Fremsat den 6. oktober 2022 af sundhedsministeren (Magnus Heunicke)

Fremsat den 6. oktober 2022 af sundhedsministeren (Magnus Heunicke)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om autorisation af sundhedspersoner og
om sundhedsfaglig virksomhed, sundhedsloven og lov om klage- og
erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet
(Skærpet straf ved ulovlige omskæringer af drengebørn, fælles visitation til den kommunale hjemmesygepleje og
akutfunktioner, ændring af sundhedspersoners rapporteringspligt i forbindelse med utilsigtede hændelser og ophævelse af
Styrelsen for Patientklagers pligt til at udgive en årsberetning)
§ 1
I lov om autorisation af sundhedspersoner og om
sundhedsfaglig virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 731 af
8. juli 2019, som ændret ved lov nr. 816 af 9. juni 2020, § 3
i lov nr. 1855 af 9. december 2020, § 1 i lov nr. 1185 af 8.
juni 2021 og senest ved § 1 i lov nr. 478 af 26. april 2022,
foretages følgende ændringer:
1. I § 74 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. En person, der ikke har autorisation som læge
eller fungerer som dennes medhjælp, jf. § 18, må ikke fjerne
forhuden på en dreng under 18 år.«
2. I § 89 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Den, der overtræder § 74, stk. 5, straffes med
fængsel i indtil 1 år, medmindre højere straf er forskyldt
efter anden lovgivning.«
§ 2
I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 210 af 27.
januar 2022, som ændret senest ved lov nr. 911 af 21. juni
2022, foretages følgende ændringer:
1. I § 138 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan delegere ansvaret for
tildeling af hjemmesygeplejen,
jf. stk. 1, som udføres i en fælles kommunal hjemmesyge-
pleje, til de øvrige kommunalbestyrelser, som indgår i et
givent tværkommunalt samarbejde.«
2. I § 199, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »hvornår og i hvil-
ken form rapporteringen skal ske«: »eller ikke skal ske,«, og
efter »og hvad den« indsættes: »i givet fald«.
§ 3
I lov om klage- og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 995 af 14. juni
2018, som ændret bl.a. ved § 24 i lov nr. 1853 af 9.
december 2020, § 2 i lov nr. 1855 af 9. december 2020,
§ 75 i lov nr. 285 af 27. februar 2021 og senest ved lov nr.
909 af 21. juni 2022, foretages følgende ændringer:
1. § 12, stk. 5 og 6, ophæves.
Stk. 7 bliver herefter stk. 5.
2. I § 16, stk. 1, udgår »og stk. 5, 1.-3. pkt.«
3. I § 16 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn udarbejder
en årsberetning om nævnets virksomhed. Regionen bidrager
efter Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns anmodning med
oplysninger til brug for årsberetningen, herunder oplysnin-
ger om klager, der er bortfaldet efter en dialog med regio-
nen, jf. § 2, stk. 3. Årsberetningen offentliggøres og sen-
des til sundhedsministeren, Styrelsen for Patientsikkerhed,
Sundhedsstyrelsen, regioner og kommuner.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
§ 4
Loven træder i kraft den 1. januar 2023.
Lovforslag nr. L 38 Folketinget 2022-23
Sundhedsmin., j.nr. 2204146
DI000720
§ 5
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan
ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de
ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
2
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Skærpet straf ved ulovlig omskæringer af drengebørn
2.1.1. Gældende ret
2.1.1.1. Regulering af omskæringer af drengebørn
2.1.1.2. Sundhedspersoners videregivelse af oplysninger ved mistanke om ulovlige omskæringer
2.1.2. Sundhedsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2. Fælles visitation til den kommunale hjemmesygepleje og akutfunktioner
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Sundhedsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.3. Sundhedspersoners rapporteringspligt i forbindelse med utilsigtede hændelser
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Sundhedsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.4. Styrelsen for Patientklagers pligt til at udgive en årsberetning
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Sundhedsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Klimamæssige konsekvenser
7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
8. Forholdet til EU-retten
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
10. Sammenfattende skema
1. Indledning
Regeringen vil ulovlige og farlige omskæringer til
livs. Regeringen er opmærksom på sager, hvor personer, der
ikke er læger eller deres medhjælp, har foretaget ikke-tera-
peutiske omskæringer på drengebørn. Det gælder personer,
der er bosiddende i Danmark, men også personer, der er rejst
til Danmark for at foretage disse indgreb.
Regeringen nedsatte derfor en tværministeriel arbejds-
gruppe med deltagelse af Justitsministeriet, Sundhedsmini-
steriet, Social- og Ældreministeriet samt Udlændinge- og
Integrationsministeriet, der fik til opgave at komme med
initiativer til bekæmpelse af ulovlige omskæringer.
Arbejdsgruppen har udarbejdet seks initiativer, som grup-
pen har anbefalet, at der skal arbejdes videre med. Et af
initiativerne omhandler en oplysningsindsats målrettet sund-
hedspersonerne om, hvornår og hvortil sundhedspersonerne
kan rette henvendelse, når de modtager en dreng, der har
komplikationer efter en omskæring, og det eventuelt mis-
tænkes, at indgrebet enten er foretaget ulovligt eller under
faglig standard.
Et andet initiativ handler om at skærpe straffen for ulovli-
ge omskæringer.
Med dette lovforslag ønsker regeringen at udmønte de ini-
tiativer, der på sundhedsområdet kræver lovændringer. For-
slaget går ud på at skærpe straffen for ulovlige omskærin-
ger. Ved den skærpede straf sikres der samtidig entydig
hjemmel til, at sundhedspersoner kan videregive oplysnin-
ger om formodede overtrædelser af reglerne til bl.a. politi-
et. Forslaget skaber derfor samtidig bedre muligheder for
politiet til at efterforske disse ulovligheder.
Lovforslaget indeholder derudover et forslag, som skal
implementere dele af aftalen om en Sundhedsreform, som
regeringen indgik den 20. maj 2022 med størstedelen af Fol-
ketingets partier (Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedsli-
sten, Radikale Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Nye
Borgerlige, Liberal Alliance, Frie Grønne, Alternativet, Kri-
stendemokraterne og Liselott Blixt på vegne af arbejdsfæl-
lesskabet af løsgængere).
Det foreslås, at muligheden for tværkommunalt samarbej-
de om ydelserne i hjemmesygeplejen og de kommunale aku-
tfunktioner styrkes som en del af lovforslaget. Dette som
en del af første trin i kvalitetsplanen om kvalitetskrav og
anbefalinger for de kommunale akutfunktioner i 2022, som
blev aftalt iværksat med sundhedsreformen. Øvrige dele af
aftalen om en sundhedsreform, som kræver lovgivningsæn-
dringer, vil blive fremsat særskilt.
Regeringen ønsker desuden med dette lovforslag at mål-
rette og forenkle sundhedspersoners pligt til at rapportere
utilsigtede hændelser, således at kun de alvorligste eller
potentielt mest alvorlige utilsigtede hændelser skal rapporte-
res. Samtidig foreslås det, at øvrige utilsigtede hændelser,
som der kan uddrages læring af til gavn for patientsikkerhe-
den, også skal rapporteres.
Endeligt ønsker regeringen med dette lovforslag at ophæ-
3
ve Styrelsen for Patientklagers forpligtelse til at udarbejde
en årsberetning. Formålet er at afbureaukratisere processen
med vidensdeling til sundhedsvæsenet, således at Styrelsen
for Patientklager ikke i en årsberetning skal redegøre for
viden, som i forvejen er tilgængelig og videreformidlet til
regioner, kommuner og andre.
Dette vil frigive ressourcer til klagesagsbehandling og vi-
dereformidling af viden, som ikke i forvejen er tilgængelig
for regioner og kommuner.
Forslaget vil samtidigt betyde, at kommuner og regio-
ners pligt til årligt at redegøre for konkrete initiativer på
baggrund af Styrelsen for Patientklagers årsberetning ophæ-
ves. Dette vil indebære en afbureaukratisering i kommuner
og regioner, så der frigives ressourcer til kommunerne og
regionernes kerneopgave – at behandle patienter.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Skærpet straf ved ulovlige omskæringer
2.1.1. Gældende ret
2.1.1.1. Regulering af omskæringer af drengebørn
Det fremgår af § 74, stk. 1, i lov om autorisation af sund-
hedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisati-
onsloven), at en person, der ikke har autorisation som læge,
ikke må behandle en person for veneriske sygdomme i smit-
tefarligt stadium, tuberkulose eller anden smitsom sygdom.
Det fremgår af bestemmelsens stk. 2, at en person, der
ikke har autorisation som læge, ikke, medmindre andet er
særligt lovhjemlet, må foretage operative indgreb, iværksæt-
te fuldstændig eller lokal bedøvelse, yde fødselshjælp, an-
vende lægemidler, der kun må udleveres fra apotekerne mod
recept, eller anvende røntgen- eller radiumbehandling eller
behandlingsmetoder med elektriske apparater, mod hvis an-
vendelse af uautoriserede personer Styrelsen for Patientsik-
kerhed har nedlagt forbud på grund af behandlingens farlig-
hed.
Herved definerer bestemmelsen, hvilke behandlinger m.v.,
det er forbeholdt læger at foretage. Det drejer sig typisk om
behandling af sygdomme, der er farlige for almenheden på
grund af smittefare, og om indgreb og behandlinger m.v.,
der kræver en betydelig faglig kompetence at udføre, så som
operative indgreb, bedøvelse, fødselshjælp, anvendelse af
receptpligtige lægemidler, røntgen- eller radiumbehandling
m.v.
Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folke-
tingstidende (2005-06), tillæg A, side 3232, at det generelt
er forbeholdt læger at foretage operationer, hvad enten dis-
se foretages med et terapeutisk eller et ikke-terapeutisk for-
mål. Kerneområdet for de kirurgiske specialer er selvsagt at
foretage operative indgreb, der tjener et terapeutisk formål.
Det følger videre af bemærkningerne, at det i forbindelse
med visse mindre indgreb, hvor der hovedsageligt er tale
om gennembrud af huden, tillægges vægt, at der er tale om
et ikke-terapeutisk formål. Hvis et indgreb uden terapeutisk
formål er mere omfattende end den ovennævnte gennem-
brydning af huden, regnes dette for et operativt indgreb i
§ 74´s forstand, og således er forbeholdt læger og disses
medhjælp at udføre.
Med ikke-terapeutisk formål forstås et indgreb, der sker
uden medicinsk indikation.
Et eksempel på et indgreb, der sker uden medicinsk indi-
kation, er ikke-terapeutisk omskæring af drenge. Omskæring
af drenge er omfattet af begrebet operativt indgreb, idet
en del af forhuden bortskæres, afklemmes eller fjernes ope-
rativt på anden måde. Indgrebet er dermed omfattet af §
74, stk. 2, i autorisationsloven som en behandling, der er
forbeholdt læger.
Det fremgår af § 18 i autorisationsloven, at Styrelsen for
Patientsikkerhed kan fastsætte nærmere regler om autorise-
rede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp.
Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1219 af
11. december 2009 om autoriserede sundhedspersoners be-
nyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfag-
lig virksomhed).
Det fremgår af § 1, stk. 1, i bekendtgørelsen, at en sund-
hedsperson, der er autoriseret i henhold til autorisationslo-
ven, kan delegere alle former for forbeholdt sundhedsfagligt
virksomhed, jf. autorisationslovens § 1, stk. 3, til en med-
hjælp, jf. dog §§ 2 og 3.
Bestemmelsen indebærer, at lægen f.eks. kan delegere
omskæring til en medhjælp. Det er lægens ansvar at sikre
sig, at medhjælpen er kvalificeret til og har modtaget in-
struktion i at udføre opgaven, ligesom lægen i fornødent
omfang skal føre tilsyn med medhjælpens udførelse af virk-
somheden, jf. bekendtgørelsens § 3.
