehave vil dog ikke kunne blive på-
lagt selv at følge deres børn i skole, hvis det kommer i
konflikt med deres arbejdstider, men pålægget vil så kunne
være, at forældremyndighedsindehaver skal sørge for, at bar-
net bliver fulgt i skole af andre.
Det vil i afgørelsen om forældrepålæg skulle angives:1)
Hvad pålægget nøjagtigt skal gå ud på, herunder hvad den
eller de konkrete handlepligter vil skulle bestå i, 2) hvilken
periode pålægget vil gælde for, og under hvilke omstændig-
heder det vil være muligt at forlænge pålægget, 3) hvilke
parter der - efter kommunens vurdering i den konkrete sag -
vil få meddelelse om pålægget, og 4) hvad konsekvensen vil
være af, at pålægget ikke efterleves, nemlig at udbetalingen
af børnefamilieydelsen stoppes.
Det vil således skulle være helt klart for forældremyndig-
hedsindehaver, hvad det er for handlepligter, de vil få pålagt,
så det også vil stå tydeligt for dem, hvordan de vil kunne
efterleve det, og dermed også, hvornår et pålæg anses for
ikke at være blevet efterlevet med de konsekvenser, der vil
følge af en manglende efterlevelse.
Det foreslås i stk. 4, at er der truffet afgørelse om forældre-
pålæg efter stk. 1, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørel-
se efter § 32, stk. 1, om at iværksætte støttende indsatser
efter § 32 stk. 1, nr. 1-3, 5 og 8, selvom at forældremyndig-
hedsindehaver ikke samtykker til indsatsen, når det vurde-
res, at formålet med indsatsen vil kunne opnås uanset det
manglende samtykke, jf. dog § 54, stk. 3, i lov om bekæm-
pelse af ungdomskriminalitet.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens § 57 a, stk. 5, med de ændringer, der vil følge
af den foreslåede § 32.
Kommunalbestyrelsen vil kunne iværksætte støttende ind-
satser omfattet af den foreslåede bestemmelse på baggrund
af en afdækning eller børnefaglig undersøgelse af støttebe-
hovet eller sideløbende hermed, jf. den foreslåede § 32, stk.
4.
Det vil være en ændring i forhold til i dag, hvor der som
udgangspunkt skal være gennemført en børnefaglig undersø-
gelse, inden der træffes afgørelse om støtte uden samtykke,
med mindre særlige forhold taler for, at der iværksættes
foreløbig støtte sideløbende med undersøgelsen. Ændringen
vil være en konsekvens af den lettere adgang til at iværksæt-
tende støtte, der foreslås i § 32.
Kommunalbestyrelsen vil altid være forpligtet til at oplyse
sagen i tilstrækkelig grad til, at der kan træffes afgørelse, jf.
§ 10 i retssikkerhedsloven. Det bl.a. betyde, at sagen skal
være tilstrækkeligt oplyst til, at kommunalbestyrelsen kan
205
vurdere, om de materielle betingelser for iværksættelse af
støttende indsatser uden samtykke er opfyldt. Forvaltnings-
lovens regler om partshøring og klagevejledning m.v. vil
ligeledes skulle overholdes, og kommunen vil så vidt muligt
skulle inddrage barnet eller den unge og forældrene i over-
ensstemmelse med de grundlæggende principper i kapitel 2.
Ved afgørelsen vil kommunalbestyrelsen skulle iagttage pro-
portionalitetsprincippet. Dvs. at der vil skulle være et ri-
meligt forhold mellem indsatsen og det formål, der søges
opnået, så indsatsen ikke er hverken mere eller mindre ind-
gribende end nødvendigt.
Det foreslås i stk. 5, at afgørelsen om forældrepålæg træffes
for en afgrænset periode af højst 12 måneders varighed. For-
ældrepålægget kan forlænges med højst 6 måneder ad gan-
gen.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens § 57 a, stk. 6. Bestemmelsen vil betyde, at
det af afgørelse vil skulle fremgå, hvor længe pålægget vil
skulle gælde, idet perioden, dog ikke vil kunne overstige 12
måneder, uden at det vil kræve en ny afgørelse.
Bestemmelsen vil ikke fastsætte ikke en grænse for, hvor
mange gange et pålæg vil kunne forlænges, eller hvor længe
en forældremyndighedsindehaver i alt vil kunne være under-
lagt forældrepålæg.
Der sættes dog en naturlig grænse for den tidsmæssige ud-
strækning ved, at betingelserne til stadighed vil skulle være
opfyldt, herunder den betingelse, at forældrepålægget vil
skulle være egnet til at løse problemerne.
Både for den enkelte afgørelse og for afgørelsen inklusiv
forlængelser gælder det, at den tidsmæssige udstrækning vil
skulle stå i rimeligt forhold til formålet med pålægget og de
problemer, der søges løst.
Som eksempel vil kunne nævnes et pålæg om at deltage
i et forældreprogram bestående af to weekend-ophold. Et
sådant pålæg vil typisk kun skulle vare den periode, som
de to weekend-ophold varer. Hvis forældremyndighedsinde-
haveren ikke møder op til weekend-opholdene, vil pålægget
kunne forlænges, ligesom udbetalingen af børnefamilieydel-
sen vil kunne stoppes, jf. nedenfor.
Det foreslås således i stk. 6, at kommunalbestyrelsen vil
skulle oplyse forældremyndighedsindehaver om, at overhol-
delse af pålægget er en betingelse for at modtage børne- og
ungeydelse, jf. lov om en børne- og ungeydelse, og for, at
det pågældende barn eller den pågældende unge medregnes
ved beregningen af boligstøtten, jf. lov om individuel bolig-
støtte.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens § 57 a, stk. 7. Bestemmelsen vil betyde, at
kommunen har ansvaret for at sikre, at forældremyndigheds-
indehaver er gjort bekendt med de økonomiske konsekven-
ser for familien ved ikke at overholde forældrepålægget.
Det foreslås i stk. 7, at vurderer kommunalbestyrelsen, at
forældremyndighedsindehaver ikke efterlever et forældrepå-
læg efter stk. 1, og at den manglende efterlevelse ikke beror
på undskyldelige omstændigheder, skal kommunalbestyrel-
sen træffe afgørelse om dette. Afgørelsen er gældende for ét
kvartal.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens § 57 a, stk. 8. Bestemmelsen vil regulerer
reaktionsmulighederne over for en forældremyndighedsind-
ehaver, som ikke efterlever et forældrepålæg. Efter forslaget
er det kommunalbestyrelsens opgave at følge op på og vur-
dere, om et meddelt forældrepålæg er efterlevet.
Det vil f.eks. betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle
undersøge, om en forældremyndighedsindehaver, som har
fået pålæg om at sikre, at barnet opholder sig hjemme på
visse tidspunkter eller i et nærmere fastsat tidsrum, har taget
skridt til at sikre dette. Kommunalbestyrelsen vil i den for-
bindelse kunne tage kontakt til politiet eller SSP-samarbej-
det for at få bekræftet, at politiet ikke længere møder barnet
eller den unge på gaden sent på natten.
Udgangspunktet vil være, at et forældrepålæg vil skulle ef-
terleves fuldt ud i hele den periode, pålægget er i kraft.
Hvis forældremyndighedsindehaver pludselig viser vilje til
at efterleve pålægget omkring det tidspunkt, hvor betingel-
serne for at være berettiget til børnefamilieydelsen skal være
opfyldt, vil kommunen skulle vurdere, om den opståede vil-
je er reel, eller om der er tale om forsøg på omgåelse. Hvis
kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om, at pålægget ikke
er efterlevet, med henvisning til forældrenes forsøg på at
omgå reglerne, vil det dog kræve klare oplysninger, der
støtter denne antagelse.
Kommunalbestyrelsen vil til brug for vurderingen af, om
pålægget er efterlevet, skulle inddrage samtlige omstændig-
heder i sagen og foretage en konkret helhedsbedømmelse
på baggrund heraf. Kommunalbestyrelsen vil i disse tilfælde
være tildelt en vis skønsmulighed.
Hvis et pålæg ikke er efterlevet, og dette ikke skyldes und-
skyldelige forhold hos forældremyndighedsindehaver, vil
kommunalbestyrelsen skulle træffe afgørelse om dette. Føl-
gen af at et pålæg ikke efterleves vil i så fald være, at betin-
gelserne for udbetaling af børnefamilieydelsen ikke længere
er opfyldt, og at udbetalingen stoppes, jf. § 38, stk. 6.
Afgørelsen om manglende efterlevelse af et pålæg vil skul-
le træffes med virkning for det førstkommende kvartal og
for ét kvartal af gangen. Hvis forældremyndighedsindehaver
efter et kvartal med stop for udbetalingen af børnefamiliey-
delsen stadig ikke efterlever pålægget, og kommunen vur-
derer, at betingelserne for at opretholde pålægget stadig er
gældende, vil kommunen skulle træffe en ny afgørelse med
efterfølgende stop for udbetalingen af børnefamilieydelsen
for det næste kvartal også.
Kommunen vil i denne forbindelse skulle være opmærksom
206
på de tidsterminer, der gælder i forhold til udbetalingen af
børnefamilieydelsen.
I den vurdering, der vil skulle ligge til grund for afgørelsen,
vil dels skulle indgå, om forældremyndighedsindehaverne
objektivt set har efterlevet pålægget, dels, hvis det ikke er
tilfældet, om der foreligger undskyldelige omstændigheder
for den manglende efterlevelse. Kommunalbestyrelsen vil
således skulle tage hensyn til, om den manglende efterlevel-
se skyldes forhold, der er uden for forældremyndighedsinde-
haverens kontrol, f.eks. dokumenteret sygdom.
Der vil ikke i forbindelse med afgørelsen om manglende ef-
terlevelse af pålæg ligge en vurdering hos kommunalbesty-
relsen om det hensigtsmæssige i at stoppe for udbetalingen
af børnefamilieydelsen i den konkrete sag. Der vil alene
være tale om en konstatering af, at et forældrepålæg ikke er
efterlevet.
Det foreslås i stk. 8, at kommunalbestyrelsen skal træffe af-
gørelse om bortfald af pålægget, hvis kommunalbestyrelsen
vurderer, at forholdet, der lå bag pålægget, ikke længere
eksisterer, eller at forældrepålægget ikke længere er egnet til
at løse barnets eller den unges problemer.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens § 57 a, stk. 9. Bestemmelsen vil regulere,
hvornår et pålæg bortfalder. Der vil være tale om en udtøm-
mende opregning.
Bestemmelsen vil betyde, at pålægget vil bortfalde ved
kommunalbestyrelsens afgørelse, hvis det forhold, der har
begrundet pålægget, ikke længere er til stede, f.eks. hvis
barnet eller den unge, som tidligere har haft et omfattende
ulovligt skolefravær, nu møder i skole hver dag.
Et forældrepålæg, der er meddelt på grund af ulovligt sko-
lefravær, eller fordi undervisningspligten ikke i øvrigt opfyl-
des, vil ikke bortfalde som følge af, at forældrene hjemtager
barnet eller den unge til hjemmeundervisning. Kun hvis det
vurderes, at undervisningspligten rent faktisk opfyldes, vil
være der grundlag for at træffe afgørelse om bortfald.
Et pålæg vil endvidere bortfalde ved kommunalbestyrelsens
afgørelse, hvis det ikke længere er egnet til at løse de fore-
liggende problemer. Det kan f.eks. være i en situation, hvor
et pålæg om at sikre barnets eller den unges deltagelse i
bestemte fritidsaktiviteter i kommunen ikke længere er me-
ningsfyldt, fordi forældremyndighedsindehaver og barnet er
flyttet til en anden landsdel, eller hvor forældremyndigheds-
indehaver har efterlevet pålægget, men det har vist sig, at
det ikke har påvirket barnets eller den unges problemer i en
positiv retning.
Kommunalbestyrelsen vil i øvrigt skulle være opmærksom-
me på, at bortfald af et konkret pålæg vil kunne kombineres
med et nyt pålæg med nye handlepligter.
Kommunalbestyrelsen vil kunne træffe afgørelse om bort-
fald af pålægget af egen drift, og skal gøre det, hvis den
bliver opmærksom på, at grundlaget har ændret sig. Kom-
munalbestyrelsen vil også kunne tage sagen op på baggrund
af en henvendelse fra forældrene.
Til § 39
Efter § 57 b, stk. 1, i serviceloven skal kommunalbestyrel-
sen træffe afgørelse om at meddele et barn eller en ung i
alderen 10-17 år et børne- og ungepålæg, når barnet eller
den unge har adfærdsproblemer eller udviser negativ adfærd
af en sådan karakter, at der er risiko for, at barnets eller den
unges udvikling er i fare, og når det vurderes, at et frivilligt
samarbejde med barnet eller den unge og forældremyndig-
hedsindehaveren om støtte efter servicelovens § 52, stk. 3,
ikke er tilstrækkeligt til at afhjælpe barnets eller den unges
problemer, jf. dog §§ 12 og 13 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Afgørelsen om børne- og ungepålæg kan træffes uden foræl-
dremyndighedsindehaverens samtykke.
§ 57 b, stk. 2, i serviceloven fastsætter, at meddelelse af et
børne- og ungepålæg forudsætter, at der foreligger oplysnin-
ger om, at barnet eller den unge: 1) Har ulovligt skolefravær,
eller at undervisningspligten i øvrigt ikke opfyldes, 2) er
mistænkt eller sigtet for en overtrædelse af straffeloven, lov
om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven eller er
mistænkt eller sigtet for anden kriminalitet af et vist omfang
eller en vis grovhed, 3) har udvist en utryghedsskabende
adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang, 4) har
alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer eller 5) nægter
at samarbejde med de relevante myndigheder om løsningen
af barnets eller den unges problemer.
Efter § 57 b, stk. 3, i serviceloven skal et børne- og ungepå-
læg angive en eller flere konkrete handlepligter for barnet
eller den unge, som vurderes at være egnede til at bidrage til
en løsning af barnets eller den unges problemer, og som står
i rimeligt forhold til formålet. Det kan herunder fastsættes,
at barnet eller den unge skal: 1) Modtage en eller flere
foranstaltninger efter § 52, stk. 3, nr. 1, 3, 6, 8 eller 9, 2)
undlade at færdes frem og tilbage eller tage ophold i et nær-
mere geografisk afgrænset område, 3) være hjemme på et
nærmere fastsat tidspunkt eller i et nærmere fastsat tidsrum,
4) bidrage til at genoprette forrettet skade, eller 5) deltage i
andre aktiviteter med genoprettende formål, herunder udføre
samfundsnyttigt arbejde.
Det fremgår af § 57 b, stk. 4, i serviceloven, at børne- og
ungepålæg efter bestemmelsens stk. 1, jf. stk. 3, nr. 2-5,
iværksættes uden forudgående gennemførelse af en børne-
faglig undersøgelse, jf. § 50.
Bestemmelsen betyder, at kommunalbestyrelsen, uden først
at udarbejde en børnefaglig undersøgelse, vil kunne pålæg-
ge barnet eller den unge at være hjemme på et bestemt
tidspunkt (nr. 2), at bidrage til at genoprette skade, som
barnet eller den unge, har forrettet (nr. 3), eller deltage i
andre aktiviteter med genoprettende formål, herunder udføre
207
samfundsnyttigt arbejde (nr. 4), hvis betingelserne i stk. 1 og
3 i øvrigt er opfyldt.
Det er her forudsat, at kommunerne hurtigt vil vurdere, om
der er grundlag for et børne- og ungepålæg, når der forelig-
ger oplysninger, som kan indikere, at der er risiko for, at
barnets eller den unges udvikling er i fare, og det vurderes,
at et frivilligt samarbejde med barnet eller den unge og
forældremyndighedsindehaveren ikke er tilstrækkeligt til at
afhjælpe barnets eller den unges problemer.
Det er i den forbindelse vigtigt, at kommunalbestyrelsen
i sager, hvor barnet eller den unge udviser de oplistede
bekymringstegn, er opmærksom på, at sådanne bekymrings-
tegn kan have udspring i, at barnet eller den unge har en
psykisk funktionsnedsættelse. Den bekymrende adfærd bør
således give anledning til overvejelser om, hvorvidt der er
behov for at afdække grundlaget for adfærden, herunder
afdække om adfærden skyldes eksempelvis en opmærksom-
hedsforstyrrelse som autisme eller ADHD.
Kommunalbestyrelsen skal iagttage de almindelige forvalt-
ningsretlige regler for myndigheders behandling af afgørel-
sessager, herunder reglerne om partshøring og oplysning af
sagen.
I mange tilfælde vil der være tale om børn og unge, som
allerede er kendt af de sociale myndigheder, idet børne- og
ungepålægget typiske vil anvendes som et mere insisteren-
de redskab over for børn og unge, som ikke umiddelbart
kan bringes til at samarbejde frivilligt. I disse tilfælde vil
der kunne foreligge en børnefaglig undersøgelse, og den
eksisterende børnefaglig undersøgelse kan indgå i sagens
oplysning.
Hvis der viser sig forhold, som kommunen mener giver
behov for yderligere undersøgelser af et barn eller en ung,
vil kommunalbestyrelsen kunne iværksætte en børnefaglig
undersøgelse efter § 50 sideløbende med gennemførelse af
forældrepålægget. En sideløbende eller efterfølgende
børnefaglig undersøgelse vil kunne danne grundlag for
iværksættelse af foranstaltninger. Den efterfølgende under-
søgelse vil også kunne medføre, at kommunalbestyrelsen
skal træffe afgørelse om bortfald af pålægget, hvis kommu-
nalbestyrelsen vurderer, at pålægget ikke længere er egnet til
at løse barnets eller den unges problemer, jf. § 57 a, stk. 9, i
serviceloven.
Det følger af bestemmelsens stk. 5, at hvis der er truffet
afgørelse om børne- og ungepålæg, kan kommunalbestyrel-
sen træffe afgørelse efter § 52, stk. 1, om at iværksætte
foranstaltninger efter § 52, stk. 3, nr. 1, 3, 6, 8 eller 9, i ser-
viceloven selv om forældremyndighedsindehaveren ikke øn-
sker foranstaltningen iværksat, når det vurderes, at formålet
med foranstaltningen vil kunne opnås uanset det manglende
samtykke.
Uanset stk. 4, kan sådanne støtteforanstaltninger først iværk-
sættes efter gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse
eller en ungefaglig undersøgelse efter § 31 i lov om bekæm-
pelse af ungdomskriminalitet. Hvis særlige forhold taler
herfor, kan der dog iværksættes foreløbig eller akut støtte
sideløbende med undersøgelsen, jf. § 52, stk. 2, 2. pkt., i
serviceloven.
§ 57 b, stk. 6, i serviceloven fastsætter, at reglerne i service-
lovens § 57 a, stk. 6 og 9, finder tilsvarende anvendelse
på børne- og ungepålægget efter stk. 1. Det vil sige, at der
gælder samme regler om varighed og ophør af børne- og
ungepålæg og forældrepålæg, jf. ovenfor.
§ 57 b, stk. 7, i serviceloven fastsætter, at kommunalbesty-
relsen ved afgørelse om børne- og ungepålæg skal overveje,
om der samtidig bør træffes afgørelse om forældrepålæg
efter servicelovens § 57 a.
Det følger af bestemmelsens stk. 8, at hvis barnet eller den
unge ikke overholder et børne- og ungepålæg, skal kommu-
nalbestyrelsen, når det vurderes relevant, straks underrette
politiet og anmode om bistand til kommunens udøvelse af
beføjelser efter servicelovens § 64, stk. 2.
§ 57 b, stk. 9, i serviceloven indeholder en bemyndigelses-
bestemmelse, hvorefter social- og ældreministeren efter for-
handling med justitsministeren kan fastsætte nærmere regler
om politiets bistand til kommunerne i forbindelse med gen-
nemførelse af børne- og ungepålæg.
Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal træffe
afgørelse om at meddele et barn eller en ung i alderen 10-17
år et børne- og ungepålæg, når barnet eller den unge har
adfærdsproblemer eller udviser negativ adfærd af en sådan
karakter, at der er risiko for, at barnets eller den unges
udvikling er i fare, og når det vurderes, at et frivilligt sam-
arbejde med barnet eller den unge og forældremyndigheds-
indehaveren om støtte efter § 32 ikke er tilstrækkeligt til at
afhjælpe barnets eller den unges problemer, jf. dog §§ 12 og
13 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Afgørelsen
om børne- og ungepålæg kan træffes uden forældremyndig-
hedsindehaverens samtykke.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens § 57 b, stk. 1. Formålet med børne- og un-
gepålægget vil være at få barnet eller den unge ind i en
positiv udvikling. Det vil være afgørende for anvendelse
af børne- og ungepålægget, at det indgår i en fremadrettet
bestræbelse på at ændre barnets eller den unges adfærd og
ikke som en straf med bagudrettet perspektiv. Pålægget, der
vil skulle gives efter en konkret vurdering, vil være et led
i den forebyggende indsats og vil ikke have karakter af
en enkeltstående reaktion eller sanktion over for et bestemt
forhold.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbesty-
relsen vil have pligt til at træffe afgørelse om et børne- og
ungepålæg, når betingelserne herfor er opfyldt. Bestemmel-
sen vil samtidig fastsætte de grundlæggende materielle krav
til en afgørelse om børne- og ungepålæg. Det vil således
være et krav at barnet eller den unge udviser negativ adfærd
208
eller adfærdsproblemer, at disse adfærdsmæssige problemer
er så alvorlige, at der risiko for, at barnets eller den unges
adfærd eller udvikling er i fare, og at et frivilligt samarbejde
om støttende indsatser i form af f.eks. behandling af barnet
eller unge efter § 32 ikke vurderes at være tilstrækkeligt.
Børne- og ungepålægget vil i forlængelse heraf skulle ses
i sammenhæng med øvrig støtte og den samlede indsats
over for det enkelte barn eller den enkelte unge og dennes
familie. Pålægget vil typisk anvendes, hvor samarbejdet er
»kørt fast«, men det er ikke påkrævet, at der er gået et
længere forløb forud med sociale indsatser eller forsøg på
iværksættelse af sådanne. Det vil dog altid skulle vurderes,
om en frivillig løsning er mulig, inden der træffes afgørelse
om børne- og ungepålæg ud fra et almindeligt proportionali-
tetsprincip.
Det vil være forudsætning for at træffe afgørelse om unge-
pålæg, at barnet eller den unge grundlæggende vurderes at
være i stand til at bidrage til og tage ansvar for sin egen
udvikling. Børn eller unge med psykiske funktionsnedsæt-
telser som f.eks. udviklingshæmning eller opmærksomheds-
forstyrrelser, vil som udgangspunkt ikke være omfattet af
målgruppen, idet de netop på grund af deres særlige forhold
ikke kan forventes at kunne tage samme ansvar for deres
egen udvikling som deres jævnaldrende.
Det foreslås i stk. 2, at meddelelse af et børne- og ungepå-
læg forudsætter, at der foreligger oplysninger om et eller
flere af følgende forhold: 1) Barnet eller den unge har ulov-
ligt skolefravær, eller undervisningspligten opfyldes i øvrigt
ikke, 2) barnet eller den unge er mistænkt eller sigtet for en
overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer,
våbenloven eller knivloven eller er mistænkt eller sigtet for
anden kriminalitet af et vist omfang eller en vis grovhed,
3) barnet eller den unge har udvist en utryghedsskabende
adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang, 4) barnet
eller den unge har alvorlige adfærds- eller tilpasningsproble-
mer, eller 5) barnet eller den unge nægter at samarbejde med
de relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den
unges problemer.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens § 57 b, stk. 2. Formålet med den foreslåede
bestemmelse vil være at sikre, at ungepålægget anvendes
målrettet. Bestemmelsen vil derfor betyde, anvendelsen af
pålægget knyttes til nogle af de centrale problemstillinger
hos målgruppen, som oplistes i bestemmelsen. Tilstedevæ-
relsen af en eller flere af disse problemstillinger hos barnet
eller den unge vil skulle forstås som indikatorer på, at bar-
nets eller den unges udvikling er i fare. Der vil således
skulle foreligge mindst en de nedenfor angivne situationer
for, at kommunen vil have grundlag for at træffe afgørelse
om ungepålæg.
Tilstedeværelsen af en eller flere af disse problemstillinger
vil ikke per automatik føre til et børne- og ungepålæg. Afgø-
relse om børne- og ungepålæg vil skule træffes på baggrund
af en konkret vurdering af, om de samlede betingelser for at
anvende pålægget er opfyldt, herunder at pålægget vurderes
at ville bidrage til barnets eller den unges udvikling. Kom-
munalbestyrelsen skal være opmærksom på, at skolefravær
i nogle tilfælde kan skyldes en funktionsnedsættelse hos bar-
net eller den unge. I disse tilfælde vil der som udgangspunkt
ikke være tale om ulovligt skolefravær, jf. § 1, stk. 1, og §
2, i bekendtgørelse nr. 1063 af 24. oktober 2019 om elevers
fravær fra undervisningen, og der vil derfor heller ikke være
grundlag for at udløse et forældrepålæg.
Den foreslåede stk. 2, nr. 1, vil betyde, at oplysninger om
ulovligt skolefravær eller om, at skolepligten i øvrigt ikke
opfyldes vil kunne udløse et børne- og ungepålæg, hvis
betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
Ved ulovligt fravær forstås fravær som efter folke- eller
friskolelovgivningen ikke er tilladt. Der henvises til be-
kendtgørelse nr. 1063 af 24. oktober 2019 om elevers fravær
fra undervisningen og § 6, stk. 2, i friskoleloven.
Der vil således være tale om ulovligt fravær i bestemmel-
sens forstand, hvis der er tale om fravær, som efter reglerne
i folkeskole- og eller friskolelovgivningen ikke er tilladt. I
forhold til meddelelse af et børne- og ungepålæg vil det
afgørende dog ikke nødvendigvis være antallet af ulovlige
fraværsdage, men i lige så høj grad, hvorvidt fraværet har et
mønster eller en karakter, der giver anledning til bekymring
i forhold til den unges sociale og faglige udvikling. Det vil
være en vurderingssag, om barnets eller den unges fravær
har et omfang eller et mønster, der vil begrunde anvendelse
af ungepålæg. Der vil således ikke på forhånd kunne opstil-
le objektive kriterier for, hvor meget fravær der vil være
tilstrækkeligt.
Ved manglende opfyldelse af undervisningspligten i øvrigt
forstås, at barnet eller den unge ikke modtager en undervis-
ning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i
folkeskolen.
I tilfælde, hvor barnet eller den unge hjemmeundervises
eller hjemtages til hjemmeundervisning under sådanne om-
stændigheder som er nævnt i det foreslåede stk. 1, vil der
således skulle foretages en vurdering af, om undervisnings-
pligten opfyldes. Efter friskolelovens § 35, stk. 1, fører
kommunen tilsyn med den undervisning, børnene eller de
unge får i hjemmet m.v.
Det vil være er afgørende for meddelelse af et børne- og
ungepålæg, at den manglende opfyldelse af undervisnings-
pligten i en konkret sag skyldes barnets eller den unges egne
forhold og ikke f.eks., at kommunen ikke stiller et passende
skoletilbud til rådighed.
Det skal ligeledes bemærkes, at der kun kan træffes afgørel-
se om børne- og ungepålæg med begrundelse i kriteriet om
ulovligt fravær eller manglende opfyldelse af undervisnings-
pligten i øvrigt over for børn eller unge, der er omfattet
af undervisningspligten, selvom pålægget i udgangspunktet
omfatter alle børn og unge i alderen 10 - 17 år.
209
Den foreslåede stk. 2, nr. 2, vil betyde, at om mistanke om
eller sigtelse for enhver overtrædelse af straffeloven, lov
om euforisende stoffer, våbenloven eller knivloven vil kun-
ne begrunde et forældrepålæg. I disse tilfælde vil der ikke
skulle foretages en vurdering af overtrædelsens omfang eller
grovhed. De øvrige betingelser efter stk. 1 for meddelelse af
et forældrepålæg vil også skulle være opfyldt.
I sager, hvor kommunen har oplysninger om, at barnet
eller den unge er mistænkt eller sigtet for anden krimina-
litet f.eks. overtrædelse af færdselsloven, vil det være en
betingelse, at kriminaliteten har et vist omfang eller en vis
grovhed. En mindre færdselsforseelse vil derfor ikke være
tilstrækkelig til at begrunde et børne- og ungepålæg. Kom-
munalbestyrelsen vil også her skulle være opmærksom på,
at adfærd som fører til mistanke om overtrædelse af straf-
feloven i nogle tilfælde kan skyldes en psykisk funktions-
nedsættelse/opmærksomhedsforstyrrelse hos barnet eller den
unge.
Betegnelsen ”mistænkt” er anvendt, da børn og unge under
15 år ikke kan sigtes eller tiltales, da de er under den krimi-
nelle lavalder.
Den foreslåede stk. 2, nr. 3, vil betyde, at oplysninger f.eks.
fra politiet eller SSP-samarbejdet om, at barnet eller den un-
ge har udvist en utryghedsskabende adfærd på steder, hvortil
der er almindelig adgang, vil kunne begrunde et børne- og
ungepålæg, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. For nær-
mere beskrivelse af, hvad der forstås ved utryghedsskabende
adfærd og ved steder, hvortil der er almindelig adgang, hen-
vises til bemærkningerne til den foreslåede § 38.
I forbindelse med vurderingen af, om der foreligger en
utryghedsskabende adfærd, kan der lægges vægt på, hvor
adfærden er udvist, f.eks. på en togstation, ved et busstoppe-
sted, i et bycenter, foran den eller de forurettedes hjem eller
lignende offentlige steder, hvor det enten har været vanske-
ligt eller umuligt for den eller de forurettede at trække sig
væk eller undgå barnets eller den unges eller gruppens ad-
færd.
Endvidere kan der lægges vægt på, hvornår adfærden er
udvist, f.eks. om det er sket i de sene aften- og nattetimer
efter mørkets frembrud, hvor visse handlinger almindeligvis
fremstår mere utrygge, end hvis de var forøvet i dagslys. Det
kan også indgå i vurderingen, om barnet eller den unge i
forbindelse med adfærden har forsøgt at tildække sit ansigt
eller på anden vis forsøgt at anonymisere sig selv for f.eks.
at undgå videoovervågningskameraer eller øvrig identifika-
tion.
Adfærden behøver ikke at bestå i eller ledsages af et straf-
bart forhold. Det afgørende er adfærdens utryghedsskabende
karakter. Adfærden kan udøves selvstændigt af barnet eller
den unge eller som led i en gruppes aktiviteter. Hvis der er
tale om en samlet adfærd i en gruppe, kan der lægges vægt
på, om gruppens adfærd medfører støjgener og/eller trafik-
ale gener, om personer i gruppen indtager eller er påvirket af
alkohol eller andre rusmidler.
Det vil altid bero på en konkret vurdering af de samlede om-
stændigheder i sagen, om en adfærd kan siges at være utryg-
hedsskabende eller ej. Det forudsættes i den forbindelse at
der ikke er tale om et enkeltstående tilfælde. Et pålæg efter
nr. 3 vil således almindeligvis forudsætte, at der foreligger
oplysninger om, at barnet eller den unge flere gange har
udvist en utryghedsskabende adfærd på steder, hvortil der
er almindelig adgang. Hyppigheden af den udviste adfærd
kan endvidere indgå i vurdering af, om adfærden samlet
set må anses for utryghedsskabende. Hvis barnet eller den
unge således gentagne gange har udvist en utryghedsskaben-
de adfærd, skal der for så vidt angår den konkrete udviste
adfærd mindre til for at betegne adfærdens karakter som
utryghedsskabende.
Den foreslåede stk. 2, nr. 4, vil betyde, at oplysninger om
alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet vil
kunne begrunde et børne- og ungepålæg, hvis betingelserne
herfor i øvrigt er opfyldt.
Der vil f.eks. kunne være tale om problemer, som kommer
til udtryk gennem udadreagerende eller anden bekymrende
adfærd i skolen eller på arbejdspladsen, om problemer, der
på andre måder kommer til udtryk i »det offentlige rum«,
f.eks. ved truende adfærd i grupperingsmæssige sammen-
hænge og om problemer, som kommer til udtryk ved barnets
eller den unges misbrug eller anden selvskadende adfærd.
Det er en vurderingssag, om barnets eller den unges ad-
færdsmæssige problemer har en tyngde og en karakter, der
begrunder anvendelse af ungepålæg. Man kan således ikke
på forhånd opstille objektive kriterier for, hvilken type pro-
blemer der fører til afgørelse om ungepålæg.
I sager, hvor barnet udviser alvorlige adfærds- eller tilpas-
ningsproblemer, er det vigtigt, at kommunalbestyrelsen er
opmærksom på, at sådanne bekymringstegn kan have ud-
spring i, at barnet eller den unge har en psykisk funktions-
nedsættelse. Sådanne tegn på mistrivsel bør således give
anledning til overvejelser om, hvorvidt der er behov for at
afdække grundlaget for adfærden, herunder afdække om ad-
færden skyldes eksempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse
som autisme eller ADHD.
Den foreslåede nr. 5 vil betyde, at oplysninger om, at barnet
eller den unge ikke vil samarbejde med myndighederne om
at løse barnets eller den unges problemer vil kunne begrun-
de et børne- og ungepålæg, hvis betingelserne her i øvrigt er
opfyldt.
Et eksempel på manglende vilje til at samarbejde vil f.eks.
kunne være ung, som flere gange udebliver fra aftalte møder
eller tilbud, når det i øvrigt vurderes, at den unge både er
i stand til at overskue, hvad der er aftalt, og reelt har mulig-
hed for at møde op. I vurderingen af, om barnets eller den
unges ageren i en konkret situation er udtryk for, at barnet
eller den unge ikke ønsker samarbejde om at løse barnets
210
eller den unges problemer, vil der altid skulle tages højde
for barnets eller den unges alder, modenhed og eventuelle
nedsatte funktionsevne og sagens omstændigheder i øvrigt.
For at træffe afgørelse om børne- og ungepålæg forudsættes
det, at der foreligger oplysninger om et eller flere af de
forhold, der oplistes i bestemmelsen. Tilstedeværelsen af en
eller flere af disse problemstillinger hos barnet eller den
unge vil skulle ses som indikatorer på, at barnets eller den
unges udvikling er i fare. Om de konkrete forhold udgør en
trussel for barnets eller den unges udvikling vil altid skulle
gøres til genstand for en konkret vurdering.
Det foreslås i stk. 3, at fastslå, at et børne- og ungepålæg
skal angive en eller flere konkrete handlepligter for barnet
eller den unge, som vurderes at være egnede til at bidrage til
en løsning af barnets eller den unges problemer, og som står
i rimeligt forhold til formålet. Det kan herunder fastsættes,
at barnet eller den unge skal: 1) Modtage en eller flere
støttende indsatser efter § 32, stk. 1, nr. 1, 3, 4, 5, og 8, 2)
undlade at færdes frem og tilbage eller tage ophold i et nær-
mere geografisk afgrænset område, 3) være hjemme på et
nærmere fastsat tidspunkt eller i et nærmere fastsat tidsrum,
4) bidrage til at genoprette forrettet skade, eller 5) deltage i
andre aktiviteter med genoprettende formål, herunder udføre
samfundsnyttigt arbejde.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, 1. pkt., hvorefter et
børne- og ungepålæg skal angive en eller flere konkrete
handlepligter for barnet eller den unge, som vurderes at
være egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller den
unges problemer, og som står i rimeligt forhold til formålet,
vil være en videreførelse af servicelovens § 57 b, stk. 3, 1.
pkt. Bestemmelsen vil betyde, at børne- og ungepålægget
vil skulle indeholde et specificeret, fremadrettet krav om en
eller flere konkrete handlepligter, som barnet eller den unge
vil skulle påtage sig.
Det foreslåede videre i stk. 3, 2. pkt., at det kan herunder
fastsættes, at barnet eller den unge skal: 1) Modtage en eller
flere støttende indsatser efter § 32, stk. 1, nr. 1, 2, 3, 5 og
8, 2) undlade at færdes frem og tilbage eller tage ophold i
et nærmere geografisk afgrænset område, 3) være hjemme
på et nærmere fastsat tidspunkt eller i et nærmere fastsat
tidsrum, 4) bidrage til at genoprette forrettet skade, eller 5)
deltage i andre aktiviteter med genoprettende formål, herun-
der udføre samfundsnyttigt arbejde.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens § 57 b, stk. 3, 2. pkt. med de ændringer, som
vil følge af den foreslåede § 32, som uddybet nedenfor.
Bestemmelsen vil ligesom i dag indeholde en liste over mu-
lige pålæg. Listen vil ikke være udtømmende, da det ikke er
muligt på forhånd at forudse, hvilke konkrete pålæg der vil
kunne være egnede til at løse konkrete problemer. Kommu-
nen vil således have mulighed for at fastlægge de konkrete
pålæg inden for visse rammer, som for det første afgrænses
af, at pålæggene vil skulle være klart formulerede, så det
er tydeligt for barnet eller den unge, hvad pågældende skal
gøre for at efterleve pålægget. Dernæst vil pålæggene skulle
være egnede til at bidrage til en løsning af problemerne i
den konkrete sag. Det vil sige, at der vil skulle være en
direkte eller indirekte sammenhæng mellem pålæggets ind-
hold og den adfærd eller ændring i adfærd, som man ønsker
hos barnet eller den unge. Handlepligterne vil i forlængelse
heraf skulle hjælpe barnet eller den unge til at handle ander-
ledes.
For det tredje vil de konkrete handlepligter, barnet eller den
unge pålægges, skulle være realistiske at efterleve. For det
fjerde vil pålæggets indhold skulle stå i rimeligt forhold
til formålet med pålægget og de problemer, der søges løst
og for det femte vil forældrepålæggene skulle være sagligt
velbegrundede og i øvrigt ligge inden for formålet i lov om
social service.
Forslaget til stk. 3, nr. 1, vil betyde, at barnet eller den unge
vil kunne pålægges en eller flere støttende indsatser efter
§ 32 stk. 1, nr. 1 (ophold i dagtilbud, fritidshjem, ungdoms-
klub, uddannelsessted eller lign.), nr. 3 (fast kontaktperson),
nr. 4 (formidling af praktiktilbud), nr. 6 (familiebehandling
eller behandling af barnets eller den unges problemer) eller
8 (anden støtte). Barnet eller den unge vil således f.eks.
kunne pålægges:
– at tage imod et f.eks. et klubtilbud, hvis barnet eller den
unge f.eks. har brug for at indgå i et pædagogisk tilbud
efter skole,
– at tage imod en kontaktperson, hvis barnet eller den
unge har behov for stabil og vedvarende voksenkontakt
at støtte sig til for at holde fokus på de rette ting, f.eks.
uddannelse og beskæftigelse, men ikke umiddelbart øn-
sker at samarbejde med en kontaktperson,
– at tage i mod et praktiktilbud, hvis barnet eller den unge
vurderes i øvrigt at være klar til og kunne profitere af
f.eks. et fritidsjob, men ikke umiddelbart er motiveret til
at arbejde,
– at deltage i f.eks. et kursus i vredeshåndtering, hvis bar-
net eller den unge udviser udadreagerende adfærd og
ikke kan udtrykke eller håndtere sine følelser på anden
vis,
– at deltage i et relevant socialpædagogisk behandlingstil-
bud for hele familien, f.eks. i tilfælde hvor der er behov
for en samlet indsats i familien for at undgå anbringelse,
men hvor barnet eller den unge ikke gider deltage, selv-
om forældrene er indstillede på det, eller
– at tage imod anden rådgivning, behandling, praktisk og
pædagogisk støtte.
Med forslaget til stk. 3, nr. 2, vil den unge kunne pålægges
ikke at færdes eller tage ophold i et bestemt område. Det
forudsættes, at handlepligten efter nr. 2, alene fastsættes,
når der foreligger oplysninger om mindst én af de problem-
stillinger, som fremgår af den foreslåede § 39, stk. 2, nr.
2-4. Det indebærer, at handlepligten almindeligvis ikke vil
kunne fastsættes, hvor der alene foreligger oplysninger om,
at barnet eller den unge har ulovligt skolefravær eller at
undervisningspligten i øvrigt ikke opfyldes. Handlepligten
211
kan f.eks. fastsættes i tilfælde, hvor barnet eller den unge er
mistænkt eller sigtet for visse strafbare forhold, hvor barnet
eller den unge har udvist en utryghedsskabende adfærd på
steder, hvortil der er almindelig adgang, eller hvor barnet el-
ler den unge har alvorlige adfærds- og tilpasningsproblemer.
Det forudsættes, at adfærden eller den problemstilling, der
giver anledning til handlepligten, er udvist eller begået i det
område, som handlepligten afgrænses til at omfatte.
Handlepligten kan f.eks. meddeles i en situation, hvor der
foreligger oplysninger om, at et barn eller en ung gentagne
gange har udvist utryghedsskabende adfærd i det lokale by-
center. Handlepligten vil herefter kunne gå ud på, at barnet
eller den unge i en periode ikke må færdes eller tage ophold
i det pågældende bycenter. Handlepligten vil imidlertid ikke
kunne afgrænses til også at omfatte, at barnet eller den unge
ikke må færdes frem eller tilbage eller opholde sig på den
lokale togstation, hvis barnet eller den unges utryghedsska-
bende adfærd ikke i øvrigt kan knyttes til den pågældende
togstation.
Handlepligten omfatter »et nærmere geografisk afgrænset
område«. Det kan f.eks. være en bestemt plads, en station,
et by- eller storcenter, et bestemt boligkvarter eller lignen-
de. Handlepligten kan omfatte steder, hvor der er alminde-
lig adgang, jf. ordensbekendtgørelsens § 2. Handlepligten
omfatter imidlertid ikke steder, hvor der ikke er almindelig
adgang, f.eks. private hjem.
Det forudsættes, at kommunen i forbindelse med meddelelse
af børne- og ungepålægget tydeligt afgrænser det område,
som handlepligten omfatter, således at det står klart for bar-
net eller den unge, hvor den pågældende ikke må færdes el-
ler opholde sig. Det kan være ved at angive navnet på stedet
eller området, f.eks. ved at fastsætte at barnet eller den unge
ikke må færdes frem eller tilbage eller tage ophold på Valby
Station, i et bestemt bycenter eller lignende. Handlepligten
kan også afgrænses til en bestemt vej eller boligkvarter. Den
geografiske afgrænsning kan markeres på et kort for at il-
lustrere over for barnet eller den unge, hvor handlepligten
gælder.
Handlepligten vil også kunne begrænses til at gælde i et
bestemt tidsrum. Hvis den adfærd, som barnet eller den
unge udviser, alene finder sted på bestemte tidspunkter, vil
handlepligten kunne begrænses til at gælde i et nærmere
angivet tidsrum. Som eksempel kan nævnes den situation,
hvor den utryghedsskabende adfærd, som barnet eller den
unge udviser, alene sker i aftentimerne på den lokale togsta-
tion. Handlepligten kan herefter gå ud på, at barnet eller den
unge ikke må færdes frem og tilbage eller tage ophold på
den pågældende togstation alle ugens dage i tidsrummet fra
f.eks. kl. 18 til kl. 6 næste morgen.
Det geografisk afgrænsede område må ikke være større end
det, som er påkrævet for at bidrage til en løsning af barnets
eller den unges problemer, og det skal stå i rimeligt forhold
til formålet. Det samme gælder for så vidt angår den tids-
mæssige udstrækning af pålægget, jf. det foreslåede nr. 3
herunder.
Den foreslåede handlepligt indebærer, at barnet eller den
unge ikke må færdes frem eller tilbage eller tage ophold
i det nærmere geografisk afgrænsede område. Barnet eller
den unge vil dog kunne passere igennem området. Det vil
sige, at et barn eller en ung, der er pålagt ikke at færdes
frem og tilbage eller tage ophold i området, godt må gå
igennem området, så længe passagen ikke kan siges at have
karakter af færden frem og tilbage eller egentlige ophold i
området. Det betyder endvidere, at barnet eller den unge kan
foretage almindelige dagligdags gøremål i området. Hvis
barnet eller den unge f.eks. bor, går i skole eller arbejder i
det pågældende område, kan barnet eller den unge bevæge
sig frit til og fra sin bopæl, skole m.v. og ud i sit lokalområ-
de, men kan ellers ikke tage ophold i området. Hvis barnet
eller den unge har fået pålagt ikke at opholde sig eller fær-
des frem og tilbage på den lokale togstation, vil barnet eller
den unge fortsat kunne tage toget til og fra skole eller til
fritidsaktiviteter. Barnet eller den unge vil dog ikke i øvrigt
kunne tage ophold eller færdes frem og tilbage på stationen.
Forslaget til stk. 3, nr. 3, vil betyde, at barnet eller den unge
vil kunne pålægges at være hjemme på et bestemt tidspunkt
eller i et nærmere fastsat tidsrum. Det vil f.eks. kunne være
relevant, hvis barnet eller den unge flere gange har begået
småkriminalitet eller udvist negativ adfærd i bestemte tids-
rum, f.eks. fredag og lørdag aften.
Bestemmelsen indebærer ikke, at den unge per definition
skal opholde sig på den fysisk afgrænsede enhed, som fami-
liens bopæl udgør, i det tidsrum, der er fastsat i kommunens
afgørelse. Hvis familien f.eks. skal på familieudflugt eller
besøg hos venner eller familie, vil det være naturligt, at den
unge deltager i disse aktiviteter. Endvidere vil barnet eller
den unge fortsat have mulighed for inden for det fastsatte
tidsrum at deltage i eventuelle fritidsaktiviteter, klubtilbud
eller aktiviteter med genoprettende formål i øvrigt. Det af-
gørende er, at barnet eller den unge ikke hænger ud på gaden
eller opholder sig i miljøer, der ansporer den unge til negativ
adfærd.
Med forslaget til stk. 3, nr. 4, vil barnet eller den unge vil
kunne pålægges at bidrage til at genoprette forrettet skade,
f.eks. ved deltage i oprydning i lokalområdet efter hærværk
eller lignende, så det bliver tydeligt, at barnets eller den un-
ges handlinger har negative konsekvenser for lokalområdet.
Forslaget til stk. 3, nr. 5, vil betyde, at barnet eller den unge
vil kunne pålægges at deltage i andre aktiviteter med genop-
rettende formål, herunder udføre samfundsnyttigt arbejde.
Der vil kunne ikke opregnes en udtømmende liste over akti-
viteter med genoprettende formål, herunder samfundsnyttigt
arbejde, som vil kunne anvendes, idet det ikke på forhånd
er muligt at forudse, hvilken konkret handlepligt, der vil
være bedst egnet i en konkret sag i forhold til barnet eller
den unge, herunder under hensyn til de lokale forhold. Ek-
212
sempler på aktiviteter med genoprettede formål, herunder
samfundsnyttigt arbejde vil dog kunne være, at den unge
skal gøre rent i lokale boligforeninger, vaske brandbiler eller
vedligeholde parker og andre offentlige områder.
Børne- og ungepålæggets konkrete handlepligter vil skulle
fastsættes efter en konkret vurdering, herunder bl.a. på bag-
grund af barnets eller den unges alder og modenhed samt
fysiske og psykiske funktionsevne, og vil ikke have karakter
af en enkeltstående reaktion eller sanktion over for et be-
stemt forhold. Pålægget vil indgå i den samlede forebyggen-
de indsats over for barnet eller den unge og vil skulle støtte
barnet eller den unge i at ændre adfærd. Ved fastsættelse af
pålæg om samfundsnyttigt arbejde vil således der ikke være
tale om arbejde for en arbejdsgiver i arbejdsmiljølovgivnin-
gens forstand. Der vil imidlertid skulle tages hensyn til de
gældende regler for børn og unges muligheder for at udføre
arbejde for en arbejdsgiver, herunder i forhold til varighed
og tyngden af arbejdet.
Det foreslås i stk. 4, at er der truffet afgørelse om børne-
og ungepålæg efter stk. 1, kan kommunalbestyrelsen træf-
fe afgørelse efter § 32, stk. 1, om at iværksætte støttende
indsatser efter § 32, stk. 1, nr. 1, 3, 4, 5 eller 8, selvom for-
ældremyndighedsindehaveren ikke ønsker foranstaltningen
iværksat, når det vurderes, at formålet med indsatsen vil
kunne opnås uanset det manglende samtykke.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens § 57 a, stk. 5, med de ændringer, der vil følge
af den foreslåede § 32.
Bestemmelsen vil betyde, at afgørelse om at iværksætte en
eller flere af de nævnte støttende indsatser i forbindelse med
afgørelse om børne- og ungepålæg vil kunne ske, selvom
forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker foranstaltnin-
gen iværksat, når det vurderes, at formålet med foranstalt-
ningen skønnes at kunne opnås uanset. Der vil i så fald være
tale om selvstændig afgørelse.
Kommunalbestyrelsen vil kunne iværksætte støttende ind-
satser omfattet af den foreslåede bestemmelse på baggrund
af en afdækning eller undersøgelse af støttebehovet eller
sideløbende hermed, jf. den foreslåede § 32.
Det vil være en ændring i forhold til i dag, hvor der som
udgangspunkt skal være gennemført en børnefaglig undersø-
gelse, inden der træffes afgørelse om støtte uden samtykke,
med mindre særlige forhold taler for, at der iværksættes
foreløbig støtte sideløbende med undersøgelsen. Ændringen
vil være en konsekvens af den lettere adgang til at iværksæt-
tende støtte, der foreslås i § 32, stk. 4.
Kommunalbestyrelsen vil altid være forpligtet til at oplyse
sagen i tilstrækkelig grad til, at der kan træffes afgørelse,
jf. § 10 i den sociale retssikkerhedslov. Det bl.a. betyde,
at sagen skal være tilstrækkeligt oplyst til, at kommunal-
bestyrelsen kan vurdere, om de materielle betingelser for
iværksættelse af støttende indsatser uden samtykke er op-
fyldt. Forvaltningslovens regler om partshøring og klagevej-
ledning m.v. vil ligeledes skulle overholdes, og kommunen
vil så vidt muligt skulle inddrage barnet eller den unge og
forældrene i overensstemmelse med de grundlæggende prin-
cipper i kapitel 2.
Ved afgørelsen vil kommunalbestyrelsen skulle iagttage pro-
portionalitetsprincippet. Dvs. at der vil skulle være et ri-
meligt forhold mellem indsatsen og det formål, der søges
opnået, så indsatsen ikke er hverken mere eller mindre ind-
gribende end nødvendigt.
Det foreslås i stk. 5, at § 38, stk. 5 og 8, finder tilsvarende
anvendelse på børne- og ungepålægget efter stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens § 57 b, stk. 6. Bestemmelsen vil betyde, at der
vil gælde samme regler for varigheden og bortfald af børne-
og ungepålæg som der gælde forældrepålægget, jf. § den
foreslåede § 38, stk. 5 og 8, jf. ovenfor.
Af hensyn til barnets eller den unges retssikkerhed vil det
skulle fremgå klart af afgørelsen, hvor længe pålægget gæl-
der. Den tidsmæssige udstrækning vil i forlængelse heraf
skulle stå i rimeligt forhold til formålet med pålægget og de
problemer, der søges løst, jf. også proportionalitetsgrundsæt-
ningen.
Afgørelse om børne- og ungepålæg vil således kunne træffes
for en afgrænset periode af højst 12 måneders varighed og
vil kunne kan forlænges med 6 måneder ad gangen, hvis
betingelserne for at træffe afgørelse om ungepålæg fortsat er
opfyldt. Det vil i forbindelse med forlængelse af pålægget
skulle vurderes, om de oprindelige handlepligter fortsat er
egnede til en løsning af barnets eller den unges problemer,
eller om der er behov for at justere indholdet. Der vil være
ikke fastsat en grænse for, hvor mange gange et pålæg kan
forlænges.
Et børne- og ungepålæg vil skulle bortfalde ved kommunal-
bestyrelsens afgørelse, hvis de forhold, der har begrundet
pålægget, ikke længere er til stede, herunder hvis pålægget
har levet op til sit formål. Pålægget vil ligeledes skulle
bortfalde, hvis det ikke længere er egnet til at løse barnets
eller den unges problemer, herunder hvis pålægget efterle-
ves, men ikke påvirker barnets eller den unges problemer
i en positiv retning. Der vil være tale om en udtømmende
opregning.
Kommunalbestyrelsen vil kunne træffe afgørelse om bort-
fald af pålægget af egen drift, og vil skulle gøre det,
hvis den bliver opmærksom på, at grundlaget har ændret
sig. Kommunalbestyrelsen vil også kunne tage sagen op på
baggrund af en henvendelse fra forældrene eller andre.
Bortfald af et pålæg kan eventuelt kombineres med afgø-
relse om et nyt børne- og ungepålæg med nye - og mere
egnede - handlepligter.
Det foreslås i stk. 6, at kommunalbestyrelsen ved afgørelse
213
om børne- og ungepålæg efter stk. 1 skal overveje, om der
samtidig bør træffes afgørelse om forældrepålæg efter § 38.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens § 57 b, stk. 7.
Hvis det er nødvendigt og formålstjenstligt for at sikre
forældrenes aktive opbakning til barnets eller den unges ef-
terlevelse af børne- og ungepålægget, vil der som udgangs-
punkt skulle træffes afgørelse om et forældrepålæg over
for forældremyndighedsindehaveren samtidig med, at der
træffes afgørelse om børne- og ungepålæg. Afgørelse om et
sådant ledsagende forældrepålæg vil forudsætte, at kriterier-
ne for anvendelse af forældrepålægget er opfyldt, også når
afgørelsen om forældrepålæg træffes for at understøtte et
børne- og ungepålæg.
Hvis der træffes afgørelse om forældrepålæg, vil forældrene
kunne pålægges konkrete handlepligter, som bidrager til el-
ler supplerer barnets eller den unges efterlevelse af børne-
og ungepålægget. Hvis barnet eller den unge f.eks. pålægges
at deltage i et socialpædagogisk forløb, vil forældrene kunne
pålægges også at deltage. Eller forældrene vil pålægges at
sørge for, at barnet eller den unge møder op i skole, til en
fritidsaktivitet eller til oprydning efter hærværk - alt afhæn-
gig af, hvad barnet eller den unge pålægges.
Der vil dog også kunne tænkes situationer, hvor det ikke vil
give mening at ledsage ungepålægget med et forældrepålæg,
f.eks. i situationer hvor forældrene i forvejen bakker aktivt
op om afgørelsen om ungepålæg og derfor kan forventes
selv at bidrage til den unges efterlevelse af pålægget.
Et ledsagende forældrepålæg vil skulle håndhæves på
samme måde som andre forældrepålæg, dvs. ved at stoppe
udbetalingen af børnefamilieydelse, hvis forældrene ikke ef-
terlever de konkrete handlepligter i det ledsagende forældre-
pålæg. Der vil dog være en del tilfælde, hvor forældrene
overholder deres forældrepålæg, men hvor barnet eller den
unge ikke overholder ungepålægget. F.eks. hvor forældrene
er blevet pålagt at følge den unge skole, mens barnet eller
den unge er blevet pålagt at følge undervisningen hele dag-
en. I sådanne tilfælde vil der ikke kunne træffes afgørelse
om manglende efterlevelse af forældrepålægget.
Forældremyndighedsindehaveren vil kunne påklage kom-
munalbestyrelsens afgørelse, jf. den foreslåede § 144 og
kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det
sociale område.
Det foreslås i stk. 7, at hvis barnet eller den unge ikke
overholder et børne- og ungepålæg, skal kommunalbestyrel-
sen, når det vurderes relevant, straks underrette politiet og
anmode om bistand til kommunens udøvelse af beføjelser
efter § 139.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens § 57 b, stk. 8. Bestemmelsen vil betyde, at
kommunen i alle tilfælde af overtrædelse af et børne- og un-
gepålæg skal vurdere, om det vil være relevant at få bistand
fra politiet til at hente og bringe barnet til stedet, hvor børne-
og ungepålægget skal opfyldes. Det vil bero på en vurdering
af den konkrete situation, om bistand fra politiet vil være
relevant for at gennemføre børne- og ungepålægget. I vurde-
ringen vil bl.a. skulle indgå barnets ellers den unges forhold,
alder og modenhed, fysiske og psykiske funktionsniveau
samt baggrunden for pålægget.
Kommunen vil i hvert enkelt tilfælde skulle foretage en vur-
dering af indgrebets proportionalitet, dvs. om beslutningen
om, at politiet skal bistå ved gennemførelsen af børne- og
ungepålægget, står i rimeligt forhold til overtrædelsen af den
konkret pålagte handlepligt.
Politiets bistand vil primært være relevant i forbindelse
med opfyldelse af enkeltstående handlepligter og vil som
udgangspunkt bestå i enkeltstående afhentning og aflevering
på det sted, hvor ungepålægget skal opfyldes.
Rammerne for politiets magtanvendelse i forbindelse med
denne bistand fremgår navnlig af §§ 15-16 i lov om politi-
ets virksomhed (politiloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1270
af 29. november 2019 med senere ændringer. Heraf følger
bl.a., at politiet i forbindelse med sin bistand til kommuner-
ne vil kunne anvende magt, forudsat at magtanvendelse er
nødvendigt og forsvarligt ved udøvelsen af bistanden. Dette
indebærer bl.a., at magt kun må anvendes, hvis mindre ind-
gribende midler ikke findes at være tilstrækkelige.
Det foreslås i stk. 8, at social- og ældreministeren kan efter
forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler
om politiets bistand til kommunerne i forbindelse med gen-
nemførelse af børne- og ungepålæg.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens § 57 b, stk. 9, med en enkelt redaktionel æn-
dring, i det social- og indenrigsministeren ændres til social-
og ældreministeren.
Til § 40
§ 63, stk. 1, i serviceloven fastsætter således, at hvis foræl-
dremyndighedsindehaveren undlader at lade et barn eller
en ung undersøge eller behandle for en livstruende sygdom
eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for
betydelig og varigt nedsat funktionsevne, kan børn og unge-
udvalget træffe afgørelse om at gennemføre undersøgelsen
eller behandlingen.
En sådan afgørelse kan træffes foreløbigt efter reglerne i
§ 75 i serviceloven, når betingelserne herfor er opfyldt, jf.
servicelovens § 63, stk. 2.
Det foreslås i § 40, at undlader forældremyndighedsindeha-
ver at lade et barn eller en ung undersøge eller behandle for
en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet
eller den unge for betydelig og varigt nedsat funktionsevne,
kan børne- og ungeudvalget træffe afgørelse om at gennem-
føre undersøgelsen eller behandlingen.
214
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af
servicelovens § 63, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at børne- og unge-
udvalget, ligesom i dag, vil have hjemmel til at træffe afgø-
relse om lægelig undersøgelse og behandling af et barn el-
ler en ung, uden samtykke forældremyndighedsindehaveren,
når visse betingelser er opfyldt.
Det vil ligesom i dag være et krav, at der foreligger en livs-
truende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller
den unge for betydelig og varig nedsat funktionsevne. Afgø-
relsen heraf vil i høj grad bero på den lægelige vurdering
i hvert enkelt tilfælde. Afgrænsningen af lidelser, der medfø-
rer betydelig og varigt nedsat funktionsevne, kan være vans-
kelig. Der bør imidlertid lægges vægt på, at der også ved
risiko for betydelig og varigt nedsat funktionsevne, forelig-
ger en situation, hvor forældremyndighedens indehavers ret
til at træffe beslutning om undersøgelse eller behandling må
vige til fordel for barnets eller den unges behov for nødven-
dig lægebehandling.
Anvendelsen af bestemmelse vil forudsætte, at der forelig-
ger tilslutning fra den behandlende overlæge. Det bør endvi-
dere oplyses fra sygehus eller behandlende læge, hvilken be-
handling barnet eller den unge har behov for, og hvilke kon-
sekvenser det vil få, hvis denne behandling undlades. Det
må i øvrigt formodes, at initiativet til en afgørelse efter
den foreslåede bestemmelse oftest vil udgå fra lægelig side,
eksempelvis i forbindelse med et behov for blodtransfusion i
tilslutning til anden behandling, som forældremyndighedens
indehaver ikke modsætter sig.
Forældrenes modstand mod at lade barnet eller den unge få
fornøden lægebehandling vil kunne være led i et mere om-
fattende kompleks af overgreb eller manglende omsorg for
barnet eller den unge, hvor der vil være behov for en anbrin-
gelse af barnet eller den unge. I så fald bør den foreslåede
bestemmelse ikke anvendes, da denne alene giver adgang til
at gennemføre den lægelige undersøgelse og behandling.
Modstanden mod lægebehandling kan imidlertid indgå som
et moment ved afgørelsen af, om der er behov for at træffe
afgørelse om anbringelse uden for hjemmet, hvilket kan
ske ved tvang efter den foreslåede § 47, hvis det ikke er
muligt at opnå forældremyndighedsindehaverens samtykke
til anbringelsen.
I tilknytning til en anbringelsesafgørelse, vil der kunne træf-
fes afgørelse om nødvendig undersøgelse og lægebehand-
ling efter den foreslåede § 97, og en sådan afgørelse vil i
modsætning til afgørelser efter den foreslåede § 40 ikke væ-
re begrænset til livstruende sygdom eller sygdom, der kan
medføre betydelig og varigt nedsat funktionsevne. Kommu-
nen vil dog skulle søge at inddrage forældremyndighedsind-
ehaveren og om muligt sikre deres samtykke.
Til § 41
Kommunerne har ansvaret for at sikre hjælp og støtte til
børn og unge og skal træffe afgørelse om den nødvendige
støtte, når det må anses for at være af væsentlig betydning af
hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte, jf.
servicelovens § 52, stk. 1. Kommunen skal vælge den eller
de foranstaltninger, som bedst kan løse de problemer og be-
hov, der er afdækket gennem den børnefaglige undersøgelse,
jf. servicelovens § 50.
Kommunerne kan bl.a. træffe afgørelse om psykologbe-
handling, herunder uden samtykke fra forældremyndigheds-
indehaveren, når behandling iværksættes efter bl.a. reglerne
i § 52, stk. 3, jf. § 56 i serviceloven. I disse tilfælde træffer
kommunen afgørelse om behandling af barnets eller den un-
ges problemer i form af psykologhjælp efter servicelovens §
52, stk. 3, nr. 3. Hvis indehaveren af forældremyndigheden
ikke vil give samtykke til, at behandlingen iværksættes, kan
kommunen træffe afgørelse om behandling, når det må an-
ses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets
eller den unges særlige behov for støtte, og når formålet
med foranstaltningen skønnes at kunne opnås uanset det
manglende samtykke, jf. servicelovens 56.
Efter § 2 i forældreansvarsloven kan forældremyndighedens
indehaver træffe afgørelse om barnets personlige forhold
ud fra barnets interesse og behov. Det følger af lovens §
3, at når forældre har fælles forældremyndighed, kræver
væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold enighed
mellem forældrene. Den forælder, som barnet har bopæl
hos, kan træffe afgørelse om overordnede forhold i barnets
daglige liv. Har barnet delt bopæl, kræver afgørelse om
overordnede forhold i barnets daglige liv efter 2. pkt. enig-
hed mellem forældrene.
Der er i dag etableret tilbud i regi af civilsamfundsorganisa-
tioner, der yder rådgivning og støtte, herunder psykologbe-
handling til børn og unge under 18 år, som opsøger hjælp i
sådanne civilsamfundsorganisationer som følge af, at de har
levet eller lever med en forælder, der har et misbrug.
Efter forældreansvarsloven kræver det imidlertid forældre-
myndighedsindehavers samtykke, hvis barnet skal modtage
behandling i regi af et privat tilbud, idet en sådan behand-
ling er omfattet af forældremyndighedsindehaverens beslut-
ningskompetence.
Psykologbehandling vil desuden være omfattet af sundheds-
lovens regler i det omfang den autoriserede psykolog udfø-
rer sundhedsfaglige opgaver og dermed handler som sund-
hedsperson i sundhedslovens forstand. Efter sundhedslovens
§ 17, stk. 1, 1. pkt., modsætningsvis, jf. sundhedslovens §
14, skal forældremyndighedens indehaver give informeret
samtykke til behandling af et barn under 15 år.
Der er ikke i dag fastsat regler i serviceloven eller i anden
lovgivning, herunder forældreansvarsloven, der giver børn
og unge under 18 år adgang til at modtage psykologhjælp i
regi af et privat tilbud i en sådan civilsamfundsorganisation
uden forældremyndighedsindehaver samtykke.
Det kan være meget utrygt og forbundet med skam for et
215
barn eller ung at vokse op med voksne i et hjem, der har
et alkohol- eller et stofmisbrug. Barnet eller den unge kan
dermed opleve at stå alene og isoleret i forhold til de udfor-
dringer alkohol- eller stofmisbruget kan indebære for barnet
eller den unge.
Erfaringerne viser imidlertid, at det kan være svært for børn
og unge at tale med deres forældre om misbrug i hjemmet
og i forlængelse heraf bede dem om samtykke til netop at
få behandling, f.eks. hvis forældrene ikke vil erkende deres
misbrug eller modsætter sig indblanding udefra af forholde-
ne i hjemmet.
Der har derfor i forbindelse med aftalen om Børnene Først
været ønske om at fastsætte regler, der giver børn og un-
ge fra 12-17 år ret til at modtage et psykologbehandling
i forbindelse med forældres misbugsproblemer i regi af et
privat organisation uden om kommunen, uden at det kræver
samtykke fra forældremyndighedens indehaver.
Det foreslås i stk. 1, at børn og unge, der er fyldt 12 år,
har ret til at opsøge og modtage behandling som følge af
forældres misbrugsproblemer i regi af civilsamfundsorgani-
sationer uden forældremyndighedsindehavers samtykke.
Bestemmelsen vil indebære, at børn og unge vil får ret
til uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver at hen-
vende sig til et af de tilbud der findes om støtte og be-
handling som følge af forældres misbrugsproblemer i regi
af civilsamfundsorganisationer, herunder foreninger, som er
målrettet børn og unge, der er børn af alkohol- eller stof-
misbrugere, og modtage psykologbehandling ud over den
rådgivning og støtte, som barnet eller den unge i dag har
mulighed for at få uden samtykke fra forældremyndighedens
indehaver. Bestemmelsen vil dermed indebære en fravigelse
af reglerne i forældreansvarsloven om, at det er forældemyn-
dighedens indehaver, der kan træffe afgørelse om barnets
personlige forhold. Bestemmelsen vil, i det omfang psyko-
logbehandlingen kan anses for at være behandling omfattet
af sundhedsloven, desuden indebære en fravigelse af sund-
hedslovens regler om, at det er forældremyndighedsindeha-
veren, der giver informeret samtykke til behandling af et
barn under 15 år.
Det vil betyde, at behandling inden for rammerne af bestem-
melsen vil kunne iværksættes, når barnet eller den unge er
motiveret for at opsøge hjælp og støtte, og at behandlingen
dermed vil kunne iværksættes hurtigere, idet der ikke vil
være krav om, at der skal indhentes et samtykke.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at børn og unge
kan tilbydes behandling, når behovet herfor er opstået som
følge af forældrenes misbrugsproblemer, i tilbud i regi af
civilsamfundsorganisationer, når barnet eller den unge er
motiveret for at få behandling, og uden at barnet eller den
unge – eller det private tilbud – skal indhente samtykke og
dermed f.eks. konfrontere forældremyndighedens indehaver
med et alkohol- eller stofmisbrug, som han eller hun ikke
har erkendt.
Det foreslås i stk. 2, at det er en forudsætning for behandling
efter stk. 1, at behandlingen ydes af en autoriseret psykolog.
Bestemmelsen i stk. 2 vil indebære, at den eller de personer,
der ansættes af det private tilbud i en civilsamfundsorgani-
sation eller forening, skal være autoriseret af Psykolognæv-
net. Det vil betyde, at den pågældende har gennemført den
praktiske uddannelse til autorisation af psykologer og ansø-
ger Psykolognævnet om autorisation. Indholdet af uddannel-
sen er bestemt af Psykolognævnet og omfatter både krav om
uddannelsens indhold og varighed samt krav til omfanget af
supervision i forbindelse med uddannelsen.
Formålet med bestemmelsen er at sikre kvaliteten i den be-
handling, barnet eller den unge modtager efter § 41, stk. 1,
herunder, at sikre, at den pågældende psykolog er underlagt
Psykolognævnets tilsyn med psykologens faglige virksom-
hed og egnethed til udøvelse af erhvervet.
Til § 42
Efter servicelovens § 78, stk. 1, må ingen modtage et under
14 år til døgnophold i privat familiepleje i en sammenhæn-
gende periode ud over 3 måneder uden at have tilladelse
dertil fra kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune.
Ved privat familiepleje forstås ethvert tilfælde, hvor et barn
eller en ung bor hos andre end forældrene, uden at barnets
eller forældrenes opholdskommune har medvirket ved etab-
leringen af opholdet.
Der er ikke tale om en anbringelse, idet en anbringelse kræ-
ver en afgørelse truffet af kommunalbestyrelsen eller børn
og unge-udvalget efter reglerne i det foreslåede kapitel 5,
som er begrundet i barnets eller den unges støttebehov.
Privat familiepleje er således ikke en hjælpeforanstaltning
efter serviceloven, men beror alene på en aftale mellem
forældremyndighedsindehaveren og den private familieple-
je. Privat familiepleje kan f.eks. komme på tale, hvis for-
ældremyndighedsindehaveren skal i fængsel, på sygehuset
eller tager arbejde i udlandet i en periode.
Efter servicelovens § 78, stk. 2, kan plejetilladelse kun ud-
stedes, når det efter en undersøgelse af familieplejen må
antages, at opholdet vil være til gavn for barnet. Ved udste-
delse af plejetilladelse skal kommunen gøre forældremyn-
dighedens indehaver opmærksom på bestemmelserne i stk.
4.
Efter servicelovens § 78, stk. 3, påhviler det forældremyn-
dighedens indehaver at sikre sig, at plejehjemmet har fornø-
den plejetilladelse.
Efter servicelovens § 78, stk. 4, kan børn og unge-udvalget
i forældremyndighedsindehaverens opholdskommune efter
begæring af plejeforældrene eller barnet eller den unge be-
slutte, at et barn eller en ung ikke må flyttes eller hjemtages
fra en privat familiepleje, såfremt det må antages at skade
216
barnet eller den unge. Forud for afgørelsen indhentes en
udtalelse fra den stedlige kommune.
Efter servicelovens § 78, stk. 5, kan en afgørelse efter stk.
4 træffes foreløbigt efter reglerne i § servicelovens 75, når
betingelserne herfor er opfyldt.
Efter servicelovens § 78, stk. 6, gælder reglerne i servicelo-
vens § 78, stk. 1-5, ikke i tilfælde, hvor kun den ene af
forældrene har forældremyndigheden, men barnet eller den
unge får døgnophold hos den anden af forældrene.
Efter servicelovens § 78, stk. 7, må døgnplejehjem, der
modtager børn og unge under 18 år, og som drives af private
uden offentlige midler, kun oprettes og drives med tilladelse
af kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune. Kommu-
nalbestyrelsen i den stedlige kommune fører tilsyn med for-
holdene i hjemmet.
Det foreslås i stk. 1, at ingen må modtage et barn under 14
år til døgnophold i privat familiepleje i en sammenhængen-
de periode ud over 3 måneder uden at have tilladelse dertil
fra kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune.
Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens §
78, stk. 1.
Ved privat familiepleje forstås ethvert tilfælde, hvor et barn
eller en ung bor hos andre end forældrene, uden at barnets
eller forældrenes opholdskommune har medvirket ved etab-
leringen af opholdet.
Der vil ikke tale om en anbringelse, idet en anbringelse
vil kræver en afgørelse truffet af kommunalbestyrelsen eller
børne- og ungeudvalget efter reglerne i det foreslåede kapi-
tel 5, som er begrundet i barnets eller den unges støttebehov.
Privat familiepleje er således ikke en indsats efter denne lov,
men beror alene på en aftale mellem forældremyndigheds-
indehaveren og den private familiepleje. Privat familiepleje
kan f.eks. komme på tale, hvis forældremyndighedsindeha-
veren skal i fængsel, på sygehuset eller tager arbejde i ud-
landet i en periode.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at hvis et barn under
14 år skal i privat familiepleje, og hvis der er tale om et
ophold hos plejefamilien, der skal vare længere end 3 sam-
menhængende måneder, kræves der en plejetilladelse fra den
stedlige kommune, dvs. den kommune, hvor den private
familiepleje bor.
Selvom det fra starten var forventet, at opholdet ville vare
kortere tid end 3 måneder, vil der skulle indhentes en pleje-
tilladelse, når man bliver klar over, at opholdet kommer til at
vare ud over tidsgrænsen på de 3 måneder.
Hvis det fra starten af plejeforholdet er klart, at barnet
skal opholde sig i længere tid i plejefamilien, bør der fore-
ligge plejetilladelse, inden barnet tager ophold i plejefamili-
en. Ved sådanne længerevarende ophold opstår der ofte et
følelsesmæssigt bånd mellem barn og plejefamilie. Dette vil
særligt gælde, hvis der er tale om mindre børn. Sådanne
længerevarende ophold vil desuden kunne resultere i, at der
senere indgives ansøgning om adoption. Derfor er det af
hensyn til barnet vigtigt, at der forinden påbegyndelsen af
plejeforholdet er taget stilling til, om opholdet er til gavn for
barnet.
Det foreslås i stk. 2, at tilladelse til privat familiepleje kan
kun udstedes, når det efter en undersøgelse af familieplejen
må antages, at opholdet vil være til gavn for barnet. Ved
udstedelse af tilladelsen skal kommunen gøre forældremyn-
dighedsindehaver opmærksom på bestemmelserne i stk. 4.
Med forslaget til stk. 2, 1. pkt., hvorefter tilladelse til privat
familiepleje kun kan udstedes, når det efter en undersøgelse
af familieplejen må antages, at opholdet vil være til gavn
for barnet foreslås servicelovens § 78, stk. 2, 1. pkt., videre-
ført. Bestemmelsen vil betyde, at der inden udstedelse af
en tilladelse til privat familiepleje må foretages en nærmere
undersøgelse af forholdene i den familie, som barnet skal
opholde sig hos. Det nærmere omfang af en sådan undersø-
gelse vil imidlertid afhænge af de konkrete omstændigheder,
såsom barnets tilknytning til plejefamilien og opholdets for-
ventede varighed.
Den indledende undersøgelse vil normalt bestå i en indle-
dende samtale med plejefamilien, hvor kommunen danner
sig et indtryk af familien. Ved den indledende undersøgelse
må familien give relevante oplysninger om alder, civilstand,
antal børn i hjemmet, økonomi, helbredsforhold m.v., som
kommunen kan bruge i sin vurdering af, om der kan gives
plejetilladelse i den konkrete sag.
Hvis det allerede efter denne indledende undersøgelse anses
for udelukket at give den ønskede tilladelse til privat fami-
liepleje, bør der ikke indhentes yderligere oplysninger.
Ved ansøgning om tilladelse til privat familiepleje i forbin-
delse med længerevarende ophold må det af hensyn til vur-
deringen af, om opholdet vil være til gavn for barnet, i sam-
taler med ansøgerne afklares, hvad der er baggrunden for
ansøgningen, hvilke forventninger ansøgerne har til barnet
og plejeforholdet samt til varigheden af familieplejeforhol-
det. Det er også vigtigt at danne sig et indtryk af plejefami-
lien, dens baggrund og indbyrdes relationer. Det må også
indgå i vurderingen, hvilke erfaringer og forudsætninger fa-
milien har med hensyn til børneopdragelse, og om der er an-
dre børn, hvad enten det er egne børn eller andre plejebørn
og aldersfordelingen af eventuelle børn i hjemmet. Herudo-
ver vil oplysninger om bolig, skole- og fritidsmuligheder
samt familiens kontakter til det omgivende samfund indgå i
vurderingen.
Den kommune, der skal give tilladelse til privat familiepleje,
kan også indhente oplysninger om barnet og dets forældre i
det omfang, det er nødvendigt for at tage stilling til, om op-
holdet vil være til gavn for barnet. Det kan f.eks. være, hvis
barnet har en funktionsnedsættelse, eller hvis der tidligere
har været behov for at iværksætte hjælpeforanstaltninger for
217
barnet. Hvis der reelt er behov for en anbringelse uden for
hjemmet eller for anden særlig støtte, skal kommunen fore-
tage en børnefaglig undersøgelse efter den foreslåede § 20,
så der på den baggrund kan iværksættes den rette indsats.
Indsatser efter denne lov kan med forældremyndighedsinde-
havers samtykke gennemføres under opholdet i den private
familiepleje.
Forinden udstedelse af en tilladelse til privat familiepleje
indhentes oplysninger om indtægtsforhold med ansøgernes
samtykke. Ligeledes med ansøgernes samtykke indhentes
straffeattest fra Kriminalregisteret. Det fremgår af bekendt-
gørelse nr. 1860 af 23. september 2021 om behandling af
personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister (Krimi-
nalregisteret) § 23, stk. 1, nr. 4, at politiet efter begæring
kan udstede straffeattester til offentlig brug, som indeholder
oplysninger tilført afgørelsesdelen, til bl.a. kommunerne for
personer, der søger tilladelse til at have børn i døgnophold, i
privat døgnpleje eller i privat pasningsordning mod betaling
samt disses ægtefæller, samlevere og andre, der skal bistå
med pasning af børnene. I begæringen skal det angives, at
straffeattesterne skal benyttes i forbindelse med en ansøg-
ning om tilladelse til at have børn i privat familiepleje.
Herudover bør ansøgerne i en helbredserklæring stå inde
for, at de helbredsmæssigt er i stand til at påtage sig opga-
ven. Egentlige helbredsattester for ansøgerne og plejebarnet
indhentes, når kommunen finder behov for det. Den kom-
mune, der forlanger helbredsattest, afholder udgiften dertil.
Der vil kun kunne udstedes tilladelse til privat familiepleje,
hvis opholdet på baggrund af undersøgelsen kan anses for at
være til gavn for barnet. Det væsentligste element er således
barnets forhold, men der er tale om et fleksibelt kriterium,
der kan fortolkes under hensyntagen til opholdets længde,
barnets alder og tilknytning til plejefamilien.
Tilladelsen til privat familiepleje vil skulle udstedes af den
kommune, hvor plejefamilien bor. Tilladelsen vil altid skulle
vedrøre et bestemt barn, og der vil dermed ikke tale om en
generel godkendelse til at være plejefamilie.
Det vil bero på et individuelt skøn hvor mange børn, der
vil kunne gives familieplejetilladelse til. Antallet af børn,
herunder om der er tale om søskende, vil dog være af betyd-
ning ved vurderingen af, om opholdet vil være til gavn for
barnet.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at kommunen ved udstedelse af
tilladelsen skal gøre forældremyndighedsindehaver opmærk-
som på bestemmelserne i stk. 4.
Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens §
78, stk. 2, 2. pkt.
Bestemmelsen vil betyde, at kommunen, inden der udste-
des en tilladelse til privat familiepleje, vil skulle gøre foræl-
dremyndighedsindehaver opmærksom på, at flytning eller
hjemtagelse af et barn eller en ung, som er i privat familie-
pleje, efter anmodning fra barnet eller den unge eller pleje-
familien vil kunne nægtes, hvis det vil være til skade for
barnet eller den unge.
Det foreslås i stk. 3, at det påhviler forældremyndighedens
indehaver at sikre sig, at den private familiepleje har fornø-
den familieplejetilladelse.
Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens §
78, stk. 3. Bestemmelsen vil betyde, at forældremyndigheds-
indehaver vil have pligt til at sikre sig, at plejefamilien har
den fornødne tilladelse til privat familiepleje. Det vil inde-
bære, at forældremyndighedsindehaver vil skulle underrette
den kommune, hvor barnet er i privat familiepleje, hvis et
plejeforhold varer ud over en sammenhængende periode på
tre måneder.
Det foreslås i stk. 4, at børne- og ungeudvalget i forældre-
myndighedsindehavers opholdskommune efter begæring af
plejeforældrene eller barnet eller den unge kan beslutte, at
et barn eller en ung ikke må flyttes eller hjemtages fra en
privat familiepleje, såfremt det må antages at skade barnet
eller den unge. Forud for afgørelsen indhentes en udtalelse
fra den stedlige kommune.
Forslaget til stk. 4, 1. pkt., hvorefter børne- og ungeudvalget
i forældremyndighedsindehavers opholdskommune efter be-
gæring af plejeforældrene eller barnet eller den unge kan
beslutte, at et barn eller en ung ikke må flyttes eller hjem-
tages fra en privat familiepleje, såfremt det må antages at
skade barnet eller den unge, vil være en videreførelse af
servicelovens § 78, stk. 4, 1. pkt.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er, at tilgodese
hensynet til det barn eller den unge, som måske i en længere
årrække har haft ophold hos plejeforældrene og har knyttet
sig meget til familien.
Bestemmelsen vil betyde, at hvis flytningen eller hjemtagel-
sen må antages at skade barnet eller den unge, kan hjemta-
gelse eller flytning nægtes. Kriteriet »skade barnet eller den
unge« kan siges at ligge imellem kriterierne for henholdsvis
frivillige og tvangsmæssige anbringelser uden for hjemmet,
jf. de foreslåede §§ 46 og 47.
Anvendelsen af bestemmelsen vil ikke være betinget af, at
opholdet har varet i et nærmere fastsat tidsrum, men det
må formodes, at jo kortere opholdet har varet, jo mindre
er risikoen for, at flytningen eller hjemtagelsen vil være til
skade for barnet eller den unge.
En afgørelse om, at barnet eller den unge ikke må flyttes
eller hjemtages, kan træffes efter en begæring fra plejeforæl-
drene eller barnet eller den unge.
Bestemmelsen vil betyde, at hvis kommunen modtager
en begæring, skal sagen forelægges børne- og ungeudval-
get. Det vil betyde, barnet eller den unge ligesom det i dag
er tilfældet vil have en egentlig adgang til selv at starte
sagen. Der fastsættes ikke nogen aldersgrænse for den initia-
218
tivret, der herved tillægges barnet eller den unge, hvilket vil
betyde, at en begæring fra et mindre barn kan medføre, at
sagen må forelægges børne- og ungeudvalget til afgørelse.
Afgørelsen om, at barnet eller den unge ikke må hjemtages
eller flyttes, vil ligesom i dag skulle træffes af børne- og
ungeudvalget.
Der vil ikke i disse sager skulle fastsættes en genbehand-
lingsfrist som der skal ved afgørelser om anbringelse uden
for hjemmet uden samtykke efter den foreslåede § 47, da der
fortsat vil være tale om et privat familieplejeforhold. Da ud-
valget kun vil kunne nægte flytning eller hjemtagelse, hvis
flytningen eller hjemtagelsen kan antages at være til skade
for barnet eller den unge, vil der ikke være tale om, at der
gives barnet eller den unge en adgang til frit at bestemme,
hvor barnet eller den unge vil bo.
Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at der forud for afgørelsen efter
stk. 1 indhentes en udtalelse fra den stedlige kommune.
Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens §
78, stk. 4. Formålet med høringen er en sikring af, at det
samtidig overvejes, om der er behov for en opfølgning på
sagen, herunder om der er behov støtte til familien efter den
foreslåede § 4 e.
Det foreslås i stk. 5, at stk. 1-4 gælder ikke i tilfælde, hvor
kun den ene af forældrene har forældremyndigheden, men
barnet eller den unge får døgnophold hos den anden af for-
ældrene.
Med bestemmelsen foreslås servicelovens § 78, stk. 6 vide-
reført.
Bestemmelsen vil betyde, at reglerne om plejetilladelse og
nægtet flytning eller hjemtagning i de foreslåede stk. 1-4 ik-
ke vil finde anvendelse, hvis kun den ene af forældrene har
forældremyndigheden, og barnet eller den unge får døgnop-
hold hos den anden forælder. I sådanne tilfælde vil eventuel-
le tvivlsspørgsmål forældrene imellem således skulle løses
af forældrene selv eller om nødvendigt behandles efter reg-
lerne i forældreansvarsloven.
Det bemærkes dog, at kommunalbestyrelsen, ligesom det i
dag er tilfældet i særlige tilfælde, vil kunne anbringe barnet
eller den unge hos den forælder, der ikke har del i forældre-
myndigheden efter reglerne i det foreslåede kapitel 5. Der
vil i sådanne tilfælde ikke være tale om privat familiepleje,
men en netværksanbringelse.
Det foreslås i stk. 6, at døgnplejehjem, der modtager børn og
unge under 18 år, og som drives af private uden offentlige
midler, må kun oprettes og drives med tilladelse af kommu-
nalbestyrelsen i den stedlige kommune. Kommunalbestyrel-
sen i den stedlige kommune fører tilsyn med forholdene i
hjemmet.
Bestemmelsen vil være en videreførelse af servicelovens §
78, stk. 7.
Bestemmelsen vil betyde, at døgnplejehjem, dvs. hjem af
mere institutionslignende karakter, der modtager børn og
unge under 18 år, men som drives af private uden aftale eller
offentlige midler, kun oprettes og drives med tilladelse fra
den kommune, hvori institutionen er beliggende.
Tilladelsen gives til en bestemt person som leder og for
bestemte lokaler. Der vil ligeledes kunne fastsættes særlige
begrænsninger for tilladelsens omfang f.eks. med hensyn til
tilsyn, ledelse og bygningsmæssige forhold.
Kommunen vil efter bestemmelsen skulle føre tilsyn med
forholdene i døgnplejehjemmet. Tilsynet vil omfatte en vur-
dering af, om forholdene på stedet er forsvarlige i forhold til
at sikre børnenes sikkerhed og trivsel.
Til § 43
Det fremgår af § 66, stk. 1, i serviceloven, at anbringel-
sessteder for børn og unge kan være almene plejefamilier,
forstærkede plejefamilier, specialiserede plejefamilier, net-
værksplejefamilier, egne værelser, kollegier eller kollegie-
lignende opholdssteder, opholdssteder for børn og unge,
døgninstitutioner, herunder delvis lukkede døgninstitutioner
og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner samt si-
krede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger, eller
pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med
kostafdeling.
Det fremgår af § 66, stk. 2, i serviceloven, at det er en
betingelse for, at der kan træffes afgørelse om anbringelse af
børn og unge efter § 52, stk. 3, nr. 4, 5 eller 7, i serviceloven
eller efter § 19, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdoms-
kriminalitet på et anbringelsessted, at anbringelsesstedet er
godkendt efter § 66 b, stk. 1, § 66 e, stk. 1, eller § 66 f, stk.
1, i serviceloven eller efter § 5 i socialtilsynsloven.
Det fremgår af § 66, stk. 3, i serviceloven, at døgninstituti-
oner kan oprettes og drives af kommuner, jf. § 4, eller af
regioner, jf. § 5, stk. 1, nr. 3 og 4, og stk. 7, eller som
selvejende institutioner, som kommunalbestyrelsen eller re-
gionsrådet indgår aftale med.
Det foreslås med stk. 1, at børn og unge vil kunne anbringes
på anbringelsessteder nævnt under nr. 1-7. Det drejer sig
om almene plejefamilier, forstærkede plejefamilier, speciali-
serede plejefamilier, netværksplejefamilier, egne værelser,
kollegier eller kollegielignende børne- og ungehjem, bør-
ne- og ungehjem, herunder delvis lukkede døgninstitutioner
og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner, sikrede
døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger og pladser på
efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafde-
ling.
Bestemmelsen vil således indeholde en opremsningen af
mulige anbringelsessteder. Bestemmelsen vil videreføre den
gældende § 66, stk. 1, i serviceloven alene med redaktio-
nelle ændringer, dog således, at opholdssteder for børn
og unge samt døgninstitutioner erstattes af børne- og unge-
hjem. Formålet hermed er at gøre op med stigmatiserende
219
sprogbrug. Der er ikke hermed tiltænkt ændringer i forhold
til gældende ret.
Bestemmelsen vil tydeliggøre viften af forskellige typer
anbringelsessteder, som hver med deres karakteristika vil
kunne inddrages i kommunens overvejelser forud for valg
af anbringelsessted til et konkret barn eller en konkret ung,
som skal anbringes uden for hjemmet. Det vil ved valg af
anbringelsessted efter den foreslåede stk. 1 skulle indgå i
vurderingen, om det er muligt at anbringe barnet i en net-
værksplejefamilie, såfremt dette er hensigtsmæssigt. Har et
barn eller en ung, der har brug for et hjem, således mulighed
for at komme til at bo hos voksne, de allerede kender og sto-
ler på, vil kommunen skulle forsøge at anbringe barnet i den
pågældende netværksfamilie. Det vil være en forudsætning
for enhver netværksanbringelse, at kommunen vurderer, at
det givne anbringelsessted har de nødvendige kompetencer
til at varetage omsorgen for barnet. Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til 58.
De enkelte typer anbringelsessteder godkendes og defineres
nærmere i andre bestemmelser, hvortil der henvises.
Det foreslås med stk. 2, at det er en betingelse for, at der
kan træffes afgørelse om anbringelse af børn og unge efter
§§ 46, 47 eller efter § 19, stk. 1, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet på et anbringelsessted, at anbringelses-
stedet er godkendt efter § 58, stk. 1, § 65, stk. 1, eller § 66,
stk. 1, eller efter § 5 i lov om socialtilsyn.
Med stk. 2 videreføres gældende ret, som følger af § 66, stk.
2, i serviceloven, alene med redaktionelle ændringer.
Det vil således være en betingelse, at når et barn eller en ung
anbringes med samtykke efter den foreslåede bestemmelse i
§ 46 eller uden samtykke efter den foreslående bestemmelse
i § 47 eller efter § 19, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ung-
domskriminalitet, at anbringelsesstedet er godkendt efter de
regler, der gælder for den pågældende type anbringelsessted.
For netværksplejefamilier vil efter den foreslåede § 58 gæl-
de, at anbringelsesstedet er godkendt som konkret egnet i
forhold til et bestemt barn eller en bestemt ung af kommu-
nalbestyrelsen i den kommune, der træffer afgørelse om at
anbringe barnet eller den unge.
For egne værelser, kollegier eller kollegielignende børne- og
ungehjem vil efter den foreslåede §§ 65 gælde, at anbringel-
sesstedet vil skulle godkendes som konkret egnet i forhold
til en bestemt ung af kommunalbestyrelsen i den kommune,
der træffer afgørelse om at anbringe den unge. For eftersko-
ler, frie fagskoler eller frie grundskoler med kostafdeling,
der har otte pladser eller derunder til anbringelse af børn
eller unge, vil efter den foreslåede § 66 gælde, at anbringel-
sesstedet vil skulle godkendes som konkret egnet i forhold
til et bestemt barn eller en bestemt ung af kommunalbesty-
relsen i den kommune, der træffer afgørelse om at anbringe
barnet eller den unge.
For de resterende anbringelsessteder, dvs. almene, forstær-
kede og specialiseret plejefamilier, børne- og ungehjem, her-
under delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede af-
delinger på døgninstitutioner samt sikrede døgninstitutioner
og særligt sikrede afdelinger, vil reglerne i socialtilsynslo-
ven gælde, hvorefter socialtilsynet efter ansøgning og dialog
med ansøger vil træffe afgørelse om godkendelse som gene-
relt egnet af tilbud.
Med stk. 2 foreslås en videreførelse af den gældende be-
stemmelse i § 66, stk. 2, i serviceloven, alene med redaktio-
nelle ændringer.
Det foreslås med stk. 3, at børne- og ungehjem kan oprettes
og drives som døgninstitutioner, herunder delvis lukkede
døgninstitutioner, delvis lukkede afdelinger på døgninstituti-
oner, sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger
eller som et opholdssted for børn og unge.
Med bestemmelsen i den forslåede § 43, stk. 1, nr. 6,
vil børne- og ungehjem skulle anvendes som betegnelse
for opholdssteder for børn og unge samt for døgninstituti-
oner. Børn- og ungehjem vil således være et overordnet
begreb med ”døgninstitution” og ”opholdssted” som lovfast-
satte underbegreber. Børne- og ungehjem som samlet over-
ordnet begreb vil have til formål at illustrere, at der for
barnet eller den unge ikke er forskel på, om anbringelsen
sker på en døgninstitution eller et opholdssted.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 vil børne- og
ungehjem kunne oprettes og drives som døgninstitutioner,
herunder delvis lukkede døgninstitutioner, delvis lukkede
afdelinger på døgninstitutioner, sikrede døgninstitutioner og
særligt sikrede afdelinger eller som et opholdssted for børn
og unge. Der henvises til bemærkninger til de foreslåede
bestemmelser i §§ 61-63.
De eksisterende typer af anbringelsessteder i form af døgn-
institutioner og opholdssteder videreføres dermed uændret,
men foreslås samlet set fremadrettet at blive benævnt ”bør-
ne- og ungehjem".
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 4, at døgninstitutioner
efter stk. 3 kan oprettes og drives af kommuner, jf. § 12,
af regioner, jf. § 13, eller som selvejende institutioner, som
kommunalbestyrelsen eller regionsrådet indgår driftsaftale
med.
Med stk. 4 videreføres gældende ret, som følger af § 66, stk.
3, i serviceloven, alene med sproglige ændringer.
Bestemmelsen vil fastsætte, at børne- og ungehjem i form af
døgninstitutioner kan oprettes og drives af en kommune, en
region eller som selvejende institutioner, som kommunalbe-
styrelsen eller regionsrådet indgår en driftsaftale med.
Formålet med § 43 er at opregne anbringelsessteder, hvor
børn og unge, som anbringes uden for hjemmet, kan have
ophold. Anbringelsesstederne dækker over en række indbyr-
des forskellige anbringelsesmuligheder fra den traditionelle
plejefamilie til en egentlig døgninstitution. Bestemmelsen
220
vil fastsætte, at anbringelsesstederne skal være godkendt,
hvilket har til formål at sikre godkendelse af det konkrete
anbringelsessted, som skal medvirke til at sikre, at barnet
eller den unge anbringes i overensstemmelse med dennes
behov. Der påtænkes ikke med den foreslåede bestemmelse
materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.7.2. og 3.7.3.
Til § 44
Det fremgår af § 67 i serviceloven, at formålet med indsat-
sen på opholdssteder og døgninstitutioner efter § 66 stk.
1, nr. 6 og 7, er at varetage omsorg og sikre trivsel og
udvikling for de anbragte børn og unge. Opholdssteder og
døgninstitutioner skal arbejde målrettet med at understøtte
uddannelse, beskæftigelse og forebyggelse af kriminalitet
for de anbragte børn og unge.
Det foreslås med § 44, at formålet med indsatsen på børne-
og ungehjem efter § 43 stk. 1, nr. 6, vil være at varetage om-
sorg og sikre tryghed, trivsel og udvikling for de anbragte
børn og unge. Det foreslås videre, at børne- og ungehjem vil
skulle arbejde målrettet med at understøtte udvikling i gode
sociale fællesskaber, læring, uddannelse, beskæftigelse og
forebyggelse af kriminalitet for de anbragte børn og unge.
Med den foreslåede § 44 foreslås en præcisering af formålet
med en anbringelse, så det fremgår at omsorg for barnet
eller den unge og barnets tryghed og trivsel, udvikling, læ-
ring, uddannelse m.v. samt at kunne udvikle sig i gode soci-
ale fællesskaber er generelle opgaver for anbringelsessteder,
hvor der er plejeforældre eller personale, som varetager dis-
se opgaver.
Den foreslåede bestemmelse vil dermed finde anvendelse på
plejefamilier, børne- og ungehjem, herunder delvis lukkede
og sikrede institutioner og delvis lukkede eller særligt sikre-
de afdelinger, jf. bestemmelserne i den foreslåede § 43, stk.
1, nr. 1-4 og 6.
Den foreslåede bestemmelse vil have til formål, at tydelig-
gøre, at den overordnede hensigt med anbringelser af børn
og unge både er at sikre tryghed, trivsel og omsorg, og
understøtte barnet eller den unges udvikling i gode sociale
fællesskaber f.eks. gennem fritidsaktiviteter eller fritidsjob
m.v., læring og i at opnå uddannelse og beskæftigelse og en
kriminalitetsfri tilværelse som ung og voksen. Anbringelses-
stedet skal således varetage disse opgaver og støtte barnet
eller den unge i overensstemmelse med disse formål og
børne- og ungehjem skal indrette den pædagogiske praksis
herefter.
Bestemmelsen vil skulle ses i sammenhæng med bestem-
melserne i kapitel 1, som fastlægger det overordnede formål
med al hjælp og støtte efter denne lov, og § 5l, som fastlæg-
ger de nærmere rammer for døgnophold. Bestemmelsen vil
således bl.a. uddybe, hvad der ligger i at forberede barnet
eller den unge til et selvstændigt voksenliv.
Dertil vil bestemmelsen, i sammenhæng med § 45, også
have til formål at tydeliggøre, hvilke krav der stilles til
kvaliteten af den pædagogiske indsats over for børn og unge
som er anbragt på et børne- og ungehjem samt generelt
sætte de overordnede rammer for den individuelle indsats,
der skal understøtte det enkelte barn eller den enkelte unges
konkrete behov.
Det er væsentligt, at indsatsen tilrettelægges under hensyn
til det enkelte barns eller den enkelte unges ressourcer og
behov, herunder tage højde for eventuelle særlige forhold for
børn og unge med varig og betydelig fysiske eller psykiske
funktionsnedsættelser. For disse børn og unge vil det også i
særlig grad kunne være en målsætning at plejefamilien eller
børne- og ungehjemmet, ud over at sikre den nødvendige
omsorg, personlig støtte, socialpædagogisk rådgivning og
behandling, jf. § 45, vil skulle have fokus på at lette den
daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten for barnet eller
den unge, jf. § 2, stk. 1.
Et overordnet formål er også at understøtte barnets eller
den unges læring, afpasset efter barnets alder og øvrige
behov. I forhold til børn og unge, hvor målsætningen om
at understøtte uddannelse og beskæftigelse er relevant, vil
det kunne være nødvendigt at indføre mødepligt til under-
visning eller iværksætte andre aktiviteter, der kan bidrage
til, at gøre barnet eller den unge parat til at gennemføre
en uddannelse eller komme i job. Tilsvarende vil de faste
huslige pligter – ud over oprydning og rengøring på eget
værelse – kunne være med til at forberede barnet eller den
unge til dagligdagen efter anbringelsen. Det vil samtidig i
nogle tilfælde kunne være afgørende med en målrettet og
intensiv indsats i forhold til misbrugsproblematikker for at
forebygge ny kriminalitet.
Disse elementer vil skulle bidrage positivt i forhold til at
forebygge negativ eller kriminel adfærd og udvikle barnets
eller den unges sociale kompetencer, hvilket er essentielt i
forhold til både det løbende arbejde med barnet eller den
unge og i barnets eller den unges fremadrettede situation
efter endt anbringelse.
Plejefamiliens eller børne- og ungehjemmets arbejde med
at understøtte udvikling i gode sociale fællesskaber, læring,
uddannelse, beskæftigelse og forebyggelse af kriminalitet
vil skulle tilpasses det enkelte anbragte barns eller den
enkelte anbragte unges behov. Indsatser målrettet beskæfti-
gelse vil således ikke i alle tilfælde være relevant, f.eks.
for små børn. På samme måde vil målrettede kriminalitets-
forebyggende indsatser ikke nødvendigvis være relevant for
børn og unge, der ikke er anbragt på baggrund af kriminali-
tet.
Bestemmelsen vil samtidig kunne udgøre et fælles vurde-
ringsgrundlag, som socialtilsynene kan følge op på i det
løbende tilsyn med børne- og ungehjem. Hvis børne- og
ungehjem ikke til stadighed har den fornødne kvalitet, skal
deres godkendelse til at arbejde med udsatte børn og unge
inddrages efter socialtilsynsloven.
221
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.7.2. og 3.7.3.
Til § 45
Det fremgår af § 55, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, at under
et døgnophold efter § 52, stk. 3, nr. 4, 5 og 7, § 76, stk. 3, nr.
1 og 3, og § 76 a, stk. 2, eller efter § 13, stk. 1, nr. 5 og 6, og
§ 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet modtager
barnet, den unge eller de vordende forældre omsorg, person-
lig støtte, socialpædagogisk rådgivning og behandling. Ved
særlige behov kan der endvidere foretages undersøgelser og
observation samt ydes terapi eller anden behandling.
Det fremgår af § 55, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven, at ved
særlige behov kan der endvidere foretages undersøgelser og
observation samt ydes terapi eller anden behandling.
Det fremgår af § 55, stk. 2, i serviceloven, at et aflastnings-
ophold, som ydes under et døgnophold, indgår som en ydel-
se efter § 55, stk. 1.
Det foreslås med stk. 1, at barnet, den unge, forældrene eller
de kommende forældre modtager omsorg, personlig støtte,
socialpædagogisk rådgivning og behandling under: 1) En
familieanbringelse efter det foreslåede § 32, stk. 1, nr. 6,
2) et støtteophold efter det foreslåede § 32, stk. 1, nr. 7,
3) et døgnophold efter de foreslåede §§ 46, 47, § 114, stk.
1, nr. 1 og 3, eller § 120 stk. 1, og 5) et døgnophold efter
§ 13, stk. 1, nr. 5 og 6, og § 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af
§ 55, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, dog således at det er
tydeliggjort, at forældre også vil kunne modtage støtte i for-
bindelse med familieanbringelser, ligesom der er foretaget
sproglige rettelser og foretaget en oplistning af de ophold,
som udløser forpligtelsen i den foreslået bestemmelse. Op-
hold efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 4, betegnes i den
foreslået bestemmelse som familieophold.
Den foreslåede bestemmelse vil angive en ramme for, hvad
et døgnophold bør omfatte. Døgnopholdet vil omfatte om-
sorg, personlig støtte, socialpædagogisk rådgivning og be-
handling samt varetagelse af barnets, den unges, forældrenes
eller de vordende forældres særlige behov, herunder behov
som har afsæt i en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse
hos barnet, den unge eller forældrene. Der kan ikke laves
en udtømmende beskrivelse af, hvad døgnopholdet vil kun-
ne omfatte, da det afhænger af behovene hos det enkelte
barn eller den unge, der skal anbringes uden for hjemmet,
hos familien, når der er tale om en familieanbringelse efter
den foreslåede § 32, stk. 1, nr. 6, eller hos de vordende
forældre. Disse behov vil for anbragte børn og unge være
beskrevet i barnets plan eller ungeplanen, ligesom formålet
med familieanbringelsen, støtteopholdet eller døgnopholdet
vil fremgå af afgørelsen. Det vil være formålet med hjælpen
samt barnets eller den unges behov under opholdet, der er
grundlaget for visitationen af det enkelte barn eller den unge
til et anbringelsessted, og dermed hvad der vil indgå i døgn-
opholdet.
Betegnelsen kommende forældre omhandler gravide enlige
kvinder samt gifte og samlevende par, uanset om der er tale
om den biologiske far. Der henvises til Folketingstidende
2006-07, tillæg A, side 4555.
Et støtteophold, som ydes i forbindelse med et døgnophold,
vil indgå i døgnopholdet.
Der vil være en række grundlæggende ydelser, der er for-
bundet med selve døgnopholdet for børn og unge, som den
anbringende kommune vil kunne forvente er til stede ved et
døgnophold. De omhandler blandt andet, at barnet eller den
unge vil få støtte til at benytte relevante tilbud svarende til
barnets eller den unges alder, udvikling og interesser i form
af læring, skolegang eller undervisning, uddannelse og/eller
beskæftigelse og fritidstilbud.
Barnet eller den unge vil også skulle sikres den nødvendige
omsorg og tryghed i form af en god og stabil voksenkon-
takt. Derudover vil der skulle sikres adgang til den nødven-
dige praktiske hjælp, såsom mad, tøj, bolig, lommepenge,
transport, sundhedspleje og adgang til samfundets øvrige
tilbud. Der vil skulle ske en løbende systematisk vurdering
af barnets eller den unges individuelle udvikling, så man kan
identificere, hvor barnet eller den unge har vanskeligt ved at
opnå det samme niveau for personlig udfoldelse, udvikling i
gode sociale fællesskaber, læring og sundhed og trivsel som
jævnaldrende børn og unge.
I forbindelse med den løbende systematiske vurdering vil
barnets eller den unges behov for særlige interne eller eks-
terne tilbud skulle overvejes. Det vil blandt andet kunne om-
fatte tilbud om psykologbehandling, fysioterapi, specialun-
dervisning m.v. Hvis det skønnes nødvendigt, vil der skulle
udarbejdes overordnede behandlingsplaner for barnet, den
unge eller familien, der skal indgå i barnets plan, jf. § 91, el-
ler ungeplanen, jf. § 108. Det vil være op til anbringelsesste-
det at udforme mere detaljerede behandlingsplaner. Barnet
eller den unge vil skulle sikres den nødvendige socialpæda-
gogiske behandling gennem en generel støtte til den fysiske,
emotionelle og sociale udvikling.
Det vil også kunne forventes, at anbringelsesstedet yder so-
cialfaglig rådgivning og indgår i socialfagligt samarbejde
med kommunen, barnet eller den unge, familien og andre
samarbejdspartnere, som f.eks. daginstitutioner, uddannel-
sesinstitutioner og sundhedsvæsen. Samarbejdet vil inklude-
re orientering om udviklingen i forhold til barnets plan eller
ungeplanen og en eventuel revidering af denne. Forældre-
samarbejde, støtte til barnets eller den unges kontakt og
relationer til familien og i denne forbindelse omsorg til for-
ældrene vil også være en del af de grundlæggende ydelser.
Endvidere bør døgnopholdet yde hjælp svarende til den
foreslåede § 90, jf. servicelovens § 83, dvs. til personlig
hjælp og pleje.
222
Hvilke af de ovennævnte ydelser, der vil være nødvendige,
samt i hvilket omfang tilbuddene vil skulle ydes for at sikre
barnets eller den unges udvikling, vil afhænge af det enkelte
barns eller den enkelte unges behov ud fra en konkret vurde-
ring. Det er vigtigt, at kommunalbestyrelsen i vurderingen
er opmærksom på eventuelle behov afledt af en fysisk eller
psykisk funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge.
Udstyr og inventar, som almindeligvis hører til et døgntil-
bud, blandt andet seng, bord, stol m.v. vil som hovedregel
være dækket af betalingen for døgnopholdet. Særligt udstyr
og inventar, som knytter sig til det enkelte barn eller den
enkelte unge, og som vil blive fjernet fra anbringelsesstedet,
når barnet eller den unge ikke længere opholder sig på ste-
det, vil efter en individuel vurdering og beslutning kunne
ydes ved siden af døgnopholdet, og der vil derfor skulle
være en supplerende finansiering til dette. Et eksempel kun-
ne være en seng, som på grund af særlige fysiske forhold
hos barnet eller den unge skal have nogle bestemte mål
eller skal kunne noget særligt, som ikke kan opnås gennem
standardudstyr.
Når kommunalbestyrelsen vælger et anbringelsessted efter
52, stk. 1, vil det skulle ske med udgangspunkt i den børne-
faglige undersøgelse, jf. § 32 og barnets plan, jf. § 91 eller
ungeplanen, jf. § 108. På den måde vil det blive defineret,
hvilken opgave det pågældende anbringelsessted skal være i
stand til at løfte, herunder hvilken skolegang og fritidstilbud
det skal være muligt at tilbyde barnet eller den unge under
anbringelsen.
Den konkrete hjælp vil kunne ydes af det sted, hvor barnet
eller den unge har døgnophold eller på anden måde. Det
vil ikke være afgørende, om det konkrete anbringelsessted
selv er i stand til at yde hjælpen i forbindelse med den al-
mindelige drift, eller om der i forbindelse med anbringelsen
af det enkelte barn eller den unge vil være behov for at
købe nogle af ydelserne til barnet eller den unge uden for
anbringelsesstedet. Det vil eksempelvis kunne være relevant
at overveje om en del af hjælpen og/eller behandlingen til
børn og unge med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse
med fordel kan ydes uden for anbringelsesstedet.
Det vil være vigtigt, at de kommunale myndigheder ved be-
slutningen om visitation omhyggeligt får beskrevet, hvilke
former for hjælp der er opnået enighed om, at anbringelses-
stedet skal levere og hvilke, der skal leveres i et andet regi,
idet det fastlægger den økonomiske aftale mellem anbringel-
sesstedet og den anbringende kommune.
Hjælpen efter den foreslåede bestemmelse i § 45, stk. 1, vil
kunne ydes af det sted, hvor barnet, den unge eller de kom-
mende forældre har døgnophold, eller på anden måde. Hjæl-
pen vil kunne ydes af personer, der er tilknyttet det konkrete
sted, hvor barnet eller den unge opholder sig, eller på anden
måde. Dermed videreføres gældende ret i servicelovens §
55, stk. 3, jf. Folketingende 2003-04, tillæg A, side 4487.
Døgnophold vil skulle tilgodese mangeartede behov, der
strækker sig fra meget generelle behov for omsorg til tillige
at skulle omfatte meget specialiserede behov for behandling,
eksempelvis til børn og unge som har behov herfor på grund
af varig og betydeligt nedsat fysisk eller psykisk funktions-
evne. I praksis er der derfor med hensyn til, hvilke behov de
enkelte tilbud kan imødekomme, en betydelig differentiering
både imellem og inden for de forskellige anbringelsesfor-
mer.
I almindelighed vil det være hensigtsmæssigt, at barnet sø-
ges anbragt på en sådan måde, at flest mulige af barnets eller
den unges behov kan imødekommes på stedet. Men hvis
der f.eks. ikke er plads på det mest ideelle sted, eller der er
særlige grunde til at vælge et andet ikke fuldt optimalt sted,
vil der kunne være brug for at supplere på anden måde i
forhold til den hjælp, barnet eller den unge har brug for.
Det foreslås med stk. 2, at ved særlige behov kan der fore-
tages undersøgelser og observation samt ydes terapi eller
anden behandling. Undersøgelser kan foregå på et godkendt
anbringelsessted.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af § 55,
stk. 1, 2. pkt., i serviceloven, dog således at indholdet vide-
reføres i et selvstændig stk. Der påtænkes ikke med den
foreslåede bestemmelse materielle ændringer i forhold til
gældende ret.
Ud over de grundlæggende ydelser, der er omfattet af den
foreslåede bestemmelse i stk. 1, vil der være en række til-
bud, der kan være behov for som en del af opholdet for
at dække barnets eller den unges særlige behov. Det er ele-
menter, som kommunen ikke automatisk vil kunne forvente,
at anbringelsesstedet leverer, og det vil derfor ofte være
nødvendigt at købe disse ydelser ved siden af døgnophol-
det. Det vil kunne dreje sig om: Intern dagbeskæftigelse og
evt. ophold i særlige dagtilbud og særlige klubtilbud efter de
foreslåede bestemmelser i § 82 og § 84, stk. 1. Det gælder
også særlige undersøgelser og observationer, herunder f.eks.
bidrag til forældrekompetenceundersøgelser, observationer
med henblik på erklæringer, bidrag til undersøgelse efter §
20 og pædagogisk eller psykologisk undersøgelse. Terapi,
herunder familieterapi, gruppeterapi m.v. som eksempelvis
kan medvirke til at styrke barnets eller den unges mestring
af udfordringer i hverdagen, som kan følge af sociale pro-
blemer eller fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos
barnet eller den unge. Anden behandling af barnet eller den
unge, herunder afrusning, afgiftning, pædagogisk familiebe-
handling m.v. Hjælp svarende til f.eks. den foreslåede § 89,
dvs. ledsagelse til unge som på grund af betydeligt og varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke kan færdes
alene. Hjælpemidler til fælles brug. Disse former for ydelser
vil kunne indgå som en del af et døgnophold.
Det foreslås med stk. 3, at et støtteophold, jf. 32, stk. 1, nr.
7, som ydes under et døgnophold, indgår som en ydelse efter
stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af §
223
55, stk. 2, i serviceloven, dog således at aflastningsophold
foreslås erstattet af støtteophold. Formålet hermed er at gøre
op med det stigmatiserende sprogbrug. Der henvises i denne
forbindelse til bemærkninger til § 32, stk. 1, nr. 7.
Støtteophold, som ydes under døgnopholdet, vil indgå som
en ydelse og dermed som del af selve opholdet.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 45 er samlet
at angive en ramme for, hvad et døgnophold bør omfatte,
således at barnet, den unge eller de vordende forældre mod-
tager den rettet omsorg, personlig støtte, socialpædagogisk
rådgivning og behandling.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.7.2. og 3.7.3.
Til § 46
Det fremgår af § 52, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbe-
styrelsen skal træffe afgørelse om foranstaltninger efter §
52, stk. 3, når det må anses for at være af væsentlig betyd-
ning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for
støtte, jf. dog § 54, stk. 3, i lov om bekæmpelse af ungdoms-
kriminalitet, hvorefter kommunalbestyrelsen for børn og un-
ge omfattet af lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet
kun kan træffe afgørelse om supplerende foranstaltninger
efter § 52, st. 3, nr. 1-6, 8 og 9, i serviceloven.
Det fremgår videre af § 52, stk. 1, i serviceloven, at kom-
munalbestyrelsen skal vælge den eller de foranstaltninger,
som bedst kan løse de problemer og behov, der er afdækket
gennem den børnefaglige undersøgelse efter § 50 i service-
loven. Afgørelsen træffes med samtykke fra forældremyn-
dighedsindehaveren. Der fremgår dog særlige bestemmelser
om iværksættelse af hjælp uden samtykke efter §§ 56, 57 a,
57 b og 58, § 68, stk. 2 og 3, og § 68 a. En afgørelse efter §
52, stk. 3, nr. 7, kræver tillige samtykke fra den unge, der er
fyldt 15 år.
Det fremgår af § 52, stk. 2, 1. pkt., i serviceloven, at støtte
efter § 52, stk. 3, kan kun iværksættes efter gennemførelse
af en børnefaglig undersøgelse, jf. § 50, eller en ungefaglig
undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskri-
minalitet.
Det fremgår af § 52, stk. 3, nr. 7, i serviceloven, at kom-
munalbestyrelsen kan iværksætte hjælp inden for følgende
typer af tilbud: anbringelse af barnet eller den unge uden for
hjemmet på et anbringelsessted, jf. § 66.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen med sam-
tykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er
fyldt 15 år, kan træffe afgøre om, at barnet eller den unge
anbringes uden for hjemmet på et anbringelsessted, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 43, stk. 1, når det må anses for
at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den
unges særlige behov for støtte, jf. dog § 54, stk. 3, i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Afgørelsen skal angive
formålet med anbringelsen og den forventede varighed.
Med den foreslåede bestemmelse i § 46 foreslås § 52, stk.
3, nr. 7, i serviceloven udskilt og videreført som selvstændig
bestemmelse. Der foreslås ikke ændringer i kriterierne for
anbringelse uden for hjemmet med samtykke.
Tre betingelser vil skulle være opfyldt i det foreslåede stk.
1, før der kan iværksættes foranstaltninger efter § 46. For
det første vil anbringelsen skulle være af væsentlig betyd-
ning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for
støtte. For det andet vil der skulle foreligge et samtykke
fra forældremyndighedsindehaveren og fra den unge, der er
fyldt femten år. Endelig vil der skulle være gennemført en
undersøgelse af barnets eller den unges forhold.
Kommunalbestyrelsen vil efter det foreslåede stk. 1, kunne
træffe afgørelse om anbringelse uden for hjemmet med sam-
tykke, når det må anses for at være af væsentlig betydning
af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støt-
te. Hermed fastlægges det materielle kriterium for iværksæt-
telse af en anbringelse med samtykke uden for hjemmet. Det
vil således ikke være ethvert behov, der kan danne grundlag
for anbringelse. Det udtrykkes ved, at anbringelsen vil skul-
le være af væsentlig betydning og ved, at det anbringelsen
vil skulle være af hensyn til et særligt behov for støtte. Der-
udover må der ikke efter forslaget varetages hensyn, der
hører til andre sektorer, som f.eks. undervisningssektoren. Et
eksempel herpå er, at det vil være gavnligt for en ung at
komme på efterskole, men hvor den unge ikke har behov
for særlig støtte. Den unge vil derfor ikke falde inden for
anvendelsesområdet for reglerne om særlig støtte. Det må
dog samtidig understreges, at det, i overensstemmelse med
gældende ret, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A 4906,
side 4957, er hensigten at udforme kriteriet så rummeligt, at
det ikke afskærer kommunen fra at yde hjælp, når det må
ses som formålstjenligt ud fra en vurdering af familiens si-
tuation sammenholdt med de hjælpemuligheder, som findes
i loven. Dette er begrundet i, at en anbringelse for nogle
børn vil kunne være den nødvendige indsats til at forebygge
mistrivsel, og at anbringelse dermed vil kunne være den
rettidige indsats.
Afgørelse om anbringelse uden for hjemmet efter denne
bestemmelse vil skulle træffes med samtykke fra forældre-
myndighedsindehaver og den unge over femten år. Efter
forslagets § 47 er der dog adgang til at træffe afgørelse om
anbringelse, selv om forældremyndighedsindehaver ikke øn-
sker foranstaltningen iværksat, men kravene i den foreslåede
§ 47 vil i givet fald skulle være opfyldt. Der henvises i den
forbindelse til bemærkningerne til § 47.
Er der fælles forældremyndighed vil begge forældre skulle
give samtykke, uanset at forældrene ikke bor sammen. Dette
vil gælde i alle tilfælde, også i de tilfælde, hvor der f.eks. er
tale om et familiebehandlingsophold, som kun omfatter den
ene af forældremyndighedsindehaverne.
Har barnet eller den unge under femten år lovligt ophold
i Danmark, mens forældremyndighedsindehaver ikke har
lovligt ophold, træffes en afgørelse efter den foreslåede §
224
46, stk. 1, over for barnet, jf. også den foreslåede § 3 og be-
mærkningerne hertil. Reglerne om forældremyndighedsind-
ehavers samtykke og partshøring af forældremyndigheds-
indehaver finder fortsat anvendelse.
Det bemærkes, at det følger af den foreslåede bestemmelse
i § 69, stk. 1, nr. 1, at kommunalbestyrelsen ved afgørelse
om anbringelse efter den foreslåede § 46 skal overveje, om
hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets eller den unges
opvækst taler for, at barnet eller den unge gennem adoption
får en ny familie, når det må antages, at barnet eller den
unge vil være anbragt i en længere årrække.
Det foreslåede stk. 1, 2. pkt., vil indebære, at kommunalbe-
styrelsen i afgørelsen om anbringelse uden for hjemmet vil
skulle angive det overordnede formål med anbringelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil endvidere betyde, at kom-
munalbestyrelsens afgørelse skal indeholde en angivelse af,
hvor længe anbringelsen forventes at vare. Det vil sige, at
kommunen i forbindelse med iværksættelsen af en anbrin-
gelse af et barn eller en ung skal tage stilling til, om an-
bringelsen forventes at skulle være af kortere eller længere
varighed.
Bestemmelsen viderefører dele af de gældende regler i ser-
vicelovens § 140, stk. 2 og 3, om indsatsens formål og
forventet varighed. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne
til §§ 91 og 92.
Det foreslås med stk. 2, at samtykke fra forældremyndig-
hedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, skal omfatte
formålet med anbringelsen.
Med bestemmelsen vil samtykket skulle omfatte formålet
med anbringelsen. Den foreslåede bestemmelse vil betyde,
at kommunalbestyrelsen i sin afgørelse om anbringelse vil
skulle angive det overordnede formål med anbringelsen. Det
vil således være beskrivelsen af formålet med afgørelsen om
anbringelsen, dvs. hvad der kan opnås med en anbringelse,
og hvad der skal ske undervejs, der danner grundlag for
afgivelsen af samtykket fra forældremyndighedsindehaver
og tillige fra den unge, når denne er fyldt femten år.
På den måde vil formålet med anbringelsen fremstå tydeligt,
således at det samtykke, der gives til en anbringelse, kan
karakteriseres som et informeret samtykke.
Med sin accept af formålet med anbringelsen vil det endvi-
dere være formodningen, at forældremyndighedsindehaver
vil acceptere at indgå i et konstruktivt samarbejde med kom-
munen om at få det bedste ud af anbringelsen til gavn for
barnet eller den unge og familien i øvrigt, jf. også lovforsla-
gets § 2, stk. 4, om at barnets eller den unges vanskeligheder
så vidt muligt skal løses i samarbejde med familien og med
dennes medvirken.
Hvis forældremyndighedsindehaver eller den unge over
femten år har givet samtykke til anbringelsen, men ikke er
enige i, hvad formålet er med anbringelsen, vil det ikke på
denne baggrund kunne betragtes som et samtykke efter § 46,
hvorfor en anbringelse i et sådant tilfælde må vurderes efter
reglerne om anbringelse uden samtykke, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 47.
Denne situation vil f.eks. kunne opstå, hvis forældremyndig-
hedsindehaver mener, at formålet med anbringelsen er at
give en ung behandling for psykiske problemer, hvorimod
kommunen mener, at formålet er at give den unge tydelige
voksne, som kan være med til at forbedre adfærden hos den
unge. Her vil der kunne være enighed om, at den unge skal
anbringes, men ikke hvad formålet skal være.
Der foreslås ikke med bestemmelsen opstillet formelle krav
til afgivelsen af samtykket, men det må anses for formåls-
tjenligt, at samtykket afgives skriftligt, så der ikke senere
opstår tvivlsspørgsmål. Den praktiske fremgangsmåde vil i
øvrigt kunne fastlægges af kommunen. Kommunen må her-
ved være opmærksom på de særlige forhold, der kan være
omkring samtykke fra børn og unge med nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne, hvor funktionsnedsættelsen kan have
indflydelse på evnen til at afgive informeret samtykke.
Det foreslås med stk. 3, at der kan kun træffes afgørelse efter
stk. 1 efter gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse,
jf. § 20, eller en ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Det foreslås i stk.
3, 2. pkt., at der dog, hvis særlige forhold taler for det,
kan træffes afgørelse om foreløbig eller akut anbringelse
efter § 46, stk. 1, sideløbende med at der gennemføres en
børnefaglig undersøgelse efter den foreslåede § 20 eller en
ungefaglig undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
En afgørelse efter det foreslåede stk. 1, vil kun kunne iværk-
sættes efter, at der er gennemført en undersøgelse efter §
20. En god undersøgelse vil være en betingelse for, at man
fra starten kan vælge den rigtige hjælp, beskrive formålet
med indsatsen og løbende følge op på, om indsatsen har de
ønskede virkninger. Der kan dog være særlige tilfælde, hvor
det er nødvendigt at anbringe barnet eller den unge akut el-
ler foreløbigt, og hvor afgørelsen om at anbringe barnet eller
den unge ikke kan afvente den nærmere undersøgelse af bar-
nets eller den unges og familiens forhold. I sådanne tilfælde
må den børnefaglige undersøgelsen eller den ungefaglige
undersøgelse gennemføres sideløbende med, at anbringelsen
iværksættes. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor forældrene
varetægtsfængsles eller rammes af alvorlig sygdom, og hvor
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt
15 år, samtykker til en anbringelse.
Det foreslås med stk. 4, at kommunalbestyrelsen på bag-
grund af en undersøgelse efter § 26 med samtykke fra de
kommende forældre kan træffe en afgørelse efter § 47, stk.
1, om, at det endnu ufødte barn umiddelbart efter fødslen
anbringes uden for hjemmet, når det må anses for at være
af væsentlig betydning af hensyn til det endnu ufødte barns
behov for støtte.
225
Den foreslåede bestemmelse vil gøre det muligt for kommu-
nalbestyrelsen at træffe en afgørelse efter den foreslåede §
46, stk. 1, for det ufødte barn, såfremt betingelserne i den
foreslåede bestemmelse er opfyldt.
Betingelserne for at anbringe et kommende barn efter det
foreslåede stk. 4, vil være de samme som følger af den fore-
slåede § 47, stk. 1, dog således, at der vil skulle tages højde
for, at der er tale om en afgørelse, der træffes på et ikke
fuldstændigt oplyst grundlag, da der i sagens natur hverken
foreligger oplysninger om barnet eller om forholdet mellem
barnet og forældrene.
Tre betingelser vil skulle være opfyldt i det foreslåede stk.
4, før der kan iværksættes indsatser efter bestemmelsen. For
det første vil anbringelsen skulle være af væsentlig betyd-
ning af hensyn til det kommende barns særlige behov for
støtte. For det andet vil der skulle foreligge et samtykke fra
de kommende forældre. Endelig vil der skulle være gennem-
ført en undersøgelse af det kommende barns forhold efter
den foreslåede § 26.
Ved kommende forældre forstås den gravide kvinde og
den, der efter børneloven, anses som retlig forælder til bar-
net. Dette omfatter kvindens ægtefælle, medmindre denne
efter børneloven ikke anses som forælder til barnet, og
den mand eller kvinde, der har anerkendt faderskabet hen-
holdsvis medmoderskabet til barnet på afgørelsestidspunk-
tet. Derimod omfatter det ikke den mand eller kvinde, der er
far eller medmor til barnet, men hvis forældreskab til barnet
endnu ikke er fastslået. Endvidere omfatter det den mand
eller kvinde, som ifølge moren er eller kan være far eller
medmor til barnet.
Kommunalbestyrelsen vil efter det foreslåede stk. 4 kunne
træffe afgørelse om anbringelse uden for hjemmet med sam-
tykke, når det må anses for at være af væsentlig betydning
af hensyn til det kommende barns særlige behov for støt-
te. Hermed fastlægges det materielle kriterium for iværksæt-
telse af en anbringelse uden for hjemmet med samtykke. Det
vil således ikke være ethvert behov, der vil kunne danne
grundlag for anbringelse. Det udtrykkes ved, at anbringelsen
vil skulle være af væsentlig betydning og ved, at det anbrin-
gelsen vil skulle være af hensyn til et særligt behov for
støtte.
Afgørelse om anbringelse uden for hjemmet efter det fore-
slåede stk. 4 vil skulle træffes med samtykke fra de kom-
mende forældre. Samtykket vil skulle omfatte formålet med
anbringelsen. Efter forslagets § 49 vil der dog være adgang
til at træffe afgørelse, selv om de kommende forældre ikke
ønsker foranstaltningen iværksat, men kravene i den foreslå-
ede § 49 vil i givet fald skulle være opfyldt. Der henvises til
bemærkningerne til § 49.
Det vil være væsentligt, at barnets plan på en forståelig
måde angiver nogle tydelige rammer for indsatsen i form
af opstillede mål. På den måde vil barnets plan fremstå
som et rimeligt bedømmelsesgrundlag for, hvad formålet
med anbringelsen er, således at det samtykke, der gives til
en anbringelse, kan karakteriseres som et informeret sam-
tykke. Hvis de kommende forældre har givet samtykke til
anbringelsen, men ikke er enige i, hvad formålet er med
anbringelsen, vil det ikke på denne baggrund kunne betrag-
tes som et samtykke efter § 47, hvorfor en anbringelse i et
sådant tilfælde må vurderes efter reglerne om anbringelse
uden samtykke, jf. den foreslåede bestemmelse i § 49.
Der vil kun kunne træffes afgørelse efter stk. 4 efter gen-
nemførelse af en undersøgelse, jf. § 26. En god undersøgelse
vil være en betingelse for, at man fra starten kan vælge den
rigtige hjælp, beskrive formålet med indsatsen og løbende
følge op på, om indsatsen har de ønskede virkninger.
Formålet med dem foreslåede § 46 er at give mulighed for
at anbringe et barn eller en ung eller et ufødt barn uden
for hjemmet med samtykke når det må anses for at være af
væsentlig betydning af hensyn til barnets, den unges eller
det endnu ufødte barns særlige behov for støtte.
Det bemærkes, at det følger af den foreslåede bestemmelse
i § 69, stk. 1, nr. 1, at kommunalbestyrelsen ved indstilling
til børne- og ungeudvalget om anbringelse af et barn eller
en ung uden for hjemmet efter den foreslåede § 46 skal
overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets
eller den unges opvækst taler for, at barnet eller den unge
gennem adoption får en ny familie, når det må antages, at
barnet eller den unge vil være anbragt i en længere årrække.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.7.2. og 3.7.3.
Til § 47
Det fremgår af servicelovens § 58, stk. 1, 1. pkt., at hvis
der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges
sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af
utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller
den unge, overgreb, som barnet eller den unge har været
udsat for, misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre
svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller
andre adfærds eller tilpasningsproblemer hos barnet eller
den unge, kan børn- og ungeudvalget uden samtykke fra
forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt
15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes
uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7.
Efter servicelovens § 58, stk. 1, 2. pkt., kan der kun træffes
en afgørelse efter§ 58, stk. 1, 1. pkt., når der er begrundet
formodning om, at problemerne ikke kan løses under bar-
nets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.
Det fremgår af servicelovens § 58, stk. 2, at når hensynet
til barnet eller den unge på afgørende måde taler for det,
kan børn- og unge-udvalget beslutte, at barnet eller den unge
skal anbringes uden for hjemmet efter stk. 1, selv om foræl-
dremyndighedsindehaveren og den unge giver samtykke til
anbringelse efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7.
226
Det fremgår af servicelovens § 58, stk. 3, at såfremt en
ung, der er fyldt 15 år, erklærer sig enig i anbringelsen, kan
børn og unge- udvalget uanset betingelserne i stk. 1 træffe
afgørelse om at anbringe den unge uden for hjemmet, jf.
servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7, når anbringelsen må anses
for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges
særlige behov og problemerne ikke kan løses under den
unges fortsatte ophold i hjemmet.
Det fremgår af servicelovens § 58, stk. 4, at børn og un-
ge-udvalget ikke kan træffe afgørelse efter § 58, stk. 1-3,
i sager om børn og unge, der er henvist til Ungdomskrimi-
nalitetsnævnet, jf. §§ 10 og 117 lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, jf. dog bestemmelsen i § 58, stk. 5.
Det følger af lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
at Ungdomskriminalitetsnævnet kan træffe afgørelse om en
straksreaktion og et forbedringsforløb i sager om børn og
unge i alderen 10 til 17 år, der er mistænkt eller dømt for
personfarlig kriminalitet og børn og unge i alderen 10 til 17
år, der er mistænkt eller dømt for anden alvorlig kriminali-
tet, og som samtidig er særligt udsat for at ende i den hårde
kerne af kriminelle unge. I sådanne sager løftes ansvaret for
at træffe afgørelse over i Ungdomskriminalitetsnævnet.
Det foreslås med stk. 1, at børne- og ungeudvalget uden
samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge,
der er fyldt 15 år, kan træffe afgørelse om, at barnet eller
den unge anbringes uden for hjemmet, når der er en åbenbar
risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling
lider alvorlig skade på grund af et af de i nr. 1-4 oplistede
forhold, jf. dog stk. 5.
Første forhold vil være utilstrækkelig omsorg for eller be-
handling af barnet eller den unge. Andet forhold vil væ-
re overgreb, som barnet eller den unge har været udsat
for. Tredje forhold vil være misbrugsproblemer, kriminel
adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet
eller den unge. Fjerde og sidste forhold vil være andre ad-
færds- eller tilpasnings-problemer hos barnet eller den unge.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af
§ 58, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, med alene redaktionelle
ændringer.
Det centrale kriterium for at kunne gennemføre en anbrin-
gelse tvangsmæssigt vil være, at der foreligger åbenbar risi-
ko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed
eller udvikling.
Sundhed i denne sammenhæng vil skulle forstås som barnets
eller den unges almentilstand, hvori der indgår ikke blot
helbredsmæssige forhold, men også andre forhold af betyd-
ning for barnets eller den unges trivsel. Begreberne ӌbenbar
risiko” og ”sundhed eller udvikling” angiver endvidere, at
der vil skulle tages hensyn til såvel barnets eller den unges
øjeblikkelige tilstand som til dets fremtidige opvækstbetin-
gelser. Behovet for at beskytte børn tilsiger, at der bør være
mulighed for at gribe ind inden det tidspunkt, hvor barnet
eller den unge er skadet i en grad, der gør det meget vanske-
ligt at hjælpe. Det vil således ikke være en betingelse for
tvangsmæssig anbringelse, at der kan konstateres en allerede
indtruffet alvorlig skade. Bestemmelsen vil give adgang til
tvangsindgreb i tilfælde af åbenbar risiko for alvorlig skade
på sundhed eller udvikling. En sådan åbenbar risiko vil ef-
ter omstændighederne kunne foreligge, hvis det – på grund
af forældremyndighedsindehaverens adfærd over for ældre
søskende til barnet – kan fastslås, at denne er helt ude af
stand til at tage vare på barnet.
Dette vil skulle ses i sammenhæng med den foreslåede be-
stemmelse i § 21, stk.1, der fastslår, at kommunalbestyrelsen
i forbindelse med en undersøgelse af barnets eller den unges
forhold skal vurdere, om der er behov for en undersøgelse af
eventuelle andre børn i familien.
For at tydeliggøre hvornår der vil foreligge en åbenbar risi-
ko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling
lider alvorlig skade, er der i stk. 1, nr. 1-4, nævnt de forhold,
der vil kunne begrunde en anbringelse uden samtykke. Der
er tale om forhold, der enten kun omhandler forælderen,
hovedsageligt omhandler barnet eller den unge eller forhold
der relaterer sig til både forælderen og barnet eller den
unge. Forholdene, der er opregnet i nr. 1-4, vil ikke i sig
selv give grundlag for en beslutning om tvangsmæssige for-
anstaltninger. Kun når de forhold, der er nævnt i nr. 1-4, vil
føre til åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den
unges sundhed eller udvikling, og når problemerne ikke kan
løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjem-
met, vil betingelserne for tvangsmæssig anbringelse være
opfyldt. Det vil f.eks. betyde, at en bestemt diagnose eller
specifikke problemer hos forældremyndighedsindehaveren
ikke i sig selv vil kunne begrunde en tvangsmæssig anbrin-
gelse. Det afgørende vil altid være, hvilken indflydelse en
eventuel lidelse hos forældremyndighedsindehaveren har på
det enkelte barns eller unges sundhed eller udvikling.
Opregningen af forholdene i nr. 1-4 vil indebære, at de be-
sluttende myndigheder udtrykkeligt vil skulle angive, hvad
årsagen er til, at det vurderes, at der foreligger åbenbar
risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed
eller udvikling. Opregningen er således udtryk for et krav
om, at den afgørelse, der træffes, vil skulle udførligt begrun-
des efter forholdene i de foreslåede bestemmelser i § 47, stk.
1. Det er væsentligt, at kommunalbestyrelsen i forbindelse
med vurderingen af, om der er grundlag for at iværksætte
en anbringelse uden samtykke, er opmærksom på, at nogle
bekymringstegn hos barnet eller den unge som eksempelvis
skolevægring, social isolation eller udadreagerende adfærd,
enten kan være tegn på, at der er sociale udfordringer i
hjemmet, tegn på udfordringer i eksempelvis dag- eller sko-
letilbud eller tegn på, at barnet eller den unge har en psy-
kisk funktionsnedsættelse. Hvis sådanne tegn på mistrivsel
indgår som en del af grundlaget for kommunalbestyrelsens
overvejelse om iværksættelse af en anbringelse uden sam-
tykke, bør kommunalbestyrelsen være særligt opmærksom
på at få afdækket om adfærden skyldes eksempelvis en op-
mærksomhedsforstyrrelse som autisme eller ADHD. I disse
tilfælde vil denne afdækning således kunne resultere i, at der
227
i stedet for iværksættelse af en anbringelse uden samtykke
bør tilbydes hjælp og støtte til barnet, den unge og familien
med henblik på at understøtte familien i at håndtere den
psykiske funktionsnedsættelse. Kommunalbestyrelsen bør i
sådanne sager være særligt opmærksom på, om der er behov
for at koordinere hjælpen og støtten på tværs af sektorer
og forvaltninger, eksempelvis med henblik på at sikre en
sammenhængende og tilpasset indsats på tværs af skole- og
socialforvaltningen.
Det foreslås med stk. 1, nr. 1, at en anledning til at anbringe
et barn eller en ung vil være, at forælderen ikke giver barnet
eller den unge tilstrækkelig omsorg eller sikrer det behand-
ling.
Årsagen til, at forælderen ikke formår dette, vil kunne skyl-
des flere forhold. Der vil kunne være tale om manglende
personlige ressourcer hos forælderen som følge af for ek-
sempel dårlig begavelse, forstyrrelser i personligheden eller
andre psykiske lidelser samt eksempelvis alkohol- eller stof-
misbrug eller andet misbrug. Der vil kunne være tale om
manglende evne til at sætte sig ind i barnets behov eller en
adfærd fra forælderens side, der udelukkende er styret af på-
gældendes egne behov, hvorved barnet eller den unge enten
tilsidesættes eller udsættes for en ødelæggende omklamring,
der forhindrer barnet eller den unge i at udvikle sig på
normal vis.
Forælderen vil også kunne mangle evne til at stimulere bar-
net, skabe ro og tryghed eller sikre stabile og forudsigelige
ydre rammer for barnet eller den unge. Et eksempel på om-
sorgsvigt vil også kunne være, når forælderen ikke sørger
for, at barnet eller den unge møder stabilt i skole, hvorved
undervisningspligten ikke overholdes, og barnets udvikling
lider skade på grund af manglende skolegang.
Hvis en samlever til forældremyndighedsindehaver eller an-
dre udsætter barnet for overgreb, vil dette være at betragte
som utilstrækkelig omsorg fra forældremyndighedsindeha-
vers side, hvis denne ikke har søgt at beskytte barnet.
Endelig vil eksempler på utilstrækkelig omsorg også kun-
ne være, at forælderen mangler samarbejdsvilje, er negativ
overfor at modtage hjælp og ændre adfærd eller mangler
forståelse for, at barnet har brug for hjælp.
Kommunalbestyrelsen bør i forbindelse med vurderingen af,
om forældrene mangler evnen til at yde den tilstrækkelige
omsorg over for barnet være opmærksom på, at nogle be-
kymringstegn hos barnet eller den unge som eksempelvis
skolevægring, social isolation eller udadreagerende adfærd,
kan skyldes udfordringer i eksempelvis dag- eller skoletil-
bud eller være tegn på, at barnet eller den unge har en psy-
kisk funktionsnedsættelse. Kommunalbestyrelsen bør derfor
overveje, om der er grundlag for yderligere af afdække
grundlaget for den bekymrende adfærd, herunder om ad-
færden skyldes eksempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse
som autisme eller ADHD.
Det foreslås med stk. 1, nr. 2, at en anbringelsesgrund kan
være overgreb som barnet eller den unge udsættes for.
Bestemmelsen indebærer, at der er tale om at barnet eller
den unge udsættes for overgreb i form af vold eller seksuelle
overgreb fra forældremyndighedsindehaverens side.
Hvis forældremyndighedsindehaver imidlertid ikke er dømt
for volden eller overgrebet eller ikke selv erkender at have
begået det, vil en formodning om vold eller overgreb mod
barnet eller den unge som udgangspunkt ikke i sig selv
være grundlag for en anbringelse. I disse tilfælde vil det
være vigtigt, at man undersøger, om der er andre forhold,
der vil kunne begrunde en anbringelse. Det vil eksempelvis
kunne være, at barnet eller den unge har været udsat for
omsorgssvigt efter denne lovs § 47, stk. 1, nr. 1, ved at
have overværet vold eller overgreb, at der er begået vold
eller overgreb mod søskende eller at barnet eller den un-
ge er blevet udsat for vold eller overgreb af andre, uden
at forældremyndighedsindehaver har grebet ind. Endvidere
vil årsagerne til, at et barn eller en ung udsættes for vold
eller overgreb, kunne skyldes andre alvorlige problemer i
familien i form af eksempelvis misbrug eller sindslidelse
hos forældrene. Disse forhold vil ikke sjældent optræde i
kombination med andre belastende faktorer, såsom svagt
socialt netværk, marginal arbejdsmarkedstilknytning, dårlig
økonomi, eneansvar for barnet eller den unge og ustabile
forhold, måske med skiftende partnere.
Hvis forældremyndighedsindehaver frifindes for vold eller
overgreb eller venter på dom, må sagen ikke henlægges. Her
må barnets eller den unges tegn på trivsel eller mistrivsel
være udgangspunktet for, hvilken indsats der vil skulle ske.
Det foreslås med stk. 1, nr. 3, at barnets eller den unges egne
vanskeligheder er så betydelige, at det kan danne grundlag
for en anbringelse. Det vil typisk dreje sig om børn eller un-
ge med misbrugsproblemer eller udtalte indlærings- og sko-
leproblemer samt børn og unge med kriminel adfærd. Årsa-
gerne til barnets eller den unges egne vanskeligheder vil ofte
hidrøre fra forhold nævnt i de foreslåede § 47, stk. 1, nr.
1 og 2, men vil også kunne have afsæt i andre forhold, ek-
sempelvis autisme, ADHD, angst eller andre psykiske funk-
tionsnedsættelser eller udfordringer hos barnet eller de unge,
som ikke har sammenhæng til manglende forældreevne eller
sociale problemer i familien.
Uanset årsagen til vanskelighederne er det vigtigt, at kom-
munalbestyrelsen reagerer på barnets eller den unges bety-
delige vanskeligheder og iværksætter hjælp og støtte, som
kan afhjælpe disse. Hvis vanskelighederne har afsæt i psy-
kisk funktionsnedsættelse eller andre psykiske udfordringer
hos barnet eller den unge bør kommunalbestyrelsen dog
være særligt opmærksom på, om anbringelse uden samtykke
er den rette løsning, eller om vanskelighederne kan afhjæl-
pes med støttende foranstaltninger efter denne lovs kapitel
4 eller 8 eller med indsatser eller omlægninger af tilbud
efter anden lovgivning, eksempelsvis på undervisningsområ-
det. Det vil ligeledes i behandlingsmæssigt øjemed kunne
228
være afgørende at få klarlagt årsagerne til problemerne med
henblik på iværksættelse af den rette indsats.
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 1, nr. 4, at andre
adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet kan danne
grundlag for anbringelsen. Kriteriet vil vedrøre den situa-
tion, hvor barnets eller den unges problemer er årsagen eller
en del af årsagen til anbringelsen uden samtykke. Kriteriet
vil oftest skulle anvendes sammen med et eller flere af de
øvrige kriterier. Dette vil f. eks. være tilfældet, hvor barnet
eller den unge har vanskeligheder, som barnet eller den unge
har brug for professionel støtte til. Det vil også ofte være
tilfældet i situationer, hvor forældre ikke har forståelse for,
at barnet eller den unge særligt har brug for støtte og derfor
ikke formår at samarbejde om at sikre barnet eller den unge
relevant støtte.
Selvom kriteriet oftest vil blive anvendt sammen med et
eller flere af de øvrige kriterier, vil det kunne stå alene, som
grundlag for en anbringelse uden samtykke. Et eksempel vil
være en ung på femten år eller derover, der ikke selv erken-
der, at han/hun har følelsesmæssige vanskeligheder, eksem-
pelvis på grund af en psykisk funktionsnedsættelse/opmærk-
somhedsforstyrrelse, og derfor ikke er enig i en anbringelse,
men forældrene erkender, at den nødvendige støtte er en
anbringelse.
Uanset årsagen til at barnet eller den unge har adfærds- eller
tilpasningsproblemer er det vigtigt, at kommunalbestyrelsen
reagerer på barnets eller den unges betydelige vanskelighe-
der og iværksætter hjælp og støtte, som kan afhjælpe disse.
Hvis adfærds- eller tilpasningsproblemerne har afsæt i psy-
kisk funktionsnedsættelse eller andre psykiske udfordringer
hos barnet eller den unge, bør kommunalbestyrelsen dog
være særligt opmærksom på, om anbringelse uden samtykke
er den rette løsning, eller om udfordringerne i stedet kan
afhjælpes med støttende foranstaltninger efter denne lovs
kapitel 4 eller 8 eller med indsatser eller omlægninger af til-
bud efter anden lovgivning, eksempelsvis på undervisnings-
området.
Ligeledes vil omfanget og karakteren af problemet vil have
betydning. Der vil skulle være tale om problemer af en vis
størrelse og alvor. Tidshorisonten vil i den forbindelse spille
en rolle. Skønnes der alene at være tale om en kortvarig
krise, hvor f.eks. et to måneders barn reagerer med vigende
kontakt eller et større barn reagerer på forældrenes skilsmis-
se, vil der ikke være grundlag for at anvende kriteriet.
Der vil ikke være krav om, at barnets eller den unges
problemer er endelig afklaret f.eks. ved en diagnose eller
udredning, men hvis en anbringelse uden samtykke overve-
jes, bør kommunalbestyrelsen i forbindelse med afdæknin-
gen være særligt opmærksom på adfærden kan skyldes ek-
sempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse som autisme eller
ADHD. En undersøgelse kan indikere, at barnet eller den
unge har behov for særlig støtte og dermed er omfattet af
kriteriet, men det er altid en konkret vurdering på baggrund
af sagens øvrige oplysninger.
Det forhold, at problemerne vil kunne afhjælpes efter en
kortere periode med den rette indsats, vil ikke udelukke an-
vendelsen af kriteriet, hvis blot problemet har et vist omfang
og ikke kan betegnes som en krise. Anvendelse af kriteriet
må ikke blive et ”stempel” af barnet eller den unge, og ved
genbehandling må spørgsmålet, om barnet eller den unge
fortsat har adfærds- eller tilpasningsproblemer, altid vurde-
res på ny.
En henvisning til adfærds- og tilpasningsproblemer som an-
bringelsesgrundlag vil samtidig være et signal til kommu-
nalbestyrelsen om, at barnet eller den unge har nogle særlige
behov, og at der skal sættes ind med særlig støtte og behand-
ling, for at barnet eller den unge kan udvikle sig.
Har barnet eller den unge under 15 år lovligt ophold i Dan-
mark, mens forældremyndighedsindehaver ikke har lovligt
ophold, træffes en afgørelse efter den foreslåede § 47, stk. 1,
over for barnet, medmindre andet er reguleret ved lov.
Det foreslås med stk. 2, at der kun kan træffes en afgørelse
efter stk. 1, når der er begrundet formodning om, at proble-
merne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte
ophold i hjemmet efter gennemførelse af en børnefaglig
undersøgelse, jf. § 20, eller en ungefaglig undersøgelse, jf. §
31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af § 58, stk.
1, 2. pkt., i serviceloven med alene redaktionelle ændrin-
ger. En afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 47,
stk. 1, vil kun kunne iværksættes efter, at der er gennemført
en børnefaglig undersøgelse, jf. § 20, eller en ungefaglig
undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskri-
minalitet. En god undersøgelse vil være en betingelse for,
at man fra starten kan vælge den rigtige hjælp, beskrive
formålet med foranstaltningen og løbende følge op på, om
foranstaltningerne har de ønskede virkninger.
Det vil efter det foreslåede stk. 2, være en betingelse for at
træffe beslutning om en anbringelse uden samtykke efter
§ 47, stk. 1, at der er en begrundet formodning for, at
problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges
fortsatte ophold i hjemmet. Denne betingelse vil skulle ses
i sammenhæng med kravene i den foreslåede bestemmelse i
§ 22, stk. 5, hvorefter en undersøgelse af barnets eller den
unges forhold skal resultere i en begrundet stillingtagen til,
om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger og i
bekræftende fald, af hvilken art disse bør være.
Hvis der er tale om forældre med funktionsnedsættelser,
bør det indgå i overvejelserne, om forældrene modtager
den støtte og kompensation, som deres funktionsnedsættelse
giver anledning til, herunder i forhold til forældrerollen,
eller om der kan være behov for at iværksætte anden støtte
eller som handicapkompenserende støtte efter servicelovens
bestemmelser.
229
Det er endvidere vigtigt, at kommunalbestyrelsen er op-
mærksom på, hvorvidt udfordringerne helt eller delvist har
afsæt i en psykisk funktionsnedsættelse eller andre psykiske
udfordringer hos barnet eller den unge, idet baggrunden for
udfordringerne kan have stor betydning for, hvilken hjælp
og støtte det vil være relevant at iværksætte for barnet, den
unge og familien i hjemmet.
En begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses
under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet,
vil betyde, at det ikke er en betingelse for at iværksætte
en anbringelse, at kommunalbestyrelsen først har afprøvet
alternative foranstaltninger. Dette vil især have betydning i
sager med massiv omsorgssvigt over for helt små børn. En
begrundet formodning om, at problemerne ikke vil kunne
løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjem-
met, vil f.eks. kunne foreligge, hvis barnet eller den unge
har søskende, som det har været nødvendigt at tvangsanbrin-
ge på grund af utilstrækkelig omsorg fra forældremyndig-
hedsindehavers side, og hvor det ud fra de foreliggende
oplysninger om dennes aktuelle situation må forudses, at
forebyggende foranstaltninger i hjemmet ikke vil være til-
strækkelige til at sikre, at barnet eller den unge får den for-
nødne omsorg og pleje. Også i andre situationer, hvor det ud
fra det foreliggende materiale må forudses, at forebyggende
foranstaltninger i hjemmet ikke vil være tilstrækkelige til
at sikre, at barnet eller den unge får den fornødne omsorg
og pleje, vil der ud fra de eksisterende oplysninger kunne
træffes afgørelse om anbringelse uden for hjemmet. En an-
bringelse vil således ikke være sidste udvej og et tiltag, der
først tages i brug, når alle andre muligheder er udtømte.
Det vil i hvert enkelt tilfælde skulle vurderes, om det er nød-
vendigt at indhente nye ekspertundersøgelser eller udtalelser
til belysning af forældremyndighedsindehaverens omsorgs-
eller forældreevne i forhold til det konkrete barn eller den
unge, eller om det foreliggende materiale er tilstrækkeligt,
til at der kan træffes afgørelse i sagen.
Det foreslås med stk. 3, at børne- og ungeudvalget kan træf-
fe afgørelse om, at barnet eller den unge skal anbringes
uden for hjemmet efter § 58, stk. 1, selvom forældremyndig-
hedsindehaver og den unge giver samtykke til anbringelse
efter § 46, stk. 1, når hensynet til barnet eller den unge på
afgørende måde taler for det.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af §
58, stk. 2, i serviceloven, med alene sproglige ændringer.
Selv om forældremyndighedsindehaver og den unge, der er
fyldt 15 år, giver samtykke til anbringelse, foreslås det, at
være muligt at gennemføre anbringelsen uden samtykke ef-
ter den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, hvis hensynet
til barnet eller den unge på afgørende måde taler herfor. Der
vil her skulle tænkes på tilfælde, hvor det kan frygtes, at
barnet eller den unge vil blive krævet hjemgivet umiddelbart
efter, at anbringelsen har fundet sted, selv om der er behov
for en længerevarende indsats over for barnet eller den un-
ge og familien. Som eksempel vil kunne nævnes tilfælde,
hvor der kan herske tvivl om, hvorvidt samtykket er alvorlig
ment, herunder om forældremyndighedsindehaveren fuldt
ud har forstået retsvirkningerne af en anbringelse. Et afgø-
rende hensyn til barnet eller den unge ville kunne være, at
barnet eller den unge har et særligt behov for med sikkerhed
at vide, hvor barnet eller den unge skal bo. Anvendelsen af
bestemmelsen vil forudsætte, at betingelserne i den foreslåe-
de bestemmelse i § 47, stk. 1, er opfyldt.
For forældremyndighedsindehaver vil konsekvensen af, at
anbringelsen sker uden samtykke efter den foreslåede § 47,
være, at barnet eller den unge ikke kan begæres hjemgivet
med efterfølgende afgørelse om hjemgivelse og hjemgivel-
sesperiode efter de foreslåede §§ 100 og 102, som det ville
have været tilfældet ved en frivillig anbringelse efter den
foreslåede § 46. I stedet vil de processuelle regler for en
tvangsmæssig afgørelse efter § 47, stk. 1, gælde fuldt ud
ved en afgørelse efter § 47, stk. 3, hvilket blandt andet
vil betyde, at sagen skal forelægges til afgørelse i børne-
og ungeudvalget, hvis kommunalbestyrelsen ikke kan imø-
dekomme en begæring om hjemgivelse, jf. den foreslåede §
102, stk. 4.
Det foreslås med stk. 4, at børne- og ungeudvalget kan træf-
fe afgørelse om anbringelse af en ung, der er fyldt femten
år, uden for hjemmet, uanset at betingelserne i stk. 1 ikke
er opfyldt, og at forældremyndighedsindehaver ikke vil give
samtykke til anbringelsen, hvis den unge samtykker. Det
er et krav, at anbringelsen må anses at være af væsentlig
betydning for den unges særlige behov, og problemerne ikke
kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.
Den foreslåede bestemmelse vil give en særlig adgang for
børne- og ungeudvalget til at beslutte at anbringe en ung
uden for hjemmet, når den unge er fyldt femten år og er enig
i anbringelsen uden for hjemmet, selv om forældremyndig-
hedsindehaveren protesterer. Det vil være en betingelse for
at anvende bestemmelsen, at anbringelsen er af væsentlig
betydning af hensyn til den unges særlige behov. Denne
betingelse vil være den samme, som vil gælde for iværksæt-
telsen af foranstaltninger med samtykke efter den foreslåede
§ 47. Der er således tale om et lempeligere kriterium end for
anbringelse uden samtykke efter den foreslåede bestemmel-
se i § 47, stk. 1. Det vil endvidere være en betingelse for
anvendelse af bestemmelsen i § 47, stk. 4, at problemerne
ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.
Hvis de skrappere betingelser i § 47, stk. 1, er opfyldt,
vil det som udgangspunkt være denne bestemmelse, der vil
skulle træffes afgørelse efter, selvom sagen vedrører en ung,
der er fyldt femten år, og som giver samtykke til anbringel-
sen idet anbringelse efter § 47, stk. 1, ikke vil bero på den
unges samtykke.
Da en beslutning efter bestemmelsen vil være frivillig i
forhold til den unge, der er fyldt femten år, men tvangsmæs-
sig i forhold forældremyndighedsindehaver, vil beslutningen
skulle træffes efter de samme procedureregler, som gælder
for beslutninger om anbringelse uden samtykke.
230
Den unge vil selv kunne rette henvendelse til kommunen
for at bede om at blive anbragt uden for hjemmet, men det
er kommunen, der skal afgøre, om der er grundlag for en
anbringelse, og i så fald indstille sagen til afgørelse i børne-
og ungeudvalget. Det er i den sammenhæng væsentligt, at
kommunen i sin vurdering tager afsæt i den unges forhold
herunder bl.a. modenhed samt eventuelle nedsatte psykiske
funktionsevne. Kommunalbestyrelsen bør således have sær-
lig opmærksomhed på, om den unges samtykke og tilkende-
givelse af ønske om anbringelse kan have udspring i eller
være påvirket af den unges psykiske funktionsevne eller
andre psykiske udfordringer. I givet fald bør dette tillægges
vægt i vurderingen af, hvilken vægt den unges samtykke
skal tillægges i forhold til det manglende samtykke fra for-
ældremyndighedsindehaver.
Bestemmelsen skal også ses i sammenhæng med den fore-
slåede bestemmelse i § 48. Det er forudsat, at bestemmelsen
ikke vil have som formål at løse de almindelige generations-
konflikter, der kan opstå, når unge gradvis frigør sig fra
forældrene. På den anden side er der et antal tilfælde, hvor
problemerne i hjemmet er af en sådan karakter, at forældre-
ne ikke bør kunne hindre iværksættelsen af en i øvrigt velbe-
grundet foranstaltning, som den unge selv ønsker iværksat.
Det foreslås med stk. 5, at børne- og ungeudvalget ikke kan
træffe afgørelse efter de foreslåede bestemmelser i § 47, stk.
1-4, i sager om børn og unge, der er henvist til Ungdomskri-
minalitetsnævnet, jf. §§ 10 og 11 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af
§ 58, stk. 4, i serviceloven. Der er alene foretaget sproglige
ændringer.
Det foreslåede stk. 5 vil indebære, at børne- og ungeudval-
gets kompetence til at træffe afgørelse om anbringelse af
et barn eller en ung uden for hjemmet uden samtykke ikke
gælder i de tilfælde, hvor barnets eller den unges sag be-
handles af Ungdomskriminalitetsnævnet.
Formålet med den foreslåede § 47 er, at give mulighed for
at anbringe et barn eller ung uden for hjemmet, hvis der er
en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed
eller udvikling lider alvorlig skade. Med bestemmelsen fore-
slås en videreførelse af den hidtidige retstilstand, således at
børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om, at et barn
eller en ung anbringes uden for hjemmet uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15
år, når en række betingelser er opfyldt.
Det bemærkes, at det følger af den foreslåede bestemmelse
i § 69, stk. 1, nr. 1, at kommunalbestyrelsen ved indstilling
til børne- og ungeudvalget om anbringelse af et barn eller
en ung uden for hjemmet efter den foreslåede § 47 skal
overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets
eller den unges opvækst taler for, at barnet eller den unge
gennem adoption får en ny familie, når det må antages, at
barnet eller den unge vil være anbragt i en længere årrække.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 48
Børn og unge, som ikke er fyldt femten år kan bede kom-
munen om generel hjælp, og kommunen har en generel
forpligtelse til at beskytte børn, ligesom servicelovens §
11 indeholder en rådgivningsforpligtelse over for børn og
unge med behov for særlig støtte. Således har børn og unge
i dag mulighed for at bede kommunen om hjælp, når de
oplever at mistrives. Specifikt skal kommunalbestyrelsens
indstilling til børne- og ungeudvalget om anbringelse uden
for hjemmet uden samtykke efter servicelovens § 59, stk.
1, nr. 4, indeholde barnets eller den unges holdning til den
påtænkte foranstaltning. Der er derimod efter gældende ret
ikke en ret for et barn eller en ung, som er fyldt ti år, til at
anmode kommunalbestyrelsen om, at der træffes afgørelse
om at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet.
Det foreslås med stk. 1, at et barn eller en ung har ret til at
anmode kommunalbestyrelsen om at blive anbragt uden for
hjemmet.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 4, vil børne-
og ungeudvalget kunne beslutte at anbringe en ung uden
for hjemmet, når den unge er fyldt femten år og er enig
i anbringelsen uden for hjemmet, selv om forældremyndig-
hedsindehaveren protesterer. Det foreslåede stk. 1 vil skulle
understrege, at barnet selv har en stemme i forhold til at
kunne pege på, at der er behov for en anbringelse. Børn er
som hovedregel meget loyale over for deres forældre, og
langt de fleste børn ønsker at blive boende hos deres foræl-
dre. Derfor skal det tages alvorligt og vægtes højt, hvis et
barn selv udtrykker ønske om at blive anbragt, også selvom
barnet ikke er fyldt femten år.
Med den foreslåede bestemmelses vil barnet eller den unge
kunne gøre kommunen opmærksom på, at vedkommende
ønsker at blive anbragt uden for hjemmet. Der vil ikke være
formkrav til, hvordan en anmodning om at blive anbragt
uden for hjemmet skal finde sted. Den vil således både
kunne være skriftlig, telefonisk, mundtlig, via e-mail, sms
etc. Der vil heller ikke være nærmere krav til indholdet af
anmodningen, men det skal være tydeligt ud fra barnet eller
den unges tilkendegivelse, at vedkommende anmoder om at
blive anbragt uden for hjemmet. Afhængigt af barnets eller
den unges oplysninger vil henvendelsen konkret kunne an-
ses som en underretning og vil i givet fald skulle behandles
efter reglerne for kommunens behandling af underretninger i
de foreslåede bestemmelser i lovforslagets §§ 134-138.
Retten efter det foreslåede stk. 1 vil være en ret til at anmo-
de om at blive anbragt uden for hjemmet, og således ikke
en ret til at blive anbragt. Uanset indholdet eller formen for
anmodningen vil det være op til kommunalbestyrelsen i det
konkrete tilfælde at vurdere, hvilken hjælp og støtte barnet
eller den unge vil have brug for og herunder afgøre, om bar-
net eller den unge vil skulle anbringes jf. den foreslåede §
231
48, stk. 2. Det er i den sammenhæng væsentligt, at kommu-
nen i sin vurdering, herunder på baggrund af samtaler og øv-
rig inddragelse af barnet eller den unge, jf. den foreslåede §
5, tager afsæt i den barnets unges konkrete forhold herunder
modenhed samt eventuelle nedsatte psykiske funktionsevne.
Kommunalbestyrelsen bør således have særlig opmærksom-
hed på, om den unges tilkendegivelse af ønske om anbrin-
gelse kan have udspring i eller være påvirket af den unges
psykiske funktionsevne eller andre psykiske udfordringer. I
givet fald bør dette tillægges vægt i vurderingen af, hvilken
vægt den unges ønske om anbringelse skal tillægges. Der
henvises desuden til bemærkningerne til den foreslåede §
48, stk. 2.
Det foreslås med stk. 2, at anmoder et barn eller ung om at
blive anbragt uden for hjemmet skal kommunalbestyrelsen
vurdere, om der af hensyn til barnets eller den unges bedste
skal udarbejdes en børnefaglig undersøgelse efter § 20, her-
under om betingelserne i §§ 46 eller 47 er opfyldt.
I disse tilfælde vil udgangspunktet være, at der er tale om
et barn eller en ung, som oplever alvorlige udfordringer i
hjemmet uanset de konkrete årsager hertil. Derfor vil kom-
munalbestyrelsen skulle vurdere, om der af hensyn til bar-
nets eller den unges bedste skal udarbejdes en børnefaglig
undersøgelse, jf. § 20, herunder vurdere om betingelserne i
§§ 46 eller 47 er opfyldt.
Den foreslåede bestemmelsen vil betyde, at hvis et barn eller
en ung anmoder om at blive anbragt uden for hjemmet, vil
kommunalbestyrelsen skulle vurdere, om der af hensyn til
barnets eller den unges bedste skal igangsætte en børnefag-
lig undersøgelse, jf. § 20, indeholdende en beskrivelse af om
betingelserne i §§ 46 eller 47 kan anses for opfyldt. Hvis
barnet eller den unge selv har kunnet pege på, hvilke behov
og løsninger barnet eller den unge mener, vil være bedst for
den pågældende, vil undersøgelsen skulle indeholde disse
samt en vurdering af, hvilken effekt sådanne initiativer vil
have. Udgangspunktet vil være, at det forhold, at et barn
eller en ung selv henvender sig og anmoder om en anbrin-
gelse, er et alvorligt bekymringstegn i forhold til barnet eller
den unge, og at der derfor som udgangspunkt må antages
at være behov for at træffe afgørelse om en børnefaglig
undersøgelse, jf. den foreslåede § 20.
Det foreslåede stk. 2 vil ikke sigte på situationer, hvor der er
tale om almindelige generationskonflikter, der kan opstå, når
unge gradvis frigør sig fra forældrene. Kommunen bør f.eks.
være opmærksom på, at nogle psykiske funktionsnedsættel-
ser som eksempelvis autisme kan medføre, at den unge re-
agerer mere voldsomt på almindelige generationskonflikter
end jævnaldrende unge, og at dette vil kunne have betydning
for den unges ønske om at blive anbragt uden for hjemmet.
Det vil gælde, at uanset indholdet i barnets anmodning vil
det være op til kommunalbestyrelsen at vurdere, hvilken
hjælp og støtte barnet eller den unge vil have brug for
og herunder afgøre, om barnet eller den unge vil skulle
anbringes. Den foreslåede bestemmelsen vil således skulle
tydeliggøre, at selvom barnets ret til at bede om hjælp også
omfatter en ret for barnet til at bede om at bo et andet
sted, vil det ikke være barnets eller den unges ansvar at
beslutte, hvilken indsats som er den rette. Det vil således
fortsat være de voksne omkring barnet, der har ansvaret
for de beslutninger, der træffes. Det er i den sammenhæng
væsentligt, at kommunen i sin vurdering tager afsæt i den
unges forhold herunder modenhed samt eventuelle nedsatte
psykiske funktionsevne samt overvejer, hvorvidt funktions-
nedsættelsen har betydning for de ønsker, barnet eller den
unge fremsætter.
I kommunalbestyrelsens vurdering af, at hvilken indsats, der
er den rette for barnet eller den unge, er det generelt set væ-
sentligt, at kommunalbestyrelsen er opmærksom på barnets
eller den unges eventuelle funktionsnedsættelse. Hvis kom-
munalbestyrelsen ikke har kendskab til en funktionsnedsæt-
telse hos barnet eller den unge er det ligeledes vigtigt, at
kommunalbestyrelsen er opmærksom på, om barnets adfærd
eller forældrenes oplysninger herom giver anledning til en
yderligere afdækning af barnets eller den unges forhold,
herunder om barnet eller den unge eventuelt har en ikke-af-
dækket psykisk funktionsnedsættelse.
Formålet med den foreslåede § 48 er overordnet at tydelig-
gøre, at barnet eller den unge selv har en stemme til at
kunne pege på, hvilke behov og løsninger barnet eller den
unge mener vil være bedst for barnet eller den unge. Regler-
ne skal sikre, at barnets perspektiv altid er i fokus og er
styrende både i undersøgelsen af barnets behov, indsatser
og opfølgning på trivsel og udvikling. Den foreslåede § 48
skal således ses i sammenhæng med § 47, stk. 4. Det vil
i alle tilfælde herefter være op til kommunalbestyrelsen at
vurdere, hvilken hjælp og støtte der er brug for, og herunder
afgøre, om barnet skal anbringes.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 49
Det fremgår af servicelovens § 58, stk. 1, at hvis der er en
åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller
udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig om-
sorg for eller behandling af barnet eller den unge, overgreb,
som barnet eller den unge har været udsat for, misbrugspro-
blemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskelig-
heder hos barnet eller den unge eller andre adfærds eller
tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge, kan børn-
og ungeudvalget uden samtykke fra forældremyndighedens
indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse
om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf.
§ 52, stk. 3, nr. 7. Der kan kun træffes en afgørelse efter 1.
pkt., når der er begrundet formodning om, at problemerne
ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold
i hjemmet. Afgørelse om anbringelse af et barn uden sam-
tykke kan ikke træffes inden barnets fødsel efter gældende
ret.
232
Det foreslås med stk. 1, at børne- og ungeudvalget uden
samtykke fra de kommende forældre i helt særlige tilfælde
kan træffe en afgørelse efter § 47, stk. 1, om, at det ufødte
barn umiddelbart efter fødslen anbringes uden for hjemmet,
når der er en åbenbar risiko for, at det ufødte barns sundhed
eller udvikling vil lide alvorlig skade i tiden efter fødslen
på grund af de kommende forældres manglende evner el-
ler ressourcer til at tilbyde tilstrækkelig omsorg for eller
behandling af barnet.
Den foreslåede bestemmelse vil gøre det muligt for børne-
og ungeudvalget, når der i helt særlige tilfælde er klart
grundlag herfor, at træffe en afgørelse efter det foreslåede
stk. 1 for det ufødte barn, såfremt betingelserne i den fore-
slåede bestemmelse er opfyldt.
De grundlæggende betingelser for at anbringe et kommende
barn efter den foreslåede § 49 vil være de samme, som føl-
ger af den foreslåede § 47, dog således at der tages hensyn
til, at afgørelse om anbringelse uden samtykke træffes inden
barnets fødsel. Således vil der skulle tages højde for, at der
er tale om en meget indgribende afgørelse, der træffes på
et ikke fuldstændigt oplyst grundlag, da der i sagens natur
hverken foreligger oplysninger om barnet eller om forholdet
mellem barnet og forældrene. Dette vil indebære, at der vil
blive stillet meget store krav til grundlaget for afgørelsen, og
det vil skulle sikres, at Danmarks forpligtelser i forhold til
barnets bedste og retten til familieliv efter FN’s konvention
om barnets rettigheder og Den Europæiske Menneskerettig-
hedskonvention overholdes. Der henvises til de almindelige
bemærkninger, punkt 5.1 og 5.2.
En afgørelse efter den foreslåede § 49 vil kun kunne træffes,
når der foreligger en ekstraordinær overbevisende begrun-
delse på grund af tungtvejende hensyn til barnets bedste. Be-
stemmelsen vil navnlig kunne finde anvendelse i relation
til børn, hvis forældre på grund af svære kroniske psykiske
lidelser, svære personlighedsforstyrrelser eller betydelig og
varigt nedsat psykisk funktionsevne har en så begrænset
forældreevne, at de aldrig vil kunne tage vare på barnet,
heller ikke selv om der iværksættes omfattende støtteforan-
staltninger for at hjælpe forældrene med at varetage foræl-
drerollen. Der vil også kunne være tale om forældre, der
på grund af manglende forældreevne tidligere har fået et
barn anbragt eller bortadopteret uden samtykke, navnlig hvis
forældrene trods støtte ikke har udvist interesse for eller
evne til at forbedre deres forældreevne. Dog vil kommunen
altid skulle have overvejet alternative, mindre indgribende
foranstaltninger f.eks. i form af familiebehandling af de
kommende forældre eller familieanbringelse efter fødslen,
inden der bliver truffet afgørelse om anbringelse af et spæd-
barn umiddelbart efter fødslen. Ligeledes vil en afgørelse
efter den foreslåede § 49 kun kunne træffes, hvis manglende
evner eller ressourcer hos de vordende forældre vurderes at
ville udgøre en åbenbar risiko for, at det ufødte barns sund-
hed eller udvikling vil lide alvorlig skade efter fødsel, og
problemerne ikke vil kunne løses inden barnets fødsel eller
under dets kommende ophold i hjemmet. Anbringelse af en
ældre søskende til det ufødte barn vil ikke automatisk føre
til anbringelse af det endnu ufødte barn. Der skal således
være tale om en ekstraordinær overbevisende begrundelse.
Efter den foreslåede bestemmelse vil det centrale kriterium
for at kunne træffe afgørelse om, at et ufødt barn skal an-
bringes uden samtykke umiddelbart efter fødslen være, at
der foreligger åbenbar risiko for alvorlig skade på det ufødte
barns sundhed eller udvikling efter fødslen. Ved sundhed
forstås i denne sammenhæng barnets kommende almentil-
stand, hvori indgår ikke blot helbredsmæssige forhold, men
også andre forhold af betydning for barnets kommende
trivsel. Begreberne ”åbenbar risiko” og ”sundhed eller ud-
vikling” angiver, at der vil skulle tages hensyn til barnets
fremtidige opvækstbetingelser. Behovet for at beskytte børn
tilsiger, at der bør være mulighed for at gribe ind inden
det tidspunkt, hvor barnet er skadet i en grad, der gør det
meget vanskeligt at hjælpe. Det vil selvsagt ikke være en
betingelse for anbringelse efter den foreslåede § 49, stk. 1, at
der kan konstateres en allerede indtruffet alvorlig skade.
Med den foreslåede bestemmelse gøres det muligt i de helt
særlige tilfælde, hvor ekstraordinære overbevisende grunde
taler for det, at træffe afgørelse om anbringelse med eller
uden samtykke af et ufødt barn samt om valg af barnets
anbringelsessted.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
punkt 3.8.
Det vil være de tilfælde, hvor der foreligger en åbenbar risi-
ko for alvorlig skade på sundhed eller udvikling. En sådan
åbenbar risiko vil efter omstændighederne kunne foreligge,
hvis det på grund af de kommende forældres adfærd over for
ældre søskende til det ufødte barn kan fastslås, at denne er
helt ude af stand til at tage vare på barnet. Dette vil skulle
ses i sammenhæng med den foreslåede § 20, hvori foreslås,
at kommunalbestyrelsen i forbindelse med en undersøgelse
af barnets eller den unges forhold skal vurdere, om der er
behov for en undersøgelse af eventuelle andre børn i famili-
en. Anbringelse af en ældre søskende til det ufødte barn vil
ikke automatisk føre til anbringelse af det ufødte barn.
Ved kommende forældre forstås den gravide kvinde og den,
der efter børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 772 af 7. au-
gust 2019, anses som retlig forælder til barnet. Dette omfat-
ter kvindens ægtefælle, medmindre denne efter børneloven
ikke anses som forælder til barnet, og den mand eller kvin-
de, der har anerkendt faderskabet henholdsvis medmoder-
skabet til barnet på afgørelsestidspunktet. Derimod omfatter
det ikke den mand eller kvinde, der er far eller medmor
til barnet, men hvis forældreskab til barnet endnu ikke er
fastslået. Endvidere omfatter det den mand eller kvinde, som
ifølge moren er eller kan være far eller medmor til barnet.
I vurderingen af, om der vil foreligge en situation, der er
omfattet af § 49, stk. 1, vil det under graviditeten skulle
vurderes, om de kommende forældre kan drage omsorg for
barnet i tiden efter fødslen. Det centrale i vurderingen er, om
de kommende forældres manglende evner eller ressourcer til
233
at tilbyde tilstrækkeligt omsorg for eller behandling af det
ufødte barn vil udgøre et faremoment ved barnets fødsel. Er
de kommende forældre ikke i stand til at opfylde sine egne
basale behov for f.eks. mad og behandling, vil det kunne ud-
gøre en åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling
vil lide alvorlig skade. Der henvises endvidere til § 47, stk.
1, nr. 1, og til bemærkningerne hertil.
En bestemt diagnose eller specifikke problemer hos de kom-
mende forældre vil ikke i sig selv kunne begrunde en an-
bringelse uden samtykke. Det afgørende vil være, hvilken
indflydelse en eventuel lidelse hos de kommende forældre
vil have på det ufødte barns sundhed eller udvikling. Kun
hvis manglende evner eller ressourcer hos de kommende
forældre vurderes at ville udgøre en åbenbar risiko for, at
det ufødte barns sundhed eller udvikling vil lide alvorlig
skade, og problemerne ikke vil kunne løses inden barnets
fødsel eller under dets kommende ophold i hjemmet, vil
betingelserne for anbringelse uden samtykke være opfyldt.
Årsagen til, at de kommende forældre ikke har de nødvendi-
ge evner eller ressourcer til at tilbyde tilstrækkelig omsorg
for eller behandling af det endnu ufødte barn, vil kunne
skyldes flere forhold. Der vil kunne være tale om manglende
personlige ressourcer hos de kommende forældre som følge
af for eksempel betydelig og varigt nedsat psykisk funk-
tionsevne, forstyrrelser i personligheden eller andre psyki-
ske lidelser samt eksempelvis alkohol-, stof- eller andet mis-
brug. Der vil kunne være tale om manglende evne til at sæt-
te sig ind i det kommende barns behov eller en adfærd fra
forælderens side, der udelukkende er styret af pågældendes
egne behov, hvorved barnet vil blive tilsidesat eller udsat
for en ødelæggende omklamring, der vil forhindre barnet
eller i at udvikle sig på normal vis. De kommende forældre
vil også kunne mangle evne til at kunne stimulere barnet,
skabe ro og tryghed eller sikre stabile og forudsigelige ydre
rammer for barnet.
De kommende forældres adfærd over for ældre søskende til
det ufødte barn vil altid skulle indgå i vurderingen af, om
betingelserne i den foreslåede § 49, stk. 1, er opfyldt. De
kommende forældres adfærd over for ældre søskende til
det ufødte barn vil kunne indikere, at de vil være helt ude
af stand til at tage vare på barnet. Når et barn anbringes,
fordi forældrene ikke er i stand til at varetage omsorgen
for barnet, vil barnets søskende eller kommende søskende
i udgangspunktet også være i en sårbar situation i hjem-
met. Uanset de kommende forældres adfærd over for ældre
søskende, vil betingelserne for anbringelse efter den fore-
slåede § 49 kun være opfyldt, hvis manglende evner eller
ressourcer hos de kommende forældre vurderes at ville ud-
gøre en åbenbar risiko for, at det ufødte barns sundhed eller
udvikling vil lide alvorlig skade, og problemerne ikke vil
kunne løses inden barnets fødsel eller under dets kommende
ophold i hjemmet. Der skal således være tale om en ekstra-
ordinær overbevisende begrundelse.
De kommende forældre vil i forbindelse med en afgørelse
efter den foreslåede § 49 have de samme rettigheder og
partbeføjelser som i øvrige sager om anbringelse uden sam-
tykke. Dvs. forældrene vil skulle partshøres, have adgang til
at se sagens akter og udtale sig over for børne- og ungeud-
valget, før der træffes afgørelser jf. forslaget til §§ 140 og
142, og have ret til en bisidder og til gratis advokatbistand
under hele sagens behandling.
En afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden sam-
tykke truffet af børne- og ungeudvalget kan indbringes for
Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at de kommende foræl-
dre har fået meddelelse om afgørelsen, jf. forslaget til §
146. Hvis Ankestyrelsen ikke ændrer beslutningen om an-
bringelse af det kommende barn uden for hjemmet uden de
kommende forældres samtykke, kan denne bede Ankestyrel-
sen om at indbringe sagen for retten. Der gælder en frist på
4 uger.
Kommunalbestyrelsen skal altid tilbyde de kommende for-
ældre gratis advokatbistand under en sag om anbringelse
uden for hjemmet uden samtykke, jf. den foreslåede bestem-
melse i § 140.
Der vil i alle sager om anbringelse uden for hjemmet uden
samtykke være behov for et helt særligt fokus på at proces-
sen har været betryggende, og at processuelle garantier har
været overholdt. Dette vil særligt gælde i sager om anbrin-
gelse uden samtykke inden fødslen, da der er tale om en
indgribende afgørelse. Der henvises til lovforslagets almin-
delige bemærkninger, punkt 3.8. og 3.18.
Det foreslås med stk. 2, at der kun kan træffes en afgørelse
efter § 49, stk. 1, når der er begrundet formodning om, at
problemerne ikke kan løses inden barnets fødsel eller ved
barnets kommende ophold i hjemmet.
Hvis der er tale om kommende forældre med funktionsned-
sættelser, bør det indgå i overvejelserne, om forældrene
modtager den støtte og kompensation, som deres funktions-
nedsættelse giver anledning til, herunder i forhold til foræl-
drerollen, eller om der kan være behov for at iværksætte
anden støtte efter reglerne i kapitel 4 eller og/eller handicap-
kompenserende støtte efter kapitel 8.
Det er ikke en betingelse for anbringelse uden samtykke
efter den foreslåede § 49, at kommunen først har afprøvet
alternative foranstaltninger. Kommunen vil dog altid skulle
have overvejet alternative, mindre indgribende foranstaltnin-
ger, inden der blev truffet afgørelse om anbringelse af et
spædbarn umiddelbart efter fødslen. Der henvises i den for-
bindelse til bemærkninger den foreslåede bestemmelse i §
51, stk. 1, nr. 2. Heraf fremgår, at bestemmelsen vil inde-
bære, at det vil skulle fremgå eksplicit af indstillingen om
anbringelse uden samtykke til børne- og ungeudvalget hvil-
ke forhold hos forældremyndighedsindehaveren, kommunen
har lagt særlig vægt på og hvorfor. Heri vil det skulle frem-
gå, hvorfor kommunen vurderer, at forældremyndighedsind-
ehaveren ikke med støtte efter denne lov eller anden lovgiv-
ning vil være i stand til at varetage omsorgen for barnet eller
den unge og tage hånd om barnets eller den unges særlige
234
behov, herunder hvilke mindre indgribende støttetiltag som
har været forsøgt eller som minimum overvejet.
Er betingelserne i de foreslåede bestemmelser § 49, stk. 1 og
2, opfyldt, vil børne- og ungeudvalget kunne træffe afgørel-
se efter den foreslåede § 49, stk. 1. I situationer, hvor det ud
fra det foreliggende materiale må forudses, at forebyggende
foranstaltninger i hjemmet ikke vil være tilstrækkelige til
at sikre, at det ufødte barn får den fornødne omsorg og
pleje, vil der derfor ud fra de eksisterende oplysninger kun-
ne træffes afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden
samtykke, og ekstraordinære overbevisende grunde taler for
det.
En begrundet formodning om, at problemerne ikke vil kun-
ne løses under barnets kommende ophold i hjemmet, vil
f.eks. kunne foreligge, hvis de kommende forældre har an-
dre børn eller unge i husstanden, som det har været nødven-
digt at tvangsanbringe på grund af utilstrækkelig omsorg fra
forældremyndighedsindehaverens side, og hvor det ud fra de
foreliggende oplysninger om dennes aktuelle situation må
forudses, at forebyggende foranstaltninger i hjemmet ikke
vil være tilstrækkelige til at sikre, at det kommende barn
får den fornødne omsorg og pleje. Også i andre situationer,
hvor det ud fra det foreliggende materiale må forudses,
at forebyggende foranstaltninger i hjemmet ikke vil være
tilstrækkelige til at sikre, at det kommende barn får den
fornødne omsorg og pleje, vil der ud fra de eksisterende
oplysninger kunne træffes afgørelse om anbringelse uden for
hjemmet. Kommunen vil fortsat altid skulle have overvejet
alternative, mindre indgribende foranstaltninger eksempel-
vis i form af behandling af de kommende forældre eller
en familieanbringelse efter fødslen, inden der blev truffet
afgørelse om anbringelse af et spædbarn umiddelbart efter
fødslen.
Det vil i hvert enkelt tilfælde skulle vurderes, om det er
nødvendigt at indhente nye ekspertundersøgelser eller udta-
lelser til belysning af de vordende forældres omsorgs- eller
forældreevne i forhold til det kommende barn, eller om det
foreliggende materiale er tilstrækkeligt, til at der kan træf-
fes afgørelse i sagen. Blandt indsatserne i den foreslåede
bestemmelse i § 32, vil der altid skulle vælges den eller de
foranstaltninger, som bedst kan løse de problemer og behov,
der er afdækket gennem den børnefaglige undersøgelsen
efter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 20.
Det foreslås med stk. 3, at afgørelser efter stk. 1 tidligst kan
træffes tre måneder før kvindens terminsdato.
Der kan kun træffes en afgørelse efter § 49, stk. 1, når det
må anses for godtgjort, at problemerne ikke kan løses inden
barnets fødsel. Af hensyn hertil og til forældremyndigheds-
haverens mulighed for at løse problemerne inden barnets
fødsel, foreslås det med § 49, stk. 3, at afgørelse tidligst kan
træffes tre måneder før kvindens terminsdato.
Formålet med den foreslåede § 49 er overordnet at sikre den
tidligst mulige indsats og medvirke til at sikre kontinuerlig
omsorg for barnet. I få helt særlige tilfælde vil det allerede
inden barnets fødsel stå klart, at forældremyndighedshave-
rens situation bevirker, at der foreligger en åbenbar risiko
det ufødte barns kommende sundhed og udvikling. Bestem-
melsen skal således sikre, at kommunalbestyrelsen har mu-
lighed for at træffe afgørelser, der sikrer barnet en tryg base
gennem en anbringelse, før barnet er født. Det betyder, at
anbringelsen kan planlægges i god tid frem for at skulle
træffes akut fra fødegangen. Ligeledes vil der være ordentlig
tid til at finde den rigtige plejefamilie til barnet, så barnet
kan få en tryg og stabil start på livet og undgå unødige skift.
Det bemærkes, at det følger af den foreslåede bestemmelse
i § 69, stk. 1, nr. 1, at kommunalbestyrelsen ved indstilling
til børne- og ungeudvalget om anbringelse af et barn eller
en ung uden for hjemmet efter den foreslåede § 49 skal
overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets
eller den unges opvækst taler for, at barnet eller den unge
gennem adoption får en ny familie, når det må antages, at
barnet eller den unge vil være anbragt i en længere årrække.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 50
Det fremgår af servicelovens § 62, stk. 1, at hvis barnet eller
den unge ikke har været anbragt uden for hjemmet inden for
det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, forud-
sætter opretholdelse af en foranstaltning efter § 58 ud over
ét år fra børn og unge-udvalgets afgørelse fornyet afgørelse i
udvalget.
Det fremgår af servicelovens § 62, stk. 2, at hvis barnet
eller den unge har været anbragt uden for hjemmet inden
for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse,
forudsætter opretholdelse af en foranstaltning efter § 58 i
serviceloven ud over to år fra børn og unge-udvalgets afgø-
relse fornyet afgørelse i udvalget.
Det fremgår af servicelovens § 62, stk. 3, at hvis sagen efter
servicelovens § 62, stk. 1 og 2, er indbragt for Ankestyrel-
sen eller forelagt domstolene, regnes fristen fra den endelige
afgørelse eller dom. Uanset bestemmelsen i stk. 1 og 2 kan
børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten fastsætte
en kortere frist for fornyet behandling i udvalget.
Det fremgår af servicelovens § 62, stk. 4, at børn og ungeud-
valget ved afgørelser efter § 58 undtagelsesvis kan fastsætte
en længere frist end nævnt i § 62, stk. 1-3, når de forhold,
der ligger til grund for afgørelsen, med overvejende sand-
synlighed må antages at vedvare ud over fristen. Samme
beføjelser har Ankestyrelsen og retten.
Det fremgår af servicelovens § 62, stk. 5, at børn og unge-
udvalget i særlige tilfælde kan træffe afgørelse om, at en
anbringelse uden for hjemmet efter servicelovens § 58 af
et barn, der ikke er fyldt ét år, skal gælde i tre år, hvis
det er overvejende sandsynligt, at de forhold, der begrunder
235
anbringelsen, vil være til stede i denne periode. De samme
beføjelser har Ankestyrelsen og retten.
Det fremgår af servicelovens § 62, stk. 6, at § 62, stk. 1-5,
finder tilsvarende anvendelse ved afgørelser, som Ankesty-
relsen træffer efter § 65, stk. 3.
Det fremgår af servicelovens § 65, stk. 1, at Ankestyrelsen
har kompetence til at tage sager op af egen drift. Ankestyrel-
sen kan endvidere selv kan træffe afgørelser efter §§ 51, 58,
63, 68 a og 71.
Når børne- og ungeudvalget træffer afgørelse om en tvangs-
mæssig anbringelse efter servicelovens § 58, skal der altid
tages stilling til genbehandlingsfristen, jf. servicelovens §
62, hvilket vil sige tidspunktet for børne- og ungeudvalgets
genbehandling af sagen for at påse, om betingelserne for den
tvangsmæssige anbringelse fortsat er opfyldt.
Det foreslås med stk. 1, at skal barnet eller den unge fortsat
være anbragt uden for hjemmet ud over ét år fra, at børne-
og ungeudvalget har truffet afgørelse efter § 47, skal udval-
get træffe fornyet afgørelse herom, jf. dog stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af §
62, stk. 1, i serviceloven med sproglige ændringer.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at opretholdelse af
en anbringelse efter forslagets § 47 ud over ét år fra børne-
og ungeudvalgets afgørelse vil kræve en fornyet afgørelse i
udvalget. Ved genbehandlingen vil der skulle tages stilling
til, om de materielle betingelser for tvangsmæssigt at opret-
holde anbringelsen fortsat er opfyldt. Reglen vil således i
overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende
1991-92, tillæg A 4823, spalte 4876, udgøre en retssikker-
hedsgaranti.
Det foreslås med stk. 2, at hvis barnet eller den unge har
været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før
den aktuelle anbringelse, er fristen for genbehandling efter
den foreslåede bestemmelse i § 50, stk. 1, to år.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af
servicelovens § 62, stk. 2, med sproglige ændringer.
Hvis barnet eller den unge har været anbragt uden for hjem-
met inden for det seneste år før datoen for den aktuelle
anbringelse, vil børne- og ungeudvalget efter den foreslåe-
de bestemmelse først være forpligtet til at genbehandle en
sag om tvangsmæssig anbringelse efter § 47, to år efter
afgørelsen blev truffet. Et barn eller en ung, der i året forud
for sagens behandling har været anbragt ved en foreløbig
afgørelse, vil blive betragtet som anbragt første gang ved
den endelige afgørelse om anbringelse, og der vil således
gælde en genbehandlingsfrist på ét år. Dette vil gælde uan-
set, om den foreløbige afgørelse er blevet godkendt på det
efterfølgende møde i børne- og ungeudvalget eller ej. Den
toårige genbehandlingsfrist vil således gælde i de tilfælde,
hvor barnet eller den unge allerede er eller inden for det
seneste år har været anbragt med eller uden samtykke.
Det foreslås med stk. 3, at hvis sagen efter de foreslåede be-
stemmelser i § 50, stk. 1 eller 2 er indbragt for Ankestyrel-
sen eller forelagt domstolene, regnes fristen fra den endelige
afgørelse eller dom.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af
servicelovens § 62, stk. 3, 1. pkt. Der er alene foretaget
sproglige ændringer.
Bestemmelsen vil betyde, at hvis en sag om anbringelse
uden samtykke efter § 47 er indbragt for Ankestyrelsen eller
forelagt for domstolene, regnes genbehandlingsfristerne i de
foreslåede bestemmelser i § 50, stk. 1 og 2, fra den endelige
afgørelse eller dom. Det vil sige, at der er tale om en rullen-
de genbehandlingsfrist. Efter praksis gælder dette dog ikke,
hvis klagen alene vedrører genfristen. I disse tilfælde, vil
fristen være at regne fra børne- og ungeudvalgets afgørelse,
og vil dermed ikke være rullende. Det skyldes, at der i en
klagesag over genbehandlingsfristen ikke sker prøvelse af
selve anbringelsesgrundlaget.
Det foreslås med stk. 4, at børne- og ungeudvalget, Anke-
styrelsen eller retten uanset de foreslåede bestemmelser i §
50, stk. 1 og 2, kan fastsætte en kortere frist for fornyet be-
handling i udvalget, hvis der er begrundet tvivl om hvorvidt
anbringelsesgrundlaget fortsat vil være til stede henholdsvis
1 eller 2 år senere.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af
§ 62, stk. 3, 2. pkt., i serviceloven. Der er alene foretaget
sproglige ændringer.
Den foreslåede stk. 4 indebærer, børne- og ungeudvalget,
Ankestyrelsen eller retten vil kunne fastsætte en kortere frist
end de, der følger af de foreslåede bestemmelser i § 50,
stk. 1 og 2, for fornyet behandling i børne- og ungeudvalget
af en sag om anbringelse uden samtykke efter den foreslåe-
de bestemmelse i § 47. Det forudsættes, at der skal være
begrundet tvivl om hvorvidt anbringelsesgrundlaget fortsat
vil være til stede henholdsvis ét eller to år senere.
Det foreslås med stk. 5, at børne- og ungeudvalget, Ankesty-
relsen og retten uanset de foreslåede bestemmelser i § 50,
stk. 1 og 2, undtagelsesvis kan fastsætte en længere frist, når
de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med overve-
jende sandsynlighed må antages også gælde ud over fristen
og at hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde
taler for, at fristen forlænges. For ufødte børn og børn under
ét år, kan der dog alene træffes afgørelse om at forlænge
fristen til tre år.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af
§ 62, stk. 4 og 5, i serviceloven med sproglige ændringer
og med den tilføjelse på baggrund af den foreslåede bestem-
melse i § 5b om afgørelse om anbringelse af endnu ufødte
børn, at for ufødte børn kan genbehandlingsfristen maksimal
forlænges til tre år.
Efter den foreslåede stk. 5 vil børne- og ungeudvalget,
Ankestyrelsen eller retten dermed undtagelsesvis kunne fast-
236
sætte en længere frist for genbehandling end den, der frem-
går af de foreslåede bestemmelser i § 50, stk. 1 og 2. Denne
mulighed vil kun kunne benyttes i de tilfælde, hvor anbrin-
gelsen på forhånd må forventes at blive af længere varig-
hed. Det vil være en betingelse for at anvende bestemmel-
sen, at de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med
stor sikkerhed må antages at vedvare ud over den normale
ét eller to års periode for genbehandling, og at hensynet
til barnet eller den unge på afgørende måde taler for, at
fristen forlænges. I den del af betingelsen, der relaterer sig
til barnet eller den unge, vil det afgørende spørgsmål være,
hvorvidt selve sagens behandling vil være belastende for
barnet eller den unge. Ved vurderingen af, om genbehand-
lingsfristen skal forlænges, vil forlængelsen skulle sættes i
forhold til den generelle genbehandlingsfrist. Der vil skulle
foreligge væsentlige omstændigheder, før der er grundlag
for at fravige de almindelige genbehandlingsfrister således
at genbehandlingen fastsættes til længere end et eller to
år. Afgørelsen vil bero på en konkret vurdering i den en-
kelte sag. Følgende forhold vil kunne indgå i vurderingen
af, om fristen kan forlænges: Længerevarende anbringelse,
behandlingskrævende barn eller ung, barnet eller den unge
har massivt behov for ro og stabilitet og/eller længerevaren-
de behandling, forældrene har en svær eller dyb udviklings-
hæmning, forældrene er alvorligt og/eller kronisk psykisk
syge, forældre har alvorlige følelses- og personlighedsmæs-
sige vanskeligheder eller, langvarigt misbrug hos forældre-
ne. Endvidere kan følgende forhold indgå i vurderingen:
Langvarig ustabil livsførelse og udtalte sociale problemer
hos forældrene, eventuelt kombineret med kriminalitet, rin-
ge udsigt til forbedring af hverken barnets eller den unges
eller forældrenes vanskeligheder, andre børn i familien er
anbragt, forældrene har gennem flere år ingen eller meget
begrænset kontakt til det anbragte barn eller barnet eller den
unge bliver negativt påvirket af sagens behandling.
Oplistningen af forholdene, der vil kunne indgå, er ikke
udtømmende. Både forældrenes og barnets eller den unges
forhold kan begrunde en forlængelse af genbehandlingsfri-
sten. Hvis børne- og ungeudvalget forlænger genbehand-
lingsfristen, skal det nærmere begrundes.
Bestemmelsen vil medføre, at sagen ikke følger de norma-
le frister for genbehandling i de foreslåede bestemmelser
i § 50, stk. 1 og 2. Anbringelsesgrundlaget vil således ik-
ke skulle prøves under den maksimalt tre årige periode,
medmindre forældrene begærer hjemgivelse, og der er sket
væsentlige ændringer af forhold hos forældrene, anbringel-
sesstedet, barnet eller den unge.
Et eksempel på bestemmelsens anvendelsesområde vil være
en sag om et barn, hvis mor er psykisk syg og derfor over
en årrække ikke har kunnet varetage omsorgen for barnet,
eller hvor barnet har søskende, som har været anbragt siden
fødslen, og som stort set ikke har haft nogen kontakt med
moderen under anbringelsen. I kommunalbestyrelsens ind-
stilling til børne- og ungeudvalget vil familiens eventuelle
misbrugs- og sygdomshistorik således skulle indgå, ligesom
en vurdering af barnets og eventuelle andre søskendes an-
bringelseshistorik. Oplysninger om forældres misbrug eller
sygdom vil efter den foreslåede bestemmelse i § 20, skulle
være oplyst i sagen. Ligeledes vil informationer om eventu-
elle søskendes anbringelseshistorik være belyst, jf. § 51, stk.
3.
Bestemmelsen vil være særlig relevant i forhold til vordende
forældre, da bestemmelsen vil give mulighed for meget tid-
ligt i barnets liv at sikre barnet kontinuitet og tryghed.
Børne- og ungeudvalgets afgørelse om anbringelse uden
samtykke med en forlænget genbehandlingsfrist efter den
foreslåede bestemmelse vil kunne påklages til Ankestyrelsen
efter den foreslåede bestemmelse i § 146 og kapitel 10 i
retssikkerhedsloven.
Hvis kommunalbestyrelsen i forbindelse med den løbende
vurdering finder, at forholdene i hjemmet gradvist forbedres,
vil den forlængede genbehandlingsperiode kunne anvendes
til at øge kontakten mellem forældrene og barnet. Det vil
kunne ske gradvist for eksempel med hyppigere kontakt,
længere besøg i hjemmet og i ferier. Det vil kunne give
grundlag for en beslutning om barnets fremtidige forhold og
en mere stabil situation for barnet.
På baggrund af en vurdering af barnet og dets behov vil
der efter udløbet af den forlængede genbehandlings perio-
de kunne træffes afgørelse om, at barnet hjemgives, hvis
betingelserne efter den foreslåede § 47 for at opretholde en
anbringelse uden samtykke ikke er opfyldte, og der ikke er
grundlag for at opretholde anbringelse efter den foreslåede
§ 67. Hvis der træffes afgørelse om, at barnet ikke kan hjem-
gives, skal der træffes afgørelse om den fortsatte anbringelse
efter den foreslåede § 47 eller eventuelt med samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren efter den foreslåede § 46.
Det foreslås med stk. 6, at de foreslåede bestemmelser i §
50, stk. 1-5, finder tilsvarende anvendelse ved afgørelser,
som Ankestyrelsen træffer efter § § 151, stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 62, stk. 6, i serviceloven, og vil betyde,
at reglerne om fastsættelse af genbehandlingsfrist i forslage-
ne til bestemmelsens stk. 1-5 også gælder, når Ankestyrelsen
træffer afgørelse af egen drift efter § 151, stk. 3.
Det foreslås med stk. 7, som er ny, at kommunalbestyrelsen
forud for børne- og ungeudvalgets genbehandling af en an-
bringelse uden for hjemmet efter stk. 1 skal overveje, om
hensynet til barnets bedste taler for, at der udarbejdes en
indstilling om permanent anbringelse efter § 67, stk. 4. Har
barnet eller den unge på tidspunktet for genbehandlingen
efter stk. 1 været anbragt uden for hjemmet i mindre end
tre år, vil kommunalbestyrelsen ikke være forpligtet til at
overveje en permanent anbringelse efter 1. pkt.
Det foreslås med bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen
forud for børne- og ungeudvalgets genbehandling vil skulle
overveje af hensyn til barnets eller den unges bedste at ind-
stille til børne- og ungeudvalget, at der træffes afgørelse om
237
en permanent anbringelse, jf. bestemmelsen i den foreslåede
§ 67, stk. 1.
Ved børne- og ungeudvalgets genbehandling af en anbrin-
gelse uden for hjemmet efter den foreslåede § 50, vil kom-
munalbestyrelsen ud fra sagens faktiske oplysninger skulle
overveje, om barnet eller den unge har opnået en så stærk
tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere og læn-
gere sigt må antages at være af væsentlig betydning for
barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesste-
det. Vurderer kommunen, at dette er tilfældet, vil den have
pligt til at udarbejde en indstilling om permanent anbringel-
se efter den foreslåede § 67, stk. 4.
Har barnet eller den unge på tidspunktet for genbehandlin-
gen efter den foreslåede § 50 været anbragt uden for hjem-
met i mindre end tre år, vil kommunalbestyrelsen ikke være
forpligtet til at overveje en permanent anbringelse efter den
foreslåede § 50, stk. 7.
Det bemærkes, at det følger af den foreslåede bestemmelse i
§ 69, stk. 1, nr. 2, at kommunalbestyrelsen ved indstilling til
børne- og ungeudvalget om opretholdelse af en anbringelse
efter den foreslåede § 50 skal overveje, om hensynet til
kontinuitet og stabilitet i barnets eller den unges opvækst
taler for, at barnet eller den unge gennem adoption får en ny
familie, når det må antages, at barnet eller den unge vil være
anbragt i en længere årrække.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 51
Det fremgår af § 59 i serviceloven, at en indstilling om
anbringelse uden for hjemmet efter § 58 skal omfatte den
børnefaglige undersøgelsen, jf. § 50, herunder beskrivelsen
af, at betingelserne i § 58 anses for opfyldt, og af de res-
sourcer hos barnet, familien og netværket, som kan bidrage
til at klare vanskelighederne under anbringelsen, jf. § 50,
stk. 6, en vurdering af forældremyndighedsindehavers kom-
petencer til at varetage omsorgen for barnet eller den unge
og tage hånd om barnets eller den unges særlige behov,
herunder med hjælp og støtte efter denne lov eller anden re-
levant lovgivning, handleplanen for anbringelsen, jf. § 140,
herunder den støtte og de initiativer, som er påtænkt for
barnet eller den unge og dennes familie under anbringelsen
uden for hjemmet og i tiden derefter, og barnets eller den
unges holdning til den påtænkte foranstaltning.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsens indstilling
til børne- og ungeudvalget om anbringelse uden for hjemmet
efter §§ 47 eller 49 skal omfatte følgende: For det første
undersøgelsen, jf. den foreslåede §§ 20 eller 26, herunder
beskrivelsen af, at betingelserne i §§ 47 eller 49 anses for
opfyldt, og af de ressourcer hos barnet, familien og netvær-
ket, som kan bidrage til at klare vanskelighederne under
anbringelsen, jf. § 22, stk. 5, eller § 27, stk. 4. For det
andet en vurdering af forældremyndighedsindehavers kom-
petencer til at varetage omsorgen for det kommende barn,
barnet eller den unge og at tage hånd om barnets eller den
unges særlige behov, herunder med hjælp og støtte efter
denne lov eller anden relevant lovgivning. For det tredje
barnets plan, jf. den foreslåede § 91 eller ungeplanen, jf.
den foreslåede §108, herunder den støtte og de initiativer,
som er påtænkt for barnet eller den unge og dennes familie
under anbringelsen uden for hjemmet og i tiden derefter
samt formålet hermed. For det fjerde barnets eller den unges
holdning til den påtænkte foranstaltning.
Med den foreslåede bestemmelses stk. 1 foreslås en videre-
førelse af den retstilstand, der hidtil har været gældende
efter § 59 i serviceloven vedrørende indholdet af en ind-
stilling om anbringelse uden for hjemmet, dog således at
bestemmelsen tager højde for, at reglerne om undersøgelse
for kommende forældre er fastsat i § 26, og at reglerne også
gælder for den foreslåede § 49.
Der opstilles i den foreslåede bestemmelse nogle basale krav
til indstillingen om en anbringelse uden samtykke. For inde-
haveren af forældremyndigheden og dennes evt. advokat vil
det betyde, at de kan stille krav om, at disse oplysninger, der
er omfattet af indstillingen, skal foreligge forinden mødet
i børne- og ungeudvalget. Selv om kravene kun vil være
lovfæstet for så vidt angår anbringelse efter forslagets §§
47 og 49, vil der også i de øvrige situationer – forud for
en afgørelse om et tvangsmæssigt indgreb – skulle udfærdi-
ges en indstilling, der giver det bedst mulige grundlag for
at træffe afgørelsen. Dette følger imidlertid af de alminde-
lige regler om god forvaltningsskik, og det vil som hidtil
påhvile dommeren at vurdere, om beslutningsgrundlaget er
tilstrækkeligt. Opregningen angiver de elementer, der som
minimum vil skulle indgå i indstillingen. Herudover vil der
kunne være behov for supplerende oplysninger under hen-
syn til den enkeltes sags særlige omstændigheder.
Det foreslås med stk. 1, nr. 1, at indstillingen vil skulle
indeholde undersøgelsen, jf. de foreslåede §§ 20 eller 26,
herunder beskrivelsen af, at betingelserne i §§ 47 eller 49
anses for opfyldt, og af de ressourcer hos barnet, familien
og netværket, som kan bidrage til at klare vanskelighederne
under anbringelsen, jf. § 22, stk. 5 eller § 27, stk. 4, for så
vidt angår en indstilling, der vedrørende anbringelse af et
ufødt barn efter fødslen.
Kommunen vil altid skulle have overvejet alternative, min-
dre indgribende foranstaltninger, inden der træffes afgørelse
om anbringelse herunder af et spædbarn umiddelbart efter
fødslen. Det vil dog ikke være et krav, at der skal have
været iværksat andre og mindre indgribende former for for-
anstaltninger forud for indstillingen om en anbringelse uden
samtykke. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til §§ 47
og 49.
Undersøgelsen vil altid skulle tilpasses konkret efter den
pågældende sag. Således vil en undersøgelse i en sag om
anbringelse uden samtykke af det endnu ufødte barn efter
den foreslåede § 49 ikke skulle indeholde en beskrivelse
238
af de ressourcer hos barnet som kan bidrage til at klare
vanskelighederne under anbringelsen.
Det foreslås med stk. 1, nr. 2, at kommunens indstilling til
børne- og ungeudvalget om anbringelse af et barn eller en
ung uden for hjemmet uden samtykke skal indeholde en
vurdering af forældremyndighedsindehavers kompetencer til
at drage omsorg for barnet eller den unge og tage hånd om
barnets eller den unges særlige behov, herunder eventuelt
med støtte efter denne lov eller anden relevant lovgivning.
Det vil være forudsat, at vurderingen af forældremyndig-
hedsindehavers kompetencer vil skulle foretages på grund-
lag af Undersøgelsen og sagens oplysninger i øvrigt. Be-
stemmelsen vil bevirke, at kommunalbestyrelsen skal sam-
menfatte de relevante eksisterende oplysninger, så det sik-
res, at kommunalbestyrelsens samlede vurdering af foræl-
dremyndighedsindehavers kompetencer til at drage omsorg
for barnet eller den unge, herunder med relevant støtte,
fremgår tydeligt af indstillingen til børne- og ungeudvalget,
så udvalget ikke selv skal uddrage disse.
Bestemmelsen vil indebære, at det vil skulle fremgå ekspli-
cit af indstillingen til børne- og ungeudvalget hvilke forhold
hos forældremyndighedsindehaveren, kommunalbestyrelsen
har lagt særlig vægt på og hvorfor, hvis indstillingen er
begrundet helt eller delvist i forældrenes forhold. Endvidere
vil det skulle fremgå, hvorfor kommunalbestyrelsen vurde-
rer, at forældremyndighedsindehaver ikke med støtte efter
denne lov eller anden lovgivning vil være i stand til at
varetage omsorgen for barnet eller den unge og tage hånd
om barnets eller den unges særlige behov, herunder hvilke
mindre indgribende støttetiltag som eventuelt har været for-
søgt eller overvejet. Det vil f.eks. med fordel kunne frem-
gå, hvilke overvejelser kommunalbestyrelsen har gjort sig
om iværksættelses af støtteforanstaltninger, som kunne give
forældremyndighedsindehaver hjælp til varetagelse af foræl-
drerollen. Denne forpligtelse gælder ikke mindst i sager,
hvor forældremyndighedsindehaver, barnet eller den unge
har en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse som kan
give anledning til overvejelser om iværksættelses af støtte-
foranstaltninger for at kompensere herfor.
Vil indstillingen om anbringelse uden for hjemmet uden
samtykke efter § 47 være begrundet i barnets eller den unges
forhold og ikke i forældremyndighedsindehavers forhold, vil
den foreslåede bestemmelse betyde, at det vil skulle fremgå,
hvorfor kommunalbestyrelsen vurderer, at forældremyndig-
hedsindehaver ikke med støtte efter denne lov eller anden
lovgivning vil være i stand til at varetage omsorgen for bar-
net eller den unge og tage hånd om barnets eller den unges
særlige behov, herunder hvilke mindre indgribende støttetil-
tag som eventuelt har været forsøgt eller overvejet. Her
vil det skulle fremgå, hvorfor det vurderes, at f.eks. et rele-
vant ambulant behandlingstilbud til barnet eller den unge
kombineret med støtteophold eller praktisk, pædagogisk el-
ler anden støtte i hjemmet ikke vil være tilstrækkeligt til
at imødekomme barnets eller den unges behov for støtte,
behandling m.v.
Det foreslås med stk. 1, nr. 3, at indstillingen til børne-
og ungeudvalget også skal indeholde barnets plan, jf. den
foreslåede § 91, eller ungeplanen, jf. forslag til §§ 108 og
109 samt en beskrivelse af den støtte og de initiativer, som
er påtænkt for det kommende barn, barnet eller den unge og
dennes familie under anbringelsen uden for hjemmet og i
tiden derefter, samt formålet hermed.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af service-
lovens § 59, stk. 1, nr. 3, samt servicelovens § 140, stk.
2, med redaktionelle ændringer. Bestemmelsen indebærer
en forpligtelse til at få udarbejdet en plan for indsatsen til
barnet eller den unge. Formålet er at sikre, at kommunalbe-
styrelsen forholder sig til og får beskrevet den støtte og de
initiativer, som skal iværksættes for barnet eller den unge og
familien i forlængelse af anbringelsen uden for hjemmet.
Planen vil således altid skulle tilpasses konkret efter den
pågældende sag.
Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at kommunens indstilling til
børne- og ungeudvalget om tvangsmæssig anbringelse af et
barn eller en ung uden for hjemmet også skal indeholde
barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstalt-
ning.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af service-
lovens § 59, stk. 1, nr. 4, uden ændringer.
Det vil af indstillingen skulle fremgå, hvorledes barnet eller
den unge stiller sig til anbringelsen. Med denne bestemmel-
se vil der altid skulle ske en orientering af barnet eller
den unge, forinden der indstilles til at træffe afgørelse om
anbringelse uden samtykke. Barnets reaktion herpå vil skul-
le beskrives, og det vil være vigtigt, at denne pligt til at
inddrage barnet eller den unge i processen ikke forveksles
med et forsøg på at få barnet til at give samtykke. Derfor
er det heller ikke fundet hensigtsmæssigt med en nedre al-
dersgrænse. Der vil naturligvis være tilfælde, hvor barnet
er så lille, at det bliver meningsløst at beskrive dets hold-
ning. Det må dog samtidig understreges, at selv ret små børn
har behov for at få vide, hvad der skal ske med dem. I
sager om anbringelser uden samtykke inden fødslen, vil den
foreslåede bestemmelse i § 51, stk. 1, nr. 4, ikke finde an-
vendelse. Barnet må på ingen måde presses til at have en
holdning og inddragelsen bør altid ske under hensyntagen til
barnet eller den unges forhold herunder alder, modenhed og
eventuelle fysiske eller psykiske funktionsnedsættelse. Hvis
barnet vægrer sig herimod, vil oplysninger herom være til-
strækkelige til at opfylde kravet i bestemmelsen. Bestem-
melsen skal ses i tæt sammenhæng med den foreslåede nye
inddragelsesbestemmelse i § 5, stk. 3-4.
Det foreslås med stk. 2, der er ny, at er der udarbejdet en
plan til forældrene efter § 77, stk. 1, eller en begrundelse
efter § 77, stk. 2, skal denne vedlægges indstillingen til
børne- og ungeudvalget.
Efter den foreslåede bestemmelse i § § 77, stk.2, vil kom-
munalbestyrelsen i forbindelse med indstilling om anbrin-
239
gelse uden samtykke af et barn eller en ung efter den fore-
slåede § 51, skulle udarbejde en særskilt plan for støtte til
forældrene efter § 77, stk. 1, eller en helhedsorienteret plan
efter § 110, hvis barnet eller den unge har søskende under
atten år i husstanden, og hvor indstillingen er begrundet i
omsorgssvigt eller andre alvorlige sociale forhold hos foræl-
drene.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 77, stk. 3, kan kommu-
nalbestyrelsen i særlige tilfælde, hvor det er åbenlyst unød-
vendigt, undlade at udarbejde en sådan forældrehandleplan
efter § 77, stk. 1. Kommunalbestyrelsen skal dog begrunde,
hvorfor der ikke udarbejdes en plan for støtte til forældre-
ne. Der henvises til bemærkningerne til § 77.
Efter det foreslåede stk. 2, vil planen, jf. den foreslåede §
§ 77 eller begrundelsen for ikke at udarbejde planen, jf. det
foreslåede § § 77, stk. 3, skulle vedlægges indstillingen efter
§ 51, stk. 1. Dette skal sikre, at børne- og ungeudvalget
træffer afgørelse på det bedst mulige grundlag.
Det foreslås med stk. 3, der er ny, at hvis indstillingen efter
stk. 1, er begrundet helt eller delvist i omsorgssvigt, vold
eller overgreb, og forvaltningen ikke påtænker at indstille til
børne- og ungeudvalget, at barnets eller den unges søskende
i husstanden under femten år anbringes uden for hjemmet,
skal indstillingen indeholde en begrundelse herfor. Begrun-
delsen skal indeholde en beskrivelse af, hvilken støtte som
igangsættes for barnet, barnets søskende, som er en del af
husstanden, og familien.
Med søskende vil skulle forstås hel-, halv- og stedsøskende
under atten år i husstanden. Fraskilte familier, hvor der kan
være hel- og halvsøskende, der bor hos den anden forælder,
hvor der ikke er anbragte søskende, vil ikke være omfattet af
den foreslåede bestemmelse.
Når et barn anbringes, fordi forældrene ikke er i stand til
at varetage omsorgen for barnet, vil barnets søskende i ud-
gangspunktet også være i en sårbar situation i hjemmet.
Den foreslåede bestemmelse vil skulle sikre, at søskende
til anbragte børn, som er en del af husstanden ikke risike-
rer ikke at modtage den fornødne hjælp. Den foreslåede be-
stemmelse vil betyde, at indstillingen efter § 51 i sager om
anbringelse uden samtykke med baggrund i omsorgssvigt fra
forældrene, hvor kommunalbestyrelsen vælger ikke at an-
bringe alle børn under femten år i en søskendeflok, vil skul-
le indeholde en begrundelse herfor. Indstillingen vil ligele-
des skulle indeholde en beskrivelse af, hvilken støtte som
igangsættes for de resterende søskende og familien. Dette
skal medvirke til, at forældre, der med den rette hjælp og
støtte kan blive i stand til at varetage omsorgen for deres
børn, eller som har behov for hjælp til at håndtere deres
situation, også får hjælp hertil. De forebyggende indsatser
vil altid skulle ske ud fra en konkret og individuel vurdering
af det enkelte barns behov.
Det foreslås med stk. 4, der er ny, at finder børne- og unge-
udvalget, at begrundelsen efter den foreslåede bestemmelse i
§ 51, stk. 3, for ikke at anbringe én eller flere søskende giver
anledning til en bekymring for, om konkrete søskende får
tilstrækkelig hjælp og støtte, skal børne- og ungeudvalget
underrette Ankestyrelsen.
Efter servicelovens § 153 og den foreslåede § 133 skal
personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv,
underrette kommunalbestyrelsen, hvis de under udøvelsen
af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at
antage, at et barn eller en ung under atten år kan have be-
hov for særlig støtte. Underretningspligten vil for det første
gælde, hvis de får kendskab til eller grund til at antage,
at et barn eller en ung under atten år kan have behov for
særlig støtte. Pligten vil for det andet gælde, hvis de får
kendskab til eller grund til at antage, at et barn umiddelbart
efter fødslen kan få behov for særlig støtte på grund af de
vordende forældres forhold. Pligten vil for det tredje gælde,
hvis de får kendskab til eller grund til at antage, at et barn
eller en ung under atten år kan have behov for særlig støtte
på grund af barnets eller den unges ulovlige skolefravær,
eller undladelse af at opfylde undervisningspligten. Pligten
vil for det fjerde gælde, hvis de får kendskab til eller grund
til at antage, at et barn eller en ung under atten år har været
udsat for overgreb. Denne forpligtelse gælder også for bør-
ne- og ungeudvalget, og vil forsat gælde efter den foreslåede
bestemmelse i § 133.
Hvis man som fagperson har indgivet en underretning om et
barn eller en ung til den kommunale forvaltning, men har en
oplevelse af at kommunen ikke iværksætter foranstaltninger,
eller at barnet eller den unge ikke får tilstrækkelig hjælp,
kan der underrettes direkte til Ankestyrelsen. Denne forplig-
telse vil forsat gælde efter den foreslåede bestemmelse i §
152.
Med den foreslåede bestemmelse vil børne- og ungeudval-
get skulle underrette Ankestyrelsen, hvis begrundelsen for
ikke at anbringe én eller flere søskende giver anledning til
en bekymring for, om konkrete søskende får tilstrækkelig
hjælp og støtte. Bestemmelsen vil bevirke, at børne- og un-
geudvalget får en klar forpligtelse i sager, hvor de er bekym-
rede. Ankestyrelsen kan efter den foreslåede bestemmelse i
§ 151 og i overensstemmelse med gældende ret, vælge at
benytte sin kompetence til at gå ind i sagen af egen drift
og beslutte, at et barn eller en ung skal anbringes uden for
hjemmet, eller at en kommune skal tage andre initiativer
over for barnet eller den unge og familien.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre i Ankestyrelsens
egendriftskompetence. Ankestyrelsen vil fortsat kun kunne
træffe afgørelse i en sag, hvis sagen er tilstrækkeligt oplyst.
Formålet med de foreslåede bestemmelser i § 51, stk. 1-3, er
at få en større gennemskuelighed med hensyn til afgørelses-
grundlaget samt en større ensartethed ved at der opstille ba-
sale krav til indstillingen om en tvangsmæssig anbringelse i
lighed med reglerne efter gældende ret. Krav til indstillingen
skal også være med til at højne kvaliteten i sagsbehandlin-
240
gen, således at en indstilling giver det bedst mulige grundlag
for at træffe afgørelsen.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 51, stk. 4, er
at indføre et følg-eller-forklar-princip i sager om anbringelse
uden samtykke med baggrund i omsorgssvigt fra forældrene,
som indebærer, at hvis kommunalbestyrelsen vælger ikke
at indstille til børne- og ungeudvalget at anbringe alle børn
under femten år i en søskendeflok, skal kommunalbestyrel-
sen forklare baggrunden herfor. Bestemmelsen skal bidrage
til at undgå, at søskende til anbragte børn ikke modtager den
fornødne hjælp.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.7.2. og 3.7.3.
Til § 52
Det fremgår af § 68 b, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, at kom-
munalbestyrelsen skal træffe afgørelse om valg af konkret
anbringelsessted i overensstemmelse med handleplanen, jf.
§ 140, i serviceloven, eller forbedringsforløbet, jf. §§ 13 og
14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Det fremgår af § 68 b, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven, at
samtidig med valg af anbringelsessted skal der tages stilling
til barnets eller den unges skolegang.
Det fremgår af § 68 b, stk. 1, sidste pkt., i serviceloven, at
hvis anbringelsesstedet er beliggende i en anden kommune
end barnets eller den unges opholdskommune, har opholds-
kommunen pligt til at underrette den stedlige kommune for-
ud for anbringelse.
Det fremgår af § 68 b, stk. 2, i serviceloven, at ved valg
af anbringelsessted skal kommunen vælge det anbringelses-
sted, som bedst kan imødekomme barnets eller den unges
behov. Kommunen skal lægge vægt på anbringelsesstedets
mulighed for at tilbyde nære og stabile voksenrelationer og
herunder vurdere, om en anbringelse i en plejefamilie, jf.
§ 66, stk. 1, nr. 1-4, er mest hensigtsmæssig. Det fremgår
videre, at kommunen endvidere skal lægge vægt på hensy-
net til barnets eller den unges skolegang, herunder hensynet
til at undgå skoleskift, medmindre hensynet til barnets eller
den unges behov taler imod.
Det fremgår af § 68 b, stk. 3, i serviceloven, at hvis barnet
eller den unge har søskende, der er anbragt uden for hjem-
met, skal kommunalbestyrelsen vælge samme anbringelses-
sted, medmindre de øvrige søskendes eller barnets eller den
unges behov eller andre væsentlige forhold taler imod dette.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal træf-
fe afgørelse om valg af konkret anbringelsessted i overens-
stemmelse med barnets plan, jf. § 91, ungeplanen, jf. § 108,
eller forbedringsforløbet, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæm-
pelse af ungdomskriminalitet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af
§ 68 b, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven. Der er alene foretaget
sproglige ændringer.
Når det er besluttet at anbringe et barn eller en ung uden
for hjemmet enten med forældremyndighedsindehaverens
samtykke efter den foreslåede § 46 eller uden samtykke
efter den foreslåede § 47, vil kommunalbestyrelsen efter
den foreslåede bestemmelse skulle træffe afgørelse om valg
af konkret anbringelsessted. Valget vil skulle være i over-
ensstemmelse med barnets plan, jf. § 91, ungeplanen, jf.
§ 108, eller forbedringsforløbet, jf. §§ 13 og 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, som vil skulle være
udarbejdet forud for beslutningen
Dette indebærer, at der ud fra det beskrevne formål og de
konkrete mål med anbringelsen vil skulle vælges et anbrin-
gelsessted, der kan bidrage til, at målene i barnets plan,
ungeplanen eller forbedringsforløbet opnås.
Det vil derfor være centralt, at barnets eller den unges for-
hold er grundigt undersøgt, jf. den foreslåede bestemmelse
i § 20, og at målene med anbringelsen er klart beskrevet
i barnets plan eller ungeplanen. Dette vil give kommunen
et godt udgangspunkt for at identificere egnede anbringel-
sessteder, som kommunen har mulighed for at indgå i en
dialog med. På den måde sikres det, at kommunen og an-
bringelsesstedet, der har et medansvar for at sikre, at det
modtager børn og unge, som det er egnet til at hjælpe, får
valgt det rigtige anbringelsessted. En af de mest omvæltende
og usikre faktorer for et anbragt barn er, når deres hjem
skifter, eller de voksne omkring barnet skiftes ud. Anbragte
børn og unge skal have en langt mere stabil opvækst i trygge
rammer, hvor børnene kan slå rod. Derfor er det vigtigt
for kontinuiteten i barnets eller den unges liv, at der fra
starten vælges det rigtige anbringelsessted, således at barnet
eller den unge i videst muligt omfang kan undgå de brud
og belastninger, som ændringer af anbringelsesstedet kan
indebære. Hvis barnet eller den unge tidligere har været i
aflastning i en plejefamilie, vil det være relevant at overveje,
om den pågældende plejefamilie kan anvendes som anbrin-
gelsessted, således at der skabes kontinuitet i opvæksten.
Det foreslås med stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal vælge
det anbringelsessted, som bedst kan imødekomme barnets
eller den unges behov, herunder eventuelle behov som følge
af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller
den unge. Kommunalbestyrelsen skal særligt lægge vægt på
anbringelsesstedets mulighed for at tilbyde nære og stabile
voksenrelationer samt den nødvendige hjælp og støtte og
herunder vurdere, om en anbringelse i en plejefamilie, jf.
§ 43, stk. 1, nr. 1-4, er mest hensigtsmæssig. Kommunalbe-
styrelsen skal endvidere lægge vægt på hensynet til barnets
eller den unges skolegang, herunder hensynet til at undgå
skoleskift, medmindre hensynet til barnets eller den unges
behov taler imod.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af §
68 b, stk. 2, i serviceloven. Der er alene foretaget sproglige
ændringer.
241
Ved valget af anbringelsessted vil der skulle foretages en
vurdering af, om de personlige ressourcer på anbringelses-
stedet og tilbuddene i tilknytning til anbringelsesstedet sva-
rer til barnets eller den unges behov, herunder eventuelle be-
hov som følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
hos barnet eller den unge, og målene med anbringelsen. Ef-
ter bestemmelsen i de foreslåede § 91 om barnets plan og
§ 108 om ungeplanen kan målene med anbringelsen dække
et bredt spektrum af forhold. Kommunalbestyrelsen vil der-
for skulle anlægge en bred vurdering af anbringelsesstedets
egnethed. Desuden vil det være hensigtsmæssigt for at sikre
et godt forløb, at barnets eller den unges ønsker søges tilgo-
deset, hvis ønskerne er i overensstemmelse med formålene
med anbringelsen. Det vil være relevant, at barnet eller den
unge og forældrene som udgangspunkt besøger stedet, inden
der træffes afgørelse om valg af anbringelsessted.
Hvis et barn eller en ung har været hjemgivet i en periode,
og det senere bliver nødvendigt med en genanbringelse, bør
kommunalbestyrelsen overveje, om det er hensigtsmæssigt
og muligt for barnet eller den unge at vende tilbage til det
anbringelsessted, hvor barnet eller den unge tidligere har
været anbragt.
Desuden vil det være oplagt, at kommunalbestyrelsen i for-
bindelse med valget af det konkrete anbringelsessted, lægger
vægt på tidligere erfaringer med brug af netop dette anbrin-
gelsessted. Kommunalbestyrelsen kan f.eks. selv foretage
en systematisk opsamling af erfaringerne med forskellige
anbringelsessteder eller kontakte andre kommuner, der tidli-
gere har gjort brug af det pågældende sted. Dette skal ske
under hensyntagen til de generelle regler om videregivelse
og indhentelse af oplysninger.
Ved valg af anbringelsessted til børn og unge fra etniske
minoriteter samt grønlandske og færøske børn og unge må
kommunen tage tilbørligt hensyn til de særlige forhold,
som barnets eller den unges etniske, religiøse, kulturelle
og sproglige baggrund giver anledning til. Der må særligt
lægges vægt på hensynet til, at der skabes sammenhæng i
barnets eller den unges opvækst, og herunder om at have
forståelse for de vilkår, der kan gøre det sværere for foræl-
dre og børn at håndtere en anbringelse: Det kan f.eks. væ-
re sprogproblemer, andre samfundsforståelser, eller forhold
som at anbringelsesstedet mangler personale med samme et-
niske baggrund eller personale med forståelse for familiens
etniske baggrund. Det følger af Børnekonventionens artikel
20, at der ved anbringelser skal tages tilbørligt hensyn til
ønskeligheden af sammenhæng i et barns opvækst og til
barnets etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund.
Ved valg af anbringelsessted i sager om adoption bør kom-
munen overveje at kontakte Adoptionsnævnet for at forhøre
sig, om der er godkendte adoptanter, som ønsker at være
plejefamilie med henblik på adoption.
Den foreslåede bestemmelse vil således ikke ændre ved,
at kommunalbestyrelsen ved valg af konkret anbringelses-
sted altid vil skulle vælge det anbringelsessted, som bedst
kan imødekomme barnets eller den unges behov, herunder
eventuelle behov som følge af nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne hos barnet eller den unge. Den foreslåede be-
stemmelses fokus på overvejelse af en plejefamilie som an-
bringelsessted skal ikke ses i modsætning til, at den særlige
støtte skal gives med udgangspunkt i barnets behov og på et
veldokumenteret grundlag. Denne del af den foreslåede be-
stemmelse har til hensigt at sikre, at alle børn bliver anbragt
hos en plejefamilie i de tilfælde, hvor det vurderes at være
mest hensigtsmæssigt at give dem mulighed for at profitere
af de mere familiære rammer, som denne anbringelsesform
indebærer.
Den foreslåede bestemmelse har endvidere fokus på overve-
jelse af en netværksplejefamilie som anbringelsessted. Det
er hensigten med bestemmelsen, at hvis et barn eller en
ung, der har brug for et nyt hjem, således har mulighed
for at komme til at bo hos voksne, de allerede kender og
stoler på, skal kommunen i valg af anbringelsessted lægge
særligt vægt herpå. I kommunens vurdering af, om der vil
være tale om en familiær relation, vil det være afgørende,
at der lægges vægt på den personlige relation mellem pleje-
familien og barnet eller den unge. Det er en forudsætning
for enhver netværksanbringelse, at kommunen vurderer, at
det givne anbringelsessted har de nødvendige kompetencer
til at varetage omsorgen for barnet samt imødekomme bar-
nets eller den unges behov, herunder eventuelle behov som
følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet
eller den unge. Ved netværksanbringelse som følge af en
æresrelateret konflikt skal det undersøges, om netværket er
involveret i konflikten, hvilket kan betyde, at en netværks-
anbringelse er uegnet for barnet eller den unge.
Det skal understreges, at ikke alle børn og unges behov
vil kunne varetages bedst i en plejefamilie. Nogle grupper
af børn og unge, herunder nogle børn og unge med fysisk
eller psykisk funktionsnedsættelse, vil have et behandlings-
behov, der tilsiger, at de anbringes i en plejefamilie og
modtager den nødvendige støtte og behandling sideløbende
hermed efter de støttemuligheder, som den foreslåede § 32,
rummer. Anbringelsen i en plejefamilie i sådanne tilfælde
vil derfor skulle ses som et supplement til en professionel
indsats. F.eks. kan et barn eller en ung være anbragt i en
plejefamilie sideløbende med, at det modtager behandling
og/eller socialpædagogisk hjælp og støtte på en specialiseret
institution. I andre tilfælde vil barnet derimod have et støtte-
behov, der tilsiger, at der i stedet må ske anbringelse på et
børne- og ungehjem, som har et specialiseret tilbud målrettet
barnets eller den unges særlige behov.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2, 3. pkt., vil kom-
munen endvidere skulle lægge vægt på hensynet til barnets
eller den unges skolegang, herunder hensynet til at undgå
skoleskift, medmindre hensynet til barnets eller den unges
behov taler imod. Dette vil indebære, at kommunalbestyrel-
sen i den kommune, der træffer afgørelse om at anbringe
barnet eller den unge, ved valg af konkret anbringelsessted
skal prioritere og tage højde for valg af egnet undervisnings-
tilbud. Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse skulle
242
lægge vægt på, at barnet eller den unge kan forblive i
sit nuværende undervisningstilbud, medmindre hensynet til
barnets eller den unges behov taler imod dette.
Situationer, hvor hensynet til barnets eller den unges behov
vil kunne tale imod, at det tillægges vægt, at barnet eller den
unge kan forblive i sit nuværende undervisningstilbud, vil
f.eks. kunne være, at barnets eller den unges støttebehov er
af sådan karakter, at det er nødvendigt af hensyn til barnets
eller den unges bedste, at barnet eller den unge anbringes
på et konkret anbringelsessted, f.eks. en meget specialiseret
døgninstitution, som er beliggende langt fra barnets eller
den unges nuværende skole.
Bestemmelsen vil ikke ændre ved, at valg af konkret anbrin-
gelsessted skal foretages ud fra en samlet vurdering af bar-
nets eller den unges behov, herunder eventuelle behov som
følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet
eller den unge, men det tydeliggøres, at hensynet til barnets
eller den unges skolegang er et blandt flere hensyn, der skal
indgå med vægt i denne vurdering.
Bestemmelsen vil betyde, at det tydeliggøres, at overvejelser
om egnet undervisnings tilbud skal foretages allerede, når
anbringelsen planlægges, og ikke først efter en anbringelse
har fundet sted. Det følger således af, at hensynet til barnets
skolegang vil skulle tillægges vægt i vurderingen af, hvilket
anbringelsessted der bedst kan imødekomme barnets behov.
Det foreslås med, stk. 3, at har barnet eller den unge søsken-
de, der er anbragt uden for hjemmet, skal kommunalbesty-
relsen vælge samme anbringelsessted, medmindre de øvrige
søskendes eller barnets eller den unges behov eller andre
væsentlige forhold taler imod dette.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 68 b, stk. 3, i serviceloven.
Efter bestemmelsen vil den anbringende kommune så vidt
muligt skulle vælge det samme anbringelsessted, hvis der
er flere søskende i en familie, der skal anbringes eller er
anbragt. Kommunalbestyrelsen vil dog kunne undlade at
anbringe barnet eller den unge på samme anbringelsessted
som eventuelle søskende, hvis de øvrige søskendes behov,
barnets eller den unges behov eller andre væsentlige forhold
taler imod dette. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor barnet
har et støttebehov, der er meget forskelligt fra den eller de
anbragte søskendes, og at den indsats, der er behov for,
derfor ikke kan tilbydes på det samme anbringelsessted.
Det foreslås med stk. 4, at samtidig med valg af anbringel-
sessted skal kommunalbestyrelsen tage stilling til barnets
eller den unges skolegang.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af §
68 b, stk. 1, 2. pkt. Den foreslåede bestemmelse i § 52, stk.
4, foreslås udskilt til et nyt stk. af sproglige grunde.
Valget af undervisningstilbud kan have stor betydning for,
hvilket anbringelsessted der vælges. Ved valg af anbringel-
sessted vil kommunen således skulle sikre sig, at barnet
eller den unge, der anbringes, kan få dækket behovet for
undervisning, helst på en lokal folkeskole eller, hvis det
er nødvendigt, på anbringelsesstedets interne skole. Det vil
derfor være vigtigt, at valg af anbringelsessted finder sted på
grundlag af en tværfaglig vurdering, hvor også pædagogisk-
psykologisk rådgivning inddrages.
Stillingtagen til spørgsmål om skolegang må ikke medføre,
at anbringelse forsinkes. Det vil betyde, at kommunalbesty-
relsen om nødvendigt må træffe afgørelse om valg af an-
bringelsessted, selvom skolemyndighederne ikke har taget
stilling til, hvilket skoletilbud barnet eller den unge skal
have under anbringelse. Det vil for eksempel kunne være
nødvendigt i situationer, hvor en anbringelse skal ske akut,
eller hvor skolemyndighederne har brug for tid til udredning
og vurdering, før valg af skoletilbud kan træffes. I alle til-
fælde vil planlægning af barnets eller den unges fremtidige
skolegang dog skulle påbegyndes samtidig med valget af
anbringelsessted.
Det foreslås med stk. 5, at er anbringelsesstedet beliggende
i en anden kommune end den kommune, der har truffet
afgørelse om anbringelse af barnet eller den unge, skal kom-
munalbestyrelsen underrette den kommune, hvor anbringel-
sessteder er beliggende, om anbringelsen forud for anbrin-
gelsen.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af §
68 b, stk. 1, sidste pkt. Den foreslåede bestemmelse i § 52,
stk. 5, foreslås udskilt til et nyt stk. af sproglige grunde.
Underretning til anbringelsesstedets beliggenhedskommune
er begrundet i hensynet til beliggenhedskommunes ansvar
for barnet efter anden lovgivning, herunder lovgivning på
uddannelses- og sundhedsområdet.
Formålet med den foreslåede § 52 er overordnet, at sikre
at der i valg af anbringelsessted træffes en afgørelse, som
er i overensstemmelse med barnets plan eller ungeplanen,
hvilket indebærer, at der ud fra det beskrevne formål og
de konkrete mål med anbringelsen skal vælges et anbringel-
sessted, der kan bidrage til at målene i barnets plan eller
ungeplanen opnås.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.7.2. og 3.7.3.
Til § 53
Det fremgår af § 68 b, stk. 4, 1. pkt., i serviceloven, at forud
for anbringelsen skal kommunalbestyrelsen hjælpe barnet
eller den unge med at finde en person i barnets eller den
unges familie eller netværk, som kan udpeges til at være
dennes støtteperson under anbringelsen.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal så vidt
muligt inden en anbringelse, hjælpe barnet eller den unge
med at finde en person i barnets eller den unges familie eller
netværk, som kan udpeges til at være dennes støtteperson
243
under anbringelsen. Kommunen kan efter behov dække støt-
tepersonens udgifter til telefon, transport og lignende.
Bestemmelsen vil videreføre den gældende § 68 b, stk. 4, 1.
pkt., i serviceloven, uden ændringer.
Bestemmelsen vil skulle ses i sammenhæng med kommu-
nalbestyrelsens forpligtigelse til systematisk at inddrage fa-
milie og netværk efter bestemmelsen i den foreslåede § 7,
stk. 3, samt forpligtelsen til forud for anbringelsen at have
undersøgt de forhold i familien eller i dennes omgivelser,
som vil kunne bidrage til at klare vanskelighederne efter
bestemmelsen i den foreslåede § 22, stk. 5.
Kommunalbestyrelsens forpligtelse vil bestå i at tale med
barnet eller den unge om, hvem i familien eller netværket,
de har en særlig tillid til, og som de selv kunne forestille
sig kunne være deres støtteperson. Det vil f.eks. kunne være
en skolelærer, nabo, fodboldtræner, familiemedlem eller en
anden i netværket, som barnet har tillid til. Denne forpligtel-
se vil f.eks. kunne opfyldes ved at gennemføre en samtale
herom, jf. forslaget til lovens § 5. I forhold til børn og
unge med nedsat funktionsevne, som er anbragt på grund
af manglende kompetencer hos forældremyndighedsindeha-
veren til at varetage omsorgen for barnet eller den unge,
vil kommunen skulle være opmærksom på, at der vil kunne
være forhold omkring funktionsnedsættelsen, der kan vans-
keliggøre denne dialog. Dette vil der i størst mulig omfang
skulle tages højde for ved samtalen med barnet eller den
unge.
Der vil være tale om en ret for barnet eller den unge til
at kommunalbestyrelsen aktivt undersøger mulighederne for
en støtteperson i barnets eller den unges familie eller net-
værk. Det vil dels betyde, at der ikke vil være en pligt for
barnet til at modtage en støtteperson. Der vil derfor kunne
være tilfælde, hvor barnet eller den unge ikke ønsker, at
den eksisterende relation med en voksenperson bliver for-
maliseret ved at udpege denne som støtteperson. Endvidere
vil det betyde, at der ikke vil være pligt til at give barnet
en støtteperson, hvis årsagen hertil alene er, at det ikke er
muligt for kommunen at finde en person, som vurderes at
være egnet til at være støtteperson til barnet, eller hvis den
eller de personer, som vurderes egnede, ikke ønsker at være
støttepersoner for barnet eller den unge.
Hvis barnet identificerer en støtteperson, vil det skulle over-
vejes, om støttepersonen vil kunne udgøre en stabil voksen-
kontakt i barnets eller den unges liv med positiv betydning
for barnets eller den unges fremtidige udvikling.
Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at den identificerede
person vil være hensigtsmæssig for barnet eller den unge
at have som støtteperson, vil der skulle tages kontakt til
vedkommende for at afklare, om denne ønsker at være støt-
teperson for barnet. Hvis dette er tilfældet vil der i samarbej-
de med barnet eller den unge og støttepersonen kunne udar-
bejdes en aftale om, hvordan kontakten vedligeholdes under
anbringelsen. Der vil ikke blive stillet krav om formalisere-
de møder mellem barnet eller den unge og støttepersonen,
en bestemt mødefrekvens eller andet. Det vil være barnet
eller den unge, støttepersonen og kommunalbestyrelsen, der
skal aftale omfanget. Hvis kommunalbestyrelsen vurderer
det nødvendigt, vil omfanget af samværet kunne fastsættes
efter § 104.
Støttepersonen vil kunne få de relevante kontaktoplysninger
om barnet sag, som er nødvendige, for at støttepersonen
kan opretholde kontakten med barnet eller den unge. Det
vil f.eks. kunne dreje sig om oplysninger vedr. adresse og
kontaktperson på anbringelsesstedet.
Bestemmelsen i det foreslåede stk. 1, skal ses i tæt sam-
menhæng med den foreslåede § 54 om venskabsfamilie til
barnet eller den unge. Hvis kommunalbestyrelsen vurderer,
at en identificerede støtteperson og dennes familie vil kunne
udgøre en venskabsfamilie efter den foreslåede § 54, stk. 1,
og det vil være hensigtsmæssigt for barnet eller den unge,
vil kommunalbestyrelsen skulle tage kontakt til familien for
at afklare, om støttepersonen og dennes familie også ønsker
at være venskabsfamilie for barnet eller den unge efter den
foreslåede § 54.
Det foreslås med stk. 2, der er ny, at hvis det ikke muligt
forud for anbringelsen at finde en person efter stk. 1, skal
kommunalbestyrelsen i samarbejde med en civilsamfundsor-
ganisation hjælpe barnet eller den unge med at finde en per-
son uden for barnets eller den unges familie eller netværk,
som kan udpeges til at være dennes støtteperson under an-
bringelsen.
Det foreslås med stk. 2, at udvide den eksisterende ordning
med støttepersoner til alle børn, der er anbragt uden for
hjemmet, således at kommunen vil være forpligtet til i sam-
arbejde med civilsamfundet at hjælpe barnet eller den unge
med at finde en støtteperson til de børn eller unge, der ikke
har relevante personer i sit netværk.
Forpligtelsen efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 vil
gælde i de tilfælde, hvor det ikke har været muligt at finde
en støtteperson efter stk. 1.
Har det således ikke været muligt at finde en person i bar-
nets eller den unges familie eller netværk, som kan udpeges
til at være dennes støtteperson under anbringelsen, vil kom-
munalbestyrelsen være forpligtet til, at forsøge at finde en
støtteperson uden for barnet eller den unges familie eller
netværk.
Kommunalbestyrelsen vil efter bestemmelsen skulle fin-
de den mulige støtteperson i samarbejde med civilsamfun-
det. Det vil være op til kommunalbestyrelsen i den konkrete
sag, at afgøre, hvilke civilsamfundsorganisationer som vil
være relevante at samarbejde med i forbindelse med at finde
en støtteperson til et konkret barn eller en ung.
Den potentielle støtteperson vil skulle kunne udgøre en
stabil voksenkontakt i barnets eller den unges liv med po-
sitiv betydning for barnets eller den unges fremtidige udvik-
244
ling. Som eksempel på mulige støttepersoner vil være frivil-
lige voksne i civilsamfundsorganisationer, som har erfaring
med at arbejde med udsatte børn.
Der vil være tale om en ret for barnet eller den unge til
at kommunalbestyrelsen aktivt undersøger mulighederne for
- i samarbejde med relevante civilsamfundsorganisationer -
at finde en støtteperson til barnet eller den unge. Det vil
betyde, at der ikke vil være en pligt for barnet til at modtage
en støtteperson.
Kommunalbestyrelsens vil dermed ikke have pligt til at give
barnet eller den unge en støtteperson, hvis årsagen barnet
eller den unge ikke ønsker at få en støtteperson.
Forinden at barnet accepterer en mulig støtteperson, vil det
skulle overvejes, om støttepersonen vil kunne udgøre en sta-
bil voksenkontakt i barnets eller den unges liv med positiv
betydning for barnets eller den unges fremtidige udvikling.
Hvis dette er tilfældet vil der i samarbejde med barnet eller
den unge og støttepersonen kunne udarbejdes en aftale om,
hvordan kontakten vedligeholdes under anbringelsen. Der
vil ikke være stillet krav om formaliserede møder mellem
barnet eller den unge og støttepersonen, en bestemt møde-
frekvens eller andet. Det vil være barnet eller den unge,
støttepersonen og kommunalbestyrelsen, der skal aftale om-
fanget. Hvis kommunalbestyrelsen vurderer det nødvendigt,
vil omfanget af samværet kunne fastsættes efter § 104.
Det foreslås med stk. 3, at kommunalbestyrelsen efter behov
kan dække støttepersonens udgifter til telefon, transport og
lignende.
Kommunalbestyrelsen vil i forbindelse med udpegning af en
støtteperson efter de foreslåede bestemmelser i § 53, stk. 1
og 2, skulle vurdere, om der er behov for at dække støtteper-
sonens udgifter til transport, telefon eller andre lignende ud-
gifter, således at manglende mulighed for at betale for dette
ikke kommer til at fungere som en barriere for, at kontakten
kan vedligeholdes. Det vil dog ikke være hensigten med
bestemmelsen, at støttepersonen skal ansættes eller aflønnes
af kommunalbestyrelsen eller civilsamfundsorganisationen,
da der netop lægges op til at styrke barnets eller den unges
forbindelse til en person, der har et personligt engagement
og/eller en følelsesmæssig forpligtelse over for barnets eller
den unge.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i 53 er at videre-
føre kommunalbestyrelsens forpligtelse til aktivt at hjælpe
barnet eller den unge, som skal anbringes, med at identifi-
cere en person og som kan være barnet eller den unges
støtteperson under anbringelsen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 54
Der er ikke i dag fastsat regler, der regulerer anbragte børn
og unges muligheder for at få en venskabsfamilie. Der fin-
des dog frivillige civilorganisationer, der tilbyder udsatte og
anbragte børn og unge en venskabsfamilie eller lignede.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen så vidt
muligt inden en anbringelse på et børne- og ungehjem m.fl.
jf. § 43, stk. 1, nr. 5-8, skal hjælpe barnet eller den unge med
at finde en familie i barnets eller den unges familie eller net-
værk, som kan udpeges til at være dennes venskabsfamilie
under anbringelsen.
Den foreslåede bestemmelse i § 43, stk. 1, nr. 5-8, oplister
følgende anbringelsessteder: Egne værelser, kollegier eller
kollegielignende børne- og ungehjem, børne- og ungehjem
og herunder delvis lukkede døgninstitutioner, delvis lukkede
afdelinger på døgninstitutioner, sikrede døgninstitutioner og
særligt sikrede afdelinger, samt pladser på efterskoler, frie
fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling. Forpligtel-
sen efter det foreslåede stk. 1 vil således ikke gælde for børn
og unge anbragt i en plejefamilie. For børn og unge anbragt
i en plejefamilie vil denne familie udgøre den familielignen-
de relation. Kommunalbestyrelsen vil derfor ikke være for-
pligtet til at finde en venskabsfamilie efter bestemmelsen i
den foreslåede § 54, når anbringelse sker på anbringelsesste-
der efter den foreslåede § 43, stk. 1, nr. 1-4.
Med en venskabsfamilie vil skulle forstås en familie, hvor
barnet eller den unge, uden at være anbragt, vil kunne ople-
ve, hvad det vil sige at være en del af en helt almindelig
familie. Venskabsfamilien vil skulle være et trygt og rart
fristed, som barnet kan besøge og som rækker ud til barnet,
så barnet ikke oplever at stå alene. Tilbuddet skal gives til de
børn og unge, der ønsker det og er i stand til det. Relationen
vil skulle være båret af frivillighed og ønske om at skabe en
varig relation, der kan vare ved også efter anbringelsen.
I valget af venskabsfamilie vil kommunalbestyrelsen skulle
lægge særligt vægt på venskabsfamiliens mulighed for at
tilbyde nære og stabile voksenrelationer. Efter den foreslå-
ede stk. 1, skal kommunalbestyrelsen vurdere, om det vil
være muligt at vælge en venskabsfamilie i barnet eller den
unges familie eller netværk. Kommunalbestyrelsen vil ved
valg af en konkret venskabsfamilie altid skulle vælge den
venskabsfamilie, som bedst vil kunne imødekomme barnets
eller den unges behov. Barnet eller den unges behov for
et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder nære og kontinuerlige
relationer til voksne vil skulle tillægges vægt også i forbin-
delse med valg af venskabsfamilie. Dette vil skulle sikre,
at alle børn bliver tilbudt en venskabsfamilie i de tilfælde,
hvor det vurderes at være mest hensigtsmæssigt at give dem
mulighed for at profitere af de mere familiære rammer, som
en sådan venskabsfamilie indebærer.
Kommunalbestyrelsens forpligtelse efter stk. 1 vil indebære
at kommunalbestyrelsen skal tale med barnet eller den unge
om, hvem i familien eller netværket, vedkommende har en
særlig tillid til, og som de selv kunne forestille sig kunne
være venskabsfamilie.
245
Der vil være tale om en ret for barnet eller den unge til
at kommunalbestyrelsen aktivt undersøger mulighederne for
en venskabsfamilie i barnets eller den unges familie eller
netværk. Det vil dels betyde, at der ikke vil være en pligt for
barnet til at modtage en venskabsfamilie. Der vil derfor kun-
ne være tilfælde, hvor barnet eller den unge ikke ønsker, at
den eksisterende relation med en familie bliver formaliseret
ved at udpege denne som venskabsfamilie. Endvidere vil det
betyde, at der ikke vil være pligt til at give barnet en ven-
skabsfamilie fra dennes netværk, hvis årsagen hertil alene er,
at det ikke er muligt for kommunen at finde en familie, som
vurderes at være egnet til at være venskabsfamilie til barnet,
eller hvis den eller de familier, som vurderes egnede, ikke
ønsker at være venskabsbarnet for barnet eller den unge.
Hvis barnet identificerer en venskabsfamilie i sit netværk,
vil det skulle overvejes, om familien vil kunne udgøre en
egnet venskabsfamilie i barnets eller den unges liv med
positiv betydning for barnets eller den unges fremtidige ud-
vikling.
Bestemmelsen i det foreslåede stk. 1, skal ses i tæt sammen-
hæng med den foreslåede § 53 om støtteperson til barnet
eller den unge. Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at den
identificerede venskabsfamilie vil være hensigtsmæssig for
barnet eller den unge at have som støtteperson efter den
foreslåede § 53, stk. 1, vil kommunalbestyrelsen skulle tage
kontakt til familien for at afklare, om familien eller personer
i familien ønsker at være støtteperson for barnet. Der henvi-
ses til bemærkningerne til § 53.
Kommunalbestyrelsens forpligtelse vil bevirke, at der ikke
vil være pligt til at give barnet en venskabsfamilie, hvis
årsagen hertil alene er, barnet eller den unge ikke ønsker, at
få en venskabsfamilie.
Forinden at barnet accepterer en mulig venskabsfamilie, vil
det altid skulle overvejes, om familien vil kunne udgøre
en egnet venskabsfamilie i barnets eller den unges liv med
positiv betydning for barnets eller den unges fremtidige ud-
vikling.
Hvis dette er tilfældet vil der i samarbejde med barnet
eller den unge og venskabsfamilien kunne udarbejdes en
aftale om, hvordan kontakten vedligeholdes under anbrin-
gelsen. Der vil ikke være stillet krav om formaliserede mø-
der mellem barnet eller den unge og venskabsfamilien, en
bestemt mødefrekvens eller andet. Det vil være barnet eller
den unge, støttepersonen og kommunalbestyrelsen, der skal
aftale omfanget.
Det foreslås med stk. 2, at er det ikke muligt forud for
anbringelsen at finde en familie efter stk. 1, skal kommunal-
bestyrelsen hjælpe barnet eller den unge med at finde en fa-
milie uden for barnets eller den unges familie eller netværk,
som kan udpeges til at være dennes venskabsfamilie under
anbringelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil bevirke, at hvis det ikke
muligt at finde en venskabsfamilie i barnets netværk efter
den foreslåede § 54, stk. 1, vil kommunalbestyrelsen i sam-
arbejde med en civilsamfundsorganisation skulle finde en
mulig venskabsfamilie uden for barnets eller den unges net-
værk. Dette vil skulle foregå i samarbejde med civilsamfun-
det. Det vil være op til kommunalbestyrelsen i den konkrete
sag, at afgøre, hvilke civilsamfundsorganisationer som vil
være relevante at samarbejde med i forbindelse med at finde
en venskabsfamilie til et konkret barn eller en ung.
Det foreslås med stk. 3, der er ny, at kommunalbestyrelsen
kan efter behov dække venskabsfamiliens udgifter til tele-
fon, transport og lignende.
Kommunalbestyrelsen vil i forbindelse med udpegning af
en venskabsfamilie efter de foreslåede bestemmelser i § 54,
stk. 1 og 2, skulle vurdere, om der er behov for at dække
venskabsfamiliens udgifter til transport, telefon eller andre
lignende udgifter, således at manglende mulighed for at be-
tale for dette ikke kommer til at fungere som en barriere for,
at kontakten kan vedligeholdes. Det vil dog ikke være hen-
sigten med bestemmelsen, at venskabsfamilien skal ansættes
eller aflønnes af kommunalbestyrelsen eller civilsamfunds-
organisationen, da venskabsfamilien vil skulle styrke barnets
eller den unges forbindelse til en familie og personer, der
har et personligt engagement og/eller en følelsesmæssig for-
pligtelse over for barnets eller den unge.
Formålet med § 54 er at udsatte børn får adgang til omsorg
fra relationer, også uden for anbringelsesstedet, igennem en
venskabsfamilie.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 55
Det fremgår af § 66 a, 1. pkt., i serviceloven, at ved anbrin-
gelse af et barn eller en ung i en plejefamilie skal kommu-
nalbestyrelsen vælge den plejefamilie, der imødekommer
barnets eller den unges behov for støtte.
Det foreslås med bestemmelsen i § 55, at ved anbringelse
af et barn eller en ung i en plejefamilie skal kommunalbesty-
relsen vælge den plejefamilietype efter §§ 57 eller 58 og den
konkrete plejefamilie, der imødekommer barnets eller den
unges behov for støtte, herunder eventuelle behov som følge
af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller
den unge.
Den foreslåede § 55 er en videreførelse af servicelovens
§ 66 a, 1. pkt., med sproglige tilpasninger og så det dog
præciseres, at bestemmelsen både omhandler valg af pleje-
familietype og den konkrete plejefamilie, hvor barnet eller
den unge skal anbringes samt præciseres, at der i udvælgel-
sen også skal tages hensyn til plejefamiliens kompetencer i
forhold til at imødekomme eventuelle behov som følge af
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller
den unge.
246
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 56
Det fremgår af § 66 c, stk. 1, i serviceloven, at når der er
truffet afgørelse om at anbringe et barn eller en ung i en al-
men plejefamilie, en forstærket plejefamilie, en specialiseret
plejefamilie eller en netværksplejefamilie, jf. § 66, stk. 1,
nr. 1-4, skal den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for
barnets eller den unges ophold hos plejefamilien, jf. §§ 9 og
9 a i retssikkerhedsloven, sørge for, at plejefamilien under
anbringelsen løbende gennemfører den fornødne efteruddan-
nelse, og sikre, at plejefamilien modtager den fornødne
supervision, rådgivning og vejledning i overensstemmelse
med plejeopgavens omfang.
Det fremgår af § 66 c, stk. 2, i serviceloven, at støtten til
plejefamilien efter § 66 c, stk. 1, skal være intensiv i begyn-
delsen af anbringelsen, dvs. i det første år, plejefamilien har
barnet eller den unge anbragt hos sig. Den intensive støtte
skal som udgangspunkt være påbegyndt inden for anbringel-
sens første halve år, medmindre særlige hensyn til barnet
eller den unge taler imod. I de tilfælde skal opstartsforløbet
senest være gennemført inden for ét år fra anbringelsestids-
punktet.
Det fremgår af § 66 c, stk. 3, i serviceloven, at støtten til
plejefamilien efter § 66 c, stk. 1, skal ydes af en anden
person end den, der aftaler honorering og andre vilkår med
plejefamilien.
Det fremgår af § 66 c, stk. 4, i serviceloven, at social- og æl-
dreministeren kan fastsætte nærmere regler om supervision,
rådgivning, vejledning og efteruddannelse af almene pleje-
familier, forstærkede plejefamilier, specialiserede plejefami-
lier og netværksplejefamilier, om omfanget af den intensive
støtte i begyndelsen af en anbringelse, om plejefamiliernes
pligt til at modtage den intensive støtte og om gennemfø-
relse af kursus i det underliggende materiale til Socialstyrel-
sens tæt støttede opstartsforløb forud for udbydelse af dette
forløb til plejefamilier.
Det foreslås med stk. 1, at når der er truffet afgørelse om
at anbringe et barn eller en ung i en plejefamilie, jf. §
43, stk. 1, nr. 1-4, skal kommunalbestyrelsen sørge for, at
plejefamilien under anbringelsen løbende gennemfører den
fornødne efteruddannelse, og sikre, at plejefamilien modta-
ger den fornødne supervision, rådgivning og vejledning i
overensstemmelse med plejeopgavens omfang.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse uden æn-
dringer af § 66 c, stk. 1, i serviceloven. De gældende regler
for efteruddannelse og supervision til plejefamilier foreslås
således videreført uændret med de sproglige ændringer, der
følger af barnets lov.
Hvilken kommunalbestyrelse, der har ansvaret for barnets
eller den unges ophold i plejefamilien og dermed forpligtel-
ser efter den foreslåede bestemmelse vil følge af §§ 9 og 9 a
retssikkerhedsloven. Supervision til plejefamilier vil ud over
supervision til plejefamilien fra en fagperson i kommunen,
en kommunalt ansat psykolog eller en ekstern psykolog også
kunne bestå af løbende råd og vejledning til plejefamilien
under anbringelsen.
Det foreslås med stk. 2, at støtten til plejefamilien efter stk.
1 skal være intensiv i det første år, plejefamilien har barnet
eller den unge anbragt hos sig. Den intensive støtte skal
som udgangspunkt være påbegyndt inden for anbringelsens
første halve år, medmindre særlige hensyn til barnet eller
den unge taler imod dette. I de tilfælde skal opstartsforløbet
senest være gennemført inden for 1 år fra anbringelsestids-
punktet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 66 c, stk. 2, i serviceloven.
Det er ofte i den første svære tid, efter at et barn er anbragt,
at plejefamilier har behov for støtte. Med den foreslåede
bestemmelse videreføres derfor kravet om, at den støtte,
kommunen giver plejefamilien under anbringelsen, skal væ-
re intensiv i begyndelsen af anbringelsen.
Formålet med dette krav er, at anbringelsen kommer godt
fra start. Med intensivt menes, at støtten til plejefamilien
fra kommunen, skal være størst i omfang i begyndelsen af
anbringelsen. Den intensive støtte i begyndelsen af anbrin-
gelsen vil skulle bygge videre på grundkurset og klæde ple-
jefamilierne på i forhold til mere generelle temaer, der ken-
detegner dét at være plejefamilie, men den intensive støtte
vil også skulle være målrettet familiens konkrete behov i
forhold til det nye plejebarn, der er blevet anbragt hos dem.
Det foreslås med stk. 3, at støtten til plejefamilien efter stk.
1 skal ydes af en anden person end den, der aftaler honore-
ring og andre vilkår med plejefamilien.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 66 c, stk. 3, i serviceloven.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det ikke må
være samme person, der yder støtte til plejefamilien under
anbringelsen og aftaler honorering og vilkår med plejefami-
lien, f.eks. i forbindelse med kontraktens indgåelse. Støtten
til plejefamilien under anbringelsen vil for eksempel kunne
ydes af familieplejekonsulenter.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at der
bliver en adskillelse af økonomi og supervision, råd og vej-
ledning, så plejefamilien får et optimalt udbytte af den råd,
vejledning og supervision, som plejefamilien modtager fra
kommunen under anbringelsen.
Det stilles ikke nærmere krav til, hvordan kommunerne
konkret vil skulle organisere dette lokalt. Kommunerne vil
således have frihed til at indrette ordningen på den måde, de
finder passer bedst ind i den lokale organisering i øvrigt.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre ved, at kommu-
247
nerne fortsat kan anvende en kommunal eller ekstern psyko-
log til at give alle deres plejefamilier eller en del af dem al
den fornødne supervision eller dele af den. Den foreslåede
bestemmelse vil heller ikke ændre ved, at kommunen kan
anvende private aktører, der kan stå for eksempelvis den
løbende efteruddannelse af plejefamilier.
Det foreslås med stk. 4, social- og ældreministeren kan fast-
sætte nærmere regler om supervision, rådgivning, vejledning
og efteruddannelse af plejefamilier, jf. § 43, stk. 1 - 4, om
omfanget af den intensive støtte i begyndelsen af en anbrin-
gelse, om plejefamiliernes pligt til at modtage den intensive
støtte og om gennemførelse af kursus.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 66 c, stk. 4, i serviceloven.
Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af bekendtgørelse
nr. 522 af 30. april 2019 om plejefamilier (plejefamiliebe-
kendtgørelsen).
Bemyndigelsen forventes ligesom efter gældende ret at blive
anvendt til at fastsætte regler om supervision, rådgivning,
vejledning og efteruddannelse af almene plejefamilier, for-
stærkede plejefamilier, specialiserede plejefamilier og net-
værksplejefamilier, om omfanget af den intensive støtte i
begyndelsen af en anbringelse, om plejefamiliernes pligt til
at modtage den intensive støtte og om gennemførelse af
kursus.
Det forventes endvidere, at bemyndigelsen vil blive anvendt
til at fastsætte, at kurset til plejefamilier vil skulle omhandle
det underliggende materiale til Socialstyrelsens tæt støttede
opstartsforløb.
Formålet med den foreslåede § 56 er overordnet at viderefø-
re servicelovens regler for efteruddannelse og supervision
m.v., for plejefamilier, der efter gældende ret fremgår af
servicelovens § 66 c, således at kommunalbestyrelsen løben-
de gennemfører den fornødne efteruddannelse, og sikrer,
at plejefamilien modtager den fornødne supervision, rådgiv-
ning og vejledning i overensstemmelse med plejeopgavens
omfang.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 57
Det fremgår af § 66 a, 2. pkt., i serviceloven, at kommu-
nalbestyrelsen ved anbringelse af et barn eller en ung i en
plejefamilie kan vælge en netværksplejefamilie, jf. § 66 b,
eller en af følgende plejefamilietyper: almene plejefamilier
dvs. familier, der er godkendt til at varetage omsorgen og
sikre udvikling og trivsel for børn og unge med lette til mo-
derate støttebehov; forstærkede plejefamilier dvs. familier,
der er godkendt til at varetage omsorgen og sikre udvikling
og trivsel for børn og unge med moderate til svære støtte-
behov; eller specialiserede plejefamilier dvs. familier, der
er godkendt til at varetage omsorgen og sikre udvikling og
trivsel for børn og unge med svære støttebehov.
Det foreslås med § 57, at et barn eller en ung kan anbrin-
ges i en netværksplejefamilie, jf. forslaget til § 58, eller i
en af følgende plejefamilietyper: 1) Almene plejefamilier,
familier, der er godkendt til at varetage omsorg og sikre
udvikling og trivsel for børn og unge med lette til moderate
støttebehov, 2) forstærkede plejefamilier, familier, der er
godkendt til at varetage omsorg og sikre udvikling og trivsel
for børn og unge med moderate til svære støttebehov, eller
3) specialiserede plejefamilier, familier, der er godkendt til
at varetage omsorg og sikre udvikling og trivsel for børn og
unge med svære støttebehov.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
alene redaktionelle ændringer af § 66 a, 2. pkt., i servicelo-
ven.
Med den foreslåede § 57, nr. 1-3, foreslås det at opregne
dels plejefamilietyperne, dels hvilke børn de forskellige ple-
jefamilietyper er godkendt til at kunne varetage omsorgen
for defineret ud fra børnenes støttebehov (lette, moderate
eller svære).
Bestemmelsen indebærer, at en almen plejefamilie således
ikke vil kunne modtage et barn eller en ung med svære
støttebehov i pleje. En specialiseret plejefamilie - derimod
- vil godt kunne modtage et barn eller en ung i pleje med
moderate støttebehov, selvom familien er godkendt til at
modtage børn og unge med svære støttebehov. Det vil så-
ledes ikke altid være hensigtsmæssigt, at en specialiseret
plejefamilie, selvom den er godkendt til børn eller unge med
svære støttebehov, modtager flere børn eller unge i denne
kategori, da det kan sætte familien under et alt for stort pres,
der kan få negative konsekvenser for de børn og unge, der er
anbragt der.
Det foreslås med nr. 1, at almene plejefamilier, jf. den fore-
slåede § 43, stk. 1, nr. 1, er plejefamilier, der er godkendt
til at levere en grundlæggende indsats bl.a. i form af et
omsorgsfuldt familieliv, en forudsigelig hverdagsstruktur og
et stort engagement til et sårbart eller udsat barn eller ung
med lettere til moderate støttebehov. Almene plejefamilier
vil kunne sikre udvikling og trivsel for barnet eller den un-
ge, håndtere omsorgsopgaver, opdragelse og et uproblema-
tisk eller lettere problematisk forældresamarbejde. Almene
plejefamilier vil også kunne samarbejde med eksterne fag-
personer og understøtte iværksatte supplerende støtte- eller
behandling i hverdagen med barnet. Med dette menes der, at
den almene plejefamilie vil skulle være i stand til at forstå,
sætte sig ind i og bakke op om den støtte- eller behandling
der er iværksat over for barnet i dagligdagen, men ikke i en
grad, der forudsætter en særlig viden eller bestemte faglige
kompetencer. Almene plejefamilier vil ikke være godkendt
til børn med svære problematikker. Der kan undtagelsesvist
opstå behov for i en bestemt periode at indgå aftale med en
almen plejefamilie om hel eller delvis erhvervsbegrænsning,
hvis der er særlige forhold hos barnet eller den unge, der
248
tilsiger dette. Det gælder eksempelvis, hvis der er tale om
anbringelse af et spædbarn.
Almene plejefamilier vil alene være omfattet af § 3 i vok-
senansvarsloven, hvorefter der som led i varetagelsen af den
daglige omsorg kan foretages nødvendige indgreb i barnet
eller den unges selvbestemmelsesret for at sikre barnets eller
den unges interesse.
En almen plejefamilie vil f.eks. kunne være en familie, der
kan modtage et barn, der har været udsat for omsorgssvigt
pga. forældrenes begrænsede overskud til stabil omsorg og
stimulering f.eks. pga. misbrug eller psykiske vanskelighe-
der. Plejefamilien vil have almene kompetencer til at yde
omsorg og støtte til barnet f.eks. i form af en struktureret og
forudsigelig hverdag, der understøtter skolegang og samvær
med jævnaldrende børn.
En almen plejefamilie vil f.eks. kunne være en familie, der
kan modtage et barn, der har forsinket sproglig og motorisk
udvikling som følge af forældrenes fysiske helbred, og hvor
der periodevis har været begrænset overskud til omsorg og
stimulering af barnet. Plejefamilien vil have kompetencer til
at yde omsorg for barnet og yde en målrettet indsats, der
bringer barnet hen imod en alderssvarende udvikling bl.a.
i form af støtte til skolegang og ledsagelse til fritidsaktivite-
ter.
Det foreslås med nr. 2, at forstærkede plejefamilier, jf. den
foreslåede § 43, stk. 1, nr. 2, vil være plejefamilier, der er
godkendt til at have børn og unge i pleje, som har moderate
til svære støttebehov, herunder eventuelle behov som følge
af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet el-
ler den unge. Forstærkede plejefamilier vil have viden om
børn med særlige behov og/eller børn, der viser tegn på mis-
trivsel. Forstærkede plejefamilier vil kunne omsætte denne
viden i plejeforholdet i hverdagen på en måde, der tilgodeser
barnets særlige problemstillinger. Forstærkede plejefamilier
vil i kraft af deres personlige og faglige kompetencer kun-
ne sikre barnet eller den unge udvikling og trivsel samt
samarbejde med eksterne fagpersoner og medvirke til, at
en eventuelt iværksat supplerende støtte eller behandling i
forhold til barnet følges op i hjemmet, således at barnet får
de optimale muligheder for udvikling og trivsel. Med dette
menes der, at den forstærkede plejefamilie skal kunne spille
en mere aktiv rolle i forhold til at følge indsatsen op i hver-
dagen med barnet, f.eks. under vejledning fra professionelle
behandlere eller tilbud. Forstærkede plejefamilier vil alene
være omfattet af § 3 i voksenansvarsloven, hvorefter der
som led i varetagelsen af den daglige omsorg kan foretages
nødvendige indgreb i barnet eller den unges selvbestemmel-
sesret for at sikre barnets eller den unges interesse. Det vil i
perioder kunne være nødvendigt med en aftale om hel eller
delvis erhvervsbegrænsning, hvis der er særlige behov hos
barnet, der tilsiger dette.
Forstærkede plejefamilier vil i forhold til specialiseringsgrad
og kompetencer ligge et niveau over almene plejefamilier
og et niveau under specialiserede plejefamilier. Forstærkede
plejefamilier vil ligesom specialiserede plejefamilier kunne
modtage børn i pleje, der ud over et behov for en hverdag
i familielignende rammer også har et behov for mere specia-
liseret støtte eller behandling, herunder behov som følge af
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller
den unge, samtidig med, at de bor i plejefamilien, men
forstærkede plejefamilier vil som udgangspunkt ikke selv
skulle kunne yde egentlig specialiseret støtte eller behand-
ling. Denne vil i stedet skulle gives af fagprofessionelle
udefra som en supplerende indsats samtidig med, at barnet
bor i plejefamilien.
I brugen af ordet forstærket ligger således, at anbringelsen
hos plejefamilien ikke nødvendigvis vil være en tilstrække-
lig indsats til barnet, men at der i perioder under anbringel-
sen kan være behov for at tilbyde plejefamilien ”forstærk-
ning”. Forstærkningen vil for eksempel kunne bestå i at
sætte ind med ekstra støtte til plejefamilien som led i kom-
munens pligt til at tilbyde plejefamilier supervision, råd og
vejledning i overensstemmelse med plejeopgavens omfang
efter den foreslåede bestemmelse i § 56. Den vil også kunne
bestå i, at der i perioder sættes ind med supplerende støtte
eller behandling til barnet samtidig med, at barnet bor i
plejefamilien, jf. § 32. I sådanne perioder vil det kunne være
meningsfuldt at indgå en aftale med forstærkede plejefamili-
er om hel eller delvis erhvervsbegrænsning, så plejefamilien
vil kunne indgå i et samarbejde med eksterne fagpersoner
om støtten eller behandlingen og følge denne op i hjemmet.
En forstærket plejefamilie vil f.eks. kunne være en familie,
der kan modtage en omsorgsvigtet ung med angstproblema-
tikker og højt skolefravær. Plejefamilien vil have erfaring
med og viden om unge, som har været udsat for omsorgs-
svigt, og vil kunne tilrettelægge en struktureret hverdag,
der tilgodeser den unge i tæt samarbejde med den unges
skoletilbud og behandlingstilbud/psykolog.
En forstærket plejefamilie vil også kunne være en familie,
der kan modtage et omsorgssvigtet barn med selvskadende
adfærd og selvmordstanker. Plejefamilien vil have erfaring
og viden om børn, der har været udsat for omsorgssvigt,
og kan tilrettelægge en hverdag, der tilgodeser barnet i tæt
samarbejde med f.eks. en psykolog.
Det foreslås med nr. 3, at specialiserede plejefamilier, jf.
den foreslåede § 43, stk. 1, nr. 3, er plejefamilier, der er
godkendt til at have børn og unge i pleje, der har svære støt-
tebehov, herunder eventuelle behov som følge af betydelig
og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har
mere specialiserede behov og/eller viser tegn på mistrivsel,
men som samtidig vurderes at have gavn af at bo i fami-
lielignende rammer. Specialiserede plejefamilier vil kunne
sikre barnets eller den unges udvikling og trivsel og vil
have særlige kompetencer og kvalifikationer, som gør dem
i stand til at samarbejde med eksterne fagpersoner og tilbud
samt indgå i supplerende støtte og behandling i forhold til
barnet. Der vil f.eks. kunne være tale om plejefamilier med
solid erfaring med arbejdet med udsatte børn og unge el-
ler plejefamilier, som har særlige uddannelsesmæssige kva-
249
lifikationer, eksempelvis i form af kendskab til specifikke
fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser om end dette
ikke er et krav. Specialiserede plejefamilier vil skulle kunne
håndtere særlige behov eller udfordringer hos barnet eller
den unge og i nogle tilfælde også skulle kunne håndtere
et kompliceret forældresamarbejde, og det vil kunne være
nødvendigt, at der laves aftale om hel eller delvis erhvervs-
begrænsning.
Specialiserede plejefamilier vil have adgang til at anvende
fysisk guidning og afværgehjælp efter voksenansvarslovens
§§ 6 og 8 over for anbragte børn og unge med svære støtte-
behov.
Specialiserede plejefamilier vil ligesom forstærkede plejefa-
milier kunne indgå i et samarbejde med andre fagprofessio-
nelle om supplerende støtte eller specialiseret behandling til
barnet, men det vil i højere grad end for forstærkede pleje-
familier kunne forventes, at de på grund af deres særlige
kompetencer og kvalifikationer også vil kunne indgå i selve
behandlingen.
En specialiseret plejefamilie vil f.eks. kunne være en fa-
milie, der kan modtage et barn med fysisk og psykisk
funktionsnedsættelse. Det kunne være et barn med opmærk-
somhedsforstyrrelser svær eller dyb udviklingshæmning og
epileptiske anfald, hvor barnet af og til bliver udadreageren-
de. Plejefamilien vil måske have en særlig socialpædagogisk
og sundhedsfaglig uddannelse eller indsigt i og erfaring med
målgruppen, og hvis der er tale om et barn med epilepsi vil
plejefamilien kunne skabe særlige skærmende rammer samt
overvåge barnets epileptiske anfald.
En specialiseret plejefamilie vil f.eks. også kunne være en
familie, der kan modtage et barn, der har været udsat for
massivt omsorgssvigt, og hvor der er behov for akutanbrin-
gelse. Plejefamilien vil eksempelvis have solid erfaring, pæ-
dagogisk uddannelse eller indsigt i målgruppen, herunder
særlig viden eller erfaring med sorg- og krisereaktioner og
svært forældresamarbejde. Plejefamilien vil have særlige
kompetencer, som gør dem i stand til at samarbejde med
andre eksterne fagpersoner, f.eks. børnehusene i forhold til
at afdække barnets støttebehov.
Formålet med den foreslåede § 57 er at beskrive de forskel-
lige plejefamilietyper. Det skal understrege, at der er stor
forskel på de børn, der anbringes i plejefamilier, og at det
stiller forskellige krav til plejefamiliernes kompetencer og
karakteren og omfanget af den støtte, de har brug for i
løbet af anbringelsen. Beskrivelsen skal også understøtte
kommunernes arbejde med at matche barn og plejefamilie
ved at gøre det klart, hvad der kendetegner de forskellige
plejefamilietyper og de opgaver, de godkendes til at kunne
varetage. Beskrivelsen skal endvidere medvirke til at skabe
en øget bevidsthed og opmærksomhed omkring det forhold,
at en anbringelse i en plejefamilie i mange tilfælde ikke vil
være en tilstrækkelig indsats for et anbragt barn. Derfor skal
kommunerne altid vurdere behovet for supplerende støtte
til barn og plejefamilie i forbindelse med anbringelsen og
løbende som den skrider frem.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 58
Det fremgår af § 66 b, stk. 1, i serviceloven, at netværksple-
jefamilier skal være godkendt som konkret egnede i forhold
til et bestemt barn eller en bestemt ung af kommunalbesty-
relsen i den anbringende kommune.
Det fremgår af § 66 b, stk. 2, i serviceloven, at den kom-
munalbestyrelse, der godkender netværksplejefamilien som
konkret egnet, jf. § 66 b, stk. 1, i forbindelse med godken-
delsen skal tilbyde plejefamilien et grundkursus i at være
plejefamilie.
Det fremgår af § 66 b, stk. 3, i serviceloven, at afgørelser
om godkendelse som netværksplejefamilie for et bestemt
barn eller en bestemt ung ikke kan indbringes for anden
administrativ myndighed.
Det fremgår af § 66 b, stk. 6, i serviceloven, at en fami-
lie, der har haft et barn midlertidigt placeret efter § 32 a
i adoptionsloven, kan godkendes som netværksplejefamilie
for barnet, hvis retten ophæver Ankestyrelsens afgørelse om
adoption efter § 9 i adoptionsloven.
Det fremgår af § 66 b, stk. 7, i serviceloven, at social- og æl-
dreministeren kan fastsætte nærmere regler om godkendelse,
jf. § 66 b, stk. 1, om grundkursus til netværksplejefamilier,
om dækning af netværksplejefamiliers omkostninger ved at
have et barn eller en ung boende og om beregning og regu-
lering af tabt arbejdsfortjeneste til netværksplejefamilier, jf.
§ 66 b, stk. 4.
Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af plejefamiliebe-
kendtgørelsen.
Det foreslås med stk. 1, at en netværksplejefamilie skal være
godkendt som konkret egnede i forhold til et bestemt barn
eller en bestemt ung af kommunalbestyrelsen i den kommu-
ne, der træffer afgørelse om at anbringe barnet eller den
unge.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
alene sproglige ændringer af § 66 b, stk. 1, i serviceloven.
At en netværksplejefamilie skal godkendes som konkret eg-
net vil sige, at familien vil skulle vurderes til at være egnet
til at modtage ét bestemt barn, men at det ikke vil være
relevant, om familien vil kunne modtage andre børn.
I kommunens vurdering af, om der er tale om en netværks-
plejefamilie eller eksempelvis en almen plejefamilie, der
skal generelt godkendes af socialtilsynet, vil det være afgø-
rende, at der lægges vægt på den personlige relation mellem
plejefamilien og barnet eller den unge. Hvis den personlige
relation mellem familien og barnet eller den unge er afgø-
250
rende for, at denne familie vælges som anbringelsessted, vil
der være tale om en netværksanbringelse. I netværksanbrin-
gelser vil barnets kontakt og relation til familien desuden
kunne tillægges større betydning end eksempelvis familiens
alder, erfaring og uddannelsesmæssige baggrund. Ved net-
værksanbringelse som følge af en æresrelateret konflikt, skal
det undersøges, om netværket er involveret i konflikten,
hvilket kan betyde, at en netværksanbringelse er uegnet for
barnet. Med den foreslåede stk. 1 vil relationen mellem
netværksplejefamilien og det pågældende barn eller unge
kunne være etableret igennem den pågældende plejeforæl-
der/-families professionelle virke i forhold til familiens eller
barnets sociale problemer. Barnet eller den unge vil således
kunne blive anbragt i netværkspleje hos f.eks. sin støttepæ-
dagog eller andre, hvis der lægges vægt på den personlige
relation mellem den potentielle plejeforælder/-familie og
barnet eller den unge. Det centrale vil være, at der er en
vis tilknytning mellem barnet og familien – eller alternativt,
at det vurderes, at der kan komme dette, f.eks. ved anbrin-
gelser af spædbørn, men relationen vil kunne udspringe af
en professionel relation.
Kriteriet for, at en netværksplejefamilie vil kunne godken-
des vil være, at familien skal have de fornødne ressourcer
til at give det konkrete barn eller den unge den støtte og
omsorg, som barnet eller den unge har behov for, herunder
eventuelle behov som følge af betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge,
evt. suppleret med den nødvendige professionelle behand-
ling udefra. Det er hensigten, at målgruppen for netværks-
plejeanbringelser vil være børn eller unge, der ellers skulle
have været anbragt i familiepleje. Netværksplejefamilier vil
derfor ikke kunne godkendes til børn og unge med så omfat-
tende støtte- eller behandlingsbehov, at de falder i målgrup-
pen af børn og unge, der skal anbringes på et børne- og
ungehjem, der har et specialiseret tilbud for børn og unge
med sådanne særlige behov for støtte eller behandling. En
netværksplejefamilie vil godt kunne godkendes til flere børn
samtidig, f.eks. søskende. Netværksplejefamilien vil i de
tilfælde skulle have en godkendelse for hvert enkelt barn.
Det foreslås med stk. 2, at den kommunalbestyrelse, der
godkender netværksplejefamilien, skal tilbyde netværksple-
jefamilien et grundkursus i at være plejefamilie.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 66 b, stk. 2, i serviceloven.
Der forventes fastsat nærmere regler om grundkurset i den
bekendtgørelse, der foreslås udstedt med hjemmel i forsla-
gets § 58, stk. 5. Det forventes, at disse regler vil være
en videreførelse af de bestemmelser, der efter gældende ret
fremgår af § 11 i plejefamiliebekendtgørelsen. Det fremgår
heraf, at den kommunalbestyrelse, der godkender familien
som netværksplejefamilie, skal sørge for, at familien delta-
ger i et grundkursus, der giver dem den fornødne informa-
tion og viden om at være plejefamilie. Det fremgår videre,
at kurset skal gives i forbindelse med godkendelsen og har
til formål at opkvalificere familien og mindske risikoen for,
at anbringelsen bryder sammen, samt at grundkurset derfor
både skal give den kommende netværksplejefamilie viden
om, hvilken opgave de går ind til og redskaber til at løse
opgaven. Endelig fremgår, at netværksplejefamilier har pligt
til at gennemføre et grundkursus, at kurset omfatter begge
plejeforældre, og at grundkurset som minimum skal have
en varighed svarende til fire hele kursusdage. Der forventes
ikke i forbindelse med udstedelsen af bekendtgørelsen med
hjemmel i forslagets § 58, stk. 5, ændringer i disse regler.
Der forventes ligeledes i overensstemmelse med gældende
ret, at der med hjemmel i forslagets § 58, stk. 5, vil bli-
ve regler om, at kurset som minimum ville skulle omhand-
le følgende tre aspekter. For det første vil kurset skulle
omhandle omsorg for og opdragelse af børn, herunder for-
ståelse for anbragte børns særlige situation og eventuelle
forstyrrelser i børnenes udvikling samt forståelsen for re-
lationen mellem plejefamilie, plejebarn og plejefamiliens
egne børn. For det andet vil kurset skulle omhandle samar-
bejdet med barnets forældre, herunder hvordan barnets og
forældrenes relation støttes. For det tredje vil kurset skulle
omhandle plejefamiliens rolle i samarbejdet med de profes-
sionelle omkring barnet/den unge.
Det foreslås med stk. 3, at afgørelse om godkendelse som
netværksplejefamilie for et bestemt barn eller en bestemt
ung ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 66 b, stk. 3, i serviceloven. Der foreslås
med den foreslåede bestemmelse ikke ændret ved, at afgø-
relse om afslag på en godkendelse som netværksplejefamilie
ikke kan påklages.
Det foreslås med stk. 4, at en familie, der har haft et barn
eller en ung midlertidigt placeret efter § 32 a i adoptions-
loven, kan godkendes som netværksplejefamilie for barnet
eller den unge, hvis retten ophæver Ankestyrelsens afgørelse
om adoption efter § 9 i adoptionsloven.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden indholdsmæssige ændringer af § 66 b, stk. 6, i service-
loven.
Med den foreslåede bestemmelse sikres det, at såfremt et
barn har været midlertidigt placeret hos en adoptionsansø-
ger efter § 32 a i adoptionsloven, og domstolene ophæver
Ankestyrelsens afgørelse om, at barnet eller den unge skal
adopteres uden samtykke, vil barnet eller den unge kunne
blive boende hos familien ved, at familien bliver netværks-
plejefamilie for barnet eller den unge. Kommunalbestyrelsen
vil i hvert enkelt tilfælde skulle foretage en vurdering af,
hvorvidt det er til barnets eller den unges bedste at blive
anbragt i netværkspleje hos familien i forbindelse med, at
kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om anbringelse af
barnet. Det bemærkes, at ved § 4, nr. 9, i det samtidigt
fremsatte følgelovforslag foreslås det, at anvendelsesområ-
det for § 32 a i adoptionsloven udvides sådan, at bestem-
melsen også finder anvendelse, selvom der er tale om en
251
adoption, som ikke kræver godkendelse af adoptanten efter
§ 4 a i adoptionsloven.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 er begrundet i behovet
for at skabe kontinuitet og en tryg og stabil opvækst for bar-
net eller den unge, hvor barnet eller den unge oplever så få
skift som muligt. Barnet eller den unge vil have været mid-
lertidigt placeret hos familien under domstolenes behandling
af sagen og således have knyttet bånd til familien. Disse
bånd bør af hensyn til barnets eller den unges bedste ikke
brydes, uanset at der træffes afgørelse om, at barnet eller
den unge ikke kan adopteres uden samtykke.
Det foreslås med stk. 5, at social- og ældreministeren kan
fastsætte nærmere regler om godkendelse, jf. § 58, stk. 1, og
om grundkursus til netværksplejefamilier.
Den foreslåede bestemmelse er således en delvis viderefø-
relse af § 66 b, stk. 7, i serviceloven, således at bemyndigel-
sen dækker over regler om godkendelse af og grundkursus
til netværksplejefamilier. Den foreslåede bestemmelse i stk.
5 viderefører social- og ældreministerens adgang til at fast-
sætte nærmere regler om visse forhold angående netværks-
plejefamilier. Bemyndigelse til at fastsætte de resterende
forhold som nævnt i servicelovens § 66 b, stk. 7, er videre-
ført i § 59, stk. 4. Bestemmelsen ændrer således ikke på
gældende ret.
Endvidere forventes at der med hjemmel i forslagets § 58,
stk. 5, i lighed med efter gældende ret vil blive fastsat regler
om, at grundkurset kun skal gennemføres i forbindelse med
netværksplejefamiliens første godkendelse. Ansøger famili-
en om en ny godkendelse efter en periode uden godkendel-
se, skal grundkurset således ikke gennemføres på ny. Dog
kan den godkendende myndighed stille krav herom, hvis
særlige forhold gør sig gældende.
Endvidere forventes det, at der med hjemmel i forslagets §
58, stk. 5, i lighed med efter gældende ret vil blive fastsat
regler om, at det vil være en forudsætning for netværkspleje-
familier, at familien gennemfører grundkurset i forbindelse
med godkendelsen, samt at hvis en netværksplejefamilie
modtager et barn eller en ung, inden grundkurset er gen-
nemført, vil grundkurset skulle gennemføres hurtigst muligt
herefter.
Bemyndigelsen forventes ligesom efter gældende ret at blive
anvendt til at fastsætte regler om godkendelse af og grund-
kursus til netværksplejefamilier.
Formålet med den foreslåede § 58 er overordnet at videre-
føre servicelovens regler for netværksplejefamilier. Bestem-
melsen har til formål at sikre, at et barn eller en ung, der har
brug for et nyt hjem, kan komme til at bo hos voksne, de
allerede kender og stoler på.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 59
Det fremgår af § 66 b, stk. 4, i serviceloven, at den kom-
munalbestyrelse, der har godkendt netværksplejefamilien,
ud over godtgørelse for kost og logi, jf. § 55, stk. 4, i
serviceloven, skal dække netværksplejefamiliens øvrige og
ekstraordinære omkostninger ved at have barnet eller den
unge boende. Det fremgår videre, at op til 20.000 kr. pr.
barn eller ung årligt kan dækkes som øvrige omkostninger
uden forevisning af dokumentation. Netværksplejefamilier
kan efter en konkret vurdering desuden få hel eller delvis
hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.
Det fremgår af § 66 b, stk. 5, i serviceloven, at afgørelser
om dækning af øvrige og ekstraordinære omkostninger og
om dækning af tabt arbejdsfortjeneste kan påklages efter
reglerne i kapitel 10 i retssikkerhedsloven.
Det fremgår af § 66 b, stk. 7, i serviceloven, at social- og æl-
dreministeren kan fastsætte nærmere regler om godkendelse,
jf. § 66 b, stk. 1, om grundkursus til netværksplejefamilier,
om dækning af netværksplejefamiliers omkostninger ved at
have et barn eller en ung boende og om beregning og regu-
lering af tabt arbejdsfortjeneste til netværksplejefamilier, jf.
§ 66 b, stk. 4.
Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af plejefamiliefa-
miliebekendtgørelsen.
Det foreslås med stk. 1, at den kommunalbestyrelse, der har
godkendt netværksplejefamilien, skal ud over godtgørelse
for kost og logi, jf. § 197, dække netværksplejefamiliens øv-
rige og ekstraordinære omkostninger ved at have barnet eller
den unge boende. Op til 20.000 kr. pr. barn eller ung årligt
kan dækkes som øvrige omkostninger uden forevisning af
dokumentation. Netværksplejefamilier kan efter en konkret
vurdering desuden få hel eller delvis hjælp til dækning af
tabt arbejdsfortjeneste.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 66 b, stk. 4, i serviceloven.
Det vil være op til den anbringende kommune konkret at
vurdere behovet for dækning af eventuelle omkostninger, ud
over kost og logi, jf. det foreslåede stk.1, for hver enkelt
netværksplejefamilie.
Kommunens dækning af omkostninger til netværksplejefa-
milier vil være skattefri, hvis godtgørelsen er til dækning af
nærmere bestemte omkostninger, jf. ligningslovens § 7, nr.
9.
Med stk. 1, 1. og 2. pkt., foreslås det, at den kommunalbe-
styrelse, der har godkendt netværksplejefamilien, ud over
kost og logi, jf. den foreslåede §197, også vil skulle dække
netværksplejefamiliens øvrige og ekstraordinære omkostnin-
ger ved at have barnet eller den unge boende. Op til 20.000
kr. pr. barn vil årligt kunne dækkes som øvrige omkostnin-
ger uden forevisning af dokumentation.
Netværksplejefamiliers omkostninger ud over kost og logi,
jf. den foreslåede § 197, vil skulle dækkes. Den foreslåede
252
bestemmelse om dækning af øvrige omkostninger op til
20.000 kr. uden forevisning af dokumentation muliggør, at
omkostninger under denne beløbsgrænse kan dækkes skatte-
frit uden nærmere konkretisering.
Der er med forslaget ikke tilsigtet nogen indholdsmæssi-
ge ændringer af kommunernes praksis for dækning af net-
værksplejefamiliers omkostninger.
Det vil fortsat være op til den enkelte kommune, hvordan
den i praksis vil administrere dækningen af netværksplejefa-
miliernes øvrige omkostninger, herunder om der skal tages
stilling til dækningen af familiens øvrige omkostninger i
forbindelse med en anbringelse af et barn eller en ung i
familien og eventuelt være en årlig genvurdering af behovet,
og/eller om der kan/skal kunne ansøges om dækning af øvri-
ge omkostninger løbende.
Kommunen vil i lighed med gældende ret kunne kræve do-
kumentation for, at barnet eller den unge har et behov, som
medfører øvrige omkostninger, samt vurdere hvor meget det
kan forventes at beløbe sig til, men kommunen vil altså ikke
efterfølgende kunne kræve fremvisning af kvitteringer for at
udgifterne er afholdt.
Det vil således ikke være alle netværksplejefamilier, der vil
få udbetalt et beløb til dækning af eventuelt øvrige omkost-
ninger, men alene dem, hvor kommunen efter en konkret
og individuel vurdering har fundet, at der er et behov hos
barnet eller den unge, som ligger ud over det, der dækkes
af kost og logi. Det vil f.eks. kunne være løbende faste
ekstra udgifter, primært til særlige behov hos barnet sås-
om medicin, vådliggerudstyr eller lignende. Udbetalingen
til netværksplejefamilien vil kunne være månedlig og/eller
evt. bestå af enkeltstående mindre engangsudbetalinger.
Med stk. 1, 3. pkt., foreslås det, at netværksplejefamilier
efter en konkret vurdering kan få hel eller delvis hjælp til
dækning af tabt arbejdsfortjeneste.
Kommunen vil i lighed med efter gældende ret have mulig-
hed for at yde godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste til net-
værksplejefamilier. Godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste
vil kunne gives i de tilfælde, hvor hensynet til barnet eller
den unge konkret betyder, at netværksplejeforældre ikke har
mulighed for at passe deres almindelige arbejde eller må gå
ned i arbejdstid. Det vil f.eks. kunne være nødvendigt, at
den ene plejeforælder i en periode tager orlov fra sit arbejde,
hvis det barn, der skal anbringes i pleje, er et spædbarn,
der endnu ikke er i dagtilbud. Der vil også kunne være tale
om et barn, der har behov for en særlig opmærksomhed fra
plejeforældrene, der betyder, at de i indkøringsfasen tager
helt eller delvist orlov.
Det forudsættes dog, at dette kun vil finde sted, når hensynet
til barnet eller den unge gør det nødvendigt. Hovedreglen vil
være, at netværksplejefamilien lader barnet eller den unge
indgå i den hverdag, familien havde før anbringelsen. Hvis
barnet eller den unge har et særligt behov for støtte, bør
dette som udgangspunkt ydes professionelt, dvs. ikke af net-
værksplejefamilien, men af andre professionelle, som kom-
munen betaler for denne ydelse.
Der er fastsat nærmere regler vedrørende dækning af tabt
arbejdsfortjeneste for netværksplejefamilier i plejefamiliebe-
kendtgørelsen. Det forventes, at disse regler ligeledes vil
blive videreført uden indholdsmæssige ændringer.
Det foreslås med stk. 2, der er ny, at netværksplejefamilien
kan frabede sig kompensation efter stk. 1.
Bestemmelsen vil skulle gøre det muligt for netværkspleje-
familier, at frasige sig økonomisk kompensation, hvis de
ikke ønsker at modtage den eller de mener, at de ikke har
behov for det.
Det foreslås med stk. 3, afgørelser om dækning af øvrige
og ekstraordinære omkostninger og om dækning af tabt ar-
bejdsfortjeneste efter de foreslåede bestemmelser i § 59, stk.
1, kan påklages til Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i
retssikkerhedsloven.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 66 b, stk. 5, i serviceloven. Der foreslås
dermed ikke ændringer i netværksplejefamiliers adgang til
at klage over afgørelser om dækning af øvrige omkostninger
ved at have barnet boende og om dækning af tabt arbejdstje-
neste.
Det foreslås med stk. 4, at social- og ældreministeren kan
fastsætte nærmere regler om dækning af netværksplejefami-
liers omkostninger ved at have et barn eller en ung boende
og beregning og regulering af tabt arbejdsfortjeneste til net-
værksplejefamilier.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 66 b, stk. 7, i serviceloven. Den fore-
slåede bestemmelse i stk. 4 viderefører social- og ældremi-
nisterens adgang til at fastsætte nærmere regler om visse
forhold angående netværksplejefamilier. Bestemmelsen æn-
drer således ikke på gældende ret.
Bemyndigelsen forventes ligesom efter gældende ret at blive
anvendt til at fastsætte regler om dækning af netværksple-
jefamiliers omkostninger ved at have et barn eller en ung
boende og om beregning og regulering af tabt arbejdsfortje-
neste til netværksplejefamilier.
Formålet med den foreslåede § 58 er overordnet at viderefø-
re servicelovens regler for dækning af netværksplejefamili-
ers omkostninger ved at have et barn eller en ung boende.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 60
Det fremgår af § 66 d, stk. 1, nr. 1, i serviceloven, at kom-
munalbestyrelsen skal tilbyde den fornødne faglige støtte
til netværksplejefamilier i overensstemmelse med plejeop-
gavens omfang.
253
Det fremgår af § 66 d, stk. 2, i serviceloven, at social-
og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om faglig
støtte til netværksplejefamilier og familier, der har adopteret
et barn eller en ung, der tidligere har været anbragt i pleje i
familien.
Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af plejefamiliebe-
kendtgørelsen.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde
den fornødne faglige støtte til netværksplejefamilier i over-
ensstemmelse med plejeopgavens omfang.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 66 d, stk. 1, nr. 1, i serviceloven.
Netværksplejefamiliers ret til faglig støtte vil ligge ud over
retten og pligten til efteruddannelse og supervision efter den
foreslåede § 56, stk. 1. Formålet med den faglige støtte vil
være at understøtte en stabil anbringelse ved at målrette
støtten til den enkelte netværksplejefamilies behov.
Støtten vil for eksempel kunne være råd eller vejledning i
starten af anbringelsesforløbet eller støtte til at forebygge
og håndtere konflikter med den genetiske familie. Støtten
vil også kunne bestå af samtaler med fagpersoner på områ-
det (for eksempel familieplejekonsulenter, familiebehandle-
re, sagsbehandlere m.v.), kurser eller undervisning, der kan
støtte netværksplejefamilien i at imødekomme barnets eller
den unges behov.
Den faglige støttes omfang og indhold vil skulle fastsættes
af kommunalbestyrelsen på baggrund af en konkret vurde-
ring af den enkelte netværksplejefamilies behov herfor. Det
vil være hensigtsmæssigt at dette sker i dialog med net-
værksplejefamilien selv. Behovet for faglig støtte kan varie-
re i perioder, eksempelvis vil omfanget af støtte kunne stige
i perioder med store konflikter med barnets eller den unges
genetiske forældre og falde igen, når disse er håndteret.
Det foreslås med stk. 2, at social- og ældreministeren kan
fastsætte nærmere regler om faglig støtte til netværkspleje-
familier.
Der er således tale om en videreførelse af den del af so-
cial- og ældreministerens bemyndigelse i § 66 d, stk. 2, i
serviceloven, der omhandler fastsættelse af nærmere regler
om faglig støtte til netværksplejefamilier.
Bemyndigelsen forventes ligesom efter gældende ret at blive
anvendt til at fastsætte regler om faglig støtte til netværks-
plejefamilier.
Formålet med den foreslåede § 60 er overordnet at sikre at
netværksplejefamilier vil få en faglig støtte, som kan under-
støtte en stabil anbringelse for barnet eller den ungeved at
målrette støtten til den enkelte netværksplejefamilies behov.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 61
Det fremgår af § 63 a, stk. 1, i serviceloven, at børn- og
unge-udvalget kan træffe afgørelse om anbringelse på delvis
lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på
døgninstitutioner, jf. servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7, jf. §
52, stk. 1, og § 58, når betingelserne i § 63 a, stk. 2, er
opfyldt. Det fremgår af § 63 a, stk. 2, i serviceloven, at del-
vis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger
på døgninstitutioner for børn og unge mellem 12 og 17 år
efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 7, alene må anvendes,
når det er afgørende for den socialpædagogiske behandling
at kunne aflåse yderdøre og vinduer i perioder eller at kunne
fastholde barnet eller den unge fysisk. Der skal endvidere
være risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller ud-
vikling lider alvorlig skade på grund af kriminel adfærd hos
barnet eller den unge, misbrugsproblemer hos barnet eller
den unge eller andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos
barnet eller den unge.
Det fremgår af § 63 a, stk. 4, i serviceloven, at social- og
ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendel-
sen af og forholdene under en anbringelse på delvis lukkede
døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninsti-
tutioner, og at børn- og ungeudvalget kan træffe afgørelse
om at dispensere fra aldersgrænsen i § 63 a, stk. 2, i særlige
situationer i forhold til børn under 12 år.
Det foreslås med stk. 1, at børne- og ungeudvalget kan træf-
fe afgørelse om, at et barn eller en ung mellem 12 og 17
år skal anbringes, jf. den foreslåede §§ 46 eller 47, på en
delvis lukket døgninstitution eller en delvis lukket afdeling
på en døgninstitution, når det er afgørende for den socialpæ-
dagogiske behandling at kunne aflåse yderdøre og vinduer
i perioder eller at kunne fastholde barnet eller den unge
fysisk. Der skal endvidere være risiko for, at barnets eller
den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på
grund af: 1) Kriminel adfærd hos barnet eller den unge, 2)
misbrugsproblemer hos barnet eller den unge eller 3) andre
adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den un-
ge.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
alene redaktionelle ændringer af § 63 a, stk. 1 og 2, i ser-
viceloven.
Børne- og ungeudvalgets stillingtagen til anbringelse på en
delvis lukket døgninstitution eller afdeling efter den foreslå-
ede bestemmelse vil skulle ske på baggrund af en indstilling
fra kommunalbestyrelsen, og afgørelse herom vil alene kun-
ne træffes, når betingelserne for anbringelse på en delvis
lukket døgninstitution eller afdeling er opfyldt i det konkrete
tilfælde.
Børne- og ungeudvalgets afgørelse om anbringelse på en
delvis lukket afdeling eller institution vil kunne træffes på
samme møde, som børne- og ungeudvalget træffer afgørelse
om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke. Afgørelse
om anbringelse uden for hjemmet skal dog træffes først
254
og efter en selvstændig indstilling fra kommunalbestyrelsen
efter de foreslåede bestemmelser i §§ 47, 50 og 51.
Delvis lukkede døgninstitutioner og afdelinger vil kun kun-
ne anvendes for børn og unge fra tolv år og til og med sytten
år og er målrettet børn og unge med negativ og udadreage-
rende adfærd, misbrugsproblemer eller kriminel adfærd med
behov for et længerevarende behandlingsforløb. Kriterierne
for anvendelse af delvis lukkede døgninstitutioner og afde-
linger vil således være knyttet til barnet eller den unge og
ikke til forhold i hjemmet eller hos forældrene.
Formålet med institutionstypen vil være at standse udviklin-
gen af et uheldigt adfærdsmønster hos et barn eller en ung
ved at få barnet eller den unge gennem et længerevarende
behandlingsforløb. Det afgørende for anvendelse af denne
type institution vil således være, at det vurderes, at det
er påkrævet for at kunne yde den nødvendige socialpæda-
gogiske behandling, at barnet eller den unge tilbageholdes
eller fastholdes fysisk i de perioder, hvor der er behov for
det. Det vil f.eks. kunne være, hvis barnet eller den unge har
givet udtryk for at ville rømme fra institutionen, eller hvis
barnets eller den unges adfærd i øvrigt tilsiger et behov for
fastholdelse eller tilbageholdelse, og en socialpædagogisk
indsats og dialog ikke vurderes at være tilstrækkeligt til
at overbevise barnet eller den unge om at opgive sit foreha-
vende. Det vil ikke være en forudsætning for anvendelse
af institutionstypen, at den anbringende kommune tidligere
har forsøgt anbringelse af barnet eller den unge på en åben
institution, eller at barnet eller den unge tidligere er rømmet
eller har begået kriminalitet.
De øgede muligheder for magtanvendelse, der vil eksistere
på en delvis lukket døgninstitution eller afdeling, vil være
begrænset til de perioder, hvor barnet eller den unge har
behov for en intensiv indsats for at kunne fastholdes i den
socialpædagogiske behandling.
Den foreslåede bestemmelsen angiver desuden, at yderdøre
og vinduer vil kunne aflåses i perioder, og at børn og unge
vil kunne fastholdes fysisk på delvis lukkede døgninstitutio-
ner og afdelinger. Det følger af gældende ret efter voksenan-
svarslovens § 12, at anbragte børn og unge kan tilbagehol-
des på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede
afdelinger ved at yderdøre og vinduer aflåses i perioder. I
praksis vil muligheden for tilbageholdelse af det enkelte
barn eller den enkelte unge i form af periodevis aflåsning af
yderdøre og vinduer kunne ske ved, at der på institutionen er
en afdeling, hvor det er muligt at aflåse yderdøre og vinduer.
Ved fysisk fastholdelse forstås, at der fysisk tages fast i bar-
net eller den unge i en kortere periode eller at den pågælden-
de mandsopdækkes. Det følger af gældende ret efter voksen-
ansvarslovens § 13, at anbragte børn og unge kan fastholdes
fysisk på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede
afdelinger uanset om betingelserne for at anvende fysisk
magt efter voksenavnsvarslovens § 9 er opfyldt. Der vil så-
ledes være adgang til at anvende mere magt end ved fysisk
magtanvendelse efter § 9 i voksenansvarsloven. Den fysiske
magtanvendelse må dog ikke erstatte omsorg og socialpæda-
gogisk behandling, og den må alene anvendes, når det har
afgørende betydning f.eks. for at forhindre barnet eller den
unge i at rømme, begå kriminalitet, indtage euforiserende
stoffer eller deltage i banderelaterede aktiviteter. Når barnet
eller den unge fastholdes, skal indgrebet være proportionalt
med det, der skal opnås med indgrebet.
Der er ikke med den foreslående bestemmelse tiltænkt æn-
dringer i forhold til gældende ret.
Det foreslås med stk. 2, at social- og ældreministeren kan
fastsætte nærmere regler om anvendelsen af og forholdene
under en anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og
delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner. Det foreslås
endvidere, at social- og ældreministeren kan fastsætte regler
om, at børne- og ungeudvalget i særlige situationer kan træf-
fe afgørelse om at anbringe et barn, der er yngre end tolv
år, på en delvis lukket døgninstitution eller en delvis lukket
afdeling på en døgninstitution.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
med alene sproglige ændringer af § 63 a, stk. 4, i service-
loven. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt
ændringer i forhold til gældende ret.
Bemyndigelsen forventes anvendt til at fastsætte regler om,
i hvilke situationer de anbragte børn og unge kan tilbagehol-
des eller fysisk fastholdes, hvornår der kan gives udgangs-
forbud samt begrænset adgang til frisk luft, og hvornår der
skal foretages indberetning.
Formålet med den foreslåede § 61 og den deri hjemlede mu-
lighed for anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner
og afdelinger er kunne standse udviklingen af et uheldigt ad-
færdsmønster hos et barn eller en ung ved at få barnet eller
den unge gennem et længerevarende behandlingsforløb. Det
afgørende for anvendelse af delvis lukkede døgninstitutioner
og afdelinger er, at det vurderes, at det er påkrævet for at
kunne yde den nødvendige socialpædagogiske behandling,
at barnet eller den unge kan fastholdes eller tilbageholdes
eller fastholdes fysisk i de perioder, hvor der er behov for
det.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 62
Det fremgår af § 63 b, stk. 1, i serviceloven, at børn og
unge-udvalget kan træffe afgørelse om at anbringe børn og
unge mellem 12 og 17 år på sikrede døgninstitutioner, jf. §
52, stk. 3, nr. 7, jf. § 52, stk. 1, og § 58 i serviceloven, når
betingelserne i § 63 b, stk. 2, nr. 1-3, er opfyldt.
Det fremgår af § 63 b, stk. 2, i serviceloven, at en sikret
døgninstitution efter § 66, stk. 1, nr. 7, alene må anvendes
til børn og unge: 1) Når det er absolut påkrævet for at afvær-
ge, at barnet eller den unge skader sig selv eller andre, og
risikoen for skade ikke på forsvarlig måde kan afværges ved
255
andre mere lempelige forholdsregler, 2) det i en indledende
iagttagelsesperiode er absolut påkrævet for at tilvejebringe
et grundlag for den videre socialpædagogiske behandling,
3) det på baggrund af den indledende iagttagelsesperiode
fastslås, at det er absolut påkrævet, at der iværksættes et
længerevarende behandlingsforløb på en sikret afdeling eller
døgninstitution, 4) opholdet træder i stedet for varetægts-
fængsling, jf. § 765 i retsplejeloven, 5) opholdet er led i
afsoning, jf. § 78, stk. 2, i straffuldbyrdelsesloven, og betin-
gelserne i § 63 b, stk. 1, nr. 1, 2 eller 3, samtidig er opfyldt,
6) opholdet er led i en idømt foranstaltning, jf. § 74 a i
straffeloven, eller 7) der er tale om udlændinge under 15 år
uden lovligt ophold i Danmark, jf. §§ 36 og 37 i udlændin-
geloven.
Opholdet på en sikret døgninstitution vil skulle være påbe-
gyndt før det fyldte 18. år. Det følger dog af gældende ret,
jf. § 1, stk. 2 i voksenansvarsbekendtgørelsen, at ophold i en
sikret døgninstitution som led i ungdomssanktionen, vil kun-
ne påbegyndes efter det fyldte attende år, hvis kriminaliteten
er begået inden det fyldte attende år.
Det fremgår af § 63 b, stk. 3, i serviceloven, at hvis betingel-
serne i § 63 b, stk. 2, nr. 1-3, eller § 16, stk. 1, i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet er opfyldt for et barn
eller en ung, der er fyldt 15 år, og som er anbragt på en åben
døgninstitution, jf. § 66, stk. 1, nr. 7, i serviceloven, hvortil
der også er knyttet en sikret døgninstitution, kan lederen af
den åbne døgninstitution eller dennes stedfortræder, uanset
hvilket anbringelsesgrundlag der ligger til grund for anbrin-
gelsen uden for hjemmet, træffe midlertidig beslutning om
overførsel til den sikrede døgninstitution. Overførslen kan
iværksættes straks. Beslutningen herom skal straks forelæg-
ges børn og unge-udvalget i opholdskommunen til afgørelse,
jf. § 63 b, stk. 1, jf. § 74, stk. 1, nr. 6.
Det fremgår af § 63 b, stk. 4, i serviceloven, at kommunal-
bestyrelsen træffer afgørelse om de nærmere rammer og
vilkår under den konkrete anbringelse på en sikret døgninsti-
tution.
Efter § 63 b, stk. 5, i serviceloven kan social- og ældre-
ministeren fastsætte nærmere regler om anvendelsen af si-
krede døgninstitutioner, herunder om kommunalbestyrelsens
adgang til at fastsætte de nærmere rammer og vilkår for
den konkrete anbringelse, og at børn- og ungeudvalget kan
træffe afgørelse om at dispensere fra aldersgrænsen i § 63 b,
stk. 1, i særlige situationer i forhold til børn under 12 år.
Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af bestemmelser i
bekendtgørelse nr. 810 af 13. august 2019 om voksenansvar
for anbragte børn og unge (voksenansvarsbekendtgørelsen).
Det foreslås med stk. 1, at børne- og ungeudvalget kan træf-
fe afgørelse om, at et barn eller en ung mellem 12 og 17 år
skal anbringes, jf. den foreslåede §§ 46 eller 47, på en sikret
døgninstitution, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:
1) Det er absolut påkrævet for at afværge, at barnet eller den
unge skader sig selv eller andre, og risikoen for skade ikke
på forsvarlig måde kan afværges ved andre mere lempelige
forholdsregler, 2) det i en indledende iagttagelsesperiode er
absolut påkrævet for at tilvejebringe et grundlag for den vi-
dere socialpædagogiske behandling, eller 3) det på baggrund
af den indledende iagttagelsesperiode efter fastslås, at det
er absolut påkrævet, at der iværksættes et længerevarende
behandlingsforløb på en sikret afdeling eller døgninstitution.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
alene sproglige ændringer af § 63 b, stk. 1, nr. 1-3 og stk.
2, i serviceloven. Af den foreslåede bestemmelse følger, at
børn og unge kan anbringes på sikrede døgninstitutioner
som følge af sociale årsager.
Det er børne- og ungeudvalget, der vil kunne træffe afgørel-
se om anbringelse af børn og unge på sikrede døgninstituti-
oner af sociale årsager, når betingelserne, jf. de foreslåede
bestemmelser i § 62, stk. 1, nr. 1-3, er opfyldt. Efter dis-
se betingelser vil anbringelse på sikrede døgninstitutioner
af sociale årsager således kunne ske, når det er absolut
påkrævet for at afværge, at barnet eller den unge skader
sig selv eller andre, og faren ikke på forsvarlig måde kan
afværges ved andre mere lempelige forholdsregler, når det i
en indledende iagttagelsesperiode er absolut påkrævet for at
tilvejebringe et grundlag for den videre socialpædagogiske
behandling, eller når det på baggrund af den indledende
iagttagelsesperiode er slået fast at det er absolut påkrævet, at
iværksætte et længerevarende behandlingsforløb på en sikret
afdeling eller døgninstitution.
Et barn eller en ung vil kunne anbringes på en sikret institu-
tion af sociale årsager, jf. bestemmelsens stk. 1, nr. 1-3, når
det er absolut påkrævet. Kriteriet i nr. 1 indebærer, at andre
lempeligere foranstaltninger ikke nødvendigvis vil skulle
have været prøvet, hvis de på forhånd vurderes at være
utilstrækkelige. Anvendelse af en sikret døgninstitution vil
således eksempelvis kunne være relevant i forbindelse med
meget udadreagerende børn og unge, som kan være vanske-
lige at rumme på åbne anbringelsessteder.
Det foreslås med stk. 2, at et barn eller en ung mellem
12 og 17 år endvidere vil kunne anbringes på en sikret
døgninstitution, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:
1) Opholdet træder i stedet for varetægtsfængsling, jf. § 765
i retsplejeloven, 2) opholdet er led i afsoning, jf. § 78, stk.
1, i straffuldbyrdelsesloven, og betingelserne i stk. 1, nr. 1,
2 eller 3, samtidig er opfyldt, 3) opholdet er led i en idømt
foranstaltning, jf. § 74 a i straffeloven, 4) barnet eller den
unge under 15 år er frihedsberøvet i medfør af udlændingel-
ovens § 36 eller hjemrejselovens § 16, eller 5) der er truffet
afgørelse efter udlændingelovens kapitel 9 b.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
sproglige og redaktionelle ændringer af § 63 b, stk. 1, nr.
4-7 og stk. 2, i serviceloven, med den tilføjelse, at det
er tydeliggjort, at der også kan ske anbringelse på sikrede
døgninstitutioner efter reglerne i udlændingelovens kapitel
9 b. Videre er henvisningerne til udlændingelovgivningen
tilpasset de gældende regler i nr. 4.
256
Af den foreslåede bestemmelse følger, at børn og unge kan
anbringes på sikrede døgninstitutioner via retssystemet som
led i varetægtssurrogat, afsoning af dom eller en ungdoms-
sanktion. Herudover følger, at frihedsberøvede udlændinge
under femten år kan anbringes på en sikret døgninstitution
af politiet. Når udlændinge frihedsberøves efter udlændin-
geloven eller hjemrejseloven skal frihedsberøvelsens lovlig-
hed prøves af retten indenfor 3 dage. Endelig følger af den
foreslåede bestemmelse i stk. 2, nr. 5, at børne- og ungeud-
valget kan træffe afgørelse om anbringelse af uledsagede
børn og unge på sikrede døgninstitutioner efter reglerne i
udlændingelovens kapitel 9 b.
Modsat afgørelser om anbringelse på sikrede døgninstitutio-
ner efter bestemmelsen i den foreslåede § 62, stk. 1, træffes
afgørelser efter bestemmelsen i den foreslåede § 62, stk. 2,
bortset fra afgørelse efter § 62, stk. 2, nr. 5, ikke af børne-
og ungeudvalget.
Anbringelse af børn og unge på sikrede institutioner vil,
jf. den foreslåede § 62, stk. 2, nr. 1-3, kunne ske i stedet
for varetægtsfængsling, jf. § 765 i retsplejeloven, som led i
afsoning jf. § 78, stk. 2, i straffuldbyrdelsesloven, når betin-
gelserne i forslagets § 62, stk. 1, nr. 1, 2 eller 3, samtidig er
opfyldt, eller når opholdet er et led i en idømt foranstaltning,
jf. § 74 a i straffeloven. Desuden vil børn og unge under
15 år, jf. den foreslåede § 62, stk. 2, nr. 4, kunne anbringes
i sikrede institutioner i medfør af udlændingelovens § 36
eller § 16 i lov om hjemrejse. Endeligt vil børn og unge, jf.
den foreslåede § 62, stk. 2, nr. 5, kunne anbringes i sikrede
institutioner, når de er omfattet af udlændingelovens kapitel
9 b.
For så vidt angår mindreårige udlændinge, som varetægts-
fængsles i medfør af hjemrejseloven bemærkes det, at det
følger af hjemrejselovens § 14, stk. 3, 1. pkt., og § 15, stk.
2, at retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling
og foranstaltninger, der træder i stedet herfor, i øvrigt finder
anvendelse. Det indebærer bl.a., at retsplejelovens § 765
finder anvendelse, hvorfor en mindreårig udlænding, der va-
retægtsfængsles i medfør af hjemrejselovens §§ 14 og § 15,
vil kunne blive anbragt på en sikret døgninstitution i medfør
af den foreslåede bestemmelse i § 62, stk. 2, nr. 1.
I forhold til børne- og ungeudvalgets afgørelse om anbrin-
gelse på sikret institution efter reglerne i udlændingelovens
kapitel 9 b, bemærkes det at bestemmelserne i udlændingel-
ovens kapitel 9 b indeholder adgang til at træffe afgørelse
om anbringelse over for uledsagede børn og unge. Bestem-
melserne om anbringelse, herunder om anbringelse på sikre-
de døgninstitutioner, finder anvendelse hvis den mindreårige
udlændings problemer ikke kan løses under fortsat ophold i
indkvarteringsstedet.
Børn og unge-udvalget i den kommune, hvor indkvarte-
ringsstedet ligger, vil efter §§ 62 l-62 o i udlændingeloven
kunne træffe afgørelse om, at en uledsaget mindreårig ud-
lænding, der er indkvarteret på et indkvarteringssted, skal
anbringes uden for indkvarteringsstedet på et anbringelses-
sted efter den foreslåede § 43, herunder på delvis lukke-
de døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger efter den
foreslåede § 61, på sikrede døgninstitutioner og særligt si-
krede afdelinger jf. den foreslåede § 62. Det vil være en for-
udsætning, at der er en åbenbar risiko for, at den uledsagede
mindreårige udlændings sundhed eller udvikling vil lide al-
vorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg, behandling,
overgreb, kriminel adfærd, misbrugsproblemer eller andre
adfærds- eller tilpasningsproblemer.
I overensstemmelse med gældende ret vil ophold i en sikret
døgninstitution som led i ungdomssanktionen kunne påbe-
gyndes efter det fyldte 18. år, hvis kriminaliteten er begået
inden det fyldte 18. år.
Det foreslås med stk. 3, at hvis betingelserne i forslagets §
62, stk. 1, nr. 1-3, eller § 16, stk. 1, i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet opfyldt for et barn eller en ung, der
er fyldt 15 år, og som er anbragt på et børne- og ungehjem i
form af en åben døgninstitution, jf. § 43, stk. 1, nr. 6, hvortil
der også er knyttet en sikret døgninstitution, kan lederen af
den åbne døgninstitution eller dennes stedfortræder, uanset
hvilket anbringelsesgrundlag der ligger til grund for anbrin-
gelsen, træffe midlertidig beslutning om overførsel af barnet
eller den unge til den sikrede døgninstitution. Overførslen
kan iværksættes straks.
Beslutningen herom skal straks forelægges børne- og unge-
udvalget til afgørelse, jf. forslagets § 62, stk. 1, i den kom-
mune, der har truffet afgørelse om anbringelse.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af
§ 63 b, stk. 3, i serviceloven, med redaktionelle ændrin-
ger. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt
ændringer i forhold til gældende ret.
Det foreslås med stk. 4, at social- og ældreministeren kan
fastsætte nærmere regler om anvendelsen af sikrede døgnin-
stitutioner, herunder om kommunalbestyrelsens adgang til
at fastsætte de nærmere rammer og vilkår for den konkrete
anbringelse. Endvidere foreslås, at ministeren kan fastsætte
nærmere regler om, at børne- og ungeudvalget i særlige
situationer kan træffe afgørelse om at anbringe et barn, der
er yngre end 12 år, på en sikret døgninstitution.
Bemyndigelsesbestemmelsen som anvendt til udstedelse af
voksenansvarsbekendtgørelsen foreslås dermed videreført
uændret.
Formålet med den foreslåede § 62 og dermed sikrede døgn-
institutioner som institutionstype er overordnet at standse
udviklingen af et uheldigt adfærdsmønster hos et barn eller
en ung ved at få barnet eller den unge gennem et længereva-
rende behandlingsforløb.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 63
257
Det fremgår af § 63 c, stk. 1, i serviceloven, at børn og
unge-udvalget kan træffe afgørelse om at anbringe børn og
unge mellem 12 og 17 år på særligt sikrede afdelinger, jf. §
52, stk. 3, nr. 7, jf. § 52, stk. 1, og § 58, når betingelserne i §
63 c, stk. 2 er opfyldt.
Det fremgår af § 63 c, stk. 2, i serviceloven, at en særligt
sikret afdeling efter § § 66, stk. 1, nr. 7, alene må anven-
des til børn og unge, når der foreligger et grundlag for
anbringelse i en sikret døgninstitution efter § 63 b, stk. 2,
anbringelse i en sikret døgninstitution ikke er eller vil være
tilstrækkelig, idet barnet eller den unge ved en forudgåen-
de særlig voldelig eller psykisk afvigende adfærd har gjort
ophold eller fortsat ophold i en sikret afdeling eller døgnin-
stitution uforsvarligt, og der i forhold til barnet eller den
unge med psykisk afvigende adfærd foreligger en skriftlig
lægefaglig vurdering af, at barnet eller den unge udviser
aktuelle symptomer på en diagnose.
Det fremgår af § 63 c, stk. 3, i serviceloven, at lederen
af en sikret døgninstitution eller dennes stedfortræder, hvis
betingelserne i § 63 c, stk. 2, eller § 17, stk. 1, i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet er opfyldt for et barn
eller en ung, der er fyldt 15 år, uafhængigt af om der på
den sikrede døgninstitution er en særligt sikret afdeling, kan
træffe midlertidig beslutning om overførsel til en særligt
sikret afdeling. Beslutningen herom skal straks forelægges
børn og unge-udvalget i opholdskommunen til afgørelse, jf.
§ 63 c, stk. 1, jf. § 74, stk. 1, nr. 7, i serviceloven.
Det fremgår af § 63 c, stk. 5, i serviceloven, at social- og
ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om forholdene
på og anvendelsen af særligt sikrede afdelinger, herunder
om kommunalbestyrelsens adgang til at fastsætte de nærme-
re rammer og vilkår for den konkrete anbringelse samt om
orientering af forældremyndighedsindehaveren.
Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af bestemmelser i
voksenansvarsbekendtgørelsen.
Det foreslås med stk. 1, at børne- og ungeudvalget kan
træffe afgørelse om, at et barn eller en ung mellem 12
og 17 år skal anbringes, jf. forslagets §§ 46 og 47, på en
særligt sikret afdeling, hvis følgende betingelser er opfyldte:
1) Der foreligger et grundlag for anbringelse på en sikret
døgninstitution efter forslagets § 62, stk. 1 eller stk. 2; 2)
en anbringelse på en sikret døgninstitution er eller vil ikke
være tilstrækkelig, idet barnet eller den unge ved en forud-
gående særlig voldelig eller psykisk afvigende adfærd har
gjort ophold eller fortsat ophold på en sikret døgninstitution
uforsvarligt; og 3) der, hvis barnet eller den unge har en
psykisk afvigende adfærd, foreligger en skriftlig lægefaglig
vurdering af, at barnet eller den unge udviser aktuelle symp-
tomer på en diagnose.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
alene sproglige ændringer af § 63 c, stk. 1 og 2, i servicelo-
ven. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt
indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.
Børne- og ungeudvalgets stillingtagen til anbringelse på en
særligt sikret afdeling efter den foreslåede bestemmelse vil
skulle ske på baggrund af en indstilling fra kommunalbe-
styrelsen, og afgørelse herom vil alene kunne træffes, når
betingelserne for anbringelse på en særligt sikret afdeling er
opfyldt i det konkrete tilfælde.
Børne- og ungeudvalgets afgørelse om anbringelse på en
særligt sikret afdeling vil kunne træffes på samme møde,
som børne- og ungeudvalget træffer afgørelse om anbrin-
gelse uden for hjemmet uden samtykke. Afgørelse om an-
bringelse uden for hjemmet skal dog træffes først og efter
en selvstændig indstilling fra kommunalbestyrelsen efter de
foreslåede bestemmelser i §§ 47, 49, 50 og 51.
Det foreslås med stk. 2, at hvis betingelserne i den foreslåe-
de § 63, stk. 1, i barnets lov eller § 17, stk. 1, i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet opfyldt for et barn eller
en ung, der er fyldt 15 år, kan lederen af en sikret døgnin-
stitution eller dennes stedfortræder, uafhængigt af om der
på den sikrede døgninstitution er en særligt sikret afdeling,
træffe midlertidig beslutning om overførsel til en særligt
sikret afdeling. Beslutningen herom skal straks forelægges
børne- og ungeudvalget til afgørelse, jf. den foreslåede § 63
stk. 1, i barnets lov, i den kommune, der har truffet afgørelse
om anbringelse.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
sproglige ændringer af § 63 c, stk. 3, i serviceloven. Der er
ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt indholdsmæs-
sige ændringer i forhold til gældende ret.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at lederen af en
sikret døgninstitution eller dennes stedfortræder, uafhængigt
af at der på den sikrede døgninstitution er en særligt sikret
afdeling, vil kunne træffe midlertidig beslutning om overfør-
sel til en særligt sikret afdeling. Beslutningen herom skal
straks forelægge børne- og ungeudvalget til afgørelse, jf.
stk. 1, i den kommune der har truffet afgørelse om anbrin-
gelse.
Efter § 16, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskrimina-
litet, kan anbringelse efter lovens § 14 for unge i alderen
12 til 17 år ske på en sikret døgninstitution, når en af betin-
gelserne i bestemmelsens stk. 1, nr. 1-3 er opfyldt. Disse
er: at det er absolut påkrævet for at afværge, at den unge
skader sig selv eller andre, og risikoen for skade ikke på
forsvarlig måde kan afværges ved andre, mere lempelige
forholdsregler; at det i en indledende iagttagelsesperiode er
absolut påkrævet for at tilvejebringe et grundlag for den vi-
dere socialpædagogiske behandling; eller at det på baggrund
af den indledende iagttagelsesperiode fastslås, at det er abso-
lut påkrævet, at der iværksættes et længerevarende behand-
lingsforløb på en sikret afdeling eller døgninstitution. Efter
§ 16, stk. 2, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet
vil bestemmelsen i servicelovens § 63 b, stk. 4, også skulle
finde anvendelse.
Efter § 17, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskrimina-
258
litet, kan anbringelse efter lovens § 14 for unge i alderen
12 til 17 år ske på en særligt sikret afdeling, når den un-
ge opfylder betingelserne for anbringelse efter § 16, men
anbringelse på en sikret døgninstitution ikke er eller vil
være tilstrækkelig, idet den unge ved en forudgående særlig
voldelig eller psykisk afvigende adfærd har gjort ophold
eller fortsat ophold i en sikret afdeling eller døgninstitution
uforsvarligt. Er der tale om en ung med psykisk afvigende
adfærd, skal der foreligge en skriftlig lægefaglig vurdering
af, at den unge udviser aktuelle symptomer på en diagnose.
Det foreslås med stk. 3, at social- og ældreministeren kan
fastsætte nærmere regler om forholdene på og anvendelsen
af særligt sikrede afdelinger, herunder om kommunalbesty-
relsens adgang til at fastsætte de nærmere rammer og vilkår
for den konkrete anbringelse samt om orientering af foræl-
dremyndighedsindehaveren.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse ser-
vicelovens § 63 c, stk. 5, i serviceloven. Der er ikke med
den foreslåede bestemmelse tiltænkt indholdsmæssige æn-
dringer i forhold til gældende ret.
Den foreslåede bestemmelse vil, i lighed med gældende ret,
bemyndige social- og ældreministeren til at fastsætte nær-
mere regler for anbringelse på, varigheden af og forholdene
under anbringelse på en særligt sikret afdeling. Hjemlen for-
ventes anvendt til at fastsætte nærmere regler om varigheden
af ophold i en særligt sikret afdeling, ophold uden for en
særligt sikret afdeling og om adgang til frisk luft samt om
screening af børn og unge på særligt sikrede afdelinger.
Formålet med den foreslåede § 63 og dermed de særligt
sikrede afdelinger som institutionstype er overordnet, at
kunne modtage børn eller unge, der har mere massive udfor-
dringer end de børn og unge, der placeres på almindelige
sikrede døgninstitutioner.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 64
Det fremgår af § 57 d, stk. 2, i serviceloven, at kommu-
nalbestyrelsen skal sikre, at alle børn og unge på sikrede
institutioner tilbydes screening med henblik på at afdække
psykiatriske problemer. Screeningen forudsætter samtykke
fra forældremyndighedsindehaver og fra unge, der er fyldt
15 år.
Det fremgår af § 57 d, stk. 3, i serviceloven, at social- og
ældreministeren fastsætter nærmere regler om screeningens
omfang, herunder hvem der kan udføre den, og hvornår den
skal udføres.
Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af voksenansvars-
bekendtgørelsen.
Det fremgår af § 14, stk. 1, i voksenansvarsbekendtgørelsen,
at børn og unge, der er anbragt på sikrede døgninstitutioner
og særligt sikrede afdelinger efter § 63 b, stk. 2, eller § 63 c,
stk. 2, i lov om social service, eller § 16, stk. 1, eller § 17,
stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, og som
ikke allerede har fået foretaget en psykiatrisk udredning,
skal tilbydes screening med henblik på at få afdækket et
eventuelt behov for psykiatrisk udredning, jf. § 57 d, stk. 2, i
lov om social service.
Det fremgår videre af § 14, stk. 2, i voksenansvarsbekendt-
gørelsen, at screeningen forudsætter samtykke fra forældre-
myndighedsindehaveren og barnet eller den unge, der er
fyldt 15 år.
Det fremgår af § 14, stk. 3, i voksenansvarsbekendtgørelsen,
at i forbindelse med anbringelsen fremsender kommunen
til den sikrede døgninstitution eller særligt sikrede afdeling
sagsakter, der har relevans for screeningen.
Det fremgår af § 14, stk. 4, i voksenansvarsbekendtgørelsen,
at screeningen skal være påbegyndt senest 1 måned efter
anbringelsen på den sikrede døgninstitution eller den særligt
sikrede afdeling.
Det fremgår af § 14, stk. 5, i voksenansvarsbekendtgørelsen,
at screeningen skal foretages af en psykolog, en sygeplejers-
ke med kendskab til psykiatri eller en person med lignende
baggrund eller efteruddannelse. Screeningen skal have et
omfang og en kvalitet, der kan angive, om der er behov for
en psykiatrisk udredning.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal sikre,
at alle børn og unge på sikrede institutioner og særligt sikre-
de afdelinger tilbydes screening med henblik på at afdække
psykiatriske problemer. Screeningen forudsætter samtykke
fra forældremyndighedsindehaver og fra unge, der er fyldt
15 år.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
sproglige ændringer af § 57 d, stk. 2, i serviceloven, således
at særligt sikrede afdelinger fremgår af bestemmelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbesty-
relsen vil skulle sikre at alle børn og unge, der anbringes
på sikrede døgninstitutioner, får et tilbud om screening
med henblik på at afdække eventuelle psykiatriske proble-
mer. Kommunalbestyrelsen vil således fortsat eventuelt i
samarbejde med regionen, hvis det er regionen, der driver
den sikrede institution, skulle sørge for at tilbuddet etable-
res, og at tilbuddet gives som led i en fast procedure på den
sikrede døgninstitution, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg
A, L 166 som fremsat side 14.
Screeningen vil skulle foretages med henblik på at afdæk-
ke et eventuelt behov for psykiatrisk udredning og behand-
ling. Samtidig vil screeningen give mulighed for, at den
socialpædagogiske behandling kan tilpasses eventuelle psy-
kiatriske problemstillinger.
Screeningen vil skulle have en sådan kvalitet, at den er
velegnet til at foretage en vurdering af, hvorvidt der skal
259
ske en henvisning til psykiatrisk udredning og behandling
i den behandlende psykiatri, hvilket er i overensstemmelse
med gældende ret, jf. forarbejderne til servicelovens § 57 d,
stk. 2, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 166 som
fremsat, side 14-15.
Screeningen vil i overensstemmelse med forarbejderne ikke
kunne sidestilles med en omfattende psykiatrisk udredning,
men vil alene være en metode, som kan angive, hvorvidt der
kan være psykiatriske problemstillinger.
Det foreslås med stk. 2, at social- og ældreministeren fast-
sætter nærmere regler om screeningens omfang, herunder
hvem der kan udføre den, og hvornår den skal udføres.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 57 d, stk. 3, i serviceloven.
Det vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 57 d, stk.
3, i serviceloven være hensigten, at det i bekendtgørelsen
fastsættes, at screeningen vil skulle foretages af personer
med særlige kompetencer f.eks. en psykolog, sygeplejers-
ke med kendskab til psykiatri eller personer med lignende
baggrund eller efteruddannelse og vil skulle bygge på aner-
kendte og allerede afprøvede metoder, jf. Folketingstidende
2009-10, tillæg A, L 166 som fremsat, side 15.
Det forventes i overensstemmelse med forarbejderne til §
57 d, stk. 3, i serviceloven, at det vil blive fastsat, at screen-
ingen vil skulle være påbegyndt senest en måned efter an-
bringelsen på den sikrede døgninstitution eller den særligt
sikrede afdeling.
Formålet med § 64 er, at der også efter barnets lov fastsættes
nærmere regler om, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at
alle børn og unge på sikrede institutioner tilbydes screening
med henblik på at afdække psykiatriske problemer. Det vil
også i barnets lov skulle fastsættes, at social- og ældremini-
steren vil blive givet bemyndigelse til at kunne fastsætte
nærmere regler om screeningens omfang. Der er ikke med
den foreslåede bestemmelse tiltænkt materielle ændringer i
forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 65
Det fremgår af § 66 e, stk. 1, i serviceloven, at egne værel-
ser, kollegier eller kollegielignende opholdssteder, hvor den
unge selv råder over sin egen bolig, jf. § 66, stk. 1, nr. 5,
skal være godkendt som konkret egnede til den pågældende
unge af kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune.
Det fremgår af § 66 e, stk. 2, i serviceloven, at afgørelsen
om godkendelse efter § 66 e, stk. 1, ikke kan indbringes for
anden administrativ myndighed.
Det fremgår af § 66 e, stk. 3, i serviceloven, at social- og æl-
dreministeren kan fastsætte nærmere regler om godkendelse
af og tilsyn med egne værelser, kollegier og kollegielignen-
de opholdssteder.
Det foreslås med stk. 1, at egne værelser, kollegier eller
kollegielignende børne- og ungehjem, hvor den unge selv
råder over sin egen bolig, jf. forslagets § 43, stk. 1, nr. 5,
skal være godkendt som konkret egnet til den pågældende
unge af kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer
afgørelse om at anbringe den unge.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
alene sproglige ændringer af § 66 e, stk. 1, i serviceloven.
Der er derfor ikke tilsigtet nogen indholdsmæssige ændrin-
ger i reglerne for godkendelse af egne værelser, kollegier
eller kollegielignende børne- og ungehjem i forhold til gæl-
dende ret.
Ved egne værelser, kollegier eller kollegielignende børne-
og ungehjem, hvor den unge selv råder over en bolig i form
af en lejlighed eller et værelse, vil den enkelte bolig eller det
enkelte værelse skulle anses for et anbringelsessted, og disse
anbringelsessteder vil konkret skulle godkendes af den kom-
mune, der træffer afgørelse om at anbringe den unge. Det vil
gælde uanset, om der er visse fælles faciliteter eller om der
ydes en begrænset personlig støtte til de unge.
Det vil være kommunalbestyrelsen i den kommune, der
træffer afgørelse om at anbringe den unge, der vil skulle
foretage godkendelsen og føre tilsyn med stedet, herunder
den daglige drift og det pædagogiske arbejde. Kommunen
vil således skulle skride ind, såfremt der på et værelse an-
bringes en ung, der har behov for mere støtte, end det er
forudsat i godkendelsen.
En konkret godkendelse af sådanne anbringelsessteder må
ikke anvendes for at omgå de krav til børne- og ungehjem,
som følger af socialtilsynsloven. Det er ikke muligt at træk-
ke en klar skillelinje mellem egne værelser, som vil kunne
godkendes af kommunalbestyrelsen i den kommune, der
træffer afgørelse om at anbringe den unge, som konkret
egnede, og børne- og ungehjem, som skal godkendes af so-
cialtilsynet efter § 5 i socialtilsynsloven. Men det forhold, at
der bor flere børn eller unge med ensartede problematikker
i samme bygning, at der er fælles servicearealer, fastansat
personale og måske en fælles ledelse vil tale for, at tilbuddet
bør godkendes som generelt egnet efter socialtilsynsloven
frem for som konkret egnet efter serviceloven. Kommunal-
bestyrelsen i den kommune, der træffer afgørelse om at
anbringe den unge, vil i alle tilfælde, hvor den anbringer et
barn eller en ung i en konkret på eget værelse m.v., skulle
sikre en tæt opfølgning på indsatsen og barnet som led i det
løbende personrettede tilsyn, jf. forslaget til bestemmelsen i
§ 156.
Det foreslås med stk. 2, at afgørelse om godkendelse efter
forslagets § 65, stk. 1, ikke kan indbringes for anden admi-
nistrativ myndighed.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
260
uden ændringer af § 66 e, stk. 2, i serviceloven. Der ændres
med den foreslåede bestemmelse ikke ved, at kommunalbe-
styrelsens afgørelser om konkret godkendelse af egne værel-
ser ikke vil kunne påklages. Børn og unge, der er fyldt 10
år, vil fortsat kunne klage over børne- og ungeudvalgets
afgørelse om anbringelse på egne værelser, jf. forslaget §
145.
Det foreslås med stk. 3, social- og ældreministeren kan fast-
sætte nærmere regler om godkendelse af og tilsyn med egne
værelser, kollegier og kollegielignende børne- og ungehjem.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 66 e, stk. 3, i serviceloven. Det foreslås
således at videreføre social- og ældreministerens bemyndi-
gelse til at fastsætte nærmere regler om godkendelse af og
tilsyn med egne værelser, kollegier og kollegielignende bør-
ne- og ungehjem.
Formålet med forslagets § 65 er overordnet at videreføre
gældende ret efter § 66 e i serviceloven og dermed sikre,
at egne værelser, kollegier eller kollegielignende børne- og
ungehjem, hvor den unge selv råder over sin egen bolig skal
være godkendt som konkret egnede til den pågældende unge
af kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 66
Det fremgår af § 66 f, stk. 1, i serviceloven, at hvis en
efterskole, en fri fagskole eller en fri grundskole med kostaf-
deling har otte pladser eller derunder til anbringelse af børn
eller unge efter § 52, stk. 3, nr. 7, eller efter § 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal den enkelte plads
være godkendt som konkret egnet til det pågældende barn
eller den pågældende unge af kommunalbestyrelsen i den
anbringende kommune.
Det fremgår af § 66 f, stk. 2, i serviceloven, at social- og æl-
dreministeren kan fastsætte nærmere regler om godkendelse
af og tilsyn med konkret godkendte pladser på efterskoler,
frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling.
Det foreslås med stk. 1, at en efterskole, en fri fagskole
eller en fri grundskole med kostafdeling, der har otte plad-
ser eller derunder til anbringelse af børn eller unge efter
§§ 46eller 47, eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, skal være godkendt som konkret egnet
til det pågældende barn eller den pågældende unge af kom-
munalbestyrelsen i den kommune, der træffer afgørelse om
at anbringe barnet eller den unge.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
alene sproglige ændringer af den nuværende § 63 f, stk. 1,
i serviceloven. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse
tiltænkt indholdsmæssige ændringer i reglerne for godken-
delse af pladser på efterskoler, frie fagskoler eller frie grund-
skoler med kostafdeling i forhold til gældende ret.
Hvis en efterskole, en fri fagskole eller en fri grundskole
med kostafdeling har otte pladser eller derunder til anbrin-
gelse af børn eller unge efter den foreslåede bestemmelse
i 46, den foreslåede bestemmelse i 47 eller efter § 14 i
lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, vil den enkelte
plads skulle være godkendt som konkret egnet i forhold til
det pågældende barn eller den pågældende unge af kommu-
nalbestyrelsen i den anbringende kommune. Det er således
kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer afgørelse
om at anbringe barnet eller den unge, der vil skulle godken-
de pladsen til anbringelse samtidig med anbringelsen.
Dette vil indebære, at der i sådanne tilfælde ikke stilles
krav om en generel godkendelse fra socialtilsynet. Dette
vil også indebære, at skolen som anbringelsessted alene er
omfattet af den enkelte kommunes personrettede tilsyn med
det anbragte barn efter forslagets § 156 og af det generelle
løbende tilsyn på undervisningsområdet. Det vil betyde, at
en kommune kan vælge en hvilken som helst skole uden
socialtilsynets godkendelse, som kommunen finder konkret
egnet til anbringelse af det konkrete barn eller den konkrete
unge, når den skal anbringe et barn eller en ung på en efter-
skole eller lignende. Den eneste forudsætning er, at der højst
er eller bliver anbragt otte børn og unge efter serviceloven
eller lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet på den
pågældende skole.
Skoler, der har ni pladser eller derover, skal godkendes af
socialtilsynet som børne- og ungehjem for børn og unge, jf.
forslagets § 43, stk. 1, nr. 6.
Det foreslås med stk. 2, social- og ældreministeren kan
fastsætte nærmere regler om godkendelse af og tilsyn med
konkret godkendte pladser på efterskoler, frie fagskoler og
frie grundskoler med kostafdeling.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 66 f, stk. 2, i serviceloven. Der er ikke
med den foreslåede bestemmelse tiltænkt indholdsmæssige
ændringer i forhold til gældende ret.
Bemyndigelsen forventes at blive anvendt til at fastsætte
nærmere regler om godkendelse af og tilsyn med konkret
godkendte pladser på efterskoler, frie fagskoler eller frie
grundskoler med kostafdeling.
Bemyndigelsen forventes at blive anvendt til at fastsætte
nærmere regler om kommunalbestyrelsens godkendelse af
og tilsyn med sådanne konkret godkendte pladser på efter-
skoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling.
Formålet med forslagets § 66 er overordnet at videreføre
gældende ret efter § 66 f i serviceloven og dermed sikre,
at en efterskole, en fri fagskole eller en fri grundskole med
kostafdeling der har otte pladser eller derunder til anbringel-
se af børn og unge, er godkendt som konkret egnede til den
pågældende unge af kommunalbestyrelsen i den anbringen-
de kommune.
261
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.8.2. og 3.8.3.
Til § 67
Det fremgår af § 68 a, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, at børn
og unge-udvalget kan træffe afgørelse om, at et barn eller en
ung, der efter § 52, stk. 3, nr. 7, eller efter § 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet har været anbragt uden
for hjemmet i mindst tre år, fortsat skal være anbragt uden
for hjemmet i en videreført anbringelse, hvis barnet eller
den unge har opnået en så stærk tilknytning til anbringelses-
stedet, at det på kortere og længere sigt må antages at være
af væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at
forblive på anbringelsesstedet.
Det fremgår af § 68 a, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven, at
afgørelser om videreførelse af en anbringelse efter 1. pkt.
ikke skal forelægges for børn og unge-udvalget til fornyet
afgørelse efter § 62 i serviceloven.
Det fremgår af § 68 a, stk. 2, i serviceloven, at for et barn
eller en ung, der er fyldt 15 år, kan der kun træffes afgørelse
om videreførelse af en anbringelse efter § 68 a, stk. 1, hvis
barnet eller den unge samtykker i afgørelsen.
Det fremgår af § 68 a, stk. 3, i serviceloven, at børn og
unge-udvalget kan træffe afgørelse om videreførelse af en
anbringelse efter stk. 1, uanset at betingelserne i § 52, stk.
1, eller § 58, stk. 1, eller § 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, ikke længere er opfyldt.
Det fremgår af § 68 a, stk. 4, i serviceloven, at til brug
for børn og unge-udvalgets afgørelse om videreførelse af
anbringelsen, jf. § 68 a, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen
udarbejde en indstilling, der indeholder: en revideret under-
søgelse af barnets eller den unges forhold, jf. § 50 eller § 31
i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet; en revideret
handleplan, jf. § 140, eller et revideret forbedringsforløb,
jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminali-
tet; en psykologisk, lægefaglig eller anden børnesagkyndig
helhedsvurdering af barnets eller den unges tilknytning til
anbringelsesstedet; og barnets eller den unges holdning til
videreførelse af anbringelsen.
Efter § 13 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, kan
Ungdomskriminalitetsnævnet fastsætte et forbedringsforløb
i form af en handleplan med en varighed af op til to år, og
for børn og unge i alderen ti til fjorten år kan handleplanen i
helt særlige tilfælde have en varighed af op til fire år. Hand-
leplanen skal angive en eller flere konkrete foranstaltninger
for barnet eller den unge, når det må anses for at være af
væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges
særlige behov for støtte. Afgørelsen om et forbedringsforløb
træffes som udgangspunkt med samtykke fra forældremyn-
dighedsindehaveren, men kan under visse omstændigheder
træffes uden samtykke.
Efter § 14 lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, kan
Ungdomskriminalitetsnævnet som led i forbedringsforløbet
træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden
for hjemmet på et anbringelsessted, når det af hensyn til bar-
nets eller den unges særlige behov for støtte må anses for at
være af væsentlig betydning. Afgørelsen om, at barnet eller
den unge som led i forbedringsforløbet anbringes uden for
hjemmet på et anbringelsessted træffes som udgangspunkt
med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den
unge, der er fyldt femten år, men kan under visse omstæn-
digheder træffes uden samtykke.
Efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
skal den ungefaglige undersøgelse så vidt det er muligt
gennemføres i samarbejde med forældremyndighedsindeha-
verne og barnet eller den unge. Undersøgelsen skal gennem-
føres så skånsomt, som forholdene tillader, og må ikke være
mere omfattende, end formålet tilsiger.
Det foreslås med stk. 1, at børne- og ungeudvalget vil kunne
træffe afgørelse om, at et barn eller en ung, der efter § 46,
stk. 1, eller § 47 stk. 1, eller efter § 14 i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet har været anbragt uden for hjemmet
i mindst tre år, jf. dog § 68, stk. 2, fortsat skal være anbragt
uden for hjemmet i en permanent anbringelse, hvis barnet
eller den unge har opnået en så stærk tilknytning til anbrin-
gelsesstedet, at det på kortere og længere sigt må antages
at være af væsentlig betydning for barnets eller den unges
bedste at forblive på anbringelsesstedet. Det er ikke et krav,
at betingelserne i § 46, stk. 1, eller § 47, stk. 1, eller § 14 i
lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet er opfyldt.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af § 68 a,
stk. 1, 1. pkt., og § 68 a, stk. 3, i serviceloven. Til forskel fra
gældende ret vil en anbringelse efter den foreslåede bestem-
melse således blive betegnet som en permanent anbringelse i
stedet for en videreført anbringelse.
Børne- og ungeudvalget vil kunne beslutte, at en eksister-
ende anbringelse skal gøres permanent alene på baggrund
af tilknytningen til anbringelsesstedet. Bestemmelsen er en
undtagelsesbestemmelse, men vil kunne anvendes for de
børn og unge, som er stærkt knyttet til deres anbringelses-
sted, og hvor det vil være af væsentlig betydning for barnets
eller den unges udvikling, at tilknytningen og kontinuiteten
kan bevares.
Det foreslås, at en eksisterende anbringelse skal kunne gøres
permanent, hvis barnet eller den unge har været anbragt i
mindst tre år, og efter denne periode har opnået så stærk
en tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere såvel
som længere sigt må antages at være af væsentlig betydning
for barnet eller den unges bedste at forblive på anbringelses-
stedet. Afgørelsen vil kunne træffes, uanset om barnet eller
den unge har været anbragt med eller uden samtykke efter
henholdsvis §§ 46 eller 47, og uanset om barnet stadig har et
støttebehov.
Betingelsen i § 67, stk. 1, 1. pkt., at barnet eller den unge
har været anbragt uden for hjemmet i mindst tre år, vil
ikke gælde, hvis bestemmelsen i den foreslåede § 68, stk.
262
2, finder anvendelse. Der henvises til bemærkninger til den
foreslåede § 68, stk. 2.
Kommunalbestyrelsen vil kunne indstille til børne- og unge-
udvalget, at der skal træffes en afgørelse efter den foreslåede
bestemmelse i § 67, stk. 1, uanset om forældrene anmoder
om, at få barnet eller den unge hjemgivet. For børn og unge,
der har været anbragt i mere end tre år, vil muligheden for at
træffe en sådan afgørelse når som helst under anbringelsen
medvirke til at give børn og unge tryghed i anbringelsen, så
de ikke skal være usikre på, om de kan blive boende eller ej,
hvis de føler sig tæt knyttet til anbringelsesstedet.
Den foreslåede bestemmelse forventes i lighed med efter
gældende ret, jf. bemærkningerne til § 68 a, jf. Folketings-
tidende 2008/09, Tillæg A, side 3368-3369, fortrinsvist an-
vendt for børn og unge, der er anbragt i plejefamilier, men
vil også kunne anvendes i forhold til børn og unge, der er
anbragt på et børne- og ungehjem. Et barn eller en ung vil
således godt kunne have en stærk tilknytning til et børne- og
ungehjem, dels i form af tilknytning til en eller flere pæda-
goger eller andet personale, dels i forhold til selve stedet og
omgivelserne. Det vigtige vil være, at barnet eller den unge
oplever anbringelsesstedet som sit hjem og føler et stærkt
tilhørsforhold til stedet og de omsorgspersoner, der er på
stedet. Barnet eller den unge vil også kunne være tæt knyttet
til andre børn på anbringelsesstedet, skolen, fritidsaktiviteter
mv. Barnet eller den unges følelsesmæssige tilknytning til
en eller flere personer vil være en forudsætning for, men
ikke eneafgørende for, at kunne træffe afgørelse efter den
foreslåede bestemmelse. I vurderingen af barnets eller den
unges tilknytning til børne- og ungehjemmet vil det imidler-
tid skulle indgå, om det vil kunne forventes, at børne- og
ungehjemmet har rammer, der sikrer, at der fortsat vil være
personer, som vil kunne være en del af barnets eller den
unges tilværelse både gennem hele anbringelsen og efter
anbringelsen.
En afgørelse om anbringelse uden for hjemmet efter den
foreslåede bestemmelse vil kunne træffes ikke kun for børn
og unge, der har været anbragt på samme anbringelsessted i
hele anbringelsesperioden, men også for børn og unge, der
har været anbragt på flere anbringelsessteder. Det afgørende
vil være barnets eller den unges tilknytning til det aktuelle
anbringelsessted sammenholdt med tilknytningen til foræl-
drene.
Barnet eller den unges tilknytning til et anbringelsessted
vil ikke i almindelighed kunne antages at ophøre, fordi en
ansat, som barnet eller den unge er særlig knyttet til, for
eksempel barnets eller den unges kontaktpædagog, forlader
stedet. I vurderingen af barnets eller den unges tilknytning
til børne- og ungehjemmet bør det imidlertid skulle indgå,
om det kan forventes, at opholdsstedet eller institutionen har
rammer, der sikrer, at der fortsat vil være omsorgspersoner,
som vil kunne være en del af barnets eller den unges tilvæ-
relse gennem hele anbringelsen. Det er også baggrunden
for, at det forventes, at bestemmelsen fortrinsvis vil blive
anvendt for børn i plejefamilier, da man her vil have større
sikkerhed for, at de personer, som barnet er tilknyttet, forbli-
ver på anbringelsesstedet hele barndommen igennem.
Som udgangspunkt vil barnet eller den unge ikke kunne
skifte anbringelsessted uden, at der skal ske hjemgivelse
til forældrene, da det netop vil være egenskaber ved det
konkrete anbringelsessted, der begrunder, at en anbringelse
efter den foreslåede bestemmelse vil kunne videreføres. Det
vil dog være muligt, at barnet eller den unges tilknytning
til for eksempel en bestemt pædagog på en børne- og unge-
hjemmet vil kunne betyde, at dennes jobskifte kan begrunde
en opretholdt anbringelse på et andet anbringelsessted. Det
vil også være muligt, at en plejefamilie beslutter sig for
at oprette et børne- og ungehjem, og at der derfor formelt
sker en ændring af anbringelsesstedet. I sådanne situationer
vil der kunne ske fortsat opretholdelse af den permanente
anbringelse, men da der ofte vil være tale om væsentlig
ændrede forhold, vil en bedømmelse af den konkrete situa-
tion kunne føre til, at forældrene vil kunne forlange sagen
forelagt for børne- og ungeudvalget efter den foreslåede §
98.
De normale regler under en anbringelse vil fortsat gælde
efter, at der er truffet afgørelse efter den foreslåede § 67
om at gøre anbringelsen permanent. Det vil betyde, at kom-
munalbestyrelsen fortsat vil skulle føre tilsyn med barnet og
herunder revidere barnets plan og vurdere, om der er grund-
lag for at ændre indsatsen eller hjemgive barnet. Desuden
vil reglerne for samvær og kontakt jf. det foreslåede kapitel
10 i barnets lov forsat gælde, ligesom forældremyndigheds-
indehaver fortsat vil skulle have tilbudt en støtteperson jf.
bestemmelsen i den foreslåede § 75. Der vil ikke kunne
fastsættes betaling for en permanent anbringelse efter § 67,
jf. bestemmelsen i den foreslåede § 187, stk. 2.
Den foreslåede bestemmelses sidste pkt. vil medføre, at det
ikke er et krav, at der foreligger et anbringelsesgrundlag på
det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om at gøre anbrin-
gelsen permanent efter den foreslåede bestemmelse i § 67,
stk. 1. Grundlaget for afgørelsen om permanent anbringelse
vil alene være barnets eller den unges tilknytning til anbrin-
gelsesstedet, og afgørelse om en permanent anbringelse vil
således kunne træffes, selvom der ikke længere er et anbrin-
gelsesgrundlag efter de almindelige regler om anbringelse.
Det foreslås med stk. 2, at når der er truffet afgørelse om
en permanent anbringelse efter stk. 1, skal børne- og unge-
udvalget ikke træffe afgørelse efter § 50 om opretholdelse af
anbringelsen.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af §
68 a, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven, med alene redaktionelle
ændringer.
Den foreslåede bestemmelse betyder, at en permanent an-
bringelse efter den foreslåede bestemmelse i § 67 vil være
uden tidsbegrænsning. Herved forstås, at de almindelige
regler om genbehandling efter lovforslagets § 50 ikke vil
skulle følges, og at anbringelsesgrundlaget således ikke vil
263
skulle tages op til genbehandling uden, at der er klaget i
sagen, eller at kommunalbestyrelsen vurderer, at der ikke
længere er grundlag for en permanent anbringelse. Anbrin-
gelsen vil således være en permanent anbringelse. Derfor
ændres brugen af ”videreført anbringelse” til ”permanent
anbringelse”, som er baseret på barnets tilknytning til an-
bringelsesstedet.
Kommunalbestyrelsen vil alene have pligt til at behandle en
anmodning om hjemgivelse af barnet eller den unge, hvis
der foreligger væsentligt ændrede forhold.
Det foreslås med stk. 3, at for en ung, der er fyldt 15 år, kan
der kun træffes afgørelse om en permanent anbringelse efter
§ 67, stk. 1, hvis den unge samtykker til afgørelsen.
Den foreslåede bestemmelse viderefører gældende ret, som
følger af servicelovens § 68 a, stk. 2. Der påtænkes ikke
med den foreslåede bestemmelse materielle ændringer i for-
hold til gældende ret.
Med den foreslåede bestemmelse vil en afgørelse om en
permanent anbringelse efter den foreslåede bestemmelse i
§ 67, stk. 1, alene kunne træffes eller opretholdes for unge
over femten år, hvis den unge er enig i afgørelsen. Begrun-
delsen for denne vetoret for unge er, at uanset en børnesag-
kyndig måtte finde, at den unges tilknytning til anbringel-
sesstedet er så stærk, at det på kortere og længere sigt må
antages at være af væsentlig betydning for barnets eller
den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet, vil det
være svært at fastholde dem i en anbringelse og at sikre,
at en permanent anbringelse lever op til formålet omkring
øget stabilitet, hvis den unge ikke selv ønsker videreførel-
sen. Fastsættelsen af en femtenårs grænse vil være i over-
ensstemmelse med aldersgrænsen for, hvornår der vil skulle
indhentes samtykke til en frivillig anbringelse, jf. bestem-
melsen i den foreslåede § 46, stk. 1. Hvis der er truffet
afgørelse om permanent anbringelse efter den foreslåede §
67, inden barnet fylder 15 år, vil sagen ikke automatisk
skulle behandles på ny, når den unge fylder femten år, men
hvis den unge ikke længere ønsker anbringelsen opretholdt,
skal der tages stilling til, hvad der skal ske i sagen.
Den foreslåede stk. 3 vil skulle ses sammenhænge med be-
stemmelsen i den foreslåede § 4, hvorefter der vil skulle
finde en samtale sted med barnet uanset barnets alder, inden
der vil kunne træffes afgørelse efter blandt andet den fore-
slåede § 67. Desuden foreslås det at fremgå af den foreslåe-
de § 67, stk. 4, nr. 4, at barnets eller den unges holdning til
en permanent anbringelse skal fremgå af kommunalbestyrel-
sens indstilling til børne- og ungeudvalget. Barnet eller den
unge vil have ret til at lade sig bistå af andre jf. § 5.
Det foreslås med stk. 4, at til brug for børne- og ungeudval-
gets afgørelse om en permanent anbringelse efter § 67, stk.
1, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en indstilling, der
indeholder: 1) En revideret undersøgelse af barnets eller den
unges forhold, jf. § 20 i denne lov eller § 31 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, 2) en revideret barnets
plan, jf. § 91, eller ungeplan, jf. §§ 108, eller et revideret
forbedringsforløb, jf. §§ 13 eller 14 i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet, 3) en psykologisk helhedsvurdering
af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet
foretaget af en autoriseret psykolog, og 4) barnets eller den
unges holdning til permanent anbringelse.
Den foreslåede bestemmelse viderefører gældende ret, som
følger af servicelovens § 68 a, stk. 3, dog således, at un-
dersøgelsen efter den foreslåede § 67, stk. 4, nr. 3, skal
foretages af en autoriseret psykolog.
Når kommunalbestyrelsen vil skulle forelægge en indstilling
for børne- og ungeudvalget om en permanent anbringelse
uden tidsbegrænsning, vil der være krav om, at de i den
foreslåede § 67, stk. 4, nr. 1-4, oplistede elementer er inde-
holdt i indstillingen for at sikre, at sagen vil være oplyst
bedst muligt ved udvalgets behandling af sagen. Indstillin-
gen vil skulle give børne- og ungeudvalget det bedst mulige
grundlag at træffe afgørelsen på.
Efter bestemmelsen i den foreslåede stk. 4, nr. 1, vil der,
som grundlag for en beslutning om en permanent anbringel-
se uden for hjemmet på grund af barnets eller den unges
tilknytning til anbringelsesstedet, skulle indgå en revideret
undersøgelse af barnets eller den unges forhold, jf. § 20 eller
§ 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 20 vil den børnefaglige
undersøgelsen skulle tilrettelægges ud fra en helhedsbetragt-
ning og vil skulle afdække udfordringer og ressourcer hos
barnet, den unge eller de kommende forældre, familien og
netværket. Undersøgelsen vil skulle så vidt muligt gennem-
føres i samarbejde med den unge, der er fyldt femten år
og forældremyndighedsindehaveren eller de kommende for-
ældre. Undersøgelsen vil skulle resultere i en begrundet vur-
dering af barnets, den unges eller de kommende forældres
behov for støtte. Vurderingen vil skulle omfatte problemer
og ressourcer, herunder de forhold i familien eller i famili-
ens omgivelser, som kan bidrage til at klare vanskeligheder-
ne. Hvis der er iværksat støtte sideløbende med, at undersø-
gelsen gennemføres, vil der desuden skulle tages stilling til,
om denne støtte skal videreføres, ændres eller ophøre.
Efter bestemmelsen i den foreslåede stk. 4, nr. 2, vil der,
som grundlag for en beslutning om en permanent anbringel-
se uden for hjemmet på grund af barnets eller den unges
tilknytning til anbringelsesstedet, ligeledes skulle indgå en
revideret barnets plan, jf. § 91, eller en ungeplan, jf. § 108,
eller et revideret forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Efter bestemmelsen i den foreslåede § 91, stk. 2, vil kom-
munalbestyrelsen ved iværksættelse af indsatser efter §§ 46
og 47, skulle udarbejde en barnets plan. Kommunalbestyrel-
sens beslutning vil skulle tage udgangspunkt i barnets eller
den unges ønsker og behov og skal tage hensyn til forholde-
ne i den konkrete sag.
Efter bestemmelsen i den foreslåede § 92, vil barnets plan
264
skulle indeholde konkrete mål i forhold til barnets eller
den unges trivsel og udvikling i overensstemmelse med det
overordnede formål med støtten. De konkrete mål vil skulle
afspejle det enkelte barns ønsker og behov, og kommunalbe-
styrelsen skal inddrage barnet eller den unge og forældrene i
formuleringen af de konkrete mål.
Som grundlag for en beslutning om videreførelse af en an-
bringelse uden for hjemmet på grund af barnets eller den
unges tilknytning til anbringelsesstedet vil der skulle fore-
tages en psykologisk helhedsvurdering af tilknytningen, jf.
den foreslåede stk. 4, nr. 3. Af hensyn til barnets eller den
unges bedste og dennes samt families retssikkerhed, vil den
psykologiske helhedsvurdering skulle være udarbejdet af en
autoriseret psykolog. I de tilfælde, hvor der vil være flere
erklæringer, vil der skulle være foretaget en koordinering
eller sammenskrivning, der giver grundlag for en samlet
vurdering.
Den psykologiske helhedsvurdering vil, i det omfang det er
muligt, skulle indeholde en individuel beskrivelse af barnets
eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet og anbrin-
gelsesstedets omsorgspersoner, anbringelsesstedets netværk
og omgivelser, f.eks. daginstitution, skole og fritidsinteres-
ser, og forældre, eventuelle søskende, bedsteforældre m.v.
med henblik på en vurdering af forældrenes udviklingspo-
tentiale i relation til at udvikle tilknytningen. Tilknytningen
vil skulle være beskrevet gennem observationer og relevante
test, således at karakteren af tilknytningen bliver afdækket
med en anerkendt videnskabelig metode. Det vil ikke være
tilstrækkeligt, at oplysninger og vurderinger fremgår af an-
dre akter i sagen.
I de tilfælde, hvor der vil være tale om bestemte børne- og
ungdomspsykiatriske forstyrrelser og/eller sygdomme hos
barnet eller den unge, vil det være afgørende, at beskrivel-
sen af tilknytningen sammenholdes med denne forstyrrelse.
Undersøgelsen vil skulle indeholde en vurdering af, hvilken
betydning det vil have for barnet eller den unges sundhed og
udvikling, hvis barnet eller den unge flyttes fra anbringel-
sesstedet. Endvidere vil undersøgelsen skulle give grundlag
for en vurdering af, hvordan tilknytningen på sigt må anta-
ges at kunne udvikle sig, herunder når barnet eller den unge
bliver voksen.
Som led i undersøgelsen af tilknytningen til den genetiske
familie og netværk, vil der også skulle indgå en vurdering af
barnet eller den unges tilknytning til sine forældre, eventuel-
le søskende, bedsteforældre m.v. samt forhold hos forældre-
ne, der vil kunne have betydning for barnets tilknytning til
forældrene. I helhedsvurderingen af barnet eller den unges
tilknytning vil der endvidere skulle indgå en vurdering af,
hvordan tilknytningen på sigt må antages at kunne udvikle
sig, herunder når barnet eller den unge bliver voksen. Det
vil således skulle vurderes, hvilket netværk barnet eller den
unge må forventes at have, når det bliver 18 år og fremef-
ter, dels hvis barnet eller den unge hjemgives, dels hvis
barnet eller den unge forbliver på anbringelsesstedet. Der vil
således skulle lægges vægt på, om for eksempel plejeforæl-
drene eller institutionen også vil være der for barnet eller
den unge, når barnet eller den unge bliver voksen. Der vil
ligeledes skulle lægges vægt på, om barnet eller den unge
med tiden vil antages at kunne få en så stærk tilknytning til
de genetiske forældre, at det på lang sigt vil være bedst for
barnet eller den unge, hvis der sker en hjemgivelse.
Barnets eller den unges holdning til en permanent anbringel-
se vil skulle fremgå af kommunens indstilling til børne- og
ungeudvalget, jf. den foreslåede stk. 4, nr. 4. Dette skal ses
i sammenhæng med forslagets § 5, der fastsætter, at der vil
skulle finde en samtale sted med barnet uanset barnets alder,
inden der kan træffes afgørelse efter blandt andet § 67. Har
barnet eller den unge anmodet om at blive permanent an-
bragt uden for hjemmet, jf. den foreslåede bestemmelse i §
68, vil dette tydeligt skulle fremgå af indstillingen.
Formålet med § 67 er at medvirke til, at anbragte børn og
unge, der har opnået en stærk tilknytning til anbringelsesste-
det og anbringelsesstedets omsorgspersoner, ikke skal kunne
hjemgives, hvis det er af væsentlig betydning for barnets
eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.9.2. og 3.9.3.
Til § 68
Efter de gældende regler kan børn og unge, som ikke er
fyldt 15 år, bede kommunen om generel hjælp, og kommu-
nen har en generel forpligtelse til at beskytte børn, ligesom
at servicelovens § 11 indeholder en rådgivningsforpligtelse
over for børn og unge med behov for særlig støtte. Specifikt
skal kommunalbestyrelsens indstilling til børn og unge-ud-
valget om forsat anbringelse efter servicelovens § 68 a, stk.
4, nr. 4, indeholde barnets eller den unges holdning til vide-
reførelse af anbringelsen. Der er derimod efter gældende ret
ikke en ret for et barn eller en ung, som er fyldt ti år, og
som er anbragt uden for hjemmet, til at anmode kommunal-
bestyrelsen om, at der træffes afgørelse om at videreføre
anbringelsen.
Det foreslås med stk. 1, at et barn eller en ung, som er fyldt
ti år, har ret til at anmode kommunalbestyrelsen om at blive
permanent anbragt uden for hjemmet efter § 6a, stk. 1. Det
foreslås videre, at hvis kommunalbestyrelsen modtager en
sådan anmodning, skal kommunalbestyrelsen vurdere, om
der af hensyn til barnets eller den unges bedste skal udarbej-
des en indstilling om permanent indbringelse, jf. § 67, stk. 4.
Med den foreslåede bestemmelse understreges, at barnet
selv har en stemme i forhold til at kunne pege på, at
der er behov for en permanent anbringelse. Børn er som
hovedregel meget loyale over for deres forældre. Derfor
vil det skulle tages alvorligt og vægtes højt, hvis et barn
eller en ung selv udtrykker ønske om at blive permanent
anbragt. Samtidig er det dog væsentligt, at kommunen i sin
vurdering tager afsæt i barnets eller den unges modenhed
samt eventuelle nedsatte psykiske funktionsevne, samt har
265
særlig opmærksomhed på, om tilkendegivelsen af et ønske
om en permanent anbringelse kan have udspring i eller være
påvirket af den psykiske funktionsevne eller andre psykiske
udfordringer. I givet fald bør dette tillægges vægt i vurde-
ringen af, hvilken vægt barnets eller den unges ønske om
permanent anbringelse skal tillægges.
Med det foreslåede stk. 1, 1. pkt., vil barnet eller den unge
kunne gøre kommunen opmærksom på, at vedkommende
ønsker at blive anbragt permanent. Der vil ikke være form-
krav til, hvordan en anmodning om at anbringelsen bliver
permanent, vil skulle indgives. Den vil således både kunne
være skriftligt, telefonisk, mundtligt, via e-mail, sms etc.
Der vil heller ikke være nærmere krav til indholdet af an-
modningen, men det skal være tydeligt ud fra barnet eller
den unges tilkendegivelse, at vedkommende anmoder om at
blive permanent anbragt uden for hjemmet.
Retten efter det foreslåede stk. 1, 1. pkt., vil være en ret til
at anmode om at blive anbragt uden for hjemmet og således
ikke en ret til at blive anbragt. Uanset indholdet eller formen
for anmodningen vil det være op til kommunalbestyrelsen
at vurdere, hvilken hjælp og støtte barnet eller den unge
vil have brug for og herunder afgøre, om der af hensyn til
barnets bedste skal udarbejdes en indstilling om permanent
indbringelse, jf. § 67, stk. 4.
Den foreslåede bestemmelse vil dermed tydeliggøre, at selv-
om barnets eller den unges ret til at bede om hjælp også
omfatter en ret til at anmode om permanent anbringelse,
vil det ikke være op til barnet eller den unge at beslutte,
hvorvidt permanent anbringelse er det rette. Det vil således
fortsat være børne- og ungeudvalget, der vil have ansvaret
for beslutningen.
Barnet eller den unges holdning til en permanent anbringel-
se vil efter den foreslåede § 67, stk. 4, nr. 4, skulle indgå
i kommunalbestyrelsens indstilling til børne- og ungeudval-
get. Heraf vil også følge, at har et barn eller en ung anmodet
om en permanent anbringelse efter § 67, stk. 1, vil anmod-
ningen skulle inddrages i sagsbehandlingen som en del af
det samlede og fagligt velunderbyggede beslutningsgrund-
lag.
Der vil i vurderingen af anmodningen altid skulle tages
særligt hensyn til barnets eller den unges modenhed og
til andre forhold, som måtte have betydning for, hvilken
vægt anmodningen kan tillægges. Derfor skal det indgå i
kommunalbestyrelsens vurdering, om særlige forhold hos
det enkelte barn eller den enkelte unge, eksempelvis nedsat
psykisk funktionsevne, har betydning for barnets eller den
unges ønske om en permanent anbringelse samt for, om bar-
net eller den unge kan overskue konsekvenserne af anmod-
ningen samt ansvaret for at spille en så aktiv rolle i deres
egen sag. Kommunalbestyrelsen bør i den forbindelse være
opmærksom på, om barnet eller den unge har behov for
støtte og vejledning i forbindelse med anmodningen og den
efterfølgende kommunale behandling heraf. Det kan være
fra barnets eller den unges bisidder, eller støtteperson eller
fra en tilknyttet fast kontaktperson.
Det foreslås med stk. 2, at hvis kommunalbestyrelsen som
følge af en anmodning efter § 6, stk. 1, har udarbejdet en
indstilling om permanent anbringelse jf. § 67, stk. 4, kan
børne- og ungeudvalget træffe afgørelse efter § 67, stk. 1,
selvom barnet eller den unge har været anbragt i mindre end
tre år.
Det følger af bestemmelsen i den foreslåede § 67, stk. 1,
som er en videreførelse af gældende ret i servicelovens § 68
a, stk. 1, 1. pkt., at barnet eller den unge vil skulle have væ-
ret anbragt uden for hjemmet i mindst tre år, for at der kan
træffes afgørelse efter den foreslåede § 67, stk. 1. Kravet
om minimum tre år skal generelt medvirke til at sikre, at
barnet faktisk har opnået en tilstrækkelig stærk tilknytning,
at det må antages at være af væsentlig betydning for barnets
bedste at forblive på anbringelsesstedet.
Anmoder et barn eller en ung, som er fyldt ti år, om at blive
permanent anbragt uden for hjemmet, jf. den foreslåede §
68, stk. 1, 1. pkt., vil kommunalbestyrelsen efter den fore-
slåede § 68, stk. 1, 2. pkt., skulle vurdere, om der af hensyn
til barnets bedste, vil skulle udarbejdes en indstilling om
permanent indbringelse, jf. den foreslåede § 67, stk. 4. Med
den foreslåede stk. 2 vil kravet om, at barnet eller den unge
vil skulle have været anbragt i minimum tre år ikke gælde i
et sådant tilfælde.
Et barn eller en ung vil inden tre års anbringelse uden for
hjemmet efter en konkret vurdering kunne have opnået en så
stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere og
længere sigt må antages at være af væsentlig betydning for
barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesste-
det. For børn og unge, der er anbragt, vil muligheden for at
træffe en afgørelse om en permanent anbringelse uden for
hjemmet på ethvert tidspunkt under anbringelse, når barnet
eller den unge selv ønsker det, medvirke til at give børn
og unge tryghed i anbringelsen, så de ikke vil skulle være
usikre på, om de kan blive boende på anbringelsesstedet
eller ej, hvis de føler sig tæt knyttet til hertil.
Det vil gælde, at uanset at barnet eller den unge anmoder om
en permanent anbringelse uden for hjemmet, vil det være op
til kommunalbestyrelsen at vurdere, hvilken hjælp og støtte
der er brug for, og herunder afgøre om barnet eller den unge
skal anbringes permanent.
Formålet med den foreslåede § 68 er overordnet at styrke
anbragte børns og unges ret til en stabil opvækst ved at
give dem ret til at anmode om en permanent anbringelse og
lempe kravet til længden af anbringelsen, når barnet eller
den unge selv anmoder om en permanent anbringelse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.9.2. og 3.9.3.
Til § 69
266
Det fremgår af § 68 d i serviceloven, at kommunalbestyrel-
sen i forbindelse med en afgørelse om anbringelse af et barn
eller en ung uden for hjemmet efter § 52, stk. 3, nr. 7, jf.
§ 52, stk. 1, (anbringelse med samtykke) eller § 58 (anbrin-
gelse uden samtykke) eller efter § 14 i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet, hvor det må antages, at barnet eller
den unge vil være anbragt i en længere årrække, skal over-
veje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets eller
den unges opvækst taler for, at barnet eller den unge i stedet
bliver adopteret.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen i følgende
situationer skal overveje, om hensynet til kontinuitet og sta-
bilitet i barnets eller den unges opvækst taler for, at barnet
eller den unge gennem adoption får en ny familie, når det
må antages, at barnet eller den unge vil være anbragt i en
længere årrække: 1) Ved anbringelse af et barn eller en ung
uden for hjemmet efter §§ 46, 47 eller 49, 2) ved fortsat
anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter
§ 50, 3) ved permanent anbringelse af et barn eller en ung
uden for hjemmet efter § 67 eller 4) når Ungdomskriminali-
tetsnævnet har truffet afgørelse om anbringelse af et barn
eller en ung uden for hjemmet efter § 14 i lov om bekæm-
pelse af ungdomskriminalitet.
Det foreslåede stk. 1 vil betyde, at kommunalbestyrelsen i
lighed med den gældende ordning vil skulle overveje adop-
tion i forbindelse med overvejelserne om anbringelse af et
barn eller en ung uden for hjemmet efter §§ 46 eller 47. I
forhold til § 68 d i serviceloven foreslås bestemmelsens
anvendelsesområde udvidet til også at finde anvendelse ved
anbringelse umiddelbart efter fødslen efter lovforslagets §
49, ved fortsat anbringelse efter lovforslagets § 50 og ved
permanent anbringelse efter lovforslagets § 67.
Det bemærkes, at lovforslagets § 46 drejer sig om anbrin-
gelse med samtykke, herunder om anbringelse af et ufødt
barn umiddelbart efter fødslen, og at lovforslagets §§ 47 og
49 drejer sig om anbringelse uden samtykke, herunder om
anbringelse af et ufødt barn umiddelbart efter fødslen (§ 49).
Bestemmelsen skal sikre, at kommunen i alle sager, hvor der
er overvejelser om anbringelse af et barn eller en ung uden
for hjemmet, herunder ved genbehandling af en anbringelse
uden samtykke efter reglerne i den foreslåede § 50 og ved
overvejelser om permanent anbringelse efter den foreslåede
§ 67 skal overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet
i barnets eller den unges opvækst vil tale for, at barnet
eller den unge får en ny familie gennem adoption, når det
må antages, at barnet eller den unge vil være anbragt i en
længere årrække.
Det foreslås videre med stk. 2, at kommunalbestyrelsen, når
en forælder til et barn eller en ung, der er anbragt eller er
blevet bortadopteret på grund af manglende forældreevne,
venter endnu et barn, skal overveje, om hensynet til kontinu-
itet og stabilitet i det kommende barns opvækst taler for, at
dette barn gennem adoption får en ny familie.
Den foreslåede stk. 2 vil endvidere betyde, at kommunalbe-
styrelsen også vil få pligt til at overveje adoption af kom-
mende søskende til børn og unge, der allerede er anbragt
uden for hjemmet eller er blevet bortadopteret på grund
af manglende forældreevne. Bestemmelsen vil derfor ikke
finde anvendelse, når anbringelsen ikke har sammenhæng
med manglende forældreevne, men er begrundet i andre
forhold, herunder nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
hos barnet eller den unge eller hos en eller begge forældre.
Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse, uanset om
den tidligere anbringelse eller adoption er sket med eller
uden samtykke. Den foreslåede bestemmelse vil også finde
anvendelse, selvom det kun er den ene af forældrene til det
anbragte eller bortadopterede barn, der er forælder til det
kommende barn.
Begrundelsen for forslaget er, at af hensyn til barnets eller
den unges bedste bør kommunalbestyrelsen have pligt til at
overveje adoption i alle situationer, hvor der skal træffes
afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for
hjemmet, og når en forælder til et barn eller en ung, der er
anbragt eller bortadopteret, venter endnu et barn.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.10.1, samt til lovforslagets §§ 46, 47, 49, 50, 51
og 67 og bemærkningerne hertil.
Til § 70
Gennem adoption kan et barn eller en ung få en ny fami-
lie. Reglerne herom findes i adoptionsloven.
Efter § 7 i adoptionsloven kræver adoption af et barn eller
en ung som udgangspunkt samtykke fra forældrene. Efter §
9, stk. 2-4, i adoptionsloven kan det dog bestemmes, at en
adoption skal gennemføres uden forældresamtykke. Det dre-
jer sig navnlig om bestemmelsens stk. 3 om adoption uden
samtykke, når forældrene varigt vil være ude af stand til at
varetage omsorgen for barnet eller den unge, og om bestem-
melsens stk. 4 om en plejefamilies mulighed for at adoptere
deres plejebarn uden samtykke. Efter begge bestemmelser er
adoption uden samtykke betinget af, at adoption er bedst for
barnet eller den unge, og at betingelserne for anbringelse af
barnet eller den unge uden for hjemmet uden samtykke i §
58, stk. 1, i serviceloven er opfyldt.
Efter § 58, stk. 1, i serviceloven kan et barn eller en ung
uden forældremyndighedsindehaverens samtykke anbringes
uden for hjemmet, når der er en åbenbar risiko for, at barnets
eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade
på grund af utilstrækkelig omsorg for eller behandling af
barnet eller den unge eller overgreb, som barnet eller den
unge har været udsat for.
Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at et barn eller en ung
bør bortadopteres, at forældrene ikke vil give samtykke til
adoptionen, og at adoption vil kunne gennemføres uden
samtykke efter § 9 i adoptionsloven, forelægger kommunal-
267
bestyrelsen efter § 68 e, stk. 1, i serviceloven sagen for børn
og unge-udvalget.
Efter § 68 e, stk. 2, nr. 1, i serviceloven skal indstillingen
indeholde den børnefaglige undersøgelse efter § 50 i ser-
viceloven eller den ungefaglige undersøgelse efter § 31 i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Efter § 68 e, stk. 2,
nr. 2, i serviceloven skal indstillingen også indeholde hand-
leplanen efter § 140 i serviceloven eller forbedringsforløbet,
jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminali-
tet. Efter § 68 e, stk. 2, nr. 3, i serviceloven skal indstillingen
endvidere indeholde en redegørelse for, at betingelserne for
adoption uden samtykke efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven
er opfyldt. Denne redegørelse skal derfor også indeholde
oplysninger om, hvorfor adoption vil være bedst for barnet
eller den unge. Endelig skal indstillingen efter § 68 e, stk.
2, nr. 4, i serviceloven indeholde oplysninger om barnets
eller den unges holdning til den påtænkte adoption, jf. § 6 i
adoptionsloven.
Efter § 68 e, stk. 3, i serviceloven skal en indstilling om
adoption i medfør af § 9, stk. 3 eller 4, i adoptionsloven
endvidere indeholde en redegørelse for, at betingelserne for
anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet i §
58, stk. 1, er opfyldt.
Det foreslås med stk. 1, at hvis kommunalbestyrelsen vurde-
rer, at adoption af et barn eller en ung vil være bedst for
barnet eller den unge, at barnets eller den unges forældre
ikke vil give samtykke til adoptionen efter § 7 i adoptionslo-
ven, og at adoptionen vil kunne gennemføres efter § 9, stk.
2-4, i adoptionsloven, skal kommunalbestyrelsen indstille til
børne- og ungeudvalget, at barnet eller den unge adopteres.
Med bestemmelsens stk. 2 foreslås det, at en indstilling efter
det foreslåede stk. 1 navnlig skal indeholde følgende: 1)
Undersøgelsen, jf. §§ 20 eller 26, eller den ungefaglige un-
dersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskrimi-
nalitet, 2) barnets plan, jf. § 91, ungeplanen, jf. § 108 eller
forbedringsforløbet, jf. § 13 i lov om bekæmpelse af ung-
domskriminalitet, hvis en sådan er udarbejdet, 3) en redegø-
relse for, at betingelserne for adoption uden samtykke efter
§ 9, stk. 2-4, i adoptionsloven er opfyldt, 4) oplysninger om
barnets eller den unges holdning til den påtænkte adoption,
jf. § 6, stk. 1 og 3, i adoptionsloven, og 5) en redegørelse
for kommunalbestyrelsens arbejde med og overvejelser om
at hjemgive barnet eller den unge.
Endelig foreslås det med stk. 3, at en indstilling om adoption
i medfør af § 9, stk. 3 eller 4, i adoptionsloven endvidere
skal indeholde en redegørelse for, at betingelserne i lovfor-
slagets § 47, stk. 1 og 2, for anbringelse af barnet eller den
unge uden for hjemmet uden samtykke er opfyldt.
Den foreslåede bestemmelse i § 70 er således en viderefø-
relse af § 68 e i serviceloven med enkelte ændringer samt
lovtekniske justeringer og præciseringer.
For det første foreslås det i det foreslåede stk. 1 præciseret,
at kommunalbestyrelsen vil skulle udarbejde en indstilling
om adoption uden samtykke, når kommunalbestyrelsen vur-
derer, at adoption af et barn eller en ung vil være bedst for
barnet eller den unge, at barnets eller den unges forældre ik-
ke vil give samtykke til adoptionen, og at adoption vil kunne
gennemføres efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven. Samtidig
foreslås det, at indstillingen vil skulle forelægges for børne-
og ungeudvalget og ikke børn og unge-udvalget.
For det andet foreslås gennem indsættelse af ”navnlig” i
det foreslåede stk. 2, at opregningen af de dokumenter og
oplysninger, som indstillingen skal indeholde, ikke vil være
udtømmende. Indstillingen vil således også skulle indehol-
de andre oplysninger, der er relevante for behandlingen af
indstillingen. Det vil eksempelvis kunne dreje sig om sup-
plerende helbredsoplysninger og redegørelse for, at der ikke
foreligger forandrede forhold, og at der derfor ikke er behov
for at foretage en ny undersøgelse af bestemte forhold, selv-
om den foreliggende undersøgelse er foretaget for nogen tid
siden.
Videre foreslås det i det stk. 2, at der i stedet for henvisning
til børnefaglig undersøgelse efter § 50 i serviceloven og
handleplan efter § 140 i serviceloven vil blive henvist til
henholdsvis børnefaglig undersøgels efter lovforslagets §§
20 og 26 og barnets plan eller ungeplanen efter lovforslagets
§§ 91 og 108, og at indstillingen kun vil skulle indeholde
barnets plan, ungeplanen eller forbedringsforløbet, hvis en
sådan er udarbejdet på det tidspunkt, hvor indstillingen ud-
arbejdes. Samtidig foreslås det, at henvisningen til § 14 i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet ikke videreføres.
Det bemærkes, at i situationer, hvor barnets plan eller unge-
planen først udarbejdes efter indstillingen, vil kommunalbe-
styrelsen skulle eftersende den til myndighed, der på det
tidspunkt har sagen under behandling, dvs. børne- eller un-
geudvalget eller Ankestyrelsen. Er Ankestyrelsens afgørel-
se indbragt for retten, sendes planen til Ankestyrelsen, der
fremlægger den i retssagen.
Samtidig foreslås det, at henvisningen til § 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet ikke videreføres.
Endvidere foreslås det med det foreslåede stk. 2, nr. 5, at
det lovfæstes, at indstillingen skal indeholde en redegørelse
for kommunalbestyrelsens arbejde med og overvejelser om
at hjemgive barnet eller den unge. Der henvises til § 68 i
serviceloven, der foreslås videreført i barnets lov som §§ 99
og 100. Efter disse bestemmelser vil en anbringelse skulle
ophøre, når formålet er nået, eller når indsatsen ikke længere
opfylder sit formål. Kommunalbestyrelsen vil således løben-
de skulle følge op på, om der er grundlag for at opretholde
anbringelsen, eller om det vil være til barnets eller den un-
ges bedste at blive hjemgivet til forældrene.
På den baggrund vil det foreslåede stk. 2, nr. 5, for det første
indebære, at indstillingen vil skulle indeholde en redegørelse
for, hvilke initiativer kommunalbestyrelsen har taget eller
har overvejet at tage med henblik på at kunne hjemgive
barnet eller den unge. For det andet vil redegørelsen skulle
268
indeholde en beskrivelse af kommunalbestyrelsens overve-
jelser om at hjemgive barnet eller den unge, hvilket navnlig
er relevant, hvis kommunalbestyrelsen ikke har taget initia-
tiver med henblik på at kunne hjemgive barnet eller den
unge. I så fald vil redegørelsen skulle indeholde en beskri-
velse af begrundelsen herfor, f.eks. at kommunalbestyrelsen
har vurderet, at forældrene varigt vil være ude af stand til at
varetage omsorgen for barnet eller den unge.
Endelig foreslås det med stk. 3, at henvisningen til § 58, stk.
1, i serviceloven vil blive ændret til de tilsvarende bestem-
melser i lovforslagets § 47, stk. 1 og 2.
Det bemærkes, at efter den foreslåede bestemmelse i § 11
d i retssikkerhedsloven, jf. § 2, nr. 13, i det samtidigt frem-
satte følgelovforslag, vil kommunalbestyrelsen som led i
behandlingen af en sag om udarbejdelse af en indstilling om
adoption uden samtykke efter den foreslåede bestemmelsen
i § 70 uden samtykke kunne videregive nødvendige oplys-
ninger, herunder om barnets, den unges eller familiens rent
private forhold, til VISO, hvis udvekslingen må anses for
nødvendig af hensyn til afdækningen af, hvad der er bedst
for barnet eller den unge.
Begrundelsen for forslaget er overordnet, at det er vigtigt, at
der i sager om adoption uden samtykke foretages en grundig
belysning af barnets eller den unges forhold og af forældre-
nes og de øvrige involveredes forhold, samt at der foretages
en grundig børnefaglig og juridisk sagsbehandling. Af hen-
syn til barnets og den unges bedste og retssikkerheden for
alle involverede parter m.v. bør kravene til kommunalbesty-
relsens indstilling om adoption uden samtykke efter § 68 e i
serviceloven således videreføres i barnets lov.
Begrundelsen for ændringerne af det foreslåede § 70, stk. 1,
i forhold til § 68 e, stk. 1, i serviceloven er for det første, at
det med det samtidigt fremsatte følgelovforslags § 2, nr. 1,
foreslås at ændre betegnelsen fra børn og unge-udvalget til
børne- og ungeudvalget, således at det følger dansk retskriv-
ning. Den foreslåede ændring af betegnelsen vil ikke medfø-
re materielle ændringer. For det andet bør det præciseres,
hvilke vurderinger kommunalbestyrelsen skal foretage, før
den forelægger en indstilling om adoption uden samtykke
for børne- og ungeudvalget, navnlig at kommunalbestyrel-
sen kun skal indstille til adoption uden samtykke, når det
vurderes, at adoption vil være bedst for barnet eller den
unge.
Begrundelsen for, at opregningen i det foreslåede § 70, stk.
2, af, hvilke oplysninger og dokumenter indstillingen skal
indeholde, ikke skal være udtømmende, er, at der i nogle
sager kan være behov for yderligere oplysninger.
Begrundelsen for de foreslåede ændringer i henvisningerne
i det foreslåede § 70, stk. 2, i forhold til § 68 e, stk. 2, i
serviceloven er, at § 50 i serviceloven foreslås videreført i
barnets lov som §§ 20 og 26, at § 140 i serviceloven foreslås
videreført i barnets lov som §§ 91 og 108, dog således at
barnets plan og ungeplanen foreslås anvendt i stedet for
handleplan, og at forbedringsforløbet ikke fastsættes efter §
14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, men kun
efter lovens § 13. Begrundelsen for, at indstillingen efter
forslaget kun skal indeholde barnets plan, ungeplanen eller
forbedringsforløbet, hvis der er udarbejdet en plan eller et
forbedringsforløb, er, at der ikke i alle situationer vil være
udarbejdet en plan eller et forbedringsforløb, når indstillin-
gen udarbejdes. Efter lovforslagets §§ 91 og 108 vil barnets
plan eller ungeplanen således ikke skulle være udarbejdet på
tidspunktet for en afgørelse om anbringelse med samtykke,
eller når der inden fødslen træffes afgørelse om, at barnet
skal anbringes umiddelbart efter fødslen. I disse situationer
vil kommunalbestyrelsen dog efterfølgende skulle udarbejde
barnets plan eller ungeplanen.
Begrundelsen for det foreslåede § 70, stk. 2, nr. 5, er, at
overholdelse af forpligtelsen efter EMRK artikel 8 for at
arbejde for at genforene familien, når et barn eller en ung
anbringes uden for hjemmet, bør lovfæstes.
Begrundelsen for ændringerne af det foreslåede § 70, stk. 3,
i forhold til § 68 e, stk. 3, i serviceloven er, at det efter de
gældende § 9, stk. 3 og 4, i adoptionsloven er en betingelse
for adoption uden samtykke, at betingelserne i § 58, stk.
1, i serviceloven for anbringelse af barnet eller den unge
uden for hjemmet er opfyldt, at denne henvisning ved de
i § 4, nr. 1 og 3, i det samtidigt fremsatte følgelovforslag
foreslåede ændringer af § 9, stk. 3 og 4, i adoptionsloven
foreslås ændret til § 50 i barnets lov.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.11.1 samt til lovforslagets §§ 47 og 50 og til § 4,
nr. 1 og 3, i det samtidigt fremsatte følgelovforslag samt til
bemærkningerne til disse bestemmelser.
Til § 71
Efter § 13, stk. 7, i serviceloven tilbyder VISO vejledende
rådgivning til kommuner i sager om adoption uden samtyk-
ke. Som led heri udarbejder VISO vejledningsmateriale, af-
holder temadage for kommunerne og vejleder kommunerne
i behandlingen af konkrete sager.
Baggrunden for bestemmelsen er, at sager om adoption uden
samtykke er komplekse, og på grund af det begrænsede
sagsantal er det vanskeligt for den enkelte kommunalbesty-
relse at oparbejde erfaring med og ekspertise i at håndtere
dem.
VISOs generelle rådgivning om adoption uden samtykke har
derfor bl.a. til formål at øge kommunalbestyrelsernes op-
mærksomhed på, at en ny og blivende familie til et anbragt
barn eller en anbragt ung kan være en bedre løsning end en
langvarig anbringelse, fordi barnet eller den unge gennem
adoption får mulighed for at vokse op i en ny familie, der
er barnets egen. Rådgivningen drejer sig bl.a. om at styrke
kommunalbestyrelsernes viden om, hvordan de kan vurdere,
om en forælder er uden forældreevne, og om hvordan dette
dokumenteres, samt hvordan det vurderes og dokumenteres,
at adoption er den bedste løsning for det enkelte barn eller
269
den enkelte unge. Den generelle rådgivning gives ofte i form
af temadage.
VISOs rådgivning i konkrete sager om adoption uden sam-
tykke har til formål at understøtte kommunalbestyrelsernes
behandling af den pågældende sag. Rådgivningen omfatter
efter behov navnlig, hvordan det belyses, hvad der er bar-
nets eller den unges bedste, og i givet fald hvordan det
dokumenteres, at betingelserne for adoption uden samtykke
er opfyldt. VISO tilrettelægger sin rådgivning til kommunal-
bestyrelsen om behandlingen af en konkret sag på grundlag
af de oplysninger om barnet og forældrene og andre rele-
vante involverede, som kommunalbestyrelsen har sendt til
VISO, navnlig børnefaglige undersøgelser og forældrekom-
petenceundersøgelser. Rådgivning gives normalt mundtligt
på et eller flere møder. VISO tager ikke stilling til, om en
konkret indstilling er fyldestgørende.
Ved for behandlingen af en sag om adoption uden samtykke
er det kommunalbestyrelsens ansvar at vurdere behovet for
rådgivning fra VISO og i givet fald søge rådgivning hos
VISO.
Uanset om kommunalbestyrelsen har søgt rådgivning hos
VISO, er det altid kommunalbestyrelsen, der beslutter, om
et barn eller en ung skal indstilles til adoption uden sam-
tykke. VISOs vejledning efter § 13, stk. 7, i serviceloven
er ikke bindende for kommunalbestyrelsen, og det er altid
den enkelte kommunalbestyrelse, der har ansvaret for rigtig-
heden af indstillinger om adoption uden samtykke efter §
68 e i serviceloven. VISO kan således ikke overtage en
myndighedsfunktion fra kommunalbestyrelsen.
Det foreslås, at barnets lov i § 71 skal indeholde en bestem-
melse om VISOs rådgivning af kommunalbestyrelserne om
adoption.
Med stk. 1 foreslås det, at kommunalbestyrelsen til brug for
overvejelser om adoption efter den foreslåede bestemmelse
i § 69 og til brug for udarbejdelse af en indstilling efter den
foreslåede bestemmelse i § 70 om adoption uden samtykke
efter § 9, stk. 2 eller 4, i adoptionsloven kan anmode VISO
om vejledende rådgivning, jf. lovforslagets § 167.
Forslaget vil have til formål at øge kommunalbestyrelsernes
opmærksomhed på muligheden for efter lovforslagets § 167
at søge vejledende rådgivning fra VISO til brug for behand-
lingen af sager om adoption. Efter lovforslagets § 71, der
uden indholdsmæssige ændringer foreslås at videreføre § 13,
stk. 7, i serviceloven, vil VISO yde gratis vejledende råd-
givning til kommunalbestyrelser i sager om adoption uden
samtykke.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil for det første finde
anvendelse, når kommunalbestyrelsen efter den foreslåede
bestemmelse i § 69 overvejer, om hensynet til kontinuitet
og stabilitet i barnets eller den unges opvækst taler for, at
barnet eller den unge gennem adoption får en ny familie, når
det må antages, at barnet eller den unge vil være anbragt i
en længere årrække. For det andet vil bestemmelsen finde
anvendelse ved kommunalbestyrelsens udarbejdelse af en
indstilling efter den foreslåede bestemmelse i § 70 om adop-
tion uden samtykke efter § 9, stk. 2 eller 4, i adoptionsloven.
Videre foreslås det med stk. 2, at kommunalbestyrelsen til
brug for udarbejdelsen af en indstilling efter lovforslagets
§ 70 om adoption uden samtykke efter § 9, stk. 3, i adop-
tionsloven skal søge vejledende rådgivning fra VISO, jf.
lovforslagets § 167.
Forslaget vil betyde, at kommunalbestyrelsen inden udarbej-
delsen af en indstilling om adoption uden samtykke efter §
9, stk. 3, i adoptionsloven vil skulle søge vejledende rådgiv-
ning til brug for den videre behandling af sagen.
Det vil bero på en konkret vurdering af den enkelte sag,
hvilke behov kommunalbestyrelsen har for vejledende råd-
givning fra VISO, og på hvilket grundlag og hvordan kom-
munalbestyrelsen skal søge rådgivningen. Det vil også bero
på en konkret vurdering, hvilke dele af sagen rådgivningen
rettes mod, men sikring af barnets, den unges og forældre-
nes retssikkerhed vil altid indgå i rådgivningen. Ved tilrette-
læggelsen af rådgivningen vil VISO kunne inddrage sine
hidtidige erfaringer med samarbejdet med kommunalbesty-
relsen om adoptionssager.
Den omstændighed, at en kommunalbestyrelse udarbejder
en indstilling om adoption uden samtykke til børne- og un-
geudvalget uden først at have søgt vejledende rådgivning fra
VISO, vil ikke betyde, at udvalget eller Ankestyrelsen skal
hjemvise sagen til fornyet behandling.
Endelig foreslås det med stk. 3, at VISO skal pålægge
en kommunalbestyrelse at modtage generel rådgivning om
adoption, når kommunalbestyrelsen hverken har fået hjælp
fra VISO til behandling af en konkret sag om adoption uden
samtykke eller har modtaget generel rådgivning om adop-
tion fra VISO. Det foreslås endvidere, at VISOs beslutning
om pålæg efter det foreslåede 1. pkt. ikke kan indbringes for
anden administrativ myndighed.
Forslaget vil betyde, at VISO vil skulle pålægge en kommu-
nalbestyrelse at modtage generel rådgivning om adoption,
når kommunalbestyrelsen ikke tidligere hverken har fået
hjælp fra VISO til behandling af en konkret sag om adoption
uden samtykke eller har modtaget generel rådgivning om
adoption fra VISO. Denne generelle rådgivning udformes på
samme måde som VISOs generelle rådgivning om adoption
efter § 13, stk. 7, i serviceloven, der foreslås videreført i
barnets lov som § 167. Rådgivningen vil således typisk blive
gennemført i form af temadage.
VISO vil således med forslaget få en initiativpligt til at
kontakte de pågældende kommuner. Kontakten vil have til
formål at aftale og planlægge generel rådgivning om adop-
tion uden samtykke i form af temadage eller anden form for
egnet rådgivning til den konkrete kommunalbestyrelse. Øn-
sker en kommune ikke at benytte sig af tilbuddet, vil VISO
skulle træffe beslutning om at pålægge kommunalbestyrel-
sen at modtage rådgivningen.
270
VISOs beslutning om, at en kommunalbestyrelse skal på-
lægges at modtage generel rådgivning om adoption, vil byg-
ge på VISOs hidtidige erfaring med samarbejde med kom-
munalbestyrelsen om adoptionssager. Ifølge oplysninger fra
VISO vil 33 kommuner være omfattet af den foreslåede
ordning.
Den rådgivning om adoption, som VISO efter det foreslåe-
de stk. 3 skal pålægge en kommunalbestyrelse at modtage,
vil skulle tilpasses efter forholdene i den enkelte kommu-
ne. Rådgivningen vil navnlig have fokus på retssikkerheden
i sager om adoption uden samtykke, sagsproces og doku-
mentationskrav, herunder hvilke undersøgelser af bl.a. bar-
nets eller den unges, forældrenes og plejeforældrenes ind-
byrdes forhold der skal gennemføres for at udarbejde en
indstilling om adoption uden samtykke, og hvad indstillin-
gen skal indeholde sådan, at den opfylder betingelserne i
lovforslagets § 70. Et andet fokuspunkt vil være, i hvilke si-
tuationer kommunalbestyrelsen skal overveje, om hensynet
til kontinuitet og stabilitet i barnets eller den unges opvækst
taler for, at barnet eller den unge bliver adopteret og dermed
får en ny og blivende familie i stedet for en meget langvarig
anbringelse.
Endelig vil rådgivningen fokusere på de udfordringer og
dilemmaer, der kan opstå, når man arbejder med adoption
uden samtykke, og hvordan kultur og organisering i en kom-
mune kan understøtte anvendelsen af bestemmelserne om
adoption uden samtykke.
Disse forslag vil betyde, at retssikkerheden i sager om
adoption uden samtykke styrkes for både barnet og foræl-
drene. Forslagene vil således gøre det klarere for den en-
kelte kommunalbestyrelse, hvor grundige undersøgelser af
barnets, den unges, forældrenes og plejeforældrenes forhold
der kræves, for at der kan træffes afgørelse om adoption
uden samtykke. Samtidig vil forslagene betyde, at kommu-
nalbestyrelserne bliver mere opmærksomme på muligheden
for at hjælpe udsatte børn og unge ved gennem adoption
at give dem mulighed for at vokse op i en ny og blivende
familie.
Den foreslåede bestemmelse i § 71 i barnets lov vil ikke
ændre VISOs rolle i behandlingen af sager om adoption
uden samtykke i forhold til gældende ret. VISO vil således
fortsat alene have til opgave at yde vejledning til kommu-
nalbestyrelserne, VISOs vejledning vil fortsat ikke være
bindende for kommunalbestyrelsen, og det vil fortsat være
den enkelte kommunalbestyrelse, der har ansvaret for rig-
tigheden af indstillinger om adoption uden samtykke efter
lovforslagets § 70. VISO vil således ikke overtage en myn-
dighedsfunktion fra kommunalbestyrelsen.
Begrundelsen for forslaget er, at der i forhold til gældende
ret er behov for at styrke rådgivningen af kommunalbesty-
relserne om adoption, navnlig i relation til behandlingen af
konkrete sager om adoption uden samtykke.
Behovet for at styrke rådgivningen af kommunerne om
adoption skyldes det lave antal sager om adoption uden
samtykke og den heraf følgende begrænsede erfaring med
denne sagstype hos en række kommunalbestyrelser samt de
meget høje krav til vurderingen af og dokumentationen for,
at en adoption uden samtykke er den bedste løsning for det
enkelte barn eller den enkelte unge.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.11.2, samt lovforslagets §§ 69, 70 og 167 og be-
mærkningerne hertil.
Til § 72
Det fremgår af § 68 f i serviceloven, at børn og unge-udval-
get på baggrund af en indstilling fra kommunalbestyrelsen
efter lovens § 68 e, stk. 2, på et møde kan indstille til Anke-
styrelsen, at styrelsen træffer afgørelse om, at barnet eller
den unge adopteres efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven. §
68 e i serviceloven vedrører indstilling fra kommunalbesty-
relsen til børn og unge-udvalget om adoption af et barn
eller en ung uden forældrenes samtykke efter § 9, stk. 2-4, i
adoptionsloven.
Inden børn og unge-udvalget afgiver indstillingen til Anke-
styrelsen, skal udvalget give barnet eller den unge, barnets
eller den unges forældre, indehaverne af forældremyndighe-
den over barnet eller den unge og barnets eller den unges
eventuelle plejeforældre samt advokaterne og bisidderne for
dem lejlighed til at udtale sig. Plejeforældre kan udtale sig
under mødet i børn og unge-udvalget, men anses alene som
part i sagen, hvis de søger om adoption af barnet eller den
unge.
En indstilling kan kun vedtages, hvis mindst fire af udval-
gets fem medlemmer stemmer for indstillingen. Indstillin-
gen skal være skriftlig og begrundet, og den skal meddeles
sagens parter, kommunalbestyrelsen og Ankestyrelsen. Er
dommeren ikke enig i indstillingen, skal dette tilføres udval-
gets protokol, og meddelelsen om indstillingen skal indehol-
de oplysning om dommerens opfattelse.
Hvis indstillingen ikke vedtages, gives skriftlig meddelelse
herom til sagens parter og kommunalbestyrelsen. Meddelel-
sen skal begrundes, og den skal indeholde oplysning om
dommerens opfattelse.
Det foreslås med stk. 1, at børne- og ungeudvalget på bag-
grund af en indstilling fra kommunalbestyrelsen, jf. lovfor-
slagets § 70, stk. 1, på et møde kan indstille til Ankestyrel-
sen, at Ankestyrelsen træffer afgørelse om, at barnet eller
den unge adopteres efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven.
Videre foreslås det med stk. 2, at børne- og ungeudvalget
inden afgivelse af indstilling efter det foreslåede stk. 1
skal give barnet eller den unge, barnets eller den unges
forældre, forældremyndighedsindehaverne, barnets eller den
unges eventuelle plejeforældre og disse parters eventuelle
advokater, andre repræsentanter og bisiddere lejlighed til at
udtale sig. Samtidig foreslås det, at plejeforældre alene an-
271
ses som parter i sagen, hvis de søger om adoption af barnet
eller den unge.
Endelig foreslås det med stk. 3, at en indstilling efter det
foreslåede stk. 1 kun kan vedtages, hvis mindst fire af ud-
valgets fem medlemmer stemmer for indstillingen. Samtidig
foreslås det, at indstillingen skal være skriftlig og begrundet,
og at den skal meddeles sagens parter, jf. det foreslåede
stk. 2, kommunalbestyrelsen og Ankestyrelsen. Er domme-
ren ikke enig i indstillingen, skal dette tilføres udvalgets
protokol, og meddelelsen om indstillingen skal indeholde
oplysning om dommerens opfattelse. Hvis indstillingen ikke
vedtages, gives skriftlig meddelelse herom til sagens parter,
jf. det foreslåede stk. 2, og kommunalbestyrelsen. Meddelel-
sen skal begrundes, og den skal indeholde oplysning om
dommerens opfattelse.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af
§ 68 f i serviceloven, dog således at henvisningen til § 68,
stk. 2, i serviceloven foreslås erstattet af en henvisning til
lovforslagets § 70, stk. 2, at det foreslås, at også andre parts-
repræsentanter end advokater skal have lejlighed til at udtale
sig, og at indstillingen behandles af børne- og ungeudvalget
og ikke af børn og unge-udvalget.
Forslaget vil betyde, at behandlingen i børne- og ungeudval-
get af kommunalbestyrelsens indstilling om adoption uden
samtykke vil være reguleret som efter gældende ret.
Begrundelsen for forslaget er, at det er vigtigt, at der i sager
om adoption uden samtykke foretages en grundig belysning
af barnets eller den unges forhold og af forældrenes og
de øvrige involveredes forhold, samt at der foretages en
grundig børnefaglig og juridisk sagsbehandling. Af hensyn
til barnets og den unges bedste og retssikkerheden for al-
le involverede bør kravene til børne- og ungeudvalgets be-
handling af kommunalbestyrelsens indstilling om adoption
uden samtykke efter § 68 f i serviceloven med de nævnte
ændringer således videreføres i barnets lov.
Det bemærkes i den forbindelse at det med det samtidigt
fremsatte følgelovforslags § 2, nr. 1, foreslås at ændre beteg-
nelsen fra børn og unge-udvalget til børne- og ungeudvalget,
således at det følger dansk retskrivning, og at den foreslåede
ændring af betegnelsen vil ikke medføre materielle ændrin-
ger. Videre bemærkes, at § 68 f i serviceloven med enkelte
ændringer foreslås videreført som lovforslagets § 70.
Begrundelsen for forslaget vedrørende andre partsrepræsen-
tanter er, at disse bør have lejlighed for at udtale sig på lige
fod med parternes advokater og bisiddere.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.11.1 samt til lovforslagets § 167 og bemærkninger-
ne hertil.
Til § 73
Det fremgår af § 68 h i serviceloven, at social- og ældre-
ministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen
af sager efter lovens §§ 68 e og 68 f. Disse bestemmelser
drejer sig om kommunalbestyrelsens og børne- og ungeud-
valgets behandling af sager om adoption uden samtykke
efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven.
Bemyndigelsesbestemmelsen i § 68 h i serviceloven er ud-
nyttet til at udstede regler i retssikkerhedsbekendtgørelsen.
Det foreslås med bestemmelsen i § 73, at social- og ældre-
ministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af
indstillinger efter lovforslagets §§ 70 og 72.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af
68 h i serviceloven, dog således at henvisningerne til §§ 68 e
og 68 f i serviceloven om kommunalbestyrelsens og børne-
og ungeudvalgets behandling af indstillinger om adoption
uden samtykke foreslås erstattet af henvisninger til lovfor-
slagets §§ 70 og 72, og at den gældende henvisning til sager
foreslås erstattet af en henvisning til indstillinger.
Forslaget vil betyde, at social- og ældreministeren fortsat
vil have mulighed for at fastsætte regler om behandlingen
af indstillinger om adoption uden samtykke. I overensstem-
melse med forarbejderne til § 68 h i serviceloven forventes
bemyndigelsesbestemmelsen anvendt til at fastsætte nærme-
re regler om kommunalbestyrelsens, børn og unge-udval-
gets og Ankestyrelsens behandling af sager om adoption
uden samtykke, herunder om Ankestyrelsens mulighed for
at hjemvise en sag til kommunen, hvis sagen ikke er til-
strækkeligt oplyst, og kommunen ikke forventes at være i
besiddelse af de ønskede oplysninger, jf. Folketingstidende
2014-15, A, L 121 som fremsat, side 19.
Begrundelsen for forslaget er, at der som efter gældende ret
fortsat vil være behov for mulighed for at kunne fastsætte
regler om behandlingen af indstillinger om adoption uden
samtykke.
Begrundelsen for de foreslåede ændringer i henvisningerne
m.v. i forhold til § 68 h i serviceloven er, at §§ 68 e og
68 f i serviceloven foreslås videreført i barnets lov som
§§ 70 og 72 uden indholdsmæssige ændringer af betydning
for den foreslåede videreførelse i barnets lov af § 68 h i
serviceloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.11.1, samt til lovforslagets §§ 70 og 72 og bemærk-
ningerne hertil.
Til § 74
Det fremgår af § 68 c i serviceloven, at kommunalbestyrel-
sen skal tilbyde faglig støtte til plejefamilier, der har et barn
eller en ung anbragt med henblik på at adoptere barnet eller
den unge. Den faglige støtte skal målrettes situationen før
adoptionen.
Videre fremgår det af § 66 d, stk. 1, nr. 2, i serviceloven,
at kommunalbestyrelsen skal tilbyde den fornødne faglige
støtte til familier, der har adopteret et barn eller en ung,
272
der tidligere har været anbragt i pleje i familien. Efter be-
stemmelsens stk. 2 kan social- og ældreministeren fastsætte
nærmere regler om faglig støtte til familier, der har adopteret
et barn eller en ung, der tidligere har været anbragt i pleje i
familien. Denne bemyndigelse er ikke anvendt.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde
faglig støtte til plejefamilier, der har et barn eller en ung an-
bragt, og som ønsker at adoptere barnet eller den unge. Den
faglige støtte skal målrettes situationen før adoptionen.
Videre foreslås det med stk. 2, at kommunalbestyrelsen også
skal tilbyde den fornødne faglige støtte til familier, der har
adopteret et barn eller en ung, der tidligere har været anbragt
i pleje i familien.
Den foreslåede bestemmelse i § 74, stk. 1 er en videreførelse
af § 68 c i serviceloven, med de sproglige tilpasninger, der
følger af barnets lov, idet forslaget dog vil betyde, at kom-
munalbestyrelsen vil skulle tilbyde faglig støtte til plejefa-
milier, der ønsker at adoptere deres plejebarn. Bestemmel-
sens anvendelsesområde foreslås således ændret i forhold til
den gældende § 68 c i serviceloven således, at den ikke kun
vil omfatte plejefamilier, der har et barn eller en ung anbragt
med henblik på at adoptere barnet eller den unge, men at
den vil omfatte alle plejefamilier, der ønsker at adoptere
deres plejebarn.
De foreslåede bestemmelser i stk. 2, er en videreførelse af
§ 66 d, stk. 1, nr. 2, i serviceloven. Forslaget vil betyde, at
kommunalbestyrelsen vil skulle tilbyde den fornødne faglige
støtte til familier, der har adopteret et barn eller en ung, der
tidligere har været anbragt i pleje i familien.
Begrundelsen for den foreslåede bestemmelse i § 74, stk. 1,
er, at det er vigtigt, at plejefamilier, der ønsker at adoptere
deres plejebarn, fortsat har mulighed for at få faglig støtte
hertil. Begrundelsen for den foreslåede ændring af bestem-
melsens anvendelsesområde i forhold til § 68 c i servicelo-
ven er, at indtil den 1. juli 2019 skulle kommunalbestyrelsen
efter § 68 c, stk. 1, i serviceloven ved anbringelse med
henblik på adoption så vidt muligt anbringe barnet eller
den unge i en plejefamilie, der var indstillet på at adoptere
barnet eller den unge. Denne bestemmelse blev ophævet ved
§ 2, nr. 2, i lov nr. 497 af 1. maj 2019 om ændring af adop-
tionsloven, lov om social service og forskellige andre love
(Kontinuitet og enkle forløb for børn, der adopteres uden
samtykke). Da kommunalbestyrelsen herefter ikke længere
skal søge at anbringe børn og unge i plejefamilier, der er
indstillet på at adoptere barnet eller den unge, foreslås det, at
alle plejefamilier, der ønsker at adoptere deres plejebarn, får
mulighed for at få faglig støtte hertil.
Begrundelsen for den foreslåede bestemmelse i § 74, stk. 2,
er, at det er vigtigt, at familier, der har adopteret et barn eller
en ung, der tidligere har været anbragt i pleje i familien, har
mulighed for at modtage faglig støtte.
Begrundelsen for, at bemyndigelsesbestemmelsen i § 66,
stk. 2, i serviceloven ikke foreslås videreført, er, at bemyndi-
gelsen ikke er blevet udnyttet, og at der ikke er behov for at
videreføre den.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.11.3.
Til § 75
Det fremgår af § 54, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbe-
styrelsen skal tilbyde forældremyndighedens indehaver en
støtteperson i forbindelse med barnets eller den unges an-
bringelse uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, eller § 14 i
lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Det foreslås med bestemmelsen i § 75, at kommunalbesty-
relsen skal træffe afgørelse om at tilbyde forældremyndig-
hedsindehaver en støtteperson i forbindelse med barnets el-
ler den unges anbringelse uden for hjemmet, jf. §§ 46 eller
47 eller § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Med § 75 foreslås en videreførelse af den gældende bestem-
melse i § 54, stk. 1, i serviceloven, alene med redaktionelle
ændringer.
Med bestemmelsen vil kommunalbestyrelsen i overensstem-
melse med gældende ret skulle træffe afgørelse om at til-
byde forældremyndighedsindehaver en støtteperson i forbin-
delse med barnets eller den unges anbringelse uden for
hjemmet. Det vil gælde, uanset om barnet eller den unge
er anbragt med eller uden samtykke. Det er i den forbin-
delse også væsentligt at være opmærksom på de forældre,
som pga. af funktionsnedsættelse, f.eks. forældre med ud-
viklingshæmning, der har et særligt behov for støtte til at
kunne udfylde deres forældrerolle under anbringelsen.
Støttepersonen vil skulle tildeles forældremyndighedsinde-
haver i forbindelse med anbringelsen, det vil sige fra det
tidspunkt, hvor en anbringelse af barnet indgår som et
konkret element i de foreslåede indsatser. Støttepersonen
vil kunne fortsætte i en kortere periode efter hjemgivel-
sen. Støttepersonen vil skulle være et tilbud under selve
anbringelsen. Reglen indebærer, at hver af forældremyn-
dighedsindehaverene skal have tilbud om en støtteperson,
Hvis forældremyndighedsindehaverne ønsker samme støtte-
person, er der dog ikke noget til hinder for, at den pågælden-
de person udpeges som støtteperson for begge forældre.
Det vil være forældremyndighedsindehaverens opholdskom-
mune, der vil skulle bevilge støttepersonen og dække udgif-
terne, der er forbundet dermed. Det vil være støttepersonens
opgave at lytte og være der for at støtte forældrene. En støt-
teperson til forældrene vil kunne være med til at dække de
behov, som forældrene har under barnets anbringelse og kan
dermed også være med til at styrke forældrenes samarbejde
og involvering i arbejdet med barnet.
Støttepersonen vil skulle give forældrene modspil, hjælpe
med afklaring af spørgsmål i forhold til den måde det offent-
lige system fungerer på, med forberedelse og evaluering af
møder og med at læse og forstå skriftligt materiale omkring
273
anbringelsen. Det vil være vigtigt af hensyn til forældrene,
at støtteordningen gøres så fleksibel som mulig. Støtteper-
sonen varetager dog ikke opgaver af behandlingsmæssig
karakter f.eks. i forhold til forældrenes misbrug, psykiske
problemer m.v. Støttepersonen vil kunne medvirke til, at
forældrene støttes til at blive afklaret i forhold til anbringel-
sen. Dette vil kunne være relevant i forhold til alle forældre,
også forældre hvis barn er anbragt uden for hjemmet alene
på grund af nedsat funktionsevne, fordi forældrene ikke læn-
gere kan varetage pasningen af barnet i hjemmet.
Det vil være vigtigt, at støttepersonen er et tilbud, som for-
ældrene til anbragte børn frit vil kunne vælge, og at forældre
selv vil kunne vælge den konkrete støtteperson. Dertil vil
det være vigtigt, at støttepersonen er uafhængig af forvalt-
ningen, er fleksibel og har kompetencer der kan opfylde de
krav, der bør stilles til en støtteperson.
Derfor vil det være hensigtsmæssigt, at kommunen udarbej-
der en liste over kvalificerede støttepersoner, som forældre-
ne vil kunne vælge ud fra. Det er således ikke tanken, at næ-
re familiemedlemmer eller andre fra forældrenes nære per-
sonlige netværk vil blive udpeget som støtteperson. Kom-
munen vil skulle fastsætte tidsforbruget for støttepersonen
og vil i den forbindelse kunne vurdere forældrenes behov,
herunder deres udbytte af støtten og hvornår i anbringelses-
forløbet støtten ydes. Kommunens stillingtagen til forældre-
nes eventuelle valg af en støtteperson, der ikke er opført
på listen, vil i overensstemmelse med forarbejderne til den
gældende bestemmelse i § 54, stk. 1, kunne indbringes for
Ankestyrelsen, ligesom forældrene kan indbringe spørgsmå-
let om støttens omfang, jf. Folketingstidende 1999-00, tillæg
A, spalte 6748.
Det er ikke hensigten med forslaget, at en støtteperson vil
skulle træde i stedet for en eventuel bisidder. Forældrene vil
ud over støttepersonen også kunne have en eventuel bisid-
der. Myndighederne vil ikke kunne afvise bisidderdeltagelse
med henvisning til støttepersonordningen.
Formålet med en støtteperson vil være at medvirke til, at
forældrene støttes til at acceptere anbringelsen, at forældre-
skabet under anbringelsen forbedres, og at kontakten mel-
lem barnet og forældrene styrkes.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.15.2. og 3.15.3.
Til § 76
Det fremgår af § 54, stk. 2, 1. pkt., i serviceloven, at under
barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet efter §
52, stk. 3, nr. 7, eller § 14 i lov om bekæmpelse af ungdoms-
kriminalitet skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om
støtte til forældrene efter § 54, stk. 1 eller § 52, stk. 3, i
serviceloven eller efter anden lovgivning.
Det fremgår af § 54, stk. 2, 2. pkt., i serviceloven, at støtten
så vidt muligt skal medvirke til at løse de problemer, som
har været årsag til anbringelsen med henblik på at støtte
forældrene i at varetage omsorgen for barnet eller den unge
ved en eventuel hjemgivelse eller i samvær med barnet eller
den unge under anbringelsen.
Det foreslås med bestemmelsen i § 76, at under barnets
eller den unges anbringelse uden for hjemmet efter §§ 46,
47 eller § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet
skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om støtte til for-
ældremyndighedsindehaveren efter, § 32, stk.1, § 35 eller §
75 i denne lov eller efter anden lovgivning. Støtten skal så
vidt muligt medvirke til at løse de problemer, som har været
årsag til anbringelsen med henblik på at hjælpe forældrene
i at varetage omsorgen for barnet eller den unge ved en
eventuel hjemgivelse eller i samvær med barnet eller den
unge under anbringelsen.
