Fremsat den 5. oktober 2022 af erhvervsminister (Simon Kollerup)

Fremsat den 5. oktober 2022 af erhvervsminister (Simon Kollerup)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, kreditaftaleloven,
lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber og forskellige
andre love (Indgreb over for kreditter, der ydes rentefrit og uden
andre omkostninger, udvidelse af dækningsområde for Garantifonden for
skadesforsikringsselskaber til at omfatte livsforsikringsselskaber, der udøver
arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark m.v.)1)
§ 1
I lov nr. 450 af 24. april 2019 om
forbrugslånsvirksomheder, som ændret bl.a. ved § 1 i lov
nr. 801 af 9. juni 2020 og senest ved § 11 i lov nr. 570 af 5.
oktober 2022, foretages følgende ændringer:
1. § 1, stk. 3, nr. 1, affattes således:
»1) Aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser, hvor ud-
byderen rente- og omkostningsfrit accepterer, at forbru-
geren betaler for varen eller tjenesteydelsen på et tids-
punkt, der ligger senere end leveringstidspunktet, men
ikke senere end 90 dage efter leveringstidspunktet, og
hvor der ikke er en tredjepart, der yder kredit.«
2. I § 1, stk. 3, indsættes efter nr. 1 som nye numre:
»2) Aftaler om betalingskort med udskudt betaling, hvor
det samlede transaktionsbeløb debiteres på kortindeha-
vers konto på en bestemt dato, senest 50 dage efter
transaktionen, uden at der skal betales renter eller om-
kostninger i forbindelse med den udskudte betaling.
3) Kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden an-
dre omkostninger, og hvor virksomheden, der yder kre-
ditten, er omfattet af § 389, stk. 1, nr. 2, i lov om
finansiel virksomhed og modtager midler til anvendelse
i almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt
øjemed efter § 8 a, stk. 1, i ligningsloven.«
Nr. 2-5 bliver herefter nr. 4-7.
§ 2
I lov om kreditaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af
8. juni 2019, som ændret ved § 6 i lov nr. 2221 af 29.
december 2020, foretages følgende ændringer:
1. § 3, stk. 1, nr. 1, affattes således:
»1) Aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser, hvor ud-
byderen rente- og omkostningsfrit accepterer, at forbru-
geren betaler for varen eller tjenesteydelsen på et tids-
punkt, der ligger senere end leveringstidspunktet men
ikke senere end 90 dage efter leveringstidspunktet, og
hvor der ikke er en tredjepart, der yder kredit.«
2. § 3, stk. 1, nr. 2, affattes således:
»2) Aftaler om betalingskort med udskudt betaling, hvor
det samlede transaktionsbeløb debiteres på kortindeha-
vers konto på en bestemt dato, senest 50 dage efter
transaktionen, uden at der skal betales renter eller om-
kostninger i forbindelse med den udskudte betaling. §
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/2034/EU af 27. november 2019 om tilsyn med
investeringsselskaber (IFD), EU-Tidende 2019, nr. L 314, side 64, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2021/338/EU af 16. februar 2021 om
ændring af direktiv 2014/65/EU, for så vidt angår oplysningskrav, produktstyring og positionslofter, og af direktiv 2013/36/EU og (EU) 2019/878, for
så vidt angår deres anvendelse på investeringsvirksomheder, med henblik på at bidrage til genopretningen efter covid-19-krisen, EU-Tidende 2021, nr. L
68, side 14, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)
2021/C 423/12.
Lovforslag nr. L 16 Folketinget 2022-23
Erhvervsmin.,
Finanstilsynet, j.nr. 22-001053
CQ002380
8 b, stk. 2, finder dog anvendelse på aftaler nævnt i 1.
pkt.«
§ 3
I lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, jf.
lovbekendtgørelse nr. 2067 af 12. november 2021, foretages
følgende ændringer:
1. § 1, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Fonden skal yde dækning til forsikringstagere og
de sikrede i henhold til § 5 for forsikringer i forsikringssel-
skaber omfattet af § 3, stk. 1 og 2, når
1) erstatningskrav udspringer af en forsikringsaftale med
et skadesforsikringsselskab, som bliver erklæret kon-
kurs, eller
2) et livs- eller skadesforsikringsselskab får tilbagekaldt
sin tilladelse til at udøve arbejdsulykkesforsikringsvirk-
somhed, og Finanstilsynet har truffet beslutning om,
at arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal tages under
administration af Fonden, jf. § 226, stk. 3, § 242 a eller
§ 243, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.«
2. I § 2 indsættes efter »stk. 1«: »og 2«.
3. I § 3, stk. 1, ændres »forsikringsselskaber« til: »skade-
sforsikringsselskaber«.
4. I § 3 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Følgende livsforsikringsselskaber skal være med-
lem af og yde bidrag til Fonden:
1) Direkte tegnende livsforsikringsselskaber, der har fået
Finanstilsynets tilladelse til at drive arbejdsulykkesfor-
sikringsvirksomhed.
2) Filialer beliggende i Danmark af direkte tegnende livs-
forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve ar-
bejdsulykkesforsikringsvirksomhed, med hjemsted i et
andet land inden for Den Europæiske Union eller et
land, som Unionen har indgået aftale med på det finan-
sielle område.
3) Direkte tegnende livsforsikringsselskaber med hjem-
sted i et andet land inden for Den Europæiske Union el-
ler et land, som Unionen har indgået aftale med på det
finansielle område, der er anmeldt til at drive arbejds-
ulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark via grænseo-
verskridende tjenesteydelsesvirksomhed.«
Stk. 2-11 bliver herefter stk. 3-12.
5. I § 4, stk. 3, 1. pkt., og § 14, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter
»nr. 2 eller 3,«: »og stk. 2, nr. 2 eller 3,«.
6. I § 10, stk. 3, ændres »skadesforsikringsselskab« til: »for-
sikringsselskab«.
§ 4
I hvidvaskloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 316 af 11. marts
2022, som ændret ved § 9 i lov nr. 409 af 31. marts 2022
og § 4 i lov nr. 570 af 10. maj 2022, foretages følgende
ændringer:
1. § 1, stk. 1, nr. 26, affattes således:
»26) Udbydere af finansielle tjenester relateret til en ud-
steders udbud eller salg af virtuelle valutaer.«
2. I § 2, nr. 8, litra a, ændres »og viceminister eller assister-
ende minister« til: », viceminister eller assisterende minister
og særlig rådgiver for en minister«.
3. I § 10, nr. 2, litra d, ændres »udstedelse af virtuel valuta«
til: »tjenester relateret til udstedelse af virtuel valuta«.
4. I § 38, stk. 6, ændres »forudsat at« til: »forudsat«.
5. I § 41, nr. 2, indsættes efter »ledelsesansvarlige«: »og
virksomhedens ejere af kvalificerede andele, jf. § 5, stk. 3, i
lov om finansiel virksomhed,«.
6. I § 42, nr. 5, indsættes efter »ledelsesansvarlige for virk-
somheden«: » og virksomhedens ejere af kvalificerede ande-
le, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed«.
7. § 42, nr. 6, affattes således:
»6) Oplysninger om ejere af kvalificerede andele i virk-
somheden, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed,
eller, hvor valutaveksling udøves af en enkeltmands-
virksomhed, indehaveren og størrelsen af disses ande-
le.««
8. I § 45, stk. 1, indsættes efter »ledelsesansvarlige«: »og
valutavekslingsvirksomhedens ejere af kvalificerede andele,
jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed,«.
9. I § 45, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »ledelsesansvarlige«:
»og valutavekslingsvirksomhedens ejere af kvalificerede an-
dele, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed,«, og
efter »virksomhedens ledelse«: », indtræden som ejer af
kvalificerede andele«.
10. I § 55, stk. 1, 1. pkt., ændres »givet« til: »tildelt«.
11. I § 78 a, stk. 1, indsættes efter »§ 48, stk. 1«: »og 2«.
12. I § 85 indsættes som stk. 2 og 3:
»Stk. 2. De dele af § 57, stk. 1, 1. pkt., som i medfør
af stk. 1 er sat i kraft for Grønland, kan ved kongelig anord-
ning sættes helt eller delvis i kraft på ny for Grønland med
de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Stk. 3. De dele af § 27, stk. 1, som i medfør af stk.
1, er sat i kraft for Færøerne, kan ved kongelig anordning
sættes helt eller delvis i kraft på ny for Færøerne med de
ændringer, som de færøske forhold tilsiger.«
§ 5
I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr.
406 af 29. marts 2022, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 570
af 10. maj 2022 og senest ved § 37 i lov nr. 871 af 21. juni
2022, foretages følgende ændringer:
2
1. I § 1, stk. 4, 1. pkt., ændres »354 a« til: »§§ 354 a og 354
b«.
2. I § 1, stk. 4, 4. pkt., ændres »§ 347, stk. 1-3, 5 og 7, samt
§§ 348 og 354 a« til: »§ 347, stk. 1-3, 5 og 7, § 348, §§ 354
a og 354 b samt § 363 b, stk. 1 og 2«.
3. I § 1, stk. 6, indsættes efter »§ 348«: », § 363 b, stk. 4,«.
4. I § 5, stk. 1, nr. 22, litra a, ændres »5 mio. euro« til: »5,4
mio. euro«.
5. I § 5, stk. 1, nr. 22, litra b og c, ændres »25 mio. euro« til:
»26,6 mio. euro«.
6. I § 5, stk. 1, nr. 22, litra d, ændres »0,5 mio. euro« til:
»0,6 mio. euro« og »2,5 mio. euro« ændres til: »2,7 mio.
euro«.
7. I § 12, stk. 1, indsættes som 6. pkt.:
»Finansielle holdingvirksomheder skal være aktieselska-
ber eller anpartsselskaber.«
8. I § 13, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter » virksomheder«: »og
aktie- eller anpartskapitalen i finansielle holdingvirksomhe-
der«.
9. I § 13, stk. 2, indsættes efter »realkreditinstitutter«: », fi-
nansielle holdingvirksomheder«, og »i aktieklasser« ændres
til: »eller anpartskapitalen i klasser«.
10. I § 13 a ændres »og realkreditinstitutter« til: », realkre-
ditinstitutter og finansielle holdingvirksomheder«.
11. I § 33 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse, jf. stk.
1, såfremt kreditinstituttet ikke længere opfylder kravene til
at få en tilladelse, eller hvis Finanstilsynet ikke kan inddrive
afgiftsbetalingen efter § 363 b, stk. 4, på almindelig vis.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 6.
12. I § 33 a, stk. 5, indsættes som 2. pkt.:
»Ud over de tilfælde, der er nævnt i §§ 223-224, kan
Finanstilsynet inddrage en tilladelse meddelt efter stk. 1,
hvis Finanstilsynet ikke kan inddrive afgiftsbetalingen efter
§ 363 a og § 363 b, stk. 3, på almindelig vis.«
13. I § 61, stk. 2, ændres »efter stk. 4« til: », jf. stk. 4«.
14. I § 64 b indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Finanstilsynet kan undtage et medlem af besty-
relsen fra kravet i stk. 1, hvis medlemmets dansksprogli-
ge færdigheder ikke er tilstrækkelige til at gennemføre et
grundkursus efter stk. 1, og et godkendt kursus ikke udbydes
på engelsk. Undtagelsen er betinget af, at medlemmet hur-
tigst muligt og senest 12 måneder efter indtræden i bestyrel-
sen gennemfører anden undervisning, hvis indholdsmæssige
rammer er godkendt af Finanstilsynet, herunder en introduk-
tion til den danske selskabsretlige struktur og relevante om-
råder, der er særlige for danske finansielle virksomheder.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
15. I § 64 b, stk. 3, der bliver stk. 4, indsættes efter »stk. 1«:
»og stk. 3«.
16. I § 75 a, stk. 1, 1. pkt., og § 75 b, stk. 1, 1. pkt., indsættes
efter »En finansiel virksomhed«: »og en crowdfundingtjene-
steudbyder«.
17. I § 75 c, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »og en finansiel
virksomhed«: »eller en crowdfundingtjenesteudbyder«.
18. I § 75 c, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »og den finansielle
virksomhed.«: »eller crowdfundingtjenesteudbyderen«.
19. I § 126, stk. 2, nr. 1, og § 126 d, stk. 5, nr. 1, ændres »3,7
mio. euro« til: »4 mio. euro«.
20. I § 126, stk. 2, nr. 2, og § 126 d, stk. 5, nr. 2, ændres »2,5
mio. euro« til: »2,7 mio. euro«.
21. I § 126, stk. 2, nr. 3, og § 126 d, stk. 5, nr. 4, ændres »3,6
mio. euro« til: »3,9 mio. euro«.
22. I § 126, stk. 2, nr. 4, og § 126 d, stk. 5, nr. 5, ændres »1,2
mio. euro« til: »1,3 mio. euro«.
23. I § 126 d, stk. 5, nr. 3, ændres »3,7 mio. euro« til: »4
mio. euro«.
24. I § 128 a indsættes efter »finansielle virksomheders«:
»og finansielle holdingvirksomheders« og efter »aktie-,«
indsættes: »anparts-,«.
25. § 361, stk. 7, affattes således:
»Stk. 7. Følgende fysiske og juridiske personer omfattet
af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.
betaler årligt et grundbeløb til Finanstilsynet:
1) Forvaltere af alternative investeringsfonde med regi-
streret hjemsted i et andet land inden for Den Euro-
pæiske Union eller et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, som i henhold til
§ 88 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde
m.v. i Danmark markedsfører andele i en alternativ
investeringsfond fra et andet land inden for Den Euro-
pæiske Union eller et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, betaler et årligt
grundbeløb til Finanstilsynet på 5.000 kr.
2) Forvaltere af alternative investeringsfonde med regi-
streret hjemsted i et andet land inden for Den Europæ-
iske Union eller et land, som Unionen har indgået afta-
le med på det finansielle område, som i henhold til §
109 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde
m.v. i Danmark har tilladelse til at markedsføre andele
i en alternativ investeringsfond fra et tredjeland, betaler
et årligt grundbeløb til Finanstilsynet på 8.000 kr.
3) Forvaltere af alternative investeringsfonde med regi-
streret hjemsted i et tredjeland, som i henhold til § 130
i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.
har tilladelse til markedsføring i Danmark af andele i
3
en alternativ investeringsfond fra et tredjeland, betaler
et årligt grundbeløb til Finanstilsynet på 8.000 kr.
4) Forvaltere af alternative investeringsfonde med regi-
streret hjemsted i et andet land inden for Den Europæ-
iske Union eller et land, som Unionen har indgået afta-
le med på det finansielle område, som i henhold til § 95
i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.
forvalter alternative investeringsfonde, der er etableret i
Danmark, betaler et årligt grundbeløb til Finanstilsynet
på 4.100 kr.
5) Forvaltere af alternative investeringsfonde med regi-
streret hjemsted i et andet land inden for Den Europæ-
iske Union eller et andet land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, som i henhold til
§ 95 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde
m.v. har etableret en filial i Danmark, betaler et årligt
grundbeløb til Finanstilsynet på 4.100 kr.«
26. § 361, stk. 8, affattes således:
»Stk. 8. Udenlandske investeringsinstitutter omfattet af
§ 27 i lov om investeringsforeninger m.v. betaler et årligt
grundbeløb til Finanstilsynet på 5.000 kr., hvis de markeds-
fører færre end 10 afdelinger, og 11.000 kr., hvis de mar-
kedsfører 10 afdelinger eller flere.«
27. Efter § 363 a indsættes:
Ȥ 363 b. Filialer her i landet af udenlandske kreditinsti-
tutter og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse til at
udøve den virksomhed, som er nævnt i § 13, stk. 1, i lov om
fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter,
i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle område,
betaler årligt en afgift til Finanstilsynet på 8.000 kr.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, når virksom-
heden udøves her i landet gennem tilknyttede agenter, der er
etableret her i landet.
Stk. 3. Filialer her i landet af udenlandske investeringssel-
skaber og kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse til at
udøve den virksomhed, som er nævnt i § 13, stk. 1, i lov om
fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter,
i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke
har indgået aftale med på det finansielle område, betaler
årligt en afgift til Finanstilsynet på 15.000 kr.
Stk. 4. Udenlandske kreditinstitutter og investeringssel-
skaber, der er meddelt tilladelse til at udøve den virksom-
hed, som er nævnt i § 13, stk. 1, i lov om fondsmæglersel-
skaber og investeringsservice og -aktiviteter, i et land uden
for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået
aftale med på det finansielle område, og for hvilket land Eu-
ropa-Kommissionen ikke har vedtaget en afgørelse som om-
handlet i artikel 47, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder
for finansielle instrumenter, eller hvor en sådan afgørelse
ikke længere er gyldig, og som yder grænseoverskridende
tjenesteydelser med investeringsservice og –aktiviteter her i
landet, betaler årligt en afgift til Finanstilsynet på 8.000 kr.«
28. I § 417 b, stk. 4, nr. 6, ændres »3,7 mio. euro« til: » 4
mio. euro«.
29. I § 417 b, stk. 4, nr. 7, ændres »2,5 mio. euro« til: »2,7
mio. euro«.
30. I § 417 b, stk. 4, nr. 8, ændres »3,7 mio. euro« til: »4
mio. euro«.
31. I § 417 b, stk. 4, nr. 9, ændres »3,6 mio. euro« til: »3,9
mio. euro«.
32. I § 417 b, stk. 4, nr. 10, ændres »1,2 mio. euro« til: »1,3
mio. euro«.
§ 6
I lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr.
337 af 11. marts 2022, som ændret ved § 10 i lov nr. 570 af
10. maj 2022, foretages følgende ændringer:
1. I § 2, nr. 8, litra c, nr. i, ændres »46,3 mio. kr.« til: »49,3
mio. kr.«
2. I § 2, nr. 8, litra c, nr. ii, ændres »95,5 mio. kr.« til:
»101,6 mio. kr.«
3. I § 22, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning 2019/1238/EU af 20. ju-
ni 2019 om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt
(PEPP-produkt)«: », Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtig-
hedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjene-
steydelser«.
§ 7
I lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 2014
af 1. november 2021, som ændret bl.a. ved § 4 i lov nr. 2382
af 14. december 2021, og senest ved § 2 i lov nr. 570 af 10.
maj 2022, foretages følgende ændringer:
1. I § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, ændres »bilag 4, afsnit A, i lov om
finansiel virksomhed« til: »bilag 1, afsnit A, i lov om fonds-
mæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter«.
2. I § 3 indsættes som nr. 38:
»38) Overvejende kommerciel koncern: Enhver koncern,
hvis hovederhverv ikke er at yde investeringsservice,
som defineret i § 10, nr. 2, i lov om fondsmæglersel-
skaber og investeringsservice og -aktiviteter, at udføre
en aktivitet, der er opført i bilag 2 til lov om finansiel
virksomhed, eller at fungere som prisstiller for råvare-
derivater.«
3. I § 6, stk. 1, nr. 1, og § 7, nr. 2, ændres »bilag 4, afsnit A,
nr. 9, i lov om finansiel virksomhed, jf. § 10, stk. 2, i lov om
finansiel virksomhed« til: »bilag 1, afsnit A, nr. 9, i lov om
fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter,
jf. § 10, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed«.
4
§ 8
I lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.,
jf. lovbekendtgørelse nr. 2015 af 1. november 2021, som
ændret bl.a. ved § 15 i lov nr. 2601 af 28. december 2021 og
senest ved § 9 i lov nr. 568 af 10. maj 2022 og § 35 i lov nr.
871 af 21. juni 2022, foretages følgende ændring:
1. I § 136 a, stk. 6 og 7, ændres »Statsadvokaten for Særlig
Økonomisk og International Kriminalitet« til: »Hvidvaskse-
kretariatet«.
§ 9
I lov nr. 1155 af 8. juni 2021 om fondsmæglerselskaber
og investeringsservice og –aktiviteter, som ændret ved § 13
i lov nr. 2382 af 14. december 2021, § 10 i lov nr. 568 af
10. maj 2022 og § 6 i lov nr. 570 af 10. maj 2022, foretages
følgende ændringer:
1. Efter § 1 indsættes før overskriften før § 2:
»§ 1 a. For fondsmæglerselskaber, der ikke har opfyldt
alle betingelserne for klassificering som små og ikke indbyr-
des forbundne fondsmæglerselskaber, men som efterfølgen-
de opfylder betingelserne, vil kravene fastsat i denne lov og
i regler udstedt i medfør af loven for fondsmæglerselskaber,
der ikke opfylder betingelserne for klassificering som små
og ikke indbyrdes forbundne fondsmæglerselskaber, efter en
periode på seks måneder fra den dato, hvor betingelserne
er opfyldt, ikke længere finde anvendelse. Kravene ophører
kun med at finde anvendelse efter perioden nævnt i 1. pkt.,
hvis et fondsmæglerselskab i denne periode fortsat har op-
fyldt alle betingelserne for klassificering som et mindre og
ikke indbyrdes forbundet fondsmæglerselskab uden afbry-
delse, og fondsmæglerselskabet har underrettet Finanstilsy-
net herom.
Stk. 2. Fondsmæglerselskaber, der fastslår, at de ikke
længere opfylder alle betingelserne for klassificering som
små og ikke indbyrdes forbundne fondsmæglerselskaber,
skal underrette Finanstilsynet herom og overholde kravene
fastsat i denne lov og i regler udstedt i medfør af loven for
fondsmæglerselskaber, der ikke opfylder alle betingelserne
for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne
fondsmæglerselskaber. Kravene skal opfyldes senest 12 må-
neder efter den dato, hvor klassificeringsvurderingen fandt
sted.
Stk. 3. Kravene fastsat i denne lov og i regler udstedt
i medfør af loven for fondsmæglerselskaber, der ikke op-
fylder betingelserne for små og ikke indbyrdes forbundne
fondsmæglerselskaber, finder anvendelse for fondsmægler-
selskaber på individuelt og konsolideret niveau, jf. dog stk.
4. Uanset 1. pkt. finder kravene fastsat i denne lov og i
regler udstedt i medfør af loven for fondsmæglerselskaber,
der ikke opfylder alle betingelserne for klassificering som
små og ikke indbyrdes forbundne fondsmæglerselskaber,
ikke anvendelse for datterselskaber, der er medtaget i en
konsolideret situation, og som er etableret i tredjelande, hvis
moderselskabet i Den Europæiske Union over for Finans-
tilsynet og øvrige kompetente myndigheder i Unionen for
fondsmæglerselskaber i fondsmæglerselskabskoncernen kan
godtgøre, at anvendelse af kravene fastsat i denne lov er i
strid med lovgivningen i det tredjeland, hvor disse dattersel-
skaber er etableret.
Stk. 4. Har Finanstilsynet givet tilladelse til anvendelse
af koncernkapitaltesten i artikel 8 i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019
om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber, finder kra-
vene fastsat i denne lov og i regler udstedt i medfør af
loven for fondsmæglerselskaber, der ikke opfylder betingel-
serne for små og ikke indbyrdes forbundne fondsmæglersel-
skaber, anvendelse for fondsmæglerselskaber på individuelt
niveau.«
2. I § 8, stk. 1 og 2, indsættes efter »262-264«: », § 265, stk.
2 og 3«.
3. I § 26, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Fondsmæglerholdingvirksomheder skal være aktiesel-
skaber eller anpartsselskaber.«
4. I § 26, stk. 2, indsættes efter »Aktiekapitalen«: »eller
anpartskapitalen« og efter »aktiekapital« indsættes: »eller
anpartskapital«.
5. § 26, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. I fondsmæglerselskaber kan deling af aktiekapita-
len i aktieklasser med forskellige stemmeværdi ikke finde
sted.«
6. I § 26 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte regler om fondsmæg-
lerselskabers og fondsmæglerholdingvirksomheders udste-
delse af gældsbreve med vilkår om konvertering til aktie- el-
ler anpartskapital, herunder i hvilket omfang selskabslovens
kapitel 10 finder anvendelse.«
7. I § 27 indsættes efter »fondsmæglerselskaber«: »og
fondsmæglerholdingvirksomheder«.
8. I § 41 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse meddelt
efter stk. 1, hvis betingelserne for tilladelsen ikke længere er
opfyldt, eller hvis Finanstilsynet ikke kan inddrive afgiftsbe-
talingen efter § 363 b, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed,
på almindelig vis.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
9. I § 43, stk. 3, nr. 7, ændres »§§ 45-48« til: »§§ 44-48«.
10. I § 43, stk. 5, indsættes som 2. pkt.:
»Ud over de tilfælde, der er nævnt i §§ 163-164, kan
Finanstilsynet inddrage en tilladelse meddelt efter stk. 1,
hvis Finanstilsynet ikke kan inddrive afgiftsbetalingen efter
§ 363 b, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, på almindelig
vis.«
11. I § 94 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:
5
»Stk. 2. Procedurerne som nævnt i stk. 1, nr. 4, skal
omhandle væsentlige kilder til og virkninger af risici og
eventuel indvirkning på kapitalgrundlaget.
Stk. 3. Et fondsmæglerselskab og en fondsmæglerholding-
virksomhed skal registrere alle sine transaktioner og doku-
mentere de foranstaltninger, der er truffet for effektive for-
mer for virksomhedsstyring, jf. stk. 1 og 2.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 4.
12. Efter § 224 indsættes før overskriften før § 225:
»§ 224 a. Finanstilsynet kan i tilfælde, hvor Finanstilsynet
ville være den koncerntilsynsførende, hvis modervirksom-
heden var etableret i Den Europæiske Union, stille krav
om etablering af en fondsmæglerholdingvirksomhed eller
blandet finansiel holdingvirksomhed i Unionen og anvende
reglerne i artikel 7 eller 8 i forordning (EU) 2019/2033
af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav på denne
fondsmæglerholdingvirksomhed eller blandede finansielle
holdingvirksomhed.«
13. I § 232, stk. 1, 1. pkt., ændres »holdingselskaber med
blandede aktiviteter, « til: »blandede holdingvirksomheder
og personer, som tilhører disse virksomheder, samt«.
14. I § 233, stk. 1, 1. pkt. ændres »et fondsmæglerselskab
eller en fondsmæglerholdingvirksomhed, herunder ved in-
spektioner, forudsat underretning af andre berørte tilsyns-
myndigheder« til: »fondsmæglerselskaber, fondsmæglerhol-
dingvirksomheder, blandede finansielle holdingvirksomhe-
der samt blandede holdingvirksomheder og disses dattersel-
skaber, herunder ved inspektion«, og i 2. pkt. udgår »blan-
dede finansielle holdingvirksomheder, holdingselskaber med
blandede aktiviteter og«.
15. Efter § 252 indsættes før overskriften før § 253:
»Verifikation af margenmodel
§ 252 a. Finanstilsynet kan med henblik på at vurdere,
om betingelsen i artikel 23, stk. 1, første afsnit, litra c, i for-
ordning (EU) 2019 /2033 af 27. november 2019 om tilsyns-
mæssige krav til investeringsselskaber er opfyldt, anmode
den kompetente myndighed i et clearingmedlems hjemland
om oplysninger vedrørende den margenmodel og de para-
metre, der er anvendt ved beregning af et fondsmæglersel-
skabs margenkrav.«
16. § 265, stk. 1, affattes således:
»Fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksom-
heder samt udenlandske investeringsselskaber, der yder eller
udfører investeringsservice og –aktiviteter her i landet gen-
nem en filial eller tilknyttede agenter, der er etableret her i
landet, skal betale afgift til Finanstilsynet.«
17. I § 265 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Udenlandske investeringsselskaber, der er med-
delt tilladelse til at yde eller udføre investeringsservice og
–aktiviteter i et land uden for Den Europæiske Union, som
Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle områ-
de, og for hvilket land Europa-Kommissionen ikke har ved-
taget en afgørelse som omhandlet i artikel 47, stk. 1, i Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014
af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter,
eller hvor en sådan afgørelse ikke længere er gyldig, og
som yder grænseoverskridende tjenesteydelser med investe-
ringsservice og –aktiviteter her i landet, skal betale afgift til
Finanstilsynet.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
18. Bilag 3, nr. 2, affattes således:
»2) Det beløb, Y, der henvises til i § 203, stk. 1, beregnes
ved anvendelse af følgende formel:
Z = 2 x η + 2 x θ
η = Beløbet i medfør af kravet i artikel 11, stk.
1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige
krav til investeringsselskaber.
θ = Beløbet i medfør af det individuelle solvenskrav
fastsat i medfør af § 121, eller individuelle solvensbe-
hov fastsat i medfør af § 120.«
§ 10
I lov nr. 409 af 31. marts 2022 om restriktioner på
transaktioner med kontanter og værdipapirer i danske kroner
til Rusland og Belarus foretages følgende ændring:
1. I § 8 ændres »Loven« til: »§§ 1-6«.
§ 11
I lov nr. 1374 af 13. december 2019 om ændring
af lov om finansiel virksomhed, lov om betalinger,
lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger
m.v. og selskabsloven og forskellige andre love (Direkte
debitering, håndtering af erstatningskrav i henhold til
en byggeskadeforsikring tegnet i Qudos Insurance A/S,
whistleblowerordning for virksomheder med begrænset
tilladelse, revisors meddelelsespligt til Finanstilsynet og
ændring af procedure ved indløsning af minoritetsaktionærer
m.v.), som ændret ved § 12, i lov nr. 570 af 10. maj 2022,
foretages følgende ændring:
1. § 19, stk. 7, ophæves.
§ 12
Kongelig anordning nr. 79 af 26. januar 2010 om
ikrafttræden for Færøerne af lov om forebyggende
foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af
terrorisme ophæves.
§ 13
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2023, jf. dog stk.
4
Stk. 2. §§ 1 og 2 finder ikke anvendelse for kreditaftaler,
der er indgået før lovens ikrafttræden. For sådanne kreditaf-
taler finder hidtil gældende regler anvendelse.
6
Stk. 3. Virksomheder, som forud for lovens ikrafttræden
ydede rente- og omkostningsfrie kreditter uden en tilladelse
efter lov om forbrugslånsvirksomheder, og som efter lovens
ikrafttræden ikke må fortsætte med den påbegyndte virk-
somhed uden en tilladelse, kan fortsætte med den påbegynd-
te virksomhed, hvis virksomheden inden den 1. juli 2023
indgiver en ansøgning om tilladelse til Finanstilsynet. Virk-
somheder omfattet af 1. pkt. kan fortsætte den påbegyndte
virksomhed, indtil Finanstilsynet har truffet afgørelse i sag-
en.
Stk. 4. For crowdfundingtjenesteudbydere med færre end
50 ansatte omfattet af § 75 a, stk. 1, 1. pkt., i lov om
finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 5 nr. 16,
finder § 75 a, stk. 1, 4. pkt., i lov om finansiel virksomhed
anvendelse fra den 17. december 2023.
§ 14
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf.
dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. §§ 1, 4, 5, 7-10 og 12 kan ved kongelig anordning
sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændrin-
ger, som de færøske forhold tilsiger.
Stk. 3. §§ 1-10 kan ved kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de
grønlandske forhold tilsiger.
7
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Udvidelse af anvendelsesområdet for lov om forbrugslånsvirksomhede
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2. Udvidelse af anvendelsesområdet for kreditaftaleloven
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.3. Udvidelse af dækningsområde og medlemskreds for Garantifonden for skadesforsikringsselskaber til at
omfatte livsforsikringsselskaber, der udøver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.4. Udvidelse af hvidvasklovens definition af politisk eksponerede personer
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.5. Ændring af hvidvasklovens anvendelsesområde angående udstedere af virtuelle valutaer
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.6. Udvidelse af hvidvasklovens krav om egnethed og hæderlighed i valutavekslingsvirksomheder
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.7. Offentliggørelse af administrative bødeforelæg
2.7.1. Gældende ret
2.7.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.8. Undtagelse til krav for bestyrelsesmedlemmer om gennemførelse af grundkursus
2.8.1. Gældende ret
2.8.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.9. Whistleblowerregler for crowdfundingtjenesteudbydere
2.9.1. Gældende ret
2.9.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.10. Anpartskapital som egentligt kernekapitalinstrument for finansielle holdingvirksomheder og fondsmæg-
lerholdingvirksomheder
2.10.1. Gældende ret
2.10.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.11. Kapitalinstrumenter i finansielle holdingvirksomheder
2.11.1. Gældende ret
2.11.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.12. Kapitalinstrumenter i fondsmæglerholdingvirksomheder
2.12.1. Gældende ret
2.12.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.13. Tilsyn med overholdelse af finansielle sanktioner
2.13.1. Gældende ret
2.13.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.14. Regulering af beløbsgrænser for forsikringsselskaber i henhold til artikel 300 i Solvens II-direktivet
2.14.1. Gældende ret
2.14.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.15. Afgifter for udenlandske forvaltere af alternative investeringsfonde
2.15.1. Gældende ret
2.15.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.16. Afgifter for udenlandske investeringsselskaber og kreditinstitutter, der har tilladelse til at yde og udføre
investeringsservice og –aktiviteter
2.16.1. Gældende ret
2.16.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
8
2.17. Implementering af IFD-direktivet
2.17.1. Gældende ret
2.17.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.18. Ophævelse af erhvervsministerens forpligtelse til at fremsætte forslag om revision af § 122, stk. 2, i lov
om betalinger
2.18.1. Gældende ret
2.18.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.19. Udvidelse af tilsynskompetencen i anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om forebyggende
foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme § 57
2.19.1. Gældende ret
2.19.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.20. Tilpasning af myndighedsnavn i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om forebyggende
foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme § 27
2.20.1. Gældende ret
2.20.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.21. Finanstilsynets vurderingsperiode ved ansøgninger om erhvervelse eller forøgelse af en kvalificeret andel
2.21.1. Gældende ret
2.21.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.22. Definition af overvejende kommerciel koncern
2.22.1. Gældende ret
2.22.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Klimamæssige konsekvenser
7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
8. Forholdet til EU-retten
9. Hørte myndigheder og organisationer mv.
10. Sammenfattende skema
1. Indledning
Lovforslaget indeholder forskellige ændringer på det finan-
sielle område, som blandt andet har til formål at sikre, at den
finansielle regulering fortsat er tidsvarende. Det understøtter
en robust finansiel sektor samt forbrugernes og investorer-
nes tillid til de finansielle markeder.
Der er gennem de senere år sket en stigning i antallet af
virksomheder, der udbyder rente- og omkostningsfrie kredit-
ter – også kaldet ”Køb nu - betal senere-lån”. Der er tale
om lån, hvor forbrugeren kan udstrække betalingen af køb,
herunder små dagligdagsindkøb, over flere måneder. Der
har ligeledes været en udvikling i, hvad forbrugeren kan få
finansieret. I dag er det således muligt både at få slik og
pizza finansieret ved et sådant lån. Derfor har kreditterne
også været omtalt som pizzalån.
Det kan være risikabelt for forbrugerne, fordi de kan ende
med en gæld, de ikke kan betale tilbage. Lånene er rente-
og omkostningsfrie, men i tilfælde af at forbrugeren mis-
ser en betaling, vil der være tale om misligholdelse af en
kreditaftale, og udbyderne kan opkræve morarenter og ryk-
kergebyrer. Derfor kan lån på meget små beløb vokse sig
uforholdsmæssigt store. Endda i nogle tilfælde længe efter
den købte vare, som f.eks. en pizza, er forbrugt.
Med lovforslaget gennemføres derfor et initiativ, der har til
formål at øge forbrugerbeskyttelsen ved at lade denne type
lån være omfattet af anvendelsesområdet for lov om for-
brugslånsvirksomheder og kreditaftaleloven. Initiativet skal
til gavn for forbrugerne opstille regulatoriske rammer for
denne type kreditgivning, der ikke hidtil har været underlagt
regulering. Initiativet skal sikre, at forbrugerne kun kan få
sådanne kreditter, hvis deres økonomi kan bære det. Kredit-
terne vil også blive omfattet af blandt andet reglerne om
et loft over de samlede omkostninger, som skal sikre, at
forbrugere ikke ender i en gældsspiral, hvis de ikke kan til-
bagebetale kreditten. Endelig skal udbyderne fremover også
have en tilladelse fra Finanstilsynet, hvormed der sikres et
styrket tilsyn med virksomhederne.
Lovforslaget har endvidere til formål at sikre, at Garantifon-
den for skadesforsikringsselskaber (Fonden) kan dække ar-
bejdsulykkesforsikringer, også når en arbejdsulykkesforsik-
ring er tegnet i et livsforsikringsselskab. På den baggrund
foreslås det, at medlemskreds og dækningsområde for Fon-
den fremadrettet skal omfatte livsforsikringsselskaber og
filialer af livsforsikringsselskaber, der udøver arbejdsulyk-
kesforsikringsvirksomhed i Danmark. Som en konsekvens
heraf foreslås det, at livsforsikringsselskaber, der udøver
arbejdsulykkesforsikringer i Danmark, skal melde sig ind i
og betale bidrag til Fonden for så vidt angår arbejdsulykkes-
forsikringsbestanden.
9
Med lovforslaget foreslås også en række ændringer af hvid-
vaskloven, der har til formål at styrke den løbende forebyg-
gelse af hvidvask og terrorfinansiering i Danmark. Ændrin-
gerne skal blandt andet sikre, at udbydere af tjenester med
virtuel valuta omfattes af hvidvaskloven, i overensstemmel-
se med den seneste vejledning fra The Financial Action
Taskforce (FATF). Videre foreslås anvendelsesområdet for
politisk eksponerede personer udvidet til at omfatte minist-
res særlige rådgivere, da denne persongruppe varetager et
erhverv meget tæt på de respektive ministre. For at forhind-
re omgåelsestilfælde foreslås det desuden at indføre egne-
theds- og hæderlighedskrav til ejere af kvalificerede ande-
le af valutavekslingsvirksomheder. Endelig foreslås det at
foretage en mindre justering af bestemmelsen vedrørende
videregivelse af oplysninger om underretninger. Ændringen
skal bringe bestemmelsen i overensstemmelse med Europa-
Kommissionens fortolkning af bestemmelsens anvendelses-
område. Det foreslås at ændre solnedgangsklausulen i lov
om restriktioner på transaktioner med kontanter og værdi-
papirer i danske kroner til Rusland og Belarus, så lovens
§ 9 med konsekvensændringer i hvidvaskloven oprethol-
des. Ændringen skal sikre, at bestemmelserne i loven, der
fastsætter, at Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen, Spillemyn-
digheden og Advokatrådet kan føre tilsyn med love indehol-
dende finansielle sanktioner over for de virksomheder, der
er underlagt tilsyn efter hvidvaskloven, fortsat kan finde
anvendelse efter loven ophæves den 1. april 2023.
Med lovforslaget foretages derudover en række ændringer
af lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –
aktiviteter med henblik på en direktivnær implementering af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om tilsyn med inve-
steringsselskaber (IFD). Direktivet har til formål at sikre, at
fondsmæglerselskaber ledes og styres på en velordnet måde
og i kundernes bedste interesse. Lovforslaget skal dermed
bidrage til en regulering af og et tilsyn med fondsmæglersel-
skaber, der er målrettet og afstemt med fondsmæglerselska-
bernes forskellige forretningsmodeller og risikoprofiler samt
størrelse.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Udvidelse af anvendelsesområdet for lov om forbrugs-
lånsvirksomheder
2.1.1. Gældende ret
Kreditter, der ydes rentefrit og uden andre omkostninger,
er i dag undtaget fra anvendelsesområdet for lov om for-
brugslånsvirksomheder. Det følger af lovens § 1, stk. 3, nr.
1. Kreditaftaleloven indeholder en tilsvarende bestemmelse.
Det fremgår af bemærkningerne til lov om forbrugslånsvirk-
somheder § 1, stk. 3, nr. 1, jf. Folketingstidende 2018-19,
A, L 158 som fremsat, side 27, at undtagelsen kun finder an-
vendelse, hvis der ikke skal betales nogen form for oprettel-
sesomkostninger, løbende omkostninger eller rente. Det har
ikke betydning, om omkostningerne skal betales til kreditgi-
veren eller til tredjemand. Undtagelsen finder anvendelse,
selvom der ved misligholdelse tilskrives renter og gebyrer
efter renteloven.
Undtagelsen medfører blandt andet, at rente- og omkost-
ningsfrie kreditter ikke er underlagt Finanstilsynets tilladel-
seskrav og tilsyn.
2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Der har den seneste tid været en fremgang af virksomheder,
der udbyder kreditter, som er rentefrie og uden yderligere
omkostninger blandt andet ved brug af metoden ”Køb nu
– betal senere”. Metoden tilbyder forbrugeren at udskyde
og opdele betalingen af køb ved hjælp af en afbetalingsord-
ning. Det foregår f.eks. ved, at forbrugeren ved køb af en
vare på en hjemmeside kan vælge at dele betalingen op ved
hjælp af en finansieringsløsning, der tilbydes af tredjepart.
Efter gældende ret er virksomheder, der tilbyder rente- og
omkostningsfrie kreditter, undtaget fra lov om forbrugslån-
svirksomheder. Disse kreditter kan derfor ydes, uden at der
foretages en kreditværdighedsvurdering af forbrugeren, og
kreditterne er ikke omfattet af de øvrige forbrugerbeskyt-
tende regler i lov om forbrugslånsvirksomheder, herunder
omkostningsloft. Forbrugeren risikerer derfor at optage kre-
ditter, som forbrugeren ikke har råd til, ligesom der uden
et omkostningsloft ikke er sat en grænse for misligholdel-
sesomkostningerne for forbrugeren. Selvom kreditten i sig
selv er rente- og omkostningsfri, kan forbrugeren dermed
blive pålagt rykkergebyrer og renter, hvis forbrugeren ikke
overholder afdragsordningen, og på den måde ende med en
gæld, som den pågældende ikke har mulighed for at betale
tilbage.
Det vurderes derfor, at der er behov for at styrke forbru-
gerbeskyttelsen, så en forbruger kun får den kredit, som
vedkommendes økonomi kan bære, samt at forbrugerens
eventuelle misligholdelsesomkostninger begrænses med et
omkostningsloft.
Det foreslås derfor med lovforslagets § 1, nr. 1, at affatte
undtagelsen om rente- og omkostningsfrie kreditter således,
at aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser, hvor udby-
deren rente- og omkostningsfrit accepterer, at forbrugeren
betaler for varen eller tjenesteydelsen på et tidspunkt, der
ligger senere end leveringstidspunktet, men ikke senere end
90 dage efter leveringstidspunktet, og hvor der ikke er en
tredjepart, der der kredit, undtages fra lovens anvendelses-
område.
Den foreslåede ændring af lov om forbrugslånsvirksomhe-
10
der § 1, stk. 3, nr. 1, vil medføre, at den situation, hvor
en forbruger i forbindelse med køb af f.eks. varer eller
tjenesteydelser indgår en rente- og omkostningsfri kreditaf-
tale, der udbydes af en tredjepart, bliver omfattet af lov
om forbrugslånsvirksomheder. Det vil sige, at udbyderen
af kreditten bliver forpligtet til at overholde reglerne i lov
om forbrugslånsvirksomheder. Virksomhederne skal derfor
have en tilladelse som forbrugslånsvirksomhed hos Finans-
tilsynet. Tilsvarende vil lovændringen få betydning for virk-
somheder, der allerede i dag har tilladelse som forbrugslån-
svirksomhed, og som yder denne type lån. Virksomhederne
skal med lovændringen foretage en kreditværdighedsvurde-
ring af de forbrugere, der ønsker at optage en sådan kredit
og drive deres virksomhed i overensstemmelse med redelig
forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsom-
rådet. Desuden bliver virksomhederne pålagt at efterleve
reglerne om identifikation af målgrupper, loftet for årlige
omkostninger i procent (ÅOP) og omkostningsloftet i loven.
Nogle situationer vurderes dog fortsat at skulle undtages fra
lovens anvendelsesområde. Det er blandt andet situationer,
hvor en udbyder selv giver forbrugeren mulighed for at
betale for en vare eller en tjenesteydelse på et tidspunkt,
der ligger senere end leveringstidspunktet. Det sigter på
den situation, hvor en erhvervsdrivende, uden indblanding
fra en tredjepart, tillader forbrugeren at betale for en vare
eller tjenesteydelse på et senere tidspunkt. Det kan f.eks.
være relevant i situationer, hvor en forbruger får leveret en
håndværksydelse og i den forbindelse får en faktura af den
erhvervsdrivende, som kan betales på et tidspunkt efter leve-
ringstidspunktet. Sådanne ordninger med udskudt betaling,
som er udbredt og sædvanlig praksis, vurderes at være til
gavn for både erhvervsdrivende og forbrugere, da det giver
mulighed for fleksibilitet i forhold til betalingen.
Den foreslåede ændring vil derfor betyde, at den situation,
hvor en erhvervsdrivende rente- og omkostningsfrit accepte-
rer, forbrugeren betaler for varer eller tjenesteydelser på et
tidspunkt, der ligger senere end leveringstidspunktet men
ikke senere end 90 dage efter leveringstidspunktet, og hvor
der ikke er en tredjepart, der yder kredit, ikke omfattes af
lovens anvendelsesområde.
Desuden vurderes det, at situationer, hvor der er indgået af-
taler om betalingskort med udskudt betaling, hvor det sam-
lede transaktionsbeløb debiteres på kortindehavers konto på
en forud aftalt bestemt dato, uden der skal betales renter
eller omkostninger i forbindelse med kreditten, ikke skal
være omfattet af loven. Visse betalingskort er indrettet på
den måde, at transaktionsbeløbet først trækkes på et senere
tidspunkt, hvilket gør det muligt for forbrugerne at indrette
deres privatøkonomi på den for dem mest hensigtsmæssige
måde. Det foreslås med lovforslagets § 1, nr. 2, at undta-
ge aftaler om betalingskort med udskudt betaling, hvor det
samlede transaktionsbeløb debiteres på kortindehavers kon-
to på en bestemt dato, senest 50 dage efter transaktionen,
uden at der skal betales renter eller omkostninger i forbin-
delse med den udskudte betaling. Ændringen vil medføre, at
denne type kort fortsat vil være undtaget fra lovens anven-
delsesområde.
Det foreslås desuden med lovforslagets § 1, nr. 2, at kre-
ditaftaler om rente- og omkostningsfrie kreditter, der ydes
af velgørende virksomheder, der kan modtage midler omfat-
tet af ligningslovens § 8 a, stk. 1, og som er omfattet af
overgangsordningen for sparevirksomheder i § 389, stk. 1,
nr. 2, i lov om finansiel virksomhed, undtages fra lov om
forbrugslånsvirksomhed. Dette skyldes, at disse virksomhe-
der foruden at have et velgørende formål, yder spare- og
lånevirksomhed under ældre regler, der gør det muligt for
sparevirksomheder at yde lån. Sparevirksomheder, der får
tilladelse, har i dag ikke mulighed for at yde lån, da en
sådan forretningsmodel som udgangspunkt kræver tilladel-
se som pengeinstitut efter § 7 i lov om finansiel virksom-
hed. Grundet disse virksomheders særlige forretningsmodel
har de dog været på en særlig overgangsordning siden 1985,
som tillader bredere adgang til aktiviteter end nye sparevirk-
somheder. Forslaget fra 1985 skulle sikre, at lokale lånefor-
eninger blev underlagt regulering. Det findes forsvarligt at
lade virksomhederne fortsætte uden pengeinstituttilladelse
og uden at være omfattet af lov om forbrugslånsvirksomhed,
da forretningsomfanget er begrænset, og virksomhederne
ikke er i konkurrence med traditionelle pengeinstitutter el-
ler forbrugslånsvirksomheder. Virksomhederne omfattet af
§ 389, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed er underlagt
Finanstilsynets tilsynsregler som sparevirksomhed.
Det foreslås med lovforslagets § 13, stk. 3, at indsætte en
overgangsbestemmelse, så virksomheder, der i dag er und-
taget fra lov om forbrugslånsvirksomheder, men som med
lovændringen skal have en tilladelse hos Finanstilsynet, kan
fortsætte deres virksomhed, under forudsætning af, at virk-
somheden inden den 1. juli 2023 indsender sin ansøgning
om tilladelse som forbrugslånsvirksomhed til Finanstilsynet.
2.2. Udvidelse af anvendelsesområdet for kreditaftaleloven
2.2.1. Gældende ret
Det fremgår af § 3, stk. 1, nr. 1, i kreditaftaleloven, at
loven ikke finder anvendelse på kreditaftaler, hvor kreditten
ydes rentefrit og uden andre omkostninger. Det fremgår end-
videre, at lovens § 8 c dog finder anvendelse på aftaler
om kortfristede forbrugslån. § 8 c indeholder regler om en
obligatorisk betænkningsperiode ved indgåelse af aftaler om
kortfristede forbrugslån.
Det fremgår af bemærkningerne til kreditaftalelovens § 3,
stk. 1, nr. 1, jf. Folketingstidende 2009-10, A, L 91 som
fremsat, side 47, at undtagelsen kun finder anvendelse, hvis
der ikke skal betales nogen form for oprettelsesomkostnin-
ger, løbende omkostninger eller rente. Det har ikke betyd-
11
ning, om omkostningerne skal betales til kreditgiveren eller
til tredjemand. Undtagelsen finder anvendelse, selvom der
ved misligholdelse tilskrives renter og gebyrer efter rentelo-
ven.
Det fremgår af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 2, at loven
ikke finder anvendelse på kreditaftaler, ifølge hvilke kredit-
ten skal betales tilbage inden 3 måneder, og som kun er for-
bundet med ubetydelige omkostninger. Lovens § 8 c finder
dog anvendelse på aftaler om kortfristede forbrugslån.
Det fremgår af bemærkningerne til kreditaftalelovens § 3,
stk. 1, nr. 2, jf. Folketingstidende 2009-10, A, L 91 som
fremsat, side 47, at det vil bero på en konkret vurdering,
hvorvidt der vil være tale om ubetydelige omkostninger. Bå-
de den absolutte størrelse af omkostningerne og omkostnin-
gerne set i forhold til kredittens størrelse skal indgå.
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Der er gennem de senere år sket en stigning i antallet af
virksomheder, der udbyder rente- og omkostningsfrie kredit-
ter – også kaldet ”Køb-nu-betal-senere”. Denne metode gør
det muligt for forbrugeren at udskyde eller opdele betalin-
gen ved hjælp af en afbetalingsordning. Det foregår ofte
ved, at forbrugeren ved køb af en vare på f.eks. en hjem-
meside kan vælge at dele betalingen op ved hjælp af en
finansieringsløsning, der ydes af tredjepart.
Rente- og omkostningsfrie kreditter er i dag undtaget fra
kreditaftalelovens anvendelsesområde. Det vil sige, at udby-
dere af denne type kreditter ikke er forpligtede til at over-
holde eksempelvis lovens oplysningspligter eller kravet om,
at der skal foretages en kreditværdighedsvurdering af for-
brugeren, inden aftalen indgås. Herudover har forbrugeren
ikke de rettigheder, der følger af kreditaftaleloven som f.eks.
fortrydelsesret og ret til førtidig indfrielse.
Rente- og omkostningsfrie kreditter kan imidlertid også væ-
re risikable for forbrugerne. Selvom kreditten i sig selv er
rente- og omkostningsfri, kan forbrugeren blive pålagt ryk-
kergebyrer og renter, hvis vedkommende ikke kan betale
tilbage. På den måde kan forbrugeren ende med en gæld,
som den pågældende ikke har mulighed for at betale tilbage.
Det vurderes derfor, at der er behov for at styrke forbruger-
beskyttelsen, så det bl.a. sikres, at der foretages en grundig
kreditværdighedsvurdering i situationer, hvor en forbruger
optager kredit via tredjepart i forbindelse med køb af varer
eller tjenesteydelser.
I den forbindelse finder Justitsministeriet det vigtigt at sikre,
at kreditaftaleloven ikke giver mulighed for, at udbydere af
”Køb-nu-betal-senere-lån” får mulighed for at omgå regler-
ne og derved alligevel undgår at skulle overholde reglerne i
kreditaftaleloven.
Justitsministeriet finder dog, at den situation, hvor en udby-
der selv giver forbrugeren mulighed for at betale for en vare
eller en tjenesteydelse på et tidspunkt, der ligger senere end
leveringstidspunktet, fortsat bør være undtaget fra lovens
anvendelsesområde. Det sigter på den situation, hvor en er-
hvervsdrivende, uden indblanding fra en tredjepart, accepte-
rer, at forbrugeren betaler for en vare eller tjenesteydelse på
et tidspunkt, der ligger senere end leveringstidspunktet. Det
kan f.eks. være relevant i situationer, hvor en forbruger
får leveret en håndværksydelse og i den forbindelse får en
faktura af den erhvervsdrivende, som kan betales på et tids-
punkt efter leveringen. Det er Justitsministeriets opfattelse,
at sådanne ordninger, som er udbredt og sædvanlig praksis,
er til gavn for både erhvervsdrivende og forbrugere, da det
giver mulighed for fleksibilitet i forhold til betalingen.
Justitsministeriet finder endvidere, at aftaler om betalings-
kort med udskudt betaling, hvor det samlede transaktionsbe-
løb debiteres på kortindehavers konto på en bestemt dato,
uden at der skal betales renter eller omkostninger i forbin-
delse med den udskudte betaling, fortsat bør være undtaget
fra lovens anvendelsesområde. Visse betalingskort er indret-
tet på den måde, at transaktionsbeløbet først trækkes på et
senere tidspunkt, hvilket gør det muligt for forbrugerne at
indrette deres privatøkonomi på den for dem mest hensigts-
mæssige måde. Justitsministeriet finder dog, at lovens § 8 b,
stk. 2, som omhandler oplysninger til forbrugeren i tilfælde
af et væsentligt overtræk i en periode på over 1 måned, bør
finde anvendelse.
Det foreslås derfor med lovforslagets § 2, nr. 1, at affatte
undtagelsen om rente- og omkostningsfri kreditter således,
at aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser, hvor udby-
deren rente- og omkostningsfrit accepterer, at forbrugeren
betaler for varen eller tjenesteydelsen på et tidspunkt, der
ligger senere end leveringstidspunktet, men ikke senere end
90 dage efter leveringstidspunktet, og hvor der ikke er en
tredjepart, der yder kredit, undtages fra kreditaftalelovens
anvendelsesområde.
Den foreslåede ændring af kreditaftalelovens § 3, stk. 1,
nr. 1, vil medføre, at den situation, hvor en forbruger i
forbindelse med køb af f.eks. varer eller tjenesteydelser ind-
går en rente- og omkostningsfri kreditaftale, der ydes af
tredjepart, bliver omfattet af kreditaftaleloven. Det vil sige,
at udbyderen (tredjepart) bliver forpligtet til at overholde
reglerne i kreditaftaleloven. Herudover kan forbrugere, der
indgår sådanne aftaler, udøve de rettigheder, der følger af
kreditaftaleloven.
Den foreslåede ændring vil endvidere betyde, at den situa-
tion, hvor en erhvervsdrivende rente- og omkostningsfrit ac-
12
cepterer, at forbrugeren betaler for varer eller tjenesteydelser
på et tidspunkt, der ligger senere end leveringstidspunktet,
men ikke senere end 90 dage efter leveringstidspunktet, og
hvor der ikke er en tredjepart, der tilbyder kredit, ikke om-
fattes af lovens anvendelsesområde.
Det foreslås med lovforslagets § 2, nr. 2, at affatte undta-
gelsen således, at aftaler om betalingskort med udskudt be-
taling, hvor det samlede transaktionsbeløb debiteres på kort-
indehavers konto på en bestemt dato, senest 50 dage efter
transaktionen, uden at der skal betales renter eller omkost-
ninger i forbindelse med den udskudte betaling, undtages fra
lovens anvendelsesområdet.
Den foreslåede ændring af kreditaftalelovens § 3, stk. 1,
nr. 2, indebærer, at den situation, hvor en forbruger indgår
en kreditaftale, hvor kreditten skal tilbagebetales inden 3
måneder, og som kun er forbundet med ubetydelige omkost-
ninger, bliver omfattet af lovens anvendelsesområde. Æn-
dringen af § 3, stk. 1, nr. 2, indebærer, at den hidtidige
undtagelse udgår, således at denne type kreditaftaler fremo-
ver omfattes af reglerne i kreditaftaleloven. Det vil sige,
at udbyderen af sådanne kreditaftaler (hvor kreditten skal
tilbagebetales inden 3 måneder, og som kun er forbundet
med ubetydelige omkostninger) bliver forpligtet til at over-
holde reglerne i kreditaftaleloven, og forbrugere, der indgår
sådanne aftaler, kan udøve de rettigheder, der følger af kre-
ditaftaleloven. Ændringen har til formål at sikre, at udbydere
af såkaldte ”køb-nu-betal-senere-lån” ikke blot benytter sig
af denne undtagelse i stedet for, og dermed undgår at over-
holde reglerne i kreditaftaleloven.
Den foreslåede ændring vil endvidere medføre, at aftaler
om betalingskort med udskudt betaling, hvor det samlede
transaktionsbeløb debiteres på kortindehavers konto på en
bestemt dato, senest 50 dage efter transaktionen, uden der
skal betales renter eller omkostninger i forbindelse med den
udskudte betaling, fortsat vil være undtaget fra lovens an-
vendelsesområde. Dog foreslås det, at lovens § 8 b, stk. 2,
om oplysninger i tilfælde af væsentlige overtræk skal finde
anvendelse.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 1 og 2, og
bemærkningerne hertil.
2.3. Udvidelse af dækningsområde og medlemskreds for
Garantifonden for skadesforsikringsselskaber til at omfat-
te livsforsikringsselskaber, der udøver arbejdsulykkesforsik-
ringsvirksomhed i Danmark
2.3.1. Gældende ret
Efter gældende ret kan livsforsikringsselskaber, der har op-
nået tilladelse hertil, jf. lov om finansiel virksomhed § 19,
stk. 2, udbyde arbejdsulykkesforsikringer, som er en skades-
forsikring efter forsikringsklasse 1 i bilag 7 til lov om finan-
siel virksomhed.
Det følger af § 1, stk. 2, nr. 1-2, i lov om en garantifond
for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden for skade-
sforsikringsselskaber (Fonden) skal yde dækning i henhold
til lovens § 5, når et direkte tegnende skadesforsikrings-
selskab, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at udøve
forsikringsvirksomhed, eller som via filial eller grænseo-
verskridende tjenesteydelsesvirksomhed udøver forsikrings-
virksomhed i Danmark, bliver erklæret konkurs eller får til-
bagekaldt tilladelsen til at udøve arbejdsulykkesforsikrings-
virksomhed. Fonden dækker i dag ikke forsikringstagerne
og de sikrede under arbejdsulykkesforsikringer tegnet i livs-
forsikringsselskaber.
Det følger af § 3, stk. 1, nr. 1-3, i lov om en garantifond for
skadesforsikringsselskaber, at kravet om at være medlem af
og yde bidrag til Fonden omfatter 1) direkte tegnende skade-
sforsikringsselskaber, der har fået Finanstilsynets tilladelse
til at udøve forsikringsvirksomhed, 2) filialer beliggende
i Danmark af direkte tegnende skadesforsikringsselskaber
med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske
Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område, og 3) direkte tegnende skadesforsik-
ringsselskaber med hjemsted i et andet land inden for Den
Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, der er anmeldt til
at udøve forsikringsvirksomhed i Danmark via grænseover-
skridende tjenesteydelsesvirksomhed.
Efter gældende ret hverken kan eller skal danske eller uden-
landske livforsikringsselskaber være medlemmer af og yde
bidrag til Fonden. Det samme gælder for filialer af dan-
ske og udenlandske livsforsikringsselskaber. Dette medfører
blandt andet, at livsforsikringsselskaber og filialer af livs-
forsikringsselskaber kan tegne arbejdsulykkesforsikringer i
Danmark uden at yde bidrag til Fonden.
Det følger af den gældende bestemmelse i § 226, stk. 3,
1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at når Finanstilsy-
net tilbagekalder et forsikringsselskabs tilladelse til at ud-
øve forsikringsvirksomhed, træffer Finanstilsynet samtidig
beslutning om, hvorvidt forsikringsselskabet skal søge for-
sikringsbestanden overdraget til et eller flere forsikringssel-
skaber, der driver forsikringsvirksomhed her i landet, eller
om selskabet på anden måde skal søge forsikringsbestanden
afviklet.
Særligt for livsforsikringsforsikringsselskaber følger det vi-
dere af § 226, stk. 3, 2. pkt., at Finanstilsynet kan beslutte, at
livsforsikringsbestanden skal overdrages til et såkaldt admi-
nistrationsbo.
For forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsik-
13
ringsvirksomhed, gælder det endvidere, at Finanstilsynet
kan beslutte, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden tages
under administration af Fonden, jf. § 226, stk. 3, 3. pkt. For-
ud for beslutning om overdragelse af en bestand til Fonden
skal Finanstilsynet afsøge, om bestanden kan overdrages til
et andet forsikringsselskab her i landet, jf. § 226, stk. 3, 1.
pkt.
2.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
I dag er der alene taget stilling til, hvad der gælder for
håndteringen af arbejdsulykkesforsikringer, når disse er teg-
net i et skadesforsikringsselskab, og Finanstilsynet tilbagek-
alder tilladelsen til at udøve arbejdsulykkesforsikringsvirk-
somhed. Dette indebærer en risiko for, at de sikrede under
arbejdsulykkesforsikringer tegnet i livsforsikringsselskaber
opnår en dårligere retsstilling, hvis Finanstilsynet særskilt
tilbagekalder livsforsikringsselskabets tilladelse til at udøve
arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, da reglerne ikke fast-
sætter, at disse forsikringer kan overføres til Fonden, som
det ellers gør sig gældende for skadesforsikringsselskaber.
Det gælder for arbejdsulykkesforsikringer, at der typisk ikke
vil være sammenfald mellem den sikrede og forsikringstage-
ren. Under en arbejdsulykkesforsikring vil forsikringstage-
ren typisk være en arbejdsgiver, hvorimod de sikrede vil
være virksomhedens ansatte. Den sikrede under en arbejds-
ulykkesforsikring har derfor ikke selv nogen indflydelse på,
om arbejdsulykkesforsikringen er tegnet i et livs- eller ska-
desforsikringsselskab.
Arbejdsulykkesforsikringer giver anledning til et særligt
beskyttelseshensyn af de sikrede. For det første er det ud-
gangspunktet, at den sikrede under en arbejdsulykkesforsik-
ring, som ovenfor anført, ikke selv vælger forsikringssel-
skab, herunder om det pågældende forsikringsselskab er
medlem af Fonden. For det andet vil de løbende erstatnings-
udbetalinger under arbejdsulykkesforsikringer ofte udgøre
hovedparten af de erstatningsberettigede sikredes indkomst-
grundlag.
Der kan være forskellige årsager til, at Finanstilsynet træffer
beslutning om at tilbagekalde et forsikringsselskabs tilladel-
se. Som udgangspunkt vil begrundelsen være, at forsikrings-
selskabets fortsatte udøvelse af forsikringsvirksomhed inde-
bærer betydelig risiko for forsikringstagernes og de sikredes
interesser.
Hvis Finanstilsynet særskilt tilbagekalder et forsikringssel-
skabs tilladelse til at udøve arbejdsulykkesforsikringsvirk-
somhed, kan Finanstilsynet samtidig beslutte, at bestanden
skal overdrages til et andet forsikringsselskab, fordi admi-
nistration af arbejdsulykkesforsikringsbestanden hos det for-
sikringsselskab, som får tilbagekaldt tilladelsen, indebærer
en betydelig risiko for de sikredes interesser.
Såfremt arbejdsulykkesforsikringsbestanden ikke viser sig
at være salgsbar og derfor ikke kan overdrages til et andet
forsikringsselskab, fordi der eksempelvis ikke knytter sig til-
strækkelige aktiver til bestanden, vil det være hensigtsmæs-
sigt, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden i sidste ende kan
overdrages til Fonden for at beskytte de sikredes interesser
under arbejdsulykkesforsikringsbestanden.
Det vil være en naturlig konsekvens, såfremt dækningsom-
rådet udvides til også at omfatte livsforsikringsselskabers ar-
bejdsulykkesforsikringsvirksomhed, at de pågældende livs-
forsikringsselskaber skal melde sig ind i og betale bidrag til
Fonden.
Det foreslås derfor, at lov om en garantifond for skadesfor-
sikringsselskaber ændres, så pligten til at være medlem af og
yde bidrag til Fonden også omfatter livsforsikringsselskaber,
der tegner arbejdsulykkesforsikringer.
Den foreslåede ordning skal ses i lyset af, at livsforsikrings-
selskaber efter gældende ret kan få tilladelse til at tegne
arbejdsulykkesforsikringer, som er omfattet af dækningsom-
rådet og bidragspligten hos Fonden.
Den foreslåede ordning indebærer, at hvis Finanstilsynet
træffer beslutning om at tilbagekalde et livsforsikringssel-
skabs tilladelse til at udøve arbejdsulykkesforsikringsvirk-
somhed, vil Finanstilsynet i sidste ende kunne beslutte, at
arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal overdrages til Fon-
den. Det vil være en forudsætning, at Finanstilsynet først
har vurderet, at livsforsikringsselskabet ikke selv kan afvik-
le bestanden på betryggende vis. Det vil endvidere være
en forudsætning, at det er undersøgt, om arbejdsulykkesfor-
sikringsbestanden kan overdrages til et andet forsikringssel-
skab, eller om selskabet på anden måde kan afvikle arbejds-
ulykkesforsikringsbestanden på betryggende vis.
Den foreslåede ordning styrker de sikredes retsstilling i
de tilfælde, hvor et livsforsikringsselskab får tilbagekaldt
sin tilladelse til at udøve arbejdsulykkesforsikringsvirksom-
hed. Med den foreslåede ordning vil Fonden fremadrettet
dække de sikrede under arbejdsulykkesforsikringer i de sær-
lige tilfælde, hvor bestanden overføres til Fonden, uanset
om forsikringen er tegnet i et livs- eller skadesforsikrings-
selskab.
2.4. Udvidelse af hvidvasklovens definition af politisk eks-
ponerede personer
2.4.1. Gældende ret
Hvidvasklovens definitioner findes i hvidvasklovens §§
2-4. Hvidvasklovens § 2, nr. 8, fastsætter definitionen af po-
litisk eksponerede personer. Det fremgår af hvidvasklovens
§ 2, nr. 8, litra a, at definitionen på en politisk eksponeret
14
person omfatter en fysisk person, der har eller har haft et
af følgende offentlige erhverv: Statschef, regeringschef, mi-
nister og viceminister eller assisterende minister. I praksis
omfatter bestemmelsen ministre og departementschefer. Be-
stemmelsen implementerer artikel 3, nr. 9, i 4. hvidvaskdi-
rektiv.
En person identificeres som en politisk eksponeret person,
hvis vedkommende bestrider et særligt offentligt tillidshverv
og gennem dette hverv kan være modtagelig for bestikkelse
og anden korruption. Det er i samfundets interesse at fore-
bygge bestikkelse og korruption, og hvis det skulle ske, at
det opdages i tide og retsforfølges.
2.4.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Ministres særlige rådgivere er i dag ikke omfattet af bestem-
melsen i hvidvasklovens § 2, nr. 8, litra a, og behandles
derfor ikke som politisk eksponerede personer.
De særlige rådgivere bestrider ikke en stilling, hvor de for-
melt kan træffe beslutninger med virkning for den konkrete
myndighed, organisation mv., som det er tilfældet for de
personer, som i dag er omfattet af reglerne om politisk eks-
ponerede personer. De særlige rådgivere varetager imidlertid
et erhverv meget tæt på de respektive ministre. De særlige
rådgivere har i kraft af deres position og rådgivning væsent-
lig mulighed for at påvirke beslutninger og interesser i det
politiske system. Dermed kan særlige rådgivere også være i
en udsat position for forsøg på bestikkelse og anden korrup-
tion. Det er på den baggrund vurderet, at der er et behov for,
at ministres særlige rådgivere omfattes af hvidvasklovens
regler om politisk eksponerede personer.
Med lovforslagets § 4, nr. 2, foreslås det derfor, at minist-
res særlige rådgivere bliver omfattet af hvidvasklovens de-
finition af politisk eksponerede personer, således at bestem-
melsen omfatter en fysisk person, der har eller har haft et
offentligt erhverv som statschef, regeringschef, minister, og
viceminister eller assisterende minister, samt særlig rådgiver
for en minister.
2.5. Ændring af hvidvasklovens anvendelsesområde angåen-
de udstedere af virtuelle valutaer
2.5.1. Gældende ret
Udstedere af virtuelle valutaer er reguleret i hvidvaskloven,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1062 af 19. maj 2021 om forebyg-
gende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af ter-
rorisme.
Udstedere af virtuelle valutaer blev sammen med udbydere
af veksling mellem én eller flere typer af virtuelle valutaer
og udbydere af overførsel af virtuelle valutaer omfattet af
hvidvaskloven den 1. juli 2021, jf. lov nr. 1163 af 8. juni
2021.
Reguleringen af udstedere af virtuelle valutaer i hvidvasklo-
ven er et resultat af den internationale organisation The
Financial Action Task Force’s (FATF) anbefaling nr. 15,
hvorefter medlemsstaterne, for at styre og afbøde de risici,
der opstår ved virtuelle valutaer, bør sikre, at udbydere af
tjenester med virtuelle valutaer er reguleret for at forebygge
hvidvask og finansiering af terrorisme. Videre foreskriver
anbefalingen, at medlemsstaterne bør sikre, at udbydere af
tjenester med virtuelle valutaer er licenseret eller registreret
og underlagt effektive systemer til overvågning og sikring
af overholdelse af de relevante foranstaltninger, der kræves i
FATF´s anbefalinger.
2.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Ved udarbejdelse af den gældende regulering af udstedere
af virtuelle valutaer blev der foretaget en konkret afgræns-
ning af, hvordan begrebet udsteder af virtuel valuta skulle
forstås. I vurderingen blev der taget udgangspunkt i FATF´s
dagældende vejledning om en risikobaseret tilgang til virtu-
elle valutaer og udbydere af tjenester med virtuelle valutaer,
ligesom en nabohøring blev foretaget hos sammenlignelige
lande i forhold til disses afgræsning af begrebet udstedere af
virtuelle valutaer.
På baggrund heraf blev det besluttet at afgrænse udstedere
af virtuelle valutaer som virksomheder eller personer, som
udsteder virtuel valuta, der kan overdrages til tredjemand.
FATF har imidlertid i oktober 2021 opdateret vejledningen
om en risikobaseret tilgang til virtuelle valutaer og udbydere
af tjenester med virtuelle valutaer. I vejledningen præciserer
FATF, at udbydere af selve udstedelsen af en virtuel valuta
ikke bør reguleres for at forebygge hvidvask og finansiering
af terrorisme. FATF præciserer derimod, at udbydere af tje-
nester, som relaterer sig til udstedelsen af virtuelle valutaer,
bør reguleres.
Det foreslås derfor at ændre hvidvasklovens anvendelses-
område, så hvidvaskloven i overensstemmelse med FATF´s
opdaterede vejledning vil omfatte udbydere af finansielle
tjenester relateret til en udsteders udbud og/eller virtuelle
valutaer, som dermed vil være omfattet af de forpligtelser,
der gælder i hvidvaskloven.
Den foreslåede ændring vil medføre, at udbydere af finan-
sielle tjenester relateret til en udsteders udbud eller salg af
virtuelle valutaer bliver omfattet af hvidvaskloven, og at
de dermed blandt andet skal overholde hvidvasklovens reg-
ler om kundekendskabsprocedurer, overvågning af kunde-
forhold, undersøgelse af transaktioner m.v. og underretning
15
af Hvidvasksekretariatet. Den foreslåede ændring indebærer,
at udbydere af selve udstedelsen af en virtuel valuta isoleret
set ikke er omfattet af hvidvaskloven.
2.6. Udvidelse af hvidvasklovens krav om egnethed og hæ-
derlighed i valutavekslingsvirksomheder
2.6.1. Gældende ret
Det følger af hvidvaskloven, at medlemmer af bestyrelsen
eller direktionen i en valutavekslingsvirksomhed skal være
egnede og hæderlige til at bestride stillingen. Det samme
gælder for indehaveren af en enkeltmandsvirksomhed, som
udbyder valutaveksling, og den ledelsesansvarlige i en valu-
tavekslingsvirksomhed, der drives som en juridisk person
uden bestyrelse eller direktion.
Ved egnethed forstås, at den pågældende skal have tilstræk-
kelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne va-
retage hvervet eller stillingen. Ved hæderlighed forstås, at
den pågældende skal have et tilstrækkelig godt omdømme
og kunne udvise hæderlighed, integritet og tilstrækkelig uaf-
hængighed ved varetagelsen af hvervet eller stillingen. Den
pågældende må ikke være pålagt strafansvar for f.eks. over-
trædelse af den finansielle lovgivning, være under konkurs,
rekonstruktion eller gældssanering, og må ikke have udvist
en adfærd, der giver grund til at antage, at vedkommende
ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.
For at kunne drive valutavekslingsvirksomhed i Danmark
kræver det en tilladelse fra Finanstilsynet. Finanstilsynet
påser, at en virksomhed, som ansøger om tilladelse til at
drive valutavekslingsvirksomhed, opfylder hvidvasklovens
krav til at drive valutavekslingsvirksomhed, herunder blandt
andet om bestyrelsesmedlemmer, direktionsmedlemmer, in-
dehavere af enkeltmandsvirksomheder eller relevante ledel-
sesansvarlige opfylder kravene om egnet- og hæderlighed.
Finanstilsynet påser videre, at virksomhedens ejere af kva-
lificerede ejerandele er egnede til at sikre en fornuftig og
forsvarlig forvaltning af virksomheden.
2.6.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Europarådet gennemførte i 2021 en undersøgelse og vur-
dering af Danmarks konkrete implementering og effektive
anvendelse af 4. hvidvaskdirektiv. På baggrund af undersø-
gelsen anbefalede Europarådet, at Danmark implementerer
krav om egnethed og hæderlighed for reelle ejere af valuta-
vekslingsvirksomheder.
Det følger af Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv
2015/849/EU af 20. maj 2015 om forebyggende foranstalt-
ninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask
af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012
og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (4.
hvidvaskdirektiv) artikel 47, stk. 2, at medlemsstater skal
pålægge de kompetente myndigheder at sikre, at de person-
er, som varetager en ledelsesfunktion i valutavekslingsvirk-
somheder, eller som er de reelle ejere af sådanne virksomhe-
der, besidder den fornødne egnethed og hæderlighed.
Det er vurderet, at Danmark bør følge Europarådets anbefa-
ling. Derfor foreslås det at indføre et krav i hvidvaskloven
om en egnetheds- og hæderlighedsvurdering af en valuta-
vekslingsvirksomheds reelle ejere, således at både ledelsen i
virksomheden og de reelle ejere omfattes.
Hensynet bag forslaget om at følge Europarådets anbefaling
er at undgå en omgåelse af reglerne om egnethed og hæder-
lighed. En sådan omgåelse kan foregå ved, at en ejer af
kvalificerede andele af en valutavekslingsvirksomhed ikke
selv opfylder kravene til egnethed og hæderlighed og derfor
ikke indsætter sig selv som direktør, men i stedet udpeger en
tredjemand som direktør. Såfremt denne tredjemand vurde-
res egnet og hæderlig, vil tredjemand formelt være direktør
i valutavekslingsvirksomheden, mens ejeren af kvalificerede
andele reelt træffer de afgørende beslutninger for virksom-
heden.
En implementering af kravene om egnethed og hæderlighed
for ejere af kvalificerede andele af valutavekslingsvirksom-
heder vil medføre, at en virksomhed, som ansøger Finanstil-
synet om tilladelse til at udbyde valutavekslingsvirksomhed,
skal kunne dokumentere, at også virksomhedens ejere af
kvalificerede andele opfylder hvidvasklovens krav om eg-
nethed og hæderlighed.
Det følger allerede af § 42, nr. 5, i hvidvaskloven, at ejere
af kvalificerede andele i en valutavekslingsvirksomhed skal
være egnede til at sikre fornuftig og forsvarlig forvaltning af
virksomheden.
Begrebet ”ejere af kvalificerede andele” anvendes i øvrigt i
anden lovgivning på det finansielle område, blandt andet i
lov om finansiel virksomhed.
Ved ejere af kvalificerede andele forstås en person, som
direkte eller indirekte besidder mindst 10 pct. af virksomhe-
dens andele. Ved reel ejer forstås en person, som direkte
eller indirekte besidder mindst 25 pct. af virksomhedens
andele.
Under hensyn til at sikre ensartetheden på tværs af den
finansielle lovgivning og for at sikre, at der ikke lempes på
det gældende egnethedskrav for ejere af kvalificerede andele
efter hvidvaskloven, er det fundet hensigtsmæssigt, at kravet
16
om egnethed og hæderlighed i valutavekslingsvirksomheder
skal omfatte ejere af kvalificerede andele i stedet for reelle
ejere.
2.7. Offentliggørelse af administrative bødeforelæg
2.7.1. Gældende ret
Det fremgår af § 55, stk. 1, i hvidvaskloven, at reaktioner
givet efter § 47, stk. 1 og 2, § 51 eller § 51 b eller af Finans-
tilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse skal
offentliggøres af Finanstilsynet på Finanstilsynets hjemme-
side, jf. dog stk. 6. Beslutninger om at overgive sager til
politimæssig efterforskning, jf. § 47, stk. 2, offentliggøres
som resumé, jf. dog stk. 6. Offentliggørelsen skal omfatte
den juridiske eller fysiske persons navn, jf. dog § 55, stk. 3.
Det fremgår af § 55, stk. 6, 1. pkt., at offentliggørelse efter
stk. 1 ikke kan ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig
stor skade for virksomheden eller efterforskningsmæssige
hensyn taler imod offentliggørelse.
Det fremgår af § 47, stk. 1, at Finanstilsynet påser overhol-
delsen af hvidvaskloven, regler udstedt i medfør heraf og af
forordning 2015/847/EU af 20. maj 2015.
Det fremgår af § 47, stk. 2, at Finanstilsynets bestyrelse
indgår i tilsynet efter stk. 1 med den kompetence, som
bestyrelsen er tillagt i medfør af § 345 i lov om finansiel
virksomhed.
Det fremgår af § 51, at Finanstilsynet kan påbyde virksom-
heder at foretage de nødvendige foranstaltninger i tilfælde
af overtrædelse af bestemmelser i denne lov, regler udstedt
i medfør heraf og af forordning 2015/847/EU af 20. maj
2015.
Det fremgår af §51 b, at Finanstilsynet kan påbyde virksom-
heder eller personer, dog ikke disses filialer, distributører
og agenter her i landet, at virksomheden eller personen
midlertidigt ikke må optage nye kundeforhold, når der er
konstateret en alvorlig overtrædelse af bestemmelser i denne
lov eller regler udstedt i medfør heraf.
Ved lov nr. 1563 af 27. december 2019, blev § 78 a indsat
i hvidvaskloven. § 78 a fastsætter, at Finanstilsynet i et ad-
ministrativt bødeforelæg kan tilkendegive, at sager om over-
trædelse af en række oplistede bestemmelser kan afgøres
uden retssag, hvis den fysiske eller juridiske person, der har
begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen
og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at
betale en bøde som angivet i det administrative bødefore-
læg, jf. dog stk. 2. Bestemmelsen i hvidvasklovens § 78
a udvider kompetencen til at afgøre nærmere afgrænsede
overtrædelser af hvidvaskloven til også at omfatte Finanstil-
synet.
Bestemmelsen i § 55, stk. 1, blev indført ved lov nr. 658
af 8. juni af 2017. Det fremgår af bestemmelsens bemærk-
ninger, at begrebet reaktioner omfatter alle de reaktioner, Fi-
nanstilsynets bestyrelse eller Finanstilsynet efter delegation
fra Finanstilsynets bestyrelse vedtager, og som retter sig
mod en part, herunder afgørelser, påbud, påtaler og beslut-
ninger om at overgive sager til politimæssig efterforskning,
jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 41 som fremsat,
s. 156. Administrative bødeforelæg, der er accepteret af par-
ten, er en forvaltningsretlig afgørelse.
Bestemmelsen i § 55 implementerer artikel 60, stk. 1, i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849 af 20. maj
2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af
det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering
af terrorisme (4. hvidvaskdirektiv). Det følger af artikel 60,
stk. 1, 1. pkt., at medlemsstaterne sikrer, at en afgørelse,
der ikke kan påklages, om pålæggelse af en administrativ
sanktion eller foranstaltning for overtrædelse af nationale
bestemmelser, der gennemfører direktivet, offentliggøres af
de kompetente myndigheder på deres officielle websted
umiddelbart efter, at den person, der pålægges sanktionen,
er underrettet om afgørelsen.
2.7.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Finanstilsynets adgang til at udstede administrative bødefo-
relæg efter § 78 a blev indført ved lov nr. 1563 af 27.
december 2019 på baggrund af den politiske aftale mellem
Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti,
Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og
Dansk Folkeparti af 27. marts 2019 om styrkelse af indsat-
sen mod finansiel kriminalitet. Offentliggørelsesbestemmel-
sen i hvidvasklovens § 55 blev fastsat forud for reglerne om
administrativt bødeforelæg, hvorfor det ikke af bemærknin-
gerne fremgår, at reaktioner i medfør af § 55 også dækker
vedtagne administrative bødeforelæg.
Pligt til offentliggørelse af vedtagne administrative bødefo-
relæg vurderes at have en forebyggende effekt i forhold til
overtrædelser af hvidvaskloven. Offentliggørelse er imidler-
tid også indgribende over for virksomhederne, og der må
ikke kunne opstå tvivl om, hvorvidt administrative bødefo-
relæg er omfattet af offentliggørelsespligten. Det er derfor
vurderet hensigtsmæssigt at tydeliggøre i bemærkningerne
til bestemmelsen, at vedtagne administrative bødeforelæg er
en reaktion omfattet af offentliggørelsesbestemmelsen.
Det vurderes videre, at artikel 60, stk. 1, i 4. hvidvaskdirek-
tiv pålægger medlemsstaterne at offentliggøre også denne
type af reaktioner, såfremt det administrative bødeforelæg
er meddelt på baggrund af et forhold omfattet af hvidvask-
17
direktivet. De forhold, der kan tildeles bødeforelæg for på
baggrund af § 78 a, er alle indeholdt i hvidvaskdirektiverne.
Det foreslås derfor at tydeliggøre i hvidvaskloven, at Fi-
nanstilsynet efter gældende ret har pligt til at offentliggøre
administrative bødeforelæg.
2.8. Undtagelse til krav for bestyrelsesmedlemmer om gen-
nemførelse af grundkursus
2.8.1. Gældende ret
Det følger af § 64 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed,
at et medlem af bestyrelsen i et pengeinstitut, et realkredit-
institut eller et forsikringsselskab hurtigst muligt og senest
12 måneder efter indtræden i bestyrelsen skal gennemføre
et grundkursus i de kompetencer, der er nødvendige for
at varetage de forpligtelser og funktioner, som kræves af
bestyrelsesmedlemmer i den virksomhedstype, som den på-
gældende er indtrådt i.
Det følger af Finanstilsynets praksis, at Finanstilsynet kan
undtage bestyrelsesmedlemmer fra kravet om at gennem-
føre det lovpligtige grundkursus, hvis medlemmets sprogli-
ge færdigheder ikke er tilstrækkelig til at gennemføre og
få udbytte af et dansksproget grundkursus. Finanstilsynets
praksis er i overensstemmelse med fagudvalgets anbefalin-
ger i rapport om grundkursus for bestyrelsesmedlemmer i
pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber
(april 2016), som anfører, at der ikke bør være krav om, at
grundkurset udbydes på engelsk, og som konsekvens heraf
skal bestyrelsesmedlemmer meddeles dispensation fra gen-
nemførelse af grundkurset.
2.8.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Det vurderes hensigtsmæssigt at lovfæste Finanstilsynets
praksis om dispensation for gennemførelse af grundkurset
for ikkedansktalende bestyrelsesmedlemmer, der på grund
af manglende sprogfærdigheder ikke kan gennemføre kur-
set, så det fremgår eksplicit af bestemmelsen, at Finanstil-
synet kan undtage et udenlandsk bestyrelsesmedlem fra at
gennemføre grundkurset, hvis det pågældende medlem ikke
har tilstrækkelige sproglige færdigheder til at gennemføre
kurset, og hvis medlemmet i stedet gennemfører anden un-
dervisning. En klar hjemmel kan synliggøre denne mulighed
for potentielle kandidater til bestyrelsesposter i danske fi-
nansielle virksomheder.
Den foreslåede ændring medfører, at Finanstilsynet fortsat
kan undtage udenlandske bestyrelsesmedlemmer, som ikke
har tilstrækkelige sproglige færdigheder til at gennemføre
et grundkursus, og et godkendt kursus ikke udbydes på
engelsk, hvis medlemmet i stedet gennemfører anden under-
visning. Undervisningen skal bl.a. introducere den danske
selskabsretlige struktur samt relevante områder, der er særli-
ge for danske finansielle virksomheder. De indholdsmæssige
rammer for undervisningen skal godkendes af Finanstilsy-
net.
2.9. Whistleblowerregler for crowdfundingtjenesteudbydere
2.9.1. Gældende ret
Europa-Parlamentet og Rådet vedtog den 23. oktober 2019
direktiv om beskyttelse af personer, der indberetter over-
trædelser af EU-retten (whisteblowerdirektivet). Whisteblo-
werdirektivet forpligter blandt andet medlemsstaterne til at
sikre, at alle juridiske enheder i den offentlige og private
sektor med 50 eller flere arbejdstagere etablerer whistleblo-
werordninger og fastsætter procedurer for modtagelse af og
opfølgning på indberetninger om overtrædelser eller potenti-
elle overtrædelser.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning om europæiske
crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet (crowdfun-
dingforordningen) har til formål at fastsætte ensartede krav
for udbud af crowdfundingtjenester og krav til crowdfun-
dingtjenesteudbydere. Forordningens artikel 47 ændrer i
whisteblowerdirektivets bilag del I. B, således at indberet-
ninger om aktuelle eller potentielle overtrædelser af crow-
fundingforordningens bestemmelser omfattes af whistleblo-
werdirektivets anvendelsesområde. Herved sikres det, at an-
satte i crowdfundingtjenesteudbydere, der er forpligtet til
at etablere en whistleblowerordning efter direktivet, kan ind-
berette overtrædelser af crowdfundingforordningen til sin
arbejdsgiver og omfattes af beskyttelsesreglerne, herunder
forbuddet med repressalier.
Whisteblowerdirektivet er implementeret i dansk ret med
lov om beskyttelse af whistleblowere, der blev vedtaget den
24. juni 2021. Loven forpligter alle arbejdsgivere i den pri-
vate sektor med 50 eller flere ansatte til at etablere en intern
whistleblowerordning. På det finansielle område gælder det
særligt, at virksomheder med færre end 50 ansatte skal efter-
leve kravene i lov om beskyttelse af whistleblowere, såfremt
de omfattes af de sektorspecifikke retsakter i whistleblower-
direktivets bilag del II eller de nationale særregler, som blev
indført med lov nr. 2382 af 14. december 2021.
Crowdfundingtjenesteudbydere, hvis virksomhed reguleres
af crowdfundingforordningen, og som ikke samtidig omfat-
tes af de nationale særregler på området, omfattes derfor kun
af lov om beskyttelse af whisteblowere, hvis de har 50 eller
flere ansatte.
Lov om beskyttelse af whistleblowere trådte i kraft den
17. december 2021. Kapitel 3, der blandt andet indeholder
regler om etablering af en intern whistleblowerordning, får
først virkning den 17. december 2023 for arbejdsgivere i
den private sektor med mellem 50 og 249 ansatte, herunder
18
crowdfundingtjenesteudbydere, der ikke omfattes af de sek-
torspecifikke retsakter i whistleblowerdirektivets bilag del
II.
Lov om finansiel virksomhed §§ 75 a-75 c indeholder regler
på whistleblowerområdet, som supplerer reglerne i lov om
beskyttelse af whistleblowere. Finansielle virksomheder er
efter lov om finansiel virksomhed forpligtet til at etablere
en intern whistleblowerordning, hvor virksomhedens ansat-
te via en særlig, uafhængig og selvstændig kanal kan ind-
berette overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den
finansielle regulering og anden relevant regulering begået
af virksomheden, herunder af blandt andet ansatte eller
medlemmer af bestyrelsen i virksomheden. Indberetninger
til whistleblowerordningen skal kunne foretages anonymt,
og virksomheden skal følge op på indberetninger til whistle-
blowerordningen og skriftligt kunne dokumentere, hvordan
opfølgningen er foretaget. Lov om finansiel virksomhed be-
skytter herudover ansatte imod repressalier fra arbejdsgive-
ren og sikrer adgangen til at foretage indberetninger for
ansatte, som måtte være underlagt tavshedsklausuler.
Crowdfundingtjenesteudbydere er ikke omfattet af definiti-
onen af en finansiel virksomhed i § 5 i lov om finansiel
virksomhed. Bestemmelserne i §§ 75 a, 75 b og 75 c i lov
om finansiel virksomhed finder derfor ikke anvendelse for
crowdfundingtjenesteudbydere. En crowdfundingtjenesteud-
byder er således ikke forpligtet til at etablere en whistleblo-
werordning i henhold til den finansielle regulering.
2.9.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Whistleblowerreglerne i den finansielle regulering er i over-
ensstemmelse med hensynet bag de politiske aftaler på om-
rådet gennemført på tværs af sektoren for at sikre en ensartet
og stærk beskyttelse af alle ansatte i sektoren uafhængig
af ansættelsessted. Der henvises i den forbindelse til den
politiske aftale af 10. oktober 2013 mellem regeringen (So-
cialdemokratiet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkepar-
ti) og Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det
Konservative Folkeparti om regulering af systemisk vigtige
finansielle institutter (SIFI) samt krav til alle banker og real-
kreditinstitutter om mere og bedre kapital og højere likvidi-
tet (Bankpakke 6). Det blev med Bankpakke 6 bl.a. besluttet
at stille krav om etablering af whistleblowerordninger for al-
le finansielle virksomheders overtrædelser af den finansielle
regulering.
Crowdfundingtjenesteudbydere er i dag ikke omfattet af
whistleblowerreglerne i den finansielle regulering, men er
med crowdfundingforordningen underlagt krav om tilladel-
se, tilsyn m.v. i tråd med principperne i den øvrige finansiel-
le regulering.
Det fremgår ydermere af præamblen til crowdfundingfor-
ordningen, at crowdfundingtjenester kan være udsat for risi-
ci vedrørende hvidvask af penge og finansiering af terroris-
me, hvilket understreger behovet for at sikre, at ansatte og
tidligere ansatte ved crowdfundingtjenesteudbydere skal ha-
ve mulighed for at indberette overtrædelser eller potentielle
overtrædelser af den finansielle regulering via en uafhængig,
selvstændig kanal.
Der er derfor behov for at sikre samme beskyttelse af ansatte
i crowdfundingtjenesteudbydere, som gælder generelt i den
finansielle regulering.
Det foreslås på den baggrund at tilføje crowdfundingtjene-
steudbydere i §§ 75 a-c, i lov om finansiel virksomhed, så
crowdfundingtjenesteudbydere underlægges de samme krav
om whistleblowerordning m.v., som gælder for de finansiel-
le virksomheder, der i øvrigt er omfattet af loven. Den fore-
slåede ændring medfører, at crowdfundingtjenesteudbydere
vil være omfattet af §§ 75 a-c på samme måde som andre
finansielle virksomheder, der er omfattet af lov om finansiel
virksomhed, som blandt andet sikrer beskyttelse af ansatte
eller tidligere ansatte, der anvender virksomhedens whistle-
blowerordning.
Lovforslaget medfører desuden, at crowdfundingtjenesteud-
bydere med færre end 50 ansatte omfattes af lov om beskyt-
telse af whistleblowere, som følge af henvisningen hertil i §
75 a, stk. 1, 4. pkt. Herved sikres samme høje beskyttelses-
niveau af whistleblowere, som gælder i den øvrige finansiel-
le regulering.
Det foreslås videre, at for crowdfundingtjenesteudbydere
med færre end 50 ansatte omfattet af § 75 a, stk. 1, 1.
pkt., finder § 75 a, stk. 1, 4. pkt., først anvendelse fra den
17. december 2023. Det skal sikre, at crowdfundingtjeneste-
udbydere, som lov om beskyttelse af whistleblowere ikke
finder umiddelbar anvendelse på, får passende tid til at til-
passe deres ordninger til kravene i lov om beskyttelse af
whistleblowere.
2.10. Anpartskapital som egentligt kernekapitalinstrument
for finansielle holdingvirksomheder og fondsmæglerhol-
dingvirksomheder
2.10.1. Gældende ret
Der stilles i dag ikke krav til selskabsformen i finansielle
holdingvirksomheder eller i fondsmæglerholdingvirksomhe-
der i dansk lovgivning. Begge typer af holdingvirksomheder
skal imidlertid opgøre kapitalgrundlag, herunder sin egent-
lige kernekapital, efter reglerne i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning om tilsynsmæssige krav til kreditinstitut-
ter og investeringsselskaber (CRR). Finansielle holdingvirk-
somheder er umiddelbart omfattet af reglerne i CRR, mens
fondsmæglerholdingvirksomheder skal opgøre kapitalgrund-
lag efter reglerne i CRR, jf. Europa-Parlamentets og Rådets
19
forordning om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber
(IFR).
CRR stiller en række krav til kvaliteten af egentlige ker-
nekapitalinstrumenter, for at disse kan medregnes i kapital-
grundlaget. Blandt andet skal egentlige kernekapitalinstru-
menter godkendes af Finanstilsynet, og Finanstilsynet skal
i den forbindelse konsultere European Banking Authority
(EBA). EBA fører og offentliggør en liste over godkendte
egentlige kernekapitalinstrumenter i medlemslandene i EU.
I Danmark er alene aktiekapital, garantkapital og andelska-
pital godkendte egentlige kernekapitalinstrumenter. De tre
typer kapital blev indmeldt til EBA ved ikrafttrædelse af
CRR i 2013.
2.10.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Der eksisterer i dag enkelte finansielle holdingvirksomhe-
der, der er etableret som anpartsselskaber. Der er ligele-
des etableret flere fondsmæglerholdingvirksomheder som
anpartsselskaber.
Da anpartskapital i dag ikke er et godkendt kernekapitalin-
strument, er det efter den gældende retsstilling nødvendigt,
at finansielle holdingvirksomheder og fondsmæglerholding-
virksomheder er etableret som aktieselskaber for at kunne
medregne kapitalen i kapitalgrundlaget. Finansielle holding-
virksomheder og fondsmæglerholdingvirksomheder, der er
etableret som anpartsselskaber på nuværende tidspunkt, vil
med de gældende regler være tvunget til at omdanne sig til
et aktieselskab.
Lov om finansiel virksomhed blev ved lov nr. 268 af 23. maj
2014 tilpasset CRR. Der ønskes nu yderligere tilpasning for
at sikre den nødvendige overensstemmelse mellem nationa-
le krav og CRR’s krav til kapitalinstrumenter for finansiel-
le holdingvirksomheder og fondsmæglerholdingvirksomhe-
der. Det vurderes hensigtsmæssigt at tilpasse bestemmelser
i lov om finansiel virksomhed, så både anparts- og aktie-
kapital i finansielle holdingvirksomheder opfylder kravene
til kapitalinstrumenter i CRR. Tilsvarende vurderes det hen-
sigtsmæssigt at tilpasse bestemmelser i lov om fondsmæg-
lerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter, så både
anparts- og aktiekapital i fondsmæglerholdingvirksomheder
ligeledes opfylder kravene til kapitalinstrumenter.
Den væsentligste grund til at tillade, at finansielle holding-
virksomheder og fondsmæglerholdingvirksomheder kan væ-
re etableret som anpartsselskaber er, at de finansielle akti-
viteter i koncernen ligger i datterselskaber, der alene kan
etableres som aktieselskaber og derfor er underlagt krav til
bestyrelse m.m. i henhold til selskabsloven.
Selskabsloven stiller krav om, at et aktieselskab har en be-
styrelse. Samme krav stilles ikke til anpartsselskaber. Kra-
vene i selskabsloven, der finder anvendelse for finansielle
holdingvirksomheder og fondsmæglerholdingvirksomheder,
som følge af at de er organiseret som et kapitalselskab,
adskiller sig herudover ikke væsentligt for aktieselskaber og
anpartsselskaber.
I finansielle virksomheder, hvor aktiviteterne er placeret i
virksomheden, har bestyrelsen og direktionen en afgørende
betydning for blandt andet styring af risici og kapitalfor-
hold. Samme behov findes ikke i holdingvirksomheder, der
ikke har egne finansielle aktiviteter. Finansielle holdingvirk-
somheder er desuden omfattet af et godkendelseskrav, jf. lov
om finansiel virksomhed § 175 g. Det betyder, at Finanstil-
synet skal godkende, at den finansielle holdingvirksomhed
har tilstrækkelige koncernstrukturer og –processer. Den fi-
nansielle holdingvirksomhed kan dog undtages fra godken-
delseskravet, hvis en række forhold er opfyldt, herunder at
styring af koncernens risici og kapitalforhold er uddelegeret
til og i praksis styres af ledelsen i dattervirksomheden, der
er den finansielle virksomhed i koncernen. Undtagelse til
godkendelseskravet gives typisk, hvor holdingvirksomheden
ejer 100 pct. af aktierne i datterselskaber, hvor koncernstruk-
turen er simpel med ét eller få datterselskaber, og hvor hol-
dingvirksomheden ikke har andre aktiviteter end at eje aktier
i dattervirksomhederne.
Det vurderes, at finansielle holdingvirksomheder og fonds-
mæglerholdingvirksomheder ikke bør kunne etableres i an-
dre virksomhedsformer end aktie- og anpartsselskaber. Det
skyldes, at andre virksomhedsformer end aktie- og anparts-
selskaber ikke er reguleret i samme grad som aktie- og
anpartsselskaber. Samtidig er aktiekapital og anpartskapital
kapitalformer, der er bredt kendt i kapitalmarkedet både na-
tionalt og internationalt.
Mulighederne for at tiltrække ny kapital forbedres, når der
ikke er tvivl om det juridiske grundlag. Det vil derfor være
uhensigtsmæssigt at tillade andre virksomhedsformer end de
foreslåede.
Det foreslås derfor at ændre § 12, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed, så finansielle holdingvirksomheder skal etable-
res som aktieselskaber eller som anpartsselskaber.
Det foreslås videre at ændre § 26, stk. 1, i lov om fonds-
mæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter, så
fondsmæglerholdingvirksomheder skal etableres som aktie-
selskaber eller som anpartsselskaber.
Den foreslåede ordning er nødvendig for, at anpartskapi-
tal kan blive et godkendt kernekapitalinstrument i henhold
til CRR for finansielle holdingvirksomheder og fondsmæg-
lerholdingvirksomheder. Derfor kan finansielle holdingvirk-
20
somheder og fondsmæglerholdingvirksomheder, der er etab-
leret som anpartsselskaber på nuværende tidspunkt, forblive
anpartsselskaber.
2.11. Kapitalinstrumenter i finansielle holdingvirksomheder
2.11.1. Gældende ret
Det fremgår af den gældende § 13, stk. 1, i lov om finan-
siel virksomhed, at aktiekapitalen i finansielle virksomheder
skal være fuldt indbetalt. Bestemmelsen er en skærpelse af
kravene i selskabsloven, der ikke stiller krav om fuld indbe-
taling.
Det fremgår af den gældende §13, stk. 2, at i pengeinstitut-
ter, investeringsforvaltningsselskaber, realkreditinstitutter og
i forsikringsselskaber må deling af aktiekapital i klasser med
forskellige stemmeværdier ikke finde sted, med en enkelt
undtagelse i § 13, stk. 3.
I den gældende § 13 a er pengeinstitutter og realkreditin-
stitutter undtaget fra bestemmelser i selskabsloven om mi-
noritetskapitalejeres ret til at kræve kapitalindskud indløst
af selskabet i visse tilfælde. Undtagelsesbestemmelsen er
nødvendig for, at institutternes egentlige kapitalinstrumenter
lever op til betingelserne i CRR om, at kapitalindskyder
aldrig må kunne kræve kapitalindskud indløst af selskabet.
Efter den gældende § 128 a kan Finanstilsynet fastsætte reg-
ler om finansielle virksomheders udstedelse af gældsbreve
med vilkår om konvertering til aktie-, garanti- eller andels-
kapital, herunder i hvilket omfang selskabslovens kapitel 10
finder anvendelse. Bekendtgørelse nr. 2155 af 3. december
2020 om opgørelse af risikoeksponeringer, kapitalgrundlag
og solvensbehov er udstedt i medfør af § 128 a. Bekendt-
gørelsen fastlægger visse undtagelser fra selskabsloven om
udstedelse af kapitalinstrumenter. Undtagelserne er nødven-
dige for, at de finansielle virksomheders udstedelse af kapi-
talinstrumenter lever op til kravene i CRR. Bestemmelsen
i § 128 a giver alene hjemmel til at fastsætte regler for
finansielle virksomheder.
2.11.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Med lovforslaget foreslås det, at finansielle holdingvirksom-
heder omfattes af kravet, der forhindrer, at aktionærer, der
kun ejer en beskeden kapitalandel, kan dominere virksom-
heden. Forslaget vil således medføre, at alle aktionærer vil
have lige stemmerettigheder.
CRR stiller visse begrænsninger for udlodning, herunder
at aftaler om differentieret udlodning skal være begrundet
i forskellige stemmerettigheder. Der gælder altså ikke et
forbud i CRR mod forskellige aktieklasser, men i dansk ret
har man tidligere, med lov om finansiel virksomheds § 13,
stk. 2, besluttet, at denne mulighed skulle afskæres for pen-
geinstitutter, investeringsforvaltningsselskaber, realkreditin-
stitutter og forsikringsselskaber. Ved ikke at tillade opdeling
i klasser med forskellige stemmerettigheder, afskæres virk-
somheder således også fra at indgå aftaler om differentieret
udlodning. Jo mere simpel kapitalstrukturen er, des lettere
er det for eventuelle nye investorer at overskue kapitalstruk-
turen og deres rettigheder. Det vurderes derfor hensigtsmæs-
sigt, at finansielle holdingvirksomheder også omfattes af
forbuddet mod opdeling i aktieklasser med forskellige stem-
merettigheder. Det foreslås, at bestemmelsen tilpasses, så
den også kommer til at omfatte anpartskapital, grundet den
foreslåede ændring i lovforslagets § 5, nr. 8.
Lov om finansiel virksomhed stiller krav om, at aktieka-
pitalen i finansielle virksomheder er fuldt indbetalt, jf. §
13. Kravet er en skærpelse af selskabsloven, der ikke stiller
krav om fuld indbetaling. Kravet er stillet for at sikre, at
kapitalen i finansielle virksomheder er tabsabsorberende og
reelt er til stede i virksomheden. Der stilles samme krav i
CRR, for at kapitalen kan medregnes i kapitalgrundlaget. Da
finansielle holdingvirksomheder også er omfattet af krav i
CRR og under hensynet til, at kapitalen skal være til stede,
vurderes det hensigtsmæssigt, at kravet om fuld indbetaling
også bør gælde for finansielle holdingvirksomheder. Det
foreslås, at bestemmelsen bliver tilpasset, så den også kom-
mer til at omfatte anpartskapital, grundet den foreslåede
ændring i lovforslagets § 5, nr. 8.
Den forslåede ændring af § 13, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed, vil medføre, at kravet om fuld indbetaling af
egentlig kernekapital vil gælde for finansielle holdingvirk-
somheder, som det gælder for finansielle virksomheder. Til-
svarende vil ændringen af §13, stk. 2, medføre, at aktieka-
pital eller anpartskapital i finansielle holdingvirksomheder
ikke kan deles i klasser med forskellig stemmeværdi, som
det er gældende i nuværende regulering for aktiekapital
i pengeinstitutter, investeringsforvaltningsselskaber, realkre-
ditinstitutter og forsikringsselskaber.
Undtagelsen fra bestemmelserne om indløsningsret i selska-
bsloven vil med lovforslaget også gælde for finansielle hol-
dingvirksomheder. Det er en forudsætning for, at egentlige
kernekapitalinstrumenter i finansielle holdingvirksomheder
kan medregnes i kapitalgrundlaget, at de opfylder betingel-
serne i CRR om, at ejere af egentlige kernekapitalinstrumen-
ter ikke under nogen omstændigheder må kunne stille krav
til selskabet om indløsning af kapitalen. Med forslaget æn-
dres § 13 a til også at omfatte finansielle holdingvirksomhe-
der.
For at sikre at også finansielle holdingvirksomheder efterle-
ver kravene i CRR, skal lovforslaget sikre Finanstilsynet
den nødvendige hjemmel til også at udstede regler for fi-
nansielle holdingvirksomheder efter § 128 a om udstedelse
21
af gældsbreve med vilkår om konvertering til aktie-, garan-
ti- eller andelskapital, herunder i hvilket omfang selskabslo-
vens kapitel 10 finder anvendelse. Der foreslås derfor en
ændring af bemyndigelsesbestemmelsen i §128 a således,
at også finansielle holdingvirksomheder omfattes af bestem-
melsen.
2.12. Kapitalinstrumenter i fondsmæglerholdingvirksomhe-
der
2.12.1. Gældende ret
Det fremgår af den gældende § 26, stk. 2, i lov om fonds-
mæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, at
aktiekapitalen i fondsmæglerselskaber skal være fuldt indbe-
talt. Bestemmelsen er en skærpelse af kravene i selskabslo-
ven, der ikke stiller krav om fuld indbetaling.
Det følger af § 26, stk. 3, i lov om fondsmæglerselskaber
og investeringsservice og –aktiviteter, at deling af aktiekapi-
talen i aktieklasser med forskellig stemmeværdi ikke kan
finde sted i fondsmæglerselskaber.
I den gældende § 27 i lov om fondsmæglerselskaber og
investeringsservice og –aktiviteter er fondsmæglerselskaber
undtaget fra bestemmelser i selskabsloven om minoritetska-
pitalejeres ret til at kræve kapitalindskud indløst af selska-
bet i visse tilfælde. Undtagelsesbestemmelsen er nødvendig
for, at fondsmæglerselskabers egentlige kapitalinstrumenter
lever op til betingelserne i CRR om, at kapitalindskyder
aldrig må kunne kræve kapitalindskud indløst af selskabet.
Efter artikel 54 i CRR har fondsmæglerselskaber og fonds-
mæglerholdingvirksomheder mulighed for at udstede hybrid
kernekapital, som enten nedskrives eller konverteres til
egentlig kernekapital, såfremt selskabets niveau af egentlig
kernekapital falder til et bestemt niveau, som er angivet i
vilkårene for den hybride kernekapital.
2.12.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og
-aktivitet stiller krav om, at aktiekapitalen i fondsmægler-
selskaber er fuldt indbetalt, jf. § 26, stk. 2. Kravet er en
skærpelse af selskabsloven, der ikke stiller krav om fuld
indbetaling. Kravet er en logisk konsekvens af, at kapitalen i
fondsmæglerselskaber skal være tabsabsorberende, og at det
skal sikres, at kapitalen reelt er til stede i virksomheden. Der
stilles desuden samme krav i CRR, for at kapitalen kan
medregnes i kapitalgrundlaget.
Fondsmæglerholdingvirksomheder skal opgøre kapital-
grundlag efter reglerne i CRR, jf. Europa-Parlamentets og
Rådets forordning om tilsynsmæssige krav til investerings-
selskaber (IFR).
Det forslås derfor i § 26, stk. 2, at kravet om fuld indbeta-
ling af egentlig kernekapital skal gælde for fondsmæglerhol-
dingvirksomheder ligesom for fondsmæglerselskaber.
For at fondsmæglerholdingvirksomheder fortsat har mulig-
hed for at dele deres aktie- eller anpartskapital i klasser med
forskellig stemmeværdi, vil det være nødvendigt at ændre
§ 26, stk. 3, så det gøres klart, at forbuddet kun gælder
fondsmæglerselskaber.
Det foreslås derfor i § 26, stk. 3, at anparts- og aktiekapi-
tal i fondsmæglerselskaber ikke kan deles i klasser med
forskellig stemmeværdi, mens det samme ikke er tilfældet
for fondsmæglerholdingvirksomheder.
Undtagelsen fra bestemmelserne om indløsningsret i selska-
bsloven vil med lovforslaget også gælde for fondsmægler-
holdingholdingvirksomheder. Det er en forudsætning for,
at egentlige kernekapitalinstrumenter i fondsmæglerholding-
holdingvirksomheder kan medregnes i kapitalgrundlaget, at
de opfylder betingelserne i CRR om, at ejere af egentlige
kernekapitalinstrumenter ikke under nogen omstændigheder
må kunne stille krav til selskabet om indløsning af kapitalen.
Med lovforslaget foreslås det derfor i § 27, at fondsmæg-
lerholdingvirksomheder i lighed med fondsmæglerselskaber
vil blive omfattet af en række undtagelser til selskabslo-
ven. Selskabsloven indeholder bestemmelser om, hvornår en
kapitalejer kan kræve sig indløst, og disse bestemmelser er
bl.a. fondsmæglerselskaber undtaget for.
Fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomhe-
der har mulighed for at udstede hybrid kernekapital, som
enten nedskrives eller konverteres til aktie- eller anpartska-
pital, hvis virksomhedens kapitalniveau falder til et forudbe-
stemt niveau. For at selskaberne kan udstede hybrid kerne-
kapital, som konverteres til aktie- eller anpartskapital i en
krisesituation, er der behov for at fastsætte regler om, at
bestyrelserne kan have en stående tilladelse uden udløb til at
udstede aktie- eller anpartskapital. Behovet følger af kravet i
CRR om, at de nødvendige bemyndigelser til at udstede ak-
tiekapital er tilstede til enhver tid fra tidspunktet for udste-
delsen af hybride kernekapitalinstrumenter, der konverteres
til aktiekapital ved en udløsende hændelse.
Det foreslås derfor at indsætte en bemyndigelsesbestemmel-
se i § 26, stk. 5, så Finanstilsynet får bemyndigelse til at
fastsætte regler, som giver bestyrelsen i fondsmæglerselska-
ber og fondsmæglerholdingvirksomheder mulighed for at
opnå en bemyndigelse uden udløb til udstedelse af aktie-
eller anpartskapital til brug for en eventuel konvertering af
hybrid kernekapital.
2.13. Tilsyn med overholdelse af finansielle sanktioner
22
2.13.1. Gældende ret
Finanstilsynets, Erhvervsstyrelsens, Spillemyndighedens og
Advokatrådets tilsyn med love indeholdende finansielle
sanktioner er fastsat ved en ændring af hvidvaskloven, der
blev gennemført ved lov nr. 409 af 31. marts 2022 om
restriktioner på transaktioner med kontanter og værdipapirer
i danske kroner til Rusland og Belarus. Loven indeholder en
solnedgangsklausul og ophæves således i sin helhed den 1.
april 2023, jf. lovens § 8.
2.13.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Ruslands invasion af Ukraine aktualiserede behovet for, at
Danmark har mulighed for at fastsætte love, der kan sup-
plere de forordninger, der indeholder finansielle sanktioner,
som vedtages i EU. Derfor blev det med lov om restriktioner
på transaktioner med kontanter og værdipapirer i danske
kroner til Rusland og Belarus fastsat, at de samme tilsyns-
myndigheder, som efter hvidvaskloven fører tilsyn med fi-
nansielle sanktioner, der er fastsat ved forordninger, skulle
kunne føre tilsyn med love, der fastsætter finansielle sankti-
oner.
Lov om restriktioner på transaktioner med kontanter og vær-
dipapirer i danske kroner til Rusland og Belarus ophæves
den 1. april 2023 som følge af en solnedgangsklausul.
Det vurderes, at det er hensigtsmæssigt, at tilsynsmyndighe-
derne fortsat kan føre tilsyn med love, der fastsætter finan-
sielle sanktioner.
Det foreslås på den baggrund at ændre solnedgangsklausu-
len i lov om restriktioner på transaktioner med kontanter
og værdipapirer i danske kroner til Rusland og Belarus. Æn-
dringen skal sikre, at Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen, Spil-
lemyndigheden og Advokatrådet fortsat efter den 1. april
2023 kan føre tilsyn med love indeholdende finansielle
sanktioner for de virksomheder, der er omfattet af hvidvas-
kloven.
2.14. Regulering af beløbsgrænser for forsikringsselskaber i
henhold til artikel 300 i Solvens II-direktivet
2.14.1. Gældende ret
I henhold til artikel 300 i Solvens II-direktivet skal de beløb,
der er udtrykt i euro i direktivet, revideres hvert femte år
ved at forhøje grundbeløbet i euro med den procentuelle
ændring i samtlige medlemsstaters almindelige harmonise-
rede forbrugerprisindeks. Der anvendes i Solvens II-direkti-
vet bl.a. beløbsgrænser til afgrænsning af direktivets anven-
delsesområde og som absolutte og beløbsmæssigt fastlagte
minimumsgrænser for forsikringsselskabers kapitalkrav. For
at tage højde for inflation bør disse beløb således kunne
justeres, hvilket sker ved, at Kommissionen meddeler de
reviderede beløb med hjemmel i Solvens II-direktivets arti-
kel 300. Solvens II-direktivet har fundet anvendelse siden
1. januar 2016, og den første femårige periode gik fra 31.
december 2015 til 31. december 2020. Beløbene blev derfor
revideret af Kommissionen i 2021, og de reviderede beløb
skal gennemføres i medlemsstaterne.
De oprindelige beløbsgrænser fra Solvens II-direktivet er
afspejlet i en række bestemmelser i lov om finansiel virk-
somhed.
Den gældende § 5, stk. 1, nr. 22, i lov om finansiel virk-
somhed indeholder definitionen af et gruppe 1-forsikrings-
selskab. I denne definition indgår en række betingelser in-
deholdende beløbsgrænser, som skal opfyldes for at opnå
status som et gruppe 1-forsikringsselskab.
Bestemmelsen implementerer artikel 4, stk. 1, i Solvens
II-direktivet, som omhandler anvendelsesområdet for direk-
tivets regler, hvor afgrænsningen af Solvens II-reglerne fore-
tages ved at udelukke selskaber under en vis størrelse. Stør-
relsen opgøres i beløbsgrænser for bl.a. årlige bruttopræmie-
indtægter. Bestemmelsen sikrer, at alle forsikringsselskaber i
EU over disse størrelser er omfattet af Solvens II-reglernes
anvendelsesområde. I henhold til § 5, stk. 1, nr. 23, defineres
forsikringsselskaber, der ikke opfylder beløbsgrænserne i
Solvens II-direktivet, som gruppe 2-forsikringsselskaber.
Det følger af § 126, stk. 2, nr. 1-4, i lov om finansiel virk-
somhed, at kravet til minimumsbasiskapitalen for gruppe
2-forsikringsselslaber skal udgøre et beløb fastsat i euro,
afhængig af om forsikringsselskabet er et livsforsikringssel-
skab eller et skadesforsikringsselskab, samt afhængig af
hvilke klasser forsikringsselskabet udøver virksomhed in-
denfor.
Den gældende § 126 d, stk. 5, i lov om finansiel virksom-
hed indeholder bestemmelser om den nedre grænse for mi-
nimumskapitalkravet for gruppe 1-forsikringsselskaber. Den
nedre grænse for minimumskapitalkravet er fastsat som en
beløbsmæssig størrelse i euro, der varierer alt efter den virk-
somhed, som forsikringsselskabet udøver. Bestemmelsen
implementerer artikel 129, stk. 1, litra d, i Solvens II-direkti-
vet.
Det følger af § 417 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed,
at et gruppe 1-forsikringsselskab indtil den 1. januar 2032
kan få tilladelse fra Finanstilsynet til at anvende et fradrag i
de forsikringsmæssige hensættelser opgjort efter bestemmel-
sens stk. 2. Det følger af § 417 b, stk. 4, at Finanstilsynet
kan begrænse fradraget opgjort efter bestemmelsens stk. 2,
hvis anvendelsen heraf medfører, at solvenskapitalkravet, jf.
§ 126 c, er mindre end det største af summen af beløbene
nævnt i § 417 b, stk. 4, nr. 1-5, og det største af det for
23
selskabet relevante beløb i § 417 b, stk. 4, nr. 6-10. § 417
b, stk. 4, nr. 6-10, indeholder de samme beløbsgrænser, som
også fremgår af § 126, stk. 2, nr. 1-4, og § 126 d, stk. 5.
Den gældende § 2, nr. 8, i lov om forsikringsformidling
indeholder en definition af store risici. Det følger af bestem-
melsens litra c, at risici under forsikringsklasserne 3, 8-10,
13 og 16 i bilag 7 til lov om finansiel virksomhed er de-
fineret som en stor risici, hvis forsikringstageren opfylder
mindst to af tre betingelser, som er oplistet i § 2, nr. 8,
litra c, nr. i-iii. I nr. i og ii er der angivet beløbsgrænser
i DKK. Bestemmelsen om store risici i lov om forsikrings-
formidling gennemfører IDD-direktivets bestemmelse her-
om. IDD-direktivets definition af store risici henviser til
Solvens II-direktivet. Store risici er defineret i Solvens II-di-
rektivets artikel 13, nr. 27.
2.14.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Kommissionen har den 19. oktober 2021 i Den Europæiske
Unions Tidende 2021/C 423/25 meddelt, at beløbene i Sol-
vens II-direktivet udtrykt i euro i artikel 4, stk. 1, litra a, b, c
og e, artikel 13, nr. 27, litra c, nr. i og ii, og artikel 129, stk.
1, litra d, nr. i-iii, skal ændres.
Det vurderes derfor nødvendigt at ændre en række bestem-
melser i lov om finansiel virksomhed og lov om forsik-
ringsformidling, der implementerer Solvens II-direktivet og
IDD-direktivet, hvori der indgår beløbsgrænser udtrykt i
euro. Bestemmelserne skal afspejle Solvens II-direktivets
krav, så dansk lovgivning lever op til EU-reguleringen. Det
kræver en justering af de gældende regler for så vidt angår
beløbsgrænserne.
Gruppe 2-forsikringsselskaber er på grund af deres begræn-
sede størrelse og aktivitetsområde ikke omfattet af Solvens
II-direktivet, hvorfor de heller ikke er omfattet af solvens-
reglerne i Solvens II-direktivet. Det følger dog af lov om
finansiel virksomhed, at for at sikre en ensartet beskyttelse
af forsikringstagerne skal beløbsgrænserne for gruppe 2-for-
sikringsselskaberne reguleres sideløbende med beløbsgræn-
serne i § 126 d, stk. 5.
Det vurderes endvidere nødvendigt, for at sikre fremadrettet
konsistens, at ændre beløbsgrænserne i § 417 b, stk. 4, nr.
6-10, i lov om finansiel virksomhed, da de indeholder de
samme beløbsgrænser, som også fremgår af § 126, stk. 2, nr.
1-4, og § 126 d, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed.
De foreslåede ændringer vil medføre, at beløbsgrænserne i
lov om finansiel virksomhed og lov forsikringsformidling
reguleres i opadgående retning, hvilket kan have betydning
for, hvilke selskaber der omfattes af de pågældende bestem-
melser. Beløbsreguleringen er en følge af Solvens II-direkti-
vet, der skal indeksreguleres hvert femte år med start fra
direktivets ikrafttræden den 1. januar 2016 og implemente-
res i national ret.
2.15. Afgifter for udenlandske forvaltere af alternative inve-
steringsfonde
2.15.1. Gældende ret
Det følger af lov om finansiel virksomhed, at en række
fysiske og juridiske personer skal betale et årligt grundbeløb
til Finanstilsynet.
Udenlandske forvaltere af alternative investeringsfonde om-
fattet af kapitel 17 i lov om forvaltere af alternative investe-
ringsfonde m.v. (FAIF-loven), som er meddelt tilladelse til
at markedsføre en udenlandsk alternativ investeringsfond i
Danmark, betaler årligt 4.400 kr. pr. alternativ investerings-
fond og 4.400 kr. pr. afdeling i fonden. Det følger af § 361,
stk. 7, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed.
Udenlandske forvaltere af alternative investeringsfonde fra
et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle område,
og udenlandske forvaltere af alternative investeringsfonde
fra et tredjeland, som Danmark er referenceland for, der er
meddelt tilladelse til at forvalte danske alternative investe-
ringsfonde, betaler årligt 44.500 kr. Det følger af § 361, stk.
7, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed.
Afgiftsbestemmelserne i § 361, stk. 7, indeholder imidlertid
en fejlhenvisning, herunder til FAIF-lovens kapitel 17 om
regler for tredjelands forvaltere af alternative investerings-
fonde og om fastlæggelse af referenceland, som ikke er trådt
i kraft, da de omhandlede regler i FAIF-direktivet ikke er
trådt i kraft.
2.15.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Udenlandske forvaltere af alternative investeringsfonde,
som i henhold til FAIF-loven markedsfører andele i en al-
ternativ investeringsfond i Danmark, eller som i henhold
til FAIF-loven forvalter alternative investeringsfonde, der er
etableret i Danmark, indebærer forpligtelser for Finanstilsy-
net i forbindelse med tilsyn eller registreringer.
Det vurderes, at afgiftsbestemmelsen i lov om finansiel
virksomhed for udenlandske forvaltere af alternative inve-
steringsfonde bør ændres, så det sikres, at udenlandske for-
valtere af alternative investeringsfonde betaler en afgift til
Finanstilsynet. Dette sker blandt andet ved at fjerne henvis-
ningen til kapitel 17 i FAIF-loven, og i stedet skrive direkte
ind i den nye bestemmelse, hvem der skal betale afgift.
Den foreslåede ordning vil medføre, at de udenlandske for-
24
valtere af alternative investeringsfonde vil betale en afgift
til Finanstilsynet og dermed bidrager til finansieringen af
Finanstilsynets tilsynsaktivitet. Det vil understøtte Finanstil-
synets effektive tilsyn og dermed bidrage til investorbeskyt-
telse og den finansielle stabilitet her i landet.
2.16. Afgifter for udenlandske investeringsselskaber og kre-
ditinstitutter, der har tilladelse til at yde og udføre investe-
ringsservice og –aktiviteter
2.16.1. Gældende ret
Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –
aktiviteter fastsætter, at udenlandske investeringsselskaber
og kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse til at yde eller
udføre investeringsservice og –aktiviteter i et land inden for
Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har ind-
gået aftale med på det finansielle område (EU-/EØS-lande),
og som udøver sådan virksomhed her i landet gennem filial
eller tilknyttet agent, der er etableret her i landet, skal betale
afgift til Finanstilsynet. Det følger af § 265, jf. § 5. Afgiften
fastsættes i henhold til kapitel 22 i lov om finansiel virksom-
hed.
Videre fastsætter lov om fondsmæglerselskaber og investe-
ringsservice og –aktiviteter, at udenlandske investeringssel-
skaber og kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse til at yde
eller udføre investeringsservice og –aktiviteter i et land uden
for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået
aftale med på det finansielle område (tredjelande), og som
udøver sådan virksomhed her i landet gennem filial, skal
betale afgift til Finanstilsynet. Det følger af § 265, jf. § 7,
stk. 3. Afgiften fastsættes i henhold til kapitel 22 i lov om
finansiel virksomhed.
Udenlandske investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse
til at yde eller udføre investeringsservice og –aktiviteter i
et tredjeland, kan ansøge om tilladelse til at udøve sådan
virksomhed her i landet gennem en filial i henhold til §§
42-43 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice
og -aktiviteter. Har Europa-Kommissionen ikke vedtaget
en ækvivalensafgørelse vedrørende tredjelandets retlige og
tilsynsmæssige ramme som omhandlet i artikel 47, stk. 1,
i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om markeder
for finansielle instrumenter, eller er en sådan afgørelse ikke
længere gyldig, kan tredjelandsinvesteringsselskabet ansøge
om tilladelse til at udøve sådan virksomhed grænseoverskri-
dende uden filialetablering til godkendte modparter eller
professionelle kunder, jf. § 41 i lov om fondsmæglerselska-
ber og investeringsservice og -aktiviteter.
Regler svarende til §§ 41-43 om tredjelandsinvesteringssel-
skaber i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsser-
vice og –aktiviteter er for udenlandske tredjelandskreditin-
stitutter fastsat i lov om finansiel virksomhed §§ 33 og 33 a
om særlige regler for udenlandske kreditinstitutter.
2.16.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Udenlandske investeringsselskaber og kreditinstitutter, der
yder eller udfører investeringsservice og –aktiviteter her i
landet, er underlagt Finanstilsynets tilsyn.
Det vurderes derfor, at udenlandske investeringsselskaber og
kreditinstitutter, der yder eller udfører investeringsservice og
–aktiviteter her i landet, bør betale afgift til Finanstilsynet.
Afgiften fastsættes i henhold til de afgiftsbestemmelser, der
er fastsat i kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed. Kapitel
22 i lov om finansiel virksomhed fastsætter imidlertid ikke
en afgift for udenlandske investeringsselskaber og kreditin-
stitutter, der yder eller udfører investeringsservice og –akti-
viteter her i landet gennem filialer eller tilknyttede agenter.
Hverken lov om fondsmæglerselskaber og investeringsser-
vice og –aktiviteter eller lov om finansiel virksomhed fast-
sætter krav om, at udenlandske investeringsselskaber og kre-
ditinstitutter, der har tilladelse i et tredjeland, og som har
fået Finanstilsynets tilladelse til grænseoverskridende at yde
eller udføre investeringsservice her i landet til godkendte
modparter eller professionelle kunder, skal betale afgift til
Finanstilsynet.
Det foreslås, at udenlandske investeringsselskaber og kre-
ditinstitutter, der yder eller udfører investeringsservice og
–aktiviteter her i landet, skal betale en afgift til Finanstilsy-
net og dermed bidrage til finansieringen af Finanstilsynets
tilsynsaktiviteter. Det vil understøtte et effektivt tilsyn og
dermed bidrage til investorbeskyttelse og den finansielle
stabilitet her i landet.
Det er videre vurderingen, at Finanstilsynet bør have mulig-
hed for at inddrage en tilladelse til at yde eller udføre inve-
steringsservice og –aktivitet her i landet grænseoverskriden-
de eller gennem filial, som Finanstilsynet har meddelt til
et udenlandsk investeringsselskab eller kreditinstitut, der er
meddelt tilladelse i et tredjeland, hvis investeringsselskabet
eller kreditinstituttet ikke har betalt sin afgift til Finanstil-
synet rettidigt. Forslaget skal dels understøtte virksomheder-
nes incitament til at bidrage til finansieringen af Finanstilsy-
nets tilsynsaktiviteter dels understøtte investorbeskyttelse og
den finansielle stabilitet her i landet.
Det foreslås derfor, at Finanstilsynet får mulighed for at ind-
drage en sådan tilladelse, hvis afgiftsbetalingen til Finanstil-
synet ikke sker rettidigt.
Finanstilsynet er kompetent myndighed for at give tilladelse
til og føre tilsyn med udenlandske tredjelandsinvesterings-
selskabers og -kreditinstitutters grænseoverskridende ydelse
og udførelse af investeringsservice og –aktiviteter her i lan-
25
det til godkendte modparter og professionelle kunder. Som
kompetent myndighed er Finanstilsynet også tillagt kompe-
tence til at inddrage en tilladelse, hvis kravene for at opnå
tilladelse ikke længere er opfyldt. Denne kompetence frem-
går imidlertid ikke eksplicit af henholdsvis lov om fonds-
mæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter og
lov om finansiel virksomhed om tilladelse til grænseover-
skridende at yde eller udføre investeringsservice og –aktivi-
teter her i landet til godkendte modparter og professionelle
kunder. Det vurderes hensigtsmæssigt at fastslå denne befø-
jelse, så Finanstilsynet får beføjelse til at inddrage en sådan
tilladelse, hvis afgiftsbetalingen til Finanstilsynet ikke er
sket rettidigt.
2.17. Implementering af IFD-direktivet
2.17.1. Gældende ret
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om tilsyn med in-
vesteringsselskaber (IFD) er implementeret i lov om fonds-
mæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter og
bekendtgørelser udstedt i medfør heraf.
IFD fastsætter en række tilsynsmæssige krav og rammer
for fondsmæglerselskaber. Reguleringen fastsætter blandt
andet krav til fondsmæglerselskaberne i relation til kapital,
solvens og likviditet samt ledelse og styring af risici, herun-
der skærpede krav til fondsmæglerselskaber, der ikke opfyl-
der betingelserne for klassificering som små og ikke indbyr-
des forbundne fondsmæglerselskaber. Videre er der fastsat
rammer for udpegning af kompetente tilsynsmyndigheder
og disses tilsynsbeføjelser samt -redskaber over for fonds-
mæglerselskaber og fondsmæglerselskabskoncerner, herun-
der også i tilfælde hvor en modervirksomhed til fondsmæg-
lerselskaber i Unionen er etableret i et tredjeland.
Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –
aktiviteter, som bl.a. implementerer IFD, indeholder derfor
regler for fondsmæglerselskaber og holdingvirksomheder
og for tilsynet med disse. Loven fastsætter blandt andet
skærpede krav for fondsmæglerselskaber, der ikke opfylder
betingelserne for klassificering som små og ikke indbyr-
des forbundne fondsmæglerselskaber, og krav om virksom-
hedsstyring, herunder om effektive procedurer til risikosty-
ring. Videre fastsætter loven regler for udenlandske investe-
ringsselskabers ydelse og udførelse af investeringsservice
og –aktiviteter her i landet, herunder for tredjelandsinveste-
ringsselskabers filialetablering. Endvidere fastsætter loven
Finanstilsynets tilsynskompetencer, herunder beføjelse til at
indhente oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets
virksomhed, og til at få adgang til bl.a. fondsmæglerselska-
bers forretningslokaler.
2.17.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Det vurderes hensigtsmæssigt at gennemføre en række æn-
dringer i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsser-
vice og –aktiviteter med henblik på at sikre en direktivnær
implementering af bestemmelserne i IFD. Det gælder bl.a.
i relation til at fastsætte, hvornår et fondsmæglerselskab
skal opfylde eller kan ophøre med at opfylde skærpede
krav for de mest risikobetonede fondsmæglerselskaber. Med
lovforslaget foreslås det at indføre regler, der skal understøt-
te Finanstilsynets effektive tilsyn, herunder i tilfælde hvor
en modervirksomhed er etableret i et tredjeland, og hvor
Finanstilsynet ville være den koncerntilsynsførende, hvis
modervirksomheden var etableret i Den Europæiske Union.
Lovændringerne vil bidrage til en regulering af og et tilsyn
med fondsmæglerselskaber og fondsmæglerselskabskoncer-
ner, der er målrettet og afstemt med fondsmæglerselskaber-
nes forskellige forretningsmodeller og risikoprofiler samt
størrelse. Det sker uden at pålægge det enkelte fondsmæg-
lerselskabs uforholdsmæssige byrder i forhold til de risici,
det udgør for kunder, markeder og sig selv.
Den foreslåede ordning fastsætter regler for, hvornår et
fondsmæglerselskab skal opfylde eller kan ophøre med at
opfylde de skærpede krav i lov om fondsmæglerselskaber og
investeringsservice og –aktiviteter til de mest risikobetonede
fondsmæglerselskaber, jf. forslaget til ny § 1 a. Samtidig
skaber den foreslåede ordning klarhed over reguleringen
angående de krav, der stilles til fondsmæglerselskabers risi-
kostyringsprocedurer og fastsætter krav til fondsmæglersel-
skabers registrering af transaktioner og dokumentation af
risikostyringsprocedurer, jf. de foreslåede ændringer til § 94.
Videre fastsætter den foreslåede ordning Finanstilsynets be-
føjelser i det tilfælde, hvor to eller flere fondsmæglerselska-
ber i Den Europæiske Union, der er datterselskab af samme
modervirksomhed, som har hovedkontor i et tredjeland, ik-
ke er underlagt effektivt tilsyn på koncernniveau, og hvor
Finanstilsynet ville være den koncerntilsynsførende, hvis
modervirksomheden var etableret i Unionen, jf. forslaget til
ny § 224 a.
2.18. Ophævelse af erhvervsministerens forpligtelse til at
fremsætte forslag om revision af § 122, stk. 2, i lov om
betalinger
2.18.1. Gældende ret
Det følger af § 19, stk. 7, i lov nr. 1374 af 13. december
2019 om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om
betalinger, lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsfor-
eninger m.v. og selskabsloven og forskellige andre love
(Direkte debitering, håndtering af erstatningskrav i henhold
til en byggeskadeforsikring tegnet i Qudos Insurance A/S,
whistleblowerordning for virksomheder med begrænset til-
ladelse, revisors meddelelsespligt til Finanstilsynet og æn-
dring af procedure ved indløsning af minoritetsaktionærer
m.v.), som ændret ved § 12, nr. 1, i lov nr. 570 af 10. maj
26
2022, om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om
kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og flere
andre love (Udpegelse af afviklingsmyndigheder for nødli-
dende centrale modparter og regler for livsforsikringsvirk-
somheder, der udbyder syge- og ulykkesforsikringer m.v.),
at erhvervsministeren senest i folketingsåret 2022-23 frem-
sætter forslag om revision af § 122, stk. 2, i lov om betalin-
ger, jf. denne lovs § 7, nr. 5.
2.18.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
På baggrund af en politisk aftale, af 19. september 2019
mellem regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Dansk
Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, En-
hedslisten, Konservative og Alternativet om styrkede ind-
grebsmuligheder over for gebyrer m.v. på betalingsservice-
løsninger, blev betalingslovens § 122 ved § 7, nr. 5 i lov
nr. 1374 af 13. december 2019, udvidet. Herefter finder
forbuddet i betalingslovens § 122, stk. 1, om, at der ved
fastsættelse af gebyr m.v. i forbindelse med gennemførelse
af betalingstransaktioner med et betalingsinstrument ikke
må anvendes urimelige priser og avancer, tilsvarende anven-
delse ved fastsættelse af gebyr m.v. i forbindelse med gen-
nemførelse af direkte debitering, jf. betalingslovens § 122,
stk. 2.
Den politiske aftaletekst om styrkede indgrebsmuligheder
over for gebyrer m.v. på betalingsserviceløsninger omfatter
følgende afsnit om en evaluering af lovændringen:
”Aftaleparterne er derudover enige om, at udvidelsen af §
122 vil blive evalueret to år efter lovændringens ikrafttræ-
den. Evalueringen skal afdække, om lovændringen bidrager
til, at danske forbrugere og virksomheder ikke betaler uri-
melige priser for Betalingsservice eller andre direkte debite-
ringsløsninger. ”
Det fremgår således af aftaleteksten, at aftaleparterne er eni-
ge om, at udvidelsen af § 122 vil blive evalueret to år efter
lovændringens ikrafttræden. Udvidelsen af § 122 trådte i
kraft per 1. januar 2020, og evalueringen kan derfor først
foretages primo 2022.
Evalueringen af bestemmelsen i § 122, stk. 2, er påbegyndt
primo 2022 og forventes forelagt Folketinget senest den 1.
juli 2023.
I forbindelse med udvidelsen af betalingslovens § 122, som
fastsat ved § 7, nr. 5 i lov nr. 1374 af 13. december 2019,
blev der imidlertid samtidig indsat en bestemmelse om revi-
sion af udvidelsen i lovens § 19, stk. 7. Denne bestemmel-
se fastsætter, at erhvervsministeren senest i folketingsåret
2022-23 fremsætter forslag om revision af betalingslovens §
122, stk. 2, jf. § 19, stk. 7, i lov nr. 1374 af 13. december
2019, som ændret ved § 12, nr. 1, i lov nr. 570 af 10. maj
2022.
Erhvervsministeren er således i henhold til gældende ret for-
pligtet til at fremsætte forslag om revision af betalingslovens
§ 122, stk. 2, senest i folketingsåret 2022-2023, uanset om
resultatet af den ved den ovenfor beskrevne politisk aftalte
evaluering måtte give anledning til at revidere betalingslo-
vens § 122, stk. 2, eller ej. De foreløbige erfaringer med ud-
videlsen af betalingslovens § 122, stk. 2, peger indtil videre
på, at der ikke er grundlag for at revidere bestemmelsen.
Den påbegyndte evaluering foretages med henblik på, at
erhvervsministeren kan fremsætte forslag om revision af §
122, stk. 2, såfremt resultatet af evalueringen måtte give an-
ledning hertil. Revisionsbestemmelsen i § 19, stk. 7, i lov nr.
1374 af 13. december 2019, som ændret ved § 12, nr. 1, i lov
nr. 570 af 10. maj 2022, bør som konsekvens heraf ophæves,
således at ministeren ikke forpligtes til at fremsætte forslag
om revision, såfremt resultatet af evalueringen ikke giver
anledning hertil.
Det foreslås herefter, at erhvervsministerens forpligtelse til
senest i folketingsåret 2022-2023 at fremsætte forslag om
revision af § 122, stk. 2, i lov om betalinger ophæves.
Denne ændring gør det muligt at foretage en evaluering af
udvidelsen af § 122 i lov om betalinger, uden at erhvervsmi-
nisteren forpligtes til at fremsætte forslag om revision af be-
stemmelsen. Dette er hensigtsmæssigt, idet erfaringerne med
udvidelsen af § 122 i lov om betalinger peger på, at der ikke
er grundlag for at fjerne udvidelsen af bestemmelsen. Den
foreslåede ordning vil være i overensstemmelse med den po-
litiske aftale af den 19. september 2019 mellem regeringen
(Socialdemokratiet) og Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale
Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Konservative
og Alternativet om styrkede indgrebsmuligheder over for
gebyrer m.v. på betalingsserviceløsninger.
Mastercard Payment Services Denmark A/S og pengeinsti-
tutterne forhandler i øjeblikket med henblik på at indgå en
aftale for det fremtidige samarbejde omkring Betalingsser-
vice – herunder Mastercards afregning til pengeinstitutter-
ne. Resultatet af disse forhandlinger forventes ikke at være
kendt ikke før udgangen af 2022.
2.19. Udvidelse af tilsynskompetencen i anordning om
ikrafttræden for Grønland af lov om forebyggende foran-
staltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme § 57
2.19.1. Gældende ret
Ved anordning nr. 956 af 17. maj 2021 om ikrafttræden
for Grønland af lov om forebyggende foranstaltninger mod
hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven) blev
27
lov nr. 651 af 8. juni 2017 (den danske hvidvasklov) sat i
kraft for Grønland.
Det følger af den danske hvidvasklov, at Erhvervsstyrelsen
påser, at visse virksomheder og personer overholder loven,
regler udstedt i medfør heraf og forordninger indeholdende
regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grup-
per, juridiske enheder eller organer. Det indebærer, at Er-
hvervsstyrelsen blandt andet påser overholdelse af hvidvas-
kloven for visse revisorer og revisionsvirksomheder, visse
kunsthandlere samt virksomheder og personer, der erhvervs-
mæssigt leverer samme ydelser som visse advokater, samt
visse revisorer og revisionsvirksomheder.
Det følger af hvidvaskloven, som sat i kraft for Grønland, at
Erhvervsstyrelsen påser, at visse virksomheder og personer
overholder loven, regler udstedt i medfør heraf og forord-
ninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod
lande, personer, grupper og juridiske enheder. Det indebæ-
rer, at Erhvervsstyrelsen påser overholdelse af hvidvasklo-
ven i Grønland for visse revisorer og revisionsvirksomheder
samt visse kunsthandlere.
Det fremgår af hvidvaskloven, som sat i kraft for Grønland,
at loven blandt andet finder anvendelse på virksomheder og
personer, der erhvervsmæssigt leverer samme ydelser som
visse advokater samt visse revisorer og revisionsvirksomhe-
der, herunder revisorer, der ikke er godkendt i henhold til
revisorloven, skatterådgivere og eksterne bogholdere.
2.19.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Det er konstateret, at ingen myndigheder har hjemmel til
i Grønland at påse overholdelse af hvidvaskloven for så
vidt angår virksomheder og personer, der erhvervsmæssigt
leverer samme ydelser som visse advokater samt visse revi-
sorer og revisionsvirksomheder, herunder revisorer, der ikke
er godkendt i henhold til revisorloven, skatterådgivere og
eksterne bogholdere.
I Danmark har Erhvervsstyrelsen kompetence til at påse
overholdelse af hvidvaskloven for så vidt angår disse virk-
somheder og personer.
Det foreslås derfor at indsætte et nyt stk. 2 i anordnings-
hjemlen i den danske hvidvasklov. Den foreslåede ændring
vil medføre, at anordningshjemlen kan anvendes på ny med
henblik på at indsætte en henvisning til § 1, stk. 1, nr. 17,
i hvidvasklovens § 57, stk. 1, 1. pkt., som sat kraft for Grøn-
land. Derved sikres det, at der er tilsyn med overholdelse af
hvidvaskloven for de angivne virksomheder og personer.
2.20. Tilpasning af myndighedsnavn i anordning om ikraft-
træden for Færøerne af lov om forebyggende foranstaltnin-
ger mod hvidvask og finansiering af terrorisme § 27
2.20.1. Gældende ret
Det følger af § 27 i anordning nr. 813 af 12. august 2019
om ikrafttræden for Færøerne af lov om forebyggende for-
anstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme,
at advokater i visse tilfælde er undtaget fra pligten i § 26
om underretning ved viden, mistanke eller formodning om,
at en transaktion, midler eller en aktivitet har eller har haft
tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme. Ad-
vokater er således undtaget fra underretningspligten i forbin-
delse med sager, der føres i Skatta- og avgjaldskærunevndi-
ni.
Ved lagtingslov nr. 147 af 25. november 2021 om Føroya
Kærustovni, er Føruya Kærustovni blevet etableret som en
ny klageinstans, der pr. 1. januar 2022 erstatter Skatta- og
avgjaldskærunevndini.
2.20.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
De færøske ankenævn er blevet samlet i én klagemyndig-
hed, der behandler og træffer afgørelser i offentlige klagesa-
ger. Klageinstansen har navnet Føroya Kærustovni.
Det foreslås derfor at indsætte et nyt stk. 3 i anordnings-
hjemlen i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvid-
vask og finansiering af terrorisme, så anordningshjemlen
kan anvendes på ny med henblik på at ændre § 27, stk. 1,
i anordning nr. 813 af 12. august 2019 i overensstemmelse
med lagtingslov nr. 147 af 25. november 2021 om Føroya
Kærustovni. Bestemmelsens ordlyd vil herefter henvise til
den korrekte klageinstans.
2.21. Finanstilsynets vurderingsperiode ved ansøgninger om
erhvervelse eller forøgelse af en kvalificeret andel
2.21.1. Gældende ret
En fysisk eller juridisk person, der påtænker at erhverve
en kvalificeret andel i en finansiel virksomhed, en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed
skal på forhånd ansøge Finanstilsynet om godkendelse af
den påtænkte erhvervelse. Det samme gælder ved en på-
tænkt forøgelse af den kvalificerede andel, hvis denne efter
erhvervelsen vil udgøre eller overstige en grænse på hen-
holdsvis 20 pct., 33 pct., eller 50 pct., af selskabskapitalen
eller stemmerettighederne eller vil medføre, at den finansiel-
le virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed eller for-
sikringsholdingvirksomheden bliver en dattervirksomhed, jf.
§ 61, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.
Finanstilsynet skal i henhold til § 61, stk. 2, bekræfte mod-
28
tagelsen af en sådan ansøgning senest to arbejdsdage efter
modtagelsen.
Finanstilsynet har fra tidspunktet for den skriftlige bekræf-
telse af modtagelsen af ansøgningen og modtagelsen af alle
de dokumenter, som kræves vedlagt ansøgningen, en perio-
de på 60 arbejdsdage til at vurdere ansøgningen. Det følger
af § 61 a, hvilke hensyn Finanstilsynet skal inddrage ved
vurderingen af en ansøgning. Samtidig med bekræftelsen af
modtagelsen af ansøgningen, skal Finanstilsynet underrette
den påtænkte erhverver om den dato, hvor vurderingsperio-
den udløber. Det følger af § 61, stk. 3, i lov om finansiel
virksomhed.
Finanstilsynet kan indtil den 50. arbejdsdag i vurderingspe-
rioden skriftligt anmode om yderligere oplysninger, der er
nødvendige for at vurdere ansøgningen. Første gang Finans-
tilsynet fremsætter anmodning om yderligere oplysninger,
afbrydes vurderingsperioden i perioden mellem tidspunk-
tet for anmodningen og modtagelse af svar på anmodnin-
gen. Afbrydelsen af vurderingsperioden kan som udgangs-
punkt ikke overstige 20 arbejdsdage. Det følger af § 61, stk.
4, i lov om finansiel virksomhed.
Det fremgår af bemærkningerne til § 61, stk. 2, at Finanstil-
synets bekræftelse af en ansøgning alene er en bekræftelse
af, at Finanstilsynet har modtaget de nødvendige dokumen-
ter henholdsvis supplerende oplysninger, jf. stk. 4. Det er
ikke en bekræftelse af det modtagne materiales fuldstændig-
hed. Finanstilsynet vil således anføre i bekræftelsen, hvis
der mangler dokumenter, som burde være medsendt. Selvom
det bekræftes, at alle dokumenter er indsendt, kan disse godt
være ufuldstændige. Hvor ansøgningen er ufuldstændig på
grund af manglende dokumenter, og den påtænkte erhverver
derfor anmodes om at fremsende de nævnte dokumenter,
begynder fristen i stk. 4 først at løbe fra modtagelsen af
dokumenterne. Det følger af bemærkningerne til lov om
finansiel virksomhed, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg
A, side 2779.
Bestemmelserne om Finanstilsynets vurdering af en ansøg-
ning om erhvervelse af en kvalificeret andel i lov om finan-
siel virksomhed implementerer dele af Europa-Parlamentets
og Rådets Direktiv om adgang til at udøve virksomhed
som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og in-
vesteringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og
om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (CRD
IV). Bestemmelsen om, at Finanstilsynet skal bekræfte mod-
tagelsen af en ansøgning om erhvervelse eller forøgelse af
en kvalificeret andel eller yderligere oplysninger, blev indsat
i lov om finansiel virksomhed ved lov nr. 133 af 24. februar
2009.
2.21.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) har efter im-
plementeringen af bestemmelsen om, at Finanstilsynet skal
bekræfte modtagelsen af en ansøgning om erhvervelse eller
forøgelse af en kvalificeret andel eller yderligere oplysnin-
ger, udstedt fælles retningslinjer for tilsynsmæssig vurdering
af erhvervelser og forøgelser af kvalificerede kapitalandele
i den finansielle sektor (de fælles retningslinjer). De fælles
retningslinjer har fundet anvendelse fra den 1. oktober 2017.
De fælles retningslinjer er udstedt i henhold til artikel
16 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om opret-
telse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske
Banktilsynsmyndighed) (ESA-forordningen). I henhold til
ESA-forordningens artikel 16, stk. 3, skal de kompetente
myndigheder bestræbe sig på bedst muligt at efterleve dis-
se retningslinjer. De fælles retningslinjer fastsætter, hvad
der ifølge ESA᾽erne er hensigtsmæssig tilsynspraksis, eller
hvordan EU-lovgivningen bør anvendes inden for et bestemt
område. De kompetente myndigheder, som er omfattet af de
fælles retningslinjer, bør efterleve disse ved at indarbejde
dem i deres tilsynspraksis efter behov, f.eks. ved at ændre
deres retlige rammer eller deres tilsynsprocesser.
De fælles retningslinjer præciserer bl.a., hvornår den vurde-
ringsperiode, som de relevante tilsynsmyndigheder har til
at vurdere ansøgninger om erhvervelse eller forøgelse af en
kvalificeret andel, indledes.
Det fremgår af de fælles retningslinjer, at den kompetente
myndigheds anerkendelse af modtagelsen af ansøgningen,
som skal ske straks og under alle omstændigheder efter
to arbejdsdage, udelukkende bør udgøre et proceduremæs-
sigt skridt vedrørende ansøgningens formelle fuldstændig-
hed. Anderkendelsen bevirker, at vurderingsperioden på 60
arbejdsdage indledes.
I henhold til de fælles retningslinjer bør ansøgningen an-
ses for at være fuldstændig, når den indeholder alle de
nødvendige oplysninger i den liste, som er blevet offentlig-
gjort med henblik på den kompetente tilsynsmyndigheds
vurdering. Listen over nødvendige oplysninger er offentligt
tilgængelig på Finanstilsynets hjemmeside sammen med de
relevante ansøgningsskemaer.
Yderligere fremgår det af de fælles retningslinjer, at hvis
ansøgningen er ufuldstændig, bør tilsynsmyndigheden lige-
ledes anerkende modtagelsen. Dette vil imidlertid ikke med-
føre, at vurderingsperioden på 60 arbejdsdage indledes. I
en sådan anerkendelse er tilsynsmyndigheden ikke forplig-
tet til at specificere, hvilke oplysninger der mangler, men
kan specificere dette i et særskilt brev, som skal udarbejdes
inden for en rimelig frist. Tilsynsmyndigheden bør efter
modtagelsen af alle de nødvendige dokumenter anerkende
modtagelsen skriftligt. Herved indledes vurderingsperioden
på 60 arbejdsdage.
29
Det er videre vurderet hensigtsmæssigt at tilpasse bemærk-
ningerne til § 61, stk. 2, så bemærkningerne bringes i over-
ensstemmelse med de fælles retningslinjer, som er udstedt
efter bestemmelsens ikrafttrædelse. Det bør tydeligt fremgå
af bemærkningerne, at vurderingsperioden på 60 arbejdsda-
ge først indledes, når Finanstilsynet har modtaget en fuld-
stændig ansøgning. Finanstilsynets bekræftelse af modtagel-
sen af en ufuldstændig ansøgning medfører således ikke,
at vurderingsperioden på 60 arbejdsdage bliver indledt. På
denne måde bringes bemærkningerne i overensstemmelse
med de fælles retningslinjer.
Det foreslås derfor at foretage en lovteknisk ændring i §
61, stk. 2, med henblik på at tilpasse bemærkningerne til
bestemmelsen. Bemærkningerne til § 61, stk. 2, tilpasses,
så det tydeligt fremgår, at Finanstilsynets vurderingsperio-
de på 60 arbejdsdage først indledes, når Finanstilsynet har
modtaget en fuldstændig ansøgning om erhvervelse eller
forøgelse af en kvalificeret andel. Finanstilsynets bekræftel-
se af en ufuldstændig ansøgning medfører således ikke, at
vurderingsperioden på 60 arbejdsdage bliver indledt.
2.22. Definition af overvejende kommerciel koncern
2.22.1. Gældende ret
Reglerne om handel med råvarederivater findes i kapitel 23 i
lov om kapitalmarkeder samt bekendtgørelse om fastsættel-
se af grænser for besiddelse af råvarederivater.
Formålet med reglerne er at undgå, at enkelte aktører har
så store positioner, at de potentielt har mulighed for at ma-
nipulere prisen på et råvarederivat. Ved opgørelsen af en
nettoposition medregnes alle de positioner, som en fysisk
eller juridisk person selv besidder, og de positioner, der
besiddes på koncernniveau, jf. § 129, stk. 1, i lov om kapi-
talmarkeder.
Som undtagelse hertil fremgår af § 129, stk. 2, nr. 1-4, fire
tilfælde, hvor positioner ikke skal medregnes i opgørelsen
af en persons nettoposition. Bestemmelsen blev i december
2021 nyaffattet med den følge, at opgørelsen af positioner,
der ikke skal medregnes i opgørelsen af en persons nettopo-
sition, blev udvidet.
2.22.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
En af de fire ovenfor nævnte undtagelser i § 129, stk. 2,
anvender begrebet ”overvejende kommerciel koncern”. Be-
grebet er defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 65, i Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv om markeder for finansielle
instrumenter (MiFID II) og blev indsat ved § 1, stk. 2, litra
e, i CMRP MiFID II.
CMRP MIFID II er Europa-Parlamentets og Rådets samlede
ændringsdirektiv, der ændrede i direktiv 2014/65/EU, for så
vidt angår oplysningskrav, produktstyring og positionslofter,
direktiv 2013/36/EU og (EU) 2019/878, for så vidt angår
deres anvendelse på investeringsvirksomheder. Ændringsdi-
rektivet blev gennemført i dansk lov ved § 2 i lov nr. 2383 af
14. december 2021 om ændring af lov om finansiel virksom-
hed.
CMRP MIFID II kom som følge af de økonomiske konse-
kvenser forbundet med COVID-19-kris og med henblik på
at bidrage til genopretningen på kapitalmarkedsområdet ef-
ter pandemien.
Definitionen af ”overvejende kommerciel koncern” blev
imidlertid ikke gennemført i dansk ret sammen med den
øvrige del af CMRP MiFID II.
Det foreslås derfor at indføre en ny definition i lov om kapi-
talmarkeder, så der indsættes en definition af en overvejen-
de kommerciel koncern, som herefter defineres ved enhver
koncern, hvis hovederhverv ikke er at yde investeringsser-
vice, som defineret i § 10, nr. 2, i lov om fondsmæglersel-
skaber og investeringsservice og -aktiviteter, at udføre en
aktivitet, der er opført i bilag 2 til lov om finansiel virksom-
hed, eller at fungere som prisstiller for råvarederivater. Her-
med sikres fuld implementering af artikel 4, stk. 1, nr. 65, i
MiFID II.
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
kvenser for det offentlige
De foreslåede ændringer vedrørende kreditter, der ydes ren-
te- og omkostningsfrit, og som med forslaget bliver un-
derlagt krav i lov om forbrugslånsvirksomheder, forventes
at være forbundet med mindre negative økonomiske kon-
sekvenser for det offentlige, da ændringerne forventes at
medføre mindre ressourcemæssige konsekvenser for Finans-
tilsynet, som vil blive holdt inden for Finanstilsynets egen
ramme.
De ressourcemæssige konsekvenser for Finanstilsynet skyl-
des, at flere virksomheder med lovforslaget skal have en
tilladelse hos Finanstilsynet til at drive forbrugslånsvirksom-
hed.
Lovændringerne vil samtidig betyde, at Finanstilsynets til-
syn med forbrugslånsvirksomheder vil blive udvidet til at
omfatte de virksomheder, der i dag kan udbyde kreditter
uden en tilladelse, fordi kreditterne udbydes rente- og om-
kostningsfrit. Da disse virksomheder ikke tidligere har været
underlagt et krav om tilladelse, er en vurdering af antallet
af virksomheder, som vil blive omfattet af loven, forbundet
med usikkerhed. Det forventes dog, at udvidelsen af anven-
delsesområdet vil omfatte minimum en håndfuld virksomhe-
der.
30
På samme måde som Finanstilsynet allerede i dag fører
tilsyn med de virksomheder, der er omfattet af loven, skal
Finanstilsynet sikre, at virksomhederne lever op til kravene
til virksomhedens ledelse om at identificere målgrupper og
sikre, at de kun udvikler og markedsfører produkter, der
stemmer overens med målgruppens interesser, formål og ka-
rakteristika. Derudover skal Finanstilsynet føre tilsyn med,
at virksomhederne foretager en tilstrækkelig kreditværdig-
hedsvurdering.
De foreslåede ændringer af kreditaftaleloven forventes at
være forbundet med begrænsede negative økonomiske kon-
sekvenser for det offentlige, da ændringerne forventes at
medføre begrænsede merudgifter på Justitsministeriets om-
råde, som kan henføres til behandling af et yderligere antal
sager i straffesagskæden. Det forventes, at merudgifterne
kan håndteres inden for Justitsministeriets eksisterende øko-
nomiske ramme.
Lovforslagets del om tilsyn med love indeholdende finan-
sielle sanktioner forventes ikke at have negative økonomi-
ske konsekvenser for det offentlige, da der på tidspunktet for
lovens ikrafttræden ikke er nationale love, der indeholder fi-
nansielle sanktioner, som Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen,
Spillemyndigheden eller Advokatrådet fører tilsyn med i
henhold til hvidvaskloven.
I tilfælde af at der vedtages en lov, der indeholder finansielle
sanktioner, vil en vurdering af de økonomiske konsekvenser
for de pågældende myndigheder skulle foretages ved det
pågældende lovforslag.
Lovforslaget forventes i øvrigt ikke at have væsentlige øko-
nomiske konsekvenser eller implementeringskonsekvenser
for stat, kommuner og regioner.
Lovforslaget vurderes at efterleve principperne om digitali-
seringsklar lovgivning. Lovændringerne vedrørende kredit-
ter, der ydes rente- og omkostningsfrit, og som med forsla-
get bliver underlagt krav i lov om forbrugslånsvirksomhe-
der, vil medføre, at de virksomheder, der foreslås omfattet
af lov om forbrugslånsvirksomheder, vil blive omfattet af
lovens indberetningsforpligtelse for forbrugslånsvirksomhe-
derne. Disse oplysninger bliver indberettet elektronisk gen-
nem Finanstilsynets eksisterende systemer for dataindberet-
ning, der sikrer en tryg datahåndtering.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet mv.
OBR vurderer, at lovforslaget medfører administrative kon-
sekvenser for erhvervslivet. Disse konsekvenser vurderes at
være under 4 mio. kr., hvorfor de ikke kvantificeres nærme-
re.
Forslaget om, at finansielle holdingvirksomheder og fonds-
mæglerholdingvirksomheder skal etableres som aktie- eller
anpartsselskaber, vil medføre, at finansielle holdingvirksom-
heder og fondsmæglerholdingvirksomheder, der allerede er
etableret som anpartsselskaber, ikke vil skulle omdannes
til aktieselskaber. Forslaget vurderes at have en positiv øko-
nomisk virkning for erhvervslivet, da processen med at om-
danne holdingvirksomheden typisk er forbundet med visse
udgifter og administrative konsekvenser, som undgås med
den foreslåede ændring.
Lovændringen vedrørende kreditter, der ydes rente- og om-
kostningsfrit, og som bliver underlagt krav i lov om for-
brugslånsvirksomheder, vurderes at have negative økonomi-
ske og administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lov-
ændringen vil medføre, at flere virksomheder bliver anset
som forbrugslånsvirksomheder og dermed underlagt Finans-
tilsynets tilsyn. Det er ikke muligt at oplyse et nøjagtigt
antal virksomheder, idet virksomhederne ikke tidligere har
været underlagt en tilladelse hos Finanstilsynet, men der for-
ventes at være tale om minimum en håndfuld virksomheder.
Lovændringen vedrørende kreditter, der ydes rente- og om-
kostningsfrit, og som bliver underlagt krav i lov om for-
brugslånsvirksomheder, vurderes at have mindre negative
efterlevelsesomkostninger for erhvervslivet, idet virksomhe-
derne løbende skal være opmærksomme på de omkostnin-
ger, der er forbundet med kreditaftalerne for at overholde
omkostningsloftet, og skal foretage kreditværdighedsvurde-
ringer forud for kreditaftaleindgåelsen.
De af lov om forbrugslånsvirksomheder omfattede virksom-
heder skal betale afgift i henhold til bestemmelser i lov
om finansiel virksomhed. Betalingen udgør årligt 28.000
kr. Grundbeløbet er anført på 2016-niveau og reguleres år-
ligt svarende til udviklingen i Finanstilsynets bevilling på
finansloven. De administrative omkostninger følger overve-
jende af omstillingsomkostninger, som er forbundet med
udarbejdelse af interne forretningsgange og opsamling af
oplysninger til brug for indberetningerne til Finanstilsy-
net. Virksomhederne skal indsende en ansøgning om tilla-
delse for at udøve virksomhed som forbrugslånsvirksomhed
til Finanstilsynet. I den forbindelse skal den enkelte virk-
somhed redegøre for, at den opfylder betingelserne for at
få tilladelse. Når en virksomhed har fået tilladelse, skal den
løbende give meddelelse, hvis der indtræder ændringer i for-
hold til de oplysninger, som er lagt til grund ved meddelelse
af tilladelse. Virksomheder, der har tilladelse til udøve for-
brugslånsvirksomhed, skal endvidere en gang årligt indbe-
rette en række nøgletal til Finanstilsynet. Omfanget af disse
nøgletal er fastlagt i bekendtgørelse nr. 1037 af 11. oktober
2019 om indberetning af oplysninger til Finanstilsynet om
forbrugslånsvirksomheders kreditaftaler.
Den generelle god skik bestemmelse i lov om forbrugslån-
svirksomheder og den tilhørende bemyndigelse til, at er-
31
hvervsministeren kan udstede regler herom, vil kunne med-
føre, at de omfattede virksomheder skal ændre deres forret-
ningsmodeller og interne forretningsgange m.v. på en række
områder.