Det fremgår desuden af Styrelsen for Patientsikkerheds
vejledning nr. 9813 af 14. november 2020 om ikke-terapeu-
tisk omskæring af drenge, at kravet om lægeligt tilsyn med
medhjælpen ved ikke-terapeutiske omskæring af drenge in-
debærer, at lægen skal være til stede under indgrebet for
herved at føre tilsyn med medhjælpens udførelse af den
forbeholdte virksomhed.
Hvis personer, der ikke er tillagt et forbeholdt virksom-
hedsområde, udøver forbeholdt virksomhed på baggrund af
delegation i overensstemmelse med reglerne herom, vil dette
ikke indebære en overtrædelse af autorisationslovens § 74,
stk. 2, og dette vil derfor ikke være strafbart.
Overtrædelse af § 74, stk. 2, er strafbart. Det fremgår af §
89 i autorisationsloven, at en person, der uden autorisation
som læge eller uden at være berettiget hertil i medfør af
regler udstedt i medfør af § 49, stk. 2, foretager operative
indgreb, iværksætter fuldstændig eller lokal bedøvelse, yder
fødselshjælp, anvender lægemidler, der kun må udleveres
fra apotekerne mod recept, eller anvender røntgen- eller
radiumbehandling eller behandlingsmetoder med elektriske
apparater, mod hvis anvendelse af uautoriserede personer
Styrelsen for Patientsikkerhed har nedlagt forbud på grund
af behandlingens farlighed, jf. § 74, stk. 2, straffes med
fængsel i indtil 1 år, under formildende omstændigheder
med bøde.
En mislykket ulovlig omskæring vil efter omstændighe-
4
derne kunne straffes som simpel vold efter straffelovens §
244 eller grov vold efter straffelovens § 245. Det fremgår
af straffelovens § 244, stk. 1, at den, som øver vold mod
eller på anden måde angriber en andens legeme, straffes
med bøde eller fængsel indtil 3 år. Det fremgår endvidere
af straffelovens § 245, stk. 1, 1. pkt., at den, der udøver et
legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter eller
gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel indtil 6
år.
Hvorvidt omskæring af drenge kan straffes efter straffelo-
vens voldsbestemmelser i §§ 244 og 245 beror på en konkret
vurdering af den enkelte sags omstændigheder, herunder om
der må antages at foreligge et gyldigt samtykke efter de
almindelige strafferetlige principper. Det bemærkes i den
forbindelse, at forældrene kan give gyldigt samtykke til om-
skæring af et mindreårigt drengebarn under forudsætning af,
at omskæringen foregår under forsvarlige forhold.
Ved Retten i Aarhus’ dom af 4. juni 2015 blev en person
dømt for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1 (legems-
angreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter), for at have
omskåret en tre måneder gammel dreng. Straffen blev fastsat
til 3 måneders ubetinget fængsel. Det fremgår af dommens
præmisser, at idet den pågældende hverken var læge eller
under tilsyn af en sådan, var indgrebet ulovligt. Det var
derfor uden betydning, om drengens forældre havde meddelt
samtykke til indgrebet. Det forhold, at omskæringen var sket
af religiøse og kulturelle årsager, gjorde heller ikke indgre-
bet lovligt.
I Østre Landsrets dom af 21. januar 2020 (trykt som
TfK 2020.345), blev en person efter en samlet vurdering
frifundet for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, selv-
om omskæringen ikke var sket i overensstemmelse med ret-
ningslinjerne i Sundhedsstyrelsens vejledning. Den pågæl-
dende blev dog idømt en bøde på 25.000 kr. for overtrædel-
se af autorisationslovens § 74, stk. 2, om overtrædelse af
lægeforbeholdt virksomhed. Vedkommende var af byretten
ud over overtrædelse af autorisationsloven fundet skyldig
i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, idet Retten i
Helsingør bl.a. lagde til grund, at han ikke havde sikret sig
samtykke fra begge forældremyndighedsindehavere, at han
ikke var autoriseret læge, og at en sådan ikke var til stede
under indgrebet, samt at Sundhedsstyrelsens vejledning var
overtrådt for så vidt angår kravene til hygiejne og smerte-
lindring. Retten i Helsingør idømte ham 40 dages betinget
fængsel.
Østre Landsret lagde til grund, at moren ikke havde sam-
tykket i indgrebet, men fandt ikke grundlag for at tilsidesæt-
te tiltaltes forklaring om, at han var i den faktiske vildfarel-
se, at drengens faster, der var til stede under indgrebet, var
barnets mor, og at hun samtykkede i indgrebet. Landsretten
fandt derfor, at tiltalte ikke havde forsæt til at foretage om-
skæringen uden samtykke fra moren, selvom han i overens-
stemmelse med Sundhedsstyrelsens vejledning burde have
sikret, at det nødvendige samtykke forelå. Landsretten fandt
videre, at det ikke kunne afvises, at drengen var tilstrække-
ligt smertedækket under indgrebet, og at der – bl.a. i lyset
af, at der ikke opstod komplikationer i tilknytning til ind-
grebet – ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at
kravene til hygiejne ikke var opfyldt. Under disse omstæn-
digheder fandt landsretten efter en samlet vurdering det ikke
bevist, at tiltalte havde gjort sig skyldig i strafbar vold i
forbindelse med omskæringen, idet landsretten herved lagde
vægt på, at tiltalte efter det oplyste var læge fra Syrien
og havde en omfattende erfaring med omskæring af drenge-
børn.
2.1.1.2. Sundhedspersoners videregivelse af oplysninger
ved mistanke om ulovlige omskæringer
Sundhedsloven indeholder i kapitel 9 regler om tavsheds-
pligt, videregivelse og indhentning af helbredsoplysninger
m.v.
Det er fastsat i sundhedslovens § 40, at en patient har krav
på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under
udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om
angående helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger,
jf. dog reglerne i denne lov (dvs. sundhedsloven).
Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. til andre formål
end konkret og aktuel behandling af patienten kan ske efter
sundhedslovens § 43. Efter bestemmelsens stk. 1 kan sund-
hedspersoner med patientens samtykke til andre formål end
behandling videregive oplysninger om patientens helbreds-
forhold og andre fortrolige oplysninger til sundhedsperso-
ner, myndigheder, organisationer, private personer m.fl.
Det følger af sundhedslovens § 14 sammenholdt med for-
ældreansvarslovens regler, at det er forældremyndighedsind-
ehaveren, der skal give samtykke til videregivelse og ind-
hentning af helbredsoplysningerne m.v. om en mindreårig
patient under 15 år. En patient, der er fyldt 15 år, kan selv
give samtykke, jf. sundhedslovens § 17, stk. 3, 2. pkt. Be-
tingelserne for samtykket fremgår af sundhedslovens § 44
og §§ 8 og 10 i bekendtgørelse nr. 359 af 4. april 2019
om information og samtykke i forbindelse med behandling
og ved videregivelse og indhentning af helbredsoplysninger
m.v.
Uden patientens samtykke kan sundhedspersoner efter §
43, stk. 2, nr. 1-5, videregive oplysninger som nævnt i stk.
1, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold
til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må
antages at have væsentlig betydning for den modtagende
myndigheds sagsbehandling (nr. 1), når videregivelsen er
nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar almen
interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundheds-
personen eller andre (nr. 2), når videregivelsen er nødvendig
for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolop-
gaver (nr. 3), når videregivelsen sker til et myndighedsgod-
kendt akkrediteringsorgan og er nødvendig med henblik på
dokumentation af arbejdsgange til brug for akkreditering
(nr. 4) eller videregivelsen sker til brug for opfølgning på
en utilsigtet hændelse i regionen, kommunen eller et privat
sygehus (nr. 5).
Det følger af lovbemærkningerne til § 26, stk. 2, i lov
om patienters retsstilling, jf. Folketingstidende 1997-98 (2.
samling), tillæg A, L 15 som fremsat, side 541-543, som
5
er videreført i sundhedslovens § 43, stk. 2, at det forudsæt-
tes, at sundhedspersonen i almindelighed, medmindre der
foreligger særlige grunde, forinden videregivelse finder sted,
forsøger at indhente patientens samtykke. Det forudsættes
endvidere at der aldrig efter stk. 2 må ske videregivelse af
oplysninger i et videre omfang, end det er påkrævet efter
formålet.
Bestemmelsen i sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, er
en værdispringsregel, der som udgangspunkt forudsætter en
konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Bestemmelsen er
kun relevant, hvor der ikke er fastsat udtrykkelige pligtudle-
veringsbestemmelser som nævnt i sundhedslovens § 43, stk.
2, nr. 1.
Det følger af lovbemærkningerne til § 26, stk. 2, nr. 1, i
lov om patienters retsstilling, jf. Folketingstidende 1997-98,
tillæg A, L 15 som fremsat, side 541-543, som er videreført
i sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, at i forhold til politi
og anklagemyndighed vil en videregivelse af oplysninger
bl.a. være berettiget, såfremt der er tale om efterforskning
af alvorlig kriminalitet som manddrab, seksualforbrydelser,
grovere vold m.v., herunder vold mod børn. Det er i den
forbindelse uden betydning, om politiet fremsætter begæring
om udlevering af oplysninger, eller der opstår spørgsmål
om videregivelse på sundhedspersonens eget initiativ, f.eks.
i forbindelse med overvejelse om indgivelse af anmeldelse
om strafbart forhold.
Bestemmelsen i sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, inde-
bærer i princippet, at der ikke i nogen tilfælde er pligt til
at videregive oplysninger til f.eks. politi og anklagemyndig-
hed, uanset hvor grov kriminalitet m.v. der er tale om. Det
forudsættes som modstykke hertil, at der i alle tilfælde, hvor
videregivelse må anses for berettiget, foretages en konkret
vurdering af, om videregivelse også bør finde sted.
2.1.2. Sundhedsministeriet overvejelser og den foreslåede
ordning
Omskæringer af drengebørn, der foretages af personer, der
ikke har autorisation som læge eller er dennes medhjælp,
kan medføre alvorlige skader på drengebørn, hvis indgrebet
går galt.
Styrelsen for Patientsikkerhed har på basis af oplysnin-
ger fra Sundhedsdatastyrelsen, Københavns Universitet og
repræsentanter fra religiøse miljøer estimeret, at der er
ca. 2.000 ikke-terapeutiske omskæringer i Danmark. Heraf
er alene omkring halvdelen registreret i Landspatientregis-
tret. Det vil sige, at der formentlig udføres ca. 1.000 ik-
ke-terapeutiske omskæringer, som myndighederne ikke har
kendskab til. Det må formodes, at en del af dette mørketal
dækker over omskæringer, der foretages i det skjulte og er
ulovlige, dvs. at indgrebene foretages af en person, der ikke
er læge eller dennes medhjælp. Det høje mørketal kan også
skyldes manglende indberetning til Landpatientregisteret.
Det er Sundhedsministeriets opfattelse, at ulovlige om-
skæringer bør straffes med fængsel og ikke alene med bøde.
Sundhedsministeriet er i den forbindelse opmærksom på,
at ulovlige omskæringer vil kunne straffes med fængsel i
indtil 1 år, under formildende omstændigheder med bøde,
efter autorisationslovens § 89, ligesom ulovlige omskærin-
ger efter omstændighederne vil kunne straffes efter straffelo-
vens §§ 244 eller 245 om hhv. simpel og grov vold.
Sundhedsministeriet er også opmærksom på, at domstol-
spraksis på området synes at være sparsom, og at straffen i
de sager, som ministeriet er bekendt med, alene har været
i form af bødestraf for overtrædelse af autorisationslovens
§ 74, stk. 2, eller fængselsstraf på indtil tre måneder for
overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1.