Med § 76 foreslås en videreførelse af den gældende bestem-
melse i § 54, stk. 2, 1. og 2. pkt., i serviceloven, alene med
redaktionelle ændringer.
Med den foreslåede bestemmelse i § 76 vil kommunalbesty-
relsen, udover at skulle tilbyde forældrene en støtteperson
efter den foreslåede bestemmelse i § 75, skulle træffe afgø-
relse om, hvorvidt forældrene har behov for anden støtte
efter den foreslåede § 32. Samtidig vil der skulle træffes en
afgørelse om, hvorvidt forældrene skal have støtte eller ej,
og i givet fald hvad denne støtte skal bestå af. Afgørelsen
vil skulle begrundes, ligesom der vil skulle gives klagevej-
ledning.
Kommunalbestyrelsen vil som led i den børnefaglige under-
søgelse efter den foreslåede bestemmelse i § 20 eller den
ungefaglige undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpel-
se af ungdomskriminalitet skulle foretage en undersøgelse
af familiens forhold, og de forhold, der kan begrunde, at
forældrene kan have behov for støtte, bør derfor allerede
være kortlagt i forbindelse med den børnefaglige undersø-
gelsen. Denne støtte vil kunne være indsatser efter lovens
§ 32 som f.eks. familiebehandling, forældrekurser, forældre-
programmer eller lignende eller økonomisk støtte efter de
foreslåede bestemmelser i § 35. Kommunalbestyrelsen vil
ligeledes skulle være opmærksom på, om der skal gives
støtte efter anden lovgivning, f.eks. om alkoholbehandling,
en arbejdsmarkedsindsats eller andet, der kan medvirke til,
at forældrene kan støttes i at spille en positiv rolle for bar-
net. Hjælp efter anden lovgivning vil også kunne omfatte
kompenserende eller støttende indsatser til forældre med
nedsat funktionsevne, eksempelvis i form af personlig og
praktisk hjælp, hjælpemidler eller boligindretning efter ser-
vicelovens bestemmelser.
Støtten til forældrene vil så vidt muligt skulle medvirke til at
løse de problemer, som har været årsag til anbringelsen, med
henblik på at støtte forældrene i at varetage omsorgen for
barnet eller den unge ved en eventuel hjemgivelse eller i at
have samvær med barnet eller den unge under anbringelsen.
Uanset om der er mulighed for, at forældrene på sigt kan
varetage omsorgen for barnet eller den unge, og barnet eller
274
den unge dermed vil kunne hjemgives til forældrene, eller
ej, spiller forældrene ofte en vigtig rolle for barnet eller den
unge. Støtten vil derfor også kunne iværksættes med henblik
på at støtte forældrene i at have samvær med barnet eller
den unge eller på anden måde bidrage til at sikre en positiv
udvikling for barnet eller den unge.
Den foreslåede bestemmelse om støtte til forældrene vil
gælde under barnets eller den unges anbringelse uden for
hjemmet, hvad enten afgørelsen træffes med samtykke efter
bestemmelsen i den foreslåede § 46 eller uden samtykke
efter bestemmelsen i den foreslåede § 47.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 75 er at med-
virke til at løse de problemer, som har været årsag til anbrin-
gelsen, med henblik på at støtte forældrene i at varetage
omsorgen for barnet eller den unge ved en eventuel hjemgi-
velse eller i at have samvær med barnet eller den unge under
anbringelsen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.15.2. og 3.15.3.
Til § 77
Det fremgår af servicelovens § 54, stk. 2, sidste pkt., at
kommunalbestyrelsen skal fastsætte en særskilt plan for
støtten til forældrene, når et barn eller en ung anbringes
uden for hjemmet. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng
med reglerne om en støtteperson og støtte til forældre til
anbragte børn og unge. Der henvises til de foreslåede §§ 75
og 76 og bemærkningerne hertil.
Efter servicelovens § 54, stk. 2, sidste pkt., er kommunalbe-
styrelsen kun forpligtet til at udarbejde en forældrehandle-
plan, hvis støtte iværksættes. Således er kommunalbestyrel-
sen efter gældende ret ikke forpligtet til at udarbejde en
forældrehandleplan, hvis forældrene afslår tilbud om støtte
efter servicelovens § 54, stk. 1 og 2.
Det foreslås med stk. 1, at når kommunalbestyrelsen iværk-
sætter støtte efter §§ 75 eller 76, skal kommunalbestyrelsen
fastsætte en særskilt plan for støtten til forældrene.
Med stk. 1 foreslås en videreførelse af den gældende be-
stemmelse i § 54, stk. 2, sidste pkt., i serviceloven, med
redaktionelle ændringer.
Efter bestemmelsen i stk. 1, vil kommunalbestyrelsen skulle
udarbejde en særskilt plan for støtten efter de foreslåede §§
75 og 76 til forældrene. Denne plan omtales almindeligvis
som en ”forældrehandleplan”. Træffer kommunalbestyrelsen
afgørelse om at tildele støtte til forældrene efter de foreslå-
ede §§ 75 eller 76, og iværksættes støtten, vil kommunalbe-
styrelsen være forpligtet til at udarbejde en forældrehandle-
plan, jf. den foreslåede bestemmelse i § 77, stk. 1.
Hvis der træffes afgørelse om støtte efter den foreslåede
§ 77, stk. 1, vil der skulle udarbejdes en særskilt forældre-
handleplan. Såfremt forældrene er i målgruppen for en hel-
hedsorienteret plan og giver samtykke til, at den særskilte
plan erstattes af en helhedsorienteret plan, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 78, vil beskrivelsen af støtten skulle indgå
heri. Kommunen vil skulle følge op på planen efter reglerne
i den foreslåede § 79, uanset om støtten fremgår af en sær-
skilt plan eller en helhedsorienteret plan.
Det foreslås med stk. 2, der er ny, at i forbindelse med en
indstilling om anbringelse uden samtykke efter § 47 af et
barn eller en ung, der har søskende under atten år i husstan-
den, og hvor anbringelsen er begrundet i omsorgssvigt eller
andre alvorlige sociale forhold hos forældrene, skal kommu-
nalbestyrelsen udarbejde en forældrehandleplan efter § 77,
stk. 1, uanset om forældrene har afvist at modtage støtten
efter §§ 75 eller 76.
Med den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen
skulle udarbejde en forældrehandleplan efter den foreslåede
§ 77, stk. 1 eller en helhedsorienteret plan efter den fore-
slåede § 78, uanset om forældrene har afvist støtten, hvis
betingelserne i § 77, stk. 2, er opfyldt.
I sager, hvor kommunalbestyrelsen indstiller, at et barn eller
en ung anbringes uden samtykke på grund af omsorgssvigt
eller andre alvorlige sociale problemer hos forældrene, og
hvor der er søskende, og dermed flere børn i familien, der
potentielt er i en sårbar position, er behovet særligt stort for
at sætte målrettet ind med hjælp til hele familien og til at
arbejde målrettet med forældrene. Kommunalbestyrelsen vil
derfor som udgangspunkt skulle udarbejde en forældrehand-
leplan efter § 77, stk. 1, eller en helhedsorienteret plan efter
§ 78, hvis betingelserne i § 77, stk. 2, er opfyldt, jf. dog §
77, stk. 3. I de tilfælde, hvor forældrene afviser at modtage
støtte, vil planen eksempelvis kunne omfatte, hvordan der
arbejdes med at styrke dialog og samarbejde med forældrene
samt forældrenes samvær og kontakt med det det anbragte
barn eller den anbragte unge.
Efter den foreslåede § 51 vil der skulle udarbejdes en ind-
stilling til børne- og ungeudvalget, når der træffes afgørelse
om anbringelse uden samtykke efter bestemmelsen i den
foreslåede § 47. Forpligtelsen til at udarbejde en forældre-
handleplan eller helhedsorienteret plan efter den foreslåede
§ 77, stk. 2 eller § 78, vil kun gælde, hvis kommunalbe-
styrelsen udarbejder en indstilling efter den foreslåede §
51. Der henvises til bemærkningerne til § 51.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 vil indstillingen
om anbringelse af barnet eller den unge skulle være begrun-
det i omsorgssvigt eller andre alvorlige sociale forhold hos
forældrene. Herved vil skulle forstås, at indstillingen om
anbringelse i overvejende grad vil være begrundet i forhold
hos forældrene. Efter bestemmelsen i den foreslåede § 47 vil
børne- og ungeudvalget kunne træffe afgørelse om anbrin-
gelse uden for hjemmet uden samtykke, hvis der er åbenbar
risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling
lider alvorlig skade på grund af: utilstrækkelig omsorg for
eller behandling af barnet eller den unge; overgreb, som bar-
net eller den unge har været udsat for; misbrugsproblemer,
275
kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder
hos barnet eller den unge; eller andre adfærds- eller tilpas-
ningsproblemer hos barnet eller den unge.
Forpligtelsen efter den foreslåede bestemmelse i § 77, stk.
2, vil kun finde anvendelse, hvis indstillingen i overvejende
grad er begrundet i omsorgssvigt eller andre alvorlige socia-
le forhold hos forældrene. Indstillingen vil således også kun-
ne være delvis begrundet i forhold hos barnet eller den unge,
men det afgørende vil være, at indstillingen overvejende
er begrundet i omsorgssvigt eller andre alvorlige sociale
forhold hos forældrene. Omsorgssvigt vil i denne sammen-
hæng skulle forstås på samme måde som i den foreslåede
bestemmelse i § 47, stk. 1, nr. 1. Ud over omsorgssvigt vil
andre alvorlige sociale forhold hos forældrene, som direkte
påvirker barnets eller den unges sundhed eller udvikling,
også medføre pligt til at udarbejde en forældrehandleplan
efter den foreslåede stk. 2. Dette vil eksempelvis være til-
fældet, hvis barnet eller den unge udsættes for vold eller
seksuelle overgreb fra forældremyndighedsindehaverens si-
de. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til
den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, nr. 2.
Efter den foreslåede stk. 2 vil det være en betingelse for, at
kommunalbestyrelsen vil skulle udarbejde en forældrehand-
leplan eller helhedsorienteret plan, at barnet eller den unge
har søskende i husstanden under atten år. Med søskende
vil skulle forstås hel-, halv- og stedsøskende under atten
år i husstanden. Fraskilte familier, hvor der kan være hel-
og halvsøskende, der bor hos den anden forælder, hvor der
ikke er anbragte søskende, vil ikke være omfattet af den
foreslåede § 77, stk. 2.
Det foreslås med stk. 3, at kommunalbestyrelsen i særlige
tilfælde, hvor det er åbenlyst unødvendigt, kan undlade at
udarbejde en plan efter § 77, stk. 1. Kommunalbestyrelsen
skal begrunde, hvorfor der ikke udarbejdes en plan for støt-
ten til forældrene.
Med den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen
kunne undlade at udarbejde en forældrehandleplan eller hel-
hedsorienteret plan, hvis det er åbenlyst unødigt. Åbenlyst
unødigt vil i denne sammenhæng skulle forstås således, at
der vil skulle være en tydelig og stærk grund til, at der ikke
vil opnås en positiv effekt ved at udarbejde en forældrehand-
leplan.
Som eksempel på situationer, hvor det vil være åbenlyst
unødigt at udarbejde en plan, vil være situationer, hvor for-
ældrene er ude af stand til at modtage hjælp, og forældre-
handleplanen eller den helhedsorienterede plan derfor ikke
vil have en effekt. Dette vil kunne skyldes alvorlige sociale
problemer, som svære alkohol- eller misbrugsproblemer. Det
samme vil være tilfældet, hvis det ikke er muligt at få kon-
takt til forældrene. Er denne tilstand midlertidig, vil der
efterfølgende kunne udarbejdes en forældrehandleplan efter
bestemmelsen i den foreslåede § 77, stk. 1.
Er betingelserne i den foreslåede stk. 2, opfyldt, og vurderer
kommunalbestyrelsen, at det er åbenlyst unødigt at udarbej-
de en forældrehandleplan eller helhedsorienteret plan, vil
kommunalbestyrelsen skulle begrunde, hvorfor der ikke ud-
arbejdes en forældrehandleplan, jf. den foreslåede bestem-
melse i stk. 3, 2. pkt.
Den foreslåede bestemmelse i § 77, stk. 3, 2. pkt., vil skulle
sikre, at kommunalbestyrelsens beslutning om ikke at udar-
bejde en forældrehandleplan eller helhedsorienteret plan er
tilstrækkelig begrundet. Bestemmelsen vil derfor sikre, at
kommunalbestyrelsen faktisk tager stilling til, hvorfor der
ikke skal udarbejdes en forældrehandleplan eller helhedsori-
enteret plan. Bestemmelsen vil også sikre, at forældrene har
mulighed for at se en begrundelse for, at der ikke er fast-
sat en forældrehandleplan. Bestemmelsen vil således også
bidrage til at styrke forældrenes retssikkerhed.
Begrundelsen vil også kunne bidrage til at sikre et bedre
grundlag for det videre arbejde med barnet, forældrene og
familien, da begrundelsen vil skulle vedlægges indstillingen
til børne- og ungeudvalget, jf. den foreslåede bestemmelse i
§ 51, stk. 2. Der henvises til bemærkningerne til § 5.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 77 i sin hel-
hed er at sikre støtte til forældrene i sager, hvor et barn er
anbragt uden samtykke pga. omsorgssvigt, og hvor der er
søskende, og dermed flere børn i familien, der potentielt er i
en sårbar position.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.15.2. og 3.15.3.
Til § 78
Det fremgår af § 54, stk. 3, i serviceloven, at kommunal-
bestyrelsen kan beslutte, at kravet om den særskilte plan
for støtte til forældrene under anbringelsen af et barn eller
en ung, jf. § 54, stk. 2, kan fraviges, og at forældrene i
stedet tilbydes en helhedsorienteret plan for en eller begge
forældre, når der er tale om forældre med komplekse og
sammensatte problemer, hvor der kan eller skal udarbejdes
flere planer for indsatserne, og hvor der er et koordinations-
behov forbundet hermed. Forældrene skal give samtykke til,
at den særskilte plan erstattes af en helhedsorienteret plan.
Det foreslås med bestemmelsen i § 78, at kommunalbesty-
relsen kan beslutte, at kravet om den særskilte forældre-
handleplan for støtte til forældrene efter § 77, stk. 1, kan
fraviges, og at forældrene i stedet tilbydes en helhedsorien-
teret plan for en forælder eller begge forældre, jf. § 110,
når der er tale om forældre med komplekse og sammensatte
problemer, hvor der kan eller skal udarbejdes flere planer for
indsatserne, og hvor der er et koordinationsbehov forbundet
hermed. Forældrene skal give samtykke til, at den særskilte
plan erstattes af en helhedsorienteret plan.
Med § 78, foreslås en videreførelse af den gældende bestem-
melse i § 54, stk. 3, i serviceloven, alene med redaktionelle
ændringer.
276
Med bestemmelsen vil kommunalbestyrelsen kunne beslut-
te, at kravet om den særskilte plan for støtten til forældrene,
jf. den foreslåede § 77, stk. 1, kan fraviges, og en forælder
eller begge forældre i stedet tilbydes en helhedsorienteret
plan, jf. den foreslåede bestemmelse i § 110, når der er tale
om forældre med komplekse og sammensatte problemer,
hvor der vil kunne eller vil skulle udarbejdes flere planer
for indsatserne, og hvor der vil være et koordinationsbehov
forbundet hermed. Forælderen vil skulle samtykke til, at den
særskilte plan erstattes af en helhedsorienteret plan.
Den foreslåede bestemmelse i § 78 vil indebære, at kommu-
nalbestyrelsen vil kunne vælge at tilbyde, at støtte og indsat-
ser til forældre til et anbragt barn eller en ung, jf. de fore-
slåede §§ 75 og 76, vil kunne indgå i en helhedsorienteret
plan, jf. den foreslåede § 110, frem for, at der udarbejdes en
særskilt plan for støtten, når forældrene eller familien sam-
let set har komplekse og sammensatte problemer, som med
fordel kan understøttes gennem en sådan helhedsorienteret
plan. Den foreslåede bestemmelse i § 78 vil ikke indebære
ændringer i forældrenes ret til støtte under anbringelsen af
et barn eller en ung uden for hjemmet eller i formålet med
denne støtte.
Kommunalbestyrelsen vil således fortsat skulle træffe afgø-
relse om støtte til forældrene under anbringelsen, og støtten
vil så vidt muligt skulle medvirke til at løse de problemer,
der har været årsag til anbringelsen, herunder støtte foræl-
drene i at varetage omsorgen for barnet eller den unge ved
en eventuel hjemgivelse, eller støtte forældrene i at kunne
udfylde deres forældrerolle også under anbringelsen. Den
foreslåede bestemmelse vil ikke indebære ændringer i foræl-
drenes ret til tilbud om en støtteperson under anbringelsen,
jf. den foreslåede bestemmelse i § 75 og til anden støtte
efter den foreslåede bestemmelse i § 76 eller efter anden
lovgivning. Den foreslåede bestemmelse i § 78 vil heller ik-
ke indebære ændringer i, at kommunalbestyrelsen vil skulle
fastsætte en plan for støtten til forældrene i forbindelse med
barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Den
foreslåede bestemmelse i § 78 vil heller ikke indebære æn-
dringer i forældrenes adgang til at klage over en afgørelse
om støtte i forbindelse med en anbringelse uden for hjem-
met.
Den foreslåede bestemmelse i § 78 vil have til formål at un-
derstøtte en helhedsorienteret plan for indsatser til forældre
med komplekse problemer, der går på tværs af sektorområ-
der, idet kommunalbestyrelsen foreslås at få adgang til at
tilbyde disse forældre, at støtte efter de foreslåede bestem-
melser i §§ 75 og 76 indgår i en helhedsorienteret plan,
jf. den foreslåede § 110. Den helhedsorienterede plan vil
skulle udarbejdes i samarbejde med borgeren og vil skulle
samle indsatser og tilbud på tværs af lovgivning og sekto-
rområder. Den helhedsorienterede plan for forældrene vil,
ud over støtte i forbindelsen med anbringelsen, kunne inde-
holde andre relevante indsatser, afhængigt af forældrenes
konkrete forhold, som f.eks. beskæftigelsesrettede indsatser
efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller sociale
indsatser efter serviceloven. Planen vil skulle medvirke til
at sikre borgeren og myndighederne overblik over og sam-
menhæng mellem borgerens indsatser f.eks. på tværs af det
sociale område, undervisnings- og uddannelsesområdet eller
beskæftigelsesområdet.
Kommunalbestyrelsens vurdering af, om forældrene med
fordel kan tilbydes en helhedsorienteret plan, vil som ud-
gangspunkt bero på en konkret vurdering og vil bl.a. skulle
baseres på, om forældrene vurderes at have komplekse og
sammensatte problemer, som med fordel kan sammentænkes
via en helhedsorienteret plan. Der vil for eksempel kunne
være tale om en jobparat kontanthjælpsmodtager, som får en
beskæftigelsesrettet indsats i ”Min Plan” og også modtager
støtte efter den foreslåede bestemmelse i § 76 på baggrund
af anbringelse af forælderens barn, og hvor det vil være
hensigtsmæssigt at samle indsatserne i en helhedsorienteret
plan. Derudover vil andre personlige forhold for forældre-
ne, f.eks. forældrenes motivation, samarbejdsvilje, egne og
familiemæssige ressourcer m.v. kunne indgå i vurderingen
af, hvordan indsatserne mest hensigtsmæssigt tilrettelægges,
herunder også hvorvidt forældrene bør tilbydes en helheds-
orienteret plan. Samtidig vil administrative hensyn, herunder
hensyn til bl.a. organisatoriske, ledelsesmæssige og priori-
teringsmæssige forhold, kunne indgå i kommunernes vurde-
ring af, om forældrene kan tilbydes en helhedsorienteret
plan. Den foreslåede § 78 vil ikke give forældrene et rets-
krav på at få tilbudt en helhedsorienteret plan.
Komplekse og sammensatte problemer vil f.eks. kunne dæk-
ke over, at forældrene har flere samtidige udfordringer,
som f.eks. sygdom, funktionsnedsættelser, arbejdsløshed el-
ler misbrugsproblemer, der skal tages højde for ved tilrette-
læggelsen af indsatser for forældrene, og at der er tale om
udfordringer, som har betydning for flere områder af foræl-
drenes tilværelse f.eks. i forhold til familielivet, beskæftigel-
se eller uddannelse, og at disse udfordringer medfører kon-
takt med flere forvaltninger, myndigheder eller tilbud. Ved
koordinationsbehov vil skulle forstås, at forældrenes og fa-
miliens udfordringer og de indsatser, der sættes i gang på
baggrund heraf, medfører et behov for, at indsatserne koor-
dineres mellem forskellige myndigheder, forvaltninger eller
tilbud, så der sikres en sammenhængende indsats.
Med den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen
kunne tilbyde, at planen for støtte efter den foreslåede be-
stemmelse i § 77, stk. 1, kan indgå i den helhedsorientere-
de plan for støtte og indsatser på tværs af sektorområder,
frem for at der udarbejdes en særskilt plan for støtten til
forældrene i forbindelse med anbringelsen af et barn eller en
ung. Den helhedsorienterede plan vil kunne omfatte begge
forældre.
Kommunalbestyrelsens beslutning om at udarbejde en hel-
hedsorienteret plan vil alene være en processuel beslutning
og vil ikke berøre de tilbud og indsatser, som forældrene
har ret til efter de foreslående regler. Beslutningen om at
udarbejde en helhedsorienteret plan vil ikke være en forvalt-
ningsretlig afgørelse, og forældrene vil ikke kunne klage
over kommunens beslutning. Forældrene vil kunne klage
277
over de afgørelser om indsatser, der indgår i en helhedsori-
enteret plan.
Forældrene vil skulle samtykke til, at der udarbejdes en hel-
hedsorienteret plan, der samler indsatser på tværs af sekto-
rområder. Samtykket vil kunne bidrage til en generel accept
fra forælderen af, at kommunen foretager en tværgående
koordinering af indsatser og i den forbindelse deler oplys-
ninger om forælderen til udarbejdelsen af planen. Samtidig
vil samtykket være et vigtigt element i at sikre forældre-
nes ejerskab til og deltagelse i arbejdet med at sikre en
sammenhængende og koordineret indsats gennem den hel-
hedsorienterede plan. Samtykke vil i overensstemmelse med
forarbejderne til den gældende bestemmelse i § 54, stk.
3, i serviceloven, skulle forstås i overensstemmelse med
definitionen i databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 11,
enhver frivillig, specifik, informeret og utvetydig viljestil-
kendegivelse fra den registrerede, hvorved den registrerede
ved erklæring eller klar bekræftelse indvilliger i, at person-
oplysninger der vedrører den pågældende, gøres til genstand
for behandling, jf. Folketidende 2017-18, A, L 232 som
fremsat, side 35. Såfremt forældrene ikke samtykker til en
helhedsorienteret plan, vil kommunen skulle udarbejde en
særskilt plan for støtten til forældrene i forbindelse med
anbringelsen efter den foreslåede bestemmelse i § 77, stk. 1.
Såfremt der udarbejdes en helhedsorienteret plan for støtten
til forældrene under anbringelsen, og den ene eller begge
forældre efterfølgende trækker samtykket tilbage, vil kom-
munalbestyrelsen herefter hurtigst muligt skulle flytte den
del af indholdet af den helhedsorienterede plan, der vedrører
støtten til forældrene under anbringelsen, til en særskilt plan,
jf. bestemmelsen i den foreslåede § 77, stk. 1.
Hvis forældrene er omfattet af integrationslovens § 16, vil
støtten til forældrene kunne samles i integrationskontrakten,
jf. § 19 b i lov om integration af udlændinge i Danmark, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1146 af 22. juni 2020 som ændret ved
§ 3 i lov nr. 1192 af 8. juni 2021.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 78 er at un-
derstøtte en helhedsorienteret plan for indsatser til borgere
med komplekse problemer, der går på tværs af sektorområ-
der, idet kommunalbestyrelsen får adgang til at tilbyde at
støtten til forældre efter de foreslåede bestemmelser i §§ 75
og 76 indgår i en helhedsorienteret plan.
Til § 79
Det fremgår af § 70, stk. 4, i serviceloven, at hvis der er
udarbejdet en plan for støtten til forældrene efter § 54, stk.
2 eller stk. 3, skal kommunalbestyrelsen tilbyde at revidere
denne, når der er behov for det. Kommunalbestyrelsen skal,
senest tre måneder efter at barnet eller den unge har fået
ophold uden for hjemmet, tilbyde en sådan revision. Kom-
munalbestyrelsen skal herefter med højst tolv måneders
mellemrum foretage en vurdering af, om der er behov for
at tilbyde en revision af planen eller af relevante dele af en
helhedsorienteret plan.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde
at revidere en udarbejdet plan for støtten til forældrene efter
§§ 77 eller 78 når der er behov for det, jf. dog § 73, stk. 2 og
3.
Med stk. 1 foreslås en videreførelse af den gældende be-
stemmelse i § 70, stk. 4, 1. pkt. i serviceloven, med redak-
tionelle ændringer.
Bestemmelsen vil medføre, at hvis der er udarbejdet en plan
for støtten til forældrene efter de foreslåede bestemmelser
i §§ 77 eller 78, vil kommunalbestyrelsen skulle tilbyde at
revidere denne, når der er behov for det.
Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde forældrene
en revision af planen for støtten efter behov, vil i overens-
stemmelse med forarbejderne til den gældende bestemmelse
i § 70, stk. 4, i serviceloven, jf. Folketidende 2017-18, A,
L 232 som fremsat, side 38, gælde uanset om planen for
støtten til forældrene i forbindelse med anbringelsen af et
barn eller en ung udarbejdes som en særskilt plan, jf. den
foreslåede § 77 eller som en del af en samlet plan for
støtten, jf. den foreslåede § 78. Hvis forældrenes plan for
støtte under anbringelsen af et barn eller en ung indgår i
en helhedsorienteret plan, jf. den foreslåede bestemmelse i
§ 78, vil kommunen skulle tilbyde at revidere de dele af
forældrenes samlede plan, der vedrører støtte til forældre
under et barns anbringelse, når der er behov for det.
Behovet for revision vil f.eks. kunne opstå ved ændringer
i barnets, den unges eller forældrenes forhold under anbrin-
gelsen, og når der iværksættes nye indsatser.
Forpligtelsen til at revidere forældrehandleplanen efter den
foreslåede § 79, stk. 1, vil ikke gælde i de tilfælde, hvor der
er udarbejdet en plan efter forpligtelsen i den foreslåede §
77, stk. 2, men hvor barnet eller den unge ikke efterfølgende
anbringes.
Det foreslås med stk. 2, at kommunalbestyrelsen senest tre
måneder efter, at barnet eller den unge har fået ophold uden
for hjemmet, skal tilbyde en revision af forældrehandlepla-
nen for støtten eller af relevante dele af den helhedsoriente-
rede plan.
Med stk. 2 foreslås en videreførelse af den gældende be-
stemmelse i § 70, stk. 4, 2. pkt., i serviceloven, med redak-
tionelle ændringer.
Kommunalbestyrelsen vil således senest tre måneder efter,
at barnet eller den unge har fået ophold uden for hjemmet,
skulle tilbyde en revision efter stk. 1 af de dele af den
samlede plan, der vedrører støtte til forældrene under an-
bringelsen, uanset om der er tale om en særskilt plan, eller
om støtten indgår i den helhedsorienterede plan for den ene
eller begge forældre. Revision vil i overensstemmelse med
forarbejderne til den gældende bestemmelse i § 70, stk.
4, i serviceloven, jf. Folketidende 2017-18, A, L 232 som
fremsat, side 38, fortsat skulle tilbydes første gang senest tre
måneder efter anbringelsen.
278
Forpligtelsen til at revidere forældrehandleplanen efter den
foreslåede § 79, stk. 2, vil ikke gælde i de tilfælde, hvor der
er udarbejdet en plan efter forpligtelsen i den foreslåede §
77, stk. 2, men hvor barnet eller den unge ikke efterfølgende
anbringes.
Det foreslås med stk. 3, at hvis kommunalbestyrelsen har
foretaget en revision efter § 79, stk. 1 eller 2, skal kommu-
nalbestyrelsen herefter med højst tolv måneders mellemrum
foretage en vurdering af, om der er behov for at tilbyde en
revision af planen eller af relevante dele af en helhedsorien-
teret plan.
Med stk. 3 foreslås en videreførelse af den gældende be-
stemmelse i § 70, stk. 4, sidste pkt., i serviceloven, med
redaktionelle ændringer.
Uanset bestemmelsen i den foreslåede § 79, stk. 1, om at
kommunalbestyrelsen skal tilbyde at revidere planen for
støtte, vil det efter stk. 3 og i overensstemmelse med forar-
bejderne til den gældende bestemmelse i § 70, stk. 4, i ser-
viceloven, jf. Folketidende 2017-18, A, L 232 som fremsat,
side 38, gælde, at hvis kommunalbestyrelsen har foretaget
en revision de foreslåede bestemmelser i § 79, stk. 1 eller
stk. 2, skal kommunalbestyrelsen herefter med højst tolv
måneders mellemrum foretage en vurdering af, om der er
behov for at tilbyde en revision af planen eller af relevante
dele af en helhedsorienteret plan.
Forpligtelsen til at revidere forældrehandleplanen efter den
foreslåede stk. 3 vil ikke gælde i de tilfælde, hvor der er
udarbejdet en plan efter forpligtelsen i den foreslåede § 77,
stk. 2, men hvor barnet eller den unge ikke efterfølgende
anbringes.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 78 er at sikre,
at støtten hele tiden tilgodeser forældrene samt barnets eller
den unges behov og fortsat bidrager til at nå de mål, der er
opstillet i den enkelte sag.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.15.2. og 3.15.3.
Til § 80
Der er ikke i dag fastsat en samlet, overordnet bestemmel-
se som rammesætter kommunalbestyrelsens ansvar for at
sikre den særlige rådgivning, hjælp og støtte, som alene er
målrettet børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funk-
tionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og
deres familier.
Serviceloven danner i dag rammen om de regler, som regu-
lerer indsatser til børn og unge, der har et særligt behov for
kompenserende hjælp og støtte på grund af nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller
langvarig lidelse og deres familier. Det drejer sig både om
bestemmelser, som specifikt er målrettet børn og unge med
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende
kronisk eller langvarig lidelse og deres familier, om bestem-
melser, som har både børn, unge og voksne med nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne som målgruppe, samt om
bestemmelser om hjælp og støtte, der primært er målrettet
voksne, men som i et vist omfang også kan danne afsæt
for hjælp og støtte til børn og unge med nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne og deres familier.
Endvidere indeholder såvel serviceloven som retssikker-
hedsloven en række bestemmelser om tilrettelæggelsen af de
indsatser, som skal iværksættes over for børn og unge med
behov for særlig støtte, herunder børn og unge med nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier.
Det fremgår således af servicelovens § 1 at hjælp og støtte
skal gives på baggrund af en konkret og individuel vurde-
ring af den enkeltes behov. Det fremgår endvidere af ser-
vicelovens § 19, stk. 1, at opgaver og tilbud, der omfatter
børn, unge og deres familier, skal udføres i samarbejde med
forældrene med henblik på at fremme børns og unges ud-
vikling, trivsel og selvstændighed. Det fremgår ligeledes af
servicelovens § 19, stk. 3, at den indsats, der iværksættes
over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funk-
tionsevne, skal sættes i sammenhæng med indsatser over for
de samme børn og unge efter anden lovgivning. Endeligt
fremgår det af servicelovens § 46, stk. 2, at støtte til børn og
unge, der har et særligt behov herfor, skal tilrettelægges på
baggrund af en konkret vurdering af det enkelte barns eller
den enkelte unges og familiens forhold, samt af servicelo-
vens § 46, stk. 3, at støtten skal bygge på barnets eller den
unges egne ressourcer.
I forlængelse af aftalen om Børnene Først vurderes der at
være behov for at fastsætte en samlet ramme for den rådgiv-
ning, hjælp og støtte, som alene er målrettet børn og unge
med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgri-
bende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde
særlig hjælp og støtte efter det foreslåede kapitel 8 til børn
og unge under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funk-
tionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og
deres familier.
Med den foreslåede stk. 1, rammesættes kommunalbestyrel-
sens fortsatte, overordnede ansvar for at sikre, at børn og
unge under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktions-
evne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og
deres familier vil få den særlige hjælp og støtte, som de har
behov for.
Målgruppen for den særlige hjælp og støtte, som nævnes
i det foreslåede § 80, stk. 1, vil være de børn og unge
under 18 år og deres familier, som på grund af nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller
langvarig lidelse hos barnet eller den unge efter gældende
ret er i målgruppen for målrettet hjælp og støtte til børn
og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller
indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier
efter servicelovens bestemmelser.
279
Med nedsat funktionsevne forstås en nedsat kropslig eller
kognitiv funktion, som har betydning i forhold til barnets
eller den unge daglige tilværelse.
For en stor del af den konkrete hjælp og støtte, der vil kunne
iværksættes efter barnets lov, vil det i overensstemmelse
med gældende ret være en betingelse, at barnet eller den
unge har en betydelig og varigt nedsat funktionsevne eller
en indgribende kronisk eller langvarig lidelse.
Med betydelig funktionsnedsættelse forstås, at funktions-
nedsættelsen har konsekvenser af indgribende karakter i den
daglige tilværelse. I vurderingen af, om funktionsnedsættel-
sen er betydelig, vil der skulle foretages en bred vurdering
i forhold til barnets eller den unges samlede livssituation,
herunder funktionsnedsættelsens eventuelle betydning for
barnets eller den unges aktivitetsniveau, skole- og uddannel-
sesforhold, personlige forhold, helbredsforhold etc.
Med varigt nedsat funktionsevne forstås, at der ikke inden
for en overskuelig fremtid vil være udsigt til bedring af de
helbredsmæssige forhold, og at der i lang tid fremover vil
være et behov for at afhjælpe følgerne af den nedsatte funk-
tionsevne. Ofte vil funktionsnedsættelsen være en belastning
resten af livet.
Med indgribende lidelse forstås, at lidelsen vil skulle være
af en sådan karakter, at den har alvorlige følger i den daglige
tilværelse.
Ved kronisk lidelse forstås sygdomstilstande og lignende,
som fra det tidspunkt, hvor de opstår, normalt vil vare i flere
år; i praksis vil der kunne lægges vægt på, om lidelsen for-
ventes at vare barnealderen ud. Kroniske lidelser vil omfatte
sygdomstilstande o.l., som fra det tidspunkt, hvor de opstår,
normalt vil vare i flere år. Der lægges således i praksis vægt
på, om lidelsen forventes at vare barnealderen ud.
Ved langvarig lidelse vil der i praksis kunne lægges vægt
på, om lidelsen skønnes at vare 1 år eller mere, og det vil
således ikke være en forudsætning at det drejer sig om en
uhelbredelig lidelse. Det vil dog ikke være udelukket at yde
støtte, selv om lidelsen forventes at vare mindre end et år.
Det følger af ovenstående, at det ikke er en forudsætning
for at være en del af målgruppen for indsatser efter det
foreslåede kapitel 8 at barnet eller den unge har en diagnose
fra det sundhedsfaglige system, ligesom en diagnose ikke i
sig selv vil være udslagsgivende for, at der vil kunne ydes
støtte efter kapitlets bestemmelser.
Baggrunden for forslaget er, at det med lovforslaget i sin
helhed foreslås, at sociallovgivningens regler målrettet børn
og unge og deres familier samles i en ny, selvstændig hoved-
lov, barnets lov, som i lighed med serviceloven vil skulle
danne rammen for alle sociale indsatser til målgruppen, uan-
set baggrunden for det enkelte barns eller den enkelte unges
støttebehov.
Den foreslåede barnets lov vil således fremover også skulle
danne rammen for den særlige hjælp og støtte, som alene er
målrettet børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funk-
tionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og
deres familier.
Som følge heraf vil kommunalbestyrelsens forpligtelse til at
sikre den særlige hjælp og støtte, herunder kompenserende
indsatser, til børn og unge under 18 år med nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller
langvarig lidelse og deres familier fremover skulle imøde-
kommes med afsæt i den foreslåede barnets lov.
Det foreslås endvidere med stk. 2, at kommunalbestyrelsen
skal sikre, at hjælp og støtte efter dette kapitel tilrettelæg-
ges med afsæt i barnets eller den unges perspektiv og i
samarbejde med forældrene ud fra en konkret og individuel
vurdering af det enkelte barns, den enkelte unges og den
enkelte families ressourcer og behov. Hjælp og støtte skal
iværksættes med henblik på at fremme barnets eller den
unges læring, udvikling, trivsel og selvstændighed, men kan
også iværksættes med henblik på at lette den daglige tilvæ-
relse og forbedre livskvaliteten for barnet, den unge eller
familien, jf. kapitel 1 og 2.
Det foreslåede stk. 2, er en videreførelse af de principper,
som i dag fremgår af servicelovens § 1, stk. 2 og stk. 3,
2. pkt., samt principperne fra servicelovens § 19, stk. 1
og 3, i en sammenskrevet form med sproglige ændringer
med henblik på at gøre bestemmelsen mere overskuelig og
forståelig. Der er ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer.
Det foreslåede stk. 2 vil skulle synliggøre, at kommunalbe-
styrelsen også i forbindelse med tilrettelæggelsen af særlig
hjælp og støtte til børn og unge under 18 år med nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk
eller langvarig lidelse og deres familier vil skulle iagttage de
generelle og grundlæggende principper for hjælp og støtte,
som foreslås fastlagt i det foreslåede kapitel 1 og kapitel 2.
Disse foreslåede principper, der som nævnt i medfør af de
foreslåede kapitel 1 og 2 også gælder andre tilbud om hjælp
og støtte efter barnets lov, vil skulle medvirke til at sikre,
at den særlige hjælp og støtte vil afspejle barnets eller den
unges støttebehov, og at de tiltag, der vil blive iværksat,
matcher de behov, som den enkelte har.
De foreslåede principper vil samtidig skulle understøtte, at
også hjælp og støtte efter det foreslåede kapitel 8 vil skulle
tilrettelægges i samarbejde med forældrene med henblik på
at understøtte den enkeltes læring, udvikling, trivsel og selv-
stændighed og/eller lette den daglige tilværelse og forbedre
livskvaliteten for barnet, den unge eller familien.
Endelig foreslås det med stk. 3, at kommunalbestyrelsen
skal sikre, at hjælp og støtte til børn og unge med nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk
eller langvarig lidelse og deres familier efter dette kapitel
tilrettelægges i sammenhæng med de øvrige tilbud og ind-
satser efter denne lov, lov om social service, jf. § 90, stk. 1, i
denne lov eller anden relevant lovgivning.
280
Den foreslåede forpligtelse i den foreslåede stk. 3, har bag-
grund i det forhold, at en del af de børn, unge og famili-
er, som vil kunne få særlig kompenserende støtte efter det
foreslåede kapitel 8, ligeledes vil være er en del af målgrup-
pen for hjælp og støtte efter andre bestemmelser i denne
lov, hjælp og støtte efter serviceloven eller indsatser efter
anden lovgivning, eksempelvis behandling efter sundheds-
loven eller indsatser efter dagtilbudsloven, folkeskoleloven
eller reglerne om en kommunal ungeindsats.
Det foreslåede stk. 3, er en let omskreven videreførelse af
den forpligtelse, kommunalbestyrelsen i medfør af service-
lovens § 19, stk. 3, har til at sørge for, at indsatsen for
børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
og deres familier efter serviceloven sættes i sammenhæng
med den indsats, der iværksættes over for de samme børn
og unge efter anden lovgivning. Med det foreslåede stk.
2, videreføres bestemmelsen i servicelovens § 19, stk. 3
således med sproglige opdateringer. Der er ikke tilsigtet ind-
holdsmæssige ændringer.
Formålet med det foreslåede stk. 3 er at skabe grundlag for,
at de indsatser, der vil skulle iværksættes for børn og unge
under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres
familier, vil blive tænkt sammen med de eventuelle øvrige
indsatser, der iværksættes for børnene, de unge og familier-
ne.
Med den foreslåede § 80 videreføres gældende ret. Der er
således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af adgan-
gen til hjælp og støtte til børn og unge under 18 år med
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende
kronisk eller langvarig lidelse og deres familier som følge af
de sammenskrivninger og øvrige sproglige tilpasninger af de
bestemmelser, der videreføres fra serviceloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.7.
Til § 81
Serviceloven danner i dag rammen om de regler, som re-
gulerer kommunalbestyrelsens forpligtelse til at yde rådgiv-
ning og vejledning af særlig relevans for børn og unge, der
har behov for særlig støtte på grund af nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne og deres familier.
Servicelovens § 10, stk. 4, forpligter således kommunalbe-
styrelsen til at yde rådgivning om valg af hjælpemidler og
forbrugsgoder samt instruktion i brugen heraf. Kommunal-
bestyrelsen skal i medfør af servicelovens § 11, stk. 7, tilby-
de gratis rådgivning, undersøgelse og behandling af børn
og unge med adfærdsvanskeligheder eller nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne samt deres familier. Det fremgår end-
videre af servicelovens § 11, stk. 7, 2. pkt., at opgaverne
med at tilbyde gratis rådgivning, undersøgelse og behand-
ling kan varetages i samarbejde med andre kommuner.
Endvidere følger det af servicelovens § 11, stk. 8, at kom-
munalbestyrelsen skal etablere en særlig familievejlederord-
ning for familier med børn og unge under 18 år med betyde-
lig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det
følger af servicelovens § 11, stk. 9, at social- og ældremini-
steren fastsætter nærmere regler om familievejlederordnin-
gen. Bemyndigelsen i servicelovens § 11, stk. 9, er udmøntet
i bekendtgørelse nr. 583 af 23. juni 2009 om familievejle-
derordningen efter lov om social service § 11, som fastlæg-
ger nærmere rammer for ordningens indhold og omfang,
herunder afgrænsning af familievejlederens kompetencer.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde
gratis rådgivning, undersøgelse og behandling af børn og
unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne samt
deres familier.
Med den foreslåede stk. 1, 1. pkt., rammesættes kommu-
nalbestyrelsens fortsatte overordnede ansvar for at tilbyde
gratis rådgivning, undersøgelse og behandling til børn og
unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller
indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier.
Kommunalbestyrelsen vil efter det foreslåede stk. 1, 1. pkt.,
skulle yde gratis rådgivning og behandling til børn og unge
med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser og deres
familier. Rådgivningen vil række ud over den generelle fa-
milieorienterede rådgivning til løsning af vanskeligheder i
familien, jf. den foreslåede § 29, men vil på den anden side
ikke skulle angå problemer, der er så store, at der vil skulle
sættes hjælp og støtte i værk efter de foreslåede §§ 30, 32,
46-47, 82 eller 85-90.
Rådgivningen og behandlingen vil eksempelvis kunne om-
fatte psykologsamtaler, familiebehandling, fysio- eller ergo-
terapeutisk behandling eller tilbud om mestringskurser eller
lignende læringsforløb til barnet, den unge eller familien.
Endelig vil kommunalbestyrelsen efter det foreslåede stk.
1, 1. pkt., skulle undersøge barnets eller den unges proble-
mer. Den foreslåede forpligtelse til at undersøge barnets
eller den unges problemer efter det foreslåede § 81, stk. 1,
1. pkt., vil være et supplement til de generelle forpligtelser
til at afdække forholdene, som vil følge af bestemmelserne i
det foreslåede kapitel 3 i lovforslaget.
Baggrunden for forslaget er, at det med lovforslaget i sin
helhed foreslås, at sociallovgivningens regler målrettet børn
og unge og deres familier vil skulle samles i en ny, selvstæn-
dig hovedlov, barnets lov, som i lighed med serviceloven
vil skulle danne rammen for alle sociale indsatser til mål-
gruppen, uanset baggrunden for det enkelte barns eller den
enkelte unges støttebehov.
Den foreslåede barnets lov vil således fremover også skul-
le danne rammen for den gratis rådgivning, undersøgelse
og behandling, som er målrettet børn og unge med nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier. For så
vidt angår børn og unge med adfærdsvanskeligheder og de-
res familier henvises til § 31 og bemærkningerne hertil. Med
det foreslåede stk. 1 videreføres bestemmelsen i servicelo-
281
vens § 11, stk. 7 med sproglige opdateringer som afspejler,
at stykket alene vil skulle omfatter gratis rådgivning, under-
søgelse og behandling til børn og unge med fysiske eller
psykiske funktionsnedsættelser og deres familier. Der er ik-
ke tilsigtet indholdsmæssige ændringer.
I overensstemmelse med gældende ret vil formålet med råd-
givning, undersøgelse og behandling efter det foreslåede stk.
1, vil således dels være at afhjælpe de problemer, der allere-
de eksisterer, og som i nogle tilfælde kan have forbigående
karakter, dels at forebygge at problemerne vokser sig større,
så der ikke senere bliver behov for at iværksætte mere om-
fattende hjælp og støtte.
Det foreslås med § stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal til-
byde rådgivning om valg af hjælpemidler og forbrugsgoder
samt instruktion i brugen heraf, jf. § 90, stk. 1, nr. 4 og 5.
Formålet med det foreslåede § stk. 2 er at sikre, at kom-
munalbestyrelsen også fremover vil have en forpligtelse til
at rådgive om valg af hjælpemidler og forbrugsgoder samt
tilbyde instruktion i brugen heraf.
Med det foreslåede stk. 2 videreføres servicelovens § 10,
stk. 4, 1. pkt. uden indholdsmæssige ændringer.
Det fremgår af servicelovens § 10, stk. 1, 4. pkt., at gratis
rådgivning kan gives særskilt eller i forbindelse med anden
hjælp efter serviceloven eller anden lovgivning. Det frem-
går af servicelovens § 10, stk. 3, at kommunalbestyrelsen
i forbindelse med rådgivningen skal være opmærksom på,
om den enkelte har behov for anden form for hjælp efter
serviceloven eller anden lovgivning. Det fremgår desuden
af servicelovens § 10, stk. 4, 2. pkt., at kommunens tilbud
om rådgivning om valg af hjælpemidler og forbrugsgoder
samt instruktion i brugen heraf kan varetages i samarbejde
med andre kommuner, ligesom det tilsvarende fremgår af
servicelovens § 11, stk. 7, 2. pkt., at opgaverne i forbindelse
med kommunens tilbud om gratis rådgivning, undersøgelse
og behandling kan varetages i samarbejde med andre kom-
muner.
Det foreslås med stk. 3, at rådgivningen efter stk. 1 og 2
kan gives særskilt eller i forbindelse med anden hjælp efter
denne eller anden lovgivning. Kommunalbestyrelsen skal i
forbindelse med rådgivningen være opmærksom på, om den
enkelte har behov for anden form for hjælp efter denne eller
anden lovgivning, jf. § 80, stk. 3.
Den foreslåede § 81, stk. 3, er en videreførelse af de rammer
for tilrettelæggelsen af kommunalbestyrelsens rådgivning,
som efter gældende ret fremgår af servicelovens § 10, stk.
1, 4. pkt. og § 10, stk. 3, som i den foreslåede form er
sammenskrevet med henblik på at gøre bestemmelsen mere
overskuelig. Dog foreslås servicelovens § 10, stk. 4, 2. pkt.
samt servicelovens § 11, stk. 7, 2. pkt. om, at opgaverne
kan varetages i samarbejde med andre kommuner ikke vide-
reført, da denne mulighed foreslås at ville skulle fremgå
af barnets lov § 11, stk. 1, og der derfor ville være tale
om dobbeltregulering. Der er ikke tilsigtet indholdsmæssige
ændringer i forbindelse med den sproglige sammenskrivning
og tilretning.
Formålet med det foreslåede stk. 3, er at synliggøre, at råd-
givning og vejledning til børn og unge med nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne og deres familier efter det fore-
slåede § 81, stk. 1 og 2 også fremover vil kunne ydes enten
selvstændigt eller i forbindelse med anden rådgivning. End-
videre il det foreslåede stk. skulle synliggøre, at kommunal-
bestyrelsen også fremover i forbindelse med rådgivning og
vejledning efter det foreslåede § 81, stk. 1 og 2, vil skulle
være opmærksom på om barnet, den unge eller familien
har behov for hjælp og støtte efter barnets lov eller anden
lovgivning.
Det fremgår af servicelovens § 11, stk. 8, at kommunalbe-
styrelsen skal etablere en særlig familievejlederordning for
familier med børn under 18 år med betydelig og varigt ned-
sat fysisk eller psykisk funktionsevne samt at vejledningen
skal tilbydes, inden for 3 måneder efter at kommunalbesty-
relsen har fået kendskab til, at funktionsnedsættelsen er kon-
stateret.
Det foreslås med stk. 4, at kommunalbestyrelsen skal etable-
re en særlig familievejlederordning for familier med børn og
unge under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne, samt at vejledningen skal tilbydes
inden for tre måneder efter at kommunalbestyrelsen har fået
kendskab til, at funktionsnedsættelsen er konstateret.
Den foreslåede ordning vil skulle omfatte både familier med
nyfødte børn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne og familier, hvor funktionsnedsættel-
sen konstateres under barnets opvækst.
Vejledningen vil skulle medvirke til at øge familiens kend-
skab til muligheden for iværksættelse af sociale indsatser
og kendskabet til de tilbud om offentlig hjælp på tværs af
sektorerne, som barnets opvækst- og udviklingsvilkår i vidt
omfang vil være betinget af.
Kommunalbestyrelsen vil skulle tilbyde hjemmebesøg inden
for tre måneder efter, at kommunalbestyrelsen har fået kend-
skab til, at barnets funktionsnedsættelse er konstateret.
Familievejlederen vil skulle kunne tilbyde en introducerende
og helhedsorienteret information og vejledning om familiens
rettigheder og hjælpemuligheder på tværs af sektorerne og
oplyse om, hvad der findes af bl.a. vidensmiljøer og interes-
seorganisationer på området. Familievejlederen vil desuden
skulle kunne tilbyde at formidle kontakt til andre familier
med børn med nedsat funktionsevne med henblik på dannel-
se af netværk.
Familievejlederen vil ikke have kompetence til at træffe
afgørelser om hjælpen til familien, men vil skulle kunne
formidle kontakten og viden om familien til den kommunale
socialforvaltning.
Information og vejledning vil så vidt muligt skulle gives
282
ved besøg i hjemmet, bl.a. fordi familievejlederen på den
måde får mulighed for at få et bedre indtryk af forældrenes,
barnets og eventuelle søskendes behov og af de hjemlige
forhold generelt, hvilket kan have relevans for vejledningen.
Når vejledningen i regi af familievejlederordningen er af-
sluttet, vil familierne have ret til fortsat rådgivning og vej-
ledning fra kommunalbestyrelsen efter de øvrige regler her-
om i barnets lov.
Baggrunden for forslaget er, at det med lovforslaget i sin
helhed foreslås, at sociallovgivningens regler målrettet børn
og unge og deres familier vil skulle samles i en ny, selvstæn-
dig hovedlov, barnets lov, som i lighed med serviceloven
vil skulle danne rammen for alle sociale indsatser til mål-
gruppen, uanset baggrunden for det enkelte barns eller den
enkelte unges støttebehov.
Den foreslåede barnets lov vil således fremover også skulle
danne rammen for den familievejledning, som er målrettet
familier med børn med betydelig og varigt nedsat funktions-
evne.
Med det foreslåede stk. 4 videreføres den eksisterende be-
stemmelse i servicelovens § 11, stk. 8, i sprogligt tilpasset
form, men uden indholdsmæssige ændringer.
Formålet med den foreslåede videreførelse af kommunalbe-
styrelsens forpligtelse til at etablere en familievejlederord-
ning er også fremover at sikre, at familier med børn med
betydelig og varigt nedsat funktionsevne i den indledende
fase efter, at funktionsnedsættelsen er konstateret, vil få et
tilbud om indgående vejledning for at styrke familiens og
barnets videre udvikling og trivsel set i lyset af familiens
ændrede livssituation som følge af barnets funktionsnedsæt-
telse.
Det fremgår af servicelovens § 11, stk. 9, at social- og æl-
dreministeren fastsætter nærmere regler om familievejleder-
ordningen.
Det foreslås med stk. 5, at social- og ældreministeren kan
fastsætte nærmere regler om familievejlederordningen.
I overensstemmelse med gældende ret forventes bemyndi-
gelsen udmøntet i en bekendtgørelse, som vil tydeliggø-
re målgruppen for familievejledningen, fastlægge nærmere
rammer for familievejledningens indhold, herunder forplig-
telsen til at formidle oplysninger om relevante støttemulig-
heder, vidensmiljøer og interesseorganisationer samt fastslå
at familievejlederen ikke har kompetence til at træffe afgø-
relse om konkrete indsatser, men formidler kontakt og viden
om familien til socialforvaltningen.
Det foreslåede stk. 5, er en videreførelse af den eksisterende
bemyndigelsesbestemmelse i servicelovens § 11, stk. 9, i
sprogligt tilpasset form, men uden indholdsmæssige ændrin-
ger.
Med den foreslåede § 81 videreføres gældende ret. Der er
således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af adgan-
gen til rådgivning, undersøgelse og behandling til børn og
unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres
familier som følge af de sproglige tilpasninger af de bestem-
melser, der foreslås videreført fra serviceloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.7.
Til § 82
Det fremgår af servicelovens § 32, stk. 1, 1. pkt., at kom-
munalbestyrelsens træffer afgørelse om hjælp til børn, der
på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte.
Det fremgår af servicelovens § 32, stk. 1, 2. pkt., at hjælpen
kan tilrettelægges i særlige dagtilbud, i særlige klubtilbud
eller i forbindelse med andre tilbud efter serviceloven eller
efter dagtilbudsloven, samt at hjælpen også kan udføres helt
eller delvis af forældrene i hjemmet som hjemmetræning.
Det foreslås med bestemmelsen i § 82, at kommunalbesty-
relsen til børn og unge, der på grund af betydelig og va-
rigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for
hjælp eller særlig støtte, skal træffe afgørelse om hjælp, der
kan tilrettelægges som følgende: 1) Særlige dagtilbud, 2)
særlige klubtilbud, 3) helt eller delvis af forældrene i hjem-
met som hjemmetræning, jf. § 85 eller 4) i forbindelse med
andre tilbud efter barnets lov eller efter dagtilbudsloven.
Den foreslåede § 82, er en videreførelse af den eksisterende
bestemmelse i servicelovens § 32, stk. 1, i sprogligt tilpasset
form, men uden indholdsmæssige ændringer. Det bemærkes,
at den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 32, stk.
2, som giver social- og ældreministeren bemyndigelse til
at fastsætte nærmere regler om samarbejdet med forældre,
om inddragelse af barnet eller den unge, om undersøgelse
af barnets eller den unges behov og om fremgangsmåden
ved kommunalbestyrelsens sagsbehandling, ikke foreslås vi-
dereført i den foreslåede § 82. Reguleringen i denne bemyn-
digelse samt i §§ 1 og 2 i bekendtgørelse nr. 717 af 9. juni
2016 om hjælp til børn og unge, der på grund af betydelig
og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har be-
hov for hjælp eller særlig støtte, som udmønter bemyndigel-
sen, foreslås i stedet videreført i kapitel 8.
Med den foreslåede § 82, vil kommunalbestyrelsen blive
forpligtet til at træffe afgørelser om hjælp til børn og unge
med behov for særlig støtte, som har behov herfor på grund
af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktions-
evne. Hjælpen vil kunne tilrettelægges i særlige dagtilbud,
i særlige klubtilbud eller andre tilbud efter barnets lov eller
efter dagtilbudsloven. Den foreslåede § 82 vil endvidere
fortsat skabe hjemmel til, at hjælpen helt eller delvis vil
skulle kunne udføres af forældrene i hjemmet som hjemme-
træning, jf. den foreslåede § 85.
Formålet med det foreslåede § 82, stk. 1 er at videreføre
kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilgodese børn og
283
unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevnes behov for særlig støtte, behandling og træ-
ning, således at de får gode muligheder for udvikling og
trivsel.
Med den foreslåede § 82 videreføres gældende ret. Der er
således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af adgan-
gen til særlige indsatser til børn og unge med nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne og deres familier som følge af
de sproglige tilpasninger af de bestemmelser, der foreslås
videreført fra serviceloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.7.
Til § 83
Det fremgår af servicelovens § 32, stk. 3, at kommunalbe-
styrelsen skal sørge for, at der er det nødvendige antal plad-
ser i særlige dagtilbud til børn, der på grund af betydelig
og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et
særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dæk-
kes gennem ophold i et af de almindelige dagtilbud eller
fritidshjem efter dagtilbudsloven. Det fremgår endvidere af
servicelovens § 32, stk. 4 og 5, at social- og ældreministeren
kan fastsætte nærmere regler forældrebestyrelser i særlige
dagtilbud samt om beregning af tilskud og egenbetaling for
ophold i de særlige dagtilbud.
Bemyndigelsen i servicelovens § 32, stk. 4, vedrørende for-
ældrebestyrelser er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1033 af
20. august 2007 om forældrebestyrelser i særlige dagtilbud,
som fastlægger nærmere rammer for kommunalbestyrelsens
forpligtelse til at oprette forældrebestyrelser, herunder de be-
tingelser hvorunder kommunalbestyrelsen kan fravige denne
forpligtelse, rammerne for forældrebestyrelsernes arbejde og
kompetencer samt rammerne for oprettelse af forældrebesty-
relser i selvejende, særlige dagtilbud.
Bemyndigelsen i servicelovens § 32, stk. 5, vedrørende be-
regning af tilskud og egenbetaling for særlige dagtilbud er
udmøntet i § 1 i bekendtgørelse nr. 1034 af 20. august 2007
om tilskud til ophold i særlige dagtilbud og særlige klubtil-
bud til børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne, som fastlægger rammerne for
beregningen af forældrebetalingen i de særlige dagtilbud,
herunder pålægger kommunalbestyrelsen at yde 100 pct.
tilskud til ophold i særlige dagtilbud, hvis barnet er optaget
alene eller i hovedsagen af behandlingsmæssige grunde.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal sørge
for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige dagtilbud
til børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte,
behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem ophold i et af
de almindelige dagtilbud eller fritidshjem efter dagtilbudslo-
ven.
Det foreslåede stk. 1, er en videreførelse af den eksisteren-
de bestemmelse i servicelovens § 32, stk. 3, uden indholds-
mæssige eller sproglige ændringer.
Med det foreslåede stk. 1 forpligtes kommunalbestyrelsens
til at sikre det nødvendige antal pladser i særlige dagtilbud
til børn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne, som har et særligt behov for støtte, behand-
ling m.v., der ikke kan dækkes gennem ophold i et af tilbud-
dene efter dagtilbudsloven.
De særlige dagtilbud vil i overensstemmelse med gældende
ret kunne oprettes og drives som selvstændige dagtilbud
eller oprettes og drives i forbindelse med et dagtilbud.
Kommunalbestyrelsen vil herudover kunne indgå aftale med
regionsrådet, med andre kommuner eller med selvejende
særlige dagtilbud om oprettelse og drift af et særligt dagtil-
bud i form af f.eks. vuggestuer, børnehaver, aldersintegrere-
de institutioner og fritidshjem.
Særlige dagtilbud m.v. til børn og unge under 18 år, der
på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling
m.v., vil skulle oprettes efter § 82 i den foreslåede barnets
lov.
De særlige dagtilbudspladser vil i overensstemmelse med
gældende ret skulle tilbydes børn med så omfattende funkti-
onsnedsættelser, at det ikke vil være muligt at tilbyde dem
tilstrækkelig individuel støtte og behandling til, at de kan
integreres i et alment tilbud, som også rummer børn uden
funktionsnedsættelser.
Dette vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis barnets
behov tilsiger, at der skal være helt særlige fysiske rammer
for tilbuddet eller en helt særlig sammensætning af det faste
personale i daginstitutionen. Det kan også være tilfældet,
hvis barnets funktionsnedsættelse og behov er så omfatten-
de, at indsatsen i dagtilbuddet hovedsageligt består af be-
handling og pleje.
Det foreslås med stk. 2, at social- og ældreministeren kan
fastsætte nærmere regler om forældrebestyrelser i særlige
dagtilbud samt om beregning af tilskud og egenbetaling for
ophold i de særlige dagtilbud.
Den foreslåede stk. 2, er en videreførelse af de eksisterende
bemyndigelsesbestemmelser i servicelovens § 32, stk. 4 og
5, som i den foreslåede form er sammenskrevet med henblik
på at gøre bestemmelsen mere overskuelig. Der er ikke
tiltænkt indholdsmæssige ændringer i forbindelse med den
foreslåede sammenskrivning.
I overensstemmelse med gældende ret forventes bemyndi-
gelsen udmøntet i en bekendtgørelse, som fastlægger nær-
mere rammer for kommunalbestyrelsens forpligtelse til at
oprette forældrebestyrelser, herunder de betingelser hvorun-
der kommunalbestyrelsen kan fravige denne forpligtelse,
rammerne for forældrebestyrelsernes arbejde og kompeten-
cer samt rammerne for oprettelse af forældrebestyrelser
284
i selvejende, særlige dagtilbud. Bekendtgørelsen forventes
endvidere i overensstemmelse med gældende ret at fastlæg-
ge rammerne for beregningen af forældrebetalingen i de
særlige dagtilbud, herunder pålægge kommunalbestyrelsen
at yde 100 pct. tilskud til ophold i særlige dagtilbud, hvis
barnet er optaget alene eller i hovedsagen af behandlings-
mæssige grunde.
Med den foreslåede § 83 videreføres gældende ret. Der er
således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af adgan-
gen til særlige dagtilbud til børn og unge med nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne og deres familier eller i rammer-
ne for forældrebestyrelser eller forældrebetaling som følge
af de sproglige tilpasninger af de bestemmelser, der foreslås
videreført fra serviceloven.
Den foreslåede barnets lov vil således fremover også skulle
danne rammen for de særlige dagtilbud, som skal tilbydes
børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.7.
Til § 84
Det fremgår af servicelovens § 36, stk.1, at kommunalbesty-
relsen skal sørge for, at der er det nødvendige antal pladser
i særlige klubtilbud til større børn og unge, der på grund af
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
har et særligt behov for støtte, be‐ handling m.v., der ikke
kan dækkes gennem deltagelse i et af de tilbud, der er nævnt
i §§ 65 og 66 i dagtilbudsloven. Det fremgår endvidere af
servicelovens § 36, stk. 2, at social- og ældreministeren har
bemyndigelse til at fastsætte regler om beregning af tilskud
og egenbetaling for ophold i de særlige klubtilbud.
Bemyndigelsen i servicelovens § 36, stk. 2, vedrørende be-
regning af tilskud og egenbetaling for særlige dagtilbud er
udmøntet i § 2 i bekendtgørelse nr. 1034 af 20. august 2007
om tilskud til ophold i særlige dagtilbud og særlige klubtil-
bud til børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne, som fastlægger rammerne for
beregningen af forældrebetalingen i de særlige klubtilbud,
herunder pålægger kommunalbestyrelsen at yde 100 pct.
tilskud til ophold i særlige klubtilbud, hvis barnet eller den
unge er optaget alene eller i hovedsagen af behandlingsmæs-
sige grunde.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal sørge
for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige klubtil-
bud til større børn og unge, der på grund af betydelig og
varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et sær-
ligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes
gennem deltagelse i et af de tilbud, der er nævnt i §§ 65 og
66 i dagtilbudsloven.
Med det foreslåede stk. 1 videreføres bestemmelsen i ser-
vicelovens § 36, stk. 1, med sproglige opdateringer. Der er
ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer.
Med det foreslåede § stk. 1, forpligtes kommunalbestyrelsen
til at sikre det nødvendige antal pladser i særlige klubtilbud
til større børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne, som har et særligt behov for
støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem ophold
i et tilbud efter dagtilbudsloven.
De særlige klubtilbudspladser vil i overensstemmelse med
gældende ret skulle tilbydes børn og unge med så omfat-
tende funktionsnedsættelser, at det ikke vil være muligt at
tilbyde dem tilstrækkelig individuel støtte og behandling til,
at de kan integreres i et alment tilbud, som også rummer
børn og unge uden funktionsnedsættelser.
Dette vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis barnets
behov tilsiger, at der skal være helt særlige fysiske rammer
for tilbuddet eller en helt særlig sammensætning af det faste
personale i klubtilbuddet. Det kan også være tilfældet, hvis
barnets funktionsnedsættelse og behov er så omfattende, at
indsatsen i klubtilbuddet hovedsageligt består af behandling
og pleje.
De særlige klubtilbud til større børn og unge med betydelig
og varigt nedsat funktionsevne vil i overensstemmelse med
gældende ret kunne oprettes og drives som selvstændige til-
bud eller i forbindelse med et almindeligt klubtilbud oprettet
efter dagtilbudsloven. Kommunalbestyrelsen vil herudover
kunne indgå aftale med regionsrådet, med andre kommuner
eller med selvejende særlige klubtilbud om oprettelse og
drift af et særligt klubtilbud.
I overensstemmelse med gældende ret vil er med den fore-
slåede § 84 ikke blive fastsat en øvre aldersgrænse for op-
tagelse i særlige klubtilbud. Dette indebærer, at unge over
18 år også fremover vil kunne forblive i klubtilbuddet, hvis
dette skønnes hensigtsmæssigt. Kommunalbestyrelsens for-
pligtelse efter den foreslåede § 84 vil dog alene omfatte
aldersgruppen under 18 år.
Det foreslås med stk. 2, at social- og ældreministeren kan
fastsætte nærmere regler om beregning af tilskud og egenbe-
taling for ophold i de særlige klubtilbud.
Det foreslåede stk. 2, er en videreførelse af den eksisterende
bemyndigelsesbestemmelse i servicelovens § 36, stk. 2, i
sprogligt tilpasset form, men uden indholdsmæssige ændrin-
ger.
I overensstemmelse med gældende ret forventes bemyndi-
gelsen udmøntet i en bekendtgørelse, som fastlægger ram-
merne for beregningen af forældrebetalingen i de særlige
klubtilbud, herunder pålægge kommunalbestyrelsen at yde
100 pct. tilskud til ophold i særlige klubtilbud, hvis barnet
eller den unge er optaget alene eller i hovedsagen af behand-
lingsmæssige grunde.
Med den foreslåede § 84 videreføres gældende ret. Der er
således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af adgan-
gen til særlige klubtilbud til større børn og unge med nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne som følge af de sproglige
285
tilpasninger af de bestemmelser, der foreslås videreført fra
serviceloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.7.
Til § 85
Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at godkende og yde
støtte i forbindelse med forældres hjemmetræning af børn
og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne fremgår i dag af servicelovens § 32 a.
Det fremgår således af servicelovens § 32 a, stk. 1, at kom-
munalbestyrelsen efter anmodning fra forældremyndigheds-
indehaveren godkender, at forældrene helt eller delvis udfø-
rer hjemmetræning i hjemmet, hvis følgende betingelser er
opfyldt: 1) Hjemmetræningen fremmer barnets eller den un-
ges tarv og trivsel og imødekommer barnets eller den unges
behov. 2) Forældrene er i stand til at udføre opgaverne. 3)
Hjemmetræningen sker efter dokumenterbare træningsmeto-
der.
Det fremgår servicelovens § 32 a, stk. 2, at sundhedsfag-
lige træningselementer, som enten er fastlagt som sygehus-
behandling eller på anden vis har karakter af specialiseret
sundhedsfaglig behandling, ikke kan godkendes som en del
af hjemmetræningen.
Endvidere fremgår det af servicelovens § 32 a, stk. 3, at
godkendelse skal ske på baggrund af børnefaglig undersø-
gelse efter servicelovens § 50. Hvis træningsmetoden inde-
holder fysiske, sundhedsfaglige elementer i et ikke uvæsent-
ligt omfang, skal kommunalbestyrelsen sikre, at afgørelsen
om godkendelse af træningsmetoden sker med inddragelse
af relevante sundhedsfaglige kompetencer.
Det fremgår af servicelovens § 32 a, stk. 4, at kommunalbe-
styrelsen løbende skal føre tilsyn med indsatsen over for
barnet eller den unge, herunder at indsatsen tilgodeser bar-
nets eller den unges fysiske, psykiske og sociale behov. Hvis
træningsmetoden indeholder fysiske, sundhedsfaglige ele-
menter i et ikke uvæsentligt omfang, skal kommunalbesty-
relsen sikre, at tilsynet med trænings‐ metoden sker med
inddragelse af relevante sundhedsfaglige kompetencer.
Det fremgår af servicelovens § 32 a, stk. 5, 1. pkt., at kom-
munalbestyrelsen skal yde hjælp til dækning af tabt arbejds-
fortjeneste efter servicelovens §§ 42 og 43 til forældre, der
forsørger og træner et barn eller en ung under 18 år med
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
i hjemmet. Af servicelovens § 32 a, stk. 5, 2. pkt. fremgår
det endvidere, at der ikke kan ydes hjælp til dækning af
tabt arbejdsfortjeneste som følge af hjemmeundervisning af
børn efter kapitel 8 i lov om friskoler og private grundsko-
ler m.v., uanset om undervisningen foregår i kombination
med hjemmetræning efter serviceloven. Af servicelovens
af servicelovens § 32 a, stk. 5, 3. pkt., fremgår det, at
kommunalbestyrelsen, hvis den tillægger omfanget af hjem-
meundervisningen betydning i forbindelse med en afgørelse
om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, skal foretage
en konkret vurdering af omfanget af hjemmeundervisningen
med afsæt i barnets eller den unges alder og funktionsevne.
Det fremgår af servicelovens § 32 a, stk. 6, at kommunal-
bestyrelsen sørger for træningsredskaber, kurser, hjælpere
m.v., når forældrene træner et barn eller en ung i hjemmet,
samt at kommunalbestyrelsens udgifter til træningsredska-
ber, kurser, hjælpere m.v. til det enkelte barn eller den enkel-
te unge må ikke overstige 500.000 kr. årligt.
Endeligt fremgår det af servicelovens § 32 a, stk. 7, at
social- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om
særlig støtte i hjemmet, herunder regler om dokumenterba-
re metoder, godkendelse af hjemmetræning, inddragelse af
sundhedsfaglige kompetencer, tilsyn med indsat‐ sen, hjælp
til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, brug af sundhedsfagli-
ge træningselementer og træningsredskaber, kurser, hjælpere
m.v., herunder rammer for udbetaling af støtte hertil.
Bemyndigelsen i servicelovens § 32 a, stk. 7, er udmøntet
i §§ 2-6 i bekendtgørelse nr. 717 af 9. juni 2016 om hjælp
til børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller
særlig støtte, som uddyber begrebet dokumenterbare meto-
der samt fastlægger nærmere rammer for godkendelse af
hjemmetræning, inddragelse af sundhedsfaglige kompeten-
cer, tilsyn med indsatsen, hjælp til dækning af tabt arbejds-
fortjeneste, brug af sundhedsfaglige træningselementer og
træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v., herunder rammer
for udbetaling af støtte hertil. Det fremgår af bekendtgørel-
sens § 3, stk. 1-3, at kommunalbestyrelsen med udgangs-
punkt i den børnefaglige undersøgelse efter servicelovens
§ 50 skal vurdere, om hjemmetræning efter den af forældre-
ne foreslåede træningsmetode imødekommer barnets behov,
tarv og trivsel, samt vurdere familiens samlede situation
og forældrenes personlige ressourcer i forhold til at kunne
påtage sig at træne barnet eller den unge.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen efter an-
modning fra forældremyndighedsindehaveren godkender, at
forældrene helt eller delvis udfører hjemmetræning i hjem-
met, hvis følgende betingelser er opfyldt: 1) Hjemmetrænin-
gen fremmer barnets eller den unges tarv og trivsel bedste
og imødekommer barnets eller den unges behov, 2) foræl-
drene er i stand til at udføre opgaverne, og 3) hjemmetræ-
ningen sker efter dokumenterbare træningsmetoder.
Det foreslåede stk. 1 er en videreførelse af den eksisterende
bestemmelse i servicelovens § 32 a, stk. 1, uden indholds-
mæssige ændringer.
Med det foreslåede stk. 1 rammesættes kommunalbestyrel-
sens fortsatte, overordnede ansvar for under visse betingel-
ser at godkende hjemmetræning af et barn eller en ung under
18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne.
Med det foreslåede stk. 1 videreføres bestemmelsen om, at
kommunalbestyrelsen efter anmodning fra forældremyndig-
286
hedsindehaver godkender, at forældrene helt eller delvist ud-
fører hjælpen i hjemmet. Ligeledes videreføres reglerne om,
at det er en betingelse for godkendelse af hjemmetræning,
at afgørelser om hjemmetræning skal tage afsæt i en samlet
vurdering af, om hjemmetræningen fremmer barnets eller
den unges tarv og trivsel under hensyntagen til barnets eller
den unges støttebehov, alder og udvikling, at hjælpen skal
imødekomme barnet eller den unges behov, at forældrene
er i stand til at udføre opgaverne, samt at hjemmetræningen
sker efter dokumenterbare træningsmetoder.
Den foreslåede betingelse om at afgørelser om hjemmetræ-
ning skal tage afsæt i en samlet vurdering af om hjemmetræ-
ningen vil fremmer barnets eller den unges tarv og trivsel
under hensyntagen til barnets eller den unges støttebehov,
alder og udvikling vil betyde, at kommunalbestyrelsen forud
for afgørelsen vil skulle foretage en samlet vurdering af
barnets eller den unges konkrete fysiske, psykiske og sociale
behov i lyset af barnets alder og udviklingstrin.
Den foreslåede betingelse om at forældrene skal være i
stand til at udføre opgaverne vil betyde, at kommunalbesty-
relsen vil skulle vurdere familiens samlede situation og for-
ældrenes personlige ressourcer i forhold til at kunne påtage
sig at træne barnet eller den unge.
Den foreslåede betingelse om at træningsmetoden skal være
dokumenterbar vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil skul-
le vurdere, om metoden indeholder målbare indikatorer, som
vil kunne anvendes til måling af, om metoden resulterer i
den forventede effekt.
Formålet med det foreslåede stk. 1 er at sikre, at kommunal-
bestyrelsen også fremover vil være forpligtet til at godken-
de, at forældrene helt eller delvis udfører hjemmetræning i
hjemmet, hvis de betingelser, som beskrives i den foreslåede
bestemmelses nr. 1-3 er opfyldt.
Det foreslås med stk. 2, at sundhedsfaglige træningselemen-
ter, som enten er fastlagt som sygehusbehandling eller på
anden vis har karakter af specialiseret sundhedsfaglig be-
handling, ikke kan godkendes som en del af hjemmetrænin-
gen.
Det foreslåede stk. 2 er en videreførelse af den eksisterende
bestemmelse i servicelovens § 32 a, stk. 2, uden indholds-
mæssige eller sproglige ændringer.
Ved træningselementer af sundhedsfaglig karakter, som en-
ten er fastlagt som sygehusbehandling eller på anden vis
har karakter af specialiseret sundhedsfaglig behandling skal
f.eks., men ikke alene, forstås anvendelse af carbogengas,
genindånding i refleksposer og trykkammerbehandling (uan-
set tryksætning).
Formålet med det foreslåede stk. 2 er at sikre, at trænings-
elementer af sundhedsfaglig karakter, som enten er fastlagt
som sygehusbehandling eller på anden vis har karakter af
specialiseret sundhedsfaglig behandling, i overensstemmelse
med gældende ret ikke vil kunne godkendes som en del af
hjemmetræningen, således videreført.
Det foreslås med stk. 3, at godkendelse efter det foreslåede
stk. 1 skal ske på baggrund af en børnefaglig undersøgelse,
jf. § § 20 og 22. Hvis træningsmetoden indeholder fysiske,
sundhedsfaglige elementer i et ikke uvæsentligt omfang,
skal kommunalbestyrelsen sikre, at afgørelsen om godken-
delse af træningsmetoden sker med inddragelse af relevante
sundhedsfaglige kompetencer.
Det foreslåede stk. 3, 1. pkt., er en videreførelse af den
eksisterende bestemmelse i servicelovens § 32 a, stk. 3, 1.
pkt., som er tilrettet som konsekvens af, at den børnefaglige
undersøgelse i serviceloven foreslås afløst af den foreslåede
§ 20 om gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse. For
nærmere omtale heraf henvises til de foreslåede §§ 20 og 22
samt bemærkningerne hertil.
Med det foreslåede stk. 3, 1. pkt., vil den eksisterende prak-
sis om, at en afgørelse om godkendelse af hjemmetræning
forudsætter en grundig undersøgelse af såvel barnets eller
den unges som forældrenes og familiens behov og ressour-
cer, blive videreført. Den børnefaglige undersøgelsen vil, jf.
bemærkningerne til § 22, skulle gennemføres og afsluttes
hurtigst muligt under hensyn til barnets eller den unges be-
hov for støtte, ligesom undersøgelsen ikke må være mere
omfattende end formålet tilsiger. Der er således ikke tiltænkt
indholdsmæssige ændringer af de krav til kommunalbesty-
relsens undersøgelse forud for en afgørelse om godkendelse
af hjemmetræning som i dag fremgår af servicelovens § 32
a, stk. 3, 1. pkt.
Formålet med det foreslåede stk. 3, 1. pkt., er således at sik-
re, at barnets eller den unges funktionsevne, behov og triv-
sel, forældrenes ressourcer og familiens samlede situation,
også fremover vil være fuldt udredt og beskrevet af kom-
munalbestyrelsen, før en hjemmetræningsordning vil kunne
godkendes.
Endvidere foreslås det med stk. 3, 2. pkt., at kommunal-
bestyrelsen skal sikre, at afgørelsen om godkendelse af
træningsmetoden sker med inddragelse af relevante sund-
hedsfaglige kompetencer, hvis træningsmetoden indeholder
fysiske, sundhedsfaglige elementer i et ikke uvæsentligt om-
fang.
Det foreslåede stk. 3, 2. pkt., er en videreførelse af den
eksisterende bestemmelse i servicelovens § 32 a, stk. 3, 2.
pkt. uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen i hver enkelt
sag vil skulle vurdere, om de træningsmetoder, forældre
ønsker at anvende, indeholder fysiske, sundhedsfaglige ele-
menter i et ikke uvæsentligt omfang. Der findes ikke en
udtømmende liste over, hvilke metoder eller kombinationer
af metoder der kan anvendes i hjemmetræningen og dermed
heller ikke en liste over, hvilke metoder der vil blive berørt
af det foreslåede krav.
287
Valget af metode vil dog skulle afspejle barnets eller den
unges funktionsnedsættelse. Som udgangspunkt vil børn og
unge med omfattende funktionsnedsættelser, som både har
fysiske, motoriske og kognitive udfordringer, typisk blive
trænet efter metoder, som både har fysiske træningselemen-
ter og elementer af kognitiv træning. Da træning af disse
børn eller unge som regel vil indeholde fysiske, sundheds-
faglige elementer i et ikke uvæsentligt omfang, vil hjemme-
træningsordninger for denne målgruppe typisk blive omfat-
tet af det foreslåede krav om inddragelse af sundhedsfaglige
kompetencer i sagsbehandlingen.
Omvendt vil børn eller unge med udviklings- eller opmærk-
somhedsforstyrrelser og andre ikke-fysiske funktionsned-
sættelser typisk blive trænet efter metoder, som fokuserer
på træning af kognitive og sociale færdigheder, sprog mv.
Hjemmetræningsordninger for disse børn eller unge vil ty-
pisk ikke blive omfattet af det foreslåede krav om inddra-
gelse af sundhedsfaglige kompetencer i sagsbehandlingen,
medmindre der i disse træningsmetoder også indgår fysiske,
sundhedsfaglige elementer i et ikke uvæsentligt omfang.
Som eksempler på fysiske, sundhedsfaglige elementer kan
nævnes træning af bevægelsesfunktioner, træning af respira-
tionsfunktioner, træning af muskeludholdenhed og muskel-
styrke (f.eks. som bøj og stræk af lemmer eller krybe-kravle
øvelser) eller træning til smidiggørelse af bindevæv og sener
(f.eks. gentagne sving og trampolinhop). Hvis træningsme-
toden indeholder disse eller andre fysiske, sundhedsfaglige
elementer i et ikke uvæsentligt omfang, vil kommunalbe-
styrelsen skulle sikre, at afgørelsen om godkendelse af træ-
ningsmetoden sker med inddragelse af relevante sundheds-
faglige kompetencer, så afgørelsen om godkendelsen kan
ske på baggrund af en samlet social- og sundhedsfaglig vur-
dering af, hvorvidt den foreslåede behandlings- og trænings-
indsats er til gavn for barnet eller den unge.
Den sundhedsfaglige person vil skulle bidrage med en vur-
dering af de fysiske, sundhedsfaglige elementer i træningen,
blandt andet med henblik på at sikre at der ikke anvendes
træningselementer, som sundhedsfagligt vurderes at være
enten kontraindicerede til det enkelte barn eller den enkelte
unge, eller som kan anses for at være potentielt farlige for
barnet eller den unge. Den sundhedsfaglige person vil og-
så kunne bidrage med sundhedsfaglige vurderinger af kon-
krete, sundhedsfaglige træningselementer eller træningsred-
skaber og vil kunne rådgive sagsbehandleren om, hvorvidt
der er behov for at inddrage anden specialiseret ekspertise,
f.eks. relevant speciallægeviden, til at vurdere, om specifik-
ke træningselementer kan godkendes som en del af hjemme-
træningen.
I overensstemmelse med gældende ret foreslås der ikke
fastsat krav til, hvilke sundhedsfaglige kompetencer der
vil skulle inddrages, da dette vil kunne variere fra sag
til sag. Det skønnes dog, at det ofte vil være relevant at
inddrage en kommunal sundhedsperson som eksempelvis
en ergo- eller fysioterapeut. Den sundhedsfaglige person
vil desuden kunne rådgive den kommunale børne- og un-
gerådgiver i forhold til, om der bør inddrages yderligere
sundhedsfaglige kompetencer i forbindelse med godkendel-
se af hjemmetræningen, hvis der f.eks. er tale om meget
omfattende, højintensive eller komplekse træningsmetoder
eller træningselementer. Dette vil eksempelvis kunne være
relevant i forhold til de børn og unge, der på grund af
meget komplekse funktionsnedsættelser allerede er kendt i
sundhedssystemet, og som sideløbende med den kommunale
indsats eller hjemmetræningen følges i sundhedsvæsenet. I
forhold til disse børn og unge vil kommunalbestyrelsen ofte
kunne inddrage erklæringer eller anden rådgivning fra den
eller de speciallæger, som i forvejen følger barnet eller den
unge i sygehusvæsenet.
Formålet med det foreslåede stk. 3, 2. pkt., er at sikre,
at kommunalbestyrelsen også fremover vil skulle inddrage
sundhedsfaglige kompetencer i forbindelse med godkendel-
se af træningsmetoder, som indeholder fysiske, sundheds-
faglige elementer i et ikke ubetydeligt omfang.
Det foreslås med stk. 4, at kommunalbestyrelsen fører lø-
bende tilsyn med hjemmetræningen, herunder at indsatsen
tilgodeser barnets eller den unges fysiske, psykiske og soci-
ale behov. Hvis træningsmetoden indeholder fysiske, sund-
hedsfaglige elementer i et ikke uvæsentligt omfang, skal
kommunalbestyrelsen sikre, at tilsynet med træningsmeto-
den sker med inddragelse af relevante sundhedsfaglige kom-
petencer.
Den foreslåede stk. 4, er en videreførelse af den eksisterende
bestemmelse i servicelovens § 32 a, stk. 4, i sprogligt tilret-
tet form men uden indholdsmæssige ændringer.
Med det foreslåede stk. 4, 1. pkt., vil det således også fremo-
ver blive tydeliggjort, at tilsynet med hjemmetræningen vil
skulle sikre, at træningen tilgodeser barnets eller den unges
fysiske, psykiske og sociale behov.
Det vil følge heraf, at kommunalbestyrelsen under tilsynsbe-
søgene også fremover vil skulle have særlig opmærksomhed
på, om træningen samlet set skønnes at være til gavn for
barnet eller den unge under hensyntagen til barnets eller den
unges støttebehov, alder og udvikling.
Heri ligger blandt andet, at kommunalbestyrelsen vil skulle
følge op på de mål, der er sat for træningen og vurdere,
om de stadig er relevante. Der vil kunne være behov for
at justere på målene, hvis barnet eller den unge ikke trives
eller udvikler sig som forventet, eller hvis barnet eller den
unge har nået en alder, hvor der er behov for at sætte nye
mål, eksempelvis samvær med jævnaldrende eller deltagelse
i sociale aktiviteter uden for hjemmet.
Kommunalbestyrelsen vil også under tilsynsbesøget skulle
vurdere, om barnets eller den unges fysiske eller psykiske
behov har ændret sig som følge af, at barnet eller den unge
er blevet ældre.
Kommunalbestyrelsen vil skulle vurdere, om der er sket æn-
dringer i barnets eller den unges fysiske, psykiske og sociale
288
behov ved hvert tilsynsbesøg. Denne vurdering findes at
være særligt væsentlig i forbindelse med skift i barnets eller
den unges livsfaser, eksempelvis overgangen fra spædbarn
til småbarn, fra småbarn til skolebarn, fra barn til teenager
og i forbindelse med en kommende overgang fra ung til
voksen.
Formålet med det foreslåede stk. 4, 1. pkt., er således at vi-
dereføre kommunalbestyrelsens eksisterende tilsynsforplig-
telse samt at sikre, at der i forbindelse med tilsynet vil blive
fulgt op på, om hjemmetræningen tilgodeser barnets eller
den unges behov.
Endvidere foreslås det med stk. 4, 2. pkt., at den eksister-
ende forpligtelse til at inddrage relevante sundhedsfaglige
kompetencer i forbindelse med tilsynet med hjemmetræ-
ning, hvis træningsmetoden indeholder fysiske, sundheds-
faglige elementer i et ikke uvæsentligt omfang, videreføres.
Det foreslåede stk. 4, 2. pkt., er en videreførelse af den
eksisterende bestemmelse i servicelovens § 32 a, stk. 4, 2.
pkt., uden indholdsmæssige eller sproglige ændringer.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen i hver enkelt
sag vil skulle vurdere, om de træningsmetoder, forældre
anvender, indeholder fysiske, sundhedsfaglige elementer i et
ikke uvæsentligt omfang. Der findes ikke en udtømmende
liste over, hvilke metoder eller kombinationer af metoder
der kan anvendes i hjemmetræningen og dermed heller ikke
en liste over, hvilke metoder der vil blive berørt af det fore-
slåede krav.
Som eksempler på fysiske, sundhedsfaglige elementer kan
nævnes træning af bevægelsesfunktioner, træning af respira-
tionsfunktioner, træning af muskeludholdenhed og muskel-
styrke (f.eks. som bøj og stræk af lemmer eller krybe-kravle
øvelser) eller træning til smidiggørelse af bindevæv og sener
(f.eks. gentagne sving og trampolinhop). Hvis træningsme-
toden indeholder disse eller andre fysiske, sundhedsfaglige
elementer i et ikke uvæsentligt omfang, vil kommunalbesty-
relsen skulle sikre, at tilsynet med træningsmetoden sker
med inddragelse af relevante sundhedsfaglige kompetencer,
så tilsynet kan ske på baggrund af en samlet social- og
sundhedsfaglig vurdering af, hvorvidt den foreslåede be-
handlings- og træningsindsats er til gavn for barnet eller den
unge.
Den sundhedsfaglige person vil også kunne bidrage med
sundhedsfaglige vurderinger af konkrete, sundhedsfaglige
træningselementer eller træningsredskaber og vil kunne råd-
give sagsbehandleren om, hvorvidt der er behov for at ind-
drage anden specialiseret ekspertise, f.eks. relevant special-
lægeviden, i forhold til at vurdere, om specifikke trænings-
elementer kan indgå som en del af hjemmetræningen.
Der foreslås ikke fastsat krav til, hvilke sundhedsfaglige
kompetencer der vil skulle inddrages, og dette vil kunne
variere fra sag til sag. Det skønnes dog, at det ofte vil være
relevant at inddrage en kommunal sundhedsperson som ek-
sempelvis en ergo- eller fysioterapeut.
Den sundhedsfaglige person vil desuden kunne rådgive den
kommunale børne- og ungerådgiver i forhold til, om der bør
inddrages yderligere sundhedsfaglige kompetencer i forbin-
delse med tilsynet med hjemmetræningen, hvis der f.eks. er
tale om meget omfattende, højintensive eller komplekse træ-
ningsmetoder eller –elementer. Dette vil eksempelvis kunne
være relevant i forhold til de børn eller unge, der på grund af
meget komplekse funktionsnedsættelser allerede er kendt i
sundhedssystemet, og som sideløbende med den kommunale
indsats eller hjemmetræningen følges i sundhedsvæsenet. I
forhold til disse børn eller unge vil kommunalbestyrelsen
ofte kunne inddrage erklæringer eller anden rådgivning fra
den eller de speciallæger, som i forvejen følger barnet eller
den unge i sygehusvæsenet.
Den sundhedsfaglige person vil også skulle deltage i tilsyns-
besøgene hos de familier, som har fået godkendt en hjem-
metræningsordning for at sikre, at vurderingen af hjemme-
træningen kan ske på baggrund af en samlet social og sund-
hedsfaglig vurdering af, hvorvidt den igangværende træning
er til gavn for barnet eller den unge.
Formålet med det foreslåede stk. 4, 2. pkt., er at sikre,
at kommunalbestyrelsen også fremover vil skulle inddrage
sundhedsfaglige kompetencer i forbindelse med tilsynet med
træningsmetoder, som indeholder fysiske, sundhedsfaglige
elementer i et ikke ubetydeligt omfang.
Det foreslås med stk. 5, at kommunalbestyrelsen skal yde
hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter §§ 87 og
88 til forældre, der forsørger og træner et barn eller en
ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne i hjemmet. Der kan ikke ydes hjælp
til dækning af tabt arbejdsfortjeneste som følge af hjem-
meundervisning af børn efter kapitel 8 i lov om friskoler
og private grundskoler m.v., uanset om undervisningen fore-
går i kombination med hjemmetræning efter den foreslåede
barnets lov. Kommunalbestyrelsen skal, hvis den tillægger
omfanget af hjemmeundervisningen betydning i forbindelse
med en afgørelse om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortje-
neste, foretage en konkret vurdering af omfanget af hjemme-
undervisningen med afsæt i barnets eller den unges alder og
funktionsevne.
Det foreslåede stk. 5, er en videreførelse af den eksisterende
bestemmelse i servicelovens § 32 a, stk. 5, uden indholds-
mæssige eller sproglige ændringer.
Med det foreslåede stk. 5, 1. pkt., vil det således også frem-
over fremgå af lovgivningen, at kommunalbestyrelsen vil
skulle yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til
forældre, der hjemmetræner deres børn.
Med det foreslåede stk. 5, 2. og 3. pkt., vil det endvidere
også fremover fremgå af lovgivningen, at der ikke vil kunne
ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste som følge
af hjemmeundervisning af børn, uanset om undervisningen
foregår i kombination med hjemmetræning efter denne lov,
samt at kommunalbestyrelsen vil skulle foretage en konkret
289
vurdering af omfanget af hjemmeundervisningen med afsæt
i barnets eller den unges alder og funktionsevne, hvis om-
fanget af hjemmeundervisningen tillægges betydning i for-
bindelse med en afgørelse om hjælp til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste.
Hjælpen til dækning af tabt arbejdsfortjeneste vil også frem-
over skulle ydes efter de foreslåede regler i den foreslåede
barnets lov §§ 87 og 88. Hjælp til dækning af tabt arbejds-
fortjeneste vil fortsat forudsætte, at det er en nødvendig
konsekvens af barnets eller den unges funktionsnedsættelse,
at barnet eller den unge passes i hjemmet, og at det er mest
hensigtsmæssigt, at det er forældreren, der passer barnet
eller den unge. En afgørelse om tabt arbejdsfortjeneste vil
som i lighed med gældende regler blandt andet skulle tage
afsæt i en vurdering af, om barnet eller den unge har et stort
behov for pleje og overvågning, sover meget uroligt eller
sparsomt, eller hvis sygdom er meget varieret med hensyn
til kræfter, smerter og anfald. Hensyn til søskende vil også
kunne indgå i vurderingen.
Den foreslåede regel om at der ikke vil kunne ydes hjælp
til dækning af tabt arbejdsfortjeneste som følge af hjemme-
undervisning af børn efter reglerne i friskoleloven er en
videreførelse af gældende ret. Dette gælder også selv om
undervisningen foregår i kombination med hjemmetræning,
hvilket er blevet fastslået i Højesterets dom af 19. august
2014 og Ankestyrelsens principafgørelse nr. 69-14.
Det vil således heller ikke fremover kunne ydes hjælp til
dækning af tabt arbejdsfortjeneste som følge af hjemmeun-
dervisning, men tildelingen af hjælp til dækning af tabt ar-
bejdsfortjeneste vil også fremover altid skulle ske ud fra
en helhedsvurdering af barnets eller den unges og familiens
samlede behov. Dette vil også gælde i familier, som både
ønsker at hjemmetræne deres barn efter barnets lov og hjem-
meundervise deres barn efter reglerne i friskoleloven.
Det foreslåede stk. 5, 3. pkt., vil i overensstemmelse med
gældende ret pålægge kommunalbestyrelsen at foretage en
konkret vurdering af omfanget af hjemmeundervisningen,
hvis omfanget af hjemmeundervisningen tillægges betyd-
ning for afgørelsen om hjælp til dækning af tabt arbejds-
fortjeneste, med afsæt i barnets eller den unges alder og
funktionsevne.
Kommunalbestyrelsens konkrete vurdering ved udmålingen
af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste vil kunne tage
afsæt i Ministeriet for Børne- og Undervisningsministeriets
almindelige regler for undervisningstiden i folkeskolen, her-
under reglerne om enkeltmandsundervisning, lige som det
vil kunne indgå som del af grundlaget for vurderingen, hvor
mange timer barnet alternativt skulle have været undervist i
skolen – det såkaldte normtimetal.
De generelle rammer for fastsættelse af undervisningstiden
vil dog alene kunne tjene som afsæt for den konkrete vur-
dering af omfanget af hjemmeundervisningen. Kommunal-
bestyrelsen vil dermed ikke per automatik kunne anvende
normtimetallet, når omfanget af hjemmeundervisningen skal
fastlægges, eller henvise til fastlæggelse af timetallet i andre
sager.
Kommunalbestyrelsens konkrete vurdering af omfanget af
hjemmeundervisningen vil heller ikke udelukkende måtte
tage afsæt i barnets kronologiske alder, men vil skulle tage
højde for det enkelte barns eller den unges funktionsevne
og udviklingstrin. Hvis barnets eller den unges udviklings-
niveau er betydeligt lavere end den kronologiske alder, vil
dette skulle afspejles i fastsættelsen af omfanget af hjemme-
undervisningen.
Det timetal, som kommunalbestyrelsen vurderer vil skulle
afsættes til hjemmeundervisningen i forbindelse med afgø-
relsen om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, vil
således skulle afspejle et realistisk omfang af hjemmeunder-
visningen for det pågældende barn eller den pågældende
unge.
Forslaget vil ikke betyde, at kommunalbestyrelsen automa-
tisk vil kunne reducere den tabte arbejdsfortjeneste med det
antal timer, der skønnes at skulle bruges på at hjemmeunder-
vise barnet.
Det vil blandt andet skulle indgå i kommunalbestyrelsens
vurdering af, om omfanget af hjemmeundervisningen har
betydning for afgørelsen om hjælp til dækning af tabt ar-
bejdsfortjeneste, om det er den samme forælder, der står
for hjemmetræningen og for hjemmeundervisningen. Hvis
barnet eller den unge både hjemmeundervises og hjemme-
trænes på fuld tid, vurderes det dog at ville være en forud-
sætning for, at der fortsat kan ydes tabt arbejdsfortjeneste
på fuld tid, at det ikke er den samme forælder, der både
hjemmetræner og hjemmeunderviser barnet eller den unge.
Kommunalbestyrelsen vil også skulle være opmærksom på,
at omfanget af hjemmeundervisningen ikke altid vil have
betydning for udmålingen af hjælpen til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste. Hvis en hjemmetræningsordning fortsæt-
ter uændret, eksempelvis så kommunalbestyrelsen stadig
godkender hjemmetræning på fuld tid, som supplement til
(hjemme)undervisning af barnet eller den unge, vil det som
udgangspunkt betyde, at omfanget af hjælpen til dækning
af tabt arbejdsfortjeneste også fortsætter uændret. Dette vil
forudsætte, at betingelserne for at modtage hjælp til dæk-
ning af tabt arbejdsfortjeneste i øvrigt er opfyldt, herunder
betingelsen om, at den godkendte hjemmetræningsordning
medfører et indtægtstab for den forælder, der hjemmetræner
barnet eller den unge.
Formålet med det foreslåede stk. 5 er således at videreføre
kommunalbestyrelsens eksisterende forpligtelse til at yde
hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til forældre,
som er godkendt til at hjemmetræne deres børn efter det
foreslåede stk. 1, samt at sikre, at der i overensstemmelse
med gældende ret i forbindelse med udmålingen af hjælpen
til dækning af tabt arbejdsfortjeneste tages hensyn til, om
barnet eller den unge hjemmeundervises.
290
Det foreslås med stk. 6, at kommunalbestyrelsen skal dække
udgifterne til træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v., når
forældrene træner et barn eller en ung i hjemmet. Kommu-
nalbestyrelsens udgifter til træningsredskaber, kurser, hjæl-
pere m.v. til det enkelte barn eller den enkelte unge må ikke
overstige 666.689 kr. årligt (2022-niveau).
Det foreslåede, stk. 6, er en videreførelse af den eksisterende
bestemmelse i servicelovens § 32 a, stk. 6, uden indholds-
mæssige eller sproglige ændringer, ud over opdateringen af
det angivne grænsebeløb.
Grænsebeløbet vil efter den foreslåede § 204 i den foreslåe-
de barnets lov skulle reguleres en gang årligt den 1. januar
med satsreguleringsprocenten. Grænsebeløb og øvrige satser
offentliggøres hvert år på ministeriets hjemmeide hvert år
inden reguleringstidspunktet den 1. januar.
Den foreslåede forpligtelse indebærer, at kommunalbesty-
relsen også fremover vil skulle sørge for de nødvendige
træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v., når forældre er
godkendt til at hjemmetræne et barn eller en ung i hjem-
met. At træningsredskaber m.v. skal være nødvendige bety-
der, at træningen efter den konkrete metode ikke vil kunne
gennemføres uden de pågældende træningsredskaber, kurser,
hjælpere m.v.
Hvis træningsredskaber m.v. efter en konkret og individuel
vurdering vil være nødvendige for, at forældrene vil kun-
ne gennemføre træningen, vil intet træningsredskab som ud-
gangspunkt på forhånd være udelukket, dog med undtagelse
af sundhedsfaglige træningselementer, som enten er fastlagt
som sygehusbehandling eller på anden vis har karakter af
specialiseret sundhedsfaglig behandling, jf. det foreslåede
stk. 2.
Den foreslåede hjælp vil både kunne omfatte enkeltstående
og løbende ydelser til dækning af udgifter til træningsred-
skaber, kurser, løn til hjælpere mv., som er er nødvendige
for at gennemføre den godkendte hjemmetræning, og vil
skulle bevilges på grundlag af dokumenterede udgifter. Do-
kumentationen vil foregå enten i forbindelse med ansøgnin-
gen eller efter afholdelse af udgiften.
Der vil eksempelvis efter en konkret vurdering kunne gives
hjælp til træningsredskaber i form af sliske, trampolin, hop-
pebolde, til ansættelse af hjælpere, som kan bistå med træ-
ningen og til supervision af forældrene fra fagligt relevante
personer, hvis supervisionen er nødvendig for, at forældrene
kan gennemføre træningen.
Der vil ligeledes kunne gives støtte til kurser, der er af
relevans for træningen.
Formålet med det foreslåede stk. 6 er at sikre, at forældre,
som er godkendt til at hjemmetræne deres børn efter stk.
1, fremover vil have uændret ret til hjælp til nødvendige træ-
ningsredskaber, kurser, hjælpere m.v., der er forbundet med
hjemmetræningen, inden for den fastsatte beløbsgrænse.
Det foreslås med stk. 7, at social- og ældreministeren kan
fastsætte nærmere regler om særlig støtte i hjemmet, her-
under regler om dokumenterbare metoder, godkendelse af
hjemmetræning, inddragelse af sundhedsfaglige kompeten-
cer, tilsyn med indsatsen, hjælp til dækning af tabt arbejds-
fortjeneste, brug af sundhedsfaglige træningselementer og
træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v., herunder rammer
for udbetaling af støtte hertil.
Det foreslåede stk. 7, er en videreførelse af den eksisterende
bemyndigelsesbestemmelse i servicelovens § 32 a, stk. 7, i
sprogligt tilpasset form, men uden indholdsmæssige ændrin-
ger.
I overensstemmelse med gældende ret forventes bemyndi-
gelsen udmøntet i en bekendtgørelse. Bekendtgørelsen vil
i forhold til godkendelse af hjemmetræning videreføre den
eksisterende fastlæggelse af, at kommunalbestyrelsen med
udgangspunkt i den børnefaglige undersøgelsen vil skulle
vurdere, om hjemmetræning efter den af forældrene foreslå-
ede træningsmetode er til barnets bedste og imødekommer
barnets behov, samt vurdere familiens samlede situation og
forældrenes personlige ressourcer i forhold til at kunne påta-
ge sig at træne barnet eller den unge.
I forhold til godkendelse af hjemmetræning vil bekendtgø-
relse ligeledes fortsat skulle fastslå, at det foreslåede krav
om dokumenterbarhed vil indebære, at kommunalbestyrel-
sen vil skulle vurdere, om metoden indeholder målbare indi-
katorer, som kommunalbestyrelsen kan bruge til at følge op
på effekten af hjemmetræningen og den anvendte metode på
barnets eller den unges udvikling og trivsel, men også vil slå
fast, at kommunalbestyrelsen ikke kan stille som betingelse
for godkendelse, at den ønskede metode skal være evidens-
baseret.
Den forventede bekendtgørelse foreslås endvidere at skulle
fastlægge de nærmere rammer for de foreslåede, lovpligtige
tilsynsbesøg, herunder tydeliggøre, at kommunalbestyrelsen
under tilsynet blandt andet vil skulle vurdere, om hjemme-
træningen tilgodeser barnets eller den unges fysiske, psyki-
ske og sociale behov, samt vurdere familiens trivsel som
helhed, tydeliggøre, at kommunalbestyrelsen på baggrund af
tilsynet vil skulle udforme en tilsynsrapport med begrundet
indstilling om fortsættelse, justering eller ophør af hjemme-
træningen, som vil skulle sendes til høring både hos foræl-
drene og, hvor det er muligt og relevant, hos barnet eller
den unge, samt videreføre den eksisterende hjemmel til at
kommunalbestyrelsen ud over de to obligatoriske årlige til-
synsbesøg, vil kunne vælge at gennemføre yderligere tilsyn,
hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at der er behov herfor.
Den foreslåede bekendtgørelse forventes desuden i overens-
stemmelse med gældende ret at skulle synliggøre, at kom-
munalbestyrelsens støtte til nødvendige træningsredskaber,
kurser, hjælpere mv., vil kunne omfatte både enkeltstående
og løbende ydelser til dækning af udgifter til træningsred-
skaber, kurser, løn til hjælpere mv. på grundlag af dokumen-
terede udgifter.
291
Den forventede bekendtgørelse foreslås endvidere i overens-
stemmelse med gældende ret at skulle indeholde hjemmel
til, at kommunalbestyrelsen og forældrene med afsæt i det
foreslåede § 85, stk. 6, vil kunne indgå frivillige aftaler om,
at der udbetales et fast månedligt, halvårligt eller årligt be-
løb til dækning af forventede udgifter til træningsredskaber,
kurser, hjælpere mv., samt en bestemmelse om, at grænse-
beløbet for tilskuddet til træningsredskaber, kurser, løn til
hjælpere mv. vil skulle reguleres en gang årligt den 1. januar
med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsregulerings-
procent.
Formålet med det foreslåede stk. 7 er at skabe en bemyndi-
gelse til, at social- og ældreministeren i overensstemmelse
med gældende ret også fremover vil have mulighed for at
fastlægge nærmere regler om hjemmetræning.
Baggrunden for den foreslåede § 85 er, at det med lovfor-
slaget i sin helhed foreslås, at sociallovgivningens regler
målrettet børn og unge og deres familier vil skulle samles
i en ny, selvstændig hovedlov, barnets lov, som i lighed
med serviceloven vil skulle danne rammen for alle sociale
indsatser til målgruppen, uanset baggrunden for det enkelte
barns eller den enkelte unges støttebehov.
Med den foreslåede § 85 videreføres gældende ret. Der er
således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af rammer-
ne for godkendelse af, tilsyn med, eller støtte i forbindelse
med hjemmetræning af børn og unge med nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne som følge af de sproglige tilpasnin-
ger af de bestemmelser, der videreføres fra serviceloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.7.
Til § 86
Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at yde dækning af
nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn
under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psy-
kisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig
lidelse fremgår i dag af servicelovens § 41.
Det fremgår således af § 41, stk. 1, at kommunalbestyrelsen
skal yde dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse
i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende
kronisk eller langvarig lidelse. Det fremgår endvidere, at
det er en betingelse, at merudgifterne er en konsekvens af
den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter andre
bestemmelser i denne lov eller anden lovgivning. Det frem-
går af servicelovens § 41, stk. 2, at udmålingen af ydelsen
sker på grundlag af de sandsynliggjorte merudgifter for det
enkelte barn, og af § 41, stk. 3, at beløbet til dækning af de
nødvendige merudgifter kan ydes, når de skønnede merud-
gifter udgør mindst 4.596 kr. pr. år (2015-niveau). Endvidere
fremgår det af servicelovens § 41, stk. 4, at hjælpen betin-
get af, at kommunalbestyrelsens anvisninger med hensyn til
pasning m.v. følges, samt af § 41, stk. 5, at social- og ældre-
ministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke udgifter
der kan ydes hjælp til, og betingelserne herfor.
Bemyndigelsen i servicelovens 41, stk. 5, er udmøntet i ka-
pitel 1 i bekendtgørelse nr. 932 af 19. juni 2020 om tilskud
til pasning af børn med handicap eller langvarig sygdom,
som blandt andet indeholder definitioner på de begreber, der
anvendes om målgruppen for hjælp til dækning af nødvendi-
ge merudgifter, tydeliggør at behovet for dækning af merud-
gifter vurderes i forhold til personer uden handicapbørn på
samme alder og i samme livssituation samt fastslår, at belø-
bet til dækning af merudgifter er uafhængigt af forsørgerens
indtægt og er ikke skattepligtigt. Bekendtgørelsen fastlæg-
ger også rammerne for udbetaling af støtten, rammerne for
støtte til særlige diætpræparater til børn med de livsvarige
sygdomme phenylketonuri (Føllings sygdom) og Alcaptono-
ri, rammerne for dækning af enkeltstående merudgifter samt
rammer for omlægning af tilskuddet i forbindelse med æn-
dringer i de sandsynliggjorte merudgifter.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal yde
dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjem-
met af et barn eller en ung under 18 år med betydelig og
varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgri-
bende kronisk eller langvarig lidelse. Det foreslås videre, at
det er en betingelse, at merudgifterne er en konsekvens af
den nedsatte funktionsevne eller den indgribende kroniske
eller langvarige lidelse og ikke kan dækkes efter andre be-
stemmelser i barnets lov eller anden lovgivning.
Den foreslåede stk. 1, er en videreførelse af den eksisterende
bestemmelse i servicelovens § 41, stk. 1, i sprogligt tilpasset
form, men uden indholdsmæssige ændringer.
Med det foreslåede stk. 1, rammesættes kommunalbestyrel-
sens fortsatte ansvar for under visse betingelser at yde dæk-
ning af de nødvendige merudgifter, som forældre har som
følge af, at de forsørger et barn eller en ung under 18 år med
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.
Med det foreslåede stk. 1, 1. pkt., vil det således også
fremover fremgå af lovgivningen, at kommunalbestyrelsen
vil skulle yde hjælp til dækning af nødvendige merudgifter
ved forsørgelse i hjemmet af et barn eller en ung under 18
år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funk-
tionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.
Det foreslåede stk. 1, 1. pkt., vil således, i lighed med den
eksisterede § 41 i serviceloven, være målrettet borgere, der i
hjemmet forsørger børn og unge under 18 år med betydelig
og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller ind-
gribende kroniske eller langvarige lidelser.
Med nedsat funktionsevne forstås en nedsat kropslig eller
kognitiv funktion, som har betydning i forhold til barnets
eller den unges daglige tilværelse.
Med betydelig funktionsnedsættelse forstås, at funktions-
nedsættelsen har konsekvenser af indgribende karakter i den
292
daglige tilværelse. I vurderingen af, om funktionsnedsættel-
sen er betydelig, vil der skulle foretages en bred vurdering
i forhold til barnets eller den unges samlede livssituation,
herunder funktionsnedsættelsens eventuelle betydning for
barnets eller den unges aktivitetsniveau, skole- og uddannel-
sesforhold, personlige forhold, helbredsforhold etc.
Med varigt nedsat funktionsevne forstås, at der ikke inden
for en overskuelig fremtid vil være udsigt til bedring af de
helbredsmæssige forhold, og at der i lang tid fremover vil
være et behov for at afhjælpe følgerne af den nedsatte funk-
tionsevne. Ofte vil funktionsnedsættelsen være en belastning
resten af livet.
Med indgribende lidelse forstås, at lidelsen vil skulle være
af en sådan karakter, at den har alvorlige følger i den daglige
tilværelse.
Ved kronisk lidelse forstås sygdomstilstande og lignende,
som fra det tidspunkt, hvor de opstår, normalt vil vare i
flere år; i praksis vil der kunne lægges vægt på, om lidelsen
forventes at vare barnealderen ud.
Kroniske lidelser vil omfatte sygdomstilstande o.l., som fra
det tidspunkt, hvor de opstår, normalt vil vare i flere år. Der
lægges således i praksis vægt på, om lidelsen forventes at
vare barnealderen ud.
Ved langvarig lidelse vil der i praksis kunne lægge vægt
på om lidelsen skønnes at vare 1 år eller mere, og det vil
således ikke være en forudsætning at det drejer sig om en
uhelbredelig lidelse. Det vil dog ikke være udelukket at yde
støtte, selv om lidelsen forventes at vare mindre end et år.
Med det foreslåede stk. 1, 2. pkt., foreslås en videreførelse
af betingelsen fra servicelovens § 41, stk. 1, 2. pkt., om, at
der alene vil kunne ydes hjælp til dækning af nødvendige
merudgifter, som er en konsekvens af den nedsatte funk-
tionsevne og ikke vil kunne dækkes efter andre bestemmel-
ser i den foreslåede barnets lov eller anden lovgivning. Som
en sproglig præcisering foreslås det tydeliggjort, at også
nødvendige merudgifter, som er en konsekvens af en kon-
stateret indgribende kroniske eller langvarige lidelse hos
barnet eller den unge efter 1. pkt., vil kunne dækkes efter
bestemmelsen. Der er tale om en rent sproglig tilretning
uden indholdsmæssig betydning, med henblik på at ensrettes
sprogbrugen i bestemmelsens foreslåede 1. og 2. pkt.
Den foreslåede forpligtelse vil således også fremover omfat-
te merudgifter, som familien ikke ville have haft, hvis barnet
eller den unge ikke havde haft en nedsat funktionsevne eller
en kronisk eller langvarig lidelse.
Det vil ligeledes følge af det foreslåede stk. 1, 2. pkt., at
denne bestemmelse også fremover vil være subsidiær til
hjælp og støtte efter andre bestemmelser i den foreslåede
barnets lov eller anden lovgivning.
Hermed forstås, at kommunalbestyrelsen, inden der træffes
afgørelse om hjælp til dækning af nødvendige merudgifter
efter den foreslåede § 86, vil skulle have afdækket, om de
nødvendige merudgifter kan dækkes ad anden vej.
Formålet med det foreslåede stk. 1 er at sikre, at kommunal-
bestyrelsen også fremover vil have pligt til at yde støtte til
dækning af nødvendige merudgifter som følge af barnets
eller den unges betydelig og varigt nedsatte funktionsevne
eller indgribende kroniske eller langvarige lidelse, hvis be-
tingelserne herfor er opfyldt.
Det foreslås med stk. 2, at udmålingen af ydelsen sker på
grundlag af de sandsynliggjorte merudgifter for det enkelte
barn eller den enkelte unge, herunder merudgifter til indivi-
duel befordring og fritidsaktiviteter.
Det foreslåede stk. 2, er en videreførelse af den eksisterende
bestemmelse i servicelovens § 41, stk. 2, i sprogligt tilpasset
form men uden indholdsmæssige ændringer.
At merudgifterne skal være sandsynliggjorte vil betyde, at
kommunalbestyrelsen ikke vil kunne kræve dokumentation
for afholdelsen af udgifterne. Der vil således skulle laves et
overslag over omfanget af de behov, som barnet eller den
unge efter al sandsynlighed vil få i det kommende år, og
hvad det medfører af merudgifter. Udgifter, som forældrene
kan dokumentere, vil ligeledes skulle indgå i det merudgifts-
beløb, der udmåles.
Merudgifterne vil kunne vedrøre såvel løbende udgifter som
enkeltudgifter, og udgifter, der afholdes inden for ét år (12
på hinanden løbende måneder), vil skulle sammenlægges.
Formålet med det foreslåede stk. 2 er at sikre, at kommunal-
bestyrelsen også fremover vil have pligt til at foretage en
samlet vurdering af familiens sandsynliggjorte, nødvendige
merudgifter som følge af barnets eller den unges betydelig
og varigt nedsatte funktionsevne eller indgribende kroniske
eller langvarige lidelse med henblik på at kunne yde hjælp
til dækning af disse efter stk. 1, hvis betingelserne herfor er
opfyldt.
Det foreslås med stk. 3, at beløbet til dækning af de nød-
vendige merudgifter kan ydes, når de skønnede merudgifter
udgør mindst 5.207 kr. pr. år (2022-niveau), samt at ydelsen
fastsættes ud fra de skønnede merudgifter pr. måned og
afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100.
Det foreslåede stk. 3, er en videreførelse af den eksisteren-
de bestemmelse i servicelovens § 41, stk. 3, uden indholds-
mæssige eller sproglige ændringer, ud over opdateringen af
det årlige grænsebeløb, som i serviceloven står angivet i
2015-niveau.
Med det foreslåede stk. 3, 1. pkt., vil det således også fremo-
ver være en forudsætning for, at der vil kunne ydes hjælp til
dækning af nødvendige merudgifter, at de samlede, skønne-
de merudgifter udgør mindst 5.207 kr. pr. år (2022-niveau).
Hvis en familie har flere børn med nedsat funktionsevne el-
ler kroniske eller langvarige lidelser, vil det være de samlede
293
merudgifter for disse børn, der vil skulle lægges til grund
ved beregningen.
Grænsebeløbet vil efter den foreslåede § 204 i den foreslåe-
de barnets lov skulle reguleres en gang årligt den 1. januar
med satsreguleringsprocenten. Grænsebeløb og øvrige satser
offentliggøres hvert år på ministeriets hjemmeide hvert år
inden reguleringstidspunktet den 1. januar.
Med det foreslåede stk. 3, 2. pkt., vil udgangspunktet for
vurderingen af de skønnede merudgifter også fremover skul-
le være familiens skønnede merudgifter pr. måned afrundet
til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100.
Ved vurderingen af, om familiens årlige, sandsynliggøre
merudgifter har en størrelsesorden, der overskrider det fast-
satte grænsebeløb, vil der således som udgangspunkt skulle
tages afsæt i de sandsynliggjorte månedlige merudgifter for
familien, afrundet til nærmeste 100.
Som udgangspunkt vil det således være en forudsætning
for, at der vil kunne ydes hjælp til dækning af nødvendige
merudgifter, at familiens sandsynliggjorte, månedlige mer-
udgifter udgør 1/12 af det årlige grænsebeløb. Selv om de
skønnede, månedlige merudgifter ikke overstiger dette be-
løb, vil kommunalbestyrelsen dog skulle yde hjælp til dæk-
ning af nødvendige merudgifter, hvis kommunalbestyrelsen
skønner, at de samlede udgifter i løbet af kalenderåret vil
overstige 5.207 kr. pr. år (2022-niveau).
Hvis der opstår behov for dækning af en enkeltstående mer-
udgift, vil dette kunne ske ved en enkeltstående udbetaling
uden regulering af det månedlige beløb.
Ved uventede eller høje udgifter, som forventes at være
blivende, vil udmålingen af hjælpen skulle revideres sna-
rest. Det samme gælder i de tilfælde, hvor udgifterne måtte
vise sig at være lavere end oprindelig antaget. Opfølgningen
bør herefter normalt fastsættes til senest et år efter det tids-
punkt, hvor udmålingen af hjælpen senest blev revideret.
Hvis der som led i opfølgningen skal ske ændringer i den
udbetalte ydelse, vil kommunalbestyrelsen skulle træffe af-
gørelse herom. Udbetalingen af den ydelse, som borgeren
hidtil har modtaget, vil skulle fortsætte, indtil der er truffet
en ny afgørelse om enten nedsættelse eller standsning. Der
bør så vidt det er muligt være et passende varsel, så borge-
ren får mulighed for at indrette sig på den nye situation,
hvis ydelsen nedsættes væsentligt eller helt standses, for
eksempel som følge af akut anbringelse eller dødsfald.
Formålet med det foreslåede stk. 3 er at sikre, at kommunal-
bestyrelsen også fremover vil have pligt til at yde hjælp til
dækning af nødvendige merudgifter med et afrundet beløb,
hvis familiens samlede merudgifter overstiger det fastlagte
grænsebeløb.
Det foreslås med stk. 4, at hjælpen efter det foreslåede stk.
1, er betinget af, at kommunalbestyrelsens anvisninger med
hensyn til pasning m.v. følges.
Det foreslåede stk. 4 er en videreførelse af den eksisteren-
de bestemmelse i servicelovens § 41, stk. 4, uden indholds-
mæssige eller sproglige ændringer.
Formålet med det foreslåede stk. 4 er at sikre, at det også
fremover vil være en betingelse for, at kommunalbestyrelsen
vil skulle yde hjælp til dækning af nødvendige merudgifter,
at forældrene har fulgt kommunalbestyrelsens anvisninger i
forhold til pasning af barnet m.v.
Det foreslås med stk. 5, at social- og ældreministeren kan
fastsætte nærmere regler om, hvilke udgifter der kan ydes
hjælp til efter stk. 1, og betingelserne herfor.
Det foreslåede stk. 5, er en videreførelse af den eksisterende
bestemmelse i servicelovens § 41, stk. 5, i sprogligt tilpasset
form, men uden indholdsmæssige ændringer.
Formålet med det foreslåede stk. 5 er at sikre, at social- og
ældreministeren også fremover vil kunne fastlægge nærmere
regler for, hvilke typer af nødvendige merudgifter der vil
kunne ydes hjælp til efter det foreslåede stk. 1, og om betin-
gelserne for ydelse af hjælp.
I overensstemmelse med gældende ret forventes den foreslå-
ede bemyndigelse anvendt til at fastsætte om målgruppen
for hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, rammerne
for beregningen og udbetaling af ydelsen, rammerne for
dækning af enkeltstående merudgifter samt rammer for om-
lægning af tilskuddet i forbindelse med ændringer i de sand-
synliggjorte merudgifter
Baggrunden for forslaget om § 86 er, at det med lovforslaget
i sin helhed foreslås, at sociallovgivningens regler målrettet
børn og unge og deres familier vil skulle samles i en ny,
selvstændig hovedlov, barnets lov, som i lighed med service-
loven vil skulle danne rammen for alle sociale indsatser til
målgruppen, uanset baggrunden for det enkelte barns eller
den enkelte unges støttebehov.
Samlet set er formålet med den foreslåede § 86 at sikre
en videreførelse af kommunalbestyrelsens forpligtelse til
at yde hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, som
også fremover vil skulle understøtte børnenes og de unges
mulighed for at forblive i familien så længe som muligt,
familiens mulighed for at leve så normalt som muligt på
trods af barnets eller den unges nedsatte funktionsevne samt
medvirke til at forhindre, at barnets eller den unges nedsatte
funktionsevne forværres eller får andre følger.
Med den foreslåede § 86 videreføres gældende ret. Der er
således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommu-
nalbestyrelsens forpligtelse til yde hjælp til dækning af nød-
vendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn
under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psy-
kisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig
lidelse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.7.
294
Til § 87
Kommunalbestyrelsens forpligtelse til yde hjælp til dækning
af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsør-
ger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller
langvarig lidelse fremgår i dag af servicelovens § 42.
Det fremgår således af servicelovens § 42, stk. 1, at kommu-
nalbestyrelsen skal yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfor-
tjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under
18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig li-
delse, samt at ydelsen er betinget af, at det er en nødvendig
konsekvens af den nedsatte funktionsevne, at barnet passes i
hjemmet, og det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen
eller faderen, der passer det.
Det fremgår af servicelovens § 42, stk. 2, at kravet om, at
barnet skal være forsørget i hjemmet, ikke gælder børn i
målgruppen, som er anbragt uden for hjemmet efter service-
lovens § 52, stk. 3, nr. 7, i forbindelse med barnets hospi-
talsbesøg. Det er en betingelse, at moderens eller faderens
tilstedeværelse på hospitalet er en nødvendig konsekvens af
barnets funktionsnedsættelse, og at tilstedeværelsen er det
mest hensigtsmæssige for barnet.
Endvidere fremgår det af servicelovens § 42, stk. 3, at ydel-
sen fastsættes på baggrund af den tidligere bruttoindtægt
og højst med et beløb på 33.063 kr. om måneden (2022-ni-
veau), samt at maksimumsbeløbet reduceres i forhold til den
andel, de visiterede timer til tabt arbejdsfortjeneste udgør
af den samlede arbejdstid. Det fremgår desuden af stk. 3,
at der skal beregnes bidrag til pensionsordning på 10 pct.
af bruttoydelsen. Bidraget kan dog højst udgøre et beløb
svarende til det hidtidige arbejdsgiverbidrag. Det fremgår
ligeledes af stk. 3, at kommunen efter reglerne i lov om Ar-
bejdsmarkedets Tillægspension skal indbetale ATP-bidrag af
hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, samt at ydelses-
modtageren skal betale 1/3 af ATP-bidraget, og kommunen
skal betale 2/3 af bidraget.
Endeligt fremgår det af servicelovens § 42, stk. 4, at social-
og ældreministeren fastsætter nærmere regler om beregning
og regulering af tabt arbejdsfortjeneste, herunder om bereg-
ning og indbetaling af bidrag til pensionsordning og efter
indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension regler om
betaling af ATP-bidrag.
Bemyndigelsen i servicelovens § 42, stk. 4, er udmøntet
i kapitel 2 i bekendtgørelse nr. 932 af 19. juni 2020 om
tilskud til pasning af børn med handicap eller langvarig
sygdom, som blandt andet tydeliggør, at hjælp til dækning af
tabt arbejdsfortjeneste er en bruttoydelse, hvoraf der betales
A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og ATP-bidrag.
Bekendtgørelsen fastsætter endvidere nærmere retningslinjer
for fastlæggelse af den tidligere bruttoindtægt for såvel løn-
modtager som selvstændige og personer som ikke forud for
tilkendelse af ydelsen har haft en fast lønindtægt, samt ram-
mer for reguleringen heraf. Bekendtgørelsen fastslår endvi-
dere, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med beregnin-
gen af tabt arbejdsfortjeneste skal tage hensyn til de bespa-
relser, som arbejdsophøret medfører, dog ikke besparelser
vedrørende fagforeningskontingent og bidrag til arbejdsløs-
hedsforsikring, samt tydeliggør, at der ikke kan ske udbeta-
ling af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste under
ferie, hvis modtageren samtidig får feriegodtgørelse eller fe-
rietillæg for optjent ferie. Bekendtgørelsen indeholder end-
videre rammer for beregningen og udbetalingen af tillæg
til ferieformål til personer, der modtager hjælp til dækning
af tabt arbejdsfortjeneste, herunder tillæg i forbindelse med
ophør af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, samt
rammer for ophør af ydelsen, herunder fastlæggelse af en
afviklingsperiode på i 14 uger efter, at betingelserne for at
modtage hjælpen er bortfaldet.
Det foreslås med § 87, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal
yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer,
der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig
og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller ind-
gribende kronisk eller langvarig lidelse. Ydelsen er betinget
af, at det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funk-
tionsevne, at barnet passes i hjemmet, og at det er mest
hensigtsmæssigt, at det er moderen eller faderen, der passer
barnet eller den unge.
Det foreslåede stk. 1 er en videreførelse af den eksisteren-
de bestemmelse i servicelovens § 42, stk. 1, uden indholds-
mæssige ændringer.
Med det foreslåede stk. 1 rammesættes kommunalbestyrel-
sens fortsatte ansvar for under visse betingelser at skulle yde
hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der
passer og forsørger et barn eller en ung under 18 år med
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse i hjemmet.
Med nedsat funktionsevne forstås en nedsat kropslige eller
kognitive funktion, som har betydning i forhold til barnets
eller den unges den daglige tilværelse.
Med betydelig funktionsnedsættelse forstås, at funktions-
nedsættelsen har konsekvenser af indgribende karakter i den
daglige tilværelse. I vurderingen af, om funktionsnedsættel-
sen er betydelig, vil der skulle foretages en bred vurdering
i forhold til barnets eller den unges samlede livssituation,
herunder funktionsnedsættelsens eventuelle betydning for
barnets eller den unges aktivitetsniveau, skole- og uddannel-
sesforhold, personlige forhold, helbredsforhold etc.
Med varigt nedsat funktionsevne forstås, at der ikke inden
for en overskuelig fremtid vil være udsigt til bedring af de
helbredsmæssige forhold, og at der i lang tid fremover vil
være et behov for at afhjælpe følgerne af den nedsatte funk-
tionsevne. Ofte vil funktionsnedsættelsen være en belastning
resten af livet.
Med indgribende lidelse forstås, at lidelsen vil skulle være
295
af en sådan karakter, at den har alvorlige følger i den daglige
tilværelse.
Ved kronisk lidelse forstås sygdomstilstande og lignende,
som fra det tidspunkt, hvor de opstår, normalt vil vare i flere
år; i praksis vil der kunne lægges vægt på, om lidelsen for-
ventes at vare barnealderen ud. Kroniske lidelser vil omfatte
sygdomstilstande o.l., som fra det tidspunkt, hvor de opstår,
normalt vil vare i flere år. Der lægges således i praksis vægt
på, om lidelsen forventes at vare barnealderen ud.
Ved langvarig lidelse vil der i praksis kunne lægge vægt
på om lidelsen skønnes at vare 1 år eller mere, og det vil
således ikke være en forudsætning at det drejer sig om en
uhelbredelig lidelse. Det vil dog ikke være udelukket at yde
støtte, selv om lidelsen forventes at vare mindre end et år.
Med det foreslåede stk. 1, 1. pkt., vil det således også frem-
over fremgå af lovgivningen, at kommunalbestyrelsen skal
yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer,
der passer og forsørger et barn eller en ung under 18 år med
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse i hjemmet.
Betingelsen om, at barnet eller den unge passes og forsørges
i hjemmet, vil skulle forstås således, at barnet eller den unge
skal bo hos den person, som søger om hjælp til dækning af
tabt arbejdsfortjeneste, i modsætning til, at barnet eller den
unge ved medvirken fra de sociale myndigheder har ophold
uden for hjemmet, jf. dog undtagelsen i det foreslåede stk. 2.
Det vil ligeledes fremover fremgå af det foreslåede stk. 1, 2.
pkt., at det er en betingelse for tilkendelse af ydelsen, at det
er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne,
at barnet passes i hjemmet, og at det er mest hensigtsmæs-
sigt, at det er forælderen, der passer det.
Kommunalbestyrelsen vil efter det foreslåede stk. 1, 2. pkt.,
skulle foretage en konkret og individuel vurdering af, om
pasningsbehovet og behovet for, at moderen eller faderen
står for pasningen, er en nødvendig konsekvens af den ned-
satte funktionsevne hos barnet eller den unge.
I vurderingen heraf vil kommunalbestyrelsen blandt andet
kunne lægge vægt på, om barnet eller den unge har et stort
behov for pleje og overvågning eller tilsyn, sover meget
uroligt eller sparsomt, skal deltage i mange behandlinger
og undersøgelser, har meget varierede kræfter, smerter og
anfald eller har nedsat immunforsvar eller stor sygdomsrisi-
ko. Hensynet til søskende vil også kunne indgå, hvor beho-
vet for forældrenes omsorg ikke kan tilgodeses på grund af
ekstra opgaver i forhold til barnet med funktionsnedsættel-
sen eller den indgribende kroniske eller langvarige lidelse.
Endvidere foreslås det, at det også fremover vil skulle være
en betingelse, at det er mest hensigtsmæssigt, at det er mo-
deren eller faderen, der passer barnet eller den unge. Heri
vil skulle ligge en vurdering af, om barnet eller den unge
vil kunne passes af andre, f.eks. om en barnepige vil kunne
passe barnet eller den unge i tidsrummet mellem, at barnet
kommer fra dagtilbud eller skole, og forældrene kommer fra
arbejde.
Det vil efter forslaget også fremover være muligt at yde
hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste fra nogle ti-
mer om dagen eller om ugen til dækning af en fuldtidsind-
tægt. Det afgørende vil være, hvor længe det er nødvendigt,
at barnet eller den unge bliver passet i hjemmet, og at det
er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen eller faderen, der
passer det.
Der vil endvidere kunne ydes hjælp til dækning af tabt ar-
bejdsfortjeneste i en kortere periode, idet det er varigheden
af den nedsatte funktionsevne eller lidelse, som er afgørende
for at opnå denne ydelse og ikke varigheden af hjælpen.
Personkredsen vil efter det foreslåede fortsat omfatte begge
forældre, selv om de ikke bor sammen, og/eller den ene
forælder ikke har del i forældremyndigheden. Det betyder, at
den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden,
også vil kunne få hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjene-
ste, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. I overensstemmel-
se med gældende praksis fastlagt af Ankestyrelsen i princi-
pafgørelse C-1-01 vil personkredsen under visse omstændig-
heder ligeledes kunne omfatte stedforældre, hvis disse bor
sammen med barnet eller den unge og deltager i barnets
forsørgelse, jf. principafgørelse C1-01.
Det foreslås med stk. 2, at kravet om, at barnet skal være
forsørget i hjemmet, ikke gælder for børn, som er anbragt
uden for hjemmet efter den foreslåede § 46 eller 47, i for-
bindelse med barnets hospitalsbesøg, hvis moderens eller
faderens tilstedeværelse på hospitalet er en nødvendig kon-
sekvens af barnets funktionsnedsættelse og tilstedeværelsen
er det mest hensigtsmæssige for barnet.
Det foreslåede stk. 2 er en videreførelse af den eksisterende
bestemmelse i servicelovens § 42, stk. 2, i sprogligt tilrettet
form men uden indholdsmæssige ændringer.
Med stk. 2 foreslås det, at forældre også fremover vil skulle
have hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i forbindel-
se med hospitalsindlæggelse af barnet eller den unge, også
selv om barnet er anbragt uden for hjemmet, hvis moderens
eller faderens tilstedeværelse på hospitalet er nødvendigt på
grund af barnets funktionsnedsættelse, og tilstedeværelsen
er mest hensigtsmæssig for barnet.
Forældrenes ret til tabt arbejdsfortjeneste vil således under
visse betingelser også fremover gælde ved hospitalsbesøg,
herunder indlæggelser, ambulante besøg eller kontrolbesøg,
selv hvis barnet er anbragt uden for hjemmet.
Ved vurderingen af, hvorvidt en af forældrenes tilstedevæ-
relse på hospitalet er en nødvendig konsekvens af funktions-
nedsættelsen ud over barnets behov for forældreomsorg i en
fremmedartet situation, vil der blandt andet kunne lægges
vægt på årsagen til hospitalsbesøget samt på, om barnet har
kommunikationsvanskeligheder som følge af sin funktions-
nedsættelse eller let bliver angst.
296
Ved vurderingen af, om moderens eller faderens tilstedevæ-
relse på hospitalet vil være det mest hensigtsmæssige for
barnet, vil der blandt andet kunne tages hensyn til, om for-
ældrene har alkoholproblemer, misbrugsproblemer eller et
problematisk forhold til barnet, hvor forældrenes tilstedevæ-
relse på hospitalet ikke vil være det mest hensigtsmæssige
for barnet.
Det foreslås med stk. 3, at ydelsen fastsættes på baggrund af
den tidligere bruttoindtægt, og højst med et beløb på 33.063
kr. om måneden (2022-niveau), samt at maksimumsbeløbet
reduceres i forhold til den andel, de visiterede timer til tabt
arbejdsfortjeneste udgør af den samlede arbejdstid. Det fore-
slås videre, at der beregnes bidrag til pensionsordning, som
udgør 10 pct. af bruttoydelsen. Bidraget kan dog højst udgø-
re et beløb svarende til det hidtidige arbejdsgiverbidrag. En-
delig foreslås, at kommunen efter reglerne i lov om Arbejds-
markedets Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 1110 af
10. oktober 2014 med senere ændringer, indbetaler ATP-bi-
drag af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Ydelses-
modtageren skal betale 1/3 af ATP-bidraget, og kommunen
skal betale 2/3 af bidraget.
Det foreslåede stk. 3 er en videreførelse af den eksisterende
bestemmelse i servicelovens § 42, stk. 3, i sprogligt tilpasset
form men uden indholdsmæssige ændringer.
Det foreslås, at det fremover vil skulle følge af det foreslåe-
de stk. 3, 1. pkt., at udgangspunktet for beregning af hjælp
til dækning af tabt arbejdsfortjeneste fortsat vil være borge-
rens tidligere bruttoindtægt.
I overensstemmelse med gældende ret vil den tidligere brut-
toindtægt som udgangspunktet skulle fastlægges med afsæt
i den seneste lønindtægt, som forsørgeren har haft inden
modtagelse af tabt arbejdsfortjeneste. I tilfælde, hvor forsør-
geren endnu ikke måtte have opnået tilknytning til arbejds-
markedet, vil der som udgangspunkt skulle tages afsæt i den
indtægt, som forsørgeren efter sine forhold i øvrigt ville ha-
ve kunnet opnå, mens der for selvstændig erhvervsdrivende
som udgangspunkt vil skulle tages afsæt i dokumenterede
indtægtstab på baggrund af regnskab m.v. eller i helt særlige
tilfælde et beregnet beløb på grundlag af den pågældendes
hidtidige disponible indkomst. Tillæg, som er et integreret
led i lønnen, vil skulle indgå i beregningsgrundlaget, hvis
forsørgeren normalt modtager tillæggene.
Ved beregning af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste
vil kommunalbestyrelsen skulle tage hensyn til de besparel-
ser, som arbejdsophøret medfører, eksempelvis i besparelser
i forældrebetalingen til dagtilbud, dog ikke besparelser ved-
rørende fagforeningskontingent og bidrag til arbejdsløsheds-
forsikring.
Det foreslås ligeledes, at det fremover vil skulle følge af
det foreslåede stk. 3, 1. pkt., at den samlede ydelse højst
vil kunne udgøre et beløb på 33.063 kr. om måneden (2022-
niveau). Det foreslås endvidere, at det fremover vil skulle
følge af det foreslåede § 87, stk. 3, 2. pkt., at maksimumsbe-
løbet reduceres i forhold til den andel, de visiterede timer
til tabt arbejdsfortjeneste udgør af forsørgerens samlede ar-
bejdstid.
Med dette forslag vil der også fremadrettet dels være et
loft for, hvor stor en samlet ydelse der vil kunne tildeles
som hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, dels være
fastlagt et princip om, at den tildelte ydelse skal afspejle den
andel af forsørgerens arbejdstid, som forsørgeren har måttet
gå ned i tid for at passe barnet.
Det foreslåede ydelsesloft vil efter den foreslåede § 204
skulle reguleres en gang årligt den 1. januar med satsregule-
ringsprocenten, jf. satserne på Social- og Ældreministeriets
område, der offentliggøres hvert år på ministeriets hjemme-
side inden reguleringstidspunktet den 1. januar.
I overensstemmelse med gældende ret vil borgere, der har
fået udbetalt hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i
løbet af 2010, skulle have fastsat ydelsen på baggrund af
deres hidtidige bruttoindtægt uden hensyntagen til ydelses-
loftet, hvis betingelserne for at modtage hjælp til dækning
af tabt arbejdsfortjeneste i øvrigt er opfyldt, jf. overgangsbe-
stemmelsen i den foreslåede § 214.
Det foreslås endvidere, at det fremover vil skulle følge af
det foreslåede stk. 3, 3. og 4. pkt., at kommunalbestyrelsen
vil skulle beregne bidrag til pensionsordning, som udgør 10
pct. af bruttoydelsen, dog højst et beløb svarende til det
hidtidige arbejdsgiverbidrag.
Formålet med dette forslag er at sikre, at kommunalbestyrel-
sen også fremadrettet vil have en forpligtelse til at indbetale
pensionsbidrag til modtagere af hjælp til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste, ligesom der fortsat vil være en begræns-
ning på pensionsindbetalingen, så denne ikke vil komme
til at overstige den indbetaling, der ville være sket, hvis
modtageren var forblevet i beskæftigelse.
Endeligt foreslås det, at det fremover skal følge af det fore-
slåede § 87, stk. 3, 5. og 6. pkt., at kommunalbestyrelsen
vil skulle indbetale ATP-bidrag efter reglerne i lov om Ar-
bejdsmarkedets Tillægspension af hjælp til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste, samt at ydelsesmodtageren vil skulle be-
tale 1/3 af ATP-bidraget, og kommunen vil skulle betale 2/3
af bidraget.
Formålet med dette forslag er at sikre, at ydelsesmodtagerne
også fremadrettet vil skulle have indbetalt ATP af ydelsen
i den periode, hvor de modtager hjælp til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste.
Det foreslås med § 87, stk. 4, at social- og ældreministeren
kan fastsætte nærmere regler om beregning og regulering
af tabt arbejdsfortjeneste efter stk. 3, herunder om bereg-
ning og indbetaling af bidrag til pensionsordning, og efter
indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension regler om
betaling af ATP-bidrag.
Det foreslåede stk. 4 er en videreførelse af den eksisterende
297
bestemmelse i servicelovens § 42, stk. 4, i sprogligt tilpasset
form, men uden indholdsmæssige ændringer.
Med det foreslåede § 87 foreslås det således, at social- og
ældreministeren også fremover vil skulle kunne fastlægge
nærmere regler om beregning og regulering af tabt arbejds-
fortjeneste.
I overensstemmelse med gældende ret forventes bemyndi-
gelsesbestemmelsen anvendt til at fastsætte nærmere regler
om beregning af bruttoydelsen, beregning af pension og
ferietillæg til ydelsesmodtagerne samt om afvikling af ydel-
sen, jf. også de særlige regler om varsling og opsættende
virkning i lovforslagets § 10.
Baggrunden for den foreslåede § 87 er, at det med lovfor-
slaget i sin helhed foreslås, at sociallovgivningens regler
målrettet børn og unge og deres familier vil skulle samles
i en ny, selvstændig hovedlov, barnets lov, som i lighed
med serviceloven vil skulle danne rammen for alle sociale
indsatser til målgruppen, uanset baggrunden for det enkelte
barns eller den enkelte unges støttebehov.
Formålet med den foreslåede § 87 er samlet set at sikre
videreførelse af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at yde
hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der
i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og
varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller ind-
gribende kronisk eller langvarig lidelse. Ydelsen vil også
fremover skulle understøtte børnenes og de unges mulighed
for at forblive i familien så længe som muligt, understøtte
familiens mulighed for at leve så normalt som muligt på
trods af barnets nedsatte funktionsevne samt medvirke til at
forhindre, at barnets nedsatte funktionsevne forværres eller
får andre følger.
Med den foreslåede § 87 videreføres gældende ret. Der er
således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommu-
nalbestyrelsens forpligtelse til yde hjælp til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et
barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller
langvarig lidelse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.7.
Til § 88
Kommunalbestyrelsens forpligtelse til i tilfælde af ledighed
at give en særlig supplerende ydelse til personer, der mod-
tager hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, i op til
tre måneder efter udgangen af den måned, hvor ledigheden
indtræffer, fremgår i dag af servicelovens § 43.
Det fremgår således af servicelovens § 43, stk. 1, at kommu-
nalbestyrelsen i tilfælde af ledighed skal give en særlig sup-
plerende ydelse til personer, der modtager hjælp til dækning
af tabt arbejdsfortjeneste, i op til tre måneder efter udgangen
af den måned, hvor ledigheden indtræffer. Betingelserne for
udbetaling af ydelsen er, at personen er arbejdsløshedsfor-
sikret, ikke er berettiget til at modtage dagpenge efter lov
om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr.
215 af 12. februar 2021, ikke er selvforskyldt ledig, ikke
har et rimeligt tilbud om ansættelse i et deltidsarbejde og
ikke modtager andre ydelser til forsørgelse efter anden lov-
givning.
Det fremgår af servicelovens § 43, stk. 2, at den særlige
supplerende ydelse skal gives uden hensyn til modtagerens
og ægtefællens indtægts- og formueforhold, samt af service-
lovens § 43, stk. 3, at ydelsen udgør et beløb svarende til
højeste dagpengebeløb, men dog højst kan udgøre et beløb,
der udgør 90 pct. af personens arbejdsfortjeneste i det tidli-
gere arbejde.
Det fremgår endvidere af servicelovens § 43, stk. 4, at den
særlige supplerende ydelse skal nedsættes med det beløb,
som den ansatte eventuelt modtager fra arbejdsgiveren eller
fra Lønmodtagernes Garantifond i forbindelse med ophør af
ansættelsen.
Endvidere fremgår det af servicelovens § 43, stk. 5, 1. og 2.
pkt., at kommunen skal indbetale ATP-bidrag af den særlige
supplerende ydelse efter lov om Arbejdsmarkedets Tillægs-
pension samt at ydelsesmodtageren skal betale 1/3 af ATP-
bidraget, og kommunen skal betale 2/3 af bidraget. Desuden
fremgår det af servicelovens § 43, stk. 5, 3. pkt., at social-
og ældreministeren efter indstilling fra Arbejdsmarkedets
Tillægspension kan fastsætte regler om bidragsbetalingen.
Det fremgår af servicelovens § 43, stk. 6, 1. pkt., at kommu-
nen skal indbetale bidrag til den særlige pensionsopsparing
efter § 17 f, stk. 3, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspen-
sion til den særlige pensionsopsparing af den særlige sup-
plerende ydelse. Det fremgår af servicelovens § 43, stk.
6, 2. pkt., at social- og ældreministeren efter indstilling
fra Arbejdsmarkedets Tillægspension skal fastsætte nærmere
regler om bidragsbetaling og indberetning. Endeligt fremgår
det af servicelovens § 43, stk. 6, 3. pkt., at reglerne i § 17,
stk. 2-4 og 6, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension
finder tilsvarende anvendelse hvis opsparingsbeløbet efter 1.
pkt. ikke indbetales rettidigt.
Bemyndigelsesbestemmelserne i servicelovens § 43, stk. 5
og 6, er udmøntet i kapitel 3 og 4 i bekendtgørelse nr. 932
af 19. juni 2020 om tilskud til pasning af børn med handi-
cap eller langvarig sygdom, som blandt andet fastlægger
nærmere rammer for beregning, indbetaling og indberetning
af ATP-bidrag for personer, der modtager hjælp til dækning
af tabt arbejdsfortjeneste eller den særlige supplerende ydel-
se, herunder rammerne for håndtering af situationer, hvor
kommunalbestyrelsen ikke indbetaler bidraget rettidigt.
Det foreslås med § 88, stk. 1, at kommunalbestyrelsen i
tilfælde af ledighed skal give en særlig supplerende ydelse
til personer, der modtager hjælp efter § 87, i op til tre måne-
der efter udgangen af den måned, hvor ledigheden indtræf-
fer. Betingelserne for udbetaling af ydelsen er, at personen
298
1) er arbejdsløshedsforsikret, 2) ikke er berettiget til at mod-
tage dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.,
3) ikke er selvforskyldt ledig, 4) ikke har et rimeligt tilbud
om ansættelse i et deltidsarbejde og 5) ikke modtager andre
ydelser til forsørgelse efter anden lovgivning.
Det foreslåede stk. 1 er en videreførelse af den eksisteren-
de bestemmelse i servicelovens § 43, stk. 1, uden indholds-
mæssige eller sproglige ændringer.
Med det foreslåede stk. 1 rammesættes kommunalbestyrel-
sens fortsatte ansvar for under visse betingelser at give en
særlig supplerende ydelse til personer, der bliver ledige,
mens de modtager hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjene-
ste.
I overensstemmelse med gældende ret skal ydelsen ses som
et økonomisk sikkerhedsnet i en afgrænset periode, så der
er mulighed for, at ydelsesmodtageren selv med kommunens
bistand kan finde et nyt deltidsarbejde.
Baggrunden for den foreslåede, begrænsede periode på tre
måneder er, at ydelsen vil skulle ses som et økonomisk sik-
kerhedsnet i en afgrænset periode, så der vil være mulighed
for, at ydelsesmodtageren selv med kommunalbestyrelsens
bistand vil kunne finde et nyt deltidsarbejde.
Formålet med det foreslåede stk. 1 er at sikre, at kommu-
nalbestyrelsens eksisterende forpligtelse til at udbetale en
særlig ledighedsydelse, samt videreføre de eksisterende be-
tingelser for, at modtagere af hjælp til dækning af tabt ar-
bejdsfortjeneste vil være berettigede til at modtage denne
særlige ledighedsydelse i en periode på op til tre måneder,
også fremover vil fremgå af lovgivningen.
Det foreslås med stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal give
den særlige supplerende ydelse uden hensyn til modtagerens
og ægtefællens indtægts- og formueforhold.
Det foreslåede stk. 2 er en videreførelse af den eksisteren-
de bestemmelse i servicelovens § 43, stk. 2, uden indholds-
mæssige eller sproglige ændringer.
Det foreslås med stk. 3 at den særligt supplerende ydelse ud-
gør et beløb svarende til højeste dagpengebeløb, jf. lov om
sygedagpenge, jf. lovbekendtgørelse nr. 223 af 12. februar
2021. Ydelsen kan dog højst udbetales med et beløb, der
udgør 90 pct. af personens arbejdsfortjeneste i det tidligere
arbejde.
Det foreslåede stk. 3, er en videreførelse af den eksisteren-
de bestemmelse i servicelovens § 43, stk. 3, uden indholds-
mæssige eller sproglige ændringer.
Formålet med det foreslåede stk. 3 er at videreføre de eksi-
sterende rammer for fastlæggelsen af ydelsens omfang.
Det foreslås med stk. 4, at den særlige supplerende ydelse
nedsættes med det beløb, som den ansatte eventuelt modta-
ger fra arbejdsgiveren eller fra Lønmodtagernes Garantifond
i forbindelse med ophør af ansættelsen.
Det foreslåede stk. 4 er en videreførelse af den eksisteren-
de bestemmelse i servicelovens § 43, stk. 4, uden indholds-
mæssige eller sproglige ændringer.
I overensstemmelse med gældende ret er formålet med det
foreslåede stk. 4 at sikre, at ydelsesmodtageren ikke bliver
dobbeltkompenseret for det indtægtstab, modtageren lider
ved ansættelsens ophør.
Det foreslås med stk. 5, at kommunalbestyrelsen skal indbe-
tale ATP-bidrag af den særlige supplerende ydelse efter lov
om Arbejdsmarkedets Tillægspension. Ydelsesmodtageren
skal betale 1/3 af ATP-bidraget, og kommunen skal betale
2/3 af bidraget.
Det foreslåede stk. 5 er en videreførelse af den eksisterende
bestemmelse i servicelovens § 43, stk. 5, 1. og 2. pkt., uden
indholdsmæssige ændringer.
Formålet med det foreslåede stk. 5, 1. og 2. pkt., er at
sikre, at modtagere af den særligt supplerende ydelse også
fremover vil få indbetalt ATP-bidrag af ydelsen.
Af lovtekniske årsager foreslås bemyndigelsen i servicelo-
vens § 43, stk. 5, 3. pkt., videreført som et nyt selvstændigt
stk. 6 i den foreslåede § 88, jf. nedenfor.
Det foreslås med stk. 6, at social- og ældreministeren efter
indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension kan fastsæt-
te regler om bidragsbetaling.
Det foreslåede stk. 6 er en videreførelse af den eksisterende
bemyndigelsesbestemmelse i servicelovens § 43, stk. 5, 3.
pkt., uden indholdsmæssige ændringer. Som sproglig konse-
kvensrettelse i forbindelse med tilpasningen af bestemmel-
serne i den foreslåede barnets lov er det dog foreslået, at
begrebet ”kommunen” i servicelovens § 43, stk. 5, i det
foreslåede stk. 6, rettes til det mere korrekte ’kommunalbe-
styrelsen’.
I overensstemmelse med gældende ret forventes bemyndi-
gelsen udmøntet i en bekendtgørelse, som vil skulle fastlæg-
ger nærmere rammer for beregning, indbetaling og indberet-
ning af ATP-bidrag for personer, der modtager den særlige
supplerende ydelse, herunder rammerne for håndtering af si-
tuationer, hvor kommunalbestyrelsen ikke indbetaler bidra-
get rettidigt.
Baggrunden for den foreslåede § 88 er, at det med lovfor-
slaget i sin helhed foreslås, at sociallovgivningens regler
målrettet børn og unge og deres familier vil skulle samles
i en ny, selvstændig hovedlov, barnets lov, som i lighed
med serviceloven vil skulle danne rammen for alle sociale
indsatser til målgruppen, uanset baggrunden for det enkelte
barns eller den enkelte unges støttebehov.
Formålet med den foreslåede videreførelse af kommunalbe-
styrelsens forpligtelse til at give en særlig supplerende ydel-
se ved ledighed til personer, der modtager hjælp til dækning
af arbejdsfortjeneste, vil i overensstemmelse med gældende
299
ret være at understøtte, at modtagere af hjælp til dækning af
tabt arbejdsfortjeneste, som bliver ledige fra deres deltids er-
hvervsarbejde, vil kunne få mulighed for at bevare/genskabe
den delvise tilknytning til arbejdsmarkedet under perioden
med tabt arbejdsfortjeneste.
Med den foreslåede § 88 videreføres gældende ret. Der er
således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommu-
nalbestyrelsens forpligtelse til give en særlig supplerende
ydelse ved ledighed til personer, der modtager hjælp til dæk-
ning af arbejdsfortjeneste. Det bemærkes i den forbindelse
at den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 43, stk.
6, som pålægger kommunalbestyrelsen at indbetale bidrag
til den særlige pensionsopsparing, ikke foreslås videreført,
da reglerne om den særlige pensionsopsparing i lov om
Arbejdsmarkedets Tillægspension er blevet ophævet med
aftalen om Forårspakken i 2004.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.7.
Til § 89
Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde 15 timers
ledsagelse om måneden til børn og unge mellem 12 og 18 år,
som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, fremgår i dag af §
45 i serviceloven.
Det fremgår således af § 45, stk. 1, i serviceloven, at kom-
munalbestyrelsen skal tilbyde 15 timers ledsagelse om må-
neden til børn og unge mellem 12 og 18 år, som ikke kan
færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne. Dette gælder dog ikke for børn
og unge mellem 12 og 18 år, som er i et døgnophold efter §
52, stk. 3, nr. 4, 5 og 7, i serviceloven.
Det fremgår af § 45, stk. 2, i serviceloven, at en person, som
er berettiget til ledsagelse efter § 45, stk. 1, har ret til selv at
udpege en person til at udføre opgaven samt at kommunen
skal godkende og ansætte den udpegede person.
Det fremgår af § 45, stk. 3, i serviceloven, at der normalt
ikke kan ske ansættelse af personer med en meget nær til-
knytning til den, der er berettiget til ledsagelse.
Endvidere fremgår det af § 45, stk. 4, i serviceloven, at
modtageren kan opspare timer inden for en periode på seks
måneder, og at kommunalbestyrelsen skal fastsætte retnings-
linjer herfor. Det fremgår desuden af § 45, stk. 5, i servicelo-
ven, at modtagerens udgifter til ledsagerens befordring og
andre aktiviteter med tilknytning til ledsageordningen kan
dækkes med et beløb på op til 948 kr. årligt (2022-niveau),
og at beløbet ydes af kommunalbestyrelsen efter anmodning
fra modtageren.
Endelig fremgår det af § 45, stk. 6, i serviceloven, at social-
og ældreministeren kan fastsætte regler om betingelser for
ledsageordningen.
Bemyndigelserne i § 45, stk. 6, i serviceloven, er udmøntet
i bekendtgørelse nr. 235 af 9. marts 2012 om betingelser
for ledsageordningen efter serviceloven, som også udmønter
bemyndigelsen i servicelovens § 97, stk. 9, om ledsagelse
til voksne. Bekendtgørelsen tydeliggør blandt andet at ledsa-
geordningen ikke omfatter børn og unge med nedsat funk-
tionsevne som følge af sindslidelse eller af sociale årsager,
samt at ledsageordningen ikke indeholder socialpædagogisk
bistand, men udelukkende ledsagelse til aktiviteter, som bru-
geren selv bestemmer indholdet i. Bekendtgørelsen fastlæg-
ger endvidere de nærmere rammer for opsparing af timer
samt rammerne for godtgørelse for udgifter forbundet med
aktiviteter, transport mv., herunder at den person, der modta-
ger ledsagelse, afholder sine egne og ledsagerens udgifter til
befordring m.v. samt ledsagerens udgifter, hvis den pågæl-
dende ønsker ledsagerens tilstedeværelse under aktiviteter,
der skal betales for.
Bekendtgørelsen fastlægger endvidere, at kommunalbesty-
relsen er forpligtet til at yde ledsagelse som en naturalydel-
se, medmindre den person, der modtager ledsagelse, selv
ønsker at udpege en ledsager, samt at kommunalbestyrelsen
skal give ledsagere, der er udpeget af den person, der mod-
tager ledsagelse, en instruktion til arbejdet som ledsager
svarende til den, som gives til ledsagere, der er ansat i kom-
munens ledsagekorps. Endeligt fastlægger bekendtgørelsen
de nærmere rammer for udbetaling af det årlige tilskud til
ledsagerens befordring og andre aktiviteter med tilknytning
til ledsageordningen., som modtageren af ledsagelsen er
berettiget til at søge om, samt for kommunalbestyrelsens
mulighed for at yde tilskud til lokalbefordring til ledsageren.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde
15 timers ledsagelse om måneden til børn og unge mellem
12 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betyde-
lig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Dette
gælder dog ikke for børn og unge mellem 12 og 18 år, som
har et døgn- eller støtteophold efter §§ 32, stk. 1, nr. 6 og 7,
§§ 46 eller 47.
Det foreslåede stk. 1 er en videreførelse af den eksisteren-
de bestemmelse i servicelovens § 45, stk. 1, uden indholds-
mæssige eller sproglige ændringer.
Med det foreslåede stk. 1, 1. pkt., rammesættes kommunal-
bestyrelsens fortsatte ansvar for at tilbyde ledsagelse til børn
og unge mellem 12 og 18 år, som ikke kan færdes alene
på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne. Børn og unge i målgruppen for den foreslå-
ede ordning vil med den foreslåede bestemmelse i overens-
stemmelse med gældende ret også fremover have ret til 15
timers ledsagelse pr. måned til formål, som de pågældende
selv vælger.
Den foreslåede ledsagelse vil i overensstemmelse med gæl-
dende ret som udgangspunkt skulle ydes af kommunalbesty-
relsen som en naturalydelse fra kommunalt ansatte ledsage-
re. Ledsageordningen vil skulle omfatte selve ledsagelsen
og de funktioner, der er direkte forbundet med ledsagelsen,
300
f.eks. at hjælpe med at tage overtøj af og på, samt med
kørestol og andre ganghjælpemidler.
Ledsageordningen vil kunne tilbydes hjemmeboende børn
og unge mellem 12 og 18 år med betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne, som ikke kan færdes
uden for hjemmet uden ledsagelse. Det kan være kørestols-
brugere og andre med svære bevægelseshandicap, blinde og
stærkt svagsynede, børn eller unge med psykisk udviklings-
hæmning og andre, der af den ene eller anden grund er ude
af stand til at færdes på egen hånd. I overensstemmelse med
gældende ret vil ordningen ikke skulle omfatte børn og unge
med nedsat funktionsevne som følge af sindslidelse eller af
sociale årsager, da arbejdet med denne gruppe børn og unge
stiller nogle særlige krav med hensyn til indsigt og træning,
som ligger ud over de kvalifikationer, som de kommunalt
ansatte ledsagere vil forudsættes at skulle have.
Det foreslåede stk. 1, 2. pkt., vil indebære, at forpligtelsen til
at tilbyde ledsagelse i overensstemmelse med gældende ret
ikke vil skulle omfatte børn og unge, som er i døgnophold.
For børn og unge i døgnpleje vil vurderingen af behovet
for ledsagelse således i overensstemmelse med gældende ret
også fremover skulle indgå i tilbuddets generelle tilrettelæg-
gelse af indsatsen for barnet eller den unge.
Det foreslås med stk. 2, at et barn eller en ung, som er
berettiget til ledsagelse, har ret til selv at udpege en person
til at udføre opgaven. Kommunalbestyrelsen skal godkende
og ansætte den udpegede person.
Det foreslåede stk. 2 er en videreførelse af den eksisterende
bestemmelse i servicelovens § 45, stk. 2, i sprogligt tilpasset
for form, men uden indholdsmæssige ændringer.
Med det foreslåede stk. 2 foreslås såvel barnets eller den un-
ges ret til selv at udpege en person til at stå for ledsagelsen
som kommunalbestyrelsens forpligtelse til at godkende og
ansætte den pågældende, således videreført i overensstem-
melse med gældende ret.
Kommunalbestyrelsen vil fortsat have arbejdsgiveransvaret
for ledsageren og vil skulle varetage den administration,
der vedrører ordningen, herunder udarbejdelse af ansættel-
seskontrakt, løn, forsikring og arbejdsforhold. Aftale om den
konkrete ledsagelsesopgave kan indgås direkte mellem bor-
ger og ledsageren, men vil skulle meddeles kommunalbesty-
relsen som et led i opgørelsen af timeforbruget. Kommunal-
bestyrelsen vil i forbindelse med godkendelse og ansættelse
af den ønskede ledsager skulle vurdere, om den udpegede
ledsager kan anses for egnet til opgaven.
Det foreslås med stk. 3, at der normalt ikke kan ske ansæt-
telse af personer med en meget nær tilknytning til barnet
eller den unge, der er berettiget til ledsagelse.
Det foreslåede stk. 3 er en videreførelse af den eksisterende
bestemmelse i servicelovens § 45, stk. 3, i sprogligt tilpasset
form men uden indholdsmæssige ændringer.
Den foreslåede afgrænsning af personkredsen, som kan an-
sættes som ledsagere for barnet eller den unge, har afsæt i
det forhold, at ledsageordningen er tænkt til at skulle dække
ledsagelse, der ligger ud over den ledsagelse, som forældre,
søskende eller andre med nær tilknytning til barnet eller den
unge ellers yder.
Formålet med den foreslåede afgrænsning er at understøtte,
at ledsageordningen i overensstemmelse med gældende ret
vil skulle skabe mulighed for, at børn og unge i målgruppen
kan komme uden for hjemmet uden at det er forældrene eller
andre nærtstående, der ledsager dem.
Det foreslås med stk. 4, at barnet eller den unge kan opspare
timer inden for en periode på seks måneder. Kommunalbe-
styrelsen skal fastsætte retningslinjer herfor.
Det foreslåede stk. 4 er en videreførelse af den eksisterende
bestemmelse i servicelovens § 45, stk. 4, i sprogligt tilpasset
form men uden indholdsmæssige ændringer.
Med forslaget om at videreføre retten til opsparing af ledsa-
getimer vil barnet eller den unge inden for en seks måneders
periode også fremover kunne disponere over op til 90 timer
til forbrug eller opsparing, hvilket giver større fleksibilitet i
anvendelsen af de tilkendte ledsagetimer.
I overensstemmelse med gældende praksis fastlagt af Anke-
styrelsen i principafgørelse 25-17 vil ikke-forbrugte timer
fra den første af de seks måneder falde bort i den måned,
hvor de overskrider seks måneder, såfremt de ikke er blevet
anvendt. Det er kun de opsparede timer for den pågældende
måned, der bortfalder efter seks måneder og ikke alle de
opsparede timer. Barnet eller den unge vil således heller
ikke fremover i en given måned kunne have mere end 90
timer til rådighed.
Forslaget om at videreføre kommunalbestyrelsens ret til at
fastlægge retningslinjer for opsparingen vil indebære, at
kommunalbestyrelsen også fremover vil have mulighed for
at sikre den bedst mulige overensstemmelse mellem børne-
nes og de unges ønsker og kommunalbestyrelsens mulighe-
der for at administrere ordningen.
Formålet med det foreslåede stk. 4 er sikre, at kommunal-
bestyrelsen også fremadrettet vil skulle tilrettelægge ledsa-
geordningen således, at kommunalbestyrelsen har mulighed
for i videst muligt omfang at imødekomme barnets eller den
unges ønsker, men også således, at ordningen bliver mulig at
administrere.
Det foreslås med stk. 5, at barnets eller den unges udgifter til
ledsagerens befordring og andre aktiviteter med tilknytning
til ledsageordningen kan dækkes med et beløb på op til 948
kr. årligt (2022-niveau). Beløbet ydes af kommunalbestyrel-
sen efter anmodning fra modtageren.
Det foreslåede stk. 5, er en videreførelse af den eksisterende
bestemmelse i servicelovens § 45, stk. 5, i sprogligt tilpasset
form men uden indholdsmæssige ændringer.
301
I udgangspunktet vil den person, der modtager ledsagelse i
overensstemmelse med gældende ret også fremadrettet skul-
le afholde sine egne og ledsagerens udgifter til befordring
m.v. samt ledsagerens udgifter, hvis den pågældende ønsker
ledsagerens tilstedeværelse under aktiviteter, der skal betales
for.
Kommunalbestyrelsen vil med den foreslåede § 89, stk. 5,
ligeledes i overensstemmelse med gældende ret, også fremo-
ver kunne udbetale tilskuddet som et samlet beløb én gang
årligt, på baggrund af de sandsynliggjorte udgifter, som den
person, der modtager ledsagelse, vil have forelagt.
Kommunalbestyrelsen vil ligeledes også fremover i forbin-
delse med den enkelte ledsageopgave efter en konkret vur-
dering kunne yde tilskud til udgifter til ledsagerens lokalbe-
fordring.
Formålet med det foreslåede stk. 5 er således at sikre, at
kommunalbestyrelsen også fremadrettet efter anmodning fra
den person, der modtager ledsagelse, vil kunne yde tilskud
til ledsagerens befordring og andre aktiviteter med tilknyt-
ning hertil op til det foreslåede årlige grænsebeløb, som vil
være skattefrit for modtageren, jf. ligningsloven § 7, nr. 9.
Det foreslås med stk. 6, at social- og ældreministeren kan
fastsætte nærmere regler om betingelser for ledsageordnin-
gen.
Det foreslåede stk. 6 er en videreførelse af den eksisterende
bestemmelse i servicelovens § 45, stk. 6, i sprogligt tilpasset
form men uden indholdsmæssige ændringer.
Med det foreslåede stk. 6 vil social- og ældreministeren
også fremover vil skulle kunne fastlægge nærmere regler for
ledsageordningen til børn og unge mellem 12 og 18 år, som
ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt ned-
sat fysisk eller psykisk funktionsevne. I overensstemmelse
med gældende ret forventes bemyndigelsen udmøntet i en
bekendtgørelse, som blandt andet vil tydeliggøre, at ledsage-
ordningen ikke vil omfatte børn og unge med nedsat funk-
tionsevne som følge af sindslidelse eller af sociale årsager,
samt at ledsageordningen ikke indeholder socialpædagogisk
bistand, men udelukkende ledsagelse til aktiviteter, som bru-
geren selv bestemmer indholdet i.
Bekendtgørelsen forventes endvidere at ville fastlægge de
nærmere rammer for opsparing af timer samt rammerne
for godtgørelse for udgifter forbundet med aktiviteter, trans-
port mv., herunder at den person, der modtager ledsagelse,
afholder sine egne og ledsagerens udgifter til befordring
m.v. samt ledsagerens udgifter, hvis den pågældende ønsker
ledsagerens tilstedeværelse under aktiviteter, der skal beta-
les for. Bekendtgørelsen forventes desuden at fastlægge, at
kommunalbestyrelsen vil være forpligtet til at yde ledsagel-
se som en naturalydelse, medmindre den person, der modta-
ger ledsagelse, selv ønsker at udpege en ledsager, samt at
kommunalbestyrelsen vil skulle give ledsagere, der er udpe-
get af den person, der modtager ledsagelse, en instruktion
til arbejdet som ledsager svarende til den, som gives til
ledsagere, der er ansat i kommunens ledsagekorps. Endeligt
forventes bekendtgørelsen at ville fastlægge de nærmere
rammer for udbetaling af det årlige tilskud til ledsagerens
befordring og andre aktiviteter med tilknytning til ledsage-
ordningen., som modtageren af ledsagelsen er berettiget til
at søge om, samt for kommunalbestyrelsens mulighed for at
yde tilskud til lokalbefordring til ledsageren.
Baggrunden for forslaget om en ny § 89 er, at det med lov-
forslaget i sin helhed foreslås, at sociallovgivningens regler
målrettet børn og unge og deres familier vil skulle samles
i en ny, selvstændig hovedlov, barnets lov, som i lighed
med serviceloven vil skulle danne rammen for alle sociale
indsatser til målgruppen, uanset baggrunden for det enkelte
barns eller den enkelte unges støttebehov.
Formålet med den foreslåede videreførelse af kommunalbe-
styrelsens forpligtelse til at tilbyde ledsagelse til børn og
unge mellem 12 og 18 år, som ikke kan færdes alene på
grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne er også fremover at medvirke til børnenes
og de unges selvstændiggørelse og integration i samfundet,
samt tilgodese disse børn og unges for at kunne komme
hjemmefra, gøre indkøb og deltage i kulturelle og sociale
aktiviteter. Både for børn og unge, der lever et relativt aktivt
liv og for de, der lever mere isoleret, vil ordningen kunne
medvirke til, at de kan deltage i aktiviteter uden for hjemmet
efter eget valg.
Med den foreslåede § 89 videreføres gældende ret. Der er
således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommu-
nalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde 15 timers ledsagel-
se om måneden til børn og unge mellem 12 og 18 år, som
ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.7.
Til § 90
Servicelovens kapitel 21-23 indeholder en række bestem-
melser om kompenserende hjælp og støtte, som har både
børn, unge og voksne med nedsat fysisk eller psykisk funk-
tionsevne som målgruppe.
Endvidere fremgår det i dag af servicelovens § 44, at be-
stemmelserne i servicelovens § 83 om personlig og praktisk
hjælp i hjemmet m.v., § 84, stk. 1, om afløsning/aflastning
og § 86, stk. 2, om vedligeholdelsestræning, finder tilsvaren-
de anvendelse for børn, der har behov herfor.
Det foreslås med § 90, at følgende bestemmelser i servicelo-
ven finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier
omfattet af barnets lov, der har behov for følgende: 1) § 83
om personlig og praktisk hjælp, 2) § 84, stk. 1, om afløsning
og aflastning, 3) § 86, stk. 2, om vedligeholdelsestræning,
4) § 112 om hjælpemidler, 5) § 113 om forbrugsgoder, 6) §
113 b om midlertidige hjælpemidler og forbrugsgoder, 7) §
114 om bilstøtte, 8) § 116 om boligindretning, 9) § 117 om
302
individuel befordring, 10) § 118 om pasning af nærtstående
med handicap eller alvorlig sygdom og 11) §§ 119-122 om
pasning af nærtstående som ønsker at dø i eget hjem.
Med det foreslåede § 90 rammesættes kommunalbestyrel-
sens fortsatte ansvar for at sikre, at børn og unge og deres
familier får den særlige hjælp og støtte, som de i dag har
ret til i medfør af serviceloven på grund af nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller
langvarig lidelse hos barnet eller den unge, også selv om
rammerne for de nævnte indsatser fortsat vil være fastlagt i
serviceloven.
De foreslåede nr. 1-3, er en videreførelse af den eksisterende
bestemmelse i servicelovens § 44 i sprogligt tilpasset form,
men uden indholdsmæssige ændringer.
Med de foreslåede nr. 1-3, vil børn og unge med nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier i over-
ensstemmelse med gældende ret også fremover have adgang
til personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83, af-
lastning og afløsning efter servicelovens § 84, stk. 1, samt
vedligeholdelsestræning efter servicelovens § 86, stk. 2, selv
om disse servicelovsbestemmelser i udgangspunktet er mål-
rettet voksne.
Det foreslås med nr. 1, at bestemmelser i servicelovens §
83 finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier
omfattet af barnets lov, der har behov herfor.
Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmel-
se med gældende ret, også fremover vil skulle yde støtte i
form af personlig og praktisk hjælp, herunder madservice til
børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
og deres familier, som har behov herfor.
Den personlig og praktiske hjælp vil i overensstemmelse
med gældende ret skulle bidrage dels til at vedligeholde
barnets eller den unge fysiske eller psykiske færdigheder,
dels til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge.
I overensstemmelse med gældende ret vil denne adgang
også fremadrettet skulle omfatte personlig og praktisk hjælp
efter § 83 i serviceloven, mens en del af de bestemmelser
om tilrettelæggelse og levering af hjælpen og kontant tilskud
i serviceloven, som henviser til § 83, ikke vil finde anven-
delse for børn og unge, der vil modtage hjælp, jf. § 90. Det
drejer sig eksempelvis om servicelovens § 95, der ikke vil
finde anvendelse.
I lighed med den eksisterende bestemmelse i servicelovens
§ 44, jf. Ankestyrelsens principmeddelelse nr. 67-17, vil det
foreslåede § 90, nr. 1, således ikke medføre, at eksempel-
vis servicelovens § 95, stk. 3, som giver mulighed for, at
kommunen i særlige tilfælde i stedet for naturalydelse efter
servicelovens § 83 kan udbetale et tilskud til hjælp, som
ydelsesmodtageren selv antager, finder anvendelse for børn
og unge, der har behov for personlig og praktisk hjælp efter
servicelovens § 83.
Med det foreslåede nr. 1 videreføres gældende ret. Der er
således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommu-
nalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde personlig og prak-
tisk hjælp til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne og deres familier med behov herfor. Dette
gælder også i forhold til de processuelle regler i servicelo-
ven, som træder i kraft for kommunalbestyrelsen i forhold
til afgørelser om personlig og praktisk hjælp i hjemmet m.v.
efter servicelovens § 83. Dette indebærer bl.a., at servicelo-
vens § 87 om kommunalbestyrelsens pligt til at sikre, at
hjælpen i fornødent omfang kan leveres døgnet rundt, og §§
88-90 om afgørelse m.v. vil finde anvendelse ved tildeling af
personlig og praktisk hjælp i hjemmet m.v. til børn og unge
efter det foreslåede § 90, nr. 1, jf. servicelovens § 83.
Formålet med det foreslåede nr. 1 er at sikre, at børn og
unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres
familier fortsat vil have adgang til personlig og praktisk
hjælp efter servicelovens § 83.
Det foreslås med nr. 2, at bestemmelser i servicelovens §
84, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og
familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.
Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen også fremadrettet
vil skulle give tilbud om afløsning eller aflastning til ægte-
fælle, forældre eller andre nære pårørende, der passer et
barn eller en ung med nedsat fysisk eller psykisk funktions-
evne.
Aflastning eller aflastning efter servicelovens § 84, stk. 2,
kan bevilges til forældre eller andre nære pårørende, der
passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktions-
evne. Afløsning gives i hjemmet, mens aflastning gives
uden for hjemmet, f.eks. i form af tilbud om dag-, nat- eller
døgnophold i et egnet tilbud.
I overensstemmelse med gældende ret efter servicelovens
§ 44, jf. § 84, stk. 1, jf. Ankestyrelsens principafgørelse
85-13, vil denne adgang også fremadrettet kun skulle finde
anvendelse, når behovet for aflastning er opstået alene på
grund af barnets eller den unges funktionsnedsættelse, og
når aflastningen sker af hensyn til den øvrige familie. Det
vil eksempelvis kunne være relevant at give aflastning efter
den foreslåede § 90, nr. 2, jf. servicelovens § 84, stk. 1, i
situationer, hvor der er behov herfor med henblik på at give
forældrene tid til de andre søskende, uden at barnet med
funktionsnedsættelse er til stede.
Med det foreslåede nr. 2 videreføres gældende ret. Der er
således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommu-
nalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde afløsning og aflast-
ning efter serviceloven til børn og unge med nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne med behov herfor. Dette inde-
bærer bl.a., at servicelovens § 87 om kommunalbestyrelsens
pligt til at sikre, at hjælpen i fornødent omfang kan leveres
døgnet rundt, og §§ 88-90 om afgørelse m.v. vil finde an-
vendelse ved tildeling af aflastning og afløsning til børn og
303
unge efter det foreslåede § 90, stk. 1, nr. 2, jf. servicelovens
§ 84, stk. 1.
Formålet med det foreslåede, nr. 2, er at sikre, at børn og
unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres
familier fortsat vil have adgang til afløsning eller aflastning
efter servicelovens § 84, stk. 1.
Det foreslås med nr. 3, at bestemmelser i servicelovens §
86, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og
familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.
Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmel-
se med gældende ret, jf. servicelovens § 44, jf. § 86, stk.
2, også fremadrettet vil skulle give tilbud om vedligeholdel-
sestræning til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne, som har brug for en individuel træningsind-
sats med henblik på at kunne vedligeholde fysiske eller
psykiske færdigheder.
I overensstemmelse med gældende ret vil have karakter af
målrettet træning for at forhindre funktionstab og for at
fastholde det hidtidige funktionsniveau og vil kunne omfat-
te vedligeholdelse af såvel fysiske som psykiske færdighe-
der. Vedligeholdelsestræning vil også fremover skulle bidra-
ge til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne og til at fastholde hidtidige funkti-
onsniveau og vil således også kunne have et forebyggende
sigte.
Med det foreslåede nr. 3 videreføres gældende ret. Der er
således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommu-
nalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde vedligeholdelses-
træning til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne med behov herfor. Dette indebærer bl.a., at
servicelovens §§ 88-90 om afgørelse m.v. finder anvendelse
ved tildeling af vedligeholdelsestræning til børn og unge
efter det foreslåede § 90, stk. 1, nr. 3, jf. servicelovens § 86,
stk. 2.
Formålet med det foreslåede nr. 3 er at sikre, at børn og
unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres
familier fortsat vil have adgang til vedligeholdelsestræning
efter servicelovens § 86, stk. 2.
Med de foreslåede nr. 4-11, foreslås det, at der skabes en ny
hjemmel i barnets lov, som i overensstemmelse med gælden-
de ret vil forpligte kommunalbestyrelsen til at tilbyde hjælp
og støtte til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne og deres familier med behov herfor efter de
bestemmelser i serviceloven, som i dag har både børn, unge
og voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
som målgruppe.
Med den foreslåede nr. 4 foreslås det, at bestemmelser i
servicelovens § 112 finder tilsvarende anvendelse for børn,
unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov her-
for.
Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmel-
se med gældende ret, også fremover vil skulle yde støtte til
hjælpemidler til børn og unge med varigt nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet i væsentlig grad
kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne,
i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet
eller er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et
erhverv.
Med det foreslåede nr. 4 videreføres gældende ret. Der er
således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommu-
nalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde hjælpemidler til
børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
med behov herfor. Dette indebærer, at servicelovens § 112 a
om ansøgning via digital selvbetjening og § 112 b om pligt
til i visse tilfælde at træffe afgørelse om støtte til et hjælpe-
middel inden for fire uger finder anvendelse ved tildeling af
hjælpemidler til børn og unge efter det foreslåede § 90, nr. 4,
jf. servicelovens § 112.
Det samme gælder i forhold til servicelovens §§ 113 a om
forenklet sagsbehandlingsprocedure og 115 om forudsætnin-
ger for støtte efter serviceloven til hjælpemidler. Det inde-
bærer endvidere, at de rammer for tildeling af hjælp til
anskaffelse af hjælpemidler, som med afsæt i bemyndigelsen
i servicelovens § 112, stk. 5, er fastsat i bekendtgørelse
nr. 1247 af 13. november 2017 om hjælp til anskaffelse af
hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven finder an-
vendelse ved tildeling af hjælpemidler til børn og unge efter
det foreslåede § 90, nr. 4, jf. servicelovens § 112. De tvær-
gående bestemmelser i serviceloven om bl.a. kommunalbe-
styrelsens og regionsrådenes opgaver og rolle, som finder
anvendelse i relation til ydelser efter § 112, vil også finde
anvendelse, såfremt ydelsen gives til et barn eller en ung
med funktionsnedsættelse efter § 8 i, stk. 1, nr. 4, i barnets
lov, jf. § 112 i serviceloven.
Formålet med det foreslåede nr. 4 er at sikre, at børn og
unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
også fremover vil have adgang til hjælpemidler efter ser-
vicelovens § 112.
Det foreslås med nr. 5, at bestemmelser i servicelovens §
113 finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier
omfattet af barnets lov, der har behov herfor.
Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmel-
se med gældende ret, også fremover skulle yde støtte til køb
af forbrugsgoder, når betingelserne i servicelovens § 113,
er opfyldt. I overensstemmelse med gældende ret vil der
ikke kunne ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår
i sædvanligt indbo, ligesom der kun vil kunne ydes hjælp,
når udgiften er over 500 kr. Hjælpen vil også fremover som
hovedregel skulle udgøre 50 pct. af prisen på et almindeligt
standardprodukt af den pågældende art.
Med det foreslåede nr. 5 videreføres gældende ret. Der er
således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommu-
nalbestyrelsens forpligtelse til at skulle yde støtte til køb
af forbrugsgoder til børn og unge med varigt nedsat fysisk
304
eller psykisk funktionsevne og deres familier med behov
herfor. Dette indebærer, at servicelovens § 113 a om forenk-
let sagsbehandlingsprocedure og § 115 om forudsætninger
for støtte efter serviceloven til forbrugsgoder finder anven-
delse ved tildeling af forbrugsgoder til børn og unge efter
det foreslåede § 90, stk. 1, nr. 5, jf. servicelovens § 113. Det
indebærer endvidere, at de rammer for tildeling af hjælp til
anskaffelse af forbrugsgoder, som med afsæt i bemyndigel-
sen i servicelovens § 113, stk. 6, er fastsat i bekendtgørelse
nr. 1247 af 13. november 2017 om hjælp til anskaffelse
af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven finder
anvendelse ved tildeling af hjælp til anskaffelse af forbrugs-
goder til børn og unge efter det foreslåede § 90, stk. 1, nr. 5,
jf. servicelovens § 113. De tværgående bestemmelser i ser-
viceloven om bl.a. kommunalbestyrelsens og regionsrådenes
opgaver og rolle, som finder anvendelse i relation til ydelser
efter § 113, vil også finde anvendelse, såfremt ydelsen gives
til et barn eller en ung med funktionsnedsættelse efter § 8 i,
stk. 1, nr. 5, i barnets lov, jf. § 113 i serviceloven.
Formålet med det foreslåede nr. 5 er at sikre, at børn og
unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
og deres familier også fremover vil have adgang til hjælp til
køb af forbrugsgoder efter servicelovens § 113.
Det foreslås med nr. 6, at bestemmelser i servicelovens §
113 b finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og famili-
er omfattet af barnets lov, der har behov herfor.
Dette indebærer, at kommunalbestyrelsens ret til i medfør
af servicelovens § 113 b at yde støtte til hjælpemidler eller
forbrugsgoder i en tidsbegrænset periode til personer med
midlertidigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvis
betingelserne for støtte i servicelovens § 112, stk. 1, eller
servicelovens § 113, stk. 1, i øvrigt er opfyldt, også vil
gælde børn og unge og deres familier.
Støtten vil i overensstemmelse med gældende ret også frem-
over i alle tilfælde skulle ydes som naturalydelse uden egen-
betaling for borgeren, ligesom der også fremover alene vil
kunne ydes støtte til det pågældende hjælpemiddel eller for-
brugsgode én gang inden for samme tidsbegrænsede perio-
de.
Med det foreslåede nr. 6 videreføres gældende ret. Der er
således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommu-
nalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde midlertidige hjæl-
pemidler og forbrugsgoder til børn og unge med nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier med
behov herfor. Dette indebærer, at servicelovens § 115 om
forudsætninger for støtte efter serviceloven vil finde anven-
delse ved tildeling af midlertidige hjælpemidler og forbrugs-
goder til børn og unge efter det foreslåede § 90, stk. 1, nr. 6,
jf. servicelovens § 113 b. De tværgående bestemmelser i ser-
viceloven om bl.a. kommunalbestyrelsens og regionsrådenes
opgaver og rolle, som finder anvendelse i relation til ydelser
efter § 113 b, vil også finde anvendelse, såfremt ydelsen
gives til et barn eller en ung med funktionsnedsættelse efter
§ 8 i, stk. 1, nr. 6, i barnets lov, jf. § 113 b i serviceloven.
Formålet med det foreslåede nr. 6 er at sikre, at børn og
unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
og deres familier også fremover vil være omfattet af service-
lovens § 113 b.
Det foreslås med nr. 7, at bestemmelser i servicelovens §
114 finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier
omfattet af barnets lov, der har behov herfor.
Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmel-
se med gældende ret, også fremover vil skulle yde støtte til
køb af bil, hvis der er behov herfor, fordi barnets eller den
unges varigt nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne i
væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at gennemføre
en uddannelse uden brug af bil eller forringer evnen til at
færdes, i tilfælde hvor barnet eller den unge har aktiviteter
uden for hjemmet, som medfører et betydeligt behov for
kørsel med bil.
Støtten vil i overensstemmelse med gældende ret skulle
ydes som et rentefrit lån inden for en ramme på 201.000
kr. (2022-niveau). I situationer, hvor prisen på den billigst
egnede bil måtte overstige lånerammen, vil der skulle ydes
et rente- og afdragsfrit lån til betaling af forskellen mellem
lånerammen og prisen på den billigst egnede bil.
Med det foreslåede nr. 7 videreføres gældende ret. Der er
således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommu-
nalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde støtte til køb af bil
til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktions-
evne og deres familier med behov herfor. Dette indebærer,
at servicelovens § 115 om forudsætninger for støtte efter
serviceloven til køb af bil vil finde anvendelse ved tildeling
af støtte til køb af bil til børn og unge efter det foreslåede
§ 90, stk. 1, nr. 7, jf. servicelovens § 114. Det indebærer
endvidere, at de rammer for støtte til køb af bil som med af-
sæt i bemyndigelsen i servicelovens § 114, stk. 4, er fastsat
i bekendtgørelse nr. 1252 af 20. november 2017 om støtte til
køb af bil efter serviceloven finder anvendelse i forbindelse
med støtte til køb af bil til børn og unge efter det foreslåede
§ 90, stk. 1, nr. 7, jf. servicelovens § 114. De tværgående
bestemmelser i serviceloven om bl.a. kommunalbestyrelsens
og regionsrådenes opgaver og rolle, som finder anvendelse
i relation til ydelser efter § 114, vil også finde anvendelse,
såfremt ydelsen gives til et barn eller en ung med funktions-
nedsættelse efter § 8 i, stk. 1, nr. 7, i barnets lov, jf. § 114 i
serviceloven.
Formålet med det foreslåede nr. 7 er at sikre, at børn og
unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
og deres familier også fremover vil have adgang til støtte
til køb af bil, hvis betingelserne i servicelovens § 114 om
bilstøtte er opfyldt.
Det foreslås med nr. 8, at bestemmelser i servicelovens §
116 finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier
omfattet af barnets lov, der har behov herfor.
Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmel-
se med gældende ret, også fremover vil skulle yde hjælp
305
til indretning af bolig til et barn eller en ung med varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretning er
nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted
for barnet eller den unge, lige som modtageren af hjælpen
også fremover vil skulle have adgang til selv at lade en
håndværker udføre boligindretningen og i stedet modtage
en refusion for udgifterne hertil, svarende til de udgifter,
kommunen ville have haft, hvis en håndværker havde udført
opgaven direkte for kommunen.
Med det foreslåede nr. 8 vil det ligeledes blive sikret, at
børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funk-
tionsevne og deres familier også fremover vil være omfattet
af kommunalbestyrelsens mulighed for i de ganske særlige
tilfælde, hvor hjælp efter servicelovens § 116, stk. 1, ikke
er tilstrækkelig til at gøre boligen egnet som opholdssted,
at yde hjælp til dækning af udgifter til anskaffelse af anden
bolig, hvis der ikke kan anvises anden bolig, som dækker
barnets eller den unges behov. Med det foreslåede § 90, nr.
8, vil de rammer for hjælp til indretning af bolig, som med
afsæt i bemyndigelsen i servicelovens § 116, stk. 3 og 6, er
fastsat i bekendtgørelse nr. 1076 af 14. september 2010 om
adgangen til frit valg af boligindretning efter lov om social
service samt i bekendtgørelse nr. 1389 af 11. december 2013
om afgrænsning af tilbagebetalingspligt og sikring ved pant
for hjælp ydet til boligindretning og skift af bolig, finder
anvendelse i forbindelse med hjælp til indretning af bolig
til børn og unge efter det foreslåede § 90, stk. 1, nr. 8,
jf. servicelovens § 116. De tværgående bestemmelser i ser-
viceloven om bl.a. kommunalbestyrelsens og regionsrådenes
opgaver og rolle, som finder anvendelse i relation til ydelser
efter § 116, vil også finde anvendelse, såfremt ydelsen gives
til et barn eller en ung med funktionsnedsættelse efter § 90,
nr. 8, i barnets lov, jf. § 116 i serviceloven.
Formålet med det foreslåede nr. 8 er at sikre, at børn og
unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
og deres familier også fremover vil have ret til hjælp til
indretning af bolig efter servicelovens § 116.
Det foreslås med nr. 9, at bestemmelser i servicelovens §
117 finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier
omfattet af barnets lov, der har behov herfor.
Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmel-
se med gældende ret også fremover vil have mulighed for
efter servicelovens § 117 at yde tilskud til børn og unge,
som på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funk-
tionsevne måtte have behov for befordring med individuelle
transportmidler.
I overensstemmelse med gældende ret efter § 117, stk. 2,
vil kommunalbestyrelsen ikke have pligt til at tilrettelægge
en tilskudsordning efter denne bestemmelse, lige som der
ikke vil være adgang til at klage til anden administrativ
myndighed over kommunalbestyrelsens afgørelser om hjælp
efter det foreslåede nr. 9, jf. servicelovens § 117, stk. 1.
Med det foreslåede nr. 9 videreføres gældende ret. Der er
således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommu-
nalbestyrelsens muligheder for at tilbyde individuel befor-
dring til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funk-
tionsevne med behov herfor. De tværgående bestemmelser
i serviceloven om bl.a. kommunalbestyrelsens og regionsrå-
denes opgaver og rolle, som finder anvendelse i relation til
ydelser efter § 117, vil også finde anvendelse, såfremt ydel-
sen gives til et barn eller en ung med funktionsnedsættelse
efter § 90, nr. 9, i barnets lov, jf. § 117 i serviceloven.
Formålet med det foreslåede nr. 9 er at sikre, at børn og
unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
og deres familier vil også fremover vil være en del af mål-
gruppen for eventuelle tilskud til personer, som på grund af
varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov
for befordring med individuelle transportmidler.
Det foreslås med nr. 10, at bestemmelser i servicelovens §
118 finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier
omfattet af barnets lov, der har behov herfor.
Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmel-
se med gældende ret, også fremover vil skulle tilbyde ansæt-
telse af en person med tilknytning til arbejdsmarkedet, der
måtte ønske at passe et nærtstående barn eller en nærtståen-
de ung med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig, her-
under uhelbredelig, lidelse i hjemmet, når alternativet til
pasning i hjemmet vil være døgnophold uden for hjemmet
eller plejebehovet vil svare til et fuldtidsarbejde, der måtte
være enighed mellem parterne om etablering af pasningsfor-
holdet, og kommunalbestyrelsen måtte vurdere, at der ikke
er afgørende hensyn, der måtte tale imod, at det er den
pågældende person, der vil skulle passe den nærtstående.
Med det foreslåede nr. 10 vil personen i overensstemmelse
med gældende ret også fremadrettet skulle ansættes af den
kommune, hvor den nærtstående bor, samt udbetale løn og
indbetale pension i overensstemmelse med de satser og vil-
kår, som er fastsat i servicelovens § 118, stk. 2.
Ansættelsen vil fortsat kunne ske i indtil seks måneder med
henblik på at passe den nærtstående via indgåelse af en an-
sættelsesaftale mellem personen og kommunalbestyrelsen,
med mulighed for, at pasningsperioden vil kunne forlænges
med indtil tre måneder, hvis særlige forhold taler herfor,
samt kunne opdeles i perioder og deles af flere personer. Der
vil alene kunne ydes én pasningsordning til ét sammenhæn-
gende sygdomsforløb eller handicap, med mindre der tilstø-
der den pågældende en anden lidelse eller funktionsnedsæt-
telse.
Med det foreslåede nr. 10 videreføres gældende ret. Der er
således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommu-
nalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde ansættelse af en
person med tilknytning til arbejdsmarkedet, der måtte ønske
at passe et nærtstående barn eller en nærtstående ung med
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller indgribende kronisk eller langvarig, herunder uhelbre-
306
delig, lidelse i hjemmet. De tværgående bestemmelser i ser-
viceloven om bl.a. regulering og om kommunalbestyrelsens
og regionsrådenes opgaver og rolle, som finder anvendelse
i relation til ydelser efter § 118, vil også finde anvendelse,
såfremt ydelsen gives til et barn eller en ung med funkti-
onsnedsættelse efter § 90, nr. 10, i barnets lov, jf. § 118 i
serviceloven.
Formålet med det foreslåede nr. 10 er at sikre, at børn og
unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
og deres familier også fremover vil udgøre en del af mål-
gruppen for servicelovens § 118 om pasning af nærtstående
med handicap eller alvorlig sygdom.
Det foreslås med nr. 11, at bestemmelser i servicelovens
§ 119-122 finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og
familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.
Dette indebærer, at personer som passer et nærtstående barn
eller en nærtstående ung, der ønsker at dø i eget hjem, i
overensstemmelse med gældende ret også fremover efter
ansøgning vil være berettiget til plejevederlag efter service-
lovens § 119, hvis hospitalsbehandling efter en lægelig vur-
dering anses for udsigtsløs, og den syges tilstand ikke i
øvrigt nødvendiggør indlæggelse eller forbliven på sygehus
eller ophold i plejehjem, plejebolig el.lign., og den syge i
øvrigt er indforstået med etableringen af plejeforholdet.
Med det foreslåede nr. 11 vil en arbejdsgiver der vil yde
løn til en ansat i forbindelse med pasning af en nærtstående,
således at den ansatte ikke har en tabt arbejdsindtægt, også
fremover være berettiget til at få udbetalt det beløb, som den
ansatte ellers ville være berettiget til i plejevederlag. Dette
er i overensstemmelse med gældende ret.
Med det foreslåede nr. 11 vil plejevederlaget også fremad-
rettet skulle fastlægges i overensstemmelse med de satser
og vilkår, som er fastsat i servicelovens § 120, ligesom
muligheden for at plejevederlaget kan deles af flere personer
vil blive videreført i overensstemmelse med de retningslin-
jer, der er fastsat i samme bestemmelse. Endvidere vil det
foreslåede § 90, stk. 1, nr. 11, indebære en videreførelse
af den gældende retstilstand for ophøret af retten til plejeve-
derlag. Retten vil således også fremover i medfør af service-
lovens § 121 skulle ophøre ved plejeforholdets afslutning,
således at retten til plejevederlag bevares i indtil 14 dage
efter dødsfaldet ved den plejekrævendes død, og således
at kommunalbestyrelsen undtagelsesvis vil kunne træffe af-
gørelse om ophør af retten til plejevederlag, hvis pleje i
hjemmet ikke fortsat kan anses for hensigtsmæssig.
Med det foreslåede nr. 11, vil kommunalbestyrelsen, såfremt
udgiften ikke dækkes på anden vis, også fremadrettet uden
hensyn til den pågældendes eller familiens økonomiske
forhold kunne yde hjælp til sygeplejeartikler og lign., når
nærtstående i forbindelse med et etableret plejeforhold efter
servicelovens § 119 passer en døende, kommunen varetager
plejen helt eller delvis, eller et hospice varetager plejen.
Med det foreslåede nr. 11 videreføres gældende ret. Der
er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kom-
munalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde plejevederlag til
personer som passer et nærtstående barn eller en nærtståen-
de ung, der ønsker at dø i eget hjem, i overensstemmelse
med retningslinjerne i servicelovens §§ 119-122.
Formålet med det foreslåede nr. 11 er at sikre, at børn og
unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
og deres familier også fremover vil udgøre en del af mål-
gruppen for servicelovens §§ 119-122 om pasning af nært-
stående, som ønsker at dø i eget hjem.
Baggrunden for forslaget om en ny § 90 er, at det med lov-
forslaget i sin helhed foreslås, at sociallovgivningens regler
målrettet børn og unge og deres familier vil skulle samles
i en ny, selvstændig hovedlov, barnets lov, som i lighed
med serviceloven vil skulle danne rammen for alle sociale
indsatser til målgruppen, uanset baggrunden for det enkelte
barns eller den enkelte unges støttebehov.
Den foreslåede § 90 i barnets lov vil således fremover også
skulle give hjemmel til, at børn og unge med nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne og deres familier vil kunne have
uændret adgang til hjælp og støtte efter de bestemmelser i
serviceloven, som også fremadrettet skal danne rammen om
særlige kompenserende indsatser, som både har børn, unge
og voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
som målgruppe.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.7.
Til § 91
Det fremgår af § 140, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbe-
styrelsen skal udarbejde en handleplan, inden der træffes af-
gørelse om foranstaltninger efter §§ 52, 76 og 76 a. Betyder
hensynet til barnet eller den unge, at man ikke kan afvente
udarbejdelsen af en handleplan, er en kortfattet angivelse
af formålet med foranstaltningen tilstrækkelig. Det påhviler
da kommunalbestyrelsen snarest muligt og senest inden fire
måneder at opstille en handleplan.
Det fremgår endvidere af § 140, stk. 5, i serviceloven, at
der kan udarbejdes én samlet handleplan for flere børn i
familien. Handleplanen skal i så fald tage højde for børnenes
individuelle forhold.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen, når der
træffes afgørelse om indsatser efter § 32 skal tage stilling til,
om der skal udarbejdes en barnets plan, jf. dog § 108. Pla-
nen skal i givet fald foreligge senest tre måneder efter, at der
er truffet afgørelse om indsatsen.
Det følger af det foreslåede stk. 1, at kommunalbestyrelsen
i den enkelte sag vil skulle tage stilling til, om der skal udar-
bejdes en barnets plan, og det vil skulle ske, når der træffes
afgørelse om indsatser efter den foreslåede § 32. Den fore-
slåede bestemmelse i § 32 omfatter afgørelser om støttende
307
indsatser, der spænder bredt fra eksempelvis kontaktperson
til familiebehandling eller psykologbehandling.
Kommunalbestyrelsens beslutning efter det foreslåede stk.
1 vil skulle tage udgangspunkt i barnets eller den unges
egne ønsker og behov og vil derudover skulle tage hensyn
til forholdene i den konkrete sag. Det vil bl.a. betyde, at
kommunalbestyrelsen vil skulle inddrage barnet eller den
unge og tage hensyn til barnets eller den unges og familiens
samlede situation, når den foretager en vurdering af behovet
for at udarbejde en barnets plan. Kommunalbestyrelsen bør i
den forbindelse være opmærksom på baggrunden for barnets
eller den unges støttebehov, herunder om behovet helt eller
delvist skyldes en funktionsnedsættelse hos barnet eller den
unge, hos forældrene eller hos søskende. I sager vedrørende
børn og unge med nedsat funktionsevne eller kronisk eller
langvarig lidelse bør kommunalbestyrelsen også være op-
mærksom på, om der kan være behov for at tilbyde hjælp og
støtte efter det foreslåede kapitel 8. Kommunalbestyrelsen
bør desuden tage hensyn til barnets eller den unges ressour-
cer og evne til at formulere egne holdninger og tage stilling
til egne behov. I den forbindelse bør kommunalbestyrelsen
altid foretage en konkret afvejning af barnets eller den unges
egne ønsker over for den socialfaglige vurdering af behovet
for en barnets plan i den konkrete sag.
Barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaver vil
altid kunne anmode kommunen om at udarbejde en barnets
plan. Det vil betyde, at kommunen i disse tilfælde vil skulle
foretage en konkret og individuel vurdering af, om der er
grundlag for at imødekomme anmodningen om en barnets
plan. Hvis kommunen ikke finder grundlag for at imøde-
komme anmodningen, vil der ikke være tale om en forvalt-
ningsretlig afgørelse, som kan påklages.
Efter de gældende regler skal der som udgangspunkt udar-
bejdes en handleplan, når der træffes afgørelse om foran-
staltninger efter servicelovens § 52, og der stilles samme
krav til fristen og formen for handleplanen, uanset om der er
tale om f.eks. en forebyggende indsats i form af en kontakt-
person eller en anbringelse uden for hjemmet. Med den fore-
slåede ordning vil det fremadrettet bero på en socialfaglig
vurdering i den enkelte sag, om der skal udarbejdes en bar-
nets plan, når der iværksættes en indsats efter den foreslåede
bestemmelse i § 32, ligesom der vil være større fleksibilitet i
forhold til udarbejdelse af planen. Omfanget og detaljerings-
graden af barnets plan vil således skulle afspejle tyngden
af problemerne, og hvor indgribende indsatser der sættes i
værk.
Når kommunalbestyrelsen vurderer, at der skal udarbejdes
en barnets plan efter den foreslåede § 91, stk. 1, vil planen
efter 2. pkt. i den foreslåede bestemmelse skulle foreligge
senest tre måneder efter, at der er truffet afgørelse om ind-
satsen. De tre måneder vil løbe fra det tidspunkt, hvor afgø-
relsen om, at der skal iværksættes en indsats, er truffet. Det
vil gælde uanset, om indsatsen iværksættes sideløbende med
eller på baggrund af en afdækning eller undersøgelse af
barnets eller den unges behov.
Formålet med at barnets plan først skal udarbejdes efter
iværksættelsen af en indsats efter § 32 er at understøtte, at
de konkrete mål i barnets plan udarbejdes i samarbejde med
og med inddragelse af barnet eller den unge og familien,
når der er taget stilling til behovet for en indsats. Hensynet
er bl.a. at sikre, at barnet eller den unge og forældrene
i højere grad skal kunne se deres egne ønsker afspejlet i
målene og i højere grad vil kunne tage ejerskab over de
opstillede mål, som er nærmere beskrevet i forslaget til §
92. Det skal være med til at understøtte, at barnets plan
bliver et fælles redskab for barnet eller den unge og familien
og sagsbehandleren.
Formålet med tidsfristen er at sikre, at planen bliver udar-
bejdet, og at der tidligt i forløbet vil være en dialog mel-
lem sagsbehandleren, barnet eller den unge og familien
om de konkrete mål for barnets eller den unges trivsel og
udvikling, som ønskes opnået med indsatsen. Tidsfristen
på tre måneder skal desuden ses i sammenhæng med den
foreslåede ordning om løbende opfølgning på barnets eller
den unges trivsel, hvor det ligeledes foreslås, at der skal
tages stilling til behovet for opfølgning senest efter tre må-
neder. Hensynet med parallelitet i fristerne er bl.a. at sikre,
at der vil være en sammenhæng mellem kommunalbestyrel-
sens beslutning om barnets plan og om tilrettelæggelse af
opfølgning i den enkelte sag. Der henvises til bemærknin-
gerne til den foreslåede § 95.
Når barnets plan udarbejdes efter, at der er truffet afgørelse
om indsatsen, vil det blive muligt at tage udgangspunkt i
den indsats, der er iværksat, samt at inddrage det konkrete
tilbud, hvis det vurderes at være relevant. Samtidig vil det
betyde, at iværksættelse af indsatsen ikke fremadrettet vil
være afhængig af, om der er udarbejdet en barnets plan. Det
vil dels betyde, at udarbejdelse af planen ikke risikerer at
forsinke igangsættelsen af indsatsen unødigt, ligesom sags-
behandleren ikke risikerer at befinde sig i en situation, hvor
det kan være nødvendigt at haste en barnets plan igennem
for at kunne iværksætte indsatsen.
Forslaget indebærer således, at de gældende regler om han-
deplan vil blive erstattet af en ny bestemmelse om barnets
plan. Hensynet er at tydeliggøre, at planen først og fremmest
vil skulle være barnets plan, og sekundært en plan for bar-
nets børne- og ungerådgiver og et eventuelt behandlings-
eller anbringelsestilbud. Dog vil det også fremadrettet gæl-
de, at planen vil være et centralt redskab for den løbende
opfølgning i sagen, ligesom relevante dele af planen vil
skulle udleveres til barnets eller den unges behandlings-
eller anbringelsestilbud i de tilfælde, hvor det er relevant, jf.
det foreslåede § 94.
Formålet med barnets plan vil således være todelt: Barnets
plan vil skulle fungere som et dialogværktøj og et aftaledo-
kument for den samlede omsorgsopgave i forhold til den
iværksatte indsats efter det foreslåede § 32, så der er enig-
hed om en fælles retning. Den vil derfor skulle være et
dokument, som barnet eller den unge og familien skal kunne
læse og forstå, og som barnet eller den unge og familien
308
føler ejerskab over. Barnets plan vil samtidig skulle være et
værktøj for kommuner og tilbud til at følge op på barnets
eller den unges trivsel og udvikling.
Det foreslås med stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal udar-
bejde en barnets plan, når der træffes afgørelse om anbrin-
gelse uden for hjemmet, jf. §§ 46 eller 47,. Planen skal
foreligge senest tre måneder efter, at der er truffet afgørel-
se om anbringelse. Sker anbringelsen uden samtykke, jf. §
47, skal planen dog foreligge, inden træffes afgørelse om
anbringelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 51.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 2 foreslås det, at
der i alle tilfælde vil skulle udarbejdes en barnets plan,
når der iværksættes en anbringelse uden for hjemmet efter
de foreslåede bestemmelser i §§ 46 og 47. Det vil således
gælde uanset, om der er tale om en anbringelse med eller
uden samtykke.
For anbringelser uden for hjemmet vil barnets plan således
spille en særlig rolle. Det skyldes dels, at der med en an-
bringelse uden for hjemmet vil være tale om en særligt
indgribende indsats for barnet eller den unge og familien, og
dels at barnets plan vil være et centralt redskab for kommu-
nalbestyrelsens opfølgning på barnets eller den unges trivsel
under anbringelsen, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 95
og 96.
Ved anbringelser uden samtykke vil barnets plan, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 51, skulle indgå i kommunens
indstilling til børne- og ungeudvalget om, at der skal træf-
fes en sådan beslutning, og vil derfor være af væsentlig
betydning for afgørelsen. Det følger derfor af 3. pkt. i den
foreslåede bestemmelse, at hvis der er tale om en anbrin-
gelse uden samtykke, skal kommunalbestyrelsen udarbejde
barnets plan, før der træffes afgørelse om anbringelse. Det
vil således være nødvendigt, at barnets plan foreligger før
afgørelsen om anbringelse, idet planen vil skulle indgå i
kommunalbestyrelsens indstilling til børne- og ungeudval-
get, jf. det foreslåede § 51, og så anbringelsen kan iværksæt-
tes. I tilfælde, hvor det vurderes, at en anbringelse uden
samtykke ikke kan afvente udarbejdelse af barnets plan, vil
der være mulighed for at træffe en foreløbig afgørelse efter
det foreslåede § 143.
For anbringelser med samtykke vil udgangspunktet være, at
planen vil skulle foreligge senest tre måneder efter, der er
truffet afgørelse om anbringelse, jf. 2. pkt. i den foreslåede
bestemmelse.
Det foreslås endvidere med stk. 3, at der kan udarbejdes én
samlet barnets plan for flere børn i familien. Den samlede
barnets plan skal i så fald tage højde for børnenes individu-
elle forhold.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 3, at der
kan udarbejdes én samlet barnets plan for flere børn i famili-
en. Den samlede barnets plan vil i så fald skulle tage højde
for børnenes individuelle forhold.
Der er tale om en videreførelse af § 140, stk. 5, i servicelo-
ven med den nødvendige konsekvensrettelse som følge af,
at handleplanen med den foreslåede bestemmelse i § 91
foreslås erstattet af en barnets plan.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det vil være mu-
ligt for kommunalbestyrelsen at udarbejde én fælles barnets
plan for alle børn i familien, som modtager indsatser efter de
foreslåede bestemmelser i §§ 32, 46 eller 47.
Barnets plan vil dog skulle tage højde for individuelle for-
skelle hos børnene. Barnets plan vil således skulle tage høj-
de for, at børn i samme familie kan have forskellige behov
baseret på forskellige problemstillinger og ressourcer. Bar-
nets plan vil ligeledes skulle tage højde for, at problemstil-
linger og ressourcer ikke nødvendigvis håndteres bedst med
den samme indsats, når der er tale om forskellige børn. Det
forudsættes derfor, at der fortsat vil skulle være fokus på de
enkelte børns behov i barnets plan såvel som i valg af de
konkrete indsatser. Det vil i den forbindelse være vigtigt at
være opmærksom på, at barnets plan både vil være kommu-
nalbestyrelsens redskab i forhold til at sikre en systematisk
opfølgning over for det enkelte barn og samtidig et redskab,
som kommunerne vil kunne bruge aktivt i samarbejdet med
familien og barnet eller den unge.
Det er i den forbindelse centralt, at barnet eller den unge
føler sig inddraget i udformningen af de konkrete mål i
planen, og at barnet eller den unge oplever, at barnets eller
den unges egne konkrete ønsker og drømme for fremtiden er
afspejlet i målene. Hvis det vurderes, at dette ikke kan opnås
i en fælles barnets plan, bør det overvejes, om der i stedet
bør udarbejdes en særskilt barnets plan for hvert af børnene i
familien.
Det vil kunne være hensigtsmæssigt at strukturere en even-
tuel fælles barnets plan på en måde, der gør det muligt at
adskille målene og oplysningerne om de enkelte børn senere
hen. Dette kan være f.eks. være nødvendigt i tilfælde af
en eventuel senere anmodning om aktindsigt fra en person,
som ikke nødvendigvis har ret til aktindsigt i alle børnenes
forhold.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre flek-
sibilitet i sagsbehandlerens arbejde, således at sagsbehandle-
ren ikke unødigt skal bruge ressourcer på at udarbejde flere
planer i de tilfælde, hvor de konkrete mål for flere børn
i familien med fordel kan samles i én barnets plan. Dette
er i overensstemmelse med formålet efter gældende ret, jf.
Folketingstidende, 2009-10, A, L 178 som fremsat, side 57.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.12.2 og 3.12.3.