Der forventes herudover negative administrative konsekven-
ser for de virksomheder, der med den forslåede ændring
bliver omfattet af lov om forbrugslånsvirksomheder, idet
forbrugslånsvirksomhederne som følge af lovændringen vil
skulle tilpasse deres forretningsmodeller samt interne forret-
ningsgange. De berørte virksomheder vil blive omfattet af
en række bekendtgørelser, herunder bekendtgørelse nr. 1035
af 10. oktober 2019 om god skik for forbrugslånsvirksomhe-
der, bekendtgørelse nr. 1417 af 25. juni 2021 om indberet-
ning af oplysninger til brug for Finanstilsynets risikovurde-
ring af virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven
samt bekendtgørelse nr. 1219 af 20. november 2019 om den
klageansvarlige og finansielle virksomheders håndtering af
klager.
For virksomheder, der som følge af ændringen af § 1, stk.
3, nr. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder bliver omfattet
af lovens anvendelsesområde, vil lovforslaget medføre, at
virksomhederne også vil blive omfattet af den forhøjede
indkomstskat, som finansielle virksomheder skal betale fra
2023, jf. selskabsskattelovens § 17 A, jf. lov nr. 905 af 21.
juni 2022.
For nærmere om den forhøjede indkomstskat for finansielle
virksomheder henvises til § 17 A i selskabsskatteloven og
bemærkningerne hertil, jf. Folketingstidende 2021-22, A, L
161, som fremsat.
Forslaget om ændring af lov om en garantifond for skade-
sforsikringsselskaber vurderes at have mindre negative øko-
nomiske og administrative konsekvenser for livsforsikrings-
selskaber, der udøver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i
Danmark.
Det vurderes, at livsforsikringsselskabers mulighed for at
tegne arbejdsulykkesforsikringer i Danmark indtil videre har
været udnyttet i yderst begrænset omfang.
De administrative konsekvenser forbundet med ændringerne
i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber vil
bestå i, at de livsforsikringsselskaber, som bliver omfattet af
lovforslaget, årligt skal indsende en opgørelse over antallet
af sikrede under arbejdsulykkesforsikringer til Garantifon-
den for skadesforsikringsselskaber (Fonden).
De økonomiske konsekvenser for erhvervslivet vil bestå i
indbetalingerne til Fonden, hvor der årligt indbetales et be-
løb pr. sikrede under en arbejdsulykkesforsikring. Det har
hidtil været praksis hos de bidragspligtige skadesforsikrings-
selskaber, at de løbende bidrag til Fonden opkræves direkte
hos forsikringstagerne. I det omfang forsikringsselskaberne
vælger at opkræve bidragene direkte hos forsikringstagerne,
vil forslaget ikke indebære økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet.
Der vil ligeledes være økonomiske konsekvenser for livsfor-
sikringsselskaber, idet de omfattede livsforsikringsselskaber
skal indbetale et engangsbidrag til Fonden, som efter gæl-
dende ret er 100.000 kr. for hvert nyt medlem.
For så vidt angår den foreslåede udvidelse af kravene om
egnethed og hæderlighed i valutavekslingsvirksomheder, vil
der i dag for en lang række valutavekslingsvirksomheder
i Danmark være personsammenfald mellem indehaveren,
direktøren, en reel ejer eller en ejer af kvalificerede ande-
le. Den foreslåede udvidelse af kravene om egnethed og
hæderlighed forventes derfor ikke at få praktisk betydning
for størstedelen af danske valutavekslingsvirksomheder.
Forslaget om, at kapitalejere i finansielle holdingvirksomhe-
der og fondsmæglerholdingvirksomheder undtages fra retten
til at kræve, at kapitalselskabet under visse forhold indløser
kapitalejernes kapitalandele, vil have negative økonomiske
konsekvenser for kapitalejerne. Det skyldes, at kapitalejere
i finansielle holdingvirksomheder og fondsmæglerholding-
virksomheder, som det også er gældende for kapitalejere
i pengeinstitutter, realkreditinstitutter samt fondsmæglersel-
skaber, ikke vil have den samme indløsningsret som kapital-
ejere i andre kapitalselskaber. De foreslåede ændringer vil
imidlertid sikre, at aktiekapitalen i finansielle holdingselska-
ber og fondsmæglerholdingvirksomheder lever op til CRR’s
krav om, at aktionærer ikke må have krav på, at instituttet
indløser aktionærernes aktier. Den foreslåede ændring sikrer
således værdien af aktionærernes aktier, idet aktiekapitalen
i finansielle holdingvirksomheder og fondsmæglerholding-
virksomheder fortsat vil kunne tælle med i kapitalgrundlaget
i henhold til artikel 28 i CRR. Ændringen vil med forslaget
også gælde for anpartskapital.
Ændringen af afgiftsbeløbet i lovforslagets § 5, nr. 25, vil
medføre, at udenlandske forvaltere af alternative investe-
ringsfonde, som i henhold til lov om forvaltere af alternative
investeringsfonde m.v. markedsfører andele i en alternativ
investeringsfond i Danmark, eller som i henhold til lov
om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. forvalter
alternative investeringsfonde, der er etableret i Danmark,
betaler en afgift til Finanstilsynet.
Lovforslagets § 5, nr. 26 og 27, vil medføre, at udenlandske
investeringsselskaber og kreditinstitutter, der yder eller ud-
fører investeringsservice og –aktiviteter her i landet, betaler
afgift til Finanstilsynet.
Ændringen af beløbsgrænserne i lov om finansiel virksom-
32
hed og lov om forsikringsformidling indebærer, at beløbs-
grænserne reguleres i opadgående retning. Det vurderes po-
tentielt at medføre negative økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
Beløbsreguleringen er dog en følge af Solvens II-direktivet,
der skal indeksreguleres hvert femte år med start fra direk-
tivets ikrafttræden den 1. januar 2016, og implementeres i
national ret.
Opdelingen i gruppe 1-forsikringsselskaber og gruppe 2-for-
sikringsselskaber sker, da ikke alle forsikringsselskaber skal
være omfattet af samtlige krav, der følger af implementering
af Solvens II-direktivet. Definitionen fremgår af § 5, stk. 1,
nr. 22, i lov om forsikringsvirksomhed. De små og mindre
komplekse forsikringsselskaber er undtaget fra direktivets
anvendelsesområde, og de selskaber, der falder i denne kate-
gori, betegnes som gruppe 2-forsikringsselskaber. Selskaber,
der i tre på hinanden følgende år overstiger nærmere fastsat-
te beløbsgrænser, eller som i et af de kommende 5 år for-
venter at overstige beløbsgrænserne, vil være gruppe 1-for-
sikringsselskaber. Beløbsreguleringen i opadgående retning,
kan derfor påvirke den nuværende inddeling i gruppe 1-for-
sikringsvirksomhed og gruppe 2-forsikringsvirksomhed, så
forsikringsselskaber, der i dag er gruppe 1-forsikringsselska-
ber, ikke længere opfylder de nedre beløbsgrænser og der-
med fremadrettet skal betegnes som gruppe 2-forsikringssel-
skaber.
Det vurderes, at et gruppe 1-forsikringsselskabs ændring af
status til et gruppe 2-forsikringsselskab vil betyde en mindre
administrativ lettelse, da solvensreglerne for disse selskaber
forenkles.
Gruppe 1-forsikringsselskabet skal, jf. § 126 d, stk. 5, i
lov om finansiel virksomhed, godtgøre, at det råder over
et basiskapitalgrundlag til dækning af den nedre grænse
for minimumskapitalkravet. Gruppe 2-forsikringsselskaber,
jf. § 126, stk. 2, skal være i besiddelse af en tilstrækkelig
basiskapital til at dække kravet til minimumsbasiskapitalen,
der er et fastsat beløb, der varierer alt efter den virksomhed,
som forsikringsselskabet udøver. Opgørelsen af minimums-
kapitalkravet er væsentlig mindre omfattende end opgørel-
sen af solvenskapitalkravet. Såfremt selskabet ikke opfylder
solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet, er der,
afhængig af om selskabet er et gruppe 1-forsikringsselskab
eller et gruppe 2-forsikringsselskab, krav om, at selskabet
udarbejder henholdsvis en plan for genoprettelse og en fi-
nansieringsplan.
Opjustering af grundbeløbene i forbindelse med kravene til
minimumskapital og minimumsbasiskapital kan medføre, at
der kan blive behov for at skaffe mere kapital for at opfylde
kravene.
I forhold til principperne for agil erhvervsrettet regulering,
vurderes lovændringen vedrørende kreditter, der ydes ren-
te- og omkostningsfrit, og som bliver underlagt krav i lov
om forbrugslånsvirksomheder, at fravige princippet om mu-
lighed for at anvende nye forretningsmodeller, som er en
del af regeringens principper for agil erhvervsrettet regule-
ring. Dette skyldes, at lovændringen stiller forøgede krav
til forbrugslånsvirksomheder i forbindelse med brugen af
forretningsmodellen for de såkaldte ”køb nu – betal senere-
kreditter”. Denne fravigelse er begrundet i et ønske om at
fremme forbrugerpolitiske hensyn. Fravigelsen vurderes på
den baggrund berettiget.
Lovforslaget i øvrigt vurderes ikke at påvirke virksomheder-
nes muligheder for at teste, udvikle og anvende digitale tek-
nologier og forretningsmodeller og er således i overensstem-
melse med principperne for agil erhvervsrettet regulering.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget forventes ikke at få administrative konsekven-
ser for borgerne.
6. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget forventes ikke at få klimamæssige konsekven-
ser.
7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget forventes ikke at få miljø- og naturmæssige
konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Kreditaftaleloven implementerer Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2008/48/EF om forbrugerkreditaftaler (for-
brugerkreditdirektivet). Rente- og omkostningsfrie kreditter
er undtaget fra direktivets anvendelsesområde.
Lovændringen vedrørende rente- og omkostningsfrie kredit-
ter, som bliver omfattet af kreditaftaleloven og lov om
forbrugslånsvirksomheder, vurderes at være supplerende na-
tional lovgivning, idet kreditaftaler, hvor kreditten ydes ren-
tefrit og uden andre omkostninger, og kreditaftaler, ifølge
hvilke kreditten skal betales tilbage inden tre måneder, og
som kun er forbundet med ubetydelige omkostninger, er
undtaget fra direktivets anvendelsesområde i medfør af arti-
kel 2, stk. 2, litra f.
Det foreslås at udvide anvendelsesområdet for kreditaftale-
loven og lov om forbrugslånsvirksomheder med det formål
at øge forbrugerbeskyttelsen ved denne type kreditter. Den
foreslåede bestemmelse vil således medføre, at udbydere
af rente- og omkostningsfrie kreditter fremover vil blive
33
forpligtede til at overholde reglerne i lovene, når de indgår
kreditaftaler med forbrugere.
Derudover går den foreslåede udvidelse af hvidvasklovens
krav om egnethed og hæderlighed til også at omfatte ejere af
kvalificerede andele af valutavekslingsvirksomheder videre
end kravet i 4. hvidvaskdirektivs artikel 47, stk. 2, da direk-
tivet alene vedrører reelle ejere og ikke ejere af kvalificerede
ejerandele, og da direktivets bestemmelse er formuleret såle-
des, at det er personer, som varetager en ledelsesfunktion i
en valutavekslingsvirksomhed eller dennes reelle ejere, som
skal besidde den fornødne egnethed og hæderlighed. Det
vurderes således, at den foreslåede udvidelse udgør en over-
implementering af 4. hvidvaskdirektiv.
Med lovforslaget foretages de fornødne tilpasninger af be-
stemmelser i lov om finansiel virksomhed og lov om fonds-
mæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter, så
de nationale regler for kapitalinstrumenter i finansielle
holdingvirksomheder og fondsmæglerholdingvirksomheder
bringes i overensstemmelse med kravene i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsyns-
mæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber
(CRR). Dermed kan kapitalen i finansielle holdingvirksom-
heder også tælles med i kapitalgrundlaget. Med forslaget
bliver det desuden muligt for finansielle holdingvirksomhe-
der og for fondsmæglerholdingvirksomheder at etablere sig
som anpartsselskaber. Hvis anpartskapital skal kvalificere
som egentlig kernekapital i henhold til CRR, er det desuden
nødvendigt, at der indføres undtagelser fra selskabsloven om
indløsningsret i visse situationer.
Med lovforslagets § 5, nr. 4-6, 19-23 og 28-32 samt § 6,
nr. 1 og 2, foretages de fornødne ændringer som følge af
de reviderede beløb i henhold til artikel 300 i Solvens II, of-
fentliggjort den 19. oktober 2021 i Den Europæiske Unions
Tidende C 423/25. Der er tale om en inflationsregulering,
hvor grundbeløbet i euro forhøjes med den procentuelle æn-
dring i de harmoniserede forbrugerprisindekser i samtlige
medlemsstaters almindelige harmoniserede forbrugerprisin-
deks, som offentliggøres af Kommissionen (Eurostat).
Den foreslåede ændring af lov om kapitalmarkeder, vedrø-
rende definition af overvejende kommerciel koncern, imple-
menterer dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2021/338 af 16. februar 2021 om ændring af direktiv
2014/65/EU, for så vidt angår oplysningskrav, produktsty-
ring og positionslofter, og af direktiv 2013/36/EU og (EU)
2019/878, for så vidt angår deres anvendelse på investering-
svirksomheder, med henblik på at bidrage til genopretningen
efter COVID-19-krisen.
Den foreslåede ændring af § 22, stk. 1, 2. pkt., i lov om for-
sikringsformidlere sikrer Finanstilsynets tilsynskompetencer
over for forsikringsformidlere i henhold til artikel 14, stk. 1,
i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU
af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplys-
ninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosure-
forordningen) og regler udstedt i medfør heraf.
Endelig foretages med lovforslaget en række ændringer af
lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –
aktiviteter med henblik på en direktivnær implementering
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034
af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber
(IFD).
9. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslagets §§ 3 og 4, § 5 nr. 1-3, 7-18 og
24-27, § 6, nr. 3, og §§ 7-13 har i perioden fra den 27.
juni 2022 til den 18. august 2022 været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Aalborg Universitet, Aarhus BSS, Advokatsamfundet, Aka-
demisk Arkitektforening, Akademikerne, Andelskassen,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring (AES), Arbejdsmarkedets Tillægspension
(ATP), Brancheforeningen for Aktive Ejere i Danmark,
Capital Law CPH, CBS, CEPOS, Computershare, DA-
FINA, Danmarks Nationalbank, Danmarks Skibskredit
A/S, Dansk Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening,
Dansk Byggeri, Dansk Ejendomskredit, Dansk Ejendoms-
mæglerforening, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk For-
ening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM),
Dansk Industri, Dansk Iværksætter Forening, Dansk Inve-
stor Relations Forening – DIRF, Dansk Kredit Råd, Dansk
Management Råd, Dansk Metal, Dansk Standard, Danske
Advokater
Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening, Danske
Maritime, Danske Rederier, Danske Regioner, Den Danske
Aktuarforening, Den Danske Dommerforening, Den Dan-
ske Finansanalytikerforening, Den danske Fondsmæglerfor-
ening, Det nationale netværk af virksomhedsledere, Den So-
ciale Retshjælp, Det økonomiske råds sekretariat (DØRS),
Drivkraft Danmark, e-nettet, Ejendomsforeningen, Experi-
an, Fagbevægelsens Hovedorganisation, FDFA – Forenin-
gen af Danske Forsikringsmæglere og ForsikringsAgenturer,
FDIH – Foreningen for Distance- og Internethandel,
FinansDanmark, Finans og Leasing, Finansforbundet, Fi-
nanshuset i Fredensborg A/S, Finanssektorens Arbejdsgi-
verforening, First North, Forbrugerrådet Tænk, Forbrugsfor-
eningen, Foreningen af Forretningsførere for Udenlandske
Forsikringsselskaber, Foreningen af Interne Revisorer v/
Jesper Siddique Olsen, Foreningen Danske Revisorer, For-
eningen for platformsøkonomi, FOREX, Forsikring & Pen-
sion, Forsikringsforbundet, Forsikringsmæglerforeningen, v/
Direktør Flemming Kosakewitsch, FSR – danske revisorer,
Garantiformuen, HK, Horesta Arbejdsgiverorganisation
Håndværksrådet, Indsamlingsorganisationernes Brancheor-
34
ganisation (ISOBRO), Intertrust (Denmark), ISACA Den-
mark Chapter, IT-branchen, KommuneKredit, Kommuner-
nes Landsforening, Komiteen for god selskabsledelse, Kro-
mann Reumert, Kuratorforeningen, Københavns Universitet,
Landbrug & Fødevarer, Landsdækkende banker, Landsfor-
eningen af forsvarsadvokater, Landsforeningen for Bære-
dygtigt Landbrug, Ledernes Hovedorganisation, Liberale Er-
hvervs Råd, Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyr-
tidsfond (LD), Mastercard Payment Services Denmark A/S,
Mybanker, NASDAQ Copenhagen A/S, Nets A/S, Nokas
Kontantservice P/S, Nordic Blockchain Association, Oxfam
IBIS, Parcelhusejernes Landsforening, Penneo A/S, Postn-
ord Juridiske afdeling, Revisornævnet, Rigsrevisionen, Ros-
kilde Universitetscenter, Skibs- og Bådebyggeriets Arbejds-
giverforening, Syddansk Universitet, Telekommunikations-
industrien i Danmark, Udbetaling Danmark, VISA, VP
Securities A/S, Western Union, Thomson Reuters Nordic,
Transparency International Danmark, Ældresagen, Ørsted,
Færøernes Landsstyre via Rigsombudsmanden på Færøerne
og Grønlands Selvstyre via Rigsombudsmanden i Grønland.
Et udkast til lovforslagets §§ 1 og 2, § 5, nr. 4-6, 19-23 og
28-32, § 6, nr. 1 og 2, samt §§ 12-13 har i perioden fra den
30. juni 2022 til den 18. august 2022 været sendt i høring
hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Aalborg Universitet, Aarhus BSS, Advokatsamfundet, Aka-
demisk Arkitektforening, Akademikerne, Andelskassen,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Er-
hvervssikring (AES), Arbejdsmarkedets Tillægspension
(ATP), Brancheforeningen for Aktive Ejere i Danmark,
Capital Law CPH, CBS, CEPOS, Computershare, DA-
FINA, Danmarks Nationalbank, Danmarks Skibskredit
A/S, Dansk Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening,
Dansk Byggeri, Dansk Ejendomskredit, Dansk Ejendoms-
mæglerforening, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk For-
ening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM),
Dansk Industri, Dansk Iværksætter Forening, Dansk Inve-
stor Relations Forening – DIRF, Dansk Kredit Råd, Dansk
Management Råd, Dansk Metal, Dansk Standard, Danske
Advokater
Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening, Danske
Maritime, Danske Rederier, Danske Regioner, Den Danske
Aktuarforening, Den Danske Dommerforening, Den Dan-
ske Finansanalytikerforening, Den danske Fondsmæglerfor-
ening, Det nationale netværk af virksomhedsledere, Den So-
ciale Retshjælp, Det økonomiske råds sekretariat (DØRS),
Drivkraft Danmark, e-nettet, Ejendomsforeningen, Experi-
an, Fagbevægelsens Hovedorganisation, FDFA – Forenin-
gen af Danske Forsikringsmæglere og ForsikringsAgenturer,
FDIH – Foreningen for Distance- og Internethandel,
FinansDanmark, Finans og Leasing, Finansforbundet, Fi-
nanshuset i Fredensborg A/S, Finanssektorens Arbejdsgi-
verforening, First North, Forbrugerrådet Tænk, Forbrugsfor-
eningen, Foreningen af Forretningsførere for Udenlandske
Forsikringsselskaber, Foreningen af Interne Revisorer v/
Jesper Siddique Olsen, Foreningen Danske Revisorer, For-
eningen for platformsøkonomi, FOREX, Forsikring & Pen-
sion, Forsikringsforbundet, Forsikringsmæglerforeningen, v/
Direktør Flemming Kosakewitsch, FSR – danske revisorer,
Garantiformuen, HK, Horesta Arbejdsgiverorganisation
Håndværksrådet, Indsamlingsorganisationernes Brancheor-
ganisation (ISOBRO), Intertrust (Denmark), ISACA Den-
mark Chapter, IT-branchen, KommuneKredit, Kommuner-
nes Landsforening, Komiteen for god selskabsledelse, Kro-
mann Reumert, Kuratorforeningen, Københavns Universitet,
Landbrug & Fødevarer, Landsdækkende banker, Landsfor-
eningen af forsvarsadvokater, Landsforeningen for Bære-
dygtigt Landbrug, Ledernes Hovedorganisation, Liberale Er-
hvervs Råd, Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyr-
tidsfond (LD), Mastercard Payment Services Denmark A/S ,
Mybanker, NASDAQ Copenhagen A/S, Nets A/S, Nokas
Kontantservice P/S, Nordic Blockchain Association, Oxfam
IBIS, Parcelhusejernes Landsforening, Penneo A/S, Postn-
ord Juridiske afdeling, Revisornævnet, Rigsrevisionen, Ros-
kilde Universitetscenter, Skibs- og Bådebyggeriets Arbejds-
giverforening, Syddansk Universitet, Telekommunikations-
industrien i Danmark, Udbetaling Danmark, VISA, VP
Securities A/S, Western Union, Thomson Reuters Nordic,
Transparency International Danmark, Ældresagen, Ørsted,
Færøernes Landsstyre via Rigsombudsmanden på Færøerne
og Grønlands Selvstyre via Rigsombudsmanden i Grønland.
10. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgif-
ter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an-
før »Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an-
før »Ingen«)
35
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Den foreslåede ændring vedrøren-
de kreditter, som er rentefrie og
uden yderligere omkostninger, og
som bliver underlagt krav i lov
om forbrugslånsvirksomheder, for-
ventes at medføre ressourcemæssi-
ge konsekvenser for Finanstilsynet,
der vurderes at have et begrænset
omfang. Omkostningerne vil blive
holdt inden for Finanstilsynets egen
ramme.
Den foreslåede ændring af kreditaf-
taleloven forventes at medføre be-
grænsede merudgifter på Justitsmi-
nisteriets område, som kan henføres
til behandling af et yderligere an-
tal sager i straffesagskæden. Det for-
ventes, at merudgifterne kan håndte-
res inden for Justitsministeriets eksi-
sterende økonomiske ramme.
Implementeringskonsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Forslaget om, at finansielle holding-
virksomheder kan etableres som an-
partsselskaber, vurderes at have en
positiv økonomisk virkning for er-
hvervslivet, idet forslaget vil medfø-
re, at finansielle holdingvirksomhe-
der, der allerede er etableret som
anpartsselskaber, ikke vil skulle om-
dannes til aktieselskaber.
Lovforslaget vil medføre, at virk-
somheder, der udbyder kreditter,
som er rentefrie og uden yderligere
omkostninger, bliver underlagt kra-
vene i lov om forbrugslånsvirksom-
heder. De af loven omfattede virk-
somheder skal betale afgift i henhold
til bestemmelser i lov om finansiel
virksomhed. Betalingen udgør årligt
28.000 kr. Grundbeløbet er anført
på 2016-niveau. Desuden forven-
tes mindre efterlevelsesomkostnin-
ger for erhvervslivet, idet virksom-
hederne løbende skal være opmærk-
somme på de omkostninger, der er
forbundet med kreditaftalerne, og
skal foretage kreditværdighedsvur-
deringer forud for kreditaftaleind-
gåelsen. De administrative omkost-
ninger følger overvejende af omstil-
lingsomkostninger, som er forbundet
med udarbejdelse af interne forret-
ningsgange og opsamling af oplys-
ninger til brug for indberetningerne
til Finanstilsynet.
For virksomheder, der som følge
af ændringen af § 1, stk. 3, nr. 1,
i lov om forbrugslånsvirksomheder,
bliver omfattet af lovens anvendel-
sesområde, vil lovforslaget medfø-
re, at virksomhederne også vil blive
omfattet af den forhøjede indkomst-
36
skat, som finansielle virksomheder
skal betale fra 2023, jf. selskabsskat-
telovens § 17 A, jf. lov nr. 905 af 21.
juni 2022.
Forslaget om ændring af lov om en
garantifond for skadesforsikringssel-
skaber vurderes alene at have ubety-
delige økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet.
Forslaget om, at indløsningsretten
for kapitalejere i finansielle holding-
virksomheder bortfalder, vil have
negative konsekvenser for kapital-
ejere i finansielle holdingvirksomhe-
der, idet kapitalejerne, som det og-
så er gældende for aktionærer i pen-
geinstitutter og realkreditinstitutter,
stilles dårligere sammenlignet med
kapitalejere i andre kapitalselskaber.
Ændringen af afgiftsbeløbet i lovfor-
slagets § 5, nr. 25, vil medføre at
udenlandske forvaltere af alternative
investeringsfonde, som i henhold til
lov om forvaltere af alternative inve-
steringsfonde m.v., markedsfører an-
dele i en alternativ investeringsfond
i Danmark, eller som i henhold til
lov om forvaltere af alternative inve-
steringsfonde m.v. forvalter alterna-
tive investeringsfonde, der er etable-
ret i Danmark, betaler en afgift til
Finanstilsynet.
Lovforslagets § 5, nr. 26 og 27,
vil medføre, at udenlandske inve-
steringsselskaber og kreditinstitutter,
der yder eller udfører investerings-
service og –aktiviteter her i landet,
betaler afgift til Finanstilsynet.
Opjustering af grundbeløbene i
forbindelse med kravene til mini-
mumskapital og minimumsbasiska-
pital kan medføre økonomiske kon-
sekvenser for erhvervslivet.
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Beløbsreguleringen som følge af
Solvens II vurderes at kunne medfø-
re en mindre administrativ lettelse,
når et gruppe 1-forsikringsselskab
ændrer status til et gruppe 2-forsik-
Lovændringen om kreditter, der
ydes rente- og omkostningsfrit og
medfører, at virksomhederne omfat-
tes af lov om forbrugslånsvirksom-
heder, medføre administrative kon-
37
ringsselskab, da solvens-reglerne for
disse selskaber forenkles.
sekvenser for de virksomheder, der
med den forslåede ændring bliver
omfattet af loven, idet virksomhe-
derne skal have en tilladelse som
forbrugslånsvirksomhed fra Finans-
tilsynet. Desuden skal virksomhe-
dernes forretningsmodeller samt in-
terne forretningsgange ændres, så
de efterlever en række bekendtgørel-
ser, som forbrugslånsvirksomheder
skal efterleve. Forbrugslånsvirksom-
hederne vil desuden årligt skulle
indberette en række oplysninger til
Finanstilsynet.
Forslaget om ændring af lov om en
garantifond for skadesforsikringssel-
skaber vurderes alene at have ubety-
delige administrative konsekvenser
for erhvervslivet.
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Ingen
Klimamæssige konsekvenser Ingen Ingen
Miljø- og naturmæssige konsekven-
ser
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Det vurderes, at lovforslaget vedrørende kreditter, som er rentefrie og
uden yderligere omkostninger, og som bliver underlagt de samme krav i
lov om forbrugslånsvirksomheder, er supplerende national lovgivning til
de EU-retlige forpligtelser på området, fordi artikel 8 i Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkredit-
aftaler (forbrugerkreditdirektivet) med forslaget får et bredere anvendel-
sesområde end forbrugerkreditdirektivet.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF om forbrugerkredit-
aftaler er implementeret i kreditaftaleloven.
Med lovforslaget foretages en række ændringer af lov om fondsmægler-
selskaber og investeringsservice og –aktiviteter med henblik på en direk-
tivnær implementering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber
(IFD).
Den foreslåede ændring af lov om kapitalmarkeder vedrørende definition
af overvejende kommerciel koncern gennemfører dele af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv (EU) 2021/338 af 16. februar 2021 om æn-
dring af direktiv 2014/65/EU, for så vidt angår oplysningskrav, produkt-
styring og positionslofter, og af direktiv 2013/36/EU og (EU) 2019/878,
for så vidt angår deres anvendelse på investeringsvirksomheder, med
henblik på at bidrage til genopretningen efter COVID-19-krisen.
Den foreslåede ændring af § 22, stk. 1, 2. pkt., i lov om forsikringsfor-
midlere sikrer Finanstilsynets tilsynskompetencer over for forsikringsfor-
38
midlere i henhold til artikel 14, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser og regler
udstedt i medfør heraf.
Med lovforslagets § 5, nr. 4-6, 19-23 og 28-32, samt § 6, nr. 1 og
2, foretages de fornødne ændringer som følge af de reviderede beløb i
henhold til artikel 300 i Solvens II, offentliggjort den 19. oktober 2021
i Den Europæiske Unions Tidende C 423/25. Der er tale om en inflati-
onsregulering, hvor grundbeløbet i euro forhøjes med den procentuelle
ændring i de harmoniserede forbrugerprisindekser i samtlige medlemssta-
ters almindelige harmoniserede forbrugerprisindeks, som offentliggøres
af Kommissionen (Eurostat).
Er i strid med de fem principper for
implementering
af erhvervsrettet EU-regulering/
Går videre end minimumskrav i EU-
regulering
(sæt X)
Ja
X
Nej
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (§ 1, stk. 3, nr. 1, i lov om forbrugslånsvirksomhe-
der)
Det fremgår af den gældende § 1, stk. 3, nr. 1, i lov om
forbrugslånsvirksomhed, at virksomheder, der udbyder kre-
ditter, der ydes rentefrit og uden andre omkostninger, er
undtaget fra lovens anvendelsesområde. Undtagelsen med-
fører, at rente- og omkostningsfrie kreditaftaler, der alene
ved misligholdelse tilskrives renter og gebyrer efter rentelo-
ven, ikke er omfattet af lovens anvendelsesområde.
Den gældende undtagelse medfører, at virksomheder, der
yder rente- og omkostningsfrie kreditter, ikke skal have
en tilladelse som forbrugslånsvirksomhed i Finanstilsynet,
og ikke er underlagt krav om redelig forretningsskik og
god praksis, kreditværdighedsvurdering, identifikation af
målgrupper, loftet for årlige omkostninger i procent (ÅOP)
og omkostningsloftet i lov om forbrugslånsvirksomheder.
Det foreslås at affatte lov om forbrugslånsvirksomheders §
1, stk. 3, nr. 1, således, at aftaler om køb af varer eller tjene-
steydelser, hvor udbyderen rente- og omkostningsfrit accep-
terer, at forbrugeren betaler for varen eller tjenesteydelsen
på et tidspunkt, der ligger senere end leveringstidspunktet,
men ikke senere end 90 dage efter leveringstidspunktet, og
hvor der ikke er en tredjepart, der yder kredit, undtages fra
lovens anvendelsesområde.
Den foreslåede ændring vil medføre, at reglerne i lov om
forbrugslånsvirksomheder fremover vil finde anvendelse på
situationer, hvor en forbruger i forbindelse med køb af f.eks.
varer eller tjenesteydelser indgår en rente- og omkostnings-
fri kreditaftale, der udbydes af tredjepart, bliver omfattet af
lov om forbrugslånsvirksomheder.
Den foreslåede ændring vil medføre, at udbydere af rente-
og omkostningsfrie kreditter, der agerer tredjepart, og som
allerede har en tilladelse som forbrugslånsvirksomhed eller
er et pengeinstitut, også vil skulle leve op til reglerne om
kreditværdighedsvurdering og omkostningsloft på de rente-
og omkostningsfrie kreditter.
Den foreslåede ændring vil endvidere medføre, at udbyde-
re af rente- og omkostningsfrie kreditter, der agerer som
tredjepart, og ikke på anden vis er undtaget fra loven, skal
have en tilladelse som forbrugslånsvirksomhed hos Finans-
tilsynet. For at få en tilladelse, skal en virksomhed opfylde
betingelserne i lovens § 3, stk. 1, nr. 1-3. Det betyder, at
virksomheden skal være hjemmehørende i Danmark eller et
andet land inden for Den Europæiske Union eller et land,
som Unionen har indgået en aftale med på det finansielle
område. Desuden skal virksomhedens bestyrelse og direk-
tion eller indehaveren af en forbrugslånsvirksomhed, der er
en enkeltmandsvirksomhed, eller, hvis virksomheden drives
som en juridisk person uden en bestyrelse eller direktion,
den eller de for virksomheden ledelsesansvarlige, opfylde
betingelserne om egnetheds- og hæderlighedskrav i lovens
§ 4. Endvidere skal virksomheden have forretningsgange
39
for efterlevelse af regler om redelig forretningsskik og god
praksis efter lovens § 7, for kreditværdighedsvurdering efter
§ 9 og for identifikation af målgrupper efter § 10.
Den foreslåede ændring vil endvidere medføre, at udbydere
af rente- og omkostningsfrie kreditter, der agerer som tredje-
part og ikke på anden vis er undtaget fra loven, i medfør
af lovens § 30 kan straffes med bøde eller fængsel i op til
fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den
øvrige lovgivning, hvis de driver forbrugslånsvirksomhed
uden at have tilladelse efter loven.
Tilsvarende gælder eksempelvis, hvis et medlem af besty-
relsen eller et medlem af direktionen i en forbrugslånsvirk-
somhed eller indehaveren af en forbrugslånsvirksomhed, der
er en enkeltmandsvirksomhed, undlader at give meddelelse
til Finanstilsynet om forhold, der har betydning for vurde-
ringen af den pågældendes egnethed og hæderlighed enten
i forbindelse med den pågældendes indtræden i forbrugs-
lånsvirksomhedens ledelse, eller hvis forholdene ændrer
sig. Det samme gælder tilfælde, hvor forbrugslånsvirksom-
heden eller dens ansatte videregiver fortrolige oplysninger i
strid med lovens § 12, stk. 1.
En tilsvarende straf kan desuden gives i tilfælde af grove
eller gentagne overtrædelser af reglerne om loft for årlige
omkostninger i procent (ÅOP) eller omkostningsloftet.
Virksomheder, der omfattes af lov om forbrugslånsvirksom-
heder, kan desuden straffes med bøde i tilfælde af overtræ-
delse af lovens krav om en whistleblowerordning og beskyt-
telse af ansatte og tidligere ansatte, der har indberettet virk-
somheden til Finanstilsynet.
Virksomheder og personer, der ikke efterkommer et påbud
fra Finanstilsynet, kan desuden straffes med bøde.
Ved manglende overholdelse af en del af de pligter, som
gælder i henhold til loven, herunder overholdelse af påbud
meddelt af Finanstilsynet, kan virksomheden i medfør af §
31 som tvangsmiddel blive pålagt daglige eller ugentlige
bøder.
Finanstilsynet fører tilsyn med, om virksomheder omfattet
af loven efterlever kravene om redelig forretningsskik og
god praksis, kreditværdighedsvurdering, identifikation af
målgrupper, loftet for årlige omkostninger i procent (ÅOP)
og omkostningsloftet.
Den foreslåede ændring vil endvidere medføre, at den situ-
ation, hvor en erhvervsdrivende rente- og omkostningsfrit
tillader forbrugeren at betale for en vare eller tjenesteydelse
på et tidspunkt, der ligger senere end leveringstidspunktet,
men ikke senere end 90 dage efter leveringstidspunktet, og
hvor der ikke er en tredjepart, der yder kredit, ikke omfat-
tes af lovens anvendelsesområde. Det omfatter f.eks. den
situation, hvor den erhvervsdrivende udsteder en regning
med henblik på betaling inden for en bestemt frist. Det
kunne eksempelvis være tilfælde, hvor en forbruger får le-
veret en håndværksydelse og får en faktura direkte af den
pågældende erhvervsdrivende, som skal betales på et senere
tidspunkt. Et andet eksempel kan være den situation, hvor
en forbruger ved et tandlægebesøg får en regning med i
stedet for at betale beløbet med det samme. Tilsvarende vil
den erhvervsdrivende endvidere fortsat kunne reservere det
fulde beløb på forbrugerens konto, men først trække beløbet
på et senere tidspunkt, uden at situationen bliver omfattet
af lovens anvendelsesområde. Det afgørende er således, at
der i disse situationer ikke gøres brug af en finansieringsløs-
ning, der tilbydes af en tredjepart, men blot indgås en aftale
direkte mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren om,
hvornår betaling skal ske. Undtagelsen finder anvendelse,
selvom der ved misligholdelse tilskrives renter og gebyrer
efter renteloven.
Fristen for tilbagebetaling af beløbet foreslås fastsat til 90
dage efter leveringstidspunktet. Fristen har til formål at sik-
re, at den udskudte betaling ikke bliver en kredit, der lige
såvel kunne have være ydet af en tredjepart.
Til nr. 2 (§ 1, stk. 3, nr. 2, i lov om forbrugslånsvirksomhe-
der)
Det fremgår af § 1, stk. 3, nr. 1, i lov om forbrugslånsvirk-
somheder, at loven ikke finder anvendelse på kreditaftaler,
hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostninger.
Det foreslås at indsætte en undtagelse i lov om forbrugslån-
svirksomheders § 1, stk. 3, nr. 2, hvorefter aftaler om beta-
lingskort med udskudt betaling, hvor det samlede transakti-
onsbeløb debiteres på kortindehavers konto på en bestemt
dato, senest 50 dage efter transaktionen, uden der skal beta-
les renter eller omkostninger i forbindelse med den udskudte
betaling, undtages fra lovens anvendelsesområde.
Det vil medføre, at kreditter på baggrund af denne type
kort fortsat vil være undtaget fra lovens anvendelsesområ-
de. Et betalingskort med udskudt betaling er en betalingsin-
strumentkategori, der gør det muligt for betaleren at initiere
en debet- eller kreditkorttransaktion fra kortholderens beta-
lingskonto på en forud aftalt specifik dato, typisk en gang
om måneden, og uden renter og gebyrer.
Der fastsættes en frist på 50 dage for at begrænse undtagel-
sens anvendelsesområde til korte kreditter.
Det foreslås at indsætte en undtagelse i lov om forbrugslån-
svirksomheders § 1, stk. 3, nr. 3, hvorefter rente- og omkost-
ningsfrie kreditter, der ydes af velgørende sparevirksomhe-
40
der, der modtager midler, som er omfattet af § 8 a, stk. 1,
i ligningsloven, og som er omfattet af overgangsbestemmel-
sen i § 389, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed,
undtages fra lovens anvendelsesområde.
Ligningslovens § 8 a giver adgang til fradrag ved opgørel-
sen af den skattepligtige indkomst for gaver ydet til for-
eninger, stiftelser, institutioner mv., hvis midler anvendes i
almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt øjemed
til fordel for en større kreds af personer.
§ 389 i lov om finansiel virksomhed er en overgangsord-
ning, der tillader, at virksomheder, der før den 1. maj 1985
var omfattet af § 13, nr. 2, i lov nr. 156 af 2. maj 1934, og
som har drevet virksomhed inden den 1. januar 1983, kan
fortsætte deres virksomhed uden tilladelse, såfremt de var
anmeldt til Finanstilsynet inden den 1. oktober 1985 som
andelskasser eller spare- og udlånsvirksomheder.
Den foreslåede undtagelse medfører, at spare- og udlån-
svirksomheder, der er omfattet af § 389, stk. 1, nr. 2, i lov
om finansiel virksomhed, og som modtager midler omfattet
af ligningslovens § 8 a, kan yde rente og omkostningsfrie
lån til forbrugere uden at blive omfattet af lov om forbrugs-
lånsvirksomheder. Spare- og udlånsvirksomhederne er dog
fortsat underlagt Finanstilsynets tilsyn som spare- og udlån-
svirksomhed omfattet af § 389 i lov om finansiel virksom-
hed.
Finanstilsynet har én sparevirksomhed registreret, der er
omfattet af § 389, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksom-
hed, der yder rente- og omkostningsfrie lån til deres med-
lemmer.
Til § 2
Til nr. 1 (§ 3, stk. 1, nr. 1, i kreditaftaleloven)
Det fremgår af § 3, stk. 1, nr. 1, i kreditaftaleloven, at
loven ikke finder anvendelse på kreditaftaler, hvor kreditten
ydes rentefrit og uden andre omkostninger. Det fremgår end-
videre, at lovens § 8 c dog finder anvendelse på aftaler
om kortfristede forbrugslån. § 8 c indeholder regler om en
obligatorisk betænkningsperiode ved indgåelse af aftaler om
kortfristede forbrugslån.
Det foreslås at affatte kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 1,
således, at aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser, hvor
udbyderen rente- og omkostningsfrit accepterer, at forbruge-
ren betaler for varen eller tjenesteydelsen på et tidspunkt,
der ligger senere end leveringstidspunktet, men ikke senere
end 90 dage efter leveringstidspunktet, og hvor der ikke er
en tredjepart, der yder kredit, undtages fra lovens anvendel-
sesområde.
Det vil medføre, at reglerne i kreditaftaleloven fremover vil
finde anvendelse på situationer, hvor en forbruger i forbin-
delse med køb af f.eks. varer eller tjenesteydelser indgår
en rente- og omkostningsfri kreditaftale, der ydes af tredje-
part. Det vil sige, at udbyderen (tredjepart) bliver forpligtet
til at overholde reglerne i kreditaftaleloven, herunder bl.a.
lovens oplysningspligter og krav om, at der skal foretages en
kreditværdighedsvurdering af forbrugeren inden aftaleindgå-
else. Herudover vil forbrugere, som indgår denne type afta-
ler kunne udøve de rettigheder, der følger af kreditaftalelo-
ven, herunder f.eks. fortrydelsesretten og retten til førtidig
indfrielse.
Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at udby-
dere af rente- og omkostningsfri kreditter, der agerer som
tredjepart, kan straffes efter reglerne i kreditaftalelovens §
56. Det vil ligeledes betyde, at reglerne i kreditaftalelovens
§ 57 om frakendelse af retten til at drive virksomhed med
kreditgivning vil finde anvendelse på udbydere af rente- og
omkostningsfri kreditter, der agerer som tredjepart.
Herudover vil udbydere af rente- og omkostningsfri kredit-
ter, der agerer som tredjepart, og som ikke foretager kre-
ditværdighedsvurdering i henhold til kreditaftalelovens § 7
c, kunne meddeles et påbud af Forbrugerombudsmanden
eller Finanstilsynet efter reglerne i henholdsvis markedsfø-
ringslovens § 32, stk. 2, og § 348 i lov om finansiel virk-
somhed. Virksomheder, der ikke efterkommer et påbud, kan
straffes med bøde eller – for så vidt angår markedsføringslo-
ven – med fængsel i op til fire måneder.
Den foreslåede ændring vil endvidere medføre, at den situ-
ation, hvor en erhvervsdrivende rente- og omkostningsfrit
accepterer, at forbrugeren betaler for en vare eller tjeneste-
ydelse på et tidspunkt, der ligger senere end leveringstids-
punktet, men ikke senere end 90 dage efter leveringstids-
punktet, og hvor der ikke er en tredjepart, der yder kredit,
ikke omfattes af lovens anvendelsesområde. Det omfatter
f.eks. den situation, hvor den erhvervsdrivende udsteder
en regning med henblik på betaling inden for en bestemt
frist. Det kunne eksempelvis være tilfælde, hvor en forbru-
ger får leveret en håndværksydelse og får en faktura direk-
te af den pågældende erhvervsdrivende, som skal betales
på et tidspunkt, der ligger senere end leveringen. Et andet
eksempel kan være den situation, hvor en forbruger ved
et tandlægebesøg får en regning med i stedet for at betale
beløbet med det samme. Tilsvarende vil den erhvervsdriven-
de endvidere fortsat kunne reservere salgets fulde beløb på
forbrugerens konto, men først trække beløbet på et senere
tidspunkt, uden at situationen bliver omfattet af lovens an-
vendelsesområde. Det afgørende er således, at der i disse
situationer ikke gøres brug af en finansieringsløsning, der
ydes af en tredjepart, men at der blot indgås en aftale direkte
mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren om, hvornår
betaling skal ske. Undtagelsen finder anvendelse, selvom
41
der ved misligholdelse tilskrives renter og gebyrer efter ren-
teloven.
Fristen for tilbagebetaling af beløbet foreslås fastsat til 90
dage efter leveringstidspunktet. Fristen har til formål at be-
grænse undtagelsens anvendelsesområde og derved begræn-
se mulighederne for omgåelse.
Til nr. 2 (§ 3, stk. 1, nr. 2, i kreditaftaleloven)
Det fremgår af § 3, stk. 1, nr. 1, i kreditaftaleloven, at
loven ikke finder anvendelse på kreditaftaler, hvor kreditten
ydes rentefrit og uden andre omkostninger. Det fremgår end-
videre, at lovens § 8 c dog finder anvendelse på aftaler
om kortfristede forbrugslån. § 8 c indeholder regler om en
obligatorisk betænkningsperiode ved indgåelse af aftaler om
kortfristede forbrugslån.
Det fremgår af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 2, at loven
ikke finder anvendelse på kreditaftaler, ifølge hvilke kredit-
ten skal betales tilbage inden 3 måneder, og som kun er for-
bundet med ubetydelige omkostninger. Lovens § 8 c finder
dog anvendelse på aftaler om kortfristede forbrugslån.
Det foreslås at affatte kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 2,
således, at aftaler om betalingskort med udskudt betaling,
hvor det samlede transaktionsbeløb debiteres på kortindeha-
vers konto på en bestemt dato, senest 50 dage efter transak-
tionen, uden at der skal betales renter eller omkostninger i
forbindelse med den udskudte betaling, undtages fra lovens
anvendelsesområde. Lovens § 8 b, stk. 2, finder dog anven-
delse.
Det vil medføre, at aftaler om denne type kort fortsat vil væ-
re undtaget fra lovens anvendelsesområde. Et betalingskort
med udskudt betaling er en betalingsinstrumentkategori, der
gør det muligt for betaleren at initiere en debet- eller kredit-
korttransaktion fra kortholderens betalingskonto på en forud
aftalt specifik dato, typisk en gang om måneden, og uden
renter og gebyrer.
Det vil endvidere medføre, at kreditaftalelovens § 8 b, stk.
2, dog vil finde anvendelse på denne type aftaler. Det vil
indebære, at forbrugeren i tilfælde af et væsentligt overtræk
i en periode på over 1 måned skal have de oplysninger, der
fremgår af § 8 b, stk. 2. Det er bl.a. oplysninger om en
eventuel bod eller morarenter.
Fristen for, hvornår transaktionsbeløbet skal debiteres fra
kortindehavers konto, fastsættes til 50 dage efter transaktio-
nen. Fristen har til formål at begrænse undtagelsens anven-
delsesområde til korte kreditter og derved begrænse mulig-
hederne for omgåelse.
Den foreslåede ændring vil endvidere medføre, at den hid-
tidige undtagelse udgår, således at kreditaftaler, hvor kredit-
ten skal betales tilbage inden 3 måneder, og som kun er
forbundet med ubetydelige omkostninger, fremover omfattes
af reglerne i kreditaftaleloven. Det vil sige, at udbydere
af denne type kreditaftaler bliver forpligtede til at overhol-
de reglerne i kreditaftaleloven, herunder bl.a. lovens oplys-
ningspligter og krav om, at der skal foretages en kreditvær-
dighedsvurdering af forbrugeren inden aftaleindgåelse. Her-
udover vil forbrugere, som indgår denne type aftaler kunne
udøve de rettigheder, der følger af kreditaftaleloven, herun-
der f.eks. fortrydelsesretten og retten til førtidig indfrielse.
Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at udby-
dere af denne type kreditaftaler kan straffes efter reglerne
i kreditaftalelovens § 56. Det vil ligeledes betyde, at regler-
ne i kreditaftalelovens § 57 om frakendelse af retten til at
drive virksomhed med kreditgivning vil finde anvendelse på
udbydere af denne type kreditaftaler.
Herudover vil udbydere af denne type kreditter, som ikke
foretager kreditværdighedsvurdering i henhold til kreditafta-
lelovens § 7 c, kunne meddeles et påbud af Forbrugerom-
budsmanden eller Finanstilsynet efter reglerne i henholdsvis
markedsføringslovens § 32, stk. 2, og § 348 i lov om fi-
nansiel virksomhed. Virksomheder, der ikke efterkommer
et påbud, kan straffes med bøde eller – for så vidt angår
markedsføringsloven – med fængsel i op til fire måneder.
Til § 3
Til nr. 1 (§ 1, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesfor-
sikringsselskaber)
Det følger af den gældende § 1, stk. 2, i lov om en garan-
tifond for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden for
skadesforsikringsselskaber (Fonden) skal yde dækning til
et direkte tegnende skadesforsikringsselskab, der har fået Fi-
nanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, el-
ler som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelses-
virksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark i hen-
hold til § 5 i lov om en garantifond for skadesforsikringssel-
skaber, når skadesforsikringsselskabet bliver erklæret kon-
kurs, og når skadesforsikringsselskabet får tilbagekaldt sin
tilladelse til at udøve arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed,
og Finanstilsynet har truffet beslutning om, at arbejdsulyk-
kesforsikringsbestanden skal tages under administration af
Fonden, jf. § 226, stk. 3, § 242 a eller § 243, stk. 2, i lov om
finansiel virksomhed.
I praksis indebærer den gældende § 1, stk. 2, i lov om en
garantifond for skadesforsikringsselskaber, at der ydes dæk-
ning til forsikringstagerne og de sikrede og ikke, som det
ellers fremgår af ordlyden, til forsikringsselskaber.
42
Finanstilsynet kan efter gældende ret ligeledes tilbagekal-
de et livsforsikringsselskabs tilladelse til at udøve arbejds-
ulykkesforsikringsvirksomhed særskilt. Finanstilsynet kan
for eksempel særskilt tilbagekalde en tilladelse til at udø-
ve arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, hvis Finanstilsynet
vurderer, at livsforsikringsselskabet ikke på betryggende
vis kan færdigadministrere en arbejdsulykkesforsikringsbe-
stand.
Finanstilsynet skal ved særskilt tilbagekaldelse af en tilla-
delse til at udøve arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed føl-
ge fremgangsmåden i § 226, stk. 3, i lov om finansiel virk-
somhed. Dette indebærer, at Finanstilsynet først skal vur-
dere, om livsforsikringsselskabet selv kan afvikle arbejds-
ulykkesforsikringsbestanden på betryggende vis. Hvis dette
ikke er tilfældet, kan Finanstilsynet træffe afgørelse om,
at livsforsikringsselskabet skal søge bestanden overdraget
til et andet forsikringsselskab med tilladelse til at udøve
arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed. Hvis det ikke er mu-
ligt at overdrage arbejdsulykkesforsikringsbestanden til et
andet forsikringsselskab, kan Finanstilsynet træffe afgørelse
om, at bestanden skal overdrages til Fonden sammen med
samtlige rettigheder og forpligtelser, der knytter sig til be-
standen efter fremgangsmåden i § 230 a i lov om finansiel
virksomhed. Fonden har imidlertid ikke i dag mulighed for
at modtage en bestand af arbejdsulykkesforsikringer fra et
livsforsikringsselskab og yde erstatning til de sikrede.
Det foreslås at nyaffatte § 1, stk. 2, så Fonden fremover skal
yde dækning til forsikringstagere og de sikrede i henhold til
§ 5 for forsikringer i forsikringsselskaber omfattet af § 3,
stk. 1, nr. 2.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at Fonden skal dække erstatnings-
krav, der udspringer af en forsikringsaftale med et skade-
sforsikringsselskab, som bliver erklæret konkurs.
Det foreslås videre i stk. 2, nr. 2, at Fonden også skal dække,
når et livs- eller skadesforsikringsselskab får tilbagekaldt sin
tilladelse til at udøve arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed,
og Finanstilsynet har truffet beslutning om, at arbejdsulyk-
kesforsikringsbestanden skal tages under administration af
Fonden, jf. § 226, stk. 3, § 242 a eller § 243, stk. 2, i lov om
finansiel virksomhed.
Ordlyden i den gældende § 1, stk. 2, i lov om en garantifond
for skadesforsikringsselskaber kan give anledning til den
misforståelse, at det er de omfattede forsikringsselskaber,
som opnår dækning hos Fonden. Dette strider mod virkelig-
heden, hvor det er forsikringstagerne og de sikrede, som kan
opnå dækning hos Fonden. Det foreslås derfor med bestem-
melsen at præcisere, at Fonden dækker forsikringstagere og
de sikrede i de omfattede forsikringsselskaber.
Det foreslås, at det samtidig præciseres i § 3, stk. 1, nr. 1,
at Fonden dækker erstatningskrav, som udspringer af en for-
sikringsaftale med et skadesforsikringsselskab, som bliver
erklæret konkurs. Det er ikke hensigten med forslaget til den
nye formulering, at Fondens dækningsområde udvides til at
omfatte andre typer af retlige krav end efter gældende ret,
når skadesforsikringsselskaber går konkurs. De omfattede
erstatningskrav skal således svare til de forsikringskrav, som
en forsikringstager eller sikret ville kunne rette mod det
pågældende forsikringsselskab, såfremt der ikke var indtrådt
en konkurs, og forsikringsaftalen stadig var i kraft.
Forslagets § 3, nr. 1, hvorefter den gældende § 1, stk. 2, i lov
om en garantifond for skadesforsikringsselskaber nyaffattes,
indebærer, at dækningsområdet i lov om en garantifond for
skadesforsikringsselskaber fremadrettet udvides til at omfat-
te livsforsikringsselskaber, der tegner arbejdsulykkesforsik-
ringer i Danmark, jf. forslagets § 3, nr. 4. Fonden vil efter
forslaget fremadrettet dække sikrede under en arbejdsulyk-
kesforsikring, jf. § 5, stk. 1, nr. 7, i lov om en garanti-
fond for skadesforsikringsselskaber, uanset om arbejdsulyk-
kesforsikringen er tegnet i et livs- eller skadesforsikringssel-
skab.
Formålet med ændringen er at sikre, at forsikringstagere og
de sikrede i arbejdsulykkesbestande fra livsforsikringssel-
skaber, hvor Finanstilsynet træffer afgørelse om, at bestan-
den skal overdrages til Fonden, også kan opnå erstatning fra
Fonden. Dermed sikres det, at forsikringstagere og de sikre-
de under arbejdsulykkesforsikringer opnår samme beskyttel-
se og ultimativt kan overføres til Fonden, uanset om forsik-
ringen er tegnet i et livs- eller skadesforsikringsselskab.
Forslaget ændrer ikke de af Fonden omfattede forsikringsty-
per.
Til nr. 2 (§ 2 i lov om en garantifond for skadesforsikrings-
selskaber)
Det følger af den gældende § 2 i lov om en garantifond for
skadesforsikringsselskaber, at Fonden dækker den virksom-
hed, som de forsikringsselskaber, der er nævnt i § 3, stk. 1,
har i Danmark, for risici i Danmark.
Det foreslås at ændre § 2, så den også henviser til § 3, stk. 2,
i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 3, nr. 4, hvor-
efter også livsforsikringsselskaber, der udøver arbejdsulyk-
kesforsikringsvirksomhed i Danmark, skal være medlemmer
af og yde bidrag til Fonden.
Den foreslåede ændring skal sikre overensstemmelse mel-
lem lovens formål og anvendelsesområde og kredsen af bi-
dragsydende medlemmer i Fonden.
43
Til nr. 3 (§ 3, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesfor-
sikringsselskaber)
Den gældende § 3, stk. 1, i lov om en garantifond for skade-
sforsikringsselskaber, regulerer, hvilke forsikringsselskaber
der skal være medlemmer af og yde bidrag til Fonden.
Det følger af den gældende § 3, stk. 1, nr. 1, at direkte
tegnende skadesforsikringsselskaber, der har fået Finanstil-
synets tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed, skal væ-
re medlemmer af og yde bidrag til Fonden.
Det følger af den gældende § 3, stk. 1, nr. 2, at filialer belig-
gende i Danmark af direkte tegnende skadesforsikringssel-
skaber med hjemsted i et andet land inden for Den Europæ-
iske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale
med på det finansielle område, skal være medlemmer af og
yde bidrag til Fonden.
Det følger af den gældende § 3, stk. 1, nr. 3, at direkte
tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i et andet
land inden for Den Europæiske Union eller et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle område,
der er anmeldt til at udøve forsikringsvirksomhed i Dan-
mark via grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed,
skal være medlemmer af og yde bidrag til Fonden.
Det foreslås i § 3, stk. 1, at ændre ordet forsikringsselskaber
til skadesforsikringsselskaber.
Den foreslåede ændring vil medføre, at bestemmelsen frem-
over alene skal omfatte skadesforsikringsselskaber. Forsla-
get ændrer ikke på kredsen af bidragsydende medlemmer
for så vidt angår skadesforsikringsselskaber. Den foreslåede
bestemmelse udgør derfor en præcisering af lovteksten og
indebærer ikke materielle ændringer i gældende ret.
Den foreslåede ændring sker på baggrund lovforslagets § 3,
nr. 4, hvor det foreslås at indsætte et nyt stk. 2 i § 3 i lov om
en garantifond for skadesforsikringsselskaber, hvorefter og-
så livsforsikringsselskaber, herunder også filialer af livsfor-
sikringsselskaber, der udøver arbejdsulykkesforsikringsvirk-
somhed i Danmark, skal være medlemmer af og yde bidrag
til Fonden for så vidt angår deres arbejdsulykkesforsikrings-
virksomhed.
Til nr. 4 (§ 3, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesfor-
sikringsselskaber)
Den gældende § 3, stk. 1, i lov om en garantifond for skade-
sforsikringsselskaber oplister forsikringsselskaber, som skal
være medlemmer af og yde bidrag til Fonden. Der er ikke
efter gældende ret mulighed for, at livsforsikringsselskaber,
der udøver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan melde
sig ind i og betale bidrag til Fonden.
Det foreslås i § 3, stk. 2, at opliste livsforsikringsselskaber,
som skal være medlem af og yde bidrag til Fonden.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at direkte tegnende livsforsik-
ringsselskaber, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at
drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, skal være med-
lemmer af og yde bidrag til Fonden.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at filialer beliggende i Danmark
af direkte tegnende livsforsikringsselskaber, der har tilladel-
se til at udøve arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, med
hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union
eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det
finansielle område, skal være medlemmer af og yde bidrag
til Fonden.
Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at direkte tegnende livsforsik-
ringsselskaber med hjemsted i et andet land inden for Den
Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, der er anmeldt til at
drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark via
grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed, skal være
medlemmer af og yde bidrag til Garantifonden for skade-
sforsikringsselskaber.
Med den foreslåede bestemmelse indføres bestemmelser
for livsforsikringsselskaber, der udøver arbejdsulykkesfor-
sikringsvirksomhed i Danmark, der svarer til de for skade-
sforsikringsselskaber gældende bestemmelser i § 3, stk. 1,
nr. 1-3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselska-
ber.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at
der er overensstemmelse mellem bidragsydende medlemmer
hos Fonden og de dækkede forsikringer.
Som en konsekvens af forslaget om at indsætte nyt § 3, stk.
2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber
bliver de gældende stk. 2-11 herefter til stk. 3-12.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i lyset af forslaget om,
at Fonden fremadrettet også skal dække de sikrede under
arbejdsulykkesforsikringer i Danmark, når forsikringen er
tegnet i et livsforsikringsselskab, jf. dette lovforslags § 1, nr.
1.
Til nr. 5 (§ 4, stk. 3, 1. pkt., og § 14, stk. 3, 1. pkt., i lov om
en garantifond for skadesforsikringsselskaber)
Efter den gældende § 4, stk. 3, 1. pkt., i lov om en garanti-
44
fond for skadesforsikringsselskaber kan en forsikringstager
med øjeblikkeligt varsel opsige en forsikringsaftale i et for-
sikringsselskab nævnt i § 3, stk. 1, nr. 2 eller 3, hvis Finans-
tilsynet forbyder forsikringsselskabet at udøve virksomhed
i Danmark, jf. § 14, stk. 3. Forsikringsselskabet må ved
en opsigelse efter den gældende § 4, stk. 3, 1. pkt., ikke
opkræve et gebyr hos forsikringstageren.
Efter den gældende § 14, stk. 3, 1. pkt., i lov om en ga-
rantifond for skadesforsikringsselskaber kan Finanstilsynet
forbyde et forsikringsselskab nævnt i § 3, stk. 1, nr. 2 el-
ler 3, at drive virksomhed i Danmark i medfør af § 243 i
lov om finansiel virksomhed, hvis forsikringsselskabet ikke
overholder lovens regler, regler udstedt i medfør af loven
eller bestemmelser i Fondens vedtægter.
Det foreslås i § 4, stk. 3, 1. pkt., og § 14, stk. 3, 1. pkt., at
indsætte en henvisning til § 3, stk. 2, nr. 2 og 3.
De foreslåede henvisninger til § 3, stk. 2, nr. 2 og 3, vil med-
føre, at Finanstilsynet kan forbyde et livsforsikringsselskab
at udøve arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark i
medfør af § 243 i lov om finansiel virksomhed.
Den foreslåede ændring i § 4, stk. 3, indebærer, at forsik-
ringstagerne under en arbejdsulykkesforsikring tegnet i et
livsforsikringsselskab, som har modtaget forbud mod at ud-
øve arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark, med
øjeblikkeligt varsel kan opsige arbejdsulykkesforsikringen
uden at blive opkrævet et opsigelsesgebyr.
Det er formålet med forslaget, at forsikringstageren skal ha-
ve mulighed for at iagttage sine interesser ved at kunne opsi-
ge forsikringen i det forsikringsselskab, som har modtaget
forbud mod at udøve arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed,
så forsikringstager i stedet kan tegne forsikring i et andet
forsikringsselskab, hvis forsikringstageren vurderer, at det
vil være hensigtsmæssigt at lade et andet selskab varetage
administrationen af arbejdsulykkesforsikringen.
Finanstilsynet har efter gældende ret mulighed for at for-
byde et udenlandsk forsikringsselskab med hjemsted i
EU/EØS at udøve virksomhed i Danmark gennem en filial
eller ved at yde tjenesteydelser i Danmark i medfør af § 243
i lov om finansiel virksomhed. Finanstilsynet får således
ikke med den foreslåede bestemmelse en ny reaktionsmu-
lighed over for udenlandske forsikringsselskaber, men kan
anvende reaktioner som foreskrevet i § 243 i lov om finan-
siel virksomhed efter samme fremgangsmåde, som i øvrigt
anvendes i forhold til § 243 i lov om finansiel virksomhed.
Forslaget er en konsekvens af de foreslåede ændringer til §
3, jf. lovforslagets § 3, nr. 4, hvorefter der foreslås fastsat et
krav om, at også livsforsikringsselskaber, der har tilladelse
til at udøve arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, som har
hjemsted i andre EU/EØS-lande, der via filial eller grænse-
overskridende tjenesteydelsesvirksomhed er anmeldt til at
drive forsikringsvirksomhed i Danmark, skal være medlem-
mer af og yde bidrag til Fonden.
Overholder de pågældende livsforsikringsselskaber ikke
regler i lov om en garantifond for skadesforsikringsselska-
ber, regler udstedt i medfør af lov om en garantifond for ska-
desforsikringsselskaber eller bestemmelser i Fondens ved-
tægter, er det ikke tilstrækkeligt at udelukke livsforsikrings-
selskaberne fra Fonden.
Den foreslåede ændring i § 14, stk. 3, har derfor til formål
at sikre, at Finanstilsynet også kan forbyde et forsikringssel-
skab efter § 3, stk. 2, nr. 2 eller 3, jf. dette lovforslags § 1,
nr. 4, at drive virksomhed i Danmark i medfør af § 243 i
lov om finansiel virksomhed, hvis forsikringsselskabet ikke
overholder lovens regler, regler udstedt i medfør af loven
eller bestemmelser i Fondens vedtægter.
Med den forslåede bestemmelse kommer Finanstilsynets
bemyndigelse til at forbyde et forsikringsselskab at udøve
virksomhed i Danmark til at fremgå af bestemmelsen.
Finanstilsynet vil i medfør af den foreslåede bestemmelse
kunne forbyde et forsikringsselskab at drive virksomhed i
Danmark, hvis selskabet f.eks. ikke betaler engangsbidraget
til Fonden, eller hvis selskabet f.eks. ikke betaler det løben-
de bidrag til Fonden. Det skal understøtte en effektiv hånd-
hævelse af kravet om medlemskab af Fonden, når et uden-
landsk livsforsikringsselskab via filial eller grænseoverskri-
dende tjenesteydelsesvirksomhed udøver arbejdsulykkesfor-
sikringsvirksomhed i Danmark.
Finanstilsynet har samme reaktionsmulighed over for dan-
ske forsikringsselskaber efter den gældende § 14, stk. 2, i
lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber. Efter
denne bestemmelse kan Finanstilsynet tilbagekalde selska-
bets tilladelse til at drive virksomhed, hvis det ikke overhol-
der lovens regler, regler udstedt i medfør heraf eller bestem-
melser i Fondens vedtægter.
Det følger endvidere af den gældende § 14, stk. 3, 2. pkt.,
i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at et
forsikringsselskab straks efter modtagelsen af en afgørelse
efter 1. pkt. skal give hver enkelt forsikringstager i Dan-
mark, der har tegnet en forsikring i det pågældende forsik-
ringsselskab, skriftlige oplysninger om, hvilke konsekvenser
afgørelsen har for forsikringstageren og de sikrede. Bestem-
melsen vil fremadrettet ligeledes omfatte livsforsikringssel-
skaber, der udøver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i
Danmark.
45
Til nr. 6 (§ 10, stk. 3, i lov om en garantifond for skadesfor-
sikringsselskaber)
Det fremgår af den gældende § 10, stk. 3, i lov om en
garantifond for skadesforsikringsselskaber, at formanden el-
ler næstformanden i Fonden ikke kan være en person, der
deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en sådan tilknytning
til et skadesforsikringsselskab, at der vil kunne opstå modsa-
trettede interesser mellem dette og Fonden.
Det foreslås i § 10, stk. 3, at erstatte »skadesforsikringssel-
skab« med »forsikringsselskab«.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at for-
manden eller næstformanden i Fonden ikke kan være en
person, der deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en sådan
tilknytning til et forsikringsselskab, hvis dette kan indebære
interessekonflikter.
Den foreslåede ændring sker på baggrund af den foreslåede
ændring af § 3, stk. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 4, hvorefter
også livsforsikringsselskaber, der udøver arbejdsulykkesfor-
sikringsvirksomhed, skal være medlemmer af og yde bidrag
til Fonden.
Forslaget indebærer, at formanden eller næstformanden i
Fonden fremadrettet heller ikke må have interesser i et
livsforsikringsselskab, hvis dette kan indebære interessekon-
flikter i forhold til varetagelsen af hvervet. Formålet med
ændringen er således at sikre, at der ikke opstår interesse-
konflikter hos ledelsen i Fonden.
Til § 4
Til nr. 1 (§ 1, stk. 1, nr. 26 i hvidvaskloven)
Det følger af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 26, at udstedere
af virtuelle valutaer er omfattet af hvidvaskloven.
Dette omfatter virksomheder og personer, som udsteder vir-
tuel valuta med henblik på overdragelse til tredjemand.
Det foreslås, at § 1, stk. 1, nr. 26, affattes, så udbydere af
tjenester relateret til udstedelse af virtuelle valutaer omfattes
af hvidvaskloven.
Den foreslåede ændring, hvorefter udbydere af tjenester re-
lateret til udstedelse af virtuelle valutaer omfattes af hvid-
vaskloven, omfatter virksomheder og personer, som ved at
levere finansielle tjenester bistår med at udbyde og/eller
sælge virtuel valuta typisk i forbindelse med initial coin
offerings (ICOs). En ICO anvendes som udgangspunkt til at
finansiere en virksomhed i et meget tidligt stadie og betyder
i praksis, at der udstedes en ny virtuel valuta, der bl.a. sæl-
ges med henblik på at rejse kapital.
Udbyderne af de finansielle tjenerester kan have indgået
en samarbejdsaftale med udstederen af de virtuelle valutaer
om at yde bistand eller kan levere sin bistand uden, der er
indgået en samarbejdsaftale. Bistanden kan omfatte selve
udstedelsen, udbud, salg, distribution, markedscirkulation
og veksling.
Et eksempel herpå kan være en udbyder, der tager imod
købsordrer af virtuelle valutaer, der udstedes ved en
ICO. Andre eksempler er en udbyder, der indkøber virtuelle
valutaer direkte fra udstederen med henblik på videresalg
eller distribuering. Til sidst kan nævnes eksempler som op-
bygning af en ordrebog, market making mv.
For klarheds skyld præciseres det, at udstedere af virtuelle
valutaer kan være omfattet af § 1, stk. 1, nr. 26, såfremt
udstederen udbyder tjenester relateret til udstedelsen. Dette
kan eksempelvis være gennem udbud af virtuelle valutaer til
offentligheden.
Den foreslåede ændring vil indebære, at udbydere af finan-
sielle tjenester, relateret til en udsteders udbud og/eller salg
af virtuelle valutaer, bliver omfattet af hvidvaskloven, og at
de dermed skal overholde hvidvasklovens regler om kunde-
kendskabsprocedurer, overvågning af kundeforhold, under-
søgelse af transaktioner m.v. og underretning af Hvidvaskse-
kretariatet.
Det betyder, at udbyderen skal gennemføre kundekend-
skabsprocedurer, når der etableres en forretningsforbindelse
og løbende igennem kundeforholdet.
Til nr. 2 (§ 2, nr. 8, litra a, i hvidvaskloven)
Det følger af hvidvasklovens § 2, nr. 8, litra a, at en politisk
eksponeret person er en fysisk person, der har eller har haft
et af følgende offentlige erhverv: Statschef, regeringschef,
minister og viceminister eller assisterende minister.
Det foreslås, at § 2, nr. 8, litra a, ændres, hvorefter ministres
særlige rådgivere også omfattes af hvidvasklovens definition
af politisk eksponerede personer.
Med ”særlig rådgiver” henvises til en rådgiver, hvis ansæt-
telse og aflønning er omfattet af Statsministeriets rammer af
24. november 2021 for ansættelse af særlige rådgivere, og
som således ikke er omfattet af de sædvanlige ansættelses-
vilkår for ansatte i staten. Et sætligt kendetegn ved stillingen
er, at ansættelsen bringes til ophør samtidig med udskrivelse
46
af valg til Folketinget eller ved udnævnelse af en ny minis-
ter.
En særlig rådgiver vil typisk varetage presserelaterede opga-
ver, sekretariatsbetjening af ministeren, rådgivning af mini-
steren i form af generel sparring, udarbejdelse af taleudkast,
ledsagelse af ministeren til forskellige former for møder
og varetagelse af eksterne kontakter til Folketinget, interes-
seorganisationer, andre ministerier mv. Denne rådgivning
sker gennem inddragelse af rådgiveren i møder, hvor også
departementschefen og måske andre embedsmænd deltager,
gennem rådgivernes kommentarer til notater og indstillinger
til forelæggelse for ministeren samt gennem møder med
ministeren.
Bestemmelsen indebærer, at de særlige rådgivere bliver om-
fattet af reglerne for politiske eksponerede personer og skal
optages på Finanstilsynets liste over politisk eksponerede
personer.
Til nr. 3 (§ 10, nr. 2, litra d, i hvidvaskloven)
Den gældende bestemmelse i hvidvasklovens § 10, stk. 1,
nr. 2, litra d, fastsætter, at virksomheder og personer omfat-
tet af hvidvaskloven skal gennemføre kundekendskabspro-
cedurer, jf. §§ 10-21, når de udfører en enkeltstående trans-
aktion på euro 1.000 eller derover ved veksling mellem en
eller flere typer af virtuel valuta, overførsel af virtuel valuta
og udstedelse af virtuel valuta, hvad enten transaktionen
sker på én gang eller som flere transaktioner, der er eller ser
ud til at være indbyrdes forbundet.
Det foreslås at ændre § 10, nr. 2, litra d, så udstedelse af
virtuel valuta ændres til tjenester relateret til udstedelse af
virtuel valuta.
Ændringen foreslås gennemført som konsekvens af den
foreslåede ændring i lovforslagets § 4, nr. 1, hvorefter udby-
dere af tjenester relateret til udstedelse af virtuelle valutaer
foreslås omfattes af hvidvaskloven.
Til nr. 4 (§ 38, stk. 6, i hvidvaskloven)
Det følger af hvidvasklovens § 38, stk. 1, at virksomheder
og personer omfattet af hvidvaskloven, ledelse og ansatte
i disse virksomheder og hos disse personer samt revisorer
eller andre, der udfører eller har udført særlige hverv for
virksomheden eller personen, har pligt til at hemmeligholde,
at der er givet underretning til Hvidvasksekretariatet efter
hvidvasklovens § 26, stk. 1 og 2, eller at dette overvejes,
eller at der er eller vil blive iværksat en undersøgelse efter
hvidvasklovens § 25, stk. 1.
Det følger af hvidvasklovens § 38, stk. 6, at oplysninger om,
at der er givet underretning efter § 26, stk. 1 og 2, eller
at dette overvejes, eller at der er eller vil blive iværksat en
undersøgelse efter § 25, stk. 1, kan videregives mellem virk-
somheder og personer omfattet af lovens § 1, stk. 1, nr. 1-14,
16, 18, 20 og 22-26, forudsat at 1) oplysningerne vedrører
samme kunde og samme transaktion, 2) modtageren af op-
lysningerne er underlagt krav til bekæmpelse af hvidvask og
finansiering af terrorisme, der svarer til kravene i Europa-
Parlamentets og Rådets hvidvaskdirektiv, og 3) modtageren
er underlagt forpligtigelser med hensyn til tavshedspligt og
beskyttelse af personoplysninger.
Tavshedspligten efter § 38, stk. 1, er således ikke til hinder
for videregivelse af oplysninger efter § 38, stk. 6.
Hvidvasklovens § 38 gennemfører 4. hvidvaskdirektivs
art. 39.
Af de specielle bemærkninger til § 38, stk. 6, jf. Folketings-
tidende A, lovforslag L41, fremsat den 13. oktober 2016,
fremgår det, at den første betingelse i henhold til stk. 6, nr.
1, er, at oplysningerne vedrører samme kunde og samme
transaktion. Det er herefter et krav, at kunden er kunde
hos både modtageren og afsenderen af oplysningerne, og at
oplysningerne vedrører en transaktion, som både involverer
modtageren og afsenderen. Bestemmelsen finder derfor ikke
anvendelse i tilfælde, hvor kunden er kunde ved to virksom-
heder eller personer. Transaktionen skal også involvere beg-
ge parter, det vil sige f.eks. ved en overførsel af midler.
Det betyder eksempelvis, at to pengeinstitutter ikke må ud-
veksle denne type oplysninger, hvis en transaktion foretages
imellem de to pengeinstitutter, men vedrører henholdsvis én
kunde i pengeinstitut A og én anden kunde i pengeinstitut B.
Europa-Kommissionen er den 2. februar 2022, efter fore-
spørgsel fra Erhvervsministeriet, kommet med et fortolk-
ningsbidrag til forståelsen af § 38, stk. 6, nr. 1. Det følger
heraf, at ”samme kunde og samme transaktion” skal forstås
som værende situationer, hvor to eller flere virksomheder og
personer er involveret i den samme transaktion, som vedrø-
rer den samme kunde. Den pågældende kunde behøver ikke
at være kunde hos både modtageren og afsenderen. Fortolk-
ningsbidraget giver anledning til at tilpasse forarbejderne til
§ 38, stk. 6, idet der er tale om implementering af EU-ret.
Det foreslås i § 38, stk. 6, at »forudsat at« ændres til »forud-
sat«.
Der er alene tale om sproglig ændring af lovteksten, som
har til formål at give mulighed for i bemærkningerne at
præcisere anvendelsesområdet for § 38, stk. 6, nr. 1, og til-
passe bemærkningerne til bestemmelsen i overensstemmel-
47
se med Europa-Kommissionens udtalelse. Med formulerin-
gen ”samme kunde og samme transaktion” forstås herefter
situationer, hvor to eller flere virksomheder og personer
er involveret i den samme transaktion, som vedrører den
samme kunde. Den pågældende kunde behøver således ikke
at være kunde hos både modtageren og afsenderen, men den
pågældende transaktion skal finde sted mellem modtager-
og afsendervirksomheden. Hertil må der alene udveksles op-
lysninger, som vedrører den pågældende transaktion. Denne
præcisering af bestemmelsens anvendelsesområde er i over-
ensstemmelse med Europa-Kommissionens fortolkningsbi-
drag af 2. februar 2022.
Kravet om samme kunde og samme transaktion kan således
ikke læses adskilt og udstrækkes til at omfatte flere strømme
eller netværk af transaktioner. Begrebet transaktion skal for-
tolkes som en specifik transaktion eller en specifik aktivitet
og ikke en serie af transaktioner på tværs af institutter, som
potentielt involverer personer, som ikke er part i den oprin-
delige transaktion eller aktivitet.
Til nr. 5 (§ 41, nr. 2, i hvidvaskloven)
Det følger af hvidvasklovens § 41, nr. 2, at Finanstilsynet
kan give tilladelse til valutavekslingsvirksomhed, hvis med-
lemmerne af virksomhedens bestyrelse og direktion eller,
hvor valutaveksling udøves af en enkeltmandsvirksomhed,
indehaveren eller, hvor virksomheden drives som juridisk
person uden bestyrelse og direktion, den eller de for virk-
somheden ledelsesansvarlige opfylder en række krav i hvid-
vasklovens § 45.
Det følger af hvidvasklovens § 41, nr. 3, at Finanstilsynet
kan give tilladelse til valutavekslingsvirksomhed, hvis virk-
somhedens ejere af kvalificerede andele, jf. § 5, stk. 3, i lov
om finansiel virksomhed, ikke skønnes at ville modvirke en
fornuftig og forsvarlig forvaltning af virksomheden.
Det følger videre af hvidvasklovens § 45, stk. 1, at et med-
lem af bestyrelsen eller direktionen i en valutavekslings-
virksomhed eller, hvor valutaveksling udøves af en enkelt-
mandsvirksomhed, indehaveren eller, hvor valutavekslings-
virksomheden drives som juridisk person uden bestyrelse
eller direktion, den eller de ledelsesansvarlige 1) skal have
tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kun-
ne varetage hvervet eller stillingen, 2) skal have et tilstræk-
kelig godt omdømme og kunne udvise hæderlighed, integri-
tet og tilstrækkelig uafhængighed ved varetagelsen af hver-
vet eller stillingen, 3) ikke må være pålagt strafansvar for
overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller
anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer ri-
siko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller
sin stilling på betryggende måde, 4) ikke må have indgivet
begæring om eller være under rekonstruktionsbehandling,
konkurs eller gældssanering og 5) ikke må have udvist en
sådan adfærd, at der er grund til at antage, at vedkommende
ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.
Det foreslås, at § 41, nr. 2, ændres, så valutavekslingsvirk-
somhedens ejere af kvalificerede andele, jf. § 5, stk. 3, i
lov om finansiel virksomhed, omfattes af bestemmelsen, og
således skal opfylde kravene i hvidvasklovens § 45, for at
Finanstilsynet kan give tilladelse til valutavekslingsvirksom-
hed.
Ejere af kvalificerede andele er defineret i § 5, stk. 3, i
lov om finansiel virksomhed, jf. også bemærkningerne til
lovforslagets § 4, nr. 8.
Den foreslåede ændring medfører, at Finanstilsynet skal
vurdere, om ejere af kvalificerede andele af virksomheden
opfylder hvidvasklovens krav om egnethed og hæderlighed,
når Finanstilsynet skal vurdere, om en virksomhed kan få
tilladelse til at udbyde valutavekslingsvirksomhed.
For nærmere om betingelserne for, at Finanstilsynet kan
give tilladelse til valutavekslingsvirksomhed og kravene til
en ansøgning om tilladelse til valutavekslingsvirksomhed
henvises i øvrigt til kapitel 10 i hvidvaskloven og til Folke-
tingstidende 2016-17, 1. samling, B, Betænkning til L41,
som fremsat side 50.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 6-9, samt
bemærkningerne hertil.
Til nr. 6 (§ 42, nr. 5, i hvidvaskloven)
Det følger af hvidvasklovens § 42, nr. 5, at en ansøgning
om tilladelse til valutavekslingsvirksomhed skal indeholde
de oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsy-
nets vurdering af, om betingelserne i § 41 er opfyldt. Dette
gælder bl.a. oplysninger om medlemmer af virksomhedens
bestyrelse og direktion eller, hvor valutaveksling udøves
af en enkeltmandsvirksomhed, indehaveren eller, hvor virk-
somheden drives som juridisk person uden bestyrelse og
direktion, den eller de ledelsesansvarlige for virksomheden,
der dokumenterer, at kravene i henhold til § 45 er opfyldt.
Det følger videre af hvidvasklovens § 45, stk. 1, at et med-
lem af bestyrelsen eller direktionen i en valutavekslings-
virksomhed eller, hvor valutaveksling udøves af en enkelt-
mandsvirksomhed, indehaveren eller, hvor valutavekslings-
virksomheden drives som juridisk person uden bestyrelse
eller direktion, den eller de ledelsesansvarlige 1) skal have
tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kun-
ne varetage hvervet eller stillingen, 2) skal have et tilstræk-
kelig godt omdømme og kunne udvise hæderlighed, integri-
tet og tilstrækkelig uafhængighed ved varetagelsen af hver-
vet eller stillingen, 3) ikke må være pålagt strafansvar for
48
overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller
anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer ri-
siko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller
sin stilling på betryggende måde, 4) ikke må have indgivet
begæring om eller være under rekonstruktionsbehandling,
konkurs eller gældssanering og 5) ikke må have udvist en
sådan adfærd, at der er grund til at antage, at vedkommende
ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.
Det foreslås, at § 42, nr. 5, ændres, så en ansøgning om
valutavekslingsvirksomhed skal indeholde oplysninger om
valutavekslingsvirksomhedens ejere af kvalificerede andele,
jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed.
For definition af ejere af kvalificerede andele henvises til
§ 5, stk. 3, i lov nr. 453 af 10. juni 2003 om finansiel
virksomhed samt bemærkningerne til dette lovforslags § 4,
nr. 8.
Den foreslåede ændring medfører, at en virksomhed, som
ansøger Finanstilsynet om tilladelse til at drive valutaveks-
lingsvirksomhed, skal medsende oplysninger, som er nød-
vendige for Finanstilsynets vurdering af, om virksomhedens
ejere af kvalificerede andele opfylder hvidvasklovens krav
om egnethed og hæderlighed.
For yderligere om kravene til de oplysninger, som en ansøg-
ning til Finanstilsynet om tilladelse til at drive valutaveks-
lingsvirksomhed som minimum skal indeholde, henvises i
øvrigt til Folketingstidende 2016-17, 1. samling, B, Betænk-
ning til L41, som fremsat side 50.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 5, og 7-9, samt
bemærkningerne hertil.
Til nr. 7 (§ 42, nr. 6, i hvidvaskloven)
Det følger af hvidvasklovens § 42, nr. 6, at en ansøgning
om tilladelse til valutavekslingsvirksomhed skal indeholde
oplysninger om ejere af en kvalificeret andel i virksomhe-
den, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, eller, hvor
valutaveksling udøves af en enkeltmandsvirksomhed, inde-
haveren, størrelsen af disses ejerandele og dokumentation
for ejernes egnethed til at sikre en fornuftig og forsvarlig
forvaltning af virksomheden. Disse oplysninger udgør en del
af de oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsy-
nets vurdering af, om betingelserne i § 41 er opfyldt.
For definition af ejere af kvalificerede andele henvises til
§ 5, stk. 3, i lov nr. 453 af 10. juni 2003 om finansiel
virksomhed, jf. bemærkningerne til dette lovforslags § 4, nr.
8
Det foreslås at ændre § 42, nr. 6, så en ansøgning om
tilladelse til valutavekslingsvirksomhed skal indeholde op-
lysninger om ejere af kvalificerede andele i virksomheden,
jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, eller, hvor
valutaveksling udøves af en enkeltmandsvirksomhed, inde-
haveren, og størrelsen af disses andele.
Den foreslåede ændring medfører, at de pågældende oplys-
ninger indgår som en del af de oplysninger, en ansøgning
om tilladelse til valutavekslingsvirksomhed som minimum
skal indeholde, og som er nødvendige for Finanstilsynets
vurdering af, om betingelserne i § 41 er opfyldt.
Forslaget medfører desuden, at krav om dokumentation for
ejernes egnethed til at sikre en fornuftig og forsvarlig for-
valtning af virksomheden udgår af bestemmelsen. Dette sker
som følge af den foreslåede ændring af § 42, nr. 5, i hvid-
vaskloven, jf. lovforslagets § 4, nr. 6, da ejere af kvalificere-
de andele af valutavekslingsvirksomheder herefter skal gen-
nem en vurdering af egnethed og hæderlighed, hvori ejere af
kvalificerede andeles egnethed indgår. Dette er en skærpelse
i forhold til de gældende regler, hvor der alene er krav om
at sikre, at de kvalificerede ejere er egnede til at sikre en
fornuftig og forsvarlig drift af virksomheden. Ligeledes går
ændringen videre end anbefalet af Europarådet, idet Europa-
rådets anbefaling går på egnethed og hæderlighed i forhold
til reelle ejere. Der henvises nærmere til afsnit 2.6.2. i de
almindelige bemærkninger.
Det bemærkes dog, at den foreslåede udvidelse af kravene
om egnethed og hæderlighed ikke forventes at få praktisk
betydning for størstedelen af danske valutavekslingsvirk-
somheder, da der ofte vil være personsammenfald mellem
de personer, der udfører funktioner, hvor der skal indhentes
oplysninger og egnethed om hæderlighed. Der henvises nær-
mere til afsnit 2.6. i de almindelige bemærkninger.
For yderligere om kravene til oplysninger, som skal gives
til Finanstilsynet ved ansøgning om tilladelse til at drive
valutavekslingsvirksomhed, henvises i øvrigt til Folketings-
tidende 2016-17, 1. samling, B, Betænkning til L41, som
fremsat side 50.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 5-6 og 8-9, og
bemærkningerne hertil.
Til nr. 8 (§ 45, stk. 1, i hvidvaskloven)
Det følger af hvidvasklovens § 45, stk. 1, at et medlem af
bestyrelsen eller direktionen i en valutavekslingsvirksomhed
eller, hvor valutaveksling udøves af en enkeltmandsvirk-
somhed, indehaveren eller, hvor valutavekslingsvirksomhe-
den drives som juridisk person uden bestyrelse eller direk-
tion, den eller de ledelsesansvarlige 1) skal have tilstræk-
49
kelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne
varetage hvervet eller stillingen, 2) skal have et tilstrække-
lig godt omdømme og kunne udvise hæderlighed, integritet
og tilstrækkelig uafhængighed ved varetagelsen af hvervet
eller stillingen, 3) ikke må være pålagt strafansvar for over-
trædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller an-
den relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko
for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller sin
stilling på betryggende måde, 4) ikke må have indgivet
begæring om eller være under rekonstruktionsbehandling,
konkurs eller gældssanering og 5) ikke må have udvist en
sådan adfærd, at der er grund til at antage, at vedkommende
ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.
Det følger af artikel 47, stk. 2, i 4. hvidvaskdirektiv, at
medlemsstater skal pålægge de kompetente myndigheder at
sikre, at de personer, som varetager en ledelsesfunktion i
valutavekslingsvirksomheder, eller som er de reelle ejere af
sådanne virksomheder, besidder den fornødne egnethed og
hæderlighed.
Det følger af artikel 3, nr. 6, i 4. hvidvaskdirektiv, at direkte
eller indirekte besiddelse af eller kontrol over mere end 25
pct. af en juridisk person anses som en indikation på direkte
eller indirekte reelt ejerskab.
Det følger af § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed,
jf. lov nr. 453 af 10. juni 2003, at der ved kvalificeret an-
del forstås direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10
pct. af kapitalen eller stemmerettighederne eller en andel,
som giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse
på ledelsen af den finansielle virksomhed, den finansielle
holdingvirksomhed eller forsikringsholdingvirksomheden.
Det foreslås, at § 45, stk. 1, ændres, så valutavekslingsvirk-
somhedens ejere af kvalificerede andele også omfattes af
bestemmelsen og således skal opfylde ovennævnte krav.
Den foreslåede ændring medfører, at en valutavekslings-
virksomheds ejere af kvalificerede andele skal opfylde de
samme krav om egnethed og hæderlighed, som et medlem af
bestyrelsen eller direktionen i en valutavekslingsvirksomhed
eller, hvor valutaveksling udøves af en enkeltmandsvirk-
somhed, indehaveren eller, hvor valutavekslingsvirksomhe-
den drives som juridisk person uden bestyrelse eller direk-
tion, den eller de ledelsesansvarlige skal opfylde.
Hvor der er tale om en enkeltmandsvirksomhed, vil der være
personsammenfald mellem virksomhedens ejer af kvalifice-
rede andele og virksomhedens direktør, hvorfor der allerede
efter gældende ret foretages en vurdering af ejere af kvalifi-
cerede andeles egnethed og hæderlighed.
Den foreslåede ændring går videre end kravet til vurdering
af egnethed og hæderlighed af en valutavekslingsvirksom-
heds reelle ejere i artikel 47, stk. 2, i 4. hvidvaskdirektiv.
For kravene til egnethed og hæderlighed henvises i øvrigt
til Folketingstidende 2016-17, 1. samling, B, Betænkning til
L41, som fremsat side 50.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 5-7 og 9, og
bemærkningerne hertil.
Til nr. 9 (§ 45, stk. 2, 1. pkt., i hvidvaskloven)
Det følger af hvidvasklovens § 45, stk. 2, 1. pkt., at et med-
lem af bestyrelsen eller direktionen i en valutavekslings-
virksomhed eller, hvor valutaveksling udøves af en enkelt-
mandsvirksomhed, indehaveren eller, hvor valutavekslings-
virksomheden drives som juridisk person uden bestyrelse
eller direktion, den eller de ledelsesansvarlige skal meddele
Finanstilsynet oplysninger om forhold som nævnt i stk. 1
i forbindelse med indtræden i virksomhedens ledelse eller,
hvor valutaveksling udøves af en enkeltmandsvirksomhed, i
forbindelse med ansøgning om tilladelse, jf. § 41.
Det foreslås, at § 45, stk. 2, 1. pkt., ændres, så også valuta-
vekslingsvirksomhedens ejere af kvalificerede andele, jf. §
5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, omfattes af bestem-
melsen.
Dette betyder, at en valutavekslingsvirksomheds ejere af
kvalificerede andele skal meddele Finanstilsynet oplysnin-
ger om forhold som nævnt i stk. 1 i forbindelse med indtræ-
den i virksomhedens ledelse og som ejer af kvalificerede
andele, i forbindelse med ansøgning om tilladelse, jf. §
41. Oplysningerne vedrører således krav om egnethed og
hæderlighed.
Til nr. 10 (§ 55, stk. 1, 1. pkt., i hvidvaskloven)
Hvidvasklovens § 55, stk. 1, 1. pkt., indeholder regler om
offentliggørelse af reaktioner givet af Finanstilsynet i hen-
hold til hvidvaskloven. For en nærmere beskrivelse af gæl-
dende ret henvises til pkt. 2.7. i de almindelige bemærknin-
ger til lovforslaget.
Det foreslås i § 55, stk. 1, 1. pkt., at ændre givet til tildelt.
Der er alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som
har til formål at give mulighed for i bemærkningerne at
tydeliggøre det forhold, at vedtagne administrative bødefo-
relæg er en reaktion i henhold til § 55, stk. 1, 1. pkt.
Der er ikke tilsigtet ændringer af den gældende retstilstand.
50
Til nr. 11 (§ 78 a, stk. 1, i hvidvaskloven)
Det følger af hvidvasklovens § 78 a, stk. 1, at Finanstilsynet
i et bødeforelæg til en fysisk eller juridisk person kan tilken-
degive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis hvidvasklo-
vens § 7, stk. 1 eller 2, § 8, stk. 1-4 eller 6, § 9, stk. 1 eller
2, § 10, § 11, stk. 1 eller 2, stk. 3, 1., 3. eller 4. pkt., eller
stk. 4, 2. pkt., § 12, § 14, stk. 1, stk. 2, 2. pkt., stk. 3, stk.
4, 2. pkt., eller stk. 5, § 17, stk. 1 eller 2, § 18, stk. 1-6, §
19, § 20, § 22, stk. 2 eller 3, § 24, stk. 1, 2. pkt., eller stk. 2
eller 3, § 25, stk. 1 eller 2, § 26, stk. 1 eller 3, eller stk. 4,
1. pkt., §§ 30, 31, 40 eller 43 eller § 48, stk. 1, er overtrådt,
overtrædelsen ikke skønnes at ville medføre højere straf end
bøde, og hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer
sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden
en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i
bødeforelægget.
Efter hvidvasklovens § 48, stk. 2, skal virksomheder og
personer omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 22-26,
registreres hos Finanstilsynet for at kunne udøve deres akti-
viteter.
Den gældende bestemmelse i hvidvasklovens § 1, stk. 1,
nr. 22-26, omfatter udbydere af veksling mellem virtuelle
valutaer og fiatvalutaer, udbydere af virtuelle tegnebøger,
udbydere af veksling mellem én eller flere typer af virtuel-
le valutaer, udbydere af overførsel af virtuelle valutaer og
udstedere af virtuelle valutaer. Med lovforslagets § 2, nr. 1,
foreslås det, at § 1, stk. 1, nr. 26, affattes, så udbydere af
tjenester relateret til udstedelse af virtuelle valutaer omfattes
af hvidvaskloven. Der henvises til dette lovforslags § 2, nr.
1, om ændring af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 26.
I henhold til § 78 a kan der ikke i dag udstedes administrati-
ve bødeforelæg for overtrædelse af bestemmelsen i hvidvas-
klovens § 48, stk. 2.
Det foreslås at ændre § 78 a, stk. 1, så Finanstilsynet vil
kunne udstede administrative bødeforelæg for overtrædelse
af hvidvasklovens § 48, stk. 2.
Et eksempel på en klar overtrædelse af bestemmelsen kan
f.eks. være, at en udbyder af overførsel af virtuelle valuta-
er driver virksomhed uden at have ladet sig registrere hos
Finanstilsynet. Ved overtrædelse af bestemmelsen er det
klare udgangspunkt, at en bøde vil skulle udmåles efter
princippet om graduerede minimumsbøder. Hvis der er tale
om en virksomhed med f.eks. en årlig nettoomsætning på
under 50 mio. kr., skal der udmåles en minimumsbøde på
50.000 kr., jf. Folketingstidende, 2018-19, 1. samling, A, L
47 som fremsat, side 44. Har virksomheden i en periode
været drevet uden fornøden registrering og ikke overholdt
reglerne i hvidvaskloven og derfor eksempelvis undladt at
undersøge mistænkelige transaktioner til en værdi af 100
mio. kr., vil virksomheden efter transaktionsprincippet ifalde
en bøde på 25 mio. kr. I dette tilfælde udmåles bøden efter
transaktionsprincippet (25 pct. af transaktionsbeløbet). Hvis
der ikke foreligger den fornødne sikkerhed til at udstede
et administrativt bødeforelæg, kan Finanstilsynet efter om-
stændighederne overveje at udstede påbud eller indgive po-
litianmeldelse.
For nærmere om Finanstilsynets adgang til at udstede
administrative bødeforlæg henvises til Folketingstidende,
2019-20, A, L 58, som fremsat side 106.
Til nr. 12 (§ 85, stk. 2 og 3, i hvidvaskloven)
Det fremgår af § 85 i hvidvaskloven, at loven ikke gælder
for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning kan
sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med
de ændringer, de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Ved anordning nr. 956 af 17. maj 2021 om ikrafttræden
for Grønland af lov om forebyggende foranstaltninger mod
hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven) blev
lov nr. 651 af 8. juni 2017 (hvidvaskloven) sat i kraft for
Grønland. Hvidvaskloven, som sat i kraft for Grønland, blev
senere ændret ved anordning nr. 2627 af 28. december 2021,
der sætter lov nr. 553 af 7. maj 2019 i kraft for Grønland. De
seneste ændringer til den danske hvidvasklov er derimod
ikke sat i kraft for Grønland.
Det følger af § 57, stk. 1, i hvidvaskloven som sat i kraft
for Grønland, at Erhvervsstyrelsen påser, at virksomheder
og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15 og 22, overholder
denne lov, regler udstedt i medfør heraf og forordninger
udstedt af Europa-Parlamentet og Rådet indeholdende regler
om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juri-
diske enheder eller organer.
§ 1, stk. 1, nr. 15, omfatter revisorer og revisionsvirksomhe-
der godkendt i henhold til revisorloven og eksterne boghol-
dere samt en enhver anden person, der forpligter sig til at
yde hjælp, bistand eller anden rådgivning om skatteanligg-
ender som sin vigtigste erhvervsmæssige virksomhed.
§ 1, stk. 1, nr. 22, omfatter virksomheder og personer, der
erhvervsmæssigt opbevarer, handler eller formidler handel
med kunstværker, herunder gallerier og auktionshuse, hvor
værdien af transaktionen, eller af en række indbyrdes for-
bundne transaktioner udgør 50.000 kr. eller derover.
Det fremgår af § 57, stk. 1, i lov nr. 651 af 8. juni 2017
(den danske hvidvasklov), som ændret ved lov nr. 553 af
7. maj 2019, at Erhvervsstyrelsen påser, at virksomheder
51
og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18, overholder
loven, regler udstedt i medfør heraf og forordninger udstedt
af Europa-Parlamentet og Rådet indeholdende regler om fi-
nansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske
enheder eller organer.
§ 1, stk. 1, nr. 15-18, omfatter revisorer og revisionsvirk-
somheder godkendt i henhold til revisorloven, jf. nr. 15,
ejendomsmæglere og ejendomsmæglervirksomheder, jf. nr.
16, virksomheder og personer, der i øvrigt erhvervsmæssigt
leverer samme ydelser som visse advokater, visse ejendoms-
mæglere og ejendomsmæglervirksomhed samt visse reviso-
rer og revisionsvirksomheder, herunder revisorer, som ikke
er godkendt i henhold til revisorloven, skatterådgivere, jf. nr.
17, samt eksterne bogholdere og udbydere af tjenesteydelser
til virksomheder, jf. nr. 18.
§ 1, stk. 1, nr. 16 og nr. 18, er ikke sat i kraft for Grønland,
men det er § 1, stk. 1, nr. 15 og 17.
Ved en fejl er § 1, stk. 1, nr. 17, imidlertid ikke nævnt i
tilsynsbestemmelsen for Erhvervsstyrelsen i § 57, stk. 1.
Ved kongelig anordning nr. 813 af 12. august 2019 om
ikrafttræden for Færøerne af lov om forebyggende foran-
staltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme
(hvidvaskloven) blev lov nr. 651 af 8. juni 2017 (hvidvas-
kloven) sat i kraft for Færøerne.
Det følger af § 27 i anordningen, at advokater i visse tilfæl-
de er undtaget fra pligten i § 26 om underretning ved viden,
mistanke eller formodning om, at en transaktion, midler el-
ler en aktivitet har eller har haft tilknytning til hvidvask eller
finansiering af terrorisme. Advokater er således undtaget fra
underretningspligten i forbindelse med sager, der føres ved
Skatta- og avgjaldskærunevndini.
Ved lagtingslov nr. 147 af 25. november 2021 om Føroya
Kærustovni, er Føruya Kærustovni blevet etableret som en
ny klageinstans, der pr. 1. januar 2022 erstatter Skatta- og
avgjaldskærunevndini.
Det foreslås i § 85 at indsætte et nyt stk. 2 og 3.
Efter det foreslåede stk. 2, vil de dele af § 57, stk. 1, 1.
pkt., som i medfør af stk. 1 er sat i kraft for Grønland,
ved kongelig anordning kunne sættes helt eller delvis i kraft
på ny for Grønland med de ændringer, som de grønlandske
forhold tilsiger.
Det foreslåede stk. 2, vil medføre, at der indsættes en ny
anordningshjemmel i § 85, som kan anvendes til at sætte
§ 57, stk. 1, 1. pkt., i kraft på ny for Grønland med de
ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Hvidvaskloven, som sat i kraft for Grønland, er senere ænd-
ret ved anordning nr. 2627 af 28. december 2021, som sætter
lov nr. 553 af 7. maj 2019 i kraft. De seneste ændringer til
den danske hvidvasklov, herunder til § 1, stk. 1, er derimod
ikke sat i kraft for Grønland. Når § 57, stk. 1, 1. pkt.,
sættes helt eller delvis i kraft på ny for Grønland, er der
således retlige forhold i Grønland, der tilsiger, at de seneste
ændringer af § 57, stk. 1, 1. pkt. i den danske hvidvasklov
ikke skal sættes i kraft for Grønland, da det vil medføre en
forkert henvisning til § 1, stk. 1, i hvidvaskloven,som sat i
kraft for Grønland.
Retlige forhold i Grønland tilsiger således, at § 57, stk. 1,
1. pkt., skal sættes i kraft på ny uden de ændringer til den
danske hvidvasklov, der er indført efter ændringerne ved lov
nr. 553 af 7. maj 2019.
Formålet med den foreslåede § 85, stk. 2, er således, at den
korrekte henvisning til § 1, stk. 1, nr. 17, i § 57, stk. 1, 1.
pkt., som sat i kraft for Grønland, kan tilføjes. Indsættelse af
den korrekte henvisning vil medføre, at Erhvervsstyrelsens
kompetence i Grønland udvides til at omfatte virksomheder
og personer, der i øvrigt erhvervsmæssigt leverer samme
ydelser som de i nr. 14-16 nævnte persongrupper, herunder
revisorer, som ikke er godkendt i henhold til revisorloven,
skatterådgivere og eksterne bogholdere, jf. hvidvasklovens §
1, stk. 1, nr. 17.
Efter det foreslåede stk. 3, vil de dele af § 27, som i medfør
af stk. 1 er sat i kraft for Færøerne, ved kongelig anordning
kunne sættes helt eller delvis i kraft på ny for Færøerne med
de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
Det foreslåede stk. 3 vil medføre, at anordningshjemlen i
§ 85 kan anvendes på ny for Færøerne. Formålet er ved
anordning at kunne ændre bestemmelsen i § 27, så bestem-
melsen henviser til Førova Kærustovni, som er den korrekte
klageinstans på Færøerne.
Til § 5
Til nr. 1 (§ 1, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)
Den gældende bestemmelse i § 1, stk. 4, 1. pkt., i lov om
finansiel virksomhed fastsætter, hvilke bestemmelser i lov
om finansiel virksomhed der finder anvendelse for filialer
her i landet af udenlandske virksomheder, der er meddelt
tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i
et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.
52
Det fremgår af § 354 b i lov om finansiel virksomhed, at Fi-
nanstilsynet skal orientere offentligheden om sager, som er
behandlet af Finanstilsynet, anklagemyndigheden eller dom-
stolene, og som er af almen interesse eller af betydning for
forståelsen af §§ 43-60 e i lov om finansiel virksomhed og
bekendtgørelser udstedt i medfør heraf. §§ 43-60 e regulerer
god skik for finansielle virksomheder. Bestemmelsen finder
anvendelse på alle finansielle virksomheder.
Det foreslås i § 1, stk. 4, 1. pkt., at indsætte en henvisning til
§ 354 b.
Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynets pligt
i § 354 b også finder anvendelse for filialer her i landet af
udenlandske finansielle virksomheder.
Med den foreslåede ændring skal Finanstilsynet orientere
offentligheden om sager, der involverer filialer her i landet
af udenlandske virksomheder fra et land inden for Den
Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, som er behandlet af Fi-
nanstilsynet, anklagemyndigheden eller domstolene, og som
er af almen interesse eller af betydning for forståelsen af
reglerne om god skik.
Den foreslåede ændring skal være med til at sikre, at reg-
lerne om offentlighed og åbenhed i forhold til regler på
forbrugerområdet, som allerede i dag gælder for finansielle
virksomheder, også finder anvendelse for filialer og agenter
fra udenlandske virksomheder her i landet.
Til nr. 2 (§ 1, stk. 4, 4. pkt., i lov om finansiel virksomhed)
Anvendelsesområdet for lov om finansiel virksomhed er
fastsat i lovens § 1. Den gældende bestemmelse i § 1, stk.
4, 4. pkt., fastsætter, hvilke bestemmelser i loven der finder
anvendelse for udenlandske kreditinstitutter med tilladelse i
et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle område
(EU-/EØS-lande), der yder eller udfører investeringsservice
og –aktiviteter her i landet gennem filial eller tilknyttet
agent etableret her i landet.
Det foreslås i § 1, stk. 4, 4. pkt., at indsætte en henvisning til
§ 363 b, stk. 1 og 2, og § 354 b.
Den foreslåede ændring af § 1, stk. 4, 4. pkt., vil medfø-
re, at § 363 b, stk. 1 og 2, også vil finde anvendelse på
udenlandske kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i et
land inden for Den Europæiske Union eller et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle område
(EU-/EØS-lande), som yder eller udfører investeringsservice
og –aktiviteter her i landet gennem en filial eller en tilknyt-
tet agent, der er etableret her i landet.
Den foreslåede ændring sker på baggrund af dette lovfor-
slags § 5, nr. 27, hvor det bl.a. foreslås at indsætte § 363
b, stk. 1 og 2, som fastsætter regler for afgiftsbetaling til
Finanstilsynet for udenlandske kreditinstitutter fra et andet
EU-/EØS-land, der yder eller udfører investeringsservice og
–aktiviteter her i landet gennem filial eller tilknyttet agent
etableret her i landet.
Der henvises til lovforslagets § 5, nr. 27, og bemærkninger-
ne hertil for så vidt angår forslaget til § 363 b, stk. 1 og 2, i
lov om finansiel virksomhed.
Den foreslåede ændring vil videre medføre, at Finanstilsy-
nets pligt i § 354 b også finder anvendelse for filialer og til-
knyttede agenter her i landet af udenlandske kreditinstitutter,
der har tilladelse til at yde investeringsservice eller udføre
investeringsaktiviteter.
Den foreslåede henvisning til § 354 b vil medføre, at Fi-
nanstilsynet skal orientere offentligheden om sager, der in-
volverer filialer og tilknyttede agenter her i landet af uden-
landske kreditinstitutter inden for Den Europæiske Union
eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det fi-
nansielle område, som er behandlet af Finanstilsynet, ankla-
gemyndigheden eller domstolene, som er af almen interesse
eller af betydning for forståelsen af reglerne om god skik.
Til nr. 3 (§ 1, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)
Anvendelsesområdet for lov om finansiel virksomhed er
fastsat i lovens § 1. Den gældende § 1, stk. 6, fastsætter,
hvilke bestemmelser i loven der finder anvendelse for uden-
landske kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i et land
uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har ind-
gået aftale med på det finansielle område (tredjelande), og
som har tilladelse fra Finanstilsynet til grænseoverskridende
at yde eller udføre investeringsservice og –aktiviteter her i
landet til godkendte modparter og professionelle kunder.
Det foreslås i § 1, stk. 6, at indsætte en henvisning til § 363
b, stk. 4.
Den foreslåede ændring af § 1, stk. 6, vil medføre, at §
363 b, stk. 4, også vil finde anvendelse for udenlandske
kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i et tredjeland, og
som har tilladelse fra Finanstilsynet til grænseoverskridende
at yde eller udføre investeringsservice og –aktiviteter her i
landet til godkendte modparter og professionelle kunder.
Den foreslåede ændring sker på baggrund af lovforslagets
§ 5, nr. 27, hvor det foreslås at indsætte § 363 b, stk. 4,
som fastsætter regler for afgiftsbetaling til Finanstilsynet
for udenlandske kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse
53
i et tredjeland, og som har tilladelse fra Finanstilsynet til
grænseoverskridende at yde eller udføre investeringsservice
og –aktiviteter her i landet til godkendte modparter og pro-
fessionelle kunder.
Der henvises til lovforslagets § 5, nr. 27, og bemærkninger-
ne hertil for så vidt angår forslaget til § 363 b, stk. 4, i lov
om finansiel virksomhed.
Til nr. 4-6 (§ 5, stk. 1, nr. 22, litra a-d, i lov om finansiel
virksomhed)
Det følger af artikel 300 i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsik-
rings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) 2021/C
423/12, at de beløb, der er udtrykt i euro i direktivet, re-
videres hvert femte år ved at forhøje grundbeløbet i euro
med den procentuelle ændring i samtlige medlemsstaters al-
mindelige harmoniserede forbrugerprisindeks. Der anvendes
i Solvens II-direktivet bl.a. beløbsgrænser til afgrænsning
af direktivets anvendelsesområde og som absolutte og be-
løbsmæssigt fastlagte minimumsgrænser for forsikringssel-
skabers kapitalkrav. For at tage højde for inflation bør disse
beløb således kunne justeres, hvilket sker ved, at Kommis-
sionen meddeler de reviderede beløb. Solvens II-direktivet
har fundet anvendelse siden 1. januar 2016 og den første
femårige periode gik fra 31. december 2015 til 31. december
2020. Beløbene blev derfor revideret af Kommissionen i
2021 og de reviderede beløb skal gennemføres i medlems-
staterne.
De oprindelige beløbsgrænser fra Solvens II-direktivet er
afspejlet i en række bestemmelser i lov om finansiel virk-
somhed, herunder § 5, stk. 1, nr. 22.
Den gældende § 5, stk. 1, nr. 22, i lov om finansiel virksom-
hed, definerer et gruppe 1-forsikringsselskab som et forsik-
ringsselskab, der udøver grænseoverskridende virksomhed
i henhold til §§ 38 eller 39, eller forsikrings- eller genfor-
sikringsvirksomhed omfattet af en eller flere af forsikrings-
klasserne 10-15 i bilag 7, medmindre de udgør accessoriske
risici, eller et selskab, som i 3 på hinanden følgende år har
opfyldt mindst én af følgende betingelser: a) Selskabets årli-
ge bruttopræmie overstiger 5 mio. euro. b) Selskabets sam-
lede forsikringsmæssige bruttohensættelser eksklusive gen-
forsikringsaftaler og aftaler med ISPV᾽er overstiger 25 mio.
euro. c) Selskabet er en del af en koncern, og koncernens
samlede forsikringsmæssige bruttohensættelser eksklusive
genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV᾽er overstiger 25
mio. euro. d) Selskabet udøver genforsikringsvirksomhed,
som overstiger 0,5 mio. euro af selskabets bruttopræmie,
2,5 mio. euro af dets forsikringsmæssige bruttohensættelser
eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV᾽er, 10
pct. af dets bruttopræmier eller 10 pct. af dets forsikrings-
mæssige bruttohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler
og aftaler med ISPV᾽er.
Bestemmelsen implementerer artikel 4, stk. 1, i Solvens
II-direktivet, som omhandler anvendelsesområdet for direk-
tivets regler, hvor afgrænsningen af Solvens II-reglerne fore-
tages ved at udelukke selskaber under en vis størrelse.
I § 5, stk. 1, nr. 23, defineres et gruppe 2-forsikringsselskab
som et forsikringsselskab, der ikke er et gruppe 1-forsikring-
selskab.
Det foreslås at ændre beløbsgrænserne i § 5, stk. 1, nr. 22,
litra a-d.
De foreslåede ændringer af § 5, stk. 1, nr. 22, litra a-d, er en
konsekvens af artikel 300 i Solvens II-direktivet.
Det foreslåede vil medføre, at beløbene i § 5, stk. 1, nr.
22, litra a-d, kommer til at stemme overens med de beløbs-
grænser, som Kommissionen har offentliggjort i Meddelelse
om tilpasning i overensstemmelse med inflationen af de be-
løb, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II) 2021/C 423/12.
Beløbsreguleringen kan påvirke den nuværende inddeling
i gruppe 1-forsikringsvirksomhed og gruppe 2-forsikrings-
virksomhed, så forsikringsselskaber, der i dag er gruppe 1-
forsikringsselskaber, ikke længere opfylder de nedre beløbs-
grænser og dermed fremadrettet skal betegnes som gruppe
2-forsikringsselskaber.
For at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn med for-
sikringsselskaberne, er det nødvendigt, at selskaberne un-
derretter Finanstilsynet om en sådan ændring, da dette har
betydning for, hvilket regelsæt Finanstilsynet skal føre tilsyn
efter. Selskaber, der ændrer status fra at være et gruppe
1-forsikringsselskab til et gruppe 2-forsikringsselskab eller
et gruppe 2-forsikringsselskab til et gruppe 1-forsikringssel-
skab, skal derfor straks og senest efter 8 dage underrette
Finanstilsynet herom, jf. § 11, stk. 8, i lov om finansiel
virksomhed.
Til nr. 7 (§ 12, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Det fremgår af den gældende § 12, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed, at banker, realkreditinstitutter og investerings-
forvaltningsselskaber skal være aktieselskaber. Yderligere
fremgår det, at andelskasser skal være andelsselskaber, spa-
rekasser skal være selvejende institutioner, forsikringssel-
skaber skal være aktieselskaber, gensidige selskaber eller
54
tværgående pensionskasser og at captivegenforsikringssel-
skaber skal være aktieselskaber.
Reglen henviser til selskabslovens § 5, stk. 1, nr. 1 og med-
fører derved, at de regler, der gælder for aktieselskaber i
selskabsloven med de undtagelser hertil, der findes i lov om
finansiel virksomhed, skal gælde for de nævnte institutty-
per. Dette er blandt andet kravene til stiftelse og registrering.
Den gældende § 12, stk. 1, omfatter ikke finansielle holding-
virksomheder. Da finansielle holdingvirksomheder ikke er
omfattet af § 12, stk. 1, gælder der ikke krav om, med
hvilken selskabsform finansielle holdingvirksomheder skal
etableres.
Det foreslås at ændre § 12, stk. 1, i lov om finansiel virk-
somhed, så der indføres et krav om, at finansielle holding-
virksomheder skal være aktieselskaber eller anpartsselska-
ber.
Formålet med ændringen er at åbne op for muligheden
for, at finansielle holdingvirksomheder kan etableres som
anpartsselskaber. Selvom der for nuværende ikke gælder
et krav om selskabsform for disse, skal de opfylde kapi-
talkrav i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og
investeringsselskaber (CRR). Egentlige kernekapitalinstru-
menter efter denne forordning skal godkendes af Finanstil-
synet. Finanstilsynet har pligt til at høre Den Europæiske
Bankmyndighed (EBA), der offentliggør en liste over god-
kendte instrumenter i medlemslandene.
Den foreslåede § 12, stk. 1, vil medføre, at finansielle hol-
dingvirksomheder kan etableres som anpartsselskaber, mens
banker, realkreditinstitutter og investeringsforvaltningssel-
skaber stadig skal være aktieselskaber. Ændringen vil desu-
den medføre, at holdingvirksomheder, der allerede er etable-
ret som et anpartsselskab, ikke behøver at blive omdannet til
et aktieselskab.
Til nr. 8 (§ 13, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)
Det fremgår af den gældende § 13, stk. 1, i lov om finan-
siel virksomhed, at aktiekapitalen i finansielle virksomheder
skal betales fuldt ud.
Bestemmelsen er en fravigelse fra de almindelige regler
i selskabsloven om, at 25 pct. (dog mindst 40.000 kr.)
af aktiekapitalen skal være indbetalt, jf. selskabsloven §
33. Hensynet til, at aktiekapitalen i finansielle virksomheder
skal være fuldt indbetalt, er, at aktiekapitalen skal være
tabsabsorberende i f.eks. en konkurssituation. Derfor kan
aktiekapitalen i finansielle virksomheder ikke være delvist
indbetalt, som det er tilfældet i andre kapitalselskaber. Det
er desuden et krav efter artikel 28, stk. 1, litra b, i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om
tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringssel-
skaber (CRR), at egentlige kernekapitalinstrumenter er fuldt
indbetalt for at kunne kvalificeres som egentlige kernekapi-
talinstrumenter og derved tælle med i kapitalgrundlaget.
Der er i gældende dansk ret ikke et lignende krav for finan-
sielle holdingvirksomheder, på trods af at reglerne i CRR
artikel 28 finder anvendelse på finansielle holdingvirksom-
heder, og kapitalen derfor skal være fuldt indbetalt for at
kunne tælle med i kapitalgrundlaget.
Det foreslås at ændre § 13, stk. 1, så aktie- eller anpartskapi-
talen i finansielle holdingvirksomheder ligeledes skal være
fuldt indbetalt.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede
ændring til § 12, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, jf.
dette lovforslags § 5, nr. 7.
Formålet med ændringen er at tilpasse reglerne i lov om
finansiel virksomhed til kravet i CRR om fuld indbetaling
af egentlige kernekapitalinstrumenter ved at lade kravet om
fuld indbetaling af selskabskapital efter § 13, stk. 1, omfatte
finansielle holdingvirksomheder.
Den foreslåede ændring af § 13, stk. 1, vil medføre, at det
efter lov om finansiel virksomhed er et krav, at kapitalen i
finansielle holdingvirksomheder er fuldt indbetalt.
Til nr. 9 (§ 13, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
Det fremgår af den gældende § 13 stk. 2, i lov om finan-
siel virksomhed, at deling af aktiekapitalen i aktieklasser
med forskellig stemmeret ikke kan finde sted i pengeinstitut-
ter, investeringsforvaltningsselskaber, realkreditinstitutter og
forsikringsselskaber.
Der kan således ikke i de nævnte virksomheder udstedes
stemmeløse aktier. Bestemmelsen sikrer lige stemmeret for
alle aktier i virksomheder omfattet af bestemmelsen og for-
hindrer derved, at en aktionær med en beskeden mængde
aktier kan dominere en finansiel virksomhed.
Det foreslås at ændre § 13, stk. 2, så finansielle holding-
virksomheder omfattes af bestemmelsen og derfor ikke kan
dele kapitalen i klasser med forskellig stemmeret. Ligeledes
foreslås det at tilføje anpartskapital som følge af forslaget
til § 12, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, jf. dette
lovforslags § 5, nr. 7.
Den foreslåede ændring af § 13, stk. 2, vil medføre, at der
55
ikke kan ske deling af hverken aktie- eller anpartskapital i
klasser med forskellig stemmeværdi.
Til nr. 10 (§ 13 a i lov om finansiel virksomhed)
Det fremgår af den gældende § 13 a i lov om finansiel virk-
somhed, at selskabslovens §§ 110, 286, 306 og 318 k ikke
finder anvendelse på pengeinstitutter og realkreditinstitutter.
De fire bestemmelser i selskabsloven vedrører situationer,
hvor en kapitalejer, der har modsat sig en beslutning, der
dog bliver vedtaget, kan kræve, at kapitalselskabet indløser
kapitalejerens kapitalandele. Dette kan ske ved beslutninger,
hvor kapitalejers forpligtelser over for selskabet forøges, jf.
selskabsloven § 110, ved grænseoverskridende fusion, jf.
selskabsloven § 286, ved grænseoverskridende spaltning, jf.
selskabsloven § 306, og ved flytning til et andet EU/EØS-
land, jf. selskabsloven § 318 k.
Der gælder ikke samme undtagelser for kapitalejere i penge-
institutter og realkreditinstitutter, da disse er specifikt und-
taget fra de nævnte bestemmelser i selskabsloven. Dette
skyldes, at det efter artikel 28, stk. 1, litra f, i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsyns-
mæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber
(CRR) er et krav, at ingen kapitalejere må have krav på
selskabet på indløsning af kapitalindskud. Hvis de forskel-
lige muligheder for indløsning efter selskabslovens regler
kunne finde anvendelse for penge- og realkreditinstitutter,
ville kapitalindskud ikke kunne kvalificeres som egentlige
kernekapitalinstrumenter efter CRR.
Det foreslås at ændre § 13 a, så undtagelsen til selskabslo-
vens §§ 110, 286, 306 og 318 k også finder anvendelse for
finansielle holdingvirksomheder.
Dette skyldes, at det også er et krav for finansielle holding-
virksomheder, at selskabskapitalen kvalificeres som egent-
ligt kernekapital efter CRR. For at kapitalindskud kan kvali-
ficeres som egentlig kernekapital efter CRR, må instrumen-
terne ikke kunne kræves indløst i de tilfælde, der er om-
handlet i de fire bestemmelser i selskabsloven, og finansielle
holdingvirksomheder skal derfor undtages fra kravet.
Formålet med ændringen er at få selskabskapitalen i finan-
sielle holdingvirksomheder til at opfylde kravene i CRR
artikel 28, stk. 1, litra f, om at egentlige kernekapitalinstru-
menter ikke må kunne indløses, undtagen ved likvidation og
tilbagekøb med tilladelse.
Den foreslåede ændring af § 13 a vil medføre, at undtagel-
serne til selskabslovens §§ 110, 286, 306 og 318 k også
kommer til at gælde for finansielle holdingvirksomheder.
Til nr. 11 (§ 33, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed)
Efter § 33, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed skal et
udenlandsk kreditinstitut, der er meddelt tilladelse i et land
uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har
indgået aftale med på det finansielle område (tredjelande),
og for hvilket tredjeland Kommissionen ikke har vedtaget
en ækvivalensafgørelse vedrørende tredjelandets retlige og
tilsynsmæssige ramme som omhandlet i artikel 47, stk.
1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle in-
strumenter, eller hvor en sådan afgørelse ikke længere er
gyldig, have tilladelse af Finanstilsynet til grænseoverskri-
dende at yde investeringsservice eller udføre investeringsak-
tiviteter med eller uden accessoriske tjenesteydelser her i
landet til godkendte modparter eller professionelle kunder.
Efter § 33, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed kan Finans-
tilsynet nægte tilladelse, jf. stk. 1, såfremt lovgivningen i det
land, hvor tredjelandskreditinstituttet er meddelt tilladelse
og er under tilsyn, vil vanskeliggøre Finanstilsynets opga-
ver.
Finanstilsynet kan efter § 33, stk. 5, i lov om finansiel virk-
somhed fastsætte nærmere regler om tilladelsesproceduren,
jf. stk. 1, herunder hvilken dokumentation der skal sendes
til Finanstilsynet i forbindelse med ansøgningen. Bemyndi-
gelsen er udnyttet i bekendtgørelse nr. 918 af 26. juni 2017
om tilladelsesproceduren for udenlandske kreditinstitutter
og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et land
uden for Det Europæiske Union, og som ønsker at udføre
investeringsservice og investeringsaktiviteter i Danmark.
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 5, hvorefter Finanstilsy-
net kan inddrage en tilladelse, jf. stk. 1, såfremt tredjelands-
kreditinstituttet ikke længere opfylder kravene for at få en
tilladelse, eller hvis Finanstilsynet ikke kan inddrive afgiften
efter § 363 b, stk. 4, på almindelig vis.
De foreslåede § 33, stk. 5, vil medføre, at Finanstilsynet
kan inddrage en tilladelse meddelt efter § 33, stk. 1, hvis
tredjelandskreditinstituttet ikke længere har tilladelse til og
er under tilsyn i kreditinstituttets hjemland for så vidt an-
går den investeringsservice og –aktiviteter med eller uden
accessoriske tjenesteydelser, som er omfattet af tilladelsen
meddelt efter § 33, stk. 1. Finanstilsynet vil også kunne
inddrage tilladelsen, hvis der ikke længere er indgået en
aftale mellem Finanstilsynet og tredjelandskreditinstituttets
tilsynsmyndighed i kreditinstituttets hjemland om konsulta-
tion og samarbejde samt udveksling af information på områ-
det for investeringsservice og –aktiviteter, eller hvis Finans-
tilsynet kommer i besiddelse af information om tredjelands-
kreditinstituttet af betydning for opretholdelse en tilladelse
meddelt efter § 33, stk. 1. Informationer af betydning for op-
retholdelse af en tilladelse meddelt efter § 33, stk. 1, omfat-
56
ter bl.a. informationer, hvorefter Finanstilsynet konstaterer,
at tredjelandskreditinstituttet udgør en risiko for de danske
investorers interesser, markedernes ordentlige funktion eller
den finansielle stabilitet i Danmark. Finanstilsynet vil desu-
den kunne inddrage en tilladelse meddelt efter § 33, stk.
1, hvis Europa-Kommissionen for tredjelandet, der er tred-
jelandskreditinstituttets hjemland, vedtager en ækvivalensaf-
gørelse vedrørende tredjelandets retlige og tilsynsmæssige
ramme som omhandlet i artikel 47, stk. 1, i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj
2014 om markeder for finansielle instrumenter.
Den foreslåede § 33, stk. 5, vil videre medføre, at Finanstil-
synet kan inddrage en tilladelse meddelt efter § 33, stk. 1,
hvis tredjelandskreditinstituttet ikke rettidigt betaler afgift til
Finanstilsynet efter § 263 b, stk. 4.
Finanstilsynet vil kunne inddrage en tilladelse meddelt efter
§ 33, stk. 1, hvis Finanstilsynet ikke kan inddrive afgiftsbe-
talingen på almindelig vis. Inddragelsen vil således kunne
ske i tilfælde, hvor Finanstilsynet trods opkrævning af af-
giftsbetaling og rykkere for afgiftsbetaling ikke kan inddrive
afgiftsbetalingen.
Den foreslåede bestemmelse skal understøtte, at tredjelands-
kreditinstitutter med tilladelse efter § 33, stk. 1, bidrager
til finansieringen af de omkostninger, Finanstilsynet har i
forbindelse med tilsynet og administrationen af tilladelser
meddelt efter § 33, stk. 1.
Til nr. 12 (§ 33 a, stk. 5, 2. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed)
Efter § 33 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, skal
et udenlandsk kreditinstitut, der er meddelt tilladelse i et
land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke
har indgået aftale med på det finansielle område (tredjelan-
de), have tilladelse fra Finanstilsynet til at yde investerings-
service eller udføre investeringsaktiviteter med eller uden
accessoriske tjenesteydelser her i landet gennem en filial.
Efter den gældende § 33 a, stk. 5, kan Finanstilsynet inddra-
ge en tilladelse meddelt efter § 33 a, stk. 1, i henhold til §§
223 og 224.
Bestemmelsen i § 223 fastslår, at Finanstilsynet kan inddra-
ge tilladelsen til at drive virksomhed som pengeinstitut,
realkreditinstitut, investeringsforvaltningsselskab og forsik-
ringsselskab samt værdipapirhandler, hvis virksomheden an-
moder herom. Bestemmelsen i § 224 fastslår, i hvilke andre
tilfælde Finanstilsynet har beføjelse til at inddrage tilladel-
sen.
Det foreslås at indsætte et 2. pkt. i § 33 a, stk. 5, hvoref-
ter Finanstilsynet, ud over de tilfælde, der er nævnt i §§
223-224, kan inddrage en tilladelse meddelt efter § 33 a, stk.
1, hvis Finanstilsynet ikke kan inddrive afgiften efter § 363
a og § 363 b, stk. 3, på almindelig vis.
Den foreslåede ændring af § 33 a, stk. 5, vil medføre, at
Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse meddelt efter § 33
a, stk. 1, hvis Finanstilsynet ikke kan inddrive afgiftsbetalin-
gen på almindelig vis. Inddragelsen vil således kunne ske
i tilfælde, hvor Finanstilsynet trods opkrævning af afgifts-
betaling og rykkere for afgiftsbetaling ikke kan inddrive
afgiftsbetalingen.
Den foreslåede ændring skal understøtte, at tredjelandskre-
ditinstitutter med tilladelse efter § 33 a, stk. 1, bidrager til
finansieringen af de omkostninger, Finanstilsynet har med
tilsynet og administrationen af tilladelser meddelt efter § 33
a, stk. 1.
Til nr. 13 (§ 61, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)
Det fremgår af § 61, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed,
at en fysisk eller juridisk person, der påtænker at erhverve
en kvalificeret andel i en finansiel virksomhed, en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed
på forhånd skal ansøge Finanstilsynet om godkendelse af
den påtænkte erhvervelse. Det samme gælder ved en på-
tænkt forøgelse af den kvalificerede andel, hvis denne efter
erhvervelsen vil udgøre eller overstige en grænse på hen-
holdsvis 20 pct., 33 pct. eller 50 pct., af selskabskapitalen
eller stemmerettighederne, eller vil medføre, at den finan-
sielle virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed eller
forsikringsholdingvirksomheden bliver en dattervirksomhed.
Det fremgår af den gældende § 61, stk. 2, at Finanstilsynet
skal bekræfte modtagelsen af en sådan ansøgning senest to
arbejdsdage efter modtagelsen.
Det fremgår af § 61, stk. 3, at Finanstilsynet fra tidspunktet
for den skriftlige bekræftelse af modtagelsen af ansøgningen
og modtagelsen af alle de dokumenter, som kræves vedlagt
ansøgningen, har en vurderingsperiode på 60 arbejdsdage
til at vurdere ansøgningen. Det følger af § 61 a, hvilke
hensyn Finanstilsynet skal inddrage ved vurderingen af en
ansøgning.
Samtidig med bekræftelsen af modtagelsen af ansøgningen
skal Finanstilsynet underrette den påtænkte erhverver om
den dato, hvor vurderingsperioden udløber, jf. § 61, stk. 3.
Det foreslås i § 61, stk. 2, at lave en lovteknisk ændring,
hvor »efter stk. 4« ændres til: »jf. stk. 4«.
57
I § 61, stk. 2, ændres »efter stk. 4« til: », jf. stk. 4«.
Der er alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som
har til formål at give mulighed for at tilpasse bemærkninger-
ne til § 61, stk. 2.
Formålet med ændringen af bestemmelsen er således at til-
passe bemærkningerne til bestemmelsen med henblik på at
sikre, at bemærkningerne er i overensstemmelse med de fæl-
les retningslinjer for tilsynsmæssig vurdering af erhvervelser
og forøgelser af kvalificerede kapitalandele i den finansielle
sektor angående det tidspunkt, hvor Finanstilsynets vurde-
ringsperiode på 60 arbejdsdage indledes.
Finanstilsynets bekræftelse af modtagelsen af en ansøgning
om erhvervelse eller forøgelse af en kvalificeret andel eller
yderligere oplysninger, jf. stk. 4, skal ske senest to arbejds-
dage efter modtagelsen. Finanstilsynets bekræftelse udgør
udelukkende et proceduremæssigt skridt vedrørende ansøg-
ningens formelle fuldstændighed. Hvis Finanstilsynet har
modtaget en fuldstændig ansøgning, bevirker Finanstilsynets
bekræftelse af modtagelsen af ansøgningen, at vurderingspe-
rioden på 60 arbejdsdage indledes.
Hvis ansøgningen er ufuldstændig, skal Finanstilsynet lige-
ledes bekræfte modtagelsen. Dette vil imidlertid ikke have
den virkning, at fristen på 60 arbejdsdage indledes. I en så-
dan bekræftelse er Finanstilsynet ikke forpligtet til at speci-
ficere, hvilke oplysninger der mangler, men kan specificere
dette i et særskilt brev, som skal udarbejdes inden for en
rimelig frist. Finanstilsynet skal efter modtagelsen af alle de
nødvendige oplysninger bekræfte modtagelsen. Dette bevir-
ker, at vurderingsperioden indledes.
Til nr. 14 (§ 64 b, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)
Det følger af § 64 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
at et medlem af bestyrelsen i et pengeinstitut, et realkredit-
institut eller et forsikringsselskab hurtigst muligt og senest
12 måneder efter indtræden i bestyrelsen skal gennemføre
et grundkursus i de kompetencer, der er nødvendige for
at varetage de forpligtelser og funktioner, som kræves af
bestyrelsesmedlemmer i den virksomhedstype, som den på-
gældende er indtrådt i.
Det følger af § 64 b, stk. 2, at Finanstilsynet kan undtage
et medlem af bestyrelsen fra kravet i stk. 1, hvis medlem-
mets viden, faglige kompetencer eller erfaring må anses for
tilstrækkelig.
Det foreslås i § 64 b at indsætte et nyt stk. 3, hvorefter Fi-
nanstilsynet kan undtage et medlem af bestyrelsen fra kravet
i stk. 1, hvis medlemmets dansksproglige færdigheder ikke
er tiltrækkelige til at gennemføre et grundkursus efter stk. 1,
og et godkendt kursus ikke udbydes på engelsk. Undtagel-
sen er betinget af, at medlemmet hurtigst muligt og senest
12 måneder efter indtræden i bestyrelsen gennemfører anden
undervisning, hvis indholdsmæssige rammer er godkendt
af Finanstilsynet, herunder en introduktion til den danske
selskabsretlige struktur og relevante områder, der er særlige
for danske finansielle virksomheder.
Den foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med
fagudvalgets anbefalinger, som fremgår af rapporten om
grundkursus for bestyrelsesmedlemmer i pengeinstitutter,
realkreditinstitutter og forsikringsselskaber (2016). I denne
anbefaler fagudvalget, at der ikke stilles krav til, at god-
kendte kursusudbydere helt eller delvist skal udbyde under-
visningen på engelsk. Der stilles i reglerne om udbud af
det lovpligtige grundkursus ikke krav om, at dette også
skal udbydes på engelsk. Fagudvalget anbefalede på den
baggrund, at udenlandske bestyrelsesmedlemmer, der ikke
har tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne gennemfø-
re grundkurset på dansk, som konsekvens bør meddeles
dispensation fra gennemførelse af grundkurset. Fagudvalget
fandt, at udenlandske bestyrelsesmedlemmer ofte vil være
valgt ind i bestyrelsen på baggrund af særlig viden om eller
erfaring med finansielle virksomheder, og de pågældendes
behov for undervisning vil snarere være en introduktion til
den danske selskabsretlige struktur og de danske aktører
samt områder, som er særlige for danske virksomheder.
Der henvises til afsnit 5.2. og 6.2. i rapport om grundkursus
for bestyrelsesmedlemmer i pengeinstitutter, realkreditinsti-
tutter og forsikringsselskaber (2016).
Den foreslåede bestemmelse vil indebære en lovfæstelse af
Finanstilsynets allerede etablerede praksis på området, hvor-
efter Finanstilsynet kan undtage udenlandske bestyrelses-
medlemmer, som ikke har tilstrækkelige sproglige færdighe-
der til at gennemføre og få udbytte af et af de udbudte kurser
efter stk. 1, hvis medlemmet i stedet gennemfører anden
undervisning, hvis indholdsmæssige rammer er godkendt
af Finanstilsynet. Bestyrelsesmedlemmet skal gennemføre
undervisningen hurtigst muligt og senest 12 måneder efter
indtræden i bestyrelsen, således at det pågældende medlem
er i stand til at varetage de pligter og funktioner, som på-
kræves af medlemmer i bestyrelsen for et pengeinstitut, et
realkreditinstitut eller et forsikringsselskab.
De indholdsmæssige rammer for undervisningen vil som
udgangspunkt kunne godkendes, hvis undervisningen intro-
ducerer det pågældende bestyrelsesmedlem til den danske
selskabsretlige struktur og de danske aktører samt områder,
som er særlige for den danske finansielle lovgivning. Der-
udover kan undervisningen introducere bestyrelsesmedlem-
met til kompetenceområder, der indgår i et grundkursus,
hvor bestyrelsesmedlemmet vurderes ikke at leve op til læ-
ringsmålene. Undervisningen kan gennemføres internt hos
den virksomhed, som det pågældende bestyrelsesmedlem
58
indtræder i, eller hos eksterne parter. Finanstilsynet vurderer
de indholdsmæssige rammer for undervisningen i forbindel-
se med virksomhedens ansøgning om dispensation fra kra-
vet om gennemførelse af et grundkursus. Den foreslåede
bestemmelse er ikke til hinder for, at et pengeinstitut, et
realkreditinstitut eller et forsikringsselskab vælger at inklu-
dere yderligere emner eller forhold i undervisningen, som
specifikt er relevante for den pågældendes virksomhed.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke berøre den gældende
dispensationsadgang i stk. 2. Det gælder således som hidtil,
at et bestyrelsesmedlem, som har tiltrækkelig viden, faglige
kompetence og erfaring, kan undtages fra kravet om gen-
nemførelse af et grundkursus, hvis vedkommende opfylder
læringsmålene for kompetenceområderne i bekendtgørelsen.
Virksomheden og bestyrelsesmedlemmet skal kunne doku-
mentere, at bestyrelsesmedlemmet har gennemført undervis-
ningen.
Til nr. 15 (§ 64 b, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)
Det fremgår af § 64 b, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed,
at Finanstilsynet i særlige tilfælde kan tillade, at et medlem
af bestyrelsen gennemfører et grundkursus, jf. stk. 1, senere
end 12 måneder efter medlemmets indtræden i bestyrelsen.
Det foreslås i § 64 b, stk. 3, der bliver stk. 4, at indsætte en
henvisning til det foreslåede stk. 3.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåe-
de ændring af § 64 b, stk. 3, hvorefter Finanstilsynet kan
undtage et medlem af bestyrelsen fra kravet i stk. 1, hvis
medlemmets sproglige færdigheder ikke er tilstrækkelige til
at gennemføre et grundkursus efter stk. 1, hvis medlemmet
hurtigst muligt og senest 12 måneder efter indtræden i be-
styrelsen gennemfører anden undervisning, hvis rammer er
godkendt af Finanstilsynet.
Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynet og-
så i særlige tilfælde kan tillade, at et udenlandsk medlem
af bestyrelsen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller
et forsikringsselskab, hvis sproglige færdigheder ikke er
tilstrækkelige til at gennemføre et grundkursus, jf. stk. 1,
gennemfører anden undervisning, hvis rammer er godkendt
af Finanstilsynet, senere end 12 måneder efter medlemmets
indtræden i bestyrelsen.
Der er ikke tilsigtet øvrige materielle ændringer med den
foreslåede ændring.
Til nr. 16-18 (§ 75 a, stk. 1, 1. pkt., og § 75 b, stk. 1, 1. pkt.,
i lov om finansiel virksomhed)
Det fremgår af § 75 a, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virk-
somhed, at en finansiel virksomhed skal have en ordning,
hvor dens ansatte via en særlig, uafhængig og selvstændig
kanal kan indberette overtrædelser eller potentielle overtræ-
delser af den finansielle regulering begået af virksomheden,
herunder af ansatte eller medlemmer af bestyrelsen i virk-
somheden.
Det fremgår af stk. 1, 2. pkt., at indberetninger til ordningen
skal kunne foretages anonymt.
Af stk. 1, 3. pkt., fremgår det, at virksomheden skal følge
op på indberetninger til ordningen og skriftligt kunne doku-
mentere, hvordan virksomheden har fulgt op på indberetnin-
gerne.
Endelig fremgår det af stk. 1, 4. pkt., at lov om beskyttelse
af whistleblowere finder anvendelse på ordningen i 1. pkt.,
jf. dog § 2 i lov om beskyttelse af whistleblowere.
§ 2 i lov om beskyttelse af whistleblowere implementerer
whistleblowerdirektivets artikel 3, stk. 1. Artiklen regulerer
whistleblowerdirektivets forhold til regler om whistleblowe-
rordninger i sektorspecifikke EU-retsakter, herunder ordnin-
gerne på det finansielle område.
Reglerne i lov om finansiel virksomhed har herefter for-
rang, når de giver whistlebloweren en bedre beskyttelse, end
whistlebloweren ellers ville få i medfør af lov om beskyttel-
se af whistleblowere.
Det fremgår af 75 b, stk. 1, at en finansiel virksomhed
ikke må udsætte ansatte for ufordelagtig behandling eller
ufordelagtige følger, som følge af at den ansatte har indbe-
rettet virksomhedens, herunder en ansat eller et bestyrelses-
medlems overtrædelse eller potentielle overtrædelse af den
finansielle regulering til Finanstilsynet eller til en whistle-
blowerordning i virksomheden. Det samme gælder ved fast-
sættelse, tildeling og udbetaling af variabel løn til ansatte
eller tidligere ansatte.
Som udgangspunkt er alle former for ufordelagtig behand-
ling omfattet. Ufordelagtig behandling kan foruden afske-
digelse, f.eks. være degradering, forflyttelse, chikane eller
lignende.
Det er en forudsætning for bestemmelsens anvendelsesom-
råde, at den ansatte har indberettet en overtrædelse eller
en potentiel overtrædelse af den finansielle regulering til
Finanstilsynet eller til den finansielle virksomheds whistle-
blowerordning, og det er ligeledes en forudsætning, at der
er årsagssammenhæng mellem den ufordelagtige behandling
eller ufordelagtige følger og det forhold, at den ansatte har
indberettet en overtrædelse til en whistleblowerordning.
59
At der skal foreligge årsagssammenhæng medfører bl.a.,
at bestemmelsen alene finder anvendelse i forbindelse med
ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, som be-
sluttes, efter den ansatte har indberettet en virksomheds
overtrædelse eller potentielle overtrædelse af den finansielle
regulering.
Det fremgår af § 75 b, stk. 2, at den ansatte eller tidligere
ansatte, hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af stk.
1, kan tilkendes en godtgørelse i overensstemmelse med
principperne i lov om ligebehandling af mænd og kvinder
med hensyn til beskæftigelse m.v. Godtgørelsen fastsættes
under hensyn til den ansattes eller den tidligere ansattes
ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.
Der er ikke fastsat et maksimum for godtgørelsen, men
denne fastsættes af domstolene og voldgiftsretterne med
hensyntagen til den ansattes ansættelsestid og den enkelte
sags omstændigheder, herunder med iagttagelse af det EU-
retlige effektivitetsprincip. En eventuel godtgørelse er dog
ikke til hinder for, at den ansatte modtager erstatning for
et økonomisk tab, forudsat at betingelserne i henhold til de
almindelige erstatningsretlige regler er opfyldt. I forbindel-
se med fastsættelse af godtgørelsen skal domstolene tage
udgangspunkt i praksis efter § 16, stk. 3, i ligebehandlings-
loven.
Det fremgår af § 75 b, stk. 3, at stk. 1 og 2 ikke ved
forudgående eller efterfølgende aftale kan fraviges til ugunst
for den ansatte.
Efter bestemmelsen vil det ikke være muligt at indgå et
udenretligt forlig til fuld og endelig afgørelse, såfremt det-
te stiller den ansatte ringere end bestemmelsen tilsiger. Be-
stemmelsen er imidlertid ikke til hinder for aftaler, der stiller
den ansatte bedre, end den ansatte er stillet efter lovens
bestemmelser.
Det fremgår af § 75 c, stk. 1, at såfremt en ansat eller
tidligere ansat og en finansiel virksomhed indgår en aftale
om en tavshedsklausul, skal det fremgå af aftalen, at den an-
satte eller tidligere ansatte ikke er afskåret fra at indberette
oplysninger om overtrædelser eller potentielle overtrædelser
af den finansielle regulering. Bestemmelsen vedrører alle
aftaler om tavshedsklausuler.
Det følger af § 75 c, stk. 2, at den ansatte eller tidlige-
re ansatte uanset aftalen om tavshedsklausulens indhold
kan indberette oplysninger om overtrædelser eller potenti-
elle overtrædelser af den finansielle regulering. Det er så-
ledes ikke muligt for en finansiel virksomhed at afskære
en ansat eller tidligere ansat fra at indberette oplysninger,
selvom der er indgået en aftale om tavshedsklausul med
vedkommende. Denne del af aftalen vil således være ugyl-
dig.
Det foreslås at udvide anvendelsesområdet for § 75 a, stk. 1,
1. pkt., § 75 b, stk. 1, 1. pkt., og § 75 c, stk. 1 og 2, ved at
tilføje ”crowdfundingstjenesteudbydere” til bestemmelserne.
De foreslåede ændringer medfører, at crowdfundingtjeneste-
udbydere omfattes af whistleblowerbestemmelserne i lov
om finansiel virksomhed. Ændringen indebærer desuden,
at crowdfundingtjenesteudbydere med færre end 50 ansatte
omfattes af reglerne i lov om finansiel virksomhed, jf. § 75
a, stk. 1, 4. pkt.
Ændringerne vil medføre en styrket beskyttelse af den ansat-
te eller tidligere ansatte i en crowdfundingtjenesteudbyder,
idet crowdfundingtjenesteudbyderen både vil være omfattet
af de særlige sektorspecifikke beskyttelsesregler i lov om
finansiel virksomheder, herunder garantien for anonymitet,
samt reglerne i lov om beskyttelse af whistleblowere. Æn-
dringerne sikrer desuden ensartede regler og beskyttelse af
whistleblowere på tværs af den finansielle sektor.
For crowdfundingtjenesteudbydere med færre end 50 ansatte
foreslås det i § 13, stk. 4, i dette lovforslag, at § 75 a,
stk. 1, 4. pkt., i lov om finansiel virksomhed først finder
anvendelse fra den 17. december 2023. Der henvises i den
forbindelse til lovforslagets § 13 og bemærkningerne hertil.
Til nr. 19-23 (§ 126, stk. 2, nr. 1-4, § 126 d, stk. 5, nr. 1-5, i
lov om finansiel virksomhed)
Det følger af artikel 300 i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsik-
rings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) 2021/C
423/12, at de beløb, der er udtrykt i euro i direktivet, re-
videres hvert femte år ved at forhøje grundbeløbet i euro
med den procentuelle ændring i samtlige medlemsstaters al-
mindelige harmoniserede forbrugerprisindeks. Der anvendes
i Solvens II-direktivet bl.a. beløbsgrænser til afgrænsning
af direktivets anvendelsesområde og som absolutte og be-
løbsmæssigt fastlagte minimumsgrænser for forsikringssel-
skabers kapitalkrav. For at tage højde for inflation bør disse
beløb således kunne justeres, hvilket sker ved, at Kommis-
sionen meddeler de reviderede beløb. Solvens II-direktivet
har fundet anvendelse siden 1. januar 2016, og den første
femårige periode gik fra 31. december 2015 til 31. december
2020. Beløbene blev derfor revideret af Kommissionen i
2021, og de reviderede beløb skal gennemføres i medlems-
staterne.
De oprindelige beløbsgrænser fra Solvens II-direktivet er
afspejlet i en række bestemmelser i lov om finansiel virk-
60
somhed, herunder § 126, stk. 2, nr. 1-4, og § 126 d, stk. 5,
nr. 1-5.
Det følger af den gældende § 126, stk. 2, nr. 1-4, i lov om
finansiel virksomhed, at kravet til minimumsbasiskapitalen
for gruppe 2-forsikringsselslaber skal udgøre et beløb fastsat
i euro, afhængig af om forsikringsselskabet er et livsforsik-
ringsselskab eller et skadesforsikringsselskab, samt afhæn-
gig af hvilke klasser forsikringsselskabet udøver virksomhed
indenfor. Det gældende krav til minimumsbasiskapitalen ud-
gør således 1) 3,7 mio. euro for selskaber, der udøver virk-
somhed omfattet af bilag 8. 2) 2,5 mio. euro for selskaber,
der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og
16-18, jf. bilag 7. 3) 3,6 mio. euro for selskaber, der udøver
genforsikringsvirksomhed. 4) 1,2 mio. euro for captivegen-
forsikringsselskaber.
Den gældende § 126 d, stk. 5, i lov om finansiel virksom-
hed fastsætter den nedre grænse for minimumskapitalkravet
for gruppe 1-forsikringsselskaber. Den nedre grænse for mi-
nimumskapitalkravet er fastsat som en beløbsmæssig stør-
relse i euro, der varierer alt efter den virksomhed, som
forsikringsselskabet udøver. Den gældende nedre grænse
er således 1) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der
udøver virksomhed omfattet af bilag 8. 2) 2,5 mio. euro
for forsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden for
forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7. 3) 3,7 mio.
euro for forsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden
for forsikringsklasserne 10-15, jf. bilag 7. 4) 3,6 mio. euro
for forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirksom-
hed. 5) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
Bestemmelsen implementerer artikel 129, stk. 1, litra d, i
Solvens II-direktivet.
Det foreslås at ændre beløbsgrænserne i § 126, stk. 2, nr.
1-4, og § 126 d, stk. 5, nr. 1-5.
De foreslåede ændringer af § 126 d, stk. 5, nr. 1-5, er en
konsekvens af artikel 300 i Solvens II-direktivet.
Det foreslåede vil medføre, at beløbene i § 126 d, stk. 5,
kommer til at stemme overens med de beløbsgrænser, som
Kommissionen har offentliggjort i Meddelelse om tilpasning
i overensstemmelse med inflationen af de beløb, der er fast-
sat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikrings-
virksomhed (Solvens II) 2021/C 423/12.
Gruppe 2-forsikringsselskaber er på grund af deres begræn-
sede størrelse og aktivitetsområde ikke omfattet af Solvens
II-direktivet, hvorfor de heller ikke er omfattet af solvens-
reglerne i Solvens II-direktivet. Det følger dog af forarbej-
derne til § 126, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, jf.
Folketingstidende 2014-15, A, L 114 som fremsat, side 42,
der omhandler kravet til minimumsbasiskapitalen for gruppe
2-forsikringsselskaber, at for at sikre en ensartet beskyttel-
se af forsikringstagerne skal beløbsgrænserne for gruppe
2-forsikringsselskaberne i § 126, stk. 2, nr. 1-4, reguleres
sideløbende med beløbsgrænserne i § 126 d, stk. 5.
Det foreslåede vil derfor medføre, at beløbene i § 126, stk.
1-4, reguleres sideløbende med beløbsgrænserne i § 126 d,
stk. 5.
Til nr. 24 (§ 128 a i lov om finansiel virksomhed)
Det fremgår af den gældende § 128 a, i lov om finansiel
virksomhed, at Finanstilsynet har hjemmel til at fastsætte
regler om finansielle virksomheders udstedelse af gældsbre-
ve med vilkår om konvertering til aktie-, garanti- eller an-
delskapital, herunder i hvilket omfang selskabslovens kapi-
tel 10 finder anvendelse.
Med hjemmel i § 128 a er udstedt bekendtgørelse nr. 1358 af
22. november 2016 om opgørelse af basiskapital for gruppe
2-forsikringsselskaber og om opgørelse af kapitalgrundlag
for visse fondsmæglerselskaber og bekendtgørelse nr. 2155
af 3. december 2020 om opgørelse af risikoeksponeringer,
kapitalgrundlag og solvensbehov.
Den gældende bestemmelse giver ikke mulighed for at fast-
sætte regler om finansielle holdingvirksomheders udstedelse
af gældsbreve med konvertering. Bestemmelsen giver heller
ikke mulighed for at fastsætte regler om konvertering til
anpartskapital.
Det foreslås at ændre § 128 a, så finansielle holdingvirk-
somheder tilføjes til bestemmelsen. Det foreslås videre, at
bestemmelsen udvides til også at omfatte konvertering til
anpartskapital.
Ændringen foreslås indført som konsekvens af lovforslagets
§ 5, nr. 7, om ændring af § 12, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed.
Den foreslåede ændring af § 128 a vil medføre, at Finanstil-
synet kan fastsætte regler for finansielle holdingvirksomhe-
ders udstedelse af gældsbreve med vilkår om konvertering,
ligesom det på nuværende tidspunkt er muligt for finansielle
virksomheder. Forslaget vil ligeledes medføre, at Finanstil-
synet kan fastsætte regler for vilkår om konvertering til
anpartskapital, i de tilfælde hvor finansielle holdingvirksom-
heder er organiseret som anpartsselskab.
Ændringerne er nødvendige for, at de finansielle virksomhe-
61
ders udstedelse af kapitalinstrumenter lever op til kravene i
CRR, jf. art 52.
Til nr. 25 (§ 361, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed)
Finanstilsynet kræver årligt afgifter fra den finansielle sek-
tor i december. Afgiften dækker året, der er gået. Afgifterne
bliver opkrævet hos virksomheder under tilsyn og dækker
Finanstilsynets udgifter til tilsyn med virksomhederne.
Det følger af § 361 i lov om finansiel virksomhed, at en
række fysiske og juridiske personer skal betale et årligt
grundbeløb til Finanstilsynet. Beløbene i den gældende be-
stemmelse er angivet i 2016-niveau, men reguleres årligt
svarende til udviklingen i Finanstilsynets bevilling på fi-
nansloven, jf. § 361, stk. 11, i lov om finansiel virksomhed.
Det følger af den gældende § 361, stk. 7, nr. 1, i lov om
finansiel virksomhed, at udenlandske forvaltere af alternati-
ve investeringsfonde omfattet af kapitel 17 i lov om forval-
tere af alternative investeringsfonde m.v., som er meddelt
tilladelse til at markedsføre en udenlandsk alternativ inve-
steringsfond i Danmark, betaler 4.400 kr. pr. alternativ inve-
steringsfond og 4.400 kr. pr. afdeling i fonden.
Henvisningen til kapitel 17 er en fejlhenvisning. Kapitel 17
i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. ve-
drører regler for forvaltere af alternative investeringsfonde
med registreret hjemsted i et tredjeland, herunder regler om
referenceland. Erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for
ikrafttræden af bestemmelserne i kapitel 17, jf. § 192, stk. 3,
i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Be-
stemmelserne i kapitel 17 er ikke trådt i kraft. Det skyldes,
at de bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative
investeringsfonde og om ændring af direktiv 2003/41/EF og
2009/65/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009 og (EU)
nr. 1095/2010 (FAIF-direktivet), som bestemmelserne i ka-
pitel 17 skal implementere, ikke er sat i kraft af Kommissi-
onen. Den rette henvisning er en henvisning til de enkelte
paragraffer i lov om forvaltere af alternative investerings-
fonde m.v., som de udenlandske forvaltere af alternative
investeringsfonde er omfattet af.
Det følger af den gældende § 361, stk. 7, nr. 2, i lov om
finansiel virksomhed, at udenlandske forvaltere af alternati-
ve investeringsfonde fra et land inden for Den Europæiske
Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område, og udenlandske forvaltere af al-
ternative investeringsfonde fra et tredjeland, som Danmark
er referenceland for, der er meddelt tilladelse til at forvalte
danske alternative investeringsfonde, årligt betaler et grund-
beløb til Finanstilsynet. Grundbeløbet udgør 44.500 kr. og
skal dække Finanstilsynets udgifter i forbindelse med regi-
strering og løbende overvågning af forvalternes aktiviteter
i forbindelse med forvaltning af danske alternative investe-
ringsfonde. Danske forvaltere af alternative investeringsfon-
de betaler årligt et grundbeløb i medfør af § 367 i lov om
finansiel virksomhed.
Ordlyden i § 361, stk. 7, nr. 2, herunder henvisningen til
udenlandske forvaltere af alternative investeringsfonde fra et
tredjeland, som Danmark er referenceland for, blev affattet
i forbindelse med implementeringen af FAIF-direktivet. Di-
rektivreglerne vedrørende udenlandske forvaltere af alterna-
tive investeringsfonde fra et tredjeland og reglerne om refe-
renceland er imidlertid ikke trådt i kraft. Det er således på
nuværende tidspunkt ikke muligt for udenlandske forvaltere
af alternative investeringsfonde fra et tredjeland at forvalte
danske alternative investeringsfonde.
Det følger desuden af artikel 9 i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2019/1156/EU af 20. juni 2019 om lettere
grænseoverskridende distribution af kollektive investerings-
institutter og om ændring af forordning (EU) nr. 345/2013,
(EU) nr. 346/2013 og (EU) nr. 1286/2014 (CBDF-forordnin-
gen), at hvor gebyrer eller afgifter opkræves af de kompe-
tente myndigheder for at udføre deres opgaver i forbindelse
med FAIF᾽ers, EuVECA-forvalteres, EuSEF-forvalteres og
investeringsinstitutters grænseoverskridende aktiviteter, skal
disse gebyrer eller afgifter være i overensstemmelse med
de samlede udgifter, der er forbundet med udøvelsen af den
kompetente myndigheds funktioner.
Det foreslås at nyaffatte § 361, stk. 7, i lov om finansiel
virksomhed. Med nyaffattelsen vil der ikke henvises til kapi-
tel 17 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde
m.v., de årlige grundbeløb justeres, og bestemmelsen opde-
les i de foreslåede nr. 1-5.
Opdelingen skal gøre det tydeligt, hvilke forvaltere af al-
ternative investeringsfonde der skal betale grundbeløb til
Finanstilsynet. Fastsættelsen af det årlige grundbeløb skal
desuden sikre, at opkrævning af grundbeløb sker i overens-
stemmelse med artikel 9 i CBDF-forordningen.
Det foreslås i nr. 1, at forvaltere af alternative investerings-
fonde med registreret hjemsted i et andet land inden for Den
Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, som i henhold til §
88 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.
i Danmark markedsfører andele i en alternativ investerings-
fond fra et andet land inden for Den Europæiske Union
eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det
finansielle område, betaler 5.000 kr. i årligt grundbeløb.
Det fremgår af § 88 i lov om forvaltere af alternative inve-
steringsfonde m.v., at forvaltere af alternative investerings-
fonde med registreret hjemsted i et andet land inden for Den
Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, som har fået tilladel-
62
se til at forvalte alternative investeringsfonde i henhold til
regler, der gennemfører FAIF-direktivet, og som ønsker at
markedsføre andele i alternative investeringsfonde fra et
land inden for Den Europæiske Union eller et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle område,
over for professionelle investorer i Danmark, kan påbegynde
markedsføring fra det tidspunkt, hvor de kompetente myn-
digheder i forvalterens hjemland har underrettet forvalteren
om, at de har fremsendt anmeldelse og erklæring herom til
Finanstilsynet i henhold til reglerne i FAIF-direktivet.
Forslaget vil medføre, at forvaltere af alternative investe-
ringsfonde fra en anden EU-medlemsstat eller et EØS-land,
der i Danmark markedsfører andele i en alternativ investe-
ringsfond med registreret hjemsted i en anden EU-medlems-
stat eller i et EØS-land, skal betale et årligt grundbeløb i
henhold til nr. 1.
Det foreslås i nr. 2, at forvaltere af alternative investerings-
fonde med registreret hjemsted i et andet land inden for Den
Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, som i henhold til §
109 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.
i Danmark markedsfører andele i en alternativ investerings-
fond fra et tredjeland, betaler 8.000 kr. i årligt grundbeløb.
Det fremgår af § 109 i lov om forvaltere af alternative inve-
steringsfonde m.v., at forvaltere af alternative investerings-
fonde med registreret hjemsted i Danmark, et andet land
inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen
har indgået aftale med på det finansielle område, og som
ønsker at markedsføre udenlandske alternative investerings-
fonde i Danmark, af Finanstilsynet kan få tilladelse til dette,
når en række nærmere angivne betingelser er opfyldt.
Forslaget vil medføre, at en forvalter af alternative investe-
ringsfonde fra en anden EU-medlemsstat eller et EØS-land,
der i Danmark markedsfører andele i en alternativ investe-
ringsfond fra et tredjeland, skal betale et årligt grundbeløb i
henhold til nr. 2.
Det foreslås i nr. 3, i lov om finansiel virksomhed, at
forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret
hjemsted i et tredjeland, der i henhold til § 130 i lov om
forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. har tilladel-
se til markedsføring i Danmark af andele i en alternativ
investeringsfond fra et tredjeland, betaler 8.000 kr. i årligt
grundbeløb.
Det fremgår af § 130 i lov om forvaltere af alternative
investeringsfonde m.v., at forvaltere af alternative investe-
ringsfonde med registreret hjemsted i et tredjeland, kan
få tilladelse af Finanstilsynet til at markedsføre andele til
professionelle investorer i Danmark i en alternativ investe-
ringsfond, som forvalteren forvalter, når en række nærmere
angivne betingelser er opfyldt.
Forslaget vil medføre, at forvaltere af alternative investe-
ringsfonde fra et tredjeland, der i Danmark markedsfører
andele i en alternativ investeringsfond fra et tredjeland, skal
betale et årligt grundbeløb i henhold til nr. 3.
Det foreslås i nr. 4, at forvaltere af alternative investerings-
fonde fra et land inden for Den Europæiske Union eller et
land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle
område, som i henhold til § 95 i lov om forvaltere af alter-
native investeringsfonde m.v. forvalter danske alternative
investeringsfonde, betaler 4.100 kr. i årligt grundbeløb.
Det fremgår af § 95, stk. 1, at en forvalter af alternative
investeringsfonde med registreret hjemsted i et andet land
inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen
har indgået aftale med på det finansielle område, som har
fået tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde i
henhold til FAIF-direktivet, kan påbegynde forvaltning af
alternative investeringsfonde, der er etableret i Danmark,
fra det tidspunkt, hvor de kompetente myndigheder i forval-
terens hjemland har underrettet forvalteren om, at de til
Finanstilsynet har fremsendt de oplysninger, der fremgår af
§ 90, samt en erklæring om, at forvalteren har tilladelse til at
forvalte alternative investeringsfonde med den pågældende
type investeringsstrategi.