Det er endvidere Sundhedsministeriets vurdering, at der
er en åbenbar almen interesse i at bekæmpe de ulovlige
omskæringer. Politiet modtager dog ganske få anmeldelser
herom.
Det er efter Sundhedsministeriets opfattelse afgørende for
politiets mulighed for efterforskning af disse ulovlige om-
skæringer, at politiet bliver underrettet, når der er mistanke
om en ulovlig omskæring. Der er derfor efter Sundhedsmi-
nisteriets opfattelse behov for at sikre, at sundhedspersoner
– i deres møde med børn og forældre – i øget grad foretager
anmeldelse til politiet ved mistanke om ulovlige omskærin-
ger, og at sundhedspersoner kan videregive oplysninger til
politiet uden at indhente samtykke fra f.eks. forældrene.
Sundhedsministeriet er dog også opmærksom på, at der
ikke på nuværende tidspunkt er entydig hjemmel til, at
sundhedspersoner kan videregive oplysninger til politiet ved
mistanke om ulovlig omskæring uden at indhente samtykke
fra f.eks. forældrene.
Det skyldes, at det kan give anledning til tvivl, om en
mistanke om en ulovlig omskæring, der vil kunne være en
overtrædelse af autorisationslovens § 74, stk. 2, er så alvor-
lig, at sundhedspersoner vil kunne videregive oplysninger til
f.eks. politiet efter sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2. En
sådan mistanke om, at der er tale om en ulovlig omskæring,
kan eventuelt opstå, hvis der er opstået komplikationer efter
omskæringen, som sundhedspersoner er blevet bekendt med.
En ulovlig omskæring vil dog efter omstændighederne
kunne straffes som simpel vold efter straffelovens § 244
eller grov vold efter straffelovens § 245. I forbindelse med
efterforskning af sager om grov vold vil sundhedspersoner
som udgangspunkt kunne videregive oplysninger efter vær-
dispringsreglen, jf. sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2.
Det foreslås på den baggrund at skærpe straffen for ulovli-
ge omskæringer ved særskilte bestemmelser herom i autori-
sationsloven.
Forslaget vil indebære, at der for det første vil blive ind-
sat en særskilt bestemmelse i autorisationsloven om, at en
person, der ikke har autorisation som læge eller er dennes
medhjælp, ikke må fjerne forhuden på en dreng under 18 år.
Bestemmelsen vil i princippet ramme enhver omskæring,
som ikke foretages af en læge eller dennes medhjælp, på
drenge under 18 år. Bestemmelsen vil dog i praksis alene
ramme og være relevant for omskæringer, som foretages på
ikke-medicinsk indikation, da det alene er læger, der kan
stille den relevante medicinske diagnose.
6
Det vil desuden gøre håndhævelsen af bestemmelsen nem-
mere, idet der ikke skal foretages en vurdering af baggrun-
den og årsagen til omskæringen.
For det andet vil der blive indsat en strafbestemmelse i
autorisationsloven, hvorefter personer, der overtræder § 74,
stk. 5, straffes med fængsel i indtil 1 år, medmindre højere
straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Det forudsættes, at strafniveauet forhøjes i forhold til den
straf, der i dag vil blive fastsat af domstolene for overtræ-
delse af autorisationslovens regler om lægeforbeholdt virk-
somhed under tilsvarende omstændigheder. Det betyder, at
domstolene fremadrettet vil skulle udmåle strengere straffe
ved overtrædelse af autorisationslovens regler om lægefor-
beholdt virksomhed, der omhandler omskæringer af drenge-
børn under 18 år. Bestemmelsen vil også betyde, at over-
trædelsen fremover vil skulle straffes med fængsel, uden
mulighed for at give bødestraf.
Det er vurderingen, at straffen bør fastsættes således, at
den ikke overstiger det nuværende strafniveau for overtræ-
delse af straffelovens § 245 om grov vold ved ulovlige om-
skæringer, som er på indtil 3 måneders fængsel. Med lovfor-
slaget forudsættes det således, at straffen for overtrædelse af
den foreslåede bestemmelse om omskæringer af drengebørn
under 18 år, som udgangspunkt bør fastsættes til omkring 30
dages fængsel.
Der er i øvrigt ikke tilsigtet ændringer af den gældende
retstilstand.
Fastsættelsen af straffen i den enkelte sag vil fortsat bero
på domstolenes konkrete vurdering af samtlige omstændig-
heder i sagen, og det angivne strafniveau vil derfor kunne
fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den kon-
krete sag foreligger skærpende eller formildende omstæn-
digheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fast-
sættelse i straffelovens kapitel 10.
Det kan eksempelvis udgøre en formildende omstændig-
hed, hvis personen har omfattende erfaring med omskæring
af drengebørn, og hvis vedkommende har autorisation som
læge i et andet land end i Danmark.
Derimod kan det eksempelvis udgøre en skærpende om-
stændighed, hvis vedkommende tidligere har overtrådt auto-
risationslovens regler om lægeforbeholdt virksomhed. Gra-
den af komplikationer efter omskæringen samt drengens
alder kan også udgøre skærpende omstændigheder.
I tilfælde af et forhold udgør overtrædelse af både autori-
sationsloven og straffeloven, vil forholdet på grund af den
strengere straf blive henført under straffelovens bestemmel-
ser.
Den foreslåede skærpede strafbestemmelse vil samtidig
indebære, at sundhedspersoner med hjemmel i værdisprings-
reglen i sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, efter en konkret
vurdering vil kunne videregive helbredsoplysninger og an-
dre fortrolige oplysninger uden samtykke fra forældremyn-
dighedsindehaveren, hvis patienten er under 15 år, eller
uden samtykke fra patienten selv, hvis patienten er over
15 år, til politiet og anklagemyndigheden i forbindelse med
politiets efterforskning, hvis der er mistanke om, at patien-
ten har været udsat for ulovlig omskæring. Det bemærkes
i den forbindelse, at sundhedspersoners videregivelse af
helbredsoplysninger og andre fortrolige oplysninger efter
værdispringsreglen i forhold til politi og anklagemyndighed
bl.a. er berettiget, hvis der er tale om efterforskning af alvor-
lig kriminalitet som manddrab, seksualforbrydelser, grovere
vold m.v., herunder vold mod børn.
Det bemærkes endvidere, at overtrædelse af den foreslå-
ede strafbestemmelse for ulovlig omskæring vil skulle be-
tragtes som alvorlig kriminalitet ved vurderingen af, om
værdispringsreglen i sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, kan
anvendes.
2.2. Fælles visitation til den kommunale hjemmesyge-
pleje og akutfunktioner
2.2.1. Gældende ret
Efter § 138 i sundhedsloven er kommunerne ansvarlige
for, at der ydes vederlagsfri hjemmesygepleje efter lægehen-
visning til personer med ophold i kommunen.
Efter § 139 kan sundhedsministeren fastsætte nærmere
regler om omfanget af og kravene til den kommunale hjem-
mesygeplejerskeordning. Bemyndigelsen er udmøntet ved
bekendtgørelse nr. 1601 af 21. december 2007 om hjemme-
sygepleje, som ændret ved bekendtgørelse nr. 165 af 26.
februar 2019.
Hjemmesygepleje skal efter gældende vejledning nr. 102
fra 11. december 2006 og vejledning nr. 9235 af 21. marts
2019 ydes til borgere i alle aldre med ophold i kommunen
i tilfælde af akut eller kronisk sygdom, hvor sygeplejefaglig
indsats er påkrævet.
Det fremgår af § 3, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 1601 af
21. december 2007 om hjemmesygepleje, at kommunalbe-
styrelsen kan tilrettelægge hjemmesygeplejen ved selv eller
i samarbejde med andre kommuner at ansætte sygeplejer-
sker, social- og sundhedsassistenter og andet personale eller
ved at indgå aftale med private leverandører om varetagelse
af opgaver i hjemmesygeplejen. Kommunalbestyrelsen kan
endvidere beslutte at tilrettelægge hjemmesygeplejen såle-
des, at kommunen både anvender egne ansatte og private
leverandører ved udførelse af opgaverne, jf. § 3, 2. pkt., i
bekendtgørelse om hjemmesygepleje.
Kommunalbestyrelsen skal sikre, at hjemmesygeplejen
udføres af autoriserede sygeplejersker og andre personale-
grupper med de nødvendige uddannelsesmæssige kvalifika-
tioner efter Sundhedsstyrelsens nærmere retningslinjer, jf. §
4 i bekendtgørelse om hjemmesygepleje.
Ansvaret for tildeling af hjemmesygepleje påhviler efter
sundhedsloven kommunalbestyrelsen og kan således ikke
overdrages til andre, herunder andre kommuner. Der er så-
ledes ikke hjemmel i sundhedslovens § 138 til, at en kom-
munalbestyrelse eksempelvis delegerer tildeling af hjemme-
sygepleje til en anden offentlig myndighed, herunder en
anden kommunalbestyrelse, jf. § 1, stk. 2, i bekendtgørelse
om hjemmesygepleje og vejledning nr. 102 af 11. december
2006 om hjemmesygepleje.
7
2.2.2. Sundhedsministeriets overvejelser og den foreslåe-
de ordning
For at styrke de kommunale akutfunktioner foreslås det
at give kommunerne øgede muligheder for tværkommunalt
samarbejde i den kommunale hjemmesygepleje. Det vil ske
ved at udbrede muligheden for det tværkommunale samar-
bejde i hjemmesygeplejen til hele landet, som i dag indgår
som en del af et frikommuneforsøg, hvor kommunerne kan
oprette en fælles organisatorisk enhed på tværs af de kom-
muner, der indgår i det pågældende tværkommunale samar-
bejde om hjemmesygeplejen.
Sundhedsministeriet finder det hensigtsmæssigt at give
kommunerne øgede muligheder for tværkommunalt samar-
bejde i den kommunale hjemmesygepleje, bl.a. for at af-
bureaukratisere området til gavn for særligt akutsygeplejer-
skerne, men også hjemmesygeplejen og visitationen. Dette
skal bidrage til omstillingen til det nære sundhedsvæsen i
takt med, at der bliver flere ældre og flere med kroniske
sygdomme.
Sundhedsministeriet er i den forbindelse opmærksom på,
at frikommuneforsøget i Gentofte-, Gladsaxe-, og Rudersdal
Kommune, der udløber ved udgangen af 2022, allerede nu
har været positivt modtaget og netop viser mulighed for spa-
ret sagsbehandlingstid og bidrager dermed til afbureaukrati-
sering. Dette kommer til udtryk ved, at akutsygeplejersken
ikke skal have accept af en sygeplejerske fra den respekti-
ve kommune, inden de må påbegynde en indsats over for
borgeren. Dette bidrager til den styrkelse af de kommunale
akutfunktioner, som er besluttet med aftale om sundhedsre-
formen fra maj 2022 som en del af den nationale kvalitets-
plan for det nære sundhedsvæsen.
Det foreslås derfor at udbrede muligheden for det tvær-
kommunale samarbejde i hjemmesygeplejen til hele landet,
derved at kommunerne får mulighed for at oprette en fælles
organisatorisk enhed på tværs af de kommuner, der indgår i
det pågældende tværkommunale samarbejde om hjemmesy-
geplejen. Det vil indebære, at alt personale vil kunne vareta-
ge behandlingen for alle borgere, der modtager behandling i
hjemmesygeplejen, herunder i akutfunktionen, uanset perso-
nalets ansættelseskommune og borgerens bopælskommune
inden for det givne tværkommunale samarbejde.