Til § 92
Det fremgår af § 140, stk. 2, i serviceloven, at en handleplan
skal angive formålet med indsatsen, og hvilken indsats der
er nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal tage
udgangspunkt i resultaterne af den børnefaglige undersøgel-
309
se af barnets eller den unges forhold, jf. § 50. Handleplanen
skal i forhold til de problemer, der er afdækket i undersø-
gelsen, indeholde konkrete mål i forhold til barnets eller
den unges trivsel og udvikling i overensstemmelse med det
overordnede formål med støtten, jf. § 46.
Det fremgår af § 140, stk. 3, i serviceloven, at i sager om
anbringelse uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, og
§ 58, skal en handleplan tillige angive, hvilke former for
støtte der selvstændigt skal iværksættes over for familien
i forbindelse med, at barnet eller den unge opholder sig
uden for hjemmet, og i tiden efter barnets eller den unges
hjemgivelse.
Det foreslås i stk. 1, at barnets plan, jf. § 91, skal indeholde
konkrete mål for barnets eller den unges trivsel og udvik-
ling i overensstemmelse med det overordnede formål med
indsatsen eller anbringelsen, jf. de foreslåede bestemmelser
i § 32, stk. 3, § 46, stk. 1, og § 47, stk. 2. Planen skal så
vidt muligt udarbejdes i samarbejde med barnet eller den
unge og. De konkrete mål skal afspejle det enkelte barns
eller unges ønsker og behov, og kommunalbestyrelsen skal
inddrage barnet eller den unge og forældrene i formulerin-
gen af målene.
Det foreslås i stk. 2, at barnets plan skal tage udgangspunkt
i den valgte indsats eller anbringelse. Hvis der er foretaget
en afdækning eller børnefaglig undersøgelse af barnets eller
den unges behov, jf. §§ 19 eller 20, skal barnets plan desu-
den tage udgangspunkt i resultaterne heraf.
Det foreslås, stk. 3, at i sager om anbringelse uden for hjem-
met, jf. §§ 46 og 47, skal barnets plan angive, hvilke former
for støtte der skal iværksættes for familien i forbindelse
med, at barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet,
og i tiden efter barnets eller den unges hjemgivelse.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 angiver de indholds-
mæssige krav til udarbejdelse af barnets plan, jf. det foreslå-
ede § 91.
Med den foreslåede bestemmelse i § 91 vil det bero på en
socialfaglig vurdering i den enkelte sag, om der vil skulle
udarbejdes en barnets plan, når der træffes afgørelse om
støttende indsatser efter den foreslåede bestemmelse i §
32. Det vil i forlængelse heraf være op til en socialfaglig
vurdering at tage stilling til planens omfang, detaljerings-
grad og udformning. Der vil således være fleksibilitet i for-
hold til f.eks. formatet for planen, antallet af konkrete mål
m.m.
Dog fastslår det foreslåede stk. 1, at i de tilfælde, hvor
der udarbejdes en barnets plan, vil planen skulle indeholde
konkrete mål for barnets eller den unges trivsel og udvikling
i overensstemmelse med det overordnede formål med den
valgte indsats. Den foreslåede bestemmelse beskriver såle-
des formålet med at udarbejde barnets plan.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at de konkrete
mål i barnets plan vil skulle handle om barnets eller den un-
ges trivsel og udvikling og således vil skulle have fokus på,
hvordan barnet eller den unge har det fremfor på formelle
mål for indsatsen. Derudover er det hensigten, at målene i
højere grad skal væk fra det problemfokus, de opfattes som
at have i dag. De konkrete mål vil derfor først og fremmest
skulle være fokuseret på de voksnes indsats og udvikling af
konteksten fremfor på barnets eller den unges person. Må-
lene vil således kunne være rettet mod familie, netværk og
fagpersoner, og hvordan de kan understøtte barnets eller den
unges trivsel og udvikling.
Kravet om, at der i barnets plan vil skulle opstilles konkrete
mål betyder f.eks., at man ved beslutning om at anbringe
et barn eller en ung uden for hjemmet bør angive i barnets
plan, hvilke konkrete mål for barnets eller den unges trivsel
og udvikling, opholdet uden for hjemmet skal hjælpe med til
at forbedre. Det vil eksempelvis kunne angives, om behovet
for anbringelse fortrinsvist har baggrund i barnets eller den
unges egne udfordringer eller forholdet til forældrene eller
helt andre forhold, der fører til, at barnet eller den unge i
en periode anbringes uden for hjemmet. De konkrete mål
bør angive barnets eller den unges eller familiens ønsker for
fremtiden, og det bør angives præcist, hvordan de iværksatte
indsatser og konteksten omkring barnet eller den unge skal
bidrage til at opnå målene. Dermed vil barnets plan kunne
bidrage til at følge op på effekterne af indsatsen løbende.
Planens målsætninger bør anføres så specifikt som mu-
ligt. Det vil bl.a. betyde, at barnets plan bør give præcise
og konkrete anvisninger på, hvordan barnets kontekst kan
understøtte, at de konkrete mål for barnets eller den unges
trivsel og udvikling kan nås. Samtidig bør målene også be-
skrives så præcist, at det er muligt for både barnet eller den
unge, familien, kommunen og personalet i de enkelte tilbud
at vurdere målene og tage stilling til, om og hvornår målene
er opnået.
Efter de foreslåede bestemmelser i § 32, stk. 3, § 46, stk.
1 og § 47, stk. 2, vil det fremadrettet skulle beskrives i
forbindelse med en afgørelse om en støttende indsats eller
anbringelse uden for hjemmet, hvad det overordnede formål
med indsatsen er. De konkrete mål i barnets plan vil, jf.
det foreslåede stk. 1, skulle opstilles i overensstemmelse
med det overordnede formål med indsatsen, men vil konkret
skulle være målrettet barnets trivsel og udvikling og vil
samtidig skulle defineres sammen med barnet og familien.
Når de konkrete mål i barnets plan vil skulle være i overens-
stemmelse med det overordnede formål med den støttende
indsats eller anbringelsen, er det begrundet i et hensyn til at
sikre, at der er sammenhæng mellem de konkrete mål og det
overordnede formål med den valgte indsats. Hensigten er
bl.a. at understøtte, at målene i barnets plan bliver et anven-
deligt redskab for sagsbehandleren såvel som for barnet eller
den unge og familien i forbindelse med den løbende opfølg-
ning på barnets eller den unges trivsel og udvikling samt den
løbende vurdering af behovet for justering af indsatsen.
Hvis der eksempelvis er iværksat en indsats i form af prak-
310
tisk eller pædagogisk støtte i hjemmet med det overordnede
formål at hjælpe familien med at få mere struktur på hverda-
gen, så bør de konkrete mål for barnets trivsel og udvikling i
barnets plan formuleres således, at de er i overensstemmelse
med dette overordnede formål. Barnets plan vil f.eks. kunne
omfatte en konkret målsætning om, at det skal være en god
oplevelse for barnet at komme op og afsted om morgenen. I
forlængelse heraf vil det i planen kunne aftales, at forældre-
ne hjælper barnet eller den unge med at stå op på et bestemt
tidspunkt hver dag med henblik på at sikre mere tid og ro og
dermed færre konflikter i familien om morgenen. Hensigten
med de konkrete mål er således at konkretisere for barnet
eller den unge og familien, hvilke skridt der skal tages for at
nå det overordnede formål med den iværksatte indsats.
De konkrete mål bør opstilles under hensyntagen til forhol-
dene i den konkrete sag, og kommunalbestyrelsen vil skulle
tage hensyn til familiens samlede situation og støttebehov,
herunder om den iværksatte støtte primært er rettet mod
barnet eller den unge selv eller mod forældrene eller den
samlede familie. I den forbindelse bør kommunalbestyrelsen
være særligt opmærksom på årsagen til barnets, den unges
eller familiens behov for støtte, herunder om det primært
udspringer af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
hos barnet eller den unge, eller hos forældrene eller søsken-
de. Hvis behovet for støtte udspringer af en funktionsned-
sættelse hos barnet eller den unge, vil det kunne være et mål
i sig selv at fastholde det aktuelle funktionsniveau frem for
at have fokus på udvikling.
Det følger af 2. pkt. i den foreslåede bestemmelse, at bar-
nets plan så vidt muligt vil skulle udarbejdes i samarbejde
med barnet eller den unge og forældremyndighedsindehave-
ren. Herved sikres overensstemmelse med gældende ret i
serviceloven.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at barnets plan så
vidt muligt altid vil skulle udarbejdes i samarbejde med bar-
net eller den unge og forældremyndighedsindehaveren, da
det vil medvirke til understøtte det forpligtende samarbejde
og til at give e fælles forståelse af det overordnede formål
med indsatsen, ligesom det vil understøtte, at der er tale om
barnets eller den unges ønsker og mål, og dermed også en
fælles forståelse af de enkelte elementer i barnets plan.
Det følger af 3. pkt. i den foreslåede bestemmelse, at de
konkrete mål skal afspejle det enkelte barns eller den enkel-
te unges ønsker og behov, og at kommunalbestyrelsen skal
inddrage forældrene samt barnet eller den unge i udarbejdel-
sen af planen, jf. også kravet i den foreslåede § 5, og i
formuleringen af de konkrete mål. Formålet er at sikre, at
målene i barnets plan også bliver barnets eller den unges
mål, som barnet eller den unge selv har været med til at
formulere. Der bør i den forbindelse tages hensyn til barnets
eller den unges alder og modenhed.
Det vil samtidig være vigtigt, at både barnet eller den unge
og forældrene forstår og føler sig inddraget i de enkelte
mål i barnets plan. Kommunen bør i denne forbindelse være
opmærksom på de særlige tilfælde, hvor tilstedeværelsen
af en funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge kan
nødvendiggøre en særlig kommunikationsform, eller hvor
det kan være vanskeligt at bibringe barnet eller den unge en
forståelse af barnets plan.
Det vil være centralt, at kommunalbestyrelsen i forbindelse
med den løbende opfølgning jævnligt genovervejer, hvilke
konkrete mål der er relevante at have fokus på i barnets
plan og i indsatsen for et barn eller en ung. Det skyldes
bl.a., at der med tiden kan opstå nye behov hos barnet eller
den unge, eksempelvis i forbindelse med vigtige overgange
i barnets liv. F.eks. vil det for et treårigt barn ikke være
nødvendigt at fokusere på skolegang i barnets plan, men
når barnet bliver seks år, kan det meget nemt blive relevant
at have fokus herpå, herunder have fokus på at skabe en
god overgang fra dagtilbud til skole. Derfor vil kommunen
i forbindelse med den løbende opfølgning og revision af
barnets plan, jf. den foreslåede § 95, stk. 4, skulle overveje,
hvorvidt nogle af de konkrete mål, som hidtil ikke har været
relevante i forhold til det enkelte barn, nu er relevante, samt
på, om det kan være relevant at fastsætte mål som specifik
relaterer til vigtige overgange i barnets liv. Samtidig vil
behovet for at inddrage forældrene i formuleringen af de
konkrete mål også kunne udvikle sig over tid.
Det følger af den foreslåede stk. 2, at barnets plan vil skulle
tage udgangspunkt i den valgte indsats. Hvis der er foretaget
en afdækning eller børnefaglig undersøgelse af barnets eller
den unges behov, jf. §§ 19 eller 20, vil barnets plan desuden
skulle tage udgangspunkt i resultaterne heraf.
Den foreslåede bestemmelse opregner de emner, som bar-
nets plan vil skulle tage udgangspunkt i, når det er besluttet,
at der skal udarbejdes en barnets plan. Den foreslåede be-
stemmelse stiller ikke krav til omfanget af beskrivelsen af
de opregnede emner.
Barnets plan vil skulle sikre en god opfølgning på barnets
eller den unges trivsel og udvikling og effekterne af indsat-
sen i den henseende samt give familien et overblik over
sagens forløb og give en konstruktiv overlevering af sagen
ved et eventuelt sagsbehandlerskift. Det foreslås derfor, at
barnets plan vil skulle tage udgangspunkt i den valgte ind-
sats herunder efter de foreslåede bestemmelser i §§ 46 eller
47. Formålet er, at der i forbindelse med formuleringen af
de konkrete mål skal være fokus på at sikre, hvordan den
iværksatte indsats kan understøtte, at målene nås. Samtidig
vil de konkrete mål skulle formuleres i overensstemmelse
med det overordnede formål med indsatsen, jf. den foreslåe-
de § 92, stk. 1.
Hensigten med forslaget er bl.a. at understøtte, at sagsbe-
handleren kan bruge målene i barnets plan som udgangs-
punkt for at foretage en løbende vurdering af den iværk-
satte indsats, og så det er muligt at vurdere indsatsens
effekt. Sagsbehandleren bør således løbende tage stilling
til, om den iværksatte indsats er med til at understøtte en
positiv udvikling og trivsel for barnet eller den unge eller
311
den samlede familie. Hvis det ikke er tilfældet, bør det give
anledning til at se på, om der er behov for at justere indsat-
sen.
Det foreslås derudover, at planen vil skulle tage udgangs-
punkt i resultaterne af afdækningen eller den børnefaglige
undersøgelse af barnets eller den unges behov. Hvis der på
tidspunktet for udarbejdelse af barnets plan ikke er foretaget
en afdækning eller undersøgelse, eller hvis denne ikke er
afsluttet på det givne tidspunkt, bør kommunalbestyrelsen
være opmærksom på at få inddraget resultaterne heraf i for-
bindelse med den efterfølgende opfølgning og en eventuel
revision af barnets plan.
I overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingsti-
dende, 2009-10, A, L 178 som fremsat, side 56-57, stilles
der ikke krav om, at der i barnets plan skal opstilles mål for
alle de forhold, som indgår i undersøgelsen eller afdæknin-
gen af barnets eller den unges behov. Disse bør alene indgå
i barnets plan i det omfang, der er behov for at have fokus
herpå eller for at iværksætte indsatser i forhold hertil. Pla-
nen bør således forholde sig til de relevante ressourcer og
problemer, der er afdækket i barnets eller den unges familie
og netværk, og som således kan være relevante i forhold
til barnets eller den unges konkrete mål for fremtiden og
vejen derhen. Resultatet af afdækningen eller undersøgelsen
vil også kunne understøtte kommunen i med barnets plan at
forholde sig til, hvilke af barnets eller den unges forhold og
behov der vil skulle handles på og gøres en særlig indsats i
forhold til, samt angive, hvad målene for denne indsats er.
Den foreslåede bestemmelse udelukker imidlertid ikke, at
der vil kunne være tilfælde, hvor det i den enkelte sag
vurderes, at det ikke er relevant at inddrage resultatet af
undersøgelsen eller afdækningen direkte i forbindelse med
udarbejdelsen af barnets plan. Hensigten er, at der tages ud-
gangspunkt heri, når de konkrete mål skal formuleres, men
det vil ikke være et krav, at resultatet af undersøgelsen skal
kunne ses direkte afspejlet i målene.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at
sagsbehandleren kommer omkring de emner, som vurderes
at være relevante i forbindelse med formuleringen af de
konkrete mål for barnets eller den unges trivsel og udvik-
ling, således at planen bliver et anvendeligt redskab for
såvel barnet eller den unge og familien samt den enkelte
børne- og ungerådgiver i forbindelse med den løbende op-
følgning.
Det foreslås med stk. 3, at i sager om anbringelse uden
for hjemmet, jf. § 46 og § 47, skal barnets plan angive,
hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes
for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge er
anbragt uden for hjemmet, og i tiden efter barnets eller den
unges hjemgivelse.
Der er tale om en videreførelse af den gældende bestemmel-
se i § 140, stk. 3, 2. pkt., i serviceloven med sproglige
ændringer.
Som følge af den helhedsorienterede indsats omfattende bå-
de barnet eller den unge og familien vil barnets plan skul-
le beskrive, hvilke former for støtte der selvstændigt skal
iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet
eller den unge er anbragt uden for hjemmet og i tiden efter
barnets eller den unges hjemgivelse. Det vil f.eks. kunne
være støtte i forbindelse med samvær mv. Den støtte, der
iværksættes til forældrene efter de foreslåede bestemmelser i
kapitel 7 vil derimod skulle indgå i forældrehandleplanen.
Spørgsmålet om, hvilken støtte familien vil have behov for
efter en hjemgivelse af barnet eller den unge, kan være van-
skeligt at forudse på tidspunktet for udarbejdelse af barnets
plan. Dette element i planen vil imidlertid kunne konkretise-
res ved den løbende opfølgning og ved revisioner af barnets
plan under barnets eller den unges anbringelse uden for
hjemmet. Dette element i barnets plan bør således kunne
beskrives klart ved den sidste revision af planen forud for en
hjemgivelse.
Der vil derudover gælde de samme krav for barnets plan i
sager om anbringelse uden for hjemmet efter den foreslåede
§ 92, stk. 1 og 2. Dog bemærkes, at der, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 91, stk. 3, vil være krav om, at der som
udgangspunkt altid vil skulle udarbejdes en barnets plan i
sager om anbringelse uden for hjemmet.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at der
også fremadrettet er fokus på at tage stilling til behovet for
støtte til forældrene og den samlede familie, når et barn eller
en ung anbringes uden for hjemmet, og at de konkrete mål i
barnets plan således både vil skulle ses i sammenhæng med
det overordnede formål med anbringelsen samt de andre
former for støtte, der kan være iværksat over for familien i
forbindelse med anbringelsen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.12.2 og 3.12.3.
Til § 93
Det fremgår af § 140 a i serviceloven, at når kommunal-
bestyrelsen skal udarbejde en handleplan til et barn eller
en ung, jf. § 140, kan kommunalbestyrelsen tilbyde, at de
elementer af en handleplan, jf. § 140, stk. 1-3 og 5, der
vedrører forældrene, erstattes af en helhedsorienteret plan.
Det foreslås med bestemmelsen i § 93, at kommunalbesty-
relsen kan tilbyde, at de elementer af barnets plan, jf. §
92, der vedrører forældrene, erstattes af en helhedsorienteret
plan, jf. § 110.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 140 a, 1.
pkt., med de nødvendige redaktionelle ændringer som følge
af, at handleplanen med det foreslåede §§ 91 og 92 foreslås
erstattet af en barnets plan.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 93, i over-
ensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende,
2017-18, A, L 232 som fremsat, side 39-41, at når kommu-
312
nalbestyrelsen udarbejder en barnets plan, jf. det foreslåede
§ 91, vil kommunalbestyrelsen kunne tilbyde, at de elemen-
ter af barnets plan, jf. det foreslåede § 92, der vedrører for-
ældrene, erstattes af en helhedsorienteret plan, som samler
forældrenes indsatser og tilbud på tværs af lovgivning og
områder.
Der henvises til den foreslåede bestemmelse i § 110, hvoraf
det bl.a. følger, at den helhedsorienterede plan vil skulle
opfylde kravene til indholdet m.v. til en barnets plan efter de
foreslåede bestemmelser i §§ 91 og 92.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 93 er at un-
derstøtte adgangen til, at der kan ydes en sammenhængende
indsats i en helhedsorienteret plan for personer med kom-
plekse og sammensatte problemer. Forslaget har således til
formål at understøtte en helhedsorienteret plan for indsatser
til borgere med komplekse problemer på tværs af sektorom-
råder, idet kommunalbestyrelsen vil have adgang til at tilby-
de forældre en helhedsorienteret plan frem for flere planer
efter forskellig sektorlovgivning. Der henvises i øvrigt til
det foreslåede § 110.
Til § 94
Det fremgår af servicelovens § 140, stk. 6, at når et barn
eller en ung anbringes på et anbringelsessted efter § 66
eller visiteres til et behandlingstilbud for personer med et
stofmisbrug efter § 101, skal relevante dele af handleplanen
eller den helhedsorienterede plan udleveres til tilbuddet.
Det foreslås med bestemmelsen i § 94, at når et barn eller en
ung anbringes på et anbringelsessted efter § 43 eller visite-
res til et behandlingstilbud for personer med et stofmisbrug
efter § 33, og der er udarbejdet en barnets plan efter §§ 91
eller en helhedsorienteret plan efter § 110, skal relevante
dele af barnets plan eller den helhedsorienterede plan udle-
veres til tilbuddet.
Der er tale om en videreførelse servicelovens § 140, stk.
6, med de nødvendige sproglige ændringer som følge af, at
handleplanen med det foreslåede §§ 91 og 92 erstattes af
barnets plan.
Den foreslåede bestemmelse indebærer i overensstemmelse
med gældende ret, jf. Folketingstidende, 2017-18, A, L 232
som fremsat, side 38-39, at når et barn eller en ung er
anbragt uden for hjemmet, eller visiteres til et behandlings-
tilbud for stofmisbrugere efter lovens § 33, vil relevante dele
af barnets plan eller den helhedsorienterede plan skulle udle-
veres til tilbuddet. For så vidt angår behandlingstilbud for
stofmisbrugere, vil den foreslåede bestemmelse alene finde
anvendelse i det omfang, kommunalbestyrelsen har besluttet
efter den foreslåede § 91, stk. 1, at der skal udarbejdes en
barnets plan.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at der både er pligt
og adgang til, at kommunen kan udlevere relevante oplys-
ninger om barnets eller den unges forhold til det konkrete
anbringelsessted eller behandlingstilbud, hvor barnet eller
den unge anbringes eller modtager stofmisbrugsbehandling
efter lovens § 33. Det kan f.eks. være om barnets eller den
unges helbredsmæssige forhold, familieforhold eller sociale
problemer.
Hensynet er at sikre, at de enkelte tilbud kender til de kon-
krete forhold for barnet eller den unge, der er anbragt eller
visiteret til et behandlingstilbud for stofmisbrugere, for på
det bedste mulige grundlag at kunne sikre, at barnet eller
den unge får den nødvendige og rette indsats.
Kommunalbestyrelsens udlevering af oplysninger om et
barn eller en ungs rent private forhold vil derfor ske med
henblik på at sikre, at barnets eller den unges behov for
hjælp er tilstrækkeligt oplyst.
Kommunens videregivelse af relevante dele af barnets plan
eller en helhedsorienteret plan til tilbuddet vil medføre, at
konkrete oplysninger om rent private forhold vedrørende
barnet eller den unge, som oplysningerne i planen vedrører,
vil blive undergivet databehandling, som er omfattet af data-
beskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven, idet op-
lysningerne kan vedrøre barnets eller den unges evt. sociale
problemer eller helbredsmæssige forhold.
Kommunens videregivelse af oplysninger til tilbuddet må
aldrig gå ud over, hvad der i det konkrete tilfælde må anses
for nødvendigt til brug for tilbuddets indsats over for barnet
eller den unge. Der vil derfor skulle foretages en konkret
vurdering af oplysningerne i planen, så det kun er de oplys-
ninger i den enkelte plan, som i det konkrete tilfælde kan
anses for relevante og nødvendige i forhold til den konkrete
indsats, der skal ydes til barnet eller den unge, der må udle-
veres til det konkrete tilbud.
Både kommunens udlevering af oplysninger til tilbuddet om
barnet eller den unge og tilbuddets efterfølgende behandling
af disse oplysninger vil i hvert enkelt tilfælde skulle leve op
til databeskyttelsesforordningen og databeskyttelseslovens
regler, herunder de grundlæggende krav til databehandlin-
gen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.12.2 og 3.12.3 og punkt 6.
Til § 95
Det fremgår af § 70, stk. 1, i serviceloven, at kommunal-
bestyrelsen senest tre måneder efter, der er iværksat en
foranstaltning over for barnet, den unge eller de vordende
forældre, skal vurdere, om indsatsen skal ændres, og om
handleplanen, jf. § 140, relevante dele af en helhedsoriente-
ret plan, jf. § 140 a, eller et forbedringsforløb, jf. §§ 13
og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal
revideres. Kommunalbestyrelsen skal herefter med højst 6
måneders mellemrum foretage en sådan vurdering. Beslut-
ning om revision af handleplanen eller relevante dele af en
helhedsorienteret plan skal så vidt muligt ske med samtyk-
ke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er
fyldt 15 år. Bestemmelsen omfatter opfølgning på foranstalt-
313
ninger, der iværksættes efter servicelovens §§ 52, 58, 76 og
76 a.
Det fremgår endvidere af § 70, stk. 2, i serviceloven, at
vurderingen af behovet for at revidere handleplanen, jf. §
70, stk. 1, skal omfatte en stillingtagen til, hvorvidt andre
forhold end de hidtil beskrevne, jf. § 140 eller § 13, stk.
1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, er relevan-
te, og i så fald skal disse indgå i en revideret handleplan,
relevante dele af en helhedsorienteret plan eller et revideret
forbedringsforløb.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen løbende
skal følge op på barnets eller den unges trivsel og udvikling
eller de kommende forældres forhold, når der er iværksat en
indsats efter §§ 32, 46-47, 114-116 og 120.
I forhold til efter gældende ret, jf. servicelovens § 70, stk. 1,
vil det med forslaget blive tydeliggjort, hvilke konkrete ind-
satser der er omfattet af bestemmelsen. Med den foreslåede
bestemmelse fastslås det samtidig, at opfølgning vil skulle
ske løbende.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at kommunalbe-
styrelsen vil skulle følge op på barnets eller den unges
trivsel og udvikling. Det skal ses i sammenhæng med den
foreslåede bestemmelse i § 92 om barnets plan, hvorefter
barnets plan vil skulle have fokus på at opstille konkrete mål
for barnets trivsel og udvikling. Hvis der er tale om et endnu
ufødt barn vil kommunalbestyrelsen skulle følge op på de
kommende forældres forhold.
Den foreslåede bestemmelse omfatter indsatser efter de
foreslåede bestemmelser i lovforslagets §§ 32, 46-47,
114-116 og 120. I de tilfælde, hvor der er tale om en indsats
for kommende forældre, bør barnets fødsel betragtes som
et naturligt nedslagspunkt i den løbende opfølgning. I disse
tilfælde vil det være naturligt, at kommunen følger op på,
hvordan barnet og familien har det, når barnet er født, lige-
som kommunen i forbindelse med barnets fødsel bør tage
stilling til, om der er behov for nye indsatser, som f.eks. en
anbringelse, og om det i den forbindelse vurderes at være
relevant at revidere barnets plan.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er således at
sikre, at der løbende følges op på barnets trivsel og udvik-
ling. Det handler således primært om at sikre, at barnet har
det godt og er i trivsel, samt at barnet eller den unge udvik-
ler sig alderssvarende i forhold til barnets eller den unges
ressourcer og støttebehov. En god løbende opfølgning vil
samtidig kunne sikre, at indsatsen, jf. det foreslåede §§ 32,
46-47, 114-116 og 120, hele tiden tilgodeser barnets eller
den unges behov og fortsat bidrager til at nå de konkrete
mål, der er opstillet i barnets plan, ungeplanen eller den
helhedsorienterede plan.
Det foreslås med stk. 2, at opfølgningen efter stk. 1 første
gang skal finde sted på det tidligste af følgende tidspunkter:
1) Når afdækningen eller undersøgelsen, som er foretaget
sideløbende med en støttende indsats efter § 32, stk. 4, eller
en anbringelse efter §§ 46 eller 143, af barnets eller den
unges behov efter §§ 19, 20 eller 26 er afsluttet., eller 2) tre
måneder efter iværksættelse af indsatsen.
Efter den foreslåede stk. 2, vil kommunalbestyrelsen skulle
følge op første gang, når afdækningen eller undersøgelsen,
som er foretaget sideløbende med en støttende indsats efter
§ 32, stk. 4, eller en anbringelse efter §§ 46 eller 143, af
barnets eller den unges behov efter §§ 19, 20 eller 26 er
afsluttet, eller senest tre måneder efter iværksættelsen af
indsatsen efter de foreslåede bestemmelser i §§ 32, 46-47,
114-116 og 120.
De tre måneder vil løbe fra det tidspunkt, hvor afgørelsen
om, at der skal iværksættes en indsats, er truffet. Det vil
gælde uanset, om indsatsen iværksættes sideløbende med
eller på baggrund af en afdækning eller undersøgelse af
barnets eller den unges behov. Det vil sige, at i de tilfælde,
hvor der er foretaget en afdækning eller undersøgelse før
iværksættelse af indsatsen, vil fristen på tre måneder løbe
fra afgørelsen om indsatsen og være uafhængig af forløbet
for afdækningen eller undersøgelsen, der således allerede vil
være afsluttet.
I tilfælde, hvor indsatsen igangsættes sideløbende med af-
dækningen eller undersøgelsen, vil kommunalbestyrelsen
efter stk. 2, nr. 1, som udgangspunkt skulle følge op, når
afdækningen eller undersøgelsen er afsluttet. Dog gælder, at
hvis afdækningen eller undersøgelsen ikke er afsluttet inden
tre måneder efter iværksættelse af indsatsen, så vil dette
være det senest mulige tidspunkt for kommunalbestyrelsens
første opfølgning i sagen.
Den foreslåede tidsfrist på tre måneder er en videreførelse
af gældende ret i § 70, stk. 1, i serviceloven, hvorefter kom-
munen er forpligtet til at følge op senest tre måneder efter,
at der er iværksat en indsats. Tidsfristen skal derudover ses
i sammenhæng med tidsfristen for udarbejdelse af barnets
plan, jf. den foreslåede § 91, stk. 1.
Kommunalbestyrelsen vil skulle være opmærksom på, at
der kan være behov for at følge op på et tidligere tids-
punkt. Iværksættelsen af en indsats efter de foreslåede be-
stemmelser i §§ 32, 46-47, 114-116 og 120 kan således
betyde en radikal ændring af barnets eller den unges tilvæ-
relse. Derfor kan der allerede kort tid efter iværksættelsen
af en indsats vise sig nye eller ændrede behov, som betyder,
at der er behov for at følge op på barnets trivsel og udvik-
ling og på, om indsatsen skal ændres. Der kan f.eks. være
tale om, at man sideløbende med indsatsen har iværksat en
undersøgelse, og at man på den baggrund finder ud af, at
barnets eller den unges behov er mere omfattende end først
antaget, og at der derfor er behov for en anden og mere
indgribende indsats.
Med den foreslåede ordning vil der ikke fremadrettet væ-
re krav om opfølgning med minimum seks måneders inter-
val. Det er således alene den første opfølgning i sagen, der
vil være lovfastsat. Det vil fremadrettet bero på en socialfag-
314
lig vurdering i den enkelte sag, hvor ofte der herefter vil
skulle følges op. Hensigten er, at den løbende opfølgning
i højere grad end efter gældende ret skal afspejle behovet
i den enkelte sag på baggrund af en konkret og individuel
vurdering.
Barnet eller den unge og forældrene vil altid kunne anmode
kommunen om at ændre tilrettelæggelsen af opfølgningen
i en sag om generelle, støttende indsatser, anbringelse eller
ungestøtte.
Kommunen vil i disse tilfælde skulle foretage en konkret og
individuel vurdering af, om der er grundlag til at handle på
anmodningen. Hvis kommunen ikke finder grundlag for at
imødekomme anmodningen, vil der ikke være tale om en
forvaltningsretlig afgørelse, som kan påklages.
Det foreslås med stk. 3, at kommunalbestyrelsen i forbindel-
se med den første opfølgning skal træffe beslutning om den
fremadrettede tilrettelæggelse af opfølgningen. Kommunal-
bestyrelsens beslutning skal afspejle forholdene i den kon-
krete sag, og barnets eller den unges ønsker og behov skal
inddrages. Kommunalbestyrelsen skal begrunde sin beslut-
ning over for barnet eller den unge og forældrene.
Det følger af det foreslåede stk. 3, at kommunalbestyrelsen
i forbindelse med den første opfølgning vil skulle træffe
beslutning om den fremadrettede tilrettelæggelse af opfølg-
ningen på barnets trivsel og udvikling, når der er iværksat
en indsats efter de foreslåede bestemmelser i §§ 32, 46-47,
114-116 og 120. Kommunalbestyrelsens beslutning vil skul-
le afspejle forholdene i den konkrete sag, og barnets eller
den unges ønsker og behov vil skulle inddrages. Kommu-
nalbestyrelsen vil skulle begrunde sin beslutning over for
barnet eller den unge og forældrene.
I forbindelse med den første opfølgning vil kommunen såle-
des skulle tage stilling til behovet for opfølgning, herunder
både hyppigheden og tidspunktet for opfølgningen. Kom-
munalbestyrelsen vil således skulle træffe beslutning om den
fremadrettede tilrettelæggelse af opfølgningen, og beslutnin-
gen vil skulle afspejle forholdene i den enkelte sag. Der
vil ikke være tale om en forvaltningsretlig afgørelse, og
beslutningen om tilrettelæggelse af opfølgningen vil derfor
ikke kunne påklages særskilt. Dette er i overensstemmelse
med gældende ret.
Det følger endvidere af den foreslåede bestemmelse, at kom-
munalbestyrelsen vil skulle inddrage barnets eller den unges
ønsker og behov. Kommunalbestyrelsen bør i den forbin-
delse tale med barnet eller den unge og inddrage barnets
holdning til opfølgningen. Formålet er at sikre, at det er
barnets eller den unges egne ønsker, der bliver styrende for
kommunalbestyrelsens tilrettelæggelse af opfølgningen. Det
gælder både i forhold til hyppighed, tidspunkt og formen
for opfølgning. Barnets eller den unges ønsker bør tillægges
passende vægt i overensstemmelse med barnets eller den
unges alder og eventuelle funktionsnedsættelse, og barnet
eller den unge må aldrig blive ansvarliggjort for de beslut-
ninger, der træffes. I tilfælde, hvor barnet eller den unge
eksempelvis udtrykker ønske om ingen eller et minimum af
opfølgning, vil det altid være kommunalbestyrelsens ansvar
at træffe den endelige beslutning og sikre, at opfølgningen
afspejler det faktiske behov i den enkelte sag.
Kommunalbestyrelsen bør i den forbindelse tage hensyn
til barnets eller den unges og familiens støttebehov og bag-
grunden herfor. Herunder bør kommunalbestyrelsen være
opmærksom på, om behovet for støtte primært udspringer
af en funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge, hos
forældrene eller hos søskende, og om det kan have betyd-
ning for behovet for opfølgning i den konkrete sag. I sager,
hvor støttebehovet har afsæt i en funktionsnedsættelse eller
en kronisk eller langvarig lidelse hos barnet eller den unge,
bør kommunalbestyrelsen ligeledes være opmærksom på,
om der som supplement til de iværksatte indsatser efter det
foreslåede §§ 32, 46-47, 113-115 og 120 også kan være
behov for at tilbyde hjælp og støtte efter de foreslåede be-
stemmelser i kapitel 8.
Derudover bør beslutningen om opfølgning afspejle sagens
kompleksitet, hvor indgribende indsatsen er, samt hvor læn-
ge indsatsen har forløbet. Nye indsatser vil som udgangs-
punkt stille krav om hyppig opfølgning, mens indsatser, som
har været stabile over flere år og til stor gavn for barnets
eller den unges trivsel kan kræve mindre opfølgning. Kom-
munen vil dog skulle være opmærksom på, at der kan være
individuelle forhold hos det enkelte barn eller den enkelte
unge, der tilskriver mere eller mindre opfølgning, ligesom
behovet for opfølgning kan variere over tid.
Forslaget er en konsekvens af, at de eksisterende lovfastsatte
krav om opfølgning med minimum seks måneders interval
ophæves. Med forslaget får sagsbehandleren større fleksibi-
litet end efter gældende ret til at tilpasse opfølgningen ud
fra en faglig vurdering af barnets eller den unges behov i
den enkelte sag. Formålet er at understøtte, at opfølgningen
ikke tilrettelægges på baggrund af lovfastsatte, arbitrære
nedslagspunkter hvert halve år, men i stedet afspejler en
konkret og individuel vurdering af behovet for opfølgning i
den enkelte sag.
Kommunalbestyrelsen skal efter gældende ret, jf. § 70, stk.
1, i serviceloven, tage stilling til, om der er behov for yder-
ligere opfølgning end de halvårlige nedslagspunkter, som
følger af bestemmelsen. Hensigten med at ophæve kravet
om opfølgning med maksimalt seks måneders interval er at
understøtte, at sagsbehandleren i højere grad tager stilling
til behovet for opfølgning i den enkelte sag, således at der
følges hyppigere op, når der er behov for det. Samtidig er
formålet at sikre, at sagsbehandleren ikke bruger ressourcer
på unødige processkridt i de tilfælde, hvor barnets eller den
unges behov tilsiger, at opfølgningen finder sted sjældnere,
end de gældende regler kræver. Det kan eksempelvis være
tilfældet, hvis et barn eller en ung har været anbragt i den
samme plejefamilie i en lang årrække, hvor barnet trives, og
hvor barnet eller den unge først og fremmest betragter op-
følgningen som en forstyrrelse af sin dagligdag. I en sådan
315
situation vil det fortsat være relevant, at kommunen følger
op på barnets eller den unges trivsel og udvikling med jævne
mellemrum, men opfølgningen behøver ikke nødvendigvis
finde sted hvert halve år.
Der vil med den foreslåede ordning ikke være krav til kom-
munalbestyrelsens tilrettelæggelse af opfølgningen, og for-
men på opfølgningen vil således kunne variere. I nogle til-
fælde vil sagens forhold kræve, at sagsbehandleren besøger
barnet eller den unge på anbringelsesstedet, i hjemmet eller
på tilbuddet, og andre gange kan det være tilstrækkeligt med
et telefonopkald. Der vil med den foreslåede ordning være
fleksibilitet til at tilrettelægge opfølgningen på en måde, der
smidiggør arbejdsgangene for sagsbehandleren og samtidig
imødekommer barnets eller den unges behov.
Kommunen bør i den forbindelse være opmærksom på at
møde barnet eller den unge via de kommunikationsformer
og –kanaler, som barnet eller den unge kender og er tryg
ved. Det vil imidlertid være vigtigt, at sagsbehandleren tager
initiativ til og insisterer på fysiske møder i de tilfælde, hvor
sagens karakter eller barnets eller den unges behov tilsiger
det.
Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke ved kommunens
pligt til at føre et personrettet tilsyn, herunder tilsynsforplig-
telsen i forhold til barnet eller den unge på anbringelsesste-
det. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede §
156.
Det foreslås med stk. 4, at kommunalbestyrelsen i forbindel-
se med den løbende opfølgning skal vurdere, om indsatsen
skal justeres, eller om der er behov for yderligere afdækning
eller undersøgelse af barnets eller den unges behov, jf. §§
19, 20 eller 26. Kommunalbestyrelsen skal desuden løbende
tage stilling til tilrettelæggelsen af opfølgningen og vurdere,
om der er behov for at udarbejde eller revidere barnets plan,
jf. § 91, eller ungeplanen, jf. § 108, eller revidere relevan-
te dele af den helhedsorienterede plan, jf. § 110, eller et
forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Det følger af det foreslåede stk. 4, at kommunalbestyrelsen
i forbindelse med den løbende opfølgning efter den fore-
slåede bestemmelse i § 95, stk. 1, vil skulle vurdere, om
indsatsen skal justeres, eller om der er behov for yderligere
afdækning eller undersøgelse af det kommende barn eller
barnets eller den unges behov, jf. §§ 19, 20 eller 26. Kom-
munalbestyrelsen vil desuden løbende skulle tage stilling til
tilrettelæggelsen af opfølgningen og vil løbende skulle vur-
dere, om der er behov for at udarbejde eller revidere barnets
plan, jf. § 91, eller ungeplanen, jf. § 108, eller om der er
behov for at revidere relevante dele af en helhedsorienteret
plan, jf. § 110, eller et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i
lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Den foreslåede bestemmelse beskriver kommunalbestyrel-
sens konkrete opgaver i forbindelse med den løbende op-
følgning efter den foreslåede § 95, stk. 1.
Det foreslås, at kommunalbestyrelsen for det første vil skul-
le vurdere, om indsatsen skal ændres, dvs. om indsatsen
bidrager til at nå de konkrete mål, der er opstillet i barnets
plan, ungeplanen eller den helhedsorienterede plan, og om
barnet eller den unge profiterer af indsatsen.
Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse skulle vurdere,
om barnet eller den unge trives og udvikler sig alderssvaren-
de i forhold til barnets eller den unges ressourcer og støt-
tebehov. Samtidig bør kommunalbestyrelsen være opmærk-
som på, om der er sket en udvikling hos barnet eller den
unge eller den samlede familie, som betyder, at der kan
være grundlag for at revidere indsatsen. Det vil både kunne
være relevant, hvis barnet eller den unge eller familien har
opnået en forbedret trivsel, eller hvis udviklingen vurderes
at gå den forkerte vej. Det f.eks. være hvis barnet eller
den unge kommer i stigende mistrivsel med misbrug, krimi-
nalitet, selvskade eller skolefravær. Derudover bør kommu-
nalbestyrelsen være opmærksom på, at barnets eller den
unges behov kan ændre sig over tid, ligesom der kan være
behov for at være særligt opmærksom på overgange, f.eks. i
forbindelse med skolestart eller overgang fra grundskole til
ungdomsuddannelse. Endvidere vil kommunalbestyrelsen i
sager, hvor støttebehovet har afsæt i en funktionsnedsættelse
eller en kronisk eller langvarig lidelse hos barnet eller den
unge, skulle være opmærksom på, om der som supplement
til de iværksatte indsatser efter det foreslåede §§ 32, 46-47,
114-116 og 120 også kan være behov for at tilbyde hjælp og
støtte efter de foreslåede bestemmelser i kapitel 8.
For det andet foreslås det, at kommunalbestyrelsen vil skulle
vurdere, om der er behov for yderligere afdækning eller
undersøgelse af barnets eller den unges behov. Det følger af
den foreslåede ordning i §§ 19, 20 og 26, at der fremadrettet
vil være større fleksibilitet i forhold til kommunens under-
søgelse af barnets behov i den enkelte sag. Det vil stille
krav til kommunens opfølgning, idet det vil være relevant,
at kommunen løbende tager stilling til, om der kan være
grundlag for at foretage en nærmere undersøgelse af behovet
hos barnet eller den unge eller den samlede familie. Det vil
f.eks. kunne være relevant i tilfælde, hvor der indlednings-
vist er foretaget en afdækning af støttebehovet, men hvor
kommunen i forbindelse med den løbende opfølgning bliver
opmærksom på, at det kan være relevant at iværksætte en
Børnefaglig undersøgelse efter lovforslagets § 20. Det vil
også kunne være tilfældet i sager, hvor eksempelvis bekym-
rende adfærd hos barnet eller den unge giver anledning til
at afdække, om adfærden kan have afsæt i en psykisk funkti-
onsnedsættelse hos barnet eller den unge.
Kommunalbestyrelsen vil desuden med den foreslåede ord-
ning løbende skulle tage stilling til tilrettelæggelsen af op-
følgningen. Det vil også gælde i tilfælde, hvor der træffes
afgørelse om en ny indsats, og der som følge heraf vil
skulle tages stilling til tilrettelæggelsen af opfølgningen, jf.
det foreslåede § 95, stk. 3. Formålet med den løbende stil-
lingtagen til behovet for opfølgning er at sikre, at det ikke
bliver sagens omstændigheder og barnets eller den unges
behov på tidspunktet for den første opfølgning, der alene
316
kommer til at diktere den fremadrettede tilrettelæggelse af
opfølgningen. Barnets eller den unges behov i forhold til
opfølgningen kan ændre sig over tid, ligesom der kan ske
en udvikling i konteksten omkring barnet eller den unge,
der betyder, at det er nødvendigt at tage beslutningen om til-
rettelæggelse af opfølgningen op til revision. Det drejer sig
både om hyppigheden, tidspunkt og formen for opfølgning
mm. Der kan også være omstændigheder i den enkelte sag,
der betyder, at det kan være relevant i en periode at skrue op
eller ned for kadencen for opfølgning. Der kan også ske en
omvæltning i barnets eller den unges liv, f.eks. hvis barnet
eller den unge skal skifte anbringelsessted, der betyder, at
der pludselig opstår et behov for at følge hyppigere op i en
periode.
I forlængelse af dette kan der ske en udvikling i sagen, der
betyder, at kommunalbestyrelsen også vil skulle tage beslut-
ningen om udarbejdelse af barnets plan efter den foreslåede
§ 91, stk. 1, eller ungeplanen efter den foreslåede §§ 108, op
til revision. Efter den foreslåede ordning vil kommunalbe-
styrelsen således i forbindelse med den løbende opfølgning
skulle vurdere, om der er behov for at udarbejde en barnets
plan efter § 91 eller en ungeplan efter § 108. Det vil f.eks.
kunne være relevant i tilfælde, hvor det indledningsvist er
besluttet, at der ikke er behov for at udarbejde en barnets
plan, men hvor der undervejs i sagens forløb iværksættes en
mere indgribende indsats efter de foreslåede bestemmelser i
§§ 32, 46 eller 47, der betyder, at der opstår et behov for at
udarbejde en barnets plan eller en ungeplan. I tilfælde, hvor
der træffes afgørelse om anbringelse efter lovforslagets §§
46 eller 47 vil kommunalbestyrelsen jf. det foreslåede § 91,
stk. 2, være forpligtet til at udarbejde en barnets plan. Det
vil også kunne være relevant i tilfælde, hvor barnet eller den
unge i forbindelse med den løbende opfølgning giver udtryk
for et ønske om, at der alligevel udarbejdes en barnets plan
eller en ungeplan.
Det foreslås derudover, at kommunalbestyrelsen løbende
skal vurdere, om barnets plan, jf. den foreslåede § 91, un-
geplanen jf. den foreslåede § 108 eller den helhedsoriente-
rede plan, jf. det foreslåede § 110, skal revideres. Det vil
f.eks. kunne være relevant i tilfælde, hvor de konkrete mål
vurderes at være opnået, og der derfor er behov for at opstil-
le nye mål for barnets trivsel og udvikling. Det vil også
kunne være relevant i tilfælde, hvor indsatsen justeres, og
der derfor er behov for at justere de konkrete mål i barnets
plan, ungeplanen eller den helhedsorienterede plan. Der vil
også kunne være tilfælde, hvor der ikke er behov for en
revision af barnets plan eller ungeplanen, men alene behov
for justeringer i indsatsen. F.eks. vil en indsats i form af en
kontaktperson, der ikke fungerer optimalt på grund af relati-
onen mellem den unge og den pågældende kontaktperson,
kunne justeres ved, at der findes en ny kontaktperson. Et
andet eksempel kan være en anbringelsessag, hvor der er
opstået problemer, som kan løses ved, at anbringelsesstedet
modtager den nødvendige supervision. Omvendt vil der nor-
malt skulle foretages en revision af barnets plan, ungeplanen
eller relevante dele af den helhedsorienterede plan, hvis der
skal ske ændringer i barnets eller den unges behandling, el-
ler hvis der skal foretages nærmere undersøgelser af barnets
eller den unges forhold eller lignende, der har betydning for
de konkrete mål i planen.
I forbindelse med den løbende opfølgning vil kommunen
skulle dokumentere overvejelser og beslutninger på sagen i
relevant omfang. Det vil både være relevant af hensyn til,
at man i sagens akter kan se kommunens tidligere overve-
jelser i forbindelse med opfølgningen, og af hensyn til at
andre myndigheder eller sagsbehandlere senere vil kunne
tage stilling til sagen. Uanset at det vurderes, at der ikke
er behov for at justere indsatsen eller revidere de konkrete
mål i barnets plan eller ungeplanen, vil det alligevel kunne
være relevant at dokumentere, at der er taget stilling til dette
i forbindelse med opfølgningen. Således vil det også kunne
give sagsbehandleren, barnet eller den unge og familien et
fælles grundlag for den fremadrettede opfølgning. Kommu-
nalbestyrelsen vil med fordel kunne bruge barnets plan som
et aktivt redskab i opfølgningen og således dokumentere
direkte i planen, hvilke forhold opfølgningen har berørt,
og hvad der konkret er taget stilling til og eventuelt er be-
sluttet. Barnets plan vil også kunne blive et redskab, som
barnet eller den unge og forældrene kan bruge til dels at se
tilbage på sagens forløb og fremad i forhold til at opnå det
overordnede formål med støtten.
Det foreslås med stk. 5, at vurderingen, jf. det foreslåede stk.
4, skal omfatte en stillingtagen til, hvorvidt andre forhold
end dem, der fremgår af planen, jf. §§ 92, 109 eller 110,
eller § 13, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskrimina-
litet, er relevante. I givet fald skal disse indgå i en revideret
barnets plan, ungeplan, den helhedsorienterede plan eller det
reviderede forbedringsforløb.
Det følger af det foreslåede stk. 5, at vurderingen, jf. det
foreslåede § 95, stk. 4, vil skulle omfatte en stillingtagen
til, hvorvidt andre forhold end de hidtil beskrevne, jf. den
foreslåede bestemmelse i §§ 92 og 109 eller § 13, stk. 1,
i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, er relevante,
og i så fald vil disse skulle indgå i en revideret barnets plan
eller ungeplan, relevante dele af en helhedsorienteret plan
eller et revideret forbedringsforløb.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen i forbindelse
med vurderingen af behovet for revision af planen, jf. stk.
4, vil skulle tage stilling til, hvorvidt der er andre forhold
end de hidtil beskrevne, der kan være relevante, og i så fald
vil disse skulle indgå i en revideret barnets plan, ungeplan,
helhedsorienteret plan eller revideret forbedringsforløb.
Kommunalbestyrelsen bør jævnligt genoverveje, hvilke kon-
krete mål der er relevante at have fokus på i planen og
i indsatsen for et barn eller en ung. Det skyldes bl.a., at
der med tiden kan opstå nye behov hos barnet eller den un-
ge. F.eks. vil det for et treårigt barn ikke være nødvendigt at
fokusere på skolegang i barnets plan, men når barnet bliver
seks år, kan det meget nemt blive relevant at have fokus
herpå. Derfor vil kommunen i forbindelse med revision af
317
barnets plan, ungeplanen eller den helhedsorienterede plan
skulle overveje, hvorvidt nogle af de forhold, som hidtil
ikke har været relevante at beskrive i planen for det enkelte
barn eller den enkelte unge, nu kan være relevante.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at
kommunalbestyrelsen i forbindelse med revision af planen
er opmærksom på, om der er andre relevante forhold, der
giver anledning til at justere i de konkrete mål.
Det foreslås med stk. 6, at beslutning om revision af barnets
plan, ungeplanen eller relevante dele af en helhedsorienteret
plan skal ske med inddragelse af barnet eller den unge og
forældrene, og så vidt muligt med samtykke fra forældre-
myndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år.
Det følger af det foreslåede stk. 6, at beslutning om revision
af barnets plan, ungeplanen eller relevante dele af en hel-
hedsorienteret plan vil skulle ske med inddragelse af barnet
eller den unge og forældrene og så vidt muligt med samtyk-
ke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er
fyldt 15 år.
I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende,
2019-20, A, L 8 som fremsat, side 10-11, vil revision af
barnets plan, ungeplanen eller den helhedsorienterede plan
skulle betragtes som en procesledende beslutning og vil så-
ledes ikke ske ved en afgørelse omfattet af de forvaltnings-
retlige regler. Det betyder, at beslutningen om at revidere
planen vil skulle ske som et led i, at der eventuelt skal
træffes en afgørelse om ændring af den iværksatte indsats.
Forslaget vil indebære, at kommunalbestyrelsen ikke vil
skulle træffe afgørelse om at revidere barnets plan, ungepla-
nen eller den helhedsorienterede plan, og at beslutningen om
revisionen af planen vil ikke kunne påklages særskilt. Dette
vil ikke ændre på, at parterne fortsat vil kunne klage over en
afgørelse om ændrede indsatser i de tilfælde, hvor der træf-
fes afgørelse om at ændre indsatsen. Revisionen af barnets
plan, ungeplanen eller dele af den helhedsorienterede plan
vil dermed skulle indgå i kommunens løbende opfølgnings-
arbejde.
Beslutning om revision af barnets plan, ungeplanen eller
dele af den helhedsorienterede plan vil i lighed med efter
gældende ret, jf. Folketingstidende, 2019-20, A, L 8 som
fremsat, side 11, så vidt det er muligt, skulle ske med sam-
tykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der
er fyldt 15 år. Det gælder i det hele taget, at kommunal-
bestyrelsen bør inddrage barnets eller den unges ønsker i
forbindelse med formuleringen af de konkrete mål i barnets
plan eller ungeplanen, også når der er tale om at revidere
målene. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne
til de foreslåede bestemmelser i § 92, stk. 1, og § 109.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at samtykke så
vidt muligt vil skulle opnås. Der vil kunne være tilfælde,
hvor forældrenes samtykke til revision af barnets plan eller
ungeplanen ikke kan opnås. I så fald vil kommunen trods
det manglende samtykke alligevel kunne revidere planen,
hvis det vurderes at være til barnets eller den unges bed-
ste. Dermed vil det være muligt at tilgodese barnets eller
den unges behov for en revideret barnets plan, ungeplan
eller helhedsorienteret plan, uanset at samtykke fra forældre-
myndighedsindehaver ikke kan opnås. På samme måde vil
det også være muligt at revidere planen i tilfælde, hvor den
unge over 15 år ikke samtykker, men hvor det vurderes
at være til den unges bedste at revidere planen, uanset at
samtykke ikke kan opnås.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.12.2 og 3.12.3.
Til § 96
Det fremgår af § 70, stk. 2, i serviceloven, at ved anbrin-
gelse uden for hjemmet skal vurderingen af indsatsen efter
§ 70, stk. 1, og af behovet for revision af handleplanen,
relevante dele af en helhedsorienteret plan eller forbedrings-
forløbet ske på baggrund af det løbende tilsyn med barnet
eller den unge, jf. § 148, stk. 1 og 3, og efter kontakt med
forældremyndighedsindehaveren. Det fremgår endvidere af
§ 70, stk. 2, at vurderingen skal omfatte en stillingtagen til,
hvorvidt andre forhold end de hidtil beskrevne, jf. § 140
eller § 13, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskrimina-
litet, er relevante, og i så fald skal disse indgå i en revideret
handleplan, relevante dele af en helhedsorienteret plan eller
et revideret forbedringsforløb.
Det foreslås med stk. 1, at hvis barnet eller den unge er an-
bragt uden for hjemmet efter §§ 46 eller-47 skal den løbende
opfølgning efter § 95 ses i sammenhæng med det løbende
tilsyn med barnet eller den unge, jf. § 156, og skal ske efter
kontakt med forældremyndighedsindehaver.
Det følger af det foreslåede stk. 1, at den løbende opfølgning
i sager om anbringelse uden for hjemmet vil skulle ses i
sammenhæng med det løbende tilsyn med barnet eller den
unge, jf. det foreslåede § 156, stk. 1 og 3.
Bestemmelsen indebærer, at den løbende opfølgning i an-
bringelsessager i modsætning til efter gældende ret ikke
vil skulle ske på baggrund af det personrettede tilsyn, men
at opfølgningen vil skulle ses i sammenhæng med dette
tilsyn. Således vil en eventuel justering af indsatsen og
revision af barnets plan ikke nødvendigvis skulle ske på
baggrund af det personrettede tilsyn, men kan være forhold,
der træffes beslutning eller afgørelse om i forbindelse med
den løbende opfølgning.
Formålet med forslaget er dels at tydeliggøre den tætte
sammenhæng, der også fremadrettet vil være mellem den
løbende opfølgning og det personrettede tilsyn i sager om
anbringelse uden for hjemmet. Samtidig følger det af forsla-
get, at formålet med henholdsvis den løbende opfølgning
og det personrettede tilsyn også vil være forskellige. Det
skyldes bl.a., at den løbende opfølgning først og fremmest
vil skulle have fokus på barnets eller den unges trivsel og
udvikling, jf. den foreslåede § 95, stk. 1, samt at der vil være
større fleksibilitet i kommunalbestyrelsens tilrettelæggelse
318
af opfølgningen i forhold til efter gældende ret, jf. den fore-
slåede § 95, stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse fastslår således, at opfølgnin-
gen i sager om anbringelse uden for hjemmet vil skulle ske
efter den foreslåede § 95. Det betyder bl.a., at formålet vil
være at følge op på barnets eller den unges trivsel og udvik-
ling, og at kommunalbestyrelsen også i sager om anbringel-
se vil skulle tage konkret stilling til behovet for opfølgning
i den enkelte sag. Det vil bl.a. sige, at den første opfølgning
vil skulle finde sted senest efter tre måneder, jf. det foreslå-
ede § 95, stk. 2, og at kommunalbestyrelsen i forbindelse
med den første opfølgning vil skulle træffe beslutning om
den fremadrettede tilrettelæggelse af opfølgningen, jf. det
foreslåede § 95, stk. 3.
Med den foreslåede bestemmelse vil den løbende opfølg-
ning og det personrettede tilsyn således kunne tilrettelæg-
ges forskelligt. Kommunalbestyrelsen vil også fremadrettet
skulle besøge og tale med barnet eller den unge på anbrin-
gelsesstedet minimum to gange årligt i forbindelse med det
personrettede tilsyn, jf. den foreslåede bestemmelse i § 156,
men vil kunne supplere det personrettede tilsyn med løben-
de opfølgning, som fremadrettet vil kunne tilrettelægges og
tilpasses fleksibelt ud fra behovet i den konkrete sag og
udviklingen i barnets eller den unges behov over tid.
Eksempelvis vil kommunalbestyrelsen kunne beslutte, at der
i starten af anbringelsen skal følges hyppigt op i form af
f.eks. telefonsamtaler med barnet eller den unge hver uge,
og over tid vil intensiteten i opfølgningen kunne skrues
ned, eller opfølgningen vil kunne tilrettelægges på en anden
måde. Dette vil skulle ses i sammenhæng med, men vil
samtidig være uafhængig af det personrettede tilsyn efter
den foreslåede bestemmelse i lovens § 156. Dog vil kom-
munalbestyrelsen også fremadrettet skulle være opmærksom
på, at der kan være behov for flere fysiske samtaler med
barnet eller den unge, der er anbragt uden for hjemmet, end
kravet om to årlige samtaler jf. den foreslåede § 156. Der
kan dels være behov for flere samtaler som led i det per-
sonrettede tilsyn, ligesom der kan være behov for at tilret-
telægge opfølgningen således, at sagsbehandleren mødes
med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, på barnets
eller den unges skole eller evt. på neutral grund. Det vil
altid skulle bero på en socialfaglig vurdering i den enkelte
sag, hvordan opfølgningen bedst tilrettelægges, så den imø-
dekommer barnets eller den unges behov.
Hvis et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet på
grund af nedsat funktionsevne, vil der desuden kunne gøre
sig særlige forhold gældende omkring tilrettelæggelsen og
udøvelsen af opfølgningen. F.eks. vil det kunne være nød-
vendigt at tage højde for, at funktionsnedsættelsen kan give
sig udslag i kommunikative vanskeligheder hos barnet eller
den unge.
Det foreslås endvidere med stk. 2, at hvis barnet eller den
unge er anbragt uden for hjemmet, skal vurderingen af beho-
vet for revision af barnets plan, ungeplanen eller relevante
dele af den helhedsorienterede plan eller forbedringsforlø-
bet, jf. § 95, stk. 4 og5, ske med udgangspunkt i resultatet
af den børnefaglige undersøgelse, jf. § 20, eller den unge-
faglige undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Det foreslåede stk. 2 angiver konkrete elementer, som vil
skulle indgå i kommunalbestyrelsens opfølgning på barnets
eller den unges trivsel og udvikling i sager om anbringelse
uden for hjemmet.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at der i sager om
anbringelse jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 91, stk. 2,
og 109, vil være krav om, at der som udgangspunkt altid
vil skulle udarbejdes en barnets plan eller en ungeplan, med-
mindre særlige forhold taler imod, ligesom der efter den
foreslåede bestemmelse i § 20 vil være krav om at foretage
en børnefaglig undersøgelse af barnets eller den unges be-
hov før en afgørelse om anbringelse.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 fastslår derfor, at bar-
nets plan, ungeplanen eller den helhedsorienterede plan så-
vel som resultatet af den børnefaglige undersøgelse altid bør
være centrale elementer i opfølgningen i sager om anbrin-
gelse uden for hjemmet. I tilfælde, hvor barnet eller den
unge er anbragt uden for hjemmet efter lov om bekæmpel-
se af ungdomskriminalitet, vil resultatet af den ungefaglige
undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskri-
minalitet, skulle indgå.
Formålet med den foreslåede ordning i § 96, stk. 1 og 2, er
at sikre, at kommunalbestyrelsen er opmærksom på, at den
løbende opfølgning i sager om anbringelse uden for hjem-
met skal tilrettelægges ud fra og tilpasses behovet i den kon-
krete sag. Formålet er samtidig at sikre, at de konkrete for-
hold, der vil være afdækket i den børnefaglige undersøgelse
eller den ungefaglige undersøgelse, indgår i opfølgningen på
anbringelsen, og at opfølgningen har fokus på de konkrete
mål for barnets trivsel og udvikling, der vil være opstillet i
barnets plan, ungeplanen eller den helhedsorienterede plan.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.12.2 og 3.12.3.
Til § 97
Det fremgår af § 69, stk. 1, i serviceloven, at i det omfang
det må anses for nødvendigt under hensynet til formålet
med anbringelsen, skal kommunalbestyrelsen på baggrund
af det løbende tilsyn med barnet eller den unge på anbrin-
gelsesstedet, jf. § 70 stk. 2, og § 148, træffe afgørelse om
ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse m.v. under
opholdet.
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 1, at når et barn eller
en ung anbringes uden for hjemmet, overtager kommunal-
bestyrelsen i den anbringende kommune ansvaret for den
daglige omsorg for barnet eller den unge.
Med det foreslåede stk. 1, fastslås, at kommunalbestyrelsen
319
i den anbringende kommune vil overtage ansvaret for den
daglige omsorg for barnet eller den unge, når barnet eller
den unge anbringes uden for hjemmet.
Forslaget indebærer, at når et barn eller en ung anbringes
uden for hjemmet, vil kommunalbestyrelsen i den anbrin-
gende kommune overtage ansvaret for barnet eller den un-
ge og vil dermed have vidtgående adgang til at træffe be-
slutninger om barnet eller den unges forhold, når det er
nødvendigt. Det vil dog fortsat være forældremyndigheds-
indehaverne, der bevarer retten til at bestemme over mere
personlige forhold vedrørende barnet eller den unge.
Når et barn eller en ung bliver anbragt uden for hjemmet, vil
forældremyndigheden således ikke blive frataget forældre-
ne. Det vil betyde, at der vil være en række forhold, som det
som udgangspunkt alene vil være forældrene, der vil kunne
tage stilling til. I nogle tilfælde vil barnet eller den unge selv
kunne tage et spørgsmål op. Det vil bero på lovgivningen
inden for det enkelte område, hvilke rettigheder barnet eller
den unge har.
Retten til at bestemme over en række meget personlige for-
hold vedrørende barnet eller den unge vil således under en
anbringelse fortsat tilkomme forældremyndighedsindehave-
ren.
Det foreslås endvidere med bestemmelsen i stk. 2, at kom-
munalbestyrelsen, i det omfang det må anses for nødvendigt
under hensynet til formålet med anbringelsen, på baggrund
af den løbende opfølgning, jf. §§ 95 og 96, og det personret-
tede tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet,
jf. § 156 skal træffe afgørelse om ændring af anbringelses-
sted, behandling, uddannelse m.v. under anbringelsen uden
for hjemmet.
Det følger af det vidtgående ansvar for barnet eller den
unge, som kommunen vil overtage ved anbringelsen, at
kommunen, om nødvendigt vil kunne træffe afgørelse om
ændret anbringelsessted, uddannelse samt om undersøgelse
og lægebehandling af barnet eller den unge, herunder om
indlæggelse til behandling på sygehus, såvel på somatisk
som på psykiatrisk afdeling.
Hvilke forhold forældremyndighedsindehaveren selv vil
kunne beslutte, og hvilke forhold kommunen vil kunne træf-
fe afgørelse om, vil med den foreslåede bestemmelse være
reguleret af, hvad der er nødvendigt af hensyn til formålet
med anbringelsen. De afgørelser, som kommunen vil kunne
træffe vedrørende barnets eller den unges forhold under en
anbringelse uden for hjemmet, vil således skulle angå for-
hold, som det under hensyn til formålet med anbringelsen
må anses for nødvendigt at træffe bestemmelse om. Det
vil f.eks. kunne være relevant i tilfælde, hvor forældremyn-
dighedsindehaveren modsætter sig en beslutning, herunder
eksempelvis en beslutning om vaccination af det anbragte
barn eller den anbragte unge under 15 år, og kommunalbe-
styrelsen på denne baggrund vurderer, at det er nødvendigt
at træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse.
Hvis der er tale om faktisk forvaltningsvirksomhed, som
f.eks. valg af en praktiserende læge, indkøb af tøj og lignen-
de, vil kommunen ikke skulle træffe afgørelse efter denne
bestemmelse. Normalt vil det være ting, som kommunen i
samarbejde med anbringelsesstedet vil kunne beslutte, men
det bør overvejes, hvilke af disse ting som forældremyn-
dighedsindehaveren med fordel kan få indflydelse på, så
vedkommende stadig vil have indflydelse på sit barns liv
og oplever sig som forælder. Anbringelsesstedet vil have
mulighed for at handle inden for rammerne af kommunens
beslutninger efter denne bestemmelse, men vil ikke kunne
beslutte, at et barn eller en ung f.eks. skal skifte skoletilbud,
da det alene vil være anbringende kommune, der vil kunne
træffe beslutning efter den foreslåede bestemmelse.
Forældrenes indflydelse på barnets eller den unges person-
lige forhold, eksempelvis vedrørende tøj, skoletilbud og fri-
tidsaktiviteter, vil dog ofte kunne fastholdes i meget vidt
omfang i tilfælde, hvor anbringelsen uden for hjemmet ikke
har afsæt i omsorgssvigt eller andre alvorlige sociale forhold
hos forældrene, men alene skyldes udfordringer hos barnet
eller den unge, eksempelvis som følge af betydelig og va-
rigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, misbrug eller
selvskadende adfærd. I disse tilfælde vil det kunne være
relevant at skabe grundlag for en løbende dialog mellem for-
ældrene og anbringelsesstedet vedrørende tilrettelæggelsen
af barnets eller den unges hverdag.
Forslaget indebærer endvidere, at kommunen på baggrund
af den løbende opfølgning efter de foreslåede bestemmelser
i §§ 95 og 96 og det løbende tilsyn med barnet eller den
unge på anbringelsesstedet efter den foreslåede bestemmelse
i § 156 vil skulle være opmærksom på behovet for eventuelt
at træffe afgørelse om ændring af anbringelsessted, i det
omfang det må anses for nødvendigt under hensyn til for-
målet med anbringelsen. Med forslaget vil kommunalbesty-
relsen endvidere om nødvendigt skulle træffe afgørelse om
andre forhold under anbringelsen, herunder om behandling,
uddannelse m.v.
Med den foreslåede bestemmelse følger der således en
forpligtelse til, at kommunalbestyrelsen vil skulle være op-
mærksom på, om det er nødvendigt at træffe afgørelse om
henholdsvis ændret anbringelsessted, behandling eller ud-
dannelse m.v., ligesom den foreslåede bestemmelse vil give
kommunalbestyrelsen adgang til at træffe de nødvendige
afgørelser i det omfang, det må anses for at være nødvendigt
under hensynet til formålet med anbringelsen.
Hvis kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om ændret an-
bringelsessted efter § 97, stk. 2, vil kommunalbestyrelsen
herefter skulle træffe afgørelse om valg af konkret anbrin-
gelsessted efter den foreslåede § 52. Faktisk flytning af et
barn eller en ung fra ét anbringelsessted til et andet vil
således forudsætte både en afgørelse om ændret anbringel-
sessted og en afgørelse om valg af anbringelsessted.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at
kommunalbestyrelsen har adgang til at træffe de nødvendige
320
beslutninger om barnets eller den unges forhold under hen-
synet til formålet med anbringelsen. Det vil f.eks. kunne væ-
re relevant i tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren
ikke ønsker at samarbejde med kommunen, eller hvis kom-
munen vurderer, at der er behov for en afgørelse om barnets
eller den unges forhold, som forældremyndighedsindehave-
ren ikke er enig i. I så fald vil kommunen således kunne
træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 97 Det
vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis det vurderes, at det er
nødvendigt at foretage en lægelig undersøgelse af barnet
eller den unge, eller at barnet eller den unge skal skifte sko-
letilbud, og forældremyndighedsindehaveren er imod. Det
vil i sådanne situationer potentielt kunne være kritisk for
barnets eller den unges sundhed, trivsel og udvikling, at der
er adgang til at træffe de fornødne beslutninger. Samtidig
giver forslaget kommunalbestyrelsen en pligt til at træffe de
fornødne afgørelser, når det er nødvendigt under hensyn til
formålet med anbringelsen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.12.2 og 3.12.3.
Til § 98
Det fremgår af § 69, stk. 2, i serviceloven, at kommunalbe-
styrelsens afgørelse om ændring af anbringelsessted kræver
samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge,
der er fyldt 12 år, jf. dog § 69, stk. 3.
Det fremgår af § 69, stk. 3, i serviceloven, at hvis samtykke
til ændret anbringelsessted ikke kan opnås, jf. § 69, stk. 2,
skal børn og unge-udvalget træffe afgørelse om ændring af
anbringelsessted, jf. dog § 24 i lov om bekæmpelse af ung-
domskriminalitet. Ved afgørelsen skal børn og unge-udval-
get under hensyn til formålet med anbringelsen og barnets
eller den unges behov for kontinuitet i opvæksten vurdere,
om barnets eller den unges behov for støtte bedst imøde-
kommes ved en ændring af anbringelsessted. Afgørelse om
valg af konkret anbringelsessted træffes herefter af kommu-
nalbestyrelsen, jf. § 68 b, stk. 1.
Det fremgår endvidere af § 69, stk. 4, i serviceloven, at
til brug for børn og unge-udvalgets afgørelse om ændring
af anbringelsessted, jf. § 69, stk. 3, skal kommunalbestyrel-
sen udarbejde en indstilling, der indeholder 1) den seneste
handleplan, jf. § 140, 2) barnets eller den unges holdning til
ændringen af anbringelsesstedet, jf. § 48, 3) en beskrivelse
af, hvorvidt supplerende støtte til barnet eller den unge,
jf. § 52, stk. 3, nr. 9, under fortsat ophold på det aktuelle
anbringelsessted kan imødekomme barnets eller den unges
behov for støtte, 4) en beskrivelse af et nyt anbringelsessteds
forventede egnethed til at imødekomme barnets eller den
unges behov for støtte og for nære og stabile voksenrelatio-
ner, 5) en udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted, jf. § 69,
stk. 5, og 6) øvrige nødvendige oplysninger.
Efter § 69, stk. 5, i serviceloven, skal kommunalbestyrelsen,
inden der træffes afgørelse om ændret anbringelsessted, ind-
hente udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted til belysning
af sagen.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsens afgørelse
om ændring af anbringelsessted efter det foreslåede § 97,
stk. 2, kræver samtykke fra forældremyndighedsindehaver
og barnet eller den unge, der er fyldt 12 år, jf. dog stk. 4.
Med den foreslåede bestemmelse vil den gældende retstil-
stand for samtykke til ændring af anbringelsessted dermed
blive videreført uændret.
Med den foreslåede bestemmelse fastslås således, at kom-
munalbestyrelsens afgørelse om ændring af anbringelsessted
efter den foreslåede § 97, stk. 2, fortsat vil kræve samtykke
fra forældremyndighedsindehaver og barnet eller den unge,
der er fyldt 12 år. Såfremt der ikke kan opnås samtykke,
vil afgørelsen skulle træffes af kommunens børne- og unge-
udvalg, jf. den foreslåede bestemmelse i § 98, stk. 4.
Bestemmelsen er afgrænset til afgørelser om ændring af
anbringelsessted. Der vil således ikke gælde de samme be-
tingelser for en afgørelse om eksempelvis behandling eller
uddannelse, der vil kunne træffes efter den foreslåede be-
stemmelse i § 97, stk. 2.
Hensynet er, at en ændring af barnets eller den unges anbrin-
gelsessted kan føles som en meget indgribende afgørelse
for forældrene og for barnet eller den unge. Derfor vil en
ændring af anbringelsesstedet skulle kræve samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge,
der er fyldt 12 år. Det vil gælde uanset, om anbringelsen
af barnet eller den unge uden for hjemmet er iværksat med
eller uden samtykke.
Det foreslås endvidere med stk. 2, at kommunalbestyrelsen
skal indhente en udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted
til belysning af sagen, inden der træffes afgørelse om æn-
dring af anbringelsessted.
Ved fælles forældremyndighed vil der kræves samtykke fra
begge forældre. Det følger af det foreslåede stk. 2, at kom-
munalbestyrelsen vil skulle indhente en udtalelse fra det
aktuelle anbringelsessted til belysning af sagen, inden der
træffes afgørelse om ændret anbringelsessted.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af service-
lovens § 69, stk. 5, for så vidt angår den del af bestemmel-
sen, der vedrører afgørelse om ændret anbringelsessted.
Forslaget indebærer i overensstemmelse med efter gældende
ret, jf. Folketingstidende, 2009-10, L 178 som fremsat, side
53, at kommunalbestyrelsen vil have en pligt til at høre bar-
nets eller den unges aktuelle anbringelsessted i forbindelse
med afgørelser om ændring af anbringelsessted. Udtalelsen
vil skulle omhandle anbringelsesstedets viden om barnets
eller den unges behov, herunder særligt oplysninger om bar-
nets eller den unges udvikling og trivsel, relationer, forhold
til familien osv.
321
Forslaget er formuleret som en pligt for kommunalbestyrel-
sen til forud for afgørelser om skift af anbringelsessted at
høre anbringelsesstedet om barnets eller den unges situation
og behov. En anmodning efter den foreslåede bestemmelse
vil ikke give anbringelsesstedet pligt til at udtale sig.
Der er med forslaget ikke opstillet formkrav for selve hørin-
gen. Høringen vil således kunne have karakter af en skriftlig
udtalelse, et møde eller udtalelse pr. telefon. Men det følger
af offentlighedsloven og almindelig forvaltningsret, at den
kommunale forvaltning har notatpligt. Ved akutte sager vil
kommunalbestyrelsen kunne undlade at høre anbringelses-
stedet, inden afgørelsen træffes. Anbringelsesstedet vil dog
efterfølgende skulle høres og udtalelsen vil skulle lægges på
sagen.
Der er ikke tale om, at anbringelsesstedet med den foreslåe-
de bestemmelse vil blive givet partsstatus.
Formålet med forslaget er at sikre, at viden fra anbringel-
sesstedet indgår som en vigtig del af grundlaget for at træf-
fe afgørelser, der har stor betydning for barnet eller den
unge. Kommunalbestyrelsen vil ikke være forpligtet til at
følge anbringelsesstedets udtalelse, men den vil skulle indgå
i grundlaget for og tillægges passende vægt i afgørelsen.
Det foreslås endvidere med stk. 3, at barnets plejefamilie,
støtteperson eller venskabsfamilie kan anmode Ankestyrel-
sen om en vurdering af kommunalbestyrelsens afgørelse
efter det foreslåede § 97, stk. 2, om ændring af anbringelses-
sted for et barn under 10 år.
Forslaget indebærer, at plejeforældre, støtteperson eller ven-
skabsfamilie til et anbragt barn under 10 år vil få ret til på
barnets vegne at anmode Ankestyrelsen om at foretage en
vurdering af afgørelsen i tilfælde, hvor kommunalbestyrel-
sen træffer afgørelse om ændret anbringelsessted. Forslaget
indebærer ikke, at barnets plejefamilie, støtteperson eller
venskabsfamilie får partsstatus i forbindelse med anmodnin-
gen.
Med forslaget til barnets lov foreslås aldersgrænsen for selv-
stændig partstatus at blive sat ned til 10 år mod 12 år i
dag i sager om ændring af anbringelsessted. Det vil sige,
at børn fra 10 år og opefter selvstændigt vil kunne udøve
partsbeføjelser, dvs. at de bl.a. vil få mulighed for selv at
klage til Ankestyrelsen over en afgørelse om ændret anbrin-
gelsessted, jf. forslaget til § 145, stk. 1.
Børn under 10 år vil derimod ikke få selvstændigt mulighed
for at udøve partsbeføjelser, herunder i forhold til afgørel-
ser om ændring af anbringelsessted. Derfor foreslås med
stk. 3, en særlig ordning, hvor plejeforældre, støtteperson
eller venskabsfamilie til børn under 10 år vil få ret til på
barnets vegne at bede Ankestyrelsen om en vurdering af
truffet afgørelse om ændret anbringelsessted. Der vil være
tale om de situationer, hvor kommunalbestyrelsen har truffet
afgørelse om ændring af anbringelsesstedet for et barn under
10 år med samtykke fra forældremyndighedsindehaver. og
afgørelsen derfor ikke vil blive påklaget af parten eller par-
terne, hvorved det til ske prøvelse af kommunalbestyrelsens
beslutning i Ankestyrelsen. Adgangen til at anmode om en
second opinion gælder alene de tilfælde, hvor afgørelsen er
truffet af kommunalbestyrelsen og dermed med samtykke
fra parterne. Hvis en afgørelse om ændring af anbringelses-
sted for et barn under 10 år træffes af børne- og ungeud-
valget uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver og/
eller af barnet der er fyldt 10 år, vil prøvelsen af afgørelsen
i stedet for kunne ske ved, at parten eller parterne påklager
afgørelsen til Ankestyrelsen. I disse tilfælde vil der således
ikke kunne anmodes om en second opinion af barnets pleje-
familie, støtteperson eller venskabsfamilie.
Ordningen efter den foreslåede stk. 3 vil bestå i, at plejefor-
ældre, støtteperson eller venskabsfamilie til et barn under
10 år på barnets vegne vil kunne bede Ankestyrelsen om
en uvildig vurdering, hvis kommunalbestyrelsen har truffet
afgørelse om ændret anbringelsessted. Det vil være tilfælde,
hvor barnet giver udtryk for ikke at være enig i dette, eller
plejeforældre, støtteperson eller venskabsfamilie vurderer, at
afgørelsen ikke er til barnets bedste. Af hensyn til at hindre
unødige skift for barnet vil en anmodning om Ankestyrel-
sens vurdering af afgørelsen efter § 98, stk. 3, blive tillagt
opsættende virkning, jf. § 2 nr. 26, i det samtidigt fremsatte
følgelovforslag. Det vil sige, at flytningen af barnet sættes
i bero, indtil Ankestyrelsen har behandlet sagen. Hvis særli-
ge forhold gør det påkrævet, vil kommunalbestyrelsen dog
samtidig med afgørelsen om valg af anbringelsessted eller
ændret anbringelsessted kunne træffe afgørelse om at iværk-
sætte afgørelsen straks. Det kan f.eks. være tilfælde, hvor
socialtilsynet har truffet afgørelse om ophør af en plejefami-
lies godkendelse, eller andre forhold gør det nødvendigt at
effektuerer afgørelsen straks.
Formålet med forslaget er at styrke hensynet til barnets
behov for kontinuitet i opvæksten i og med, at der sikres
flere øjne på sagen og en uvildig vurdering i de tilfælde,
hvor barnet endnu ikke har en alder, så barnet selvstændigt
kan udøve partsbeføjelser. Forslaget skal desuden sikre, at
anbragte børn ikke bliver flyttet af årsager, som ikke er
barnets bedste, f.eks. udelukkende på grund af økonomiske
hensyn, ligesom det vil kunne være relevant i sager, hvor
f.eks. plejefamilier oplever, at deres plejebarn flyttes som
følge af samarbejdsproblemer med kommunen.
Udgangspunktet vil være, at en anmodning fra plejeforæl-
drene, støttepersonen eller venskabsfamilien efter den fore-
slåede bestemmelse sker på barnets vegne. Det vil sige, at
det som udgangspunkt må lægges til grund, at baggrunden
for anmodningen er, at barnet har givet udtryk for ikke
at være enig i kommunalbestyrelsens afgørelse om ændret
anbringelsessted. Dog vil der kunne være tilfælde, hvor bar-
nets alder, modenhed eller funktionsevne betyder, at barnet
ikke selv kan udtrykke sin holdning til afgørelsen, eller ikke
er i stand til at vurdere, om en ændring i anbringelsesstedet
er til barnets eget bedste. Derfor vil det ikke være et krav,
at barnet skal være imod kommunens afgørelse om ændret
anbringelsessted.
322
Barnets holdning bør imidlertid indgå i Ankestyrelsens vur-
dering af sagen, og afgørelsen om ændret anbringelsessted
vil således altid skulle ses i forhold til hensynet til barnets
bedste. Ankestyrelsen bør således være opmærksom på, at
anmodningen ikke alene bør være begrundet i rent person-
lige hensyn for plejefamilien, støttepersonen eller venskabs-
familien. Ankestyrelsen bør i den forbindelse også være
særligt opmærksom på de konkrete forhold i den enkelte
sag, herunder barnets eller den unges støttebehov og even-
tuelle funktionsnedsættelser hos barnet eller den unge eller
forældrene.
Ankestyrelsen vil skulle behandle en anmodning, jf. § 98,
stk. 2, efter reglerne i den foreslåede bestemmelse i § 153.
Det foreslås endvidere med stk. 4, at hvis samtykke til ænd-
ret anbringelsessted ikke kan opnås, træffes afgørelse om
ændring af anbringelsessted af børne- og ungeudvalget, jf.
dog § 24 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Ved
afgørelsen skal børne- og ungeudvalget under hensyn til
formålet med anbringelsen og barnets eller den unges behov
for kontinuitet i opvæksten vurdere, om barnets eller den
unges behov for støtte bedst imødekommes ved en ændring
af anbringelsessted.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at hvis samtykke
til ændret anbringelsessted ikke kan opnås, jf. stk. 1, vil
børne- og ungeudvalget skulle træffe afgørelse om ændring
af anbringelsessted, jf. dog § 24 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet. Ved afgørelsen vil børne- og ungeud-
valget under hensyn til formålet med anbringelsen og bar-
nets eller den unges behov for kontinuitet i opvæksten skulle
vurdere, om barnets eller den unges behov for støtte bedst
imødekommes ved en ændring af anbringelsessted.
Forslaget indebærer, at i de tilfælde, hvor der ikke kan opnås
samtykke til en afgørelse om ændret anbringelsessted efter
stk. 1, vil en ændring af anbringelsesstedet forudsætte, at
der træffes afgørelse i børne- og ungeudvalget herom. I be-
handlingen af sagen vil børne- og ungeudvalget skulle tage
stilling til, om grundlaget for at flytte barnet eller den unge
er til stede. Børne- og ungeudvalget vil skulle træffe afgørel-
se om at ændre anbringelsesstedet i de tilfælde, hvor det
anses for at være nødvendigt under hensyn til formålet med
anbringelsen, jf. § 97, stk. 2, og hvor udvalget vurderer, at
barnets eller den unges behov for støtte bedst imødekommes
ved en ændring af anbringelsesstedet, herunder af hensyn til
barnets eller den unges behov for kontinuitet i anbringelsen.
Med den foreslåede bestemmelse vil udvalget i deres afgø-
relse skulle tage stilling til grundlaget for at ændre anbrin-
gelsesstedet på baggrund af kommunalbestyrelsens indstil-
ling, jf. det foreslåede § 98, stk. 5. Børne- og ungeudvalget
vil således skulle efterprøve kommunalbestyrelsens vurde-
ring af behovet for at flytte barnet eller den unge.
Henvisningen i den foreslåede bestemmelse til § 24 i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet indebærer, at hvis
der ikke kan opnås samtykke til en ændring af anbringelses-
sted for et barn eller en ung, der er anbragt af Ungdoms-
kriminalitetsnævnet efter § 14 i lov om bekæmpelse af ung-
domskriminalitet, vil sagen skulle forelægges Ungdomskri-
minalitetsnævnet med henblik på, at nævnet kan efterprøve
kommunalbestyrelsens vurdering af behovet for at ændre
anbringelsessted. Ungdomskriminalitetsnævnets prøvelse af
kommunalbestyrelsens vurdering vil således svare til børne-
og ungeudvalgets prøvelse efter den foreslåede ordning i
§ 98, stk. 4. Kommunalbestyrelsen vil fortsat kunne træffe
afgørelse om ændret anbringelsessted med samtykke, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 98, stk. 1.
Hvis børne- og ungeudvalget træffer afgørelse om ændret
anbringelsessted efter den foreslåede bestemmelse, vil kom-
munalbestyrelsen herefter skulle træffe afgørelse om valg
af konkret anbringelsessted efter den foreslåede § 52, stk.
1. Faktisk flytning af et barn eller en ung fra ét anbringelses-
sted til et andet vil således forudsætte både en afgørelse om
ændret anbringelsessted og en afgørelse om valg af konkret
anbringelsessted.
Børne- og ungeudvalgets afgørelse om ændring af anbrin-
gelsessted vil kunne påklages til Ankestyrelsen af forældre-
myndighedsindehaveren og barnet, der er fyldt 10 år, jf. lov-
forslagets § 145. Forældremyndighedsindehaver og barnet,
der er fyldt 10 år, vil også kunne klage til Ankestyrelsen
over kommunalbestyrelsens afgørelse om valg af konkret
anbringelsessted. Mens klager over børne- og ungeudvalgets
afgørelse om ændring af anbringelsessted ikke vil have
opsættende virkning, vil klager over afgørelse om et nyt,
konkret anbringelsessted, som udgangspunkt have opsætten-
de virkning. Det vil betyde, at barnet eller den unge som
hovedregel ikke vil kunne flyttes til et nyt anbringelsessted,
før Ankestyrelsen har behandlet klagen over valg af anbrin-
gelsessted.
Det foreslås endelig med stk. 5, at til brug for børne- og
ungeudvalgets afgørelse om ændring af anbringelsessted, jf.
§ 98, stk. 4, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en indstil-
ling, der bl.a. skal indeholde: 1) Den seneste handleplan, jf.
§ 91, eller ungeplan, jf. § 108, 2) barnets eller den unges
holdning til ændringen af anbringelsesstedet, jf. lovforsla-
gets § 4, stk. 3, 3) en beskrivelse af, hvorvidt støttende ind-
satser til barnet eller den unge, jf. § 32, under fortsat ophold
på det aktuelle anbringelsessted kan imødekomme barnets
eller den unges behov for støtte, 4) en beskrivelse af et nyt
anbringelsessteds forventede egnethed til at imødekomme
barnets eller den unges behov for støtte og for nære og
stabile voksenrelationer, og 5) en udtalelse fra det aktuelle
anbringelsessted, jf. § 98, stk. 2.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at til brug for
børne- og ungeudvalgets afgørelse om ændring af anbringel-
sessted, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 4, vil kommu-
nalbestyrelsen skulle udarbejde en indstilling, der bl.a. vil
skulle indeholde: 1) Den seneste barnets plan, jf. § 91, eller
ungeplan, jf. § 108 2) barnets eller den unges holdning til
ændringen af anbringelsesstedet, jf. § 4, 3) en beskrivelse
af, hvorvidt supplerende støttende indsatser til barnet eller
323
den unge, jf. § 32, under fortsat ophold på det aktuelle
anbringelsessted kan imødekomme barnets eller den unges
behov for støtte, 4) en beskrivelse af et nyt anbringelsessteds
forventede egnethed til at imødekomme barnets eller den
unges behov for støtte og for nære og stabile voksenrelatio-
ner, og 5) en udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted, jf.
stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse opregner de elementer, der som
minimum vil skulle indgå i indstillingen til børne- og unge-
udvalget i forbindelse med en afgørelse om ændring af an-
bringelsessted. Der er tale om en ikke-udtømmende liste, da
der vil kunne være andre end de nævnte elementer, der kan
være nødvendige for sagens oplysning i en konkret sag. Den
samlede indstilling vil skulle danne grundlag for børne- og
ungeudvalgets afgørelse efter det foreslåede § 98, stk. 4.
Det foreslås, jf. stk. 5, nr. 1, at indstillingen bl.a. skal omfat-
te den seneste version af barnets plan, jf. § 91, eller ungepla-
nen, jf. § 108, der angiver konkrete mål for barnets eller
den unges trivsel og udvikling. De konkrete mål i barnets
plan vil, jf. § 92, stk. 2, skulle tage udgangspunkt i den
valgte indsats, og kommunalbestyrelsen vil i forbindelse
med opfølgning og tilsynet med barnet eller den unge på
anbringelsesstedet løbende skulle vurdere, om der er behov
for at revidere planen.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 5, nr. 2, vil barnets
eller den unges holdning, jf. lovforslagets § 4, stk. 3, il
ændringen af anbringelsesstedet også skulle indgå i indstil-
lingen. Forud for afgørelsen vil kommunalbestyrelsen, jf.
det foreslåede § 4, skulle inddrage barnet eller den unge,
hvorved barnets eller den unges holdning til flytningen vil
skulle tilvejebringes. Det vil betyde, at kommunalbestyrel-
sen i alle tilfælde vil skulle inddrage barnet eller den unge
i forbindelse med en afgørelse om ændret anbringelsessted,
uanset om der gives samtykke til afgørelsen eller ej.
Ændring af anbringelsessted uden samtykke er en indgri-
bende beslutning for barnet eller den unge. Det foreslås
derfor, at kommunalbestyrelsen i indstillingen til børne- og
ungeudvalget vil skulle kunne godtgøre behovet for at flytte
barnet. Derfor foreslås det, jf. stk. 5, nr. 3, at indstillingen
yderligere vil skulle beskrive, hvorfor supplerende støttende
indsatser til barnet eller den unge, jf. § 32, under fortsat
ophold på det aktuelle anbringelsessted ikke kan imødekom-
me barnets eller den unges behov for støtte. I den forbindel-
se vil kommunalbestyrelsen i indstillingen skulle foretage
en vurdering af det aktuelle anbringelsessteds egnethed til
at tilbyde barnet eller den unge nære og stabile relationer
til voksne. Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse skul-
le vurdere, hvorvidt barnet eller den unge har opnået så
stærk tilknytning til det aktuelle anbringelsessted, at det på
kortere eller længere sigt må antages at være af væsentlig
betydning for barnet eller den unge at forblive på anbrin-
gelsesstedet. Kommunalbestyrelsen vil her skulle vurdere,
hvorvidt barnet eller den unge har så stærke relationer til
anbringelsesstedet, at det bedst imødekommer barnets eller
den unges samlede behov at forblive på anbringelsesstedet,
og om et behov for yderligere støtte til barnet eller den
unges eller anbringelsesstedet kan være et alternativ til flyt-
ning. Det kan for eksempel være i tilfælde, hvor et barn
har været anbragt i en plejefamilie siden fødslen og ved
overgang til skolealderen har støttebehov, som plejefamilien
ikke har kompetencer til at kunne imødekomme, men hvor
det vurderes, at yderligere støtte til plejefamilien og/eller
barnet eller den unge kan bringe barnet eller den unge i en
positiv udvikling ved fortsat anbringelse i familien.
Med det foreslåede stk. 5, nr. 4, vil kommunalbestyrelsen
endvidere skulle beskrive et nyt anbringelsessteds forven-
tede egnethed til at imødekomme barnets eller den unges
behov for støtte og mulighed for at tilbyde barnet eller den
unge nære og stabile relationer til voksne.
Med det foreslåede stk. 4, nr. 5, vil en udtalelse fra det
aktuelle anbringelsessted desuden skulle indgå i indstillin-
gen. Der henvises i den forbindelse til den foreslåede be-
stemmelse i § 98, stk. 2.
De opregnede punkter beskriver elementer, der som mini-
mum vil skulle indgå i indstillingen. Det følger således
af den foreslåede bestemmelse at kommunalbestyrelsen vil
skulle vurdere, om der er øvrige relevante eller nødvendige
oplysninger, som vil skulle indgå i indstillingen til børne-
og ungeudvalget. Det vil eksempelvis kunne dreje sig om
relevante oplysninger fra barnets skole eller daginstitution.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.12.2 og 3.12.3.
sen, jf. det foreslåede § 4, skulle inddrage barnet eller den
unge, hvorved barnets eller den unges holdning til flytnin-
gen vil skulle tilvejebringes. Det vil betyde, at kommunalbe-
styrelsen i alle tilfælde vil skulle inddrage barnet eller den
unge i forbindelse med en afgørelse om ændret anbringel-
sessted, uanset om der gives samtykke til afgørelsen eller ej.
Ændring af anbringelsessted uden samtykke er en indgri-
bende beslutning for barnet eller den unge. Det foreslås
derfor, at kommunalbestyrelsen i indstillingen til børne- og
ungeudvalget vil skulle kunne godtgøre behovet for at flytte
barnet. Derfor foreslås det, jf. stk. 5, nr. 3, at indstillingen
yderligere vil skulle beskrive, hvorfor supplerende støttende
indsatser til barnet eller den unge, jf. § 32, under fortsat
ophold på det aktuelle anbringelsessted ikke kan imødekom-
me barnets eller den unges behov for støtte. I den forbindel-
se vil kommunalbestyrelsen i indstillingen skulle foretage
en vurdering af det aktuelle anbringelsessteds egnethed til
at tilbyde barnet eller den unge nære og stabile relationer
til voksne. Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse skul-
le vurdere, hvorvidt barnet eller den unge har opnået så
stærk tilknytning til det aktuelle anbringelsessted, at det på
kortere eller længere sigt må antages at være af væsentlig
betydning for barnet eller den unge at forblive på anbrin-
gelsesstedet. Kommunalbestyrelsen vil her skulle vurdere,
hvorvidt barnet eller den unge har så stærke relationer til
anbringelsesstedet, at det bedst imødekommer barnets eller
324
den unges samlede behov at forblive på anbringelsesstedet,
og om et behov for yderligere støtte til barnet eller den
unges eller anbringelsesstedet kan være et alternativ til flyt-
ning. Det kan for eksempel være i tilfælde, hvor et barn
har været anbragt i en plejefamilie siden fødslen og ved
overgang til skolealderen har støttebehov, som plejefamilien
ikke har kompetencer til at kunne imødekomme, men hvor
det vurderes, at yderligere støtte til plejefamilien og/eller
barnet eller den unge kan bringe barnet eller den unge i en
positiv udvikling ved fortsat anbringelse i familien.
Med det foreslåede stk. 5, nr. 4, vil kommunalbestyrelsen
endvidere skulle beskrive et nyt anbringelsessteds forven-
tede egnethed til at imødekomme barnets eller den unges
behov for støtte og mulighed for at tilbyde barnet eller den
unge nære og stabile relationer til voksne.
Med det foreslåede stk. 4, nr. 5, vil en udtalelse fra det
aktuelle anbringelsessted desuden skulle indgå i indstillin-
gen. Der henvises i den forbindelse til den foreslåede be-
stemmelse i § 98, stk. 2.
De opregnede punkter beskriver elementer, der som mini-
mum vil skulle indgå i indstillingen. Det følger således
af den foreslåede bestemmelse at kommunalbestyrelsen vil
skulle vurdere, om der er øvrige relevante eller nødvendige
oplysninger, som vil skulle indgå i indstillingen til børne-
og ungeudvalget. Det vil eksempelvis kunne dreje sig om
relevante oplysninger fra barnets skole eller daginstitution.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.12.2 og 3.12.3.
Til § 99
Det fremgår af § 68, stk. 1, i serviceloven, at foranstaltnin-
ger efter lovens § 52, stk. 3, skal ophøre, når formålet er
nået, når de ikke længere opfylder deres formål, eller når
den unge fylder 18 år, jf. dog §§ 76 og 76 a om efterværn.
Det foreslås med bestemmelsen i § 99, at støttende indsatser
og anbringelser efter §§ 32, 46, 47 og 67 skal ophøre, når
formålet er nået, når de ikke længere opfylder deres formål,
eller når den unge fylder 18 år, jf. dog §§ 114, 115og 120.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 68, stk. 1,
med de nødvendige konsekvensændringer som følge af, at
de konkrete afgørelser om støttende indsatser, anbringelse
og om ungestøtte med barnets lov vil skulle træffes efter
henholdsvis de foreslåede bestemmelser i §§ 32, 46, 47 og
67 samt de foreslåede bestemmelser i §§ 114, 115og 120.
Forslaget indebærer i overensstemmelse med efter gælden-
de ret, jf. Folketingstidende, 2008-09, tillæg A, side 3366,
at alle støttende indsatser, der vil kunne iværksættes efter
den foreslåede bestemmelse i § 32, vil skulle ophøre, når
formålet med indsatsen er nået, når indsatsen ikke længere
opfylder sit formål, eller når den unge fylder 18 år. Det
samme vil med forslaget gælde for anbringelser, der iværk-
sættes efter §§ 46 eller 47. De oplistede indsatser vil skulle
ophøre, uanset om de iværksættes med samtykke eller uden
samtykke.
Det følger derfor også i forlængelse heraf, at alle hjemgi-
velsesperioder, jf. den foreslåede § 100, stk. 1 og 3, og
videreførte anbringelser, jf. den foreslåede § 67, ligesom
alle øvrige indsatstyper efter de foreslåede §§ 32, 46 og 47
vil skulle ophøre, når formålet er nået, når de ikke længere
opfylder deres formål, eller når den unge fylder 18 år. Ved
eksempelvis en videreførelse af en anbringelse efter den
foreslåede § 67 vil formålet være at opretholde barnets eller
den unges tilknytning til anbringelsesstedet. Har barnet eller
den unge ikke længere det tilknytningsforhold til anbringel-
sesstedet, der begrundede den videreførte anbringelse, vil
anbringelsen således ikke længere opfylde sit formål og vil
skulle ophøre. Dette er i overensstemmelse med forarbejder-
ne til gældende ret, jf. Folketingstidende, 2008-09, tillæg A,
side 3366.
Ved anbringelse uden for hjemmet med eller uden samtykke
vil opholdet på anbringelsesstedet dog eventuelt kunne op-
retholdes efter det fyldte 18. år efter reglerne om ungestøtte
i de foreslåede § 114-116 eller efter reglerne i den foreslåe-
de §§ 120, hvis den unge er indforstået med det. Når en
indsats efter §§ 32, 46, 47 eller 67 ophører, fordi den unge
fylder 18 år, vil kommunalbestyrelsen således skulle være
opmærksom på, om den unge har ret til støtte i form af
ungestøtte efter de foreslåede §§ 114-116 eller opretholdt
anbringelse i en plejefamilie efter den foreslåede § 120.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at en
iværksat indsats ikke forløber over en længere periode, end
hvad formålet med indsatsen tilsiger. Kommunalbestyrelsen
vil derfor løbende skulle tage stilling til, om en iværksat
indsats fortsat opfylder sit formål, og om formålet med
indsatsen er opnået. Det vil være nærliggende, at kommu-
nalbestyrelsen tager stilling til dette i forbindelse med den
løbende opfølgning på barnets eller den unges trivsel, jf.
den foreslåede bestemmelse i § 95, eller i forbindelse med
det løbende personrettede tilsyn med børn eller unge, der er
anbragt uden for hjemmet, jf. den foreslåede bestemmelse i
§ 156.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.13.2. og 3.13.3.
Til § 100
Det fremgår af § 68, stk. 2, i serviceloven, at et anbragt
barn eller en anbragt ung først kan hjemgives, efter at kom-
munalbestyrelsen har truffet afgørelse om hjemgivelse og
om hjemgivelsesperiodens længde, jf. § 68, stk. 4. I særlige
tilfælde kan kommunalbestyrelsen beslutte, at der ikke skal
være en hjemgivelsesperiode.
Det fremgår af § 68, stk. 4, i serviceloven, at kommunal-
bestyrelsen skal fastsætte længden af en hjemgivelsesperio-
de. Hjemgivelsesperioden kan vare op til 6 måneder, og
længden fastsættes under hensyn til 1) muligheden for at
sikre en skånsom og planlagt hjemgivelse for barnet eller
325
den unge, 2) forberedelse af eventuel støtte til barnet eller
den unge eller forældrene efter hjemgivelsen efter § 52, stk.
3, nr. 1, 3, 5 eller 6, og 3) kommunens mulighed for at
foretage en vurdering af, om der er grundlag for at træffe
afgørelse efter § 58 eller § 68 a i situationer, hvor forældrene
har tilbagekaldt et samtykke til en frivillig anbringelse efter
§ 52, stk. 3, nr. 7.
Det fremgår af § 68, stk. 5, i serviceloven, at hjemgivelses-
perioden er en videreførelse af den eksisterende anbringelse
efter § 52, stk. 3, nr. 7.
Det fremgår af § 68, stk. 10, i serviceloven, at forud for
hjemgivelse skal kommunalbestyrelsen revidere handlepla-
nen, jf. § 140, eller relevante dele af en helhedsorienteret
plan, jf. § 140 a, og angive den videre indsats i forbindel-
se med hjemgivelsen. I forbindelse med en sanktion efter
straffelovens § 74 a skal revisionen særlig vedrøre, hvordan
målene om uddannelse eller beskæftigelse nås.
Det fremgår endvidere af § 69, stk. 5, i serviceloven, at
kommunalbestyrelsen, inden der træffes afgørelse om bl.a.
hjemgivelse, skal indhente udtalelse fra det aktuelle anbrin-
gelsessted til belysning af sagen.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal træf-
fe afgørelse om hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens
længde, jf. § 100, stk. 3, forud for hjemgivelse af et barn
eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet efter §§ 46
og 47. I særlige tilfælde kan kommunalbestyrelsen beslutte,
at der ikke skal være en hjemgivelsesperiode. Det foreslås
videre, at som led i vurderingen af, om et barn eller ung skal
hjemgives, skal indgå, om hjemgivelsen vil være til barnets
eller den unges bedste.
Det foreslås således med den foreslåede stk. 1, i overens-
stemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingstidende,
2008-09, tillæg A, side 3366-3367, at et barn eller en ung,
der er anbragt uden for hjemmet, ikke vil kunne hjemgives
til forældrene, uden kommunalbestyrelsen forinden har truf-
fet en afgørelse herom. Kommunalbestyrelsen vil efter den
foreslåede ordning altid skulle træffe afgørelse om, at en
hjemgivelse skal ske, samt om en hjemgivelsesperiode.
Bestemmelsen har til formål at understøtte den samlede pro-
ces omkring hjemgivelse, hvor det velovervejede og tilret-
telagte forløb for barnet eller den unge vil skulle vægtes
højere end forældrenes mulighed for at få barnet hjem umid-
delbart. I overensstemmelse hermed vil kommunalbestyrel-
sen efter den foreslåede bestemmelse skulle fastsætte en
hjemgivelsesperiode.
Hjemgivelsesperioden vil kunne vare op til seks måneder, jf.
det foreslåede § 100, stk. 3. Kun i særlige tilfælde vil kom-
munalbestyrelsen kunne beslutte, at der ikke skal fastsættes
en hjemgivelsesperiode.
Kommunalbestyrelsens afgørelse om fastsættelse af en
hjemgivelsesperiode vil kunne påklages til Ankestyrelsen
efter de almindelige regler i kapitel 10 i retssikkerhedsloven,
jf. det foreslåede § 144.
Kommunalbestyrelsen vil skulle forelægge en anmodning
fra forældrene om hjemgivelse af barnet eller den unge til
afgørelse i børne- og ungeudvalget, hvis kommunalbesty-
relsen ikke kan imødekomme forældrenes ønske om hjem-
givelse. Der henvises i den forbindelse til den foreslåede
bestemmelse i § 102.
Kommunalbestyrelsen vil alene kunne undlade at fastsætte
en hjemgivelsesperiode i særlige tilfælde, jf. ovenfor. Det
altovervejende udgangspunkt vil således være, at der vil
skulle fastsættes en hjemgivelsesperiode. Særlige tilfælde
vil for eksempel kunne være, hvis plejeforældrene flytter
eller siger op samtidig med, at barnet eller den unge af
andre årsager skal hjemgives. I sådanne tilfælde kan det
være bedre for barnet eller den unge at komme hjem med
det samme end at blive anbragt hos nye plejeforældre i en
kortere hjemgivelsesperiode. Det kan også være, at hjemgi-
velsen sker lige op til skolestart, hvor det vurderes at være
til barnet eller den unges bedste at komme hjem hurtigt og
starte i ny skole samtidig med, at de øvrige børn starter i
skole. Endelig kan der være tilfælde, hvor et barn eller en
ung anbringes kortvarigt, for eksempel på grund af en for-
ælders hospitalsindlæggelse. I sådanne tilfælde vil det ikke
være hensigtsmæssigt, at der fastsættes en hjemgivelsesperi-
ode.
Kravet om, at kommunen skal træffe afgørelse om hjemgi-
velse og herunder evt. fastsætte en hjemgivelsesperiode, vil
betyde, at forældrene ikke vil kunne få barnet eller den unge
hjem ved at tilbagekalde deres samtykke til anbringelsen til
enhver tid, f.eks. ved ophør af samvær med barnet eller den
unge. Uanset at barnet eller den unge er anbragt med sam-
tykke fra forældremyndighedsindehaver, vil der ikke kunne
ske hjemgivelse, førend kommunen har truffet en afgørelse
om hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens længde.
Det foreslås i forhold til den gældende bestemmelse i §
68, stk. 2 i serviceloven tydeliggjort, at der som led i vur-
deringen af, om et barn eller en ung skal hjemgives, skal
indgå, om hjemgivelsen vil være til barnets eller den unges
bedste. Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse skulle
vurdere, om en hjemgivelse vil sikre god udvikling og triv-
sel hos barnet eller den unge. Dette vil skulle indgå i den
samlede vurdering af sagen, herunder vurderingen af det op-
rindelige anbringelsesgrundlag og barnets eller den unges og
familiens samlede situation. Det følger af det overordnede
formål med barnets lov, at alle afgørelser, der træffes, skal
være til barnets eller den unges bedste, i overensstemmelse
med Børnekonventionen.
Det foreslås med stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal ind-
hente en udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted til belys-
ning af sagen, inden der træffes afgørelse om hjemgivelse.
Den foreslåede bestemmelse, er en videreførelse af service-
326
lovens § 69, stk. 5, for så vidt angår den del af bestemmel-
sen, der vedrører afgørelser om hjemgivelse.
Forslaget indebærer i overensstemmelse med efter gældende
ret, jf. Folketingstidende, 2009-10, A, L 178 som fremsat,
side 53, at kommunalbestyrelsen vil have en pligt til at hø-
re det konkret relevante anbringelsessted i forbindelse med
afgørelser vedrørende anbragte børn og unge i forbindelse
med afgørelser om hjemgivelse.
Udtalelsen vil skulle omhandle anbringelsesstedets viden
om barnets eller den unges behov, herunder særligt oplys-
ninger om barnets eller den unges udvikling og trivsel, rela-
tioner, forhold til familien osv.
Forslaget er formuleret som en pligt for kommunalbesty-
relsen til forud for afgørelser om hjemgivelse at høre an-
bringelsesstedet om barnets eller den unges situation og
behov. En anmodning efter den foreslåede bestemmelse vil
ikke give anbringelsesstedet pligt til at udtale sig.
Der er med forslaget ikke opstillet formkrav for selve hørin-
gen. Høringen vil således kunne have karakter af en skriftlig
udtalelse, et møde eller udtalelse pr. telefon. Men det følger
af offentlighedsloven og almindelig forvaltningsret, at den
kommunale forvaltning har notatpligt. Ved akutte sager vil
kommunalbestyrelsen kunne undlade at høre anbringelses-
stedet, inden afgørelsen træffes. Anbringelsesstedet vil dog
efterfølgende skulle høres og udtalelsen vil skulle lægges på
sagen.
Der er ikke tale om, at anbringelsesstedet med den foreslåe-
de bestemmelse gives partsstatus.
Formålet med den foreslåede stk. 2 er at sikre, at viden fra
anbringelsesstedet indgår som en vigtig del af grundlaget for
at træffe afgørelser, der har stor betydning for barnet eller
den unge. Kommunalbestyrelsen vil ikke være forpligtet til
at følge anbringelsesstedets udtalelse, men den vil skulle
indgå i grundlaget for og tillægges passende vægt i afgørel-
sen.
Det foreslås med stk. 3, at en hjemgivelsesperiode kan vare
op til seks måneder, og længden fastsættes under hensyn til:
1) Muligheden for at sikre en skånsom og planlagt hjemgi-
velse for barnet eller den unge, 2) forberedelse af eventuel
støttende indsatser til barnet eller den unge eller forældrene
efter hjemgivelsen efter § 32, og 3) kommunens mulighed
for at foretage en vurdering af, om der er grundlag for at
træffe afgørelse efter §§ 47 eller 67 i situationer, hvor foræl-
drene har tilbagekaldt et samtykke til en frivillig anbringelse
efter § 46.
Med den foreslåede bestemmelse fastslås således, at en
hjemgivelsesperiode efter den foreslåede § 100, stk. 1, kan
vare op til seks måneder, ligesom bestemmelsen oplister
de forhold, som kommunalbestyrelsen ved fastsættelse af
hjemgivelsesperiodens længde vil skulle tage hensyn til.
I overensstemmelse med forarbejderne til gældende ret, jf.
Folketingstidende, 2008-09, tillæg A, side 3366-3367, har
bestemmelsen flere formål:
For det første vil den skulle hindre, at en hjemgivelse sker
pludseligt og uden forberedelse, så den er til skade for
barnets eller den unges trivsel og udvikling. Det kan for
eksempel være, at barnet eller den unge er ved at afslutte
et igangværende skole- eller uddannelsesforløb på anbrin-
gelsesstedet, at barnet eller den unge har brug for tid til at
vænne sig til at skulle hjem gennem hyppigere samvær med
forældrene, eller at barnet eller den unge har brug for tid til
at tage ordentligt afsked med venner og omsorgspersoner på
anbringelsesstedet.
For det andet vil den skulle give kommunalbestyrelsen mu-
lighed for at tilrettelægge hjemgivelsen. Kommunalbesty-
relsen vil skulle have mulighed for at forberede støttende
indsatser til barnet eller den unge eller forældrene efter
hjemgivelsen efter servicelovens § 32. I sager vedrørende
børn og unge med nedsat funktionsevne eller kronisk eller
langvarig lidelse vil kommunalbestyrelsen også i relevant
omfang skulle være opmærksom på, om der kan være behov
for at forberede iværksættelse af hjælp og støtte efter det
foreslåede kapitel 8. Samtidig kan det være hensigtsmæs-
sigt, at kommunalbestyrelsen i samarbejde med forældrene
i bredere forstand sikrer, at der er gode forhold for barnet
eller den unge efter hjemgivelsen, for eksempel ved at sikre
at barnet eller den unge har et passende fritids-, skole- og/
eller dagtilbud straks efter hjemgivelsen
For det tredje vil kommunalbestyrelsen skulle have mulig-
hed for at overveje, om en hjemgivelsesperiode skal benyt-
tes til at vurdere, om sagen skal forelægges kommunens bør-
ne- og ungeudvalg med henblik på afgørelse om anbringelse
uden samtykke efter den foreslåede bestemmelse i § 47 eller
opretholdelse af en anbringelse på grund af barnets eller den
unges tilknytning til anbringelsesstedet efter det foreslåede §
67.
Hjemgivelsesperioden vil kunne vare fra få dage til seks
måneder afhængigt af behovet. Det vurderes dog, at det
kun sjældent vil være relevant at fastsætte hjemgivelsespe-
rioder af længere varighed, da op til seks måneder er ganske
lang tid i et barns perspektiv. Hjemgivelsesperioden må i
overensstemmelse med proportionalitetsprincippet ikke vare
længere, end formålet med at fastsætte perioden tilsiger.
I kommunalbestyrelsens vurdering af periodens længde vil
barnet eller den unges og eventuelle søskendes anbringelses-
historik skulle indgå. Således vil det også være relevant i
forhold til det konkrete barn eller den konkrete unge, om
der har været hjemgivelser og efterfølgende genanbringelser
af barnet eller den unges søskende. Ligeledes vil der kunne
være grundlag for, at forældrenes eventuelle sygdoms- og
misbrugshistorik medtages i kommunens vurdering af hjem-
givelsesperiodens længde. Oplysninger herom vil eksempel-
vis kunne være tilvejebragt i forbindelse med undersøgelse
af barnets eller den unges behov, jf. den foreslåede bestem-
melse i § 20, eller i forbindelse med opfølgningen, jf. de
327
foreslåede bestemmelser i §§ 95-96, og vil skulle tillægges
betydning af hensyn til at undgå genanbringelser.
Endelig vil forholdene og behovene for særlige støttetiltag,
skoletilbud, fritidstilbud mv. skulle indgå. I hjemgivelsespe-
rioden vil kommunalbestyrelsen kunne lave et udslusnings-
forløb, der således langsomt giver barnet eller den unge
mulighed for at vænne sig til det nye liv.
Det foreslås med stk. 4, at hjemgivelsesperioden er en vide-
reførelse af den eksisterende anbringelse efter §§ 46, 47
eller 67.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 68, stk.
5, med de nødvendige konsekvensændringer som følge af,
at en afgørelse om anbringelse med barnets lov vil skulle
træffes efter § 46 eller 47.
I overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketings-
tidende, 2008-09, tillæg A, side 336-3367, foreslås det såle-
des, at hjemgivelsesperioden skal betragtes som en viderefø-
relse af den eksisterende anbringelse af barnet eller den un-
ge efter den foreslåede §§ 46, 47 og 67. Det fastslås herved,
at der med kommunalbestyrelsens afgørelse om en hjemgi-
velsesperiode ikke vil være tale om iværksættelse af en ny
anbringelse. Det vil betyde, at vilkårene for den eksisterende
anbringelse opretholdes i hjemgivelsesperioden. De regler,
der i øvrigt gælder for barnets eller den unges anbringelse
vil samtidig finde tilsvarende anvendelse i hjemgivelsespe-
rioden, herunder krav om opfølgning på barnets eller den
unges trivsel, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 95-96.
Det foreslås med stk. 5, at forud for hjemgivelse skal kom-
munalbestyrelsen revidere barnets plan, jf. § 91, ungepla-
nen, jf. § 108 eller relevante dele af en helhedsorienteret
plan, jf. § 110, og angive den videre indsats i forbindelse
med hjemgivelsen. I forbindelse med en sanktion efter straf-
felovens § 74 a skal revisionen særlig vedrøre, hvordan
målene om uddannelse eller beskæftigelse nås.
Forslaget skal ses i sammenhæng med det foreslåede § 91,
stk. 3, hvorefter kommunalbestyrelsen i sager om anbringel-
se uden for hjemmet vil skulle udarbejde en barnets plan,
medmindre særlige forhold taler imod. Forslaget skal endvi-
dere ses i sammenhæng med det foreslåede § 108, hvoref-
ter kommunalbestyrelsen for den unge over 16 år, der er
anbragt uden for hjemmet, vil skulle udarbejde en ungeplan.
Den foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med
gældende retstilstand, jf. Folketingstidende, 2017-18, A, L
232 som fremsat, side 35-37, hvorefter kommunalbestyrel-
sen forud for en hjemgivelse skal revidere handleplanen, der
med lovforslaget foreslås erstattet af barnets plan og unge-
planen, eller relevante dele af den helhedsorienterede plan,
og angive den videre indsats i forbindelse med hjemgivel-
sen. For unge, der er idømt en sanktion efter straffelovens §
74 a, vil revisionen særligt skulle vedrøre, hvordan planens
mål om uddannelse og beskæftigelse nås.
Forslaget indebærer, at når et anbragt barn eller en ung skal
hjemgives, vil barnets plan, ungeplanen eller relevante dele
af den helhedsorienterede plan for støtte skulle revideres, og
planen vil skulle angive den videre indsats i forbindelse med
hjemgivelsen. Det vil således gælde uanset, om der er tale
om en barnets plan efter lovens § 91, en ungeplan efter §
108, eller om indsatser og støtte er samlet i en helhedsorien-
teret plan efter lovens § 110.
Såfremt der er dele af forældrenes helhedsorienterede plan,
der vedrører indsatser, der er iværksat af hensyn til barnets
eller den unges behov for støtte, vil disse ligeledes skulle
revideres, inden barnet eller den unge hjemgives. Hvis den
videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen indgår i en
helhedsorienteret plan, som omfatter familien, vil disse ele-
menter i den helhedsorienterede plan ligeledes skulle revi-
deres. Dette er i overensstemmelse med gældende ret, jf.
Folketingstidende, 2017-18, A, L 232 som fremsat, side 36.
Det følger af 2. pkt. i den foreslåede bestemmelse, at når
der er tale om unge, der er idømt en sanktion efter straf-
felovens § 74 a, vil revision af den unges plan forud for
hjemgivelsen særligt skulle vedrøre, hvordan målene om,
at den unge senest ved afslutningen af sanktionen påbegyn-
der en uddannelse eller kommer i beskæftigelse, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 128, kan nås. Dette er ligeledes
i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende,
2006-07, tillæg A, side 6570.
Den foreslåede stk. 5, 2. pkt., retter sig mod tilfælde, hvor
der er tale om hjemgivelse af en ung i et ungdomssanktions-
forløb. Baggrunden for forslaget er, at afslutningen af fase 2
i ungdomssanktionen og overgangen til fase 3 er at betragte
som en hjemgivelse i henhold til det foreslåede § 100, stk.
1. Det foreslås, i overensstemmelse med efter gældende ret,
at revisionen af ungeplanen i forbindelse med en hjemgivel-
se særligt skal rette sig mod, hvordan målene om uddannelse
og beskæftigelse nås i 3. fase, når der er tale om en ung i et
ungdomssanktionsforløb.
Der vil således, jf. den foreslåede bestemmelse i § 129 på
dette tidspunkt skulle være en konkret plan for, hvilken ud-
dannelse eller beskæftigelse den unge skal i gang med i
3. fase. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede
bestemmelse i § 129.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.17.1-3.17.3.
Til § 101
Der er efter gældende regler ikke hjemmel til, at pårørende
til et barn, der ikke har særskilt partsstatus i en konkret sag,
kan anmode Ankestyrelsen om at foretage en vurdering af
kommunalbestyrelsens afgørelse om hjemgivelse af et barn
under 10 år.
Det foreslås med bestemmelsen i § 101, at barnets plejefa-
milie, støtteperson eller venskabsfamilie kan anmode Anke-
styrelsen om en vurdering af kommunalbestyrelsens afgørel-
se efter § 100, stk. 1, om hjemgivelse af et barn under 10 år.
328
Forslaget indebærer, at plejeforældre, støtteperson eller ven-
skabsfamilie til et anbragt barn under 10 år vil få ret til på
barnets vegne at anmode Ankestyrelsen om en vurdering af
afgørelsen i tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen træffer af-
gørelse om hjemgivelse. Forslaget indebærer ikke, at barnets
plejefamilie, støtteperson eller venskabsfamilie får partssta-
tus i forbindelse med anmodningen.
Med lovforslagets § 145 foreslås aldersgrænsen for selv-
stændig partstatus at blive sat ned til 10 år mod 12 år i
dag. Det vil sige, at børn fra 10 år og opefter selvstændigt
vil kunne udøve partsbeføjelser, dvs. at de bl.a. vil få mulig-
hed for selv at klage til Ankestyrelsen over en afgørelse om
eksempelvis hjemgivelse.
Børn under 10 år vil derimod ikke få selvstændigt mulighed
for at udøve partsbeføjelser. Derfor foreslås med bestemmel-
sen § 101 en særlig ordning, hvor plejeforældre, støtteperson
eller venskabsfamilie til børn under 10 år vil få ret til på
barnets vegne at bede Ankestyrelsen om en vurdering af en
afgørelse om hjemgivelse.
Ordningen vil konkret bestå i, at plejeforældre, støtteperson
eller venskabsfamilie til et barn under 10 år kan bede Anke-
styrelsen om en uvildig vurdering, hvis kommunalbestyrel-
sen træffer afgørelse om hjemgivelse, og barnet giver udtryk
for ikke at være enig i dette, eller plejeforældre, støtteperson
eller venskabsfamilie vurderer, at afgørelsen ikke er til bar-
nets bedste. Af hensyn til at hindre unødige skift for barnet
vil en anmodning om Ankestyrelsens vurdering af afgørel-
sen efter § 101 blive tillagt opsættende virkning, jf. § 2, nr.
26, i det samtidigt fremsatte følgelovforslag. Det vil sige,
at hjemgivelsen af barnet sættes i bero, indtil Ankestyrelsen
har behandlet sagen.
Formålet med forslaget er at styrke hensynet til barnets be-
hov for kontinuitet i opvæksten i og med, at der sikres flere
øjne på sagen og en uvildig vurdering i de tilfælde, hvor
barnet endnu ikke har en alder, så barnet selvstændigt kan
udøve partsbeføjelser. Forslaget skal desuden sikre, at børn,
der er anbragt uden for hjemmet, ikke bliver hjemgivet af
årsager, som ikke er barnets bedste, f.eks. udelukkende på
grund af økonomiske hensyn, ligesom det vil kunne være
relevant i sager, hvor f.eks. plejefamilier oplever, at deres
plejebarn hjemgives som følge af samarbejdsproblemer med
kommunen.
Udgangspunktet vil være, at en anmodning fra plejeforæl-
drene, støttepersonen eller venskabsfamilien efter den fore-
slåede bestemmelse sker på barnets vegne. Det vil sige, at
det som udgangspunkt må lægges til grund, at baggrunden
for anmodningen er, at barnet har givet udtryk for ikke at
være enig i kommunalbestyrelsens afgørelse om hjemgivel-
se. Dog vil der kunne være tilfælde, hvor barnets alder,
modenhed eller funktionsevne betyder, at barnet ikke selv
kan udtrykke sin holdning til afgørelsen, eller ikke er i
stand til at vurdere, om en hjemgivelse er til barnets eget
bedste. Derfor vil det ikke være et krav, at barnet skal være
imod kommunens afgørelse om hjemgivelse.
Barnets holdning bør imidlertid indgå i Ankestyrelsens vur-
dering af sagen, og afgørelsen om hjemgivelse vil således
altid skulle ses i forhold til hensynet til barnets bedste. An-
kestyrelsen bør således være opmærksom på, at anmodnin-
gen ikke alene bør være begrundet i rent personlige hensyn
for plejefamilien, støttepersonen eller venskabsfamilien. An-
kestyrelsen bør i den forbindelse også være særligt opmærk-
som på de konkrete forhold i den enkelte sag, herunder
barnets støttebehov og eventuelle funktionsnedsættelser hos
barnet eller forældrene.
Ankestyrelsen vil skulle behandle en anmodning, jf. § 101,
efter reglerne i den foreslåede bestemmelse i § 153.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.18.1-3.18.3.
Til § 102
Det fremgår af § 68, stk. 3, i serviceloven, at i tilfælde, hvor
forældremyndighedsindehaver anmoder om at få hjemgivet
et barn eller en ung, der er anbragt med samtykke efter
servicelovens § 52, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tage
stilling til spørgsmålet om hjemgivelse, senest 7 dage fra
anmodningen fremsættes. Det samme gælder, såfremt en
ung over 15 år, der er anbragt med samtykke efter § 52, stk.
1, anmoder om at blive hjemgivet.
Det fremgår af § 68, stk. 6, i serviceloven, at kommunalbe-
styrelsen ikke har pligt til at behandle en anmodning om
hjemgivelse i den periode, hvor en sag er under behandling i
Ankestyrelsen eller ved retten.
Det fremgår af § 68, stk. 7, i serviceloven, at kommunalbe-
styrelsen kan afvise at behandle en anmodning fra forældre-
myndighedsindehaveren om hjemgivelse af et barn eller en
ung, der er anbragt efter 1) § 58, hvis der ikke er sket væ-
sentlige ændringer af forholdene hos forældremyndigheds-
indehaveren, barnet eller den unge, eller 2) § 68 a, hvis der
ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos anbrin-
gelsesstedet, barnet eller den unge.
Det fremgår af § 68, stk. 8, i serviceloven, at når kommu-
nalbestyrelsen behandler en anmodning fra forældremyndig-
hedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år, om hjem-
givelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter § 58
eller § 68 a, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om
hjemgivelse og hjemgivelsesperiodens længde, jf. § 68, stk.
2, hvis der er grundlag herfor. Hvis kommunalbestyrelsen
ikke finder, at der er grundlag for at hjemgive barnet eller
den unge, forelægges sagen til afgørelse i børn og unge-ud-
valget, jf. §§ 58 eller 68 a.
Det fremgår af § 68, stk. 9, i serviceloven, at i alle tilfælde,
hvor kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om hjemgivelse
af et barn eller en ung, der er anbragt efter § 58 eller § 68
a, skal kommunalbestyrelsen umiddelbart orientere børn og
unge-udvalget herom.
Det foreslås med stk. 1, at i tilfælde, hvor forældremyndig-
329
hedsindehaver anmoder om at få hjemgivet et barn eller en
ung, der er anbragt med samtykke efter § 46, skal kommu-
nalbestyrelsen tage stilling til spørgsmålet om hjemgivelse,
senest syv dage fra anmodningen fremsættes. Det samme
gælder, såfremt en ung som er fyldt 15 år, der er anbragt
med samtykke efter § 46, anmoder om at blive hjemgivet.
Forslaget viderefører § 68, stk. 3, i serviceloven med de
nødvendige konsekvensændringer som følge af, at en afgø-
relse om anbringelse med samtykke fremover vil blive truf-
fet efter § 46, i barnets lov.
I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende,
2008-09, tillæg A, side 3367, vil forslaget indebære, at kom-
munalbestyrelsens afgørelse om hjemgivelse og fastsættelse
af hjemgivelsesperiode vil skulle træffes inden syv dage i de
tilfælde, hvor forældre til et barn eller en ung, der er anbragt
med samtykke fra forældremyndighedsindehaver, henvender
sig med ønske om at få hjemgivet barnet eller den unge,
eller hvor en ung på 15 år eller derover anmoder om at blive
hjemgivet fra en anbringelse med samtykke. Begrundelsen
for forslaget er, at af hensyn til både børn, unge og forældre,
der ønsker en hjemgivelse, er det vigtigt, at tidsperspektivet
for hjemgivelsen hurtig fastlægges, således at både børn,
unge og forældre får tryghed i at vide, hvornår deres livssi-
tuation forandres.
Det følger af reglerne om anbringelse, jf. det foreslåede §
46, at en anbringelse med samtykke kan ophøre enten på
baggrund af, at kommunen træffer afgørelse om hjemgivelse
eller på baggrund af, at forældremyndighedsindehaver eller
den unge, der fyldt 15 år, tilbagekalder samtykket.
Ved frivillige anbringelser vil samtykket fra forældremyn-
dighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, til enhver
tid kunne tilbagekaldes. Ved tilbagekaldelse af samtykket
vil betingelserne for den frivillige anbringelse ikke længere
være opfyldt. Kommunen vil herefter skulle træffe afgørelse
om hjemgivelse samt om, hvor lang hjemgivelsesperioden
skal være, jf. det foreslåede § 100. Hvis kommunalbestyrel-
sen finder, at der ikke er grundlag for at hjemgive barnet
eller den unge, vil sagen skulle forelægges for børne- og
ungeudvalget, jf. den foreslåede bestemmelse i § 102, stk. 4.
Der kan være tilfælde, hvor der er uenighed mellem foræl-
dremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, om
tilbagekaldelse af samtykket til en anbringelse.
Hvis forældremyndighedsindehaver ønsker at få den unge
hjemgivet, mens den unge modsætter sig hjemgivelsen og
opretholder sit samtykke til anbringelsen, bør kommunalbe-
styrelsen overveje, om der er grundlag for at indstille til bør-
ne- og ungeudvalget, at der træffes afgørelse om at anbringe
den unge uden forældremyndighedsindehavers samtykke ef-
ter bestemmelsen i lovforslagets § 47, stk. 1 eller 3. Kom-
munalbestyrelsen bør afdække, hvad der er baggrunden for,
at den unge modsætter sig hjemgivelsen, således at der vil
kunne sættes ind over for de bekymringer, som den unge
måtte have. Det vil f.eks. kunne ske ved at gennemføre en
samtale med den unge. Kommunalbestyrelsen bør i denne
sammenhæng være opmærksom på, at den unges ønsker bør
tillægges passende vægt i overensstemmelse med den unges
modenhed og eventuelle nedsat psykisk funktionsevne.
I alle tilfælde, hvor det er forældremyndighedsindehaver,
der anmoder om hjemgivelse, vil kommunen skulle være
opmærksom på at inddrage barnets eller den unges holdning
i vurderingen af, om en hjemgivelse er i overensstemmelse
med barnets eller den unges bedste. Kommunen bør i den
forbindelse være opmærksom på, at barnets eller den unges
alder, modenhed eller en eventuel psykisk funktionsevne
kan have betydning for barnets eller den unges evne til at
give udtryk for egne ønsker.
Er det den unge, der anmoder om at blive hjemgivet, mens
forældremyndighedsindehaver modsætter sig hjemgivelsen,
f.eks. fordi der er tale om en behandlingskrævende ung,
som forældrene ikke selv kan håndtere, må kommunen være
opmærksom på, at en forsvarlig hjemgivelse vil forudsætte,
at hjemmet er indstillet på at modtage den unge. I en sådan
situation bør kommunen overveje, om der er grundlag for at
indstille til børne- og ungeudvalget, at der træffes afgørelse
om at anbringe den unge uden samtykke fra den unge selv
efter bestemmelsen i lovforslagets § 47, stk. 1.
Klager over afgørelser om hjemgivelse og hjemgivelsesperi-
ode har som udgangspunkt opsættende virkning, jf. § 2, nr.
24 i det samtidigt fremsatte følgelovforslag.
Det foreslås med stk. 2, kommunalbestyrelsen ikke har pligt
til at behandle en anmodning om hjemgivelse i den periode,
hvor en sag er under behandling i Ankestyrelsen eller ved
retten.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 68, stk. 6. I
overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingsti-
dende, 2019-20, A, L 68 som fremsat, side 35, vil forslaget
indebære, at kommunalbestyrelsen ikke vil have pligt til at
behandle en anmodning om hjemgivelse i den periode, hvor
en sag er under behandling i Ankestyrelsen eller ved retten.
Ved anmodning om hjemgivelse vil her skulle forstås en an-
modning fra forældremyndighedsindehaver eller den unge,
der er fyldt 15 år, om at barnet eller den unge, der er anbragt
uden for hjemmet, hjemgives til forældremyndighedsindeha-
ver, dvs. at barnet eller den unge efter en nærmere fastsat
overgangsperiode (hjemgivelsesperioden) overdrages til for-
ældremyndighedsindehaver, og anbringelsen ophører.
Bestemmelsen vil i overensstemmelse med efter gældende
ret indebære, at kommunalbestyrelsen vil kunne afvise at
behandle en anmodning om hjemgivelse, mens sagen er
under behandling i Ankestyrelsen eller ved retten.
Bestemmelsen vil gælde i alle sager om anbringelse af et
barn eller en ung uden for hjemmet. Bestemmelsen vil såle-
des også gælde i sager om anbringelse uden for hjemmet
uden samtykke efter lovforslagets § 47 eller videreført an-
bringelse efter lovforslagets § 67 herunder uanset om en
330
anmodning om hjemgivelse fremsættes af forældremyndig-
hedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år, og uanset
om betingelserne efter det foreslåede § 102, stk. 3 for at
afvise forældremyndighedsindehaver anmodning er opfyldt
eller ej.
Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at forældre-
myndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, på
ethvert tidspunkt vil kunne fremsætte begæring om hjemgi-
velse. Forældremyndighedsindehaver og den unge behøver
således ikke at afvente, at børne- og ungeudvalget vil skul-
le behandle sagen på baggrund af den fastsatte genbehand-
lingsfrist efter den foreslåede § 50.
Udgangspunktet vil således være, at kommunen skal be-
handle begæringen om hjemgivelse og vurdere, hvorvidt
kommunen mener, at der stadig er grundlag for den tvangs-
mæssige foranstaltning.
Forældremyndighedsindehaver vil kunne anmode om hjem-
givelse umiddelbart efter, at der er truffet afgørelse om
anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, og uanset,
at sagen samtidig behandles i ankesystemet. Dette kan imid-
lertid være belastende for barnet eller den unge, som ikke
får den fornødne ro og stabilitet. Det vil samtidigt være
uhensigtsmæssigt, at flere instanser behandler den samme
sag på samme tid. Derfor vil kommunen ikke have pligt til
at behandle en anmodning om hjemgivelse, når en sag er
under behandling i Ankestyrelsen eller ved domstolene, jf.
den foreslåede bestemmelse.
I de tilfælde, hvor sagen ikke er under behandling i Anke-
styrelsen eller ved domstolene, vil kommunen altid skulle
behandle en anmodning om hjemgivelse, jf. dog det foreslå-
ede § 102, stk. 3.
Det foreslås med stk. 3, at kommunalbestyrelsen kan afvise
at behandle en anmodning fra forældremyndighedsindeha-
ver om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt
efter følgende bestemmelser: 1) § 47, hvis der ikke er
sket væsentlige ændringer af forholdene hos forældremyn-
dighedsindehaveren, barnet eller den unge, eller 2) § 67
hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos
anbringelsesstedet, barnet eller den unge.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 68, stk. 7,
med de nødvendige konsekvensændringer som følge af, at
afgørelser om henholdsvis anbringelse uden samtykke og
videreført anbringelse, jf. servicelovens §§ 58 og 68 a, frem-
adrettet vil blive truffet efter §§ 47 og 67 i barnets lov.
Der er ikke herudover tilsigtet ændringer i forhold til
gældende retstilstand. Forslaget indebærer således, i over-
ensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende,
2019-20, A, L 68 som fremsat, side 36-39, at kommunal-
bestyrelsen skal kunne afvise at behandle en anmodning
fra forældremyndighedsindehaver om hjemgivelse af et barn
eller en ung, der er anbragt efter de bestemmelser, der er
nævnt i den foreslåede § 102, stk. 3, nr. 1 eller nr. 2, når de
betingelser, der fremgår af nr. 1 eller nr. 2, er opfyldt.
Det foreslås i nr. 1, at en afvisning af behandling om en
anmodning om hjemgivelse vil kunne ske, når barnet eller
den unge er anbragt efter lovens § 47, hvis der ikke er
sket væsentlige ændringer af forholdene hos forældremyn-
dighedsindehaver, barnet eller den unge, eller i situationer
omfattet af den foreslåede bestemmelses nr. 2.
Ved anbringelse efter lovens § 47 vil skulle forstås alle til-
fælde, hvor et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet
efter reglerne i denne bestemmelse. Det vil omfatte sager,
hvor afgørelsen om anbringelse er truffet uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15
år efter lovforslagets § 47, stk. 1, sager hvor børne- og unge-
udvalget træffer afgørelse efter lovens § 47, stk. 3, selvom
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt
15 år, samtykker til en anbringelse efter lovforslagets § 46,
jf. lovens § 47, stk. 3, samt sager, hvor den unge erklærer
sig enig i anbringelsen, og børne- og ungeudvalget træffer
afgørelse efter lovens § 47, stk. 4.
Det følger af nr. 1 i den foreslåede bestemmelse, at kom-
munen vil kunne afvise at behandle anmodninger fra foræl-
dremyndighedsindehaver om hjemgivelse i alle sager om
anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter
lovens § 47, hvis der er ikke er sket væsentlige ændringer af
forholdene hos forældrene, barnet eller den unge.
Den foreslåede bestemmelse vil således betyde, at det alene
vil være, hvis forholdene hos forældremyndighedsindehaver,
barnet eller den unge er væsentligt ændrede, at kommunal-
bestyrelsen vil have pligt til at realitetsbehandle anmodnin-
gen fra forældrene.
Væsentligt ændrede forhold på anbringelsesstedet vil ikke
medføre, at en anmodning om hjemgivelse i en sag om
anbringelse uden for hjemmet efter lovens § 47 vil skulle
realitetsbehandles. Det skyldes, at en anbringelse efter § 47
aldrig kan være begrundet i forhold på anbringelsesstedet,
og ændrede forhold på anbringelsesstedet vil derfor ikke i
sig selv kunne begrunde en hjemgivelse af barnet eller den
unge, selvom det i nogen tilfælde vil kunne give anledning
til, at barnet eller den unge flyttes til et andet anbringelses-
sted.
Ved væsentlige ændringer af forældremyndighedsindehavers
forhold vil skulle forstås, at forhold omkring forældremyn-
dighedsindehaveren, som afgørelsen om anbringelse uden
samtykke var helt eller delvist begrundet i, ikke længere
er til stede eller er ændret markant og i positiv retning for
barnet eller den unge.
Det vil f.eks. kunne være, hvis forældremyndighedsindeha-
ver, som har haft et misbrug af alkohol, har gennemført
en misbrugsbehandling og er ude af misbruget. Det vil
f.eks. også kunne være, hvis forældremyndighedsindehave-
re, som har haft en alvorlig psykisk lidelse, der betød, at
de ikke var i stand til at drage omsorg for barnet eller den
unge, har modtaget virksom behandling. Andre eksempler
på væsentlige ændringer af forholdene vil kunne være en
331
forældremyndighedsindehaver, der har været i et voldeligt
forhold, hvor den pågældende og eventuelt barnet eller den
unge og/eller andre børn i familien har været udsat for fysisk
eller psykisk vold, men hvor den pågældende forældremyn-
dighedsindehaver er ude af forholdet, og der ikke længere
er vold i hjemmet. Det vil f.eks. også kunne være en foræl-
dremyndighedsindehaver, som ikke tidligere har haft de for-
nødne kompetencer til at drage omsorg for barnet eller den
unge, men som har modtaget og profiteret af relevant hjælp
og støtte, så der f.eks. ses en markant og positiv udvikling
i samværet med barnet eller den unge. En forældremyndig-
hedsindehavers demonstrerede evne til at varetage omsorgen
for andre børn end det pågældende barn og unge kan også
efter omstændighederne være en væsentlig ændring af for-
holdene. Ændringer i, hvem der har del i forældremyndighe-
den, vil f.eks. også kunne være en væsentlig ændring, da
afgørelsen om anbringelse herefter vil være truffet over for
en anden personkreds.
Vurderingen af eventuelle væsentlige ændringer af forældre-
myndighedsindehavers forhold vil skulle ses i tæt sammen-
hæng med den støtte til forældremyndighedsindehaver under
anbringelsen, som kommunen efter den foreslåede §§ 75-76,
skal træffe afgørelse om, herunder den særskilte plan eller
eventuelle helhedsorienteret plan for støtten til forældrene,
jf. det foreslåede §§ 77 og 78.
Ved væsentlige ændringer af barnets eller den unges forhold
vil skulle forstås, at forhold omkring barnet eller den unge,
som anbringelsen uden samtykke var helt eller delvist be-
grundet i, er ændret betydeligt og i en positiv retning for
barnet eller den unge. Det vil f.eks. kunne være, hvis en ung,
som har haft et alvorligt misbrug af hash, har gennemført
misbrugsbehandling og er kommet ud af misbruget. Det vil
f.eks. også kunne være, hvis et barn eller en ung, som før
anbringelsen har haft meget udadreagerende eller selvska-
dende adfærd, gennem en støttende indsats og behandling er
blevet markant bedre i stand til håndtere vrede og konflikt
eller er ophørt med alvorlig selvskade.
Vurderingen af eventuelle væsentlige ændringer af barnets
eller den unges forhold vil skulle ses i sammenhæng med
opfølgningen på barnets eller den unges trivsel og udvikling,
jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 95-96.
Ovenstående er ikke en udtømmende oplistning af eksemp-
ler på væsentlige ændringer af forholdene hos forældremyn-
dighedsindehaveren eller barnet eller den unge.
Af hensyn til barnets eller den unges behov for stabilitet
og kontinuitet vil det være af stor betydning, at ændringer
af forældremyndighedsindehavers eller barnets eller den un-
ges forhold må antages at have den fornødne varighed og
ikke være af forbigående karakter. Det vil f.eks. kunne være
tilfældet, hvis forældremyndighedsindehaveren eller barnet
eller den unge i en længere periode har været ude af mis-
brug. Hvornår det må antages, at ændringer har den fornød-
ne varighed, vil skulle bero på en konkret og individuel
vurdering af forholdene i den enkelte sag og under hensyn
til barnets eller den unges støttebehov. Ved vurderingen vil
bl.a. kunne indgå, hvor alvorlige forhold, der er tale om, og
om der tidligere er sket hjemgivelse i sagen på baggrund af
tilsvarende ændringer i forældremyndighedsindehavers for-
hold, som efterfølgende viste sig ikke at være stabile, f.eks.
ved tilbagefald til misbrug. Eventuelle relevante udtalelser
fra f.eks. en læge eller andre relevante fagpersoner, som for-
ældrene har medsendt, eller som i øvrigt fremgår af sagen,
vil skulle indgå i vurderingen.
Adgangen efter det foreslåede, stk. 3, nr. 1, til at afvise at
behandle anmodninger om hjemgivelse vil alene omfatte an-
modninger fra forældre med del i forældremyndigheden. Be-
grundelsen for dette er, at det alene vil være forældremyn-
dighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, som vil
kunne anmode om hjemgivelse, ligesom det vil være disse
parter, der vil kunne samtykke til en anbringelse, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 46.
Det foreslås i nr. 2, at kommunalbestyrelsen vil kunne afvise
at behandle en anmodning fra forældremyndighedsindeha-
veren om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt
efter lovens § 67, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer
af forholdene på anbringelsesstedet, barnet eller den unge.
En anbringelse efter lovens § 67 er en videreført anbringel-
se. Herved vil skulle forstås, at børne- og ungeudvalget
skal have truffet afgørelse om, at et barn eller en ung, som
har været anbragt uden for hjemmet i mindst tre år efter
reglerne i barnets lov eller reglerne i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet, fortsat skal være anbragt uden for
hjemmet i en videreført anbringelse, hvis barnet eller den
unge har opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesste-
det, at det på kortere og længere sigt må antages at være af
væsentligt betydning for barnets eller den unges bedste at
forblive på anbringelsesstedet.
Afgørelse om videreført anbringelse vil forudsætte samtyk-
ke fra den unge, der er fyldt 15 år og vil kunne træffes,
selvom betingelserne for anbringelse efter lovens §§ 46 eller
47 eller § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet
ikke længere er opfyldt. En videreført anbringelse vil ikke
skulle genbehandles efter genbehandlingsfristerne i lovens §
50 Herudover gælder de almindelige regler under en anbrin-
gelse.
I lighed med efter den foreslåede bestemmelse i § 102, stk.
3, nr. 1, vil bestemmelsen alene vedrøre anmodninger fra
forældremyndighedsindehaver.
Bestemmelsen vil medføre, at kommunalbestyrelsen i lighed
med efter gældende ret vil kunne afvise at behandle anmod-
ninger fra forældremyndighedsindehaveren om hjemgivelse
i sager om anbringelse af et barn eller en ung i en videreført
anbringelse efter lovforslagets § 67, hvis der er ikke er sket
væsentlige ændringer af forholdene hos anbringelsesstedet,
barnet eller den unge.
I forhold til en videreført anbringelse, jf. § 67, vil væsentlige
ændringer for eksempel kunne være, at barnet eller den unge
332
ikke længere føler et tilhørsforhold til anbringelsesstedet,
men langsomt har opnået større tilknytning til forældremyn-
dighedsindehaveren. Det vil også kunne være, at der er for-
hold hos anbringelsesstedet, som er væsentligt ændrede. Det
vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis den primære omsorgs-
person i plejefamilien dør eller forlader familien på grund af
skilsmisse.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at hvis kommu-
nalbestyrelsen modtager en anmodning fra forældremyndig-
hedsindehaveren om hjemgivelse af et barn eller en ung,
der er anbragt efter lovens §§ 47 eller 67, vil kommunalbe-
styrelsen indledningsvis skulle vurdere, om der er grundlag
for at behandle anmodningen eller ej. Dette vil betyde, at
kommunen vil skulle vurdere, om der væsentlige ændringer
af relevante forhold.
Kommunalbestyrelsen vil skulle sikre, at sagen er tilstræk-
keligt oplyst til, at kommunalbestyrelsen vil kunne foretage
denne vurdering, jf. retssikkerhedslovens § 10. Der vil være
tale om en afgrænset sagsoplysning, som alene skal belyse,
om der er væsentlige ændringer af relevante forhold. Der vil
således ikke skulle ske fuld sagsoplysning med henblik på at
vurdere, om der er grundlag for hjemgivelse.
Oplysninger om forældremyndighedsindehaverens forhold
må først og fremmest komme fra forældremyndighedsinde-
haveren selv, f.eks. ved at forældremyndighedsindehaveren
fremsender en udtalelse fra egen læge eller lignende, der kan
sandsynliggøre, at forældremyndighedsindehaverens forhold
er ændret væsentligt. Der vil således ikke påhvile kommu-
nalbestyrelsen en forpligtelse til at iværksætte f.eks. en psy-
kologisk eller anden faglig undersøgelse af forældrene, med-
mindre forældremyndighedsindehaveren selv er fremkom-
met med oplysninger, som gør det overvejende sandsynligt,
at eksempelvis forældrenes kompetencer til at drage omsorg
for barnet eller den unge er væsentligt forbedrede.
Oplysninger om eventuelle væsentlige ændringer af barnets
eller den unges forhold må kommunen som altovervejende
udgangspunkt antages at være i besiddelse af allerede som
led i behandlingen af anbringelsessagen og kommunens lø-
bende opfølgning på barnets trivsel og udvikling og det
personrettede tilsyn med barnet eller den unge, jf. lovens §§
95-96 og § 156. I særlige tilfælde vil der dog kunne være
behov for at indhente oplysninger fra andre myndigheder,
anbringelsesstedet m.v.
Oplysninger om eventuelle væsentlige ændringer af forhol-
dene hos anbringelsesstedet i sager om videreført anbringel-
se må kommunen som altovervejende udgangspunkt antages
at være i besiddelse af allerede som led i behandlingen af
anbringelsessagen, samarbejdet med anbringelsesstedet, op-
lysninger fra socialtilsynet m.v. I nogle tilfælde vil der dog
kunne være behov for at indhente oplysninger fra anbringel-
sesstedet, andre myndigheder m.v.
Som hovedregel må det antages, at vurderingen af, om for-
holdene er væsentligt ændrede, vil blive foretaget på grund-
lag af oplysninger, som forældremyndighedsindehaver selv
har fremsendt eller på anden vis må antages at være bekendt
med, jf. ovenfor, og der vil derfor ikke være behov for
at høre forældremyndighedsindehaveren forinden. I nogle
tilfælde vil det dog kunne være nødvendigt at høre parterne,
jf. forvaltningslovens § 19.
Kommunen vil efter omstændighederne skulle inddrage bar-
net eller den unge, inden vurderingen foretages, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 4. Inddragelse af barnet eller
den unge i forbindelse med vurderingen vil kunne undlades,
hvis barnets modenhed, eventuelle funktionsnedsættelse el-
ler sagens karakter i afgørende grad taler imod, f.eks. fordi
anmodningen om hjemgivelse er åbenlyst ubegrundet, eller
fordi barnet eller den unge har afgørende behov for ro og
for at blive skærmet. Ved vurderingen af, om inddragelse af
barnet eller den unge kan undlades vil det skulle tillægges
vægt, at der ikke her er tale om en undersøgelse af grundla-
get for hjemgivelse, men alene en indledende afklaring af,
om der er grundlag for behandle sagen, hvorfor hensynet
til at skåne barnet eller den unge som udgangspunkt må
veje tungere end ved en realitetsbehandling af en hjemgi-
velsessag, hvor barnets eller den unges interesse i at blive
inddraget alt andet lige vil være væsentligt større.
Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at relevante forhold
ikke er væsentligt ændrede, vil kommunen ikke skulle re-
alitetsbehandle anmodningen. Dette vil indebære, at kom-
munalbestyrelsen ikke vil skulle oplyse sagen yderligere,
herunder iværksætte nye undersøgelser m.v., med henblik på
at vurdere, om der er grundlag for at hjemgive barnet eller
den unge eller opretholde anbringelsen. Der vil ikke skulle
træffes afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiodens
længde. Sagen vil heller ikke skulle forelæggelse for børne-
og ungeudvalget til fornyet afgørelse efter lovforslagets § 47
eller § 67. Sagen om anbringelse uden samtykke vil således
ikke skulle genbehandles, herunder ved børne- og ungeud-
valget, Ankestyrelsen eller retten. Kommunen vil i stedet
skulle afvise at behandle anmodningen om hjemgivelse.
Forældremyndighedsindehaver vil kunne indbringe kommu-
nens afvisning af at behandle sagen for Ankestyrelsen, jf.
lovens § 144 og kapitel 10 i retssikkerhedsloven.
Hvis kommunen finder, at der er sket væsentlige ændrin-
ger af forholdene hos forældremyndighedsindehaveren, bar-
net eller den unge, vil kommunalbestyrelsen skulle reali-
tetsbehandle forældremyndighedsindehavers anmodning om
hjemgivelse af barnet eller den unge, jf. det foreslåede §
102, stk. 4. Dog vil kommunalbestyrelsen ikke have pligt til
at behandle anmodningen, hvis sagen er under behandling
ved Ankestyrelsen eller retten, jf. det foreslåede § 102, stk.
2.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre ved, at kommu-
nalbestyrelsen i lighed med efter gældende ret vil have pligt
til at behandle anmodninger fra en ung, der er fyldt 15
år, og som er anbragt efter §§ 47 eller 47, også selvom
der er ikke sket væsentlige ændringer af forholdene, hvis
333
sagen i øvrigt ikke under behandling ved Ankestyrelsen eller
retten, jf. det foreslåede § 102, stk. 2. Dette er ligeledes i
overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende,
2019-20, A, L 68 som fremsat, side 36-39.
Det foreslås med stk. 4, at når kommunalbestyrelsen be-
handler en anmodning fra forældremyndighedsindehaver el-
ler den unge, der er fyldt 15 år, om hjemgivelse af et
barn eller en ung, der er anbragt efter §§ 47 eller 67, skal
kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om hjemgivelse og
hjemgivelsesperiodens længde, jf. § 100, stk. 1, hvis der
er grundlag herfor. Hvis kommunalbestyrelsen ikke finder,
at der er grundlag for at hjemgive barnet eller den unge,
forelægges sagen til afgørelse i børne- og ungeudvalget.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 68, stk. 8,
med de nødvendige konsekvensændringer som følge af, at
afgørelser om henholdsvis anbringelse uden samtykke og
videreført anbringelse, jf. servicelovens §§ 58 og 68 a, frem-
adrettet vil blive truffet efter §§ 47 og 67, i barnets lov.
Det foreslås i overensstemmelse med efter gældende ret,
jf. Folketingstidende, 2019-20, A, L 68 som fremsat, si-
de 39-40, at det fastsættes, at når kommunalbestyrelsen be-
handler en anmodning fra forældremyndighedsindehaver og
den unge, der er fyldt 15 år, om hjemgivelse af et barn eller
en ung, som er anbragt efter lovens §§ 47 eller 67, vil kom-
munalbestyrelsen skulle træffe afgørelse om hjemgivelse og
om hjemgivelsesperiodens længde jf. det foreslåede § 100,
stk. 1, hvis der er grundlag herfor.
Det følger således af det foreslåede § 100, stk. 1, 1. pkt., at
et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, først
kan hjemgives, når kommunalbestyrelsen har truffet afgørel-
se om hjemgivelse og hjemgivelsesperiodens længde. Kun i
særlige tilfælde vil kommunalbestyrelsen dog kunne beslut-
te, at der ikke skal være en hjemgivelsesperiode, jf. det
foreslåede § 100, stk. 1, 2. pkt.
Det foreslåede stk. 4 fastsætter regler for realitetsbehand-
ling af hjemgivelsesanmodninger fra forældremyndigheds-
indehaveren og den unge i denne type sager. Bestemmelsen
vil således alene gælde i de sager, hvor der skal ske en
realitetsbehandling af anmodningen, og ikke for sager, hvor
kommunalbestyrelsen efter reglerne i de foreslåede § 102,
stk. 2 og 3, afviser at behandle anmodningen, fordi sagen er
under behandling ved Ankestyrelsen eller retten, eller fordi
forholdene ikke er væsentligt ændrede.
Når kommunalbestyrelsen skal realitetsbehandle anmodnin-
ger fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er
fyldt 15 år, om hjemgivelse af et barn eller en ung, der
er anbragt efter §§ 47 eller 67, vil kommunalbestyrelsen
ligesom i dag skulle oplyse sagen med henblik på at vur-
dere, om der er grundlag for hjemgivelse. Det vil sige, at
kommunalbestyrelsen i det omfang der måtte være behov
for det, vil skulle undersøge barnets eller den unges og/eller
forældremyndighedsindehavers forhold med henblik på at
vurdere, om barnet eller den unge skal hjemgives, og i givet
fald, hvordan hjemgivelsen skal forberedes, og hvilken støt-
te til barnet eller den unge og familien der måtte være behov
for ved hjemgivelsen. Dette vil kunne betyde, at den eksi-
sterende børnefaglige undersøgelse vil skulle opdateres eller
suppleres i fornødent omfang. Er der tidligere udarbejdet en
psykologisk eller anden faglig undersøgelse af forældrene,
barnet eller den unge, vil der i nogle tilfælde kunne være
behov for at supplere eller opdatere denne.
Kommunalbestyrelsen vil skulle høre parterne, hvis der er
grundlag herfor, jf. forvaltningslovens § 19. Derudover vil
kommunen efter den foreslåede bestemmelse i § 4, skulle
inddrage barnet eller den unge, inden der træffes beslutnin-
ger af betydning for barnet eller den unge. Barnets eller den
unges synspunkter vil altid skulle tillægges passende vægt
i overensstemmelse med barnets eller den unges alder og
modenhed.
Hvis kommunalbestyrelsen på baggrund af sin realitetsbe-
handling af anmodningen om hjemgivelse vurderer, at der
er grundlag for at hjemgive barnet eller den unge, vil kom-
munalbestyrelsen skulle træffe afgørelse om hjemgivelse og
hjemgivelsesperiodens længde, jf. det foreslåede § 100, stk.
1. Kommunalbestyrelsen vil samtidig skulle revidere barnets
plan eller ungeplanen og angive den videre indsats i forbin-
delse med hjemgivelsen, jf. det foreslåede § 100, stk. 5.
Det følger af 2. pkt. i det foreslåede § 102, stk. 4, at hvis
kommunalbestyrelsen på baggrund af sin realitetsbehandling
af en anmodning om hjemgivelse ikke finder, at der er
grundlag for at hjemgive barnet eller den unge, vil sagen
skulle forelægges til afgørelse i børne- og ungeudvalget, jf.
lovens §§ 47 eller 67. Der henvises til bemærkningerne til
de foreslåede bestemmelser i §§ 47 og 67 om anbringelse
uden samtykke og videreført anbringelse. Der henvises i
øvrigt til bemærkningerne til de foreslåede bestemmelser i
§§ 140-142 og 146 om børne- og ungeudvalgets afgørelser
samt om klage over tvangsmæssige afgørelser mm.
Det foreslås med stk. 5, at kommunalbestyrelsen umiddel-
bart skal orientere børne- og ungeudvalget om afgørelser om
hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter §§
47 eller 67.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 68, stk. 9,
med de nødvendige konsekvensændringer som følge af, at
de konkrete afgørelser om anbringelse uden samtykke og
videreført anbringelse, der i dag træffes efter servicelovens
§§ 58 og 68 a, fremadrettet vil skulle træffes efter §§ 47 og
67 i barnets lov.
Det foreslås således i overensstemmelse med efter gældende
ret, jf. Folketingstidende, 2019-20, A, L 68 som fremsat,
side 40, at i alle tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen træffer
afgørelse om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er an-
bragt efter lovens § 58 eller § 68 a, vil kommunalbestyrelsen
umiddelbart skulle orientere børne- og ungeudvalget herom.
Det vil gælde ved alle sådanne afgørelser, uanset om hjem-
givelsen er foranlediget af en anmodning fra den unge el-
334
ler forældremyndighedsindehaver eller sker på kommunens
eget initiativ.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at børne- og unge-
udvalget får indblik i kommunens praksis i sager om hjem-
givelse og dermed får mulighed for at reagere, hvis der
opstår tvivl om, hvorvidt kommunens afgørelser om hjemgi-
velse er i overensstemmelse med loven. Børne- og ungeud-
valget vil ikke kunne gribe ind i de enkelte afgørelser, som
kommunen træffer, men udvalget eller enkelte medlemmer
af udvalget vil kunne underrette Ankestyrelsen. Ankestyrel-
sen træffer ikke afgørelse om hjemgivelse, men vil have
mulighed for at tage sagen op af egen drift og eventuelt
pålægge kommunen at opretholde anbringelsen, jf. det fore-
slåede § 151.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.13.1.-3.13.3.
Til § 103
Det fremgår af § 71, stk. 1, i serviceloven, at barnet eller
den unge har ret til samvær og kontakt med forældre og
netværk, herunder søskende, bedsteforældre, øvrige familie-
medlemmer, venner m.v. under anbringelsen uden for hjem-
met. Det fremgår endvidere, at kommunalbestyrelsen under
hensyntagen til barnets eller den unges bedste og under hen-
syntagen til beskyttelsen af barnets eller den unges sundhed
og udvikling og beskyttelsen af barnet eller den unge mod
overgreb skal sørge for, at forbindelsen mellem barnet eller
den unge og forældrene og netværket holdes ved lige.
Ved tilrettelæggelse af samværet skal der efter servicelovens
§ 71, stk. 1, lægges vægt på, at barnet eller den unge også
på længere sigt har mulighed for at skabe og bevare nære
relationer til forældre og netværket. Kommunalbestyrelsen
har i den forbindelse pligt til at sikre, at forældrene får
information om barnets hverdag og til at bidrage til et godt
samarbejde mellem forældrene og anbringelsesstedet. Det
fremgår endvidere af bestemmelsen, at en ret til samvær og
kontakt, der er aftalt mellem forældrene eller er fastsat i
medfør af forældreansvarsloven, opretholdes under barnets
eller den unges anbringelse uden for hjemmet, men kan
reguleres eller midlertidigt ophæves efter reglerne i service-
lovens § 71, stk. 2-5.
Det foreslås med stk. 1, at barnet eller den unge under en
anbringelses uden for hjemmet har ret til samvær og kontakt
med forældre og netværk, herunder søskende, bedsteforæl-
dre, øvrige familiemedlemmer, venner m.v. I den forbindel-
se foreslås det, at barnet eller den unge skal have ret til,
at kommunalbestyrelsen inddrager barnets eller den unges
holdning til omfang, rammer og sted for samværet m.v.
Forslaget vil indebære, at børn og unge, der anbringes uden
for hjemmet, vil have ret til samvær og kontakt med deres
forældre og netværk, herunder søskende, bedsteforældre,
øvrige familiemedlemmer og venner m.v. Udtrykket foræl-
drene dækker både forældremyndighedsindehavere og for-
ældre, der ikke har del i forældremyndigheden. Kommunal-
bestyrelsen vil derfor skulle være opmærksom på, at også
kontakten til og samværet med forældre uden del i forældre-
myndigheden holdes ved lige. Det skal i den forbindelse
bemærkes, at kommunalbestyrelsens afgørelser om samvær
og kontakt efter § 104 vil kunne påklages til Ankestyrelsen
af forældre, der ikke har del i forældremyndigheden, når af-
gørelsen vedrører samvær og/eller kontakt med den pågæl-
dende forælder, jf. den foreslåede bestemmelse i § 145, stk.
2.
At det er barnet eller den unge, der har ret til samvær og
kontakt, vil betyde, at hensynet til barnet eller den unge vil
stå over forældrenes ønske om kontakt og samvær.
I forbindelse med tilrettelæggelse af samværet vil barnet
eller den unge med forslaget have ret til, at kommunalbe-
styrelsen inddrager barnets eller den unges holdning til om-
fang, rammer og sted for samværet m.v. Hensynet er at
sikre, at barnets perspektiv er i centrum for kommunens
beslutninger om tilrettelæggelse af samværet, der vil skulle
ses som en del af den samlede indsats for barnet eller den
unge.
I forbindelse med vurderingen af barnets behov vil kommu-
nalbestyrelsen i lighed med efter gældende ret være forplig-
tet til at sikre, at barnet eller den unge høres og inddrages,
herunder at der finder en samtale sted med barnet eller den
unge, jf. det foreslåede § 5 hvorved barnet eller den unges
holdning til en afgørelse om samvær vil kunne tilvejebrin-
ges. Barnets eller den unges mening vil skulle tillægges
vægt i forhold til barnets eller den unges alder, modenhed
og udvikling, herunder barnets eller den unges eventuelle
fysiske eller psykiske funktionsnedsættelse.
Hensigten med forslaget er, at barnets eller den unges ønsker
vil skulle være styrende i forhold til tilrettelæggelsen af
samværet. I lighed med efter gældende ret, jf. Folketings-
tidende, 2009-10, A, L 178 som fremsat, side 54, vil hen-
synet til barnet eller den unge endvidere skulle tillægges
en større vægt end hensynet til forældrene. Dog vil det
fortsat være kommunalbestyrelsen, der efter en konkret vur-
dering vil skulle tilrettelægge samværet samt om fornødent
træffe afgørelse om samværet, herunder om samværets om-
fang. Det bør dog fremgå af afgørelsen, hvis barnets eller
den unges holdning ikke følges og begrundelsen herfor. Det
vil samtidig være vigtigt, at kommunalbestyrelsen åbent og
tydeligt gør barnet eller den unge opmærksom på, at der
ikke er tale om, at barnet eller den unge selv skal tage be-
slutningen om samvær. Dermed vil det for det første kunne
undgås, at barnet eller den unge oplever selv at stå med
ansvaret for beslutningen om samvær. For det andet bør
barnet eller den unge få at vide, at kommunalbestyrelsen ud
fra hensynet til barnet eller den unge vil kunne træffe en
beslutning eller afgørelse, der går imod, hvad barnet eller
den unge selv har peget på.
Udgangspunktet for forvaltningens tilrettelæggelse af sam-
været og afgørelser herom vil skulle være, at barnet eller
den unge som hovedregel har brug for at bibeholde kontak-
335
ten til sine forældre. Barnets eller den unges ret til samvær
vil både omfatte en ret til, at forældrene kan besøge barnet
eller den unge, og en ret til, at barnet eller den unge kan
besøge forældrene. Dette vil også gælde for samværet med
det øvrige netværk. Netværket til det anbragte barn eller
den anbragte unge vil som udgangspunkt kunne være alle
personer, som har eller kan opnå en tilknytning til barnet
eller den unge på det tidspunkt, hvor afgørelsen om samvær
og kontakt bliver truffet.
Retten til kontakt vil også omfatte brev-, e-mail- og tele-
fonkontakt samt anden kommunikation, med mindre der er
truffet afgørelse om begrænsning af kontakten.
Det foreslås med stk. 2, at give barnet eller den unge ret til
at anmode om, at samværet alene kan finde sted med tilste-
deværelse af en støtteperson til barnet eller den unge eller
om at få suspenderet samværet med forældre eller netværk i
en periode på op til 8 uger.
Forslaget indebærer, at barnet eller den unge vil få en ekspli-
cit ret til at anmode om, at samværet alene kan finde sted
med tilstedeværelse af en støtteperson til barnet eller den
unge, ligesom barnet eller den unge vil kunne anmode om
at få suspenderet samværet med forældre eller netværk i en
periode på op til 8 uger. Det vil f.eks. kunne være tilfældet,
hvis barnet eller den unge giver udtryk for at opleve utrygge
samvær på grund af en forælders adfærd under samværet,
og barnet eller den unge derfor ikke ønsker at have samvær
med den pågældende i en periode.
Med forslaget vil barnet eller den unge til enhver tid kunne
fremsætte en anmodning efter bestemmelsen i stk. 2. Bar-
nets eller den unges anmodning vil herefter skulle behandles
af kommunalbestyrelsen. Det foreslås, at kommunalbesty-
relsen på baggrund af barnets eller den unges anmodning
vil skulle foretage en konkret og individuel vurdering af,
om der er grundlag for at træffe afgørelse om regulering
eller suspendering af samværet og periodens længde, dog
maksimalt 8 uger. En sådan afgørelse vil herefter skulle
træffes efter den foreslåede bestemmelse i § 104. Det vil
således være kommunalbestyrelsen, der vil være ansvarlig
for at foretage vurderingen af, hvorvidt barnets eller den
unges anmodning skal imødekommes, samt eventuelt træffe
afgørelse herom.
Der vil være tilfælde, hvor en konkret anmodning fra barnet
eller den unge efter den foreslåede § 103, stk. 2, ikke kan
imødekommes, fordi det vurderes ikke at være i overens-
stemmelse med barnets eller den unges bedste. En sådan
beslutning om ikke at imødekomme barnets eller den unges
anmodning vil ikke være at anse som en forvaltningsretlig
afgørelse. I forlængelse af kommunalbestyrelsens pligt til
at sikre løbende inddragelse af barnet eller den unge vil
kommunalbestyrelsen imidlertid skulle sikre, at barnet eller
den unge føler sig inddraget i og forstår de beslutninger,
som kommunalbestyrelsen træffer i barnets eller den unges
sag. Det vil også gøre sig gældende i tilfælde, hvor kommu-
nalbestyrelsen beslutter, at barnets anmodning efter § 103,
stk. 2, ikke kan imødekommes.
Barnet eller den unge vil efter den foreslåede bestemmelse
kunne anmode om at få suspenderet samværet i en afgrænset
periode. Det følger af det foreslåede § 104, stk. 5, at kom-
munalbestyrelsen ikke vil kunne træffe afgørelse, der sus-
penderer samværet i mere end en måned, der efter praksis i
Ankestyrelsen er fastsat til fire uger. Selvom barnet eller den
unge til enhver tid vil kunne fremsætte en anmodning om
suspension af samværet, vil kommunalbestyrelsen ikke kun-
ne træffe successive afgørelser om suspension af samværet,
der indebærer, at samværet suspenderes i mere end fire uger,
idet dette, jf. det foreslåede § 104, stk. 5, vil være sidestillet
med en afbrydelse af forbindelsen. Hvis et barn eller en ung
gentagne gange anmoder om at få samværet suspenderet,
bør det imidlertid give anledning til overvejelser om, hvor-
vidt der er grundlag for, at børne- og ungeudvalget træffer
afgørelse om afbrydelse af forbindelsen, jf. det foreslåede §
105, stk. 1.
Kommunalbestyrelsen bør ved behandling af barnets eller
den unges anmodning foretage en konkret og individuel vur-
dering ud fra forholdene i den enkelte sag, herunder barnets
eller den unges alder, modenhed, ressourcer og eventuelle
funktionsnedsættelse m.v. Kommunalbestyrelsen bør tage
hensyn til, om barnet eller den unge er i stand til selv at
kunne tage stilling til, om det eksempelvis vil være i barnets
interesse at suspendere samværet. I den forbindelse vil kom-
munalbestyrelsen skulle foretage en vurdering af barnets
eller den unges udfordringer og behov for støtte, herunder
som følge af en eventuel fysisk eller psykisk funktionsned-
sættelse hos barnet eller den unge.
Det foreslås med stk. 3, at kommunalbestyrelsen skal sørge
for, at forbindelsen mellem barnet eller den unge og foræl-
drene og netværket holdes ved lige. Det skal ske under
hensyntagen til barnets eller den unges bedste og til beskyt-
telsen af barnets eller den unges sundhed og udvikling og
beskyttelsen af barnet eller den unge mod overgreb.
Med forslaget pålægges kommunalbestyrelsen at sørge for,
at forbindelsen mellem barnet eller den unge og forældrene
og netværket holdes ved lige.
Baggrunden for forslaget er, at barnet eller den unge ofte har
gavn af og interesse i at skabe og bevare nære relationer til
forældrene i de tilfælde, hvor forældrene har lyst og ressour-
cer til at være inddraget i barnets liv og kan spille en positiv
rolle under anbringelsen. Dette vil eksempelvis typisk være
tilfældet i situationer, hvor barnet eller den unge på grund
af omfattende fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke
kan bo fast hos forældrene og derfor er anbragt uden for
hjemmet. Samtidig kan der være socialt udsatte børn og
unge, der er anbragt, fordi forældrene ikke er i stand til at
varetage den daglige omsorg eller ikke har den fornødne
forældreevne, men hvor det alligevel er til barnets eller den
unges bedste at bibeholde kontakten til forældrene, eventuelt
i et begrænset omfang, under anbringelsen.
336
Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse også skulle være
opmærksom på, at bedsteforældre, søskende, andre nære på-
rørende, naboer og andre personer i barnets eller den unges
dagligdag kan have haft tætte relationer til barnet eller den
unge, som det kan være af betydning at opretholde under
anbringelsen uden for hjemmet. Kontakten til netværket og
nære slægtninge bør af kommunalbestyrelsen støttes i dét
omfang, det findes at være til gavn for barnet eller den unge.
Ud over at arbejde for at bevare kontakten til forældrene,
vil kommunen således skulle sørge for samvær med andre
fra barnets eller den unges netværk, herunder søskende,
bedsteforældre, øvrige familiemedlemmer, venner m.v., jf.
også det foreslåede § 103, stk. 1. I den forbindelse vil det
skulle vurderes, om der er behov for særlige initiativer for
at fremme og holde kontakten ved lige, i det omfang det
vurderes at være til gavn for barnet eller den unge.
Med forslaget vil der skulle lægges vægt på, at barnet eller
den unge også på længere sigt har mulighed for at skabe
og bevare relationer til familiemedlemmer og netværk, som
barnet eller den unge kan støtte sig til, og som kan spille en
vigtig rolle i barnets eller den unges liv. F.eks. kan det være
afgørende for barnet eller den unge at bevare kontakt til
sine søskende, ligesom bedsteforældrene også i tiden inden
anbringelsen kan have spillet en stor rolle i barnets eller
den unges liv. På samme måde vil samværet skulle ses som
led i, at barnet eller den unge kan bevare eller skabe nære
relationer, som i sig selv kan være med til at støtte barnet
eller den unge, også efter en anbringelse er ophørt.
Kommunen vil desuden skulle lægge vægt på barnets eller
den unges egne ønsker om at bevare tilknytningen til be-
stemte personer, jf. det foreslåede § 103, stk. 1. Behovet for
kontakt til en eller flere personer fra netværket vil ofte kun-
ne afdækkes gennem samtalerne med barnet eller den unge
selv, bl.a. jf. det foreslåede § 4 om løbende inddragelse. Bar-
nets eller den unges relationer til personer i netværket, f.eks.
søskende, bedsteforældre, andre familiemedlemmer, venner
m.v. bør desuden være afdækket i den børnefaglige undersø-
gelse efter det foreslåede § 20. På den måde bør der allerede
fra sagens start være et godt indblik i, hvilke værdifulde
relationer der bør bevares under anbringelsen.
Med den foreslåede bestemmelse understreges det i øvrigt,
at kommunen i forbindelse med samvær vil skulle have
et særligt fokus på at beskytte barnet eller den unge mod
overgreb, herunder mod nye overgreb i de sager, hvor der er
viden eller formodning om overgreb.
En formodning om overgreb mod barnet eller den unge be-
gået af forældrene eller netværket vil eksempelvis kunne
opstå i forbindelse med underretninger fra personer omkring
barnet, den unge eller familien, en samtale med barnet eller
den unge eller gennem oplysninger fra politiet. Det vil ikke
være en forudsætning, at der er rejst eller kan rejses sigtelse
mod den person, formodningen er rettet mod. Kommunen
vil i den forbindelse skulle være opmærksom på, at børn
eller unge, der er udsat for overgreb, ofte ikke selv fortæller
direkte om det, mens overgrebene står på. Kommunen vil
derfor skulle være opmærksom på, at der både kan være tale
om sager, hvor barnet eller den unge er anbragt på grund af
overgreb, men også sager, hvor det anbragte barn eller den
unge først senere fortæller om overgreb.
Afviklingen af samvær og kontakt kan rejse en række prak-
tiske problemer. Det skal i den forbindelse bemærkes, at
samværet og kontakten med forældrene og netværket vil
skulle udøves under hensyntagen til, at barnet eller den
unge nu er i et nyt miljø, og at anbringelsesstedet har sin til-
rettelæggelse af dagligdagen, som må respekteres. Udgangs-
punktet vil derfor skulle være, at forældrene eller netværket
og anbringelsesstedet aftaler, hvornår samværet skal foregå
inden for de rammer, der er udstukket af kommunen, således
at afviklingen af samværet kommer til at passe begge parter
og sker under hensyntagen til barnets eller den unges bedste.
Det foreslås med stk. 4, at kommunalbestyrelsen under hen-
syntagen til barnets eller den unges bedste skal understøtte,
at forældrene kan spille en positiv rolle i barnets eller den
unges liv. Kommunalbestyrelsen har i den forbindelse pligt
til at sikre, at forældrene får information om barnets eller
den unges hverdag og til at bidrage til et godt samarbejde
mellem forældrene og anbringelsesstedet.
Med forslaget tydeliggøres kommunalbestyrelsens forplig-
telse til at understøtte, at forældrene kan spille en positiv
rolle i barnets eller den unges liv under anbringelsen under
hensyntagen til barnets eller den unges bedste. Dette er
formålet med kommunalbestyrelsens pligt til at sikre, at
forældrene får relevant information om barnets hverdag og
til at bidrage til et godt samarbejde mellem forældrene og
anbringelsesstedet. Der er således tale om en tydeliggørelse
af gældende ret.
Formålet er bl.a. at understøtte, at barnet på sigt kan bevare
en god relation til forældrene, herunder når anbringelsen
ophører. Den foreslåede forpligtelse til at understøtte foræl-
drenes rolle i barnets eller den unges liv skal derfor ses i
tæt sammenhæng med den foreslåede forpligtelse til at un-
derstøtte kontakten til forældre og netværk i det foreslåede §
103, stk. 3.
Hensigten med forslaget er, at forældrene vil skulle have
mulighed for at danne sig et indtryk af barnets eller den
unges dagligdag, herunder forholdet til dagtilbud, skole eller
uddannelsessted, samt forholdet til venner, aktiviteter og lig-
nende. Der vil med forslaget ikke være tale om, at forældre-
ne vil have krav på en detaljeret beskrivelse af alle forhold i
barnets eller den unges liv, men forældrene vil skulle kunne
føle, at de opnår en rimelig indsigt i barnets eller den unges
dagligdag. Det vil i mange tilfælde være naturligt, at anbrin-
gelsesstedet selv informerer forældrene om barnets eller den
unges hverdag i forbindelse med det løbende samarbejde
mellem forældrene og anbringelsesstedet, men der kan være
tilfælde, hvor det er mest hensigtsmæssigt, at orienteringen
sker via kommunen. Kommunens forpligtelse vil alene være
at sikre, at forældrene modtager de nødvendige informatio-
337
ner. Det vil f.eks. kunne påses i de aftaler, kommunen indgår
med anbringelsesstedet.
Det foreslås med stk. 5, at samvær og kontakt, der er aftalt
eller fastsat efter forældreansvarsloven, opretholdes under
barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, men
kan reguleres eller midlertidigt ophæves efter reglerne i §§
104 og 105.
Der er tale om en videreførelse af gældende ret.
Med forslaget understreges, at for en forælder eller et
andet familiemedlem m.v., der har samvær eller kontakt
med barnet eller den unge efter forældreansvarsloven, vil
udgangspunktet for samværet eller kontakten med barnet
eller den unge være det samvær, der er fastsat i medfør
af forældreansvarsloven. Kommunalbestyrelsen kan tilrette-
lægge den praktiske gennemførelse af samværet og kontak-
ten, f.eks. fordele samværet over to dage.
Hviler samværet eller kontakten på en aftale, vil det være
det aftalte samvær eller den aftalte kontakt, der danner
udgangspunkt for samværet eller kontakten mellem barnet
eller den unge og den pågældende forælder mv.
I begge de nævnte tilfælde vil der med de foreslåede §§
104 og 105 kunne træffes beslutning om at regulere eller
midlertidigt afbryde det aftalte eller fastsatte samvær eller
den aftalte eller fastsatte kontakt.
Det bemærkes, at efter § 24 i forældreansvarsloven finder
forældreansvarslovens bestemmelser om samvær og anden
kontakt ikke anvendelse, hvis barnet eller den unge er an-
bragt uden for hjemmet. Dette indebærer, at efter en an-
bringelse kan Familieretshuset og familieretten ikke træffe
afgørelse om samvær og kontakt, og at kompetencen til at
træffe afgørelse om samvær alene tilkommer kommunalbe-
styrelsen eller børne- og ungeudvalget, jf. de foreslåede §§
104 og 105.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.9.2 og 3.9.3.
Til § 104
Det fremgår af § 71, stk. 2, i serviceloven, at kommunalbe-
styrelsen om fornødent skal træffe afgørelse om omfanget
og udøvelsen af samværet og kontakten mellem et barn
eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, og barnets
eller den unges forældre og netværk, og at kommunalbesty-
relsen kan fastsætte nærmere vilkår for samværet og kon-
takten. Ved afgørelsen lægges særlig vægt på hensynet til
barnet eller den unge og formålet med anbringelsen. Der kan
ikke efter bestemmelsen træffes afgørelser, som medfører,
at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en
gang om måneden. En sådan afgørelse sidestilles med en
afbrydelse af forbindelsen og skal træffes af børn og unge-
udvalget efter servicelovens § 71, stk. 3 og 4.
Det fremgår endvidere af § 71, stk. 2, at kommunalbestyrel-
sen med samtykke fra forældremyndighedens indehaver og
den unge, der er fyldt 15 år, kan træffe afgørelse om, at
samværet mellem forældre og barnet eller den unge skal
støttes ved, at der er en tredje person til stede.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilret-
telægge samvær og kontakt mellem barnet eller den unge
og dennes familie og netværk ud fra forholdene i den en-
kelte sag og under hensyntagen til barnets eller den unges
tryghed, trivsel og eventuelle behov for støtte, herunder som
følge af en eventuel fysisk eller psykisk funktionsnedsættel-
se. Ved tilrettelæggelse af samværet skal der lægges vægt på
barnets eller den unges ønsker, jf. § 103, stk. 1 og 2, samt
på at understøtte at barnet eller den unge også på længere
sigt har mulighed for at skabe og bevare nære relationer til
forældre og netværket.
Med forslaget understreges, at det vil være kommunalbesty-
relsens ansvar at tilrettelægge samvær og kontakt mellem
barnet eller den unge og familien eller netværket under an-
bringelsen. Det vil skulle ske ud fra forholdene i den enkelte
sag og under hensyntagen til det enkelte barn eller den en-
kelte unge, herunder hensyntagen til barnets eller den unges
støttebehov samt eventuelle fysiske eller psykiske funktions-
nedsættelser.
Med forslaget understreges desuden, at der ved tilrettelæg-
gelsen af samværet vil skulle lægges vægt på barnets eller
den unges ønsker, jf. § 103, stk. 1 og 2, samt på at under-
støtte at barnet eller den unge også på længere sigt har
mulighed for at skabe og bevare nære relationer til forældre
og netværket.
Kommunalbestyrelsen vil således skulle inddrage barnets el-
ler den unges ønsker til omfang, rammer og sted for samvær
m.v., jf. § 103, stk. 1, ligesom der også bør tages hensyn til
eventuelle konkrete anmodninger, som er fremsat af barnet
eller den unge efter § 103, stk. 2. Kommunalbestyrelsen
vil skulle tillægge barnets eller den unges ønsker passende
vægt på baggrund af en konkret og individuel vurdering
af barnets eller den unges alder, modenhed, ressourcer og
eventuelle funktionsnedsættelse m.v.
Det foreslås med stk. 2, at kommunalbestyrelsen om fornø-
dent skal træffe afgørelse om omfanget og udøvelsen af
samværet og kontakten og kan fastsætte nærmere vilkår for
samværet og kontakten. Kommunalbestyrelsen skal foretage
en konkret og individuel vurdering ud fra forholdene i den
enkelte sag, herunder ud fra barnets eller den unges alder,
modenhed og eventuelle funktionsnedsættelse. Ved afgørel-
sen skal der lægges særlig vægt på hensynet til barnet eller
den unge og formålet med anbringelsen.
Med forslaget beskrives kommunalbestyrelsens adgang til
at fastsætte omfanget og udøvelsen af samværet eller kon-
takten mellem barnet eller den unge og forældrene eller net-
værket. Kommunalbestyrelsens adgang til at træffe afgørelse
om omfanget og udøvelsen af samværet eller kontakten vil
338
også omfatte forældre, der ikke har del i forældremyndighe-
den, samt netværket.
Kommunalbestyrelsen vil således efter den foreslåede be-
stemmelse have adgang til om nødvendigt at træffe afgø-
relse om omfanget, herunder hyppighed og tidsmæssig va-
righed og udøvelsen af samværet eller kontakten mellem
forældrene eller netværket og barnet eller den unge. Det vil
kunne dreje sig om både tilrettelæggelsen af de gensidige
besøg og om, hvordan brev- og telefonkontakten eller anden
kommunikation skal foregå.
Kommunalbestyrelsen vil endvidere kunne fastsætte nærme-
re vilkår for samværet, f.eks. at samværet skal foregå et
bestemt sted, eksempelvis på barnets eller den unges anbrin-
gelsessted eller et neutralt sted, eller at en gennemførelse af
samværet forudsætter, at forældrene eller netværket ikke er
påvirket af alkohol eller stoffer. Dette vil dog ikke indebære,
at kommunen kan opstille vilkår om f.eks. indtagelse af an-
tabus eller lignende for afgørelsen om retten til samvær, og
kommunalbestyrelsen vil endvidere ikke kunne indskrænke
omfanget af samvær alene med den begrundelse, at en per-
son har et misbrug.
Kommunalbestyrelsen vil endvidere efter den foreslåede be-
stemmelse kunne træffe afgørelse om, at barnets eller den
unges samvær med en person fra netværket skal støttes ved,
at der er en tredje person til stede. Det kan eksempelvis være
relevant, hvis barnet efter den foreslåede § 103, stk. 2, har
fremsat en anmodning om, at barnets eller den unges støtte-
person skal være til stede under samværet med en person
fra netværket. Støttepersonens tilstedeværelse ved samværet
vil i så fald skulle ses som en støtte for barnet eller den
unge. Kommunalbestyrelsen vil ikke efter den foreslåede
bestemmelse kunne fastsætte, at barnets eller den unges
samvær med forældrene skal støttes ved, at der skal være en
tredje person til stede under samværet. En sådan afgørelse
foreslås med den foreslåede bestemmelse i § 104, stk. 3, at
kræve samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den
unge over 15 år.
Kommunalbestyrelsens adgang til at regulere samværets
praktiske afvikling har til hensigt at tilgodese barnet eller
den unge. Det foreslås derfor, at der ved afgørelsen skal
lægges særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge
og formålet med anbringelsen. Kommunen vil således med
forslaget have adgang til at træffe afgørelse om at regulere
og begrænse en kontakt, som forældremyndighedsindehave-
ren ønsker opretholdt, hvis dette vurderes at være til barnets
eller den unges bedste. Det vil altså altid være hensynet til
barnet eller den unge, der vil veje tungere end hensynet til et
ønske om samvær og kontakt fra forældrenes side.
I den konkrete vurdering af omfang af samvær vil det i lig-
hed med efter gældende ret skulle tillægges betydning, at et
barn eller ung som udgangspunkt har behov for og interesse
i at bibeholde en hyppig kontakt til forældrene og netvær-
ket. Vurderingen vil også skulle inddrage forældrenes ønske
om samvær med barnet eller den unge. Det vil imidlertid
være afgørende, at kommunalbestyrelsen i sine afgørelser
tager hensyn til, at barnet eller den unge ikke skal opleve
et samvær eller en kontakt med en forælder i de situationer,
hvor selve kontakten vurderes som skadeligt for barnets
eller den unges trivsel og udvikling. Det kan f.eks. være i
situationer, hvor en forælder tidligere har udsat barnet eller
den unge for vold eller seksuelle overgreb, og hvor samvær
derfor vurderes at være til skade for barnet.
Det skal bemærkes, at kommunalbestyrelsen efter det fore-
slåede § 104, stk. 1, vil være forpligtet til at lægge vægt
på barnets eller den unges ønsker ved tilrettelæggelse af
samværet. Det vil dog være kommunalbestyrelsens ansvar
at sikre, at den trufne afgørelse er i overensstemmelse med
barnets eller den unges bedste. Kommunalbestyrelsen bør
i den forbindelse sikre, at barnets eller den unges ønsker
tillægges passende vægt på baggrund af en konkret og indi-
viduel vurdering af barnets eller den unges alder, modenhed,
ressourcer og eventuelle funktionsnedsættelse m.v.
Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse ligeledes skulle
være opmærksom på, at der på den ene side vil kunne være
børn og unge, der pga. f.eks. deres alder, modenhed eller
psykiske funktionsnedsættelse ikke vil være i stand til at
vurdere eller ikke vil kunne give udtryk for, om samvær
med forældre eller netværk er til deres eget bedste, og af
samme årsag ikke har grundlag for at tage stilling til ram-
merne for og omfanget af samværet. På den anden side vil
der kunne være socialt udsatte børn og unge, der på grund af
f.eks. loyalitet over for forældrene ikke giver udtryk for de
ønsker, de har, eller som omvendt giver udtryk for ønsker,
der ikke afspejler barnets eller den unges egentlige interes-
ser.
I forbindelse med vurderingen af barnets eller den unges
behov vil kommunen være forpligtet til at sikre, at der finder
en samtale sted med barnet eller den unge, jf. den foreslåede
§ 5, hvorved barnets eller den unges holdning til samværet
kan tilvejebringes. Her bør kommunen være opmærksom
på, at børn og unge med fysisk eller psykisk funktionsned-
sættelse kan have vanskeligheder ved at udtrykke deres me-
ning. Dette bør der tages højde for ved samtalen med barnet
eller den unge.
Kommunen bør derudover være særligt opmærksom på, at
barnet eller den unge kan have svært ved at formulere, at det
er utrygt at have samvær med en bestemt person. Det kan
f.eks. være relevant i tilfælde, hvor barnet eller den unge
har været udsat for overgreb fra den person, barnet eller den
unge skal have samvær med. I forbindelse med en vurdering
af eksempelvis samvær i hjemmet, kan der desuden være
behov for at være opmærksom på, at overgrebet eller formo-
dningen om overgreb, kan være knyttet til en person, der
ofte færdes i hjemmet frem for en af forældrene.
Kommunalbestyrelsen vil efter bestemmelsen have mulig-
hed for at fastsætte nærmere vilkår for gennemførelsen af
samværet og kontakten. Det vil f.eks. betyde, at kommunal-
bestyrelsen vil kunne træffe afgørelse om, at den, der har
339
samvær med barnet eller den unge, ikke må optage samvæ-
rene på bånd, hvis kommunen vurderer, at dette vil forstyrre
samværene eller være til gene for barnet eller den unge.
Det foreslås med stk. 3, at kommunalbestyrelsen med sam-
tykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er
fyldt 15 år, kan træffe afgørelse om, at samværet mellem
forældre og barnet eller den unge skal støttes ved, at der er
en tredje person til stede, herunder efter anmodning efter §
103, stk. 2, barnets eller den unges støtteperson.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen med samtykke
fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt
15 år, vil kunne træffe afgørelse om, at samværet mellem
forældre og barnet eller den unge skal støttes ved, at der
er en tredje person til stede. Det vil f.eks. kunne være en
bisidder, en ven, et familiemedlem eller lignende, ligesom
det vil kunne være barnets eller den unges støtteperson.
I tilfælde, hvor barnet eller den unge efter den foreslåede
§ 103, stk. 2, anmoder om, at der skal være en støtteper-
son for barnet eller den unge til stede under samværet, bør
kommunalbestyrelsen overveje, om barnets eller den unges
støtteperson også vil kunne fungere som en støtte under bar-
nets eller den unges samvær med forældrene og således vil
kunne udgøre en støtte for både barnet eller den unge og for-
ældrene. Det vil forudsætte, at støttpersonens tilstedeværelse
under samværet er i overensstemmelse med forældrenes el-
ler den pågældende forælders ønsker og behov. Afgørelser
om støttet samvær efter den foreslåede bestemmelse forud-
sætter således, at der foreligger samtykke fra forældremyn-
dighedsindehaver samt den unge over 15 år.
Hvis der er behov for overvågning af samværet, f.eks.
fordi der er bekymring for barnets eller den unges sikker-
hed under samværet, vil der skulle træffes afgørelse om at
iværksætte overvåget samvær efter den foreslåede § 105. I
disse tilfælde vil det være kommunens børne- og ungeud-
valg, der har kompetencen til at træffe afgørelse om overvå-
get samvær, jf. den foreslåede bestemmelse i § 105.
Forskellen mellem støttet samvær og overvåget samvær vil
bl.a. være, at der normalt vil skulle laves rapporter om forlø-
bet af samværet ved overvåget samvær, da det overvågede
samvær etableres af hensyn til barnet eller den unge, f.eks.
for at beskytte barnet eller den unge mod uhensigtsmæssig
adfærd fra samværspersonen, mens støttet samvær ofte vil
være målrettet forældrene af hensyn til barnet eller den
unge. Overvåget samvær vil ofte blive etableret, fordi der
er bekymring for barnets eller den unges sikkerhed under
samværet, eller fordi barnet eller den unge har det meget
svært med samværet, f.eks. fordi barnet eller den unge ikke
har set forælderen igennem lang tid, eller fordi der er behov
for at genetablere tilliden mellem et barn eller en unge og
forældre. I modsætning hertil bør det støttede samvær både
være en støtte til forældrene, øvrig familie eller netværk og
til barnet eller den unge, og det vil således i højere grad
skulle betragtes som en hjælp og ikke som en egentlig kon-
trol eller en ”overvågning”.
Der er tale om en videreførelse af gældende ret, jf. service-
lovens § 71, stk. 2, med sproglige justeringer samt med
indsat henvisning til barnets eller den unges ret til, jf. § 103,
stk. 2, at anmode om, at samværet alene kan finde sted med
tilstedeværelse af en støtteperson til barnet.
Det foreslås med stk. 4, at kommunalbestyrelsen på barnets
eller den unges anmodning efter § 103, stk. 2, kan træffe
afgørelse om at suspendere samvær mellem barnet eller den
unge og forældre eller netværk i op til 8 uger.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen på barnets el-
ler den unges anmodning vil kunne træffe afgørelse om at
suspendere samværet med barnets eller den unges forældre
eller netværk i en afgrænset periode, der vil kunne vare op
til 8 uger. Anvendelse af bestemmelsen vil forudsætte en an-
modning fra barnet eller den unge, og kommunalbestyrelsen
vil således ikke ex officio kunne træffe en sådan afgørelse.
Forslaget skal ses i tæt sammenhæng med barnets eller den
unges ret til at anmode om at få suspenderet samværet i
en periode efter den foreslåede bestemmelse i § 103, stk.
2. Kommunen vil i alle tilfælde skulle foretage en konkret
og individuel vurdering af barnets eller den unges anmod-
ning ud fra forholdene i den enkelte sag, før der træffes
afgørelse herom.
Kommunalbestyrelsen vil således som led i behandlingen af
barnets eller den unges anmodning altid skulle foretage en
konkret vurdering af, om der er grundlag for at suspendere
samværet, på baggrund af en samlet afvejning af hensynet
til barnets eller den unges interesser over for interesser hos
forældre m.v., barnets eller den unges alder, modenhed, res-
sourcer og eventuelle funktionsnedsættelse, formålet med
anbringelsen og sagens omstændigheder i øvrigt.
Ved afgørelsen vil der skulle lægges særlig vægt på hensy-
net til barnets eller den unges bedste, herunder hensynet til
barnets eller den unges muligheder for på sigt at opretholde
forbindelsen til forældre og netværk. Kommunalbestyrelsen
vil i den forbindelse blandt andet skulle være opmærksom
på, at der vil kunne være børn og unge, der pga. f.eks. deres
alder, modenhed eller psykiske funktionsnedsættelse ikke er
i stand til at vurdere eller ikke kan give udtryk for, om
suspendering af samværet med forældre eller netværk er til
deres eget bedste.
Med forslaget understreges, at det ikke er barnet eller den
unge, der ansvarliggøres for den konkrete beslutning om
at suspendere samværet. Det bemærkes, at barnet eller den
unge derudover efter § 104, stk. 1, har ret til, at kommunal-
bestyrelsen inddrager barnets holdning til omfang, rammer
og sted for samværet m.v. i den generelle tilrettelæggelse
af samværet og i forbindelse med afgørelser om samvær og
kontakt, jf. § 104, stk. 2. Barnet eller den unge vil i den
forbindelse kunne give udtryk for ønsker til f.eks. rammer-
ne eller stedet for samværet, som kommunalbestyrelsen vil
skulle inddrage i tilrettelæggelsen af samværet.
Der vil være tilfælde, hvor en konkret anmodning fra barnet
340
eller den unge efter det foreslåede § 103, stk. 2, ikke kan
imødekommes, fordi det vurderes ikke at være i overens-
stemmelse med barnets bedste. En sådan beslutning om ikke
at imødekomme barnets eller den unges anmodning vil ikke
være at anse som en forvaltningsretlig afgørelse. I forlæn-
gelse af kommunalbestyrelsens pligt til, jf. det foreslåede
§ 5, at sikre løbende inddragelse af barnet eller den unge
skal kommunalbestyrelsen imidlertid sikre, at barnet eller
den unge føler sig inddraget i og forstår de beslutninger,
som kommunalbestyrelsen træffer i barnets eller den unges
sag. Det vil også gøre sig gældende i tilfælde, hvor kom-
munalbestyrelsen beslutter, at barnets anmodning efter §
103, stk. 2, ikke kan imødekommes. Uanset om kommunen
imødekommer barnets eller den unges ønske eller ej, bør
kommunen overveje, hvad der ligger til grund for barnets
eller den unges anmodning. Hvis barnet eller den unge øn-
sker at få suspenderet samværet, kan det eksempelvis være
udtryk for, at barnet er utrygt ved at have samvær med
den pågældende, eller at barnet har haft en dårlig oplevelse
under samvær eller lignende. Kommunen bør derfor søge
at afdække, hvad der ligger til grund for barnets eller den
unges ønske.
En suspension på op til 8 uger på baggrund af en anmodning
fra barnet eller den unge efter den foreslåede § 103, stk. 2,
vil ikke være at betragte som en afbrydelse af samværet,
jf. den foreslåede § 104, stk. 5. Der kan alene træffes en
afgørelse for en periode på op til 8 uger. Perioden kan ikke
forlænges. Endvidere kan kommunalbestyrelsen ikke træffe
successive afgørelser om suspension. Det vil sige, at der
ikke kan træffes afgørelse om en ny suspensionsperiode i
umiddelbart forlængelse af suspensionen, så der herved op-
står en tidsmæssigt samlet suspensionsperiode ud over otte
uger. Er der behov for at afbryde samvær ud over 8 uger vil
dette alene kunne ske ved afgørelse i kommunens børne- og
ungeudvalg, jf. det foreslåede § 104, stk. 5. Hvis kommunal-
bestyrelsen allerede fra barnets eller den unges anmodning
og kommunens efterfølgende behandling heraf vurderer, at
der er behov for at afbryde samvær og kontakt for en længe-
re periode, skal kommunalbestyrelsen udarbejde indstilling
herom til børne- og ungeudvalget.
Anmoder barnet eller den unge på et senere tidspunkt igen
om at få suspenderet samværet, vil kommunen på ny skulle
vurdere anmodningen, jf. bemærkningerne herover, herun-
der om forlængelse og samlet suspensionsperiode.
I overensstemmelse med efter gældende ret vil barnets eller
unges utryghed ved samværet være et element, som efter
en konkret vurdering vil kunne begrunde en afgørelse om
overvåget eller afbrudt samvær efter det foreslåede § 105,
stk. 1.
Det foreslås med stk. 5, at der ikke efter stk. 2 kan træffes
afgørelser, som medfører, at samvær og kontakt kun må
finde sted mindre end en gang hver 4. uge, jf. dog stk. 4. En
sådan afgørelse sidestilles med en afbrydelse af forbindelsen
og skal træffes af børne- og ungeudvalget efter § 105.
Bestemmelsen sætter en grænse for, i hvilket omfang sam-
vær og kontakt kan reguleres af kommunalbestyrelsen. Det
er således fastsat efter denne bestemmelse, at der ikke efter
§ 104, stk. 2, vil kunne træffes afgørelser, der medfører,
at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en
gang hver 4 uge. En afgørelse, som medfører, at samvær og
kontakt kun må finde sted mindre end hver 4. uge, vil være
at betragte som en afgørelse om afbrydelse af forbindelsen
mellem forældrene eller netværket og barnet eller den unge
og vil skulle behandles efter reglerne herom, jf. § 105.
Dog vil samvær, jf. det foreslåede stk. 4, i sager, hvor barnet
eller den unge selv har anmodet om at få suspenderet sam-
vær med f.eks. forældrene, kunne suspenderes for en perio-
de på op til 8 uger uden at det betragtes som en afbrydelse af
samværet.
Begrundelsen for den foreslåede § 104 er at tydeligøre kom-
munalbestyrelsens ansvar i forhold til barnets eller den un-
ges ret til samvær og kontakt, herunder kommunalbestyrel-
sens kompetence i forhold til tilrettelæggelsen af samværet
og kontakten mellem barnet eller den unge og forældrene el-
ler netværket, i overensstemmelse med Ankestyrelsens prak-
sis, som fastsætter, at samvær på mindre end 45 minutter
hver 4. uge anses for en afbrydelse af kontakten, og er der-
med en beslutning, som træffes af børne- og ungeudvalget,
jf. Ankestyrelsens principafgørelse 46-18.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger
punkt, 3.9.2 og 3.9.3.
Til § 105
Efter servicelovens § 71, stk. 3, kan børn og unge-udvalget,
når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges
sundhed eller udvikling, for en bestemt periode træffe afgø-
relse om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse
af en repræsentant for kommunen. Børn og unge-udvalget
kan desuden under de samme betingelser for en bestemt
periode træffe afgørelse om at afbryde forbindelsen i form af
samvær og kontakt, og herunder brev-, mail- og telefonfor-
bindelse mellem forældrene eller netværket og barnet eller
den unge, ligesom der kan træffes afgørelse om, at barnets
eller den unges anbringelsessted ikke må oplyses over for
forældrene eller netværket.
Det følger endvidere af servicelovens § 71, stk. 4, at ved
viden eller formodning om, at den person, som barnet eller
den unge skal have samvær med, har begået overgreb mod
et barn eller en ung, skal børn og unge-udvalget, medmindre
særlige forhold taler imod det, for en bestemt periode træffe
afgørelse om at afbryde den pågældendes forbindelse med
barnet eller den unge i form af samvær eller brev-, mail-
eller telefonforbindelse eller om, at samvær kun må foregå
under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen.
Det foreslås med stk. 1, at når det er nødvendigt af hensyn til
barnets eller den unges sundhed eller udvikling, skal børne-
og ungeudvalget for en bestemt periode kunne træffe afgø-
relse om 1) at samvær kun må foregå under tilstedeværelse
341
af en repræsentant for kommunen, 2) at afbryde forbindel-
sen i form af samvær eller brev-, mail-, telefonforbindelse
eller anden kommunikation mellem forældrene eller netvær-
ket og barnet eller den unge, og 3) at barnets eller den unges
anbringelsessted ikke må oplyses over for forældrene eller
netværket.
Den foreslåede bestemmelse stk. 1, giver i lighed med efter
gældende ret mulighed for, når det er nødvendigt, at regule-
re samværet mellem barnet eller den unge og forældre og
netværk på en mere indgribende måde, end det er muligt
efter det foreslåede § 104. Bestemmelsen er dog tydeliggjort
således at der også tages højde for andre former for digital
kommunikation end mailforbindelse. Der er alene tale om
en præcisering af gældende ret ift. adgangen til at afbryde
forbindelsen i de nævnte tilfælde. Præciseringen tydeliggør,
at andre digitale kommunikationsplatforme også er omfat-
tet. Forholdene ved anbringelsen vil således kunne være af
en sådan art, eller de vil senere kunne udvikle sig på en
sådan måde, at det vil kunne være nødvendigt at regulere
samværet af hensyn til barnet eller den unge.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at hvis det er på-
krævet at etablere overvåget samvær, eller træffe afgørelse
om afbrydelse af kontakt m.v. af hensyn til barnet eller den
unge, så vil sagen skulle forelægges kommunens børne- og
ungeudvalg. Det vil også gælde, hvis forældrene har givet
samtykke.
Betingelsen for en afgørelse efter den foreslåede bestemmel-
se vil være, at det vil skulle være nødvendigt af hensyn
til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, og en
afgørelse om overvåget samvær eller om afbrydelse af for-
bindelse mellem barnet eller den unge og forældre eller
netværk vil skulle angive, for hvilken periode den vil være
gældende. Barnet eller den unge vil skulle høres forud for
afgørelsen, ligesom barnet eller den unge bør have baggrun-
den for afgørelsen forklaret efterfølgende.
Der vil ikke efter den foreslåede bestemmelse være adgang
til at træffe afgørelse om, at samværet skal være overvåget
af hensyn til forældrenes behov for støtte under samværet. I
sådanne tilfælde vil der i stedet skulle træffes en afgørelse
med samtykke efter den foreslåede § 104, stk. 3.
Et overvåget samvær vil betyde, at samværet kun må foregå
under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen, det
vil sige en person, der er udpeget af kommunen. En afgørel-
se om overvåget samvær bør kun træffes, når formålet ikke
kan opnås med mindre indgribende forholdsregler som for
eksempel en regulering af samværet efter lovens § 104. Dog
vil samværet efter lovens § 105, stk. 2, for en bestemt peri-
ode skulle afbrydes eller overvåges, hvis der er viden eller
formodning om, at den person, som barnet eller den unge
skal have samvær med, har begået overgreb mod et barn
eller en ung.
Hvis kommunen indstiller til børne- og ungeudvalget, at
samværet med forældremyndighedsindehaveren eller en for-
ælder uden del i forældremyndigheden skal være overvåget,
vil forældremyndighedsindehaveren eller den pågældende
forælder uden del i forældremyndigheden have ret til advo-
katbistand efter lovens § 140, når samværet vedrører den
pågældende forælder selv.
Kommunen bør være omhyggelig ved valget af den repræ-
sentant, der skal foretage overvågningen af samværet. Kom-
munen bør i den forbindelse tage højde for forholdene i
den enkelte sag, herunder forhold hos barnet eller den unge
og forældrene eller netværk, som barnet skal have samvær
med. Kommunen bør samtidig være opmærksom på at und-
gå, at der opstår loyalitetskonflikter. Risikoen for konflikter
vil f.eks. kunne opstå, hvis kommunen udpeger en person,
der er tæt på familien i forvejen. Det kan f.eks. være tilfæl-
det, hvis opgaven overlades til en plejeforælder.
Med forslaget vil børne- og ungeudvalget endvidere kunne
træffe afgørelse om afbrydelse af forbindelsen i form af
samvær eller brev-, mail-, telefonforbindelse eller anden
kommunikation, om overvåget samvær og om anonymise-
ring af opholdssted. I tilfælde, hvor det findes nødvendigt
at afbryde forbindelsen mellem barnet eller den unge og
de pårørende, vil det jf. ovenfor skulle ske af hensyn til
beskyttelsen af barnet eller den unge.
Afbrydelse af samvær eller kontakt er et meget alvorligt ind-
greb. En afgørelse om ikke at måtte have forbindelse med
barnet eller den unge vil af barnet, den unge og forældrene
eller netværket kunne føles som endog mere vidtgående end
en afgørelse om at anbringe barnet eller den unge uden
deres samtykke. Det vil derfor skulle være nødvendigt af
hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling
eller beskyttelse af barnet eller den unge mod overgreb at
træffe en sådan afgørelse.
Det vil eksempelvis kunne være relevant i tilfælde, hvor
barnet eller den unge har brug for at blive beskyttet mod ne-
gativ kontakt fra forælderen, hvor forælderen mangler evnen
til at leve sig ind i barnet eller den unges behov, eller hvor
samvær med forælderen gør barnet eller den unge utryg.
Afbrydelsen af forbindelsen vil kunne omfatte alle former
for kontakt, herunder gennem digitale medier, samtidig eller
kun visse former for kontakt. Det vil f.eks. betyde, at der
efter den foreslåede bestemmelse vil kunne træffes afgørelse
om, at samværet skal afbrydes, uden at den telefoniske for-
bindelse afbrydes.
En afbrydelse af forbindelsen mellem forældrene eller net-
værket og barnet eller den unge vil i første række angå
forældrenes eller netværkets kontakt til barnet eller den un-
ge. Afgørelsen bør derimod ikke automatisk medføre, at bar-
net eller den unge afskæres fra at sende breve til forældrene
eller netværket, da barnet eller den unge uanset den skadeli-
ge virkning, som den gensidige kontakt medfører, kan have
et væsentligt behov for at meddele sig til især forældrene
såvel positivt som negativt om situationen. En afskæring
342
heraf bør kun ske, hvis denne ensidige kontakt kommer i
direkte modstrid med formålet med anbringelsen.
Der vil ikke efter den foreslåede bestemmelse kunne træffes
afgørelse om at kontrollere barnets eller den unges brev-,
mail- eller telefonforbindelse eller anden kommunikation
med forældrene eller netværket. Brev- og telefonkontrol
m.v. kan kun finde sted efter reglerne i § 15 i voksenan-
svarsloven.
Med forslaget gives der endvidere adgang til at træffe afgø-
relse om, at barnets eller den unges anbringelsessted ikke
må oplyses over for forældrene eller netværket. Der vil i
praksis være tale om en anonymisering af anbringelsesste-
det. Der vil f.eks. kunne være grund til at anonymisere
opholdsstedet over for en forælder, hvis forælderen truer
med at ville hente barnet eller den unge. Betingelserne for
at træffe en sådan afgørelse vil være de samme som for
at træffe afgørelse om overvåget samvær og om at afbryde
forbindelsen, jf. ovenfor.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at tydeliggøre
børne- og ungeudvalgets ansvar og kompetence i forhold til
at regulere og begrænse barnets eller den unges samvær og
kontakt med forældre eller netværk, herunder i forhold til at
afbryde samværet og kontakten. Begrundelsen for forslaget
er, at der kan være situationer, hvor der er bekymring for
barnets eller den unges sikkerhed under samværet, eller for-
di barnet eller den unge har det meget svært med samværet,
f.eks. fordi barnet eller den unge ikke har set forælderen
igennem lang tid, eller fordi der er behov for at genetablere
tilliden mellem et barn eller en ung og forælderen. Det vil
f.eks. kunne være relevant i tilfælde, hvor barnet eller den
unge viser, at hun/han ikke er tryg under samvær med foræl-
deren, hvor forælderen har svært ved at skabe kontakt med
barnet eller den unge, hvor forælderen flere gange under
samvær har overskredet barnets eller den unges grænser,
eller hvor barnet eller den unge på grund af følelsesmæssige
problemer i særlig grad har brug for tryghed og forudsige-
lighed, også under samværene med forælderen.
Det foreslås endvidere med stk. 2, at ved viden eller formod-
ning om, at den person, som barnet eller den unge skal have
samvær med, har begået overgreb mod et barn eller en ung,
skal børne- og ungeudvalget, medmindre særlige forhold
taler imod det, for en bestemt periode træffe afgørelse om at
afbryde den pågældendes forbindelse med barnet eller den
unge i form af samvær eller brev-, mail-,telefonforbindelse
eller anden kommunikation eller om, at samvær kun må
foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommu-
nen.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at ved viden eller
formodning om, at den person, som barnet eller den unge
skal have samvær med, har begået overgreb mod et barn
eller en ung, vil børne- og ungeudvalget, medmindre særlige
forhold taler imod det, for en bestemt periode skulle træffe
afgørelse om at afbryde den pågældendes forbindelse med
barnet eller den unge i form af samvær eller brev-, mail-,te-
lefonforbindelse eller anden kommunikation eller om, at
samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsen-
tant for kommunen.