Forslaget vil medføre, at forvaltere af alternative investe-
ringsfonde fra en anden EU-medlemsstat eller et EØS-land.,
som i henhold til § 95 i lov om forvaltere af alternative inve-
steringsfonde m.v. forvalter danske alternative investerings-
fonde, skal betale et årligt grundbeløb til Finanstilsynet.
Det foreslås i nr. 5, at forvaltere af alternative investerings-
fonde med registreret hjemsted i et andet land inden for Den
Europæiske Union eller et andet land, som Unionen har ind-
gået aftale med på det finansielle område, som har etableret
en filial i Danmark, betaler 4.100 kr. i årligt grundbeløb.
Forslaget vil medføre, at en forvalter fra en anden EU-med-
lemsstat eller et EØS-land, der har etableret en filial i Dan-
mark, skal betale et årligt grundbeløb til Finanstilsynet.
Til nr. 26 (§ 361, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)
Finanstilsynet kræver årligt afgifter fra den finansielle sek-
tor i december. Afgiften dækker året, der er gået. Afgifterne
bliver opkrævet hos virksomheder under tilsyn og dækker
Finanstilsynets udgifter til tilsyn med virksomhederne.
Det følger af § 361, at en række fysiske og juridiske per-
soner skal betale et årligt grundbeløb til Finanstilsynet. Be-
63
løbene angivet i den gældende bestemmelse er angivet i
2016-niveau, men reguleres årligt svarende til udviklingen i
Finanstilsynets bevilling på finansloven, jf. § 361, stk. 11, i
lov om finansiel virksomhed.
Det følger af den gældende § 361, stk. 8, nr. 1, at for hver
meddelelse, anmeldelse eller ansøgning om grænseoverskri-
dende markedsføring af andele i investeringsinstitutter, jf. §
27 i lov om investeringsforeninger m.v., betaler udenlandske
investeringsinstitutter 5.500 kr.
Det følger af den gældende § 361, stk. 8, nr. 2, at udenland-
ske investeringsinstitutter omfattet af § 27 i lov om investe-
ringsforeninger m.v. betaler 17.500 kr.
Det følger af § 27 i lov om investeringsforeninger m.v., at
udenlandske investeringsinstitutter, der har fået tilladelse i
henhold til reglerne i direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009
om samordning af love og administrative bestemmelser om
visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (in-
vesteringsinstitutter) (UCITS-direktivet) til at udøve den i
§§ 3 og 4 i lov om investeringsforeninger m.v. nævnte virk-
somhed af de kompetente myndigheder i et andet land inden
for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har
indgået aftale med på det finansielle område i medfør af
UCITS-direktivet, og som ønsker at markedsføre sine andele
direkte eller indirekte her i landet, kan begynde at markeds-
føre sine andele, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse
herom med den komplette dokumentation fra de kompetente
myndigheder i instituttets hjemland.
Det følger desuden af artikel 9 i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2019/1156/EU af 20. juni 2019 om lettere
grænseoverskridende distribution af kollektive investerings-
institutter og om ændring af forordning (EU) nr. 345/2013,
(EU) nr. 346/2013 og (EU) nr. 1286/2014 (CBDF-forordnin-
gen), at hvor gebyrer eller afgifter opkræves af de kompe-
tente myndigheder for at udføre deres opgaver i forbindelse
med FAIF᾽ers, EuVECA-forvalteres, EuSEF-forvalteres og
investeringsinstitutters grænseoverskridende aktiviteter, skal
disse gebyrer eller afgifter være i overensstemmelse med
de samlede udgifter, der er forbundet med udøvelsen af den
kompetente myndigheds funktioner.
Det foreslås at nyaffatte § 361, stk. 8, så udenlandske inve-
steringsinstitutter omfattet af § 27 i lov om investeringsfor-
eninger m.v. betaler et årligt grundbeløb til Finanstilsynet på
5.000 kr., hvis de markedsfører færre end ti afdelinger, og
11.000 kr., hvis de markedsfører 10 afdelinger eller flere.
Nedsættelsen af det årlige grundbeløb skal sikre, at opkræv-
ning af grundbeløb sker i overensstemmelse med artikel 9 i
CBDF-forordningen.
Forslaget vil medføre, at udenlandske investeringsinstitutter
omfattet af § 27 i lov om investeringsforeninger m.v. skal
betale et årligt grundbeløb til Finanstilsynet.
Til nr. 27 (§ 363 b i lov om finansiel virksomhed)
Finanstilsynet kræver årligt afgifter fra den finansielle sek-
tor i december. Afgiften dækker året, der er gået. Afgifterne
bliver opkrævet hos virksomheder under tilsyn og dækker
Finanstilsynets udgifter til tilsyn med virksomhederne.
Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –
aktiviteter fastsætter i § 265, jf. § 5, at udenlandske investe-
ringsselskaber og kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse
til at yde eller udføre investeringsservice og –aktiviteter i
et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle område
(EU-/EØS-lande), og som udøver sådan virksomhed her i
landet gennem filial eller tilknyttet agent, der er etableret her
i landet, skal betale afgift til Finanstilsynet. Afgiften fastsæt-
tes i henhold til kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed.
Videre fastsætter lov om fondsmæglerselskaber og investe-
ringsservice og –aktiviteter i § 265, jf. § 7, stk. 3, at
udenlandske investeringsselskaber og kreditinstitutter, der er
meddelt tilladelse til at yde eller udføre investeringsservice
og –aktiviteter i et land uden for Den Europæiske Union,
som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle
område (tredjelande), og som udøver sådan virksomhed her
i landet gennem filial skal betale afgift til Finanstilsynet. Af-
giften fastsættes i henhold til kapitel 22 i lov om finansiel
virksomhed.
Kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed fastsætter regler
om afgift. De gældende bestemmelser i kapitel 22 fastsætter
imidlertid ikke regler om afgift for investeringsselskaber
og kreditinstitutter fra et andet EU-/EØS-land eller et tredje-
land, der yder eller udfører investeringsservice og –aktivite-
ter her i landet gennem filial eller tilknyttet agent etableret
her i landet efter henholdsvis §§ 38 og 43 i lov om fonds-
mæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter og
§§ 30 og 33 a i lov om finansiel virksomhed.
Hverken lov om fondsmæglerselskaber og investeringsser-
vice og –aktiviteter eller lov om finansiel virksomhed fast-
sætter regler om afgift for investeringsselskaber og kreditin-
stitutter fra tredjelande, der yder eller udfører grænseover-
skridende investeringsservice og –aktiviteter her i landet
til godkendte modparter og professionelle kunder efter hen-
holdsvis § 41 i lov om fondsmæglerselskaber og investe-
ringsservice og –aktiviteter og § 33 i lov om finansiel virk-
somhed.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse, § 363 b.
64
Det foreslås i stk. 1, at filialer her i landet af udenlandske
kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er meddelt til-
ladelse til at udøve den virksomhed, som er nævnt i § 13,
stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsser-
vice og -aktiviteter, i et land inden for Den Europæiske
Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område (EU-/EØS-lande), betaler en årlig
afgift til Finanstilsynet på 8.000 kr.
Forslaget vil medføre, at kreditinstitutter og investeringssel-
skaber fra et andet EU/EØS-land, der har notificeret filiale-
tablering her i landet, jf. henholdsvis § 30 i lov om finan-
siel virksomhed og § 38 i lov om fondsmæglerselskaber
og investeringsservice og –aktiviteter, skal betale en årlig
afgift til Finanstilsynet, som skal bidrage til finansieringen
af Finanstilsynets værtslandstilsyn, jf. § 250 i lov om fonds-
mæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.
Efter forslaget vil det alene være kreditinstitutter fra et andet
EU-/EØS-land, der har notificeret, at filialen her i landet
yder eller udfører investeringsservice og –aktivitet, som ud-
over at betale afgift efter den gældende § 363 a skal betale
afgift efter den foreslåede § 363 b, stk. 1. Udøver filialen
alene kreditinstitutvirksomhed, skal kreditinstituttet kun be-
tale afgift efter den gældende § 363 a.
En filial udgør ikke en selvstændig del af det udenlandske
investeringsselskab, der har etableret filialen. Derfor fore-
slås det, at afgiften pålægges investeringsselskabet.
Det foreslås i stk. 2, at stk. 1 også finder anvendelse, hvis
de pågældende virksomheder udøver deres virksomhed her
i landet gennem tilknyttede agenter, der er etableret her i
landet.
Forslaget vil medføre, at udenlandske investeringsselskaber
og kreditinstitutter fra et andet EU-/EØS-land, der har noti-
ficeret virksomhed her i landet gennem tilknyttede agenter,
der er etableret her i landet, jf. henholdsvis § 38 i lov om
fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter
og § 30 i lov om finansiel virksomhed, skal betale en årlig
afgift til Finanstilsynet på samme vis, som havde de notifi-
ceret filialetablering her i landet.
Tilknyttede agenter agerer på vegne af det investeringssel-
skab eller det kreditinstitut, der har tilknyttet agenten, herun-
der på investeringsselskabets eller kreditinstituttets betingel-
sesløse ansvar. Det foreslås derfor, at investeringsselskabet
eller kreditinstituttet pålægges afgiften.
Det foreslås i stk. 3, at filialer her i landet af udenlandske
investeringsselskaber og kreditinstitutter, der er meddelt til-
ladelse til at udøve den virksomhed, som er nævnt i § 13,
stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsser-
vice og -aktiviteter, i et tredjeland, betaler årligt en afgift til
Finanstilsynet på 15.000 kr.
Forslaget vil medføre, at tredjelandsinvesteringsselskaber og
-kreditinstitutter, der har opnået Finanstilsynets tilladelse
til at yde eller udføre investeringsservice og –aktiviteter,
jf. § 13, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investe-
ringsservice og –aktiviteter, her i landet gennem filial efter
henholdsvis § 43 i lov om fondsmæglerselskaber og investe-
ringsservice og –aktiviteter og § 33 a i lov om finansiel
virksomhed, skal betale en årlig afgift til Finanstilsynet, som
skal bidrage til Finanstilsynets tilsyn med filialerne, jf. §
7 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og
–aktiviteter.
En filial udgør ikke en selvstændig del af det udenlandske
investeringsselskab eller kreditinstitut, der har etableret fi-
lialen. Det foreslås derfor, at afgiften pålægges investerings-
selskabet eller kreditinstituttet.
Det foreslås i stk. 4, at udenlandske kreditinstitutter og in-
vesteringsselskaber, der er meddelt tilladelse til at udøve
den virksomhed, som er nævnt i § 13, stk. 1, i lov om
fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter,
i et tredjeland, og for hvilket land Europa-Kommissionen
ikke har vedtaget en ækvivalensafgørelse vedrørende tred-
jelandets retlige og tilsynsmæssige ramme som omhandlet
i artikel 47, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder
for finansielle instrumenter, eller hvor en sådan afgørelse
ikke længere er gyldig, og som yder grænseoverskridende
tjenesteydelser med investeringsservice og –aktiviteter her i
landet, betaler en årlig afgift til Finanstilsynet på 8.000 kr.
Forslaget vil medføre, at udenlandske tredjelandsinveste-
ringsselskaber og kreditinstitutter, der har opnået Finanstil-
synets tilladelse til grænseoverskridende investeringsservice
og –aktiviteter her i landet til godkendte modparter og pro-
fessionelle kunder efter henholdsvis § 41 i lov om fonds-
mæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter og §
33 i lov om finansiel virksomhed, skal betale en årlig afgift
til Finanstilsynet. Afgiften skal bidrage til Finanstilsynets
tilsyn med de grænseoverskridende tjenesteydelser, jf. § 8
lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –
aktiviteter.
Til nr. 28-32 (§ 417 b, stk. 4, nr. 6-10, i lov om finansiel
virksomhed)
Det følger af § 417 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed,
at et gruppe 1-forsikringsselskab indtil den 1. januar 2032
kan få tilladelse fra Finanstilsynet til at anvende et fradrag i
de forsikringsmæssige hensættelser opgjort efter bestemmel-
sens stk. 2.
65
§ 417 b, stk. 2, fastsætter, hvordan fradraget skal opgøres.
Det følger af den gældende § 417 b, stk. 4, at Finanstilsynet
kan begrænse fradraget opgjort efter bestemmelsens stk. 2,
hvis anvendelsen heraf medfører, at solvenskapitalkravet, jf.
§ 126 c, er mindre end det største af summen af de i §
417 b, stk. 4, nr. 1-5, nævnte beløb og det største af det for
selskabet relevante beløb i § 417 b, stk. 4 nr. 6-10.
Den gældende § 417 b, stk. 4, nr. 6-10, indeholder de samme
beløbsgrænser, som også fremgår af § 126, stk. 2, nr. 1-4, og
§ 126 d, stk. 5, som foreslås ændret ved dette lovforslags §
5, nr. 19-23.
Det foreslås at ændre beløbsgrænserne i § 417 b, stk. 4, nr.
6-10.
Det foreslåede vil medføre, at beløbsgrænserne i § 417 b,
stk. 4, nr. 6-10, ensartes med beløbsgrænserne i den foreslå-
ede § 126 d, stk. 5, nr. 1-5. Det foreslåede har således til
formål at sikre konsistens mellem bestemmelserne.
Den foreslåede § 126 d, stk. 5, nr. 1-5, er en konsekvens
af artikel 300 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II) 2021/C 423/12. Der
henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede § 126
d, stk. 5, nr. 1-5.
Til § 6
Til nr. 1 og 2 (§ 2, nr. 8, litra c, nr. i-ii, i lov om forsikrings-
formidling)
Det følger af artikel 300 i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsik-
rings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) 2021/C
423/12, at de beløb, der er udtrykt i euro i direktivet, re-
videres hvert femte år ved at forhøje grundbeløbet i euro
med den procentuelle ændring i samtlige medlemsstaters al-
mindelige harmoniserede forbrugerprisindeks. Der anvendes
i Solvens II-direktivet bl.a. beløbsgrænser til afgrænsning
af direktivets anvendelsesområde og som absolutte og be-
løbsmæssigt fastlagte minimumsgrænser for forsikringssel-
skabers kapitalkrav. For at tage højde for inflation bør disse
beløb således kunne justeres, hvilket sker ved, at Kommis-
sionen meddeler de reviderede beløb. Solvens II-direktivet
har fundet anvendelse siden 1. januar 2016, og den første
femårige periode gik fra 31. december 2015 til 31. december
2020. Beløbene blev derfor revideret af Kommissionen i
2021, og de reviderede beløb skal gennemføres i medlems-
staterne.
De oprindelige beløbsgrænser fra Solvens II-direktivet er
afspejlet § 2, nr. 8, litra c, nr. i og ii, i lov om forsikringsfor-
midling.
Den gældende § 2, nr. 8, i lov om forsikringsformidling
indeholder en definition af store risici. I bestemmelsens litra
c følger det, at risici under forsikringsklasserne 3, 8-10, 13
og 16 i bilag 7 til lov om finansiel virksomhed er defineret
som store risici, hvis forsikringstageren opfylder mindst to
af tre betingelser, som er oplistet i § 2, nr. 8, litra c, nr. i-iii. I
nr. i og ii er der angivet beløbsgrænser i DKK.
Det foreslås at ændre beløbsgrænserne i § 2, nr. 8, litra c, nr.
i, og § 2, nr. 8, litra c, nr. ii.
Bestemmelsen om store risici i lov om forsikringsformidling
implementerer bestemmelsen herom i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om
forsikringsdistribution (IDD-direktivet). IDD-direktivets de-
finition af store risici henviser til Solvens II-direktivet.
Store risici er defineret i Solvens II-direktivets artikel 13, nr.
27. De foreslåede ændringer er en konsekvens af artikel 300
i Solvens II-direktivet, hvoraf det følger, at beløbsgrænserne
i definitionen for store risici i Solvens II-direktivet skal
inflationsreguleres hvert femte år.
Det foreslåede vil medføre, at beløbene i § 2, nr. 8, litra
c, nr. i, og § 2, nr. 8, litra c, nr. ii, kommer til at stemme
overens med de beløbsgrænser, som Kommissionen har of-
fentliggjort i Meddelelse om tilpasning i overensstemmelse
med inflationen af de beløb, der er fastsat i Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og
udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Sol-
vens II) 2021/C 423/12.
Til nr. 3 (§ 22, stk. 1, 2. pkt., i lov om forsikringsformidling)
Den gældende § 22, stk. 1, 2. pkt., i lov om forsikringsfor-
midling fastsætter, hvilken øvrig lovgivning, ud over regler-
ne i selve lov om forsikringsformidling, som Finanstilsynet
påser forsikringsformidlernes overholdelse af. Dette er bl.a.
en række EU-forordninger, der er direkte gældende i dansk
ret, men hvor der i Danmark skal udpeges en kompetent
myndighed til at påse overholdelsen af reglerne.
Det følger af artikel 14, stk. 1, i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019
om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for fi-
nansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen), at hver
medlemsstat skal sikre, at den kompetente myndighed, der
er udpeget i overensstemmelse med sektorspecifik lovgiv-
ning, udpeges som kompetent myndighed til at varetage
de opgaver, der følger af disclosureforordningen. Endvidere
66
skal hver medlemsstat sikre, at den udpegede kompetente
myndighed har de tilsyns- og undersøgelsesbeføjelser, der er
nødvendige for, at den kan opfylde de opgaver, der er omfat-
tet af disclosureforordningen og regler udstedt i medfør her-
af. Finanstilsynet er udpeget som kompetent myndighed i en
række love på det finansielle område og har dermed hjem-
mel til at påse, at finansielle markedsdeltagere og finansielle
rådgivere overholder disclosureforordningen, jf. bl.a. lov nr.
2110 af 22. december 2020 og lov nr. 1940 af 15. december
2020.
Disclosureforordningen fastsætter en række oplysningskrav
for bl.a. finansielle rådgivere, og det skal derfor sikres, at
der kan føres tilsyn med de finansielle rådgiveres overhol-
delse af reglerne.
Det foreslås, at der i § 22, stk. 1, 2. pkt., indsættes en
henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser
(disclosureforordningen).
Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynet skal
påse forsikringsformidleres overholdelse af disclosurefor-
ordningen og de regler, som Kommissionen har hjemmel
til at udstede i medfør af disclosureforordningen.
Formålet med den foreslåede ændring er at sikre, at Finans-
tilsynet har hjemmel til at påse forsikringsformidleres over-
holdelse af disclosureforordningen. Baggrunden er, at en fejl
i lov nr. 1940 af 15. december 2020 § 6, nr. 5, har medført,
at der ikke er blevet tilføjet en henvisning til disclosurefor-
ordningen i § 22, stk. 1, 2. pkt., hvorfor Finanstilsynet ikke
på nuværende tidspunkt har hjemmel til at påse forsikrings-
formidleres overholdelse af disclosureforordningen.
Det er nødvendigt at sikre, at Finanstilsynet har hjemmel
til at påse forsikringsformidleres overholdelse af disclosure-
forordningen, da forsikringsformidlere kan være finansielle
rådgivere, når de yder forsikringsrådgivning om forsikrings-
baserede investeringsprodukter (IBIP’er), jf. artikel 2, nr. 11,
litra a, i disclosureforordningen.
Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynet kan
føre et effektivt tilsyn med forsikringsformidleres overhol-
delse af disclosureforordningen, herunder ved at Finanstilsy-
net bl.a. kan udstede påbud og påtaler for overtrædelse af
disclosureforordningen eller regler udstedt i medfør heraf.
Til § 7
Til nr. 1 (§ 2, stk. 1, nr. 1 og 2, i lov om kapitalmarkeder)
Med § 297 i lov nr. 1155 af 8. juni 2021 om fondsmæg-
lerselskaber og investeringsservice- og aktiviteter følger en
række ændringer af lov om finansiel virksomhed. Det frem-
går herunder af bestemmelsens nr. 2 og nr. 199, at bilag
4 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr.
1447 af 11. september 2020, er ophævet og erstattet af bi-
lag 1 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice
og -aktiviteter de steder, hvor der fortsat skal henvises til
investeringsservice, investeringsaktiviteter eller accessoriske
tjenesteydelser.
Det foreslås med § 7, nr. 1, at henvisningen i § 2, stk. 1, nr.
1 og 2, til bilag 4, afsnit A, i lov om finansiel virksomhed
ændres til en henvisning til bilag 1, afsnit A, i lov om
fondsmæglerselskaber.
De foreslåede ændringer er en konsekvens af vedtagelsen af
lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -ak-
tiviteter, jf. lov nr. 1155 af 8. juni 2021, og ændringerne har
til formål at sikre, at bilagshenvisningerne i bestemmelserne
er retvisende.
Til nr. 2 (§ 3, nr. 38, i lov om kapitalmarkeder)
Den 16. februar 2021 vedtog Europa-Parlamentet og Rå-
det for den Europæiske Union en genopretningspakke på
kapitalmarkedsområdet (CMRP MiFID II), som følge af
de økonomiske konsekvenser forbundet med COVID-19-
krisen. Formålet med pakken var at understøtte investerin-
ger i realøkonomien og ny kapital til virksomheder samt
fjerne byrder for virksomhederne, der ikke er strengt nød-
vendige og samtidig bevare markedsintegriteten. En del af
pakken var et forslag til justering af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om mar-
keder for finansielle instrumenter og om ændring af direk-
tiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU EØS-relevant tekst
(MiFID II), herunder en tilpasning af reglerne om positions-
lofter i råvarederivater i artikel 57 og 58 i MiFID II.
Reglerne om handel med råvarederivater findes i kapitel
23 i lov om kapitalmarkeder samt bekendtgørelse om fast-
sættelse af grænser for besiddelse af råvarederivater. Ved
nævnte bekendtgørelse har Finanstilsynet fastsat regler for,
hvor stor en nettoandel eller -position en fysisk eller juridisk
person må eje i et råvarederivat. Ved et råvarederivat forstås
et afledt finansielt instrument, hvis pris afhænger af prisud-
viklingen på en råvare som eksempelvis olie, elektricitet,
landbrugsvarer og metaller. Bekendtgørelsen er udstedt med
hjemmel i § 128, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder.
CMRP MiFID II blev gennemført i dansk lov ved § 2 i
lov nr. 2383 af 14. december 2021 om ændring af lov om
finansiel virksomhed.
67
Formålet med reglerne er at undgå, at enkelte aktører har
så store positioner, at de potentielt har mulighed for at ma-
nipulere prisen på et råvarederivat. Ved opgørelsen af en
nettoposition medregnes alle de positioner, som en fysisk
eller juridisk person selv besidder, og de positioner, der
besiddes på koncernniveau, jf. § 129, stk. 1, i lov om kapi-
talmarkeder.
§ 129, stk. 2, nr. 1-4, i lov om kapitalmarkeder regulerer,
hvilke positioner der ikke skal medregnes i opgørelsen af en
persons nettoposition, og medfører, at visse finansielle virk-
somheder har mulighed for at blive undtaget fra reglerne om
positionslofter, såfremt handlen med derivaterne er objektivt
risikoreducerende for de kommercielle aktiviteter i den ikke-
finansielle del af koncernen. § 129, stk. 2, blev nyaffattet
ved § 2, nr. 2, i lov nr. 2383 af 14. december 2021 som led
i gennemførelsen af CMRP MiFID II og trådte i kraft den 1.
juli 2022. Den ene af de fire undtagelser er, at positioner, der
besiddes af eller på vegne af en finansiel enhed, der indgår i
en overvejende kommerciel koncern, såfremt den finansielle
enhed handler på vegne af en ikkefinansiel enhed i koncer-
nen, og positionerne reducerer de risici, der er knyttet til
den pågældende ikkefinansielle enheds forretningsmæssige
aktivitet, ikke skal medregnes i opgørelsen af en persons
nettoposition som nævnt i § 129, stk. 1, jf. § 129, stk. 2, nr.
2, i lov om kapitalmarkeder.
§ 3 i lov om kapitalmarkeder fastsætter definitioner på en
række centrale begreber, der anvendes i loven.
Det foreslås i § 3, nr. 38, at indsætte en ny definition, der
definerer en overvejende kommerciel koncern, som enhver
koncern, hvis hovederhverv ikke er at yde investeringsser-
vice, som defineret i § 10, nr. 2, i lov om fondsmæglersel-
skaber og investeringsservice og -aktiviteter, at udføre en
aktivitet, der er opført i bilag 2 til lov om finansiel virksom-
hed, eller at fungere som prisstiller for råvarederivater.
Definitionen er ny og foreslås indsat, fordi definitionen an-
vendes i lovens § 129, stk. 2, nr. 2. Definitionen af en
overvejende kommerciel koncern blev imidlertid ikke gen-
nemført i ovenfor omtalte lov.
Bestemmelsen gennemfører artikel 1, stk. 2, litra e, i CMRP
MiFID II.
Til nr. 3 (§ 6, stk. 1, nr. 1, og § 7, nr. 2, i lov om kapitalmar-
keder)
Med § 297 i lov nr. 1155 af 8. juni 2021 om fondsmægler-
selskaber og investeringsservice og -aktiviteter, følger en
række ændringer af lov om finansiel virksomhed. Det frem-
går herunder af bestemmelsens nr. 2 og nr. 199, at bilag
4 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr.
1447 af 11. september 2020, er ophævet og erstattet af bi-
lag 1 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice
og ktiviteter de steder, hvor der fortsat skal henvises til
investeringsservice, investeringsaktiviteter eller accessoriske
tjenesteydelser.
Det foreslås med § 7, nr. 3, at henvisningen i § 6, stk. 1,
og § 7, nr. 2, til bilag 4, afsnit A, nr. 9, i lov om finansiel
virksomhed ændres til en henvisning til bilag 1, afsnit A, nr.
9, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og
-aktiviteter, jf. § 10, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.
De foreslåede ændringer er en konsekvens af vedtagelsen af
lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -ak-
tiviteter, jf. lov nr. 1155 af 8. juni 2021, og ændringerne har
til formål at sikre, at bilagshenvisningerne i bestemmelserne
er retvisende.
Til § 8
Til nr. 1 (§ 136 a, stk. 6 og 7, i lov om forvaltere af alternati-
ve investeringsfonde)
Med § 15 i lov nr. 2601 af 28. december 2021 var det
hensigten at ændre i § 136 a, stk. 3, i lov om forvaltere af
alternative investeringsfonde m.v., jf. lovbekendtgørelse nr.
1047 af 14. oktober 2019, hvorved Statsadvokaten for Sær-
lig Økonomisk og International Kriminalitet skulle ændres
til Hvidvasksekretariatet.
Ved lov nr. 554 af 7. maj 2019, der trådte i kraft den 10.
januar 2020, blev § 136 a i lov om forvaltere af alternative
investeringsfonde m.v. imidlertid nyaffattet. Ændringen af
§ 136 a, stk. 3, jf. § 15 i lov nr. 2601 af 28. december
2021 har således ikke været teknisk mulig at gennemføre,
da Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International
Kriminalitet ikke længere fremgik af ordlyden i stk. 3.
Efter ikrafttrædelsen af lov nr. 554 af 7. maj 2019 fremgår
det af § 136 a, stk. 6, i lov om forvaltere af alternative inve-
steringsfonde mv., at kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en
efter anmodning skal udlevere oplysninger om foreningens
eller AIF-SIKAV’ens reelle ejere, herunder om foreningens
eller AIF-SIKAV’ens forsøg på at identificere kapitalfor-
eningens eller AIF-SIKAV’ens reelle ejere, til Statsadvoka-
ten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.
Det fremgår endvidere af § 136 a, stk. 7, i lov om forvaltere
af alternative investeringsfonde mv., at Statsadvokaten for
Særlig Økonomisk og International Kriminalitet og andre
kompetente myndigheder vederlagsfrit kan videregive op-
lysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. stk. 3, eller er
indhentet, jf. stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente
myndigheder og finansielle efterretningstjenester.
68
Med aftalen for politiets og anklagemyndighedens økonomi
2021-2023 blev det besluttet at etablere en ny national en-
hed, hvori dele af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og
International Kriminalitet, herunder Hvidvasksekretariatet,
indgår. National Enhed for Særlig Kriminalitet er etableret
ved lov nr. 2601 af 28. december 2021 (retsplejelovens §
110 a).
Med lovforslagets § 8, nr. 1, foreslås det derfor at ændre
i § 136 a, stk. 6, således at kapitalforeningen eller AIF-SI-
KAV’en efter anmodning skal udlevere oplysninger om for-
eningens reelle ejere, herunder om foreningens forsøg på
at identificere kapitalforeningens reelle ejere, til Hvidvask-
sekretariatet.
Med lovforslagets § 8, nr. 1, foreslås det endvidere at ænd-
re i § 136 a, stk. 7, således at Hvidvasksekretariatet veder-
lagsfrit kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er
registreret, jf. stk. 3, eller er indhentet, jf. stk. 6, til andre
EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle
efterretningstjenester.
Der er således tale om en konsekvensændring som følge af
etableringen af National Enhed for Særlig Kriminalitet, jf.
retsplejelovens § 110 a, og en præcisering, som følge af at
de nævnte bestemmelser er rettet mod Hvidvasksekretariatet
og ikke National Enhed for Særlig Kriminalitet, hvor Hvid-
vasksekretariatet organisatorisk hører under.
Til § 9
Til nr. 1 (§ 1 a i lov om fondsmæglerselskaber og investe-
ringsservice og -aktiviteter)
Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og
-aktiviteter fastsætter skærpede krav for fondsmæglerselska-
ber, der ikke opfylder betingelserne for at kunne anses som
værende små og ikke indbyrdes forbundne fondsmæglersel-
skaber.
Små og ikke indbyrdes forbundne fondsmæglerselskaber er
defineret i lovens § 10, nr. 1, og omfatter de fondsmægler-
selskaber, der ikke yder eller udfører investeringsservice og
-aktiviteter, der indebærer en høj risiko for kunder, markeder
eller sig selv, og hvis størrelse betyder, at det er mindre
sandsynligt, at de medfører betydelige negative virkninger
for kunder og markeder, hvis de risici, der er forbundet med
deres virksomhed, opstår, eller hvis de går konkurs, jf. arti-
kel 12, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige
krav til investeringsselskaber (IFR).
Eksempelvis er det i udgangspunktet alene fondsmæglersel-
skaber, der ikke kan anses for at være små og ikke indbyrdes
forbundne fondsmæglerselskaber, der skal opgøre og vurde-
re fondsmæglerselskabets individuelle solvensbehov, jf. §
120.
Det foreslås at indsætte en ny § 1 a.
Med den foreslåede bestemmelse fastsættes regler for, hvor-
når et fondsmæglerselskab skal opfylde eller kan ophøre
med at opfylde kravene i lov om fondsmæglerselskaber og
investeringsservice og –aktiviteter og i regler udstedt i med-
før af loven for fondsmæglerselskaber, der ikke opfylder
betingelserne for at kunne klassificeres som små og ikke
indbyrdes forbundne fondsmæglerselskaber.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at fastsætte, hvornår kravene for
fondsmæglerselskaber, der ikke har opfyldt alle betingelser-
ne for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne
fondsmæglerselskaber, ophører med at finde anvendelse.
Det foreslåede stk. 1, 1. pkt., vil medføre, at for fondsmæg-
lerselskaber, der ikke har opfyldt alle betingelserne for klas-
sificering som små og ikke indbyrdes forbundne fondsmæg-
lerselskaber, men som efterfølgende opfylder betingelserne,
vil kravene fastsat i denne lov og i regler udstedt i med-
før af loven for fondsmæglerselskaber, der ikke opfylder
betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes
forbundne fondsmæglerselskaber, efter en periode på seks
måneder fra den dato, hvor betingelserne er opfyldt, ikke
længere finder anvendelse.
Bestemmelsen gennemfører artikel 25, stk. 2, 1. pkt. i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27.
november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber (IFD).
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at kravene kun ophører med
at finde anvendelse for fondsmæglerselskabet efter perioden
nævnt i 1. pkt., hvis fondsmæglerselskabet i denne periode
fortsat har opfyldt alle betingelserne for klassificering som
små og ikke indbyrdes forbundne fondsmæglerselskaber
uden afbrydelse og har underrettet Finanstilsynet herom.
Underretningen til Finanstilsynet skal indeholde oplysning
om, at fondsmæglerselskabet har opfyldt alle betingelser for
at være klassificeret som et mindre og ikke indbyrdes for-
bundet fondsmæglerselskab i en uafbrudt periode på mindst
seks måneder og oplysning om den dato, fra hvilken betin-
gelserne uafbrudt har været opfyldt. Derudover skal under-
retningen indeholde oplysning om aktivitetsniveauet, for så
vidt angår betingelserne for klassificering som et mindre og
ikke indbyrdes forbundet fondsmæglerselskab pr. datoen for
udløbet af perioden på mindst seks måneder.
69
Bestemmelsen gennemfører artikel 25, stk. 2, 2. punktum i
IFD.
Det foreslås i stk. 2, at et fondsmæglerselskab, der fastslår,
at det ikke længere opfylder alle betingelserne for klassifice-
ring som et mindre og ikke indbyrdes forbundet fondsmæg-
lerselskab, skal underrette Finanstilsynet herom og overhol-
de lovens krav til fondsmæglerselskaber, der ikke opfylder
alle betingelserne for klassificering som små og ikke ind-
byrdes forbundne fondsmæglerselskaber senest 12 måneder
efter den dato, hvor vurderingen fandt sted.
Det foreslåede stk. 2 vil medføre, at fondsmæglerselskabet
skal opfylde lovens skærpede krav til fondsmæglerselska-
ber, der ikke opfylder betingelserne for klassificering som
små og ikke indbyrdes forbundne fondsmæglerselskaber,
12 måneder efter at fondsmæglerselskabet har fastlagt, at
det ikke længere opfyldte betingelserne. Bestemmelsen vil
give fondsmæglerselskabet den fornødne tid til at træffe de
foranstaltninger, der gør fondsmæglerselskabet i stand til at
opfylde de skærpede krav.
Videre vil det foreslåede stk. 2 medføre en forpligtelse for
fondsmæglerselskabet til at underrette Finanstilsynet, når
fondsmæglerselskabet ikke længere opfylder betingelserne
for at være klassificeret som et mindre og ikke indbyrdes
forbundet fondsmæglerselskab. Underretningen til Finanstil-
synet skal ske uden unødigt ophold og skal indeholde oplys-
ning om den dato, fra hvilken betingelserne ikke længere
har været opfyldt, samt oplysning om aktivitetsniveauet, for
så vidt angår betingelserne for klassificering som et mindre
og ikke indbyrdes forbundet fondsmæglerselskab pr. denne
dato.
Bestemmelsen gennemfører artikel 25, stk. 3, i IFD.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at kravene til fondsmæglersel-
skaber, der ikke opfylder betingelserne for små og ikke ind-
byrdes forbundne fondsmæglerselskaber, skal finde anven-
delse på individuelt og konsolideret niveau, jf. dog stk. 4.
Det foreslåede stk. 3, 1. pkt., vil medføre, at lovens skær-
pede krav til fondsmæglerselskaber, der ikke opfylder be-
tingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes
forbundne fondsmæglerselskaber, finder anvendelse på indi-
viduelt og konsolideret niveau, medmindre Finanstilsynet
har givet tilladelse til anvendelse af den koncernkapitaltest,
der er nævnt i artikel 8 i IFR, jf. det foreslåede stk. 4.
Bestemmelsen gennemfører artikel 25, stk. 4, 3. afsnit, i
IFD.
Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at uanset det foreslåede 1. pkt.,
skal lovens krav til fondsmæglerselskaber, der ikke opfylder
alle betingelserne for klassificering som små og ikke ind-
byrdes forbundne fondsmæglerselskaber, ikke finde anven-
delse på datterselskaber, der er medtaget i en konsolideret
situation, og som er etableret i tredjelande, hvis modersel-
skabet i Den Europæiske Union over for Finanstilsynet og
øvrige kompetente myndigheder i Unionen for fondsmæg-
lerselskaber i fondsmæglerselskabskoncernen kan godtgøre,
at anvendelse af kravene er i strid med lovgivningen i det
tredjeland, hvor disse datterselskaber er etableret.
Bestemmelsen vil medføre en undtagelse fra anvendelsen af
lovens krav til fondsmæglerselskaber, der ikke opfylder alle
betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes
forbundne fondsmæglerselskaber, for datterselskaber, der er
medtaget i en konsolideret situation, og som er etableret i
tredjelande. Undtagelsen vil finde anvendelse, hvis moder-
selskabet i Den Europæiske Union over for Finanstilsynet
og øvrige kompetente myndigheder i Unionen for fonds-
mæglerselskaber i fondsmæglerselskabskoncernen kan godt-
gøre, at anvendelse af kravene er i strid med lovgivningen i
det tredjeland, hvor disse datterselskaber er etableret.
Med konsolideret situation forstås den situation, der følger
af anvendelse af kravene i IFR i overensstemmelse med ar-
tikel 7 i IFR på et moderinvesteringsselskab i Den Europæ-
iske Union, moderinvesteringsholdingselskab i Den Euro-
pæiske Union eller blandet finansielt moderholdingselskab i
Den Europæiske Union, som om dette selskab sammen med
alle investeringsselskaber, finansieringsinstitutter, accessori-
ske servicevirksomheder og tilknyttede agenter i investe-
ringsselskabskoncernen udgjorde et enkelt investeringssel-
skab, jf. lovens § 10, nr. 17. Betegnelserne investerings-
selskab, finansieringsinstitut, accessorisk servicevirksomhed
og tilknyttet agent finder også anvendelse på virksomheder
etableret i tredjelande, som, hvis de havde været etableret i
Den Europæiske Union, ville opfylde definitionerne af disse
betegnelser.
Artikel 7 i IFR fastsætter regler om tilsynsmæssig konso-
lidering, herunder at moderfondsmæglerselskaber, moderin-
vesteringsholdingvirksomheder og blandede finansielle mo-
derholdingvirksomheder i Den Europæiske Union som ud-
gangspunkt skal opfylde de forpligtelser, der er fastsat i
anden til syvende del i IFR på basis af deres konsoliderede
situation.
Bestemmelsen gennemfører artikel 25, stk. 4, 4. afsnit, i
IFD.
Det foreslås i stk. 4, at såfremt Finanstilsynet har givet tilla-
delse til anvendelse af koncernkapitaltesten i artikel 8 i Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 af
27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investerings-
selskaber, finder kravene til fondsmæglerselskaber, der ikke
70
opfylder betingelserne for små og ikke indbyrdes forbundne
fondsmæglerselskaber, anvendelse på individuelt niveau.
Bestemmelsen vil medføre, at lovens skærpede krav til
fondsmæglerselskaber, der ikke opfylder betingelserne for
klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne fonds-
mæglerselskaber, ikke finder anvendelse på konsolideret ni-
veau, men alene på individuelt niveau, hvis Finanstilsynet
har givet tilladelse til anvendelse af koncernkapitaltesten i
artikel 8 i IFR. Det vil sige i tilfælde af koncernstrukturer,
der anses for at være tilstrækkeligt enkle, forudsat at der
ikke er betydelige risici for kunder eller for markedet, der
stammer fra fondsmæglersselskabskoncernen som helhed,
som ellers ville kræve tilsyn på konsolideret niveau.
Bestemmelsen implementerer artikel 25, stk. 4, 2. afsnit, i
IFD.
Til nr. 2 (§ 8, stk. 1 og 2, i lov om fondsmæglerselskaber og
investeringsservice og -aktiviteter)
Anvendelsesområdet for lov om fondsmæglerselskaber er
fastsat i lovens kapitel 1. Den gældende § 8, stk. 1 og 2,
fastsætter, hvilke bestemmelser i loven der finder anvendel-
se for udenlandske investeringsselskaber og kreditinstitutter,
der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske
Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det fi-
nansielle område (tredjelande), og som har opnået Finanstil-
synets tilladelse til grænseoverskridende at yde eller udføre
investeringsservice og –aktiviteter her i landet til godkendte
modparter og professionelle kunder efter henholdsvis § 41
i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og
–aktiviteter og § 33 i lov om finansiel virksomhed.
Efter den gældende § 265 skal fondsmæglerselskaber, fonds-
mæglerholdingvirksomheder og filialer af investeringssel-
skaber betale afgift til Finanstilsynet, som fastsættes i hen-
hold til kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed. Den
gældende § 8, stk. 1 og 2, fastsætter imidlertid ikke, at §
265 skal finde anvendelse på tredjelandsinvesteringsselska-
ber og –kreditinstitutter, som har tilladelse fra Finanstilsynet
til grænseoverskridende at yde eller udføre investeringsser-
vice og –aktiviteter her i landet til godkendte modparter og
professionelle kunder.
Det foreslås i § 8, stk. 1 og 2, at indsætte en henvisning til §
265, stk. 2.
Den foreslåede ændring af § 8, stk. 1 og 2, vil medføre, at
§ 265, stk. 2 og 3, finder anvendelse for tredjelandsinveste-
ringsselskaber og kreditinstitutter omfattet af § 8, stk. 1 og
2.
Den foreslåede ændring sker på baggrund af dette lovfor-
slags § 9, nr. 17, hvor det foreslås, at indsætte et nyt stk.
2 i § 265, så kravet om betaling af afgift vil omfatte tred-
jelandskreditinstitutter og -investeringsselskaber, som har
tilladelse fra Finanstilsynet til grænseoverskridende at yde
eller udføre investeringsservice og –aktiviteter her i landet
til godkendte modparter og professionelle kunder.
For nærmere om forslaget til § 265, stk. 2, i lov om fonds-
mæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, hen-
vises til lovforslagets § 6, nr. 18, og bemærkningerne hertil.
Til nr. 3 (§ 26, stk. 1, 2. pkt., i lov om fondsmæglerselskaber
og investeringsservice og -aktiviteter)
Det fremgår af den gældende § 26, stk. 1, i lov om fonds-
mæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter, at
fondsmæglerselskaber skal være aktieselskaber.
Den gældende § 26, stk. 1, omfatter ikke fondsmæglerhol-
dingvirksomheder.
§ 10, stk. 1, nr. 19, definerer en fondsmæglerholdingvirk-
somhed. Da fondsmæglerholdingvirksomheder ikke er om-
fattet af § 26, stk. 1, gælder der ikke krav om, med hvilken
selskabsform fondsmæglerholdingvirksomheder skal etable-
res.
Det foreslås at ændre § 26, stk. 1, i lov om fondsmæglersel-
skaber og investeringsservice og -aktiviteter, så det kommer
til at fremgå direkte af bestemmelsen, at fondsmæglerhol-
dingvirksomheder skal være aktieselskaber eller anpartssel-
skaber.
Formålet med ændringen er at sikre, at fondsmæglerholding-
virksomheder kan etableres som anpartsselskaber. Selvom
der efter gældende ret ikke er krav om selskabsform for
fondsmæglerholdingvirksomheder, skal de opfylde kapital-
krav efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav
til investeringsselskaber (IFR). Kapitalgrundlaget til at op-
fylde kapitalkravet skal opgøres efter Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) 575/2013 af 26. juni 2013 om
tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringssel-
skaber. Egentlige kernekapitalinstrumenter efter denne for-
ordning skal godkendes af Finanstilsynet. Finanstilsynet har
pligt til at høre Den Europæiske Bankmyndighed (EBA),
der offentliggør en liste over godkendte instrumenter i med-
lemslandene.
Den foreslåede ændring af § 26, stk. 1, vil medføre,
at fondsmæglerholdingvirksomheder kan etableres som an-
partsselskaber eller aktieselskaber, mens fondsmæglersel-
skaber stadig skal være aktieselskaber. Ændringen vil desu-
den medføre, at fondsmæglerholdingvirksomheder, der alle-
71
rede er etableret som et anpartsselskab, ikke behøver at blive
omdannet til et aktieselskab.
Til nr. 4 (§ 26, stk. 2, i lov om fondsmæglerselskaber og
investeringsservice og -aktiviteter)
Det fremgår af den gældende § 26, stk. 2, i lov om fonds-
mæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, at
aktiekapitalen i fondsmæglerselskaber skal betales fuldt ud.
Bestemmelsen er en fravigelse fra de almindelige regler
i selskabsloven om, at 25 pct. (dog mindst 40.000 kr.)
af aktiekapitalen skal være indbetalt, jf. selskabsloven §
33. Hensynet til, at aktiekapitalen i fondsmæglerselskaber
skal være fuldt indbetalt, er, at aktiekapitalen skal være
tabsabsorberende i f.eks. en konkurssituation. Derfor kan
aktiekapitalen i fondsmæglerselskaber ikke være delvist ind-
betalt ligesom i andre kapitalselskaber. Det er desuden et
krav efter artikel 28, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige
krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR), at
egentlige kernekapitalinstrumenter er fuldt indbetalt for at
kunne kvalificeres som egentlige kernekapitalinstrumenter
og derved tælle med i kapitalgrundlaget.
Der er i gældende dansk ret ikke et lignende krav for fonds-
mæglerholdingvirksomheder, selvom reglerne i CRR artikel
28 stadig finder anvendelse på fondsmæglerholdingvirksom-
heder, og kapitalen derfor skal være fuldt indbetalt for at
kunne tælle med i kapitalgrundlaget.
Det foreslås derfor at ændre § 26, stk. 2, så aktie- eller an-
partskapitalen i fondsmæglerholdingvirksomheder ligeledes
skal være fuldt indbetalt.
Den foreslåede ændring sker på baggrund af den foreslåede
ændring af § 26, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og
investeringsservice og -aktiviteter, jf. dette lovforslags § 9,
nr. 3.
Formålet med ændringen er at tilpasse reglerne i lov om
fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter
til kravet i CRR om fuld indbetaling af egentlige kernekapi-
talinstrumenter ved også at lade kravet i § 26 stk. 2, omfatte
fondsmæglerholdingvirksomheder.
Den foreslåede ændring af § 26, stk. 2, vil medføre, at det
efter lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice
og -aktiviteter er et krav, at kapitalen i fondsmæglerholding-
virksomheder er fuldt indbetalt.
Til nr. 5 (§ 26, stk. 3, i lov om fondsmæglerselskaber og
investeringsservice og -aktiviteter)
Det fremgår af den gældende § 26, stk. 3, i lov om fonds-
mæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, at
deling af aktiekapitalen i aktieklasser med forskellig stem-
meværdi ikke kan finde sted i fondsmæglerselskaber.
Der kan således ikke i fondsmæglerselskaber udstedes stem-
meløse aktier. Bestemmelsen sikrer lige stemmeret for alle
aktier i fondsmæglerselskaber og forhindrer derved, at en
aktionær med en beskeden mængde aktier kan dominere i et
fondsmæglerselskab.
Fondsmæglerholdingvirksomheder er ikke omfattet af § 26,
i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og
–aktiviteter. Der gælder således ikke samme begrænsninger
for disse virksomheder.
Det foreslås at ændre § 26, stk. 3, så deling af aktiekapitalen
i aktieklasser med forskellig stemmeværdi ikke kan finde
sted i fondsmæglervirksomheder.
Den foreslåede ændring af § 26, stk. 3, vil medføre, at der
fortsat ikke kan ske deling af aktiekapital i klasser med
forskellig stemmeværdi for fondsmæglerselskaber, mens det
fortsat vil være muligt for fondsmæglerholdingvirksomhe-
der både hvad angår aktie- og anpartskapital.
Til nr. 6 (§ 26, stk. 5, i lov om fondsmæglerselskaber og
investeringsservice og -aktiviteter)
Fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomhe-
der har efter artikel 54 i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til
kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR) mulighed
for at udstede hybrid kernekapital, som enten nedskrives
eller konverteres til egentlig kernekapital, såfremt selskabets
niveau af egentlig kernekapital falder til et bestemt niveau,
som er angivet i vilkårene for den hybride kernekapital.
For at selskabet kan konvertere hybrid kernekapital til
egentlig kernekapital, skal selskabet på generalforsamlingen
give bestyrelsen bemyndigelse til at kunne udstede ny ak-
tie- eller anpartskapital. Som udgangspunkt kan en sådan
bemyndigelse ifølge selskabsloven kun gives for 5 år ad
gangen. Hybrid kernekapital skal have uendelig løbetid. Så
for at selskabet kan have en bemyndigelse uden udløb og
dermed opfylde kravene i CRR, er der behov for en und-
tagelse for fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholding-
virksomheder.
Det foreslås at indsætte en bemyndigelsesbestemmelse til
Finanstilsynet i § 26, stk. 5, i lov om fondsmæglerselskaber
og investeringsservice og –aktiviteter.
72
Efter den foreslåede § 26, stk. 5, kan Finanstilsynet fast-
sætte regler om fondsmæglerselskabers og fondsmæglerhol-
dingvirksomheders udstedelse af gældsbreve med vilkår om
konvertering til aktie- eller anpartskapital, herunder i hvilket
omfang selskabslovens kapitel 10 finder anvendelse.
Den foreslåede § 26, stk. 5, vil medføre, at Finanstilsynet får
bemyndigelse til at fastsætte regler, som giver bestyrelsen i
fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder
mulighed for at opnå en bemyndigelse uden udløb til udste-
delse af aktie- eller anpartskapital til brug for en eventuel
konvertering af hybrid kernekapital.
Til nr. 7 (§ 27 i lov om fondsmæglerselskaber og investe-
ringsservice og -aktiviteter)
Det fremgår af den gældende § 27 i lov om fondsmæglersel-
skaber og investeringsservice og -aktiviteter, at selskabslo-
vens §§ 110, 286, 306 og 318 k ikke finder anvendelse på
fondsmæglerselskaber.
De fire bestemmelser vedrører situationer, hvor en kapitale-
jer, der har modsat sig en beslutning, der dog bliver vedta-
get, kan kræve, at kapitalselskabet indløser kapitalejerens
kapitalandele. Dette kan ske ved beslutninger, hvor kapita-
lejers forpligtelser over for selskabet forøges, jf. selskabslo-
ven § 110, ved grænseoverskridende fusion, jf. selskabslo-
ven § 286, ved grænseoverskridende spaltning, jf. selska-
bsloven § 306 og ved flytning til et andet EU/EØS-land, jf.
selskabsloven § 318 k.
Årsagen til, at det ikke er muligt for kapitalejerne i fonds-
mæglerselskaber at kræve indløsning, er, at det efter arti-
kel 28, stk. 1, litra f, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til
kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR) er et krav,
at ingen kapitalejere må have krav på indløsning af kapita-
lindskud. Hvis de forskellige muligheder for indløsning ef-
ter selskabslovens regler kunne finde anvendelse for fonds-
mæglerselskaber, ville kapitalindskud ikke kunne kvalifice-
res som egentlige kernekapitalinstrumenter efter CRR.
Det foreslås at ændre § 27, så undtagelserne til selskabslo-
vens §§ 110, 286, 306 og 318 k også skal finde anvendelse
på fondsmæglerholdingvirksomheder.
Det skyldes, at det også er et krav for fondsmæglerholding-
virksomheder, at kapital kvalificeres som egentligt kerneka-
pital efter CRR. For at kapitalindskud kan kvalificeres som
egentlig kernekapital efter CRR, må instrumenterne ikke
kunne kræves indløst i de tilfælde, der er omhandlet i de
fire bestemmelser i selskabsloven, og fondsmæglerholding-
virksomheder skal derfor undtages herfor.
Formålet med ændringen er at få kapitalen i fondsmægler-
holdingvirksomheder til at opfylde kravene i CRR artikel
28, stk. 1, litra f, om at egentlige kernekapitalinstrumenter
ikke må kunne indløses, undtagen ved likvidation og tilba-
gekøb med tilladelse.
Den foreslåede ændring af § 27 vil medføre, at undtagel-
serne til selskabslovens §§ 110, 286, 306 og 318 k også
kommer til at gælde for fondsmæglerholdingvirksomheder.
Til nr. 8 (§ 41, stk. 3, i lov om fondsmæglerselskaber og
investeringsservice og -aktiviteter)
Efter § 41, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og inve-
steringsservice og –aktiviteter skal et investeringsselskab,
der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske
Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det
finansielle område (tredjelande), og for hvilket tredjeland
Europa-Kommissionen ikke har vedtaget en ækvivalensaf-
gørelse vedrørende tredjelandets retlige og tilsynsmæssige
ramme som omhandlet i artikel 47, stk. 1, i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj
2014 om markeder for finansielle instrumenter, eller hvor
en sådan afgørelse ikke længere er gyldig, have tilladelse
af Finanstilsynet til grænseoverskridende at yde eller udføre
investeringsservice og -aktiviteter med eller uden accessori-
ske tjenesteydelser her i landet til godkendte modparter eller
professionelle kunder.
Efter § 41, stk. 2, kan Finanstilsynet nægte at give tilladel-
se, jf. stk. 1, såfremt lovgivningen i det land, hvor tredje-
landsinvesteringsselskabet er meddelt tilladelse og er under
tilsyn, vil vanskeliggøre Finanstilsynets opgaver.
Finanstilsynet kan efter § 41, stk. 3, fastsætte nærmere reg-
ler om tilladelsesproceduren, jf. stk. 1, herunder hvilken do-
kumentation der skal sendes til Finanstilsynet i forbindelse
med ansøgningen. Bemyndigelsen er udnyttet i bekendtgø-
relse nr. 918 af 26. juni 2017 om tilladelsesproceduren for
udenlandske kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er
meddelt tilladelse i et land uden for Det Europæiske Union,
og som ønsker at udføre investeringsservice og investerings-
aktiviteter i Danmark.
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 3, hvorefter Finanstilsynet
kan inddrage en tilladelse, jf. stk. 1, såfremt tredjelandsinve-
steringsselskabet ikke længere opfylder kravene for at få en
tilladelse, eller hvis Finanstilsynet ikke kan inddrive afgiften
efter § 363 b, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed på
almindelig vis.
Den foreslåede ændring af § 41, stk. 3, vil medføre, at
Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse meddelt efter § 41,
stk. 1, hvis tredjelandsinvesteringsselskabet ikke længere
73
opfylder kravene for at få en tilladelse, eller hvis afgiften
til Finanstilsynet efter § 363 b, stk. 4, i lov om finansiel
virksomhed ikke er betalt rettidigt.
Den foreslåede § 41, stk. 3, vil medføre, at Finanstilsynet
kan inddrage en tilladelse meddelt efter § 41, stk. 1, hvis
tredjelandsinvesteringsselskabet ikke længere har tilladelse
til og er under tilsyn i investeringsselskabets hjemland for
så vidt angår den investeringsservice og –aktiviteter med
eller uden accessoriske tjenesteydelser, som er omfattet af
tilladelsen meddelt efter § 41, stk. 1. Finanstilsynet vil
også kunne inddrage tilladelsen, hvis der ikke længere er
indgået en aftale mellem Finanstilsynet og tredjelandsinve-
steringsselskabets tilsynsmyndighed i investeringsselskabets
hjemland om konsultation og samarbejde samt udveksling
af information på området for investeringsservice og –ak-
tiviteter, eller hvis Finanstilsynet kommer i besiddelse af
information om investeringsselskabet af betydning for opret-
holdelse af en tilladelse meddelt efter § 41, stk. 1. Informati-
oner af betydning for opretholdelse af en tilladelse meddelt
efter § 41, stk. 1, omfatter bl.a. informationer, hvorefter Fi-
nanstilsynet konstaterer, at tredjelandsinvesteringsselskabet
udgør en risiko for de danske investorers interesser, mar-
kedernes ordentlige funktion eller den finansielle stabilitet
i Danmark. Finanstilsynet vil desuden kunne inddrage en
tilladelse meddelt efter § 41, stk. 1, hvis Europa-Kommis-
sionen for tredjelandsinvesteringsselskabets hjemland vedta-
ger en ækvivalensafgørelse vedrørende hjemlandets retlige
og tilsynsmæssige ramme som omhandlet i artikel 47, stk.
1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle in-
strumenter.
Den foreslåede ændring af § 41, stk. 3, vil videre medføre,
at Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse meddelt efter
§ 41, stk. 1, hvis tredjelandsinvesteringsselskabet ikke retti-
digt betaler afgift til Finanstilsynet efter § 263 b, stk. 4.
Finanstilsynet vil kunne inddrage en tilladelse meddelt efter
§ 41, stk. 1, hvis Finanstilsynet ikke kan inddrive afgiftsbe-
talingen på almindelig vis. Inddragelsen vil således kunne
ske i tilfælde, hvor Finanstilsynet trods opkrævning af af-
giftsbetaling og rykkere for afgiftsbetaling ikke kan inddrive
afgiftsbetalingen.
Den foreslåede ændring skal understøtte, at tredjelandsinve-
steringsselskaber med tilladelse efter § 41, stk. 1, bidrager
til finansieringen af de omkostninger, Finanstilsynet har i
forbindelse med tilsynet og administrationen af tilladelser
meddelt efter § 41, stk. 1.
Til nr. 9 (§ 43, stk. 3, nr. 7, i lov om fondsmæglerselskaber
og investeringsservice og -aktiviteter)
Efter § 43, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og inve-
steringsservice og –aktiviteter skal et investeringsselskab,
der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske
Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det
finansielle område, have tilladelse fra Finanstilsynet til at
yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter med eller
uden accessoriske tjenesteydelser som fastsat i bilag 1 her i
landet gennem en filial.
Det følger af den gældende § 43, stk. 3, at Finanstilsynet
giver tilladelse efter stk. 1, når det er godtgjort, at alle betin-
gelser i bestemmelsens nr. 1-7 er opfyldt.
Af den gældende § 43, stk. 3, nr. 7, følger det, at filialen
skal være i stand til at opfylde kravene i §§ 45-48 og 94,
§ 95, stk. 1, 2 og 7, § 96 og § 108 og regler udstedt i
medfør heraf, §§ 88-95, 98-109, 114 og 135-140, § 196,
stk. 2, og §§ 214 og 218 i lov om kapitalmarkeder og arti-
kel 3-26 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle
instrumenter og i foranstaltninger vedtaget i medfør heraf.
Det foreslås i nr. 7 at indsætte en henvisning til § 44 i lov
om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktivi-
teter, så bestemmelsen medtages i oplistningen af de krav,
som filialen skal være i stand til at opfylde, før Finanstilsy-
net meddeler tilladelse efter stk. 1.
Indførelsen af bestemmelsen vil medføre, at et investerings-
selskab, som ønsker tilladelse efter stk. 1, også skal kunne
godtgøre, at filialen vil være i stand til at opfylde indberet-
ningskravene for filialer af tredjelandsinvesteringsselskaber,
som følger af lovens § 44.
Bestemmelsen gennemfører artikel 41, stk. 1, litra b, i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj
2014 om markeder for finansielle instrumenter (MiFID II),
der er vedtaget i forbindelse med vedtagelsen af Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. novem-
ber 2019 om tilsyn med investeringsselskaber (IFD).
Til nr. 10 (§ 43, stk. 5, 2. pkt., i lov om fondsmæglerselska-
ber og investeringsservice og -aktiviteter)
Efter § 43, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og inve-
steringsservice og –aktiviteter skal et investeringsselskab,
der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske
Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det
finansielle område (tredjelande), have tilladelse fra Finans-
tilsynet til at yde eller udføre investeringsservice og -aktivi-
teter med eller uden accessoriske tjenesteydelser her i landet
gennem en filial.
Efter den gældende § 43, stk. 5, kan Finanstilsynet inddrage
74
en tilladelse meddelt efter § 43, stk. 1, i henhold til §§ 163
og 164.
Bestemmelsen i § 163 fastslår, at Finanstilsynet kan inddra-
ge et fondsmæglerselskabs tilladelse som fondsmæglersel-
skab, hvis fondsmæglerselskabet anmoder herom. Bestem-
melsen i § 164 fastslår, i hvilke andre tilfælde Finanstilsynet
har bemyndigelse til at inddrage tilladelsen.
Det foreslås at indsætte et 2. pkt., i § 43, stk. 5, hvorefter Fi-
nanstilsynet, ud over de tilfælde, der er nævnt i §§ 163-164,
kan inddrage en tilladelse meddelt efter § 43, stk. 1, hvis
Finanstilsynet ikke kan inddrive afgiften efter § 363 b, stk.
4, på almindelig vis.
Den foreslåede ændring af § 43, stk. 5, vil medføre, at
Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse meddelt efter § 43,
stk. 1, hvis Finanstilsynet ikke kan inddrive afgiftsbetalin-
gen på almindelig vis. Inddragelsen vil således kunne ske
i tilfælde, hvor Finanstilsynet trods opkrævning af afgifts-
betaling og rykkere for afgiftsbetaling ikke kan inddrive
afgiftsbetalingen.
Den foreslåede ændring skal understøtte, at udenlandske
kreditinstitutter med tilladelse efter § 43, stk. 1, bidrager
til finansieringen af de omkostninger, Finanstilsynet har i
forbindelse med tilsynet og administrationen af tilladelser
meddelt efter § 43, stk. 1.
Til nr. 11 (§ 94, stk. 2 og 3, i lov om fondsmæglerselskaber
og investeringsservice og -aktiviteter)
Det følger af § 94, stk. 1, nr. 4, i lov om fondsmæglerselska-
ber og investeringsservice og –aktiviteter, at et fondsmæg-
lerselskab og en fondsmæglerholdingvirksomhed skal have
effektive former for virksomhedsstyring, herunder effektive
procedurer til at identificere, måle, styre, overvåge og rap-
portere om de risici, som virksomheden er eller kan blive
udsat for, eller risici, som virksomheden udgør eller kan
udgøre for andre.
Det foreslås i § 94 at indsætte et nyt stk. 2 og nyt stk. 3.
Det foreslås i det nye stk. 2, at procedurerne, som nævnt i
stk. 1, nr. 4, skal omhandle væsentlige kilder til og virknin-
ger af risici og eventuel indvirkning på kapitalgrundlaget.
Den foreslåede § 94, stk. 2, vil medføre, at virksomhedens
risikostyringsprocedurer skal gøre virksomheden i stand til
at identificere, måle, styre, overvåge og rapportere om væ-
sentlige kilder til og virkninger af risici og eventuel væsent-
lig indvirkning på kapitalgrundlaget. Risiciene skal omfatte
kunderisici og markedsrisici og virksomhedens risici, herun-
der operationelle risici og omdømmemæssige risici såvel
som markeds-, modparts- og kreditrisici samt likviditetsrisi-
ci.
For så vidt angår kunderisici skal indgå overvejelser om at
tegne en erhvervsansvarsforsikring som et effektivt redskab
i forbindelse med risikostyringen.
For så vidt angår likviditetsrisiko skal risikostyringsproce-
durerne omhandle likviditetsrisikoen inden for relevante
tidshorisonter, herunder samme dag, for at sikre, at virksom-
heden opretholder tilstrækkelige likvide midler, bl.a. for så
vidt angår håndtering af væsentlige risikokilder.
For så vidt angår virksomhedens risici skal risikostyrings-
procedurerne navnlig omhandle de risici, der kan absorbere
det til rådighed værende kapitalgrundlag. Det omfatter, hvis
det er relevant, væsentlige ændringer i bogført værdi af akti-
ver, herunder krav mod tilknyttede agenter, sammenbrud hos
kunder eller modparter, positioner i finansielle instrumenter,
i fremmed valuta og i råvarer samt forpligtelser over for
ydelsesbaserede pensionsordninger.
Når de i § 94, stk. 1, og § 107 omhandlede ordninger indfø-
res, tages der hensyn til de kriterier, der er omhandlet i arti-
kel 28-33 IFD, jf. artikel 26, stk. 2, i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019
om tilsyn med investeringsselskaber (IFD).
Bestemmelsen gennemfører artikel 26, stk. 1, litra b, og stk.
2, samt artikel 29, stk. 1, i IFD.
Det foreslås i stk. 3, at et fondsmæglerselskab og en fonds-
mæglerholdingvirksomhed skal registrere alle sine transakti-
oner samt dokumentere de trufne foranstaltninger for effek-
tive former for virksomhedsstyring.
Bestemmelsen indebærer, at et fondsmæglerselskab og en
fondsmæglerholdingvirksomhed skal registrere alle sine
transaktioner og dokumentere de foranstaltninger i form af
systemer og processer m.v., som virksomheden har truffet
for at sikre effektive former for virksomhedsstyring efter
stk. 1 og 2.
Registreringen og dokumentationen skal foretages på en så-
dan måde, at Finanstilsynet til enhver tid kan vurdere, om
selskabet overholder lov om fondsmæglerselskaber og inve-
steringsservice og -aktiviteters krav til kapital og likviditet,
ledelse og styring samt aflønning, som implementerer direk-
tiv (EU) 2019/2034, samt forordning (EU) 2019/2033.
Bestemmelsen gennemfører artikel 4, stk. 6, i IFD.
75
Til nr. 12 (§ 224 a, i lov om fondsmæglerselskaber og inve-
steringsservice og -aktiviteter)
Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –
aktiviteter indeholder i kapitel 22 generelle regler om tilsyn,
herunder Finanstilsynets tilsynsforpligtelse.
Det foreslås at indsætte en ny § 224 a.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at Finanstilsy-
net i tilfælde, hvor Finanstilsynet ville være den koncerntil-
synsførende, hvis modervirksomheden var etableret i Den
Europæiske Union, kan stille krav om etablering af en
fondsmæglerholdingvirksomhed eller blandet finansiel hol-
dingvirksomhed i Unionen og anvende konsolideringsreg-
lerne i artikel 7 eller 8 i forordning (EU) 2019/2033 (IFR)
af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav på denne
fondsmæglerholdingvirksomhed eller blandede finansielle
holdingvirksomhed.
Efter artikel 8 i IFD kan de kompetente myndigheder i
stedet for tilsynsmæssig konsolidering, dvs. opfyldelse af
kapitalgrundlagskrav m.v. på basis af den konsoliderede si-
tuation, jf. artikel 7 i IFR, tillade opfyldelse af koncernkapi-
taltesten i tilfælde af koncernstrukturer, der anses for at være
tilstrækkeligt enkle, forudsat at der ikke er betydelige risici
for kunder eller for markedet, der stammer fra fondsmægler-
selskabskoncernen som helhed, som ellers ville kræve tilsyn
på konsolideret niveau.
Den koncerntilsynsførende er i § 10, nr. 36, defineret som
en kompetent myndighed med ansvar for tilsynet med,
om moderfondsmæglerselskaber i Den Europæiske Union
og fondsmæglerselskaber, som kontrolleres af moderfonds-
mæglerholdingvirksomheder i Den Europæiske Union el-
ler blandede finansielle moderholdingvirksomheder i Den
Europæiske Union overholder koncernkapitaltesten.
Den foreslåede bestemmelse vedrører det tilfælde, hvor to
eller flere fondsmæglerselskaber, der er datterselskaber af
samme modervirksomhed, som er etableret i et tredjeland,
ikke er underlagt effektivt tilsyn på koncernniveau. I et
sådan tilfælde skal de kompetente myndigheder for datter-
fondsmæglerselskaberne vurdere, om datterfondsmæglersel-
skaberne er underlagt tilsyn af tredjelandets tilsynsmyndig-
hed svarende til det tilsyn, som er omhandlet i Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november
2019 om tilsyn med investeringsselskaber (IFD) og førs-
te del i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til
investeringsselskaber (IFR).
Hvis konklusionen af denne vurdering er, at et sådant tilsva-
rende tilsyn ikke foreligger, åbner medlemsstaterne mulig-
hed for passende tilsynsmetoder, som opfylder målene med
tilsyn i overensstemmelse med artikel 7 eller 8 i IFR. Den
kompetente myndighed, der ville være den koncerntilsyns-
førende, hvis moderselskabet var etableret i Den Europæiske
Union, træffer beslutning om disse tilsynsmetoder efter hø-
ring af de øvrige berørte kompetente myndigheder. Eventu-
elle foranstaltninger truffet efter denne bestemmelse skal
indberettes til de øvrige berørte kompetente myndigheder,
EBA og Kommissionen.
Med forslaget vil Finanstilsynet få mulighed for at stille
krav om etablering af en fondsmæglerholdingvirksomhed
eller blandet finansiel holdingvirksomhed i EU og anvende
konsolideringsreglerne i artikel 7 eller 8 i IFR på denne
fondsmæglerholdingvirksomhed eller blandede finansielle
holdingvirksomhed. Formålet hermed er at sikre et effektivt
tilsyn på koncernniveau.
Bestemmelsen gennemfører artikel 55, stk. 3, i IFD.
Til nr. 13 (§ 232, stk. 1, 1. pkt., i lov om fondsmæglerselska-
ber og investeringsservice og -aktiviteter)
Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -
aktiviteter indeholder i den gældende § 232, stk. 1, 1. pkt.,
krav om, at fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholding-
virksomheder m.fl. skal give Finanstilsynet de oplysninger,
der er relevante for Finanstilsynets virksomhed.
Det foreslås i § 232, stk. 1, 1. pkt., at ændre »holdingsel-
skaber med blandede aktiviteter, « til: »blandede holding-
virksomheder og personer, som tilhører disse virksomheder,
samt«.
Den foreslåede ændring af bestemmelsen vil medføre, at
personer, som tilhører fondsmæglerselskaber, fondsmægler-
holdingvirksomheder, blandede finansielle holdingvirksom-
heder og blandede holdingvirksomheder, også er underlagt
forpligtelsen til at udlevere materiale og oplysninger til Fi-
nanstilsynet.
Ændringen af bestemmelsen vil medføre, at Finanstilsy-
net kan kræve oplysninger fra fondsmæglerselskaber, fonds-
mæglerholdingvirksomheder, blandede finansielle holding-
virksomheder og blandede holdingvirksomheder, deres le-
delser og ansatte samt repræsentanter, ligesom Finanstilsy-
net kan udspørge enhver anden relevant person med det
formål at indsamle oplysninger om undersøgelsens gen-
stand. Oplysningspligten vil ikke være opfyldt, hvis de
indsendte oplysninger er urigtige eller vildledende. For nær-
mere om, hvilke oplysninger Finanstilsynet kan indhente,
henvises til forarbejderne til lov om fondsmæglerselskaber
og investeringsservice og -aktiviteter, jf. Folketingstidende
2020-21, A, L 207, som fremsat, side 527.
76
Bestemmelsen har til formål at sikre, at Finanstilsynet kan
udøve sin tilsynsvirksomhed også i de særlige tilfælde, hvor
eksempelvis ledelsen, ansatte eller repræsentanter er i besid-
delse af relevante oplysninger, hvor det er nødvendigt for
Finanstilsynet at indhente oplysningerne hos den pågælden-
de for at udføre tilsynshvervet.
Med den foreslåede ændring af bestemmelsen ændres be-
nævnelsen ”holdingvirksomheder med blandede aktiviteter”
til den korrekte benævnelse ”blandede holdingvirksomhe-
der”, jf. § 10, nr. 20, i lov om fondsmæglerselskaber og
investeringsservice og -aktiviteter.
Ændringen gennemfører artikel 19, stk. 1, litra a, nr. v),
og litra b, nr. iii) og iv), i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn
med investeringsselskaber (IFD).
Til nr. 14 (§ 233, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og
investeringsservice og -aktiviteter)
Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og
-aktiviteter indeholder i § 233, stk. 1, krav om, at Finanstil-
synet til enhver tid mod behørig legitimation uden retsken-
delse kan få adgang til forretningslokaler tilhørende fonds-
mæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder m.fl.
Det foreslås i § 233, stk. 1, at ændre »et fondsmæglersel-
skab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed, herunder ved
inspektioner, forudsat underretning af andre berørte tilsyns-
myndigheder« til: »fondsmæglerselskaber, fondsmæglerhol-
dingvirksomheder, blandede finansielle holdingvirksomhe-
der samt blandede holdingvirksomheder og disses dattersel-
skaber, herunder ved inspektion« og det foreslås, at »blan-
dede finansielle holdingvirksomheder, holdingvirksomheder
med aktiviteter og« udgår.
Den forslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynets befø-
jelse til mod behørig legitimation uden retskendelse at få ad-
gang til forretningslokaler tilhørende fondsmæglerselskaber
og fondsmæglerholdingvirksomheder også omfatter blande-
de finansielle holdingvirksomheder samt blandede holding-
virksomheder og disses datterselskaber, og at denne beføjel-
se også finder anvendelse på enhver anden virksomhed, der
indgår i tilsynet med overholdelsen af koncernkapitaltesten,
jf. artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (U)
2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til
investeringsselskaber, forudsat forudgående underretning af
andre berørte tilsynsmyndigheder.
Med den foreslåede ændring af bestemmelsen ændres be-
nævnelsen ”holdingvirksomheder med blandede aktiviteter”
desuden til den korrekte benævnelse ”blandede holdingvirk-
somheder”, jf. § 10, nr. 20, i lov om fondsmæglerselskaber
og investeringsservice og -aktiviteter.
For nærmere om Finanstilsynets beføjelse til mod behørig
legitimation uden retskendelse at få adgang til forretningslo-
kaler tilhørende fondsmæglerselskaber og fondsmæglerhol-
dingvirksomheder m.fl. henvises til bemærkningerne til §
233, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investerings-
service og -aktiviteter, jf. Folketingstidende 2020-21, A, L
207, som fremsat, side 526.
Bestemmelsen gennemfører artikel 19, stk. 1, litra c, og
artikel 53, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med inve-
steringsselskaber (IFD).
Til nr. 15 (§ 252 a, i lov om fondsmæglerselskaber og inve-
steringsservice og -aktiviteter)
Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –
aktiviteter indeholder i kapitel 22 generelle regler om Fi-
nanstilsynets tilsyn.
Det foreslås at indsætte en ny § 252 a.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at Finanstilsynet
med henblik på at vurdere, om beregningen af den samlede
margen, der kræves af clearingmedlemmet, er baseret på
en margenmodel for clearingmedlemmet, er opfyldt, kan
anmode den kompetente myndighed i et clearingmedlems
hjemland om oplysninger vedrørende den margenmodel og
de parametre, der er anvendt ved beregning af et fondsmæg-
lerselskabs margenkrav.
Den foreslåede bestemmelse vedrører én af de betingelser,
der skal være opfyldt for, at et fondsmæglerselskab, der
handler for egen regning, enten på egne eller en kundes
vegne, kan anvende metoden i artikel 23 i IFR til at opgøre
kapitalgrundlagskravet (K-faktorkravet) for markedsrisiko
(RtM) for positioner i handelsbeholdningen, jf. artikel 15 i
IFR.
Metoden i artikel 23 er K-CMG beregning af K-faktorkravet
for RtM, der med Finanstilsynets tilladelse kan anvendes
af fondsmæglerselskaber, der handler for egen regning gen-
nem clearingmedlemmer. Dvs. af fondsmæglerselskaber, der
anvender central clearing, hvor en central modpart (CCP)
stiller sig mellem køber og sælger i en handel og garante-
rer afviklingen af handler for begge parter. CCP’en påtager
sig hermed modpartsrisikoen på begge parter. For at påtage
sig denne kræver CCP’en sikkerhedsstillelse i form af mar-
gen. Fondsmæglerselskabet kan etablere adgang til clearing
via en CCP enten som clearingmedlem hos CCP’en eller
som kunde til et andet CCP-clearingmedlem.
Ved anvendelse af K-CMG beregning beregnes K-faktorkra-
77
vet for RtM på grundlag af de samlede margener, clearing-
medlemmet har afkrævet fondsmæglerselskabet.
Artikel 15 i IFR fastsætter et K-faktorkrav for fondsmæg-
lerselskaber, der ikke opfylder betingelserne for små og ik-
ke indbyrdes forbundne fondsmæglerselskaber. K-faktorkra-
vet fastsættes i forhold til kunderisici (RtC), markedsrisiko
(RtM) og selskabsrisiko (RtF) og opgøres efter metoder, der
er fastsat i henholdsvis kapitel 2, 3 og 4.
Efter artikel 21 i IFR skal K-faktorkravet for RtM for positi-
oner i handelsbeholdningen for et investeringsselskab være
enten K-NPR beregnet i overensstemmelse med artikel 22
eller K-CMG beregnet i overensstemmelse med artikel 23
i IFR. Dette gælder, når investeringsselskabet handler for
egen regning, enten på egne eller en kundes vegne.
Af artikel 23 i IFR følger det, at de kompetente myndighe-
der tillader, at et investeringsselskab beregner K-CMG for
positioner, der er omfattet af clearing, hvis en række betin-
gelser, oplistet i artikel 23, stk. 1, litra a-e, er opfyldt. Det
samme gælder, såfremt der er tale om positioner på porteføl-
jebasis, hvis hele porteføljen er omfattet af clearing eller
margenberegning.
Den foreslåede bestemmelse vedrører betingelsen i artikel
23, stk. 1, litra c, hvorefter beregningen af den samlede mar-
gen, der kræves af clearingmedlemmet, skal være baseret på
en margenmodel for clearingmedlemmet. Bestemmelsen vil
medføre, at Finanstilsynet får beføjelse til at anmode den
kompetente myndighed i et clearingmedlems hjemland om
oplysninger vedrørende den margenmodel og de parametre,
der er anvendt ved beregning af et fondsmæglerselskabs
margenkrav. På den baggrund kan Finanstilsynet vurdere,
om betingelsen om, at beregningen af den samlede margen,
der kræves af clearingmedlemmet, er baseret på en margen-
model for clearingmedlemmet, er opfyldt.
Bestemmelsen gennemfører artikel 13, stk. 6, i Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. novem-
ber 2019 om tilsyn med investeringsselskaber (IFD).
Til nr. 16 (§ 265, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og
investeringsservice og -aktiviteter)
Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –
aktiviteter fastsætter i § 265, jf. § 5, at udenlandske investe-
ringsselskaber og kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse
til at yde eller udføre investeringsservice og –aktiviteter, jf.
§ 13, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investerings-
service og -aktiviteter, i et land inden for Den Europæiske
Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område (EØS/EU-lande), og som udøver
sådan virksomhed her i landet gennem filial eller tilknyttet
agent, der er etableret her i landet, skal betale afgift til
Finanstilsynet. Afgiften fastsættes i henhold til kapitel 22 i
lov om finansiel virksomhed.
Videre fastsætter lov om fondsmæglerselskaber og investe-
ringsservice og –aktiviteter i § 265, jf. § 7, stk. 3, at
udenlandske investeringsselskaber og kreditinstitutter, der er
meddelt tilladelse til at yde eller udføre investeringsservice
og –aktiviteter, jf. § 13, stk. 1, i lov om fondsmæglerselska-
ber og investeringsservice og -aktiviteter, i et land uden
for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået
aftale med på det finansielle område (tredjelande), og som
udøver sådan virksomhed her i landet gennem filial, skal
betale afgift til Finanstilsynet. Afgiften fastsættes i henhold
til kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed.
Det foreslås at nyaffatte § 265, stk. 1, så udenlandske inve-
steringsselskaber, der yder eller udfører investeringsservice
og –aktiviteter her i landet gennem filial eller tilknyttede
agenter, der er etableret her i landet, omfattes af afgiftsbe-
stemmelsen.
Den foreslåede nyaffattelse af § 265, stk. 1, præciserer, at
udenlandske investeringsselskaber, der yder eller udfører in-
vesteringsservice og –aktiviteter her i landet gennem tilknyt-
tede agenter, der er etableret her i landet, også skal betale
afgift til Finanstilsynet.
Til nr. 17 (§ 265, stk. 2, i lov om fondsmæglerselskaber og
investeringsservice og -aktiviteter)
Efter den gældende § 265, jf. § 5 og § 7, stk. 3, i lov
om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktivi-
teter, betaler udenlandske investeringsselskaber og kreditin-
stitutter, der yder eller udfører investeringsservice og –akti-
viteter her i landet gennem filialer eller tilknyttede agenter,
der er etableret her i landet, afgift til Finanstilsynet, som
fastsættes i henhold til kapitel 22 i lov om finansiel virksom-
hed. Loven regulerer ikke afgiftsbetaling for udenlandske
investeringsselskaber og kreditinstitutter, der har tilladelse i
et land uden for Den Europæiske Unionen, som Unionen ik-
ke har indgået aftale med på det finansielle område (tredje-
lande), som har opnået tilladelse fra Finanstilsynet til græn-
seoverskridende at yde eller udføre investeringsservice her i
landet til godkendte modparter eller professionelle kunder.
Videre fastsætter kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed
om afgifter trods henvisningen hertil i § 265, stk. 2, i lov om
fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter
ikke regler om afgift for udenlandske investeringsselskaber
og kreditinstitutter, der yder eller udfører investeringsservice
og –aktiviteter her i landet.
78
Det foreslås i § 265 i lov om fondsmæglerselskaber og
investeringsservice og –aktiviteter at indsætte et nyt stk. 2.
I det nye stk. 2 foreslås det, at udenlandske kreditinstitutter
og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse til at yde
eller udføre investeringsservice og –aktiviteter i et land uden
for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået
aftale med på det finansielle område, og for hvilket land Eu-
ropa-Kommissionen ikke har vedtaget en afgørelse som om-
handlet i artikel 47, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder
for finansielle instrumenter, eller hvor en sådan afgørelse
ikke længere er gyldig, og som yder grænseoverskridende
tjenesteydelser med investeringsservice og –aktiviteter her i
landet, skal betale afgift til Finanstilsynet.
Forslaget vil medføre, at udenlandske investeringsselskaber
og kreditinstitutter, der har opnået Finanstilsynets tilladelse
til grænseoverskridende at yde eller udføre investeringsser-
vice og –aktiviteter efter henholdsvis § 41 i lov om fonds-
mæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter og §
33 i lov om finansiel virksomhed, skal betale en årlig afgift
til Finanstilsynet. Afgiften skal bidrage til Finanstilsynets
tilsyn med de grænseoverskridende tjenesteydelser, jf. § 8
i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og
–aktiviteter, jf. lovens § 8.
Til nr. 18 (bilag 3, nr. 2, i lov om fondsmæglerselskaber og
investeringsservice og -aktiviteter)
Bilag 3 til lov om fondsmæglerselskaber og investeringsser-
vice og –aktiviteter fastsætter de formler, som anvendes til
at beregne de beløb, der henvises til i § 201, nr. 1 og 2, og §
203, stk. 1, om nedskrivningsegnede passiver og subordina-
tion.
Det foreslås at nyaffatte bilag 3, nr. 2, så der i formlen
for opgørelse af krav om subordination af nedskrivnings-
egnede passiver tages højde for, at fondsmæglerselskaber
med ikrafttrædelsen af Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn
med investeringsselskaber (IFD) og Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019
om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber (IFR) ikke
længere er omfattet af det kombinerede kapitalbufferkrav,
der følger af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virk-
somhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter
(CRD IV).
IFD erstatter sammen med IFR de tidligere tilsynsordninger
for fondsmæglerselskaber i henhold til Europa-Parlamentets
og Rådets forordning 2013/36/EU af 26. juni 2013 om
adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om
tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRD
IV) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kredit-
institutter og investeringsselskaber (CRR). De nye tilsyns-
mæssige krav og rammer for fondsmæglerselskaber i IFD og
IFR vedrører bl.a. kravene til kapital og likviditet, ledelse og
styring samt aflønning.
Derudover tages der i definitionen af variablen η i formlen
højde for de nye kapitalkrav for fondsmæglerselskaber i
IFR derved, at der i definitionen henvises til forordningens
artikel 11.
Bestemmelsen gennemfører artikel 45, stk. 3, litra a, i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj
2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kredit-
institutter og investeringsselskaber (BRRD), der er vedtaget
i forbindelse med vedtagelsen af IFD.
Til § 10
Til nr. 1 (§ 8 i lov nr. 409 af 31. marts 2022 om restriktioner
på transaktioner med kontanter og værdipapirer i danske
kroner til Rusland og Belarus)
Det følger af den gældende § 8 i lov om restriktioner på
transaktioner med kontanter og værdipapirer i danske kroner
til Rusland og Belarus, at loven ophæves den 1. april 2023.
§§ 1-4 i lov om restriktioner på transaktioner med kontanter
og værdipapirer i danske kroner til Rusland og Belarus inde-
holder de konkrete forbud og restriktioner.
§ 5 i lov om restriktioner på transaktioner med kontanter
og værdipapirer i danske kroner til Rusland og Belarus inde-
holder bemyndigelse for erhvervsministeren til at fastsætte
regler, der forkorter eller forlænger perioderne for forbudde-
ne i §§ 1-4.
§ 6 i lov om restriktioner på transaktioner med kontanter og
værdipapirer i danske kroner til Rusland og Belarus indehol-
der regler om straf for overtrædelse af loven.
§ 9 i lov om restriktioner på transaktioner med kontanter
og værdipapirer i danske kroner til Rusland og Belarus inde-
holder ændringer til hvidvaskloven, hvorefter Finanstilsynet,
Erhvervsstyrelsen, Spillemyndigheden og Advokatrådet fø-
rer tilsyn med love indeholdende finansielle sanktioner.
Det foreslås i § 8 at ændre »Loven« til: »§§ 1-6«.
Den foreslåede ændring vil medføre, at alene lovens §§ 1-6
omfattes af solnedgangsklausulen og således ophæves den
79
1. april 2023. Dermed vil ændringerne til Finanstilsynets,
Erhvervsstyrelsens, Spillemyndighedens og Advokatrådets
tilsynskompetencer i henhold til § 8 i lov om restriktioner på
transaktioner med kontanter og værdipapirer i danske kroner
til Rusland og Belarus ikke
blive ophævet den 1. april 2023.
Til § 11
Til nr. 1 (§ 19, stk. 7, i lov nr. 1374 af 13. december 2019
om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om betalin-
ger, lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger
m.v. og selskabsloven og forskellige andre love)
Det fremgår af § 19, stk. 7, i lov nr. 1374 af 13. december
2019, som ændret ved § 12, nr. 1, i lov nr. 570 af 10. maj
2022, at erhvervsministeren senest i folketingsåret 2022-23
fremsætter forslag om revision af § 122, stk. 2, i lov om
betalinger.
Det foreslås, at § 19, stk. 7, i lov nr. 1374 af 13. december
2019, ophæves.
Formålet med ændringen er at bringe forpligtelsen til evalu-
ering af § 122, stk. 2, fuldt ud i overensstemmelse med ord-
lyden af og intentionen bag aftaleteksten bag den politiske
aftale af den 19. september 2019. Det fremgår således af
aftaleteksten, at aftaleparterne er enige om, at udvidelsen af
§ 122 vil blive evalueret to år efter lovændringens ikrafttræ-
den.
Evalueringen af bestemmelsen i § 122, stk. 2, er påbegyndt
og forventes fremlagt for Folketinget senest den 1. januar
2023.
Den foreslåede ændring medfører, at den påbegyndte evalu-
ering af udvidelsen af § 122, stk. 2, i lov om betalinger,
kan gennemføres, uden at erhvervsministeren forpligtes til
at fremsætte forslag om revision af bestemmelsen. Dette er
hensigtsmæssigt, idet erfaringerne med udvidelsen af § 122
i lov om betalinger peger på, at der ikke er grundlag for at
fjerne udvidelsen af bestemmelsen. Den foreslåede ordning
vil være i overensstemmelse med aftaleteksten bag den poli-
tiske aftale af den 19. september 2019 mellem regeringen
(Socialdemokratiet) og Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale
Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Konservative
og Alternativet om styrkede indgrebsmuligheder over for
gebyrer m.v. på betalingsserviceløsninger.
For nærmere om formålet med evalueringen henvises til
bemærkninger til § 19, stk. 7, i lov nr. 1374 af 13. december
2019, jf. Folketingstidende 2019-2020, A, L 46, som frem-
sat, side 88.
Til § 12
I dag er både anordning nr. 79 af 26. januar 2010 om ikraft-
træden for Færøerne af lov om forebyggende foranstaltnin-
ger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme
og anordning nr. 813 af 12. august 2019 om ikrafttræden
for Færøerne af lov om forebyggende foranstaltninger mod
hvidvask og finansiering af terrorisme gældende for Færøer-
ne. Det skyldes, at anordning nr. 79 af 26. januar 2010 ved
en fejl ikke er blevet ophævet.
Det foreslås, at kongelig anordning nr. 79 af 26. januar
2010 om ikrafttræden for Færøerne af lov om forebyggende
foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af
terrorisme ophæves.
Det foreslåede vil medføre, at der fremover alene vil være
én gældende kongelig anordning for Færøerne af lov om
forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering
af terrorisme (hvidvaskloven).
Til § 13
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar
2023.
Det foreslås i stk. 2, at loven har virkning for kreditaftaler
indgået efter lovens ikrafttræden.
Det vil sige, at hvis en kreditgiver den 20. december 2022
indgår en aftale med en forbruger om en rente- og omkost-
ningsfri kredit eller en kreditaftale, hvor kreditten skal beta-
les tilbage inden 3 måneder og kun er forbundet med ubety-
delige omkostninger, så vil kreditgiver ikke være forpligtet
til at overholde reglerne i kreditaftaleloven. Lovens § 8 c vil
dog finde anvendelse på aftaler om kortfristede forbrugslån.
Hvis aftalen omvendt indgås efter den 1. januar 2023, vil
kreditgiver være forpligtet til at overholde reglerne i lov om
forbrugslånsvirksomheder og kreditaftaleloven.
Det foreslås i stk. 3, at virksomheder, som forud for lovens
ikrafttræden ydede rente- og omkostningsfrie kreditter uden
en tilladelse efter lov om forbrugslånsvirksomheder, og som
efter lovens ikrafttræden ikke kan drive virksomhed uden en
tilladelse, inden den 1. juli 2023 skal indgive ansøgning om
tilladelse til Finanstilsynet. Disse virksomheder kan fortsæt-
te den påbegyndte virksomhed uden tilladelse, indtil Finans-
tilsynet har truffet afgørelse i sagen.
Bestemmelsen skal sikre, at de virksomheder, der i dag er
80
undtaget fra tilladelseskravet i lov om forbrugslånsvirksom-
heder, i overgangsperioden kan fortsætte deres virksomhed
uden en tilladelse. Det forudsætter dog, at virksomhederne
inden den 1. juli 2023 indsender en ansøgning om tilladelse
til Finanstilsynet, jf. lov om forbrugslånsvirksomheder § 3.
Det foreslås i stk. 4, at for crowdfundingtjenesteudbydere
med færre end 50 ansatte omfattet af § 75 a, stk. 1, 1. pkt.,
i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs
§ 5, nr. 16, finder § 75 a, stk. 1, 4. pkt., i lov om finansiel
virksomhed anvendelse fra den 17. december 2023.
Det foreslåede vil medføre, at crowdfundingtjenesteudbyde-
re omfattet af § 75 a, stk. 1, 1. pkt., først skal leve op til
kravene i lov om beskyttelse af whistleblowere fra den 17.
december 2023, jf. § 75 a, stk. 1, 4. pkt., hvis crowdfunding-
tjenesteudbyderen har færre end 50 ansatte. Det foreslåede
har til formål at sikre, at crowdfundingtjenesteudbydere,
som lov om beskyttelse af whistleblowere ikke finder umid-
delbar anvendelse på, får passende tid til at tilpasse deres
ordninger til kravene i lov om beskyttelse af whistleblowere.
Til § 14
Det foreslås i stk. 1, at loven ikke gælder for Færøerne og
Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.
Det foreslås i stk. 2, at lovens § 1, §§ 4 og 5, §§ 7-10 og §
12 ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft
for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold
tilsiger.
Det foreslås i stk. 3, at lovens §§ 1-10 ved kongelig anord-
ning kan sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de
ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Det følger således af lovene på det finansielle område, at lo-
vene ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at lovene
ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft
for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholds-
vis de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber samt
lov om forsikringsformidling gælder ikke for Grønland, men
kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de
grønlandske forhold tilsiger. Lovene indeholder derimod ik-
ke anordningshjemmel for Færøerne, da forsikringsområdet
på Færøerne er overtaget og dermed reguleres af færøske
love. Ændringerne i lovforslagets §§ 3 og 6 kan derfor ikke
kunne sættes i kraft for Færøerne.
Færøerne har pr. 1. januar 2010 overtaget lovgivningskom-
petencen på det formueretlige område. Lovens § 2 kan der-
for ikke gælde eller ved kongelig anordning sættes i kraft for
Færøerne.
81
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende ret
Oktober 2022
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov nr. 450 af 24. april 2019 om forbrugslån-
svirksomheder, som ændret bl.a. ved § 1 i lov
nr. 801 af 9. juni 2020 og senest ved § 11 i lov
nr. 570 af 5. oktober 2022, foretages følgende
ændringer:
Lov om forbrugerlånsvirksomheder
§ 1. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Loven finder endvidere ikke anvendelse på
forbrugslånsvirksomheder, i det omfang de udby-
der
1) kreditaftaler, hvor kreditten ydes rente-
frit og uden andre omkostninger,
1. § 1, stk. 3, nr. 1, affattes således:
»1) Aftaler om køb af varer eller tjenesteydel-
ser, hvor udbyderen rente- og omkostningsfrit
accepterer, at forbrugeren betaler for varen el-
ler tjenesteydelsen på et tidspunkt, der ligger
senere end leveringstidspunktet, men ikke se-
nere end 90 dage efter leveringstidspunktet,
og hvor der ikke er en tredjepart, der yder
kredit.«
2. I § 1, stk. 3, indsættes efter nr. 1 som nye
numre:
»2) Aftaler om betalingskort med udskudt be-
taling, hvor det samlede transaktionsbeløb de-
biteres på kortindehavers konto på en bestemt
dato, senest 50 dage efter transaktionen, uden
at der skal betales renter eller omkostninger i
forbindelse med den udskudte betaling.«
82
3) Kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit
og uden andre omkostninger, og hvor virk-
somheden, der yder kreditten, er omfattet af
§ 389, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virk-
somhed og modtager midler til anvendelse i
almenvelgørende eller på anden måde almen-
nyttigt øjemed efter § 8 a, stk. 1, i ligningslo-
ven.
Nr. 2-5 bliver herefter nr. 4-7.
2-5) ---
Stk. 4-6. ---
§ 2
I lov om kreditaftaler, jf. lovbekendtgørelse
nr. 817 af 8. juni 2019, som ændret ved § 6 i
lov nr. 2221 af 29. december 2020, foretages
følgende ændringer:
Lov om kreditaftaler
§ 3. Loven finder ikke anvendelse på:
1) Kreditaftaler, hvor kreditten ydes ren-
tefrit og uden andre omkostninger. Lo-
vens § 8 c finder dog anvendelse på
aftaler om kortfristede forbrugslån.
1. § 3, stk. 1, nr. 1, affattes således:
»1) Aftaler om køb af varer eller tjenesteydel-
ser, hvor udbyderen rente- og omkostningsfrit
accepterer, at forbrugeren betaler for varen
eller tjenesteydelsen på et tidspunkt, der lig-
ger senere end leveringstidspunktet men ikke
senere end 90 dage efter leveringstidspunktet,
og hvor der ikke er en tredjepart, der yder
kredit.«
2) Kreditaftaler, ifølge hvilke kreditten
skal betales tilbage inden 3 måneder, og
som kun er forbundet med ubetydelige
omkostninger. Lovens § 8 c finder dog
anvendelse på aftaler om kortfristede
forbrugslån.
2. § 3, stk. 1, nr. 2, affattes således: ¬»2)
Aftaler om betalingskort med udskudt be-
taling, hvor det samlede transaktionsbeløb
debiteres på kortindehavers konto på en
bestemt dato, senest 50 dage efter trans-
aktionen, uden at der skal betales renter
eller omkostninger i forbindelse med den
83
udskudte betaling. § 8 b, stk. 2, finder dog
anvendelse på aftaler nævnt i 1. pkt.«
3-7) ---
Stk. 2 og 3. ---
§ 3
I lov om en garantifond for skadesforsikrings-
selskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 2067 af
12. november 2021, foretages følgende æn-
dringer:
Lov om en garantifond for skadesforsikringssel-
skaber
§ 1. ---
Stk. 2. Fonden skal yde dækning til et direkte
tegnende skadesforsikringsselskab, der har fået
Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikrings-
virksomhed, eller som via filial eller grænseover-
skridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsik-
ringsvirksomhed i Danmark i henhold til § 5, når
1. § 1, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Fonden skal yde dækning til forsik-
ringstagere og de sikrede i henhold til § 5 for
forsikringer i forsikringsselskaber omfattet af
§ 3, stk. 1 og 2, når
1) erstatningskrav udspringer af en forsik-
ringsaftale med et skadesforsikringsselskab,
som bliver erklæret konkurs, eller
2) et livs- eller skadesforsikringsselskab får
tilbagekaldt sin tilladelse til at udøve arbejds-
ulykkesforsikringsvirksomhed og Finanstilsy-
net har truffet beslutning om, at arbejdsulyk-
kesforsikringsbestanden skal tages under ad-
ministration af Fonden, jf. § 226, stk. 3, §
242 a eller § 243, stk. 2, i lov om finansiel
virksomhed.«
1) skadesforsikringsselskabet bliver erklæ-
ret konkurs og
2) skadesforsikringsselskabet får inddraget
sin tilladelse til at drive arbejdsulykkes-
forsikringsvirksomhed og Finanstilsynet
84
har truffet beslutning om, at arbejds-
ulykkesforsikringsbestanden skal tages
under administration af Fonden, jf. §
226, stk. 3, § 242 a eller § 243, stk. 2, i
lov om finansiel virksomhed.
Stk. 3-5. ---
§ 2. Fonden dækker den virksomhed, som de for-
sikringsselskaber, der er nævnt i § 3, stk. 1, har i
Danmark, for risici i Danmark.
2. I § 2 indsættes efter »stk. 1«: » og 2«.
§ 3. Følgende forsikringsselskaber skal være med-
lem af og yde bidrag til Fonden:
3. I § 3, stk. 1, ændres »forsikringsselska-
ber« til »skadesforsikringsselskaber«.
1-3) ---
4. I § 3 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Følgende livsforsikringsselskaber skal
være medlem af og yde bidrag til Fonden:
1) Direkte tegnende livsforsikringsselskaber,
der har fået Finanstilsynets tilladelse til at dri-
ve arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.
2) Filialer beliggende i Danmark af direkte
tegnende livsforsikringsselskaber, der har til-
ladelse til at udøve arbejdsulykkesforsikrings-
virksomhed, med hjemsted i et andet land in-
den for Den Europæiske Union eller et land,
som Unionen har indgået aftale med på det
finansielle område.
3) Direkte tegnende livsforsikringsselskaber
med hjemsted i et andet land inden for Den
Europæiske Union eller et land, som Uni-
onen har indgået aftale med på det finansielle
område, der er anmeldt til at drive arbejds-
ulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark via
grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksom-
hed.«
Stk. 2-11 bliver herefter stk. 3-12.
Stk. 2-11. ---
85
§ 4. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. En forsikringstager kan med øjeblikkeligt
varsel opsige en forsikringsaftale i et forsikrings-
selskab nævnt i § 3, stk. 1, nr. 2 eller 3, hvis
Finanstilsynet forbyder forsikringsselskabet at ud-
øve virksomhed i Danmark, jf. § 14, stk. 3. Forsik-
ringsselskabet må ved en opsigelse efter 1. pkt.
ikke opkræve et gebyr hos forsikringstageren.
5. I § 4, stk. 3, 1. pkt., og § 14, stk. 3, 1. pkt.,
indsættes efter »nr. 2 eller 3,«: »og stk. 2,
nr. 2 eller 3,«.
§ 10. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Som formand eller næstformand kan ikke
vælges personer, der deltager i ledelsen af eller i
øvrigt har en sådan tilknytning til et skadesforsik-
ringsselskab, at der vil kunne opstå modsatrettede
interesser mellem dette og Fonden.
6. I § 10, stk. 3, ændres »skadesforsikrings-
selskab« til: »forsikringsselskab«.
Stk. 4. ---
§ 14. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Finanstilsynet kan forbyde et forsikringssel-
skab nævnt i § 3, stk. 1, nr. 2 eller 3, at drive
virksomhed i Danmark i medfør af § 243 i lov
om finansiel virksomhed, hvis forsikringsselska-
bet ikke overholder lovens regler, regler udstedt
i medfør af loven eller bestemmelser i Fondens
vedtægter. Forsikringsselskabet skal straks efter
modtagelsen af en afgørelse efter 1. pkt. give
hver enkelt forsikringstager i Danmark, der har
tegnet en forsikring i det pågældende forsikrings-
selskab, skriftlige oplysninger om, hvilke konse-
kvenser afgørelsen har for forsikringstageren og
de sikrede. Oplysningerne efter 2. pkt. skal være
let forståelige og skal affattes på dansk.
5. I § 4, stk. 3, 1. pkt., og § 14, stk. 3, 1. pkt.,
indsættes efter »nr. 2 eller 3,«: »og stk. 2,
nr. 2 eller 3,«.
Stk. 4. ---
§ 4
86
I hvidvaskloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 316
af 11. marts 2022, som ændret ved § 9 i lov
nr. 409 af 31. marts 2022 og § 4 i lov nr.
570 af 10. maj 2022, foretages følgende æn-
dringer:
Hvidvaskloven
§ 1. Denne lov finder anvendelse på følgende virk-
somheder og personer, herunder filialer, distributø-
rer og agenter af disse her i landet:
1-25) ---
26) Udstedere af virtuel valuta. 1. § 1, stk. 1, nr. 26, affattes således:
»26) Udbydere af finansielle tjenester relate-
ret til en udsteders udbud eller salg af virtuel-
le valutaer.«
Stk. 2-7. ---
§ 2. I denne lov forstås ved:
1-7) ---
8) Politisk eksponeret person: En fysisk
person, der har eller har haft et af føl-
gende offentlige erhverv
a) Statschef, regeringschef, minister og
viceminister eller assisterende minister.
2. I § 2, nr. 8, litra a, ændres »og vicemi-
nister eller assisterende minister« til: »,
viceminister eller assisterende minister og
særlig rådgiver for en minister«.
b-h) ---
9-20) ---
§ 10. Virksomheder og personer omfattet af denne
lov skal gennemføre kundekendskabsprocedurer,
jf. §§ 11-21, når
87
1) ---
2) de udfører en enkeltstående transaktion
på
a-c) ---
d) 1.000 euro eller derover ved veksling
mellem en eller flere typer af virtuel
valuta, overførsel af virtuel valuta eller
udstedelse af virtuel valuta, hvad enten
transaktionen sker på én gang eller som
flere transaktioner, der er eller ser ud til
at være indbyrdes forbundet,
3. I § 10, nr. 2, litra d, ændres »udstedelse af
virtuel valuta« til: »tjenester relateret til
udstedelse af virtuel valuta«.
3-5) ---
§ 38. ---
Stk. 2-5. ---
Stk. 6. Oplysninger om, at der er givet underret-
ning efter § 26, stk. 1 og 2, eller at dette overvejes,
eller at der er eller vil blive iværksat en undersø-
gelse efter § 25, stk. 1, kan videregives mellem
virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1,
nr. 1-14, 16, 18, 20 og 22-26, forudsat at
4. I § 38, stk. 6, ændres »forudsat at« til:
»forudsat, at«.
1-3) ---
Stk. 7 og 8. ---
§ 41. Finanstilsynet kan give tilladelse til valuta-
vekslingsvirksomhed, jf. § 1, stk. 1, nr. 18, hvis
1) ---
2) medlemmerne af virksomhedens besty-
relse og direktion eller, hvor valuta-
veksling udøves af en enkeltmandsvirk-
somhed, indehaveren eller, hvor virk-
somheden drives som juridisk person
uden bestyrelse og direktion, den eller
de for virksomheden ledelsesansvarlige
opfylder kravene i § 45,
1. I § 41, nr. 2, indsættes efter »ledelsesan-
svarlige«: » og virksomhedens ejere af
kvalificerede andele, jf. § 5, stk. 3, i lov
om finansiel virksomhed,«.
88
3-5) ---
§ 42. En ansøgning om tilladelse til valutaveks-
lingsvirksomhed skal indeholde de oplysninger,
der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vur-
dering af, om betingelserne i § 41 er opfyldt. An-
søgningen skal som minimum indeholde følgende:
1-4) ---
5) Oplysninger om medlemmer af virk-
somhedens bestyrelse og direktion eller,
hvor valutaveksling udøves af en en-
keltmandsvirksomhed, indehaveren el-
ler, hvor virksomheden drives som ju-
ridisk person uden bestyrelse og direk-
tion, den eller de ledelsesansvarlige
for virksomheden, der dokumenterer, at
kravene i henhold til § 45 er opfyldt.
2. I § 42, nr. 5, indsættes efter »ledelses-
ansvarlige for virksomheden«: » og virk-
somhedens ejere af kvalificerede andele,
jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksom-
hed«.
6) Oplysninger om ejere af en kvalifice-
ret ejerandel i virksomheden, jf. § 5,
stk. 3, i lov om finansiel virksomhed,
eller, hvor valutaveksling udøves af en
enkeltmandsvirksomhed, indehaveren,
størrelsen af disses andele og dokumen-
tation for ejernes egnethed til at sikre
en fornuftig og forsvarlig forvaltning af
virksomheden.
5. § 42, nr. 6, affattes således:
»6) Oplysninger om ejere af kvalificerede an-
dele i virksomheden, jf. § 5, stk. 3, i lov om
finansiel virksomhed, eller, hvor valutaveks-
ling udøves af en enkeltmandsvirksomhed, in-
dehaveren og størrelsen af disses andele.«
7) ---
§ 45. Et medlem af bestyrelsen eller direktionen
i en valutavekslingsvirksomhed eller, hvor valu-
taveksling udøves af en enkeltmandsvirksomhed,
indehaveren eller, hvor valutavekslingsvirksomhe-
den drives som juridisk person uden bestyrelse
eller direktion, den eller de ledelsesansvarlige
6. I § 45, stk. 1, indsættes efter »ledelsesan-
svarlige«: »og valutavekslingsvirksomhe-
dens ejere af kvalificerede andele, jf. § 5,
stk. 3, i lov om finansiel virksomhed,«.
1-5) ---
Stk. 2. Et medlem af bestyrelsen eller direktionen
i en valutavekslingsvirksomhed eller, hvor valu-
taveksling udøves af en enkeltmandsvirksomhed,
indehaveren eller, hvor valutavekslingsvirksomhe-
den drives som juridisk person uden bestyrelse
eller direktion, den eller de ledelsesansvarlige skal
7. I § 45, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »le-
delsesansvarlige«: » og valutavekslings-
virksomhedens ejere af kvalificerede an-
dele, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel
virksomhed,« og efter »virksomhedens le-
89
meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold
som nævnt i stk. 1 i forbindelse med indtræden
i virksomhedens ledelse eller, hvor valutaveksling
udøves af en enkeltmandsvirksomhed, i forbindel-
se med ansøgning om tilladelse, jf. § 41. Der skal
endvidere meddeles Finanstilsynet oplysninger om
forhold som nævnt i stk. 1, nr. 2-5, hvis forholdene
efterfølgende ændrer sig. Meddelelsen skal ske se-
nest 2 uger efter ændringen.
delse«: », indtræden som ejer af kvalifice-
rede andele«.
§ 55. Reaktioner givet efter § 47, stk. 1 og 2, § 51
eller § 51 b eller af Finanstilsynet efter delegation
fra Finanstilsynets bestyrelse skal offentliggøres af
Finanstilsynet på Finanstilsynets hjemmeside, jf.
dog stk. 6. Beslutninger om at overgive sager til
politimæssig efterforskning, jf. § 47, stk. 2, offent-
liggøres som resumé, jf. dog stk. 6. Offentliggørel-
sen skal omfatte den juridiske eller fysiske persons
navn, jf. dog stk. 3.
8. I § 55, stk. 1, 1. pkt., ændres »givet« til:
»tildelt«.
Stk. 2-8. ---
§ 78 a. Skønnes en overtrædelse af § 7, stk. 1 eller
2, § 8, stk. 1-4 eller 6, § 9, stk. 1 eller 2, § 10,
§ 11, stk. 1 eller 2 eller stk. 3, 1., 3. eller 4. pkt.,
§ 12, § 14, stk. 1, stk. 2, 2. pkt., stk. 3, stk. 4, 2.
pkt., eller stk. 5, § 15, § 17, stk. 1 eller 2, § 18,
stk. 1-6, § 19, § 20, § 22, stk. 2 eller 3, § 24, stk.
1, 2. pkt., eller stk. 2 eller 3, § 25, stk. 1 eller 2, §
26, stk. 1 og 3, stk. 4, 1. pkt., og stk. 6, 1. pkt., §§
30, 31, 40 eller 43 eller § 48, stk. 1, ikke at ville
medføre højere straf end bøde, kan Finanstilsynet
i et bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan afgø-
res uden retssag, hvis den fysiske eller juridiske
person, der har begået overtrædelsen, erklærer sig
skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til
inden en nærmere angiven frist at betale en bøde
som angivet i bødeforelægget, jf. dog stk. 2.
9. I § 78 a, stk. 1, indsættes efter »§ 48, stk.
1«: »og 2«.
Stk. 2-4. ---
§ 85. ---
10. I § 85 indsættes som stk. 2 og 3:
»Stk. 2. De dele af § 57, stk. 1, 1. pkt., som
i medfør af stk. 1 er sat i kraft for Grønland,
kan ved kongelig anordning sættes helt eller
90
delvis i kraft på ny for Grønland med de æn-
dringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Stk. 3. De dele af § 27, stk. 1, som i medfør
af stk. 1, er sat i kraft for Færøerne, kan ved
kongelig anordning sættes helt eller delvis i
kraft på ny for Færøerne med de ændringer,
som de færøske forhold tilsiger.«
§ 5
I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 406 af 29. marts 2022, som ændret
bl.a. ved, § 1 i lov nr. 570 af 10. maj 2022 og
senest ved § 37 i lov nr. 871 af 21. juni 2022,
foretages følgende ændringer:
Lov om finansiel virksomhed
§ 1. ---
Stk. 2 og 3. ---
Stk. 4. For filialer her i landet af udenlandske
virksomheder, der er meddelt tilladelse til at ud-
øve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et land
inden for Den Europæiske Union eller et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle
område, finder §§ 6, 6 a, 6 b, 30, 32, 34-36, 43,
43 b, 47-48 a, 50-60, 344 og 345, § 347, stk. 1-3,
5 og 7, §§ 347 c og 348 § 352, stk. 2, 354 a,
360, 363 a, 368-370 og §§ 373-374 anvendelse
med de afvigelser, som er fastsat i eller i henhold
til internationale aftaler. For filialer her i landet
af kreditinstitutter finder § 152 a, stk. 4, 2. pkt.,
og § 307 a, stk. 1, 1. pkt., anvendelse med de
afvigelser, som er fastsat i eller i henhold til in-
ternationale aftaler. For filialer her i landet af en
udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse
til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et
andet land inden for Den Europæiske Union eller
i et land, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område, finder § 347 a endvidere
anvendelse med de afvigelser, som er fastsat i eller
i henhold til internationale aftaler. For filialer og
tilknyttede agenter her i landet af kreditinstitutter,
1. I § 1, stk. 4, 1. pkt., ændres »354 a« til:
»§§ 354 a og 354 b«.
2. I § 1, stk. 4, 4. pkt., ændres »§ 347, stk.
1-3, 5 og 7, samt §§ 348 og 354 a« til: »§
347, stk. 1-3, 5 og 7, § 348, §§ 354 a og
354 b samt § 363 b, stk. 1 og 2«.
91
der er meddelt tilladelse til at yde investeringsser-
vice eller udføre investeringsaktiviteter i et andet
land inden for Den Europæiske Union eller i et
land, som Unionen har indgået aftale med på det
finansielle område, og som udfører sådan aktivitet
her i landet, finder §§ 30, 32, 344 og 345, § 347,
stk. 1-3, 5 og 7, samt §§ 348 og 354 a anvendelse
med de afvigelser, som er fastsat i eller i henhold
til internationale aftaler. § 43 og regler udstedt
i medfør heraf gælder tilsvarende for situationer
som nævnt i 4. pkt.
Stk. 5. ---
Stk. 6. For tjenesteydelser med værdipapirhandel
ydet her i landet af kreditinstitutter, der er meddelt
tilladelse i et land uden for Den Europæiske Uni-
on, som Unionen ikke har indgået aftale med på
det finansielle område, og for hvilket land Kom-
missionen ikke har vedtaget en afgørelse som om-
handlet i artikel 47, stk. 1,17 i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15.
maj 2014 om markeder for finansielle instrumen-
ter, eller hvor en sådan afgørelse ikke længere er
gyldig, finder §§ 6, 6 a, 6 b, 33, 43, § 347, stk. 1, §
348 og § 373, stk. 3 og 5, anvendelse.
3. I § 1, stk. 6, indsættes efter »§ 348«: », §
363 b, stk. 4,«.
Stk. 7-19. ---
§ 5. I denne lov forstås ved:
1-21) ---
22) Gruppe 1-forsikringsselskab: Et forsik-
ringsselskab, som udøver grænseover-
skridende virksomhed i henhold til §§
38 eller 39 eller forsikrings- eller gen-
forsikringsvirksomhed omfattet af en el-
ler flere af forsikringsklasserne 10-15 i
bilag 7, medmindre de udgør accessori-
ske risici, eller et selskab, som i 3 på
hinanden følgende år har opfyldt mindst
én af følgende betingelser, jf. dog § 11,
stk. 3 og 6:
a) Selskabets årlige bruttopræmie over-
stiger 5 mio. euro.
4. I § 5, stk. 1, nr. 22, litra a, ændres »5 mio.
euro« til: »5,4 mio. euro«.
92
b) Selskabets samlede forsikringsmæs-
sige bruttohensættelser eksklusive gen-
forsikringsaftaler og aftaler med
ISPV᾽er overstiger 25 mio. euro.
5. I § 5, stk. 1, nr. 22, litra b og c, ændres
»25 mio. euro« til: »26,6 mio. euro«.
c) Selskabet er en del af en koncern, og
koncernens samlede forsikringsmæssige
bruttohensættelser eksklusive genforsik-
ringsaftaler og aftaler med ISPV᾽er
overstiger 25 mio. euro.
5. I § 5, stk. 1, nr. 22, litra b og c, ændres
»25 mio. euro« til: »26,6 mio. euro«.
d) Selskabet udøver genforsikringsvirk-
somhed, som overstiger 0,5 mio. euro
af selskabets bruttopræmie, 2,5 mio. eu-
ro af dets forsikringsmæssige bruttohen-
sættelser eksklusive genforsikringsafta-
ler og aftaler med ISPV᾽er, 10 pct. af
dets bruttopræmier eller 10 pct. af dets
forsikringsmæssige bruttohensættelser
eksklusive genforsikringsaftaler og afta-
ler med ISPV᾽er.
6. I § 5, stk. 1, nr. 22, litra d, ændres »0,5
mio. euro« til: »0,6 mio. euro« og »2,5
mio. euro« ændres til: »2,7 mio. euro«.
23-76) ---
Stk. 2-9. ---
§ 12. Banker, realkreditinstitutter og investe-
ringsforvaltningsselskaber skal være aktieselska-
ber. Andelskasser skal være andelsselskaber, jf.
dog § 207. Sparekasser skal være selvejende in-
stitutioner, jf. dog § 207. Forsikringsselskaber
skal være aktieselskaber, gensidige selskaber el-
ler tværgående pensionskasser. Captivegenforsik-
ringsselskaber skal være aktieselskaber.
7. I § 12, stk. 1, indsættes som 6. pkt.:
»Finansielle holdingvirksomheder skal være
aktieselskaber eller anpartsselskaber.«
Stk. 2 og 3. ---
§ 13. Aktiekapitalen i finansielle virksomheder
skal indbetales fuldt ud. Immaterielle aktiver kan
ikke anvendes til indbetaling af aktiekapital.
8. I § 13, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter
» virksomheder«: »og aktie- eller anpart-
skapitalen i finansielle holdingvirksomhe-
der«.
Stk. 2. I pengeinstitutter, investeringsforvaltnings-
selskaber, realkreditinstitutter og forsikringssel-
skaber kan deling af aktiekapitalen i aktieklasser
9. I § 13, stk. 2, indsættes efter »realkre-
ditinstitutter«: », finansielle holdingvirk-
93
med forskellig stemmeværdi ikke finde sted, jf.
dog stk. 3.
somheder« og »i aktieklasser« ændres til:
»eller anpartskapitalen i klasser«.
Stk. 3-6. ---
§ 13 a. Selskabslovens §§ 110, 286, 306 og 318
k finder ikke anvendelse på pengeinstitutter og
realkreditinstitutter.
10. I § 13 a ændres »og realkreditinstitutter«
til: », realkreditinstitutter og finansielle
holdingvirksomheder«.
§ 33. ---
Stk. 2-4. ---
11. I § 33 indsættes efter stk. 4 som nyt styk-
ke:
»Stk. 5. Finanstilsynet kan inddrage en tilla-
delse, jf. stk. 1, såfremt kreditinstituttet ikke
længere opfylder kravene til at få en tilladel-
se, eller hvis Finanstilsynet ikke kan inddrive
afgiftsbetalingen efter § 363 b, stk. 4, på al-
mindelig vis.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 6.
Stk. 5. ---
§ 33 a. ---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5. §§ 223 og 224 gælder tilsvarende for ind-
dragelse af tilladelse meddelt efter stk. 1.
12. I § 33 a, stk. 5, indsættes som 2. pkt.:
»Ud over de tilfælde, der er nævnt i §§
223-224, kan Finanstilsynet inddrage en tilla-
delse meddelt efter stk. 1, hvis Finanstilsynet
ikke kan inddrive afgiftsbetalingen efter § 363
a og § 363 b, stk. 3, på almindelig vis.«
§ 61. ---
Stk. 2. Finanstilsynet bekræfter skriftligt og senest
efter to arbejdsdage modtagelsen af ansøgningen,
13. I § 61, stk. 2, ændres »efter stk. 4« til: »,
jf. stk. 4«.
94
jf. stk. 1. Tilsvarende gælder ved modtagelse af
materiale efter stk. 4.
Stk. 3-9. ---
§ 64 b. ---
Stk. 2. ---
14. I § 64 b indsættes efter stk. 2 som nyt
stykke:
»Stk. 3. Finanstilsynet kan undtage et medlem
af bestyrelsen fra kravet i stk. 1, hvis med-
lemmets dansksproglige færdigheder ikke er
tilstrækkelige til at gennemføre et grundkur-
sus efter stk. 1 og et godkendt kursus ikke
udbydes på engelsk. Undtagelsen er betinget
af, at medlemmet hurtigst muligt og senest
12 måneder efter indtræden i bestyrelsen gen-
nemfører anden undervisning, hvis indholds-
mæssige rammer er godkendt af Finanstilsy-
net, herunder en introduktion til den danske
selskabsretlige struktur og relevante områder,
der er særlige for danske finansielle virksom-
heder.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde tillade,
at et medlem af bestyrelsen gennemfører et grund-
kursus, jf. stk. 1, senere end 12 måneder efter
medlemmets indtræden i bestyrelsen.
15. I § 64 b, stk. 3, der bliver stk. 4, indsæt-
tes efter »stk. 1«: » og stk. 3«.
Stk. 4. ---
§ 75 a. En finansiel virksomhed skal have en ord-
ning, hvor dens ansatte via en særlig, uafhængig
og selvstændig kanal kan indberette overtrædelser
eller potentielle overtrædelser af den finansielle
regulering begået af virksomheden, herunder af
ansatte eller medlemmer af bestyrelsen i virksom-
heden. Indberetninger til ordningen skal kunne
foretages anonymt. Virksomheden skal følge op
på indberetninger til ordningen og skriftligt kunne
dokumentere, hvordan virksomheden har fulgt op
på indberetningerne. Lov om beskyttelse af whist-
16. I § 75 a, stk. 1, 1. pkt., og § 75 b,
stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »En finan-
siel virksomhed«: »og en crowdfunding-
tjenesteudbyder«.
95
leblowere finder anvendelse på ordningen i 1. pkt.,
jf. dog § 2 i lov om beskyttelse af whistleblowere.
Stk. 2-4. ---
§ 75 b. En finansiel virksomhed må ikke udsæt-
te ansatte eller tidligere ansatte for ufordelagtig
behandling eller ufordelagtige følger, som følge
af at den ansatte eller den tidligere ansatte har
indberettet virksomhedens overtrædelse eller po-
tentielle overtrædelse af den finansielle regulering
til Finanstilsynet eller til en ordning i virksomhe-
den. Det samme gælder ved fastsættelse, tildeling
og udbetaling af variabel løn til ansatte eller tidli-
gere ansatte.
16. I § 75 a, stk. 1, 1. pkt., og § 75 b,
stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »En finan-
siel virksomhed«: »og en crowdfunding-
tjenesteudbyder«.
Stk. 2 og 3. ---
§ 75 c. Indgår en ansat eller en tidligere ansat og
en finansiel virksomhed en aftale om en tavsheds-
klausul, skal det fremgå af aftalen, at den ansatte
eller tidligere ansatte ikke er afskåret fra at indbe-
rette oplysninger om overtrædelser eller potentiel-
le overtrædelser af den finansielle regulering til
offentlige myndigheder.
17. I § 75 c, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter
»og en finansiel virksomhed«: »eller en
crowdfundingtjenesteudbyder«.
Stk. 2. Uanset stk. 1 er den ansatte eller den tid-
ligere ansatte ikke afskåret fra at indberette oplys-
ninger om overtrædelser eller potentielle overtræ-
delser af den finansielle regulering til offentlige
myndigheder, selvom et sådant forbud indgår i en
aftale mellem den ansatte eller tidligere ansatte
og den finansielle virksomhed. Det samme gælder
indberetninger til ordninger efter § 75 a.
18. I § 75 c, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter
»og den finansielle virksomhed.«: »eller
crowdfundingtjenesteudbyderen«.
§ 126. ---
Stk. 2. Kravet til minimumsbasiskapitalen for
gruppe 2-forsikringsselskaber udgør, jf. dog stk.
3:
1) 3,7 mio. euro for selskaber, der udøver
virksomhed omfattet af bilag 8.
19. I § 126, stk. 2, nr. 1, og § 126 d, stk. 5,
nr. 1, ændres »3,7 mio. euro« til: »4 mio.
euro«.
96
2) 2,5 mio. euro for selskaber, der udø-
ver virksomhed inden for forsikrings-
klasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7.
20. I § 126, stk. 2, nr. 2, og § 126 d, stk.
5, nr. 2, ændres »2,5 mio. euro« til: »2,7
mio. euro«.
3) 3,6 mio. euro for selskaber, der udøver
genforsikringsvirksomhed.
21. I § 126, stk. 2, nr. 3, og § 126 d, stk.
5, nr. 4, ændres »3,6 mio. euro« til: »3,9
mio. euro«.
4) 1,2 mio. euro for captivegenforsikrings-
selskaber.
22. I § 126, stk. 2, nr. 4, og § 126 d, stk.
5, nr. 5, ændres »1,2 mio. euro« til: »1,3
mio. euro«.
Stk. 3-5. ---
§ 126 d. ---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5. De nedre grænser for minimumskapitalkra-
vet er:
1) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber,
der udøver virksomhed omfattet af bilag
8.
19. I § 126, stk. 2, nr. 1, og § 126 d, stk. 5,
nr. 1, ændres »3,7 mio. euro« til: »4 mio.
euro«.
2) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber,
der udøver virksomhed inden for forsik-
ringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7.
20. I § 126, stk. 2, nr. 2, og § 126 d, stk.
5, nr. 2, ændres »2,5 mio. euro« til: »2,7
mio. euro«.
3) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber,
der udøver virksomhed inden for forsik-
ringsklasserne 10-15, jf. bilag 7.
23. I § 126 d, stk. 5, nr. 3, ændres »3,7 mio.
euro« til: »4 mio. euro«.
4) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber,
der udøver genforsikringsvirksomhed
21. I § 126, stk. 2, nr. 3, og § 126 d, stk.
5, nr. 4, ændres »3,6 mio. euro« til: »3,9
mio. euro«.
5) 1,2 mio. euro for captivegenforsikrings-
selskaber.
22. I § 126, stk. 2, nr. 4, og § 126 d, stk.
5, nr. 5, ændres »1,2 mio. euro« til: »1,3
mio. euro«.
97
Stk. 6 og 7. ---
§ 128 a. Finanstilsynet kan fastsætte regler om
finansielle virksomheders udstedelse af gældsbre-
ve med vilkår om konvertering til aktie-, garanti-
eller andelskapital, herunder i hvilket omfang sel-
skabslovens kapitel 10 finder anvendelse.
24. I § 128 a indsættes efter »finansielle
virksomheders«: »og finansielle holding-
virksomheders« og efter » aktie-,« ind-
sættes »: anparts-,«.
§ 361. ---
Stk. 2-6. ---
Stk. 7. Følgende fysiske og juridiske personer om-
fattet af lov om forvaltere af alternative investe-
ringsfonde m.v. betaler årligt et grundbeløb til Fi-
nanstilsynet:
25. § 361, stk. 7, affattes således:
»Stk.7. Følgende fysiske og juridiske personer
omfattet af lov om forvaltere af alternative
investeringsfonde m.v. betaler årligt et grund-
beløb til Finanstilsynet:
1) Forvaltere af alternative investeringsfon-
de med registreret hjemsted i et andet
land inden for Den Europæiske Union
eller et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, som
i henhold til § 88 i lov om forvaltere af
alternative investeringsfonde m.v. i Dan-
mark markedsfører andele i en alternativ
investeringsfond fra et andet land inden
for Den Europæiske Union eller et land,
som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område, betaler et årligt
grundbeløb til Finanstilsynet på 5.000 kr.
2) Forvaltere af alternative investeringsfon-
de med registreret hjemsted i et andet
land inden for Den Europæiske Union
eller et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, som
i henhold til § 109 i lov om forvaltere af
alternative investeringsfonde m.v. i Dan-
mark har tilladelse til at markedsføre an-
dele i en alternativ investeringsfond fra et
tredjeland, betaler et årligt grundbeløb til
Finanstilsynet på 8.000 kr.
98
3) Forvaltere af alternative investeringsfon-
de med registreret hjemsted i et tredje-
land, som i henhold til § 130 i lov om
forvaltere af alternative investeringsfon-
de m.v. har tilladelse til markedsføring i
Danmark af andele i en alternativ investe-
ringsfond fra et tredjeland, betaler et år-
ligt grundbeløb til Finanstilsynet på 8.000
kr.
4) Forvaltere af alternative investeringsfon-
de med registreret hjemsted i et andet
land inden for Den Europæiske Union
eller et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, som
i henhold til § 95 i lov om forvaltere af al-
ternative investeringsfonde m.v. forvalter
alternative investeringsfonde, der er etab-
leret i Danmark, betaler et årligt grundbe-
løb til Finanstilsynet på 4.100 kr.
5) Forvaltere af alternative investeringsfon-
de med registreret hjemsted i et andet
land inden for Den Europæiske Union el-
ler et andet land, som Unionen har indgå-
et aftale med på det finansielle område,
som i henhold til § 95 i lov om forvaltere
af alternative investeringsfonde m.v. har
etableret en filial i Danmark, betaler et år-
ligt grundbeløb til Finanstilsynet på 4.100
kr.«
1) Udenlandske forvaltere af alternative
investeringsfonde omfattet af kapitel 17
i lov om forvaltere af alternative inve-
steringsfonde m.v., som er meddelt tilla-
delse til at markedsføre en udenlandsk
alternativ investeringsfond i Danmark,
betaler 4.400 kr. pr. alternativ investe-
ringsfond og 4.400 kr. pr. afdeling i fon-
den.
2) Udenlandske forvaltere af alternative
investeringsfonde fra et land inden for
Den Europæiske Union eller et land,
som Unionen har indgået aftale med på
99
det finansielle område, og udenlandske
forvaltere af alternative investeringsfon-
de fra et tredjeland, som Danmark er
referenceland for, der er meddelt tilla-
delse til at forvalte danske alternative
investeringsfonde, betaler 44.500 kr.
Stk. 8. Følgende fysiske og juridiske personer om-
fattet af lov om investeringsforeninger m.v. betaler
årligt et grundbeløb til Finanstilsynet:
26. § 361, stk. 8, affattes således:
»Stk. 8. Udenlandske investeringsinstitutter
omfattet af § 27 i lov om investeringsforenin-
ger m.v. betaler et årligt grundbeløb til Fi-
nanstilsynet på 5.000 kr., hvis de markedsfø-
rer færre end 10 afdelinger og 11.000 kr., hvis
de markedsfører 10 afdelinger eller flere.«
1) For hver meddelelse, anmeldelse eller an-
søgning om grænseoverskridende markeds-
føring af andele i investeringsinstitutter, jf.
§ 27 i lov om investeringsforeninger m.v.,
betaler udenlandske investeringsinstitutter
5.500 kr.
2) Udenlandske investeringsinstitutter omfat-
tet af § 27 i lov om investeringsforeninger
m.v. betaler 17.500 kr.
Stk. 9-11. ---
27. Efter § 363 a indsættes:
Ȥ 363 b. Filialer her i landet af udenlandske
kreditinstitutter og investeringsselskaber, der
er meddelt tilladelse til at udøve den virksom-
hed, som er nævnt i § 13, stk. 1, i lov om
fondsmæglerselskaber og investeringsservice
og -aktiviteter, i et land inden for Den Euro-
pæiske Union eller et land, som Unionen har
indgået aftale med på det finansielle område,
betaler årligt en afgift til Finanstilsynet på
8.000 kr.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse,
når virksomheden udøves her i landet gennem
tilknyttede agenter, der er etableret her i lan-
det.
100
Stk. 3. Filialer her i landet af udenlandske
investeringsselskaber og kreditinstitutter, der
er meddelt tilladelse til at udøve den virksom-
hed, som er nævnt i § 13, stk. 1, i lov om
fondsmæglerselskaber og investerings-service
og -aktiviteter, i et land uden for Den Euro-
pæiske Union, som Unionen ikke har indgået
aftale med på det finansielle område, betaler
årligt en afgift til Finanstilsynet på 15.000 kr.
Stk. 4. Udenlandske kreditinstitutter og inve-
steringsselskaber, der er meddelt tilladelse til
at udøve den virksomhed, som er nævnt i §
13, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og
investeringsservice og -aktiviteter, i et land
uden for Den Europæiske Union, som Uni-
onen ikke har indgået aftale med på det fi-
nansielle område, og for hvilket land Europa-
Kommissionen ikke har vedtaget en afgørelse
som omhandlet i artikel 47, stk. 1, i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for
finansielle instrumenter, eller hvor en sådan
afgørelse ikke længere er gyldig, og som yder
grænseoverskridende tjenesteydelser med in-
vesteringsservice og –aktiviteter her i landet,
betaler årligt en afgift til Finanstilsynet på
8.000 kr.«
§ 417 b. ---
Stk. 2 og 3. ---
Stk. 4. Finanstilsynet kan begrænse fradraget op-
gjort efter stk. 2, hvis anvendelsen heraf medfører,
at solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, er mindre end
det største af summen af de nedenfor i nr. 1-5
nævnte beløb og det største af det for selskabet
relevante beløb i nr. 6-10:
1-5) ---
6) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber,
der udøver livsforsikringsvirksomhed.
28. I § 417 b, stk. 4, nr. 6, ændres »3,7 mio.
euro« til: » 4 mio. euro«.
101
7) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber,
der udøver virksomhed inden for forsik-
ringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7.
29. I § 417 b, stk. 4, nr. 7, ændres »2,5 mio.
euro« til: »2,7 mio. euro«.
8) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber,
der udøver virksomhed inden for forsik-
ringsklasserne 10-15, jf. bilag 7.
30. I § 417 b, stk. 4, nr. 8, ændres »3,7 mio.
euro« til: »4 mio. euro«.
9) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber,
der udøver genforsikringsvirksomhed.
31. I § 417 b, stk. 4, nr. 9, ændres »3,6 mio.
euro« til: »3,9 mio. euro«.
10) 1,2 mio. euro for captivegenforsikrings-
selskaber.
32. I § 417 b, stk. 4, nr. 10, ændres »1,2 mio.
euro« til: »1,3 mio. euro«.
Stk. 5 og 6. ---
§ 6
I lov om forsikringsformidling, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 337 af 11. marts 2022, som
ændret ved § 10 i lov nr. 570 af 10. maj 2022,
foretages følgende ændringer:
Lov om forsikringsformidling
§ 2. I denne lov forstås ved:
1-7) ---
8) Store risici:
a og b) ---
c) Risici under forsikringsklasserne 3,
8-10, 13 og 16 i bilag 7 til lov om finan-
siel virksomhed, når forsikringstageren
opfylder mindst to af følgende betingel-
ser:
i) Forsikringstageren har en ba-
lancesum på minimum 46,3
mio. kr.
1. I § 2, nr. 8, litra c, nr. i, ændres »46,3
mio. kr.« til: »49,3 mio. kr.«.
102
ii) Forsikringstageren har en år-
lig nettoomsætning på mindst
95,5 mio. kr.
2. I § 2, nr. 8, litra c, nr. ii, ændres »95,5
mio. kr.« til: »101,6 mio. kr.«.
iii) ---
9-15) ---
§ 22. Finanstilsynet påser overholdelsen af den-
ne lov bortset fra § 18 og påser overholdelsen
af regler udstedt i medfør af loven. 136 Finans-
tilsynet påser endvidere overholdelsen af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 1286/2014/EU
af 26. november 2014 om dokumenter med cen-
tral information om sammensatte og forsikrings-
baserede investeringsprodukter til detailinvestorer
(PRIIP’er), Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning 2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et pan-
europæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-pro-
dukt) og regler udstedt i medfør heraf og forord-
ninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016
om forsikringsdistribution.
3. I § 22, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et
paneuropæisk personligt pensionsprodukt
(PEPP-produkt)«: », Europa-Parlamentets
og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtigheds-
relaterede oplysninger i sektoren for fi-
nansielle tjenesteydelser«.
Stk. 2 og 3. ---
§ 7
I lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørel-
se nr. 2014 af 1. november 2021, som ændret
bl.a. ved § 4 i lov nr. 2382 af 14. december
2021, og senest ved § 2 i lov nr. 570 af 10.
maj 2022, foretages følgende ændringer:
Lov om kapitalmarkeder
§ 2. Reglerne for fondsmæglerselskaber, jf. § 13,
stk. 2, i lov om fondsmæglerselskaber og investe-
ringsservice og -aktiviteter, gælder også for:
1) Virksomheder, der efter § 7, stk. 1, i lov
om finansiel virksomhed har tilladelse
som pengeinstitut, og som udøver akti-
viteter som nævnt i bilag 4, afsnit A, i
lov om finansiel virksomhed.
1. I § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, ændres »bilag 4,
afsnit A, i lov om finansiel virksomhed«
til: »bilag 1, afsnit A, i lov om fonds-
mæglerselskaber og investeringsservice-
og aktiviteter«.
103
2) Virksomheder, der efter § 8, stk. 1, i lov
om finansiel virksomhed har tilladelse
som realkreditinstitut, og som udøver
aktiviteter som nævnt i bilag 4, afsnit A,
i lov om finansiel virksomhed.
1. I § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, ændres »bilag 4,
afsnit A, i lov om finansiel virksomhed«
til: »bilag 1, afsnit A, i lov om fonds-
mæglerselskaber og investeringsservice-
og aktiviteter«.
3-6) ---
Stk. 2 og 3. ---
§ 3. ---
1-37) ---
2. I § 3 indsættes som nr. 38:
»38) Overvejende kommerciel koncern: En-
hver koncern, hvis hovederhverv ikke er at
yde investeringsservice, som defineret i § 10,
nr. 2, i lov om fondsmæglerselskaber og in-
vesteringsservice og -aktiviteter, at udføre en
aktivitet, der er opført i bilag 2 til lov om fi-
nansiel virksomhed, eller at fungere som pris-
stiller for råvarederivater.«
§ 6. Ved investeringsforvaltningsselskab forstås i
denne lov, jf. dog stk. 2:
1) Investeringsforvaltningsselskaber, der
har tilladelse til at udøve aktiviteter i
henhold til bilag 4, afsnit A, nr. 9, i lov
om finansiel virksomhed, jf. § 10, stk.
2, i lov om finansiel virksomhed.
3. I § 6, stk. 1, nr. 1, og § 7, nr. 2, ændres
»bilag 4, afsnit A, nr. 9, i lov om finan-
siel virksomhed, jf. § 10, stk. 2, i lov om
finansiel virksomhed« til: »bilag 1, afsnit
A, nr. 9, i lov om fondsmæglerselskaber
og investeringsservice- og aktiviteter, jf. §
10, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed«.
2 og 3) ---
Stk. 2. ---
§ 7. Ved forvaltere af alternative investeringsfonde
forstås i denne lov:
1) ---
104
2) Forvaltere af alternative investeringsfon-
de, der har tilladelse til at udøve aktivite-
ter i henhold til bilag 4, afsnit A, nr. 9, i
lov om finansiel virksomhed, jf. § 10, stk.
2, i lov om finansiel virksomhed.
3. I § 6, stk. 1, nr. 1, og § 7, nr. 2, ændres
»bilag 4, afsnit A, nr. 9, i lov om finan-
siel virksomhed, jf. § 10, stk. 2, i lov om
finansiel virksomhed« til: »bilag 1, afsnit
A, nr. 9, i lov om fondsmæglerselskaber
og investeringsservice- og aktiviteter, jf. §
10, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed«.
3) ---
§ 8
I lov om forvaltere af alternative investerings-
fonde m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 2015 af
1. november 2021, som ændret bl.a. ved § 15
i lov nr. 2601 af 28. december 2021 og senest
ved § 9 i lov nr. 568 af 10. maj 2022 og §
35 i lov nr. 871 af 21. juni 2022, foretages
følgende ændring:
Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde
m.v.
§ 136 a. ---
Stk. 2-5. ---
Stk. 6. Kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en
skal efter anmodning udlevere oplysninger om for-
eningens eller AIF-SIKAV’ens reelle ejere, herun-
der om foreningens eller AIF-SIKAV’ens forsøg
på at identificere kapitalforeningens eller AIF-SI-
KAV’ens reelle ejere, til Statsadvokaten for Særlig
Økonomisk og International Kriminalitet. Forenin-
gen eller AIF-SIKAV’en skal endvidere efter an-
modning udlevere de nævnte oplysninger til andre
kompetente myndigheder, når disse myndigheder
vurderer, at oplysningerne er nødvendige for deres
varetagelse af tilsyns- eller kontrolopgaver.
1. I § 136 a, stk. 6 og 7, ændres »Statsadvo-
katen for Særlig Økonomisk og Interna-
tional Kriminalitet« til: »Hvidvasksekre-
tariatet«.
Stk. 7. Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og
International Kriminalitet og andre kompetente
myndigheder kan vederlagsfrit videregive oplys-
ninger om reelle ejere, der er registreret, jf. stk. 3,
eller er indhentet, jf. stk. 6, til andre EU-medlems-
1. I § 136 a, stk. 6 og 7, ændres »Statsadvo-
katen for Særlig Økonomisk og Interna-
tional Kriminalitet« til: »Hvidvasksekre-
tariatet«.
105
staters kompetente myndigheder og finansielle ef-
terretningstjenester.
Stk. 8 og 9. ---
§ 9
I lov nr. 1155 af 8. juni 2021 om fondsmæg-
lerselskaber og investeringsservice og –aktivi-
teter, som ændret ved § 13 i lov nr. 2382 af
14. december 2021, § 10 i lov nr. 568 af 10.
maj 2022 og § 6 i lov nr. 570 af 10. maj 2022,
foretages følgende ændringer:
Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsser-
vice og –aktiviteter
Overskriften. Øvrige værdipapirhandlere 1. Efter § 1 indsættes før overskriften før §
2:
»§ 1 a. For fondsmæglerselskaber, der ikke
har opfyldt alle betingelserne for klassifice-
ring som små og ikke indbyrdes forbundne
fondsmæglerselskaber, men som efterfølgen-
de opfylder betingelserne, vil kravene fastsat
i denne lov og i regler udstedt i medfør af lo-
ven for fondsmæglerselskaber, der ikke opfyl-
der betingelserne for klassificering som små
og ikke indbyrdes forbundne fondsmæglersel-
skaber, efter en periode på seks måneder fra
den dato, hvor betingelserne er opfyldt, ikke
længere finde anvendelse. Kravene ophører
kun med at finde anvendelse efter perioden
nævnt i 1. pkt., hvis et fondsmæglerselskab
i denne periode fortsat har opfyldt alle betin-
gelserne for klassificering som et mindre og
ikke indbyrdes forbundet fondsmæglerselskab
uden afbrydelse, og fondsmæglerselskabet har
underrettet Finanstilsynet herom.
Stk. 2. Fondsmæglerselskaber, der fastslår, at
de ikke længere opfylder alle betingelserne
for klassificering som små og ikke indbyrdes
forbundne fondsmæglerselskaber, skal under-
rette Finanstilsynet herom og overholde kra-
vene fastsat i denne lov og i regler udstedt
i medfør af loven for fondsmæglerselskaber,
106
der ikke opfylder alle betingelserne for klassi-
ficering som små og ikke indbyrdes forbund-
ne fondsmæglerselskaber. Kravene skal opfyl-
des senest 12 måneder efter den dato, hvor
klassificeringsvurderingen fandt sted.
Stk. 3. Kravene fastsat i denne lov og i reg-
ler udstedt i medfør af loven for fondsmæg-
lerselskaber, der ikke opfylder betingelserne
for små og ikke indbyrdes forbundne fonds-
mæglerselskaber, finder anvendelse for fonds-
mæglerselskaber på individuelt og konsolide-
ret niveau, jf. dog stk. 4. Uanset 1. pkt. fin-
der kravene fastsat i denne lov og i regler
udstedt i medfør af loven for fondsmæglersel-
skaber, der ikke opfylder alle betingelserne
for klassificering som små og ikke indbyrdes
forbundne fondsmæglerselskaber, ikke anven-
delse for datterselskaber, der er medtaget i
en konsolideret situation, og som er etable-
ret i tredjelande, hvis moderselskabet i Den
Europæiske Union over for Finanstilsynet og
øvrige kompetente myndigheder i Unionen
for fondsmæglerselskaber i fondsmæglersel-
skabskoncernen kan godtgøre, at anvendelse
af kravene fastsat i denne lov er i strid med
lovgivningen i det tredjeland, hvor disse dat-
terselskaber er etableret.
Stk. 4. Har Finanstilsynet givet tilladelse til
anvendelse af koncernkapitaltesten i artikel 8
i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om
tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber,
finder kravene fastsat i denne lov og i regler
udstedt i medfør af loven for fondsmægler-
selskaber, der ikke opfylder betingelserne for
små og ikke indbyrdes forbundne fondsmæg-
lerselskaber, anvendelse for fondsmæglersel-
skaber på individuelt niveau.«
§ 8. For grænseoverskridende tjenesteydelser med
investeringsservice og -aktiviteter med eller uden
accessoriske tjenesteydelser udøvet her i landet af
investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse i
et land uden for Den Europæiske Union, som Uni-
onen ikke har indgået aftale med på det finansielle
område, og for hvilket land Europa-Kommissio-
2. I § 8, stk. 1 og 2, indsættes efter
»262-264«: », § 265, stk. 2 og 3«.
107
nen ikke har vedtaget en afgørelse som omhand-
let i artikel 47, stk. 1, i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj
2014 om markeder for finansielle instrumenter, el-
ler hvor en sådan afgørelse ikke længere er gyldig,
finder §§ 41, 45-48, 232, 247, 259 og 262-264,
§ 267, stk. 1 og 2, og § 272, stk. 1, og regler
udstedt i medfør heraf og i medfør af § 96, stk. 2,
anvendelse.
Stk. 2. For grænseoverskridende tjenesteydelser
med investeringsservice og -aktiviteter med eller
uden accessoriske tjenesteydelser ydet eller udført
her i landet af kreditinstitutter, der er meddelt
tilladelse i et land uden for Den Europæiske Uni-
on, som Unionen ikke har indgået aftale med på
det finansielle område, og for hvilket land Europa-
Kommissionen ikke har vedtaget en afgørelse som
omhandlet i artikel 47, stk. 1, i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15.
maj 2014 om markeder for finansielle instrumen-
ter, eller hvor en sådan afgørelse ikke længere er
gyldig, og som er meddelt tilladelse af Finanstil-
synet i henhold til lov om finansiel virksomhed,
finder §§ 45-48, 232, 247, 259 og 262-264, § 267,
stk. 1 og 2, og § 272, stk. 1, og regler udstedt
i medfør af heraf og i medfør af § 96, stk. 2,
anvendelse.
2. I § 8, stk. 1 og 2, indsættes efter
»262-264«: », § 265, stk. 2 og 3«.
§ 26. Fondsmæglerselskaber skal være aktiesel-
skaber med en bestyrelse og direktion.
3. I § 26, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Fondsmæglerholdingvirksomheder skal være
aktieselskaber eller anpartsselskaber.«
Stk. 2. Aktiekapitalen skal indbetales fuldt ud. Im-
materielle aktiver kan ikke anvendes til indbeta-
ling af aktiekapital.
4. I § 26, stk. 2, indsættes efter »Aktiekapi-
talen«: »eller anpartskapitalen« og efter
»aktiekapital« indsættes: »eller anpartska-
pital«.
Stk. 3. Deling af aktiekapitalen i aktieklasser med
forskellig stemmeværdi kan ikke finde sted.
5. § 26, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. I fondsmæglerselskaber kan deling af
aktiekapitalen i aktieklasser med forskellige
stemmeværdi ikke finde sted.«
108
Stk. 4. ---
6. I § 26 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte regler
om fondsmæglerselskabers og fondsmægler-
holdingvirksomheders udstedelse af gældsbre-
ve med vilkår om konvertering til aktie- eller
anpartskapital, herunder i hvilket omfang sel-
skabslovens kapitel 10 finder anvendelse.«
§ 27. Selskabslovens §§ 110, 286, 306 og 318 k
finder ikke anvendelse på fondsmæglerselskaber.
7. I § 27 indsættes efter »fondsmægler-
selskaber«: »og fondsmæglerholdingvirk-
somheder«.
§ 41. ---
Stk. 2. ---
1. I § 41 indsættes efter stk. 2 som nyt styk-
ke:
»Stk. 3. Finanstilsynet kan inddrage en tilla-
delse meddelt efter stk. 1, hvis betingelserne
for tilladelsen ikke længere er opfyldt, eller
hvis Finanstilsynet ikke kan inddrive afgifts-
betalingen efter § 363 b, stk. 4, i lov om
finansiel virksomhed, på almindelig vis.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
Stk. 3. ---
§ 43. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Finanstilsynet giver tilladelse efter stk. 1,
når det er godtgjort, at alle følgende betingelser er
opfyldt:
1-6) ---
109
7) Filialen vil være i stand til at opfylde kra-
vene i §§ 45-48 og 94, § 95, stk. 1, 2 og 7,
§ 96 og § 108 og regler udstedt i medfør
heraf, §§ 88-95, 98-109, 114 og 135-140,
§ 196, stk. 2, og §§ 214 og 218 i lov
om kapitalmarkeder og artikel 3-26 i Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om
markeder for finansielle instrumenter og i
foranstaltninger vedtaget i medfør heraf.
8. I § 43, stk. 3, nr. 7, ændres »§§ 45-48« til:
»§§ 44-48«.
Stk. 4. ---
Stk. 5. §§ 163 og 164 gælder tilsvarende for ind-
dragelse af tilladelse meddelt efter stk. 1.
9. I § 43, stk. 5, indsættes som 2. pkt.:
»Ud over de tilfælde, der er nævnt i §§
163-164, kan Finanstilsynet inddrage en tilla-
delse meddelt efter stk. 1, hvis Finanstilsynet
ikke kan inddrive afgiftsbetalingen efter § 363
b, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, på
almindelig vis.«
§ 94. ---
10. I § 94 indsættes efter stk. 1 som nye
stykker:
»Stk. 2. Procedurerne som nævnt i stk. 1,
nr. 4, skal omhandle væsentlige kilder til og
virkninger af risici og eventuel indvirkning på
kapitalgrundlaget.
Stk. 3. Et fondsmæglerselskab og en fonds-
mæglerholdingvirksomhed skal registrere alle
sine transaktioner og dokumentere de foran-
staltninger, der er truffet for effektive former
for virksomhedsstyring, jf. stk. 1 og 2.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 4.
Stk. 2. ---
Overskriften. Inspektioner m.v. 11. Efter § 224 indsættes før overskriften før
§ 225:
110
»§ 224 a. Finanstilsynet kan i tilfælde, hvor
Finanstilsynet ville have være den koncer-
ntilsynsførende, hvis modervirksomheden var
etableret i Den Europæiske Union, stille krav
om etablering af en fondsmæglerholdingvirk-
somhed eller blandet finansiel holdingvirk-
somhed i Unionen og anvende reglerne i arti-
kel 7 eller 8 i forordning (EU) 2019/2033 af
27. november 2019 om tilsynsmæssige krav
på denne fondsmæglerholdingvirksomhed el-
ler blandede finansielle holdingvirksomhed.«
§ 232. Fondsmæglerselskaber, fondsmæglerhol-
dingvirksomheder, blandede finansielle holding-
virksomheder, holdingselskaber med blandede ak-
tiviteter, leverandører og underleverandører skal
give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødven-
dige for Finanstilsynets virksomhed. Det samme
gælder for filialer og tilknyttede agenter omfattet
af §§ 3, 5 og 7.
12. I § 232, stk. 1, 1. pkt., ændres »holding-
selskaber med blandede aktiviteter, « til:
»blandede holdingvirksomheder og per-
soner, som tilhører disse virksomheder,
samt«.
Stk. 2. ---
§ 233. Finanstilsynet kan til enhver tid mod behø-
rig legitimation uden retskendelse få adgang til
forretningslokaler tilhørende et fondsmæglersel-
skab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed, her-
under ved inspektioner, forudsat forudgående un-
derretning af andre berørte tilsynsmyndigheder. 1.
pkt. gælder tillige blandede finansielle holding-
virksomheder, holdingselskaber med blandede ak-
tiviteter og enhver anden virksomhed, der indgår
i tilsynet med overholdelsen af koncernkapitalte-
sten, jf. artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019
om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber,
forudsat forudgående underretning af andre berør-
te tilsynsmyndigheder.
13. I § 233, stk. 1, 1. pkt. ændres »et fonds-
mæglerselskab eller en fondsmæglerhol-
dingvirksomhed, herunder ved inspek-
tioner, forudsat underretning af andre
berørte tilsynsmyndigheder« til: »fonds-
mæglerselskaber, fondsmæglerholding-
virksomheder, blandede finansielle hol-
dingvirksomheder samt blandede hol-
dingvirksomheder og disses datterselska-
ber, herunder ved inspektion«, og i
2. pkt. udgår »blandede finansielle hol-
dingvirksomheder, holdingselskaber med
blandede aktiviteter og«.
Stk. 2-4. ---
Overskriften. Verifikation af oplysninger 14. Efter § 252 indsættes før overskriften før
§ 253:
»Verifikation af margenmodel
111
§ 252 a. Finanstilsynet kan med henblik på
at vurdere om betingelsen i artikel 23, stk. 1,
første afsnit, litra c, i forordning (EU) 2019 /
2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæs-
sige krav til investeringsselskaber er opfyldt
anmode den kompetente myndighed i et clea-
ringmedlems hjemland om oplysninger vedrø-
rende den margenmodel og de parametre, der
er anvendt ved beregning af et fondsmægler-
selskabs margenkrav.«
§ 265. Fondsmæglerselskaber, fondsmæglerhol-
dingvirksomheder og filialer af investeringsselska-
ber skal betale afgift til Finanstilsynet.
15. § 265, stk. 1, affattes således:
»Fondsmæglerselskaber og fondsmæglerhol-
dingvirksomheder samt udenlandske investe-
ringsselskaber, der yder eller udfører investe-
ringsservice og –aktiviteter her i landet gen-
nem en filial eller tilknyttede agenter, der er
etableret her i landet, skal betale afgift til Fi-
nanstilsynet.«
16. I § 265 indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
»Stk. 2. Udenlandske investeringsselskaber,
der er meddelt tilladelse til at yde eller ud-
føre investeringsservice og –aktiviteter, i et
land uden for Den Europæiske Union, som
Unionen ikke har indgået aftale med på det fi-
nansielle område, og for hvilket land Europa-
Kommissionen ikke har vedtaget en afgørelse
som omhandlet i artikel 47, stk. 1, i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for
finansielle instrumenter, eller hvor en sådan
afgørelse ikke længere er gyldig, og som yder
grænseoverskridende tjenesteydelser med in-
vesteringsservice og –aktiviteter her i landet,
skal betale afgift til Finanstilsynet.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
Stk. 2. ---
Bilag 3. Beregninger vedrørende krav om ned-
skrivningsegnede passiver og subordination.
112
1) ---
2) Det beløb, Y, der henvises til i § 203, stk.
1, og beregnes ved anvendelse af følgende
formel:
Z = 2 × η + 2 × θ + ι
η = Beløbet i medfør af kravet i artikel
92, stk. 1, litra c, i Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af
26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til
kreditinstitutter.
θ = Beløbet i medfør af det individuelle
solvenskrav fastsat i medfør af § 121, eller
individuelle solvensbehov fastsat i medfør
af § 120.
ι = Beløbet i medfør af det kombinerede
kapitalbufferkrav.
2. Bilag 3, nr. 2, affattes således: ¬»2) Det
beløb, Y, der henvises til i § 203, stk.
1, beregnes ved anvendelse af følgende
formel:
Z = 2 × η + 2 × θ
η = Beløbet i medfør af kravet i artikel 11,
stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EU) 2019/2033 af 27. november
2019 om tilsynsmæssige krav til investerings-
selskaber.
θ = Beløbet i medfør af det individuelle sol-
venskrav fastsat i med-før af § 121, eller in-
dividuelle solvensbehov fastsat i medfør af §
120.«
§ 10
I lov nr. 409 af 31. marts 2022 om restriktio-
ner på transaktioner med kontanter og værdi-
papirer i danske kroner til Rusland og Bela-
rus, foretages følgende ændring:
Lov om restriktioner på transaktioner med kontan-
ter og værdipapirer i danske kroner til Rusland og
Belarus
§ 8. Loven ophæves den 1. april 2023. 1. I § 8 ændres »Loven« til: »§§ 1-6«.
§ 11
I lov nr. 1374 af 13. december 2019 om æn-
dring af lov om finansiel virksomhed, lov
om betalinger, lov om kapitalmarkeder, lov
om investeringsforeninger m.v. og selskabslo-
ven og forskellige andre love (Direkte debite-
113
ring, håndtering af erstatningskrav i henhold
til en byggeskadeforsikring tegnet i Qudos
Insurance A/S, whistleblowerordning for virk-
somheder med begrænset tilladelse, revisors
meddelelsespligt til Finanstilsynet og ændring
af procedure ved indløsning af minoritetsak-
tionærer m.v.), som ændret ved § 12, i lov
nr. 570 af 10. maj 2022, foretages følgende
ændring:
Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed,
lov om betalinger, lov om kapitalmarkeder, lov
om investeringsforeninger m.v. og selskabsloven
og forskellige andre love.
§ 19. ---
Stk. 2-6. ---
Stk. 7. Erhvervsministeren fremsætter senest i fol-
ketingsåret 2022-23 forslag om revision af § 122,
stk. 2, i lov om betalinger, jf. denne lovs § 7, nr. 5.
1. § 19, stk. 7, ophæves.
114
Bilag 2
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/2034/EU af 27. november 2019 (IFD)
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2019/2034
af 27. november 2019
om tilsyn med investeringsselskaber og om ændring af direktiv 2002/87/EF, 2009/65/EF,
2011/61/EU, 2013/36/EU, 2014/59/EU og 2014/65/EU
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 53, stk. 1,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank1),
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg2),
efter den almindelige lovgivningsprocedure3), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Et solidt tilsyn er en integreret del af de reguleringsvilkår, hvorpå finansieringsinstitutter leverer
tjenesteydelser i Unionen. Investeringsselskaber er sammen med kreditinstitutter omfattet af Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/20134) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/
EU5) for så vidt angår deres tilsynsmæssige behandling og tilsyn, samtidig med at deres tilladelse og
andre krav til organisation og god forretningsskik er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/65/EU6).
(2) De eksisterende tilsynsordninger i henhold til forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU
er i vid udstrækning baseret på successive versioner af internationale reguleringsmæssige standarder,
som Baselkomitéen for Banktilsyn har fastsat for store bankkoncerner, og tager kun delvist højde for
de specifikke risici, der er forbundet med de forskellige aktiviteter i et stort antal investeringsselska-
ber. De specifikke sårbarheder og risici, der er forbundet med disse investeringsselskaber, bør derfor
behandles yderligere ved hjælp af effektive, passende og forholdsmæssige tilsynsordninger på EU-plan,
som bidrager til at skabe lige vilkår i hele Unionen, som sikrer et effektivt tilsyn, samtidig med at
overholdelsesomkostningerne holdes nede, og som sikrer tilstrækkelig kapital til investeringsselskabers
risici.
(3) Et forsvarligt tilsyn bør sikre, at investeringsselskaber forvaltes på en velordnet måde og i kundernes
bedste interesse. Det bør tage hensyn til investeringsselskabers og deres kunders muligheder for at indlade
sig på overdreven risikotagning og de forskellige risikograder, som investeringsselskaber påtager sig og
udgør. Et sådant tilsyn bør ligeledes sigte mod at undgå at pålægge investeringsselskaber uforholdsmæssi-
ge administrative byrder. Samtidig bør et sådant tilsyn gøre det muligt at finde en balance mellem at sikre
115
investeringsselskabers sikkerhed og soliditet og at undgå for store omkostninger, der kan underminere
levedygtigheden af deres forretningsaktiviteter.
(4) Mange af de krav, der udspringer af rammen bestående af forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv
2013/36/EU, er udformet med henblik på at adressere de fælles risici for kreditinstitutter. De eksisterende
krav er således i vid udstrækning kalibreret til at bevare kreditinstitutters lånekapacitet under varierende
økonomiske konjunkturer og til at beskytte indskydere og skatteydere mod potentielle sammenbrud og er
ikke udformet med henblik på at tage højde for alle de forskellige risikoprofiler, som investeringsselska-
ber kan have. Investeringsselskaber har ikke store porteføljer af lån til privatkunder og erhvervskunder og
modtager ikke indlån. Sandsynligheden for, at deres sammenbrud kan have skadelige virkninger for den
overordnede finansielle stabilitet, er lavere end for kreditinstitutter, men investeringsselskaber udgør ikke
desto mindre en risiko, som det er nødvendigt at håndtere ved hjælp af en solid ramme. De risici, som
de fleste investeringsselskaber står over for og selv udgør, er således væsentligt anderledes end de risici,
som kreditinstitutter står over for og selv udgør, og sådanne forskelle bør afspejles tydeligt i Unionens
tilsynsmæssige ramme.
(5) Forskelle i anvendelsen af de eksisterende tilsynsmæssige rammer i de forskellige medlemsstater brin-
ger de lige vilkår for investeringsselskaber i Unionen i fare, hvilket hæmmer investorers adgang til nye
muligheder og bedre metoder til styring af deres risici. Disse forskelle skyldes den generelle kompleksitet
i anvendelsen af rammerne på forskellige investeringsselskaber på grundlag af de tjenester, som de yder,
hvor nogle nationale myndigheder tilpasser eller strømliner denne anvendelse i national ret eller praksis. I
betragtning af at de eksisterende tilsynsmæssige rammer ikke tager hensyn til alle de risici, som visse
typer investeringsselskaber står over for og selv udgør, er der blevet anvendt store kapitaltillæg på visse
investeringsselskaber i nogle medlemsstater. Der bør fastsættes ensartede bestemmelser vedrørende disse
risici for at sikre et harmoniseret tilsyn med investeringsselskaber i hele Unionen.
(6) Der er derfor behov for en særlig tilsynsordning for investeringsselskaber, som ikke er systemiske i
kraft af deres størrelse og indbyrdes forbindelse med andre finansielle og økonomiske aktører. Systemiske
investeringsselskaber bør dog fortsat være omfattet af de eksisterende tilsynsmæssige rammer under
forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU. Disse investeringsselskaber er en undergruppe
af investeringsselskaber, som rammerne i forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU på
nuværende tidspunkt finder anvendelse på, og de nyder ikke godt af særlige undtagelser fra de principielle
krav heri. De største og mest indbyrdes forbundne investeringsselskaber har forretningsmodeller og
risikoprofiler, der svarer til signifikante kreditinstitutters modeller og profiler. De leverer »banklignende«
tjenesteydelser og påtager sig risici i betydeligt omfang. Desuden er systemiske investeringsselskaber så
store og har forretningsmodeller og risikoprofiler af en sådan art, at de udgør en trussel mod stabile og
velfungerende finansielle markeder på linje med store kreditinstitutter. Det er derfor hensigtsmæssigt,
at disse investeringsselskaber fortsat er underlagt reglerne i forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv
2013/36/EU.