Det foreslås derfor, at kommunerne får mulighed for at
delegere myndighedsopgaven i forbindelse med tildeling af
hjemmesygepleje til borgere til de øvrige kommuner i en
organisatorisk enhed, som udgør det givne tværkommunale
samarbejde om hjemmesygeplejen. Dette kan f.eks. være i
de nye sundhedsklynger.
Dette initiativ vil blive fulgt op af et yderligere lovforslag
om indførelsen af en national kvalitetsplan for det nære
sundhedsvæsen.
2.3. Sundhedspersoners rapporteringspligt i forbindelse
med utilsigtede hændelser
2.3.1. Gældende ret
En sundhedsperson, der som led i sin faglige virksomhed
bliver opmærksom på en utilsigtet hændelse, skal efter §
198, stk. 2, i sundhedsloven, rapportere hændelsen til regio-
nen. En hændelse, der er forekommet i den kommunale
sundhedssektor, jf. afsnit IX, skal dog rapporteres til kom-
munen. Dette finder tilsvarende anvendelse på ambulance-
behandlere, apotekere og apotekspersonale.
Det fremgår af § 198, stk. 5, i sundhedsloven, at der ved
en utilsigtet hændelse forstås en begivenhed, der forekom-
mer i forbindelse med sundhedsfaglig virksomhed, herunder
præhospital indsats, eller i forbindelse med forsyning af og
information om lægemidler. Utilsigtede hændelser omfatter
på forhånd kendte og ukendte hændelser og fejl, som ikke
skyldes patientens sygdom, og som enten er skadevoldende
eller kunne have været skadevoldende, men forinden blev
afværget eller i øvrigt ikke indtraf på grund af andre om-
stændigheder.
Det fremgår af § 199, stk. 1, i sundhedsloven, at Styrelsen
for Patientsikkerhed modtager rapporteringer fra regionsrå-
det og kommunalbestyrelsen om utilsigtede hændelser og
opretter et nationalt register herfor. Styrelsen for Patientsik-
kerhed analyserer og videreformidler viden til sundheds-
væsenet på baggrund af de modtagne rapporteringer.
Det fremgår af § 199, stk. 2, 1. pkt., i sundhedsloven,
at Styrelsen for Patientsikkerhed fastsætter nærmere regler
om, hvilke utilsigtede hændelser, der skal rapporteres af
regionsrådet og kommunalbestyrelsen til Styrelsen for Patie-
ntsikkerhed, hvornår og i hvilken form rapporteringen skal
ske, og hvad den skal indeholde. Styrelsen for Patientsikker-
hed fastsætter endvidere efter bestemmelsens stk. 2, 2. pkt.,
nærmere regler om, i hvilke tilfælde personer omfattet af
§ 198, stk. 2, skal rapportere om utilsigtede hændelser til
regionsrådet og kommunalbestyrelsen, hvornår og i hvilken
form rapporteringen skal ske, og hvad den skal indeholde.
Bemyndigelsen i § 199, stk. 2, i sundhedsloven, er ud-
møntet i bekendtgørelse nr. 1 af 3. januar 2011 om rapporte-
ring af utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet m.v.
Det fremgår af § 2 i bekendtgørelsen, at der ved utilsig-
tede hændelser i denne bekendtgørelse forstås på forhånd
kendte og ukendte hændelser og fejl, som ikke skyldes pa-
tientens sygdom, og som enten er skadeforvoldende eller
kunne have været skadeforvoldende, men forinden blev af-
værget eller i øvrigt ikke indtraf på grund af andre omstæn-
digheder. En utilsigtet hændelse omfatter en begivenhed, der
forekommer i forbindelse med sundhedsfaglig virksomhed,
herunder præhospital indsats eller i forbindelse med forsy-
ning af og information om lægemidler.
Det fremgår af § 3 i bekendtgørelsen, at rapporteringsplig-
ten omfatter hændelser, som en rapporteringspligtig person
observerer i forbindelse med, at hændelserne finder sted,
herunder såvel hændelser, som de selv er impliceret i, som
hændelser de pågældende observerer hos andre sundheds-
personer m.v. Endvidere omfatter rapporteringspligten hæn-
delser, som en rapporteringspligtig person efterfølgende bli-
ver opmærksom på i forbindelse med udøvelse af sin faglige
virksomhed.
8
2.3.2. Sundhedsministeriets overvejelser og den foreslåe-
de ordning
Den nuværende ordning, hvorefter sundhedspersoner har
pligt til at rapportere om utilsigtede hændelser trådte i kraft
den 1. januar 2004.
Formålet med ordningen var at forbedre patientsikkerhe-
den i sundhedsvæsenet ved at etablere et system, som skulle
modtage rapporteringer fra sundhedspersoner på sygehuse
om utilsigtede hændelser. Ved analyse af rapporterne og
anvendelse af resultaterne heraf i patientbehandlingen kun-
ne rapporteringssystemet bidrage til, at der forebyggende
kunne reageres fra sundhedsmyndighedernes side, således at
antallet af utilsigtede hændelser blev mindsket, og kvaliteten
af sygehusbehandlingen generelt blev bedret.
Rapporteringerne om utilsigtede hændelser er udover at
styrke patientsikkerheden også med til at understøtte en kul-
tur, hvor der er fokus på og åbenhed om fejl, uden at berørte
sundhedspersoner samtidig har grund til at frygte sanktioner.
Det blev i den forbindelse fundet hensigtsmæssigt først
at koncentrere sig om at indføre et rapporteringssystem for
sygehusvæsenet, herunder de private sygehuse, for hurtigst
muligt at kunne etablere systemet i Danmark.
Rapporteringspligten for utilsigtede hændelser var således
ved etableringen af ordningen alene knyttet til behandling
på sygehuse, og på samme måde var selve definitionen på
en utilsigtet hændelse en begivenhed, der var en følge af
behandling eller ophold på et sygehus, og som ikke skyldtes
patientens sygdom. Antallet af rapporteringer af utilsigtede
hændelser var med afgrænsningen til sygehuse også tilsva-
rende begrænset.
I 2009 og i 2010 blev rapporteringspligten for utilsigtede
hændelser udvidet til også at omfatte store dele af det øvrige
sundhedsvæsen som praksissektoren, den kommunale sund-
hedssektor, det præhospitale område og apotekerne. Desu-
den fik patienter og pårørende mulighed for at rapportere
utilsigtede hændelser. På den måde blev det muligt at uddra-
ge læring fra rapportering om utilsigtede hændelser fra stort
set hele sundhedssektoren og ikke kun fra sygehuse.
Udvidelsen af ordningen har givet mulighed for at uddra-
ge læring fra hele sundhedsvæsenet. Ordningen har dog
samtidig medført et meget stort antal rapporteringer og lagt
beslag på ganske betydelige administrative ressourcer hos
særligt de involverede sundhedspersoner. Der har derfor
gennem årene været fokus på, om ordningen kunne moder-
niseres og målrettes til gavn for patienterne og patientsikker-
heden.
Det er Sundhedsministeriets opfattelse, at ordningen med
rapportering af utilsigtede hændelser bør indrettes på en
måde, hvor der uddrages mest mulig læring af de ressourcer,
der anvendes til rapporteringerne. Det er også ministeriets
opfattelse, at rapporteringerne bør indrettes, så sundhedsper-
soner ikke skal bruge unødig tid på rapportering af utilsigte-
de hændelser, der ikke kan uddrages læring af, således at
sundhedspersonerne i stedet kan bruge tiden på at tilegne
sig den læring, som den mere målrettede rapportering er en
konsekvens af.
Sundhedsministeriet er i den forbindelse opmærksom på,
at mere end 100 kliniske enheder blandt kommuner og re-
gioner har deltaget i et pilotprojekt, hvor kun hændelser
som havde eller kunne have haft alvorlige eller dødelige
konsekvenser skulle rapporteres. Kommunerne skulle dog
fortsat rapportere utilsigtede hændelser inden for kategorier-
ne ”Medicin ikke givet” og ”Fald”, hvor konsekvensen ikke
var alvorlig på rapporteringstidspunktet. Dette kunne gøres
som samlerapportering. I projektet skulle den rapporterings-
pligtige person, hvis en utilsigtet hændelse ikke er omfattet
af ovenstående, vurdere, om hændelsen kan bidrage til læ-
ring og forbedring af patientsikkerheden, og om hændelsen
derfor alligevel er relevant at rapportere. Projektet og resul-
taterne er modtaget positivt af kommuner og regioner.
De positive resultater fra pilotprojektet vil efter Sund-
hedsministeriets opfattelse med fordel kunne udbredes
permanent til resten af landet.
Der er imidlertid efter Sundhedsministeriet opfattelse ik-
ke efter den gældende bemyndigelsesbestemmelse entydig
hjemmel til, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan fastsætte
en sådan ændret rapporteringspligt.
Det foreslås derfor, at den gældende bemyndigelsesbe-
stemmelse ændres, og at der derved skabes entydig hjemmel
til implementering af en ændret rapporteringspligt.
Den ændrede bemyndigelse vil blive anvendt til at fast-
sætte regler om, at sundhedspersoners rapporteringspligt be-
grænses og kvalificeres til alvorlige eller potentielt alvorlige
eller dødelige utilsigtede hændelser, eller til hændelser, der
i øvrigt kan bidrage til læring eller forbedring. Bemyndigel-
sen vil også kunne anvendes til at fastsætte regler om, at
visse utilsigtede hændelser, der uden at være alvorlige eller
dødelige, fortsat kan rapporteres, men ved brug af samlerap-
portering.
2.4. Styrelsen for Patientklagers pligt til at udgive en
årsberetning
2.4.1. Gældende ret
Det fremgår af § 1, stk. 1, 1. pkt., i lov om klage- og
erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og
erstatningsloven), at Styrelsen for Patientklager behandler
klager fra patienter over sundhedsvæsenets sundhedsfaglige
virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel
4-9 med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgiv-
ning er foreskrevet en anden klageadgang.
Det fremgår videre af § 2, stk. 1, 1. pkt., at Sundheds-
væsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter
over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virk-
somhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-7
og 9 samt afsnit IV med undtagelse af klager, hvor der i den
øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang.
I medfør af klage- og erstatningslovens § 12, stk. 5, 1.
pkt., udarbejder Styrelsen for Patientklager en årsrapport om
Styrelsen for Patientklagers virksomhed.
Regionerne bidrager efter Styrelsen for Patientklagers an-
modning med oplysninger til brug for årsberetningen, herun-
der med oplysninger om klager, der er bortfaldet efter en
9
dialog med regionen efter klage- og erstatningslovens § 1,
stk. 5.
Årsberetningen skal offentliggøres og sendes til Sund-
hedsministeren, Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundheds-
styrelsen, regionsråd, kommunalbestyrelser og Søfartsstyrel-
sen.
I medfør af klage- og erstatningslovens § 12, stk. 6, rede-
gør regionsrådet og kommunalbestyrelsen, senest 6 måneder
efter Styrelsen for Patientklagers offentliggørelse af årsrap-
porten efter stk. 5 over for Styrelsen for Patientklager, Sty-
relsen for Patientsikkerhed og Sundhedsstyrelsen for, hvilke
initiativer årsberetningen har givet anledning til.
Ud over årsberetningen udarbejder Styrelsen for Patie-
ntklager årsberetninger for Sundhedsvæsenets Disciplinær-
nævn, Ankenævnet for Patienterstatningen og Det Psykiatri-
ske Ankenævn.
2.4.2. Sundhedsministeriets overvejelser og den foreslåe-
de ordning
I forbindelse med oprettelsen af Patientombuddet (nu Sty-
relsen for Patientklager) og indførelsen af det nye patie-
ntklagesystem den 1. januar 2011 blev det muligt også at
klage over sundhedsvæsenets faglige virksomhed, hvor det
tidligere kun var muligt at klage over konkrete sundhedsper-
soners faglige virksomhed.
