Fremsat den 5. oktober 2022 af erhvervsministeren (Simon Kollerup)

Tilhører sager:

Aktører:


    CQ2371

    https://www.ft.dk/ripdf/samling/20221/lovforslag/l15/20221_l15_som_fremsat.pdf

    Fremsat den 5. oktober 2022 af erhvervsministeren (Simon Kollerup)
    Forslag
    til
    Lov om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes
    kollektive interesser1)
    Kapitel 1
    Anvendelsesområde og definitioner
    § 1. Loven finder anvendelse på gruppesøgsmål, der i
    medfør af denne lov anlægges ved domstolene, og som an-
    går erhvervsdrivendes overtrædelser af de bestemmelser, der
    er nævnt i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
    om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse
    af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af
    direktiv 2009/22/EF, eller regler, der gennemfører sådanne
    bestemmelser her i landet, såfremt overtrædelsen skader el-
    ler vil kunne skade forbrugernes kollektive interesser.
    Stk. 2. Hvor intet andet følger af denne lov, finder rets-
    plejelovens anden bog og retsplejelovens kapitel 21-23 og
    24-38 anvendelse ved rettens behandling af gruppesøgsmål
    omfattet af loven.
    § 2. I loven forstås ved:
    1) Forbruger: Enhver fysisk person, der ikke handler
    som led i den pågældende persons erhverv, forretning,
    håndværk eller profession.
    2) Erhvervsdrivende: Enhver fysisk eller juridisk person,
    uanset om den er privat eller offentligt ejet, der hand-
    ler, herunder via en anden person, der optræder i den
    pågældende persons navn eller på den pågældende
    persons vegne, som led i den pågældende persons
    erhverv, forretning, håndværk eller profession.
    3) Forbrugernes kollektive interesser: Forbrugernes ge-
    nerelle interesser og, navnlig med henblik på en af-
    gørelse om genopretning, en gruppe af forbrugernes
    interesser.
    4) Godkendt myndighed: En offentlig myndighed, der
    repræsenterer forbrugernes interesser, og som er god-
    kendt til at anlægge gruppesøgsmål efter kapitel 2.
    5) Godkendt organisation: En organisation, der repræ-
    senterer forbrugernes interesser, og som er godkendt
    til at anlægge gruppesøgsmål efter kapitel 2.
    6) Gruppesøgsmål: Sag med det formål at beskytte for-
    brugernes kollektive interesser, der anlægges af en
    godkendt myndighed eller organisation som skadelidt
    part på vegne af forbrugerne med påstand om påbud
    eller forbud, genopretning eller påstand om både en-
    deligt påbud eller forbud og genopretning.
    7) Nationalt gruppesøgsmål: Gruppesøgsmål, som er an-
    lagt her i landet af en myndighed eller organisation,
    der er godkendt af erhvervsministeren, og optaget på
    den liste, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
    meddeler Europa-Kommissionen, jf. § 4, stk. 1, 1.
    pkt., 1. led.
    8) Grænseoverskridende gruppesøgsmål: Gruppesøgs-
    mål, som er anlagt her i landet af en myndighed
    eller organisation, der er godkendt af en anden med-
    lemsstat, og optaget på den liste, som Europa-Kom-
    missionen offentliggør, jf. artikel 5, stk. 1, 4. pkt., i
    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang
    til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af for-
    brugernes kollektive interesser og om ophævelse af
    direktiv 2009/22/EF.
    9) Praksis: En erhvervsdrivendes handlinger eller undla-
    delser.
    10) Afgørelse om genopretning: En afgørelse, der forplig-
    ter den erhvervsdrivende til at give tilmeldte forbru-
    gere adgang til retsmidler, såsom erstatning, afhjælp-
    ning, ombytning, forholdsmæssigt afslag, ophævelse
    af kontrakt eller tilbagebetaling af den betalte pris
    alt efter omstændighederne og i henhold til EU-retten
    eller national ret.
    1) Loven gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2020/1828/EU af 25. november 2020 om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til
    beskyttelse af forbrugernes interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF, EU-Tidende 2020, L 409, s. 1-27.
    Lovforslag nr. L 15 Folketinget 2022-23
    Erhvervsmin.,
    Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, j.nr. 21/09957
    CQ002371
    Kapitel 2
    Godkendte myndigheder og organisationer
    Godkendelse af myndigheder og organisationer
    § 3. Erhvervsministeren kan efter forhandling med den
    relevante minister godkende myndigheder og organisationer,
    der har anmodet om at blive godkendt til at anlægge græn-
    seoverskridende gruppesøgsmål i andre medlemsstater og
    nationale gruppesøgsmål her i landet for overtrædelser, som
    er nævnt i § 1, stk. 1.
    Stk. 2. En myndighed kan godkendes, hvis myndigheden
    fører tilsyn med overholdelsen af bestemmelser, der er om-
    fattet af det bilag, der er nævnt i § 1, stk. 1.
    Stk. 3. En organisation kan godkendes, hvis organisatio-
    nen opfylder følgende betingelser:
    1) Organisationen er en juridisk person, som kan påvise
    12 måneders faktisk offentlig aktivitet inden for beskyt-
    telse af forbrugernes interesser forud for anmodningen
    om godkendelse.
    2) Organisationens vedtægtsbestemte formål viser, at den
    har en legitim interesse i at beskytte forbrugernes inte-
    resser som fastsat i de bestemmelser, der er omfattet af
    det bilag, der er nævnt i § 1, stk. 1.
    3) Organisationen arbejder ikke med fortjeneste for øje.
    4) Organisationen er ikke genstand for insolvensbehand-
    ling og er ikke erklæret konkurs.
    5) Organisationen er uafhængig og påvirkes ikke af andre
    end forbrugere, navnlig ikke af erhvervsdrivende, som
    har økonomisk interesse i at anlægge et gruppesøgsmål,
    herunder i tilfælde af finansiering fra tredjeparter, og
    organisationen har med henblik herpå indført procedu-
    rer, der forhindrer en sådan indflydelse samt forhindrer
    interessekonflikter mellem sig selv, organisationens fi-
    nansieringsydere og forbrugernes interesser.
    6) Organisationen offentliggør i et klart og forståeligt
    sprog ved hjælp af passende midler, navnlig på sin
    hjemmeside, oplysninger, der påviser, at organisationen
    lever op til de betingelser, der er nævnt i nr. 1-5, og
    oplysninger om organisationens finansieringskilder ge-
    nerelt set og organisatoriske og ledelsesmæssige struk-
    tur og medlemsstruktur, vedtægtsbestemte formål og
    aktiviteter.
    Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at
    myndigheders og organisationers anmodning om at blive
    godkendt til at anlægge gruppesøgsmål efter stk. 1 skal ske
    ved anvendelse af bestemte it-systemer.
    Lister over godkendte myndigheder og organisationer
    § 4. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen meddeler Euro-
    pa-Kommissionen en liste med de godkendte myndigheder
    og organisationers navn og område eller vedtægtsbestem-
    te formål med henblik på optagelse på den liste, som Eu-
    ropa-Kommissionen offentliggør, jf. artikel 5, stk. 1, 4.
    pkt., i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang
    til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbru-
    gernes kollektive interesser og om ophævelse af direktiv
    2009/22/EF. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offentlig-
    gør den liste, som meddeles til Europa-Kommissionen.
    Tilbagekaldelse af godkendelse
    § 5. Erhvervsministeren kan tilbagekalde godkendelsen
    af en myndighed eller organisation, såfremt myndigheden
    eller organisationen ikke længere opfylder betingelserne i
    henholdsvis § 3, stk. 2 og 3.
    Stk. 2. Hvis erhvervsministeren bliver bekendt med, at
    retten i medfør af § 8, stk. 2, har afvist et søgsmål, undersø-
    ger erhvervsministeren om myndighedens eller organisatio-
    nens godkendelse skal tilbagekaldes.
    Stk. 3. Erhvervsministeren vurderer mindst hvert femte
    år, om de godkendte myndigheder og organisationer fortsat
    opfylder betingelserne i henholdsvis § 3, stk. 2 og 3.
    Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at un-
    dersøgelsen efter stk. 2 og vurderingen efter stk. 3 skal ske
    ved, at godkendte myndigheder og organisationer anvender
    bestemte it-systemer til at sende dokumentation for fortsat
    opfyldelse af betingelserne i henholdsvis § 3, stk. 2 og 3.
    Stk. 5. Hvis en medlemsstat eller Europa-Kommissionen
    rejser tvivl om godkendelsen af en myndighed eller orga-
    nisation, skal erhvervsministeren foretage en undersøgelse
    heraf.
    Stk. 6. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fungerer som
    nationalt kontaktpunkt i forhold til henvendelser fra an-
    dre medlemsstater eller Europa-Kommissionen efter stk.
    5. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen meddeler Europa-
    Kommissionen sine kontaktoplysninger.
    Generel oplysningspligt for godkendte myndigheder og
    organisationer
    § 6. En godkendt myndighed eller organisation skal på sin
    hjemmeside give oplysning om følgende:
    1) De gruppesøgsmål, som myndigheden eller organisati-
    onen har besluttet at anlægge efter denne lov.
    2) Status for de gruppesøgsmål, som myndigheden eller
    organisationen har anlagt ved domstolene efter denne
    lov.
    3) Resultatet af de gruppesøgsmål, der er nævnt i nr. 1 og
    2.
    Kapitel 3
    Sagens parter
    Grænseoverskridende gruppesøgsmål
    § 7. Grænseoverskridende gruppesøgsmål kan her i landet
    anlægges af en eller flere myndigheder og organisationer,
    som er godkendt i en eller flere andre medlemsstater og
    optaget på den liste, som Europa-Kommissionen offentlig-
    gør, jf. artikel 5, stk. 1, 4. pkt., i Europa-Parlamentets og
    Rådets direktiv om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål
    til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om
    ophævelse af direktiv 2009/22/EF, såfremt der er værneting
    for søgsmålet her i landet, og søgsmålet falder inden for den
    godkendte myndigheds område eller den godkendte organi-
    sations vedtægtsbestemte formål.
    2
    Stk. 2. Retten accepterer den liste, der udarbejdes af Euro-
    pa-Kommissionen i medfør af artikel 5, stk. 1, 4. pkt., i Eu-
    ropa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til anlæg-
    gelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kol-
    lektive interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF,
    som bevis for den godkendte myndigheds eller organisations
    kompetence til at anlægge et grænseoverskridende gruppe-
    søgsmål, jf. stk. 3.
    Stk. 3. Retten påser, at den godkendte organisation opfyl-
    der betingelserne i artikel 4, stk. 3, i Europa-Parlamentets og
    Rådets direktiv om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål
    til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om
    ophævelse af direktiv 2009/22/EF, hvis den sagsøgte under
    et gruppesøgsmål rejser begrundet tvivl herom. Den sagsøg-
    te bærer bevisbyrden for, at søgsmålet af denne grund skal
    afvises.
    Nationale gruppesøgsmål
    § 8. Nationale gruppesøgsmål kan anlægges af godkendte
    myndigheder og organisationer, som er optaget på den liste,
    som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen meddeler Europa-
    Kommissionen, jf. § 4, stk. 1, 1. pkt., 1. led, såfremt der
    er værneting for søgsmålet her i landet, og gruppesøgsmålet
    falder inden for den godkendte myndigheds område eller
    den godkendte organisations vedtægtsbestemte formål.
    Stk. 2. Retten påser, at den godkendte myndighed eller
    organisation opfylder betingelserne i henholdsvis § 3, stk.
    2 og 3, hvis den sagsøgte under et gruppesøgsmål rejser
    begrundet tvivl herom. Den sagsøgte bærer bevisbyrden for,
    at søgsmålet af denne grund skal afvises.
    Søgsmål uden for den godkendte myndigheds eller
    organisations område eller vedtægtsbestemte formål
    § 9. Retten påser, at et gruppesøgsmål falder inden for
    den godkendte myndigheds område eller den godkendte or-
    ganisations vedtægtsbestemte formål. Er dette ikke tilfældet,
    afviser retten sagen.
    Partsstatus
    § 10. Forbrugernes interesser varetages under gruppe-
    søgsmålet af den godkendte myndighed eller organisation,
    der har anlagt sagen.
    Stk. 2. Som parter i gruppesøgsmålet anses den godkendte
    myndighed eller organisation og den erhvervsdrivende.
    Kapitel 4
    Anlæggelse af et gruppesøgsmål
    Indgivelse af stævning
    § 11. Gruppesøgsmål anlægges ved indlevering af stæv-
    ning til retten. Ud over hvad der fremgår af retsplejelovens §
    348, skal stævningen indeholde følgende:
    1) En angivelse af, at sagen anlægges efter reglerne i den-
    ne lov.
    2) Oplysninger om de forbrugere, der er berørt af søgsmå-
    let, herunder
    a) en beskrivelse af gruppen og
    b) oplysninger om, hvordan de berørte forbrugere kan
    identificeres og underrettes om sagen.
    3) De oplysninger, som i øvrigt er nødvendige for, at ret-
    ten kan vurdere, om den har kompetence til at behandle
    sagen, og foretage lovvalg.
    Stk. 2. Gruppesøgsmål kan anlægges med påstand om
    1) foreløbigt påbud eller forbud eller
    2) endeligt påbud eller forbud eller genopretning.
    Stk. 3. Et gruppesøgsmål, der ud fra stævningen efter sit
    indhold er åbenlyst ubegrundet, afvises af retten.
    Betingelser for at anlægge gruppesøgsmål
    § 12. Gruppesøgsmål kan anlægges, når
    1) der foreligger ensartede krav,
    2) gruppesøgsmål skønnes at være den bedste måde at
    behandle kravene på, og
    3) de berørte forbrugere kan identificeres og underrettes
    på en hensigtsmæssig måde.
    Kapitel 5
    Gruppesøgsmål om påbud eller forbud
    Afgørelsens indhold
    § 13. I forbindelse med et gruppesøgsmål om påbud eller
    forbud kan retten ved et foreløbigt eller endeligt påbud eller
    forbud bestemme følgende:
    1) At en erhvervsdrivende skal bringe en praksis, der ud-
    gør en overtrædelse af bestemmelser som nævnt i § 1,
    stk. 1, og som skader eller vil kunne skade forbruger-
    nes kollektive interesser, til ophør.
    2) At en erhvervsdrivendes påtænkte praksis, der vil ud-
    gøre en overtrædelse af bestemmelser som nævnt i §
    1, stk. 1, og som indebærer en risiko for alvorlig eller
    uoprettelig skade for forbrugernes kollektive interesser,
    på forhånd forbydes.
    Stk. 2. Retten kan ved et endeligt påbud endvidere be-
    stemme følgende:
    1) At en erhvervsdrivende skal anerkende, at en praksis
    udgør en overtrædelse som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.
    2) At en erhvervsdrivende skal offentliggøre hele eller
    dele af en afgørelse om påbud eller forbud efter denne
    lov i den form, retten bestemmer.
    Stk. 3. Det er ikke en betingelse for en afgørelse om
    påbud eller forbud, at berørte individuelle forbrugere har
    tilmeldt sig søgsmålet.
    Stk. 4. Det er ikke en betingelse for en afgørelse om
    påbud eller forbud, at den godkendte myndighed eller orga-
    nisation beviser
    1) at de individuelle forbrugere, der er berørt af en over-
    trædelse af bestemmelser som nævnt i § 1, stk. 1, har
    lidt tab eller skade, eller
    2) den erhvervsdrivendes hensigt eller forsømmelse.
    Sagernes fremme m.v.
    § 14. Gruppesøgsmål om påbud eller forbud behandles
    hurtigst muligt.
    3
    Stk. 2. Ved behandlingen af gruppesøgsmål om foreløbige
    påbud eller forbud finder retsplejelovens §§ 413-429 tilsva-
    rende anvendelse. Ved spørgsmål om bistand til opretholdel-
    se af et foreløbigt påbud eller forbud finder retsplejelovens
    kapitel 57 tilsvarende anvendelse.
    Kapitel 6
    Gruppesøgsmål om genopretning
    Afgørelsens indhold
    § 15. I forbindelse med et gruppesøgsmål om genopret-
    ning kan retten bestemme, at den erhvervsdrivende skal give
    tilmeldte forbrugere adgang til bestemte retsmidler, som ef-
    ter omstændighederne kan være bl.a. følgende:
    1) Erstatning.
    2) Afhjælpning.
    3) Ombytning.
    4) Forholdsmæssigt afslag.
    5) Ophævelse af købet eller kontrakten.
    6) Tilbagebetaling af betalte beløb.
    Stk. 2. Hvor en afgørelse om genopretning ikke angiver
    de individuelle forbrugere, der er berettigede til de retsmid-
    ler, som afgørelsen stiller til rådighed, skal den i det mindste
    beskrive den gruppe af forbrugere, der er berettiget til de
    pågældende retsmidler.
    Stk. 3. En afgørelse om genopretning skal angive en frist,
    inden for hvilken den erhvervsdrivende skal give forbruger-
    ne adgang til de retsmidler, der er omfattet af afgørelsen.
    Stk. 4. De retsmidler, som stilles til rådighed i en afgørel-
    se af et gruppesøgsmål om genopretning, berører ikke even-
    tuelle yderligere retsmidler, som forbrugerne har adgang til,
    og som ikke var genstand for det pågældende gruppesøgs-
    mål.
    Tilmelding til gruppesøgsmål om genopretning m.v.
    § 16. Et gruppesøgsmål om genopretning omfatter de in-
    dividuelle forbrugere, der har tilmeldt sig søgsmålet.
    Stk. 2. Tilmelding til gruppesøgsmål skal ske ved skrift-
    lig meddelelse. Retten fastsætter en frist for at tilmelde sig
    gruppesøgsmålet. Retten bestemmer, hvortil tilmelding skal
    ske. Retten kan undtagelsesvis tillade, at tilmelding sker
    efter fristens udløb, hvis særlige grunde taler for det.
    Stk. 3. Forbrugere, der er tilmeldt et gruppesøgsmål, kan
    ikke være tilmeldt andre gruppesøgsmål vedrørende det
    samme spørgsmål mod den samme erhvervsdrivende og
    kan ikke anlægge et individuelt søgsmål, der vedrører det
    samme spørgsmål mod den samme erhvervsdrivende.
    Stk. 4. Forbrugere, der er tilmeldt et gruppesøgsmål, kan
    ikke modtage erstatning mere end én gang vedrørende det
    samme spørgsmål mod den samme erhvervsdrivende.
    Stk. 5. Godkendte organisationer kan kræve, at forbruge-
    re, der vil tilmelde sig et konkret gruppesøgsmål om genop-
    retning, betaler et gebyr ved tilmelding til det pågældende
    gruppesøgsmål.
    Stk. 6. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om størrel-
    sen af det gebyr, der er nævnt i stk. 5. Erhvervsministeren
    kan endvidere fastsætte nærmere regler om betalingen af det
    gebyr, der er nævnt i stk. 5.
    Stk. 7. Retten vurderer efter ansøgning fra den godkend-
    te myndighed eller organisation, om gruppesøgsmålet opfyl-
    der betingelserne for fri proces i retsplejelovens § 327. Ju-
    stitsministeren meddeler efter ansøgning fra den godkendte
    myndighed eller organisation, om gruppesøgsmålet opfylder
    betingelserne for fri proces i retsplejelovens §§ 328 og
    329. Meddeles det, at gruppesøgsmålet opfylder betingelser-
    ne i retsplejelovens §§ 327, 328 eller 329, meddeler retten
    efter anmodning fra en tilmeldt forbruger fri proces, såfremt
    forbrugeren opfylder betingelserne i retsplejelovens § 325.
    Stk. 8. De forbrugere, der er berørt af et igangværende
    gruppesøgsmål om genopretning, skal underrettes om grup-
    pesøgsmålet, herunder om de i stk. 2, 5 og 7 nævnte forhold,
    i tide og på passende måde, så disse forbrugere kan tilmelde
    sig det pågældende gruppesøgsmål. Underretningen gives
    på den måde, som retten bestemmer. Retten kan bestemme,
    at underretningen helt eller delvis skal ske ved offentlig
    bekendtgørelse. Retten kan pålægge den godkendte myndig-
    hed eller organisation at foretage underretningen. Udgifterne
    ved underretningen betales af den godkendte myndighed
    eller organisation, jf. dog § 18, stk. 3.
    Interessekonflikter ved finansiering af gruppesøgsmål om
    genopretning
    § 17. Godkendte organisationer kan finansieres af en tred-
    jepart ved anlæggelse af et konkret gruppesøgsmål om gen-
    opretning, jf. dog stk. 2.
    Stk. 2. Uanset stk. 1 kan godkendte organisationer ikke
    anlægge et gruppesøgsmål om genopretning, som finansie-
    res af en tredjepart, hvor en interessekonflikt er opstået,
    eller hvor der foreligger nærliggende risiko for, at en sådan
    interessekonflikt vil opstå. Finansiering fra en tredjepart, der
    har økonomisk interesse i at anlægge et gruppesøgsmål om
    genopretning eller resultatet heraf, må ikke føre gruppesøgs-
    målet væk fra beskyttelse af forbrugernes kollektive interes-
    ser.
    Stk. 3. Beslutninger truffet af godkendte organisationer i
    forbindelse med et gruppesøgsmål om genopretning, herun-
    der beslutninger om at indgå et forlig, må ikke påvirkes
    af en tredjepart på en måde, der vil være til skade for de
    kollektive interesser for de forbrugere, der har tilmeldt sig
    gruppesøgsmålet.
    Stk. 4. Godkendte organisationer må ikke anlægge et
    gruppesøgsmål om genopretning mod en erhvervsdrivende,
    som er en konkurrent til den, der finansierer gruppesøgsmå-
    let, eller mod en erhvervsdrivende, som den, der finansierer
    gruppesøgsmålet, er afhængig af.
    Stk. 5. Retten påser, hvorvidt den godkendte organisation
    opfylder betingelserne i stk. 2-4, hvis den sagsøgte under
    sagen rejser begrundet tvivl herom. Retten kan til brug for
    vurderingen pålægge den godkendte organisation inden for
    en rimelig frist at udlevere en oversigt over finansieringskil-
    der, der anvendes til at støtte gruppesøgsmålet.
    Stk. 6. Retten kan kræve, at den godkendte organisation
    afslår eller foretager ændringer med hensyn til finansierin-
    gen af søgsmålet.
    4
    Stk. 7. Er betingelserne i stk. 2-4 ikke opfyldt, eller efter-
    kommes et pålæg efter stk. 5, 2. pkt., eller et krav efter stk. 6
    ikke, afviser retten sagen.
    Stk. 8. En afvisning i medfør af stk. 7 påvirker ikke i
    øvrigt retsstillingen for de forbrugere, der har tilmeldt sig
    det pågældende gruppesøgsmål.
    Sagsomkostninger i gruppesøgsmål om genopretning
    § 18. Tilmeldte forbrugere i et gruppesøgsmål om genop-
    retning kan ikke pålægges at betale sagsomkostninger, jf.
    dog stk. 2.
    Stk. 2. Retten kan under ekstraordinære omstændigheder
    pålægge tilmeldte forbrugere i et gruppesøgsmål om genop-
    retning at betale sagsomkostninger, der er påløbet som følge
    af den pågældende tilmeldte forbrugers forsætlige eller uagt-
    somme adfærd.
    Stk. 3. Den tabende part skal erstatte modparten de udgif-
    ter, der er forbundet med at opfylde den underretningspligt,
    der er nævnt i § 16, stk. 8, 5. pkt., og § 20.
    Forlig om genopretning
    § 19. Den godkendte myndighed eller organisation kan
    i fællesskab med den erhvervsdrivende forelægge retten et
    forslag til forlig om genopretning til fordel for de tilmeldte
    forbrugere.
    Stk. 2. Retten kan på ethvert tidspunkt under sagen op-
    fordre parterne til at indgå forlig om genopretning. Retten
    fastsætter en rimelig frist for indgåelsen af forliget.
    Stk. 3. Et forlig skal godkendes af retten. Retten afviser
    forliget, hvis det strider mod præceptive regler eller indehol-
    der betingelser, som ikke kan håndhæves, idet der tages
    hensyn til parternes og navnlig de tilmeldte forbrugeres ret-
    tigheder og interesser.
    Stk. 4. Godkender retten forliget, bliver det bindende for
    sagens parter og de tilmeldte forbrugere.
    Stk. 5. De retsmidler, som stilles til rådighed i et godkendt
    forlig om genopretning, berører ikke eventuelle yderligere
    retsmidler, som forbrugerne har adgang til, og som ikke var
    genstand for det pågældende forlig.
    Kapitel 7
    Underretning af berørte forbrugere
    § 20. Retten pålægger den erhvervsdrivende ved hjælp af
    midler, der står i rimeligt forhold til sagens omstændigheder,
    at underrette de forbrugere, der er berørt af eller tilmeldt
    gruppesøgsmålet, om endelige afgørelser, der indeholder be-
    stemmelse om påbud eller forbud, jf. § 13, eller genopret-
    ning, jf. § 15, eller om godkendte forlig, jf. § 19. Retten kan
    herunder bestemme, at den erhvervsdrivende skal underret-
    te alle berørte eller tilmeldte forbrugere individuelt. Retten
    fastsætter en frist for underretningen. Udgifterne ved under-
    retningen betales af den erhvervsdrivende.
    Stk. 2. Afviser retten et gruppesøgsmål om genopretning,
    finder stk. 1 tilsvarende anvendelse over for godkendte
    myndigheder eller organisationer med hensyn til afgørelsen
    om afvisning.
    Stk. 3. Underrettes de berørte eller tilmeldte forbrugere
    om afgørelsen eller forliget på anden vis, undlader retten at
    give pålæg efter stk. 1 og 2.
    Kapitel 8
    Forældelse
    § 21. Er der inden forældelsesfristens udløb, jf. reglerne
    i forældelsesloven, anlagt et gruppesøgsmål efter denne lov,
    og medfører dette ikke en afbrydelse af fristen for forbruger-
    ne, hvis fordring udspringer af den overtrædelse, der var
    genstand for det anlagte søgsmål, indtræder forældelse af
    disse fordringer tidligst 1 år efter sagens endelige afgørelse.
    Kapitel 9
    Anke
    § 22. Ankes en dom i et gruppesøgsmål, behandles anken
    efter reglerne i denne lov. Ankes en dom af den godkendte
    myndighed eller organisation, finder § 16 tilsvarende anven-
    delse.
    Stk. 2. Reglerne i retsplejelovens § 368, stk. 1, 2. pkt., og
    stk. 2, finder ikke anvendelse.
    Kapitel 10
    Strafbestemmelser
    § 23. Den, der forsætligt overtræder et påbud eller forbud
    udstedt i medfør af § 13, stk. 1 og 2, eller § 20, stk. 1, kan
    idømmes straf af bøde. Sag efter 1. pkt., anlægges af den
    part, der har opnået påbuddet eller forbuddet.
    Stk. 2. Spørgsmål om idømmelse af straf for overtrædelse
    af et foreløbigt påbud eller forbud kan udsættes, indtil sagen
    om den påståede overtrædelse er afgjort.
    Stk. 3. En modpart, der uden lovlig grund undlader at
    efterkomme et pålæg om edition efter retsplejelovens § 298,
    stk. 1, jf. denne lovs § 1, stk. 2, kan idømmes straf af
    bøde. Retsplejelovens § 298, stk. 2, jf. § 344, stk. 2, finder
    tilsvarende anvendelse.
    Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske person-
    er) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
    Kapitel 11
    Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
    § 24. Loven træder i kraft den 25. juni 2023.
    Stk. 2. Lov nr. 1257 af 20. december 2000 om forbud til
    beskyttelse af forbrugernes interesser ophæves.
    § 25. Loven finder anvendelse for gruppesøgsmål, som
    anlægges efter lovens ikrafttræden. For øvrige sager finder
    de hidtil gældende regler anvendelse.
    § 26. Erhvervsministeren kan beslutte, at myndigheder,
    der tidligere var godkendt i henhold til lov om forbud til
    beskyttelse af forbrugernes interesser, fortsat kan være god-
    kendt til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål i
    andre medlemsstater.
    Stk. 2. De myndigheder, der er nævnt i stk. 1, vil derudo-
    ver være godkendt til at anlægge nationale gruppesøgsmål
    ved domstolene efter denne lov.
    5
    Kapitel 12
    Territorialbestemmelse
    § 27. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
    6
    Bemærkninger til lovforslaget
    Almindelige bemærkninger
    Indholdsfortegnelse
    1. Indledning
    2. Lovforslagets baggrund
    3. Lovforslagets hovedpunkter
    3.1. Anvendelsesområde og definitioner
    3.1.1. Gældende ret
    3.1.2. Direktivet
    3.1.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den
    foreslåede ordning
    3.2. Godkendte myndigheder og organisationer
    3.2.1. Godkendelse af myndigheder og organi-
    sationer
    3.2.1.1. Gældende ret
    3.2.1.2. Direktivet
    3.2.1.3. Erhvervsministeriets overvejel-
    ser og den foreslåede ordning
    3.2.2. Lister over godkendte myndigheder og
    organisationer
    3.2.2.1. Gældende ret
    3.2.2.2. Direktivet
    3.2.2.3. Erhvervsministeriets overvejel-
    ser og den foreslåede ordning
    3.2.3. Tilbagekaldelse af godkendelse
    3.2.3.1. Gældende ret
    3.2.3.2. Direktivet
    3.2.3.3. Erhvervsministeriets overvejel-
    ser og den foreslåede ordning
    3.2.4. Generel oplysningspligt for godkendte
    myndigheder og organisationer
    3.2.4.1. Gældende ret
    3.2.4.2. Direktivet
    3.2.4.3. Erhvervsministeriets overvejel-
    ser og den foreslåede ordning
    3.3. Sagens parter
    3.3.1. Gældende ret
    3.3.2. Direktivet
    3.3.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den
    foreslåede ordning
    3.4. Anlæggelse af et gruppesøgsmål
    3.4.1. Gældende ret
    3.4.2. Direktivet
    3.4.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den
    foreslåede ordning
    3.5. Gruppesøgsmål om påbud eller forbud
    3.5.1. Gældende ret
    3.5.2. Direktivet
    3.5.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den
    foreslåede ordning
    3.6. Gruppesøgsmål om genopretning
    3.6.1. Afgørelsens indhold
    3.6.1.1. Gældende ret
    3.6.1.2. Direktivet
    3.6.1.3. Erhvervsministeriets overvejel-
    ser og den foreslåede ordning
    3.6.2. Tilmelding til gruppesøgsmål om genop-
    retning m.v.
    3.6.2.1. Gældende ret
    3.6.2.2. Direktivet
    3.6.2.3. Erhvervsministeriets overvejel-
    ser og den foreslåede ordning
    3.6.3. Interessekonflikter ved finansiering af
    gruppesøgsmål om genopretning
    3.6.3.1. Gældende ret
    3.6.3.2. Direktivet
    3.6.3.3. Erhvervsministeriets overvejel-
    ser og den foreslåede ordning
    3.6.4. Sagsomkostninger i gruppesøgsmål om
    genopretning
    3.6.4.1. Gældende ret
    3.6.4.2. Direktivet
    3.6.4.3. Erhvervsministeriets overvejel-
    ser og den foreslåede ordning
    3.6.5. Forlig om genopretning
    3.6.5.1. Gældende ret
    3.6.5.2. Direktivet
    3.6.5.3. Erhvervsministeriets overvejel-
    ser og den foreslåede ordning
    3.6.6. Underretning af berørte forbrugere
    3.6.6.1. Gældende ret
    3.6.6.2. Direktivet
    3.6.6.3. Erhvervsministeriets overvejel-
    ser og den foreslåede ordning
    3.7. Strafbestemmelser
    3.7.1. Gældende ret
    3.7.2. Direktivet
    3.7.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den
    foreslåede ordning
    4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskon-
    sekvenser for det offentlige
    5. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
    hvervslivet m.v.
    6. Administrative konsekvenser for borgerne
    7. Klimamæssige konsekvenser
    8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
    9. Forholdet til EU-retten
    10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
    11. Sammenfattende skema
    1. Indledning
    Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets
    direktiv 2020/1828/EU af 25. november 2020 om adgang
    til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbru-
    gernes kollektive interesser og om ophævelse af direk-
    tiv 2009/22/EF (herefter benævnt gruppesøgsmålsdirekti-
    vet). Direktivet er et minimumdirektiv. Der er med lovfor-
    slaget ikke lagt op til at overimplementere direktivet.
    7
    Med lovforslaget ønsker regeringen at bidrage til, at der
    på EU-plan og på nationalt plan findes en effektiv og virk-
    ningsfuld processuel ordning for anlæggelse af gruppesøgs-
    mål med påstand om påbud eller forbud samt genopretning,
    der er tilgængelig for forbrugere i alle medlemsstater.
    Forbrugere har i dag efter de gældende regler mulighed for
    at forfølge et krav mod en erhvervsdrivende ved at anlæg-
    ge sag ved domstolene på forskellige måder. Er der tale
    om mindre krav, kan der eksempelvis anlægges en sag ef-
    ter reglerne i retsplejelovens kapitel 39 om småsagsproces-
    sen. Derudover er der efter reglerne i retsplejelovens kapitel
    23 a mulighed for, at flere personer, som har ensartede krav,
    kan anlægge et gruppesøgsmål. Godkendte myndigheder og
    organisationer kan endvidere efter reglerne i lov om forbud
    til beskyttelse af forbrugernes interesser anlægge gruppe-
    søgsmål med påstand om, at bestemte handlinger, der er i
    strid med forbrugernes kollektive interesser, forbydes.
    Med lovforslaget lægges der op til at øge forbrugerbeskyt-
    telsen yderligere ved at indføre mulighed for, at godkendte
    myndigheder og organisationer, der repræsenterer forbruger-
    nes interesser, kan anlægge og føre to nye typer af gruppe-
    søgsmål mod erhvervsdrivende om henholdsvis påbud eller
    forbud samt genopretning.
    Et »gruppesøgsmål« er kendetegnet ved, at søgsmålet berø-
    rer en flerhed af personer, og at en repræsentant for denne
    gruppe (og ikke de enkelte forbrugere) anses som part i
    søgsmålet. I bestemte tilfælde vil der med den foreslåede
    lov kunne føres "gruppesøgsmål", uden at der er individuelle
    forbrugere, der har tilmeldt sig søgsmålet.
    Med lovforslaget vil det blive muligt at føre gruppesøgsmål
    om påbud eller forbud samt gruppesøgsmål om genopret-
    ning og derigennem opnå, at forbrugere f.eks. får adgang til
    erstatning, hvis en erhvervsdrivende har overtrådt de regler,
    som direktivet omfatter.
    Det foreslås, at erhvervsministeren efter forhandling med
    de berørte ministre kan godkende de myndigheder og orga-
    nisationer, som kan anlægge gruppesøgsmål. En godkendt
    myndighed eller organisation vil således fungere som repræ-
    sentant for den pågældende gruppe af forbrugere eller som
    repræsentant for forbrugernes mere generelle interesser, hvis
    myndigheden eller organisationen anlægger en sag. Myndig-
    heder og organisationer skal anmode om at blive godkendt
    og opfylde en række betingelser.
    Det foreslås, at de godkendte myndigheder og organisatio-
    ner kan anlægge nationale gruppesøgsmål ved domstolene
    her i landet. På samme måde vil myndigheder og organisa-
    tioner, der er godkendt i andre medlemsstater og optaget
    på Europa-Kommissionens liste, der udarbejdes i medfør
    af direktivet, kunne anlægge grænseoverskridende gruppe-
    søgsmål her i landet, såfremt der er mulighed herfor efter
    reglerne om værneting.