(7) Det er muligt, at investeringsselskaber, der handler for egen regning, der yder afsætningsgaranti
for finansielle instrumenter eller placerer finansielle instrumenter på grundlag af en fast forpligtelse i
betydeligt omfang, eller som er clearingmedlemmer i centrale modparter, har forretningsmodeller og
risikoprofiler, der svarer til kreditinstitutters modeller og profiler. I betragtning af deres størrelse og
aktiviteter er det muligt, at sådanne investeringsselskaber udgør en risiko for den finansielle stabilitet,
som kan sammenlignes med den risiko, som kreditinstitutter udgør. De kompetente myndigheder bør have
116
mulighed for at kræve, at de fortsat er underlagt samme tilsynsmæssige behandling som kreditinstitutter,
der er omfattet af forordning (EU) nr. 575/2013, og tilsynet i henhold til direktiv 2013/36/EU.
(8) Der kan være medlemsstater, hvor de myndigheder, som har ansvaret for tilsyn med investerings-
selskaber, er forskellige fra de myndigheder, som har ansvaret for tilsyn med markedsadfærd. Det er
derfor nødvendigt at skabe en mekanisme for samarbejde og udveksling af oplysninger mellem disse
myndigheder for i hele Unionen at sikre et harmoniseret tilsyn med investeringsselskaber, der fungerer
hurtigt og effektivt.
(9) Et investeringsselskab kan handle via et clearingmedlem i en anden medlemsstat. I de tilfælde
hvor det gør dette, bør der indføres en mekanisme til udveksling af oplysninger mellem de relevante
kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater. En sådan mekanisme bør gøre det muligt at
udveksle oplysninger mellem den kompetente myndighed for tilsyn med investeringsselskabet og enten
den myndighed, der fører tilsyn med clearingmedlemmet, eller den myndighed, der fører tilsyn med den
centrale modpart, om den model og de parametre, der anvendes til beregning af investeringsselskabets
margenkrav, hvor en sådan beregningsmetode anvendes som grundlag for investeringsselskabets kapital-
grundlagskrav.
(10) For at fremme harmonisering af tilsynsstandarder og -praksis i Unionen bør Den Europæiske
Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), der er oprettet ved Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 1093/20107), (EBA), bevare det primære ansvar for koordinering og
konvergens af tilsynspraksis på området for tilsyn med investeringsselskaber inden for Det Europæiske
Finanstilsynssystem (ESFS) i tæt samarbejde med Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske
Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 1095/20108), (ESMA).
(11) Kravet til startkapitalens størrelse i et investeringsselskab bør baseres på de services og aktivi-
teter, som investeringsselskaber har tilladelse til at henholdsvis yde og udøve i henhold til direktiv
2014/65/EU. Medlemsstaternes mulighed for at reducere kravet til startkapitalens størrelse i specifikke
situationer, jf. direktiv 2013/36/EU, på den ene side og situationen med uens gennemførelse af direkti-
vet på den anden side har ført til en situation, hvor kravet til startkapitalens størrelse er forskelligt i
Unionen. For at bringe denne fragmentering til ophør bør kravet til startkapitalens størrelse harmoniseres
for alle investeringsselskaber i Unionen. Med henblik på at reducere hindringerne for markedsadgang,
som forekommer i dag for multilaterale handelsfaciliteter (MHF᾽er) og organiserede handelsfaciliteter
(OHF᾽er), bør startkapitalen for investeringsselskaber, der driver en MHF eller en OHF, fastsættes til det
i dette direktiv omhandlede beløb. Hvis et investeringsselskab, der har tilladelse til at drive en OHF, også
har fået tilladelse til at udføre handel for egen regning på betingelserne i artikel 20 i direktiv 2014/65/EU,
bør dets startkapital fastsættes til det i nærværende direktiv omhandlede beløb.
(12) Selv om investeringsselskaber ikke længere bør være omfattet af anvendelsesområdet for forord-
ning (EU) nr. 575/2013 eller direktiv 2013/36/EU, bør visse begreber, som bruges i forbindelse med
disse lovgivningsmæssige retsakter, bevare deres veletablerede betydning. For at muliggøre og lette
konsekvent udlægning af sådanne begreber, når de anvendes i EU-retsakter, bør henvisninger i sådanne
retsakter til investeringsselskabers startkapital, de tilsynsbeføjelser, som er tillagt de kompetente myn-
digheder vedrørende investeringsselskaber, investeringsselskabers proces til vurdering af den interne
kapitals tilstrækkelighed, den tilsynskontrol- og vurderingsproces, som de kompetente myndigheder for
117
investeringsselskaber anvender, og de bestemmelser om ledelse og aflønning, der finder anvendelse på
investeringsselskaber, gælde som henvisninger til de tilsvarende bestemmelser i dette direktiv.
(13) Et velfungerende indre marked kræver, at ansvaret for tilsyn med et investeringsselskab, navnlig
for så vidt angår dets solvens og finansielle soliditet, ligger hos den kompetente myndighed i selskabets
hjemland. For også at opnå et effektivt tilsyn med investeringsselskaber i andre medlemsstater, hvor de
yder service eller har en filial, bør der sikres et tæt samarbejde og udveksling af oplysninger med de
kompetente myndigheder i disse medlemsstater.
(14) De kompetente myndigheder i værtslandene bør i enkelttilfælde kunne foretage kontrol på stedet
og undersøge de aktiviteter, som filialer af investeringsselskaber udøver på deres område, og kræve
oplysninger fra nævnte filialer om deres aktiviteter med henblik på information og tilsyn og navnlig for
at sikre stabilitet i det finansielle system. Tilsynsforanstaltninger for sådanne filialer bør dog fortsat være
hjemlandets ansvar.
(15) For at beskytte forretningsmæssigt følsomme oplysninger bør de kompetente myndigheder være om-
fattet af regler om tavshedspligt, når de udfører deres tilsynsopgaver og udveksler fortrolige oplysninger.
(16) Med henblik på at styrke tilsynet med investeringsselskaber og beskyttelsen af deres kunder bør
revisorer foretage deres verifikation upartisk og straks underrette de kompetente myndigheder om for-
hold, som kan få alvorlige konsekvenser for et investeringsselskabs finansielle situation eller for dets
administrative og regnskabsmæssige organisation.
(17) I forbindelse med dette direktiv bør personoplysninger behandles i overensstemmelse med Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/6799) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) 2018/172510). I de tilfælde, hvor dette direktiv giver mulighed for udveksling af personoplysninger
med tredjelande, bør de relevante bestemmelser i kapitel V i forordning (EU) 2016/679 og kapitel V i
forordning (EU) 2018/1725 navnlig finde anvendelse.
(18) For at sikre opfyldelse af de forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv og Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2019/203311), bør medlemsstaterne indføre administrative sanktioner og andre
administrative foranstaltninger, som er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskræk-
kende virkning. For at sikre, at de administrative sanktioner har afskrækkende virkning, bør de offentlig-
gøres, undtagen i visse velafgrænsede tilfælde. Kunder og investorer bør have adgang til oplysninger om
administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, som pålægges investeringsselskaber,
for at give dem mulighed for at træffe kvalificerede beslutninger om deres investeringsmuligheder.
(19) For at afdække overtrædelser af nationale bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, og overtræ-
delser af forordning (EU) 2019/2033 bør medlemsstaterne have de nødvendige undersøgelsesbeføjelser
og fastlægge effektive og hurtige mekanismer til indberetning af potentielle og faktiske overtrædelser.
(20) Investeringsselskaber, der ikke betragtes som små og ikke indbyrdes forbundne, bør have en tilgæn-
gelig intern kapital, som i forhold til de specifikke risici, som de er eller kan blive eksponeret mod,
er af en passende størrelse og kvalitet og er hensigtsmæssigt fordelt. De kompetente myndigheder bør
sikre, at investeringsselskaber har strategier og processer, som er tilstrækkelige til, at de kan vurdere og
118
opretholde en tilstrækkelig intern kapital. De kompetente myndigheder bør også kunne kræve, at små og
ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber anvender lignende krav, hvis det er relevant.
(21) Tilsynskontrol- og vurderingsbeføjelser bør fortsat være et vigtigt reguleringsredskab, som gør
det muligt for de kompetente myndigheder at vurdere kvalitative elementer, herunder intern ledelse og
kontrol og risikostyringsprocesser og -procedurer, og om nødvendigt fastsætte yderligere krav, herunder
navnlig kapitalgrundlags- og likviditetskrav, navnlig for investeringsselskaber, der ikke betragtes som
små og ikke indbyrdes forbundne, og hvor den kompetente myndighed også anser det for berettiget og
hensigtsmæssigt for små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber.
(22) Princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi er
nedfældet i artikel 157 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Dette princip
bør anvendes på en konsekvent måde af investeringsselskaber. For at tilpasse aflønningen til investerings-
selskabers risikoprofil og sikre lige vilkår bør investeringsselskaber være underlagt klare principper
med hensyn til ordninger for virksomhedsledelse og regler om aflønning, som er kønsneutrale, og som
tager højde for forskellene mellem kreditinstitutter og investeringsselskaber. Nævnte regler bør dog ikke
finde anvendelse på små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber, da bestemmelserne om
aflønning og virksomhedsledelse i direktiv 2014/65/EU er tilstrækkelig omfattende for disse typer af
investeringsselskaber.
(23)
Ligeledes viste Kommissionens rapport af 28. juli 2016 om vurdering af aflønningsreglerne i henhold til
direktiv 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 575/2013, at kravene om udskydelse og udbetaling i instru-
menter som omhandlet i direktiv 2013/36/EU ikke er hensigtsmæssige for små og ikke komplekse inve-
steringsselskaber eller for personale med variabel aflønning i et begrænset omfang. Klare, konsekvente
og harmoniserede kriterier for udpegning af investeringsselskaber og enkeltpersoner, som er undtaget
fra disse krav, er nødvendige for at sikre tilsynskonvergens og lige vilkår. I betragtning af højtlønnedes
vigtige rolle med hensyn til at styre investeringsselskabers virksomhed og langsigtede resultater bør
der sikres effektivt tilsyn med aflønningspraksis og -tendenser vedrørende højtlønnede. De kompetente
myndigheder bør derfor kunne overvåge aflønningen af højtlønnede.
(24) Det er også hensigtsmæssigt at give investeringsselskaber en vis fleksibilitet med hensyn til den
måde, hvorpå investeringsselskaber anvender ikkelikvide instrumenter til at udbetale variabel aflønning,
forudsat at sådanne instrumenter er effektive med hensyn til at nå målet om at tilpasse personalets
interesser til interesserne hos forskellige interessenter som f.eks. aktionærer og kreditorer og bidrager til
at tilpasse den variable aflønning til investeringsselskabets risikoprofil.
(25) Investeringsselskabers indtægter i form af gebyrer, provisioner og andre indtægter i forbindelse
med levering af forskellige investeringsservices er meget volatile. Begrænsning af aflønningens variable
komponent til en andel af aflønningens faste komponent ville påvirke investeringsselskabets evne til at
reducere aflønningen i perioder med reducerede indtægter og kan føre til en stigning i investeringsselska-
bers faste omkostningsgrundlag med deraf følgende risici for investeringsselskabets evne til at stå imod
i perioder med økonomisk nedgang eller faldende indtægter. For at undgå disse risici bør ikkesystemiske
investeringsselskaber ikke pålægges et enkelt maksimalt forhold mellem aflønningens variable og faste
komponenter. Sådanne investeringsselskaber bør i stedet selv fastsætte passende forhold. Dette direktiv
bør imidlertid ikke udelukke medlemsstater fra at indføre gennemførelsesforanstaltninger i national
lovgivning, som er beregnet til at underlægge investeringsselskaber strengere krav med hensyn til det
119
maksimale forhold mellem aflønningens variable og faste komponenter. Dette direktiv bør desuden ikke
forhindre medlemsstaterne i at pålægge alle eller specifikke typer af investeringsselskaber et sådant
maksimalt forhold.
(26) Dette direktiv bør ikke forhindre medlemsstaterne i at anlægge en strengere tilgang med hensyn til
aflønning, når investeringsselskaber modtager ekstraordinær offentlig finansiel støtte.
(27) Der anvendes forskellige ledelsesstrukturer i de forskellige medlemsstater. I de fleste tilfælde anven-
des der en en- eller tostrenget ledelsesstruktur. Definitionerne fastsat i dette direktiv sigter mod at omfatte
alle eksisterende strukturer uden at give udtryk for en præference for nogen af dem. Definitionerne er rent
funktionelle og har til formål at fastsætte regler med henblik på et bestemt resultat, uanset hvilken natio-
nal selskabsret der finder anvendelse på et institut i de enkelte medlemsstater. Definitionerne bør derfor
ikke gribe ind i den almindelige kompetencefordeling i overensstemmelse med national selskabsret.
(28) Ledelsesorganer bør forstås som organer, der har en ledelsesfunktion og en tilsynsfunktion. Ledel-
sesorganers beføjelser og struktur afviger fra medlemsstat til medlemsstat. I medlemsstater, hvor ledel-
sesorganer har en enstrenget struktur, udfører et enkelt ledelsesorgan sædvanligvis ledelses- og tilsynsop-
gaver. I medlemsstater med et tostrenget system varetages tilsynsfunktionen af et separat tilsynsorgan,
som ikke har nogen ledelsesfunktioner, og ledelsesfunktionen varetages af en separat ledelsesenhed, som
er ansvarlig for og står til regnskab for selskabets daglige ledelse. I overensstemmelse hermed tildeles
forskellige enheder inden for ledelsesorganet separate opgaver.
(29) Som reaktion på de voksende krav fra borgerne om skattemæssig gennemsigtighed og for at fremme
investeringsselskabers samfundsansvar er det passende at kræve, at investeringsselskaber, medmindre de
betragtes som små og ikke indbyrdes forbundne, hvert år afgiver visse oplysninger, herunder oplysninger
om fortjeneste, betalt skat og eventuelle offentlige tilskud, som de har modtaget.
(30) Den tilsynsmæssige konsolideringsmetode, som der stilles krav om i forordning (EU) 2019/2033,
bør for koncerner udelukkende bestående af investeringsselskaber ledsages af en koncernkapitaltest for
enklere koncernstrukturer for at tage højde for risici, som vedrører koncerner udelukkende bestående
af investeringsselskaber. Den koncerntilsynsførendes afgørelse bør dog i begge tilfælde baseres på de
samme principper, som finder anvendelse i tilfælde af tilsyn på konsolideret niveau i henhold til direktiv
2013/36/EU. For at sikre et ordentligt samarbejde bør koordineringsforanstaltningers centrale elementer
og navnlig oplysningskrav i nødsituationer eller samarbejds- og koordineringsordninger svare til de
centrale koordineringselementer, der anvendes i forbindelse med det fælles regelsæt for kreditinstitutter.
(31) Kommissionen bør kunne forelægge Rådet henstillinger vedrørende forhandlinger om aftaler mellem
Unionen og tredjelande om praktisk udøvelse af tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten for inve-
steringsselskaber, hvis moderselskaber er etableret i tredjelande, og for investeringsselskaber, der driver
forretning i tredjelande, og hvis moderselskaber er etableret i Unionen. Desuden bør medlemsstaterne og
EBA også kunne indgå samarbejdsaftaler med tredjelande om udførelse af deres tilsynsopgaver.
(32) For at garantere retssikkerheden og undgå overlapninger mellem den nuværende tilsynsramme, som
finder anvendelse på både kreditinstitutter og investeringsselskaber, og dette direktiv bør forordning (EU)
nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU ændres for at lade investeringsselskaber udgå af deres anvendel-
sesområde. Investeringsselskaber, som er en del af en bankkoncern, bør dog fortsat være underlagt de
120
bestemmelser i forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU, som er relevante for bankkoncer-
nen, f.eks. bestemmelserne om konsolideringsregler, der er fastsat i artikel 11-24 i forordning (EU) nr.
575/2013, og bestemmelserne om mellemliggende moderselskab i Unionen som omhandlet i artikel 21b i
direktiv 2013/36/EU.
(33) Det er nødvendigt at præcisere, hvilke skridt virksomheder skal tage for at kontrollere, om de er
omfattet af definitionen af et kreditinstitut, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr.
575/2013, og derfor skal have tilladelse som et kreditinstitut. Da visse investeringsselskaber allerede
udfører de aktiviteter, der er anført i afsnit A, punkt 3) og 6), i bilag I til direktiv 2014/65/EU, er det
også nødvendigt at sikre klarhed vedrørende fortsat tilladelse til disse aktiviteter. Det er især vigtigt, at de
kompetente myndigheder sikrer, at overgangen fra den nuværende ramme til den nye giver tilstrækkelig
reguleringsmæssig sikkerhed for investeringsselskaber.
(34) For at sikre effektivt tilsyn er det vigtigt, at virksomheder, som opfylder betingelserne i artikel
4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013, ansøger om tilladelse som kreditinstitut. De
kompetente myndigheder bør derfor have mulighed for at pålægge virksomheder, som ikke ansøger om
nævnte tilladelse, sanktioner.
(35) Ændringen af definitionen af »kreditinstitut« i forordning (EU) nr. 575/2013 ved forordning (EU)
2019/2033 fra sidstnævntes ikrafttræden kan omfatte investeringsselskaber, som allerede driver forretning
på grundlag af en tilladelse, der er udstedt i overensstemmelse med direktiv 2014/65/EU. Nævnte
virksomheder bør have lov til at fortsætte med at drive forretning på grundlag af deres tilladelse som
investeringsselskab, indtil der gives tilladelse som kreditinstitut. Disse investeringsselskaber bør indgive
en ansøgning om tilladelse som kreditinstitut, senest når gennemsnittet af deres samlede månedlige
aktiver svarer til eller overstiger en af de i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr.
575/2013 omhandlede tærskler i en periode på 12 på hinanden følgende måneder. Hvis investeringssel-
skaber opfylder en af de i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013 omhandlede
tærskler på datoen for dette direktivs ikrafttræden, bør gennemsnittet af deres samlede månedlige aktiver
beregnes under hensyntagen til de 12 på hinanden følgende måneder, der går forud for denne dato. Disse
investeringsselskaber bør søge om tilladelse som kreditinstitut inden for et år og en dag fra dette direktivs
ikrafttræden.
(36) Ændringen af definitionen af »kreditinstitut« i forordning (EU) nr. 575/2013 ved forordning (EU)
2019/2033 kan også få indvirkning på virksomheder, som allerede har ansøgt om tilladelse som investe-
ringsselskaber i henhold til direktiv 2014/65/EU, og hvis ansøgning stadig er under behandling. Sådanne
ansøgninger bør overføres til de i henhold til direktiv 2013/36/EU kompetente myndigheder og behandles
i overensstemmelse med tilladelsesbestemmelserne i nævnte direktiv, hvis virksomhedernes forventede
samlede aktiver svarer til eller overstiger en af tærsklerne i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning
(EU) nr. 575/2013.
(37) De i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013 omhandlede virksomheder bør
desuden være omfattet af alle kravene om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut i afsnit III
i direktiv 2013/36/EU, herunder bestemmelserne om inddragelse af tilladelse i overensstemmelse med
artikel 18 i nævnte direktiv. Nævnte direktivs artikel 18 bør dog ændres for at sikre, at de kompetente
myndigheder også har mulighed for at inddrage den tilladelse, som er givet til et kreditinstitut, når
kreditinstituttet udelukkende bruger sin tilladelse til at udøve de i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i
121
forordning (EU) nr. 575/2013 omhandlede aktiviteter og i en periode på fem på hinanden følgende år har
gennemsnitlige samlede aktiver, der ligger under de i nævnte litra fastsatte tærskler.
(38) I henhold til artikel 39 i direktiv 2014/65/EU er tredjelandsselskaber, som leverer finansielle
tjenesteydelser i Unionen, omfattet af nationale ordninger, som kan kræve etablering af en filial i en
medlemsstat. For at lette den regelmæssige overvågning og vurdering af de aktiviteter, som tredjelands-
selskaber udfører gennem filialer i Unionen, bør de kompetente myndigheder underrettes om størrelsen
og omfanget af de tjenester og aktiviteter, der ydes og udføres gennem filialer på deres område.
(39) Specifikke krydshenvisninger i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF12), 2011/61/
EU13) og 2014/59/EU14) til bestemmelser i forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU, som
ikke længere finder anvendelse på investeringsselskaber fra datoen for anvendelse af nærværende direktiv
og af forordning (EU) 2019/2033, bør læses som henvisninger til de tilsvarende bestemmelser i nærvæ-
rende direktiv og i forordning (EU) 2019/2033.
(40) EBA har i samarbejde med ESMA udarbejdet en rapport, som er baseret på en grundig baggrunds-
analyse, dataindsamling og høringer om en skræddersyet tilsynsordning for alle ikkesystemiske investe-
ringsselskaber, og som fungerer som grundlag for de reviderede tilsynsmæssige rammer for investerings-
selskaber.
(41) For at sikre en harmoniseret anvendelse af dette direktiv bør EBA udarbejde reguleringsmæssige
tekniske standarder, der yderligere præciserer kriterierne for at lade visse investeringsselskaber være
omfattet af forordning (EU) nr. 575/2013, præciserer hvilke oplysninger de kompetente myndigheder i
hjemlande og i værtslande bør udveksle i forbindelse med tilsyn, fastsætter, hvordan investeringsselskaber
bør vurdere omfanget af deres aktiviteter med henblik på interne ledelseskrav, og navnlig vurderer,
hvorvidt de udgør små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber. Reguleringsmæssige tekniske
standarder bør også præcisere, de kategorier af medarbejdere hvis arbejde har væsentlig indvirkning på
selskabers risikoprofil med henblik på aflønningsbestemmelser, og hvilke hybride kernekapitalinstrumen-
ter og supplerende kapitalinstrumenter der betragtes som variabel aflønning. Endelig bør reguleringsmæs-
sige tekniske standarder præcisere elementerne til vurdering af specifikke likviditetsrisici, de kompetente
myndigheders anvendelse af yderligere kapitalgrundlagskrav og tilsynskollegiernes funktion. Kommissi-
onen bør supplere dette direktiv ved at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, som EBA
udarbejder, ved delegerede retsakter i henhold til artikel 290 i TEUF og i overensstemmelse med artikel
10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010. Kommissionen og EBA bør sikre, at disse standarder kan
anvendes af alle de berørte investeringsselskaber på en måde, som står i et rimeligt forhold til arten,
omfanget og kompleksiteten af de pågældende investeringsselskaber og deres virksomhed.
(42) Kommissionen bør også tillægges beføjelse til at vedtage gennemførelsesmæssige tekniske standar-
der udarbejdet af EBA for udveksling af oplysninger mellem kompetente myndigheder og offentliggørel-
seskrav for kompetente myndigheder og gennemførelsesmæssige tekniske standarder udarbejdet af EBA
ved gennemførelsesretsakter i henhold til artikel 291 i TEUF og i overensstemmelse med artikel 15 i
forordning (EU) nr. 1093/2010 og artikel 15 i forordning (EU) nr. 1095/2010.
(43) For at sikre ensartet anvendelse af dette direktiv og for at tage hensyn til udviklingen på de finan-
sielle markeder bør beføjelsen til vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med
artikel 290 i TEUF, for at supplere dette direktiv ved at præcisere definitionerne i dette direktiv, investe-
122
ringsselskabers vurderinger af intern kapital og risiko samt de kompetente myndigheders tilsynskontrol-
og vurderingsbeføjelser. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under
sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmel-
se med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning15). For at sikre
lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle
dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til
møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelsen af delegerede retsakter.
(44) Målet for dette direktiv, nemlig at opstille en effektiv og forholdsmæssig tilsynsramme for at sikre,
at investeringsselskaber, som har tilladelse til at drive virksomhed i Unionen, kan fungere på et robust
finansielt grundlag og ledes på en velordnet måde, herunder i deres kunders bedste interesse, kan ikke i
tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets omfang og virkninger bedre nås
på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf.
artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf.
nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.
(45) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissi-
onen om forklarende dokumenter16) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget,
at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer
forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumen-
ter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget
—
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
AFSNIT I
GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER
Artikel 1
Genstand
Dette direktiv fastsætter regler vedrørende:
a) investeringsselskabers startkapital
b) de kompetente myndigheders tilsynsbeføjelser og ‐redskaber til udøvelse af tilsyn med investe-
ringsselskaber
c) de kompetente myndigheders tilsyn med investeringsselskaber på en måde, som er forenelig med
de regler, der er fastsat i forordning (EU) 2019/2033
d) offentliggørelseskrav til de kompetente myndigheder på området regulering af og tilsyn med
investeringsselskaber.
Artikel 2
Anvendelsesområde
1. Dette direktiv finder anvendelse på investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse og underlagt tilsyn
i henhold til direktiv 2014/65/EU.
123
2. Uanset stk. 1 finder afsnit IV og V i dette direktiv ikke anvendelse på investeringsselskaber
omhandlet i artikel 1, stk. 2 og 5, i forordning (EU) 2019/2033, som underlægges tilsyn med hensyn til
opfyldelse af de tilsynsmæssige krav i afsnit VII og VIII i direktiv 2013/36/EU i overensstemmelse med
artikel 1, stk. 2, andet afsnit, i forordning (EU) 2019/2033.
Artikel 3
Definitioner
1. I dette direktiv forstås ved:
1) »accessorisk servicevirksomhed«: en virksomhed, hvis hovedaktivitet består i besiddelse og forvalt-
ning af fast ejendom, forvaltning af databehandlingsydelser eller en lignende aktivitet, der har accessorisk
karakter i forhold til et eller flere investeringsselskabers hovedaktivitet
2) »tilladelse«: meddelelse af tilladelse til et investeringsselskab i overensstemmelse med artikel 5 i
direktiv 2014/65/EU
3) »filial«: en filial som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 30), i direktiv 2014/65/EU
4) »tætte forbindelser«: tætte forbindelser som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 35), i direktiv 2014/65/EU
5) »kompetent myndighed«: en offentlig myndighed eller et offentligt organ i en medlemsstat, som er
officielt anerkendt og ved national ret tillagt beføjelse til at føre tilsyn med investeringsselskaber i over-
ensstemmelse med dette direktiv som led i den gældende tilsynsordning i den pågældende medlemsstat
6) »råvare- og emissionskvotehandler«: en råvare- og emissionskvotehandler som defineret i artikel 4, stk.
1, nr. 150), i forordning (EU) nr. 575/2013
7) »kontrol«: forholdet mellem en modervirksomhed og en dattervirksomhed som beskrevet i artikel 22
i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU17) eller i de regnskabsstandarder, som investerings-
selskaber er omfattet af i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/200218),
eller et lignende forhold mellem en fysisk eller juridisk person og en virksomhed
8) »overholdelse af koncernkapitaltest«: et moderselskab i en investeringsselskabskoncerns opfyldelse af
kravene i artikel 8 i forordning (EU) 2019/2033
9) »kreditinstitut«: et kreditinstitut som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr. 575/2013
10) »derivater«: derivater som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 29), i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 600/201419)
11) »finansieringsinstitut«: et finansieringsinstitut som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 14), i forordning
(EU) 2019/2033
124
12) »kønsneutral aflønningspolitik«: kønsneutral aflønningspolitik som defineret i artikel 3, stk. 1, nr. 65),
i direktiv 2013/36/EU som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/87820)
13) »koncern«: en koncern som defineret i artikel 2, nr. 11), i direktiv 2013/34/EU
14) »konsolideret situation«: en konsolideret situation som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 11), i forordning
(EU) 2019/2033
15) »koncerntilsynsførende«: en kompetent myndighed med ansvar for tilsyn med, om moderinveste-
ringsselskaber i Unionen og investeringsselskaber, som kontrolleres af moderinvesteringsholdingselska-
ber i Unionen eller blandede finansielle moderholdingselskaber i Unionen, overholder koncernkapitalte-
sten
16) »hjemland«: et hjemland som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 55), litra a), i direktiv 2014/65/EU
17) »værtsland«: et værtsland som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 56), i direktiv 2014/65/EU
18) »startkapital«: den kapital, der kræves med henblik på tilladelse som et investeringsselskab, og hvis
størrelse og type er angivet i artikel 9 og 11
19) »investeringsselskab«: et investeringsselskab som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i direktiv
2014/65/EU
20) »investeringsselskabskoncern«: en investeringsselskabskoncern som defineret i artikel 4, stk. 1, nr.
25), i forordning (EU) 2019/2033
21) »investeringsholdingselskab«: et investeringsholdingselskab som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 23), i
forordning (EU) 2019/2033
22) »investeringsservice og -aktiviteter«: investeringsservice og -aktiviteter som defineret i artikel 4, stk.
1, nr. 2), i direktiv 2014/65/EU
23) »ledelsesorgan«: et ledelsesorgan som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 36), i direktiv 2014/65/EU
24) »ledelsesorgan i dets tilsynsfunktion«: ledelsesorgan, der handler i sin funktion med kontrol og
overvågning af ledelsens beslutningstagning
25) »blandet finansielt holdingselskab«: et blandet finansielt holdingselskab som defineret i artikel 2, nr.
15), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF21)
26) »blandet holdingselskab«: et moderselskab, bortset fra et finansielt holdingselskab, et investering-
sholdingselskab, et kreditinstitut, et investeringsselskab eller et blandet finansielt holdingselskab som
omhandlet i direktiv 2002/87/EF, hvis datterselskaber omfatter mindst ét investeringsselskab
125
27) »øverste ledelse«: øverste ledelse som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 37), i direktiv 2014/65/EU
28) »moderselskab«: et moderselskab som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 32), i direktiv 2014/65/EU
29) »datterselskab«: et datterselskab som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 33), i direktiv 2014/65/EU
30) »systemisk risiko«: systemisk risiko som defineret i artikel 3, stk. 1, nr. 10), i direktiv 2013/36/EU
31) »moderinvesteringsselskab i Unionen«: et moderinvesteringsselskab i Unionen som defineret i artikel
4, stk. 1, nr. 56), i forordning (EU) 2019/2033
32) »moderinvesteringsholdingselskab i Unionen«: et moderinvesteringsholdingselskab i Unionen som
defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 57), i forordning (EU) 2019/2033
33) »blandet finansielt moderholdingselskab i Unionen«: et blandet finansielt moderholdingselskab i
Unionen som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 58), i forordning (EU) 2019/2033.
2. Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel
58 for at supplere dette direktiv ved at præcisere definitionerne fastsat i stk. 1 med henblik på:
a) at sikre ensartet anvendelse af dette direktiv
b) i forbindelse med anvendelsen af dette direktiv at tage hensyn til udviklingen på finansmarkeder-
ne.
AFSNIT II
KOMPETENTE MYNDIGHEDER
Artikel 4
Udpegning af kompetente myndigheder og deres beføjelser
1. Medlemsstaterne udpeger en eller flere kompetente myndigheder til at varetage de i dette direktiv og
forordning (EU) 2019/2033 omhandlede funktioner og opgaver. Medlemsstaterne underretter Kommissio-
nen, EBA og ESMA om nævnte udpegning, og hvis der er tale om mere end én kompetent myndighed,
om de enkelte kompetente myndigheders funktioner og opgaver.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder fører tilsyn med investeringsselskabers og,
hvis det er relevant, investeringsholdingselskabers og blandede finansielle holdingselskabers aktiviteter
for at kunne vurdere, om de opfylder kravene i dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033.
3. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har alle de nødvendige beføjelser, herun-
der beføjelse til at foretage kontrol på stedet i overensstemmelse med artikel 14, til at indhente de
oplysninger, der er nødvendige for at kunne vurdere, om investeringsselskaber og, hvis det er relevant,
investeringsholdingselskaber og blandede finansielle holdingselskaber opfylder kravene i dette direktiv
og forordning (EU) 2019/2033, og kunne undersøge eventuel manglende opfyldelse af disse krav.
126
4. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har den ekspertise, de ressourcer, den
operationelle kapacitet, de beføjelser og den uafhængighed, der kræves for at kunne varetage funktionerne
vedrørende det tilsyn, de undersøgelser og de sanktioner, der er fastsat i dette direktiv.
5. Medlemsstaterne stiller krav om, at investeringsselskaber giver deres kompetente myndigheder
alle de oplysninger, der er nødvendige for at kunne vurdere, om investeringsselskaberne overholder
de nationale bestemmelser, som gennemfører dette direktiv, og forordning (EU) 2019/2033. Investerings-
selskabers interne kontrolmekanismer og administrative og regnskabsmæssige procedurer skal gøre det
muligt for de kompetente myndigheder til enhver tid at kunne kontrollere, om de overholder disse
bestemmelser.
6. Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber registrerer alle deres transaktioner og dokumenterer
de systemer og processer, som er omfattet af dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033, på en sådan
måde, at de kompetente myndigheder til enhver tid kan vurdere, om selskaberne overholder de nationale
bestemmelser, som gennemfører dette direktiv, og forordning (EU) 2019/2033.
Artikel 5
De kompetente myndigheders skønsbeføjelser til at pålægge visse investeringsselskaber kravene i
forordning (EU) nr. 575/2013
1. De kompetente myndigheder kan beslutte at anvende kravene i forordning (EU) nr. 575/2013 i med-
før af artikel 1, stk. 2, første afsnit, litra c), i forordning (EU) 2019/2033 på et investeringsselskab, der
udøver enhver af de aktiviteter, der er anført i afsnit A, punkt 3) og 6), i bilag I til direktiv 2014/65/EU,
hvis den samlede værdi af investeringsselskabets konsoliderede aktiver udgør eller overstiger 5 mia. EUR
beregnet som et gennemsnit for de foregående 12 måneder, og hvor et eller flere af følgende kriterier er
opfyldt:
a) Investeringsselskabet udfører disse aktiviteter i et sådant omfang, at dets sammenbrud eller beta-
lingsvanskeligheder kan føre til en systemisk risiko.
b) Investeringsselskabet er et clearingmedlem som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 3), i forordning
(EU) 2019/2033.
c) Den kompetente myndighed anser det for berettiget i lyset af størrelsen, arten, omfanget og
kompleksiteten af det pågældende investeringsselskabs aktiviteter under hensyntagen til proporti-
onalitetsprincippet og en eller flere af følgende faktorer:
i) Investeringsselskabets betydning for Unionens eller en relevant medlemsstats økonomi
ii) betydningen af investeringsselskabets grænseoverskridende aktiviteter
iii) investeringsselskabets indbyrdes forbundethed med det finansielle system.
2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på råvare- eller emissionskvotehandlere, kollektive investeringsordnin-
ger eller forsikringsselskaber.
3. Hvis en kompetent myndighed træffer afgørelse om at anvende kravene i forordning (EU) nr.
575/2013 på et investeringsselskab i henhold til stk. 1, skal dette investeringsselskab underlægges tilsyn
med hensyn til opfyldelse af de tilsynsmæssige krav i afsnit VII og VIII i direktiv 2013/36/EU.
4. Hvis en kompetent myndighed træffer afgørelse om at tilbagekalde en afgørelse truffet i henhold til
stk. 1, underretter den omgående investeringsselskabet.
127
Enhver afgørelse truffet af en kompetent myndighed i overensstemmelse med stk. 1 ophører med at finde
anvendelse, hvis et investeringsselskab ikke længere når den tærskel, der er omhandlet i det pågældende
stykke, beregnet for en periode på 12 på hinanden følgende måneder.
5. De kompetente myndigheder orienterer omgående EBA om enhver afgørelse, der er træffes i henhold
til stk. 1, 3 og 4.
6. EBA udarbejder i samråd med ESMA udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik
på yderligere at præcisere kriterierne i stk. 1, litra a) og b), og sikrer konsekvent anvendelse heraf.
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den
26. december 2020.
Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i andet afsnit omhandle-
de reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1093/2010.
Artikel 6
Samarbejde i en medlemsstat
1. De kompetente myndigheder samarbejder tæt med de offentlige myndigheder eller organer, som
i deres medlemsstat er ansvarlige for at føre tilsyn med kreditinstitutter og finansieringsinstitutter. Med-
lemsstaterne stiller krav om, at disse kompetente myndigheder og offentlige myndigheder eller organer
straks udveksler alle oplysninger, der er afgørende eller relevante for varetagelsen af deres funktioner og
opgaver.
2. Kompetente myndigheder, som er forskellige fra de myndigheder, der er udpeget i overensstemmelse
med artikel 67 i direktiv 2014/65/EU, indfører en mekanisme til samarbejde med nævnte myndigheder
og til udveksling af alle oplysninger, der er relevante for varetagelsen af deres respektive funktioner og
opgaver.
Artikel 7
Samarbejde inden for Det Europæiske Finanstilsynssystem
1. De kompetente myndigheder tager under varetagelsen af deres opgaver hensyn til konvergens
af tilsynsredskaber og tilsynspraksis i forbindelse med anvendelsen af de retlige bestemmelser, der er
vedtaget i henhold til dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033.
2. Medlemsstaterne sikrer, at:
a) de kompetente myndigheder som parter i ESFS samarbejder i tillid og fuld gensidig respekt, navnlig
når de sikrer en udveksling af relevante, pålidelige og udtømmende oplysninger mellem sig selv og de
andre parter i ESFS
b) de kompetente myndigheder deltager i EBA᾽s aktiviteter og, alt efter hvad der er relevant, i de
tilsynskollegier, der er omhandlet i dette direktivs artikel 48 og i artikel 116 i direktiv 2013/36/EU
c) de kompetente myndigheder udfolder alle bestræbelser for at sikre overholdelse af de retningslinjer og
henstillinger, som EBA har udstedt i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010,
128
og reagere på de advarsler og henstillinger, som Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB)
har rettet i henhold til artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1092/201022)
d) de kompetente myndigheder samarbejder tæt med ESRB
e) de opgaver og beføjelser, der er tildelt de kompetente myndigheder, ikke forhindrer dem i at udføre
deres opgaver som medlemmer af EBA eller af ESRB eller i medfør af dette direktiv og forordning (EU)
2019/2033.
Artikel 8
EU-dimensionen af tilsyn
De kompetente myndigheder i hver medlemsstat tager ved udførelsen af deres generelle opgaver behørigt
hensyn til den potentiel indvirkning, som deres beslutninger kan have på stabiliteten i det finansielle
system i andre berørte medlemsstater samt i Unionen som helhed, navnlig i nødsituationer, på grundlag af
de oplysninger, der er til rådighed på det pågældende tidspunkt.
AFSNIT III
STARTKAPITAL
Artikel 9
Startkapital
1. Investeringsselskaber skal i henhold til artikel 15 i direktiv 2014/65/EU for at få meddelt tilladelse til
at yde enhver investeringsservice eller udøve enhver investeringsaktivitet, der er anført i afsnit A, punkt
3) og 6), i bilag I til direktiv 2014/65/EU, have en startkapital på 750 000 EUR.
2. Investeringsselskaber skal i henhold til artikel 15 i direktiv 2014/65/EU for at få meddelt tilladelse
til at yde enhver investeringsservice eller udøve enhver investeringsaktivitet, der er anført i afsnit A,
punkt 1), 2), 4), 5) og 7), i bilag I til direktiv 2014/65/EU, uden at have tilladelse til at opbevare hverken
kunders penge eller værdipapirer, have en startkapital på 75 000 EUR.
3. Andre investeringsselskaber end de i nærværende artikels stk. 1, 2 og 4 omhandlede skal henhold til
artikel 15 i direktiv 2014/65/EU have en startkapital på 150 000 EUR.
4. Investeringsselskaber med tilladelse til at yde den investeringsservice eller udøve de investeringsakti-
viteter, der er anført i afsnit A, punkt 9), i bilag I til direktiv 2014/65/EU, skal have en startkapital på
750 000 EUR, hvis disse investeringsselskaber handler eller har tilladelse til at handle for egen regning.
Artikel 10
Henvisninger til startkapital i direktiv 2013/36/EU
Henvisninger i andre EU-retsakter til startkapitalens størrelse som fastsat i direktiv 2013/36/EU læses fra
den 26. juni 2021 som henvisninger til startkapitalens størrelse som fastsat i nærværende direktivs artikel
9 på følgende måde:
129
a) Henvisninger til investeringsselskabers startkapital som fastsat i artikel 28 i direktiv 2013/36/EU
læses som henvisninger til artikel 9, stk. 1, i nærværende direktiv.
b) Henvisninger til investeringsselskabers startkapital i artikel 29 og 31 i direktiv 2013/36/EU læses
som henvisninger til artikel 9, stk. 2, 3 eller 4, i nærværende direktiv, afhængigt af de typer
investeringsservice og ‐aktiviteter, som investeringsselskaberne yder eller udøver.
c) Henvisninger til startkapital som fastsat i artikel 30 i direktiv 2013/36/EU læses som henvisninger
til artikel 9, stk. 1, i nærværende direktiv.
Artikel 11
Startkapitalens sammensætning
Investeringsselskabers startkapital sammensættes i overensstemmelse med artikel 9 i forordning (EU)
2019/2033.
AFSNIT IV
TILSYN
KAPITEL 1
Principper for tilsyn
Afdeling 1
Hjemlandes og værtslandes beføjelser og opgaver
Artikel 12
Hjemlandets og værtslandets kompetente myndigheders beføjelser
Ansvaret for tilsyn med investeringsselskaber påhviler hjemlandets kompetente myndigheder; dette berø-
rer ikke de bestemmelser i dette direktiv, der pålægger værtslandets kompetente myndigheder et ansvar.
Artikel 13
Samarbejde mellem kompetente myndigheder i forskellige medlemsstater
1. De kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater samarbejder tæt med henblik på at
varetage deres opgaver i henhold til dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033, navnlig ved uden
ophold at udveksle oplysninger om investeringsselskaber, herunder:
a) oplysninger om investeringsselskabers ledelse og ejerforhold
b) oplysninger om investeringsselskabers opfyldelse af kapitalgrundlagskrav
c) oplysninger om investeringsselskabers opfyldelse af koncentrationsrisikokravene og likviditets-
kravene
d) oplysninger om investeringsselskabers administrative og regnskabsmæssige procedurer samt in-
terne kontrolmekanismer
130
e) oplysninger om andre relevante faktorer, som kan påvirke den risiko, som investeringsselskaber
udgør.
2. De kompetente myndigheder i hjemlandet meddeler straks de kompetente myndigheder i værtslandet
oplysninger og resultater vedrørende eventuelle problemer og risici, som et investeringsselskab udgør
med hensyn til kundebeskyttelse eller det finansielle systems stabilitet i værtslandet, og som de har
konstateret i forbindelse med tilsyn med investeringsselskabets aktiviteter.
3. De kompetente myndigheder i hjemlandet reagerer på oplysninger, som de kompetente myndigheder
i værtslandet meddeler, ved at træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at afværge eller
afhjælpe eventuelle problemer og risici, jf. stk. 2. De kompetente myndigheder i hjemlandet redegør efter
anmodning udførligt over for de kompetente myndigheder i værtslandet, hvordan de har taget hensyn til
de oplysninger og resultater, som de kompetente myndigheder i værtslandet har meddelt.
4. Hvis de kompetente myndigheder i værtslandet efter meddelelse af de oplysninger og resultater, der
er omhandlet i stk. 2, er af den opfattelse, at de kompetente myndigheder i hjemlandet ikke har truffet
de nødvendige foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 3, kan de kompetente myndigheder i værtslandet
efter at have underrettet de kompetente myndigheder i hjemlandet og EBA og ESMA træffe relevante
foranstaltninger for at beskytte kunder, til hvilke der ydes services, eller det finansielle systems stabilitet.
De kompetente myndigheder kan indbringe sager for EBA, hvor en anmodning om samarbejde, navnlig
en anmodning om at udveksle oplysninger, er blevet afvist eller ikke er blevet imødekommet inden for en
rimelig frist. Uden at det berører artikel 258 i TEUF, kan EBA i sådanne sager handle inden for rammerne
af de beføjelser, som den er tillagt i henhold til artikel 19 i forordning (EU) nr. 1093/2010. EBA kan
også på eget initiativ i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i nævnte forordning bistå de
kompetente myndigheder med at nå til enighed om udveksling af oplysninger i henhold til nærværende
artikel.
5. Hvis de kompetente myndigheder i hjemlandet er uenige i de foranstaltninger, som de kompetente
myndigheder i værtslandet træffer, kan de indbringe sagen for EBA, som handler efter proceduren i
artikel 19 i forordning (EU) nr. 1093/2010. Når EBA handler i overensstemmelse med nævnte artikel,
træffer den afgørelse inden for en måned.
6. Med henblik på at vurdere betingelsen i artikel 23, stk. 1, første afsnit, litra c), i forordning (EU)
2019/2033 kan den kompetente myndighed i et investeringsselskabs hjemland anmode den kompetente
myndighed i et clearingmedlems hjemland om oplysninger vedrørende den margenmodel og de parame-
tre, der er anvendt ved beregning af det pågældende investeringsselskabs margenkrav.
7. EBA udarbejder i samråd med ESMA udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, der
præciserer kravene til den type og art oplysninger, som er omhandlet i stk. 1 og 2.
Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i første afsnit omhandle-
de reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1093/2010.
8. EBA udarbejder i samråd med ESMA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for
at fastlægge standardformularer, ‐modeller og ‐procedurer til brug for kravene vedrørende udveksling af
oplysninger med henblik på at lette tilsynet med investeringsselskaber.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
131
9. EBA forelægger senest den 26. juni 2021 Kommissionen de i stk. 7 og 8 omhandlede udkast til
tekniske standarder.
Artikel 14
Kontrol på stedet og undersøgelsesbesøg hos filialer etableret i en anden medlemsstat
1. Hvis et investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i en anden medlemsstat, udøver virksomhed
gennem en filial, sikrer værtslandet, at hjemlandets kompetente myndigheder efter meddelelse herom
til værtslandets kompetente myndigheder selv eller gennem mellemmænd, som de bemyndiger hertil,
foretager kontrol på stedet af de oplysninger, der er omhandlet i artikel 13, stk. 1, og undersøger sådanne
filialer.
2. De kompetente myndigheder i værtslandet har med henblik på tilsyn, og hvis de finder det relevant af
hensyn til stabiliteten i det finansielle system i værtslandet, beføjelse til i enkelttilfælde at foretage kontrol
på stedet og undersøgelser af de aktiviteter, som filialer af investeringsselskaber udøver på deres område,
og kræve oplysninger fra en filial om dens aktiviteter.
Forud for sådan kontrol og sådanne undersøgelser hører værtslandets kompetente myndigheder straks de
kompetente myndigheder i hjemlandet.
Så hurtigt som muligt efter nævnte kontrol og undersøgelser meddeler de kompetente myndigheder i
værtslandet de kompetente myndigheder i hjemlandet de indhentede oplysninger og undersøgelsesresulta-
ter, som er relevante for risikovurderingen af det pågældende investeringsselskab.
Afdeling 2
Tavshedspligt og indberetningspligt
Artikel 15
Tavshedspligt og udveksling af fortrolige oplysninger
1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder og alle personer, der arbejder for eller har
arbejdet for disse kompetente myndigheder, herunder de personer, der er omhandlet i artikel 76, stk. 1, i
direktiv 2014/65/EU, er underlagt tavshedspligt med henblik på nærværende direktiv og forordning (EU)
2019/2033.
Fortrolige oplysninger, som sådanne kompetente myndigheder og personer modtager i forbindelse med
deres hverv, må kun videregives i summarisk eller samlet form, forudsat at enkeltstående investerings-
selskaber eller personer ikke kan identificeres, medmindre der er tale om tilfælde, der er omfattet af
strafferet.
Hvis et investeringsselskab er erklæret konkurs eller er genstand for tvangslikvidation, kan fortrolige
oplysninger, der ikke vedrører tredjemand, videregives under en civil retssag eller handelsretssag, hvis
sådan videregivelse er nødvendig for at gennemføre denne retssag.
2. De kompetente myndigheder anvender kun de fortrolige oplysninger, der er indsamlet, udvekslet eller
fremsendt i henhold til dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033, med henblik på at varetage deres
opgaver, navnlig med henblik på:
132
a) overvågning af de tilsynsmæssige krav i dette direktiv og i forordning (EU) 2019/2033
b) pålæggelse af sanktioner
c) indbringelse af kompetente myndigheders afgørelser for en højere administrativ myndighed
d) indbringelse for domstolene efter artikel 23.
3. Andre fysiske og juridiske personer og andre organer end de kompetente myndigheder, som modtager
fortrolige oplysninger i henhold til dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033, må kun anvende nævnte
oplysninger til de formål, som den kompetente myndighed udtrykkeligt har fastsat, eller i overensstem-
melse med national ret.
4. De kompetente myndigheder kan udveksle fortrolige oplysninger med henblik på stk. 2, kan
udtrykkeligt anføre, hvordan disse oplysninger skal behandles, og kan udtrykkeligt begrænse yderligere
fremsendelse af oplysningerne.
5. Den i stk. 1 omhandlede forpligtelse må ikke forhindre de kompetente myndigheder i at fremsende
fortrolige oplysninger til Kommissionen, når oplysningerne er nødvendige for, at Kommissionen kan
udøve sine beføjelser.
6. De kompetente myndigheder kan give EBA, ESMA, ESRB, medlemsstaternes centralbanker, Det
Europæiske System af Centralbanker (ESCB) og Den Europæiske Centralbank i deres egenskab af penge-
politiske myndigheder og, hvis det er relevant, offentlige myndigheder, der er ansvarlige for at føre tilsyn
med betalings- og afviklingssystemer, fortrolige oplysninger, hvis nævnte oplysninger er nødvendige, for
at de kan udføre deres opgaver.
Artikel 16
Samarbejdsaftaler med tredjelande om udveksling af oplysninger
De kompetente myndigheder samt og EBA og ESMA kan i overensstemmelse med artikel 33 i forordning
(EU) nr. 1093/2010 eller artikel 33 i forordning (EU) nr. 1095/2010, alt efter hvad der er relevant, med
henblik på at udføre deres tilsynsopgaver i henhold til dette direktiv eller til forordning (EU) 2019/2033
og for at udveksle oplysninger indgå samarbejdsaftaler med tilsynsmyndighederne i tredjelande samt med
myndigheder eller organer i tredjelande med ansvar for følgende opgaver, forudsat at de videregivne
oplysninger er omfattet af en tavshedspligt, der mindst svarer til den tavshedspligt, som er fastsat i artikel
15 i dette direktiv:
a) tilsyn med finansieringsinstitutter og finansielle markeder, herunder tilsyn med finansielle enheder, der
har tilladelse til at drive virksomhed som central modpart, hvis centrale modparter er anerkendt i henhold
til artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/201223)
b) likvidation og konkursbehandling af investeringsselskaber og lignende procedurer
c) tilsyn med organer, der beskæftiger sig med likvidation og konkursbehandling af investeringsselskaber
og lignende procedurer
d) lovpligtig revision af finansieringsinstitutter eller institutter, som forvalter garantiordninger
e) tilsyn med personer, der er ansvarlige for at foretage lovpligtig revision af finansieringsinstitutters
regnskaber
133
f) tilsyn med personer, der er aktive på markeder for emissionskvoter, for at sikre en konsolideret oversigt
over finansielle markeder og spotmarkeder
g) tilsyn med personer, der er aktive på markeder for landbrugsråvarederivater, for at sikre en konsolideret
oversigt over finansielle markeder og spotmarkeder.
Artikel 17
Pligter for personer, der er ansvarlige for kontrol af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber
Medlemsstaterne fastsætter, at en person, der er bemyndiget i henhold Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2006/43/EF24), og som i et investeringsselskab udfører de hverv, der er beskrevet i artikel 73 i di-
rektiv 2009/65/EF eller artikel 34 i direktiv 2013/34/EU, eller ethvert andet lovpligtigt hverv, har pligt til
straks at foretage indberetning til de kompetente myndigheder om ethvert forhold eller enhver beslutning
vedrørende nævnte investeringsselskab eller vedrørende en virksomhed, der har tætte forbindelser til dette
investeringsselskab, og som
a) udgør en væsentlig overtrædelse af de love eller administrative bestemmelser, der er vedtaget i
henhold til dette direktiv
b) kan påvirke investeringsselskabets fortsatte funktion eller
c) kan føre til nægtelse af revisionspåtegning eller fremsættelse af forbehold.
Afdeling 3
Sanktioner, undersøgelsesbeføjelser og klageadgang
Artikel 18
Administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger
1. Uden at dette berører de kompetente myndigheders tilsynsbeføjelser som nævnt i dette direktivs
afsnit IV, kapitel 2, afdeling 4, herunder undersøgelsesbeføjelser og beføjelser til at pålægge afhjælpende
foranstaltninger, eller medlemsstaternes ret til at indføre og pålægge strafferetlige sanktioner, fastsætter
medlemsstaterne regler om administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger og sikrer,
at deres kompetente myndigheder har beføjelse til at pålægge sådanne sanktioner og foranstaltninger ved
overtrædelser af nationale bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, og forordning (EU) 2019/2033,
herunder hvis et investeringsselskab:
a) ikke råder over interne ledelsesordninger som omhandlet i artikel 26
b) i strid med artikel 54, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2019/2033 undlader at indberette oplysninger
til de kompetente myndigheder om opfyldelse af forpligtelsen til at opfylde kapitalgrundlagskravene i
nævnte forordnings artikel 11 eller giver ufuldstændige eller unøjagtige oplysninger
c) i strid med artikel 54, stk. 1, litra e), i forordning (EU) 2019/2033 undlader at indberette oplysninger til
de kompetente myndigheder om koncentrationsrisiko eller giver ufuldstændige eller unøjagtige oplysnin-
ger
d) udsætter sig for en koncentrationsrisiko, som overstiger grænseværdierne i artikel 37 i forordning (EU)
2019/2033, jf. dog artikel 38 og 39 i nævnte forordning
134
e) i strid med artikel 43 i forordning (EU) 2019/2033 gentagne gange eller konsekvent undlader at
besidde likvide aktiver, jf. dog artikel 44 i nævnte forordning
f) i strid med bestemmelserne i sjette del i forordning (EU) 2019/2033 undlader at afgive oplysninger
eller afgiver ufuldstændige eller unøjagtige oplysninger
g) foretager udbetalinger til indehavere af instrumenter, der indgår i investeringsselskabets kapitalgrund-
lag, i tilfælde, hvor artikel 28, 52 eller 63 i forordning (EU) nr. 575/2013 forbyder sådanne udbetalinger
til indehavere af instrumenter, der indgår i kapitalgrundlaget
h) er fundet ansvarligt for en alvorlig overtrædelse af nationale bestemmelser, der er vedtaget i henhold til
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/84925)
i) tillader en eller flere personer, der ikke overholder artikel 91 i direktiv 2013/36/EU, at blive eller
forblive medlem af ledelsesorganet.
Fastsætter medlemsstaterne ikke bestemmelser om administrative sanktioner for overtrædelser, der er
omfattet af national strafferet, meddeler de Kommissionen de relevante strafferetlige bestemmelser.
De administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger skal være effektive, stå i rimeligt
forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
2. De administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, som er omhandlet i stk. 1,
første afsnit, skal omfatte følgende:
a) en offentlig erklæring, hvori nævnes den ansvarlige fysiske eller juridiske person eller det ansvar-
lige investeringsselskab, investeringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab og
overtrædelsens art
b) en afgørelse, hvori det pålægges den ansvarlige fysiske eller juridiske person at bringe den udviste
handlemåde til ophør og at afholde sig fra at gentage denne handlemåde
c) et midlertidigt forbud mod varetagelse af hverv i investeringsselskaber, som pålægges medlemmer
af det pågældende investeringsselskabs ledelsesorgan eller en hvilken som helst anden fysisk
person, der anses for at være ansvarlig
d) for juridiske personer administrative økonomiske sanktioner på op til 10 % af det pågældende
selskabs samlede årlige nettoomsætning i det foregående regnskabsår, herunder bruttoindkomsten
bestående af renteindtægter og tilsvarende indtægter, indtægter fra aktier og andre værdipapirer
med variabelt eller fast afkast samt gebyrer og provisionsindtægter
e) for juridiske personer administrative økonomiske sanktioner på op til det dobbelte af den fortje-
neste, der er opnået, eller af det tab, der er undgået som følge af overtrædelsen, såfremt denne
fortjeneste eller dette tab kan beregnes
f) for fysiske personer administrative økonomiske sanktioner på op til 5 000 000 EUR eller i
medlemsstater, der ikke har euro som valuta, den tilsvarende værdi i national valuta den 25.
december 2019.
Hvis det i første afsnit, litra d), omhandlede selskab er et datterselskab, er den relevante bruttoindkomst
den bruttoindkomst, som fremgår af det øverste moderselskabs konsoliderede regnskab for det foregående
regnskabsår.
Medlemsstaterne sikrer, at den kompetente myndighed i tilfælde af et investeringsselskabs overtrædel-
se af nationale bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, eller bestemmelserne i forordning (EU)
135
2019/2033 kan anvende administrative sanktioner over for medlemmerne af ledelsesorganet og over for
andre fysiske personer, som i henhold til national ret er ansvarlige for overtrædelsen.
3. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder ved valget af arten af administrative
sanktioner eller andre administrative foranstaltninger som omhandlet i stk. 1 og fastsættelse af størrelsen
af administrative økonomiske sanktioner tager højde for alle relevante omstændigheder, herunder i givet
fald:
a) overtrædelsens grovhed og varighed
b) graden af ansvar hos de fysiske eller juridiske personer, der er ansvarlige for overtrædelsen
c) den finansielle styrke hos de fysiske eller juridiske personer, der er ansvarlige for overtrædelsen,
herunder juridiske personers samlede omsætning eller fysiske personers årsindkomst
d) størrelsen af den fortjeneste, som de juridiske personer, der er ansvarlige for overtrædelsen, har
opnået, eller det tab, som de juridiske personer, der er ansvarlige for overtrædelsen, har undgået
e) eventuelle tab, som tredjeparter har lidt som følge af overtrædelsen
f) omfanget af samarbejdet med de relevante kompetente myndigheder
g) overtrædelser, som de fysiske eller juridiske personer, der er ansvarlige for overtrædelsen, tidligere
har begået
h) enhver potentiel systemisk følge af overtrædelsen.
Artikel 19
Undersøgelsesbeføjelser
Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har alle de informationsindsamlings- og undersø-
gelsesbeføjelser, som er nødvendige for, at de kan varetage deres opgaver, herunder:
a) beføjelse til at kræve, at følgende fysiske eller juridiske personer giver oplysninger om:
i) investeringsselskaber, der er etableret i den berørte medlemsstat
ii) investeringsholdingselskaber, der er etableret i den berørte medlemsstat
iii) blandede finansielle holdingselskaber, der er etableret i den berørte medlemsstat
iv) holdingselskaber med blandede aktiviteter, der er etableret i den berørte medlemsstat
v) personer, som tilhører de enheder, der er omhandlet i nr. i)-iv)
vi) tredjeparter, som de enheder, der er omhandlet i nr. i)-iv), har outsourcet driftsmæssige
funktioner eller aktiviteter til
b) beføjelse til at foretage alle nødvendige undersøgelser af alle de personer, der er omhandlet i litra
a), som er etableret i eller befinder sig i den berørte medlemsstat, herunder:
i) til at kræve forelæggelse af dokumenter fra de i litra a) omhandlede personer
ii) til at undersøge regnskaber og registre tilhørende de i litra a) omhandlede personer og til at
tage kopier eller uddrag af disse regnskaber og registre
iii) til at indhente skriftlige eller mundtlige redegørelser fra de i litra a) omhandlede personer
eller fra deres repræsentanter eller personale
iv) til at udspørge enhver anden relevant person med det formål at indsamle oplysninger om
undersøgelsens genstand
c) beføjelse til at foretage alle nødvendige undersøgelser af forretningslokaler tilhørende de i litra
a) omhandlede juridiske personer og enhver anden virksomhed, der indgår i tilsynet med overhol-
delsen af koncernkapitaltesten, når en kompetent myndighed er den koncerntilsynsførende, med
forbehold af forudgående underretning af andre berørte kompetente myndigheder.
Artikel 20
136
Offentliggørelse af administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger
1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder på deres officielle websted uden ugrundet
ophold offentliggør alle administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, der er pålagt
i henhold til artikel 18, og som ikke er blevet appelleret eller ikke længere kan appelleres. Denne offent-
liggørelse skal omfatte oplysninger om typen og arten af overtrædelsen og navnet på den fysiske eller
juridiske person, som sanktionen pålægges, eller over for hvem foranstaltningen træffes. Oplysningerne
offentliggøres først, efter at nævnte person er blevet underrettet om sanktionerne eller foranstaltningerne,
og kun i det omfang, at offentliggørelsen er nødvendig og forholdsmæssig.
2. Når medlemsstater tillader offentliggørelse af administrative sanktioner eller andre administrative
foranstaltninger, der er pålagt i henhold til artikel 18, og som er blevet appelleret, offentliggør de
kompetente myndigheder også på deres officielle websted oplysninger om appelstatus og resultatet af
appellen.
3. I følgende tilfælde offentliggør de kompetente myndigheder de administrative sanktioner eller andre
administrative foranstaltninger, som er pålagt i henhold til artikel 18, i anonymiseret form:
a) Offentliggørelse af personoplysninger, såfremt sanktionen eller foranstaltningen er pålagt en
fysisk person, anses for at være uforholdsmæssig.
b) Offentliggørelse ville skade en igangværende strafferetlig efterforskning eller stabiliteten på de
finansielle markeder.
c) Offentliggørelse ville påføre de pågældende investeringsselskaber eller fysiske personer ufor-
holdsmæssig stor skade.
4. De kompetente myndigheder sikrer, at oplysninger, der offentliggøres i henhold til denne artikel, for-
bliver på deres officielle websted i mindst fem år. Personoplysninger må kun beholdes på den kompetente
myndigheds officielle websted, hvis det er tilladt i henhold til de gældende databeskyttelsesregler.
Artikel 21
Indberetning af sanktioner til EBA
De kompetente myndigheder underretter EBA om administrative sanktioner og andre administrative
foranstaltninger, der pålægges i henhold til artikel 18, om enhver appel vedrørende disse sanktioner
og andre administrative foranstaltninger og om resultaterne heraf. EBA opretholder udelukkende en
central database over administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, der indberettes
til den, med henblik på udveksling af oplysninger mellem kompetente myndigheder. Kun de kompetente
myndigheder og ESMA har adgang til databasen, og den skal ajourføres regelmæssigt og mindst hvert år.
EBA opretholder et websted med link til hver kompetent myndigheds offentliggørelse af administrative
sanktioner og andre administrative foranstaltninger pålagt i overensstemmelse med artikel 18 og angiver,
hvor længe hver medlemsstat offentliggør administrative sanktioner og andre administrative foranstaltnin-
ger.
Artikel 22
Indberetning af overtrædelser
137
1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder indfører effektive og pålidelige mekanismer
for at muliggøre omgående indberetning af potentielle eller faktiske overtrædelser af nationale bestem-
melser, der gennemfører dette direktiv, og forordning (EU) 2019/2033 til de kompetente myndigheder.
Disse mekanismer skal omfatte følgende:
a) særlige procedurer for modtagelse, behandling og opfølgning af sådanne indberetninger, herunder
oprettelse af sikre kommunikationskanaler
b) passende beskyttelse af ansatte i investeringsselskaber, som indberetter overtrædelser begået i et
investeringsselskab, mod gengældelse, forskelsbehandling og andre former for uretfærdig behand-
ling fra investeringsselskabets side
c) beskyttelse af personoplysninger, både hvad angår personer, som indberetter overtrædelser, og fy-
siske personer, som angiveligt er ansvarlig for overtrædelser, i overensstemmelse med forordning
(EU) 2016/679
d) klare regler, som sikrer, at en person, der indberetter overtrædelser begået i et investeringsselskab,
i alle tilfælde garanteres fortrolighed, medmindre offentliggørelse af oplysninger kræves i henhold
til national ret som led i videre efterforskning eller efterfølgende administrative sager eller retssa-
ger.
2. Medlemsstaterne stiller krav om, at investeringsselskaber har passende procedurer, så deres ansatte
kan indberette overtrædelser internt gennem en særlig uafhængig kanal. Disse procedurer kan tilvejebrin-
ges af arbejdsmarkedets parter, forudsat at procedurerne sikrer samme beskyttelse som den i stk. 1, litra
b), c) og d), omhandlede.
Artikel 23
Klageadgang
Medlemsstaterne sikrer, at afgørelser og foranstaltninger, der træffes i medfør af forordning (EU)
2019/2033 eller i medfør af love og administrative bestemmelser vedtaget i overensstemmelse med dette
direktiv, kan påklages.
KAPITEL 2
Kontrolproces
Afdeling 1
Proces til vurdering af den interne kapitals tilstrækkelighed samt risiko
Artikel 24
Intern kapital og likvide aktiver
1. Investeringsselskaber, der ikke opfylder betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes
forbundne investeringsselskaber fastsat i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033, skal have for-
svarlige, effektive og omfattende ordninger, strategier og processer for løbende vurdering og opretholdel-
se af en intern kapital og likvide aktiver af en størrelse, type og fordeling, som de anser for tilstrækkelige
til at dække arten og omfanget af de risici, som de kan udgøre for andre, og som investeringsselskaberne
selv er eller kan blive eksponeret mod.
138
2. De ordninger, strategier og processer, der er omhandlet i stk. 1, skal være passende og stå i et rimeligt
forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af de pågældende investeringsselskabers virksomhed. De
skal underkastes regelmæssig intern kontrol.
De kompetente myndigheder kan anmode investeringsselskaber, der opfylder betingelserne for klassifice-
ring som små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber fastsat i artikel 12, stk. 1, i forordning
(EU) 2019/2033, om at anvende kravene i nærværende artikel i det omfang, som de kompetente myndig-
heder finder hensigtsmæssigt.
Afdeling 2
Intern ledelse, gennemsigtighed, behandling af risici og aflønning
Artikel 25
Anvendelsesområde for denne afdeling
1. Denne afdeling finder ikke anvendelse, hvis et investeringsselskab på grundlag af artikel 12, stk. 1, i
forordning (EU) 2019/2033 fastslår, at det opfylder alle betingelserne for klassificering som små og ikke
indbyrdes forbundne investeringsselskaber fastsat heri.
2. Hvis et investeringsselskab, der ikke har opfyldt alle betingelserne i artikel 12, stk. 1, i forordning
(EU) 2019/2033, efterfølgende opfylder disse betingelser, ophører anvendelsen af denne afdeling efter
en periode på seks måneder fra den dato, hvor disse betingelser er opfyldt. Denne afdeling ophører kun
med at finde anvendelse på et investeringsselskab efter denne periode, hvis investeringsselskabet i denne
periode fortsat har opfyldt de betingelser, der er fastsat i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033,
uden afbrydelse og har underrettet den kompetente myndighed herom.
3. Hvis et investeringsselskab fastslår, at det ikke længere opfylder alle de betingelser, der er fastsat i
artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033, underretter det den kompetente myndighed og overholder
bestemmelserne i denne afdeling senest 12 måneder efter den dato, hvor vurderingen fandt sted.
4. Medlemsstaterne kræver, at investeringsselskaber anvender bestemmelserne i artikel 32 på aflønning
for ydede tjenester eller resultater i regnskabsåret efter det regnskabsår, hvor den i stk. 3 nævnte vurdering
fandt sted.
Når denne afdeling finder anvendelse, og artikel 8 i forordning (EU) 2019/2033 anvendes, sikrer med-
lemsstaterne, at denne afdeling anvendes på investeringsselskaber på individuelt niveau.
Når denne afdeling finder anvendelse, og artikel 7 i forordning (EU) 2019/2033 anvendes, sikrer med-
lemsstaterne, at denne afdeling anvendes på investeringsselskaber på individuelt og konsolideret niveau.
Uanset tredje afsnit finder denne afdeling ikke anvendelse på datterselskaber, der er medtaget i en
konsolideret situation, og som er etableret i tredjelande, hvis moderselskabet i Unionen over for de
kompetente myndigheder kan godtgøre, at anvendelse af denne afdeling er i strid med lovgivningen i det
tredjeland, hvor disse datterselskaber er etableret.
Artikel 26
Intern ledelse
139
1. Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber har robuste ledelsesordninger, herunder følgende:
a) en klar organisatorisk struktur med en veldefineret, gennemsigtig og konsekvent ansvarsfordeling
b) effektive procedurer til at identificere, styre, overvåge og indberette de risici, som investeringssel-
skaber er eller kan blive eksponeret mod, eller risici som de udgør eller kan udgøre for andre
c) fyldestgørende interne kontrolmekanismer, herunder forsvarlige administrative og regnskabsmæs-
sige procedurer
d) en aflønningspolitik og ‐praksis, som er i overensstemmelse med og fremmer en forsvarlig og
effektiv risikostyring.
Den i første afsnit, litra d), omhandlede aflønningspolitik og ‐praksis skal være kønsneutral.
2. Når de i stk. 1 omhandlede ordninger indføres, tages der hensyn til de kriterier, der er omhandlet i
artikel 28-33.
3. De i stk. 1 omhandlede ordninger skal være passende og stå i rimeligt forhold til arten, omfanget og
kompleksiteten af risiciene i forbindelse med investeringsselskabers forretningsmodel og aktiviteter.
4. EBA udsteder i samråd med ESMA retningslinjer for anvendelse af de i stk. 1 omhandlede
ledelsesordninger.
EBA udsteder i samråd med ESMA i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010
retningslinjer for kønsneutrale aflønningspolitikker for investeringsselskaber.
Inden for to år efter datoen for offentliggørelse af disse retningslinjer udsender EBA på grundlag af
de oplysninger, der indsamles af de kompetente myndigheder, en rapport om investeringsselskabers
anvendelse af kønsneutrale aflønningspolitikker.
Artikel 27
Rapportering per land
1. Medlemsstaterne stiller krav til investeringsselskaber, som har en filial eller et datterselskab, der
er et finansieringsinstitut som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 26), i forordning (EU) nr. 575/2013, i en
anden medlemsstat eller et andet tredjeland end den medlemsstat eller det tredjeland, hvor tilladelse til
investeringsselskabet er meddelt, om på årsbasis at offentliggøre følgende oplysninger pr. medlemsstat og
pr. tredjeland:
a) navn, aktiviteternes art og eventuelle datterselskabers og filialers beliggenhed
b) omsætning
c) antal ansatte i fuldtidsækvivalenter
d) resultat før skat
e) skat af resultatet
f) modtagne offentlige tilskud.
2. De oplysninger, der er nævnt i denne artikels stk. 1, revideres i overensstemmelse med direktiv
2006/43/EF og knyttes, når det er muligt, som bilag til årsregnskabet eller i givet fald det konsoliderede
årsregnskab for det pågældende investeringsselskab.
Artikel 28
Ledelsesorganets rolle ved risikostyring
140
1. Medlemsstaterne sikrer, at ledelsesorganet i et investeringsselskab godkender og regelmæssigt
gennemgår strategier og politikker for investeringsselskabets risikovillighed og for styring, overvågning
og begrænsning af risici, som investeringsselskabet er eller kan blive eksponeret mod, under hensyntagen
til det makroøkonomiske miljø og investeringsselskabets forretningscyklus.
2. Medlemsstaterne sikrer, at ledelsesorganet afsætter tilstrækkelig tid til at sikre korrekt behandling af
de i stk. 1 omhandlede forhold, og at det afsætter tilstrækkelige ressourcer til styring af alle væsentlige
risici, som investeringsselskabet er eksponeret mod.
3. Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber indfører rapporteringsveje til ledelsesorganet for alle
væsentlige risici og for alle risikostyringspolitikker og eventuelle ændringer heraf.
4. Medlemsstaterne stiller krav om, at alle investeringsselskaber, der ikke opfylder kriterierne i artikel
32, stk. 4, litra a), nedsætter et risikoudvalg sammensat af medlemmer af ledelsesorganet, som ikke
varetager en ledelsesfunktion i det pågældende investeringsselskab.
Medlemmerne af det i første afsnit omhandlede risikoudvalg skal have passende kendskab, faglig kompe-
tence og ekspertise til fuldt ud at forstå, håndtere og overvåge investeringsselskabets risikostrategi og
risikovillighed. De sikrer, at risikoudvalget rådgiver ledelsesorganet om investeringsselskabets overordne-
de nuværende og fremtidige risikovillighed og ‐strategi og bistår ledelsesorganet med at overvåge den
øverste ledelses gennemførelse af denne strategi. Ledelsesorganet bevarer det overordnede ansvar for
investeringsselskabets risikostrategier og ‐politikker.
5. Medlemsstaterne sikrer, at ledelsesorganet i dets tilsynsfunktion og ledelsesorganets risikoudvalg,
hvis et risikoudvalg er blevet nedsat, har adgang til oplysninger om de risici, som investeringsselskabet er
eller kan blive eksponeret mod.
Artikel 29
Behandling risici
1. De kompetente myndigheder sikrer, at investeringsselskaber råder over solide strategier, politikker,
processer og systemer for identifikation, måling, styring og overvågning af følgende:
a) væsentlige kilder til og virkninger af kunderisici og eventuel væsentlig indvirkning på kapital-
grundlaget
b) væsentlige kilder til og virkninger af markedsrisici og eventuel væsentlig indvirkning på kapital-
grundlaget
c) væsentlige kilder til og virkninger af investeringsselskabets risici, navnlig dem, der kan opsluge
det til rådighed værende kapitalgrundlag
d) likviditetsrisikoen inden for relevante tidshorisonter, herunder samme dag, for at sikre, at investe-
ringsselskaber opretholder tilstrækkelige likvide midler, herunder for så vidt angår håndtering af
væsentlige risikokilder, jf. litra a), b) og c).
Strategierne, politikkerne, processerne og systemerne skal stå i rimeligt forhold til investeringsselskabers
kompleksitet, risikoprofil og arbejdsområde samt den risikotolerance, som ledelsesorganet har fastsat, og
afspejle investeringsselskabernes betydning i hver medlemsstat, hvor de udøver aktiviteter.
Med henblik på første afsnit, litra a), og andet afsnit skal de kompetente myndigheder tage hensyn til
national ret vedrørende adskillelse af kunders penge.
141
Med henblik på første afsnit, litra a), skal investeringsselskaber overveje at tegne en erhvervsansvarsfor-
sikring som et effektivt redskab i forbindelse med deres risikostyring.
Med henblik på første afsnit, litra c), omfatter væsentlige risikokilder for investeringsselskabet selv, hvis
det er relevant, væsentlige ændringer i bogført værdi af aktiver, herunder krav mod tilknyttede agenter,
sammenbrud hos kunder eller modparter, positioner i finansielle instrumenter, i fremmed valuta og i
råvarer samt forpligtelser over for ydelsesbaserede pensionsordninger.
Investeringsselskaber skal tage behørigt hensyn til enhver væsentlig indvirkning på kapitalgrundlaget, når
sådanne risici ikke er tilstrækkelig dækket af kapitalgrundlagskravene som beregnet i henhold til artikel
11 i forordning (EU) 2019/2033.
2. Er investeringsselskaber nødt til at afvikle eller indstille deres aktiviteter, stiller de kompetente
myndigheder krav om, at investeringsselskaber, under hensyntagen til deres forretningsmodellers og
‐strategiers levedygtighed og bæredygtighed, tager behørigt hensyn til krav og nødvendige ressourcer, der
er realistiske med hensyn til tidsramme og opretholdelse af kapitalgrundlag og likvide midler, under hele
forløbet med udtræden af markedet.
3. Uanset artikel 25 finder nærværende artikels stk. 1, litra a), c) og d), anvendelse på investeringssel-
skaber, som opfylder betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne investerings-
selskaber fastsat i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033.
4. Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel
58 som supplement til dette direktiv for at sikre, at investeringsselskabers strategier, politikker, processer
og systemer er solide. Kommissionen tager i denne forbindelse hensyn til udviklingen på de finansielle
markeder, navnlig fremkomst af nye finansielle produkter, udviklingen inden for regnskabsstandarder og
udvikling, som letter konvergens inden for tilsynspraksis.
Artikel 30
Aflønningsudvalg
1. Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber efterlever følgende principper, når de udformer og
anvender deres politik for aflønning af medarbejderkategorier, herunder den øverste ledelse, risikotagere,
medarbejdere med kontrolfunktioner og enhver medarbejder med en samlet løn, der mindst svarer til den
laveste løn til den øverste ledelse eller risikotagere, hvis arbejde har væsentlig indflydelse på investerings-
selskabets risikoprofil eller på de aktiver, som det forvalter:
a) Aflønningspolitikken er klart dokumenteret og står i rimeligt forhold til investeringsselskabets
størrelse, interne organisation og art samt til omfanget og kompleksiteten af dets aktiviteter.
b) Aflønningspolitikken er kønsneutral.
c) Aflønningspolitikken er i overensstemmelse med og fremmer en forsvarlig og effektiv risikosty-
ring.
d) Aflønningspolitikken er i overensstemmelse med investeringsselskabets forretningsstrategi og
målsætninger og tager også hensyn til de langsigtede virkninger af trufne investeringsbeslutnin-
ger.
e) Aflønningspolitikken omfatter foranstaltninger til undgåelse af interessekonflikter, fremmer an-
svarlig forretningsadfærd og tilskynder til risikobevidsthed og forsigtig risikotagning.
f) Investeringsselskabets ledelsesorgan sørger i sin tilsynsfunktion for at fastlægge og med regel-
mæssige mellemrum revidere aflønningspolitikken og har overordnet ansvar for at føre tilsyn med
dens gennemførelse.
142
g) Gennemførelsen af aflønningspolitikken underkastes mindst en gang om året central og uafhæn-
gig intern kontrol fra kontrolfunktioners side.
h) De medarbejdere, der varetager kontrolfunktioner, arbejder uafhængigt af de afdelinger, som de
fører tilsyn med, har passende beføjelser og aflønnes i henhold til opnåelsen af de mål, der er
knyttet til deres funktioner, uanset resultaterne på de forretningsområder, som de kontrollerer.
i) Det i artikel 33 omhandlede aflønningsudvalg eller, hvis et sådant udvalg ikke er nedsat, ledelses-
organet i dets tilsynsfunktion fører direkte tilsyn med aflønningen af den øverste ledelse inden for
risikostyrings- og compliancefunktionerne.
j) Aflønningspolitikken skelner under hensyntagen til nationale bestemmelser om lønfastsættelse
klart mellem de kriterier, der lægges til grund for fastsættelse af følgende:
i) fast grundløn, som primært afspejler relevant erhvervserfaring og organisatorisk ansvar, jf.
den ansattes stillingsbeskrivelse som en del af ansættelsesvilkårene
ii) variabel løn, som afspejler bæredygtige og risikojusterede resultater for den ansatte samt
resultater ud over den ansattes stillingsbeskrivelse.
k) Den faste aflønningskomponent udgør en tilstrækkelig høj andel af den samlede løn, således at der
kan føres en helt fleksibel politik for variable aflønningskomponenter, herunder mulighed for ikke
at betale variable aflønningskomponenter.
2. Medlemsstaterne sikrer med henblik på stk. 1, litra k), at investeringsselskaber fastsætter passende
forhold mellem den faste og den variable komponent af den samlede løn i deres aflønningspolitikker
under hensyntagen til investeringsselskabernes forretningsaktiviteter og dermed forbundne risici samt den
indflydelse, som de i stk. 1 omhandlede forskellige medarbejderkategorier har på selskabets risikoprofil.
3. Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber fastlægger og anvender de i stk. 1 omhandlede
principper på en måde, der svarer til deres størrelse og interne organisation og til arten, omfanget og
kompleksiteten af deres aktiviteter.
4. EBA udarbejder i samråd med ESMA udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at angive
passende kriterier for identifikation af medarbejderkategorier, hvis arbejde har væsentlig indflydelse på
investeringsselskabets risikoprofil, jf. denne artikels stk. 1. EBA og ESMA tager behørigt hensyn til
Kommissionens henstilling 2009/384/EF26) samt eksisterende retningslinjer for aflønning i henhold til
direktiv 2009/65/EF, 2011/61/EU og 2014/65/EU, og sigter mod at minimere afvigelser fra eksisterende
bestemmelser.
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den
26. juni 2021.
Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i første afsnit omhandle-
de reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1093/2010.
Artikel 31
Investeringsselskaber med ekstraordinær finansiel støtte fra det offentlige
Medlemsstaterne sikrer, at når et investeringsselskab modtager ekstraordinær finansiel støtte fra det
offentlige som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 28), i direktiv 2014/59/EU,
a) betaler investeringsselskabet ikke variabel aflønning til medlemmerne af ledelsesorganet
b) begrænses variabel aflønning til en del af nettoindtægterne, hvis variabel aflønning, der betales
til andre medarbejdere end medlemmer af ledelsesorganet, er uforenelig med opretholdelse af et
143
robust kapitalgrundlag i et investeringsselskab og rettidigt ophør af ekstraordinær finansiel støtte
til det fra det offentlige.
Artikel 32
Variabel aflønning
1. Medlemsstaterne sikrer, at eventuel variabel aflønning, som tildeles og betales af et investeringssel-
skab til de i artikel 30, stk. 1, omhandlede medarbejderkategorier, opfylder følgende krav på samme
betingelser som dem, der er fastsat i artikel 30, stk. 3:
a) Hvis den variable aflønning er resultatafhængig, baseres den samlede variable aflønning på en
kombination af en vurdering af den enkelte medarbejders og den pågældende forretningsenheds
resultater og investeringsselskabets samlede resultater.
b) Ved vurderingen af den enkelte medarbejders resultater tages der hensyn til såvel finansielle som
ikkefinansielle kriterier.
c) Den i litra a) omhandlede resultatvurdering baseres på en flerårig periode, hvor der tages hensyn
til investeringsselskabets forretningscyklus og forretningsrisici.
d) Den variable aflønning har ikke indvirkning på investeringsselskabets evne til at sikre et robust
kapitalgrundlag.
e) Garanteret variabel aflønning forekommer kun i forbindelse med nye medarbejdere og kun i det
første ansættelsesår, og når investeringsselskabet har et solidt kapitalgrundlag.
f) Godtgørelser, der kommer til udbetaling, hvis en ansættelseskontrakt opsiges før tid, afspejler
de resultater, som den pågældende medarbejder har opnået i en periode, og må ikke belønne
manglende resultater eller forseelser.
g) Lønpakker knyttet til kompensation eller buy-out fra kontrakter i forbindelse med tidligere be-
skæftigelse tilpasses investeringsselskabets langsigtede interesser.
h) Ved målingen af resultater, som lægges til grund for beregning af puljer af variabel aflønning,
tages der højde for alle typer af aktuelle og fremtidige risici samt kapitalomkostningerne og
likviditet, der kræves i henhold til forordning (EU) 2019/2033
i) Tildelingen af variable lønkomponenter i investeringsselskabet tager højde for alle typer af aktuel-
le og fremtidige risici.
j) Mindst 50 % af den variable aflønning består af følgende instrumenter:
i) aktier eller tilsvarende ejerskabsinteresser, afhængigt af det pågældende investeringssel-
skabs juridiske struktur,
ii) aktielignende instrumenter eller tilsvarende ikkelikvide instrumenter, afhængigt af det på-
gældende investeringsselskabs juridiske struktur,
iii) hybride kernekapitalinstrumenter eller supplerende kapitalinstrumenter eller andre instru-
menter, som fuldt ud kan konverteres til egentlige kernekapitalinstrumenter eller nedskri-
ves, og som i tilstrækkelig grad afspejler investeringsselskabets kreditkvalitet som going
concern
iv) ikkelikvide instrumenter, som afspejler instrumenterne i de forvaltede porteføljer.
k) Uanset litra j) kan de kompetente myndigheder, hvis et investeringsselskab ikke udsteder de i
nævnte litra anførte instrumenter, godkende anvendelse af alternative ordninger, der opfylder
samme formål.
l) Mindst 40 % af den variable aflønning udskydes i tre til fem år, alt efter hvad der er relevant,
afhængigt af investeringsselskabets forretningscyklus, arten af selskabets virksomhed, selskabets
risici og den pågældende medarbejders arbejdsopgaver, undtagen hvis den variable aflønning
udgør et meget stort beløb, i hvilket tilfælde mindst 60 % af den variable aflønning udskydes.
144
m) Op til 100 % af den variable aflønning reduceres, hvis investeringsselskabets finansielle resulta-
ter har været beskedne eller negative, herunder gennem ordninger vedrørende fradrags- eller
tilbagebetalingsprocedurer, der er omfattet af kriterier, som investeringsselskaber har fastsat, og
som navnlig vedrører situationer, hvor den pågældende medarbejder:
i) har deltaget i eller været ansvarlig for adfærd, der resulterede i betydelige tab for investe-
ringsselskabet
ii) ikke længere anses for at være egnet og hæderlig.
n) Skønsmæssige pensionsydelser er i overensstemmelse med investeringsselskabets forretnings-
strategi, målsætninger, værdier og langsigtede interesser.
2. Medlemsstaterne sikrer med henblik på stk. 1 følgende:
a) De i artikel 30, stk. 1, omhandlede personer benytter ikke personlige afdækningsstrategier eller
løn- og ansvarsrelaterede forsikringer til at underminere de principper, der er omhandlet i stk. 1.
b) Der betales ikke variabel løn gennem finansielle ordninger eller metoder, der gør det lettere at
undlade at overholde dette direktiv eller forordning (EU) 2019/2033.
3. De i stk. 1, litra j), omhandlede instrumenter skal med henblik på nævnte bestemmelse være
omfattet af en passende tilbageholdelsespolitik, der er udformet således, at den bringer personernes
incitamenter i overensstemmelse med investeringsselskabets og dets kreditorers og kunders langsigtede
interesser. Medlemsstaterne eller deres kompetente myndigheder kan pålægge begrænsninger med hensyn
til arten og udformningen af disse instrumenter eller forbyde anvendelse af visse instrumenter til variabel
aflønning.
Den i stk. 1, litra l), omhandlede udskydelse af variabel aflønning godtgøres ikke hurtigere end på pro
rata-basis.
For så vidt angår stk. 1, litra n), gælder det, at hvis en medarbejder forlader investeringsselskabet før
pensionsalderen, skal investeringsselskabet tilbageholde de skønsmæssigt fastsatte pensionsydelser i en
periode på fem år i form af instrumenter som omhandlet i litra j). Hvis en medarbejder når pensionsalde-
ren og går på pension, skal de skønsmæssigt fastsatte pensionsydelser betales til den pågældende i form af
instrumenter som omhandlet i litra j) efter en femårig tilbageholdelsesperiode.
4. Stk. 1, litra j) og l), og stk. 3, tredje afsnit, finder ikke anvendelse på:
a) investeringsselskaber, hvis værdi af balanceførte og ikkebalanceførte aktiver i gennemsnit udgør
100 mio. EUR eller derunder i den fireårsperiode, der ligger umiddelbart forud for det pågælden-
de regnskabsår
b) personer, hvis årlige variable aflønning ikke overstiger 50 000 EUR og ikke udgør mere end en
fjerdedel af vedkommendes samlede årlige aflønning.
5. Uanset stk. 4, litra a), kan en medlemsstat forhøje den deri nævnte tærskel, forudsat at investerings-
selskabet opfylder følgende kriterier:
a) investeringsselskabet er ikke et af de tre største investeringsselskaber med hensyn til den samlede
værdi af aktiver i den medlemsstat, hvor det er etableret
b) investeringsselskabet er ikke underlagt forpligtelser eller er underlagt forenklede forpligtelser
med hensyn til genopretnings- og afviklingsplanlægning i overensstemmelse med artikel 4 i
direktiv 2014/59/EU
c) størrelsen af investeringsselskabets balanceførte og ikkebalanceførte handelsbeholdningsaktivite-
ter er 150 mio. EUR eller derunder
d) størrelsen af investeringsselskabets balanceførte og ikkebalanceførte derivataktiviteter er 100
mio. EUR eller derunder
e) tærsklen overstiger ikke 300 mio. EUR, og
145
f) det er hensigtsmæssigt at forhøje tærsklen under hensyntagen til arten og omfanget af investe-
ringsselskabets aktiviteter, dets interne organisation og, hvis det er relevant, kendetegnene ved
den koncern, som det tilhører.
6. Uanset stk. 4, litra a), kan en medlemsstat sænke den i nævnte litra omhandlede tærskel, forudsat
at det er hensigtsmæssigt at gøre dette under hensyntagen til arten og omfanget af investeringsselskabets
aktiviteter, dets interne organisation og, hvis det er relevant, kendetegnene ved den koncern, som det
tilhører.
7. Uanset stk. 4, litra b), kan en medlemsstat beslutte, at medarbejdere, som har ret til en årlig variabel
aflønning under den tærskel og andel, der er omhandlet i nævnte litra, ikke er omfattet af undtagelsen
heri på grund af særlige nationale markedsforhold med hensyn til aflønningspraksis eller som følge af
karakteren af disse medarbejderes ansvarsområder og jobprofil.
8. EBA udarbejder i samråd med ESMA udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at
angive, hvilke kategorier af instrumenter der opfylder betingelserne i stk. 1, litra j), nr. iii), og angive
mulige alternative ordninger, jf. stk. 1, litra k).
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den
26. juni 2021.
Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i første afsnit omhandle-
de reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1093/2010.
9. EBA vedtager i samråd med ESMA retningslinjer, som letter gennemførelsen af stk. 4, 5 og 6 og
sikrer konsekvent anvendelse heraf.
Artikel 33
Aflønningsudvalg
1. Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber, der ikke opfylder kriterierne i artikel 32, stk. 4,
litra a), nedsætter et aflønningsudvalg. Aflønningsudvalget skal have en ligelig kønsfordeling og foretage
et kompetent og uafhængigt skøn vedrørende aflønningspolitikker og ‐praksis samt incitamenter, der er
indført med henblik på risikostyring samt forvaltning af kapital og likviditet. Aflønningsudvalget kan
nedsættes på koncernniveau.
2. Medlemsstaterne sikrer, at aflønningsudvalget er ansvarligt for udarbejdelse af afgørelser vedrørende
aflønning, der skal træffes af ledelsesorganet, herunder afgørelser, som har konsekvenser for det pågæl-
dende investeringsselskabs risici og risikostyring. Formanden for og medlemmerne af aflønningsudvalget
skal være medlemmer af ledelsesorganet, som ikke varetager en ledelsesfunktion i det pågældende
investeringsselskab. Hvis arbejdstagerrepræsentation i ledelsesorganet er fastsat i national ret, skal afløn-
ningsudvalget omfatte en eller flere arbejdstagerrepræsentanter.
3. Når de i stk. 2 omhandlede afgørelser udarbejdes, tager aflønningsudvalget højde for offentlighedens
interesse samt aktionærernes, investorernes og andre interessenters langsigtede interesser i investerings-
selskabet.
Artikel 34
146
Tilsyn med aflønningspolitik
1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder indsamler oplysninger, der er offentliggjort
i overensstemmelse med artikel 51, stk. 1, litra c) og d), i forordning (EU) 2019/2033, samt oplysninger
fra investeringsselskaber om lønforskellen mellem mænd og kvinder og anvender disse oplysninger til at
benchmarke aflønningstendenser og ‑praksis.
De kompetente myndigheder forelægger EBA disse oplysninger.
2. EBA anvender de oplysninger, som den modtager fra de kompetente myndigheder i overensstemmel-
se med stk. 1 og 4, til at benchmarke aflønningstendenser og -praksis på EU-plan.
3. EBA udsteder i samråd med ESMA retningslinjer for anvendelse af forsvarlige aflønningspolitik-
ker. Disse retningslinjer skal mindst tage hensyn til de i artikel 30-33 omhandlede krav og de i henstilling
2009/384/EF omhandlede principper for forsvarlige aflønningspolitikker.
4. Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber giver de kompetente myndigheder oplysninger om
antallet af fysiske personer i hvert investeringsselskab, der aflønnes med 1 mio. EUR eller mere pr. regn-
skabsår, i lønrammer på 1 mio. EUR, herunder oplysninger om deres ansvarsområder, det pågældende
forretningsområde og hovedelementerne løn, bonus, langsigtede gratialer og pensionsbidrag.
Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber på anmodning giver de kompetente myndigheder de
samlede løntal for hvert medlem af ledelsesorganet eller den øverste ledelse.
De kompetente myndigheder sender de i første og andet afsnit omhandlede oplysninger til EBA, som
offentliggør dem i et fælles rapporteringsformat opdelt efter hjemland. EBA kan i samråd med ESMA
udstede retningslinjer for at lette gennemførelsen af dette stykke og sikre de indsamlede oplysningers
ensartethed.
Artikel 35
EBA-rapport om miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige risici
EBA udarbejder en rapport om indførelse af tekniske kriterier for eksponeringer mod aktiviteter, der i
væsentlig grad er forbundet med miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige (ESG) mål i forbindelse med
tilsynskontrol- og vurderingsprocessen med henblik på at vurdere de mulige risicis kilder virkninger for
investeringsselskaber, idet der tages hensyn til gældende EU-retsakter på området for ESG-klassificering.
Den i stk. 1 omhandlede EBA-rapport skal mindst omfatte:
a) en definition af ESG-risici, herunder fysiske risici og overgangsrisici i forbindelse med overgan-
gen til en mere bæredygtig økonomi, og herunder, hvad angår overgangsrisici, risici i forbindelse
med afskrivning af aktiver som følge af reguleringsmæssige ændringer, kvalitative og kvantitative
kriterier og målestokke, der er relevante for vurderingen af sådanne risici, samt en metode til
vurdering af muligheden for, at sådanne risici opstår på kort, mellemlang eller lang sigt, og mulig-
heden for, at sådanne risici får væsentlige finansielle konsekvenser for et investeringsselskab
b) en vurdering af muligheden for, at betydelige koncentrationer af specifikke aktiver øger ESG-risi-
ci, herunder fysiske risici og overgangsrisici for et investeringsselskab
c) en beskrivelse af de processer, ved hjælp af hvilke et investeringsselskab kan identificere, vurdere
og håndtere ESG-risici, herunder fysiske risici og overgangsrisici
147
d) de kriterier, parametre og målestokke, ved hjælp af hvilke tilsynsførende og investeringsselskaber
kan vurdere virkningen af kort-, mellem- og langsigtede ESG-risici med henblik på tilsynskontrol-
og vurderingsprocessen.
EBA forelægger Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen rapporten om sine resultater senest den
26. december 2021.
På grundlag af denne rapport kan EBA om nødvendigt vedtage retningslinjer for at indføre kriterier
vedrørende ESG-risici til tilsynskontrol- og vurderingsprocessen, som tager hensyn til resultaterne af den
i denne artikel nævnte EBA-rapport.
Afdeling 3
Tilsynskontrol- og vurderingsproces
Artikel 36
Tilsynskontrol og vurdering
1. De kompetente myndigheder fører, i det omfang det er relevant og nødvendigt under hensyntagen
til investeringsselskabers størrelse, risikoprofil og forretningsmodel, kontrol med de ordninger, strategier,
processer og mekanismer, som investeringsselskaber indfører for at efterkomme dette direktiv og forord-
ning (EU) 2019/2033, og vurderer følgende, hvis det er hensigtsmæssigt og relevant, for at sikre en
forsvarlig styring og dækning af deres risici:
a) de i artikel 29 omhandlede risici
b) den geografiske placering af investeringsselskabers eksponeringer
c) investeringsselskabers forretningsmodel
d) vurderingen af systemiske risici under hensyntagen til identifikationen og målingen af systemisk
risiko i henhold til artikel 23 i forordning (EU) nr. 1093/2010 eller ESRB-henstillinger
e) risiciene for investeringsselskabers net- og informationssystemers sikkerhed med henblik på at
sikre fortrolighed, integritet og tilgængelighed i forbindelse med deres processer, data og aktiver
f) investeringsselskabers eksponering mod renterisici som følge af aktiviteter uden for handelsbe-
holdningen
g) investeringsselskabers ledelsessystemer og ledelsesorganets medlemmers evne til at udføre deres
opgaver.
Med henblik på dette stykke tager de kompetente myndigheder behørigt hensyn til, hvorvidt investerings-
selskaber har en erhvervsansvarsforsikring.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder fastlægger hyppigheden og omfanget af
den kontrol og vurdering, der er omhandlet i stk. 1, under hensyntagen til størrelsen, arten, omfanget
og kompleksiteten af de pågældende investeringsselskaber og, hvis det er relevant, deres systemiske
betydning og under hensyntagen til proportionalitetsprincippet.
Kun hvis de kompetente myndigheder finder det nødvendigt på grund af de pågældende investeringssel-
skabers størrelse, art, omfang og kompleksitet beslutter de i hvert enkelt tilfælde, hvorvidt og hvordan
denne kontrol og vurdering skal foretages med hensyn til investeringsselskaber, der opfylder betingelser-
ne for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber fastsat i artikel 12, stk.
1, i forordning (EU) 2019/2033.
Med henblik på første afsnit skal der tages hensyn til national ret vedrørende adskillelse af kunders penge.
148
3. Ved førelsen af det tilsyn og foretagelsen af den vurdering, der er omhandlet i stk. 1, litra g), skal
de kompetente myndigheder have adgang til dagsordener, mødereferater og dokumenter i forbindelse
med møder i ledelsesorganet og dets udvalg samt resultaterne af den interne eller eksterne vurdering af
ledelsesorganets resultater.
4. Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel
58 for at supplere dette direktiv med henblik på at sikre, at investeringsselskabers ordninger, strategier,
processer og mekanismer sikrer en forsvarlig styring og dækning af deres risici. Kommissionen tager
i denne forbindelse hensyn til udviklingen på de finansielle markeder, navnlig fremkomsten af nye
finansielle produkter, udviklingen inden for regnskabsstandarder og udvikling, som letter konvergens
inden for tilsynspraksis.
Artikel 37
Løbende kontrol med tilladelse til at anvende interne modeller
1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder regelmæssigt og mindst hvert tredje år
kontrollerer investeringsselskabers opfyldelse af de krav til tilladelse til at anvende interne modeller, der
er omhandlet i artikel 22 i forordning (EU) 2019/2033. De kompetente myndigheder tager især hensyn
til ændringer i et investeringsselskabs virksomhed og anvendelse af nævnte interne modeller på nye
produkter og kontrollerer og vurderer, om investeringsselskabet anvender veludviklede og tidssvarende
teknikker og praksisser i forbindelse med nævnte interne modeller. De kompetente myndigheder sikrer,
at væsentlige mangler i et investeringsselskabs interne modeller med hensyn til risikodækning udbedres,
eller tager skridt til begrænsning af følgerne, herunder ved at stille krav om kapitaltillæg eller højere
multiplikationsfaktorer.
2. Hvis der for interne markedsrisikomodeller forekommer mange overskridelser, jf. artikel 366 i
forordning (EU) nr. 575/2013, der indikerer, at de interne modeller ikke er eller ikke længere er nøjagtige,
inddrager de kompetente myndigheder tilladelsen til anvendelse af de interne modeller eller pålægger
passende foranstaltninger for at sikre, at de interne modeller straks forbedres inden for en fastsat frist.
3. Hvis et investeringsselskab, som har fået tilladelse til at anvende interne modeller, ikke længere
opfylder kravene til anvendelse af disse interne modeller, stiller de kompetente myndigheder krav om, at
investeringsselskabet godtgør, at virkningen af den manglende opfyldelse er uvæsentlig, eller om, at det
forelægger en plan og en frist for opfyldelse af nævnte krav. De kompetente myndigheder stiller krav om,
at den forelagte plan forbedres, når det er usandsynligt, at planen fører til fuld opfyldelse af kravene, eller
når fristen ikke er passende.
Hvis det er usandsynligt, at investeringsselskabet vil opfylde kravene inden for den fastsatte frist, eller det
ikke på tilfredsstillende vis har godtgjort, at virkningen af den manglende opfyldelse er uvæsentlig, sikrer
medlemsstaterne, at de kompetente myndigheder inddrager tilladelsen til at anvende interne modeller eller
begrænser den til områder, hvor kravene opfyldes, eller områder, hvor kravene vil kunne opfyldes inden
for en passende frist.
4. EBA analyserer interne modeller på tværs af investeringsselskaber og analyserer, hvordan inve-
steringsselskaber, der anvender interne modeller, behandler lignende risici eller eksponeringer. EBA
underretter ESMA herom.
EBA udarbejder med henblik på at fremme en konsekvent og effektiv tilsynspraksis på basis af nævnte
analyse og i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 retningslinjer med
149
benchmarks for, hvordan investeringsselskaber skal anvende interne modeller, og hvordan disse interne
modeller skal anvendes på lignende risici eller eksponeringer.
Medlemsstaterne tilskynder de kompetente myndigheder til at tage hensyn til nævnte analyse og retnings-
linjer i forbindelse med den i stk. 1 omhandlede kontrol.
Afdeling 4
Tilsynsforanstaltninger og ‐beføjelser
Artikel 38
Tilsynsforanstaltninger
De kompetente myndigheder stiller krav om, at et investeringsselskab på et tidligt stadium træffer de
nødvendige foranstaltninger til at adressere følgende problemer:
a) et investeringsselskabet ikke opfylder kravene i dette direktiv eller i forordning (EU) 2019/2033
b) de kompetente myndigheder har dokumentation for, at et investeringsselskab sandsynligvis vil
overtræde de nationale bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, eller bestemmelserne i
forordning (EU) 2019/2033 inden for de næste 12 måneder.
Artikel 39
Tilsynsbeføjelser
1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder under varetagelsen af deres opgaver har de
nødvendige tilsynsbeføjelser til at kunne gribe ind i investeringsselskabers aktiviteter på en effektiv og
forholdsmæssig måde.
2. De kompetente myndigheder har med henblik på artikel 36, artikel 37, stk. 3, og artikel 38 samt
anvendelsen af forordning (EU) 2019/2033 følgende beføjelser:
a) at stille krav til investeringsselskaber om et kapitalgrundlag, der overstiger kravene i artikel 11 i
forordning (EU) 2019/2033 i de situationer, der er omhandlet i artikel 40 i dette direktiv, eller til
at tilpasse det kapitalgrundlag og de likvide aktiver, der stilles krav om i tilfælde af væsentlige
ændringer af de pågældende investeringsselskabers virksomhed
b) at stille krav om, at de ordninger, processer, mekanismer og strategier, der iværksættes i overens-
stemmelse med artikel 24 og 26, styrkes
c) at stille krav om, at investeringsselskaber inden for et år forelægger en plan for fornyet opfyldelse
af tilsynskravene i dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033, at fastsætte en frist for gennem-
førelse af denne plan og at stille krav om forbedringer af planen med hensyn til omfang og frist
d) at stille krav om, at investeringsselskaber anvender en bestemt hensættelsespolitik eller behand-
ling af aktiver for så vidt angår kapitalgrundlagskrav
e) at indføre restriktioner for eller begrænse investeringsselskabers virksomhed, transaktioner eller
netværk eller at stille krav om afhændelse af aktiviteter, der indebærer for stor risiko for et
investeringsselskabs finansielle soliditet
f) at stille krav om, at risikoen i forbindelse med investeringsselskabers aktiviteter, produkter og
systemer, herunder outsourcede aktiviteter, reduceres
150
g) at stille krav om, at investeringsselskaber begrænser variabel aflønning som en procentdel af
nettoindtægterne, når en sådan aflønning er uforenelig med opretholdelse af et robust kapital-
grundlag
h) at stille krav om, at investeringsselskaber anvender nettooverskud til at styrke kapitalgrundlaget
i) at stille krav om, at et investeringsselskab begrænser eller forbyder udlodninger eller rentebeta-
linger til aktionærer, selskabsdeltagere eller indehavere af hybride kernekapitalinstrumenter, hvis
en sådan begrænsning eller et sådant forbud ikke betragtes som misligholdelse fra investerings-
selskabets side
j) at indføre supplerende eller hyppigere indberetningskrav end dem, der er fastsat i dette direktiv
og i forordning (EU) 2019/2033, herunder indberetning af kapital- og likviditetspositioner
k) at pålægge særlige likviditetskrav i overensstemmelse med artikel 42
l) at stille yderligere oplysningskrav
m) at stille krav om, at investeringsselskaber begrænser risiciene for deres net- og informationssyste-
mers sikkerhed med henblik på at sikre fortrolighed, integritet og tilgængelighed i forbindelse
med deres processer, data og aktiver.
3. For så vidt angår stk. 2, litra j), må de kompetente myndigheder kun stille krav til investeringssel-
skaber om yderligere eller hyppigere indberetning, såfremt de oplysninger, der skal indberettes, ikke er
overlappende, og en af følgende betingelser er opfyldt:
a) En af tilfældene omhandlet i artikel 38, litra a) og b), foreligger.
b) Den kompetente myndighed anser det for nødvendigt at indhente den dokumentation, der er
omhandlet i artikel 38, litra b).
c) De yderligere oplysninger er påkrævede med henblik på den i artikel 36 omhandlede tilsynskon-
trol- og vurderingsproces.
Oplysninger anses for at være overlappende, hvis den kompetente myndighed allerede har de samme
eller i det væsentlige de samme oplysninger, hvis disse oplysninger kan frembringes af den kompetente
myndighed eller kan indhentes af samme kompetente myndighed med andre midler end et krav til
investeringsselskaber om at indberette dem. En kompetent myndighed må ikke stille krav om yderligere
oplysninger, hvis oplysningerne er tilgængelige for den kompetente myndighed i et andet format eller en
anden detaljeringsgrad end de yderligere oplysninger, som skal indberettes, og det andet format eller den
anden detaljeringsgrad ikke forhindrer den i at udarbejde oplysninger, som i det væsentlige er de samme.
Artikel 40
Yderligere kapitalgrundlagskrav
1. De kompetente myndigheder kan kun pålægge yderligere kapitalgrundlagskrav, jf. artikel 39, stk. 2,
litra a), hvis de på grundlag af kontrollen ifølge artikel 36 og 37 konstaterer en af følgende situationer for
et investeringsselskab:
a) Investeringsselskabet er eksponeret mod risici eller elementer af risici eller udgør risici for andre,
som er væsentlige, og som ikke er dækket eller ikke er tilstrækkeligt dækket af kapitalgrundlags-
kravet, navnlig K-faktorkravene, i tredje eller fjerde del i forordning (EU) 2019/2033
b) Investeringsselskabet opfylder ikke de i artikel 24 og 26 omhandlede krav, og andre tilsynsforan-
staltninger vil sandsynligvis ikke forbedre ordningerne, processerne, mekanismerne og strategier-
ne tilstrækkeligt inden for et passende tidsrum.
c) Justeringerne i forhold til den forsigtige værdiansættelse af handelsbeholdningen er ikke tilstræk-
kelige til at gøre det muligt for investeringsselskabet at sælge eller afdække sine positioner inden
for kort tid uden at lide væsentlige tab under normale markedsforhold.
151
d) Den kontrol, der foretages i overensstemmelse med artikel 37, viser, at den manglende opfyldelse
af kravene til anvendelse af de tilladte interne modeller sandsynligvis vil medføre et utilstrække-
ligt kapitalniveau.
e) Investeringsselskabet undlader gentagne gange at etablere eller opretholde et tilstrækkeligt niveau
for yderligere kapitalgrundlag, jf. artikel 41.
2. Med henblik på denne artikels stk. 1, litra a), betragtes risici eller elementer af risici kun som
ikke dækket eller ikke tilstrækkeligt dækket af kapitalgrundlagskravene i tredje og fjerde del i forord-
ning (EU) 2019/2033, hvis den kapital, der af den kompetente myndighed anses for tilstrækkelig efter
tilsynskontrollen af den vurdering, som investeringsselskaber har foretaget i overensstemmelse med dette
direktivs artikel 24, stk. 1, med hensyn til størrelse, type og fordeling ligger over kapitalgrundlagskravet
til investeringsselskaber i tredje eller fjerde del i forordning (EU) 2019/2033.
For så vidt angår første afsnit kan kapital, der anses for tilstrækkelig, omfatte risici eller elementer af
risici, som udtrykkeligt er udelukket fra kapitalgrundlagskravet i tredje eller fjerde del i forordning (EU)
2019/2033.
3. De kompetente myndigheder fastsætter niveauet for krævet yderligere kapitalgrundlag, jf. artikel 39,
stk. 2, litra a), som forskellen mellem den kapital, der anses for tilstrækkelig i henhold til stk. 2 i denne
artikel, og kapitalgrundlagskravet i tredje eller fjerde del i forordning (EU) 2019/2033.
4. De kompetente myndigheder stiller krav om, at investeringsselskaber opfylder det yderligere kapital-
grundlagskrav, der er omhandlet i artikel 39, stk. 2, litra a), med kapitalgrundlag på følgende betingelser:
a) Mindst tre fjerdedele af det yderligere kapitalkrav opfyldes med kernekapital.
b) Mindst tre fjerdedele af kernekapitalen skal bestå af egentlig kernekapital.
c) Dette kapitalgrundlag må ikke anvendes til at opfylde de kapitalgrundlagskrav, der er omhandlet i
artikel 11, stk. 1, litra a), b) og c), i forordning (EU) 2019/2033.
5. De kompetente myndigheder begrunder skriftligt deres beslutning om at pålægge yderligere kapital-
grundlagskrav, jf. artikel 39, stk. 2, litra a), ved at give en klar redegørelse for den fulde vurdering af de
elementer, der er omhandlet i stk. 1-4 i denne artikel. Dette omfatter i det tilfælde, der er anført i stk. 1,
litra d), i denne artikel, en specifik erklæring om, hvorfor den kapital, der er fastsat i overensstemmelse
med artikel 41, stk. 1, ikke længere anses for tilstrækkelig.
6. EBA udarbejder i samråd med ESMA udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at
præcisere, hvordan risici og elementer af risici som omhandlet i stk. 2 skal måles, herunder risici eller
elementer af risici, som udtrykkeligt er udelukket fra kapitalgrundlagskravene i tredje eller fjerde del i
forordning (EU) 2019/2033.
EBA sikrer, at udkastet til reguleringsmæssige tekniske standarder indeholder vejledende kvalitative
målestokke for det yderligere kapitalgrundlag, der er omhandlet i artikel 39, stk. 2, litra a), under
hensyntagen til de forskellige forretningsmodeller og retlige former, som investeringsselskaber kan have,
og at det er forholdsmæssigt i lyset af:
a) gennemførelsesbyrden for investeringsselskaber og kompetente myndigheder
b) muligheden for, at de større kapitalgrundlagskrav, som gælder, såfremt investeringsselskaber ikke
anvender interne modeller, begrunder pålæggelse af mindre kapitalgrundlagskrav, når risici og
elementer af risici vurderes i henhold til stk. 2.
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den
26. juni 2021.
152
Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i første afsnit omhandle-
de reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1093/2010.
7. De kompetente myndigheder kan pålægge et yderligere kapitalgrundlagskrav i henhold til stk. 1-6 for
investeringsselskaber, der opfylder betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne
investeringsselskaber fastsat i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033, på grundlag af en vurdering
fra sag til sag, og når de kompetente myndigheder finder det berettiget.
Artikel 41
Vejledning om yderligere kapitalgrundlag
1. Under hensyntagen til proportionalitetsprincippet og i forhold til størrelsen, den systemiske betyd-
ning, arten, omfanget og kompleksiteten af de aktiviteter, som udføres af investeringsselskaber, der ikke
opfylder betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber
fastsat i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033, kan de kompetente myndigheder stille krav om,
at sådanne investeringsselskaber har kapitalgrundlagsniveauer, som baseret på artikel 24 er tilstrækkeligt
meget større end kravene i tredje del i forordning (EU) 2019/2033 og i dette direktiv, herunder de yderli-
gere kapitalgrundlagskrav, der er omhandlet i artikel 39, stk. 2, litra a), for at sikre, at konjunkturudsving
ikke fører til manglende opfyldelse af disse krav eller bringer investeringsselskabernes mulighed for at
afvikle eller indstille aktiviteter på en velordnet måde i fare.
2. De kompetente myndigheder kontrollerer om nødvendigt det kapitalgrundlagsniveau, som de
enkelte investeringsselskaber, der ikke opfylder betingelserne for klassificering som små og ikke ind-
byrdes forbundne investeringsselskaber i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033, har fastsat
i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 1, og meddeler, hvis det er relevant, det berørte
investeringsselskab konklusionerne af denne kontrol, herunder en eventuel forventning om tilpasning af
det kapitalgrundlagsniveau, der er fastsat i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 1. En sådan
meddelelse skal indeholde en dato fastsat af den kompetente myndighed for, hvornår tilpasningen senest
skal være fuldført.
Artikel 42
Særlige likviditetskrav
1. De kompetente myndigheder pålægger kun de i dette direktivs artikel 39, stk. 2, litra k), omhand-
lede særlige likviditetskrav, hvis de på grundlag af kontrollen ifølge dette direktivs artikel 36 og 37
konkluderer, at investeringsselskaber, der ikke opfylder betingelserne for klassificering som små og ikke
indbyrdes forbundne investeringsselskaber i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033, eller som
opfylder betingelserne i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033, men som ikke er undtaget fra
likviditetskravet i overensstemmelse med artikel 43, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033, befinder sig i en
af følgende situationer:
a) Investeringsselskabet er eksponeret mod likviditetsrisiko eller elementer af likviditetsrisiko, som
er væsentlig og ikke er dækket eller ikke er tilstrækkeligt dækket af likviditetskravet i femte del i
forordning (EU) 2019/2033.
153
b) Investeringsselskabet opfylder ikke de i dette direktivs artikel 24 og 26 omhandlede krav, og
andre administrative foranstaltninger vil sandsynligvis ikke forbedre ordningerne, processerne,
mekanismerne og strategierne tilstrækkeligt inden for et passende tidsrum.
2. Med henblik på denne artikels stk. 1, litra a), betragtes likviditetsrisiko eller elementer af likviditets-
risiko kun som ikke dækket eller ikke tilstrækkeligt dækket af likviditetskravet i femte del i forordning
(EU) 2019/2033, hvis den likviditet, der af den kompetente myndighed anses for tilstrækkelig efter
tilsynskontrollen af den vurdering, som investeringsselskaber har foretaget i overensstemmelse med dette
direktivs artikel 24, stk. 1, med hensyn til størrelse og type ligger over likviditetskravet til investeringssel-
skabet i femte del i forordning (EU) 2019/2033.
3. De kompetente myndigheder fastsætter niveauet for det særlige likviditetskrav, jf. dette direktivs
artikel 39, stk. 2, litra k), som forskellen mellem den likviditet, der anses for tilstrækkelig i henhold til stk.
2 i denne artikel, og likviditetskravet i femte del i forordning (EU) 2019/2033.
4. De kompetente myndigheder stiller krav om, at investeringsselskaber opfylder det særlige likviditets-
krav, der er omhandlet i dette direktivs artikel 39, stk. 2, litra k), med likvide aktiver som fastsat i artikel
43 i forordning (EU) 2019/2033.
5. De kompetente myndigheder begrunder skriftligt deres beslutning om at pålægge et særligt likvidi-
tetskrav, jf. artikel 39, stk. 2, litra k), ved at give en klar redegørelse for den fulde vurdering af de
elementer, der er omhandlet i stk. 1-3 i denne artikel.
6. EBA udarbejder i samråd med ESMA udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for på en
måde, der er passende i forhold til investeringsselskabers størrelse, struktur og interne organisation og til
arten, omfanget og kompleksiteten af deres aktiviteter, at præcisere, hvordan den likviditetsrisiko og de
elementer af likviditetsrisiko, der er omhandlet i stk. 2, skal måles.
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den
26. juni 2021.
Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i første afsnit omhandle-
de reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1093/2010.
Artikel 43
Samarbejde med afviklingsmyndigheder
De kompetente myndigheder underretter de relevante afviklingsmyndigheder om ethvert krav om yderli-
gere kapitalgrundlag i henhold til nærværende direktivs artikel 39, stk. 2, litra a), for et investeringssel-
skab, der er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2014/59/EU, og om en eventuel forventning
om tilpasning som omhandlet i nærværende direktivs artikel 41, stk. 2, for så vidt angår et sådant
investeringsselskab.
Artikel 44
Offentliggørelseskrav
Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har beføjelser til:
154
a) at kræve, at investeringsselskaber, der ikke opfylder betingelserne for klassificering som små og
ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber fastsat i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU)
2019/2033, og investeringsselskaber som omhandlet i artikel 46, stk. 2, i forordning (EU)
2019/2033 offentliggør de oplysninger, der er omhandlet i artikel 46 i nævnte forordning, mere
end én gang om året, og at fastsætte frister for denne offentliggørelse
b) at kræve, at investeringsselskaber, der ikke opfylder betingelserne for klassificering som små og
ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber fastsat i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU)
2019/2033, og investeringsselskaber som omhandlet i artikel 46, stk. 2, i forordning (EU)
2019/2033 benytter bestemte medier og steder, navnlig investeringsselskabernes websteder, til
andre offentliggørelser end årsregnskaber
c) at kræve, at moderselskaber en gang om året enten i komplet form eller i form af henvisninger til
tilsvarende oplysninger offentliggør en beskrivelse af deres juridiske struktur og investeringssel-
skabskoncernens ledelsesstruktur og organisatoriske struktur i overensstemmelse med artikel 26,
stk. 1, i dette direktiv og artikel 10 i direktiv 2014/65/EU.
Artikel 45
Forpligtelse til at underrette EBA
1. De kompetente myndigheder underretter EBA om:
a) deres tilsynskontrol- og vurderingsproces, jf. artikel 36
b) den metode, som anvendes til de beslutninger, der er omhandlet i artikel 39, 40 og 41.
c) de niveauer for administrative sanktioner, som medlemsstaterne har fastsat, jf. artikel 18.
EBA videresender oplysningerne omhandlet i dette stykke til ESMA.
2. EBA vurderer i samråd med ESMA oplysningerne fra de kompetente myndigheder med henblik på at
udvikle konsekvens i tilsynskontrol- og vurderingsprocessen. EBA kan for at fuldføre sin vurdering efter
høring af ESMA anmode de kompetente myndigheder om yderligere oplysninger på en forholdsmæssig
måde og i overensstemmelse med artikel 35 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
EBA offentliggør de i stk. 1, første afsnit, litra c), omhandlede samlede oplysninger på sit websted.
EBA aflægger rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om graden af konvergens mellem medlemsstater-
nes anvendelse af dette kapitel. EBA foretager peerevalueringer i overensstemmelse med artikel 30 i
forordning (EU) nr. 1093/2010, hvis det er nødvendigt. EBA underretter ESMA om sådanne peerevalue-
ringer.
EBA og ESMA udsteder i overensstemmelse med henholdsvis artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010
og artikel 16 i forordning (EU) nr. 1095/2010, alt efter hvad der er relevant, retningslinjer til de
kompetente myndigheder med henblik på yderligere præcisering på en måde, der svarer til investerings-
selskabers størrelse, struktur og interne organisation og til arten, omfanget og kompleksiteten af deres
aktiviteter, af de fælles procedurer for og metoder til den tilsynskontrol- og vurderingsproces, der er
omhandlet i stk. 1, og af vurderingen af behandlingen af de risici, der er omhandlet i dette direktivs artikel
29.
KAPITEL 3
Tilsyn med investeringsselskabskoncerner
155
Afdeling 1
Tilsyn med investeringsselskabskoncerner på konsolideret niveau og tilsyn med overholdelse af
koncernkapitaltesten
Artikel 46
Fastlæggelse af koncerntilsynsførende
1. Medlemsstaterne sikrer, at hvis moderselskabet for en investeringsselskabskoncern er et moderinve-
steringsselskab i Unionen, føres tilsyn på konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af koncernka-
pitaltesten af den kompetente myndighed for dette moderinvesteringsselskab i Unionen.
2. Medlemsstaterne sikrer, at hvis moderselskabet for et investeringsselskab er et moderinvestering-
sholdingselskab i Unionen eller et blandet finansielt moderholdingselskab i Unionen, føres tilsyn på
konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten af den kompetente myndighed
for dette investeringsselskab.
3. Medlemsstaterne sikrer, at hvis to eller flere investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse i to
eller flere medlemsstater, har det samme moderinvesteringsholdingselskab i Unionen eller det samme
blandede finansielle moderholdingselskab i Unionen, føres tilsyn på konsolideret niveau eller tilsyn med
overholdelse af koncernkapitaltesten af den kompetente myndighed for det investeringsselskab, der er
meddelt tilladelse i den medlemsstat, hvor investeringsholdingselskabet eller det blandede finansielle
holdingselskab er etableret.
4. Medlemsstaterne sikrer, at hvis moderselskaber til to eller flere investeringsselskaber, der er meddelt
tilladelse i to eller flere medlemsstater, består af mere end ét investeringsholdingselskab eller blandet
finansielt holdingselskab med hovedkontorer i forskellige medlemsstater, og der er et investeringsselskab
i hver af disse medlemsstater, føres tilsyn på konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af
koncernkapitaltesten af den kompetente myndighed for investeringsselskabet med den største samlede
balancesum.
5. Medlemsstaterne sikrer, at hvis to eller flere investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse i
Unionen, har det samme investeringsholdingselskab i Unionen eller blandede finansielle holdingselskab
i Unionen som moderselskab, og ingen af disse investeringsselskaber er meddelt tilladelse i den medlems-
stat, hvor investeringsholdingselskabet eller det blandede finansielle holdingselskab er etableret, føres
tilsyn på konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten af den kompetente
myndighed for investeringsselskabet med den største samlede balancesum.
6. De kompetente myndigheder kan efter fælles aftale undlade at anvende kriterierne i stk. 3, 4 og
5, hvis det under hensyntagen til de pågældende investeringsselskaber og omfanget af deres aktiviteter i
de relevante medlemsstater ikke ville være hensigtsmæssigt at anvende dem med henblik på et effektivt
tilsyn på konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten, og udpege en anden
kompetent myndighed til at føre tilsyn på konsolideret niveau eller at føre tilsyn med overholdelse af
koncernkapitaltesten. I så fald giver de kompetente myndigheder, inden de træffer en sådan afgørelse, mo-
derinvesteringsholdingselskabet i Unionen eller det blandede finansielle moderholdingselskab i Unionen
eller investeringsselskabet med den største samlede balancesum, alt efter hvad der er relevant, lejlighed til
at udtale sig om nævnte tilsigtede afgørelse. De kompetente myndigheder underretter Kommissionen og
EBA om en sådan afgørelse.
156
Artikel 47
Oplysningskrav i nødsituationer
Opstår en nødsituation, herunder en situation som beskrevet i artikel 18 i forordning (EU) nr. 1093/2010
eller en situation med negativ udvikling på markederne, som potentielt kan bringe markedslikviditeten
og stabiliteten i det finansielle system i fare i en af de medlemsstater, hvor enheder i en investeringssel-
skabskoncern er meddelt tilladelse, skal den koncerntilsynsførende, der er fastlagt i henhold til dette
direktivs artikel 46, så hurtigt som praktisk muligt med forbehold af dette afsnits kapitel 1, afdeling 2,
underrette EBA, ESRB og eventuelle relevante kompetente myndigheder og meddele alle oplysninger,
der er nødvendige for, at de kan udføre deres opgaver.
Artikel 48
Tilsynskollegier
1. Medlemsstaterne sikrer, at den koncerntilsynsførende, der er fastlagt i henhold til dette direktivs
artikel 46, om nødvendigt kan oprette tilsynskollegier for at lette udførelsen af de i denne artikel om-
handlede opgaver og sikre koordinering og samarbejde med relevante tredjelandes tilsynsmyndigheder,
navnlig hvis det er nødvendigt med henblik på anvendelse af artikel 23, stk. 1, første afsnit, litra c), og
artikel 23, stk. 2, i forordning (EU) 2019/2033 til at udveksle og ajourføre relevante oplysninger om
margenmodellen med tilsynsmyndighederne for kvalificerende centrale modparter.
2. Tilsynskollegier fastlægger rammer for den koncerntilsynsførendes, EBA᾽s og de andre kompetente
myndigheders udførelse af følgende opgaver:
a) de opgaver, der er omhandlet i artikel 47
b) koordineringen af anmodninger om oplysninger, hvis det er nødvendigt for at lette tilsyn på
konsolideret niveau, jf. artikel 7 i forordning (EU) 2019/2033
c) koordineringen af anmodninger om oplysninger i tilfælde, hvor flere kompetente myndigheder
for investeringsselskaber, der er en del af samme koncern, har behov for enten at anmode den
kompetente myndighed i et clearingmedlems hjemland eller den kompetente myndighed for den
kvalificerende centrale modpart om oplysninger vedrørende den margenmodel og de parametre,
der anvendes til beregning af de relevante investeringsselskabers margenkrav
d) udveksling af oplysninger mellem alle kompetente myndigheder og med EBA i overensstemmel-
se med artikel 21 i forordning (EU) nr. 1093/2010 og med ESMA i overensstemmelse med artikel
21 i forordning (EU) nr. 1095/2010
e) opnåelse af enighed om frivillig delegering af opgaver og ansvar mellem kompetente myndighe-
der, hvis det er relevant
f) forøgelse af effektiviteten af tilsyn ved at søge at undgå unødvendig gentagelse af tilsynskrav.
3. Der kan også, hvis det er relevant, oprettes tilsynskollegier, hvis datterselskaber i en investeringssel-
skabskoncern, hvis moderskab er et investeringsselskab i Unionen, et moderinvesteringsholdingselskab i
Unionen eller et blandet finansielt moderholdingselskab i Unionen, er beliggende i et tredjeland.
4. EBA deltager i overensstemmelse med artikel 21 i forordning (EU) nr. 1093/2010 i tilsynskollegiers
møder.
5. Følgende myndigheder er medlemmer af tilsynskollegier:
157
a) de kompetente myndigheder, som er ansvarlige for at føre tilsyn med datterselskaber i en inve-
steringsselskabskoncern, hvis moderselskab er et investeringsselskab i Unionen, et moderinveste-
ringsholdingselskab i Unionen eller et blandet finansielt moderholdingselskab i Unionen
b) tredjelandes tilsynsmyndigheder, hvis det er relevant, med forbehold af fortrolighedskrav, der
efter alle de kompetente myndigheders opfattelse svarer til kravene i dette afsnits kapitel 1,
afdeling 2.
6. Den koncerntilsynsførende, der er fastlagt i henhold til artikel 46, varetager formandsposten på mø-
der i tilsynskollegiet og træffer beslutninger. Nævnte koncerntilsynsførende holder forud for afholdelsen
af møder alle medlemmerne af tilsynskollegiet fuldt underrettet om de vigtigste emner, der skal drøftes,
og de aktiviteter, der skal overvejes. Den koncerntilsynsførende holder også rettidigt alle medlemmer af
tilsynskollegiet fuldt underrettet om de beslutninger, der vedtages på nævnte møder, eller de foranstaltnin-
ger, der gennemføres.
Den koncerntilsynsførende tager hensyn til relevansen af den tilsynsaktivitet, der skal planlægges eller
koordineres af de myndigheder, som er omhandlet i stk. 5, når der vedtages beslutninger.
Oprettelse af tilsynskollegier og deres virkemåde formaliseres ved skriftlige bestemmelser.
7. I tilfælde af uenighed i en beslutning, som den koncerntilsynsførende har truffet om tilsynskollegiers
virkemåde, kan enhver berørt kompetent myndighed indbringe sagen for EBA og anmode om EBA᾽s
bistand i henhold til artikel 19 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
EBA kan også på eget initiativ i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i forordning (EU)
nr. 1093/2010 bistå de kompetente myndigheder i tilfælde af uenighed om tilsynskollegiers virkemåde
som omhandlet i nærværende artikel.
8. EBA udarbejder i samråd med ESMA udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for yderlige-
re at præcisere, på hvilke betingelser tilsynskollegier skal udføre de opgaver, der er omhandlet i stk. 1.
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den
26. juni 2021.
Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i første afsnit omhandle-
de reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1093/2010.
Artikel 49
Samarbejdskrav
1. Medlemsstaterne sikrer, at den koncerntilsynsførende og de kompetente myndigheder, der er om-
handlet i artikel 48, stk. 5, giver hinanden alle relevante oplysninger som krævet, herunder følgende:
a) angivelse af investeringsselskabskoncerners juridiske struktur og ledelsesstruktur, herunder
organisationsstruktur, omfattende alle regulerede og ikkeregulerede enheder, ikkeregulerede
datterselskaber samt moderselskaberne og af de kompetente myndigheder for de regulerede
enheder i investeringsselskabskoncerner
b) procedurer for indsamling af oplysninger fra investeringsselskaberne i en investeringsselskabs-
koncern og procedurer for kontrol af disse oplysninger
c) en eventuel negativ udvikling i investeringsselskaberne eller i andre enheder i en investeringssel-
skabskoncern, som kan påvirke disse investeringsselskaber i alvorlig grad
158
d) eventuelle væsentlige sanktioner og ekstraordinære foranstaltninger, som de kompetente myndig-
heder har pålagt eller truffet i overensstemmelse med nationale bestemmelser til gennemførelse
af dette direktiv
e) pålæggelse af specifikke kapitalgrundlagskrav i henhold til dette direktivs artikel 39.
2. De kompetente myndigheder og den koncerntilsynsførende kan indbringe spørgsmål for EBA, jf.
artikel 19, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1093/2010, hvis relevante oplysninger ikke er blevet meddelt i
henhold til stk. 1 uden unødigt ophold, eller hvis en anmodning om samarbejde, navnlig om udveksling af
relevante oplysninger, er blevet afvist eller ikke er besvaret inden for en rimelig frist.
EBA kan i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i forordning (EU) nr. 1093/2010 og på
eget initiativ bistå de kompetente myndigheder med at udvikle konsekvente samarbejdsformer.
3. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder hører hinanden om følgende, inden de
vedtager en afgørelse, som kan få indflydelse på andre kompetente myndigheders tilsynsopgaver:
a) ændringer i aktionær-, organisations- eller ledelsesstrukturen i investeringsselskaber i en investe-
ringsselskabskoncern, som kræver de kompetente myndigheders godkendelse eller tilladelse
b) væsentlige sanktioner, som de kompetente myndigheder har pålagt investeringsselskaber, eller
eventuelle andre ekstraordinære foranstaltninger, som disse myndigheder har truffet, og
c) særlige kapitalgrundlagskrav pålagt i henhold til artikel 39.
4. Den koncerntilsynsførende høres, hvis de kompetente myndigheder skal pålægge væsentlige sanktio-
ner eller træffe eventuelle andre ekstraordinære foranstaltninger som omhandlet i stk. 3, litra b).
5. Uanset stk. 3 er en kompetent myndighed ikke forpligtet til at høre andre kompetente myndigheder
i nødsituationer, eller hvis en sådan høring kan bringe effektiviteten af dens afgørelser i fare, og i så fald
underretter den kompetente myndighed uden ophold de andre berørte kompetente myndigheder om denne
beslutning om at undlade at foretage en høring.
Artikel 50
Verifikation af oplysninger vedrørende enheder beliggende i andre medlemsstater
1. Medlemsstaterne sikrer, at hvis en kompetent myndighed i en medlemsstat har behov for at verificere
oplysninger om investeringsselskaber, investeringsholdingselskaber, blandede finansielle holdingselska-
ber, finansieringsinstitutter, accessoriske servicevirksomheder, blandede holdingselskaber eller dattersel-
skaber, der er beliggende i en anden medlemsstat, herunder datterselskaber, som er forsikringsselskaber,
og fremsætter en anmodning herom, foretager de relevante kompetente myndigheder i denne anden
medlemsstat denne verifikation i overensstemmelse med stk. 2.
2. De kompetente myndigheder, som har modtaget en anmodning i henhold til stk. 1, skal gøre et af
følgende:
a) selv foretage verifikationen inden for rammerne af deres beføjelser
b) lade de kompetente myndigheder, der har fremsat anmodningen, foretage verifikationen
c) anmode en revisor eller anden sagkyndig om at foretage verifikationen upartisk og straks rappor-
tere resultaterne.
De kompetente myndigheder, der har fremsat anmodningen, kan med henblik på litra a) og c) deltage i
verifikationen.
Afdeling 2
159
Investeringsholdingselskaber, blandede finansielle holdingselskaber og blandede holdingselskaber
Artikel 51
Inddragelse af holdingselskaber i tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten
Medlemsstaterne sikrer, at investeringsholdingselskaber og blandede finansielle holdingselskaber inddra-
ges i tilsynet med overholdelse af koncernkapitaltesten.
Artikel 52
Ledelsens kvalifikationer
Medlemsstaterne stiller krav om, at medlemmerne af ledelsesorganet i et investeringsholdingselskab eller
et blandet finansielt holdingselskab har et tilstrækkeligt godt omdømme og besidder tilstrækkelig viden,
faglig kompetence og erfaring til effektivt at kunne udføre deres opgaver, idet der tages hensyn til et
investeringsholdingselskabs eller et blandet finansielt holdingselskabs særlige rolle.
Artikel 53
Holdingselskaber med blandede aktiviteter
1. Medlemsstaterne fastsætter, at hvis moderselskabet til et investeringsselskab er et blandet holdingsel-
skab, kan de kompetente myndigheder, som er ansvarlige for at føre tilsyn med investeringsselskabet:
a) stille krav om, at det blandede holdingselskab giver dem alle oplysninger, som kan være
relevante for tilsynet med nævnte investeringsselskab
b) føre tilsyn med transaktioner mellem investeringsselskabet og det blandede holdingselskab og
sidstnævntes datterselskaber og stille krav om, at investeringsselskabet råder over passende
risikostyringsprocedurer og interne kontrolmekanismer, herunder forsvarlige rapporterings- og
regnskabsprocedurer, med henblik på at identificere, opgøre, overvåge og kontrollere sådanne
transaktioner.
2. Medlemsstaterne fastsætter, at deres kompetente myndigheder kan foretage eller kan lade eksterne
tilsynsførende foretage kontrol på stedet af de oplysninger, der er modtaget fra blandede holdingselskaber
og deres datterselskaber.
Artikel 54
Sanktioner
I overensstemmelse med dette afsnits kapitel 2, afdeling 3, sikrer medlemsstaterne, at administrative
sanktioner eller andre administrative foranstaltninger, der har til formål at bringe overtrædelser af de
love og administrative bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, til ophør eller at afhjælpe eller at
gøre noget ved årsagerne til sådanne overtrædelser, kan pålægges investeringsholdingselskaber, blandede
finansielle holdingselskaber og blandede holdingselskaber eller deres reelle ledere.
Artikel 55
160
Vurdering af tredjelandes tilsyn og andre tilsynsmetoder
1. Medlemsstaterne sikrer, at hvis to eller flere investeringsselskaber, der er datterselskaber af samme
moderselskab, som har hovedkontor i et tredjeland, ikke er underlagt effektivt tilsyn på koncernniveau,
vurderer den kompetente myndighed, om investeringsselskaberne er underlagt tilsyn af tredjelandets
tilsynsmyndighed svarende til det tilsyn, som er omhandlet i dette direktiv og første del i forordning (EU)
2019/2033.
2. Hvis konklusionen af den i denne artikels stk. 1 omhandlede vurdering er, at et sådant tilsvarende
tilsyn ikke finder anvendelse, åbner medlemsstaterne mulighed for passende tilsynsmetoder, som opfyl-
der målene med tilsyn i overensstemmelse med artikel 7 eller 8 i forordning (EU) 2019/2033. Den
kompetente myndighed, der ville være den koncerntilsynsførende, hvis moderselskabet var etableret
i Unionen, træffer beslutning om disse tilsynsmetoder efter høring af de øvrige berørte kompetente
myndigheder. Eventuelle foranstaltninger truffet i henhold til dette stykke indberettes til de øvrige berørte
kompetente myndigheder, EBA og Kommissionen.
3. Den kompetente myndighed, der ville være den koncerntilsynsførende, hvis moderselskabet var
etableret i Unionen, kan navnlig stille krav om etablering af et investeringsholdingselskab eller blandet
finansielt holdingselskab i Unionen og anvende artikel 7 eller 8 i forordning (EU) 2019/2033 på dette
investeringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab.
Artikel 56
Samarbejde med tredjelandes tilsynsmyndigheder
Kommissionen kan enten efter anmodning fra en medlemsstat eller på eget initiativ forelægge henstillin-
ger til Rådet om forhandling af aftaler med et eller flere tredjelande vedrørende måder at føre tilsyn med
følgende investeringsselskabers overholdelse af koncernkapitaltesten på:
a) investeringsselskaber, hvis moderselskab har hovedkontor i et tredjeland
b) investeringsselskaber beliggende i tredjelande, hvis moderselskab har hovedkontor i Unionen.
AFSNIT V
DE KOMPETENTE MYNDIGHEDERS OFFENTLIGGØRELSER
Artikel 57
Offentliggørelseskrav
1. De kompetente myndigheder offentliggør samtlige følgende oplysninger:
a) ordlyden af de love, administrative bestemmelser og generelle retningslinjer, der er vedtaget i
deres medlemsstat i henhold til dette direktiv
b) den måde, hvorpå de i dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033 disponible valgmuligheder
og skøn udøves
c) de generelle kriterier og metoder, som de benytter i forbindelse med den tilsynskontrol og
vurdering, der er omhandlet i dette direktivs artikel 36
d) samlede statistiske data om centrale aspekter af gennemførelsen af dette direktiv og forordning
(EU) 2019/2033 i deres medlemsstat, herunder antallet og arten af tilsynsforanstaltninger, der
161
er truffet i overensstemmelse med dette direktivs artikel 39, stk. 2, litra a), og af administrative
sanktioner, der er pålagt i overensstemmelse med dette direktivs artikel 18.
2. De oplysninger, der offentliggøres i overensstemmelse med stk. 1, skal være tilstrækkeligt omfatten-
de og præcise til at muliggøre en meningsfuld sammenligning af anvendelsen af stk. 1, litra b), c) og d),
foretaget af de kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater.
3. Offentliggørelsen af oplysninger skal finde sted i et fælles format og regelmæssigt ajourføres. De skal
være tilgængelige på et enkelt elektronisk sted.
4. EBA udarbejder i samråd med ESMA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder
med henblik på at fastlægge format, struktur, indholdsfortegnelser og årlig offentliggørelsesdato for de
oplysninger, der er nævnt i stk. 1.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige
tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
5. EBA forelægger senest den 26. juni 2021 Kommissionen de i stk. 4 omhandlede udkast til
gennemførelsesmæssige tekniske standarder.
AFSNIT VI
DELEGEREDE RETSAKTER
Artikel 58
Udøvelse af de delegerede beføjelser
1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte
betingelser.
2. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 3, stk. 2, artikel 29, stk. 4, og artikel 36, stk.
4, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 25. december 2019.
3. Den i artikel 3, stk. 2, artikel 29, stk. 4, og artikel 36, stk. 4, omhandlede delegation af beføjelser kan
til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer
delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen
efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der
angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.
4. Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver
enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016
om bedre lovgivning.
5. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og
Rådet meddelelse herom.
6. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 3, stk. 2, artikel 29, stk. 4, og artikel 36, stk. 4,
træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist
på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis
Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at
162
de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets
initiativ.
AFSNIT VII
ÆNDRINGER AF ANDRE DIREKTIVER
Artikel 59
Ændring af direktiv 2002/87/EF
Artikel 2, nr. 7), i direktiv 2002/87/EF affattes således:
»7) »sektorregler«: EU-retsakter vedrørende tilsyn med regulerede enheder, navnlig Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (*1) og (EU) 2019/2033 (*2) og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF, 2013/36/EU (*3), 2014/65/EU (*4) og (EU)
2019/2033 (*5).
(*1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med
investeringsselskaber
(*2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med
investeringsselskaber
(*3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med
investeringsselskaber
(*4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med
investeringsselskaber
(*5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med
investeringsselskaber
Artikel 60
Ændring af direktiv 2009/65/EF
Artikel 7, stk. 1, litra a), nr. iii), i direktiv 2009/65/EF affattes således:
»iii) uanset det beløb, der følger af disse krav, må administrationsselskabets kapitalgrundlag på intet
tidspunkt være mindre end det beløb, der er fastsat i artikel 13 i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2019/2033 (6).
(6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn
med investeringsselskaber
Artikel 61
Ændring af direktiv 2011/61/EU
Artikel 9, stk. 5, i direktiv 2011/61/EU affattes således:
163
»5. Uanset stk. 3 må FAIF᾽ens kapitalgrundlag aldrig være mindre end det beløb, som er anført i artikel
13 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning EU 2019/2033 (*7).
(*7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med
investeringsselskaber
Artikel 62
Ændringer af direktiv 2013/36/EU
Direktiv 2013/36/EU ændres således:
1) Titlen affattes således:
»Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udø-
ve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter, om ændring af direktiv
2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF«.
2) Artikel 1 affattes således:
»Artikel 1
Genstand
Dette direktiv fastsætter regler vedrørende:
a) adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut
b) de kompetente myndigheders tilsynsbeføjelser og ‐redskaber til udøvelse af tilsyn med
kreditinstitutter
c) de kompetente myndigheders tilsyn med kreditinstitutter på en måde, som er forenelig med
de regler, der er fastsat i forordning (EU) nr. 575/2013
d) offentliggørelseskrav til de kompetente myndigheder på området for regulering af og tilsyn
med kreditinstitutter.«
3) I artikel 2 foretages følgende ændringer:
a) Stk. 2 og 3 udgår.
b) I stk. 5 udgår nr. 1).
c) Stk. 6 affattes således:
»6. De enheder, som er omhandlet i nærværende artikels stk. 5, nr. 3)-24), betragtes som
finansieringsinstitutter i forbindelse med artikel 34 og afsnit VII, kapitel 3.«
4) I artikel 3, stk. 1, udgår nr. 4).
5) Artikel 5 affattes således:
»Artikel 5
Samordning inden for medlemsstaterne
Medlemsstater med mere end én myndighed, der er beføjet til at udøve tilsyn med kreditinstitutter
og finansieringsinstitutter, træffer de fornødne foranstaltninger for at sørge for samordning mellem
sådanne myndigheder.«
6) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 8a
164
Specifikke krav til meddelelse af tilladelse til de kreditinstitutter, der er omhandlet i artikel 4, stk.
1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013
1. Medlemsstaterne stiller krav om, at de virksomheder, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra
b), i forordning (EU) nr. 575/2013, og som allerede er meddelt tilladelse i henhold til afsnit II i direktiv
2014/65/EU, indgiver en ansøgning om tilladelse i henhold til artikel 8 senest på den dato, hvor en af
følgende situationer indtræffer:
a) gennemsnittet af de samlede månedlige aktiver beregnet over en periode på 12 på hinanden
følgende måneder udgør eller overstiger 30 mia. EUR, eller
b) gennemsnittet af de samlede månedlige aktiver beregnet over en periode på 12 på hinanden
følgende måneder er mindre end 30 mia. EUR, og virksomheden er en del af en koncern, hvor
den samlede værdi af de konsoliderede aktiver i alle koncernens virksomheder, der enkeltvis har
samlede aktiver på under 30 mia. EUR, og som udfører aktiviteter som omhandlet i afsnit A,
punkt 3) og 6), i bilag I til direktiv 2014/65/EU, udgør eller overstiger 30 mia. EUR, begge
beregnet som et gennemsnit over en periode på 12 på hinanden følgende måneder.
2. De i nærværende artikels stk. 1 omhandlede virksomheder kan fortsat udføre de i artikel 4, stk. 1,
nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013 omhandlede aktiviteter, indtil de meddeles den tilladelse,
der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1.
3. Uanset nærværende artikels stk. 1 skal de i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning
(EU) nr. 575/2013 omhandlede virksomheder, som den 24. december 2019 udøver virksomhed som
investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i henhold til direktiv 2014/65/EU, ansøge om tilladelse i
henhold til nærværende direktivs artikel 8 senest den 27. december 2020.
4. Hvis en kompetent myndighed efter at have modtaget oplysningerne i overensstemmelse med
artikel 95a i direktiv 2014/65/EU beslutter, at en virksomhed skal meddeles tilladelse som kreditinsti-
tut i overensstemmelse med nærværende direktivs artikel 8, underretter den virksomheden og den
kompetente myndighed som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 26), i direktiv 2014/65/EU og overtager
proceduren for meddelelse af tilladelse fra datoen for denne underretning.
5. I tilfælde af fornyet meddelelse af tilladelse sikrer den kompetente myndighed, der meddeler
tilladelse, at processen er så strømlinet som muligt, og at oplysninger fra eksisterende tilladelser tages i
betragtning.
6. EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere:
a) hvilke oplysninger virksomheder skal give de kompetente myndigheder i en ansøgning om
tilladelse, herunder driftsplanen omhandlet i artikel 10
b) hvilken metode der skal anvendes til at beregne de i stk. 1 omhandlede tærskler.
Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i første afsnit, litra
a) og b), omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i
forordning (EU) nr. 1093/2010.
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den
26. december 2020.«
165
7) I artikel 18 indsættes følgende litra:
»aa) udelukkende anvender sin tilladelse til at udøve de i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i
forordning (EU) nr. 575/2013 omhandlede aktiviteter og i en periode på fem på hinanden
følgende år har gennemsnitlige samlede aktiver, der ligger under de i nævnte artikel
fastsatte tærskler«.
8) I artikel 20 foretages følgende ændringer:
a) Stk. 2 affattes således:
»2. EBA offentliggør på sit websted og ajourfører mindst en gang om året en liste over
navne på alle kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse.«
b) Følgende stykke indsættes:
»3a. Den i denne artikels stk. 2 omhandlede liste skal indeholde navnene på de virksom-
heder, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013,
og skal identificere disse kreditinstitutter som sådanne. Listen skal også angive eventuelle
ændringer i forhold til den tidligere udgave af listen.«
9) Artikel 21b, stk. 5, affattes således:
»5. I denne artikel gælder følgende:
a) Den samlede værdi af en tredjelandskoncerns aktiver i Unionen er summen af følgende:
i) den samlede værdi af aktiver tilhørende hvert af tredjelandskoncernens institutter
i Unionen ifølge dens konsoliderede balance eller det beløb, der følger af deres
enkelte balancer, hvis et instituts balance ikke er konsolideret, og
ii) den samlede værdi af aktiver tilhørende hver af tredjelandskoncernens filialer, som
er meddelt tilladelse i Unionen i henhold til dette direktiv, Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 (*8) eller direktiv 2014/65/EU.
b) Betegnelsen »institut« omfatter også investeringsselskaber.
(*8) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder
for finansielle instrumenter og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 173 af
12.6.2014, s. 84).«"
10) Afsnit IV udgår.
11) Artikel 51, stk. 1, første afsnit, affattes således:
»1. De kompetente myndigheder i et værtsland kan fremsætte anmodning til den konsolide-
rende tilsynsmyndighed i de tilfælde, hvor artikel 112, stk. 1, finder anvendelse, eller til de
kompetente myndigheder i hjemlandet om, at en filial af et kreditinstitut skal betragtes som
væsentlig.«
12) Artikel 53, stk. 2, affattes således:
»2. Stk. 1 må ikke forhindre de kompetente myndigheder i at udveksle oplysninger indbyrdes
eller videregive oplysninger til ESRB, EBA eller Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Euro-
pæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) (ESMA), som er oprettet ved Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 (*9), i overensstemmelse med dette direktiv,
forordning (EU) nr. 575/2013, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 (*10),
artikel 15 i forordning (EU) nr. 1092/2010, artikel 31, 35 og 36 i forordning (EU) nr. 1093/2010
samt artikel 31 og 36 i forordning (EU) nr. 1095/2010, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
166
(EU) 2019/2033 (*11) og andre direktiver gældende for kreditinstitutter. Disse oplysninger er
undergivet stk. 1.
(*9) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om
oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsyns-
myndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens
afgørelse 2009/77/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84)."
(*10) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om
tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010,
(EU) nr. 575/2013, (EU) nr. 600/2014 og (EU) nr. 806/2014 (EUT L 314 af 5.12.2019, s. 1)."
(*11) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsyn
med investeringsselskaber og om ændring af direktiv 2002/87/EF, 2009/65/EF, 2011/61/EU,
2013/36/EU, 2014/59/EU og 2014/65/EU (EUT L 314 af 5.12.2019, s. 64).«"
13) I artikel 66, stk. 1, indsættes følgende litra:
»aa) udøvelse af mindst én af de i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013
omhandlede aktiviteter og opfyldelse af den i nævnte artikel angivne tærskel uden at være
meddelt tilladelse som kreditinstitut«.
14) Artikel 76, stk. 5, sjette afsnit, udgår.
15) Artikel 86, stk. 11, affattes således:
»11. De kompetente myndigheder sikrer, at institutter råder over planer for genoprettelse af
likviditeten med passende strategier og gennemførelsesforanstaltninger til håndtering af eventu-
elle likviditetsmangler, herunder i forbindelse med filialer etableret i en anden medlemsstat. De
kompetente myndigheder sikrer, at disse planer afprøves af institutterne mindst en gang om
året, ajourføres på grundlag af resultatet af de alternative scenarier, jf. stk. 8, samt indberettes
til og godkendes af den øverste ledelse, så de interne politikker og processer kan tilpasses i
overensstemmelse hermed. Institutterne tager på forhånd nødvendige operationelle skridt for at
sikre, at planerne for genoprettelse af likviditeten straks kan gennemføres. Disse operationelle
skridt skal omfatte besiddelse af sikkerhed, som straks er til rådighed med henblik på central-
bankfinansiering. Dette omfatter besiddelse af sikkerhed i en anden medlemsstats valuta, hvis
det er nødvendigt, eller et tredjelands valuta, som de pågældende institutter har eksponeringer
over for, og hvis det er operationelt nødvendigt på et værtslands eller tredjelands område, hvis
valuta institutterne er eksponeret over for.«
16) Artikel 110, stk. 2, udgår.
17) Artikel 111 affattes således:
»Artikel 111
Fastlæggelse af den konsoliderende tilsynsmyndighed
1. Hvis moderselskabet er et moderkreditinstitut i en medlemsstat eller et moderkreditinstitut
i Unionen, udøves tilsyn på konsolideret niveau af den kompetente myndighed, der fører tilsyn
med dette moderkreditinstitut i en medlemsstat eller dette moderkreditinstitut i Unionen på
individuelt niveau.
167
Hvis et moderselskab er et moderinvesteringsselskab i en medlemsstat eller et moderinveste-
ringsselskab i Unionen, og hvis ingen af dets datterselskaber er et kreditinstitut, udøves tilsyn på
konsolideret niveau af den kompetente myndighed, der fører tilsyn med dette moderinvesterings-
selskab i medlemsstaten eller med moderinvesteringsselskabet i Unionen på individuelt niveau.
Hvis moderselskabet er et moderinvesteringsselskab i en medlemsstat eller et moderinvesterings-
selskab i Unionen, og mindst ét af dets datterselskaber er et kreditinstitut, udøves tilsyn på
konsolideret niveau af den kompetente myndighed for kreditinstituttet eller, hvis der er flere
kreditinstitutter, af den kompetente myndighed for kreditinstituttet med den største samlede
balancesum.
2. Hvis et kreditinstituts eller et investeringsselskabs moderselskab er et finansielt moder-
holdingselskab i en medlemsstat, et blandet finansielt moderholdingselskab i en medlemsstat,
et finansielt moderholdingselskab i Unionen eller et blandet finansielt moderholdingselskab i
Unionen, udøves tilsyn på konsolideret niveau af den kompetente myndighed, der fører tilsyn
med kreditinstituttet eller investeringsselskabet på individuelt niveau.
3. Hvis to eller flere kreditinstitutter eller investeringsselskaber, som har tilladelse i Unionen,
har samme finansielle moderholdingselskab i en medlemsstat, blandede finansielle moderhol-
dingselskab i en medlemsstat, finansielle moderholdingselskab i Unionen eller blandede finan-
sielle moderholdingselskab i Unionen, udøves tilsyn på konsolideret niveau af:
a) den kompetente myndighed for kreditinstituttet, hvis der kun er ét kreditinstitut i koncernen
b) den kompetente myndighed for kreditinstituttet med den største samlede balancesum, hvis der
er flere kreditinstitutter i koncernen
c) den kompetente myndighed for investeringsselskabet med den største samlede balancesum,
hvis koncernen ikke omfatter nogen kreditinstitutter.
4. Hvis konsolidering er påkrævet i henhold til artikel 18, stk. 3 eller 6, i forordning
(EU) nr. 575/2013, udøves tilsyn på konsolideret niveau af den kompetente myndighed for
kreditinstituttet med den største samlede balancesum eller, hvis koncernen ikke omfatter nogen
kreditinstitutter, af den kompetente myndighed for investeringsselskabet med den største samle-
de balancesum.
5. Uanset stk. 1, tredje afsnit, stk. 3, litra b), og stk. 4 er den konsoliderende tilsynsmyndighed,
såfremt en kompetent myndighed fører tilsyn på individuelt niveau med mere end ét kreditinsti-
tut i en koncern, den kompetente myndighed, som fører tilsyn på individuelt niveau med et eller
flere kreditinstitutter i koncernen, hvis den samlede balancesum for disse kreditinstitutter, som er
underlagt tilsyn, er højere end den samlede balancesum for de kreditinstitutter, som enhver anden
kompetent myndighed fører tilsyn med på individuelt niveau.
Uanset stk. 3, litra c), er den konsoliderende tilsynsmyndighed, såfremt en kompetent myndig-
hed fører tilsyn på individuelt niveau med mere end ét investeringsselskab inden for samme
koncern, den kompetente myndighed, som fører tilsyn på individuelt niveau med et eller flere
investeringsselskaber inden for koncernen med den højeste balancesum i alt.
6. I særlige tilfælde kan de kompetente myndigheder efter fælles aftale undlade at anvende
kriterierne i stk. 1, 3 og 4 og udpege en anden kompetent myndighed til at udøve tilsyn på
168
konsolideret niveau, hvis det vil være uhensigtsmæssigt at anvende kriterierne anført heri under
hensyntagen til de berørte kreditinstitutter eller investeringsselskaber og den relative betydning
af deres aktiviteter i de pågældende medlemsstater eller behovet for at sikre kontinuitet i den
samme kompetente myndigheds tilsyn på konsolideret niveau. I så fald har moderinstituttet
i Unionen, det finansielle moderholdingselskab i Unionen, det blandede finansielle moderhol-
dingselskab i Unionen eller kreditinstituttet eller investeringsselskabet med den største samlede
balancesum, alt efter hvad der er relevant, ret til at blive hørt, inden de kompetente myndigheder
træffer en beslutning.
7. De kompetente myndigheder underretter uden ophold Kommissionen og EBA om enhver
aftale, der falder ind under stk. 6.«
18) Artikel 114, stk. 1, første afsnit, affattes således:
»1. Hvis en nødsituation opstår, herunder en situation som beskrevet i artikel 18 i forordning
(EU) nr. 1093/2010 eller en situation med en negativ udvikling på markederne, som potentielt
kan bringe markedslikviditeten og stabiliteten i det finansielle system i fare i en af de med-
lemsstater, hvor enheder i en koncern er meddelt tilladelse, eller hvor væsentlige filialer som
omhandlet i artikel 51 er etableret, underretter den konsoliderende tilsynsmyndighed så hurtigt
som praktisk muligt, med forbehold af afsnit VII, kapitel 1, afdeling 2, i nærværende direktiv og
i givet fald afsnit IV, kapitel 1, afdeling 2, i direktiv (EU) 2019/2033, EBA og de i artikel 58, stk.
4, og artikel 59 omhandlede myndigheder og meddeler dem alle oplysninger, der er nødvendige
for, at de kan udføre deres opgaver. Disse forpligtelser finder anvendelse på alle kompetente
myndigheder.«
19 I artikel 116 foretages følgende ændringer:
a) Stk. 2 affattes således:
»2. De kompetente myndigheder, der deltager i tilsynskollegierne, og EBA arbejder
tæt sammen. Fortrolighedskravene i afsnit VII, kapitel 1, afdeling II, i dette direktiv og i
givet fald afsnit IV, kapitel 1, afdeling 2, i direktiv (EU) 2019/2033 må ikke forhindre de
kompetente myndigheder i at udveksle fortrolige oplysninger inden for tilsynskollegier. Op-
rettelse af tilsynskollegier og deres virkemåde må ikke berøre de kompetente myndigheders
rettigheder og ansvar i henhold til dette direktiv og forordning (EU) nr. 575/2013.«
b) Stk. 6, første afsnit, affattes således:
»6. De kompetente myndigheder med ansvar for tilsyn med datterselskaber af et mode-
rinstitut i Unionen, et finansielt moderholdingselskab i Unionen eller et blandet finansielt
moderholdingselskab i Unionen og de kompetente myndigheder i et værtsland, hvor væ-
sentlige filialer som omhandlet i artikel 51 er etableret, samt om nødvendigt ESCB-cen-
tralbanker og tredjelandes tilsynsmyndigheder, hvis det er relevant og med forbehold af
fortrolighedskrav, der efter alle de kompetente myndigheders opfattelse svarer til kravene i
afsnit VII, kapitel 1, afdeling II, i dette direktiv og i givet fald afsnit IV, kapitel 1, afdeling
2, i direktiv (EU) 2019/2033, kan deltage i tilsynskollegier.«
c) Stk. 9, første afsnit, affattes således:
»9. Den konsoliderende tilsynsmyndighed underretter med forbehold af fortrolighedskra-
vene i afsnit VII, kapitel 1, afdeling II, i dette direktiv og i givet fald afsnit IV, kapitel
1, afdeling 2, i direktiv (EU) 2019/2033 EBA om tilsynskollegiets aktiviteter, herunder i
169
nødsituationer, og meddeler EBA alle oplysninger, der er af særlig relevans med henblik på
tilsynskonvergens.«
20) Artikel 125, stk. 2, affattes således:
»2. Oplysninger, der modtages inden for rammerne af tilsyn på konsolideret niveau, herunder
navnlig enhver udveksling af oplysninger mellem kompetente myndigheder i henhold til dette
direktiv, er underlagt krav om tavshedspligt, der mindst svarer til de krav, som er omhandlet i
artikel 53, stk. 1, i dette direktiv for kreditinstitutter eller i henhold til artikel 15 i direktiv (EU)
2019/2033.«
21) Artikel 128, stk. 5, udgår.
22) Artikel 129, stk. 2, 3 og 4, udgår.
23) Artikel 130, stk. 2, 3 og 4, udgår.
24) Artikel 143, stk. 1, litra d), affattes således:
»d) uden at dette berører bestemmelserne i afsnit VII, kapitel 1, afdeling II, i nærværende
direktiv eller i givet fald bestemmelserne i afsnit IV, kapitel 1, afdeling 2, i direktiv (EU)
2019/2033, de samlede statistiske data om centrale aspekter af gennemførelsen af ramme-
bestemmelserne for forsigtighedstilsyn i de enkelte medlemsstater, herunder antallet og
arten af tilsynsforanstaltninger, der træffes i overensstemmelse med nærværende direktivs
artikel 102, stk. 1, litra a), og af administrative sanktioner, der pålægges i henhold til
nærværende direktivs artikel 65.«
Artikel 63
Ændringer af direktiv 2014/59/EU
Direktiv 2014/59/EU ændres således:
1) Artikel 2, stk. 1, nr. 3), affattes således:
»3) »investeringsselskab«: et investeringsselskab som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 22), i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 (*12), som er underlagt startkapitalkravet
fastsat i artikel 9, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2033 (*13).
(*12) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om
tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010,
(EU) nr. 575/2013, (EU) nr. 600/2014 og (EU) nr. 806/2014 (EUT L 314 af 5.12.2019, s. 1)."
(*13) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsyn
med investeringsselskaber og om ændring af direktiv 2002/87/EF, 2009/65/EF, 2011/61/EU,
2013/36/EU, 2014/59/EU og 2014/65/EU (EUT L 314 af 5.12.2019, s. 64).«"
2) I artikel 45 tilføjes følgende stykke:
»3. I overensstemmelse med artikel 65, stk. 4, i forordning (EU) 2019/2033 gælder henvisnin-
ger til artikel 92 i forordning (EU) nr. 575/2013 i dette direktiv for så vidt angår kapitalgrund-
lagskrav på individuelt niveau til investeringsselskaber som omhandlet i artikel 2, stk. 1, nr. 3), i
dette direktiv, som ikke er investeringsselskaber som omhandlet i artikel 1, stk. 2-5, i forordning
(EU) 2019/2033 på følgende måde:
170
a) henvisninger til artikel 92, stk. 1, litra c), i forordning (EU) nr. 575/2013 gælder for så vidt
angår det samlede kapitalprocentkrav i dette direktiv som henvisning til artikel 11, stk. 1, i
forordning (EU) 2019/2033
b) henvisninger til artikel 92, stk. 3, i forordning (EU) nr. 575/2013 gælder for så vidt angår
samlet risikoeksponering i nærværende direktiv som henvisning til det gældende krav i
artikel 11, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033 ganget med 12,5.