Der blev samtidigt indført en pligt til, at Patientombuddet
skulle udarbejde en årsberetning. Tilsvarende blev der ind-
ført en pligt for regioner og kommuner til at redegøre for
konkrete initiativer på baggrund af årsberetningen.
Det blev forudsat, at Patientombuddet skulle medvirke til
at sikre en aktiv formidling af den viden, som Patientom-
buddet fik ved behandlingen af klagesager til sundheds-
væsenets aktører med henblik på at styrke grundlaget for
øget læring i sundhedsvæsenet.
Hensigten med ordningen var således at sikre, at den
øgede viden, som etableringen af Patientombuddet gav mu-
lighed for, i praksis blev omsat til forbedringer i sundheds-
væsenet, ved at relevant viden blev omsat til konkrete initia-
tiver, der blev implementeret i regioner og kommuner.
Det blev også forudsat, at Patientombuddets videreformid-
ling skulle ske på en relevant og anvendelig måde.
Årsberetningen indeholder typisk følgende:
1. En beskrivelse af patientklager.
2. En beskrivelse af sagsbehandlingstider.
3. En beskrivelse af virksomheden i de nævn, som Styrel-
sen for Patientklager betjener.
4. Statistiske oplysninger om Styrelsen for Patientklagers
afgørelse af klager.
5. Statistiske oplysninger om regionernes dialogsamtaler.
6. En redegørelse for de drøftelser, der har været i det
rådgivende praksisudvalg.
7. En beskrivelse af rettighedsklager, herunder en beskri-
velse af klager over Udbetaling Danmarks afgørelser.
Oplysningerne om patientklager og sagsbehandlingstider
(punkt 1 og 2) fremgår af Styrelsen for Patientklagers års-
rapport, som udarbejdes i medfør af § 39, stk. 1, i bekendt-
gørelse nr. 116 af 19. februar 2018 om statens regnskabs-
væsen m.v. Statistiske oplysninger om sagsbehandlingstider
opdateres desuden løbende på styrelsens hjemmeside.
Oplysningerne om nævnenes virksomhed (punkt 3) frem-
går af de særskilte årsberetninger, som Styrelsen for Patie-
ntklager udarbejder for de nævn, som styrelsen betjener.
Oplysningerne om Styrelsen for Patientklagers afgørelse
af klager og om regionernes dialogsamtaler (punkt 4 og
5) fremgår af statistiske oplysninger på styrelsens hjemmesi-
de. Oplysningerne opdateres løbende.
Oplysningerne om drøftelserne i Det Rådgivende Praksis-
udvalg (punkt 6) offentliggøres løbende på Styrelsen for
Patientklagers hjemmeside i form af referater fra møderne i
Det Rådgivende Praksisudvalg.
Oplysningerne om rettighedsklager (punkt 7) fremgår af
de afgørelser, som Styrelsen for Patientklager løbende of-
fentliggør på sin hjemmeside. Hertil udarbejder styrelsen
årligt en rapport om Udbetaling Danmarks sagsbehandling,
som offentliggøres på styrelsens hjemmeside.
Oplysningerne er derfor nu offentligt tilgængelige, fordi
Styrelsen for Patientklager generelt har øget fokus på løben-
de formidling, hvilket ikke var forudsat, da styrelsens for-
pligtelse til at udarbejde en årsberetning blev indført i 2011.
Det er således Sundhedsministeriets vurdering, at oplys-
ningerne i årsberetningen ikke indeholder oplysninger, der
ikke allerede er adgang til i andre publikationer m.v.
Det er hertil Sundhedsministeriets vurdering, at regioner
og kommuner desuagtet årsberetningen er forpligtet til lø-
bende at iværksætte konkrete initiativer på baggrund af
de afgørelser, som Styrelsen for Patientklager træffer og
underretter regioner og kommuner om. Tilbagemeldingen
fra kommuner og regioner på styrelsens årsberetning om
konkrete initiativer har desuden været meget sparsom.
Samlet set er det herefter Sundhedsministeriets vurdering,
at forpligtelsen til at udarbejde årsberetningen ikke bidrager
til forbedringer i sundhedsvæsenet eller tilvejebringer den
tilsigtede læring, da regioner og kommuner i forvejen har
adgang til oplysningerne.
Det foreslås på den baggrund at ophæve Styrelsen for
Patientklagers pligt til at udarbejde en årsberetning.
Ophævelsen vil efter Sundhedsministeriets vurdering bi-
drage til, at der frigives ressourcer, som vil kunne bruges
på Styrelsen for Patientklagers kerneopgaver i form af af-
slutning af klagesager til gavn for klagerne og sundhedsper-
sonerne samt til også fremadrettet at løfte opgaven med
aktiv formidling af oplysninger, der ikke allerede er tilgæn-
gelige. Styrelsen vil f.eks. i større omfang kunne udarbejde
praksissammenfatninger om de afgørelser, som træffes af
styrelsen og de nævn, som styrelsen betjener. Praksissam-
menfatningerne er efterspurgt i sundhedsvæsenet og bidra-
ger til værdifuld læring.
Som en konsekvens heraf foreslås det ligeledes, at kom-
munernes og regionernes pligt til at udarbejde en redegørel-
10
se ophæves. Dette vil således også frigive ressourcer for
kommuner og regioner, som ikke længere en gang årligt
behøver at redegøre for den læring og de konkrete initiati-
ver, som de har implementeret og iværksat på baggrund af
Styrelsen for Patientklagers årsberetning.
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
kvenser for det offentlige
Lovforslaget forventes som udgangspunkt at medføre be-
grænsede merudgifter på Justitsministeriets område. Der er
herved lagt vægt på, at der alene forventes at være et for-
holdsvis begrænset antal sager, som vil tilgå straffesagskæ-
den. Det er dog på det foreliggende grundlag vanskeligt
at skønne nærmere over den forventede sagstilgang, som
således potentielt kan være af et større omfang.
Det forventes imidlertid, at merudgifterne som følge af
lovforslaget kan håndteres inden for Justitsministeriets eksi-
sterende økonomiske ramme.
Lovforslaget vurderes ikke at medføre økonomiske konse-
kvenser eller implementeringskonsekvenser for det offentli-
ge.
Lovforslaget indeholder bestemmelser, der ikke er i strid
med de syv principper om digitaliseringsklar lovgivning.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske eller ad-
ministrative konsekvenser for erhvervslivet.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konse-
kvenser for borgerne.
6. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes ikke at have klimamæssige konse-
kvenser.
7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes ikke at have miljø- eller naturmæs-
sige konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslaget har i perioden fra den 7. juli
til den 18. august 2022 været sendt i høring hos følgende
myndigheder og organisationer m.v.:
3F, Advokatrådet, Akademikerne, Alzheimerforeningen,
Angstforeningen, Ansatte Tandlægers Organisation, ATP,
Bedre Psykiatri, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, Børns
Vilkår, Center for Bioetik og Nanoetik, Center for Dansk
Muslimske Relationer, Center for Etik og Ret, Center
for Hjerneskade, Danmarks Apotekerforening, Danmarks
Lungeforening, Danmarks Optikerforening, Dansk Arbejds-
giverforening, Dansk Center for Organdonation, Dansk
Dermatologisk Selskab, Dansk Diagnostika og Laboratorie-
forening, Dansk Epidemiologisk Selskab, Dansk Erhverv,
Dansk Farmaceutisk Industri, Dansk Farmaceutisk Selskab,
Dansk Fertilitetsselskab, Dansk Handicap Forbund, Dansk
Industri, Dansk Islamisk Center, Dansk IT – Råd for IT
- og persondatasikkerhed, Dansk Kiropraktor Forening,
Dansk Neurokirurgisk Selskab, Dansk Neurologisk Sel-
skab, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykolog Forening,
Dansk Psykoterapeutforening, Dansk Selskab for Almen
Medicin, Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Me-
dicin, Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi, Dansk Sel-
skab for Palliativ Medicin, Dansk Selskab for Patientsik-
kerhed, Dansk Selskab for Retsmedicin, Dansk Socialråd-
giverforening, Dansk Standard, Dansk Sygepleje Selskab
(DASYS), Dansk Sygeplejeråd, Dansk Transplantations Sel-
skab, Danske Bandagister, Danske Bioanalytikere, Danske
Dental Laboratorier, Danske Diakonhjem, Danske Fodtera-
peuter, Danske Fysioterapeuter, Danske Handicaporganisati-
oner, Danske Patienter, Danske Regioner, Danske Tandpl-
ejere, Danske Universiteter, Dataetisk Råd, Datatilsynet,
De Videnskabsetiske Komiteer for Region Hovedstaden,
De Videnskabsetiske Komiteer for Region Midtjylland,
Den Danske Dommerforening, Den Uvildige Konsulentord-
ning på Handicapområdet, Den Videnskabsetiske Komité
for Region Nordjylland, Den Videnskabsetiske Komité for
Region Sjælland, Den Videnskabsetiske Komité for Regi-
on Syddanmark, Depressionsforeningen, Det Centrale Han-
dicapråd, Det Etiske Råd, Det Jødiske Samfund i Dan-
mark, Det Nationale Integrationsråd, Diabetesforeningen,
Dignity – Dansk Institut mod Tortur, Dommerfuldmægtig-
foreningen, Domstolsstyrelsen, Epilepsiforeningen, Ergote-
rapeutforeningen, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Fag-
ligt Selskab af Kliniske Diætister i Kost og Ernærings-
forbundet, Farmakonomforeningen, FOA, Forbrugerrådet,
Foreningen af Døgn- og Dagtilbud for udsatte børn og
unge, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og
Arbejdsmarkedschefer i Danmark, Foreningen af Speciallæ-
ger, Forsikring & Pension, Færøernes landsstyre, Gigtfor-
eningen, Hjerneforeningen, Hjerneskadeforeningen, Hjerte-
foreningen, Høreforeningen, Institut for Menneskerettighe-
der, Intact Denmark, IT-Universitetet i København, Jorde-
moderforeningen, KL, Kost- og Ernæringsforbundet, Kris-
telig Lægeforening, Kræftens Bekæmpelse, Københavns
Byret, Københavns Universitet, Landsforeningen af Klini-
ske Tandteknikere, Landsforeningen for nuværende og tid-
ligere psykiatribrugere (LAP), Landsforeningen for ansatte
i sundhedsfremmende forebyggende hjemmebesøg, Lands-
foreningen LEV, Landsforeningen SIND, Ledernes Hoved-
organisation, Lægeforeningen, Muskelsvindfonden, Natio-
nale Videnskabsetiske Komité, Nationalt Center for Etik,
Naalakkersuisut (Grønlands landsstyre), OCD-Foreningen,
Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber, Osteop-
oroseforeningen, Patienterstatningen, Patientforeningen, Pa-
tientforeningen i Danmark, Pharmadanmark, Pharmakon,
Politiforbundet i Danmark, Praktiserende Lægers Organi-
sation, Praktiserende Tandlægers Organisation, Psoriasisfor-
eningen, Psykiatrifonden, Psykolognævnet, Radiograf Rå-
11
det, RESAM, Retten i Roskilde, Retten i Odense, Retten
i Aalborg, Retten i Aarhus, Rigsadvokaten, Roskilde Uni-
versitet, Scleroseforeningen, Socialpædagogernes Landsfor-
bund, Sundhed Danmark - Foreningen af danske sundheds-
virksomheder, Syddansk Universitet, Tandlægeforeningen,
Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning, Udbetaling Dan-
mark, Udviklingshæmmedes Landsforbund, Vaccinationsfo-
rum, Vestre Landsret, VIVE - Det nationale forskningscen-
ter for velfærd, Yngre Læger, Ældre Sagen, Øjenforeningen,
Østre Landsret, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet.
10. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/
mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/
Hvis nej, anfør »Ingen«)
Negative konsekvenser/
merudgifter
(hvis ja, angiv omfang/
Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Lovforslaget forventes som udgangspunkt
at medføre begrænsede merudgifter på Ju-
stitsministeriets område. Der er herved lagt
vægt på, at der alene forventes at være et
forholdsvis begrænset antal sager, som vil
tilgå straffesagskæden. Det er dog på det
foreliggende grundlag vanskeligt at skønne
nærmere over den forventede sagstilgang,
som således potentielt kan være af et større
omfang.
Det forventes imidlertid, at merudgifterne
som følge af lovforslaget kan håndteres
inden for Justitsministeriets eksisterende
økonomiske ramme.
Implementeringskonsekvenser
for stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser
for erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser
for borgerne
Ingen Ingen
Klimamæssige konsekvenser Ingen Ingen
Miljø- og naturmæssige konse-
kvenser
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
Er i strid med de fem principper
for implementering af erhvervs-
rettet EU-regulering/ Går videre
end minimumskrav i EU-regu-
lering (sæt X)
Ja Nej
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det følger af den gældende bestemmelse i § 74, stk. 1,
i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundheds-
faglig virksomhed (autorisationsloven), at en person, der
ikke har autorisation som læge, ikke må behandle en person
for veneriske sygdomme i smittefarligt stadium, tuberkulose
eller anden smitsom sygdom.
Efter bestemmelsens stk. 2 må en person, der ikke har
autorisation som læge, ikke, medmindre andet er særligt lov-
hjemlet, foretage operative indgreb, iværksætte fuldstændig
eller lokal bedøvelse, yde fødselshjælp, anvende lægemid-
ler, der kun må udleveres fra apotekerne mod recept, eller
anvende røntgen- eller radiumbehandling eller behandlings-
12
metoder med elektriske apparater, mod hvis anvendelse af
uautoriserede personer Styrelsen for Patientsikkerhed har
nedlagt forbud på grund af behandlingens farlighed.
Et ”operativt indgreb” defineres almindeligvis som et ind-
greb, der medfører gennembrud af hud, væv eller slimhin-
der, eller et indgreb med indførelse af apparatur i de natur-
lige legemsåbninger, uanset om det foretages i diagnostisk
eller terapeutisk øjemed.
Omskæring af drenge er omfattet af begrebet operativt
indgreb, idet en del af forhuden bortskæres, afklemmes eller
fjernes operativt på anden måde. Indgrebet er dermed omfat-
tet af § 74, stk. 2, i autorisationsloven, som en behandling,
der er forbeholdt læger.
Det følger af § 18 i autorisationsloven, at Styrelsen for Pa-
tientsikkerhed kan fastsætte nærmere regler om autoriserede
sundhedspersoners benyttelse af medhjælp.
Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1219 af
11. december 2009 om autoriserede sundhedspersoners be-
nyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfag-
lig virksomhed).
Det følger af den gældende bestemmelse i § 1, stk. 1, i
bekendtgørelsen, at en sundhedsperson, der er autoriseret i
henhold til lov om autorisation af sundhedspersoner og om
sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven), kan dele-
gere alle former for forbeholdt sundhedsfagligt virksomhed,
jf. autorisationslovens § 1, stk. 3, til en medhjælp, jf. dog §§
2 og 3.
Det betyder, at lægen f.eks. kan delegere omskæring til en
medhjælp.
Det foreslås at indsætte et stk. 5 i § 74. Efter det foreslåe-
de stk. 5 må en person, der ikke har autorisation som læge
eller fungerer som dennes medhjælp, jf. § 18, ikke fjerne
forhuden på en dreng under 18 år.
Med det foreslåede stk. 5 foreslås en særskilt bestemmelse
om omskæringer af drenge under 18 år. Det vil samtidigt
betyde, at reguleringen af omskæringer af drenge under 18
år ikke længere vil være omfattet af den gældende § 74, stk.
2, i autorisationsloven.
Bestemmelsen vil i princippet ramme enhver omskæring,
som ikke foretages af en læge eller dennes medhjælp, på
drenge under 18 år. Bestemmelsen vil dog i praksis alene
ramme og være relevant for omskæringer, som foretages på
ikke-medicinsk indikation, da det alene er læger, der kan
stille den relevante medicinske diagnose.
Håndhævelsen af bestemmelsen vil være nemmere, idet
der ikke skal foretages en vurdering af baggrunden og årsa-
gen til omskæringen.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede
strafbestemmelse, jf. lovforslaget § 1, nr. 2.
Bestemmelsen vil ikke ændre på de gældende regler om,
at enhver omskæring er lægeforbeholdt virksomhed. Det
betyder, at omskæring fortsat, uanset indikation, alene vil
kunne foretages af læger eller en medhjælp på baggrund af
delegation.
Efter den foreslåede bestemmelse vil det derfor fortsat væ-
re muligt for personer, som ikke har autorisation som læge,
at foretage omskæringerne uanset indikation, når det sker
som medhjælp for lægen. Trossamfund, religiøse mindretal
eller øvrige grupper, der f.eks. af kulturelle årsager lader
drengebørn omskære, vil således fortsat have mulighed for
at opretholde traditioner, hvor omskæringen ikke nødven-
digvis foretages af en læge.
Det er væsentligt at bemærke, at der efter de gældende
sundhedsfaglige retningslinjer skal være en læge til tilstede
under omskæringerne.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 2
Det følger af § 89 i autorisationsloven, at en person, der
uden autorisation som læge eller uden at være berettiget
hertil i medfør af regler udstedt i medfør af § 49, stk. 2,
foretager operative indgreb, iværksætter fuldstændig eller
lokal bedøvelse, yder fødselshjælp, anvender lægemidler,
der kun må udleveres fra apotekerne mod recept, eller an-
vender røntgen- eller radiumbehandling eller behandlings-
metoder med elektriske apparater, mod hvis anvendelse af
uautoriserede personer Styrelsen for Patientsikkerhed har
nedlagt forbud på grund af behandlingens farlighed, jf. § 74,
stk. 2, straffes med fængsel i indtil 1 år, under formildende
omstændigheder med bøde.
Det foreslås, at der indsættes en særskilt straffebestem-
melse for overtrædelse af det foreslåede § 74, stk. 5, jf.
lovforslagets § 1, nr. 1. Med det foreslåede § 89, stk. 2,
foreslås det, at den, der overtræder § 74, stk. 5, straffes med
fængsel i indtil 1 år, medmindre højere straf er forskyldt
efter anden lovgivning.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at personer, der
ikke er autoriserede som læger eller fungerer som lægens
medhjælp i overensstemmelse med regler udstedt i medfør
af autorisationslovens § 18, kan blive straffet med fængsel
i indtil 1 år for overtrædelse af det foreslåede § 74, stk. 5,
medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Med den foreslåede bestemmelse forudsættes det, at straf-
niveauet forhøjes i forhold til den straf, der i dag vil blive
fastsat af domstolene for overtrædelse af autorisationslovens
bestemmelse om lægeforbeholdt virksomhed under tilsva-
rende omstændigheder for så vidt angår omskæringer af
drenge under 18 år. Det betyder, at domstolene fremadrettet
bør udmåle strengere straffe for overtrædelse af autorisa-
tionslovens regler om lægeforbeholdt virksomhed, der om-
handler omskæringer af drenge under 18 år. Den foreslåede
skærpelse vil betyde, at overtrædelsen fremover vil skulle
straffes med fængsel, uden mulighed for at give bødestraf.
Det er vurderingen, at straffen bør fastsættes således, at
den ikke overstiger det nuværende strafniveau for overtræ-
delse af straffelovens § 245 om grov vold ved ulovlige om-
skæringer, som er på indtil 3 måneders fængsel. Med lovfor-
slaget forudsættes det således, at straffen for overtrædelse af
den foreslåede bestemmelse om lægeforbeholdt virksomhed,
13
der omhandler omskæringer af drengebørn under 18 år, som
udgangspunkt bør fastsættes til omkring 30 dages fængsel.
Der er i øvrigt ikke tilsigtet ændringer af den gældende
retstilstand.
Fastsættelsen af straffen i den enkelte sag vil fortsat bero
på domstolenes konkrete vurdering af samtlige omstændig-
heder i sagen, og det angivne strafniveau vil derfor kunne
fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den kon-
krete sag foreligger skærpende eller formildende omstæn-
digheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fast-
sættelse i straffelovens kapitel 10.
Det kan eksempelvis udgøre en formildende omstændig-
hed, at personen har omfattende erfaring med omskæring af
drengebørn, og at vedkommende har autorisation som læge i
et andet land end i Danmark.
Derimod kan det eksempelvis udgøre en skærpende om-
stændighed, hvis vedkommende tidligere har overtrådt auto-
risationslovens regler om lægeforbeholdt virksomhed. Gra-
den af komplikationer efter omskæringen samt drengens
alder kan også udgøre skærpende omstændigheder.
I tilfælde af et forhold udgør overtrædelse af både autori-
sationsloven og straffeloven, vil forholdet på grund af den
strengere straf blive henført under straffelovens bestemmel-
ser.
Bestemmelsen vil i princippet ramme enhver omskæring,
som ikke foretages af en læge eller dennes medhjælp, på
drenge under 18 år. Bestemmelsen vil dog i praksis alene
ramme og være relevant for omskæringer, som foretages på
ikke-medicinsk indikation, da det alene er læger, der kan
stille den relevante medicinske diagnose.
Håndhævelsen af bestemmelsen vil være nemmere, idet
der ikke skal foretages en vurdering af baggrunden og årsa-
gen til omskæringen.
Det bemærkes, at omskæring af mænd på 18 år eller der-
over som hidtil vil være omfattet af den gældende bestem-
melse i autorisationslovens § 74, stk. 2, om lægeforbeholdt
virksomhed. Overtrædelse af denne bestemmelse vil fortsat
skulle straffes efter autorisationslovens § 89. Det vil sige,
at der straffes med fængsel i indtil et år, under formildende
omstændigheder med bøde.
Den foreslåede bestemmelse i autorisationsloven om sær-
skilt strafferamme for ulovlige omskæringer for drenge
under 18 år vil samtidigt få betydning for sundhedspersoners
mulighed for at videregive oplysninger til politi og anklage-
myndighed.
Den foreslåede bestemmelse vil således indebære, at sund-
hedspersoner med hjemmel i værdispringsreglen i sundheds-
lovens § 43, stk. 2, nr. 2, efter en konkret vurdering vil
kunne videregive helbredsoplysninger og andre fortrolige
oplysninger om patienter under 15 år uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren, hvis patienten er under 15
år, eller uden samtykke fra patienten selv, hvis patienten er
over 15 år, til politiet og anklagemyndigheden i forbindelse
med politiets efterforskning, hvis der er mistanke om, at
patienten har været udsat for ulovlig omskæring.
Det bemærkes i den forbindelse, at sundhedspersoners
videregivelse af helbredsoplysninger og andre fortrolige op-
lysninger efter værdigspringsreglen i sundhedslovens § 43,
stk. 2, nr. 2, i forhold til politi og anklagemyndighed bl.a. er
berettiget, hvis der er tale om efterforskning af alvorlig kri-
minalitet som manddrab, seksualforbrydelse, grovere vold
m.v., herunder vold mod børn. Det bemærkes endvidere, at
overtrædelse af den foreslåede skærpede strafbestemmelse
for at udføre ulovlig omskæring vil skulle betragtes som al-
vorlig kriminalitet ved vurdering af, om værdispringsreglen
i sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, kan anvendes.