Med overgreb forstås vold eller seksuelle overgreb, det vil
sige sådanne strafbare handlinger mod et barn eller en ung
under 18 år, som er omfattet af straffelovens kapitel 24-26
(seksualforbrydelser, forbrydelser mod liv og legeme, her-
under groft nedværdigende, forulempende eller krænkende
adfærd, samt forbrydelser mod den personlige frihed) samt
straffelovens §§ 210 og 213.
Forslaget indebærer, at børne- og ungeudvalget også frem-
adrettet vil have pligt til at træffe afgørelse om overvåget
samvær eller afbrydelse af forbindelsen, når der er viden
eller formodning om, at den person, der skal have samvær
med barnet eller den unge, har begået overgreb mod et barn
eller en ung. Afgørelse om overvåget samvær vil indebære,
at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræ-
sentant for kommunen. Afbrydelse af forbindelsen indebæ-
rer afbrydelse af samvær eller brev-, mail- eller telefonfor-
bindelse m.v., herunder anden digital kommunikation. Der
henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede be-
stemmelse i § 105, stk. 1.
Formålet med forslaget er at beskytte anbragte børn og unge
mod at opleve overgreb, når de har samvær med forældre og
netværk.
En formodning om overgreb mod barnet eller den unge be-
gået af forældrene eller netværket vil eksempelvis kunne
opstå i forbindelse med underretninger fra personer omkring
barnet, den unge eller familien, en samtale med barnet eller
den unge eller gennem oplysninger fra politiet. Det vil ikke
være en forudsætning, at der er rejst eller kan rejses sigtelse
mod den person, formodningen er rettet mod. Kommunen
vil i den forbindelse skulle være opmærksom på, at børn
eller unge, der er udsat for overgreb, ofte ikke selv fortæller
direkte om det, mens overgrebene står på. Kommunen vil
derfor videre skulle være opmærksom på, at der både kan
være tale om sager, hvor barnet eller den unge er anbragt på
grund af overgreb, men også sager, hvor det anbragte barn
eller den unge først senere fortæller om overgreb.
Bestemmelsen forudsætter, at det med den fornødne sikker-
hed vil kunne godtgøres, at samværspersonen har begået
overgreb mod et barn eller en ung, eller at der er en
formodning om, at samværspersonen her begået sådanne
overgreb. Enkelstående løse rygter vil som udgangspunkt
ikke være tilstrækkeligt til at begrunde en afgørelse om
afbrydelse af forbindelsen eller overvåget samvær, mens for
eksempel udsagn herom fra barnet eller den unge selv, bør
tillægges vægt.
Ved overgreb forstås først og fremmest handlinger, der er
omfattet af straffelovens bestemmelser om vold og sædelig-
hedsforbrydelser. Den foreslåede bestemmelse vil dog også
finde anvendelse ved handlinger, der indeholder en dyb
343
krænkelse af offerets personlige integritet, selvom handlin-
gen ikke er strafbar.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke kun omfatte overgreb
mod barnet eller den unge. Den vil også omfatte overgreb
mod andre børn og unge, hvor overgrebet er af en karakter,
der sandsynliggør, at barnets eller den unges sundhed og
udvikling vil være i fare ved samvær med den pågældende.
I de omhandlede situationer vil børne- og ungeudvalget nøje
skulle overveje, om samværspersonens kontakt med barnet
eller den unge i en periode skal afbrydes, eller om samvæ-
ret skal foregå under overvågning. I grundlaget for denne
afgørelse vil navnlig skulle indgå resultatet af kommunens
undersøgelse af barnets eller den unges behov efter den
foreslåede § 20.
Ved afgørelsen vil børne- og ungeudvalget skulle tage ud-
gangspunkt i sikringen af barnets eller den unges bedste og
ikke i samværspersonens interesse i at have kontakt med
barnet eller den unge. Det vigtigste vil skulle være hensynet
til at beskytte barnet eller den unge mod overgreb. Dernæst
bør der tages hensyn til, om kontakten vil være skadelig for
barnets eller den unges trivsel og udvikling.
Samtidig vil der skulle tages hensyn til barnets eller den
unges interesse i ikke at blive konfronteret med en person,
der har begået overgreb mod barnet eller den unge selv eller
andre børn og unge.
Selvom samværspersonen har begået overgreb som beskre-
vet ovenfor, vil der kunne forekomme situationer, hvor det
må anses for at være til barnets eller den unges bedste,
at der er kontakt, dog forudsat at kontakten foregår under
overvågning. Eksempelvis kan resultatet af en børnefaglig
undersøgelse være, at det vil være i barnets eller den unges
interesse at fastholde relationer til samværspersonen, eller
barnet eller den unge kan have givet udtryk for et veloverve-
jet ønske om at have kontakt med samværspersonen under
kontrollerede forhold. Der vil derfor også kunne lægges
vægt på overgrebets karakter og alvorlighed, hvem overgre-
bet var rettet mod, og hvor længe det er siden, at overgrebet
blev begået. Kommunen vil i alle tilfælde skulle foretage en
konkret vurdering ud fra forholdene i den enkelte sag, her-
under barnets eller den unges alder, modenhed og eventuelle
funktionsnedsættelse. Det gælder ikke mindst i situationer,
hvor barnet eller den unge selv udtrykker ønske om samvær
og kontakt. Det vil altid være kommunens ansvar at foretage
en vurdering af barnets ønske i forhold til hensynet til at
beskytte barnet eller den unge mod overgreb.
Med bestemmelsen understreges, at kun hvis særlige forhold
taler imod, at samværet skal foregå overvåget, eller at for-
bindelsen skal afbrydes, kan børne- og ungeudvalget undla-
de at træffe afgørelse herom. Børne- og ungeudvalget vil så-
ledes have mulighed for undtagelsesvist og efter en konkret
vurdering at bestemme, at der skal være samvær uden over-
vågning, selvom samværspersoner har begået overgreb. Det-
te forudsætter, at det skønnes bedst for barnet eller den unge,
at der er samvær uden overvågning. Dette vil eksempelvis
kunne være tilfældet, hvor overgrebet var rettet mod andre
end barnet eller den unge og var af en karakter, der ikke
giver anledning til en formodning om, at samværspersonen
vil begå overgreb mod barnet eller den unge. Det vil f.eks.
også kunne være tilfældet, hvor overgrebet er begået tilbage
i tiden, og samværspersonen har været i behandling og ikke
sidenhen har haft en adfærd, der giver anledning til bekym-
ring.
En afgørelse om at afbryde samværspersonens kontakt med
barnet eller den unge eller om, at samvær skal foregå under
overvågning, vil skulle træffes for en bestemt periode. Der
vil senere kunne træffes en tilsvarende afgørelse for en ny
periode. En afgørelse om afbrydelse af forbindelsen vil ikke
være til hinder for, at der senere fastsættes samvær under
overvågning efterfulgt på et senere tidspunkt af samvær
uden overvågning.
Den foreslåede bestemmelsen vil således blandt andet give
mulighed for at afbryde kontakten i en periode eller træffe
afgørelse om overvåget samvær, mens det afdækkes, om der
er grundlag for en formodning om overgreb.
I forbindelse med en vurdering af eksempelvis samvær i
hjemmet, vil der desuden kunne være behov for at være
opmærksom på, at overgrebet eller formodningen om over-
greb ikke kun kan vedrøre forældrene, men også kan være
knyttet til en person, der færdes ofte i hjemmet. I en sådan
situation vil der kunne være behov for at træffe afgørelse om
udøvelsen af samværet, jf. den foreslåede § 104, stk. 2, eller
om overvåget samvær, jf. den foreslåede § 105, stk. 1, hvis
det vurderes nødvendigt af hensyn til beskyttelsen af barnet
eller den unge mod nye overgreb.
Det vil i forbindelse med en afgørelse efter § 105, stk.
2, være vigtigt at skelne mellem de forskellige former for
afbrydelse af kontakten. For eksempel vil der kunne være
tilfælde hvor det vurderes, at det vil være gavnligt for barnet
eller den unge at bevare telefon- eller brevkontakt til den
voksne, der har eller formodes at have krænket barnet eller
den unge, selvom det vurderes, at samvær vil være skadeligt
for barnet eller den unge - f.eks. hvis der er tale om et
nærtstående familiemedlem, som barnet er tæt knyttet til.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.9.2 og 3.9.3
Til § 106
Det fremgår af servicelovens § 69, stk. 5, at kommunalbe-
styrelsen, inden der træffes afgørelse om bl.a. ændret sam-
vær, skal indhente udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted
til belysning af sagen.
Det foreslås med bestemmelsen i § 106, at kommunalbesty-
relsen skal indhente en udtalelse fra det aktuelle anbringel-
sessted til belysning af sagen, inden der træffes afgørelse om
ændret samvær.
344
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af service-
lovens § 69, stk. 5, for så vidt angår den del af bestemmel-
sen, der vedrører afgørelse om ændret samvær.
Forslaget indebærer i overensstemmelse med efter gældende
ret, jf. Folketingstidende, 2009-10, A, L 178 som fremsat,
side 53, at kommunalbestyrelsen vil have en pligt til at hø-
re det konkret relevante anbringelsessted i forbindelse med
afgørelser vedrørende anbragte børn og unge i forbindelse
med afgørelser om ændret samvær.
Udtalelsen vil skulle omhandle anbringelsesstedets viden
om barnets eller den unges behov, herunder særligt oplys-
ninger om barnets eller den unges udvikling og trivsel, rela-
tioner, forhold til familien osv.
Forslaget er formuleret som en pligt for kommunalbestyrel-
sen til forud for afgørelser om ændret samvær at høre an-
bringelsesstedet om barnets situation og behov. En anmod-
ning efter den foreslåede bestemmelse giver ikke anbringel-
sesstedet pligt til at udtale sig.
Der er med forslaget ikke opstillet formkrav for selve hørin-
gen. Høringen vil således kunne have karakter af en skriftlig
udtalelse, et møde eller udtalelse pr. telefon. Men det følger
af offentlighedsloven og almindelig forvaltningsret, at den
kommunale forvaltning vil have notatpligt.
Ved akutte sager vil kommunalbestyrelsen kunne undlade
at høre anbringelsesstedet, inden afgørelsen træffes, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 143. Anbringelsesstedet vil dog
efterfølgende skulle høres, og udtalelsen vil skulle lægges
på sagen.
Der er ikke tale om, at anbringelsesstedet med den foreslåe-
de bestemmelse gives partsstatus.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at
viden fra anbringelsesstedet indgår som en vigtig del af
grundlaget for at træffe afgørelser, der har stor betydning for
barnet eller den unge. Kommunalbestyrelsen vil ikke være
forpligtet til at følge anbringelsesstedets udtalelse, men den
vil skulle indgå i grundlaget for og tillægges passende vægt i
afgørelsen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.9.2 og 3.9.3.
Til § 107
Efter servicelovens § 71, stk. 5, finder § 71, stk. 2-4, tilsva-
rende anvendelse under gennemførelsen af en børnefaglig
undersøgelse efter § 50 eller en ungefaglig undersøgelse ef-
ter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet under
ophold på en institution, indlæggelse på et sygehus eller ved
benyttelse af det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf.
servicelovens § 50 a, jf. § 51, stk. 1 og 2, eller § 32 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Det foreslås med § 107, at §§ 104 og 105 finder tilsvarende
anvendelse under gennemførelsen af en børnefaglig under-
søgelse efter § 20 eller en ungefaglig undersøgelse efter § 31
i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet under ophold
på en institution, indlæggelse på et sygehus eller ved benyt-
telse af det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf. § 124,
jf. § 23, stk. 2, i denne lov eller § 32 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Forslaget indebærer i lighed med efter gældende ret, at be-
stemmelserne i de foreslåede §§ 104 og 105 om afgørelse
om omfang og udøvelse af samvær, overvåget samvær og
afbrydelse af forbindelsen, vil kunne anvendes i forbindel-
se med en børnefaglig undersøgelse efter den foreslåede §
20 eller en ungefaglig undersøgelse efter § 31 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet under ophold på en in-
stitution, indlæggelse på et sygehus eller ved benyttelse af
det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf. § 124, jf. §
23, stk. 2, i barnets lov eller § 32 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Det følger af den foreslåede § 23, at kommunens børne-
og ungeudvalg uden samtykke fra forældremyndighedsinde-
haveren vil kunne beslutte, at en børnefaglig undersøgelse
efter den foreslåede § 20 skal gennemføres under barnets
eller den unges ophold på en institution eller indlæggelse
på sygehus. Det følger endvidere af det foreslåede § 125,
at når et barn eller en ung har været udsat for overgreb,
eller ved mistanke herom, vil kommunalbestyrelsen til brug
for den børnefaglige undersøgelse efter § 20 skulle benytte
det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf. § 124. Efter
lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet vil kommunal-
bestyrelsen til brug for Ungdomskriminalitetsnævnets afgø-
relser skulle udarbejde ungefaglige undersøgelser, jf. § 31,
og undersøgelserne skal kunne gennemføres under ophold
på institution, indlæggelse på et sygehus eller ved benyttelse
af det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf. § 32.
Der kan være situationer, hvor det vil være hensigtsmæssigt,
at barnets eller den unges samvær med forældrene under
gennemførelsen af en undersøgelse vil kunne begrænses på
samme måde som under en anbringelse.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er således at give
mulighed for at regulere samværet, mens en undersøgelse
uden for hjemmet gennemføres, hvis dette anses for påkræ-
vet. Reguleringen vil skulle ske efter samme hensyn som
ved en anbringelse uden for hjemmet.
Udgangspunktet for en undersøgelse uden for hjemmet og
for en eventuel regulering af samvær i den forbindelse vil
være, at det så vidt muligt vil skulle ske i dialog og samar-
bejde med forældrene. Hvis undersøgelsen skal gavne barnet
eller den unge, vil det således som oftest være en forudsæt-
ning, at forældrene bakker op om undersøgelsen, herunder
også at indehaveren af forældremyndigheden forstår kom-
munens bevæggrunde for eventuelt at regulere samværet.
Forældremyndighedsindehaveren bør så vidt muligt infor-
meres om undersøgelsesforløbet og om eventuelle øvrige
sagsskridt, herunder hvad undersøgelsen kan føre til, og
345
hvad dette kan få af konsekvenser for samværet senere
hen. Der kan imidlertid være tilfælde, hvor samtykke ikke
kan opnås. Formålet med den foreslåede bestemmelse er
derfor at give mulighed for, at børne- og ungeudvalget kan
træffe afgørelse om regulering og afbrydelse af samvær og
kontakt under en undersøgelse efter de samme betingelser
som afgørelser, der træffes af børne- og ungeudvalget efter §
105, stk. 1-2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.9.2 og 3.9.3.
Til § 108
Det fremgår af § 140, stk. 1, i serviceloven, at kommunal-
bestyrelsen skal udarbejde en handleplan, inden der træffes
afgørelse om foranstaltninger, jf. §§ 52, 76 og 76 a. Betyder
hensynet til barnet eller den unge, at man ikke kan afvente
udarbejdelsen af en handleplan, er en kortfattet angivelse
af formålet med foranstaltningen tilstrækkelig. Det påhviler
da kommunalbestyrelsen snarest muligt og senest inden fire
måneder at opstille en handleplan.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tage
stilling til, om der skal udarbejdes en ungeplan i følgende
tilfælde: 1) Når en ung, der har en barnets plan efter § 91
fylder 16 år, 2) når en ung, der modtager støttende indsatser
efter § 32, stk. 1, hvor kommunen har vurderet, at der ikke
skulle udarbejdes en barnets plan efter § 91, fylder 16 år, 3)
når der iværksættes støtte efter §§ 32, 114, 115 og 120 til en
ung, der er fyldt 16 år, som ikke tidligere har modtaget støtte
efter § 32, stk. 1 og 4) når der iværksættes støtte efter §§
114, og 115 og 120.
Forslaget indebærer, at de gældende regler om handeplan
efter servicelovens § 140 vil blive erstattet af en ny bestem-
melse om barnets plan, jf. de foreslåede § 91, og en ny
bestemmelse om en ungeplan, jf. de foreslåede §§ 108 og
109.
Hensynet med at erstatte handleplanen for unge med en un-
geplan vil være at tydeliggøre, at planen først og fremmest
vil skulle være den unges plan, og sekundært en plan for
den unges børne- og ungerådgiver og et eventuelt tilbud,
hvor den unge er anbragt og modtager stofmisbrugsbehand-
ling. Dog vil det også fremadrettet gælde, at planen vil
være et centralt redskab for den løbende opfølgning i sagen,
ligesom relevante dele af planen vil skulle udleveres til det
tilbud, hvor den unge er anbragt og modtager stofmisbrugs-
behandling i de tilfælde, hvor det er relevant.
Det foreslås med stk. 1, nr. 1, at kommunalbestyrelsen skal
tage stilling til, om der skal udarbejdes en ungeplan, når en
ung, der har en barnets plan efter § 91, fylder 16 år.
Kommunalbestyrelsen vil for børn, der ud fra en socialfaglig
vurdering har fået udarbejdet en barnets plan efter den fore-
slåede § 91, være forpligtet til at tage stilling til, om der
vil skulle udarbejdes en ungeplan, når den unge fylder 16
år. Ungeplanen vil dermed kunne ses som en slags viderefø-
relse af barnets plan.
Det foreslås med stk. 1, nr. 2, at kommunalbestyrelsen skal
tage stilling til, om der skal udarbejdes en ungeplan, når en
ung, der modtager støttende indsatser efter hvor kommunen
har vurderet, at der ikke skulle udarbejdes en barnets plan
efter § 91, fylder 16 år.
Kommunalbestyrelsen vil være forpligtet til at skulle tage
stilling til, om børn, der modtager støttende indsatsaser efter
lovforslagets § 32, stk. 1, hvor det tidligere er vurderet, at
der ikke skulle udarbejdes en barnets plan efter den foreslåe-
de § 91, har behov for at der udarbejdes en ungeplan, når
den unge er fyldt 16 år.
Det foreslås med stk. 1, nr. 3, at kommunalbestyrelsen skal
tage stilling til, om der skal udarbejdes en ungeplan, når der
iværksættes støtte efter §§ 32, 114, 115 og 120 til en ung,
der er fyldt 16 år, som ikke tidligere har modtaget støttende
indsatser efter 32, stk. 1.
Kommunalbestyrelsen vil have en forpligtelse til at tage stil-
ling til, om der er behov for at udarbejde en ungeplan efter
den foreslåede § 108, stk. 1, nr. 3, hvis der bliver iværksat
indsatser til den unge efter de foreslåede §§ 32, 114, 115
og 120 efter, at den unge er fyldt 16 år. Med den foreslåede
bestemmelse fastslås det dermed, at der også vil kunne være
mulighed for, at der udarbejdes en ungeplan, selvom den
unge ikke forud for det fyldte 16. år har modtaget hjælp og
støtte, hvis behovet først er opstået efter, at den unge er fyldt
16 år.
Det foreslås med stk. 1, nr. 4, at kommunalbestyrelsen skal
tage stilling til, om der skal udarbejdes en ungeplan, når der
iværksættes støtte efter § 116, jf. § 114.
Kommunalbestyrelsen vil efter denne bestemmelse have en
forpligtelse til at tage stilling til, om der er behov for at
udarbejde en ungeplan efter den foreslåede § 108, stk. 1, nr.
4, hvis der bliver iværksat indsatser til den unge efter de
foreslåede § 116, jf. § 114. Med den foreslåede bestemmelse
fastslås det dermed, at der også vil kunne være mulighed
for, at der udarbejdes en ungeplan, når der iværksættes støtte
efter § 116, jf. § 114, dvs. i de tilfælde, hvor kommunalbe-
styrelsen kan træffe afgørelse om, at indsatser efter § 114
kan tildeles eller genetableres indtil den unges fyldte 23. år.
Formålet med ungeplanen vil som med barnets plan være
todelt: Ungeplanen vil skulle fungere som et dialogværktøj
og et aftaledokument for den samlede omsorgsopgave, så
der er enighed om en fælles retning. Den vil derfor skulle
være et dokument, som den unge og familien, når der er tale
om en ung under 18 år, kan læse og forstå, og som den unge
og familien føler ejerskab over. Ungeplanen vil samtidig
skulle være et værktøj for kommuner og tilbud til at følge op
på den unges trivsel og udvikling.
Med den foreslåede ordning vil det fremadrettet bero på en
socialfaglig vurdering i den enkelte sag, om der skal udar-
346
bejdes en ungeplan, ligesom der vil være større fleksibilitet i
forhold til udarbejdelse af planen. Omfanget og detaljerings-
graden af ungeplanen vil således skulle afspejle tyngden
af problemerne og hvor indgribende indsatser, der sættes i
værk.
Kommunalbestyrelsen vil med den foreslåede stk. 1 i den
enkelte sag skulle tage stilling til, om der skal udarbejdes
en ungeplan, og det vil skulle ske, når der er iværksat en
indsats. Formålet med at rykke udarbejdelsen af ungeplanen
til efter iværksættelsen af indsatsen er at understøtte, at de
konkrete mål i ungeplanen udarbejdes i samarbejde med og
med inddragelse af den unge og familien, når der er taget
stilling til den unges behov for indsats. Hensynet vil bl.a.
være at sikre, at den unge og forældrene, når der er tale om
unge under 18 år, i højere grad skal kunne se deres egne
ønsker afspejlet i målene og i højere grad vil kunne tage
ejerskab over de opstillede mål. Det skal være med til at
understøtte, at ungeplanen bliver et fælles redskab for den
unge og familien og sagsbehandleren.
Kommunalbestyrelsens beslutning vil skulle tage udgangs-
punkt i den unges egne ønsker og behov og skal tage hensyn
til forholdene i den konkrete sag. Det betyder bl.a., at kom-
munalbestyrelsen vil skulle tage hensyn til den unges og
familiens samlede situation, når den foretager en vurdering
af behovet for at udarbejde ungeplanen. Kommunalbestyrel-
sen bør i den forbindelse være opmærksom på baggrunden
for den unges støttebehov, herunder om behovet helt eller
delvist skyldes en funktionsnedsættelse hos den unge eller
forældrene. Kommunalbestyrelsen bør tage hensyn til den
unges ressourcer og evne til at formulere egne holdninger og
tage stilling til egne behov. I den forbindelse bør kommunal-
bestyrelsen altid foretage en konkret afvejning af den unges
egne ønsker over for den socialfaglige vurdering af behovet
for en ungeplan i den konkrete sag.
Den unge og forældremyndighedsindehaver, for unge under
18 år, vil altid kunne anmode kommunen om at udarbejde
en ungeplan. Det vil betyde, at kommunen i disse tilfælde
vil skulle foretage en konkret og individuel vurdering af,
om der er grundlag for at imødekomme anmodningen. Hvis
kommunen ikke finder grundlag for at imødekomme an-
modningen, vil der ikke være tale om en forvaltningsretlig
afgørelse, som kan påklages.
Ungeplanen vil således skulle sikre en god opfølgning på
den unges trivsel og udvikling og effekterne af indsatsen i
den henseende, samt give den unge og eventuelt familien et
overblik over sagens forløb og give en konstruktiv overleve-
ring af sagen ved et eventuelt sagsbehandlerskift.
Det foreslås med stk. 2, at i sager om anbringelse uden
for hjemmet, jf. §§ 46 og § 47, og ved genetablering af
døgnophold, jf. § 116, skal kommunalbestyrelsen udarbejde
en ungeplan.
Med den foreslåede bestemmelse vil det blive fastslået, at
der i alle tilfælde skal udarbejdes en ungeplan, hvis der
iværksættes en anbringelse uden for hjemmet. Dette vil
gælde uanset, om der er tale om en anbringelse med eller
uden samtykke. Samme krav om udarbejdelse af en unge-
plan vil gælde, hvis der genetableres et døgnophold på et
anbringelsessted efter § 116. For unge, der har været anbragt
umiddelbart inden det fyldte 18. år, vil der være udarbejdet
en ungeplan inden eller under anbringelsen og planen vil
dermed blive videreført for unge, som modtager ungestøtte i
form af døgnophold efter de foreslåede §§ 114 eller 120.
I forhold til anbringelser uden for hjemmet vil ungeplanen
således spille en særlig rolle. For en frivillig anbringelse
efter den foreslåede § 46 vil samtykket fra forældremyndig-
hedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, skulle omfatte
formålet med anbringelsen, jf. den foreslåede § 46, stk. 2.
Det foreslås med stk. 3, at en ungeplan skal foreligge senest
3 måneder efter, at der er truffet afgørelse om indsatsen, jf.
dog stk. 4.
Når kommunalbestyrelsen vurderer, at der skal udarbejdes
en ungeplan efter stk. 1, eller skal udarbejde en plan efter
stk. 2, vil planen efter den foreslåede stk. 3 skulle forelig-
ge senest tre måneder efter, der er truffet afgørelse om
indsats. De tre måneder vil løbe fra det tidspunkt, hvor afgø-
relsen om, at der skal iværksættes en indsats, er truffet. Det
gælder uanset, om indsatsen iværksættes sideløbende med
eller på baggrund af en afdækning eller undersøgelse af
den unges behov. For anbringelser uden for hjemmet gælder
dog, at ungeplanen skal udarbejdes, før der træffes eftergø-
relse, jf. nedenfor om stk. 4.
Formålet med tidsfristen vil være at sikre, at planen bliver
udarbejdet, og at der tidligt i forløbet vil være en dialog
mellem sagsbehandleren, den unge og familien, når der er
tale om unge under 18 år, om de konkrete mål for den
unges trivsel og udvikling, som ønskes opnået med indsat-
sen. Tidsfristen på tre måneder vil desuden skulle ses i
sammenhæng med den foreslåede ordning om løbende op-
følgning på den unges trivsel, hvor det ligeledes foreslås, at
der skal tages stilling til behovet for opfølgning senest efter
tre måneder. Hensynet med parallelitet i fristerne er bl.a. at
sikre, at der er en sammenhæng mellem kommunalbestyrel-
sens beslutning om ungeplanen og om tilrettelæggelse af op-
følgning i den enkelte sag. Der henvises til bemærkningerne
til den foreslåede § 95.
Når ungeplanen udarbejdes efter, der er truffet afgørelse om
indsats, vil det også være muligt at tage udgangspunkt i
den indsats, der er iværksat, samt at inddrage det konkrete
tilbud, hvis det vurderes at være relevant. Samtidig vil det
betyde, at iværksættelse af indsatsen ikke fremadrettet vil
være afhængig af, om der er udarbejdet en ungeplan. Det
betyder dels, at udarbejdelse af planen ikke risikerer at for-
sinke igangsættelsen af indsatsen unødigt, ligesom sagsbe-
handleren ikke risikerer at befinde sig i en situation, hvor
det kan være nødvendigt at haste en ungeplan igennem, for
at kunne iværksætte indsatsen.
347
Det foreslås med stk. 4, at i sager om anbringelse uden
samtykke skal planen udarbejdes før, der træffes afgørelse,
jf. 51, stk. 1, nr. 3.
Med den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen,
hvis der er tale om en anbringelse uden samtykke, skulle
udarbejde en ungeplan, før der træffes afgørelse. Det vil
således være nødvendigt, således at planen kan indgå i kom-
munalbestyrelsens indstilling til børne- og ungeudvalget og
for at anbringelsen kan iværksættes.
Ved anbringelser efter § 47 vil ungeplanen skulle indgå i
kommunalbestyrelsens indstilling til børne- og ungeudvalget
om, at der skal træffes en sådan beslutning, og vil derfor
være af væsentlig betydning for afgørelsen.
I tilfælde, hvor det vurderes, at en anbringelse uden sam-
tykke ikke kan afvente udarbejdelse af ungeplanen, vil der
være mulighed for at træffe en foreløbig afgørelse efter det
foreslåede § 143.
Formålet med den foreslåede § 108 er at fastsætte regler
om, hvornår kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om
der skal udarbejdes en ungeplan til en ung, der er fyldt 16
år. Det er endvidere formålet at fastsætte nærmere regler
om, hvornår ungeplanen senest skal være udarbejdet.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.14.2-3.14.3
Til § 109
Det fremgår af § 140, stk. 2, i serviceloven, at en handleplan
skal angive formålet med indsatsen, og hvilken indsats der
er nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal tage
udgangspunkt i resultaterne af den børnefaglige undersøgel-
se af barnets eller den unges forhold, jf. § 50. Handleplanen
skal i forhold til de problemer, der er afdækket i undersø-
gelsen, indeholde konkrete mål i forhold til barnets eller
den unges trivsel og udvikling i overensstemmelse med det
overordnede formål med støtten, jf. § 46. Herudover skal
handleplanen for unge, der er fyldt 16 år, opstille konkrete
mål for den unges overgang til voksenlivet, herunder i for-
hold til beskæftigelse og uddannelse.
Det fremgår af § 140, stk. 3, i serviceloven, at en handleplan
endvidere skal angive indsatsens forventede varighed. I sag-
er om anbringelse uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr.
7, og § 58, skal en handleplan tillige angive, hvilke former
for støtte der selvstændigt skal iværksættes over for familien
i forbindelse med, at barnet eller den unge opholder sig
uden for hjemmet, og i tiden efter barnets eller den unges
hjemgivelse.
Det fremgår af § 140, stk. 6, i serviceloven, at når et barn
eller en ung anbringes på et anbringelsessted efter § 66
eller visiteres til et behandlingstilbud for personer med et
stofmisbrug efter § 101, skal relevante dele af handleplanen
eller den helhedsorienterede plan udleveres til tilbuddet.
Det fremgår af § 46, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, at formå-
let med at yde støtte til børn og unge, der har et særligt
behov herfor, er at sikre, at disse børn og unge kan opnå de
samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et
selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende.
Det fremgår af § 50, stk. 1, i serviceloven, at hvis det må
antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte,
herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktions-
evne, skal kommunalbestyrelsen undersøge barnets eller den
unges forhold.
Det fremgår af § 52, stk. 3, nr. 7, i serviceloven, at kommu-
nalbestyrelsen kan iværksætte hjælp i form af anbringelse af
barnet eller den unge uden for hjemmet på et anbringelses-
sted, jf. § 66.
Det fremgår af § 58, stk. 1, i serviceloven, at er der en
åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller
udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig om-
sorg for eller behandling af barnet eller den unge, overgreb,
som barnet eller den unge har været udsat for, misbrugspro-
blemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskelig-
heder hos barnet eller den unge eller andre adfærds eller
tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge, kan børn
og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens
indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse
om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf.
§ 52, stk. 3, nr. 7.
Anbringelsessteder for børn og unge kan efter § 66, stk. 1,
i serviceloven, være almene plejefamilier, forstærkede ple-
jefamilier, specialiserede plejefamilier, netværksplejefamili-
er, egne værelser, kollegier eller kollegielignende opholds-
steder, opholdssteder for børn og unge, døgninstitutioner,
herunder delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede
afdelinger på døgninstitutioner samt sikrede døgninstitutio-
ner og særligt sikrede afdelinger, eller pladser på efterskoler,
frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling.
Det fremgår af § 101, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbe-
styrelsen skal tilbyde social behandling til personer med et
stofmisbrug.
Det foreslås med stk. 1, at ungeplanen skal tage udgangs-
punkt i den unges ønsker og behov og skal tage hensyn
til forholdene i den konkrete sag. Ungeplanen skal i lighed
med barnets plan, jf. § 92, stk. 1, indeholde konkrete mål i
forhold til den unges trivsel og udvikling i overensstemmel-
se med det overordnede formål med støtten, jf. § 32, stk.
3. De konkrete mål skal afspejle den enkelte unges ønsker
og behov og overgangen til voksenlivet, herunder i forhold
til beskæftigelse og uddannelse. Kommunalbestyrelsen skal
inddrage den unge og forældrene, når der er tale om unge
under 18 år, i formuleringen af målene.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
ændringer af § 140, stk. 2, 3. og sidste pkt., i serviceloven,
sådan at handleplanen erstattes af en ungeplan, og det præci-
seres, at målene skal afspejle den unges ønsker og behov.
348
Det vil med den foreslåede bestemmelse være op til en so-
cialfaglig vurdering at tage stilling til planens omfang, detal-
jeringsgrad og udformning. Der vil således være fleksibilitet
i forhold til f.eks. formatet for planen, antallet af mål m.m.
I de tilfælde, hvor der vil skulle udarbejdes en ungeplan, vil
planen skulle indeholde konkrete mål i forhold til den unges
trivsel og udvikling.
De konkrete mål i ungeplanen vil skulle handle om den
unges trivsel og udvikling og vil skulle tage afsæt i og have
fokus på, hvordan den unge har det, fremfor på formelle mål
for indsatsen. Derudover vil det være hensigten, at målene
i højere grad skal væk fra det problemfokus, de opfattes
som at have i dag. De konkrete mål vil først og fremmest
skulle være fokuseret på de voksnes indsats og udvikling af
konteksten, frem for på den unges person. Målene vil derfor
kunne være rettet mod familie, netværk og fagpersoner, og
hvordan de vil kunne understøtte den unges trivsel og udvik-
ling.
Kravet om, at der i ungeplanen vil skulle opstilles konkrete
mål betyder f.eks., at man ved beslutning om at anbringe
en ung uden for hjemmet bør angive i ungeplanen, hvilke
konkrete mål for den unges trivsel og udvikling, opholdet
uden for hjemmet skal hjælpe med til at forbedre. Det vil
eksempelvis kunne angives, om behovet for anbringelse for-
trinsvist har baggrund i den unges egne udfordringer eller
forholdet til forældrene eller helt andre forhold, der fører til,
at den unge i en periode anbringes uden for hjemmet. De
konkrete mål bør angive den unges eller familiens ønsker
for fremtiden, og det bør angives præcist, hvordan de iværk-
satte indsatser og konteksten omkring den unge skal bidrage
til at opnå målene. Dermed vil ungeplanen kunne bidrage til
at følge op på effekterne af indsatsen løbende.
Planens målsætninger bør anføres så specifikt som mu-
ligt. Det vil bl.a. betyde, at ungeplanen bør give præcise
og konkrete anvisninger på, hvordan den unges kontekst kan
understøtte, at de konkrete mål for den unges trivsel og ud-
vikling kan nås. Samtidig vil målene også skulle beskrives
så præcist, at det er muligt for både den unge, familien, når
der er tale om unge under 18 år, kommunen og personalet
i de enkelte indsatser at vurdere målene og tage stilling til,
om og hvornår målene er opnået.
Det foreslås med bestemmelsen, at det fremadrettet vil skul-
le beskrives i forbindelse med afgørelsen om indsatsen,
hvad det overordnede formål er. De konkrete mål i ungepla-
nen vil skulle opstilles i overensstemmelse med det overord-
nede formål med indsatsen, men vil konkret skulle være
målrettet den unges trivsel og udvikling og vil samtidig
skulle defineres sammen med den unge og familien.
Når de konkrete mål i barnets plan vil skulle være i overens-
stemmelse med det overordnede formål med støtten, er det
begrundet i et hensyn til at sikre, at der er sammenhæng
mellem de konkrete mål og det overordnede formål med den
valgte indsats. Hensigten er bl.a. at understøtte, at målene
i ungeplanen bliver et anvendeligt redskab for sagsbehandle-
ren såvel som for den unge og familien, når der er tale om
unge under 18 år, i forbindelse med den løbende opfølgning
på den unges trivsel og udvikling samt den løbende vurde-
ring af behovet for justering af indsatsen.
Hvis der eksempelvis er iværksat en indsats i form af prak-
tisk eller pædagogisk støtte i hjemmet med det overordnede
formål at hjælpe familien for unge under 18 år med at få
mere struktur på hverdagen, så bør de konkrete mål for
den unges trivsel og udvikling i ungeplanen formuleres så-
ledes, at de er i overensstemmelse med det overordnede
formål. Ungeplanen vil f.eks. kunne omfatte en konkret mål-
sætning om, at det skal være en god oplevelse for den unge
at komme op og afsted om morgenen. I forlængelse heraf
kan det i planen aftales, at forældrene hjælper den unge med
at stå op på et bestemt tidspunkt hver dag med henblik på
at sikre mere tid og ro og dermed færre konflikter i familien
om morgenen. Hensigten med de konkrete mål vil således
være at konkretisere for den unge og familien, hvilke skridt
der skal tages for at nå det overordnede formål med den
iværksatte indsats.
De konkrete mål vil skulle opstilles under hensyntagen til
forholdene i den konkrete sag, og kommunalbestyrelsen vil
for unge under 18 år skulle tage hensyn til familiens sam-
lede situation og støttebehov, herunder om den iværksatte
støtte primært er rettet mod den unge selv eller mod foræl-
drene eller den samlede familie. Dette kan således have
betydning for behovet i den enkelte sag i forhold til den un-
ges og forældrenes indflydelse på og ejerskab over målene
i planen. I den forbindelse bør kommunalbestyrelsen være
særligt opmærksom på årsagen til den unges eller familiens
behov for støtte, herunder om det primært udspringer af en
nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne hos den unge eller
forældrene.
Hvis behovet for støtte udspringer af en funktionsnedsættel-
se hos den unge, vil det kunne være et mål i sig selv at fast-
holde det aktuelle funktionsniveau frem for at have fokus på
udvikling.
Ungeplanen vil så vidt muligt skulle udarbejdes med
samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den un-
ge. Baggrunden for forslaget er, at efter gældende ret, jf.
servicelovens § 70, stk. 1, der foreslås videreført i den
foreslåede bestemmelse i § 95, stk. 5, skal revision af un-
geplanen så vidt muligt ske med samtykke fra forældremyn-
dighedsindehaveren og den unge. Efter gældende ret er det
obligatorisk at udarbejde en handleplan, men med den fore-
slåede bestemmelse i § 108 vil det fremadrettet bero på en
konkret socialfaglig vurdering i den enkelte sag, om der
skal udarbejdes en ungeplan, med mindre der er tale om en
anbringelse. Det foreslås derfor, at udarbejdelse af ungepla-
nen ligesom revision af ungeplanen så vidt muligt vil skulle
ske med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og
den unge. Med forslaget vil der hermed sikres parallelitet
mellem samtykkekrav ved hhv. udarbejdelse og revision af
planen.
349
De konkrete mål vil skulle afspejle den enkelte unges ønsker
og behov, og kommunalbestyrelsen vil skulle inddrage den
unge og forældrene i udarbejdelsen af ungeplanen og formu-
leringen af de konkrete mål. Formålet vil være at sikre, at
målene i ungeplanen også bliver den unges mål, som den
unge selv har været med til at formulere. Derudover bør for-
ældrene inddrages i formuleringen i relevant omfang, og der
bør i den forbindelse tages hensyn til den unges modenhed.
Det følger bl.a. af formålsbestemmelserne i de foreslåede §
1 og § 2, at ungeplanen så vidt muligt vil skulle udarbejdes
i samarbejde med den unge og eventuelt forældremyndig-
hedsindehaveren. Et forpligtigende samarbejde med foræl-
dremyndighedsindehaveren og den unge vil således være det
bedste udgangspunkt for at afhjælpe problemerne. Derfor vil
det også være vigtigt, at både den unge og forældrene forstår
og føler sig inddraget i de enkelte mål i ungeplanen.
Kommunalbestyrelsen vil i denne forbindelse skulle være
opmærksom på de særlige tilfælde, hvor tilstedeværelsen af
en funktionsnedsættelse hos den unge kan nødvendiggøre
en særlig kommunikationsform, eller hvor det kan være van-
skeligt at bibringe den unge en forståelse af ungeplanen.
Selve beslutningen om at udarbejde en ungeplan vil ikke
kræve forældrenes samtykke, men kommunalbestyrelsen vil
så vidt muligt altid skulle udarbejde ungeplanen i samarbej-
de med forældrene, hvis den unge er under 18 år, og den
unge, da det vil give en fælles forståelse af målet med ind-
satsen, og da det bl.a. også kan medvirke til at forhindre en
tilbagekaldelse af et samtykke til en indsats.
Det vil være centralt, at kommunalbestyrelsen i forbindelse
med den løbende opfølgning jævnligt genovervejer, hvilke
konkrete mål der er relevante at have fokus på i ungeplanen
og i indsatsen for en ung. Det skyldes bl.a., at der med
tiden kan opstå nye behov hos den unge. Derfor vil kom-
munalbestyrelsen i forbindelse med den løbende opfølgning
og revision af ungeplanen, jf. den foreslåede § 95, stk. 4,
skulle overveje, hvorvidt nogle af de konkrete mål som
hidtil ikke har været relevante for den enkelte unge nu er
relevante. Samtidig kan behovet for at inddrage forældrene i
formuleringen af de konkrete mål også udvikle sig over tid.
I ungeplanen vil der til forskel fra barnets plan skulle opstil-
les konkrete mål for den unges overgang til voksenlivet, her-
under i forhold til beskæftigelse og uddannelse. Formålet vil
være at sikre en mere sammenhængende og langsigtet indsat
i forhold til den unges overgang til voksenlivet, hvorfor der
allerede inden det fyldte 18. år skal være et fokus på at sikre
den unge de nødvendige kompetencer.
Der bør i forbindelse med fastsættelsen af disse mål ind-
gå overvejelser om, hvilket forløb den unge bør have før
og efter sin 18 års fødselsdag, herunder fokus på hvilke
konkrete initiativer der er nødvendige for at sikre en god
overgang. I forlængelse heraf vil det være særligt relevant at
have fokus på, hvordan det sikres, at den unge tilegner sig
de nødvendige kompetencer for at kunne klare sig selv. Der
kan f.eks. være tale om et særligt fokus på fastholdelse i ud-
dannelse, fremtidige jobmuligheder, husholdningsøkonomi,
tøjvask m.v. I forhold til unge med funktionsnedsættelse
bør kommunen være opmærksom på, at der på grund af
funktionsnedsættelsen kan være behov for at opretholde en
anbringelse efter de foreslåede §§ 119-120 eller for iværk-
sættelse af støtte efter servicelovens voksenbestemmelser
umiddelbart ved den unges fyldte 18. år, hvilket bør indgå i
ungeplanen.
Den foreslåede bestemmelse stiller ikke krav til omfanget
af beskrivelsen af de konkrete mål. Formålet vil være at
sikre, at sagsbehandleren kommer omkring de emner, som
vurderes at være relevante i forbindelse med formuleringen
af de konkrete mål for den unges trivsel og udvikling, såle-
des at planen bliver et anvendeligt redskab for såvel den
unge og familien samt den enkelte børne- og ungerådgiver i
forbindelse med den løbende opfølgning.
Ungeplanen vil skulle koordineres med den unges uddannel-
sesplan, jf. lov om kommunal indsats for unge under 25 år,
lov nr. 1659 af 11. august 2021 om kommunal indsats for
unge (KUI-loven). Det følger af KUI-loven, at alle unge
skal have en uddannelsesplan ved udgangen af grundskolens
9. klasse. Uddannelsesplanen er en gennemgående plan for
den unges uddannelses- og jobmæssige aktiviteter og skal
medvirke til at sikre overblik over den unges situation samt
understøtte gennemførelsen af en sammenhængende indsats
for den unge på tværs af uddannelses-, social- og beskæfti-
gelsesområdet.
Planen skal tage udgangspunkt i den unges behov med hen-
blik på, at den unge støttes i at tilrettelægge et realistisk
forløb, der forankrer vedkommende i uddannelse eller be-
skæftigelse. Alle relevante indsatser og oplysninger, som
bidrager til at forankre den unge i uddannelse og beskæf-
tigelse, skal fremgå af uddannelsesplanen, herunder uddan-
nelsesønsker, standpunkts- og prøvekarakterer fra grundsko-
len, forberedende aktivitetsforløb og uddannelsesforløb og
-hændelser (optag, afbrud, gennemførelse af forløb, frafald,
risiko for frafald), beskæftigelsesforløb, boligsituation, soci-
ale forhold og misbrugsindsatser.
Uddannelsesplanen revideres, når det er påkrævet. Det vil
sige, når der sker ændringer i den unges situation, mål, øn-
sker og behov, som har betydning for den unges uddannelse
eller beskæftigelse.
Det foreslås med stk. 2, at planen så vidt muligt skal udar-
bejdes med samtykke fra forældremyndighedsindehaver og
den unge.
Med den foreslåede bestemmelse vil der så vidt muligt skul-
le opnås samtykke. Det vil betyde, at ungeplanen vil kunne
udarbejdes, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at det vil
være til den unges bedste i den konkrete sag, at der udar-
bejdes en ungeplan, uanset at forældremyndighedsindehaver
for unge under 18 år eller den unge ikke samtykker. Der
kan også være tilfælde, hvor forældrenes samtykke til un-
350
geplanen ikke kan opnås, men hvor den unge samtykker
hertil. Her vil kommunen trods det manglende samtykke fra
forældrene kunne udarbejde planen. Dermed vil det være
muligt at tilgodese den unges behov for en ungeplan, uanset
at samtykke fra forældrene ikke kan opnås.
Det foreslås med stk. 3, at ungeplanen skal tage udgangs-
punkt i den valgte indsats og kan tage udgangspunkt i
barnets plan, jf. § 91, hvis der er udarbejdet en sådan. Er
der foretaget en afdækning eller undersøgelse af den unges
behov, jf. §§ 19 eller 20, skal ungeplanen desuden tage
udgangspunkt i resultaterne heraf.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
ændringer af § 140, stk. 2, 2. pkt., i serviceloven, sådan
at handleplanen erstattes af ungeplanen og ændringer i ud-
gangspunktet sådan at der først og fremmest tages udgangs-
punkt i den valgte indsats og barnets plan.
Hvis det af kommunalbestyrelsen besluttes, at der skal la-
ves en ungeplan, vil planen skulle tage udgangspunkt i den
valgte indsats. Såfremt der er foretaget en afklaring eller
undersøgelse af den unges behov, ville resultaterne heraf
også skulle indgå. Ungeplanen vil, hvor det er relevant,
kunne tage udgangspunkt i barnets plan, idet denne ofte
vil indeholde indsatser og mål, der vil skulle videreføres i
ungeplanen.
Det foreslås, at ungeplanen vil skulle tage udgangspunkt
i den valgte indsats. Formålet vil være, at sikre, at der i
forbindelse med formuleringen af de konkrete mål er fokus
på at sikre, hvordan den valgte indsats kan understøtte, at
målene nås. Samtidig vil de konkrete mål skulle formuleres i
overensstemmelse med det overordnede formål med indsat-
sen, jf. den foreslåede § 109, stk. 1.
Hensigten med forslaget vil bl.a. være at understøtte, at
sagsbehandleren kan bruge målene i ungeplanen som ud-
gangspunkt for at foretage en løbende vurdering af den valg-
te indsats, og så det vil være muligt at vurdere indsatsens
effekt. Sagsbehandleren bør således løbende tage stilling til,
om den valgte indsats er med til at understøtte en positiv
udvikling og trivsel for den unge eller den samlede fami-
lie. Hvis det ikke er tilfældet, bør det give anledning til at se
på, om der er behov for at justere indsatsen.
Det foreslås derudover, at planen vil skulle tage udgangs-
punkt i resultaterne af afdækningen eller den børnefaglige
undersøgelse af den unges behov. Hvis der på tidspunktet
for udarbejdelse af ungeplanen ikke er foretaget en afdæk-
ning eller undersøgelse, eller hvis denne ikke er afsluttet
på det givne tidspunkt, bør kommunalbestyrelsen være op-
mærksom på at få inddraget resultaterne heraf i forbindelse
med den efterfølgende opfølgning og eventuelle revision af
ungeplanen.
Der vil i overensstemmelse med forarbejderne til servicelo-
vens § 140, stk. 2, ikke blive stillet krav om, at ungeplanen
skal opstille mål i forhold til alle de forhold, som indgår
i undersøgelsen, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L
178 som fremsat, side 56. Disse bør alene indgå i ungepla-
nen i det omfang, der er behov for at have fokus herpå eller
for at iværksætte indsatser i forhold hertil. Planen bør såle-
des forholde sig til de relevante ressourcer og problemer, der
er afdækket i den unges familie og netværk, og som således
vil kunne være relevante i forhold til den unges konkrete
mål for fremtiden og vejen derhen.
Resultatet af afdækningen eller undersøgelsen vil også kun-
ne understøtte kommunalbestyrelsen med i ungeplanen at
forholde sig til, hvilke af den unges forhold og behov der
skal handles på og gøres en særlig indsats i forhold til og
angive, hvad målene for denne indsats er.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke udelukke, at der kan
være tilfælde, hvor det i den enkelte sag vurderes, at det ik-
ke er relevant at inddrage resultatet af undersøgelsen direkte
i forbindelse med udarbejdelsen af ungeplanen. Hensigten
vil være, at der tages udgangspunkt heri, når de konkrete
mål skal formuleres, men det vil ikke være et krav, at re-
sultatet af undersøgelsen skal kunne ses direkte afspejlet i
målene.
Det foreslås med stk. 4, at i sager om anbringelse uden for
hjemmet, jf. §§ 46 og § 47, skal ungeplanen tillige angive,
hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes
over for familien i forbindelse med, at den unge er anbragt
uden for hjemmet, og i tiden efter den unges hjemgivelse.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
ændringer af § 140, stk. 3, 2. pkt., i serviceloven, sådan at
handleplanen erstattes af en ungeplan.
Som følge af den helhedsorienterede indsats omfattende bå-
de den unge og familien vil ungeplanen skulle beskrive,
hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes
over for familien i forbindelse med, at den unge er anbragt
uden for hjemmet og i tiden efter den unges hjemgivelse.
Det vil f.eks. kunne være støtte efter de foreslåede bestem-
melser i kapitel 4.
Spørgsmålet om, hvilken støtte familien vil have behov for
efter en hjemgivelse af den unge, kan være vanskeligt at
forudse på tidspunktet for udarbejdelse af ungeplanen. Dette
element i planen vil imidlertid kunne konkretiseres ved den
løbende vurdering og ved revisioner af ungeplanen under
den unges anbringelse uden for hjemmet. Dette element i
ungeplanen bør således kunne beskrives klart ved den sidste
revision af planen forud for en hjemgivelse.
Der vil derudover gælde de samme krav for ungeplanen i
sager om anbringelse uden for hjemmet som beskrevet i
den foreslåede § 109, stk. 1 og 2. Det bemærkes, at der jf.
den foreslåede § 108, stk. 4, vil være krav om, at der som
udgangspunkt altid skal udarbejdes en ungeplan i sager om
anbringelse uden for hjemmet.
Det vil således være vigtigt, at der under en anbringelse
arbejdes med at støtte familien til en løsning af de proble-
351
mer, som har været medvirkende til den unges vanskelighe-
der. For det første fordi det er vigtigt at arbejde på at løse
familiens eventuelle problemer, således at den unge igen
kan hjemgives. For det andet fordi det er centralt at støtte
forældrene i at kunne udfylde deres forældrerolle også under
anbringelsen. Det er i den forbindelse væsentligt at være
opmærksom på de forældre, som på grund af egen eller
den unges funktionsnedsættelse, har et særligt behov for
støtte til at kunne udfylde deres forældrerolle under anbrin-
gelsen. Forholdet til forældrene er således væsentligt for den
unge også under anbringelsen, og forældrene kan spille en
vigtig rolle i forhold til at sikre en positiv udvikling for den
unge.
Formålet med den foreslåede bestemmelse vil være at sikre,
at der også fremadrettet vil være fokus på at tage stilling
til behovet for støtte over for forældrene og den samlede
familie, når en ung anbringes uden for hjemmet, og at de
konkrete mål i ungeplanen vil således både skulle ses i sam-
menhæng med det overordnede formål med anbringelsen
samt de andre former for støtte, der vil kunne være iværksat
over for familien i forbindelse med anbringelsen.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til det foreslåede
kapitel 7.
Det foreslås med stk. 5, at når en ung anbringes på et anbrin-
gelsessted efter § 43 eller visiteres til et behandlingstilbud
for personer med et stofmisbrug efter § 33 eller § 101 i
serviceloven, og der er udarbejdet en ungeplan efter § 108
eller en helhedsorienteret plan efter § 110, skal relevante
dele af ungeplanen udleveres til tilbuddet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
ændringer af servicelovens § 140, stk. 6, som følge af, at
handleplanen med den foreslåede ordning i § 108 fremadret-
tet vil erstattes af en ungeplan for unge, der er fyldt 16 år.
Når et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet eller
visiteres til et behandlingstilbud for stofmisbrugere efter den
foreslåede § 33 eller servicelovens § 101, vil relevante dele
af ungeplanen eller den helhedsorienterede plan efter den
foreslåede bestemmelse skulle udleveres til tilbuddet. For
så vidt angår det tilbud, hvor den unge er anbragt og modta-
ger stofmisbrugsbehandling, vil den foreslåede bestemmelse
alene finde anvendelse i det omfang, kommunalbestyrelsen
har besluttet efter den foreslåede § 108, stk. 1, at der skal
udarbejdes en ungeplan.
Den foreslåede bestemmelse vil skulle sikre, at der både er
pligt og adgang til, at kommunalbestyrelsen kan udlevere
relevante oplysninger om den unges forhold til det konkrete
tilbud, hvor den unge er anbragt og modtager stofmisbrugs-
behandling, hvor den unge anbringes eller modtager stof-
misbrugsbehandling efter 33 eller servicelovens § 101. Det
kan f.eks. være om den unges helbredsmæssige forhold,
familieforhold eller sociale problemer.
Hensynet vil være at sikre, at det enkelte tilbud kender til de
konkrete forhold for den unge, der er anbragt eller visiteret
til et tilbud, hvor en ung modtager stofmisbrugsbehandling,
for på det bedste mulige grundlag at kunne sikre, at den
unge får den nødvendige og rette indsats. Kommunens udle-
vering af oplysninger om den unges rent private forhold vil
ske med henblik på at sikre, at den unges behov for hjælp er
tilstrækkeligt oplyst.
Kommunens videregivelse af relevante dele af ungeplanen
eller en helhedsorienteret plan til tilbuddet vil medføre, at
konkrete oplysninger om rent private forhold vedrørende
den unge, som oplysningerne i planen vedrører, bliver un-
dergivet databehandling, som er omfattet af databeskyttel-
sesforordningen og databeskyttelsesloven, idet oplysninger-
ne kan vedrøre den unges eventuelle sociale problemer eller
helbredsmæssige forhold.
Kommunens videregivelse af oplysninger til tilbuddet må
aldrig gå ud over, hvad der i det konkrete tilfælde må an-
ses for nødvendigt til brug for tilbuddets indsats for den
unge. Der vil derfor skulle foretages en konkret vurdering
af oplysningerne i planen, så det kun er de oplysninger i
den enkelte plan, som i det konkrete tilfælde kan anses for
relevante og nødvendige i forhold til den konkrete indsats,
der skal ydes til den unge, der må udleveres til det konkrete
tilbud.
Både kommunens udlevering af oplysninger til tilbuddet
om den unge uden samtykke og tilbuddets efterfølgende
behandling af disse oplysninger vil i hvert enkelt tilfælde
skulle leve op til databeskyttelsesforordningen og databe-
skyttelseslovens regler, herunder de grundlæggende krav til
databehandlingen. Der henvises til de almindelige bemærk-
ninger, punkt 6.
Mens der, jf. den foreslåede § 108, stk. 4, vil være krav om
at udarbejde en ungeplan i sager om anbringelse, så vil det
ikke være et krav for kommunerne at udarbejde en ungeplan
i forbindelse med stofmisbrugsbehandling efter § 33 eller
servicelovens § 101. Det vil som udgangspunkt alene være
relevant at udarbejde en ungeplan efter den foreslåede §
108, hvis der foruden behandling efter den foreslåede § 33
eller servicelovens § 101 er iværksat anden indsats og støtte
efter de foreslåede § 32, § 46, §§ 114, 115 eller 120.
Formålet med den foreslåede § 109 er at fastsætte regler om
de nærmere krav til indholdet af ungeplanen efter barnets
lov. Det er endvidere formålet at fastsætte, hvilke krav til
ungeplanen der er, såfremt den unge er anbragt uden for
hjemmet og om ungeplanen skal udleveres, såfremt en ung
er visiteret til et behandlingstilbud for personer med stofmis-
brug.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.14.3.
Til § 110
Det fremgår af § 140 a i serviceloven, at når kommunal-
bestyrelsen skal udarbejde en handleplan til et barn eller
en ung, jf. § 140, kan kommunalbestyrelsen tilbyde, at de
352
elementer af en handleplan, jf. § 140, stk. 1-3 og 5, der ve-
drører forældrene, erstattes af en helhedsorienteret plan. For
unge mellem 16 og 23 år kan kommunalbestyrelsen tilbyde,
at handleplanen, jf. § 140, stk. 1-4, erstattes af en helheds-
orienteret plan.
Det fremgår af § 140 a, stk. 2, i serviceloven, at den hel-
hedsorienterede plan, jf. stk. 1, kan tilbydes forældre og
unge med komplekse og sammensatte problemer, hvor der
kan eller skal udarbejdes flere planer for indsatserne, og
hvor der er et koordinationsbehov forbundet hermed. Det er
en forudsætning, at forældremyndighedsindehaveren og den
unge, der er fyldt 16 år, giver samtykke til, at handleplanen
erstattes af en helhedsorienteret plan.
Det fremgår endvidere af § 140 a, stk. 3, i serviceloven,
at den helhedsorienterede plan indeholder de sociale foran-
staltninger og indsatser samt øvrige relevante indsatser efter
anden lovgivning. Den helhedsorienterede plan skal opfylde
kravene til indholdet af en handleplan efter § 140, stk. 1-4.
Det foreslås med stk. 1, at for unge mellem 16 og 23 år
kan kommunalbestyrelsen tilbyde, at ungeplanen, jf. § 108,
erstattes af en helhedsorienteret plan.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 140 a, stk.
1, med de nødvendige redaktionelle ændringer som følge af,
at handleplanen med den foreslåede § 108 foreslås erstattet
af en ungeplan.
Det følger af den foreslåede stk. 1, i overensstemmelse med
efter gældende retstilstand, jf. Folketingstidende, 2017-18,
A, L 232 som fremsat, side 39-41, at for unge mellem 16
og 23 år vil kommunalbestyrelsen kunne tilbyde, at ungepla-
nen, jf. det foreslåede § 108, erstattes af en helhedsorienteret
plan. Den helhedsorienterede plan vil i disse tilfælde skulle
opfylde kravene til indholdet m.v. af en ungeplan efter de
foreslåede bestemmelser i §§ 108 og 109.
Den foreslåede bestemmelse indebærer videre, at når en ung
mellem 16 og 23 år har en ungeplan efter reglerne i de
foreslåede §§ 108 og 109, vil kommunalbestyrelsen kunne
vælge at tilbyde den unge, at indholdet af den unges plan
samles i en helhedsorienteret plan på tværs af lovgivning og
områder.
Således vil kommunen kunne vælge at tilbyde forældrene
eller den unge, at indholdet af planen kan indgå i en sam-
let, helhedsorienteret plan for forældrene eller den unge
frem for, at der udarbejdes en særskilt plan efter barnets
lov. Kommunens vurdering af, om en helhedsorienteret plan
kan være relevant i den konkrete sag, vil bero på en konkret
vurdering og vil bl.a. skulle baseres på, om forældrene el-
ler den unge vurderes at have komplekse og sammensatte
problemer, som med fordel kan sammentænkes via en hel-
hedsorienteret plan. Der kan f.eks. være tale om en ung,
som modtager støtte efter de foreslåede bestemmelser i §§
32, 46, 47, 114-116 eller 120 i barnets lov, og hvor der er
behov for at en særlig indsats i forhold til uddannelse eller
beskæftigelse.
Derudover kan andre personlige forhold for forældrene og
den unge, f.eks. motivation, samarbejdsvilje, egne og fami-
liemæssige ressourcer m.v. indgå i vurderingen af, hvordan
indsatserne mest hensigtsmæssigt tilrettelægges, herunder
også hvorvidt forældrene eller den unge bør tilbydes en
helhedsorienteret plan.
Samtidig vil administrative hensyn, herunder hensyn til
bl.a. organisatoriske, ledelsesmæssige og prioriteringsmæs-
sige forhold, kunne indgå i kommunernes vurdering af, om
forældrene eller den unge kan tilbydes en helhedsorienteret
plan. Den foreslåede bestemmelse vil ikke give forældrene
og den unge et retskrav på at få tilbudt en helhedsorienteret
plan.
Kommunens beslutning om at udarbejde en helhedsoriente-
ret plan efter den foreslåede § 110 vil alene være en proces-
suel beslutning og berører ikke de tilbud og indsatser, jf.
de foreslåede bestemmelser i §§ 32, 46, 47, 114-116 eller
120, som den unge har ret til efter barnets lov. Beslutnin-
gen om at udarbejde en helhedsorienteret plan vil således
ikke være en forvaltningsretlig afgørelse, og den unge og
forældremyndighedsindehaveren vil ikke kunne klage over
kommunens beslutning.
Det foreslås med stk. 2, at kommunalbestyrelsen kan tilby-
de, at de elementer af barnets plan, jf. §§ 91 og 92, der
vedrører forældrene, erstattes af en helhedsorienteret plan.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 140 a, stk.
1, med de nødvendige redaktionelle ændringer som følge af,
at handleplanen med det foreslåede § 91 foreslås erstattet af
en barnets plan.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, i overens-
stemmelse med efter gældende retstilstand, jf. Folketings-
tidende, 2017-18, A, L 232 som fremsat, side 39-41, at
når kommunalbestyrelsen udarbejder en barnets plan, jf. det
foreslåede § 91, vil kommunalbestyrelsen kunne tilbyde, at
de elementer af barnets plan, jf. det foreslåede § 92, der ve-
drører forældrene, erstattes af en helhedsorienteret plan. Den
helhedsorienterede plan vil i disse tilfælde skulle opfylde
kravene til indholdet m.v. til en barnets plan efter de foreslå-
ede bestemmelser i §§ 91 og 92.
Forslaget vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil kunne
vælge at tilbyde forældrene, at de dele af barnets plan, som
vedrører forældrene, vil kunne indgå i en helhedsorienteret
plan, der samler forældrenes indsatser og tilbud på tværs af
lovgivning og områder.
Kommunens beslutning om at udarbejde en helhedsoriente-
ret plan efter den foreslåede § 110 vil alene være en proces-
suel beslutning og berører ikke de tilbud og indsatser, jf. de
foreslåede bestemmelser i §§ 32, 46, 47, 114-116 og 120,
som barnet har ret til efter barnets lov. Beslutningen om at
udarbejde en helhedsorienteret plan vil således ikke være
en forvaltningsretlig afgørelse, og barnet og forældremyn-
dighedsindehaveren vil ikke kunne klage over kommunens
beslutning.
353
Det foreslås med stk. 3, at den helhedsorienterede plan, jf.
stk. 1, kan tilbydes forældre og unge med komplekse og
sammensatte problemer, hvor der kan eller skal udarbejdes
flere planer for indsatserne, og hvor der er et koordinations-
behov forbundet hermed. Det er en forudsætning, at foræl-
dremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 16 år,
giver samtykke til, at ungeplanen erstattes af en helhedsori-
enteret plan.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 140 a, stk.
2, med de nødvendige redaktionelle ændringer som følge af,
at handleplanen med det foreslåede § 91 og § 108 foreslås
erstattet af en barnets plan og ungeplan.
Det følger af den foreslåede stk. 3, at den helhedsorienterede
plan, jf. stk. 1, vil kunne tilbydes forældre og unge med
komplekse og sammensatte problemer, hvor der kan eller
skal udarbejdes flere planer for indsatserne, og hvor der er et
koordinationsbehov forbundet hermed. Det vil være en for-
udsætning, at forældremyndighedsindehaveren og den unge,
der er fyldt 16 år, samtykker til, at ungeplanen erstattes af en
helhedsorienteret plan.
Komplekse og sammensatte problemer vil f.eks. kunne dæk-
ke over, at forældrene eller den unge over 16 år har flere
samtidige udfordringer, som f.eks. sygdom eller misbrugs-
problemer, arbejdsløshed eller udfordringer i forhold til ud-
dannelse, der skal tages højde for ved tilrettelæggelsen af
indsatser for forældrene eller den unge. Der vil også kun-
ne være tale om udfordringer, som har betydning for flere
områder af forældrenes eller den unges tilværelse f.eks. i
forhold til familielivet, beskæftigelse eller uddannelse, og
at disse udfordringer vil medføre kontakt med flere forvalt-
ninger, myndigheder eller tilbud. Ved koordinationsbehov
forstås i forlængelse heraf, at forældrenes eller den unges
udfordringer og de indsatser, der sættes i gang på baggrund
heraf, vil medføre et behov for, at indsatserne koordineres
mellem forskellige myndigheder, forvaltninger eller tilbud,
så der sikres en sammenhængende indsats.
Forældrene eller den unge, der er fyldt 16 år, vil skulle
samtykke til, at der udarbejdes en helhedsorienteret plan,
der samler indsatser på tværs af sektorområder. Samtykket
vil kunne bidrage til en generel accept fra borgeren af, at
kommunen foretager en tværgående koordinering af indsat-
ser og i den forbindelse deler nødvendige oplysninger om
forældrene eller den unge til brug for udarbejdelsen af den
helhedsorienterede plan.
Samtidig vil samtykket være et vigtigt element i at sikre for-
ældrenes og den unges ejerskab til og deltagelse i arbejdet
med at sikre en sammenhængende og koordineret indsats
gennem den helhedsorienterede plan. Med samtykket vil bli-
ve igangsat en dialog med forældrene og den unge, som er
afgørende for udviklingen af samarbejdet mellem kommu-
nen og forældrene og den unge om den helhedsorienterede
plan.
Såfremt forældrene og den unge, der er fyldt 16 år, ikke
samtykker til en helhedsorienteret plan, vil kommunen skul-
le udarbejde en barnets plan eller ungeplan i overensstem-
melse med de foreslåede §§ 91 eller 108 i barnets lov.
Såfremt der udarbejdes en helhedsorienteret plan, jf. den
foreslåede § 110, stk. 1, og indehaveren af forældremyn-
digheden eller den unge, der er fyldt 16 år, efterfølgende
trækker samtykket tilbage, vil kommunen herefter hurtigst
muligt skulle udarbejde en barnets plan eller en ungeplan
efter reglerne i de foreslåede §§ 91 eller 108.
Det foreslås med stk. 4, at den helhedsorienterede plan ve-
drører de indsatser, der iværksættes efter denne lov, samt
øvrige relevante indsatser efter anden lovgivning. Den hel-
hedsorienterede plan skal opfylde kravene til indholdet af en
barnets plan, jf. § 92, eller en ungeplan, jf. § 109.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 140 a, stk.
3, med de nødvendige redaktionelle ændringer som følge af,
at handleplanen med det foreslåede §§ 91-92 og §§ 108-109
foreslås erstattet af en barnets plan og ungeplan.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 3, at den
helhedsorienterede plan vil vedrøre de indsatser, der iværk-
sættes efter barnets lov, samt øvrige relevante indsatser efter
anden lovgivning. Den helhedsorienterede plan vil skulle
opfylde kravene til indholdet af en barnets plan, jf. § 92,
eller en ungeplan, jf. § 109.
Forslaget indebærer, at den helhedsorienterede plan vil kun-
ne indeholde både indsatser, der ydes efter barnets lov, og
andre indsatser efter anden lovgivning, der i det konkrete
tilfælde er relevante at indarbejde i den helhedsorientere-
de plan. Forslaget indebærer videre, at der vil blive stillet
samme krav til indholdet af den helhedsorienterede plan,
som der stilles til indholdet af barnets plan efter den foreslå-
ede § 92 og ungeplanen efter den foreslåede § 109.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 110 er at un-
derstøtte adgangen til, at der kan ydes en sammenhængende
indsats i en helhedsorienteret plan for personer med kom-
plekse og sammensatte problemer. Forslaget har således til
formål at understøtte en helhedsorienteret plan for indsatser
til forældre og unge med komplekse problemer på tværs af
sektorområder, idet kommunalbestyrelsen vil have adgang
til at tilbyde forældre og unge en helhedsorienteret plan
frem for flere planer efter forskellig sektorlovgivning.
Den helhedsorienterede plan vil skulle udarbejdes i samar-
bejde med forældrene og den unge og vil skulle samle ind-
satser og tilbud på tværs af lovgivning og sektorområder
og vil dermed skulle medvirke til at sikre borgerne og myn-
dighederne overblik over og sammenhæng mellem indsatser
f.eks. på tværs af det sociale område, integrationsområdet,
undervisningsområdet eller beskæftigelsesområdet.
Til § 111
Det fremgår af § 68, stk. 11, i serviceloven, at kommunalbe-
styrelsen i den unges opholdskommune senest seks måneder
354
forud for ophør af en anbringelse ved det fyldte 18. år
skal træffe afgørelse om, hvorvidt den unge har behov for
efterværn eller opretholdt anbringelse, jf. § 76 a, og i givet
fald træffe afgørelse om, hvilke foranstaltninger der skal
iværksættes efter §§ 76 eller 76 a.
Kommunalbestyrelsen skal forinden da i samarbejde med
den unge have revideret handleplanen eller relevante dele
af en helhedsorienteret plan og herunder have taget stilling
til den unges videre forløb med hensyn til uddannelse og
beskæftigelse samt øvrige relevante forhold. Hvis en ung
frem til sit fyldte 18. år har været anbragt som led i et
forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, udarbejder kommunalbestyrelsen en
handleplan, jf. § 140.
Det fremgår af § 13, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ung-
domskriminalitet, at Ungdomskriminalitetsnævnet kan fast-
sætte et forbedringsforløb i form af en handleplan med en
varighed af op til 2 år. For børn og unge i alderen 10 til 14 år
kan handleplanen i helt særlige tilfælde have en varighed af
op til 4 år.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen i den unges
opholdskommune senest seks måneder forud for ophør af en
anbringelse ved det fyldte 18. år skal træffe afgørelse om
ungestøtteindsatserr til den unge efter §§ 114-116 og 120.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
sproglige ændringer af § 68, stk. 11, 1. pkt., i serviceloven,
således at der i stedet anvendes ungestøtteindsatser og afgø-
relsen om, hvorvidt den unge har behov for ungestøtte eller
opretholdt anbringelse, og hvilken indsats der skal iværksæt-
tes, samles.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
68, stk. 11, 1. pkt., vil kommunalbestyrelsen have pligt
til senest seks måneder forud for ophør af en anbringelse
ved det fyldte 18. år at træffe afgørelse om, hvorvidt der
skal iværksættes en indsats efter de foreslåede §§ 114-116
og 120, jf. Folketingstidende 2004-05, tillæg A, spalte
264. Kommunalbestyrelsen vil kun skulle træffe afgørelse
om en indsats efter de foreslåede §§ 114-116 og 120 såfremt
dette er relevant for den unge.
Ved at kræve at kommunalbestyrelsen vil skulle træffe selve
afgørelsen om ungestøtte, skærpes kommunalbestyrelsens
opmærksomhed på ungestøtten, idet kommunalbestyrelsen
ikke vil kunne træffe en afgørelse om ungestøtte uden at ha-
ve forholdt sig til det videre forløb for den unge, og dermed
hvilken indsats der skal iværksættes. Samtidig vil den unge
få en skriftlig og begrundet afgørelse samt mulighed for at
påklage afgørelsen til Ankestyrelsen.
Den foreslåede forpligtelse for kommunalbestyrelsen til se-
nest seks måneder forud for ophør af en anbringelse ved
det fyldte 18. år at træffe afgørelse vil også gælde for op-
retholdelse af en anbringelse, jf. den foreslåede § 120. I
overensstemmelse med forarbejderne til § 68, stk. 11, 1.
pkt., i serviceloven, vil unge med betydelige og varige funk-
tionsnedsættelser ligesom øvrige unge i plejefamilie skulle
have mulighed for at blive i deres plejefamilie indtil deres
23. år., hvis det vurderes at understøtte den enkelte unges
behov for støtte, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 15 som
fremsat, side 8.
Det foreslås med stk. 2, at kommunalbestyrelsen forinden
afgørelse, jf. stk. 1, i samarbejde med den unge skal have
revideret ungeplanen, eller relevante dele af en helhedsori-
enteret plan og herunder have taget stilling til den unges
videre forløb med hensyn til uddannelse og beskæftigelse
samt øvrige relevante forhold.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 68, stk. 11, 2. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
68, stk. 11, 2. pkt., vil kommunalbestyrelsen have pligt til i
samarbejde med den unge at revidere ungeplanen, eller rele-
vante dele af en helhedsorienteret plan, og tage stilling til,
hvad der i øvrigt skal ske i forhold til den unges uddannel-
se, beskæftigelse og andre relevante forhold, jf. Folketingsti-
dende 2004-05, tillæg A, spalte 264.
Pligten til at tage stilling til den unges videre uddannelse og
beskæftigelsesforløb vil i overensstemmelse med forarbej-
derne have til hensigt at sikre, at den unge efter anbringelsen
fortsætter i et hensigtsmæssigt og fremadrettet forløb. I de
tilfælde hvor den unge allerede er inde i et godt uddannel-
ses- eller beskæftigelsesforløb, der ikke afbrydes ved hjem-
givelsen, vil det være tilstrækkeligt for kommunalbestyrel-
sen at konstatere dette i ungeplanen den helhedsorienterede
plan. I andre tilfælde vil der kunne være behov for initiativer
fra kommunalbestyrelsens side, f.eks. med et samarbejde
mellem de relevante afdelinger i kommunen.
Kommunalbestyrelsen vil efter den foreslåede bestemmelse
skulle sikre, at den unge kommer i kontakt med de relevante
hjælpesystemer, således at den unge vil komme i gang med
relevant uddannelse eller beskæftigelse.
Hvilke forhold, kommunalbestyrelsen i øvrigt vil skulle ind-
drage i revisionen af ungeplanen eller relevante dele af en
helhedsorienteret plan, vil afhænge af den konkrete sag. Der
kan f.eks. være tale om boligforhold, familiesituation m.v.
For unge med funktionsnedsættelse i alderen 18 til 22 år
vil der i overensstemmelse med forarbejderne være et andet
fokus på beskæftigelse og uddannelse end ved ungestøtte, da
formålet med opretholdelsen af anbringelsen vil være et an-
det end for ungestøtte efter §§ 114-116, jf. Folketingstidende
2013-14, A, L 15 som fremsat, side 8. For disse unge vil
kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med forarbejder-
ne skulle begrunde, hvorfor den unge vurderes ikke at være
i stand til at få en selvstændig voksentilværelse gennem
uddannelse og arbejde og forholde sig til den unges udvik-
lingspotentialer. Med udgangspunkt heri vil kommunalbe-
styrelsen skulle tage stilling til den unges videre forløb og
herunder overveje formålet med indsatsen, hvilken indsats
der er nødvendig i forhold hertil, den forventede varighed
355
af indsatsen og andre relevante forhold. I den forbindelse
vil der skulle indgå overvejelser om den unges udviklings-
muligheder samt, hvilke(n) indsats(er) der kan understøtte
den unges udvikling, såfremt det vurderes aktuelt. Det vil
f.eks. kunne være, at den unge vurderes at kunne starte på
en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU), komme i
beskyttet beskæftigelse, aktivitets- og samværstilbud eller
lignende.
Handleplanen vil endvidere skulle udarbejdes ud fra den
unges forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med
den unge.
Det foreslås med stk. 3, at har en ung frem til sit fyldte 18.
år været anbragt som led i et forbedringsforløb, jf. §§ 13
og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal
kommunalbestyrelsen, inden der træffes afgørelse efter stk.
1, udarbejde en ungeplan, jf. § 108.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af §
68, stk. 11, 3. pkt., i serviceloven, med sproglige ændringer,
herunder den ændring at handleplanen erstattes af en unge-
plan.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
68, stk. 11, 3. pkt., vil kommunalbestyrelsen skulle udarbej-
de en ungeplan, hvis en ung frem til sit fyldte 18. år har
været anbragt som led i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14
i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, jf. Folketings-
tidende 2018-19 (1. samling), A, L 85 som fremsat, side 68.
Børn og unge, der er eller har været i et forbedringsforløb,
vil ikke få udarbejdet en ungeplan efter den foreslåede §
108. De vil i stedet få en handleplan i form af forbedrings-
forløbet, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdoms-
kriminalitet. Der vil således være behov for, at kommunal-
bestyrelsen i den unges opholdskommune udarbejder en un-
geplan for at kunne vurdere, om den unge har behov for
ungestøtte eller opretholdt anbringelse efter de foreslåede §§
114-116 og 120 i barnets lov.
At barnet eller den unge frem til sit fyldte 18. år har været
anbragt uden for hjemmet som led i et forbedringsforløb vil
indebære, at den ungeplan, som kommunalbestyrelsen vil
skulle udarbejde for en ung efter den foreslåede bestemmel-
se, i praksis vil være en revidering af forbedringsforløbet,
men med et indhold som opfylder kravene i den foreslåede
§§ 108 og 109.
Formålet med den foreslåede bestemmelse vil være at sikre,
at kommunalbestyrelsen i den unges opholdskommune, og-
så når en ung frem til det fyldte 18. år har været anbragt
som led i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, senest seks måneder
forud for ophør af en anbringelse ved det fyldte 18. år,
jf. den foreslåede § 111, stk. 1, vil skulle træffe afgørelse
om, hvorvidt den unge har behov for ungestøtteindsats eller
opretholdt anbringelse, jf. §§ 114-6 og 120 og i givet fald
træffe afgørelse om, hvilke indsatser der skal iværksættes
efter §§ 114-116 og 120.
Formålet med den foreslåede § 111 er at fastsætte regler om,
at kommunalbestyrelsens forpligtelse til at træffe afgørelse
forud for ophør af en anbringelse ved det fyldte 18. år efter
barnets lov. Det vil både gælde for anbringelse hos en pleje-
familie og anbringelse som led i et forbedringsforløb. Der er
ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle æn-
dringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås enkelte
sproglige ændringer og opdeling i flere stykker med henblik
på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.14.2 og 3.14.3.
Til § 112
Det fremgår af § 68, stk. 12, i serviceloven, at hvis en ung
i alderen 18 til 22 år, der har været anbragt indtil sit fyldte
18. år, eller som har haft en fast kontaktperson indtil sit
fyldte 18. år, skifter opholdskommune, skal den hidtidige
opholdskommune forud for skiftet oversende den unges re-
viderede handleplan eller relevante dele af en helhedsorien-
teret plan, jf. § 68, stk. 11, til den nye opholdskommune,
medmindre der er truffet afgørelse om foranstaltninger efter
§ 76 a. Oversendelse af handleplanen eller relevante dele
af en helhedsorienteret plan skal ske med samtykke fra den
unge og forældremyndighedsindehaveren.
Det fremgår videre af § 68, stk. 13, at den nye opholdskom-
mune inden 30 dage fra modtagelsen skal træffe afgørelse
om, hvorvidt den unge har behov for støtte efter § 76, og
i givet fald træffe afgørelse om, hvilke foranstaltninger der
skal iværksættes. Hvis der iværksættes støtte efter § 76, skal
der udarbejdes en ny handleplan, jf. § 140, eller relevante
dele af en helhedsorienteret plan, jf. § 140 a, skal opdateres.
Det foreslås med stk. 1, at hvis en ung i alderen 18 til 22
år, der har været anbragt indtil sit fyldte 18. år, eller som
har haft en fast kontaktperson indtil sit fyldte 18. år, skifter
opholdskommune, skal den hidtidige opholdskommune, jf. §
111, stk. 2, forud for skiftet oversende den unges reviderede
ungeplan eller relevante dele af en helhedsorienteret plan, til
den nye opholdskommune, medmindre der er truffet afgørel-
se om indsatser efter § 120.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
ændringer af § 68, stk. 12, 1. pkt., i serviceloven, sådan at
handleplanen erstattes af en ungeplan.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
68, stk. 12, 1. pkt., vil den hidtidige opholdskommune ved
skift i opholdskommune, skulle oversende den unges revide-
rede ungeplan eller relevante dele af en helhedsorienteret
plan, jf. den foreslåede § 110, stk. 2, til den nye opholds-
kommune forud for skiftet, dvs. forud for den unges 18.
års fødselsdag, jf. Folketingstidende 2009-10, A, L 178 som
fremsat, side 28.
Opholdskommune forstås i overensstemmelse med retssik-
kerhedslovens §§ 9 og 9 a.
356
Den foreslåede bestemmelse vil i overensstemmelse med
forarbejderne til § 68, stk. 12, i serviceloven have til formål
at sikre, at tilflytningskommunen vil få de nødvendige op-
lysninger fra fraflytningskommunen, så grundlaget for en
kontinuerlig indsats uden unødvendige brud er lagt.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre ved, at det er
væsentligt, at de to kommuner indleder et samarbejde i for-
bindelse med revisionen af ungeplanen eller relevante dele
af en helhedsorienteret plan. Det vil sikre, at den unge rela-
tivt tidligt ved, om der vil blive tilbudt støtte efter det fyldte
18. år. Samtidig vil et tæt samarbejde mellem kommunerne
være med til at sikre udveksling af relevant viden om den
unge og dennes forløb.
Den hidtidige opholdskommune vil i overensstemmelse med
forarbejderne til § 68, stk. 12, i serviceloven skulle oversen-
de den unges reviderede ungeplan eller relevante dele af en
helhedsorienteret plan, til den nye opholdskommune, hvis
den får kendskab til, at den unge skifter opholdskommu-
ne, når den pågældende fylder 18 år, jf. Folketingstidende
2009-10, A, L 178 som fremsat, side 51. Det vil i overens-
stemmelse med forarbejderne typisk ske, hvis den unge har
været anbragt i en anden kommune end den anbringende
kommune, og den unge så vælger at blive boende i kommu-
nen. Hvis kommunen først senere får kendskab til, at den
unge skifter opholdskommune, vil ungeplanen eller relevan-
te dele af en helhedsorienteret plan skulle oversendes snarest
efter det tidspunkt, hvor kommunen får kendskab hertil.
Den oprindelige opholdskommunes ungeplan eller relevante
dele af en helhedsorienteret plan vil skulle bidrage til den
nye opholdskommunes grundlag for at træffe en afgørelse
om ungestøtte.
Det foreslås med stk. 2, at oversendelse af ungeplanen eller
relevante dele af en helhedsorienteret plan skal ske med
samtykke fra den unge og forældremyndighedsindehaver.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af
§ 68, stk. 12, 2. pkt., i serviceloven, med den ændring at
handleplanen erstattes af en ungeplan.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
68, stk. 12, 1. pkt., vil oversendelse af ungeplanen eller rele-
vante dele af en helhedsorienteret plan fra den hidtidige op-
holdskommune til den nye opholdskommune kun kunne ske
med den unges og forældremyndighedsindehavers udtrykke-
lige samtykke. Samtykke skal forstås i overensstemmelse
med de almindelige regler i databeskyttelsesloven og da-
tabeskyttelsesforordningen. Samtykke fra forældremyndig-
hedsindehaver vil alene være relevant, når den unge er under
18 år, og dermed fortsat er under forældremyndighed.
Det foreslås med stk. 3, at den nye opholdskommune inden
30 dage fra modtagelsen af ungeplanen skal træffe afgørelse
om, hvorvidt den unge har behov for indsatser efter §§ 114,
eller116, og i givet fald træffe afgørelse om, hvilke indsatser
der skal iværksættes. Hvis der iværksættes indsatser efter §§
114 eller 115, skal der ske opdatering af ungeplanen, jf. §
108, eller relevante dele af en helhedsorienteret plan, jf. §
110.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af §
68, stk. 13, i serviceloven, med den ændring at handleplanen
erstattes af en ungeplan og ensretning af begrebet indsats.
Den foreslåede bestemmelse vil i overensstemmelse med
forarbejderne til servicelovens § 68, stk. 13, have til formål
at sikre, at tilflytningskommunen vil få de nødvendige op-
lysninger fra fraflytningskommunen, så grundlaget for en
kontinuerlig indsats uden unødvendige brud er lagt jf. Fol-
ketingstidende 2009-10, A, L 178 som fremsat, side 28.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre ved, at det er
væsentligt, at de to kommuner indleder et samarbejde i for-
bindelse med revisionen af ungeplanen eller relevante dele
af en helhedsorienteret plan. Det vil sikre, at den unge rela-
tivt tidligt ved, om der vil blive tilbudt støtte efter det fyldte
18. år. Samtidig vil et tæt samarbejde mellem kommunerne
være med til at sikre udveksling af relevant viden om den
unge og dennes forløb.
Den oprindelige opholdskommunes ungeplan vil skulle bi-
drage til den nye opholdskommunes grundlag for at træffe
en afgørelse om, hvorvidt den unge har behov for ungestøt-
teindsats, og i givet fald om, hvilke indsatser der skal iværk-
sættes over for den unge.
Hvis der iværksættes en ny form for indsats efter §§ 114,
115 og 120, vil der i den forbindelse også skulle udarbejdes
en ny eller opdateret ungeplan.
Formålet med den foreslåede § 112 er at fastsætte regler i
barnets lov om, at en hidtidig opholdskommune har pligt til
at oversende ungeplanen eller relevante dele af en helheds-
orienteret plan for en ung i alderen 18 til 22 år, der har været
anbragt indtil sit fyldte 18. år, og som skifter opholdskom-
mune. Det foreslås endvidere at fremgå af bestemmelsen,
at oversendelsen skal ske med samtykke, og at den nye op-
holdskommune skal træffe afgørelse om, hvorvidt den unge
har behov for støtte og i givet fald hvilken. Der er ikke med
de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i
forhold til gældende ret, men dog foreslås enkelte sproglige
ændringer og opdeling i flere stykker med henblik på at øge
læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.14.2.-3.14.3.
Til § 113
Det fremgår af § 76, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbe-
styrelsen skal tilbyde hjælp efter § 76, stk. 2-5, til unge
i alderen fra 18 til 22 år, når det må anses for at være
af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for
støtte, og hvis den unge er indforstået hermed. Hjælpen skal
bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse
og herunder have fokus på at understøtte den unges uddan-
357
nelse og beskæftigelse samt øvrige relevante forhold, f.eks.
anskaffelse af selvstændig bolig.
Det fremgår videre af § 76, stk. 2, i serviceloven, at kom-
munalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at en udpeget
fast kontaktperson, jf. § 52, stk. 3, nr. 6, eller § 13, stk.
1, nr. 7, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, kan
opretholdes efter det fyldte 18. år.
Det fremgår af § 76, stk. 3, i serviceloven, at for unge,
der er eller var anbragt uden for hjemmet på et anbringelses-
sted efter reglerne i kapitel 11 eller efter § 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet umiddelbart inden det
fyldte 18. år, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om,
at døgnophold, jf. § 55, på et anbringelsessted, jf. § 66,
opretholdes, at udpege en fast kontaktperson for den unge,
jf. § 52, stk. 3, nr. 6, at etablere en udslusningsordning, jf. §
55, i det hidtidige anbringelsessted og at tildele andre former
for støtte, der har til formål at bidrage til en god overgang til
en selvstændig tilværelse for den unge.
Det fremgår yderligere af § 76, stk. 4, at kommunalbestyrel-
sen kan træffe afgørelse om, at støtte efter § 76, stk. 2 og
3, kan tildeles eller genetableres indtil det fyldte 23. år, hvis
den unge fortryder tidligere at have afvist støtte og behovet
fortsat er til stede, den unges situation ændrer sig, så der
senere opstår et behov for støtte, eller støtte er ophørt, jf.
stk. 7, og behovet herfor opstår igen.
Det fremgår af § 76, stk. 5, at kommunalbestyrelsen skal
tilbyde unge, der umiddelbart inden det fyldte 18. år er eller
var anbragt uden samtykke fra forældremyndighedsindeha-
veren, og den unge, der er fyldt 15 år, jf. § 58 eller § 14,
stk. 2-4, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, støtte
i form af en kontaktperson frem til det fyldte 23. år. Støtten
tilbydes unge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse
af døgnophold efter § 76, stk. 3, nr. 1, i serviceloven.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen med sam-
tykke fra den unge skal tilbyde indsatser efter §§ 114-116
til unge i alderen fra 18 til 22 år, når det må anses for at
være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov
for støtte, herunder på grund af negativ social kontrol eller
en æresrelateret konflikt.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
sproglige ændringer af § 76, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven,
med den ændring, at det tydeliggøres, at behovet for særlig
støtte også kan skyldes, at den unge er udsat for eller i alvor-
lig risiko for en æresrelateret konflikt eller negativ social
kontrol.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
76, stk. 1, 1. pkt., vil kommunalbestyrelsen skulle tilbyde
indsatser efter de foreslåede §§ 114-116 til unge mellem
18 og 22 år, for at give mulighed for en mere glidende over-
gang til voksentilværelsen, jf. Folketingstidende 1999-00,
tillæg A, spalte 6740. Støtten vil i overensstemmelse med
forarbejderne skulle gives, når det må anses for at være af
væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte,
og den unge vil skulle være indforstået med, at kommunen
vil kunne træffe afgørelse herom.
Den foreslåede stk. 1 vil således skulle være opfyldt for at få
indsatser efter de foreslåede bestemmelser i §§ 114 – 116.
Støtten vil skulle gives til unge mellem 18 og 22 år, der
forud for det fyldte 18 år har modtaget visse indsatser for
børn og unge, hvilket er i overensstemmelse med gældende
ret, jf. forarbejderne til servicelovens § 76, stk. 1, jf. Folke-
tingstidende 1999-00, tillæg A, spalte 6740. Støtten også
vil skulle gives til unge mellem 18 og 22 år i situationer,
hvor den unge er udsat for eller i risiko for æresrelaterede
konflikter eller negativ social kontrol.
Der vil skulle være udsigt til en positiv udvikling, og den
unge vil skulle kunne få noget væsentligt ud af at modtage
ungestøtteindsats, men der vil ikke kunne blive opstillet et
krav om, at den unge skal være helt selvhjulpen, således at
der ikke er behov for støtte, når den unge fylder 23 år.
Det foreslås med stk. 2, at indsatsen skal bidrage til en god
overgang til en selvstændig tilværelse, herunder have fokus
på at understøtte den unges udvikling og trivsel, uddannelse,
beskæftigelse og øvrige relevante forhold, herunder anskaf-
felse af selvstændig bolig.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
sproglige ændringer af § 76, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven,
med den tydeliggørelse, at indsatsen også skal understøtte
den unges udvikling og trivsel i overensstemmelse med den
foreslåede § 2.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
76, stk. 1, 2. pkt., vil der skulle være et fremadrettet fokus
på den unges livssituation og evne til at føre en selvstændig
tilværelse i forbindelse med tilrettelæggelsen af støtte i form
af ungestøtteindsats til den unge over 18 år, jf. Folketingsti-
dende 2009-10, tillæg A, L 178 som fremsat, side 55.
Dette vil i overensstemmelse med forarbejderne indebære
fokus på den unges udvikling, trivsel generelt samt uddan-
nelse og beskæftigelse samt andre relevante forhold. Det vil
f.eks. kunne være en stabil og selvstændig boligsituation for
den unge eller økonomihåndtering, husholdning mv. Der vil
skulle lægges vægt på, at indsatsen skal bidrage til en bedre
overgang til en selvstændig tilværelse og herunder have fo-
kus på at understøtte den unges uddannelse, beskæftigelse
og andre relevante forhold f.eks. opnåelse af selvstændig
bolig.
Formålet med den foreslåede § 113 er, at der også efter
barnets lov fastsættes regler om, at kommunalbestyrelsen
skal tilbyde indsatser til unge mellem 18 og 22 år, hvis det
er af væsentlig betydning af hensyn til den unge behov for
støtte. Det vil også i barnets lov skulle fremgå, at hjælpen
skal bidrage til en god overgang til en selvstændig voksen-
tilværelse. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser til-
tænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men
358
dog foreslås enkelte sproglige ændringer og opdeling i flere
stykker med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.14.3
Til § 114
Det fremgår af § 76, stk. 2, i serviceloven, at kommunalbe-
styrelsen kan træffe afgørelse om, at en udpeget fast kon-
taktperson, jf. § 52, stk. 3, nr. 6, eller § 13, stk. 1, nr. 7, i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, kan opretholdes
efter det fyldte 18. år.
Det fremgår af § 76, stk. 3, i serviceloven, at for unge, der
er eller var anbragt uden for hjemmet på et anbringelsessted
efter reglerne i kapitel 11 eller efter § 14 i lov om bekæm-
pelse af ungdomskriminalitet umiddelbart inden det fyldte
18. år, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om, at
døgnopholdet, jf. § 55 i serviceloven, på et anbringelsessted,
jf. § 66, opretholdes, at udpege en fast kontaktperson for den
unge, jf. § 52, stk. 3, nr. 6, at etablere en udslusningsord-
ning, jf. § 55, i det hidtidige anbringelsessted og at tildele
andre former for støtte, der har til formål at bidrage til en
god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge.
Servicelovens kapitel 11 omhandler regler om særlig støtte
til børn og unge, herunder bl.a. servicelovens § 52, stk. 3, nr.
6, § 55 og § 66.
Det fremgår af § 52, stk. 3, nr. 6, i serviceloven, at kommu-
nalbestyrelsen kan iværksætte hjælp i form af udpegning af
en fast kontaktperson for barnet eller den unge eller for hele
familien.
Det fremgår af § 55, stk. 1, i serviceloven, at under et
døgnophold efter § 52, stk. 3, nr. 4, 5 og 7, § 76, stk. 3, nr. 1
og 3, og § 76 a, stk. 2, eller efter § 13, stk. 1, nr. 5 og 6, og
§ 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet modtager
barnet, den unge eller de vordende forældre omsorg, person-
lig støtte, socialpædagogisk rådgivning og behandling. Ved
særlige behov kan der endvidere foretages undersøgelser og
observation samt ydes terapi eller anden behandling.
Det fremgår af § 66, stk. 1, i serviceloven, at anbringel-
sessteder for børn og unge kan være almene plejefamilier,
forstærkede plejefamilier, specialiserede plejefamilier, net-
værksplejefamilier, egne værelser, kollegier eller kollegie-
lignende opholdssteder, opholdssteder for børn og unge,
døgninstitutioner, herunder delvis lukkede døgninstitutioner
og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner samt si-
krede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger, eller
pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med
kostafdeling.
Det fremgår af § 13, stk. 1, nr. 7, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, at Ungdomskriminalitetsnævnet kan
fastsætte et forbedringsforløb i form af en handleplan med
en varighed af op til to år. For børn og unge i alderen 10
til 14 år kan handleplanen i helt særlige tilfælde have en
varighed af op til fire år. Handleplanen skal angive en eller
flere konkrete foranstaltninger for barnet eller den unge,
som vurderes egnede i forhold til barnets eller den unges
problemer og behov. Det kan herunder fastsættes, at barnet
eller den unge skal have udpeget en fast kontaktperson.
Det fremgår af § 14, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ung-
domskriminalitet, at Ungdomskriminalitetsnævnet kan som
led i forbedringsforløbet træffe afgørelse om, at barnet eller
den unge anbringes uden for hjemmet på et anbringelses-
sted, når det af hensyn til barnets eller den unges særlige
behov for støtte må anses for at være af væsentlig betyd-
ning. Afgørelsen træffes med samtykke fra forældremyndig-
hedsindehaverne og en ung, der er fyldt 15 år. Samtykket
skal omfatte formålet med anbringelsen.
Det fremgår af § 14, stk. 2, i lov om bekæmpelse af ung-
domskriminalitet, at der kan ske anbringelse uden for hjem-
met efter stk. 1 uden samtykke fra forældremyndighedsinde-
haverne og en ung, der er fyldt 15 år, når der er begrundet
formodning om, at barnets eller den unges problemer ikke
kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i
hjemmet, og der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den
unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund
af utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller
den unge, overgreb, som barnet eller den unge har været
udsat for, misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre
svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller
andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller
den unge.
Det foreslås med stk. 1, at for en ung, der er eller var anbragt
uden for hjemmet på et anbringelsessted efter reglerne i
kapitel 5 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdoms-
kriminalitet umiddelbart inden det fyldte 18. år, kan kommu-
nalbestyrelsen træffe afgørelse om: 1) At et døgnophold, jf.
§§ 46 eller 47 på et anbringelsessted, jf. § 43 opretholdes,
2) at udpege en fast kontaktperson for den unge, jf. 32, stk.
1, nr. 3, 3) at etablere en udslusningsordning i det hidtidige
anbringelsessted eller 4) at tildele andre former for støtte,
der har til formål at bidrage til en god overgang til en selv-
stændig tilværelse for den unge.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 76, stk. 3, i serviceloven.
Det foreslås med stk. 1, nr. 1, at for unge, der er eller var
anbragt uden for hjemmet i et anbringelsessted efter reglerne
i kapitel 5 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdoms-
kriminalitet umiddelbart inden det fyldte 18. år, kan kommu-
nalbestyrelsen træffe afgørelse om, at et døgnophold, jf. §§
46 eller 47 på et anbringelsessted, jf. 43, opretholdes.
Med den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen
således kunne træffe afgørelse om at opretholde et døgnop-
hold på et anbringelsessted ud over det 18. år.
Herved vil behovet i overensstemmelse med forarbejderne
til servicelovens § 76, stk. 3, nr. 1, imødekommes for, at der
for unge, der tidligere har været anbragt i alderen 20-22 år
359
ydes en særlig socialpædagogisk indsats jf. Folketingstiden-
de 1999-00, tillæg A, spalte 6756-6757.
I overensstemmelse med forarbejderne til § 76, stk. 3, i ser-
viceloven vil opholdet kunne opretholdes også i de tilfælde,
hvor anbringelsesstedet ændres efter det fyldte 18. år.
Den unge, der er fyldt 18 år, vil efter den foreslåede § 188,
stk. 1, skulle betale for døgnopholdet. De nærmere regler
om betalingen forventes at blive fastsat efter den foreslåede
§ 188, stk. 2.
Det foreslås med stk. 1, nr. 2, at for unge, der er eller
var anbragt uden for hjemmet i et anbringelsessted efter
reglerne i kapitel 5 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet umiddelbart inden det fyldte 18. år,
kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om at udpege en
fast kontaktperson for den unge, jf. § 32, stk.1, nr. 3.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
76, stk. 3, nr. 2, vil kommunalbestyrelsen have mulighed for
at udpege en fast kontaktperson for unge i alderen 18 til
22 år, der var anbragt umiddelbart inden det fyldte 18. år,
hvis den unge har samtykket, jf. Folketingstidende 1999-00,
tillæg A, spalte 6757. Kommunalbestyrelsen vil i overens-
stemmelse med forarbejderne kunne træffe afgørelse om
udpegning af en kontaktperson for unge over 18 år under
de samme forudsætninger som for unge, der ikke er fyldt 18
år.
Den unge, der tidligere har været anbragt, vil herved få
mulighed for at få en kontaktperson, hvis der efterfølgende
viser sig behov herfor, selv om dette ikke var forudset inden
det fyldte 18. år. En fast kontaktperson vil herefter over en
kortere eller længere periode kunne være med til at give den
unge råd og vejledning, tryghed og sikre eller fastholde den
unge i et godt forløb.
Det foreslås med stk. 1, nr. 3, at for unge, der er eller
var anbragt uden for hjemmet på et anbringelsessted efter
reglerne i kapitel 5 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet umiddelbart inden det fyldte 18. år,
kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om at etablere en
udslusningsordning, jf. §45, i det hidtidige anbringelsessted.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
76, stk. 3, nr. 3, vil kommunalbestyrelsen over for den
gruppe af unge, der har været eller er anbragt uden for
hjemmet inden det fyldte 18. år, kunne tilbyde ophold af
kortere varighed - betegnet udslusningsophold - i det tidlige-
re anbringelsessted, jf. Folketingstidende 1999-00, tillæg A,
spalte 6757. Der vil i overensstemmelse med forarbejderne
kunne være tale om tilbud til unge som ikke har en naturlig
familiemæssig hjemmebase, hvor de kan være i forbindelse
med ferier, weekender mv.
Tidsmæssigt forudsættes det i overensstemmelse med for-
arbejderne, at opholdet ligesom ved støtteophold for unge
under 18 år, jf. den foreslåede § 32, stk. 1, nr. 7, vil kunne
strække sig fra en til to dage til to til tre uger ad gangen. Sel-
ve udslusningsordningen vil kunne fungere for en længere
periode afhængig af den enkelte unges situation.
Ordningen vil ophøre, når tilbuddet ikke længere anses for
at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges be-
hov for støtte, eller senest når den unge fylder 23 år, jf. den
foreslåede § 117.
Den unge vil herved få muligheden for ”at læne” sig op
af anbringelsesstedet hvor andre unge tilsvarende vil have
muligheden for ”at læne” sig op af deres forældre.
I forbindelse med udslusningen fra anbringelsesstedet vil
det være vigtigt, at de unge har eller får et netværk. An-
bringelsesstedet vil i overensstemmelse med forarbejderne
på forskellig måde kunne være med til at forberede dette
under anbringelsen, f.eks. ved at etablere netværks- eller
rådgivningsgrupper, som tidligere anbragte børn og unge
kan trække på.
Det foreslås med, stk. 1, nr. 4, at for unge, der er eller
var anbragt uden for hjemmet på et anbringelsessted efter
reglerne i kapitel 5 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet umiddelbart inden det fyldte 18. år,
kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om at tildele an-
dre former for støtte, der har til formål at bidrage til en god
overgang til en selvstændig tilværelse for den unge.
Det vil betyde, at kommunerne får mulighed for at tilpasse
støtten efter den enkelte unges individuelle behov, idet nogle
unge kan have behov for andre typer indsatser end de fore-
slåede § 114, stk. 1, nr. 1-3.
Det foreslås i overensstemmelse med forarbejderne at ind-
sætte muligheden for kommunalbestyrelsen til at yde andre
former for støtte, som har til formål at bidrage til en bedre
overgang til en selvstændig tilværelse for den unge, jf. Fol-
ketingstidende 2009-10, A, L 178 som fremsat, side 55.
Kommunalbestyrelsen vil kunne tage hensyn til de unges
individuelle behov, så støtten i bedst muligt omfang kan af-
hjælpe den unges problemer og medvirke til at give den un-
ge den rette hjælp i henhold til formålet med støtten. F.eks.
vil der være mulighed for at tildele psykologsamtaler til
unge, som har gavn heraf, eller at danne og anvende net-
værks- eller samtalegrupper, oprette mødesteder for tidligere
anbragte mv. Bestemmelsen vil således i overensstemmelse
med forarbejderne kunne anvendes i situationer, hvor den
unge har et behov, som de øvrige indsatsformer i de foreslå-
ede nr. 1-3 i tilstrækkeligt omfang modsvarer.
Det foreslås med stk. 2, at kommunalbestyrelsen kan træffe
afgørelse om, at en udpeget fast kontaktperson, jf. § 32, stk.
2, nr. 3, eller § 13, stk. 1, nr. 7, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, kan opretholdes efter det fyldte 18. år.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 76, stk. 2, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
360
76, stk. 2, vil kommunalbestyrelsen kunne træffe afgørelse
om at opretholde en fast kontaktperson, der er tildelt den
unge før det 18. år efter den foreslåede § 32, stk.1, nr. 3,
eller § 13, stk. 1, nr. 7, i lov om bekæmpelse af ungdoms-
kriminalitet, til den unge fylder 22 år, hvis den unge er
indforstået hermed, jf. Folketingstidende 1999-00, tillæg A,
spalte 6756.
En fast udpeget kontaktperson vil i overensstemmelse med
forarbejderne til § 76, stk. 2, i serviceloven herved over en
længere periode kunne være med til at give den unge råd,
vejledning og tryghed og sikre eller fastholde den unge i et
godt forløb også i forhold til uddannelse og beskæftigelse.
Der henvises til bemærkningerne til § 32, stk.1, nr. 3, om
kontaktpersonsordningen.
Formålet med den foreslåede § 114 er, at der også efter
barnets lov fastsættes regler om, at kommunalbestyrelsen
kan træffe afgørelse om støtte til en ung, der enten er eller
har været anbragt inden den fyldte 18. år. Endvidere skal det
også efter barnets lov fastsættes, at kommunalbestyrelsen
kan træffe afgørelse om opretholdelse af en fast udpeget
kontaktperson. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser
tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.14.1.-3.14.3.
Til § 115
Det fremgår videre af § 76, stk. 5, at kommunalbestyrelsen
skal tilbyde unge, der umiddelbart inden det fyldte 18. år er
eller var anbragt uden samtykke fra forældremyndighedsind-
ehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, jf. § 58 eller § 14,
stk. 2-4, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, støtte
i form af en kontaktperson frem til det fyldte 23. år. Støtten
tilbydes unge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse
af døgnophold efter § 76, stk. 3, nr. 1, i serviceloven.
Det fremgår af § 76, stk. 6, at kommunalbestyrelsen skal
tilbyde unge, der umiddelbart inden det fyldte 18. år er eller
var anbragt uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, eller
§ 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, på eget
værelse, kollegium eller kollegielignende opholdssteder, jf.
§ 66, stk. 1, nr. 5, i serviceloven støtte i form af en kontakt-
person frem til det fyldte 19. år. Støtten tilbydes unge, der
ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af døgnophold
efter § 76, stk. 3, nr. 1.
Det fremgår af § 52, stk. 3, nr. 6, at kommunalbestyrelsen
kan iværksætte hjælp i form af udpegning af en fast kontakt-
person for barnet eller den unge eller for hele familien.
Det fremgår af § 58, stk. 1, i serviceloven, at er der en
åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller
udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig om-
sorg for eller behandling af barnet eller den unge, overgreb,
som barnet eller den unge har været udsat for, misbrugspro-
blemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskelig-
heder hos barnet eller den unge eller andre adfærds eller
tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge, kan børn
og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens
indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse
om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf.
§ 52, stk. 3, nr. 7. Der kan kun træffes en sådan afgørelse,
når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke
kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i
hjemmet.
Det fremgår af § 66, stk. 1, nr. 5, i serviceloven, at An-
bringelsessteder for børn og unge kan være egne værelser,
kollegier eller kollegielignende opholdssteder.
Det fremgår af § 76, stk. 3, nr. 1, i serviceloven, at for
unge, der er eller var anbragt uden for hjemmet i et anbrin-
gelsessted efter reglerne i kapitel 11 eller efter § 14 i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet umiddelbart inden
det fyldte 18. år, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse
om, at døgnophold, jf. § 55 i serviceloven, på et anbringel-
sessted, jf. § 66, opretholdes.
Det fremgår af § 14, stk. 2, i lov om bekæmpelse af ung-
domskriminalitet, at der kan ske anbringelse uden for hjem-
met efter § 14, stk. 1, uden samtykke fra forældremyndig-
hedsindehaverne og en ung, der er fyldt 15 år, når der er
begrundet formodning om, at barnets eller den unges proble-
mer ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte
ophold i hjemmet, og der er en åbenbar risiko for, at barnets
eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade
på grund af utilstrækkelig omsorg for eller behandling af
barnet eller den unge, overgreb, som barnet eller den unge
har været udsat for, misbrugsproblemer, kriminel adfærd
eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller
den unge eller andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos
barnet eller den unge.
Det fremgår videre af § 14, stk. 3, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, at Ungdomskriminalitetsnævnet kan
træffe afgørelse om, at barnet eller den unge skal anbringes
uden for hjemmet efter § 14, stk. 2, selv om forældremyn-
dighedsindehaverne og en ung, der er fyldt 15 år, giver
samtykke til anbringelse efter § 14, stk. 1, når hensynet til
barnet eller den unge på afgørende måde taler for det.
Det fremgår af § 14, stk. 4, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, at Ungdomskriminalitetsnævnet uan-
set betingelserne i § 14, stk. 2, kan anbringe en ung, der
er fyldt 15 år, uden for hjemmet efter stk. 1, hvis den unge
giver samtykke til anbringelsen, anbringelsen må anses for
at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges særli-
ge behov, og problemerne ikke kan løses under den unges
fortsatte ophold i hjemmet.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde
en udpeget fast kontaktperson frem til det fyldte 23. år til en
ung, der umiddelbart inden det fyldte 18. år er eller var an-
bragt uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver og
den unge, der er fyldt 15 år, jf. § 47 i denne lov eller § 14,
361
stk. 2-4, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Op-
retholdes den unges døgnophold efter § 114, stk. 1, nr. 1,
tilbydes dog ikke en kontaktperson.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
sproglige ændringer af § 76, stk. 5, i serviceloven.
Kommunalbestyrelsen vil med den foreslåede bestemmelse
skulle tilbyde unge, der umiddelbart inden det fyldte 18 år,
er eller var anbragt uden for hjemmet uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt
15 år, en fast udpeget kontaktperson.
Der vil således være tale om en ret for den unge, såfremt
den unge selv ønsker det.
Retten til en kontaktperson må i overensstemmelse med for-
arbejderne til § 76, stk. 5, i serviceloven ikke erstatte mere
egnede indsatser, medmindre den unge selv ønsker dette, jf.
Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 178 som fremsat,
side 55. Kontaktpersonen vil med fordel kunne tænkes sam-
men med indsatsen i forbindelse med udslusningsordningen
eller øvrige relevante støtteformer.
Unge, der tilbydes støtte i form af opretholdelse af døgnop-
hold efter den foreslåede § 114, stk. 1, nr. 1, vil i overens-
stemmelse med forarbejderne til § 76, stk. 5, i serviceloven
ikke have ret til en kontaktperson efter den foreslåede § 115,
stk. 1, hvis anbringelsen fortsættes umiddelbart efter det
fyldte 18. år, da personalet på anbringelsesstedet forventes at
kunne varetage samme funktion som en støtteperson.
Når den unge ikke længere modtager en indsats i form af et
døgnophold, vil den unge have ret til en kontaktperson frem
til det fyldte 23. år efter den foreslåede § 115, stk. 1. Endvi-
dere vil den unge kunne opretholde en tildelt støtteperson
efter den foreslåede § 115, stk. 1, hvis den unge vælger at
genoptage et døgnophold, jf. den foreslåede § 114, stk. 1, nr.
1, frem til det fyldte 23. år efter den foreslåede § 116.
Kommunalbestyrelsen vil fortsat, jf. den foreslåede § 113,
stk. 1, skulle vurdere den unges støttebehov, herunder om
den unge, der er fyldt 18 år, som tidligere har fået tildelt en
kontaktperson efter den foreslåede § 52, igen under anbrin-
gelsen, jf. den foreslåede § 115, stk. 1, kan opretholde eller
få tildelt en kontaktperson efter den foreslåede § 52.
Hvis en ung, der tilbydes og takker ja til en kontaktperson
efter den foreslåede § 115, stk. 1, tidligere har haft en kon-
taktperson, som den unge har tillid til, og som har positiv
effekt for den unge, vil det være hensigtsmæssigt, hvis det
så vidt muligt bliver denne person, som fortsætter med at
være kontaktperson for den unge som ungestøtte.
Det foreslås med stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde
en udpeget fast kontaktperson til en ung, der umiddelbart
inden det fyldte 18. år er eller var anbragt uden for hjemmet,
jf. § 46 eller § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskrimina-
litet, på eget værelse, kollegium eller kollegielignende bør-
ne- og ungehjem, jf. § 43, stk. 1, nr. 5, frem til det fyldte 19.
år. Kontaktpersonen skal tilbydes en ung, der ikke tilbydes
støtte i form af opretholdelse af døgnophold efter § 114, stk.
1, nr. 1.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
sproglige ændringer af § 76, stk. 6, i serviceloven.
Efter den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen
være forpligtet til at tilbyde unge, der umiddelbart inden det
fyldte 18. år er eller har været anbragt uden for hjemmet, jf.
46, på eget værelse, kollegium eller kollegielignende børne-
og ungehjem, jf. den foreslåede § 43, nr. 5, støtte i form af
en udpeget fast kontaktperson frem til det fyldte 19. år.
Der vil således være tale om en ret for den unge, såfremt
den unge selv ønsker det.
Forpligtelsen for kommunen vil efter den foreslåede bestem-
melse alene gælde i forhold til unge, som ikke tilbydes støtte
i form af et døgnophold efter den foreslåede § 114, stk. 1, nr.
1, idet denne gruppe vil få anden støtte under anbringelsen.
Hvis en ung, der tilbydes og takker ja til en kontaktperson
efter den foreslåede § 115, stk. 2, tidligere har haft en kon-
taktperson, som den unge har tillid til, og som har positiv
effekt for den unge, vil det være hensigtsmæssigt, hvis det
så vidt muligt bliver denne person, som fortsætter med at
være kontaktperson for den unge som ungestøtte.
Formålet med den foreslåede § 115 er, at der også efter
barnets lov fastsættes regler om, at kommunalbestyrelsen
skal tilbyde unge, der umiddelbart inden det fyldte 18. år
er eller var anbragt uden for hjemmet en fast udpeget kon-
taktperson frem til det fyldte 23. år. Endvidere skal det
også efter barnets lov fastsættes, at kommunalbestyrelsen
er forpligtet til at tilbyde en kontaktperson til en ung frem
til det 19. år, hvis den unge umiddelbart inden det fyldte
18. år er eller har været anbragt på eget værelse, kollegium
eller kollegielignende børne- og ungehjem. Der er ikke med
de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i
forhold til gældende ret, men dog foreslås enkelte sproglige
ændringer med henblik på at øge læsbarheden og som følge
af den ændrede terminologi for opholdssteder og døgninsti-
tutioner.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.14.1.-3.14.3.
Til § 116
Det fremgår af § 76, stk. 4, i serviceloven, at kommunalbe-
styrelsen kan træffe afgørelse om, at støtte efter § 76, stk.
2 og 3, kan tildeles eller genetableres indtil det fyldte 23.
år, hvis den unge fortryder tidligere at have afvist støtte,
og behovet fortsat er til stede, den unges situation ændrer
sig, så der senere opstår et behov for støtte, eller støtten er
ophørt, jf. § 76, stk. 7, og behovet for støtte opstår igen.
Det foreslås med bestemmelsen i § 116, at kommunalbesty-
relsen kan træffe afgørelse om, at indsatser efter § 114 kan
362
tildeles eller genetableres indtil det fyldte 23. år, hvis: 1)
Den unge fortryder tidligere at have afvist støtte, og behovet
fortsat er til stede, 2) den unges situation ændrer sig, så der
opstår et behov for støtte, eller 3) indsatsen er ophørt, jf. §
117, og behovet for støtte opstår igen.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
sproglige ændringer af § 76, stk. 4, i serviceloven.
Kommunalbestyrelsen vil i overensstemmelse med forarbej-
derne til servicelovens § 76, stk. 4, kunne træffe afgørelse
om, at indsatser i form af opretholdelse af en udpeget fast
kontaktperson, opretholdelse af døgnophold, en fast kontakt-
person, etablering af en udslusningsordning, eller andre for-
mer for støtte, der har til formål at bidrage til en god over-
gang til en selvstændig tilværelse for unge, jf. den foreslåede
§ 114, kan tildeles eller genetableres efter det fyldte 18. år,
jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 178 som fremsat,
side 27-28.
Der vil kunne træffes afgørelse om at indsatsen enten kan
genetableres eller tildeles efter det fyldte 18 år i tilfælde,
hvor unge, der i første omgang har takket nej til støtte og
senere har ændret holdning, i tilfælde, hvor der senere opstår
et behov for støtte, selvom den unge ikke umiddelbart ved
det fyldte 18. år, blev vurderet til at have behov for støtte,
eller i tilfælde, hvor støtte til den unge tidligere er ophørt på
baggrund af den foreslåede § 117.
Den foreslåede bestemmelse vil give mulighed for at tildele
eller genetablere indsatsen i perioden frem til, at den unge
fylder 23 år.
Det vil betyde, at kommunalbestyrelsen på et hvilket som
helst tidspunkt i perioden, hvor den unge er mellem 18 og
22 år, f.eks. vil kunne anbringe den unge på et tidligere
eller på et nyt anbringelsessted. Selv om den unge afslår
et tilbud om ungestøtte, kan kommunen f.eks. genetablere
en anbringelse eller tilbyde den unge en kontaktperson på
et senere tidspunkt, hvis den unge f.eks. efterfølgende får
problemer eller fortryder et tidligere afslag på støtte. Det
er ikke nødvendigt, at rollen som kontaktperson personligt
varetages af den samme person som tidligere.
Som udgangspunkt vil det dog i overensstemmelse med for-
arbejderne til § 76, stk. 4, i serviceloven ikke give mening at
tale om genetablering af udslusning, da den unge i sådanne
tilfælde vil have forladt institutionen, jf. Folketingstidende
2009-10, tillæg A, L 178 som fremsat, side 56. I stedet må
andre former for indsatser overvejes.
Formålet med den foreslåede § 116 er, at der efter barnets
lov fastsættes regler om genetablering eller tildeling af ind-
satser til unge, der fortryder, og stadig har behov for støtte,
unge, hvis situation ændrer sig, og unge, hvor indsatsen
er ophørt efter den foreslåede § 117, og behovet opstår
igen. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt
materielle ændringer i forhold til gældende ret, men dog
foreslås enkelte sproglige ændringer med henblik på at øge
læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.14.1.-3.14.3.
Til § 117
Det fremgår af § 76, stk. 7, i serviceloven, at tilbud efter §
76, stk. 2-6, skal ophøre, når de ikke længere opfylder deres
formål under hensyn til den unges behov for støtte, eller når
den unge fylder 23 år.
Det fremgår videre af § 76, stk. 2, i serviceloven, at kom-
munalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at en udpeget
fast kontaktperson, jf. § 52, stk. 3, nr. 6, eller § 13, stk.
1, nr. 7, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, kan
opretholdes efter det fyldte 18. år.
Det fremgår af § 76, stk. 3, i serviceloven, at for unge, der er
eller var anbragt uden for hjemmet i et anbringelsessted efter
reglerne i kapitel 11 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet umiddelbart inden det fyldte 18. år,
kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om, at døgnop-
hold, jf. § 55 i serviceloven, på et anbringelsessted, jf. § 66,
opretholdes, at udpege en fast kontaktperson for den unge,
jf. § 52, stk. 3, nr. 6, at etablere en udslusningsordning, jf. §
55, i det hidtidige anbringelsessted og at tildele andre former
for støtte, der har til formål at bidrage til en god overgang til
en selvstændig tilværelse for den unge.
Det fremgår yderligere af § 76, stk. 4, at kommunalbestyrel-
sen kan træffe afgørelse om, at støtte efter § 76, stk. 2 og
3, kan tildeles eller genetableres indtil det fyldte 23. år, hvis
den unge fortryder tidligere at have afvist støtte, og behovet
fortsat er til stede, den unges situation ændrer sig, så der
senere opstår et behov for støtte, eller støtte er ophørt, jf. §
76, stk. 7, og behovet herfor opstår igen.
Det fremgår af § 76, stk. 5, at kommunalbestyrelsen skal
tilbyde unge, der umiddelbart inden det fyldte 18. år er eller
var anbragt uden samtykke fra forældremyndighedsindeha-
veren og den unge, der er fyldt 15 år, jf. § 58 eller § 14, stk.
2-4, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, støtte i
form af en kontaktperson frem til det fyldte 23. år. Støtten
tilbydes unge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse
af døgnophold efter § 76, stk. 3, nr. 1, i serviceloven.
Det fremgår videre af § 76, stk. 6, at kommunalbestyrelsen
skal tilbyde unge, der umiddelbart inden det fyldte 18. år
er eller var anbragt uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr.
7, eller § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
på eget værelse, kollegium eller kollegielignende opholds-
steder, jf. § 66, stk. 1, nr. 5, i serviceloven støtte i form af
en kontaktperson frem til det fyldte 19. år. Støtten tilbydes
unge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af
døgnophold efter § 76, stk. 3, nr. 1.
Det foreslås med bestemmelsen i § 117, at indsatser efter §§
114, 115 eller 116 skal ophøre, når de ikke længere opfylder
deres formål under hensyn til den unges behov for støtte,
eller når den unge fylder 23 år.
363
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
sproglige ændringer af § 76, stk. 7, i serviceloven.
Indsatser til unge efter barnets lov §§ 114 og 115 vil skulle
ophøre, når de ikke længere opfylder deres formål under
hensyn til den unges behov for støtte, eller når den unge
fylder 23 år. Det vil være kommunalbestyrelsen, der træf-
fer afgørelse om, hvorvidt betingelserne for indsatsen er
opfyldt, ligesom kommunen træffer afgørelse om ophør af
indsatsen. Kommunalbestyrelsen vil skulle se på formålet
med indsatsen, som kommunalbestyrelsen bl.a. vil skulle
forholde sig til, hvis der er udarbejdet en ungeplan, jf. den
foreslåede § 108, stk. 1.
Et opretholdt døgnophold hos en plejefamilie efter den fore-
slåede § 114, stk. 1, nr. 1, vil eksempelvis skulle ophøre,
såfremt den unge selv ønsker at stoppe anbringelsen for der-
efter at flytte i egen lejlighed. Hvis det viser sig, at behovet
for støtte vender tilbage, fordi den unge har svært ved at
tackle personlige udfordringer, vil indsatsen kunne genetab-
leres efter den foreslåede § 116, nr. 3.
Kommunalbestyrelsen vil ved afgørelsen skulle inddrage al-
le relevante hensyn. Den unge vil have adgang til at klage
over kommunalbestyrelsens afgørelser om ungestøtte efter
den foreslåede § 145. Hvis der træffes afgørelse om ophør af
anbringelsen, vil en klage over afgørelsen have opsættende
virkning, jf. § 72, stk. 2, 1. pkt., i retssikkerhedsloven.
Formålet med den foreslåede § 117 er, at der også efter
barnets lov fastsættes regler om ophør af ungestøtte, når den
unge enten ikke længere har behov for støtte eller når den
unge fylder 23 år. Der er ikke med den foreslåede bestem-
melse tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende
ret, men dog foreslås enkelte sproglige ændringer med hen-
blik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.14.1.-3.14.3.
Til § 118
Det fremgår af § 76, stk. 8, at kommunalbestyrelsen, i det
omfang det er muligt, skal sørge for, at unge, som har været
anbragt uden for hjemmet efter reglerne i kapitel 11 eller
efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
umiddelbart inden det fyldte 18. år får mulighed for at vende
tilbage til det tidligere anbringelsessted kortvarigt, uanset
om der iværksættes foranstaltninger efter § 76, stk. 3, eller §
76 a, stk. 2.
Servicelovens kapitel 11 omhandler regler om særlig støtte
til børn og unge.
Det fremgår af § 76, stk. 3, i serviceloven, at for unge, der er
eller var anbragt uden for hjemmet på et anbringelsessted ef-
ter reglerne i kapitel 11 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet umiddelbart inden det fyldte 18. år,
kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om, at døgnop-
hold, jf. § 55 i serviceloven, på et anbringelsessted, jf. § 66,
opretholdes, at udpege en fast kontaktperson for den unge,
jf. § 52, stk. 3, nr. 6, at etablere en udslusningsordning, jf. §
55, i det hidtidige anbringelsessted og at tildele andre former
for støtte, der har til formål at bidrage til en god overgang til
en selvstændig tilværelse for den unge.
Det fremgår af § 76 a, stk. 2, i serviceloven, at for unge med
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsev-
ne, der umiddelbart inden det fyldte 18. år er anbragt uden
for hjemmet efter reglerne i kapitel 11 eller efter § 14 i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet i en plejefamilie
efter § 66, stk. 1, nr. 1-4, i serviceloven, kan kommunal-
bestyrelsen træffe afgørelse om, at døgnophold, jf. § 52,
opretholdes. Såfremt den unges plejefamilie ikke længere
vurderes egnet som plejefamilie for den pågældende unge,
kan kommunalbestyrelsen tilbyde den unge anbringelse i en
anden plejefamilie, som den unge har en nær relation til
og er tryg ved. Ved tilbud om anbringelse hos en anden
plejefamilie skal betingelserne i § 76 a, stk. 1, være opfyldt.
Det fremgår af § 14, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ung-
domskriminalitet, at Ungdomskriminalitetsnævnet som led i
forbedringsforløbet kan træffe afgørelse om, at barnet eller
den unge anbringes uden for hjemmet på et anbringelses-
sted, når det af hensyn til barnets eller den unges særlige
behov for støtte må anses for at være af væsentlig betyd-
ning. Afgørelsen træffes med samtykke fra forældremyndig-
hedsindehaverne og en ung, der er fyldt 15 år. Samtykket
skal omfatte formålet med anbringelsen.
Det fremgår af § 14, stk. 2, i lov om bekæmpelse af ung-
domskriminalitet, at der kan ske anbringelse uden for hjem-
met efter § 14, stk. 1, uden samtykke fra forældremyndig-
hedsindehaverne og en ung, der er fyldt 15 år, når der er
begrundet formodning om, at barnets eller den unges proble-
mer ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte
ophold i hjemmet, og der er en åbenbar risiko for, at barnets
eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade
på grund af utilstrækkelig omsorg for eller behandling af
barnet eller den unge, overgreb, som barnet eller den unge
har været udsat for, misbrugsproblemer, kriminel adfærd
eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller
den unge eller andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos
barnet eller den unge.
Det foreslås med § 118, at kommunalbestyrelsen, i det om-
fang det er muligt, skal sørge for, at unge, som har været
anbragt uden for hjemmet efter reglerne i kapitel 5 eller
efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
umiddelbart inden det fyldte 18. år får mulighed for at vende
tilbage til det tidligere anbringelsessted kortvarigt, uanset
om der iværksættes en indsats efter § 114, stk. 1, eller § 120.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
sproglige ændringer af § 76, stk. 8, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
76, stk. 8, vil nogle tidligere anbragte ikke have behov for
egentlige indsatser, men alene en mere løs tilknytning til
364
et tidligere anbringelsessted, jf. Folketingstidende 2004-05,
tillæg A, spalte 255.
Unge, der har været anbragt lang tid et sted, vil ofte opbyg-
ge et særligt forhold til de voksne på anbringelsesstedet. Li-
geledes kan nogle unge have behov for at kunne komme
tilbage, f.eks. i forbindelse med ferier og højtider.
Det vil med den foreslåede § 118 være hensigten at gøre det
muligt at sikre, at alle tidligere anbragte som udgangspunkt
vil have mulighed for at bevare kontakten til det tidligere
anbringelsessted og komme på besøg f.eks. i forbindelse
med ferier og højtider. Der vil dermed være tale om fleksi-
bel ungestøtte.
Det vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 76, stk.
8, i serviceloven være forudsat, at omfanget vil være be-
grænset til et mindre antal dage i løbet af året, og at der
ikke nødvendigvis vil være overnatning i forbindelse med
besøgene, jf. Folketingstidende 2004-05 (1. samling), tillæg
A, spalte 273.
Er der tale om tidsmæssigt mere omfattende ordninger, eller
at den unge har et egentligt behov for særlig støtte, vil der
skulle iværksættes indsatser efter den foreslåede § 114.
Forudsætningen for, at den foreslåede bestemmelse vil kun-
ne finde anvendelse, vil være, at anbringelsesstedet fortsat
eksisterer. Som udgangspunkt vil den unge i overensstem-
melse med forarbejderne til § 76, stk. 8, i serviceloven have
mulighed for fleksibel ungestøtte, såfremt anbringelsesstedet
fortsat eksisterer, jf. Folketingstidende 2004-05 (1. samling),
tillæg A, spalte 274.
Der vil dog i overensstemmelse med forarbejderne til § 76,
stk. 8, i serviceloven være situationer, hvor den fleksible
ungestøtte ikke er muligt, f.eks. hvis forholdene omkring
anbringelsen eller hensynet til de nuværende børn, der er
anbragt ikke gør dette umuligt. Det vil f.eks. kunne være
uhensigtsmæssigt at gennemføre ungestøtten af hensyn til
nuværende anbragte børn, hvis en plejefamilie har modtaget
et nyt og usædvanligt skrøbeligt barn, som ikke ville kunne
håndtere besøg af et eller flere unge, der tidligere har været
anbragt. Der kan ligeledes være tale om særlige anbringel-
sessteder som sikrede afdelinger og skibsprojekter, hvor det
ikke umiddelbart vil være praktisk muligt eller relevant med
muligheden for fleksibel ungestøtte.
Formålet med den foreslåede § 118 er, at der også efter
barnets lov fastsættes en mulighed for unge, der har været
anbragt uden for hjemmet, at vende tilbage til det tidligere
anbringelsessted. Der er ikke med den foreslåede bestem-
melse tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende
ret, men dog foreslås enkelte sproglige ændringer med hen-
blik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.14.1.- 3.14.3
Til § 119
Det fremgår af § 76 a, stk. 1, i serviceloven, at kommunal-
bestyrelsen skal tilbyde hjælp efter § 76 a, stk. 2 og 3, til
unge i alderen 18 til 22 år med betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne, når det må anses for at
være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov
for støtte, og hvis den unge eller dennes værge er indforstået
hermed. Hjælpen skal bidrage til en god overgang til vok-
senlivet og herunder have fokus på omsorg og forberedelse
til den unges næste boform.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde
indsatser efter § 120 til unge i alderen 18 til 22 år med bety-
delig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når
det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til
den unges behov for støtte, og hvis den unge har samtykket.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
en mindre sproglig ændring af § 76 a, stk. 1, 1. pkt., i
serviceloven, således at værge udgår, da det forudsættes, at
såfremt den unge ikke selv kan tage stilling, vil det være
værgen, der vil indtræde i den unges sted.
Med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funk-
tionsevne forstås i overensstemmelse med forarbejderne til
§ 76 a, stk. 1, i serviceloven, at funktionsnedsættelsen vil
medføre, at den unge vil være afhængig af massiv støtte i sin
voksentilværelse og ikke forventes at kunne bo i selvstændig
bolig, gennemføre en uddannelse eller opnå selvforsørgelse
gennem et arbejde, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 15
som fremsat, side 8.
Med væsentlig betydning for den unges behov for støtte
forstås i overensstemmelse med forarbejderne til § 76 a,
stk. 1, i serviceloven, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L
15 som fremsat, side 8. at opretholdelse af anbringelse i
plejefamilien forudsætter, at den unge ikke er klar til at
flytte hjemmefra, men har behov for den familiære støtte og
omsorg, som plejefamilien kan give i kraft af de relationer,
der allerede er blevet knyttet gennem anbringelsen.
Hvis den unge således ikke vurderes at kunne drage nytte af
denne familiære omsorg efter sit fyldte 18. år, men vurderes
at ville have mere gavn af at flytte i en anden boform, der i
højere grad kan understøtte den unges særlige behov, vil den
unge således ikke være omfattet af den foreslåede § 119, stk.
1.
Opretholdelsen af anbringelsen vil samlet set skulle vurde-
res at være den bedste løsning for den unge.
At den unge eller den unges værge vil skulle have samtykket
til anbringelsen, medfører, at der alene er tale om en frivillig
anbringelsesform. Hvis den unge eller dennes værge ikke
ønsker at fortsætte anbringelsen, vil kommunalbestyrelsen
skulle finde et andet tilbud til den unge.
Det vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 76 a,
stk. 1, i serviceloven så vidt muligt skulle tilstræbes at få
den unge til selv at træffe afgørelse om sin boligsituation, jf.
Folketingstidende 2013-14, A, L 15 som fremsat, side 8.
365
Såfremt den unge ikke selv er i stand til at give udtryk
for sit ønske, vil den unges værge skulle samtykke for at
det er en frivillig anbringelse. Det vil være værgens ansvar
at træffe en beslutning ud fra en vurdering af, hvad der
er i den unges interesse. Da opretholdelse af anbringelse i
plejefamilie efter den foreslåede § 119, stk. 1, er et frivilligt
og midlertidigt ophold, vil magtanvendelsesreglerne i over-
ensstemmelse med forarbejderne til § 76 a, stk. 1, i service-
loven ikke finde anvendelse, jf. Folketingstidende 2013-14,
A, L 15 som fremsat, side 9.
Det foreslås med stk. 2, at støtten skal bidrage til en god
overgang til voksenlivet og herunder have fokus på omsorg
og forberedelse til den unges næste bolig.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
sproglige ændringer af § 76 a, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven.
Med den foreslåede bestemmelse vil støtten i form af opret-
holdelse af anbringelse efter § 119, stk. 1, skulle bidrage til
en god overgang til voksenlivet, og herunder have fokus på
omsorg og forberedelse til den unges næste bolig.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 76
a, stk. 1, 2. pkt., vil opretholdelsen af anbringelsen skulle ses
i et udviklingsperspektiv, hvor den pågældende plejefamilie
gennem familiær omsorg og nærvær støtter den unge i for-
beredelsen til voksenlivet, jf. Folketingstidende 2013-14, A,
L 15 som fremsat, side 9.
Når et barn eller en ung anbringes i en plejefamilie, bliver
der ofte knyttet tætte relationer, som kan være til gavn for
den unge at fastholde i en overgangsfase, hvis den unge
ikke er moden til at flytte hjemmefra som 18 årig. For disse
unge vil det være en hjælp at blive i deres plejefamilies
trygge og omsorgsfulde rammer et par år endnu og bruge
den opbyggede familiære relation som en støtte i forbindelse
med forberedelsen til deres voksentilværelse.
Formålet med bestemmelsen er i overensstemmelse med
forarbejderne til servicelovens § 76 a, stk. 1, dermed at ska-
be hjemmel til, at kommunen kan imødekomme den unges
behov for støtte og omsorg i plejefamiliens trygge rammer
og derigennem bidrage til en god overgang til voksentilvæ-
relsen, hvor den unge bl.a. forberedes til sin næste bolig, jf.
Folketingstidende 2013-14, A, L 15 som fremsat, side 4.
Det vil f.eks. kunne gøres ved at have samtaler med den
unge om, hvad der kommer til at ændre sig, når den unge en
dag flytter hjemmefra, hvordan relationen til plejefamilien
bliver fremover, besøge det næste sted den unge skal bo m.v.
Opretholdelse af anbringelsen vil ligeledes i overensstem-
melse med forarbejderne til § 76 a, stk. 1, i serviceloven
kunne være relevant for at sikre kontinuitet i forbindelse
med væsentlige ændringer i den unges liv omkring det 18.
år, herunder f.eks. ophør i specialskole, start på særligt tilret-
telagt ungdomsuddannelse (STU), beskyttet beskæftigelse,
aktivitets- og samværstilbud m.v. Ved sådanne skift vil det
kunne være en hjælp for den unge at bevare stabilitet i for-
hold til boligsituationen, således at der ikke sker for mange
større skift på en gang.
Formålet med den foreslåede § 119 er at fastsætte regler
efter barnets lov om, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde
støtte til unge mellem 18 og 22 år med betydelig og varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når det må anses
for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges
behov for støtte. Der er ikke med de foreslåede bestemmel-
ser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret,
men dog foreslås enkelte sproglige ændringer og opdeling i
flere stykker med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.14.1.-3.14.3.
Til § 120
Det fremgår af § 76 a, stk. 2, i serviceloven, at for unge med
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsev-
ne, der umiddelbart inden det fyldte 18. år er anbragt uden
for hjemmet efter reglerne i kapitel 11 eller efter § 14 i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet i en plejefamilie
efter § 66, stk. 1, nr. 1-4, i serviceloven, kan kommunal-
bestyrelsen træffe afgørelse om, at døgnophold, jf. § 52,
opretholdes. Såfremt den unges plejefamilie ikke længere
vurderes egnet som plejefamilie for den pågældende unge,
kan kommunalbestyrelsen tilbyde den unge anbringelse i en
anden plejefamilie, som den unge har en nær relation til
og er tryg ved. Ved tilbud om anbringelse hos en anden
plejefamilie skal betingelserne i § 76 a, stk. 1, være opfyldt.
Det foreslås med stk. 1, at for unge med betydelig og varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der umiddelbart
inden det fyldte 18. år er anbragt uden for hjemmet efter
reglerne i kapitel 5 eller efter § 14 i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet i en plejefamilie, jf. § 43, stk. 1,
nr. 1-4, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om, at et
døgnophold, jf. §§ 46 og 47, opretholdes.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 76 a, stk. 2, 1. pkt., i serviceloven.
Med bestemmelsen vil kommunalbestyrelsen kunne træffe
afgørelse om, at unge med betydelig og varigt nedsat fy-
sisk eller psykisk funktionsevne, der umiddelbart inden det
fyldte 18. år er anbragt i en af de plejefamilietyper, der er
nævnt i den foreslåede § 43, stk. 1, nr. 1-4, kan opretholde
anbringelsen i døgnopholdet indtil den unges 23. år, jf. den
foreslåede § 121.
Med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funk-
tionsevne forstås i overensstemmelse med forarbejderne til
§ 76 a, stk. 2, i serviceloven, at funktionsnedsættelsen vil
medføre, at den unge vil være afhængig af massiv støtte i sin
voksentilværelse og ikke forventes at kunne bo i selvstændig
bolig, gennemføre en uddannelse eller opnå selvforsørgelse
gennem et arbejde, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 15
som fremsat, side 8.
366
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 76
a, stk. 2, vil afgørelsen skulle træffes under hensyn til den
unges eller den unges værges ønske og på baggrund af en
konkret og individuel vurdering af den unges støttebehov,
plejefamiliens egnethed, og hvorvidt opretholdelsen af an-
bringelsen vil være den form for indsats, der bedst opfylder
den unges behov for støtte i overgangen til voksentilværel-
sen, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 15 som fremsat,
side 9.
Med behov for støtte forstås i overensstemmelse med forar-
bejderne til § 76 a, stk. 2, i serviceloven den unges behov
for personlig pleje, omsorg og familiære relationer i hverda-
gen samt støtte af mere social karakter som f.eks. at tale
om forhold i den unges dagligdag og tilværelse generelt og
understøtte den unge i at kunne deltage i de aktiviteter og
fællesskaber, som den unge ønsker.
Det foreslås med stk. 2, at vurderes den unges plejefamilie
ikke længere egnet som plejefamilie for den pågældende un-
ge, kan kommunalbestyrelsen tilbyde den unge anbringelse i
en anden plejefamilie, som den unge har en nær relation til
og er tryg ved.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 76 a, stk. 2, 2. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
76 a, stk. 2, vil kommunalbestyrelsen have mulighed for
at tilbyde den unge anbringelse i en plejefamilie, som den
unge har en nær relation til og er tryg ved, såfremt den un-
ges hidtidige plejefamilie ikke længere vurderes egnet som
plejefamilie for den pågældende unge, jf. Folketingstidende
2013-14, A, L 15 som fremsat, side 9.
Formålet hermed er at gøre det muligt for den unge i alderen
18 til 22 år med betydelig og varigt nedsat funktionsevne at
blive boende i en plejefamilie og modtage den omsorg og
tryghed, det kan give. For at bevare kontinuiteten for den
unge vil det være vigtigt, at den eventuelle nye plejefamilie
har et tæt forhold til den unge og er en familie, som den
unge føler sig tryg ved. Det vil f.eks. kunne være familie-
medlemmer, nære venner m.v.
Formålet med den foreslåede § 120 er, at der også efter bar-
nets lov fastsættes regler om, at kommunalbestyrelsen har
mulighed for at opretholde et døgnophold i en plejefamilie,
for unge mellem 18 og 22 år med betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne. Ligeledes er det formålet
at der fastsættes regler om, at der kan tilbydes anbringelse i
en ny plejefamilie, hvis den unges plejefamilie ikke længere
vurderes egnet for den unge. Der er ikke med de foreslåede
bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gæl-
dende ret, men dog foreslås opdeling i flere stykker med
henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.14.1.-3.14.3.
Til § 121
Det fremgår af § 76 a, stk. 3, i serviceloven, at opretholdelse
af døgnophold efter § 76 a, stk. 2, skal ophøre, når det
ikke længere opfylder sit formål under hensyn til den unges
behov for støtte, dog senest når den unge fylder 23 år.
Det foreslås med bestemmelsen i § 121, at opretholdelse af
et døgnophold efter § 120 skal ophøre, når det ikke længere
opfylder sit formål under hensyn til den unges behov for
støtte, dog senest når den unge fylder 23 år.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 76 a, stk. 3, i serviceloven.
Med den foreslåede bestemmelse vil tilbuddet om opretholdt
anbringelse skulle ophøre, når det ikke længere opfylder sit
formål under hensyn til den unges behov for støtte, dog
senest når den unge fylder 23 år. Såfremt det viser sig, at
anbringelsen ikke længere imødekommer den unges behov
for støtte, eller den unge fylder 23 år, vil kommunalbestyrel-
sen i overensstemmelse med forarbejderne til § 76 a, stk. 3,
skulle finde et andet tilbud til den unge, jf. Folketingstiden-
de 2013-14, A, L 15 som fremsat, side 9.
En opretholdt anbringelse i en plejefamilie efter den fore-
slåede § 120, stk. 1, vil eksempelvis skulle ophøre, hvis
den unge i stedet overgår til en indsats efter serviceloven,
f.eks. ophold i botilbud efter servicelovens § 108, plejebolig,
bofællesskab eller lignende.
Hensigten med at opretholdelsen af anbringelsen i plejefa-
milien skal ophøre, når den ikke længere opfylder sit formål,
eller senest når den unge fylder 23 år, vil i overensstemmel-
se med forarbejderne til servicelovens § 76 a, stk. 3, være
at understrege ordningens karakter af at være en midlertidig
støtteordning i overgangen til den unges voksentilværelse,
jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 15 som fremsat, side 5.
Formålet med den foreslåede § 121 er, at der efter barnets
lov fastsættes regler om, hvornår opretholdelse af døgnop-
hold efter den foreslåede § 120 skal ophøre. Der er ikke med
den foreslåede bestemmelse tiltænkt materielle ændringer i
forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.14.1.-3.14.3.
Til § 122
Det fremgår af § 19 a, stk. 1, 1. og 2. pkt., i serviceloven,
at kommunalbestyrelsen, når en ung med betydelig og varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende
kronisk eller langvarig lidelse, som modtager hjælp efter
denne lov, fylder 16 år, skal påbegynde forberedelsen af
overgangen til voksenlivet. Det samme gælder for unge,
hvis forældremyndighedsindehavere modtager hjælp efter
denne lov alene med afsæt i den unges betydelige og varigt
nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne eller indgri-
bende kroniske eller langvarige lidelse.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen, når en ung
367
med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funk-
tionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse,
som modtager støtte efter denne lov, fylder 16 år, skal påbe-
gynde forberedelsen af overgangen til voksenlivet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
sproglige ændringer af § 19 a, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 19
a, stk. 1, 1. pkt., vil kommunalbestyrelsen blive pålagt en
forpligtelse til at igangsætte forberedelsen af overgangen til
voksenlivet, når den unge med betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk
eller langvarig lidelse, som modtager støtte efter barnets
lov fylder 16 år, uanset hvilke bestemmelser i barnets lov,
støtten gives efter, jf. Folketingstidende 2020-21, A, L 17
som fremsat, side 4.
Bestemmelsen vil omfatte unge med betydelig og varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende
kronisk eller langvarig lidelse, som modtager støtte efter
barnets lov.
Det bemærkes, at den foreslåede forpligtelse til at igangsæt-
te forberedelsen af overgangen til voksenlivet, når den unge
fylder 16 år, i overensstemmelse med forarbejderne til § 19
a, stk. 1, i serviceloven, vil have til formål at lovfæste de
processkridt, kommunalbestyrelsen skal tage i forbindelse
med forberedelsen af den unges overgang til voksentilværel-
sen, jf. Folketingstidende 2020-21, A, L 17 som fremsat,
side 4.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke indebære en selvstæn-
dig klageadgang, idet sådanne processkridt ikke vil blive
betragtet som egentlige afgørelser. Kommunalbestyrelsens
generelle forpligtelse til at efterleve lovgivningen og sikre
en rettidig sagsbehandling vil dog også gælde den foreslåede
bestemmelse.
Det foreslåede krav i stk. 1 om, at kommunalbestyrelsen vil
skulle påbegynde forberedelsen, når den unge fylder 16 år,
vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 19 a, stk. 1,
i serviceloven, indebære, at kommunen vil skulle påbegyn-
de forberedelsen så hurtigt som muligt efter den unges 16
års fødselsdag, jf. Folketingstidende 2020-21, A, L 17 som
fremsat, side 6. Forberedelsen vil skulle ses i sammenhæng
med og bygge videre på de tidligere indsatser over for den
unge og familien, herunder de eventuelle langsigtet forbe-
redende og forebyggende forløb, som måtte være iværksat
allerede i de tidlige barneår.
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 2, at stk. 1 finder
anvendelse for unge, hvis forældremyndighedsindehavere
modtager støtte efter denne lov alene med afsæt i den unges
betydelige og varigt nedsatte fysiske eller psykiske funk-
tionsevne eller indgribende kroniske eller langvarige lidelse.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
sproglige ændringer af § 19 a, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven.
Den foreslåede § 122, stk. 1, vil ud over, at omfatte en ung
med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funk-
tionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse,
som modtager støtte efter denne lov, fylder 16 år, ligeledes
omfatte unge, hvis forældre modtager støtte efter barnets lov
alene med afsæt i den unges betydelige og varigt nedsatte
fysiske eller psykiske funktionsevne eller indgribende kro-
nisk eller langvarig lidelse.
En del af de foreslåede bestemmelser i barnets lov, som
skal sikre den nødvendige indsats og støtte til børn og unge
under 18 år med betydelig og varig funktionsnedsættelse
eller indgribende lidelse, vil ikke blive givet til barnet eller
den unge selv, men til forældremyndighedsindehaverne.
Det vil gælde indsatser til dækning af nødvendige merudgif-
ter efter den foreslåede § 86 og indsatser til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste efter den foreslåede § 87 I nogle familier
kan der være tale om, at der ikke gives støtte direkte til bar-
net eller den unge under 18 år, men at der udelukkende gives
støtte til forældremyndighedsindehaverne, selv om støtten
alene har afsæt i den unges betydelige og varige funktions-
nedsættelse eller indgribende lidelse.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 19
a, stk. 1, 2. pkt., vil den foreslåede § 122, stk. 2, sikre, at un-
ge fra sådanne familier også bliver en del af målgruppen for
den foreslåede bestemmelse, jf. Folketingstidende 2020-21,
A, L 17 som fremsat, side 6.
Formålet med den foreslåede § 122 er at fastsætte regler om
de processkridt, kommunalbestyrelsen skal tage i forbindel-
se med forberedelsen af den unge med betydelig og varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende
kronisk eller langvarig lidelse, eller unge, hvis forældremyn-
dighedsindehaveren modtager støtte efter barnets lov med
afsæt i den unges betydelige og varigt nedsatte fysiske el-
ler psykiske funktionsevne eller indgribende kroniske eller
langvarige lidelse, fylder 16 år og dennes overgang til vok-
sentilværelsen. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser
tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men
dog foreslås enkelte sproglige ændringer og opdeling i flere
stykker med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.14.1.-3.14.3.
Til § 123
Det fremgår af § 19 a, stk. 1, 3. og sidste pkt., i servicelo-
ven, at forberedelsen af overgangen til voksenlivet skal være
tværgående og helhedsorienteret og skal foregå i dialog med
den unge og dennes forældre. Forberedelsen skal ikke være
mere omfattende, end formålet i det enkelte tilfælde tilsiger.
Det fremgår videre af § 19 a, stk. 2, i serviceloven, at i
forberedelsen, jf. § 19 a, stk. 1, skal indgå overvejelser om
følgende forhold vedrørende den unge; behov for hjælp og
støtte som følge af funktionsnedsættelsen eller lidelsen, ud-
368
dannelse, beskæftigelse og forsørgelsesgrundlag, boligfor-
hold, sociale forhold og øvrige relevante forhold.
Det fremgår videre af § 19 a, stk. 3, i serviceloven, at forbe-
redelsen af overgangen, jf. § 19 a, stk. 1 og 2, skal være
afsluttet, således at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørel-
se om den fremtidige hjælp og støtte, og således at denne
kan iværksættes, umiddelbart efter at den unge er fyldt 18 år.
Det foreslås med stk. 1, at forberedelsen efter § 122 skal væ-
re tværgående og helhedsorienteret og skal foregå i dialog
med den unge og dennes forældre. Forberedelsen skal ikke
være mere omfattende, end formålet i det enkelte tilfælde
tilsiger.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 19 a, stk. 1, 3. og sidste pkt., i service-
loven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
19 a, stk. 1, 3. pkt., vil den foreslåede stk. 1, sikre, at forbe-
redelsen til overgangen til voksenlivet, jf. § 122 vil være
tværgående og helhedsorienteret, og at forberedelsen vil ske
i dialog med den unge selv og vedkommendes forældre, jf.
Folketingstidende 2020-21, A, L 17 som fremsat, side 6. At
forberedelsen vil skulle være tværgående og helhedsoriente-
ret, vil sikre kommunalbestyrelsens forpligtelse at få alle
relevante forhold afdækket og vurderet i den enkelte sag.
Formålet med det foreslåede krav om, at forberedelsen vil
skulle foregå i dialog med den unge og dennes forældre, er
i overensstemmelse med forarbejderne til § 19 a, stk. 1, i
serviceloven at sikre, at både den unge og forældrene bliver
inddraget og hørt i forbindelse med forberedelsen af den un-
ges overgang til voksenlivet, jf. Folketingstidende 2020-21,
A, L 17 som fremsat, side 7.
Med den foreslåede bestemmelse vil forberedelsen ikke
skulle være mere omfattende, end formålet i det enkelte
tilfælde tilsiger.
I overensstemmelse med forarbejderne til § 19 a, stk. 1, i
serviceloven vil omfanget af forberedelsen skulle afspejle
den enkelte unges ressourcer og behov og tage afsæt i en
konkret og individuel vurdering af disse, jf. Folketingstiden-
de 2020-21, A, L 17 som fremsat, side 7. Endvidere må for-
beredelsen, herunder dialogen med den unge og forældrene,
ikke kunne begrunde en udsættelse af et øjeblikkeligt behov
for ændring af de allerede igangværende indsatser.
Den foreslåede forpligtelse til dialog efter det foreslåede
stk. 1 vil indebære, at kommunalbestyrelsen kort efter den
unges 16 års fødselsdag vil skulle kontakte den unge og
dennes forældre med henblik på at påbegynde forberedelsen,
jf. Folketingstidende 2020-21, A, L 17 som fremsat, side 7.
Forpligtelsen til at igangsætte forberedelsen af overgangen
til voksenlivet, når den unge fylder 16 år, vil kunne imøde-
kommes via udfærdigelse af en ungeplan efter den foreslåe-
de § 108.
Unge under 25 år er omfattet af lov om kommunal indsats
for unge under 25 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1659 af 11.
august 2021. For unge med betydelig og varig funktions-
nedsættelse eller indgribende lidelse vil forpligtelsen til at
igangsætte forberedelsen af overgangen til voksenlivet, når
den unge fylder 16 år, helt eller delvist kunne imødekommes
via iværksættelse af initiativer i regi af den sammenhængen-
de ungeindsats.
Det foreslås med stk. 2, at i forberedelsen, jf. den foreslåede
§ 122, skal indgå overvejelser om følgende forhold om den
unge: 1) Behov for indsats og støtte som følge af funktions-
nedsættelsen eller lidelsen, 2) uddannelse, 3) beskæftigelse
og forsørgelsesgrundlag, 4) boligforhold, 5) sociale forhold
og 6) øvrige relevante forhold.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
sproglige ændringer af § 19 a, stk. 2, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 19
a, stk. 2, vil kommunalbestyrelsen skulle indgå i dialog med
den unge og forældrene om overvejelserne om overgangen,
herunder overvejelserne om de konkrete temaer; den unges
behov for indsats og støtte som følge af funktionsnedsættel-
sen eller den indgribende lidelse, uddannelse, beskæftigelse
og forsørgelsesgrundlag, boligforhold, sociale forhold og
øvrige relevante forhold, jf. Folketingstidende 2020-21, A,
L 17 som fremsat, side 7.
Øvrige relevante forhold vil i overensstemmelse med forar-
bejderne til § 19 a, stk. 2, i serviceloven eksempelvis kunne
dreje sig om den unges netværk og relationer, fritidsliv og
sundhedsmæssige forhold, som har betydning for den unges
overgang til voksenlivet. Det vil i den forbindelse eksem-
pelvis være relevant at overveje faktorer, der kan øge den
enkelte unges oplevelse af livskvalitet og trivsel, herunder
muligheden for at understøtte den unges vaner, interesser og
netværk.
I det omfang det er relevant for den enkelte unge, vil det
for eksempel kunne overvejes at give eller henvise til støtte
til at skabe eller fastholde sociale relationer og venskaber
eller deltage i fritidsaktiviteter. Det vil endvidere kunne
overvejes, om det vil være relevant at give eller henvise til
sundhedsmæssig vejledning, herunder vejledning om kost,
motion eller seksualitet.
Herudover bør kommunalbestyrelsen i forbindelse med for-
beredelsen tilbyde en drøftelse med den unge og forældre-
ne om forældrenes eventuelle fremtidige rolle i den unges
dialog med myndighederne. I denne sammenhæng vil det
i overensstemmelse med forarbejderne være relevant at ori-
entere den unge og forældrene om reglerne vedrørende vær-
gemål, fuldmagt og bisidder-rollen eller andre forhold, der
findes relevante i det konkrete tilfælde.
Omfanget og tilrettelæggelsen af dialogen vil bero på de
konkrete forhold samt på den unges og dennes families for-
måen/overskud til inddragelse og den unges og forældrenes
egne ønsker om inddragelse. I dialogen bør kommunalbesty-
369
relsen blandt andet være opmærksom på vigtigheden af, at
den unge selv bliver inddraget og hørt. Dette vil ikke mindst
være væsentligt i familier, hvor der kan være uoverensstem-
melse mellem forældrenes og den unges egne ønsker og
vurderinger i forhold til den unges fremtid.
Idet overvejelserne omfatter forhold, som er reguleret efter
forskellig lovgivning, vil der for den enkelte kommunalbe-
styrelse kunne være behov for, at forberedelsen varetages
på tværs af kommunens forvaltninger og med inddragelse
af personale med forskellige ekspertiseområder, kompeten-
cer og fagligheder. Det forudsættes, at kommunalbestyrelsen
forholder sig til og eventuelt fastsætter nærmere interne ret-
ningslinjer og processer for tilrettelæggelsen på baggrund af
forvaltningernes indretning.
De konkrete forhold, som er oplistet i det foreslåede stk. 2,
vil altid skulle overvejes i forbindelse med forberedelsen.
Forpligtelsen til at igangsætte forberedelsen af overgangen
til voksenlivet, når den unge fylder 16 år, vil kunne imø-
dekommes via udfærdigelse af en ungeplan efter den fore-
slåede § 108. I givet fald vil det i overensstemmelse med
forarbejderne være væsentligt, at kommunalbestyrelsen ved
udfærdigelse af ungeplanen har overvejet alle relevante for-
hold i forbindelse med den unges overgang til voksenlivet i
overensstemmelse med retningslinjerne i det foreslåede stk.
2.
Det foreslås med stk. 3, at forberedelsen af overgangen, jf.
stk. 1 og 2, skal være afsluttet, således at kommunalbestyrel-
sen kan træffe afgørelse om den fremtidige indsats og støtte,
og således at denne kan iværksættes, umiddelbart efter at
den unge er fyldt 18 år.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
sproglige ændringer af § 19 a, stk. 3, i serviceloven.
Med den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen
blive pålagt at påse, at forberedelsen afsluttes i så god tid,
at kommunalbestyrelsen vil kunne træffe afgørelse om den
fremtidige indsats og støtte, og således at denne vil kunne
iværksættes umiddelbart efter den unge er fyldt 18 år.
Formålet med dette krav er i overensstemmelse med forar-
bejderne til § 19 a, stk. 3, i serviceloven at sikre en grundig
og rettidig sagsbehandling som opfølgning på den forbere-
delse af overgangen til voksenlivet, som er iværksat i forbin-
delse med den unges 16 års fødselsdag, jf. Folketingstidende
2020-21, A, L 17 som fremsat, side 6. Ved at sikre dette kan
kommunalbestyrelsen forebygge, at den unge kommer til at
stå uden støtte i en periode i forbindelse med overgangen til
voksenlivet.
Den konkrete vurdering af, hvordan dette sikres i forhold til
den enkelte unge, vil dog i overensstemmelse med forarbej-
derne til § 19 a, stk. 3, i serviceloven kunne variere fra sag
til sag, blandt andet afhængigt af hvilken indsats og støtte
der konkret skal træffes afgørelse om og iværksættes for den
enkelte, jf. Folketingstidende 2020-21, A, L 17 som fremsat,
side 8.
Eksempelvis bør kommunalbestyrelsen typisk kunne træffe
afgørelse om indsats og støtte i voksenlivet straks efter den
unge er fyldt 18 år i de sager, hvor den unges hjælpebehov
er enkelt og entydigt, eksempelvis fordi den unge alene har
behov for fortsat at have adgang til et bestemt hjælpemiddel
i voksenlivet, mens sagsbehandlingstiden må forventes at
kunne være lidt længere i sager, hvor den unges behov er
meget sammensatte og komplekse, og der derfor vil være
behov for tilkendelse af indsatser og støtte efter en række
forskellige bestemmelser i serviceloven og/eller anden lov-
givning.
Vurderingen af, om der vil kunne træffes afgørelse om
indsatser og støtte ind i voksenlivet straks efter den unge
er fyldt 18 år, vil skulle tage afsæt i dialogen med den
unge og forældrene samt i de overvejelser og vurderinger,
som kommunalbestyrelsen har gennemført i forbindelse med
den tværgående og helhedsorienterede forberedelse af over-
gangen. Den foreslåede forpligtelse til at sikre, at kommu-
nalbestyrelsen kan træffe afgørelse, umiddelbart efter den
unge er fyldt 18 år, indebærer dog i overensstemmelse med
forarbejderne til § 19 a, stk. 3, også, at sagsbehandlingen
efter serviceloven og/eller anden lovgivning aldrig må tage
længere tid, end det er nødvendigt for at sikre en korrekt
afgørelse i den enkelte unges sag.
Formålet med den foreslåede § 123 er, at der også efter bar-
nets lov fastsættes nærmere regler om selve forberedelsen af
overgangen til voksenlivet for unge med betydelig og varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende
kronisk eller langvarig lidelse, herunder at forberedelsen
skal foregå i dialog med den unge og dennes forældre,
hvilke overvejelser der skal indgå, og hvornår den skal væ-
re afsluttet. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser
tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men
dog foreslås enkelte sproglige ændringer og opdeling i flere
stykker med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.14.1.- 3.14.3.
Til § 124
Det fremgår af § 50 a i serviceloven, at kommunerne i
hver region skal oprette et børnehus, som skal anvendes til
undersøgelse af et barns eller en ungs forhold, når barnet
eller den unge har været udsat for eller ved mistanke om
overgreb. Det fremgår videre, at social- og ældreministeren
kan fastsætte nærmere regler om børnehusene. Bestemmel-
sen foreslås videreført i barnets lov med redaktionelle æn-
dringer.
Det foreslås stk. 1, at kommunalbestyrelserne i regionerne
skal oprette et børnehus i hver region til undersøgelse af et
barns eller en ungs forhold, når barnet har været udsat for
overgreb, eller ved mistanke herom. Det foreslås videre i
stk. 2, at social- og ældreministeren kan fastsætte nærmere
370
regler om børnehusenes indretning, drift, finansiering og
opgaver m.v.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der forsat skal
være fysiske børnehuse i hver region. Såfremt geografiske
forhold m.v. tilsiger det, kan der til et børnehus tilknyttes en
eller flere matrikler. Der er i dag oprettet to matrikler i tre
regioner: Region Midtjylland, Region Syddanmark og Regi-
on Hovedstaden, med henblik på at sikre let tilgængelighed
for børnene og de unge og deres familier.
Bestemmelsen indebærer videre, at kommunalbestyrelserne
i hver region skal aftale nærmere herom. I forbindelse med
aftalen om drift af børnehusene kan aftales, hvordan samar-
bejdet i børnehuset skal organiseres, og hvordan børnehuset
skal samarbejde med de involverede kommuner og de in-
volverede samarbejdspartnere, navnlig politiet og sundheds-
væsenet i regionen. Disse samarbejdspartner bør inddrages
ved udarbejdelsen af aftalerne om børnehuset.
Lovforslagets § 124 indebærer, at den kommunale myndig-
hedssagsbehandler fra barnets eller den unges handlekom-
mune vil kunne få rådgivning, vejledning og bistand til
løsningen af den konkrete sag og herunder i forhold til
familiens situation af det faste personale i børnehuset. Den
kommune, som driver et børnehus, er ansættelsesmyndighed
for det faste personale i børnehuset.
Personalet i børnehuset inddrager øvrige relevante fagperso-
ner som eksempelvis politi og sundhedsvæsen efter behovet
i den konkrete sag og sørger for, at myndighedernes udred-
ninger og undersøgelser m.v. koordineres, så forløbet i bør-
nehuset tilrettelægges efter barnets eller den unges behov og
så skånsomt som muligt for barnet eller den unge. I tilfælde
hvor barnet eller den unge har nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne, kan der inddrages fagpersoner med særlig
ekspertise på dette område. De involverede myndigheder
og fagpersoner samarbejder om hjælpen til barnet eller den
unge og har mulighed for at dele oplysninger fra udrednin-
ger, undersøgelser og samtaler m.v., således at barnet eller
den unge ikke skal fortælle hændelsesforløb m.v. gentagne
gange, jf. også bemærkningerne til § 126.
Børnehuset skal dermed udgøre den fysisk ramme for sam-
arbejdet mellem kommuner, sygehusvæsen og politi. Medar-
bejderne i børnehuset samarbejder således med en række
faste eksterne samarbejdsparter, som inddrages efter behov i
de konkrete sager. Det vil som oftest være den kommunale
myndighedsrådgiver, politi, pædiater og/eller retsmediciner.
Politiet deltager i den tværsektorielle koordinering af sager-
ne og anvender derudover børnehusene til afhøringer og
videoafhøringer af barnet til brug i en politimæssig efter-
forskning. Hvis politiet vurderer, at der er grundlag for det,
rekvireres desuden en retsmedicinsk undersøgelse til brug i
den politimæssige efterforskning.
Det sundhedsfaglige personale, i form af en pædiater eller
socialpædiater, deltager i den tværsektorielle koordinering
af sagerne og foretager den indledende sundhedsfaglige ud-
redning og vurdering af behov for eventuel sundhedsfaglig
viderevisitation.
Det foreslåede stk. 2 indebærer, at social- og ældreministe-
ren bemyndiges til at fastsætte regler for børnehusenes ind-
retning, drift, og herunder om fast personale i børnehusene,
finansiering og opgaver m.v.
Denne hjemmel forventes, i lighed med den gældende be-
myndigelse, som er udmøntet i bekendtgørelsen om børne-
huse, at blive benyttet at fastsætte, at finansieringen af
børnehusene fortsat forventes at ske ved primært objektivt
finansiering suppleret med betaling efter forbrug per udred-
ningsforløb.
Den objektive finansiering indebærer, at hver enkelt kom-
mune betaler et fast beløb til ordningen fastsat på baggrund
af objektive kriterier. Kombinationen af objektiv finansie-
ring og betaling efter forbrug sikrer både stabil drift af en
ordning, hvor efterspørgslen kan variere, og at den enkelte
kommune fortsat har incitament til forebyggelsesaktiviteter
på området.
Bemyndigelsesbestemmelsen vil desuden blive anvendt til
at fastsætte regler om faste formaliserede samarbejdsaftaler
med samtlige kommuner og politikredse i regionen og med
et retsmedicinsk institut og en sygehusafdeling, der er højt
specialiseret i relation til overgreb mod børn. Aftalerne skal
sikre, at der i det enkelte børnehus opretholdes et højt fagligt
niveau. Aftalerne skal endvidere understøtte en ensartethed
i børnehusenes arbejde på landsplan. Det foreslås videre,
at kommunalbestyrelserne i en region forpligtes til at sam-
arbejde om børnehuset. Det er således ikke muligt for en
kommune at stå uden for børnehussamarbejdet.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærk-
ninger, punkt 3.16.1-3.16.3.
Til § 125
Det fremgår af § 50 b i serviceloven, at kommunalbestyrel-
sen skal anvende børnehuset i regionen, til brug for den
børnefaglige undersøgelse efter § 50 i sager, hvor et barn
eller en ung har været udsat for overgreb, eller når der er
mistanke om overgreb.
Bestemmelsen foreslås videreført i barnets lov med enkelte
redaktionelle ændringer.
Det foreslås derfor med bestemmelsen i § 125, at når et
barn eller en ung har været udsat for overgreb, eller når der
er mistanke herom, skal kommunalbestyrelsen til brug for
den børnefaglige undersøgelse efter lovens § 20, benytte det
børnehus, kommunen er tilknyttet efter reglerne i § 124.
Den foreslåede bestemmelse i § 125, indebærer, at kommu-
nalbestyrelsen skal foretage en undersøgelse af barnets eller
den unges forhold ved benyttelse af det børnehus, som kom-
munen er tilknyttet, med henblik på afklaring af barnets eller
den unges behov for særlig støtte. Undersøgelsen foretages
371
som del af den børnefaglige undersøgelse efter § 20 i bar-
nets lov.
Målgruppen for børnehuse er børn og unge til og med 17 år,
der har været udsat for overgreb, eller hvor der er mistanke
herom, samt deres nærmeste omsorgspersoner.
I børnehusene håndteres som udgangspunkt sager, hvor
overgrebet har en sådan karakter, at der er behov for et
samarbejde mellem kommune, politi og/eller sundhedsvæ-
sen. Det vil som udgangspunkt være sager, hvor der er mis-
tanke om strafbare forhold, og hvor der derfor er behov for
en tværsektoriel indsats i sagen. Det beror på en konkret
vurdering, hvorvidt der skal iværksættes en børnefaglig un-
dersøgelse, jf. også bemærkningerne til den foreslåede §
20. Hvis der efter den foreslåede § 20 skal iværksættes en
børnefaglig undersøgelse, og der er tale om en sag, hvor der
er behov for et tværsektorielt samarbejde mellem kommune,
politi og/eller sundhedsvæsen, skal kommunalbestyrelsen
benytte det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf. den
foreslåede § 124. Dog vil eksempelvis sager om vold i natte-
livet mellem to jævnaldrende som udgangspunkt ikke være
omfattet af målgruppen for anvendelse af børnehuset. Det er
underordnet, om overgrebet mod barnet netop er sket, eller
om overgrebet er begået tilbage i tiden.
Når kommunalbestyrelsen vurderer, at en sag er omfattet af
bestemmelsen, bør kommunalbestyrelsen forinden kontakte
børnehuset med henblik på at advisere om den forestående
sag samt modtage rådgivning og vejledning i forhold til
den indledningsvise håndtering af sagen ud fra det enkelte
barns eller den enkelte unges og familiens konkrete situa-
tion. Vejledningen kan eksempelvis omhandle spørgsmål i
forhold til, om forældrene bør følge med barnet eller den
unge i børnehuset, og om barnet eller den unge har behov
for akutte indsatser efter barnets lov. Det gælder særligt
i tilfælde, hvor overgrebet er begået af forældre eller en
omsorgsperson, hvor det kan være nødvendigt at foretage en
akut anbringelse af barnet eller den unge.
I de tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt det i en konkret
sag er relevant at lade barnet eller den unge blive udredt
i børnehuset, eksempelvis fordi der er tale om en yderst
vag mistanke, kan kommunalbestyrelsen kontakte børnehu-
set med henblik på at vurdere sagen sammen med børnehu-
sets faste personale og modtage rådgivning og vejledning fra
personalet i forhold til, om barnet eller den unge bør udredes
og undersøges i børnehuset.
I børnehuset foretages de nødvendige undersøgelser af bar-
nets eller den unges forhold med henblik på at afdække bar-
nets eller den unges behov for indsatser efter barnets lov. Da
udredning og undersøgelse m.v. i børnehuset alene fokuserer
på de forhold hos barnet eller den unge, der er relateret til
overgrebet eller mistanken om overgrebet, er det fortsat på-
krævet at foretage en samlet børnefaglig undersøgelse. Den
børnefaglige undersøgelse gennemføres da i sammenhæng
med forløbet i børnehuset. Oplysninger om barnets eller den
unges forhold, der fremkommer under udredning eller un-
dersøgelser i børnehuset, inddrages i den samlede vurdering
af barnets eller den unges behov for støtte.
Undersøgelse i børnehuset er et led i den samlede børnefag-
lige undersøgelse efter § 20 af barnet eller den unge. Reg-
lerne om gennemførelse af børnefaglige undersøgelser efter
§ 20 i barnets lov finder således også anvendelse på under-
søgelser, der af de sociale myndigheder foretages i et børne-
hus.
Der vil være tilfælde, hvor et barn eller en ung udredes i
et børnehus på baggrund af en mistanke, og hvor mistanken
aldrig bliver be- eller afkræftet, og hvor politiet eksempelvis
lukker straffesagen. I disse tilfælde kan barnet eller den
unge fortsat have behov for støtte efter barnets lov, og det er
derfor vigtigt, at den en af barnets eller den unges forhold
fortsættes, så der kan træffes de fornødne afgørelser om
behovet for indsatser over for barnet eller den unge.
Der kan endvidere være tilfælde, hvor viden eller mistanke
om overgreb mod et barn eller en ung først fremkommer
nogen tid efter, at der er truffet afgørelse om en indsats
over for barnet eller den unge. Det gælder eksempelvis i
situationer, hvor barnet eller den unge er blevet anbragt og
først efterfølgende beretter om overgreb. I disse tilfælde
skal barnet eller den unge ligeledes henvises til en indsats
i et børnehus. I sådanne sager vil der allerede foreligge en
børnefaglig undersøgelse efter § 20 samt en barnets plan
eller ungeplan efter § 91 eller § 108. Imidlertid vil viden
eller mistanke om overgreb udgøre nye oplysninger i sagen,
hvorfor det kan være nødvendigt at udrede disse forhold
sideløbende med indsatsen i børnehuset med henblik på at
revurdere barnets samlede behov for indsatser.
Indsatsen i børnehuset er tilendebragt, når de involverede
myndigheder har foretaget de nødvendige udredninger og
undersøgelser m.v. samt når barnets eller den unges behov
for støtte foranlediget af overgrebet er afdækket. Den nød-
vendige støtte til barnet eller den unge gives efter bestem-
melserne i barnets lov herom. Det er barnets eller den unges
handlekommune, der har kompetence til at træffe afgørelse
om foranstaltninger på baggrund af den undersøgelse af
barnets eller den unges forhold, der er fortaget i børnehu-
set. Kommunalbestyrelsen i barnets handlekommune beva-
rer således myndighedsansvaret i forhold til barnet eller den
unge under hele forløbet i børnehuset.
En myndighedssagsbehandler fra barnets eller den unges
handlekommune skal følge barnet eller den unge i børnehu-
set og deltage i forløbet heri. I løsningen af den konkrete
sag indgår børne- og ungerådgiveren i praksis som en del af
børnehusteamet. Ved gennemførelse af undersøgelser, som
ikke henhører under andre myndigheder, har sagsbehandle-
ren fortsat ansvar for at foretage de nødvendige vurderinger
og beslutninger under vejledning, rådgivning og bistand fra
personalet i børnehuset. Myndighedssagsbehandleren kan
vælge at lade sig bistå af børnehusets personale i gennem-
førelsen af konkrete sagsskridt. Det kan eksempelvis være
hensigtsmæssigt i forhold til gennemførelse af samtaler med
372
barnet eller den unge, hvis børne- og ungerådgiveren finder
det vanskeligt at tale med barnet eller den unge om selve
overgrebet eller forhold der relaterer sig hertil. Myndigheds-
rådgiveren bevarer dog sit myndighedsansvar og skal derfor
altid forestå de konkrete sagsskridt, således at børne- og un-
gerådgiveren efterfølgende selvstændigt kan vurdere barnets
eller den unges behov for støtte.
Undersøgelse i et børnehus er ikke en indsats eller et tilbud i
barnets lovs forstand, og derfor er kommunernes anvendelse
af børnehuset ikke omfattet af det grundlæggende princip
i barnets lov om, at tilbud finansieres ved takstbetaling af
de visiterende kommuner. Den foreslåede § 195 om takster
finder således ikke anvendelse.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærk-
ninger, punkt 3.16.1-3.16.3.
Til § 126
Det fremgår af § 50 c i serviceloven, at de myndigheder,
der inddrages under behandlingen af sag, hvor et børnehus
benyttes, kan udveksle oplysninger i den konkrete sag. Be-
stemmelsen omfatter fagpersoner og myndigheder, der er
involveret i en sag, hvor et børnehus benyttes, herunder den
kommunale myndighedsrådgiver fra barnets eller den unges
handlekommune, politiet og sundhedsmyndigheder i form af
lægefagligt personale, sygeplejersker m.v. Endvidere omfat-
ter bestemmelsen det faste personale i børnehuset.
Bestemmelsen foreslås videreført uændret i barnets lov, dog
med en tydeliggørelse af sundhedspersoners pligt til at vide-
regive oplysninger til brug for en sag i børnehuset.
Det foreslås derfor med bestemmelsen i § 126, at under
behandlingen af en sag, hvor et børnehus benyttes, jf. § 125,
kan personalet i børnehuset, politiet og anklagemyndighe-
den, sundhedsmyndigheder, autoriserede sundhedspersoner
og kommunale myndigheder, der løser opgaver inden for
området for udsatte børn og unge, indbyrdes udveksle oplys-
ninger om rent private forhold om barnets eller den unges
personlige og familiemæssige omstændigheder, hvis udvek-
slingen må anses for nødvendig af hensyn til barnets eller
den unges sundhed og udvikling. Autoriserede sundhedsper-
soner er forpligtet til under behandlingen af en sag, hvor
et børnehus benyttes, at videregive oplysninger omfattet af
1. pkt. til fagpersoner og myndigheder nævnt i 1. pkt., hvis
videregivelsen anses for at være nødvendig af hensyn til
barnets eller den unges sundhed og udvikling.
Bestemmelsen medfører, at oplysningerne i en konkret sag
kan udveksles op til, at et barn eller en ung undersøges
i børnehuset, under forløbet i børnehuset og efter forløbet
i børnehuset, når udvekslingen må anses for nødvendig
af hensyn til barnets eller den unges sundhed og udvik-
ling. Derudover kan der i den konkrete sag foretages ud-
veksling af oplysninger som led i erfaringsudveksling og
etablering af fælles vidensgrundlag myndighederne imellem.
De oplysninger, der efter bestemmelsen må udveksles, om-
fatter oplysninger om rent private forhold vedrørende bar-
nets eller den unges personlige og familiemæssige omstæn-
digheder, herunder oplysninger om helbredsmæssige forhold
og væsentlige sociale problemer. Derudover kan der ske ud-
veksling af oplysninger om barnets eller den unges tilstand
som eksempelvis barnets eller den unges fortælling om hæn-
delsesforløb, psykiske traumer, fysiske skader m.v. Endvide-
re kan der ske udveksling af oplysninger i forhold til, hvilke
undersøgelser og sagsskridt, de involverede myndigheder
og fagpersoner vurderer, er nødvendige i den konkrete sag,
således at myndighedernes indsatser kan koordineres, og
der kan samarbejdes om indsatsen over for barnet eller den
unge. Sådanne oplysninger vil efter en konkret vurdering
kunne omfatte oplysninger om barnets eller den unges rent
private forhold.
Oplysninger, det kan være relevant at udveksle, kan eksem-
pelvis være oplysninger fra videoafhøring af barnet eller den
unge. Her kan der være behov for, at politiet videregiver
barnets eller den unges oplevelse af hændelsesforløbet til
eksempelvis børnehusets faste personale, der yder krisestøt-
te og psykologbehandling til barnet eller den unge. Der kan
ligeledes være behov for, at oplysninger om resultater af
undersøgelser og behandlinger foretaget i sundhedsvæsenet
videregives til de øvrige involverede fagpersoner.
Derudover kan børnehusets faste personale i forbindelse
med, at der ydes krisestøtte og psykologbehandling til bar-
net eller den unge få beretninger fra barnet eller den unge,
indsigt i traumer m.v., som er relevante at videregive til
øvrige fagpersoner, der er involveret i sagen.
Muligheden for at udveksle oplysninger kan benyttes af hen-
syn til barnet eller den unge med henblik på at beskytte
barnet eller den unge og yde en skånsom indsats, der bela-
ster barnet eller den unge mindst muligt. Det er herunder
vigtigt, at barnet eller den unge skånes fra gentagne gange at
skulle videregive de relevante oplysninger. Muligheden kan
endvidere benyttes af hensyn til fyldestgørende at afdække
barnets eller den unges situation og behov med henblik på
at kunne yde barnet eller den unge en hjælp og støtte, der
imødekommer barnets eller den unges behov.
Hjemlen kan således benyttes til, at fagpersoner og myndig-
heder, der er involveret i en konkret sag i et børnehus, kan
opbygge et fælles vidensgrundlag i sagen, og dermed kan
samarbejde og koordinere sine indsatser hensigtsmæssigt
med henblik på, at barnet eller den unge kan få afdækket
sine behov og modtage en højt kvalificeret og helhedsorien-
teret indsats og støtte.
Bestemmelsen i den foreslåede § 126, 1. pkt., giver persona-
let i børnehuset og politi og anklagemyndighed, sundheds-
myndigheder, autoriserede sundhedspersoner og kommunale
myndigheder, der løser opgaver inden for området for ud-
satte børn og unge, mulighed for at udveksle oplysninger
om rent private forhold også i de tilfælde, hvor det ikke
vurderes muligt eller hensigtsmæssigt at opnå samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt
373
15 år. Bestemmelsen udgør hjemlen til at videregive oplys-
ninger for de angivne myndigheder. For så vidt angår perso-
nalet i børnehuset og de involverede myndigheder, som er
nævnt i 1. pkt.. vil videregivelsen vil herefter ske efter reg-
lerne i forvaltningslovens § 31, hvilket som udgangspunkt
vil indebære, at personalet i børnehuset og de involverede
myndigheder, som er nævnt i 1. pkt., skal videregive oplys-
ningerne, hvis de er af betydning for børnehusets virksom-
hed. Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige be-
mærkninger afsnit 3.16.1-3.16.3 for en nærmere beskrivelse
af forvaltningslovens § 31.
For så vidt angår autoriserede sundhedspersoner vil pligten
til at videregive oplysninger følge af den foreslåede bestem-
melse i § 126, 2. pkt., hvoraf det fremgår, at autoriserede
sundhedspersoner har pligt til at videregive helbredsoplys-
ninger og andre fortrolige oplysninger om barnet til de rele-
vante myndigheder i forbindelse med behandlingen af en
sag i børnehuset, i det omfang udvekslingen må anses for
nødvendig af hensyn til barnets eller den unges sundhed og
udvikling, sammenholdt med sundhedslovens § 43, stk. 2,
nr. 1.
Det fremgår af sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1, at sund-
hedspersoner skal videregive oplysninger om helbredsfor-
hold og andre fortrolige oplysninger, når det følger af lov
eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen
skal videregives og at oplysningen må antages at have væ-
sentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbe-
handling. Denne bestemmelse indebærer, at det skal være
fastsat ved lov eller i bekendtgørelse med hjemmel i lov,
at sundhedspersonen skal videregive oplysninger, hvis sund-
hedspersonen efter sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1, skal
være berettiget til at videregive oplysningerne.
Det er ikke med den foreslåede § 126, 2. pkt., hensigten at
ændre retstilstanden. Det bemærkes i den forbindelse, at det
følger af lovbemærkningerne til den gældende bestemmelse
i servicelovens § 50 c, at bestemmelsen indebærer, at sund-
hedspersoner skal videregive de nødvendige oplysninger om
den mindreåriges helbredsmæssige forhold, øvrige rent pri-
vate forhold og andre fortrolige oplysninger til brug for
behandlingen af en sag, hvor et børnehus benyttes. Det føl-
ger desuden af den gældende bestemmelse i servicelovens
§ 50 c, at udvekslingen af oplysninger alene må finde sted,
når det anses for nødvendigt af hensyn til barnets eller den
unges sundhed eller udvikling, jf. lovbemærkningerne til lov
om ændring af lov om social service, jf. Folketingstidende
2012-13, tillæg A, s. 26.
Formålet med den foreslåede § 126, 2. pkt. er således at fast-
sætte direkte i lovteksten, at autoriserede sundhedspersoner
er forpligtet til at videregive oplysningerne for at sikre, at
bestemmelsen omfattes af sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1.
Det kan dog i visse situationer af hensyn til det videre arbej-
de med forældremyndighedsindehaverne være hensigtsmæs-
sigt at søge at indhente samtykke til videregivelse af oplys-
ninger, såfremt det ikke unødigt forsinker iværksættelse af
tiltag i sagen. Det bemærkes i den forbindelse, at hvis under-
søgelse af barnet i børnehuset sker på baggrund af mistanke
om, at en eller begge forældre har udsat barnet for overgreb,
skal der ikke indhentes samtykke fra forældremyndigheds-
indehaveren. Overvejelse om indhentning af samtykke vil
således navnlig kunne komme på tale, hvis mistanke i sagen
er rettet mod personer, der er helt udenforstående i forhold
til familien.
Den foreslåede bestemmelse indeholder en særregel i for-
hold til forvaltningslovens og sundhedslovens regler om
tavshedspligt samt i forhold til reglerne i databeskyttelseslo-
ven og databeskyttelsesforordningen om behandling af per-
sonoplysninger, idet der efter bestemmelsen kan videregives
følsomme personoplysninger, herunder helbredsoplysninger,
uden den pågældendes samtykke. Det er videre tydeliggjort
i bestemmelsen, at der er tale om en pligt for autoriseret
sundhedspersonale til at udveksle sådanne oplysninger i for-
bindelse med en sag i børnehuset, hvis udvekslingen må
anses for nødvendig af hensyn til barnets eller den unges
sundhed og udvikling.
Den foreslåede § 126 vil således være en særregel i forhold
til reglerne i databeskyttelsesforordningen, herunder artikel
5-10, og databeskyttelsesloven, herunder §§ 5-10. Oplysnin-
ger, der er omfattet af § 126, kan således videregives uden
samtykke fra den registrerede.
De oplysninger, der kan videregives mellem de omtalte fag-
personer og myndigheder kan således ske til varetagelse
af andre formål, end oplysningerne oprindeligt er indsam-
let. Videregivelsen af disse oplysninger kan kun ske, hvis
betingelserne i artikel 6, stk. 4, jf. artikel 23, i databeskyt-
telsesforordningen er opfyldte. Dette er tilfældet, da videre-
givelsen af oplysningerne sker med henblik på at varetage
barnets bedste og dermed beskyttelsen af barnets rettigheder
og frihedsrettigheder.
Den foreslåede bestemmelse i § 126 medfører ikke ind-
skrænkninger i den registreredes rettigheder efter kapitel
III i forordningen, der bl.a. indeholder regler om den dataan-
svarliges oplysningspligt over for den registrerede og den
registreredes rettigheder efter artikel 15-23 i databeskyttel-
sesforordningen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærk-
ninger, punkt 3.16.1-3.16.3. og punkt 6.
Til § 127
Det fremgår af § 54 a i serviceloven, at kommunalbesty-
relsen skal tilknytte en koordinator til unge, der er idømt
en sanktion efter straffelovens § 74 a. Koordinatoren skal
være tilknyttet gennem hele forløbet og være den unges råd-
giver, sikre sammenhængen i ungdomssanktionens faser og
afholde møder med den unge, forældrene og andre relevante
parter med henblik på at fastholde de målsætninger, der er
fastlagt i handleplanen, jf. § 140.
Det fremgår af § 74 a, stk. 1, i straffeloven, at hvis en
374
person, der på gerningstidspunktet ikke var fyldt 18 år, har
begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig
kriminalitet, kan retten bestemme, at den pågældende skal
undergive sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk
behandling af to års varighed, hvis det må anses for formåls-
tjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser (ung-
domssanktion).
En ungdomssanktion består typisk af tre faser, herunder et
indledende ophold i en sikret afdeling (første fase), et op-
hold i en døgninstitution eller et egnet opholdssted (anden
fase), og en periode i ambulant regi med tilsyn af de sociale
myndigheder (tredje fase).
Det fremgår af § 140, stk. 2, 3. pkt., i serviceloven, at
handleplanen, der skal udarbejdes efter § 140, stk. 1, i
serviceloven, i forhold til de problemer, der er afdækket i
den børnefaglige undersøgelse efter servicelovens § 50, skal
indeholde konkrete mål i forhold til barnets eller den unges
trivsel og udvikling i overensstemmelse med det overordne-
de formål med støtten, jf. servicelovens § 46.
Herudover skal handleplanen efter § 140, stk. 2, 4. pkt., for
unge, der er fyldt 16 år, opstille konkrete mål for den unges
overgang til voksenlivet, herunder i forhold til beskæftigelse
og uddannelse.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal til-
knytte en koordinator til unge, der er idømt en sanktion efter
straffelovens § 74 a.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 54 a, 1. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
54 a, vil den unge skulle have tilknyttet en koordinator i
perioden for hele ungdomssanktionen, jf. Folketingstidende
2006-07, tillæg A, side 6569-6970.
Det overordnede formål med bestemmelsen vil være at styr-
ke indholdet af ungdomssanktionen, således at unge, der er
undergivet en ungdomssanktion, kommer ud af kriminalitet
og efterfølgende kan vende tilbage til et normalt liv. Dette
er i overensstemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne til
servicelovens § 54 a, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg
A, side 6566.
Formålet med at tilknytte en koordinator vil være at sikre
sammenhæng i de tre faser, og at den unge har én gennem-
gående voksen i hele perioden. Dette betyder samtidig, at
der er en voksen, som kender den unge og kan støtte den
unge i den tredje fase, hvor den unge skal lære at klare sig
selv.
Koordinatoren vil så vidt muligt skulle være en, den unge
kender i forvejen, og kan f.eks. være en ansat fra et af
de anbringelsessteder, hvor den unge er anbragt, en ansat
fra f.eks. skole eller fritidsaktiviteter, eller en person som
kommunen udpeger. Ved valg af koordinator bør der lægges
vægt på, at vedkommende har mulighed for at følge den
unge gennem hele ungdomssanktionen. Dette er i overens-
stemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne til § 54 a, jf.
Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 6566.
Det foreslås med stk. 2, at koordinatoren skal være tilknyttet
gennem hele forløbet og være den unges rådgiver, sikre
sammenhængen i sanktionens faser og afholde møder med
den unge, forældrene og andre relevante parter med henblik
på at fastholde de målsætninger, der er fastlagt i barnets
plan, jf. § 91, ungeplanen, jf. § 108, eller den helhedsorien-
terede plan, jf. § 110.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af
§ 54 a, 2. pkt., i serviceloven, dog med den ændring, at
barnets plan og ungeplanen træder i stedet for handlepla-
nen. Det præciseres samtidigt, at målsætningerne ligeledes
kan være fastlagt i den helhedsorienterede plan.
At den unge vil skulle have tilknyttet en koordinator gen-
nem hele forløbet vil i overensstemmelse med forarbejderne
til den gældende bestemmelse i § 54 a, 2. pkt., i servicelo-
ven betyde, at der vil skulle være en koordinator udpeget,
når kommunen indstiller en ung til en ungdomssanktion, jf.
Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 6569-6970. Koor-
dinatoren vil i overensstemmelse med forarbejderne både
skulle fungere som kontaktperson/personlig rådgiver for den
unge, koordinere indsatsen i de tre faser i sanktionen og
sikre, at den unge, forældrene og andre relevante parter
inddrages i udformningen af og ansvarliggøres i forhold til
de målsætninger, der vil blive opstillet i barnets plan, unge-
planen eller den helhedsorienterede plan.
For at sikre sammenhængen mellem de tre faser i sanktionen
vil det være afgørende, at den unge har én gennemgående
voksen i hele perioden. Dette vil samtidig betyde, at der vil
være en voksen, som kender den unge og kan støtte den
unge i den tredje fase, hvor den unge skal lære at klare sig
selv.
Inddragelsen af den unge, forældrene, børne- og ungerådgi-
ver og andre relevante parter vil skulle ske gennem afholdel-
se af gennemsnitligt fem netværksmøder i løbet af de to år,
som sanktionen skal vare. Afholdelse af netværksmøder vil
specielt være relevant i starten af sanktionen og i forbindelse
med overgangen mellem faserne, hvor repræsentanter fra
anbringelsesstederne vil få muligheder for at samle op på,
hvor langt man er nået i forhold til målsætninger for indsat-
sen i barnets plan, ungeplanen eller den helhedsorienterede
plan og videregive relevante oplysninger fra den ene fase til
den næste fase. Netværksmøderne vil kunne bruges til at føl-
ge op på og give input i forhold til barnets plan, ungeplanen
eller den helhedsorienterede plan.
Det forudsættes, at den unge under opholdet på anbringel-
sesstedet i første og anden fase vil blive støttet af personalet
på anbringelsesstedet, hvorfor behovet for, at koordinatoren
fungerer som kontaktperson i disse faser, vil være mindre
end i den tredje fase, hvor den unge ikke længere er anbragt.
For at sikre at koordinatorerne er klar over deres rolle og
375
har forudsætninger for at afholde netværksmøderne, vil det
være hensigten, at de vil skulle deltage i et kortere kursus
som forudsætning for at varetage opgaverne og som led i
ansættelsen.
Socialstyrelsen vil skulle forestå uddannelsen samt bistå
med rådgivning og vejledning til koordinatorerne i forbin-
delse med spørgsmål og problemer.
Selvom den unge vil få tilknyttet en koordinator, som vil
skulle fastholde sammenhængen i de tre faser i sanktionen,
vil det fortsat være kommunalbestyrelsen, som vil have an-
svaret for at sikre sammenhængen mellem de tre faser samt
ansvaret for at træffe afgørelser i henhold til afviklingen af
ungdomssanktionen og evt. yde støtte via barnets lov. Der
bør derfor være en tæt kontakt og samarbejde mellem den
unges børne- og ungerådgiver og koordinator.
Formålet med § 127 er således, at der også efter barnets
lov fastsættes nærmere regler om, at der skal tilknyttes en
koordinator til en ung, der er idømt en sanktion efter straffe-
lovens § 74 a. Det skal også fastsættes, hvor længe koordi-
natoren skal være tilknyttet og hvad dennes opgaver er. Der
er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle
ændringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås be-
stemmelsen ændret således, at barnets plan og ungeplanen
træder i stedet for handleplanen, og ligeledes præciseres
det, at den unge kan have udarbejdet en helhedsorienteret
plan. Der henvises i denne forbindelse til bemærkningerne
til lovforslagets §§ 91-92. Endvidere foreslås opdeling i fle-
re stykker med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.17.1.-3.17.3.
Til § 128
Det fremgår af § 140, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, at
kommunalbestyrelsen skal udarbejde en handleplan, inden
der træffes afgørelse om foranstaltninger, jf. servicelovens
§§ 52, 76 og 76 a.
Det fremgår af § 140, stk. 2, 3. pkt., i serviceloven, at
handleplanen, der skal udarbejdes efter § 140, stk. 1, i
serviceloven, i forhold til de problemer, der er afdækket i
den børnefaglige undersøgelse efter servicelovens § 50, skal
indeholde konkrete mål i forhold til barnets eller den unges
trivsel og udvikling i overensstemmelse med det overordne-
de formål med støtten, jf. servicelovens § 46.
Herudover skal handleplanen efter § 140, stk. 2, 4. pkt., for
unge, der er fyldt 16 år, opstille konkrete mål for den unges
overgang til voksenlivet, herunder i forhold til beskæftigelse
og uddannelse.
Det fremgår af § 140, stk. 4, i serviceloven, at for unge,
der er idømt en sanktion efter straffelovens § 74 a, skal
handleplanen indeholde en konkret plan for, hvordan den
unge snarest muligt og senest ved afslutningen af sanktionen
påbegynder en uddannelse eller kommer i beskæftigelse.
Det fremgår af § 74 a, stk. 1, i straffeloven, at hvis en
person, der på gerningstidspunktet ikke var fyldt 18 år, har
begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig
kriminalitet, kan retten bestemme, at den pågældende skal
undergive sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk
behandling af to års varighed, hvis det må anses for formåls-
tjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser (ung-
domssanktion).
En ungdomssanktion består typisk af tre faser, herunder et
indledende ophold i en sikret afdeling (første fase), et op-
hold i en døgninstitution eller et egnet opholdssted (anden
fase) og en periode i ambulant regi med tilsyn af de sociale
myndigheder (tredje fase).
Det foreslås med bestemmelsen i § 128, at kommunalbe-
styrelsen skal udarbejde en barnets plan, jf. § 91, eller en
ungeplan, jf. § 108, for unge, der er idømt en sanktion efter
straffelovens § 74 a. Barnets plan eller ungeplanen skal
indeholde en konkret plan for, hvordan den unge snarest
muligt og senest ved afslutningen af sanktionen påbegynder
en uddannelse eller kommer i beskæftigelse.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
sproglige ændringer af § 140, stk. 4, i serviceloven, idet
barnets plan og ungeplanen træder i stedet for handlepla-
nen. Der henvises i denne forbindelse til bemærkningerne til
lovforslagets §§ 91, 92, 108 og 109.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
140, stk. 4, vil barnets plan eller ungeplanen for unge, der er
idømt en ungdomssanktion, som omfatter et to årigt struktu-
reret socialpædagogisk behandlingsforløb, skulle indeholde
en konkret plan for, hvordan den unge i løbet af ungdoms-
sanktionen og senest ved afslutningen af den tredje fase
kommer i gang med en uddannelse eller i beskæftigelse, jf.
Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 6572.
Barnets plan eller ungeplanen vil tillige i overensstemmelse
med forarbejderne til § 140, stk. 4, i serviceloven skulle
opstille mål og delmål for, hvordan disse mål nås. Kravet
om at barnets plan eller ungeplanen for unge, der er idømt
en ungdomssanktion, vil skulle forholde sig til uddannelse
og beskæftigelse, vil ikke erstatte kravene til barnets plan, jf.
§§ 91-92 eller ungeplanen jf. §§ 108-109, men vil supplere
disse.
Det vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 140,
stk. 4, i serviceloven af barnets plan eller ungeplanen skulle
fremgå, hvordan man i de enkelte faser arbejder hen mod at
forbedre den unges faglige og praktiske forudsætninger, så-
ledes at den unge kan forbedre sine grundlæggende faglige
og sproglige færdigheder, forberede sig på eller gå i gang
med en ungdomsuddannelse eller komme i beskæftigelse.
Det følger af lov om kommunal indsats for unge under 25 år,
at kommunalbestyrelsen skal vejlede unge under 25 år om
valg af ungdomsuddannelse og erhverv. Ud over at vejled-
ningen skal gives til elever i folkeskolens 7.-9. klasse og til
elever, der følger folkeskolens 10. klasse, skal vejledningen
376
gives til unge under 25 år med bopæl eller længerevaren-
de ophold i kommunen, når de pågældende hverken er i
fuldtidsbeskæftigelse eller i gang med eller har fuldført en
ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse, efter
af de har forladt grundskolen, 10. klasse eller forberedende
grunduddannelse.
Andre unge under 25 år skal have vejledning, hvis de hen-
vender sig herom. Endvidere kan kommunalbestyrelsen ef-
ter anmodning fra jobcentret yde vejledning til unge under
30 år, der har fået uddannelsespålæg, jf. lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats.
Den vejledning, der skal gives efter grundskolen og 10.
klasse omfatter gruppevejledning og individuel vejledning
samt bistand til at løse praktiske problemer i forbindelse
med den unges bestræbelser på at begynde på en uddannel-
se eller komme i beskæftigelse. Hvis det ikke er muligt
for kommunalbestyrelsen (den kommunale ungeindsats) at
komme i kontakt med den unge skriftligt, elektronisk eller
telefonisk, skal kommunalbestyrelsen sørge for, at der rettes
personlig henvendelse til den unge.
Formålet med § 128 er, at det også efter barnets lov fastsæt-
tes, at ungeplanen skal indeholde en konkret plan for, hvor-
dan den unge snarest muligt kommer i beskæftigelse eller
i uddannelse. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse
tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men
dog foreslås det, at barnets plan og ungeplanen vil træde
i stedet for handleplanen. Endvidere foreslås enkelte sprog-
lige ændringer med henblik på at øge læsbarheden. Der
henvises i denne forbindelse til bemærkningerne til lovfor-
slagets §§ 91, 92, 108 og 109.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.17.1.-3.17.3.
Til § 129
Det fremgår af § 70, stk. 3, i serviceloven, at for unge, der er
idømt en sanktion efter straffelovens § 74 a, skal vurdering
og revision af handleplanen eller den helhedsorienterede
plan og indsats særligt vedrøre, hvordan det sikres, at den
unge kommer i uddannelse eller beskæftigelse. Det skal se-
nest i forbindelse med den første vurdering konkretiseres,
hvordan de overordnede mål om uddannelse og beskæftigel-
se nås i løbet af sanktionen.
Det følger endvidere af servicelovens § 140, stk. 4, at for
unge, der er idømt en sanktion efter straffelovens § 74 a,
skal handleplanen indeholde en konkret plan for, hvordan
den unge snarest muligt og senest ved afslutningen af sank-
tionen påbegynder en uddannelse eller kommer i beskæfti-
gelse.
Det fremgår af § 74 a, stk. 1, i straffeloven, at hvis en
person, der på gerningstidspunktet ikke var fyldt 18 år, har
begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig
kriminalitet, kan retten bestemme, at den pågældende skal
undergive sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk
behandling af to års varighed, hvis det må anses for formåls-
tjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser (ung-
domssanktion).
Det foreslås med stk. 1, at for unge, der er idømt en sanktion
efter straffelovens § 74 a, skal vurdering og revision af
barnets plan eller ungeplanen, jf. § 95, stk. 4 eller 5, og §
96, stk. 2, særligt vedrøre, hvordan det sikres, at den unge
kommer i uddannelse eller beskæftigelse.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af
gældende bestemmelser i §§ 70, stk. 3 og 140, stk. 4 i
serviceloven, dog med den ændring, at barnets plan og un-
geplanen træder i stedet for handleplanen.
I overensstemmelse med forarbejderne vil der ved eventuel
vurdering og revision, når det drejer sig om unge, idømt en
ungdomssanktion, skulle tages særligt stilling til målene om
uddannelse og beskæftigelse.
Kommunalbestyrelsen vil efter den foreslåede § 95, stk. 4,
i forbindelse med den løbende opfølgning vurdere, om ind-
satsen skal justeres, eller om der er behov for yderligere af-
dækning eller undersøgelse af barnets eller den unges behov,
jf. §§ 19, 20 eller 26. Kommunalbestyrelsen skal desuden
løbende tage stilling til tilrettelæggelsen af opfølgningen og
vurdere, om der er behov for at udarbejde eller revidere bar-
nets plan, jf. § 91, eller ungeplanen, jf. § 108, eller revidere
relevante dele af den helhedsorienterede plan, jf. § 110, eller
et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Vurderingen efter den foreslåede § 95, stk. 4, vil efter den
foreslåede § 95, stk. 5, skulle omfatte en stillingtagen til,
hvorvidt andre forhold end dem, der fremgår af planen hidtil
beskrevne, jf. §§ 92, 109 eller 110, eller § 13, stk. 1, i
lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, er relevante. I
givet fald skal disse forhold indgå i en revideret barnets
plan, ungeplan, relevante dele af enden helhedsorienterede
plan eller det reviderede forbedringsforløb.
Stk. 6. Beslutning om revision af barnets plan, ungeplanen
eller relevante dele af en helhedsorienteret plan skal ske
med inddragelse af barnet eller den unge og forældrene og
så vidt muligt med samtykke fra forældremyndighedsinde-
haver og den unge, der er fyldt 15 år.
Yderligere følger det af den foreslåede § 96, stk. 2, at
er barnet eller den unge anbragt uden for hjemmet, skal
vurderingen af behovet for revision af barnets plan, unge-
planen eller relevante dele af den helhedsorienterede plan
eller forbedringsforløbet, jf. § 95, stk. 4 og -5, ske med
udgangspunkt i resultatet af den børnefaglige undersøgelse,
jf. § 20, eller den ungefaglige undersøgelse efter § 31 i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet
Det foreslås med stk. 2, at det senest i forbindelse med den
første vurdering af planen skal konkretiseres, hvordan de
overordnede mål om uddannelse og beskæftigelse nås i løbet
af sanktionen.
377
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 70, stk. 3, 2. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
70, stk. 3, 2. pkt., vil det senest i forbindelse med den vurde-
ring, der foretages inden for de første tre måneder, skulle
konkretiseres, hvordan de overordnede mål om uddannelse
og beskæftigelse nås i løbet af sanktionen, jf. Folketingsti-
dende 2006-07, tillæg A, side 6570.
Ved denne vurdering af barnets plan, jf. den foreslåede §
91, eller ungeplanen, jf. den foreslåede § 108, og indsats
vil kommunen således i overensstemmelse med forarbejder-
ne skulle sikre, at ungeplanen indeholder konkrete mål for,
hvordan der skal arbejdes hen imod, at den unge kommer i
uddannelse eller beskæftigelse. At det vil skulle konkretise-
res, hvordan målene om uddannelse og beskæftigelse nås,
vil betyde, at det vil skulle beskrives konkret, hvilke aktivi-
teter og tiltag der skal gennemføres for at sikre, at den unge
kommer i uddannelse eller beskæftigelse.
I nogle tilfælde vil barnets plan eller ungeplanen allerede
fra starten kunne indeholde en sådan konkretisering af ind-
satsen. I de tilfælde, hvor det fra starten kun er muligt at
beskrive mere overordnede mål, vil konkretiseringen i over-
ensstemmelse med forarbejderne til § 70, stk. 3, i servicelo-
ven således skulle ske senest inden for de første tre måneder.
Vurderingen af indsatsen og barnets plan eller ungeplanen
vil i overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens
§ 70, stk. 3, med fordel kunne knyttes sammen med afhol-
delse af netværksmøder efter den foreslåede bestemmelse i
lovforslagets § 127, idet netværksmøderne vil kunne bruges
til at følge op på, om de opstillede målsætninger er nået, og
om der i den forbindelse er behov for at justere eller ændre
målsætningerne. Ved at bruge netværksmøderne til at vurde-
re indsatsen og barnets plan og/eller ungeplanen, vil man
samtidig kunne trække på den viden og de observationer,
som anbringelsesstedet har gjort sig i den daglige kontakt
med den unge.
Formålet med § 129 er således, at det også efter barnets
lov fastsættes nærmere, at barnets plan og ungeplanen vil
skulle indeholde, hvordan den unge kommer i uddannelse
eller beskæftigelse, og hvornår det senest vil skulle konkre-
tiseres. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt
materielle ændringer i forhold til gældende ret, men dog
foreslås det, at barnets plan og ungeplanen vil træde i stedet
for handleplanen, og der foreslås en opdeling i flere stykker
med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.17.1.-3.17.3.
Til § 130
Det fremgår af § 57 c, stk. 1, i serviceloven, at kommunal-
bestyrelsen, senest 7 dage efter den har modtaget dokumen-
tation fra politiet om, at en ung under 18 år er mistænkt
for at have begået alvorlig kriminalitet, skal indkalde den
unge, forældremyndighedsindehaveren, eventuelt relevante
personer fra netværket og relevante fagpersoner til et net-
værkssamråd med henblik på drøftelse af behov for iværk-
sættelse af foranstaltninger.
Det fremgår videre af § 57 c, stk. 2, i serviceloven, at mod-
tager kommunalbestyrelsen inden for et år efter netværks-
samrådets afholdelse, jf. § 57 c, stk. 1, dokumentation fra
politiet om mistanke mod den unge under 18 år for genta-
gen, alvorlig kriminalitet, skal kommunalbestyrelsen uden
fornyet indkaldelse til netværkssamråd vurdere, om der er
behov for at iværksætte eller ændre foranstaltninger.
Det fremgår af § 57 c, stk. 3, i serviceloven, at bestemmel-
sens stk. 1 og 2 ikke finder anvendelse for børn og unge, der
er omfattet af lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
jf. dog bestemmelsens stk. 4.
Det fremgår således af § 57 c, stk. 4, i serviceloven, at
bestemmelsens stk. 1 og 2 finder anvendelse i sager, som
afvises af Ungdomskriminalitetsnævnet, jf. § 42, stk. 1, i
lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Kommunalbe-
styrelsen skal senest syv dage efter modtagelse af sagen fra
Ungdomskriminalitetsnævnet indkalde til netværkssamråd
efter § 57 c, stk. 1, i serviceloven.
Ved indførelsen af lov om bekæmpelse af ungdomskrimina-
litet medførte det, at ansvaret for at behandle sager om børn
og unge omfattet af Ungdomskriminalitetsnævnets kompe-
tence blev løftet væk fra kommunerne og over i Ungdoms-
kriminalitetsnævnet.
Det fremgår af § 42, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ung-
domskriminalitet, at Ungdomskriminalitetsnævnet afviser en
sag, hvis nævnet finder, at barnet eller den unge ikke opfyl-
der betingelserne i lovens § 2, stk. 2. Nævnet afviser endvi-
dere en sag, hvis den unge fylder 18 år senest en måned
efter sagens behandling i nævnet.
Det fremgår af § 2, stk. 2, i lov om bekæmpelse af ung-
domskriminalitet, at loven tillige finder anvendelse for børn
og unge i alderen 10 til 14 år, som har opholdstilladelse
eller i øvrigt fast, lovligt ophold i Danmark, og som er mis-
tænkt for personfarlig kriminalitet eller mistænkt for anden
alvorlig kriminalitet ved overtrædelse af straffeloven, lov
om euforiserende stoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1334 af 9.
december 2019, lov om våben og eksplosivstoffer m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 1736 af 26. august 2021 (våbenloven)
eller lov om knive og blankvåben m.v., jf. lovbekendtgørel-
se nr. 376 af 27. april 2016 (knivloven), og som samtidig
vurderes at være i særlig risiko for at begå yderligere krimi-
nalitet.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen, senest
syv dage efter den har modtaget dokumentation fra politiet
om, at en ung under 18 år er mistænkt for at have begået
alvorlig kriminalitet, skal indkalde den unge, forældremyn-
dighedsindehaver, eventuelt relevante personer fra netværket
og relevante fagpersoner til et netværkssamråd med henblik
378
på drøftelse af behov for iværksættelse af indsatser for den
unge.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af
§ 57 c, stk. 1, i serviceloven, dog med den ændring at
foranstaltninger erstattes af indsatser.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbesty-
relsen vil skulle indkalde en ung under 18 år, forældremyn-
dighedsindehaver, eventuelt relevante personer fra netværket
og relevante fagpersoner til et netværkssamråd, senest syv
dage efter, at kommunalbestyrelsen har modtaget dokumen-
tation fra politiet om, at den unge under 18 år er mistænkt
for at have begået alvorlig kriminalitet.
Formålet med netværkssamrådet vil i overensstemmelse
med forarbejderne til § 57 c, stk. 1, i serviceloven være
at sikre, at der i disse tilfælde iværksættes en planlagt og
kontrolleret indsats, med henblik på at forpligte den unge,
forældremyndighedsindehaver, netværket og andre relevante
fagpersoner på en indsats, der skal hjælpe den unge ud af
kriminalitet, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 169 som
fremsat, side 12.
Hermed vil forældremyndighedsindehavers og de relevante
fagpersoners ansvar for den unge blive fastholdt, samtidig
med at den unge stilles til ansvar for sine handlinger. Der
vil i overensstemmelse med forarbejderne ikke være tale om
juridisk forpligtende aftaler, men om aftaler, hvor alle invol-
verede parter gensidigt beslutter at ville støtte den unge.
Fristen på syv dage vil have til formål at signalere over for
den unge og familien, at der vil blive reageret hurtigt på kri-
minaliteten. Mødet vil skulle blive afholdt snarest herefter
med henblik på at sikre, at der hurtigst muligt skabes grund-
lag for at iværksætte en indsats over for den unge. Dette er
i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende
2013-14, A, L 169 som fremsat, side 12.