I overensstemmelse med artikel 65 i direktiv (EU) 2019/2033 gælder henvisninger i nærværende
direktiv til artikel 104a i direktiv 2013/36/EU for så vidt angår kravet om yderligere kapital-
grundlag til investeringsselskaber, som er omhandlet i nærværende direktivs artikel 2, stk. 1, nr.
3), og som ikke er investeringsselskaber omhandlet i artikel 1, stk. 2 eller 5, i forordning (EU)
2019/2033, som en henvisning til artikel 40 i direktiv (EU) 2019/2033.«
Artikel 64
Ændringer af direktiv 2014/65/EU
Direktiv 2014/65/EU ændres således:
1) Artikel 8, litra c), affattes således:
»c) ikke længere opfylder de betingelser, hvorpå tilladelsen blev meddelt, som f.eks. opfyldel-
se af betingelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 (*14).
(*14) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om
tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010,
(EU) nr. 575/2013, (EU) nr. 600/2014 og (EU) nr. 806/2014 (EUT L 314 af 5.12.2019, s. 64).«"
2) Artikel 15 affattes således:
»Artikel 15
Startkapital
Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder kun meddeler tilladelse, hvis investe-
ringsselskabet under hensyntagen til den påtænkte type investeringsservice eller ‐aktivitet har
tilstrækkelig startkapital i overensstemmelse med kravene i artikel 9 i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2019/2033 (*15).
(*15) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsyn
med investeringsselskaber og om ændring af direktiv 2002/87/EF, 2009/65/EF, 2011/61/EU,
2013/36/EU, 2014/59/EU og 2014/65/EU (EUT L 314 af 5.12.2019, s. 64).«"
3) Artikel 41 affattes således:
«Artikel 41
Meddelelse af tilladelse
1. Den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor tredjelandsselskabet har oprettet eller
agter at oprette en filial, meddeler kun tilladelse, hvis den kompetente myndighed finder det
godtgjort, at:
a) betingelserne i artikel 39 er opfyldt, og
b) tredjelandsselskabets filial vil være i stand til at overholde bestemmelserne i stk. 2 og 3.
171
Den kompetente myndighed underretter inden for en frist på seks måneder efter indgivelse af en
komplet ansøgning tredjelandsselskabet om, hvorvidt tilladelse er givet eller ej.
2. Den filial af tredjelandsselskabet, der meddeles tilladelse i medfør af stk. 1, skal opfylde de
forpligtelser, der er fastsat i artikel 16-20, 23, 24, 25 og 27, artikel 28, stk. 1, og artikel 30, 31 og
32 i dette direktiv og artikel 3-26 i forordning (EU) nr. 600/2014 samt foranstaltninger vedtaget
i medfør heraf, og er underlagt tilsyn fra den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor
tilladelsen er meddelt.
Medlemsstaterne må ikke pålægge filialen yderligere organisatoriske eller driftsmæssige krav på
områder, der er omfattet af dette direktiv, og må ikke behandle filialer af tredjelandsselskaber
gunstigere end selskaber i Unionen.
Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder hvert år meddeler ESMA en liste over
filialer af tredjelandsselskaber, der er aktive på deres område.
ESMA offentliggør hvert år en liste over tredjelandsfilialer, der er aktive i Unionen, herunder
navnet på de tredjelandsselskaber, som filialerne tilhører.
3. En filial af et tredjelandsselskab, der er meddelt tilladelse i medfør af stk. 1, skal hvert år til
den i stk. 2 omhandlede kompetente myndighed indberette følgende oplysninger:
a) størrelsen og omfanget af den service og de aktiviteter, der ydes og udøves af filialen i den
pågældende medlemsstat
b) for tredjelandsselskaber, der udøver den aktivitet, der er anført i bilag I, afsnit A, punkt
3), deres månedlige minimums-, gennemsnits- og maksimumseksponering mod EU-mod-
parter
c) for tredjelandsselskaber, der yder en eller begge af de services, der er anført i bilag I, afsnit
A, punkt 6), den samlede værdi af finansielle instrumenter hidrørende fra EU-modparter,
som der er afgivet afsætningsgaranti for, eller som er placeret på grundlag af en fast
forpligtelse inden for de foregående 12 måneder
d) omsætningen og den samlede værdi af aktiverne svarende til den service og de aktiviteter,
der er omhandlet i litra a)
e) en detaljeret beskrivelse af de investorbeskyttelsesordninger, der er til rådighed for filia-
lens kunder, herunder disse kunders rettigheder som følge af den i artikel 39, stk. 2, litra f),
omhandlede investorgarantiordning
f) den risikostyringspolitik og de risikostyringsordninger, som filialen anvender i forbindelse
med den service og de aktiviteter, der er omhandlet i litra a).
g) ledelsesordningerne, herunder personer med nøglefunktioner i forhold til filialens aktivite-
ter
h) eventuelle andre oplysninger, som den kompetente myndighed finder nødvendige for at
muliggøre en alsidig overvågning af filialens aktiviteter.
4. Efter anmodning meddeler de kompetente myndigheder ESMA følgende oplysninger:
a) alle tilladelser til filialer, der er meddelt tilladelse i overensstemmelse med stk. 1, og
enhver senere ændring til sådanne tilladelser
b) størrelsen og omfanget af den service og de aktiviteter, der ydes og udøves af filialer i den
pågældende medlemsstat
c) omsætningen og de samlede aktiver svarende til den service og de aktiviteter, der er
omhandlet litra b)
d) navnet på de tredjelandskoncerner, som filialer, der er meddelt tilladelse, tilhører.
172
5. De i denne artikels stk. 2 omhandlede kompetente myndigheder, de kompetente myndigheder
for enheder, der er en del af den samme koncern som den, som de filialer af tredjelandsselskaber,
der er meddelt tilladelse i overensstemmelse med stk. 1, tilhører, samt ESMA og EBA samarbej-
der tæt for at sikre, at alle aktiviteter i denne koncern i Unionen er underlagt et omfattende, kon-
sekvent og effektivt tilsyn i overensstemmelse med dette direktiv, forordning (EU) nr. 575/2013,
forordning (EU) nr. 600/2014, forordning (EU) 2019/2033, direktiv 2013/36/EU og direktiv (EU)
2019/2033.
6. ESMA udarbejder udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder med henblik på at
præcisere, hvilket format de i stk. 3 og 4 omhandlede oplysninger skal indberettes i.
ESMA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissio-
nen senest den 26. september 2020.
Kommissionen tillægges beføjelser til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i første afsnit
omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i
forordning (EU) nr. 1095/2010.«
4) Artikel 42 affattes således:
»Artikel 42
Levering af services udelukkende på kundens eget initiativ
1. Medlemsstaterne sikrer, at når en detailkunde eller en professionel kunde som omhandlet
i bilag II, afsnit II, der er etableret eller befinder sig i Unionen, udelukkende på eget initiativ
iværksætter levering af en investeringsservice eller ‐aktivitet fra et tredjelandsselskab, finder
kravet om tilladelse i artikel 39 ikke anvendelse på tredjelandsselskabets levering af denne
service eller aktivitet til denne person, herunder et forhold med specifik tilknytning til leveringen
af den pågældende service eller aktivitet.
Hvis et tredjelandsselskab, herunder gennem en enhed, der handler på dets vegne, eller som har
tætte forbindelser til dette tredjelandsselskab eller enhver anden person, der handler på denne
enheds vegne, retter henvendelse til kunder eller potentielle kunder i Unionen, betragtes det ikke
som en service, der udelukkende ydes på kundens eget initiativ, med forbehold af koncerninterne
forbindelser.
2. Et initiativ fra en kunde som omhandlet i stk. 1 giver ikke tredjelandsselskabet ret til at
markedsføre nye kategorier af investeringsprodukter eller ‐services til den pågældende kunde på
anden måde end gennem filialen, når dette er påkrævet i henhold til national ret.«
5) Artikel 49, stk. 1, affattes således:
»1. Medlemsstaterne stiller krav om, at regulerede markeder anvender tick size-ordninger for
aktier, depotbeviser, exchange-traded funds (EFT᾽er), certifikater og andre lignende finansielle
instrumenter samt for ethvert andet finansielt instrument, for hvilket der udarbejdes regulerings-
mæssige tekniske standarder i overensstemmelse med stk. 4. Anvendelsen af tick sizes må ikke
forhindre regulerede markeder i at matche ordrer, der er store, til middelkursen for aktuelle købs-
og salgspriser.«
6) Artikel 81, stk. 3, litra a), affattes således:
173
»a) til at kontrollere, at betingelserne for adgang til at udøve virksomhed som investeringssel-
skab er opfyldt, og til at lette tilsynet med investeringsselskabernes virksomhed, admini-
strativ og regnskabsmæssig praksis samt mekanismer til intern kontrol«.
7) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 95a
Overgangsbestemmelse om meddelelse af tilladelse til kreditinstitutter som defineret i artikel 4, stk.
1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013
De kompetente myndigheder underretter den kompetente myndighed, der er omhandlet i
artikel 8 i direktiv 2013/36/EU, hvis de forventede samlede aktiver i en virksomhed, som har
ansøgt om tilladelse i henhold til afsnit II i dette direktiv inden den 25. december 2019 med
henblik på at udføre de aktiviteter, der er omhandlet i afsnit A, punkt 3) og 6), i bilag I, udgør
eller overstiger 30 mia. EUR, og underretter ansøgeren herom.«
AFSNIT VIII
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 65
Henvisninger til direktiv 2013/36/EU i andre EU-retsakter
For så vidt angår tilsyn med og afvikling af investeringsselskaber gælder henvisninger til direktiv
2013/36/EU i andre EU-retsakter som henvisninger til nærværende direktiv.
Artikel 66
Gennemgang
Kommissionen forelægger i tæt samarbejde med EBA og ESMA senest den 26. juni 2024 Europa-Par-
lamentet og Rådet en rapport, om nødvendigt sammen med et lovgivningsforslag, om følgende:
a) bestemmelserne om aflønning i dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033 samt i direktiv
2009/65/EF og 2011/61/EU med henblik på at opnå lige vilkår for alle investeringsselskaber,
som er aktive i Unionen, herunder anvendelsen af disse bestemmelser
b) hensigtsmæssigheden af indberetnings- og oplysningskravene i dette direktiv og forordning (EU)
2019/2033 under hensyntagen til proportionalitetsprincippet
c) en vurdering, der tager hensyn til EBA᾽s rapport som omhandlet i artikel 35 og til klassifikatio-
nen om bæredygtig finansiering, om, hvorvidt:
i) ESG-risici skal tages i betragtning i forbindelse med et investeringsselskabs interne
ledelse
ii) ESG-risici skal tages i betragtning i forbindelse med et investeringsselskabs aflønnings-
politik
iii) ESG-risici skal tages i betragtning i forbindelse med behandling af risici
iv) ESG-risici skal indgå i tilsynskontrol- og vurderingsprocessen
d) effektiviteten af ordningerne om udveksling af oplysninger i henhold til dette direktiv
174
e) amarbejdet mellem Unionen og medlemsstaterne og tredjelande om anvendelsen af dette direk-
tiv og forordning (EU) 2019/2033
f) gennemførelsen af dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033 for investeringsselskaber på
grundlag af deres juridiske struktur eller ejerskabsmodel
g) investeringsselskabers potentiale til at udgøre en risiko for forstyrrelse af det finansielle system
med alvorlige negative konsekvenser for det finansielle system og realøkonomien og egnede
makroprudentielle redskaber til at håndtere en sådan risiko og erstatte kravene i dette direktivs
artikel 36, stk. 1, litra d)
h) betingelserne for, at de kompetente myndigheder i overensstemmelse med dette direktivs artikel
5 kan anvende kravene i forordning (EU) nr. 575/2013 på investeringsselskaber.
Artikel 67
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 26. juni 2021 de bestemmelser, der er nødvendi-
ge for at efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen herom.
De anvender disse bestemmelser fra den 26. juni 2021. Medlemsstaterne anvender dog de bestemmelser,
der er nødvendige for at efterkomme artikel 64, nr. 5), fra den 26. marts 2020.
Disse bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved
offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for
henvisningen.
2. Fra dette direktivs ikrafttræden drager medlemsstaterne omsorg for, at Kommissionen underrettes om
ethvert forslag til retsforskrifter, som de påtænker at udstede på det af dette direktiv omfattede område, i
så god tid, at Kommissionen kan fremsætte sine bemærkninger dertil.
3. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen og EBA teksten til de nationale retsforskrifter, som de
udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Hvis de dokumenter, der ledsager medlemsstaternes meddelelse om gennemførelsesforanstaltninger, ikke
er tilstrækkelige til fuldt ud at kunne vurdere gennemførelsesbestemmelsernes overholdelse af visse be-
stemmelser i dette direktiv, kan Kommissionen efter anmodning fra EBA og med henblik på udførelsen af
sine opgaver i henhold til forordning (EU) nr. 1093/2010 eller på eget initiativ pålægge medlemsstaterne
at fremlægge mere detaljerede oplysninger om gennemførelsen af disse bestemmelser og dette direktiv.
Artikel 68
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 69
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
175
Udfærdiget i Strasbourg den 27. november 2019.
På Europa-Parlamentets vegne
På Rådets vegne
D. M. SASSOLI
På Rådets vegne
Formand
T. TUPPURAINEN
176
1) EUT C 378 af 19.10.2018, s. 5.
2) EUT C 262 af 25.7.2018, s. 35.
3) Europa-Parlamentets holdning af 16.4.2019 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 8.11.2019.
4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om
ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1).
5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinsti-
tutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013,
s. 338).
6) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og
direktiv 2011/61/EU (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 349).
7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske
Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF (EUT L 331 af 15.12.2010,
s. 12).
8) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske
Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF (EUT L
331 af 15.12.2010, s. 84).
9) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L
119 af 4.5.2016, s. 1).
10) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning
(EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39).
11) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber og om ændring af
forordning (EU) nr. 1093/2010, (EU) nr. 575/2013, (EU) nr. 600/2014 og (EU) nr. 806/2014 (se side 2019/2033 i denne EUT).
12) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for
kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (EUT L 302 af 17.11.2009, s. 32).
13) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde og om ændring af direktiv 2003/41/EF
og 2009/65/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010 (EUT L 174 af 1.7.2011, s. 1).
14) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringssel-
skaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF,
2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 190).
15) EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1.
16) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
17) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse
virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF
(EUT L 182 af 29.6.2013, s. 19).
18) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder (EFT L 243 af
11.9.2002, s. 1).
19) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af forordning
(EU) nr. 648/2012 (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 84).
20) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/878 af 20. maj 2019 om ændring af direktiv 2013/36/EU, for så vidt angår fritagne enheder, finansielle
holdingselskaber, blandede finansielle holdingselskaber, aflønning, tilsynsforanstaltninger og -beføjelser og kapitalbevaringsforanstaltninger (EUT L 150
af 7.6.2019, s. 253).
21) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF af 16. december 2002 om supplerende tilsyn med kreditinstitutter, forsikringsselskaber og investe-
ringsselskaber i et finansielt konglomerat og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF, 79/267/EØF, 92/49/EØF, 92/96/EØF, 93/6/EØF og 93/22/EØF
samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF og 2000/12/EF (EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1).
22) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system og om
oprettelse af et europæisk udvalg for systemiske risici (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 1).
23) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (EUT L 201 af
27.7.2012, s. 1).
24) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, om ændring af
Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF og om ophævelse af Rådets direktiv 84/253/EØF (EUT L 157 af 9.6.2006, s. 87).
25) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til
hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 73).
26) Kommissionens henstilling 2009/384/EF af 30. april 2009 om af lønningspolitik i finanssektoren (EUT L 120 af 15.5.2009, s. 22).
177
Bilag 3
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2021/338/EU af 16. februar 2021
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2021/338
af 16. februar 2021
om ændring af direktiv 2014/65/EU, for så vidt angår oplysningskrav, produktstyring og positi-
onslofter, og af direktiv 2013/36/EU og (EU) 2019/878, for så vidt angår deres anvendelse på
investeringsvirksomheder, med henblik på at bidrage til genopretningen efter covid-19-krisen
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 53, stk. 1,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg1),
efter den almindelige lovgivningsprocedure2), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Covid-19-pandemien berører i alvorlig grad mennesker, virksomheder, sundhedssystemer og med-
lemsstaternes økonomier og finansielle systemer. I sin meddelelse af 27. maj 2020 med titlen »Et vigtigt
øjeblik for Europa: Genopretning og forberedelser til den næste generation«, understregede Kommissio-
nen, at det fortsat vil være en udfordring at sikre likviditet og adgang til finansiering. Det er derfor
afgørende at støtte genopretningen fra det alvorlige økonomiske chok forårsaget af covid-19-pandemien
gennem indførelse af begrænsede målrettede ændringer af eksisterende EU-ret om finansielle tjeneste-
ydelser. Det overordnede formål med disse ændringer bør derfor være at fjerne unødigt bureaukrati og
indføre omhyggeligt kalibrerede foranstaltninger, der anses for effektive med henblik på at mindske den
økonomiske uro. Disse ændringer bør undgå forandringer, der øger den administrative byrde for sektoren,
og bør overlade løsningen af komplekse lovgivningsmæssige spørgsmål til den påtænkte revision af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU3). Disse ændringer udgør en pakke af foranstaltninger og
vedtages under betegnelsen »genopretningspakken vedrørende kapitalmarkederne«
(2) Direktiv 2014/65/EU blev vedtaget i 2014 som reaktion på den finansielle krise, som udviklede sig
i 2007 og 2008. Dette direktiv har i væsentlig grad styrket Unionens finansielle system og sikret et
højt niveau af investorbeskyttelse i hele Unionen. Det kan overvejes at gøre en yderligere indsats for at
mindske den reguleringsmæssige kompleksitet og investeringsselskabers efterlevelsesomkostninger samt
eliminere konkurrenceforvridninger, forudsat at der samtidig tages tilstrækkeligt højde for investorbeskyt-
telse.
(3) Hvad angår de krav, der havde til formål at beskytte investorerne, har direktiv 2014/65/EU ikke fuldt
ud opfyldt sit mål om at vedtage foranstaltninger, der tager tilstrækkeligt hensyn til de særlige forhold
for hver kategori af investorer, dvs. detailkunder, professionelle kunder og godkendte modparter. Nogle af
disse krav har ikke i alle tilfælde øget investorbeskyttelsen, men til tider snarere hindret en gnidningsløs
178
gennemførelse af investeringsbeslutninger. Derfor bør visse krav fastlagt i direktiv 2014/65/EU ændres
for at lette ydelsen af investeringsservice og udførelsen af investeringsaktiviteter, og disse ændringer bør
foretages på en afbalanceret måde, der fuldt ud beskytter investorerne.
(4) Udstedelse af obligationer er afgørende for at rejse kapital og overvinde covid-19-krisen. Produktsty-
ringskrav kan begrænse salget af obligationer. Obligationer uden andre indbyggede derivater end en
make-whole klausul anses generelt for at være sikre og enkle produkter, der er egnede til detailkunder. I
tilfælde af førtidig indløsning beskytter en obligation uden andre indbyggede derivater end en make-who-
le klausul investorer mod tab ved at sikre, at disse investorer får en betaling svarende til summen af
nettonutidsværdien af de resterende kuponbetalinger og hovedstolen af den obligation, de ville have
modtaget, hvis obligationen ikke var blevet indløst. Produktstyringskravene bør derfor ikke længere
gælde for obligationer uden andre indbyggede derivater end en make-whole klausul. Desuden anses
godkendte modparter for at have tilstrækkelig viden om finansielle instrumenter. Det er derfor berettiget
at undtage godkendte modparter fra de produktstyringskrav, der gælder for finansielle instrumenter, der
udelukkende markedsføres eller distribueres til dem.
(5) Opfordringen til indsendelse af dokumentation, der blev iværksat af Den Europæiske Tilsynsmyn-
dighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) (ESMA), oprettet ved Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/20104), om virkningerne af tilskyndelser og krav til oplysnin-
ger om omkostninger og gebyrer i henhold til direktiv 2014/65/EU og Kommissionens offentlige høring
bekræftede begge, at professionelle kunder og godkendte modparter ikke har behov for standardiserede
og obligatoriske omkostningsoplysninger, da de allerede modtager de nødvendige oplysninger, når de
forhandler med deres tjenesteyder. De oplysninger, der gives til professionelle kunder og godkendte mod-
parter, er skræddersyet til deres behov og ofte mere detaljerede. Tjenesteydelser ydet til professionelle
kunder og godkendte modparter bør derfor undtages fra kravene til oplysninger om omkostninger og
gebyrer, undtagen for så vidt angår tjenesteydelser i form af investeringsrådgivning og porteføljepleje,
fordi professionelle kunder, der indgår i investeringsrådgivnings- eller porteføljeplejeforhold, ikke nød-
vendigvis har tilstrækkelig ekspertise eller viden til, at sådanne tjenesteydelser kan undtages fra disse
krav.
(6) Investeringsselskaber er i øjeblikket forpligtet til at foretage en cost-benefit-analyse af visse porte-
føljeaktiviteter i tilfælde af løbende forhold med deres kunder, hvor der sker et skift af finansielle
instrumenter. Investeringsselskaber er således forpligtet til at indhente de nødvendige oplysninger fra
deres kunder og kunne påvise, at fordelene ved et sådant skift overstiger omkostningerne. Da denne
procedure er for besværlig for professionelle kunder, der ofte foretager hyppige skift, bør tjenesteydelser,
der leveres til dem, undtages fra dette krav. Professionelle kunder vil dog bevare muligheden for at vælge
proceduren til. Da detailkunder har behov for et højt beskyttelsesniveau, bør denne undtagelse begrænses
til kun at omfatte tjenesteydelser til professionelle kunder.
(7) Kunder, der har et løbende forhold til et investeringsselskab, modtager obligatoriske servicerapporter,
enten periodisk eller på grundlag af udløsningsmekanismer. Hverken investeringsselskaber eller deres
professionelle kunder eller godkendte modparter finder sådanne servicerapporter nyttige. Rapporterne
har vist sig at være særligt unyttige for professionelle kunder og godkendte modparter i markeder med
ekstreme udsving, da rapporterne leveres hyppigt og i stort antal. Professionelle kunder og godkendte
modparter reagerer ofte på disse servicerapporter enten ved ikke at læse dem eller ved at træffe hurti-
ge investeringsbeslutninger i stedet for at fortsætte med en langsigtet investeringsstrategi. Godkendte
modparter bør derfor ikke længere modtage obligatoriske servicerapporter. Professionelle kunder bør
179
heller ikke længere modtage sådanne servicerapporter, men de bør have muligheden for at vælge disse
servicerapporter til.
(8) I det umiddelbare efterspil af covid-19-pandemien har udstedere, og navnlig små virksomheder og
midcapselskaber, behov for at blive understøttet af stærke kapitalmarkeder. Analyser af udstedere i form
af små virksomheder og midcapselskaber er afgørende for at hjælpe udstederne med at få kontakt til
investorer. Disse analyser øger udstedernes synlighed og sikrer dermed et tilstrækkeligt niveau af investe-
ringer og likviditet. Investeringsselskaber bør have mulighed for at betale samlet for levering af analyser
og for levering af ordreudførelsestjenesteydelser, forudsat at visse betingelser er opfyldt. En af betingel-
serne bør være, at analyserne udføres på udstedere, hvis markedsværdi ikke oversteg 1 mia. EUR udtrykt
ved kursværdien ved årets udgang i de 36 måneder, der er gået forud for leveringen af analyserne. Dette
krav vedrørende markedsværdi bør fortolkes således, at det omfatter både børsnoterede selskaber og ikke-
børsnoterede selskaber, forstået således for sidstnævnte at balanceposten for egenkapitalen ikke oversteg
tærsklen på 1 mia. EUR. Endvidere bemærkes det, at nyligt børsnoterede selskaber og ikkebørsnoterede
selskaber, der har eksisteret i mindre end 36 måneder, er omfattet af anvendelsesområdet, så længe de
kan påvise, at deres markedsværdi ikke oversteg tærsklen på 1 mia. EUR, som udtrykt ved kursværdien
ved årets udgang siden deres børsnotering, eller udtrykt ved egenkapitalen for de regnskabsår, hvor de
ikke er eller var børsnoterede. For at sikre, at nyetablerede virksomheder, der har eksisteret i mindre end
12 måneder, ligeledes kan drage fordel af undtagelsen, er det tilstrækkeligt, at de ikke har overskredet
tærsklen på 1 mia. EUR siden deres stiftelse.
(9) Ved direktiv 2014/65/EU indførtes der indberetningskrav for markedspladser, systematiske interna-
lisatorer og andre handelssteder om, hvordan ordrer er blevet udført på de for kunden gunstigste
betingelser. De deraf følgende tekniske rapporter indeholder store mængder detaljerede kvantitative
oplysninger om handelsstedet, det finansielle instrument, prisen, omkostningerne og sandsynligheden
for udførelse. De læses sjældent, hvilket fremgår af det meget lave antal visninger på markedspladsers,
systematiske internalisatorers og andre handelssteders websteder. Da de ikke giver investorer og andre
brugere mulighed for at foretage meningsfulde sammenligninger på grundlag af de oplysninger, de
indeholder, bør offentliggørelsen af disse rapporter suspenderes midlertidigt.
(10) Med henblik på at lette kommunikationen mellem investeringsselskaber og deres kunder og dermed
lette selve investeringsprocessen bør investeringsoplysninger ikke længere leveres på papir, men bør
som en standardløsning foregå elektronisk. Detailkunder bør dog kunne anmode om levering af disse
oplysninger på papir.
(11) I henhold til direktiv 2014/65/EU kan personer, der på et erhvervsmæssigt grundlag handler med
råvarederivater, emissionskvoter eller derivater heraf gøre brug af en undtagelse fra kravet om at opnå
tilladelse som investeringsselskab, når deres handelsaktiviteter er accessoriske i forhold til deres hoveder-
hverv. I øjeblikket er personer, der ansøger om undtagelsen for accessorisk aktivitet, forpligtet til hvert
år at give den relevante kompetente myndighed meddelelse om, at de gør brug af denne undtagelse,
og fremlægge de elementer, der er nødvendige for, at de kan opfylde de to kvantitative test, der er
afgørende for, om deres handelsaktiviteter er accessoriske i forhold til deres hovederhverv. Ved den
første test sammenholdes omfanget af en virksomheds spekulative handelsaktiviteter med den samlede
handelsaktivitet i Unionen i den enkelte aktivklasse. Ved den anden test sammenholdes omfanget af de
spekulative handelsaktiviteter med alle aktivklasser inkluderet med enhedens samlede handelsaktivitet i
finansielle instrumenter på koncernniveau. Der findes en alternativ form af den anden test, der består i
at sammenholde den estimerede kapital, der anvendes til spekulative handelsaktiviteter, med det faktiske
180
kapitalbeløb, der anvendes på koncernniveau til hovederhvervet. Med henblik på at fastslå, hvornår en
aktivitet anses for at være en accessorisk aktivitet, bør de kompetente myndigheder kunne basere sig på
en kombination af kvantitative og kvalitative elementer på klart definerede betingelser. Kommissionen
bør tillægges beføjelser til at give vejledning om, under hvilke omstændigheder de nationale myndigheder
kan anvende en tilgang, der kombinerer kvantitative og kvalitative tærskelkriterier, samt til at udarbejde
en delegeret retsakt om kriterierne. Personer, der er berettiget til undtagelsen for accessoriske aktiviteter,
herunder prisstillere, er dem, der handler for egen regning eller yder anden investeringsservice end handel
for egen regning med råvarederivater eller emissionskvoter eller derivater deraf til deres hovederhvervs
kunder eller leverandører. Undtagelsen bør kunne anvendes for hvert af disse tilfælde individuelt og
samlet set, hvor aktiviteten er accessorisk i forhold til deres hovederhverv, når det vurderes på koncernni-
veau. Undtagelsen for accessoriske aktiviteter bør ikke kunne anvendes af personer, der anvender en
algoritmisk højfrekvenshandelsteknik eller indgår i en koncern, hvis hovederhverv er ydelse af investe-
ringsservice eller bankaktiviteter, eller som fungerer som prisstiller i forbindelse med råvarederivater.
(12) De kompetente myndigheder skal på nuværende tidspunkt fastsætte og anvende lofter for, hvor stor
en nettoposition, en person på et hvilket som helst tidspunkt kan have i råvarederivater, der handles
på markedspladser, og gennem økonomisk tilsvarende over-the-counter (OTC)-kontrakter. Da ordningen
for positionslofter har vist sig at være ugunstig for udviklingen af nye råvaremarkeder, bør nye råvare-
markeder udelukkes fra ordningen for positionslofter. Positionslofter bør i stedet kun gælde for kritiske
eller væsentlige råvarederivater, der handles på markedspladser, og for deres økonomisk tilsvarende OTC-
kontrakter. Kritiske eller væsentlige derivater er råvarederivater med åbne positioner på gennemsnitligt
mindst 300 000 partier over en periode på et år. På grund af landbrugsråvarers kritiske betydning for
borgerne vil landbrugsråvarederivater og deres økonomisk tilsvarende OTC-kontrakter forblive under den
nuværende ordning for positionslofter.
(13) Direktiv 2014/65/EU tillader ikke afdækningsundtagelser for nogen finansielle enheder. Adskillige
overvejende kommercielle koncerner, som etablerede en finansiel enhed til deres handelsformål, har
befundet sig i en situation, hvor deres finansielle enhed ikke kunne foretage al handel for koncernen, da
den finansielle enhed ikke var berettiget til afdækningsundtagelsen. Derfor bør der indføres en snævert
defineret afdækningsundtagelse for finansielle enheder. Afdækningsundtagelsen bør kunne anvendes,
hvor en person inden for en overvejende kommerciel koncern er blevet registreret som et investeringssel-
skab og handler på vegne af denne koncern. For at begrænse afdækningsundtagelsen til at omfatte de
finansielle enheder, der handler på vegne af de ikkefinansielle enheder i en overvejende kommerciel
koncern, bør denne undtagelse kun finde anvendelse på de positioner, der besiddes af en sådan finansiel
enhed, som objektivt kan måles til at reducere risici, der er direkte knyttet til koncernens ikkefinansielle
enheders forretningsmæssige aktiviteter.
(14) Selv for likvide kontrakter agerer typisk kun et begrænset antal markedsdeltagere som prisstillere på
råvaremarkederne. Når disse markedsdeltagere skal anvende positionslofter, er de som prisstillere ikke i
stand til at være lige så effektive. Der bør derfor indføres en undtagelse fra ordningen for positionslofter
for finansielle og ikkefinansielle modparter for positioner, der hidrører fra transaktioner, der er indgået for
at opfylde forpligtelser til at tilføre likviditet.
(15) Ændringerne for så vidt angår ordningen for positionslofter er udformet for at støtte udviklingen af
nye energikontrakter og har ikke til formål at slække på ordningen for landbrugsråvarederivater.
181
(16) Den nuværende ordning for positionslofter anerkender heller ikke securitiserede derivaters unikke
karakteristika. Securitiserede derivater er værdipapirer som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 44), litra c),
i direktiv 2014/65/EU. Markedet for securitiserede råvarederivater er kendetegnet ved en lang række
forskellige udstedelser, der hver er registreret i værdipapircentralen med en specifik størrelse, og alle
eventuelle forøgelser følger en specifik procedure, der er behørigt godkendt af den relevante kompetente
myndighed. Dette står i modsætning til råvarederivatkontrakter, hvor antallet af åbne positioner og
dermed størrelsen af en position potentielt er ubegrænset. På udstedelsestidspunktet er udstederen eller
formidleren, der står for udstedelsens distribution, i besiddelse af 100 % af udstedelsen, hvilket vanske-
liggør selve anvendelsen af en ordning for positionslofter. Desuden er det i sidste ende et stort antal
detailinvestorer, som er i besiddelse af de fleste securitiserede derivater, hvilket ikke giver anledning til
samme risiko for misbrug af en dominerende stilling eller korrekte prisdannelses- og afviklingsbetingelser
som for råvarederivatkontrakter. Endvidere er begreberne spotmåned og andre måneder, for hvilke der
skal fastsættes positionslofter i henhold til artikel 57, stk. 3, i direktiv 2014/65/EU, ikke gældende for
securitiserede derivater. Securitiserede derivater bør derfor udelukkes fra anvendelse af ordningen for
positionslofter og rapporteringskravene.
(17) Siden direktiv 2014/65/EU trådte i kraft, er ingen kontrakter for samme råvarederivat blevet identi-
ficeret. På grund af begrebet »samme råvarederivat« i nævnte direktiv er beregningsmetoden til bestem-
melse af de andre måneders positionslofter til skade for den markedsplads, der har det mindre likvide
marked, når markedspladser konkurrerer om råvarederivater, der er baseret på den samme underliggende
råvare og har samme karakteristika. Derfor bør henvisningen til »samme kontrakt« i direktiv 2014/65/EU
udgå. Kompetente myndigheder bør være i stand til at nå til enighed om, at de råvarederivater, der
handles på deres respektive markedspladser, er baseret på samme underliggende råvare og har samme
karakteristika, i hvilket tilfælde den centrale kompetente myndighed som defineret i artikel 57, stk. 6,
første afsnit, i direktiv 2014/65/EU bør fastsætte positionsloftet.
(18) Der findes betydelige forskelle i den måde, hvorpå positioner forvaltes af markedspladser i Uni-
onen. Derfor bør positionsforvaltningskontrollen styrkes, hvor det er nødvendigt.
(19) For at sikre en yderligere udvikling af eurodenominerede råvaremarkeder i Unionen bør beføjelsen
til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten
om Den Europæiske Unions funktionsmåde for så vidt angår følgende: proceduren, ifølge hvilken
personer kan anmode om en undtagelse for positioner, der hidrører fra transaktioner, der er indgået
for at opfylde forpligtelser til at tilføre likviditet; proceduren, ifølge hvilken en finansiel enhed, der
indgår i en overvejende kommerciel koncern, kan anmode om en afdækningsundtagelse for positioner,
der besiddes af den pågældende finansielle enhed og objektivt kan måles til at reducere risici, der er
direkte knyttet til den overvejende kommercielle koncerns ikkefinansielle enheders forretningsmæssige
aktiviteter; præciseringen af indholdet af positionsforvaltningskontrol og udarbejdelsen af kriterier for
fastlæggelse af, hvornår en aktivitet skal anses for at være accessorisk i forhold til hovederhvervet
på koncernniveau. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit
forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse
med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning5). For at sikre
lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle
dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til
møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.
182
(20) EU᾽s emissionshandelssystem (ETS) er Unionens flagskibspolitik for at opnå dekarbonisering
af økonomien i overensstemmelse med Europas grønne pagt. Handel med emissionskvoter og deriva-
ter heraf er omfattet af direktiv 2014/65/EU og af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 600/20146) og er et vigtigt element i Unionens CO2-marked. Undtagelsen vedrørende accessoriske
aktiviteter i henhold til direktiv 2014/65/EU giver visse markedsdeltagere mulighed for at drive virksom-
hed på markeder for emissionskvoter uden at skulle have tilladelse som investeringsselskaber, forudsat at
visse betingelser er opfyldt. I betragtning af betydningen af ordentlige, velregulerede og tilsynsbelagte fi-
nansielle markeder, den væsentlige rolle, som ETS spiller for at nå Unionens bæredygtighedsmål, og den
rolle, som et velfungerende sekundært marked for emissionskvoter har i forhold til at understøtte ETS᾽s
funktion, er det af afgørende betydning, at undtagelsen vedrørende accessoriske aktiviteter er udformet på
en sådan måde, at den bidrager til disse mål. Dette er navnlig relevant, når handel med emissionskvoter
finder sted på tredjelandes markedspladser. Med henblik at sikre beskyttelsen af Unionens finansielle
stabilitet, markedets integritet, investorbeskyttelsen og de lige konkurrencevilkår og sikre, at ETS fortsat
fungerer på en gennemsigtig og robust måde for at sikre omkostningseffektive emissionsreduktioner,
bør Kommissionen overvåge den videre udvikling af handelen med emissionskvoter og derivater deraf i
Unionen og i tredjelande, vurdere virkningen af undtagelsen vedrørende accessoriske aktiviteter for ETS
og om nødvendigt foreslå passende ændringer med hensyn til anvendelsesområdet for og anvendelsen af
undtagelsen vedrørende accessoriske aktiviteter.
(21) For at skabe yderligere juridisk klarhed, undgå en unødig administrativ byrde for medlemsstaterne og
sikre en ensartet retlig ramme for investeringsselskaber, som vil falde ind under anvendelsesområdet for
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/20347) fra den 26. juni 2021, er det hensigtsmæssigt
at udskyde datoen for gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/8788) for så
vidt angår de foranstaltninger, der finder anvendelse på investeringsselskaber. For at sikre en konsekvent
anvendelse af de retlige rammer, der gælder for investeringsselskaber, fastsat i artikel 67 i direktiv (EU)
2019/2034, bør fristen for gennemførelse af direktiv (EU) 2019/878 for så vidt angår investeringsselska-
ber derfor forlænges indtil den 26. juni 2021.
(22) For at sikre, at de mål, der forfølges med ændringerne af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/36/EU9) og (EU) 2019/878, nås, og navnlig for at undgå forstyrrende virkninger for medlemsstater-
ne, er det hensigtsmæssigt at fastsætte, at disse ændringer træder i kraft den 28. december 2020. Selv om
det fastsættes, at disse ændringer anvendes med tilbagevirkende kraft, tages der ikke desto mindre højde
for de berørte personers berettigede forventninger, da ændringerne ikke griber ind i de erhvervsdrivendes
eller enkeltpersoners rettigheder og forpligtelser.
(23) Direktiv 2013/36/EU, 2014/65/EU og (EU) 2019/878 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.
(24) Dette ændringsdirektiv har til formål at supplere allerede eksisterende EU-ret, og dets mål kan derfor
bedre nås på EU-plan end gennem forskellige nationale initiativer. De finansielle markeder er i sagens
natur grænseoverskridende og bliver det mere og mere. På grund af denne integration ville isolerede
nationale tiltag være langt mindre effektive og føre til opsplitning af markederne, hvilket ville føre til
regelarbitrage og konkurrenceforvridning.
(25) Målet for dette direktiv, nemlig at forbedre eksisterende EU-ret for at sikre ensartede og passende
krav, som finder anvendelse på investeringsselskaber i hele Unionen, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyl-
des af medlemsstaterne, men kan på grund af dets omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen
183
kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om
Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette
direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.
(26) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissi-
onen om forklarende dokumenter10) har medlemsstaterne forpligtet sig til i begrundede tilfælde at lade
meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forhol-
det mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I
forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.
(27) I lyset af behovet for at indføre målrettede foranstaltninger til at støtte økonomisk genopretning efter
covid-19-krisen så hurtigt som muligt bør dette direktiv som følge af den hastende karakter træde i kraft
dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
Artikel 1
Ændringer af direktiv 2014/65/EU
I direktiv 2014/65/EU foretages følgende ændringer:
1) I artikel 2 foretages følgende ændringer:
a) Stk. 1, litra j), affattes således:
»j) Personer:
i) der handler for egen regning, herunder prisstillere, med råvarederivater eller emissi-
onskvoter eller derivater heraf, bortset fra personer, der handler for egen regning ved
udførelse af kundeordrer, eller
ii)der yder investeringsservice, bortset fra handel for egen regning, inden for råvarede-
rivater eller emissionskvoter eller derivater heraf til kunderne eller leverandørerne i
deres hovederhverv,
forudsat:
- at dette for hvert af ovennævnte tilfælde både individuelt og samlet set er en accesso-
risk aktivitet i forhold til deres hovederhverv på koncernniveau
- at disse personer er ikke en del af en koncern, hvis hovederhverv er ydelse af investe-
ringsservice i henhold til dette direktiv, udførelse af enhver aktivitet, der er opført i
bilag I til direktiv 2013/36/EU, eller at fungere som prisstiller for råvarederivater
- at disse personer ikke anvender en algoritmisk højfrekvenshandelsteknik, og
- at disse personer på begæring aflægger beretning til den kompetente myndighed om
de kriterier, de lægger til grund for at vurdere, at deres aktivitet som omhandlet i nr. i)
og ii) er accessorisk i forhold til deres hovederhverv.«
b) Stk. 4, affattes således:
»4. Senest den 31. juli 2021 vedtager Kommissionen en delegeret retsakt i overensstemmelse
med artikel 89 med henblik på at supplere dette direktiv ved med henblik på nærværende
artikels stk. 1, litra j), at præcisere kriterierne for fastlæggelse af, hvornår en aktivitet skal anses
for at være accessorisk i forhold til hovederhvervet på koncernniveau.
184
Disse kriterier tager følgende elementer i betragtning:
a) om den udestående nominelle nettoeksponering i råvarederivater eller emissionskvoter
eller derivater heraf med henblik på kontant afregning, der handles i Unionen, eks-
klusive råvarederivater eller emissionskvoter eller derivater heraf, der handles på en
markedsplads, ligger under en årlig tærskelværdi på 3 mia. EUR, eller
b) om den kapital, der er investeret i den koncern, som personen tilhører, overvejende
anvendes til koncernens hovederhverv, eller
c) om omfanget af de aktiviteter, der er omhandlet i stk. 1, litra j), overstiger den samlede
størrelse af de øvrige handelsaktiviteter på koncernniveau eller ej.
De i dette stykke omhandlede aktiviteter betragtes på koncernniveau.
De i dette stykkes andet afsnit omhandlede elementer omfatter ikke:
a) koncerninterne transaktioner som omhandlet i artikel 3 i forordning (EU) nr. 648/2012,
som tjener likviditets- eller risikostyringsformål på tværs af koncernen
b) transaktioner i råvarederivater eller emissionskvoter eller derivater deraf, som objektivt
kan måles til at reducere risici direkte knyttet til den forretningsmæssige aktivitet eller
likviditetsfinansieringen
c) transaktioner i råvarederivater eller emissionskvoter eller derivater deraf, som foretages
for at opfylde forpligtelser til at tilføre en markedsplads likviditet, hvor disse forpligtel-
ser kræves af tilsynsmyndigheder i overensstemmelse med EU-retten eller nationale
love og administrative bestemmelser eller af markedspladser.«
2) Artikel 4, stk. 1, ændres således:
a) Følgende nummer indsættes:
»8a) »skift af finansielle instrumenter«: salg af et finansielt instrument og køb af et andet
finansielt instrument eller udøvelse af retten til at foretage ændringer med hensyn til et
eksisterende finansielt instrument«.
b) Følgende nummer indsættes:
»44a) »make-whole klausul«: en klausul, der har til formål at beskytte investoren ved at sikre,
at udstederen i tilfælde af førtidig indløsning af en obligation er forpligtet til at betale
den investor, der besidder obligationen, et beløb svarende til summen af nettonutidsvær-
dien af de forventede resterende kuponbetalinger indtil udløb og hovedstolen af den
obligation, der skal indløses«.
c) Nr. 59) affattes således:
»59) »landbrugsråvarederivater«: derivatkontrakter vedrørende produkter anført i artikel 1
i og bilag I, del I til XX og XXIV/1, til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 1308/2013 (*1) og produkter anført i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 1379/2013 (*2)
(*1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013
om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning
(EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (EUT L 347 af
20.12.2013, s. 671)."
(*2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1379/2013 af 11. december 2013
om den fælles markedsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter, om ændring af Rådets
forordning (EF) nr. 1184/2006 og (EF) nr. 1224/2009 og om ophævelse af Rådets forordning
(EF) nr. 104/2000 (EUT L 354 af 28.12.2013, s. 1).«"
185
d) Følgende nummer indsættes:
»62a) »elektronisk format«: ethvert varigt medium, bortset fra papir«.
e) Følgende nummer tilføjes:
»65) »overvejende kommerciel koncern«: enhver koncern, hvis hovederhverv ikke er ydelse
af investeringsservice som defineret i dette direktiv eller udførelse af en aktivitet, der er
opført i bilag I til direktiv 2013/36/EU, eller at fungere som prisstiller for råvarederiva-
ter«.
3) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 16a
Undtagelser fra produktstyringskrav
Et investeringsselskab er undtaget fra kravene fastsat i artikel 16, stk. 3, andet til femte afsnit, og
artikel 24, stk. 2, når den investeringsservice, det yder, vedrører obligationer uden andre indbyggede
derivater end en make-whole klausul, eller når de finansielle instrumenter udelukkende markedsføres
eller distribueres til godkendte modparter.«
4) Artikel 24 ændres således:
a) I stk. 4 tilføjes følgende afsnit:
»Hvor aftalen om at købe eller sælge et finansielt instrument indgås ved hjælp af fjernkom-
munikation, som forhindrer den forudgående indgivelse af oplysninger om omkostninger og
gebyrer, kan investeringsselskabet give oplysninger om omkostninger og gebyrer enten i elek-
tronisk format eller på papir, hvis en detailkunde anmoder herom, uden unødig forsinkelse efter
transaktionens gennemførelse, forudsat at begge følgende betingelser er opfyldt:
i) kunden har indvilliget i at modtage oplysningerne uden unødig forsinkelse efter gen-
nemførelsen af transaktionen
ii) investeringsselskabet har givet kunden mulighed for at udskyde gennemførelsen af
transaktionen, indtil kunden har modtaget oplysningerne.
Ud over kravene i tredje afsnit er investeringsselskabet forpligtet til at give kunden mulighed
for at modtage oplysninger om omkostninger og gebyrer over telefonen, inden transaktionen
gennemføres.«
b) Følgende stykke indsættes:
»5a. Investeringsselskaber giver alle de oplysninger, der kræves givet i henhold til dette
direktiv, til kunder eller potentielle kunder i elektronisk format, medmindre kunden eller den
potentielle kunde er en detailkunde eller en potentiel detailkunde, som har anmodet om at
modtage oplysningerne på papir, i hvilket tilfælde disse oplysninger gives på papir, gratis.
Investeringsselskaber oplyser detailkunder eller potentielle detailkunder om, at de har mulighed
for at modtage oplysningerne på papir.
Investeringsselskaber oplyser eksisterende detailkunder, som modtager de oplysninger, der kræ-
ves i henhold til dette direktiv, på papir om, at de vil modtage disse oplysninger i elektronisk
format, mindst otte uger inden de sender disse oplysninger i elektronisk format. Investeringssel-
skaber oplyser disse eksisterende detailkunder om, at de kan vælge enten fortsat at modtage
oplysninger på papir eller skifte til oplysninger i elektronisk format. Investeringsselskaber
oplyser også eksisterende detailkunder om, at der vil ske et automatisk skift til det elektroniske
186
format, hvis de ikke anmoder om fortsat levering af oplysningerne på papir inden for denne
periode på otte uger. Der er ikke pligt til at informere eksisterende detailkunder, som allerede
modtager de oplysninger, der kræves i henhold til dette direktiv, i elektronisk format.«
c) Følgende stykke indsættes:
»9a. Medlemsstaterne sikrer, at tredjemands levering af analyser til investeringsselskaber, der
yder porteføljepleje eller anden investeringsservice eller accessoriske tjenesteydelser til kunder,
anses for at opfylde forpligtelserne i stk. 1, hvis:
a) der, inden ordreudførelses- eller analysetjenesteydelserne er blevet leveret, er indgået
en aftale mellem investeringsselskabet og leverandøren af analyser om, hvilken del
af kombinerede gebyrer eller samlede betalinger for ordreudførelsestjenesteydelser og
analyser, der kan henføres til analyser,
b) investeringsselskabet underretter sine kunder om de samlede betalinger for ordreudfø-
relsestjenesteydelser og analyser til tredjepartsudbyderne af analyser, og
c) de analyser, for hvilke de kombinerede gebyrer eller den samlede betaling finder sted,
vedrører udstedere, hvis markedsværdi i de 36 måneder, der er gået forud for leveringen
af analyserne, ikke oversteg 1 mia. EUR som udtrykt ved kursværdien ved årets udgang
for de år, hvor de er eller var børsnoterede, eller ved egenkapitalen for de regnskabsår,
hvor de ikke er eller var børsnoterede.
Med henblik på denne artikel forstås ved analyser analysemateriale eller -tjenesteydelser i
forbindelse med et eller flere finansielle instrumenter eller andre aktiver eller udstedere eller
potentielle udstedere af finansielle instrumenter, eller analysemateriale eller -tjenesteydelser tæt
knyttet til en specifik branche eller et specifikt marked, således at det informerer opfattelsen
af finansielle instrumenter, aktiver eller udstedere inden for den pågældende branche eller det
pågældende marked.
Analyser omfatter også materiale eller tjenesteydelser, som eksplicit eller implicit indeholder
anbefalinger eller forslag til en investeringsstrategi og giver en begrundet udtalelse om finan-
sielle instrumenters eller aktivers aktuelle eller fremtidige værdi eller pris eller på anden måde
indeholder analyser og genuin viden og når konklusioner baseret på nye eller eksisterende
oplysninger, der kan bruges til at informere en investeringsstrategi og være relevante og i stand
til at tilføje merværdi til investeringsselskabets beslutninger på vegne af kunder, der betaler for
analyserne.«
5) I artikel 25, stk. 2, tilføjes følgende afsnit:
»Når investeringsselskaber yder enten investeringsrådgivning eller porteføljepleje, der omfatter skift
af finansielle instrumenter, indhenter de de nødvendige oplysninger om kundens investering og ana-
lyserer omkostningerne og fordelene ved skiftet af finansielle instrumenter. Når investeringsselska-
ber yder investeringsrådgivning, oplyser de kunden om, hvorvidt fordelene ved skiftet af finansielle
instrumenter er større end omkostningerne forbundet med et sådant skift eller ej.«
6) I artikel 27, stk. 3, tilføjes følgende afsnit:
»De periodiske rapporteringskrav over for offentligheden, der er fastsat i dette stykke, finder
først anvendelse fra den 28. februar 2023. Kommissionen foretager en omfattende gennemgang
af hensigtsmæssigheden af rapporteringskravene fastsat i dette stykke og forelægger en rapport for
Europa-Parlamentet og Rådet senest den 28. februar 2022.«
7) I artikel 27, stk. 6, tilføjes følgende afsnit:
187
»Kommissionen foretager en omfattende gennemgang af hensigtsmæssigheden af de periodiske
rapporteringskrav fastsat i dette stykke og forelægger en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet
senest 28. februar 2022.«
8) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 29a
Tjenesteydelser, der leveres til professionelle kunder
1. Kravene fastsat i artikel 24, stk. 4, litra c), finder ikke anvendelse på andre tjenesteydelser, der
leveres til professionelle kunder, end investeringsrådgivning og porteføljepleje.
2. Kravene fastsat i artikel 25, stk. 2, tredje afsnit, og artikel 25, stk. 6, finder ikke anvendelse
på tjenesteydelser, der leveres til professionelle kunder, medmindre disse kunder enten i elektronisk
format eller på papir meddeler investeringsselskabet, at de ønsker at benytte sig af de rettigheder, der
er fastlagt i nævnte bestemmelser.
3. Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber fører et register over de i stk. 2 omhandlede
meddelelser fra kunder.«
9) I artikel 30, stk. 1, affattes første afsnit således:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber, der har tilladelse til at udføre ordrer for
kunders regning, og/eller til at handle for egen regning og/eller modtage og formidle ordrer, har
muligheden for at tilvejebringe eller indgå i transaktioner med godkendte modparter uden at være
forpligtet til at efterkomme artikel 24, bortset fra nævntes stk. 5a, artikel 25, artikel 27 og artikel 28,
stk. 1, i forbindelse med sådanne transaktioner eller med en accessorisk tjenesteydelse direkte knyttet
til disse transaktioner.«
10) I artikel 57 foretages følgende ændringer:
a) Stk. 1 affattes således:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i overensstemmelse med den be-
regningsmetode, der er fastsat af ESMA i de reguleringsmæssige tekniske standarder vedtaget
i overensstemmelse med stk. 3, fastsætter og anvender lofter for, hvor stor en nettoposition en
person på et hvilket som helst tidspunkt kan have i landbrugsråvarederivater og kritiske eller
væsentlige råvarederivater, der handles på markedspladser og gennem økonomisk tilsvarende
OTC-kontrakter. Råvarederivater anses for at være kritiske eller væsentlige, hvor summen af
alle slutpositionsindehaveres nettopositioner udgør størrelsen af deres åbne positioner og udgør
mindst 300 000 partier i gennemsnit over en periode på et år. Lofterne fastsættes på basis af
alle de positioner, en person besidder, og dem, der besiddes på vedkommendes vegne på samlet
koncernniveau, med henblik på at:
a) forhindre markedsmisbrug
b) støtte korrekte prisdannelses- og afviklingsbetingelser, herunder at forhindre markeds-
forvridende positioner og navnlig sikre konvergens mellem derivaters priser i leverings-
måneden og spotpriserne på den underliggende råvare, uden at dette dog berører pris-
fastsættelsen på markedet for den underliggende råvare.
Positionslofterne omhandlet i stk. 1 finder ikke anvendelse på:
188
a) positioner, der besiddes af eller på vegne af en ikkefinansiel enhed, og som objektivt
kan måles til at reducere risici direkte knyttet til den pågældende ikkefinansielle enheds
forretningsmæssige aktivitet
b) positioner, der besiddes af eller på vegne af en finansiel enhed, der indgår i en over-
vejende kommerciel koncern og handler på vegne af en ikkefinansiel enhed i den
overvejende kommercielle koncern, hvor disse positioner objektivt kan måles til at redu-
cere risici direkte knyttet til den pågældende ikkefinansielle enheds forretningsmæssige
aktivitet
c) positioner, der besiddes af finansielle og ikkefinansielle modparter med hensyn til
positioner, som objektivt kan måles til at hidrøre fra transaktioner, der er indgået for at
opfylde forpligtelser til at tilføre en markedsplads likviditet som omhandlet i artikel 2,
stk. 4, fjerde afsnit, litra c),
d) øvrige værdipapirer som omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 44), litra c), der vedrører en
råvare eller et underliggende aktiv som omhandlet i bilag I, afsnit C, nr. 10).
ESMA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder til fastlæggelse af en
procedure, ved hvilken en finansiel enhed, der indgår i en overvejende kommerciel koncern,
kan anmode om en afdækningsundtagelse for positioner, der besiddes af den pågældende finan-
sielle enhed og objektivt kan måles til at reducere risici, der er direkte knyttet til koncernens
ikkefinansielle enheders forretningsmæssige aktiviteter.
ESMA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder til fastlæggelse af en
procedure, der fastsætter, hvordan personer kan ansøge om en undtagelse for positioner, som
hidrører fra transaktioner, der er indgået for at opfylde forpligtelser til at tilføre en markeds-
plads likviditet.
ESMA forelægger de i tredje og fjerde afsnit omhandlede udkast til reguleringsmæssige tekni-
ske standarder for Kommissionen senest den 28. november 2021.
Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i tredje
og fjerde afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med
artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1095/2010.«
b) Stk. 3 og 4 affattes således:
»3. ESMA udarbejder en liste over de i stk. 1 omhandlede kritiske eller væsentlige
råvarederivater og udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder til fastlæggelse af den
beregningsmetode, som kompetente myndigheder skal anvende, når de fastslår positionslofter
for spotmåneden og for andre måneder for fysisk afviklede og kontant afviklede råvarederivater
baseret på det pågældende derivats karakteristika.
Ved udarbejdelsen af listen over de i stk. 1 omhandlede kritiske eller væsentlige råvarederivater
tager ESMA følgende faktorer i betragtning:
a) markedsdeltagernes antal
b) den underliggende råvare for det pågældende derivat.
Ved fastlæggelsen af den i første afsnit omhandlede beregningsmetode tager ESMA følgende
faktorer i betragtning:
a) det disponible udbud af den underliggende råvare
b) det samlede antal åbne positioner i det pågældende derivat og i andre finansielle instru-
menter med samme underliggende råvare
c) markedsdeltagernes antal og størrelse
189
d) det underliggende råvaremarkeds karakteristika, herunder produktionsmønstre, forbrug
og transport til markedet
e) udviklingen af nye råvarederivater
f) erfaringer fra investeringsselskaber eller markedsoperatører, der driver en markedsplads,
og fra andre jurisdiktioner med hensyn til positionslofterne.
ESMA forelægger de i første afsnit omhandlede udkast til reguleringsmæssige tekniske standar-
der for Kommissionen senest den 28. november 2021.
Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i dette stykkes
første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med arti-
kel 10-14 i forordning (EU) nr. 1095/2010.
4. En kompetent myndighed fastsætter positionslofter for kritiske eller væsentlige råvarede-
rivater og landbrugsråvarederivater, der handles på markedspladser, baseret på den beregnings-
metode, der er fastlagt i reguleringsmæssige tekniske standarder vedtaget af Kommissionen i
henhold til stk. 3. Sådanne positionslofter skal omfatte økonomisk tilsvarende OTC-kontrakter.
En kompetent myndighed reviderer positionslofterne, der er omhandlet i første afsnit, når der
er en betydelig forandring på markedet, herunder en betydelig forandring i disponibelt udbud
eller åbne positioner, baseret på dens bestemmelse af disponibelt udbud og åbne positioner,
og ændrer positionslofterne i overensstemmelse med den beregningsmetode, der er fastlagt i
reguleringsmæssige tekniske standarder vedtaget af Kommissionen i henhold til stk. 3.«
c) Stk. 6, 7 og 8 affattes således:
»6. Hvor landbrugsråvarederivater, der er baseret på samme underliggende råvare og har
samme karakteristika, handles i betydeligt omfang på markedspladser i mere end én jurisdik-
tion, eller hvor kritiske eller væsentlige råvarederivater, der er baseret på samme underliggende
råvare og har samme karakteristika, handles på markedspladser i mere end én jurisdiktion,
fastsætter den kompetente myndighed for den markedsplads, hvor handelen har det største
omfang (»den centrale kompetente myndighed«) det fælles positionsloft, der skal anvendes på
al handel med de pågældende derivater. Den centrale kompetente myndighed rådfører sig med
de kompetente myndigheder for andre markedspladser, hvor disse landbrugsråvarederivater
handles i betydeligt omfang, eller hvor kritiske eller væsentlige råvarederivater handles, om det
fælles positionsloft, der skal anvendes, og om eventuelle revisioner af dette fælles positionsloft.
Kompetente myndigheder, der ikke er enige i den centrale kompetente myndigheds fastsættelse
af et fælles positionsloft, fremsætter skriftligt de fuldstændige og detaljerede årsager til, at de
finder, at de i stk. 1 fastsatte krav ikke er overholdt. ESMA afgør eventuelle tvister som følge af
uenighed mellem kompetente myndigheder i overensstemmelse med sine beføjelser i henhold
til artikel 19 i forordning (EU) nr. 1095/2010.
De kompetente myndigheder for de markedspladser, hvor landbrugsråvarederivater, der er
baseret på den samme underliggende råvare og har samme karakteristika, handles i betydeligt
omfang, eller kritiske eller væsentlige råvarederivater, der er baseret på samme underliggende
råvare og har samme karakteristika, handles, og de kompetente myndigheder for indehaverne
af positioner inden for de pågældende derivater opretter samarbejdsordninger, der skal omfatte
udveksling af relevante oplysninger, med henblik på at muliggøre kontrol med og håndhævelse
af det fælles positionsloft.
190
7. ESMA kontrollerer mindst én gang om året den måde, de kompetente myndigheder har
gennemført de positionslofter, der er fastsat i overensstemmelse med den beregningsmetode,
ESMA har fastsat i henhold til stk. 3. I den forbindelse sikrer ESMA, at et fælles positionsloft
anvendes effektivt på landbrugsråvarederivaterne og de kritiske eller væsentlige kontrakter, der
er baseret på samme underliggende råvare og har samme karakteristika, uanset hvor de handles,
jf. stk. 6.
8. Medlemsstaterne sikrer, at et investeringsselskab eller en markedsoperatør, der driver en
markedsplads, som handler med råvarederivater, foretager positionsforvaltningskontrol, herun-
der beføjelse for markedspladsen til at:
a) overvåge personernes åbne positioner
b) indhente oplysninger, herunder al relevant dokumentation, fra personer om størrelsen af
og formålet med en indgået position eller eksponering og oplysninger om de egentlige
eller underliggende ejere, eventuelle tilknyttede aftalte ordninger og eventuelle aktiver
eller passiver i det underliggende marked, herunder, hvor det er relevant, positioner, der
besiddes i råvarederivater, der er baseret på samme underliggende råvare og har samme
karakteristik, på andre markedspladser og gennem økonomisk tilsvarende OTC-kontrak-
ter via medlemmer og deltagere
c) anmode om, at en person midlertidigt eller permanent bringer en position til ophør eller
reducerer den, og iværksætte ensidige tiltag til at sikre, at positionen bringes til ophør
eller reduceres, hvor personen ikke følger et sådan pålæg, og
d) kræve, at en person midlertidigt fører likviditet tilbage på markedet til en aftalt pris
og i en aftalt mængde med det udtrykkelige formål at afbøde virkningen af en stor og
dominerende position.
ESMA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder til at præcisere indholdet
af positionsforvaltningskontrol, hvorved de pågældende markedspladsers karakteristika tages i
betragtning.
ESMA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen
senest den 28. november 2021.
Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i dette stykkes
andet afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med arti-
kel 10-14 i forordning (EU) nr. 1095/2010.«
d) Stk. 12, litra d), affattes således:
»d) definitionen af, hvad der udgør betydeligt omfang i henhold til denne artikels stk. 6«.
11) I artikel 58 foretages følgende ændringer:
a) I stk. 1 tilføjes følgende afsnit:
»Positionsrapportering finder ikke anvendelse på øvrige værdipapirer som omhandlet i artikel 4,
stk. 1, nr. 44), litra c), der vedrører en råvare eller et underliggende aktiv som omhandlet i bilag
I, afsnit C, nr. 10).«
b) Stk. 2 affattes således:
»2. Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber, der handler med råvarederivater eller
emissionskvoter eller derivater deraf uden for en markedsplads, som minimum på daglig basis
191
forsyner den centrale kompetente myndighed, der er omhandlet i artikel 57, stk. 6, eller, hvor
der ikke er en central kompetent myndighed, den kompetente myndighed for en markedsplads,
hvor råvarederivaterne eller emissionskvoterne eller derivaterne heraf handles, med en fuld-
stændig oversigt over deres positioner inden for økonomisk tilsvarende OTC-kontrakter og, når
det er relevant, inden for råvarederivater, emissionskvoter eller derivater heraf, der handles på
en markedsplads, samt deres kunders positioner og disses kunders positioner, indtil slutkunden
er nået, i overensstemmelse med artikel 26 i forordning (EU) nr. 600/2014 og i givet fald
artikel 8 i forordning (EU) nr. 1227/2011.«
12) Artikel 73, stk. 2, affattes således:
»2. Medlemsstaterne stiller krav om, at investeringsselskaber, markedsoperatører, APA’er og
ARM’er godkendt i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 600/2014, der har en undtagelse
i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 2, stk. 3, kreditinstitutter, der beskæftiger sig
med investeringsaktiviteter og accessoriske tjenesteydelser, og filialer af tredjelandsselskaber har
passende procedurer for deres ansatte, således at de ansatte kan indberette potentielle og faktiske
overtrædelser internt gennem en særlig uafhængig og selvstændig kanal.«
13) Artikel 89, stk. 2 til 5, affattes således:
»2. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 2, stk. 3, artikel 2, stk. 4, artikel 4,
stk. 1, nr. 2), andet afsnit, artikel 4, stk. 2, artikel 13, stk. 1, artikel 16, stk. 12, artikel 23, stk. 4,
artikel 24, stk. 13, artikel 25, stk. 8, artikel 27, stk. 9, artikel 28, stk. 3, artikel 30, stk. 5, artikel 31,
stk. 4, artikel 32, stk. 4, artikel 33, stk. 8, artikel 52, stk. 4, artikel 54, stk. 4, artikel 58, stk. 6,
artikel 64, stk. 7, artikel 65, stk. 7, og artikel 79, stk. 8, tillægges Kommissionen for en ubegrænset
periode fra den 2. juli 2014.
3. Den i artikel 2, stk. 3, artikel 2, stk. 4, artikel 4, stk. 1, nr. 2), andet afsnit, artikel 4, stk. 2,
artikel 13, stk. 1, artikel 16, stk. 12, artikel 23, stk. 4, artikel 24, stk. 13, artikel 25, stk. 8, artikel
27, stk. 9, artikel 28, stk. 3, artikel 30, stk. 5, artikel 31, stk. 4, artikel 32, stk. 4, artikel 33, stk. 8,
artikel 52, stk. 4, artikel 54, stk. 4, artikel 58, stk. 6, artikel 64, stk. 7, artikel 65, stk. 7, og artikel 79,
stk. 8, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet
eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet
i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen
i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører
ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.
4. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet
og Rådet meddelelse herom.
5. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 2, stk. 3, artikel 2, stk. 4, artikel 4, stk. 1,
nr. 2), andet afsnit, artikel 4, stk. 2, artikel 13, stk. 1, artikel 16, stk. 12, artikel 23, stk. 4, artikel 24,
stk. 13, artikel 25, stk. 8, artikel 27, stk. 9, artikel 28, stk. 3, artikel 30, stk. 5, artikel 31, stk. 4,
artikel 32, stk. 4, artikel 33, stk. 8, artikel 52, stk. 4, artikel 54, stk. 4, artikel 58, stk. 6, artikel 64,
stk. 7, artikel 65, stk. 7, eller artikel 79, stk. 8, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet
eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på tre måneder fra meddelelsen af den pågældende
retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af
denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen
forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.«
14) I artikel 90 indsættes følgende som stk. 1a:
»1a. Senest den 31. december 2021 gennemgår Kommissionen virkningen af den undtagelse,
der er fastsat i artikel 2, stk. 1, litra j), for så vidt angår emissionskvoter eller derivater heraf, og
192
ledsager, hvor det er relevant, denne gennemgang med et lovgivningsmæssigt forslag om ændring
af denne undtagelse. I den forbindelse vurderer Kommissionen handelen med emissionskvoter og
derivater heraf i Unionen og i tredjelande, virkningen af undtagelsen fastsat i artikel 2, stk. 1, litra
j), for investorbeskyttelse, integriteten og gennemsigtigheden af markederne for emissionskvoter og
derivater heraf, og hvorvidt der bør vedtages foranstaltninger vedrørende handel, der foregår på
tredjelandes markedspladser.«
Artikel 2
Ændringer af direktiv (EU) 2019/878
Artikel 2, stk. 1, affattes således:
»1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 28. december 2020 de love og administrative
bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme:
a) bestemmelserne i dette direktiv, for så vidt de vedrører kreditinstitutter
b) dette direktivs artikel 1, stk. 1 og 9, for så vidt angår artikel 2, stk. 5 og 6, og artikel 21b i direktiv
2013/36/EU, for så vidt de vedrører kreditinstitutter og investeringsselskaber.
De underretter straks Kommissionen herom.
De anvender disse love og bestemmelser fra den 29. december 2020. De bestemmelser, der er nødvendige
for at efterkomme ændringerne i nærværende direktivs artikel 1, nr. 21), og artikel 1, nr. 29), litra a), b) og
c), for så vidt angår artikel 84 og artikel 98, stk. 5 og 5a, i direktiv 2013/36/EU, finder dog anvendelse fra
den 28. juni 2021 og de bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme ændringerne i nærværende
direktivs artikel 1, nr. 52) og 53), for så vidt angår artikel 141b og 141c og artikel 142, stk. 1, i direktiv
2013/36/EU, finder anvendelse fra den 1. januar 2022.
Medlemsstaterne vedtager, offentliggør og anvender senest den 26. juni 2021 de foranstaltninger, der er
nødvendige for at efterkomme dette direktiv, for så vidt de vedrører investeringsselskaber, bortset fra de
foranstaltninger, der er omhandlet i første afsnit, litra b).
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til nærværende direktiv eller
skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler
for henvisningen.«
Artikel 3
Ændringer af direktiv 2013/36/EU
Artikel 94, stk. 2, tredje, fjerde og femte afsnit, affattes således:
»Med henblik på at identificere medarbejdere, hvis arbejde har væsentlig indflydelse på instituttets risiko-
profil som omhandlet i artikel 92, stk. 3, undtagen medarbejdere i investeringsselskaber, udarbejder EBA
udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som fastlægger kriterierne for at definere følgende:
a) ledelsesmæssigt ansvar og kontrolfunktioner
b)
væsentlig forretningsenhed og væsentlig indflydelse på den relevante forretningsenheds risikoprofil
og
c) andre kategorier af medarbejdere, som ikke udtrykkeligt er omhandlet af artikel 92, stk. 3, hvis
arbejde har indflydelse på instituttets risikoprofil, der forholdsmæssigt er lige så væsentlig som de
medarbejderkategoriers indflydelse, der er omhandlet deri.
193
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den
28. december 2019.
Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i dette stykke omhand-
lede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU)
nr. 1093/2010. Hvad angår reguleringsmæssige tekniske standarder for investeringsselskaber, finder de
beføjelser, som er fastlagt i nærværende direktivs artikel 94, stk. 2, som ændret ved Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2018/843 (3), fortsat anvendelse indtil den 26. juni 2021.
Artikel 4
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 28. november 2021 de love og administrative
bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De meddeler straks Kommissionen
teksten til disse love og bestemmelser.
De anvender disse love og bestemmelser fra den 28. februar 2022.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de
udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
3. Uanset stk. 1 finder ændringerne af direktiv 2013/36/EU og (EU) 2019/878 anvendelse fra den
28. december 2020.
Artikel 5
Revision
Senest den 31. juli 2021 og på grundlag af resultatet af en offentlig høring foretaget af Kommissionen
undersøger Kommissionen bl.a., a) hvordan værdipapirmarkedernes struktur, der afspejler den nye økono-
miske virkelighed efter 2020, fungerer, data- og datakvalitetsspørgsmål vedrørende markedsstrukturen og
reglerne om gennemsigtighed, herunder spørgsmål vedrørende tredjelande, b) reglerne for analyser, c)
reglerne om alle former for betalinger til rådgivere og deres faglige kvalifikationsniveau, d) produktsty-
ring, e) rapportering af tab og f) kundekategorisering. Kommissionen forelægger, hvis det er relevant, et
lovgivningsforslag for Europa-Parlamentet og Rådet.
Artikel 6
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 7
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 16. februar 2021.
194
På Europa-Parlamentets vegne
D. M. SASSOLI
Formand
På Rådets vegne
A. P. ZACARIAS
Formand
195
1) EUT C 10 af 11.1.2021, s. 30.
2) Europa-Parlamentets holdning af 11.2.2021 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 15.2.2021.
3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og
direktiv 2011/61/EU (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 349).
4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske
Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF (EUT L
331 af 15.12.2010, s. 84).
5) EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1.
6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af forordning
(EU) nr. 648/2012 (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 84).
7) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber og om ændring af direktiv
2002/87/EF, 2009/65/EF, 2011/61/EU, 2013/36/EU, 2014/59/EU og 2014/65/EU (EUT L 314 af 5.12.2019, s. 64).
8) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/878 af 20. maj 2019 om ændring af direktiv 2013/36/EU, for så vidt angår fritagne enheder, finansielle
holdingselskaber, blandede finansielle holdingselskaber, aflønning, tilsynsforanstaltninger og -beføjelser og kapitalbevaringsforanstaltninger (EUT L 150
af 7.6.2019, s. 253).
9) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinsti-
tutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013,
s. 338).
10) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
196
Bilag 4
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2009/138/EF
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2009/138/EF
af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)
(omarbejdning)
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 47, stk. 2, og
artikel 55,
under henvisning til forslag fra Kommissionen,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg1),
efter høring af Regionsudvalget,
efter proceduren i traktatens artikel 2512), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Der skal foretages en række væsentlige ændringer i Rådets første direktiv 73/239/EØF af 24. juli
1973 om samordning af de administrativt og ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse
af direkte forsikringsvirksomhed, bortset fra livsforsikring3), Rådets direktiv 78/473/EØF af 30. maj 1978
om samordning af administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser vedrørende coassurancevirksomhed
inden for Fællesskabet4), Rådets direktiv 87/344/EØF af 22. juni 1987 om samordning af de ved lov eller
administrativt fastsatte bestemmelser om retshjælpsforsikring5), Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22.
juni 1988 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksom-
hed bortset fra livsforsikring og om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette den faktiske gennemførelse
af den frie udveksling af tjenesteydelser6), Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af
love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring
(tredje skadesforsikringsdirektiv)7), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998
om supplerende tilsyn med forsikringsselskaber i en forsikringsgruppe8), Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2001/17/EF af 19. marts 2001 om sanering og likvidation af forsikringsselskaber9), Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikringsvirksomhed10) og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF af 16. november 2005 om genforsikringsvirksomhed11). Af
klarhedshensyn bør disse direktiver omarbejdes.
(2) For at lette adgangen til og udøvelsen af disse former for livsforsikrings- og genforsikringsvirksomhed
er det nødvendigt at fjerne de alvorligste forskelle i medlemsstaternes lovgivning for så vidt angår de
regler, som forsikrings- og genforsikringsselskaber er underlagt. Der bør derfor opstilles retlige rammer
for forsikrings- og genforsikringsselskabers udøvelse af forsikringsvirksomhed i hele det indre marked for
197
dermed at gøre det lettere for forsikrings- og genforsikringsselskaber med hovedsæde i Fællesskabet at
påtage sig risici og forpligtelser i hele Fællesskabet.
(3) Af hensyn til et velfungerende indre marked bør der fastlægges samordnede regler for tilsyn med for-
sikringskoncerner og for foranstaltninger til sanering og likvidation af forsikringsselskaber med henblik
på kreditorbeskyttelse.
(4) Visse selskaber, som præsterer forsikringstjenesteydelser, bør ikke være omfattet af det system, der
oprettes i kraft af dette direktiv, det være sig på grund af deres størrelse, retlige status eller art —
f.eks. en tæt tilknytning til offentlige forsikringsordninger — eller de specifikke tjenesteydelser, de
præsterer. Det vil endvidere være hensigtsmæssigt i flere medlemsstater at udelukke bestemte organer,
hvis virksomhed kun omfatter en meget begrænset sektor, og som lovgivningsmæssigt er begrænset til et
bestemt geografisk område eller til bestemte personer.
(5) Meget små forsikringsselskaber, som opfylder visse betingelser, herunder bruttopræmieindtægter på
under 5 mio. EUR, er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde. Alle forsikrings- og genforsikrings-
selskaber, som allerede er godkendt i henhold til de nuværende direktiver, bør dog fortsat være godkendt,
når dette direktiv gennemføres. Selskaber, som er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde, bør
kunne gøre brug af de grundlæggende friheder i henhold til traktaten. Disse selskaber bør have mulighed
for at ansøge om tilladelse i henhold til dette direktiv med henblik på at drage fordel af enhedstilladelsen i
henhold til dette direktiv.
(6) Det bør være muligt for medlemsstater at kræve, at selskaber, som udøver forsikrings- eller genforsik-
ringsvirksomhed, og som er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde, registrerer sig. Medlemssta-
terne kan også lade disse selskaber blive omfattet af finansielt og lovpligtigt tilsyn.
(7) Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgiv-
ning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse12), Rå-
dets syvende direktiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om
konsoliderede regnskaber13), Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnær-
melse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer14), Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter15) samt Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virk-
somhed som kreditinstitut16) indeholder generelle regler på områderne bogholderi, ansvarsforsikring for
motorkøretøjer, finansielle instrumenter og kreditinstitutter og definitioner inden for disse områder. Visse
af definitionerne i disse direktiver bør finde anvendelse i forbindelse med dette direktiv.
(8) Adgang til udøvelse af forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed bør være betinget af en forudgåen-
de tilladelse. Der bør derfor fastsættes betingelser og procedurer for meddelelse af denne tilladelse og for
et eventuelt afslag.
(9) De direktiver, som ophæves ved dette direktiv, fastsætter ikke nogen bestemmelser for omfanget
af de genforsikringsaktiviteter, som et forsikringsselskab har fået tilladelse til at udøve. Det er op til
medlemsstaterne at beslutte, om der skal fastsættes bestemmelser for dette.
198
(10) Henvisninger i dette direktiv til forsikrings- eller genforsikringsselskaber bør omfatte captive-forsik-
ringsselskaber og captive-genforsikringsselskaber, undtagen når der er fastsat særlige bestemmelser for
disse selskaber.
(11) Da dette direktiv udgør et centralt element i virkeliggørelsen af det indre marked, bør forsikrings-
og genforsikringsselskaber, der har opnået tilladelse i deres hjemlande, have ret til at udøve en del af
eller alle deres aktiviteter i hele Fællesskabet ved at etablere filialer eller præstere tjenesteydelser. Der
bør derfor tages skridt til at tilvejebringe den harmonisering, der er nødvendig og tilstrækkelig til at opnå
gensidig anerkendelse af tilladelser og tilsynsordninger, og dermed en fælles tilladelse, som gælder i hele
Fællesskabet, og som åbner mulighed for, at tilsynet med et selskab udføres af hjemlandet.
(12) I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse
af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer(fjerde motorkøretøjsforsikrings-
direktiv)17) er der fastsat regler for udnævnelse af skadesbehandlingsrepræsentanter. Disse regler bør finde
anvendelse i forbindelse med dette direktiv.
(13) Genforsikringsselskaber bør begrænse deres målsætninger til udøvelse af genforsikringsvirksomhed
og hermed forbundne aktiviteter. Et sådant krav bør ikke hindre et genforsikringsselskab i at udøve akti-
viteter som f.eks. statistisk eller aktuarmæssig rådgivning, risikoanalyse eller forskning på sine kunders
vegne. Det kan også omfatte udøvelse af funktionen som holdingselskab og virksomhed i relation til de
aktiviteter i den finansielle sektor, der er omhandlet i artikel 2, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2002/87/EF af 16. december 2002 om supplerende tilsyn med kreditinstitutter, forsikringsselska-
ber og investeringsselskaber i et finansielt konglomerat18). Under alle omstændigheder tillader dette krav
ikke, at der udøves bankvirksomhed eller finansielle aktiviteter, der ikke er relaterede hertil.
(14) Beskyttelse af forsikringstagerne forudsætter, at forsikrings- og genforsikringsselskaber er underlagt
effektive solvenskrav, som vil føre til en effektiv kapitalfordeling i hele Den Europæiske Union. Det
nuværende system er ikke længere tilstrækkeligt i lyset af udviklingen på markedet. Det er derfor
nødvendigt at indføre en ny lovramme.
(15) I tråd med den seneste udvikling inden for risikostyring i International Association of Insurance
Supervisors, International Accounting Standards Board og International Actuarial Association og på
baggrund af den seneste udvikling inden for andre finanssektorer bør der vedtages en metode, som
bygger på den økonomiske risiko, og som tilskynder forsikrings- og genforsikringsselskaber til at måle
og forvalte deres risici korrekt. Harmoniseringen bør øges med specifikke regler for værdiansættelse af
aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.
(16) Hovedformålet med regulering af og tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber er at sikre en
hensigtsmæssig beskyttelse af forsikringstagere og begunstigede. Begrebet begunstigede har til formål at
dække enhver fysisk eller juridisk person, som har en rettighed i henhold til en forsikringsaftale. Finansiel
stabilitet samt redelige og stabile markeder er andre mål for regulering af og tilsyn med forsikrings- og
genforsikringsselskaber, og disse bør også tages i betragtning, dog uden at hovedformålet af den grund
undermineres.
(17) Solvensregimet, der fastsættes i dette direktiv, forventes at føre til en endnu bedre beskyttelse for
forsikringstagerne. Det vil kræve, at medlemsstaterne tildeler tilsynsmyndigheder ressourcer til at nå
199
deres forpligtelser, som er fastsat i dette direktiv. Dette omfatter alle nødvendige kapaciteter, herunder
finansielle og menneskelige ressourcer.
(18) Medlemsstaternes tilsynsmyndigheder bør derfor have alle nødvendige beføjelser til at sikre, at
forsikrings- og genforsikringsselskaber udøver deres virksomhed på betryggende vis i hele Fællesskabet,
hvad enten det sker i henhold til reglerne om fri etableringsret eller i henhold til reglerne om fri
udveksling af tjenesteydelser. For at sikre et effektivt tilsyn skal alle tilsynsmyndighedernes tiltag være
proportionale med arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der er forbundet med et forsikringssel-
skabs eller et genforsikringsselskabs virksomhed, uanset hvilken betydning det omhandlede selskab har
for den overordnede finansielle stabilitet på markedet.
(19) Dette direktiv bør ikke være for belastende for små og mellemstore forsikringsselskaber. En af må-
derne hvorpå dette kan opnås er ved en passende anvendelse af proportionalitetsprincippet. Dette princip
bør både anvendes på kravene, der stilles til forsikrings- og genforsikringsselskaber, og på udøvelsen af
tilsynsbeføjelser.
(20) Dette direktiv bør navnlig ikke være for belastende for forsikringsselskaber, der specialiserer sig i
at præstere særlige typer af forsikringer eller tjenesteydelser til særlige kundesegmenter, og der bør i den
forbindelse erkendes, at specialisering på denne måde kan være en værdifuld måde til effektivt og reelt
at styre risiko. For at nå dette mål såvel som en passende anvendelse af proportionalitetsprincippet bør
det også være muligt i specielle tilfælde at tillade, at selskaber anvender deres egne oplysninger til at
kalibrere i risikomodulerne i solvenskapitalkravets standardformel.
(21) Dette direktiv bør også tage hensyn til captive-forsikringsselskabers og captive-genforsikringssel-
skabers særlige forhold. Da disse selskaber kun dækker risiko i forbindelse med den industri- eller
handelskoncern, som de tilhører, bør der indføres passende fremgangsmåder i overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet for at afspejle arten, omfanget og kompleksiteten af deres virksomhed.
(22) Tilsynet med genforsikringsaktiviteter bør tage hensyn til genforsikringssektorens særlige forhold,
navnlig dens globale karakter og det forhold, at forsikringstagerne selv er forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber.
(23) Tilsynsmyndighederne bør kunne indhente de oplysninger fra forsikrings- og genforsikringsselska-
ber, der er nødvendige med henblik på tilsynet, herunder i givet fald de oplysninger, som et forsikrings-
eller genforsikringsselskab offentliggør i forbindelse med regnskaber, børsnotering eller andre retlige eller
reguleringsmæssige krav.
(24) Ansvaret for overvågningen af forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers økonomiske soli-
ditet bør pålægges tilsynsmyndighederne i hjemlandet. De bør til dette formål regelmæssigt udføre
undersøgelser og evalueringer.
(25) Tilsynsmyndighederne bør kunne tage hensyn til følgerne for risiko- og kapitalforvaltning af frivilli-
ge adfærdskodekser og gennemsigtighedskrav, som overholdes af de relevante institutioner, der handler
med uregulerede og alternative instrumenter.
200
(26) Solvenskapitalkravet danner udgangspunkt for, hvorvidt de kvantitative krav i forsikringsbranchen er
tilstrækkelige. Tilsynsmyndighederne bør derfor alene under exceptionelle omstændigheder, i de tilfælde,
der er nævnt i dette direktiv, have beføjelse til at stille krav om et kapitaltillæg til solvenskapitalkravet
i forlængelse af tilsynsprocessen. Hensigten med standardformlen for solvenskapitalkravet er at afspejle
de fleste forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers risikoprofil. Denne standardmetode vil i nogle
tilfælde ikke i tilstrækkelig grad afspejle et selskabs meget specifikke risikoprofil.
(27) Kravet om et kapitaltillæg er exceptionelt i den forstand, at det kun bør anvendes som en sidste
mulighed, når andre tilsynsforanstaltninger er ineffektive eller uhensigtsmæssige. Begrebet exceptionelt
bør ses inden for rammerne af en særlig situation i det selskab i stedet for i forhold til antallet af
kapitaltillæg, som indføres på et specifikt marked.
(28) Kapitaltillægget bør opretholdes, så længe der ikke er rettet op på de forhold, der var gældende,
da kravet blev indført. Når den komplette eller partielle interne model rummer væsentlige mangler, eller
der forekommer væsentlige ledelsesmæssige svigt, bør tilsynsmyndighederne sikre, at det pågældende
selskab gør sit yderste for at rette op på de mangler, der førte til kravet om et kapitaltillæg. Når
standardmetoden imidlertid ikke i tilstrækkelig grad afspejler et selskabs meget specifikke risikoprofil,
kan kapitaltillægget opretholdes i de efterfølgende år.
(29) Nogle risici kan kun imødegås i tilstrækkelig grad med ledelseskrav snarere end med de kvantitative
krav, der afspejles i solvenskapitalkravet. Et effektivt ledelsessystem er derfor afgørende for en hensigts-
mæssig ledelse af forsikringsselskabet og for reguleringssystemet.
(30) Ledelsessystemet omfatter risikostyringsfunktionen, compliance-funktionen, den interne revisions-
funktion og aktuarfunktionen.
(31) En funktion er en administrativ kapacitet til at varetage særlige ledelsesopgaver. Identificeringen af
en særlig funktion forhindrer ikke selskabet i frit at beslutte, hvordan denne funktion skal organiseres i
praksis, medmindre andet er anført i dette direktiv. Dette bør ikke føre til unødigt byrdefulde krav, fordi
der skal tages hensyn til arten, omfanget og kompleksiteten af selskabets aktiviteter. Det bør derfor være
muligt for disse funktioner at bemandes med eget personale, bero på rådgivning fra eksterne eksperter
eller udliciteres til eksperter inden for de grænser, direktivet sætter.
(32) I mindre, og mindre komplekse, selskaber undtagen i forbindelse med den interne revisionsfunktion
bør det være muligt, at én person eller organisatorisk enhed endvidere kan udføre mere end én funktion.
(33) De funktioner, der indgår i ledelsessystemet, anses for nøglefunktioner og er derfor også vigtige og
afgørende funktioner.
(34) Alle personer, som udfører nøglefunktioner, bør være egnede og hæderlige. Kun personer, der
besidder nøgleposter, bør være omfattet af oplysningskravene til tilsynsmyndigheden.
(35) For at vurdere det krævede niveau af sagkundskab, bør de faglige kvalifikationer og erfaringen hos
dem, som reelt driver selskabet eller besidder andre nøgleposter, inddrages som yderligere faktorer.
201
(36) Alle forsikrings- og genforsikringsselskaber bør som en integrerende del af deres forretningsstrategi
regelmæssigt vurdere deres samlede solvensbehov med deres specifikke risikoprofil for øje (vurdering af
egen risiko og solvens). Denne vurdering kræver hverken, at der udarbejdes en intern model, eller har
til formål at beregne et kapitalkrav, som er forskelligt fra solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkra-
vet. Resultaterne af hver vurdering bør indberettes til tilsynsmyndighederne som en del af de oplysninger,
der skal udleveres i tilsynsøjemed.
(37) For at sikre et effektivt tilsyn med outsourcede funktioner eller aktiviteter er det afgørende, at de
myndigheder, der fører tilsyn med det outsourcende forsikrings- eller genforsikringsselskabet, har adgang
til alle relevante data, der opbevares af den outsourcende tjenesteyder, uanset om sidstnævnte er en
tilsynspligtig enhed eller ej, og at tilsynsmyndighederne har ret til at udføre kontrol på stedet. For at
tage hensyn til udviklingen på markederne og sikre, at outsourcing-betingelserne til stadighed er opfyldt,
bør tilsynsmyndigheden på forhånd informeres om outsourcing af afgørende eller vigtige funktioner eller
aktiviteter. Disse krav bør tage hensyn til arbejdet i Det Fælles Forum, og de stemmer overens med gæl-
dende regler og praksis i banksektoren og direktiv 2004/39/EF og dettes anvendelse på kreditinstitutter.
(38) Af hensyn til gennemsigtigheden bør forsikrings- og genforsikringsselskaber mindst én gang årligt
offentliggøre — dvs. stille gratis til rådighed for offentligheden enten i trykt eller elektronisk form —
væsentlige oplysninger om deres solvens og finansielle situation. Selskaber bør have mulighed for at
offentliggøre yderligere oplysninger på et frivilligt grundlag.
(39) Der bør tillades udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndighederne og de myndigheder eller
organer, der i kraft af deres funktion bidrager til at styrke stabiliteten i det finansielle system. Det er
derfor nødvendigt at fastsætte, på hvilke betingelser denne udveksling af oplysninger bør være mulig. Når
det derudover er fastsat, at oplysninger kun kan offentliggøres med tilsynsmyndighedernes udtrykkelige
tilladelse, bør disse myndigheder i givet fald kunne betinge deres samtykke af, at visse strenge krav
overholdes.
(40) Det er nødvendigt at fremme tilsynsmæssig konvergens, ikke blot hvad angår tilsynsværktøjer, men
også hvad angår tilsynspraksis. Det Europæiske Tilsynsudvalg for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensi-
onsordninger (CEIOPS), der er nedsat ved Kommissionens afgørelse 2009/79/EF19), bør spille en væsent-
lig rolle i den henseende og regelmæssigt aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Kommissionen om
fremskridt på området.
(41) Formålet med de oplysninger og rapporten, som skal forelægges i forbindelse med kapitaltillæggene
til CEIOPS, er ikke at forbyde deres anvendelse i henhold til dette direktiv, men at bidrage til en stadig
højere grad af tilsynsmæssig konvergens ved anvendelse af kapitaltillæg mellem tilsynsmyndighederne i
de enkelte medlemsstater.
(42) For at lette den administrative byrde og undgå dobbeltarbejde bør tilsynsmyndighederne og de
nationale statistiske kontorer samarbejde og udveksle oplysninger.
(43) Med henblik på at styrke tilsynet med forsikrings- og genforsikringsselskaber og beskytte forsik-
ringstagerne bør revisorer, i den betydning der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber20), have
202
pligt til omgående at indberette oplysninger, som kan få alvorlig indflydelse på et forsikringsselskabs eller
et genforsikringsselskabs finansielle situation eller administrative organisation.
(44) Forsikringsselskaber, der udøver både livs- og skadesforsikringsvirksomhed, bør adskille forvaltnin-
gen af disse aktiviteter for at beskytte de livsforsikredes interesser. Disse selskaber bør bl.a. pålægges
samme kapitalkrav, som gælder for en tilsvarende forsikringskoncern bestående af et livsforsikringssel-
skab og et skadesforsikringsselskab, under hensyntagen til kapitalens øgede overførbarhed hos forsik-
ringsselskaber, der tegner flere forsikringsklasser.
(45) Vurderingen af forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers finansielle stilling bør bero på
fornuftige økonomiske principper og gøre optimal brug af de oplysninger, som leveres af de finansielle
markeder, og på de almindeligt tilgængelige data om forsikringstekniske risici. Specielt bør solvenskrav
baseres på en økonomisk værdiansættelse af hele balancen.
(46) Værdiansættelsesnormer med henblik på tilsynet bør så vidt muligt være forenelige med udviklingen
i internationale regnskabsstandarder for at lette den administrative byrde for forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber.
(47) I overensstemmelse med denne fremgangsmåde bør kapitalkravene dækkes ved hjælp af egenkapital,
uanset om det er balanceførte eller ikke-balanceførte poster. Eftersom ikke alle finansielle ressourcer yder
fuld dækning i tilfælde af likvidation og på going concern-basis, bør egenkapitalelementer klassificeres
i overensstemmelse med kvalitetskriterier i tre tiers, og den anerkendte egenkapital til dækning af kapital-
kravene bør afgrænses tilsvarende. De gældende grænser for egenkapitalelementer bør alene anvendes
med henblik på at fastslå forsikrings- og genforsikringsselskabers solvens, og de bør ikke yderligere
begrænse disse selskabers frihed med hensyn til deres interne kapitalforvaltning.
(48) Generelt kan aktiver, der er fri for enhver påregnelig forpligtelse, benyttes til at absorbere tab som
følge af negative udsving i deres aktiviteter på going-concern basis og i forbindelse med likvidation. Ho-
vedparten af de overskydende aktiver i forhold til passiver, som værdiansættes i overensstemmelse med
principperne i dette direktiv, bør derfor behandles som kapital af høj kvalitet (tier 1).
(49) Ikke alle aktiver i et selskab er uden begrænsninger. I nogle medlemsstater indebærer specifikke
produkter afgrænsede fondsstrukturer, der giver en kategori af forsikringstagere større rettigheder til
aktiver inden for deres egen fond. Selv om disse aktiver er medtaget i beregningen af de overskydende
aktiver i forhold til passiver med henblik på egenkapital, kan de faktisk ikke benyttes til at imødegå
risici uden for den afgrænsede fond. For at være i overensstemmelse med den økonomiske tilgang bør
vurderingen af egenkapital tilpasses for at afspejle den anderledes karakter af de aktiver, der er en del af
en afgrænset ordning. Beregningen af solvenskapitalkravet bør ligeledes afspejle reduktionen i pooling
eller diversifikation i forbindelse med disse afgrænsede fonde.
(50) Det er for øjeblikket praksis i visse medlemsstater, at forsikringsselskaber sælger livsforsikringspro-
dukter, hvor forsikringstagerne og de begunstigede bidrager til selskabets risikovillige kapital til gengæld
for hele eller en del af afkastet af bidragene. Denne akkumulerede fortjeneste er overskudskapital, som er
den retlige enheds ejendom, hvori den er genereret.
203
(51) Overskudskapital bør værdiansættes i overensstemmelse med den økonomiske tilgang, der er fastlagt
i dette direktiv. En simpel henvisning til værdiansættelsen af overskudskapitalen i det lovpligtige årsregn-
skab bør således ikke være tilstrækkelig. På linje med kravene til egenkapital, bør overskudskapital være
underlagt de kriterier, der er fastsat i dette direktiv om klassificering i tiers. Det indebærer bl.a., at kun
overskudskapital, der opfylder kravene til klassificering i tier 1, bør betragtes som tier 1-kapital.
(52) Gensidige og gensidiglignende sammenslutninger med variable bidrag kan opkræve yderligere
bidrag fra deres medlemmer (supplerende medlemsbidrag) med henblik på at øge de finansielle midler,
som de besidder for at absorbere tab. Supplerende medlemsbidrag kan udgøre en betydelig finansierings-
kilde for gensidige og gensidiglignende sammenslutninger, når disse sammenslutninger er stillet over for
negative udsving i deres aktiviteter. Supplerende medlemsbidrag bør derfor anerkendes som supplerende
kapitalposter og behandles i overensstemmelse hermed til solvensformål. Navnlig i forbindelse med
gensidige eller gensidiglignende rederisammenslutninger med variable bidrag, der udelukkende forsikrer
maritime risici, er anvendelse af supplerende medlemsbidrag en længerevarende praksis, der er genstand
for særlige genopretningsordninger og beløb, som godkendes af deres medlemmer, bør behandles som
kapital af god kvalitet (tier 2). Tilsvarende i forbindelse med andre gensidige og gensidiglignende
sammenslutninger, hvor supplerende medlemsbidrag er af tilsvarende kvalitet, bør det godkendte beløb af
disse medlemsbidrag også behandles som kapital af god kvalitet (tier 2).
(53) For at gøre det muligt for forsikrings- og genforsikringsselskaber at opfylde deres forpligtelser
over for forsikringstagerne og de begunstigede bør medlemsstaterne pålægge disse selskaber at oprette
tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser. Principperne og de aktuarmæssige og statistiske metoder,
der ligger til grund for beregningen af disse forsikringsmæssige hensættelser, bør harmoniseres i hele
Fællesskabet for at forbedre sammenligneligheden og gennemsigtigheden.
(54) Beregningen af disse forsikringsmæssige hensættelser bør stemme overens med værdiansættelsen af
aktiver og andre forpligtelser samt være markedskonform og i tråd med den internationale udvikling på
regnskabs- og tilsynsområdet.
(55) Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser bør derfor afspejle det beløb, et forsikrings- eller
genforsikringsselskab skulle betale, hvis det omgående overførte sine kontraktlige rettigheder og forplig-
telser til et andet selskab. Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser bør derfor afspejle det beløb,
som et andet forsikrings- eller genforsikringsselskab (referenceselskabet) kan forventes at få behov
for med henblik på at overtage og honorere de underliggende forsikrings- og genforsikringsforpligtel-
ser. Størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser bør afspejle forsikringsporteføljens grundlæggende
karakteristika. Der bør derfor kun anvendes selskabsspecifikke oplysninger, som f.eks. oplysninger om
forvaltning af fordringer og udgifter, til beregningen af disse, for så vidt disse oplysninger sætter forsik-
rings- og genforsikringsselskaber i stand til bedre at afspejle den underliggende forsikringsporteføljes
karakteristika.
(56) De antagelser, der gøres om det referenceselskab, der forventes at overtage og honorere de under-
liggende forsikrings- og genforsikringsforpligtelser bør harmoniseres i hele Fællesskabet. Navnlig de
antagelser om det referenceselskab, som beslutter, hvorvidt det og i hvilket omfang diversifikationsef-
fekter bør inddrages i beregningen af risikotillægget, bør undersøges som led i konsekvensanalysen af
gennemførelsesforanstaltninger og bør derefter harmoniseres på fællesskabsplan.
204
(57) Rimelig interpolation og ekstrapolation fra direkte observerbare markedsværdier bør også kunne
anvendes til at beregne forsikringsmæssige hensættelser.
(58) Det er nødvendigt at beregne den forventede nutidsværdi af forsikringsforpligtelser på grundlag
af aktuelle og troværdige oplysninger og realistiske antagelser under hensyn til finansielle garantier og
optioner indeholdt i forsikrings- og genforsikringsaftaler, for at afgive en økonomisk værdiansættelse
af forsikrings- eller genforsikrings- forpligtelser. Der bør stilles krav om anvendelse af effektive og
harmoniserede aktuarmæssige metoder.
(59) For at afspejle små og mellemstore virksomheders særlige situation bør der fastlægges forenklede
fremgangsmåder for beregning af de forsikringsmæssige hensættelser.
(60) Der bør i tilsynsordningen fastlægges dels et risikofølsomhedskrav, der bygger på en prospektiv
beregning for at sikre, at tilsynsmyndighederne kan foretage et præcist og rettidigt indgreb (solvenskapi-
talkravet), dels et sikkerhedsmæssigt minimumsniveau, som de finansielle ressourcer mindst bør overhol-
de (minimumskapitalkravet). Begge kapitalkrav bør harmoniseres i Fællesskabet for at opnå et ensartet
beskyttelsesniveau for forsikringstagere. For at dette direktiv kan blive velfungerende, bør der være en
passende skala for tilsynsmæssig indgriben mellem solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet.
(61) For at afbøde for mulige uhensigtsmæssige procykliske virkninger i det finansielle system og undgå
en situation hvor forsikrings- og genforsikringsselskaber unødigt tvinges til at tilvejebringe yderligere
kapital eller sælge deres investeringer som følge af urimelige negative bevægelser på de finansielle
markeder, bør standardmetodens markedsrisikomodul for solvenskapitalkravet indeholde en symmetrisk
justeringsmekanisme for ændringerne i aktiekursernes niveau. Herudover bør der i tilfælde af usædvanligt
store fald på de finansielle markeder, og hvor denne symmetriske justeringsmekanisme ikke er tilstrække-
lig til, at forsikrings- og genforsikringsselskaberne kan overholde deres solvenskapitalkrav, fastsættes en
bestemmelse, som gør det muligt for tilsynsmyndighederne at forlænge den periode, indenfor hvilken
forsikrings- og genforsikringsselskaberne på ny skal afsætte den nødvendige anerkendte egenkapital til
dækning af solvenskapitalkravet.
(62) Solvenskapitalkravet bør afspejle et niveau for anerkendt egenkapital, som sætter forsikrings- og
genforsikringsselskaber i stand til at dække betydelige tab, og som giver forsikringstagerne og de begun-
stigede en rimelig sikkerhed for, at forfaldne betalinger vil blive effektueret.
(63) For at sikre at forsikrings- og genforsikringsselskaber har anerkendt egenkapital, som til stadighed
dækker solvenskapitalkravet, idet der tages hensyn til ændringerne i deres risikoprofil, bør disse selskaber
mindst én gang årligt beregne solvenskapitalkravet, løbende kontrollere det og beregne det på ny, når
risikoprofilen ændres væsentligt.
(64) For at fremme god risikostyring og bringe de lovregulerede kapitalkrav i overensstemmelse med
erhvervslivets praksis bør solvenskapitalkravet fastlægges som den økonomiske kapital, som forsikrings-
og genforsikringsselskaber skal råde over for at sikre, at der højst forekommer en konkurssituation hvert
200. tilfælde eller alternativt, når disse selskaber stadig har mulighed for med en sandsynlighed på mindst
99,5 % at overholde deres forpligtelser over for forsikringstagerne og de begunstigede i de følgende 12
måneder. Denne økonomiske kapital bør beregnes på grundlag af disse selskabers sande risikoprofil under
hensyntagen til virkningerne af eventuelle risikobegrænsende teknikker samt diversifikationseffekter.
205
(65) Der bør fastlægges en standardformel til beregning af solvenskapitalkravet, så alle forsikrings- og
genforsikringsselskaber har mulighed for at vurdere deres økonomiske kapital. Ved struktureringen af
standardformlen bør der benyttes en modulær metode, hvilket indebærer, at hvert enkelt engagement
inden for hver risikokategori bør vurderes i et første trin og derefter aggregeres i et andet trin. Hvis
selskabets sande risikoprofil afspejles bedre med anvendelsen af virksomhedsspecifikke parametre, bør
dette tillades på den forudsætning, at sådanne parametre er beregnet ud fra en standardmetode.
(66) For at afspejle små og mellemstore virksomheders særlige situation bør der fastlægges forenklede
fremgangsmåder for beregning af solvenskapitalkravet i henhold til standardformlen.
(67) Den nye risikobaserede indfaldsvinkel omfatter principielt ikke begrebet kvantitative begrænsninger
for investeringer og kriterier for anerkendelse af aktiver. Det bør dog være muligt at indføre begræns-
ninger for investeringer og kriterier for anerkendelse af aktiver for at modvirke risici, som ikke er
tilstrækkeligt dækket af et delmodul til standardformlen.
(68) I overensstemmelse med den risikoorienterede tilgang til solvenskapitalkravet bør det være muligt
under specifikke omstændigheder at benytte partielle eller komplette interne modeller i stedet for stan-
dardformlen til at beregne dette krav. For at yde forsikringstagerne og de begunstigede et ækvivalent
beskyttelsesniveau bør sådanne modeller være underlagt et krav om forudgående tilsynsmæssig godken-
delse på grundlag af harmoniserede processer og standarder.
(69) Når den anerkendte kernekapital ikke lever op til minimumskapitalkravet, bør forsikrings- og genfor-
sikringsselskabers tilladelse tilbagekaldes, hvis de ikke inden for et kort tidsrum er i stand til at genskabe
den anerkendte kernekapital og dermed overholde minimumskapitalkravet.
(70) Minimumskapitalkravet bør sikre et minimumsniveau, som de finansielle ressourcer mindst bør
overholde. Det er nødvendigt, at dette niveau beregnes efter en enkel formel, som indeholder et fastsat
minimum og et loft for det risikobaserede solvenskapitalkrav for at gøre det muligt med en gradvist
højere skala for tilsynsmæssige indgreb, og at den baseres på data, som kan revideres.
(71) Forsikrings- og genforsikringsselskaber bør råde over aktiver af en tilstrækkelig kvalitet til at
dække deres samlede økonomiske behov. Forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers samlede
investeringsbeholdning bør administreres efter »prudent person«-princippet.
(72) Medlemsstaterne bør ikke kræve, at forsikrings- eller genforsikringsselskaber investerer deres aktiver
i bestemte kategorier af aktiver, da et sådant krav kan være uforeneligt med den liberalisering af kapital-
bevægelser, der er fastsat i traktatens artikel 56.
(73) Det er nødvendigt at forbyde bestemmelser, hvorved medlemsstaterne kan kræve, at forsikrings-
selskaber eller genforsikringsselskaber skal stille aktiver som sikkerhed for de forsikringsmæssige hen-
sættelser, uanset hvilken form dette krav måtte antage, når forsikringsselskabet er genforsikret hos et
forsikrings- eller genforsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til dette direktiv, eller hos et
tredjelandsforsikringsselskab, når tilsynsordningen i dette tredjeland anses for at være ækvivalent.
(74) I de hidtidige retlige rammer har der ikke været fastsat hverken detaljerede kriterier for tilsynsmæs-
sig vurdering af den påtænkte erhvervelse eller en procedure for anvendelsen af dem. Der er derfor behov
206
for en præcisering af kriterierne og processen i forbindelse med tilsynsmæssig vurdering for at tilvejebrin-
ge den nødvendige retssikkerhed, klarhed og forudsigelighed med hensyn til vurderingsprocessen samt
med hensyn til resultaterne heraf. Disse kriterier og procedurer blev fastlagt ved bestemmelser i direktiv
2007/44/EF. For så vidt angår forsikring og genforsikring bør disse bestemmelser derfor kodificeres og
integreres i dette direktiv.
(75) Det er derfor helt afgørende at sikre størst mulig harmonisering i hele Fællesskabet af disse procedu-
rer og tilsynsmæssige vurderinger. Bestemmelserne vedrørende kvalificeret deltagelse bør imidlertid ikke
forhindre medlemsstaterne i at foreskrive, at tilsynsmyndighederne skal underrettes om erhvervelse af
kapitalandele under tærsklerne i disse bestemmelser, når højst én yderligere tærskel under 10 % i den for-
bindelse kræves af en medlemsstat. Disse bestemmelser bør heller ikke forhindre tilsynsmyndighederne
i at fastsætte generelle retningslinjer for, hvornår sådanne kapitalandele anses for at resultere i betydelig
indflydelse.
(76) Grundet unionsborgernes øgede mobilitet udbydes ansvarsforsikringer for motorkøretøjer i stigende
omfang på tværs af landegrænser. For at sikre, at ordningen med grønne kort og aftalerne mellem
de nationale foreninger af udbydere af motorkøretøjsforsikringer fortsat fungerer efter hensigten, bør
medlemsstaterne kunne pålægge forsikringsselskaber, som på medlemsstaternes område udbyder ansvars-
forsikringer for motorkøretøjer i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, at være med-
lemmer af og deltage i finansieringen af den nationale forening og garantifonden, der er etableret i
denne medlemsstat. Medlemsstaten, hvor tjenesteydelserne præsteres, bør pålægge selskaber, der udbyder
motorkøretøjsforsikringer, at udnævne en repræsentant på medlemsstatens område for at indsamle alle
nødvendige oplysninger i relation til erstatningskrav og repræsentere det pågældende selskab.
(77) Inden for rammerne af det indre marked er det i forsikringstagerens interesse at have adgang
til det bredest mulige udvalg af forsikringsprodukter, der tilbydes i Fællesskabet. Den medlemsstat,
hvor risikoen består, eller den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, bør derfor sikre, at intet hindrer
markedsføringen på dens område af forsikringsprodukter, der udbydes i Fællesskabet, forudsat at de ikke
er i strid med gældende retsregler begrundet i almene hensyn i denne medlemsstat, og såfremt de almene
hensyn ikke er beskyttet af hjemlandets retsregler.
(78) Der bør indføres en sanktionsordning, som kan bringes i anvendelse, når et forsikringsselskab i den
medlemsstat, hvor risikoen eller forpligtelsen består, ikke overholder eventuelle gældende bestemmelser
begrundet i almene hensyn.
(79) I et indre marked for forsikring har forbrugerne et større og mere varieret udvalg af forsikringer end
tidligere. Hvis forbrugerne skal kunne drage fuldt udbytte af denne diversitet og den øgede konkurrence,
bør de forsynes med alle nødvendige oplysninger, inden aftalen indgås og i hele aftalens løbetid, således
at de kan vælge den aftale, som bedst opfylder deres behov.
(80) Et forsikringsselskab, der tilbyder aftaler om assistance, bør råde over de nødvendige midler til inden
for en passende frist at præstere de naturalydelser, som det tilbyder. Der bør fastlægges særlige bestem-
melser for beregningen af solvenskapitalkravet og det absolutte minimum for minimumskapitalkravet,
som et sådant selskab skal være i besiddelse af.
207
(81) Den faktiske udøvelse af coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet, som på grund af dens
art eller betydning sandsynligvis vil blive dækket gennem international coassurance, bør lettes ved et
minimum af harmonisering for at undgå konkurrenceforvridning og forskelsbehandling. Det ledende
forsikringsselskab bør i den forbindelse opgøre skaderne og fastsætte mindstebeløbet for de forsikrings-
mæssige hensættelser. Det er desuden vigtigt, at der for coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet
skabes et særligt samarbejde mellem medlemsstaternes tilsynsmyndigheder såvel som mellem disse
myndigheder og Kommissionen.
(82) Af hensyn til beskyttelsen af de forsikrede bør den nationale lovgivning om retshjælpsforsikring
harmoniseres. Eventuelle interessekonflikter, der bl.a. kan skyldes, at forsikringsselskabet dækker en
anden person eller dækker en person med hensyn til både retshjælp og en anden forsikringsklasse, bør
så vidt muligt undgås eller afhjælpes. Der findes til dette formål forskellige muligheder for at opnå en
passende beskyttelse af forsikringstagernes rettigheder. Uanset hvilken mulighed der vælges, bør alle, der
har tegnet en retshjælpsforsikring, være omfattet af ækvivalente garantier.
(83) Konflikter mellem forsikrede og forsikringsselskaber, der vedrører retshjælp, bør løses på den mest
rimelige og hurtigst mulige måde. Medlemsstaterne bør derfor indføre en voldgiftsprocedure eller en
anden procedure, som giver tilsvarende sikkerhed.
(84) I visse medlemsstater træder privat eller frivilligt indgået sygeforsikring delvis eller fuldstændig i
stedet for den sygesikring, der er indbygget i de sociale sikringsordninger. Den særlige karakter af en
sådan sygeforsikring adskiller den fra anden skadesforsikring og fra livsforsikring, eftersom det er nød-
vendigt at sikre, at forsikringstagerne reelt har adgang til en privat eller frivilligt indgået sygeforsikring
uanset alder eller risikoprofil. På grund af karakteren og de sociale konsekvenser af sygeforsikringsafta-
lerne bør tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor risikoen består, kunne kræve systematisk anmel-
delse af de almindelige og specielle aftalebetingelser for private eller frivilligt indgåede sygeforsikringer
med henblik på kontrol af, at disse aftaler delvist eller fuldstændigt træder i stedet for den sygesikring, der
er indbygget i den sociale sikringsordning. En sådan kontrol bør ikke være en betingelse for afsætning af
forsikringsprodukterne.
(85) Nogle medlemsstater har indført specifikke retsforskrifter til dette formål. Af almene hensyn bør
det være muligt at vedtage eller bibeholde sådanne retsforskrifter, såfremt de ikke uforholdsmæssigt
begrænser den frie etableringsret eller retten til fri udveksling af tjenesteydelser, idet forskrifterne dog
bør anvendes på identisk vis. De pågældende retsforskrifter kan variere alt efter forholdene i den enkelte
medlemsstat. Målet om at beskytte almene hensyn kan også nås, hvis det kræves, at forsikringsselskaber,
som tegner private eller frivilligt indgåede sygeforsikringer, skal tilbyde standardpolicer, der svarer til
dækningen under den lovpligtige sociale sikringsordning, til en præmie, som ikke overstiger et bestemt
maksimum, og at de skal deltage i tabsudligningsordninger. Det kan også kræves, at privat eller frivilligt
indgået sygeforsikring teknisk skal fungere på samme måde som livsforsikring.
(86) Værtslandene bør kunne kræve af alle forsikringsselskaber, der på deres område for egen risiko
tegner lovpligtige arbejdsskadeforsikringer, at de overholder de specifikke nationale bestemmelser vedrø-
rende denne form for forsikring. Et sådant krav kan dog ikke omfatte bestemmelserne om finansielt tilsyn,
som udelukkende bør henhøre under hjemlandets kompetence.
(87) Nogle medlemsstater pålægger ikke forsikringsvirksomhed nogen form for indirekte skatter, mens
flertallet af dem anvender særlige skatter og andre bidragsformer, herunder ekstragebyr bestemt til kom-
208
pensationsorganer. I de medlemsstater, hvor sådanne skatter og bidrag opkræves, varierer deres struktur
og procentsats meget. Det bør undgås, at de bestående forskelle resulterer i konkurrenceforvridning
mellem medlemsstaterne med hensyn til forsikring. Med forbehold af yderligere harmonisering kan an-
vendelsen af de skatteordninger og andre former for bidrag, der gælder i den medlemsstat, hvor risikoen
består, eller i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, afhjælpe en sådan ulempe, og det tilkommer
medlemsstaterne at fastsætte de bestemmelser, som skal sikre opkrævningen af disse skatter og bidrag.
(88) De medlemsstater, der ikke er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I)21), bør i overensstem-
melse med dette direktiv anvende bestemmelserne i den forordning til at afgøre, hvilken lovgivning der
finder anvendelse på forsikringsaftaler, der falder ind under artikel 7 i den forordning.
(89) For at tage hensyn til de internationale aspekter af genforsikring bør det være muligt at indgå
internationale aftaler med et tredjeland, som tager sigte på at definere tilsynsmidlerne over for genforsik-
ringsselskaber, som udøver virksomhed på hver kontraherende parts område. Der bør endvidere fastsættes
en smidig procedure, der gør det muligt at vurdere den tilsynsmæssige ækvivalens med tredjelande på et
fællesskabsgrundlag, således at liberaliseringen af genforsikringstjenesteydelser i tredjelande øges, hvad
enten det sker i kraft af reglerne om etableringsret eller reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser.
(90) I betragtning af de særlige forhold, der gør sig gældende for finite reinsurance-aktiviteter, bør
medlemsstaterne sikre, at forsikrings- og genforsikringsselskaber, der indgår finite reinsurance-aftaler
eller udøver finite reinsurance-aktiviteter, på korrekt vis kan identificere, måle og holde kontrol med de
risici, der opstår som følge af disse aftaler eller aktiviteter.
(91) Der bør fastsættes regler for special purpose vehicles, som overtager risici fra forsikrings- og genfor-
sikringsselskaber uden at være et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab. Inddrivelige beløb fra
en special purpose vehicle bør betragtes som beløb, der kan fratrækkes i medfør af genforsikrings- eller
retrocessionsaftaler.
(92) Special purpose vehicles, som er tilladt inden den 31. oktober 2012, bør være omfattet af lovgivnin-
gen i den medlemsstat, som har tilladt den pågældende special purpose vehicle. For at undgå regelarbitra-
ge bør enhver ny aktivitet, som er indledt af en sådan special purpose vehicle efter den 31. oktober 2012
være omfattet af bestemmelserne i dette direktiv.
(93) Som følge af at forsikringsvirksomhed i stigende grad er af grænseoverskridende karakter, bør
forskelle mellem medlemsstaters ordninger for special purpose vehicles, som er omfattet bestemmelserne
i dette direktiv, i videst mulig omfang mindskes under hensyntagen til deres tilsynsstrukturer.
(94) Det fortsatte arbejde med special purpose vehicles bør udføres ved at tage hensyn til det arbejde, der
udføres i andre finansielle sektorer.
(95) Foranstaltninger vedrørende tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i en koncern skal
gøre det muligt for de myndigheder, der fører tilsyn med et forsikrings- eller genforsikringsselskab, at
danne sig et mere pålideligt billede af selskabets finansielle situation.
209
(96) Et sådant tilsyn på koncernniveau bør i det fornødne omfang tage hensyn til forsikringsholdingsel-
skaber og blandede forsikringsholdingselskaber. Dette direktiv bør dog på ingen måde indebære, at
medlemsstaterne har pligt til at føre tilsyn med de enkelte selskaber.
(97) Selv om tilsynet med de enkelte forsikrings- og genforsikringsselskaber forbliver det grundlæggende
princip for tilsynet med forsikringsselskaber, er det nødvendigt at fastslå, hvilke selskaber der er omfattet
af tilsyn på koncernniveau.
(98) Navnlig gensidige og gensidiglignende sammenslutninger bør under hensyntagen til fællesskabsret-
ten og national ret være i stand til at danne koncentrationer eller koncerner ikke via kapitaltilknytning,
men via formaliserede, stærke og holdbare forbindelser, som er baseret på en aftalemæssig eller anden
materiel anerkendelse, der sikrer en finansiel solidaritet mellem disse selskaber. Hvis der udøves betyde-
lig eller bestemmende indflydelse gennem en central samordning, bør der føres tilsyn med disse selskaber
i henhold til de samme regler som dem, der gælder for koncerner med kapitaltilknytning for at give
forsikringstagere et passende beskyttelsesniveau og sikre ensartede regler for koncernerne.
(99) Tilsyn med koncerner bør i alle tilfælde gælde for det endelige moderselskab, som har sit hovedsæde
i Fællesskabet. Medlemsstaterne bør dog kunne tillade, at deres tilsynsmyndigheder fører tilsyn på
koncernniveau for et begrænset antal lavere niveauer, når de skønner dette nødvendigt.
(100) Det er nødvendigt at beregne solvensen på koncernniveau for forsikrings- og genforsikringsselska-
ber, der udgør en del af en koncern.
(101) En koncerns konsoliderede solvenskapitalkrav bør tage hensyn til den samlede diversifikation af
de risici, som findes i alle forsikrings- og genforsikringsselskaberne i koncernen for behørigt at afspejle
koncernens risikoeksponering.
(102) Forsikrings- og genforsikringsselskaber, der tilhører en koncern, bør kunne ansøge om godkendelse
af en intern model, der anvendes til solvensberegningen på både koncernniveau og individuelle niveauer.
(103) Nogle af bestemmelserne i dette direktiv fastsætter udtrykkeligt en forligs- eller en konsultationsrol-
le for CEIOPS, men det bør ikke udelukke CEIOPS᾽ muligheder for ligeledes at spille en forligs- eller
konsultationsrolle i forbindelse med andre bestemmelser.
(104) Dette direktiv afspejler en innovativ tilsynsmodel, hvor den koncerntilsynsførende spiller en nøgle-
rolle, samtidig med at solo-tilsynsmyndighedens vigtige rolle erkendes og bevares. Tilsynsmyndigheder-
nes beføjelser og ansvar er forbundet med deres ansvar.
(105) Alle forsikringstagere og begunstigede bør behandles lige uanset deres nationalitet eller opholds-
sted. Enhver medlemsstat bør med henblik på dette sikre, at alle de foranstaltninger, som en tilsyns-
myndighed træffer på grundlag af denne tilsynsmyndighedens nationale mandat, ikke betragtes som
modstridende med denne medlemsstats eller forsikringstagernes og de begunstigedes interesser i denne
medlemsstat. Aktiver bør i alle situationer i forbindelse med afvikling af fordringer og likvidation forde-
les på et rimeligt grundlag til alle relevante forsikringstagere uanset deres nationalitet eller opholdssted.
210
(106) Det er nødvendigt at sikre, at egenkapitalen er hensigtsmæssigt fordelt inden for koncernen og er
disponibel til om fornødent at beskytte forsikringstagerne og de begunstigede. Forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber inden for en koncern bør til dette formål have en tilstrækkelig egenkapital til at dække
deres solvenskapitalkrav.
(107) Alle, der fører tilsyn med koncerner, må kunne forstå de trufne afgørelser, navnlig når disse
afgørelser træffes af den koncerntilsynsførende. Så snart de bliver tilgængelige for en af tilsynsmyndig-
hederne, bør de relevante oplysninger derfor udveksles med de øvrige tilsynsmyndigheder, så alle tilsyns-
myndigheder kan danne sig en mening ud fra de samme relevante oplysninger. Såfremt de kompetente
tilsynsmyndigheder ikke kan nå til enighed, anmodes CEIOPS om en kvalificeret udtalelse med henblik
på at løse problemet.
(108) Solvenssituationen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er et datterselskab under
et forsikringsholdingselskab, et tredjelandsforsikringsselskab eller et tredjelandsgenforsikringsselskab,
kan påvirkes af de finansielle ressourcer i den forsikringskoncern, selskabet er en del af, og af fordelin-
gen af disse ressourcer inden for koncernen. Tilsynsmyndighederne bør derfor have mulighed for på
koncernniveau at føre tilsyn med og træffe passende foranstaltninger over for forsikringsselskabet eller
genforsikringsselskabet, hvis dets solvenssituation er kritisk eller i fare for at blive det.
(109) Risikokoncentrationer og koncerninterne transaktioner kan påvirke forsikringsselskabers eller gen-
forsikringsselskabers finansielle stilling. Tilsynsmyndighederne bør derfor kunne føre tilsyn med disse
risikokoncentrationer og koncerninterne transaktioner ved at tage hensyn til karakteren af forbindelserne
mellem regulerede enheder såvel som ikke-regulerede enheder, herunder forsikringsholdingsselskaber og
blandede forsikringsholdingselskaber og træffe passende foranstaltninger over for forsikringsselskabet
eller genforsikringsselskabet, hvis dets solvenssituation er kritisk eller i fare for at blive det.
(110) Forsikrings- og genforsikringsselskaber i en koncern bør have et egnet ledelsessystem, der kan
underkastes tilsynsmæssig kontrol.
(111) Alle forsikrings- og genforsikringskoncerner, der underkastes tilsyn på koncernniveau, bør have
en koncerntilsynsførende udnævnt blandt de involverede tilsynsmyndigheder. Den koncerntilsynsførendes
rettigheder og pligter bør omfatte hensigtsmæssige koordinerings- og beslutningsbeføjelser. De myndig-
heder, der er involveret i tilsynet med forsikrings- og genforsikringsselskaber, som tilhører samme
koncern, bør fastlægge koordineringsarrangementer.
(112) I lyset af de koncerntilsynsførendes øgede beføjelser bør det sikres, at kriterierne for valget af den
koncerntilsynsførende ikke vilkårligt kan omgås. I særlige tilfælde, hvor den koncerntilsynsførende vil
blive udpeget, idet der tages hensyn til koncernens struktur og de relative betydning af forsikrings- og
genforsikringsselskabets aktiviteter på de forskellige markeder, koncerninterne transaktioner såvel som
koncernens genforsikringsaktiviteter bør ikke medregnes dobbelt, når deres relative betydning i et marked
vurderes.
(113) Tilsynsmyndighederne fra alle medlemsstater, hvori et selskab i koncernen er etableret, bør deltage
i tilsynet på koncernniveau via et tilsynskollegium (kollegiet). De bør alle rutinemæssigt have adgang til
dokumentation, som stilles til rådighed for andre tilsynsmyndigheder i kollegiet, og hele tiden inddrages
i beslutningstagningen. Der bør etableres et samarbejde mellem de myndigheder, som er ansvarlige for
211
tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber, samt mellem disse myndigheder og de myndigheder,
der er ansvarlige for tilsyn med selskaber inden for de øvrige finansielle sektorer.
(114) Kollegiets aktiviteter bør svare til karakteren, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter
sig til virksomheden for alle de selskaber, som er en del af koncernen, og til den grænseoverskridende
dimension. Kollegiet bør oprettes for at sikre, at samarbejdet, udvekslingen af oplysninger og hørings-
processen mellem kollegiets tilsynsmyndigheder i praksis finder sted i overensstemmelse med dette
direktiv. Tilsynsmyndighederne bør benytte kollegiet til at skabe konvergens mellem deres respektive af-
gørelser og samarbejde tættere om at udføre deres tilsynsaktiviteter i hele koncernen efter harmoniserede
kriterier.
(115) Dette direktiv bør tildele CEIOPS en rådgivende rolle. CEIOPS᾽ udtalelse til den pågældende
tilsynsmyndighed bør ikke være bindende for denne tilsynsmyndighed, når den træffer sin afgørelse. Når
den pågældende tilsynsmyndighed træffer en afgørelse, bør den dog tage fuldt ud hensyn til denne
udtalelse og redegøre for en væsentlig afvigelse fra denne.
(116) Forsikrings- og genforsikringsselskaber, der er en del af en koncern med hovedsæde uden for Fæl-
lesskabet, bør være underkastet ækvivalente og passende tilsynsordninger på koncernniveau. Det er derfor
nødvendigt at indføre gennemsigtige regler og informationsudveksling med myndigheder i tredjelande
om alle relevante omstændigheder. For at sikre en harmoniseret tilgang til fastsættelse og vurdering af
ækvivalensen af tredjelandstilsyn med forsikrings- og genforsikringsvirksomhed, bør det være muligt for
Kommissionen at træffe en bindende afgørelse om ækvivalensen af tredjelandenes solvensregimer. For
de tredjelande, som Kommissionen ikke har truffet nogen afgørelse om, bør vurderingen af ækvivalens
træffes af den koncerntilsynsførende efter høring af de andre relevante tilsynsmyndigheder.
(117) Da den nationale lovgivning om saneringsforanstaltninger og likvidation ikke er harmoniseret, er
det hensigtsmæssigt inden for rammerne af det indre marked at sikre en gensidig anerkendelse af med-
lemsstaternes saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer for så vidt angår forsikringsselskaber
og det nødvendige samarbejde under hensyntagen til behovet for ensartethed, universalitet, samordning
og offentlighed i henseende til sådanne foranstaltninger samt ensartet behandling og beskyttelse af
forsikringskreditorer.
(118) Det bør sikres, at de saneringsforanstaltninger, som den kompetente myndighed i en medlemsstat
har truffet med henblik på at bevare eller genoprette et forsikringsselskabs finansielle soliditet og for i så
høj grad som muligt at forebygge en likvidation, får fuld virkning inden for Fællesskabet. Virkningerne af
sådanne saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer i forhold til tredjelande bør dog ikke berøres
heraf.
(119) Der bør skelnes mellem kompetente myndigheder med hensyn til saneringsforanstaltninger og
likvidationsprocedurer og tilsynsmyndigheder for forsikringsselskaber.
(120) Definitionen af en filial i forhold til insolvens bør i overensstemmelse med de eksisterende prin-
cipper for insolvens tage hensyn til forsikringsselskabets status som én juridisk person. Hjemlandets
lovgivning bør imidlertid bestemme, hvorledes de aktiver og passiver, som indehaves af uafhængige
personer, der har fast bemyndigelse til at handle som befuldmægtigede for forsikringsselskabet, skal
behandles i forbindelse med det pågældende forsikringsselskabs likvidation.
212
(121) Der bør fastlægges betingelser således, at likvidation, som uden at være baseret på insolvens
indebærer, at der opstilles en rangorden for fyldestgørelse af forsikringskrav, også er omfattet af dette
direktiv. Når de ansatte i et forsikringsselskab fremsætter fordringer i relation til arbejdsaftaler eller
arbejdsforhold, bør en national løngarantifond kunne indtræde i deres rettigheder. En sådan indtræden bør
være omfattet af behandlingen i henhold til hjemlandets lovgivning (lex concursus).
(122) Saneringsforanstaltninger udelukker ikke, at der indledes en likvidation. Likvidation bør derfor
kunne indledes, uden at der er truffet saneringsforanstaltninger, eller efter at sådanne foranstaltninger
er vedtaget, og den kan afsluttes med en tvangsakkord eller andre tilsvarende foranstaltninger, herunder
saneringsforanstaltninger.
(123) Afgørelser om likvidation af forsikringsselskaber bør alene kunne træffes af de kompetente myn-
digheder i hjemlandet. Afgørelserne bør have virkning i hele Fællesskabet og bør anerkendes af alle
medlemsstaterne. Afgørelserne bør offentliggøres i overensstemmelse med procedurerne i hjemlandet og
i Den Europæiske Unions Tidende. Oplysningerne bør også stilles til rådighed for kendte kreditorer med
bopæl i Fællesskabet, som bør have ret til at anmelde fordringer eller indgive bemærkninger.
(124) Alle forsikringsselskabets aktiver og passiver bør inddrages i likvidationen.
(125) Alle betingelser for indledning, afvikling og afslutning af likvidationen bør være underlagt hjemlan-
dets lovgivning.
(126) For at sikre en samordnet indsats blandt medlemsstaterne, bør tilsynsmyndighederne i hjemlandet
og i alle andre medlemsstater straks underrettes om indledningen af en likvidation.
(127) Det er yderst vigtigt, at forsikrede personer, forsikringstagere, begunstigede og enhver skadelidt,
som har ret til at rejse krav direkte mod forsikringsselskabet som følge af forsikringstransaktioner,
er beskyttet i forbindelse med likvidationen, men denne beskyttelse bør dog ikke omfatte fordringer,
som ikke følger af forpligtelser i henhold til forsikringsaftaler eller forsikringstransaktioner, men af et
civilretligt ansvar, som en befuldmægtiget har udløst under forhandlinger, og som denne i henhold til den
lovgivning, som gælder for forsikringsaftalen eller forsikringstransaktionen, ikke hæfter for i forbindelse
med den pågældende aftale eller transaktion. Med henblik herpå bør medlemsstaterne kunne vælge
mellem ækvivalente metoder for at sikre forsikringskreditorer særbehandling, idet ingen af disse metoder
dog må forhindre en medlemsstat i at indføre en rangorden mellem forskellige kategorier af forsikrings-
krav. Der bør derudover sikres en passende balance mellem beskyttelsen af forsikringskreditorer og andre
privilegerede kreditorer, som er beskyttet i henhold til den pågældende medlemsstats lovgivning.
(128) Indledningen af en likvidation bør medføre, at forsikringsselskabets tilladelse til at drive virksom-
hed inddrages, medmindre dette allerede er sket.
(129) Kreditorerne bør i en likvidation have ret til at anmelde fordringer eller skriftligt indgive bemærk-
ninger til fordringerne. Fordringer fra kreditorer, som har bopæl i en anden medlemsstat end hjemlandet,
bør behandles på samme måde som tilsvarende fordringer i hjemlandet uden nogen forskel på grundlag af
nationalitet eller opholdssted.
213
(130) For at beskytte berettigede forventninger og sikkerheden i forbindelse med bestemte transaktioner
i andre medlemsstater end hjemlandet er det nødvendigt at afgøre, hvilken lovgivning der gælder for kon-
sekvenserne af saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer for verserende retssager og individuel
tvangsfuldbyrdelse som følge af retssager.
(131) De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse
med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af
de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen22).
(132) Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelser til at vedtage de nødvendige foranstaltninger angå-
ende tilpasning af bilag og foranstaltninger, som bl.a. specificerer de tilsynsmæssige beføjelser og tiltag,
der skal iværksættes, og som nærmere fastlægger krav til f.eks. ledelsessystem, oplysningspligt, kvalifice-
ret deltagelse, beregning af forsikringsmæssige hensættelser og kapitalkrav, investeringsregler og tilsyn
med koncerner. Kommissionen bør også tillægges beføjelser til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger
til at tildele tredjelande ækvivalensstatus i forhold til bestemmelserne i dette direktiv. Da der er tale
om generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv,
herunder ved at supplere det med nye ikke-væsentlige bestemmelser, skal foranstaltninger vedtages efter
forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.
(133) Målene for dette direktiv kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor
på grund af dets omfang og virkninger bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe for-
anstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse
med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt
for at nå disse mål.
(134) Rådets direktiv 64/225/EØF af 25. februar 1964 om ophævelse af begrænsningerne i etableringsfri-
heden og den fri udveksling af tjenesteydelser inden for genforsikring og retrocession23), Rådets direktiv
73/240/EØF af 24. juli 1973 om ophævelse af begrænsninger i etableringsfriheden inden for direkte for-
sikring bortset fra livsforsikring24), Rådets direktiv 76/580/EØF af 29. juni 1976 om ændring af direktiv
73/239/EØF om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og
udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring25) og Rådets direktiv 84/641/EØF af
10. december 1984 om ændring, navnlig for så vidt angår turistassistance, af første direktiv 73/239/EØF
om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af
direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring26) bør ophæves, da de nu er forældede.
(135) Forpligtelsen til at gennemføre dette direktiv i national ret bør kun omfatte de bestemmelser, hvori
der er foretaget væsentlige ændringer i forhold til de tidligere direktiver. Forpligtelsen til at gennemføre
bestemmelser, der er uændrede, er fastsat i de tidligere direktiver.
(136) Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de frister for gennem-
førelse af direktiverne i national ret, der er fastsat i bilag VI, del B.
(137) Kommissionen vurderer ækvivalensen af de eksisterende garantiordninger i forsikringssektoren og
forelægge et passende lovgivningsforslag.
214
(138) I artikel 17, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/41/EF af 3. juni 2003 om arbejds-
markedsrelaterede pensionskassers aktiviteter og tilsynet hermed27) henvises til de gældende bestemmel-
ser om solvensmargener. Disse henvisninger bør bevares for at opretholde status quo. Kommissionen
bør snarest mulig gennemføre sin revision af direktiv 2003/41/EF i henhold til dets artikel 21, stk.
4. Kommissionen bør med bistand fra CEIOPS udarbejde en hensigtsmæssig ordning for solvensregler
for arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser, samtidig med at der tages fuldt ud hensyn til forsikringssek-
torens væsentlige særlige karakteristika, og bør derfor ikke på forhånd træffe afgørelse om anvendelse af
de regler i dette direktiv, som disse pensionskasser skal pålægges.
(139) Vedtagelsen af dette direktiv ændrer forsikringsselskabets risikoprofil over for forsikringstage-
ren. Kommissionen bør snarest muligt og under alle omstændigheder ved udgangen af 2010 fremsætte
et forslag til revision af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om
forsikringsformidling28) under hensyntagen til dette direktivs følger for forsikringstagerne.
(140) Yderligere omfattende reformer af de regulerings- og tilsynsmodeller, der gælder for EU᾽s finans-
sektor, er meget påkrævede og bør snarest forelægges af Kommissionen med behørig hensyntagen til kon-
klusionerne af 25. februar 2009 fra ekspertgruppen under forsæde af Jacques de Larosière. Kommissionen
bør forelægge forslag til lovgivning, der er nødvendig for at rette op på de mangler, der er konstateret i
bestemmelserne om tilsynssamordning og samarbejdsordninger.
(141) Det er nødvendigt at anmode om en udtalelse fra CEIOPS om, hvor man bedst kan tage fat
på spørgsmålet om et forbedret koncerntilsyn og kapitalforvaltning i en koncern med forsikrings- eller
genforsikringsselskaber. CEIOPS bør opfordres til at afgive udtalelser, som vil hjælpe Kommissionen
med at udarbejde dens forslag under forhold, som er forenelige med et højt beskyttelsesniveau for forsik-
ringstagere (og begunstigede) og sikring af den finansielle stabilitet. CEIOPS bør således anmodes om at
rådgive Kommissionen om, hvilken struktur og hvilke principper der bør danne grundlag for de ændringer
af dette direktiv, der kan blive behov for i fremtiden for at sikre, at de ændringer, som kan blive foreslået,
får virkning. Kommissionen bør forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport efterfulgt af passende
forslag til alternative ordninger for tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i koncerner, som vil
fremme den effektive kapitalforvaltning i koncerner, hvis det viser sig, at der findes en passende støttende
lovramme for indførelse af denne ordning.
Det er navnlig hensigtsmæssigt, at en ordning for koncernstøtte fungerer på et sundt grundlag, som er
baseret på tilstedeværelsen af harmoniserede og tilstrækkeligt finansierede forsikringsgarantiordninger, en
harmoniseret og retligt bindende ramme for de kompetente myndigheder, centralbanker og finansministe-
rier vedrørende krisestyring og -løsning samt finansiel byrdefordeling, som tilnærmer tilsynsbeføjelser og
finansielt ansvar, en retligt bindende ramme for mægling i tilsynstvister, en harmoniseret ramme for tidlig
indgriben og en harmoniseret ramme om aktivers overførbarhed, insolvens og likvidationsprocedurer,
som fjerner de relevante nationale selskabsretlige hindringer for aktivers overførbarhed. Kommissionen
bør også i sin rapport tage hensyn til diversifikationseffekternes adfærd over tid og den risiko, der er
at være en del af en koncern, praksis inden for centraliseret risikostyring på koncernplan, funktionen af
koncernens interne modeller såvel som tilsyn med koncerninterne transaktioner og risikokoncentrationer.
(142) I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning29) tilskyndes
medlemsstaterne til, både i egen og i Fællesskabets interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne
oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstalt-
ningerne —
215
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
INDHOLDSFORTEGNELSE
AFSNIT I ALMINDELIGE BESTEMMELSER OM AD-
GANG TIL OG UDØVELSE AF DIREKTE FOR-
SIKRINGS- OG GENFORSIKRINGSVIRKSOM-
HED
KAPITEL I Genstand, anvendelsesområde og definitioner
AFDELING 1 Genstand og anvendelsesområde
AFDELING 2 Udelukkelse fra anvendelsesområdet
Underafdeling 1 Generelt
Underafdeling 2 Skadesforsikring
Underafdeling 3 Livsforsikring
Underafdeling 4 Genforsikring
AFDELING 3 Definitioner
KAPITEL II Adgang til udøvelse af virksomhed
KAPITEL III Tilsynsmyndigheder og almindelige bestemmelser
KAPITEL IV Betingelserne for udøvelse af virksomhed
AFDELING 1 Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets an-
svar
AFDELING 2 Ledelsessystem
AFDELING 3 Oplysningspligt
AFDELING 4 Kvalificeret deltagelse
AFDELING 5 Tavshedspligt, informationsudveksling og fremme
af tilsynsmæssig konvergens
AFDELING 6 Revisorernes opgaver
KAPITEL V Udøvelse af livsforsikrings- og skadesforsikrings-
virksomhed
KAPITEL VI Regler vedrørende værdiansættelse af aktiver og
passiver, forsikringsmæssige hensættelser, egenka-
pital, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet
og investeringer
AFDELING 1 Værdiansættelse af aktiver og passiver
AFDELING 2 Regler vedrørende forsikringsmæssige hensættel-
ser
AFDELING 3 Egenkapital
Underafdeling 1 Bestemmelse af egenkapital
Underafdeling 2 Bestemmelse af egenkapital
Underafdeling 3 Anerkendelse af egenkapital
AFDELING 4 Solvenskapitalkrav
Underafdeling 1 Underafdeling 1 almindelige bestemmelser vedrø-
rende solvenskapitalkravet ved anvendelse af stan-
dardformlen eller en intern model
Underafdeling 2 Solvenskapitalkrav — standardformel
Underafdeling 3 Solvenskapitalkrav — komplette og partielle inter-
ne modeller
AFDELING 5 Minimumskapitalkrav
AFDELING 6 Investeringer
216
KAPITEL VII Forsikrings- og genforsikringsselskaber i vanske-
ligheder eller med uregelmæssige forhold
KAPITEL VIII Fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydel-
ser
AFDELING 1 Forsikringsselskabers etableringsret
AFDELING 2 Fri udveksling af tjenesteydelser: forsikringssel-
skaber
Underafdeling 1 Generelle bestemmelser
Underafdeling 2 Ansvarsforsikring for motorkøretøjer
AFDELING 3 Beføjelser tillagt værtslandets tilsynsmyndigheder
Underafdeling 1 Forsikring
Underafdeling 2 Genforsikring
AFDELING 4 Statistiske oplysninger
AFDELING 5 Behandling af aftaler indgået af filialer i forbindel-
se med likvidation
KAPITEL IX Filialer, der er etableret inden for fællesskabet, og
som hører under forsikrings- eller genforsikrings-
selskaber med hovedsæde uden for fællesskabet
AFDELING 1 Adgang til udøvelse af virksomhed
AFDELING 2 Genforsikring
KAPITEL X Datterselskaber af forsikrings- og genforsikrings-
selskaber, der henhører under et tredjelands lovgiv-
ning, og sådanne selskabers erhvervelse af kapita-
linteresser
AFSNIT II SÆRLIGE BESTEMMELSER VEDRØRENDE
FORSIKRING OG GENFORSIKRING
KAPITEL I Gældende lovgivning og betingelser i direkte for-
sikringsaftaler
AFDELING 1 Gældende lovgivning
AFDELING 2 Lovpligtig forsikring
AFDELING 3 Almene hensyn
AFDELING 4 Betingelser i forsikringsaftaler og beregning af ta-
riffer
AFDELING 5 Oplysninger til forsikringstagere
Underafdeling 1 Skadesforsikring
Underafdeling 2 Livsforsikring
KAPITEL II Særlige bestemmelser vedrørende skadesforsikring
AFDELING 1 Almindelige bestemmelser
AFDELING 2 Coassurance inden for fælleskabet
AFDELING 3 Assistance
AFDELING 4 Retshjælpsforsikring
AFDELING 5 Sygeforsikring
AFDELING 6 Arbejdsskadeforsikring
KAPITEL III Særlige bestemmelser vedrørende livsforsikring
KAPITEL IV Særlige bestemmelser vedrørende genforsikring
AFSNIT III TILSYN MED FORSIKRINGS- OG GENFOR-
SIKRINGSSELSKABER I EN KONCERN
217
KAPITEL I Koncerntilsyn: definitioner, anvendelsestilfælde, -
område og -niveauer
AFDELING 1 Definitioner
AFDELING 2 Anvendelsestilfælde og -område
AFDELING 3 Anvendelsesniveauer
KAPITEL II Finansiel situation
AFDELING 1 Koncernsolvens
Underafdeling 1 Almindelige bestemmelser
Underafdeling 2 Valg af beregningsmetode og generelle principper
Underafdeling 3 Anvendelse af beregningsmetoder
Underafdeling 4 Beregningsmetoder
Underafdeling 5 Tilsyn med koncernsolvensen for forsikrings- og
genforsikringsselskaber, der er datterselskaber af et
forsikringsholdingselskab
Underafdeling 6 Tilsyn med koncernsolvensen for koncerner med
centraliseret risikostyring
AFDELING 2 Risikokoncentration og koncerninterne transaktio-
ner
AFDELING 3 Risikostyring og intern kontrol
KAPITEL III Foranstaltninger til fremme af koncerntilsyn
KAPITEL IV Tredjelande
KAPITEL V Blandede forsikringsholdingselskaber
AFSNIT IV SANERING OG LIKVIDATION AF FORSIK-
RINGSSELSKABER
KAPITEL I Anvendelsesområde og definitioner
KAPITEL II Saneringsforanstaltninger
KAPITEL III Likvidation
KAPITEL IV Fælles bestemmelser
AFSNIT V ANDRE BESTEMMELSER
AFSNIT VI OVERGANGSBESTEMMELSER OG AFSLUT-
TENDE BESTEMMELSER
KAPITEL I Overgangsbestemmelser
AFDELING 1 Forsikring
AFDELING 2 Genforsikring
KAPITEL II Afsluttende bestemmelser
BILAG I SKADESFORSIKRINGSKLASSER
A. Klassifikation af risici ved hjælp af forsikrings-
klasser
B. Benævnelse af den tilladelse, der gives samtidig
for flere klasser
BILAG II LIVSFORSIKRINGSKLASSER
BILAG III SELSKABSFORMER
A. Skadesforsikringsselskabsformer
B. Livsforsikringsselskabsformer
C. Genforsikringsselskabsformer
BILAG IV STANDARDFORMEL FOR SOLVENSKAPI-
TALKRAVET (SCR)
1. Beregning af det primære solvenskapitalkrav
218
2. Beregning af risikomodulet for skadesforsikringer
3. Beregning af tegningsrisikomodulet for livsforsik-
ringer
4. Beregning af markedsrisikomodulet
BILAG V GRUPPER AF SKADESFORSIKRINGSKLAS-
SER, JF. ARTIKEL 159
BILAG VI
Part A Ophævede direktiver med ændringer (jf. Arti-
kel 310)
Part B Frister for gennemførelse i national ret (jf. Arti-
kel 310)
BILAG VII SAMMENLIGNINGSTABEL
AFSNIT I
ALMINDELIGE BESTEMMELSER OM ADGANG TIL OG UDØVELSE AF DIREKTE FOR-
SIKRINGS- OG GENFORSIKRINGSVIRKSOMHED
KAPITEL I
Genstand, anvendelsesområde og definitioner
Afdeling 1
Genstand og anvendelsesområde
Artikel 1
Genstand
Dette direktiv fastsætter bestemmelser om følgende:
1) adgang til og udøvelse af selvstændig direkte forsikringsvirksomhed og genforsikringsvirksomhed
i Fællesskabet
2) tilsynet med forsikrings- og genforsikringskoncerner
3) sanering og likvidation af selskaber, der udøver direkte forsikringsvirksomhed.
Artikel 2
Anvendelsesområde
1. Dette direktiv finder anvendelse på direkte tegnende livsforsikrings- og skades- forsikringsselskaber,
der er etableret på en medlemsstats område, eller som ønsker at etablere sig der.
Direktivet finder også anvendelse på genforsikringsselskaber, der kun udøver genforsikringsvirksomhed,
og som er etableret på en medlemsstats område, eller som ønsker at etablere sig der, dog med undtagelse
af afsnit IV.
2. For så vidt angår skadeforsikring gælder dette direktiv for skadeforsikringsaktiviteter i de klasser, der
er fastsat i del A i bilag I. Med henblik på stk. 1, første afsnit, inkluderer skadesforsikringsvirksomhed
virksomhed, der består i at yde assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under rejser, under
fravær fra deres bopæl eller deres sædvanlige opholdssted. Den består i mod forudgående præmiebetaling
at forpligte en virksomhed til omgående at yde den sikrede i henhold til en aftale om assistance bistand i
219
de tilfælde og på de betingelser, der er fastsat i aftalen, når vedkommende kommer i vanskeligheder som
følge af en hændelig begivenhed.
Bistanden kan bestå i kontantydelser eller naturalydelser. Naturalydelserne kan også præsteres ved benyt-
telse af tjenesteyderens eget personale eller materiel.
Assistancevirksomhed omfatter ikke pasning, vedligeholdelse, eftersalgsservice eller blot henvisning til
eller tilvejebringelse af bistand ved formidling.
3. For så vidt angår livsforsikring finder dette direktiv anvendelse:
a) på følgende former for livsforsikringsvirksomhed, såfremt de er baseret på en aftale:
i) livsforsikring, der omfatter livsbetinget kapitalforsikring, ophørende eller livsvarig livsforsik-
ring, livsforsikring med udbetaling i levende live, livsforsikring med tilbagebetaling af præmier,
forsikring, der kommer til udbetaling ved ægteskab, forsikring, der kommer til udbetaling ved
fødsel
ii) renteforsikring
iii) accessoriske forsikringer, der tegnes i tilknytning til livsforsikringer, dvs. navnlig forsikring
mod legemsbeskadigelse herunder erhvervsudygtighed, forsikring mod dødsfald som følge af
ulykkestilfælde, forsikring mod invaliditet som følge af ulykkestilfælde eller sygdom
iv) forsikringstyper, der praktiseres i Irland og Det Forenede Kongerige under betegnelsen
»permanent health insurance«, som er uopsigelig
b) på følgende former for virksomhed, såfremt de er baseret på en aftale og er undergivet tilsyn fra de
myndigheder, der er kompetente til at udøve tilsyn med privatforsikring:
i) virksomhed, der indebærer oprettelse af medlemssammenslutninger med henblik på fælles kapi-
talisering af bidragene og udbetaling af den herved opståede formue enten til de overlevende eller
til de afdødes arvinger eller begunstigede (tontiner)
ii) kapitaliseringsvirksomhed baseret på aktuarberegninger, og som omfatter forpligtelser af en
nærmere fastsat varighed og beløbsstørrelse, mod erlæggelse af et engangsbeløb eller forud fastsat-
te regelmæssige indbetalinger
iii) virksomhed, der omfatter forvaltning af kollektive pensionsmidler, herunder forvaltning af
investeringer og især de aktiver, der dækker hensættelserne i de organer, som betaler ydelserne ved
dødsfald, i levende live eller ved bortfald eller nedsættelse af erhvervsevnen
iv) virksomhed som omhandlet i nr. iii), når der hertil er knyttet en forsikringsgaranti med sigte på
enten bevarelse af kapitalen eller sikring af en minimumsrente
v) virksomhed, som udøves af den slags livsforsikringsselskaber, der er omhandlet i den franske
»Code des assurances«, bog IV, afsnit 4, kapitel 1
c) på virksomhed, der er afhængig af levetiden, og som er nærmere bestemt eller fastsat i lovgivnin-
gen om socialforsikring, såfremt en sådan virksomhed udøves eller forvaltes af livsforsikringssel-
skaber for disses egen risiko, i overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning.
Afdeling 2
Udelukkelse fra anvendelsesområdet
220
Underafdeling 1
Generelt
Artikel 3
Lovbestemte ordninger
Dette direktiv finder ikke anvendelse på direkte forsikring, der omfattes af en lovbestemt social sikrings-
ordning, jf. dog artikel 2, stk. 3, litra c).
Artikel 4
Udelukkelse fra anvendelsesområdet som følge af størrelse
1. Dette direktiv finder ikke anvendelse på et forsikringsselskab, som opfylder alle følgende betingelser,
jf. dog. artikel 3 og artikel 5-10:
a) forsikringsselskabets årlige bruttopræmieindtægter overstiger ikke 5 mio. EUR
b) selskabets samlede forsikringsmæssige bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special pur-
pose vehicles som omtalt i artikel 76 overstiger ikke 25 mio. EUR
c) når selskabet tilhører en koncern, overstiger koncernens samlede forsikringsmæssige hensættelser,
der er defineret som bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special purpose vehicles, ikke
25 mio. EUR
d) selskabets virksomhed omfatter ikke forsikrings- eller genforsikringsaktiviteter, der omfatter an-
svars-, kredit- og kautionsforsikringsrisiko, medmindre de udgør accessoriske risici i henhold til
artikel 16, stk. 1
e) selskabets virksomhed omfatter ikke genforsikringsaktiviteter, som overstiger 0,5 mio. EUR af
dets bruttopræmieindtægter eller 2,5 mio. EUR af dets forsikringsmæssige bruttohensættelser fra
genforsikringsaftaler og special purpose vehicles eller mere end 10 % af dets bruttopræmieindtæg-
ter eller mere end 10 % af dets forsikringsmæssige bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og
special purpose vehicles.
2. Overskrides de i stk. 1 anførte beløb i tre på hinanden følgende år, finder dette direktiv anvendelse fra
det fjerde år.
3. Uanset stk. 1 finder dette direktiv anvendelse på alle selskaber, som ansøger om tilladelse til at udøve
forsikrings- og genforsikringsaktiviteter, hvis årlige bruttopræmieindtægter eller de forsikringsmæssige
bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special purpose vehicles forventes at overskride de stk. 1
anførte beløb i de fem efterfølgende år.
4. Dette direktiv finder ikke længere anvendelse på de forsikringsselskaber, for hvilke tilsynsmyndighe-
den har kontrolleret, at alle de følgende betingelser er opfyldt:
a) ingen af de i stk. 1 anførte grænseværdier er blevet overskredet i de tre sidste på hinanden
følgende år, og
b) ingen af de i stk. 1 anførte grænseværdier forventes at blive overskredet i løbet af de fem
efterfølgende år.
Så længe det pågældende forsikringsselskab udøver aktiviteter i henhold til artikel 145-149, finder
nærværende artikels stk. 1 ikke anvendelse.
5. Stk. 1 og 4 hindrer ikke et selskab i at ansøge om tilladelse eller bevare sin tilladelse i henhold til
dette direktiv.
221
Underafdeling 2
Skadesforsikring
Artikel 5
Virksomhedsformer
For så vidt angår skadesforsikring vedrører dette direktiv ikke:
1) kapitaliseringsvirksomhed, således som denne er nærmere fastlagt i de enkelte medlemsstaters
lovgivning
2) virksomhed, der udøves af forsørgelses- og understøttelsesorganer, hvis ydelsen varierer efter de
disponible midler, mens medlemsbidraget udgør et fast beløb
3) virksomhed, der udøves af organisationer, der ikke har status som juridisk person, og hvis formål
er gensidig sikring af dens medlemmer uden betaling af præmier og uden oprettelse af forsikrings-
mæssige hensættelser, eller
4) eksportkreditvirksomhed for statens regning eller med statsgaranti eller de tilfælde, hvor staten
står som forsikrer.
Artikel 6
Assistance
1. Dette direktiv vedrører ikke assistancevirksomhed, der opfylder alle de følgende betingelser:
a) assistancen ydes i tilfælde af en ulykke eller en skade, der rammer et vejkøretøj, når ulykken eller
skaden er sket inden for den medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende
b) assistanceforpligtelsen er begrænset til følgende opgaver:
i) reparation på stedet, hvor yderen af sikkerheden i de fleste tilfælde anvender sit eget personale
og materiel
ii) transport af køretøjet til det nærmeste eller mest hensigtsmæssige sted, hvor reparation kan
foretages, samt eventuel befordring, i almindelighed med samme hjælpekøretøj, af føreren og
passagererne til det nærmeste sted, hvorfra de kan fortsætte deres rejse på anden måde, og
iii) såfremt den medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende, bestemmer det:
transport af det pågældende køretøj, eventuelt ledsaget af føreren og passagererne, til disses
bopæl, udgangspunkt eller oprindelige bestemmelsessted inden for den pågældende medlemsstat,
og
c) assistancen ydes ikke af en virksomhed, der er omfattet af dette direktiv.
2. I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1, litra b), nr. i) og ii), skal betingelsen om, at ulykken
eller skaden skal være sket inden for den medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende,
ikke være opfyldt, når den sikrede er medlem af den organisation, der yder sikkerheden, og såfremt
reparationen eller transporten af køretøjet blot ved forevisning af medlemskortet og uden betaling af
tillægspræmie foretages af en tilsvarende organisation i det pågældende land i henhold til en aftale om
gensidighed, eller, i Irlands og Det Forenede Kongeriges tilfælde, når assistancen ydes af en og samme
organisation med virksomhed i begge disse stater.
3. Direktivet finder ikke anvendelse på de former for virksomhed, der er omhandlet i stk. 1, litra b),
nr. iii), såfremt ulykken eller skaden er sket på Irlands område eller på Nordirlands område, og køretøjet,
222
eventuelt ledsaget af føreren og passagererne, transporteres til disses bopæl, udgangspunkt eller oprindeli-
ge bestemmelsessted inden for det ene eller det andet af disse områder.
4. Dette direktiv finder ikke anvendelse på assistancevirksomhed, som udøves af Automobile Club du
Grand Duché de Luxembourg, når den ulykke eller skade, der har ramt et vejkøretøj, er sket uden for
Storhertugdømmet Luxembourg, og assistancen består i at transportere det køretøj, der har været udsat for
denne ulykke eller skade, eventuelt ledsaget af føreren og passagererne, til disses bopæl.
Artikel 7
Gensidige selskaber
Dette direktiv finder ikke anvendelse på gensidige forsikringsselskaber, der udøver skadesforsikrings-
virksomhed, og som med andre gensidige forsikringsselskaber har indgået en aftale, der omfatter fuld
genforsikring af de forsikringsaftaler, som de indgår, eller indebærer det overtagende selskabs indtræden i
det overdragende selskabs sted ved opfyldelsen af forpligtelser i henhold til de nævnte aftaler. I så fald er
det overtagende forsikringsselskab dog omfattet af dette direktiv.
Artikel 8
Institutioner
Dette direktiv vedrører ikke følgende institutioner, der udøver skadesforsikringsvirksomhed, medmindre
deres vedtægts- eller lovmæssige kompetence ændres for så vidt angår kapacitet:
1) i Danmark: Falck Danmark
2) i Tyskland, følgende halvstatslige institutioner:
a) Postbeamtenkrankenkasse
b) Krankenversorgung der Bundesbahnbeamten
3) i Irland: Voluntary Health Insurance Board
4) i Spanien: Consorcio de Compensación de Seguros
Underafdeling 3
Livsforsikring
Artikel 9
Virksomhedsformer
For så vidt angår livsforsikring vedrører dette direktiv ikke følgende former for virksomhed:
1) virksomhed, der udøves af forsorgs- og understøttelsesorganer, som tildeler ydelser, der varierer
efter de disponible midler, og som på forhånd fastsætter medlemsbidraget til et bestemt beløb
2) virksomhed, der udøves af andre organer end de i artikel 2 nævnte selskaber, og som har til formål
at tildele lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, der er sammensluttet enten inden for
et selskab eller en koncern af selskaber eller inden for en faglig eller tværfaglig sektor, ydelser
ved dødsfald, i levende live eller ved bortfald eller nedsættelse af erhvervsevnen, uanset om de
forpligtelser, der følger af nævnte virksomhed, til enhver tid dækkes fuldt ud af præmiereserven
3) virksomhed, der udøves af pensionsforsikringsselskaber, som omhandlet i den finske lov om
ansattes pension (TyEL) eller anden finsk lovgivning på området, forudsat at:
223
a) pensionsforsikringsselskaber, der allerede efter finsk lov skal have adskilt bogholderi og forvalt-
ning for deres pensionsvirksomhed, fra den 1. januar 1995 opretter separate juridiske enheder til at
udøve disse aktiviteter, og
b) de finske myndigheder uden forskelsbehandling tillader statsborgere og selskaber fra medlems-
staterne i henhold til finsk lovgivning at udøve de i artikel 2 omhandlede former for virksom-
hed, som er forbundet med denne undtagelse, ved at kunne eje eller deltage i et eksisterende
forsikringsselskab eller en eksisterende koncern eller ved at kunne oprette eller deltage i nye
forsikringsselskaber eller -koncerner, herunder pensionsforsikringsselskaber.
Artikel 10
Organisationer, virksomheder og institutter
For så vidt angår livsforsikring vedrører dette direktiv ikke følgende organisationer, virksomheder og
institutter:
1) organisationer, som udelukkende sikrer ydelser ved dødsfald, dersom størrelsen af disse ydelser
ikke overstiger de gennemsnitlige begravelsesomkostninger, eller såfremt disse ydelser tager form
af naturalydelser
2) »Versorgungsverband deutscher Wirtschaftsorganisationen« i Tyskland, medmindre dens ved-
tægtsmæssige kompetence ændres
3) »Consorcio de Compensación de Seguros« i Spanien, medmindre dens aktiviteter eller vedtægts-
mæssige kompetence ændres.
Underafdeling 4
Genforsikring
Artikel 11
Genforsikring
For så vidt angår genforsikring gælder dette direktiv ikke for genforsikringsvirksomhed, der udøves af
eller dækkes af en fuldstændig garanti stillet af en medlemsstats regering, når denne regering af grunde,
der vedrører væsentlige offentlige interesser, handler som genforsikrer i sidste instans, herunder under
omstændigheder, hvor denne rolle er nødvendig som følge af en markedssituation, hvor det er umuligt at
opnå tilstrækkelig genforsikringsdækning på markedsvilkår.
Artikel 12
Genforsikringsselskaber, som indstiller deres virksomhed
1. Genforsikringsselskaber, som den 10. december 2007 er ophørt med at indgå nye genforsikringsafta-
ler og udelukkende forvalter deres eksisterende portefølje med henblik på at indstille deres virksomhed, er
ikke underlagt dette direktiv.
2. Medlemsstaterne udarbejder en liste over de heraf berørte genforsikringsselskaber og videregiver
denne liste til alle de øvrige medlemsstater.