    2. Lovforslagets baggrund
    Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets
    direktiv 2020/1828/EU af 25. november 2020 om adgang
    til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbru-
    gernes kollektive interesser og om ophævelse af direktiv
    2009/22/EF (”gruppesøgsmålsdirektivet”). Direktivet skal
    være gennemført i national lovgivning senest den 25. de-
    cember 2022, og reglerne skal træde i kraft senest den 25.
    juni 2023.
    Direktivet ophæver direktiv 2009/22/EF af 23. april 2009
    om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse
    af forbrugernes interesser (herefter benævnt forbudsdirekti-
    vet), som er en kodificering af direktiv 98/27/EF af 19.
    maj 1998 om søgsmål med påstand om forbud på området
    beskyttelse af forbrugernes interesser. Disse direktiver er
    gennemført i dansk ret ved lov nr. 1257 af 20. december
    2000 om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser,
    der foreslås ophævet ved nærværende lovforslag.
    Baggrunden for gruppesøgsmålsdirektivet er, at den stigende
    globalisering og digitalisering har øget risikoen for, at et
    større antal forbrugere lider skade som følge af den samme
    ulovlige praksis. Det kan mindske forbrugernes tillid til
    det indre marked, hvis der ikke eksisterer effektive midler
    til at bringe en ulovlig praksis til ophør og til at opnå
    genopretning for forbrugerne. Manglen på effektive midler
    til at håndhæve EU-retten, som beskytter forbrugerne, kan
    resultere i en forvridning af den fair konkurrence mellem er-
    hvervsdrivende, der overtræder lovgivningen, og erhvervs-
    drivende, der overholder lovgivningen, og som opererer na-
    tionalt eller på tværs af grænserne. Sådanne forvridninger
    kan hindre det indre marked i at fungere gnidningsløst.
    Formålet med gruppesøgsmålsdirektivet er at sikre, at der
    på EU-plan og på nationalt plan findes mindst én effektiv
    og virkningsfuld processuel ordning for anlæggelse af grup-
    pesøgsmål om påbud eller forbud og genopretning, der er
    tilgængelig for forbrugere i alle medlemsstater. Det kan
    øge forbrugernes tillid til det indre marked og sætte dem
    i stand til at udøve deres rettigheder, hvis der er en fælles
    processuel ordning for anlæggelse af gruppesøgsmål. Det
    kan endvidere bidrage til en mere fair konkurrence og skabe
    lige vilkår for erhvervsdrivende, der opererer på det indre
    marked.
    Formålet med gruppesøgsmålsdirektivet er endvidere at bi-
    drage til det indre markeds funktion og til opnåelsen af
    et højt forbrugerbeskyttelsesniveau ved at gøre det muligt
    for godkendte myndigheder og organisationer, som repræ-
    senterer forbrugernes kollektive interesser, at anlægge grup-
    pesøgsmål om påbud eller forbud samt genopretning mod
    erhvervsdrivende, der overtræder visse EU-retlige bestem-
    melser. Formålet er således, at disse godkendte myndigheder
    og organisationer bør kunne anmode om at få bragt en sådan
    overtrædelse til ophør eller få den forbudt og søge om gen-
    opretning, hvis det er relevant og muligt i henhold til EU-
    retten og national ret, herunder f.eks. erstatning, afhjælpning
    eller forholdsmæssigt afslag.
    8
    Gruppesøgsmålsdirektivet er et minimumsdirektiv, hvilket
    giver medlemsstaterne mulighed for at vedtage eller opret-
    holde nationale bestemmelser om anlæggelse af gruppesøgs-
    mål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser, der
    er mere vidtrækkende, end hvad direktivet foreskriver. Der
    skal dog være mindst én national processuel ordning for
    gruppesøgsmål, som gør det muligt for godkendte myndig-
    heder og organisationer at anlægge gruppesøgsmål om på-
    bud eller forbud samt genopretning.
    Det følger af direktivets præambelbetragtning nr. 11, at di-
    rektivet ikke bør erstatte eksisterende nationale processuelle
    ordninger til beskyttelse af forbrugernes kollektive eller in-
    dividuelle interesser. Det overlades til medlemsstaterne at
    beslutte, om de vil implementere direktivet som en del af
    en eksisterende eller ny ordning eller som en ny særskilt
    ordning.
    Grundet ophævelsen af forbudsdirektivet og for at sikre en
    hensigtsmæssig og korrekt implementering af gruppesøgs-
    målsdirektivet, idet anvendelsesområdet udvides betragteligt
    i det nye direktiv, foreslås det at foretage en direktivnær im-
    plementering af gruppesøgsmålsdirektivet i en ny hovedlov
    om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse
    af forbrugernes kollektive interesser, og at lov om forbud til
    beskyttelse af forbrugernes interesser ophæves.
    Det foreslås endvidere, at direktivet implementeres i en ny
    hovedlov for at undgå usikkerhed om retstilstanden. Rets-
    plejelovens kapitel 23 a om gruppesøgsmål og nærværende
    lovforslag vil således udgøre to separate ordninger, der gør
    det muligt at anlægge gruppesøgsmål.
    3. Lovforslagets hovedpunkter
    3.1. Anvendelsesområde og definitioner
    3.1.1. Gældende ret
    Udpegede myndigheder og organisationer kan efter reglerne
    i den gældende lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes
    interesser anlægge søgsmål med påstand om, at bestemte
    handlinger, der er i strid med forbrugernes kollektive inte-
    resser, forbydes. Ifølge lovens § 1, stk. 1, finder loven
    anvendelse på de nationale regler, der gennemfører de di-
    rektiver, som er optaget på bilaget til Europa-Parlamentets
    og Rådets direktiv 98/27/EF om søgsmål med påstand om
    forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser
    (forbudsdirektivet).
    Der var oprindeligt optaget 9 direktiver på bilaget til for-
    budsdirektivet. Det er direktiver, der blandt andet vedrører
    vildledende reklame, forbrugerkredit, pakkerejser, reklame
    for humanmedicinske lægemidler mv. Efter direktivets ved-
    tagelse i 1998, er der tilføjet 5 direktiver til bilaget.
    3.1.2. Direktivet
    Det følger af artikel 2, stk. 1, i gruppesøgsmålsdirektivet,
    at direktivet finder anvendelse på gruppesøgsmål, der an-
    lægges som følge af erhvervsdrivendes overtrædelser af de
    EU-retlige bestemmelser, der er nævnt i direktivets bilag I,
    herunder sådanne bestemmelser som er gennemført i natio-
    nal ret, og som skader eller ville kunne skade forbrugernes
    kollektive interesser. Direktivet berører ikke de EU-retlige
    bestemmelser, der er omhandlet i bilag I.
    Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 13, at
    direktivets anvendelsesområde bør afspejle den seneste ud-
    vikling på forbrugerbeskyttelsesområdet. Da forbrugere i
    stigende grad handler på et bredere og stadig mere digitali-
    seret marked, skal der for at opnå et højt forbrugerbeskyttel-
    sesniveau være krav om, at områder som databeskyttelse,
    finansielle tjenesteydelser, rejser og turisme, energi og tele-
    kommunikation omfattes af direktivet i tillæg til den almin-
    delige forbrugerbeskyttelsesret. Da der er øget efterspørgsel
    blandt forbrugerne efter finansielle tjenesteydelser og inve-
    steringstjenesteydelser, er det navnlig vigtigt at forbedre
    håndhævelsen af forbrugerbeskyttelsesretten på disse områ-
    der. Forbrugermarkedet har også udviklet sig på området for
    digitale tjenester, og der er et øget behov for mere effektiv
    håndhævelse af forbrugerbeskyttelsesretten, herunder vedrø-
    rende databeskyttelse.
    Direktivets bilag I indeholder 66 EU-retsakter og bestem-
    melser, som er omfattet af direktivets anvendelsesområ-
    de. Anvendelsesområdet er bredt og omfatter – ud over den
    almindelige forbrugerbeskyttelsesret – flere sektorspecifikke
    områder, hvor forbrugernes kollektive interesser beskyttes.
    Efter direktivets præambelbetragtning nr. 15 bør direktivet
    ikke berøre de retsakter, der er nævnt i bilag I, og bør derfor
    ikke ændre eller udvide definitionerne fastsat i disse retsak-
    ter eller erstatte eventuelle håndhævelsesmekanismer, som
    de pågældende retsakter måtte indeholde.
    Direktivets definitioner fremgår af artikel 3.
    3.1.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
    ordning
    Gruppesøgsmålsdirektivet er et minimumdirektiv. Erhvervs-
    ministeriet finder det ikke nødvendigt at lade anvendel-
    sesområdet være bredere, end hvad der følger af direkti-
    vet. Lovforslagets anvendelsesområde svarer derfor til det
    anvendelsesområde, som direktivet foreskriver.
    Udvidelsen af antallet af EU-retlige bestemmelser i forhold
    til de hidtil gældende regler, som omfattes af direktivet, vil
    allerede medføre en markant udvidelse af anvendelsesområ-
    det i forhold til, hvad der gælder i dag. Der vil således ef-
    ter de foreslåede regler kunne føres gruppesøgsmål på bag-
    grund af væsentligt flere forbrugerbeskyttelsesregler end i
    dag. Hertil kommer, at retsplejeloven indeholder en ordning
    om gruppesøgsmål, der gælder ved siden af lov om forbud
    til beskyttelse af forbrugernes interesser. På den baggrund
    vurderes det ikke nødvendigt at lade anvendelsesområdet for
    lovforslaget være bredere end det anvendelsesområde, som
    er påkrævet efter direktivet.
    9
    Der lægges op til, at loven vil finde anvendelse på grup-
    pesøgsmål, der anlægges ved domstolene, og som angår er-
    hvervsdrivendes overtrædelser af de EU-retlige bestemmel-
    ser, der er nævnt i gruppesøgsmålsdirektivets bilag I, eller
    regler, der gennemfører sådanne bestemmelser her i landet,
    såfremt overtrædelsen skader eller vil kunne skade forbru-
    gernes kollektive interesser.
    Det bemærkes særligt, at det ikke er hensigten med lovfor-
    slaget at påvirke den allerede gældende gruppesøgsmålsord-
    ning efter retsplejelovens kapitel 23 a. Der vil således gælde
    to separate ordninger for anlæggelse af gruppesøgsmål.
    Det bemærkes også, at lovforslaget ikke indeholder regler
    om fuldbyrdelse af afgørelser i gruppesøgsmål. Fuldbyrdel-
    se vil derfor skulle ske efter retsplejelovens almindelige
    regler herom.
    Erhvervsministeriet finder det hensigtsmæssigt med en di-
    rektivnær implementering af direktivets definitioner. Der er
    alene foretaget mindre sproglige ændringer i forhold til di-
    rektivets definitioner uden indholdsmæssig betydning.
    3.2. Godkendte myndigheder og organisationer
    3.2.1. Godkendelse af myndigheder og organisationer
    3.2.1.1. Gældende ret
    Efter den gældende bestemmelse i § 4, stk. 1, i lov om for-
    bud til beskyttelse af forbrugernes interesser, kan erhvervs-
    ministeren efter forhandling med de berørte ministre udpege
    de danske myndigheder og organisationer, der kan anlægge
    søgsmål med påstand om forbud i andre medlemsstater for
    overtrædelser af direktiverne optaget på det i § 1, stk. 1,
    nævnte bilag, således som disse er gennemført i medlems-
    staternes nationale ret.
    Lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser gæl-
    der alene for grænseoverskridende gruppesøgsmål og alene
    for gruppesøgsmål med påstand om forbud.
    Erhvervsministeren har udpeget Forbrugerombudsmanden
    og Lægemiddelstyrelsen, som fremgår af Europa-Kommis-
    sionens offentliggjorte liste vedrørende nationale myndighe-
    der og organisationer, som er beføjet til at anlægge grænseo-
    verskridende gruppesøgsmål i medfør af forbudsdirektivet.
    Erhvervsministeren kan efter forhandling med de berørte
    ministre fastsætte nærmere betingelser for udøvelsen af den
    i stk. 1 nævnte søgsmålskompetence, jf. § 4, stk. 2, i lov
    om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser. Over
    for myndigheder vil der kunne fastsættes nærmere regler
    om hvilke direktiver og artikler, de forskellige myndigheder
    kan håndhæve. Der kan endvidere fastsættes krav om koor-
    dinering mellem myndighederne, ligesom der kan fastsættes
    andre begrænsninger i myndighedernes tilsynsbeføjelser, jf.
    Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 171.
    Lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser
    indeholder ikke betingelser for udpegning af de danske
    myndigheder og organisationer, der kan anlægge grænseo-
    verskridende gruppesøgsmål.
    Det er forudsat i bemærkningerne til lovforslaget, at alle
    lovlige organisationer, der har til formål at beskytte for-
    brugernes kollektive interesser, kan godkendes, jf. direktiv
    2009/22/EF artikel 3, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg
    A, side 166.
    Efter gældende ret kan nationale gruppesøgsmål anlægges
    efter reglerne i retsplejelovens kapitel 23 a. Udpegning som
    grupperepræsentant til anlæggelse af nationale gruppesøgs-
    mål kan alene ske ad hoc ved retten.
    Den gældende bestemmelse i markedsføringslovens § 35
    medfører, at Forbrugerombudsmanden kan udpeges som
    grupperepræsentant i et gruppesøgsmål.
    3.2.1.2. Direktivet
    Det følger af direktivets artikel 4, stk. 3, at medlemsstaterne
    udpeger et organ/en organisation som omhandlet i stk. 2, der
    har anmodet om at blive udpeget som godkendt organ/orga-
    nisation med henblik på anlæggelse af grænseoverskridende
    gruppesøgsmål, hvis nævnte organ/organisation opfylder al-
    le kriterier i bestemmelsens litra a) – f).
    Derudover følger det af direktivets artikel 4, stk. 4, at med-
    lemsstaterne sikrer, at de kriterier, som de anvender til at
    udpege et organ/en organisation som godkendt organ/organi-
    sation med henblik på anlæggelse af nationale gruppesøgs-
    mål, er i overensstemmelse med dette direktivs mål for at
    sikre, at sådanne gruppesøgsmål fungerer effektivt og virk-
    ningsfuldt.
    Det fremgår af direktivets artikel 4, stk. 5, at medlemssta-
    terne kan beslutte, at kriterierne i stk. 3 også anvendes til
    udpegelse af godkendte organer/organisationer med henblik
    på anlæggelse af nationale gruppesøgsmål.
    Medlemsstaterne kan ifølge direktivets artikel 4, stk. 7, ud-
    pege offentlige organer som godkendte organer/organisatio-
    ner med henblik på anlæggelse af gruppesøgsmål uanset
    artikel 4, stk. 3 og 4. Medlemsstaterne kan fastsætte, at
    offentlige organer, der allerede er udpeget som godkend-
    te organer/organisationer i henhold til artikel 3 i direk-
    tiv 2009/22/EF, skal forblive udpeget som godkendte orga-
    ner/organisationer med henblik på direktivet.
    3.2.1.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
    ordning
    Direktivet indeholder krav om, at organisationer skal opfyl-
    de de samme betingelser for godkendelse til anlæggelse af
    grænseoverskridende gruppesøgsmål, da dette bør være ens
    i alle medlemsstater, jf. præambelbetragtning nr. 25 og arti-
    kel 4, stk. 3. Det betyder, at organisationer skal anmode
    om godkendelse og opfylde de betingelser, der er oplistet i
    direktivets artikel 4, stk. 3, litra a) - f), for at blive godkendt
    til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål.
    10
    Erhvervsministeriet finder det hensigtsmæssigt med en di-
    rektivnær implementering af direktivets betingelser for god-
    kendelse af organisationer. Der er alene foretaget mindre
    sproglige ændringer i forhold til direktivets betingelser for
    godkendelse uden indholdsmæssig betydning. Der henvises
    til lovforslagets specielle bemærkninger til § 3, stk. 3.
    Betingelserne er kumulative, hvorefter alle betingelser skal
    være opfyldt for, at en organisation kan blive godkendt til at
    anlægge gruppesøgsmål.
    Efter direktivets artikel 4, stk. 7, kan medlemsstaterne god-
    kende myndigheder til anlæggelse af grænseoverskridende
    gruppesøgsmål uanset stk. 3 og 4. Det vil sige, at myndig-
    heder kan godkendes til at anlægge grænseoverskridende
    gruppesøgsmål, selv om de ikke opfylder betingelserne i
    artikel 4, stk. 3.
    Erhvervsministeriet finder det hensigtsmæssigt, at myndig-
    heder også skal anmode om godkendelse. Derudover fore-
    slås det, at myndigheder, der ønsker at blive godkendt til
    at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål, skal føre
    tilsyn med overholdelsen af bestemmelser, der er omfattet af
    det bilag, der er nævnt i direktivets bilag I.
    Lægemiddelstyrelsen vil således kunne godkendes til at an-
    lægge gruppesøgsmål, da Lægemiddelstyrelsen fører tilsyn
    med overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direk-
    tiv 2001/83/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en
    fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler artikel
    86-90, 98 og 100.
    Efter præambelbetragtning nr. 26, bør medlemsstaterne frit
    kunne fastsætte betingelserne for godkendelse af myndighe-
    der og organisationer til anlæggelse af nationale gruppesøgs-
    mål i overensstemmelse med national ret.
    Erhvervsministeriet finder det mest hensigtsmæssigt, at der
    gælder samme betingelser for godkendelse af henholdsvis
    myndigheder og organisationer til at anlægge både grænse-
    overskridende og nationale gruppesøgsmål. Dette vil også
    være i overensstemmelse med direktivets artikel 4, stk. 4 og
    5.
    Det foreslås derfor, at erhvervsministeren efter forhandling
    med de berørte ministre vil kunne godkende de myndighe-
    der og organisationer, der har anmodet om at blive godkendt
    til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål i andre
    medlemsstater og nationale gruppesøgsmål her i landet for
    overtrædelser efter § 1.
    Myndigheder og organisationer skal således anmode om
    godkendelse til at kunne anlægge nationale og grænseover-
    skridende gruppesøgsmål. Myndigheder og organisationer
    skal kun anmode én gang, og såfremt de bliver godkendt, vil
    de være godkendt med henblik på fremtidige gruppesøgs-
    mål, som anlægges efter lovforslaget.
    Myndigheder og organisationer kan løbende anmode om at
    blive godkendt til at anlægge gruppesøgsmål efter lovforsla-
    get.
    Det vil ikke være muligt at blive godkendt på ad hoc-basis
    efter dette lovforslag, hvilket er i overensstemmelse med
    præambelbetragtning nr. 28, hvorefter direktivet ikke bør til-
    skynde medlemsstaterne til at indføre muligheder for at god-
    kende myndigheder og organisationer på ad hoc-basis. Dette
    vil fortsat være muligt efter reglerne om gruppesøgsmål i
    retsplejelovens kapitel 23 a.
    Organisationerne vil ved anmodning til erhvervsministeren
    skulle indsende dokumentation for opfyldelse af de ovenfor
    nævnte betingelser. Myndigheder skal ved anmodning til er-
    hvervsministeren på samme måde indsende dokumentation
    for, at de fører tilsyn med en eller flere af de bestemmelser,
    der er nævnt i direktivets bilag I.
    Det foreslås, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om,
    at myndigheders og organisationers anmodning om at blive
    godkendt til at anlægge gruppesøgsmål skal ske ved anven-
    delse af bestemte it-systemer.
    Herved kan erhvervsministeren ved bekendtgørelse fastsæt-
    te, at myndigheder og organisationer skal anmode om god-
    kendelse til at anlægge gruppesøgsmål via Virk.dk.
    3.2.2. Lister over godkendte myndigheder og organisationer
    3.2.2.1. Gældende ret
    Den gældende bestemmelse i § 2 i lov om forbud til beskyt-
    telse af forbrugernes interesser medfører, at udenlandske
    myndigheder og organisationer, som er optaget på den af
    Kommissionen offentliggjorte liste i De Europæiske Fælles-
    skabers Tidende i henhold til bestemmelserne i forbudsdi-
    rektivet, kan anlægge søgsmål med påstand om forbud ved
    domstolene efter retsplejelovens bestemmelser, jf. lovens §
    3.
    Europa-Kommissionen har udstedt en meddelelse med op-
    lysninger fra medlemsstaterne i medfør af artikel 4, stk. 3,
    i forbudsdirektivet, vedrørende nationale myndigheder og
    organisationer, som er godkendt til at anlægge søgsmål i
    medfør af artikel 2 i forbudsdirektivet.
    3.2.2.2. Direktivet
    Det følger af artikel 5, stk. 1, at hver medlemsstat meddeler
    Kommissionen en liste over godkendte organer/organisatio-
    ner, som den på forhånd har udpeget til at kunne anlægge
    grænseoverskridende gruppesøgsmål, herunder disse god-
    kendte organers/organisationers navn og vedtægtsbestemte
    formål, senest den 26. december 2023. Hver medlemsstat
    orienterer Kommissionen, når der er ændringer til denne
    liste. Medlemsstaterne gør listen offentligt tilgængelig.
    Det følger endvidere, at Kommissionen udarbejder en sam-
    let liste over disse godkendte organer/organisationer og gør
    den offentligt tilgængelig. Kommissionen ajourfører denne
    11
    liste, når ændringer til medlemsstaternes lister over god-
    kendte organer/organisationer meddeles Kommissionen.
    Medlemsstaterne skal ifølge artikel 5, stk. 2, sikre, at oplys-
    ninger om godkendte organer/organisationer, der er udpeget
    på forhånd med henblik på at kunne anlægge nationale grup-
    pesøgsmål, gøres tilgængelige for offentligheden.
    3.2.2.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
    ordning
    For at opfylde direktivets krav om, at medlemsstaterne
    skal meddele Europa-Kommissionen en liste over godkend-
    te myndigheder og organisationer, foreslås det indført i lov-
    forslagets, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen meddeler
    Europa-Kommissionen en liste over myndigheder og organi-
    sationer, som er godkendt til at anlægge grænseoverskriden-
    de gruppesøgsmål med henblik på optagelse på den liste,
    som Europa-Kommissionens offentliggør.
    Det foreslås, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offent-
    liggør den liste, som styrelsen meddeler Europa-Kommissi-
    onen, jf. 5, stk. 1, 3. pkt. i direktivet.
    Efter direktivet er der alene et krav om, at medlemsstater-
    ne skal meddele Europa-Kommissionen en liste over myn-
    digheder og organisationer, der er godkendt til at anlægge
    grænseoverskridende gruppesøgsmål.
    Listen over myndigheder og organisationer, der er godkendt
    til at anlægge henholdsvis grænseoverskridende og nationale
    gruppesøgsmål vil i praksis være den samme liste, da det
    med lovforslaget foreslås, at der skal gælde samme betin-
    gelser for godkendelse af myndigheder og organisationer
    til anlæggelse af grænseoverskridende og nationale gruppe-
    søgsmål.
    Den liste, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offent-
    liggør, vil derfor være en liste over myndigheder og organi-
    sationer, der er godkendt til anlæggelse af både nationale og
    grænseoverskridende gruppesøgsmål.
    3.2.3. Tilbagekaldelse af godkendelse
    3.2.3.1. Gældende ret
    Den gældende bestemmelse i § 4, stk. 1, i lov om forbud til
    beskyttelse af forbrugernes interesser, medfører, at erhvervs-
    ministeren efter forhandling med de berørte ministre kan
    udpege de danske myndigheder og organisationer, der kan
    anlægge søgsmål med påstand om forbud i andre medlems-
    stater for overtrædelser af direktiverne optaget på det i §
    1, stk. 1, nævnte bilag, således som disse er gennemført i
    medlemsstaternes nationale ret.
    Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstiden-
    de 2000-01, tillæg A, side 171, at erhvervsministeren på
    samme måde kan tilbagekalde en udpegning til at anlægge
    søgsmål i andre medlemsstater.
    3.2.3.2. Direktivet
    Det følger af artikel 5, stk. 3, at medlemsstaterne mindst
    hvert femte år vurderer, om de godkendte organer/organi-
    sationer fortsat opfylder kriterierne i artikel 4, stk. 3. Med-
    lemsstaterne sikrer, at et godkendt organ/en godkendt orga-
    nisation mister sin status, hvis det/den ikke længere opfylder
    et eller flere af kriterierne.
    Det følger endvidere af direktivets artikel 5, stk. 4, at hvis
    en medlemsstat eller Kommissionen rejser tvivl om, hvor-
    vidt et godkendt organ/en godkendt organisation opfylder
    de kriterier, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, undersøger den
    medlemsstat, som udpegede det/den pågældende organ/orga-
    nisation, sagen. Om nødvendigt tilbagekalder medlemssta-
    ten udpegelsen af det godkendte organ/den godkendte orga-
    nisation, hvis det/den ikke længere opfylder et eller flere
    kriterierne. Modparten i form af den erhvervsdrivende i et
    gruppesøgsmål skal have mulighed for at rejse begrundet
    tvivl over for retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden
    om, hvorvidt et godkendt organ/en godkendt organisation
    opfylder kriterierne i artikel 4, stk. 3.
    Medlemsstaterne udpeger efter artikel 5, stk. 5, nationale
    kontaktpunkter med henblik på stk. 4 og meddeler Kom-
    missionen navn på og kontaktoplysninger for disse kontakt-
    punkter. Kommissionen udarbejder en liste over disse kon-
    taktpunkter og gør listen tilgængelig for medlemsstaterne.
    3.2.3.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
    ordning
    Erhvervsministeriet finder det hensigtsmæssigt, at det både
    er erhvervsministeren, der godkender myndigheder og orga-
    nisationer samt tilbagekalder denne godkendelse.
    Det vil medføre, at erhvervsministeren skal tilbagekalde
    godkendelsen af en myndighed, hvis myndigheden ikke er
    eller ikke længere fører tilsyn med overholdelsen af de be-
    stemmelser, der er nævnt i direktivets bilag I.
    Erhvervsministeren skal derudover tilbagekalde godkendel-
    sen af en organisation, hvis organisationen ikke længere
    opfylder en eller flere af de betingelser, der fastsat i lovfor-
    slagets § 3, stk. 3.
    Det er således et krav for godkendte organisationer, at de op-
    fylder de angivne betingelser på tidspunktet for anmodning
    om godkendelse til at anlægge gruppesøgsmål efter loven,
    men også at de fortsætter med at opfylde betingelserne.
    Hvis erhvervsministeren tilbagekalder godkendelsen af en
    myndighed eller organisation, mister myndigheden eller or-
    ganisationen sin status.
    Det foreslås endvidere, at hvis erhvervsministeren bliver
    bekendt med, at retten har afvist en sag som følge af, at
    den godkendte myndighed eller organisation ikke længere
    opfylder betingelserne, skal erhvervsministeren undersøge
    om myndighedens eller organisationens godkendelse skal
    tilbagekaldes.
    12
    For at opfylde direktivets krav om, at medlemsstaterne
    mindst hvert femte år vurderer, om de godkendte myndig-
    heder og organisationer fortsat opfylder betingelserne for
    godkendelse, foreslås det indført i lovforslaget, at erhvervs-
    ministeren mindst hvert femte år vurderer, om de godkendte
    organisationer fortsat opfylder betingelserne i lovforslagets
    § 3, stk. 2.
    Det foreslås endvidere, at erhvervsministeren kan fastsætte
    regler om, at undersøgelsen og vurderingen af godkendte
    myndigheders og organisationers opfyldelse af betingelserne
    i § 3, stk. 2 og 3, skal ske ved, at de anvender bestemte
    it-systemer til at sende anmodning og dokumentation for
    fortsat opfyldelse af betingelserne.
    Herved kan erhvervsministeren ved bekendtgørelse fastsæt-
    te, at myndigheder og organisationer via Virk. dk skal sende
    dokumentation for, at de fortsat opfylder betingelserne for
    godkendelse, jf. lovforslagets § 3, stk. 2 og 3.
    3.2.4. Generel oplysningspligt for godkendte myndigheder
    og organisationer
    3.2.4.1. Gældende ret
    Der er ingen generelle regler om oplysningspligt for god-
    kendte myndigheder eller organisationer i lov om forbud til
    beskyttelse af forbrugernes interesser.
    3.2.4.2. Direktivet
    Medlemsstaterne skal ifølge artikel 13, stk. 1, fastlægge reg-
    ler, der sikrer, at godkendte organer/organisationer navnlig
    på deres websted giver oplysninger om: a) de gruppesøgs-
    mål, som de har besluttet at anlægge ved en retsinstans eller
    forvaltningsmyndighed b) status for gruppesøgsmål, som de
    har anlagt for en retsinstans eller forvaltningsmyndighed, og
    c) resultatet af de gruppesøgsmål, der er omhandlet i litra a)
    og b).
    Det fremgår af præambelbetragtning nr. 58, at for at et grup-
    pesøgsmål kan blive vellykket, er det afgørende at sikre, at
    forbrugerne underrettes om det. Godkendte myndigheder og
    organisationer bør på deres websteder oplyse forbrugerne
    om de gruppesøgsmål, som de har besluttet at anlægge for
    retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden, status for de
    gruppesøgsmål, som de har anlagt, og resultaterne af sådan-
    ne gruppesøgsmål, så forbrugerne er i stand til at træffe en
    kvalificeret afgørelse om, hvorvidt de ønsker at deltage i et
    gruppesøgsmål, og rettidigt tage de nødvendige skridt. Op-
    lysninger, som de godkendte myndigheder og organisatio-
    ner skal give forbrugerne, bør navnlig, hvis det er relevant
    og hensigtsmæssigt, omfatte en forklaring på et forståeligt
    sprog om sagens genstand og om de mulige eller faktiske
    retsvirkninger af gruppesøgsmålet, den godkendte myndig-
    heds eller organisations hensigt om at indbringe sagen, en
    beskrivelse af den gruppe af forbrugere, der er berørt af
    gruppesøgsmålet, og de nødvendige skridt, som de berørte
    forbrugere skal tage, herunder sikring af den nødvendige do-
    kumentation, for at kunne drage fordel af foranstaltningerne
    om påbud eller genopretning eller de godkendte forlig som
    omhandlet i dette direktiv. Sådanne oplysninger bør være
    tilstrækkelige og stå i et rimeligt forhold til sagens omstæn-
    digheder.
    3.2.4.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
    ordning
    Det foreslås, at godkendte myndigheder og organisationer
    på deres hjemmeside skal give oplysninger om de gruppe-
    søgsmål, som myndigheden eller organisationen har beslut-
    tet at anlægge, status for de gruppesøgsmål, som myndig-
    heden eller organisationen har anlagt ved domstolene, og
    resultatet af de nævnte gruppesøgsmål.
    Oplysningerne skal gives i et forståeligt sprog for forbruger-
    ne, og de godkendte myndigheder og organisationer skal
    give de oplysninger, der er relevante og hensigtsmæssige
    for det konkrete gruppesøgsmål. Dette skal bidrage til, at
    forbrugerne bliver i stand til at træffe en beslutning om,
    hvorvidt de ønsker at deltage i et gruppesøgsmål, og rettidigt
    foretage de nødvendige skridt.
    3.3. Sagens parter
    3.3.1. Gældende ret
    Hvem der er sagens parter i en borgerlig sag er reguleret i
    retsplejelovens kapitel 24. Det følger derudover af retspleje-
    lovens almindelige regler, hvem der er sagsøger og sagsøgte.
    Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstiden-
    de 2000-01, tillæg A, side 169, at søgsmålskompetencen
    alene gælder søgsmål med påstand om forbud og håndhæ-
    velse af forbuddene og alene sager, hvor danske virksomhe-
    der har foretaget ulovlige handlinger i strid med de direk-
    tiver, som er optaget på bilaget til forbudsdirektivet, som
    disse er gennemført ved medlemsstaternes nationale ret. Eu-
    ropa-Kommissionen udarbejder en liste over de godkendte
    organer tillige med en beskrivelse af disses formål. Listen
    og ændringer af listen offentliggøres i De Europæiske Fæl-
    lesskabers Tidende.
    Det følger endvidere af bestemmelsens forarbejder, jf. Fol-
    ketingstidende 2000-01, tillæg A, side 170, at domstolene
    skal acceptere den liste, som Europa-Kommissionen udar-
    bejder, som bevis for, at de godkendte organer kan varetage
    forbrugernes kollektive interesser. Domstolene har ret til at
    undersøge, om de godkendte organer ud fra deres formål
    og virke har en retlig interesse i at indbringe en sag i det
    konkrete tilfælde. Det vil således efter en konkret vurdering
    være muligt for retten at afvise en sag. Retten kan således
    f.eks. afvise en udenlandsk bilejerorganisation, der vil ned-
    lægge forbud mod vildledende reklame for computere, uan-
    set at organisationen er optaget på Europa-Kommissionens
    offentliggjorte liste, og organisationen formål er at beskytte
    medlemmernes interesser. Den handling, som det godkendte
    organ ønsker at få forbudt, skal have virkning i den med-
    lemsstat, som har udpeget organet.
    13
    3.3.2. Direktivet
    Det følger af direktivets artikel 6, stk. 1, at medlemsstaterne
    sikrer, at godkendte organer/organisationer, der på forhånd
    er udpeget i en anden medlemsstat med henblik på at kunne
    anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål, kan anlægge
    sådanne gruppesøgsmål ved deres retsinstanser eller forvalt-
    ningsmyndigheder.
    Det fremgår endvidere af præambelbetragtning nr. 19, at da
    både retslige og administrative procedurer effektivt og virk-
    ningsfuldt kan tjene til at beskytte forbrugernes kollektive
    interesser, overlades det til medlemsstaterne at beslutte, om
    et gruppesøgsmål kan anlægges som retslig procedure, ad-
    ministrativ procedure eller begge afhængigt af det relevante
    retsområde eller den pågældende økonomiske sektor.
    Medlemsstaterne sikrer efter direktivets artikel 6, stk. 2, at
    hvis en påstået overtrædelse af EU-ret som omhandlet i arti-
    kel 2, stk. 1, berører eller sandsynligvis vil berøre forbrugere
    i forskellige medlemsstater, kan gruppesøgsmålet anlægges
    for en medlemsstats retsinstans eller forvaltningsmyndighed
    af flere godkendte organer/organisationer fra forskellige
    medlemsstater med henblik på beskyttelse af de kollektive
    interesser for forbrugere i forskellige medlemsstater.
    Efter direktivets artikel 6, stk. 3, skal retsinstanserne og for-
    valtningsmyndighederne acceptere den liste, der er omhand-
    let i artikel 5, stk. 1, som bevis for det godkendte organs/den
    godkendte organisations kompetence til at anlægge et græn-
    seoverskridende gruppesøgsmål, uden at dette berører retten
    for den retsinstans eller forvaltningsmyndighed, som sagen
    er indbragt for, til at undersøge, om det ud fra det godkendte
    organs/den godkendte organisations vedtægtsbestemte for-
    mål er berettiget, at det/den indbringer en sag i et konkret
    tilfælde.
    Det følger af præambelbetragtning nr. 32, at der bør sik-
    res gensidig anerkendelse af den kompetence til at anlæg-
    ge gruppesøgsmål, som godkendte organer/ organisationer,
    der er udpeget med henblik på grænseoverskridende gruppe-
    søgsmål, er tillagt. Disse godkendte organers/organisationers
    identitet bør meddeles til Kommissionen, og Kommissionen
    bør udarbejde en liste over disse godkendte organer/organi-
    sationer. Optagelse på listen bør tjene som bevis for, at det
    godkendte organ/den godkendte organisation, der anlægger
    et gruppesøgsmål, har kompetence til at anlægge gruppe-
    søgsmål. Dette bør ikke berøre retsinstansernes og forvalt-
    ningsmyndighedernes ret til at undersøge, om det ud fra det
    godkendte organs/den godkendte organisations vedtægtsbe-
    stemte formål er berettiget, at den/det anlægger sag i et
    konkret tilfælde.