Begrebet alvorlig kriminalitet vil i overensstemmelse med
forarbejderne til servicelovens § 57 c, stk. 1, omfatte eksem-
pelvis vold, voldtægt, røveri, grovere former for hærværk og
tyveri samt forsøg på sådanne forbrydelser.
Unge, der er idømt ungdomssanktion, som følge af at de har
begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig
kriminalitet, vil allerede være inde i et fast struktureret for-
løb, og de vil i overensstemmelse med forarbejderne til §
57 c, stk. 1, i serviceloven på den baggrund ikke være en
del af målgruppen for netværkssamråd, da netværkssamråd
vil være for unge, der blot er mistænkt for at have begået
alvorlig kriminalitet.
Dokumentation fra politiet vil i overensstemmelse med for-
arbejderne til § 57 c, stk. 1, i serviceloven kunne være
politiets underretninger til kommunen om børn og unges
kriminalitet via ungelister. Ungelisterne omfatter unge, som
politiet er bekymret for af forskellige årsager, men det vil
i denne sammenhæng alene være de unge, som politiet mis-
tænker for at have begået alvorlig kriminalitet, der er omfat-
tet. Dokumentationen fra politiet vil være et udgangspunkt
for aktivt at inddrage den unge og forældrene i sagen ved at
indkalde dem til et netværkssamråd, da underretningen i sig
selv udgør et grundlag for bekymring for den unges udvik-
ling og behov for særlig støtte. Dette er i overensstemmelse
med gældende ret, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 169
som fremsat, side 12.
Med fagpersoner henvises i overensstemmelse med forar-
bejderne til de relevante fagpersoner, som i kraft af deres
stilling og deres kendskab til den unge vil kunne bidrage
til at bakke op om og kvalificere indsatsen. Det vil bl.a.
være afgørende, at der indkaldes en repræsentant fra den
unges skole eller uddannelsessted, da den unges skolegang
vil være et væsentligt element i den unges vej ud af krimina-
litet. Herudover vil der kunne indkaldes andre personer, hvis
det vurderes formålstjeneligt.
Selve afholdelsen af netværkssamrådet vil i overensstem-
melse med forarbejderne til § 57 c, stk. 1, ikke forudsætte
indhentelse af samtykke fra forældremyndighedsindehaver
og den unge, der er fyldt 15 år, og der kan ikke klages her-
over, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 169 som fremsat,
side 12. I praksis vil det dog være centralt, at den unge
og familien frivilligt deltager i netværkssamrådet, fordi de
oplever det som en god idé. Et tæt samarbejde vil skulle
sikre, at netværkssamrådet fører til tiltag, som den unge og
familien støtter op om og ser som hjælpsomme i forhold til
at få den unge på rette spor.
Der vil således ikke være direkte reaktionsmuligheder i det
sociale system, hvis den unge og familien udebliver fra net-
værkssamrådet. I sådanne situationer vil kommunen i stedet
skulle vurdere, om der er behov for yderligere indsatser efter
barnets lov.
Det foreslås med stk. 2, at hvis kommunalbestyrelsen inden
for et år efter netværkssamrådets afholdelse, jf. den foreslå-
ede bestemmelse i § 130, stk. 1, modtager dokumentation
fra politiet om mistanke mod den unge under 18 år for gen-
tagen, alvorlig kriminalitet, skal kommunalbestyrelsen uden
fornyet indkaldelse til netværkssamråd vurdere, om der er
behov for at iværksætte eller ændre indsatsen for den unge.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af
§ 57 c, stk. 2, i serviceloven, dog med den ændring, at
foranstaltninger erstattes med indsatser.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
57 c, stk. 2, vil kommunalbestyrelsen kun skulle afholde
netværkssamråd med den unge én gang inden for en kortere
periode, uanset om den unge skulle have begået gentagen
alvorlig kriminalitet, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L
169 som fremsat, side 13.
Hvis den unge igen begår kriminalitet inden for en kortere
periode, vil kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med
forarbejderne i stedet være forpligtet til at vurdere, om der
er behov for at iværksætte eller ændre indsatsen, jf. Folke-
tingstidende 2019-20, A, L 8 som fremsat, side 9.
379
Såfremt det første netværkssamråd medfører, at kommunal-
bestyrelsen iværksætter indsatser efter de foreslåede bestem-
melser i §§ 32 og 46, vil kommunalbestyrelsen være forplig-
tet til at tage stilling til, om der skal udarbejdes en barnets
plan eller en ungeplan, jf. de foreslåede §§ 91 og 108. Hvis
kommunalbestyrelsen inden for et år modtager dokumenta-
tion fra politiet om mistanke mod den unge under 18 år for
gentagen, alvorlig kriminalitet, vil kommunalbestyrelsen i
dette tilfælde skulle vurdere, om der er behov for at iværk-
sætte andre eller nye indsatser efter de foreslåede § 32 og §
46, og herved vil kommunalbestyrelsen også skulle beslutte
at revidere den plan, der allerede er udarbejdet, jf. den fore-
slåede § 95, stk. 4, 2. pkt.
Hvis det første netværkssamråd ikke medfører, at kommu-
nalbestyrelsen iværksætter indsatser efter de foreslåede §§
32 og 46, vil kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med
forarbejderne til servicelovens § 57 c, stk. 2, jf. Folketingsti-
dende 2019-20, A, L 8 som fremsat, side 9ikke være forplig-
tet til at tage stilling til, om der skal udarbejdes en barnets
plan eller en ungeplan, jf. de foreslåede §§ 91 og 108, eller
en helhedsorienteret plan efter den foreslåede § 110,
Det foreslås med stk. 3, at de foreslåede bestemmelser i §
130, stk. 1 og 2, ikke finder anvendelse for børn og unge,
der er omfattet af lov om bekæmpelse af ungdomskrimina-
litet. Hvis Ungdomskriminalitetsnævnet afviser sagen, jf. §
42, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
skal kommunalbestyrelsen dog senest 7 dage efter modta-
gelse af sagen fra Ungdomskriminalitetsnævnet indkalde til
netværkssamråd efter stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse med sprog-
lige ændringer af § 57 c, stk. 3 og 4, i serviceloven, idet det
foreslås at samle stk. 3 og 4 i et stykke og slette stk. 4, 1.
pkt.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
57 c, stk. 3, vil målgruppen for netværkssamråd i vidt
omfang være den samme gruppe, som vil være omfattet
af Ungdomskriminalitetsnævnets kompetence efter lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, jf. Folketingstidende
2018-19, A, L 85 som fremsat, side 59.
Det foreslås dermed, at de foreslåede § 130, stk. 1 og 2, ikke
vil skulle finde anvendelse for børn og unge, der er omfattet
af Ungdomskriminalitetsnævnets kompetence.
Dette vil i overensstemmelse med forarbejderne til service-
lovens § 57 c, stk. 3, indebære, at der ikke vil skulle afhol-
des netværkssamråd for børn og unge omfattet af Ungdoms-
kriminalitetsnævnets kompetence.
Ungdomskriminalitetsnævnets behandling af sagen vil træde
i stedet for afholdelsen af et netværkssamråd og kommu-
nalbestyrelsens vurdering af, om der skal iværksættes eller
ændres indsatser, som skal modvirke yderligere kriminalitet.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
57 c, stk. 4, 1. pkt., vil udgangspunktet i den foreslåede §
130, stk. 3, blive fraveget i de situationer, hvor Ungdomskri-
minalitetsnævnet afviser en sag efter § 42, stk. 1, i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, jf. Folketingstidende
2018-19, A, L 85 som fremsat, side 60. Ungdomskriminali-
tetsnævnet vil bl.a. afvise en henvist sag, hvis barnet eller
den unge ikke opfylder betingelserne for nævnets behand-
ling af sagen, herunder f.eks. ikke opfylder kravene til alder
eller kriminel adfærd efter § 2 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
57 c, stk. 4, 2. pkt., vil kommunalbestyrelsen senest syv
dage efter, at kommunalbestyrelsen har modtaget sagen fra
Ungdomskriminalitetsnævnet, skulle indkalde den unge, den
unges forældremyndighedsindehaveren, eventuelt relevante
personer fra netværket og relevante fagpersoner til et net-
værkssamråd, jf. Folketingstidende 2018-19, A, L 85 som
fremsat, side 60.
Fristen på syv dage vil i overensstemmelse med forarbejder-
ne have til formål at signalere over for barnet eller den
unge, at der reageres hurtigt på mistanke om alvorlig krimi-
nalitet. Netværkssamrådet vil skulle afholdes snarest efter
indkaldelsen, så der hurtigst muligt skabes grundlag for at
iværksætte en indsats for barnet eller den unge.
Formålet med § 130 er, at det også efter barnets lov fastsæt-
tes nærmere regler om netværkssamråd, herunder hvornår
der senest skal indkaldes til et netværkssamråd, hvordan
kommunalbestyrelsen skal forholde sig, hvis kommunalbe-
styrelsen inden for et år efter afholdelsen af netværkssamrå-
det, modtager dokumentation fra politiet om mistanke om
ny kriminalitet, og hvorvidt Ungdomskriminalitetsnævnet
har kompetence i stedet for kommunalbestyrelsen. Der er
ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt materielle
ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.17.1.-3.17.3.
Til § 131
Det fremgår af § 57 d, stk. 1, i serviceloven, at kommu-
nalbestyrelsen i forbindelse med løsladelse skal give unge
under 18 år, der har afsonet frihedsstraf eller været vare-
tægtsfængslet eller anbragt i varetægtssurrogat, et tilbud om
udslusning. Tilbuddet om udslusning skal så vidt muligt
etableres inden løsladelsen og have en varighed på mindst
seks måneder efter løsladelsen. Tilbuddet skal som mini-
mum have et omfang svarende til en kontaktperson efter §
52, stk. 3, nr. 6, i serviceloven.
Det fremgår af § 52, stk. 3, nr. 6, at kommunalbestyrelsen
kan iværksætte hjælp i form af udpegning af en fast kontakt-
person for barnet eller den unge eller for hele familien.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen i forbindel-
se med løsladelse skal give unge under 18 år, der har afsonet
frihedsstraf eller været varetægtsfængslet eller anbragt i va-
retægtssurrogat, et tilbud om udslusning.
380
Med den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen
skulle give en ung under 18 år, der har afsonet en friheds-
straf, været varetægtsfængslet eller anbragt i varetægtssur-
rogat, i forbindelse med løsladelse, et tilbud om udslus-
ning. Udslusningen vil i overensstemmelse med forarbejder-
ne til § 57 d, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven kunne være i
form af en kontaktperson, en mentor, et gruppeforløb eller
andet, der vil kunne lette den unges overgang til et selvstæn-
digt voksenliv, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, side
13. Udslusningsordningen vil bl.a. kunne støtte og hjælpe
den unge med, hvor det er relevant, at finde bolig, skabe
sig en struktureret hverdag, finde uddannelse eller arbejde,
administrere sin økonomi, styrke sit netværk og finde fri-
tidstilbud.
Målgruppen vil i overensstemmelse med forarbejderne til §
57 d, stk. 1, 1. pkt., være unge, der løslades efter ophold i
åbent eller lukket anbringelsessted i socialt regi, arresthus
eller fængsel i forbindelse med varetægtsfængsling, anbrin-
gelse i varetægtssurrogat eller afsoning af straf. Det vil der-
med være sikret, at alle unge omfattet af målgruppen vil få
et tilbud om udslusning, når de løslades, jf. Folketingstiden-
de 2009-10, tillæg A, L 166 som fremsat, side 14.
Det vil i overensstemmelse med forarbejderne til servicelo-
vens § 57 d, stk. 1, 1. pkt., ikke være en forudsætning for
tilbuddet om udslusning, at kommunen har udarbejdet de
foreslåede afdækninger eller undersøgelser i §§ 19 og 20
eller en ungeplan efter den foreslåede § 108, stk. 1.
Allerede mens den unge opholder sig på en sikret døgninsti-
tution, herunder også på en særligt sikrede afdeling, vil det
i overensstemmelse med forarbejderne være vigtigt at sætte
fokus på uddannelse. Unge på sikrede døgninstitutioner er
omfattet af undervisningspligten efter folkeskoleloven, her-
under også reglerne om specialundervisning, og vil skulle
have tilbudt skolegang, som er tilpasset deres behov, mens
de opholder sig på en sikret døgninstitution.
Unge, der opholder sig på særligt sikrede afdelinger, vil så-
ledes også skulle tilbydes udslusning, hvilket ikke tidligere
har været præciseret.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
57 d, stk. 1, 1. pkt., vil det med bestemmelsen blive sikret,
at alle unge vil få ret til et tilbud om udslusning, når de
løslades, uanset om de har behov for støttende indsatser eller
anbringelse efter reglerne i de foreslåede § 32 og § 46.
Det foreslås med stk. 2, at tilbuddet om udslusning så vidt
muligt skal etableres inden løsladelsen og have en varighed
på mindst seks måneder efter løsladelsen. Tilbuddet skal
som minimum svare til en kontaktpersonordning efter § 32,
stk. 1, nr. 3.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 57 d, stk. 1, 2. og 3. pkt., i serviceloven.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at tilbuddet om ud-
slusning så vidt muligt vil skulle etableres inden løsladelsen.
Formålet med at få tilbuddet etableret inden løsladelsen vil
i overensstemmelse med forarbejderne til § 57 d, stk. 1, 2.
pkt., i serviceloven være at sikre, at de nødvendige sagsbe-
handlingsskridt og praktiske forhold er på plads så hurtigt
som muligt, så den unge ikke vil stå uden relevant støtte på
tidspunktet for løsladelsen, jf. Folketingstidende 2009-10,
tillæg A, L 166 som fremsat, side 14.
I nogle tilfælde vil det være vanskeligt at nå at etablere ud-
slusningen inden løsladelsen, f.eks. i forbindelse med kort-
varige varetægtsfængslinger eller kortvarige anbringelser i
varetægtssurrogat. Det må dog forventes, at det altid vil
være muligt at etablere udslusningen før løsladelsen, når
der er tale om løsladelse fra afsoning, længerevarende va-
retægtsfængslinger eller længerevarende anbringelser i vare-
tægtssurrogat.
Tilbuddet om udslusning bør i overensstemmelse med forar-
bejderne til § 57 d, stk. 1, i serviceloven indgå som led i bar-
nets plan eller den ungeplan, kommunerne vil have pligt til
at tage stilling til, om en plan skal udarbejdes efter de fore-
slåede §§ 91 og 108, for unge, der har begået voldskrimina-
litet eller anden alvorlig kriminalitet samt i de handleplaner,
som kommunerne skal koordinere med kriminalforsorgen jf.
bekendtgørelse nr. 642 af 15. juni 2006 om kommunernes
pligt til at koordinere handleplaner med kriminalforsorgen
for visse persongrupper.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at tilbuddet om ud-
slusning vil skulle have en varighed på mindst seks måneder
efter løsladelsen og minimum skulle svare til en kontaktper-
sonordning. Formålet hermed vil være at sikre tilstrækkelig
tid til at gennemføre en hensigtsmæssig udslusning, herun-
der i forhold til at få den unge i uddannelse eller beskæfti-
gelse, og sikre at der vil kunne ydes vejledning og støtte i
forhold til hele den unges livssituation.
Forpligtelsen til at tilbyde udslusning vil i overensstemmel-
se med forarbejderne til § 57 d, stk. 1, i serviceloven ikke
erstatte kommunalbestyrelsens forpligtelse til at afdække el-
ler udrede den unges støttebehov, jf. de foreslåede §§ 17,
18 og 20, og at udarbejde en ungeplan efter den foreslåede
§ 108, stk. 1, hvis det vurderes, at den unge har behov
for støtte efter loven. Der vil efter de almindelige regler
skulle iværksættes støttende indsatser efter den foreslåede
§ 32, hvis afdækningen eller den børnefaglige undersøgelse
og ungeplanen viser, at den unge har behov for støtte efter
loven ud over tilbuddet i forbindelse med udslusningen.
I nogle tilfælde vil det i overensstemmelse med forarbejder-
ne til § 57 d, stk. 1, i serviceloven, f.eks. være relevant at
formidle et praktiktilbud efter den foreslåede § 32, stk. 1,
nr. 4, for at styrke den unges tilknytning til arbejdsmarkedet,
mens det i andre tilfælde vil være relevant at iværksætte
behandling af den unges problemer efter den foreslåede §
32, stk. 1, nr. 5, med henblik på at sikre en vedvarende for-
andring i den unges adfærd og handlemønstre. Det kan f.eks.
være i form af psykologhjælp eller misbrugsbehandling.
381
Hvis et barn eller en ung, der løslades, har behov for mere
omfattende støtte efter barnets lovs regler og/eller støtte af
en anden karakter, vil denne i overensstemmelse med forar-
bejderne til § 57 d, stk. 1, i serviceloven skulle iværksættes,
jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 166 som fremsat,
side 14. Kommunalbestyrelsen vil herunder skulle være op-
mærksom på, om barnet eller den unge har en fysisk eller
psykisk funktionsnedsættelse, der indebærer, at den pågæl-
dende har ret til handicapkompenserende ydelser m.v. efter
det foreslåede kapitel 8.
Formålet med § 131 er, at det også efter barnets lov fast-
sættes, at den unge under 18 år efter afsonet frihedsstraf,
varetægtsfængsling eller anbringelse i varetægtssurrogat vil
skulle tilbydes udslusning. Det vil også efter barnets lov
skulle fastsættes, hvornår tilbuddet om udslusning skal etab-
leres, varigheden heraf og omfangets minimum. Der er ikke
med den foreslåede bestemmelse tiltænkt materielle ændrin-
ger i forhold til gældende ret, men dog foreslås der opdeling
i flere stykker med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.17.1.-3.17.3.
Til § 132
Servicelovens kapitel 27 indeholder regler om underret-
ningspligt og behandling af underretninger.
Underretningspligten vedrører som udgangspunkt den kom-
mune, hvor forældremyndighedsindehaver bor, idet det er
denne kommune, der som udgangspunkt har forpligtelsen til
at iværksætte særlig støtte efter servicelovens kapitel 11. Det
følger af i § 9 a, stk. 1, i retssikkerhedsloven.
Det fremgår af servicelovens § 152, at hvis en familie med
et eller flere børn under 18 år eller vordende forældre flyt-
ter fra én kommune til en anden kommune, og fraflytnings-
kommunen finder, at et eller flere børn eller de vordende
forældre har behov for særlig støtte af hensyn til barnets
eventuelle særlige behov for støtte efter fødslen, skal fraflyt-
ningskommunen underrette tilflytningskommune.
Det foreslås i stk. 1, at flytter en familie med et eller flere
børn under 18 år eller kommende forældre fra én kommune
til en anden kommune, og finder fraflytningskommunen, at
et eller flere børn eller de kommende forældre har behov for
særlig støtte af hensyn til barnets eventuelle særlige behov
for støtte efter fødslen, skal fraflytningskommunen underret-
te tilflytningskommunen herom.
Den foreslåede § 132, stk. 1, svarer til de gældende regler i
servicelovens § 152, med den sproglige ændring, at vorden-
de forældre er ændret til kommende forældre.
Den foreslåede stk. 1 indebærer, at en fraflytningskommune
har pligt til at underrette en tilflytningskommune, når der
er tale om en familie med børn og unge, som kommunen
finder, har behov for særlig støtte. Bestemmelsen indebærer
videre en mellemkommunal underretningspligt, når der er
tale om kommende forældre, og hvor fraflytningskommunen
finder, at det kommende barn kan have behov for særlig
støtte efter fødslen.
Bestemmelsens stk. 1 omfatter familier, der flytter mellem
danske kommuner, hvilket som udgangspunkt medfører, at
opholdskommunen, dvs. den kommune, som er forpligtet til
at iværksætte støtte over for familien, skifter.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at den kommu-
ne. som familien eller de kommende forældre flytter til
(tilflytningskommunen) bliver opmærksomme på, at et barn
eller en ung eller kommende forældre kan have behov for
særlig støtte, og modtager de relevante oplysninger af fra-
flytningskommunen, med henblik på at sikre, at tilflytnings-
kommunen får afdækket forholdene og hurtigst muligt kan
iværksætte den nødvendige indsats over for barnet, den un-
ge, familien eller de kommende forældre.
Det er fastsat i servicelovens § 152, stk. 2, at fraflytnings-
kommunen i forbindelse med en mellemkommunal under-
retning skal oversende nødvendigt sagsmateriale, herunder
en opsummering af relevante vurderinger, som fraflytnings-
kommunen har foretaget i sagen.
Det foreslås i stk. 2, at fraflytningskommunen i forbindelse
med en underretning efter stk. 1 skal oversende nødvendigt
sagsmateriale, herunder en opsummering af relevante vurde-
ringer, som fraflytningskommunen har foretaget i sagen.
Det foreslåede stk. 2, svarer til de gældende regler i service-
lovens § 152, stk. 2.
Bestemmelsens stk. 2 indebærer, at fraflytningskommunen
af egen drift skal fremsende nødvendig og relevant materia-
let til tilflytningskommunen. Endvidere stilles der krav om,
at der samtidig hermed skal oversendes en kort opsumme-
ring af relevante vurderinger, som fraflytningskommunen
har foretaget i sagen.
Bestemmelsen medfører ikke, at alt sagsmateriale skal over-
sendes. Fraflytningskommunen skal alene oversende det,
som kommunen vurderer, er relevant og nødvendigt for at
tilflytningskommunen kan foretage en vurdering af famili-
ens eller de kommende forældres behov for hjælp og støt-
te. Oversendelse af sagsmateriale kan efter gældende ret ske
uden samtykke, jf. også retssikkerhedslovens § 11 c.
Det kan eksempelvis omfatte oplysninger, som har indgået i
en screening, en afdækning eller en børnefaglig undersøgel-
se efter de foreslåede bestemmelser i §§ 18, 19 og 20, eller
de foreslåede §§ 24-26 om screening, afdækning og under-
søgelse for kommende forældre, barnets plan efter den fore-
slåede § 91 eller ungeplan efter den foreslåede § 108 eller
andre vigtige vurderinger. Der kan også være tale om nylige
underretninger om familien. Desuden skal fraflytningskom-
munen udarbejde en kort opsummering af de vurderinger,
som kommunen har foretaget.
Formålet er, at tilflytningskommunen hurtigt kan danne sig
382
et overblik over fraflytningskommunens foreløbige vurde-
ring af karakteren af familiens eller de kommende forældres
sociale problemer, således at kommunen får et bedre grund-
lag for at bedømme, om der kræves akut handling i forhold
til støtte til barnet, den unge, familien eller de kommende
forældre.
Det nødvendige og relevante sagsmateriale kan oversendes
uden forældremyndighedsindehavers eller de kommende
forældres samtykke med henblik på at sikre, at tilflytnings-
kommunen hurtigt kan danne sig et overblik over forholdene
i sagen og kan iværksætte den nødvendige støtte til et udsat
barn, en udsat ung eller vordende forældre.
Tilflytningskommunen er ikke forpligtet af de vurderinger,
som fraflytningskommunen har foretaget og oversender,
men de skal indgå i sagsoplysningen på linje med andre
fagpersoners vurderinger, som måtte være i kommunens be-
siddelse.
I forhold til beskrivelse af databeskyttelsesreglerne og ad-
gangen til at videregive oplysninger uden samtykke henvi-
ses til de almindelige bemærkninger, punkt 6.
Til § 133
Det fremgår af servicelovens § 153, stk. 1, at personer, der
udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, skal underret-
te kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller
hvervet får kendskab til eller grund til at antage, 1) at et
barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig
støtte, 2) at et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov
for særlig støtte på grund af de vordende forældres forhold,
3) at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for
særlig støtte på grund af barnets eller den unges ulovlige
skolefravær eller undladelse af at opfylde undervisningsplig-
ten , eller 4) at et barn eller en ung under 18 år har været
udsat for overgreb.
Det foreslås i stk. 1, at personer, der udøver offentlig tjeneste
eller offentlig hverv, skal underrette kommunalbestyrelsen,
hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kend-
skab til eller grund til at antage, at 1) et barn eller en ung
under 18 år kan have behov for støtte, 2) et barn umiddelbart
efter fødslen kan få behov for støtte på grund af de kom-
mende forældres forhold, 3) et barn eller en ung kan have
behov for støtte på grund af barnets eller den unges ulovlige
skolefravær eller undladelse af at opfylde undervisningsplig-
ten eller, 4) et barn eller en ung under 18 år har været udsat
for overgreb.
Bestemmelsen foreslås dermed overført uændret bortset fra
redaktionelle ændringer, der følger af barnets lov og inde-
holder derfor ikke materielle ændringer i forhold til gælden-
de ret.
Ved personer, der udøver offentlig tjeneste forstås personer,
som er ansat til at udfylde offentlige opgaver på vegne af
offentlige myndigheder (f.eks. statslige myndigheder, dvs.
ministerier, styrelser, politi, domstole, regioner og kommu-
ner), som udøver deres virksomhed i henhold til lovregler
eller bestemmelser, der er fastsat med hjemmel i lov. Der
kan f.eks. være tale om offentligt ansatte læger, syge- eller
sundhedsplejersker, skolelærere, skoletandlæger eller pæda-
goger ansat i daginstitutioner eller klubtilbud for børn og
unge.
Med personer, der udøver offentligt hverv forstås personer,
som ikke er ansat til at udfylde offentlig tjeneste, men som
i kraft af deres erhverv udøver tjeneste for en offentlig myn-
dighed, som medfører visse handlebeføjelser udadtil. Der
kan f.eks. være tale om en privatansat læge, der efter an-
modning tilser en beboer på et kvindekrisecenter, eller et
kommunalbestyrelsesmedlem, som i udøvelsen af sit hverv
får kendskab til et forhold vedrørende et barn eller en ung,
der bør underrettes om efter denne bestemmelse.
Bestemmelsen indebærer ikke, at der kræves et kendskab
til barnets eller den unges forhold med sådan sikkerhed, at
vedkommende har formodning om, at barnet eller den unge
kan have behov for støtte efter denne lov. Derimod skal der
være tale om en antagelse, der er sagligt begrundet i barnets
eller den unges forhold, som har givet grund til bekymring
for barnets eller den unges udvikling eller sundhed, der be-
tyder, at barnet eller den unge kan have behov for støtte,
herunder umiddelbart efter fødslen, når en underretning ve-
drører vordende forældre.
Bestemmelsen indebærer, at når der er der tale om vanske-
ligheder, der har en karakter, som reglerne i det foreslåede
kapitel 4 eller 5 tager sigte på at løse, er der underretnings-
pligt, uanset at den, der underretter, har mulighed for og
fortsat kan benytte de tilbud og midler til at støtte barnet el-
ler den unge, som findes inden for vedkommendes regi. Det
betyder f.eks., at skolen fortsat kan søge dialog med foræl-
dre og tilbyde specialundervisning, uanset at der er foretaget
en underretning om barnets eller den unges problemer.
Der er således ikke underretningspligt i situationer, hvor
barnets eller den unges vanskeligheder har en karakter, som
reglerne om støtte efter kapitel 4 eller 5 ikke tager sigte på
at løse. Som eksempel kan nævnes forhold, der alene kan
begrunde en særlig socialpædagogisk indsats efter folkesko-
lelovens regler. Underretningspligten indtræder, uanset hvad
der er årsagen til, at barnet eller den unge kan have behov
for støtte. Den, der underretter, skal ikke foretage en vurde-
ring af, om barnet eller den unge kan opnå støtte. Denne
vurdering foretages af kommunalbestyrelsen.
Bestemmelsen indebærer ikke, at den der underretter skal
indhente samtykke eller forsøge at indhente samtykke fra
forældrene forud for en underretning, men den der, der un-
derretter, bør altid overveje, om forældrene skal orienteres
om, at underretningen foretages. Det vil kunne være en for-
del i forhold til det fremtidige samarbejde med familie at
søge at få forældrene til at forstå, hvorfor man underretter i
det konkrete tilfælde. Underretningspligten har dog altid for-
rang i forhold til den fare for brud på et tillidsforhold, som
en underretning vil kunne medføre. Såfremt underretningen
383
drejer sig om en mistanke om overgreb begået af en eller
begge forældre eller andre nærtstående familiemedlemmer,
skal forældrene dog ikke orienteres om underretningen.
Mange personer er underlagt regler om tavshedspligt i
forbindelse med deres arbejde, enten via lovgivning eller
via interne regler. Eksempelvis er folkeskolelærere under-
lagt lovgivning om offentligt ansattes tavshedspligt, og
sundhedspersoner er underlagt særlige regler om tavsheds-
pligt efter sundhedsloven, mens f.eks. præster i andre tros-
samfund kan være underlagt interne etiske retningslinjer
vedr. tavshedspligt. De nævnte faggrupper vil imidlertid væ-
re forpligtigede til at underrette kommunen i overensstem-
melse med den foreslåede bestemmelse, selv i de tilfælde
hvor de ifølge lov eller andre regler har tavshedspligt. De
foreslåede regler om underretning vil således altid gå forud
for andre regler om tavshedspligt.
Dette indebærer særligt i forhold til sundhedspersoner, at
sundhedspersonen ikke skal forsøge at indhente samtykke
forud for, at sundhedspersonen foretager underretning efter
den foreslåede bestemmelse, som det ellers i almindelighed
er forudsat efter sundhedslovens regler, når sundhedsperso-
ner videregiver oplysninger til andre formål end sundheds-
faglig behandling efter sundhedslovens § 43, stk. 2. Men
sundhedspersoner skal, som beskrevet ovenfor, i lighed med
andre, der foretager underretning efter den foreslåede be-
stemmelse, overveje, om der kan være grund til at orientere
familien om underretningen. For en nærmere beskrivelse af
sundhedslovens regler om tavshedspligt henvises til lovfor-
slagets almindelige bemærkninger afsnit 3.16. og bemærk-
ningerne til den foreslåede § 126.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 1, vil underretningspligten
efter bestemmelsen omfatte tilfælde, hvor et barn eller en
ung under 18 år kan have behov for støtte efter denne
lov. Personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt
hverv vil have pligt til at underrette kommunen, hvis de
under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til
eller grund til at antage, at et barn eller en ung under 18
år kan have behov for særlig støtte efter loven. Underret-
ningspligten vil efter bestemmelsen herunder eksempelvis
omfatte tilfælde, hvor der er grund til at antage, at et barn
eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte efter
de foreslåede bestemmelser om støttende indsatser m.fl. i til-
knytning til undervisning efter folkeskoleloven, eksempelvis
i forbindelse med specialundervisning.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 2, vil underretningspligten
omfatte alle kommende forældre, hvor der er anledning til
alvorlig bekymring for familiens situation og den indvirk-
ning, det vil kunne få på barnets fremtidige livsvilkår. Be-
stemmelsen omfatter enlige gravide kvinder, gifte og samle-
vende par mv. For nærmere beskrivelse af, hvad der forstås
ved kommende forældre henvises til bemærkningerne til den
foreslåede § 3.
Formålet hermed er at sikre, at kommunen er opmærksom
på, at der er tale om en familie, der kan have behov for
støtte og hjælp i tilfælde, hvor det må antages, at situationen
vil få indvirkning på barnets situation, når det er kommet til
verden. Der kan f.eks. være tale om, at personale på et mis-
brugscenter eller i lokalpsykiatrien bliver opmærksom på, at
en klient med misbrugsproblemer eller psykiske problemer
er gravid.
Det er ikke en betingelse, at vurderingen af familiens situa-
tion alene kan føre til indsatser efter loven, men der skal
være tale om problemstillinger i familien, der er af en sådan
karakter, at det vurderes nødvendigt at handle i forhold til
det, og hvor den pågældende ikke ved egen hjælp er i stand
til at afhjælpe problemerne. Der bør som noget særligt i
disse tilfælde altid forsøges indhentet samtykke, inden un-
derretningen foretages, så at den så vidt muligt ikke skader
et opbygget tillidsforhold mellem de kommende forældre og
den fagperson, der vil underrette, eksempelvis en jordemo-
der eller læge.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at der fastsættes underretnings-
pligt i de tilfælde, hvor det må antages, at et bekymrende
ulovligt skolefravær kan indikere, at der er vanskeligheder
i barnets eller den unges forhold, som lovens regler om
støtte til udsatte børn og unge og deres familier tager sigte
på at løse. Ulovligt skolefravær betegner de tilfælde, hvor
eleven har mange forsømmelser af kortere eller længere va-
righed eller meget lange fraværsperioder, som ikke skyldes
f.eks. sygdom eller ekstraordinær frihed med skolelederens
tilladelse. Ulovligt skolefravær kan også omfatte de tilfæl-
de, hvor eleven har meget lange fraværsperioder i forbindel-
se med f.eks. udlandsophold, herunder selvbestaltet feriefra-
vær.
Der kan imidlertid også forekomme tilfælde, hvor der vil
være grund til at underrette kommunalbestyrelsen, selvom
elevens fravær ikke af skolen er kategoriseret som ulovligt
fravær, men hvor fraværet er kategoriseret som fravær på
grund af elevens sygdom el. lign. Det drejer sig om tilfælde,
hvor der er grundlag for at antage, at elevens sygdom eller
lignende skyldes vanskeligheder i barnets eller den unges
forhold, som lovens regler om særlig støtte til børn og unge
og deres familier tager sigte på at løse. Det drejer sig deri-
mod ikke om kortere eller længere perioder med sygdom,
hvor det er utvivlsomt, at barnets sygdom ikke skyldes så-
danne forhold.
Det foreslås med stk. 1, nr. 4, at der fastsættes en særlig
regulering af den underretningspligt, der ellers følger af den
almindelige regel i § 133, stk. 1, nr. 1, med henblik på at
understrege vigtigheden af, at kommunen så hurtigt som
muligt får mulighed for at gribe ind i de tilfælde, hvor et
barn eller en ung har været udsat for overgreb.
Med overgreb forstås vold eller seksuelle overgreb, det vil
sige sådanne strafbare handlinger mod et barn eller en ung
under 18 år, som er omfattet af straffelovens kapitel 24-26
(seksualforbrydelser , forbrydelser mod liv og legeme, her-
under groft nedværdigende, forulempende eller krænkende
adfærd, samt forbrydelser mod den personlige frihed) samt
384
straffelovens §§ 210 og 213 om forbrydelser i familiefor-
hold. Underretningspligten gælder i forhold til overgreb
mod barnet eller den unge, der finder sted på vedkommen-
des sædvanlige opholdssted, herunder i hjemmet eller på en
institution, begået af personer, som barnet eller den unge
sædvanligvis omgiver sig med på dette sted. Den gælder
også i forhold til vold eller andre overgreb, der sker i omgi-
velser, hvor barnet eller den unge tilfældigvis har sin gang,
og hvor gerningsmanden ikke er en person, som barnet eller
den unge sædvanligvis omgiver sig med.
Det fremgår af servicelovens § 153, stk. 2, at skoleledere
skal underrette kommunalbestyrelsen, når en elev har ulov-
ligt skolefravær på 15 pct. eller derover inden for et kvartal.
Det foreslås i stk. 2, at skoleledere på folkeskoler skal un-
derrette kommunalbestyrelsen, når en elev har ulovligt sko-
lefravær på 15 pct. eller derover inden for et kvartal.
Bestemmelsen foreslås dermed overført uændret og indehol-
der derfor ikke materielle ændringer i forhold til gældende
ret.
Bestemmelsen omfatter elevers ulovlige fravær i folkesko-
len. Der er tale om ulovligt fravær, hvis det ikke skyldes
sygdom og lignende forhold, og skolelederen ikke har god-
kendt det pågældende fravær.
Skolelederen er ansvarlig for, at registreringen og indberet-
ningen af fravær sker efter reglerne i den gældende bekendt-
gørelse nr. 1063 af 24. oktober 2019 om elevers fravær
fra undervisningen i folkeskolen, og at der foreligger den
fornødne dokumentation for fraværet. Det er lagt til grund,
at kommunerne anvender eksisterende data og registrerings-
løsninger til at registrere fravær til brug for kommunalbesty-
relsen, og at der ikke skal ske en central statslig systemun-
derstøttelse af denne registrering.
I de tilfælde, hvor kommunen modtager en underretning
om ulovligt skolefravær, skal kommunen vurdere, om un-
derretningen giver anledning til, at der, sideløbende med
afgørelsen om at standse børne- og ungeydelsen efter den
foreslåede § 134, er et behov for støtte hos barnet, den unge
eller familien. Ulovligt skolefravær er bekymrende adfærd
og kan være udtryk for, at barnet eller den unge har behov
for støtte, og kommunen skal derfor vurdere underretningen
med henblik på at afklare, om barnet eller den unge har
behov for støtte, jf. §§ 136 og 137.
Bestemmelsen har til formål at indskærpe, at 15 pct. ulovligt
skolefravær og derover er så bekymrende, at kommunen
skal underrettes, uagtet om barnet eller den unge ellers
vurderes at have behov for støtte efter denne lov. Det gæl-
der dog stadig, uanset hvor meget eller lidt skolefravær et
barn eller ung har, at skolelederen i lighed med øvrige fag-
personer omfattet af den udvidede underretningspligt skal
underrette kommunen, hvis vedkommende får kendskab til
eller grund til at antage, at et barn eller en ung kan have
behov for særlig støtte, har været udsat for overgreb, eller
at der på anden vis foreligger forhold, som bevirker, at der
kan være anledning til foranstaltninger efter denne lov, jf.
lovforslagets § 133, stk. 1.
Det fremgår af servicelovens § 153, stk. 3, at social- og
ældreministeren kan fastsætte regler om underretningspligt
for andre grupper af personer, der under udøvelsen af deres
erhverv får kendskab til forhold eller grund til at antage,
at der foreligger forhold, som bevirker, at der kan være
anledning til foranstaltninger efter serviceloven. Social- og
ældreministeren kan endvidere fastsætte regler om, at andre
grupper af personer har underretningspligt. Bemyndigelses-
bestemmelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1651 af 3.
august 2021 om underretningspligt over for kommunen efter
lov om social service.
Det foreslås i stk. 3, at social- og ældreministeren skal kunne
fastsætte regler om underretningspligt for andre grupper af
personer, som under udøvelsen af deres erhverv får kend-
skab til eller grund til at antage, at der foreligger forhold,
som bevirker at der kan være anledning til indsatser efter
denne lov.
Bestemmelsen foreslås dermed overført uændret og indehol-
der derfor ikke materielle ændringer i forhold til gældende
ret.
Bestemmelsen indebærer, at social- og ældreministeren også
fremover vil kunne fastsætte regler om underretningspligt
for andre persongrupper, som under udøvelsen af deres ar-
bejde får kendskab til eller grund til at antage, at der kan
foreligge forhold for et barn eller en ung, som medfører,
at der kan være behov for at iværksætte støttende indsatser
eller anbringelse uden for hjemmet efter barnets lov.
Bestemmelsen forventes udmøntet i lighed med den be-
kendtgørelse nr. 1651 af 3. august 2021 om underretnings-
pligt over for kommunen efter lov om social service, som
fastsætter underretningspligt for læger, der ikke er omfattet
af reglerne om underretningspligt for personer i offentligt
tjeneste eller hverv, ansatte ved frie grundskoler, efterskoler
og frie fagskoler, en række persongrupper, der er beskæf-
tiget personer, der er beskæftiget i dag-, fritids- og klub-
tilbud drevet som selvejende daginstitutioner eller privatin-
stitutioner efter § 19, stk. 3 og 5, i dagtilbudsloven, og
private pasningsformer efter dagtilbudsloven, samt personer
beskæftiget ved opholdssteder, familiepleje, krisecentre, be-
handlingstilbud eller andre private tilbud, der for det offent-
lige udfører opgaver rettet mod personer med nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.
Til § 134
Det fremgår af § 155 c i serviceloven, at kommunalbesty-
relsen skal standse udbetalingen af børne- og ungeydelsen
for det pågældende barn eller den unge, når der modtages
underretning om, at en elev har et ulovligt skolefravær på 15
pct. eller derover inden for et kvartal.
Det foreslås, at reglerne i servicelovens §155 c overføres
uændret til denne lov.
385
Det foreslås således i lovforslagets § 134, at når kommunal-
bestyrelsen modtager en underretning om, at en elev har
ulovligt skolefravær på 15 pct. eller derover inden for et
kvartal, jf. § 133, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen træffe
afgørelse om standsning af børne- og ungeydelsen.
Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen, inden
der træffes afgørelse om at fratage forældremyndighedsind-
ehaverne børne- og ungeydelsen for ét kvartal, vil skulle
partshøre forældremyndighedsindehaverne samt den unge
over 12 år, jf. reglerne i forvaltningslovens kapitel 5. Parts-
høringen vil skulle afklare, om der er tale om fejlregi-
strering, inden kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om
standsning af børne- og ungeydelsen.
Reglerne om ulovligt skolefravær er fastsat i bekendtgørelse
nr. 1063 af 24. oktober 2019 om elevers fravær fra folkesko-
len, jf. bemærkningerne til § 133.
Bestemmelsen indebærer, at kommunen efter omstændighe-
derne vil skulle kontakte skolelederen med henblik på at få
bekræftet, at eleven rent faktisk har 15 pct. eller derover
i ulovligt skolefravær. Det kan f.eks. være i tilfælde, hvor
partshøringen har givet anledning til at formode, at der er
tale om fejlregistrering af fraværet på skolen.
Hvis der ikke er tale om fejlregistrering og dermed und-
skyldelige omstændigheder for fraværet, indebærer bestem-
melsen, at kommunalbestyrelsen herefter vil skulle træffe
afgørelse om standsning af børne- og ungeydelsen. Efter der
er truffet en afgørelse efter bestemmelsen, skal kommunal-
bestyrelsen meddele Udbetaling Danmark, at der skal ske en
standsning af børne- og ungeydelsen for ét kvartal.
En afgørelse om standsning af børne- og ungeydelsen vil
være gældende for ét kvartal og vil ikke kunne forlæn-
ges. En ny afgørelse om standsning af børne- og ungeydel-
sen på grund af 15 pct. eller derover i ulovligt skolefravær
vil således kræve, at kommunen modtager en ny underret-
ning efter den foreslåede § 133, stk. 2.
Til § 135
Det fremgår af § 154 i serviceloven, at der gælder en generel
underretningspligt til kommunen for alle, der får kendskab
til, at et barn eller en ung under 18 år af forældrene eller
andre, der er trådt i forældrenes sted, udsættes for vanrøgt,
nedværdigende behandling eller lever under forhold, der
bringer barnets eller den unges sundhed eller udvikling i
fare.
Bestemmelsen foreslås overført uændret til barnets lov.
Det foreslås med lovforslagets § 135, at den, der får kend-
skab til, at et barn eller en ung fra forældrenes eller andre
opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende
behandling eller lever under forhold, der bringer dets sund-
hed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommu-
nen.
Bestemmelsen vil finde anvendelse f.eks. i situationer, hvor
borgeren bliver bekendt med, at barnet eller den unge udsæt-
tes for vold, mishandling eller seksuelle overgreb. Underret-
ningspligten efter den foreslåede § 135 omfatter ubetinget
enhver.
Bestemmelsen indebærer ikke, at underretteren vil blive part
i sagen, eller bliver berettiget til at klage over de skridt, som
kommunen vælger at foretage eller ikke at foretage. Un-
derretter vil dermed ikke kunne få oplysninger om sagens
videre udvikling, herunder om vedkommendes bekymring
for barnet var begrundet, om underretningen fører til, at
kommunen iværksætter en undersøgelse af barnet eller den
unges forhold eller iværksætter støtte til barnet eller den
unge.
En underretning vil ikke medføre, at kommunen vil blive
forpligtet til at iværksætte indsatser. Der vil ikke efter be-
stemmelsen kunne stilles formkrav til, hvordan en underret-
ning skal finde sted. Underretning vil således både kunne
være skriftligt, telefonisk eller mundtligt mv., og kan herun-
der ske anonymt.
Til § 136
Det fremgår af § 155 i serviceloven, at kommunen har pligt
til at sikre, at der iværksættes en rettidig og systematisk vur-
dering af alle underretninger efter §§ 152-154 med henblik
på at afklare, om barnet eller den unge har behov for særlig
støtte. Kommunen skal sikre en central registrering af un-
derretningerne og skal senest 24 timer efter modtagelsen af
en underretning vurdere, om barnet eller den unges sundhed
eller udvikling er i fare, og om der er derfor skal iværksættes
akutte foranstaltninger.
Det foreslås, at indholdet af bestemmelsen overføres uænd-
ret, med enkelte redaktionelle ændringer.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal sik-
re, at der iværksættes en rettidig og systematisk vurdering
af alle underretninger efter de foreslåede §§ 132, 133 og
135 med henblik på at afklare, om barnet eller den unge
har behov for støtte. Kommunalbestyrelsen skal foretage en
central registrering af underretningerne med henblik på at
understøtte tilrettelæggelsen af indsatsen.
Det foreslåede stk. 1 vil indebære, at kommunalbestyrelsen
vil være forpligtet til at organisere behandlingen af indkom-
ne underretninger på en måde, som sikrer, at kommunen
følger rettidigt og systematisk op på alle indkomne underret-
ninger.
Ved underretninger forstås en henvendelse til relevant of-
fentlig myndighed, der indeholder bekymring for et barns
eller en ungs trivsel og udvikling. Oplysningen kan være
fra professionelle eller borgere. Oplysningen kan også være
en henvendelse fra barnet eller den unge selv eller fra foræl-
dremyndighedsindehaver. Oplysningerne kan være meddelt
mundtligt eller skriftligt.
386
Bestemmelsen indebærer ikke nærmere regulering af, hvor-
dan kommunalbestyrelsen vil skulle udarbejde og gennem-
føre proceduren for behandling af underretninger. Det vil
dog eksempelvis være hensigtsmæssigt, at en underretning
bliver behandlet centralt og inden for en nærmere afgrænset
tidsperiode, sådan at det vil blive sikret, at kommunalbesty-
relsen hurtigst muligt får klarhed over, hvorvidt der er tale
om et barn eller en ung, som kan have behov for hjælp. Det
vil således være afgørende, at kommunens procedurer for
behandling af underretninger så vidt muligt underbygger en
hurtig afklaring af, om en given underretning giver anled-
ning til at iværksætte en børnefaglig undersøgelse efter § 20
af barnets eller den unges forhold.
Det vil endvidere kunne være hensigtsmæssigt, at kommu-
nalbestyrelsen sørger for, at behandlingen af underretnin-
ger gennemføres systematisk og baseres på et socialfagligt
grundlag med henblik på at der sikres en fyldestgørende
belysning af den pågældende bekymring for barnet eller den
unge. Dette vil, foruden indsamling af relevante oplysninger
fra det pågældende barn eller den unge og dets familie samt
fra relevante fagfolk, også kunne omfatte måden, hvorpå
en eventuel overlevering af sagen til anden børne- og un-
gerådgiver foregår, således at det sikres, at alle relevante
oplysninger fremgår af sagen og videregives.
Der er med bestemmelsen ikke tale om, at kommunalbe-
styrelsens behandling af en underretning vil skulle antage
samme omfang som en børnefaglig undersøgelse efter §
20. Kommunalbestyrelsen skal derimod i overensstemmel-
se med gældende ret vurdere, om der er grundlag for at
iværksætte en undersøgelse på baggrund af en vurdering
af konkrete relevante forhold, som kan belyse de forhold,
underretningen bygger på.
Med forslagets stk. 1, 2. pkt., skal kommunalbestyrelsen fo-
retage en central registrering af alle underretninger. Bestem-
melsen indebærer, at underretningerne registreres centralt
ved modtagelsen, således at der fremkommer overblik over
antallet af modtagne underretninger i kommunen, hvor hur-
tigt underretningerne herefter behandles m.v.
Formålet hermed vil være at understøtte kommunernes mu-
lighed for at anvende data vedrørende underretningerne i et
strategisk øjemed for eksempel som led i den generelle le-
delsesinformation og øvrige tilrettelæggelse af kommunens
indsats på området. Eksempelvis kan der ved registrering
af underretningerne vise sig et behov for en særlig indsats
på et konkret område, for eksempel hvis kommunen regi-
strerer en stigning i underretninger vedrørende kriminelle
børn og unge eller vedrørende for eksempel små børn af
unge mødre. Formålet vil endvidere være at styrke den kom-
munale ledelsesinformation blandt andet med henblik på at
ansvarliggøre kommunalbestyrelsen politisk, som herved får
mulighed for at følge området og iværksætte tiltag, hvis der
vurderes behov herfor.
Der vil med bestemmelsen ikke være tale om specifikke
krav til kommunalbestyrelsens registrering af underretnin-
gerne, og registreringen kan således tilrettelægges i overens-
stemmelse med kommunens øvrige procedurer på området,
herunder for eksempel under hensyn til om kommunen an-
vender DUBU eller andet tilsvarende it-system.
Nøgledata vedrørende underretningerne skal indberettes ef-
ter reglerne i bekendtgørelse nr. 1502 af 29. juni 2021 om
dataindberetninger på socialområdet til brug for den lands-
dækkende statistik over underretninger fra fagpersoner og
borgere til kommunerne om konkrete børn og unge, som de
er bekymrede for.
Det primære formål med pligten til at registrere og indbe-
rette underretningerne vil være at kunne følge udviklingen
i underretninger og underretningsmønstre på nationalt plan
samt sikre, at kommunerne selv får et præcist grundlag for
at følge udviklingen.
Det foreslås i stk. 2, at kommunalbestyrelsen senest 24 timer
efter modtagelse af en underretning efter stk. 1 skal vurdere,
om barnets eller den unges sundhed eller udvikling er i fare,
og om der derfor er behov for at iværksætte akutte indsatser
for barnet eller den unge.
Det følger af stk. 2 at kommunalbestyrelsen inden for 24
timer efter, at en underretning er modtaget, vil skulle vur-
dere, om barnets eller den unges sundhed eller udvikling
er i fare, således at der straks vil skulle iværksættes en ind-
sats. Bestemmelsen retter sig mod de tilfælde, hvor kommu-
nen modtager en underretning med en alvorlig bekymring,
eksempelvis hvis et barn eller en ung har været udsat for
overgreb. Sådanne bekymringer må antages at være af så
alvorlig karakter, at barnet eller den unge kan risikere at lide
alvorlig skade og have behov for akut hjælp. Forslaget vil
indebære et krav om, at alle indkomne underretninger vil
skulle vurderes hurtigst muligt og senest inden for 24 timer
med henblik på at afgøre, om der er behov for akut indsats i
forhold til at hjælpe og beskytte barnet eller den unge. Hvis
det vurderes, at der ikke er behov for en akut indsats, kan
den pågældende underretning overgå til kommunens øvrige
sagsgang for indkomne underretninger. Der henvises til be-
mærkningerne til bestemmelsens stk. 1.
Kravet om, at alle underretninger skal vurderes, inden der
er gået 24 timer, vil også omfatte weekender og helligdage
m.v. Det bemærkes, at fristen vil gælde fra det tidspunkt,
hvor underretningen er modtaget i den del af forvaltningen,
som behandler underretninger. Ved underretninger, som ind-
kommer uden for kommunens åbningstid, vil kommunens
eksisterende beredskab kunne benyttes. Kommunen vil i
den forbindelse eventuelt kunne vælge at oprette en særskilt
mailadresse for akutte underretninger, som indgives uden
for kommunens åbningstid. Kommunen vil endvidere kunne
vælge at oprette en autoreply på indkomne mails m.v., der
angiver, hvor man skal henvende sig, hvis man ønsker at
indsende en underretning, som kræver en akut indsats, såle-
des at kommunen ikke overser underretninger, som sendes
til mailadresser, som ikke bliver anvendt uden for kommu-
nens åbningstid.
387
Til § 137
Det fremgår af § 155 a, stk. 1, i serviceloven, at kommunal-
bestyrelsen skal genvurdere sagen, når kommunen modtager
en underretning om et barn eller en ung, som modtager
foranstaltninger efter serviceloven.
Det foreslås, at de gældende regler i § 155 a, stk. 1, i ser-
viceloven overføres uden materielle ændringer men med de
redaktionelle ændringer, der følger af barnets lov.
Det foreslås i stk. 1, at det fastsættes, at når kommunalbesty-
relsen modtager en underretning om et barn eller en ung,
som kommunalbestyrelsen allerede har iværksat en indsats
for, skal kommunalbestyrelsen genvurdere sagen. En eller
flere personer i den myndighed, der løser opgaver inden for
området udsatte børn og unge, der ikke tidligere har deltaget
i behandlingen af sagen, skal deltage i genvurderingen.
Det foreslåede stk. 1 indebærer, at kommunen altid vil skul-
le genvurdere en konkret sag, hvis der indkommer underret-
ninger vedrørende et barn eller en ung, hvor kommunalbe-
styrelsen allerede har iværksat indsatser. Hvis underretnin-
gen modtages, mens der pågår en børnefaglig undersøgelse
efter § 20, vil den som et led i den almindelige sagsbehand-
ling skulle indgå som en del af undersøgelsen I disse tilfæl-
de vil der således ikke skulle indgå en genvurdering efter
forslagets stk. 1. Genvurderingen vil skulle afklare, hvorvidt
underretningen giver anledning til at revidere indsatsen over
for barnet eller den unge og familien.
Kommunalbestyrelsen vil som led heri skulle inddrage en
eller flere andre personer i den myndighed, der løser opga-
ver inden for området for udsatte børn og unge, der ikke
tidligere har deltaget i behandlingen af sagen. Dette vil ha-
ve til hensigt at fremme en fælles faglige drøftelse af den
konkrete sag, således at det vil blive sikre, at den enkelte an-
svarlige børne- og ungerådgiver vil få kvalificeret sparring
og opbakning, herunder til at vurdere om den igangværende
indsats vil være tilstrækkelig eller skal justeres i forhold til
barnets eller den unges behov, eller om underretningen vil
give anledning til at undersøge andre aspekter af barnets
eller den unges forhold og træffe afgørelse om nye indsatser.
Formålet med stk. 1 er at sikre, at en bekymring vedrørende
et udsat barn eller en ung ikke vil blive overset i de tilfælde,
hvor der er igangsat støtte, men hvor der fortsat kan være
grund til bekymring for et konkret barns eller en ungs trivsel
på trods af, at kommunalbestyrelsen har iværksat indsatser
for barnet eller den unge.
Kommunalbestyrelsen vil selv kunne vælge, hvilken person
eller personer der vil skulle inddrages i drøftelsen, herunder
om drøftelsen for eksempel skal foregå i et fagligt team
eller med en kollega eller en faglig leder. Det vil dog være
afgørende, at den ansvarlige børne- og ungerådgiver sikres
mulighed for at få kvalificeret sparring, således at der er
mindre risiko for, at sagens forskellige aspekter overses eller
fejltolkes. Drøftelsens karakter må bero på et konkret skøn
og kan være af kortere eller længere varighed. Det bemær-
kes, at genvurderingen må antages at have karakter af et
væsentligt sagsskridt, der bør noteres på sagen.
Det fremgår af § 155 a, stk. 2, 1. pkt.., i serviceloven, at
der kan afholdes en samtale med barnet eller den unge til
brug for vurderingen af en underretning efter servicelovens
§§ 152-154, og at denne samtale kan afholdes uden samtyk-
ke fra og deltagelse af forældremyndighedsindehaveren, når
dette sker under hensyn til barnets eller den unges bedste.
Det foreslås i stk. 2, at der til brug for en vurdering af en
underretning efter § 132, 133 og 135 kan finde en samtale
sted med barnet eller den unge. Samtalen kan finde sted
uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver og uden
dennes tilstedeværelse, når hensynet til barnets eller den
unges bedste taler herfor, herunder, når der er mistanke eller
viden om, at barnet eller den unge kan være udsat for eller
i risiko for negativ social kontrol eller en æresrelateret kon-
flikt.
Kommunen skal forud for gennemførelsen af en samtale
med barnet eller den unge, herunder særligt hvis samtalen
gennemføres uden forældrenes tilstedeværelse, altid vurde-
re, om det vil være hensigtsmæssigt for samtalens gennem-
førelse at sørge for, at barnet eller den unge kender til sin ret
til at medbringe en bisidder til samtalen, jf. lovforslagets §
6. Kommunalbestyrelsen vil skulle være særligt opmærksom
på at afholde samtalen i tryghedsskabende rammer for bar-
net eller den unge. Det kan være i et børnevenligt indrettet
lokale eller et sted uden for forvaltningen, hvor barnet eller
den unge føler sig tryg, eksempelvis i barnets dagtilbud eller
på barnets eller den unges skole.
I forhold til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsnedsættelse vil der endvidere kunne være særlige
kommunikative vanskeligheder som følge af funktionsned-
sættelsen, som der bør tages højde for ved gennemførelse af
samtalen. Kommunalbestyrelsen vil endvidere skulle være
særligt opmærksom på at søge at opretholde en god dia-
log med barnets eller den unges forældremyndighedsindeha-
ver. Der bør forsøges at opnå forældremyndighedsindehave-
rens forståelse for, hvorfor det ikke vil være hensigtsmæs-
sigt, at vedkommende deltager i samtalen. Endvidere bør
der efter samtalen være en god dialog med forældremyndig-
hedsindehaveren om samtalens formål m.v.
Kommunen skal altid som led i sin behandling af en under-
retning overveje, om det vil være relevant at gennemføre en
samtale med barnet eller den unge, jf. også den foreslåede §
5.
Bestemmelsen vil indebære adgang til, at samtalen med bar-
net eller den unge vil kunne ske uden samtykke fra forældre-
myndighedsindehaver og uden dennes tilstedeværelse, når
det vil kunne være nødvendigt under hensynet til barnets
bedste, og herunder – som noget nyt - i forhold til underret-
ninger om børn eller unge, hvor der er bekymring for, at et
barn eller en ung kan være udsat for eller i risiko for negativ
social kontrol eller en æresrelateret konflikt.
388
Æresrelaterede konflikter dækker over konflikter, der kan
opstå i kollektivistiske og patriarkalske familieformer, hvor
individets rettigheder og trivsel begrænses af hensyn til kol-
lektivets ære og omdømme. Kollektivet kan både udgøres af
den nære familie, af den udvidede familie og af netværket,
hvoraf dele kan være bosiddende i andre lande.
For at beskytte eller genoprette kollektivets ære og omdøm-
me anvendes en række handlinger til at regulere og/eller
sanktionere individets adfærd. Handlingerne omfatter nega-
tiv social kontrol, trusler, udøvelse af forskellige former
for vold (fysisk, psykisk, seksuel, økonomisk, digital og
stalking), drab, kvindelig omskæring, tvangsægteskaber og
udlandsophold, der er til skade for barnet eller den unges
sundhed og udvikling, f.eks. genopdragelsesrejser. Individet
kan blive udsat for ét eller flere af disse handlinger, i enkelt-
stående tilfælde eller over længere tid, og udøver kan være
én eller flere personer.
Æresrelaterede konflikter har alvorlige konsekvenser for det
enkelte barn, ung, og voksen i form af dårligere mentalt
helbred og trivsel samt manglende muligheder for at deltage
aktivt i samfundsmæssige aktiviteter.
I æresrelaterede konflikter vil forældremyndighedsindeha-
vers viden om underretningen – og afholdelsen af en børne-
samtale – kunne udgøre en betydelig risiko for barnet eller
den unge, herunder for, at konflikten eskalerer. Formålet
med denne del af bestemmelsen er således at tydeliggøre
over for kommunerne, der er behov for at være særligt
opmærksom på beskyttelse af barnet eller den unge og på
familiens og netværkets eventuelle rolle i forhold til den
unges sikkerhed ved overvejelser om inddragelse af familien
i forbindelse med håndteringen af underretninger, hvor der
er risiko for eller viden om en æresrelateret konflikt.
Negativ social kontrol kan blandt andet komme til udtryk
som begrænsning af individets muligheder for at træffe
alderssvarende valg for sit eget liv, herunder socialt liv,
fritidsinteresser, seksualitet, krop, uddannelse og job, fast-
holdelse i uønskede relationer og gennem isolation og over-
vågning. Negativ social kontrol kan have en karakter eller et
omfang, hvor den falder inden for straffelovens definition på
psykisk vold.
Når reguleringen og/eller sanktioneringen medfører be-
grænsning af individets rettigheder, trivsel eller alderssva-
rende udvikling bliver den negativ. Negativ social kontrol
anvendes i æresrelaterede konflikter, men kan også anven-
des i eksempelvis ekstremistiske miljøer.
Det fremgår af § 155 a, stk. 2, 2. og 3. pkt., i serviceloven,
at der ved underretning om overgreb mod et barn eller en
ung skal afholdes en samtale med barnet eller den unge,
og at samtalen – hvis underretningen vedrører overgreb fra
forældrenes side – skal ske uden samtykke fra og deltagelse
af forældremyndighedsindehaveren.
Det foreslås i stk. 3, at ved underretning om overgreb mod et
barn eller en ung skal der finde en samtale sted med barnet
eller den unge. Det foreslås videre, at ved underretning om
overgreb mod et barn eller en ung fra forældrenes side skal
samtalen finde sted uden samtykke fra forældremyndigheds-
indehaver og uden dennes tilstedeværelse.
Bestemmelsen foreslås videreført uændret og der er dermed
ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden, men alene sproglige
opdateringer.
Ved overgreb forstås vold eller seksuelle overgreb, det vil
sige sådanne strafbare handlinger mod et barn eller en ung
under 18 år, som er omfattet af straffelovens kapitel 24-26
(seksualforbrydelser, forbrydelser mod liv og legeme, her-
under groft nedværdigende, forulempende eller krænkende
adfærd, samt forbrydelser mod den personlige frihed) samt
straffelovens §§ 210 og 213.
Den foreslåede stk. 3, vil skulle sikre, at kommunalbestyrel-
sen altid gennemfører en børnesamtale i forbindelse med
underretninger om overgreb mod et barn eller en ung. Med
underretninger om overgreb sigtes på de tilfælde, hvor un-
derretningen omfatter et konkret tilfælde eller en konkret
mistanke om overgreb mod et barn eller en ung. Såfremt
underretningen omhandler bekymring for, at en eller begge
forældre begår overgreb eller har begået overgreb mod bar-
net eller den unge, skal samtalen gennemføres uden foræl-
dremyndighedsindehaverens samtykke og tilstedeværelse.
Formålet hermed vil være at sikre, at barnet eller den unge
høres og inddrages og at forældrenes tilstedeværelse ikke
vil udgøre en barriere for, at barnet eller den unge uforbe-
holdent kan tilkendegive sine synspunkter. Kommunen vil i
sådanne tilfælde skulle inddrage det børnehus, som kommu-
nen samarbejder med efter de foreslåede bestemmelser i §§
124 og 125.
Det fremgår af § 155 a, stk. 3, i serviceloven, at samtalen
efter § 155 a kan undlades i det omfang barnets eller den
unges modenhed eller sagens karakter taler imod at afholde
en sådan samtale med barnet eller den unge.
Endelig foreslås i stk. 4, at det fastsættes at samtalen efter
stk. 2 og 3 kan udelades, i det omfang barnets eller den
unges modenhed eller sagens karakter taler imod gennemfø-
relse af samtalen.
Bestemmelsen indebærer, at kravet om at afholde en bør-
nesamtale kunne undlades, hvis barnets eller den unges
modenhed eller sagens karakter taler imod samtalens gen-
nemførelse. For eksempel vil der ikke være krav om at
gennemføre en børnesamtale, såfremt underretningen i sig
selv vil føre til, at der træffes afgørelse om at igangsætte
en børnefaglig undersøgelse. Endvidere vil en vurdering af
barnets eller den unges modenhed kunne lægges til grund
for ikke at gennemføre en samtale. Endelig vil det i tilfælde,
hvor der åbenlyst er tale om chikane eller grundløse under-
retninger kunne betyde, at der ikke skal gennemføres en
børnesamtale i forbindelse med kommunens behandling af
en underretning.
389
Bestemmelsen vil indebære, at såfremt kommunen modtager
en underretning om overgreb mod et barn eller en ung side-
løbende med, at kommunen er i færd med at vurdere en
tidligere underretning om en bekymring for barnet eller den
unge, vil den nye underretning skulle indgå i en samlet vur-
dering af behovet for eventuelt at igangsætte en børnefaglig
undersøgelse efter § 20 i barnets lov.
Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse skulle gennem-
føre en samtale med barnet eller den unge, således at be-
kymringen vedrørende et eventuelt overgreb vil kunne be-
lyses. I tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen eventuelt allere-
de har gennemført en børnesamtale med barnet eller den
unge, vil det skulle vurderes, om endnu en samtale vil være
til unødig belastning for barnet eller den unge. Det bemær-
kes, at der således løbende bør tages højde for, om barnet
eller den unge for eksempel vil kunne bidrage til at belyse
behovet for en børnefaglig undersøgelse yderligere. Ved un-
derretninger om overgreb vil det i nogle situationer kunne
være hensigtsmæssigt at gennemføre samtalen med barnet
eller den unge, inden forældremyndighedsindehaver er ori-
enteret om underretningen og dermed uden samtykke fra
denne eller disse, samt uden at forældremyndighedsindeha-
ver deltager i samtalen. Dette vil for eksempel kunne være
relevant i forbindelse med underretninger, der omhandler en
mistanke om overgreb eller negativ social kontrol eller en
æresrelateret konflikt begået af personer i barnets eller den
unges nære familie eller det nære netværk. Gennemførelsen
af en samtale med barnet eller den unge uden forældrenes
samtykke eller tilstedeværelse vil altid skulle bero på en
konkret vurdering af, hvad underretningen omhandler.
Til § 138
Det fremgår af § 155 b i serviceloven, at kommunalbestyrel-
sen senest seks hverdage efter modtagelsen af en underret-
ning efter servicelovens §§ 153-154 skal sende en bekræftel-
se af modtagelsen til underretter.
Det foreslås, at bestemmelsen videreføres med enkelte re-
daktionelle ændringer i barnets lov og herunder de ændrin-
ger, der følger af bestemmelserne om afdækning og under-
søgelse i lovforslagets kapitel 3.
Det foreslås med stk. 1, at det fastsættes at kommunalbesty-
relsen senest seks hverdage efter modtagelsen af en under-
retning efter denne lovs §§ 132, 133 og 135 skal bekræfte
modtagelsen over for den, der foretog underretningen.
Bestemmelse vil indebære, at kommunen senest seks hver-
dage fra modtagelse af en underretning efter den foreslåede
§ 132 om mellemkommunal underretning, § 133 om fag-
personers skærpede underretningspligt eller § 135 om den
generelle underretningspligt vil skulle bekræfte modtagelsen
af underretningen over for underretter.
Det fremgår af § 155 b, stk. 2, i serviceloven, at kommunal-
bestyrelsen er forpligtet til på eget initiativ at orientere den
der har underrettet efter reglerne i lovens § 153, om under-
retningen har givet anledning til at iværksætte en børnefag-
lig undersøgelse eller en foranstaltning vedrørende barnet
eller den unge, med mindre særlige forhold gør sig gælden-
de.
Det foreslås, at bestemmelsen videreføres med enkelte re-
daktionelle ændringer.
Det foreslås med stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal orien-
tere den, der har foretaget en underretning efter § 133, om,
hvorvidt der er iværksat en afdækning, børnefaglig undersø-
gelse eller indsatser vedrørende det barn eller den unge, som
underretningen vedrører med mindre særlige forhold gør sig
gældende.
Kommunalbestyrelsens forpligtelse til på eget initiativ at vi-
deregive de nævnte oplysninger til den person, der underret-
ter efter § 133, vil ikke være reguleret nærmere i forhold til,
hvordan og på hvilket tidspunkt, videregivelsen bør ske. Af
hensyn til forslagets formål bør den person, der underretter
efter § 133, dog som udgangspunkt informeres inden for ri-
melig tid, for eksempel i forbindelse med, at der iværksættes
en afdækning eller børnefaglig undersøgelse efter §§ 19-20
eller iværksættes støttende indsatser eller anbringelse efter
§§ 32, 46 eller 47.
Efter det forslåede stk. 2, 2. pkt., vil kommunalbestyrelsen
være undtaget fra at udveksle oplysninger efter stk. 1, 1.pkt.
såfremt særlige forhold gør sig gældende, eksempelvis hvis
der vil være særlige hensyn til det pågældende barn eller en
ung og familien, som vil betyde, at udvekslingen ikke vil
kunne fremme indsatsen på trods af, at fagpersonen i øvrigt
skønnes omfattet af bestemmelsen. Dette vil for eksempel
kunne gøre sig gældende i tilfælde, hvor familiens tillids-
forhold til de offentlige myndigheder vil være af en sådan
karakter, at udvekslingen af oplysninger vil skabe unødige
barrierer for det videre samarbejde mellem parterne. Det vil
endvidere kunne være i tilfælde, hvor der eventuelt eksiste-
rer en konflikt mellem den konkrete fagperson og familien
m.v.
Det fremgår af § 155 b, stk. 3, i serviceloven, at kommu-
nalbestyrelsen ved underretninger efter servicelovens § 153
desuden kan oplyse underretter om typen og forventet varig-
hed af foranstaltningen, der er iværksat, hvis oplysningen
kan have væsentlig betydning for den støtte, som den pågæl-
dende kan yde barnet eller den unge som led i sit arbejde
eller hverv. Det gælder dog ikke, hvis særlige forhold gør
sig gældende.
Bestemmelsen foreslås videreført uændret i barnets lov.
Det foreslås med stk. 3, at kommunalbestyrelsen ved under-
retning efter § 133 kan orientere den, der fortog underretnin-
gen om, hvilken type indsats kommunen har iværksat, og
om den planlagte varighed heraf, hvis oplysningen herom
vil kunne have væsentlig betydning for den støtte, som den
pågældende under udøvelsen af sit hverv eller tjeneste kan
yde barnet eller den unge. Det gælder dog ikke, hvis særlige
forhold gør sig gældende.
390
Med det foreslåede stk. 3 foreslås i forlængelse af forslaget
i stk. 2, at kommunalbestyrelsen på baggrund af et konkret
skøn vil kunne videregive oplysninger vedrørende type og
varighed af en given indsats til den fagperson, der underret-
ter, såfremt nærmere bestemte forhold gør sig gældende. Det
fremgår således af forslaget, at de pågældende oplysninger
vil kunne udveksles, såfremt de skønnes at have væsentlig
betydning for den støtte, som den pågældende under udø-
velsen af hvervet eller tjenesten kan yde barnet eller den
unge. Dette vil således kunne ske, såfremt den, der under-
retter, er en fagperson som via sin ansættelse skønnes at
kunne kvalificere den pågældende indsats over for barnet
eller den unge på en måde, der giver større sikkerhed for,
at indsatsen vil få den ønskede effekt. Det bemærkes i den
forbindelse, at det som udgangspunkt vil være fagpersoner
i for eksempel dagtilbud, skole og sundhedspleje, som vil
være omfattet af bestemmelsen. Det forudsættes dermed, at
den pågældende fagperson i kraft af sit daglige arbejde vil
varetage en opgave over for barnet eller den unge, som vil
give mulighed for at understøtte den indsats, der er igangsat
for at afhjælpe de pågældende problemer. Eksempelvis vil
en pædagog i et dagtilbud kunne bakke op om en iværksat
familiebehandling, der har til hensigt at afhjælpe udadrea-
gerende adfærd. Den endelige vurdering af, hvorvidt den
pågældende fagperson vil kunne medvirke til at kvalificere
effekten af en given indsats, vil afhænge af et konkret skøn.
Efter stk. 3, 2. pkt., vil kommunalbestyrelsen være undtaget
fra at udveksle oplysninger efter 1. pkt. såfremt særlige
forhold gør sig gældende. I forhold til uddybning af videre-
givelse af oplysninger til fagpersoner, henvises til bemærk-
ningerne til stk. 2, 2. pkt. herover.
Særlige forhold kan for eksempel gøre sig gældende i tilfæl-
de, hvor familiens tillidsforhold til de offentlige myndighe-
der er af en sådan karakter, at udvekslingen af oplysninger
vil skabe unødige barrierer for det videre samarbejde mel-
lem parterne. Det vil endvidere kunne være i tilfælde, hvor
der eksisterer en konflikt mellem den konkrete fagperson og
familien.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at den fagperson, der
underretter, vil få viden om, hvorvidt kommunalbestyrelsen
har fulgt op på den pågældende bekymring. Dette vil kunne
være relevant for den pågældende fagpersons eventuelle vi-
dere arbejde med det pågældende barn eller den unge samt
i de tilfælde, hvor fagpersonen overvejer at underrette An-
kestyrelsen om sin bekymring vedrørende barnet eller den
unge, fordi der fortsat er bekymring for barnet eller den
unge.
Videregivelse af nødvendige oplysninger vil skulle ske in-
den for reglerne i databeskyttelsesforordningen, forordning
nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske
personer i forbindelse med behandling af personoplysninger
og om fri udveksling af sådanne oplysninger og databeskyt-
telsesloven. Der henvises til lovforslagets almindelige be-
mærkninger punkt 6.
Til § 139
Det fremgår af § 64, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbe-
styrelsen har ansvaret for, at afgørelser efter servicelovens
§§ 51, 57 b, 58 og 63, § 68, stk. 2, § 68 a og § 69, stk. 3, og
efter § 12, § 13, stk. 3 og 4, § 14, stk. 2-4, § 24, stk. 1, jf.
§ 14, og § 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet
fuldbyrdes.
Det fremgår af § 64, stk. 2, i serviceloven, at kommunen
mod behørig legitimation og uden retskendelse har adgang
til forældremyndighedens indehavers bolig, rum eller gem-
mer for at eftersøge og medtage et barn eller en ung med
henblik på at fuldbyrde de afgørelser, der er nævnt i stk.
1. Kommunen kan hente og bringe barnet eller den unge
til stedet, hvor børne- og ungepålægget skal opfyldes, med
henblik på at fuldbyrde afgørelser efter servicelovens § 57 b
eller stedet, hvor en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæm-
pelse af ungdomskriminalitet, eller et forbedringsforløb, jf. §
13, stk. 3 eller 4, i lov om bekæmpelse af ungdomskrimina-
litet, skal gennemføres.
Efter § 64, stk. 3, i serviceloven, har kommunen mod behø-
rig legitimation og uden retskendelse adgang til et anbrin-
gelsessted efter servicelovens § 66, stk. 1, for at eftersøge
og medtage et barn eller en ung med henblik på at fuldbyrde
en afgørelse efter servicelovens § 69, stk. 3, eller efter § 24,
stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminali-
tet.
Det fremgår af § 64, stk. 4, i serviceloven, at kommunal-
bestyrelsen kan træffe afgørelse om, at kommunen mod
behørig legitimation og uden retskendelse har adgang til for-
ældremyndighedens indehavers bolig og rum, når to kriterier
er opfyldt. For det første skal adgangen til hjemmet ske
som led i den børnefaglige undersøgelse efter § 50 eller den
ungefaglige undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet og skal anses for nødvendig for at
afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et
barns eller en ungs sundhed eller udvikling. For det andet
skal forældrene have modarbejdet, at en vurdering af barnets
eller den unges støttebehov kan gennemføres med andre
mere lempelige foranstaltninger.
Efter § 64, stk. 5, i serviceloven yder politiet bistand til
kommunen ved udøvelsen af beføjelser efter stk. 2-4. So-
cial- og ældreministeren fastsætter efter aftale med justits-
ministeren nærmere regler om politiets bistand til kommu-
nen.
Det fremgår af § 64, stk. 6, i serviceloven, at fuldbyrdelse af
afgørelser omfattet af stk. 1 skal ske så skånsomt, som om-
stændighederne tillader, og med henblik på at sikre barnets
eller den unges bedste. Kommunen skal afsøge muligheder-
ne for at opnå forældremyndighedsindehaverens, barnets el-
ler den unges og eventuelt andre familiemedlemmers eller
netværkets frivillige medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse,
medmindre hensynet til barnets eller den unges behov i
afgørende grad taler imod.
391
Det følger endvidere af § 64, stk. 7, i serviceloven, at fuld-
byrdelse af en afgørelse, jf. stk. 3, hvor politiet yder bistand
til kommunen efter stk. 5, skal registreres og indberettes
af kommunen til Ankestyrelsen. Der udarbejdes årligt en
rapport over anvendelsen af bestemmelsen.
Efter § 64, stk. 8, i serviceloven skal kommunalbestyrelsens
afgørelser efter stk. 4 registreres og indberettes af kommu-
nen til Ankestyrelsen. Der udarbejdes årligt en rapport over
anvendelsen af bestemmelsen.
Det bemærkes, at fuldbyrdelse efter § 64 i serviceloven også
omfatter fuldbyrdelse i Danmark efter kapitel IV i Haager-
børnebeskyttelseskonventionen af afgørelser truffet i andre
kontraherende stater om anbringelse uden for hjemmet af
et barn eller en ung. Der henvises til side 125-129 i betænk-
ning nr. 1467 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen og
Folketingstidende, tillæg A, side 4527. I disse situationer
drejer fuldbyrdelsen sig om tilbagegivelse af et anbragt barn
eller en anbragt ung til den kontraherende stat, hvor barnet
eller den unge boede ved anbringelsen. I praksis behandles
sådanne tilbagegivelsessager efter lov om international fuld-
byrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internatio-
nale børnebortførelser), jf. lovbekendtgørelse nr. 768 af 7.
august 2019.
Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen har ansvaret
for, at afgørelser efter §§ 23, 39, 40, 47, 67, § 98, stk. 4, og §
100, stk.1, i denne lov og efter § 12, § 13, stk. 3 og 4, § 14,
stk. 2-4, § 24, stk. 1, jf. § 14, og § 32 i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet fuldbyrdes.
Med den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen
have ansvaret for, at en række afgørelser uden samtykke
efter denne lov og efter lov om bekæmpelse af ungdomskri-
minalitet fuldbyrdes. Det vil bl.a. omfatte fuldbyrdelse af
afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke
efter barnets lov og lov om bekæmpelse af ungdomskrimi-
nalitet.
Den foreslåede ordning er en videreførelse af servicelovens
§ 64, stk. 1, med de nødvendige konsekvensændringer, som
følge af at kommunalbestyrelsen med barnets lov fremadret-
tet vil have ansvar for at fuldbyrde de afgørelser, der træffes
efter denne lovs §§ 23, 38, 39, 40, 47, 67, § 98, stk. 4, og §
100, stk. 1.
I overensstemmelse med gældende ret vil kommunalbesty-
relsen med den foreslåede ordning også fremadrettet have
ansvaret for at fuldbyrde afgørelser truffet efter § 12, § 13,
stk. 3 og 4, § 14, stk. 2-4, § 24, stk. 1, jf. § 14, og § 32 i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
I overensstemmelse med forarbejderne til gældende ret, jf.
Folketingstidende, 2008-09, tillæg A, side 3366, vil kommu-
nalbestyrelsen med den foreslåede bestemmelse have det
formelle ansvar for at fuldbyrde afgørelser om hjemgivelses-
perioder truffet efter servicelovens § 68, stk. 2, der med bar-
nets lov foreslås videreført som § 100, stk. 1, og afgørelser
truffet af børne- og ungeudvalget efter servicelovens § 68
a om videreførte anbringelser, der med barnets lov foreslås
videreført som § 67.
I overensstemmelse med forarbejderne til gældende ret, jf.
Folketingstidende, 2019-20, A, L 68 som fremsat, side 30,
vil kommunalbestyrelsen endvidere have det formelle an-
svar for at fuldbyrde afgørelser efter servicelovens § 69,
stk. 3, som med barnets lov foreslås videreført som § 98,
stk. 4, og efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet. Kommunalbestyrelsen vil således
have ansvaret for, at afgørelser om ændret anbringelsessted
uden samtykke efter det foreslåede § 98, stk.4, og efter § 24,
stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet
fuldbyrdes.
Efter § 53 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet er
kommunalbestyrelsen ansvarlig for at fuldburde Ungdoms-
kriminalitetsnævnets afgørelser efter ungdomskriminalitets-
lovens §§ 12-14. I overensstemmelse med efter gældende
ret, jf. Folketingstidende, 2018-19, A, L 84 som fremsat, si-
de 112, vil det således være kommunalbestyrelsen, der også
fremadrettet vil have ansvaret for at sikre gennemførelsen af
straksreaktioner og forbedringsforløb, der iværksættes efter
lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, ligesom det i
overensstemmelse med efter gældende ret også fremadrettet
vil være kommunalbestyrelsen, der vil skulle iværksætte de
foranstaltninger, der skal iværksættes over for et barn eller
en ung efter serviceloven. Formålet med dette er at sikre,
at kommunernes fuldbyrdelse af afgørelser uden samtykke
vil være ens, uanset om en afgørelse er truffet efter service-
loven eller lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Det bemærkes, at den foreslåede § 139, stk. 1, i overens-
stemmelse med gældende ret også vil omfatte fuldbyrdelse
efter kapitel IV i Haagerbørnebeskyttelseskonventionen af
afgørelser truffet i andre kontraherende stater om anbringel-
se uden for hjemmet af et barn eller en ung.
Det foreslås med stk. 2, at kommunen mod behørig legiti-
mation og uden retskendelse har adgang til forældremyndig-
hedsindehavers bolig, rum og gemmer for at eftersøge og
medtage et barn eller en ung med henblik på at fuldbyrde
de afgørelser, der er nævnt i stk. 1. Det foreslås videre,
at kommunen kan hente og bringe et barn eller en ung til
det sted, hvor et børne- og ungepålæg skal opfyldes, med
henblik på at fuldbyrde afgørelser efter § 40 eller stedet,
hvor en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, eller et forbedringsforløb, jf. § 13, stk.
3 eller 4, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal
gennemføres.
Forslaget er en videreførelse af § 64, stk. 2, i serviceloven
med sproglige justeringer, hvorefter kommunen med henblik
på at fuldbyrde de i stk. 1 nævnte afgørelser vil have adgang
til forældremyndighedsindehavers bolig, rum eller gemmer
uden retskendelse.
At det foreslås at videreføre gældende ret uændret, hvorefter
der vil være adgang uden retskendelse begrundes med, at
392
der vil foreligge en afgørelse fra børne- og ungeudvalget, og
at det må formodes, at barnet eller den unge vil opholde sig
hos forældremyndighedsindehaver. Der vil derfor ikke være
noget grundlag for en domstol at tage stilling til, jf. for-
arbejderne til gældende ret, jf. Folketingstidende 1999-00,
tillæg A, L 232 som fremsat, spalte 6753-6754, hvoraf det
fremgår at den gældende bestemmelse i serviceloven i sin
væsentlighed er en videreførelse af retstilstanden helt tilbage
fra forsorgsloven af 1993.
I overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingsti-
dende, 2018-19, A, L 84 som fremsat, side 51, vil kommu-
nalbestyrelsen på samme måde som i dag mod behørig legi-
timation og uden retskendelse have adgang til forældremyn-
dighedsindehavers bolig, rum eller gemmer for at eftersøge
og medtage et barn eller en ung med henblik på fuldbyrdelse
af afgørelser truffet af Ungdomskriminalitetsnævnet efter §
12 og § 13, stk. 3 og 4, i ungdomskriminalitetsloven.
I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende,
2019-20, A, L 68 som fremsat, side 11, vil kommunen ale-
ne kunne eftersøge barnet eller den unge hos forældremyn-
dighedsindehaveren. Opholder et barn eller en ung sig hos
andre end forældremyndighedsindehaveren, vil kommunen
ikke kunne eftersøge og medtage barnet eller den unge efter
reglerne i den foreslåede bestemmelse.
I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende,
2019-20, A, L 68 som fremsat, side 30, vil kommunalbesty-
relsens udøvelse af de beføjelser, der følger af den foreslåe-
de bestemmelse, skulle ske i overensstemmelse med regler-
ne i §§ 2-8 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anven-
delse af tvangsindgreb og oplysningspligter. Heraf følger
bl.a., at kommunalbestyrelsens adgang til at foretage tvangs-
indgreb efter den foreslåede bestemmelse, således kun må
anvendes, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er
tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt forhold til
formålet med indgrebet. Indgrebet vil endvidere skulle fore-
tages så skånsomt som muligt.
Kommunalbestyrelsen vil desuden skulle tage hensyn til
barnets eller den unges forhold, herunder barnets eller den
unges støttebehov, ligesom kommunalbestyrelsen bør tage
højde for familiens samlede situation. I den forbindelse vil
kommunalbestyrelsen skulle være opmærksom på, om bar-
nets eller den unges støttebehov udspringer af sociale pro-
blemer eller af en psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse
hos barnet eller den unge eller familien. Kommunalbestyrel-
sen vil i alle tilfælde skulle foretage en konkret og individu-
el vurdering i den enkelte sag.
Det foreslås med stk. 3, at kommunen mod behørig legitima-
tion og uden retskendelse har adgang til et anbringelsessted
efter § 43, stk. 1, for at eftersøge og medtage et barn eller en
ung med henblik på at fuldbyrde en afgørelse efter § 98, stk.
4, eller efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af § 64, stk.
3, i servicelovens med den nødvendige konsekvensændring
som følge af, at anbringelsessteder med forslaget til barnets
lov vil være reguleret i den foreslåede bestemmelse i § 43,
som erstatter servicelovens § 66, stk. 1, og at afgørelser om
ændret anbringelsessted uden samtykke vil være reguleret
i den foreslåede bestemmelse i § 98, stk. 4, som erstatter
servicelovens § 69, stk. 3. Der er herudover ikke tilsigtet
ændringer i retstilstanden.
Forslaget indebærer således i overensstemmelse med efter
gældende ret, jf. Folketingstidende, 2019-20, A, L 68 som
fremsat, side 30, at kommunen mod behørig legitimation
og uden retskendelse vil have adgang til et anbringelsessted
efter den foreslåede bestemmelse i § 139 for at eftersøge og
medtage et barn eller en ung med henblik på at fuldbyrde
en afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 98, stk.
4, eller efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kommunen i
de helt særlige tilfælde, hvor dette måtte være nødvendigt
af hensyn til barnets eller den unges bedste, uden retskendel-
se og mod behørig legitimation vil have adgang til f.eks.
børne- og ungehjem eller til en plejefamilies bopæl for at
eftersøge og medtage et barn eller en ung, der er anbragt,
med henblik på at fuldbyrde en afgørelse om ændret anbrin-
gelsessted uden samtykke, der er truffet efter den foreslåede
bestemmelse i § 98, stk. 4, eller efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i
lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Det foreslås med stk. 4, at kommunalbestyrelsen, når følgen-
de kriterier er opfyldt, kan træffe afgørelse om adgang til
forældremyndighedsindehavers bolig og rum mod behørig
legitimation og uden retskendelse: 1) For det første skal
adgangen til hjemmet ske som led i en børnefaglig under-
søgelse efter § 20 eller den ungefaglige undersøgelse efter
§ 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet og må
anses for nødvendig for at afgøre, om der er åbenbar risiko
for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller ud-
vikling. 2) For det andet skal forældrene have modarbejdet,
at en vurdering af barnets eller den unges støttebehov kan
gennemføres med andre mere lempelige foranstaltninger.
Der er tale om en videreførelse af § 64, stk. 4, i serviceloven
med den nødvendige konsekvensændring som følge af, at
undersøgelsen af barnets behov fremadrettet vil skulle ske
efter den foreslåede bestemmelse i § 20.
I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende,
2019-20, A, L 68 som fremsat, side 12, vil kommunalbesty-
relsen kunne træffe afgørelse om, at kommunen mod behø-
rig legitimation og uden retskendelse har adgang til foræl-
dremyndighedsindehaverens bolig og rum, når 1) adgangen
til hjemmet sker som led i en børnefaglig undersøgelse efter
§ 20 eller den ungefaglige undersøgelse efter § 31 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet og må anses for nød-
vendig for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig
skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, og
2) forældrene har modarbejdet, at en vurdering af barnets
393
eller den unges støttebehov kan gennemføres med andre
mere lempelige foranstaltninger.
I overensstemmelse med gældende ret vil kommunalbesty-
relsen kunne træffe afgørelse om mod behørig legitimation
og uden retskendelse har adgang til forældremyndighedsind-
ehaverens bolig og rum, finde anvendelse, når adgangen til
hjemmet sker som led i en børnefaglig undersøgelse efter
den foreslåede § 20.
Det vil indebære, at der er truffet afgørelse om en børnefag-
lig undersøgelse, og at adgangen til hjemmet vil ske som led
i udarbejdelsen af undersøgelsen og vil kunne forventes at
bidrage til oplysning af sagen. Det vil være en betingelse, at
adgangen til hjemmet må anses for nødvendig for at afgøre,
om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller
en ungs sundhed eller udvikling. Det vil indebære, at der
skal være en begrundet mistanke om, at der er forhold i
hjemmet, som kan indebære en åbenbar risiko for alvorlig
skade af en vis karakter på barnet eller den unge. Der vil
kunne være tale om, at barnet eller den unge er i risiko for at
blive alvorligt skadet som følge af eksempelvis utilstrække-
lig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge eller
som følge af vold eller andre alvorlige overgreb. Det vil
videre indebære, at det ikke vil være muligt at tilvejebringe
de nødvendige oplysninger på anden vis.
Det vil videre være en betingelse, at forældremyndigheds-
indehaver har modarbejdet, at en vurdering af barnets eller
den unges støttebehov kan gennemføres med andre mere
lempelige foranstaltninger. Herved vil det være forudsat, at
kommunen på anden vis vil have forsøgt at tilvejebringe
de oplysninger, som det forventes at adgangen til hjemmet
uden samtykke vil kunne afdække, og at forældremyndig-
hedsindehaver direkte vil have modarbejdet dette. Det vil
eksempelvis kunne være tilfældet, hvis der aftales flere
hjemmebesøg, som forældremyndighedsindehaver aflyser
uden en fornuftlig grund, eller hvis forældremyndighedsind-
ehaver gentagne gange ikke åbner døren.
Endvidere vil den foreslåede bestemmelse finde anvendelse
ved gennemførelse af en ungefaglig undersøgelse efter §
31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Det vil in-
debære, at kommunalbestyrelsen vil kunne træffe afgørelse
om, at kommunen mod behørig legitimation og uden rets-
kendelse har adgang til forældremyndighedsindehavernes
bolig og rum, når adgangen til hjemmet sker som led i en
ungefaglig undersøgelse, og adgangen må anses som nød-
vendig for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig
skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, og
forældrene har modarbejdet, at en vurdering af barnets eller
den unges støttebehov, kan gennemføres med andre mere
lempelige foranstaltninger. Der henvises til forarbejderne til
§ 53 i ungdomskriminalitetsloven, hvorefter kommunalbe-
styrelsen har ansvar for at fuldbyrde Ungdomskriminalitets-
nævnets afgørelser, jf. Folketingstidende, 2018-19, A, L 84
som fremsat, side 112.
Efter den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen
i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende
2011-12, tillæg A, L 141 som fremsat, s. 12, få adgang
til opholdsrum mv. i hjemmet, men vil ikke kunne efterse
private gemmer, f.eks. skuffer, skabe eller andre steder, som
ikke er middelbart synlige og tilgængelige, som det er til-
fældet, hvis adgangen til hjemmet sker med henblik på at
fuldbyrde en afgørelse efter den foreslåede § 139, stk. 2.
Bestemmelsen indebærer, jf. den foreslåede § 139, stk. 5,
at kommunen, hvis betingelserne er opfyldt, om nødvendigt
vil kunne anmode om politiets bistand til at få adgang til
hjemmet. Kommunen vil alene kunne anvende adgangen til
at påse forholdene i hjemmet og vil herunder også kunne
tale med barnet eller den unge. Adgangen til hjemmet vil
alene kunne være af kortere varighede.
Det foreslås med stk. 5, at politiet yder bistand til kommu-
nen ved udøvelsen af beføjelser efter stk. 2-4.
Forslaget er en videreførelse af § 64, stk. 5, 1. pkt., i service-
loven, hvoraf det følger at politiet yder bistand til kommu-
nen ved udøvelsen af beføjelser efter servicelovens § 64 stk.
2-4, der med barnets lov foreslås videreført i de foreslåede
bestemmelser i § 139, stk. 2-4.
I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende,
2019-20, A, L 68 som fremsat, vil den foreslåede bestem-
melse indebære, at politiet ligesom i dag vil kunne yde
bistand til kommunen ved udøvelsen af de beføjelser, der
følger af § 139, stk. 2-4.
Forslaget vil bl.a. indebære, at politiet vil kunne yde bi-
stand til kommunen ved gennemførelse af afgørelser om
ændret anbringelsessted uden samtykke efter den foreslåede
bestemmelse i § 139, når betingelserne herfor i øvrigt er
opfyldt. I overensstemmelse med efter gældende ret vil poli-
tiet også kunne yde bistand til kommunen ved udøvelse af
beføjelser efter stk. 2-4, når det sker med henblik på at fuld-
byrde Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser efter § 12, §
13, stk. 3 og 4, § 14, stk. 2-4 og § 32 i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet. Der henvises til Folketingstidende,
2018-19, A, L 84 som fremsat, side 112.
I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende,
2019-20, A, L 68 som fremsat, side 31, vil kommunen i
hvert enkelt tilfælde skulle foretage en vurdering af indgre-
bets proportionalitet, dvs. om politiets bistand ved gennem-
førslen af afgørelsen er nødvendig af hensyn til barnets eller
den unges bedste og står i rimeligt forhold til formålet med
afgørelsen.
Eventuel gennemførelse af afgørelser med politiets bistand
vil skulle ske så skånsomt, som omstændighederne tillader,
og med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste,
jf. den foreslåede bestemmelse i § 139, stk. 6. Heraf følger
bl.a., at kommunen vil kunne anmode om, at politiet ikke
optræder i uniform eller anvender udrykningskørertøjer. Da
gennemførelse af f.eks. en afgørelse om anbringelse uden
samtykke eller om ændret anbringelsessted uden samtykke
ofte vil være en voldsom oplevelse for et barn eller en ung,
394
vil det i de fleste tilfælde være hensigtsmæssigt, hvis politiet
optræder i civil.
Rammerne for politiets eventuelle magtanvendelse i forbin-
delse med denne bistand vil fremgå navnlig af politilovens
§§ 15 og 16. Heraf følger bl.a., at politiet i forbindelse
med sin bistand til kommunerne vil kunne anvende magt,
forudsat at magtanvendelse er nødvendig og forsvarlig ved
udøvelsen af bistanden. Dette indebærer bl.a., at magt kun
må anvendes, hvis mindre indgribende midler ikke findes at
være tilstrækkelige, og at eventuel magtudøvelse skal ske så
skånsomt som omstændighederne tillader.
Det foreslås med stk. 6, at fuldbyrdelse af afgørelser omfat-
tet af stk. 1 skal ske så skånsomt, som omstændighederne
tillader, og med henblik på at sikre barnets eller den unges
bedste. Kommunen skal afsøge mulighederne for at opnå
forældremyndighedsindehaverens, barnets eller den unges
og eventuelt andre familiemedlemmers eller netværkets fri-
villige medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse, medmindre
hensynet til barnets eller den unges behov i afgørende grad
taler imod.
Der er tale om en videreførelse af § 64, stk. 6, i servicelo-
ven, som fastsætter, at fuldbyrdelse af afgørelser omfattet
af servicelovens § 64, stk. 1, der med barnets lov foreslås
videreført som § 140, stk. 1, vil skulle ske så skånsomt,
som omstændighederne tillader og med henblik på at sikre
barnets eller den unges bedste.
Bestemmelsen vil i overensstemmelse med gældende ret,
jf. Folketingstidende, 2019-20, A, L 68 som fremsat, side
31-33, indebære, at det vil være tydeligt, at fuldbyrdelse af
afgørelser om f.eks. anbringelse uden for hjemmet og ænd-
ret anbringelsessted uden samtykke skal varetage barnets el-
ler den unges bedste og skal ske så skånsomt, som omstæn-
dighederne tillader. Det vil bl.a. indebære, at afhentningen af
barnet eller den unge hos forældrene eller på anbringelses-
stedet skal tilrettelægges og gennemføres på en måde, der
er så skånsom som muligt over for barnet eller den unge,
forældrene, anbringelsesstedet samt eventuelle øvrige børn
og unge på anbringelsesstedet og med størst mulig hensynta-
gen til barnets eller den unges integritet. Der kan f.eks. være
behov for, at de genetiske forældre, plejeforældre, bedstefor-
ældre, kontaktpædagoger eller andre, som barnet eller den
unge er tryg ved, er til stede ved afhentningen af barnet eller
den unge og sammen med børne- og ungerådgiver ledsager
barnet eller den unge.
Med den foreslåede bestemmelse vil det endvidere blive
fastsat, at kommunen skal afsøge mulighederne for at opnå
forældremyndighedsindehaverens, barnets eller den unges
og eventuelt andre familiemedlemmers eller netværkets fri-
villige medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse, medmindre
hensynet til barnets eller den unges bedste i afgørende grad
taler imod.
Bestemmelsen vil endvidere betyde, at kommunen vil skulle
afsøge mulighederne for at opnå forældremyndighedsinde-
haveren, barnets eller den unges og eventuelt andre familie-
medlemmers eller netværkets frivillige medvirken til afgø-
relsens fuldbyrdelse, medmindre hensynet til barnets eller
den unges bedste taler afgørende imod.
Herved vil skulle forstås, at kommunen både forud for, at af-
gørelsen træffes, og når afgørelsen herefter skal effektueres,
som udgangspunkt vil skulle søge at inddrage barnet eller
den unge og forældremyndighedsindehaver med henblik på
så vidt muligt at opnå forståelse for afgørelsen og sikre en
skånsom fuldbyrdelse Der vil også efter omstændighederne
kunne være behov for inddragelse af andre personer i bar-
nets eller den unges familie eller netværk. Det vil især gælde
personer i familien eller netværket, som barnet eller den
unge er nært knyttet til, og som opholder sig sammen med
barnet eller den unge i hjemmet eller på anbringelsesstedet,
herunder f.eks. søskende, en plejefamilie, m.v. Vedrører sag-
en fuldbyrdelse af afgørelser om ændret anbringelsessted
uden samtykke, vil tæt inddragelse af den nuværende pleje-
familie/institution ofte kunne bidrage til at understøtte en
god og skånsom proces for barnet eller den unge.
Som led i inddragelsen bør kommunen bl.a. søge at forklare
baggrunden, formål og indhold af afgørelsen. Kommunen
kan også med fordel forklare, hvordan fuldbyrdelsen helt
konkret forventes at forløbe.
Der vil efter omstændighederne kunne være behov for, at
kommunen ad flere omgang forsøger at opnår barnets eller
den unges, forældremyndighedsindehaverens og eventuelle
andres frivillig medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse. Hvor
vedholdende kommunen vil skulle være vil altid bero på
en konkret og individuel vurdering under hensyn til barnets
eller den unges bedste, som uddybet nedenfor. Kommunen
vil således så vidt muligt skulle søge at undgå, at det bliver
nødvendigt at fuldbyrde afgørelser med de beføjelser, som
følger af den foreslåede bestemmelse i § 139.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at kommunen i
særlige tilfælde vil kunne undlade at afsøge mulighederne
for at opnå forældremyndighedsindehaveren, barnets eller
den unges og eventuelt andre familiemedlemmers eller net-
værkets frivillige medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse,
hvis hensynet til barnets eller den unges bedste taler afgø-
rende imod. Herved vil skulle forstås, at undladelsen alene
vil kunne ske af hensyn til barnets eller den unges bedste, og
at der vil skulle være tale om tungtvejende grunde.
Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis der vurderes at
være risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges
sundhed eller udvikling, f.eks. på grund af overgreb eller
omsorgssvigt, og hvis barnets eller den unges øjeblikkelig
behov for støtte betyder, at fuldbyrdelsen ikke vil kunne
afvente kommunens forsøg på at opnå de pågældende frivil-
lige medvirken. Det vil også efter omstændighederne kunne
være tilfældet, hvis der er grund til at antage, at forældrene
eller andre vil søge at hindre at afgørelsen gennemføres,
herunder f.eks. ved rejse ud af landet med barnet eller den
unge, inden fuldbyrdelsen.
395
Bestemmelsen vil indebære, at hvis der er behov for at fuld-
byrde afgørelsen tvangsmæssigt, herunder med politiets bi-
stand, fordi det trods grundigt forarbejde og tæt inddragelse
af barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren
og eventuelt andre personer i barnets eller den unges familie
og netværk, herunder f.eks. barnets eller den unges plejefa-
milie, ikke er muligt at opnå deres frivillige medvirken til,
at afgørelsen gennemføres, vil kommunen skulle foretage
en afvejning af på den ene side hensynet til barnets eller
den unges behov for støtte og på den anden hensynet til at
beskytte barnet eller den unge mod en fuldbyrdelse, som
barnet eller den unge vil kunne opleve som indgribende.
Kommunen vil som led i afvejningen skulle vurdere, om det
af hensyn til barnets eller den unges bedste er afgørende, at
afgørelsen fuldbyrdes og uden (yderligere) forsinkelse, eller
om det af hensyn til barnets eller den unges bedste vil være
bedre at arbejde yderligere med barnet eller den unge og
forældrene med henblik på at opnå deres forståelse for og
samarbejde om afgørelsens effektuering.
Der vil ved afvejningen skulle tages højde for barnets eller
den unges alder, modenhed og eventuelle nedsatte fysiske
eller psykiske funktionsevne. Er der således f.eks. tale om
et barn under skolealderen, vil dette som hovedregel tale
imod fuldbyrdelse af en afgørelse med politiets bistand, da
barnet pga. sin alder må antages at have vanskeligt ved at
forstå og overskue situationen og vil kunne opleve tvangs-
fuldbyrdelsen som særdeles voldsom. Der vil dog kunne væ-
re situationer, hvor det af hensyn til barnets eller den unges
behov vil være nødvendigt at gennemtvinge afgørelsen med
politiets bistand, også selvom der er tale om et barn under
skolealderen, hvis barnet f.eks. skal fjernes fra hjemmet på
grund af omsorgssvigt eller overgreb mod barnet begået
af forældrene. Det samme vil gælde, hvis der er tale om
børn og unge, som på grund af betydeligt nedsat psykisk
funktionsevne vil have vanskeligt ved forstå og overskue
situationen og vil kunne opleve tvangsfuldbyrdelsen som
særdeles indgribende.
Er der tale om et barn eller en ung, som skal flyttes mod
sin vilje fra f.eks. en plejefamilie til en børne- og ungehjem
for at modtage en meget specialiseret pædagogisk behand-
ling, som barnet eller den unge ikke vil kunne få under sit
fortsatte ophold i plejefamilien, bør støtten som hovedregel
og altovervejende udgangspunkt alene gennemføres i dialog
med barnet eller den unge, forældrene og anbringelsesstedet
og uden politiets bistand. Kun i helt særlige tilfælde, hvor
barnets eller den unges behov for ændret støtte er meget be-
tydeligt og som udgangspunkt akut, vil der ud fra hensynet
til barnets eller den unges bedste kunne være grundlag for
fuldbyrdelse af afgørelsen med politiets bistand.
Eventuel gennemførelse af afgørelser med politiets bistand
vil skulle ske så skånsomt, som omstændighederne tillader,
og med henblik på at sikre barnets eller den unges bed-
ste. Heraf følger bl.a., at kommunen vil kunne anmode
om, at politiet ikke optræder i uniform eller anvender udryk-
ningskørertøjer. Da gennemførelse af f.eks. en afgørelse om
anbringelse uden samtykke eller om ændret anbringelsessted
uden samtykke ofte vil være en voldsom oplevelse for et
barn eller en ung, vil det i de fleste tilfælde være hensigts-
mæssigt, hvis politiet optræder i civil. Der henvises i øvrigt
til bemærkningerne til det foreslåede § 139, stk. 5.
Den foreslåede bestemmelse vil gælde i tillæg til §§ 2-8
i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af
tvangsindgreb og oplysningspligter, herunder bl.a. proporti-
onalitetsprincippet, som fortsat vil finde anvendelse.
Det foreslås med stk. 7, at fuldbyrdelse af en afgørelse
omfattet af det foreslåede § 139, stk. 3, hvor politiet yder
bistand til kommunen efter stk. 5, skal registreres og indbe-
rettes af kommunen til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen udar-
bejder årligt en rapport over anvendelsen af bestemmelsen.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af service-
lovens § 64, stk. 7.
Den foreslåede bestemmelse vil i overensstemmelse med
efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2019-20, A, L 68
som fremsat, side 31-33, betyde, at kommunen løbende skal
registrere og indberette eventuelle sager, hvor politiet yder
bistand til kommunen ved afhentning af barnet eller den
unge uden retskendelse og mod behørig legitimation på et
anbringelsessted med henblik på at fuldbyrde en afgørelse
om ændret anbringelsessted uden samtykke efter den fore-
slåede bestemmelse i § 98, stk. 4, eller efter § 24, stk. 1, jf. §
14, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Registreringen vil skulle indeholde kommunens begrundelse
for at anmode om politiets bistand. Barnet eller den unge
vil skulle gøres bekendt med registreringen, og barnets eller
den unges oplevelse af situationen vil skulle indgå i indbe-
retningen til Ankestyrelsen.
Endelig fastsætter den foreslåede bestemmelse, at der i over-
ensstemmelse med efter gældende ret årligt vil skulle udar-
bejdes en rapport over anvendelsen af bestemmelsen.
Det vil betyde, at der på baggrund af kommunernes ind-
beretninger til Ankestyrelsen efter bestemmelsens 1. pkt.,
årligt vil blive udarbejdet en rapport, som oversendes til
Folketinget.
Det foreslås med stk. 8, at kommunalbestyrelsens afgørelser
efter det foreslåede § 139, stk. 4, skal registreres og indbe-
rettes af kommunen til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen udar-
bejder årligt en rapport over anvendelsen af bestemmelsen.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 64, stk. 8,
hvorefter kommunalbestyrelsens afgørelser efter servicelo-
vens § 64, stk. 4, som med barnets lov foreslås videreført
som § 139, stk. 4, skal registreres og indberettes af kommu-
nen til Ankestyrelsen.
Bestemmelsen vil i overensstemmelse med efter gældende
ret, jf. Folketingstidende, 2019-20, A, L 68 som fremsat, si-
de 33, indebære, at kommunerne løbende vil skulle registre-
396
re og indberette anvendelsen af den foreslåede bestemmelse
i § 139, stk. 4, til Ankestyrelsen, fremfor at Ankestyrelsen
vil skulle indhente disse oplysninger ved en undersøgelse,
hvor samtlige kommuner vil skulle kontaktes.
Bestemmelsen vil sikre, at kommunerne vil kunne gennem-
føre registrering og indberetning samtidig med gennemførel-
sen af den konkrete børnefaglige undersøgelse. Dette vil
betyde, at kommunen ikke efterfølgende vil skulle fremsøge
og gennemgå relevante sager, for at kunne oplyse over for
Ankestyrelsen i hvilket omfang kommunen har anvendt §
139, stk. 4, i den pågældende periode.
Med det foreslåede i 2. pkt. vil Ankestyrelsen årligt skulle
udarbejde en rapport over anvendelsen af bestemmelsen. i §
139, stk. 4.
Det foreslås endvidere med stk. 9, at social- og ældremini-
steren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte
nærmere regler om politiets bistand til kommunen.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 64, stk. 5,
2. pkt.
Forslaget indebærer i overensstemmelse med efter gældende
ret, at social- og ældreministeren vil blive givet bemyndi-
gelse til efter forhandling med justitsministeren at kunne
fastsætte nærmere regler om politiets bistand til kommunen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.18.2, 3.18.3. og 8.
Til § 140
Det fremgår af § 72, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbe-
styrelsen skal tilbyde forældremyndighedens indehaver og
den unge, der er fyldt 12 år, gratis advokatbistand under
en sag om 1) gennemførelse af en undersøgelse efter § 51,
2) anbringelse uden for hjemmet efter § 58, 3) opretholdel-
se af en anbringelse efter § 62, 4) gennemførelse af en
lægelig undersøgelse eller behandling efter § 63, 5) anbrin-
gelse på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede
afdelinger på døgninstitutioner efter § 63 a, stk. 1, 6) anbrin-
gelse på sikrede døgninstitutioner efter § 63 b, stk. 1, 7)
anbringelse på særligt sikrede afdelinger efter § 63 c, stk.
1 og 3, 8) videreførelse af en anbringelse efter § 68 a, 9)
godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 75, stk. 3, 10)
ændring af anbringelsessted efter § 69, stk. 3, 11) afbrydelse
af forbindelsen m.v. efter § 71, stk. 3-5, 12) tilbageholdelse
efter § 11, stk. 1 og 2, i lov om voksenansvar for anbragte
børn og unge og 13) brev- og telefonkontrol efter § 15, stk.
1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge.
Det fremgår af § 72, stk. 2, i serviceloven, at forældremyn-
dighedens indehaver, den unge, der er fyldt 12 år, og pleje-
forældrene skal have tilbud om gratis advokatbistand under
en sag om flytning eller hjemtagelse fra privat familiepleje
efter § 78, stk. 4.
Det fremgår af § 72, stk. 3, i serviceloven, at under en sag
om afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 71, stk. 3-5, og
en sag om brev- og telefonkontrol efter § 15, stk. 1, i lov
om voksenansvar for anbragte børn og unge, med den af
forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, skal
denne have tilbud om gratis advokatbistand.
Det fremgår af § 72, stk. 4, i serviceloven, at om salær og
godtgørelse for udlæg til advokater gælder samme regler
som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelo-
vens kapitel 31.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde
forældremyndighedsindehaver eller kommende forældre og
barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, gratis advokatbi-
stand, når der træffes afgørelse efter følgende bestemmelser:
1) Gennemførelse af en undersøgelse efter § 23. 2) Anbrin-
gelse uden for hjemmet efter § 47 eller 49. 3) Opretholdelse
af en anbringelse efter § 50. 4) Gennemførelse af en lægelig
undersøgelse eller behandling efter § 40. 5) Anbringelse på
en delvis lukket døgninstitution eller en delvis lukket afde-
ling på en døgninstitution efter § 61, stk. 1. 6) Anbringelse
på en sikret døgninstitution efter § 62, stk. 1. 7) Anbringelse
på en særligt sikret afdeling efter § 63, stk. 1 eller 3. 8)
Videreførelse af en anbringelse efter § 67. 9) Godkendelse
af en foreløbig afgørelse efter § 143, stk. 4. 10) Ændring
af anbringelsessted efter § 98, stk. 4. 11) Afbrydelse af
forbindelsen m.v. efter § 105. 12) Tilbageholdelse efter §
11, stk. 1 og 2, i lov om voksenansvar for anbragte børn og
unge. 13) Brev- og telefonkontrol efter § 15, stk. 1, i lov om
voksenansvar for anbragte børn og unge.
Med forslaget nedsættes aldersgrænsen for, hvornår barnet
eller den unge skal have tilbud om gratis advokatbistand,
til 10 år imod de 12 år, som følger af gældende ret. Forsla-
get er en konsekvens af, at aldersgrænsen for selvstændig
partstatus med lovforslaget til barnets lov foreslås fastsat
til 10 år. Der henvises i den forbindelse til de almindelige
bemærkninger, punkt 3.18.2 og 3.18.3.
Forslaget skal desuden ses i sammenhæng med den foreslåe-
de bestemmelse i § 145, stk. 1, hvorefter aldersgrænsen for
at påklage en afgørelse til Ankestyrelsen foreslås fastsat til
10 år imod de 12 år, som gælder i dag.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at kommunalbesty-
relsen vil skulle tilbyde forældremyndighedsindehaver eller
kommende forældre og barnet eller den unge, der er fyldt
10 år, gratis advokatbistand, når der behandles en sag om
nærmere bestemte forhold, jf. de opregnede bestemmelser i
nr. 1-13. Det vil bl.a. gælde for afgørelser om anbringelse
uden samtykke eller om ændring af anbringelsessted uden
samtykke.
Ved kommende forældre forstås den gravide kvinde og den,
der efter børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 772 af 7. au-
gust 2019, anses som retlig forælder til barnet. Dette omfat-
ter kvindens ægtefælle, medmindre denne efter børneloven
ikke anses som forælder til barnet, og den mand eller kvin-
de, der har anerkendt faderskabet henholdsvis medmoder-
397
skabet til barnet på afgørelsestidspunktet. Derimod omfatter
det ikke den mand eller kvinde, der er far eller medmor
til barnet, men hvis forældreskab til barnet endnu ikke er
fastslået. Endvidere omfatter det den mand eller kvinde, som
ifølge moren er eller kan være far eller medmor til barnet.
I forhold til opregningen af konkrete afgørelser i nr. 1-13 er
der tale om en videreførelse af gældende ret efter servicelo-
vens § 72, stk. 1, med de nødvendige konsekvensændringer
som følge af, at de konkrete afgørelser, der i dag træffes
efter serviceloven, fremadrettet vil blive truffet efter de re-
levante bestemmelser i barnets lov, og af den foreslåede
§ 49 om afgørelse om anbringelse af over for kommende
forældre.
Forslaget vil betyde, at barnet eller den unge, der er over
10 år, vil skulle have tilbudt gratis advokatbistand under en
klagesag på lige fod med forældremyndighedsindehaveren,
samt at også barnet eller den unge over 10 år skal gøres
bekendt med retten til aktindsigt efter forvaltningsloven og
med retten til at udtale sig, inden afgørelsen træffes. Der
henvises i den forbindelse til det foreslåede § 141.
I overensstemmelse med gældende ret vil tilbuddet om gra-
tis advokatbistand således omfatte den, der er part i en sag,
hvor der ifølge den foreslåede bestemmelse, træffes en afgø-
relse uden samtykke.
Gratis advokatbistand vil være bestemt som støtte til sagens
parter i forbindelse med afgørelsen. Bestemmelsen vil skulle
sikre, at parterne får tilstrækkelig adgang til at gøre indsigel-
se mod sagens faktiske og retlige omstændigheder, inden der
træffes afgørelse om indsatser uden samtykke.
Der vil ikke med forslaget være fastsat noget tidspunkt for,
hvornår der skal gives et tilbud om advokatbistand, men det
anses for afgørende for en advokats mulighed for at bistå
under sagen, at advokaten får en rimelig tid til at sætte sig
ind i sagen inden mødet i børne- og ungeudvalget.
Som udgangspunkt vil retten til gratis advokatbistand alene
omfatte situationer, hvor der er berammet møde i børne- og
ungeudvalget. I særlige tilfælde vil der dog være ret til gratis
advokatbistand, selvom der ikke har været berammet møde i
børne- og ungeudvalget.
Det vil f.eks. kunne være situationer, hvor kommunen har
undladt at fastsætte samvær, og hvor afbrydelse af samvær
ikke har været forelagt børne- og ungeudvalget. Her vil
sagens parter alligevel have ret til at få dækket udgifterne til
advokatomkostninger, som har været nødvendige for enten
at få fastsat samværet eller kontakten eller få sagen forelagt
børne- og ungeudvalget.
Gratis advokatbistand vil i så fald skulle ydes for perioden
fra kommunen undlader at fastsætte samværet til samværet
fastsættes eller sagen forelægges for børne- og ungeudval-
get.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at der vil skulle
gives et tilbud om advokatbistand, men det vil være foræl-
dremyndighedsindehaver, barnet eller den unge over 10 år
eller andre berettigede, der vil skulle afgøre, om de vil tage
imod tilbuddet, og hvilken advokat de ønsker at lade sig
bistå af. Kommunen kan ikke med den foreslåede ordning
påtvinge forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den
unge eller andre en advokat mod deres vilje. Kommunen vil
imidlertid som en del af den almindelige vejledning kunne
opfordre parterne til at benytte sig af tilbuddet. Kommunen
bør i den forbindelse være opmærksom på de tilfælde, hvor
der af f.eks. forældremyndighedsindehaveren eller barnet
eller den unge, der er fyldt 10 år, gives udtryk for ønske om
at tage imod tilbuddet, men hvor den pågældende ikke selv
er i stand til eller ikke selv ønsker at tage kontakt med en
advokat. Kommunen bør i så fald gøre en aktiv indsats for at
skaffe en advokat til den pågældende. Kommunen bør i den
forbindelse være opmærksom på eventuelle særlige hensyn
hos barnet eller den unge eller forældrene, herunder f.eks. på
grund af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.
Det foreslås med stk. 2, at forældremyndighedsindehaver,
barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, og plejeforældrene
skal have tilbud om gratis advokatbistand under en sag om
flytning eller hjemtagelse fra privat familiepleje efter § 42,
stk. 4.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 72, stk. 2,
med den nødvendige konsekvensændring som følge af, at
barnet eller den unge med forslaget til barnets lov vil have
partstatus fra 10 år mod 12 år i dag. Der henvises i den
forbindelse til de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.2
og 3.18.3. Der er herudover ikke tilsigtet ændringer i den
gældende retstilstand.
Forslaget vil indebære, at plejeforældrene ved privat fami-
liepleje vil have ret til gratis advokatbistand under en sag
om flytning eller hjemtagelse fra privat familiepleje efter
lovens § 42, stk. 4, på lige fod med forældremyndighedsind-
ehaver og barnet eller den unge, der er fyldt 10 år.
Forslaget vil skulle ses i sammenhæng med den foreslåede
bestemmelse i § 141, stk. 2, hvorefter plejeforældrene ved
privat familiepleje vil have ret til at se sagens akter og til
at udtale sig, inden der træffes afgørelse om flytning eller
hjemtagelse fra privat familiepleje efter lovens § 42, stk.
4, på lige fod med forældremyndighedsindehaver og barnet
eller den unge, der er fyldt 10 år.
Det foreslås med stk. 3, at under en sag om afbrydelse
af forbindelsen m.v. efter § 105, og en sag om brev- og
telefonkontrol efter § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for
anbragte børn og unge, med den af forældrene, der ikke har
del i forældremyndigheden, skal denne have tilbud om gratis
advokatbistand.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 72, stk. 3,
med de nødvendige konsekvensændringer som følge af, at
servicelovens § 71, stk. 3-5 foreslås erstattet af § 105 i
398
barnets lov. Der er således ikke med forslaget tilsigtet æn-
dringer i forhold til gældende ret.
Efter § 15 i lov om voksenansvar for anbragte børn og
unge, vil børne- og ungeudvalget uden retskendelse kunne
træffe afgørelse om kontrol med barnets eller den unges
brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation med
nærmere angivne personer uden for institutionen under bar-
nets eller den unges ophold på anbringelsessteder efter § 43,
stk. 1, nr. 6, i barnets lov, når det er nødvendigt af hensyn til
barnets eller den unges sundhed eller udvikling.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 13, vil foræl-
dremyndighedsindehaver og barnet eller den unge, der er
fyldt 10 år, have ret til gratis advokatbistand i forbindelse
med behandling af en sag i børne- og ungeudvalget om
brev- og telefonkontrol efter § 15, stk. 1, i lov om voksenan-
svar over for anbragte børn og unge.
Med den foreslåede ordning vil der være samme ret til gratis
advokatbistand for den af forældrene, der ikke har del i
forældremyndigheden, når den konkrete afgørelse vedrører
den pågældende. Dette er i overensstemmelse med efter
gældende ret, jf. Folketingstidende, 2015-16, A, L 163 som
fremsat, side 18.
Det foreslås endvidere med stk. 4, at om salær og godtgø-
relse for udlæg til advokater gælder samme regler som i
tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens
kapitel 31.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af service-
lovens § 72, stk. 4, hvorefter der gælder de samme regler
om salær og godtgørelse til advokater som i sager, hvor der
er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31. Formålet
er at sikre en mere ensartet honorering af advokaterne i
overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende
1996-97, tillæg A, L 229 som fremsat, s. 4972, spalte 1.
Forslaget indebærer, at dommeren i børne- og ungeudvalget
vil skulle træffe beslutning om salær og godtgørelse for
udlæg, jf. forretningsordenens § 9. Ved sagens behandling
i Ankestyrelsen vil det være forvaltningen, der vil skulle
træffe afgørelse om salær og godtgørelse. Der vil ikke være
mulighed for at klage over salærfastsættelsen. I tvivlstilfæl-
de vil forvaltningen eventuelt kunne rådføre sig med dom-
meren, men dommeren vil ikke være forpligtet til at yde
rådgivning.
Der henvises til retsplejelovens regler herom.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.18.2. og 3.18.3.
Til § 141
Det fremgår af § 73, stk. 1, i serviceloven, at inden der
træffes afgørelse i en sag efter servicelovens § 72, påhviler
det kommunalbestyrelsen at gøre indehaveren af forældre-
myndigheden og den unge, der er fyldt 12 år, bekendt med
retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og retten
til at udtale sig, inden afgørelsen træffes.
Det fremgår af § 73, stk. 2, i serviceloven, at kommunalbe-
styrelsen har en tilsvarende forpligtelse over for de personer,
der er nævnt i § 72, stk. 2 og 3, for så vidt angår de heri
nævnte afgørelser.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen, inden der
træffes afgørelse i en sag efter § 140, skal gøre forældre-
myndighedsindehaver eller kommende forældre og barnet
eller den unge, der er fyldt 10 år, bekendt med retten til efter
forvaltningsloven at se sagens akter og retten til at udtale
sig, inden afgørelsen træffes.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af service-
lovens § 73, stk. 1, med tilføjelse af kommende forældre
og den nødvendige konsekvensændring som følge af, at al-
dersgrænsen for partstatus med lovforslaget til barnets lov
foreslås fastsat til 10 år imod 12 år i dag. Der henvises i den
forbindelse til de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.2.
og 3.18.3.
I overensstemmelse med efter gældende ret, vil det i forbin-
delse med afgørelser, som er nævnt i den foreslåede bestem-
melse i § 140, påhvile kommunalbestyrelsen at gøre sagens
parter bekendt med retten til efter forvaltningsloven at se
sagens akter og til at udtale sig om sagen, inden afgørelsen
træffes.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke fritage kommunalbe-
styrelsen for at foranstalte partshøring mm., jf. forvaltnings-
lovens regler.
Forvaltningslovens regler vil således gælde fuldt ud for de
afgørelser, der træffes efter de foreslåede bestemmelser i
lovforslaget til barnets lov om tvangsmæssig gennemførelse
af indsatser efter kapitel 4 og 5 i sager vedrørende børn og
unge, herunder også børn og unge med funktionsnedsættel-
se.
Den foreslåede ordning vil imidlertid fastsætte en pligt for
kommunen til at gøre indehaveren af forældremyndigheden,
barnet eller den unge, der er fyldt 10 år samt eventuelle
andre parter i sagen bekendt med de rettigheder, der tilkom-
mer dem efter forvaltningsloven, først og fremmest retten til
aktindsigt samt retten til at udtale sig om sagen, forinden der
træffes afgørelse.
Retten til aktindsigt i den enkelte sag, herunder omfanget og
formen, vil i overensstemmelse med efter gældende ret skul-
le afgøres efter reglerne i forvaltningsloven. Den foreslåede
bestemmelse vil således ikke være udtryk for, at der tillæg-
ges parterne en videregående adgang til aktindsigt, end hvad
der følger af forvaltningsloven. Undtagelsesbestemmelserne
i forvaltningsloven vedrørende aktindsigt vil således finde
tilsvarende anvendelse.
Det foreslås endvidere med stk. 2, at stk. 1 finder tilsvarende
anvendelse over for de personer, der er nævnt i § 140, stk.
399
2 og 3, for så vidt angår de i disse bestemmelser nævnte
afgørelser.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter i overensstemmelse
med efter gældende ret, at i sager om flytning eller hjemta-
gelse fra privat familiepleje efter den foreslåede bestemmel-
se i § 42, stk. 4, vil plejeforældrene have ret til efter for-
valtningsloven at se sagens akter og til at udtale sig, inden
afgørelsen træffes, og det vil påhvile kommunalbestyrelsen
efter den foreslåede bestemmelse at gøre plejeforældrene
bekendt med denne ret.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter desuden, at i sager,
hvor der træffes afgørelse om afbrydelse af forbindelsen mv.
efter den foreslåede bestemmelse i § 105, stk. 3-5 , eller
hvor der efter § 15 i lov om voksenansvar for anbragte børn
og unge, træffes afgørelse om kontrol med barnets eller den
unges brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunika-
tion, og afgørelsen vedrører en forælder, der ikke har del i
forældemyndigheden, vil den pågældende forælder på lige
fod med sagens parter have ret til efter forvaltningsloven
at se sagens akter og til at udtale sig, inden afgørelsen
træffes. Det vil da påhvile kommunalbestyrelsen efter den
foreslåede bestemmelse at gøre den pågældende bekendt
med denne ret.
Forslaget vil skulle ses i sammenhæng med den foreslåede
bestemmelse i § 140, stk. 2 og 3.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.18.2 og 3.18.3.
Til § 142
Det fremgår af § 74, stk. 1, i serviceloven, at børn og unge-
udvalget i et møde træffer afgørelse om 1) gennemførelse af
en undersøgelse efter § 51, 2) anbringelse uden for hjemmet
efter § 58, 3) opretholdelse af en anbringelse efter § 62, 4)
gennemførelse af en lægelig undersøgelse eller behandling
efter § 63, 5) anbringelse på delvis lukkede døgninstitutio-
ner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner efter §
63 a, stk. 1, 6) anbringelse på sikrede døgninstitutioner efter
§ 63 b, stk. 1, 7) anbringelse på særligt sikrede afdelinger
efter § 63 c, stk. 1 og 3, 8) videreførelse af en anbringelse
efter § 68 a, 9) godkendelse af en foreløbig afgørelse efter
§ 75, stk. 3, 10) ændring af anbringelsessted efter § 69,
stk. 3, 11) afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 71, stk.
3-5, 12) flytning eller hjemtagelse efter § 78, stk. 4, 13)
tilbageholdelse efter § 11, stk. 1 og 2, i lov om voksenansvar
for anbragte børn og unge og 14) brev- og telefonkontrol
efter § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn
og unge.
Det fremgår af § 74, stk. 2, i serviceloven, at inden der
træffes afgørelse efter stk. 1, skal indehaveren af forældre-
myndigheden, barnet eller den unge, advokaten og eventuel
anden bisidder for forældremyndighedens indehaver eller
barnet eller den unge have lejlighed til at udtale sig over
for børn og unge-udvalget. Det fremgår endvidere, at tilbud
efter 1. pkt. til barnet eller den unge kan undlades, hvis
barnet er under 12 år, eller hvis det må antages at være til
skade for barnet eller den unge.
Efter § 74, stk. 3, i serviceloven finder stk. 2 tilsvarende
anvendelse på den af forældrene, der ikke har del i foræl-
dremyndigheden, inden der træffes afgørelse efter servicelo-
vens § 71, stk. 3-5, og § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar
for anbragte børn og unge. Stk. 2 finder ligeledes anvendel-
se på plejeforældre, inden der træffes afgørelse efter service-
lovens § 78, stk. 4.
Det fremgår af § 74, stk. 4, i serviceloen, at til vedtagelse
af en afgørelse efter lovens §§ 51, 58, 62 og 63, § 63 a, stk.
1, § 63 b, stk. 1, § 63 c, stk. 1 og 3, § 68 a, § 69, stk. 3,
§ 71, stk. 3-5, og § 75, stk. 3, samt § 11, stk. 1 og 2, og §
15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge
kræves, at mindst 4 af børn og unge-udvalgets 5 medlemmer
stemmer for afgørelsen. Afgørelser efter servicelovens § 78,
stk. 4, træffes ved almindelig stemmeflerhed.
Det fremgår af § 74, stk. 5, i serviceloven, at såfremt dom-
meren ikke er enig i den trufne afgørelse, skal dette tilføres
udvalgets protokol, og meddelelsen om udvalgets afgørelse
skal indeholde oplysning om dommerens afvigende opfattel-
se.
Efter § 74, stk. 6, i serviceloven, skal børn og unge-udval-
gets afgørelser meddeles skriftligt.
Det foreslås med stk. 1, at børne- og ungeudvalget i et
møde træffer afgørelse efter følgende bestemmelser: 1) Gen-
nemførelse af en undersøgelse efter § 23. 2) Anbringelse
uden for hjemmet efter §§ 47 efter 49. 3) Opretholdelse af
en anbringelse efter § 50. 4) Gennemførelse af en lægelig
undersøgelse eller behandling efter § 40. 5) Anbringelse på
en delvis lukket døgninstitution eller delvis lukket afdeling
på en døgninstitution efter § 61, stk. 1. 6) Anbringelse på
en sikret døgninstitution efter § 62, stk. 1. 7) Anbringelse
på en særligt sikret afdeling efter § 63, stk. 1 eller 3. 8)
Videreførelse af en anbringelse efter § 67. 9) Godkendelse
af en foreløbig afgørelse efter § 143, stk. 4. 10) Ændring
af anbringelsessted efter § 98, stk. 4. 11) Afbrydelse af
forbindelsen m.v. efter § 105. 12) Flytning eller hjemtagelse
efter § 42, stk. 4. 13) Tilbageholdelse efter § 11, stk. 1 og 2,
i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge. 14) Brev-
og telefonkontrol efter § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar
for anbragte børn og unge.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af servicelo-
vens § 74, stk. 1, med de nødvendige konsekvensændringer
som følge af, at de konkrete afgørelser, der er opregnet i nr.
1-14, med lovforslaget fremadrettet vil skulle træffes efter
de relevante bestemmelser i barnets lov, samt den foreslåede
§ 49 om afgørelse om anbringelse uden for hjemmet over
for kommende forældre. Der er ikke herudover tilsigtet en
ændring i retstilstanden og de opregnede bestemmelser i
nr. 1-14, hvorefter børne- og ungeudvalget vil skulle træffe
afgørelse i et møde, svarer således til gældende regler efter
servicelovens bestemmelser.
400
Efter den foreslåede bestemmelse vil børne- og ungeudval-
get have kompetence til at træffe afgørelse om iværksættel-
se af indsatser uden samtykke efter de bestemmelser, der
er opregnet i nr. 1-14. Bestemmelsen er således afgrænset
til tilfælde, hvor der ikke kan opnås samtykke fra forældre-
myndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år.
I disse tilfælde vil forvaltningen skulle foretage en indstil-
ling om godkendelse af de indsatser, der er opremset i nr.
1-14. Forvaltningens indstilling vil skulle være klar og en-
tydig, således at der ikke vil kunne opstå tvivl om, hvad
der kan træffes beslutning om. Børne- og ungeudvalget vil
med den foreslåede ordning alene have kompetence til at
tage stilling til, hvorvidt der er grundlag for uden samtykke
at gennemføre de indsatser, som forvaltningen indstiller. Ud-
valget vil således eksempelvis ikke kunne træffe beslutning
om, at forbindelsen mellem barnet og forældrene skal afbry-
des, hvis der kun foreligger en indstilling om, at samværet
skal være overvåget. Børne- og ungeudvalget vil heller ikke
have kompetence til at fastsætte vilkår i forbindelse med
en afgørelse om, at barnet eller den unge skal anbringes
et specifikt sted, eller at der skal foranstaltes et bestemt
behandlingstilbud.
Der vil som udgangspunkt ikke kunne foretages alternative
indstillinger, således at der eksempelvis primært indstilles
til afbrydelse af samvær og sekundært til overvåget samvær
under en anbringelse uden for hjemmet. Dog har Ankesty-
relsen ved principafgørelse 128-10 fastslået, at der admini-
strativt kan foreligge to indstillinger fra forvaltningen til
børne- og ungeudvalget, når der foreligger en anbringelses-
sag, hvor der er grundlag for at kunne træffe afgørelse om
videreført anbringelse efter § 68 a og om fortsat anbringelse
efter § 58. Der henvises i den forbindelse til bemærkninger-
ne til den foreslåede bestemmelse i § 142, stk. 6.
De beføjelser, der med den foreslåede bestemmelse vil være
henlagt til børne- og ungeudvalget, vil ikke kunne vareta-
ges af andre, hverken i forvaltningen eller i andre udvalg
i kommunen. Hvis afgørelsen af hensyn til barnets eller
den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen
behandles i udvalget, vil formanden eller i dennes fravær
næstformanden kunne træffe en foreløbig afgørelse efter
reglerne i det foreslåede § 143. Forvaltningen vil således
ikke kunne iværksætte akutte indsatser uden, at formanden
for børne- og ungeudvalget eller dennes stedfortræder har
truffet afgørelse i sagen.
Det foreslås endvidere med stk. 2, at inden børne- og unge-
udvalget træffer afgørelse, skal forældremyndighedsindeha-
ver, barnet eller den unge, advokaten og eventuel anden
bisidder for forældremyndighedsindehaver eller barnet eller
den unge have lejlighed til at udtale sig over for børne- og
ungeudvalget. Dette kan dog, for så vidt angår barnet eller
den unge, undlades, hvis barnet er under 10 år, eller hvis det
må antages at være til skade for barnet eller den unge.
Den foreslåede ordning er en videreførelse af servicelovens
§ 74, stk. 2, hvoraf det følger, at forældremyndighedsinde-
haver, barnet eller den unge, advokaten og eventuel anden
bisidder for forældremyndighedsindehaver eller barnet eller
den unge vil skulle have lejlighed til at udtale sig over
for børn og unge-udvalget, inden der træffes afgørelse efter
det foreslåede stk. 1. I overensstemmelse med gældende ret
følger det endvidere af den foreslåede ordning, at tilbud
efter 1. pkt. til barnet eller den unge vil kunne undlades,
hvis barnet er under 10 år, eller det må antages at være til
skade for barnet eller den unge, men udgangspunktet er, at
barnet eller den unge har ret til at udtale sig over for børn
og unge-udvalget. Undtagelsen i 2. pkt. har til formål at
beskytte barnet eller den unge.
Den foreslåede bestemmelse angår alene retten til at udtale
sig over for børne- og ungeudvalget. Herudover vil barnet
eller den unge efter den foreslåede bestemmelse i § 5 skulle
inddrages, før der træffes afgørelse om indsatser efter de i
stk. 1 opregnede bestemmelser.
Det foreslås endvidere med stk. 3, at stk. 2 finder tilsvaren-
de anvendelse for den af forældrene, der ikke har del i
forældremyndigheden, inden der træffes afgørelse efter §
105 i denne lov, og § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar
for anbragte børn og unge. Det foreslås endvidere, at stk.
2 finder tilsvarende anvendelse for plejeforældre, inden der
træffes afgørelse efter § 42, stk. 4.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 74, stk. 3,
med de nødvendige konsekvensændringer som følge af, at
afgørelser om henholdsvis afbrydelse af forbindelsen m.v.
eller om flytning eller hjemtagelse fra privat familiepleje
fremadrettet vil skulle træffes efter de foreslåede bestem-
melser i §§ 105 og 42.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at inden der træffes
afgørelse i en sag om afbrydelse af forbindelsen m.v. efter
de foreslåede bestemmelser i § 105 i denne lov, eller om
brev- og telefonkontrol efter § 15 i lov om voksenansvar
for anbragte børn og unge, og afgørelsen angår den af
forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, skal
denne, dennes advokat eller en bisidder have lejlighed til at
udtale sig over for udvalget. Plejeforældrene ved sager om
privat familiepleje efter lovens § 42 vil ligeledes have ret til
at udtale sig, inden der træffes afgørelse om flytning eller
hjemtagelse efter den foreslåede bestemmelse i § 42, stk. 4.
Forslaget vil skulle ses i sammenhæng med det foreslåede
§ 140, stk. 3, og det foreslåede § 141, stk. 2, hvorefter en
forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, vil have
konkrete partsbeføjelser i en sag om afbrydelse af forbindel-
sen m.v. efter § 105, i barnets lov, eller om brev- og telefon-
kontrol efter § 15 i lov om voksenansvar for anbragte børn
og unge, når afgørelsen vedrører den pågældende forælder.
Forslaget vil endvidere skulle ses i sammenhæng med det
foreslåede § 140, stk. 2, og § 141, stk. 2, hvorefter pleje-
forældrene vil have konkrete partsbeføjelser i en sag om
flytning eller hjemtagelse fra privat familiepleje efter lovens
§ 42, stk. 4.
401
Det foreslås endvidere med stk. 4, at mindst fire ud af børne-
og ungeudvalgets fem medlemmer skal stemme for vedta-
gelse af en afgørelse efter §§ 23, 40, 47 og 50, § 61, stk. 1,
§ 62, stk. 1, § 63, stk. 1 og 3, § 67, § 98, stk. 4, § 105, og
§ 143, stk. 4, og efter § 11, stk. 1 og 2, og § 15, stk. 1, i
lov om voksenansvar for anbragte børn og unge. Afgørelser
efter § 42, stk. 4, træffes ved almindelig stemmeflerhed.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af servicelo-
vens § 74, stk. 4, med de nødvendige konsekvensændringer
som følge af, at de i bestemmelsen konkrete opregnede
afgørelser fremadrettet vil skulle træffes efter de relevante
bestemmelser i barnets lov. Der er ikke herudover tilsigtet
en ændring i retstilstanden, og de opregnede bestemmelser
i barnets lov, hvorefter børne- og ungeudvalget vil skulle
træffe afgørelse, svarer således til gældende regler efter ser-
vicelovens bestemmelser.
Efter den foreslåede bestemmelse vil der til vedtagelse af
afgørelser efter de foreslåede bestemmelser i §§ 23, 40, 47
og 50, § 61, stk. 1, § 62, stk. 1, § 63, stk. 1 og 3, § 67,
§ 98, stk. 4, § 105, og § 143, stk. 4, samt § 11, stk. 1 og
2, og § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn
og unge, kræves at mindst fire af børne- og ungeudvalgets
fem medlemmer vil skulle stemme for afgørelsen. Udvalget
vil således kun være beslutningsdygtigt, hvis mindst fire
af udvalgets medlemmer (inkl. dommeren og en pædago-
gisk-psykologisk sagkyndig) er til stede, og vedtagelse af
beslutningen vil kræve, at mindst fire medlemmer stemmer
for beslutningen, jf. forretningsordenen for børne- og unge-
udvalgene, § 7, stk. 2.
Begrundelsen for forslaget er i overensstemmelse med gæl-
dende ret, jf. Folketingstidende, 2015-16, A, L 163 som
fremsat, side 19, at der vil være tale om indgribende afgørel-
ser over for barnet eller den unge og forældrene.
Ved en afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 42,
stk. 4, vil udvalget være beslutningsdygtigt, når tre af ud-
valgets medlemmer, herunder dommeren og en pædagogisk-
psykologisk sagkyndig, og et medlem valgt af kommunal-
bestyrelsens medlemmer er til stede, jf. 2. punktum i den
foreslåede bestemmelse. Afgørelsen vil i disse tilfælde træf-
fes ved almindelig stemmeflerhed, dvs. at et flertal af de
fremmødte vil skulle stemme for beslutningen. Der henvises
til § 7 i bekendtgørelsen om forretningsorden for børn og
unge-udvalgene.
Begrundelsen for, at beslutninger efter § 42, stk. 4, vil kunne
træffes ved almindelig stemmeflerhed, og ikke ved kvalifi-
ceret flertal, er, at det ikke er helt entydigt, hvilken beslut-
ning der vil kunne betegnes som mest vidtgående. I forhold
til forældrene vil et afslag på flytning eller hjemtagelse være
mest vidtgående, mens det omvendte vil være tilfældet for
plejeforældrene og muligvis for barnet, hvis barnet har væ-
ret i plejefamilien længe.
Børne- og ungeudvalgets sammensætning er reguleret i rets-
sikkerhedslovens § 19.
Det foreslås med stk. 5, at er dommeren ikke enig i børne-
og ungeudvalgets afgørelse, skal dette tilføres udvalgets pro-
tokol, og meddelelsen om udvalgets afgørelse skal indehol-
de oplysning om dommerens afvigende opfattelse.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 74, stk. 5,
som er en videreførelse af retstilstanden tilbage fra bistands-
loven. Der henvises til forarbejderne, jf. Folketingstidende,
1991-92, L 2014 som fremsat, spalte 4901, hvoraf det føl-
ger, at der vil skulle gøres bemærkning til protokollen, hvis
dommeren har en anden opfattelse af sagen end udvalgets
øvrige medlemmer, og at meddelelsen om udvalgets afgø-
relse skal indeholde oplysning om dommerens afvigende
opfattelse.
Forslaget er i overensstemmelse med § 8, stk. 2, i forret-
ningsordenen for børne- og ungeudvalget.
Det foreslås med stk. 6, at kommunalbestyrelsen skal un-
derrette Ankestyrelsen, hvis børne- og ungeudvalget ikke
træffer afgørelse i overensstemmelse med kommunalbesty-
relsens indstilling om anbringelse uden samtykke efter § 47
eller om opretholdelse af en anbringelse efter § 67, og der
ved afgørelsen ikke er enstemmighed i børne- og ungeudval-
get. Er barnet eller den unge allerede anbragt, opretholdes
anbringelsen under Ankestyrelsens behandling af sagen.
Forslaget indebærer, at Ankestyrelsen altid vil skulle under-
rettes i tilfælde, hvor kommunens børne- og ungeudvalg
ikke træffer afgørelse i overensstemmelse med kommunal-
bestyrelsens indstilling om anbringelse uden samtykke efter
den foreslåede bestemmelse i § 47 eller om opretholdelse
af en anbringelse efter den foreslåede bestemmelse i § 67,
og der ved afgørelsen ikke er enstemmighed i børne- og
ungeudvalget. Ankestyrelsen vil således altid skulle under-
rettes, når der ikke er enighed i børne- og ungeudvalget,
og en anbringelse uden samtykke dermed ikke igangsættes
eller opretholdes. Det vil betyde, at Ankestyrelsen vil få
mulighed for at foretage en uvildig vurdering af børne- og
ungeudvalgets afgørelse og således vurdere grundlaget for
anbringelsen i disse sager.
Efter den foreslåede § 142 vil det således også fremadrettet
være børne- og ungeudvalget, der på baggrund af en indstil-
ling fra forvaltningen, træffer afgørelse om at iværksætte en
anbringelse uden samtykke efter § 47 eller om opretholdelse
af en anbringelse efter § 67. Efter det foreslåede § 142, stk.
4, vil en afgørelse om anbringelse uden samtykke efter § 47
eller om opretholdelse af en anbringelse efter § 67 kræve, at
mindst fire ud af fem af børne- og ungeudvalgets medlem-
mer stemmer for vedtagelse af afgørelsen. Hvis dette ikke
er tilfældet, vil afgørelsen ikke kunne iværksættes. Det vil
konkret betyde, at børne- og ungeudvalget i disse tilfælde
træffer en beslutning, der går imod forvaltningens faglige
vurdering.
Med den foreslåede ordning vil pligten til at underrette An-
kestyrelsen i de pågældende tilfælde tilfalde kommunalbe-
styrelsen. Begrundelsen for dette er, at det vil være kommu-
402
nalbestyrelsen, der jf. det foreslåede § 139, stk. 1, vil være
ansvarlig for at fuldbyrde en afgørelse truffet af børne- og
ungeudvalget.
Ankestyrelsens behandling af en underretning efter den
foreslåede bestemmelse vil svare til Ankestyrelsens behand-
ling af underretninger efter gældende regler. Det vil sige,
at Ankestyrelsen vil kunne beslutte at tage sagen op af
egen drift, hvis Ankestyrelsen vurderer, at der er grundlag
herfor. Der henvises i den forbindelse til den foreslåede
bestemmelse i § 151.
Til forskel fra efter gældende regler vil det imidlertid føl-
ge af den foreslåede bestemmelse, at en allerede iværksat
anbringelse vil skulle opretholdes under Ankestyrelsens be-
handling af en underretning, jf. § 142, stk. 6, 2. pkt. . Det vil
indebære, at hvis barnet eller den unge allerede er anbragt
uden for hjemmet, vil anbringelsen blive opretholdt under
Ankestyrelsens behandling af sagen, uanset at børne- og
ungeudvalget ikke har truffet afgørelse om at opretholde
anbringelsen. Hensynet er at sikre, at barnet eller den unge
ikke vil blive hjemgivet til forældrene, før Ankestyrelsen
har taget stilling til, om der er grundlag for at tage sagen op
af egen drift. Kommunalbestyrelsen vil imidlertid i alle til-
fælde skulle være opmærksom på, om der kan være forhold
i sagen, der betyder, at det ikke vil være i overensstemmelse
med barnets eller den unges bedste, at anbringelsen opret-
holdes. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis der er mis-
tanke om vold eller overgreb m.v. på anbringelsesstedet. I
så fald vil kommunalbestyrelsen skulle tage stilling til, om
det eksempelvis vil være til barnets eller den unges bedste
at flytte til et andet anbringelsessted, mens Ankestyrelsen
behandler sagen.
Ankestyrelsen har i principafgørelse 128-10 fastslået, at der
administrativt skal foreligge to indstillinger fra forvaltnin-
gen til børne- og ungeudvalget, når der foreligger en anbrin-
gelsessag, hvor der er grundlag for at kunne træffe afgørelse
om videreført anbringelse efter servicelovens § 68 a, der
med lovforslaget foreslås videreført i § 67 i barnets lov, og
om fortsat anbringelse efter servicelovens § 58, der med
lovforslaget foreslås videreført i § 47 i barnets lov. Anke-
styrelsen har i den forbindelse fastslået, at en indstilling
om videreført anbringelse ikke automatisk vil indebære, at
børne- og ungeudvalget også vil kunne træffe afgørelse om
anbringelse uden for hjemmet uden samtykke. Dertil vil
der skulle foreligge en særskilt indstilling, hvis børn og
unge-udvalget skal kunne tage stilling til dette. Det vil bety-
der, at kommunen i sager, hvor der sker indstilling om en
videreført anbringelse efter den foreslåede bestemmelse i §
67, samtidig vil skulle udarbejde en indstilling om en fortsat
anbringelse efter den foreslåede bestemmelse i § 47, hvis
kommunen vurderer, at betingelserne for at bruge denne
bestemmelse er opfyldte.
Det vil således være i overensstemmelse med Ankestyrel-
sens praksis i denne type sager, når det med den foreslåede
ordning fastsættes, at en iværksat anbringelse vil skulle op-
retholdes under Ankestyrelsens behandling af en underret-
ning efter det foreslåede stk. 6.
Formålet med forslaget er at styrke børn og unges retssik-
kerhed i tilfælde, hvor børne- og ungeudvalget ikke følger
forvaltningens indstilling om at iværksætte eller opretholde
en anbringelse uden samtykke, og der ikke er enighed i
børne- og ungeudvalget om afgørelsen. Kommunalbestyrel-
sen vil således ikke have pligt til at underrette, hvis et
enigt børne- og ungeudvalg ikke følger forvaltningens ind-
stilling. Der henvises i den forbindelse til de almindelige
bemærkninger, punkt 3.18.2 og 3.18.3.
Det foreslås endvidere med stk. 7, at børne- og ungeudval-
gets afgørelser skal meddeles skriftligt.
Der er tale om en videreførelse af gældende servicelovens
§ 74, stk. 6, 1. pkt., hvorefter børne- og ungeudvalgets afgø-
relser skal meddeles skriftligt.
Der vil i overensstemmelse med efter gældende ret skul-
le gives meddelelse om den trufne afgørelse snarest mu-
ligt. Ved afgørelser om anbringelse uden samtykke efter den
foreslåede bestemmelse i § 47, vil meddelelsen skulle om-
fatte den fastsatte genbehandlingsfrist efter den foreslåede
bestemmelse i § 50, samt meddelelse om, at en eventuel
anke vil medføre udsættelse af, hvornår sagen vil skulle
behandles igen, jf. den foreslåede bestemmelse i § 50, stk. 3,
1. pkt.
Børne- og ungeudvalgets afgørelser vil desuden efter for-
valtningslovens regler skulle indeholde en begrundelse for
afgørelsen samt klagevejledning, der lever op til kravene i
forvaltningslovens §§ 22-24 og § 25.
Formålet med den foreslåede ordning i § 142 er dels at af-
grænse de konkrete afgørelser, der vil blive truffet af børne-
og ungeudvalget efter den foreslåede bestemmelses stk. 1,
og dels at fastsætte de særlige betingelser og proceskrav, der
vil gøre sig gældende for børne- og ungeudvalgets behand-
ling af sagerne.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.18.2. og 3.18.3.
Til § 143
Det fremgår af § 75, stk. 1, i serviceloven, at formanden
eller i dennes fravær næstformanden for børn og unge-ud-
valget kan træffe foreløbige afgørelser efter lovens §§ 51, 58
og 63, § 63 a, stk. 1, § 63 b, stk. 1 og 3, § 63 c, stk. 1 og
3, § 68 a, § 69, stk. 3, § 71, stk. 3-5, og § 78, stk. 4, samt
§ 11, stk. 1 og 2, og § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar
for anbragte børn og unge, som af hensyn til barnets eller
den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen
behandles i børn og unge-udvalget.
Det fremgår endvidere af § 75, stk. 1, at formanden eller i
dennes fravær næstformanden for børn og unge-udvalget i
sager om et barn eller en ung, der er pålagt en straksreakti-
403
on, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
eller er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, kan træffe foreløbige
afgørelser efter §§ 63 og 68 a, § 71, stk. 3-5, og § 78, stk. 4,
efter § 11, stk. 2, og § 15 i lov om voksenansvar for anbragte
børn og unge og efter § 14, stk. 2-4, § 15, stk. 1, § 16, stk.
1, § 17, stk. 1, § 18, stk. 1 og 2, § 24, stk. 1, og § 32, stk. 1
og 2, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, som af
hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke
kan afvente sagens behandling i Ungdomskriminalitetsnæv-
net.
Efter § 75, stk. 2, i serviceloven, skal forældremyndighedens
indehaver og eventuelle andre parter, jf. servicelovens § 72,
inden 24 timer efter iværksættelsen af en foreløbig afgørelse
have skriftlig meddelelse om afgørelsen samt en begrundel-
se for afgørelsen. Meddelelsen skal tillige indeholde oplys-
ning om retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter
og til at udtale sig om sagen samt om retten til vederlagsfri
advokatbistand.
Det følger af servicelovens § 75, stk. 3, at en foreløbig
afgørelse efter stk. 1 snarest muligt og senest inden 7 dage
efter iværksættelsen af afgørelsen skal forelægges børn og
unge-udvalget til godkendelse, uanset om foranstaltningen
er ophørt.
Efter § 75, stk. 4, har en afgørelse, der er godkendt efter
bestemmelsens stk. 3, gyldighed i 1 måned. En afgørelse
vedrørende servicelovens § 51 eller vedrørende § 32 i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet har gyldighed, ind-
til undersøgelsen er afsluttet, dog højst 2 måneder regnet
fra den foreløbige afgørelse efter stk. 1. En afgørelse vedrø-
rende § 78, stk. 4, har gyldighed, indtil der træffes en ny
afgørelse om flytning eller hjemtagelse.
Det fremgår af § 75, stk. 5, i serviceloven, at direktøren
for Ankestyrelsen har samme beføjelser som formanden for
børn og unge-udvalget, jf. stk. 1 og 2, og kan pålægge kom-
munalbestyrelsen at gennemføre afgørelsen. Den foreløbige
afgørelse har gyldighed i 1 måned, jf. dog de frister, der er
nævnt i bestemmelsens stk. 4, 2. og 3. pkt. Direktøren kan
undtagelsesvis bestemme, at den foreløbige afgørelse skal
godkendes af Ankestyrelsen inden for den frist, der er nævnt
i stk. 3.
Det følger af servicelovens § 75, stk. 6, at hvis børn og
unge-udvalget eller, når et barn eller en ung er pålagt en
straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdoms-
kriminalitet, eller er i et forbedringsforløb efter §§ 13 og
14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, Ungdoms-
kriminalitetsnævnet ikke inden 1 måned træffer afgørelse i
overensstemmelse med direktørens foreløbige afgørelse, jf.
bestemmelsens stk. 5, skal børn og unge-udvalget eller Ung-
domskriminalitetsnævnet umiddelbart orientere Ankestyrel-
sen herom. Børn og unge-udvalgets eller Ungdomskrimina-
litetsnævnets afgørelse har ikke virkning, før direktøren sna-
rest muligt og senest 10 dage efter afgørelsen har taget stil-
ling til, om afgørelsen skal have virkning. Hvis direktøren
træffer afgørelse om, at børn og unge-udvalgets eller Ung-
domskriminalitetsnævnets afgørelse ikke skal have virkning,
træffer Ankestyrelsen afgørelse efter reglen i servicelovens
§ 65, stk. 3, senest 8 uger efter børn og unge-udvalgets eller
Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse. Ankestyrelsens af-
gørelse efter 3. pkt. træffes dog efter §§ 63 og 68 og efter
§ 14, stk. 2-4, og § 32, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ung-
domskriminalitet, når sagen vedrører et barn eller en ung,
der er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet, eller er i et forbedringsforløb, jf. §§
13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Efter § 75, stk. 7, i serviceloven, skal formanden eller i
dennes fravær næstformanden for børn og unge-udvalget,
jf. bestemmelsens stk. 1, eller direktøren for Ankestyrelsen,
jf. bestemmelsens stk. 5, straks orientere Ungdomskrimina-
litetsnævnet om en foreløbig afgørelse efter stk. 1, der ve-
drører et barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion, jf.
§ 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i
et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Det foreslås med stk. 1, at formanden eller i dennes fravær
næstformanden for børne- og ungeudvalget kan træffe fore-
løbige afgørelser efter lovens §§ 23 og 40, § 42, stk. 4, §
47, § 61, stk. 1, § 62, stk. 1 og 3, § 63, stk. 1 og 2, §
67, § 98, stk. 4 og § 105 i denne lov, samt § 11, stk. 1
og 2, og § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte
børn og unge, som af hensyn til barnets eller den unges
øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i
børne- og ungeudvalget.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 75, stk. 1, 1.
pkt., med de nødvendige konsekvensændringer som følge af,
at de i bestemmelse konkrete opregnede afgørelser om ind-
satser efter serviceloven fremadrettet vil blive truffet efter
de relevante bestemmelser i barnets lov. Der er ikke herud-
over tilsigtet en ændring i retstilstanden og de opregnede
bestemmelser i barnets lov, hvorefter der vil kunne træffes
foreløbige afgørelser efter § 143, stk. 1, svarer således til
gældende regler efter servicelovens bestemmelser.
Med forslaget vil formanden for børne- og ungeudvalget,
eller næstformanden i formandens fravær, få hjemmel til at
træffe foreløbige afgørelser efter en række konkrete bestem-
melser i barnets lov. Det drejer sig om: Gennemførelse af
undersøgelse efter den foreslåede bestemmelse i § 23, læge-
lig undersøgelse og behandling efter det foreslåede § 40,
forbud mod flytning og hjemtagning fra privat familiepleje,
jf. den foreslåede bestemmelse i § 42, stk. 4, anbringelse
uden for hjemmet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 47,
anbringelse på delvist lukkede døgninstitutioner og delvis
lukkede afdelinger på døgninstitutioner, jf. det foreslåede §
61, stk. 1, anbringelse på sikrede døgninstitutioner, jf. det
foreslåede §62, stk. 2 og 3, anbringelse på særligt sikrede
afdelinger, jf. det foreslåede § 63, stk. 1 og 3, videreførelse
af en anbringelse, jf. det foreslåede § 67, ændring af anbrin-
gelsessted uden samtykke, jf. det foreslåede § 98, stk. 4,
404
samt afbrydelse af forbindelsen m.v., jf. det foreslåede §
105.
Med forslaget vil formanden for børne- og ungeudvalget, el-
ler næstformanden i formandens fravær, endvidere få hjem-
mel til at træffe foreløbige afgørelser om tilbageholdelse på
et anbringelsessted efter § 11, stk. 1 og 2, og brevkontrol
mv. efter § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte
børn og unge i overensstemmelse med efter gældende ret, jf.
Folketingstidende, 2015-16, A, side 19.
Formålet med bestemmelsen er at sikre mulighed for at
træffe afgørelser, der af hensyn til barnets eller den unges
øjeblikkelige behov for støtte ikke vil kunne afvente, at
sagen behandles i børne- og ungeudvalget. Bestemmelsen
vil således finde anvendelse i tilfælde, hvor situationen er
sådan, at der er behov for øjeblikkelig indgriben, f.eks. i
tilfælde af akut omsorgssvigt.
Det vil således være betingelse for en afgørelse efter den
foreslåede bestemmelse, at der vil skulle være et akut op-
stået behov for en foreløbig afgørelse om en bestemt ind-
sats. Det vil være afgørende, at sagen ikke vil kunne afvente
en mødebehandling i børne- og ungeudvalget. Der vil skulle
foretages en konkret vurdering i hver enkelt sag, og afgørel-
sen vil skulle ske under hensyntagen til barnets eller den
unges bedste.
I overensstemmelse med betingelserne for at træffe afgørel-
se uden samtykke i øvrigt vil det desuden være en betingel-
se, at forvaltningen forud for den foreløbige afgørelse vil
skulle have forsøgt at indhente samtykke fra forældremyn-
dighedsindehaveren og den unge over 15 år til den påtænkte
indsats.
Med den foreslåede bestemmelse fastsættes det endvidere,
at forvaltningen ikke vil kunne iværksætte akutte foranstalt-
ninger uden, at formanden for børne- og ungeudvalget eller
dennes stedfortræder har truffet afgørelse i sagen. Det vil
således alene være børne- og ungeudvalgets formand, eller
i dennes fravær næstformanden, der vil have kompetence til
at træffe en foreløbig afgørelse efter den foreslåede bestem-
melse.
Forældremyndighedsindehaver, barnet eller den unge over
10 år, samt andre parter i sagen vil have adgang til at klage
over foreløbige afgørelser. Der henvises i den forbindelse
til den foreslåede § 146. For at undgå at sagen behandles
flere steder samtidig, er det imidlertid i § 146 fastsat, at
en klage over en foreløbig afgørelse ikke kan behandles i
Ankestyrelsen, så længe der verserer en sag om anbringelse
efter lovens § 47 ved børne- og ungeudvalget. Det vil bety-
de, at sagen ikke vil kunne behandles, før endelig afgørelse
om anbringelse uden for hjemmet er truffet i børn og unge-
udvalget, eller barnet eller den unge er blevet hjemgivet.
Det foreslås endvidere med stk. 2, at formanden eller i den-
nes fravær næstformanden for børne- og ungeudvalget i sag-
er om et barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion, jf.
§ 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i
et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, kan træffe foreløbige afgørelser efter
lovens § 40, § 42, stk. 4, § 67 og § 105, efter § 11, stk. 2,
og § 15 i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge
og efter § 14, stk. 2-4, § 15, stk. 1, § 16, stk. 1, § 17, stk.
1, § 18, stk. 1 og 2, § 24, stk. 1, og § 32, stk. 1 og 2, i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, som af hensyn til
barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente
sagens behandling i Ungdomskriminalitetsnævnet.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 75, stk. 1,
2. pkt., med de nødvendige konsekvensændringer som følge
af, at de i bestemmelsen konkrete opregnede afgørelser efter
serviceloven fremadrettet vil blive truffet efter de relevante
bestemmelser i barnets lov. Der er ikke herudover tilsigtet
en ændring i retstilstanden og de opregnede bestemmelser
i barnets lov, hvorefter der vil kunne træffes foreløbig afgø-
relse, svarer således til gældende regler efter servicelovens
bestemmelser.
Forslaget indebærer, i overensstemmelse med efter gælden-
de ret, jf. Folketingstidende, 2018-19, A, L 85 som fremsat,
side 77 , at formanden eller i dennes fravær næstformanden
for børne- og ungeudvalget vil kunne træffe foreløbige afgø-
relser efter de nævnte bestemmelser i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet i sager om børn eller unge, der er
pålagt en straksreaktion efter § 12 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, eller er i et forbedringsforløb efter §§
13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
I overensstemmelse med efter gældende ret vil formanden
eller i dennes fravær næstformanden for børne- og ungeud-
valget således med forslaget kunne træffe foreløbige afgø-
relser om lægelig undersøgelse og behandling efter det fore-
slåede §40, forbud mod flytning og hjemtagning fra privat
familiepleje, jf. den foreslåede bestemmelse i § 42, stk. 4,
videreførelse af en anbringelse, jf. det foreslåede § 67 samt
afbrydelse af forbindelsen m.v., jf. det foreslåede § 105.
Formanden eller i dennes fravær næstformanden for børne-
og ungeudvalget vil endvidere efter den foreslåede bestem-
melse kunne træffe foreløbige afgørelser om tilbageholdelse
og om kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden
kommunikation efter henholdsvis § 11 eller § 15 i lov om
voksenansvar over for anbragte børn og unge.
Endelig vil formanden eller i dennes fravær næstformanden
for børne- og ungeudvalget kunne træffe afgørelse efter en
række konkrete bestemmelser i lov om bekæmpelse af ung-
domskriminalitet. Det drejer sig om anbringelse som led i et
forbedringsforløb, jf. § 14, stk. 2-4, anbringelse efter § 14 på
en delvis lukket døgninstitution eller delvis lukket afdeling
på en døgninstitution, jf. § 15, stk. 1, anbringelse efter §
14 på en sikret døgninstitution, jf. § 16, stk. 1, anbringelse
efter § 14 på en særligt sikret afdeling, jf. § 17, stk. 1,
tilbageholdelse i forbindelse med en anbringelse efter § 14,
jf. § 18, stk. 1 og 2, ændret anbringelsessted, jf. § 24, stk.
1, samt gennemførelse af en ungefaglig undersøgelse uden
405
samtykke, jf. § 32, stk. 1 og 2, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Formålet med bestemmelsen er i overensstemmelse med
formålet med det foreslåede § 143, stk. 1, at sikre mulighed
for at træffe afgørelser, der af hensyn til barnets eller den
unges øjeblikkelige behov for støtte ikke kan afvente, at
sagen behandles i børne- og ungeudvalget. Bestemmelsen
vil således finde anvendelse i tilfælde, hvor situationen er
sådan, at der er behov for øjeblikkelig indgriben, f.eks. i
tilfælde af akut omsorgssvigt.
Der vil også skulle gælde de samme betingelser for en
afgørelse efter stk. 2, som efter det foreslåede § 143, stk.
1. Det vil således være en betingelse for en afgørelse efter
den foreslåede bestemmelse, at der vil skulle være et akut
opstået behov for en foreløbig afgørelse om en bestemt
indsats. Det vil være afgørende, at sagen ikke kan afvente
en mødebehandling i børne- og ungeudvalget. Der vil skulle
foretages en konkret vurdering i hver enkelt sag, og afgørel-
sen vil skulle ske under hensyntagen til barnets eller den
unges bedste.
I overensstemmelse med betingelserne for at træffe afgørel-
se uden samtykke i øvrigt vil det desuden være en betingel-
se, at forvaltningen forud for den foreløbige afgørelse vil
skulle have forsøgt at indhente samtykke fra forældremyn-
dighedsindehaveren og den unge over 15 år til den påtænkte
indsats.
Med den foreslåede bestemmelse fastsættes det desuden, at
forvaltningen ikke vil kunne iværksætte akutte foranstaltnin-
ger uden, at formanden for børne- og ungeudvalget eller
dennes stedfortræder har truffet afgørelse i sagen. Det vil
således alene være børne- og ungeudvalgets formand, eller
i dennes fravær næstformanden, der vil have kompetence til
at træffe en foreløbig afgørelse efter den foreslåede bestem-
melse.
Det foreslås endvidere med stk. 3, at forældremyndigheds-
indehaver og eventuelle andre parter, jf. § 140, inden 24
timer efter iværksættelsen af en foreløbig afgørelse skal
have skriftlig meddelelse om afgørelsen. Meddelelsen skal
tillige indeholde oplysning om retten til vederlagsfri advo-
katbistand.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af service-
lovens § 75, stk. 2, med den nødvendige konsekvensændring
som følge af, at sagens parter fremadrettet vil være afgræn-
set i § 140 i barnets lov.
Forslaget vil i overensstemmelse med efter gældende ret
indebære en pligt til inden for 24 timer efter, iværksættelsen
af en foreløbig afgørelse efter det foreslåede § 143, stk. 1-2,
at give forældremyndighedsindehaver og eventuelle andre
parter i sagen en skriftlig meddelelse om afgørelsen. Medde-
lelsen vil skulle indeholde oplysning til sagens parter om
retten til vederlagsfri advokatbistand efter det foreslåede §
140.
Meddelelsen vil endvidere efter forvaltningslovens regler
skulle indeholde oplysning om retten til at se sagens akter
samt retten til at udtale sig.
24 timers fristen for meddelelsen til forældremyndigheds-
indehaver og eventuelle andre parter vil skulle påregnes fra
kommunens iværksættelse af den foreløbige afgørelse. Tids-
punktet for iværksættelsen vil være det tidspunkt, hvor afgø-
relsen føres ud i livet. I de tilfælde, hvor afgørelsen ikke
umiddelbart kan effektueres, f.eks. fordi barnet eller den
unge holdes skjult, vil iværksættelsen være det tidspunkt,
hvor kommunen tager skridt til iværksættelse af afgørelsen,
f.eks. ved at kontakte politiet om bistand til at få barnet eller
den unge eftersøgt. Det vil ikke være en ugyldighedsgrund,
hvis man ikke kan finde forældremyndighedsindehaver eller
eventuelle andre parter inden for de 24 timer trods en aktiv
indsats.
Det foreslås endvidere med stk. 4, at en foreløbig afgørelse
efter stk. 1 og 2 snarest muligt og senest inden syv dage
efter iværksættelsen af afgørelsen skal forelægges børne- og
ungeudvalget til godkendelse, uanset om foranstaltningen er
ophørt.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af servicelo-
vens § 75, stk. 3, med den nødvendige konsekvensændring
som følge af, at den foreløbige afgørelse fremadrettet vil
skulle træffes efter de foreslåede bestemmelser i § 143, stk.
1 eller 2.
Den foreslåede bestemmelse understreger, at en formandsaf-
gørelse efter det foreslåede § 143, stk. 1 og 2, alene vil
være en foreløbig afgørelse. Forslaget fastsætter således, at
formandens eller næstformandens afgørelse efter det foreslå-
ede § 143, stk. 1 og 2, snarest muligt og senest inden syv
dage efter, at afgørelsen er truffet, vil skulle forelægges bør-
ne- og ungeudvalget til godkendelse. Det vil gælde uanset
om indsatsen måtte være ophørt. Syv dages fristen for fore-
læggelsen for børne- og ungeudvalget vil skulle regnes fra
iværksættelsen af afgørelsen. Ved beregningen af syv dages
fristen vil dagen for iværksættelsen samt søn- og helligdage
skulle medregnes. Hvis børne- og ungeudvalget ikke har
taget stilling til den foreløbige afgørelse inden syv dage,
vil afgørelsen skulle bortfalde. Syv dages fristen vil være
ufravigelig, uanset om forældremyndighedsindehaveren el-
ler andre parter ikke vil kunne deltage på mødet, da der vil
være tale om et tilbud og ikke en pligt.
Godkendelsen af den foreløbige afgørelse efter den foreslå-
ede bestemmelse vil alene skulle dreje sig om den foreløbi-
ge afgørelse, som formanden eller næstformanden har truf-
fet. Derfor vil bedømmelsen af gyldigheden af afgørelsen
kun skulle ske med udgangspunkt i det beslutningsgrund-
lag, som kommunen vil have forlagt formanden eller næst-
formanden, når formanden eller næstformanden for børn
og unge-udvalget har truffet sin afgørelse. Der vil således
ikke på dette tidspunkt skulle tages stilling til, om der
vil være grundlag for efterfølgende at træffe afgørelse om
eksempelvis barnets eller den unges anbringelse uden for
406
hjemmet. Hvis kommunen har sagen klar til den endelige af-
gørelse ved godkendelsesmødet, vil børne- og ungeudvalget
imidlertid kunne behandle denne indstilling efter indstillin-
gen om godkendelse. Man vil dog skulle være opmærksom
på, at procedurereglerne også vil skulle være fulgt i forhold
til behandlingen af den endelige afgørelse. Dette vil eksem-
pelvis gælde, hvis sagen alligevel vil være på vej til at blive
forelagt børne- og ungeudvalget.
Ved godkendelsen vil udvalget skulle tage stilling til, om
betingelserne for den pågældende indsats var opfyldt på
afgørelsestidspunktet, og om indsatsen af hensyn til barnets
eller den unges øjeblikkelige behov ikke kunne afvente, at
der blev holdt et møde i børne- og ungeudvalget. Formanden
eller næstformanden vil ikke være inhabil som medlem af
børne- og ungeudvalget, selv om pågældende har truffet den
foreløbige afgørelse.
Hvis børne- og ungeudvalget ikke godkender en foreløbig
afgørelse om anbringelse uden for hjemmet af et barn eller
en ung, vil der ikke længere foreligge en anbringelse. Kom-
munen vil i disse tilfælde derfor ikke kunne træffe afgørelse
om hjemgivelse og vil ikke kunne fastsætte en hjemgivelses-
periode.
Det foreslås endvidere med stk. 5, at en afgørelse, der er
godkendt efter stk. 4, har gyldighed i en måned. En afgø-
relse efter § 23 eller efter § 32 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet har gyldighed, indtil undersøgelsen er
afsluttet, dog højst to måneder regnet fra den foreløbige
afgørelse efter stk. 1 eller 2. En afgørelse efter § 42, stk. 4,
har gyldighed, indtil der træffes en ny afgørelse om flytning
eller hjemtagelse.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 75, stk. 4,
med de nødvendige konsekvensændringer som følge af, at
de i bestemmelsen nævnte afgørelser efter servicelovens §
51 og § 78, stk. 4, fremadrettet vil blive truffet efter hen-
holdsvis det foreslåede § 23 og det foreslåede § 42, stk. 4, i
barnets lov.
Efter den foreslåede bestemmelse vil en foreløbig afgørelse,
der er godkendt efter stk. 4, som udgangspunkt have gyldig-
hed i en måned. Der vil dog være en række undtagelser
herfra, som beskrevet nedenfor. Forslaget indebærer, at en
indsats, der er iværksat på baggrund af en foreløbig afgørel-
se efter det foreslåede § 143, stk. 1 og 2, vil skulle ophøre,
med mindre børne- og ungeudvalget i mellemtiden træffer
afgørelse om at opretholde indsatsen.
Fristen vil skulle beregnes fra afgørelsen om børne- og un-
geudvalgets godkendelse af den foreløbige afgørelse, jf. det
foreslåede § 143, stk. 4.
I tilfælde, hvor indsatsen ophører inden udløbet af måneds-
fristen, jf. 1. pkt. i den foreslåede bestemmelse, vil der ikke
være krav om fornyet forelæggelse for børne- og ungeud-
valget, da formålet med en fornyet forelæggelse vil være
at tage stilling til, om der fortsat skal være indsatser uden
samtykke. Selv om indsatsen er ophørt, inden syv dages fri-
sten er udløbet, vil børne- og ungeudvalget alligevel skulle
godkende den foreløbige afgørelse, jf. det foreslåede § 143,
stk. 4.
Der vil med den foreslåede bestemmelse være to undtagelser
fra bestemmelsen om gyldighedsperioden for en foreløbig
afgørelse på en måned.
Den første undtagelse vil være, hvis der er truffet afgørelse
om undersøgelse af barnet eller den unge efter den foreslåe-
de bestemmelse i § 23 eller efter § 32 i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet. I disse tilfælde vil afgørelsen ikke
skulle forelægges udvalget inden en måned, da afgørelsen
om en undersøgelse efter § 23 eller efter § 32 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, jf. 2. pkt. i det foreslå-
ede § 143, stk. 5, vil have gyldighed, indtil undersøgelsen
er afsluttet, dog højst to måneder. I disse tilfælde vil to
måneders fristen skulle beregnes fra formandens afgørelse
efter det foreslåede § 143, stk. 1 og 2.
Den anden undtagelse vil være, hvis der træffes en forelø-
big afgørelse om, at et barn eller en ung ikke må flyttes
eller hjemtages fra en privat familiepleje, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 42, stk. 4. I disse tilfælde vil den foreløbi-
ge afgørelse ikke ændre på det forhold, at der vil være
tale om et privat plejeforhold, som er foranstaltet af foræl-
dremyndighedsindehaveren selv. Afgørelsen vil derfor have
gyldighed, indtil der træffes en ny afgørelse om flytning
eller hjemtagelse, jf. 3. pkt. i den foreslåede § 143, stk.
5, eller kommunen vælger at træffe afgørelse om indsatser
efter kap. 4-5 i barnets lov.
Det foreslås endvidere med stk. 6, at direktøren for Ankesty-
relsen har samme beføjelser som formanden for børne- og
ungeudvalget, jf. stk. 1-3, og kan pålægge kommunalbesty-
relsen at gennemføre afgørelsen. Den foreløbige afgørelse
har gyldighed i en måned, jf. dog de frister, der er nævnt
i stk. 5, 2. og 3. pkt. Direktøren kan undtagelsesvis bestem-
me, at den foreløbige afgørelse skal godkendes af Ankesty-
relsen inden for den frist, der er nævnt i stk. 4.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 75, stk.
5, hvorefter direktøren for Ankestyrelsen vil have samme
beføjelser til at træffe foreløbige afgørelser som børne- og
ungeudvalgets formand eller næstformand.
Forslaget indebærer således, at direktøren for Ankestyrelsen
eller den, der af direktøren er bemyndiget hertil, vil have
samme adgang som formanden for børn og unge-udvalget til
at træffe en foreløbig afgørelse efter det foreslåede § 143,
stk. 1 og 2, og således vil kunne pålægge kommunen at
gennemføre afgørelsen.
Direktørens foreløbige afgørelse vil som udgangspunkt ha-
ve gyldighed i en måned, jf. dog de udtagelser, der er
nævnt i det foreslåede § 143, stk. 5, og afgørelsen vil ikke
skulle godkendes. Direktøren vil dog undtagelsesvis kunne
bestemme, at den foreløbige afgørelse skal godkendes af
Ankestyrelsen snarest muligt og senest inden syv dage efter
407
iværksættelsen af afgørelsen, jf. fristen efter det foreslåede §
143, stk. 4, uanset at indsatsen eventuelt er ophørt.
Reglerne efter det foreslåede § 143, stk. 3 og 5 om underret-
ning af forældremyndighedsindehaver og eventuelle andre
parter om gyldighedsperiode, vil tilsvarende finde anvendel-
se i situationer, hvor direktøren træffer en foreløbig afgørel-
se efter den foreslåede bestemmelse.
Formålet med bestemmelsen er i overensstemmelse med
gældende ret, jf. Folketingstidende, 2018-19, A, L 84 som
fremsat, side 17, at sikre, at den nødvendige hjælp vil kunne
iværksættes i tilfælde, hvor det enten ikke er muligt at kom-
me i kontakt med formanden eller næstformanden for børne-
og ungeudvalget, eller hvor denne ikke finder, at det er
nødvendigt at træffe en foreløbig afgørelse om eksempelvis
anbringelse uden for hjemmet.
Betingelserne for, at Ankestyrelsen vil kunne træffe en så-
dan foreløbig afgørelse, vil være de samme, som når for-
manden for børne- og ungeudvalget træffer en foreløbig
afgørelse, dog med den undtagelse, at Ankestyrelsens fore-
løbige afgørelse ikke vil skulle godkendes syv dage efter
af børne- og ungeudvalget. Det vil således også indebære,
at bestemmelsen vil finde anvendelse i tilfælde, hvor sagen
af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov
for støtte ikke kan afvente, at sagen behandles i børne-
og ungeudvalget. Bestemmelsen vil således finde anvendel-
se i tilfælde, hvor situationen er sådan, at der er behov
for øjeblikkelig indgriben, f.eks. i tilfælde af akut omsorgs-
svigt. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til
de foreslåede bestemmelser i § 143, stk. 1 og 2.
Det foreslås endvidere med stk. 7, at træffer børne- og unge-
udvalget eller, når et barn eller en ung er pålagt en straksre-
aktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminali-
tet, eller er i et forbedringsforløb efter §§ 13 og 14 i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, Ungdomskrimina-
litetsnævnet ikke inden en måned afgørelse i overensstem-
melse med direktørens foreløbige afgørelse, jf. stk. 6, skal
børne- og ungeudvalget eller Ungdomskriminalitetsnævnet
umiddelbart orientere Ankestyrelsen herom. Børne- og un-
geudvalgets eller Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse
har ikke virkning, før direktøren snarest muligt og senest
10 dage efter afgørelsen har taget stilling til, om afgørelsen
skal have virkning. Hvis direktøren træffer afgørelse om,
at børne- og ungeudvalgets eller Ungdomskriminalitetsnæv-
nets afgørelse ikke skal have virkning, træffer Ankestyrelsen
afgørelse efter § 151, stk. 3, senest otte uger efter børne-
og ungeudvalgets eller Ungdomskriminalitetsnævnets afgø-
relse. Ankestyrelsens afgørelse efter 3. pkt. træffes dog efter
§§ 40 og 100 og efter § 14, stk. 2-4, og § 32, stk. 1, i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, når sagen vedrører
et barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion, jf. § 12
i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i et
forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Den foreslåede bestemmelse retter sig mod de tilfælde, hvor
direktøren for Ankestyrelsen har truffet en foreløbig afgørel-
se efter det foreslåede § 143, stk. 6, og hvor børne- og
ungeudvalget ikke inden en måned træffer afgørelse i fuld
overensstemmelse med direktørens foreløbige afgørelse. Be-
stemmelsen fastsætter således, at i disse tilfælde vil børne-
og ungeudvalget straks skulle orientere Ankestyrelsen her-
om.
Børne- og ungeudvalgets afgørelse om ikke at træffe afgø-
relse i overensstemmelse med direktørens foreløbige afgø-
relse vil i disse tilfælde ikke have virkning, før direktøren
snarest muligt og senest inden 10 dage efter afgørelsen
har taget stilling til, om afgørelsen alligevel skal have virk-
ning. Formålet hermed er at sikre barnet eller den unge
mod at blive flyttet frem og tilbage, således at der sikres
kontinuitet i barnets eller den unges anbringelsesforløb.
Hvis direktøren træffer afgørelse om, at børne- og unge-
udvalgets afgørelse om ikke at iværksætte foranstaltninger
ikke skal have virkning, vil Ankestyrelsen skulle træffe
afgørelse efter reglerne i det foreslåede § 151. Dette vil
skulle ske senest otte uger fra børne- og ungeudvalgets afgø-
relse. Herved vil Ankestyrelsen træffe en endelig afgørelse,
som det vil påhvile kommunen at gennemføre.
Hvis direktøren ikke finder grundlag for, at sagen behandles
efter Ankestyrelsens egendriftsbeføjelse, jf. det foreslåede §
151, vil børne- og ungeudvalgets afgørelse kunne iværksæt-
tes umiddelbart herefter.
Efter den foreslåede bestemmelse vil orienteringspligten ef-
ter 1. pkt. tilfalde Ungdomskriminalitetsnævnet i sager om
et barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion eller er
i et forbedringforløb efter §§ 12-14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, og hvor der træffes afgørelse efter det
foreslåede § 143, stk. 6. Det vil i praksis indebære, at kom-
munalbestyrelsen, når den bliver bekendt med direktøren
for Ankestyrelsens foreløbige afgørelse, jf. stk. 6, vil skulle
forelægge sagen for Ungdomskriminalitetsnævnet med hen-
blik på, at nævnet vil kunne træffe afgørelse i overensstem-
melse med direktørens afgørelse.
Det følger af 1. pkt. i den foreslåede bestemmelse, at hvis
Ungdomskriminalitetsnævnet ikke inden for en måned træf-
fer afgørelse i overensstemmelse med Ankestyrelsens direk-
tørs foreløbige afgørelse, vil Ungdomskriminalitetsnævnet
skulle underrette Ankestyrelsen herom. Det følger endvidere
af 2. pkt. i den foreslåede bestemmelse, at Ungdomskrimi-
nalitetsnævnets afgørelse ikke vil have virkning, før direktø-
ren for Ankestyrelsen har taget stilling til, om afgørelsen
skal have virkning. Hvis direktøren træffer afgørelse om,
at børne- og unge-udvalgets afgørelse om ikke at iværksæt-
te foranstaltninger ikke skal have virkning, vil Ankestyrel-
sen skulle træffe afgørelse efter reglerne i det foreslåede §
151. Der vil således gælde de samme betingelser som i til-
fælde beskrevet, hvor orienteringspligten vil tilfalde børne-
og ungeudvalget.
Dog gælder det, jf. 4. pkt. i den foreslåede bestemmelse,
408
at Ankestyrelsens afgørelse efter 3. pkt. træffes efter §§ 40
og 100 og efter § 14, stk. 2-4, og § 32, stk. 1, i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, når sagen vedrører et
barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion, jf. § 12
i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i et
forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Det foreslås endvidere med stk. 8, at formanden eller i den-
nes fravær næstformanden for børne- og ungeudvalget, jf. §
143, stk. 1 og 2, eller direktøren for Ankestyrelsen, jf. § 143,
stk. 6, straks skal orientere Ungdomskriminalitetsnævnet om
en foreløbig afgørelse efter stk. 1 og 2, der vedrører et
barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion, jf. § 12
i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i et
forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 75, stk.
7, hvorefter formanden eller i dennes fravær næstformanden
for børne- og ungeudvalget, jf. stk. 1 og 2 i det foreslåede §
143, eller direktøren for Ankestyrelsen, jf. det foreslåede §
143, stk. 6, straks vil skulle orientere Ungdomskriminalitets-
nævnet om en foreløbig afgørelse efter § 143, stk. 1 og 2,
der vedrører et barn eller en ung, der er pålagt en straksreak-
tion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
eller er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Formålet med forslaget er at sikre, at Ungdomskriminali-
tetsnævnet bliver opmærksom på de konkrete sager, med
henblik på at nævnet vil kunne træffe afgørelse i overens-
stemmelse med den foreløbige afgørelse, der vil være truffet
af børne- og ungeudvalgets formand eller næstformand, jf.
det foreslåede § 143, stk. 1 og 2, eller af direktøren for
Ankestyrelsen, jf. det foreslåede § 143, stk. 6.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.18.2 og 3.18.3.
Til § 144
Det fremgår af § 166, i serviceloven, at kommunalbestyrel-
sens afgørelser efter serviceloven, medmindre andet er fast-
sat i loven eller i lov om retssikkerhed og administration på
det sociale område, kan indbringes for Ankestyrelsen efter
reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administra-
tion på det sociale område.
Det foreslås med bestemmelsen i § 144, 1. pkt., at kommu-
nalbestyrelsens afgørelser efter denne lov kan indbringes for
Ankestyrelsen efter reglerne i lov om retssikkerhed og admi-
nistration på det sociale område, medmindre andet er fastsat
i denne lov eller i lov om retssikkerhed og administration
på det sociale område. Det foreslås videre, at forældremyn-
dighedsindehaver og den personkreds, der fremgår af §§
145-148, for så vidt angår de anførte afgørelser, som ud-
gangspunktet er klageberettiget, og at kommende forældre
endvidere vil være klageberettiget for afgørelser efter § 24,
§ 32, stk. 5, § 46, stk. 4, og § 49.
Forslagets 1. pkt. er en videreførelse af servicelovens §
166. Forslagets 2. og 3. pkt. er nye.
I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende,
1996-97, tillæg A, side 5001, fastsætter bestemmelsen, at
kommunalbestyrelsens afgørelser efter barnets lov vil kunne
indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i lov om retssik-
kerhed og administration på det sociale område, medmindre
andet er fastsat i barnets lov eller i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område.
Forslaget vil skulle ses i sammenhæng med de foreslåede
bestemmelser i §§ 140, 145 og 146. Om de almindelige
klageregler, herunder om klagefrister, genvurdering af sager
m.v., henvises til kapitel 10 i retssikkerhedsloven.
Processen for at klage vil således følge af kapitel 10 i rets-
sikkerhedsloven. Det vil bl.a. indebære, at klagen vil skulle
indgives til kommunalbestyrelsen, der vil skulle genvurdere
sin afgørelse og sende klagen videre til Ankestyrelsen inden
for fire uger, hvis den ikke ændrer sin afgørelse ved genvur-
deringen.
Ankestyrelsen vil herefter have mulighed for at afvise, stad-
fæste, hjemvise, ophæve eller ændre en kommunal afgørel-
se, der er klaget over efter denne bestemmelse. Der henvises
i den forbindelse til kapitel 9 i retssikkerhedsloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.18.2. og 3.18.3.
Bestemmelsens 2. pkt. fastsætter, at forældremyndigheds-
indehaveren og den personkreds, der fremgår af de foreslåe-
de §§ 145-148 om klage over kommunes afgørelser, klage
over børne- og ungeudvalgets afgørelser og domstolsprøvel-
se af afgørelser, vil være klageberettiget i forhold til afgø-
relser efter barnets lov. Bestemmelsen, som er ny, skal ses
i sammenhæng med den foreslåede § 3, som fastsætter, at
afgørelser efter barnets lov som udgangspunkt træffes over
for forældremyndighedsindehaver og barnet eller den unge,
med mindre andet er fastsat i de enkelte bestemmelser.
Bestemmelsen indebærer en tydeliggørelse af, hvem der vil
være klageberettiget i afgørelser, der træffes efter de foreslå-
ede bestemmelser i barnets lov.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
3.
Bestemmelsens 3. pkt. fastsætter, at kommende forældre
vil være klageberettiget, når der træffes afgørelser over for
kommende forældre efter de foreslåede bestemmelser i § 24
om undersøgelse, § 32, stk. 5, om støttende indsatser § 46,
stk. 4, om anbringelse med samtykke og § 49 om anbringel-
se uden samtykke. Endvidere foreslås, at klageberettiget vil
være netværksplejefamilier for afgørelser efter § 59, stk. 3
og plejeforældre for afgørelser efter § 42, stk. 4.
Bestemmelsen indebærer en tydeliggørelse af, hvem der vil
409
være klageberettiget i afgørelser, der træffes efter de foreslå-
ede bestemmelser i barnets lov.
Bestemmelsen indebærer videre, at kommende forældre og-
så fremover vil være klageberettiget i forhold til afgørelser
om indsatser, der træffes inden barnet er født. Der er ikke
med den foreslåede bestemmelse tiltænkt ændringer i rets-
tilstanden i forhold til adgangen til kommende forældres
adgang til at klage over afgørelser om særlig støtte.
For nærmere beskrivelse af, hvad der forstås ved kommende
forældre henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforsla-
gets § 3.
Til § 145
Det fremgår af § 167, stk. 1, i serviceloven, at følgende
afgørelser af barnet eller den unge, der er fyldt 12 år, kan
indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i lov om retssik-
kerhed og administration på det sociale område: 1) Forebyg-
gende foranstaltninger samt anbringelse uden for hjemmet
efter § 52, stk. 3, 2) ungepålæg efter § 57 b, 3) hjemgivelse
og hjemgivelsesperiode efter § 68, stk. 2, 4) valg af anbrin-
gelsessted efter § 68 b, stk. 1, 5) behandling og uddannelse
m.v. efter § 69, stk. 1, og 6) samvær og kontakt efter § 71,
stk. 2.
Det fremgår af § 167, stk. 2, i serviceloven, at i det omfang
afgørelsen efter stk. 1, nr. 5 og 6, angår den af forældrene,
der ikke har del i forældremyndigheden, kan afgørelsen af
denne på samme måde indbringes for Ankestyrelsen.
Det fremgår af § 167, stk. 3, i serviceloven, at afgørelser i
sager om bisidder til børn og unge efter § 48 a af barnet eller
den unge kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i
lov om retssikkerhed og administration på det sociale områ-
de.
Endelig fremgår det af § 167, stk. 4, i serviceloven, at afgø-
relser om efterværn efter § 76 eller opretholdt anbringelse
efter § 76 a, der træffes i medfør af § 68, stk. 11 og 13,
inden den unge fylder 18 år, kan indbringes af den unge
for Ankestyrelsen efter reglerne i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område.
Det foreslås med stk. 1, at følgende afgørelser af barnet eller
den unge, der er fyldt 10 år, kan indbringes for Ankestyrel-
sen efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration
på det sociale område: 1) Indsatser efter § 32, 2) børne-
og ungepålæg efter § 39, 3) anbringelse uden for hjemmet
efter § 46, 4) valg af anbringelsessted efter § 52, stk. 1,
5) behandling, uddannelse og ændring af anbringelsessted
m.v. efter § 97, stk.2, 6) hjemgivelse og hjemgivelsesperiode
efter § 100, stk. 1, 7) samvær og kontakt efter § 104, stk. 2-4
og 8) ungestøtte efter §§ 114-116 og opretholdt anbringelse
efter § 120, der træffes i medfør af §§ 111 eller 112, stk. 3,
inden den unge fylder 18 år.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 167, stk.
1, og servicelovens § 167, stk. 4, med de nødvendige konse-
kvensændringer som følge af, at barnet eller den unge med
lovforslaget foreslås at blive tildelt selvstændig partstatus
fra 10 år mod 12 år i dag, samt at de konkrete afgørelser,
der opregnes i de gældende bestemmelser i serviceloven,
fremadrettet vil blive truffet efter de relevante bestemmelser
i barnets lov. Samtidig tydeliggøres det i bestemmelsen, at
afgørelser efter den foreslåede § 97, stk. 2, også omfatter
ændring af anbringelsessted.
Bestemmelsen foreslås affattet således, at gældende ret efter
servicelovens § 167, stk. 4, fremadrettet vil følge af det fore-
slåede nr. 1-8. Der er ikke tilsigtet en ændring i gældende
retstilstand, og de oplistede afgørelser, som barnet over 10
år vil have mulighed for at indbringe for Ankestyrelsen, jf.
nr. 1-8 i den foreslåede bestemmelse, svarer derfor til de
opregnede afgørelser i servicelovens § 167, stk. 1 og 4, med
de ændringer, der følger af den foreslåede § 104 i barnets
lov.
Med forslaget vil barnet eller den unge, der er fyldt 10 år,
således have ret til at indbringe en række konkrete afgørel-
ser for Ankestyrelsen. Det drejer sig om følgende afgørelser:
Støttende indsatser efter § 32, børne- og ungepålæg efter §
39, anbringelse uden for hjemmet efter § 46, valg af anbrin-
gelsessted efter § 52, stk. 1, behandling, uddannelse og æn-
dring af anbringelsessted m.v. efter § 97, stk. 2, hjemgivelse
og hjemgivelsesperiode efter § 100, stk. 1, samt samvær og
kontakt efter § § 104, stk. 2-4.
Derudover vil den unge have mulighed for at klage over
afgørelser om ungestøtte, der træffes, inden den unge fylder
18 år. Begrundelsen for dette er i overensstemmelse med
efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2011-12, A, L 117
som fremsat, side 4 og 7, at sikre, at der er tydelig lovhjem-
mel til, at unge under 18 år vil kunne klage over afgørelser
om ungestøtte efter § 114-116 og opretholdt døgnophold i en
plejefamilie efter § 120.
Kommunalbestyrelsen vil skulle støtte barnet eller den unge
i at udnytte deres klagemuligheder. Hvis et barn eller en
ung retter henvendelse til en børne- og ungerådgiver eller
andre i kommunen, fordi barnet eller den unge ønsker at
klage over eksempelvis valg af anbringelsessted eller ændret
anbringelsessted m.v., vil denne person skulle sørge for at
videregive klagen til rette myndighed eller støtte barnet eller
den unge i at tage kontakt til den rette myndighed.
Ankestyrelsen vil med forslaget skulle behandle en klage
efter den foreslåede bestemmelse efter reglerne i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område.
Det foreslås med stk. 2, at i det omfang afgørelsen efter det
foreslåede § 145, stk. 1, nr. 5 og 7, angår den af forældrene,
der ikke har del i forældremyndigheden, kan afgørelsen af
denne på samme måde indbringes for Ankestyrelsen.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 167,
stk. 2, med redaktionelle ændringer. Forslaget viderefører
således den gældende retstilstand.
410
Baggrunden for forslaget er, at en forælder, der ikke har
del i forældremyndigheden, som udgangspunkt ikke vil have
partsstatus og derfor som udgangspunkt ikke vil være klage-
berettiget. Den foreslåede bestemmelse fastsætter imidlertid,
at i tilfælde, hvor der træffes afgørelse efter de bestemmel-
ser, der er nævnt i det foreslåede § 145, stk. 1, nr. 5 og 7,
og afgørelsen vedrører den af forældrene, der ikke har del
i forældremyndigheden, vil afgørelsen af den pågældende
kunne indbringes for Ankestyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil eksempelvis kunne finde
anvendelse i tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen efter det
foreslåede § 104, træffer afgørelse om at begrænse omfanget
af samværet mellem barnet eller den unge og en forælder,
der ikke har del i forældremyndigheden.
Forslaget skal ses i sammenhæng med det foreslåede § 140,
stk. 2 og 3, samt det foreslåede § 141, stk. 2.
Hensynet med den foreslåede bestemmelse er, at der kan
være tale om afgørelser af indgribende karakter for den af
forældrene, som afgørelsen vedrører.
Det foreslås med stk. 3, at afgørelser i sager om bisidder til
børn og unge efter § 5 af barnet eller den unge kan indbrin-
ges for Ankestyrelsen efter reglerne i lov om retssikkerhed
og administration på det sociale område.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 167, stk.
3. Det følger heraf, at børn og unge har adgang til at klage
over en afgørelse, der fratager dem retten til at tage en
bestemt person med som bisidder.
Med den foreslåede bestemmelse vil afgørelser i sager om
bisidder til børn og unge efter § 5 således kunne indbringes
for Ankestyrelsen efter reglerne i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område af barnet eller den
unge, uanset barnets eller den unges alder.
Hvis en børne- og ungerådgiver, en pædagog eller andre
omkring barnet bliver klar over, at barnet eller den unge
ønsker at klage over afslaget på at medtage den pågældende
person som bisidder, vil vedkommende skulle hjælpe barnet
eller den unge med at viderebringe klagen til den rette myn-
dighed.
Formålet med bestemmelsen er, i overensstemmelse med
efter gældende ret, jf. Folketingstidende, 2006-07, tillæg A,
side 4556, at beskytte børn og unges retssikkerhed.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.18.2 og 3.18.3.
Til § 146
Det fremgår af § 168, stk. 1, i serviceloven, at afgørelser
truffet af børn og unge-udvalget, jf. § 74, kan indbringes
for Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at klageren har fået
meddelelse om afgørelsen. En klage over en afgørelse efter
§ 75, stk. 3, kan dog ikke behandles af Ankestyrelsen, så
længe der verserer en sag om anbringelse efter § 58 for børn
og unge-udvalget.
Det fremgår af § 168, stk. 2, i serviceloven, at berettiget til
at indbringe en sag for Ankestyrelsen er forældremyndighe-
dens indehaver og den unge, der er fyldt 12 år. Afgørelser
efter § 71, stk. 3-5, og § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar
for anbragte børn og unge, der angår den af forældrene, der
ikke har del i forældremyndigheden, kan tillige af denne
indbringes for Ankestyrelsen. Endvidere kan plejeforældre-
ne indbringe afgørelser efter § 78, stk. 4.
Det fremgår af § 168, stk. 3, i serviceloven, at indbringelse
af sagen for Ankestyrelsen hindrer ikke iværksættelse af de
besluttede foranstaltninger m.v. Dog kan direktøren under
ganske særlige omstændigheder bestemme, at en afgørelse
ikke må iværksættes, før Ankestyrelsen har truffet afgørelse
i sagen.
Det fremgår af § 168, stk. 4, i serviceloven, at ved behand-
lingen i Ankestyrelsen finder § 72, § 73 og § 74, stk. 2 og
3, tilsvarende anvendelse. Dette gælder også, når Ankesty-
relsen af egen drift tager en sag om særlig støtte til børn og
unge op, jf. § 65, og Ankestyrelsen i den forbindelse vurde-
rer, at det ikke kan udelukkes, at behandlingen af sagen kan
resultere i, at Ankestyrelsen selv træffer afgørelse efter § 65,
stk. 3.
Det fremgår af § 168, stk. 5, i serviceloven, at i forbindelse
med behandlingen af sagen i Ankestyrelsen har forældre-
myndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 12 år, ret
til at få dækket udgifter til transport til møder i Ankestyrel-
sen.
Det foreslås med stk. 1, at afgørelser truffet af børne- og
ungeudvalget, jf. § 142, kan indbringes for Ankestyrelsen
inden fire uger efter, at klageren har fået meddelelse om
afgørelsen. En klage over en afgørelse efter § 143, stk.
4, kan dog ikke behandles af Ankestyrelsen, så længe der
verserer en sag om anbringelse efter § 47 for børne- og
ungeudvalget.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 168, stk.
1. Den gældende bestemmelse i serviceloven viderefører
retstilstanden tilbage fra bistandsloven, jf. Folketingstiden-
de, 1991-92, tillæg A, spalte 4901.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at afgørelser truffet
af børne- og ungeudvalget, jf. den foreslåede bestemmelse
i § 142, vil kunne indbringes for Ankestyrelsen. Ankesty-
relsen foretager i disse sager en fuldprøvelse af børne- og
ungeudvalgets afgørelser.
Det foreslåede stk. 1 oplister de konkrete afgørelser, der
træffes af børne- og ungeudvalget, og som således efter det
foreslåede stk. 1 vil kunne indbringes for Ankestyrelsen. Det
drejer sig bl.a. om afgørelser om gennemførelse af en un-
dersøgelse efter det foreslåede § 23 om anbringelse uden
samtykke efter det foreslåede § 47 eller om ændring af
411
anbringelsessted uden samtykke efter det foreslåede § 98,
stk. 4.
Ankestyrelsen vil med forslaget skulle behandle en klage
efter den foreslåede bestemmelse efter reglerne i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område. An-
kestyrelsen vil ikke være begrænset af retssikkerhedslovens
§ 69 i disse sager og vil derfor have mulighed for fuld
efterprøvelse af børne- og ungeudvalgets afgørelser.
Børne- og ungeudvalgets afgørelser vil skulle oplyse sagens
parter om klagemulighederne og klagefristerne, jf. reglerne i
retssikkerhedsloven.
Det foreslås med stk. 2, at børne- og ungeudvalgets afgø-
relser kan indbringes for Ankestyrelsen af forældremyndig-
hedsindehaver og barnet eller den unge, der er fyldt 10
år. Afgørelser efter § 105 og § 15, stk. 1, i lov om voksenan-
svar for anbragte børn og unge, der angår den af forældrene,
der ikke har del i forældremyndigheden, kan tillige af denne
indbringes for Ankestyrelsen. Endvidere kan plejeforældre-
ne indbringe afgørelser efter § 42, stk. 4 for Ankestyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter hvem, der jf. den
foreslåede bestemmelse i § 146, stk. 1, er berettiget til at
indbringe en sag for Ankestyrelsen, hvor børne- og unge-
udvalget har truffet afgørelse. Forslaget afgrænser således,
hvem der vil skulle betragtes som parter i sagen.
Med den foreslåede bestemmelse foreslås det at sænke al-
dersgrænsen for, hvornår et barn eller en ung kan klage til
Ankestyrelsen over afgørelser truffet af børn og unge-udval-
get, således at en afgørelse fremover vil kunne indbringes
af barnet eller den unge, der er fyldt 10 år imod 12 år i
dag. Forslaget er en konsekvens af, at aldersgrænsen for
selvstændig partstatus med barnets lov foreslås fastsat til 10
år. Dermed udvides gruppen af børn og unge, der selvstæn-
digt har mulighed for at få indflydelse på deres egen sag for
så vidt angår afgørelser uden samtykke på samme måde som
i afgørelser med samtykke. Forslaget vil således skulle ses
i sammenhæng med det foreslåede § 140, stk. 1, og § 145,
stk. 1.
Med forslaget vil forældremyndighedsindehaver og barnet
eller den unge over 10 år være berettiget til at indbringe
en sag for Ankestyrelsen, hvor børne- og ungeudvalget har
truffet afgørelse. I overensstemmelse med efter gældende ret
vil ankeadgang for barnet eller den unge også gælde, hvor
den unge først fylder 10 år efter den trufne afgørelse, men
inden udløbet af ankefristen, jf. Folketingstidende, 1996-97,
tillæg A, side 5001.
Begrundelsen for forslaget er, at der kan være situationer,
hvor barnet eller den unge og forældremyndighedsindehave-
ren har modsatrettede interesser, og hvor det derfor kan være
et problem, at forældrene skal varetage både egne og barnets
eller den unges interesser. Derfor foreslås det, at barnet eller
den unge over 10 år skal have ret til at udøve egne partsbe-
føjelser som selvstændige part i egen sag.
For børn og unge under 10 år vil en sag således alene kunne
indbringes for Ankestyrelsen af forældremyndighedsindeha-
verne, og det vil da påhvile indehaverne af forældremyndig-
heden at varetage barnets eller den unges interesser i forbin-
delse med klage.
Hensynet med bestemmelsen er således først og fremmest, i
overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende,
2009-10, A, L 178, side 14, at i sager om særlig støtte til
børn og unge kan det ofte være tilfældet, at forældrene enten
ikke er i stand til at varetage barnets eller den unges tarv, el-
ler at forældrene og barnet eller den unge har modsatrettede
interesser i forhold til hvilke indsatser, der bedst kan gavne
barnet eller den unge. Det kan f.eks. være i tilfælde, hvor
forældrene ønsker barnet hjemme, til trods for at det er bedst
for barnet at blive anbragt. Det kan påvirke den endelige
afgørelse om foranstaltning på en måde, der ikke altid er til
gavn for barnet.
Med forslaget fastsættes desuden, at for så vidt angår afgø-
relser efter105, og § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for
anbragte børn og unge, der angår den af forældrene, der
ikke har del i forældremyndigheden, vil denne tillige kunne
indbringes for Ankestyrelsen. Endvidere fastslår den fore-
slåede bestemmelse, at plejeforældrene i privat familiepleje
vil kunne indbringe afgørelser efter § 42, stk. 4.
Det følger således heraf, at en forælder, der ikke har del
i forældremyndigheden, vil have konkrete partsbeføjelser i
sager, hvor der træffes konkrete afgørelser efter det foreslåe-
de § 105, der angår den pågældende forælder. Begrundelsen
er, at der kan være tale om afgørelser af potentielt indgri-
bende karakter for den pågældende, fordi der kan være tale
om at afskære eller begrænse kontakt og samvær mellem
forælderen og barnet eller den unge. På samme måde følger
det af forslaget, at plejeforældrene, når et barn eller en ung
er i privat familiepleje, vil have partsbeføjelser i en sag,
hvor der træffes afgørelse efter lovens § 42, stk. 4. Dette
vil endvidere skulle ses i sammenhæng med det foreslåede §
140, stk. 2-3, § 141, stk. 2, samt § 142, stk. 3.
Det foreslås med stk. 3, at indbringelse af en afgørelse for
Ankestyrelsen ikke hindrer iværksættelse af afgørelsen. Dog
kan Ankestyrelsens direktør under ganske særlige omstæn-
digheder bestemme, at en afgørelse ikke må iværksættes, før
Ankestyrelsen har truffet afgørelse i sagen.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 168, stk.
3. Det følger af den foreslåede bestemmelse, at en klage til
Ankestyrelsen jf. det foreslåede § 146, stk. 1, som hovedre-
gel ikke vil have opsættende virkning. Det vil sige, at hvis
børne- og ungeudvalget eksempelvis træffer afgørelse om
anbringelse uden samtykke, og denne afgørelse påklages af
forældremyndighedsindehaveren eller barnet eller den unge
over 10 år, så vil anbringelsen som hovedregel skulle iværk-
sættes, uagtet at sagen er indbragt for Ankestyrelsen.
Der vil dog under ganske særlige omstændigheder kunne
gives opsættende virkning i forbindelse med en klage til
412
Ankestyrelsen over en afgørelse truffet af børne- og unge-
udvalget. Dette vil i så fald skulle fastsættes af Ankestyrel-
sens direktør og vil medføre, at den trufne afgørelse ikke
må iværksættes, før Ankestyrelsen har truffet afgørelse i
sagen. Det vil f.eks. kunne være relevant i tilfælde, hvor
børne- og ungeudvalget har truffet afgørelse om ændring af
anbringelsessted uden samtykke, og hvor barnet eller den
unge over 10 år har klaget over afgørelsen. I sådanne tilfæl-
de vil Ankestyrelsen kunne vurdere, at det vil være bedst for
barnet at blive boende på sit nuværende anbringelsessted,
mens sagen behandles i Ankestyrelsen, for at undgå unødige
skift for barnet eller den unge.
Formålet med bestemmelsen er således at beskytte barnets
tarv. Når en klage ikke vil have opsættende virkning, vil det
have begrundelse i, at en klage ikke må forhindre, at barnet
eller den unge får den rette hjælp og støtte. Når det under
ganske særlige omstændigheder kan besluttes, at klagen skal
have opsættende virkning, vil det skulle begrundes i, at det
vil være det bedste for barnet eller den unge under hensynta-
gen til barnets eller den unges tarv og behov for støtte.
Det foreslås med stk. 4, at ved behandlingen i Ankestyrel-
sen finder §§ 140, 141 og 142, stk. 2 og 3, tilsvarende
anvendelse. Dette gælder også, når Ankestyrelsen af egen
drift tager en sag om særlig støtte til børn og unge op, jf. §
151, og Ankestyrelsen i den forbindelse vurderer, at det ikke
kan udelukkes, at behandlingen af sagen kan resultere i, at
Ankestyrelsen selv træffer afgørelse efter § 151, stk. 3.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 168, stk.
4, med redaktionelle ændringer. Der er ikke med forslaget
tilsigtet en ændring i forhold til gældende retstilstand.
Med forslaget fastsættes, at de foreslåede bestemmelser i
§§ 140, 141 og § 142, stk. 2 og 3, vil finde tilsvarende
anvendelse ved behandling af en sag efter det foreslåede §
146, stk. 1. Det vil sige, at parterne i sagen vil have ret til
gratis advokatbistand i overensstemmelse med reglerne i §
140, ligesom kommunalbestyrelsen efter reglerne i § 141 vil
have pligt til at gøre parterne bekendt med retten til efter
forvaltningslovens regler at se sagens akter og til at udtale
sig, inden afgørelsen træffes. Derudover vil parterne, samt
parternes advokat eller eventuelt anden bisidder, have ret til
at udtale sig i overensstemmelse med reglerne i § 142, stk. 2
og 3. Med forslaget fastsættes desuden, at det samme gør sig
gældende, når Ankestyrelsen af egen drift tager en sag om
støtte til børn og unge op, jf. den foreslåede bestemmelse i §
151, og Ankestyrelsen i den forbindelse vurderer, at det ikke
kan udelukkes, at behandlingen af sagen vil kunne resultere
i, at Ankestyrelsen selv træffer afgørelse efter det foreslåede
§ 151, stk. 3.
I overensstemmelse med efter gældende ret har forslaget til
formål at fastslå, at sagens parter vil have samme ret til
advokatbistand, ret til orientering om aktindsigt samt samme
udtaleret, ved Ankestyrelsens behandling af sagen, som de
vil have ved behandlingen af sagen i børn og unge-udvalge-
ne. Dette er i overensstemmelse med gældende ret, jf. lov
om ændring af lov om social service.
(Ansvaret for plejefamiliers efteruddannelse og supervision
og partsstatus til 12-14-årige ved domstolsprøvelse af sager
om særlig støtte til børn og unge m.v.), Folketingstidende,
2011-12, A, L 107 som fremsat, side 7.
Bestemmelsen fastslår, at forpligtelsen til at tilbyde foræl-
dremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 10 år,
gratis advokatbistand m.v. i forbindelse med, at Ankestyrel-
sen tager en sag op af egen drift, foreligger, når Ankestyrel-
sen vurderer, at det ikke kan udelukkes, at behandlingen
af sagen kan resultere i, at Ankestyrelsen træffer afgørelse
om en indsats uden samtykke. Med bestemmelsen fastslås
samtidig, at Ankestyrelsen skal foretage en vurdering af, om
sagen kan ende med en afgørelse om en indsats uden sam-
tykke. Hvis dette som udgangspunkt kan udelukkes, f.eks.
fordi det er forældrene selv, der har bedt Ankestyrelsen tage
sagen op, fordi forældrene ikke mener, at kommunen har
gjort tilstrækkeligt, eller hvor der i øvrigt ikke er noget,
der tyder på, at forældrene ikke er villige til at samarbej-
de, behandles sagen uden advokatbistand. Hvis det imod
forventning skulle ske, at Ankestyrelsen i sådanne tilfælde
ender med at behandle sagen efter § 151, skal der indkaldes
til et nyt ankemøde, hvor sagens parter har ret til gratis
advokatbistand m.v.