Afdeling 3
Definitioner
Artikel 13
224
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
1) »forsikringsselskab«: et direkte tegnende livsforsikrings- eller skadesforsikringsselskab, som har opnå-
et tilladelse i overensstemmelse med artikel 14
2) »captive-forsikringsselskab«: et forsikringsselskab, der er ejet enten af en anden finansiel virksomhed
end et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller af en forsikrings- eller genforsikringskoncern, som
nævnt i litra c) i artikel 212, stk. 1, eller af en ikke-finansiel virksomhed, som har til formål udelukkende
at yde forsikringsdækning for risiciene i det eller de selskaber, som den tilhører, eller af det eller de
selskaber i den koncern, som det er en del af
3) »tredjelandsforsikringsselskab«: et selskab, som, hvis dets hovedsæde var beliggende i Fællesskabet,
skulle have en tilladelse som forsikringsselskab i overensstemmelse med artikel 14
4) »genforsikringsselskab«: et selskab, som har opnået administrativ tilladelse til udøvelse af genforsik-
ringsvirksomhed i henhold til artikel 14
5) »captive-genforsikringsselskab«: et genforsikringsselskab, der er ejet enten af en anden finansiel virk-
somhed end et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller af en forsikrings- eller genforsikringskoncern
som omhandlet i artikel 212, stk. 1, litra c), eller af en ikke-finansiel virksomhed, som har til formål
udelukkende at yde genforsikringsdækning for risiciene i det eller de selskaber, som den tilhører, eller af
det eller de selskaber i den koncern, som captive-genforsikringsselskabet er en del af
6) »tredjelandsgenforsikringsselskab«: et selskab, som, hvis dets hovedsæde var beliggende i Fællesska-
bet, skulle have en tilladelse som genforsikringsselskab i henhold til artikel 14
7) »genforsikring«:
a) den form for virksomhed, der består i overtagelse af risici cederet af et forsikringsselskab eller et tred-
jelandsforsikringsselskab eller af et andet genforsikringsselskab eller et tredjelandsgenforsikringsselskab,
eller
b) hvad angår assurandørsammenslutningen Lloyd᾽s den form for virksomhed, der består i, at et andet
forsikrings- eller genforsikringsselskab end Lloyd᾽s overtager risici cederet af et medlem af Lloyd᾽s
8) »hjemland«:
a) i forbindelse med skadesforsikring den medlemsstat, hvor det forsikringsselskab, der dækker risikoen,
har hovedsæde
b) i forbindelse med livsforsikring den medlemsstat, hvor det forsikringsselskab, der påtager sig en
forpligtelse, har hovedsæde, eller
c) i forbindelse med genforsikring den medlemsstat, hvor genforsikringsselskabets hovedsæde er belig-
gende
9) »værtsland«: en anden medlemsstat end hjemlandet, hvor et forsikrings- eller genforsikringsselskab
har en filial eller præsterer tjenesteydelser; i forbindelse med livsforsikring og skadesforsikring er den
medlemsstat, hvor et forsikrings- eller genforsikringsselskab præsterer tjenesteydelser, henholdsvis den
medlemsstat, hvor forpligtelsen består, eller den medlemsstat, hvor risikoen består, hvis forpligtelsen eller
risikoen er dækket af et forsikringsselskab eller en filial i en anden medlemsstat
225
10) »tilsynsmyndighed«: den eller de nationale myndigheder, der ved lov eller anden forskrift er bemyn-
diget til at føre tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskaber
11) »filial«: et forsikrings- eller genforsikringsselskabs agentur eller filial, der er beliggende på en anden
medlemsstats område end hjemlandets
12) »etableret forretningssted«: et selskabs hovedsæde eller en af dets filialer
13) »den medlemsstat, hvor risikoen består«: en af følgende:
a) den medlemsstat, hvor genstanden befinder sig, såfremt forsikringen dækker enten fast ejendom eller
fast ejendom og indbo, i det omfang indboet er dækket af samme forsikringspolice
b) den medlemsstat, hvor registreringen er sket, såfremt forsikringen dækker transportmidler af enhver art
c) den medlemsstat, hvor forsikringstageren har indgået aftalen, hvor der er tale om en aftale med en
varighed på højst fire måneder vedrørende risici i forbindelse med rejser eller ferie, uanset hvilken
forsikringsklasse der er tale om
d) i alle de tilfælde, der ikke eksplicit er dækket af litra a), b) eller c), den medlemsstat, hvor en af
følgende er beliggende:
i) forsikringstagerens sædvanlige opholdssted eller
ii) hvis forsikringstageren er en juridisk person, den i aftalen omhandlede forsikringstagers etablerede
forretningssted
14) »den medlemsstat, hvor forpligtelsen består«: den medlemsstat, hvor en af følgende er beliggende:
a) forsikringstagerens sædvanlige opholdssted
b) hvis forsikringstageren er en juridisk person, den i aftalen omhandlede forsikringstagers etablerede
forretningssted
15) »moderselskab«: en modervirksomhed som defineret i artikel 1 i direktiv 83/349/EØF
16) »datterselskab«: en dattervirksomhed som defineret i artikel 1 i direktiv 83/349/EØF, inkl. dattersel-
skaber heraf
17) »snævre forbindelser«: en situation, hvor to eller flere fysiske eller juridiske personer er knyttet
til hinanden gennem: kontrol eller kapitalinteresser eller en situation, hvor to eller flere fysiske eller
juridiske personer er varigt knyttet til den samme person gennem kontrol
18) »kontrol«: den forbindelse, der består mellem et moderselskab og et datterselskab, jf. artikel 1 i
direktiv 83/349/EØF, eller en forbindelse af samme art mellem en fysisk eller juridisk person og et
selskab
19) »koncerninterne transaktioner«: alle transaktioner, hvorigennem et forsikrings- eller genforsikrings-
selskab direkte eller indirekte forlader sig på andre selskaber inden for samme koncern eller på fysiske
eller juridiske personer, der er forbundet med selskaberne inden for den pågældende koncern ved hjælp af
en »snæver forbindelse«, med hensyn til opfyldelse af en forpligtelse, aftalemæssig eller ikke-aftalemæs-
sig og mod betaling eller gratis
20) »kapitalinteresser«: besiddelse af mindst 20 % af stemmerettighederne eller af kapitalen i en virksom-
hed, enten direkte eller gennem kontrol
226
21) »kvalificeret deltagelse«: direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 % af kapitalen eller stem-
merettighederne eller enhver anden mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på driften at det
pågældende selskab
22) »reguleret marked«:
a) i tilfælde af et marked, der ligger i en medlemsstat: et reguleret marked som defineret i artikel 4, stk. 1,
nr. 14), i direktiv 2004/39/EF eller
b) i tilfælde af et marked beliggende i et tredjeland: et finansielt marked, der opfylder følgende betingel-
ser:
i) det er anerkendt af forsikringsselskabets hjemland og opfylder krav svarende til dem i direktiv
2004/39/EF, og
ii) de finansielle instrumenter, der omsættes dér, er af en kvalitet, der svarer til kvaliteten af de instrumen-
ter, der omsættes på det eller de regulerede markeder i hjemlandet
23) »nationalt bureau«: et nationalt forsikringsbureau som defineret i artikel 1, stk. 3, i direktiv
72/166/EØF
24) »national garantifond«: det organ, der er omhandlet i artikel 1, stk. 4, i direktiv 84/5/EØF
25) »finansiel virksomhed«: et af følgende selskaber:
a) et kreditinstitut, et finansieringsinstitut eller en accessorisk bankservicevirksomhed som omhandlet i
henholdsvis artikel 4, nr. 1), 5) og 21), i direktiv 2006/48/EF
b) et forsikringsselskab, et genforsikringsselskab eller et forsikringsholdingselskab, jf. artikel 212, stk. 1,
litra f)
c) et investeringsselskab eller finansieringsinstitut, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 1), i direktiv 2004/39/EF, eller
d) et blandet finansielt holdingselskab, jf. artikel 2, nr. 15), i direktiv 2002/87/EF
26) »special purpose vehicle«: ethvert selskab, uanset om der er tale om et aktieselskab eller ej, bortset
fra et eksisterende forsikrings- eller genforsikringsselskab, som overtager risici fra forsikrings- eller
genforsikringsselskaber, og som finansierer sin dækning af sådanne risici udelukkende ved hjælp af
udbyttet fra udstedelse af obligationer eller andre finansieringsordninger, hvor tilbagebetalingsrettigheder-
ne for dem, der har stillet lånet eller de andre finansieringsordninger til rådighed, er omfattet af de
genforsikringsforpligtelser, der gælder for et sådant selskab
27) »store risici«:
a) risici under forsikringsklasse 4, 5, 6, 7, 11 og 12 i del A i bilag I
b) risici under forsikringsklasse 14 og 15 i del A i bilag I, når forsikringstageren i erhvervsmæssigt
øjemed udøver industri-, handels- eller liberal virksomhed, og risiciene vedrører denne virksomhed
c) risici under forsikringsklasse 3, 8, 9, 10, 13 og 16 i del A i bilag I, for så vidt forsikringstageren ligger
over den talmæssige grænse for mindst to af nedenstående kriterier
i) en balancesum på 6,2 mio. EUR
227
ii) en nettoomsætning, jf. Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25. juli 1978 på grundlag af traktatens
artikel 54, stk. 3, litra g), om årsregnskaberne for visse selskabsformer30), på 12,8 mio. EUR
iii) et gennemsnitligt antal medarbejdere i løbet af regnskabsåret på 250.
Såfremt forsikringstageren indgår i en koncern af virksomheder, for hvilke der udarbejdes konsoliderede
regnskaber i overensstemmelse med direktiv 83/349/EØF, gælder kriterierne i første afsnit, litra c), for de
konsoliderede regnskaber.
Medlemsstaterne har mulighed for til den i første afsnit, litra c), omhandlede kategori at tilføje risici, som
forsikres af faglige sammenslutninger, joint ventures og ad hoc-sammenslutninger
28) »outsourcing«: et arrangement af en hvilken som helst art mellem et forsikrings- eller genforsikrings-
selskab og en tjenesteyder, der kan være en tilsynspligtig enhed eller ej, i kraft af hvilket tjenesteyderen
enten direkte eller gennem videreoutsourcing udfører en proces, en tjeneste eller aktivitet, som forsik-
rings- eller genforsikringsselskabet ellers selv ville have udført
29) »funktion« inden for et ledelsessystem: en intern kapacitet til at varetage praktiske opgaver; et ledel-
sessystem indbefatter risikostyringsfunktionen, compliance-funktionen, den interne revisionsfunktion og
aktuarfunktionen
30) »forsikringsrisiko«: risikoen for tab eller en ugunstig udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser
som følge af uhensigtsmæssige antagelser i forbindelse med prissætning og hensættelser
31) »markedsrisiko«: risikoen for tab eller for negativ forandring i den finansielle situation som direkte
eller indirekte følge af bevægelser i niveauet og volatiliteten for markedspriserne på aktiver, passiver og
finansielle instrumenter
32) »kreditrisiko«: risikoen for tab eller for en ugunstig forandring i den finansielle situation som
følge af bevægelser i kreditværdigheden hos emittenter af værdipapirer, modparter og debitorer, som
forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber er udsatte for i form af koncentrationer af modpartsrisici,
spredningsrisici eller markedsrisici
33) »operationel risiko«: risikoen for tab som følge af utilstrækkelige eller fejlbehæftede interne proces-
ser, medarbejderfejl eller systemfejl eller som følge af udefra kommende begivenheder
34) »likviditetsrisiko«: risikoen for, at forsikrings- og genforsikringsselskaber ikke kan afhænde investe-
ringer og andre aktiver med henblik på at imødekomme deres finansielle forpligtelser rettidigt
35) »koncentrationsrisiko«: alle risikobehæftede engagementer med et potentielt tab, der er stort nok til at
kunne true forsikrings- eller genforsikringsselskabets solvens eller finansielle stilling
36) »risikoreduktionsteknikker«: alle teknikker, der sætter forsikrings- og genforsikringsselskaber i stand
til at overføre alle eller en del af deres risici til en anden part
37) »diversifikationseffekter«: mindskelsen af forsikrings- og genforsikringsselskabers samt forsikrings-
og genforsikringskoncerners risikoeksponering i forbindelse med diversifikationen af deres virksomhed,
der er forårsaget af det ugunstige resultat af en risiko, kan opvejes af et mere fordelagtigt resultat af en
anden risiko, forudsat at der ikke er fuldstændig korrelation mellem risiciene
38) »forventet sandsynlighedsfordeling«: en matematisk funktion, der til et udtømmende sæt af indbyrdes
udelukkende fremtidige begivenheder tildeler en sandsynlighed for, at de rent faktisk vil indtræffe
228
39) »risikomåling«: en matematisk funktion, der tildeler en given forventet sandsynlighedsfordeling et
monetært beløb, og som stiger monotont med den risikoeksponering, der knytter sig til denne forventede
sandsynlighedsfordeling.
KAPITEL II
Adgang til udøvelse af virksomhed
Artikel 14
Tilladelse
1. Adgang til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed eller genforsikringsvirksomhed, der er omfattet
af dette direktiv, er betinget af en forudgående tilladelse.
2. Ansøgning om den i stk. 1 nævnte tilladelse indgives til hjemlandets tilsynsmyndigheder af følgende:
a) selskaber, der etablerer deres hovedsæde på denne medlemsstats område, eller
b) forsikringsselskaber, der efter at have modtaget tilladelse i overensstemmelse med stk. 1 ønsker at
udvide deres virksomhed til en hel forsikringsklasse eller andre forsikringsklasser end dem, som
tilladelsen allerede dækker.
Artikel 15
Omfanget af tilladelsen
1. En tilladelse, der gives i henhold til artikel 14, gælder for hele Fællesskabet. Den giver forsikrings-
og genforsikringsselskaber ret til at udøve virksomhed i henhold til reglerne om fri etableringsret og
reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser.
2. Tilladelsen gives særskilt for hver klasse af direkte forsikringsvirksomhed som defineret i del A i
bilag I eller i bilag II, jf. dog artikel 14. Den omfatter hele den pågældende forsikringsklasse, medmindre
ansøgeren kun ønsker at dække en del af de risici, der hører under denne forsikringsklasse.
Risici, der er omfattet af en forsikringsklasse, klassificeres ikke i en anden forsikringsklasse bortset fra de
tilfælde, der er anført under artikel 16.
Der kan gives tilladelse for flere forsikringsklasser, såfremt medlemsstatens nationale lovgivning tillader,
at disse forsikringsklasser udøves samtidigt.
3. For så vidt angår skadesforsikring har hver medlemsstat mulighed for at meddele tilladelse for de
grupper af forsikringsklasser, der er anført i del B i bilag I.
Tilsynsmyndighederne kan begrænse den tilladelse, der ansøges om for en af disse forsikringsklasser, til
de former for virksomhed, der er anført i den i artikel 23 nævnte driftsplan.
4. Virksomheder, der er omfattet af dette direktiv, må kun udøve den i artikel 6 omhandlede assistance-
virksomhed, hvis de er godkendt for forsikringsklasse 18 under del A i bilag I, dog med forbehold af
artikel 16, stk. 1. I dette tilfælde finder nærværende direktiv anvendelse på denne form for virksomhed.
5. For så vidt angår genforsikring gives tilladelsen til udøvelse af skadesgenforsikringsvirksomhed,
livsgenforsikringsvirksomhed og alle former for genforsikringsvirksomhed.
Ansøgningen om tilladelse vurderes på baggrund af den driftsplan, der skal forelægges i henhold til
artikel 18, stk. 1, litra c), og opfyldelsen af de betingelser, der er fastsat for tilladelsen af den medlemsstat,
i hvilken der ansøges om tilladelse.
229
Artikel 16
Accessoriske risici
1. Et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse til en principal risiko, som falder under en forsikrings-
klasse eller en gruppe af forsikringsklasser som beskrevet i bilag I, kan ligeledes dække de risici, der er
omfattet af en anden forsikringsklasse, uden at der skal indhentes tilladelse til dækning af sådanne risici,
forudsat at risiciene opfylder alle de følgende betingelser:
a) de indgår i den principale risiko
b) de angår det objekt, der er dækket mod den principale risiko, og
c) de er dækket af den aftale, der dækker den principale risiko.
2. Uanset stk. 1 betragtes de risici, der er omfattet af de under del A i bilag 1 nævnte forsikringsklasser
14, 15 og 17, ikke som accessoriske risici til andre forsikringsklasser.
Retshjælpsforsikring som angivet under forsikringsklasse 17 kan dog betragtes som en accessorisk risiko
til forsikringsklasse 18, når betingelserne i stk. 1 og en af følgende betingelser er opfyldt:
a) hovedrisikoen vedrører kun assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under rejser,
under fravær fra deres bopæl eller deres sædvanlige opholdssted, eller
b) forsikringen vedrører tvister eller risici, som skyldes brug af søfartøjer, eller som kan henføres til
sådan brug.
Artikel 17
Forsikrings- eller genforsikringsselskabets retlige form
1. Hjemlandet kræver, at selskaber, der ansøger om tilladelse i henhold til artikel 14, antager en af de i
bilag III anførte retlige former.
2. Medlemsstaterne kan oprette selskaber i en offentligretlig form, når disse virksomheders formål
er udøvelse af forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed på samme vilkår som dem, der gælder for
privatretlige selskaber.
3. Kommissionen kan vedtage gennemførelsesforanstaltninger vedrørende udvidelsen af listen over de
former, der er beskrevet i bilag III.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Artikel 18
Betingelser for tilladelse
1. Hjemlandet kræver, at ethvert selskab, for hvilket der ansøges om tilladelse:
a) for så vidt angår forsikringsselskaber, begrænser deres formål til forsikringsvirksomhed og direkte
forbundne forretninger med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed
b) for så vidt angår genforsikringsselskaber, begrænser deres formål til genforsikringsvirksomhed og
hermed forbundne aktiviteter; dette krav kan omfatte at udøve funktionen som holdingselskab og
virksomhed i relation til de aktiviteter i den finansielle sektor, der er omhandlet i artikel 2, stk. 8, i
direktiv 2002/87/EF
c) fremlægger en driftsplan, der er i overensstemmelse med artikel 23
d) råder over den anerkendte kernekapital til dækning af det absolutte minimum for minimumskapi-
talkravet, jf. artikel 129, stk. 1, litra d)
230
e) kan godtgøre, at det fremover vil råde over anerkendt egenkapital til dækning af solvenskapital-
kravet, jf. artikel 100
f) kan godtgøre, at det fremover vil råde over anerkendt egenkapital til dækning af minimumskapi-
talkravet, jf. artikel 128
g) kan godtgøre, at det er i stand til at overholde reglerne vedrørende ledelsessystemet, jf. kapitel IV,
afdeling 2
h) for så vidt angår skadesforsikringsselskaber, oplyser navn og adresse på alle skadebehandlingsre-
præsentanter, som er udpeget i henhold til artikel 4 i direktiv 2000/26/EF i enhver anden medlems-
stat end den, hvor tilladelsen søges, hvis de dækkede risici henhører under forsikringsklasse 10 i
del A i bilag I i dette direktiv, bortset fra fragtførerens ansvar.
2. Et forsikringsselskab, der søger om tilladelse til udvidelse af virksomheden til andre forsikrings-
klasser eller til udvidelse af en tilladelse, der kun dækker en del af de risici, der er omfattet af en
forsikringsklasse, skal fremlægge en driftsplan, der er i overensstemmelse med artikel 23.
Det skal endvidere godtgøre, at det råder over den i artikel 100, stk. 1, og artikel 128 fastsatte anerkendte
egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet.
3. Uden at dette i øvrigt berører stk. 2, skal et forsikringsselskab, der udøver livsforsikringsvirksomhed,
og som ansøger om tilladelse til udvidelse af virksomheden til også at omfatte dækning af risiciene under
forsikringsklasse 1 eller 2 under del A i bilag I, jf. artikel 73, godtgøre, at det:
a) råder over den anerkendte kernekapital til dækning af det absolutte minimum for minimumskapi-
talkravet for livsforsikringsselskaber og det absolutte minimum for minimumskapitalkravet for
skadesforsikringsselskaber som omhandlet i artikel 129, stk. 1, litra d)
b) også fremover vil opfylde de finansielle mindstekrav, der er omhandlet i artikel 74, stk. 3.
4. Uden at dette i øvrigt berører stk. 2, skal et forsikringsselskab, der udøver skadesforsikringsvirksom-
hed inden for forsikringsklasse 1 eller 2 i del A i bilag I, og som ansøger om tilladelse til udvidelse af
virksomheden til dækning af livsforsikringsrisici, jf. artikel 73, godtgøre at det:
a) råder over den anerkendte kernekapital til dækning af det absolutte minimum for minimumskapi-
talkravet for livsforsikringsselskaber og det absolutte minimum for minimumskapitalkravet for
skadesforsikringsselskaber som omhandlet i artikel 129, stk. 1, litra d)
b) også fremover vil opfylde de finansielle mindstekrav, der er omhandlet i artikel 74, stk. 3.
Artikel 19
Snævre forbindelser
Foreligger der snævre forbindelser mellem forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet og andre fy-
siske eller juridiske personer, meddeler tilsynsmyndighederne kun deres tilladelse, hvis disse forbindelser
ikke hæmmer dem i varetagelsen af deres tilsynsopgaver.
Tilsynsmyndighederne afslår ligeledes at meddele tilladelse, hvis de hæmmes i varetagelsen af deres
tilsynsopgaver på grund af love eller administrative bestemmelser i et tredjeland, der gælder for en
eller flere fysiske eller juridiske personer, som forsikrings- eller genforsikringsselskabet har snævre
forbindelser med, eller på grund af problemer i forbindelse med anvendelsen af disse foranstaltninger.
Tilsynsmyndighederne kræver, at forsikrings- og genforsikringsselskaberne meddeler dem de oplysninger,
de har behov for, for at myndighederne til enhver tid kan sikre sig, at de i stk. 1 omhandlede betingelser er
opfyldt.
Artikel 20
231
Forsikrings- og genforsikringsselskabers hovedsæde
Medlemsstaterne kræver, at forsikrings- og genforsikringsselskaber har hovedsæde og vedtægtsmæssigt
hjemsted i samme medlemsstat.
Artikel 21
Policebetingelser og tariffer
1. Medlemsstaterne må ikke stille krav om forudgående godkendelse eller løbende anmeldelse af de al-
mindelige og specielle betingelser i forsikringspolicer, af tariffer, af det tekniske grundlag for beregningen
af bl.a. tariffer og forsikringsmæssige hensættelser og af formularer og andre trykte dokumenter, som et
selskab agter at anvende over for forsikringstagerne eller cederende eller retrocederende selskaber.
Inden for livsforsikring kan hjemlandet dog med det ene formål at kontrollere, at nationale bestemmelser
vedrørende de aktuarmæssige principper overholdes, kræve løbende anmeldelse af det tekniske grundlag
for beregningen af tariffer og forsikringsmæssige hensættelser. Dette må dog ikke gøres til en forhåndsbe-
tingelse for, at et livsforsikringsselskab kan opnå tilladelse.
2. Medlemsstaterne må hverken opretholde eller indføre krav om forudgående meddelelse om eller
godkendelse af tarifforhøjelser, medmindre krav herom alene er et led i en almindelig priskontrolordning.
3. Medlemsstaterne kan underkaste selskaber, der ansøger om eller har fået tilladelse for forsikrings-
klasse 18 i del A i bilag I, tilsyn med de direkte eller indirekte midler i form af personale og materiel,
herunder lægeholdenes kvalifikationer og kvaliteten af det udstyr, de råder over med henblik på at opfylde
deres forpligtelser i forbindelse med denne forsikringsklasse.
4. Medlemsstaterne kan opretholde eller indføre love eller administrative bestemmelser, der foreskriver
godkendelse af vedtægterne og fremlæggelse af alt materiale, der er nødvendigt for den normale gennem-
førelse af tilsynet.
Artikel 22
Markedets økonomiske behov
Medlemsstaterne må ikke kræve, at ansøgninger om tilladelse behandles under hensyntagen til markedets
økonomiske behov.
Artikel 23
Driftsplan
1. Den i artikel 18, stk. 1, litra c), nævnte driftsplan skal indeholde oplysninger eller dokumentation
vedrørende:
a) hvilke former for risici eller forpligtelser det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab
har til hensigt at dække
b) hvilke typer genforsikringsarrangementer genforsikringsselskabet agter at indgå med cederende
selskaber
c) grundprincipperne for genforsikring og retrocession
d) de kernekapitalelementer, der repræsenterer det absolutte minimum for minimumskapitalkravet
e) de anslåede omkostninger i forbindelse med opbygningen af administrationen og distributionsnettet
samt de dertil bestemte finansielle midler og, hvis de risici, der skal dækkes, henhører under
232
forsikringsklasse 18 i del A i bilag I, de midler, som forsikringsselskabet råder over med henblik på
at yde den lovede assistance.
2. Ud over kravene i stk. 1 skal driftsplanen for de første tre regnskabsår indeholde:
a) en prognosticeret balance
b) skøn over det fremtidige solvenskapitalkrav, jf. kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1, på basis af
den i litra a) nævnte prognosticerede balance samt oplysninger om den metode, der anvendes til
beregning af disse skøn
c) skøn over det fremtidige minimumskapitalkrav, jf. artikel 128 og 129, på basis af den i litra a)
nævnte prognosticerede balance samt oplysninger om den metode, der anvendes til beregning af
disse skøn
d) skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser,
minimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet
e) for så vidt angår skadesforsikring og genforsikring ligeledes følgende:
i) de anslåede administrationsomkostninger bortset fra omkostninger i forbindelse med administra-
tionens opbygning, navnlig de løbende almindelige omkostninger og provisioner
ii) de anslåede præmier eller bidrag og skadesudgifter
f) for så vidt angår livsforsikringsvirksomhed ligeledes en oversigt, der giver detaljerede oplysninger
om de forventede indtægter og udgifter i forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed, overta-
gelse af genforsikring og afgivelse i genforsikring.
Artikel 24
Aktionærer og selskabsdeltagere, der besidder en kvalificeret deltagelse
1. Hjemlandets tilsynsmyndigheder meddeler ikke et selskab tilladelse til at påbegynde forsikrings- eller
genforsikringsvirksomhed, før de har fået meddelelse om navnene på alle aktionærer eller selskabsdelta-
gere, det være sig fysiske eller juridiske personer, der direkte eller indirekte besidder en kvalificeret
deltagelse i selskabet, og om størrelsen af deres kapitalandel.
Disse myndigheder nægter at meddele tilladelse, hvis de under hensyn til nødvendigheden af at sikre
en sund og forsigtig forvaltning af et forsikrings- eller genforsikringsselskab ikke er overbevist om
aktionærernes eller selskabsdeltagernes egnethed.
2. Med henblik på stk. 1 i denne artikel tages de stemmerettigheder, der er nævnt i artikel 9 og 10
i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gen-
nemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel
på et reguleret marked31), samt betingelserne for sammenlægning heraf i det nævnte direktivs artikel 12,
stk. 4 og 5, i betragtning.
Medlemsstaterne tager ikke hensyn til stemmerettigheder eller aktier, som investeringsselskaber eller
kreditinstitutter måtte besidde, som følge af at de har ydet emissionsgaranti for finansielle instrumenter
og/eller placering af finansielle instrumenter på grundlag af en fast forpligtelse som omhandlet i bilag I,
afsnit A, nr. 6), i direktiv 2004/39/EF, forudsat at sådanne rettigheder dels ikke udøves eller på anden
måde anvendes til at gribe ind i udstederens ledelse, dels tidligst afhændes et år efter erhvervelsen.
Artikel 25
Afslag på tilladelse
Enhver beslutning om afslag skal indeholde den fulde begrundelse og meddeles det pågældende selskab.
233
Hver medlemsstat sikrer, at der er adgang til domstolsprøvelse af enhver beslutning om afslag på tilladel-
se.
Samme adgang til domstolsprøvelse indføres for det tilfælde, at tilsynsmyndighederne endnu ikke har
afgivet svar på ansøgningen om tilladelse senest seks måneder fra modtagelsesdatoen.
Artikel 26
Forudgående høring af myndighederne i de andre medlemsstater
1. Der skal finde forudgående høring sted af tilsynsmyndighederne i enhver berørt medlemsstat inden
tilladelse meddeles til:
a) et datterselskab af et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i denne
medlemsstat
b) et datterselskab af moderselskabet for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er meddelt
tilladelse i denne medlemsstat, eller
c) et selskab kontrolleret af samme fysiske eller juridiske person, som kontrollerer et forsikrings-
eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i denne medlemsstat.
2. Der skal finde forudgående høring sted af de myndigheder, der i en berørte medlemsstat fører
tilsyn med kreditinstitutter eller investeringsselskaber, inden der meddeles tilladelse til et forsikrings eller
genforsikringsselskab, der er:
a) et datterselskab af et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i Fælles-
skabet
b) et datterselskab af et moderselskab for et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der er meddelt
tilladelse i Fællesskabet, eller
c) et selskab kontrolleret af samme fysiske eller juridiske person, som kontrollerer et kreditinstitut
eller et investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet.
3. De i stk. 1 og 2 omhandlede relevante myndigheder skal især konsultere hinanden ved vurderingen
af aktionærernes egnethed samt egnetheds- og hæderlighedskravene til alle personer, der reelt driver
selskabet eller indtager andre nøgleposter i et andet selskab i samme koncern.
De udveksler alle oplysninger om aktionærers egnethed samt om egnetheds- og hæderlighedskravene til
alle personer, der reelt driver selskabet eller indtager andre nøgleposter, som har betydning for de øvrige
involverede kompetente myndigheder, for meddelelsen af tilladelse og for den løbende vurdering af, om
driftsbetingelserne er opfyldt.
KAPITEL III
Tilsynsmyndigheder og almindelige bestemmelser
Artikel 27
Hovedformål med tilsynet
Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne råder over de nødvendige redskaber og har den relevan-
te ekspertise, kapacitet og mandat til at kunne opfylde hovedformålet med tilsynet, nemlig beskyttelse af
forsikringstagerne og de begunstigede.
Artikel 28
Finansiel stabilitet og procyklikalitet
234
Uden at det berører hovedformålet med tilsyn som nævnt i artikel 27, sikrer medlemsstaterne, at tilsyns-
myndighederne, når de udfører deres generelle opgaver, behørigt tager hensyn til den mulige indvirkning
af deres afgørelser på stabiliteten i de relevante finansielle systemer i Den Europæiske Union, navnlig i
nødsituationer under hensyntagen til de tilgængelige oplysninger på det pågældende tidspunkt.
Tilsynsmyndighederne tager i forbindelse med ekstraordinære bevægelser på de finansielle markeder
hensyn til de mulige procykliske virkninger af deres foranstaltninger.
Artikel 29
Generelle principper for tilsynet
1. Tilsynet bygger på en prospektiv og risikobaseret tilgang. Det omfatter en kontinuerlig kontrol af, om
forsikrings- eller genforsikringsselskabet drives på korrekt vis og af, om de overholder tilsynsreglerne.
2. Tilsynet med forsikrings- og genforsikringsselskaber indeholder en passende kombination af aktivite-
ter i og kontrol uden for selskabets forretningslokaler.
3. Medlemsstaterne sikrer, at de i dette direktiv fastsatte krav håndhæves på en måde, der står i et
rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til et forsikrings- eller
genforsikringsselskabs virksomhed.
4. Kommissionen sikrer, at gennemførelsesforanstaltninger tager hensyn til proportionalitetsprincippet
og således den hensigtsmæssige anvendelse af dette direktiv, navnlig på små forsikringsselskaber.
Artikel 30
Tilsynsmyndigheder og omfanget af tilsynet
1. Ansvaret for det finansielle tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber, herunder tilsyn med
den virksomhed, de udøver gennem filialer og i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser,
henhører udelukkende under hjemlandets kompetence.
2. Det finansielle tilsyn, jf. stk. 1, dækker forsikrings- og genforsikringsselskabets samlede virksomhed
og omfatter navnlig kontrol med selskabets solvens og afsættelsen af forsikringsmæssige hensættelser,
dets aktiver og den anerkendte egenkapital i overensstemmelse med de regler og den praksis, der gælder i
hjemlandet, i henhold til bestemmelser, der er vedtaget på fællesskabsplan.
Har det pågældende forsikringsselskab tilladelse til at dække de risici, der er klassificeret under forsik-
ringsklasse 18 i del A i bilag I, omfatter tilsynet også kontrol med de tekniske midler, som forsikrings-
selskabet råder over for at kunne udføre de assistanceopgaver, det har påtaget sig, dersom hjemlandets
lovgivning foreskriver kontrol med disse midler.
3. Hvis tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor risikoen eller den medlemsstat, hvor forplig-
telsen består, eller i tilfælde af et genforsikringsselskab hvis tilsynsmyndigheder i værtslandet har en
begrundet formodning om, at et forsikrings- eller genforsikringsselskabs virksomhed vil kunne skade sel-
skabets finansielle soliditet, underretter de tilsynsmyndighederne i forsikringsselskabets hjemland herom.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder kontrollerer, at selskabet overholder de i dette direktiv fastsatte forsig-
tighedsprincipper.
Artikel 31
Gennemsigtighed og ansvarlighed
235
1. Tilsynsmyndighederne udfører deres hverv på gennemsigtig og ansvarlig vis og respekterer hensynet
til beskyttelse af fortrolige oplysninger.
2. Medlemsstaterne sikrer, at følgende offentliggøres:
a) love, administrative bestemmelser og generel vejledning på forsikringsområdet
b) de generelle kriterier og metoder, herunder de måder, der er udarbejdet i overensstemmelse med
artikel 34, stk. 4, der benyttes som led i tilsynsprocessen som beskrevet i artikel 36
c) aggregerede statistiske data vedrørende centrale aspekter af anvendelsen af tilsynsreglerne
d) den måde, hvorpå der gøres brug af de valgmuligheder, som dette direktiv tillader
e) målsætningerne for tilsynet og de vigtigste funktioner og aktiviteter i forbindelse med tilsynet.
De oplysninger, der offentliggøres i overensstemmelse med første afsnit, skal være tilstrækkelige til,
at der kan foretages en sammenligning af de tilsynsmetoder, som vælges af tilsynsmyndighederne i de
forskellige medlemsstater.
Oplysningerne stilles til rådighed i et fælles format, og de ajourføres regelmæssigt. Der skal være adgang
til de oplysninger, der henvises til i litra a)-e) i første afsnit, via en enkelt elektronisk adresse i hver
medlemsstat.
3. Medlemsstaterne indfører gennemsigtige procedurer for udpegning og afsættelse af medlemmer af
tilsynsmyndighedernes styrende organer og ledelse.
4. Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser til stk. 2, hvori specificeres de centrale aspek-
ter, for hvilke der skal offentliggøres aggregerede statistiske data, og oplysningernes format, struktur,
indhold og offentliggørelsesdato.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Artikel 32
Forbud mod afvisning af genforsikringsaftaler eller retrocessionsaftaler
1. Et forsikringsselskabs hjemland må ikke afvise en genforsikringsaftale indgået med et genforsik-
ringsselskab eller et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til artikel 14, af grunde, der
direkte vedrører det pågældende genforsikringsselskabs eller forsikringsselskabs finansielle soliditet.
2. Et genforsikringsselskabs hjemland må ikke afvise en retrocessionsaftale indgået af et genforsikrings-
selskab med et genforsikringsselskab eller et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til
artikel 14, af grunde, der direkte vedrører det pågældende genforsikringsselskabs eller forsikringsselskabs
finansielle soliditet.
Artikel 33
Tilsyn med filialer i andre medlemsstater
Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der har opnået tilladelse i en anden medlemsstat, udøver
virksomhed gennem en filial, skal medlemsstaterne sørge for, at hjemlandets tilsynsmyndigheder efter at
have givet værtslandets tilsynsmyndigheder meddelelse herom selv eller ved personer, der er bemyndiget
hertil, på stedet kan kontrollere de oplysninger, der er nødvendige for det finansielle tilsyn med selskabet.
Det pågældende værtslands myndigheder kan deltage i denne kontrol.
Artikel 34
236
Generelle tilsynsbeføjelser
1. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til at træffe forebyggende og korrige-
rende foranstaltninger med henblik på at sikre, at forsikrings- og genforsikringsselskaber overholder de
love og administrative bestemmelser, som de skal overholde i hver medlemsstat.
2. Tilsynsmyndighederne skal have beføjelse til at træffe alle nødvendige foranstaltninger, herunder,
hvor det er relevant, administrative eller finansielle foranstaltninger, over for forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber og medlemmerne af deres administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan.
3. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til at forlange at få udleveret alle de
oplysninger, der er nødvendige for tilsynet, jf. artikel 35.
4. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til, foruden beregningen af solvenska-
pitalkravet og i det omfang, det er relevant og nødvendigt, at udvikle kvantitative værktøjer som led i
tilsynsprocessen til vurdering af forsikrings- eller genforsikringsselskabers evne til at håndtere eventuelle
begivenheder eller fremtidige forandringer i de økonomiske vilkår, der kunne få ugunstige konsekvenser
for deres samlede økonomiske stilling. Tilsynsmyndighederne skal have beføjelse til at forlange, at
selskaberne gennemfører tilsvarende test.
5. Tilsynsmyndighederne skal have beføjelse til at gennemføre kontroller på stedet i forsikrings- og
genforsikringsselskabers forretningslokaler.
6. Tilsynsbeføjelser skal håndhæves rettidigt og på en måde, der står i et rimeligt forhold til formålet.
7. De i stk. 1-5 nævnte beføjelser i forhold til forsikrings- og genforsikringsselskaber skal også gælde i
forhold til forsikrings- og genforsikringsselskabers outsourcede aktiviteter.
8. Beføjelserne i stk. 1-5 og stk. 7 udøves om nødvendigt ved håndhævelse og, hvor det er hensigtsmæs-
sigt, ved rettens hjælp.
Artikel 35
Oplysninger, der skal udleveres i tilsynsøjemed
1. Medlemsstaterne kræver, at forsikrings- og genforsikringsselskaber forelægger tilsynsmyndighederne
de oplysninger, der er nødvendige for tilsynet. Disse oplysninger omfatter mindst de oplysninger, der er
nødvendige for at kunne udføre følgende i forbindelse med den i artikel 36 omhandlede proces:
a) til at vurdere selskabernes ledelsessystem, den virksomhed, de udøver, de værdiansættelsesprin-
cipper, de benytter til solvensformål, deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsam-
mensætning, kapitalbehov og kapitalforvaltning
b) til at træffe de nødvendige afgørelser i forlængelse af udøvelsen af deres tilsynsmæssige rettighe-
der og pligter.
2. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne tillægges følgende beføjelser:
a) beføjelse til at bestemme arten, omfanget og formatet af de i stk. 1 nævnte oplysninger, som de
forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber skal udlevere
i) med bestemte mellemrum
ii) ved bestemte begivenheder
iii) i forbindelse med undersøgelser af et forsikrings- eller genforsikringsselskabs situation
237
b) beføjelse til at indhente alle oplysninger om aftaler, som mæglere er i besiddelse af, eller om
aftaler indgået med tredjeparter, og
c) beføjelse til at forlange oplysninger fra eksterne eksperter såsom revisorer og aktuarer.
3. De i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger skal omfatte følgende:
a) kvalitative eller kvantitative elementer eller en passende kombination heraf
b) historiske, aktuelle eller prospektive elementer eller en passende kombination heraf, og
c) data fra interne eller eksterne kilder eller en passende kombination heraf.
4. De i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger skal overholde følgende principper:
a) de skal afspejle arten, omfanget og kompleksiteten af det pågældende selskabs virksomhed og
navnlig de risici, der knytter sig til denne virksomhed
b) de skal være tilgængelige, komplette i alle væsentlige henseender, sammenlignelige og konse-
kvente over tid, og
c) de skal være relevante, troværdige og forståelige.
5. Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører passende systemer og
strukturer til overholdelse af kravene i stk. 1-4 og skriftligt fastlægger en af forsikrings- eller genforsik-
ringsselskabets administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan godkendt politik, der kan sikre, at de afgivne
oplysninger altid er fyldestgørende.
6. Kommissionen vedtager gennemførelsesforanstaltninger til præcisering af de i stk. 1-4 nævnte
oplysninger med det formål at sikre en passende grad af konvergens i tilsynspraksis.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Artikel 36
Tilsynsproces
1. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne undersøger og evaluerer de strategier, processer
og rapporteringsprocedurer, som forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører med henblik på at
overholde de love og administrative bestemmelser, der vedtages i henhold til dette direktiv.
Denne undersøgelse og evaluering skal omfatte en vurdering af de kvalitative krav til ledelsessystemet, en
vurdering af de risici, som de pågældende selskaber står overfor eller kan komme til at stå overfor, samt
en vurdering af selskabernes evne til at måle disse risici under hensyn til den kontekst, som de opererer
inden for.
2. Tilsynsmyndighederne undersøger især, om forsikrings- og genforsikringsselskaber:
a) overholder reglerne vedrørende ledelsessystemet, herunder vurdering af egen risiko og solvens
som fastsat i kapitel IV, afdeling 2
b) overholder reglerne vedrørende forsikringsmæssige hensættelser som fastsat i kapitel VI, afde-
ling 2
c) overholder kapitalkravene som fastsat i kapitel VI, afdeling 4 og 5
d) overholder investeringsreglerne som fastsat i kapitel VI, afdeling 6
e) overholder reglerne vedrørende egenkapitalens kvalitet og størrelse som fastsat i kapitel VI,
afdeling 3
f) til stadighed overholder kravene til komplette eller partielle interne modeller, jf. kapitel IV,
afdeling 4, underafdeling 3, når de benytter sådanne modeller.
238
3. Tilsynsmyndighederne indfører passende overvågningsredskaber, der sætter dem i stand til at
afsløre en forværring af de finansielle vilkår inden for et forsikrings- eller genforsikringsselskab og til at
overvåge, hvordan der rettes op denne forværring.
4. Tilsynsmyndighederne vurderer, om de metoder og den praksis, som forsikrings- og genforsikrings-
selskaber indfører til afsløring af mulige begivenheder eller fremtidige ændringer i de økonomiske vilkår,
der kunne få negativ indflydelse på selskabets generelle økonomiske situation, er tilstrækkelige.
Tilsynsmyndighederne vurderer, om selskaberne vil være i stand til at modstå sådanne begivenheder eller
fremtidige ændringer i de økonomiske vilkår.
5. Tilsynsmyndighederne skal have de fornødne beføjelser til at kunne forlange, at forsikrings- og
genforsikringsselskaber retter op de svagheder eller mangler, der afsløres som led i tilsynsprocessen.
6. De i stk. 1, 2 og 4 nævnte undersøgelser, evalueringer og vurderinger foretages med regelmæssige
mellemrum.
Tilsynsmyndighederne fastsætter, med hvilket interval og i hvilket omfang disse undersøgelser, evaluerin-
ger og vurderinger skal finde sted, under hensyn til arten, omfanget og kompleksiteten af forsikrings- eller
genforsikringsselskabets virksomhed.
Artikel 37
Kapitaltillæg
1. I forlængelse af tilsynsprocessen kan tilsynsmyndighederne i exceptionelle tilfælde og ved begrundet
afgørelse stille krav om et kapitaltillæg for et forsikrings- eller genforsikringsselskab. Denne mulighed
må kun benyttes i følgende tilfælde:
a) tilsynsmyndighederne finder, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets risikoprofil afviger væsentligt
fra de antagelser, der ligger til grund for solvenskapitalkravet som beregnet ved hjælp af standardformlen i
overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2, og:
i) kravet om at anvende en intern model efter artikel 119 er uhensigtsmæssig eller har været ineffektiv,
eller
ii) en partiel eller komplet intern model er under udvikling i overensstemmelse med artikel 119
b) tilsynsmyndighederne finder, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets risikoprofil afviger væ-
sentligt fra de antagelser, der ligger til grund for solvenskapitalkravet som beregnet ved hjælp
af en intern model eller en partiel intern model i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4,
underafdeling 3, fordi visse kvantificerbare risici ikke fanges i tilstrækkelig grad, og det ikke inden
for en passende tidsramme er lykkedes at tilpasse modellen, så den bedre afspejler den givne
risikoprofil, eller
c) tilsynsmyndighederne finder, at ledelsessystemet i et forsikrings- eller genforsikringsselskab afvi-
ger væsentligt fra standarderne i kapitel IV, afdeling 2, at disse afvigelser forhindrer selskabet i at
sikre en korrekt identifikation, måling, overvågning, styring og rapportering af de risici, som det
er eller kunne blive udsat for, og at gennemførelsen af andre foranstaltninger i sig selv næppe vil
kunne udbedre manglerne i tilstrækkelig grad inden for en passende tidshorisont.
2. I de i stk. 1, litra a) og b), nævnte tilfælde beregnes kapitaltillægget på en måde, der sikrer, at
selskabet overholder artikel 101, stk. 3.
239
I de i stk. 1, litra c), nævnte situationer skal kapitaltillægget være proportionalt med de væsentlige risici,
som skyldes de mangler, der medførte, at tilsynsmyndigheden besluttede at indføre tillægget.
3. I de i stk. 1, litra b) og c), nævnte situationer sikrer tilsynsmyndighederne, at forsikrings- eller
genforsikringsselskabet gør sit yderste for at rette op på de mangler, der har ført til kravet om et
kapitaltillæg.
4. Tilsynsmyndighederne tager det i stk. 1 nævnte kapitaltillæg op til revision mindst én gang årligt, og
kravet ophæves, når selskabet her rettet op på de mangler, der har foranlediget det.
5. Solvenskapitalkravet inklusive kapitaltillægget erstatter det utilstrækkelige solvenskapitalkrav.
Uanset afsnit 1 kan solvenskapitalkravet ikke indeholde kapitaltillægget, der kan stilles krav om i henhold
til stk. 1, litra c) med henblik på beregning af risikotillægget i artikel 77, stk. 5.
6. Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser, der nærmere præciserer, under hvilke om-
stændigheder der kan stilles krav om et kapitaltillæg, og metoderne for hvordan det skal beregnes.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Artikel 38
Tilsyn med outsourcede funktioner og aktiviteter
1. Uden at dette berører artikel 49 sikrer medlemsstaterne, at forsikrings- og genforsikringsselskaber,
der outsourcer en funktion eller en forsikrings- eller genforsikringsaktivitet, træffer de nødvendige foran-
staltninger til at sikre, at de følgende krav er opfyldt:
a) at tjenesteyderen samarbejder med de myndigheder, der fører tilsyn med forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber, i forbindelse med den outsourcede funktion eller aktivitet
b) at forsikrings- og genforsikringsselskaber, deres revisorer og tilsynsmyndigheder skal have effek-
tiv adgang til data angående de outsourcede funktioner eller aktiviteter
c) tilsynsmyndighederne skal have effektiv adgang til tjenesteyderens forretningslokaler og skal være
i stand til at udøve disse adgangsrettigheder.
2. Den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er hjemmehørende, giver de myndigheder, der fører tilsyn med
forsikrings- og genforsikringsselskabet, ret til enten selv eller gennem personer, de udpeger til dette for-
mål, at gennemføre kontrolundersøgelser i tjenesteyderens lokaler. Tilsynsmyndigheden for forsikrings-
eller genforsikringsselskabet underretter den relevante myndighed i tjenesteyderens medlemsstat, inden
den gennemfører kontrolundersøgelsen. Såfremt der er tale om en ikke-tilsynspligtig enhed, er tilsyns-
myndigheden den relevante myndighed.
Tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor forsikrings- eller genforsikringsselskabet er hjemmehø-
rende, kan overlade kontrolundersøgelserne til tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor tjenestey-
deren er hjemmehørende.
Artikel 39
Overdragelse af portefølje
1. Medlemsstaterne tillader på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, at forsikrings-
og genforsikringsselskaber, der har hovedsæde på deres område, overdrager hele eller en del af deres
portefølje, hvad enten den består af aftaler indgået i henhold til reglerne om fri etableringsret eller aftaler
240
indgået i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, til et overtagende selskab, der er
etableret i Fællesskabet.
Der gives kun tilladelse til denne overdragelse, hvis tilsynsmyndighederne i det overtagende selskabs
hjemland godtgør, at det overtagende selskab, overdragelsen taget i betragtning, har den fornødne aner-
kendte egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet som omhandlet i artikel 100, stk. 1.
2. Når der er tale om forsikringsselskaber, finder stk. 3-6 anvendelse.
3. Når en filial påtænker at overdrage hele eller en del af sin portefølje, skal den medlemsstat, hvor den
pågældende filial er beliggende, høres.
4. I de i stk. 1 og 3 omhandlede tilfælde meddeler tilsynsmyndighederne i det afgivende forsikrings-
selskabs hjemland tilladelse til overdragelsen efter at have indhentet samtykke fra myndighederne i de
medlemsstater, hvor aftalerne blev indgået enten i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne
om fri udveksling af tjenesteydelser.
5. Myndighederne i de hørte medlemsstater meddeler myndighederne i det overdragende forsikringssel-
skabs hjemland deres udtalelse eller deres samtykke senest tre måneder efter modtagelsen af høringsan-
modningen.
Har de hørte myndigheder ikke svaret ved udløbet af denne frist, betragtes dette som et stiltiende
samtykke.
6. En overdragelse af en portefølje, der tillades i henhold til stk. 1-5, skal offentliggøres enten før eller
efter tilladelsen som foreskrevet i hjemlandets lovgivning, i den medlemsstat, hvor risikoen eller i den
medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Overdragelsen kan uden videre gøres gældende over for de berørte forsikringstagere, de forsikrede og
enhver anden person, som har rettigheder eller forpligtelser i kraft af de overdragne aftaler.
Første og andet afsnit berører ikke medlemsstaternes ret til at fastsætte, at forsikringstagerne skal have
mulighed for at opsige aftalen inden for en bestemt frist fra overdragelsestidspunktet.
KAPITEL IV
Betingelserne for udøvelse af virksomhed
Afdeling 1
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets ansvar
Artikel 40
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets ansvar
Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets administrations-, ledelses- eller
tilsynsorgan har det ultimative ansvar for selskabets overholdelse af de love og administrative bestemmel-
ser, der vedtages i henhold til dette direktiv.
Afdeling 2
Ledelsessystem
Artikel 41
241
Generelle ledelseskrav
1. Medlemsstaterne kræver, at alle forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører et effektivt ledelses-
system, der sikrer en sund og forsigtig ledelse af selskabets virksomhed.
Systemet skal mindst omfatte en hensigtsmæssig og gennemsigtig organisationsstruktur med en klar
fordeling og passende adskillelse af ansvarsområder samt et effektivt informationsformidlingssystem. Det
skal sikre overholdelse af kravene i artikel 42-49.
Ledelsessystemet tages regelmæssigt op til intern revision.
2. Ledelsessystemet skal stå i et rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af forsikrings-
eller genforsikringsselskabets virksomhed.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber fastlægger skriftlige politikker vedrørende mindst risikosty-
ring, intern kontrol, intern revision og eventuelt outsourcing. De sikrer, at disse politikker gennemføres.
Disse skriftlige politikker tages op til revision mindst én gang årligt. De skal forhåndsgodkendes af
administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet og justeres i lyset af eventuelle større ændringer af det
pågældende system eller inden for det pågældende område.
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber træffer passende foranstaltninger til at sikre kontinuitet og
regelmæssighed i udøvelsen af deres virksomhed, inklusive udarbejdelse af beredskabsplaner. Selskabet
anvender med henblik herpå hensigtsmæssige og rimeligt afpassede systemer, ressourcer og procedurer.
5. Tilsynsmyndighederne skal råde over de nødvendige midler, metoder og beføjelser til at kunne
verificere forsikrings- og genforsikringsselskabernes ledelsessystem og til at kunne evaluere de nye risici,
som selskaberne identificerer, og som vil kunne påvirke selskabernes finansielle soliditet.
Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har de nødvendige beføjelser til at kunne forlange, at
ledelsessystemet forbedres og styrkes med henblik på at sikre overholdelse af kravene i artikel 42-49.
Artikel 42
Egnetheds- og hæderlighedskravene til personer, der reelt driver selskabet eller indtager andre
nøgleposter
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber sikrer, at alle personer, der reelt driver selskabet eller
indtager andre nøgleposter, til enhver tid opfylder følgende betingelser:
a) deres faglige kvalifikationer, viden og erfaring skal være tilstrækkelig til at muliggøre en sund og
forsigtig ledelse (egnethed), og
b) deres omdømme og integritet skal være af god standard (hæderlighed).
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne om enhver ændring med
hensyn til de personer, der reelt driver selskabet eller er ansvarlige for andre nøgleposter, og fremlægger
alle sådanne oplysninger, der er nødvendige for vurdere, om de nyudnævnte ledere opfylder egnetheds-
og hæderlighedskravet.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne, hvis en af de i stk. 1 og 2
nævnte personer er blevet udskiftet, fordi vedkommende ikke længere opfylder kravet i stk. 1.
Artikel 43
Bevis for hæderlighed
242
1. Såfremt en medlemsstat af sine statsborgere kræver bevis for hæderlighed, at de ikke tidligere har
været erklæret konkurs, eller begge, skal denne medlemsstat som tilstrækkeligt bevis for statsborgere fra
de øvrige medlemsstater godkende fremlæggelse af en udskrift af strafferegistret, eller i mangel heraf, et
tilsvarende dokument, udstedt af en kompetent retslig eller administrativ myndighed i den medlemsstat,
der er hjemland eller seneste opholdsland, og hvoraf det fremgår, at disse krav er opfyldt.
2. Såfremt det i stk. 1 omhandlede dokument ikke udstedes i den medlemsstat, der er hjemland eller
seneste opholdsland, kan det erstattes af en erklæring under ed — eller i medlemsstater, hvor en sådan
edsaflæggelse ikke finder sted, af en højtidelig erklæring — der afgives af den pågældende udenlandske
statsborger for en kompetent retslig eller administrativ myndighed, eller i givet fald for en notar i
hjemlandet eller den medlemsstat, som den udenlandske statsborger kommer fra.
Denne myndighed afgiver en attestation til bekræftelse af denne edsaflæggelse eller højtidelige erklæring.
Den i første afsnit nævnte erklæring om, at der ikke foreligger eller har foreligget konkurs, kan ligeledes
afgives for en kompetent erhvervsorganisation i den pågældende medlemsstat.
3. De i stk. 1 og 2 omhandlede dokumenter må ved deres forelæggelse ikke være ældre end tre måneder.
4. Medlemsstaterne udpeger de myndigheder og organer, der er kompetente med hensyn til udstedelse
af de i stk. 1 og 2 omhandlede dokumenter, og underretter straks de øvrige medlemsstater og Kommissio-
nen herom.
Ligeledes underretter hver medlemsstat de øvrige medlemsstater og Kommissionen om de myndigheder
og organer, for hvilke de i stk. 1 og 2 nævnte dokumenter skal forelægges til støtte for ansøgningen om
tilladelse til på denne medlemsstats område at måtte udøve de i artikel 2 nævnte former for virksomhed.
Artikel 44
Risikostyring
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører effektive risikostyringssystemer, der omfatter de
strategier, processer og rapporteringsprocedurer, der er nødvendige for til stadighed at identificere, måle,
overvåge, styre og, på såvel et individuel som et aggregeret plan, indberette de risici, som de er eller kan
blive udsat for, og deres indbyrdes sammenhæng.
Dette risikostyringssystem skal være effektivt og velintegreret i forsikrings- eller genforsikringsselskabets
organisationsstruktur og i beslutningstagningsproces under behørig hensyntagen til de personer, som reelt
driver selskabet eller indtager andre nøgleposter.
2. Risikostyringssystemet skal dække de risici, der skal indgå i beregningen af solvenskapitalkravet, jf.
artikel 101, stk. 4, samt se risici, som ikke eller ikke til fulde indgår i beregningen heraf.
Risikostyringssystemet skal dække mindst følgende områder:
a) forsikringstegning og hensættelser
b) asset–liability management
c) investering, navnlig afledte instrumenter og lignende forpligtelser
d) styring af likviditets- og koncentrationsrisici
e) styring af operationel risiko
f) genforsikring og andre risikoreduktionsteknikker.
Den i artikel 41, stk. 3, nævnte skriftlige risikostyringspolitik skal omfatte politikker vedrørende andet
afsnit, litra a)-f).
243
3. For så vidt angår deres investeringsrisiko skal forsikrings- og genforsikringsselskaber påvise, at de
overholder bestemmelserne i kapitel VI, afdeling 6.
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal indrette en risikostyringsfunktion med en struktur, der
kan lette gennemførelsen af risikostyringssystemet.
5. For forsikrings- og genforsikringsselskaber, der benytter en partiel eller komplet intern model, der
er godkendt i overensstemmelse med artikel 112 og 113, skal risikostyringsfunktionen dække følgende
supplerende opgaver:
a) design og implementering af interne modeller
b) afprøvning og validering af interne modeller
c) dokumentering af den interne model og efterfølgende ændringer heraf
d) analyse af resultaterne af den interne model og udarbejdelse af kortfattede rapporter herom
e) underretning af administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet om resultaterne af den interne
model med forslag til eventuelle forbedringer samt løbende underretning af dette organ om
bestræbelserne på at udbedre tidligere påviste svagheder.
Artikel 45
Vurdering af egen risiko og solvens
1. Som led i deres risikostyringssystem gennemfører alle forsikrings- og genforsikringsselskaber
vurderinger af deres egen risiko og solvens.
Denne vurdering skal mindst omfatte følgende:
a) selskabets samlede solvensbehov under hensyntagen til dets specifikke risikoprofil, godkendte
risikotolerancegrænser og forretningsstrategi
b) selskabets løbende overholdelse af kapitalkravene som fastsat i kapitel VI, afdeling 4 og 5, og af
kravene vedrørende forsikringsmæssige hensættelser som fastsat i kapitel VI, afdeling 2
c) det omfang, i hvilket det pågældende selskabs risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der
ligger til grund for solvenskapitalkravet som omhandlet i artikel 101, stk. 3, og beregnet ved hjælp
af standardformlen i kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2, eller ved hjælp af selskabets partielle
eller komplette interne model i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 3.
2. Med henblik på stk. 1, litra a), skal selskabet råde over processer, der står i rimeligt forhold til arten,
omfanget og kompleksiteten af de risici, der er forbundet med dets virksomhed, og som sætter det i stand
til på korrekt vis at identificere og vurdere de risici, det står overfor på kort og lang sigt, og som det er
eller vil kunne blive udsat for. Selskabet skal demonstrere de metoder, det benytter til at foretage denne
vurdering.
3. I det i stk. 1, litra c), nævnte tilfælde skal vurderingen, når der benyttes en intern model, udføres sam-
men med den rekalibrering, der transformerer de interne risikocifre til sådanne risikomål og kalibrerede
værdier, der benyttes ved beregning af solvenskapitalkravet.
4. Vurderingen af egen risiko og solvens skal udgøre en integrerende del af forretningsstrategien, og der
skal til stadighed tages hensyn hertil i selskabets strategiske beslutninger.
5. Forsikrings- og genforsikringsselskaber gennemfører den i stk. 1 nævnte vurdering med regelmæssi-
ge mellemrum og straks efter enhver væsentlig ændring i deres risikoprofil.
6. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne om resultatet af hver
vurdering af egen risiko og solvens som led i indberetningen efter artikel 35.
244
7. Vurderingen af egen risiko og solvens må ikke benyttes til beregning af kapitalkrav. Solvenskapital-
kravet korrigeres kun i overensstemmelse med artikel 37, artikel 231, 232 og 233 og 238.
Artikel 46
Intern kontrol
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører et effektivt internt kontrolsystem.
Systemet skal mindst omfatte administrative procedurer og regnskabsprocedurer, en intern kontrolstruk-
tur, passende rapporteringsrutiner på alle niveauer i selskabet og en compliance-funktion.
2. Compliance-funktionen skal bl.a. rådgive administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet om overhol-
delsen af de love og administrative bestemmelser, der vedtages i henhold til dette direktiv. Den skal
også foretage vurderinger af de potentielle konsekvenser af lovændringer for det pågældende selskabs
virksomhed samt identificere og vurdere compliance-risici.
Artikel 47
Intern revision
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører en effektiv intern revisionsfunktion.
Den interne revisionsfunktion skal foretage vurderinger af, om det interne kontrolsystem og andre dele af
ledelsessystemet er hensigtsmæssige og effektive.
2. Den interne revisionsfunktion skal være objektiv og være uafhængig af selskabets operationelle
funktioner.
3. Den interne revisionsfunktion skal indberette alle sine undersøgelsesresultater og henstillinger til
administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet, der afgør, hvilke foranstaltninger der skal træffes for de
enkelte resultaters og henstillingers vedkommende, og sikrer, at disse foranstaltninger iværksættes.
Artikel 48
Aktuarfunktion
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører en effektiv aktuarfunktion til at:
a) koordinere beregningen af forsikringsmæssige hensættelser
b) sikre, at de metodologier, underliggende modeller og antagelser, der anvendes og lægges til grund
ved beregningen af forsikringsmæssige hensættelser, er fyldestgørende
c) vurdere, om de data, der benyttes til beregning af forsikringsmæssige hensættelser, er tilstrækkeli-
ge og af den påkrævede kvalitet
d) sammenligne bedste skøn med de hidtidige erfaringer
e) informere administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet om, hvorvidt beregningen af de forsik-
ringsmæssige hensættelser er troværdig og fyldestgørende
f) føre tilsyn med beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser i de i artikel 82 nævnte tilfælde
g) afgive udtalelse om den overordnede tegningspolitik
h) afgive udtalelse om, hvorvidt genforsikringsarrangementerne er fyldestgørende, og
i) bidrage til den effektive gennemførelse af det i artikel 44 omhandlede risikostyringssystem,
navnlig med hensyn til de risikomodeller, der ligger til grund for beregningen af kapitalkravene i
kapitel VI, afdeling 4 og 5, og den i artikel 45 omhandlede vurdering.
245
2. Aktuarfunktionen skal varetages af personer, der har kendskab til aktuarmatematik og finansmate-
matik på et niveau, som står i rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der
er forbundet med forsikrings- eller genforsikringsselskabets virksomhed, og som kan påvise, at de har
relevant erfaring med gældende faglige standarder og andre standarder.
Artikel 49
Outsourcing
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber forbliver fuldt ud ansvarlige for
opfyldelsen af de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til dette direktiv, når de outsourcer funktioner
eller en hvilken som helst forsikrings- eller genforsikringsaktivitet.
2. Outsourcing af kritiske eller vigtige operationelle funktioner eller aktiviteter må ikke foregå på en
måde, der kan:
a) medføre en væsentlig forringelse af kvaliteten af ledelsessystemet i det pågældende selskab
b) medføre en uretmæssig forøgelse af den operationelle risiko
c) forringe tilsynsmyndighedernes mulighed for at kontrollere, at selskabet overholder sine forpligtel-
ser
d) være til hinder for, at selskabet til stadighed kan tilbyde forsikringstagerne en tilfredsstillende
service.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal i god tid underrette tilsynsmyndighederne om en fore-
stående outsourcing af kritiske eller vigtige funktioner eller aktiviteter og om efterfølgende væsentlige
forandringer for så vidt angår disse funktioner eller aktiviteter.
Artikel 50
Gennemførelsesforanstaltninger
1. Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser for nærmere at præcisere følgende:
a) elementerne i de systemer, der er omhandlet i artikel 41, 44, 46 og 47, særlig de områder,
der skal være dækket af forsikrings- og genforsikringsselskabers asset-liability management og
investeringspolitik som omhandlet i artikel 44, stk. 2
b) de funktioner, der er nævnt i artikel 44 og 46, 47 og 48
c) betingelserne i artikel 42 og de funktioner, der er berørt heraf
d) betingelserne for outsourcing, især til tjenesteydere etableret i tredjelande.
2. Kommissionen kan, hvor dette er relevant med henblik på at sikre passende konvergens med hensyn
til vurderingen som omhandlet i artikel 45, stk. 1, litra a), vedtage gennemførelsesforanstaltninger for
yderligere at præcisere bestanddelene i denne vurdering.
3. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved
at supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Afdeling 3
Oplysningspligt
Artikel 51
Rapport om solvens og finansiel situation: indhold
246
1. Medlemsstaterne kræver under hensyn til oplysningerne, der er krævet i stk. 3 og principperne i
artikel 35, stk. 4, at forsikrings- og genforsikringsselskaber årligt offentliggør en rapport om deres solvens
og finansielle situation.
Rapporten skal indeholde følgende oplysninger, enten i komplet form eller i form af henvisninger til
tilsvarende oplysninger, for så vidt angår såvel art og omfang, der er offentliggjort i henhold til andre love
eller administrative forskrifter:
a) en beskrivelse af den virksomhed, der udøves, og en gennemgang af selskabets resultater
b) en beskrivelse af ledelsessystemet og en vurdering af, om det lever op til selskabets risikoprofil
c) en for hver risikokategori særskilt beskrivelse af risikoeksponeringen, risikokoncentrationen, risi-
koreduktionen og risikofølsomheden
d) særskilte beskrivelser af det grundlag og de metoder, der benyttes til værdiansættelse af aktiver,
forsikringsmæssige hensættelser og andre forpligtelser, sammen med en forklaring på større for-
skelle mellem disse og det grundlag og de metoder, der benyttes til deres værdiansættelse i
regnskaber
e) en beskrivelse af kapitalforvaltningen med nærmere oplysninger om mindst følgende:
i) egenkapitalens sammensætning, størrelse og kvalitet
ii) beløbene af solvenskapitalkravet og af minimumskapitalkrav
iii) valgmuligheden som omhandlet i artikel 304 for beregning af solvenskapitalkravet
iv) oplysninger, der gør det muligt at forstå hovedforskellene mellem de antagelser, der ligger
til grund for standardformlen, og dem, der ligger til grund for den interne model, som selskabet
benytter til beregning af sit solvenskapitalkrav
v) omfanget af alle afvigelser fra minimumskapitalkravet eller væsentlige afvigelser fra solvenska-
pitalkravet i den periode, som rapporten dækker, selv hvis der i mellemtiden er blevet rettet op
herpå, med en redegørelse for årsagen til og konsekvenserne af afvigelserne samt en beskrivelse af
eventuelle korrigerende foranstaltninger.
2. Den i stk. 1, litra e), nr. i), nævnte beskrivelse skal inkludere en analyse af eventuelle betydelige
ændringer i forhold til den forudgående rapporteringsperiode og en forklaring på eventuelle større for-
skelle i forhold til værdien af sådanne elementer i regnskaberne samt en kort beskrivelse af kapitalens
overførbarhed.
De i stk. 1, litra e), nr. ii), nævnte oplysninger om solvenskapitalkravet skal indeholde særskilte angivelser
af dels det i henhold til kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2 og 3, beregnede beløb, dels alle krav
om kapitaltillæg i henhold til artikel 37 eller konsekvensen af de specifikke parametre, forsikrings- eller
genforsikringsselskabet er forpligtet til at benytte i henhold til artikel 110, sammen med kortfattede
oplysninger om de pågældende tilsynsmyndigheders begrundelse herfor.
Uden at dette berører den oplysningspligt, der gælder i henhold til anden lovgivning, kan medlemssta-
terne, selv om der er afgivet oplysning om det samlede solvenskapitalkrav i stk. 1, litra e), nr. ii),
bestemme, at der ikke skal offentliggøres særskilte oplysninger om kapitaltillægget eller konsekvensen af
de specifikke parametre, forsikrings- eller genforsikringsselskabet er forpligtet til at benytte i henhold til
artikel 110, i en overgangsperiode, der ikke slutter senere end 31. oktober 2017.
Offentliggørelsen af solvenskapitalkravet skal i givet fald ledsages af en angivelse af, at tilsynsmyndighe-
derne endnu ikke har fastsat dets endelige størrelse.
247
Artikel 52
Oplysninger til og rapporter fra CEIOPS
1. Medlemsstaterne kræver, at tilsynsmyndighederne hvert år forelægger CEIOPS følgende oplysninger:
a) det gennemsnitlige kapitaltillæg pr. selskab og fordelingen af de kapitaltillæg, som tilsynsmyndig-
heden har stillet krav om i det foregående år, målt som en procentdel af solvenskapitalkravet og
angivet særskilt på følgende vis:
i) for alle forsikrings- og genforsikringsselskaber
ii) for livsforsikringsselskaber
iii) for skadesforsikringsselskaber
iv) for forsikringsselskaber, som udøver både livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
v) for genforsikringsselskaber
b) for de forskellige oplysninger, der er angivet i litra a): andelen af kapitaltillæg, der er stillet krav
om i henhold til artikel 37, stk. 1, litra a), b) og c).
2. CEIOPS offentliggør desuden hvert år følgende oplysninger:
a) for alle medlemsstater som helhed: den samlede fordeling af kapitaltillæg målt som en procentdel
af solvenskapitalkravet, for hver af følgende:
i) alle forsikrings- og genforsikringsselskaber
ii) livsforsikringsselskaber
iii) skadesforsikringsselskaber
iv) forsikringsselskaber, som udøver både livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
v) genforsikringsselskaber
b) for hver medlemsstat særskilt: fordelingen af kapitaltillæg, målt som en procentdel af solven-
skapitalkravet og omfattende samtlige forsikrings- og genforsikringsselskaber i den respektive
medlemsstat
c) for hver afgivelse af de i litra a) og b) nævnte oplysninger: andelen af kapitaltillæg, der er stillet
krav om i henhold til artikel 37, stk. 1, litra a), b) og c).
3. CEIOPS forelægger Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen de i stk. 2 omhandlede oplysnin-
ger sammen med en rapport, der viser graden af konvergens mellem de nationale tilsynsmyndigheders
anvendelse af kapitaltillægskrav.
Artikel 53
Rapport om solvens og finansiel situation: gældende principper
1. Tilsynsmyndighederne tillader, at forsikrings- og genforsikringsselskaber ikke offentliggør oplysnin-
ger i følgende tilfælde:
a) hvis selskabernes konkurrenter opnår en stor og urimelig fordel, hvis oplysningerne udleveres
248
b) hvis selskaberne er bundet af tavsheds- eller fortrolighedspligt som følge af forpligtelser over for
forsikringstagerne eller enhver forbindelse med en modpart.
2. Når tilsynsmyndighederne tillader, at bestemte oplysninger ikke udleveres, anfører selskaberne dette i
rapporten om deres solvens og finansielle situation sammen med en begrundelse herfor.
3. Tilsynsmyndighederne tillader, at forsikrings- og genforsikringsselskaber gør brug af — eller
henviser til — oplysninger, der offentliggøres i henhold til andre love eller administrative bestemmelser,
forudsat at disse oplysninger er af samme art og har samme rækkevidde som de oplysninger, der kræves i
henhold til artikel 51.
4. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på de oplysninger, der er omhandlet i artikel 51, stk. 1, litra e).
Artikel 54
Rapport om solvens og finansiel situation: ajourføringer og frivillig udlevering af supplerende
oplysninger
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaberne offentliggør passende oplysninger om karakteren og
virkningerne af større begivenheder, der har væsentlig indflydelse på relevansen af de i henhold til
artikel 51 og 53 offentliggjorte oplysninger.
Med henblik på første afsnit anses mindst følgende at udgøre en større begivenhed:
a) når der konstateres en afvigelse fra minimumskapitalkravet, og tilsynsmyndighederne enten fin-
der, at selskabet ikke vil være i stand til at fremlægge en realistisk kortsigtet finansieringsplan,
eller ikke modtager en sådan plan inden for en frist på en måned efter den dato, hvor afvigelsen
blev konstateret
b) når der konstateres væsentlig afvigelse fra solvenskapitalkravet, og tilsynsmyndighederne ikke
inden for en frist på to måneder efter den dato, hvor afvigelsen blev konstateret, modtager en
realistisk genoprettelsesplan.
For så vidt angår andet afsnit, litra a), forlanger tilsynsmyndighederne, at det pågældende selskab
øjeblikkeligt giver meddelelse om afvigelsens omfang sammen med en forklaring på årsagen til og
konsekvenserne af afvigelsen og om de korrigerende foranstaltninger, det måtte have truffet. Hvis det
trods gennemførelsen af en kortsigtet finansieringsplan, der oprindeligt blev betragtet som realistisk, ikke
er lykkedes at korrigere afvigelsen fra minimumskapitalkravet senest tre måneder efter konstateringen
heraf, offentliggøres dette ved udløbet af den pågældende frist sammen med en forklaring på årsagen
til og konsekvenserne af afvigelsen og oplysninger om de korrigerende foranstaltninger, selskabet måtte
have truffet, samt eventuelle andre planlagte korrigerende foranstaltninger.
For så vidt angår andet afsnit, litra b), forlanger tilsynsmyndighederne, at det pågældende selskab
øjeblikkeligt giver meddelelse om afvigelsens omfang sammen med en forklaring på årsagen til og
konsekvenserne af afvigelsen og om de korrigerende foranstaltninger, det måtte have truffet. Hvis det
trods gennemførelsen af en genoprettelsesplan, der oprindeligt blev betragtet som realistisk, ikke er
lykkedes at korrigere afvigelsen fra minimumskapitalkravet senest seks måneder efter konstateringen
heraf, offentliggøres dette ved udløbet af den pågældende frist sammen med en forklaring på årsagen
til og konsekvenserne af afvigelsen og oplysninger om de korrigerende foranstaltninger, selskabet måtte
have truffet, samt eventuelle andre planlagte korrigerende foranstaltninger.
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan frivilligt offentliggøre alle sådanne oplysninger og
forklaringer om deres solvens og finansielle situation, som ikke allerede kræves offentliggjort i henhold
til artikel 51 og 53 og stk. 1 i denne artikel.
249
Artikel 55
Rapport om solvens og finansiel situation: politik og godkendelse
1. Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører systemer og strukturer,
der sikrer, at de opfylder kravene i artikel 51 og 53 og artikel 54, stk. 1, og fastlægger en skriftlig politik,
der sikrer, at de oplysninger, der offentliggøres i henhold til artikel 51, 53 og 54, altid er fyldestgørende.
2. Rapporten om solvens og finansiel situation forelægges forsikrings- eller genforsikringsselskabets
administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan til godkendelse og offentliggøres først, når godkendelsen er
givet.
Artikel 56
Rapport om solvens og finansiel situation: gennemførelsesforanstaltninger
Kommissionen vedtager gennemførelsesforanstaltninger til nærmere præcisering af, hvilke oplysninger
der skal offentliggøres, og hvordan de skal offentliggøres.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Afdeling 4
Kvalificeret deltagelse
Artikel 57
Erhvervelser
1. Medlemsstaterne foreskriver, at enhver fysisk eller juridisk person eller fysiske eller juridiske person-
er, som handler samlet, (»den påtænkte erhverver«), der påtænker direkte eller indirekte at erhverve en
kvalificeret deltagelse i et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller direkte eller indirekte yderligere
at forøge sådan en kvalificeret deltagelse i et forsikrings- eller genforsikringsselskab med det resultat, at
vedkommendes andel af stemmerettigheder eller kapitalandele derved når op på eller overstiger 20 %,
30 % eller 50 %, eller at forsikrings- eller genforsikringsselskabet derved bliver vedkommendes datter-
selskab, (»den påtænkte erhvervelse«), forinden skriftligt skal underrette tilsynsmyndighederne for det
forsikrings- eller genforsikringsselskab, hvori de søger at erhverve eller forøge en kvalificeret deltagelse,
om størrelsen af den kapitalandel, der påtænkes erhvervet, og de relevante oplysninger, der er omhandlet i
artikel 59, stk. 4. Medlemsstaterne kan undlade at anvende tærsklen på 30 %, hvis de anvender en tærskel
på en tredjedel i henhold til artikel 9, stk. 3, litra a), i direktiv 2004/109/EF.
2. Medlemsstaterne foreskriver, at enhver fysisk eller juridisk person, der påtænker direkte eller
indirekte at opgive sin besiddelse af en kvalificeret deltagelse i et forsikrings- eller genforsikringsselskab,
forinden skriftligt skal underrette hjemlandets tilsynsmyndigheder herom med angivelse af størrelsen
af vedkommendes kapitalandel efter den påtænkte opgivelse. En sådan person skal ligeledes underrette
tilsynsmyndighederne om en beslutning om at formindske sin kvalificerede deltagelse så meget, at
vedkommendes andel af stemmerettigheder eller kapitalandele derved når ned under en tærskel på 20 %,
30 % eller 50 %, eller at forsikrings- eller genforsikringsselskabet derved ophører med at være vedkom-
mendes datterselskab. Medlemsstaterne kan undlade at anvende tærsklen på 30 %, hvis de anvender en
tærskel på en tredjedel i henhold til artikel 9, stk. 3, litra a), i direktiv 2004/109/EF.
Artikel 58
250
Vurderingsperiode
1. Tilsynsmyndighederne anerkender straks og under alle omstændigheder senest to arbejdsdage
efter modtagelsen af den i artikel 57, stk. 1, omhandlede underretning eller i forbindelse med eventuel
efterfølgende modtagelse af de i stk. 2 omhandlede oplysninger skriftligt modtagelsen heraf over for den
påtænkte erhverver.
Tilsynsmyndighederne har en frist på højst tres arbejdsdage fra datoen for den skriftlige anerkendelse af
modtagelsen af underretningen og alle de dokumenter, som medlemsstaten kræver vedlagt underretningen
på grundlag af den i artikel 59, stk. 4 omhandlede liste (»vurderingsperioden«), til at foretage den i
artikel 59, stk. 1, omhandlede vurdering (»vurderingen«).
Tilsynsmyndighederne underretter den påtænkte erhverver om den dato, hvor vurderingsperioden udløber,
samtidig med anerkendelsen af modtagelsen.
2. Tilsynsmyndighederne kan om nødvendigt i løbet af vurderingsperioden, men ikke efter den
halvtredsindstyvende arbejdsdag i vurderingsperioden, anmode om yderligere oplysninger, der måtte være
nødvendige for at afslutte vurderingen. Denne anmodning skal fremsættes skriftligt og præcisere, hvilke
supplerende oplysninger der er behov for.
I perioden mellem tilsynsmyndighedernes anmodning om oplysninger og modtagelsen af svar herpå
fra den påtænkte erhverver afbrydes vurderingsperioden. Afbrydelsen må ikke overstige tyve arbejdsda-
ge. Eventuelle yderligere anmodninger fra tilsynsmyndighedernes side om at supplere eller præcisere
oplysningerne afhænger af de kompetente myndigheders skøn, men må ikke medføre en afbrydelse af
vurderingsperioden.
3. Tilsynsmyndighederne kan forlænge afbrydelsen som nævnt i stk. 2, andet afsnit, i indtil tredive
arbejdsdage, hvis den påtænkte erhverver er:
a) placeret eller er omfattet af lovgivning uden for Fællesskabet, eller
b) en fysisk eller juridisk person, som ikke er underlagt tilsyn i medfør af dette direktiv, Rådets direktiv
85/611/EØF af 20. december 1985 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse
institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter)32) eller direktiv 2004/39/EF
eller direktiv 2006/48/EF.
4. Beslutter tilsynsmyndighederne efter afslutningen af deres vurdering at gøre indsigelse mod den
påtænkte erhvervelse, skal de inden for en frist på to arbejdsdage og uden at overskride vurderingsperio-
den underrette den påtænkte erhverver skriftligt herom og begrunde denne beslutning. Med forbehold
af den nationale lovgivning kan der på den påtænkte erhververs anmodning offentliggøres en passende
begrundelse for denne beslutning. Dette forhindrer ikke en medlemsstat i at lade tilsynsmyndigheden
offentliggøre en sådan begrundelse, uden at den påtænkte erhverver har anmodet herom.
5. Gør tilsynsmyndighederne ikke i løbet af vurderingsperioden skriftligt indsigelse mod den påtænkte
erhvervelse, anses den for at være godkendt.
6. Tilsynsmyndighederne kan fastsætte en maksimumsperiode for afslutningen af den påtænkte erhver-
velse og om nødvendigt forlænge denne.
7. Medlemsstaterne må ikke indføre krav vedrørende underretning af tilsynsmyndighederne om eller
tilsynsmyndighedernes godkendelse af direkte eller indirekte erhvervelse af stemmerettigheder eller kapi-
talandele, der er strengere end kravene i dette direktiv.
251
8. Kommissionen træffer gennemførelsesforanstaltninger til yderligere specificering af tilpasningen af
de i artikel 59, stk. 1, fastsatte kriterier for at tage hensyn til den fremtidige udvikling og sikre en ensartet
anvendelse af artikel 57-63.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Artikel 59
Vurdering
1. Ved vurderingen af den i artikel 57, stk. 1, omhandlede underretning og de i artikel 58, stk. 2,
omhandlede oplysninger vurderer tilsynsmyndighederne for at sikre en sund og forsigtig forvaltning af
det forsikrings- eller genforsikringsselskab, hvori der påtænkes en erhvervelse, og under hensyntagen
til den påtænkte erhververs sandsynlige indflydelse på forsikrings- eller genforsikringsselskabet den
påtænkte erhververs egnethed og den påtænkte erhvervelses finansielle sundhed i forhold til alle de
følgende kriterier:
a) den påtænkte erhververs omdømme
b) omdømmet og erfaringen hos den person, som vil lede forsikrings- eller genforsikringsselskabet som
følge af den påtænkte erhvervelse
c) den påtænkte erhververs forsvarlige og fornuftige forvaltning især i forhold til den type forretninger,
der forfølges eller påtænkes forfulgt i det forsikrings- eller genforsikringsselskab, hvori erhvervelsen
påtænkes foretaget
d) om forsikrings- eller genforsikringsselskabet vil kunne overholde og fortsætte med at overholde
tilsynskravene på grundlag af dette direktiv og i givet fald andre direktiver, særlig direktiv 2002/87/EF,
navnlig om den koncern, som selskabet kommer til at indgå i, har en struktur, der gør det muligt at
gennemføre et effektivt tilsyn og en effektiv udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndighederne
samt at fastslå, hvordan ansvaret skal fordeles mellem tilsynsmyndighederne
e) om der er rimelige grunde til i forbindelse med den påtænkte erhvervelse at formode, at der foretages
eller har været foretaget hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme, som omhandlet i artikel 1
i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF af 26. oktober 2005 om forebyggende foranstaltnin-
ger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme33),
eller gøres eller har været gjort forsøg herpå, eller at den påtænkte erhvervelse vil kunne øge risikoen
herfor.
2. Tilsynsmyndighederne må kun gøre indsigelse mod den påtænkte erhvervelse, hvis der er rimelige
grunde dertil på baggrund af kriterierne i stk. 1, eller de af den påtænkte erhverver afgivne oplysninger
ikke er fyldestgørende.
3. Medlemsstaterne må hverken pålægge forhåndsbetingelser vedrørende størrelsen af den kapitalandel,
der skal erhverves, eller tillade deres tilsynsmyndigheder at vurdere den påtænkte erhvervelse ud fra
markedets økonomiske behov.
4. Medlemsstaterne offentliggør en liste med de oplysninger, der er nødvendige for at foretage vurderin-
gen, og som skal stilles til rådighed for tilsynsmyndighederne på tidspunktet for den underretning, der er
omhandlet i artikel 57, stk. 1. Omfanget af de nødvendige oplysninger skal stå i rimeligt forhold til og
være afpasset efter karakteren af den påtænkte erhverver og den påtænkte erhvervelse. Medlemsstaterne
må ikke forlange oplysninger, som ikke er relevante for en tilsynsmæssig vurdering.
252
5. Har tilsynsmyndigheden modtaget underretning om to eller flere påtænkte erhvervelser eller forøgel-
ser af kvalificerede deltagelser i det samme forsikrings- eller genforsikringsselskab, skal den uanset
artikel 58, stk. 1, 2 og 3, behandle alle de påtænkte erhververe uden forskelsbehandling.
Artikel 60
Regulerede finansielle selskabers erhvervelser
1. De relevante tilsynsmyndigheder arbejder i tæt samråd med hinanden, når vurderingen foretages, hvis
den påtænkte erhverver er en af følgende:
a) et kreditinstitut, et forsikrings- eller genforsikringsselskab, et investeringsselskab eller et admi-
nistrationsselskab, jf. artikel 1a, nr. 2), i direktiv 85/611/EØF, (»administrationsselskab for et
investeringsinstitut«), der er meddelt tilladelse i en anden medlemsstat eller i en anden sektor end
den, hvori erhvervelsen påtænkes foretaget
b) moderselskabet for et kreditinstitut, et forsikrings- eller genforsikringsselskab, et investeringssel-
skab eller et administrationsselskab for et investeringsinstitut, der er meddelt tilladelse i en anden
medlemsstat eller i en anden sektor end den, hvori erhvervelsen påtænkes foretaget, eller
c) en fysisk eller juridisk person, der kontrollerer et kreditinstitut, et forsikrings- eller genforsikrings-
selskab, et investeringsselskab eller et administrationsselskab for et investeringsinstitut, der er
meddelt tilladelse i en anden medlemsstat eller i en anden sektor end den, hvori erhvervelsen
påtænkes foretaget.
2. Tilsynsmyndighederne udveksler uden unødig forsinkelse alle oplysninger, som er væsentlige
eller relevante for vurderingen. I denne forbindelse videregiver tilsynsmyndighederne efter anmodning
alle relevante oplysninger til hinanden og videregiver på eget initiativ alle væsentlige oplysninger. En
beslutning truffet af tilsynsmyndigheden, der har meddelt tilladelse til det forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab, hvori erhvervelsen påtænkes foretaget, skal anføre ethvert synspunkt eller forbehold, som
den tilsynsmyndighed, der er ansvarlig for den påtænkte erhverver, har givet udtryk for.
Artikel 61
Forsikrings- og genforsikringsselskabets underretning af tilsynsmyndighederne
Så snart forsikrings- eller genforsikringsselskabet har fået kendskab dertil, giver de hjemlandets tilsyns-
myndigheder meddelelse om de erhvervelser eller afhændelser af andele i deres kapital, som bevirker, at
disse andele overskrider eller falder under en af de tærskler, som er nævnt i artikel 57 og 58, stk. 1-7.
Endvidere giver forsikrings- eller genforsikringsselskabet mindst én gang årligt tilsynsmyndigheden i
hjemlandet meddelelse om identiteten på aktionærer eller selskabsdeltagere, som besidder en kvalificeret
deltagelse, samt størrelsen af denne deltagelse, således som disse oplysninger bl.a. fremgår af de registre-
rede data på den årlige generalforsamling af aktionærer eller selskabsdeltagere eller af de oplysninger,
som modtages i henhold til de gældende bestemmelser for børsnoterede selskaber.
Artikel 62
Kvalificeret deltagelse, tilsynsmyndighedernes beføjelser
Medlemsstaterne kræver, at tilsynsmyndighederne i hjemlandet for det selskab, hvori der søges en
kvalificeret deltagelse, eller hvori en kvalificeret deltagelse forøges, i tilfælde af, at de i artikel 57,
omhandlede personers indflydelse vil kunne være til skade for en sund og forsigtig forvaltning af et
forsikrings- eller genforsikringsselskab, træffer de fornødne foranstaltninger til at bringe denne situation
til ophør. Sådanne foranstaltninger kan bestå i f.eks. påbud, sanktioner over for ledelsen eller suspension
253
af de stemmerettigheder, der er knyttet til de pågældende aktionærers eller selskabsdeltageres aktier eller
andele.
Lignende foranstaltninger skal kunne bringes i anvendelse over for fysiske eller juridiske personer, som
ikke overholder den i artikel 57 omhandlede anmeldelsespligt.
Hvis en kapitalandel erhverves mod tilsynsmyndighedernes vilje, træffer medlemsstaterne uafhængigt af
andre sanktioner følgende foranstaltninger:
1) de suspenderer de tilhørende stemmerettigheder, eller
2) de erklærer de afgivne stemmer ugyldige eller annullerer dem.
Artikel 63
Stemmerettigheder
Ved anvendelsen af dette afsnit tages de stemmerettigheder, der er nævnt i artikel 9 og 10 i direktiv
2004/109/EF samt betingelserne for sammenlægning heraf i det nævnte direktivs artikel 12, stk. 4 og 5, i
betragtning.
Medlemsstaterne tager ikke hensyn til stemmerettigheder eller aktier, som investeringsselskaber eller
kreditinstitutter måtte besidde, som følge af at de har ydet emissionsgaranti for finansielle instrumenter
og/eller placering af finansielle instrumenter på grundlag af en fast forpligtelse som omhandlet i bilag I,
afsnit A, nr. 6), i direktiv 2004/39/EF, forudsat at sådanne rettigheder dels ikke udøves eller på anden
måde anvendes til at gribe ind i udstederens ledelse, dels tidligst afhændes et år efter erhvervelsen.
Afdeling 5
Tavshedspligt, informationsudveksling og fremme af tilsynsmæssig konvergens
Artikel 64
Tavshedspligt
Medlemsstaterne fastsætter, at alle, der arbejder for eller har arbejdet for tilsynsmyndighederne, samt
revisorer og eksperter, der har handlet på disse myndigheders vegne, har tavshedspligt.
Uden at dette berører tilfælde, der er omfattet af straffelovgivningen, videregives fortrolige oplysninger,
der modtages af sådanne personer i forbindelse med udøvelsen af deres hverv, ikke til andre personer
eller myndigheder, undtagen i summarisk eller sammenfattet form, således at de enkelte forsikrings- og
genforsikringsselskaber ikke kan identificeres.
Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab er erklæret konkurs eller er genstand for tvangslikvidation,
kan fortrolige oplysninger, som ikke vedrører tredjepart, der er involveret i forsøg på at redde genforsik-
ringsselskabet, dog videregives under civile retssager eller handelssager.
Artikel 65
Informationsudveksling mellem medlemsstaternes tilsynsmyndigheder
Artikel 64 er ikke til hinder for, at tilsynsmyndighederne i de forskellige medlemsstater udveksler
oplysninger. Disse oplysninger er undergivet den i artikel 64 omhandlede tavshedspligt.
Artikel 66
Samarbejdsaftaler med tredjelande
254
Medlemsstaterne kan indgå samarbejdsaftaler om udveksling af oplysninger med tredjelandes tilsynsmyn-
digheder samt med de i artikel 68, stk. 1 og 2, omhandlede myndigheder eller organer i tredjelande,
forudsat at de oplysninger, der meddeles, er sikret ved en tavshedspligt, som mindst svarer til den, der
er foreskrevet i denne afdeling. Denne udveksling af oplysninger skal være beregnet til at bruges ved
udførelsen af de pågældende myndigheders eller organers tilsynsopgaver.
Stammer de oplysninger, som en medlemsstat agter at meddele et tredjeland, fra en anden medlemsstat,
videregives de ikke uden udtrykkelig tilladelse fra denne medlemsstats tilsynsmyndigheder og i givet fald
udelukkende til det formål, med henblik på hvilket de nævnte myndigheder gav deres tilladelse.
Artikel 67
Brug af fortrolige oplysninger
Tilsynsmyndigheder, der i henhold til artikel 64 eller 65 modtager fortrolige oplysninger, må kun anvende
disse i forbindelse med udøvelsen af deres hverv og til følgende formål:
1) til undersøgelse af, om betingelserne for adgang til at udøve forsikrings- eller genforsikringsvirk-
somhed er opfyldt, og for at lette tilsynet med selskabernes virksomhed, særlig med hensyn til
de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, og ledelsessy-
stemet
2) til pålæggelse af sanktioner
3) hvis tilsynsmyndighedernes afgørelser påklages til en højere administrativ myndighed
4) i forbindelse med domstolsprøvelse i henhold til dette direktiv.
Artikel 68
Informationsudveksling med andre myndigheder
1. Artikel 64 og 67 er ikke til hinder for følgende:
a) udveksling af oplysninger mellem flere tilsynsmyndigheder i den samme medlemsstat med hen-
blik på varetagelsen af deres tilsynsopgaver
b) udveksling af oplysninger med henblik på varetagelsen af deres tilsynsopgaver, mellem tilsyns-
myndigheder og en eller flere af følgende, der er hjemmehørende i samme medlemsstat:
i) de myndigheder, der har ansvaret for tilsynet med kreditinstitutter og andre finansieringsinsti-
tutter, samt de myndigheder, der fører tilsyn med kapitalmarkederne
ii) de organer, der medvirker ved likvidation og konkursbehandling af forsikringsselskaber eller
genforsikringsselskaber og i andre lignende procedurer
iii) personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af forsikringsselskabers, genforsik-
ringsselskabers og andre finansieringsinstitutters regnskaber
c) udlevering til organer, der forvalter tvangslikvidationsprocedurer eller garantifonde, af de oplys-
ninger, som er nødvendige for, at de kan udføre deres arbejde.
De i litra b) og c), omhandlede informationsudvekslinger kan også finde sted mellem forskellige med-
lemsstater.
Oplysninger, som de pågældende myndigheder, organer og personer modtager, er omfattet af den i
artikel 64 omhandlede tavshedspligt.
2. Bestemmelserne i artikel 64-67 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan tillade udveksling af
oplysninger mellem tilsynsmyndighederne og en eller flere af følgende:
255
a) de myndigheder, der fører tilsyn med de organer, der medvirker ved likvidation og konkursbe-
handling af forsikrings- eller genforsikringsselskaber og lignende procedurer
b) de myndigheder, der er ansvarlige for tilsyn med de personer, der står for den lovpligtige revision
af forsikringsselskabers, genforsikringsselskabers, kreditinstitutters, investeringsselskabers og an-
dre finansieringsinstitutters regnskaber
c) uafhængige aktuarer, der fører lovpligtigt tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskaber,
samt de organer, der er ansvarlige for at føre tilsyn med disse aktuarer.
Medlemsstater, som anvender bestemmelserne i første afsnit, kræver mindst følgende betingelser opfyldt:
a) oplysningerne skal bruges til udførelse af de tilsynsopgaver, som er beskrevet i første afsnit
b) de oplysninger, der modtages, skal underlægges den i artikel 64 fastsatte tavshedspligt
c) stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, må de ikke videregives uden udtrykkelig
tilladelse fra de tilsynsmyndigheder, som oplysningerne stammer fra, og de må kun videregives til
det formål, som nævnte myndigheder har givet deres tilladelse til.
Medlemsstaterne meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater, hvilke myndigheder, personer
eller organer der kan modtage oplysninger i henhold til første og andet afsnit.
3. Bestemmelserne i artikel 64-67 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne, med henblik på at styrke
det finansielle systems stabilitet og integritet, kan tillade udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyn-
dighederne og de myndigheder eller organer, der er ansvarlige for at opspore og efterforske overtrædelser
af selskabsretten.
Medlemsstater, som anvender bestemmelserne i første afsnit, kræver mindst følgende betingelser opfyldt:
a) oplysningerne skal bruges til opsporing og efterforskning som omhandlet i første afsnit
b) de oplysninger, der modtages, skal underlægges den i artikel 64 fastsatte tavshedspligt
c) stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, må de ikke videregives uden udtrykkelig tilla-
delse fra de tilsynsmyndigheder, som oplysningerne stammer fra, og de må kun videregives til det
formål, som nævnte myndigheder har givet deres tilladelse til.
Udfører de i første afsnit omhandlede myndigheder eller organer i en medlemsstat deres opsporings- eller
efterforskningsopgaver med bistand fra dertil bemyndigede, ikke offentligt ansatte personer, fordi disse er
i besiddelse af særlig sagkundskab, kan den i første afsnit nævnte mulighed for udveksling af oplysninger
udvides til også at gælde sådanne personer på de i andet afsnit fastsatte betingelser.
Ved anvendelsen af andet afsnit, litra c), meddeler de i første afsnit omhandlede myndigheder eller
organer de tilsynsmyndigheder, som oplysningerne stammer fra, hvilke personer oplysningerne vil blive
videregivet til med nøjagtig angivelse af disse personers beføjelser.
4. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater, hvilke myndigheder, personer
eller organer der kan modtage oplysninger i henhold til stk. 3.
Artikel 69
Videregivelse af oplysninger til statslige forvaltninger med ansvar for den finansielle lovgivning
Artikel 64 og 67 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne i henhold til lovbestemmelser kan give
tilladelse til, at visse oplysninger meddeles andre enheder i deres centraladministration, som er ansvarlige
for lovgivningen vedrørende tilsyn med kreditinstitutter, finansieringsinstitutter, investeringsservice og
forsikrings- og genforsikringsselskaber, samt inspektører, som handler på de pågældende enheders vegne.
Oplysningerne må kun videregives, såfremt det er nødvendigt af hensyn til forsigtighedstilsynet. Med-
lemsstaterne fastsætter dog, at oplysninger, der modtages i henhold til artikel 65 og artikel 68, stk. 1, samt
256
oplysninger, der stammer fra kontrol på stedet, jf. artikel 32, kun må videregives, hvis de tilsynsmyndig-
heder, som oplysningerne stammer fra, eller tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor kontrollen på
stedet er foretaget, har givet deres udtrykkelige samtykke.
Artikel 70
Videregivelse af oplysninger til centralbanker og pengepolitiske myndigheder
Uden at dette berører bestemmelserne i denne afdeling, kan tilsynsmyndighederne videregive oplysninger
til følgende med henblik på udførelsen af deres opgaver:
1) centralbanker og andre organer med tilsvarende opgaver i deres egenskab af pengepolitiske myn-
digheder
2) i givet fald andre offentlige myndigheder med ansvar for at føre tilsyn med betalingssystemerne.
De pågældende myndigheder eller organer kan også meddele tilsynsmyndighederne de oplysninger, som
er nødvendige for dem i henhold til artikel 67. De oplysninger, som modtages i denne forbindelse, er
underlagt de i denne afdeling fastlagte bestemmelser om tavshedspligt.
Artikel 71
Tilsynsmæssig konvergens
1. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighedernes mandat på passende vis kommer til at omfatte en
Europæisk Unions dimension.
2. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne under udøvelsen af deres opgaver tager hensyn
til konvergensen i forbindelse med tilsynsredskaber og tilsynspraksis ved anvendelsen af love og admini-
strative bestemmelser vedtaget i henhold til dette direktiv. Medlemsstaterne sikrer med henblik herpå, at
tilsynsmyndighederne deltager i arbejdet i CEIOPS i overensstemmelse med afgørelse 2009/79/EF, og
tager behørigt hensyn til de retningslinjer og anbefalinger, som dette udvalg udsteder, jf. stk. 3 i denne
artikel.
3. CEIOPS udsteder i givet fald ikke-retligt bindende retningslinjer og anbefalinger vedrørende gen-
nemførelsen af bestemmelserne i dette direktiv og gennemførelsesforanstaltningerne hertil med henblik
på at øge konvergensen i forbindelse med den tilsynsmæssige praksis. Derudover forelægger CEIOPS
regelmæssigt og mindst hvert andet år Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen en rapport om
udviklingen i den tilsynsmæssige konvergens i Fællesskabet.
Afdeling 6
Revisorernes opgaver
Artikel 72
Revisorernes opgaver
1. Medlemsstaterne fastsætter som et minimum, at personer, der er autoriseret i henhold til Rådets
ottende direktiv 84/253/EØF af 10. april 1984 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om
autorisation af personer, der skal foretage lovpligtig revision af regnskaber34), og som i et forsikrings-
eller genforsikringsselskab foretager den lovpligtige revision, der er omhandlet i artikel 51 i Rådets
direktiv 78/660/EØF, artikel 37 i direktiv 83/349/EØF eller artikel 31 i direktiv 85/611/EØF, eller udfører
ethvert andet lovpligtigt hverv, har pligt til straks at foretage indberetning til tilsynsmyndighederne om
ethvert forhold eller enhver beslutning vedrørende dette selskab, som de har fået kendskab til under
udførelsen af sit hverv, og som kan:
257
a) udgøre en materiel overtrædelse af de love eller administrative bestemmelser, der omhandler
betingelserne for meddelelse af tilladelse, eller som specielt omhandler forsikrings- og genforsik-
ringsselskabers udøvelse af virksomhed
b) skade forsikrings- eller genforsikringsselskabets fortsatte drift
c) medføre nægtelse af revisionspåtegning eller fremsættelse af forbehold
d) resultere i manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet, eller
e) resultere i manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet.
De i første afsnit nævnte personer skal ligeledes indberette forhold eller beslutninger, som de måtte få
kendskab til som led i udførelsen af et hverv som beskrevet i første afsnit, der udføres i en virksomhed,
som gennem kontrol har snævre forbindelser med det forsikrings- eller genforsikringsselskab, i hvilket de
udfører det pågældende hverv.
2. Det forhold, at de personer, der er autoriseret i henhold til direktiv 84/253/EØF, i god tro videregiver
oplysninger til tilsynsmyndighederne om forhold eller beslutninger som omhandlet i stk. 1, betragtes
ikke som brud på den tavshedspligt, som gælder i henhold til aftale eller love eller administrative
bestemmelser, og påfører ikke de pågældende personer nogen form for ansvar.
KAPITEL V
Udøvelse af livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
Artikel 73
Udøvelse af livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
1. Forsikringsselskaber meddeles ikke tilladelse til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed og skadesfor-
sikringsvirksomhed samtidig.
2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne fastsætte at:
a) selskaber, der har fået tilladelse til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed, ligeledes kan få tilladel-
se til udøvelse af skadesforsikringsvirksomhed for de risici, der er nævnt i nr. 1 og 2 under del A i
bilag I
b) selskaber, der udelukkende har fået tilladelse for de risici, der er nævnt i nr. 1 og 2 under del A i
bilag I, kan få tilladelse til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed.
De to former for virksomhed skal dog forvaltes særskilt i overensstemmelse med artikel 74.
3. Medlemsstaterne kan fastsætte, at de i stk. 2 omhandlede selskaber skal følge de regnskabsregler, der
gælder for livsforsikringsselskaber, for så vidt angår deres virksomhed som helhed. Indtil der er sket en
samordning på området, kan medlemsstaterne endvidere fastsætte, at den virksomhed, der vedrører de ri-
sici, der er omhandlet i nr. 1 og 2 under del A i bilag I, og som udøves af disse selskaber, for så vidt angår
reglerne for likvidation ligeledes skal være underlagt de regler, der gælder for livsforsikringsvirksomhed.
4. Når et skadesforsikringsselskab har økonomisk, forretningsmæssig eller administrativ tilknytning
til et livsforsikringsselskab, skal hjemlandenes tilsynsmyndigheder påse, at de pågældende selskabers
regnskaber ikke forvanskes ved aftaler, der indgås mellem dem, eller ved nogen anden ordning, der kan
influere på fordelingen af udgifter og indtægter.
5. Selskaber, som på følgende datoer udøvede såvel livsforsikrings- som skadesforsikringsvirksomhed
som omhandlet i dette direktiv, kan fortsætte hermed på betingelse af, at disse former for virksomhed
forvaltes særskilt i overensstemmelse med artikel 74:
a) 1. januar 1981 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Grækenland
258
b) 1. januar 1986 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Spanien og Portugal
c) 1. januar 1995 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Østrig, Finland og Sverige
d) 1. maj 2004 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen,
Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet
e) 1. januar 2007 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Bulgarien og Rumænien
f) 15. marts 1979 for alle andre selskaber.
Hjemlandet kan kræve af forsikringsselskaber, at de inden for en af denne medlemsstat fastsat frist
ophører med samtidig udøvelse af den livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed, som de udøvede
på de i første afsnit nævnte datoer.
Artikel 74
Særskilt forvaltning af livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
1. Den i artikel 73 nævnte særskilte forvaltning gennemføres således, at der sker en adskillelse af
livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed.
De livs- og skadesforsikredes respektive interesser må ikke tilsidesættes, og overskuddet hidrørende fra
livsforsikring må kun komme de livsforsikrede til gode på samme måde, som hvis forsikringsselskabet
kun udøvede livsforsikringsvirksomhed.
2. Uden at dette berører artikel 100 og 128, beregner de i artikel 73, stk. 2 og 5, nævnte forsikringssel-
skaber:
a) et teoretisk minimumskapitalkrav i relation til deres forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed på
livsforsikringsområdet, der beregnes som om det pågældende selskab kun udøver denne form for
virksomhed, på basis af de i stk. 6 nævnte særskilte regnskaber, og
b) et teoretisk minimumskapitalkrav i relation til deres forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed på
skadesforsikringsområdet, der beregnes som om det pågældende selskab kun udøver denne form
for virksomhed, på basis af de i stk. 6 nævnte særskilte regnskaber.
3. Som et minimum dækker de i artikel 73, stk. 2 og 5, nævnte forsikringsselskaber følgende ved hjælp
af et tilsvarende beløb i anerkendte kernekapitalelementer:
a) det teoretiske minimumskapitalkrav inden for livsforsikring
b) det teoretiske minimumskapitalkrav inden for skadesforsikring.
De i første afsnit nævnte finansielle minimumsforpligtelser, der kræves opfyldt i relation til livsforsik-
ringsvirksomhed eller skadesforsikringsvirksomhed, må ikke bæres af den anden form for virksomhed.
4. Når de i stk. 3 omhandlede finansielle minimumsforpligtelser er opfyldt, og forudsat at tilsynsmyn-
dighederne underrettes herom, kan selskabet til dækning af det i artikel 100 omhandlede solvenskapital-
krav dog anvende de eksplicitte anerkendte egenkapitalelementer, der fortsat står til rådighed for den ene
eller anden form for virksomhed.
5. Tilsynsmyndighederne skal ved gennemgang af resultaterne af både livsforsikrings- og skadesforsik-
ringsvirksomheden påse, at kravene i stk. 1-4 overholdes.
6. Regnskabet føres således, at det særskilt fremgår, hvorledes resultatet for henholdsvis livsforsikring
og skadesforsikring er opnået. Samtlige indtægter, bl.a. præmier, indbetalinger fra genforsikrere, finan-
sielt udbytte, og udgifter, bl.a. forsikringsydelser, tillæg til forsikringsmæssige hensættelser, genforsik-
ringspræmier og driftsudgifter til forsikringsvirksomheden, opdeles alt efter deres oprindelse. Poster, der
er fælles for de to virksomhedsformer, opføres i regnskabet efter en fordelingsnøgle, der skal godkendes
af tilsynsmyndighederne.
259
Forsikringsselskaberne udarbejder på grundlag af regnskabet et dokument, hvori de kernekapitalelemen-
ter, der medgår til dækning af hvert af de teoretiske minimumskapitalkrav som omhandlet i stk. 2, er klart
identificeret i overensstemmelse med artikel 98, stk. 4.
7. Såfremt de kernekapitalelementer, der henføres til en af virksomhedsformerne, ikke er tilstrækkelige
til at opfylde de finansielle minimumsforpligtelser, der er omhandlet i stk. 3, første afsnit, træffer tilsyns-
myndighederne over for denne virksomhedsform de i dette direktiv fastsatte foranstaltninger, uanset
hvilke resultater der er opnået af den anden virksomhedsform.
Som en undtagelse fra stk. 3, andet afsnit, kan disse foranstaltninger gå ud på at tillade overførsel af
eksplicitte anerkendte kernekapitalelementer fra den ene virksomhedsform til den anden.
KAPITEL VI
Regler vedrørende værdiansættelse af aktiver og passiver, forsikringsmæssige hensættelser, egenka-
pital, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet og investeringer
Afdeling 1
Værdiansættelse af aktiver og passiver
Artikel 75
Værdiansættelse af aktiver og passiver
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber, medmindre andet gælder, vær-
diansætter deres aktiver og passiver som følger:
a) aktiver værdiansættes til det beløb, for hvilket de kunne handles mellem vidende og samtykkende
parter på markedsvilkår
b) passiver værdiansættes til det beløb, for hvilket de kunne overføres eller afvikles mellem vidende
og samtykkende parter på markedsvilkår.
Ved værdiansættelsen af passiver jf. litra b), foretages ingen justering for at tage hensyn til forsikrings-
eller genforsikringsselskabets egen kreditværdighed.
2. Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser, hvori den fastlægger de metoder og antagel-
ser, der skal benyttes i forbindelse med den i stk. 1 nævnte værdiansættelse af aktiver og passiver.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Afdeling 2
Regler vedrørende forsikringsmæssige hensættelser
Artikel 76
Almindelige bestemmelser
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber afsætter forsikringsmæssige
hensættelser til dækning af alle deres forsikrings- og genforsikringsforpligtelser over for forsikringstagere
og andre begunstigede af forsikrings- eller genforsikringsaftaler.
260
2. Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser skal afspejle det beløb, forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber reelt ville skulle betale, hvis de på det givne tidspunkt skulle overdrage deres forsikrings-
og genforsikringsforpligtelser til et andet forsikrings- eller genforsikringsselskab.
3. Beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser skal tage udgangspunkt i og være i overens-
stemmelse med oplysninger fra de finansielle markeder og almindeligt tilgængelige oplysninger om
forsikringsrisici (markedskonformitet).
4. Forsikringsmæssige hensættelser beregnes på forsigtig, troværdig og objektiv vis.
5. I overensstemmelse med principperne i stk. 2, 3 og 4 og under hensyntagen til principperne
i artikel 75, stk. 1, beregnes forsikringsmæssige hensættelser efter bestemmelserne i artikel 77-82 og
artikel 86.
Artikel 77
Beregning af forsikringsmæssige hensættelser
1. Værdien af forsikringsmæssige hensættelser svarer til summen af et bedste skøn og et risikotillæg, jf.
stk. 2 og 3.
2. Det bedste skøn afspejler det sandsynlighedsvægtede gennemsnit af fremtidige cash flows, hvor der
tages hensyn til tidsværdien (forventet nutidsværdi af fremtidige cash flows) beregnet ved hjælp af den
relevante risikofri rentekurve.
Beregningen af det bedste skøn baseres på ajourførte og troværdige oplysninger og realistiske antagelser
og foretages ved hjælp af passende, anvendelige og relevante aktuarmæssige og statistiske metoder.
Den cash flow-fremskrivning, der benyttes ved beregningen af det bedste skøn, skal tage hensyn til den
likviditetstilførsel og det likviditetsforbrug, der er nødvendigt for at honorere forsikrings- og genforsik-
ringsforpligtelser frem til afløb.
Det bedste skøn beregnes brutto, dvs. uden fradrag af beløb, der kan tilbagekræves i henhold til genforsik-
ringsaftaler og special purpose vehicles. Disse beløb beregnes særskilt i overensstemmelse med artikel 81.
3. Risikotillægget beregnes på en måde, der gør det muligt at sikre, at værdien af de forsikringsmæssige
hensættelser svarer til det beløb, som forsikrings- og genforsikringsselskaber kan forventes at kræve for at
overtage og honorere forsikrings- og genforsikringsforpligtelser.
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber foretager særskilte værdiansættelser af det bedste skøn og
risikotillægget.
Når fremtidige cash flows forbundet med forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser kan beregnes påli-
deligt ved hjælp af finansielle instrumenter, for hvilke der findes en troværdig og observerbar markeds-
værdi, bestemmes værdien af forsikringsmæssige hensættelser, som er forbundet med disse fremtidige
cash flows, dog på basis af markedsværdien af disse finansielle instrumenter. I det tilfælde stilles der ikke
krav om særskilte beregninger af det bedste skøn og risikotillægget.
5. Når forsikrings- og genforsikringsselskaber værdiansætter det bedste skøn og risikotillægget særskilt,
beregner de risikotillægget med udgangspunkt i omkostningerne forbundet med at stille anerkendt egen-
kapital svarende til solvenskapitalkravet til rådighed til støtte for forsikrings- og genforsikringsforpligtel-
serne frem til afløb.
261
Den sats, der benyttes til at bestemme omkostningerne forbundet med at stille den pågældende anerkendte
egenkapital til rådighed (kapitalomkostningssats), er den samme for alle forsikrings- og genforsikringssel-
skaber, og den skal tages op til revision med regelmæssige mellemrum.
Den kapitalomkostningssats, der benyttes, svarer til den supplerende sats i forhold til den relevante
risikofri rente, som et forsikrings- eller genforsikringsselskab med et beløb i anerkendt egenkapital som
fastsat i afdeling 3 svarende til solvenskapitalkravet, der er nødvendigt til støtte for forsikrings- og
genforsikringsforpligtelser frem til afløb af disse forpligtelser, vil pådrage sig.
Artikel 78
Andre elementer, der skal tages med i betragtning ved beregning af forsikringsmæssige hensættel-
ser
Foruden bestemmelserne i artikel 77 tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til følgende
elementer ved beregningen af deres forsikringsmæssige hensættelser:
1) alle udgifter forbundet med honoreringen af forsikrings- og genforsikringsforpligtelser
2) inflation, inkl. inflationseffekten for udgifter og erstatningskrav
3) alle betalinger til forsikringstagere og begunstigede, inkl. de fremtidige diskretionære bonusbeløb,
som forsikrings- og genforsikringsselskaber forventes at tilskrive, hvad enten disse betalinger
skyldes en aftalegaranti eller ej, medmindre de falder ind under artikel 91, stk. 2.
Artikel 79
Værdiansættelse af finansielle garantier og aftalebestemte optioner indeholdt i forsikrings- og
genforsikringsaftaler
Ved beregningen af deres forsikringsmæssige hensættelser tager forsikrings- og genforsikringsselskaber
hensyn til værdien af finansielle garantier og eventuelle optioner indeholdt i deres forsikrings- og genfor-
sikringsaftaler.
Alle antagelser, der formuleres af forsikrings- og genforsikringsselskaber med hensyn til sandsynligheden
for, at forsikringstagerne vil udnytte deres aftalebestemte optioner, herunder betalingsafbrydelser og
tilbagekøb, skal være realistiske og baseret på aktuelle og troværdige oplysninger. Antagelserne skal
enten eksplicit eller implicit tage hensyn til de potentielle følger af fremtidige ændringer i de finansielle
og ikke-finansielle vilkår for udnyttelsen af disse optioner.
Artikel 80
Segmentering
Forsikrings- og genforsikringsselskaber segmenterer deres forsikrings- og genforsikringsforpligtelser i
homogene risikogrupper og mindst efter branche, når de beregner deres forsikringsmæssige hensættelser.
Artikel 81
Beløb, der kan tilbagekræves i henhold til genforsikringsaftaler og special purpose vehicles
Ved beregningen af beløb, der kan tilbagekræves i henhold til genforsikringsaftaler og special purpose
vehicles, overholder forsikrings- og genforsikringsselskaber bestemmelserne i artikel 76-80.
Ved beregningen af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genforsikringsaftaler og special
purpose vehicles, tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til tidsforskellen mellem tilbagebe-
talinger og direkte betalinger.
262
Resultatet af denne beregning justeres for at tage hensyn til forventede tab som følge af misligholdelse
fra modpartens side. Denne justering bygger på en vurdering af sandsynligheden for misligholdelse og det
gennemsnitlige tab som følge deraf (»loss-given-default«).
Artikel 82
Datakvalitet og anvendelse af approksimative størrelser, herunder individuel tilgang, til beregning
af forsikringsmæssige hensættelser
Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører interne processer og procedu-
rer til sikring af, at de data, der benyttes til beregning af forsikringsmæssige hensættelser er hensigtsmæs-
sige, komplette og nøjagtige.
Hvis forsikrings- og genforsikringsselskaber i specifikke tilfælde ikke råder over en tilstrækkelig mængde
data af tilfredsstillende kvalitet til at kunne anvende en pålidelig aktuarmæssig metode på en mængde
eller en delmængde af deres forsikrings- og genforsikringsforpligtelser eller de beløb, der kan tilbagekræ-
ves i henhold til genforsikringsaftaler og special purpose vehicles, kan der anvendes relevante approksi-
mative størrelser, herunder individuel tilgang fra sag til sag, ved beregning af det bedste skøn.
Artikel 83
Sammenligning med hidtidige erfaringer
Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører processer og procedurer til at sikre, at de bedste skøn og
de antagelser, der ligger til grund for beregningen af de bedste skøn, regelmæssigt sammenlignes med
deres hidtidige erfaringer.
Når sammenligningen afslører systematiske forskelle mellem de hidtidige erfaringer og forsikrings- og
genforsikringsselskabets beregninger af bedste skøn, foretager selskabet de nødvendige justeringer af de
aktuarmæssige metoder og/eller antagelser, der benyttes.
Artikel 84
Forsikringsmæssige hensættelser af en passende størrelse
Efter anmodning fra tilsynsmyndighederne påviser forsikrings- og genforsikringsselskaber, at deres for-
sikringsmæssige hensættelser er af passende størrelse, at de benytter anvendelige og relevante metoder,
og at de underliggende statistiske data er tilstrækkelige.
Artikel 85
Forøgelse af de forsikringsmæssige hensættelser
Såfremt beregningen af forsikrings- og genforsikringsselskabers forsikringsmæssige hensættelser ikke er
i overensstemmelse med artikel 76-83, kan tilsynsmyndighederne forlange, at forsikrings- og genforsik-
ringsselskaberne afsætter større forsikringsmæssige hensættelser, således at de svarer til det i henhold til
disse artikler fastsatte niveau.
Artikel 86
Gennemførelsesforanstaltninger
Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser for at præcisere følgende:
263
a) de aktuarmæssige og statistiske metoder til beregning af det bedste skøn som omhandlet i arti-
kel 77, stk. 2
b) den relevante risikofri rentekurve, der skal anvendes ved beregning af det bedste skøn som
omhandlet i artikel 77, stk. 2
c) de tilfælde, hvor de forsikringsmæssige hensættelser skal beregnes som en helhed eller som
summen af et bedste skøn og et risikotillæg, og de metoder, der skal anvendes, når de forsikrings-
mæssige hensættelser beregnes som en helhed
d) de metoder og antagelser, der skal benyttes ved beregning af risikotillægget, herunder bestemmel-
se af den anerkendte egenkapital, der er nødvendig for at kunne dække forsikrings- og genforsik-
ringsforpligtelser, og kalibrering af kapitalomkostningssatsen
e) de brancher, som forsikrings- og genforsikringsforpligtelser skal fordeles på med henblik på
beregning af de forsikringsmæssige hensættelser
f) de standarder, der skal overholdes for at sikre, at de data, der benyttes ved beregning af forsik-
ringsmæssige hensættelser, er hensigtsmæssige, komplette og nøjagtige, og de specifikke tilfælde,
hvor anvendelse af approksimative størrelser, herunder en individuel tilgang, til beregning af det
bedste skøn vil være hensigtsmæssig
g) de metoder, der skal anvendes ved beregning af den i artikel 81 nævnte justering, der tjener til at
indregne det forventede tab som følge af modpartens misligholdelse
h) hvis nødvendigt, de forenklede metoder og teknikker, der kan benyttes ved beregning af forsik-
ringsmæssige hensættelser for at sikre, at de i litra a) og d) nævnte aktuarmæssige og statistiske
metoder står i et rimeligt forhold til arten, kompleksiteten og omfanget af de risici, som forsik-
rings- og genforsikringsselskaber påtager sig, herunder captive forsikrings- og genforsikringssel-
skaber (koncerninterne selskaber).
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Afdeling 3
Egenkapital
Underafdeling 1
Bestemmelse af egenkapital
Artikel 87
Egenkapital
Egenkapitalen består af summen af kernekapitalen som omhandlet i artikel 88 og den supplerende kapital
som omhandlet i artikel 89.
Artikel 88
Kernekapital
Kernekapitalen består af følgende:
1) det beløb, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af passiver som værdiansat i henhold til
artikel 75 og afdeling 2
2) efterstillet gæld.
Beløbet i nr. 1), reduceres med værdien af egne aktier, der ejes af forsikrings- eller genforsikringsselska-
bet.
264
Artikel 89
Supplerende kapital
1. Den supplerende kapital består af andre kapitalelementer end kernekapitalen, som kan benyttes til
dækning af tab.
Den supplerende kapital kan omfatte følgende elementer, forudsat at de ikke er en del af kernekapitalen:
a) ikke-indbetalt aktiekapital eller garantikapital
b) remburser og garantier
c) andre retligt bindende tilsagn modtaget af forsikrings- og genforsikringsselskaber.
Ved gensidige og gensidiglignende foreninger med variable bidrag kan den supplerende kapital også
omfatte fremtidige fordringer, som selskabet kan have på sine medlemmer i form af krav om ekstrabidrag
inden for de følgende 12 måneder.
2. Når der er blevet indbetalt eller indkaldt supplerende kapital, behandles denne som et aktiv og
ophører med at udgøre en del den supplerende kapital.
Artikel 90
Tilsynsmyndighedernes godkendelse af den supplerende kapital
1. De supplerede kapitalelementer, der tages med i betragtning ved beregning af egenkapitalen, skal
først godkendes af tilsynsmyndighederne.
2. Det beløb, som fastsættes for hvert supplerende kapitalelement, skal afspejle elementets tabsabsorbe-
ringsevne og bygge på forsigtige og realistiske antagelser. Hvis et supplerende kapitalelement har en fast
nominel værdi, skal beløbet for det pågældende element svare til dets nominelle værdi, såfremt det på
passende vis afspejler elementets tabsabsorberingsevne.
3. Tilsynsmyndighederne skal godkende et af følgende:
a) et monetært beløb for hvert supplerende kapitalelement
b) en metode til beregning af størrelsen af hvert supplerende kapitalelement, i hvilket tilfælde tilsyns-
myndighedernes godkendelse af det ved hjælp af denne metode fastsatte beløb gives for et bestemt
tidsrum.
4. For hvert supplerende kapitalelement baserer tilsynsmyndighederne deres godkendelse på en vurde-
ring af følgende:
a) de berørte modparters status for så vidt angår deres evne og villighed til at betale
b) muligheden for at inddrive midlerne i betragtning af det pågældende elements juridiske form samt
de forhold, der kunne lægge hindringer i vejen for indkrævningen af kapitalelementet
c) eventuelle oplysninger om udfaldet af forsikrings- og genforsikringsselskabers tidligere indkaldel-
ser af supplerende kapital, forudsat at sådanne oplysninger kan bruges som pålideligt grundlag for
en vurdering af det forventede udfald af fremtidige kapitalindkaldelser.
Artikel 91
Overskudskapital
1. Overskudskapital betragtes som akkumuleret fortjeneste, som ikke er afsat til udlodning til forsik-
ringstagerne og de begunstigede.
265
2. For så vidt den nationale lovgivning tillader det, betragtes overskudskapital ikke som forsikrings-
eller genforsikringspassiver, så længe denne kapital opfylder kriterierne i artikel 94, stk. 1.
Artikel 92
Gennemførelsesforanstaltninger
1. Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser for at præcisere følgende:
a) kriterierne for tilsynsmyndighedernes godkendelse som omhandlet i artikel 90
b) behandlingen af kapitalinteresser som omhandlet i artikel 212, stk. 2, tredje afsnit, i finansierings-
og kreditinstitutter med henblik på beregningen af egenkapitalen.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
2. De i stk. 1, litra b), nævnte kapitalinteresser i finansierings- og kreditinstitutter omfatter følgende:
a) kapitalinteresser, som forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder i:
i) kreditinstitutter og finansieringsinstitutter som defineret i artikel 4, nr. 1) og 5), i direktiv
2006/48/EF
ii) investeringsselskaber eller finansieringsinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i
direktiv 2004/39/EF
b) efterstillede fordringer og de i artikel 63 og artikel 64, stk. 3, i direktiv 2006/48/EF omhandlede in-
strumenter, som forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder i de i litra a) definerede institutter
og selskaber, i hvilke de har kapitalinteresser.
Underafdeling 2
Bestemmelse af egenkapital
Artikel 93
Karakteristika og andre faktorer, der benyttes til opdeling af egenkapital i tiers
1. Egenkapitalelementer opdeles i tre tiers. Klassificeringen af disse elementer afhænger af, om de
er kernekapitalelementer eller supplerende kapitalelementer, og i hvilket omfang de er kendetegnet ved
følgende karakteristika:
a) elementet er tilgængeligt, eller kan kræves indkaldt, til i fuldt omfang at absorbere tab, såvel på
going concern-basis som i tilfælde af likvidation (permanent tilgængeligt)
b) elementets samlede beløb kan benyttes til at absorbere tab i tilfælde af likvidation og elementet
ikke tilbagebetales til ejeren, før alle andre forpligtelser er opfyldt, herunder forsikrings- og
genforsikringsforpligtelser over for forsikringstagere og de af forsikrings- og genforsikringsaftaler
begunstigede personer (efterstillelse).
2. Ved vurderingen af, i hvilket omfang egenkapitalelementer er kendetegnet ved de i stk. 1, litra a)
og b) nævnte karakteristika, tages der både på nuværende tidspunkt og fremover behørigt hensyn til
elementets varighed, navnlig om det har en løbetid eller ej. Når et egenkapitalelement har en løbetid,
tages der hensyn til elementets relative varighed i forhold til varigheden af selskabets forsikrings- og
genforsikringsforpligtelser (tilstrækkelig varighed).
Derudover tages følgende faktorer i betragtning:
a) om elementet er behæftet med krav om eller tilskyndelser til indløsning af det nominelle beløb
(indløsningsfrihed)
266
b) om elementet er behæftet med obligatoriske faste gebyrer (gebyrfrihed)
c) om elementet er behæftet med andre byrder (byrdefrihed).
Artikel 94
Hovedkriterier for opdelingen i tiers
1. Kernekapitalelementer klassificeres som tier 1-kapital, når de i vidt omfang er kendetegnet ved de i
artikel 93, stk. 1, litra a) og b), nævnte karakteristika, og der tages hensyn til faktorerne i artikel 93, stk. 2.
2. Kernekapitalelementer klassificeres som tier 2-kapital, når de i vidt omfang er kendetegnet ved det i
artikel 93, stk. 1, litra b), nævnte karakteristikum, og der tages hensyn til faktorerne i artikel 93, stk. 2.
Supplerende kapitalelementer klassificeres som tier 2-kapital, når de i vidt omfang er kendetegnet ved de
i artikel 93, stk. 1, litra a) og b), nævnte karakteristika, og der tages hensyn til faktorerne i artikel 93,
stk. 2.
3. Kernekapitalelementer og supplerende kapitalelementer, der ikke falder ind under stk. 1 og 2,
klassificeres som tier 3-kapital.
Artikel 95
Opdeling af egenkapital i tiers
Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber opdeler deres egenkapitalelementer
efter kriterierne i artikel 94.
Med henblik herpå henviser forsikrings- og genforsikringsselskaber, hvor det er relevant, til listen over
egenkapitalelementer i artikel 97, stk. 1, litra a).
Når et egenkapitalelement ikke optræder på denne liste, vurderes og klassificeres det af forsikrings-
og genforsikringsselskaberne i overensstemmelse med stk. 1. Denne klassificering skal godkendes af
tilsynsmyndighederne.
Artikel 96
Klassificering af specifikke egenkapitalelementer
Med henblik på dette direktiv gælder følgende klassificeringer, jf. dog artikel 95 og artikel 97, stk. 1,
litra a):
1) overskudskapital, der falder ind under artikel 91, stk. 2, klassificeres som tier 1-kapital
2) remburser og garantier, som forvaltes af et uafhængigt forvaltningsselskab til fordel for forsik-
ringskreditorer, og som er henholdsvis udstedt og stillet af kreditinstitutter, der har modtaget
tilladelse i henhold til direktiv 2006/48/EF, klassificeres som tier 2-kapital
3) fordringer, som gensidige eller gensidiglignende redersammenslutninger med variable bidrag, der
udelukkende forsikrer risici i klasse 6, 12 og 17 i bilag I, del A, kan gøre gældende over for
deres medlemmer i form af indkaldelse af supplerende bidrag inden for de følgende 12 måneder,
klassificeres som tier 2-kapital.
Fremtidige fordringer, som gensidige eller gensidiglignende sammenslutninger med variable bidrag kan
gøre gældende over for deres medlemmer i form af indkaldelse af supplerende bidrag inden for de
følgende 12 måneder, og som ikke falder ind under afsnit 1, nr. 3, klassificeres i overensstemmelse med
artikel 94, stk. 2, andet afsnit, som tier 2-kapital, når de i vidt omfang er kendetegnet ved de i artikel 93,
stk. 1, litra a) og b), nævnte karakteristika, og der tages hensyn til faktorerne i artikel 93, stk. 2.
267
Artikel 97
Gennemførelsesforanstaltninger
1. Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser for at præcisere følgende:
a) en liste over de egenkapitalelementer, herunder de i artikel 96 omhandlede elementer, der anses at
opfylde kriterierne i artikel 94, og som samtidig for hvert enkelt egenkapitalelement indeholder en
præcis beskrivelse af de karakteristika, der har begrundet den pågældende klassificering
b) de metoder, som tilsynsmyndighederne skal benytte, når de godkender vurderingen og klassifice-
ringen af egenkapitalelementer, der ikke optræder på den i litra a) nævnte liste.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
2. Kommissionen tager regelmæssigt den i stk. 1, litra a), nævnte liste op til revision og opdaterer den i
givet fald i lyset af markedsudviklingen.
Underafdeling 3
Anerkendelse af egenkapital
Artikel 98
Krav og grænseværdier gældende for tier 1, 2 og 3
1. For så vidt angår opfyldelse af solvenskapitalkravet er der fastsat anerkendte beløbsmæssige grænser
for tier 2-kapitalelementer og tier 3-kapitalelementer. Disse grænser skal som minimum sikre, at følgende
betingelser er opfyldt:
a) at andelen af tier 1-kapitalelementer, der indgår i den anerkendte egenkapital, beløbsmæssigt udgør
mere end en tredjedel af den samlede anerkendte egenkapital
b) at det anerkendte beløb for tier 3-kapitalelementer udgør mindre end en tredjedel af den samlede
anerkendte egenkapital.
2. For så vidt angår opfyldelse af minimumskapitalkravet gælder det, at de kernekapitalelementer,
der kan medgå til dækning af minimumskapitalkravet, og som er klassificeret under tier 2, er underlagt
beløbsmæssige grænser. Disse grænser skal sikre, at andelen af tier 1-kapitalelementer, der indgår i den
anerkendte kernekapital, som minimum udgør mere end halvdelen af den samlede anerkendte kernekapi-
tal.
3. Den anerkendte egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet som fastsat i artikel 100 svarer til
summen af tier 1-kapitalelementer, de anerkendte tier 2-kapitalelementer og de anerkendte tier 3-kapitale-
lementer.
4. Den anerkendte egenkapital til dækning af minimumskapitalkravet som fastsat i artikel 128 svarer til
summen af tier 1-kapitalelementer og de anerkendte kernekapitalelementer, der er klassificeret under tier
2.
Artikel 99
Gennemførelsesforanstaltninger
Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser for at præcisere:
a) de beløbsmæssige grænser som omhandlet i artikel 98, stk. 1 og 2
268
b) de tilpasninger, der skal foretages for at vise, at de egenkapitalelementer, der kun kan anvendes til
dækning af tab opstået inden for et særligt segment af forpligtelser eller i forbindelse med særlige
risici, ikke kan overføres (afgrænsede fonde).
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Afdeling 4
Solvenskapitalkrav
Underafdeling 1
Almindelige bestemmelser vedrørende solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen
eller en intern model
Artikel 100
Almindelige bestemmelser
Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder anerkendt egenkapital til
dækning af solvenskapitalkravet.
Solvenskapitalkravet beregnes enten i overensstemmelse med standardformlen i underafdeling 2 eller ved
hjælp af en intern model, jf. underafdeling 3.
Artikel 101
Beregning af solvenskapitalkravet
1. Solvenskapitalkravet beregnes i overensstemmelse med stk. 2-5.
2. Solvenskapitalkravet beregnes ud fra den antagelse, at selskabet vil udøve sin virksomhed som en
going concern.
3. Solvenskapitalkravet kalibreres på en sådan måde, at der tages hensyn til alle kvantificerbare risici,
som et forsikrings- eller genforsikringsselskab udsættes for. Det skal dække den eksisterende virksomhed
såvel som ny virksomhed, som forventes sat i værk inden for de følgende 12 måneder. Med hensyn til den
eksisterende virksomhed skal det udelukkende dække uforudsete tab.
Det skal svare til Value-at-Risk, der knytter sig til et forsikrings- eller genforsikringsselskabs kernekapital
ved et konfidensniveau på 99,5 % over en periode på ét år.
4. Solvenskapitalkravet dækker mindst følgende risici:
a) forsikringsrisiko inden for skadesforsikring
b) forsikringsrisiko inden for livsforsikring
c) forsikringsrisiko inden for sygeforsikring
d) markedsrisiko
e) kreditrisiko
f) operationel risiko.
Den i første afsnit, litra f), nævnte operationelle risiko omfatter juridisk risiko, men ikke risici, der følger
af strategiske beslutninger, eller omdømmerisiko.
269
5. Ved beregning af solvenskapitalkravet tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til
virkningen af risikobegrænsende teknikker, forudsat at kreditrisikoen og andre risici forbundet med
anvendelsen af sådanne teknikker er korrekt afspejlet i solvenskapitalkravet.
Artikel 102
Beregningshyppighed
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber beregner solvenskapitalkravet mindst én gang årligt og
indberetter resultatet af denne beregning til tilsynsmyndighederne.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal besidde anerkendt egenkapital, der dækker det senest indbe-
rettede solvenskapitalkrav.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber kontrollerer til stadighed deres anerkendte egenkapital og solven-
skapitalkravet.
Afviger et forsikrings- eller genforsikringsselskabs risikoprofil væsentligt fra de antagelser, der lå til
grund for det senest indberettede solvenskapitalkrav, genberegner selskabet øjeblikkeligt sit solvenskapi-
talkrav og indberetter det til tilsynsmyndighederne.
2. Når der er tegn på, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets risikoprofil har ændret sig væsentligt
siden den dato, hvor solvenskapitalkravet sidst blev indberettet, kan tilsynsmyndighederne forlange, at
selskabet genberegner solvenskapitalkravet.
Underafdeling 2
Solvenskapitalkrav — standardformel
Artikel 103
Standardformlens sammensætning
Solvenskapitalkravet beregnet på grundlag af standardformlen udgør summen af følgende:
a) det primære solvenskapitalkrav, jf. artikel 104
b) kapitalkravet til dækning af operationel risiko, jf. artikel 107
c) den justering, der foretages for at tage hensyn til de forsikringsmæssige hensættelsers og de
udskudte skatters tabsabsorberende evne, jf. artikel 108.
Artikel 104
Det primære solvenskapitalkrav
1. Det primære solvenskapitalkrav består af risikomoduler, der aggregeres i overensstemmelse med
punkt 1 i bilag IV.
Det består mindst af følgende risikomoduler:
a) forsikringsrisiko inden for skadesforsikring
b) forsikringsrisiko inden for livsforsikring
c) forsikringsrisiko inden for sygeforsikring
d) markedsrisiko
e) modpartsrisiko.
2. Med henblik på stk. 1, litra a)-c), henføres forsikrings- og genforsikringsforretninger til det forsik-
ringsrisikomodul, der bedst afspejler de underliggende risicis tekniske karakter.
270
3. De korrelationskoefficienter, der benyttes til den i stk. 1 nævnte aggregering af risikomoduler,
samt kalibreringen af kapitalkravet for hvert risikomodul skal resultere i et samlet solvenskapitalkrav, der
overholder principperne i artikel 101.
4. Hvert af de i stk. 1 nævnte risikomoduler kalibreres ved hjælp af en Value-at-Risk-værdi med et
konfidensniveau på 99,5 % over en periode på ét år.
Der tages, hvor det er hensigtsmæssigt, hensyn til virkningerne af diversifikationseffekter i hvert risiko-
moduls arkitektur.
5. Der benyttes samme design og specifikationer for alle forsikrings- og genforsikringsselskabers
risikomoduler, både med hensyn til det primære solvenskapitalkrav og eventuelle forenklede beregninger
som omhandlet i artikel 109.
6. For så vidt angår katastroferisici kan der, hvor det er hensigtsmæssigt, benyttes geografiske specifika-
tioner ved beregning af risikomodulerne livsforsikring, skadesforsikring og sygeforsikring.
7. Inden for rammerne af standardformlens arkitektur kan forsikrings- og genforsikringsselskaber, med
tilsynsmyndighedernes godkendelse, erstatte en delmængde af parametrene med parametre, der er speci-
fikke for det pågældende selskab, ved beregning af risikomodulerne for livsforsikring, skadesforsikring
og sygeforsikring.
Disse parametre kalibreres på basis af det pågældende selskabs interne data eller data, der er direkte
relevante for et pågældende selskabs virksomhed, ved hjælp af standardiserede metoder.
Før de giver deres godkendelse, verificerer tilsynsmyndighederne, at de anvendte data er fyldestgørende,
præcise og relevante.
Artikel 105
Beregning af det primære solvenskapitalkrav
1. Det primære solvenskapitalkrav beregnes i overensstemmelse med stk. 2-6.
2. Forsikringsrisikomodulet for skadesforsikring skal afspejle den risiko, der følger af skadesforsik-
ringsforpligtelser, i relation til de risici, der er dækket, og de processer, der anvendes i forbindelse med
udøvelsen af denne virksomhed.
Det skal tage hensyn til usikkerheden omkring forsikrings- og genforsikringsselskabers resultater i
betragtning af deres eksisterende forsikrings- og genforsikringsforpligtelser samt ny virksomhed, som
forventes sat i værk inden for de følgende 12 måneder.
Det beregnes, i overensstemmelse med punkt 2 i bilag IV, som en kombination af kapitalkravene for
mindst følgende undermoduler:
a) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge
af ændringer i timingen, frekvensen og alvoren af forsikrede begivenheder og i timingen og
størrelsen af skadeserstatninger (non-life premium and reserve risk)
b) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge
af betydelig usikkerhed omkring antagelserne vedrørende præmier og hensættelser relateret til
ekstreme eller usædvanlige begivenheder (non-life catastrophe risk).
3. Forsikringsrisikomodulet for livsforsikring skal afspejle den risiko, der følger af livsforsikringsfor-
pligtelser, i relation til de risici, der er dækket, og de processer, der anvendes i forbindelse med udøvelsen
af denne virksomhed.
271
Modulet beregnes, i overensstemmelse med punkt 3 i bilag IV, som en kombination af kapitalkravene for
mindst følgende undermoduler:
a) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af
ændringer i niveauet for eller trenden eller volatiliteten i dødelighedsintensiteten, hvor en stigning
i dødelighedsintensiteten resulterer i en stigning i værdien af forsikringsforpligtelser (mortality
risk)
b) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af
ændringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i dødelighedsintensiteten, hvor et fald
i dødelighedsintensiteten resulterer i en stigning i værdien af forsikringsforpligtelser (longevity
risk)
c) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af
ændringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i invaliditets-, sygdoms- og morbiditets-
intensiteten (disability — morbidity risk)
d) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge
af ændringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i omkostningerne til honorering af
forsikrings- og genforsikringsaftaler (life expense risk)
e) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge
af ændringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i de revisionssatser, der anvendes
på annuiteter, der skyldes lovændringer eller en forandring i den forsikredes sundhedstilstand
(revision risk)
f) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge
af ændringer i niveauet for eller volatiliteten i antallet af betalingsafbrydelser, fornyelser og
tilbagekøb (lapse risk)
g) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge
af betydelig usikkerhed omkring antagelserne vedrørende præmier og hensættelser relateret til
ekstreme eller usædvanlige begivenheder (life catastrophe risk).
4. Forsikringsrisikomodulet for sygeforsikring skal afspejle den risiko, der følger af indgåelsen af
sygeforsikringsforpligtelser, uanset om denne virksomhed udøves på samme tekniske grundlag som
livsforsikringsvirksomhed eller ej, grundet de risici, der er dækket, og de processer, der anvendes i
forbindelse med udøvelsen af denne virksomhed.
Det skal som minimum dække følgende risici:
a) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af
ændringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i udgifterne til honorering af forsikrings-
og genforsikringsaftaler
b) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge
af ændringer i timingen, frekvensen og alvoren af forsikrede begivenheder og i timingen af og
størrelsen af skadeserstatninger på hensættelsestidspunktet
c) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge
af betydelig usikkerhed omkring antagelserne vedrørende præmier og hensættelser relateret til
udbrud af større epidemier og den usædvanlige akkumulering af risici under sådanne ekstreme
omstændigheder.
5. Markedsrisikomodulet skal afspejle den risiko, der følger af volatiliteten i markedsprisen på finan-
sielle instrumenter, der har indflydelse på værdien af selskabets aktiver og passiver. Det skal på korrekt
vis afspejle det strukturelle misforhold mellem aktiver og passiver, navnlig med hensyn til deres varighed.
Det beregnes, i overensstemmelse med punkt 4 i bilag IV, som en kombination af kapitalkravene for
mindst følgende undermoduler:
272
a) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer
i rentekurven eller over for volatiliteten i rentesatser (interest rate risk)
b) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer
i niveauet for eller volatiliteten i markedskursen på aktier (equity risk)
c) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer
i niveauet for eller volatiliteten i markedsprisen på fast ejendom (property risk)
d) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer
i niveauet for eller volatiliteten i kreditspreads i forhold til den risikofri rentekurve (spread risk)
e) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer
i niveauet for eller volatiliteten i valutakurser (currency risk)
f) andre risici for et forsikrings- eller genforsikringsselskab hidrørende fra enten manglende diversi-
fikation af selskabets aktiver eller en betydelig risiko for, at en enkelt værdipapirudsteder eller en
gruppe af indbyrdes forbundne udstedere misligholder forpligtelser (market risk concentrations).
6. Modpartsrisikomodulet skal afspejle potentielle tab som følge af, at forsikrings- og genforsikringssel-
skabers modparter og debitorer uventet misligholder deres forpligtelser eller mister kreditværdighed over
de følgende 12 måneder. Modpartsrisikomodulet skal omfatte risikoreducerende aftaler såsom genforsik-
ringsaftaler, securitisationer og derivater, tilgodehavender hos mæglere samt ethvert andet engagement,
der ikke falder ind under risikomodulet »spread risk«. Der skal tages behørigt hensyn til sikkerhedsstillel-
se eller anden form for sikkerhed, der besiddes af forsikrings- eller genforsikringsselskabet eller forvaltes
for dettes regning, samt risici i forbindelse hermed.
For hver modpart skal modpartsrisikomodulet tage hensyn til den samlede modpartsrisiko, som forsik-
rings- eller genforsikringsselskabet løber i forhold til den pågældende modpart, uanset hvilken juridisk
form selskabets forpligtelser over for modparten antager.
Artikel 106
Beregning af delmodulet »equity risk«: symmetrisk justeringsmekanisme
1. Delmodulet equity risk beregnet i henhold til standardformlen skal omfatte en symmetrisk justering
af aktiekapitalkravet til dækning af risikoen som følge af ændringer i aktiekurserne.
2. Den symmetriske justering af dette standardaktiekapitalkrav, som kalibreres i henhold til artikel 104,
stk. 4, og dækker risici som følge af ændringer i aktiekurserne, beregnes som en funktion af det aktuelle
niveau for et relevant aktieindeks og et vægtet gennemsnitligt niveau for det pågældende indeks. Det
vægtede gennemsnit beregnes over en passende periode, som skal være ens for alle forsikrings- og
genforsikringsselskaber.
3. Den symmetriske justering af standardaktiekapitalkravet, der dækker risici som følge af ændringer i
aktiekurserne, må ikke resultere i, at der anvendes et aktiekapitalkrav, som er mere end 10 procentpoint
lavere eller 10 procentpoint højere end standardaktiekapitalkravet.
Artikel 107
Kapitalkrav til dækning af operationel risiko
1. Kapitalkravet til dækning af operationel risiko skal stå i forhold til de operationelle risici, der
ikke allerede er taget hensyn til i de risikomoduler, der er nævnt i artikel 104. Dette krav kalibreres i
overensstemmelse med artikel 101, stk. 3.
273
2. I forbindelse med livsforsikringsaftaler, hvor investeringsrisikoen bæres af forsikringstagerne, skal
beregningen af kapitalkravet til dækning af operationel risiko tage hensyn til de årlige omkostninger, der
følger af disse forsikringsforpligtelser.
3. I forbindelse med andre forsikrings- og genforsikringstransaktioner end de i stk. 2 nævnte skal
beregningen af kapitalkravet til dækning af operationel risiko tage hensyn til mængden af sådanne
transaktioner udtrykt i præmieindtægter og de forsikringsmæssige hensættelser, der rådes over til opfyl-
delse af disse forsikrings- og genforsikringsforpligtelser. I dette tilfælde må kapitalkravet til dækning af
operationel risiko ikke overstige 30 % af det primære solvenskapitalkrav forbundet med disse forsikrings-
og genforsikringsforpligtelser.
Artikel 108
Justering for de forsikringsmæssige hensættelsers og de udskudte skatters tabsabsorberende evne
Den justering, der foretages for at tage hensyn til de forsikringsmæssige hensættelsers og de udskudte
skatters tabsabsorberende evne, jf. artikel 103, litra c), skal afspejle den potentielle kompensation for
uforudsete tab via en reduktion i de forsikringsmæssige hensættelser eller udskudte skatter eller en
kombination af de to.
Justeringen skal tage hensyn til den risikoreducerende virkning af fremtidige diskretionære ydelser fra
forsikringsaftaler, i det omfang forsikrings- og genforsikringsselskaber kan påvise, at en reduktion af
sådanne ydelser kan benyttes til at dække uforudsete tab, når de opstår. Den risikoreducerende virkning af
fremtidige diskretionære ydelser kan ikke være større end summen af forsikringsmæssige hensættelser og
udskudte skatter forbundet med disse fremtidige diskretionære ydelser.
Med henblik på stk. 2 sammenlignes værdien af fremtidige diskretionære ydelser under ugunstige
omstændigheder med værdien af sådanne ydelser i henhold til de antagelser, der danner grundlag for
beregningen af bedste skøn.
Artikel 109
Forenklinger af standardformlen
Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan foretage en forenklet beregning for et bestemt undermodul
eller risikomodul, når arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, de står overfor, berettiger det, og når
det vil være uforholdsmæssigt byrdefyldt at forlange, at alle forsikrings- og genforsikringsselskaber skal
anvende standardformlen.
Forenklede beregninger kalibreres i overensstemmelse med artikel 101, stk. 3.
Artikel 110
Betydelige afvigelser fra de antagelser, der ligger til grund for beregning af standardformlen
Såfremt det er uhensigtsmæssigt at beregne solvenskapitalkravet på grundlag af standardformlen som
omhandlet i underafdeling 2, fordi det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs risikoprofil
afviger betydeligt fra de antagelser, der ligger til grund for beregningen af standardformlen, kan tilsyns-
myndighederne ved begrundet afgørelse forlange, at det pågældende selskab erstatter en delmængde
af de parametre, der er anvendt til beregning af standardformlen, med parametre, der er specifikke
for det pågældende selskab, ved beregning af risikomodulerne for livsforsikring, skadesforsikring og
sygeforsikring, jf. artikel 104, stk. 7. Disse specifikke parametre beregnes på en måde, der sikrer, at
selskabet overholder artikel 101, stk. 3.
274
Artikel 111
Gennemførelsesforanstaltninger
1. Med det formål at sikre en identisk behandling af alle forsikrings- og genforsikringsselskaber, der be-
regner solvenskapitalkravet ved hjælp af standardformlen, eller for at tage højde for markedsudviklingen
vedtager Kommissionen gennemførelsesforanstaltninger, hvori præciseres følgende:
a) en standardformel, som er i overensstemmelse med artikel 101 og artikel 103-109
b) de undermoduler, der er nødvendige eller som mere præcist dækker de risici, der falder ind under
de forskellige risikomoduler, der er nævnt i artikel 104, og efterfølgende opdateringer
c) de metoder, antagelser og standardparametre, der skal benyttes ved beregningen af de forskel-
lige risikomoduler og undermoduler i det primære solvenskapitalkrav, jf. artikel 104, 105 og
artikel 304, den symmetriske justeringsmekanisme og det hensigtsmæssige tidsrum angivet i antal
måneder som omhandlet i artikel 106, samt den hensigtsmæssige strategi for integrering af den i
artikel 304 omhandlede metode i solvenskapitalkravet som beregnet i henhold til standardformlen
d) korrelationsparametrene, herunder om nødvendigt parametrene i bilag IV og procedurerne for
ajourføring af disse parametre
e) de metoder og antagelser, der, når forsikrings- og genforsikringsselskaber benytter risikoredukti-
onsmetoder, skal benyttes til at vurdere ændringer i det pågældende selskabs risikoprofil og til at
tilpasse beregningen af solvenskapitalkravet hertil
f) de kvalitative kriterier, som de i litra e) nævnte risikoreduktionsteknikker skal opfylde for at sikre,
at risikoen reelt er blevet overført til en tredjepart
g) de metoder og parametre, der skal benyttes til vurdering af kapitalkravet til dækning af operationel
risiko som omhandlet i artikel 107, herunder procentsatsen i artikel 107, stk. 3
h) de metoder og tilpasninger, der skal benyttes for at afspejle forsikrings- og genforsikringsselska-
bers reducerede mulighed for risikospredning med hensyn til afgrænsede fonde
i) den metode, der skal benyttes til beregning af justeringen for de forsikringsmæssige hensættelsers
eller udskudte skatters tabsabsorberende evne som omhandlet i artikel 108
j) den delmængde af standardparametre inden for risikomodulerne livsforsikring, skadesforsikring
og sygeforsikring, som kan erstattes af selskabsspecifikke parametre som omhandlet i artikel 104,
stk. 7
k) de standardmetoder, som skal anvendes af forsikrings- og genforsikringsselskaber til beregning af
de litra h) nævnte selskabsspecifikke parametre, og alle de kriterier, der skal være opfyldt for at
sikre, at de anvendte data er fyldestgørende, præcise og relevante, inden tilsynsmyndighederne kan
give deres godkendelse
l) de forenklede beregninger, der kan benyttes i forbindelse med bestemte undermoduler og risiko-
moduler, og de kriterier, som forsikrings- og genforsikringsselskaber, herunder captive forsikrings-
og genforsikringsselskaber, skal opfylde for at være berettiget til at benytte hver af disse forenkle-
de beregninger, jf. artikel 109
m) den tilgang, der skal benyttes med hensyn til tilknyttede selskaber som omhandlet i artikel 212
ved beregning af solvenskapitalkravet, navnlig beregning af det i artikel 105, stk. 5, nævnte
delmodul »equity risk«, under hensyntagen til den sandsynlige reduktion i volatiliteten i disse
tilknyttede selskabers værdi som følge af de pågældende investeringers strategiske karakter og den
indflydelse, som det deltagende selskab udøver i disse tilknyttede selskaber.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
2. Kommissionen kan vedtage gennemførelsesforanstaltninger for at fastlægge kvantitative begræns-
ninger og kriterier for anerkendelse af aktiver med det formål at dække risici, der ikke i tilstrækkelig
275
grad er dækket af et undermodul. Disse gennemførelsesforanstaltninger finder anvendelse på de aktiver,
der medgår til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, dog ikke aktiver med relation til livsfor-
sikringsaftaler, hvor investeringsrisikoen bæres af forsikringstagerne. Disse foranstaltninger skal tages
op til behandling af Kommissionen på baggrund af udviklingen i standardformlen og på de finansielle
markeder.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Underafdeling 3
Solvenskapitalkrav — komplette og partielle interne modeller
Artikel 112
Almindelige bestemmelser vedrørende godkendelse af komplette og partielle interne modeller
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber kan beregne solvenskapitalkravet
ved brug af en af tilsynsmyndighederne godkendt komplet eller partiel intern model.
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan benytte partielle interne modeller til beregning af et eller
flere af følgende:
a) et eller flere risikomoduler eller undermoduler, der indgår i det primære solvenskapitalkrav som
fastsat i artikel 104 og 105
b) kapitalkravet til dækning af operationel risiko, jf. artikel 107
c) den i artikel 108 omhandlede justering.
Der kan endvidere benyttes partielle modeller på enten hele forsikrings- og genforsikringsselskabets
virksomhed eller blot på en eller flere væsentlige forretningsenheder.
3. I enhver ansøgning om godkendelse, skal forsikrings- og genforsikringsselskaber som et minimum
vedlægge dokumentation for, at den interne model opfylder kravene i artikel 120-125.
Når ansøgningen om godkendelse vedrører en partiel intern model, tilpasses kravene i artikel 120-125 for
at tage hensyn til modellens begrænsede anvendelsesområde.
4. Tilsynsmyndighederne tager stilling til ansøgningen senest seks måneder fra modtagelsen af den
fuldstændige ansøgning.
5. Tilsynsmyndighederne godkender kun ansøgningen, hvis de har sikkerhed for, at forsikrings- eller
genforsikringsselskabets systemer til identificering, måling, overvågning, styring og rapportering af risici
er tilfredsstillende, og navnlig at den interne model lever op til kravene i stk. 3.
6. Beslutter tilsynsmyndighederne at afvise ansøgningen om tilladelse til at benytte en intern model,
skal denne beslutning ledsages af en begrundelse.
7. Efter modtagelsen af tilsynsmyndighedernes tilladelse til at benytte en intern model kan forsikrings-
og genforsikringsselskaber ved begrundet afgørelse få pålagt at forelægge tilsynsmyndighederne et esti-
mat over solvenskapitalkravet beregnet ved brug af standardformlen som omhandlet i underafdeling 2.
Artikel 113
Særlige bestemmelser vedrørende godkendelse af partielle interne modeller
276
1. En partiel intern model godkendes kun af tilsynsmyndighederne, hvis den opfylder betingelserne i
artikel 112 og følgende supplerende betingelser:
a) modellens begrænsede anvendelsesområde er behørigt begrundet af det pågældende selskab
b) det solvenskapitalkrav, der følger af modellen, afspejler bedre selskabets risikoprofil og er navnlig
i overensstemmelse med principperne i underafdeling 1
c) modellens design er i overensstemmelse med principperne i underafdeling 1, således at den kan
integreres fuldstændigt i standardformlen til beregning af solvenskapitalkravet.
2. I vurderingen af en ansøgning om tilladelse til at benytte en partiel intern model, der kun dækker
visse undermoduler af et givet risikomodul eller nogle af forsikrings- eller genforsikringsselskabets
forretningsenheder inden for et bestemt risikomodul eller dele af begge to, kan tilsynsmyndighederne for-
lange, at de pågældende forsikrings- og genforsikringsselskaber fremlægger en realistisk overgangsplan
med henblik på udvidelse af modellens anvendelsesområde.
Overgangsplanen skal indeholde en beskrivelse af, hvordan forsikrings- eller genforsikringsselskaber
agter at udvide modellens anvendelsesområde til andre undermoduler eller forretningsenheder, med det
formål at sikre, at modellen dækker hovedparten af deres forsikringsvirksomhed med relation til dette
specifikke risikomodul.
Artikel 114
Gennemførelsesforanstaltninger
Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser for at præcisere følgende:
1) proceduren for godkendelse af en intern model
2) de tilpasninger, der skal foretages af de i artikel 120-125 fastsatte normer for at tage hensyn til den
partielle interne models begrænsede anvendelsesområde.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Artikel 115
Politik for ændring af komplette og partielle interne modeller
Som en del af den indledende proces godkendelse af en intern model skal tilsynsmyndighederne godken-
de den politik, der skal følges ved ændring af forsikrings- og genforsikringsselskabets model. Forsikrings-
og genforsikringsselskaber kan ændre deres interne model i overensstemmelse med denne politik.
Politikken skal indeholde en specifikation af mindre og større ændringer af den interne model.
Større ændringer af den interne model samt ændringer af denne politik kræver altid en forhåndsgodken-
delse fra tilsynsmyndighedernes side, jf. artikel 112.
Mindre ændringer af den interne model kræver ikke forhåndsgodkendelse, så længe de er i overensstem-
melse med denne politik.
Artikel 116
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets ansvarsområde
Et forsikrings- eller genforsikringsselskabs administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan skal godkende
den ansøgning, der indgives til tilsynsmyndighederne om godkendelse af den interne model som omhand-
let i artikel 112, samt alle ansøgninger om godkendelse af efterfølgende større ændringer af modellen.
277
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet er ansvarligt for indførelsen af systemer, der sikrer, at den
interne model til stadighed fungerer korrekt.
Artikel 117
Tilbagevenden til standardformlen
Efter at have modtaget godkendelse i overensstemmelse med artikel 112 må forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber kun vende tilbage til at beregne hele eller en del af solvenskapitalkravet ved brug af
standardformlen som omhandlet i underafdeling 2 i behørigt begrundede tilfælde og efter godkendelse fra
tilsynsmyndighederne.
Artikel 118
Den interne models manglende overholdelse af de gældende bestemmelser
1. Hvis forsikrings- og genforsikringsselskaber, efter at have modtaget tilsynsmyndighedernes tilladelse
til at benytte en intern model, ophører med at overholde betingelserne i artikel 120-125, skal de omgående
enten forelægge tilsynsmyndighederne en plan for, hvordan de agter at sikre overholdelse af disse
betingelser inden for en rimelig frist, eller påvise, at konsekvenserne af den manglende overholdelse af
betingelserne er uvæsentlige.
2. Hvis forsikrings- eller genforsikringsselskabet undlader at gennemføre den i stk. 1 nævnte plan,
kan tilsynsmyndighederne kræve, at selskabet vender tilbage til at beregne solvenskapitalkravet i overens-
stemmelse med standardformlen som omhandlet i underafdeling 2.
Artikel 119
Betydelige afvigelser fra de antagelser, der ligger til grund for standardformlen
Såfremt det er uhensigtsmæssigt at beregne solvenskapitalkravet i overensstemmelse med standardform-
len som omhandlet i underafdeling 2, fordi det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs
risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for standardformlen, kan tilsyns-
myndighederne ved begrundet afgørelse kræve, at det pågældende selskab benytter en intern model til
beregning af solvenskapitalkravet eller de relevante risikomoduler, der indgår heri.
Artikel 120
Anvendelsestest
Forsikrings- og genforsikringsselskaber påviser, at deres interne model er almindeligt anvendt og spiller
en vigtig rolle i deres ledelsessystem som omhandlet i artikel 41-50, særlig:
a) deres risikostyringssystem som omhandlet i artikel 44 og deres beslutningsprocesser
b) deres processer til vurdering og allokering af økonomisk kapital og solvenskapital, inkl. den i
artikel 45 nævnte vurdering.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber påviser endvidere, at den hyppighed, hvormed solvenskapitalkra-
vet beregnes ved brug af den interne model, stemmer overens med den hyppighed, hvormed de benytter
deres interne model til de andre formål, der er nævnt i stk. 1.
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet er ansvarligt for at sikre, at den interne models design og
funktionsmåde til stadighed er hensigtsmæssig, og at den interne model på passende vis afspejler det
pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs risikoprofil.
278
Artikel 121
Statistiske kvalitetsstandarder
1. Den interne model og navnlig beregningen af den forventede sandsynlighedsfordeling skal overholde
kriterierne i stk. 2-9.
2. De metoder, der benyttes til beregning af den forventede sandsynlighedsfordeling, baseres på
passende, anvendelige og relevante aktuarmæssige og statistiske teknikker og skal stemme overens med
de metoder, der benyttes til beregning af forsikringsmæssige hensættelser.
De metoder, der benyttes til beregning af den forventede sandsynlighedsfordeling, skal baseres på aktuel-
le og troværdige oplysninger og realistiske antagelser.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal være i stand til over for tilsynsmyndighederne at begrunde
de antagelser, der danner grundlag for deres interne model.
3. Til den interne model skal benyttes nøjagtige, komplette og hensigtsmæssige data.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber ajourfører de data, der benyttes ved beregningen af den forvente-
de sandsynlighedsfordeling mindst én gang årligt.
4. Der foreskrives ingen bestemt metode til beregning af den forventede sandsynlighedsfordeling.
Uanset hvilken beregningsmetode der vælges, skal den interne metodes evne til at rangere risici være
tilstrækkelig til at sikre, at den er almindeligt anvendt og spiller en vigtig rolle i forsikrings- og genfor-
sikringsselskabers ledelsessystem, særlig deres risikostyringssystemer, beslutningsprocesser og kapitalal-
lokering i overensstemmelse med artikel 120.
Den interne metode skal dække alle væsentlige risici, som forsikrings- og genforsikringsselskaber er
udsat for. Interne modeller dækker mindst de risici, der er nævnt i artikel 101, stk. 4.
5. Med hensyn til diversifikationseffekter kan forsikrings- og genforsikringsselskaber i deres interne
model tage højde for indbyrdes afhængigheder inden for risikokategorier og på tværs af risikokategorier,
forudsat at tilsynsmyndighederne er overbevist om, at det system, der benyttes til måling af disse diversi-
fikationseffekter, er fyldestgørende.
6. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan til fulde tage hensyn til effekten af risikoreduktionstek-
nikker i deres interne model, så længe der i den interne model tages passende højde for kreditrisikoen og
andre risici forbundet med brugen af risikoreduktionsteknikker.
7. Forsikrings- og genforsikringsselskaber foretager i deres interne model en præcis vurdering af de
særlige risici forbundet med finansielle garantier og eventuelle aftalebestemte optioner, når disse er af
væsentlig karakter. De vurderer også risiciene forbundet med både de klausuler, som forsikringstageren
kan gøre brug af, og de aftaleklausuler, som forsikrings- og genforsikringsselskaberne kan gøre brug
af. Med henblik herpå tager de hensyn til de potentielle følger af fremtidige ændringer i de finansielle og
ikke-finansielle vilkår for udnyttelsen af disse klausuler.
8. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan i deres interne model tage hensyn til de fremtidige ledel-
seshandlinger, som ledelsen med rimelighed kan forventes at udføre under bestemte omstændigheder.
I det i første afsnit nævnte tilfælde tager det pågældende selskab højde for den tid, der er nødvendig for
gennemførelsen af sådanne handlinger.
279
9. I deres interne model tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til alle forventede
udbetalinger til forsikringstagere og begunstigede, hvad enten forsikringsaftalen indeholder en garanti for
disse udbetalinger eller ej.
Artikel 122
Kalibreringsstandarder
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan til brug for deres interne model benytte en anden
tidshorisont og et andet risikomål end det, der er fastsat i artikel 101, stk. 3, forudsat at de resultater, der
fremkommer ved brug af den interne model, kan benyttes af de pågældende selskaber til beregning af
solvenskapitalkravet på en måde, der sikrer forsikringstagerne og de begunstigede et beskyttelsesniveau
svarende til det, der er fastsat i artikel 101.