    3.3.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
    ordning
    Erhvervsministeriet finder det mest hensigtsmæssigt at vide-
    reføre gældende ret fra lov om forbud til beskyttelse af
    forbrugernes interesser, for så vidt som at gruppesøgsmål
    anlægges ved domstolene. Erhvervsministeriet finder ikke
    grundlag for at udvide muligheden for at anlægge gruppe-
    søgsmål til også at kunne ske ved forvaltningsmyndigheder.
    Det foreslås derfor, at en eller flere godkendte myndigheder
    eller organisationer, som er godkendt af en anden medlems-
    stat og optaget på den liste, som Europa-Kommissionens
    offentliggør, skal kunne anlægge grænseoverskridende grup-
    pesøgsmål ved domstolene her i landet.
    Det foreslås videre, at retten som udgangspunkt skal accep-
    tere den liste, der udarbejdes af Europa-Kommissionen, som
    bevis for den godkendte myndigheds eller organisations
    kompetence til at anlægge et grænseoverskridende gruppe-
    søgsmål.
    Erhvervsministeriet finder det hensigtsmæssigt, at der gæl-
    der samme processuelle regler ved anlæggelse af grænseo-
    verskridende og nationale gruppesøgsmål.
    Det foreslås derfor, at myndigheder og organisationer, der er
    godkendt og optaget på den liste, som Europa-Kommission-
    ens offentliggør, skal kunne anlægge nationale gruppesøgs-
    mål ved domstolene her i landet.
    Det foreslås, at retten både i grænseoveroverskridende og i
    nationale gruppesøgsmål påser, at en godkendt myndighed
    eller organisation opfylder betingelserne beskrevet i afsnit
    3.2, hvis den sagsøgte under et gruppesøgsmål rejser be-
    grundet tvivl herom. Den sagsøgte bærer bevisbyrden for, at
    søgsmålet af denne grund bør afvises.
    For at opfylde direktivets krav om, at retten skal kunne un-
    dersøge, om det er berettiget, at den godkendte myndighed
    eller organisationen anlægger et søgsmål i det konkrete til-
    fælde, foreslås det indført i lovforslaget, at retten påser, at et
    gruppesøgsmål falder inden for den godkendte myndigheds
    område eller den godkendte organisations vedtægtsbestemte
    formål. Er dette ikke tilfældet, afviser retten sagen.
    Det foreslås endelig, at det er den godkendte myndighed
    eller organisation og den erhvervsrdrivende, der er parter i
    sagen. De enkelte forbrugere er dermed ikke parter i sagen
    og har derfor heller ingen partsbeføjelser. Betegnelsen grup-
    pesøgsmål sigter således til, at den flerhed af personer, hvis
    individuelle krav afgøres under retssagen, defineres som og
    repræsenteres som en gruppe, over for hvilke dommen har
    bindende virkning (retskraft).
    3.4. Anlæggelse af et gruppesøgsmål
    3.4.1. Gældende ret
    De almindelige regler om anlæggelse af civile søgsmål fin-
    des i retsplejelovens kapitel 33 om sagsforberedelse i 1.
    instans. Af reglerne fremgår det bl.a., at en sag anlægges
    ved indlevering af stævning til retten, at stævningen skal
    indeholde en række oplysninger, samt hvad der er rettens
    reaktionsmuligheder, hvis stævningen ikke opfylder betin-
    gelserne.
    Retten kan afvise sagen, hvis stævningen ikke opfylder de
    14
    formelle krav, som gælder for denne, jf. retsplejelovens §
    349, stk. 2, nr. 1-4, men foretager ikke på baggrund af stæv-
    ningen nogen vurdering af, om søgsmålet efter sit indhold er
    åbenlyst ubegrundet, og har ikke beføjelse til at afvise sagen
    af den grund.
    I stævningen nedlægger sagsøgeren de påstande, som
    vedkommende vil gøre gældende. Alt efter påstandens ka-
    rakter vil der være tale om et fuldbyrdelsessøgsmål eller et
    anerkendelsessøgsmål. En fuldbyrdelsespåstand går ud på,
    at sagsøgte efter sagsøgers opfattelse skal dømmes til at
    foretage en bestemt handling, sædvanligvis betaling af et
    pengebeløb. En anerkendelsespåstand går ud på, at retten
    efter sagsøgers opfattelse skal fastslå et bestemt retligt for-
    hold mellem sagsøger og sagsøgte, f.eks. at sagsøgte skal
    anerkende, at sagsøger har ret til at anvende et bestemt
    område på sagsøgtes grund.
    Det fremgår derudover særligt af lov om forbud til beskyt-
    telse af forbrugernes interesser, at der i retssager inden for
    lovens område kan nedlægges påstand om forbud.
    3.4.2. Direktivet
    Efter direktivets artikel 7, stk. 1, sikrer medlemsstaterne,
    at godkendte organer/organisationer, der er udpeget i over-
    ensstemmelse med artikel 4, kan anlægge gruppesøgsmål
    som omhandlet i direktivet ved nationale retsinstanser eller
    forvaltningsmyndigheder.
    Det følger videre af direktivets artikel 7, stk. 2, at ved
    anlæggelse af et gruppesøgsmål fremlægger det godkendte
    organ/den godkendte organisation tilstrækkelige oplysninger
    om de forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmålet, for
    retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden.
    Af artikel 7, stk. 3 følger det, at retsinstanserne eller forvalt-
    ningsmyndighederne vurderer antageligheden af et konkret
    gruppesøgsmål i overensstemmelse med dette direktiv og
    national ret.
    Medlemsstaterne sikrer, jf. direktivets artikel 7, stk. 4, at
    godkendte organer/organisationer er berettigede til at søge
    at opnå mindst følgende foranstaltninger: a) foranstaltninger
    om påbud b) foranstaltninger om genopretning.
    Efter artikel 7, stk. 7, sikrer medlemsstaterne endvidere,
    at retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden kan træffe
    afgørelse om at afvise åbenlyst ubegrundede sager tidligst
    muligt i sagen i overensstemmelse med national ret.
    3.4.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
    ordning
    Som anført under afsnit 3.1.3. finder Erhvervsministeriet, at
    gruppesøgsmål, hvor intet andet følger af lovforslaget, bør
    behandles efter retsplejens almindelige regler for borgerlige
    sager.
    Erhvervsministeriet finder på den baggrund ikke grundlag
    for at foreslå særlige regler om fremgangsmåden i forbindel-
    se med anlæg af gruppesøgsmål, medmindre dette følger af
    direktivet.
    Således indebærer lovforslaget nogle krav til stævningen,
    som gælder i tillæg til kravene i retsplejelovens § 348. For
    det første skal det i stævningen angives, at sagen anlægges
    efter reglerne i lovforslaget. Derudover skal stævningen in-
    deholde en række oplysninger om de berørte forbrugere. En-
    delig skal stævningen give de oplysninger, der gør det mu-
    ligt for retten at vurdere, om den har kompetence til at
    behandle sagen og foretage lovvalg.
    Erhvervsministeriet finder ikke grundlag for, at der skal
    kunne anlægges gruppesøgsmål ved nationale forvaltnings-
    myndigheder ud over domstolene, jf. afsnit 3.3.3. ovenfor.
    Det foreslås, at godkendte myndigheder og organisationer
    er berettigede til at anlægge gruppesøgsmål om påbud eller
    forbud, gruppesøgsmål om genopretning eller gruppesøgs-
    mål, hvor der både nedlægges påstand om endeligt påbud
    eller forbud og genopretning. Det foreslås, at der vil være to
    mulige typer af påbud eller forbud. Den ene er et foreløbig
    påbud eller forbud, der skal bringe en praksis til ophør eller
    om nødvendigt forbyde en praksis, hvor det er konstateret,
    at denne praksis udgør en overtrædelse. Den anden er et
    endeligt påbud eller forbud, der skal bringe en praksis til
    ophør eller om nødvendigt forbyde en praksis, hvor det er
    konstateret, at denne praksis udgør en overtrædelse.
    Det er udtømmende bestemt i lovforslaget, hvilke påstande
    der kan nedlægges inden for rammerne af søgsmålet.
    Efter de gældende regler i lov om forbud til beskyttelse af
    forbrugernes interesser er det alene muligt at anlægge sager
    med påstand om forbud, jf. lovens § 3. Forslaget indebærer
    en udvidelse i forhold til gældende ret efter lov om forbud
    til beskyttelse af forbrugeres interesser, da det fremover tilli-
    ge vil være muligt at anlægge gruppesøgsmål med påstand
    om påbud eller genopretning.
    Derudover foreslås det i overensstemmelse med direktivet
    at fastsætte nogle betingelser for, at et gruppesøgsmål kan
    anlægges. Der er bl.a. tale om, at gruppesøgsmål skal være
    den bedste måde at behandle kravene på.
    3.5. Gruppesøgsmål om påbud eller forbud
    3.5.1. Gældende ret
    Retsplejelovens kapitel 40 indeholder regler om midlertidige
    afgørelser om forbud og påbud i en borgerlig sag. Det følger
    af disse regler bl.a., at retten efter anmodning ved et forbud
    eller påbud kan bestemme, at private og repræsentanter for
    stat, region og kommune i disses egenskab af parter i priva-
    te retsforhold midlertidigt skal foretage, undlade eller tåle
    bestemte handlinger.
    Det følger også af disse regler, at der som udgangspunkt
    i tilknytning til sagen om en midlertidig afgørelse om for-
    bud eller påbud skal anlægges en såkaldt hovedsag, hvor
    15
    der tages endeligt stilling til den ret, der påstås at være
    krænket. Hovedsagen anlægges – hvis den anlægges ved en
    dansk domstol – som et almindeligt civilt søgsmål.
    Det er ikke en forudsætning for at opnå et forbud eller et
    påbud, at der er anmodet om en midlertidig meddelelse efter
    disse regler. En sagsøger vil også kunne vælge at anlægge et
    fuldbyrdelsessøgsmål med henblik på at opnå endelig dom
    for, at sagsøgte eksempelvis skal trække en vare tilbage fra
    sit sortiment.
    Derudover medfører den gældende bestemmelse i § 3, stk. 1,
    i lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser, at
    handlinger i strid med direktiverne optaget på det i § 1, stk.
    1, nævnte bilag, således som disse er gennemført i medlems-
    staternes nationale ret, kan forbydes ved dom, såfremt de er
    i strid med forbrugernes kollektive interesser. I forbindelse
    hermed eller senere kan der ved dom træffes bestemmelser
    om sådanne foranstaltninger, som må anses for nødvendige
    for at sikre forbuddets overholdelse og genoprettelse af den
    tilstand, som eksisterede forud for den ulovlige handling.
    Såfremt det godtgøres eller sandsynliggøres, at den er-
    hvervsdrivende vil fortsætte den handling, der søges for-
    budt, og at formålet vil forspildes, hvis den udenlandske
    myndighed eller organisation henvises til at gøre sin ret gæl-
    dende ved almindelig rettergang, kan fogedretten nedlægge
    forbud i henhold til reglerne i retsplejelovens kapitel 57, jf.
    § 3, stk. 2.
    3.5.2. Direktivet
    Det følger af direktivets artikel 8, stk. 1, at medlemsstaterne
    sikrer, at de i artikel 7, stk. 4, litra a), omhandlede tilgænge-
    lige foranstaltninger om påbud er: a) en foreløbig foranstalt-
    ning, der skal bringe en praksis til ophør eller om nødven-
    digt forbyde en praksis, hvor det er konstateret, at denne
    praksis udgør en overtrædelse som omhandlet artikel 2, stk.
    1, og b) en endelig foranstaltning, der skal bringe en praksis
    til ophør eller om nødvendigt forbyde en praksis, hvor det
    er konstateret, at denne praksis udgør en overtrædelse som
    omhandlet i artikel 2, stk. 1.
    Efter artikel 8, stk. 2, kan en foranstaltning som omhandlet
    i stk. 1, litra b), hvis dette er fastsat national ret, omfatte: a)
    en foranstaltning, der fastslår, at praksissen udgør en over-
    trædelse som omhandlet i artikel 2, stk. 1, og b) en forplig-
    telse til at offentliggøre afgørelsen om foranstaltningen helt
    eller delvist i en form, som retsinstansen eller forvaltnings-
    myndigheden finder hensigtsmæssig, eller en forpligtelse til
    at offentliggøre en berigtigelse.
    For at et godkendt organ/en godkendt organisation kan søge
    at opnå en foranstaltning om påbud, er berørte individuelle
    forbrugere ikke forpligtede til at tilkendegive deres ønske
    om at lade sig repræsentere af det godkendte organ/den god-
    kendte organisation, jf. artikel 8, stk. 3. Det godkendte or-
    gan/den godkendte organisation skal ikke bevise: a) faktisk
    tab eller skade for de individuelle forbrugere, der er berørt af
    overtrædelsen som omhandlet i artikel 2, stk. 1, eller b) den
    erhvervsdrivendes hensigt eller forsømmelse.
    Efter artikel 17, stk. 1, sikrer medlemsstaterne, at de gruppe-
    søgsmål med henblik på foranstaltninger om påbud, som er
    omhandlet i artikel 8, behandles hurtigst muligt.
    Endvidere følger det af artikel 17, stk. 2, at gruppesøgsmål
    med henblik på foranstaltninger om påbud som omhandlet i
    artikel 8, stk. 1, litra a), skal behandles inden for rammerne
    af en summarisk procedure, hvis det er relevant.
    3.5.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
    ordning
    Som anført under afsnit 3.1.3. finder Erhvervsministeriet,
    at gruppesøgsmål om påbud eller forbud og gruppesøgsmål
    om genopretning, hvor intet andet følger af lovforslaget, bør
    behandles efter retsplejens almindelige regler for borgerlige
    sager.
    Det foreslås, at gruppesøgsmål om foreløbige påbud eller
    forbud skal behandles efter en summarisk procedure, som
    svarer til retsplejelovens gældende ordning for midlertidige
    afgørelser om forbud eller påbud.
    Dermed sikres det, at lovforslaget lever op til direktivets
    krav om, at søgsmål om midlertidige påbud skal behandles
    inden for rammerne af en summarisk procedure, hvis dette
    er nødvendigt for at forhindre enhver eller yderligere skade
    som følge af den retsstridige praksis.
    Endvidere foreslås det, at det anføres klart, hvad en afgørel-
    se om påbud eller forbud kan indeholde. Lovteksten gengi-
    ver på dette punkt de krav, der stilles i direktivet.
    Kapitlet i lovforslaget indeholder endelig – i overensstem-
    melse med direktivet – en række processuelle regler om,
    at et søgsmål om påbud eller forbud ikke forudsætter, at for-
    brugere har tilmeldt sig søgsmålet. Hvis der således føres et
    gruppesøgsmål, hvor der alene nedlægges påstand om påbud
    eller forbud, vil det ikke kræve, at individuelle forbrugere
    er tilmeldt søgsmålet. Uanset denne regel omtales søgsmålet
    som et gruppesøgsmål.
    Det vil endvidere ikke være betingelse for en afgørelse om
    påbud eller forbud, at den godkendte myndighed eller orga-
    nisation beviser en erhvervsdrivendes hensigt eller forsøm-
    melse, eller at forbrugerne har lidt tab.
    3.6. Gruppesøgsmål om genopretning
    3.6.1. Afgørelsens indhold
    3.6.1.1. Gældende ret
    Der findes ikke gældende regler, der regulerer afgørelser om
    genopretning i gruppesøgsmål.
    3.6.1.2. Direktivet
    Det følger af direktivets artikel 9, stk. 1, at en foranstalt-
    16
    ning om genopretning kræver, at den erhvervsdrivende giver
    berørte forbrugere adgang til retsmidler såsom erstatning,
    afhjælpning, ombytning, forholdsmæssigt afslag, ophævelse
    af kontrakten eller tilbagebetaling af den betalte pris alt efter
    omstændighederne og i henhold til EU-retten eller national
    ret.
    Efter præambelbetragtning nr. 42 bør direktivet indeholde
    bestemmelser om en processuel ordning, som ikke berører
    de regler, der fastlægger forbrugernes materielle ret til kon-
    traktlige retsmidler og retsmidler uden for kontrakt, i tilfæl-
    de hvor deres interesser er blevet skadet af en overtrædelse,
    såsom retten til skadeserstatning, ophævelse af kontrakten,
    tilbagebetaling, ombytning, afhjælpning eller forholdsmæs-
    sige afslag, afhængigt af situationen og af EU-retten eller
    national ret. Det bør kun være muligt at anlægge et grup-
    pesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopret-
    ning i medfør af direktivet, hvis EU-retten eller national
    ret indeholder bestemmelser om sådanne materielle rettighe-
    der. Dette direktiv bør ikke gøre det muligt at pålægge en
    erhvervsdrivende, der har begået en overtrædelse, en erstat-
    ning med karakter af straf i overensstemmelse med national
    ret.
    Om kravene til en afgørelse om genopretning følger det af
    artikel 9, stk. 5, at hvor foranstaltningen om genopretning
    ikke angiver de individuelle forbrugere, der er berettiget til
    at drage fordel af de retsmidler, som foranstaltningen om
    genopretning stiller til rådighed, skal den i det mindste be-
    skrive den gruppe af forbrugere, der er berettiget til at drage
    fordel af de pågældende retsmidler.
    Efter artikel 9, stk. 2, fastlægger eller opretholder medlems-
    staterne regler om tidsfrister, så individuelle forbrugere kan
    drage fordel af foranstaltninger om genopretning. Medlems-
    staterne kan fastlægge regler om bestemmelsesstedet for
    eventuelle udestående genopretningsmidler, som ikke er ind-
    drevet inden for de fastsatte tidsfrister.
    I tråd hermed følger det af præambelbetragtning nr. 51, at
    medlemsstaterne bør fastlægge eller opretholde regler om
    tidsfrister, som f.eks. forældelsesfrister eller andre tidsfri-
    ster, for individuelle forbrugeres udøvelse af deres ret til
    at drage fordel af foranstaltningerne om genopretning. Med-
    lemsstaterne bør kunne fastlægge regler om bestemmelses-
    stedet for eventuelle udestående genopretningsmidler, som
    ikke blev inddrevet inden for de fastsatte tidsfrister.
    3.6.1.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
    ordning
    Som anført finder Erhvervsministeriet, at gruppesøgsmål
    om påbud eller forbud samt genopretning, hvor intet andet
    følger af lovforslaget, bør behandles efter retsplejens almin-
    delige regler om borgerlige sager, jf. ovenfor under afsnit
    3.1.3.
    Hvad angår behandlingen af gruppesøgsmål om genopret-
    ning lægges der i lovforslaget op til at fravige de alminde-
    lige civilprocesuelle regler og formuleringer på en række
    områder, for at sikre at direktivet implementeres korrekt.
    Lovforslaget anvender først og fremmest den terminologi,
    at den erhvervsdrivende skal give berørte forbrugere adgang
    til bestemte retsmidler. Denne ordning indebærer, at en er-
    hvervsdrivende, hvis retten bestemmer det, give tilmeldte
    forbrugere adgang til bestemte retsmidler, eksempelvis kan
    der være tale om, at forbrugerne skal kunne få udbetalt
    erstatning ved at henvende sig hos den erhvervsdrivende.
    Som eksempel på den foreslåede ordning kan nævnes et til-
    fælde, hvor en godkendt organisation har ført et gruppesøgs-
    mål om genopretning mod en virksomhed og opnår en dom
    for, at den erhvervsdrivende skal give de forbrugere, der
    f.eks. har købt et mangelfuldt produkt inden for en bestemt
    periode, adgang til forholdsmæssigt afslag. I dette tilfælde
    bliver virksomheden forpligtet til at stille mangelsbeføjelsen
    forholdsmæssigt afslag til rådighed for de forbrugere, der
    har været tilmeldt søgsmålet. Det kan bl.a. bestemmes, at
    den erhvervsdrivende skal skabe en passende mulighed for,
    at de pågældende forbrugere kan henvende sig til den er-
    hvervsdrivende og få udbetalt beløbet.
    En afgørelse om genopretning kan således indebære mere
    end f.eks. en fuldbyrdelsesdom om betaling af et pengebeløb
    til sagsøgerne. En afgørelse om genopretning kan således
    overlade en større rolle til den erhvervsdrivende end blot
    pligten til at betale et beløb. Genopretningsforanstaltningen
    kan have mange forskellige udseender. Det afgørende er,
    hvad retten pålægger den erhvervsdrivende på baggrund
    af den godkendte myndighed eller organisations påstande
    i gruppesøgsmålet.
    I overensstemmelse med direktivet forudsættes det, at lov-
    forslaget ikke påvirker de beføjelser, som der almindeligvis
    er adgang til i medfør af bl.a. købelovens regler og den
    almindelige obligationsret, og som der også vil være adgang
    til i medfør af en afgørelse om genopretning.
    Ordningen skal ses i sammenhæng med den foreslåede regel
    om, at retten ikke nødvendigvis i sin afgørelse skal angive
    præcis, hvilke forbrugere der skal have adgang til den på-
    gældende beføjelse. Det er dog et krav, at det skal kunne
    identificeres, hvilke forbrugere der har ret til den pågælden-
    de beføjelse, herunder eksempelvis en klart afgrænset grup-
    pe af forbrugere.
    Ordningen skal derudover ses i sammenhæng med den fore-
    slåede regel om, at afgørelsen skal angive en frist for, hvor-
    når den erhvervsdrivende skal give forbrugerne adgang til
    de pågældende retsmilder, samt hvornår forbrugerne ikke
    længere vil kunne udnytte deres ret til at drage fordel af den
    pågældende beføjelse.
    Som eksempel herpå kan nævnes en afgørelse, hvor det er
    angivet, at en udtømmende angivelse af bestemte forbrugere
    inden en bestemt måned skal være blevet givet adgang til af-
    hjælpning af en mangel ved et bestemt produkt. Afgørelsen
    i eksemplet vil således også skulle indeholde en angivelse
    17
    af, hvornår forbrugerne ikke længere har ret til at udnytte
    beføjelsen.
    3.6.2. Tilmelding til gruppesøgsmål om genopretning
    3.6.2.1. Gældende ret
    Retsplejeloven indeholder ikke regler om gruppesøgsmål
    som omhandlet i nærværende lovforslag eller finansieringen
    heraf.
    Offentlige myndigheder, som fører tilsyn med overholdelse
    af de bestemmelser, der er omfattet af gruppesøgsmålsdirek-
    tivets bilag I, er finansieret af staten.
    Fri proces er udtryk for, at staten yder økonomisk støtte
    til, at en part kan føre sag ved domstolene. De gældende
    regler om fri proces findes i retsplejelovens kapitel 31. Det
    er her en betingelse for at meddele fri proces, at ansøgeren
    opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, jf. rets-
    plejelovens § 325, og at ansøgeren skønnes at have rimelig
    grund til at føre proces, jf. retsplejelovens § 328.
    Hvad angår retsafgift betales efter de gældende regler i rets-
    afgiftsloven 1.500 kr. ved anlæg af en borgerlig retssag. For
    sager, der ikke har økonomisk værdi, eller som har en øko-
    nomisk værdi på højst 100.000 kr., betales dog ved sagens
    anlæg 750 kr. Dette følger af lovens § 1.
    I borgerlige retssager, der har en økonomisk værdi på mere
    end 100.000 kr., betales afgift for hovedforhandlingen eller
    skriftlig behandling, der træder i stedet herfor. Afgiften ud-
    gør i denne kategori i visse nærmere bestemte sager 3.000
    kr. I andre sager omfattet af kategorien fastsættes afgiften i
    forhold til sagens værdi. Dette følger af lovens § 2.
    3.6.2.2. Direktivet
    Det følger af direktivets artikel 9, stk. 2, at medlemsstaterne
    fastsætter regler for, hvordan og i hvilken fase af et gruppe-
    søgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning
    de individuelle forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmålet,
    udtrykkeligt eller stiltiende tilkendegiver deres ønske, inden
    for en relevant tidsfrist, efter at gruppesøgsmålet er blevet
    anlagt, om at lade sig repræsentere eller ej af det godkendte
    organ/den godkendte organisation i det pågældende gruppe-
    søgsmål og til at blive bundet af resultatet af gruppesøgsmå-
    let eller ej.
    Efter artikel 9, st. 3, sikrer medlemsstaterne uanset stk. 2, at
    individuelle forbrugere, som ikke har deres sædvanlige op-
    holdssted i den medlemsstat, hvor den retsinstans eller for-
    valtningsmyndighed, som et gruppesøgsmål er anlagt ved, er
    beliggende, udtrykkeligt skal tilkendegive deres ønske om
    at lade sig repræsentere i det pågældende gruppesøgsmål
    for, at disse forbrugere bliver bundet af resultatet af det
    pågældende gruppesøgsmål.
    Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser efter artikel 9, stk.
    4, der sikrer, at forbrugere, der udtrykkeligt eller stiltiende
    har tilkendegivet deres ønske om at lade sig repræsentere i
    et gruppesøgsmål, hverken kan være repræsenteret i andre
    gruppesøgsmål vedrørende det samme spørgsmål og mod
    den samme erhvervsdrivende eller have mulighed for at
    indbringe en sag individuelt vedrørende det samme spørgs-
    mål og mod den samme erhvervsdrivende. Medlemsstaterne
    fastsætter også regler for at sikre, at forbrugere ikke mod-
    tager erstatning mere end én gang vedrørende det samme
    spørgsmål mod den samme erhvervsdrivende.
    Det fremgår af direktivets artikel 20, stk. 1, at medlemssta-
    terne skal træffe foranstaltninger, der har som mål at sikre,
    at omkostningerne i forbindelse med gruppesøgsmål ikke
    forhindrer godkendte organer/organisationer i effektivt at
    udøve deres ret til at søge at opnå foranstaltninger om påbud
    og genopretning.
    Det følger derudover af artikel 20, stk. 2, at de foranstalt-
    ninger, der er omhandlet i stk. 1, kan f.eks. have form af of-
    fentlig finansiering, herunder strukturel støtte til godkendte
    organer og organisationer, begrænsning af gældende retsaf-
    gifter eller administrative gebyrer, eller adgang til retshjælp.
    Det fremgår af præambelbetragtning nr. 70, at da gruppe-
    søgsmål fremmer den offentlige interesse ved at beskytte
    forbrugernes kollektive interesser, bør medlemsstaterne be-
    vare eller træffe foranstaltninger for at sikre, at godkend-
    te organer og organisationer ikke forhindres i at anlægge
    gruppesøgsmål i medfør af direktivet på grund af omkost-
    ningerne ved sagerne. Sådanne foranstaltninger kan omfatte
    begrænsning af de gældende retsafgifter eller administrati-
    ve gebyrer, bevilling af adgang til retshjælp for godkendte
    organer og organisationer, hvor det er nødvendigt, eller til-
    rådighedsstillelse for godkendte organer og organisationer
    af offentlig finansiering til at anlægge gruppesøgsmål, her-
    under strukturel støtte eller andre former for støtte. Med-
    lemsstaterne bør dog ikke være forpligtet til at finansiere
    gruppesøgsmål.
    3.6.2.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
    ordning
    Direktivet opstiller som anført både mulighed for, at ordnin-
    gen kan opbygges efter et princip om, at forbrugere, der
    ønsker at lade sig repræsentere af sagsøgeren, tilkendegiver
    dette udtrykkeligt, og at det kan ske ved en stiltiende tilken-
    degivelse.
    Efter direktivets bestemmelser kan lovforslaget udformes
    på den måde, at kun forbrugere, der har tilmeldt sig gruppe-
    søgsmålet, bliver bundet af afgørelsen (tilmeldingsmodellen
    eller opt in-gruppesøgsmål). Reglerne kan imidlertid også
    udformes således, at alle forbrugere, hvis krav er omfattet
    af stævningen, og som ikke udtrykkeligt har frameldt sig
    gruppesøgsmålet, bliver bundet af afgørelsen (frameldings-
    modellen eller opt out-gruppesøgsmål).
    Erhvervsministeriet foreslår, at det alene skal være muligt at
    føre søgsmål efter tilmeldingsmodellen, når der anlægges et
    gruppesøgsmål efter reglerne i lovforslaget.
    18
    Erhvervsministeriet har i den forbindelse taget i betragtning,
    at det ikke kan udelukkes, at et frameldingssøgsmål kan
    komme til at omfatte personer, der ikke har været opmærk-
    somme på underretningen om gruppesøgsmålet og mulighe-
    den for framelding. Derudover vil der under gruppesøgsmål
    efter frameldingsmodellen ikke nødvendigvis være en præ-
    cis viden om, hvor stor gruppen er, og hvilke personer der
    vil være bundet af dommen. Endelig ville der skulle stilles
    yderligere krav til den godkendte organisation eller myndig-
    hed, hvis et gruppesøgsmål omfattede alle de forbrugere, der
    ikke har frameldt sig.
    Det foreslås således, at der alene skal kunne føres tilmel-
    dingssøgsmål, og at tilmelding skal ske ved skriftlig medde-
    lelse i den form og under de omstændigheder, som retten be-
    stemmer i den konkrete sag. Afgørelsen i søgsmålet vil såle-
    des alene være bindende over for tilmeldte forbrugere. Det
    betyder, at man skal tilmeldte sig søgsmålet for at kunne få
    del i de bestemmelser om genopretning, som retten måtte
    indføre i sin dom.
    Det foreslås derudover, at forbrugere, der er tilmeldt et
    gruppesøgsmål, ikke kan være repræsenterede i andre grup-
    pesøgsmål vedrørende det samme spørgsmål og mod den
    samme erhvervsdrivende og ikke kan indbringe en sag in-
    dividuelt vedrørende det samme spørgsmål og mod den
    samme erhvervsdrivende.
    Forbrugere, der er tilmeldt et gruppesøgsmål, vil ikke kunne
    modtage erstatning mere end én gang vedrørende det samme
    spørgsmål mod den samme erhvervsdrivende.
    Det foreslås endvidere, at godkendte organisationer kan
    kræve, at forbrugere, der tilmelder sig et konkret gruppe-
    søgsmål om genopretning, betaler et gebyr ved tilmelding til
    det pågældende gruppesøgsmål.
    Muligheden for at opkræve et gebyr fra forbrugerne gælder
    alene for godkendte organisationer og kun i gruppesøgsmål
    om genopretning. Dette skyldes, at det alene vil være i
    gruppesøgsmål om genopretning, at der vil være en direkte
    økonomisk værdi for den enkelte forbruger, der deltager i
    gruppesøgsmålet.
    Det er valgfrit for den godkendte organisation, om denne
    vil gøre brug af muligheden for at opkræve et gebyr fra
    forbrugerne i det konkrete gruppesøgsmål. Den godkendte
    organisation bør endvidere overveje, om gebyrets størrelse
    vil kunne afholde forbrugerne fra at deltage i gruppesøgsmå-
    let. Gebyret må ikke overstige sagens samlede omkostnin-
    ger, og eventuelt overskydende beløb skal tilbagebetales til
    forbrugerne.
    Det er Erhvervsministeriets opfattelse, at der for gruppe-
    søgsmål efter de foreslåede regler skal gælde den samme
    mulighed for, at den godkendte myndighed eller organisa-
    tion på vegne af de tilmeldte forbrugere kan ansøge om fri
    proces til sagens førelse, som der gælder for gruppesøgsmål
    efter retsplejelovens kapitel 23 a, jf. kapitel 31. Reglen anta-
    ges dog at have begrænset betydning, da det kun i undtagel-
    sestilfælde vil være muligt at pålægge de enkelte forbrugere
    at betale sagsomkostninger.
    Direktivet og dansk ret er endvidere ikke til hinder for,
    at en godkendt organisation kan søge om finansiering til
    anlæggelse af et gruppesøgsmål fra f.eks. en tredjepart, hvis
    den godkendte organisation vurderer, at den ikke selv har
    midler til at anlægge et gruppesøgsmål. Organisationen må
    dog ikke være under indflydelse fra tredjepart, som finan-
    sierer gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om
    genopretning, jf. pkt. 3.6.3. ovenfor.
    Der er ikke fundet anledning til at indføre særlige regler om
    retsafgift, og der vil på den baggrund skulle svares retsafgift
    efter retsafgiftslovens almindelige regler i forbindelse med
    anlæg af et gruppesøgsmål efter de foreslåede regler.
    3.6.3. Interessekonflikter ved finansiering af gruppesøgsmål
    om genopretning
    3.6.3.1. Gældende ret
    Der er efter gældende ret ikke krav i forbindelse med en
    tredjeparts finansiering af gruppesøgsmål.
    3.6.3.2. Direktivet
    Efter direktivets artikel 10, stk. 1, sikrer medlemsstaterne,
    at interessekonflikter forhindres, hvis et gruppesøgsmål med
    henblik på foranstaltninger om genopretning finansieres af
    en tredjepart, for så vidt som det er tilladt i henhold til na-
    tional ret, og at finansiering fra tredjeparter, der har økono-
    misk interesse i at anlæggegruppesøgsmålet med henblik på
    foranstaltninger om genopretning eller resultatet heraf, ikke
    fører gruppesøgsmålet væk fra beskyttelse af forbrugernes
    kollektive interesser.
    Efter artikel 10, stk. 2, sikrer medlemsstaterne med henblik
    på stk. 1 navnlig, at: a) afgørelser truffet af godkendte or-
    ganer/organisationer i forbindelse med et gruppesøgsmål,
    herunder afgørelser om forlig, ikke påvirkes uretmæssigt
    af en tredjepart på en måde, der ville være til skade for
    de kollektive interesser for de forbrugere, der er berørt af
    gruppesøgsmålet, b) et gruppesøgsmål ikke anlægges mod
    en modpart, som er en konkurrent til den, der finansierer
    sagen, eller mod en modpart, som den, der finansierer sagen,
    er afhængig af.
    Det følger af artikel 10, stk. 3, at medlemsstaterne sikrer,
    at retsinstanser eller forvaltningsmyndigheder i gruppesøgs-
    mål med henblik på foranstaltninger om genopretning har
    beføjelse til at vurdere overholdelse af stk. 1 og 2, hvis
    der opstår begrundet tvivl med hensyn til overholdelsen her-
    af. Med henblik herpå videregiver godkendte organer/orga-
    nisationer en finansiel oversigt over finansieringskilder, der
    anvendes til at støtte gruppesøgsmålet, til retsinstansen eller
    forvaltningsmyndigheden.
    Det følger videre af artikel 10, stk. 4, at medlemsstaterne
    med henblik på stk. 1 og 2 sikrer, at retsinstanser eller
    19
    forvaltningsmyndigheder har beføjelse til at træffe passende
    foranstaltninger såsom at kræve, at godkendte organer/orga-
    nisationer afslår eller foretager ændringer med hensyn til
    den relevante finansiering, og om nødvendigt at afvise et
    godkendt organs/en godkendt organisations kompetence til
    at anlægge et specifikt gruppesøgsmål. Hvis det godkendte
    organs/den godkendte organisations kompetence til at an-
    lægge et specifikt gruppesøgsmål afvises, påvirker en sådan
    afvisning ikke rettighederne for de forbrugere, der er berørt
    af det pågældende gruppesøgsmål.