Det foreslås med stk. 5, at i forbindelse med behandlingen af
en sag i Ankestyrelsen har forældremyndighedsindehaver og
barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, ret til at få dækket
udgifter til transport til møder i Ankestyrelsen.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 168,
stk. 5, med redaktionelle ændringer som følge af, at alders-
grænsen for selvstændig partstatus med lovforslaget foreslås
nedsat til 10 år imod 12 år i dag.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at i forbindelse
med behandlingen af en sag i Ankestyrelsen, jf. det foreslåe-
de § 146, stk. 1, vil forældremyndighedsindehaveren og bar-
net eller den unge, der er fyldt 10 år, have ret til at få dækket
udgifter til transport til møder i Ankestyrelsen. Ydelsen vil
ikke være trangsbestemt. Det vil være forældrenes og bar-
nets eller den unges opholdskommune, der vil skulle finan-
siere ydelser efter bestemmelsen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.18.2. og 3.18.3.
Til § 147
Det fremgår af § 169, stk. 1, i serviceloven, at Ankestyrel-
sens afgørelser efter § 65, stk. 3, og § 168 kan ved henven-
delse til Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at klageren har
fået meddelelse om afgørelsen, kræves forelagt for retten.
Det fremgår af § 169, stk. 2, at hvis ankestyrelsens afgørelse
stadfæstet ved dom, kan fornyet prøvelse for retten kun
413
kræves, hvis sagen på ny har været forelagt Ankestyrelsen
til afgørelse.
Det foreslås med stk. 1, at Ankestyrelsens afgørelser efter
§ 146 og § 151, stk. 3, ved henvendelse til Ankestyrelsen
inden fire uger efter, at klageren har fået meddelelse om
afgørelsen, kan kræves forelagt for retten.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 169, stk.
1, med redaktionelle ændringer.
Forslaget indebærer, at Ankestyrelsens afgørelser, jf. det
foreslåede § 146 og det foreslåede § 151, stk. 3, vil kunne
kræves forelagt for byretten. Dette vil således gælde i tilfæl-
de, hvor Ankestyrelsen har truffet afgørelse på baggrund af
en klage efter § 146, stk. 1, eller hvor Ankestyrelsen har
truffet afgørelse i medfør af Ankestyrelsens egendriftskom-
petence, jf. § 151, stk. 3.
Da Ankestyrelsens afgørelser i klagesager om børne- og
ungeudvalgets afgørelser m.m. er henlagt til byretten frem
for landsretten i første instans, vil der være parallelitet med
andre civile sager, der også som udgangspunkt vil skulle be-
handles ved byretten i første instans. Dette er i overensstem-
melse med gældende ret, jf. Folketingstidende, 2005-06, til-
læg A, side 5448-5449.
Ifølge grundloven vil domstolene kunne påkende ethvert
spørgsmål om forvaltningens grænser. Det vil ikke være
en almindelig betingelse for indbringelse af forvaltningens
afgørelser for domstolene, at borgeren forinden har udnyttet
sine muligheder for at påklage afgørelsen til en anden admi-
nistrativ myndighed. Retten vil dog have mulighed for at
udsætte en sag, når dette findes hensigtsmæssigt. Det vil
f.eks. kunne ske med henblik på at afvente udfaldet af en ad-
ministrativ afgørelse, der vil kunne få indflydelse på sagens
udfald. Retten vil i den forbindelse kunne udsætte sagen,
indtil en klagesag inden for det administrative klagesystem
er blevet afgjort.
Det foreslås med stk. 2, at hvis Ankestyrelsens afgørelse
er stadfæstet ved dom, kan fornyet prøvelse for retten kun
kræves, hvis sagen på ny har været forelagt Ankestyrelsen
til afgørelse.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 169, stk. 2.
Forslaget indebærer, i overensstemmelse med efter gælden-
de ret, jf. Folketingstidende, 1996-97, tillæg A, side 5002,
at fornyet prøvelse for retten kun vil kunne kræves, hvis An-
kestyrelsen på ny har behandlet sagen, dvs. at den admini-
strative rekurs vil skulle være udnyttet. Der vil således ikke
være mulighed for at få foretaget fornyet domstolsprøvelse
på uændret grundlag.
Byrettens dom vil ikke kunne ankes til landsretten. Byret-
tens dom vil kun kunne ankes til landsretten med Procesbe-
villingsnævnets tilladelse, jf. reglerne i retsplejeloven. Der
henvises i den forbindelse til den foreslåede bestemmelse i §
149, stk. 1.
Der henvises endvidere til retsplejelovens regler om frister
for indbringelse af sager for retten m.v.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.18.2. og 3.18.3.
Til § 148
Det fremgår af § 170, stk. 1, i serviceloven, at byretten
tiltrædes under hovedforhandlingen af et retsmedlem, der er
sagkyndig i børneforsorg, og et retsmedlem, der er sagkyn-
dig i børne- eller ungdomspsykiatri eller i psykologi.
Det fremgår af § 170, stk. 2, at sagerne behandles efter
retsplejelovens regler om borgerlige sager, herunder kapitel
43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse
med de ændringer, der er angivet i dette kapitel.
Det fremgår af § 170, stk. 3, at som parter anses forældre-
myndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 12 år,
uanset om den pågældende har krævet afgørelsen forelagt
for retten.
Efter § 170, stk. 4, kan retten bestemme, at retsmøderne skal
foregå for lukkede døre.
Det fremgår af § 170, stk. 5, at ved offentlig gengivelse af
forhandlingerne i retten eller af dommen må der ikke uden
rettens tilladelse ske offentliggørelse af navn, stilling eller
bopæl for nogen af de under sagen nævnte personer eller
på anden måde offentliggørelse af de pågældendes identi-
tet. Overtrædelse af forbuddet straffes med bøde.
Endelig fremgår det af § 170, stk. 6, at ved afgivelse af
dissens angives dommernes navne ikke.
Det foreslås med stk. 1, at byretten i sager, jf. § 147, stk. 1
under hovedforhandlingen tiltrædes af et retsmedlem, der er
sagkyndig i børneforsorg, og et retsmedlem, der er sagkyn-
dig i børne- eller ungdomspsykiatri eller i psykologi.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 170,
stk. 1. Den gældende bestemmelse i serviceloven er i sin
væsentlighed en videreførelse af retstilstanden helt tilbage
fra lov om børne- og ungdomsforsorg. Det fremgår af for-
arbejderne til gældende ret, jf. Folketingstidende, 1963-64,
tillæg A, spalte 709, at kredsen af sagkyndige i sin tid er
blevet udvidet til foruden børnesagkyndige at omfatte kyn-
dige i børne- eller ungdomspsykiatri eller i psykiatri, med
den begrundelse, at det må anses for ønskeligt at kunne
drage nytte af den faglige indsigt vedrørende børn og unge,
som psykologerne repræsenterer. Det vil i disse sager ofte
dreje sig om bedømmelse af en pædagogisk-psykologisk
situation, der vil omfatte barnet eller den unge og, familien
og de muligheder, som støtte efter loven i form af f.eks. en
eventuel anbringelse uden for hjemmet, vil kunne give.
Begrundelsen for, at bestemmelsen giver adgang til enten
at vælge et retsmedlem, der er sagkyndig i børne- eller ung-
domspsykiatri eller i psykiatri, er desuden, jf. Folketingsti-
dende, 1963-64, tillæg A, spalte 709, at det må anses for
414
en fordel, at den kreds, af hvilken de sagkyndige medlem-
mer tages, herved bliver større. På denne måde vil det bl.a.
lettere kunne undgås, at de pågældende gennem deres arbej-
de ved psykiatriske afdelinger og klinikker m.v. vil have
beskæftiget sig med den enkelte sag, inden den bringes for
retten.
I forhold til udpegning af børnesagkyndige dommere, vil
der i overensstemmelse med efter gældende ret ikke stilles
specifikke krav om pædagogisk uddannelse ift. sagkyndige
i børneforsorg. Der forudsættes dog relevant uddannelse på
børneområdet samt praktisk erfaring med specialområdet
udsatte børn og unge og/eller ift. børn og unge med en funk-
tionsnedsættelse. Det vil ofte kunne være ønskeligt, at pæ-
dagogisk uddannede udpeges til dette hverv, men personer
med erfaringer fra praktisk pædagogisk arbejde eller andet
arbejde inden for børne- og ungeområdet vil også kunne væ-
re relevant, hvorfor der ikke stilles specifikke krav om pæ-
dagogisk uddannelse, jf. Folketingstidende, 1963-64, tillæg
A, spalte 710. Andre faggrupper med relevant faglig uddan-
nelse og/eller efteruddannelse vil efter en konkret vurdering
eksempelvis kunne være folkeskolelærere, socialrådgivere
eller sundhedsplejerske, som har praktisk erfaring inden for
specialområdet udsatte børn og unge.
I forhold til sagkyndige i børne- og ungdomspsykiatri eller
psykologi lægges der vægt på praktisk erfaring om udsatte
børn og unge, herunder at der er tale om autoriserede psyko-
loger eller psykologer der har specialiseret sig i børne- og
ungeområdet.
Der henvises i øvrigt til Folketingstidende, 2005-06, tillæg
A, side 5449, hvoraf det følger, at der i lovteksten benyt-
tes udtrykket sagkyndige eller sagkyndige retsmedlemmer
i overensstemmelse med retsplejelovens sprogbrug, hvor be-
tegnelsen dommere er forbeholdt juridiske dommere.
Det foreslås med stk. 2, at sagerne behandles efter retspleje-
lovens regler om borgerlige sager, herunder kapitel 43 a om
prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse med de
ændringer, der er angivet i dette kapitel.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 170, stk.
2. Den gældende bestemmelse i serviceloven er i sin væsent-
lighed en videreførelse af retstilstanden tilbage fra bistands-
loven.
Forslaget angiver de regler i retsplejeloven, efter hvilke sag-
erne skal behandles.
Forslaget indebærer således, at sager, hvor Ankestyrelsens
afgørelser i klagesager om børne- og ungeudvalgets afgø-
relser indbringes for byretten, jf. det foreslåede § 147, vil
blive behandlet efter retsplejelovens regler om borgerlige
sager. Der henvises i den forbindelse til retsplejeloven, her-
under særligt kapitel 43 a om prøvelse af administrativt
bestemt frihedsberøvelse.
Det foreslås med stk. 3, at som parter anses forældremyndig-
hedsindehaver og den unge, der er fyldt 10 år, uanset om
den pågældende har krævet afgørelsen forelagt for retten.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 170, stk. 3,
med den nødvendige konsekvensændring som følge af, at
aldersgrænsen for selvstændig partstatus med lovforslaget
foreslås fastsat til 10 år imod de 12 år, som følger af gæl-
dende ret. Der henvises i den forbindelse til de almindelige
bemærkninger, punkt 3.18.2 og 3.18.3. Forlaget skal i øvrigt
ses i sammenhæng med det foreslåede § 145. Der er ikke
med den foreslåede ordning tilsigtet yderligere ændringer i
forhold til gældende ret.
Med forslaget fastslås, at såvel indehaveren af forældremyn-
digheden som barnet eller den unge, der er fyldt 10 år,
vil være parter i sagen. Dette vil også gælde i de tilfælde,
hvor den pågældende ikke selv har krævet sagen forelagt for
retten.
Ankestyrelsen, hvis afgørelse indbringes for retten, vil lige-
ledes være part i sagen, jf. retsplejelovens § 470, stk.1.
I det omfang, der er tillagt plejeforældre og den af forældre-
ne, der ikke har del i forældremyndigheden, en klageret,
vil disse endvidere være part i sagen i det omfang, de har
indbragt sagen for retten.
Da det antages, at parter, der optræder på egen hånd, har ret
til at overvære retsmøderne, uanset bestemmelsen i retsple-
jelovens § 32, stk. 1, vil den unge, der er fyldt 10 år, i kraft
af sin partsstatus have ret til at overvære retsmøderne.
Det foreslås med stk. 4, at retten kan bestemme, at retsmø-
derne skal foregå for lukkede døre.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 170, stk.
4. Den gældende bestemmelse i serviceloven er i sin væsent-
lighed en videreførelse af retstilstanden tilbage fra bistands-
loven, jf. også bemærkninger til det foreslåede § 148, stk.
1. Bestemmelsen fastsætter parallelitet med retsplejelovens
regler om dørlukning under rettens behandling af sager.
Der henvises til retsplejelovens § 29, hvorefter retten kan
bestemme, at et retsmøde skal holdes for lukkede døre, når
særlige forhold gør sig gældende. Det vil f.eks. kunne være
tilfælde, når hensynet til ro og orden i retslokalet kræver
det, eller når sagens behandling i et offentligt retsmøde vil
udsætte nogen for en unødvendig krænkelse. Det følger end-
videre af retsplejelovens § 29, stk. 2, at i borgerlige sager vil
der efter anmodning fra parterne kunne træffes bestemmelse
om dørlukning, hvis det er af særlig betydning for parterne
at undgå offentlighed om sagen og ingen afgørende offentlig
interesse strider herimod.
Det foreslås med stk. 5, at ved offentlig gengivelse af for-
handlingerne i retten eller af dommen må der ikke uden
rettens tilladelse ske offentliggørelse af navn, stilling eller
bopæl for nogen af de under sagen nævnte personer eller
på anden måde offentliggørelse af de pågældendes identi-
tet. Overtrædelse af forbuddet straffes med bøde.
415
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 170,
stk. 5. Den gældende bestemmelse i serviceloven er en vi-
dereførelse af retstilstanden tilbage fra bistandsloven. Der
henvises i den forbindelse til Folketingstidende, 1991-92,
tillæg A, side 4903, hvoraf det fremgår, at formålet med be-
stemmelsen i overensstemmelse med § 473 i retsplejeloven
er at beskytte sagens parter mod offentliggørelse af deres
identitet, f. eks. gennem fotografering. Der henvises i øvrigt
til retsplejelovens regler herom.
Det foreslås med stk. 6, at ved afgivelse af dissens angives
dommernes navne ikke.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 170, stk.
6, der viderefører retstilstanden tilbage fra bistandsloven. I
overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingsti-
dende, 1991-92, tillæg A, side 4903, følger det af forslaget,
at i tilfælde af dissens, vil der ikke gives oplysning om dom-
mernes navne. Dette er forudsat, at der kan gives oplysning
om dissens. Det følger af forarbejderne til gældende ret,
at der vil kunne være en vis vejledning i at få oplyst om
eventuel dissens, uanset at dommernes navne ikke vil kunne
angives.
Der er tale om en fravigelse af det almindelige udgangs-
punkt som fastsat i retsplejelovens § 218. stk. 3, 1. pkt.,
hvoraf det fremgår, at i borgerlige sager skal domme og
kendelser, der ikke er afsagt af en enkelt dommer, indeholde
oplysninger om de forskellige meninger under afstemningen
vedrørende såvel resultatet som begrundelsen med angivelse
af de pågældende retsmedlemmers navne.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.18.2. og 3.18.3. Til § 149
Det fremgår af § 171, i serviceloven, at byrettens afgørelse
ikke kan indbringes for landsretten. Procesbevillingsnævnet
kan dog give tilladelse til anke, hvis sagen er af principiel
karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning
om tilladelse skal indgives til nævnet inden fire uger efter
dommens afsigelse. Nævnet kan dog undtagelsesvis medde-
le tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden et år
efter afsigelsen.
Det foreslås med stk. 1, at byrettens afgørelse ikke kan
indbringes for landsretten. Procesbevillingsnævnet kan dog
give tilladelse til anke, hvis sagen er af principiel karakter
eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om
tilladelse skal indgives til nævnet inden fire uger efter dom-
mens afsigelse. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele
tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1år
efter afsigelsen.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 171.
I overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketings-
tidende 2013-14, tillæg A, L 178 som fremsat, side 133,
vil forslaget indebære, at prøvelsen af byrettens domme om
prøvelse af Ankestyrelsens afgørelser vil være begrænset,
således at anke til landsretten kun vil kunne ske med til-
ladelse fra Procesbevillingsnævnet. En sådan tilladelse vil
kunne meddeles, hvis sagen er af principiel karakter, eller
særlige grunde i øvrigt taler derfor.
Vurderingen af, om der foreligger særlige grunde, vil skulle
bero på en konkret vurdering af den enkelte sag, men det
forudsættes bl.a. at kunne omfatte tilfælde, hvor byrettens
afgørelse vurderes at være (åbenbart) forkert, eller hvor der
i øvrigt er grund til at tro, at afgørelsen vil blive ændret af
landsretten.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.18.2. og 3.18.3.
Til § 150
Det fremgår af § 172, stk. 1, i serviceloven, at de sagkyn-
dige, der er nævnt i servicelovens § 170, beskikkes af
domstolsstyrelsen efter forhandling med social- og ældremi-
nisteren. Domstolsstyrelsen fastsætter deres antal og træffer
bestemmelse om vederlag og rejsegodtgørelse. De beskikke-
de skal være myndige, må ikke være under værgemål efter
værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værge-
målslovens § 7 og skal være uberygtede og vederhæftige.
Det fremgår af § 172, stk. 2, at beskikkelse gælder for 4
år. En sagkyndig afgår ved udgangen af den måned, i hvil-
ken den pågældende fylder 70 år.
Det fremgår af § 172, stk. 3, at ingen, der opfylder betingel-
serne i stk. 1, kan afslå at modtage beskikkelse, medmindre
den pågældende er over 65 år eller har anden rimelig frita-
gelsesgrund.
Endelig fremgår det af § 172, stk. 4, at udtagelsen for den
enkelte sag blandt de beskikkede sagkyndige foretages af
retsformanden. Ingen kan udtages, som ifølge §§ 60 og 61
i retsplejeloven ville være udelukket fra at handle som dom-
mer i sagen.
Det foreslås med stk. 1, at de sagkyndige, der er nævnt
i § 148, beskikkes af domstolsstyrelsen efter forhandling
med social- og ældreministeren. Domstolsstyrelsen fastsæt-
ter deres antal og træffer bestemmelse om vederlag og rej-
segodtgørelse. De beskikkede skal være myndige, må ikke
være under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under
samværgemål efter værgemålslovens § 7 og skal være ube-
rygtede og vederhæftige.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 172,
stk. 1. Den gældende bestemmelse i serviceloven er i sin
væsentlighed en videreførelse af retstilstanden tilbage fra
bistandsloven.
I overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingsti-
dende, 1997-98, tillæg A, side 885, vil bestemmelsen inde-
bære, at de sagkyndige efter det foreslåede § 148 beskikkes
af domstolsstyrelsen efter forhandling med social- og ældre-
ministeren. De beskikkede vil skulle være myndige, må ikke
være under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under
416
samværgemål efter værgemålslovens § 7 og vil skulle være
uberygtede og vederhæftige.
Begreberne ”uberygtet” og ”vederhæftig” i serviceloven
er en terminologi, der stammer fra de tidligere sociale lo-
ve. Begrebet ”uberygtet” er endvidere anvendt i retsplejelo-
vens § 69 i relation til nævninge og domsmænd, uden at
begrebet er nærmere defineret.
Med begreberne vil skulle forstås, at den sagkyndige skal
være pålidelig, troværdig, uangribelig og ubelastet. Dvs. at
vedkommende f.eks. ikke må have begået handlinger, der i
almindeligt omdømme gør pågældende uværdig til at bestri-
de hvervet som sagkyndig. Der vil derudover være tale om
kvaliteter, som pågældende må forventes at besidde for at
varetage vedkommendes virke som psykolog, da kravene er
formuleret i forbindelse med en faglig beskikkelse. Sager
vedrørende vedkommendes professionelle virke må derfor
skulle vægtes betydeligt tungere i vurderingen, end sager
vedrørendes vedkommendes private forhold.
Der vil således ikke kunne opstilles klare kriterier for, eller
nedre grænse for, hvornår en beskikket sagkyndig opfylder
kravene om at være vederhæftig og uberygtet, men der vil
skulle være tale om en individuel, konkret og samlet vurde-
ring af den pågældende.
Det foreslås med stk. 2, at beskikkelse gælder for fire år. En
sagkyndig afgår ved udgangen af den måned, i hvilken den
pågældende fylder 70 år.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 172, stk.
2. Den gældende bestemmelse i serviceloven er i sin væsent-
lighed, dog med redaktionelle ændringer, en videreførelse af
retstilstanden tilbage fra forsorgsloven.
Med forslaget fastholdes den gældende retstilstand således,
at en beskikkelse vil gælde for fire år, og en sagkyndig vil
afgå ved udgangen af den måned, i hvilken den pågældende
fylder 70 år, jf. Folketingstidende, 1957-58, tillæg A, spalte
1027-1028.
Det foreslås med stk. 3, at ingen, der opfylder betingelserne
i det foreslåede § 150, stk. 1, kan afslå at modtage beskik-
kelse, medmindre den pågældende er over 65 år eller har
anden rimelig fritagelsesgrund.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af service-
lovens, § 172, stk. 3. Den gældende bestemmelse i service-
loven er i sin væsentlighed, dog med redaktionelle ændrin-
ger, en videreførelse af retstilstanden tilbage fra forsorgslo-
ven.
Med forslaget fastholdes den gældende retstilstand således,
at ingen, der opfylder betingelserne i det foreslåede § 150,
stk. 1, vil kunne afslå at modtage beskikkelse, medmindre
den pågældende, jf. den foreslåede bestemmelse i § 150,
stk. 4, er over 65 år eller har anden rimelig fritagelses-
grund. Dette er således i overensstemmelse med gældende
ret, jf. forarbejderne til gældende ret, jf. Folketingstidende,
1957-58, tillæg A, spalte 1027-1028.
Det foreslås med stk. 4, at udtagelsen for den enkelte sag
blandt de beskikkede sagkyndige foretages af retsforman-
den. Det foreslås, at ingen kan udtages, som efter §§ 60 og
61 i retsplejeloven ville være udelukket fra at handle som
dommer i sagen.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 172, stk.
4. I overensstemmelse efter gældende ret, jf. Folketingsti-
dende, 2005-06, tillæg A, side 5449, vil forslaget indebære,
at kompetencen til at udtage sagkyndige dommere for den
enkelte sag vil være henlagt til retsformanden. Dette vil
være i overensstemmelse med den almindelige regel om
udtagning af sagkyndige dommere i retsplejelovens § 94,
og det vil være antaget i praksis, at den gældende regel i
lov om social service § 172, stk. 4, 1. pkt., der foreslås
videreført med det stk. 4, 1. pkt., ikke vil være til hinder for,
at landsretspræsidenten kan bemyndige retsformanden til at
udtage sagkyndige dommere for den enkelte sag.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.18.2. og 3.18.3.
Til § 151
Det fremgår af § 65, stk. 1, i serviceloven, at Ankestyrelsen
af egen drift kan tage sager om særlig støtte til børn og
unge op, når det må antages, at en kommunalbestyrelse i en
konkret sag ikke har foretaget de fornødne sagsbehandlings-
skridt eller ikke har truffet de fornødne afgørelser i overens-
stemmelse med barnets eller den unges bedste, jf. dog stk.
6. Ankestyrelsen kan da pålægge kommunalbestyrelsen at
foretage de fornødne sagsbehandlingsskridt eller at træffe de
fornødne afgørelser.
Det fremgår af § 65, stk. 2, i serviceloven, at hvis der er
behov for foranstaltninger efter §§ 52 eller 52 a og kommu-
nalbestyrelsen undlader at iværksætte disse i fornødent om-
fang, kan Ankestyrelsen selv træffe en foreløbig afgørelse
om foranstaltninger. Ankestyrelsen kan dog ikke træffe en
foreløbig afgørelse efter § 52, stk. 3, nr. 7, når afgørelsen
vedrører et barn eller en ung i et forbedringsforløb efter §§
13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. An-
kestyrelsen skal orientere Ungdomskriminalitetsnævnet om
tilfælde omfattet af 2. pkt. og om afgørelser efter 1. pkt.,
når afgørelsen vedrører et barn eller en ung, der er i et
forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Efter § 65, stk. 3, i serviceloven, kan Ankestyrelsen endvi-
dere selv træffe afgørelse efter §§ 51, 58, 63, 68 a og 71.
Efter § 65, stk. 4, i serviceloven, kan Ankestyrelsen pålæg-
ge kommunalbestyrelsen at gennemføre afgørelser efter stk.
1-3 og kan desuden bestemme, at afgørelserne skal gennem-
føres inden for en nærmere angivet tidsfrist, når det må
anses for nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges
bedste.
417
Det fremgår endvidere af § 65, stk. 6, i serviceloven, at
Ankestyrelsen ikke kan træffe afgørelse efter stk. 1 og 3 i
sager om et barn eller en ung, der er pålagt en straksreakti-
on, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
eller er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet. I sager omfattet af 1.
pkt. kan Ankestyrelsen træffe afgørelse om at pålægge kom-
munalbestyrelsen at forelægge sagen for Ungdomskriminali-
tetsnævnet. Ankestyrelsen skal orientere Ungdomskriminali-
tetsnævnet om afgørelser efter 2. pkt.
Det foreslås med stk. 1, at Ankestyrelsen af egen drift kan
tage sager om støtte efter denne lov til børn og unge op, når
det må antages, at en kommunalbestyrelse i en konkret sag
ikke har foretaget de fornødne sagsbehandlingsskridt eller
ikke har truffet de fornødne afgørelser i overensstemmelse
med barnets eller den unges bedste, jf. dog det foreslåede
§ 151, stk. 5 og 6. Det foreslås, at Ankestyrelsen da kan
pålægge kommunalbestyrelsen at foretage de fornødne sags-
behandlingsskridt eller at træffe de fornødne afgørelser efter
kapitel 3-7 og kapitel 9-12 i denne lov.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af service-
lovens § 65, stk. 1, med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i forhold til gældende ret at tydeliggøre i den
foreslåede bestemmelses 2.pkt., at Ankestyrelsen har kom-
petence til at pålægge kommunalbestyrelsen at foretage de
fornødne sagsbehandlingsskridt eller træffe de fornødne af-
gørelser efter kapitel 3-7 og kapitel 9-12 i barnets lov.
I overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketings-
tidende, 2009-10, A, L 178 som fremsat, side 49, vil An-
kestyrelsen således med forslaget have mulighed for at gå
ind i alle sager vedrørende støtte efter kapitel 3-7 og kapi-
tel 9-12 i barnets lov, hvor kommunalbestyrelsen ikke har
foretaget eller truffet de i loven foreskrevne fornødne sags-
behandlingsskridt eller afgørelser, eller hvor de foretagne
sagsskridt og trufne afgørelser ikke er foretaget eller truffet i
overensstemmelse med barnets eller den unges bedste.
Oftest vil anledningen til at tage en sag op være en henven-
delse fra andre myndigheder, et sygehus eller pårørende til
barnet eller den unge, men også henvendelser fra et barn
eller en ung eller omtale af en sag i medierne vil kunne
give anledning til, at en sag tages op efter den foreslåede
bestemmelse. Ankestyrelsen vil konkret skulle vurdere, om
henvendelsen giver grundlag for at tage sagen op efter det
foreslåede § 151.
I visse tilfælde vil der desuden foreligge en konkret pligt
til at underrette Ankestyrelsen. Det vil f.eks. gælde i til-
fælde, hvor børne- og ungeudvalget ikke træffer afgørelse
i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens indstilling
om opretholdelse eller iværksættelse af en anbringelse uden
samtykke, og hvor der ved afgørelsen ikke er enighed i
børne- og ungeudvalget herom, jf. det foreslåede § § 142,
stk.6. Det vil også gælde i tilfælde, hvor børne- og unge-
udvalget i forbindelse med behandlingen af en sag om an-
bringelse uden samtykke finder, at kommunalbestyrelsens
begrundelse for ikke at anbringe én eller flere søskende til
det pågældende barn giver anledning til bekymring, jf. det
foreslåede § 51, stk. 4. I dette tilfælde vil Ankestyrelsen
konkret skulle vurdere, om der er grundlag for at tage sagen
op af egen drift.
Det foreslås konkret, at Ankestyrelsen med den foreslåede
ordning vil kunne gå ind i alle sager, hvor kommunalbesty-
relsen ikke har foretaget eller truffet de i loven foreskrevne
fornødne sagsbehandlingsskridt eller afgørelser i overens-
stemmelse med barnets eller den unges bedste. Bestemmel-
sen vil både omfatte formelle sagsbehandlingsskridt som
f.eks. inddragelse af barnet eller den unge, jf. det foreslåede
§ 5, der har til formål at bidrage til sagsoplysningen eller om
indsatser, jf. det foreslåede § 32, m.fl.
Ankestyrelsens mulighed for at gå ind i sagerne af egen drift
vil efter forslaget både gælde i tilfælde, hvor det lovpligtige
sagsbehandlingsskridt slet ikke er foretaget eller afgørelse
ikke er truffet, og i de tilfælde, hvor sagsbehandlingsskridtet
er foretaget eller afgørelsen er truffet, men hvor de ikke
lever op til lovens krav. Det vil f.eks. kunne være, hvor den
børnefaglige undersøgelse er mangelfuld, hvor der ikke er
sammenhæng mellem undersøgelsen og den valgte indsats
efter det foreslåede § 32, eller hvor en afgørelse om eksem-
pelvis samvær mellem barnet eller den unge og forældre
eller netværk ikke er truffet under fornødent hensyntagen til
barnets bedste.
Som reaktion på kommunalbestyrelsens manglende overhol-
delse af loven vil Ankestyrelsen kunne pålægge kommunal-
bestyrelsen at foretage de fornødne sagsbehandlingsskridt
eller at træffe de fornødne afgørelser.
Dog følger det af den foreslåede bestemmelse, at Ankesty-
relsens kompetence til at træffe afgørelse af egen drift vil
være afskåret, når afgørelsen vedrører et barn eller en ung,
der er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpel-
se af ungdomskriminalitet, eller er i et forbedringsforløb
efter §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskrimi-
nalitet. Der henvises i den forbindelse til det foreslåede §
151, stk. 5 og 6. Dette er i overensstemmelse med gælden-
de retstilstand, jf. Folketingstidende, 2018-19, L 84 som
fremsat, side 45, og vil skulle ses i lyset af, at Ungdoms-
kriminalitetsnævnet i en række sager har overtaget denne
kompetence og pligt til at reagere, hvis kommunen ikke gør
det fornødne. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til de
foreslåede bestemmelser i § 151, stk. 5 og 6.
Det foreslås med stk. 2, at Ankestyrelsen kan træffe afgørel-
se om indsatser efter det foreslåede §§ 32, 35, stk. 4 og 5,
eller § 46, hvis der er behov herfor, og kommunalbestyrel-
sen undlader at iværksætte disse i fornødent omfang.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 65, stk. 2,
1. pkt., med de nødvendige konsekvensændringer som følge
af, at de konkrete afgørelser om indsatser med lovforslaget
fremadrettet vil skulle træffes efter de foreslåede bestem-
418
melser i § 32 om støttende indsatser, § 35, stk. 4 og 5 om
økonomisk støtte, eller 46 om anbringelse med samtykke.
I overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketings-
tidende, 2009-10, A, L 178 som fremsat, side 49-50, inde-
bærer forslaget, at Ankestyrelsen udover at kunne pålægge
kommunalbestyrelsen at træffe en afgørelse, jf. det foreslå-
ede § 151, stk. 1, også selv vil kunne træffe en foreløbig
afgørelse om iværksættelse af indsatser efter de foreslåede
bestemmelser i § 32, § 35, stk. 4 og 5, eller § 46.
Ankestyrelsen vil på den måde kunne reagere i sager, hvor
kommunen f.eks. har truffet afgørelse om en indsats efter
det foreslåede § 32, men hvor Ankestyrelsen vurderer, at
denne ikke er dækkende i forhold til at imødekomme bar-
nets eller den unges behov. I disse tilfælde vil Ankestyrelsen
kunne pålægge kommunen at træffe en ny afgørelse, jf. det
foreslåede § 151, stk. 1, eller Ankestyrelsen vil selv kunne
træffe en foreløbig afgørelse, jf. det foreslåede § 151, stk.
2. Ankestyrelsen vil imidlertid ikke kunne tage stilling til
det konkrete metodevalg eller det konkrete anbringelsessted,
forudsat at det valgte modsvarer barnets eller den unges
behov.
Med den foreslåede ordning vil Ankestyrelsen f.eks. kunne
træffe en foreløbig afgørelse om familiebehandling eller an-
bringelse. Det vil dog kræve, at parterne giver samtykke
hertil.
Ankestyrelsens direktør vil desuden kunne træffe foreløbig
afgørelse og pålægge kommunalbestyrelsen at gennemføre
afgørelsen efter det foreslåede § 143, stk. 6.
Det foreslås med stk. 3, at Ankestyrelsen kan træffe afgørel-
se efter §§ 23, 40, 47, 61-63, 67, 104 og 105.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 65, stk. 3,
hvorefter Ankestyrelsen selv kan træffe afgørelse efter ser-
vicelovens §§ 51, 58, 63 og 68 a og 71, som med barnets lov
foreslås videreført som §§ 23, 40, 47, 67, 104 og 105. Desu-
den er som noget nyt tilføjet lovforslagets §§ 61-63.
Forslaget indebærer, i overensstemmelse med efter gælden-
de ret, jf. Folketingstidende, 2019-20, A, L 68 som fremsat,
side 34, at Ankestyrelsen selv vil kunne træffe visse afgø-
relser uden samtykke efter barnets lov, herunder bl.a. om
anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, når betingel-
serne herfor er opfyldt. Ankestyrelsen vil således selv kun-
ne træffe afgørelse efter det foreslåede § 23 (undersøgelse
under ophold på institution m.v.), § 40 (lægelig undersøgelse
og behandling uden samtykke). § 47 (anbringelse uden sam-
tykke), § 61 (anbringelse på delvist lukkede døgninstitutio-
ner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner), § 62
(anbringelse på sikrede døgninstitutioner), § 63 (anbringelse
på særligt sikrede afdelinger), § 67 (videreført anbringelse),
og §§ 104 og 105 (samvær og kontakt). Ankestyrelsens
adgang til at træffe afgørelse efter de foreslåede §§ 61-63 er
fastsat ved dom i Vestre Landsret (BS-29683/2019).
I overensstemmelse med forarbejderne til gældende ret, jf.
Folketingstidende, 2019-20, A, L 68 som fremsat, side 34
vil forslaget indebære, at Ankestyrelsen af egen drift vil
kunne træffe afgørelse efter § 104, stk. 2, i barnets lov, der
erstatter servicelovens § 71, stk. 2, 1. pkt., om omfanget
og udøvelsen af samvær og kontakt mellem barnet eller
den unge og forældre eller netværk og vil kunne fastsætte
nærmere vilkår for samværet og kontakten. Det vil også
omfatte adgang til at træffe afgørelse om samvær mellem
barnet eller den unge og f.eks. en tidligere plejefamilie,
som barnet eller den unge er knyttet til, og som derfor må
betragtes som en del af barnets eller den unges netværk. Ved
afgørelse om fastsættelse af samvær efter det foreslåede §
104 vil udgangspunktet altid være, at kommunen, som alt
andet lige har det bedste kendskab til barnet eller den unge
eller familien, vil være nærmest til at træffe afgørelse, og
der vil således skulle være tale om særlige omstændigheder,
før det vil være relevant at Ankestyrelsen selv træffer afgø-
relse herom af egen drift frem for at pålægge kommunen at
træffe de nødvendige afgørelser.
En sådan afgørelse efter den foreslåede bestemmelse vil
f.eks. kunne være relevant i en situation, hvor kommunal-
bestyrelsen i en længere periode har undladt at sørge for,
at barnets eller den unges forbindelse med f.eks. forældre,
bedsteforældre, søskende eller en tidligere plejefamilie, som
barnet er nært knyttet til, holdes ved lige, og hvor dette
ikke er begrundet i hensynet til at beskytte barnets eller den
unges sundhed eller udvikling eller beskytte barnet eller den
unge mod overgreb. Her vil hensynet til barnets eller den
unges bedste, herunder hensynet til barnets eller den unges
mulighed for at bevare nære relationer til netværket kunne
tale for, at Ankestyrelsen selv træffer afgørelse om omfang
og udøvelse af samvær eller støttet samvær, hvis dette vur-
deres nødvendigt, så sagen ikke forsinkes yderligere.
Hvor længe kommunen vil skulle have undladt at sørge
for, at forbindelsen holdes ved lige, før Ankestyrelsen selv
bør træffe afgørelse frem for at pålægge kommunalbesty-
relsen at foretage de fornødne sagsbehandlingskridt eller
træffe de fornødne afgørelser, vil bero på en konkret og
individuel vurdering i det enkelte tilfælde. Ved vurderingen
heraf vil der bl.a. skulle lægges vægt på barnets eller den
unges tilknytning til den eller de pågældende, som samværet
vedrører, og/eller barnets eller den unges behov og mulig-
hed for fremadrettet at skabe og bevare nære relationer til
vedkommende.
Ankestyrelsen vil desuden efter den foreslåede bestemmelse
med samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den un-
ge, der er fyldt 15 år, kunne træffe afgørelse om, at samvæ-
ret mellem forældrene og barnet eller den unge skal støttes
ved, at der en tredje person til stede (støttet samvær), jf. §
104, stk. 3, i barnets lov, der erstatter servicelovens § 71,
stk. 2, 4. pkt.
Det vil efter omstændighederne f.eks. kunne være relevant i
en situation, hvor kommunalbestyrelsen har tilrettelagt eller
fastsat samvær med forældrene, men hvor samværet inden
for de fastsatte rammer og vilkår ikke er til barnets eller den
419
unges bedste, fordi forældrene har behov for råd, hjælp og
vejledning under samværet med barnet eller den unge med
henblik på at forbedre relationen mellem barnet eller den
unge og forældrene, uden at der dog er risiko for barnets
eller den unges sikkerhed ved samværet. Hvis behovet for
at justere rammerne for samvær vurderes at være hastende
af hensyn til barnets eller den unges bedste, vil det efter om-
stændighederne kunne tale for, at Ankestyrelsen selv træffer
afgørelse, så sagen ikke skal afvente, at kommunalbestyrel-
sen træffer de fornødne afgørelser efter pålæg fra Ankesty-
relsen.
Bestemmelsen vil endvidere betyde, at Ankestyrelsen vil
kunne træffe afgørelse om overvåget eller afbrudt samvær
efter lovens § 105, der erstatter servicelovens § 71, stk. 3-5,
når betingelserne herfor er opfyldt, også selvom sagen ikke
så hastende, at der er grundlag for en foreløbig afgørelse
efter det foreslåede § 143, stk. 6.
Det vil f.eks. kunne være tilfældet ved behandlingen af en
sag, som Ankestyrelsen har rejst af egen drift, eller en klage-
sag om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet
uden samtykke, hvor Ankestyrelsen vurderer, at det af hen-
syn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling er
nødvendigt at træffe afgørelse om, at samvær mellem barnet
eller den unge og forældrene for en periode skal afbrydes
eller være overvåget.
Ankestyrelsen vil kunne pålægge kommunalbestyrelsen at
gennemføre de afgørelser, som Ankestyrelsen måtte træffe
efter den foreslåede bestemmelse, og Ankestyrelsen vil des-
uden kunne bestemme, at afgørelserne skal gennemføres
inden for en nærmere angivet tidsfrist, når det må anses for
nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges bedste, jf.
det foreslåede § 151, stk. 4.
Det foreslås med stk. 4, at Ankestyrelsen kan pålægge kom-
munalbestyrelsen at gennemføre en afgørelse efter det fore-
slåede § 151, stk. 1-3, og kan bestemme, at afgørelsen skal
gennemføres inden for en nærmere angivet tidsfrist, når det
må anses for nødvendigt af hensyn til barnets eller den
unges bedste.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af service-
lovens § 65, stk. 4, hvorefter Ankestyrelsen kan pålægge
kommunalbestyrelsen at gennemføre Ankestyrelsens afgø-
relser inden for en nærmere angivet tidsfrist, når det må
anses for nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges
bedste.
I overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketings-
tidende, 2007-08, tillæg A, side 5407, giver forslaget hjem-
mel til, at Ankestyrelsen vil kunne fastsætte en frist for,
hvornår kommunalbestyrelsen vil skulle efterleve Ankesty-
relsens pålæg om at foretage de fornødne sagsbehandlings-
skridt eller træffe de fornødne afgørelser i de sager, hvor
kommunalbestyrelsen ikke har opfyldt sagsbehandlingskra-
vene eller iværksat de fornødne indsatser, og som Ankesty-
relsen har taget op af egen drift. Fristen vil eksempelvis
kunne anvendes i sager, hvor Ankestyrelsen har en formod-
ning om, at barnet muligvis er akut truet, og der derfor
er behov for at foretage en undersøgelse af barnets behov
inden for en nærmere afgrænset periode. Fristen vil skulle
fastsættes ud fra en konkret vurdering af den enkelte sag
afhængig af, hvad pålægget omhandler, og hvor akut barnets
situation vurderes at være.
I overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingsti-
dende, 2009-10, A, L 178 som fremsat, side 50, vil forslaget
indebære, at Ankestyrelsen skal kunne fastsætte en tidsfrist
for kommunalbestyrelsens gennemførelse af alle de afgørel-
ser, som er truffet af Ankestyrelsen efter det foreslåede §
151. Det vil sige afgørelser truffet af Ankestyrelsen efter stk.
1, 2 eller 3.
Det foreslås endvidere med stk. 5, at Ankestyrelsen ikke kan
træffe afgørelse efter det foreslåede § 151, stk. 1 og 3, i
sager om et barn eller en ung, der er pålagt en straksreakti-
on, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
eller er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet. I sager omfattet af 1.
pkt. kan Ankestyrelsen træffe afgørelse om at pålægge kom-
munalbestyrelsen at forelægge sagen for Ungdomskriminali-
tetsnævnet. Ankestyrelsen skal orientere Ungdomskriminali-
tetsnævnet om afgørelser efter 2.
Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 65, stk. 5.
Forslaget vil, jf. Folketingstidende, 2018-19, A, L 84 som
fremsat, side 45, skulle ses i lyset af, at Ungdomskriminali-
tetsnævnet i en række sager har overtaget kompetencen og
pligten til at reagere, hvis kommunen ikke gør det fornødne.
Ankestyrelsen vil således i overensstemmelse med efter
gældende ret ikke kunne anvende sin egendriftskompetence
efter § 151, stk. 1 og 3, hvis barnet eller den unge er i
et forbedringsforløb. Hvis Ankestyrelsen bliver opmærksom
på, at der burde reageres i en sag, hvor barnet eller den unge
er i et forbedringsforløb, vil Ankestyrelsen skulle underret-
te Ungdomskriminalitetsnævnet. Ungdomskriminalitetsnæv-
net vil herefter – ligesom Ankestyrelsen – kunne pålægge
kommunen at foretage de fornødne sagsskridt inden for en
nærmere angivet tidsfrist eller træffe en ny afgørelse, som
kommunen herefter er forpligtet til at fuldbyrde.
Det foreslås endvidere med stk. 6, at Ankestyrelsen ikke
kan træffe en foreløbig afgørelse efter §§ 46 og 47, når afgø-
relsen vedrører et barn eller en ung i et forbedringsforløb
efter §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskrimi-
nalitet. Ankestyrelsen skal orientere Ungdomskriminalitets-
nævnet om tilfælde omfattet af 1. pkt. og om afgørelser efter
det foreslåede § 151, stk. 2, når afgørelsen vedrører et barn
eller en ung, der er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i
lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 65, stk. 2, 2.
og 3. pkt.
Forslaget indebærer i overensstemmelse med efter gældende
420
ret, at Ankestyrelsen vil være afskåret fra at træffe afgørelse
om anbringelse uden for hjemmet efter § 46 eller 47, når
sagen vedrører et barn eller en ung, der er pålagt en straksre-
aktion efter § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminali-
tet eller er i et forbedringsforløb efter §§ 13 og 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Der henvises i den forbindelse til det foreslåede § 151, stk.
5.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.18.2. og 3.18.3.
Til § 152
Det fremgår af § 65, stk. 5, i serviceloven, at hvis borgere,
fagpersoner eller andre har grund til at antage, at kommu-
nalbestyrelsen ikke har foretaget eller truffet de i loven
foreskrevne fornødne sagsbehandlingsskridt eller afgørelser
i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste, kan
disse underrette Ankestyrelsen. Ankestyrelsen vurderer her-
efter, om der er grundlag for at tage sagen op efter § 151,
stk. 1.
Det foreslås med bestemmelsen i § 152, at hvis borgere,
fagpersoner eller andre har grund til at antage, at kommu-
nalbestyrelsen ikke har foretaget eller truffet de i loven
foreskrevne fornødne sagsbehandlingsskridt eller afgørelser
i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste, kan
disse underrette Ankestyrelsen. Ankestyrelsen vurderer her-
efter, om der er grundlag for at tage sagen op efter § 151,
stk. 1.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 65, stk. 5.
I overensstemmelse med efter gældende ret jf. Folketingsti-
dende, 2005-06, tillæg A, side 50, vil forslaget indebære,
at personer, der har grund til at antage, at kommunalbesty-
relsen ikke har foretaget eller truffet de i loven foreskrevne
fornødne sagsbehandlingsskridt eller afgørelser i overens-
stemmelse med barnets eller den unges bedste, vil kunne
underrette Ankestyrelsen herom. Ankestyrelsen vil herefter
selv skulle vurdere, hvorvidt der er grundlag for at optage en
sag til behandling.
I overensstemmelse med efter gældende retstilstand vil der
ikke være nogen begrænsninger med hensyn til, hvem der
vil kunne rette henvendelse til Ankestyrelsen og gøre op-
mærksom på en sag, som vil kunne være relevant at tage op
af egen drift
Forslaget vil indebære en mulighed for enhver for at under-
rette Ankestyrelsen. Der vil således ikke være tale om en
underretningsforpligtelse.
Der vil imidlertid påhvile kommunen en pligt til at under-
rette Ankestyrelsen i følgende konkrete tilfælde: I tilfælde,
hvor børne- og ungeudvalget ikke træffer afgørelse i over-
ensstemmelse med kommunalbestyrelsens indstilling om
opretholdelse eller iværksættelse af en anbringelse uden
samtykke, og hvor der ved afgørelsen ikke er enighed i bør-
ne- og ungeudvalget herom, vil kommunalbestyrelsen jf. det
foreslåede § 142, stk. 6 skulle underrette Ankestyrelsen. I
tilfælde, hvor børne- og ungeudvalget i forbindelse med be-
handlingen af en sag om anbringelse uden samtykke finder,
at kommunalbestyrelsens begrundelse for ikke at anbringe
én eller flere søskende til det pågældende barn giver anled-
ning til bekymring, jf. det foreslåede § 51, stk. 4, vil børne-
og ungeudvalget skulle underrette Ankestyrelsen herom.
I begge de nævnte tilfælde vil Ankestyrelsen skulle behand-
le underretningen som enhver anden underretning efter det
foreslåede § 152, og Ankestyrelsen vil således på baggrund
af underretningen skulle vurdere, om der er grundlag til at
tage sagen på efter det foreslåede § 151, stk. 1.
I forhold til en underretning efter det foreslåede § 142, stk.
6, vil det gælde, at hvis barnet eller den unge allerede er an-
bragt uden for hjemmet, vil anbringelsen skulle opretholdes
under Ankestyrelsens behandling af sagen. Der henvises til
bemærkningerne til det foreslåede § 142, stk. 6.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.18.2. og 3.18.3.
Til § 153
Der er efter gældende regler ikke mulighed for at anmode
Ankestyrelsen om en uvildig vurdering af en afgørelse om
hjemgivelse eller skift i anbringelsessted, som det med lov-
forslaget foreslås at indføre med de foreslåede bestemmelser
i § 98, stk. 3 og § 101. Serviceloven omfatter derfor ikke i
dag hjemmel til, at Ankestyrelsen kan behandle denne type
af sager.
Det foreslås med stk. 1, at ved Ankestyrelsens behandling af
en anmodning efter § 98, stk. 3, eller § 101 finder §§ 68,
70 og § 72, stk. 7, i lov om retssikkerhed og administration
på det sociale område tilsvarende anvendelse. Ankestyrelsen
behandler sagen efter § 52 a, stk. 1 i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område.
Forslaget skal ses i sammenhæng med det foreslåede § 98,
stk. 3, hvoraf det følger, at når kommunalbestyrelsen efter §
97, stk. 1, træffer afgørelse om ændring af anbringelsessted
for et barn under 10 år, vil barnets plejefamilie, støtteperson
eller venskabsfamilie kunne anmode Ankestyrelsen om en
vurdering af afgørelsen.
Forslaget skal desuden ses i sammenhæng med det foreslå-
ede § 101 hvorefter barnets plejefamilie, støtteperson eller
venskabsfamilie vil kunne anmode Ankestyrelsen om en
vurdering af kommunalbestyrelsens afgørelse efter det fore-
slåede § 100, stk. 1, om hjemgivelse for et barn under 10 år.
Med det foreslåede § 153, stk. 1, gives Ankestyrelsen hjem-
mel til at behandle en anmodning efter det foreslåede §98,
stk. 3, eller § 101.
Forslaget indebærer, at Ankestyrelsen vil skulle foretage en
421
vurdering af sagen, når Ankestyrelsen modtager en anmod-
ning herom på baggrund af det foreslåede § 98, stk. 3, eller
§ 101. Det følger af den foreslåede bestemmelse, at §§ 68,
70 og § 72, stk. 7, i lov om retssikkerhed og administration
på det sociale område, vil finde anvendelse ved Ankestyrel-
sens behandling af sagen. Det følger endvidere, at Ankesty-
relsen vil behandle sagen efter retssikkerhedslovens § 52 a,
stk. 1.
Sagen vil skulle behandles administrativt i Ankestyrel-
sen. Det vil svare til Ankestyrelsens indledningsvise be-
handling af underretninger, jf. det foreslåede § 151. Det vil
indebære, at Ankestyrelsen vil kunne foretage en prøvelse
af sagen baseret på de oplysninger, som foreligger ved kom-
munalbestyrelsens afgørelse.
Afgørelse om ændret anbringelsessted for børn og unge kan
træffes af kommunalbestyrelsen, hvis forældremyndigheds-
indehaver og barnet, der er fyldt 12 år samtykker, eller af
børn og unge-udvalget uden samtykke, hvis der er grundlag
herfor.
I sager, hvor forældrene samtykker til flytningen eller til
hjemgivelsen, og barnet er for lille til at have selvstændig
partsstatus, vil plejeforældre, venskabsfamilie eller støtte-
person på barnets vegne kunne bede om at få afgørelsen
forelagt for Ankestyrelsen til en ”second opinion”.
I sager, hvor barnet eller den unge er over 10 år og dermed
har selvstændig partsstatus, vil plejeforældre, venskabsfami-
lie eller støtteperson ikke kunne bede om en ”second opini-
on”, idet barnet eller den unge her selvstændigt kan klage
over en sådan afgørelse og herigennem få prøvet afgørel-
sen. Det samme gælder hvis forældremyndighedsindehaver
klager over en afgørelse. Påklages en afgørelse af sagens
parter vil plejeforældre eller venskabsfamilie eller støtteper-
son således været afskåret fra muligheden for at få behandlet
en anmodning om second opinion.
De afgørelser om ændret anbringelsessted, som træffes uden
samtykke, vil blive behandlet i børn- og unge-udvalget, og
der vil derfor i disse tilfælde ske en prøvelse her med kla-
geadgang for parterne til Ankestyrelsen og efterfølgende til
retten. Dermed vil der ikke i disse tilfælde kunne anmodes
om eller behandles en sag om en second opinion.
En afgørelse om hjemgivelse af et barn eller ung træffes
af kommunalbestyrelsen. Det kan ske på foranledning af
forældremyndighedsindehaver, på initiativ fra kommunen
selv f.eks. i forbindelse med opfølgning på anbringelsen
eller i forbindelse med en genbehandling af afgørelse om
anbringelse uden samtykke, hvor børn og unge-udvalget,
Ankestyrelsen eller retten har fundet, at der ikke længere er
grundlag for at opretholde anbringelse.
I de tilfælde, hvor en afgørelse om hjemgivelse træffes på
baggrund af, at Ankestyrelsen eller retten har vurderet, at
der ikke længere er grundlag for en anbringelse, vil sagen al-
lerede have været vurderet i flere instanser, og der er derfor
ikke behov for yderligere vurdering eller behandling. Der vil
derfor ikke kunne anmodes om og eller behandles en sag om
second opinion i disse tilfælde.
For øvrige situationer, hvor barnet er under 10 år, indebærer
forslaget, at kommunalbestyrelsens afgørelse om hjemgivel-
se efter anmodning fra plejefamilie, venskabsfamilie eller
støtteperson, kan forelægges Ankestyrelsen til en ”second
opinion”.
Plejeforældre, venskabsfamilie eller støtteperson bliver ikke
parter i ”second opinion” sagen ved Ankestyrelsen, når der
anmodes om en ”second opinion”.
Der forventes at blive fastsat, at der vil gælde et krav om
sagsbehandling inden for otte uger svarende til, hvad der
gælder ved behandling af underretninger. Der henvises i den
forbindelse til bekendtgørelse om forretningsorden for An-
kestyrelsen, § 20, hvoraf det følger, at Ankestyrelsen i sager
omfattet af § 65 i lov om social service, der foreslås videre-
ført i § 151 i barnets lov, inden otte uger skal beslutte, om
sagen skal tages op til behandling. Ankestyrelsen vil skulle
inddrage en børnesagkyndig i vurderingen af sagen, med
mindre det er åbenlyst unødvendigt med en børnesagkyndig
vurdering i den enkelte sag, jf. også § 20 i Ankestyrelsens
forretningsorden.
Som udgangspunkt vil Ankestyrelsen skulle forholde sig til
de oplysninger, der ligger på sagen, fra da afgørelsen er
blevet truffet og vil således ikke skulle indhente nye oplys-
ninger i sagen.
§ 2 nr. 26, i det samtidigt fremsatte følgelovforslag, vil finde
anvendelse ved Ankestyrelsens behandling af sagen. Det
vil indebære, at kommunalbestyrelsen som udgangspunkt
ikke vil kunne iværksætte en hjemgivelse eller ændring af
anbringelsessted, mens Ankestyrelsen efter § 153 behandler
en anmodning efter de foreslåede bestemmelser i § 98, stk.
3, eller 101. Det vil sige, at flytningen af barnet sættes i
bero, indtil Ankestyrelsen har behandlet sagen. Hvis særlige
forhold gør det påkrævet, vil kommunalbestyrelsen dermed
efter den foreslåede bestemmelse i retssikkerhedslovens §
72, stk. 7, jf. § 2, nr. 26 i følgelovforslaget, samtidig med af-
gørelsen om valg af anbringelsessted eller ændret anbringel-
sessted kunne træffe afgørelse om at iværksætte afgørelsen
straks. Det kan f.eks. være tilfælde, hvor socialtilsynet har
truffet afgørelse om ophør af en plejefamilies godkendelse,
eller andre forhold gør det nødvendigt at effektuerer afgørel-
sen straks.
Hvis Ankestyrelsen er enig i kommunens afgørelse i sager
om skift i anbringelsessted eller hjemgivelse, vil Ankestyrel-
sen kunne afslutte behandlingen af sagen med en afgørelse
om, at sagen ikke giver Ankestyrelsen anledning til at forta-
ge sig yderligere, og processen i forlængelse af enten afgø-
relsen om flytning af barnet eller hjemgivelse vil herefter
kunne sættes i værk.
Hvis Ankestyrelsen ikke er enig med kommunen i sager
om skift i anbringelsessted eller hjemgivelse, vil Ankesty-
relsen kunne ophæve kommunens afgørelse. Ankestyrelsen
422
vil også kunne hjemvise kommunens afgørelse til fornyet
behandling, hvis Ankestyrelsen finder, at sagen ikke er til-
strækkelig oplyst. I begge tilfælde vil barnet, jf. ovenfor,
skulle forblive på sit nuværende anbringelsessted, indtil der
evt. træffes en ny afgørelse om ændring af anbringelsessted
eller hjemgivelse.
Det foreslås med stk. 2, at social- og ældreministeren kan
fastsætte nærmere regler om Ankestyrelsens behandling af
sager efter det foreslåede § 153, stk. 1, herunder tidsfrister
for sagsbehandlingen mv.
Med det foreslåede stk. 2, vil social- og ældreministeren
have bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om Anke-
styrelsens behandling af sager efter det foreslåede § 153,
stk. 1, herunder tidsfrister for sagsbehandlingen mv. Dette
vil skulle ses i lyset af, at der er tale om en ny type af sager
i Ankestyrelsen, som styrelsen skal behandle. Der forventes
fastsat et krav om sagsbehandling inden for otte uger sva-
rende til, hvad der gælder ved behandling af underretninger.
Formålet med det foreslåede § 153, stk. 1 og 2, er at styr-
ke hensynet til barnets behov for kontinuitet i opvæksten
i og med, at der sikres flere øjne på sagen og en uvildig
vurdering i de tilfælde, hvor barnet endnu ikke har en alder,
så barnet selvstændigt kan udøve partsbeføjelser. Forslaget
vil desuden skulle sikre, at barnet ikke bliver flyttet eller
hjemgivet af årsager som ikke er til barnets bedste, f.eks.
udelukkende på grund af økonomiske hensyn, ligesom det
vil kunne være relevant i sager, hvor f.eks. plejefamilier
oplever, at deres plejebarn flyttes eller hjemgives som følge
af samarbejdsproblemer med kommunen. Der henvises til
bemærkningerne til det foreslåede § 98, stk. 3, og § 101.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.18.2. og 3.18.3.
Til § 154
Det fremgår af § 138, i serviceloven, at kommunalbestyrel-
sen inden for lovens rammer kan træffe beslutning om at
fastsætte generelle vejledende serviceniveauer for den lokale
udmøntning af hjælp efter loven.
Det foreslås med § 154, at kommunalbestyrelsen inden for
lovens rammer kan træffe beslutning om at fastsætte gene-
relle vejledende serviceniveauer for den lokale udmøntning
af hjælp efter loven.
Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 138.
I overensstemmelse med efter gældende ret, jf. Folketingsti-
dende, 2011-12, A, L 140 som fremsat, side 10, vil forslaget
indebære, at kommunalbestyrelsen vil kunne fastsætte gene-
relle lokale serviceniveauer inden for lovens rammer.
Barnets lov vil således ligesom serviceloven have karakter
af rammelov, hvilket vil indebære, at der er tiltænkt den en-
kelte kommunalbestyrelse en fleksibilitet i sammensætnin-
gen af løsninger og i anvendelsen af faglige metoder. Det vil
indebære et politisk handlerum til, at kommunalbestyrelsen
på visse områder vil kunne fastsætte lokale kvalitetsstandar-
der, retningslinjer eller lokale serviceniveauer (vejledende
retningslinjer) om, hvilken type hjælp der i den pågældende
kommune typisk gives i forhold til bestemte typer af behov
eller målgrupper. Dette handlerum vil variere mellem de
enkelte bestemmelser i barnets lov alt efter bestemmelsens
udformning eller efter, om rummet for skøn er indsnævret
som følge af en mangeårig retspraksis. Uanset om der er et
rum for udøvelse af skøn og fastsættelse af lokale serviceni-
veauer, vil der altid i den enkelte sag skulle foretages en
konkret og individuel vurdering af, om den påtænkte indsats
afhjælper behovet hos barnet, den unge og familien, ligesom
kommunalbestyrelsen vil være bundet af gældende regler og
forvaltningsretlige grundsætninger, selv om der er fastsat et
lokalt serviceniveau.
Det politiske handlerum vil altid skulle udfyldes af kommu-
nalbestyrelsen eller et udvalg og vil skulle udøves naturligt
i forbindelse med kommunalbestyrelsens udformning af ge-
nerelle retningslinjer (mål, midler, standarder). Det lokale
politiske råderum vil kunne bruges til at fastlægge retnings-
linjer for sagsbehandlingen og den konkrete afgørelse. Fast-
sættelse af serviceniveauer vil således være en lokalpolitisk
beslutning.
Hvis kommunalbestyrelsen har fastsat et politisk besluttet
serviceniveau, og serviceniveauet senere ændres, vil kom-
munalbestyrelsen ikke alene med henvisning til det ændrede
serviceniveau kunne træffe afgørelse om anden hjælp eller
hjælp i ændret omfang i forhold til den enkelte borger. Der
vil f.eks. godt kunne træffes afgørelse om hjælp i øget/ned-
sat omfang med henvisning til et ændret serviceniveau, men
det vil altid kræve en ny, konkret og individuel afgørelse i
forhold til den enkelte borger for at sikre, at hjælpen fortsat
opfylder borgerens behov, lige som det vil skulle ske inden
for rammerne af lovgivningen, retspraksis m.v. Afgørelsen
vil endvidere skulle være i overensstemmelse med princip-
perne for, hvornår man kan tilbagekalde begunstigende for-
valtningsakter.
Lokale serviceniveauer vil skulle fastsættes inden for de
rammer, der følger af den konkrete bestemmelse i barnets
lov og af lovgivningen i øvrigt, herunder generelle regler i
retssikkerhedsloven og barnets lov om f.eks. kommunernes
forsyningspligt og de generelle forvaltningsretlige regler og
grundsætninger.
Serviceniveauerne vil også skulle udarbejdes på en måde,
som giver forvaltningen mulighed for at behandle de kon-
krete sager efter de regler og retningslinjer i forvaltnings-
retten, barnets lov og retssikkerhedsloven m.v., som er be-
skrevet ovenfor. Det omfatter blandt andet de almindelige
forvaltningsretlige grundsætninger, som regulerer udfyldnin-
gen af skønnet. Der vil således ikke kunne fastsættes lokale
regler, der f.eks. betyder, at hensyn, som er obligatoriske,
ikke skal inddrages i sagen. Der vil på den anden side godt
kunne fastsættes lokale krav om, at visse saglige hensyn
obligatorisk skal inddrages i den konkrete afgørelse. Der
423
vil ikke på forhånd kunne udelukkes en bestemt type for-
anstaltning eller handicapkompenserende støtte eller gives
en fast økonomisk ramme for en given foranstaltning eller
handicapkompenserende støtte.
I det omfang, der er fastsat et serviceniveau, som er fast-
lagt inden for lovens rammer, og som skal ligge til grund
for behandlingen og afgørelsen af konkrete sager, som al-
tid skal hvile på, at der er foretaget en korrekt konkret
og individuel vurdering, vil serviceniveauet blive en del
af afgørelsesgrundlaget for den konkrete afgørelse. Det vil
på den ene side betyde, at kommunalbestyrelsen vil blive
bundet af serviceniveauet i relation til iagttagelse af ligebe-
handlingsprincippet, og at kommunalbestyrelsen derfor som
udgangspunkt skal kunne begrunde en fravigelse fra service-
niveauet i såvel nedadgående som opadgående retning. På
den anden side vil det også betyde, at hvis der i afgørel-
sen henvises til et serviceniveau, vil ankemyndighederne,
hvis der klages over afgørelsen, skulle inddrage hensynet
til kommunalbestyrelsens ret til at fastlægge serviceniveau-
et. Hvis ankemyndigheden sætter sin egen afgørelse i stedet
for kommunalbestyrelsens i forbindelse med en ankesag,
eller hvis Ankestyrelsen træffer afgørelse i en egendriftsag,
vil ankemyndigheden således skulle inddrage kommunalbe-
styrelsens serviceniveau i afgørelsen, såfremt det er oplyst i
sagen.
Efter retssikkerhedsloven § 60, stk. 3, vil afgørelser om det
generelle serviceniveau – herunder hvilke tilbud og pladser,
der skal være til rådighed i kommunen og takster for tilbud-
dene – ikke kunne indbringes for ankemyndighederne. An-
kemyndighederne både kan og skal imidlertid som anført
ovenfor ved behandlingen af klager over konkrete afgørelser
inddrage kommunens generelle serviceniveau, når der tages
stilling til den enkelte afgørelses lovlighed. Lovligheden af
det generelle fastsatte serviceniveau vil kunne efterprøves af
tilsynet med kommunerne i Ankestyrelsen efter § 48 i lov
om kommunernes styrelse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.18.2. og 3.18.3.
Til § 155
Bestemmelserne i Haagerbørnebeskyttelseskonventionen
gælder her i landet, jf. § 1, stk. 1, i lov om Haagerbørnebe-
skyttelseskonventionen.
Konventionen indeholder regler om (international) kompe-
tence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde
vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttel-
se af børn under 18 år. På det sociale område vil det bl.a.
omfatte sager om anbringelse af et barn eller en ung uden
for hjemmet.
Efter servicelovens § 172 a, 1. pkt. kan social- og ældre-
ministeren fastsætte regler om behandling af sager efter
serviceloven, der er omfattet af Haagerbørnebeskyttelses-
konventionen. Efter bestemmelsens 2. pkt. kan ministeren
endvidere fastsætte regler om kommunernes adgang til at
opkræve betaling for foranstaltninger, der er truffet med
henvisning til konventionen.
Bemyndigelsesbestemmelsen er ikke i dag udnyttet.
Efter bestemmelsens 1. pkt. omfatter bemyndigelsen fast-
sættelse af regler om bl.a. overførsel af kompetence til
at behandle en anbringelsessag mellem to kontraherende
stater (artikel 8 og 9), herunder om særskilt klageadgang,
internationale sager om samvær i relation til anbragte børn
(artikel 35) samt anmodning fra en samværsforælder om
oplysninger til brug for en samværssag, der behandles i en
anden kontraherende stat (artikel 35, stk. 2). Bemyndigelsen
omfatter endvidere fastsættelse af regler om behandling af
anmodninger fra myndigheder i en anden kontraherende stat
om en rapport om barnet (artikel 32) eller om oplysninger
til brug for en sag om beskyttelse af barnet (artikel 34) samt
om gennemførelse af udenlandske plejeanbringelser her i
landet (artikel 33).
Bestemmelsens 2. pkt. bemyndiger endvidere social- og
ældreministeren til at fastsætte regler om kommunernes
adgang til at opkræve betaling for foranstaltninger, der er
truffet med henvisning til konventionen. Det drejer sig om
situationer, hvor myndighederne i den konventionsstat, hvor
et barn har sædvanligt opholdssted, bestemmer, at barnet
skal anbringes uden for eget hjem, og hvor myndighederne
ønsker at gennemføre anbringelsen i Danmark, f.eks. fordi
barnets familie eller omgangskreds bor her.
Det følger af Haagerbørnebeskyttelseskonventionens artikel
23, stk. 2, litra f, og artikel 33, at sådan foranstaltning kun
anerkendes i Danmark, hvis kommunen på forhånd har god-
kendt, at foranstaltningen gennemføres her i landet. Denne
procedure giver danske myndigheder mulighed for at vurde-
re, om gennemførelsen af foranstaltningen i Danmark er
hensigtsmæssig af hensyn til barnets bedste. Samtidig giver
den de involverede myndigheder mulighed for at aftale gen-
nemførelsen af anbringelsen nærmere, herunder spørgsmål
om afholdelsen af de udgifter, der er forbundet med anbrin-
gelsen.
Bestemmelsen bemyndiger social- og ældreministeren til at
fastsætte regler om kommunernes adgang til at opkræve
betaling fra uden landske myndigheder og privatpersoner til
dækning af udgifterne ved sådanne anbringelser.
Det foreslås i § 155, 1. pkt., at social- og ældreministeren
kan fastsætte regler om behandling af sager efter denne
lov, der er omfattet af Haagerkonventionen af 19. okto-
ber 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyr-
delse og samarbejde om forældreansvar og foranstaltninger
til beskyttelse af børn (Haagerbørnebeskyttelseskonventio-
nen). ). Ministeren kan endvidere fastsætte regler om kom-
munernes adgang til at opkræve betaling for foranstaltnin-
ger, der er truffet med henvisning til konventionen.
Bestemmelsen vil være videreførelse af servicelovens § 172
a, 1. pkt.
424
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at social- og æl-
dreministeren ligesom i dag vil have bemyndigelse til at
fastsætte nærmere regler om kommunernes behandling af
sager om beskyttelsesforanstaltninger over for børn, der er
omfattet af konventionen.
Bemyndigelsen vil omfatte adgang til at fastsætte nærmere
regler om bl.a. overførsel af kompetence til at behandle en
anbringelsessag mellem to kontraherende stater (artikel 8 og
9), internationale sager om samvær i relation til anbragte
børn (artikel 35) samt anmodning fra en samværsforælder
om oplysninger til brug for en samværssag, der behandles
i en anden kontraherende stat (artikel 35, stk. 2). Bemyn-
digelsen vil endvidere omfatte fastsættelse af regler om
behandling af anmodninger fra myndigheder i en anden
kontraherende stat om en rapport om barnet (artikel 32)
eller om oplysninger til brug for en sag om beskyttelse af
barnet (artikel 34) samt om gennemførelse af udenlandske
plejeanbringelser her i landet (artikel 33).
Den forslåede bestemmelse i § 155, 2. pkt. hvorefter social-
og ældreministeren kan fastsætte regler om kommunernes
adgang til at opkræve betaling for foranstaltninger, der er
truffet med henvisning til konventionen, vil være en videre-
førelse af servicelovens § 172 a, 2. pkt.
Bestemmelsens vil betyde, at social- og ældreministeren li-
gesom i dag vil have bemyndigelse til at fastsætte regler om
kommunernes adgang til at opkræve betaling for foranstalt-
ninger, der er truffet med henvisning til konventionen. Det
vil dreje sig om situationer, hvor myndighederne i den
konventionsstat, hvor et barn har sædvanligt opholdssted,
ønsker, at barnet skal anbringes uden for eget hjem, og
hvor myndighederne ønsker at gennemføre anbringelsen i
Danmark, f.eks. fordi barnets familie eller omgangskreds
bor her.
Det følger af Haagerbørnebeskyttelseskonventionens artikel
23, stk. 2, litra f, og artikel 33, at sådan foranstaltning
kun anerkendes i Danmark, hvis den relevante kommune
på forhånd har godkendt, at foranstaltningen gennemføres
her i landet. Denne procedure giver danske myndigheder
mulighed for at vurdere, om gennemførelsen af foranstalt-
ningen i Danmark er hensigtsmæssig af hensyn til barnets
bedste. Samtidig giver den de involverede myndigheder mu-
lighed for at aftale gennemførelsen af anbringelsen nærme-
re, herunder spørgsmål om afholdelsen af de udgifter, der er
forbundet med anbringelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil bemyndige social- og æl-
dreministeren til at fastsætte regler om kommunernes ad-
gang til at opkræve betaling fra uden landske myndigheder
og privatpersoner til dækning af udgifterne ved sådanne
anbringelser.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.20.
Til § 156
Det fremgår af § 148, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbe-
styrelsen i den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter
denne lov, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, fører tilsyn
med de tilbud, som kommunalbestyrelsen i denne kommune
i forhold til den enkelte person har truffet afgørelse om, jf. §
3, stk. 1. Tilsynet omfatter ikke det generelle driftsorientere-
de tilsyn, jf. § 148 a og socialtilsynsloven.
Det fremgår af § 148, stk. 2, i serviceloven, at kommunal-
bestyrelsen i den kommune, der har pligt til at yde hjælp
efter denne lov, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, løbende
skal følge de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen fort-
sat opfylder sit formål. Kommunalbestyrelsen skal herunder
være opmærksom på, om der er behov for at yde andre
former for hjælp. Opfølgningen skal ske ud fra modtagerens
forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.
Det fremgår af § 148, stk. 3, i serviceloven, at kommunal-
bestyrelsen i den kommune, der har pligt til at iagttage
de forpligtelser, der påhviler kommunalbestyrelsen efter lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, jf. §§ 9-9 b i rets-
sikkerhedsloven, fører tilsyn med de tilbud, som Ungdoms-
kriminalitetsnævnet i forhold til det enkelte barn eller den
enkelte unge har truffet afgørelse om, jf. §§ 12-14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Kommunalbestyrelsen
skal løbende følge de enkelte sager for at sikre sig, at hjæl-
pen fortsat opfylder sit formål, herunder være opmærksom
på, om der er behov for at yde andre former for hjælp. Op-
følgningen skal ske ud fra modtagerens forudsætninger og
så vidt muligt i samarbejde med denne.
§§ 12-14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet re-
gulerer Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser. Efter § 12
kan Ungdomskriminalitetsnævnet, hvis visse betingelser er
opfyldt, pålægge barnet eller den unge en straksreaktion,
som kan bestå i at bidrage til at genoprette forrettet skade
eller deltage i andre aktiviteter med genoprettende formål,
herunder udføre samfundsnyttigt arbejde. § 13 indeholder
en ret for Ungdomskriminalitetsnævnet til at fastsætte et for-
bedringsforløb i form af en handleplan for barnet eller den
unge. Efter § 14 kan Ungdomskriminalitetsnævnet som led
i forbedringsforløbet træffe afgørelse om, at barnet eller den
unge anbringes uden for hjemmet på et anbringelsessted,
når det af hensyn til barnets eller den unges særlige behov
for støtte må anses for at være af væsentlig betydning. Afgø-
relsen træffes med samtykke fra forældremyndighedsindeha-
verne og en ung, der er fyldt 15 år. Samtykket skal omfatte
formålet med anbringelsen.
Det fremgår af § 148, stk. 4, i serviceloven, at hvis den kom-
munalbestyrelse, der har ansvaret for barnets eller den unges
ophold i tilbuddet, jf. §§ 9 og 9 b i retssikkerhedsloven,
i forbindelse med tilsynet efter stk. 1 og 3 bliver opmærk-
som på bekymrende forhold i et tilbud, der er omfattet af
socialtilsynsloven, skal kommunalbestyrelsen underrette den
kommunalbestyrelse, som efter § 2 i socialtilsynsloven har
ansvar for det driftsorienterede tilsyn med tilbuddet.
Efter § 2 i socialtilsynsloven gælder, at inden for hver
region har kommunalbestyrelsen i en af kommunerne an-
425
svaret for at godkende og føre driftsorienteret tilsyn med
en række tilbud. Disse kommunalbestyrelser er: Frederiks-
berg Kommune i Region Hovedstaden; Holbæk Kommune
i Region Sjælland; Faaborg-Midtfyn Kommune i Region
Syddanmark; Silkeborg Kommune i Region Midtjylland; og
Hjørring Kommune i Region Nordjylland. Kommunalbesty-
relserne, som varetager denne funktion, benævnes som so-
cialtilsyn.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen i den kom-
mune, der har pligt til at yde hjælp efter denne lov, jf. § 9 a
i retssikkerhedsloven, fører tilsyn med de tilbud, som kom-
munalbestyrelsen i denne kommune i forhold til det enkelte
barn eller den enkelte unge har truffet afgørelse om, jf. § 10,
stk. 1 Tilsynet omfatter ikke det generelle driftsorienterede
tilsyn, jf. § 157 og socialtilsynsloven.
Med § 156, stk. 1, foreslås en videreførelse af den gældende
bestemmelse i § 148, stk. 1, i serviceloven, dog således at
det præciseres, at forpligtelsen gælder den kommunalbesty-
relse som har pligt til at yde hjælp, jf. § 9 a i retssikkerheds-
loven i forhold til det enkelte barn eller den enkelte unge
som kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om, jf. § 10,
stk. 1.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
148, jf. Folketingstidende 2018-19, A, L 85 som fremsat,
side 80, vil kommunalbestyrelsen i den kommune, der har
pligt til at yde hjælp efter denne lov, jf. retssikkerhedslovens
§ 9 a efter bestemmelsen i den foreslåede § 156, stk. 1,
skulle føre tilsyn med de tilbud, som kommunalbestyrelsen
i denne kommune i forhold til det enkelte barn eller unge
har truffet afgørelse om, jf. § 10, stk. 1. Dette tilsyn vil
i almindelighed og i overensstemmelse med gældende ret
skulle betegnes som det personrettede tilsyn.
Tilsynspligten i forbindelse med det personrettede tilsyn
omfatter alle typer af ydelser og indsatser kommunalbesty-
relsen har truffet afgørelse om over for det enkelte barn eller
den enkelte unge. Derfor vil f.eks. en kommunalbestyrelses
afgørelse om at yde støtte til hjælpemidler såvel som en
afgørelse om at tilbyde børn eller unge ophold i et tilbud
indgå i det personrettede tilsyn.
Det personrettede tilsyn vil altid skulle udføres af den kom-
mune, der vil have pligt til at yde hjælpen til det enkelte
barn eller den enkelte unge, efter retssikkerhedslovens § 9
a. Opholdskommunen bør derfor f.eks. sikre sig, at et an-
bringelsessted ikke f.eks. gennem interviews, fotografering
eller via internettet bringer anbragte børn og unge i en situa-
tion, der kan skade dem eller deres familier.
Kommunen vil altid skulle vurdere, hvor ofte og hvordan,
der skal føres tilsyn. Det vil i hvert enkelt tilfælde bero på
det enkelte barns eller den enkelte unges behov. I nogle sag-
er vil det være nødvendigt at besøge barnet eller den unge
mere regelmæssigt, andre gange vil den supplerende kontakt
kunne foregå telefonisk eller via møder på forvaltningen.
Samtalen med barnet eller den unge i forbindelse med tilsy-
net vil så vidt muligt skulle finde sted i fravær af ansatte fra
anbringelsessteder. Begrebet ”ansatte” vil her dække over
ansatte på børne- og ungehjem og på plejefamilier, uanset
om de er ansat af kommunen eller tilknyttet kommunen
på anden vis. Hvordan tilsynet tilrettelægges mest hensigts-
mæssigt, vil variere fra sag til sag. Eksempelvis vil det i
nogle sager kunne være en fordel, at barnet eller den unge
selv har sagsbehandlerens telefonnummer, så barnet eller
den unge også selv kan kontakte sagsbehandleren. I nogle
tilfælde vil det også kunne være en fordel, hvis tilsynet
tilrettelægges således, at det bliver samme person, som har
kontakten med barnet eller den unge.
Hvis et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet på
grund af nedsat funktionsevne, vil der kunne gøre sig særli-
ge forhold gældende omkring tilrettelæggelsen og udøvelsen
af tilsynet. F.eks. vil det kunne være nødvendigt at tage
højde for, at funktionsnedsættelsen kan give sig udslag i
kommunikative vanskeligheder hos barnet.
Tilsynet vil ikke omfatte det generelle driftsorienterede til-
syn, jf. bestemmelsen i den foreslåede § 157 og socialtil-
synsloven.
Det foreslås i stk. 2, at kommunalbestyrelsen i den kommu-
ne, der har pligt til at yde hjælp efter retssikkerhedsloven,
løbende skal følge de enkelte sager for at sikre sig, at hjæl-
pen fortsat opfylder sit formål. Kommunalbestyrelsen skal
herunder være opmærksom på, om der er behov for at yde
andre former for hjælp. Opfølgningen skal ske ud fra barnets
eller den unges forudsætninger og så vidt muligt i samarbej-
de med barnet eller den unge og dennes familie.
Med § 156, stk. 2, foreslås en videreførelse af den gældende
bestemmelse i § 148, stk. 2, i serviceloven, alene med sprog-
lige ændringer.
Det personrettede tilsyn vil have til formål at sikre, at den
hjælp, der er truffet afgørelse om at yde, fortsat opfylder sit
formål. Det vil medføre, at kommunalbestyrelsen løbende
vil skulle følge de enkelte sager for at sikre sig dette, jf.
bestemmelsen i den foreslåede § 156, stk. 2.
Kommunalbestyrelsen vil i forbindelse med opfølgningen
skulle være opmærksom på, om der er behov for at yde
andre former for hjælp. Hvis det personrettede tilsyn viser,
at forudsætningerne for f.eks. barnets eller den unges ophold
i et tilbud eller for at modtage støtte til et hjælpemiddel
ikke længere er opfyldt, vil kommunalbestyrelsen være for-
pligtet til at reagere herpå. Det samme vil være tilfældet,
hvis der er sket ændringer i forholdene for et barn eller
en ung med funktionsnedsættelse, som medfører behov for
yderligere handicapkompenserende støtte. Den opfølgning,
som kommunalbestyrelsen foretager, vil skulle ske ud fra
modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde
med den, der modtager ydelsen eller indsatsen. I tillæg til
det personrettede tilsyn foreslås det med bestemmelsen i
den foreslåede § 96, stk. 2, at den løbende opfølgning i
anbringelsessager ikke fremadrettet skal ske på baggrund af
426
tilsynet, men at opfølgningen skal ses i sammenhæng med
det personrettede tilsyn. Således vil en eventuel justering
af indsatsen og revision af barnets plan ikke nødvendigvis
skulle ske på baggrund af det personrettede tilsyn, men kan
være forhold, der træffes beslutning eller afgørelse om i
forbindelse med den løbende opfølgning på barnets trivsel
og udvikling.
Der henvises i den forbindelse til de almindelige bemærk-
ninger, punkt 3.20.
Det foreslås med stk. 3, at § 156, stk. 1 og 2, finder tilsva-
rende anvendelse for kommunalbestyrelsen i den kommune,
der har pligt til at iagttage de forpligtelser, der påhviler kom-
munalbestyrelsen efter lov om bekæmpelse af ungdomskri-
minalitet, for børn og unge, som Ungdomskriminalitetsnæv-
net har truffet afgørelse om, jf. §§ 12-14 i lov om bekæm-
pelse af ungdomskriminalitet.
Med bestemmelsen i stk. 3, foreslås en videreførelse af den
gældende bestemmelse i § 148, stk. 3, i serviceloven, alene
med sproglige ændringer.
Med det foreslåede stk. 3 foreslås det således fastlagt,
hvilken kommune der vil være ansvarlig for at føre tilsyn
med børn og unge i Ungdomskriminalitetsnævnets målgrup-
pe. Formålet med forslaget vil i overensstemmelse med for-
arbejderne til § 148, stk. 3, i serviceloven, være at ligestil-
le det personrettede tilsyn efter den foreslåede lov og det
personrettede tilsyn med børn og unge, der har fået fastsat
straksreaktioner og forbedringsforløb efter §§ 12 og 14 i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, jf. Folketingstiden-
de 2018-19, A, L 85 som fremsat, side 80.
Der er med forslaget ikke tilsigtet forskelle i indholdet eller
gennemførelsen af det personrettede tilsyn efter den foreslå-
ede bestemmelse i § 156, stk. 3, og efter de foreslåede
bestemmelser i § 156, stk. 1 og 2 i forhold til gældende ret.
Det foreslås med stk. 4, at bliver den kommunalbestyrelse,
der har ansvaret for barnets eller den unges ophold i tilbud-
det, jf. § 9 a i retssikkerhedsloven, i forbindelse med tilsynet
efter § 156, stk. 1 og 3, opmærksom på bekymrende forhold
i et tilbud, der er omfattet af socialtilsynsloven, skal kom-
munalbestyrelsen underrette den kommunalbestyrelse, som
efter § 2 i socialtilsynsloven har ansvar for det driftsoriente-
rede tilsyn med tilbuddet.
Med § 156, stk. 4, foreslås en videreførelse af den gældende
bestemmelse i § 148, stk. 4, i serviceloven, alene med sprog-
lige ændringer.
Med den foreslåede bestemmelse i § 156, stk. 4, vil de
kommunalbestyrelser, der har ansvar for de enkelte børn og
unges ophold i tilbuddet, jf. § 9 a i retssikkerhedsloven,
få pligt til at underrette socialtilsynet, hvis kommunen får
oplysninger om bekymrende forhold i tilbuddet.
I overensstemmelse med forarbejderne til § 148, stk. 4, i
serviceloven, vil det for eksempel kunne være oplysninger
om magtanvendelse, som ikke bliver indberettet, eller oplys-
ninger om uhensigtsmæssig adfærd fra tilbuddets ansatte, jf.
Folketingstidende 2012-13, A, L 206 som fremsat, side 11.
Formålet med en sådan underretningspligt vil være at give
socialtilsynet det bedst mulige oplysningsgrundlag for at
udføre det driftsorienterede tilsyn med det konkrete tilbud.
Oplysninger, som efter den foreslåede bestemmelse vil skul-
le videregives til socialtilsynet, vil både kunne relatere sig
til generelle forhold i tilbuddet, som til mere konkrete situa-
tioner eller hændelser om en bestemt eller flere bestemte
beboere, som den kommunalbestyrelse, der underretter so-
cialtilsynet, anser for bekymrende.
Hvis socialtilsynet modtager personoplysninger fra den an-
svarlige kommunalbestyrelse som følge heraf, vil tilsynet
skulle vurdere, om der er grundlag for at orientere borgeren
herom efter de almindelige regler om oplysningspligt efter
databeskyttelsesforordningens artikel 14.
Socialtilsynet er, jf. socialtilsynslovens § 10, stk. 1, tilsva-
rende forpligtet til at underrette den kommunalbestyrelse,
der fører det personrettede tilsyn, hvis socialtilsynet bliver
opmærksomt på bekymrende forhold, der relaterer sig til det
enkelte barn eller den enkelte unge i et tilbud.
Det fremgår af § 70, stk. 2, 2. og 3. pkt., i serviceloven,
at tilsynet efter § 148, stk. 1 og 3, skal omfatte mindst to
årlige tilsynsbesøg på anbringelsesstedet, hvor kommunen
taler med barnet eller den unge. Samtalen skal så vidt muligt
finde sted uden tilstedeværelse af ansatte fra anbringelses-
stedet.
Det foreslås med stk. 5, at tilsynet efter stk. 1 skal omfat-
te mindst to årlige tilsynsbesøg på anbringelsesstedet, hvor
kommunen taler med barnet eller den unge. Samtalen skal
så vidt muligt finde sted uden tilstedeværelse af ansatte fra
anbringelsesstedet.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af gældende
ret i overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens
§ 70, stk. 2, jf. Folketingstidende, 2009-10, A, L 178 som
fremsat s. 53.
Forslaget vil, i lighed med gældende ret, indebære, at tilsy-
net efter det foreslåede § 156, stk. 1, vil skulle omfatte
mindst to årlige tilsynsbesøg på anbringelsesstedet, hvor
kommunen vil skulle tale med barnet eller den unge. Den
anbringende kommune vil således efter den foreslåede be-
stemmelse være forpligtet til at afholde en samtale med
barnet eller den unge mindst to gange pm året som led i det
personrettede tilsyn.
Kommunalbestyrelsen vil i forbindelse med det personrette-
de tilsyn skulle foretage en vurdering af anbringelsesstedets
evne til at imødekomme barnets eller den unges behov, her-
under barnets behov for støtte eller behandling i forbindelse
med anbringelsen.
427
Det foreslås i lighed med gældende ret, at samtalen med
barnet eller den unge på anbringelsesstedet som led i tilsynet
så vidt muligt vil skulle gennemføres uden tilstedeværelse
af ansatte på anbringelsesstedet, uanset om barnet eller den
unge er anbragt i en plejefamilie eller på et børne- og unge-
hjem. Det kan give barnet eller den unge god mulighed for
at tale frit om, hvordan han eller hun har det, og om der
f.eks. er problemer på stedet. Barnet eller den unge vil dog
efter eget valg kunne medbringe en bisidder eller en anden
person til samtalen, hvis barnet eller den unge ønsker dette.
Hvordan tilsynet tilrettelægges mest hensigtsmæssigt vil va-
riere fra sag til sag. Kommunalbestyrelsen bør således til-
rettelægge det personrettede tilsyn ud fra forholdene i den
enkelte sag og under hensyntagen til barnets eller den unges
situation og støttebehov.
Hvis et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet på
grund af nedsat funktionsevne, vil der kunne gøre sig særli-
ge forhold gældende omkring tilrettelæggelsen og udøvelsen
af tilsynet. F.eks. vil det kunne være nødvendigt at tage
højde for, at funktionsnedsættelsen kan give sig udslag i
kommunikative vanskeligheder hos barnet. Hvis barnet eller
den unge har en funktionsnedsættelse, som gør, at der er
behov for assistance til gennemførelse af samtalen, bør det
overvejes, hvorledes denne assistance kan ydes på uvildig
vis.
Samtalen med barnet eller den unge vil kun kunne undlades
i særlige tilfælde, hvor hensynet til barnet eller den unge
taler imod, at samtalen foretages. Undladelse af samtalen vil
i så fald skulle begrundes i sagen.
Det foreslås med stk. 6, at kommunalbestyrelsen skal sikre
kontinuitet og stabilitet, jf. den foreslåede § 21, stk. 5, for
det anbragte barn eller den anbragte unge i barnets eller den
unges samtaler efter stk. 5, ved at disse samtaler med barnet
eller den unge som udgangspunkt afholdes med deltagelse af
to børne- og ungerådgivere.
Den foreslåede bestemmelse er ny.
Forslaget vil indebære, at kommunen, når der som led i det
personrettede tilsyn med et anbragt barn eller en anbragt
ung, afholdes en samtale med barnet eller den unge, som
udgangspunkt skal sikre, at disse samtaler planlægges og
afholdes med deltagelse af to børne- og ungerådgivere.
Forslaget vil desuden indebære, at det anbragte barn eller
den anbragte unge vil kunne opbygge og fastholde en tryg
og stabil relation både til barnets primære rådgiver og en an-
den rådgiver. Forslaget vil dermed indebære, at barnet eller
den unge også f.eks. i tilfælde af den ene rådgivers fravær
trygt vil kunne mødes med eller kontakte den anden, hvis
der opstår spørgsmål eller udfordringer under anbringelsen
for barnet eller den unge.
Bestemmelsen indebærer ikke, at der skal deltage to børne-
og ungerådgivere i alle forhold vedrørende det personrette-
de tilsyn, herunder i møder i forbindelse med opfølgning,
herunder revision af barnets plan eller ungeplanen, jf. §§
91 eller 108, eller i møder med barnets eller den unges
anbringelsessted.
Der vil kunne opstå situationer, hvor uforudsete hindringer
som f.eks. fravær ved sygdom kan indebære, at kravet om
to rådgivere vil kunne fraviges af hensyn til barnet eller den
unge, så kravet ikke vil medføre, at samtaler i forbindelse
med det personrettede tilsyn og eventuel opfølgning på bag-
grund heraf forsinkes som følge af kravet om deltagelse af
to børne- og ungerådgivere.
I de tilfælde, hvor barnet eller den unge vil have etableret
en relation til flere rådgivere f.eks. i forbindelse med den
børnefaglige undersøgelse eller tidligere tilsynsbesøg, eller
hvor barnet eller den unge ikke ønsker, at der skal deltage
to rådgivere i samtaler i forbindelse med det personrettede
tilsyn, vil kravet om deltagelse af to børne- og ungerådgive-
re kunne fraviges, eller det vil kunne aftales, at den ene
deltager virtuelt.
Formålet med den foreslåede § 156 og det personrettede
tilsyn er, at sikre, at den hjælp, der er truffet afgørelse om
at yde, fortsat opfylder sit formål. Underretningspligten ef-
ter den foreslåede bestemmelses stk. 4 skal endvidere give
socialtilsynet det bedst mulige oplysningsgrundlag for at
udføre det driftsorienterede tilsyn med det konkrete tilbud.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.2. og 3.20.3.
Til § 157
Det fremgår af § 148 a, stk. 1, i serviceloven, at kommu-
nalbestyrelsen fører generelt driftsorienteret tilsyn med eg-
ne tilbud efter denne lov, som ikke er omfattet af § 4 i
socialtilsynsloven, og med private tilbud efter serviceloven
beliggende i kommunen, som ikke er omfattet af § 4 i so-
cialtilsynsloven. Det driftsorienterede tilsyn omfatter tilsyn
med tilbuddenes personale, bygninger og økonomi.
Det fremgår af § 148 a, stk. 2, i serviceloven, at tilsynet
efter § 148 a, stk. 1, dog ikke omfatter tilbud, hvor en anden
kommunalbestyrelse eller et regionsråd har indgået aftale
om anvendelse af samtlige pladser i tilbuddet og om tilsyn.
Det fremgår af § 148 a, stk. 3, i serviceloven, at tilsynet efter
stk. 1, ikke omfatter netværksplejefamilier, jf. § 66, stk. 1,
nr. 4, eller egne værelser m.v., jf. § 66, stk. 1, nr. 5.
Det fremgår af § 148 a, stk. 4, i serviceloven, at kommu-
nalbestyrelsen kan delegere sin kompetence efter denne be-
stemmelse til socialtilsynet, jf. § 3, stk. 1, nr. 2, i socialtil-
synsloven.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen fører gene-
relt driftsorienteret tilsyn med egne tilbud efter de foreslåede
bestemmelser i § 83 og § 84, stk. 1, og med private tilbud
efter de foreslåede bestemmelser i § 83 og § 84, stk. 1. Det
428
driftsorienterede tilsyn omfatter tilsyn med tilbuddenes per-
sonale, bygninger og økonomi.
Med stk. 1 foreslås en videreførelse af den gældende be-
stemmelse i § 148 a, stk. 1, i serviceloven, dog således, at
kommunalbestyrelsens driftsorienteret tilsyn målrettes sær-
lige dagtilbud og særlige klubtilbud efter de foreslåede be-
stemmelser i § 83 og § 84, stk. 1. Af børne- og ungetilbud er
det alene særlige dagtilbud og særlige klubtilbud, jf. service-
lovens §§ 32 og 36, som ikke er omfattet af socialtilsynets
kompetence, jf. socialtilsynslovens § 4 samt netværkspleje-
familier, jf. servicelovens § 66 b og egne værelser m.v.,
jf. servicelovens § 66 e, som begge skal være godkendt
som konkret egnet. Derfor foreslås det, at tilsynet alene skal
gælde særlige dagtilbud og særlige klubtilbud til børn og un-
ge. Tilbud efter de foreslåede bestemmelser i § 83 og § 84,
stk. 1, er videreførelser af de eksisterende bestemmelser i
servicelovens § 32, stk. 3 og § 36, stk. 1, uden indholdsmæs-
sige eller sproglige ændringer. Der er derfor ikke tiltænkt
indholdsmæssige ændringer i gældende ret.
Med det foreslåede § 83, vil kommunalbestyrelsen skulle
sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige
dagtilbud til børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for
støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem ophold
i et af de almindelige dagtilbud eller fritidshjem efter dagtil-
budsloven.
Med det foreslåede § 84, stk. 1, vil kommunalbestyrelsen
skulle sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i
særlige klubtilbud til større børn og unge, der på grund af
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan
dækkes gennem deltagelse i et af de tilbud, der er nævnt i §§
65 og 66 i dagtilbudsloven.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil den enkelte
kommunalbestyrelse alene skulle føre driftsorienteret tilsyn
med egne tilbud og private tilbud efter § 83 og § 84, stk.
1, beliggende i kommunen. Den stedlige kommunes forplig-
telse til at føre driftsorienteret tilsyn med tilbud, der ligger
i kommunen, vil gælde, uanset at kommunens børn og unge
ikke benytter det pågældende tilbud.
Det driftsorienterede tilsyn vil omfatte tilsyn med tilbuddets
personale, bygningsmæssige forhold og økonomi. Det vil
bl.a. omfatte tilsyn med, om personalets kvalifikationer sva-
rer til den opgave, som tilbuddet skal løse, bygningsmæssige
forhold og om tilbuddets forvaltning af økonomien er for-
svarlig. Da sociale tilbud har forskelligt indhold, vil tilsynet
altid skulle tilpasses forholdene i det enkelte tilbud.
Hvis en kommune i forbindelse med sit driftsorienterede
tilsyn bliver opmærksom på bekymrende eller kritisable for-
hold i et tilbud, vil kommunen kunne orientere de visiteren-
de kommuner om forholdene under hensyn til, at denne
orientering af de visiterende kommuner vil kunne have så
indgribende betydning for tilbuddet, at der vil være tale om
en de facto afgørelse, som vil skulle opfylde de almindelige
forvaltningsretlige regler om f.eks. partshøring og begrun-
delse.
Det foreslås med stk. 2, at tilsynet efter den foreslåede be-
stemmelse i § 17 b, stk. 1, dog ikke omfatter tilbud, hvor
en anden kommunalbestyrelse eller et regionsråd har indgået
aftale om anvendelse af samtlige pladser i tilbuddet og om
tilsyn.
Med stk. 2 foreslås en videreførelse af den gældende be-
stemmelse i § 148 a, stk. 2, i serviceloven, uden ændringer.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 vil den stedlige
kommunes forpligtelse til at føre det generelle driftsoriente-
rede tilsyn ikke omfatte de situationer, hvor en anden kom-
mune eller en region har indgået aftale om anvendelse af
alle pladser i det pågældende tilbud og om tilsyn. Undtagel-
sen vil gælde uanset, om den anden kommune eller region
har disponeret over nogle af pladserne ved at "videresælge"
enkeltpladser. Det vil være den kommune, som i henhold til
aftalen råder over samtlige pladser, som vil være forpligtet
til at føre det generelle driftsorienterede tilsyn i disse tilfæl-
de.
Det foreslås med stk. 3, at kommunalbestyrelsen kan delege-
re sin kompetence efter § 17 b, stk. 1, til socialtilsynet, jf. §
3, stk. 1, nr. 2, i socialtilsynsloven.
Med stk. 3 foreslås en videreførelse af den gældende be-
stemmelse i § 148 a, stk. 4, i serviceloven, uden materielle
ændringer, dog således, at kompetencen, som kommunalbe-
styrelsen vil kunne delegere, alene indeholder driftsoriente-
ret tilsyn med særlige dag- og klubtilbud efter §§ 83 og
84, da det driftsorienterede tilsyn efter stk. 1, alene omfatter
disse tilbud.
Når en kommunalbestyrelse delegerer sin kompetence til
at varetage en opgave til socialtilsynet efter den foreslåede
bestemmelse i § 157, stk. 4, vil det betyde, at socialtilsynet
udfører opgaven og træffer afgørelse på vegne af den stedli-
ge kommunalbestyrelse. Ansvaret for opgaven, herunder det
økonomiske, vil fortsat være den delegerende kommunalbe-
styrelses.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 157 og det
driftsorienterede tilsyn er, at følge op på om tilbuddenes
bygninger og økonomi samt personalets kvalifikationer på
det enkelte anbringelsessted, svarer til den opgave, som til-
buddet skal løse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.21.2. og 3.21.3.
Til § 158
Det fremgår af § 5, stk. 8, i serviceloven, at regionsrådet
skal føre tilsyn med regionalt drevne tilbud om beskyttet
beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud efter §§ 103
og 104 og regionalt drevne særlige dag- og klubtilbud tilbud
429
efter §§ 32 og 36, jf. § 5, stk. 1, nr. 2. Det gælder dog
ikke for tilbud, hvor en kommune har indgået en generel
aftale om anvendelse af samtlige pladser i tilbuddet og om
tilsyn. Regionsrådet kan delegere sin kompetence efter den-
ne bestemmelse til socialtilsynet, jf. § 2 i socialtilsynsloven.
Det foreslås med stk. 1, at regionsrådet fører tilsyn med
regionalt drevne tilbud efter § 83 og § 84, stk. 1, jf. § 13.
Med § 158, stk. 1, foreslås en videreførelse af den gældende
bestemmelse i § 5, stk. 8, 1. pkt., i serviceloven, dog såle-
des, at regionsrådets tilsyn målrettes særlige dag- og klubtil-
bud efter de foreslåede bestemmelser i § 83 og § 84, stk.
1. Tilbud efter de foreslåede bestemmelser i § 83 og § 84,
stk. 1, er videreførelser af de eksisterende bestemmelser i
servicelovens § 32, stk. 3 og § 36, stk. 1, uden indholdsmæs-
sige eller sproglige ændringer. Der er derfor ikke tiltænkt
indholdsmæssige ændringer i gældende ret.
Med det foreslåede § 83 vil kommunalbestyrelsen skulle
sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige
dagtilbud til børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for
støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem ophold
i et af de almindelige dagtilbud eller fritidshjem efter dagtil-
budsloven.
Med det foreslåede § 84, stk. 1, vil kommunalbestyrelsen
skulle sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i
særlige klubtilbud til større børn og unge, der på grund af
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan
dækkes gennem deltagelse i et af de tilbud, der er nævnt i
§§ 65 og 66 i dagtilbudsloven. Af tilbud i servicelovens §
5, stk. 8, er det alene særlige dag- og særlige klubtilbud,
som videreføres i denne lov Derfor vil det foreslåede § 158,
stk. 1, alene indeholde en henvisning til særlige dag- og
klubtilbud.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 158, stk. 1, vil det
enkelte regionsråd alene skulle føre driftsorienteret tilsyn
med regionalt drevne tilbud efter § 83 og § 84, stk. 1, belig-
gende i regionen. Den stedlige regions forpligtelse til at føre
driftsorienteret tilsyn med tilbud, der ligger i regionen, vil
gælde, uanset at regionens børn og unge ikke benytter det
pågældende tilbud.
Det driftsorienterede tilsyn vil omfatte tilsyn med tilbuddets
personale, bygningsmæssige forhold og økonomi. Det vil
bl.a. omfatte tilsyn med, om personalets kvalifikationer sva-
rer til den opgave, som tilbuddet skal løse, bygningsmæssige
forhold og om tilbuddets forvaltning af økonomien er for-
svarlig.
Det foreslås med stk. 2, at tilsynet efter § 158, stk. 1, ikke
omfatter tilbud, hvor en kommune har indgået en generel
aftale om anvendelse af samtlige pladser i tilbuddet og om
tilsyn.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 158, stk. 2, vil regions-
rådets tilsyn ikke omfatte tilbud, som har indgået en generel
aftale med en kommunalbestyrelse om anvendelse af samtli-
ge pladser og om tilsyn. Bestemmelsen af en videreførelse
af § 5, stk. 8, 2. pkt., i serviceloven. Der er derfor ikke
tiltænkt indholdsmæssige ændringer i gældende ret.
Det foreslås med stk. 3, at regionsrådet kan delegere sin
kompetence efter § 158, stk. 1, til socialtilsynet, jf. § 2 i lov
om socialtilsyn.
Med § 158, stk. 3, foreslås en videreførelse af den gældende
bestemmelse i § 5, stk. 8, sidste pkt., i serviceloven, uden
indholdsmæssige ændringer, dog således, at kompetencen
som kommunalbestyrelsen vil kunne delegere alene indehol-
der tilsyn med særlige dag- og klubtilbud efter § 83 og §
84, stk. 1, da tilsynet efter lovforslagets § 158, stk. 1, alene
omfatter disse tilbud.
Når et regionsråd delegerer sin kompetence til at varetage en
opgave til socialtilsynet efter den foreslåede bestemmelse i §
158, stk. 3, vil det betyde, at socialtilsynet udfører opgaven
og træffer afgørelse på vegne af regionsrådet. Ansvaret for
opgaven, herunder det økonomiske, vil fortsat være placeret
hos det delegerende regionsråd.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 158 og tilsy-
net er, at følge op på om tilbuddenes bygninger og økonomi
samt personalets kvalifikationer på det enkelte anbringelses-
sted, svarer til den opgave, som tilbuddet skal løse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.21.2. og 3.21.3.
Til § 159
Det fremgår af § 149, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbe-
styrelsen og regionsrådet fastsætter en takst for det generelle
driftsorienterede tilsyn, jf. § 5, stk. 8, og § 148 a, som
betales af de tilbud, der er omfattet af tilsynet.
Det fremgår af § 149, stk. 2, i serviceloven, at taksten efter
stk. 1 skal beregnes med udgangspunkt i de gennemsnitlige
omkostninger ved gennemførelsen af tilsynet i tilbuddet el-
ler typen af tilbud.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen og regions-
rådet fastsætter en takst for det generelle driftsorienterede
tilsyn, jf. §§ 157 og 158, som betales af de tilbud, der er
omfattet af tilsynet.
Med § 159, stk. 1, foreslås en videreførelse af den gældende
bestemmelse i § 149, stk. 1, i serviceloven, uden ændringer.
Med bestemmelsen i det foreslåede stk. 1 vil den kommu-
nalbestyrelse eller det regionsråd, der fører det generelle
driftsorienterede tilsyn, skulle opkræve en takst for tilsynet.
Taksten vil skulle betales af alle de særlige dagtilbud og
klubtilbud, der er omfattet af tilsynet. Tilbuddets udgift til
tilsynet, dvs. taksten, vil skulle indgå i den samlede betaling
430
for brug af tilbuddet, og udgiften afholdes dermed endeligt
af den visiterende kommune.
Det foreslås med stk. 2, at taksten efter § 159, stk. 1, skal
beregnes med udgangspunkt i de gennemsnitlige omkostnin-
ger ved gennemførelsen af tilsynet i tilbuddet eller typen af
tilbud.
Med bestemmelsen foreslås en videreførelse af den gælden-
de bestemmelse i § 149, stk. 2, i serviceloven, uden ændrin-
ger.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 159, stk. 2, vil taksten
for det driftsorienterede tilsyn skulle beregnes med udgangs-
punkt i de gennemsnitlige omkostninger ved gennemførel-
sen af tilsynet i tilbuddet eller typen af tilbud. Omkostnin-
gerne vil omfatte både de praktiske opgaver, der vil være
forbundet med at varetage og gennemføre tilsynet, og de
administrative opgaver, der vil være en del af udøvelsen af
det generelle driftsorienterede tilsyn f.eks. andelen af central
ledelse og administration.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.21.2. og 3.21.3.
Til § 160
Det fremgår af § 13 b, stk. 1, i serviceloven, at Socialstyrel-
sen skal følge udviklingen i målgrupper, tilbud og indsatser
og indsamle og formidle viden om effekt af indsatserne på
det mest specialiserede socialområde og på området for den
mest specialiserede specialundervisning, der gives i henhold
til lov om folkeskolen eller lov om specialundervisning for
voksne.
Det foreslås med bestemmelsen i § 160 at Socialstyrelsen
skal følge udviklingen i målgrupper, tilbud og indsatser og
indsamle og formidle viden om effekt af indsatserne på det
mest specialiserede socialområde for børn og unge og på
området for den mest specialiserede specialundervisning,
der gives i henhold til lov om folkeskolen eller lov om
specialundervisning for voksne.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 13 b, stk. 1, i serviceloven afgrænset
til målgrupperne for barnets lov.
Socialstyrelsen vil i lighed med gældende ret skulle have en
overvågningsfunktion, der vil skulle skabe et nationalt over-
blik over viden og indsatser på det mest specialiserede so-
cialområde og området for den mest specialiserede special-
undervisning, hvilket er i overensstemmelse med gældende
ret, jf. forarbejderne til lov nr. 722 af 25. juni 2014 om
ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område og forskellige andre lo-
ve (Opfølgning på evaluering af kommunalreformen vedrø-
rende det mest specialiserede socialområde og den mest spe-
cialiserede specialundervisning m.v.), jf. Folketingstidende
2013-14, A L 165 som fremsat, side 17. I overensstemmelse
med forarbejderne vil der ikke kunne videregives personop-
lysninger efter den foreslåede bestemmelse.
Socialstyrelsen vil i overensstemmelse med forarbejderne
løbende skulle fastlægge målgrupperne ud fra to kriterier,
hvoraf mindst ét skal være opfyldt. For det første målgrup-
per der er meget små, og hvor der er meget begrænset
underlag for at opbygge specialiseret viden. For det andet
målgrupper, hvor der er kompleksitet i målgruppernes pro-
blemstilling eller en flerhed af problemstillinger, som kræ-
ver faglig specialviden, herunder tværfaglig viden.
Børne- og Undervisningsministeriet vil skulle inddrages i
Socialstyrelsens overvågning af målgrupper m.v., for så vidt
angår området for den mest specialiserede specialundervis-
ning.
Socialstyrelsen vil i overensstemmelse med forarbejderne til
§ 13 b, stk. 1, i serviceloven skulle udarbejde vejledende,
faglige forløbsbeskrivelser på det mest specialiserede social-
område og området for den mest specialiserede specialun-
dervisning, når Socialstyrelsen vurderer, at der er behov for
det, og at der er tilstrækkelig sikker viden om den speciali-
serede indsats på et område.
Forløbsbeskrivelser vil skulle indeholde den aktuelt bedste
viden om, hvilke tilbud og indsatser der kan være relevan-
te for den omfattede målgruppe, herunder hvilke faglige
kompetencer, der er relevante at inddrage i indsatsen i de
forskellige faser.
Forløbsbeskrivelserne vil på den baggrund skulle udgøre en
faglig ramme for tilrettelæggelsen af kommunernes indsats
over for en række målgrupper, men vil ikke skulle erstatte
den konkrete individuelle vurdering i den enkelte sag.
Forløbsbeskrivelserne vil desuden være et vigtigt redskab,
som kommunerne kan støtte sig til, når de skal visitere
borgere med særligt komplekse og sjældne behov. Forløbs-
beskrivelserne vil være på et overordnet niveau og derfor
ikke tilstrækkelige detaljerede til at tage højde for variatio-
ner i borgernes komplekse behov og kunne fungere som en
egentlig retningslinje for visitation.
Forløbsbeskrivelserne vil ikke forpligte den enkelte kommu-
ne i forhold til visitation og fastsættelse af serviceniveauer
eller organisering af opgaven mellem kommuner og regio-
ner. Dette vil fortsat skulle afklares lokalt, herunder bl.a.
i regi af sundheds- og rammeaftaler, med mulighed for hen-
syntagen til lokale strukturer m.v. Borgeren vil heller ikke
kunne støtte ret på dem i sin sag. Dette er bl.a. fordi, at det
vil skulle være muligt for kommunerne at tilpasse indsatsen
i den enkelte sag afhængigt af borgerens behov.
Forløbsbeskrivelserne vil skulle udarbejdes af en faglig ar-
bejdsgruppe, bestående af Socialstyrelsen og KL samt med
deltagelse fra Børne- og Undervisningsministeriet, når for-
løbsbeskrivelserne har betydning for området for den mest
specialiserede specialundervisning. Sundhedsstyrelsen og
Danske Regioner kan inddrages, hvis forløbet for borgeren
431
indeholder indsatser som går på tværs af social- og sund-
hedsområdet.
Arbejdsgruppen om forløbsbeskrivelser vil skulle inddrage
relevante organisationer m.v., herunder bruger- og interes-
segruppers erfaringer i udarbejdelsen af forløbsbeskrivel-
sen. Det overlades til arbejdsgruppen selv at afgøre, hvordan
inddragelsen bedst sker i de konkrete tilfælde. Inddragelsen
kan for eksempel ske ved, at Socialstyrelsen nedsætter en
referencegruppe med relevante organisationer m.v., som kan
fungere som dialogforum i forhold til arbejdet i selve ar-
bejdsgruppen om forløbsbeskrivelser, eller ved at relevante
organisationer m.v. inviteres til nogle af arbejdsgruppens
møder.
Formålet med bestemmelsen er således, at der også i barnets
lov fastsættes nærmere regler om, at Socialstyrelsen skal
følge udviklingen i målgrupper, tilbud og indsatser og ind-
samle og formidle viden om effekt af indsatserne på det
mest specialiserede socialområde og på området for den
mest specialiserede specialundervisning, der gives i henhold
til lov om folkeskolen eller lov om specialundervisning
for voksne. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse
tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 161
Det fremgår af § 13 b, stk. 2, i serviceloven, at for at sikre
det fornødne udbud af højt specialiserede tilbud, som er
tilpasset udviklingen i målgruppernes behov, på det mest
specialiserede socialområde og på området for den mest spe-
cialiserede specialundervisning kan Socialstyrelsen udmelde
målgrupper eller særlige indsatser, hvor der er behov for
øget koordination eller planlægning på tværs af kommuner-
ne i en eller flere regioner.
Det fremgår af § 13 b, stk. 3, i serviceloven, at Socialstyrel-
sen på baggrund af afrapporteringer om kommunalbestyrel-
sernes tilrettelæggelse og organisering af indsatsen i forhold
til centralt udmeldte målgrupper og indsatser, jf. § 13 b,
stk. 2, kan anmode kommunalbestyrelserne i en eller flere
regioner om at foretage en fornyet behandling af deres tilret-
telæggelse og organisering af indsatsen.
Det fremgår videre af § 13 b, stk. 4, i serviceloven, at So-
cialstyrelsen i forbindelse med en anmodning efter service-
lovens § 13 b, stk. 3, kan meddele en kommunalbestyrelse
eller et regionsråd et midlertidigt pålæg om at opretholde et
tilbud, indtil Socialstyrelsen i medfør af servicelovens § 13
c har truffet afgørelse om pålæg vedrørende det pågældende
tilbud eller ophæver det midlertidige pålæg.
Det foreslås med stk. 1, at for at sikre det fornødne udbud
af højt specialiserede tilbud, som er tilpasset udviklingen i
målgruppernes behov, på det mest specialiserede socialom-
råde for børn og unge og på området for den mest specia-
liserede specialundervisning kan Socialstyrelsen udmelde
målgrupper eller særlige indsatser, hvor der er behov for
øget koordination eller planlægning på tværs af kommuner-
ne i en eller flere regioner.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 13 b, stk. 2, i serviceloven afgrænset
til målgrupperne efter barnets lov.
Socialstyrelsen vil i overensstemmelse med forarbejderne
til servicelovens § 13, b, stk. 2, skulle gives kompetence
til at udmelde målgrupper og særlige indsatser, hvor der
er behov for øget koordination eller planlægning mellem
kommunerne for at sikre og videreudvikle den mest speciali-
serede indsats, jf. Folketingstidende 2013-14, A L 165 som
fremsat, side 17.
I overensstemmelse med forarbejderne til § 13 b, stk. 2, i
serviceloven vil det være forudsat, at Socialstyrelsen tager
afsæt i en løbende faglig dialog med kommuner, regioner
og bruger- og interesseorganisationer, som har kendskab til
lokale, regionale og landsdækkende behov. Der vil skulle
sættes fokus på forhold og udviklingstendenser, som er af
betydning for sikring af specialiseret viden. Det vil skulle
indgå, om kommunalbestyrelserne har viden om specialise-
rede tilbud, der er sårbare eller lukningstruede på grund
af vigende efterspørgsel fra kommunerne. Derudover vil So-
cialstyrelsens viden på området, eksisterende forløbsbeskri-
velser og data fra Socialstyrelsens overvågning skulle indgå.
Det vil derudover være forudsat, at der hvert år forud for
drøftelse af potentielle udmeldinger i det faglige råd foreta-
ges en høring, hvor relevante organisationer, herunder bru-
ger- og interesseorganisationer, kan komme med input til
brug for Socialstyrelsens vurdering af, om der er behov for
en central udmelding af målgrupper og indsatser, for at sikre
og videreudvikle den mest specialiserede indsats på tværs af
kommuner og regioner.
Det vil videre være forudsat, at potentielle udmeldinger
hvert år derefter drøftes med det faglige råd, der sammen-
sættes af repræsentanter fra Socialstyrelsen, Børne- og Un-
dervisningsministeriet, KL, Danske Regioner, udvalgte eks-
perter samt evt. andre ministerier.
Socialstyrelsen vil efter en samlet vurdering af løbende in-
put fra samarbejdspartnere, høringssvar og drøftelse i det
faglige råd skulle træffe den endelige afgørelse af, om der
er behov for at komme med en central udmelding på et
område.
Der vil i overensstemmelse med forarbejderne ikke kunne
fastlægges krav til hyppighed eller tidsfrist for centrale ud-
meldinger, herunder om at de skal være årlige. Det vil dog
være forudsat, at en central udmelding foretages senest i
januar måned, hvis den skal kunne behandles i forbindelse
med rammeaftalen for det næstkommende år.
Den centrale udmelding vil bl.a. kunne dreje sig om behov
for at sikre og videreudvikle specialiseret viden, hvis særlige
vidensmiljøer er under pres, og Socialstyrelsen vurderer, at
432
den viden, der findes i det særlige vidensmiljø, ikke kan
undværes, viden eller indsatser bør udvikles, omlægges eller
samles, f.eks. på baggrund af national eller international do-
kumenteret viden om effekt af indsatser på det sociale områ-
de, eller fordi de kan skabe mere omkostningseffektivitet,
eller hvis der er behov for, at alle kommuner har adgang til
et særligt specialiseret tilbud for den specifikke målgruppe.
En central udmelding vil kunne være regional eller lands-
dækkende. I sidstnævnte tilfælde vil der kunne stilles krav
om, at der skal ske en koordinering på tværs af regioner.
I overensstemmelse med forarbejderne vil det kunne fast-
sættes i den bekendtgørelse om rammeaftaler m.v. på det
sociale område og på det almene ældreboligområde (ramme-
aftalebekendtgørelsen), der vil kunne udstedes med hjemmel
i den foreslåede § 173, stk. 3, og som efter gældende ret
udstedes med hjemmel i § 6, stk. 3, i serviceloven, at kom-
munalbestyrelserne i hver region vil skulle behandle den
centrale udmelding i det eksisterende rammeaftale-regi.
Det foreslås med stk. 2, at Socialstyrelsen på baggrund af af-
rapporteringer om kommunalbestyrelsernes tilrettelæggelse
og organisering af indsatsen i forhold til centralt udmeldte
målgrupper og indsatser, jf. § 161, stk. 1, kan anmode kom-
munalbestyrelserne i en eller flere regioner om at foretage
en fornyet behandling af deres tilrettelæggelse og organise-
ring af indsatsen.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af servicelovens § 13 b, stk. 3, i servicelo-
ven afgrænset til målgrupperne efter barnets lov.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
13 b, stk. 3, foreslås det med bestemmelsen, at Socialsty-
relsen på baggrund af modtagne afrapporteringer for, hvor-
ledes kommunalbestyrelserne i en region vil tilrettelægge
indsatsen i forhold til en central udmelding, vil blive givet
beføjelse til at anmode kommunalbestyrelserne i regionen
eller flere regioner om en fornyet behandling heraf, jf. Fol-
ketingstidende 2013-14, A L 165 som fremsat, side 18. Som
det fremgår af forarbejderne, vil denne mulighed kun skulle
tages i anvendelse, hvis dialogen med kommunalbestyrelsen
ikke i sig selv sikrer en tilstrækkelig løsning.
Det vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 13 b,
stk. 3, i serviceloven som udgangspunkt være op til kom-
munalbestyrelserne i hver region selv at beslutte, hvordan
de vil tilrettelægge og organisere indsatsen i forhold til de
udmeldte målgrupper og indsatser. Kommunerne vil f.eks.
kunne aftale, at én kommune påtager sig ansvar for drift og
udvikling af et specialiseret tilbud og indgår aftaler med en
række af de øvrige kommuner om køb af ydelser. Kommu-
nerne vil alternativt kunne bede regionen om at påtage sig
driftsansvaret, hvis regionen f.eks. i forvejen har specialise-
ret viden/tilbud på det konkrete område.
Udgangspunktet for Socialstyrelsens behandling af kommu-
nalbestyrelsernes afrapporteringer vil være en dialogbaseret
tilbagemelding. Den dialogbaserede tilbagemelding indebæ-
rer, at Socialstyrelsen vil være i løbende dialog med kom-
munalbestyrelserne om, hvorvidt kommunernes anviste løs-
ningsmuligheder er tilstrækkelige og sikrer den nødvendige
specialiserede indsats på det udmeldte område.
Socialstyrelsens indgangsvinkel til dialogen vil være kom-
munekontaktrådene (KKR). Socialstyrelsen vil kunne bistå
med viden og rådgivning med henblik på koordination og
et landsdækkende overblik på tværs af regioner. Derudover
vil eventuelle forløbsbeskrivelser på området kunne funge-
re som udgangspunkt for kommunernes arbejde med den
centrale udmelding og med tilrettelæggelsen af indsatsen på
området.
Socialstyrelsen vil skulle beslutte om, kommunalbestyrelser-
nes tilbagemelding giver anledning til opfølgning, og om
der er behov for, at Socialstyrelsen benytter sin beføjelse til
at pålægge kommunalbestyrelserne en fornyet behandling af
afrapporteringerne. Socialstyrelsen vil dermed blive givet en
reaktionsmulighed, der vil gøre det muligt at tilbagevise og
dermed påvirke kommunernes løsningsforslag, hvis de ikke
vurderes at være fagligt tilstrækkelige.
Beføjelsen vil indebære, at Socialstyrelsen vil kunne anmo-
de kommunalbestyrelserne i en eller flere regioner om at
foretage en fornyet behandling af deres tilrettelæggelse og
organisering af indsatsen i forhold til centralt udmeldte mål-
grupper og indsatser. En sådan mulighed vil kun skulle tages
i anvendelse, hvis dialogen med kommunalbestyrelsen ikke i
sig selv sikrer en tilstrækkelig løsning.
Hvis Socialstyrelsen vurderer, at kommunernes løsningsfor-
slag er tilfredsstillende, vil kommunerne kunne gå i gang
med implementeringsfasen.
Socialstyrelsen vil skulle gå i dialog med kommunalbesty-
relserne i en eller flere regioner om, hvad en fornyet be-
handling og afrapportering skal fokusere på, herunder om
der er behov for koordinering på tværs af flere regioner.
Det foreslås med stk. 3, at Socialstyrelsen i forbindelse med
en anmodning efter § 161, stk. 2, kan meddele en kommu-
nalbestyrelse eller et regionsråd et midlertidigt pålæg om
at opretholde et tilbud, indtil Socialstyrelsen i medfør af
§§ 180-185 har truffet afgørelse om pålæg vedrørende det
pågældende tilbud eller ophæver det midlertidige pålæg.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 13 b, stk. 4, i serviceloven afgrænset
til målgrupperne efter barnets lov.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13
b, stk. 4, foreslås det, at Socialstyrelsen i forbindelse med
en anmodning om fornyet behandling vil kunne meddele en
kommunalbestyrelse eller et regionsråd et midlertidigt pålæg
om, at opretholde et konkret tilbud indtil Socialstyrelsen i
medfør af de foreslåede §§ 180-185 har truffet afgørelse
om pålæg vedrørende det pågældende tilbud eller ophæver
det midlertidige pålæg, jf. lov nr. 722 af 25. juni 2014 om
ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og
433
administration på det sociale område og forskellige andre
love (Opfølgning på evaluering af kommunalreformen ved-
rørende det mest specialiserede socialområde og den mest
specialiserede specialundervisning m.v.), jf. Folketingstiden-
de 2013-14, A L 165 som fremsat, side 18.
Dette vil ligeledes i overensstemmelse med forarbejderne
til § 13 b, stk. 4, i serviceloven skulle ske for at sikre, at
formålet med pålægget ikke forspildes i perioden frem til, en
afgørelse foreligger.
Formålet med den foreslåede § 161 er således, at der også
efter barnets lov fastsættes nærmere regler om Socialstyrel-
sens mulighed for at anmode kommunalbestyrelserne om
fornyet behandling af deres tilrettelæggelse og organisering
af indsatsen samt at kunne pålægge kommunalbestyrelsen
eller et regionsråd midlertidigt at opretholde et tilbud efter
barnets lov. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser
tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.2-3.20.3
Til § 162
Det fremgår af § 13 b, stk. 5, i serviceloven, at Socialstyrel-
sens udmelding af målgrupper og indsatser efter § 13 b,
stk. 2, og afgørelser på området for den mest specialiserede
specialundervisning efter § 13 b, stk. 3 og 4, sker efter
forhandling med Børne- og Undervisningsministeriet.
Det foreslås med § 162 at Socialstyrelsens udmelding af
målgrupper og indsatser efter § 161, stk. 1, og afgørelser
på området for den mest specialiserede specialundervisning
efter § 161, stk. 2 og 3, sker efter forhandling med Børne-
og Undervisningsministeriet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 13 b, stk. 5, i serviceloven afgrænset
til målgrupperne efter barnets lov.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13
b, stk. 5, foreslås det i forhold til specialundervisningsområ-
det, at kompetencen deles mellem Socialstyrelsen og Børne-
og Undervisningsministeriet, jf. lov nr. 722 af 25. juni 2014
om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed
og administration på det sociale område og forskellige andre
love (Opfølgning på evaluering af kommunalreformen ved-
rørende det mest specialiserede socialområde og den mest
specialiserede specialundervisning m.v.), jf. Folketingstiden-
de 2013-14, A L 165 som fremsat, side 19.
Formålet med § 162 er således, at kompetencen i forhold til
udmelding af målgrupper og indsatser efter den foreslåede
§ 161, stk. 1, og afgørelser på specialundervisningsområdet
også efter barnets lov skal deles mellem Socialstyrelsen og
Børne- og Undervisningsministeriet.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 163
Det fremgår af § 15 i serviceloven, at en uvildig konsulent-
ordning yder gratis rådgivning og vejledning i sager om
hjælp til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktions-
niveau.
Det foreslås med § 163 at en uvildig konsulentordning yder
gratis rådgivning og vejledning i sager om hjælp til personer
med nedsat fysisk eller psykisk funktionsniveau og deres
familier.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
ændringer af § 15 i serviceloven afgrænset til målgrupperne
efter barnets lov, således at det præciseres, at det både er
rådgivning og vejledning til personer med nedsat fysisk eller
psykisk funktionsniveau og deres familier.
Ordningen vil i overensstemmelse med forarbejderne til da-
værende § 70 a, i serviceloven, der nu er § 15 i serviceloven,
være forudsat oprettet som en selvejende institution med en
bestyrelse og vil blive tilrettelagt i samarbejde med de kom-
munale parter og repræsentanter fra brugerorganisationerne
på området, jf. lov nr. 489 af 7. juni 2001 om ændring af lov
om social service og lov om hjemmesygeplejerskeordninger
(Indførelse af en grundtakstmodel for visse sociale service-
ydelser i stedet for delt finansiering), jf. Folketingstidende
2000-01, tillæg A, spalte 4489.
Formålet med konsulentordningen vil være at bidrage til at
styrke retssikkerheden for mennesker med handicap ved at
kunne yde gratis rådgivning og vejledning i enkeltsager og
generelt at kunne bidrage med oplysninger om udviklingen
på handicapområdet. Den primære målgruppe for konsulent-
ordningen vil være mennesker med handicap og deres pårø-
rende, der frit kan rette henvendelse om bistand.
Den uvildige konsulentordning vil også kunne rådgive eller
give sparring til kommunale sagsbehandlere i ”sager, der
går i hårdknude”, hvor det især er kommunikationen eller
samarbejdet mellem kommunen og borgeren, der giver van-
skeligheder. Her vil den uvildige konsulentordning kunne
spille en uvildig rolle til forbedring af samarbejdet. Det vil
være en forudsætning, at forældremyndighedsindehaveren
til barnet eller den unge giver samtykke.
Ligeledes vil den uvildige konsulentordning kunne give råd-
givning til kontaktpersoner og andre kommunalt ansatte,
som har kontakt med en borger med handicap, som har
brug for rådgivning. Forudsætningen vil her være, at foræl-
dremyndighedsindehaveren til barnet eller den unge giver
samtykke.
Den uvildige konsulentordning vil ikke kunne give vejled-
ning til kommunale sagsbehandlere om regler og regelfor-
tolkning. Kommunerne vil skulle søge en sådan vejledning
hos Social- og Ældreministeriet eller hos Ankestyrelsen.
Den uvildige konsulentordning vil også have til opgave at
434
oplyse om klagemuligheder og hjælpe med at udforme kla-
ger til offentlige myndigheder.
Formålet med § 163 er således, at der også efter barnets lov
vil være fastsat regler om, at en uvildig konsulentordning
skal yde gratis rådgivning og vejledning i sager om hjælp
til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktions-
niveau og deres familier. Der er ikke med den foreslåede
bestemmelse tiltænkt materielle ændringer i forhold til gæl-
dende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 164
Det fremgår af § 14, stk. 1, i serviceloven, at social- og
ældreministeren samler og formidler oplysninger om kom-
munale, regionale og private tilbud omfattet af § 4 i social-
tilsynsloven og om kommunale, regionale og private tilbud
efter bl.a. servicelovens §§ 32 og 36 i en landsdækkende
oversigt (Tilbudsportalen).
Det fremgår videre af § 14, stk. 2, i serviceloven, at kun
tilbud, som er registreret i Tilbudsportalen, kan indgå i kom-
munalbestyrelsens forsyning, jf. § 4, stk. 2.
Efter § 4, stk. 2, i serviceloven, opfylder kommunalbestyrel-
sen sit forsyningsarbejde, som den skal sørge for efter § 4,
stk. 1, ved at brug af egne tilbud og ved at samarbejde med
andre kommuner, regioner eller privat tilbud.
Det fremgår af § 14, stk. 3, i serviceloven, at sociale tilbud
m.v., der er omfattet af § 4 i socialtilsynsloven, kun kan
registreres i Tilbudsportalen, hvis de er godkendt af social-
tilsynet.
Efter § 14, stk. 4, i serviceloven, fører Socialstyrelsen stik-
prøvekontrol med, at oplysningerne i Tilbudsportalen er i
overensstemmelse med de faktiske forhold, og at oplysnin-
gerne i Tilbudsportalen er indberettet i overensstemmelse
med Tilbudsportalens systematik.
Det fremgår af § 14, stk. 5, i serviceloven, at Socialstyrelsen
kan træffe afgørelse om at udstede et påbud til et registreret
tilbud, hvis oplysninger, der er indberettet af tilbuddet, og
som offentliggøres i Tilbudsportalen, ikke er i overensstem-
melse med de faktiske forhold, eller tilbuddets indberetning
af oplysninger, som offentliggøres i Tilbudsportalen, ikke er
i overensstemmelse med Tilbudsportalens systematik.
Efter § 14, stk. 6, i serviceloven, kan Socialstyrelsen træffe
afgørelse om at markere forholdet i Tilbudsportalen, hvis et
tilbud ikke har fulgt et påbud efter §14, stk. 5, inden fire
uger.
Det fremgår af § 14, stk. 7, at Socialstyrelsens afgørelser
efter § 14, stk. 5 og 6, ikke kan indbringes for anden admini-
strativ myndighed.
Det fremgår af § 14, stk. 8, i serviceloven, at social- og
ældreministeren fastsætter nærmere regler om Tilbudsporta-
len, herunder om kommuners og regioners pligt til at give
oplysninger til Tilbudsportalen og om Socialstyrelsens afgø-
relser efter bestemmelsens § 14, stk. 5 og 6. Social- og
ældreministeren kan endvidere beslutte, at Tilbudsportalen
skal omfatte andre tilbud end de tilbud, som er nævnt i
bestemmelsens stk. 1.
Finansieringen af Tilbudsportalen er reguleret i servicelo-
vens § 175, hvorefter staten afholder udgifterne til Tilbuds-
portalen.
Det foreslås med bestemmelsen i § 164 at reglerne i § 14
i serviceloven om Tilbudsportalen finder tilsvarende anven-
delse for kommunale, regionale og private tilbud efter denne
lov, der er omfattet af § 4 i socialtilsynsloven og om kom-
munale, regionale og private tilbud efter barnets lov §§ 83
og 84.
Idet finansieringen af Tilbudsportalen er reguleret i service-
loven, og det findes mest hensigtsmæssig ikke at duplikere
reglerne om Tilbudsportalen i barnets lov, vil reglerne om
Tilbudsportalen med den foreslåede bestemmelse således
fortsat være at finde i serviceloven, men finde tilsvarende
anvendelse for de tilbud, der hidtil har været reguleret i ser-
viceloven, men som med dette lovforslag foreslås videreført
i barnets lov. Der vil i barnets lov alene være en henvisning
til, at reglerne om Tilbudsportalen finder tilsvarende anven-
delse for kommunale, regionale og private tilbud omfattet
af § 4 i socialtilsynsloven og for kommunale, regionale og
private tilbud efter barnets lov §§ 83 og 84. Disse tilbud ef-
ter barnets lov vil således i overensstemmelse med gældende
ret være forpligtede til at fremgå af Tilbudsportalen for at
kunne indgå i den kommunale forsyning, jf. den foreslåede
bestemmelse i servicelovens § 4.
Formålet med § 164 er således, at der i barnets lov vil være
en henvisning til de regler, der gælder for Tilbudsportalen,
som også er relevante for kommunale, regionale og private
tilbud omfattet af § 4 i socialtilsynsloven og for kommunale,
regionale og private tilbud efter barnets lov §§ 83 og 84.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 165
Det fremgår af § 13, stk. 1, i serviceloven, at den nationale
videns- og specialrådgivningsorganisation i Socialstyrelsen
(VISO) bistår kommuner og borgere med gratis vejledende
specialrådgivning i de mest specialiserede og komplicere-
de enkeltsager. Tilsvarende ydes gratis specialrådgivning til
kommuner, regioner, skoler og institutioner m.v. samt borge-
re om specialundervisning og specialpædagogisk bistand.
VISO er en netværksorganisation med en mindre central
enhed, men hvor hovedparten af specialisterne er placeret
decentralt, idet de er ansat i kommuner, regioner eller i
private tilbud. Netværket fastholdes således samlet som en
435
del af det kommunale/regionale tilbud, dvs. er lokalt i de
tilbud, hvor de i øvrigt arbejder.
Formålet med VISO er at sikre sammenhængende og hel-
hedsorienteret vidensindsamling og –formidling til kommu-
ner og tilbud og gøre den anvendelig for både kommunernes
og VISOs specialrådgivning og udredning i enkeltsager, at
sikre et landsdækkende overblik over den samlede special-
rådgivning, at sikre inddragelsen af relevante internationale
erfaringer og bidrage til det internationale samarbejde, at
sikre et tæt samspil mellem de forskellige videns- og rådgiv-
ningsspecialer på socialområdet, at sikre fortsat udvikling af
viden og specialrådgivning, at tilbyde kommuner og borgere
vejledende specialrådgivning i de mest specialiserede og
komplicerede enkeltsager samt vejledende udredning i de
få mest sjældent forekommende specielle og komplicerede
enkeltsager, hvor den fornødne ekspertise ikke kan forventes
at være til stede i den enkelte kommune eller i regionens til-
bud, samt at sikre overblik over og samarbejde med netværk
i øvrige sektorer.
I det omfang, det er relevant for VISOs virksomhed, kan
VISO også samarbejde med funktioner under andre sektorer,
f.eks. sundhed og arbejdsmarked.
VISO består af en vidensfunktion, en specialrådgivnings-
funktion og en udredningsfunktion. VISO er primært prak-
sisorienteret og skal opbygge viden om, hvordan man hånd-
terer personer med specifikke problemer (metodeudvikling
inden for behandlingsformer). VISO kan også pege på ind-
satsområder for forskning og omsætte forskningsresultater
til anvendelig viden.
VISO skal dække de mest specialiserede, komplicerede pro-
blemstillinger inden for bl.a. områder med børn og unge
med handicap, herunder sjældne handicap, børn og unge
med sociale eller adfærdsmæssige problemer, udsatte børn
og unge, socialpsykiatrien, andre grupper med meget kom-
plekse problemstillinger og specialundervisning og special-
pædagogisk bistand til bl.a. børn og unge.
Den centrale enhed i VISO varetager flere opgaver, her-
under at sikre én indgang til overblik over VISOs funkti-
oner, den eksisterende viden dvs. hvem der laver hvad,
og hvor man skal henvende sig, at sikre en koordineret
vidensopbygning, -udvikling og grundlag for bestyrelsens
vurdering af dimensioneringen inden for den samlede ram-
me, at have overblik over den kommunale og regionale
rådgivningsstruktur, at kunne foretage en faglig vurdering
som grundlag for at henvise kommuner, tilbud og borgere
til den rigtige viden og rådgivning, at indgå kontrakter mel-
lem VISO og de pågældende kommuner og regioner om
specialrådgivning, at sikre overblik over og samarbejde med
netværk i øvrige sektorer, herunder arbejdsmarkedssektoren
og sundhedssektoren, samt være sekretariat for bestyrelsen
for VISO.
For VISO er der nedsat en faglig bestyrelse bestående af
repræsentanter fra staten, KL og regionerne i forening samt
brugerorganisationer. Bestyrelsen skal løbende følge udvik-
lingen i behovene og fastlægge den overordnede indsats på
områderne, løbende vurdere dimensioneringen af indsatsom-
råderne inden for den samlede ramme og løbende evaluere
VISOs virksomhed og udarbejde en årsrapport.
Under VISO indgår også sekretariatsfunktionerne vedr. en
række netværk, der blev oprettet af amterne, herunder net-
værk vedr. Asperger/autisme, netværk vedr. omsorgssvigt,
vidensteam vedr. kriminelle og udviklingshæmmede, viden-
steam vedr. læbe/ganespalte, netværk vedr. rusmiddelområ-
det, netværk vedr. udviklingshæmmede med dobbeltdiagno-
ser og netværk vedr. blinde udviklingshæmmede.
Det foreslås med stk. 1, at den nationale videns- og special-
rådgivningsorganisation i Socialstyrelsen bistår kommunal-
bestyrelser og borgere med gratis vejledende specialrådgiv-
ning i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af §
13, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven afgrænset til målgrupperne
efter barnets lov og med den ændring, at ”kommuner” er-
stattes af ”kommunalbestyrelser” for at ensrette begreberne i
de foreslåede bestemmelser om VISO.
Med den nationale videns- og specialrådgivningsorganisati-
on i Socialstyrelsen (VISO) vil der i overensstemmelse med
forarbejderne til servicelovens § 13 skulle sikres en sam-
menhængende og helhedsorienteret vidensindsamling og –
udvikling, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg
A, side 2151. Der vil endvidere i overensstemmelse med
forarbejderne skulle sikres rådgivning og vejledning af bor-
gere og kommuner og et landsdækkende overblik over den
samlede specialrådgivning.
Kommunalbestyrelserne vil i overensstemmelse med forar-
bejderne have ansvaret for at tilbyde såvel den almindelige
som den specialiserede rådgivning af brugere og pårørende,
som de efter loven har krav på.
Kommunalbestyrelserne vil kunne søge støtte til deres råd-
givningsopgaver dels i andre kommuner og hos private dels
i de tilbud, som regionerne driver. Som supplement hertil
vil VISO skulle tilbyde kommunalbestyrelser og borgere
vejledende specialrådgivning i de mest specialiserede og
komplicerede enkeltsager samt vejledende udredning i de
få mest sjældent forekommende specielle og komplicerede
enkeltsager, hvor den fornødne ekspertise ikke kan forventes
at være til stede i den enkelte kommune eller i regionens
tilbud.
Specialrådgivningsfunktionen vil skulle være en gratis ydel-
se i forhold til kommunalbestyrelser og borgere.
Borgere vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 13
i serviceloven kunne henvende sig direkte til VISO om spe-
cialrådgivning, men i langt de fleste tilfælde vil det være
mest hensigtsmæssigt for borgeren, at henvendelsen går via
kommunalbestyrelsen for at sikre en dialog mellem borger,
436
den ansvarlige myndighed (kommunen) og den rådgivende
instans (VISO).
VISO vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 13
i serviceloven skulle dække de mest specialiserede rådgiv-
ningsopgaver i de mest komplicerede enkeltsager, jf. Folke-
tingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 2153. Ka-
rakteristisk for de mest specialiserede og komplicerede en-
keltsager vil være, at de for den enkelte kommune vil fo-
rekomme sjældent, ligesom indsatsen i mange tilfælde vil
involvere flere faglige specialister samt ofte være særdeles
udgiftskrævende. VISO vil i mange tilfælde være nødt til at
trække på ekspertise i andre sektorer.
Specialrådgivningsfunktionen vil have vejledende karakter i
forhold til borger og kommune, idet det alene er den enkelte
kommune, som har ansvaret for at træffe beslutninger i for-
hold til borgeren.
Rådgivningsfunktioner i de mest specialiserede og kompli-
cerede enkeltsager vil i overensstemmelse med forarbejder-
ne til § 13 i serviceloven bestå i at bistå kommuner, regi-
onale tilbud og borgere med vejledende specialrådgivning
i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager, jf.
Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 2152.
Specialrådgivningen i de mest specielle og komplicerede en-
keltsager vil i overensstemmelse forarbejderne f.eks. kunne
vedrøre børn og unge med social eller adfærdsmæssige pro-
blemer, herunder børn og unge med meget svære sociale og
adfærdsmæssige problemer, massivt omsorgssvigtede børn
og unge, børn og unge med ADHD, børn og unge, der har
været udsat for seksuelt misbrug, børn og unge, der har
begået kriminalitet, børn og unge med stof- og alkoholmis-
brug eller børn og unge med psykiske problemer, herunder
selvskadende adfærd.
Specialrådgivningen i de mest specielle og komplicerede
enkeltsager vil også kunne vedrøre børn og unge med han-
dicap, herunder småbørn med komplekse tale-, høre- eller
synsproblemer, børn og unge med behov for særlige tekno-
logiske hjælpemidler, børn og unge med autisme, børn og
unge der er svært multihandicappede eller børn og unge med
små eller usynlige handicap.
Specialrådgivningen i de mest specielle og komplicerede
enkeltsager vil derudover kunne vedrøre hjerneskade, herun-
der senhjerneskadede og genoptræning af fysisk handicap-
pede/hjerneskadede eller vedrøre udviklingshæmmede, her-
under kriminelle udviklingshæmmede f.eks. personer med
Prader Wille Syndrom eller med anden etnisk baggrund end
dansk, meget udadreagerende svært multihandicappede uden
verbalt sprog eller udviklingshæmmede med dobbeltdiagno-
ser.
Specialrådgivningen i de mest specielle og komplicerede en-
keltsager vil endvidere kunne vedrøre udsatte grupper, her-
under hjemløse, gravide stofmisbrugere, svære blandings-
misbrug, andre meget specialiserede og komplicerede per-
sonlige eller sociale problemer, eller sindslidende.
Specialrådgivningen i de mest specielle og komplicerede
enkeltsager vil yderligere kunne vedrøre øvrige meget kom-
plekse sager, herunder komplicerede sager eller meget små
komplekse handicapgrupper/sammensatte problemstillinger,
f.eks. børn og unge med Huntingtons Chorea eller Spiel-
meyer-Vogt’s sygdom, børn og unge med tilsvarende sjæld-
ne handicaps, hvor funktionsnedsættelsen kræver kompleks
og specialiseret indsats, børn og unge med komplicerede
bevægehandicap, læbe/ganespalte, sjældne handicap, børn
og unge med handicap, der har flere diagnoser og andre
områder, hvor der kræves en kompleks og specialiseret ind-
sats, eller specialiseret rådgivning om epilepsi fra Kolonien
Filadelfia.
Specialrådgivningen i de mest specielle og komplicerede
enkeltsager vil ydermere kunne vedrøre blinde børn og
unge, herunder specialrådgivningsfunktioner ved Instituttet
for Blinde og Svagsynede, ved Synscenter Refsnæs og ved
Kennedy Centrets øjenklinik, eller anden specialrådgivning
vedr. blinde. Det vil også kunne vedrøre døve og døvblinde
børn og unge, herunder i form af døve- og døvblindekonsu-
lenter, eller specialrådgivningsfunktioner ved Ålborgskolen,
Center for Høretab, Fredericia eller Børneklinikken.
Det foreslås med stk. 2, at tilsvarende yder den nationale
videns- og specialrådgivningsorganisation gratis specialråd-
givning til kommuner, regioner, skoler og institutioner m.v.
samt borgere om specialundervisning og specialpædagogisk
bistand.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af §
13, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven afgrænset til målgrupperne
efter barnets lov og med den ændring, at ”kommuner” er-
stattes af ”kommunalbestyrelser” for at ensrette begreberne i
de foreslåede bestemmelser om VISO.
Specialrådgivning i de mest specielle og komplicerede en-
keltsager vil i overensstemmelse med ordlyden af § 13, stk.
1, 2. pkt., i serviceloven kunne vedrøre specialundervisning
af børn og unge.
Det følger af bekendtgørelse nr. 693 af 20. juni 2014 om fol-
keskolens specialundervisning og anden specialpædagogiske
bistand, at der i forbindelse med den pædagogisk-psykologi-
ske vurdering, der skal foretages efter folkeskoleloven, skal
pædagogisk-psykologisk rådgivning tage stilling til om der
er behov for at indhente specialrådgivning fra den nationale
videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO) og om
der er behov for at indhente bistand til udredningen fra den
nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO).
Beslutningen om at inddrage den nationale videns- og spe-
cialrådgivningsorganisation (VISO) efter stk. 1 træffes efter
samråd med forældrene.
Der skal efter folkeskoleloven udarbejdes en pædagogisk
psykologisk vurdering i forbindelse med specialpædagogisk
bistand til førskolebørn og i forbindelse med afgørelser om
specialundervisning i folkeskolen.
437
Formålet med § 165 er således, at der også efter barnets
lov fastsættes nærmere regler om VISOs gratis vejledende
specialrådgivning i de mest specialiserede og komplicerede
enkeltsager og om specialundervisning og specialpædago-
gisk bistand. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser
tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men
dog foreslås enkelte sproglige ændringer og opdeling i flere
stykker med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.1.-3.20.3.
Til § 166
Det fremgår af § 13, stk. 2, i serviceloven, at den nationale
videns- og specialrådgivningsorganisation yder gratis vejle-
dende udredning til kommuner og borgere i de få mest sjæl-
dent forekommende specielle og komplicerede enkeltsager,
hvor den fornødne ekspertise ikke kan forventes at være til
stede i den enkelte kommune eller i regionens tilbud. Kom-
munalbestyrelsen træffer afgørelse om henvisning af borge-
ren. Tilsvarende ydes gratis bistand til kommunens udred-
ning vedrørende specialundervisning og specialpædagogisk
bistand.
Det foreslås med bestemmelsen i § 166, stk. 1, at den nati-
onale videns- og specialrådgivningsorganisation yder gratis
vejledende udredning til kommunalbestyrelser og borgere
i de få mest sjældent forekommende specielle og kompli-
cerede enkeltsager, hvor den fornødne ekspertise ikke kan
forventes at være til stede i den enkelte kommune eller
i regionens tilbud. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse
om henvisning af borgeren efter 1. pkt.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af
§ 13, stk. 2, 1. og 3. pkt., i serviceloven afgrænset til
målgrupperne efter barnets lov og med de ændringer, at
”kommuner” og ”kommunen” erstattes af ”kommunalbesty-
relser” og ”kommunalbestyrelsen” for at ensrette begreberne
i bestemmelserne om VISO.
En udredning er en undersøgelse af en borgers tilstand og
situation. Når VISO efter den foreslåede bestemmelse vil
hjælpe kommunen med udredning af specielle forhold i en
sag, vil det have til formål at sikre, at kommunen har et
solidt faktuelt grundlag til at afgøre, hvad der kan gøres for
borgeren. Hvor det er relevant, vil en udredning fra VISO
f.eks. indeholde forslag til behandling og støtte.
VISO vil i overensstemmelse med forarbejderne til service-
lovens § 13, stk. 2, skulle dække de mest specialiserede
udredningsopgaver i de mest komplicerede enkeltsager,
jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side
2153. Karakteristisk for de mest specialiserede og komplice-
rede enkeltsager vil være, at de for den enkelte kommune vil
forekomme sjældent, ligesom indsatsen i mange tilfælde vil
involvere flere faglige specialister samt ofte være særdeles
udgiftskrævende. VISO vil i mange tilfælde være nødt til at
trække på ekspertise i andre sektorer.
Når kommunalbestyrelsen ønsker en udredning i VISO, vil
det være vigtigt, at kommunalbestyrelsen har foretaget et
indledende arbejde med at afdække problemstillingerne i
sagen, således at kommunalbestyrelsen ved henvendelsen
kan redegøre for, på hvilket niveau borgerens sag allerede er
udredt.
I overensstemmelse med forarbejderne til § 13, stk. 2, i
serviceloven vil udredningsfunktionen efter den foreslåede
bestemmelse i § 166, stk. 1, være snævrere end specialråd-
givningsfunktionen efter den foreslåede bestemmelse i §
165, stk. 1, idet den vil være afgrænset til de få mest sjæl-
dent forekommende specielle og komplicerede enkeltsager,
hvor den fornødne ekspertise ikke kan forventes at være til
stede i den enkelte kommune eller i regionens tilbud.
Udredningsfunktionen i de få mest specialiserede og kom-
plicerede enkeltsager vil i overensstemmelse med forarbej-
derne skulle tilbyde kommunalbestyrelser og borgere vej-
ledende udredning i de få mest sjældent forekommende
specielle og komplicerede enkeltsager, hvor den fornødne
ekspertise ikke kan forventes at være til stede i den enkelte
kommune eller i regionens tilbud.
Udredningsfunktionen vil have vejledende karakter i forhold
til barnet eller den unge og kommunalbestyrelsen, idet det
alene er den enkelte kommunalbestyrelse, som vil have an-
svaret for at træffe beslutninger i forhold til barnet eller den
unge.
Henvendelser om udredning vil i alle tilfælde skulle ske
via kommunalbestyrelsen, og VISO vil alene på kommu-
nalbestyrelsens anmodning kunne gå ind i et udredningsfor-
løb. Det vil ikke være muligt for borgeren selv eller et tilbud
at anmode VISO om en udredning.
Et kommunalt afslag på udredning i VISO vil kunne ind-
bringes for Ankestyrelsen efter den foreslåede § 144.
Det foreslås med stk. 2, at der tilsvarende ydes gratis bistand
til kommunalbestyrelsens udredning vedrørende specialun-
dervisning og specialpædagogisk bistand.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af §
13, stk. 2, 2. pkt., i serviceloven afgrænset til målgrupperne
efter barnets lov og med de ændringer, at ”kommunen” er-
stattes af ”kommunalbestyrelsen” for at ensrette begreberne
i bestemmelserne om VISO.
Udredningsfunktionen i de få mest specialiserede og kom-
plicerede enkeltsager vil i overensstemmelse med forarbej-
derne til § 13, stk. 2, i serviceloven skulle tilbyde bistand til
kommunalbestyrelsens udredning vedrørende specialunder-
visning og specialpædagogisk bistand i de få mest sjældent
forekommende specielle og komplicerede enkeltsager, hvor
den fornødne ekspertise ikke kan forventes at være til ste-
de i den enkelte kommunalbestyrelse, jf. Folketingstidende
2004-05 (2. samling), tillæg A, side 2153.
VISO vil skulle yde gratis bistand til en kommunalbestyrel-
438
ses udredning vedrørende specialundervisning og specialpæ-
dagogisk bistand inden for folkeskoleområdet og specialun-
dervisning for voksne.
Hvis en kommunes pædagogiske psykologiske rådgivning
(PPR)som led i sagsbehandlingen inden for folkeskoleom-
rådet afslår forældrenes anmodning om at få bistand til ud-
redningen fra VISO, vil det skulle fremgå af udtalelsen til
skolens leder og være ledsaget af en begrundelse for afsla-
get. Hvis skolelederens afgørelse indbringes for Klagenæv-
net for Specialundervisning, vil klagenævnet i forbindelse
med behandling af klagen kunne tage stilling til, om PPR
burde have indhentet bistand til udredningen fra VISO.
Udredningsfunktionen vil have vejledende karakter i forhold
til barnet eller den unge og kommunalbestyrelsen, idet det
alene er den enkelte kommunalbestyrelse, som har ansvaret
for at træffe beslutninger i forhold til barnet eller den unge.
Formålet med § 166 er således, at der også efter barnets
lov fastsættes nærmere regler om VISOs gratis vejledende
udredning i de få mest sjældent forekommende specielle
og komplicerede enkeltsager og vedrørende specialundervis-
ning og specialpædagogisk bistand for børn og unge. Der er
ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle æn-
dringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås enkelte
sproglige ændringer og opdeling i flere stykker med henblik
på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.1-3.20.3.
Til § 167
Det fremgår af § 13, stk. 7, i serviceloven, at den nationale
videns- og specialrådgivningsorganisation yder gratis vejle-
dende rådgivning til kommuner i sager om adoption uden
samtykke.
Det foreslås med bestemmelsen i § 167, at den nationale
videns- og specialrådgivningsorganisation yder gratis vejle-
dende rådgivning til kommunalbestyrelser i sager om adop-
tion uden samtykke.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 13, stk. 7, i serviceloven.
Sager om adoption uden samtykke er som oftest komplekse,
og behandlingen af dem kræver specialviden. Dertil kom-
mer, at der er tale om et yderst begrænset antal sager. Dette
betyder, at det vil være vanskeligt at oparbejde en erfaring
med og ekspertise i at håndtere denne type sager i de enkelte
kommuner. Endvidere er kommunalbestyrelserne generelt
tilbageholdende med at anvende adoption som indsats over
for børn og unge, der er anbragt. Det kan derfor være van-
skeligt for kommunalbestyrelserne at vurdere, om forældre-
ne er uden forældreevne, ligesom det kan være vanskeligt
for kommunalbestyrelserne at godtgøre, at dette er tilfældet.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
13, stk. 7, foreslås det eksplicit nævnt i barnets lov, at
kommunalbestyrelserne har mulighed for at trække på spe-
cialiseret vejledende rådgivning og ekspertbistand fra VISO
i sager om adoption uden samtykke, jf. Folketingstidende
2014-15, A L 121 som fremsat, side 20.
VISOs generelle rådgivning om adoption uden samtykke
vil bl.a. have til formål at øge kommunalbestyrelsernes op-
mærksomhed på, at en ny og blivende familie til et barn
eller en ung, der er eller påtænkes anbragt, kan være en
bedre løsning end en langvarig anbringelse, fordi barnet
eller den unge gennem adoption får mulighed for at vokse
op i en ny familie, der er barnets egen. VISOs rådgivning
i konkrete sager om adoption uden samtykke vil have til
formål at understøtte kommunalbestyrelsernes behandling af
den pågældende sag.
Det vil være kommunalbestyrelsens ansvar at vurdere beho-
vet for at søge rådgivning fra VISO til brug for behandlin-
gen af en sag om adoption uden samtykke, og uanset om
kommunalbestyrelsen har søgt rådgivning hos VISO, vil det
altid være kommunalbestyrelsen, der beslutter, om et barn
eller en ung skal indstilles til adoption uden samtykke. VI-
SOs vejledning efter den foreslåede § 18 h vil ikke være
bindende for kommunalbestyrelsen, og det vil altid være
den enkelte kommunalbestyrelse, der har ansvaret for rigtig-
heden af indstillinger om adoption uden samtykke.
Det bemærkes at med lovforslagets § 71, stk. 2, foreslås
det, at kommunalbestyrelsen inden udarbejdelsen af en ind-
stilling om adoption uden samtykke i visse sager skal søge
vejledende rådgivning fra VISO, jf. lovforslagets § 167. Det
foreslås videre med lovforslagets § 71, stk. 3, at VISO
i visse situationer kan pålægge en kommunalbestyrelse at
modtage generel rådgivning om adoption.
Formålet med § 167 er, at det også i barnets lov tydeliggøres
for kommunalbestyrelserne, at VISOs rådgivningsforpligtel-
se over for kommunalbestyrelserne også omfatter sager om
adoption uden samtykke. Der er ikke med den foreslåede
bestemmelse tiltænkt materielle ændringer i forhold til gæl-
dende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20. samt til lovforslagets § 71 og bemærkningerne
hertil.
Til § 168
Det fremgår af § 13, stk. 3, i serviceloven, at den nationale
videns- og specialrådgivningsorganisation træffer afgørelse
om ydelser efter § 13, stk. 1 og 2. Afgørelsen kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.
Det foreslås med bestemmelsen i § 168 at den nationale
videns- og specialrådgivningsorganisation træffer afgørelse
om ydelser efter de foreslåede §§ 165 og 166. Afgørelsen
kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
439
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 13, stk. 3, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
13, stk. 3, foreslås det, at VISO vil kunne afgøre om en
konkret sag og problemstilling efter de foreslåede §§ 165
og 166 falder inden for VISOs område, og VISO vil således
kunne afvise henvendelser, der falder uden for, jf. Folke-
tingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 2151. Af-
gørelsen vil ligeledes i overensstemmelse med forarbejderne
ikke kunne påklages til hverken social- og ældreministeren
eller anden administrativ myndighed.
Formålet med § 168 er således, at det også efter barnets lov
fastsættes nærmere, at VISO har kompetencen til at afgøre,
hvorvidt en konkret sag falder inden for VISOs område,
og at afgørelsen ikke kan påklages til anden administrativ
myndighed. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse
tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 169
Det fremgår af § 13, stk. 4, i serviceloven, at den natio-
nale videns- og specialrådgivningsorganisation skal tilveje-
bringe de mest specialiserede rådgivningsydelser, herunder
relevant materialeproduktion, til kommuner, borgere, skoler
m.fl. i forhold til specialundervisning og specialpædagogisk
bistand m.v.
Det fremgår videre af § 13, stk. 8, i serviceloven, at den
nationale videns- og specialrådgivningsorganisation sikrer
en systematisk indsamling, udvikling, bearbejdning og for-
midling af den faglige viden på det sociale område og på
området for den mest specialiserede specialundervisning og
specialpædagogiske bistand m.v. Videns- og specialrådgiv-
ningsorganisationen sørger for at koordinere og deltage i
prøvnings-, forsknings- og informationsvirksomhed på hjæl-
pemiddelområdet.
Det foreslås med stk. 1, at den nationale videns- og special-
rådgivningsorganisation skal tilvejebringe de mest speciali-
serede rådgivningsydelser, herunder relevant materialepro-
duktion, til kommunalbestyrelser, borgere, skoler m.fl. i for-
hold til specialundervisning og specialpædagogisk bistand
m.v.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af
§ 13, stk. 4, i serviceloven afgrænset til målgrupperne efter
barnets lov dog med ændringer, sådan at ”kommuner” er-
stattes af ”kommunalbestyrelser” for at ensrette begreberne i
bestemmelserne om VISO.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
13, stk. 4, foreslås det med bestemmelsen, at VISO i So-
cialstyrelsen for at sikre en samlet koordination af special-
rådgivningen og vidensudvikling på området for den mest
specialiserede specialundervisning vil skulle tilvejebringe de
specialrådgivningsydelser, der bl.a. gives i henhold til lov
om folkeskolen eller lov om specialundervisning for voksne,
jf. Folketingstidende 2013-14, A L 165 som fremsat, side
15.
I overensstemmelse med forarbejderne til § 13, stk. 4, i
serviceloven vil målgrupperne for disse mest specialiserede
rådgivningsydelser være børn og unge med synshandicap,
hørehandicap, døvblindhed og epilepsi samt førskolebørn
med svære kommunikative, sociale, udviklingsmæssige eller
motoriske vanskeligheder og eventuelt andre vanskeligheder
samt deres pårørende.
Derudover vil målgruppen være fagprofessionelle, som ar-
bejder med de nævnte målgrupper. Det vil blandt andet sige
fagpersonale i dagtilbud, grundskoler, ungdomsuddannelser,
fagpersoner i kommuner og regioner, ungdommens uddan-
nelsesvejledning, jobcentre m.v., synskonsulenter, tale-høre-
konsulenter, lærere, pædagoger og PPR-konsulenter.
Specialrådgivningen til disse målgrupper vil kunne supplere
bl.a. syns- og kommunikationscentrenes virksomhed.
Kommunalbestyrelser, borgere m.fl. vil kunne henvende sig
direkte til leverandøren og skal således ikke først henvende
sig til VISO.
Rådgivning og vejledning vil således kunne finde sted på
initiativ fra henvender til leverandør og vil kunne ske i form
af fysiske møder, telefonsamtaler eller skriftlig kommunika-
tion.
Rådgivningen vil som udgangspunkt skulle foregå dér, hvor
det er mest hensigtsmæssigt for den part, der søger rådgiv-
ning. Der vil derfor kunne være tale om, at rådgivningen
finder sted hos myndigheden, på tilbuddet, i barnets eller
den unges hjem eller uddannelsessted.
Rådgivningen vil kunne ydes til både enkeltpersoner og
grupper af personer. Rådgivningen vil kunne strække sig
over både kort og længere tid og i visse tilfælde også være
livslang.
Specialrådgivningsydelserne vil blive tilvejebragt gennem
leverandører, som VISO indgår kontrakt med, således at der
fortsat er tilknytning til praksis. Omfanget af og indholdet i
specialrådgivningsydelserne vil blive reguleret i kontrakter-
ne med de enkelte leverandører.
Materialeproduktionen vil have til formål at fremstille kon-
krete produkter, der skal kompensere for en funktionsned-
sættelse i en undervisningssituation. Der kan for eksempel
være tale om undervisningsmaterialer til punktundervisning
for at sikre blinde børn de samme muligheder som andre
børn i folkeskolen eller undervisningsmaterialer med tegn til
hørehæmmede børn.
Forslaget vil dermed indebære, at VISO vil skulle tilveje-
bringe den produktion og levering af materialer til brug i
440
produktion og undervisning af blinde og svagsynede over
hele landet.
Forslaget vil endvidere indebære, at VISO også vil skulle
tilvejebringe den produktion og levering af undervisnings-
materialer for døve, hørehæmmede og døvblinde.
Formålet med bestemmelsen er at sikre en samlet koordina-
tion af specialrådgivning og vidensudvikling på området.
De mest specialiserede rådgivningsydelser i forhold til spe-
cialundervisning og specialpædagogisk bistand m.v. vil bl.a.
omfatte udredning, herunder tværfaglig udredning, kurser,
rådgivning, vejledning og supervision af fagprofessionelle
i kommunalbestyrelserne og regionerne samt af lærere og
PPR-konsulenter, specialrådgivning af forældre i forhold til
barnets udviklingsbetingelser, specialrådgivning til børn og
unge om kompenserende hjælpemidler og udviklingsmæssi-
ge konsekvenser af deres handicap, specialvejledning i for-
hold til valg af uddannelse, kurser for børn og unge og deres
forældre samt udvikling af undervisningsmaterialer. Hertil
kommer udvikling, bearbejdning og formidling af viden.
Når der sker henvendelse til en af VISOs leverandører for at
få rådgivning i forhold til specialundervisning og specialpæ-
dagogisk bistand m.v., vil der ofte forinden skulle foretages
en udredning af barnets eller den unges funktionsevne eller
funktionsnedsættelse og/eller andre forhold, der har eller
kan få betydning for barnet eller den unges livssituation.
Udredning vil kunne bestå af en systematisk, helhedsorien-
teret, tværfaglig og koordineret undersøgelse. Udredningen
vil kunne sammensættes af flere forløb. For eksempel kan
der for børn og unge med høretab blandt andet indgå hø-
retekniske målinger, samtaler med psykolog, undersøgelse
hos ergoterapeut m.v., mens der for børn og unge med
synshandicap kan være tale om en psykologisk og pæda-
gogisk udviklingsvurdering, oftalmologisk og specialoptisk
udredning, udredning hos læse- og synspædagoger og/eller
arbejdsmarkedskonsulenter.
Undervisning og kurser vil som nævnt ligeledes være en del
af specialrådgivningsydelserne og vil bestå i afholdelse af
kortere undervisningsforløb inden for et afgrænset emne for
en gruppe af personer.
Specialrådgivningsydelserne vil dermed være bredere og
mere varierede end VISOs øvrige specialrådgivning på so-
cial- og specialundervisningsområdet efter den foreslåede §
165, hvor der alene ydes rådgivning og udredning i de mest
specialiserede og komplicerede enkeltsager og i forhold til
grupper af borgere med samme problemstilling.
VISOs specialrådgivning vil ikke kunne omfatte ydelser,
der strider mod VISOs lovgrundlag. Den Uvildige Konsu-
lentordning på Handicapområdet (DUKH) vil efter den fore-
slåede § 163 tilbyde juridisk rådgivning. Kommunerne vil
skulle søge vejledning om regelfortolkning hos Social- og
Ældreministeriet eller hos Ankestyrelsen.
Det foreslås med stk. 2, at den nationale videns- og special-
rådgivningsorganisation skal sikre en systematisk indsam-
ling, udvikling, bearbejdning og formidling af den faglige
viden på det sociale område for børn og unge og på området
for den mest specialiserede specialundervisning og special-
pædagogiske bistand m.v.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 13, stk. 8, 1. pkt., i serviceloven.
Som nævnt vil der i overensstemmelse med forarbejderne til
servicelovens § 13 med den nationale videns- og specialråd-
givningsorganisation i Socialstyrelsen (VISO) skulle sikres
en sammenhængende og helhedsorienteret vidensindsamling
og –udvikling, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling),
tillæg A, side 2151.
VISO vil bl.a. bestå af en vidensfunktion. VISO er primært
praksisorienteret og vil skulle opbygge viden om, hvordan
man håndterer personer med specifikke problemer (meto-
deudvikling inden for behandlingsformer).
VISO vil ved indsamlingen og formidlingen af viden skulle
dække de mest specialiserede, komplicerede problemstillin-
ger inden for bl.a. børn og unge med handicap, herunder
sjældne handicap, børn og unge med sociale eller adfærds-
mæssige problemer, udsatte grupper, socialpsykiatrien, an-
dre grupper med meget komplekse problemstillinger og spe-
cialundervisning og specialpædagogisk bistand til bl.a. børn
og unge.
Den centrale enhed i VISO vil skulle varetage flere opgaver,
herunder at sikre én indgang til overblik over VISOs funk-
tioner, sikre den eksisterende viden, dvs. hvem der laver
hvad, og hvor man skal henvende sig, at sikre en koordineret
vidensopbygning, -udvikling og grundlag for bestyrelsens
vurdering af dimensioneringen inden for den samlede ram-
me, at have overblik over den kommunale og regionale
rådgivningsstruktur, at kunne foretage en faglig vurdering
som grundlag for at henvise kommuner, tilbud og borgere til
den rigtige viden og rådgivning, at indgå kontrakter mellem
VISO og de pågældende kommuner og regioner om special-
rådgivning samt at sikre overblik over og samarbejde med
netværk i øvrige sektorer, herunder sundhedssektoren.
Formålet med VISOs vidensfunktion vil være at indsamle,
udvikle, bearbejde og formidle viden til kommunernes for-
valtninger og tilbud i både kommuner og regioner med hen-
blik på at gøre viden anvendelig i praksis.
Indsamling af viden vil i overensstemmelse med forarbej-
derne til § 13, stk. 8, i serviceloven kunne foregå ved at
holde sig bredt orienteret om udviklingen også internatio-
nalt, systematisk og målrettet indsamling af viden som føl-
ge af konkrete forespørgsler fra kommuner, tilbud, borgere
eller fra VISO internt, indsamle internationale erfaringer
og deltage i internationale netværk samt udvikle viden om,
hvordan man håndterer personer med meget specifikke pro-
blemer (metodeudvikling inden for behandlingsformer), jf.
Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 2152.
441
Udvikling og bearbejdning af viden vil i overensstemmel-
se med forarbejderne kunne foregå ved opbygning af en
database, vedligeholdelse og opbygning af faglige miljøer
og netværk og ved at være ansvarlig for udvikling af/tilveje-
bringelse af viden også på nye områder.
Formidling af viden vil i overensstemmelse med forarbej-
derne til § 13, stk. 8, i serviceloven kunne foregå ved for-
midling af den viden, som skal danne grundlag for rådgiv-
nings- og udredningsfunktionen, for udvikling af relevante
tilbud, og som skal kunne bruges generelt i sagsbehandlin-
gen, skriftlig formidling i form af nyhedsbreve, rapporter,
pjecer, hjemmesider mv. til myndigheder samt borgere, på-
rørende m.v., mundtlig formidling i form af konferencer,
temadage mv., løbende udvikling af nye formidlingsstrategi-
er eller registrering af relevant særlig sagkundskab på andre
områder, herunder sundhedsområdet og undervisningsområ-
det.
Vidensfunktionen vil ikke være afgrænset til de mest kom-
plicerede og specialiserede vidensområder, men er bredere
funderet, idet en grundlæggende og mere kontinuerlig viden
er en forudsætning for den mere specialiserede viden, som
VISO benytter i sine rådgivnings- og udredningsopgaver.
Vidensfunktionen vil skulle dække alle VISOs børne- og
ungemålgrupper på socialområdet og på området for den
mest specialiserede specialundervisning m.v. VISOs ansvar
for koordinering af vidensudvikling på det specialiserede
specialundervisningsområde vil sammen med specialrådgiv-
ningen og den nationale koordinationsstruktur skulle under-
støtte fastholdelse, udvikling og udbredelse af den mest spe-
cialiserede viden.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
13, stk. 8, vil børn og unge i målgruppen for den specialise-
rede rådgivning, der har et støttebehov i den almindelige
undervisning på under ni timers ugentlig støtte, tillige være
omfattet af VISOs funktion, jf. Folketingstidende 2013-14,
B, ændringsforslag nr. 6 til L 165, side 1.
Det foreslås med stk. 3, at videns- og specialrådgivnings-
organisationen skal sørge for at koordinere og deltage i
prøvnings-, forsknings- og informationsvirksomhed på hjæl-
pemiddelområdet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til målgrupperne efter barnets lov, men i øvrigt uden
ændringer af § 13, stk. 8, 2. pkt., i serviceloven.
Med den foreslåede bestemmelse vil VISO have ansvaret
for at koordinere og deltage i prøvnings-, forsknings- og
informationsvirksomhed på hjælpemiddelområdet. VISO vil
herefter kunne pege på indsatsområder for forskning og om-
sætte forskningsresultater til anvendelig viden.
Formålet med § 169 er således, at det også efter barnets
lov bliver fastsat, at det er VISO, der skal tilvejebringe
de mest specialiserede rådgivningsydelser og sikre en syste-
matisk indsamling, udvikling, bearbejdning og formidling
af den faglige viden på det sociale område og på området
for den mest specialiserede specialundervisning og special-
pædagogiske bistand m.v. Det vil endvidere med den fore-
slåede bestemmelse blive fastsat i barnets lov, at det er
VISO, der har ansvaret for at koordinere og deltage i prøv-
nings-, forsknings- og informationsvirksomhed på hjælpe-
middelområdet. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser
tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men
dog foreslås enkelte sproglige ændringer og opdeling i flere
stykker med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 170
Det fremgår af § 13, stk. 9, i serviceloven, at kommunalbe-
styrelser og regionsråd kan indgå aftale med den nationale
videns- og specialrådgivningsorganisation om, at kommu-
nen eller regionen mod betaling kan levere de ydelser for
videns- og specialrådgivningsorganisationen, der er nævnt i
bestemmelsens stk. 1, 2 og 4.
Det foreslås med bestemmelsen i § 170, at kommunalbesty-
relser og regionsråd kan indgå aftale med den nationale
videns- og specialrådgivningsorganisation om, at kommu-
nalbestyrelsen eller regionen mod betaling kan levere de
ydelser for videns- og specialrådgivningsorganisationen, der
er nævnt i §§ 165, 166 og § 169, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af
§ 13, stk. 9, i serviceloven afgrænset til målgrupperne efter
barnets lov og med de ændringer, at ”kommunen” erstattes
af ”kommunalbestyrelsen” for at ensrette begreberne i be-
stemmelserne om VISO.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
13, stk. 9, foreslås det med bestemmelsen, at VISO vil
kunne samarbejde med og indgå kontrakter med kommunal-
bestyrelser, regioner m.fl. om, at kommunalbestyrelsen eller
regionen leverer specialiseret rådgivning og vejledning fra
de lokale tilbud til de ydelser, der er nævnt i de foreslåede
§§ 165, 166 og § 169, stk. 1, jf. Folketingstidende 2004-05
(2. samling), tillæg A, side 2151.
Formålet med § 170 er, at der også efter barnets lov fast-
sættes nærmere regler om, at VISO kan indgå aftaler med
kommunalbestyrelser og regioner om levering af specialråd-
givning og vejledning fra de lokale tilbud til de ydelser, der
er nævnt i de foreslåede §§ 165-166 og § 169, stk. 1. Der
er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt materielle
ændringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås enkel-
te sproglige ændringer med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 171
Det fremgår af § 13, stk. 10, i serviceloven, at social- og
442
ældreministeren efter forhandling med børne- og undervis-
ningsministeren fastsætter nærmere regler om den nationale
videns- og specialrådgivningsorganisations virksomhed og
organisering.
Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af bekendtgørelse
nr. 817 af 27. juni 2014 om den nationale videns- og special-
rådgivningsorganisation - VISO - i Socialstyrelsen (VISO-
bekendtgørelsen).
Det foreslås med bestemmelsen i § 171, at social- og
ældreministeren efter forhandling med børne- og undervis-
ningsministeren fastsætter nærmere regler om den nationale
videns- og specialrådgivningsorganisations virksomhed og
organisering på området for børn og unge.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til målgrupperne efter barnets lov, men i øvrigt uden
ændringer af § 13, stk. 10, i serviceloven.
Den foreslåede bestemmelse forventes anvendt til, at social-
og ældreministeren efter forhandling med børne- og under-
visningsministeren vil fastsætte nærmere regler om, hvilke
opgaver VISO er ansvarlig for, om den nærmere organise-
ring og finansiering af VISO samt om den faglige bestyrelse
i VISO.
Formålet med § 171 er, at der også efter barnets lov vil
blive givet social- og ældreministeren efter forhandling med
børne- og undervisningsministeren bemyndigelse til at kun-
ne fastsætte nærmere regler om VISOs organisering og
virksomhed. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser
tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 172
Det fremgår af § 13 a, stk. 1, i serviceloven, at den nationale
videns- og specialrådgivningsorganisation yder godtgørelse
for nødvendig befordring til og fra specialrådgivning og
andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed, når
borgere modtager gratis vejledende specialrådgivning efter §
13, stk. 1 og 3.
Det foreslås med stk. 1, at den nationale videns- og spe-
cialrådgivningsorganisation yder godtgørelse for nødvendig
befordring til og fra specialrådgivning og andre nødvendige
rejseudgifter i forbindelse hermed, når børn og unge og
deres familier modtager gratis vejledende specialrådgivning
efter §§ 165 og 168.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til målgrupperne efter barnets lov, men i øvrigt uden
ændringer af § 13 a, stk. 1, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
13 a foreslås det med bestemmelsen, at VISO vil skulle
afholde udgifter til borgerens transport til VISOs eksperter
i de tilfælde, hvor borgeren selv henvender sig til VISO
om specialrådgivning og i de tilfælde, hvor VISO henviser
borgeren til specialrådgivning, jf. lov nr. 1585 af 20. decem-
ber 2006 om ændring af lov om social service, lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område og lov
om psykologer m.v. (Tilpasning af reglerne om tilsyn med
løsningen af sociale opgaver til kommunalreformen, samt
regler om befordringsgodtgørelse i forbindelse med special-
rådgivning i VISO m.v.), jf. Folketingstidende 2006-07, til-
læg A, side 1664-65.
VISO vil i overensstemmelse med forarbejderne kunne yde
dækning af andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse
med henvisning af borgeren til specialrådgivning, hvilket
bl.a. kan dreje sig om nødvendig befordringsgodtgørelse
til ledsager, udgifter til nødvendig overnatning samt time-
og dagpenge, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side
1661.
Det fremgår af § 13 a, stk. 2, i serviceloven, at befordring,
for hvilken der ydes godtgørelse efter stk. 1, skal ske med
det efter forholdene billigste forsvarlige befordringsmiddel.
Det foreslås med stk. 2, at der ydes godtgørelse efter stk.
1 for udgifterne til det efter forholdene billigste forsvarlige
befordringsmiddel.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til målgrupperne efter barnets lov, men i øvrigt uden
ændringer af § 13 a, stk. 2, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
13 a, foreslås det med bestemmelsen, at befordring vil skul-
le ske med det efter forholdene billigste forsvarlige befor-
dringsmiddel, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side
1664.
Det fremgår af § 13 a, stk. 3, i serviceloven, at godtgørelse
for udgifter efter stk. 1 ydes kun, når afstanden til behand-
lingsstedet overstiger en af social- og ældreministeren fast-
sat grænse.
Det fremgår af § 13 a, stk. 4, i serviceloven, at social- og
ældreministeren efter forhandling med børne- og undervis-
ningsministeren fastsætter nærmere regler om befordrings-
godtgørelse og dækning af andre nødvendige rejseudgifter i
forbindelse hermed.
Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af bekendtgørelse
nr. 1748 af 20. december 2006 om befordringsgodtgørelse
og dækning af andre nødvendige rejseudgifter i sager, hvor
Styrelsen for Specialrådgivning og Social Service anviser
specialrådgivningsydelser.
I bekendtgørelsens § 1, stk. 2, er det fastsat, at godtgørel-
se af udgifter efter § 13, stk. 1, i serviceloven kun ydes,
når afstanden til eller fra det specialrådgivningssted, som
Socialstyrelsen har anvist, overstiger en afstand på 50 km.
Det foreslås med stk. 3, at social- og ældreministeren efter
forhandling med børne- og undervisningsministeren fastsæt-
443
ter nærmere regler om befordringsgodtgørelse og dækning
af andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed, her-
under at der kun ydes godtgørelse, når afstanden til behand-
lingsstedet overstiger en vis grænse.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til målgrupperne efter barnets lov, med sproglige
ændringer af § 13 a, stk. 3 og 4, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
13 a, foreslås det med bestemmelsen, at social- og ældremi-
nisteren efter forhandling med børne- og undervisningsmini-
steren vil kunne fastsætte nærmere regler om ydelse af be-
fordringsgodtgørelse og dækning af andre nødvendige rejse-
udgifter i forbindelse hermed, jf. Folketingstidende 2006-07,
tillæg A, side 1664-1665.
Derudover forventes det i overensstemmelse med forarbej-
derne, at der vil blive fastsat mulighed for befordringsgodt-
gørelse til ledsager, såfremt ledsagelsen er nødvendig på
grund af patientens alder eller helbredstilstand og til godt-
gørelse for nødvendig overnatning samt time- og dagpenge
m.v.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13
a foreslås det med bestemmelsen, at befordringsgodtgørelse
og andre nødvendige rejseudgifter kun vil kunne blive ydet,
når afstanden til behandlingsstedet overstiger en vis grænse,
jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 1664.
Bemyndigelsen forventes udmøntet således, at afstanden
mellem borgeren og specialrådgivningen vil skulle ligge
over en fastsat grænse - som udgangspunkt 50 km – før
der ydes befordringsgodtgørelse og andre nødvendige rejse-
udgifter fra VISO, hvilket er i overensstemmelse med forar-
bejderne til servicelovens § 13 a. Det forventes dermed ikke,
at der ændres på den nuværende grænse.
Formålet med § 172 er, at der også efter barnets lov fast-
sættes nærmere regler om befordringsgodtgørelse for nød-
vendig befordring til og fra specialrådgivning og andre
nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed for at under-
støtte børn, unge og deres familiers brug af VISOs special-
rådgivningsydelser. Der vil derudover i barnets lov skulle
fastsættes, at befordringen skal ske med det efter forholde-
ne billigste forsvarlige befordringsmiddel. Det vil også i
barnets lov skulle fastsættes, at social- og ældreministeren
efter forhandling med børne- og undervisningsministeren
bliver givet bemyndigelse til at fastsætte de nærmere regler
om befordringsgodtgørelse og dækning af andre nødvendige
rejseudgifter i forbindelse hermed. Der er ikke med de fore-
slåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold
til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 173
Det fremgår af § 6, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbesty-
relserne i regionen og regionsrådet hvert andet år indgår en
rammeaftale om faglig udvikling, styring og koordinering
af de kommunale og regionale tilbud efter serviceloven,
som er beliggende i regionen. Kommunalbestyrelserne og
regionsrådet kan aftale løbende revision og opdatering af
rammeaftalen.
Det fremgår videre af § 6, stk. 2, i serviceloven, at kom-
munalbestyrelserne i regionen koordinerer udarbejdelsen af
rammeaftalen, som skal offentliggøres og sendes til Social-
styrelsen.
Det fremgår yderligere af § 6, stk. 3, at social- og ældre-
ministeren fastsætter nærmere regler om rammeaftalerne,
herunder om, hvilke tilbud efter serviceloven der er omfattet
af rammeaftalen, om de nærmere krav til aftalernes indhold,
om tidsfrister for indgåelse af aftalerne, om koordinering
af kapacitet og sammensætning af de mest specialiserede
lands- og landsdelsdækkende tilbud og om udviklingsplaner,
jf. servicelovens § 9.
Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af bekendtgørelse
nr. 1298 af 3. september 2020 om rammeaftaler m.v. på det
sociale område og på det almene ældreboligområde (ramme-
aftalebekendtgørelsen).
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelserne i regio-
nen og regionsrådet hvert andet år indgår en rammeaftale
om faglig udvikling, styring og koordinering af de kommu-
nale og regionale tilbud efter barnets lov, som er beliggende
i regionen. Kommunalbestyrelserne og regionsrådet kan af-
tale løbende revision og opdatering af rammeaftalen.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 6, stk. 1, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
6, stk. 1, foreslås det med bestemmelsen, at kommunalbe-
styrelserne i regionen og regionsrådet hvert andet år vil
skulle indgå en rammeaftale om faglig udvikling, styring og
koordinering af tilbud efter barnets lov, jf. Folketingstidende
2017-18, A, L 12 som fremsat, side 5. Der vil dog i over-
ensstemmelse med forarbejderne være mulighed for, at det
lokalt vil kunne aftales at opdatere eller revidere hele eller
dele af rammeaftalen, hvis der er behov for det og enighed
om det.
Med aftaleindgåelse hvert andet år får rammeaftalerne et
længere tidsperspektiv, som findes hensigtsmæssigt, og vil
kunne sikre god politisk forankring af rammeaftalerne.
Det foreslås med stk. 2, at kommunalbestyrelserne i regio-
nen koordinerer udarbejdelsen af rammeaftalen, som skal
offentliggøres og sendes til Socialstyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 6, stk. 2, i serviceloven.
444
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
6, stk. 2, ved lov nr. 201 af 13. marts 2011, foreslås det
med bestemmelsen, at det vil være kommunalbestyrelsernes
fælles ansvar at forberede arbejdet ved f.eks. at indhente
de relevante baggrundsoplysninger hos regioner, kommuner
og Tilbudsportalen og udarbejde udkast til aftaler, jf. Folke-
tingstidende 2010-11, tillæg A, side 8.
Det vil i overensstemmelse med forarbejderne stå kommu-
nalbestyrelserne frit for at tilrettelægge arbejdet, herunder
hvordan de vælger at inddrage brugerorganisationerne.
Rammeaftalen vil efter rammeaftalebekendtgørelsens § 10
skulle være indgået senest den 1. december i den kommu-
nale valgperiodes første år med virkning for valgperiodens
andet og tredje år og den 1. december i den kommunale
valgperiodes tredje år med virkning for valgperiodens fjer-
de år og den følgende valgperiodes første år. Aftalen vil i
overensstemmelse med forarbejderne skulle offentliggøres
på både den enkelte kommunes og regionens hjemmesider
og sendes til Socialstyrelsen.
Det foreslås med stk. 3, at social- og ældreministeren fast-
sætter nærmere regler om rammeaftalerne, herunder om: 1)
Hvilke tilbud efter denne lov der er omfattet af rammeafta-
len, 2) de nærmere krav til aftalernes indhold, 3) tidsfrister
for indgåelse af aftalerne og 4) koordinering af kapacitet og
sammensætning af de mest specialiserede lands- og lands-
delsdækkende tilbud.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 6, stk. 3, i serviceloven, dog foreslås bestem-
melsen opstillet med en nummereret opregning.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
6, stk. 3, i lov nr. 201 af 13. marts 2011, foreslås det med
bestemmelsen, at social- og ældreministeren vil få bemyndi-
gelse til at kunne fastsætte nærmere regler om rammeaftaler-
ne, jf. Folketingstidende 2010-11, tillæg A, side 9.
Bemyndigelsen forventes at blive anvendt til at fastsætte
nærmere regler om rammeaftalernes indhold og krav til
processen, herunder hvilke tilbud efter barnets lov der er
omfattet af rammeaftalen, om de nærmere krav til aftalernes
indhold, om tidsfrister for indgåelse af aftalerne og om koor-
dinering af kapacitet og sammensætning af de mest speciali-
serede lands- og landsdelsdækkende tilbud.
Formålet med § 173 er, at der også efter barnets lov fastsæt-
tes nærmere regler om rammeaftalerne, herunder hvor ofte
de skal indgås, og hvem der koordinerer udarbejdelsen, samt
give social- og ældreministeren bemyndigelse til at kunne
fastsætte nærmere regler om rammeaftalernes indhold m.v.
Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materi-
elle ændringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås
anvendelse af en nummereret opregning i den foreslåede stk.
3 med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 174
Det fremgår af § 186, stk. 1, i serviceloven, at en kommu-
nalbestyrelse efter reglerne i serviceloven en gang i hver
valgperiode kan overtage regionale tilbud, der er beliggende
i kommunen. En kommunalbestyrelse, der ønsker at overta-
ge et regionalt tilbud, skal meddele regionsrådet dette senest
den 1. januar i valgperiodens tredje år. Overtagelse skal ske
senest den 1. januar i valgperiodens fjerde år.
Det fremgår af § 186, stk. 2, i serviceloven, at overtagelse
som nævnt i § 186, stk. 1, dog kan ske på andre tidspunkter,
når overtagelse af regionalt tilbud sker i henhold til § 186 a,
stk. 1, efter pålæg i henhold til § 13 c, stk. 2.
Servicelovens § 186 skal ifølge forarbejderne fremme kom-
munal overtagelse af regionale tilbud, således at kommunal-
reformens mål om, at de sociale opgaver i højere grad løses
i nærmiljøet og i tæt samspil med de almindelige tilbud,
realiseres, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg
A, side 2170. Det giver bedre muligheder for lokalt at til-
byde sammenhængende og fleksible løsninger tilpasset den
enkelte borgers behov.
Det foreslås med stk. 1, at en kommunalbestyrelse efter reg-
lerne i barnets lov en gang i hver valgperiode kan overtage
regionale tilbud, der er beliggende i kommunen.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 186, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
186, stk. 1, foreslås der med bestemmelsen en tidsmæssig
begrænsning i kommunernes overtagelsesmuligheder, hvor-
efter en kommunalbestyrelse kun vil kunne overtage regio-
nale tilbud én gang i hver valgperiode, jf. Folketingstidende
2013-14, A L 165 som fremsat, side 22.
I overensstemmelse med forarbejderne findes det mest hen-
sigtsmæssigt at sætte en tidsmæssig begrænsning i overta-
gelsesmulighederne, idet regionerne ikke vil kunne vide sig
sikre på tidsperspektivet for varetagelsen af driftsopgaven,
såfremt de regionale tilbud hvert år kan overtages af belig-
genhedskommunen, jf. Folketingstidende 2013-14, A L 165
som fremsat, side 11. Det vil således ellers kunne begrænse
mulighederne for langsigtet planlægning af drift og udvik-
ling, herunder større sikkerhed for fremtidig placering og
dermed et bedre grundlag for planlægning af investeringer.
Det vil være en forudsætning, at kommunalbestyrelsen i
beliggenhedskommunen vil kunne drive tilbuddet på økono-
misk og fagligt forsvarlig vis, hvilket er i overensstemmelse
med forarbejderne til servicelovens § 186, stk.1, jf. Folke-
tingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 2170.
I overensstemmelse med forarbejderne vil en kommunalbe-
445
styrelse også kunne overtage den del af såkaldte satellitinsti-
tutioner (som kan være en organisatorisk og budgetmæssig
sammenkædning af flere regionstilbud placeret i flere kom-
muner), der er beliggende i kommunen. Det vil i overens-
stemmelse med forarbejderne være en forudsætning, at den
del af satellitinstitutionen, der overtages, kan fungere som et
selvstændigt tilbud i beliggenhedskommunen.
En kommunalbestyrelse i en beliggenhedskommune vil dog
i overensstemmelse med forarbejderne ikke kunne overtage
en del af en satellitinstitution, såfremt de enkelte dele af til-
buddet udgør et sammenhængende behandlingsforløb, som
ikke vil kunne opretholdes ved en kommunal overtagelse af
en del af satellitinstitutionen.
En kommunalbestyrelse i en beliggenhedskommune, som
overtager et regionalt tilbud, vil overtage hele tilbuddet, dvs.
også et evt. skoletilbud, hvilket er i overensstemmelse med
gældende ret, jf. forarbejderne til servicelovens § 186, stk. 1.
Det foreslås med stk. 2, at en kommunalbestyrelse, der øn-
sker at overtage et regionalt tilbud efter stk. 1, skal meddele
regionsrådet dette senest den 1. januar i valgperiodens tredje
år. Overtagelse skal ske senest den 1. januar i valgperiodens
fjerde år.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 186, stk. 1, 2. og 3. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
186, stk. 1, foreslås det med bestemmelsen, at kommunal-
bestyrelsen, der ønsker at overtage et regionalt tilbud, vil
skulle meddele dette til regionsrådet senest den 1. januar
i valgperiodens tredje år, jf. Folketingstidende 2013-14, A
L 165 som fremsat, side 22. Overtagelsen vil i overensstem-
melse med forarbejderne skulle ske senest den 1. januar i
valgperiodens fjerde år.
Det vil ikke være hensigtsmæssigt, hvis en ny kommunal-
bestyrelse skal starte med at tage stilling til overtagelse af
regionale tilbud, ligesom det heller ikke findes hensigtsmæs-
sigt, hvis overtagelsen sker i kommunalbestyrelsens sidste år
i valgperioden, hvilket er i overensstemmelse med forarbej-
derne, jf. Folketingstidende 2013-14, A L 165 som fremsat,
side 11.
Det foreslås med stk. 3, at overtagelse som nævnt i stk. 1
dog kan ske på andre tidspunkter, når overtagelsen af et
regionalt tilbud sker i henhold til § 178, stk. 1, efter pålæg i
henhold til § 180, stk. 3 og § 181.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 186, stk. 2, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
186, stk. 2, foreslås det med bestemmelsen, at de tidsmæs-
sige begrænsninger i kommunernes overtagelsesmuligheder
i stk. 1 ikke vil skulle gælde, når en kommunalbestyrelses
overtagelse af et regionalt tilbud sker efter Socialstyrelsens
afgørelse om pålæg om samling af flere tilbud til ét tilbud
i henhold til den foreslåede § 178, stk. 1, eller efter pålæg
i henhold til de foreslåede § 180, stk. 3 og § 181, jf. Folke-
tingstidende 2013-14, A L 165 som fremsat, side 22.
Denne undtagelse er begrundet i, at Socialstyrelsen i dette
tilfælde vil have fundet, at pålæg om samling af flere små
tilbud rettet mod samme målgruppe til ét tilbud er nødven-
digt af hensyn til den faglige bæredygtighed, hvorfor hensy-
net til regionernes planlægningshorisont i et sådant særligt
tilfælde, må vige for hensynet til den faglige bæredygtighed.
Formålet med § 174 er, at der også efter barnets lov fast-
sættes nærmere regler om, hvornår en kommunalbestyrelse
har mulighed for at overtage et regionalt tilbud beliggende
i kommunen. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser
tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men
dog foreslås opdeling i flere stykker med henblik på at øge
læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 175
Det fremgår af § 186, stk. 3, i serviceloven, at på kommu-
nalbestyrelsens anmodning skal regionsrådet udarbejde et
udkast til aftale mellem regionsrådet og kommunalbestyrel-
sen om overtagelse af et tilbud efter § 186, stk. 1.
Efter § 186, stk. 1, i serviceloven, kan en kommunalbesty-
relse efter reglerne i serviceloven i hver valgperiode overta-
ge regionale tilbud, der er beliggende i kommunen.
Det fremgår af § 186, stk. 4, i serviceloven, at for den
kommunalbestyrelse, som overtager et tilbud efter § 186,
stk. 1, fastsættes følgende vilkår; tilbuddet skal være til
rådighed for øvrige kommuner, i det omfang det fastlægges
i rammeaftalen, jf. § 6, og kommunalbestyrelsen overtager
regionsrådets forpligtelse til at koordinere kapacitet og sam-
mensætning af de mest specialiserede lands- og landsdels-
dækkende tilbud.
Det foreslås med stk. 1, at på kommunalbestyrelsens anmod-
ning skal regionsrådet udarbejde et udkast til aftale mellem
regionsrådet og kommunalbestyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 186, stk. 3, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
186, stk. 3, foreslås det med bestemmelsen, at regionsrådet
på kommunalbestyrelsens anmodning vil skulle udarbejde et
udkast til aftale mellem regionsrådet og kommunalbestyrel-
sen i beliggenhedskommunen om overtagelse af et tilbud ef-
ter den foreslåede bestemmelse i § 174, jf. Folketingstidende
2004-05 (2. samling), tillæg A, side 2170.
Regionsrådet og kommunalbestyrelsen vil i overensstem-
446
melse med forarbejderne skulle aftale en frist for, hvornår
aftaleudkastet skal foreligge. Aftaleudkastet vil skulle inde-
holde en opgørelse over, hvilke aktiver og passiver samt
rettigheder og pligter der skal overføres med tilbuddet, samt
hvilke ansatte der skal overføres, hvilket er i overensstem-
melse med gældende ret, jf. forarbejderne til servicelovens §
186, stk. 3.
Det vil i den forbindelse være forudsat, at regionsrådet, der
udarbejder aftaleudkastet, i videst muligt omfang indgår i en
dialog med kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen
med henblik på, at overførslen af ansatte kan ske så smi-
digt og hensigtsmæssigt som muligt, jf. Folketingstidende
2004-05 (2. samling), tillæg A, side 2170.
Det foreslås med stk. 2, at for den kommunalbestyrelse, som
overtager et tilbud efter § 174, stk. 1-2, fastsættes følgende
vilkår; tilbuddet skal være til rådighed for øvrige kommuner,
i det omfang det fastlægges i rammeaftalen, jf. § 173, og
kommunalbestyrelsen overtager regionsrådets forpligtelse til
at koordinere kapacitet og sammensætning af de mest spe-
cialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 186, stk. 4, i serviceloven.
Det foreslås med stk. 2, nr. 1, at det fastsættes som vilkår,
at tilbuddet skal være til rådighed for øvrige kommuner, i
det omfang det fastlægges i rammeaftalen, jf. § 173. Den
foreslåede bestemmelse er en videreførsel af gældende ret i
servicelovens § 186, stk. 4, , jf. Folketingstidende 2004-05
(2. samling), tillæg A, side 2171.
Det foreslås med stk. 2, nr. 2, at det fastsættes som vilkår,
at kommunalbestyrelsen overtager regionsrådets forpligtelse
til at koordinere kapacitet og sammensætning af de mest
specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud.
For de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende
tilbud vil kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen
skulle overtage regionsrådets forpligtelse til at koordinere
kapacitet og sammensætning af disse tilbud, hvilket er i
overensstemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne til
servicelovens § 186, stk. 4.
Formålet med § 175 er, at der også efter barnets lov fastsæt-
tes nærmere regler om hvem der udarbejder et udkast til
aftale om overførsel af regionale tilbud mellem regionsrådet
og kommunalbestyrelsen, samt under hvilke vilkår en kom-
munalbestyrelse overtager et tilbud efter den foreslåede §
174, stk. 1-2. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser
tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 176
Efter § 186, stk. 1, i serviceloven, kan en kommunalbesty-
relse efter reglerne i serviceloven i hver valgperiode overta-
ge regionale tilbud, der er beliggende i kommunen.
Det fremgår af § 186, stk. 5, i serviceloven, at kommunalbe-
styrelsen i beliggenhedskommunen, som overtager et tilbud
efter § 186, stk. 1, overtager aktiver og passiver, rettigheder
og pligter samt ansatte, der er knyttet til varetagelsen af
tilbuddet. Svarer aktivernes og passivernes værdi ikke til
hinanden, skal den kommunalbestyrelse, der overtager det
regionale tilbud, eller regionsrådet kompenseres herfor.
Det fremgår af § 186, stk. 6, i serviceloven, at de pligter og
rettigheder, der følger af lov om lønmodtageres retsstilling
ved virksomhedsoverdragelse, finder tilsvarende anvendel-
se for personale omfattet af § 186, stk. 5, der er ansat i
henhold til kollektiv overenskomst, bestemmelser om løn-
og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig
myndighed, eller individuel aftale, og som ikke er omfattet
af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsover-
dragelse.
Det fremgår videre af § 186, stk. 7, i serviceloven, at tjene-
stemænd, der overføres som følge af en kommunalbestyrel-
ses overtagelse af et regionalt tilbud efter § 186, stk. 1,
overgår til ansættelse under den nye ansættelsesmyndighed
på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår.
Det fremgår yderligere af § 186, stk. 8, i serviceloven, at
tjenestemænd omfattet af § 186, stk. 7. ved pensionering fra
denne ansættelse får udbetalt den samlede tjenestemands-
pension af den nye ansættelsesmyndighed.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen i beliggen-
hedskommunen, som overtager et tilbud efter § 174, stk.
1-2, overtager aktiver og passiver, rettigheder og pligter
samt ansatte, der er knyttet til varetagelsen af tilbuddet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 186, stk. 5, 1. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
186, stk. 5, foreslås det med bestemmelsen, at beliggenheds-
kommunen vil skulle overtage de aktiver og passiver, rettig-
heder og pligter samt ansatte, der er knyttet til det tilbud, der
overtages, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg
A, side 2171. Det vil dermed ikke kun være de ansatte, der
arbejder i tilbuddet, men alle de ansatte, der er knyttet til
varetagelsen af selve tilbuddet.
Det foreslås med stk. 2, hvis aktivernes og passivernes værdi
ikke svarer til hinanden, skal den kommunalbestyrelse, der
overtager det regionale tilbud, eller regionsrådet kompense-
res herfor.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 186, stk. 5, 2. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til § 186, stk. 5, 2.
447
pkt., i serviceloven vil det være forudsat, at den del af akti-
ver og passiver samt ansatte mv., der overtages, vil skulle
svare til hinanden, og at der ikke skal være nogen finansiel
fordel knyttet til tilbuddene, uanset om regionen eller kom-
munen overtager tilbuddene, jf. Folketingstidende 2004-05
(2. samling), B, betænkning over L 38, side 908. Såfremt
dette ikke er tilfælde, vil den kommunalbestyrelse, der over-
tager tilbuddet, eller regionsrådet skulle kompenseres herfor.
Det foreslås med stk. 3, at de pligter og rettigheder, der føl-
ger af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomheds-
overdragelse, finder tilsvarende anvendelse for personale
omfattet af § 176, stk. 1, der er ansat i henhold til kollek-
tiv overenskomst, bestemmelser om løn- og arbejdsforhold,
der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, eller
individuel aftale, og som ikke er omfattet af lov om lønmod-
tageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 186, stk. 6, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
186, stk. 6, foreslås det med bestemmelsen, at lov om
lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 710 af 20. august 2002 som ændret
ved § 4 i lov nr. 385 af 26. april 2017 og § 3 i lov nr.
530 af 27. marts 2021 (virksomhedsoverdragelsesloven), vil
finde anvendelse for personale omfattet af den foreslåede
§ 176, der er ansat i henhold til kollektiv overenskomst,
bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller
godkendt af offentlig myndighed, eller individuel aftale, og
som ikke i forbindelse med beliggenhedskommunens over-
tagelse af et regionalt tilbud efter den foreslåede § 174, stk.
1, er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven, jf. Folke-
tingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 2171.
De pågældende ansatte vil i overensstemmelse med forar-
bejderne til § 186, stk. 6, i serviceloven, herunder blive om-
fattet af virksomhedsoverdragelseslovens regler om videre-
førelse af de ansattes ansættelsesvilkår. Den nye ansættelses-
myndighed vil således indtræde umiddelbart i de rettigheder
og forpligtelser, der består på overdragelsestidspunktet i
henhold til kollektiv overenskomst og aftale, bestemmelser
om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt
af offentlig myndighed, og individuel aftale om løn- og
arbejdsforhold, jf. virksomhedsoverdragelseslovens § 2.
De pågældende ansatte vil endvidere i overensstemmelse
med forarbejderne til § 186, stk. 6, i serviceloven blive om-
fattet af virksomhedsoverdragelseslovens særlige bevisbyr-
deregler, der beskytter de ansatte mod usaglige afskedigelser
som følge af overtagelsen af tilbuddet, jf. virksomhedsover-
dragelseslovens § 3.
Bestemmelsen vil også indebære, at alle overenskomstansat-
te m.v., der overføres som led i overtagelsen af et regionalt
tilbud, som udgangspunkt er forpligtet til at opfylde arbejds-
aftalen ved ansættelse hos den nye ansættelsesmyndighed.
Det foreslås med stk. 4, at tjenestemænd, der overføres som
følge af en kommunalbestyrelses overtagelse af et regionalt
tilbud efter § 174, stk. 1, overgår til ansættelse under den
nye ansættelsesmyndighed på vilkår, der i øvrigt svarer til de
hidtidige vilkår.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 186, stk. 7, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
186, stk. 7, foreslås det med bestemmelsen, at tjeneste-
mænd, der overføres som led i beliggenhedskommunens
overtagelse af et regionalt tilbud, vil overgå til ansættelse
på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår, jf. Folke-
tingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 2171-2172.
Det vil i overensstemmelse med forarbejderne ved den
pensionsmæssige indplacering hos beliggenhedskommunen
blive sikret, at der ikke som følge af overgangen sker for-
ringelse af den pensionsret, der er optjent i den hidtidige
ansættelsesmyndigheds regi. Tilsvarende vil de pågældende
ved indplacering i de lønsystemer, der gælder hos beliggen-
hedskommunen, blive sikret mod lønnedgang som følge af
overgangen.
Overgang til ansættelse hos beliggenhedskommunen vil i
overensstemmelse med forarbejderne ikke i sig selv være
en forflyttelse. De tjenestemænd, der overføres efter den
foreslåede § 176, stk. 1, vil således ikke kunne kræve sig
afskediget med rådighedsløn/ventepenge eller pension som
følge af selve overgangen til ansættelse hos beliggenheds-
kommunen.
Endvidere indebærer den foreslåede bestemmelse i overens-
stemmelse med forarbejderne, at de pågældende tjeneste-
mænd fremover vil kunne være forpligtede til at overtage en
anden passende stilling inden for det nye ansættelsesområde,
som ikke ændrer tjenestens karakter. Der kan ikke angives
præcise retningslinjer for forpligtelsen til at påtage sig en
anden stilling.
Det foreslås med stk. 5, at tjenestemænd omfattet af den
foreslåede bestemmelse i § 176, stk. 4, ved pensionering fra
denne ansættelse får udbetalt den samlede tjenestemands-
pension af den nye ansættelsesmyndighed.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 186, stk. 8, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
186, stk. 8, vil tjenestemænd, der som led i en beliggenheds-
kommunes overtagelse af et regionalt tilbud overføres til
ansættelse i en kommune, ved pensionering fra ansættelsen
få udbetalt tjenestemandspensionen af denne kommune, jf.
Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 2172.
Formålet med § 176 er, at der også efter barnets lov fastsæt-
tes nærmere regler om hvilke aktiver og passiver, rettigheder
448
og pligter samt ansatte, der er knyttet til varetagelsen af
tilbuddet, som medfølger ved overtagelsen af et tilbud, og
hvad der gælder, hvis aktiverne og passivernes værdi ikke
svarer til hinanden. Der skal også efter barnets lov fastsættes
nærmere regler om pligter og rettigheder over for det perso-
nale, der overdrages til en kommunalbestyrelse samt regler
for tjenestemænds ansættelse og pension ved overdragelse
til en kommunalbestyrelse. Der er ikke med de foreslåede
bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gæl-
dende ret, men dog foreslås opdeling af servicelovens § 186,
stk. 5, i flere stykker med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 177
Det fremgår af § 186, stk. 1, i serviceloven, at en kommu-
nalbestyrelse efter reglerne i serviceloven i hver valgperiode
kan overtage regionale tilbud, der er beliggende i kommu-
nen.
Det fremgår af § 186, stk. 9, i serviceloven, at social- og æl-
dreministeren kan fastsætte nærmere regler om overtagelsen
af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte i
tilbuddet efter § 186, stk. 5, herunder regler om fordelingen
mellem regionen og beliggenhedskommunen af pensionsfor-
pligtelsen vedrørende tjenestemænd og andre ansatte omfat-
tet af § 186, stk. 5.
Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af bekendtgørelse
nr. 782 af 6. juli 2006 om overtagelse af aktiver og passiver,
rettigheder og pligter samt ansatte i regionale sociale tilbud
og i regionale almene ældreboliger m.v., herunder regler
om fordeling af pensionsforpligtelser, der overtages af en
kommunalbestyrelse.
Det foreslås med bestemmelsen i § 177, at social- og æl-
dreministeren fastsætter nærmere regler om overtagelsen af
aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte i til-
buddet efter § 176, herunder regler om fordelingen mellem
regionen og beliggenhedskommunen af pensionsforpligtel-
sen om tjenestemænd og andre ansatte omfattet af § 176.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse §
186, stk. 9, i serviceloven afgrænset til tilbud efter barnets
lov og med sproglige ændringer.
Med den foreslåede bestemmelse forventes det, at social- og
ældreministeren vil fastsætte nærmere regler om overtagelse
og værdiansættelse af aktiver og passiver i tilbuddet, rettig-
heder og pligter samt hvilke ansatte i tilbuddet efter den
foreslåede § 176, der overtages. Det forventes videre, at be-
stemmelsen vil blive anvendt til at fastsætte nærmere regler
om, hvem der har pensionsforpligtelsen om tjenestemænd
og andre ansatte omfattet af tilbuddet efter den foreslåede §
176.
Formålet med § 177 er, at der også efter barnets lov vil blive
givet social- og ældreministeren bemyndigelse til at kunne
fastsætte nærmere regler om selve overtagelsen af aktiver og
passiver i tilbuddet, rettigheder og pligter samt ansatte i til-
buddet efter § 176, herunder regler om fordelingen mellem
regionen og beliggenhedskommunen af pensionsforpligtel-
sen vedrørende tjenestemænd og andre ansatte omfattet af §
176. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt
materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 178
Det fremgår af § 186 a, stk. 1, i serviceloven, at en kommu-
nalbestyrelse efter Socialstyrelsens udmelding eller anmod-
ning om fornyet behandling efter § 13 b, stk. 2 og 3, og
med Socialstyrelsens godkendelse kan overtage andre kom-
muners tilbud og regionale tilbud efter serviceloven.
Efter § 13 b, stk. 2, i serviceloven, kan Socialstyrelsen for at
sikre det fornødne udbud af højt specialiserede tilbud, som
er tilpasset udviklingen i målgruppernes behov, på det mest
specialiserede socialområde og på området for den mest spe-
cialiserede specialundervisning udmelde målgrupper eller
særlige indsatser, hvor der er behov for øget koordination
eller planlægning på tværs af kommunerne i en eller flere
regioner.
Det fremgår af § 13 b, stk. 3, i serviceloven, at Socialstyrel-
sen på baggrund af afrapporteringer om kommunalbestyrel-
sernes tilrettelæggelse og organisering af indsatsen i forhold
til centralt udmeldte målgrupper og indsatser, jf. § 13 b,
stk. 2, kan anmode kommunalbestyrelserne i en eller flere
regioner om at foretage en fornyet behandling af deres tilret-
telæggelse og organisering af indsatsen.
Det fremgår videre af § 186 a, stk. 2, i serviceloven, at §
186 a, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse på en regions
overtagelse af kommunale tilbud og regionale tilbud i andre
regioner efter serviceloven i henhold til § 13 b, stk. 2 og 3.
Det fremgår af § 186 a, stk. 3, i serviceloven, at ved pålæg
om samling af flere små tilbud til ét tilbud efter § 13 c, stk.
2, kan en kommunalbestyrelse overtage andre kommuners
tilbud og regionale tilbud efter serviceloven.
Det fremgår af § 13 c, stk. 2, at på samme betingelser som
i § 13 c, stk. 1, kan Socialstyrelsen undtagelsesvis medde-
le et pålæg om samling af små tilbud rettet mod samme
målgruppe til ét tilbud, hvis Socialstyrelsen vurderer, at til-
buddene ikke hver for sig er fagligt og økonomisk bæredyg-
tige. Kommunerne og regionerne aftaler, hvilken kommune
eller region der skal drive det samlede tilbud og herunder
overtage et eller flere tilbud efter § 186 a, stk. 1 eller
2. Hvis kommunerne og regionerne ikke inden fire måneder
efter pålægget har indgået aftale om, hvem der skal drive
tilbuddet, træffer Socialstyrelsen afgørelse herom. Andre
kommuner og regioner kan i den periode, pålægget gælder,
ikke oprette nye tilbud i forhold til denne målgruppe uden
Socialstyrelsens godkendelse.