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber udleder om muligt og på basis af den i artikel 101, stk. 3,
nævnte Value-at-Risk-værdi solvenskapitalkravet direkte af den forventede sandsynlighedsfordeling, der
fremkommer ved brug af selskabernes interne modeller.
3. Når forsikrings- og genforsikringsselskaber ikke kan udlede solvenskapitalkravet direkte af den
forventede sandsynlighedsfordeling, der fremkommer ved brug af den interne model, kan tilsynsmyn-
dighederne tillade, at der benyttes approksimationer til beregning af solvenskapitalkravet, så længe de
pågældende selskaber kan godtgøre over for tilsynsmyndighederne, at forsikringstagerne er sikret et
beskyttelsesniveau svarende til det, der er angivet i artikel 101.
4. Tilsynsmyndighederne kan kræve, at forsikrings- og genforsikringsselskaber kører deres interne
modeller på relevante referenceporteføljer og benytter antagelser, der bygger på eksterne snarere end
interne data, med det formål at verificere kalibreringen af den interne model og kontrollere, at dens
specifikationer er i overensstemmelse med den almindeligt accepterede praksis på markedet.
Artikel 123
Fordeling af overskud og tab
Forsikrings- og genforsikringsselskaber undersøger mindst én gang årligt årsagerne og kilderne til over-
skud og tab inden for hver væsentlig forretningsenhed.
De påviser, hvordan den kategorisering af risici, der benyttes i den interne model, forklarer årsagerne og
kilderne til overskud og tab. Kategoriseringen af risici og fordelingen af overskud og tab skal afspejle
forsikrings- og genforsikringsselskabernes risikoprofil.
Artikel 124
Valideringsstandarder
Forsikrings- og genforsikringsselskaber validerer regelmæssigt deres interne modeller, hvilket omfatter
overvågning af den interne models funktion, en gennemgang af om modelspecifikationerne fortsat er
hensigtsmæssige, og testning af modellens resultater mod de hidtidige realiseringer.
Modelvalideringsprocessen omfatter en effektiv statistisk proces til validering af den interne model, som
gør det muligt for forsikrings- og genforsikringsselskaber at påvise over for tilsynsmyndighederne, at de
beregnede kapitalkrav er tilstrækkelige.
280
De anvendte statistiske metoder skal teste hensigtsmæssigheden af den forventede sandsynlighedsforde-
ling, ikke blot i sammenligning med de hidtidige tab, men også med alle væsentlige nye data og
oplysninger med relation hertil.
Modelvalideringsprocessen omfatter en analyse af den interne models stabilitet og især en afprøvning af
modelresultaternes følsomhed over for ændringer i de centrale underliggende antagelser. Den omfatter
også en vurdering af, om de data, der benyttes i den interne model, er præcise, komplette og hensigtsmæs-
sige.
Artikel 125
Dokumentationsstandarder
Forsikrings- og genforsikringsselskaber fremlægger dokumentation for den interne models design og
operationelle detaljer.
Dokumentation skal vise, at modellen overholder bestemmelserne i artikel 120-124.
Dokumentationen skal indeholde en detaljeret beskrivelse af den teori, de antagelser og det matematiske
og empiriske grundlag, den interne model bygger på.
Dokumentationen skal indeholde oplysninger om tilfælde, hvor modellen ikke fungerer effektivt.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber fremlægger dokumentation for alle større ændringer af deres
interne model, jf. artikel 115.
Artikel 126
Eksterne modeller og data
Anvendelse af en model eller data hentet hos en tredjepart kan ikke begrunde en fritagelse fra en hvilken
som helst af de betingelser, som en intern model skal opfylde i henhold til artikel 120-125.
Artikel 127
Gennemførelsesforanstaltninger
Kommissionen vedtager gennemførelsesforanstaltninger til artikel 120-126 med henblik på at sikre en
harmoniseret tilgang til brugen af interne modeller i hele Fællesskabet og fremme en bedre vurdering af
forsikrings- og genforsikringsselskabers risikoprofil og ledelse.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Afdeling 5
Minimumskapitalkrav
Artikel 128
Almindelige bestemmelser
Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder anerkendt kernekapital til
dækning af minimumskapitalkravet.
Artikel 129
281
Beregning af minimumskapitalkravet
1. Minimumskapitalkravet beregnes i overensstemmelse med følgende principper:
a) det beregnes på en klar og simpel måde og på en sådan måde, at beregningen kan gøres til
genstand for en revision
b) det svarer til et beløb i anerkendt kernekapital, under hvilket forsikringstagere og begunstigede vil-
le blive udsat for et uacceptabelt højt risikoniveau, hvis forsikrings- eller genforsikringsselskabet
tillades at fortsætte sin virksomhed
c) den lineære funktion, der er nævnt i stk. 2, og som benyttes til beregning af minimumskapital-
kravet, kalibreres til Value-at-Risk, der knytter sig til et forsikrings- eller genforsikringsselskabs
kernekapital ved et konfidensniveau på 85 % over en periode på et år
d) den absolutte nedre grænse for minimumskapitalkravet er:
i) 2 200 000 EUR for skadesforsikringsselskaber, herunder captive forsikringsselskaber, undtagen
hvis alle eller nogle af de risici, der er omfattet af en af klasserne 10-15 på listen i bilag I, del A, er
dækket, i hvilket tilfælde grænsen skal være på mindst 3 200 000 EUR
ii) 3 200 000 EUR for livsforsikringsselskaber, herunder captive forsikringsselskaber
iii) 3 200 000 EUR for genforsikringsselskaber, undtagen for captive genforsikringsselskaber, hvor
minimumskapitalkravet skal være på mindst 1 000 000 EUR
iv) summen af de beløb, der er anført i nr. i) og ii) for forsikringsselskaber som nævnt i artikel 73,
stk. 5.
2. Uden at dette berører stk. 3 beregnes minimumskapitalkravet som en lineær funktion af et sæt
bestående af alle eller en del af følgende variabler: selskabets forsikringsmæssige hensættelser, tegnede
præmier, risikovillig kapital, udskudte skatter og administrative udgifter. De benyttede variabler måles
netto i forhold til genforsikring.
3. Minimumskapitalkravet må hverken falde til under 25 % eller overstige 45 % af selskabets
solvenskapitalkrav beregnet i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2 eller 3, og
inklusive ethvert kapitaltillæg, der pålægges i overensstemmelse med artikel 37, jf. dog stk. 1, litra d).
Medlemsstaterne tillader i en periode, der slutter senest den 31. oktober 2014, deres tilsynsførende myn-
digheder at kræve, at et forsikrings- eller genforsikringsselskab anvender procentsatserne i første afsnit
udelukkende til selskabets solvenskapitalkrav, beregnet i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4,
underafdeling 2.
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber beregner minimumskapitalkravet mindst hvert kvartal og
indberetter resultatet af denne beregning til tilsynsmyndighederne.
Hvis den ene af grænserne i stk. 3 er bestemmende for et selskabs minimumskapitalkrav, skal selskabet
forelægge den tilsynsførende myndighed oplysninger, der i tilstrækkeligt omfang angiver grundene her-
for.
5. Kommissionen fremlægger senest 31. oktober 2017 Europa-Parlamentet og Det Europæiske Ud-
valg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrelaterede Pensioner, nedsat ved Kommissionens afgørelse 2004/9/
EF35), en rapport om medlemsstaternes regler og tilsynsmyndighedernes praksis i henhold til stk. 1-4.
282
Denne rapport behandler navnlig anvendelsen af og niveauet for den øvre og den nedre grænse i stk. 3
og mulige problemer, som tilsynsmyndighederne og selskaberne stilles over for i forbindelse med anven-
delsen af denne artikel.
Artikel 130
Gennemførelsesforanstaltninger
Kommissionen vedtager gennemførelsesforanstaltninger, hvori præciseres, hvordan det i artikel 128
og 129 nævnte minimumskapitalkrav beregnes.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Artikel 131
Overgangsbestemmelser vedrørende overholdelse af minimumskapitalkravet
Uanset artikel 139 og 144 gælder det, at når et forsikrings- og genforsikringsselskab overholder den
obligatoriske solvensmargen, der er nævnt i henholdsvis artikel 28 i direktiv 2002/83/EF, artikel 16a
i direktiv 73/239/EØF og artikel 37, 38 og 39 i direktiv 2005/68/EF den 31. oktober 2012, men ikke
er i besiddelse af tilstrækkelig anerkendt kernekapital til dækning af minimumskapitalkravet, skal det
pågældende selskab overholde artikel 128 senest den 31. oktober 2013.
Hvis det pågældende selskab ikke overholder artikel 128 inden for den i stk. 1 fastsatte frist, tilbagekaldes
selskabets tilladelse i overensstemmelse med de procedurer, der gælder i henhold til national ret.
Afdeling 6
Investeringer
Artikel 132
»Prudent person«-princip
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber investerer alle deres aktiver i
overensstemmelse med »prudent person«-princippet som beskrevet i stk. 2, 3 og 4.
2. Med hensyn til den samlede aktivportefølje investerer forsikrings- og genforsikringsselskaber kun
i aktiver og instrumenter, hvortil der knytter sig risici, som det pågældende selskab på korrekt vis
kan identificere, måle, overvåge, forvalte, kontrollere og rapportere om og tage behørigt hensyn til i
vurderingen af dets samlede solvensbehov i overensstemmelse med artikel 45, stk. 1, litra a), andet afsnit.
Alle aktiver, og navnlig dem, der medgår til dækning af minimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet,
investeres på en måde, der garanterer den samlede porteføljes sikkerhed, kvalitet, likviditet og rentabili-
tet. Derudover skal disse aktiver være lokaliseret, således at de er tilgængelige.
De aktiver, der medgår til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, investeres også på en måde,
der passer til arten og varigheden af forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne. Disse aktiver investeres
på en måde, der tjener alle forsikringstageres og begunstigedes interesser bedst, under hensyntagen til
eventuelle forelagte forsikringsmål.
283
I tilfælde af en interessekonflikt sikrer forsikringsselskaberne eller den enhed, der forvalter deres aktiv-
portefølje, at investeringen foretages på en måde, der tjener forsikringstagernes og de begunstigedes
interesser bedst.
3. Uden at dette berører stk. 2, finder andet, tredje og fjerde afsnit i dette stykke anvendelse i
forbindelse med aktiver med relation til livsforsikringsaftaler, hvor investeringsrisikoen bæres af forsik-
ringstagerne.
Når ydelserne ifølge en forsikringsaftale er direkte knyttet til værdien af andele i et investeringsinstitut
som defineret i direktiv 85/611/EØF eller til værdien af aktiver, der indgår i en intern fond, der indehaves
af forsikringsselskaber, og som sædvanligvis er opdelt i andele, dækkes de forsikringsmæssige hensættel-
ser vedrørende disse ydelser så tæt som muligt af disse andele eller, hvor der ikke foreligger andele, af
disse aktiver.
Når ydelserne ifølge en forsikringsaftale er direkte knyttet til et aktieindeks eller en anden referenceværdi
end de i andet afsnit nævnte, dækkes de forsikringsmæssige hensættelser vedrørende disse ydelser så
tæt som muligt enten af de andele, som anses for at repræsentere referenceværdien, eller, hvor der ikke
foreligger andele, af aktiver med passende sikkerhed og omsættelighed, som så tæt som muligt svarer til
de aktiver, som den pågældende referenceværdi er baseret på.
Når de i andet og tredje afsnit nævnte ydelser omfatter en garanti for et investeringsafkast eller et andet
garanteret udbytte, er de aktiver, der medgår til dækning af de tilsvarende supplerende forsikringsmæssige
hensættelser, omfattet af bestemmelserne i stk. 4.
4. Uden at dette berører stk. 2, finder andet til femte afsnit i dette stykke anvendelse i forbindelse med
andre aktiver end dem, der er omfattet af stk. 3.
Brug af derivater er mulig i det omfang, de bidrager til at mindske investeringsrisiciene eller bidrager til
en mere effektiv forvaltning af porteføljen.
Investeringer og aktiver, der ikke omsættes på et reguleret finansielt marked, holdes på et forsigtigt
niveau.
Aktiverne diversificeres således, at der undgås dels en uforholdsmæssig afhængighed af et bestemt aktiv,
en bestemt udsteder, en bestemt koncern eller et bestemt geografisk område, dels en uforholdsmæssig
akkumulering af risici i porteføljen som helhed.
Investeringer i aktiver, der er udstedt af den samme udsteder eller af udstedere, der tilhører den samme
koncern, må ikke udsætte forsikringsselskabet for en uforholdsmæssig risikokoncentration.
Artikel 133
Investeringsfrihed
1. Medlemsstaterne kræver ikke, at forsikrings- og genforsikringsselskaber skal investere i bestemte
kategorier af aktiver.
2. Medlemsstaterne stiller ikke krav om forudgående godkendelse eller systematisk anmeldelse af inve-
steringsbeslutninger truffet af et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller dets investeringsforvalter.
3. Denne artikel berører ikke medlemsstaternes krav med hensyn til begrænsning af de former for
aktiver og referenceværdier, hvortil der kan være knyttet forsikringsfordele. Enhver bestemmelse af denne
284
art kan kun finde anvendelse, hvis investeringsrisikoen bæres af en forsikringstager, som er en fysisk
person, og den må ikke være mere restriktiv end bestemmelserne i direktiv 85/611/EØF.
Artikel 134
Lokalisering af aktiver og forbud mod pantsætning af aktiver
1. Med hensyn til forsikringsrisici, der består i Fællesskabet, kræver medlemsstaterne ikke, at de akti-
ver, der medgår til dækning af forsikringsmæssige hensættelser med relation til disse risici, er lokaliseret i
Fællesskabet eller i en bestemt medlemsstat.
Derudover, med hensyn til fordringer i henhold til genforsikringsaftaler mod selskaber, der har opnået
tilladelse i henhold til dette direktiv, eller som har hovedsæde i et tredjeland, hvis solvensregler betragtes
som ækvivalente i overensstemmelse med artikel 172, stiller medlemsstaterne ikke krav om, at de aktiver,
der medgår til dækning af disse fordringer, skal være lokaliseret i Fællesskabet.
2. Medlemsstaterne må ikke, med henblik på oprettelse af forsikringsmæssige hensættelser, bevare
eller indføre en ordning med bruttohensættelser, som indebærer, at aktiver stilles som sikkerhed for
ikke optjente præmier og udestående erstatningshensættelser, når genforsikreren er et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, der har opnået tilladelse i overensstemmelse med dette direktiv.
Artikel 135
Gennemførelsesforanstaltninger
1. For at sikre en ensartet anvendelse af dette direktiv kan Kommissionen vedtage gennemførelsesforan-
staltninger til præcisering af kvalitative krav på følgende områder:
a) identifikation, måling, overvågning, forvaltning og indberetning af risici i forbindelse med investe-
ringer i relation til artikel 132, stk. 2, første afsnit
b) identifikation, måling, overvågning, forvaltning og indberetning af risici i forbindelse med investe-
ringer i de derivater og aktiver, der er omhandlet i artikel 132, stk. 4, andet afsnit.
2. For at sikre konsekvens på tværs af sektorer og fjerne manglende afstemning af interesserne for
firmaer, der »ompakker« lån til omsættelige værdipapirer og andre finansielle instrumenter (originators),
og interesserne for forsikrings- og genforsikringsselskaber, som investerer i sådanne værdipapirer eller
instrumenter, vedtager Kommissionen gennemførelsesforanstaltninger, som fastsætter:
a) krav, som en »originator« skal opfylde for, at et forsikrings- eller genforsikringsselskab kan få lov
til at investere i sådanne værdipapirer eller instrumenter udstedt efter 1. januar 2011, herunder krav
som sikrer, at denne »originator« bevarer en økonomisk interesse på mindst 5 % netto
b) kvalitative krav, som skal opfyldes af forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som investerer i
sådanne værdipapirer eller instrumenter.
3. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved
at supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
KAPITEL VII
Forsikrings- og genforsikringsselskaber i vanskeligheder eller med uregelmæssige forhold
Artikel 136
Forsikrings- og genforsikringsselskabets identifikation og indberetning af forværringer af de finan-
sielle vilkår
285
Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører procedurer, der sætter dem i stand til at identificere en
forværring af de finansielle vilkår, og de indberetter omgående sådanne forværringer til tilsynsmyndighe-
derne.
Artikel 137
Manglende opfyldelse af kravet til forsikringsmæssige hensættelser
Hvis et forsikrings- eller genforsikringsselskab ikke efterkommer bestemmelserne i kapitel IV, afdeling 2,
kan tilsynsmyndighederne i selskabets hjemland forbyde den frie rådighed over aktiverne efter at have
underrettet værtslandenes tilsynsmyndigheder herom. Hjemlandets tilsynsmyndigheder angiver, hvilke
aktiver der skal være omfattet af disse foranstaltninger.
Artikel 138
Manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter omgående tilsynsmyndighederne, så snart de
konstaterer, at de ikke længere opfylder solvenskapitalkravet, eller at der er risiko for, at de i løbet af de
efterfølgende tre måneder ikke vil være i stand til at opfylde kravet.
2. Senest to måneder efter at have konstateret, at det ikke opfylder solvenskapitalkravet, forelægger det
pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab en realistisk genoprettelsesplan til godkendelse hos
tilsynsmyndighederne.
3. Tilsynsmyndighederne kræver, at det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab tager de
nødvendige tiltag til senest seks måneder efter konstateringen af den manglende opfyldelse af solvenska-
pitalkravet på ny at afsætte den nødvendige anerkendte egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet
eller reducere risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet.
Tilsynsmyndighederne kan om nødvendigt forlænge denne frist med tre måneder.
4. I tilfælde af usædvanligt store fald på de finansielle markeder kan tilsynsmyndighederne forlænge
den i stk. 3, andet afsnit, omhandlede periode med en passende periode under hensyn til alle relevante
faktorer.
Det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab forelægger hver tredje måned tilsynsmyndighe-
den en situationsrapport med en redegørelse for de hidtidige foranstaltninger og fremskridt i retning af
en genskabelse af den nødvendige anerkendte egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet eller en
reduktion af risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet.
Den i første afsnit omhandlede forlængelse annulleres, hvis situationsrapporten viser, at der ikke er sket
betydelige fremskridt i retning af en genskabelse af den nødvendige anerkendte egenkapital til dækning af
solvenskapitalkravet eller en reduktion af risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapital-
kravet, mellem datoen for konstateringen af den manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet og datoen
for forelæggelsen af situationsrapporten.
5. Tilsynsmyndighederne kan undtagelsesvis, hvis de er af den opfattelse, at det pågældende selskabs
finansielle situation vil forværres yderligere, desuden begrænse eller forbyde den frie rådighed over
selskabets aktiver. Tilsynsmyndighederne underretter i så fald tilsynsmyndighederne i værtslandene om
alle trufne foranstaltninger. Disse myndigheder træffer efter anmodning fra tilsynsmyndighederne i hjem-
landet de samme foranstaltninger. Hjemlandets tilsynsmyndigheder angiver, hvilke aktiver der skal være
omfattet af disse foranstaltninger.
286
Artikel 139
Manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne, så snart de konstaterer, at
de ikke længere opfylder minimumskapitalkravet, eller at der er risiko for, at de i løbet af de efterfølgende
tre måneder ikke vil være i stand til at opfylde kravet.
2. Senest en måned efter at have konstateret, at det ikke opfylder minimumskapitalkravet, forelægger
det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab, til godkendelse hos tilsynsmyndighederne, en
kortfristet realistisk finansieringsplan med henblik på, senest tre måneder efter konstateringen, at forøge
den anerkendte kernekapital til et niveau svarende til minimumskapitalkravet eller reducere risikoprofilen
for at sikre, at selskabet opfylder minimumskapitalkravet.
3. Hjemlandets tilsynsmyndigheder kan endvidere begrænse eller forbyde den frie rådighed over
forsikrings- eller genforsikringsselskabets aktiver. De underretter da tilsynsmyndighederne i værtslandene
herom. Disse myndigheder træffer efter anmodning fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet de samme
foranstaltninger. Hjemlandets tilsynsmyndigheder angiver, hvilke aktiver der skal være omfattet af disse
foranstaltninger.
Artikel 140
Forbud mod den frie rådighed over aktiver, der befinder sig på en medlemsstats område
Medlemsstaterne træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for, at de i de tilfælde, der er nævnt i arti-
kel 137-139 og artikel 144, stk. 2 på anmodning af forsikringsselskabets hjemland og i overensstemmelse
med deres nationale lovgivning kan forbyde den frie rådighed over de aktiver, der befinder sig på deres
område; hjemlandet angiver, hvilke aktiver der skal være omfattet af disse foranstaltninger.
Artikel 141
Tilsynsbeføjelser i tilfælde af en forværring af de finansielle vilkår
Fortsætter forværringen af selskabets solvens, kan tilsynsmyndighederne fortsætte med at træffe alle
nødvendige foranstaltninger til at beskytte forsikringstagernes interesser som led i forsikringsaftaler eller
sikre overholdelsen af forpligtelser, der følger af genforsikringsaftaler, jf. dog artikel 138 og 139.
Disse foranstaltninger skal stå i et rimeligt forhold til og følgelig afspejle graden og varigheden af
forværringen af det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs solvens.
Artikel 142
Genoprettelsesplan og finansieringsplan
1. Den i artikel 138, stk. 2, nævnte genoprettelsesplan og den i artikel 139, stk. 2, nævnte finansierings-
plan skal mindst indeholde oplysninger eller dokumentation vedrørende:
a) anslåede administrationsomkostninger, navnlig de løbende almindelige omkostninger og provisio-
ner
b) oplysninger om de forventede indtægter og udgifter i forbindelse med direkte forsikringsvirksom-
hed, overtagelse af genforsikring og afgivelse i genforsikring
c) en prognosticeret balance
d) skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser
og solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet
287
e) den generelle genforsikringspolitik.
2. Hvis tilsynsmyndighederne i henhold til stk. 1 i denne artikel har krævet en genoprettelsesplan
som omhandlet i artikel 138, stk. 2, eller en finansieringsplan som omhandlet i artikel 139, stk. 2,
undlader de at udstede godkendelsescertifikat i henhold til artikel 39, så længe de er af den opfattelse, at
forsikringstagernes rettigheder eller genforsikringsselskabets aftalebestemte forpligtelser er i fare.
Artikel 143
Gennemførelsesforanstaltninger
Kommissionen vedtager gennemførelsesforanstaltninger for at præcisere, hvilke faktorer der skal tages
i betragtning med henblik på anvendelsen af artikel 138, stk. 4, herunder den længste passende periode
udtrykt i det samlede antal måneder, som skal være ens for alle forsikrings- og genforsikringsselskaber
som omhandlet i artikel 138, stk. 4, første afsnit.
Kommissionen kan, når det er nødvendigt at øge konvergensen, vedtage gennemførelsesforanstaltninger
for nærmere at præcisere indholdet af den i artikel 138, stk. 2, nævnte genoprettelsesplan, den i arti-
kel 139, stk. 2, nævnte finansieringsplan, og for så vidt angår artikel 141, idet der drages behørig omsorg
for at undgå procykliske virkninger.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Artikel 144
Tilbagekaldelse af tilladelse
1. Tilsynsmyndighederne i hjemlandet kan tilbagekalde en tilladelse, der er meddelt et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, hvis selskabet:
a) ikke gør brug af tilladelsen inden for en frist på 12 måneder, udtrykkeligt giver afkald herpå
eller ikke har udøvet sin virksomhed i en periode på over seks måneder, medmindre der i den
pågældende medlemsstat findes bestemmelser om, at tilladelsen i sådanne tilfælde uden videre
bortfalder
b) ikke længere opfylder betingelserne for at opnå tilladelse
c) groft tilsidesætter de forpligtelser, der påhviler det i medfør af de bestemmelser, som gælder for
det.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet tilbagekalder en tilladelse, der er meddelt et forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab, i tilfælde af, at selskabet ikke opfylder minimumskapitalkravet, og tilsynsmyndighederne
finder, at den forelagte finansieringsplan tydeligvis er utilstrækkelig, eller det pågældende selskab ikke
efterlever den godkendte plan inden for en frist på tre måneder regnet fra det tidspunkt, hvor det blev
konstateret, at minimumskapitalkravet ikke var opfyldt.
2. I tilfælde af tilbagekaldelse eller bortfald af tilladelsen underretter tilsynsmyndighederne i hjemlandet
tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater herom, og disse myndigheder træffer alle nødvendige
foranstaltninger for at forhindre forsikrings- eller genforsikringsselskabet i at påbegynde nye forretninger
på deres område.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet træffer sammen med sidstnævnte myndigheder alle egnede foranstalt-
ninger til beskyttelse af de sikredes interesser og begrænser navnlig den frie rådighed over forsikringssel-
skabets aktiver i medfør af artikel 140.
288
3. Enhver beslutning om tilbagekaldelse af en tilladelse skal indeholde en udførlig begrundelse og
meddeles det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
KAPITEL VIII
Fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser
Afdeling 1
Forsikringsselskabers etableringsret
Artikel 145
Betingelser for etablering af filial
1. Medlemsstaterne sikrer, at et forsikringsselskab, der ønsker at etablere en filial på en anden
medlemsstats område, meddeler hjemlandets tilsynsmyndigheder dette.
Et selskabs permanente tilstedeværelse på en medlemsstats område sidestilles med en filial, også selv
om denne tilstedeværelse ikke har form af en filial, men blot af et kontor, der ledes af selskabets eget
personale, eller af en uafhængig person, som har en fast bemyndigelse til at handle på selskabets vegne i
lighed med et agentur.
2. Medlemsstaterne kræver, at et forsikringsselskab, som ønsker at etablere en filial i en anden
medlemsstat, indgiver følgende oplysninger sammen med den i stk. 1 nævnte meddelelse:
a) i hvilken medlemsstat, det har til hensigt at etablere en filial
b) en driftsplan, hvori der mindst angives arten af den påtænkte virksomhed og filialens organisatori-
ske struktur
c) navnet på en person, som har tilstrækkelige beføjelser til at forpligte forsikringsselskabet over
for tredjepart samt til at repræsentere forsikringsselskabet eller, i Lloyd᾽s tilfælde, de pågældende
forsikringsgivere og til at repræsentere selskabet eller forsikringsgiverne over for filialmedlems-
statens myndigheder og domstole (»generalbefuldmægtiget«)
d) en adresse i værtslandet, hvorfra der kan indhentes, eller hvortil der kan sendes dokumenter,
herunder alle meddelelser til den generalbefuldmægtigede.
Med hensyn til Lloyd᾽s skal dette, i tilfælde af eventuelle tvister i værtslandet, der hidrører fra indgåede
forpligtelser, ikke medføre større vanskeligheder for de sikrede, end hvis tvisterne vedrørte selskaber af
sædvanlig type.
3. Hvis et skadesforsikringsselskab agter at lade sin filial dække risiciene i forsikringsklasse 10 i del A
i bilag I, bortset fra fragtførernes ansvar, skal det fremlægge en erklæring om, at det er blevet medlem af
det nationale bureau og den nationale garantifond i værtslandet.
4. I tilfælde af ændring af et forhold, der er givet meddelelse om efter stk. 2, litra b), c) eller d),
underretter forsikringsselskabet skriftligt tilsynsmyndighederne i hjemlandet og i den medlemsstat, hvor
den pågældende filial er beliggende om den pågældende ændring senest en måned før gennemførelsen
af ændringen, således at tilsynsmyndighederne i hjemlandet og i den medlemsstat, hvor filialen er
beliggende, kan overholde deres respektive forpligtelser i henhold til artikel 146.
Artikel 146
Meddelelse af oplysninger
289
1. Medmindre tilsynsmyndighederne i hjemlandet henset til den påtænkte etablering har grund til
at nære mistillid til forsikringsselskabets ledelsessystem eller finansielle situation eller den generalbefuld-
mægtigedes egnethed og hæderlighed i overensstemmelse med artikel 42, skal de senest tre måneder efter
modtagelsen af alle de i artikel 145, stk. 2, nævnte oplysninger videresende disse til tilsynsmyndighederne
i værtslandet og underretter det berørte forsikringsselskab herom.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder attesterer ligeledes, at forsikringsselskabet opfylder solvenskapitalkravet
og minimumskapitalkravet beregnet i overensstemmelse med artikel 100 og 129.
2. Nægter tilsynsmyndighederne i hjemlandet at videresende de i artikel 145, stk. 2, nævnte oplysninger
til tilsynsmyndighederne i værtslandet, skal dette afslag begrundes over for det berørte forsikringsselskab
inden tre måneder efter modtagelsen af samtlige omhandlede oplysninger.
Et sådant afslag eller manglende svar skal kunne indbringes for domstolene i hjemlandet.
3. Inden forsikringsselskabets filial påbegynder sin virksomhed, har tilsynsmyndighederne i værtslandet
en frist på to måneder fra modtagelsen af de i stk. 1 nævnte oplysninger til i givet fald at meddele hjem-
landets tilsynsmyndigheder de vilkår, som begrundet i almene hensyn skal gælde for udøvelse af denne
virksomhed i værtslandet. Hjemlandets tilsynsmyndigheder meddeler det pågældende forsikringsselskab
disse oplysninger.
Forsikringsselskabet kan etablere filialen og påbegynde sin virksomhed fra den dato, hvor tilsynsmyndig-
heden i hjemlandet har modtaget en sådan meddelelse, eller, hvis der ikke modtages nogen meddelelse, så
snart den i første afsnit nævnte frist er udløbet.
Afdeling 2
Fri udveksling af tjenesteydelser: forsikringsselskaber
Underafdeling 1
Generelle bestemmelser
Artikel 147
Forudgående meddelelse til hjemlandet
Ethvert forsikringsselskab, der for første gang i en eller flere medlemsstater agter at udøve sin virksom-
hed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, skal forinden give tilsynsmyndighederne i
hjemlandet meddelelse herom med angivelse af arten af de risici eller forpligtelser, det har til hensigt at
dække.
Artikel 148
Meddelelse fra hjemlandet
1. Tilsynsmyndighederne i hjemlandet meddeler inden for en frist på en måned efter den i artikel 147
nævnte meddelelse den eller de medlemsstater, på hvis område et forsikringsselskab agter at udøve sin
virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, følgende:
a) et certifikat, hvori det godtgøres, at forsikringsselskabet opfylder solvenskapitalkravet og mini-
mumskapitalkravet beregnet i overensstemmelse med artikel 100 og 129
b) de forsikringsklasser, inden for hvilke forsikringsselskabet har ret til at virke
c) arten af de risici eller forpligtelser, som forsikringsselskabet har til hensigt at dække i værtslandet.
290
Samtidig underretter hjemlandets tilsynsmyndigheder det berørte forsikringsselskab om denne meddelel-
se.
2. Medlemsstater, på hvis område et skadesforsikringsselskab agter at præstere tjenesteydelser og i
forbindelse hermed dække risiciene i forsikringsklasse 10 i del A i bilag I bortset fra fragtførerens ansvar,
kan kræve, at selskabet:
a) meddeler navn og adresse på den i artikel 18, stk. 1, litra h), nævnte repræsentant
b) fremlægger en erklæring om, at det er blevet medlem af det nationale bureau og den nationale
garantifond i værtslandet.
3. Hvis tilsynsmyndighederne i hjemlandet ikke fremsender de i stk. 1 nævnte oplysninger inden for den
deri fastsatte frist, skal de inden for samme frist underrette forsikringsselskabet om årsagerne hertil.
Et sådant afslag eller manglende svar skal gøres til genstand for domstolsprøvelse i hjemlandet.
4. Forsikringsselskabet kan påbegynde sin virksomhed på den dato, hvor det er blevet underrettet om
den i stk. 1, første afsnit, omhandlede meddelelse.
Artikel 149
Ændring i risiciene eller forpligtelserne
Enhver ændring, som forsikringsselskabet agter at foretage i de i artikel 145 omhandlede oplysninger,
underkastes fremgangsmåden i artikel 147 og 148.
Underafdeling 2
Ansvarsforsikring for motorkøretøjer
Artikel 150
Lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer
1. Når et skadesforsikringsselskab gennem et etableret forretningssted beliggende i en medlemsstat
dækker en risiko, som henhører under forsikringsklasse 10 i del A i bilag I, bortset fra fragtførerens
ansvar, og som består i en anden medlemsstat, pålægger værtslandet selskabet at blive medlem af
forsikringsbureauet og garantifonden i den pågældende medlemsstat og at medvirke ved finansieringen
deraf.
2. Det i dette stk. 1 omhandlede finansielle bidrag ydes kun i relation til risici, bortset fra fragtførerens
ansvar, under forsikringsklasse 10 i del A i bilag I, der dækkes gennem levering af tjenesteydelser. Bidra-
get beregnes på samme grundlag som for skadesforsikringsselskaber, der dækker sådanne risici fra et
etableret forretningssted i den pågældende medlemsstat.
Beregningen foretages med udgangspunkt i forsikringsselskabets præmieindtægter inden for denne forsik-
ringsklasse i værtslandet eller det antal risici inden for denne forsikringsklasse, der dækkes i nævnte
medlemsstat.
3. Værtslandet kan stille krav om, at et forsikringsselskab, der tilbyder tjenesteydelser, skal overholde
den pågældende medlemsstats bestemmelser om dækning af forøgede risici, i det omfang de finder
anvendelse på skadesforsikringsselskaber, der er etableret i denne medlemsstat.
Artikel 151
Ligebehandling af personer, der gør krav gældende
291
Værtslandet pålægger skadesforsikringsselskabet at sikre, at personer, der gør krav gældende som følge
af begivenheder på dens område, ikke stilles ringere, fordi virksomheden dækker en risiko, bortset fra
fragtførerens ansvar, under forsikringsklasse 10 i del A i bilag I i henhold til reglerne om fri udveksling af
tjenesteydelser og ikke ud fra et etableret forretningssted i den pågældende medlemsstat.
Artikel 152
Repræsentant
1. Med henblik på artikel 151 pålægger værtslandet skadesforsikringsselskabet at udpege en repræ-
sentant, der er bosat eller etableret på dens område, som skal indsamle alle nødvendige oplysninger i
forbindelse med krav, og som skal have tilstrækkelige beføjelser til at repræsentere virksomheden over for
skadelidte personer, der kunne gøre krav gældende, herunder med hensyn til betaling af sådanne krav, og
til at repræsentere den eller, om nødvendigt, lade den repræsentere over for den pågældende medlemsstats
domstole og myndigheder i forbindelse med disse krav.
Ligeledes kan det pålægges denne repræsentant at repræsentere virksomheden over for tilsynsmyndighe-
derne i værtslandet ved kontrollen af, om der foreligger en forsikringsaftale, der dækker ansvarsforsikring
for motorkøretøjer, samt om gyldigheden af denne aftale.
2. Værtslandet må ikke pålægge repræsentanten at udføre andre aktiviteter for det skadesforsikringssel-
skab, der har udpeget ham, end dem, der er fastsat i stk. 1.
3. Udpegelsen af en repræsentant betragtes ikke i sig selv som oprettelse af en filial i henhold til
artikel 145.
4. Har forsikringsselskabet ikke udpeget en repræsentant, kan medlemsstaterne godkende, at den
skadebehandlingsrepræsentant, der er udpeget i henhold til artikel 4 i direktiv 2000/26/EF, varetager
hvervet som den i stk. 1 i denne artikel nævnte repræsentant.
Afdeling 3
Beføjelser tillagt værtslandets tilsynsmyndigheder
Underafdeling 1
Forsikring
Artikel 153
Sprog
Tilsynsmyndighederne i værtslandet kan kræve, at de oplysninger, som de har lov til at anmode om
vedrørende den virksomhed, der udøves af forsikringsselskaber, som opererer på deres område, gives på
den pågældende medlemsstats officielle sprog.
Artikel 154
Forudgående anmeldelse og forudgående godkendelse
1. Værtslandet må ikke fastsætte bestemmelser om, at der kræves forudgående godkendelse eller
løbende anmeldelse af de almindelige og specielle betingelser i forsikringsaftaler, af tariffer eller, i forbin-
delse med livsforsikring, af det tekniske grundlag for beregningen af bl.a. tariffer og forsikringsmæssige
292
hensættelser og af de formularer og andre dokumenter, som et forsikringsselskab agter at anvende over
for forsikringstagerne.
2. Med henblik på at kontrollere, at deres nationale bestemmelser om forsikringsaftaler overholdes,
kan værtslandet alene kræve, at ethvert forsikringsselskab, der ønsker at udøve forsikringsvirksomhed på
dets område, på opfordring skal kunne forelægge de betingelser og andre dokumenter, som det agter at
anvende, uden at dette dog må gøres til en forhåndsbetingelse for, at forsikringsselskabet kan udøve sin
virksomhed.
3. Værtslandet må hverken opretholde eller indføre krav om forudgående anmeldelse eller godkendelse
af tarifforhøjelser, medmindre krav herom alene er et led i en almindelig priskontrolordning.
Artikel 155
Forsikringsselskaber, der ikke efterkommer retsregler
1. Konstaterer tilsynsmyndighederne i et værtsland, at et forsikringsselskab, der på denne medlemsstats
område har en filial eller udøver virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser,
ikke efterkommer de retsregler i nævnte medlemsstat, der gælder for det, stiller de krav om, at det
pågældende forsikringsselskab bringer et sådant ulovligt forhold til ophør.
2. Foretager det pågældende forsikringsselskab sig ikke det nødvendige, giver tilsynsmyndighederne i
den pågældende medlemsstat tilsynsmyndighederne i hjemlandet meddelelse herom.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder træffer snarest muligt alle nødvendige foranstaltninger med henblik på,
at det pågældende forsikringsselskab bringer de ulovlige forhold til ophør.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder underretter værtslandets tilsynsmyndigheder om de trufne foranstaltnin-
ger.
3. Hvis forsikringsselskabet trods de foranstaltninger, der er truffet af hjemlandet, eller fordi disse
foranstaltninger viser sig at være utilstrækkelige eller ikke er gennemført i det pågældende land, fortsat
overtræder de retsregler, der gælder i værtslandet, kan værtslandets tilsynsmyndigheder, efter at have
givet hjemlandets tilsynsmyndigheder meddelelse herom, træffe egnede foranstaltninger for at forhindre
eller standse yderligere overtrædelser og, såfremt det er strengt nødvendigt, forbyde selskabet at indgå
nye forsikringsaftaler på værtslandets område.
Medlemsstaterne sikrer, at det på deres område er muligt at forkynde de retsdokumenter, der er nødvendi-
ge for sådanne foranstaltninger, for forsikringsselskaberne.
4. Stk. 1, 2 og 3 berører ikke medlemsstaternes ret til i nødstilfælde at træffe egnede foranstaltninger
for at forhindre lovovertrædelser på deres område. Denne ret indebærer også mulighed for at forhindre
forsikringsselskaber i at fortsætte med at indgå nye forsikringsaftaler på deres område.
5. Stk. 1, 2 og 3 berører ikke medlemsstaternes ret til at pålægge sanktioner ved overtrædelser på deres
område.
6. Hvis det forsikringsselskab, der har gjort sig skyldig i overtrædelsen, har et etableret forretningssted
eller besidder ejendom i den pågældende medlemsstat, kan denne medlemsstats tilsynsmyndigheder
i overensstemmelse med den nationale lovgivning iværksætte de for sådanne overtrædelser fastsatte
nationale administrative sanktioner over for dette forretningssted eller denne ejendom.
293
7. Enhver foranstaltning, der træffes i henhold til stk. 2-6, og som omfatter begrænsninger i udøvelsen
af forsikringsvirksomhed, skal behørigt begrundes og meddeles det pågældende forsikringsselskab.
8. Forsikringsselskaber forelægger på opfordring tilsynsmyndighederne i værtslandet alle de dokumen-
ter, der forlanges af dem med henblik på gennemførelsen af stk. 1-7, for så vidt som forsikringsselskaber,
der har hovedsæde i denne medlemsstat, også er forpligtet dertil.
9. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om antallet og arten af sager, der har ført til afslag i
henhold til artikel 146 og 148, eller hvor der er truffet foranstaltninger i henhold til stk. 4 i denne artikel.
På basis af disse oplysninger underretter Kommissionen hvert andet år Det Europæiske Udvalg for
Forsikring og Arbejdsmarkedsrelaterede Pensioner herom.
Artikel 156
Reklame
Forsikringsselskaber med hovedsæde i en medlemsstat kan ved anvendelse af ethvert foreliggende kom-
munikationsmiddel reklamere for deres ydelser i værtslandet, så længe de ikke tilsidesætter de regler om
sådanne reklamers form og indhold, der er begrundet i almene hensyn.
Artikel 157
Skatter på præmier
1. Uden at det foregriber en senere harmonisering, er alle forsikringsaftaler udelukkende pålagt de
indirekte skatter og skattelignende afgifter, hvormed forsikringspræmierne er belastet i den medlemsstat,
hvor risikoen består eller i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Ved anvendelsen af første afsnit betragtes indbo i en ejendom, der er beliggende på en medlemsstats
område, med undtagelse af varer i erhvervsmæssig transit, som en risiko, der består i denne medlemsstat,
selv om ejendommen og dens indbo ikke er dækket af samme forsikringsaftale.
I Spanien pålægges forsikringsaftaler også de ekstragebyrer, der ved lov er fastsat til fordel for det
spanske »Consorcio de Compensación de Seguros« til udførelse af dets opgaver i forbindelse med
godtgørelse af tab på grund af usædvanlige begivenheder i denne medlemsstat.
2. Den lovgivning, der finder anvendelse på aftalen efter artikel 178 i dette direktiv og efter forordning
(EF) nr. 593/2008, har ingen indflydelse på den gældende skattemæssige ordning.
3. Hver medlemsstat anvender på de forsikringsselskaber, som dækker risici eller indgår forpligtelser på
dens område, de nationale bestemmelser vedrørende de foranstaltninger, der skal sikre opkrævning af de
indirekte skatter og skattelignende afgifter i henhold til stk. 1.
Underafdeling 2
Genforsikring
Artikel 158
Genforsikringsselskaber, der ikke efterkommer retsregler
1. Konstaterer tilsynsmyndighederne i en medlemsstat, at et genforsikringsselskab, der på denne
medlemsstats område har en filial eller udøver virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af
tjenesteydelser, ikke efterkommer de retsregler i nævnte medlemsstat, der gælder for det, kræver de, at det
294
pågældende genforsikringsselskab bringer disse uregelmæssige forhold til ophør. Samtidig forelægger de
disse forhold for tilsynsmyndighederne i hjemlandet.
2. Hvis genforsikringsselskabet trods de foranstaltninger, der er truffet af hjemlandet, fortsat overtræder
de retsregler, der gælder for det i værtslandet, eller fordi disse retsregler viser sig at være utilstrækkelige,
kan værtslandets tilsynsmyndigheder, efter at have givet hjemlandets tilsynsmyndigheder meddelelse
herom, træffe egnede foranstaltninger for at forhindre eller sanktionere yderligere overtrædelser og,
såfremt det er strengt nødvendigt, forbyde selskabet at indgå nye genforsikringsaftaler på værtslandets
område.
Medlemsstaterne sikrer, at det på deres område er muligt at forkynde de retsdokumenter, der er nødvendi-
ge for sådanne foranstaltninger, for genforsikringsselskaberne.
3. Enhver foranstaltning, der træffes i henhold til stk. 1 og 2, og som omfatter sanktioner eller begræns-
ninger i udøvelsen af genforsikringsvirksomhed, skal behørigt begrundes og meddeles det pågældende
genforsikringsselskab.
Afdeling 4
Statistiske oplysninger
Artikel 159
Statistiske oplysninger om grænseoverskridende virksomhed
Forsikringsselskaber meddeler særskilt for henholdsvis forsikringsvirksomhed, der udøves i henhold
til reglerne om fri etableringsret, og forsikringsvirksomhed, der udøves i henhold til reglerne om fri
udveksling af tjenesteydelser, den kompetente tilsynsmyndighed i hjemlandet beløbet for præmier, skade-
sudgifter og provisioner, uden fradrag af genforsikringsandelen, således:
a) for skadesforsikring: for hver gruppe af forsikringsklasser som anført i bilag V
b) for livsforsikring: for hver af forsikringsklasserne I til IX som anført i bilag II.
For så vidt angår forsikringsklasse 10 i del A i bilag I, bortset fra fragtførerens ansvar, underretter det på-
gældende selskab også tilsynsmyndighederne om skadesfrekvensen og de gennemsnitlige skadesudgifter.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder videregiver inden for en rimelig frist og i samlet form de i stk. 1 og 2
nævnte oplysninger til tilsynsmyndighederne i de berørte medlemsstater efter anmodning fra disse.
Afdeling 5
Behandling af aftaler indgået af filialer i forbindelse med likvidation
Artikel 160
Likvidation af forsikringsselskaber
Træder et forsikringsselskab i likvidation, skal forpligtelserne i forbindelse med aftaler, der er indgået
gennem en filial eller i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, opfyldes på samme
måde som forpligtelserne i forbindelse med dette selskabs andre forsikringsaftaler, uanset de sikredes
eller begunstigedes nationalitet.
Artikel 161
Likvidation af genforsikringsselskaber
295
Træder et genforsikringsselskab i likvidation, skal forpligtelserne i forbindelse med aftaler, der er indgået
gennem en filial eller i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, opfyldes på samme måde
som forpligtelserne i forbindelse med dette selskabs andre genforsikringsaftaler.
Afdeling 5
Behandling af aftaler indgået af filialer i forbindelse med likvidation
Artikel 160
Likvidation af forsikringsselskaber
Træder et forsikringsselskab i likvidation, skal forpligtelserne i forbindelse med aftaler, der er indgået
gennem en filial eller i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, opfyldes på samme
måde som forpligtelserne i forbindelse med dette selskabs andre forsikringsaftaler, uanset de sikredes
eller begunstigedes nationalitet.
Artikel 161
Likvidation af genforsikringsselskaber
Træder et genforsikringsselskab i likvidation, skal forpligtelserne i forbindelse med aftaler, der er indgået
gennem en filial eller i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, opfyldes på samme måde
som forpligtelserne i forbindelse med dette selskabs andre genforsikringsaftaler.
KAPITEL IX
Filialer, der er etableret inden for fællesskabet, og som hører under forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber med hovedsæde uden for fællesskabet
Afdeling 1
Adgang til udøvelse af virksomhed
Artikel 162
Principper for at opnå tilladelse og betingelser
1. Medlemsstaterne gør adgangen til den i artikel 2, stk. 1, første afsnit, omhandlede form for virksom-
hed på deres område betinget af en tilladelse for alle selskaber med hovedsæde uden for Fællesskabet.
2. Medlemsstaten kan give denne tilladelse, såfremt selskabet mindst opfylder følgende betingelser:
a) det er beføjet til at udøve forsikringsvirksomhed i medfør af den nationale lovgivning, det er
undergivet
b) det opretter en filial på den medlemsstats område, hvor tilladelse søges
c) det forpligter sig til på filialens hjemsted at føre særskilt regnskab for den virksomhed, der udøves
der, samt opbevare alle forretningsdokumenter sammesteds
d) det udpeger en generalagent, som skal godkendes af tilsynsmyndighederne
e) det råder i den medlemsstat, hvor det søger om tilladelse, over aktiver af en størrelse, der mindst
er lig med halvdelen af det i artikel 129, stk. 1, litra d), foreskrevne absolutte minimum for
minimumskapitalkravet og deponerer en fjerdedel af dette absolutte minimum som sikkerhed
f) det forpligter sig til at overholde solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet i overensstem-
melse med artikel 100 og 128
296
g) det oplyser navn og adresse på den skadebehandlingsrepræsentant, som er udpeget i enhver anden
medlemsstat end den, hvor tilladelsen søges, hvis de dækkede risici henhører under forsikrings-
klasse 10 i del A i bilag I, bortset fra fragtførerens ansvar
h) det fremlægger en driftsplan i henhold til artikel 163
i) det overholder de ledelseskrav, der er fastsat i kapitel IV, afdeling 2.
3. Med henblik på dette kapitel forstås ved »filial« en permanent tilstedeværelse på en medlemsstats
område af et selskab som omhandlet i stk. 1, der opnår tilladelse i denne medlemsstat og udøver
forsikringsvirksomhed.
Artikel 163
Driftsplan for filialen
1. Den i artikel 162, stk. 2, litra h), nævnte driftsplan for filialen skal indeholde følgende:
a) oplysninger om arten af de risici eller forpligtelser, som selskabet har til hensigt at påtage sig
b) oplysninger om grundprincipperne for genforsikring
c) skøn over det fremtidige solvenskapitalkrav, jf. kapitel VI, afdeling 4, på basis af den forventede
balance samt oplysninger om den metode, der anvendes til beregning af disse skøn
d) skøn over det fremtidige minimumskapitalkrav, jf. kapitel VI, afdeling 5, på basis af den forvente-
de balance samt oplysninger om den metode, der anvendes til beregning af disse skøn
e) oversigt over selskabets anerkendte egenkapital og kernekapital til dækning af solvenskapitalkra-
vet og minimumskapitalkravet som omhandlet i kapitel VI, afdeling 4 og 5
f) anslåede omkostninger ved opbygningen af administrationen og akvisitionsnettet, de dertil bestem-
te finansielle midler og, hvis de risici, der skal dækkes, henhører under forsikringsklasse 18 i del A
i bilag I, de midler, der står til rådighed til levering af assistancen
g) oplysninger om strukturen i ledelsessystemet.
2. Ud over kravene i stk. 1 skal driftsplanen for de første tre regnskabsår indeholde følgende:
a) en prognosticeret balance
b) skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser,
minimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet
c) for skadesforsikringsvirksomhed:
i) de anslåede administrationsomkostninger bortset fra omkostninger i forbindelse med administra-
tionens opbygning, navnlig de løbende almindelige omkostninger og provisioner
ii) de anslåede præmier eller bidrag og skadesudgifter
d) for livsforsikringsvirksomhed skal driftsplanen indeholde en oversigt, der giver detaljerede oplys-
ninger om de forventede indtægter og udgifter i forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed,
overtagelse af genforsikring og afgivelse i genforsikring.
3. Medlemsstaterne kan, for så vidt angår livsforsikringer, kræve, at forsikringsselskaber foretager
løbende anmeldelse af det tekniske grundlag for beregningen af tariffer og forsikringsmæssige hensættel-
ser, uden at dette dog må gøres til en forhåndsbetingelse for, at et livsforsikringsselskab kan udøve sin
virksomhed.
Artikel 164
Overdragelse af portefølje
1. Medlemsstaterne tillader på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, at filialer, der er
etableret på deres område og omhandlet i dette kapitel, overdrager hele eller en del af deres forsikrings-
297
portefølje til et overtagende selskab, der er etableret i samme medlemsstat, hvis tilsynsmyndighederne i
denne medlemsstat eller i givet fald i den i artikel 167 omhandlede medlemsstat bekræfter, at det overta-
gende selskab, overdragelsen taget i betragtning, har den fornødne anerkendte egenkapital til dækning af
det i artikel 100, stk. 1, omhandlede solvenskapitalkrav.
2. Medlemsstaterne tillader på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, at filialer, der er
etableret på deres område og omhandlet i dette kapitel, overdrager hele eller en del af deres forsikrings-
portefølje til et forsikringsselskab med hovedsæde i en anden medlemsstat, hvis tilsynsmyndighederne
i denne medlemsstat bekræfter, at det overtagende selskab, overdragelsen taget i betragtning, har den
fornødne anerkendte egenkapital til dækning af det i artikel 100, stk. 1, omhandlede solvenskapitalkrav.
3. Såfremt en medlemsstat på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser tillader, at filialer,
der er etableret på dens områder og omhandlet i dette kapitel, overdrager hele eller en del af deres
forsikringsportefølje til et agentur eller en filial, som er omhandlet i dette kapitel og etableret på en anden
medlemsstats område, skal den sikre sig, at tilsynsmyndighederne i det overtagende selskabs hjemland
eller i givet fald i den i artikel 167 omhandlede medlemsstat bekræfter at:
a) det overtagende selskab, overdragelsen taget i betragtning, har den fornødne anerkendte egenkapi-
tal til dækning af solvenskapitalkravet
b) en sådan overdragelse er mulig efter loven i det overtagende selskabs hjemland, og
c) sidstnævnte er indforstået med overdragelsen.
4. Den medlemsstat, hvor den overdragende filial er beliggende, giver i de i stk. 1, 2 og 3 nævnte
tilfælde tilladelse til overdragelsen efter at have modtaget godkendelse fra tilsynsmyndighederne i den
medlemsstat, hvor risikoen eller forpligtelsen består, såfremt denne ikke er den medlemsstat, hvor den
overdragende filial er beliggende.
5. Tilsynsmyndighederne i de hørte medlemsstater meddeler tilsynsmyndighederne i det overdragende
filials hjemland deres udtalelse eller deres samtykke senest tre måneder efter anmodningens modtagel-
se. Har de hørte myndigheder ikke svaret ved udløbet af denne frist, betragtes dette som en positiv
udtalelse eller et stiltiende samtykke.
6. En overdragelse, der tillades i henhold til stk. 1-5, skal i den medlemsstat, hvor risikoen eller
forpligtelsen består, offentliggøres som foreskrevet i den nationale lovgivning.
Overdragelsen kan uden videre gøres gældende over for de berørte forsikringstagere, de forsikrede og
enhver anden person, som har rettigheder eller forpligtelser i kraft af de overdragne aftaler.
Artikel 165
Forsikringsmæssige hensættelser
Medlemsstaterne pålægger selskaberne at oprette tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til dæk-
ning af de på deres område indgåede forsikrings- og genforsikringsforpligtelser beregnet i overensstem-
melse med kapitel VI, afdeling 2. Medlemsstaterne pålægger selskaberne at værdiansætte aktiver og
passiver i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 1, og beregne egenkapitalen i overensstemmelse
med kapitel VI, afdeling 3.
Artikel 166
Solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav
1. Hver medlemsstat pålægger de filialer, der er oprettet på dens område, at råde over en anerkendt
egenkapital, der er sammensat som beskrevet i artikel 98, stk. 3.
298
Solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet beregnes i overensstemmelse med bestemmelserne i
kapitel VI, afdeling 4 og 5.
Ved beregning af solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet, både i forbindelse med skadesforsik-
ring of i forbindelse med livsforsikring skal imidlertid kun filialens forretninger tages i betragtning.
2. Den anerkendte kernekapital, der kræves til dækning af minimumskapitalkravet og det absolutte
minimum for minimumskapitalkravet sammensættes i overensstemmelse med artikel 98, stk. 4.
3. Den anerkendte kernekapital må ikke være mindre end halvdelen af det i artikel 129, stk. 1, litra d),
fastsatte absolutte minimum.
Den sikkerhed, der stilles i overensstemmelse med artikel 162, stk. 2, litra e), medregnes i den anerkendte
kernekapital til dækning af minimumskapitalkravet.
4. De aktiver, der dækker solvenskapitalkravet, skal op til et beløb på størrelse med minimumskapital-
kravet være lokaliseret i den medlemsstat, hvor virksomheden udøves og, for så vidt angår det resterende
beløb, inden for Fællesskabet.
Artikel 167
Fordele for selskaber med tilladelse i flere medlemsstater
1. Selskaber, der har anmodet om eller opnået tilladelse fra flere medlemsstater, kan anmode om
følgende fordele, som kun kan ydes samlet:
a) det i artikel 166 omhandlede solvenskapitalkrav beregnes på grundlag af den samlede virksomhed,
som de udøver inden for Fællesskabet
b) den i artikel 162, stk. 2, litra e), omhandlede sikkerhed stilles kun i én af disse stater
c) de aktiver, der dækker minimumskapitalkravet, kan i overensstemmelse med artikel 134 lokaliseres
i hvilken som helst af de medlemsstater, hvor de udøver deres virksomhed.
I de i første afsnit, litra a), nævnte tilfælde tages kun den virksomhed, som udøves af samtlige filialer, der
er etableret inden for Fællesskabet, i betragtning ved denne beregning.
2. Anmodning om opnåelse af de i stk. 1 nævnte fordele fremsættes over for tilsynsmyndighederne i
de pågældende medlemsstater. I anmodningen anføres den myndighed, der fremover skal efterprøve de i
Fællesskabet etablerede filialers solvens for så vidt angår deres samlede virksomhed. Selskabets valg af
myndighed skal begrundes.
Den sikkerhed, der er omhandlet i artikel 162, stk. 2, litra e), stilles i den pågældende medlemsstat.
3. De i stk. 1 nævnte fordele må kun ydes med samtykke fra tilsynsmyndighederne i samtlige de
medlemsstater, hvor anmodningen er fremsat.
Disse fordele får virkning fra det tidspunkt, på hvilket den valgte tilsynsmyndighed over for de øvrige
tilsynsmyndigheder har erklæret sig rede til at efterprøve de i Fællesskabet etablerede filialers solvens for
så vidt angår deres samlede virksomhed.
Den valgte tilsynsmyndighed modtager fra de øvrige medlemsstater de oplysninger, der er nødvendige for
at efterprøve den samlede solvens for filialer, der er etableret på deres område.
4. Tilladelsen til at anvende de i medfør af stk. 1, 2 og 3 ydede fordele tilbagekaldes af samtlige berørte
medlemsstater samtidig på foranledning af en eller flere af de berørte medlemsstater.
299
Artikel 168
Beretning, tilsynsmæssigt og statistisk materiale og kriseramte selskaber
Med henblik på denne afdeling finder artikel 34 og artikel 139, stk. 3, samt artikel 140 og 141 anvendelse.
Ved anvendelsen af artikel 137-139 i tilfælde af en virksomhed, der har opnået de i artikel 167, stk. 1,
2 og 3, omhandlede fordele, ligestilles den tilsynsmyndighed, der har til opgave at efterprøve solvensen
i de filialer, der er etableret inden for Fællesskabet, for så vidt angår deres samlede virksomhed, med
tilsynsmyndigheden i den medlemsstat, på hvis område virksomheden har sit vedtægtsmæssige hjemsted.
Artikel 169
Adskillelse af skades- og livsforsikringsvirksomhed
1. De i denne afdeling omhandlede filialer må ikke samtidig udøve livsforsikrings- og skadesforsik-
ringsvirksomhed i samme medlemsstat.
2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne fastsætte, at de i denne afdeling omhandlede filialer, som på
den i artikel 73, stk. 5, første afsnit, nævnte relevante dato udøvede de to former for virksomhed på en
medlemsstats område, kan fortsætte deres virksomhed dér på betingelse af, at der i overensstemmelse
med artikel 74 oprettes særskilt forvaltning for hver af disse former for virksomhed.
3. Enhver medlemsstat, som i medfør af artikel 73, stk. 5, andet afsnit, kræver af de selskaber, der
er etableret på dens område, at de ophører med samtidig at udøve de former for virksomhed, som de
udøvede på den i artikel 73, stk. 5, første afsnit, nævnte relevante dato, skal kræve, at denne afgørelse
ligeledes finder anvendelse på de i denne afdeling omhandlede filialer, som er etableret på dens område,
og som dér udøver begge former for virksomhed samtidig.
Medlemsstaterne kan fastsætte, at de i denne afdeling omhandlede filialer, hvis hovedkontor udøver
begge former for virksomhed samtidig, og som på de i artikel 73, stk. 5, første afsnit, nævnte datoer
på en medlemsstats område udelukkende udøvede skadesforsikringsvirksomhed, kan fortsætte deres
virksomhed dér. Hvis selskabet ønsker at udøve skadesforsikringsvirksomhed på dette område, må det
kun udøve livsforsikringsvirksomhed gennem et datterselskab.
Artikel 170
Tilbagekaldelse af tilladelse for selskaber med tilladelse i flere medlemsstater
Såfremt den i artikel 167, stk. 2, nævnte myndighed tilbagekalder tilladelsen, underretter den tilsynsmyn-
dighederne i de øvrige medlemsstater, hvor selskabet udøver sin virksomhed, herom, og disse træffer
hensigtsmæssige foranstaltninger.
Såfremt beslutningen om tilbagekaldelse begrundes med utilstrækkelig samlet solvens, således som den
er fastsat ved det i artikel 167 omhandlede samtykke foranstalter de medlemsstater, der deltager i dette
samtykke, ligeledes tilbagekaldelse af deres tilladelse.
Artikel 171
Aftaler med tredjelande
Fællesskabet kan i de aftaler, det i overensstemmelse med traktaten indgår med et eller flere tredjelande,
blive enige om anvendelse af bestemmelser, der afviger fra de i denne afdeling fastsatte, med det
300
formål på betingelse af gensidighed at garantere en tilstrækkelig beskyttelse af forsikringstagerne og de
forsikrede i medlemsstaterne.
Afdeling 2
Genforsikring
Artikel 172
Ækvivalens
1. Kommissionen vedtager gennemførelsesforanstaltninger til præcisering af kriterierne for vurdering
af, hvorvidt de solvensregler, som et tredjeland anvender på den genforsikringsvirksomhed, der udøves af
selskaber med hovedsæde i det pågældende tredjeland, er ækvivalente med reglerne i afsnit I.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
2. Kommissionen kan i overensstemmelse med den i artikel 301, stk. 2, nævnte forskriftsprocedure
og under hensyntagen til de i henhold til stk. 1 fastlagte kriterier træffe afgørelse om, hvorvidt de
solvensregler, som et tredjeland anvender på den genforsikringsvirksomhed, der udøves af selskaber med
hovedsæde i det pågældende tredjeland, er ækvivalente med reglerne i afsnit 1.
Disse afgørelser tages op til regelmæssig revision.
3. Når det i overensstemmelse med stk. 2 er blevet fastslået, at et tredjelands solvensregler er
ækvivalente med reglerne i dette direktiv, behandles genforsikringsaftaler indgået med selskaber med
hovedsæde i dette tredjeland på samme måde som genforsikringsaftaler indgået med selskaber, der har
opnået tilladelse i henhold til dette direktiv.
Artikel 173
Forbud mod at stille aktiver som sikkerhed
Medlemsstaterne må ikke med henblik på oprettelse af forsikringsmæssige hensættelser bevare eller ind-
føre en ordning med bruttohensættelser, som indebærer, at aktiver stilles som sikkerhed for ikke optjente
præmier og udestående erstatningshensættelser, hvis genforsikreren er et tredjelandsforsikrings- eller
genforsikringsselskab beliggende i et land, hvis solvensregler betragtes som ækvivalente med reglerne i
dette direktiv, jf. artikel 172.
Artikel 174
Principper og betingelser for udøvelse af genforsikringsvirksomhed
En medlemsstat må ikke på tredjelandsgenforsikringsselskaber, som påbegynder eller udøver genforsik-
ringsvirksomhed på dens område, anvende bestemmelser, som indebærer en gunstigere behandling end
den, der indrømmes genforsikringsselskaber med hovedsæde i den pågældende medlemsstat.
Artikel 175
Aftaler med tredjelande
1. Kommissionen kan fremsætte forslag for Rådet om at indlede forhandlinger med et eller flere
tredjelande om aftaler vedrørende de nærmere vilkår for, hvordan tilsynet skal anvendes på:
a) tredjelandsgenforsikringsselskaber, som udøver genforsikringsvirksomhed i Fællesskabet
301
b) Fællesskabsgenforsikringsselskaber, som udøver genforsikringsvirksomhed i et tredjeland.
2. De i stk. 1 omhandlede aftaler skal bl.a. bestræbe sig på at sikre en effektiv markedsadgang på basis
af ækvivalens i forsigtighedsbaseret regulering for genforsikringsselskaber på hver kontraherende parts
område og gensidig anerkendelse af tilsynsregler og tilsynspraksis i forbindelse med genforsikring. De
skal også bestræbe sig på at sikre:
a) at medlemsstaternes tilsynsmyndigheder kan indhente de nødvendige oplysninger for tilsynet
med genforsikringsselskaber, som har hovedsæde i Fællesskabet og udøver virksomhed på de
pågældende tredjelandes område
b) at tredjelandes tilsynsmyndigheder kan indhente de nødvendige oplysninger for tilsynet med gen-
forsikringsselskaber, som har hovedsæde på deres område og udøver virksomhed i Fællesskabet.
3. Med forbehold af traktatens artikel 300, stk. 1 og 2, undersøger Kommissionen bistået af Det Euro-
pæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrelaterede Pensioner resultatet af de i stk. 1 omhandlede
forhandlinger og den deraf opståede situation.
KAPITEL X
Datterselskaber af forsikrings- og genforsikringsselskaber, der henhører under et tredjelands lov-
givning, og sådanne selskabers erhvervelse af kapitalinteresser
Artikel 176
Medlemsstaternes underretning af Kommissionen
Medlemsstaternes tilsynsmyndigheder underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstaters tilsyns-
myndigheder om enhver meddelelse af tilladelse til et direkte eller indirekte datterselskab, hvis modersel-
skab eller moderselskaber henhører under et tredjelands lovgivning.
Der gives i den forbindelse også oplysninger om den pågældende koncerns opbygning.
Når et selskab henhørende under et tredjelands lovgivning erhverver kapitalinteresser i et forsikrings-
eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet, som bevirker, at forsikrings- eller
genforsikringsselskabet bliver et datterselskab af dette tredjelandsselskab, underretter hjemlandets tilsyns-
myndigheder Kommissionen og de øvrige medlemsstaters tilsynsmyndigheder herom.
Artikel 177
Tredjelandes behandling af forsikrings- og genforsikringsselskaber fra Fællesskabet
1. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om alle generelle vanskeligheder, som deres forsikrings-
eller genforsikringsselskaber har mødt i forbindelse med etablering eller udøvelse af virksomhed i et
tredjeland.
2. Kommissionen forelægger med jævne mellemrum Rådet en rapport, hvori den gennemgår behandlin-
gen i tredjelande af forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet,
med hensyn til følgende:
a) etableringen i tredjelande af forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i
Fællesskabet
b) deres erhvervelse af kapitalinteresser i forsikrings- eller genforsikringsselskaber i tredjelande
c) deres udøvelse af forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed
d) deres grænseoverskridende levering af forsikrings- eller genforsikringsydelser fra Fællesskabet til
tredjelande.
302
Kommissionen forelægger Rådet disse rapporter, om nødvendigt ledsaget af passende forslag eller hen-
stillinger.
AFSNIT II
SÆRLIGE BESTEMMELSER VEDRØRENDE FORSIKRING OG GENFORSIKRING
KAPITEL I
Gældende lovgivning og betingelser i direkte forsikringsaftaler
Afdeling 1
Gældende lovgivning
Artikel 178
Gældende lovgivning
Medlemsstater, der ikke er omfattet af forordning (EF) nr. 593/2008, anvender bestemmelserne i den
forordning til at afgøre, hvilken lovgivning der finder anvendelse på forsikringsaftaler, der falder ind
under artikel 7 i nævnte forordning.
Afdeling 2
Lovpligtig forsikring
Artikel 179
Andre forpligtelser
1. Skadesforsikringsselskaber kan tilbyde og indgå aftaler om lovpligtig forsikring på de i denne artikel
fastsatte betingelser.
2. Påbyder en medlemsstat forsikringspligt, opfylder forsikringsaftalen kun dette påbud, hvis den
overholder de særlige bestemmelser, der gælder for forsikringen i den pågældende medlemsstat.
3. Kræver en medlemsstat lovpligtig forsikring, og skal forsikringsselskabet meddele tilsynsmyndighe-
derne, at dækningen er bortfaldet, kan dette bortfald kun gøres gældende over for skadelidte tredjeparter
på de i denne medlemsstat fastsatte betingelser.
4. Hver medlemsstat underretter Kommissionen om de risici, for hvilke der kræves lovpligtig forsikring,
med angivelse af følgende:
a) de særlige bestemmelser vedrørende denne forsikring
b) de oplysninger, som skal indeholdes i den attest, som skadesforsikringsselskabet skal udstede til
den forsikrede, når den pågældende medlemsstat kræver bevis for, at forsikringspligten er opfyldt.
En medlemsstat kan kræve, at de i første afsnit, litra b), omhandlede oplysninger omfatter en erklæring
fra forsikringsselskabet om, at forsikringsaftalen er i overensstemmelse med de særlige bestemmelser, der
gælder for denne forsikring.
Kommissionen offentliggør de i første afsnit, litra b), omhandlede oplysninger i Den Europæiske Unions
Tidende.
Afdeling 3
303
Almene hensyn
Artikel 180
Almene hensyn
Hverken den medlemsstat, hvor risikoen eller den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, må forhindre
forsikringstageren i at indgå en aftale med et forsikringsselskab, der har fået tilladelse i henhold til
artikel 14, når indgåelsen af aftalen ikke er i strid med gældende retsregler begrundet i almene hensyn i
den medlemsstat, hvor risikoen eller forpligtelsen består.
Afdeling 4
Betingelser i forsikringsaftaler og beregning af tariffer
Artikel 181
Skadesforsikring
1. Medlemsstaterne må ikke stille krav om forudgående godkendelse eller løbende anmeldelse af
de almindelige og specielle betingelser i forsikringsaftaler, af tariffer og af formularer og andre trykte
dokumenter, som et forsikringsselskab agter at anvende over for forsikringstagerne.
Medlemsstaterne kan kræve, at de pågældende betingelser og de øvrige dokumenter på opfordring skal
kunne forelægges, alene med henblik på at kontrollere, at nationale bestemmelser om forsikringsaftaler
overholdes. Disse krav må ikke gøres til en forhåndsbetingelse for, at et forsikringsselskab kan udøve sin
virksomhed.
2. En medlemsstat, der pålægger forpligtelse til at tegne en forsikring, kan kræve, at forsikringsselska-
ber meddeler tilsynsmyndighederne de almindelige og specielle betingelser i sådanne forsikringer, før de
anvendes.
3. Medlemsstaterne skal hverken opretholde eller indføre krav om forudgående meddelelse om eller
godkendelse af tarifforhøjelser, medmindre krav herom alene er et led i en almindelig priskontrolordning.
Artikel 182
Livsforsikring
Medlemsstaterne må ikke stille krav om forudgående godkendelse eller løbende anmeldelse af de almin-
delige og specielle betingelser i forsikringsaftaler, af tariffer, af det tekniske grundlag for beregningen
af bl.a. tariffer og forsikringsmæssige hensættelser og af formularer og andre trykte dokumenter, som et
livsforsikringsselskab agter at anvende over for forsikringstagerne.
Hjemlandet kan dog med det ene formål at kontrollere, at de nationale bestemmelser vedrørende de aktu-
armæssige principper overholdes, kræve løbende anmeldelse af det tekniske grundlag for beregningen af
tariffer og forsikringsmæssige hensættelser. Disse krav må ikke gøres til en forhåndsbetingelse for, at et
forsikringsselskab kan udøve sin virksomhed.
Afdeling 5
Oplysninger til forsikringstagere
Underafdeling 1
304
Skadesforsikring
Artikel 183
Generelle oplysninger til forsikringstagere
1. Inden en skadesforsikringsaftale indgås, skal skadesforsikringsselskabet oplyse forsikringstageren om
følgende:
a) hvilken lovgivning der skal gælde for aftalen, hvis parterne ikke kan vælge frit
b) at parterne frit kan vælge lovgivning, og hvilken lovgivning forsikringsselskabet foreslår.
Forsikringsselskabet skal også underrette forsikringstageren om bestemmelserne vedrørende behandling
af klager fra forsikringstagere vedrørende aftalen, herunder om der findes en klageinstans, uden at dette
berører forsikringstagerens adgang til at anlægge retssag.
2. Den i stk. 1 omhandlede pligt gælder kun, hvis forsikringstageren er en fysisk person.
3. Gennemførelsesbestemmelserne til stk. 1 og 2 fastsættes af den medlemsstat, hvor risikoen består.
Artikel 184
Supplerende oplysninger i forbindelse med skadesforsikringer, der tilbydes i henhold til reglerne
om fri etableringsret eller fri udveksling af tjenesteydelser
1. Når en skadesforsikring tilbydes i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne om fri
udveksling af tjenesteydelser, skal forsikringstageren, inden forpligtelsen indgås, gøres bekendt med, i
hvilken medlemsstat hovedsædet eller i givet fald den filial, hvormed aftalen skal indgås, er beliggende.
Udleveres der dokumenter til forsikringstageren, skal de indeholde de i første afsnit nævnte oplysninger.
De i første og andet afsnit omhandlede forpligtelser gælder ikke for store risici.
2. Aftalen eller alle andre dokumenter, der yder dækning, samt forsikringsbegæringen, dersom den er
bindende for forsikringstageren, skal angive adressen på hovedsædet for og i givet fald på filialen af det
skadesforsikringsselskab, der yder dækningen.
Medlemsstaterne kan kræve, at navn og adresse på den repræsentant for skadesforsikringsselskabet, der er
nævnt i artikel 148 stk. 2, litra a), også anføres i de dokumenter, der er nævnt i dette stykkes første afsnit.
Underafdeling 2
Livsforsikring
Artikel 185
Oplysninger til forsikringstageren
1. Inden en livsforsikringsaftale indgås, forelægges forsikringstageren mindst de i stk. 2, 3 og 4 nævnte
oplysninger.
2. Der meddeles følgende oplysninger om livsforsikringsselskabet:
a) selskabets navn og juridiske form
b) angivelse af, i hvilken medlemsstat selskabets hovedsæde er beliggende, og i givet fald i hvilken
medlemsstat den filial, som aftalen indgås med, er beliggende
c) hovedsædets adresse samt i givet fald adressen på den filial, som aftalen indgås med
305
d) en konkret henvisning til rapporten om solvens og økonomisk situation som fastlagt i artikel 51,
der giver forsikringstageren let adgang til denne information.
3. Der meddeles følgende oplysninger vedrørende forpligtelsen:
a) definitionen af de enkelte garantier og optioner
b) aftalens løbetid
c) betingelserne for opsigelse af aftalen
d) betingelserne for indbetaling af præmier, herunder over hvilken årrække
e) de nærmere vilkår for beregning og tildeling af bonus
f) en angivelse af tilbagekøbsværdi og fripoliceværdi og arten af de hertil knyttede garantier
g) oplysninger om præmier for de enkelte garantier, herunder for hovedforsikringen og supplerende
garantier, når sådanne oplysninger viser sig hensigtsmæssige
h) en angivelse af anvendte referenceværdier i forsikringsaftaler tilknyttet investeringsfonde
i) en angivelse af arten af de underliggende aktiver i forbindelse med unit-linked aftaler
j) betingelser for udøvelse af opsigelsesretten
k) generelle angivelser vedrørende den skatteordning, der gælder for den pågældende type aftale
l) bestemmelserne vedrørende behandling af klager vedrørende aftalen fra forsikringstagerne, de
forsikrede eller de begunstigede, herunder om der findes en klageinstans, uden at dette berører
retten til at anlægge retssag
m) den lovgivning, der skal gælde for aftalen, hvis parterne ikke kan vælge frit, eller, når parterne frit
kan vælge lovgivning, den lovgivning livsforsikringsselskabet foreslår.
4. Der forelægges endvidere særlige oplysninger med henblik på at sikre, at forsikringstageren virkelig
kan forstå aftalens underliggende risici, som bæres af forsikringstageren.
5. Forsikringstageren informerer under hele forsikringsaftalens løbetid om enhver ændring af følgende
oplysninger:
a) de almindelige og særlige betingelser
b) livsforsikringsselskabets navn og juridiske form samt hovedsædets adresse og i givet fald adressen
på den filial, som aftalen er indgået med
c) alle oplysninger vedrørende stk. 3, litra d)-j), i tilfælde af tillæg til aftalen eller i tilfælde af ændring
af den lovgivning, der finder anvendelse på den
d) årligt oplysninger om bonussituationen.
Når forsikringsselskabet i forbindelse med et tilbud om eller indgåelse af en kontrakt om livsforsikring
forelægger tal vedrørende beløbet på potentielle betalinger, der overstiger og går ud over de kontraktmæs-
sigt fastlagte betalinger, forsyner forsikringsselskabet forsikringstageren med en standardberegning med
angivelse af den potentielle betaling på udløbsdatoen under anvendelse af præmieberegningsgrundlaget
ved tre forskellige rentesatser; dette finder ikke anvendelse på ophørende forsikringer og kontrakter; for-
sikringsselskabet informerer klart og forståeligt forsikringstageren om, at standardberegningen kun er
en beregningsmodel, der er baseret på teoretiske antagelser, og at forsikringstageren ikke kan gøre
kontraktmæssige krav gældende på grundlag af standardberegningen.
Ved forsikringer med gevinstandele underretter forsikringsselskabet én gang årligt skriftligt forsikringsta-
geren om status for forsikringstagerens krav, herunder gevinstandele. Når forsikringsselskabet har forelagt
tal om gevinstandelenes potentielle fremtidige udvikling, underretter forsikringsselskabet endvidere for-
sikringstageren om forskellene mellem den faktiske udvikling og de oprindelige data.
6. Oplysningerne i stk. 2-5 skal forelægges skriftligt og være klart og præcist formuleret og affattet på et
officielt sprog i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
306
Oplysningerne kan dog affattes på et andet sprog, hvis forsikringstageren anmoder derom, og det er tilladt
i henhold til medlemsstatens lovgivning, eller forsikringstageren frit kan vælge, hvilken lovgivning der
skal anvendes.
7. Den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, må kun kræve, at livsforsikringsselskaberne giver
andre oplysninger end dem, der er anført i stk. 2-5, hvis sådanne oplysninger er nødvendige for, at
forsikringstageren virkelig kan forstå de væsentligste elementer af forpligtelsen.
8. Gennemførelsesbestemmelserne til stk. 1-7 fastsættes af den medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Artikel 186
Opsigelsesperiode
1. Medlemsstaterne sørger for, at forsikringstagere, der tegner individuelle livsforsikringer, har en frist
på mellem 14 og 30 dage fra det tidspunkt, hvor de fik meddelelse om, at forsikringsaftalen er indgået, til
at opsige aftalen.
Forsikringstagernes meddelelse om, at aftalen opsiges, medfører, at de fremover frigøres for alle forplig-
telser i henhold til den pågældende aftale.
Betingelserne for opsigelse og de heraf affødte øvrige retsvirkninger bestemmes efter den lovgivning,
der finder anvendelse på forsikringsaftalen, navnlig hvad angår retningslinjerne for, hvorledes forsikrings-
tageren underrettes om, at forsikringsaftalen er indgået.
2. Medlemsstaterne kan undlade at anvende stk. 1 i følgende tilfælde:
a) når aftalen har en løbetid på seks måneder eller derunder
b) når forsikringstageren på grund af sin særlige situation eller de omstændigheder, hvorunder aftalen
er indgået, ikke har brug for særlig beskyttelse.
Når medlemsstaterne gør brug af muligheden i første afsnit, angiver de dette i deres lovgivning.
KAPITEL II
Særlige bestemmelser vedrørende skadesforsikring
Afdeling 1
Almindelige bestemmelser
Artikel 187
Policebetingelser
De almindelige og særlige policebetingelser omfatter ikke de betingelser, der er beregnet på i de enkelte
tilfælde at tage hensyn til de særlige omstændigheder ved den risiko, der skal dækkes.
Artikel 188
Ophævelse af monopolstillinger
Medlemsstaterne sørger for at ophæve den monopolstilling med hensyn til adgang til udøvelse af virk-
somhed inden for bestemte forsikringsklasser, der er indrømmet organer, der er etableret på deres område,
og som er nævnt i artikel 8.
Artikel 189
307
Deltagelse i nationale garantiordninger
Værtslande kan kræve, at skadesforsikringsselskaber på samme vilkår som de skadesforsikringsselskaber,
der er meddelt tilladelse på deres område, skal være medlemmer af og deltage i enhver ordning, der skal
garantere de forsikrede eller de skadelidte tredjeparter betaling af erstatningsydelser.
Afdeling 2
Coassurance inden for fælleskabet
Artikel 190
Coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet
1. Bestemmelserne i denne afdeling finder anvendelse på sådan coassurancevirksomhed inden for
Fællesskabet, der angår en eller flere af de risici, der er opført under forsikringsklasse 3-16 i del A i
bilag I, og som opfylder følgende betingelser:
a) risikoen er en stor risiko
b) risikoen er ved en enkelt aftale med en samlet præmie og for samme tidsrum dækket af flere
forsikringsselskaber, der som coassurandører ikke hæfter solidarisk, og hvoraf et er det ledende
forsikringsselskab
c) risikoen består inden for Fællesskabet
d) for at kunne dække risikoen behandles det ledende forsikringsselskab som et forsikringsselskab,
der selv ville kunne dække hele risikoen
e) mindst en af coassurandørerne deltager i aftalen gennem sit hovedsæde eller en filial, der er
etableret i en anden medlemsstat end den, hvor det ledende forsikringsselskab er etableret
f) det ledende forsikringsselskab varetager fuldt ud den rolle, som tilkommer det ifølge praksis inden
for coassurancevirksomhed og fastsætter navnlig forsikringsbetingelser og tariffer.
2. Artikel 147-152 finder kun anvendelse på det ledende forsikringsselskab.
3. Coassurancevirksomhed, som ikke opfylder de i stk. 1 nævnte betingelser, henhører fortsat under
bestemmelserne i dette direktiv, dog med undtagelse af bestemmelserne i denne afdeling.
Artikel 191
Deltagelse i coassurancevirksomhed i Fællesskabet
Forsikringsselskabers ret til at deltage i coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet må ikke gøres
betinget af andre bestemmelser end dem, der er fastsat i denne afdeling.
Artikel 192
Forsikringsmæssige hensættelser
Størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser fastsættes af de forskellige coassurandører i henhold
til de regler, der er fastsat af deres hjemlande, eller i mangel af sådanne i henhold til den i denne stat
gældende praksis.
Dog skal de forsikringsmæssige hensættelser være mindst lige så store som de hensættelser, som er fastsat
af det ledende forsikringsselskab i henhold til reglerne i selskabets hjemland.
Artikel 193
Statistiske oplysninger
308
Hjemlandene sørger for, at coassurandører råder over statistiske oplysninger, der viser omfanget af den
coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet, de deltager i, samt hvilke medlemsstater der er tale om.
Artikel 194
Behandling af coassuranceaftaler i forbindelse med likvidation
I tilfælde af et forsikringsselskabs likvidation opfyldes forpligtelser i forbindelse med deltagelse i en
coassuranceaftale inden for Fællesskabet på samme måde som forpligtelser i forbindelse med dette
selskabs andre forsikringsaftaler, uanset de forsikredes eller de begunstigedes nationalitet.
Artikel 195
Udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndigheder
Med henblik på gennemførelsen af bestemmelserne i denne afdeling meddeler medlemsstaternes tilsyns-
myndigheder hinanden alle nødvendige oplysninger som led i det samarbejde, der er omhandlet i afsnit I,
kapitel IV, afdeling 5.
Artikel 196
Samarbejde om gennemførelse
Kommissionen og medlemsstaternes tilsynsmyndigheder samarbejder tæt med henblik på at undersøge de
vanskeligheder, der eventuelt kan opstå ved gennemførelsen af bestemmelserne i denne afdeling.
Som led i dette samarbejde undersøges navnlig mulige fremgangsmåder, som viser, at det ledende
forsikringsselskab ikke opfylder den rolle, som tilkommer det ifølge praksis inden for coassurancevirk-
somhed, eller fordi dækningen af de pågældende risici tydeligvis ikke kræver deltagelse af to eller flere
forsikringsselskaber.
Afdeling 3
Assistance
Artikel 197
Virksomhed svarende til turistassistance
Medlemsstaterne kan lade virksomhed i form af assistance til personer, der kommer i vanskeligheder
under andre omstændigheder end de i artikel 2, stk. 2, omhandlede, være underlagt dette direktiv.
Gør en medlemsstat brug af denne mulighed, skal den sidestille de nævnte former for virksomhed med
dem, der er klassificeret under forsikringsklasse 18 i del A i bilag I.
Stk. 2 påvirker på ingen måde de i bilag I fastsatte klassificeringsmuligheder for de former for virksom-
hed, der klart henhører under andre forsikringsklasser.
Afdeling 4
Retshjælpsforsikring
Artikel 198
Anvendelsesområdet for bestemmelserne i denne afdeling
309
1. Bestemmelserne i denne afdeling gælder for den retshjælpsforsikring, som er omhandlet under
forsikringsklasse 17 i del A i bilag I, hvorved et forsikringsselskab mod præmiebetaling forpligter sig
til at dække omkostninger ved retssager og at præstere andre tjenesteydelser, der følger af forsikringsdæk-
ningen, blandt andet med henblik på:
a) at opnå erstatning for den skade, som den forsikrede har lidt, enten ved forlig eller under en
civilretlig sag eller en straffesag
b) at forsvare eller repræsentere den forsikrede under en civilsag, en straffesag eller en sag be-
handlet administrativt eller på lignende måde, eller i anledning af et krav, som er rejst mod
vedkommende.
2. Bestemmelserne i denne afdeling finder ikke anvendelse:
a) på retshjælpsforsikring, der er knyttet til tvister eller risici hidrørende fra brugen af søgående
fartøjer, eller som har forbindelse med sådan brug
b) på den virksomhed, der udøves af et ansvarsforsikringsselskab i forbindelse med den forsikredes
forsvar eller repræsentation i en hvilken som helst sag behandlet retsligt eller administrativt, for så
vidt denne virksomhed udøves samtidig med varetagelsen af det pågældende forsikringsselskabs
egne interesser i henhold til denne dækning
c) såfremt en medlemsstat foreskriver det, på den retshjælpsforsikringsvirksomhed, der udøves af et forsik-
ringsselskab, der tilbyder assistance, og som opfylder følgende betingelser:
i) virksomheden udøves i en anden medlemsstat end den, hvor den forsikrede har sit faste opholdssted
ii) virksomheden indgår i en aftale, der kun vedrører assistance til personer, der kommer i vanskeligheder
under rejser, under fravær fra deres bopæl eller deres sædvanlige opholdssted.
Med henblik på første afsnit, litra c), skal det af aftalen klart fremgå, at den pågældende dækning er
begrænset til de i nævnte litra omhandlede forhold og er accessorisk i forhold til assistancen.
Artikel 199
Særskilte aftaler
Retshjælpsdækning skal være omfattet af en i forhold til de øvrige forsikringsklasser særskilt aftale eller
af et særskilt kapitel i en enkelt police med angivelse af omfanget af retshjælpsdækningen, og, hvis
medlemsstaten kræver det, af den dertil svarende præmie.
Artikel 200
Behandling af krav
1. Hjemlandet sikrer, at forsikringsselskaber, efter den mulighed, som medlemsstaten har valgt, eller
efter eget valg, hvis medlemsstaten giver sit samtykke hertil, vedtager mindst en af de metoder til
behandling af krav, der er beskrevet i stk. 2-4.
Uanset hvilken mulighed der vælges, anses de retshjælpssikredes interesser for at være omfattet af
ækvivalente garantier i henhold til bestemmelserne i denne afdeling.
2. Forsikringsselskaber sikrer, at ingen medarbejder, der beskæftiger sig med behandlingen af rets-
hjælpsforsikringskrav eller med juridisk rådgivning i forbindelse med denne behandling, samtidig udøver
en lignende aktivitet i et andet selskab, som har finansiel, forretningsmæssig eller administrativ tilknyt-
ning til førstnævnte forsikringsselskab, og som omfatter en eller flere andre forsikringsklasser henhørende
under bilag I.
310
Forsikringsselskaber, der tegner flere forsikringsklasser, sikrer, at ingen medarbejder, der beskæftiger sig
med behandlingen af retshjælpsforsikringskrav eller med juridisk rådgivning i forbindelse med denne
behandling, samtidig udøver en lignende aktivitet inden for en anden forsikringsklasse omfattet af samme
selskaber.
3. Forsikringsselskabet overlader behandlingen af skadessager under klassen for retshjælpsforsikring til
et i juridisk henseende selvstændigt selskab. Dette selskab angives i den særskilte aftale eller det særskilte
kapitel, der er nævnt i artikel 199.
Er dette i juridisk henseende selvstændige selskab knyttet til et andet forsikringsselskab, som udøver
forsikringsvirksomhed i en eller flere af de forsikringsklasser, der er anført under del A i bilag I, skal
de medarbejdere i det i juridisk henseende selvstændige selskab, der beskæftiger sig med behandling af
skadessager eller med juridisk rådgivning i forbindelse med denne behandling, ikke samtidig udøve den
samme eller en lignede aktivitet i det andet forsikringsselskab. Medlemsstaterne kan bestemme, at dette
krav også skal gælde for medlemmerne af administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet.
4. Aftalen foreskriver, at de forsikrede kan, så snart forsikringsselskabets intervention kan påberåbes,
overdrage forsvaret af deres interesser til en advokat efter eget valg, eller, for så vidt den nationale
lovgivning tillader dette, til enhver anden behørigt kvalificeret person.
Artikel 201
Frit advokatvalg
1. Enhver forsikringsaftale om retshjælp skal indeholde udtrykkelig bestemmelse om at:
a) den forsikrede frit kan vælge sin advokat eller enhver anden person, som er behørigt kvalificeret
i henhold til den nationale lovgivning, når det er påkrævet for at forsvare, repræsentere eller
varetage hans interesser i en sag behandlet retsligt eller administrativt
b) de forsikrede frit kan vælge en advokat eller, hvis de foretrækker det og for så vidt den nationale
lovgivning tillader dette, enhver anden behørigt kvalificeret person til at varetage deres interesser,
når der foreligger en interessekonflikt.
2. Med henblik på denne afdeling forstås ved »advokat« enhver person, der har ret til at udøve
virksomhed under en af de betegnelser, der er anført i Rådets direktiv 77/249/EØF af 22. marts 1977 om
lettelser med henblik på den faktiske gennemførelse af advokaters fri udveksling af tjenesteydelser36).
Artikel 202
Undtagelse fra reglen om frit advokatvalg
1. Medlemsstaterne kan undtage retshjælpsforsikring fra artikel 201, stk. 1, hvis samtlige nedenstående
betingelser er opfyldt:
a) forsikringen vedrører udelukkende sager, der skyldes brug af vejkøretøjer på den pågældende
medlemsstats område
b) forsikringen er knyttet til en aftale om ydelse af assistance i tilfælde af ulykke eller uheld, hvor et
vejkøretøj er impliceret
c) hverken retshjælpsforsikreren eller assistanceforsikreren dækker ansvarsklasser
d) der er truffet forholdsregler, for at den juridiske rådgivning og hver parts repræsentation i en tvist
varetages af totalt uafhængige advokater, når disse parter er retshjælpsforsikrede hos det samme
forsikringsselskab.
2. En undtagelse, som indrømmes i medfør af stk. 1, berører ikke anvendelsen af artikel 200.
311
Artikel 203
Voldgift
Medlemsstaterne skal med henblik på bilæggelse af en tvist mellem retshjælpsforsikreren og den forsikre-
de og med forbehold af enhver ret til at indbringe en sag for en retsinstans i henhold til den nationale
lovgivning fastsætte bestemmelser om voldgift eller andre procedurer, som giver tilsvarende sikkerhed for
objektivitet.
Forsikringsaftalen skal indeholde bestemmelse om, at den forsikrede har ret til at bringe sådanne procedu-
rer i anvendelse.
Artikel 204
Interessekonflikt
Når der opstår en interessekonflikt, eller hvis der er uenighed med hensyn til tvistens bilæggelse, skal
retshjælpsforsikreren eller i givet fald det organ, der behandler skadessagerne, underrette den forsikrede
om den i artikel 201, stk. 1, omhandlede ret og om muligheden for at anvende den i artikel 203 nævnte
procedure.
Artikel 205
Ophævelse af krav om specialisering i retshjælpsforsikring
Medlemsstaterne ophæver enhver bestemmelse, der forbyder forsikringsselskaber at udøve retshjælpsfor-
sikring og forsikring i andre forsikringsklasser samtidig på deres område.
Afdeling 5
Sygeforsikring
Artikel 206
Sygeforsikring som alternativ til socialsikring
1. Medlemsstater, hvor aftaler til dækning af de risici, der er nævnt under forsikringsklasse 2 i del A i
bilag I, delvist eller fuldstændigt kan erstatte den sygesikring, der er indbygget i den lovpligtige sociale
sikringsordning, kan kræve at:
a) aftalen er i overensstemmelse med de specifikke retsforskrifter til beskyttelse af almene hensyn i
forbindelse med den pågældende type forsikring, som medlemsstaten har fastsat,
b) de almindelige og specielle betingelser, der er forbundet med denne forsikring, meddeles medlems-
statens tilsynsmyndigheder, før de anvendes.
2. Medlemsstaterne kan kræve, at sygeforsikring i henhold til stk. 1 teknisk set skal fungere på lignende
måde som livsforsikring, når alle følgende betingelser er opfyldt:
a) de betalte præmier beregnes på grundlag af sygelighedstavler og andre relevante statistiske oplys-
ninger, som gælder for den medlemsstat, hvor risikoen består, efter de matematiske metoder, der
anvendes i forsikring
b) der afsættes hensættelser for stigende alder
c) forsikringsselskabet kun kan opsige aftalen inden for et bestemt tidsrum, som fastsættes af den
medlemsstat, hvor risikoen består
d) aftalen åbner mulighed for at hæve præmierne eller nedsætte ydelserne selv for bestående aftaler
312
e) aftalen åbner mulighed for, at forsikringstagerne kan ændre deres bestående aftale til en ny aftale i
henhold til stk. 1, der tilbydes af det samme forsikringsselskab eller den samme filial, idet der tages
hensyn til deres erhvervede rettigheder.
I det i første afsnit, litra e), nævnte tilfælde skal der tages hensyn til hensættelserne for stigende alder, og
der kan kun kræves ny lægeundersøgelse ved øget dækning.
I så fald skal medlemsstatens tilsynsmyndigheder offentliggøre de i første afsnit, litra a), omhandlede
sygelighedstavler og andre relevante statistiske oplysninger og sende dem til hjemlandets tilsynsmyndig-
heder.
Præmierne skal ud fra rimelige aktuarmæssige antagelser være tilstrækkelige til, at forsikringsselskaberne
kan opfylde alle deres forpligtelser vedrørende alle aspekter af deres finansielle situation. Hjemlandet
kræver, at det tekniske grundlag for beregningen af præmierne meddeles dens tilsynsmyndigheder, inden
produktet tages i brug.
Tredje og fjerde afsnit gælder også, når bestående aftaler ændres.
Afdeling 6
Arbejdsskadeforsikring
Artikel 207
Lovpligtig arbejdsskadeforsikring
Medlemsstaterne kan kræve af alle forsikringsselskaber, der på deres område for egen risiko tegner
lovpligtige arbejdsskadeforsikringer, at de overholder de specifikke bestemmelser for denne form for
forsikring i de nationale lovgivninger, bortset fra bestemmelserne om finansielt tilsyn, som udelukkende
henhører under hjemlandets kompetence.
KAPITEL III
Særlige bestemmelser vedrørende livsforsikring
Artikel 208
Forbud mod obligatorisk afgivelse af en del af de tegnede forsikringer
Medlemsstaterne må ikke pålægge livsforsikringsselskaber, at de skal afgive en del af deres tegnede
forsikringer vedrørende de i artikel 2, stk. 3, omhandlede forsikringsformer til et eller flere organer, som
er fastsat ved national lov.
Artikel 209
Præmier for nye forretninger
Præmierne for nye forretninger skal, vurderet ud fra rimelige aktuarmæssige antagelser, være tilstrækkeli-
ge til, at livsforsikringsselskabet kan opfylde alle sine forpligtelser, herunder navnlig afsætte forsikrings-
mæssige hensættelser i overensstemmelse hermed.
I den forbindelse kan der tages hensyn til alle aspekter af livsforsikringsselskabets økonomiske situation,
idet det skal undgås, at tilførslen af andre midler end præmier og afkastet heraf bliver systematisk og
permanent, hvilket på længere sigt kunne bringe det pågældende selskabs solvens i fare.
313
KAPITEL IV
Særlige bestemmelser vedrørende genforsikring
Artikel 210
Finite reinsurance
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber, der indgår finite reinsurance-af-
taler eller udøver finite reinsurance-virksomhed, kan identificere, måle, overvåge, styre, kontrollere og
rapportere de risici, der følger af disse aftaler eller denne virksomhed.
2. For at sikre, at der fastlægges en harmoniseret tilgang til finite reinsurance-virksomhed, kan Kom-
missionen vedtage gennemførelsesbestemmelser, hvori bestemmelserne i stk. 1 præciseres med hensyn til
overvågning, styring og kontrol af risici, der opstår som følge af finite reinsurance-virksomhed.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv, herunder
ved at supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
3. Med henblik på stk. 1 og 2 forstås ved finite reinsurance genforsikring, hvor den eksplicitte
maksimale tabsrisiko udtrykt som den maksimale overførte økonomiske risiko, der opstår som følge af
en betydelig overførsel af forsikrings- og timingrisiko, overstiger præmien i hele aftalens løbetid, med et
begrænset, men betydeligt beløb, når mindst et af de følgende kendetegn er til stede:
a) eksplicit og omfattende hensyntagen til pengenes tidsværdi
b) aftalebestemmelser til udligning af forholdet mellem parterne med hensyn til økonomisk erfaring
over tid med henblik på at opnå den tilsigtede risikooverførsel.
Artikel 211
Special purpose vehicles
1. Medlemsstaterne tillader, at der på deres område stiftes special purpose vehicles efter forudgående
tilsynsmæssig godkendelse heraf.
2. For at sikre en harmoniseret tilgang til special purpose vehicles, vedtager Kommissionen gennemfø-
relsesbestemmelser, der fastsætter følgende:
a) tilladelsens omfang
b) obligatoriske bestemmelser til indsættelse i alle udstedte aftaler
c) de i artikel 42 omhandlede krav til egnethed og hæderlighed, der stilles til lederne af en special
purpose vehicle
d) krav til egnethed og hæderlighed blandt aktionærer og medlemmer med kvalificeret deltagelse i en
special purpose vehicle
e) krav til sunde administrative og regnskabsmæssige procedurer, tilstrækkelige interne kontrolmeka-
nismer og risikostyring
f) krav til regnskabsføring, forsigtigheds- og statistiske oplysninger
g) solvenskrav.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv, herunder
ved at supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
3. Special purpose vehicles, som er godkendt inden 31. oktober 2012, er omfattet af lovgivningen i
den medlemsstat, som har godkendt den pågældende special purpose vehicle. Enhver ny aktivitet, som er
indledt af en sådan special purpose vehicle efter denne dato, er omfattet af bestemmelserne i stk. 1 og 2.
314
AFSNIT III
TILSYN MED FORSIKRINGS- OG GENFORSIKRINGSSELSKABER I EN KONCERN
KAPITEL I
Koncerntilsyn: definitioner, anvendelsestilfælde, -område og -niveauer
Afdeling 1
Definitioner
Artikel 212
Definitioner
1. I dette direktiv forstås ved:
a) »deltagende selskab«: et selskab, som enten er et moderselskab eller et andet selskab, der besidder
en kapitalinteresse, eller et selskab, der er knyttet til et andet selskab som omhandlet i artikel 12,
stk. 1, i direktiv 83/349/EØF
b) »tilknyttet selskab«: et selskab, som enten er et datterselskab eller et andet selskab, hvori der
besiddes en kapitalinteresse, eller et selskab, der er knyttet til et andet selskab som omhandlet i
artikel 12, stk. 1, i direktiv 83/349/EØF
c) »koncern«: en gruppe af selskaber der:
i) består af et deltagende selskab, dets datterselskaber og de enheder, i hvilke det deltagende
selskab eller dets datterselskaber besidder en kapitalinteresse, og virksomheder, der er tilknyttet
hinanden som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 83/349/EØF, eller
ii) er baseret på indgåelsen aftalemæssigt eller på anden vis af en stærk og holdbar finansiel
tilknytning mellem selskaberne, og som kan omfatte gensidige eller gensidiglignende foreninger,
på betingelse af at:
— et af disse selskaber gennem en centraliseret samordning udøver en faktisk bestemmende
indflydelse på afgørelserne, herunder de finansielle afgørelser, i de øvrige selskaber, der er en del
af koncernen, og
— oprettelsen og ophævelsen af sådanne forbindelser, hvad angår dette afsnit, er underlagt forud-
gående godkendelse af den koncerntilsynsførende
når det selskab, som udfører den centraliserede samordning, betragtes som moderselskab, og de
andre selskaber betragtes som datterselskaber
d) »koncerntilsynsførende«: den tilsynsmyndighed, der er ansvarlig for koncerntilsyn som fastsat i
overensstemmelse med artikel 247
e) »tilsynskollegium«: en permanent men fleksibel struktur til sikring af samarbejdet mellem og
samordningen af de berørte medlemsstaters tilsynsmyndigheder
f) »forsikringsholdingselskab«: et moderselskab, som ikke et blandet finansielt holdingselskab som
omhandlet i direktiv 2002/87/EF, og hvis hovedvirksomhed er at erhverve og besidde kapitalinte-
resser i datterselskaber, når disse datterselskaber udelukkende eller hovedsagelig er forsikrings-
eller genforsikringsselskaber eller tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskaber, men hvor
dog mindst ét af disse datterselskaber er et forsikrings- eller genforsikringsselskab
315
g) »blandet forsikringsholdingselskab«: et moderselskab, som ikke er et forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab, et forsikringsholdingsel-
skab eller et blandet finansielt holdingselskab i den i direktiv 2002/87/EF anvendte betydning, og
som omfatter mindst ét datterselskab, der er et forsikrings- eller genforsikringsselskab.
2. I dette afsnit betragter tilsynsmyndighederne som moderselskab også ethvert selskab, der efter
tilsynsmyndighedernes opfattelse udøver en faktisk bestemmende indflydelse på et andet selskab.
De betragter ligeledes som datterselskab ethvert selskab, på hvilket et moderselskab efter tilsynsmyndig-
hedernes opfattelse udøver en faktisk bestemmende indflydelse.
De betragter desuden som kapitalinteresse enhver direkte eller indirekte besiddelse af stemmerettigheder
eller kapital i et selskab, på hvilket der efter tilsynsmyndighedernes opfattelse udøves en faktisk bestem-
mende indflydelse.
Afdeling 2
Anvendelsestilfælde og -område
Artikel 213
Anvendelsestilfælde for koncerntilsyn
1. Medlemsstaterne påser, at der på koncernniveau udøves tilsyn med forsikrings- og genforsikringssel-
skaber, der i henhold til dette afsnit er del af en koncern.
Bestemmelserne i dette direktiv, der fastsætter reglerne om tilsyn med de enkelte forsikrings- og genfor-
sikringsselskaber, finder fortsat anvendelse på sådanne selskaber, medmindre andet er fastsat i dette
afsnit.
2. Medlemsstaterne påser, at der udøves koncerntilsyn med:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som er deltagende selskaber i mindst et forsikrings- eller
genforsikringsselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab som omhandlet i
artikel 218-258
b) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, hvis moderselskab er et forsikringsholdingselskab, der
har sit hovedsæde i Fællesskabet, som omhandlet i artikel 218-258
c) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, hvis moderselskab er et forsikringsholdingselskab, der
har sit hovedsæde uden for Fællesskabet, eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringssel-
skab som omhandlet i artikel 260-263
d) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, hvis moderselskab er et blandet forsikringsholdingsel-
skab som omhandlet i artikel 265.
3. I de anvendelsestilfælde, der er anført i stk. 2, litra a) og b), hvor det deltagende forsikrings-
eller genforsikringsselskab eller forsikringsholdingselskabet, der har sit hovedsæde i Fællesskabet, er et
tilknyttet selskab under en tilsynspligtig enhed eller et blandet finansielt holdingselskab, der er underlagt
supplerende tilsyn i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, i direktiv 2002/87/EF, kan den koncerntil-
synsførende, efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder, beslutte ikke at lade det del-
tagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikringsholdingselskabet være omfattet af tilsyn
med koncentrationsrisiko som omhandlet i artikel 244 i dette direktiv eller af tilsyn med koncerninterne
transaktioner som omhandlet i artikel 245 i dette direktiv eller beslutte ikke at udøve nogen af disse
former for tilsyn.
Artikel 214
316
Anvendelsesområde for koncerntilsyn
1. Udøvelse af koncerntilsyn i overensstemmelse med artikel 213 indebærer på ingen måde, at
tilsynsmyndighederne har pligt til at udøve en tilsynsfunktion over for det enkelte tredjelandsforsikrings-
eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskab eller blandede forsikringsholdingselskab, jf. dog
artikel 257 med hensyn til forsikringsholdingselskaber.
2. Den koncerntilsynsførende kan beslutte fra sag til sag ikke at medtage et selskab i koncerntilsynet
som omhandlet i artikel 213, når:
a) selskabet er beliggende i et tredjeland, hvor der er retlige hindringer for videregivelsen af de
nødvendige oplysninger, jf. dog artikel 229
b) selskabet, der påtænkes medtaget, kun er af ringe betydning set ud fra formålene med koncerntilsy-
net, eller
c) det under hensyntagen til formålene med koncerntilsynet ville være uhensigtsmæssigt eller vildle-
dende at medtage det pågældende selskab.
Når flere selskaber i samme koncern, enkeltvist betragtet, kan udelukkes i henhold til første afsnit,
litra b), kan de dog medtages, dersom de som helhed er af ikke uvæsentlig betydning.
Når den koncerntilsynsførende ikke mener, at et forsikrings- eller genforsikringsselskab bør medtages
i koncerntilsynet, jf. første afsnit, litra b) eller c), konsulterer den de øvrige kompetente myndigheder,
inden der træffes en afgørelse.
Når den koncerntilsynsførende ikke medtager et forsikrings- eller genforsikringsselskab i koncerntilsynet,
jf. første afsnit, litra b) eller c), kan tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor det pågældende
selskab er beliggende, anmode selskabet, der er moderselskab i koncernen, om enhver oplysning, der kan
fremme tilsynet med det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
Afdeling 3
Anvendelsesniveauer
Artikel 215
Det endelige moderselskab på fællesskabsniveau
1. Når det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikringsholdingselskabet som
omhandlet i artikel 213, stk. 2, litra a) og b), selv er et datterselskab under et andet forsikrings- eller
genforsikringsselskab eller et andet forsikringsholdingselskab, der har sit hovedsæde i Fællesskabet,
finder artikel 218-258 kun anvendelse på det endelige moderforsikrings- eller genforsikringsselskab eller
forsikringsholdingselskab, der har sit hovedsæde i Fællesskabet.
2. Når det i stk. 1 omhandlede endelige moderforsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikrings-
holdingselskab, der har sit hovedsæde i Fællesskabet, er et datterselskab under et selskab, der er underlagt
supplerende tilsyn i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, i direktiv 2002/87/EF, kan den koncerntil-
synsførende, efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder, beslutte ikke at lade det
endelige moderselskab være omfattet af tilsyn med koncentrationsrisiko som omhandlet i artikel 244,
tilsyn med koncerninterne transaktioner som omhandlet i artikel 245 eller ikke at udøve nogen af disse
former for tilsyn.
Artikel 216
Det endelige moderselskab på nationalt niveau
317
1. Når det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikringsholdingselskabet, der
har sit hovedsæde i Fællesskabet, som omhandlet i artikel 213, stk. 2, litra a) og b), ikke har sit
hovedsæde i samme medlemsstat som det endelige moderselskab på fællesskabsniveau som omhandlet
i artikel 215, kan medlemsstaterne tillade deres tilsynsmyndigheder at beslutte, efter konsultation af den
koncerntilsynsførende og det endelige moderselskab på fællesskabsniveau, at udøve koncerntilsyn med
det endelige moderforsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikringsholdingselskab på nationalt
niveau.
I så fald begrunder tilsynsmyndigheden sin afgørelse over for både den koncerntilsynsførende og det
endelige moderselskab på fællesskabsniveau.
Artikel 218-258 finder tilsvarende anvendelse, jf. dog stk. 2-6.
2. Tilsynsmyndigheden kan begrænse koncerntilsynet med det endelige moderselskab på nationalt
niveau til et eller flere afsnit i kapitel II.
3. Når tilsynsmyndigheden beslutter at lade det endelige moderselskab på nationalt niveau være
omfattet af bestemmelserne i kapitel II, afdeling 1, betragtes valget af metode, der træffes af den
koncerntilsynsførende i overensstemmelse med artikel 220 med hensyn til det endelige moderselskab
på fællesskabsniveau som omhandlet i artikel 215, som endeligt, og den anvendes af tilsynsmyndigheden
i den berørte medlemsstat.
4. Når tilsynsmyndigheden beslutter at lade det endelige moderselskab på nationalt niveau være omfat-
tet af bestemmelserne i kapitel II, afdeling 1, og når det endelige moderselskab på fællesskabsniveau
som omhandlet i artikel 215 i overensstemmelse med artikel 231 eller 233, stk. 5, har fået tilladelse
til at beregne solvenskapitalkravet for koncernen og solvenskapitalkravet for koncernens forsikrings-
og genforsikringsselskaber på basis af en intern model, betragtes denne afgørelse som endelig, og den
anvendes af tilsynsmyndigheden i den berørte medlemsstat.
I en sådan situation, hvor tilsynsmyndigheden finder, at risikoprofilen for det endelige moderselskab
på nationalt niveau afviger væsentligt fra den interne model, der er godkendt på fællesskabsniveau, og
så længe det pågældende selskab ikke har fundet en passende løsning på de mangler, som tilsynsmyn-
digheden har påpeget, kan tilsynsmyndigheden beslutte at lægge et kapitaltillæg til koncernens solven-
skapitalkrav for det pågældende selskab, der er beregnet på basis af den pågældende model, eller den
tilsynsførende kan i særlige tilfælde, hvor et sådan kapitaltillæg ikke vil være hensigtsmæssigt, pålægge
selskabet at beregne koncernens solvenskapitalkrav på basis af en standardformel.
Tilsynsmyndigheden redegør for sådanne afgørelser over for både selskabet og den koncerntilsynsføren-
de.
5. Når tilsynsmyndigheden beslutter at lade det endelige moderselskab på nationalt niveau være
omfattet af bestemmelserne i kapitel II, afdeling 1, kan dette selskab ikke i overensstemmelse med
artikel 236 eller 243 indgive en ansøgning om tilladelse til at lade sine datterselskaber være omfattet af
bestemmelserne i artikel 238-239.
6. Når medlemsstaterne tillader deres tilsynsmyndigheder at træffe en afgørelse som omhandlet i
stk. 1, fastsætter de bestemmelser om, at sådanne afgørelser ikke kan træffes eller opretholdes, når
det endelige moderselskab på nationalt niveau er et datterselskab under det endelige moderselskab på
fællesskabsniveau som omhandlet i artikel 215 og sidstnævnte i overensstemmelse med artikel 237 eller
243 har opnået en tilladelse til at lade dette selskab være omfattet af bestemmelserne i artikel 238 og 239.
318
7. Kommissionen kan vedtage gennemførelsesbestemmelser, der præciserer, under hvilke omstændighe-
der afgørelser som omhandlet i stk. 1 kan træffes.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Artikel 217
Moderselskab beliggende i flere medlemsstater
1. Når medlemsstaterne giver deres tilsynsmyndigheder tilladelse til at træffe en afgørelse som omhand-
let i artikel 216, giver de dem samtidig tilladelse til at beslutte at indgå en aftale med tilsynsmyndigheder
i andre medlemsstater, hvor et andet tilknyttet endeligt moderselskab på nationalt niveau er beliggende,
med henblik på at udøve koncerntilsyn med den koncerndel, der omfatter flere medlemsstater.
Når de kompetente tilsynsmyndigheder har indgået en aftale som omhandlet i første afsnit, udøves der
ikke koncerntilsyn med noget andet endeligt moderselskab som omhandlet i artikel 216, der er beliggende
i andre medlemsstater end i den medlemsstat, hvor koncerndelen som omhandlet i første afsnit er
beliggende.
2. Artikel 216, stk. 2-6, finder tilsvarende anvendelse.
3. Kommissionen kan vedtage gennemførelsesbestemmelser, der præciserer, under hvilke omstændighe-
der afgørelser som omhandlet i stk. 1 kan træffes.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
KAPITEL II
Finansiel situation
Afdeling 1
Koncernsolvens
Underafdeling 1
Almindelige bestemmelser
Artikel 218
Tilsyn med koncernsolvens
1. Tilsynet med koncernsolvensen udøves i overensstemmelse med stk. 2 og 3 i denne artikel samt
artikel 246 og kapitel III.
2. Medlemsstaterne påser i det i artikel 213, stk. 2, litra a), omhandlede tilfælde, at de deltagende forsik-
rings- eller genforsikringsselskaber sørger for, at koncernen er i besiddelse af en anerkendt egenkapital,
der hele tiden mindst svarer til koncernens solvenskapitalkrav, der beregnes i overensstemmelse med
underafdeling 2-4.
3. Medlemsstaterne påser i det i artikel 213, stk. 2, litra b), omhandlede tilfælde, at forsikrings- eller
genforsikringsselskaber i en koncern sørger for, at koncernen er i besiddelse af en anerkendt egenkapital,
319
der hele tiden mindst svarer til koncernens solvenskapitalkrav, der beregnes i overensstemmelse med
underafdeling 5.
4. Kravene i stk. 2 og 3 er underlagt tilsynsmæssig kontrol af den koncerntilsynsførende i overensstem-
melse med kapitel III. Artikel 136 og artikel 138, stk. 1-4, finder tilsvarende anvendelse.
5. Så snart det deltagende selskab har konstateret og underrettet den koncerntilsynsførende om, at
koncernen ikke længere opfylder solvenskapitalkravet, eller at der er risiko for, at den i løbet af de
efterfølgende tre måneder ikke vil være i stand til at opfylde kravet, underretter den koncerntilsynsførende
de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder i tilsynskollegiet, der analyserer koncernens situation.
Artikel 219
Beregningshyppighed
1. Den koncerntilsynsførende sikrer, at beregningerne som omhandlet i artikel 218, stk. 2 og 3,
foretages mindst én gang årligt, enten af det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller af
forsikringsholdingselskabet.
Det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller, når koncernens moderselskab ikke er et
forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskabet eller det selskab i koncernen, der
udpeges af den koncerntilsynsførende efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder
og koncernen selv, fremlægger de relevante oplysninger for og resultaterne af beregningen for den
koncerntilsynsførende.
2. Forsikrings- og genforsikringsselskabet og forsikringsholdingselskabet udøver løbende tilsyn med
koncernens solvenskapitelkrav. Såfremt koncernens risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der
ligger til grund for det senest rapporterede solvenskapitalkrav, genberegnes koncernens solvenskapital-
krav omgående, hvorefter det rapporteres til den koncerntilsynsførende.
Når der er tegn på, at koncernens risikoprofil har ændret sig væsentligt siden den dato, hvor solvenskapi-
talkravet sidst blev rapporteret, kan den koncerntilsynsførende kræve en ny beregning af solvenskapital-
kravet.
Underafdeling 2
Valg af beregningsmetode og generelle principper
Artikel 220
Valg af metode
1. Solvenssituationen for koncernen af forsikrings- og genforsikringsselskaber som omhandlet i arti-
kel 213, stk. 2, litra a), beregnes i overensstemmelse med de tekniske principper og en af metoderne i
artikel 221-233.
2. Medlemsstaterne påser, at solvenssituationen for koncernen af forsikrings- og genforsikringsselska-
ber som omhandlet i artikel 213, stk. 2, litra a), beregnes i overensstemmelse med metode 1 som
omhandlet i artikel 230, 231 og 232.
Medlemsstaterne giver imidlertid deres tilsynsmyndigheder, der fungerer som koncerntilsynsførende med
hensyn til en bestemt koncern, mulighed for efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndighe-
der og koncernen selv at beslutte at anvende metode 2 som omhandlet i artikel 233 og 234 eller en
kombination af metode 1 og 2, når det ikke er hensigtsmæssigt udelukkende at anvende metode 1.
320
Artikel 221
Medtagelse af den forholdsvise andel
1. Ved beregningen af koncernsolvensen medtages den forholdsmæssige andel, som det deltagende
selskab besidder i sine tilknyttede selskaber.
Den forholdsmæssige andel i forbindelse med første afsnit omfatter et af følgende elementer:
a) hvis metode 1 anvendes: de procentdele, der anvendes ved opstillingen af de konsoliderede
regnskaber, eller
b) hvis metode 2 anvendes: den del af den tegnede kapital, som direkte eller indirekte besiddes af det
deltagende selskab.
Når det tilknyttede selskab er et datterselskab, og det ikke er i besiddelse af tilstrækkelig anerkendt
egenkapital til dækning af sit solvenskapitalkrav, tages datterselskabets samlede solvensunderskud i
betragtning, uanset den anvendte metode.
Når tilsynsmyndighederne er af den opfattelse, at et moderselskab, der besidder en kapitalandel, helt
klart udelukkende hæfter for denne kapitalandel, kan den koncerntilsynsførende imidlertid tillade, at
datterselskabets solvensunderskud medregnes forholdsmæssigt.
2. Den koncerntilsynsførende fastsætter, efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder
og koncernen selv, den forholdsmæssige andel, der tages i betragtning i følgende tilfælde:
a) når der ikke er nogen kapitaltilknytning mellem nogle af selskaberne i en koncern
b) når en tilsynsmyndighed har fastslået, at enhver direkte eller indirekte besiddelse af stemme-
rettigheder eller kapital i et datterselskab betragtes som en deltagelse, fordi der efter denne
myndigheds opfattelse udøves en faktisk bestemmende indflydelse på dette selskab
c) når en tilsynsmyndighed har fastslået, at et selskab er moderselskab for et andet selskab, fordi
det efter tilsynsmyndighedens opfattelse udøver en faktisk bestemmende indflydelse på det andet
selskab.
Artikel 222
Eliminering af dobbelt anvendelse af anerkendt egenkapital
1. Dobbelt anvendelse af anerkendt egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet blandt de forskellige
forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der tages i betragtning ved beregningen, er ikke tilladt.
Med henblik herpå elimineres følgende beløb ved beregningen af koncernsolvensen, såfremt anvendelsen
af metoderne i underafdeling 4 ikke resulterer heri:
a) værdien af ethvert aktiv tilhørende det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der
udgør finansierede elementer af den anerkendte egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet for
et af de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber
b) værdien af ethvert aktiv tilhørende et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab under
det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der udgør finansierede elementer af den
anerkendte egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet for det pågældende forsikrings- eller
genforsikringsselskab
c) værdien af ethvert aktiv tilhørende et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab under det
deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der udgør finansierede elementer af den aner-
kendte egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet for ethvert andet tilknyttet forsikrings- eller
genforsikringsselskab under det pågældende deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
321
2. Følgende elementer kan kun indgå i beregningen, hvis de er anerkendt til dækning af solvenskapital-
kravet for det pågældende tilknyttede selskab, jf. dog stk. 1:
a) overskudskapital, der falder ind under artikel 91, stk. 2, i et tilknyttet livsforsikrings- eller livsgen-
forsikringsselskab under det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der
foretages beregning af koncernsolvensen
b) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele i et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab
under det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning
af koncernsolvensen.
Dog holdes følgende elementer under alle omstændigheder uden for beregningen:
i) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele, der udgør en potentiel forpligtelse for det deltagende
selskab
ii) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele i det deltagende forsikrings- eller genforsikringssel-
skab, der udgør en potentiel forpligtelse for et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab
iii) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele i et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab,
der udgør en potentiel forpligtelse for et andet tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab
under det samme deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
3. Finder tilsynsmyndighederne, at visse andre end de i stk. 2 nævnte elementer, der kan indgå
i den anerkendte egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet for et tilknyttet forsikrings- eller gen-
forsikringsselskab, faktisk ikke er til rådighed til dækning af solvenskapitalkravet for det deltagende
forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af koncernsolvensen, kan
disse elementer kun medtages i beregningen, hvis de kan anvendes til dækning af solvenskapitalkravet for
det tilknyttede selskab.
4. Summen af egenkapitalelementer som omhandlet i stk. 2 og 3 skal ikke overstige solvenskapitalkra-
vet for det tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskab.
5. Enhver anerkendt egenkapital i et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab under det delta-
gende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af koncernsolvensen,
og som er underlagt forudgående tilladelse fra tilsynsmyndigheden i overensstemmelse med artikel 90,
skal kun medtages i beregningen, såfremt de er blevet behørigt godkendt af tilsynsmyndigheden, der er
ansvarlig for tilsynet med det pågældende tilknyttede selskab.
Artikel 223
Eliminering af kapital, der er skabt inden for en koncern
1. Ved beregningen af koncernsolvensen tages der ikke hensyn til anerkendt egenkapital til dækning
af solvenskapitalkravet, som hidrører fra indbyrdes finansiering mellem det deltagende forsikrings- eller
genforsikringsselskab og et af følgende:
a) et tilknyttet selskab
b) et deltagende selskab
c) et andet tilknyttet selskab under et af dets deltagende selskaber.
2. Der tages ved beregningen af koncernsolvensen ikke hensyn til anerkendt egenkapital til dækning
af solvenskapitalkravet for et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab under det deltagende
forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af koncernsolvensen, når den
pågældende egenkapital hidrører fra indbyrdes finansiering med ethvert andet tilknyttet selskab under det
deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
322
3. Det betragtes som indbyrdes finansiering, når et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller et
tilknyttet selskab herunder besidder andele i eller yder lån til et andet selskab, som direkte eller indirekte
besidder anerkendt egenkapital til dækning af førstnævnte selskabs solvenskapitalkrav.
Artikel 224
Værdiansættelse
Aktiver og passiver værdiansættes i overensstemmelse med artikel 75.
Underafdeling 3
Anvendelse af beregningsmetoder
Artikel 225
Tilknyttede forsikrings- og genforsikringsselskaber
Når det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab har mere end ét tilknyttet forsikrings- eller
genforsikringsselskab, medregnes hvert af disse tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber ved
beregningen af koncernsolvensen.
Medlemsstaterne fastsætter, at der, når det tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskab har sit ho-
vedsæde i en anden medlemsstat end det forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages
beregning af koncernsolvensen, ved beregningen skal tages hensyn til det tilknyttede forsikringsselskabs
solvenskapitalkrav og den anerkendte egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet som fastsat i denne
anden medlemsstat.
Artikel 226
Mellemliggende forsikringsholdingselskaber
1. Ved beregningen af koncernsolvensen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, som gennem
et forsikringsholdingselskab har en kapitalinteresse i et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab
eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab, tages der hensyn til dette forsikringsholding-
selskabs situation.
Udelukkende med henblik på denne beregning behandles det mellemliggende forsikringsholdingselskab
som et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er omfattet af reglerne i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4,
underafdeling 1-3, for så vidt angår solvenskapitalkrav og som værende underlagt samme krav som
fastsat i afsnit I, kapitel VI, afdeling 3, underafdeling 1-3, for så vidt angår egenkapital til dækning af
solvenskapitalkravet.
2. Når et mellemliggende forsikringsholdingselskab besidder efterstillet gæld eller anden anerkendt
egenkapital, der er begrænset i overensstemmelse med artikel 98, godkendes det som anerkendt egenkapi-
tal op til de i artikel 98 fastsatte grænseværdier, for koncernens samlede anerkendte egenkapital i forhold
til koncernens solvenskapitalkrav.
Enhver anerkendt egenkapital, som besiddes af et mellemliggende forsikringsholdingselskab, og som
kræver forudgående tilladelse fra tilsynsmyndigheden i overensstemmelse med artikel 90, hvis den besid-
des af et forsikrings- eller genforsikringsselskab, kan kun medtages i beregningen af koncernsolvensen,
hvis den er blevet behørigt godkendt af den koncerntilsynsførende.
Artikel 227
323
Tilknyttede tredjelandsforsikrings- og genforsikringsselskaber
1. Udelukkende ved beregningen i overensstemmelse med artikel 233 af koncernsolvensen for et
forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er et deltagende selskab i et tredjelandsforsikrings- eller
genforsikringsselskab, behandles sidstnævnte som et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab.
Når det tredjeland, hvor selskabet har sit hovedsæde, stiller krav om tilladelse og anvender solvensreg-
ler, der mindst svarer til dem, der er fastsat i afsnit I, kapitel VI, kan medlemsstaterne dog fastsætte
bestemmelser om, at beregningen for så vidt angår dette selskab tager hensyn til solvenskapitalkravet og
egenkapitalen til dækning af solvenskapitalkravet i henhold til reglerne i det pågældende tredjeland.
2. Kontrollen af, hvorvidt reglerne i tredjelandet mindst er ækvivalente, foretages af den koncerntilsyns-
førende efter anmodning fra det deltagende selskab eller på eget initiativ.
Den koncerntilsynsførende konsulterer i denne forbindelse de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og
CEIOPS, inden der træffes afgørelse om ækvivalens.
3. Kommissionen kan vedtage gennemførelsesforanstaltninger til præcisering af kriterierne for vurde-
ring af, hvorvidt reglerne om solvens i et tredjeland er ækvivalente med reglerne i afsnit I, kapitel VI.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
4. Kommissionen kan, efter at have konsulteret Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejds-
markedsrelaterede Pensioner og i overensstemmelse med proceduren i artikel 301, stk. 2, og under
hensyntagen til de kriterier, der er vedtaget i henhold til stk. 3 i denne artikel, træffe afgørelse om,
hvorvidt reglerne om solvens i et tredjeland betragtes som ækvivalente i forhold til reglerne i afsnit I,
kapitel VI.
Disse afgørelser tages regelmæssigt op til fornyet overvejelse for at tage hensyn til eventuelle ændringer i
reglerne om solvens i afsnit I, kapitel VI, og i tredjelandet.
5. Stk. 2 finder ikke anvendelse, når det i en afgørelse truffet af Kommissionen i overensstemmelse med
stk. 4 konkluderes, at et tredjelands regler om solvens er ækvivalente.
Konkluderes det i en afgørelse truffet af Kommissionen i overensstemmelse med stk. 4, at et tredjelands
regler om solvens ikke kan betragtes som ækvivalente, finder muligheden i stk. 1, andet afsnit, for at tage
hensyn til solvenskapitalkravet og egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet i henhold til reglerne
i det pågældende tredjeland, ikke anvendelse, og tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskabet
behandles i så fald udelukkende i overensstemmelse med stk. 1, første afsnit.
Artikel 228
Tilknyttede kreditinstitutter, investeringsselskaber og finansieringsinstitutter
Ved beregning af koncernsolvensen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, som er et deltagende
selskab i et kreditinstitut, investeringsselskab eller finansieringsinstitut, giver medlemsstaterne deres
deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab mulighed for en tilsvarende anvendelse af metode 1
eller 2 som fastsat i bilag I til direktiv 2002/87/EF. Metode 1 som fastsat i dette bilag anvendes dog
kun, hvis den koncerntilsynsførende er overbevist om niveauet for integreret ledelse og intern kontrol for
så vidt angår de enheder, der vil være omfattet af konsolideringen. Den metode, der vælges, anvendes
ensartet over tid.
324
Medlemsstaterne tillader dog deres tilsynsmyndigheder, når de fungerer som koncerntilsynsførende for en
bestemt koncern, efter anmodning fra det deltagende selskab eller på eget initiativ at beslutte at trække
enhver deltagelse som omhandlet i første afsnit fra egenkapitalen, der kan indgå i koncernsolvensen for
det deltagende selskab.
Artikel 229
Manglende nødvendige informationer
Når de kompetente tilsynsmyndigheder ikke kan få adgang til de oplysninger, som er nødvendige for
beregningen af koncernsolvensen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, og som vedrører et
tilknyttet selskab med hovedsæde i en medlemsstat eller et tredjeland, trækkes dette selskabs bogførte
værdi i det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab fra den egenkapital, der kan indgå i
koncernsolvensen.
Overskud ved deltagelsen kan i så fald heller ikke anerkendes som egenkapital, der kan indgå i koncer-
nsolvensen.
Underafdeling 4
Beregningsmetoder
Artikel 230
Metode 1 (standardmetode): Metode baseret på regnskabskonsolidering
1. Beregningen af koncernsolvensen for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab sker på
basis af de konsoliderede regnskaber.
Koncernsolvensen for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab er forskellen mellem:
a) den anerkendte egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet, der beregnes på basis af konsolide-
rede regnskabsoplysninger
b) solvenskapitalkravet for koncernen beregnet på basis af konsoliderede regnskabsoplysninger.
Reglerne i afsnit I, kapitel VI, afdeling 3, underafdeling 1-3, og i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underaf-
deling 1-3, finder anvendelse ved beregningen af egenkapitalen til dækning af solvenskapitalkravet, og af
koncernens solvenskapitalkrav, der beregnes på basis på konsoliderede regnskabsoplysninger.
2. Koncernens solvenskapitalkrav, der er baseret på konsoliderede regnskabsoplysninger (koncernens
konsoliderede solvenskapitalkrav), beregnes på basis af enten standardformlen eller en godkendt intern
model på en måde, der er i overensstemmelse med de generelle principper i henholdsvis afsnit I, kapi-
tel VI, afdeling 4, underafdeling 1 og 2, og afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1 og 3.
Koncernens konsoliderede solvenskapitalkrav indeholder mindst følgende elementer:
a) det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskabs minimumskapitalkrav som omhandlet i
artikel 129
b) den forholdsvise andel af minimumskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- og genforsikrings-
selskaber.
Dette minimum dækkes af anerkendt kernekapital som fastsat i artikel 98, stk. 4.
Principperne i artikel 221-229 finder tilsvarende anvendelse med henblik på at fastslå, om sådan an-
erkendt egenkapital er egnet til at dække koncernens konsoliderede minimumsolvenskapitalkrav. Arti-
kel 139, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse.
325
Artikel 231
Koncernintern model
1. Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab og dets tilknyttede selskaber eller de tilknyttede
selskaber under et forsikringsholdingselskab i fællesskab ansøger om tilladelse til at beregne koncernens
konsoliderede solvenskapitalkrav og solvenskapitalkravet for koncernens forsikrings- og genforsikrings-
selskaber på basis af en intern model, samarbejder de kompetente tilsynsmyndigheder med henblik på
at beslutte, hvorvidt der kan gives tilladelse, og fastsætte eventuelle betingelser og vilkår for en sådan
tilladelse.
En ansøgning som omhandlet i første afsnit kan kun indgives til den koncerntilsynsførende.
Den koncerntilsynsførende underretter omgående de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder herom.
2. De kompetente tilsynsmyndigheder bestræber sig så vidt muligt på at træffe en fælles afgørelse
om ansøgningen senest seks måneder efter datoen for den koncerntilsynsførendes modtagelse af den
fuldstændige ansøgning.
Den koncerntilsynsførende videregiver omgående den fuldstændige ansøgning til de øvrige kompetente
tilsynsmyndigheder.
3. Den koncerntilsynsførende kan i løbet af perioden som omhandlet i stk. 2 efter anmodning fra det
deltagende selskab og enhver af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder konsultere CEIOPS. CEIOPS
konsulteres også, hvis det deltagende selskab anmoder herom.
Konsulteres CEIOPS, underrettes alle de berørte tilsynsmyndigheder herom, og den i stk. 2 nævnte
periode forlænges med to måneder.
4. Anmodes CEIOPS ikke om en udtalelse i overensstemmelse med artikel 3, første afsnit, og træffer de
kompetente tilsynsmyndigheder ikke en fælles afgørelse senest seks måneder efter datoen for den koncer-
ntilsynsførendes modtagelse af den fuldstændige ansøgning, anmoder den koncerntilsynsførende CEIOPS
om inden yderligere to måneder at fremsende en udtalelse til alle kompetente tilsynsmyndigheder. Den
koncerntilsynsførende træffer en afgørelse senest tre uger efter at have modtaget udtalelsen under fuld
hensyntagen hertil.
5. Uanset om CEIOPS er blevet anmodet om en udtalelse, skal den koncerntilsynsførendes afgørelse
anføre den fulde begrundelse, og tage hensyn til de synspunkter, som de øvrige kompetente myndigheder
har givet udtryk for.
Den koncerntilsynsførende fremsender sin afgørelse til ansøgeren og de øvrige kompetente tilsynsmyn-
digheder.
De kompetente tilsynsmyndigheder skal overholde afgørelsen.
6. Træffes der ingen fælles afgørelse inden for de perioder, der er fastsat i henholdsvis stk. 2 og 3,
træffer den koncerntilsynsførende selv afgørelse om ansøgningen.
Den koncerntilsynsførende træffer afgørelse under behørigt hensyntagen til følgende:
a) eventuelle synspunkter og forbehold, som de øvrige kompetente myndigheder har givet udtryk for
i løbet af den gældende periode
b) en eventuel udtalelse fra CEIOPS.
326
Afgørelsen skal anføre den fulde begrundelse og skal indeholde en redegørelse for enhver væsentlig
afvigelse fra udtalelsen fra CEIOPS.
Den koncerntilsynsførende fremsender afgørelsen til ansøgeren og de øvrige kompetente tilsynsmyndig-
heder.
Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder.
7. Når en af de kompetente tilsynsmyndigheder finder, at risikoprofilen for et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, som den har tilsynet for, afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund
for den interne model, der er godkendt på koncernniveau, kan denne tilsynsmyndighed, så længe det
pågældende selskab ikke har fundet en passende løsning på de mangler, som tilsynsmyndigheden har på-
peget, beslutte i overensstemmelse med artikel 37 at lægge et kapitaltillæg til det pågældende forsikrings-
eller genforsikringsselskabs solvenskapitalkrav, der er beregnet på basis af en sådan intern model.
Når et sådant kapitaltillæg ikke vil være hensigtsmæssigt, kan tilsynsmyndigheden undtagelsesvis kræve,
at det pågældende selskab beregner sit solvenskapitalkrav på basis af standardformlen som omhandlet i
afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1 og 2. Tilsynsmyndigheden kan i overensstemmelse med
artikel 37, stk. 1, litra a) og c), beslutte at lægge et kapitaltillæg til det pågældende forsikrings- eller
genforsikringsselskabs solvenskapitalkrav, der er beregnet på basis af standardformlen.
Tilsynsmyndigheden redegør for enhver afgørelse som omhandlet i første og andet afsnit over for både
forsikrings- eller genforsikringsselskabet og den koncerntilsynsførende.
Artikel 232
Kapitaltillæg på koncernniveau
Den koncerntilsynsførende tager i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt koncernens konsoliderede
solvenskapitalkrav på passende vis afspejler koncernens risikoprofil, særlig hensyn til tilfælde, hvor de i
artikel 37, stk. 1, litra a)-c) omhandlede omstændigheder kan opstå på koncernniveau, navnlig hvor:
a) en specifik risiko på koncernniveau ikke på tilstrækkelig vis er dækket er standardformlen eller
den interne model, fordi den er vanskelig at værdiansætte
b) et kapitaltillæg til solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber
er pålagt af de kompetente tilsynsmyndigheder i overensstemmelse med artikel 37 og 231, stk. 7.
Hvis der ikke i tilstrækkeligt omfang er taget højde for koncernens risikoprofil, kan der lægges et
kapitaltillæg til koncernens konsoliderede solvenskapitalkrav.
Artikel 37, stk. 1-5, finder sammen med de i henhold til artikel 37, stk. 6, trufne gennemførelsesforan-
staltninger tilsvarende anvendelse.
Artikel 233
Metode 2 (alternativ metode): Metode med fradrag og aggregering
1. Koncernsolvensen for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab er forskellen mellem:
a) koncernens aggregerede anerkendte egenkapital som omhandlet i stk. 2
b) værdien af de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber under det deltagende forsik-
rings- eller genforsikringsselskab og koncernens aggregerede solvenskapitalkrav som omhandlet i
stk. 3.
2. Koncernens aggregerede anerkendte egenkapital er summen af følgende:
327
a) egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet for det deltagende forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab
b) det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskabs forholdsvise andel i egenkapitalen til
dækning af solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber.
3. Koncernens aggregerede solvenskapitalkrav er summen af følgende:
a) solvenskapitalkravet for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab
b) den forholdsvise andel af solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikrings-
selskaber.
4. Når kapitalinteresserne i de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber helt eller delvis
indebærer et indirekte ejerskab, omfatter værdien af de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselska-
ber i det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab værdien af et sådant indirekte ejerskab, idet
der tages hensyn til de relevante successive interesser, og de elementer, der er anført i stk. 2, litra b), og
stk. 3, litra b), omfatter de tilsvarende forholdsmæssige andele i egenkapitalen til dækning af henholdsvis
solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber og solvenskapitalkravet
for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber.
5. Artikel 231 finder tilsvarende anvendelse, når et forsikrings- eller genforsikringsselskab og dets
tilknyttede selskaber, eller når de tilknyttede selskaber under et forsikringsholdingselskab ansøger om
tilladelse til at beregne solvenskapitalkravet for koncernens forsikrings- eller genforsikringsselskaber på
basis af en intern model.
6. Tilsynsmyndighederne tager i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt koncernens aggregerede
solvenskapitalkrav, der beregnes som fastsat i stk. 3, på passende vis afspejler koncernens risikoprofil,
særlig hensyn til enhver specifik risiko, der forefindes på koncernniveau, og som ikke er tilstrækkelig
dækket ind, fordi den er vanskelig at værdiansætte.
Når koncernens risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for koncernens aggre-
gerede solvenskapitalkrav, kan der lægges et kapitaltillæg til koncernens aggregerede solvenskapitalkrav.
Artikel 37, stk. 1-5, finder sammen med de i henhold til artikel 37, stk. 6, trufne gennemførelsesforan-
staltninger tilsvarende anvendelse.
Artikel 234
Gennemførelsesforanstaltninger
Kommissionen vedtager gennemførelsesforanstaltninger, der præciserer de tekniske principper og meto-
der som omhandlet i artikel 220-229 og gennemførelsen af artikel 230-233 for at sikre en ensartet
anvendelse i hele Fællesskabet.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Underafdeling 5
Tilsyn med koncernsolvensen for forsikrings- og genforsikringsselskaber, der er datterselskaber af
et forsikringsholdingselskab
Artikel 235
Koncernsolvens for et forsikringsholdingselskab
328
Når forsikrings- eller genforsikringsselskaber er datterselskaber af et forsikringsholdingselskab, sikrer den
koncerntilsynsførende, at koncernsolvensen beregnes for forsikringsholdingselskabet i overensstemmelse
med artikel 220, stk. 2, – 233.
Udelukkende med henblik på denne beregning behandles moderselskabet som et forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab, der er omfattet af reglerne i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1, 2 og 3, for så
vidt angår solvenskapitalkravet og som værende underlagt samme krav som fastsat i afsnit I, kapitel VI,
afdeling 3, underafdeling 1, 2 og 3, for så vidt angår egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet.
Underafdeling 6
Tilsyn med koncernsolvensen for koncerner med centraliseret risikostyring
Artikel 236
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: betingelser
Medlemsstaterne fastsætter, at reglerne i artikel 238 og 239 finder anvendelse på ethvert forsikrings-
eller genforsikringsselskab, der er datterselskab af et forsikrings- eller genforsikringsselskab, når følgende
betingelser er opfyldt:
a) datterselskabet, for hvilket den koncerntilsynsførende ikke har truffet en afgørelse som omhandlet
i artikel 214, stk. 2, er omfattet af koncerntilsynet, der udøves af den koncerntilsynsførende på
moderselskabsniveau i overensstemmelse med dette afsnit
b) moderselskabets risikostyringsprocedurer og interne kontrolmekanismer omfatter datterselskabet,
og tilsynsmyndighederne anser moderselskabets ledelse af datterselskabet for at være sund og
forsigtig
c) moderselskabet har modtaget den i artikel 246, stk. 4, afsnit 3, nævnte godkendelse
d) moderselskabet har modtaget den i artikel 256, stk. 2, nævnte godkendelse
e) moderselskabet har indgivet en ansøgning om tilladelse til at blive omfattet af artikel 238 og 239,
og der er truffet en positiv afgørelse herom i overensstemmelse med proceduren i artikel 237.
Artikel 237
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: afgørelse om ansøgningen
1. I forbindelse med ansøgninger om tilladelse til at blive omfattet af reglerne i artikel 238 og 239
arbejder de kompetente tilsynsmyndighederne sammen inden for tilsynskollegiet i fuldt samråd med
henblik på at afgøre, om der skal gives tilladelse, og fastsætte eventuelle vilkår og betingelser for en
sådan tilladelse.
En ansøgning som omhandlet i første afsnit kan kun indgives til den tilsynsmyndighed, som har godkendt
til datterselskabet. Denne tilsynsmyndighed underretter omgående de øvrige kompetente tilsynsmyndig-
heder i tilsynskollegiet herom og videregiver straks den fuldstændige ansøgning til disse.
2. De kompetente tilsynsmyndigheder bestræber sig så vidt muligt på at træffe en fælles afgørelse
om ansøgningen senest tre måneder efter datoen for alle tilsynskollegiets medlemmers modtagelse af den
fuldstændige ansøgning.
3. I løbet af den i stk. 2 omhandlede periode kan den koncerntilsynsførende eller enhver af de øvrige
berørte tilsynsmyndigheder i tilfælde af uenighed om godkendelse af den i stk. 1 omhandlede ansøgning
høre CEIOPS. Når CEIOPS konsulteres, skal alle de berørte tilsynsmyndigheder underrettes, og den i
stk. 2 omhandlede periode forlænges med en måned.
329
Er CEIOPS blevet konsulteret, tager de kompetente tilsynsmyndigheder behørigt hensyn til tilsynsudval-
gets udtalelse, inden de træffer en fælles afgørelse.
4. Den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, underretter ansøgeren om den i stk. 2 og 3
omhandlede fælles afgørelse, hvori den fulde begrundelse anføres indeholdende en redegørelse for enhver
væsentlig afvigelse fra udtalelsen fra CEIOPS, hvis dette er blevet hørt. Den fælles afgørelse betragtes
som endelig og anvendes af de berørte tilsynsmyndigheder.
5. Træffes der ingen fælles afgørelse af de kompetente tilsynsmyndigheder inden for de perioder, der er
fastsat i stk. 2 og 3, træffer den koncerntilsynsførende selv afgørelse i forhold til ansøgningen.
Den koncerntilsynsførende træffer afgørelsen under behørigt hensyn til følgende:
a) eventuelle synspunkter og forbehold, som de berørte kompetente tilsynsmyndigheder har givet
udtryk for i løbet af den relevante periode
b) eventuelle forbehold, som de øvrige tilsynsmyndigheder i tilsynskollegiet har givet udtryk for i
løbet af den relevante periode
c) en eventuel udtalelse fra CEIOPS, hvis dette er blevet hørt.
Afgørelsen anfører den fulde begrundelse og indeholder en redegørelse for enhver væsentlig afvigelse
fra de forbehold, som de øvrige tilsynsførende myndigheder har givet udtryk for, og udtalelsen fra
CEIOPS. Den koncerntilsynsførende fremsender en kopi af afgørelsen til ansøgeren og de øvrige berørte
tilsynsmyndigheder.
Artikel 238
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: fastsættelse af solvenskapitalkravet
1. Med forbehold af artikel 231 beregnes datterselskabets solvenskapitalkrav som beskrevet i stk. 2, 4
og 5 i denne artikel.
2. Når datterselskabets solvenskapitalkrav beregnes på basis af en intern model, der er godkendt
på koncernniveau i overensstemmelse med artikel 231, og når den tilsynsmyndighed, der har godkendt
datterselskabet, finder, at selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra denne interne model, kan den
pågældende myndighed, så længe selskabet ikke har fundet en passende løsning på de mangler, som
tilsynsmyndigheden har påpeget, i de tilfælde, der er anført i artikel 37, foreslå den koncerntilsynsførende
at fastsætte et kapitaltillæg til dette datterselskabs solvenskapitalkrav, der er beregnet på basis af den
pågældende model, eller i særlige tilfælde, hvor et sådan kapitaltillæg ikke vil være hensigtsmæssigt, at
pålægge selskabet at beregne sit solvenskapitalkrav på basis af en standardformel. Tilsynsmyndigheden
drøfter sit forslag med de andre medlemmer af tilsynskollegiet og meddeler begrundelsen for sådanne
forslag til både datterselskabet og tilsynskollegiet.
3. Når datterselskabets solvenskapitalkrav beregnes på basis af standardformlen og den tilsynsmyndig-
hed, der har godkendt datterselskabet, finder, at selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra de antagel-
ser, der ligger til grund for standardformlen, kan den pågældende myndighed, så længe selskabet ikke har
fundet en passende løsning på de mangler, som tilsynsmyndigheden har påpeget, i særlige tilfælde foreslå
den koncerntilsynsførende at erstatte en del af de parametre, der anvendes i beregningsmetoden, med
parametre, der er specifikke for disse selskaber, i forbindelse med beregningen af risikomodulerne livsfor-
sikring, skadesforsikring og sygeforsikring, jf. artikel 110, eller i de tilfælde, der er anført i artikel 37,
foreslå den koncerntilsynsførende at fastsætte et kapitaltillæg til dette datterselskabs solvenskapitalkrav.
Tilsynsmyndigheden drøfter sit forslag med de andre medlemmer af tilsynskollegiet og meddeler begrun-
delsen for sådanne forslag til både datterselskabet og tilsynskollegiet.
330
4. Tilsynskollegiet gør alt, hvad der står i dets magt, for at opnå enighed om forslaget fra den
tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, og om andre mulige foranstaltninger.
5. Når der ikke er enighed mellem tilsynsmyndigheden og den koncerntilsynsførende, henvises sagen
senest en måned efter modtagelsen af forslaget fra tilsynsmyndigheden til høring hos CEIOPS, der afgiver
udtalelse senest inden for to måneder efter henvisningen.
Den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, tager behørigt hensyn til en sådan udtalelse,
inden den endelige afgørelse træffes.
Afgørelsen anfører den fulde begrundelse og tager hensyn til de synspunkter og forbehold, som de øvrige
tilsynsmyndigheder i tilsynskollegiet har givet udtryk for, og udtalelsen fra CEIOPS.
Afgørelsen meddeles til datterselskabet og tilsynskollegiet.
Artikel 239
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: manglende opfyldelse af solvens- og
minimumskapitalkravet
1. I tilfælde af manglende overholdelse af solvenskapitalkravet og med forbehold af bestemmelserne
i artikel 138 fremsender den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet straks tilsynskollegiet
den genoprettelsesplan, som er forelagt af datterselskabet, med henblik på senest seks måneder efter den
første konstatering af manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet på ny at afsætte den nødvendige aner-
kendte egenkapital eller forbedre sin risikoprofil for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet.
Tilsynskollegiet gør alt, hvad der står i dets magt, for at opnå enighed om tilsynsmyndighedens forslag
vedrørende godkendelse af genoprettelsesplanen senest fire måneder efter datoen hvor manglende opfyl-
delse af solvenskravet først blev konstateret.
Opnås der ikke enighed, træffer den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, selv afgørelse
om hvorvidt genoprettelsesplanen skal godkendes under behørigt hensyn til de andre tilsynsmyndigheder
i tilsynskollegiet og disses synspunkter og forbehold.
2. Konstaterer den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, i overensstemmelse med
artikel 136 en forværring af de finansielle betingelser, underretter den straks tilsynskollegiet om de
foreslåede foranstaltninger. Med undtagelse af nødsituationer skal de foranstaltninger, der planlægges,
drøftes i tilsynskollegiet.
Tilsynskollegiet gør alt, hvad der står i dets magt, for at opnå enighed om tilsynsmyndighedens foreslåede
foranstaltninger senest en måned efter der er givet meddelelse herom.
Opnås der ikke enighed, træffer den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, selv en afgørelse
om hvorvidt de foreslåede foranstaltninger skal godkendes under behørigt hensyn til de andre tilsynsmyn-
digheder i tilsynskollegiet og disses synspunkter og forbehold.
3. I tilfælde af manglende overholdelse af minimumskapitalkravet og med forbehold af bestemmelserne
i artikel 139 fremsender den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet straks tilsynskollegiet
den kortfristede finansieringsplan, som er forelagt af datterselskabet, med henblik på senest tre måneder
efter den manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet først blev konstateret på ny at afsætte den
nødvendige anerkendte egenkapital til dækning af minimumskapitalkravet eller forbedre risikoprofilen
for at sikre, at selskabet opfylder minimumskapitalkravet. Tilsynskollegiet skal også underrettes om alle
foranstaltninger, der træffes for at håndhæve minimumskapitalkravet på datterselskabsniveau.
331
Artikel 240
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: ophør af undtagelser for et dattersel-
skab
1. Bestemmelserne i artikel 238 og 239 finder ikke længere anvendelse når:
a) betingelsen i artikel 236, litra a) ikke længere er opfyldt
b) betingelsen i artikel 236, litra b), ikke længere er opfyldt, og koncernen ikke inden for en passende
periode træffer foranstaltninger til igen at opfylde betingelsen
c) betingelserne i artikel 236, litra c) og d), ikke længere er opfyldt.
Den koncerntilsynsførende underretter omgående den kompetente tilsynsmyndighed og moderselskabet,
når det som omhandlet i første afsnit, litra a), efter konsultation af tilsynskollegiet besluttes ikke længere
at lade datterselskabet være omfattet af koncerntilsynet.
Moderselskabet er i forbindelse med artikel 236, litra b), c) og d), ansvarlig for at sikre, at betingelserne
løbende er opfyldt. Moderselskabet underretter omgående den koncerntilsynsførende og datterselskabets
tilsynsførende, når betingelsen ikke længere er opfyldt. Moderselskabet fremlægger en plan for, hvordan
det agter at sikre overholdelse af disse betingelser inden for en rimelig frist.
Den koncerntilsynsførende kontrollerer mindst én gang årligt på eget initiativ, at betingelserne i arti-
kel 236, litra b), c) og d), fortsat er opfyldt, jf. dog tredje afsnit. Den koncerntilsynsførende foretager
ligeledes denne kontrol efter anmodning fra den kompetente tilsynsmyndighed, når sidstnævnte har
betydelige betænkninger med hensyn til, hvorvidt disse betingelser fortsat er opfyldt.
Når der ved kontrollen påvises eventuelle mangler, pålægger den koncerntilsynsførende moderselskabet
at fremlægge en plan for, hvordan det agter at sikre overholdelse af disse bestemmelser inden for en
rimelig frist.
Når den koncerntilsynsførende efter konsultation af tilsynskollegiet finder, at planen som omhandlet
i tredje eller femte afsnit er utilstrækkelig, eller efterfølgende finder, at den ikke gennemføres inden
for den aftalte tidsfrist, konkluderer den koncerntilsynsførende, at betingelserne i artikel 236, litra b),
c) og d), ikke længere er opfyldt, og den koncerntilsynsførende underretter omgående den kompetente
tilsynsmyndighed herom.
2. Ordningen i artikel 238 og 239 finder igen anvendelse, når moderselskabet forelægger en ansøgning
og opnår en positiv afgørelse i henhold til proceduren i artikel 237.
Artikel 241
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: gennemførelsesforanstaltninger
For at sikre en ensartet anvendelse af artikel 236-240 vedtager Kommissionen gennemførelsesbestemmel-
ser, der præciserer:
a) de kriterier, der finder anvendelse ved vurderingen af, hvorvidt betingelserne i artikel 236 er
opfyldt
b) de kriterier, der finder anvendelse ved vurderingen af, hvad der skal betragtes som nødsituationer,
jf. artikel 239, stk. 2, og
c) de procedurer, som tilsynsmyndighederne anvender ved udveksling af oplysninger, udøvelsen af
deres beføjelser og gennemførelsen af deres opgaver i overensstemmelse med artikel 237-240.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
332
Artikel 242
Revisionsklausul
1. Kommissionen foretager senest den 31. oktober 2014 en bedømmelse af anvendelsen af afsnit III,
navnlig i forhold til samarbejdet mellem tilsynsmyndighederne i tilsynskollegiet og disses funktionsdyg-
tighed, CEIOPSs retlige status og tilsynspraksisser i forbindelse med fastsættelse af kapitaltillæg, og
forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, der i relevant omfang ledsages af forslag til ændrin-
ger af dette direktiv.
2. Kommissionen foretager senest den 31. oktober 2015 en bedømmelse af fordelene ved at styrke
koncerntilsyn og kapitalforvaltning inden for en koncern af forsikrings- eller genforsikringsselskaber,
herunder en henvisning til KOM(2008)0119 og betænkningen fra Europa-Parlamentets Økonomi- og
Valutaudvalg om dette forslag af 16. oktober 2008 (A6-0413/2008). Denne bedømmelse omfatter mulige
foranstaltninger til forbedring af god grænseoverskridende ledelse af forsikringskoncerner, navnlig hvad
angår risikostyring og kapitalforvaltning. Kommissionen tager i sin bedømmelse blandt andet højde for
nye tiltag og fremskridt vedrørende:
a) en harmoniseret ramme for tidlig indgriben
b) fremgangsmåder inden for centraliseret risikostyring i koncerner og koncerninterne modellers
funktionsdygtighed, herunder gennemførelse af stresstest
c) koncerninterne transaktioner og risikokoncentrationer
d) egenskaber ved diversifikations- og koncentrationseffekter set over tid
e) en retligt bindende ramme for mægling i tilsynstvister
f) en harmoniseret ramme for aktivers overførbarhed, insolvens- og likvidationsprocedurer, hvilket
overflødiggør de relevante nationale selskabsretlige forhindringer for aktivers overførbarhed
g) et ensartet beskyttelsesniveau for forsikringstagere og de begunstigede i virksomheder inden for
samme koncern, navnlig i krisesituationer
h) en harmoniseret og tilstrækkeligt finansieret fælles EU-løsning for forsikringsgarantiordninger
i) en harmoniseret og retligt bindende ramme mellem kompetente myndigheder, centralbanker og
finansministerier om krisestyring og -løsning samt finansiel byrdefordeling, som bringer tilsynsbe-
føjelserne på linje med det finansielle ansvar.
Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, der i relevant omfang ledsages af
forslag til ændringer af dette direktiv.
Artikel 243
Datterselskaber af et forsikringsholdingselskab
Artikel 236-242 finder tilsvarende anvendelse på forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som er datter-
selskaber af et forsikringsholdingselskab.
Afdeling 2
Risikokoncentration og koncerninterne transaktioner
Artikel 244
Tilsyn med risikokoncentration
1. Tilsynet med risikokoncentrationen på koncernniveau udøves i overensstemmelse med stk. 2 og 3 i
denne artikel samt artikel 246 og kapitel III.
333
2. Medlemsstaterne pålægger forsikrings- og genforsikringsselskaber eller forsikringsholdingselskaber
regelmæssigt og mindst én gang årligt at aflægge rapport til den koncerntilsynsførende om enhver
væsentlig risikokoncentration på koncernniveau.
De nødvendige oplysninger skal indgives til den koncerntilsynsførende af det forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab, der er moderselskab i koncernen, eller, når moderselskabet ikke er et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, af forsikringsholdingselskabet eller det forsikrings- eller genforsikringsselskab i
koncernen, som den koncerntilsynsførende har udpeget efter at have konsulteret de øvrige kompetente
tilsynsmyndigheder og koncernen.
Den koncerntilsynsførende udøver tilsyn med risikokoncentrationer.
3. Den koncerntilsynsførende fastsætter efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder
og koncernen den type risici, som forsikrings- eller genforsikringsselskaber i en bestemt koncern under
alle omstændigheder skal rapportere om.
Når den koncerntilsynsførende og de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder definerer eller udtaler sig om
typen af risici, tager de hensyn til den specifikke koncern og dens risikostyringsstruktur.
For at identificere en væsentlig risikokoncentration, der skal rapporteres om, fastsætter den koncerntil-
synsførende, efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og koncernen, passende
tærskelværdier baseret på solvenskapitalkrav, forsikringsmæssige hensættelser eller begge.
I forbindelse med tilsynet med risikokoncentrationer kontrollerer den koncerntilsynsførende især den
eventuelle smittefare i koncernen, risikoen for interessekonflikt og risikoniveauet eller –volumen.
4. Kommissionen kan i forbindelse med stk. 2 og 3 vedtage gennemførelsesbestemmelser med hensyn
til definitionen og identificeringen af en væsentlig risikokoncentration samt rapporteringen af en sådan
risikokoncentration.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Artikel 245
Tilsyn med koncerninterne transaktioner
1. Tilsynet med koncerninterne transaktioner udøves i overensstemmelse med denne artikels stk. 2 og 3
i denne artikel samt artikel 246 og kapitel III.
2. Medlemsstaterne pålægger forsikrings- og genforsikringsselskaber eller forsikringsholdingselskaber
regelmæssigt og mindst én gang årligt at aflægge rapport til den koncerntilsynsførende om enhver
væsentlig koncernintern transaktion mellem forsikrings- og genforsikringsselskaber i koncernen, herunder
dem, der er gennemført med en fysisk person med tætte forbindelser til et selskab inden for koncernen.
Medlemsstaterne stiller desuden krav om, at meget væsentlige koncerninterne transaktioner rapporteres så
hurtigt som praktisk muligt.
De nødvendige oplysninger skal indgives til den koncerntilsynsførende af det forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab, der er moderselskab i koncernen, eller, når moderselskabet ikke er et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, af forsikringsholdingselskabet eller det forsikrings- eller genforsikringsselskab
i koncernen, som den koncerntilsynsførende har udpeget efter konsultation af de øvrige kompetente
tilsynsmyndigheder og koncernen.
334
Den koncerntilsynsførende udøver tilsyn med koncerninterne transaktioner.
3. Den koncerntilsynsførende fastsætter efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder
og koncernen den type koncerninterne transaktioner, som forsikrings- og genforsikringsselskaber i en
bestemt koncern under alle omstændigheder skal rapportere om. Artikel 244, stk. 3, finder tilsvarende
anvendelse.
4. Kommissionen kan i forbindelse med stk. 2 og 3 vedtage gennemførelsesbestemmelser med hensyn
til definitionen og identificeringen af en væsentlig koncernintern transaktion og rapporteringen af en
sådan koncernintern transaktion.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Afdeling 3
Risikostyring og intern kontrol
Artikel 246
Tilsyn med ledelsessystemet
1. Kravene i afsnit I, kapitel IV, afdeling 2, finder tilsvarende anvendelse på koncernniveau.
Risikoforvaltningen og de interne kontrolsystemer gennemføres på samme måde i alle datterselskaber, der
er omfattet af koncerntilsynet som omhandlet artikel 213, stk. 2, litra a) og b), jf. dog første afsnit, således
at disse systemer og rapporteringsprocedurer kan kontrolleres på koncernniveau.
2. De koncerninterne kontrolmekanismer omfatter mindst følgende, jf. dog stk. 1:
a) passende mekanismer med hensyn til koncernsolvens med henblik på at identificere og måle
alle væsentlige risici samt opnå et passende forhold mellem den anerkendte egenkapital og de
pågældende risici
b) gode rapporterings- og regnskabsmæssige procedurer til overvågning og forvaltning af de koncer-
ninterne transaktioner og risikokoncentration.
3. Den koncerntilsynsførende udøver tilsyn med de i stk. 1 og 2 omhandlede systemer og rapporterings-
procedurer i overensstemmelse med reglerne i kapitel III.
4. Medlemsstaterne pålægger det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikrings-
holdingselskabet at foretage vurderingen som omhandlet i artikel 45 på koncernniveau. Den koncerntil-
synsførende udøver tilsynsmæssig kontrol med vurderingen af egen risiko og solvens på koncernniveau i
overensstemmelse med kapitel III.
Såfremt solvenssituationen for koncernen beregnes i overensstemmelse med metode 1 som omhandlet i
artikel 230, forelægger det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikringsholdingsel-
skabet den koncerntilsynsførende oplysninger, der gør det muligt at forstå forskellen mellem summen
af solvenskapitalkravene for alle koncernens forsikrings- eller genforsikringsselskaber og koncernens
konsoliderede solvenskapitalkrav.
Det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikringsholdingselskabet kan, såfremt den
koncerntilsynsførende giver sin godkendelse, beslutte at foretage enhver vurdering som omhandlet i
artikel 45 på koncernniveau og for ethvert datterselskab i koncernen på samme tid samt udarbejde et
enkelt dokument indeholdende alle vurderinger.
335
Inden en godkendelse gives i overensstemmelse med tredje afsnit, konsulterer den koncerntilsynsførende
medlemmerne af tilsynskollegiet og tager behørigt hensyn til disses synspunkter og forbehold.
Når koncernen vælger at anvende muligheden i tredje afsnit, fremlægger den det pågældende dokument
for alle kompetente tilsynsmyndigheder samtidig. Anvendelsen af denne valgmulighed fritager ikke de
pågældende datterselskaber fra forpligtelsen til at sikre, at kravene i artikel 45 er opfyldt.