Det bemærkes endvidere, at det er uden betydning, om
politiet fremsætter begæring om udlevering af oplysninger,
eller der opstår spørgsmål om videregivelse på sundhedsper-
sonens eget initiativ, f.eks. i forbindelse med overvejelse om
indgivelse af anmeldelse om strafbart forhold.
Den foreslåede straffebestemmelse i autorisationslovens §
89, stk. 2, om ulovlige omskæringer vil således indebære,
at sundhedspersoner efter en konkret vurdering i medfør
af værdispringsreglen i sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2,
vil være berettiget til uden samtykke fra forældremyndig-
hedsindehaveren, hvis patienten er under 15 år, eller uden
samtykke fra patienten selv, hvis patienten er over 15 år,
at videregive oplysninger til politiet til brug for politiets
efterforskning.
Som det fremgår af pkt. 2.1.1.2 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger er det efter sundhedslovens § 43, stk. 2,
forudsat, at sundhedspersonen i almindelighed, medmindre
der foreligger særlige grunde, forinden videregivelse finder
sted, forsøger at indhente patientens samtykke, og hvis der
er tale om et barn under 15 år skal samtykke forsøges ind-
hentet hos forældremyndighedsindehaveren. Det bemærkes i
den forbindelse, at hvis sundhedspersonen har en mistanke
om, at den pågældende omskæring er sket på foranledning
af forældremyndighedsindehaveren, vil der foreligge sådan-
ne særlige grunde, at der ikke er behov for at forsøge at
indhente samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, før
sundhedspersonen anmelder forholdet.
Det vil være den enkelte sundhedsperson, der skal foreta-
ge en konkret vurdering af, om det er berettiget efter værdis-
pringsreglen i sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, at videregi-
ve oplysninger ved mistanke om, at der er foretaget ulovlige
omskæringer. Der indføres således ikke med lovforslaget en
pligt for sundhedspersoner til at videregive oplysninger til
politiet.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1.1.2 i lovforslagets al-
mindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af vær-
dispringsreglen i sundhedslovens § 43.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 2
Til nr. 1
Efter § 138 i sundhedsloven er kommunerne ansvarlige
14
for, at der ydes vederlagsfri hjemmesygepleje efter lægehen-
visning til personer med ophold i kommunen.
Efter § 139 kan sundhedsministeren fastsætte nærmere
regler om omfanget af og kravene til den kommunale hjem-
mesygeplejerskeordning.
Det foreslås, at der i § 138 indsættes et stk. 2, hvorefter
kommunalbestyrelsen kan delegere ansvaret for tildeling af
hjemmesygeplejen, jf. stk. 1, som udføres i en fælles kom-
munal hjemmesygepleje til de øvrige kommunalbestyrelser,
som indgår i et givent tværkommunalt samarbejde.
Forslaget vil medføre, at kommunerne fremover vil kunne
delegere ansvaret for tildeling af hjemmesygepleje til de
øvrige kommunalbestyrelser i det pågældende samarbejde.
Det vil betyde, at myndighedsopgaven i forbindelse med
tildeling af hjemmesygepleje for borgere, der henvises til
sygeplejefaglige indsatser, som udføres i den fælles kommu-
nale akutfunktion, kan delegeres fra en kommunalbestyrelse
til de øvrige kommunalbestyrelser i det pågældende tvær-
kommunale samarbejde.
Tildeling af hjemmesygepleje til borgere vil med forslaget
kunne foretages af den relevante medarbejder i den fælles
kommunale hjemmesygepleje, uanset i hvilken af de delta-
gende kommuner i samarbejdet den pågældende medarbej-
der er ansat og uanset i, og hvilken af de deltagende kom-
muner i samarbejdet, borgeren har bopæl.
Med den foreslåede bestemmelse bevarer den enkelte
kommunalbestyrelse myndighedsansvaret for hjemmesyge-
plejen som helhed og bevarer dermed også myndighedsan-
svaret for den del af den kommunale hjemmesygepleje, der
henlægges til det fælles kommunale samarbejde. Borgerens
bopælskommune bevarer således det endelige myndigheds-
ansvar i forhold til løsning af opgaver i hjemmesygeplejen
eller akutfunktionen, uanset at den konkrete tildeling af
ydelser er foretaget af en medarbejder ansat i en af de øvrige
kommuner i det pågældende samarbejde.
Idet den enkelte kommunalbestyrelse i det pågældende
samarbejde bevarer myndighedsansvaret for hjemmesyge-
plejen som helhed og dermed også bevarer myndighedsan-
svaret for den del af den kommunale hjemmesygepleje eller
akutfunktion, der henlægges til det fælles kommunale sam-
arbejde, vil hver enkelt kommunalbestyrelse i det pågælden-
de tværkommunale samarbejde skulle fastlægge serviceni-
veau, sygeplejefaglige instrukser, vejledninger etc. for opga-
ver, der henlægges til det fælles kommunale samarbejde og
fører tilsyn med udførelsen af opgaver i hjemmesygeplejen
omfattet af samarbejdet.
Dette vil kunne foregå ved, at det fælles kommunale
samarbejde bliver etableret som en fælles organisatorisk en-
hed, hvor alt personale kan varetage behandlingen for alle
borgere, der modtager behandling i hjemmesygeplejen eller
akutfunktionen, uanset personalets ansættelseskommune og
borgerens bopælskommune. Ligeledes vil det foregå ved, at
henvisning af borgere til det fælles kommunale samarbejde
sker direkte til den pågældende funktion og altså uden om
den evt. øvrige kommunale hjemmesygepleje og visitation i
hver af de øvrige kommuner i det pågældende tværkommu-
nale samarbejde. Et fælles kommunalt samarbejde om hjem-
mesygeplejen eller akutfunktionen kan f.eks. have reference
til en tværkommunal styregruppe, der tildeles arbejdsgiver-
beføjelser, herunder instruktionsbeføjelser for medarbejder-
ne i det pågældende samarbejde samt ansvar for, at der
udarbejdes de fornødne vejledninger om procedurer, medi-
cinhåndtering m.v.
I den forbindelse forudsættes, at der, som grundlag for eta-
blering af det fælles kommunale samarbejde om hjemmesy-
geplejen eller dele af hjemmesygeplejen, udarbejdes fælles
politisk, vedtagne visitationskriterier for de deltagende kom-
muner samt at der indgås en juridisk bindende samarbejdsaf-
tale om etablering af det fælles kommunale samarbejde.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 2
En sundhedsperson, der som led i sin faglige virksom-
hed bliver opmærksom på en utilsigtet hændelse, skal efter
sundhedslovens § 198, stk. 2, rapportere hændelsen til re-
gionen. En hændelse, der er forekommet i den kommunale
sundhedssektor, jf. afsnit IX, skal dog rapporteres til kom-
munen. 1. og 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse på ambu-
lancebehandlere, apotekere og apotekspersonale.
Det fremgår af sundhedslovens § 198, stk. 5, at der ved
en utilsigtet hændelse forstås en begivenhed, der forekom-
mer i forbindelse med sundhedsfaglig virksomhed, herunder
præhospital indsats, eller i forbindelse med forsyning af og
information om lægemidler. Utilsigtede hændelser omfatter
på forhånd kendte og ukendte hændelser og fejl, som ikke
skyldes patientens sygdom, og som enten er skadevoldende
eller kunne have været skadevoldende, men forinden blev
afværget eller i øvrigt ikke indtraf på grund af andre om-
stændigheder.
Det fremgår af § 199, stk. 1, i sundhedsloven, at Styrelsen
for Patientsikkerhed modtager rapporteringer fra regionsrå-
det og kommunalbestyrelsen om utilsigtede hændelser og
opretter et nationalt register herfor. Styrelsen for Patientsik-
kerhed analyserer og videreformidler viden til sundheds-
væsenet på baggrund af de modtagne rapporteringer.
Det fremgår af § 199, stk. 2, i sundhedsloven, at Styrelsen
for Patientsikkerhed fastsætter nærmere regler om, hvilke
utilsigtede hændelser, der skal rapporteres af regionsrådet
og kommunalbestyrelsen til Styrelsen for Patientsikkerhed,
hvornår og i hvilken form rapporteringen skal ske, og hvad
den skal indeholde. Styrelsen for Patientsikkerhed fastsætter
endvidere nærmere regler om, i hvilke tilfælde personer
omfattet af § 198, stk. 2, skal rapportere om utilsigtede
hændelser til regionsrådet og kommunalbestyrelsen, hvornår
og i hvilken form rapporteringen skal se, og hvad den skal
indeholde. Styrelsen for Patientsikkerhed kan desuden fast-
sætte nærmere regler om, i hvilken form rapportering efter §
198, stk. 4, skal ske.
Der er ikke efter Sundhedsministeriets opfattelse entydig
hjemmel i den gældende bemyndigelsesbestemmelse i sund-
hedslovens § 198, stk. 2, 2. pkt., til at fastsætte regler, der
15
bl.a. begrænser rapporteringspligten til utilsigtede hændel-
ser, som har medført eller bidraget til alvorlige eller dødeli-
ge konsekvenser for patienten.
Det foreslås derfor at ændre den gældende bemyndigelse
i § 198, stk. 2, 2. pkt. Det foreslås, at der i § 199, stk. 2,
2. pkt., efter »hvornår og i hvilken form rapporteringen skal
ske« indsættes: »eller ikke skal ske,«, og at »i givet fald«
indsættes efter: »og hvad den«.
Den foreslåede ændring vil blandt andet betyde, at Styrel-
sen for Patientsikkerhed fremover vil kunne fastsætte regler
om, i hvilke tilfælde sundhedspersoner skal rapportere om
utilsigtede hændelser til regionsrådet og kommunalbestyrel-
sen, hvornår og i hvilken form rapporteringen skal ske eller
ikke skal ske, og hvad den i givet fald skal indeholde.
Styrelsen for Patientsikkerhed vil således få en klar og
entydig hjemmel, som styrelsen kan udmønte til at fastsætte
regler om, at sundhedspersoner alene skal rapportere utilsig-
tede hændelser, som har medført eller bidraget til alvorlige
eller dødelige konsekvenser for patienten, som kunne have
haft alvorlige eller dødelige konsekvenser for patienten, el-
ler som vil kunne bidrage til læring og forbedring af patie-
ntsikkerheden.
På den måde sikres et entydigt retligt fundament for at
målrette og forenkle sundhedspersoners pligt til at rapporte-
re utilsigtede hændelser.
Bemyndigelsen vil kunne anvendes til at fastsætte regler
om, at det alene er de alvorligste eller potentielt mest al-
vorlige utilsigtede hændelser, der skal rapporteres. Bemyn-
digelsen vil også blive anvendt til at fastsætte regler om,
om øvrige utilsigtede hændelser, som ikke vurderes som
alvorlige eller potentielt dødelige, skal rapporteres, hvis den
rapporterende person vurderer, at der kan uddrages læring af
til gavn for patientsikkerheden.
Endelig kan bemyndigelsen anvendes til at fastsætte regler
om, hvorvidt hændelserne kan rapporteres enkeltvis eller
ved brug af såkaldt samlerapportering. Det gælder for ek-
sempel hændelser i kommunerne, hvor sundhedspersonalet
ikke har givet medicin til en borger, som skulle have haft
medicin, eller hvor en patient eller borger er faldet, uden at
dette har haft alvorlige konsekvenser for den pågældende.
Med samlerapportering forstås, at utilsigtede hændelser,
der er almindelige især i ældreplejen i form af undladelse
af at give medicin eller fald uden konsekvenser på for ek-
sempel et plejehjem, samles og rapporteres på et passende
tidspunkt f.eks. en gang om ugen af den samme sundheds-
person, som på den måde også vil opnå fortrolighed med
rapporteringsordningen generelt og mere specifikt den tekni-
ske håndtering af rapporteringerne. Dermed kan for eksem-
pel kommunerne fortsat uddrage læring af hændelserne med
henblik på at undgå tilsvarende situationer.