    Af præambelbetragtning nr. 52 fremgår det, at godkendte
    organer/organisationer bør være fuldstændig gennemsigtige
    over for retsinstanser eller forvaltningsmyndigheder med
    hensyn til, hvorfra midlerne til finansiering af deres aktivite-
    ter generelt set og midlerne til støtte for et konkret gruppe-
    søgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning
    hidrører. Dette er nødvendigt for at retsinstanser eller for-
    valtningsmyndigheder kan vurdere, om finansieringen fra en
    tredjepart, for så vidt som den er tilladt i henhold til natio-
    nal ret, opfylder betingelserne i dette direktiv, om der fore-
    ligger en interessekonflikt mellem den tredjepart, der har
    ydet finansieringen, og det godkendte organ/den godkendte
    organisation, der giver risiko for misbrug af adgangen til at
    indbringe sager, og om finansieringen fra en tredjepart, der
    har en økonomisk interesse i at anlægge gruppesøgsmålet
    med henblik på foranstaltninger om genopretning eller re-
    sultatet heraf, vil føre gruppesøgsmålet væk fra beskyttelsen
    af forbrugernes kollektive interesser. De oplysninger, som
    det godkendte organ/den godkendte organisation fremlægger
    for retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden, bør gøre
    det muligt for retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden
    at vurdere, om tredjeparten uretmæssigt kan påvirke det
    godkendte organs/den godkendte organisations processuelle
    afgørelser i forbindelse med gruppesøgsmålet, herunder af-
    gørelser om forlig, på en måde, der ville være til skade for
    de berørte forbrugeres kollektive interesser, og at vurdere
    om tredjeparten finansierer gruppesøgsmålet med henblik
    på foranstaltninger om genopretning mod en modpart, som
    er en konkurrent til denne tredjepart, der finansierer sagen,
    eller mod en modpart, som den, der finansierer sagen, er
    afhængig af. Hvis en erhvervsdrivende, der opererer på
    samme marked som modparten, direkte finansierer et kon-
    kret gruppesøgsmål, bør det anses for at udgøre en interes-
    sekonflikt, eftersom konkurrenten kan have en økonomisk
    interesse i resultatet af gruppesøgsmålet, som ikke vil være
    den samme som forbrugernes interesser.
    3.6.3.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
    ordning
    Erhvervsministeriet foreslår en forholdsvis direktivnær im-
    plementering af reglerne om interessekonflikter ved finan-
    siering af gruppesøgsmål om genopretning, for at sikre en
    korrekt implementering af direktivet.
    Erhvervsministeriet finder, at der bør være mulighed for,
    at gruppesøgsmål kan finansieres privat for at bidrage til,
    at godkendte organisationer ikke forhindres i at anlægge
    gruppesøgsmål som følge af sagens omkostninger.
    Erhvervsministeriet foreslår derfor, at godkendte organisa-
    tioner ikke må anlægge gruppesøgsmål om genopretning,
    som finansieres af en tredjepart, hvis en interessekonflikt
    er opstået, eller hvis der foreligger nærliggende risiko for,
    at en sådan interessekonflikt vil opstå. Finansiering fra en
    tredjepart, der har økonomisk interesse i at anlægge gruppe-
    søgsmålet om genopretning eller resultatet heraf, må ikke
    føre gruppesøgsmålet væk fra beskyttelse af forbrugernes
    kollektive interesser.
    Gruppesøgsmål kan således finansieres af en tredjepart i
    forbindelse med anlæggelse af et konkret gruppesøgsmål om
    genopretning. Det er dog en forudsætning, at der ikke opstår
    en interessekonflikt. Den godkendte organisation må således
    ikke være under indflydelse af eller påvirket af den, der
    finansierer gruppesøgsmålet.
    Det foreslås endvidere, at beslutninger truffet af godkendte
    organisationer i forbindelse med et gruppesøgsmål, herunder
    f.eks. beslutninger om forlig, ikke må påvirkes uretmæssigt
    af en tredjepart på en måde, der vil være til skade for de
    kollektive interesser for de forbrugere, der er berørt af grup-
    pesøgsmålet.
    En godkendt organisation må ikke indgå et forlig med
    modparten, den erhvervsdrivende, hvis forliget ikke er i
    forbrugernes bedste interesse. Dette kan f.eks. være, hvis
    tredjeparten, der finansierer gruppesøgsmålet, påvirker orga-
    nisationen til at indgå forliget, fordi det er i tredjepartens
    interesse, og denne herved opnår en fordel.
    En godkendt organisation ikke må anlægge gruppesøgsmål
    mod en erhvervsdrivende, som er en konkurrent til den, der
    finansierer sagen, eller mod en erhvervsdrivende, som den,
    der finansierer sagen, er afhængig af.
    Hvis sagsøgte i et konkret gruppesøgsmål rejser begrundet
    tvivl om, hvorvidt den godkendte organisation opfylder be-
    tingelserne i lovforslagets § 17, stk. 1-3, påser retten det-
    te. For at kunne foretage denne vurdering kan retten pålæg-
    ge den godkendte organisation at udlevere en oversigt over
    finansieringskilder, der anvendes til at støtte gruppesøgsmå-
    let. Dette skal ske inden for den frist, retten har givet.
    Det forudsættes, at oversigten skal være af en sådan opbyg-
    ning og detaljeringsgrad, at det er muligt for retten umiddel-
    bart at vurdere, om finansieringen overholder betingelser-
    ne. Er oversigten derimod uegnet til at danne grundlag for
    rettens vurdering, lægges det til grund, at retten kan pålægge
    parten en frist til at udbedre eventuelle mangler.
    På baggrund af den vurdering, retten har foretaget, kan ret-
    ten kræve, at den godkendte organisation afslår finansierin-
    gen, eller at den godkendte organisation foretager ændringer
    i finansieringen. Det lægges til grund, at retten kun kan kræ-
    ve ændringer i finansieringen, der vil bringe den samlede
    20
    finansiering i overensstemmelse med betingelserne i lovfor-
    slaget.
    Det foreslås videre, at hvis finansieringen ikke overholder
    betingelserne, og rettens pålæg eller krav til den godkendte
    organisation ikke efterkommes, afviser retten sagen.
    I overensstemmelse med direktivet foreslås det endelig, at
    det angives tydeligt i loven, at rettens afvisning ikke påvir-
    ker forbrugernes rettigheder. Forbrugerne vil således kunne
    føre eller tilmelde sig et andet søgsmål om samme sagsgen-
    stand. Der er ikke herved tilsigtet nogen ændring af gælden-
    de ret om retskraft og dommes bindende virkning.
    3.6.4. Sagsomkostninger i gruppesøgsmål om genopretning
    3.6.4.1. Gældende ret
    Efter retsplejelovens § 312, stk. 1, skal den tabende part i
    en civil retssag erstatte modparten de udgifter, retssagen har
    påført modparten, medmindre parterne har aftalt andet. Ret-
    ten kan dog i medfør af stk. 3 bestemme, at den tabende
    part ikke eller kun delvis skal erstatte modparten de påførte
    udgifter, hvis særlige grunde taler for det.
    Når sagen i det hele afvises, betragtes den med hensyn til
    sagsomkostninger som tabt af sagsøgeren, jf. retsplejelovens
    § 312, stk. 5.
    3.6.4.2. Direktivet
    Efter direktivets artikel 12, stk. 1, sikrer medlemsstaterne, at
    den tabende part i et gruppesøgsmål med henblik på foran-
    staltninger om genopretning forpligtes til at betale sagsom-
    kostningerne for den vindende part i overensstemmelse med
    de betingelser og undtagelser, der er fastsat i de nationale
    bestemmelser, der gælder for retssager i almindelighed.
    Det følger af artikel 12, stk. 2, at individuelle forbrugere, der
    er berørt af et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltnin-
    ger om genopretning, betaler ikke sagsomkostningerne.
    Det følgere videre af artikel 12, stk. 3, at som undtagelse fra
    stk. 2 kan en individuel forbruger, der er berørt af et gruppe-
    søgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning,
    under ekstraordinære omstændigheder pålægges at betale
    sagsomkostninger, der er påløbet som følge af den pågæl-
    dende individuelle forbrugers forsætlige eller uagtsomme
    adfærd.
    Af artikel 13, stk. 5, fremgår det desuden, at medlemsstater-
    ne sikrer, at den vindende part kan inddrive de omkostnin-
    ger, der er forbundet med at give forbrugerne oplysninger i
    forbindelse med et gruppesøgsmål, i overensstemmelse med
    artikel 12.
    3.6.4.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
    ordning
    Det er Erhvervsministeriets vurdering, at direktivets krav
    om, at den tabende part i søgsmålet skal betale sagens om-
    kostninger kan anses for at stemme overens med retsplejelo-
    vens almindelige regler om sagsomkostninger, der navnlig
    findes i retsplejelovens kapitel 30 (normharmoni). Lovfor-
    slaget indeholder derfor ingen generel regel om fordelingen
    af sagsomkostninger, idet lovforslaget er opbygget således,
    at gruppesøgsmål efter den foreslåede ordning følger rets-
    plejens almindelige regler, hvis ikke andet fremgår af lov-
    forslaget.
    Udgangspunktet i lovforslaget er således, at retsplejelovens
    kapitel 30 om sagsomkostninger også gælder for sager, der
    anlægges efter den foreslåede lov.
    Som modifikation af dette udgangspunkt foreslås det, at
    loven angiver tre specielle regler om sagsomkostninger, der
    følger af direktivet.
    For det første foreslås det at angive tydeligt, at individuelle
    forbrugere, der er berørt af et gruppesøgsmål om genopret-
    ning, ikke kan pålægges at betale sagsomkostninger.
    For det andet foreslås det, at retten under ekstraordinære
    omstændigheder skal kunne pålægge individuelle forbruge-
    re, der er berørt af et gruppesøgsmål om genopretning, at
    betale sagsomkostninger, der er påløbet som følge af den på-
    gældende individuelle forbrugers forsætlige eller uagtsom-
    me adfærd.
    Der kan tænkes en række tilfælde, hvor denne regel kan
    være relevant, eksempelvis hvis en forbruger, der er tilmeldt
    søgsmålet, indgiver oplysninger til retten under sagen, som
    vedkommende ved er forkerte, og derved foranlediger yder-
    ligere arbejde hos modparten. Det overlades til domstolene
    at fastlægge bestemmelsens nærmere indhold gennem dom-
    stolenes praksis.
    For det tredje foreslås det at angive tydeligt, at den tabende
    part skal erstatte modparten de udgifter, der er forbundet
    med at opfylde en underretningspligt, jf. afsnit 3.6.6. neden-
    for.
    3.6.5. Forlig om genopretning
    3.6.5.1. Gældende ret
    Efter retsplejelovens § 268, stk. 1, mægler retten forlig i alle
    borgerlige domssager i første instans. Forligsmægling kan
    efter stk. 2 dog undlades, såfremt det på grund af sagens be-
    skaffenhed, parternes forhold eller lignende omstændigheder
    på forhånd må antages, at mægling vil være forgæves. Mæg-
    ling kan også foretages, når sagen er indbragt for højere
    instans, jf. stk. 3.
    Det følger videre af retsplejelovens § 270, at indgåede rets-
    forlig indføres i retsbogen
    3.6.5.2. Direktivet
    Det følger af direktivets artikel 11, stk. 1, at med henblik
    på godkendelse af forlig sikrer medlemsstaterne i et gruppe-
    søgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning,
    21
    at: a) det godkendte organ/den godkendte organisation og
    den erhvervsdrivende i fællesskab kan foreslå et forlig
    til retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden vedrørende
    genopretning til fordel for de berørte forbrugere, eller b)
    retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden efter at have
    hørt det godkendte organ/den godkendte organisation og
    den erhvervsdrivende kan opfordre det godkendte organ/den
    godkendte organisation og den erhvervsdrivende til at indgå
    forlig om genopretning inden for en rimelig tidsfrist.
    Det følger videre af artikel 11, stk. 2, at de i stk. 1 omhand-
    lede forlig efterprøves af retsinstansen eller forvaltnings-
    myndigheden. Retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden
    vurderer, om den skal afvise at godkende et forlig, der stri-
    der mod præceptive bestemmelser i national ret eller inde-
    holder betingelser, som ikke kan håndhæves, idet der tages
    hensyn til alle parters rettigheder og interesser, navnlig de
    berørte forbrugeres rettigheder og interesser. Medlemsstater-
    ne kan fastlægge regler, der giver retsinstansen eller forvalt-
    ningsmyndigheden mulighed for at afvise at godkende et
    forlig, hvis forliget er urimeligt.
    Efter artikel 11, stk. 3, fortsætter behandlingen af det pågæl-
    dende gruppesøgsmål, hvis retsinstansen eller forvaltnings-
    myndigheden ikke godkender forliget.
    I tråd hermed følger det af præambelbetragtning nr. 55, at
    et forlig, der indgås inden for rammerne af et gruppesøgs-
    mål med henblik på foranstaltninger om genopretning, bør
    godkendes af den relevante retsinstans eller forvaltnings-
    myndighed, medmindre betingelserne for forliget ikke kan
    håndhæves, eller forliget ville være i strid med præceptive
    bestemmelser i national ret, der finder anvendelse på sagens
    genstand, og som ikke ved aftale kan fraviges til skade for
    forbrugerne. Et forlig vil for eksempel kunne være i strid
    med præceptive bestemmelser i national ret, hvis det udtryk-
    keligt bevarer et aftalevilkår, som giver den erhvervsdriven-
    de eksklusiv ret til at fortolke ethvert andet vilkår i nævnte
    kontrakt.
    Efter artikel 11, stk. 4, er godkendte forlig bindende for det
    godkendte organ/den godkendte organisation, den erhvervs-
    drivende og de berørte individuelle forbrugere. Medlemssta-
    terne kan fastlægge regler, der giver individuelle forbrugere,
    der er berørt af et gruppesøgsmål eller af det efterfølgende
    forlig, mulighed for at acceptere eller afvise at være bundet
    af de i stk. 1 omhandlede forlig.
    Det følger endelig af artikel 11, stk. 5, at foranstaltninger om
    genopretning, der opnås i kraft af et godkendt forlig, jf. stk.
    2, ikke berører eventuelle yderligere retsmidler, som forbru-
    gerne har adgang til i henhold til EU-retten eller national ret,
    og som ikke er genstand for det pågældende forlig.
    3.6.5.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
    ordning
    Erhvervsministeriet foreslår en forholdsvis direktivnær im-
    plementering af reglerne om forlig, for at sikre korrekt im-
    plementering af direktivet.
    Erhvervsministeriet finder, at der bør være mulighed for at
    afslutte et gruppesøgsmål forligsmæssigt, uden at samtlige
    tilmeldte forbrugere særskilt skal tiltræde forliget. Erhvervs-
    ministeriet finder dog på den anden side, at den godkendte
    myndighed eller organisation ikke helt på egen hånd bør
    kunne indgå forlig med bindende virkning for de tilmeldte
    forbrugere.
    Erhvervsministeriet foreslår derfor, at et forlig får gyldig-
    hed, hvis det godkendes af retten. Rettens mulighed for
    at vurdere rimeligheden af et forlig, som den godkendte
    myndighed eller organisation og modparten (den erhvervs-
    drivende) er enige om, kan dog være begrænset. Det foreslås
    derfor, at retten godkender forliget, medmindre det strider
    mod præceptive regler eller indeholder betingelser, som ikke
    kan håndhæves, idet der tages hensyn til parternes og navn-
    lig de berørte forbrugeres rettigheder og interesser.
    Det foreslås, at forlig kan forelægges retten af den godkend-
    te myndighed eller organisation samt den erhvervsdrivende
    i fællesskab. Retten kan på ethvert tidspunkt under sagen
    opfordre parterne til at indgå et sådant forlig om genopret-
    ning. En sådan opfordring indebærer ingen forpligtelse for
    parterne til at indgå et forlig.
    Godkender retten forliget, bliver det bindende for sagens
    parter og de berørte individuelle forbrugere.
    Forbrugerne er ikke afskåret fra i et andet søgsmål eller på
    anden måde at kræve yderligere retsmidler, som ikke har
    været genstand for det pågældende forlig.
    Den enkelte forbruger kan til enhver tid, mens gruppesøgs-
    målet behandles ved retten, disponere over deres mulige
    krav, herunder ved udenretligt forlig.
    3.6.6. Underretning af berørte forbrugere
    3.6.6.1. Gældende ret
    Der er ingen regler om underretning af de berørte forbrugere
    i lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser.
    3.6.6.2. Direktivet
    Efter direktivets artikel 13, stk. 2, fastlægger medlemsstater-
    ne regler, der sikrer, at de forbrugere, der er berørt af et
    igangværende gruppesøgsmål med henblik på foranstaltnin-
    ger om genopretning, gives oplysninger om gruppesøgsmå-
    let i tide og på passende måde, således at disse forbrugere
    udtrykkeligt eller stiltiende kan tilkendegive deres ønske om
    at lade sig repræsentere i det pågældende gruppesøgsmål, jf.
    artikel 9, stk. 2.
    I tråd hermed fremgår det af præambelbetragtning nr. 59, at
    uden at det berører forpligtelsen for de godkendte myndig-
    heder og organisationer til at give oplysninger, bør de berør-
    te forbrugere oplyses om et igangværende gruppesøgsmål
    med henblik på foranstaltninger om genopretning, således at
    de udtrykkeligt eller stiltiende kan tilgive deres ønske om at
    lade sig repræsentere i et gruppesøgsmål. Medlemsstaterne
    22
    bør muliggøre dette ved at fastsætte passende regler for
    formidling af oplysninger om gruppesøgsmål til forbruger-
    ne. Det bør være medlemsstaterne, der afgør, hvem der skal
    være ansvarlig for at formidle disse oplysninger.
    Det følger videre af artikel 13, stk. 3, at uden at det berører
    de oplysninger, der er omhandlet i denne artikels stk. 1 og
    2, stiller retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden krav
    om, at den erhvervsdrivende for den erhvervsdrivendes reg-
    ning underretter de forbrugere, der er berørt af gruppesøgs-
    målet, om de endelige afgørelser med fastsættelse af i de
    i artikel 7 omhandlede foranstaltninger og de i artikel 11
    omhandlede godkendte forlig ved hjælp af midler, der står
    i et rimeligt forhold til sagens omstændigheder, og inden
    for en specifik tidsfrist, herunder, hvis det er relevant, under-
    rette alle berørte forbrugere individuelt. Denne forpligtelse
    finder ikke anvendelse, hvis de berørte forbrugere underret-
    tes om den endelige afgørelse eller det godkendte forlig
    på anden vis. Medlemsstaterne kan fastlægge regler om, at
    den erhvervsdrivende kun er forpligtet til at give sådanne
    oplysninger til forbrugere, hvis den anmodes herom af det
    godkendte organ/den godkendte organisation.
    Efter artikel 13, stk. 4, finder de oplysningskrav, der er
    omhandlet i stk. 3, tilsvarende anvendelse på de godkendte
    organer/organisationer i forbindelse med endelige afgørelser
    om afvisning af gruppesøgsmål med henblik på foranstalt-
    ninger om genopretning.
    3.6.6.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
    ordning
    Erhvervsministeriet foreslår, at det reguleres, hvordan de be-
    rørte forbrugere skal underrettes forud for et gruppesøgsmål
    om genopretning og efter søgsmålets afslutning.
    Det foreslås, at de forbrugere, der er berørt af et igangvæ-
    rende gruppesøgsmål om genopretning, skal underrettes om
    gruppesøgsmålet i tide og på passende måde, så disse for-
    brugere kan tilmelde sig det pågældende gruppesøgsmål.
    Det foreslås videre, at retten bestemmer, hvordan underret-
    ningen skal gives. Retten kan bestemme, at underretningen
    helt eller delvis skal ske ved offentlig bekendtgørelse, og
    retten kan pålægge den godkendte myndighed eller organi-
    sation at foretage underretningen. Udgifterne ved underret-
    ningen betales foreløbig af den godkendte myndighed eller
    organisation.
    Den foreslåede underretningsregel skal ses i sammenhæng
    med pligten beskrevet i afsnit 3.2.4.3. for myndigheden el-
    ler organisationen til at oplyse på sin hjemmeside om de
    gruppesøgsmål, der besluttes at anlægge, verserer eller er
    afsluttede.
    Derudover foreslås det, at det kan bestemmes, at den er-
    hvervsdrivende for den erhvervsdrivendes regning og inden
    for en specifik tidsfrist underretter de forbrugere, der er be-
    rørt af gruppesøgsmålet, om en afgørelse om genopretning
    eller et forlig om genopretning ved hjælp af midler, der står
    i et rimeligt forhold til sagens omstændigheder. Retten kan
    herunder bestemme, at den erhvervsdrivende skal underrette
    alle berørte forbrugere individuelt.
    I overensstemmelse med direktivet foreslås det på samme
    måde, at retten kan bestemme, at den godkendte myndighed
    eller organisation for sin egen regning og inden for en speci-
    fik tidsfrist skal underrette de forbrugere, der er berørt af et
    gruppesøgsmål, der afvises af retten.
    3.7. Strafbestemmelser
    3.7.1. Gældende ret
    Den gældende bestemmelse i lov om forbud til beskyttelse
    af forbrugernes interesser § 3, stk. 1, medfører, at handlinger
    i strid med direktiver optaget på det bilag, som er nævnt i lo-
    vens § 1, stk. 1, således som disse er gennemført i medlems-
    staternes nationale ret, kan forbydes ved dom, såfremt de er
    i strid med forbrugernes kollektive interesser. I forbindelse
    hermed eller senere kan der ved dom træffes bestemmelser
    om sådanne foranstaltninger, som må anses for nødvendige
    for at sikre forbuddets overholdelse og genoprettelse af den
    tilstand, som eksisterede forud for den ulovlige handling.
    Såfremt det godtgøres eller sandsynliggøres, at den er-
    hvervsdrivende vil fortsætte den handling, der søges for-
    budt, og at formålet vil forspildes, hvis den udenlandske
    myndighed eller organisation henvises til at gøre sin ret gæl-
    dende ved almindelige rettergang, kan fogedretten nedlægge
    forbud i henhold til reglerne i retsplejelovens kapitel 57, jf.
    § 3, stk. 2, i lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes
    interesser.
    Efter retsplejelovens § 430 kan den, der forsætligt overtræ-
    der et forbud eller påbud efter lovens kapitel 40, idømmes
    straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder og i forbindel-
    se hermed dømmes til at betale erstatning. En sådan sag
    anlægges af den part, der har opnået forbuddet eller påbud-
    det. Spørgsmålet om idømmelse af straf eller erstatning kan
    udsættes, indtil sagen om den rettighed, der påstås krænket,
    er afgjort.
    Efter retsplejelovens § 535 kan den, der forsætligt overtræ-
    der en dom, hvorved det er pålagt vedkommende at foreta-
    ge eller undlade noget, under en af rekvirenten anlagt sag
    idømmes straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
    Efter retsplejelovens § 989 behandles straffesager, der på-
    tales af private, som udgangspunkt efter reglerne om den
    borgerlige retspleje.
    3.7.2. Direktivet
    Efter direktivets artikel 19, stk. 1, fastsætter medlemsstater-
    ne bestemmelserne om sanktioner, der kan pålægges ved
    undladelse eller nægtelse af at overholde; a) en foranstalt-
    ning om påbud, jf. artikel 8, stk. 1 eller artikel 8, stk. 2,
    litra b), eller b) forpligtelserne omhandlet i artikel 13, stk.
    3, eller artikel 18. Medlemsstaterne træffer alle nødvendige
    23
    foranstaltninger for at sikre, at disse bestemmelser gennem-
    føres. Sanktionerne skal være effektive, proportionale og
    have afskrækkende virkning.
    Medlemsstaterne sikrer efter artikel 19, stk. 2, at sanktioner-
    ne bl.a. kan have form af bødestraf.
    I tråd hermed følger det af præambelbetragtning nr. 69, at
    medlemsstaterne bør sikre, at sanktioner kan have form af
    bødestraf, f.eks. betingede bøder, løbende betalinger eller
    tvangsbøder. Der bør også være sanktioner for undladelse
    eller nægtelse af at efterkomme et pålæg om at fremlægge
    oplysninger til berørte forbrugere om endelige afgørelser el-
    ler forlig eller om undladelse eller nægtelse af at fremlægge
    bevismateriale. Der bør også kunne anvendes andre typer af
    sanktioner, f.eks. processuelle foranstaltninger, ved nægtelse
    af at efterkomme et pålæg om at fremlægge bevismateriale.
    3.7.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
    ordning
    Det foreslås at indføre et særskilt kapitel om strafbestem-
    melser i lovforslaget for at leve op til kravene i gruppesøgs-
    målsdirektivet.
    Det foreslås således, at den, der forsætligt overtræder et
    påbud eller forbud kan idømmes straf af bøde. Det fremgår
    videre, at en sådan sag – således som udgangspunktet er
    efter de gældende regler i retsplejeloven – anlægges af den
    part, der har opnået påbuddet eller forbuddet.
    Det forudsættes, at strafbestemmelsen alene vil finde anven-
    delse i det omfang, det er nødvendigt for at leve op til
    direktivet og sikre en effektiv og forebyggende virkning.
    Det foreslås derudover, at spørgsmål om idømmelse af straf
    for overtrædelse af et foreløbigt påbud eller forbud kan ud-
    sættes, indtil sagen om den påståede overtrædelse er afgjort.
    Det foreslås videre at indføre en regel om, at en modpart,
    der uden lovlig grund undlader at efterkomme et pålæg om
    edition efter retsplejelovens § 298, stk. 1, kan idømmes
    straf af bøde. Ved edition menes, at retten efter begæring
    af en part pålægger modparten at fremlægge dokumenter,
    der er undergivet vedkommendes rådighed, og som parten
    vil påberåbe sig under sagen, medmindre der derved vil
    fremkomme oplysning om forhold, som vedkommende ville
    være udelukket fra eller fritaget for at afgive forklaring om
    som vidne, jf. retsplejelovens §§ 169-172.
    Lovforslaget fraviger på dette område retsplejens alminde-
    lige regler, idet det i borgerlige sager alene kan tillægges
    processuel skadevirkning, at modparten uden lovlig grund
    undlader at efterkomme et sådant pålæg. Muligheden for
    eksempelvis at idømme en bøde for ikke at efterkomme et
    editionspålæg til modparten, foreslås indført for at sikre, at
    lovforslaget er i overensstemmelse med direktivets krav.
    Strafbestemmelsen fungerer i tilknytning til og samtidig
    med den allerede gældende regel i retsplejeloven om, at
    modpartens manglende efterkommelse af et editionspålæg
    kan tillægges processuel skadevirkning.
    Endelig foreslås det, at der vil kunne pålægges selskaber
    m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffe-
    lovens 5. kapitel for overtrædelser efter nærværende lovfor-
    slag.
    4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
    kvenser for det offentlige
    Lovforslaget forventes at medføre begrænsede merudgifter
    på Justitsministeriets område, som kan henføre til en øget
    sagstilgang til domstolene. Merudgifterne vurderes at kunne
    håndteres inden for domstolenes eksisterende økonomiske
    ramme.
    Derudover vurderes lovforslaget at medføre mindre imple-
    menteringskonsekvenser for staten.
    Lovforslaget vurderes ikke at medføre økonomiske eller im-
    plementeringskonsekvenser for kommuner og regioner.
    Myndigheder og organisationer, som ønsker at blive god-
    kendt til at anlægge gruppesøgsmål, skal anmode erhvervs-
    ministeren herom og opfylde de betingelser, der er angivet
    i lovforslagets § 3, stk. 2 og 3. Erhvervsministeren skal
    mindst hvert femte år vurdere, om de godkendte myndighe-
    der og organisationer fortsat opfylder betingelserne, og hvis
    dette ikke er tilfældet, kan erhvervsministeren tilbagekalde
    godkendelsen.
    Endvidere skal medlemsstaterne senest fra den 26. juni 2027
    og efterfølgende hvert år forelægge Europa-Kommissionen
    en række oplysninger, herunder antal og type gruppesøgs-
    mål, der er afsluttet ved domstolene, typen af overtrædelser,
    parter i gruppesøgsmålene og resultatet af disse gruppesøgs-
    mål.
    For så vidt angår de syv principper for digitaliseringsklar
    lovgivning, vurderes det overordnet, at lovforslaget efterle-
    ver alle principperne. Særligt princip #1 om enkle og klare
    regler samt princip #2 om digital kommunikation er relevan-
    te for dette lovforslag. I overensstemmelse med princip #1
    om enkle og klare regler vurderes det, at lovforslaget er i
    overensstemmelse hermed med henvisning til lovforslagets
    § 2, som indeholder en klar og entydig definition af centra-
    le begreber i lovforslaget. I overensstemmelse med princip
    #2 om obligatorisk digital kommunikation, vurderes det, at
    lovforslaget efterkommer kravet om digital kommunikation,
    idet kommunikationen mellem myndigheder og organisati-
    oner og Erhvervsministeriet i forbindelse med anmodning
    om godkendelse vil foregå via eksisterende offentlige it-løs-
    ninger, da myndigheder og organisationer skal anmode om
    godkendelse via Virk.dk. Dertil vil løbende undersøgelser
    af, om godkendte myndigheder og organisationer opfylder
    betingelserne for godkendelse, jf. lovforslagets § 5, også
    foregå via et skema, som de godkendte myndigheder og
    organisationer udfylder på Virk.dk.
    24
    De øvrige principper for digitaliseringsklar lovgivning vur-
    deres ikke at være relevante for dette lovforslag.
    5. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
    hvervslivet m.v.
    Lovforslaget vurderes ikke at medføre økonomiske og admi-
    nistrative konsekvenser for erhvervslivet.
    Det forventes, at lovforslaget vil medføre en stærkere hånd-
    hævelse af EU-retten, som beskytter forbrugerne, hvilket vil
    resultere i mere ensartede regler for erhvervsdrivende og
    dermed en mere fair konkurrence mellem erhvervsdrivende,
    hvilket kan give anledning til positive erhvervsøkonomiske
    gevinster for danske erhvervsdrivende.
    6. Administrative konsekvenser for borgerne
    Lovforslaget vurderes at medføre positive administrative
    konsekvenser for borgerne.
    Lovforslaget vurderes ikke at medføre negative administrati-
    ve konsekvenser for borgerne.
    Lovforslaget forventes at medføre en lettere adgang til dom-
    stolene på de områder, som lovforslaget omhandler, og der-
    ved styrke forbrugernes rettigheder og sikre bedre konkur-
    rencevilkår på det danske og europæiske marked til gavn
    for forbrugerne. Forbrugerne vil have flere valgmuligheder
    i form af at kunne lade sig repræsentere af en godkendt
    myndighed eller organisation for at opnå deres ret efter for-
    brugerretten eller søge fyldestgørelse ved allerede afsluttede
    gruppesøgsmål. Civile søgsmål ved domstolene kan være
    byrdefuldt for den enkelte forbruger, herunder økonomisk,
    og forbrugernes indgåelse i gruppesøgsmål vurderes at være
    mindre byrdefuldt for den enkelte forbruger, da det i højere
    grad vil være de godkendte myndigheder og organisationer,
    som vil bære den administrative og økonomiske byrde. Der-
    ved styrkes borgernes retssikkerhed.
    Derudover vil forbrugerne også få bedre information om
    gruppesøgsmål som følge af de oplysningskrav, der pålæg-
    ges henholdsvis godkendte myndigheder og organisationer
    samt erhvervsdrivende.
    7. Klimamæssige konsekvenser
    Lovforslaget vurderes ikke at have klimamæssige konse-
    kvenser.
    8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
    Lovforslaget vurderes ikke at have miljø- og naturmæssige
    konsekvenser.
    9. Forholdet til EU-retten
    Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets
    direktiv (EU) 2020/1828 af 25. november 2020 om adgang
    til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbruger-
    nes kollektive interesser og om ophævelse af Europa-Parla-
    mentets og Rådets direktiv 2009/22/EF (gruppesøgsmålsdi-
    rektivet).
    Direktiv 2009/22/EF af 23. april 2009 om søgsmål med
    påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes
    interesser (forbudsdirektivet) er en kodificering af direk-
    tiv 98/27/EF af 19. maj 1998 (EU-Tidende nr. L 409 af
    04.12.2020, s. 3-29) om søgsmål med påstand om forbud
    på området beskyttelse af forbrugernes interesser, som er
    implementeret i dansk ret ved lov nr. 1257 af 20. december
    2000 om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser.
    Gruppesøgsmålsdirektivet skal være implementeret i natio-
    nal ret senest den 25. december 2022 og skal træde i kraft
    senest fra og med den 25. juni 2023. Ifølge direktivet skal
    gruppesøgsmål, der anlægges den 25. juni 2023 eller senere,
    anlægges efter de love og administrative bestemmelser, der
    gennemfører gruppesøgsmålsdirektivet. Gruppesøgsmål, der
    anlægges før den 25. juni 2023, skal anlægges efter de love
    og administrative bestemmelser, der gennemfører forbudsdi-
    rektivet.
    Det foreslås, at loven finder anvendelse på gruppesøgsmål,
    som anlægges som følge af erhvervsdrivendes overtrædelser
    af de EU-retlige bestemmelser, der er nævnt i direktivets
    bilag I, eller regler, der gennemfører sådanne bestemmelser
    her i landet, og hvis overtrædelsen skader eller vil kunne
    skade forbrugernes kollektive interesser. Det foreslås endvi-
    dere, at loven finder anvendelse på nationale og grænseover-
    skridende overtrædelser.
    Gruppesøgsmålsdirektivet er et minimumsdirektiv, hvilket
    giver medlemsstaterne mulighed for at vedtage eller opret-
    holde nationale bestemmelser om anlæggelse af gruppesøgs-
    mål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser, der
    er mere vidtrækkende, end hvad direktivet foreskriver. Der
    skal dog være mindst én national processuel ordning for
    gruppesøgsmål, som gør det muligt for godkendte myndig-
    heder og organisationer at anlægge gruppesøgsmål om på-
    bud eller forbud og genopretning.
    Det foreslås at foretage en minimumsimplementering af di-
    rektivet og bevare den gældende gruppesøgsmålsordning så
    vidt muligt. Dette er også i overensstemmelse med direkti-
    vets præambelbetragtning nr. 11, hvorefter direktivet ikke
    bør erstatte eksisterende nationale processuelle ordninger
    til beskyttelse af forbrugernes kollektive eller individuelle
    interesser.
    For at sikre en hensigtsmæssig og korrekt implementering af
    direktivet foreslås det, at implementeringen sker ved en ny
    hovedlov. Dette vil bidrage til at sikre, at der på EU-plan er
    en processuel ordning for gruppesøgsmål, som gør det mu-
    ligt for godkendte myndigheder og organisationer at anlæg-
    ge gruppesøgsmål om påbud eller forbud samt genopretning.
    Formålet med at implementere direktivet i en ny hovedlov
    er endvidere at undgå usikkerhed om retstilstanden, herun-
    der særligt forholdet til retsplejelovens kapitel 23 a om
    gruppesøgsmål.