KAPITEL III
Foranstaltninger til fremme af koncerntilsyn
Artikel 247
Den koncerntilsynsførende
1. En enkelt tilsynsførende med ansvar for samordning og udøvelse af koncerntilsyn (den koncerntil-
synsførende) udpeges blandt de berørte medlemsstaters tilsynsmyndigheder.
2. Når den samme tilsynsmyndighed er kompetent for alle forsikrings- og genforsikringsselskaber i en
koncern, udøves den koncerntilsynsførendes opgaver af denne tilsynsmyndighed.
I alle andre tilfælde, jf. dog stk. 3, udøves den koncerntilsynsførendes opgaver:
a) når moderselskabet i koncernen er et forsikrings- eller genforsikringsselskab: af den tilsynsmyn-
dighed, der har godkendt det pågældende selskab
b) når moderselskabet i koncernen ikke er et forsikrings- eller genforsikringsselskab: af den tilsynsmyndig-
hed, der opfylder følgende kriterier:
i) når moderselskabet for et forsikrings- eller genforsikringsselskab er et forsikringsholdingselskab: af den
tilsynsmyndighed, der har godkendt dette forsikrings- eller genforsikringsselskab
ii) når mere end ét forsikrings- eller genforsikringsselskab, der har sit hovedsæde i Fællesskabet, har
samme forsikringsholdingselskab som moderselskab, og når et af disse selskaber er blevet godkendt i med-
lemsstaten, hvor forsikringsholdingselskabet har sit hovedsæde: af tilsynsmyndigheden for det forsikrings-
eller genforsikringsselskab, der er godkendt i denne medlemsstat
iii) når koncernens moderselskab er mere end ét forsikringsholdingselskab, der har sit hovedsæde i
forskellige medlemsstater, og når der forefindes et forsikrings- eller genforsikringsselskab i hver af disse
medlemsstater: af tilsynsmyndigheden for forsikrings- eller genforsikringsselskabet med den største samle-
de balancesum
iv) når mere end ét forsikrings- eller genforsikringsselskab, der har sit hovedsæde i Fællesskabet, har
samme forsikringsholdingselskab som moderselskab, og når ingen af disse selskaber er blevet godkendt
i medlemsstaten, hvor forsikringsholdingselskabet har sit hovedsæde: af den tilsynsmyndighed, der har
godkendt forsikrings- eller genforsikringsselskabet med den største samlede balancesum, eller
v) når koncernen ikke har noget moderselskab eller i alle andre tilfælde der ikke er omhandlet i nr. i) til
iv): af den tilsynsmyndighed, der har godkendt forsikrings- eller genforsikringsselskabet med den største
samlede balancesum.
3. De kompetente tilsynsmyndigheder kan i særlige tilfælde efter anmodning fra en af myndighe-
derne træffe en fælles afgørelse om at fravige kriterierne i stk. 2, når anvendelsen heraf ville være
uhensigtsmæssig under hensyntagen til koncernens struktur og den relative størrelse af forsikrings-
336
og genforsikringsselskabets aktiviteter i forskellige lande, og udpege en anden tilsynsmyndighed som
koncerntilsynsførende.
Til dette formål kan enhver af de kompetente tilsynsmyndigheder anmode om, at der indledes drøftelser
om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at anvende kriterierne som omhandlet i stk. 2. Sådanne drøftelser
finder højst sted én gang årligt.
De kompetente tilsynsmyndigheder bestræber sig så vidt muligt på at træffe en fælles afgørelse om valget
af koncerntilsynsførende senest tre måneder efter, at der er indgivet anmodning om drøftelse. Tilsynsmyn-
dighederne indhenter udtalelse fra koncernen, inden de træffer afgørelse.
4. De kompetente tilsynsmyndigheder kan i løbet af den i stk. 3 omhandlede tremåneders periode
anmode om, at CEIOPS konsulteres. Konsulteres CEIOPS, forlænges denne periode med to måneder.
5. Konsulteres CEIOPS, tager de kompetente tilsynsmyndigheder behørigt hensyn til CEIOPS᾽ udtalel-
se, inden de træffer en fælles afgørelse. Den fælles afgørelse anfører den fulde begrundelse og indeholder
en redegørelse for enhver væsentlig afvigelse fra CEIOPS udtalelse.
6. Træffes der ingen fælles afgørelse om at fravige de i stk. 2 fastsatte kriterier, varetages den
koncerntilsynsførendes opgaver af tilsynsmyndigheden, der opfylder kriterierne i dette stykke.
7. CEIOPS underretter mindst én gang årligt Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om væsent-
lige problemer i forbindelse med anvendelsen af stk. 2, 3 og 6.
I tilfælde af væsentlige problemer i forbindelse med anvendelsen af kriterierne i stk. 2 og 3, vedtager
Kommissionen gennemførelsesforanstaltninger, der præciserer disse kriterier.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
8. Når der i en medlemsstat er mere end én tilsynsmyndighed, der er bemyndiget til at udøve tilsyn
med forsikrings- og genforsikringsselskaber, træffer denne medlemsstat de fornødne foranstaltninger til
etablering af en samordning mellem disse myndigheder.
Artikel 248
Den koncerntilsynsførendes og andre tilsynsførendes rettigheder og pligter — Tilsynskollegiet
1. Den koncerntilsynsførendes rettigheder og forpligtelser med hensyn til koncerntilsyn omfatter:
a) samordning af indsamlingen og formidlingen af relevante eller væsentlige oplysninger i »going
concern«-situationer og nødsituationer, herunder formidling af oplysninger af betydning for en
tilsynsmyndigheds tilsynsopgave
b) tilsyn med og vurdering af koncernens finansielle situation
c) vurdering af, hvorvidt koncernens opfylder reglerne om solvens, risikokoncentration og koncernin-
terne transaktioner som omhandlet i artikel 218-245
d) vurdering af koncernens ledelsessystem som omhandlet i artikel 246 og af, hvorvidt medlemmer-
ne af det deltagende selskabs administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan opfylder kravene i
artikel 42 og 257
e) planlægning og samordning gennem regelmæssige møder, der afholdes mindst én gang årligt, eller
gennem lignende af tilsynsaktiviteterne i »going concern«-situationer og nødsituationer i samar-
bejde med de kompetente tilsynsmyndigheder, samtidig med at der tages højde for karakteren,
omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til virksomheden i alle de selskaber, som
er en del af koncernen
337
f) andre opgaver, foranstaltninger og afgørelser, som pålægges den koncerntilsynsførende i henhold
til dette direktiv eller som følge af anvendelsen af dette direktiv, særlig styring af proceduren for
validering af enhver intern model på koncernniveau som omhandlet i artikel 231 og 233 og styring
af proceduren for tilladelse til anvendelsen af den ordning, der er fastlagt i artikel 237-240.
2. Med henblik på at fremme de i stk. 1 omhandlede opgaver omkring koncerntilsynet etableres et
tilsynskollegium under forsæde af den koncerntilsynsførende.
Tilsynskollegiet sikrer, at samarbejdet, udvekslingen af oplysninger og konsultationen mellem tilsynskol-
legiets tilsynsmyndigheder gennemføres effektivt i henhold til afsnit III med henblik på at fremme
konvergensen mellem deres respektive afgørelser og aktiviteter.
3. Tilsynskollegiet består af den koncerntilsynsførende og tilsynsmyndighederne i alle de medlemssta-
ter, hvor datterselskaberne har deres hjemsted.
Tilsynsmyndighederne for betydelige filialer og tilknyttede selskaber skal også have mulighed for at
deltage i tilsynskollegiet. Deres deltagelse har dog alene til formål at sikre målsætningen om en effektiv
informationsudveksling.
For at tilsynskollegiet kan fungere effektivt, kan det blive nødvendigt at lade et begrænset antal tilsyns-
myndigheder heri udføre visse opgaver.
4. Uanset de foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til dette direktiv, baseres tilsynskollegiernes
oprettelse og funktion på samordningsaftaler indgået af den koncerntilsynsførende og de andre berørte
tilsynsmyndigheder.
Er der uenighed om samordningsaftalerne, kan ethvert medlem af tilsynskollegiet forelægge sagen for
CEIOPS.
Den koncerntilsynsførende tager efter konsultation af de kompetente tilsynsmyndigheder behørigt hensyn
til en eventuel udtalelse afgivet af CEIOPS inden for en frist på to måneder efter modtagelse heraf,
inden der træffes en endelig afgørelse. Afgørelsen anfører den fulde begrundelse og indeholder en redegø-
relse for enhver væsentlig afvigelse i forhold til rådgivningen fra CEIOPS. Den koncerntilsynsførende
fremsender afgørelsen til de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder.
5. Med forbehold af foranstaltninger, der vedtages i medfør af dette direktiv, angiver samordningsord-
ningerne, jf. stk.4, procedurerne for:
a) beslutningsprocessen for de kompetente tilsynsmyndigheder i overensstemmelse med artikel 231,
232 og 247
b) den i denne artikels stk. 4 og artikel 218, stk. 5, omhandlede konsultation.
Med forbehold af de rettigheder og pligter den koncerntilsynsførende og de andre tilsynsmyndigheder
gives med dette direktiv, kan der med samordningsordningerne overlades yderligere opgaver til den
koncerntilsynsførende eller de andre tilsynsmyndigheder, hvor dette ville føre til et mere effektivt tilsyn
med koncernen og ikke ville være til hinder for tilsynskollegiets medlemmers tilsynsaktiviteter med
hensyn til deres respektive ansvarsområder.
Samordningsordningerne kan desuden indeholde præciseringer vedrørende:
a) konsultation af de kompetente tilsynsmyndigheder som nævnt navnlig i artikel 213-217, 219-221,
227, 244-246, 250, 256, 260 og 262
b) samarbejde med andre tilsynsmyndigheder.
338
6. CEIOPS udarbejder retningslinjer for tilsynskollegiernes operationelle funktion på grundlag af grun-
dige gennemgange af deres arbejde med henblik på at vurdere graden af konvergens mellem disse. En
sådan gennemgang foretages mindst hvert tredje år. Medlemsstaterne sikrer, at den koncerntilsynsførende
fremsender oplysningerne om tilsynskollegiernes funktion og om eventuelle vanskeligheder, der måtte
være relevante for disse gennemgange, til CEIOPS.
7. Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser for samordningen af koncerntilsynet med
henblik på anvendelsen af stk. 1–6, herunder definitionen af »betydelig filial«.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Artikel 249
Samarbejde og udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndigheder
1. Myndighederne med ansvar for tilsyn med de enkelte forsikrings- og genforsikringsselskaber i
en koncern og den koncerntilsynsførende indgår i et tæt samarbejde, navnlig når et forsikrings- eller
genforsikringsselskab har finansielle vanskeligheder.
Med det formål at sikre, at tilsynsmyndighederne, herunder den koncerntilsynsførende, råder over de
samme relevante oplysninger, uden at det i øvrigt berører deres respektive beføjelser og uanset, om de er
etableret i samme medlemsstat, udveksler de sådanne oplysninger for at muliggøre og gøre det lettere for
de øvrige myndigheder at udøve tilsyn i henhold til dette direktiv. Med henblik herpå udveksler de kom-
petente tilsynsmyndigheder og den koncerntilsynsførende omgående alle relevante oplysninger, så snart
de bliver tilgængelige. Oplysningerne i dette afsnit omfatter, men er ikke begrænset til, oplysninger om
koncernens og tilsynsmyndighedernes handlinger og oplysninger, som koncernen har stillet til rådighed.
2. Myndighederne med ansvar for tilsynet med de enkelte forsikrings- og genforsikringsselskaber i
en koncern og den koncerntilsynsførende indkalder hver især øjeblikkelig til et møde mellem alle de
tilsynsmyndigheder, der deltager i koncerntilsyn, i hvert fald i følgende tilfælde:
a) når de får kendskab til en tungtvejende tilsidesættelse af solvenskapitalkravet eller minimumskapi-
talkravet i et forsikrings- eller genforsikringsselskab
b) når de får kendskab til en tungtvejende tilsidesættelse af solvenskapitalkravet på koncernniveau
beregnet på grundlag af konsoliderede data eller det aggregerede koncernsolvenskapitalkrav i
overensstemmelse med hvilken beregningsmetode anvendes, jf. afsnit III, kapitel II, afdeling 1,
underafdeling 4
c) når der er eller har været tale om særlige omstændigheder.
3. Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser, hvori fastsættes de oplysninger, der på
systematisk vis skal indsamles af den koncerntilsynsførende og formidles til andre kompetente tilsyns-
myndigheder eller videregives til den koncerntilsynsførende af andre kompetente tilsynsmyndigheder.
Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser, hvori præciseres de oplysninger, der er væsentlige
eller relevante for koncerntilsynet, for at fremme en passende grad af konvergens i tilsynspraksis.
Disse foranstaltninger, som omhandlet i dette stykke, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestem-
melser i dette direktiv ved at supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301,
stk. 3.
Artikel 250
Konsultation mellem tilsynsmyndigheder
339
1. Inden de træffer enhver afgørelse, der kan have betydning for de øvrige tilsynsmyndigheders
tilsynsopgaver, og med forbehold af artikel 248 konsulterer de kompetente tilsynsmyndigheder hinanden
inden for tilsynskollegiet med hensyn til følgende:
a) ændringer i aktionær-, organisations- eller ledelsesstrukturen i forsikrings- og genforsikringssel-
skaber i en koncern, som kræver tilsynsmyndighedernes godkendelse eller tilladelse, og
b) større sanktioner eller ekstraordinære foranstaltninger, som tilsynsmyndighederne har iværksat,
herunder pålæg af kapitaltillæg til solvenskapitalkravet i henhold til artikel 37 og pålæg af
begrænsninger i brugen af en intern metode til beregning af solvenskapitalkravet i henhold til
afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 3.
Den koncerntilsynsførende konsulteres altid i forbindelse med anvendelsen af litra b).
De kompetente tilsynsmyndigheder konsulterer desuden hinanden, inden de træffer en afgørelse på
grundlag af oplysninger fra andre tilsynsmyndigheder.
2. En kompetent myndighed kan beslutte at undlade at konsultere, når der er tale om nødsituationer, el-
ler hvis en sådan konsultation kan forringe det resultat, der tilsigtes med afgørelserne, jf. dog artikel 248. I
så fald underretter tilsynsmyndigheden omgående de øvrige kompetente myndigheder herom.
Artikel 251
Anmodninger fra den koncerntilsynsførende til andre tilsynsmyndigheder
Den koncerntilsynsførende kan opfordre tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor et moderselskab
har sit hovedsæde, og som ikke selv udøver koncerntilsyn i henhold til artikel 247, til at anmode
det pågældende moderselskab om oplysninger, der kan være relevante for gennemførelsen af sine samo-
rdningsrettigheder og -forpligtelser som omhandlet i artikel 248, og til at fremsende disse oplysninger.
Når den koncerntilsynsførende har brug for oplysninger som omhandlet i artikel 254, stk. 2, som allerede
er videregivet til en anden tilsynsmyndighed, kontakter den koncerntilsynsførende så vidt muligt den
pågældende myndighed med henblik på at forhindre dobbelt rapportering til de forskellige myndigheder,
der er involveret i tilsynet.
Artikel 252
Samarbejde med myndigheder med ansvar for kreditinstitutter og investeringsselskaber
Er et forsikrings- eller genforsikringsselskab og enten et kreditinstitut som defineret i direktiv
2006/48/EØF eller et investeringsselskab som defineret i direktiv 2004/39/EF eller begge direkte eller
indirekte tilknyttet hinanden, eller har de et fælles deltagende selskab, etableres der et nært samarbejde
mellem de kompetente tilsynsmyndigheder og de myndigheder, der udøver tilsyn med disse andre selska-
ber.
Uden at det i øvrigt berører disse myndigheders respektive beføjelser, udveksler disse myndigheder alle
de oplysninger, der kan lette udøvelsen af deres hverv, især i forbindelse med dette afsnit.
Artikel 253
Tavshedspligt og fortrolighed
Medlemsstaterne tillader udvekslingen af oplysninger mellem deres tilsynsmyndigheder indbyrdes og
mellem deres tilsynsmyndigheder og andre myndigheder som omhandlet i artikel 249-252.
340
Oplysninger, der modtages inden for rammerne af koncerntilsynet, især enhver udveksling af oplysninger
mellem tilsynsmyndigheder indbyrdes og mellem tilsynsmyndigheder og andre myndigheder i henhold til
dette afsnit, er underlagt bestemmelserne i artikel 295.
Artikel 254
Adgang til oplysninger
1. Medlemsstaterne påser, at de fysiske og juridiske personer, der er omfattet af koncerntilsynet, og
deres tilknyttede og deltagende selskaber, er i stand til at udveksle oplysninger, der kan være relevante for
gennemførelsen af koncerntilsyn.
2. Medlemsstaterne foreskriver, at deres myndigheder med ansvar for koncerntilsyn skal have adgang til
enhver oplysning, der er relevant for dette tilsyn, uanset arten af det pågældende selskab. Artikel 35 finder
tilsvarende anvendelse.
De kompetente tilsynsmyndigheder kan kun henvende sig direkte til et selskab i en koncern for at opnå
de nødvendige oplysninger, når det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er omfattet
af koncerntilsyn, allerede er blevet anmodet om disse oplysninger, men ikke har leveret dem inden for en
passende tidsfrist.
Artikel 255
Kontrol af oplysninger
1. Medlemsstaterne påser inden for deres område, at deres tilsynsmyndigheder enten selv eller ved
personer, de bemyndiger dertil, på stedet kan kontrollere de i artikel 254 omhandlede oplysninger hos:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskabet, der er omfattet af koncerntilsyn
b) tilknyttede selskaber under dette forsikrings- eller genforsikringsselskab
c) moderselskaber til dette forsikrings- eller genforsikringsselskab
d) tilknyttede selskaber under dette forsikrings- eller genforsikringsselskabs moderselskab.
2. Når tilsynsmyndigheder i særlige tilfælde ønsker at verificere oplysningerne vedrørende et selskab,
som er del af en koncern og er beliggende i en anden medlemsstat, anmoder de tilsynsmyndighederne
i denne anden medlemsstat om at få verificeret oplysningerne, uanset om det pågældende selskab er
tilsynspligtigt eller ej.
De myndigheder, som modtager en sådan anmodning, behandler denne inden for rammerne af deres
beføjelser enten ved selv at foretage verifikation, ved at lade en auditor eller anden sagkyndig foretage
denne eller ved at tillade den myndighed, der har anmodet herom, selv at foretage denne. Den koncerntil-
synsførende informeres herom.
Tilsynsmyndigheden, der har fremsat anmodningen, kan, hvis den ønsker det, deltage i verifikationen,
hvis den ikke selv foretager den.
Artikel 256
Rapport om koncernens solvens og finansielle situation
1. Medlemsstaterne pålægger deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskaber eller forsikringshol-
dingselskaber årligt at offentliggøre en rapport om solvensen og den finansielle situation på koncernni-
veau. Artikel 51 og 53-55 finder tilsvarende anvendelse.
341
2. Et deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller et forsikringsholdingselskab kan, såfremt
den koncerntilsynsførende giver sin godkendelse, beslutte at fremlægge en enkelt rapport om solvens og
finansiel situation, der omfatter følgende:
a) oplysninger på koncernniveau, der skal oplyses i henhold til stk. 1
b) oplysninger om ethvert datterselskab i koncernen, der skal være individuelt identificerbare og
oplyses i henhold til artikel 51 og artikel 53-55.
Inden godkendelsen gives i overensstemmelse med første afsnit, konsulterer den koncerntilsynsførende
medlemmerne af tilsynskollegiet og tager behørigt hensyn til disses synspunkter og forbehold.
3. Indeholder rapporten som omhandlet i stk. 2 ikke oplysninger, som tilsynsmyndigheden, der har
godkendt et datterselskab inden for koncernen, har pålagt lignende selskaber at videregive, og når denne
udeladelse har væsentlig betydning, har den kompetente tilsynsmyndighed beføjelse til at pålægge det
pågældende datterselskab at videregive de nødvendige supplerende oplysninger.
4. Kommissionen vedtager gennemførelsesforanstaltninger til nærmere præcisering af, hvilke oplysnin-
ger der skal offentliggøres, og hvordan de skal offentliggøres, for så vidt angår den samlede rapport om
solvens og finansiel situation.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Artikel 257
Forsikringsholdingselskabers administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan
Medlemsstaterne foreskriver, at alle personer, der faktisk driver forsikringsholdingselskabet, skal opfylde
de krav til egnethed og hæderlighed, der kræves for at udøve deres hverv.
Artikel 42 finder tilsvarende anvendelse.
Artikel 258
Tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger
1. Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab i en koncern ikke opfylder kravene som omhandlet i
artikel 218-246, eller når kravene opfyldes, men solvenssituationen imidlertid er i fare for at blive kritisk,
eller når de koncerninterne transaktioner eller risikokoncentrationerne udgør en fare for forsikrings-
eller genforsikringsselskabernes finansielle situation, kræves det af nedenstående, at der træffes passende
foranstaltninger for at genoprette situationen hurtigst muligt:
a) den koncerntilsynsførende for så vidt angår forsikringsholdingselskabet
b) tilsynsmyndighederne for så vidt angår forsikrings- eller genforsikringsselskaberne.
Når den koncerntilsynsførende som anført i første afsnit, litra a), ikke er en af tilsynsmyndighederne i den
medlemsstat, hvor forsikringsholdingselskabet har sit hovedsæde, underretter den koncerntilsynsførende
disse tilsynsmyndigheder om sine undersøgelsesresultater for at give dem mulighed for at træffe de
nødvendige foranstaltninger.
Når den koncerntilsynsførende som anført i første afsnit, litra b), ikke er en af tilsynsmyndighederne i
den medlemsstat, hvor forsikrings- eller genforsikringsselskabet har sit hovedsæde, underretter den kon-
cerntilsynsførende disse tilsynsmyndigheder om sine undersøgelsesresultater for at give dem mulighed for
at træffe de nødvendige foranstaltninger.
342
Medlemsstaterne fastsætter de foranstaltninger, som deres tilsynsmyndigheder kan træffe for så vidt angår
forsikringsholdingselskaber, jf. dog stk. 2.
De kompetente tilsynsmyndigheder, herunder den koncerntilsynsførende, samordner om nødvendigt deres
tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger.
2. Medlemsstaterne fastsætter, uden at dette i øvrigt tilsidesætter deres strafferetlige bestemmelser,
at der kan iværksættes sanktioner eller andre foranstaltninger mod forsikringsholdingselskaber for over-
trædelse af love og administrative bestemmelser, som er vedtaget til gennemførelse af dette afsnit,
eller mod de personer, som faktisk driver disse selskaber. Tilsynsmyndighederne arbejder tæt sammen
for at sikre, at disse sanktioner eller foranstaltninger fører til det tilsigtede resultat, navnlig når et
forsikringsholdingselskabs hovedsæde ikke befinder sig samme sted som dets centrale administration
eller hovedforretningssted.
3. Kommissionen kan vedtage gennemførelsesbestemmelser for samordningen af tvangsfuldbyrdelses-
foranstaltninger som omhandlet i stk. 1 og 2.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Artikel 259
Rapportering fra CEIOPS
1. CEIOPS deltager årligt i en almindelig udvalgshøring i Europa-Parlamentet. Falder denne deltagelse
sammen med CEIOPS᾽ rapporteringskrav, jf. artikel 71, stk. 3, anses dette krav for at være opfyldt for så
vidt angår Europa-Parlamentet ved CEIOPS᾽ deltagelse i denne høring.
2. I forbindelse med høringen, der er omhandlet i stk. 1, rapporterer CEIOPS herunder om alle
relevante og signifikante erfaringer fra tilsynsaktiviteterne og samarbejdet mellem de tilsynsførende inden
for rammerne af afsnit III, og navnlig om:
a) processen i forbindelse med udnævnelsen af den koncerntilsynsførende, antallet af koncerntilsyns-
førende og den geografiske spredning
b) tilsynskollegiernes arbejde, navnlig inddragelsen af tilsynsmyndigheder og disses engagement, når
de ikke er koncerntilsynsførende.
3. Med henblik på stk. 1 kan CEIOPS ligeledes rapportere om de vigtigste erfaringer fra den i
artikel 248, stk. 6, omhandlede gennemgang, hvor dette er passende.
KAPITEL IV
Tredjelande
Artikel 260
Moderselskaber uden for Fællesskabet: kontrol af ækvivalens
1. De kompetente tilsynsmyndigheder kontrollerer i det i artikel 213, stk. 2, litra c), anførte tilfælde, om
de forsikrings- og genforsikringsselskaber, hvis moderselskab har sit hovedsæde uden for Fællesskabet,
er underlagt et tilsyn, som udøves af et tredjelands tilsynsmyndighed, og som er ækvivalent i forhold
til det, der foreskrives i dette afsnit om koncerntilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber som
omhandlet i artikel 213, stk. 2, litra a) og b).
343
Denne kontrol foretages af den tilsynsmyndighed, som ville være koncerntilsynsførende, hvis kriterierne
i artikel 247, stk. 2, fandt anvendelse, efter anmodning fra moderselskabet eller et af de forsikrings-
eller genforsikringsselskaber, der har fået tilladelse i Fællesskabet, eller på eget initiativ, medmindre
Kommissionen tidligere har konkluderet, at det pågældende tredjelands ordning er ækvivalent. Denne
tilsynsmyndighed konsulterer i denne forbindelse de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og CEIOPS,
inden der træffes afgørelse om ækvivalens.
2. Kommissionen kan vedtage gennemførelsesbestemmelser, der præciserer kriterierne for vurderin-
gen af, hvorvidt reglerne om koncerntilsyn i et tredjeland er ækvivalente i forhold til reglerne i dette
afsnit. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv
ved at supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
3. Kommissionen kan efter at have konsulteret Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmar-
kedsrelaterede Pensioner og i overensstemmelse med proceduren i artikel 301, stk. 2, og efter at have
taget højde for de kriterier, der er vedtaget i henhold til stk. 2, træffe afgørelse om, hvorvidt reglerne om
koncerntilsyn i et tredjeland er ækvivalente i forhold til reglerne i dette afsnit.
Disse afgørelser skal regelmæssigt tages op til fornyet overvejelse for at tage hensyn til eventuelle
ændringer i reglerne om koncerntilsyn i dette afsnit og i tredjelande og alle andre regelændringer, der kan
få indflydelse på afgørelsen om ækvivalens.
Når Kommissionen træffer en afgørelse i overensstemmelse med første afsnit for så vidt angår et tredje-
land, betragtes denne afgørelse som endelig i forbindelse med kontrollen i stk. 1.
Artikel 261
Moderselskaber uden for Fællesskabet: ækvivalens
1. Når der forefindes ækvivalent tilsyn som omhandlet i artikel 260 forlader medlemsstaterne sig i
overensstemmelse med stk. 2 på det ækvivalente koncerntilsyn, der udøves af tilsynsmyndighederne i
tredjelandet.
2. Artikel 247-258 finder tilsvarende anvendelse på samarbejdet med tilsynsmyndigheder i tredjelande.
Artikel 262
Moderselskaber uden for Fællesskabet: manglende ækvivalens
1. Når der ikke forefindes ækvivalent tilsyn som omhandlet i artikel 260, anvender medlemssta-
terne enten artikel 218-258 analogt over for forsikrings- og genforsikringsselskaberne, dog undtagen
artikel 236-243, eller en af metoderne i stk. 2.
De generelle principper og metoder i artikel 218-258 finder anvendelse på forsikringsholdingselskaber og
tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskaber.
Udelukkende med henblik på beregning af koncernsolvensen behandles moderselskabet som et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab, der er omfattet af samme regler som i afsnit I, kapitel VI, afdeling 3,
underafdeling 1, 2 og 3, for så vidt angår anerkendt egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet og et
af følgende:
a) et solvenskapitalkrav, der fastsættes i overensstemmelse med principperne i artikel 226, når det
drejer sig et forsikringsholdingselskab
b) et solvenskapitalkrav, der fastsættes i overensstemmelse med principperne i artikel 227, når det
drejer sig et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab.
344
2. Medlemsstaterne giver deres tilsynsmyndigheder mulighed for at anvende andre metoder, der sikrer
passende tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskab i en koncern. Disse metoder skal godkendes
af den koncerntilsynsførende efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder.
Tilsynsmyndighederne kan især kræve, at der etableres et forsikringsholdingselskab, der har sit hovedsæ-
de i Fællesskabet, og anvende dette afsnit på forsikrings- og genforsikringsselskaber i den koncern, som
har dette forsikringsholdingselskab som moderselskab.
De valgte metoder skal gøre det muligt at nå målsætningerne med hensyn til koncerntilsyn som defineret i
dette afsnit og skal meddeles til de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og Kommissionen.
Artikel 263
Moderselskaber uden for Fællesskabet: niveauer
Når moderselskabet som omhandlet i artikel 260 selv er et datterselskab under et forsikringsholdingsel-
skab, der har sit hovedsæde uden for Fællesskabet, eller under et tredjelandsforsikrings- eller genforsik-
ringsselskab, anvender medlemsstaterne udelukkende kontrollen som omhandlet i artikel 260 over for det
endelige moderselskab, der er et tredjelandsforsikringsholdingselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller
genforsikringsselskab.
Medlemsstaterne giver imidlertid deres tilsynsmyndigheder mulighed for i mangel af ækvivalent tilsyn
som omhandlet i artikel 260 at beslutte at foretage en ny kontrol på et lavere niveau, når der forefindes et
moderselskab for forsikrings- eller genforsikringsselskaber, uanset om det drejer sig om et tredjelandsfor-
sikringsholdingselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab.
I så fald begrunder tilsynsmyndigheden som omhandlet i artikel 260, stk. 1, andet afsnit, sin afgørelse
over for koncernen.
Artikel 262 finder tilsvarende anvendelse.
Artikel 264
Samarbejde med tredjelandes tilsynsmyndigheder
1. Kommissionen kan fremsætte forslag for Rådet om at indlede forhandlinger med et eller flere
tredjelande om aftaler vedrørende de nærmere vilkår for, hvordan tilsynet skal udøves på:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der som deltagende selskaber har selskaber som om-
handlet i artikel 213 med hovedsæde i et tredjeland, og
b) tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskaber, der som deltagende selskaber har selskaber
som omhandlet i artikel 213 med hovedsæde i Fællesskabet.
2. De i stk. 1 omhandlede aftaler skal navnlig sikre:
a) at medlemsstaternes tilsynsmyndigheder er i stand til at indhente de oplysninger, der er nødven-
dige for koncerntilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber, der har deres hovedsæde i
Fællesskabet, og som har datterselskaber eller besidder kapitalinteresser i selskaber uden for
Fællesskabet, og
b) at tredjelandes tilsynsmyndigheder er i stand til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for
koncerntilsyn med tredjelandsforsikrings- og genforsikringsselskaber, der har deres hovedsæde på
deres område, og som har datterselskaber eller besidder kapitalinteresser i selskaber i en eller flere
medlemsstater.
345
3. Kommissionen undersøger, bistået af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrela-
terede Pensioner, resultatet af de i stk. 1 omhandlede forhandlinger, jf. dog artikel 391, stk. 1 og 2, i
traktaten.
KAPITEL V
Blandede forsikringsholdingselskaber
Artikel 265
Koncerninterne transaktioner
1. Medlemsstaterne påser, når moderselskabet for et eller flere forsikrings- eller genforsikringsselskaber
er et blandet forsikringsholdingselskab, at tilsynsmyndighederne med ansvar for tilsynet med disse forsik-
rings- eller genforsikringsselskab udøver generelt tilsyn med transaktioner mellem disse forsikrings- eller
genforsikringsselskab og det blandede forsikringsholdingselskab og dets tilknyttede selskaber.
2. Artikel 245, 249-255 og 258 finder tilsvarende anvendelse.
Artikel 266
Samarbejde med tredjelande
Hvad angår samarbejdet med tredjelande finder artikel 264 tilsvarende anvendelse.
AFSNIT IV
SANERING OG LIKVIDATION AF FORSIKRINGSSELSKABER
KAPITEL I
Anvendelsesområde og definitioner
Artikel 267
Anvendelsesområde for dette afsnit
Dette afsnit finder anvendelse på saneringsforanstaltninger for og likvidation af:
a) forsikringsselskaber
b) de på Fællesskabets område beliggende filialer af tredjelandsforsikringsselskaber.
Artikel 268
Definitioner
1. I dette afsnit forstås ved:
a) »kompetente myndigheder«: de administrative eller retslige myndigheder i medlemsstaterne, som
er kompetente med hensyn til saneringsforanstaltninger eller likvidation
b) »filial«: en permanent tilstedeværelse på en anden medlemsstats område end hjemlandets af et
forsikringsselskab, som udøver forsikringsvirksomhed
c) »saneringsforanstaltninger«: foranstaltninger, som indebærer indgriben fra de kompetente myndig-
heders side, som har til formål at bevare eller genoprette et forsikringsselskabs finansielle situation,
og som berører andre parters end selve forsikringsselskabets bestående rettigheder, herunder, men
ikke begrænset til, foranstaltninger, som indebærer mulighed for betalingsstandsning, udsættelse af
tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger eller nedbringelse af fordringerne
346
d) »likvidation«: en kollektiv procedure, som medfører, at et forsikringsselskabs aktiver realiseres,
og at provenuet heraf i givet fald udloddes blandt kreditorerne, selskabsdeltagerne eller medlem-
merne, og som nødvendigvis indebærer en eller anden form for indgriben fra de kompetente
myndigheder, herunder afslutning af den kollektive procedure med en tvangsakkord eller en anden
tilsvarende foranstaltning, uanset om den er baseret på insolvens, og uanset om den er frivillig eller
tvungen
e) »administrator«: enhver person eller ethvert organ, som er udpeget af de kompetente myndigheder
med henblik på at administrere saneringsforanstaltninger
f) »likvidator«: en person eller ethvert organ, som er udpeget af de kompetente myndigheder eller af
et forsikringsselskabs vedtægtsmæssige organer med henblik på at administrere likvidationer
g) »forsikringskrav«: et beløb, som et forsikringsselskab skylder forsikrede, forsikringstagere, begun-
stigede eller enhver skadelidt, der har mulighed for at rejse krav direkte mod forsikringsselskabet,
og som følger af en forsikringsaftale eller en transaktion som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b)
og c), i forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed, herunder et beløb, som er hensat til disse
personer, når det skyldige beløb ikke kan opgøres på grund af ukendte faktorer.
Den præmie, som et forsikringsselskab skylder som følge af, at den i første afsnit, litra g), nævnte
forsikringsaftale eller transaktion ikke er blevet indgået eller er blevet annulleret i overensstemmelse med
den lov, der finder anvendelse på en sådan aftale eller transaktion, inden indledningen af likvidationen,
betragtes også som et forsikringskrav.
2. Med henblik på anvendelsen af dette afsnit på saneringsforanstaltninger og likvidationer i forbindelse
med de i medlemsstaterne beliggende filialer af tredjelandsforsikringsselskaber forstås ved:
a) »hjemland«: den medlemsstat, hvor filialen har fået sin tilladelse i overensstemmelse med arti-
kel 145-149
b) »tilsynsmyndigheder«: tilsynsmyndighederne i hjemlandet
c) »kompetente myndigheder«: de kompetente myndigheder i hjemlandet.
KAPITEL II
Saneringsforanstaltninger
Artikel 269
Vedtagelse af saneringsforanstaltninger Lovgivning, der finder anvendelse
1. Kun hjemlandets kompetente myndigheder kan træffe afgørelse om saneringsforanstaltninger for et
forsikringsselskab, herunder for dets filialer.
2. Saneringsforanstaltninger udelukker ikke, at der indledes likvidation i hjemlandet.
3. Saneringsforanstaltninger er underlagt hjemlandets love og administrative bestemmelser og procedu-
rer, medmindre andet er fastsat i artikel 285-292.
4. Saneringsforanstaltninger truffet i overensstemmelse med hjemlandets lovgivning har uden videre
fuld retsvirkning i hele Fællesskabet, også over for tredjepart i andre medlemsstater, uanset om de andre
medlemsstaters lovgivning ikke indeholder bestemmelser om sådanne saneringsforanstaltninger eller,
alternativt, at betingelserne for at anvende dem ikke er opfyldt.
5. Saneringsforanstaltninger har retsvirkning i hele Fællesskabet, så snart de har retsvirkning i hjemlan-
det.
Artikel 270
347
Underretning af tilsynsmyndighederne
De kompetente myndigheder i hjemlandet underretter straks tilsynsmyndighederne i hjemlandet om
enhver afgørelse om saneringsforanstaltninger, om muligt inden de vedtager sådanne foranstaltninger og
ellers umiddelbart derefter.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet underretter straks tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater
om afgørelsen om at vedtage saneringsforanstaltninger, herunder om de mulige konkrete følger af de
pågældende foranstaltninger.
Artikel 271
Offentliggørelse af afgørelser om saneringsforanstaltninger
1. Såfremt det i hjemlandet er muligt at anke afgørelsen om saneringsforanstaltninger, skal hjemlandets
kompetente myndigheder, administrator eller enhver anden person, som i hjemlandet er bemyndiget
dertil, offentliggøre afgørelsen om indledning af en saneringsforanstaltning i overensstemmelse med de
procedurer for offentliggørelse, som gælder i hjemlandet, og desuden snarest muligt offentliggøre et
uddrag af det dokument, hvori saneringsforanstaltningen er hjemlet, i Den Europæiske Unions Tidende.
Tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater, som er blevet underrettet om afgørelsen om indledning
af en saneringsforanstaltning, jf. artikel 270, kan sikre, at en sådan afgørelse offentliggøres på deres
område på en måde, de finder passende.
2. Offentliggørelsen i henhold til stk. 1 skal indeholde oplysninger om hjemlandets kompetente
myndighed, hvilken lovgivning der finder anvendelse, jf. artikel 269, stk. 3, og i givet fald den udpegede
likvidator. Offentliggørelsen skal finde sted på det eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor
oplysningerne offentliggøres.
3. Saneringsforanstaltningerne træder i kraft uden hensyn til bestemmelserne om offentliggørelse i stk. 1
og 2 og har fuld retsvirkning over for kreditorerne, medmindre de kompetente myndigheder i hjemlandet
eller den dér gældende lov fastsætter andet.
4. Stk. 1, 2 og 3 finder ikke anvendelse, når saneringsforanstaltningerne udelukkende berører rettig-
heder, som tilhører et forsikringsselskabs aktionærer, medlemmer eller ansatte i deres egenskab heraf,
medmindre andet er fastsat i den lovgivning, som finder anvendelse på saneringsforanstaltningerne.
De kompetente myndigheder fastsætter, hvorledes de i første afsnit nævnte parter skal underrettes i
overensstemmelse med den lovgivning, der finder anvendelse.
Artikel 272
Underretning af kendte kreditorer Ret til at anmelde fordringer
1. Kræver hjemlandets lovgivning, at en fordring skal anmeldes for at blive anerkendt, eller foreskriver
den, at kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i denne medlemsstat
skal underrettes om en saneringsforanstaltning, underretter hjemlandets kompetente myndigheder eller
administratoren ligeledes de kendte kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er
beliggende i en anden medlemsstat i overensstemmelse med artikel 281 og artikel 283, stk. 1.
2. Giver hjemlandets lovgivning kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er belig-
gende i denne medlemsstat ret til at anmelde deres fordringer eller indgive bemærkninger til fordringerne,
348
nyder kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i en anden medlemsstat
samme rettighed i overensstemmelse med artikel 282 og artikel 283, stk. 2.
KAPITEL III
Likvidation
Artikel 273
Indledning af likvidation Underretning af tilsynsmyndighederne
1. Kun de kompetente myndigheder i hjemlandet kan træffe afgørelse om indledning af likvidation af
et forsikringsselskab, herunder dets filialer i andre medlemsstater. En sådan afgørelse kan træffes, uden at
der eller efter at der er vedtaget saneringsforanstaltninger.
2. En afgørelse om indledning af likvidation af et forsikringsselskab, herunder dets filialer i andre
medlemsstater, vedtaget i overensstemmelse med hjemlandets lovgivning anerkendes uden videre i hele
Fællesskabet og får retsvirkning dér, så snart den får retsvirkning i den medlemsstat, hvor likvidationen
indledes.
3. De kompetente myndigheder i hjemlandet underretter straks hjemlandets tilsynsmyndigheder om
afgørelsen om at indlede likvidation, om muligt inden den indledes og ellers umiddelbart derefter.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet underretter straks tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater
om afgørelsen om at indlede likvidation, herunder de mulige konkrete følger af den pågældende likvida-
tion.
Artikel 274
Lovvalg
1. Afgørelsen om at indlede likvidation af et forsikringsselskab, likvidationsbehandlingen og dennes
retsvirkninger er underlagt hjemlandets lovgivning, medmindre andet er fastsat i artikel 285-292.
2. Hjemlandets lovgivning fastlægger mindst følgende:
a) hvilke aktiver der indgår i boet, og hvordan der skal forholdes med hensyn til aktiver, som er
erhvervet af forsikringsselskabet efter indledningen af likvidationen
b) forsikringsselskabets og likvidators respektive beføjelser
c) på hvilke betingelser der kan foretages gyldig modregning
d) likvidationens følger for løbende aftaler, som forsikringsselskabet er part i
e) likvidationens følger for søgsmål, som enkeltstående kreditorer har indledt, bortset fra verserende
retssager som omhandlet i artikel 292
f) de fordringer, der skal anmeldes i forsikringsselskabets bo, og hvordan der skal forholdes med
hensyn til fordringer, som er opstået efter indledningen af likvidationen
g) reglerne for anmeldelse, prøvelse og anerkendelse af fordringer
h) reglerne for udlodning af provenuet ved realisation af aktiverne, rangordenen, samt hvilke rettig-
heder de kreditorer har, som har opnået delvis fyldestgørelse efter indledningen af likvidationen på
grundlag af en tinglig rettighed eller ved modregning
i) betingelserne for og virkningerne af afslutningen af likvidationen, navnlig ved tvangsakkord
j) kreditorers rettigheder efter afslutningen af likvidationen
k) hvilken part der skal betale omkostninger og udgifter i forbindelse med likvidationen, og
349
l) reglerne for nullitet, omstødelse eller anfægtelse af retshandler, som er til skade for samtlige
kreditorer.
Artikel 275
Behandling af forsikringskrav
1. Medlemsstaterne påser, at forsikringskrav har forrang for andre fordringer mod forsikringsselskabet
på en eller begge af følgende måder:
a) med hensyn til aktiver, som medgår til dækning af forsikringsmæssige hensættelser, skal forsik-
ringskrav have absolut forrang for alle andre fordringer mod forsikringsselskabet, eller
b) med hensyn til alle forsikringsselskabets aktiver skal forsikringskrav have forrang for alle andre
fordringer mod forsikringsselskabet, idet de eneste mulige undtagelser herfra er:
i) fordringer fra arbejdstagere, som følger af arbejdsaftaler og arbejdsforhold
ii) skattekrav fra offentlige organer
iii) fordringer fra sociale sikringsordninger
iv) fordringer vedrørende aktiver, som er omfattet af en tinglig rettighed.
2. Medlemsstaterne kan foreskrive, at alle eller en del af de udgifter, der er opstået i forbindelse med
likvidationsproceduren som fastsat i deres nationale lovgivning, får forrang for forsikringskrav, jf. dog
stk. 1.
3. Medlemsstater, som har valgt metoden i stk. 1, litra a), kræver, at forsikringsselskaberne udarbejder
og ajourfører et særligt register i overensstemmelse med artikel 276.
Artikel 276
Særligt register
1. Et forsikringsselskab skal på sit hovedsæde føre et særligt register over de aktiver, som modsvarer
de forsikringsmæssige hensættelser, der er beregnet og placeret i overensstemmelse med hjemlandets
lovgivning.
2. Udøver et forsikringsselskab både livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed, skal
selskabet på sit hovedsæde føre et særskilt register for hver af de pågældende forsikringskategorier.
Når en medlemsstat tillader forsikringsselskaber at drive livsforsikringsvirksomhed og dække de risici,
som er opført under forsikringsklasse 1 og 2 i del A i bilag I, kan den dog fastsætte, at disse selskaber kun
skal føre ét register, som er fælles for alle deres aktiviteter.
3. De samlede opførte aktiver — værdiansat i overensstemmelse med lovgivningen i hjemlandet — skal
til enhver tid mindst svare til størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser.
4. Dersom et aktiv, som er opført i registret, behæftes med en tinglig rettighed til fordel for en kreditor
eller en tredjepart, således at en del af dette aktiv ikke er disponibelt til dækning af forpligtelserne,
anføres dette i registeret, og det ikke-disponible beløb medregnes ikke i det i stk. 3 nævnte samlede beløb.
5. Behandlingen af et aktiv i tilfælde af likvidation af forsikringsselskabet for så vidt angår metoden
i artikel 275, stk. 1, litra a), afgøres i henhold til hjemlandets lovgivning, undtagen i de tilfælde, hvor
artikel 286, 287 eller 288 finder anvendelse på dette aktiv, dersom:
350
a) det aktiv, der anvendes til at dække forsikringsmæssige hensættelser, er behæftet med en tinglig
rettighed til fordel for en kreditor eller en tredjepart uden at opfylde betingelserne i stk. 4
b) et sådant aktiv er behæftet med et ejendomsforbehold til fordel for en kreditor eller en tredjepart,
eller
c) en kreditor har ret til at kræve sin fordring modregnet i forsikringsselskabets fordring.
6. Er der først indledt en likvidation, kan sammensætningen af de aktiver, der er opført i registeret i
overensstemmelse med stk. 1-5, ikke ændres, og der kan heller ikke foretages ændringer i registrene, bort-
set fra rettelser af rene skrivefejl eller lignende, undtagen med den kompetente myndigheds godkendelse.
Dog skal likvidatorerne til de pågældende aktiver medregne provenuet heraf og værdien af rene præmie-
indtægter, der er blevet opkrævet inden for den pågældende forsikringsklasse mellem indledningen af
likvidationen og tidspunktet for betalingen af forsikringskravet, eller indtil en eventuel overdragelse af
forsikringsporteføljen har fundet sted.
7. Er provenuet af de realiserede aktiver mindre end den værdi, hvortil de er opført i registrene, skal
likvidatorerne begrunde dette over for hjemlandenes tilsynsmyndigheder.
Artikel 277
Subrogation til en garantifond
Hjemlandet kan bestemme, at når en garantifond, som er oprettet i hjemlandet, er indtrådt i forsikrings-
kreditorers rettigheder, kan denne fonds fordringer ikke være omfattet af bestemmelserne i artikel 275,
stk. 1.
Artikel 278
Privilegerede krav knyttet til aktiver
De medlemsstater, som vælger metoden i artikel 275, stk. 1, litra b), forlanger af ethvert forsikringssel-
skab, at de sikrer, at fordringer, som kan have forrang for forsikringskrav i henhold til artikel 275,
stk. 1, litra b), og som er registreret i forsikringsselskabets regnskaber, til enhver tid og uafhængigt af en
eventuel likvidation modsvares af aktiver.
Artikel 279
Inddragelse af tilladelsen
1. Når der er truffet afgørelse om at indlede likvidation af et forsikringsselskab, inddrages selskabets
tilladelse efter proceduren i artikel 144, undtagen i det omfang, det er nødvendigt for udøvelsen af de i
stk. 2 omhandlede aktiviteter.
2. Likvidator eller enhver anden person, som er udpeget af de kompetente myndigheder, kan uanset
inddragelsen af tilladelsen, jf. stk. 1, fortsætte med at udøve visse af forsikringsselskabets aktiviteter,
såfremt dette er nødvendigt eller hensigtsmæssigt af hensyn til likvidationen.
Hjemlandet kan bestemme, at udførelsen af disse aktiviteter kræver samtykke fra og skal foregå under
kontrol af tilsynsmyndighederne i hjemlandet.
Artikel 280
Offentliggørelse af afgørelser om likvidation
351
1. Den kompetente myndighed, likvidator eller enhver person, som er udpeget hertil af den kompetente
myndighed, skal offentliggøre afgørelsen om indledning af likvidationen i overensstemmelse med de
procedurer for offentliggørelse, som gælder i hjemlandet, og også offentliggøre et uddrag af likvidations-
afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Tilsynsmyndighederne i alle andre medlemsstater, som er blevet underrettet om afgørelsen om indledning
af likvidationen, jf. artikel 273, stk. 3, kan sikre, at en sådan afgørelse offentliggøres på deres område på
en måde, de finder passende.
2. Den i stk. 1 nævnte offentliggørelse skal indeholde oplysninger om hjemlandets kompetente myndig-
hed, hvilken lovgivning der finder anvendelse, og hvilken likvidator der er udpeget. Offentliggørelsen
skal finde sted på det eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor oplysningerne offentliggøres.
Artikel 281
Underretning af kendte kreditorer
1. Når en likvidation er indledt, underretter hjemlandets kompetente myndigheder, likvidator eller
enhver person, som er udpeget hertil af de kompetente myndigheder, straks og individuelt ved en skriftlig
meddelelse alle kendte kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i en
anden medlemsstat.
2. Den i stk. 1 omhandlede underretning skal omfatte frister, der skal overholdes, sanktionerne
i tilknytning til disse frister, hvilket organ eller hvilken myndighed der har beføjelse til at modtage
anmeldelse af fordringer eller bemærkninger vedrørende fordringer og andre foranstaltninger.
Det skal ligeledes fremgå af meddelelsen, om kreditorer med privilegerede fordringer eller tinglig sikker-
hed skal anmelde deres fordring.
Når det drejer sig om forsikringskrav, skal meddelelsen endvidere oplyse om likvidationens generelle
følger for forsikringsaftalerne, herunder især, på hvilken dato forsikringsaftalerne eller transaktionerne
ophører med at have virkning, og de forsikredes rettigheder og pligter med hensyn til forsikringsaftalen
eller transaktionen.
Artikel 282
Ret til at anmelde fordringer
1. Kreditorer, herunder medlemsstaternes offentlige myndigheder, med sædvanlig bopæl, hjemsted eller
hovedsæde i en anden medlemsstat end hjemlandet har ret til at anmelde deres fordringer eller indgive
skriftlige bemærkninger til fordringerne.
2. Fordringer fra alle de i stk. 1 nævnte kreditorer behandles på samme måde og med samme rangorden
som tilsvarende fordringer, som kan anmeldes af kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hoved-
sæde er beliggende i hjemlandet. De kompetente myndigheder handler derfor uden forskelsbehandling på
fællesskabsplan.
3. Bortset fra de tilfælde, hvor hjemlandets lov tillader andet, skal kreditor indsende en genpart af
eventuel dokumentation til den kompetente myndighed og anføre følgende:
a) fordringens art og størrelse
b) hvornår fordringen er opstået
c) om det påberåbes, at der er tale om en privilegeret fordring, en tinglig sikkerhed eller et ejendoms-
forbehold
352
d) eventuelt hvilke formuegenstande denne sikkerhed omfatter.
Det er ikke nødvendigt at anføre den forrang, som er indrømmet forsikringskrav i henhold til artikel 275.
Artikel 283
Sprog og form
1. Underretningen i den i artikel 281, stk. 1, omhandlede meddelelse skal finde sted på det eller et af de
officielle sprog i hjemlandet.
Til dette formål benyttes en formular med en af følgende overskrifter på alle Den Europæiske Unions
officielle sprog:
a) »Opfordring til anmeldelse af fordringer. Angivne frister skal overholdes« eller
b) når der efter hjemlandets lovgivning skal indgives bemærkninger til fordringerne, »Opfordring til
at indgive bemærkninger til en fordring. Angivne frister skal overholdes«.
Har en kendt kreditor et forsikringskrav, skal underretningen i den i artikel 281, stk. 1, omhandlede
meddelelse dog gives på det eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor kreditors sædvanlige
bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende.
2. Kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i en anden medlemsstat
end hjemlandet, kan anmelde deres fordringer eller indgive deres bemærkninger til fordringerne på det
eller et af de officielle sprog i denne medlemsstat.
I så fald skal dog henholdsvis anmeldelsen af fordringen eller indgivelsen af bemærkninger til fordringen
være forsynet med overskriften »Anmeldelse af fordring« eller »Indgivelse af bemærkninger til en
fordring« på det eller et af de officielle sprog i hjemlandet.
Artikel 284
Regelmæssig underretning af kreditorer
1. Likvidatorerne underretter regelmæssigt og i en passende form kreditorerne om likvidationens forløb.
2. Medlemsstaternes tilsynsmyndigheder kan anmode hjemlandets tilsynsmyndigheder om at blive
underrettet om likvidationens forløb.
KAPITEL IV
Fælles bestemmelser
Artikel 285
Virkninger for visse aftaler og rettigheder
Uanset artikel 269 og 274 afgøres virkningerne af en saneringsforanstaltning eller af indledning af en
likvidation som følger:
a) ved arbejdsaftaler og arbejdsforhold udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, hvis
lovgivning finder anvendelse på arbejdsaftalen eller arbejdsforholdet
b) ved aftaler, som giver brugs- eller købsret til fast ejendom, udelukkende efter lovgivningen i den
medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende, og
c) ved forsikringsselskabets rettigheder til fast ejendom, et skib eller et luftfartøj, som kræves noteret
i et offentligt register, udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, under hvis myndighed
registeret føres.
353
Artikel 286
Tredjeparts tinglige rettigheder
1. Indledning af saneringsforanstaltninger eller af en likvidation berører ikke en kreditors eller en
tredjeparts tinglige ret til fysiske eller immaterielle formuegenstande, løsøre eller fast ejendom — såvel
specifikke aktiver som en række uspecificerede aktiver under ét med varierende sammensætning — som
tilhører forsikringsselskabet, og som på tidspunktet for likvidationens indledning befinder sig på en anden
medlemsstats område.
2. Rettigheder efter stk. 1 omfatter mindst:
a) retten til at realisere aktivet eller lade det realisere og til at lade sig fyldestgøre af provenuet eller
udbyttet heraf, navnlig ved pant, herunder pant i fast ejendom
b) eneretten til at inddrive en fordring, navnlig en ret sikret ved pant i fordringen eller ved overdragel-
se til sikkerhed
c) retten til at forlange aktivet udleveret eller kræve erstatning af enhver, som besidder eller anvender
det mod rettighedshaverens vilje
d) retten til at oppebære afkastet af et aktiv.
3. Retten til at opnå en tinglig rettighed som nævnt i stk. 1, som er noteret i et offentligt register og kan
gøres gældende over for tredjepart, sidestilles med en tinglig rettighed.
4. Stk. 1 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i
artikel 274, stk. 2, litra l).
Artikel 287
Ejendomsforbehold
1. Indledning af saneringsforanstaltninger for eller likvidation af et forsikringsselskab, som køber
et aktiv, berører ikke en sælgers rettigheder, som bygger på et ejendomsforbehold, når genstanden på
tidspunktet for behandlingens indledning befinder sig i en anden medlemsstat end den, hvor behandlingen
er indledt.
2. Indledning af saneringsforanstaltninger for eller likvidation af et forsikringsselskab, som sælger
et aktiv, efter levering af aktivet berettiger ikke til ophævelse eller annullering af salget og forhindrer
ikke køberen i at erhverve ejendomsretten til det solgte aktiv, når dette på tidspunktet for behandlingens
indledning befinder sig i en anden medlemsstat end den, hvor behandlingen er indledt.
3. Stk. 1 og 2 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i
artikel 274, stk. 2, litra l).
Artikel 288
Modregning
1. Indledning af saneringsforanstaltninger eller af en likvidation berører ikke en kreditors ret til
at kræve sin fordring modregnet i forsikringsselskabets fordring, når den lovgivning, der gælder for
forsikringsselskabets fordring, tillader en sådan modregning.
2. Stk. 1 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i
artikel 274, stk. 2, litra l).
Artikel 289
354
Regulerede markeder
1. Virkningerne af en saneringsforanstaltning eller af indledning af en likvidation for de rettigheder og
forpligtelser, som henholdsvis tilkommer og påhviler deltagerne i et reguleret marked, afgøres udelukken-
de efter lovgivningen i den medlemsstat, hvis lovgivning finder anvendelse på det pågældende marked, jf.
dog artikel 286.
2. Stk. 1 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i arti-
kel 274, stk. 2, litra l), af betalinger eller transaktioner i henhold til den lovgivning, der finder anvendelse
på det pågældende marked.
Artikel 290
Handlinger, som kan skade kreditorerne
Artikel 274, stk. 2, litra l), finder ikke anvendelse, når den, der har nydt godt af en handling, som
er til skade for alle kreditorerne, kan godtgøre, at denne handling er undergivet lovgivningen i en
anden medlemsstat end hjemlandet, og at denne lovgivning i det pågældende tilfælde ikke åbner nogen
mulighed for at anfægte denne handling.
Artikel 291
Beskyttelse af erhvervende tredjepart
Følgende lovgivning finder anvendelse, når et forsikringsselskab ved en retshandel indgået efter vedtagel-
sen af en saneringsforanstaltning eller indledningen af en likvidation mod modydelse afhænder:
a) ved fast ejendom: lovgivningen i den medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende
b) ved skibe eller luftfartøjer, som kræves noteret i et offentligt register: lovgivningen i den medlems-
stat, under hvis myndighed registret føres
c) ved værdipapirer eller andre papirer, hvis eksistens eller overførsel forudsætter notering i et register
eller på en konto, der er reguleret ved lov, eller som er placeret i en værdipapircentral, der er
reguleret af en medlemsstats lovgivning: lovgivningen i den medlemsstat, under hvis myndighed
registret, kontoen eller værdipapircentralen føres eller administreres.
Artikel 292
Verserende retssager
Virkningerne af en saneringsforanstaltning eller en likvidation for en verserende retssag om et aktiv eller
en rettighed i massen, afgøres udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor retssagen verserer.
Artikel 293
Administratorer og likvidatorer
1. Udpegelsen af en administrator eller likvidator godtgøres ved en bekræftet genpart af den afgørelse,
hvorved den pågældende er udpeget, eller ved enhver anden attest udstedt af hjemlandets kompetente
myndigheder.
Den medlemsstat, i hvilken administratoren eller likvidatoren ønsker at handle, kan forlange en oversæt-
telse til det eller et af de officielle sprog i den pågældende medlemsstat. Der stilles ikke krav om en
formel bekræftelse af denne oversættelse eller andre lignende formaliteter.
355
2. Administratorer og likvidatorer kan på samtlige medlemsstaters område udøve alle de beføjelser, de
kan udøve på hjemlandets område.
Desuden kan der efter hjemlandets lovgivning udpeges personer til at bistå eller repræsentere admini-
stratorerne og likvidatorerne under saneringsforanstaltningen eller likvidationen, især i værtslandene og
specielt med henblik på at afhjælpe de vanskeligheder, som kreditorer måtte støde på i disse lande.
3. Ved udøvelsen af deres beføjelser i henhold til hjemlandets lovgivning skal administratorer eller
likvidatorer overholde lovgivningen i de medlemsstater, i hvilke de ønsker at handle, især for så vidt
angår bestemmelserne om realisering af formuegenstande og underretning af ansatte.
Disse beføjelser omfatter ikke anvendelse af tvangsmidler eller retten til at afgøre voldgiftsspørgsmål
eller bilægge tvister.
Artikel 294
Notering i offentligt register
1. Administrator, likvidator eller enhver anden myndighed eller person med den behørige bemyndigelse
i hjemlandet kan anmode om at få en saneringsforanstaltning eller afgørelsen om indledning af en
likvidation noteret i ethvert relevant offentligt register, som føres i de øvrige medlemsstater.
Foreskriver en medlemsstat obligatorisk notering, træffer den i første afsnit omhandlede myndighed eller
person de nødvendige foranstaltninger til, at tinglysningen eller registreringen kan finde sted.
2. Omkostningerne i forbindelse med notering betragtes som procedureomkostninger.
Artikel 295
Tavshedspligt
Alle, som modtager eller giver oplysninger som led i de i artikel 270, 273 og 296 fastlagte procedurer, er
underlagt bestemmelserne om tavshedspligt som fastlagt i artikel 64-69, dog med undtagelse af de retslige
myndigheder, som er omfattet af de gældende nationale bestemmelser.
Artikel 296
Behandling af filialer af tredjelandsforsikringsselskaber
Når et tredjelandsforsikringsselskab har filialer i mere end én medlemsstat, behandles hver filial individu-
elt med hensyn til anvendelsen af dette afsnit.
De kompetente myndigheder og tilsynsmyndighederne i disse medlemsstater bestræber sig på at samord-
ne deres aktioner.
Alle administratorer og likvidatorer bestræber sig ligeledes på at samordne deres aktioner.
AFSNIT V
ANDRE BESTEMMELSER
Artikel 297
Ret til domstolsprøvelse
356
Medlemsstaterne påser, at alle afgørelser, der træffes over for et forsikrings- eller genforsikringsselskab i
henhold til de love og administrative bestemmelser, der vedtages til gennemførelse af dette direktiv, kan
gøres til genstand for domstolsprøvelse.
Artikel 298
Samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen
1. Medlemsstaterne samarbejder med hinanden med henblik på at lette tilsynet med forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed i Fællesskabet og anvendelsen af dette direktiv.
2. Kommissionen og medlemsstaternes tilsynsmyndigheder arbejder snævert sammen med henblik på
at lette tilsynet med forsikrings- og genforsikringsvirksomhed i Fællesskabet og undersøge de vanskelig-
heder, der måtte opstå ved anvendelsen af dette direktiv.
3. Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om væsentlige problemer i forbindelse med
anvendelsen af dette direktiv.
Kommissionen og tilsynsmyndighederne i de pågældende medlemsstater gennemgår disse problemer så
hurtigt som muligt for at finde en hensigtsmæssig løsning.
Artikel 299
Euro
Hver gang der i dette direktiv henvises til euroen, er den modværdi i national valuta, som skal tages i
betragtning fra den 31. december hvert år, modværdien på den sidste dag i oktober samme år, på hvilken
der foreligger modværdier af euro i alle Fællesskabets valutaer.
Artikel 300
Revision af beløb udtrykt i euro
Beløb udtrykt i euro i dette direktiv revideres hvert femte år ved at forhøje grundbeløbet i euro med
den procentuelle ændring i samtlige medlemsstaters almindelige harmoniserede forbrugerprisindeks, som
offentliggøres af Eurostat, med start den 31. oktober 2012 indtil revisionstidspunktet, og rundes op til et
multiplum af 100 000 EUR.
Er ændringen siden sidste revision mindre end 5 %, revideres beløbene ikke.
Kommissionen offentliggør de således reviderede beløb i Den Europæiske Unions Tidende.
Medlemsstaterne gennemfører de reviderede beløb senest 12 måneder efter offentliggørelsen i Den
Europæiske Unions Tidende.
Artikel 301
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrelaterede
Pensioner.
2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.
3. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7, i afgørelse 1999/468/EF,
jf. dennes artikel 8.
357
Artikel 302
Underretninger foretaget, inden de nødvendige love og administrative bestemmelser for at efter-
komme artikel 57-63 sættes i kraft
Den vurderingsprocedure, der anvendes i forbindelse med påtænkte erhvervelser, som der i henhold
til artikel 57 er givet underretning om til de kompetente myndigheder, inden de nødvendige love og
administrative bestemmelser for at efterkomme artikel 57-63 sættes i kraft, gennemføres efter gældende
national lovgivning i medlemsstaterne på tidspunktet for underretningen.
Artikel 303
Ændringer til direktiv 2003/41/EF
Direktiv 2003/41/EF ændres således:
1) Artikel 17, stk. 2, affattes således:
»2. Ved beregning af mindstebeløbet for disse yderligere aktiver finder reglerne i artikel 17a-17d
anvendelse.«.
2) Følgende artikler indsættes:
»Artikel 17a
Faktisk solvensmargen
1. Hver medlemsstat pålægger de i artikel 17, stk. 1, omhandlede pensionskasser, som er beliggende
på dens område, til enhver tid at råde over en i forhold til dens samlede virksomhed tilstrækkelig faktisk
solvensmargen, der mindst svarer til kravene i dette direktiv.
2. Den faktiske solvensmargen består af pensionskassens formue fri for enhver påregnelig forpligtelse
og med fradrag af immaterielle værdier, herunder bl.a.:
a)de indbetalte kapitalandele, eller hvis pensionskassen er et gensidigt selskab, den effektive garantikapi-
tal samt alle konti tilhørende medlemmerne af det gensidige selskab, der opfylder følgende kriterier:
i) vedtægterne skal fastsætte, at betalinger fra disse konti til medlemmerne af det gensidige selskab kun
kan foretages, hvis den faktiske solvensmargen ikke herved falder under det krævede niveau, eller hvis
hele selskabets øvrige gæld efter selskabets opløsning er afviklet
ii) vedtægterne skal fastsætte, for så vidt angår de i nr. i) omhandlede betalinger, når disse sker af
andre årsager end individuelle medlemsophør i det gensidige selskab, at de kompetente myndigheder
underrettes herom mindst en måned i forvejen, og at de inden for denne frist kan forbyde betalingen, og
iii) de relevante bestemmelser i vedtægterne kan kun ændres, efter at de kompetente myndigheder har
erklæret, at de ikke har nogen indvending mod ændringen, jf. dog kriterierne i nr. i) og ii)
b) lovmæssige og frie reserver, der ikke modsvarer forpligtelser, og
c) det udbytte eller tab efter fradrag af dividende, der skal betales
358
d) i det omfang national lovgivning tillader det: de bonusreserver, der er opført på balancen, for så vidt de
kan anvendes til dækning af eventuelle tab og ikke er afsat til udlodning til medlemmer og begunstigede.
Den faktiske solvensmargen reduceres med pensionskassens direkte besiddelse af egne aktier.
3. Medlemsstaterne kan også fastsætte, at den faktiske solvensmargen også kan udgøres af:
a) kumulative præferenceaktier og ansvarlig indskudskapital op til 50 % af det mindste af beløbene for
den faktiske solvensmargen og for den obligatoriske solvensmargen, hvoraf ansvarlig indskudskapital
med fast løbetid eller kumulative præferenceaktier med fast løbetid højst må udgøre 25 %, forudsat
at der i tilfælde af pensionskassens konkurs eller likvidation findes bindende aftaler om, at ansvarlig
indskudskapital eller præferenceaktier efterstilles alle andre fordringer og først fyldestgøres, når al anden
udestående gæld er betalt
b)værdipapirer med ubestemt løbetid og andre instrumenter — herunder andre kumulative præferenceak-
tier end de i litra a) omhandlede — op til 50 % af den faktiske solvensmargen eller den obligatoriske
solvensmargen, alt efter hvilken der er lavest, for alle de værdipapirer, og den ansvarlige indskudskapital,
der er omhandlet i litra a), forudsat at de opfylder følgende betingelser:
i) de skal ikke kunne tilbagebetales på ihændehaverens initiativ eller uden den kompetente myndigheds
forhåndsgodkendelse
ii) aftaler i forbindelse med gældsstiftelsen skal give pensionskassen mulighed for at udskyde betaling af
renter af gælden
iii) långiverens krav mod pensionskassen skal efterstilles al anden ikke efterstillet gæld
iv) de for udstedelsen af værdipapirerne gældende dokumenter skal indeholde bestemmelse om, at gæld
og ikke betalte renter skal kunne anvendes til dækning af tabene, samtidig med at pensionskassen skal
kunne fortsætte sin virksomhed, og
v) kun faktisk indbetalte beløb tages i betragtning.
Med henblik på litra a) skal ansvarlig indskudskapital ligeledes opfylde følgende betingelser:
i) kun faktisk indbetalte midler tages i betragtning
ii) for indskudskapital med fast løbetid skal den oprindelige løbetid være mindst fem år. Senest et
år inden tilbagebetalingsdatoen forelægger pensionskassen med henblik på godkendelse de kompetente
myndigheder en plan over, hvorledes den faktiske solvensmargen vil blive fastholdt på eller bragt op
på det krævede niveau ved løbetidens udløb, medmindre den andel, den ansvarlige indskudskapital kan
udgøre af den faktiske solvensmargen, nedsættes gradvis i løbet af mindst de sidste fem år inden den
aftalte tilbagebetalingsdag. De kompetente myndigheder kan give tilladelse til anticiperet tilbagebetaling
af sådanne midler, når anmodning herom indgives af den emitterende pensionskasse, og dens faktiske
solvensmargen ikke derved falder under det krævede niveau
iii) for indskudskapital, for hvilken der ikke er fastsat nogen løbetid, skal der gælde et opsigelsesvar-
sel på fem år, medmindre indskudskapitalen ikke længere medregnes som et element i den faktiske
solvensmargen, eller medmindre de kompetente myndigheders forudgående samtykke specielt kræves for
tilbagebetaling før tiden. I sidstnævnte tilfælde underretter pensionskassen mindst seks måneder inden
359
datoen for den foreslåede tilbagebetaling de kompetente myndigheder med angivelse af den faktiske
solvensmargen og den obligatoriske solvensmargen før og efter denne tilbagebetaling. De kompetente
myndigheder kan kun give tilladelse til tilbagebetaling af sådanne midler, hvis pensionskassens faktiske
solvensmargen ikke derved falder under det krævede niveau
iv) låneaftalen indeholder ikke nogen klausul om, at gælden under nærmere angivne omstændigheder,
bortset fra likvidation af pensionskassen, skal tilbagebetales inden de aftalte forfaldsdatoer, og
v) låneaftalen kan kun ændres, efter at de kompetente myndigheder har erklæret, at de ikke har nogen
indvendinger mod ændringen.
4. Efter ansøgning og dokumentation herfor fra pensionskassen rettet til den kompetente myndighed
i hjemlandet og med denne kompetente myndigheds indforståelse kan den faktiske solvensmargen også
bestå af følgende:
a) såfremt der ikke anvendes zillmering, eller såfremt der anvendes zillmering, som ikke når op på de
akkvisitionstillæg, som indgår i præmien: forskellen mellem den præmiehensættelse, der ikke er zillmeret
eller delvis zillmeret, og en præmiehensættelse, der er zillmeret med en zillmeringssats, der er lig med de
akkvisitionstillæg, som indgår i præmien
b) de skjulte nettoreserver, der er opstået som følge af ansættelsen af aktiver, i det omfang sådanne skjulte
nettoreserver ikke har karakter af et undtagelsestilfælde
c) halvdelen af den ikke indbetalte aktiekapital eller grundfond, når den indbetalte del udgør 25 % af
denne kapital eller fond, højst med et beløb svarende til 50 % for den faktiske solvensmargen eller for den
obligatoriske solvensmargen, alt efter hvilket er mindst.
Beløbet omhandlet i litra a) må ikke overstige 3,5 % af summen af forskellen mellem livsforsikringska-
pitalerne samt de arbejdsmarkedsrelaterede pensioner og præmiehensættelserne for alle de kontrakter,
hvor zillmering er mulig. Denne forskel nedsættes med et beløb, som svarer til eventuelle ikke afskrevne
akkvisitionstillæg, der er opført som et aktiv.
5. Kommissionen kan træffe gennemførelsesforanstaltninger i forbindelse med stk. 2, 3 og 4 med
henblik på at tage højde for udviklinger, der kan begrunde tekniske justeringer af elementer, som kan
indgå i den faktiske solvensmargen.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 21b.
Artikel 17b
Obligatorisk solvensmargen
1. Med forbehold af artikel 17c bestemmes den obligatoriske solvensmargen som anført i stk. 2–6, alt
efter hvilke forpligtelser, der udøves.
2. Den obligatoriske solvensmargen er lig med summen af følgende to resultater:
a) det første resultat:
det tal, der svarer til 4 % af præmiehensættelserne, vedrørende direkte forsikringsvirksomhed og overta-
gelser af genforsikring uden fradrag af afgivelse i genforsikring, multipliceres med det forhold, på mindst
360
85 %, der i det sidste regnskabsår bestod mellem præmiehensættelsernes samlede beløb, med fradrag af
afgivelserne i genforsikring, og præmiehensættelsernes bruttobeløb
b) det andet resultat:
for de kontrakter, hvor risikosummen ikke er negativ, multipliceres det tal, der udgør 0,3 % af risiko-
summen, som pensionskassen har påtaget sig ansvaret for, med det forhold, på mindst 50 %, der i
det sidste regnskabsår bestod mellem størrelsen af risikosummen, for hvilken kassen forbliver ansvarlig
efter afgivelse og retrocession i genforsikring, og størrelsen af risikosummen uden fradrag af afgivelse i
genforsikring.
For ophørende dødsfaldsforsikringer med en løbetid på højst tre år udgør procentsatsen 0,1 %. For
dødsfaldsforsikringer med en løbetid på over tre år, men ikke over fem år, udgør procentsatsen 0,15 %.
3. For den i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. iii), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF
af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II)37) omhandlede tillægsforsikring er den obligatoriske solvensmargen lig med den obligatoriske solvens-
margen for pensionskasser, jf. artikel 17d.
4. For den i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii), i direktiv 2009/138/EF omhandlede kapitaliseringsvirksom-
hed er den obligatoriske solvensmargen lig med 4 % af præmiehensættelserne, beregnet som angivet i
stk. 2, litra a).
5. For de i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. i), i direktiv 2009/138/EF omhandlede operationer er den
obligatoriske solvensmargen lig med 1 % af deres aktiver.
6. For forsikringer omfattet af artikel 2, stk. 3, litra a), nr. i) og ii), i direktiv 2009/138/EF, som er
knyttet til investeringsfonde, og for de i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. iii)-iv), i direktiv 2009/138/EF om-
handlede operationer er den obligatoriske solvensmargen lig med summen af følgende:
a) i det omfang pensionskassen påtager sig en investeringsrisiko, 4 % af de forsikringsmæssige hensættel-
ser, beregnet som angivet i stk. 2, litra a),
b) i det omfang pensionskassen ikke påtager sig en investeringsrisiko, men det beløb, der skal dække
driftsomkostningerne, fastsættes for en periode på over fem år, 1 % af de forsikringsmæssige hensættel-
ser, beregnet som angivet i stk. 2, litra a),
c) i det omfang pensionskassen ikke påtager sig en investeringsrisiko, og det beløb, der skal dække
driftsomkostningerne, ikke fastsættes for en periode på over fem år, et beløb svarende til 25 % af de
administrative nettoomkostninger for det sidste regnskabsårs i forbindelse med dens virksomhed
d) i det omfang pensionskassen påtager sig en dødsrisiko, 0,3 % af risikosummen, beregnet som angivet i
stk. 2, litra b).
Artikel 17c
Garantifond
1. Medlemsstaterne kan fastsætte, at en tredjedel af den obligatoriske solvensmargen som fastsat i
artikel 17b, udgør garantifonden. Denne fond består af de bestanddele, der er nævnt i artikel 17a, stk. 2
og 3 samt — med forbehold af samtykke fra hjemlandets kompetente myndighed — i artikel 17, stk. 4,
litra b).
361
2. Garantifonden skal være på mindst 3 mio. EUR. Hver medlemsstat kan træffe bestemmelse om, at
minimumsgarantifonden reduceres med 25 % for gensidige selskaber og selskaber af gensidiglignende
karakter.
Artikel 17d
Obligatorisk solvensmargen, jf. artikel 17b, stk. 3
1. Den obligatoriske solvensmargen bestemmes i forhold til enten det årlige præmie- eller bidragsbeløb
eller til gennemsnittet af fordringer i de tre sidste regnskabsår.
2. Den obligatoriske solvensmargens størrelse er lig med det højeste af de to resultater, der er anført i
stk. 3 og 4.
3. De præmier eller bidrag, der benyttes, skal være den største af følgende størrelser: bruttoværdien af
de tegnede præmier eller bidrag som beregnet nedenfor eller bruttoværdien af de optjente præmier eller
bidrag.
De præmier eller bidrag, inklusive accessoriske tillæg, der indgår i direkte forsikringsforretning i løbet af
det sidste regnskabsår, lægges sammen.
Hertil lægges beløbet for de præmier, der er overtaget for al genforsikring i løbet af det sidste regnskabs-
år.
Herfra fradrages det samlede beløb for de i løbet af det sidste regnskabsår annullerede præmier eller
bidrag samt det samlede beløb for skatter og afgifter af de præmier og bidrag, der indgår i den samlede
indtægt.
Det således fremkomne beløb deles i to rater, hvoraf den første går op til 50 mio. EUR, og den anden
omfatter det resterende beløb; der beregnes brøkdele på henholdsvis 18 % og 16 % af disse rater, som
lægges sammen.
Den således beregnede sum multipliceres med det forhold, der for summen af de sidste tre regnskabsår
består mellem størrelsen af de forsikringsydelser, der påhviler pensionskassen efter fradrag af inddrivelige
beløb i forbindelse med genforsikring, og forsikringsydelsernes bruttobeløb. Dette forhold skal under
ingen omstændigheder være under 50 %.
4. Beregning af grundlaget for krav:
De beløb, der er udbetalt i direkte forsikring (uden fradrag af krav, som påhviler genforsikrere og retro-
cessionarer) for krav i løbet af de i stk. 1 omhandlede perioder, lægges sammen.
Hertil lægges det beløb for krav, der er udbetalt i løbet af de samme perioder for forpligtelser, der er
overtaget i genforsikring eller retrocession, og beløbet for de hensættelser til endnu ikke afviklede krav,
der er fastlagt ved slutningen af det sidste regnskabsår for såvel direkte forretninger som for de ved
genforsikring overtagne forpligtelser.
Herfra fradrages de regresbeløb, der er modtaget i løbet af de i stk. 1 omhandlede perioder.
Herfra fradrages beløbet for hensættelser til endnu ikke afviklede krav, som er fastlagt ved begyndelsen af
det andet regnskabsår, der går forud for det sidst afsluttede regnskabsår, for såvel direkte forretninger som
for de ved genforsikring overtagne forpligtelser.
362
En tredjedel af det således fremkomne beløb deles i to rater, hvoraf den første går op til 35 mio. EUR,
og den anden omfatter det resterende beløb; der beregnes brøkdele på henholdsvis 26 % og 23 % af disse
rater, som lægges sammen.
Den således beregnede sum multipliceres med det forhold, der for summen af de sidste tre regnskabsår
består mellem størrelsen af de forsikringsydelser, der påhviler pensionskassen efter fradrag af inddrivelige
beløb i forbindelse med genforsikring, og forsikringsydelsernes bruttobeløb. Dette forhold skal under
ingen omstændigheder være under 50 %.
5. Er den obligatoriske solvensmargen som beregnet i stk. 2, 3 og 4 lavere end den obligatoriske
solvensmargen for det foregående år, er den obligatoriske solvensmargen mindst lig med den obligato-
riske solvensmargen for det foregående år multipliceret med forholdet mellem de forsikringsmæssige
hensættelser til udestående erstatningsudgifter ved det sidste regnskabsårs afslutning og de forsikrings-
mæssige hensættelser til udestående erstatningsudgifter ved det sidste regnskabsårs begyndelse. Som led
i disse beregninger beregnes de forsikringsmæssige hensættelser som et nettobeløb af genforsikring, men
forholdet må ikke være højere end 1.
3) Følgende artikler indsættes:
»Artikel 21a
Revision af garantifondens størrelse
1. Det beløb i euro, der er fastsat i artikel 17c, stk. 2, tages årligt og første gang 31. oktober 2012 op til
revision for at tage hensyn til ændringerne i medlemsstaternes harmoniserede forbrugerprisindekser, der
offentliggøres af Eurostat.
Dette beløb tilpasses automatisk ved at forhøje grundbeløbet i euro med den procentændring i nævnte
indeks, der er sket i perioden mellem 31. december 2009 og undersøgelsestidspunktet, og afrundes opad
til et multiplum af 100 000 EUR.
Er ændringen siden sidste tilpasning mindre end 5 %, foretages ingen tilpasning.
2. Kommissionen underretter årligt Europa-Parlamentet og Rådet om undersøgelsen og det tilpassede
beløb, der er nævnt i stk. 1.
Artikel 21b
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrelaterede
Pensioner, som er nedsat ved Kommissionens afgørelse 2004/9/EF38).
2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF,
jf. dennes artikel 8.
Artikel 304
Løbetidsbaseret »equity risk«-delmodul
1. Medlemsstaterne kan tillade livsforsikringsselskaber, der yder:
a) arbejdsmarkedsrelaterede pensioner i overensstemmelse med artikel 4 i direktiv 2003/41/EF, eller
363
b) pensionsydelser, der udbetales ved pensionsalderens indtræden eller forventede indtræden, såfremt de præ-
mier, der er indbetalt for disse ydelser, er forbundet med et skattefradrag, der tildeles forsikringstagerne i
henhold til den nationale lovgivning i den medlemsstat, der har godkendt selskabet,
hvor:
i) alle aktiver og passiver svarende til virksomheden afgrænses, forvaltes og organiseres adskilt fra forsikrings-
selskabets andre aktiviteter uden mulighed for overførsel
ii) selskabets aktiviteter for så vidt angår litra a) og b), i forbindelse med hvilke den i dette stykke omhandlede
metode finder anvendelse, kun udføres i den medlemsstat, hvor selskabet er godkendt, og
iii) den gennemsnitlige løbetid for de passiver, der svarer til virksomheden, og som indehaves af selskabet,
overstiger et gennemsnit på 12 år,
at anvende et »equity risk«-delmodul fra solvenskapitalkravet, der er afstemt ved at anvende en Value-at-Risk-
værdi i et tidsrum, der svarer til den typiske ihændehaverperiode for det pågældende selskabs investeringer
i aktier med et konfidensniveau, som sikrer forsikringstagerne og de begunstigede et beskyttelsesniveau
svarende til det, der er fastsat i artikel 101, såfremt den i denne artikel omhandlede metode kun anvendes med
henblik på de i nr. i) omhandlede aktiver og passiver. Ved beregningen af solvenskapitalkravet tages der fuldt
ud højde for disse aktiver og passiver med henblik på bedømmelse af diversifikationseffekterne uanset behovet
for at beskytte interesserne for forsikringstagere og begunstigede i andre medlemsstater.
Metoden i første afsnit benyttes kun — med tilsynsmyndighedernes godkendelse — hvis såvel solvens- og
likviditetsstillingen som det pågældende selskabs strategier, processer og rapporteringsprocedurer for forvalt-
ningen af aktiver og passiver er i stand til løbende at sikre, at den kan indehave aktieinvesteringer i en periode,
der svarer til den typiske ihændehaverperiode for det pågældende selskab investeringer i aktier. Selskabet
skal over for tilsynsmyndigheden kunne godtgøre, at denne forudsætning er til stede med det nødvendige
konfidensniveau til at give forsikringstagerne og de begunstigede et beskyttelsesniveau svarende til niveauet i
artikel 101.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber må ikke vende tilbage til anvendelse af metoden i artikel 105 undta-
gen under behørigt begrundede omstændigheder og med tilsynsmyndighedernes godkendelse.
2. Kommissionen forelægger senest den 31. oktober 2015 Det Europæiske Udvalg for Forsikring og
Arbejdsmarkedsrelaterede Pensioner og Europa-Parlamentet en rapport om gennemførelsen af metoden i
stk. 1 og tilsynsmyndighedernes praksis i henhold til stk. 1 og vedføjer, hvor det er relevant, passende
forslag. Denne rapport skal navnlig behandle de grænseoverskridende virkninger af anvendelsen af denne
metode med henblik på at forebygge regelarbitrage fra forsikrings- og genforsikringsselskabers side.
AFSNIT VI
OVERGANGSBESTEMMELSER OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
KAPITEL I
Overgangsbestemmelser
Afdeling 1
Forsikring
364
Artikel 305
Undtagelser og ophævelse af restriktive foranstaltninger
1. Medlemsstaterne kan fritage skadesforsikringsselskaber, som den 31. januar 1975 ikke opfyldte
kravene i artikel 16 og 17 i direktiv 73/239/EØF, og som den 31. juli 1978 endnu ikke havde nået en årlig
indbetaling af præmier eller bidrag på det seksdobbelte af den i artikel 17, stk. 2, i direktiv 73/239/EØF
nævnte minimumsgarantifond, for forpligtelsen til at oprette denne fond før udgangen af det regnskabsår,
i hvilket præmierne eller bidragene udgør det seksdobbelte af denne garantifond. På grundlag af resulta-
terne af den i artikel 298, stk. 2, nævnte undersøgelse beslutter Rådet med enstemmighed på forslag af
Kommissionen, hvornår medlemsstaterne skal ophæve denne fritagelse.
2. Skadesforsikringsselskaber, der er oprettet i Det Forenede Kongerige »by Royal Charter« eller »by
private Act« eller »by special Public Act«, kan fortsætte deres virksomhed i den retlige form, hvori de var
oprettet den 31. juli 1973 uden tidsbegrænsning.
Livsforsikringsselskaber, der er oprettet i Det Forenede Kongerige »by Royal Charter« eller »by private
Act« eller »by special Public Act«, kan fortsætte deres virksomhed i den juridiske form, hvori de var
oprettet den 15. marts 1979 uden tidsbegrænsning.
Det Forenede Kongerige opstiller en liste over de i første og andet afsnit omhandlede selskaber og
meddeler den til de øvrige medlemsstater og til Kommissionen.
3. Selskaber, der er registreret i Det Forende Kongerige under »the Friendly Societies Acts«, kan
fortsætte med at drive livsforsikrings- og opsparingsvirksomhed, som de i overensstemmelse med deres
formål udøvede den 15. marts 1979.
4. Efter anmodning fra de skadesforsikringsselskaber, der opfylder forpligtelserne i afsnit I, kapitel VI,
afdeling 2, 4 og 5, ophæver medlemsstaterne restriktive foranstaltninger såsom pantehæftelser, depone-
ring eller sikkerhedsstillelse.
Artikel 306
Rettigheder erhvervet af eksisterende filialer og forsikringsselskaber
1. Filialer, der inden den 1. juli 1994 har påbegyndt deres virksomhed efter de i filialmedlemsstaten
gældende bestemmelser, anses for at have fulgt fremgangsmåden i artikel 145 og 146.
2. Artikel 147 og 148 berører ikke de velerhvervede rettigheder, som tilkommer et forsikringsselskab,
der inden den 1. juli 1994 har udøvet virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydel-
ser.
Afdeling 2
Genforsikring
Artikel 307
Overgangsperiode for artikel 57, stk. 3, og artikel 60, nr. 6, i direktiv 2005/68/EF
En medlemsstat kan udsætte gennemførelsen af bestemmelserne i artikel 57, nr. 3, i direktiv 2005/68/EF
om ændring af artikel 15, stk. 3, i direktiv 73/239/EØF og af bestemmelsen i artikel 60, nr. 6, i direktiv
2005/68/EF indtil den 10. december 2008.
365
Artikel 308
Rettigheder erhvervet af eksisterende genforsikringsselskaber
1. Genforsikringsselskaber, som er omfattet af dette direktiv, og som i overensstemmelse med bestem-
melserne i den medlemsstat, hvor de har hovedsæde, har opnået tilladelse til at udøve genforsikrings-
virksomhed inden den 10. december 2005, anses for at have opnået tilladelse i overensstemmelse med
artikel 14.
De er dog underlagt bestemmelserne i dette direktiv vedrørende udøvelse af genforsikringsvirksomhed og
kravene i artikel 18, stk. 1, litra b) og d) til g), artikel 19, 20 og 24 samt afsnit I, kapitel VI, afdeling 2, 3
og 4.
2. Medlemsstaterne kan dog indrømme de i stk. 1 omhandlede genforsikringsselskaber, der den
10. december 2005 ikke opfyldte bestemmelserne i artikel 18, stk. 1, litra b), artikel 19 og 20 samt
afsnit I, kapitel VI, afdeling 2, 3 og 4, indtil den 10. december 2008 til at opfylde sådanne krav.
KAPITEL II
Afsluttende bestemmelser
Artikel 309
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme
artikel 4, 10, 13, 14, 18, 23, 26-32, 34-49, 51-55, 67, 68, 71, 72, 74-85, 87-91, 93-96, 98, 100-110,
112, 113, 115-126, 128, 129, 131-134, 136-142, 144, 146, 148, 162-167, 172, 173, 178, 185, 190, 192,
210-233, 235-240, 243-258, 260-263, 265, 266, 303 og 304 samt bilag III og IV senest den 31. oktober
2012.
Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggø-
relsen ledsages af en sådan henvisning. De skal også omfatte en erklæring om, at henvisninger i gældende
love og administrative bestemmelser til de direktiver, der ophæves ved dette direktiv, skal anses som
henvisninger til dette direktiv. De nærmere regler for henvisningen og formuleringen af erklæringen
fastsættes af medlemsstaterne.
2. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på
det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 310
Ophævelse
Direktiv 64/225/EØF, 73/239/EØF, 73/240/EØF, 76/580/EØF, 78/473/EØF, 84/641/EØF, 87/344/EØF,
88/357/EØF, 92/49/EØF, 98/78/EF, 2001/17/EF, 2002/83/EF og 2005/68/EF, som ændret ved de retsakter,
der er nævnt i bilag VI, del A, ophæves med virkning fra 1. november 2012, dog uden at medlemsstater-
nes forpligtelser med hensyn til de i bilag VI, del B, anførte frister for gennemførelse og anvendelse af
direktiverne berøres heraf.
Henvisninger til de ophævede direktiver gælder som henvisninger til dette direktiv og læses i overens-
stemmelse med den i bilag VII anførte sammenligningstabel.
Artikel 311
366
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 1-3, 5-9, 11, 12, 15-17, 19-22, 24, 25, 33, 56-66, 69, 70, 73, 143, 145, 147, 149-161, 168-171,
174-177, 179-184, 186-189, 191, 193-209, 267-300, 302, 305-308 samt bilag I, II, V, VI og VII finder
anvendelse fra 1. november 2012.
Artikel 312
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 25. november
2009
På Europa-Parlamentets vegne
Formand
J. BUZEK
På Rådets vegne
Formand
Åsa TORSTENSSON
BILAG I
SKADESFORSIKRINGSKLASSER
A. Klassifikation af risici ved hjælp af forsikringsklasser
1. Ulykker (herunder arbejdsulykker og erhvervssygdomme):
— fastsatte ydelser
— skadeserstatninger
— kombinationer
— passagerers tilskadekomst.
2. Sygdom:
— fastsatte ydelser
— skadeserstatninger
— kombinationer.
3. Kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rullende materiel)
Alle skader på:
— motordrevne landkøretøjer
367
— ikke-motordrevne landkøretøjer.
4. Kaskoforsikring for jernbanekøretøjer
Alle skader på jernbanekøretøjer.
5. Kaskoforsikring for luftfartøjer
Alle skader på luftfartøjer.
6. Kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder
Alle skader på:
— flodfartøjer
— indsøfartøjer
— havfartøjer.
7. Godstransport (herunder varer, bagage og alt andet gods)
Alle skader på transporterede varer eller bagage, uanset arten af transportmidlet.
8. Brand og naturkræfter
Alle skader på ejendom (bortset fra ejendom omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når de er forårsaget af:
— brand
— eksplosion
— storm
— naturkræfter bortset fra storm
— kerneenergi
— jordskred.
9. Andre skader på ejendom
Alle skader på ejendom (bortset fra ejendom omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når disse skader
skyldes hagl eller frost samt årsager af enhver art, f.eks. tyveri, bortset fra dem, der er anført i klasse 8.
10. Ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer
Ethvert ansvar hidrørende fra brugen af motordrevne landkøretøjer (herunder førerens ansvar).
11. Ansvarsforsikring for luftfartøjer
Ethvert ansvar hidrørende fra brugen af luftfartøjer (herunder førerens ansvar).
12. Ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder
Ethvert ansvar hidrørende fra anvendelsen af flod-, indsø- og havfartøjer (herunder førerens ansvar).
13. Almindelig ansvarsforsikring
368
Ethvert ansvar, der ikke er anført under klasse 10, 11 og 12.
14. Kredit:
— almindelig insolvens
— eksportkredit
— salg på afbetaling
— hypotekforsikring
— landbrugsforsikring.
15. Kaution:
— direkte kaution
— indirekte kaution.
16. Diverse økonomiske tab:
— arbejdsløshedsrisici
— incassotab (almindeligt)
— dårligt vejr
— tab af fortjeneste
— vedblivende almindelige omkostninger
— uforudsete handelsudgifter
— tab af salgsværdi
— husleje- eller indtægtstab
— andre indirekte handelstab
— andre ikke forretningsmæssige økonomiske tab
— andre økonomiske tab.
17. Retshjælpsforsikring
— Retshjælpsforsikring.
18. Assistance
Assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under rejse, under fravær fra deres bopæl eller deres
sædvanlige opholdssted.
B. Benævnelse af den tilladelse, der gives samtidig for flere klasser
Følgende navne benyttes om tilladelser, som samtidig omfatter nedenstående klasser:
a) klasserne 1 og 2: »ulykke- og sygdomsforsikring«
369
b) klasserne 1 (fjerde led), 3, 7 og 10: »motorkøretøjsforsikring«
c) klasserne 1 (fjerde led), 4, 6, 7 og 12: »sø- og transportforsikring«
d) klasserne 1 (fjerde led), 5, 7 og 11: »luftfartsforsikring«
e) klasserne 8 og 9: »brand og andre skader på ejendom«
f) klasserne 10, 11, 12 og 13: »ansvarsforsikring«
g) klasserne 14 og 15: »kredit og kaution«
h) alle klasser: den af medlemsstaterne valgte benævnelse, der meddeles de øvrige medlemsstater og
Kommissionen.
BILAG II
LIVSFORSIKRINGSKLASSER
I. Livsforsikringsformer som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. i), ii) og iii), undtagen de i punkt II
og III omhandlede
II. Forsikring, som kommer til udbetaling ved ægteskab. Forsikring, som kommer til udbetaling ved
fødsel
III. Forsikring, der er tilknyttet investeringsfonds, og som er omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. i)
og ii)
IV. »Permanent health insurance« som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. iv)
V. Tontinevirksomhed som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. i)
VI. Kapitaliseringsvirksomhed som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii)
VII. Forvaltning af kollektive pensionsmidler som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. iii) og iv)
VIII. De former for virksomhed, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. v)
IX. De former for virksomhed, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra c).
BILAG III
SELSKABSFORMER
A. Skadesforsikringsselskabsformer:
1) i Kongeriget Belgien: »société anonyme/naamloze vennootschap«, »société en commandite par
actions/commanditaire vennootschap op aandelen«, »association d᾽assurance mutuelle/onderlin-
ge verzekeringsvereniging«, »société coopérative/coöperatieve vennootschap«, »société mutuali-
ste/maatschappij van onderlinge bijstand«
2) i Republikken Bulgarien: »акционерно дружество«
3) i Den Tjekkiske Republik: »akciová společnost«, »družstvo«
4) i Kongeriget Danmark: »aktieselskaber«, »gensidige selskaber«
5) i Forbundsrepublikken Tyskland: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitig-
keit«, »Öffentlich-rechtliches Wettbewerbsversicherungsunternehmen«
370
6) i Republikken Estland: »aktsiaselts«
7) i Irland: »incorporated companies limited by shares or by guarantee or unlimited«
8) i Den Hellenske Republik: »ανώνυμη εταιρία«, »αλληλασφαλιστικός συνεταιρισμός«
9) i Kongeriget Spanien: »sociedad anónima«, »sociedad mutua«, »sociedad cooperativa«
10) i Den Franske Republik: »société anonyme«, »société d᾽assurance mutuelle«, »institution de
prévoyance régie par le code de la Sécurité Sociale«, »institution de prévoyance régie par le Code
rural«, »mutuelle regie par le Code de la Mutualité«
11) i Den Italienske Republik: »società per azioni«, »società cooperativa«, »mutua di assicurazione«
12) i Republikken Cypern: »εταιρεία περιορισμένης ευθύνης με μετοχές«, »εταιρεία περιορισμένης
ευθύνης χωρίς μετοχικό κεφάλαιο«
13) i Republikken Letland: »apdrošināšanas akciju sabiedrība«, »savstarpējās apdrošināšanas koope-
ratīvā biedrība«
14) i Republikken Litauen: »akcinė bendrovė«, »uždaroji akcinė bendrovė«
15) i Storhertugdømmet Luxembourg: »société anonyme«, »société en commandite par actions«,
»association d᾽assurances mutuelles«, »société coopérative«
16) i Republikken Ungarn: »biztosító részvénytársaság«, »biztosító szövetkezet«, »biztosító egyesü-
let«, »külföldi székhelyű biztosító magyarországi fióktelepe«
17) i Republikken Malta: »limited liability company/kumpannija b »responsabbilta« limitata«
18) i Kongeriget Nederlandene: »naamloze vennootschap«, »onderlinge waarborgmaatschappij«
19) i Republikken Østrig: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«
20) i Republikken Polen: »spółka akcyjna«, »towarzystwo ubezpieczeń wzajemnych«
21) i den Portugisiske Republik: »sociedade anónima«, »mútua de seguros«
22) i Rumænien: »societãți pe acțiuni«, »societăți mutuale«
23) i Republikken Slovenien: »delniška družba«, »družba za vzajemno zavarovanje«
24) i Republikken Slovakiet: »akciová spoločnosť«
25) i Republikken Finland: »keskinäinen vakuutusyhtiö/ömsesidigt försäkringsbolag«, »vakuutusosa-
keyhtiö/försäkringsaktiebolag«, »vakuutusyhdistys/försäkringsförening«
26) i Kongeriget Sverige: »försäkringsaktiebolag«, »ömsesidiga försäkringsbolag«, »understödsför-
eningar«
27) i Det Forenede Kongerige: »companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »socie-
ties registered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the
Friendly Societies Acts«, »the association of underwriters known as Lloyd᾽s«
28) under alle omstændigheder og som alternativ til de skadesforsikringsselskaber, der er angivet i
punkt 1) til 27), kan et selskab tage form af et europæisk selskab, jf. Rådets forordning (EF)
nr. 2157/2001 (*1).
(*1) EFT L 294 af 10.11.2001, s. 1.
B. Livsforsikringsselskabsformer:
1) i Kongeriget Belgien: »société anonyme/naamloze vennootschap«, »société en commandite par
actions/commanditaire vennootschap op aandelen«, »association d᾽assurance mutuelle/onderlinge
verzekeringsvereniging«, »société coopérative/cooperatieve vennootschap«
2) i Republikken Bulgarien: »акционерно дружество«, »взаимозастрахователна кооперация«
3) i Den Tjekkiske Republik: »akciová společnost«, »družstvo«;
4) i Kongeriget Danmark: »aktieselskaber«, »gensidige selskaber«, »pensionskasser omfattet af lov
om forsikringsvirksomhed (tværgående pensionskasser)«
5) i Forbundsrepublikken Tyskland: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitig-
keit«, »öffentlich-rechtliches Wettbewerbsversicherungsunternehmen«
371
6) i Republikken Estland: »aktsiaselts«
7) i Irland: »incorporated companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »societies
registered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the
Friendly Societies Acts«
8) i Den Hellenske Republik: »ανώνυμη εταιρία«
9) i Kongeriget Spanien: »sociedad anónima«, »sociedad mutua«, »sociedad cooperativa«
10) i Den Franske Republik: »société anonyme«, »société d᾽assurance mutuelle«, »institution de
prévoyance régie par le code de la sécurité sociale«, »institution de prévoyance régie par le code
rural«, »mutuelles régies par le code de la mutualité«
11) i Den Italienske Republik: »società per azioni«, »società cooperativa«, »mutua di assicurazione«
12) i Republikken Cypern: »εταιρεία περιορισμένης ευθύνης με μετοχές«, »εταιρεία περιορισμένης
ευθύνης χωρίς μετοχικό κεφάλαιο«
13) i Republikken Letland: »apdrošināšanas akciju sabiedrība«, »savstarpējās apdrošināšanas koope-
ratīvā biedrība«
14) i Republikken Litauen: »akcinė bendrovė«, »uždaroji akcinė bendrovė«
15) i Storhertugdømmet Luxembourg: »société anonyme«, »société en commandite par actions«,
»association d᾽assurances mutuelles«, »société coopérative«
16) i Republikken Ungarn: »biztosító részvénytársaság«, »biztosító szövetkezet«, »biztosító egyesü-
let«, »külföldi székhelyű biztosító magyarországi fióktelepe«
17) i Republikken Malta: »limited liability company/kumpannija b »responsabbilta« limitata«
18) i Kongeriget Nederlandene: »naamloze vennootschap«, »onderlinge waarborgmaatschappij«
19) i Republikken Østrig: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«
20) i Republikken Polen: »spółka akcyjna«, »towarzystwo ubezpieczeń wzajemnych«
21) i den Portugisiske Republik: »sociedade anónima«, »mútua de seguros«
22) i Rumænien: »societăţi pe acţiuni«, »societăţi mutuale«
23) i Republikken Slovenien: »delniška družba«, »družba za vzajemno zavarovanje«
24) i Republikken Slovakiet: »akciová spoločnosť«
25) i Republikken Finland: »keskinäinen vakuutusyhtiö/ömsesidigt försäkringsbolag«, »vakuutusosa-
keyhtiö/försäkringsaktiebolag«, »vakuutusyhdistys/försäkringsförening«
26) i Kongeriget Sverige: »försäkringsaktiebolag«, »ömsesidiga försäkringsbolag«, »understödsför-
eningar«
27) i Det Forenede Kongerige: »companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »socie-
ties registered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the
Friendly Societies Acts«, »the association of underwriters known as Lloyd᾽s«
28) under alle omstændigheder og som alternativ til de livsforsikringsselskaber, der er angivet
i punkt (1) til (27), kan et selskab tage form af et europæisk selskab, jf. forordning (EF)
nr. 2157/2001.
C. Genforsikringsselskabsformer:
1) i Kongeriget Belgien: »société anonyme/naamloze vennootschap«, »société en commandite par
actions/commanditaire vennootschap op aandelen«, »association d᾽assurance mutuelle/onderlinge
verzekeringsvereniging«, »société coopérative/cooperatieve vennootschap«
2) i Republikken Bulgarien: »акционерно дружество«
3) i Den Tjekkiske Republik: »akciová společnost«
4) i Kongeriget Danmark: »aktieselskaber«, »gensidige selskaber«
5) i Forbundsrepublikken Tyskland: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitig-
keit«, »Öffentlich-rechtliches Wettbewerbsversicherungsunternehmen«
6) i Republikken Estland: »aktsiaselts«
7) i Irland: »incorporated companies limited by shares or by guarantee or unlimited«
372
8) i Den Hellenske Republik: »ανώνυμη εταιρία«, »αλληλασφαλιστικός συνεταιρισμός«
9) i Kongeriget Spanien: »sociedad anónima«
10) i Den Franske Republik: »société anonyme«, »société d᾽assurance mutuelle«, »institution de
prévoyance régie par le code de la sécurité sociale«, »institution de prévoyance régie par le code
rural«, »mutuelles régies par le code de la mutualité«
11) i Den Italienske Republik: »società per azioni«
12) i Republikken Cypern: »εταιρεία περιορισμένης ευθύνης με μετοχές«, »εταιρεία περιορισμένης
ευθύνης με εγγύηση«
13) i Republikken Letland: »akciju sabiedrība«, »sabiedrība ar ierobežotu atbildību«
14) i Republikken Litauen: »akcinė bendrovė«, »uždaroji akcinė bendrovė«
15) i Storhertugdømmet Luxembourg: »société anonyme«, »société en commandite par actions«,
»association d᾽assurances mutuelles«, »société coopérative«
16) i Republikken Ungarn: »biztosító részvénytársaság«, »biztosító szövetkezet«, »harmadik ország-
beli biztosító magyarországi fióktelepe«
17) i Republikken Malta: »limited liability company/kumpannija tà responsabbiltà limitata«
18) i Kongeriget Nederlandene: »naamloze vennootschap«, »onderlinge waarborgmaatschappij«
19) i Republikken Østrig: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«
20) i Republikken Polen: »spółka akcyjna«, »towarzystwo ubezpieczeń wzajemnych«
21) i den Portugisiske Republik: »sociedade anónima«, »mútua de seguros«
22) i Rumænien: »societate pe actiuni«
23) i Republikken Slovenien: »delniška družba«
24) i Republikken Slovakiet: »akciová spoločnosť«
25) i Republikken Finland: »keskinäinen vakuutusyhtiö/ömsesidigt försäkringsbolag«, »vakuutusosa-
keyhtiö/försäkringsaktiebolag«, »vakuutusyhdistys/försäkringsförening«
26) i Kongeriget Sverige: »försäkringsaktiebolag«, »ömsesidigt försäkringsbolag«
27) i Det Forenede Kongerige: »companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »socie-
ties registered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the
Friendly Societies Acts«, »the association of underwriters known as Lloyd᾽s«
28) under alle omstændigheder og som alternativ til de genforsikringsselskaber, der er angivet i
punkt (1) til (27), kan et selskab tage form af et europæisk selskab som defineret i forordning (EF)
nr. 2157/2001.
BILAG IV
STANDARDFORMEL FOR SOLVENSKAPITALKRAVET (SCR)
1. Beregning af det primære solvenskapitalkrav
Det primære solvenskapitalkrav, jf. artikel 104, stk. 1, beregnes på følgende måde:
hvor SCRi betegner risikomodul i, SCRj betegner risikomodul j, og hvor »i, j« betyder, at summen af de
forskellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af
følgende:
— SCR non-life betegner risikomodulet for skadesforsikringer
— SCR life betegner risikomodulet for livsforsikringer
— SCR health betegner risikomodulet for sygeforsikringer
— SCR market betegner markedsrisikomodulet
373
— SCR default betegner risikomodulet for »modparts misligholdelse«.
Faktoren Corr i,j betegner den post, der er fastlagt i række i og i kolonne j i den følgende korrelationsma-
trix:
j
i
Marked Misligholdelse Liv »Health« Skade
Marked 1 0,25 0,25 0,25 0,25
Misligholdelse 0,25 1 0,25 0,25 0,5
Liv 0,25 0,25 1 0,25 0
»Health« 0,25 0,25 0,25 1 0
Skade 0,25 0,5 0 0 1
2. Beregning af risikomodulet for skadesforsikringer
Risikomodulet for skadesforsikring, jf. artikel 105, stk. 2, beregnes på følgende måde:
hvor SCRi betegner delmodul i, SCRj betegner delmodul j, og hvor »i, j« betyder, at summen af de
forskellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af
følgende:
— SCR nl premium and reserve betegner delmodulet »non-life premium and reserve risk«
— SCR nl catastrophe betegner delmodulet »non-life catastrophe risk«.
3. Beregning af tegningsrisikomodulet for livsforsikringer
Risikomodulet for livsforsikring, jf. artikel 105, stk. 3, beregnes på følgende måde:
hvor SCRi betegner delmodul i, SCRj betegner delmodul j, og hvor »i,j« betyder, at summen af de
forskellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af
følgende:
— SCR mortality betegner delmodulet »mortality risk«
—
SCR longevity betegner delmodulet »longevity risk«
— SCR disability betegner delmodulet »disability — morbidity risk«
— SCR life expense betegner delmodulet »life expense risk«
— SCR revision betegner delmodulet »revision risk«
— SCR lapse betegner delmodulet »lapse risk«
— SCR life catastrophe betegner delmodulet »life catastrophe risk«.
4. Beregning af markedsrisikomodulet
Markedsrisikomodulets struktur
Markedsrisikomodulet, jf. artikel 105, stk. 5, beregnes på følgende måde:
374
hvor SCRi betegner delmodul i, SCRj betegner delmodul j, og hvor »i,j« betyder, at summen af de
forskellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af
følgende:
— SCR interest rate betegner delmodulet »interest rate risk«
— SCR equity betegner delmodulet »equity risk«
— SCR property betegner delmodulet »property risk«
— SCR spread betegner delmodulet »spread risk«
— SCR concentration betegner delmodulet »market risk concentrations«
— SCR currency betegner delmodulet »currency risk«.
BILAG V
GRUPPER AF SKADESFORSIKRINGSKLASSER, JF. ARTIKEL 159
1. ulykker og sygdom (1 og 2 i bilag I)
2. bilforsikring (3, 7 og 10 i bilag I; tallene vedrørende klasse 10, bortset fra fragtførerens ansvar,
præciseres senere)
3. brand og andre skader på ejendom (8 og 9 i bilag I)
4. luftfarts-, sø- og transportforsikring (4, 5, 6, 7, 11 og 12 i bilag I)
5. almindelig ansvarsforsikring (13 i bilag I)
6. kredit og kaution (14 og 15 i bilag I)
7. øvrige klasser (16, 17 og 18 i bilag I).
BILAG VI
DEL A
Ophævede direktiver med ændringer
(jf. artikel 310)
Rådets direktiv 64/225/EØF
(EFT 56 af 4.4.1964, s. 878)
Tiltrædelsesakten af 1973, artikel 29, bilag I,
punkt III, nr. G. 1
(EFT L 73 af 27.3.1972, s. 89)
Rådets første direktiv 73/239/EØF
(EFT L 228 af 16.8.1973, s. 3)
Tiltrædelsesakten af 1994, artikel 29, bilag I,
nr. XI. B, artikel 29, bilag I, nr. XI. B. II. 1
(EFT C 241 af 29.8.1994, s. 197)
(som erstattet ved Rådets afgørelse 95/1/EF)
375
(EFT L 1 af 1.1.1995, s. 1)
Tiltrædelsesakten af 2003, artikel 20, bilag II,
nr. 3.1
(EUT L 236 af 23.9.2003, s. 335)
Tiltrædelsesakten af 1985, artikel 26, bilag I,
nr. II.c. 1.a
(EFT L 302 af 15.11.1985, s. 156)
Rådets direktiv 76/580/EØF kun artikel 1
(EFT L 189 af 13.7.1976, s. 13)
Rådets direktiv 84/641/EØF kun artikel 1 til 14
(EFT L 339 af 27.12.1984, s. 21)
Rådets direktiv 87/343/EØF kun artikel 1 og bilag
(EFT L 185 af 4.7.1987, s. 72)
Rådets direktiv 87/344/EØF kun artikel 9
(EFT L 185 af 4.7.1987, s. 77)
Rådets andet direktiv 88/357/EØF kun artikel 9, 10 og 11
(EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1)
Rådets direktiv 90/618/EØF kun artikel 2, 3 og 4
(EFT L 330 af 29.11.1990, s. 44)
Rådets direktiv 92/49/EØF kun artikel 4, 5, 6, 7, 9, 10, 11, 13, 14, 17, 18, 24,
32, 33 og 53
(EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/26/EF kun artikel 1, 2, stk. 2, tredje led, og artikel 3,
stk. 1
(EFT L 168 af 18.7.1995, s. 7)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/26/EF
kun artikel 8
(EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/13/EF
kun artikel 1
(EFT L 77 af 20.3.2002, s. 17)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/87/EF
kun artikel 22
(EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EFkun artikel 4
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2005/68/EF
kun artikel 57
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2006/101/EF
kun artikel 1 og bilagets punkt I
(EUT L 363 af 20.12.2006, s. 238)
Rådets direktiv 73/240/EØF
(EFT L 228 af 16.8.1973, s. 20)
Rådets direktiv 76/580/EØF
(EFT L 189 af 13.7.1976, s. 13)
Rådets direktiv 78/473/EØF
376
(EFT L 151 af 7.6.1978, s. 25)
Rådets direktiv 84/641/EØF
(EFT L 339 af 27.12.1984, s. 21)
Rådets direktiv 87/344/EØF
(EFT L 185 af 4.7.1987, s. 77)
Rådets andet direktiv 88/357/EØF
(EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1)
Rådets direktiv 90/618/EØF kun artikel 5 til 10
(EFT L 330 af 29.11.1990, s. 44)
Rådets direktiv 92/49/EØF kun artikel 12, stk. 1, og artikel 19, 23, 27, 30,
stk. 1, 34, 35, 36, 37, 39, stk. 1, 40, stk. 1, 42,
stk. 1, 43, stk. 1, 44, stk. 1, 45, stk. 1, og 46, stk. 1
(EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/26/EF
kun artikel 9
(EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2005/14/EF
kun artikel 3
(EUT L 149 af 11.6.2005, s. 14)
Rådets direktiv 92/49/EØF
(EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/26/EF kun artikel 1, andet led, 2, stk. 1, første led, arti-
kel 4, stk. 1, 3 og 5, og artikel 5, andet led
(EFT L 168 af 18.7.1995, s. 7)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/64/EF
kun artikel 2
(EFT L 290 af 17.11.2000, s. 27)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/87/EF
kun artikel 24
(EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EFkun artikel 6
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2005/68/EF
kun artikel 58
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2007/44/EF
kun artikel 1
(EUT L 247 af 21.9.2007, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF
(EFT L 330 af 5.12.1998, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/87/EF
kun artikel 28
(EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EFkun artikel 7
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2005/68/EF
kun artikel 59
377
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2001/17/EF
(EFT L 110 af 20.4.2001, s. 28)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/83/EF
(EFT L 345 af 19.12.2002, s. 1)
Rådets direktiv 2004/66/EF kun bilagets punkt II
(EUT L 168 af 1.5.2004, s. 35)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EFkun artikel 8
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2005/68/EF
kun artikel 60
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2006/101/EF
kun artikel 1 og bilagets punkt 3
(EUT L 363 af 20.12.2006, s. 238)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2007/44/EF
kun artikel 2
(EUT L 247 af 21.9.2007, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2008/19/EF
kun artikel 1
(EUT L 76 af 19.3.2008, s. 44)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2005/68/EF
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2007/44/EF
kun artikel 4
(EUT L 247 af 21.9.2007, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2008/19/EF
kun artikel 1
(EUT L 76 af 19.3.2008, s. 44)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2008/37/EF
kun artikel 1
(EUT L 81 af 20.3.2008, s. 1)
DEL B
Frister for gennemførelse i national ret
(jf. artikel 310)
Direktiv Gennemførelsesfrist Anvendelsesfrist
64/225/EØF 26. august 1965
73/239/EØF 27. januar 1975 27. januar 1976
73/240/EØF 27. januar 1975
76/580/EØF 31. december 1976
78/473/EØF 2. december 1979 2. juni 1980
378
84/641/EØF 30. juni 1987 1. januar 1988
87/343/EØF 1. januar 1990 1. juli 1990
87/344/EØF 1. januar 1990 1. juli 1990
88/357/EØF 30. december 1989 30. juni 1990
90/618/EØF 20. maj 1992 20. november 1992
92/49/EØF 31. december 1993 1. juli 1994
95/26/EF 18. juli 1996 18. juli 1996
98/78/EF 5. juni 2000
2000/26/EF 20. juli 2002 20. januar 2003
2000/64/EF 17. november 2002
2001/17/EF 20. april 2003
2002/13/EF 20. september 2003
2002/83/EF 17. november 2002, 20. septem-
ber 2003, 19. juni 2004 (afhæn-
gigt af den pågældende bestem-
melse)
2002/87/EF 11. august 2004
2004/66/EF 1. maj 2004
2005/1/EF 13. maj 2005
2005/14/EF 11. juni 2007
2005/68/EF 10. december 2007
2006/101/EF 1. januar 2007
2008/19/EF Ikke relevant
2008/37/EF Ikke relevant
BILAG VII
SAMMENLIGNINGSTABEL
Direktiv
73/239/
EØF
Direktiv
78/473/
EØF
Direktiv
87/344/
EØF
Direktiv
88/357/
EØF
Direktiv
92/49/E
ØF
Direktiv
98/78/E
F
Direktiv
2001/17/
EF
Direktiv
2002/83/
EF
Direktiv
2005/68/
EF
Direktiv
2007/44/
EF
Nærvæ-
rende
direktiv
Arti-
kel 1,
stk. 1
Artikel 2 Arti-
kel 1,
stk. 1
Arti-
kel 2,
første
punktum
Arti-
kel 1,
stk. 1
Arti-
kel 1, ar-
tikel 2,
stk. 2,
artikel 2,
stk. 3 og
arti-
kel 267
Arti-
kel 1,
stk. 2
Arti-
kel 2,
stk. 2
Arti-
kel 1,
stk. 3
—
Arti-
kel 2,
—
379
nr. 1, li-
tra a)-c)
Arti-
kel 2,
nr. 1, li-
tra d)
Arti-
kel 3,
stk. 4
Artikel 3
Arti-
kel 2,
nr. 1, li-
tra e)
—
Arti-
kel 2,
nr. 2, li-
tra a)
Arti-
kel 5,
nr. 1)
Arti-
kel 2,
nr. 2, li-
tra b)
Arti-
kel 5,
nr. 2)
Arti-
kel 2,
nr. 2, li-
tra c)
Arti-
kel 5,
nr. 3)
Arti-
kel 2,
nr. 2, li-
tra d)
Arti-
kel 5,
nr. 4)
Arti-
kel 2,
nr. 3,
første —
fjerde
afsnit
Artikel 6
Arti-
kel 2,
nr. 3,
femte af-
snit
Arti-
kel 15,
stk. 4
Arti-
kel 3,
stk. 1,
første og
andet af-
snit
—
Arti-
kel 3,
stk. 1,
Arti-
kel 4,
stk. 5
380
tredje af-
snit
Arti-
kel 3,
stk. 2
Artikel 7
Arti-
kel 4,
første
punktum
Arti-
kel 8,
første
punktum
Arti-
kel 4, li-
tra a)
Arti-
kel 8,
nr. 2)
Arti-
kel 4, li-
tra b)
—
Arti-
kel 4, li-
tra c)
Arti-
kel 8,
nr. 3)
Arti-
kel 4, li-
tra e)
—
Arti-
kel 4, li-
tra f)
Arti-
kel 8,
nr. 1)
Arti-
kel 4, li-
tra g)
Arti-
kel 8,
nr. 4)
Arti-
kel 5, li-
tra a)
—
Arti-
kel 5, li-
tra b)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra o)
—
Arti-
kel 5, li-
tra c)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra p)
Arti-
kel 134,
stk. 1
Arti-
kel 5, li-
tra d)
—
Artikel 6 Artikel 4 Artikel 4 Artikel 3 Arti-
kel 14,
stk. 1,
og
stk. 2, li-
381
tra a)
og b)
Arti-
kel 7,
stk. 1 og
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 5,
stk. 1 og
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 5,
stk. 1 og
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 15,
stk. 1 og
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 7,
stk. 2,
andet af-
snit, li-
tra a)
Arti-
kel 5,
stk. 2,
andet af-
snit, li-
tra a)
Arti-
kel 15,
stk. 3,
første af-
snit
Arti-
kel 7,
stk. 2,
andet af-
snit, li-
tra b)
Arti-
kel 5,
stk. 2,
andet af-
snit, li-
tra b)
—
Arti-
kel 8,
stk. 1, li-
tra a)
Arti-
kel 6,
stk. 1, li-
tra a)
Arti-
kel 6,
stk. 1, li-
tra a)
Bilag I Bilag
IIIA og
B
Arti-
kel 8,
stk. 1, li-
tra a),
sidste af-
snit
Arti-
kel 5,
stk. 2
Arti-
kel 17,
stk. 2
Arti-
kel 8,
stk. 1, li-
tra b)
Arti-
kel 6,
stk. 1, li-
tra b)
Arti-
kel 6,
stk. 1, li-
tra b)
Arti-
kel 6, li-
tra a)
Arti-
kel 18,
stk. 1, li-
tra a)
Arti-
kel 6, li-
tra a)
Arti-
kel 18,
stk. 1, li-
tra b)
Arti-
kel 8,
stk. 1, li-
tra c)
Arti-
kel 6,
stk. 1, li-
tra c)
Arti-
kel 6,
stk. 1, li-
tra c)
Arti-
kel 6, li-
tra b)
Arti-
kel 18,
stk. 1, li-
tra c)
Arti-
kel 8,
stk. 1, li-
tra d)
Arti-
kel 6,
stk. 1, li-
tra d)
Arti-
kel 6,
stk. 1, li-
tra d)
Arti-
kel 6, li-
tra c)
Arti-
kel 18,
stk. 1, li-
tra d)
382
Arti-
kel 8,
stk. 1, li-
tra e)
Arti-
kel 6,
stk. 1, li-
tra e)
Arti-
kel 6,
stk. 1, li-
tra e)
Arti-
kel 6, li-
tra d)
Arti-
kel 18,
litra g)
Arti-
kel 8,
stk. 1, li-
tra f)
Arti-
kel 18,
litra h)
Arti-
kel 8,
stk. 1,
andet til
fjerde
afsnit
Arti-
kel 6,
stk. 2)
Artikel 7 Arti-
kel 19
Arti-
kel 8,
stk. 1a
Arti-
kel 6,
stk. 3
Artikel 8 Arti-
kel 20
Arti-
kel 8,
stk. 2
Arti-
kel 6,
stk. 2
Arti-
kel 6,
stk. 4
Arti-
kel 18,
stk. 2
Arti-
kel 8,
stk. 3,
første af-
snit
Arti-
kel 6,
stk. 3,
første af-
snit
Arti-
kel 6,
stk. 5,
tredje af-
snit
Arti-
kel 9,
stk. 1
Arti-
kel 21,
stk. 4
Arti-
kel 8,
stk. 3,
andet af-
snit
Arti-
kel 6,
stk. 3,
andet af-
snit, og
arti-
kel 29,
første af-
snit,
første
punktum
Arti-
kel 6,
stk. 5,
første af-
snit
Arti-
kel 9,
stk. 2
Arti-
kel 21,
stk. 1,
første af-
snit
Arti-
kel 8,
stk. 3,
tredje af-
snit
Arti-
kel 6,
stk. 3,
tredje af-
snit, og
arti-
kel 29,
andet af-
snit
Arti-
kel 21,
stk. 2
383
Arti-
kel 8,
stk. 3,
fjerde
afsnit
Arti-
kel 6,
stk. 3,
fjerde
afsnit
Arti-
kel 21,
stk. 3
Arti-
kel 8,
stk. 4
Arti-
kel 6,
stk. 4
Arti-
kel 6,
stk. 6
Arti-
kel 10
Arti-
kel 22
Arti-
kel 9, li-
tra a)-d)
Arti-
kel 7, li-
tra a)-d)
Arti-
kel 7, li-
tra a)-d)
Arti-
kel 11,
stk. 1, li-
tra a), c),
d) og e)
Arti-
kel 23,
stk. 1, li-
tra a), c),
d) og e)
Arti-
kel 9, li-
tra e)
og f)
Arti-
kel 7, li-
tra e)
og f)
Arti-
kel 11,
stk. 2, li-
tra a)
og b)
Arti-
kel 23,
stk. 2, li-
tra e)
Arti-
kel 9, li-
tra g)
og h)
Arti-
kel 7, li-
tra g)
og h)
Arti-
kel 7, li-
tra f)
og g)
Arti-
kel 11,
stk. 2, li-
tra c)
og d)
Arti-
kel 23,
stk. 2, li-
tra a)
og d)
Arti-
kel 10,
stk. 1
Arti-
kel 32,
stk. 1
Arti-
kel 40,
stk. 1
Arti-
kel 145,
stk. 1,
første af-
snit
Arti-
kel 10,
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 32,
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 40,
stk. 2
Arti-
kel 145,
stk. 2
Arti-
kel 10,
stk. 2,
andet af-
snit
Arti-
kel 32,
stk. 2,
andet af-
snit
Arti-
kel 145,
stk. 3
Arti-
kel 10,
stk. 3
Arti-
kel 32,
stk. 3
Arti-
kel 40,
stk. 3
Arti-
kel 146,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 10,
stk. 4
Arti-
kel 32,
stk. 4
Arti-
kel 40,
stk. 4
Arti-
kel 146,
stk. 3
384
Arti-
kel 10,
stk. 5
Arti-
kel 32,
stk. 5
Arti-
kel 40,
stk. 5
Arti-
kel 146,
stk. 3,
andet af-
snit
Arti-
kel 10,
stk. 6
Arti-
kel 32,
stk. 6
Arti-
kel 40,
stk. 6
Arti-
kel 145,
stk. 4
Arti-
kel 11
Arti-
kel 33
—
Arti-
kel 12
Arti-
kel 56
Artikel 9 Arti-
kel 13
Arti-
kel 25,
andet af-
snit
Arti-
kel 12a
Arti-
kel 9a
Arti-
kel 14
og arti-
kel 60,
stk. 2
Arti-
kel 26
Arti-
kel 13,
stk. 1 og
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 9,
stk. 1 og
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 10,
stk. 1,
første
punktum
og
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 15,
stk. 1,
første af-
snit, og
stk. 2
Arti-
kel 30,
stk. 1 og
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 13,
stk. 2,
andet af-
snit
Arti-
kel 9,
stk. 2,
andet af-
snit
Arti-
kel 30,
stk. 2,
andet af-
snit
Arti-
kel 10,
stk. 1,
andet og
tredje
punktum
Arti-
kel 15,
stk. 1,
andet af-
snit
Arti-
kel 30,
stk. 3
Arti-
kel 13,
stk. 2,
tredje af-
snit
Arti-
kel 10,
stk. 2,
andet af-
snit
Arti-
kel 60,
stk. 3
Arti-
kel 32,
stk. 1
Arti-
kel 13,
stk. 3
Arti-
kel 9,
stk. 3
Arti-
kel 10,
stk. 3
Arti-
kel 15,
stk. 4
—
385
Arti-
kel 14
Arti-
kel 10
Arti-
kel 11
Arti-
kel 16
Arti-
kel 33
Arti-
kel 15,
stk. 1,
stk. 2 og
stk. 3,
andet af-
snit
Arti-
kel 17
Arti-
kel 20,
stk. 1-3,
og
stk. 4,
andet af-
snit
Arti-
kel 32,
stk. 1
og 3
Arti-
kel 76-8
6
Arti-
kel 15,
stk. 3,
første af-
snit
Arti-
kel 20,
stk. 4,
første af-
snit
Arti-
kel 32,
stk. 2
Arti-
kel 134,
stk. 2,
og arti-
kel 173
Arti-
kel 15a
Arti-
kel 18
Arti-
kel 33
—
Arti-
kel 16
Arti-
kel 27
Arti-
kel 35
og 36 og
arti-
kel 60,
stk. 8
Arti-
kel 87-9
9
Arti-
kel 16a
Arti-
kel 28
Arti-
kel 37-3
9 og arti-
kel 60,
stk. 9
Arti-
kel 100-
127
Arti-
kel 17,
stk. 1
Arti-
kel 29,
stk. 1
Arti-
kel 40,
stk. 1
Arti-
kel 128
og arti-
kel 129,
stk. 1, li-
tra a)-c),
og stk. 2
Arti-
kel 17,
stk. 2
Arti-
kel 29,
stk. 2
Arti-
kel 40,
stk. 2
Arti-
kel 129,
stk. 1, li-
tra d)
Arti-
kel 17a
Arti-
kel 30
Arti-
kel 41
—
Arti-
kel 17b
Arti-
kel 28
og 28a
Arti-
kel 60,
stk. 10
—
Arti-
kel 18
Arti-
kel 31
—
Arti-
kel 14
Arti-
kel 11
Arti-
kel 16
Arti-
kel 33
386
Arti-
kel 19,
stk. 2
Arti-
kel 11,
stk. 2
Arti-
kel 13,
stk. 2
Arti-
kel 17,
stk. 2
Arti-
kel 35
Arti-
kel 19,
stk. 3,
første af-
snit og
andet af-
snit, li-
tra a)
og b)
Arti-
kel 10
Arti-
kel 11,
stk. 3,
første af-
snit og
andet af-
snit, li-
tra a)
og b)
Arti-
kel 13,
stk. 3,
første af-
snit og
andet af-
snit, li-
tra a)
og b)
Arti-
kel 17,
stk. 3 og
stk. 4,
første af-
snit, li-
tra a)
og b)
Arti-
kel 34,
stk. 1-3,
og 5-7
Arti-
kel 19,
stk. 3,
andet af-
snit, li-
tra c)
Arti-
kel 10
Arti-
kel 11,
stk. 3,
andet af-
snit, li-
tra c)
Arti-
kel 13,
stk. 3,
andet af-
snit, li-
tra c)
Arti-
kel 17,
stk. 4,
første af-
snit, li-
tra c)
Arti-
kel 34,
stk. 8
Arti-
kel 19,
stk. 3,
tredje af-
snit
Arti-
kel 10
Arti-
kel 11,
stk. 3,
tredje af-
snit
Arti-
kel 13,
stk. 3,
tredje af-
snit
Arti-
kel 17,
stk. 4,
andet af-
snit
Arti-
kel 35,
stk. 2, li-
tra b)
Arti-
kel 20,
stk. 1
Arti-
kel 37,
stk. 1
Arti-
kel 42,
stk. 1
Arti-
kel 137
Arti-
kel 20,
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 13,
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 37,
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 42,
stk.
stk. 2,
første af-
snit
—
Arti-
kel 20,
stk. 2,
andet af-
snit
Arti-
kel 13,
stk. 2,
andet af-
snit
Arti-
kel 37,
stk. 2,
andet af-
snit
Arti-
kel 42,
stk.
stk. 2,
andet af-
snit
Arti-
kel 138,
stk. 5
Arti-
kel 20,
stk. 3,
første af-
snit
Arti-
kel 13,
stk. 3,
første af-
snit
Arti-
kel 37,
stk. 3,
første af-
snit
Arti-
kel 42,
stk.
stk. 3,
første af-
snit
—
Arti-
kel 20,
stk. 3,
Arti-
kel 13,
stk. 3,
Arti-
kel 37,
stk. 3,
Arti-
kel 42,
stk.
Arti-
kel 139,
stk. 3
387
andet af-
snit
andet af-
snit
andet af-
snit
stk. 3,
andet af-
snit
Arti-
kel 20,
stk. 4
Arti-
kel 13,
stk. 4
—
Arti-
kel 20,
stk. 5
Arti-
kel 13,
stk. 2,
andet af-
snit, og
stk. 5
Arti-
kel 37,
stk. 2,
andet af-
snit, og
stk. 5
Arti-
kel 42,
stk. 2,
andet af-
snit, og
stk. 4
Arti-
kel 138,
stk. 5
Arti-
kel 20a,
stk. 1,
første af-
snit,
første
punktum
Arti-
kel 38,
stk. 1,
første
punktum
Arti-
kel 43,
stk. 1
Arti-
kel 138,
stk. 2,
og arti-
kel 139,
stk. 2
Arti-
kel 20a,
stk. 1,
første af-
snit, an-
det
punk-
tum, li-
tra a)-e)
Arti-
kel 38,
stk. 1,
andet
punk-
tum, li-
tra a)-e)
Arti-
kel 43,
stk. 2, li-
tra a)-e)
Arti-
kel 142,
stk. 1
Arti-
kel 20a,
stk. 2
Arti-
kel 38,
stk. 2
Arti-
kel 141
Arti-
kel 20a,
stk. 3
Arti-
kel 38,
stk. 3
Arti-
kel 43,
stk. 4
Arti-
kel 140,
stk. 2
Arti-
kel 20a,
stk. 4
Arti-
kel 38,
stk. 4
Arti-
kel 43,
stk. 5
—
Arti-
kel 20a,
stk. 5
Arti-
kel 38,
stk. 5
Arti-
kel 43,
stk. 6
Arti-
kel 142,
stk. 2
Arti-
kel 21
Arti-
kel 11,
stk. 1
—
Arti-
kel 22,
stk. 1,
første af-
Arti-
kel 14
Arti-
kel 39,
stk. 1,
første af-
Arti-
kel 44,
stk. 1,
første af-
Arti-
kel 14,
stk. 1, li-
388
snit, li-
tra a), b)
og d)
snit, li-
tra a), b)
og d)
snit, li-
tra a), b)
og d)
tra a), b)
og c)
Arti-
kel 22,
stk. 1,
andet af-
snit,
første
punktum
Arti-
kel 39,
stk. 1,
andet af-
snit,
første
punktum
Arti-
kel 44,
stk. 1,
andet af-
snit
Arti-
kel 14,
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 22,
stk. 1,
andet af-
snit, an-
det
punktum
Arti-
kel 39,
stk. 1,
andet af-
snit,
første
punktum
Arti-
kel 14,
stk. 2,
andet af-
snit
Arti-
kel 22,
stk. 2
Arti-
kel 39,
stk. 2
Arti-
kel 44,
stk. 2
Arti-
kel 14,
stk. 3
Arti-
kel 23,
stk. 1
Arti-
kel 51,
stk. 1
Arti-
kel 162,
stk. 1
Arti-
kel 23,
stk. 2, li-
tra a)-g)
Arti-
kel 51,
stk. 2
Arti-
kel 162,
stk. 2, li-
tra a)-f)
og h)
Arti-
kel 23,
stk. 2, li-
tra h)
Arti-
kel 162,
stk. 2, li-
tra g)
Arti-
kel 24,
første af-
snit,
første
punktum
Arti-
kel 54,
første af-
snit,
første
punktum
Arti-
kel 165,
første
punktum
Arti-
kel 24,
første af-
snit, an-
det
punk-
tum, og
tredje af-
snit
Arti-
kel 54,
første af-
snit, an-
det
punk-
tum, og
tredje af-
snit
—
389
Arti-
kel 25
Arti-
kel 55
Arti-
kel 166
Arti-
kel 26
Arti-
kel 56
Arti-
kel 167
Arti-
kel 27,
første af-
snit
Arti-
kel 52,
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 168,
første af-
snit
Arti-
kel 27,
andet af-
snit
Arti-
kel 52,
stk. 2,
andet af-
snit
Arti-
kel 168,
andet af-
snit
Arti-
kel 28
Arti-
kel 52,
stk. 3
Arti-
kel 170
Arti-
kel 28a
Arti-
kel 53
Arti-
kel 53
Arti-
kel 164
Arti-
kel 29
Arti-
kel 57
Arti-
kel 171
Arti-
kel 29a
Arti-
kel 58
Arti-
kel 176,
første til
tredje af-
snit
Arti-
kel 29b,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 59,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 52,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 177,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 29b,
stk. 3-6
Arti-
kel 59,
stk. 3-6
Arti-
kel 52,
stk. 3
og 4
—
Arti-
kel 30,
stk. 1 og
stk. 2, li-
tra a)
—
Arti-
kel 30,
stk. 2, li-
tra b)
Arti-
kel 305,
stk. 1
Arti-
kel 30,
stk. 4
Arti-
kel 305,
stk. 2
390
Arti-
kel 30,
stk. 5
Arti-
kel 305,
stk. 4
Arti-
kel 31
—
Arti-
kel 32
—
Arti-
kel 33
Arti-
kel 28
Arti-
kel 62
Arti-
kel 54,
stk. 2
Arti-
kel 298,
stk. 2
og 3
Arti-
kel 34
Artikel 9 Arti-
kel 29
Arti-
kel 11,
stk. 5
Arti-
kel 6,
stk. 5,
fjerde
afsnit
Artikel 6 —
Arti-
kel 35
Arti-
kel 10
Arti-
kel 10
Arti-
kel 32
Arti-
kel 57,
stk. 1
Arti-
kel 11,
stk. 1-3
Arti-
kel 31,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 69,
stk. 1-4
Arti-
kel 64,
stk. 1
Arti-
kel 7,
stk. 1
Arti-
kel 309,
stk. 1
Arti-
kel 36
Arti-
kel 11
Arti-
kel 11
Arti-
kel 33
Arti-
kel 57,
stk. 2
Arti-
kel 11,
stk. 4
Arti-
kel 31,
stk. 3
Arti-
kel 70
Arti-
kel 64,
stk. 2
Arti-
kel 7,
stk. 2
Arti-
kel 309,
stk. 2
Arti-
kel 37
Arti-
kel 34
—
Arti-
kel 38
Arti-
kel 12
Arti-
kel 12
Arti-
kel 35
Arti-
kel 58
Arti-
kel 13
Arti-
kel 33
Arti-
kel 74
Arti-
kel 66
Artikel 9 Arti-
kel 312
Bilag,
del A
Arti-
kel 15,
stk. 2,
andet af-
snit, og
bilag I,
del A
Bilag,
del B
Bilag I,
del A og
B
Bilag,
del C
Arti-
kel 16
Bilag,
del D
—
Arti-
kel 1,
stk. 1,
første af-
snit
Arti-
kel 190,
stk. 1
391
Arti-
kel 1,
stk. 1,
andet af-
snit
Arti-
kel 190,
stk. 2
Arti-
kel 1,
stk. 2
—
Arti-
kel 2,
stk. 1
Arti-
kel 190,
stk. 1
Arti-
kel 2,
stk. 2
Arti-
kel 190,
stk. 3
Artikel 3 Arti-
kel 191
Arti-
kel 4,
stk. 1
Arti-
kel 192,
første og
andet af-
snit
Arti-
kel 4,
stk. 2
—
Artikel 5 Arti-
kel 193
Artikel 6 Arti-
kel 195
Artikel 7 Arti-
kel 194
Artikel 8 Arti-
kel 196
Artikel 1 —
Artikel 2 Arti-
kel 198
Arti-
kel 3,
stk. 1
Arti-
kel 199
Arti-
kel 3,
stk. 2,
første af-
snit,
første
punktum
Arti-
kel 200,
stk. 1,
første af-
snit
392
Arti-
kel 3,
stk. 2, li-
tra a)-c)
Arti-
kel 200,
stk. 2-4
Arti-
kel 3,
stk. 3
Arti-
kel 200,
stk. 1,
andet af-
snit
Artikel 4 Arti-
kel 201
Artikel 5 Arti-
kel 202
Artikel 6 Arti-
kel 203
Artikel 7 Arti-
kel 204
Artikel 8 Arti-
kel 205
Artikel 9 Arti-
kel 16,
stk. 2
Artikel 1 —
Arti-
kel 2, li-
tra a), b)
og e)
—
Arti-
kel 2, li-
tra c)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra c)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra e)
—
Arti-
kel 2, li-
tra d)
Arti-
kel 13,
nr. 13
Arti-
kel 2, li-
tra f)
Arti-
kel 1, li-
tra e)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra h)
—
Artikel 3 Arti-
kel 1, li-
tra b),
andet
punktum
Arti-
kel 145,
stk. 1,
andet af-
snit
Artikel 4 Arti-
kel 187
Artikel 6 —
393
Arti-
kel 7,
stk. 1),
litra a)-
e)
—
Arti-
kel 7,
stk. 1, li-
tra f)
Arti-
kel 27
—
Arti-
kel 7,
stk. 1, li-
tra g), og
artikel 7,
stk. 3
—
Arti-
kel 8,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 179,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 8,
stk. 3
—
Arti-
kel 8,
stk. 4, li-
tra a)
og c)
Arti-
kel 30,
stk. 1
—
Arti-
kel 8,
stk. 4, li-
tra d)
Arti-
kel 179,
stk. 3
Arti-
kel 8,
stk. 5
Arti-
kel 179,
stk. 4
Arti-
kel 12
—
Arti-
kel 12a,
stk. 1-3
Arti-
kel 150
Arti-
kel 12a,
stk. 4,
første af-
snit
Arti-
kel 151
Arti-
kel 12a,
stk. 4,
Arti-
kel 152
394
andet til
sjette af-
snit
Arti-
kel 14
Arti-
kel 34
Arti-
kel 41
Arti-
kel 147
Arti-
kel 16,
stk. 1,
første og
andet af-
snit
Arti-
kel 35
Arti-
kel 42
Arti-
kel 148
Arti-
kel 16,
stk. 1,
tredje af-
snit
Arti-
kel 35
Arti-
kel 148,
stk. 2
Arti-
kel 17
Arti-
kel 36
Arti-
kel 43
Arti-
kel 149
Arti-
kel 26
—
Arti-
kel 27
—
Arti-
kel 31
Arti-
kel 299
Arti-
kel 31
Arti-
kel 68,
stk. 2
Arti-
kel 300
Bilag I Arti-
kel 23
Bilag II —
Bilag 2
A
—
Bilag 2
B
—
Arti-
kel 5, 9,
10 og 11
—
Arti-
kel 1, li-
tra a)
Arti-
kel 1, li-
tra a)
Arti-
kel 2, li-
tra a)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra a)
Arti-
kel 13,
nr. 1)
Arti-
kel 1, li-
tra b)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra b)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra d)
Arti-
kel 13,
nr. 11)
Arti-
kel 1, li-
tra c)
Arti-
kel 2, li-
tra e)
Arti-
kel 1,
Arti-
kel 2,
Arti-
kel 13,
395
stk. 1, li-
tra e)
stk. 1, li-
tra f)
nr. 8), li-
tra a)
Arti-
kel 1, li-
tra d)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra f)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra g)
—
Arti-
kel 1, li-
tra f)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra i)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra i)
Arti-
kel 13,
nr. 18)
Arti-
kel 1, li-
tra g)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra j)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra j)
Arti-
kel 13,
nr. 21),
arti-
kel 24,
stk. 2,
og arti-
kel 63
Arti-
kel 1, li-
tra h)
Arti-
kel 1, li-
tra d)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra k)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra k)
Arti-
kel 13,
nr. 15)
Arti-
kel 1, li-
tra i)
Arti-
kel 1, li-
tra e)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra l)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra l)
Arti-
kel 13,
nr. 16)
Arti-
kel 1, li-
tra j)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra m)
Arti-
kel 13,
nr. 22)
Arti-
kel 1, li-
tra k)
Arti-
kel 1, li-
tra k)
Arti-
kel 2, li-
tra h)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra n)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra m)
Arti-
kel 13,
nr. 10)
Arti-
kel 1, li-
tra l)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra r)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra n)
Arti-
kel 13,
nr. 17)
Arti-
kel 1, li-
tra l),
underli-
tra a)
Arti-
kel 1, li-
tra f)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra r),
nr. i)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra n),
nr. i)
Arti-
kel 13,
nr. 20)
Arti-
kel 1, li-
tra l),
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
Arti-
kel 13,
nr. 18)
396
underli-
tra b)
tra r),
nr. ii)
tra n),
nr. ii)
Artikel 3 Arti-
kel 188
Artikel 8 Arti-
kel 12
Arti-
kel 24,
stk. 1
Arti-
kel 12,
stk. 2
Arti-
kel 14,
stk. 1
Arti-
kel 18
Arti-
kel 39,
stk. 1
Arti-
kel 12,
stk. 3-6
Arti-
kel 14,
stk. 2-5
Arti-
kel 39,
stk. 2-6
Arti-
kel 15,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 15,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 19,
stk. 1
Arti-
kel 57
Arti-
kel 15,
stk. 3
Arti-
kel 15,
stk. 3
Arti-
kel 22
Arti-
kel 61
Arti-
kel 15,
stk. 4
Arti-
kel 15,
stk. 4
Arti-
kel 23
Arti-
kel 62
Arti-
kel 15a
Arti-
kel 15a
Arti-
kel 19,
stk. 2-8
Arti-
kel 58,
stk. 1-7
Arti-
kel 15b
Arti-
kel 15b
Arti-
kel 19a
Arti-
kel 59
Arti-
kel 15c
Arti-
kel 15c
Arti-
kel 20
Arti-
kel 60
Arti-
kel 16,
stk. 1
Arti-
kel 16,
stk. 1
Arti-
kel 24
Arti-
kel 64
Arti-
kel 16,
stk. 2
Arti-
kel 16,
stk. 2
Arti-
kel 25
Arti-
kel 65
Arti-
kel 16,
stk. 3
Arti-
kel 16,
stk. 3
Arti-
kel 26
Arti-
kel 66
Arti-
kel 16,
stk. 4
Arti-
kel 16,
stk. 4
Arti-
kel 27
Arti-
kel 67
Arti-
kel 16,
stk. 5
Arti-
kel 16,
stk. 5
Arti-
kel 28,
stk. 1
Arti-
kel 68,
stk. 1
397
Arti-
kel 16,
stk. 5b,
første til
fjerde
afsnit
Arti-
kel 16,
stk. 7,
første til
fjerde
afsnit
Arti-
kel 28,
stk. 3,
første til
fjerde
afsnit
Arti-
kel 68,
stk. 3
Arti-
kel 16,
stk. 5b,
femte af-
snit
Arti-
kel 16,
stk. 7,
femte af-
snit
Arti-
kel 28,
stk. 3,
femte af-
snit
Arti-
kel 68,
stk. 4
Arti-
kel 16
Arti-
kel 66
Arti-
kel 16,
stk. 5c
Arti-
kel 16,
stk. 8
Arti-
kel 29
Arti-
kel 70
Arti-
kel 16,
stk. 5a
Arti-
kel 16,
stk. 6
Arti-
kel 28,
stk. 2
Arti-
kel 68,
stk. 2
Arti-
kel 16a,
stk. 1, li-
tra a)
Arti-
kel 17,
stk. 1, li-
tra a)
Arti-
kel 31,
stk. 1,
første af-
snit
Arti-
kel 72,
stk. 1, li-
tra a)-c)
Arti-
kel 16a,
stk. 1, li-
tra b)
Arti-
kel 17,
stk. 1, li-
tra b)
Arti-
kel 31,
stk. 1,
andet af-
snit
Arti-
kel 72,
stk. 1,
andet af-
snit
Arti-
kel 16a,
stk. 2
Arti-
kel 17,
stk. 2
Arti-
kel 31,
stk. 2
Arti-
kel 72,
stk. 2
Arti-
kel 20
Arti-
kel 22
—
Arti-
kel 21
Arti-
kel 23
Arti-
kel 34,
stk. 1-3
—
Arti-
kel 22
Arti-
kel 24
Arti-
kel 34,
stk. 4
—
Arti-
kel 25
—
Arti-
kel 28
Arti-
kel 33
Arti-
kel 180
Arti-
kel 29
Arti-
kel 181,
398
stk. 1
og 3
Arti-
kel 30,
stk. 2
Arti-
kel 181,
stk. 2
Arti-
kel 31
Arti-
kel 183
Arti-
kel 38
Arti-
kel 44
Arti-
kel 153
Arti-
kel 39,
stk. 2
og 3
Arti-
kel 45
Arti-
kel 154
Arti-
kel 40,
stk. 2
Arti-
kel 46,
stk. 1
Arti-
kel 155,
stk. 8
Arti-
kel 40,
stk. 3
Arti-
kel 46,
stk. 2
Arti-
kel 155,
stk. 1
Arti-
kel 40,
stk. 4,
6-8
og 10
Arti-
kel 46,
stk. 3,
5-7 og 9
Arti-
kel 155,
stk. 2,
4-6 og 9
Arti-
kel 40,
stk. 5
Arti-
kel 46,
stk. 4
Arti-
kel 155,
stk. 3
Arti-
kel 40,
stk. 9
Arti-
kel 46,
stk. 8
Arti-
kel 155,
stk. 7
Arti-
kel 41
Arti-
kel 47
Arti-
kel 156
Arti-
kel 42,
stk. 2
Arti-
kel 48
Arti-
kel 160
Arti-
kel 43,
stk. 2
og 3
Arti-
kel 184
Arti-
kel 44,
stk. 2
Arti-
kel 49
Arti-
kel 159
og bi-
lag V
Arti-
kel 45,
stk. 2
Arti-
kel 189
399
Arti-
kel 46,
stk. 2,
første til
tredje af-
snit
Arti-
kel 50,
stk. 1,
første og
tredje af-
snit, og
stk. 2
Arti-
kel 157
Arti-
kel 47-5
0
—
Arti-
kel 51
Arti-
kel 64
Arti-
kel 56
—
Arti-
kel 51,
sidste
led
Arti-
kel 1,
stk. 4
Arti-
kel 58,
stk. 8
Arti-
kel 52
—
Arti-
kel 54
Arti-
kel 206
Arti-
kel 55
Arti-
kel 207
Arti-
kel 24
og 26
—
Arti-
kel 12,
stk. 1,
arti-
kel 19,
arti-
kel 33,
arti-
kel 37,
arti-
kel 39,
stk. 1,
arti-
kel 40,
stk. 1,
arti-
kel 42,
stk. 1,
arti-
kel 43,
stk. 1,
arti-
—
400
kel 44,
stk. 1,
arti-
kel 45,
stk. 1,
og arti-
kel 46,
stk. 1
Arti-
kel 1, li-
tra b)
Arti-
kel 13,
nr. 3)
Arti-
kel 1, li-
tra c)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra s)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra c)
Arti-
kel 13,
nr. 4)
Arti-
kel 1, li-
tra g)
Arti-
kel 212,
stk. 1, li-
tra a)
Arti-
kel 1, li-
tra h)
Arti-
kel 212,
stk. 1, li-
tra b)
Arti-
kel 1, li-
tra i)
Arti-
kel 59,
stk. 2, li-
tra a),
underli-
tra i)
Arti-
kel 210,
stk. 1, li-
tra f)
Arti-
kel 1, li-
tra j)
Arti-
kel 59,
stk. 2, li-
tra a),
underli-
tra j)
Arti-
kel 210,
stk. 1, li-
tra g)
Arti-
kel 1, li-
tra l)
Arti-
kel 59,
stk. 2, li-
tra b)
Arti-
kel 13,
nr. 6)
Artikel 2 Arti-
kel 59,
stk. 3
Arti-
kel 214,
stk. 1
Artikel 3 Arti-
kel 59,
stk. 3
Arti-
kel 214,
stk. 1 og
stk. 2,
første og
401
andet af-
snit
Artikel 4 Arti-
kel 59,
stk. 3
Arti-
kel 247,
stk. 1
Arti-
kel 5,
stk. 1
Arti-
kel 59,
stk. 4
Arti-
kel 246
Arti-
kel 5,
stk. 2
Arti-
kel 254,
stk. 1
Artikel 6 Arti-
kel 59,
stk. 5
Arti-
kel 254,
stk. 2,
og arti-
kel 255,
stk. 1
og 2
Artikel 7 Arti-
kel 59,
stk. 5
Arti-
kel 249,
stk. 1,
og arti-
kel 252
og 253
Artikel 8 Arti-
kel 59,
stk. 5
Arti-
kel 245
og 246
og arti-
kel 258,
stk. 1
Artikel 9 Arti-
kel 59,
stk. 6
Arti-
kel 218
og 219
og arti-
kel 258,
stk. 1
Arti-
kel 10
Arti-
kel 59,
stk. 7
Arti-
kel 218
og 219,
arti-
kel 258,
stk. 1,
og arti-
kel 260-
263
402
Arti-
kel 10a
Arti-
kel 59,
stk. 8
Arti-
kel 264
Arti-
kel 10b
Arti-
kel 257
Arti-
kel 12
Arti-
kel 32
Arti-
kel 73
Arti-
kel 65
Arti-
kel 8,
stk. 1
Arti-
kel 311
Bilag I Arti-
kel 59,
stk. 9,
og bi-
lag II
Arti-
kel 213-
215
og 218-2
46
Bilag II Arti-
kel 59,
stk. 9,
og bi-
lag II
Arti-
kel 215-
217
og 220-2
43
Arti-
kel 1,
stk. 2
Arti-
kel 267
Arti-
kel 2, li-
tra b)
Arti-
kel 268,
stk. 1, li-
tra b)
Arti-
kel 2, li-
tra c)
Arti-
kel 268,
stk. 1, li-
tra c)
Arti-
kel 2, li-
tra d)
Arti-
kel 268,
stk. 1, li-
tra d)
Arti-
kel 2, li-
tra f)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra h)
Arti-
kel 13,
nr. 9)
Arti-
kel 2, li-
tra g)
Arti-
kel 268,
stk. 1, li-
tra a)
Arti-
kel 2, li-
tra i)
Arti-
kel 268,
stk. 1, li-
tra e)
403
Arti-
kel 2, li-
tra j)
Arti-
kel 268,
stk. 1, li-
tra f)
Arti-
kel 2, li-
tra k)
Arti-
kel 268,
stk. 1, li-
tra g)
Artikel 3 —
Artikel 4 Arti-
kel 269
Artikel 5 Arti-
kel 270
Artikel 6 Arti-
kel 271
Artikel 7 Arti-
kel 272
Artikel 8 Arti-
kel 273
Artikel 9 Arti-
kel 274
Arti-
kel 10
Arti-
kel 275
Arti-
kel 11
Arti-
kel 277
Arti-
kel 12
Arti-
kel 278
Arti-
kel 13
Arti-
kel 279
Arti-
kel 14
Arti-
kel 280
Arti-
kel 15
Arti-
kel 281
Arti-
kel 16
Arti-
kel 282
Arti-
kel 17
Arti-
kel 283
Arti-
kel 18
Arti-
kel 284
Arti-
kel 19
Arti-
kel 285
Arti-
kel 20
Arti-
kel 286
Arti-
kel 21
Arti-
kel 287
404
Arti-
kel 22
Arti-
kel 288
Arti-
kel 23
Arti-
kel 289
Arti-
kel 24
Arti-
kel 290
Arti-
kel 25
Arti-
kel 291
Arti-
kel 26
Arti-
kel 292
Arti-
kel 27
Arti-
kel 293
Arti-
kel 28
Arti-
kel 294
Arti-
kel 29
Arti-
kel 295
Arti-
kel 30,
stk. 1
Arti-
kel 268,
stk. 2
Arti-
kel 30,
stk. 2
Arti-
kel 296
Bilag Arti-
kel 276
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra d)
—
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra g)
Arti-
kel 13,
nr. 14)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra q)
—
Arti-
kel 1,
stk. 2
Arti-
kel 2,
stk. 3
—
Arti-
kel 2,
stk. 1
Arti-
kel 2,
stk. 3
Arti-
kel 3,
nr. 2)-3)
og 8)
Artikel 9
405
Arti-
kel 3,
nr. 5)
og 7)
Arti-
kel 10
Arti-
kel 3,
nr. 6)
—
Arti-
kel 5,
stk. 2,
andet og
tredje af-
snit
Arti-
kel 15,
stk. 2,
tredje af-
snit og
stk. 3,
andet af-
snit
Arti-
kel 6,
stk. 5,
første og
andet af-
snit
Arti-
kel 21,
stk. 1
Arti-
kel 7, li-
tra e)
Arti-
kel 23,
stk. 2, li-
tra f)
Artikel 8 Arti-
kel 12
Arti-
kel 24,
stk. 1
Arti-
kel 12
Arti-
kel 208
Arti-
kel 16,
stk. 9
Arti-
kel 30
Arti-
kel 69
Arti-
kel 18,
stk. 1-6
Arti-
kel 73
Arti-
kel 18,
stk. 7
— —
Arti-
kel 19,
stk. 1,
første af-
snit,
første
led
Arti-
kel 74,
stk. 1
406
Arti-
kel 19,
stk. 1,
andet af-
snit, an-
det led
Arti-
kel 74,
stk. 3,
andet af-
snit
Arti-
kel 19,
stk. 1,
andet af-
snit,
samt
stk. 2
og 3
Arti-
kel 74,
stk. 4-7
Arti-
kel 21
Arti-
kel 209
Arti-
kel 25
—
Arti-
kel 26
—
Arti-
kel 32
—
Arti-
kel 34
Arti-
kel 182
Arti-
kel 35
Arti-
kel 186
Arti-
kel 36,
stk. 1
Arti-
kel 185,
stk. 1
Arti-
kel 36,
stk. 2
Arti-
kel 185,
stk. 4,
første
punktum
Bilag III
A
Arti-
kel 185,
stk. 6
Arti-
kel 36,
stk. 3
Arti-
kel 185,
stk. 7
Arti-
kel 41
Arti-
kel 147
Arti-
kel 42,
stk. 1-3
Arti-
kel 148,
stk. 1, 3
og 4
407
Arti-
kel 43
Arti-
kel 149
Arti-
kel 45
—
Arti-
kel 48
Arti-
kel 160
Arti-
kel 49
Arti-
kel 159
Arti-
kel 51,
stk. 2, li-
tra a)-g)
Arti-
kel 162,
stk. 2, li-
tra a)-e),
g) og h)
Arti-
kel 51,
stk. 3
og 4
Arti-
kel 163
Arti-
kel 52,
stk. 1
Arti-
kel 169
Arti-
kel 55,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 166,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 56
Arti-
kel 167
Arti-
kel 59,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 52,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 177,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 59,
stk. 3
og 6
Arti-
kel 52,
stk. 3
og 4
—
Arti-
kel 60,
stk. 1
Arti-
kel 305,
stk. 2,
andet og
tredje af-
snit
Arti-
kel 60,
stk. 2
Arti-
kel 305,
stk. 3
Arti-
kel 31
Arti-
kel 61
Arti-
kel 43
Arti-
kel 65
Arti-
kel 55
Arti-
kel 301,
408
stk. 1
og 3
Arti-
kel 66
Arti-
kel 308
Arti-
kel 67
Arti-
kel 53
Arti-
kel 297
Arti-
kel 68,
stk. 1
—
Arti-
kel 71
—
Arti-
kel 72
Arti-
kel 310
Bilag I Bilag II
Bilag III Arti-
kel 185,
stk. 2, li-
tra a)-c),
stk. 3 og
stk. 5,
første af-
snit
Bilag IV —
Bilag V Bilag VI
Bilag VI Bi-
lag VII
Arti-
kel 1,
stk. 2, li-
tra d)
Arti-
kel 11
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra a)
Arti-
kel 13,
nr. 7)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra b)
—
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra h)
Arti-
kel 13,
nr. 9)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra o)
Arti-
kel 13,
nr. 25)
409
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra p)
Arti-
kel 13,
nr. 26)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra q)
Arti-
kel 210,
stk. 3
Arti-
kel 2,
stk. 2
—
Arti-
kel 4,
stk. 2
Arti-
kel 15,
stk. 5
Arti-
kel 5,
stk. 1,
første af-
snit og
stk. 2
Arti-
kel 17,
stk. 1
og 2, og
bi-
lag IIIC
Arti-
kel 9,
nr. 1
Arti-
kel 21,
stk. 4
Arti-
kel 11,
stk. 1, li-
tra b)
Arti-
kel 23,
stk. 1, li-
tra b)
Arti-
kel 15,
stk. 3
Arti-
kel 32,
stk. 2
Arti-
kel 21
—
Arti-
kel 45
— —
Arti-
kel 46
Arti-
kel 211,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 47
Arti-
kel 158
Arti-
kel 48
Arti-
kel 161
Arti-
kel 50
Arti-
kel 175
Arti-
kel 51
Arti-
kel 176
410
Arti-
kel 54,
stk. 1
Arti-
kel 298,
stk. 1
Arti-
kel 61
Arti-
kel 308
Arti-
kel 62
Arti-
kel 12
Arti-
kel 63
Arti-
kel 307
Arti-
kel 57-6
0 og bi-
lag II
—
Arti-
kel 1,
nr. 4, ar-
tikel 2,
nr. 4, og
artikel 4,
nr. 6
Arti-
kel 58,
stk. 8
Arti-
kel 8,
stk. 2
Arti-
kel 312
411
1) EUT C 224 af 30.8.2008, s. 11.
2) Europa-Parlamentets udtalelse af 22.4.2009 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 10.11.2009.
3) EFT L 228 af 16.8.1973, s. 3.
4) EFT L 151 af 7.6.1978, s. 25.
5) EFT L 185 af 4.7.1987, s. 77.
6) EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1.
7) EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1.
8) EFT L 330 af 5.12.1998, s. 1.
9) EFT L 110 af 20.4.2001, s. 28.
10) EFT L 345 af 19.12.2002, s. 1.
11) EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1.
12) EFT L 103 af 2.5.1972, s. 1.
13) EFT L 193 af 18.7.1983, s. 1.
14) EFT L 8 af 11.1.1984, s. 17.
15) EUT L 145 af 30.4.2004, s. 1.
16) EUT L 177 af 30.6.2006, s. 1.
17) EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65.
18) EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1.
19) EUT L 25 af 29.1.2009, s. 28.
20) EUT L 157 af 9.6.2006, s. 87.
21) EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6.
22) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.
23) EFT 56 af 4.4.1964, s. 878.
24) EFT L 228 af 16.8.1973, s. 20.
25) EFT L 189 af 13.7.1976, s. 13.
26) EFT L 339 af 27.12.1984, s. 21.
27) EUT L 235 af 23.9.2003, s. 10.
28) EFT L 9 af 15.1.2003, s. 3.
29) EUT C 321 af 31.12.2003, s. 1.
30) EFT L 222 af 14.8.1978, s. 11.
31) EUT L 390 af 31.12.2004, s. 38.
32) EFT L 375 af 31.12.1985, s. 3.
33) EUT L 309 af 25.11.2005, s. 15.
34) EFT L 126 af 12.5.1984, s. 20.
35) EUT L 3 af 7.1.2004, s. 34.
36) EFT L 78 af 26.3.1977, s. 17.
37) EUT L 335 af 17.12.2009, s. 1«.
38) EUT L 3 af 7.1.2004, s. 34.«.
412