449
Det fremgår yderligere af § 186 a, stk. 4, i serviceloven, at
§ 186 a, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse på en regions
overtagelse af kommunale tilbud og regionale tilbud i andre
regioner efter serviceloven i henhold til § 13 c, stk. 2.
Det fremgår af § 186 a, stk. 5, i serviceloven, at ved over-
tagelse efter § 186 a, stk. 1-4, finder § 186, stk. 2-9, anven-
delse. Servicelovens § 186, stk. 2-9 omhandler de nærmere
regler for en kommunalbestyrelses overtagelse af regionale
tilbud, herunder hvornår der kan ske overtagelse, under hvil-
ke vilkår, hvad der sker med de aktiver og passiver, rettig-
heder og pligter samt ansatte, der er knyttet til tilbuddets
varetagelse, og hvad der gælder for tjenestemænd.
Bestemmelserne i § 186 a blev indført som en konsekvens
af indførelsen af servicelovens §§ 13 b og c, hvorefter der
gives pålæg om samling af flere små tilbud til ét tilbud.
Det foreslås med stk. 1, at en kommunalbestyrelse med So-
cialstyrelsens godkendelse, og efter Socialstyrelsens udmel-
ding eller anmodning om fornyet behandling efter § 161,
stk. 1 og 2, kan overtage andre kommuners tilbud og regio-
nale tilbud efter denne lov. Den foreslåede bestemmelse er
således en videreførelse af § 186 a, stk. 1, i serviceloven
afgrænset til tilbud efter barnets lov og med sproglige æn-
dringer med henblik på at øge læsbarheden.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
186 a, stk. 1, foreslås der indført mulighed for, at en kom-
munalbestyrelse med Socialstyrelsens godkendelse, når det-
te sker efter Socialstyrelsen udmelding eller anmodning om
fornyet behandling efter den foreslåede § 161, stk. 1 og 2,
kan overtage andre kommuners tilbud og regionale tilbud
efter denne lov, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L
165 som fremsat, side 22. Dette foreslås for at muliggøre, at
kommunalbestyrelserne i en eller flere regioner forud for et
pålæg, dvs. allerede ved en central udmelding eller fornyet
anmodning om behandling heraf, selv vil kunne aftale sig til
en sådan samling af tilbud.
Det foreslås med stk. 2, at den foreslåede bestemmelse i
§ 178, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse ved en regions
overtagelse af kommunale tilbud og regionale tilbud i andre
regioner efter barnets lov i henhold til § 161, stk. 1 og 2.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 186 a, stk. 2, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
186 a, stk. 2, foreslås der med bestemmelsen indført en
mulighed for, at en region i tilsvarende tilfælde, som med
den foreslåede § 178, stk. 1, med Socialstyrelsen godken-
delse vil kunne overtage kommunale tilbud og regionale til-
bud i andre regioner efter barnets lov, jf. Folketingstidende
2013-14, A L 165 som fremsat, side 22.
Det foreslås med stk. 3, at ved pålæg om samling af flere
små tilbud til ét tilbud efter § 180, stk. 3 og § 181, kan en
kommunalbestyrelse overtage andre kommuners tilbud og
regionale tilbud efter denne lov.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 186 a, stk. 3, i serviceloven.
For at muliggøre samling af tilbud efter pålæg herom efter
§ 180, stk. 3 og § 181, foreslås der med stk. 3 indført mu-
lighed for, at en kommunalbestyrelse i sådanne tilfælde vil
kunne overtage kommunale tilbud i andre kommuner samt
regionale tilbud efter barnets lov, hvilket er i overensstem-
melse med gældende ret, jf. forarbejderne til servicelovens
§ 186 a, stk. 3, jf. Folketingstidende 2013-14, A L 165 som
fremsat, side 22.
Det foreslås med stk. 4, at den foreslåede bestemmelse i
§ 178, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse på en regions
overtagelse af kommunale tilbud og regionale tilbud i andre
regioner efter barnets lov i henhold til § 180, stk. 3 og § 181.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 186 a, stk. 4, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
186 a, stk. 4, foreslås i stk. 4 tilsvarende med den foreslåede
bestemmelse i § 178, stk. 2, indført en mulighed for, at en
region vil kunne overtage kommunale tilbud og regionale
tilbud i andre regioner efter barnets lov, jf. Folketingstiden-
de 2013-14, tillæg A, L 165 som fremsat, side 22.
Det foreslås med stk. 5, at ved overtagelse efter de foreslåe-
de bestemmelser i § 176, stk. 1-4, finder § 174, stk. 2, og §§
175-177 tilsvarende anvendelse.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 186 a, stk. 5, i serviceloven.
Med den foreslåede bestemmelse vil procesreglerne i de
foreslåede § 174, stk. 2, og §§ 175-177 skulle finde anven-
delse ved overtagelse af et tilbud efter den foreslåede § 178,
stk. 1-4, hvilket er i overensstemmelse med gældende ret, jf.
forarbejderne til servicelovens § 186 a, stk. 5, jf. Folketings-
tidende 2013-14, A L 165 som fremsat, side 22.
I overensstemmelse med forarbejderne foreslås det dog, at
de tidsmæssige begrænsninger i den foreslåede § 174, stk.
1, ikke vil skulle finde anvendelse, jf. Folketingstidende
2013-14, A L 165 som fremsat, side 22.
Formålet med § 178 er, at der også efter barnets lov fastsæt-
tes nærmere regler om en kommunalbestyrelses eller regions
overtagelses af andre kommuners tilbud og regionale tilbud,
herunder for at sikre det fornødne udbud af højt specialise-
rede tilbud, som er tilpasset udviklingen i målgruppernes
behov, på det mest specialiserede socialområde og på områ-
det for den mest specialiserede specialundervisning, eller
ved pålæg om samling af flere små tilbud til ét tilbud. Der
450
fastsættes også nærmere om, hvilke procesregler der finder
anvendelse ved sådan en overtagelse. Der er ikke med de
foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i for-
hold til gældende ret, men dog foreslås enkelte sproglige
ændringer med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 179
Det fremgår af § 187, stk. 1, i serviceloven, at enhver kom-
munalbestyrelse i regionen kan anmode om, at et ønske
fra en kommunalbestyrelse i en beliggenhedskommune om
at overtage et regionalt tilbud, jf. § 186, stk. 1, drøftes i
kontaktudvalget.
Det fremgår videre af § 187, stk. 2, at kontaktudvalget
mindst én gang i hver valgperiode skal drøfte, om der i
regionen er sociale tilbud, som mere hensigtsmæssigt kan
overgå til en beliggenhedskommunes ansvar.
Med kommunalreformen og oprettelsen af regionerne blev
der etableret kontaktudvalg mellem regionen og kommuner-
ne i regionen.
Det foreslås med stk. 1, at kontaktudvalget mindst én gang
i hver valgperiode skal drøfte, om der i regionen er sociale
tilbud, som mere hensigtsmæssigt kan overgå til en belig-
genhedskommunes ansvar.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 187, stk. 2, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
187, stk. 2, vil bestemmelsen skulle sikre, at spørgsmålet
om kommunal overtagelse af regionale tilbud bliver taget
op mindst én gang i hver valgperiode, og at kommunalbesty-
relserne i regionen tilskyndes til at overtage sociale tilbud,
der drives af regionsrådet, jf. Folketingstidende 2004-05 (2.
samling), tillæg A, side 2172.
Kontaktudvalget vil i overensstemmelse med forarbejderne
ikke kunne træffe beslutninger, bortset fra beslutninger om
formelle forhold som dagsorden, forretningsorden m.v. Det
vil være kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om
overtagelse.
Det foreslås med stk. 2, at enhver kommunalbestyrelse i re-
gionen kan anmode om, at et ønske fra en kommunalbesty-
relse i en beliggenhedskommune om at overtage et regionalt
tilbud, jf. den foreslåede bestemmelse i § 174, stk. 1 og 2,
drøftes i kontaktudvalget.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 187, stk. 1, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
187, stk. 1, foreslås det med bestemmelsen, at enhver kom-
munalbestyrelse vil kunne anmode om, at spørgsmålet om
en kommunal overtagelse tages op i kontaktudvalget, såle-
des at alle aspekter af overtagelsen belyses, herunder om
den kommunalbestyrelse, der ønsker at overtage et regionalt
tilbud, reelt vil have mulighed for at drive tilbuddet på
økonomisk og fagligt forsvarlig vis, jf. Folketingstidende
2004-05 (2. samling), tillæg A, side 2172. Kontaktudvalget
vil dog i overensstemmelse med forarbejderne ikke have
nogen beslutningskompetence om spørgsmålet.
Formålet med § 179 er, at der også efter barnets lov fast-
sættes nærmere regler om, at en aftale om overførsel af
regionalt tilbud kan tages op i kontaktudvalget, og om hvor
ofte det skal drøftes, om der i regionen er sociale tilbud, der
mere hensigtsmæssigt kan overgå til en beliggenhedskom-
mune ansvar. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser
tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men
dog foreslås ændring i stykkernes oprindelige rækkefølge i
servicelovens § 187 med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 180
Det fremgår af § 13 c, stk. 1, i serviceloven, at for at sikre
det fornødne udbud af højt specialiserede tilbud, som er
tilpasset udviklingen i målgruppernes behov, på det mest
specialiserede socialområde og specialundervisningsområde
kan Socialstyrelsen undtagelsesvis pålægge en kommunal-
bestyrelse eller et regionsråd at etablere eller fortsat at drive
et tilbud eller tilbyde en indsats omfattet af denne lov. So-
cialstyrelsen kan endvidere undtagelsesvis pålægge en kom-
mune eller en region at videreføre eller forny en driftsaftale
med et eksisterende privat tilbud og at indgå en ny driftsaf-
tale, hvis en eksisterende driftsaftale er opsagt.
Det foreslås med stk. 1, at for at sikre det fornødne udbud
af højt specialiserede tilbud, som er tilpasset udviklingen
i målgruppernes behov, på det mest specialiserede social-
område og specialundervisningsområde kan Socialstyrelsen
undtagelsesvis pålægge en kommunalbestyrelse eller et regi-
onsråd at etablere eller fortsat at drive et tilbud eller tilbyde
en indsats omfattet af barnets lov.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 13 c, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13
c, stk. 1, vil et driftspålæg indebære, at en kommune eller
region pålægges et driftsansvar, herunder at etablere eller
fortsat at drive et tilbud eller en indsats omfattet af barnets
lov, og at tilbudsstrukturen på området dermed fastlægges
af Socialstyrelsen, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 165
som fremsat, side 19. Det vil være forudsat i overensstem-
melse med forarbejderne, at den foreslåede bestemmelse vil
blive anvendt undtagelsesvis for at sikre det fornødne udbud
af højt specialiserede tilbud, som er tilpasset udviklingen i
målgruppernes behov på det mest specialiserede socialområ-
451
de og specialundervisningsområde, når det ikke har været
muligt at finde en anden løsning til at videreføre indsatsen.
I overensstemmelse med forarbejderne vil Socialstyrelsen
skulle meddele de omfattede kommuner og regioner om
eventuelle fornyede afrapporteringer giver anledning til
driftspålæg.
Driftspålæg vil kun kunne meddeles til offentlige driftsher-
rer og vil således ikke omfatte private tilbud, herunder hel-
ler ikke private tilbud som har en driftsaftale, hvilket er
i overensstemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne til
servicelovens § 13 c, stk. 1.
Uanset pålæg om etablering af et tilbud vil et tilbud ikke
kunne indgå i den kommunale forsyning, medmindre det er
godkendt af det stedlige socialtilsyn, jf. socialtilsynslovens
§ 2, stk. 1, hvorefter socialtilsynene er tildelt myndigheds-
kompetencen i forhold til godkendelse af tilbud på det om-
råde. Dette er i overensstemmelse med gældende ret, jf.
forarbejderne til § 13 c, stk. 1.
Det foreslås med stk. 2, at Socialstyrelsen endvidere undta-
gelsesvis kan pålægge en kommune eller en region at vide-
reføre eller forny en driftsaftale med et eksisterende privat
tilbud efter denne lov og at indgå en ny driftsaftale, hvis en
eksisterende driftsaftale er opsagt.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 13 c, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13
c, stk. 1, foreslås det, at Socialstyrelsen undtagelsesvis vil
kunne pålægge en kommune eller region at videreføre eller
forny en driftsaftale med et eksisterende privat tilbud samt
at indgå en ny driftsaftale, hvis en eksisterende er opsagt,
jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 165 som fremsat, side
19. Socialstyrelsen vil i overensstemmelse med forarbejder-
ne skulle være opmærksom på, om videreførelsen kan ske
på rimelige vilkår, og vil heller ikke kunne pålægge private
tilbud at videreføre, forny eller indgå en ny driftsaftale med
en kommune eller en region.
Formålet med § 180 er, at Socialstyrelsen også efter barnets
lov skal have hjemmel til undtagelsesvis at kunne pålægge
en kommunalbestyrelse eller et regionsråd at etablere eller
fortsat at drive et tilbud eller tilbyde en indsats efter loven,
for at sikre det fornødne udbud af højt specialiserede tilbud,
som er tilpasset udviklingen i målgruppernes behov, på det
mest specialiserede socialområde og specialundervisnings-
område. Endvidere skal Socialstyrelsen også efter barnets
lov have hjemmel til undtagelsesvis at kunne pålægge en
kommune eller en region at videreføre eller forny en drifts-
aftale med et eksisterende privat tilbud og at indgå en ny
driftsaftale, hvis en eksisterende driftsaftale er opsagt. Der
er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle
ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 181
Det fremgår af § 13 c, stk. 2, at på samme betingelser som
i § 13 c, stk. 1, kan Socialstyrelsen undtagelsesvis medde-
le et pålæg om samling af små tilbud rettet mod samme
målgruppe til ét tilbud, hvis Socialstyrelsen vurderer, at til-
buddene ikke hver for sig er fagligt og økonomisk bæredyg-
tige. Kommunerne og regionerne aftaler, hvilken kommune
eller region der skal drive det samlede tilbud og herunder
overtage et eller flere tilbud efter § 186 a, stk. 1 eller
2. Hvis kommunerne og regionerne ikke inden fire måneder
efter pålægget har indgået aftale om, hvem der skal drive
tilbuddet, træffer Socialstyrelsen afgørelse herom. Andre
kommuner og regioner kan i den periode, pålægget gælder,
ikke oprette nye tilbud i forhold til denne målgruppe uden
Socialstyrelsens godkendelse.
Det foreslås med stk. 1, at Socialstyrelsen på samme betin-
gelser som i den foreslåede § 180 undtagelsesvis kan med-
dele et pålæg om samling af små tilbud efter denne lov og
serviceloven rettet mod samme målgruppe til ét tilbud, hvis
Socialstyrelsen vurderer, at tilbuddene ikke hver for sig er
fagligt og økonomisk bæredygtige.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af §
13 c, stk. 2, 1. pkt., i serviceloven med alene den ændring,
at der vil kunne meddeles pålæg om samling af små tilbud
efter serviceloven og barnets lov. Denne ændring vil ikke
have materiel betydning, da tilbud efter forslag til barnets
lov efter gældende ret er tilbud efter serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13
c, stk. 2, foreslås det med bestemmelsen, at Socialstyrelsen
på samme betingelser som efter den foreslåede bestemmelse
i § 180 undtagelsesvist vil kunne meddele pålæg om sam-
ling af små tilbud rettet mod samme målgruppe til ét tilbud,
hvis tilbuddene hver for sig ikke vurderes at være fagligt og
økonomisk bæredygtige, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L
165 som fremsat, side 19.
Det foreslås med bestemmelsen, at Socialstyrelsen også
fremadrettet vil kunne meddele et pålæg om samling af små
tilbud, såfremt de små tilbud oprettet efter henholdsvis ser-
viceloven og barnets lov retter sig mod samme målgruppe.
Det foreslås med stk. 2, at kommunerne og regionerne afta-
ler, hvilken kommune eller region der skal drive det samlede
tilbud og herunder overtage et eller flere tilbud efter § 178,
stk. 1 eller 2.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 13 c, stk. 2, 2. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13
c, stk. 2, foreslås det med bestemmelsen, at kommunerne
og regionerne indbyrdes vil skulle aftale, hvilken kommune
452
eller region der skal drive det samlede tilbud efter den fore-
slåede § 180, og herunder overtage et eller flere tilbud efter
den foreslåede § 178, stk. 1 eller 2, jf. Folketingstidende
2013-14, A, L 165 som fremsat, side 19.
Kommunalbestyrelserne og regionsrådet vil skulle følge
proceduren for overførsel af regionale tilbud efter den fore-
slåede § 178, stk. 1 og 2.
Det foreslås med stk. 3, at hvis kommunerne og regionerne
ikke inden fire måneder efter et pålæg efter den foreslåede
§ 181, stk. 1, har indgået aftale om, hvem der skal drive til-
buddet efter stk. 1, træffer Socialstyrelsen afgørelse herom.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 13 c, stk. 2, 3. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13
c, stk. 2, foreslås det med bestemmelsen, at hvis kommuner-
ne og regionerne ikke inden fire måneder efter pålægget har
indgået aftale om, hvem der skal drive tilbuddet, vil Social-
styrelsen skulle træffe afgørelse herom, jf. Folketingstidende
2013-14, A, L 165 som fremsat, side 19. Socialstyrelsen vil
i overensstemmelse med forarbejderne forud for en sådan
afgørelse skulle drøfte mulige udfald med KL.
Det foreslås med stk. 4, at andre kommuner og regioner i
den periode, pålægget gælder, ikke kan oprette nye tilbud
i forhold til denne målgruppe uden Socialstyrelsens godken-
delse.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 13 c, stk. 2, 4. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13
c, stk. 2, foreslås det med bestemmelsen, at øvrige kommu-
ner og regioner, i den periode pålægget gælder, vil skulle
henvende sig til Socialstyrelsen, hvis de ønsker at oprette
nye tilbud i forhold til samme målgruppe, jf. Folketingsti-
dende 2013-14, A L 165 som fremsat, side 19. Socialsty-
relsen vil ligeledes i overensstemmelse med forarbejderne
skulle foretage en vurdering af hensigtsmæssigheden heraf
og godkende om oprettelse kan ske.
Formålet med § 181 er, at der også efter barnets lov fast-
sættes nærmere regler om, at Socialstyrelsen undtagelsesvis
skal have hjemmel til at kunne meddele et pålæg om sam-
ling af små tilbud rettet mod samme målgruppe til ét tilbud,
hvis Socialstyrelsen vurderer, at tilbuddene ikke hver for sig
er fagligt og økonomisk bæredygtige. Endvidere skal der
også efter barnets lov fastsættes regler om, at kommunerne
og regionerne selv kan aftale indbyrdes, hvilken kommune
eller region, der skal drive det samlede tilbud. Det skal
også fastsættes efter barnets lov, at hvis denne aftale ikke
indgås inden fire måneder, vil det være Socialstyrelsen, der
træffer afgørelse herom. Endelig skal det efter barnets lov
fastsættes, at andre kommuner og regioner i den periode,
pålægget gælder, ikke kan oprette nye tilbud i forhold til
denne målgruppe uden Socialstyrelsens godkendelse. Der er
ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle æn-
dringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås opdeling
i flere stykker med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 182
Det fremgår af § 13 c, stk. 3, i serviceloven, at Socialstyrel-
sen i forbindelse med et pålæg efter § 13 c, stk. 1 og 2,
skal pålægge kommunerne i den pågældende region eller
landsdel at indgå aftale om finansiering af driften af det
tilbud, som pålægget vedrører. Hvis kommunerne ikke inden
fire måneder efter pålægget har indgået aftale om en finan-
sieringsmodel, træffer Socialstyrelsen afgørelse herom.
Det fremgår af § 13 c, stk. 1, i serviceloven, at for at sikre
det fornødne udbud af højt specialiserede tilbud, som er
tilpasset udviklingen i målgruppernes behov, på det mest
specialiserede socialområde og specialundervisningsområde
kan Socialstyrelsen undtagelsesvis pålægge en kommunal-
bestyrelse eller et regionsråd at etablere eller fortsat at drive
et tilbud eller tilbyde en indsats omfattet af denne lov. So-
cialstyrelsen kan endvidere undtagelsesvis pålægge en kom-
mune eller en region at videreføre eller forny en driftsaftale
med et eksisterende privat tilbud og at indgå en ny driftsaf-
tale, hvis en eksisterende driftsaftale er opsagt.
Det fremgår af § 13 c, stk. 2, i serviceloven, at på samme
betingelser som i § 13 c, stk. 1, kan Socialstyrelsen undta-
gelsesvis meddele et pålæg om samling af små tilbud rettet
mod samme målgruppe til ét tilbud, hvis Socialstyrelsen
vurderer, at tilbuddene ikke hver for sig er fagligt og øko-
nomisk bæredygtige. Kommunerne og regionerne aftaler,
hvilken kommune eller region der skal drive det samlede
tilbud og herunder overtage et eller flere tilbud efter § 186
a, stk. 1 eller 2. Hvis kommunerne og regionerne ikke inden
fire måneder efter pålægget har indgået aftale om, hvem
der skal drive tilbuddet, træffer Socialstyrelsen afgørelse
herom. Andre kommuner og regioner kan i den periode,
pålægget gælder, ikke oprette nye tilbud i forhold til denne
målgruppe uden Socialstyrelsens godkendelse.
Det fremgår videre af § 13 c, stk. 4, i serviceloven, at So-
cialstyrelsen i forbindelse med et pålæg efter § 13 c, stk. 1
og 2, kan meddele eller forlænge et midlertidigt pålæg efter
§ 13 b, stk. 4, indtil aftale eller afgørelse om finansierings-
model, jf. stk. 3, foreligger.
Det fremgår af § 13 b, stk. 3, i serviceloven, at Socialstyrel-
sen på baggrund af afrapporteringer om kommunalbestyrel-
sernes tilrettelæggelse og organisering af indsatsen i forhold
til centralt udmeldte målgrupper og indsatser, jf. stk. 2, kan
anmode kommunalbestyrelserne i en eller flere regioner om
at foretage en fornyet behandling af deres tilrettelæggelse og
organisering af indsatsen.
Det fremgår videre af § 13 b, stk. 4, i serviceloven, at So-
453
cialstyrelsen i forbindelse med en anmodning efter service-
lovens § 13 b, stk. 3, kan meddele en kommunalbestyrelse
eller et regionsråd et midlertidigt pålæg om at opretholde et
tilbud, indtil Socialstyrelsen i medfør af servicelovens § 13
c har truffet afgørelse om pålæg vedrørende det pågældende
tilbud eller ophæver det midlertidige pålæg.
Det foreslås med stk. 1, at Socialstyrelsen i forbindelse med
et pålæg efter §§ 180 eller 181 skal pålægge kommunerne
i den pågældende region eller landsdel at indgå aftale om
finansiering af driften af det tilbud, som pålægget vedrører.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 13 c, stk. 3, 1. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13
c, stk. 3, foreslås det med bestemmelsen, at Socialstyrelsen
i forbindelse med et pålæg efter §§ 180 eller 181 vil skulle
pålægge kommunerne i den pågældende region eller lands-
del at indgå aftale om finansiering af driften af det tilbud,
som pålægget vedrører, jf. Folketingstidende 2013-14, A L
165 som fremsat, side 19.
Det foreslås med stk. 2, at har kommunerne ikke inden fire
måneder efter pålægget indgået aftale om en finansierings-
model, træffer Socialstyrelsen afgørelse herom.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 13 c, stk. 3, 2. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13
c, stk. 3, foreslås det med bestemmelsen, at hvis kommuner-
ne ikke inden fire måneder efter pålægget har indgået aftale
om finansiering, vil Socialstyrelsen skulle træffe afgørelse
om finansieringsmodel, jf. Folketingstidende 2013-14, A L
165 som fremsat, side 19. Dette vil ligeledes i overensstem-
melse med forarbejderne skulle ske efter forudgående drøf-
telse med KL. Finansieringsmodellen vil skulle sammensæt-
tes ud fra en konkret vurdering og vil blandt andet kunne
bestå af en kombination af objektiv finansiering og takstfi-
nansiering.
Det foreslås med stk. 3, at Socialstyrelsen i forbindelse med
et pålæg efter §§ 180 eller 181 kan meddele eller forlænge
et midlertidigt pålæg efter § 161, stk. 3, indtil aftale eller
afgørelse om finansieringsmodel efter stk. 1 og 2, foreligger.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 13 c, stk. 4, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13
c, stk. 4, foreslås det med bestemmelsen, at Socialstyrelsen i
forbindelse med et pålæg, vil kunne meddele eller forlænge
et midlertidigt pålæg efter den foreslåede § 161, stk. 2,
om at opretholde et tilbud indtil aftale eller afgørelse om
sikring af den mest specialiserede indsats, herunder finansie-
ringsmodel foreligger, jf. Folketingstidende 2013-14, A L
165 som fremsat, side 19. Dette vil i overensstemmelse med
forarbejderne skulle ske for at sikre, at formålet med pålæg-
get ikke forspildes, i perioden frem til aftale eller afgørelse
foreligger.
Ikrafttræden af et driftspålæg vil være situationsbestemt,
idet det vil afhænge af, hvad der ønskes opnået med pålæg-
get, herunder hvor omfattende det er, hvilket er i overens-
stemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13 c, stk.
4. I tilfælde, hvor det allerede har været nødvendigt at med-
dele et midlertidigt pålæg efter de foreslåede § 161, stk. 3,
eller § 182, stk. 3, for at opretholde et tilbud, vil ikrafttræ-
den ofte være i forlængelse heraf, idet formålet ellers risike-
rer at forspildes. Hvorimod tilfælde, hvor pålæg meddeles
med henblik på etablering af tilbud, efter omstændighederne
vil kunne have en senere ikrafttræden.
Formålet med § 182 er, at der også efter barnets lov fastsæt-
tes nærmere regler om, at der i forbindelse med et pålæg
efter de foreslåede §§ 180 eller 181 også skal indgås aftale
om finansiering af driften af tilbuddet, at Socialstyrelsen kan
træffe afgørelse om finansieringsmodel, hvis der ikke er ind-
gået aftale herom inden for fire måneder, samt at Socialsty-
relsen kan meddele eller forlænge et pålæg indtil aftale eller
afgørelse om finansieringsmodel foreligger. Der er ikke med
de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i
forhold til gældende ret, men dog foreslås opdeling i flere
stykker med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 183
Det fremgår af § 13 c, stk. 5, i serviceloven, at Socialstyrel-
sen i forbindelse med en afgørelse om pålæg efter § 13 c,
stk. 1 og 2, fastsætter en frist for, hvor længe pålægget skal
gælde. Et pålæg kan højst gælde i 2 år. Socialstyrelsen kan
inden fristens udløb træffe afgørelse om at forny pålægget.
Det fremgår af § 13 c, stk. 1, i serviceloven, at for at sikre
det fornødne udbud af højt specialiserede tilbud, som er
tilpasset udviklingen i målgruppernes behov, på det mest
specialiserede socialområde og specialundervisningsområde
kan Socialstyrelsen undtagelsesvis pålægge en kommunal-
bestyrelse eller et regionsråd at etablere eller fortsat at drive
et tilbud eller tilbyde en indsats omfattet af denne lov. So-
cialstyrelsen kan endvidere undtagelsesvis pålægge en kom-
mune eller en region at videreføre eller forny en driftsaftale
med et eksisterende privat tilbud og at indgå en ny driftsaf-
tale, hvis en eksisterende driftsaftale er opsagt.
Det fremgår af § 13 c, stk. 2, at på samme betingelser som
i § 13 c, stk. 1, kan Socialstyrelsen undtagelsesvis medde-
le et pålæg om samling af små tilbud rettet mod samme
målgruppe til ét tilbud, hvis Socialstyrelsen vurderer, at til-
buddene ikke hver for sig er fagligt og økonomisk bæredyg-
tige. Kommunerne og regionerne aftaler, hvilken kommune
eller region der skal drive det samlede tilbud og herunder
overtage et eller flere tilbud efter § 186 a, stk. 1 eller
454
2. Hvis kommunerne og regionerne ikke inden fire måneder
efter pålægget har indgået aftale om, hvem der skal drive
tilbuddet, træffer Socialstyrelsen afgørelse herom. Andre
kommuner og regioner kan i den periode, pålægget gælder,
ikke oprette nye tilbud i forhold til denne målgruppe uden
Socialstyrelsens godkendelse.
Det foreslås med bestemmelsen i § 183, at Socialstyrelsen
i forbindelse med en afgørelse om pålæg efter §§ 180 eller
181 fastsætter en frist for, hvor længe pålægget skal gæl-
de. Et pålæg kan højest gælde i to år. Socialstyrelsen kan
inden fristens udløb træffe afgørelse om at forny pålægget.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 13 c, stk. 5, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13
c, stk. 5, foreslås det med bestemmelsen, at Socialstyrelsen
i forbindelse med, at der meddeles et driftspålæg efter de
foreslåede §§ 180 eller 181, samtidig vil skulle fastsætte
en frist for, hvor længe pålægget skal gælde, jf. Folketingsti-
dende 2013-14, A L 165 som fremsat, side 19-20. Fristen vil
også i overensstemmelse med forarbejderne skulle fastsættes
under hensyntagen til udviklingen på det konkrete område.
Det foreslås videre, at et pålæg højest vil kunne gælde i to
år. Socialstyrelsen vil derefter skulle genoverveje driftspå-
lægget og vil inden fristens udløb kunne træffe afgørelse om
at forny pålægget. Dette foreslås for at sikre en dynamisk
udvikling og fleksibilitet i tilbudsstrukturen.
Formålet med § 183 er, at der også efter barnets lov vil blive
fastsat, at et pålæg efter de foreslåede §§ 180 eller 181 også
meddeles en frist. Der er ikke med den foreslåede bestem-
melse tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende
ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 184
Det fremgår af § 13 c, stk. 6, i serviceloven, at afgørelse
om driftspålæg, herunder eventuel afgørelse om en finan-
sieringsmodel, ikke kan indbringes for anden administrativ
myndighed.
Ved et driftspålæg pålægges en kommunalbestyrelse eller et
regionsråd at etablere eller opretholde driften af et tilbud. Et
driftspålæg kan meddeles af Socialstyrelsen efter servicelo-
vens § 13 c, stk. 1 og 2. Et midlertidigt driftspålæg kan
meddeles af Socialstyrelsen efter servicelovens § 13 b, stk.
4.
Det fremgår videre af § 13 c, stk. 7, i serviceloven, at
Socialstyrelsens afgørelser på området for den mest speciali-
serede specialundervisning efter denne bestemmelse træffes
efter forhandling med Børne- og Undervisningsministeriet.
Det foreslås med stk. 1, at afgørelse om driftspålæg, herun-
der eventuel afgørelse om en finansieringsmodel, ikke kan
indbringes for anden administrativ myndighed.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 13 c, stk. 6, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13
c, stk. 6, foreslås det med bestemmelsen, at der ikke vil være
adgang til at indbringe afgørelser om driftspålæg, herunder
eventuel afgørelse om finansiering af driften, for anden ad-
ministrativ myndighed. jf. Folketingstidende 2013-14, A L
165 som fremsat, side 20.
Dette vil i overensstemmelse med forarbejderne være be-
grundet i at sikre forsyningen af egnede tilbud på det mest
specialiserede socialområde og området for den mest specia-
liserede specialundervisning, som er tilpasset udviklingen i
målgruppernes behov, idet formålet hermed ellers risikerer
at blive forspildt.
I overensstemmelse med forarbejderne vil det være forud-
sat, at pålæg anvendes undtagelsesvis, og at der i sådanne
tilfælde vil have været en længere forudgående dialogpro-
ces, hvor det ikke vil have været muligt at finde en anden
løsning i forhold til at videreføre indsatsen, samt at Social-
styrelsen vil være den myndighed med størst ekspertise på
området.
Det foreslås med stk. 2, at Socialstyrelsens afgørelser på
området for den mest specialiserede specialundervisning ef-
ter § 180, § 181, stk. 1 og 3, § 182 og § 183, 1. pkt. træffes
efter forhandling med Børne- og Undervisningsministeriet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 13 c, stk. 7, i serviceloven.
I overensstemmelse med ordlyden af § 13 c, stk. 7, i service-
loven, foreslås det, at Socialstyrelsens afgørelser på områ-
det for den mest specialiserede specialundervisning efter de
foreslåede § 180, § 181, stk. 1 og 3, § 182 og § 183,3. pkt.
træffes efter forhandling med Børne- og Undervisningsmini-
steriet, idet kompetencen på specialundervisningsområdet er
delt mellem Socialstyrelsen og Børne- og Undervisningsmi-
nisteriet.
Formålet med § 184 er, at der også efter barnets lov fastsæt-
tes nærmere regler om, at en afgørelse om driftspålæg eller
om finansieringsmodel ikke kan indbringes for anden admi-
nistrativ myndighed. Endvidere at der også efter barnets
lov fastsættes regler om, at Socialstyrelsen efter forhandling
med Børne- og Undervisningsministeriet har kompetencen
til at træffe afgørelse på området for den mest specialiserede
specialundervisning. Der er ikke med de foreslåede bestem-
melser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende
ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
455
Til § 185
Det fremgår af § 13 c, stk. 8, i serviceloven, at hvis et pålæg
efter § 13 c, stk. 1 eller 2, vedrører et eksisterende tilbud
eller etablering af et tilbud omfattet af § 4 i socialtilsynslo-
ven, er det en betingelse, at det kompetente socialtilsyn, jf.
§ 2 henholdsvis § 5 i socialtilsynsloven, har godkendt eller
efterfølgende godkender det eller de pågældende tilbud.
Det fremgår af § 13 c, stk. 1, i serviceloven, at for at sikre
det fornødne udbud af højt specialiserede tilbud, som er
tilpasset udviklingen i målgruppernes behov, på det mest
specialiserede socialområde og specialundervisningsområde
kan Socialstyrelsen undtagelsesvis pålægge en kommunal-
bestyrelse eller et regionsråd at etablere eller fortsat at drive
et tilbud eller tilbyde en indsats omfattet af denne lov. So-
cialstyrelsen kan endvidere undtagelsesvis pålægge en kom-
mune eller en region at videreføre eller forny en driftsaftale
med et eksisterende privat tilbud og at indgå en ny driftsaf-
tale, hvis en eksisterende driftsaftale er opsagt.
Det fremgår af § 13 c, stk. 2, at på samme betingelser som
i § 13 c, stk. 1, kan Socialstyrelsen undtagelsesvis medde-
le et pålæg om samling af små tilbud rettet mod samme
målgruppe til ét tilbud, hvis Socialstyrelsen vurderer, at til-
buddene ikke hver for sig er fagligt og økonomisk bæredyg-
tige. Kommunerne og regionerne aftaler, hvilken kommune
eller region der skal drive det samlede tilbud og herunder
overtage et eller flere tilbud efter § 186 a, stk. 1 eller
2. Hvis kommunerne og regionerne ikke inden fire måneder
efter pålægget har indgået aftale om, hvem der skal drive
tilbuddet, træffer Socialstyrelsen afgørelse herom. Andre
kommuner og regioner kan i den periode, pålægget gælder,
ikke oprette nye tilbud i forhold til denne målgruppe uden
Socialstyrelsens godkendelse.
Det foreslås med bestemmelsen i § 185, at vedrører et pålæg
efter §§ 180 eller 181 et eksisterende tilbud eller etablering
af et tilbud omfattet af § 4 i socialtilsynsloven, er det en
betingelse, at det kompetente socialtilsyn, jf. § 2 henholds-
vis § 5 i socialtilsynsloven, har godkendt eller efterfølgende
godkender det eller de pågældende tilbud.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af-
grænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden æn-
dringer af § 13 c, stk. 8, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til § 13 c, stk. 8 i ser-
viceloven, foreslås det, at et pålæg fra Socialstyrelsen, som
vedrører nye eller eksisterende tilbud, som er omfattet af so-
cialtilsynet, vil skulle være godkendt eller vil kunne godken-
des af socialtilsynet, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A,
L 165 som fremsat, side 20. Det vil, i overensstemmelse
med forarbejderne, kunne sikre, at de omfattede tilbud lever
op til generelle krav til kvaliteten i tilbuddene. Socialtilsynet
vil i dermed nogle tilfælde skulle godkende et eksisterende
tilbud.
De tilbud, der vil kunne være relevante for et pålæg fra So-
cialstyrelsen efter de foreslåede §§ 180 eller 181 vil ofte væ-
re omfattet af socialtilsynenes godkendelses- og tilsynskom-
petence efter socialtilsynsloven. Socialstyrelsen vil derfor
i overensstemmelse med forarbejderne til brug for vurderin-
gen af om små tilbud er fagligt og økonomisk bæredygtige
skulle indhente relevant information fra socialtilsynene, der
som led i deres godkendelse og tilsyn med sociale tilbud
ligeledes vil skulle foretage en vurdering af disse tilbuds
faglige og økonomiske bæredygtighed.
Formålet med § 185 er, at det også efter barnets lov fastsæt-
tes, at det er en betingelse, at socialtilsynet har godkendt el-
ler efterfølgende godkender det eller de pågældende tilbud,
hvis et pålæg vedrører et eksisterende tilbud eller etablering
af et tilbud omfattet af socialtilsynslovens § 4. Der er ikke
med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændrin-
ger i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 186
Det fremgår af § 158, stk. 1, i serviceloven, at den, der
modtager hjælp efter serviceloven eller lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet til sig selv, sin ægtefælle eller sine
børn, medmindre andet er bestemt i serviceloven eller lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal betale for den
hjælp, der modtages.
Det foreslås med § 186, at den, der modtager hjælp efter
barnets lov eller lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet
til sig selv, sin ægtefælle eller sine børn, medmindre andet er
bestemt i barnets lov eller lov om bekæmpelse af ungdoms-
kriminalitet, skal betale for den hjælp, der modtages.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 158, stk. 1, i serviceloven, afgrænset
til målgrupperne for barnets lov. Der er ikke med den fore-
slåede bestemmelse tiltænkt materielle ændringer i forhold
til gældende ret.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
158, foreslås det med bestemmelsen principielt fastslået, at
der skal ydes betaling for bistand fra det offentlige til en per-
son selv eller til familiemedlemmer, der er omfattet af på-
gældendes forsørgelsespligt jf. Folketingstidende 1972-73,
tillæg A, spalte 3613. Der vil dog ligeledes i overensstem-
melse med forarbejder ikke kunne blive tale om at kræve
betaling hos modtageren af kontanthjælp og hjælp i øvrigt,
der ydes under hensyn til den pågældendes økonomiske
trang. I forsørgelsespligten vil i lighed med efter gældende
ret også ligge en pligt over for det offentlige til at forsørge
sin ægtefælle og børn under 18 år.
Det vil være kommunen, der med hjemmel i den foreslåede
bestemmelse, træffer afgørelse om borgerens egenbetaling
og opkræver betalingen fra borgeren.
Der vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 158 i
456
serviceloven skulle være et yderligere retsgrundlag ud over
den foreslåede § 186, stk. 1, hvis der skal kunne ske op-
krævning af betaling.
De konkrete betalingsregler vil derfor skulle fremgå af lov
eller bekendtgørelse. Med den foreslåede § 189, stk. 2 og
3, vil der findes en række bemyndigelsesbestemmelser i bar-
nets lov, der vil give social- og ældreministeren adgang til at
fastsætte betalingsregler. Der vil også være en række steder i
barnets lov, hvor det specifikt vil være angivet, at ydelsen er
gratis, og at der derfor ikke kan opkræves betaling.
Formålet med den foreslåede § 186 er at fastsætte regler for
betaling af hjælp efter barnets lov. Den foreslåede § 186 vil
således fastsætte udgangspunktet om, at forældrene eller den
unge selv skal betale for den hjælp, der modtages efter bar-
nets lov eller lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
medmindre andet er bestemt i loven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 187
Det fremgår af § 159, 1. pkt., i serviceloven, at social-
og ældreministeren kan fastsætte regler om, at forældrene
betaler for døgnopholdet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, og § 14 i
lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Det fremgår
videre af § 159, 2. pkt., at der ikke kan fastsættes betaling
for et døgnophold efter § 52, stk. 3, nr. 7, i serviceloven og
§ 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, når der
er tale om en videreførelse af en anbringelse efter § 68 a i
serviceloven.
Det foreslås med stk. 1, at forældrene til et barn, der er
anbragt uden for hjemmet, skal betale for døgnopholdet, jf.
§§ 46 eller 47 i denne lov, eller § 14 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af §
159, 1. pkt., i serviceloven.
Med den foreslåede bestemmelse i § 187, stk. 1, fastsættes
det således, at forældrene til et barn, der er anbragt uden for
hjemmet, skal betale for døgnopholdet efter den foreslåede §
46, og § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Det foreslås med stk. 2, at der ikke kan fastsættes betaling
for et døgnophold efter §§ 46 eller 47 i denne lov eller § 14
i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, når der er tale
om en videreførelse af en anbringelse efter den foreslåede §
67.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændring af § 159, 2. pkt., i serviceloven, idet § 159
dog foreslås delt op i flere stykker for at øge læsbarheden.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 2, vil det således
være angivet, at der ikke vil skulle kunne fastsættes betaling
for et døgnophold efter §§ 46 eller 47 eller § 14 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, hvis der er tale om en
videreført anbringelse efter den foreslåede § 67.
Hvis ikke der angives, at der ikke kan fastsættes betaling
for et døgnophold efter § 46 og § 14 i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet, ville der kunne forekomme situatio-
ner, hvor unge, der er anbragt, risikerer at skulle tage stilling
til, om deres forældre eller om de selv skal betale for den
videreførte anbringelse. Der ville således være risiko for, at
betaling for anbringelsen ville påvirke den unges ønske om
fortsat at være anbragt.
Det foreslås med stk. 3, at social- og ældreministeren fast-
sætter regler om betaling af døgnophold, jf. den foreslåede §
187, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
sproglige ændringer af § 159, 1. pkt., i serviceloven, idet
bemyndigelsen til at fastsætte regler foreslås fastsat i et
særskilt stykke.
Med den foreslåede bestemmelse i § 187, stk. 3, vil social-
og ældreministeren blive givet bemyndigelse til at fastsætte
regler om, at forældre skal bidrage til udgifterne ved ophold
på et anbringelsessted. Bemyndigelsen forventes anvendt
til at videreføre bestemmelserne, der fremgår efter bekendt-
gørelse nr. 535 af 2. maj 2019 om betaling for ophold i
anbringelsessteder for børn og unge under 18 år samt for
døgnophold og udslusningsophold for unge i alderen 18 til
og med 22 år. Bekendtgørelsen vil kunne indeholde rammer-
ne for, hvordan kommunen kan fastsætte betalingsbeløbet i
det konkrete tilfælde.
Formålet med forslagets § 187 er, at der også i barnets lov
skal sikres en hjemmel i forhold til betaling af døgnophold
efter § 46, og § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskri-
minalitet. De foreslåede bestemmelser i § 187 er således
en videreførelse af § 159 i serviceloven. Der er ikke med
de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i
forhold til gældende ret, men dog foreslås enkelte sproglige
ændringer og opdeling i flere stykker med henblik på at øge
læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 188
Det fremgår af § 160 i serviceloven, at den unge betaler for
døgnophold efter § 76, stk. 3, nr. 1, og § 76 a, stk. 2, og for
udslusningsophold efter § 76, stk. 3, nr. 3, efter regler, der
fastsættes af social- og ældreministeren.
Det foreslås med stk. 1, at den unge betaler for døgnophold
efter den foreslåede § 114, stk. 1, nr. 1, og den foreslåede
§ 120, og for udslusningsophold efter den foreslåede § 114,
stk. 1, nr. 3.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af §
160 i serviceloven.
457
Med den foreslåede bestemmelse vil den unge, der er fyldt
18 år, skulle betale for døgnophold på et anbringelsessted
for børn og unge og for udslusningsophold, idet kommunens
forsørgelsespligt over for den unge ophører, når denne fylder
18 år og ikke længere modtager lommepenge fra kommu-
nen.
Det foreslås med stk. 2, at social- og ældreministeren fast-
sætter regler om betaling af døgnophold og udslusningsop-
hold efter § 188, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af §
160 i serviceloven.
Den foreslåede bemyndigelse forventes anvendt til at fast-
sætte regler, der tilsvarer de, der er fastsat for betaling m.v.
for midlertidige boformer efter servicelovens §§ 107 og 110,
hvorefter kommunen fastsætter betalingen efter reglerne i
servicelovens § 163. Der vil således med hjemmel i bestem-
melsen kunne ske en videreførelse af de regler, som fremgår
af bekendtgørelse nr. 535 af 2. maj 2019 om betaling for op-
hold i anbringelsessteder for børn og unge under 18 år samt
for døgnophold og udslusningsophold for unge i alderen 18
til og med 22 år.
Formålet med den foreslåede § 188 er således, at det an-
gives, at den unge, der er fyldt 18 år, selv betaler for
døgnophold på et anbringelsessted for børn og unge og for
udslusningsophold. Det er endvidere formålet, at der også
efter barnets lov vil blive givet social- og ældreministeren
bemyndigelse til at kunne fastsætte nærmere regler om den
unges betaling af døgnophold efter den foreslåede bestem-
melse i § 114, stk. 1, nr. 1, og den foreslåede bestemmelse
i § 120, og for udslusningsophold efter den foreslåede be-
stemmelse i § 114, stk. 1, nr. 3. Der er ikke med de foreslåe-
de bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til
gældende ret, men dog foreslås enkelte sproglige ændringer
og opdeling i flere stykker med henblik på at øge læsbarhe-
den.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 189
Det fremgår af § 161, stk. 1, i serviceloven, at der kan op-
kræves betaling for personaleomkostninger til madservice-
ordninger efter § 83, stk. 1, nr. 3, og til hjælp efter § 84, hvis
borgeren ikke samtidig modtager hjælp efter bl.a. §§ 41 og
42.
Det fremgår videre af § 161, stk. 3, at social- og ældremini-
steren fastsætter regler om betaling for tilbud efter §§ 83,
83 a, 84 og 86 og om beregnings- og indkomstgrundlag for
betalingen for disse tilbud.
Det fremgår yderligere af § 161, stk. 4, at social- og ældre-
ministeren fastsætter nærmere regler om modtagerens mak-
simale egenbetaling for madservice efter § 83, stk. 1, nr. 3,
herunder om regulering af egenbetalingen.
Det foreslås med stk. 1, at der kan opkræves betaling for
personaleomkostninger til madserviceordninger efter § 90,
stk. 1, nr. 1, og til hjælp efter § 90, stk. 1, nr. 2, hvis
borgeren ikke samtidig modtager hjælp efter §§ 86 eller87.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af
§ 161, stk. 1, i serviceloven, afgrænset til målgrupperne for
barnets lov.
Kommunalbestyrelsen vil kunne opkræve betaling for perso-
naleomkostninger til madserviceordninger efter den foreslå-
ede § 90, stk. 1, nr. 1, om madservice, og til afløsning og
aflastning efter den foreslåede § 90, stk. 1, nr. 2, hvis barnet
eller den unge ikke samtidig får hjælp efter den foreslåede
§ 86 om merudgiftsydelse til børn eller den foreslåede § 87
om tabt arbejdsfortjeneste.
Det vil være frivilligt for kommunalbestyrelsen at opkræve
betaling for midlertidig personlig og praktisk hjælp efter
servicelovens § 83, stk. 1, nr. 1 og 2, hvilket er i overens-
stemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne til lov nr. 629
af 11. juni 2010 om ændring af lov om social service, lov
om retssikkerhed og administration på det sociale område
og sundhedsloven samt om ophævelse af lov om forebyg-
gende hjemmebesøg til ældre m.v. (Afbureaukratisering på
området for ældre, handicappede m.fl.), jf. Folketingstiden-
de 2009-10, tillæg A, side 15-16. Den enkelte kommunalbe-
styrelse vil således have frihed til selv at træffe beslutning
om, hvorvidt og hvornår en opkrævning af betaling for mid-
lertidig personlig og praktisk hjælp vil være hensigtsmæssig,
herunder i forhold til de enkelte ydelseskategorier, admini-
strative udgifter m.v.
Kommunalbestyrelsen vil fortsat ikke kunne opkræve beta-
ling for personaleomkostninger, når personlig og praktisk
hjælp efter forslaget til § 90, jf. servicelovens § 83, stk.
1, nr. 1, gives midlertidigt, hvilket er i overensstemmelse
med gældende ret, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 25
af 8. oktober 2014 til lov om ændring af social service som
fremsat, side 7-8.
Kommunalbestyrelsen vil dog i overensstemmelse med gæl-
dende ret, som beskrevet i forarbejderne til servicelovens §
161, stk. 1, fortsat kunne opkræve betaling for personaleom-
kostninger til madservice efter servicelovens § 83, stk. 1,
nr. 3, og hjælp efter § 84, hvis modtageren af hjælpen ikke
samtidig får hjælp efter servicelovens § 41 om merudgifts-
ydelse til børn eller § 42 om tabt arbejdsfortjeneste.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil der således
blive indsat hjemmel i barnets lov til, at der kan opkræves
betaling for personaleomkostninger til madserviceordninger
efter den foreslåede § 90, stk. 1, nr. 1, og til hjælp efter den
foreslåede § 90, stk. 1, nr. 2, hvis borgeren ikke samtidig
modtager hjælp efter §§ 86 og 87.
Det foreslås med stk. 2, at social- og ældreministeren fast-
sætter regler om betaling for tilbud efter § 90, stk. 1, nr. 1-3,
og servicelovens § 83 a og om beregnings- og indkomst-
grundlag for betalingen for disse tilbud.
458
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af
§ 161, stk. 3, i serviceloven, afgrænset til målgrupperne for
barnets lov.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
161, stk. 3, foreslås det med bestemmelsen, at social- og
ældreministeren vil kunne fastsætte i en betalingsbekendtgø-
relse, at kommunalbestyrelsen højst må medregne de gen-
nemsnitlige langsigtede omkostninger til tilbuddet, jf. Folke-
tingstidende 2009-10, tillæg A, side 10. Dette vil indebære,
at takstfastsættelsen for tilbuddene vil skulle ske på grund-
lag af de omkostninger, der kan henføres til selve tilbuddet
og ikke blot udgifterne, som de fremgår af kommunens bud-
get eller regnskab. Rammen for beregningen af taksten for
betaling vil ikke kunne udgøres af fremtidige, forventede
udgifter, men vil skulle tage udgangspunkt i kommunens
regnskabstal.
Såfremt der er tale om en madserviceordning omfattet af et
loft over modtagerens egenbetaling, vil loftet i overensstem-
melse med forarbejderne til § 161, stk. 3, i serviceloven
udgøre den maksimale beløbsgrænse for modtagerens beta-
ling, også selvom kommunalbestyrelsens omkostninger til
tilbuddet vil udgøre et højere beløb end loftets størrelse.
Med den foreslåede bestemmelse stk. 2 vil social- og ældre-
ministeren således blive givet bemyndigelse til at kunne
fastsætte nærmere regler om betalingen for tilbud efter §
90, stk. 1, nr. 1-3 i denne lov, jf servicelovens §§ 83 om
personlig og praktisk hjælp og madservice og § 83 a om
rehabiliteringsforløb, 84 om afløsning og aflastning og 86
om genoptræning og om beregnings- og indkomstgrundlag
for betalingen for disse tilbud.
Ministeren vil således kunne fastsætte regler om, hvordan
beregningen af egenbetalingen skal foregå, hvornår man ik-
ke kan opkræve betaling for personaleomkostninger, og om
fastsættelsen af betalingen for tilbuddene.
Det foreslås med, stk. 3, at social- og ældreministeren fast-
sætter nærmere regler om modtagerens maksimale egenbeta-
ling for madservice efter § 90, stk. 1, nr. 1, herunder om
regulering af egenbetalingen.
Med den foreslåede bestemmelse stk. 3 vil social- og ældre-
ministeren blive givet bemyndigelse til at kunne fastsætte
nærmere regler om modtagerens maksimale egenbetaling for
madservice efter den foreslåede § 90, stk. 1, nr. 1, herunder
om regulering af egenbetalingen.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af
§ 161, stk. 4, i serviceloven, afgrænset til målgrupperne for
barnets lov.
Bemyndigelsen påtænkes anvendt til at udstede regler om
loftets størrelse. Dette er i overensstemmelse med gældende
ret, idet det af forarbejderne til lov nr. 548 af 26. maj 2010
om ændring af lov om social service (Loft over egenbetaling
for madservice m.v.) fremgår, at bemyndigelsen vil kunne
blive anvendt således, at loftets størrelse fastsættes i en be-
kendtgørelse, og at der desuden vil kunne blive indført en
bestemmelse om, hvilket beløb kommunalbestyrelsen mak-
simalt kan opkræve ved fastsættelsen af egenbetalingen for
en hovedret hos barnet eller den unge. I overensstemmelse
med forarbejderne må den kommunale myndighed ikke op-
kræve mere i betaling for tilbuddet om madservice, end
ydelsen koster at producere og levere til modtageren.
Prisloftet, som social- og ældreministeren forventes at ville
fastsætte efter bemyndigelsen, vil i overensstemmelse med
forarbejderne til § 161 i serviceloven, gælde uanset modta-
gerens indkomst- og formueforhold.
I overensstemmelse med forarbejderne til § 161 i servicelo-
ven vil indførelsen af en maksimal beløbsgrænse for, hvor
meget modtageren kan komme til at betale for det kommu-
nale tilbud om en madserviceordning, ikke ske på bekost-
ning af valgfriheden og mangfoldigheden i tilbuddene eller
på bekostning af selve ydelsens kvalitet.
Formålet med § 189 er således, at der også efter barnets
lov vil være hjemmel til opkrævning af betaling for persona-
leomkostninger til madserviceordninger efter den foreslåede
§ 90, stk. 1, nr. 1, og til hjælp efter den foreslåede § 90,
nr. 1 og 2, hvis borgeren ikke samtidig modtager hjælp efter
de foreslåede §§ 86 og 87. Det er derudover formålet, at
der også efter barnets lov vil blive givet bemyndigelse til
social- og ældreministeren til at kunne fastsætte nærmere
regler om betalingen for tilbud efter de foreslåede § 90,
stk. 1, nr. 1-3, og servicelovens § 83 a til børn og unge
og beregnings- og indkomstgrundlag for betalingen af disse
tilbud samt regler om modtagerens maksimale egenbetaling
for madservice efter den foreslåede § 90, stk. 1, nr. 1, til
børn og unge, herunder om regulering af egenbetalingen.
Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materi-
elle ændringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås
opdelingen i stykker ændret som konsekvens af ressortom-
lægning ved kongelig resolution af 21. januar 2021, der
overførte ressortansvaret for sager vedrørende ældreområdet
til social- og ældreministeren.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 190
Det fremgår af § 164 i serviceloven, at kommunalbestyrel-
sen træffer afgørelse om tilbagebetaling, når en person mod
bedre vidende har undladt at give oplysninger som krævet
efter retssikkerhedsloven, eller når en person mod bedre
vidende uberettiget har modtaget hjælp efter serviceloven.
Det foreslås med bestemmelsen i § 190, nr. 1 og 2, at
kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilbagebetaling,
når en person mod bedre vidende har undladt at give oplys-
ninger som krævet efter retssikkerhedsloven, eller når en
person mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp
efter barnets lov.
459
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 164 i serviceloven, afgrænset til mål-
grupperne for barnets lov.
Med bestemmelsen foreslås en ubetinget tilbagebetalings-
pligt for den, der mod bedre vidende uberettiget har modta-
get ydelser efter lovforslaget, hvorefter den der modtog so-
cial bistand, vil have pligt til at underrette om forandringer i
sine forhold, der kan medføre, at hjælpen indskrænkes eller
ophører. Dette er i overensstemmelse med forarbejderne til §
164 i serviceloven, jf. Folketingstidende 1972-73, tillæg A,
spalte 3618.
Med de foreslåede bestemmelser i nr. 1 og 2, vil der blive
givet hjemmel til kommunalbestyrelsen til at træffe afgørel-
se om tilbagebetaling, når en person mod bedre vidende har
undladt at give oplysninger som krævet efter retssikkerheds-
loven, eller når en person mod bedre vidende uberettiget har
modtaget hjælp efter barnets lov.
Formålet med § 190 er således, at der vil være hjemmel til,
at kommunalbestyrelsen vil kunne træffe afgørelse om tilba-
gebetaling, når en person mod bedre vidende har undladt
at give oplysninger som krævet efter retssikkerhedsloven,
eller når en person mod bedre vidende uberettiget har mod-
taget hjælp efter barnets lov. Der er ikke med de foreslåede
bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gæl-
dende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 191
Det fremgår af § 165, stk. 1, i serviceloven, at tilbagebeta-
lingsbeløbet efter § 164 opkræves af kommunen efter regler
fastsat af social- og ældreministeren i samråd med skattemi-
nisteren. Det fremgår videre, at det herunder kan fastsættes,
at en betalingsaftale bortfalder, hvis skyldneren trods påkrav
udebliver med ydelser.
Bekendtgørelse nr. 330 af 27. marts 2017 om kommunalbe-
styrelsens opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om
social service er udstedt i medfør af § 165, stk. 1, i service-
loven. Bekendtgørelsen regulerer de nærmere regler om op-
krævningen af tilbagebetalingspligtige ydelser, hvornår der
sker bortfald af et tilbagebetalingskrav, overdragelse af krav
til restanceinddrivelsesmyndigheden mv.
Det fremgår af § 165, stk. 2, i serviceloven, at tilbagebe-
talingskravet bortfalder, når der er gået fem år efter hjæl-
pens ophør, uden at der har været økonomisk mulighed for
at gennemgøre kravet. Dette finder dog ikke anvendelse
fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet,
hvis tilbagebetalingskravet overdrages til en restanceinddri-
velsesmyndighed. Fra modtagelsen finder i stedet forældel-
sesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1238 af 9. november
2015, anvendelse, idet forældelse dog tidligst indtræder tre
år efter tilbagebetalingskravets modtagelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk. 7, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse
nr. 29 af 12. januar 2015 som ændret ved lov nr. 551 af 29.
maj 2018, jf. lov nr. 1110 af 13. november 2019, jf. § 165,
stk. 2, 3. pkt. Hvis tilbagebetalingskravet tilbagesendes til
kommunen, finder reglen i § 165, stk. 2, 1. pkt., om bortfald
fem år efter hjælpens ophør på ny anvendelse.
Det foreslås med stk. 1, at tilbagebetalingsbeløbet efter lov-
forslagets § 190 opkræves af kommunen.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
sproglige ændringer af § 165, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven,
idet bemyndigelsen foreslås fastsat i et særskilt stykke.
Med den foreslåede bestemmelse i § 191, stk. 1, vil kommu-
nen få hjemmel til at opkræve de ydelser, der efter lovforsla-
gets § 190 er tilbagebetalingspligtige.
Det foreslås med stk. 2, at tilbagebetalingskravet bortfalder,
når der er gået fem år efter hjælpens ophør, uden at der har
været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 165, stk. 2, 1. pkt., i serviceloven.
Det foreslås med stk. 3, at hvis tilbagebetalingskravet over-
drages til restanceinddrivelsesmyndigheden, finder den fore-
slåede bestemmelse i stk. 2 ikke anvendelse fra restan-
ceinddrivelses-myndighedens modtagelse af kravet. Hvis
restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesender tilbagebeta-
lingskravet til kommunen, finder den foreslåede bestemmel-
se i stk. 2 anvendelse på ny.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af §
165, stk. 2, 2. og 4. pkt., i serviceloven.
Tilbagebetalingspligten er nærmere reguleret ved bekendt-
gørelse nr. 330 af 27. marts 2017 om kommunalbestyrelsens
opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om social ser-
vice. Disse regler foreslås fortsat fastsat med hjemmel i
den i § 191, stk. 5, foreslåede bestemmelse. Der forventes,
således at ske en videreførelse af reglerne i § 9 i bekendtgø-
relsen, hvoraf fremgår, at hvis en skyldner trods påkrav ikke
overholder en afdragsordning, anses afdragsordningen for
bortfaldet og hele gælden for forfalden, hvorefter fordrings-
haveren træffer afgørelse om, at kravet overdrages til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse. En
misligholdelse skyldes manglende betaling trods mulighed
for at betale.
Er der ikke grundlag for at yde henstand, vil der kunne
fastsættes en afdragsordning. Misligholdes denne, vil kra-
vet blive overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen, finder
bortfaldsreglen på ny anvendelse. Det betyder, at hvis der er
forløbet fem år efter hjælpens ophør, uden at der har været
økonomisk mulighed for at gennemføre kravet, bortfalder
det.
460
Bestemmelsen vil dermed videreføre, hvad der følger af
gældende ret.
Det foreslås med stk. 4, at fra restanceinddrivelsesmyndig-
hedens modtagelse af kravet finder forældelsesloven anven-
delse, idet forældelse dog tidligst indtræder tre år efter til-
bagebetalingskravets modtagelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden, jf. § 18 a, stk. 7, 1. pkt., i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af §
165, stk. 2, 3. pkt., i serviceloven.
I lighed med hvad der gælder efter § 165, stk. 2, i servicelo-
ven, jf. bemærkningerne til lov nr. 551 af 29. maj 2018 om
ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og
forskellige andre love og om ophævelse af lov om forsøg
med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte
grupper (Forenkling af regler om inddrivelse af gæld til
det offentlige m.v. og forældelseshåndtering m.v.), jf. Folke-
tingstidende 2017-18, A, L 226 som fremsat, side 87, vil det
blive lagt til grund, at et tilbagebetalingskrav, efter at det
på grund af misligholdelse af den tilbagebetalingsordning,
hvormed det opkræves, er overdraget til restanceinddrivel-
sesmyndigheden, alene omfattes af forældelsesloven og ikke
længere omfattes af bortfaldsreglen.
Den foreslåede bestemmelse vil desuden ses i sammenhæng
med at det af § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige fremgår, at forældelse af fordringer
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden tid-
ligst indtræder på 3-årsdagen fra fordringens modtagelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Med den foreslåede bestemmelse vil det fra modtagelsen
af tilbagebetalingskravet være forældelsesloven, der finder
anvendelse, idet forældelse dog tidligst indtræder 3 år ef-
ter tilbagebetalingskravets modtagelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden.
Den foreslåede regel er dermed en videreførelse af gældende
ret i barnets lov.
Det foreslås med stk. 5, at social- og ældreministeren i
samråd med skatteministeren fastsætter nærmere regler om
tilbagebetaling efter den foreslåede bestemmelse i § 191,
stk. 1, og det kan herunder fastsættes, at en betalingsaftale
bortfalder, hvis skyldneren trods påkrav udebliver med ydel-
ser.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af §
165, stk. 1, i serviceloven.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 5 vil social- og æl-
dreministeren blive givet bemyndigelse til i samråd med
skatteministeren at fastsætte nærmere regler om tilbagebeta-
ling.
Bemyndigelsen forventes at blive anvendt til at fastsætte de
nærmere regler om tilbagebetaling, herunder at en betalings-
aftale bortfalder, hvis skyldneren trods påkrav udebliver
med ydelser, hvornår en kommune vil kunne overdrage et
krav til en restanceinddrivelsesmyndighed og hvorledes de
tilbagebetalingspligtige ydelser kan opkræves.
Formålet med § 191 er, at der også efter barnets lov vil
være hjemmel for kommunerne til at kunne opkræve tilba-
gebetalingsbeløb efter den foreslåede § 190, og at social-
og ældreministeren gives bemyndigelse til at fastsætte de
nærmere regler om tilbagebetaling og regler om, hvornår til-
bagebetalingskravet bortfalder som følge af forældelse. Der
er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle
ændringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås en-
kelte sproglige ændringer og opdeling i flere stykker med
henblik på at øge læsbarheden
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 192
Det fremgår af § 165 a, stk. 1, i serviceloven, at udbetaling
af ydelser efter bl.a. lovens § 42 om tabt arbejdsfortjene-
ste ophører for personer, som bevidst unddrager sig straffor-
følgning her i landet i tilfælde, hvor den pågældende er
varetægtsfængslet, politiet eftersøger den pågældende med
henblik på varetægtsfængsling, eller der foreligger en vare-
tægtsfængslingskendelse.
Udbetaling af ydelser efter bl.a. lovens § 42 om tabt arbejds-
fortjeneste ophører derudover for personer, som bevidst
unddrager sig straffuldbyrdelse her i landet, hvis den på-
gældende er idømt en ubetinget fængselsstraf eller anden
strafferetslig følge, der indebærer eller giver mulighed for
frihedsberøvelse, jf. § 165 a, stk. 2.
Udbetaling af en bagudbetalt ydelse i de i § 165, stk. 1 og
2, nævnte tilfælde sker med virkning fra det tidspunkt, hvor
personen unddrog sig strafforfølgning eller straffuldbyrdel-
se, jf. § 165 a, stk. 3, 1. pkt., og udbetaling af en forudbetalt
ydelse ophører med virkning for den måned, der følger efter
den måned, hvor den pågældende unddrog sig strafforfølg-
ning eller straffuldbyrdelse, jf. § 165 a, stk. 3, 2. pkt.
Efterfølges en strafforfølgning ikke af en domfældelse, ef-
terbetales den del af ydelsen, der ikke er udbetalt, mens
personen unddrog sig strafforfølgning, jf. § 165 a, stk. 4, 1.
pkt. Ydelsen efterbetales ikke til afdødes bo, hvis personen
afgår ved døden, inden der er afsagt dom i sagen, jf. § 165 a,
stk. 4, 2. pkt.
Det foreslås med stk. 1, at udbetaling af ydelser efter den
foreslåede § 87, ophører for personer, som bevidst unddra-
ger sig strafforfølgning eller straffuldbyrdelse her i landet i
tilfælde, hvor den pågældende enten er varetægtsfængslet,
politiet eftersøger den pågældende med henblik på vare-
tægtsfængsling, der foreligger en varetægtsfængslingsken-
delse, eller den pågældende er idømt en ubetinget fængsels-
461
straf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller
giver mulighed for frihedsberøvelse.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af §
165 a, stk. 1 og 2, i serviceloven.
Med bestemmelsen vil der blive givet hjemmel til, at udbe-
taling af økonomiske tilskud efter den foreslåede § 87 i
barnets lov ophører, hvis en person bevidst unddrager sig
strafforfølgning eller straffuldbyrdelse her i landet. Det vil
dreje sig om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til
personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
m.v. efter den foreslåede § 87.
Hvis ikke der bliver indført hjemmel til at udbetalingen af
økonomiske tilskud efter den foreslåede § 87 kunne ophø-
re, vil de økonomiske tilskud fortsat kunne blive udbetalt
til de personer, der bevidst unddrager sig strafforfølgning
eller straffuldbyrdelse, hvis de øvrige betingelser herfor er
opfyldt.
Det foreslås med stk. 2, at udbetaling af en bagudbetalt ydel-
se i tilfælde omfattet af forslagets § 192, stk. 1, vil ophøre
med virkning fra det tidspunkt, hvor personen unddrog sig
strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, og at udbetaling af
en forudbetalt ydelse i tilfælde omfattet af forslagets § 192,
stk. 1, vil ophøre med virkning for den måned, der følger
efter den måned, hvor den pågældende unddrog sig straffor-
følgning eller straffuldbyrdelse.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af §
165 a, stk. 3, i serviceloven.
Med bestemmelsen vil det blive fastsat, hvornår ophøret
af udbetalingen af henholdsvis bagudbetalt og forudbetalt
ydelse ville skulle ske med virkning fra. Ophøret af en
bagudbetalt ydelse vil ske med virkning fra det tidspunkt,
hvor personen unddrog sig strafforfølgningen eller straffuld-
byrdelsen. Ophøret af en forudbetalt ydelse vil skulle ske
med virkning for måneden efter unddragelsestidspunktet.
Det foreslås med stk. 3, at såfremt strafforfølgning som
nævnt i forslagets § 192, stk. 1, ikke efterfølges af en
domfældelse, vil den del af ydelsen, der ikke er udbetalt,
mens personen unddrog sig strafforfølgning, blive efterbe-
talt. Ydelsen vil dog ikke blive efterbetalt til afdødes bo,
hvis personen afgår ved døden, inden der er afsagt dom i
sagen.
De foreslåede bestemmelser er således en videreførelse af §
165 a, stk. 4, i serviceloven.
Med bestemmelsen vil der ske efterbetaling af den del af
ydelsen, som ikke blev udbetalt, mens personen unddrog sig
strafforfølgning, såfremt strafforfølgningen ikke ender med
en domfældelse.
Bestemmelsen vil svare til de gældende regler om efterbeta-
ling af pension i situationer, hvor en afgørelse om varetægt
ikke efterfølges af en domfældelse.
Det foreslås, at der ikke i unddragelsessituationen vil skul-
le ske efterbetaling af ydelsen til afdødes bo, hvis den på-
gældende afgår ved døden, inden der er afsagt dom i sag-
en. Hermed undgås det, at en person ved fortsat unddragelse
af strafforfølgning indtil sin død ”kan foretage opsparing” til
boet af en ydelse, der ikke har været udbetalt på grund af
unddragelsen.
Formålet med § 192 er, at der i barnets lov indføres hjem-
mel til at hindre udbetalingen af økonomiske tilskud efter
den foreslåede § 87, såfremt en person bevidst unddrager
sig strafforfølgning eller straffuldbyrdelse her i landet. De
foreslåede bestemmelser i § 192 er således en videreførelse
af de dele af § 165 a i serviceloven, der er relevante for
de ydelser, der med dette lovforslag vil kunne ydes efter
barnets lov. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser
tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, idet
stykkerne dog er blevet samlet for at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 193
Det fremgår af § 165 b i serviceloven, at politiet eller krimi-
nalforsorgen skal underrette kommunen om unddragelsen,
når myndigheden får formodning om, at en person, der be-
vidst unddrager sig strafforfølgning, jf. § 165 a, stk. 1, eller
straffuldbyrdelse her i landet, jf. § 165 a, stk. 2, samtidig
modtager ydelser, som er omfattet af § 165 a, stk. 1 og 2,
herunder tabt arbejdsfortjeneste efter § 42 og kontant tilskud
efter § 95, stk. 2.
Det foreslås med bestemmelsen i § 193, at politiet eller
kriminalforsorgen skal underrette kommunen om unddragel-
sen, når myndigheden får formodning om, at en person, der
bevidst unddrager sig strafforfølgning, eller straffuldbyrdel-
se her i landet, jf. § 192, stk. 1, samtidig modtager ydelser,
som er omfattet af § 192, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af
§ 165 b i serviceloven med de nødvendige konsekvensæn-
dringer som følge af de foreslåede redaktionelle ændringer i
forslagets § 192 i forhold til den gældende bestemmelse i §
165 a.
Politiet eller kriminalforsorgen vil med den foreslåede be-
stemmelse få pligt til at underrette kommunen om unddra-
gelsen, når de får en formodning om, at den person, der be-
vidst unddrager sig strafforfølgning eller straffuldbyrdelse,
samtidig modtager de ydelser, der er nævnt i den foreslåede
§ 192 i dette lovforslag, dvs. tabt arbejdsfortjeneste efter den
foreslåede § 87.
Formålet med den foreslåede § 193 er, at politiet og kri-
minalforsorgen også efter barnets lov vil have pligt til at
underrette en kommune, såfremt der er en formodning om,
462
at en person, der bevidst unddrager sig strafforfølgning el-
ler straffuldbyrdelse, også modtager sociale ydelser efter
barnets lov, således at udbetalingen af ydelserne kan ophøre
efter den foreslåede § 192. Der er ikke med den foreslåede
bestemmelse tiltænkt materielle ændringer i forhold til gæl-
dende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 194
Det fremgår af § 173 i serviceloven, at kommunen endeligt
afholder udgifterne efter serviceloven. Kommunerne har det
fulde myndigheds- og finansieringsansvar for sociale tilbud.
I nogle tilfælde kan kommunen helt eller delvist opkræve
en egenbetaling for opholdet eller ydelsen hos borgeren. Der
henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 186.
Det foreslås med bestemmelsen i § 194, at kommunen skal
afholde udgifterne endeligt efter barnets lov.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændring af § 173 i serviceloven, afgrænset til målgrup-
perne for barnets lov, for så vidt angår de ydelser, der i
dag er hjemlede i serviceloven, og som foreslås videreført i
barnets lov.
Med den foreslåede bestemmelse vil det dermed fortsat væ-
re kommunerne, der har det fulde myndigheds- og finansie-
ringsansvar for sociale tilbud.
Ligeledes vil kommunen i nogle tilfælde kunne opkræve
helt eller delvist en egenbetaling for et ophold eller en ydel-
se hos borgeren efter den foreslåede bestemmelse i § 186.
Formålet med § 194 er at fastlægge, hvem der endeligt
afholder udgifterne efter barnets lov. Der er ikke med den
foreslåede bestemmelse tiltænkt materielle ændringer i for-
hold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 195
Det fremgår af § 174, stk. 1, i serviceloven, at den kommu-
nale, regionale eller private leverandør fastsætter vejleden-
de takster for ydelser og tilbud efter serviceloven, jf. dog
§ 174, stk. 3. Det fremgår videre, at taksterne fastsættes
på baggrund af samtlige budgetterede, direkte og indirekte
langsigtede omkostninger ved levering af ydelsen eller drift
af tilbuddet.
Hvis en kommune anvender en anden kommunes eller en
regions tilbud efter serviceloven, skal krav om betaling her-
for på baggrund af den beregnede takst, jf. § 174, stk. 1,
være fremsat, senest 12 måneder efter at hjælpen er ydet, jf.
servicelovens § 174, stk. 2.
Efter § 174, stk. 3, fastsætter social- og ældreministeren
regler om takstberegningen, herunder om grundlaget for be-
regningen, om hvilke ydelser og tilbud efter serviceloven,
og hvilken sundhedsfaglig behandling efter sundhedsloven,
der er omfattet af § 174, stk. 1, og om, hvornår stk. 1 kan
fraviges.
Social- og ældreministeren kan efter § 174, stk. 4, i service-
loven, fastsætte regler om principperne for kommunernes
finansiering af de mest specialiserede lands- og landsdels-
dækkende tilbud.
Social- og ældreministeren kan efter § 174, stk. 5, i service-
loven, fastsætte regler om kommunernes finansiering af op-
hold i sikrede døgninstitutioner efter servicelovens § 63 b,
stk. 2, nr. 4-7, for børn og unge uden lovligt ophold her i
landet.
Social- og ældreministeren kan efter § 174, stk. 6, i service-
loven, fastsætte regler om opkrævning af en fast takst hos
kommunerne, når unge under 18 år har ophold i Kriminal-
forsorgens institutioner.
Det foreslås med stk. 1, at den kommunale, regionale eller
private leverandør fastsætter vejledende takster for ydelser
og tilbud efter barnets lov, jf. dog forslagets § 195, stk. 3,
nr. 1. Det foreslås videre, at taksterne fastsættes på baggrund
af samtlige budgetterede, direkte og indirekte langsigtede
omkostninger ved levering af ydelsen eller drift af tilbuddet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændring af § 174, stk. 1, i serviceloven, afgrænset til
målgrupperne for barnets lov.
Bestemmelsen vil omfatte både kommunale, regionale og
private leverandører og taksterne vil være vejledende, hvil-
ket vil være i overensstemmelse med forarbejderne til ser-
vicelovens § 174, stk. 1, jf. bemærkningerne til lov nr. 722
af 25. juni 2014 om ændring af om ændring af lov om
social service, lov om retssikkerhed og administration på
det sociale område og forskellige andre love (Opfølgning
på evaluering af kommunalreformen vedrørende det mest
specialiserede socialområde og den mest specialiserede spe-
cialundervisning m.v.), jf. Folketingstidende 2013-14, A L
165 som fremsat, side 20.
Den beregnede og offentliggjorte takst for en ydelse vil
således ikke nødvendigvis være identisk med den pris, kom-
munen kom til at betale for ydelsen. Taksterne vil skulle
fungere som en del af sammenligningsgrundlaget, når en
kommune skal vælge, hvor den vil købe en konkret ydelse,
og det vil være taksten, kommunen og leverandøren tager
udgangspunkt i, når der skal forhandles og indgås konkret
aftale om nærmere specifikation af ydelsen samt om prisen
for ydelsen.
Der vil skulle fastsættes takster for alle de omfattede ydelser
uanset, om det f.eks. drejer sig om en kommunal leverandør,
der alene leverer ydelsen til den pågældende kommune selv
som myndighedskommune.
463
Taksterne vil skulle blive offentliggjort som efter gældende
regler, der fremgår af bekendtgørelse om Tilbudsportalen.
Taksterne vil skulle beregnes på baggrund af samtlige direk-
te og indirekte omkostninger ved levering af ydelsen.
Det foreslås med stk. 2, at anvender en kommune en anden
kommunes eller en regions tilbud efter barnets lov, skal krav
om betaling herfor på baggrund af den beregnede takst, jf.
forslagets § 195, stk. 1, være fremsat senest 12 måneder
efter, at hjælpen er ydet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 174, stk. 2, i serviceloven, afgrænset
til målgrupperne for barnets lov.
Med den foreslåede bestemmelse vil der blive fastsat en
frist for at fremsætte krav om betaling, såfremt en kommune
anvender en anden kommunes eller regions tilbud.
Dette er i tråd med gældende ret, idet det af forarbejderne til
§ 174, stk. 2, i serviceloven, jf. bemærkningerne til lov nr.
596 af 18. juni 2012 om ændring af lov om social service og
lov om retssikkerhed og administration på det sociale områ-
de (Inddragelse af faglige og økonomiske hensyn, fastsættel-
se af serviceniveauer, refusion for særligt dyre enkeltsager,
afregningsfrister og opprioritering af juridisk sagkyndige i
de sociale nævn m.v.), jf. Folketingstidende 2011-12, tillæg
A, side 10, fremgår, at bestemmelsen skal bevirke, at kom-
munerne undgår, at der fremsendes uforudsete regninger fle-
re år efter at hjælpen er ydet.
Det foreslås med stk. 3, at social- og ældreministeren fast-
sætter regler om: 1) Takstberegningen, herunder om grund-
laget for beregningen, om hvilke ydelser og tilbud efter
loven og hvilken sundhedsfaglig behandling efter sundheds-
loven, der er omfattet af lovforslagets § 195, stk. 1, og om
hvornår forslagets § 195, stk. 1, kan fraviges, 2) principper-
ne for kommunernes finansiering af de mest specialiserede
lands- og landsdelsdækkende tilbud, 3) om kommunernes
finansiering af ophold i sikrede døgninstitutioner efter den
foreslåede § 62, stk. 2, nr. 4, for børn og unge uden lovligt
ophold her i landet og 4) om opkrævning af en fast takst
hos kommunerne, når unge under 18 år har ophold i Krimi-
nalforsorgens institutioner.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 174, stk. 3-6, i serviceloven, afgrænset
til målgrupperne for barnets lov.
Det foreslås med stk. 3, nr. 1, at social- og ældreministeren
fastsætter regler om takstberegningen, herunder om grundla-
get for beregningen, om hvilke ydelser og tilbud efter loven
og hvilken sundhedsfaglig behandling efter sundhedsloven,
der er omfattet af forslagets § 195, stk. 1, og om hvornår
forslagets § 195, stk. 1, kan fraviges.
I overensstemmelse med forarbejderne til § 174, stk. 3, i ser-
viceloven, forventes bemyndigelsen anvendt til at fastsætte
regler om, at taksterne beregnes for et år ad gangen på
grundlag af samtlige direkte og indirekte omkostninger ved
levering af ydelsen, jf. lov nr. 722 af 25. juni 2014 om
ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område og forskellige andre
love (Opfølgning på evaluering af kommunalreformen ved-
rørende det mest specialiserede socialområde og den mest
specialiserede specialundervisning m.v.), jf. Folketingstiden-
de 2013-14, A L 165 som fremsat, side 20.
Det forventes videre i overensstemmelse med forarbejderne
til § 174, stk. 3, i serviceloven fastsat, at der vil skulle
beregnes takster for nærmere bestemte typer af ydelser efter
barnets lov, uanset om de leveres af private, kommunale
eller regionale leverandører.
Listen over ydelser, der vil skulle takstfastsættes vil i over-
ensstemmelse med forarbejderne kunne udvides eller ind-
skrænkes.
Det forventes også, at bemyndigelsen vil blive anvendt til, at
social- og ældreministeren vil fastsætte nærmere regler om,
hvornår udgangspunktet om beregning af vejledende takster
for enkeltydelser kan fraviges, hvilket er i overensstemmel-
se med gældende ret, jf. forarbejderne til § 174, stk. 3, i
serviceloven, jf. Folketingstidende 2013-14, A L 165 som
fremsat, side 21.
Det betyder, at der i overensstemmelse med forarbejderne
vil kunne blive fastsat regler om, hvornår og hvordan private
og offentlige driftsherrer kan indgå aftaler om f.eks. frivil-
lige abonnementsordninger eller andre former for fleksible
finansieringsordninger, hvor der ikke er en direkte sammen-
hæng mellem en leveret ydelse og den pris, myndigheds-
kommunen betaler.
Det forventes videre i overensstemmelse med forarbejderne
til servicelovens § 174, stk. 3, at bemyndigelsen vil blive
anvendt til, at social- og ældreministeren vil fastsætte reg-
ler om, at udgifter til sundhedsfaglig behandling efter sund-
hedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 903 af 26. august 2018
som senest ændret ved lov nr. 292 af 27. februar 2021, kan
indregnes i taksterne for tilbud efter barnets lov, jf. lov nr.
2394 af 14. december 2021 om ændring af lov om retssik-
kerhed og administration på det sociale område, lov om so-
cial service og lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet
(Forenkling og præcisering af regler om finansiering, mel-
lemkommunal refusion og satsregulering m.v.), jf. .). Der
henvises til Folketingstidende 2021-2022, tillæg A, L 27
som fremsat, side 25 ff.
Det vil medføre den uhensigtsmæssige konsekvens, hvis ud-
gifter til visse former for sundhedsfaglig behandling, der
ydes som led i opholdet på et tilbud efter barnets lov, ik-
ke kan indgå i beregningen for taksterne for tilbuddet, at
kommuner, der opretter et specialiseret tilbud efter service-
loven inden for kommunegrænsen, belastes uforholdsmæs-
sigt økonomisk i form af at have betalingsforpligtelsen for
sundhedsydelser for borgere, der er visiteret til tilbuddet af
464
en anden kommune. Dette er ifølge forarbejderne til loven i
overensstemmelse med gældende ret.
Sundhedsfaglig behandling skal forstås i overensstemmelse
med sundhedslovens § 5 og omfatter undersøgelse, diagno-
sticering, sygdomsbehandling, fødselshjælp, genoptræning,
sundhedsfaglig pleje samt forebyggelse og sundhedsfremme
i forhold til den enkelte patient, jf. forarbejderne til § 174,
stk. 3, i lov nr. nr. 2394 af 14. december 2021 om ændring
af lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område, lov om social service og lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet (Forenkling og præcisering af regler
om finansiering, mellemkommunal refusion og satsregule-
ring m.v.).
Det forventes i overensstemmelse med forarbejderne, at be-
myndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler om,
at omkostninger til visse former for sundhedsfaglig behand-
ling, der ydes af tilbuddet til borgere som led i opholdet på
tilbuddet kan indregnes i taksten for tilbuddet efter service-
lovens § 174, stk. 1. Det vil således alene være sundheds-
faglig behandling, der ydes af tilbuddet selv, der vil skulle
indregnes.
Bemyndigelsen forventes heller ikke i overensstemmelse
med forarbejderne anvendt til at fastsætte regler om, at
udgifter til kommunale sundhedsydelser (behandlinger), der
ydes efter sundhedsloven kan indregnes i taksterne for tilbud
efter serviceloven.
Det foreslås med stk. 3, nr. 2, at social- og ældreministeren
fastsætter regler om principperne for kommunernes finansie-
ring af de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende
tilbud.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
174, stk. 4, foreslås det med bestemmelsen fastslået, at
der skal fastsættes nærmere principper for betalingen af de
lands- og landsdelsdækkende tilbud, jf. lov nr. 573 af 24.
juni 2005 om ændring af lov om social service, lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område og
forskellige andre love (Opfølgning på evaluering af kommu-
nalreformen vedrørende det mest specialiserede socialområ-
de og den mest specialiserede specialundervisning m.v.)
Den særlige regulering skyldes i overensstemmelse med for-
arbejderne dels, at disse tilbud ville blive anvendt tværregio-
nalt, hvorfor takstreguleringen ikke kan ske i den enkelte
regions rammeaftale, dels at der er tale om meget speciali-
serede tilbud, som kommunerne ikke umiddelbart kan sub-
stituere med egne eller private tilbud. Taksterne vil derfor
afspejle en fælles kommunal interesse.
Social- og ældreministeren vil skulle fastsætte finansierings-
principperne for de lands- og landsdelsdækkende tilbud, her-
under for ophold i sikrede afdelinger. Kommunerne skal
som hovedregel betale en takst for brug af tilbuddene, og
bekendtgørelsen forventes at ville indeholde regler om en
objektiv finansieret andel af tilbuddenes udgifter, som vil
reducere den takst, kommunerne skal betale, hvilket er i
overensstemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne til lov
nr. 573 af 24. juni 2005.
Som angivet i forarbejderne vil udgifterne skulle fordeles
ud over taksten mellem alle kommuner, efter enten folketal
eller antallet af 0–6 årige.
I overensstemmelse med forarbejderne er der særligt med
hensyn til de sikrede afdelinger forskelligartet finansiering
af driftsudgifterne efter grundlaget for opholdet i den sikre-
de afdeling. Ophold der alene hviler på serviceloven vil
skulle finansieres som øvrige døgnophold for børn og un-
ge, og øvrige ophold vil skulle fordeles efter de gældende
regler mellem kommuner og amter efter objektive kriterier,
hvilket også er i overensstemmelse med forarbejderne. Det
forventes ligeledes i overensstemmelse med forarbejderne,
at der vil blive fastsat regler om, at finansieringen af de
løbende driftsudgifter videreføres med hensyn til den objek-
tive finansiering.
Det foreslås med stk. 3, nr. 3, at social- og ældreministeren
fastsætter regler om kommunernes finansiering af ophold i
sikrede døgninstitutioner efter den foreslåede § 62, stk. 2, nr.
4, for børn og unge uden lovligt ophold her i landet.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
174, stk. 5, foreslås der fastsat, hvad der vil skulle gælde for
kommunernes finansiering af ophold i sikrede døgninstituti-
oner for børn og unge uden lovligt ophold efter magtanven-
delsesbekendtgørelsens § 30, stk. 1, nr. 4-6, jf. forarbejderne
til lov nr. 1543 af 13. december 2016 om ændring af lov
om social service, lov om retssikkerhed og administration
på det sociale område og lov om voksenansvar for anbragte
børn og unge (Fremtidsfuldmagter på det sociale område
m.v.). Det vil desuden i overensstemmelse med forarbejder-
ne skulle fastsættes, at ophold for unge uden lovligt ophold
finansieres ved objektiv finansiering.
Det forventes i overensstemmelse med forarbejderne, at be-
myndigelses-bestemmelsen vil blive udmøntet ved fastsæt-
telse af regler i den gældende takstbekendtgørelse. Reglerne
forventes fastsat således, at udgifter vedrørende ophold i
sikrede institutioner for udenlandske børn og unge uden
lovligt ophold fordeles mellem alle landets kommuner efter
antallet af 15-17-årige, der bor i de enkelte kommuner pr. 1.
januar i året forud for regnskabsåret.
Det foreslås med stk. 3, nr. 4, at social- og ældreministeren
fastsætter regler om opkrævning af en fast takst hos kommu-
nerne, når unge under 18 år har ophold i Kriminalforsorgens
institutioner.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
174, stk. 6, til lov nr. 627 af 11. juni 2010, vil den enkelte
kommune skulle betale en fast takst, når unge under 18 år
fra kommunen opholder sig på sikrede afdelinger eller på
Kriminalforsorgens institutioner for at sikre, at kommuner-
ne griber ind så tidligt som muligt, hvis en ung udvikler
sig i kriminel retning, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg
A, side 7. En kommunal egenbetaling, der er højere end
465
taksten for en åben institution, vil i overensstemmelse med
forarbejderne samtidig tilskynde kommunerne til hurtigt at
finde en plads til kriminelle unge, som skal afsone en dom
på en åben institution. Det vil bidrage til at afhjælpe flaske-
halsproblemer og nedbringe ventetiden på de sikrede institu-
tioner.
I overensstemmelse med forarbejderne vil taksten skulle
fastsættes uafhængigt af de faktiske udgifter til den unges
ophold i hhv. Kriminalforsorgens institutioner og på de si-
krede afdelinger.
Det betyder, at kommunerne også fremover finansierer en
del af opholdet i sikrede afdelinger i fællesskab, idet kom-
munerne betaler differencen mellem den enkelte kommunes
egenbetaling og de faktiske udgifter via objektiv finansie-
ring.
Udgifter ud over den faste takst på sikrede afdelinger, finan-
sieres i overensstemmelse med forarbejderne via objektiv
finansiering, hvor kommunerne betaler i forhold til antallet
af 15-17-årige i kommunen.
Med den foreslåede bestemmelse i § 195, stk. 3, nr. 4, får
social- og ældreministeren hjemmel til at kunne fastsætte
regler om opkrævning af en fast takst hos kommunerne, når
børn og unge under 18 år opholder sig i Kriminalforsorgens
institutioner.
Det bliver hermed muligt at fastsætte en fast takst for børn
og unges ophold, uanset om de opholder sig på sikrede
afdelinger eller i Kriminalforsorgens regi.
Formålet med § 195 er, at det også efter barnets lov vil væ-
re fastsat, hvordan vejledende takster for ydelser og tilbud
efter barnets lov fastsættes, og at der vil være krav om beta-
ling for anvendelse af en anden kommunes eller regions til-
bud. Det er samtidig formålet, at social- og ældreministeren
også efter barnets lov vil blive givet bemyndigelse til at fast-
sætte de nærmere regler om takstberegning, principper for
kommunernes finansiering af de mest specialiserede lands-
og landsdelsdækkende tilbud, kommunernes finansiering af
ophold i sikrede døgninstitutioner efter den foreslåede § 62,
stk. 2, nr. 4, og opkrævning af en fast takst hos kommuner-
ne, når unge under 18 år har ophold i Kriminalforsorgens
institutioner. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse
tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men
dog foreslås enkelte sproglige ændringer og samling af styk-
kerne med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 196
Det fremgår af § 175 i serviceloven, at staten afholder udgif-
terne til den nationale videns- og specialiseringsrådgivnings-
organisation.
Det foreslås med bestemmelsen i § 196, at staten afholder
udgifterne til den nationale videns- og specialiseringsrådgiv-
ningsorganisation.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændring af § 175 i serviceloven, afgrænset til målgrup-
perne for barnets lov.
Med den foreslåede bestemmelse vil det også efter bar-
nets lov blive fastsat, at staten skal afholde udgifterne
til nationale videns- og specialiseringsrådgivningsorganisati-
on. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagets
§§ 165-172 vedrørende den nationale videns- og specialråd-
givningsorganisation.
Formålet med § 196 er således at fastsætte i barnets lov, at
staten skal afholde udgifterne til den nationale videns- og
specialiseringsrådgivningsorganisation.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 197
Det fremgår af § 55, stk. 4, i serviceloven, at kommunalbe-
styrelsen godtgør udgifter til kost og logi i forbindelse med
formidlet døgnophold for børn og unge, når opholdet ikke er
omfattet af takstfinansiering, jf. § 174, stk. 1.
For det første og andet barn eller ung placeret på samme
sted udgør godtgørelsen 193 kr. pr. døgn pr. barn under
10 år og 206 kr. pr. døgn pr. barn eller ung over 10 år
(2021-niveau). For tredje barn eller ung og derover placeret
på samme sted udgør godtgørelsen 177 kr. pr. døgn pr. barn
eller ung (2021-niveau) uanset barnets eller den unges alder.
Kommunalbestyrelsen godtgør udgifter til kost og logi i for-
bindelse med, at kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse
om anbringelse af barnet eller den unge på et anbringelses-
sted efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7, når opholdet ikke
er omfattet af takstfinansiering, jf. servicelovens § 174, stk.
1.
Det foreslås med bestemmelsen i § 197 at kommunalbesty-
relsen skal godtgøre udgifter til kost og logi i forbindelse
med, at kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om an-
bringelse af barnet eller den unge på et anbringelsessted
efter lovforslagets § 46, når opholdet ikke er omfattet af
takstfinansiering, jf. den foreslåede § 195. Det foreslås end-
videre med bestemmelsen, at fastsætte godtgørelsen af ud-
gifterne for første og andet barn eller ung placeret samme
sted til 193 kr. pr. døgn pr. barn under 10 år og 206 kr.
pr. døgn pr. barn eller ung over 10 år (2021-niveau) samt
fastsætte godtgørelsen for tredje barn eller ung og derover
placeret samme sted til 177 kr. pr. døgn pr. barn eller ung
(2021-niveau) uanset barnets eller den unges alder.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse uden æn-
dringer af § 55, stk. 4, i serviceloven.
Ved formidlet døgnophold forstås således i overensstemmel-
se med forarbejderne til § 55, stk. 4, i serviceloven ophold,
466
hvor kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om anbrin-
gelse, aflastning m.v. Børn og unge, der er i døgnophold i
privat familiepleje, vil således ikke være omfattet af bestem-
melsen, idet der ikke er tale om en kommunalt iværksat
hjælpeforanstaltning, men en aftale mellem forældremyn-
dighedsindehaveren og den private familiepleje, jf. Folke-
tingstidende 2015-16, A, L 163 som fremsat, side 13-14.
Med bestemmelsen vil det i § 197, 2. og 3. pkt., blive fast-
sat, at godtgørelsen af udgifterne for første og andet barn
eller ung placeret samme sted til 193 kr. pr. døgn pr. barn
under 10 år og 206 kr. pr. døgn pr. barn eller ung over 10
år (2021-niveau) samt fastsætte godtgørelsen for tredje barn
eller ung og derover placeret samme sted til 177 kr. pr. døgn
pr. barn eller ung (2021-niveau) uanset barnets eller den
unges alder.
De foreslåede satser i § 197, 2. og 3. pkt., er beregnet på
baggrund af de gældende satser for godtgørelse for kost og
logi, der efter den foreslåede § 204, stk. 1, vil blive reguleret
en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten,
jf. lov om satsreguleringsprocenten.
Formålet med § 197 er, at der også i barnets lov sikres en
udtrykkelig hjemmel til kommunalbestyrelsens godtgørelse
for udgifter til kost og logi i forbindelse med, at kommunal-
bestyrelsen har truffet afgørelse om anbringelse af barnet
eller den unge på et anbringelsessted efter § 46, når ophol-
det ikke er omfattet af takstfinansiering. Der er ikke med
de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i
forhold til gældende ret, men dog foreslås enkelte sproglige
ændringer med henblik på at øge læsbarheden og med hen-
blik på at ensrette begreber.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.1
Til § 198
Det fremgår af § 176, stk. 1, i serviceloven, at i de tilfælde,
hvor udgifterne til hjælp og støtte efter serviceloven for en
person under 67 år i en konkret sag overstiger 850.000 kr.
årligt (2021-niveau), refunderer staten 25 pct. af den del af
kommunens udgifter, som ligger over dette beløb. For den
del af udgifterne, der overstiger 1.660.000 kr. årligt (2021-
niveau), udgør statsrefusionen 50 pct., og for den del af
udgifterne, der overstiger 2.090.000 kr. årligt (2021-niveau),
udgør statsrefusionen 75 pct.
Fra 1. januar 2007 samledes myndighedsansvaret, forsy-
ningsansvaret i forhold til borgeren og finansieringsansva-
ret for tilbud og ydelser efter serviceloven i kommuner-
ne. Amtskommunerne blev nedlagt, og de nye regioner kom
til og fik i forhold til kommunerne et leverandøransvar, der
omfatter nogle af de opgaver, som amtskommunerne hidtil
havde varetaget.
Som en del af den ændrede opgavefordeling, hvor kommu-
nerne vil have det fulde finansieringsansvar, blev der indført
en central refusionsordning, der skulle sikre kommunerne
mod meget store udgifter i særligt dyre enkeltsager.
Af servicelovens § 176, stk. 2, fremgår det, at § 176, stk. 1,
finder tilsvarende anvendelse for summen af en kommunes
udgifter til hjælp og støtte efter serviceloven for børn og
unge under 18 år og udgifter til hjælp og støtte efter §§ 76
og 76 a for unge i alderen 18-22 år, når de pågældende børn
og unge tilhører samme husstand.
Det fremgår af § 176, stk. 4, i serviceloven, at social- og æl-
dreministeren kan fastsætte nærmere regler om statsrefusion
efter § 176, stk. 1-3.
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 1, at i de tilfælde,
hvor udgifterne til hjælp og støtte efter loven i en konkret
sag overstiger 850.000 kr. årligt (2021-niveau), refunderer
staten 25 pct. af den del af kommunens udgifter, som ligger
over dette beløb. For den del af udgifterne, der overstiger
1.660.000 kr. årligt (2021-niveau), udgør statsrefusionen 50
pct. For den del af udgifterne, der overstiger 2.090.000
kr. årligt (2021-niveau), udgør statsrefusionen 75 pct. Det
foreslås videre, at i udgifterne efter 1.-3. pkt. også indgå
kommunens udgifter til foranstaltninger efter lov om social
service, jf. dog stk. 3, og efter § 13, stk. 1, nr. 3-9, og §§
14-17 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af §
176, stk. 1, i serviceloven, med redaktionelle ændringer som
følge af barnets lov.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
176, stk. 1, i lov nr. 573 af 24. juni 2005, foreslås det
med bestemmelsen indført en central refusionsordning, der
vil skulle sikre kommunerne mod meget store udgifter i sær-
ligt dyre enkeltsager, således at der ved nærmere fastsatte
beløbsgrænser vil kunne blive refunderet 25, 50 eller 75 pct.
af udgifterne, jf. Folketingstidende 2004-05, tillæg A, side
2143.
Med det foreslåede 1, vil staten yde refusion efter den
centrale refusionsordning, som vil omfatte udgifter, som
afholdes af kommunen efter barnets lov i særligt dyre en-
keltsager. Ordningen vil indebære, at staten refunderer 25
pct. for den del af kommunens udgifter, som ligger over
850.000 kr. årligt (2021-niveau). For den del af udgiften,
der overstiger 1.660.000 kr. årligt (2021-niveau), refunderer
staten yderligere 25 pct. af udgifterne, svarende til en samlet
statsrefusion på 50 pct. For den del af udgifterne, der over-
stiger 2.090.000 kr. årligt (2021-niveau), refunderer staten
yderligere 25 pct. af udgifterne, svarende til en samlet stats-
refusion på 75 pct.
Bestemmelsen indebærer, i overensstemmelse med forarbej-
derne til servicelovens § 176, stk. 2, 2. pkt., i lov nr. 2394 af
14. december 2021 om ændring af lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område, lov om social service
og lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet (Forenkling
og præcisering af regler om finansiering, mellemkommunal
refusion og satsregulering m.v.), at kommunerne vil kunne
467
medtage de samlede udgifter til et barn eller en ung efter
både barnets lov og de nærmere angivne bestemmelser i
lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, i opgørelsen
af udgifter, som kan omfattes af reglerne om statsrefusion,
jf. Folketingstidende 2021-22, L 27, som fremsat. Det bety-
der også i overensstemmelse med forarbejderne, at kommu-
nernes udgifter til foranstaltninger iværksat efter lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet vil kunne indgå i kom-
munernes opgørelse af udgifter til søskende i den samlede
husstand, når betingelserne herfor er oplyst.
Bestemmelsen indebærer videre, at udgifter efter servicelo-
ven kan indgå i opgørelsen af refusion i særligt dyre enkelt-
sager, jf. dog stk. 3.
En kommune vil dermed kunne sammenlægge alle udgifter
til hjælp og støtte efter denne lov, efter serviceloven og
efter de anførte bestemmelser i lov om bekæmpelse af ung-
domskriminalitet til en søskendeflok i familien, dvs. både
udgifter til forebyggende foranstaltninger i hjemmet og ud-
gifter til anbringelser uden for hjemmet. Bestemmelsen vil
gælde for hjælp og støtte efter loven til søskende under 18
år og for søskende i alderen 18 år til 22 år, der modtager
hjælp og støtte efter §§ 114-116 og 120 eller efter servicelo-
ven. Bestemmelsen foreslås at gælde for søskende i samme
husstand. Forslagene vil være i overensstemmelse med gæl-
dende ret, jf. den foreslåede § 198, stk. 2.
Beløbsgrænserne vil blive reguleret en gang årligt den 1.
januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsregu-
leringsprocent. Beløbsgrænserne for året vil blive afrundet
til nærmeste 10.000 kr.
Det foreslås med stk. 2, at tilhører børn og unge samme
husstand, finder stk. 1, stk. 1, tilsvarende anvendelse for
kommunens samlede udgifter til hjælp og støtte efter loven.
Det foreslåede stk. 2, indebærer, at hvis børn og unge tilhø-
rer samme husstand, finder forslagets § 198, stk. 1, tilsva-
rende anvendelse for kommunens samlede udgifter til hjælp
og støtte efter loven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
176, stk. 2, i lov nr. 1060 af 30. juni 2020, vil refusions-
grænserne ligeledes gælde for en kommunes samlede udgif-
ter til hjælp og støtte efter loven for børn og unge under 18
år og udgifter til hjælp og støtte efter §§ 114-116 og 120 for
unge i alderen 18-22 år, når de pågældende børn og unge
tilhører samme husstand, jf. Folketingstidende 2019-20, A,
L 197 som fremsat, side 7.
En kommune vil i overensstemmelse med forarbejderne
kunne få dækket udgifter til de samlede indsatser til søsken-
de, uanset hvor mange søskende der er i samme husstand, og
uanset hvilken type indsats der er tale om, hvis udgifterne
samlet set overstiger beløbsgrænserne efter forslagets § 198,
stk. 1.
Det foreslås med stk. 3., at kommunens udgifter til hjælp og
støtte efter lov om social service dog ikke indgår i udgifter-
ne efter stk. 1, 1.-3. pkt., hvis kommunen har anmodet om
refusion for udgifterne efter § 176 i lov om social service.
Det foreslås endvidere med bestemmelsen, at der i udgifter-
ne efter forslagets § 198, stk. 2, 1. pkt., indgår også kommu-
nens udgifter til foranstaltninger efter lov om social service
og § 13, stk. 1, nr. 3-9, og §§ 14-17 og 32 i lov om bekæm-
pelse af ungdomskriminalitet, dog ikke, såfremt kommunen
har anmodet om refusion for udgifterne efter § 176 i lov om
social service.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse uden æn-
dring af § 176, stk. 2, i serviceloven, afgrænset til målgrup-
perne for barnets lov, og med redaktionelle ændringer som
følge af, at udgifter særligt i alderen fra 18 til 22 år både vil
kunne ydes efter serviceloven og de foreslåede bestemmel-
ser i kapitel 13 i barnets lov.
Det foreslås med stk. 4, at social- og ældreministeren kan
fastsætte nærmere regler om statsrefusion efter lovforslagets
§ 198, stk. 1-3.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 176, stk. 4, i serviceloven.
Bestemmelsen indebærer at social- og ældreministeren vil
kunne fastsætte nærmere regler om statsrefusionen efter de
foreslåede bestemmelser i stk. 1 og 2, herunder hvilke betin-
gelser der skal være opfyldt for at opnå statsrefusion.
Det er hensigten, at der vil blive fastsat nærmere regler
om, hvilke børn og unge der hører under samme husstand,
herunder til hvilken husstand en kommunes udgifter til børn,
der er anbragt, vil skulle medregnes.
Formålet med den foreslåede § 198 er således, at kommu-
nerne også efter barnets lov kan opnå refusion i særligt
dyre enkeltsager, samt at der vil blive givet bemyndigelse til
social- og ældreministeren til at fastsætte nærmere regler om
statsrefusionen. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser
tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men
dog foreslås enkelte sproglige ændringer med henblik på at
øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 199
Det fremgår af § 177 i serviceloven, at staten refunderer 50
pct. af kommunens udgifter til tilskud efter servicelovens
§ 41 til merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn
under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne, hjælp efter § 42 til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et
barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne m.v., og gratis advokatbistand, jf. §
72.
Det foreslås med bestemmelserne i § 199, nr. 1-3, at sta-
ten refunderer 50 pct. af kommunens udgifter til følgende:
468
1)Tilskud efter den foreslåede § 86 til merudgifter ved for-
sørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og
varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, 2) hjælp ef-
ter den foreslåede § 87 til dækning af tabt arbejdsfortjeneste
til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
m.v. og 3) gratis advokatbistand efter servicelovens § 72.
De foreslåede bestemmelser er således en videreførelse uden
ændring af § 177 i serviceloven, afgrænset til målgrupperne
for barnets lov.
Med de foreslåede bestemmelser vil det blive angivet, hvil-
ke udgifter kommunen vil kunne få refunderet hos staten.
Formålet med § 199 er således, at kommunerne også efter
barnets lov vil kunne få statsrefusion for udgifter til merud-
giftsydelse, tabt arbejdsfortjeneste samt advokatbistand efter
den foreslåede § 140. Der er ikke med de foreslåede bestem-
melser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende
ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 200
Det fremgår af § 179 i serviceloven, at staten yder forskuds-
refusion af en kommunes refusionsberettigede udgifter efter
serviceloven.
Det foreslås med bestemmelsen i § 200, at staten yder for-
skudsrefusion af en kommunes refusionsberettigede udgifter
efter barnets lov.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændring af § 179 i serviceloven, afgrænset til målgrup-
perne for barnets lov.
Med den foreslåede bestemmelse vil det således blive angi-
vet, at refusionen til kommunen vil skulle ydes forud.
Formålet med § 200 er således, at det også i barnets lov
vil blive fastsat, at staten yder forskudsrefusion af en kom-
munes refusionsberettigede udgifter efter barnets lov. Der
er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt materielle
ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 201
Det fremgår af § 180 i serviceloven, at staten afholder udgif-
terne til den uvildige konsulentfunktion efter servicelovens
§ 15.
Det foreslås med bestemmelsen i § 201, at staten afholder
udgifterne til den uvildige konsulentfunktion efter den fore-
slåede § 163.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændring af § 180 i serviceloven, afgrænset til målgrup-
perne for barnets lov.
Formålet med § 201 er således, at det også i barnets lov vil
blive fastsat, hvem der afholder udgifterne til den uvildige
konsulentfunktion efter den foreslåede § 163. Der er ikke
med den foreslåede bestemmelse tiltænkt materielle ændrin-
ger i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 202
Det fremgår af § 180 a, stk. 1, i serviceloven, at staten
refunderer kommunernes udgifter til ydelser efter denne lov,
når udgiften er omfattet af EU-rettens regler om mellem-
statslig refusion, kommunen anmelder krav herom, og staten
modtager den anmeldte refusion fra debitorstatens sociale
sikringsmyndigheder.
Hjemlen til at opkræve mellemstatslig refusion for natural-
ydelser ved sygdom har sin oprindelse i Rådets forordninger
af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsord-
ninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og
deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet,
nr. 1408/71, og Rådets forordning af 21. marts 1972 om
gennemførelse af forordning nr. 1408/71, nr. 574/72. Rådets
forordning nr. 1408/71 er senere ændret ved den nugælden-
de Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 647/2005
af 13. april 2005.
Det fremgår videre af § 180 a, stk. 2, i serviceloven, at
sundhedsministeren efter forhandling med social- og ældre-
ministeren fastsætter regler om den nationale administrative
gennemførelse af mellemstatslig refusion i henhold til EU-
retten. Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af bekendt-
gørelse nr. 564 af 29. april 2015 om refusion af offentlige
sundhedsudgifter og udgifter til visse sociale ydelser i hen-
hold til overenskomster med stater eller til EU-retten.
Det foreslås med stk. 1, at staten refunderer kommunernes
udgifter til ydelser efter barnets lov, når udgiften er omfattet
af EU-rettens regler om mellemstatslig refusion. Kommunen
anmelder krav om refusion til staten, som modtager den
anmeldte refusion fra debitorstatens sociale sikringsmyndig-
heder.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
sproglige ændringer af § 180 a, stk. 1, i serviceloven, af-
grænset til målgrupperne for barnets lov, for at øge læsbar-
heden.
Ved lov nr. 293 af 27. marts 2007 blev der indført hjemmel
til, at kommunerne kan få refusion for deres udgifter til
visse sociale ydelser, som efter EU-retten har karakter af
naturalydelser ved sygdom.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
180 a, stk. 1, vil enhver med lovligt ophold i Danmark have
469
ret til ydelser efter barnets lov, jf. § 1 b, jf. lov nr. 293 af
27. marts 2007 om ændring af lov om social service, lov om
social pension og lov om højeste, mellemste, forhøjet almin-
delig og almindelig førtidspension m.v. (Bemyndigelse til at
fastsætte regler om administration af kommunale krav om
mellemstatslig refusion efter EF-retten m.v.). Det betyder i
overensstemmelse med forarbejderne, at en statsborger fra et
EU/EØS-land/Schweiz under lovligt ophold i Danmark, al-
lerede direkte efter barnets lov vil have ret til de pågældende
(natural)ydelser.
Såfremt en person er socialt sikret i et andet medlemsland
end Danmark, vil den danske kommune kunne søge at få
udgifterne til visse ydelser efter barnets lov refunderet af
den kompetente institution i det land, hvori den pågældende
er forsikret, hvilket er i overensstemmelse med gældende
ret.
Refusionskravet til disse ydelser vil i overensstemmelse
med forarbejderne blive behandlet på samme måde som de
øvrige sundhedsydelser, og kravet vil derfor skulle gøres
gældende via Styrelsen for Patientsikkerhed, International
Sygesikring.
”Naturalydelser ved sygdom” er et fællesskabsretligt be-
greb, som efter EU-domstolens praksis omfatter ydelser, der
har til formål at fremme plejekrævende personers selvstæn-
dighed, med henblik på at forbedre den plejekrævende per-
sons sundhedstilstand og levevilkår, hvilket ifølge forarbej-
derne til lov nr. 293 af 27. marts 2007 er i overensstemmelse
med gældende ret, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A,
side 3276. Der indgår således også visse ydelser efter bar-
nets lov, som i EU-rettens forstand defineres som social
sikring.
Det vil i overensstemmelse med forarbejderne ikke være
afgørende for bedømmelsen heraf, i hvilken lovgivning en
ydelse er beskrevet, men hvilke karakteristika den pågæl-
dende ydelse besidder. Den betegnelse, en ydelse har i natio-
nal lovgivning, vil være uden betydning for vurderingen i
henhold til EU-retten.
I overensstemmelse med forarbejderne vil EU-rettens regler
udpege den stat, en borger betragtes som socialsikret i. Når
en borger midlertidigt eller permanent opholder sig uden
for den stat, hvori han eller hun er sikret, følger det af EU-
rettens principper om ligebehandling og eksport, at denne
borger har ret til at modtage naturalydelser ved sygdom på
samme vilkår, som de borgere, der er sikrede i opholdssta-
ten. Dette vil dog i overensstemmelse med forarbejderne
ikke gælde, hvis der er indgået aftale om at give afkald på
refusionskravene mellem to stater.
EU-retten giver hjemmel til, at de enkelte medlemsstater
kan indgå aftaler om helt eller delvist at give afkald på refu-
sion af udgifter til naturalydelser ved sygdom. Disse aftaler
indgås for Danmarks vedkommende af sundhedsministeren.
Refusionskravene vil i overensstemmelse med forarbejderne
blive ekspederet af medlemsstaternes nationale kontaktor-
gan, som i Danmark er Sundhedsministeriet.
Kommunerne vil i overensstemmelse med forarbejderne
skulle indberette refusionskravene elektronisk til Sundheds-
ministeriet. Sundhedsministeriet vil herefter sende kravene
videre til den udenlandske myndighed, som er ansvarlig for
den borger, der har fået en naturalydelse ved sygdom under
ophold i Danmark. Den udenlandske myndighed vil udbeta-
le refusionen til Sundhedsministeriet, som herefter overfører
beløbet til den kommune, der har haft udgiften.
Regler om koordinering af sociale sikringsordninger er fast-
lagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale
sikringsordninger - kaldet grundforordningen. Den anvendes
sammen med Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009 om de nærmere
regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004
om koordinering af de sociale sikringsordninger - kaldet
gennemførelsesforordningen.
På nuværende tidspunkt er følgende ydelser omfattet af sik-
ringsordningen; dækning af merudgifter til børn og unge
med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funk-
tionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig sygdom,
jf. den foreslåede § 86, personlig hjælp og pleje, jf. den fore-
slåede §§ 89, 90, stk. 1, nr. 1, 90, stk. 1, nr. 2, og 90, stk. 1,
nr. 3, behandling til personer med et stofmisbrug, jf. service-
lovens § 101, hjælpemidler, hjælp til indretning af bolig for
personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsev-
ne, jf. den foreslåede §§ 90, stk. 1, nr. 4 og 9, og pasning af
nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom; ansættelse
af personer med tilknytning til arbejdsmarkedet, der ønsker
at passe en nærtstående med betydelig og varigt nedsat fy-
sisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk
eller langvarig, herunder uhelbredelig, lidelse i hjemmet, jf.
den foreslåede § 90, stk. 1, nr. 11, jf. Erklæring afgivet af
Danmark i henhold til artikel 9 i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om
koordinering af de sociale sikringsordninger for det referen-
ceår, der sluttede den 31. december 2019.
Det foreslås med stk. 2, at sundhedsministeren efter forhand-
ling med social- og ældreministeren fastsætter regler om den
nationale administrative gennemførelse af mellemstatslig re-
fusion i henhold til EU-retten.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændring af § 180 a, stk. 2, i serviceloven.
Loven er på nuværende tidspunkt udmøntet ved bekendtgø-
relse nr. 564 af 29. april 2015 om refusion af offentlige
sundhedsudgifter og udgifter til visse sociale ydelser i hen-
hold til overenskomster med stater eller til EU-retten.
Med den foreslåede bestemmelse vil sundhedsministeren ef-
ter forhandling med social- og ældreministeren kunne fast-
sætte de nærmere regler om den nationale administrative
gennemførelse af mellemstatslig refusion i henhold til EU-
470
retten. Der vil kunne fastsættes regler om, hvordan der vil
kunne ske refusion af offentlige sundhedsudgifter og udgif-
ter til visse sociale ydelser i henhold til overenskomster med
andre stater eller til EU-retten.
Formålet med § 202 er således, at det også efter barnets lov
skal være muligt at fastsætte nærmere regler om refusion af
en kommunes udgifter efter barnets lov, når udgiften er om-
fattet af EU-rettens regler om mellemstatslig refusion. Det
skal endvidere været muligt for sundhedsministeren efter
forhandling med social- og ældreministeren at fastsætte nær-
mere regler om den nationale administrative gennemførelse
af mellemstatslig refusion i henhold til EU-retten.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 203
Det fremgår af § 181, stk. 1, i serviceloven, at staten efter
reglerne i stk. 2 og 3 afholder udgifter til en udlænding, der
har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller
8, udlændingelovens § 9 b, udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i
umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter udlæn-
dingelovens § 9 b, udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1 eller 2,
som konsekvens af tilknytning til en i Danmark fastboende
person, når denne person selv har fået opholdstilladelse efter
en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1-3, eller når
tilknytningen kan føres tilbage til en sådan person, udlæn-
dingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er givet til en person
over 18 år, hvis fader eller moder har fået opholdstilladelse
efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1, udlændin-
gelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er meddelt en ægtefæl-
le til eller et barn af en person med opholdstilladelse som
nævnt i nr. 2 og 3, udlændingelovens § 9 c, når tilladelsen
er meddelt en asylsøgende udlænding, udlændingelovens §
9 c, stk. 1, når tilladelsen er givet som konsekvens af en
tilknytning til en mindreårig asylansøgende udlænding, som
har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller
§ 9 c, udlændingelovens § 9 e, lov om midlertidig opholds-
tilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske
myndigheder m.v. eller lov om midlertidig opholdstilladelse
til personer, der er fordrevet fra Ukraine.
Det fremgår videre af § 181, stk. 2, i serviceloven, at staten
fuldt ud afholder udgifter til hjælp efter bl.a. § 11, stk. 3, §§
41 og 42, § 52, stk. 3, nr. 1-6, 8 og 9, § 52 a, § 54, og §
76, stk. 2 og stk. 3, nr. 2, i de første 3 år efter datoen for
opholdstilladelsen.
Det fremgår yderligere af § 181, stk. 3, i serviceloven, at
uanset bestemmelserne i stk. 2 afholder staten en kommunes
udgifter til udlændinge, som inden 24 måneder efter datoen
for opholdstilladelsen på grund af betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne anbringes i døgnophold,
dog kun indtil den pågældende i en sammenhængende perio-
de på 2 år har klaret sig selv, og 2) udlændinge, når tilladel-
sen er meddelt en mindreårig asylsøger, dog længst indtil
modtageren fylder 18 år eller barnets forældre får lovligt
ophold her i landet.
Det foreslås med stk. 1, at staten efter reglerne i forslagets
§ 203, stk. 2 og 3, afholder en kommunes udgifter til hjælp
til udenlandsk børn eller unge, der har fået opholdstilladelse
efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, udlændingelovens § 9
b, udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i umiddelbar forlængelse
af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, udlæn-
dingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, når den i Danmark fastboende
person er meddelt opholdstilladelse efter en af de bestem-
melser, der er nævnt i nr. 1-3, , udlændingelovens § 9 c,
stk. 1, og den herboende person er barnets eller den unges
forælder, ægtefælle eller faste samlever og omfattet af nr.
2 og 3, udlændingelovens § 9 c, når tilladelsen er meddelt
en mindreårig asylansøgende udlænding, eller udlændingel-
ovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er givet som konsekvens
af en tilknytning til en mindreårig asylansøgende udlænding,
som har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7
eller § 9 c, lov om midlertidig opholdstilladelse til personer,
der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v. eller
lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er for-
drevet fra Ukraine.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af
§ 181, stk. 1, i serviceloven, dog kun for så vidt angår
bestemmelserne, der er relevant for børn og unge.
Med den foreslåede bestemmelse vil staten skulle afholde
udgifterne ved forsørgelsen af de udenlandske børn og unge,
der har fået opholdstilladelse efter opregningen i bestemmel-
sens nr. 1-8.
Det foreslås med stk. 1, nr. 1, at staten afholder udgifterne
til et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung, der har fået
opholdstilladelse som flygtning efter reglerne i udlændingel-
ovens §§ 7 og 8.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at staten vil skulle
afholde udgifterne til udenlandske børn og unge, der er med-
delt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (konventi-
onsflygtninge og udlændinge med beskyttelsesstatus) eller §
8 (kvoteflygtninge).
Det betyder, at det i overensstemmelse med forarbejderne til
bistandslovens § 134, stk. 3, der blev afløst af servicelovens
§ 181, stk. 1, nr. 1, vil blive sikret, at reglen om fuld statsre-
fusion kommer til at gælde for alle grupper af flygtninge, jf.
Folketingstidende 1985-86, tillæg A, spalte 1135-1136.
Det foreslås med stk. 1, nr. 2, at staten afholder udgifterne
til et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung, der har fået
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at staten vil skulle
afholde udgifterne til udenlandske børn og unge, der er med-
delt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, hvoref-
ter der kan meddeles opholdstilladelse til udlændinge, der
uden for de i udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, nævnte til-
fælde, befinder sig i en sådan situation, at væsentlige hensyn
471
af humanitær karakter afgørende taler for at imødekomme
en ansøgning.
Det foreslås med stk. 1, nr. 3, at staten afholder udgifterne til
et udenlandsk barn eller ung, der har fået opholdstilladelse
efter § 9 c, stk. 1, i umiddelbar forlængelse af en opholdstil-
ladelse efter udlændingelovens § 9 b.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at staten vil skulle
afholde udgifterne til udenlandske børn og unge, hvis op-
holdsstatus ændrestil opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1 fra
til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b.
Det foreslås med stk. 1, nr. 4, at staten afholder udgifterne
til et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung, der har fået
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2,
når den i Danmark fastboende person er meddelt opholdstil-
ladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1-3.
Ifølge bemærkningerne til lov nr. 348 af 14. maj 1992 om
ændring af lov om social bistand og lov om kommunal
udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskom-
muner (Finansiering af udgifter efter bistandsloven til flygt-
ninge, tilskud til kommunerne vedrørende sociale udgifter
til flygtninge), havde udlændinge med humanitær opholds-
tilladelse ikke krav på familiesammenføring i den første
fase, hvor de i princippet ikke blev betragtet som fastboen-
de. Deres opholdstilladelse var midlertidig, men sædvanlig-
vis gøres den varig efter 2 år ved en ny opholdstilladelse
efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, der svarer til den
nugældende § 9 c, stk. 1, hvorefter de almindelige familie-
sammenføringsregler fandt anvendelse.
Det skete i en række tilfælde, at der blev givet opholdstilla-
delse til familiemedlemmer, selv om den herboende endnu
ikke har opnået opholdstilladelse med henblik på varigt op-
hold. Men hverken disse eller de familiesammenføringer,
der gennemførtes derefter, var omfattet af flygtningerefusio-
nen.
Med den foreslåede bestemmelse vil det blive sikret, at fa-
miliesammenføringer til udlændinge med opholdstilladelse
af humanitære eller andre særlige grunde vil blive omfattet
af bestemmelsen.
Det foreslås med stk. 1, nr. 5, at staten afholder udgifterne
til et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung, der har fået
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og
den herboende person er barnets eller den unges forælder,
ægtefælle eller faste samlever og er omfattet af nr. 2 og 3.
Efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, kan der gives opholds-
tilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige grunde, her-
under hensynet til familiens enhed og, hvis udlændingen er
under 18 år, hensynet til barnets tarv, taler derfor.
Den foreslåede bestemmelse vindebærer, at staten vil skulle
afholde udgifterne til udenlandske børn og unge, der har fået
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og
den herboende person er barnets eller den unges forælder,
ægtefælle eller faste samlever og er omfattet af nr. 2 og 3.
I forhold til det foreslåede stk. 1, nr. 5, kan man som ud-
gangspunkt ikke få en tilladelse efter § 9 c, stk. 1, som
mindreårig ægtefælle/fast samlever. Det kan dog ikke ude-
lukkes, at man i visse situationer vil anerkende, at der kan
være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv efter EMRK
artikel 8, selvom der er tale om en ung under 18 år.
Det foreslås med stk. 1, nr. 6, at staten afholder udgifterne til
et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung, når tilladelsen
er meddelt en mindreårig udlænding, der har indgivet ansøg-
ning efter udlændingelovens § 7 (asyl).
Ifølge forarbejderne, jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg
A, spalte 2155-2156, opnår en del af børnene, der ankom-
mer til landet uden forældre opholdstilladelse efter udlæn-
dingelovens § 7, stk. 1 eller 2. En lille gruppe, overvejende
de yngste, får ikke flygtningestatus, men opholdstilladelse
efter § 9, stk. 2, nr. 4, der svarer til den nugældende § 9 c,
stk. 1, i udlændingeloven. Det skyldes, at barnet som følge
af sin alder ikke antages at være udsat for forfølgelse på
grund af sin race, religion, nationalitet etc.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at staten vil skul-
le afholde udgifterne til udenlandske børn og unge, der ikke
opnår flygtningestatus.
Det foreslås med stk. 1, nr. 7, at staten afholder udgifterne
til et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung, der har fået
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når
tilladelsen er givet som konsekvens af en tilknytning til en
mindreårig asylansøgende udlænding, som har fået opholds-
tilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 9 c.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at staten vil skulle
afholde udgifterne til udenlandske børn eller unge, der har
fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1,
på baggrund af en tilknytning til en mindreårigudlænding,
som har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7
eller § 9 c.
Det foreslås med stk. 1, nr. 8, at staten afholder udgifterne til
et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung, der har fået op-
holdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til
personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder
m.v.
Med den foreslåede bestemmelse vil det blive sikret, at et
udenlandsk barn eller ung, der har fået opholdstilladelse
efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i
Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v., omfattes
af persongruppen i bestemmelsen.
Det foreslås med stk. 1, nr. 9, at staten afholder udgifterne til
et udenlandsk barn eller ung, der har fået opholdstilladelse
efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er
fordrevet fra Ukraine.
472
Med den foreslåede bestemmelse vil det blive sikret, at et
udenlandsk barn eller ung, der har fået opholdstilladelse
efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er
fordrevet fra Ukraine omfattes af persongruppen i bestem-
melsen.
Det vil alene være udgifter til de udlændinge, der er nævnt
i bestemmelsen, som kommunen vil kunne anmode om refu-
sion for efter de foreslåede § 203, stk. 2 og 3. Bestemmelsen
vil dermed ikke omfatte udlændinge, som har opholdstilla-
delse efter fællesskabsretlige regler om arbejdskraftens fri
bevægelighed, eller udlændinge, som har fået opholdstilla-
delse efter andre bestemmelser end dem, som er nævnt i stk.
1.
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 2, at staten fuldt ud
afholder en kommunes udgifter til hjælp til et udenlandsk
barn eller en udenlandsk ung efter § 30, § 32, stk. 1, §§ 36,
75-78, 86 og 87, og § 114, stk. 1 og stk. 2, nr. 2, i de første 3
år, regnet fra meddelelsen af opholdstilladelsen.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 181, stk. 2, i serviceloven, dog således
at det kun er bestemmelserne, der er relevant for børn og
unge, der er medtaget i bestemmelsen.
Staten vil skulle afholde visse nærmere angivne udgifter til
udlændinge, som har fået opholdstilladelse efter forslagets
§ 203, stk. 1, i de første tre år regnet fra meddelelsen af
opholdstilladelsen.
Det vil fremgå af bestemmelsen, hvilke udgifter der kan
refunderes inden for den treårige periode.
Som hovedregel vil ikke alle udgifter efter barnets lov til
udlændinge være omfattet af statsrefusion.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 2, vil staten skulle
afholde udgifter til hjælp efter lovforslagets § 30, § 32, stk.
1, §§ 36, 75-78, 86 og 87, og § 114, stk. 1 og stk. 2, nr.
2, Det bemærkes, at kommunens udgifter efter §§ 75-78, 86
og 87, som ydes til forældre som følger af barnets eller den
unges behov for støtte, herunder på grund af barnets eller
den unges funktionsnedsættelse, i lighed med gældende ret
hermed vil være omfattet af adgangen til refusion i de første
tre år fra meddelelsen af opholdstilladelsen.
Det vil dreje sig om udgifter til den forebyggende indsats,
merudgiftsydelse, dækning af tabt arbejdsfortjeneste og ud-
gifter til særlige indsatser for børn eller unge efter den fore-
slåede § 32.
Udgifter til anbringelse af et barn uden for hjemmet på
en børne- og ungehjem eller i en plejefamilie, vil ikke kun-
ne anmeldes til statsrefusion, medmindre anbringelsen eller
døgnopholdet er omfattet af reglen i den foreslåede § 203,
stk. 3, nr. 1 eller 2.
Udgifter til en personlig rådgiver eller en fast kontaktperson
til unge i alderen fra 18 til 22 år efter de nævnte bestemmel-
ser i det foreslåede § 114, stk. 2, vil også kunne anmeldes til
statsrefusion.
Når de tre år er gået, betragtedes de som ligestillede med
danske statsborgere, og eventuel hjælp til dem i tiden der-
efter ydes og refunderes som for danske statsborgere efter
reglerne i de foreslåede bestemmelser i §§ 198 og 199.
Det foreslås med stk. 3, at uanset bestemmelserne nævnt i
forslagets § 203, stk. 2, afholder staten en kommunes udgif-
ter til hjælp til følgende: 1) Et udenlandsk barn eller uden-
landsk ung, som inden 24 måneder regnet fra meddelelsen
af opholdstilladelsen på grund af betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne anbringes i døgnophold,
dog kun indtil den pågældende i en sammenhængende peri-
ode på to år har klaret sig selv, og 2) et udenlandsk barn
eller en udenlandsk ung under 18 år, når opholdstilladelsen
er meddelt en mindreårig asylansøger, dog kun indtil barnet
eller den unges forældre får lovligt ophold her i landet.
De foreslåede bestemmelser er således en videreførelse uden
ændringer af § 181, stk. 3, nr. 1 og 2, i serviceloven, med
enkelte sproglige tydeliggørelser og afgrænset til målgrup-
perne for barnets lov.
Det foreslås med stk. 3, nr. 1, at staten uanset stk. 2 afhol-
der en kommunes udgifter til hjælp til et udenlandsk barn
eller en udenlandsk ung, som inden 24 måneder regnet fra
meddelelsen af opholdstilladelsen på grund af betydelig og
varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne anbringes
i døgnophold, dog kun indtil den pågældende i en sammen-
hængende periode på to år har klaret sig selv.
I overensstemmelse med de gældender regler i servicelovens
§ 181, stk. 3, vil det eksempelvis omfatte børn og unge
som ved ankomsten til landet eller kort tid herefter på grund
af betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktions-
nedsættelse må anbringes på et anbringelsessted.
Udgifterne til disse personer dækkes, indtil de i en periode
på 2 sammenhængende år har klaret sig selv. Det indebæ-
rer, at såfremt en kommune modtager refusion efter den
foreslåede bestemmelse i barnets lov, og får den unge efter
døgnopholdet på et anbringelsessted ophold på f.eks. et bo-
tilbud eller andet døgnophold for voksne efter serviceloven,
vil adgangen til refusion fortsat gælde. Når den unge, der
er omfattet af den foreslåede § 203, stk. 3, nr. 1, senere
får ophold på et sådant botilbud eller andet døgnophold for
voksne, vil refusionen herefter skulle ydes med hjemmel i
servicelovens § 181, stk. 3, nr. 1, såfremt den unge ikke i en
periode på to sammenhængende år har klaret sig selv.
Det foreslås med stk. 3, nr. 2, at staten uanset stk. 2 afholder
en kommunes udgifter til hjælp til et udenlandsk barn eller
en udenlandsk ung under 18 år, når opholdstilladelsen er
meddelt en mindreårig asylansøger, dog kun indtil barnets
eller den unges forældre får lovligt ophold her i landet.
Det vil i overensstemmelse med forarbejderne til bistandslo-
vens § 134, stk. 4, der svarer til den nugældende § 181, stk.
473
3, i serviceloven, omfatte uledsagede børn og unge, som har
søgt om asyl og opnået opholdstilladelse på den baggrund,
for hvem man, navnlig på grund af barnets eller den unges
alder, kan forudse, at det ikke vil være i stand til at klare sig
selv.
Hvis et uledsaget udenlandsk barn eller en udenlandsk ung
eller et barn eller en ung med betydelig og varigt nedsat med
funktionsevne opnår dansk statsborgskab, vil barnet eller
den unge ikke længere være omfattet af reglerne om særlig
refusion til udenlandske børn og unge efter den foreslåede §
203.
For så vidt angår den foreslåede § 203, stk. 3, nr. 1, vil det
ikke være ethvert udenlandsk barn eller ung med betydelig
og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som
medfører, at kommunerne vil kunne få refusion fra staten –
det vil kun gælde, når barnet eller den unge bliver anbragt i
døgnophold på et anbringelsessted efter den foreslåede § 43.
Det vil være en betingelse, at behovet for anbringelse vil
skulle være til stede ved ankomsten til Danmark, eller at det
viser sig kort tid herefter.
Med udtrykket »klaret sig selv« sigtes til, at pågældende
er i stand til at forsørge sig selv uden at modtage hjælp til
udgifter, der står i direkte forbindelse med det pågældende
handicap. Det vil f.eks. betyde, at hvis den pågældende får
egen bolig og anbringelsen eller døgnopholdet ophører an-
bringelsesstedet, og der vedvarende er behov for hjælpefor-
anstaltninger af hensyn til afhjælpning af den nedsatte funk-
tionsevne, vil kommunen fortsat kunne få refusion efter den-
ne regel. Hjælp til et enkelt formål eller en ganske kortvarig
hjælp vil ikke anses for at afbryde to-års fristen. Modtagelse
af dagpenge fra en arbejdsløshedskasse eller dagpenge efter
dagpengeloven vil heller ikke blive betragtet som hjælp fra
det offentlige.
Når statens pligt til at dække kommunernes udgifter ophø-
rer, vil barnet eller den unge blive omfattet af de almindelige
bestemmelser, dvs. at kommunen inden for tre-års perioden
vil kunne få hel eller delvis dækning fra staten for udgifter
efter den foreslåede stk. 1.
Perioden, som kommunerne har til at afdække den enkeltes
behov i forhold til anbringelse i døgnophold efter den fore-
slåede § 203, nr. 1, vil blive fastsat til 24 måneder, hvilket
er i overensstemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne til
lov nr. 1543 af 13. december 2016 om ændring af lov om
social service, lov om retssikkerhed og administration på det
sociale område og lov om voksenansvar for anbragte børn
og unge (Fremtidsfuldmagter på det sociale område m.v.).
Det vil i overensstemmelse med forarbejderne give kommu-
nerne tid til at afdække den enkeltes konkrete behov og
dermed medvirke til at forebygge, at kommunerne alene
for at sikre retten til refusion anbringer barnet eller den
unge i stedet for at afprøve mindre indgribende og billigere
foranstaltninger, hvis de efter en konkret vurdering vil være
egnede i forhold til barnets eller den unges behov for hjælp
og støtte. Udgifter f.eks. til hjælpemidler, boligindretning
til børn og unge, der træffes afgørelse om efter § 90, jf.
§§ 112, 114 eller 116 i serviceloven, vil således også være
omfattet af de udgifter, hvortil der kan ydes refusion efter
bestemmelsen.
Kommunen vil kunne anmelde de samlede udgifter til ydel-
ser og tilbud efter barnets lov til statsrefusion. Refusionen
vil i disse tilfælde ikke være begrænset til de ydelser og
tilbud, der er nævnt i den foreslåede § 203, stk. 2.
Der vil således gælde to undtagelser efter det foreslåede stk.
3, til denne bestemmelse.
Hvis et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung inden for
24 måneder efter opholdstilladelsen på grund af betydelig og
varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne anbringes i
døgnophold, vil kommunen kunne få dækket alle udgifter
efter barnets lov. Som udgangspunkt vil der ikke blive fast-
sat en tidsmæssig begrænsning for kommunens ret til refu-
sion efter den foreslåede stk. 3, men hvis den pågældende i
en sammenhængende periode på to år har klaret sig selv, vil
retten til refusion bortfalde efter den foreslåede § 203, stk. 3,
nr. 1.
Staten vil også skulle betale alle udgifter for mindreårige
uledsagede børn og unge, som efter ansøgning om asyl får
meddelt opholdstilladelse, indtil barnet fylder 18 år. Kom-
munens ret til refusion vil bortfalde, hvis barnets eller den
unges forældre får lovligt ophold her i landet. Det skyldes,
at barnet ikke længere betragtes som uledsaget.
Staten vil skulle dække kommunernes udgifter til uledsage-
de udenlandske børn og unge, hvorved forstås mindreårige
asylansøger, der er meddelt opholdstilladelse efter udlæn-
dingeloven. Når man er uledsaget, er man indrejst uden
ledsagelse af sine forældre eller andre myndige personer,
som kan anses for at være trådt i forældrenes sted, herunder
familiemedlemmer.
Hvis en mindreårig asylansøger indrejser uden sine foræl-
dre, men sammen med en eller flere voksne personer, som
reelt er trådt i forældrenes sted, idet den eller de pågældende
har påtaget sig ansvaret for den mindreårige, vil den min-
dreårige ikke blive anset for uledsaget. Det vil f.eks. kunne
være tilfældet, hvor et forældrepar indrejser sammen med
sine egne børn samt en nevø eller niece.
Det er Udlændingestyrelsen, der i første instans vil beslutte,
om en mindreårig asylansøger skal anses for uledsaget. Den-
ne beslutning vil blive truffet på grundlag af en konkret
vurdering af den pågældendes personlige forhold, herunder
navnlig tilknytningen til den eventuelle ledsager.
Den foreslåede § 203, stk. 3, nr. 2, vil give kommunen
adgang til at anmelde alle udgifter efter serviceloven til
refusion. Retten til refusion er således ikke begrænset til de
ydelser, der er nævnt i stk. 2.
474
Refusionen vil ophøre, når den uledsagede mindreårige fyl-
der 18 år.
Retten til refusion vil også ophøre, hvis forældrene får lov-
ligt ophold i landet. Hvis barnets forældre får lovligt ophold
i landet, er barnet ikke længere uledsaget. Kommunen kan
dog opnå refusion efter den foreslåede § 203, stk. 2, indtil
udløbet af perioden på tre år efter datoen for barnets op-
holdstilladelse.
Formålet med § 203 er således, at staten også efter barnets
lov skal afholde udgifterne til en udlænding, der har fået
opholdstilladelse efter nærmere bestemte bestemmelser i ud-
lændingeloven Der er i den forbindelse behov for at fastsæt-
te, hvilke udgifter staten afholder fuldt ud, samt i hvilke
tilfælde staten afholder udgifterne, uanset hvilke udgifter der
er tale om. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser
tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, idet
der dog foreslås enkelte sproglige ændringer med henblik på
at øge læsbarheden og for at tydeliggøre børn og unge som
målgruppe.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 204
Det fremgår af § 182, stk. 1, i serviceloven, at det beløb, der
er nævnt i servicelovens § 41, reguleres en gang årligt den 1.
januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsregu-
leringsprocent. Det beløb, der fremkommer efter regulering,
afrundes til nærmeste kronebeløb. Reguleringen foretages
første gang den 1. januar 2023.
Det fremgår af § 182, stk. 2, i serviceloven, at det beløb, der
er nævnt i servicelovens § 32 a, stk. 6, reguleres en gang
årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om
en satsreguleringsprocent. Det beløb, der fremkommer efter
regulering, afrundes til nærmeste kronebeløb. Reguleringen
foretages første gang den 1. januar 2023.
Det fremgår af § 182, stk. 3, i serviceloven, at det beløb,
der er nævnt i servicelovens § 42, stk. 3, reguleres en gang
årligt pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket en
tilpasningsprocent for det pågældende finansår, jf. lov om
en satsreguleringsprocent. Det beløb, der fremkommer efter
regulering, afrundes til nærmeste kronebeløb. Reguleringen
foretages første gang den 1. januar 2023.
Det fremgår af § 182, stk. 4, i serviceloven, at det beløb,
der er nævnt i servicelovens § 45, stk. 5, og § 97, stk. 7,
reguleres en gang årligt den 1. januar med satsregulerings-
procenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det beløb,
der fremkommer efter regulering, afrundes til nærmeste kro-
nebeløb. Reguleringen foretages første gang den 1. januar
2023.
Det fremgår af § 182, stk. 5, i serviceloven, at de beløb,
der er nævnt i servicelovens § 55, stk. 4, reguleres en gang
årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om
en satsreguleringsprocent. Det beløb, der fremkommer efter
regulering, afrundes til nærmeste kronebeløb. Reguleringen
foretages første gang den 1. januar 2023.
Det fremgår af § 182, stk. 10, i serviceloven, at fradrags-
beløb og den maksimale betaling pr. time, der fastsættes i
medfør af servicelovens § 161, stk. 2 og 3, reguleres en
gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf.
lov om en satsreguleringsprocent. Fradragsbeløb afrundes til
nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100. Den maksi-
male betaling pr. time afrundes til nærmeste kronebeløb.
Det fremgår af § 182, stk. 11, i serviceloven, at beløbene i
servicelovens § 176 reguleres en gang årligt den 1. januar,
første gang pr. 1. januar 2022, med satsreguleringsprocen-
ten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbene afrundes
til nærmeste 10.000 kr.
Det foreslås med stk. 1, at de beløb, der er nævnt i den
foreslåede §§ 85, 86, 89 og 197 reguleres en gang årligt
den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en
satsreguleringsprocent. Det foreslås videre, at det beløb,
der fremkommer efter regulering, afrundes til nærmeste kro-
nebeløb. Endelig foreslås, at reguleringen foretages første
gang den 1. januar 2024.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 182, stk. 1-5 og 11 i serviceloven,
afgrænset til målgrupperne for barnets lov.
Med bestemmelsen foreslås det angivet, hvornår satsregule-
ringen foretages første gang, og hvordan rækkefølgen er for
regulering henholdsvis afrunding, hvilket er i overensstem-
melse med gældende ret, jf. forarbejderne til servicelovens §
182, stk. 1, 2, 4, 5 og 9, ved lov nr. 2394 af 14. december
2021 om ændring af lov om retssikkerhed og administration
på det sociale område, lov om social service og lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet (Forenkling og præci-
sering af regler om finansiering, mellemkommunal refusion
og satsregulering m.v.). Der henvises til Folketingstidende
2021-2022, tillæg A, L 27 som fremsat, side. 25 ff.
Med den foreslåede bestemmelse vil det således også i bar-
nets lov blive fastsat, at de beløb, der fremgår af §§ 85-86,
89 og 197, vil blive reguleret en gang årligt den 1. januar
med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsregulerings-
procent. De beløb, der fremkommer efter regulering, vil
skulle afrundes til nærmeste kronebeløb. Reguleringen vil
skulle foretages første gang den 1. januar 2024.
Det foreslås med stk. 2, at det beløb, der er nævnt i § 87, stk.
3, reguleres en gang årligt pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt
eller fratrukket en tilpasningsprocent for det pågældende
finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det beløb,
der fremkommer efter regulering, afrundes til nærmeste kro-
nebeløb. Reguleringen foretages første gang den 1. januar
2024.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af
475
§ 182, stk. 3, i serviceloven, afgrænset til målgrupperne for
barnets lov.
Med den foreslåede bestemmelse vil det således også i bar-
nets lov blive fastsat, at beløbene i § 87, stk. 3, vil blive
reguleret en gang årligt pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt eller
fratrukket en tilpasningsprocent for det pågældende finansår,
jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det beløb, der frem-
kommer efter regulering, vil skulle afrundes til nærmeste
kronebeløb. Reguleringen vil skulle foretages første gang
den 1. januar 2024.
Med bestemmelsen foreslås det angivet, hvornår satsregule-
ringen foretages første gang, og hvordan rækkefølgen er for
regulering henholdsvis afrunding, hvilket er i overensstem-
melse med gældende ret, jf. forarbejderne til servicelovens
§ 182, stk. 3. Der henvises til Folketingstidende 2021-2022,
tillæg A, L 27 som fremsat, side 25 ff.
Det foreslås med stk. 3, at fradragsbeløb og den maksimale
betaling pr. time, der fastsættes i medfør af § 189, stk. 2
og 3, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsregu-
leringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Fra-
dragsbeløb afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt
med 100. Den maksimale betaling pr. time afrundes til nær-
meste kronebeløb.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af §
182, stk. 10, i serviceloven, afgrænset til målgrupperne for
barnets lov.
Med den foreslåede bestemmelse vil det således også i bar-
nets lov blive fastsat, at fradragsbeløb og den maksimale
betaling pr. time, der fastsættes i medfør af § 189, stk. 2
og 3, vil blive reguleret en gang årligt den 1. januar med
satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringspro-
cent. Fradragsbeløb afrundes til nærmeste kronebeløb, der er
deleligt med 100. Den maksimale betaling pr. time afrundes
til nærmeste kronebeløb.
Med bestemmelsen foreslås det angivet, hvordan rækkeføl-
gen er for regulering henholdsvis afrunding.
Det foreslås med stk. 4, at beløbene i § 198 reguleres en
gang årligt den 1. januar, første gang pr. 1. januar 2024, med
satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringspro-
cent. De beløb, der fremkommer efter regulering, afrundes
til nærmeste 10.000 kr.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af §
182, stk. 11, i serviceloven, afgrænset til målgrupperne for
barnets lov.
Med den foreslåede bestemmelse vil det således også i bar-
nets lov blive fastsat, at beløbene i § 198 vil blive reguleret
en gang årligt den 1. januar, første gang pr. 1. januar 2024,
med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsregulerings-
procent. De beløb, der fremkommer efter regulering, afrun-
des til nærmeste 10.000 kr.
Med bestemmelsen foreslås det angivet, hvornår satsregule-
ringen foretages første gang, og hvordan rækkefølgen er for
regulering henholdsvis afrunding, hvilket er i overensstem-
melse med gældende ret, jf. forarbejderne til servicelovens §
182, stk. 11. Der henvises til Folketingstidende 2021-2022,
tillæg A, L 27 som fremsat, side 25 ff.
Formålet med § 204 er således, at det også efter barnets lov
skal være muligt at fastsætte nærmere regler om regulerin-
gen af en række satser i barnets lov, og at de skal reguleres
en gang årligt den 1. januar. Der er ikke med de foreslåede
bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gæl-
dende ret, idet der dog foreslås enkelte sproglige ændringer
og samling af flere stykker med henblik på at øge læsbarhe-
den.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 205
Det fremgår af § 183, stk. 1, i serviceloven, at opgørelsen
af indtægtsgrundlaget efter servicelovens §§ 114 og 161
foretages af Skat på grundlag af oplysninger for det senest
afsluttede indkomstår. Opgørelsen anvendes med virkning
for det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.
Det fremgår af § 183, stk. 2, at skatteforvaltningslovens
regler om klage over afgørelser om forskudsregistrering af
indkomst finder tilsvarende anvendelse på afgørelser om
indtægtsgrundlaget.
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 1, at opgørelsen af ind-
tægtsgrundlaget efter den foreslåede § 189 foretages af skat-
temyndighederne på grundlag af oplysninger for det senest
afsluttede indkomstår. Opgørelsen anvendes med virkning
for det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med
ændringer af § 183, stk. 1, i serviceloven, således at henvis-
ningen til servicelovens § 114 udgår.
Med den foreslåede bestemmelse vil det således også i bar-
nets lov blive fastsat, at indtægtsgrundlaget efter den fore-
slåede § 189 foretages af skattemyndighederne på grundlag
af oplysninger for det senest afsluttede indkomstår, og at
opgørelsen anvendes med virkning for det andet kalenderår
efter indkomstårets udløb
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 2, at skatteforvalt-
ningslovens regler om klage over afgørelser om forskuds-
registrering af indkomst finder tilsvarende anvendelse på
afgørelser om indtægtsgrundlaget.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af §
183, stk. 2, i serviceloven meden sproglig justering.
Med den foreslåede bestemmelse vil det således også i bar-
nets lov blive fastsat, at skatteforvaltningslovens regler om
klage over afgørelser om forskudsregistrering af indkomst
476
finder tilsvarende anvendelse på afgørelser om indtægts-
grundlaget.
Formålet med § 205 er således, at der også efter barnets lov
bliver fastsat nærmere regler om opgørelsen af indkomst-
grundlaget efter den foreslåede 189 samt regler om klage
over afgørelser om forskudsregistrering af indkomst.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 206
Det fremgår af § 184, stk. 1, i serviceloven, at for at fremme
forsøgsvirksomhed og udvikling på det sociale område kan
Social- og Ældreministeriet efter ansøgning fra en kommu-
nalbestyrelse, et regionsråd eller et privat tilbud give god-
kendelse til, at lovens bestemmelser fraviges i forbindelse
med et forsøg, jf. dog § 184, stk. 3. Godkendelse gives
for en afgrænset forsøgsperiode. Det er en betingelse for
godkendelse, at forsøget evalueres.
Det foreslås med stk. 1, at for at fremme forsøgsvirksomhed
og udvikling på det sociale område for børn og unge kan
Social- og Ældreministeriet efter ansøgning fra en kommu-
nalbestyrelse, et regionsråd eller et privat tilbud give god-
kendelse til, at lovens bestemmelser fraviges i forbindelse
med et forsøg.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 184, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven,
afgrænset til målgrupperne for barnets lov.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
184, stk. 1, 1. pkt., foreslås det med bestemmelsen, at So-
cial- og Ældreministeriet efter en ansøgning fra en kommu-
nalbestyrelse, et regionsråd eller et privat tilbud vil kunne
give godkendelse til, at ansøgeren i forbindelse med et for-
søg fraviger en eller flere bestemmelser i barnets lov, jf.
Folketingstidende, 2017-18, A, L 12 som fremsat, side 8 og
14.
Sociale tilbud med en privat driftsherre vil dermed i over-
ensstemmelse med forarbejderne kunne gennemføre forsøg
med en forsøgsgodkendelse efter bestemmelsen uden at væ-
re afhængige af et samarbejde med en kommune.
Ved privat tilbud forstås i overensstemmelse med forarbej-
derne en privat organisation, der leverer ydelser, jf. Folke-
tingstidende, 2017-18, A, L 12 som fremsat, side 14. Tilbud-
det behøver ikke være en selvstændig juridisk enhed, men
kan være ejet af andre. Begrebet "privat tilbud" omfatter
bl.a. selvejende institutioner, tilbud oprettet som fonde og
tilbud, der indgår i en koncern eller en koncernlignende
konstruktion.
Social- og Ældreministeriet vil i hvert enkelt tilfælde skulle
vurdere, om der skal gives forsøgsgodkendelse på baggrund
af den indsendte ansøgning, hvilket er i overensstemmelse
med gældende ret, jf. forarbejderne til servicelovens § 184,
stk. 1. Ministeriet vil skulle foretage en vurdering af en
ansøgning om forsøgsgodkendelse, herunder kvaliteten og
potentialet i det påtænkte forsøg, sammenhængen med øvri-
ge initiativer på området og opfyldelsen af formålet med
forsøg på det sociale område, og på baggrund heraf vurdere,
hvorvidt ministeriet ønsker at give en forsøgsgodkendelse.
Ansøgningen vil i overensstemmelse med forarbejderne bl.a.
skulle indeholde en detaljeret beskrivelse af forsøget, angi-
velse af hvilke bestemmelser i barnets lov der ønskes for-
søgsgodkendelse til fravigelse af og behovet herfor, beskri-
velse af hvordan kravet om evaluering opfyldes, og hvorle-
des kravene i den foreslåede bestemmelse i § 206, stk. 2
og 3, opfyldes, jf. Folketingstidende, 2017-18, A, L 12 som
fremsat, side 14.
Forsøgsgodkendelsen vil i overensstemmelse med forarbej-
derne skulle indeholde en beskrivelse af det forsøg, der
gives godkendelse til, herunder hvilke bestemmelser i bar-
nets lov der kan fraviges i medfør af godkendelsen samt
begrundelsen herfor. Af godkendelsen vil endvidere skulle
fremgå forsøgsperioden. Der vil i forsøgsgodkendelsen kun-
ne fastsættes vilkår for godkendelsen, herunder, men ikke
udelukkende, for forsøgets indhold, gennemførelse og eva-
luering. Manglende overholdelse af vilkårene for forsøgs-
godkendelsen vil efter omstændighederne kunne føre til for-
søgsgodkendelsens bortfald.
Formålet med bestemmelsen er at give mulighed for for-
søgserfaringer på flere forskellige områder, som kan danne
grundlag for evaluering og vurdering med henblik på, om
forsøget skal implementeres i lovgivningen.
Det foreslås med stk. 2, at godkendelse gives for en afgræn-
set forsøgsperiode.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 184, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
184, stk. 1, 2. pkt., foreslås det med bestemmelsen, at for-
søgsgodkendelse kun vil kunne blive givet for en afgrænset
forsøgsperiode, jf. Folketingstidende, 2017-18, A, L 12 som
fremsat, side 14. Kravet vil i overensstemmelse med forar-
bejderne skulle ses i sammenhæng med bestemmelsens fore-
slåede formål om, at muligheden for forsøgsgodkendelse
skal medvirke til at fremme forsøgsvirksomhed og udvikling
på det sociale område. Forsøgsgodkendelse vil dermed alene
kunne blive givet til reelle forsøg og ikke til f.eks. særlige
typer af tilbud, som ønskes etableret permanent. I disse
tilfælde vil hjemlen i overensstemmelse med forarbejderne
skulle etableres ved en lovændring.
Der foreslås i overensstemmelse med forarbejderne ikke
indsat en fast grænse i lovgivningen for, hvor lang en for-
søgsperiode kan være. Dette vil bero på en konkret vurde-
ring af, bl.a. hvor lang tid implementeringen af forsøget
vil tage. Forsøgsperioden vil dog i overensstemmelse med
forarbejderne som udgangspunkt ikke kunne udstrække sig
udover fire år. Ligeledes vil der kun i helt særlige tilfælde
477
kunne gives fornyet forsøgsgodkendelse efter udløbet af en
forsøgsperiode. Dette vil kunne være aktuelt, hvor et forsøg
ikke er blevet igangsat før sent i forsøgsperioden. Derimod
vil der ikke kunne blive givet en ny forsøgsgodkendelse
efter udløbet af forsøgsperioden til forsøg, som er forløbet
og implementeret planmæssigt.
Det foreslås med stk. 3, at det er en betingelse for godken-
delse, at forsøget evalueres.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 184, stk. 1, 3. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
184, stk. 1, 3. pkt., foreslås det med bestemmelsen, at det
vil være et krav, at forsøget evalueres, jf. Folketingstidende,
2017-18, A, L 12 som fremsat, side 14.
Formålet hermed vil i overensstemmelse med forarbejderne
være at sikre, at forsøget kan medvirke til længerevarende
udvikling på det sociale område. Der vil ikke blive stillet
specifikke krav til form eller omfang af evalueringen. Dette
vil afhænge af det konkrete forsøg. Der vil som en del af
vilkårene for forsøgsgodkendelsen kunne blive stillet speci-
fikke krav til evalueringen af det konkrete forsøg.
Formålet med § 206 er således, at der også efter barnets
lov fastsættes nærmere regler om, at Social- og Ældremini-
steriet kan give godkendelse til en kommunalbestyrelse, et
regionsråd eller et privat tilbud til, at bestemmelser efter
barnets lov kan fraviges i forbindelse med et forsøg. Der
er endvidere behov for at fastsætte, at forsøgsperioden kun
vil kunne være begrænset, og at det vil være en betingelse,
at forsøget vil skulle evalueres. Der er ikke med de foreslåe-
de bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til
gældende ret, men dog foreslås opdeling i flere stykker med
henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 207
Det fremgår af § 184, stk. 2, i serviceloven, at der kan
ikke gives godkendelse efter stk. 1 til forsøg, som indebæ-
rer, at borgere stilles dårligere end efter loven, forsøg om
særlige dag- og klubtilbud til børn og unge med betydeligt
og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. §§
32 og 36, der medfører fravigelse af de almindelige regler
om forældrenes egenbetaling, forsøg, som medfører statslige
merudgifter, forsøg, som indebærer fravigelse af reglerne
om tilsyn, og forsøg, som indebærer fravigelse af reglerne
om klage.
Det foreslås med bestemmelsen i § 207, at der ikke kan
gives godkendelse efter den foreslåede bestemmelse i § 206
til forsøg, som indebærer, at barnet eller den unge stilles dår-
ligere end efter loven, forsøg om særlige dag- og klubtilbud
til børn og unge med betydeligt og varigt nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne, jf. §§ 83-84, der medfører fravigel-
se af de almindelige regler om forældrenes egenbetaling,
forsøg, som medfører statslige merudgifter, forsøg, som in-
debærer fravigelse af reglerne om tilsyn, eller forsøg, som
indebærer fravigelse af reglerne om klage.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 184, stk. 2, i serviceloven, afgrænset
til målgrupperne efter barnets lov.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
184, stk. 2, findes det hensigtsmæssigt, at det fremgår ud-
trykkeligt af bestemmelsen, hvad der ikke vil kunne gives
forsøgsgodkendelse til.
Det foreslås med nr. 1, at der ikke kan gives godkendelse
efter den foreslåede bestemmelse i § 206 til forsøg, som vil
indebære, at barnet eller den unge stilles dårligere end efter
loven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
184, stk. 2, nr. 1, foreslås det med bestemmelsen, at der ud
fra retssikkerhedsmæssige hensyn ikke vil kunne gives god-
kendelse til forsøg, som indebærer, at barnet eller den unge
omfattet af forsøget stilles dårligere end efter de almindelige
regler i barnets lov, jf. Folketingstidende, 2017-18, A, L 12
som fremsat, side 15.
Idet der vil kunne gives forsøgsgodkendelse til fravigelse af
bestemmelser i barnets lov, findes det relevant, at hensynet
til det enkelte barn eller den unges retssikkerhed fastsættes
som et krav i loven.
Kravet vil overensstemmelse med forarbejderne bl.a. bety-
de, at barnet eller den unge, der omfattes af forsøget, vil
skulle have dækket deres behov for hjælp i samme omfang,
som efter de almindelige regler i barnets lov, egenbetaling
må ikke have et omfang, der overstiger, hvad der følger af
de almindelige regler i barnets lov, og der vil ikke kunne an-
vendes magt over for barnet eller den unge i videre omfang,
end hvad der følger af de almindelige regler i barnets lov.
Ved vurderingen af om et forsøg stiller barnet eller den unge
dårligere end efter loven, vil der skulle foretages en helheds-
vurdering set fra barnets eller den unges perspektiv, hvilket
er i overensstemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne
til servicelovens § 184, stk. 2. Der vil som led i helhedsvur-
deringen skulle foretages en nøje vurdering af hvert enkelt
element i forsøget og dets mulige konsekvenser. Såfremt et
enkelt element i forsøget indebærer, at barnet eller den unge
stilles dårligere end efter loven, vil der ikke kunne gives
en forsøgsgodkendelse. I sådanne tilfælde bør Social- og
Ældreministeriet gå i dialog med ansøgeren om, hvorvidt
forsøget vil kunne blive etableret uden det pågældende ele-
ment. Kravet vil skulle fortolkes udvidende, således vil der
i tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt et forsøg vil stille
barnet eller den unge dårligere, ikke kunne gives forsøgs-
godkendelse, jf. Folketingstidende, 2017-18, A, L 12 som
fremsat, side 15.
For forsøg med f.eks. oprettelse af nye typer af tilbud eller
478
nye typer af ydelser vil kravet i overensstemmelse med for-
arbejderne betyde, at der vil kunne gives godkendelse til
forsøg, hvor barnet eller den unges behov opfyldes i samme
omfang i den nye type tilbud eller med den nye type ydelse,
som med den type hjælp barnet eller den unge normalt vil
modtage efter barnets lov.
Omvendt vil kravet om, at barnet eller den unge ikke må
stilles dårligere betyde, at der ikke vil kunne gives godken-
delse til forsøg, hvor barnet eller den unges behov for støtte
og hjælp dækkes dårligere, end hvad der er tilfældet efter
barnets lovs almindelige bestemmelser. Som eksempel vil
der ikke kunne gives godkendelse til forsøg, der indebærer
ledsagelse til børn og unge mellem 12 og 18 år efter den
foreslåede § 89 i 10 timer fremfor 15 timer om måneden.
Der vil endvidere i overensstemmelse med forarbejderne
ikke kunne gives godkendelse til forsøg, hvor barnet eller
den unges valgmuligheder indskrænkes.
For forsøg med sagsbehandlingsregler m.v. vil kravet om, at
barnet eller den unge ikke må stilles dårligere, betyde, at der
i forsøget vil skulle tages de samme retssikkerhedsmæssige
hensyn, som sikres med de almindelige regler. Det betyder,
at der f.eks. vil kunne gives godkendelse til et forsøg med
fravigelse af bestemmelsen om inddragelse i det foreslåede
§ 5, hvis barnets ret til at blive hørt bliver tilgodeset i mindst
samme omfang i forsøget. Der vil omvendt ikke kunne gives
godkendelse til et forsøg, hvor barnet ikke høres, eller hvor
måden eller tidspunktet for samtalen med barnet vil medfø-
re, at barnets synspunkter tillægges eller kan risikere at blive
tillagt mindre vægt.
Det foreslås med nr. 2, at der ikke kan gives godkendelse til
forsøg om særlige dag- og klubtilbud til børn og unge med
betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsev-
ne efter de foreslåede §§ 83-84, hvor forsøget medfører
fravigelse af de almindelige regler om forældrenes egenbe-
taling.
I overensstemmelse med gældende ret i servicelovens § 184,
stk. 2, nr. 2, vil der ikke kunne gives godkendelse til forsøg
om særlige dag- og klubtilbud til børn og unge med betyde-
ligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter
de foreslåede §§ 83-84, hvor forsøget medfører fravigelse af
de almindelige regler om forældrenes egenbetaling. Hermed
sigtes til de regler, der pt. er fastsat i bekendtgørelse nr. 1034
af 20. august 2007 om tilskud til ophold i særlige dagtilbud
og særlige klubtilbud til børn og unge med betydelig og
varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Det foreslås med nr. 3, at der ikke kan gives godkendelse til
forsøg, som medfører statslige merudgifter.
I overensstemmelse med gældende ret i servicelovens § 184,
stk. 2, nr. 3, vil der ikke kunne gives godkendelse til forsøg,
som medfører statslige merudgifter.
Det foreslås med nr. 4, at der ikke kan gives godkendelse til
forsøg, som indebærer fravigelse af reglerne om tilsyn.
Det driftsmæssige og personrettede tilsyn er essentielt for,
at den enkelte borger modtager den nødvendige indsats i
gode og sikre tilbud af høj kvalitet, jf. Folketingstidende,
2017-18, tillæg A, L 12 som fremsat, side 15. Af hensyn
til den enkelte borgers retssikkerhed findes det derfor ikke,
at der bør være mulighed for at gennemføre forsøg, der
vedrører hverken det driftsorienterede eller det personrettede
tilsyn.
Det foreslås med nr. 5, at der ikke kan gives godkendelse til
forsøg, som indebærer fravigelse af reglerne om klage.
Adgangen til at klage og sagsbehandlingsmæssige krav
knyttet hertil, som skal sikre, at klageadgangen er reel, er
grundlæggende retssikkerhedsgarantier, jf. Folketingstiden-
de, 2017-18, A, L 12 som fremsat, side 15-16. Det findes i
overensstemmelse med forarbejderne til § 184, stk. 2, nr. 5,
derfor ikke hensigtsmæssigt, at der etableres mulighed for at
gennemføre forsøg inden for dette område.
Bestemmelsen vil i overensstemmelse med forarbejderne
til servicelovens § 184, stk. 2, nr. 5, ikke skulle fortolkes
indskrænkende, men vil dække alle regler knyttet til klage-
adgang, såsom bl.a. bestemmelser om hvilken personkreds
der er klageberettiget, ret til at få dækket transportudgifter
ved møder i Ankestyrelsen, ret til at kræve en afgørelse
indbragt for retten og børns ret til at klage.
Formålet med § 207 er således, at det også efter barnets
lov fastsættes nærmere, hvilke forsøg på det sociale område
der ikke vil kunne gives godkendelse til. Der er ikke med
de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i
forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 208
Det fremgår af § 184, stk. 4, i serviceloven, at social- og
ældreministeren årligt offentliggør en status for anvendelsen
af forsøg på det sociale område.
Det foreslås med bestemmelsen i § 208, at social- og ældre-
ministeren årligt offentliggør en status for anvendelsen af
forsøg på det sociale område for børn og unge.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse
uden ændringer af § 184, stk. 4, i serviceloven, afgrænset
til målgrupperne for barnets lov.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
184, stk. 4, vil den årlige statusoversigt skulle indeholde
oplysninger om forsøg, der er iværksat eller afsluttede
siden offentliggørelsen af sidste status, jf. Folketingstidende,
2017-18, A, L 12 som fremsat, side 16.
Der vil i overensstemmelse med forarbejderne til servicelo-
vens § 184, stk. 4, endvidere skulle være oplysninger om,
hvordan afsluttede forsøg er evaluerede, samt hvad evalue-
ringerne har vist. Statusoversigten vil dermed skulle kunne
479
danne grundlag for en drøftelse mere generelt af forsøgs-
virksomhed på det sociale område.
Formålet med § 208 er, at det også efter barnets lov fastsæt-
tes, at social- og ældreministeren årligt skal offentliggøre en
status for anvendelsen af forsøg på det sociale område for
børn og unge. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser
tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.20.
Til § 209
Det fremgår af § 156 i serviceloven, at den, der tilskynder
eller hjælper et barn eller en ung, der er anbragt uden for
hjemmet i medfør af serviceloven, til at undvige anbringelse
eller holder barnet eller den unge skjult, kan straffes med
fængsel eller bøde.
Bestemmelsen foreslås videreført med redaktionelle ændrin-
ger i barnets lov.
Det foreslås med bestemmelsen i § 209, at den, som tilskyn-
der eller hjælper et barn eller en ung, der er anbragt uden for
hjemmet i medfør af loven, til at undvige anbringelse eller
holder den undvegne skjult, straffes med fængsel i indtil 2 år
eller under formildende omstændigheder bøde.
Bestemmelsen svarer således til de gældende regler i ser-
vicelovens § 156 i lov om social service, og retstilstanden
foreslås dermed videreført uændret.
Efter den foreslåede bestemmelse vil det være muligt at
straffe personer, der medvirker til, at et barn eller en ung,
der er anbragt uden for hjemmet efter barnets lov, unddrager
sig anbringelsen.
Bestemmelsen finder anvendelse både på forældremyndig-
hedsindehaverne og andre udenforstående. Barnet eller den
unge vil dog ikke kunne straffes efter den foreslåede be-
stemmelse.
Den foreslåede bestemmelse vil f.eks. kunne finde anven-
delse, hvis forældremyndighedsindehaver ikke afleverer et
anbragt barn eller ung efter samvær, eller hvis en person
på anden måde hjælper anbragte børn eller unge med at und-
drage sig anbringelsen, f.eks. ved at skjule vedkommende i
sit hjem.
Bestemmelsen finder almindeligvis anvendelse på bortførel-
se af små børn og tilfælde, hvor en af forældrene, der har
fået frataget forældremyndigheden, unddrager barnet fra den
anden forælder, som har forældremyndigheden alene. Be-
stemmelsen omfatter også efter stk. 2 tilfælde, hvor barnet
eller den unge føres ud af landet. Modsat den foreslåede
bestemmelse finder straffelovens § 215 dog ikke anvendelse
på forældremyndighedsindehaverne.
Til § 210
Det fremgår af § 157 i serviceloven, at den, der anbringer
eller modtager et barn eller en ung i pleje eller fjerner et
barn eller en ung fra familiepleje, kan straffes.
Det foreslås med lovforslagets § 210, at den, der anbringer
eller modtager et barn i pleje i strid med loven eller fjerner
et barn eller en ung fra familiepleje, straffes med bøde.
Bestemmelsen svarer således til de gældende regler i ser-
vicelovens § 157.
Efter den foreslåede bestemmelse vil det være muligt at
straffe personer, der anbringer et barn eller en ung uden for
hjemmet eller modtager et barn i pleje i strid med reglerne
i barnets lov, samt personer, der fjerner et barn eller en
ung fra privat familiepleje. Bestemmelsen finder anvendelse
både på forældremyndighedsindehaverne og andre udenfor-
stående, herunder kommunalt ansatte, der forsætligt handler
i strid med reglerne i loven.
Bestemmelsen vil således kunne finde anvendelse, hvis et
barn anbringes eller modtages i pleje uden for hjemmet,
uden at en kompetent myndighed har truffet afgørelse her-
om, eller hvis forældremyndighedsindehaveren eller andre
udenforstående fjerner et barn fra privat familiepleje i strid
med reglerne i barnets lov.
Til § 211
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 88, stk. 1, at social-
og ældreministeren nedsætter et børneråd, som skal virke
som fortaler for børn. Rådet er uafhængigt og tværfagligt
sammensat. Som led i sin fortalervirksomhed skal rådet in-
formere og rådgive regering og Folketing om børns forhold
i samfundet samt arbejde på at sikre børns rettigheder. Rådet
har endvidere til opgave at vurdere og informere om børns
vilkår i Danmark. Rådet skal inddrage børns synspunkter i
sit arbejde og kan anmode institutioner, hvor børn opholder
sig, om at måtte aflægge dem besøg.
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 88, stk. 2, at staten
betaler udgifterne ved rådets virksomhed, og at social- og
ældreministeren fastsætter regler om rådets sammensætning
og opgaver.
Bemyndigelsen er anvendt til at udstede regler i bekendtgø-
relse nr. 1200 af 7. juni 2021 om råd på det sociale område,
der bl.a. indeholder bestemmelser om børnerådets sammen-
sætning, opgaver og forretningsorden.
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 1, at social- og ældre-
ministeren nedsætter et børneråd, som skal virke som for-
taler for børn. Rådet er uafhængigt og tværfagligt sammen-
sat. Som led i sin fortalervirksomhed skal rådet informere
og rådgive regeringen og Folketinget om børns forhold i
samfundet samt arbejde for at sikre børns rettigheder. Rådet
har endvidere til opgave at vurdere og informere om børns
vilkår i Danmark.
Bestemmelsen vil medføre, at gældende ret efter retssik-
480
kerhedsloven § 88, stk. 1, 1-4. pkt., videreføres i barnets
lov. Det vil betyde, at der ikke vil blive foretaget ændringer
i Børnerådets overordnede opgaver. Herefter vil Børnerådet
virke som fortaler for børn. Som led i sin fortalervirksomhed
vil rådet skulle informere og rådgive regeringen og Folketin-
get om børns forhold i samfundet samt arbejde for at sikre
børns rettigheder. Rådet vil endvidere have til opgave at vur-
dere og informere om børns vilkår i Danmark, herunder set i
lyset af bestemmelserne og intentionerne i FN’s Konvention
om Barnets Rettigheder.
Formålet med bestemmelsen i stk. 1 er at videreføre Børne-
rådets overordnede opgave med at fremme børns rettigheder
og interesser samt at virke som fortaler for børn. Med forsla-
get fastsættes, at Børnerådet er et uafhængigt og tværfagligt
sammensat råd, der har til opgave at informere og rådgive
regering og Folketing om børns forhold i samfundet. Rådet
har endvidere til opgave at vurdere og informere om børns
vilkår i Danmark.
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 2, at Børnerådet skal
inddrage børns synspunkter i sit arbejde, og rådet nedsætter
som led heri et børne- og ungepanel.
Bestemmelsen vil medføre, at gældende ret efter retssik-
kerhedslovens § 88, stk. 1, 5. pkt., videreføres i barnets
lov. Som noget nyt i forhold til gældende ret foreslås det, at
Børnerådet vil skulle nedsætte et børne- og ungepanel. Be-
stemmelsen vil betyde, at Børnerådet vil skulle formalisere
en del af sin børneinddragelse i et panel, der vil kunne give
input til rådets arbejde ud fra et børneperspektiv. Forslaget
vil ikke betyde, at Børnerådets børneinddragelse vil skulle
begrænse sig til panelet. Børnerådet vil således fortsat også
have mulighed for at inddrage børns synspunkter i sit arbej-
de på anden vis.
Social- og ældreministeren vil skulle fastsætte nærmere reg-
ler om børne- og ungepanelet, herunder om panelets sam-
mensætning, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 5. Børne-
rådet vil skulle nedsætte børne- og ungepanelet, og rådet
forventes at skulle fastlægge mødehyppighed og rammerne
for de drøftelser, der skal informere og kvalificere rådets
opgavevaretagelse.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i stk. 2 er at
styrke børnenes egne stemmer i Børnerådets arbejde. For-
målet med børne- og ungepanelet er at informere og rådgive
rådet i dets arbejde med at sikre børns rettigheder, behov
og interesser ud fra et børneperspektiv. Panelet understøtter
således, at børn og unge kan komme til orde om forhold, der
vedrører dem selv.
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 3 at Børnerådet kan
anmode institutioner, hvor børn opholder sig, om at aflægge
dem besøg.
Bestemmelsen vil medføre, at gældende ret efter retssikker-
hedslovens § 88, stk. 1, 5. pkt., videreføres i barnets lov. Det
vil indebære, at Børnerådet vil kunne anmode institutioner,
hvor børn opholder sig, om at aflægge dem besøg. Bestem-
melsen vil ikke medføre, at Børnerådet vil få en egentlig ret
til at få adgang til institutioner.
I overensstemmelse med forarbejderne til retssikkerhedslo-
vens § 88, stk. 1, vil rådet i forbindelse med et evt. afslag
på en anmodning om besøg vil kunne overveje, om afslaget
giver grundlag for at henvende sig til den ansvarlige myn-
dighed, herunder f.eks. kommunalbestyrelsen, med henblik
på at vurdere, om afslaget giver anledning til bekymring for
børns forhold, jf. Folketingstidende 2011-12, A, L 142 som
fremsat, side 6.
Endvidere vil Børnerådet i overensstemmelse med forarbej-
derne anses for at være en del af den offentlige forvaltning,
jf. Folketingstidende 2011-12, A, L 142 som fremsat, side
6. Rådet vil dermed tilsvarende være omfattet af de reg-
ler, som gælder for offentlige myndigheder, herunder f.eks.
reglerne om indhentning samt videregivelse af oplysninger
efter databeskyttelseslovens §§ 7 og 8 samt forvaltningslo-
vens almindelige bestemmelser, jf. bl.a. forvaltningslovens
§§ 27 og 32 og straffelovens § 152. Det vil bl.a. medføre,
at Børnerådet som udgangspunkt ikke vil kunne indhente
oplysninger om personers rent private forhold uden samtyk-
ke. Endvidere vil det bl.a. medføre, at Børnerådet ikke vil
kunne skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke vil være af
betydning for udførelsen af rådets opgave.
Såfremt Børnerådet i sin besøgsvirksomhed vil blive be-
kendt med konkrete forhold, som rådet vil finde bekymren-
de, vil rådet skulle videregive sin bekymring til relevante
myndigheder, herunder eksempelvis den kommunale myn-
dighed, Folketingets Ombudsmand, Ankestyrelsen eller til-
svarende kompetente myndigheder. Forslaget vil således ik-
ke tildele Børnerådet kontrol-, klage- eller tilsynsbeføjelser
i lighed med de beføjelser, som f.eks. kommunalbestyrelsen
og Ankestyrelsen har efter forslaget til barnets lov.
Børnerådet vil være omfattet af lovforslagets § 133 om fag-
personers skærpede underretningspligt, herunder også når
Børnerådet vil aflægge besøg på institutioner, hvor børn
opholder sig. Underretningspligten vil indtræde, når der er
kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung
under 18 år kan have behov for støtte efter barnets lov, at
et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for støtte på
grund af de kommende forældres forhold, at et barn eller
en ung under 18 år kan have behov for støtte efter barnets
lov på grund af barnets eller den unges ulovlige skolefravær
eller undladelse af at opfylde undervisningspligten, eller at
et barn eller en ung under 18 år er udsat for overgreb.
Formålet med bestemmelsen i stk. 3 er at sikre rådets mu-
ligheder for at opnå viden og læring ved at aflægge besøg
på institutioner, hvor børn opholder sig. Det er væsentligt,
at Børnerådet som led i sin rådgivning kender til børns
forhold, herunder på de institutioner, hvor børns rettighe-
der håndhæves af offentlige myndigheder, samt af private
institutioner, der varetager opgaver vedrørende børn under
tilsyn fra offentlige forvaltningsmyndigheder. Rådet vil i
lighed med gældende ret ikke have til opgave at udøve
481
tilsynsvirksomhed i forhold til konkrete institutioner eller
børn, jf. Folketingstidende 2011-12, A, L 142 som fremsat,
side 6. Bestemmelsen har alene til hensigt at understøtte
rådets vidensindsamling om børns generelle opvækstvilkår,
herunder også om de børn, som kun sjældent kommer til
orde i samfundsdebatten.
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 4, at social- og æl-
dreministeren udpeger et repræsentantskab for Børnerådet
bestående af organisationer og foreninger m.v., der arbejder
med børns forhold og rettigheder, herunder børne- og ung-
domsorganisationer.
Bestemmelsen vil medføre, at der med repræsentantskabet
vil blive givet et fagligt forum, der er tydeligere end efter
gældende ret, for Børnerådets dialog med og inddragelse af
organisationer og foreninger m.v., der arbejder med børns
forhold og rettigheder, herunder børne- og ungdomsorgani-
sationer. Det kan f.eks. være organisationer, der beskæftiger
sig med børns skolegang, sociale liv og fritid. Repræsentant-
skabet vil ikke have instruktionsbeføjelser over for Børne-
rådet og vil således ikke kunne pålægge rådet at foretage
bestemte handlinger. Repræsentantskabets opdrag vil være
at oplyse og vejlede Børnerådet i dets arbejde, og social-
og ældreministeren vil skulle fastsætte nærmere regler om
repræsentantskabet, herunder om repræsentantskabets sam-
mensætning, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 5. Bør-
nerådet vil forventeligt skulle inddrage repræsentantskabet
inden for de temaer, som rådet fokuserer på. Børnerådet
forventes desuden at skulle fastlægge mødehyppighed og
rammerne for de drøftelser, der skal oplyse og vejlede Bør-
nerådet i dets arbejde.
Formålet med bestemmelsen i stk. 4 er at styrke Børnerådets
opgave med at vurdere og infomere om børns vilkår i Dan-
mark. Repræsentantskabet skal give input til Børnerådets
arbejde og dermed understøtte rådet i at sikre børns rettighe-
der, interesser og behov.
Det foreslås med stk. 5, at staten betaler udgifterne ved
rådets virksomhed. Det foreslås videre, at social- og ældre-
ministeren fastsætter regler om rådets sammensætning, op-
gaver og honorering, samt om børne- og ungepanelet og
repræsentantskabet, herunder om deres sammensætning.
Bestemmelsen vil medføre, at gældende ret efter retssikker-
hedslovens § 88, stk. 2, videreføres i barnets lov. Det vil
medføre, at staten vil skulle betale udgifterne ved rådets
virksomhed, og at social- og ældreministeren vil skulle fast-
sætte regler om rådets sammensætning og opgaver. Som
noget nyt i forhold til gældende ret vil social- og ældremi-
nisteren i henhold til forslaget skulle fastsætte regler om
rådets honorering samt om børne- og ungepanelet og repræ-
sentantskabet, herunder om panelet og repræsentantskabets
sammensætning.
Forslaget forventes for det første at ville medføre, at social-
og ældreministeren vil fastsætte regler om, at Børnerådets
formand honoreres efter aftale med Social- og Ældremini-
steriet. Forslaget forventes for det andet at ville medføre
dels, at Børnerådet som led i sin virksomhed vil dække
eventuelle transportudgifter til børn og unges deltagelse i
børne- og ungepanelets arbejde, dels at social- og ældre-
ministeren vil skulle fastsætte regler om panelets størrel-
se. Forslaget forventes for det tredje at ville medføre, at
social- og ældreministeren vil skulle fastsætte regler om re-
præsentantskabet for så vidt angår repræsentantskabets stør-
relse, udpegningsperiode og nærmere opgaver.
Formålet med bestemmelsen i stk. 5, 2. pkt., er at give
social- og ældreministeren bemyndigelse til at fastsætte nær-
mere regler om rådets sammensætning, opgaver og hono-
rering samt børne- og ungepanelet og repræsentantskabet,
herunder om deres sammensætning. Formålet med at udvide
bemyndigelsesbestemmelsen til at omfatte honorering er at
præcisere bestemmelsen i stk. 5, 1. pkt., efter hvilken staten
betaler udgifterne ved rådets virksomhed.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 3.22.
Til § 212
Det foreslås med stk. 1, at loven træder i kraft den 1. april
2023, jf. dog stk. 2-4.
Det foreslås i stk. 2, at § 14, stk. 4, og § 15, stk. 3, træder i
kraft den 1. oktober 2023.
Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen skal sik-
re, at der på kommunens hjemmeside er en synlig og let
tilgængelig indgang til de kommunale myndigheder, som er
specifikt målrettet børn, og at kravet herom vil træde i kraft
den 1. oktober 2023. Den senere ikrafttræden ift. lovens
øvrige bestemmelser, der som udgangspunkt træder i kraft
den 1. april 2023, vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil
have perioden fra den 1. april 2023 til den 1. oktober 2023
til på kommunens hjemmeside at få udarbejdet en synlig og
let tilgængelig indgang til de kommunale myndigheder, som
er specifikt målrettet børn, således at denne er tilgængelig
fra den 1. oktober 2023, når bestemmelsen træder i kraft.
Bestemmelsen indebærer videre at bestemmelsen i lovfor-
slagets § 15, stk. 3, skal træde i kraft den 1. oktober
2023. Den senere ikrafttræden af denne bestemmelse ift. lo-
vens øvrige bestemmelser, vil betyde, at kommunalbestyrel-
sen vil have perioden fra den 1. april 2023 til den 1. oktober
2023 til at få udarbejdet og vedtaget deres beredskab til
forebyggelse, opsporing og håndtering af negativ social kon-
trol, æresrelaterede konflikter og ekstremisme blandt børn,
unge og deres familier, således at dette kan offentliggøres
den 1. oktober 2023, når bestemmelsen træder i kraft.
Den foreslåede stk. 2 vil indebære, at reglerne om udarbej-
delse og offentliggørelse af et beredskab til forebyggelse,
opsporing og håndtering af negativ social kontrol og æresre-
laterede konflikter i den foreslåede § 15, stk. 2, første gang
skal være udarbejdet, godkendt af kommunalbestyrelsen og
482
offentliggjort på kommunens hjemmeside senest den 1. ok-
tober 2023.
Det foreslås i stk. 3, at § 200 træder i kraft den 1. marts 2023
og har virkning fra den 1. april 2023. Forskudsrefusion efter
§§ 199 og 203 for 2. kvartal 2023 kan udbetales med 1/3
den 30. marts 2023.
Bestemmelsen indebærer, at kommunerne også for refusi-
onsberettigede udgifter efter barnets lov for 2. kvartal 2023
kan anmelde refusionen i marts 2023, svarende til praksis
for samme vedr. udgifter serviceloven. Endvidere vil be-
stemmelsen indebære, at kommunerne kan få udbetalt 1/3
af forskudsrefusionen vedrørende 2. kvartal den næstsidste
bankdag i den næstsidste bankdag i måneden forud for den
måned, refusionen vedrører, svarende til de gældende regler
for tilsvarende udgifter efter serviceloven.
Det foreslås endvidere i stk. 4, at reglerne om børnerådet i
lovforslagets § 211 om et børneråd skal træde i kraft den
1. januar 2023. Bestemmelsen vil betyde, at reglerne om
børnerådet vil træde i kraft tidligere end de øvrige bestem-
melser i loven. Formålet er, at det nye børneråd, som er
blevet nedsat i 2022, vil blive omfattet af de nye regler om
deres virke og opgaver snarest muligt.
Til § 213
Efter § 11 i serviceloven kan der iværksættes tidlige og
forebyggende indsatser, ydes økonomisk støtte, tilbydes fa-
milievejledning og iværksættes rådgivning, behandling mv.
Efter servicelovens kapitel 7-10 kan der iværksættes handi-
capkompenserende støtte bl.a. i form af særlige dag- og
klubtilbud, ledsagelse til børn og unge, dækning af nødven-
dige merudgifter og hjemmetræning m.fl.
Efter kapitel 11 i serviceloven kan der, som udgangspunkt
på baggrund af en børnefaglig undersøgelse efter reglerne
i servicelovens § 50 træffes afgørelse om og iværksættes
særlig støtte til børn og unge og deres familier i form af
eksempelvis forebyggende foranstaltninger i hjemmet som
f.eks. en fast kontaktperson, aflastning eller familiebehand-
ling, træffes afgørelse om forældrepålæg eller børne- og
ungepålæg og mere indgribende foranstaltninger i form af
anbringelse uden for hjemmet med og uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt
15 år, og efterværn. En række forebyggende foranstaltninger
kan videre iværksættes over for vordende forældre. Endelig
kan der efter s kapitel 12 i serviceloven træffes afgørelse om
efterværn eller opretholdt anbringelse til unge i alderen 18
til 22 år, der er omfattet af målgruppen herfor. Efter § 140 i
serviceloven skal der udarbejdes en handleplan inden iværk-
sættelse af foranstaltninger efter § 52, 76 eller 76 a. Hand-
leplanen skal blandt andet angive formålet med støtten og
konkrete mål i forhold til barnets trivsel og udvikling. I
kapitel 27 serviceloven er der fastsat regler om underretning
om børn og unge, herunder om børn og unge, der kan have
behov for særlig støtte, har været udsat for overgreb, eller
udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller
lever under forhold, der bringer barnets eller den unges
sundhed eller udvikling i fare.
Det foreslås med stk. 1, at indstillinger og henvendelser
vedrørende børn og unge, herunder ansøgninger og under-
retninger, efter lov om social service, jf. lovbekendtgørelse
nr. 170 af 24. januar 2022, som ændret ved § 41 i lov nr. 324
af 16. marts 2022 og § 2 i lov nr. 892 af 21. juni 2022, som
er modtaget eller påbegyndt før den 1. april 2023 og ikke
færdigbehandlet senest den 31. marts 2023, færdigbehandles
efter denne lov, jf. dog stk. 5.
Bestemmelsen vil indebære, at indstillinger, ansøgninger,
henvendelser og underretninger, som vedrører udsatte børn
og unge og deres familier, herunder børn og unge med en
funktionsnedsættelse, som er modtaget eller påbegyndt før
det foreslåede tidspunkt for ikrafttræden af barnets love som
er under behandling efter reglerne i serviceloven, men ikke
afsluttet, vil skulle færdigbehandles efter reglerne i barnets
lov. Det bemærkes, at f.eks. frister for vurdering af underret-
ninger og for behandling af en anmodning om hjemgivelse
af et anbragt barn er uændrede i dette forslag til barnets lov i
forhold til serviceloven, vil derfor fortsat være gældende.
Bestemmelsen vil ikke finde anvendelse i forhold ansøgning
om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste for personer
omfattet af det foreslåede stk. 5.
Det foreslås med stk. 2, at afgørelser vedrørende børn og un-
ge truffet efter lov om social service, jf. lovbekendtgørelse
nr. 170 af 24. januar 2022, som ændret ved § 41 i lov nr.
324 af 16. marts 2022 og § 2 i lov nr. 892 af 21. juni 2022,
og planer udarbejdet efter §§ 54, 140 og 140 i samme lov
fortsat er gældende.
Bestemmelsen vil skulle sikre, at der ikke er behov for, at
der træffes nye afgørelser eller fastsættes nye handleplaner i
forbindelse med ikrafttræden af dette forslag til barnets lov.
Bestemmelsen vil indebære, at kommunalbestyrelsen, eller
børne- og ungeudvalget i sager om anbringelse uden sam-
tykke, ikke vil skulle træffe fornyet afgørelse om støttende
indsatser, anbringelse eller handicapkompenserende foran-
staltninger efter de foreslåede bestemmelser i barnets lov,
når der allerede er iværksat en indsats, men at disse vil
kunne fortsætte uændret, indtil der i øvrigt er behov for
ændringer på baggrund af opfølgning i sagen eller ændrin-
ger i barnets, den unges eller familiens behov, indsatsen
ophører, eller der træffes afgørelse om hjemgivelse. For
afgørelser om anbringelse uden samtykke truffet efter reg-
lerne i serviceloven vil genbehandlingsfristen fastsat efter
servicelovens § 62 være gældende. Opretholdelse af anbrin-
gelsen ud over den fastsatte frist efter servicelovens § 62
forudsætter fornyet afgørelse i børne- og ungeudvalget efter
de foreslåede regler i barnets lov herom. For så vidt angår
frister og gyldighedsperioder i forlængelse af foreløbige af-
gørelser efter den foreslåede § 143 er disse uændrede i dette
forslag til barnets lov i forhold til serviceloven. Frister og
gyldighedsperioder for foreløbige afgørelser truffet senest
483
den 31. marts 2023 vil således løbe fra tidspunktet for den
foreløbige afgørelse.
Idet en afgørelse truffet senest den 31. marts 2023 efter den
foreslåede stk. 2 fortsat vil gælde, vil afgørelsen i forlængel-
se heraf kunne indbringes for Ankestyrelsen eller for retten
efter de foreslåede bestemmelser i §§ 146 og 147 inden fire
uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.
Det foreslås med stk. 3, at undersøgelser, indstillinger og
planer vedrørende børn og unge udarbejdet og afgivet efter
lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 170 af 24.
januar 2022, som ændret ved § 41 i lov nr. 324 af 16. marts
2022 og § 2 i lov nr. 892 af 21. juni 2022, fortsat vil kunne
anvendes til brug for beslutninger og afgørelser efter denne
lov, jf. dog § 67, stk. 4, nr. 3.
Bestemmelsen vil indebære, at der ikke vil skulle afgives
nye indstillinger, gennemføres nye børnefaglige undersøgel-
ser eller udarbejdes nye planer som følge af, at reglerne i
serviceloven om indsatser og foranstaltninger til kommende
forældre, børn eller unge og forældre, herunder børn og
unge med funktionsnedsættelse, anbringelse af et barn eller
en ung uden for hjemmet og adoption overføres til barnets
lov.
Den foreslåede overgangsbestemmelse vil eksempelvis bety-
de, at en børnefaglig undersøgelse udarbejdet efter service-
lovens § 50 vil kunne anvendes som grundlag for en støtten-
de indsats eller en afgørelse om anbringelse efter barnets
lov, herunder eksempelvis til brug for en indstilling til bør-
ne- og ungeudvalget om anbringelse uden for hjemmet uden
samtykke eller om adoption uden samtykke
Den foreslåede overgangsbestemmelse vil eksempelvis også
betyde, at kommunalbestyrelsens indstilling om adoption af
et barn eller en ung efter den foreslåede bestemmelse i § 70
i stedet for en børnefaglig undersøgelse efter den foreslåede
§ 20 vil kunne indeholde en børnefaglig undersøgelse efter
§ 50 i serviceloven, der er gennemført før det foreslåede
tidspunkt for ikrafttræden af barnets lov, og at indstillingen
tilsvarende i stedet for barnets plan og ungeplanen efter de
foreslåede bestemmelser i §§ 91 og 108 vil kunne indeholde
en handleplan efter § 140 i serviceloven. Tilsvarende vil den
foreslåede overgangsbestemmelse eksempelvis også betyde,
at børne- og ungeudvalget efter den foreslåede bestemmelse
i § 72 vil kunne udarbejde en indstilling til Ankestyrelsen
om adoption uden samtykke af et barn eller en ung på
grundlag af en indstilling, som kommunalbestyrelsen før
det foreslåede tidspunkt for ikrafttrædelse af barnets lov har
udarbejdet efter § 68 e i serviceloven.
Dog vil det være et krav, jf. den foreslåede § 67, stk. 4, at
en indstilling til børne- og ungeudvalget fra den 1. april
2023 skal indeholde en psykologisk helhedsvurdering af
barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet, der
er foretaget af en autoriseret psykolog.
Det foreslås med stk. 4, at tidsfrister i forbindelse med
Socialstyrelsens pålæg vedrørende tilbud for børn og unge
efter servicelovens § 13 c, jf. lovbekendtgørelse nr. 170
af 24. januar 2022, som ændret ved § 41 i lov nr. 324 af
16. marts 2022 og § 2 i lov nr. 892 af 21. juni 2022, er
fortsat gældende. Bestemmelsen indebærer, at tidsfrister i
medfør heraf, der udstedes af Socialstyrelsen efter reglerne i
servicelovens § 13 c før den 1. april 2023, og som vedrører
et tilbud eller samling af tilbud for børn og unge, også vil
være gældende fra denne dato.
Det foreslås med stk. 5, at for personer, der har indgivet
ansøgning om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste
efter § 42 i lov om social service før 1. januar 2011, og
for personer, der i løbet af 2010 har fået udbetalt hjælp til
dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter de hidtidige bestem-
melser i § 42 i lov om social service, finder § 87, stk. 3,
1. og 2. pkt., ikke anvendelse. For disse personer fastsættes
ydelsen efter § 87, stk. 1, på baggrund af personens hidtidi-
ge bruttoindtægt, hvis betingelserne for at modtage hjælp til
dækning af tabt arbejdsfortjeneste i øvrigt er opfyldt.
Efter § 42, stk. 1, i serviceloven skal kommunalbestyrelsen
yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer,
der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig
og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller ind-
gribende kronisk eller langvarig lidelse. Ydelsen er betinget
af, at det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funk-
tionsevne, at barnet passes i hjemmet, og at det er mest hen-
sigtsmæssigt, at det er moren eller faren, der passer barnet.
Efter § 42, stk. 3, i serviceloven fastsættes størrelsen på
den ydelse, der kan udbetales som hjælp til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste efter lovens § 42, stk. 1, på baggrund
af den tidligere bruttoindtægt, dog højst med et beløb på
33.063 kr. (2022-niveau) om måneden. Dette beløb kaldes
ydelsesloftet. Der beregnes tillæg til ferieformål samt bidrag
til pensionsordning af bruttoydelsen, og der indbetales ATP-
bidrag.
Det gældende ydelsesloft blev indført ved en lovændring,
der trådte i kraft den 1. juli 2012, jf. lov nr. 286 af 28. marts
2012 om ændring af lov om social service (Forhøjelse af
ydelsesloftet for tabt arbejdsfortjeneste).
Ydelsesloftet blev første gang indført i serviceloven ved
en lovændring som trådte i kraft den 1. januar 2011, jf.
lov nr. 1613 af 22. december 2010 om ændring af lov om
social service (Loft over ydelsen for tabt arbejdsfortjeneste),
jf. Folketingstidende 2010-11 (1. samling), A, L 28 som
fremsat. Før 2011 var der ikke loft over ydelse for tabt
arbejdsfortjeneste efter lovens § 42, men ved lovændringen
blev der indsat et loft på dengang 19.613 kr.
I forbindelse med indførelsen af ydelsesloftet den 1. januar
2011 blev der med § 2, stk. 2 og 3, i lov nr. 1613 af 22.
december 2010 indført to overgangsbestemmelser, hvorefter
familier, der ikke tidligere havde været omfattet af et ydel-
sesloft, skulle være undtaget herfra.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
42, stk. 3, 1. og 2. pkt., jf. ovenstående, foreslås således
484
med det foreslåede stk. 4 en videreførelse af de overgangs-
bestemmelser, der blev indført med § 2, stk. 2 og 3, i lov
nr. 1613 af 22. december 2010 om ændring af lov om social
service (Loft over ydelsen for tabt arbejdsfortjeneste), jf.
Folketingstidende 2010-11 (1. samling), A, L 28.
Forslaget vil i relation til ansøgninger om hjælp til dækning
af tabt arbejdsfortjeneste, der er indgivet før den 1. januar
2011, medføre, at sådanne ansøgninger fortsat vil skulle be-
handles uden hensyntagen til ydelsesloftet. Dette vil betyde,
at hvis en ansøgning er indgivet før 1. januar 2011, men af-
gørelsen først er truffet efter dette tidspunkt, vil ydelsesloftet
i det foreslåede § 87, stk. 3, 1. og 2. pkt., fortsat ikke finde
anvendelse.
Forslaget om at videreføre de nævnte overgangsbestemmel-
ser vil også medføre, at for borgere, der har fået udbetalt
tabt arbejdsfortjeneste i løbet af 2010, vil ydelsen fortsat
skulle fastsættes uden hensyntagen til ydelsesloftet i det
foreslåede § 87, stk. 3, nr. 1 og 2. Dermed vil borgere, der
har fået udbetalt tabt arbejdsfortjeneste i løbet af 2010, uan-
set omfanget af hjælpen og uanset, at ansøgningstidspunktet
ligger efter den 1. januar 2011, fortsat få beregnet ydelsen
på baggrund af den tidligere bruttoindtægt uden hensyn til
det ydelsesloft, der pr. 1. januar 2011 blev indført med lov
nr. 1613 af 22. december 2010. Det vil fortsat være en
forudsætning herfor, at betingelserne for at modtage tabt
arbejdsfortjeneste i øvrigt er opfyldt.
Det bemærkes, at det foreslåede stk. 4 ikke er fuldt ud
enslydende med de overgangsbestemmelser, der blev indført
med § 2, stk. 2 og 3, i lov nr. 1613 af 22. december 2010
om ændring af lov om social service (Loft over ydelsen
for tabt arbejdsfortjeneste). Der er dog alene tale om sprog-
lige og lovtekniske ændringer i forhold til disse overgangs-
bestemmelser. Der er således ikke tilsigtet indholdsmæssige
ændringer ved den foreslåede formulering.
Til § 214
Det er fastsat i § 196 i serviceloven, at serviceloven ikke
finder anvendelse for Færøerne og Grønland. Det er fastsat
i § 196, stk. 2, at social- og ældreministeren efter aftale
med Færøernes Landsstyre og Grønlands Naalakkersuisut
fastsætter regler om visitation, betaling og refusion, hand-
leplaner, handle- og betalingskompetence, lovvalg samt be-
søgsrejser m.v., når personer på foranledning af færøske el-
ler grønlandske sociale myndigheder får ophold i Danmark
og modtager tilbud efter denne lov. Tilsvarende kan der efter
aftale fastsættes regler for personer, der fra Danmark får op-
hold på Færøerne eller i Grønland på foranledning af danske
sociale myndigheder. Det er videre fastsat, at der efter aftale
kan fastsættes regler om underretningspligt mellem sociale
myndigheder i Danmark og Grønland og mellem sociale
myndigheder i Danmark og på Færøerne. Endelig er det
fastsat i § 196, stk. 3, i serviceloven, at uenighed mellem
færøske eller grønlandske myndigheder og danske sociale
myndigheder efter disse regler afgøres af Ankestyrelsen.
Bestemmelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 647 af 31.
maj 2017 om døgnophold i tilbud i Danmark og Grønland,
og i bekendtgørelse nr. 715 af 31. maj 2017 om døgnophold
i tilbud Danmark eller på Færøerne.
Det følger af retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, at opholds-
kommunen har pligt til at yde hjælp efter de love, der
er omfattet af retssikkerhedsloven, herunder hjælp efter ser-
viceloven. En person har efter retssikkerhedslovens § 9, stk.
2, som udgangspunkt opholdskommune, hvor personen har
sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig. Udgangspunktet
er således i dag, at en person, der har ophold i et botilbud
i en dansk kommune, har ret til hjælp efter serviceloven
fra denne kommune, uanset om den pågældende er visiteret
til botilbuddet af de færøske eller grønlandske myndighe-
der. Regler om finansiering fra de færøske og grønlandske
myndigheder er fastsat i de ovennævnte bekendtgørelser om
besøgsrejser og ophold i Danmark eller på Færøerne hen-
holdsvis i Grønland i tilbud i boformer.
Det foreslås, at der fastsættes regler om den territoriale ud-
strækning for foreslåede barnets lov.
Det foreslås, at der med forslaget til § 215 fastsættes regler
om den territoriale udstrækning for den foreslåede barnets
lov.
Det foreslås i stk. 1, at loven ikke skal gælde for Færøerne
og Grønland.
Med den foreslåede stk. 1 videreføres reglerne om territorial
udstrækning uden ændringer i den foreslåede barnets lov.
Det følger af servicelovens § 2, at serviceloven finder
anvendelse på enhver, som opholder sig lovligt her i lan-
det. Det følger af servicelovens § 196, at loven ikke gælder
for Færøerne og Grønland. Servicelovens kapitel 27, som re-
gulerer underretningspligten, finder derved kun anvendelse
for børn og unge, som opholder sig i Danmark.
Såfremt fagpersoner i Danmark får kendskab til eller grund
til at antage, at et barn eller ung, som opholder sig i en
anden del af Rigsfællesskabet end Danmark, har behov for
hjælp eller støtte, er de med gældende regler ikke forpligtet
til at underrette myndighederne i den del af Rigsfællesska-
bet, hvor barnet eller den unge opholder sig. Samtidig kan
regler om videregivelse af oplysninger i persondataloven og
persondataforordningen skabe usikkerhed hos den enkelte
fagperson om, hvorvidt den pågældende fagperson er beret-
tiget til at videregive oplysninger om et barns eller en ungs
personlige forhold på tværs af Rigsfælleskabet uden udtryk-
kelig hjemmel.
Det foreslås i stk. 2, at der som noget nyt fastsættes regler
om, at personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt
hverv og personer, der udfører opgaver på børne- og unge-
området for det offentlige, kan underrette den kompetente
myndighed i Grønland eller på Færøerne, hvis de under udø-
velsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund
til at antage, at et barn eller en ung der har bopæl i Grønland
485
eller på Færøerne kan have behov for særlig støtte eller har
været udsat for overgreb, eller at et barn umiddelbart efter
fødslen i Grønland eller på Færøerne kan få behov for særlig
støtte på grund af de kommende forældres forhold.
Den foreslåede stk. 2 vil indebære, at personer, der udøver
offentlig tjeneste eller offentligt hverv i Danmark, samt per-
soner, der udfører opgaver på børne- og ungeområdet for det
offentlige, vil får adgang - men ikke pligt - til at underret-
te de relevante grønlandske og færøske myndigheder (kom-
muner). Det gælder, når personen under udøvelsen af sin
tjeneste eller hverv får kendskab til forhold eller grund til
at antage, at der foreligger forhold, som bevirker, at der kan
være anledning til at iværksætte nødvendige foranstaltninger
om særlig støtte til et barn eller en ung under 18 år, som
opholder sig i Grønland eller på Færøerne, at et barn eller en
ung under 18 år, der har bopæl i Grønland eller på Færøerne
har været udsat for overgreb, eller at et barn umiddelbart
efter fødslen i Grønland eller på Færøerne kan få behov for
særlig støtte på grund af de kommende forældres forhold.
Bestemmelsen indebærer, at offentligt ansatte som f.eks.
fagpersoner i skoletandpleje, pædagoger og lærere i folke-
skolen eller i kommunale daginstitutioner kan underrette en
grønlandsk eller færøsk kommune, hvor et barn eller en ung
i Grønland eller på Færøerne kan have behov for foranstalt-
ninger som omtalt i bestemmelsen. Bestemmelsen indebærer
også, at personer, der udfører opgaver på børne- og ungeom-
rådet, herunder læger, der ikke er offentligt ansatte eller i
offentligt hverv, personer, der er beskæftiget i selvejende
institutioner på dag- eller fritids- eller klubtilbudsområdet,
private dagplejere, ansatte ved frie grundskoler, efterskoler
og frie fagskoler samt personer, der er beskæftiget ved
opholdssteder, familiepleje, krisecentre, behandlingstilbud
eller andre private tilbud, der for det offentlige udfører op-
gaver rettet mod personer med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller særlige sociale problemer vil være om-
fattet af adgangen til at underrette relevante myndigheder i
Grønland eller på Færøerne.
Bestemmelsen indebærer, at adgangen til at underrette går
forud for fagpersonens tavshedspligt, og indebærer dermed,
at fagpersonen får samme adgang til at udveksle oplysninger
efter databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen
som efter underretningspligten. Der henvises i øvrigt til
punkt 6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Ift. overførsel af personoplysninger til Grønland bemærkes,
at dette vil skulle ske efter de gældende databeskyttelses-
regler, og vil bero på en konkret vurdering i den enkelte
sag. Det bemærkes, at Europa-Kommissionen ikke har truf-
fet en tilstrækkelighedsafgørelse vedrørende Grønland efter
artikel 45 i databeskyttelsesforordningen. Derfor vil Grøn-
land i relation til overførsel af personoplysninger være at
betragte som et usikkert tredjeland efter databeskyttelsesfor-
ordningen. En overførsel af personoplysninger kræver såle-
des iagttagelse af reglerne i kapitel V i databeskyttelsesfor-
ordningen. Det fremgår bl.a. af forordningens artikel 49, stk.
1, litra d, at der kan ske overførsel af personoplysninger,
hvis overførelsen er nødvendig af hensyn til vigtige sam-
fundsinteresser. Endvidere kan der ske overførsel af person-
oplysninger efter artikel 49, stk. 1, litra F, hvis overførslen
er nødvendig for at beskytte den registrerede eller andre
personers vitale interesser.
Ift. overførsel af personoplysninger til Færøerne bemærkes,
at dette ligeledes vil skulle ske efter de gældende databe-
skyttelsesregler, og vil bero på en konkret vurdering i den
enkelte sag. Europa-Kommissionen har truffet en tilstrække-
lighedsafgørelse vedrørende Færøerne, som derfor er et sik-
kert tredjeland i relation til overførsel af personoplysninger,
jf. artikel 45, stk. 1, i databeskyttelsesforordningen. Behand-
ling og overførsel af personoplysninger til Færøerne vil såle-
des kunne ske inden for reglerne i kapitel II i databeskyttel-
sesforordningen. Den foreslåede stk. 2 har til formål at sikre,
at de kompetente myndigheder i Grønland og på Færøerne
bliver opmærksomme på og får den nødvendige kendskab til
børn og unge, som mistrives, således at myndighederne kan
vurdere, hvorvidt der er behov for at iværksætte foranstalt-
ninger.
Forslaget har dermed også til formål at medvirke til, at alle
børn og unge under 18 år i Rigsfællesskabet får den nødven-
dige hjælp og støtte, uanset hvilken del af Rigsfællesskabet,
de opholder sig i.
Det foreslås i bestemmelsens stk. 3, at social- og ældremini-
steren efter aftale med Færøernes landsstyre og Grønlands
Naalakkersuisut kan fastsætte nærmere regler om visitation,
betaling, refusion, handleplaner, handle- og betalingskom-
petence, lovvalg samt besøgsrejser m.v., når personer på
foranledning af færøske eller grønlandske myndigheder for
ophold i Danmark og modtager tilbud efter denne lov.
Social- og ældreministeren kan videre efter aftale fastsættes
regler for personer, der fra Danmark får ophold på Færøerne
eller i Grønland på foranledning af danske sociale myndig-
heder, ligesom social- og ældreministeren efter aftale kan
fastsættes regler om underretningspligt mellem sociale myn-
digheder i Danmark og Grønland og mellem sociale myn-
digheder i Danmark og på Færøerne.
Endelig foreslås det bestemmelsens stk. 3, at uenighed mel-
lem færøske eller grønlandske sociale myndigheder og dan-
ske sociale myndigheder om deres forpligtelser efter disse
regler afgøres af Ankestyrelsen.
Bestemmelserne i stk. 3 og 4 svarer til reglerne i servicelo-
vens § 196. Der er dermed ikke tale om en indholdsmæssig
udvidelse af bemyndigelsen og det grundlæggende princip
om, at bemyndigelsen kun kan udnyttes efter aftale med Fæ-
røernes landsstyre henholdsvis Grønlands Naalakkersuisut.
Bemyndigelsesbestemmelsen forventes anvendt på samme
måde som i de gældende regler i bekendtgørelse om døgn-
ophold i tilbud i Danmark eller på Færøerne, bekendtgørel-
se nr. 715 af 31. maj 2017 og bekendtgørelse om døgnop-
hold i tilbud i Danmark eller og Grønland, bekendtgørelse
nr. 647 af 31. maj 2017. Disse bekendtgørelser fastsætter
486
nærmere regler om mellemkommunal underretning, iværk-
sættelse og ændring af indsatser, handleplaner, handle- og
betalingskompetence, besøgsrejser og lovvalg, når personer
på foranledning af færøske eller grønlandske sociale myn-
digheder får ophold i Danmark og modtager tilbud efter
serviceloven, og når personer fra Danmark får ophold på
Færøerne eller i Grønland på foranledning af danske sociale
myndigheder. Bemyndigelsen betyder, at der kan fastsættes
regler, der fraviger de respektive regler i Danmark, i Grøn-
land og på Færøerne om visitation, betaling og refusion,
besøgsrejser, handleplaner, handle- og betalingskompetence,
lovvalg m.v. Der kan således f.eks. fastsættes regler, der
fraviger retssikkerhedslovens bestemmelser om handle- og
betalingskommune.
487