    25
    10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
    Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 1. juli 2022
    til den 18. august 2022 været sendt i høring hos følgende
    myndigheder og organisationer m.v.:
    3F Fagligt Fælles Forbund, Advokatsamfundet, Akademi-
    kernes Centralorganisation, Arbejderbevægelsens Erhvervs-
    råd, ATP – Arbejdsmarkedets Tillægs Pension, Autobranch-
    en Danmark, Banedanmark, Bilbranchen, Bryggeriforenin-
    gen, Børnerådet, CBS – Copenhagen Business School,
    CEPOS, Cevea, CO-Industri, Danmarks Aktive Forbruge-
    re, Danmarks Nationalbank, Danmarks Rejsebureau Fore-
    ning, Danmarks Statistik, Dansk Annoncørforening, Dansk
    Arbejdsgiverforening, Dansk Bilbrancheråd, Dansk Bygge-
    ri, Dansk e-Mobilitet, Dansk Erhverv, Dansk IT, Dansk
    Markedsføring, Dansk Mobilitet, Dansk Standard, Danske
    Medier, Danske Regioner, Danske Universiteter, Dataetisk
    Råd, Datatilsynet, De Danske Bilimportører, Den Danske
    Dommerforening, Det Kriminalpræventive Råd, DI Digi-
    tal og Dansk Industri, Digitalt Ansvar, Dommerfuldmæg-
    tigforeningen, Domstolsstyrelsen, Fagbevægelsens Hoved-
    organisation, FDM - Forenede Danske Motorejere, Finans
    og Leasing, Finans Danmark, Finanstilsynet, Forbrugerom-
    budsmanden, Forbrugerrådet TÆNK, Foreningen af Danske
    Interaktive Medier, Foreningen af Offentlige Anklagere,
    Foreningen af Statsadvokater, Foreningen Danske Revisorer,
    Forsikring og Pension, Færøernes Landsstyre, HK Danmark,
    Institut for Menneskerettigheder, IT-Brancheforeningen, IT
    – Politisk Forening, ITU – IT-Universitetet i København,
    Journalistforbundet, Justitia, KL - Kommunernes Landsfor-
    ening, KOMBIT, Kreativitet og Kommunikation, Kriminal-
    forsorgsforeningen, Københavns Byret, Københavns Uni-
    versitet, Landbrug og Fødevarer, Landsstyret via Rigsom-
    budsmanden på Færøerne, Naalakkersuisut, Politiforbundet
    i Danmark, Prosa, Radio- og TV-nævnet, Retspolitisk fore-
    ning, Retten i Esbjerg, Retten i Glostrup, Retten i Helsingør,
    Retten i Herning, Retten i Hillerød, Retten i Hjørring, Retten
    i Holbæk, Retten i Holstebro, Retten i Horsens, Retten i
    Kolding, Retten i Lyngby, Retten i Nykøbing F., Retten i
    Næstved, Retten i Odense, Retten i Randers, Retten i Ros-
    kilde, Retten i Svendborg, Retten i Viborg, Retten i Aalborg,
    Retten i Aarhus, Retten på Bornholm, Retten på Frederiks-
    berg, Rettighedsalliancen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,
    Rigspolitiet, Rigsrevisionen, RUC – Roskilde Universitet,
    Rådet for digital sikkerhed, SDU – Syddansk Universitet,
    Selvstyret via Rigsombudsmanden i Grønland, Sex og Sam-
    fund, SMV Danmark, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk
    og International Kriminalitet, Team effektiv regulering, Te-
    leindustrien, Vestre Landsret, Østre Landsret, Aalborg Uni-
    versitet, Aarhus BSS.
    11. Sammenfattende skema
    Positive
    konsekvenser/mindreudgifter
    (hvis ja, angiv omfang, hvis nej, angiv
    ”ingen”)
    Negative
    konsekvenser/merudgifter
    (hvis ja, angiv omfang, hvis nej, angiv
    ”ingen”)
    Økonomiske konsekvenser for stat,
    kommuner og regioner
    Ingen Lovforslaget kan medføre negative øko-
    nomiske konsekvenser for staten i form
    af en øget sagstilgang ved domstolene.
    Implementeringskonsekvenser for stat,
    kommuner og regioner
    Ingen Lovforslaget vurderes at medføre min-
    dre implementeringskonsekvenser for
    staten, da myndigheder og organisatio-
    ner, som ønsker at blive godkendt til
    at anlægge gruppesøgsmål, skal anmode
    herom og opfylde de en række betingel-
    ser.
    Derudover skal erhvervsministeren skal
    mindst hvert femte år vurdere, om
    de godkendte myndigheder og organi-
    sationer fortsat opfylder betingelserne,
    og hvis dette ikke er tilfældet, kan
    erhvervsministeren tilbagekalde godken-
    delsen.
    Økonomiske konsekvenser for erhvervs-
    livet
    Ingen Ingen
    Administrative konsekvenser for er-
    hvervslivet
    Ingen Ingen
    26
    Administrative konsekvenser for borger-
    ne
    Lovforslaget vurderes at medføre positi-
    ve administrative konsekvenser for bor-
    gerne, da lovforslaget vil medføre en
    lettere adgang til domstolene på de om-
    råder, som lovforslaget omhandler, og
    derved styrke forbrugernes rettigheder
    og sikre bedre konkurrencevilkår på det
    danske og europæiske marked til gavn
    for forbrugerne. Derudover vil forbru-
    gerne også få bedre information om
    gruppesøgsmål som følge af de oplys-
    ningskrav, der følger af lovforslaget.
    Lovforslaget vurderes ikke at medfø-
    re negative administrative konsekvenser
    for borgerne.
    Klimamæssige konsekvenser Ingen Ingen
    Miljø- og naturmæssige konsekvenser Ingen Ingen
    Forholdet til EU-retten Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
    2020/1828 af 25. november 2020 om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til
    beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af Europa-Parla-
    mentets og Rådets direktiv 2009/22/EF (gruppesøgsmålsdirektivet).
    Det foreslås at foretage en minimumsimplementering af direktivet og bevare den
    gældende gruppesøgsmålsordning så vidt muligt. Dette er også i overensstemmelse
    med direktivets præambelbetragtning nr. 11, hvorefter direktivet ikke bør erstatte
    eksisterende nationale processuelle ordninger til beskyttelse af forbrugernes kol-
    lektive eller individuelle interesser.
    For at sikre en hensigtsmæssig og korrekt implementering af direktivet foreslås
    det, at implementeringen sker ved en ny hovedlov.
    Er i strid med de principper for imple-
    mentering af erhvervsrettet EU-regule-
    ring/Går videre end minimumskrav i
    EU-regulering (sæt X)
    Ja Nej
    X
    Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
    Til § 1
    Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
    målsdirektivets artikel 2.
    Det foreslås i stk. 1, at loven finder anvendelse på gruppe-
    søgsmål, der i medfør af denne lov anlægges ved domstole-
    ne, og som angår erhvervsdrivendes overtrædelser af de be-
    stemmelser, der er nævnt i bilag I til Europa-Parlamentets og
    Rådets direktiv om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål
    til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om
    ophævelse af direktiv 2009/22/EF, eller regler, der gennem-
    fører sådanne bestemmelser her i landet, såfremt overtrædel-
    sen skader eller vil kunne skade forbrugernes kollektive
    interesser.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at loven vil finde
    anvendelse på både nationale og grænseoverskridende grup-
    pesøgsmål, som anlægges ved domstolene efter reglerne i
    denne lov. Ved nationale gruppesøgsmål forstås gruppesøgs-
    mål, som er anlagt her i landet af en myndighed eller orga-
    nisation, som er godkendt af erhvervsministeren, jf. lovfor-
    slagets § 2, nr. 7. Ved grænseoverskridende gruppesøgsmål
    forstås gruppesøgsmål, som er anlagt her i landet af en
    myndighed eller organisation, der er godkendt af en anden
    medlemsstat, jf. lovforslagets § 2, nr. 8.
    Lovforslaget vil alene finde anvendelse på de bestemmelser,
    der er nævnt i gruppesøgsmålsdirektivets bilag I, eller regler,
    der gennemfører sådanne bestemmelser her i landet. Direk-
    tivets bilag I indeholder 66 forbrugerrettede bestemmelser,
    der blandt andet vedrører vildledende reklame, forbruger-
    kredit, pakkerejser, reklame for humanmedicinske lægemid-
    27
    ler, kosmetiske produkter, fødevareinformation mv. Det vil
    således betyde, at lovforslaget vil finde anvendelse på et
    bredt område inden for de forbrugerbeskyttende regler.
    Med lovforslaget gennemføres Europa-Parlamentets og Rå-
    dets direktiv om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål
    til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om
    ophævelse af direktiv 2009/22/EF (gruppesøgsmålsdirekti-
    vet). Dette vil også rumme senere ændringer til direktivet,
    herunder tilføjelser til direktivets bilag I. Senere ændringer
    til gruppesøgsmålsdirektivet vil således blive omfattet af
    denne lov, uden at det kræver ændringer til loven.
    Det vil være en betingelse for anvendelsen af reglerne i lov-
    forslaget, at den overtrædelse, som søgsmålet angår, skader
    eller vil kunne skade forbrugernes kollektive interesser. I
    lovforslagets § 2, nr. 3, er forbrugernes kollektive interesser
    defineret som forbrugeres generelle interesser og, navnlig
    med henblik på en afgørelse om genopretning, en gruppe af
    forbrugeres interesser. For en nærmere beskrivelse af begre-
    bet henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 3.
    I overensstemmelse med direktivets artikel 2, stk. 2, vil lov-
    forslaget ikke påvirke reglerne i henhold til EU-retten eller
    national ret om kontraktlige retsmidler og retsmidler uden
    for kontrakt, som er til rådighed for forbrugerne i forbindel-
    se med de overtrædelser, der er omhandlet i stk. 1.
    I overensstemmelse med direktivets artikel 2, stk. 3, vil
    lovforslaget endvidere ikke berøre EU-reglerne om interna-
    tional privatret, navnlig reglerne om kompetence og aner-
    kendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og
    handelsretlige område samt lovvalgsreglerne for kontraktli-
    ge forpligtelser og forpligtelser uden for kontrakt.
    I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning
    nr. 15, vil lovforslaget ikke berøre de EU-retsakter, der
    er nævnt i bilag I, og vil derfor ikke erstatte eventuelle
    håndhævelsesmekanismer, som de pågældende bestemmel-
    ser måtte indeholde. Håndhævelsesmekanismer, som er fast-
    sat i disse bestemmelser, kan således fortsat anvendes til
    at beskytte forbrugernes kollektive interesser, hvor dette er
    relevant.
    Bestemmelsen vil endvidere medføre, at loven alene finder
    anvendelse på gruppesøgsmål, der anlægges ved domstolene
    i medfør af loven. Lovens bestemmelser finder således ikke
    anvendelse på andre typer af søgsmål, herunder gruppesøgs-
    mål efter retsplejelovens kapitel 23 a. Hvorvidt et søgsmål
    er anlagt efter denne lov, vil fremgå af stævningen, jf. lov-
    forslagets § 11, stk. 1, nr. 1.
    Det foreslås i stk. 2, at hvor intet andet følger af denne lov,
    finder retsplejelovens anden bog og retsplejelovens kapitel
    21-23 og 24-38 anvendelse ved rettens behandling af grup-
    pesøgsmål omfattet af loven.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retsplejens al-
    mindelige regler om borgerlige sager finder anvendelse, når
    intet andet følger af lovforslaget.
    Det bemærkes, at der i lovforslaget lægges op til, at visse
    bestemmelser i retsplejelovens kapitel 40 vil skulle finde
    anvendelse under behandlingen af de sager, der er nævnt i
    lovforslagets § 14, stk. 2. Der henvises til bemærkningerne
    til denne bestemmelse.
    Det bemærkes også, at lovforslaget ikke regulerer fuldbyr-
    delse af afgørelser i gruppesøgsmål. Fuldbyrdelse vil derfor
    skulle ske efter retsplejelovens almindelige regler herom.
    Den foreslåede regel vil med hensyn til fremsættelse af
    modkrav betyde, at adgangen hertil vil være reguleret i rets-
    plejelovens § 249, stk. 2. Af særlig betydning for adgangen
    til at fremsætte modkrav under et gruppesøgsmål efter den
    foreslåede lov vil formentlig blive betingelsen i § 249, stk.
    2, nr. 2, om at modkravet skal kunne behandles efter samme
    processuelle regler som sagsøgerens krav. Under en sag
    om påbud eller forbud eller genopretning vil retten skulle
    forholde sig til en påstået overtrædelse af de regler, der er
    nævnt i lovforslagets § 1, stk. 1. Et modkrav, der udspringer
    af samme påståede overtrædelse vil derfor efter omstændig-
    hederne kunne behandles efter samme processuelle regler
    som sagsøgerens krav. Vurderingen kan i en vis grad foreta-
    ges under inddragelse af de hensyn, der ligger bag reglen
    i lovforslagets § 12, nr. 2. Eksempelvis vil der under en
    sag, hvor der er påstået forholdsmæssigt afslag i prisen for
    en række køb og der derfor er udøvet retentionsret i en del
    af købesummen, efter omstændighederne kunne nedlægges
    modkrav om erstatning for det tab, som retentionen måtte
    have medført. Det overlades til domstolene af fastlægge be-
    stemmelsens nærmere indhold under hensyn til de konkrete
    omstændigheder i de enkelte sager.
    Det forudsættes, at retsplejelovens almindelige regler i med-
    før af forpligtelsen til EU-konform fortolkning vil finde an-
    vendelse med de tilpasninger, som måtte være nødvendige
    af hensyn til EU-retten. Dette kan eksempelvis have betyd-
    ning, hvis der ved anvendelsen af den borgerlige retsplejes
    regler i samspil med de foreslåede regler opstår regelkon-
    flikter, eller hvis anvendelsen af de almindelige regler vil
    medføre et resultat, der er åbenbart i strid med formålet med
    direktivet.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de almindelige
    regler for borgerlige sager, der er nævnt, ikke omfatter rets-
    plejelovens regler om gruppesøgsmål. Der vil således ved
    vedtagelsen af lovforslaget eksistere to adskilte og afgræn-
    sede ordninger om gruppesøgsmål.
    Til § 2
    Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
    målsdirektivets artikel 3.
    Det foreslås i nr. 1 at definere ”forbruger” som enhver fysisk
    person, der ikke handler som led i den pågældende persons
    erhverv, forretning, håndværk eller profession.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forbrugere skal
    forstås bredt. I overensstemmelse med direktivets præam-
    28
    belbetragtning nr. 14, kan forbruger benævnes rejsende, bru-
    ger, kunde, detailinvestor, detailkunde, registreret personer
    eller andet i den relevante lovgivning.
    En forbruger kan ikke være en juridisk person. Det er alene
    fysiske personer, der i henhold til dette lovforslag kan anses
    som en forbruger. Dette vil således ikke omfatte tilfælde,
    hvor en overtrædelse skader en fysisk person, der betragtes
    som en erhvervsdrivende i henhold til lovforslagets § 2, nr.
    2. Det afgørende er, at den fysiske person ikke handler som
    led i den pågældende persons erhverv, forretning, håndværk
    eller profession.
    Det foreslås i nr. 2 at definere ”erhvervsdrivende” som en-
    hver fysisk eller juridisk person, uanset om den er privat
    eller offentligt ejet, der handler, herunder via en anden per-
    son, der optræder i den pågældende persons navn eller på
    den pågældende persons vegne, som led i den pågældende
    persons erhverv, forretning, håndværk eller profession.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervs-
    drivende både kan være en fysisk person eller en juridisk
    person. Selskabsformen har ikke betydning. Det afgørende
    er, at den fysiske eller juridiske person handler som led i
    den pågældende persons erhverv, forretning, håndværk eller
    profession.
    Den erhvervsdrivende vil være den godkendte myndighed
    eller organisations modpart i et gruppesøgsmål.
    Det foreslås i nr. 3 at definere ”forbrugernes kollektive in-
    teresser” som forbrugernes generelle interesser og, navnlig
    med henblik på en afgørelse om genopretning, en gruppe af
    forbrugernes interesser.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at begrebet for-
    brugernes kollektive interesser skal forstås bredt. Begrebet
    omfatter flere forbrugeres ensartede krav. Begrebet omfatter
    også overtrædelser, som berører en ukendt kreds af forbru-
    gere. Kollektive interesser er således ikke nødvendigvis en
    akkumulering af interesser hos enkeltpersoner, der har lidt
    skade ved en overtrædelse, men kan også være forbrugernes
    abstrakte interesse i, at et marked er fri for overtrædelse af
    regler, der er indført for at beskytte forbrugere generelt.
    Det følger også af direktivets præambelbetragtning nr. 14,
    at direktivet kun bør varetage interesserne hos fysiske per-
    soner, som har lidt skade eller som ville kunne lide skade
    som følge af de pågældende overtrædelser, hvis de fysiske
    personer er forbrugere i henhold til direktivet.
    Det forudsættes, at begrebet ”forbrugeres kollektive interes-
    ser” vil skulle fortolkes i overensstemmelse med EU-retten.
    I tilfælde af et gruppesøgsmål om genopretning vil forbru-
    gernes kollektive interesser bl.a. bestå af en bestemt gruppe
    forbrugeres interesser. I denne situation er det således især
    relevant at se på den gruppe af forbrugere, som er berørt af
    en erhvervsdrivendes overtrædelse. Dette skal ses i sammen-
    hæng med, at forbrugere aktivt skal tilmelde sig gruppesøgs-
    mål om genopretning, jf. lovforslagets § 16.
    Det er ikke et krav, at forbrugere aktivt tilmelder sig gruppe-
    søgsmålet, for at en godkendt myndighed eller organisation
    kan føre et søgsmål om påbud eller forbud, jf. lovforslagets
    § 13, stk. 3. Her kan det være mere retvisende, at se på for-
    brugernes abstrakte interesse i, at et marked er fri for over-
    trædelse af regler. Et gruppesøgsmål om påbud eller forbud
    betegnes dog stadig som et gruppesøgsmål efter denne lov,
    da søgsmålet vedrører forbrugernes generelle interesser.
    Det foreslås i nr. 4 at definere ”godkendt myndighed” som
    en offentlig myndighed, der repræsenterer forbrugernes inte-
    resser, og som er godkendt til at anlægge gruppesøgsmål
    efter lovforslagets kapitel 2.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en godkendt
    myndighed skal forstås som en offentlig myndighed, der
    repræsenterer forbrugernes interesser. Det vil således være
    en myndighed, der fører tilsyn med overholdelsen af alle de
    eller nogle af de bestemmelser, der er nævnt i direktivets
    bilag I, og som kan spille en aktiv rolle med hensyn til at
    sikre, at erhvervsdrivende overholder relevante EU-retlige
    bestemmelser. Dette kan f.eks. være Forbrugerombudsman-
    den.
    Derudover vil det være et krav, at myndigheden er godkendt
    til at anlægge gruppesøgsmål. En myndighed kan enten
    være godkendt her i landet af erhvervsministeren i overens-
    stemmelse med lovforslagets § 3 eller godkendt i en anden
    medlemsstat i overensstemmelse med direktivet.
    Erhvervsministeren kan beslutte, at myndigheder, er der
    godkendt i henhold til lov om forbud til beskyttelse af for-
    brugernes interesser, kan fortsætte med at være godkendt
    efter denne lov, jf. lovforslagets § 26.
    Det foreslås i nr. 5 at definere ”godkendt organisation” som
    en organisation, der repræsenterer forbrugernes interesser,
    og som er godkendt til at anlægge gruppesøgsmål efter lov-
    forslagets kapitel 2.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en godkendt or-
    ganisation skal forstås som en organisation, herunder f.eks.
    en privat forbrugerorganisation, der repræsenterer forbruger-
    nes interesser. Der kan også være tale om andre organisati-
    oner. Det afgørende er, at organisationen repræsenterer for-
    brugernes interesser. Dette er også i overensstemmelse med
    direktivets præambelbetragtning nr. 24, hvorefter navnlig
    forbrugerorganisationer bør spille en aktiv rolle med hensyn
    til at sikre, at relevante EU-retlige bestemmelser overholdes.
    Derudover vil det være et krav, at organisationen er god-
    kendt til at anlægge gruppesøgsmål. En organisation kan
    enten være godkendt her i landet af erhvervsministeren i
    overensstemmelse med lovforslagets § 3 eller godkendt i en
    anden medlemsstat i overensstemmelse med direktivet.
    Det foreslås i nr. 6 at definere ”gruppesøgsmål” som en sag
    29
    med det formål at beskytte forbrugernes kollektive interes-
    ser, der anlægges af en godkendt myndighed eller organisa-
    tion som skadelidt part på vegne af forbrugerne med påstand
    om påbud eller forbud, genopretning eller påstand om både
    endeligt påbud eller forbud og genopretning.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at begrebet grup-
    pesøgsmål vil omfatte tilfælde, hvor en godkendt myndig-
    hed eller organisation anlægger en sag på vegne af en grup-
    pe forbrugere, som eksempelvis lider eller har lidt skade
    eller tab som følge af en erhvervsdrivendes overtrædelse af
    de bestemmelser, som er nævnt i gruppesøgsmålsdirektivets
    bilag I. Der henvises til bemærkningerne til § 2, nr. 3, for
    en nærmere beskrivelse af begrebet forbrugeres kollektive
    interesser.
    Gruppesøgsmål vil kunne anlægges med påstand om påbud
    eller forbud, genopretning eller både endelige påbud eller
    forbud og genopretning, når dette ikke strider mod retsple-
    jens almindelige regler om borgerlige sager. Et gruppesøgs-
    mål med påstand om foreløbige påbud eller forbud føres
    efter en række særlige processuelle regler, hvorfor en sådan
    påstand ikke kan behandles sammen med påstand om ende-
    lige påbud eller forbud eller påstand om genopretning. Der
    henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 14, stk. 2.
    Det foreslås i nr. 7 at definere ”nationalt gruppesøgsmål”
    som gruppesøgsmål, som er anlagt her i landet af en myn-
    dighed eller organisation, der er godkendt af erhvervsmini-
    steren, og optaget på den liste, som Konkurrence- og For-
    brugerstyrelsen meddeler Europa-Kommissionen, jf. § 4,
    stk. 1, 1. pkt., 1. led.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det afgørende
    for fastlæggelsen af typen af gruppesøgsmål er den med-
    lemsstat, hvori sagen anlægges, samt den medlemsstat, hvor
    myndigheden eller organisationen er godkendt. Et gruppe-
    søgsmål vil således være nationalt, hvis søgsmålet anlægges
    af en dansk myndighed eller en dansk organisation ved dom-
    stolene her i landet. Dette vil gælde, uanset om forbrugere
    fra andre medlemsstater er omfattet af søgsmålet.
    I overensstemmelse med præambelbetragtning nr. 23, er der
    tale om et nationalt gruppesøgsmål, uanset om gruppesøgs-
    målet anlægges mod en erhvervsdrivende, der har hjemting
    i en anden medlemsstat, og uanset om forbrugere fra fle-
    re medlemsstater er repræsenteret i det pågældende gruppe-
    søgsmål.
    Det foreslås i nr. 8 at definere ”grænseoverskridende grup-
    pesøgsmål” som gruppesøgsmål, som er anlagt her i landet
    af en myndighed eller organisation, der er godkendt af en
    anden medlemsstat, og optaget på den liste, som Europa-
    Kommissionen offentliggør, jf. artikel 5, stk. 1, 4. pkt., i Eu-
    ropa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til anlæg-
    gelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kol-
    lektive interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det er afgørende
    for fastlæggelsen af typen af gruppesøgsmål, hvilken med-
    lemsstat, sagen anlægges i, sammenholdt med den medlems-
    stat, hvor myndigheden eller organisationen er godkendt. Et
    gruppesøgsmål vil således være grænseoverskridende, hvis
    gruppesøgsmålet anlægges her i landet af en myndighed
    eller organisation, der er godkendt af en anden medlemsstat.
    Det er endvidere således krav, at myndigheden eller organi-
    sationen er optaget på den liste, som Europa-Kommissionen
    offentliggør, jf. artikel 5, stk. 1, 4. pkt. i gruppesøgsmålsdi-
    rektivet. Dette vil være en liste over de myndigheder og
    organisationer, der er godkendt i andre medlemsstater til at
    anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål. Af denne lis-
    te vil tillige fremgå de myndigheder og organisation, der er
    udpeget her i landet. Såfremt en af disse myndigheder eller
    organisationer anlægger en sag her i landet, vil der være tale
    om et national gruppesøgsmål.
    Det foreslås i nr. 9 at definere ”praksis” som en erhvervsdri-
    vendes handlinger eller undladelser.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at begrebet skal
    forstås som en erhvervsdrivendes aktive handling eller und-
    ladelse, herunder i relation til, om den erhvervsdrivende
    overtræder de bestemmelser, der er nævnt i gruppesøgsmå-
    lets bilag I.
    Det foreslås i nr. 10 at definere ”afgørelse om genopretning”
    som en afgørelse, der forpligter den erhvervsdrivende til
    at give tilmeldte forbrugere adgang til retsmidler, såsom
    erstatning, afhjælpning, ombytning, forholdsmæssigt afslag,
    ophævelse af kontrakt eller tilbagebetaling af den betalte
    pris alt efter omstændighederne og i henhold til EU-retten
    eller national ret.
    I overensstemmelse med præambelbetragtning nr. 36 bør
    en godkendt myndighed eller organisation, der anlægger et
    gruppesøgsmål i henhold til dette lovforslag, søge at opnå
    afgørelse om genopretning til gavn for og på vegne af de
    forbrugere, der er berørt af overtrædelsen.
    Godkendte myndigheder og organisationer vil kunne anlæg-
    ge gruppesøgsmål med påstand om genopretning, uden at
    retten forinden har fastslået i en særskilt sag, at der forelig-
    ger en overtrædelse.
    Denne lov indeholder alene processuelle regler for anlæg-
    gelse af gruppesøgsmål om påbud eller forbud samt genop-
    retning. I overensstemmelse med præambelbetragtning nr.
    42 vil lovforslaget ikke berører de regler, der fastlægger
    forbrugernes materielle ret til kontraktlige retsmidler og
    retsmidler uden for kontrakt, i tilfælde hvor deres interesser
    er blevet skadet af en overtrædelse, såsom retten til skades-
    erstatning, ophævelse af kontrakten, tilbagebetaling, ombyt-
    ning, afhjælpning eller forholdsmæssige afslag, afhængigt af
    situationen og af EU-retten eller national ret. Det vil således
    kun være muligt at nedlægge påstand om foranstaltninger
    om genopretning i et gruppesøgsmål, for så vidt som EU-
    retten eller national ret indeholder bestemmelser om sådan-
    ne materielle rettigheder.
    30
    Til § 3
    Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
    målsdirektivets artikel 4, stk. 1-3 og 5.
    Efter den gældende bestemmelse i § 4, stk. 1, i lov om for-
    bud til beskyttelse af forbrugernes interesser, kan erhvervs-
    ministeren efter forhandling med de berørte ministre udpege
    de danske myndigheder og organisationer, der kan anlægge
    søgsmål med påstand om forbud i andre medlemsstater for
    overtrædelser af direktiverne optaget på det i § 1, stk. 1,
    nævnte bilag, således som disse er gennemført i medlems-
    staternes nationale ret.
    Lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser gæl-
    der alene for grænseoverskridende gruppesøgsmål og alene
    for gruppesøgsmål med påstand om forbud.
    Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.2.1.1.
    for en uddybende beskrivelse af gældende ret.
    Det foreslås i stk. 1, at erhvervsministeren efter forhandling
    med den relevante minister kan godkende de myndigheder
    og organisationer, der har anmodet om at blive godkendt
    til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål i andre
    medlemsstater og nationale gruppesøgsmål her i landet for
    overtrædelser, der er nævnt i § 1, stk. 1.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsmini-
    steren gives kompetence til at godkende de myndigheder og
    organisationer, som kan anlægge grænseoverskridende og
    nationale gruppesøgsmål efter reglerne i denne lov.
    Godkendelse af en myndighed eller organisation vil kræ-
    ve, at myndigheden eller organisationen anmoder om god-
    kendelse til at anlægge gruppesøgsmål hos erhvervsministe-
    ren. En anmodning fra en myndighed vil skulle indeholde de
    oplysninger, som er nødvendige for at vurdere, om betingel-
    serne i lovforslagets § 3, stk. 2, er opfyldt. En anmodning
    fra en organisation vil skulle indeholde de oplysninger, som
    er nødvendige for at vurdere, om betingelserne i lovforsla-
    gets § 3, stk. 3, er opfyldt.
    Det er hensigten, at anmodninger skal sendes via Virk.dk,
    hvor myndigheder og organisationer, som ønsker at blive
    godkendt til at anlægge gruppesøgsmål, skal udfylde en
    formular, jf. lovforslagets § 3, stk. 4. Ved indsendelse af
    anmodning, skal myndigheder og organisationer give de op-
    lysninger, som er nødvendige for at vurdere, om betingelser-
    ne i lovforslagets § 3, stk. 2 og 3, er opfyldt.
    Både myndigheder og organisationer, der repræsenterer
    forbrugernes kollektive interesser vil kunne godkendes til
    at anlægge både grænseoverskridende og nationale gruppe-
    søgsmål. Det gælder således også organisationer, herunder
    forbrugerorganisationer, som repræsenterer medlemmer fra
    mere end én medlemsstat. Dette er i overensstemmelse med
    direktivets præambelbetragtning nr. 24, hvorefter navnlig
    forbrugerorganisationer bør spille en aktiv rolle med hensyn
    til at sikre, at relevante EU-retlige bestemmelser overholdes.
    Myndigheder skal anmode om godkendelse og føre tilsyn
    med overholdelsen af bestemmelser, der er omfattet af grup-
    pesøgsmålsdirektivets bilag I, jf. lovforslagets § 3, stk. 2, for
    at kunne blive godkendt.
    Godkendelse af myndigheder og organisationer vil kræve
    forhandling med den relevante minister, når det er rele-
    vant. Det vil f.eks. være relevant at forhandle med transport-
    ministeren, hvis en myndighed, der håndhæver Europa-Par-
    lamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11.
    februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og
    bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved
    aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af for-
    ordning (EØF) nr. 295/91 nationalt, eller en organisation,
    der repræsenterer f.eks. luftfartspassagerers rettigheder, an-
    moder om godkendelse. Det vil ikke altid være relevant at
    forhandle med andre ministre. Det afgørende er, om der er
    andre ministre, der er berørte. Hvis en myndighed inden
    for Erhvervsministeriets ressort anmoder om godkendelse til
    at anlægge gruppesøgsmål, er det som udgangspunkt alene
    erhvervsministeren, der vil være berørt og kan dermed god-
    kende myndigheden uden forhandling med andre ministre.
    Forhandlingen vil i praksis foregå som en afstemning af,
    om den relevante minister er enig i, at en myndighed under
    ministerens ressort, skal godkendes til at kunne anlægge
    gruppesøgsmål efter denne lov. Dette vil bl.a. indebære, at
    den relevante minister anerkender, at myndigheden fører
    tilsyn med de bestemmelser, som myndigheden har oplyst
    ved anmodning om godkendelse.
    Overtrædelser efter lovforslagets § 1, stk. 1, vedrører den
    forbrugerrettede lovgivning, der er omfattet af gruppesøgs-
    målsdirektivets bilag I. Bilaget forventes løbende at blive
    udvidet med nye bestemmelser. Der kan derudover løbende
    opstå nye myndigheder og organisationer, der har en legi-
    tim interesse i at opnå søgsmålskompetence. Det er derfor
    fleksibelt, at erhvervsministeren efter forhandling med de
    berørte ministre har mulighed for løbende at godkende nye
    myndigheder og organisationer til at anlægge gruppesøgs-
    mål.
    Det foreslås i stk. 2, at en myndighed kan godkendes, hvis
    myndigheden fører tilsyn med overholdelsen af bestemmel-
    ser, der er omfattet af det bilag, der er nævnt i § 1, stk. 1.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at myndigheden
    skal være rette tilsynsmyndighed med én eller flere af de be-
    stemmelser, der er nævnt i gruppesøgsmålsdirektivets bilag,
    for at kunne blive godkendt til at anlægge gruppesøgsmål
    efter denne lov.
    Myndigheder skal ikke opfylde de samme betingelser som
    organisationer. Dette er i overensstemmelse med direktivets
    artikel 4, stk. 7, 1. pkt., hvorefter medlemsstater kan god-
    kende offentlige myndigheder til at anlægge gruppesøgsmål
    uanset artikel 4, stk. 3 og 4, som oplister betingelserne for
    godkendelse.
    Der er tale om to krav for godkendelse til at anlægge grup-
    31
    pesøgsmål. Myndigheder vil både skulle anmode om god-
    kendelse og føre tilsyn med overholdelsen af bestemmelser,
    der er nævnt i gruppesøgsmålsdirektivets bilag I.
    Dette vil bidrage til at sikre, at myndigheden repræsenterer
    forbrugernes interesser, jf. lovforslagets § 2, nr. 4 om defini-
    tionen af godkendt myndighed.
    Det foreslås i stk. 3, at en organisation kan godkendes, hvis
    organisationen opfylder i alt seks betingelser.
    Det foreslås i nr. 1, at det er en betingelse, at organisationen
    er en juridisk person, som kan påvise 12 måneders faktisk
    offentlig aktivitet inden for beskyttelse af forbrugernes inte-
    resser forud for anmodningen om godkendelse.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at organisationen
    skal være en juridisk person for at kunne blive godkendt til
    anlæggelse af gruppesøgsmål efter dette lovforslag.
    Der foreslås en direktivnær implementering af direktivets
    betingelser for godkendelse af organisationer. Dette er i
    overensstemmelse med præambelbetragtning nr. 25, hvoref-
    ter godkendte organisationer bør opfylde de samme betin-
    gelser i hele Unionen med henblik på grænseoverskriden-
    de gruppesøgsmål. Betingelserne gælder også med henblik
    på nationale gruppesøgsmål i overensstemmelse med præ-
    ambelbetragtning nr. 26, hvorefter medlemsstaterne også
    kan anvende betingelserne for godkendelse med henblik på
    grænseoverskridende gruppesøgsmål til at godkende med
    henblik på nationale gruppesøgsmål.
    Kravet om 12 måneders faktisk offentlig aktivitet vil inde-
    bære, at organisationen skal have en vis permanent karakter
    og niveau af offentlig aktivitet. Organisationens aktivitet
    skal omfatte beskyttelse af forbrugernes interesser. At akti-
    viteten skal være offentlig vil medføre, at organisationen
    ikke kan være hemmelig, men at den skal have en vis grad
    af tilstedeværelse eksempelvis på en opdateret hjemmeside,
    på sociale medier eller i øvrige medier. Begrebet ”offentlig
    aktivitet” vil skulle fortolkes i overensstemmelse med EU-
    retten.
    Organisationen skal kunne påvise kravet om 12 måneders
    faktisk offentlig aktivitet ved tidspunktet for anmodning om
    godkendelse. Kravet vil medføre, at en organisation ikke
    kan oprettes med henblik på godkendelse for at kunne an-
    lægge et konkret gruppesøgsmål.
    Det foreslås i nr. 2, at det er en betingelse, at organisatio-
    nens vedtægtsbestemte formål viser, at den har en legitim
    interesse i at beskytte forbrugernes interesser som fastsat i
    de bestemmelser, der er omfattet af det bilag, der er nævnt i
    § 1, stk. 1.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at organisationen
    skal have oprettet vedtægter, hvoraf organisationens formål
    fremgår. Det skal fremgå af disse vedtægter, at organisati-
    onen har en legitim interesse i at beskytte forbrugernes
    interesser som fastsat i de bestemmelser, der er omfattet
    af gruppesøgsmålets bilag I. Kravet vil medføre, at der
    skal være sammenhæng mellem organisationens formål om
    beskyttelse af forbrugernes interesser og en eller flere af
    de bestemmelser, der er nævnt i gruppesøgsmålsdirektivets
    bilag I. Det er således ikke nødvendigt, at organisationen har
    til formål at beskytte forbrugernes interesser inden for alle
    de nævnte områder, men at den kan være afgrænset til f.eks.
    beskyttelse af forbrugere inden for sundhed og kosmetiske
    produkter.