Lovforslaget sikrer samtidig, at der kan fastsættes regler,
som sikrer, at sundhedspersoner ikke skal bruge unødig tid
på rapportering af utilsigtede hændelser uden læringspoten-
tiale til gavn for patientsikkerheden, og at sundhedsperso-
nerne vil blive lettet i den administrative opgavevaretagelse,
så der i højere grad vil kunne anvendes ressourcer på den
læring, som den mere målrettede rapportering vil være en
konsekvens af.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 3
Til nr. 1
Det følger af § 12, stk. 5, i klage- og erstatningsloven, at
Styrelsen for Patientklager udarbejder en årsrapport om Sty-
relsen for Patientklagers virksomhed. Regionen bidrager ef-
ter Styrelsen for Patientklagers anmodning med oplysninger
til brug for årsrapporten, herunder oplysninger om klager,
der er bortfaldet efter en dialog med regionen, jf. § 1, stk.
5. Årsrapporten offentliggøres og sendes til sundhedsmini-
steren, Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsstyrelsen,
regioner og kommuner. Årsrapporten sendes desuden til Sø-
fartsstyrelsen.
Det følger af § 12, stk. 6, at regionsrådet og kommunalbe-
styrelsen redegør senest 6 måneder efter Styrelsen for Patie-
ntklagers offentliggørelse af årsrapporten efter stk. 4 over
Styrelsen for Patientklager, Styrelsen for Patientsikkerhed
og Sundhedsstyrelsen for, hvilke initiativer årsrapporten har
givet anledning til.
Det foreslås, at § 12, stk. 5 og 6, ophæves. Forslaget
betyder, at Styrelsen for Patientklager ikke længere vil have
pligt til at udarbejde en årsberetning. Derudover vil kommu-
nalbestyrelsen og regionsrådet ikke længere have pligt til
at redegøre for, hvilke initiativer årsberetningen har givet
anledning til.
Til nr. 2
Det følger af § 16, stk. 1, i klage- og erstatningsloven, at
reglerne i § 12, stk. 1-4 og stk. 5, 1.-3. pkt., finder tilsvaren-
de anvendelse for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.
Det foreslås, at »og stk. 5, 1.-3. pkt.« udgår af § 16, stk.
1. Der er tale om en lovteknisk konsekvensændring som
følge af forslagets § 3, nr. 1, hvori § 12, stk. 5, foreslås
ophævet.
Til nr. 3
Det følger af § 16, stk. 1, i klage- og erstatningsloven, at
reglerne i § 12, stk. 1-4 og stk. 5, 1.-3. pkt., finder tilsvaren-
de anvendelse for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 2 i § 16. Efter det
foreslåede stk. 2 udarbejder Sundhedsvæsenets Disciplinær-
nævn en årsberetning om nævnets virksomhed. Regionen
bidrager efter Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns anmod-
ning med oplysninger til brug for årsberetningen, herunder
oplysninger om klager, der er bortfaldet efter en dialog med
regionen, jf. § 2, stk. 3. Årsberetningen offentliggøres og
sendes til sundhedsministeren, Styrelsen for Patientsikker-
hed, Sundhedsstyrelsen, regioner og kommuner.
Forslaget skal ses i sammenhæng med det foreslåede i § 3,
nr. 1, hvorefter §12, stk. 5, foreslås ophævet.
Forslaget sikrer, at Styrelsen for Patientklagers pligt til
16
at udarbejde en årsberetning ikke vil få betydning for Sund-
hedsvæsenets Disciplinærnævns pligt til at udarbejde en
årsberetning. Forslaget sikrer således, at Sundhedsvæsenets
Disciplinærnævn fortsat som hidtil vil have pligt til afgive
en årsberetning til trods for ophævelsen af denne pligt for
Styrelsen for Patientklager.
Der er således tale om en konsekvensrettelse, idet de dele
af § 12, stk. 5, som også vedrører Sundhedsvæsenets Disci-
plinærnævns pligt til at udarbejde en årsberetning, fastsættes
i et nyt § 16, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 4
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2023.
Til § 5
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.
Det følger af autorisationslovens § 97, at loven ikke gæl-
der for Færøerne og Grønland, men at den ved kongelig an-
ordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med
de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger. Det
foreslås derfor, at de foreslåede ændringer af autorisationslo-
ven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at de ved
kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for
Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold
tilsiger.
Efter sundhedslovens § 278, stk. 1, gælder loven som
udgangspunkt ikke for Færøerne og Grønland. Efter stk. 2
og 3 kan visse områder dog ved kongelig anordning sættes
helt eller delvis i kraft for Færøerne hhv. Grønland. Det
foreslås derfor, at de foreslåede ændringer af sundhedsloven,
dvs. kapitel 61, ikke gælder for Færøerne og Grønland, men
at de efter stk. 2 ved kongelig anordning kan sættes i kraft
for Færøerne.
Efter § 64 i klage- og erstatningsloven, gælder loven ikke
for Færøerne og Grønland, men kan for Færøerne sættes
i kraft ved kongelig anordning med de afvigelser, som de
særlige færøske forhold tilsiger. Det foreslås derfor, at de
foreslåede ændringer af autorisationsloven ikke gælder for
Færøerne og Grønland, men kan for Færøerne sættes i kraft
ved kongelig anordning med de afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger.
Det foreslås i overensstemmelse hermed, at loven ikke
skal gælde for Færøerne og Grønland, men den ved kongelig
anordning kan sættes i kraft for Færøerne med de ændringer,
som de færøske forhold tilsiger.
17
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om autorisation af sundhedspersoner og om
sundhedsfaglig virksomhed, jf. lovbekendtgørelse
nr. 731 af 8. juli 2019, som ændret bl.a. ved lov
nr. 816 af 9. juni 2020, § 3 i lov nr. 1855 af 9.
december 2020, § 1 i lov nr. 1185 af 8. juni 2021
og senest ved § 1 i lov nr. 478 af 26. april 2022,
foretages følgende ændringer:
§ 74. ---
Stk. 2 En person, der ikke har autorisation
som læge, må ikke, medmindre andet er særligt
lovhjelmet, foretage operative indgreb, iværksæt-
te fuldstændig eller lokal bedøvelse, yde fødsels-
hjælp, anvende lægemidler, der kun må udleveres
fra apotekerne mod recept, eller anvende røntgen-
eller radiumbehandling eller behandlingsmetoder
med elektriske apparater, mod hvis anvendelse af
uautoriserede personer Styrelsen for Patientsikker-
hed har nedlagt forbud på grund af behandlingens
farlighed.
Stk. 3-4. ---
1. I § 74 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. En person, der ikke har autorisation som
læge eller fungerer som dennes medhjælp, jf. § 18,
må ikke fjerne forhuden på en dreng under 18 år.«
§ 89. En person, der uden autorisation som læge
eller uden at være berettiget hertil i medfør af reg-
ler udstedt i medfør af § 49, stk. 2, foretager ope-
rative indgreb, iværksætter fuldstændig eller lokal
bedøvelse, yder fødselshjælp, anvender lægemid-
ler, der kun må udleveres fra apotekerne mod
recept, eller anvende røntgen- eller radiumbehand-
ling eller behandlingsmetoder med elektriske ap-
parater, mod hvis anvendelse af uautoriserede per-
soner Styrelsen for Patientsikkerhed har nedlagt
forbud på grund af behandlingens farlighed , jf. §
74, stk. 2, straffes med fængsel i indtil 1 år, under
formildende omstændigheder med bøde.
2. I § 89 indsættes som stk. 2:
18
»Stk. 2. Den, der overtræder § 74, stk. 5, straffes
med fængsel i indtil 1 år, medmindre højere straf
er forskyldt efter anden lovgivning.«
§ 2
I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 210 af
27. januar 2022, som ændret senest ved lov nr. 911
af 21. juni 2022, foretages følgende ændringer:
§ 138. Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at
der ydes vederlagsfri hjemmesygepleje efter læge-
henvisning til personer med ophold i kommunen.
1. I § 138 indsætte som stk. 2:
»Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan delegere an-
svaret for tildeling af hjemmesygeplejen jf. stk.
1, som udføres i en fælles kommunal hjemmesy-
gepleje til de øvrige kommunalbestyrelser, som
indgår i et givent tværkommunalt samarbejde.«
§ 199. ---
Stk. 2. Styrelsen for Patientsikkerhed fastsætter
nærmere regler om, hvilke utilsigtede hændelser
der skal rapporteres af regionsrådet og kommu-
nalbestyrelsen til Styrelsen for Patientsikkerhed,
hvornår og i hvilken form rapporteringen skal ske,
og hvad den skal indeholde. Styrelsen for Patie-
ntsikkerhed fastsætter endvidere nærmere regler
om, i hvilke tilfælde personer omfattet af § 198,
stk. 2, skal rapportere om utilsigtede hændelser til
regionsrådet og kommunalbestyrelsen, hvornår og
i hvilken form rapporteringen skal ske, og hvad
den skal indeholde. Styrelsen for Patientsikkerhed
kan desuden fastsætte nærmere regler om, i hvil-
ken form rapportering efter § 198, stk. 4, skal ske.
2. I § 199, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »hvornår
og i hvilken form rapporteringen skal ske«: »eller
ikke skal ske,«, og efter »og hvad den« indsættes:
»i givet fald«.
§ 3
I lov om klage og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 995 af
14. juni 2018, som ændret bl.a. ved § 24 i lov nr.
1853 af 9. december 2019, § 2 i lov nr. 1885 af 9.
december 2020, § 75 i lov nr. 285 af 27. februar
2021, og senest ved lov nr. 909 af 21. juni 2022
foretages følgende ændringer:
§ 12. ---
Stk. 2-4. ---
19
Stk. 5. Styrelsen for Patientklager udarbejder en
årsberetning om Styrelsen for Patientklagers virk-
somhed. Regionen bidrager efter Styrelsen for Pa-
tientklagers anmodning med oplysninger til brug
for årsberetningen, herunder oplysninger om kla-
ger, der er bortfaldet efter en dialog med regionen,
jf. § 1, stk. 5. Årsberetningen offentliggøres og
sendes til sundhedsministeren, Styrelsen for Patie-
ntsikkerhed, Sundhedsstyrelsen, regioner og kom-
muner. Årsberetningen sendes desuden til Søfarts-
styrelsen.
Stk. 6. Regionsrådet og kommunalbestyrelsen
redegør senest 6 måneder efter Styrelsen for Patie-
ntklagers offentliggørelse af årsberetningen efter
stk. 4 over for Styrelsen for Patientklager, Styrel-
sen for Patientsikkerhed og Sundhedsstyrelsen for,
hvilke initiativer årsberetningen har givet anled-
ning til.
Stk. 7. ---
1. § 12, stk. 5 og 6 ophæves.
Stk. 7 bliver herefter stk. 5.
§ 16. Reglerne i § 12, stk. 1-4 og stk. 5, 1.-3.
pkt., finder tilsvarende anvendelse for Sundheds-
væsenets Disciplinærnævn.
2. I § 16, stk. 1 udgår »og stk. 5, 1.-3. pkt.«
3. I § 16 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn ud-
arbejder en årsberetning om nævnets virksom-
hed. Regionen bidrager efter Sundhedsvæsenets
Disciplinærnævns anmodning med oplysninger til
brug for årsberetningen, herunder oplysninger om
klager, der er bortfaldet efter en dialog med regio-
nen, jf. § 2, stk. 3. Årsberetningen offentliggøres
og sendes til sundhedsministeren, Styrelsen for
Patientsikkerhed, Sundhedsstyrelsen, regioner og
kommuner.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
20