    Det foreslås i nr. 3, at det er en betingelse, at organisationen
    ikke arbejder med fortjeneste for øje.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at organisationen
    skal repræsentere forbrugernes interesser og ikke arbejde
    med fortjeneste for øje. Det er afgørelse, at organisationens
    mål er at sikre forbrugerne, herunder at forbrugerne kender
    deres rettigheder og hjælpe forbrugerne til at udøve disse
    rettigheder.
    Navnlig forbrugerorganisationer vil kunne godkendes til an-
    læggelse af gruppesøgsmål, hvilket også er i overensstem-
    melse med præambelbetragtning nr. 24. Dette vil bidrage
    til at sikre, at organisationen repræsenterer forbrugernes in-
    teresser, jf. lovforslagets § 2, nr. 5 om definitionen af god-
    kendt organisation.
    Det foreslås i nr. 4, at det er en betingelse, at organisationen
    ikke er genstand for insolvensbehandling og ikke er erklæret
    konkurs.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en organisation
    ikke kan være godkendt til at anlægge gruppesøgsmål efter
    denne lov, hvis organisationen er under insolvensbehandling
    eller erklæret konkurs.
    Hvis organisationen er under insolvensbehandling eller er-
    klæret konkurs på tidspunktet for anmodning om godkendel-
    se til at anlægge gruppesøgsmål efter denne lov, vil organi-
    sationen ikke kunne godkendes. Organisationen må i sådan-
    ne tilfælde anmode igen, når disse forhold ikke længere
    forelægger.
    Konkurs og anden insolvensbehandling er reguleret i kon-
    kursloven og medfører, at organisationen opløses og dens
    formue fordeles mellem kreditorerne.
    Efter konkurslovens kapitel 3 indtræder konkurs, når orga-
    nisationen er insolvent og tages under konkursbehandling
    efter begæring fra skifteretten, organisationen selv eller den-
    nes kreditorer. En organisation anses som insolvent, hvis
    organisationen ikke kan opfylde sine gældsposter, efterhån-
    den som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må
    antages blot at være midlertidig.
    Det foreslås i nr. 5, at det er en betingelse, at organisatio-
    nen er uafhængig og ikke påvirkes af andre end forbrugere,
    navnlig ikke af erhvervsdrivende, som har økonomisk inte-
    resse i at anlægge et gruppesøgsmål, herunder i tilfælde
    af finansiering fra tredjeparter, og at organisationen med
    32
    henblik herpå har indført procedurer, der forhindrer en sådan
    indflydelse samt forhindrer interessekonflikter mellem sig
    selv, organisationens finansieringsydere og forbrugernes in-
    teresser.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kravet om uaf-
    hængighed vil indebære, at organisationer ikke må være
    påvirket af andre end forbrugere. I overensstemmelse med
    direktivets præambelbetragtning nr. 25, må en godkendt or-
    ganisation f.eks. ikke være påvirket af personer, erhvervsdri-
    vende eller hedgefonde, som har økonomisk interesse i at
    anlægge et gruppesøgsmål, herunder i tilfælde af finansie-
    ring fra en tredjepart.
    Organisationen skal have indført procedurer, der forhindrer
    en indflydelse fra andre end forbrugerne, herunder erhvervs-
    drivende, som har økonomisk interesse i at anlægge et grup-
    pesøgsmål.
    Det foreslås i nr. 6, at det er en betingelse, at organisationen
    i et klart og forståeligt sprog ved hjælp af passende midler,
    navnlig på sin hjemmeside, offentliggør oplysninger, der
    påviser, at organisationen lever op til de betingelser, der er
    nævnt i nr. 1-5, og oplysninger om organisationens finansie-
    ringskilder generelt set og organisatoriske og ledelsesmæssi-
    ge struktur og medlemsstruktur, vedtægtsbestemte formål og
    aktiviteter.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det klart skal
    fremgå af organisationens hjemmeside, at organisationen
    overholder de nævnte betingelser for, at organisationen kan
    godkendes til at anlægge gruppesøgsmål efter denne lov.
    Organisationen skal således oplyse på sin hjemmeside, at
    organisationen er en juridisk person, som kan påvise 12
    måneders faktisk offentlig aktivitet inden for beskyttelse af
    forbrugernes interesser. Organisationens vedtægtsbestemte
    formål skal fremgå af hjemmesiden, hvoraf fremgår at orga-
    nisationen har en legitim interesse i at beskytte forbrugernes
    interesser som fastsat i de bestemmelser, der er omfattet af
    gruppesøgsmålsdirektivets bilag I.
    Det skal endvidere fremgå af organisationens hjemmeside,
    at organisationen ikke arbejder med fortjeneste for øje, og
    at organisationen ikke er under insolvensbehandling eller
    erklæret konkurs.
    Det skal fremgå af organisationens hjemmeside, at organi-
    sationen er uafhængig og ikke påvirkes af andre end for-
    brugere, og at organisationen har indført procedurer for at
    forhindre en sådan indflydelse fra erhvervsdrivende.
    Organisationen skal ligeledes oplyse om dennes finansie-
    ringskilder generelt set, herunder hvordan organisationens
    virke er finansieret, herunder f.eks. via medlemskontingent
    eller lignende. Endvidere skal organisationen oplyse om den
    organisatoriske og ledelsesmæssige struktur og medlems-
    struktur, vedtægtsbestemte formål og aktiviteter.
    Oplysningerne skal gives på organisationens hjemmeside i
    et klart og forståeligt sprog, som forbrugeren kan forstå, og
    oplysningerne skal være tilgængelige for forbrugeren.
    De ovenfor nævnte oplysninger, som skal gives via hjemme-
    side, gælder alene for organisationer og ikke for myndighe-
    der. Dette er i overensstemmelse med direktivets artikel 4,
    stk. 7, 1. pkt., hvorefter medlemsstater kan godkende offent-
    lige myndigheder til anlæggelse af gruppesøgsmål uanset
    artikel 4, stk. 3, som oplister betingelserne for godkendelse.
    Det foreslås i stk. 4, at erhvervsministeren kan fastsætte
    regler om, at myndigheders og organisationers anmodning
    om at blive godkendt til at anlægge gruppesøgsmål efter stk.
    1 skal ske ved anvendelse af bestemte it-systemer.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsmini-
    steren kan fastsætte regler om, at myndigheders og organisa-
    tioners anmodning om at blive godkendt efter lovforslagets
    § 3, stk. 1, skal foregå digitalt.
    Det er hensigten, at bemyndigelsesbestemmelsen udmøntes
    i en bekendtgørelse, hvor erhvervsministeren vil fastsætte
    regler om, at myndigheders og organisationers anmodning
    om at blive godkendt til at anlægge gruppesøgsmål skal
    afgives til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen via Virk.dk.
    Til § 4
    Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
    målsdirektivets artikel 5, stk. 1-2.
    Den gældende bestemmelse i § 2 i lov om forbud til beskyt-
    telse af forbrugernes interesser medfører, at udenlandske
    myndigheder og organisationer, som er optaget på den af
    Kommissionen offentliggjorte liste i De Europæiske Fælles-
    skabers Tidende i henhold til bestemmelserne i forbudsdi-
    rektivet, kan anlægge søgsmål med påstand om forbud ved
    domstolene efter retsplejelovens bestemmelser, jf. lovens §
    3.
    Europa-Kommissionen har udstedt en meddelelse med op-
    lysninger fra medlemsstaterne i medfør af artikel 4, stk. 3,
    i forbudsdirektivet, vedrørende nationale myndigheder og
    organisationer, som er godkendt til at anlægge søgsmål i
    medfør af artikel 2 i forbudsdirektivet.
    Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at Konkurrence- og Forbruger-
    styrelsen meddeler Europa-Kommissionen en liste med de
    godkendte myndigheder og organisationers navn og område
    eller vedtægtsbestemte formål med henblik på optagelse på
    den liste, som Europa-Kommissionen offentliggør, jf. artikel
    5, stk. 1, 4. pkt., i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
    om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse
    af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af
    direktiv 2009/22/EF.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Konkurren-
    ce- og Forbrugerstyrelsen forpligtes til at meddele Europa-
    Kommissionen en liste over myndigheder og organisationer,
    33
    som er godkendt her i landet til at anlægge grænseoverskri-
    dende gruppesøgsmål efter denne lov.
    Listen er til brug for, at Europa-Kommissionen vil offent-
    liggøre en samlet liste med en oversigt over alle medlems-
    staternes myndigheder og organisationer, som er godkendt
    til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål i over-
    ensstemmelse med gruppesøgsmålsdirektivet. Dette skal bi-
    drage til, at medlemsstaterne gensidigt kan acceptere myn-
    digheders og organisationers søgsmålskompetence, som er
    godkendt af andre medlemsstater.
    Det foreslås i 2. pkt., at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
    offentliggør den liste, som meddeles til Europa-Kommissio-
    nen.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Konkurrence-
    og Forbrugerstyrelsen på sin hjemmeside vil offentliggøre
    listen med de myndigheders navn og område og de organisa-
    tioners navn og vedtægtsbestemte formål, som er godkendt,
    jf. § 3 til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål,
    som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen meddeler Europa-
    Kommissionen.
    Oplysningerne vil således blive lettilgængelige for offent-
    ligheden, herunder forbrugere, erhvervsdrivende og de god-
    kendte myndigheder og organisationer.
    Oplysningen om en organisations vedtægtsbestemte formål
    vil blive hentet fra organisationens anmodning om godken-
    delse, jf. lovforslagets § 3, stk. 3, nr. 2.
    Oplysningen om en myndigheds område vil blive hentet fra
    myndighedens anmodning om godkendelse, jf. lovforslagets
    § 3, stk. 2, nr. 1.
    Da der vil gælde de samme betingelser for godkendelse til
    anlæggelse af henholdsvis grænseoverskridende og nationa-
    le gruppesøgsmål, vil listen over myndigheder og organisati-
    oner, der er godkendt til at anlægge grænseoverskridende og
    nationale gruppesøgsmål være den samme.
    Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil ajourføre listen, når
    det findes relevant, f.eks. ved godkendelse af en ny myn-
    dighed eller organisation eller ved tilbagekaldelse af en god-
    kendelse af en myndighed eller organisation. Konkurrence-
    og Forbrugerstyrelsen vil ligeledes orientere Europa-Kom-
    missionen, når der er ændringer til listen over myndigheder
    og organisationer, som erhvervsministeren har godkendt til
    at kunne anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål, så-
    ledes at Europa-Kommissionen kan ajourføre deres samlede
    offentliggjorte liste over godkendte myndigheder og organi-
    sationer.
    Til § 5
    Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
    målsdirektivets artikel 5, stk. 3-5.
    Den gældende lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes
    interesser indeholder ikke regler om tilbagekaldelse af en
    godkendelse.
    Den gældende bestemmelse i § 4, stk. 1, i lov om forbud til
    beskyttelse af forbrugernes interesser, medfører, at erhvervs-
    ministeren efter forhandling med de berørte ministre kan
    udpege de danske myndigheder og organisationer, der kan
    anlægge søgsmål med påstand om forbud i andre medlems-
    stater for overtrædelser af direktiverne optaget på det i §
    1, stk. 1, nævnte bilag, således som disse er gennemført i
    medlemsstaternes nationale ret.
    Det følger dog af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketings-
    tidende 2000-01, tillæg A, side 171, at erhvervsministeren
    på samme måde kan tilbagekalde en udpegning til at anlæg-
    ge søgsmål i andre medlemsstater.
    Det foreslås i stk. 1, at erhvervsministeren kan tilbagekalde
    godkendelsen af en myndighed eller organisation, såfremt
    myndigheden eller organisationen ikke længere opfylder be-
    tingelserne i henholdsvis § 3, stk. 2 og 3.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsmini-
    steren gives kompetence til at tilbagekalde en godkendelse
    af en myndighed eller organisation, der er godkendt til at
    anlægge gruppesøgsmål efter denne lov.
    En tilbagekaldelse af en godkendelse af en myndighed eller
    organisation skal betragtes som en afgørelse, hvorfor for-
    valtningsrettens almindelige regler vil finde anvendelse. Det
    gælder bl.a. bestemmelserne om partshøring, begrundelse
    m.v.
    Tilbagekaldelse af en myndigheds godkendelse vil være
    nødvendig, hvis myndigheden ikke længere er rette tilsyns-
    myndighed med de bestemmelser på gruppesøgsmålsdirekti-
    vets bilag I, som myndigheden i forbindelse med anmodning
    om godkendelse har oplyst at føre tilsyn med.
    Tilbagekaldelse af en organisations godkendelse vil være
    nødvendig, hvis organisationen ikke længere opfylder én
    eller flere af de betingelser, der er nævnt i lovforslagets §
    3, stk. 3. Betingelserne er kumulative, hvorefter alle betin-
    gelser skal være opfyldt for, at en organisation kan være
    godkendt til at anlægge gruppesøgsmål.
    Hvis erhvervsministeren i medfør af en af bestemmelserne
    i lovforslagets § 5 tilbagekalder godkendelsen af en myndig-
    hed eller organisation, mens myndigheden eller organisatio-
    nen er part i igangværende gruppesøgsmål, vil sagen ikke
    automatisk blive afvist af retten. Proceduren i lovforslagets
    §§ 7, stk. 3, og 8, stk. 2, vil forsat skulle følges. Det betyder,
    at det er retten, der tager stilling til, om et søgsmål skal afvi-
    ses, fordi betingelserne for godkendelse ikke er opfyldt. Det
    vil imidlertid være egnet til at rejse den begrundede tvivl,
    som kræves i disse bestemmelser, hvis en part i et søgsmål
    henleder rettens opmærksomhed på, at modparten ikke læn-
    gere er godkendt.
    Det foreslås i stk. 2, at hvis erhvervsministeren bliver be-
    34
    kendt med, at retten i medfør af § 8, stk. 2, har afvist et
    søgsmål, undersøger erhvervsministeren om myndighedens
    eller organisationens godkendelse skal tilbagekaldes.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsmini-
    steren skal undersøge, om en godkendelse af en myndighed
    eller organisation skal tilbagekaldes, hvis ministeren bliver
    bekendt med, at retten har afvist et gruppesøgsmål, der er
    anlagt efter denne lov, fordi retten finder, at myndigheden
    eller organisationen ikke opfylder betingelserne for godken-
    delse i lovforslagets § 3, stk. 2 eller 3.
    Eksempelvis kan erhvervsministeren blive bekendt med en
    sådan afvisning, hvis en af parterne i gruppesøgsmålet ind-
    sender kopi af rettens afvisningskendelse til erhvervsmini-
    steren eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
    Det vil i praksis være Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
    der foretager den konkrete undersøgelse.
    Det forudsættes ikke, at retten af egen drift meddeler er-
    hvervsministeren, at retten har afvist en sag i medfør af § 8,
    stk. 2. Det er således en mulighed, at retten afviser en sag
    efter § 8, stk. 2, men at myndigheden eller organisationen
    fortsat er godkendt, fordi erhvervsministeren ikke er blevet
    bekendt med afvisningen.
    Det foreslås i stk. 3, at erhvervsministeren vurderer mindst
    hvert femte år, om de godkendte myndigheder og organisati-
    oner fortsat opfylder betingelserne i henholdsvis § 3, stk. 2
    og 3.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsmini-
    steren skal følge op på, at godkendte myndigheder og or-
    ganisationer fortsat opfylder betingelserne for at være god-
    kendt til at anlægge gruppesøgsmål, som følger af lovforsla-
    gets § 3, stk. 2 og 3.
    Vurderingen skal ske for at sikre, at der ikke er godkendt
    nogle myndigheder og organisationer, som ikke opfylder
    betingelserne for godkendelse i lovforslagets § 3, stk. 2
    og 3. Myndighederne og organisationerne skal således ikke
    blot opfylde betingelserne på tidspunktet for anmodning om
    godkendelse, men skal fortsætte med at opfylde betingelser-
    ne. Hvis en godkendt organisation ikke længere opfylder en
    eller flere af betingelserne for godkendelse, vil erhvervsmi-
    nisteren tilbagekalde godkendelsen.
    Det vil i praksis være Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
    der vil varetage denne opgave. Kravet om at foretage en
    vurdering hvert femte år gælder ved siden af den generelle
    forpligtelse i lovforslagets § 5, stk. 2.
    Der skal således altid foretages en vurdering mindst hvert
    femte år af myndighedernes og organisationers godkendel-
    se. Dette gælder, uanset om der løbende sker en undersøgel-
    se af en konkret godkendelse af en myndighed eller organi-
    sation som følge af, at erhvervsministeren bliver bekendt
    med, at retten har afvist en sag, fordi retten finder, at myn-
    digheden eller organisationen ikke opfylder betingelserne
    for godkendelse i lovforslagets § 3, stk. 2 eller 3.
    Det foreslås i stk. 4, at erhvervsministeren kan fastsætte
    regler om, at undersøgelsen efter stk. 2 og vurderingen efter
    stk. 3 skal ske ved, at godkendte myndigheder og organisati-
    oner anvender bestemte it-systemer til at sende dokumenta-
    tion for fortsat opfyldelse af betingelserne i henholdsvis § 3,
    stk. 2 og 3.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsmini-
    steren kan fastsætte regler om, at myndigheders og organisa-
    tioners dokumentation for, at de fortsat opfylder betingelser-
    ne for at være godkendte efter lovforslagets § 3, stk. 2 og 3,
    skal foregå digitalt.
    Det er en bemyndigelsesbestemmelse, som kan udmøntes
    i en bekendtgørelse. I bekendtgørelsen kan erhvervsministe-
    ren fastsætte regler om, at myndigheders og organisationers
    dokumentation for, at de fortsat opfylder betingelserne for
    godkendelse i lovforslagets § 3, skal ske ved at indsende
    oplysninger via en formular på Virk.dk.
    Det foreslås i stk. 5, at hvis en medlemsstat eller Europa-
    Kommissionen rejser tvivl om godkendelsen af en myndig-
    hed eller organisation, skal erhvervsministeren foretage en
    undersøgelse heraf.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsmini-
    steren skal undersøge, om en myndighed eller organisation
    er korrekt godkendt og fortsat opfylder betingelserne for
    godkendelse, hvis en medlemsstat eller Europa-Kommissio-
    nen rejser tvivl herom.
    Erhvervsministeren vil i sådanne tilfælde undersøge, om
    myndigheden fortsat fører tilsyn de bestemmelser på grup-
    pesøgsmålsdirektivets bilag I, som myndigheden i forbindel-
    se med anmodning om godkendelse har oplyst at føre tilsyn
    med.
    Hvis der rejses tvivl om godkendelsen af en organisation,
    undersøger erhvervsministeren på samme måde, om organi-
    sationen fortsat opfylder alle betingelserne for godkendelse,
    jf. lovforslagets § 3, stk. 3. Betingelserne er kumulative,
    det vil sige at alle betingelser skal være opfyldt, for at en
    organisation kan være godkendt til at anlægge gruppesøgs-
    mål. Hvis blot en af betingelserne ikke længere er opfyldt,
    skal erhvervsministeren tilbagekalde godkendelsen.
    Der henvises til bemærkningerne til stk. 1 for en nærmere
    beskrivelse af den situation, hvor erhvervsministeren i med-
    før af en af bestemmelserne i lovforslagets § 5 tilbagekal-
    der godkendelsen af en myndighed eller organisation, mens
    myndigheden eller organisationen er part i igangværende
    gruppesøgsmål.
    Det foreslås i stk. 6, 1. pkt., at Konkurrence- og Forbru-
    gerstyrelsen fungerer som nationalt kontaktpunkt i forhold
    til henvendelser fra andre medlemsstater eller Europa-Kom-
    missionen efter stk. 5. Det foreslås i 2. pkt., at Konkurrence-
    35
    og Forbrugerstyrelsen meddeler Europa-Kommissionen sine
    kontaktoplysninger.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at andre medlems-
    stater eller Europa-Kommissionen kan tage kontakt til Kon-
    kurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvis der er tvivl om, hvor-
    vidt en dansk godkendt myndighed eller organisation opfyl-
    der betingelserne for godkendelse.
    På tilsvarende vis vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
    kunne tage kontakt til nationale kontaktpunkter i andre med-
    lemsstater, hvis der er tvivl om, hvorvidt en myndighed eller
    organisation, som er godkendt af en anden medlemsstat,
    opfylder betingelserne for godkendelse.
    Europa-Kommissionen vil udarbejde en liste over de kon-
    taktpunkter, som medlemsstaterne meddeler Europa-Kom-
    missionen, og vil gøre listen tilgængelig for medlemsstater-
    ne, jf. artikel 5, stk. 5, 2. pkt., i gruppesøgsmålsdirektivet.
    Til § 6
    Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
    målsdirektivets artikel 13, stk. 1.
    Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at en godkendt myndighed eller
    organisation på sin hjemmeside skal give oplysning om de
    gruppesøgsmål, som myndigheden eller organisationen har
    besluttet at anlægge efter denne lov.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at godkendte myn-
    digheder og organisationer forpligtes til at oplyse om de
    gruppesøgsmål, som myndigheden eller organisationen har
    besluttet af anlægge efter denne lov.
    Dette vil gøre det nemmere for forbrugerne at blive oplyst
    om gruppesøgsmål, som anlægges efter denne lov, og som
    de kan være berørt af og dermed have interesse.
    En beslutning om at anlægge et gruppesøgsmål foreligger
    som regel inden indgivelse af stævning. Der skal være ta-
    le om en endelig beslutning. Beslutningen om at anlægge
    et gruppesøgsmål kan eksempelvis være truffet på et mø-
    de i organisationens bestyrelse eller på en generalforsam-
    ling. Det betragtes ikke som en beslutning i bestemmelsens
    forstand, at organisationen undersøger grundlaget for at an-
    lægge en sag, eksempelvis ved at korrespondere med berørte
    forbrugere eller ved at modtage vejledning fra en juridisk
    rådgiver.
    Oplysninger om de gruppesøgsmål, som myndigheden eller
    organisationen har besluttet at anlægge kan bl.a. omfatte
    oplysninger om mulige og faktiske retsvirkninger af det
    konkrete gruppesøgsmål, hensigten med at indbringe sagen
    og en beskrivelse af den gruppe forbrugere, der er berørt
    af gruppesøgsmålet m.v., jf. præambelbetragtning nr. 58 i
    gruppesøgsmålsdirektivet.
    Det kan også være oplysninger om de nødvendige skridt,
    som de berørte forbrugere skal tage for at kunne drage for-
    del af en afgørelse, herunder f.eks. tilmelde sig det konkrete
    gruppesøgsmål inden en bestemt frist.
    Oplysningerne, som de godkendte myndigheder og organi-
    sationer skal give på deres hjemmeside, vil skulle gives, når
    det er relevant og hensigtsmæssigt for det konkrete gruppe-
    søgsmål. Oplysningerne vil skulle gives i et forståeligt sprog
    og skal være fyldestgørende, så forbrugerne vil kunne forstå
    oplysningerne.
    Den foreslåede bestemmelse har til hensigt at sikre, at for-
    brugerne vil blive tilstrækkeligt oplyst om gruppesøgsmålet
    før retssagen, således at forbrugerne er i stand til at træffe en
    kvalificeret beslutning om, hvorvidt de ønsker at deltage i et
    gruppesøgsmål og rettidigt tage de nødvendige skridt hertil.
    Det foreslås i nr. 2, at en godkendt myndighed eller organi-
    sation på sin hjemmeside skal give oplysning om status for
    de gruppesøgsmål, som myndigheden eller organisationen
    har anlagt ved domstolene efter denne lov.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre en forpligtelse for
    godkendte myndigheder og organisationer til at give oplys-
    ninger status på et konkret gruppesøgsmål, som myndighe-
    den eller organisationen har anlagt ved domstolene.
    Et gruppesøgsmål anses for at være anlagt ved domstolene,
    når den godkendte myndighed eller organisation har indgi-
    vet en stævning til retten, og når gruppesøgsmålet ikke er
    endeligt afgjort eller afvist.
    Status for et gruppesøgsmål, som er anlagt ved domstolene,
    vil vedrøre det stadie i forløbet ved domstolene, som grup-
    pesøgsmålet er nået til. Det kan f.eks. være en oplysning
    om, at der er indleveret en stævning eller oplysning om dato
    for hovedforhandling.
    Der vil således være tale om en løbende opdatering i takt
    med gruppesøgsmålets behandling ved domstolene.
    Oplysningerne, som de godkendte myndigheder og organi-
    sationer skal give forbrugerne, vil skulle gives, når det er
    relevant og hensigtsmæssigt for det konkrete gruppesøgs-
    mål. Oplysningerne vil skulle gives i et forståeligt sprog og
    fyldestgørende, så forbrugerne vil kunne forstå oplysninger-
    ne.
    Den foreslåede bestemmelse har til hensigt at sikre, at for-
    brugerne vil blive tilstrækkeligt oplyst om gruppesøgsmålet
    under retssagen.
    Det foreslås i nr. 3, at en godkendt myndighed eller organi-
    sation på sin hjemmeside skal give oplysning om resultatet
    af de gruppesøgsmål, der er nævnt i nr. 1 og 2.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre en forpligtelse for
    godkendte myndigheder og organisationer til på deres hjem-
    meside at give oplysninger om resultatet de gruppesøgsmål,
    de er blevet anlagt ved domstolene.
    Resultatet af et gruppesøgsmål, som en godkendt myndig-
    36
    hed eller organisation har besluttet at anlægge ved domstole-
    ne vil f.eks. kunne være, at et gruppesøgsmål er blevet afvist
    ved domstolene samt en begrundelse for afvisningen. Et
    resultat kan også være, at der er indgået forlig med den
    erhvervsdrivende, og sagen derfor ikke vil blive behandlet
    ved domstolene.
    Resultatet af et gruppesøgsmål kan desuden være, at der er
    afsagt dom samt en opsummering heraf, og hvilken betyd-
    ning det har for de berørte forbrugere.
    Oplysningerne, som de godkendte myndigheder og organi-
    sationer skal give forbrugerne, vil skulle gives, når det er
    relevant og hensigtsmæssigt for det konkrete gruppesøgs-
    mål. Oplysningerne vil skulle gives i et forståeligt sprog og
    skal være fyldestgørende, så forbrugerne vil kunne forstå
    oplysningerne.
    Den foreslåede bestemmelse har til hensigt at sikre, at for-
    brugerne vil blive tilstrækkeligt oplyst om resultatet gruppe-
    søgsmål efter denne lov.
    Til § 7
    Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
    målsdirektivets artikel 6, stk. 1-3.
    Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.3.1.
    for en beskrivelse af gældende ret.
    Det foreslås i stk. 1, at grænseoverskridende gruppesøgsmål
    her i landet kan anlægges af en eller flere myndigheder
    og organisationer, som er godkendt i en eller flere andre
    medlemsstater og optaget på den liste, som Europa-Kom-
    missionen offentliggør, jf. § 5, stk. 1, 4. pkt., i Europa-Par-
    lamentets og Rådets direktiv om adgang til anlæggelse af
    gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive in-
    teresser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF, såfremt
    der er værneting for søgsmålet her i landet, og søgsmålet
    falder inden for den godkendte myndigheds område eller
    den godkendte organisations vedtægtsbestemte formål.
    Med bestemmelsen gives myndigheder og organisationer,
    der er godkendt af en anden medlemsstat til at anlægge
    gruppesøgsmål, søgsmålskompetence til at anlægge gruppe-
    søgsmål ved domstolene her i landet. Der kan f.eks. anlæg-
    ges sager vedrørende danske erhvervsdrivendes overtrædel-
    ser af de bestemmelser, der er nævnt i gruppesøgsmålsdirek-
    tivets bilag I.
    Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at god-
    kendte myndigheder og organisationer fra forskellige med-
    lemsstater kan gå sammen i et enkelt gruppesøgsmål for en
    enkelt domstol her i landet mod den samme erhvervsdriven-
    de på vegne af forbrugere i forskellige medlemsstater.
    I overensstemmelse direktivets præambelbetragtning nr. 31
    berører lovforslaget ikke de gældende regler om værne-
    ting. Det er således en forudsætning for at anlægge et søgs-
    mål ved domstole her i landet, at der er værneting. Hvorvidt
    der er værneting for de pågældende krav i en konkret sag
    afhænger af de almindelige værnetingsregler og sagens om-
    stændigheder.
    Det foreslås i stk. 2, at retten skal acceptere den liste, der
    udarbejdes af Europa-Kommissionen i medfør af artikel 5,
    stk. 1, 4. pkt., i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
    om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse
    af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af
    direktiv 2009/22/EF, som bevis for den godkendte myndig-
    heds eller organisations kompetence til at anlægge et græn-
    seoverskridende gruppesøgsmål, jf. stk. 3.
    Europa-Kommissionen udarbejder en samlet liste over alle
    medlemsstaters myndigheder og organisationer, som er god-
    kendt til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål,
    herunder navn og vedtægtsbestemte formål. Listen offentlig-
    gøres og ajourføres, når Europa-Kommissionen får medde-
    lelse herom fra medlemsstaterne.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retten skal ac-
    ceptere Europa-Kommissionens liste over godkendte myn-
    digheder og organisationer som bevis for myndighedens
    eller organisationens kompetence til at anlægge et grænseo-
    verskridende gruppesøgsmål ved domstolene her i landet.
    Hvis der er tale om myndigheder eller organisationer, der
    fremgår af listen og som anlægger søgsmål her i landet, men
    som er godkendt her i landet, vil søgsmålet være et nationalt
    søgsmål.
    Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at retten påser, at den godkendte
    organisation opfylder betingelserne i artikel 4, stk. 3, i Euro-
    pa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til anlæggel-
    se af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollekti-
    ve interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF, hvis
    den sagsøgte under et gruppesøgsmål rejser begrundet tvivl
    herom.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retten skal un-
    dersøge, om en godkendt organisation opfylder betingelser-
    ne for godkendelse, jf. lovforslagets § 3, stk. 3, hvis sagsøg-
    te rejser begrundet tvivl herom.
    Det vil således ikke være tilstrækkeligt, at sagsøgte blot
    anmoder retten om at foretage en sådan vurdering. Sagsøgte
    må således f.eks. påpege forhold i sagens dokumenter, der er
    egnede til at fremkalde tvivl om overholdelsen af betingel-
    serne for godkendelse.
    Det vil eksempelvis være egnet til at rejse begrundet tvivl,
    hvis erhvervsministeren under sagen har tilbagekaldt god-
    kendelsen af organisationen. På samme måde vil det være
    egnet til at rejse begrundet tvivl, hvis den erhvervsdrivende
    fremlægger dokumentation, der antyder, at organisationen er
    taget under insolvensbehandling.
    Retten vil kunne afvise sagen på baggrund af en konkret
    vurdering af de omstændigheder, som parterne har forelagt
    retten.
    37
    Det foreslås i 2. pkt., at den sagsøgte bærer bevisbyrden for,
    at søgsmålet af denne grund skal afvises.
    Bestemmelsen vil medføre, at den sagsøgte skal bevise, at
    søgsmålet skal afvises, fordi betingelserne for godkendelse
    ikke er opfyldt. Et sådant bevis kan eksempelvis føres ved at
    fremlægge dokumenter, der viser, at den godkendte organi-
    sation er under insolvensbehandling. Den sagsøgte kan end-
    videre fremlægge oplysninger, der viser, at organisationen
    ikke er uafhængig af andre erhvervsdrivende. De oplysnin-
    ger, der er nødvendige for at påvise, at sagen skal afvises,
    skal ifølge lovforslagets § 3, stk. 3, nr. 6, være offentlig-
    gjort. Hvis det ikke er tilfældet, kan det i sig selv medføre,
    at søgsmålet skal afvises.
    Den foreslåede regel vil medføre, at såfremt der er begrun-
    det tvivl om, hvorvidt betingelserne for godkendelse er op-
    fyldt, vil søgsmålet ikke kunne afvises af den grund. Even-
    tuel tvivl kommer således den sagsøgte til skade.
    Til § 8
    Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
    målsdirektivets artikel 7, stk. 1.
    Det foreslås i stk. 1, at nationale gruppesøgsmål kan anlæg-
    ges af godkendte myndigheder og organisationer, som er
    optaget på den liste, som Konkurrence og Forbrugerstyrel-
    sen meddeler Europa-Kommissionen, jf. § 4, sk. 1, 1. pkt.,
    1. led, såfremt der er værneting for søgsmålet her i landet,
    og gruppesøgsmålet falder inden for den godkendte myndig-
    heds område eller den godkendte organisations vedtægtsbe-
    stemte formål.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at godkendte myn-
    digheder og organisationer kan anlægge gruppesøgsmål her
    i landet, hvis de fremgår af den liste, som Konkurrence- og
    Forbrugerstyrelsens offentliggør over myndigheder og orga-
    nisationer, som er godkendt til at anlægge gruppesøgsmål
    efter denne lov.
    Da der vil gælde de samme betingelser for godkendelse til
    anlæggelse af henholdsvis grænseoverskridende og nationa-
    le gruppesøgsmål, vil listen over myndigheder og organisati-
    oner, der er godkendt til at anlægge grænseoverskridende og
    nationale gruppesøgsmål være den samme for så vidt angår
    de myndigheder og organisationer, der er godkendt her i
    landet.
    Med bestemmelsen gives myndigheder og organisationer,
    der er godkendt af erhvervsministeren til at anlægge gruppe-
    søgsmål, søgsmålskompetence til at anlægge gruppesøgsmål
    ved domstolene her i landet. Der skal således ikke være et
    grænseoverskridende element.
    Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at retten påser, at den godkendte
    myndighed eller organisation opfylder betingelserne i hen-
    holdsvis § 3, stk. 2 og 3, hvis den sagsøgte under et gruppe-
    søgsmål rejser begrundet tvivl herom. Det foreslås i 2. pkt.,
    at den sagsøgte bærer bevisbyrden for, at søgsmålet af denne
    grund skal afvises.
    Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 7, stk. 3,
    for en beskrivelse af den tilsvarende virkning af den foreslå-
    ede bestemmelse.
    Til § 9
    Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
    målsdirektivets artikel 6, stk. 3.
    Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at retten påser, at et gruppe-
    søgsmål falder inden for den godkendte myndigheds områ-
    de eller den godkendte organisations vedtægtsbestemte for-
    mål. Det foreslås i 2. pkt., at hvis dette ikke tilfældet, afviser
    retten sagen.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retten af egen
    drift eller efter foranledning fra modparten ud fra de oplys-
    ninger, der er indgivet af sagens parter, påser, hvorvidt grup-
    pesøgsmålet falder inden for myndighedens område eller
    organisationens vedtægtsbestemte formål.
    Med myndighedens område menes søgsmål, som falder in-
    den for myndighedens kompetence og tilsynsområde. F.eks.
    fører Lægemiddelstyrelsen tilsyn med den direktivbestemte
    lovgivning om humanmedicin, og vil således kunne anlægge
    søgsmål, hvis sagens genstand falder inden for dette område.
    På samme vis vurderer retten, om søgsmålet falder inden
    for en organisations vedtægtsbestemte formål. F.eks. vil ret-
    ten skulle afvise et søgsmål anlagt af en organisation, der
    ifølge vedtægterne varetager bilejeres interesser, hvis orga-
    nisationen vil nedlægge forbud mod vildledende reklame
    for computere, uanset at organisationen er optaget på Euro-
    pa-Kommissionens offentliggjorte liste, og organisationens
    formål er at beskytte medlemmernes interesser.
    Det må bero på almindelige fortolkningsprincipper, hvordan
    en uklar formålsbestemmelse skal forstås. Det afgørende vil
    i medfør heraf bl.a. ordlyden af og sædvanen for den pågæl-
    dende vedtægt. Det er således uden betydning, hvad der
    fremgår af den liste, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
    meddeler Kommissionen, jf. lovforslagets § 4, stk. 1, 1. led,
    idet vurderingen skal foretages ud fra vedtægten alene.
    Til § 10
    Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
    målsdirektivets artikel 7, stk. 6.
    Det følger af de gældende regler i retsplejelovens kapitel
    24 samt retsplejens almindelige regler om borgerlige sager,
    hvem der er sagens parter og hvilke beføjelser, sagens parter
    har. Det er normalt sagsøger og sagsøgte, der er parter i
    sagen.
    Det foreslås i stk. 1, at forbrugernes interesser under grup-
    pesøgsmålet varetages af den godkendte myndighed eller
    organisation, der har anlagt sagen.
    38
    Den foreslåede bestemmelse vil tydeliggøre forudsætningen
    om, at de tilmeldte forbrugere ikke er parter i søgsmålet,
    men at deres interesser varetages af den godkendte myndig-
    hed eller organisation.
    Tilmeldte forbrugere har således ikke de beføjelser, der iføl-
    ge retsplejelovens almindelige civilprocessuelle regler er til-
    lagt parterne i sagen.
    Det foreslås i stk. 2, at den godkendte myndighed eller
    organisation og den erhvervsdrivende anses som parter i
    gruppesøgsmålet.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de tilmeldte
    forbrugere ikke er parter. Det vil være den godkendte myn-
    dighed eller organisation, der vil være part i sagen og have
    en parts processuelle rettigheder og forpligtelser.
    Individuelle forbrugere vil således ikke kunne gribe ind i
    de processuelle beslutninger, der træffes af den godkendte
    myndighed eller organisation, individuelt anmode om doku-
    mentation inden for sagens rammer, eller individuelt anke
    eller kære de afgørelser og beslutninger, der træffes af ret-
    ten. Individuelle forbrugere vil ej heller have processuelle
    forpligtelser inden for rammerne af gruppesøgsmålet.
    Til § 11
    Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
    målsdirektivets artikel 7, stk. 2-3 og 7.
    De almindelige regler om anlæggelse af civile søgsmål fin-
    des i retsplejelovens kapitel 33 om sagsforberedelse i 1.
    instans. Af reglerne fremgår det bl.a., at en sag anlægges
    ved indlevering af stævning til retten, at stævningen skal
    indeholde en række oplysninger, samt hvad der er rettens
    reaktionsmuligheder, hvis stævningen ikke opfylder betin-
    gelserne.
    Det fremgår af retsplejelovens § 348, at sag anlægges ved
    indlevering af stævning til retten. Stævningen skal ifølge
    bestemmelsen indeholde parternes navn og adresse, herun-
    der angivelse af en postadresse i Det Europæiske Økonomi-
    ske Samarbejdsområde, hvortil meddelelser til sagsøgeren
    vedrørende sagen kan sendes, og hvor forkyndelse kan
    ske. Derudover skal stævningen indeholde en angivelse af
    den ret, ved hvilken sagen anlægges, sagsøgerens påstand,
    sagens værdi, sagstypen, sagsøgerens person- eller cvr-num-
    mer, hvis sagsøgeren har et sådant, og en kort beskrivelse
    af sagen, en udførlig fremstilling af de faktiske og retlige
    omstændigheder, hvorpå påstanden støttes, en angivelse af
    de dokumenter og andre beviser, som sagsøgeren agter at
    påberåbe sig, og sagsøgerens forslag til sagens behandling.
    Det fremgår af retsplejelovens § 349, at såfremt stævningen
    ikke opfylder kravene i § 348, stk. 2, nr. 1-4, og den herefter
    er uegnet til at danne grundlag for sagens behandling, afvi-
    ses sagen ved en beslutning, der meddeles sagsøgeren. Det
    fremgår videre, at retten kan indrømme sagsøgeren en frist
    til at afhjælpe mangler.
    Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at gruppesøgsmål efter den fore-
    slåede lov anlægges ved indlevering af stævning til retten. I
    bestemmelsens 2. pkt., foreslås det, at stævningen – ud over
    hvad der fremgår af retsplejelovens § 348 – skal indeholde
    oplysninger som nævnt i nr. 1-3.
    Det foreslås i nr. 1, at ud over hvad der fremgår af retspleje-
    lovens § 348, skal stævningen indeholde en angivelse af, at
    sagen anlægges efter reglerne i den foreslåede lov.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der stilles en
    række yderligere krav til stævningen, end hvad der følger
    af retsplejelovens § 348. Bestemmelsen ændrer således ikke
    de krav, der efter de almindelige regler gælder for stævnin-
    gen. Den foreslåede regel ændrer heller ikke andre regler om
    processen for indgivelse af stævning. Det vil eksempelvis
    stadig være et krav, at der med stævningen indleveres kopier
    af de dokumenter, som sagsøgeren agter at påberåbe sig, for
    så vidt de er i sagsøgerens besiddelse.
    Efter den foreslåede bestemmelse vil stævningen skulle in-
    deholde en angivelse af, at sagen anlægges efter dette lov-
    forslags regler. Formålet med denne regel er, at modparten
    og retten tidligst muligt i sagen skal kunne gøre sig bekendt
    med, hvilken procesform, sagsøgeren ønsker. Dette vil bl.a.
    gøre modparten og retten i stand til at vurdere, om betingel-
    serne for at føre et søgsmål efter ordningen i dette lovforslag
    er opfyldt.
    Såfremt en af flere af betingelserne ikke er opfyldt, vil retten
    kunne afvise sagen ved kendelse i overensstemmelse med
    reglen i retsplejelovens § 349, stk. 1, 1. pkt., jf. lovforslagets
    § 1, stk. 2. Det forudsættes også, at retten efter retsplejelo-
    vens § 349, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, stk. 2, kan indrømme
    den godkendte myndighed eller organisation en frist til at
    afhjælpe mangler i de oplysninger, som skal opgives efter
    lovforslagets § 11, stk. 1.
    Det foreslås i nr. 2, at ud over hvad der fremgår af retsple-
    jelovens § 348, skal stævningen indeholde oplysninger om
    de forbrugere, der er berørt af søgsmålet, herunder en be-
    skrivelse af gruppen og oplysninger om, hvordan de berørte
    forbrugere kan identificeres og underrettes om sagen.
    Bestemmelsen vil medføre, at stævningen skal indeholde
    oplysninger om de forbrugere, der er berørt af søgsmålet,
    herunder en beskrivelse af gruppen og oplysninger om,
    hvordan de berørte forbrugere kan identificeres og underret-
    tes om sagen.
    Kravet har betydning for flere andre forhold i gruppesøgs-
    målet, og oplysningerne om de berørte forbrugere skal der-
    for have en sådan karakter, at det gør det muligt at anvende
    disse oplysninger i andre tilfælde. Oplysningerne skal bl.a.
    gøre det muligt for retten at træffe eventuel bestemmelse om
    tilmelding til søgsmålet, jf. lovforslagets § 16, stk. 2. Derud-
    over skal oplysningerne muliggøre, at den gruppe af forbru-
    gere, der er berettiget til at drage fordel af de pågældende
    retsmidler, kan beskrives i afgørelsen, jf. lovforslagets § 15,
    stk. 2. Oplysningerne har også betydning for, hvilke krav der
    39
    i medfør af et gruppesøgsmål om påbud eller forbud ikke
    forældes, jf. lovforslagets § 21.
    I overensstemmelse med gruppesøgsmålsdirektivets præam-
    belbetragtning nr. 49 er det ikke et krav, at den godkendte
    myndighed eller organisation udpeger samtlige forbrugere,
    der er berørt af gruppesøgsmålet, individuelt.
    Det foreslås i nr. 3, at ud over hvad der fremgår af retsple-
    jelovens § 348, skal stævningen indeholde de oplysninger,
    som i øvrigt er nødvendige for, at retten kan vurdere, om
    den har kompetence til at behandle sagen, og foretage lov-
    valg.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at stævningen bl.a.
    skal indeholde oplysninger om sagsøgtes hjemting. Det vil
    ikke i alle tilfælde være nødvendigt at indgive oplysninger
    til brug for lovvalg. Det afgørende er, at stævningen inde-
    holder de oplysninger, som gør retten i stand til at træffe de
    pågældende beslutninger.
    Det forudsættes, at retten efter retsplejelovens § 349, stk. 2,
    jf. lovforslagets § 1, stk. 2, kan indrømme den godkendte
    myndighed eller organisation en frist til at afhjælpe mangler
    som nævnt i lovforslagets § 11, stk. 1.
    Det foreslås i stk. 2, at gruppesøgsmål anlægges med på-
    stand om 1) foreløbigt påbud eller forbud eller 2) påstand
    om endeligt påbud eller forbud eller genopretning.
    Bestemmelsen indeholder en udtømmende opregning af de
    mulige påstande under et gruppesøgsmål efter den foreslåe-
    de ordning. Der vil således alene kunne nedlægges bestemte
    typer af påstande inden for rammerne af et gruppesøgsmål
    efter den foreslåede ordning. Det vil ikke være muligt at
    nedlægge en påstand omfattet af bestemmelsens nr. 1 sam-
    men med en påstand omfattet af bestemmelsens nr. 2. Sker
    dette, må retten afvise sagen eller foreslå parterne, at sagen
    om muligt føres efter en anden processuel ordning, eksem-
    pelvis efter retsplejelovens kapitel 23 a.
    Inden for rammerne af den foreslåede ordning kan der for
    det første nedlægges påstand om endeligt eller foreløbigt
    påbud eller forbud. En sådan påstand vil dreje sig om at
    opnå et af de mulige resultater, der er nævnt i lovforslagets §
    13, stk. 1 og 2. I lovforslagets § 13, stk. 1 og 2, er der nævnt
    både foreløbige og endelige påbud og forbud. I lovforslagets
    § 14, stk. 2, er det samtidig fastsat, at et gruppesøgsmål om
    foreløbige forbud eller påbud følger en særlig procesform,
    som anvender en række bestemmelser i retsplejelovens ka-
    pitel 40. Af den grund vil påstande om foreløbige påbud
    og forbud ikke kunne behandles i samme søgsmål som på-
    stande om endelige påbud og forbud. Der kan således ikke
    inden for rammerne af det samme gruppesøgsmål kunne
    nedlægges både påstand om endelige påbud eller forbud
    samt påstand om foreløbige påbud eller forbud. Der kan dog
    nedlægges flere påstande, når blot alle påstandene angår en-
    ten foreløbige eller endelige påbud eller forbud. Derfor kan
    der også nedlægges både påbudspåstand og forbudspåstand
    inden for rammerne af det samme søgsmål. En mulig for-
    budspåstand kan eksempelvis være, at den erhvervsdrivende
    forbydes at sælge en bestemt vare.
    For det andet kan der nedlægges påstand om genopret-
    ning. En sådan påstand vil have som mål at opnå en afgø-
    relse, der indeholder en eller flere af de elementer, der er
    nævnt i lovforslagets § 15, stk. 1. Der kan efter omstændig-
    hederne nedlægges flere påstande om genopretning inden
    for rammerne af det samme søgsmål. Eksempelvis kan der
    nedlægges en primær påstand om, at den erhvervsdrivende
    skal give de tilmeldte forbrugere adgang til forholdsmæssigt
    afslag og en sekundær påstand om, at den erhvervsdrivende
    skal give de tilmeldte forbrugere adgang til afhjælpning.
    For det tredje kan der nedlægges påstande, der kombinerer
    en eller flere påstande om endeligt påbud eller forbud med
    påstand om genopretning. Et gruppesøgsmål, hvor der er
    nedlagt påstand om foreløbigt forbud eller påbud behandles
    ikke efter de samme regler som en gruppesøgsmål, hvor der
    er nedlagt påstand om genopretning, jf. lovforslagets § 14,
    stk. 2. Derfor er det ikke muligt at behandle en påstand
    om foreløbigt påbud eller forbud inden for rammerne af
    et søgsmål, hvor der er nedlagt påstand om genopretning
    eller endeligt påbud eller forbud. Derimod vil en påstand
    om endeligt påbud eller forbud kunne behandles inden for
    rammerne af et gruppesøgsmål om genopretning. Gruppe-
    søgsmålet vil skulle føres efter reglerne i såvel lovforslagets
    kapitel 5 som 6. Eksempelvis vil det derfor ikke være muligt
    at føre et gruppesøgsmål om både påbud eller forbud samt
    genopretning uden at der er tilmeldte forbrugere, jf. lovfor-
    slagets § 13, stk. 3, modsætningsvis, og lovforslagets § 16,
    stk. 1. Endvidere vil eksempelvis reglerne i lovforslagets §
    17 om interessekonflikter ved finansiering af gruppesøgsmål
    om genopretning finde anvendelse på søgsmålet.
    Det foreslås i stk. 3, at et gruppesøgsmål, der ud fra stæv-
    ningen efter sit indhold er åbenlyst ubegrundet, afvises af
    retten.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retten kan be-
    slutte at afvise åbenlyst ubegrundede sager, så snart retten
    har modtaget de nødvendige oplysninger til at begrunde
    beslutningen herom. Bestemmelsen har til formål at undgå
    misbrug af adgangen til at indbringe sager. Dette er også i
    overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr.
    39, hvorefter medlemsstaterne bør fastsætte nye regler eller
    anvende eksisterende regler i national ret, så retsinstansen
    eller forvaltningsmyndigheden kan beslutte at afvise åben-
    lyst ubegrundede sager, så snart retsinstansen eller forvalt-
    ningsmyndigheden har modtaget de nødvendige oplysninger
    til at begrunde afgørelsen.
    En sag kan eksempelvis være åbenlyst ubegrundet, hvis der
    udelukkende nedlægges påstande, der ikke har støtte i nogen
    af de anbringende eller kopier af dokumenter, som indleve-
    res sammen med stævningen, jf. retsplejelovens § 348, stk.
    3, jf. lovforslagets § 1, stk. 2.
    Det forudsættes, at det kræver gode grunde at afvise en sag
    40
    med henvisning til den foreslåede bestemmelse. Samtidigt
    vil bestemmelsen skulle fortolkes i overensstemmelse med
    EU-retten.
    Til § 12
    Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
    målsdirektivets artikel 7, stk. 4.
    Det foreslås i stk. 1, at gruppesøgsmål kan anlægges, når der
    foreligger ensartede krav, gruppesøgsmål skønnes at være
    den bedste måde at behandle kravene på, og de berørte for-
    brugere kan identificeres og underrettes på en hensigtsmæs-
    sig måde.
    Den foreslåede bestemmelse vil i overensstemmelse med
    gruppesøgsmålsdirektivets præambelbetragtning nr. 49 sik-
    re, at retten tidligst muligt i sagen vil skulle kontrollere, om
    sagen er egnet til at blive behandlet som gruppesøgsmål i
    lyset af overtrædelsens art og karakteren af den skade, som
    de berørte forbrugere har lidt.
    Bestemmelsen svarer delvist til bestemmelsen i retsplejelo-
    vens § 254 b, stk. 1. Det forudsættes, at betingelserne i den
    foreslåede bestemmelse vil skulle fortolkes i overensstem-
    melse med de tilsvarende betingelser i den nævnte bestem-
    melse i retsplejeloven.
    Det vil efter bestemmelsen være overladt til rettens skøn,
    om de fremsatte krav er tilstrækkeligt ensartede til, at grup-
    pesøgsmål vil være en hensigtsmæssig procesform. Af be-
    tydning vil navnlig være, om kravene udspringer af samme
    faktiske omstændigheder, og om de har samme retlige
    grundlag. Kravene behøver ikke at være identiske. Det er
    tilstrækkeligt, at de i faktisk og retlig henseende er ensarte-
    de. Som eksempler på tilfælde, hvor denne betingelse ofte
    kan være opfyldt, kan nævnes krav fra deltagerne i en pak-
    kerejse i anledning af påståede mangler ved f.eks. indkvarte-
    ring, udflugter, faciliteter mv.
    Ved vurderingen af om gruppesøgsmål må antages at være
    den bedste måde at behandle kravene på, vil gruppesøgsmå-
    let skulle sammenlignes med realistiske alternativer i den
    konkrete situation, og vurderingen vil derfor skulle foretages
    på grundlag af en samlet afvejning af den enkelte sags kon-
    krete omstændigheder. Hvis kravene kan behandles lige så
    godt eller bedre under individuelle søgsmål, der eventuelt
    behandles samlet efter reglerne i retsplejelovens §§ 250 eller
    254, kan der som udgangspunkt ikke anlægges gruppesøgs-
    mål om kravene. I denne vurdering indgår også, om sags-
    komplekset har en sådan karakter, at fælles spørgsmål må
    forventes at kunne afklares under en prøvesag, ligesom der
    kan tages hensyn til, om den godkendte myndighed eller or-
    ganisation, som måske har særlige forudsætninger for at bi-
    drage til en hensigtsmæssig koordinering mv., eventuelt vil
    kunne medvirke på anden måde, f.eks. som biintervenient
    eller som mandatar for en eller flere parter i et individuelt
    søgsmål. Det må dog samtidig holdes for øje, at forbruger-
    nes mulighed for at anlægge gruppesøgsmål ikke begrænses
    i et omfang, der vil være i strid med gruppesøgsmålsdirekti-
    vet.
    Herudover er det en betingelse, at de berørte individuelle
    forbrugere kan identificeres og underrettes om sagen på en
    hensigtsmæssig måde. Retten vil skulle foretage en skøns-
    mæssig vurdering af, om underretningen kan ske på en så-
    dan måde, at der er en høj grad af sandsynlighed for, at de
    berørte får et sådant kendskab til sagen, at de har det fornød-
    ne grundlag for at tage stilling til, om de ønsker at tilmelde
    sig gruppesøgsmålet, jf. herved også bemærkningerne til de
    foreslåede § 16, stk. 2-4.
    Til § 13
    Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
    målsdirektivets artikel 8, stk. 1-3.
    Retsplejelovens kapitel 40 indeholder regler om midlertidige
    afgørelser om forbud og påbud i en borgerlig sag. Det følger
    af disse regler bl.a., at retten efter anmodning ved et forbud
    eller påbud kan bestemme, at private og repræsentanter for
    stat, region og kommune i disses egenskab af parter i priva-
    te retsforhold midlertidigt skal foretage, undlade eller tåle
    bestemte handlinger.
    Det følger også af disse regler, at der som udgangspunkt i
    tilknytning til sagen om en midlertidig afgørelse om forbud
    eller påbud skal anlægges en såkaldt hovedsag, hvor der
    tages endeligt stilling til grundlaget for at meddele påbud
    eller forbu. Hovedsagen anlægges – hvis den anlægges ved
    en dansk domstol – som et almindeligt civilt søgsmål.
    Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at i forbindelse med et gruppe-
    søgsmål om påbud eller forbud kan retten ved et foreløb-
    igt eller endeligt påbud eller forbud bestemme bl.a. at en
    erhvervsdrivende skal bringe en praksis, der udgør en over-
    trædelse af bestemmelser som nævnt i § 1, stk. 1, og som
    skader eller vil kunne skade forbrugernes kollektive interes-
    ser, til ophør.
    Den foreslåede bestemmelse vil overordnet set medføre, at
    en påstand om påbud eller forbud kan være enten et fore-
    løbigt eller et endeligt påbud eller forbud. For en nærmere
    beskrivelse af de særlige regler, der finder anvendelse for
    behandlingen af sager, hvor der er nedlagt påstand om fore-
    løbige påbud eller forbud, henvises til bemærkningerne til
    lovforslagets § 14, stk. 2.
    For at retten kan bestemme, at en erhvervsdrivende skal
    bringe en praksis til ophør, vil der ifølge den foreslåede
    bestemmelse være to betingelser, der skal være opfyldt. For
    det første skal den pågældende praksis udgøre en overtræ-
    delse af de bestemmelser, der er nævnt i lovforslagets § 1,
    stk. 1. For det andet skal overtrædelsen skade eller kunne
    skade forbrugernes kollektive interesser. Dette er i overens-
    stemmelse med lovforslagets § 1, stk. 1, hvor disse betin-
    gelser fremgår. Der henvises til bemærkningerne til denne
    bestemmelse for en nærmere beskrivelse af betingelserne.
    41
    Det foreslås i nr. 2, at i forbindelse med et gruppesøgsmål
    om påbud eller forbud kan retten ved et foreløbigt eller
    endeligt påbud eller forbud bestemme endvidere at en er-
    hvervsdrivendes påtænkte praksis, der vil udgøre en over-
    trædelse af bestemmelser som nævnt i § 1, stk. 1, og som
    indebærer en risiko for alvorlig eller uoprettelig skade for
    forbrugernes kollektive interesser, på forhånd forbydes.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det – ud over de
    betingelser, der er omtalt i bemærkningerne til bestemmel-
    sens nr. 1 – er et krav, at den påtænkte praksis vil indebære
    en risiko for alvorlig eller uoprettelig skade for forbrugernes
    kollektive interesser.
    For en nærmere beskrivelse af begrebet forbrugernes kol-
    lektive interesser henvises til lovforslagets § 2, nr. 3, og
    bemærkningerne hertil.
    Alvorlig skade vil være skade, der kan karakteriseres som
    væsentlig. Der kan eksempelvis være tale om en praksis,
    der vil medføre, at der sælges genstande, der vil lide af en
    væsentlig mangel. Det bemærkes dog, at bestemmelsen vil
    skulle fortolkes i overensstemmelse med EU-retten.
    Uoprettelig skade vil være skade, der har en vedvarende
    karakter. Der vil være tale om tilfælde, hvor en virksomheds
    påtænkte praksis vil medføre blivende konsekvenser. Der
    kan eksempelvis være tale om diffusionen af medicinske
    produkter, der har en uoprettelig skadelig virkning på den,
    der anvender produktet. Der vil derimod ikke være tale
    om uoprettelig skade, hvis den skade, der forvoldes ved
    overtrædelsen af de pågældende regler, vil kunne udbedres
    af den erhvervsdrivende, eksempelvis ved at tilbyde ombyt-
    ning af en vare.
    Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at retten ved et endeligt påbud
    endvidere kan bestemme at en erhvervsdrivende skal aner-
    kende, at en praksis udgør en overtrædelse som nævnt i stk.
    1, nr. 1 eller 2.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en afgørelse om
    endeligt påbud kan fastslå, at en erhvervsdrivende skal aner-
    kende, at en praksis udgør en overtrædelse i tilfælde, hvor
    denne praksis er ophørt, inden gruppesøgsmålet blev anlagt,
    men hvor der stadig er behov for at fastslå, at denne praksis
    udgjorde en overtrædelse, f.eks. for at lette efterfølgende
    sager om genopretning. Det er imidlertid ikke en betingelse,
    at praksissen er ophørt.
    Det foreslås i nr. 2, at retten ved et endeligt påbud endvidere
    kan bestemme at en erhvervsdrivende skal offentliggøre hele
    eller dele af en afgørelse om påbud eller forbud i den form,
    retten bestemmer.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en afgørelse om
    endeligt påbud eller forbud f.eks. vil kunne omfatte en for-
    pligtelse for den erhvervsdrivende, der har overtrådt lovgiv-
    ningen, til at offentliggøre afgørelsen truffet ved domstolene
    helt eller delvist, i en sådan form, der findes hensigtsmæs-
    sig.
    Det foreslås i stk. 3, at det ikke er en betingelse for en
    afgørelse om påbud eller forbud, at berørte individuelle for-
    brugere har tilmeldt sig søgsmålet.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en godkendt
    myndighed eller organisation kan anlægge gruppesøgsmål
    med påstand om påbud eller forbud på vegne af forbruger-
    ne under iagttagelse af forbrugernes kollektive interesser,
    selvom der ikke nødvendigvis er nogen forbrugere, der er
    tilmeldt søgsmålet. Betegnelsen gruppesøgsmål anvendes
    uanset, om der er nogen tilmeldte forbrugere.
    For den situation, hvor der inden for rammerne af det
    samme søgsmål nedlægges påstand om både påbud eller
    forbud samt genopretning, henvises til bemærkningerne til
    lovforslagets § 11, stk. 2.
    Det foreslås i stk. 4, nr. 1, at det ikke er en betingelse
    for en afgørelse om påbud eller forbud, at den godkendte
    myndighed eller organisationer beviser, at de individuelle
    forbrugere, der er berørt af en overtrædelse af bestemmelser
    som nævnt i § 1, stk. 1, har lidt tab eller skade.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en afgørelse om
    påbud eller forbud ikke er betinget af, at de individuelle
    forbrugere har lidt tab eller skade.
    Det foreslås i nr. 2, at det ikke er en betingelse for en
    afgørelse om påbud eller forbud, at den godkendte myndig-
    hed eller organisation beviser den erhvervsdrivendes hensigt
    eller forsømmelse.
    Den foreslåede bestemmelse ved medføre, at det er uden
    betydning, om overtrædelsen er sket forsætligt eller ved en
    anden grad af tilregnelse. Det afgørende er, at der foreligger
    eller vil foreligge en overtrædelse af de relevante bestem-
    melser.
    Til § 14
    Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
    målsdirektivets artikel 17.
    Retsplejelovens kapitel 40 indeholder regler om midlertidige
    afgørelser om forbud og påbud i en borgerlig sag. Det følger
    bl.a. af disse regler, at retten efter anmodning ved et forbud
    eller påbud kan bestemme, at private og repræsentanter for
    stat, region og kommune i disses egenskab af parter i priva-
    te retsforhold midlertidigt skal foretage, undlade eller tåle
    bestemte handlinger.
    Det følger også af disse regler, at der som udgangspunkt i
    tilknytning til sagen om en midlertidig afgørelse om forbud
    eller påbud skal anlægges en såkaldt hovedsag, hvor der
    tages endeligt stilling til grundlaget for at meddele påbud
    eller forbud. Hovedsagen anlægges – hvis den anlægges ved
    en dansk domstol – som et almindeligt civilt søgsmål.
    Det foreslås i stk. 1, at gruppesøgsmål om påbud eller for-
    bud behandles hurtigst muligt.
    42
    Den foreslåede bestemmelse vil tydeliggøre, at gruppesøgs-
    mål om påbud eller forbud bør behandles hurtigt. Hvis der
    er tale om en igangværende overtrædelse, kan behovet for
    en hurtig behandling være større. Det forudsættes, at kravet
    om hurtig behandling som udgangspunkt vil være opfyldt
    ved at søgsmål efter lovforslaget berammes og håndteres
    efter de samme regler og procedurer, som der gælder for
    almindelige civile søgsmål. Bestemmelsen vil dog skulle
    fortolkes i overensstemmelse med EU-retten.
    Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at ved behandlingen af gruppe-
    søgsmål om foreløbige påbud eller forbud finder retsplejelo-
    vens §§ 413-429 tilsvarende anvendelse. Det foreslås i 2.
    pkt., at ved spørgsmål om bistand til opretholdelse af et
    foreløbigt påbud eller forbud finder retsplejelovens kapitel
    57 tilsvarende anvendelse.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at §§ 413-429 i
    retsplejelovens kapitel 40 om midlertidige afgørelser om
    forbud og påbud i en borgerlig sag finder tilsvarende anven-
    delse.
    De nævnte bestemmelser vil finde anvendelse med de tilpas-
    ninger, som er nødvendige.
    Forbud eller påbud kan således meddeles, hvis den part,
    der anmoder om meddelelse af forbuddet eller påbuddet,
    godtgør eller sandsynliggør, at der er eller vil være en over-
    trædelse som nævnt i lovforslagets § 1, stk. 1, der søges
    undgået eller forhindret ved forbuddet eller påbuddet, at
    modpartens adfærd nødvendiggør, at der meddeles forbud
    eller påbud, og at partens mulighed for at opnå sin ret vil
    forspildes, hvis parten henvises til at afvente tvistens retlige
    afgørelse.
    Retten vil således også kunne bestemme, at parten som
    betingelse for meddelelse af forbud eller påbud skal stille
    sikkerhed for den skade og ulempe, som kan påføres mod-
    parten ved forbuddet eller påbuddet. Retten kan desuden i
    det retsmøde, hvor sagen behandles, afskære en bevisførel-
    se, som findes uforenelig med hensynet til forretningens
    fremme.
    Det vil endvidere bl.a. gælde, at hvis en sag om den ret-
    tighed, der påstås krænket, ikke allerede er anlagt ved en
    dansk eller udenlandsk domstol, skal den, der har anmodet
    om meddelelse af påbud eller forbud, inden to uger efter
    at afgørelsen om at meddele påbud eller forbud er endelig,
    anlægge eller indlede en sådan sag. Det forudsættes, at en
    sådan såkaldt hovedsag vil skulle anlægges efter reglerne
    i dette lovforslag ved at der nedlægges en påstand om
    endeligt påbud eller forbud. En hovedsag vil også kunne
    anlægges i et andet medlemsland, når sagen følger reglerne i
    gruppesøgsmålsdirektivet.
    Til § 15
    Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
    målsdirektivets artikel 9, stk. 1, 5-8.
    Det foreslås i stk. 1, at i forbindelse med et gruppesøgsmål
    om genopretning kan retten bestemme, at den erhvervsdri-
    vende skal give tilmeldte forbrugere adgang til bestemte
    retsmidler, som efter omstændighederne kan være bl.a. er-
    statning, afhjælpning, ombytning, forholdsmæssigt afslag,
    ophævelse af købet eller kontrakten og tilbagebetaling af
    betalte beløb.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en godkendt
    myndighed eller organisation kan anlægge sag med påstand
    om, at den erhvervsdrivende skal give forbrugerne adgang
    til bestemte retsmidler som eksempelvis erstatning, afhjælp-
    ning, ombytning, forholdsmæssigt afslag, ophævelse af kon-
    trakten eller tilbagebetaling af den betalte pris.
    Bestemmelsen vil skulle anvendes i overensstemmelse
    med gruppesøgsmålsdirektivets præambelbetragtning nr. 50,
    hvoraf det fremgår, at foranstaltninger om genopretning bør
    identificere de individuelle forbrugere eller som minimum
    beskrive den gruppe af forbrugere, der er berettiget til de
    retsmidler, som disse foranstaltninger om genopretning stil-
    ler til rådighed, og, hvis det er relevant, angive metoden
    til fastlæggelse af skadens omfang og de relevante skridt,
    som forbrugere og erhvervsdrivende skal tage med henblik
    på gennemførelse af retsmidlerne. Det fremgår videre, at
    forbrugere, der er berettiget til retsmidler, bør kunne drage
    fordel af disse retsmidler uden at skulle indbringe særskilte
    sager. Endelig fremgår det, at det omvendt bør kunne kræ-
    ves efter direktivet, at en forbruger tager visse skridt for at
    opnå sine retsmidler, som f.eks. at gøre den enhed, der har
    ansvaret for at håndhæve foranstaltningen med henblik på
    genopretning, bekendt med dem.
    Når det således anføres i rettens afgørelse, at den erhvervs-
    drivende skal give berørte forbrugere adgang til bestemte
    retsmidler, vil der konkret være tale om, at retten efter
    omstændighederne fastlægger både en fordring, som de til-
    meldte forbrugere har mod den erhvervsdrivende, samt en
    metode hvorved den erhvervsdrivende skal opfylde denne
    fordring. Der kan eksempelvis være tale om en sag, hvor en
    række produkter er solgt med en væsentlig mangel. Her kan
    det fremgå af rettens dom, at de tilmeldte forbrugere ved at
    indsende en anmodning til en bestemt mailadresse hos den
    erhvervsdrivende med angivelse af bestemte oplysninger in-
    den for en frist på eksempelvis fire uger skal modtage et
    bestemt beløb, der udgør et forholdsmæssigt afslag i prisen.
    Der kan være tale om mange forskellige typer af bestemmel-
    ser angående metoden for at give forbrugerne adgang til de
    pågældende retsmidler. Der kan eksempelvis være bestem-
    melser om udregningen af bestemte priser, bestemmelser om
    kommunikationsformen mellem de tilmeldte forbrugere og
    den erhvervsdrivende, bestemmelser om valgfrihed hos for-
    brugerne eller den erhvervsdrivende mv. Bestemmelsen vil
    desuden skulle fortolkes i overensstemmelse med EU-retten.
    Det bemærkes, at retten i anvendelsen af bestemmelsen vil
    være bundet af retsplejelovens § 338, jf. lovforslagets § 1,
    stk. 2, hvorefter retten ikke kan tilkende en part mere, end
    43
    parten har påstået, og kun kan tage hensyn til anbringender,
    som parten har gjort gældende, eller som ikke kan frafal-
    des. Det vil således være af afgørende betydning for retten
    afgørelse, hvilken påstand, den godkendte myndighed eller
    organisation nedlægger.
    Bestemmelsen skal desuden fortolkes i overensstemmel-
    se gruppesøgsmålsdirektivets præambelbetragtning nr. 42,
    hvorefter direktivet bør indeholde bestemmelser om en pro-
    cessuel ordning, som ikke berører de regler, der fastlægger
    forbrugernes materielle ret til kontraktlige retsmidler og
    retsmidler uden for kontrakt, i tilfælde hvor deres interesser
    er blevet skadet af en overtrædelse, såsom retten til skades-
    erstatning, ophævelse af kontrakten, tilbagebetaling, ombyt-
    ning, afhjælpning eller forholdsmæssige afslag, afhængigt af
    situationen og af EU-retten eller national ret. Det fremgår
    videre, at det kun bør være muligt at anlægge et gruppe-
    søgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning
    i medfør af dette direktiv, hvis EU-retten eller national ret
    indeholder bestemmelser om sådanne materielle rettigheder.
    Oplistningen af retsmidlerne i bestemmelsens nr. 1-6 er der-
    for alene udtryk for eksempler. Det afgørende er, hvilke
    retsmidler der er adgang til i henhold til national eller EU-
    retlig regulering på det pågældende område. Til eksempel
    kan nævnes købelovens mangelsbeføjelser, som er relevante
    i visse typer af sager.
    Lovforslaget berører ikke de gældende regler om fuldbyr-
    delse af afgørelser. Såfremt der i en afgørelse om genopret-
    ningen er tilstrækkeligt grundlag herfor, vil der eksempelvis
    kunne indledes tvangsfuldbyrdelse efter reglerne i retspleje-
    lovens tredje bog, fjerde afsnit.
    Det foreslås i stk. 2, at hvor en afgørelse om genopretning
    ikke angiver de individuelle forbrugere, der er berettigede
    til de retsmidler, som afgørelsen stiller til rådighed, skal
    den i det mindste beskrive den gruppe af forbrugere, der er
    berettiget til de pågældende retsmidler.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at afgørelsen ik-
    ke nødvendigvis skal angive de individuelle forbrugere,
    der er berettigede til de retsmidler, som afgørelsen stiller
    til rådighed. Med udgangspunkt i de oplysninger, der er
    indgivet efter lovforslagets § 11, stk. 1, nr. 2, litra a, vil
    retten kunne angive forbrugerne ved at anvende en præcis
    beskrivelse. Der kan eksempelvis anføres, at de berettigede
    forbrugere er købere af en bestemt genstand hos en bestemt
    virksomhed inden for en bestemt periode. Der kunne også
    være tale om modtagere i en bestemt landsdel af en bestemt
    ydelse fra en bestemt erhvervsdrivende i en bestemt periode.
    Det bemærkes, at såfremt dommen ikke angiver de enkelte
    forbrugere individuelt, kan det vise sig, at dommen ikke se-
    nere kan tvangsfuldbyrdes. Lovforslagets berører ikke reg-
    lerne om fuldbyrdelse af domme, og ændrer således ikke på
    betingelserne for at kunne foretage tvangsfuldbyrdelse.
    Bestemmelsen ændrer ikke ved, at gruppesøgsmålet alene
    omfatter de individuelle forbrugere, der har tilmeldt sig
    søgsmålet, jf. lovforslagets § 16, stk. 1. Det er således alene
    tilmeldte forbrugere, for hvilke dommen har retskraft, og
    som kan drage fordel af de retsmidler, der stilles til rådig-
    hed.
    Det foreslås i stk. 3, at en afgørelse om genopretning skal
    angive en frist, inden for hvilken den erhvervsdrivende skal
    give forbrugerne adgang til de retsmidler, der er omfattet af
    afgørelsen.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at afgørelsen skal
    indeholde en frist for, hvornår de forbrugerne, der er tilmeldt
    gruppesøgsmålet, skal have fået adgang til de pågældende
    retsmidler. Hvis retten eksempelvis bestemmer, at en ræk-
    ke forbrugere skal have adgang til erstatning, skal retten
    samtidig bestemme, hvornår erstatningssummen senest skal
    være udbetalt til de pågældende.
    Der kan også være tale om, at afgørelsen angiver en frist,
    inden for hvilken de tilmeldte forbrugere skal henvende sig
    et bestemt sted for at få adgang til de pågældende retsmidler.
    Det forudsættes, at retten fastsætter en rimelig frist, der er
    forenelig med hensynene bag gruppesøgsmålsdirektivet.
    Det foreslås i stk. 4, at de retsmidler, som stilles til rådighed
    i en afgørelse af et gruppesøgsmål om genopretning, ikke
    berører eventuelle yderligere retsmidler, som forbrugerne
    har adgang til, og som ikke var genstand for det pågældende
    gruppesøgsmål.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forbrugerne kan
    anlægge andre søgsmål, herunder andre typer af søgsmål,
    medmindre et sådant søgsmål vil stride mod de almindelige
    regler om dommes bindende virkning. Bestemmelsen vil
    endvidere tydeliggøre, at forbrugerne også fortsat vil have
    adgang til andre retsmidler, der ikke nødvendigt forudsætter,
    at de fastslås ved dom.
    Til § 16
    Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
    målsdirektivets artikel 9, stk. 2-4 og artikel 20, stk. 3.
    Det foreslås i stk. 1, et gruppesøgsmål om genopretning
    omfatter de individuelle forbrugere, der har tilmeldt sig
    søgsmålet.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der alene kan
    føres såkaldte ”opt-in”-søgsmål. Et søgsmål om genopret-
    ning vil således ikke kunne omfatte forbrugere, der ikke
    aktivt har tilmeldt sig.
    Bestemmelsen vil endvidere medføre, at en afgørelse om
    genopretning alene har virkning (retskraft) over for tilmeldte
    forbrugere. Dette skal ses i overensstemmelse med gruppe-
    søgsmålsdirektivets præambelbetragtning nr. 43, hvor det
    fremgår, at forbrugere, der er berørt af et gruppesøgsmål
    med henblik på foranstaltninger om genopretning, efter an-
    læggelse af gruppesøgsmålet bør have passende muligheder
    for at tilkendegive, hvorvidt de ønsker at lade sig repræsen-
    44
    tere af det godkendte organ/den godkendte organisation i
    forbindelse med det specifikke gruppesøgsmål eller ej, og
    hvorvidt de ønsker at drage fordel af de relevante resultater
    af dette gruppesøgsmål eller ej.
    Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at tilmelding til gruppesøgsmål
    skal ske ved skriftlig meddelelse.
    Det foreslås i 2. pkt., at retten fastsætter en frist for at tilmel-
    de sig gruppesøgsmålet.
    Den foreslåede bestemmelse vil generelt set medføre, at det
    påhviler retten at træffe bestemmelse om en række aspekter
    af tilmeldingen under hensyn til omstændighederne i den
    konkrete sag.
    Fristen bør i almindelighed fastsættes til en bestemt dato
    og altså ikke til et vist tidsrum efter en nærmere angiven
    begivenhed, f.eks. underretning om sagen. Ved fastsættelse
    af fristen må retten derfor have overvejet, hvordan forbru-
    gerne bør underrettes om sagen, således at der kan afsættes
    et rimeligt tidsrum for de berørte forbrugere til hver især at
    overveje, om de vil tilmelde sig gruppesøgsmålet.
    I almindelighed vil fristen kunne sættes til 4-8 uger efter det
    tidspunkt, hvor forbrugerne skønnes at ville have modtaget
    underretning om sagen, hvis underretningen sker ved indivi-
    duel meddelelse til den enkelte forbruger. I andre tilfælde
    vil fristen i almindelighed kunne sættes til 2-3 måneder
    efter det tidspunkt, hvor forbrugerne skønnes at ville have
    modtaget underretning om sagen. Om fristen bør sættes i
    den lave ende eller den høje ende af de nævnte intervaller,
    vil bl.a. afhænge af sagens karakter. Fristen bør således være
    længere, hvis kravene i sagen er komplicerede eller har vi-
    dererækkende betydning for den enkelte forbruger, end hvis
    kravene i sagen er enkle og har mindre betydning for den
    enkelte forbruger.
    Hvis der er større usikkerhed om, hvornår forbrugerne kan
    antages at ville have modtaget underretning om sagen, kan
    retten eventuelt vente med at fastsætte tilmeldingsfristen,
    indtil der foreligger en nærmere afklaring heraf. Blot må
    tilmeldingsfristen være fastsat, før underretningen iværksæt-
    tes, da tilmeldingsfristen skal fremgå af underretningen.
    Under hensyn til de retsvirkninger, der er forbundet med en
    tilmelding til et gruppesøgsmål, foreslås det, at tilmeldingen
    skal ske ved skriftlig meddelelse. Samtidig bør det dog være
    enkelt at tilmelde sig et gruppesøgsmål, og hvis underret-
    ningsformen giver mulighed for det, bør underretningen der-
    for vedlægges en tilmeldingsblanket, som blot skal udfyldes
    med personlige data, underskrives og indsendes. Endvidere
    forudsættes det, at tilmeldingen kan ske ved digital kommu-
    nikation.
    Rettens afgørelse om fristen for tilmelding kan kæres af den
    godkendte myndighed eller organisation eller den erhvervs-
    drivende efter retsplejelovens almindelige regler. Derimod
    kan de tilmeldte forbrugere ikke kære afgørelsen.
    Det foreslås i 3. pkt., at retten bestemmer, hvortil tilmelding
    skal ske.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retten bestem-
    mer, hvortil tilmelding skal ske. I almindelighed vil det være
    naturligt, at tilmelding sker enten til retten eller til gruppere-
    præsentanten, det vil sige den godkendte myndighed eller
    organisation.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retten bestem-
    mer, hvortil tilmelding skal ske. I almindelighed vil det være
    naturligt, at tilmelding sker enten til retten eller til den god-
    kendte myndighed eller organisation.
    Det foreslås i 4. pkt., at retten undtagelsesvis kan tillade, at
    tilmelding sker efter fristens udløb, hvis særlige grunde taler
    for det.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der indføres
    en dispensationsmulighed. Denne mulighed bør anvendes
    restriktivt. Formelt set giver bestemmelsen mulighed for at
    tillade tilmelding helt frem til sagens optagelse til dom,
    men hovedanvendelsesområdet vil være mindre fristover-
    skridelser, hvor det er undskyldeligt, at tilmeldingen ikke
    er kommet frem inden fristens udløb, og relativt mindre
    fristoverskridelser, hvor en forbruger ikke i tide har væ-
    ret opmærksom på gruppesøgsmålet og tilmeldingsfristen,
    eventuelt fordi underretning af forbrugerne helt eller delvis
    er sket ved offentlig bekendtgørelse. Hensynet til den, der
    har tilmeldt sig for sent, må dog afvejes over for hensynet til
    modparten og til andre tilmeldte forbrugere. I grænsetilfælde
    kan det således også tillægges betydning, om forbrugeren og
    modparten er indforstået med den sene tilmelding.
    En særlig situation foreligger, hvis der fra før tilmeldingsfri-
    stens udløb har verseret individuelt søgsmål om det pågæl-
    dende krav, idet der i så fald allerede er foretaget fristafbry-
    dende rettergangsskridt vedrørende kravet. Hvis den, kravet
    tilkommer, ønsker at hæve det individuelle søgsmål og i ste-
    det tilmelde sig gruppesøgsmålet, bør retten normalt tillade
    tilmeldingen, medmindre den sene tilmelding vil medføre
    væsentlig ulempe for behandlingen af gruppesøgsmålet.
    Det bemærkes, at formålet med adgangen til at dispensere
    fra den almindelige frist for tilmelding til gruppesøgsmålet
    ikke er at give mulighed for at gennemføre krav, efter at en
    forældelsesfrist eller anden frist for sagsanlæg er udløbet. Er
    en forældelsesfrist eller anden frist for sagsanlæg udløbet
    på det tidspunkt, hvor retten modtager anmodningen om
    at dispensere fra den almindelige frist for at tilmelde sig
    gruppesøgsmålet, kan der således ikke dispenseres fra den
    almindelige frist for tilmelding til gruppesøgsmålet, idet en
    imødekommelse af anmodningen vil bringe kravet ind under
    gruppesøgsmålets fristafbrydende virkning, der regnes fra
    sagens anlæg.
    Rettens afgørelse om at tillade eller ikke tillade tilmelding
    efter udløbet af den frist, som er fastsat i medfør af 2. pkt.,
    kan kæres af den godkendte myndighed eller organisation,
    45
    modparten samt den forbruger, der anmoder om tilladelse til
    at tilmelde sig efter fristens udløb.
    Det foreslås i stk. 3, at forbrugere, der er tilmeldt et grup-
    pesøgsmål, ikke kan være tilmeldt andre gruppesøgsmål
    vedrørende det samme spørgsmål mod den samme erhvervs-
    drivende og kan ikke anlægge et individuelt søgsmål, der
    vedrører det samme spørgsmål mod den samme erhvervsdri-
    vende.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der ikke kan fø-
    res flere søgsmål med samme sagsgenstand mod den samme
    erhvervsdrivende.
    Det foreslås i stk. 4, at forbrugere, der er tilmeldt et grup-
    pesøgsmål, ikke kan modtage erstatning mere end én gang
    vedrørende det samme spørgsmål mod den samme erhvervs-
    drivende.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forbrugere ikke
    kan opnå højere erstatning, end hvad der er berettiget ud fra
    de konkrete forhold, der har begrundet erstatningskravet.
    Det foreslås i stk. 5, at godkendte organisationer kan kræve,
    at forbrugere, der vil tilmelde sig et konkret gruppesøgsmål
    om genopretning, betaler et gebyr ved tilmelding til det
    pågældende gruppesøgsmål.
    I overensstemmelse med direktivets ordlyd i artikel 20, stk.
    3, vil det alene være muligt at opkræve gebyr fra forbruger-
    ne i et gruppesøgsmål om genopretning. Muligheden for at
    opkræve et gebyr fra forbrugerne vil således ikke være mu-
    ligt ved gruppesøgsmål om påbud eller forbud. Der henvises
    til lovforslagets kapitel 5 om gruppesøgsmål om påbud eller
    forbud, hvoraf der ikke fremgår en mulighed for at kræve
    gebyr.
    Dette har også sammenhæng med, at det ikke er en betingel-
    se for at anlægge et gruppesøgsmål om påbud eller forbud,
    at forbrugere har tilmeldt sig det konkrete gruppesøgsmål,
    jf. lovforslagets § 13, stk. 3.
    Det har endvidere sammenhæng med, at det alene er ved
    gruppesøgsmål om genopretning, at der vil kunne være en
    direkte økonomisk gevinst for den enkelte forbruger, der
    deltager i gruppesøgsmålet. I gruppesøgsmål med påstand
    om påbud eller forbud er det f.eks. en erhvervsdrivendes
    handling, som søges stoppet, da handlingen skader eller vil
    kunne skade forbrugerne.
    Det vil dermed være valgfrit for den godkendte organisation,
    om denne ønsker at opkræve et gebyr, eller om det skal være
    gratis for forbrugerne at deltage i gruppesøgsmålet.
    Individuelle forbrugere, der er berørt af et gruppesøgsmål
    om genopretning, kan ikke pålægges at betale sagsomkost-
    ninger, jf. lovforslagets § 18, stk. 1. Såfremt den godkendte
    organisation taber sagen, må det oprindelige gebyr dog ger-
    ne dække sagsomkostningerne, men organisationen kan ikke
    efteropkræve beløb hos de berørte forbrugere til at dække
    sagens omkostninger.
    Den foreslåede bestemmelse har til hensigt at bidrage til
    godkendte organisationers finansiering i forbindelse med
    anlæggelsen af gruppesøgsmål. I overensstemmelse med di-
    rektivets præambelbetragtning nr. 70, skal opkrævning af
    et beskedent beløb fra forbrugerne bidrage til at sikre, at
    godkendte organisationer ikke forhindres i at anlægge grup-
    pesøgsmål grundet omkostningerne forbundet med søgsmål,
    da gruppesøgsmål fremmer den offentlige interesse ved at
    beskytte forbrugernes interesser.
    Den foreslåede bestemmelse vil alene udgøre én af mulighe-
    derne, hvorpå godkendte organisationer vil kunne finansiere
    anlæggelsen af gruppesøgsmål. Det vil derfor tillige være
    muligt for godkendte organisationer at opnå finansiering af
    gruppesøgsmål via f.eks. tredjepartsfinansiering. Reglerne
    for finansiering fra en tredjepart efter dette lovforslag er
    nærmere reguleret i lovforslagets § 17.
    Det vil ikke være muligt for godkendte myndigheder at kræ-
    ve gebyr fra forbrugere i forbindelse med et gruppesøgsmål
    om genopretning.
    Forbrugerombudsmanden og Lægemiddelstyrelsen er god-
    kendt til at anlægge gruppesøgsmål efter gældende ret. De
    kan endvidere fortsætte med at være godkendt, jf. lovforsla-
    gets § 26.
    Eksempelvis har Forbrugerombudsmanden prioriteringsad-
    gang, hvilket betyder, at Forbrugerombudsmanden ikke er
    forpligtet til at behandle alle klager, som forelægges. Så-
    fremt Forbrugerombudsmanden kunne opkræve et gebyr fra
    forbrugerne, kunne det give incitament til at føre disse grup-
    pesøgsmål frem for andre sager og dermed påvirke Forbru-
    gerombudsmandens prioriteringsadgang.
    Opkrævning af gebyret kan endvidere være en administrativ
    byrde for myndigheden, som ikke er proportional med geby-
    rets størrelse og dermed finansieringen af gruppesøgsmålet.
    Derudover kan myndigheder ikke opkræve gebyr, da det kan
    mindske forbrugernes incitament til at tilmelde sig et grup-
    pesøgsmål, hvis det er dyrt for den individuelle forbruger.
    Det foreslås i stk. 6, 1. pkt., at erhvervsministeren kan fast-
    sætte regler om størrelsen af det gebyr, der er nævnt i stk.
    5. Det foreslås i 2. pkt., at erhvervsministeren endvidere kan
    fastsætte nærmere regler om betalingen af det gebyr, der er
    nævnt i stk. 5.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsmini-
    steren gives hjemmel til at fastsætte regler om størrelsen på
    gebyret samt nærmere regler for betaling af gebyret. Det
    er hensigten, at bemyndigelsesbestemmelsen udmøntes i en
    bekendtgørelse, hvor erhvervsministeren vil kunne fastsætte
    gebyrets størrelse. Gebyrets størrelse vil skulle svare til et
    beskedent beløb, da gebyrets størrelse ikke må afholde for-
    46
    brugerne fra at deltage i gruppesøgsmålet og gøre brug af
    deres rettigheder.
    Det er endvidere hensigten, at bekendtgørelsen vil regulere,
    at de samlede indtægter fra gebyrerne ikke må overstige
    de samlede omkostninger, som den godkendte organisation
    bruger til at føre det konkrete gruppesøgsmål. Den godkend-
    te organisation kan således ikke opnå overskud som følge
    af forbrugernes betaling af gebyr til et konkret gruppesøgs-
    mål. Det er hensigten, at det vil fremgå af bekendtgørelsen,
    at hvis de gebyr, som forbrugerne betaler, dækker mere end
    sagens omkostninger, herunder f.eks. den godkendte organi-
    sations udgift til advokat, skal overskydende beløb betales
    tilbage til forbrugerne.
    Det foreslås i stk. 7, 1. pkt., at retten efter ansøgning fra den
    godkendte myndighed eller organisation vurderer, om grup-
    pesøgsmålet opfylder betingelserne for fri proces i retspleje-
    lovens § 327. Det foreslås i 2. pkt., at justitsministeren efter
    ansøgning fra den godkendte myndighed eller organisation
    meddeler, om gruppesøgsmålet opfylder betingelserne for fri
    proces i retsplejelovens §§ 328 og 329. Det foreslås i 3. pkt.,
    at meddeles det, at gruppesøgsmålet opfylder betingelserne i
    retsplejelovens §§ 327, 328 eller 329, meddeler retten efter
    anmodning fra en tilmeldt forbruger fri proces, såfremt for-
    brugeren opfylder betingelserne i retsplejelovens § 325.
    Den foreslåede ordning svarer med mindre tilpasninger til
    den ordning, der findes i retsplejelovens § 254 e, stk. 7. Den
    eneste bestemmelse, hvorved tilmeldte forbrugere kan på-
    lægges at betale sagsomkostninger, findes i lovforslagets §
    18, stk. 2. Det er således alene med hensyn til sagsomkost-
    ninger, der pålægges den enkelte tilmeldte forbruger efter
    denne bestemmelse, at det vil have virkning at meddele en
    tilmeldt forbruger fri proces.
    Med den foreslåede ordning, vil de tilmeldte forbrugerne
    ikke selv kunne søge om fri proces efter reglerne i retsple-
    jelovens § 325, jf. §§ 327 og 328, eller § 329. Ønsker
    en tilmeldt forbruger selv at ansøge om fri proces, må
    forbrugeren i stedet anlægge et individuelt søgsmål. Efter
    den foreslåede ordning vil der i stedet være tale om todelt
    ansøgningsproces. Først vil den godkendte myndighed eller
    organisation skulle ansøge om, at søgsmålet opfylder de
    indholdsmæssige betingelser for fri proces. Hvis dette til-
    kendegives af enten retten eller Civilstyrelsen, vil de enkelte
    tilmeldte forbrugere derefter selv skulle indgive oplysninger
    til retten om, hvorvidt de opfylder de økonomiske betingel-
    ser.
    Det er således retten, der efter anmodning fra den godkendte
    myndighed eller organisation skal vurdere, om et gruppe-
    søgsmål opfylder betingelserne for fri proces i de sager,
    der er omfattet af § 327. Samtidig foreslås det, at det i
    givet fald er den godkendte myndighed eller organisation,
    der skal ansøge Civilstyrelsen om at få taget stilling til, om
    gruppesøgsmålet opfylder betingelserne i retsplejelovens §§
    328 eller 329 (om fri proces).
    Finder retten, at gruppesøgsmålet ikke opfylder betingelser-
    ne i § 327, træffes afgørelsen ved en kendelse, der kan kæres
    af den godkendte myndighed eller organisation, og finder
    Civilstyrelsen, at gruppesøgsmålet ikke opfylder betingel-
    serne i §§ 328 eller 329, kan Civilstyrelsens afgørelse påkla-
    ges til Procesbevillingsnævnet af den godkendte myndighed
    eller organisation efter reglerne i retsplejelovens kapitel 31.
    I praksis skal den godkendte myndighed eller organisation
    i givet fald ansøge om konstatering af, at de materielle be-
    tingelser for fri proces er opfyldt, inden der åbnes for, at
    berørte forbrugere kan tilmelde sig gruppesøgsmålet. Med-
    deles det efter ansøgning den godkendte myndighed eller
    organisation, at gruppesøgsmålet opfylder betingelserne i
    retsplejelovens §§ 327, 328 eller 329, skal de berørte for-
    brugere oplyses herom i underretningen om gruppesøgsmå-
    let efter den foreslåede bestemmelses stk. 8. Herefter vil
    retten kunne fritage de berørte forbrugere, der opfylder de
    økonomiske betingelser for fri proces i § 325, for at betale
    sagsomkostninger efter lovforslagets § 18, stk. 2.
    Det påhviler i givet fald den pågældende forbruger over for
    retten at godtgøre, at forbrugeren opfylder de økonomiske
    betingelser for at få fri proces og ikke har en retshjælpsfor-
    sikring eller anden forsikring, som helt eller delvist dækker
    omkostninger ved sagen.
    At de økonomiske betingelser for fri proces er opfyldt, vil
    normalt kunne dokumenteres ved at indlevere kopi af årsop-
    gørelsen fra skatteforvaltningen samt afgive erklæring om,
    hvorvidt forbrugeren er enlig eller samlevende (med ægte-
    fælle eller ugift samlevende) og om antallet af børn under 18
    år, som forsørges af forbrugeren. Er forbrugeren samleven-
    de, må der også indleveres kopi af ægtefællens/samleverens
    årsopgørelse.
    Det forudsættes, at der ved afgørelsen af, om de økonomi-
    ske betingelser for fri proces er opfyldt, ikke på samme
    måde som ved en ansøgning om fri proces skal foretages en
    vurdering af, om omkostningerne ved sagen må antages at
    blive uvæsentlige i forhold til ansøgerens indtægtsgrundlag,
    og at der således ikke ved afgørelsen skal tages hensyn til,
    at omkostningerne ved sagen i sagens natur vil være delt
    mellem flere.
    At den tilmeldte forbruger ikke har en retshjælpsforsikring
    eller anden forsikring, som dækker omkostninger ved sagen,
    vil i relevante tilfælde kunne dokumenteres ved et brev om
    afslag på retshjælpsdækning fra forsikringsselskabet.
    Det foreslås i stk. 8, 1. pkt., at de forbrugere, der er berørt
    af et igangværende gruppesøgsmål om genopretning, skal
    underrettes om gruppesøgsmålet, herunder om de i stk. 2, 5
    og 7 nævnte forhold, i tide og på passende måde, så disse
    forbrugere kan tilmelde sig det pågældende gruppesøgsmål.
    Den foreslåede bestemmelse svarer med mindre tilpasninger
    til reglen i retsplejelovens § 254 e, stk. 9. Underretningen
    skal således indeholde oplysning om, hvilke krav gruppe-
    søgsmålet omfatter, og om, hvem der er godkendt myndig-
    47
    hed eller organisation. Underretningen skal endvidere inde-
    holde oplysning om fristen for tilmelding til gruppesøgsmå-
    let, og hvordan man tilmelder sig.
    Underretningen skal endvidere indeholde oplysning om rets-
    virkningerne af at være omfattet af gruppesøgsmålet. Der
    skal således navnlig orienteres om, at en forbruger, der er
    omfattet af gruppesøgsmålet, vil være bundet af rettens af-
    gørelser om kravene i sagen. Der bør også orienteres om, at
    en forbruger, der er omfattet af gruppesøgsmålet, derimod
    ikke deltager som part i sagen og således ikke på egen
    hånd hverken kan eller skal fremsætte krav (påstande) eller
    begrundelser herfor (anbringender), idet procesførelsen fore-
    stås af den godkendte myndighed eller organisation. Der
    bør endvidere orienteres om, i hvilket omfang en tilmeldt
    forbruger, der er omfattet af gruppesøgsmålet, kan pålægges
    at betale sagsomkostninger, jf. lovforslagets § 18, stk. 2,
    og bemærkningerne hertil. Det kan formentlig også være
    hensigtsmæssigt at orientere om, at en tilmelding til et grup-
    pesøgsmål ikke uden videre kan fortrydes.
    Formålet med underretningen er at give forbrugere, hvis
    krav er omfattet af gruppesøgsmålet, et forsvarligt grundlag
    for at træffe en velovervejet beslutning om, hvorvidt den
    pågældende ønsker at tilmelde sig gruppesøgsmålet. Det er
    derfor vigtigt, at underretningen på den ene side er fyldest-
    gørende og på den anden side er lettilgængelig og overskue-
    lig.
    Det foreslås i 2. pkt., at underretningen gives på den måde,
    som retten bestemmer. Det foreslås i 3. pkt., at retten kan
    bestemme, at underretningen helt eller delvis skal ske ved
    offentlig bekendtgørelse.
    Retten har med disse bestemmelser en skønsmæssig befø-
    jelse til at bestemme såvel underretningens form som ind-
    hold. Det er også overladt til rettens skøn, hvor detaljerede
    anvisninger retten vil give. Hvis retten finder det hensigts-
    mæssigt, kan underretningens tekst fastlægges i detaljer af
    retten.
    Retten afgør bl.a., om underretning skal ske ved individuel
    meddelelse til de berørte forbrugere eller ved annoncering
    eller anden offentlig bekendtgørelse. Individuel henvendel-
    se til kendte forbrugere kan kombineres med annoncering
    eller anden offentlig bekendtgørelse. Hvis underretning helt
    eller delvis skal ske ved annoncering eller anden offentlig
    bekendtgørelse, træffer retten bestemmelse om bekendtgø-
    relsens form.
    Det er en forudsætning, at underretningen sker på en sådan
    måde, at langt de fleste af forbrugerne må antages at bli-
    ve bekendt med gruppesøgsmålet og deres mulighed for at
    tilmelde sig dette. Den bedste underretningsform vil være
    individuel meddelelse til de enkelte berørte forbrugere, og
    denne underretningsform bør derfor foretrækkes, når dette er
    muligt og ikke medfører uforholdsmæssige omkostninger.
    Hvis de berørte forbrugeres identitet ikke er kendt og ikke
    umiddelbart kan fremskaffes, vil underretning eksempelvis
    gennem et annonceindlæg i en husstandsomdelt lokalavis
    formentlig ofte være en egnet underretningsform, hvis for-
    brugerne har bopæl i et bestemt lokalområde.
    Det kan ikke på forhånd udelukkes, at mere generel –
    dvs. mindre målrettet – annoncering eller anden offentlig be-
    kendtgørelse i visse situationer vil kunne opfylde forudsæt-
    ningen om, at langt størsteparten af forbrugerne må antages
    at blive bekendt med gruppesøgsmålet.
    Hvis der er mulighed for at få gruppesøgsmålet omtalt i
    et forbrugerprogram på landsdækkende tv, kan dette f.eks.
    være en egnet underretningsform, hvis erfaringen viser, at
    sådan omtale medfører, at langt størsteparten af de berørte
    forbrugere bliver bekendt med gruppesøgsmålet og mulig-
    heden for at tilmelde sig dette. I givet fald vil en sådan
    tv-omtale formentlig ofte med fordel kunne kombineres med
    f.eks. en hjemmeside på internettet, der dels i en overskuelig
    form indeholder de oplysninger om gruppesøgsmålet, som
    skal gives, jf. ovenfor, dels giver mulighed for at tilmelde
    sig gruppesøgsmålet via digital kommunikation.
    Det følger af lovforslagets § 12, nr. 3, og det heri indeholdte
    krav om, at forbrugerne skal kunne identificeres og under-
    rettes om sagen på en hensigtsmæssig måde, at retten allere-
    de før godkendelsen af gruppesøgsmålet må have gjort sig
    visse overvejelser om, hvordan forbrugerne kan underrettes
    om sagen. Af samme grund påhviler det den godkendte
    myndighed eller organisation i stævningen at give oplysnin-
    ger om, hvordan de berørte forbrugere kan identificeres og
    underrettes om sagen, jf. lovforslagets § 11, stk. 1, nr. 2, litra
    b.
    Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at retten drøf-
    ter spørgsmålet om underretningen af forbrugerne med den
    godkendte myndighed eller organisation.
    Det foreslås i 4. pkt., at retten kan pålægge den godkendte
    myndighed eller organisation at foretage underretningen.
    Formålet med reglen er bl.a. at minimere udgifterne ved
    underretningen og er derfor f.eks. tænkt anvendt, hvor den
    godkendte myndighed eller organisation løbende kommuni-
    kerer med de berørte forbrugere ved udsendelse af nyheds-
    breve eller andet.
    Efter forslaget kan det ikke påtvinges den sagsøgte er-
    hvervsdrivende at forestå underretningen. Der er dog ikke
    noget til hinder for, at en erhvervsdrivende frivilligt påtager
    sig denne opgave.
    Det foreslås i 5. pkt., at udgifterne ved underretningen beta-
    les af den godkendte myndighed eller organisation, jf. dog
    lovforslagets § 18, stk. 3.
    Forestår retten selv underretningen, er det kun rettens posi-
    tive udgifter til ekstern bistand, der skal betales af den god-
    kendte myndighed eller organisation, eksempelvis udgifter
    til porto og annoncering. Rettens afgørelse om, hvilket beløb
    den godkendte myndighed eller organisation foreløbig skal
    48
    betale til retten eller til den erhvervsdrivende, hvis denne har
    påtaget sig underretningen, er en afgørelse om sagsomkost-
    ninger og kan tvangsfuldbyrdes.
    Udgifterne til underretningen af de berørte forbrugere hen-
    regnes til sagsomkostningerne. Hvem der endeligt skal bære
    disse udgifter, afgøres således af retten ved sagens afslut-
    ning efter lovforslagets § 18 og de almindelige regler om
    sagsomkostninger i retsplejelovens kapitel 30.
    Til § 17
    Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
    målsdirektivets artikel 10, stk. 1 og 2.
    Det foreslås i stk. 1, at godkendte organisationer kan finan-
    sieres af en tredjepart ved anlæggelse af et konkret gruppe-
    søgsmål genopretning, jf. dog stk. 2.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at godkendte orga-
    nisationer ved et konkret gruppesøgsmål om genopretning
    kan blive finansieret af en tredjepart, hvis kravene i lovfor-
    slagets § 17, stk. 2-4 er mødt.
    I overensstemmelse med direktivets ordlyd i artikel 10 vil
    det alene være muligt at få finansieret gruppesøgsmål om
    genopretning. Muligheden for finansiering af en tredjepart
    vil således ikke være muligt ved gruppesøgsmål om påbud
    eller forbud. Der henvises til lovforslagets kapitel 5 om
    gruppesøgsmål om påbud eller forbud.
    Det vil ikke være muligt for godkendte myndigheder at
    blive finansieret af en tredjepart i forbindelse med et grup-
    pesøgsmål om genopretning.
    Det skyldes, at myndigheder skal være uafhængige, herun-
    der uafhængig af en eventuel tredjeparters økonomiske inte-
    resser.
    Forbrugerombudsmanden og Lægemiddelstyrelsen er god-
    kendt til at anlægge gruppesøgsmål efter gældende ret. De
    kan endvidere fortsætte med at være godkendt, jf. lovforsla-
    gets § 26.
    Eksempelvis har Forbrugerombudsmanden prioriteringsad-
    gang, hvilket betyder, at Forbrugerombudsmanden ikke er
    forpligtet til at behandle alle klager, som forelægges. Så-
    fremt en tredjepart ville eller ønskede at finansiere et grup-
    pesøgsmål om genopretning, som Forbrugerombudsmanden
    ville anlægge, kunne der opstå tvivl om, hvorvidt finansie-
    ringen ville påvirke Forbrugerombudsmandens prioritering
    af gruppesøgsmålet frem for andre sager.
    Ligeledes gælder det for eksempelvis Lægemiddelstyrelsen,
    som har habilitetsregler vedrørende medarbejdere, der skal
    arbejde med afgørelser om godkendelse, kontrol og bivirk-
    ningsovervågning af medicin. Disse må ikke have økonomi-
    ske interesser eller interesser af anden karakter i lægemid-
    del- eller medicoindustrien, som kan påvirke deres uvildig-
    hed.
    På baggrund og for at sikre myndigheders uafhængighed vil
    det ikke være muligt for godkendte myndigheder at blive
    finansieret af en tredjepart i forbindelse med gruppesøgsmål
    om genopretning.
    Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at uanset stk. 1 kan godkendte
    organisationer ikke anlægge et gruppesøgsmål om genopret-
    ning, som finansieres af en tredjepart, hvor en interessekon-
    flikt er opstået, eller hvor der foreligger nærliggende risiko
    for, at en sådan interessekonflikt vil opstå. Det foreslås i
    2. pkt., at finansiering fra en tredjepart, der har økonomisk
    interesse i at anlægge et gruppesøgsmål om genopretning
    eller resultatet heraf, ikke må føre gruppesøgsmålet væk fra
    beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en godkendt or-
    ganisation ikke må anlægge et gruppesøgsmål med påstand
    om genopretning, som finansieres af en tredjepart, hvis der
    opstår en interessekonflikt, eller hvis tredjepartens økono-
    miske interesse i at anlægge gruppesøgsmålet fører gruppe-
    søgsmålet væk fra beskyttelsen af forbrugernes kollektive
    interesser.
    Dette har sammenhæng med en af betingelserne for godken-
    delse af organisationer, jf. lovforslagets § 3, stk. 3, nr. 5,
    hvorefter organisationen skal være uafhængig og ikke påvir-
    kes af andre end forbrugere, navnlig ikke erhvervsdrivende,
    som har økonomisk interesse i at anlægge et gruppesøgsmål,
    herunder i tilfælde af finansiering fra tredjeparter, og orga-
    nisationen har med henblik herpå indført procedurer, der
    forhindrer en sådan indflydelse samt forhindrer interesse-
    konflikt mellem sig selv, organisationens finansieringsydere
    og forbrugernes interesser.
    I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning
    nr. 52, bør godkendte organisationer være fuldstændig gen-
    nemsigtige over for retten med hensyn til, hvorfra midlerne
    til finansiering af deres aktiviteter generelt set kommer og
    midlerne til støtte for et konkret gruppesøgsmål om genop-
    retning hidrører. Dette har også sammenhæng med en af
    betingelserne for godkendelse af organisationer, jf. lovfor-
    slagets § 3, stk. 3, nr. 6, hvorefter organisationen skal give
    oplysninger om dennes finansieringskilder generelt set f.eks.
    via sin hjemmeside.
    Det er nødvendigt med gennemsigtighed vedrørende finan-
    sieringskilder, så retten kan vurdere, om der foreligger en
    interessekonflikt mellem den tredjepart, der har ydet finan-
    sieringen, og den godkendte organisation, der giver risiko
    for misbrug af adgangen til at indbringe sager, og om finan-
    sieringen fra en tredjepart, der har økonomisk interesse i at
    anlægge gruppesøgsmål med påstand om genopretning eller
    resultatet heraf, vil føre gruppesøgsmålet væk fra beskyttel-
    sen af forbrugernes kollektive interesser, jf. direktivets præ-
    ambelbetragtning nr. 52.
    Det foreslås i stk. 3, at beslutninger truffet af godkendte
    organisationer i forbindelse med et gruppesøgsmål om gen-
    opretning, herunder beslutninger om at indgå forlig, ikke må
    49
    påvirkes af en tredjepart på en måde, der vil være til skade
    de kollektive interesser for de forbrugere, der har tilmeldt
    sig gruppesøgsmålet.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at beslutninger
    truffet af en godkendt organisation ikke må påvirkes af en
    tredjepart på en måde, der vil skade forbrugernes kollektive
    interesser.
    Beslutninger truffet af godkendte organisationer i forbindel-
    se med et gruppesøgsmål vil f.eks. kunne være en beslutning
    om at indgå et forlig med den erhvervsdrivende. En beslut-
    ning om f.eks. at indgå et forlig vil således skulle være til
    fordel for forbrugernes kollektive interesser.
    Det foreslås i stk. 4, at godkendte organisationer ikke må
    anlægge et gruppesøgsmål mod en erhvervsdrivende, som er
    en konkurrent til den, der finansierer gruppesøgsmålet, eller
    mod en erhvervsdrivende, som den, der finansierer gruppe-
    søgsmålet, er afhængig af.
    I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning
    nr. 52, bør det anses for at udgøre en interessekonflikt,
    hvis en erhvervsdrivende, der opererer på samme marked
    som den sagsøgte erhvervsdrivende, direkte finansierer et
    konkret gruppesøgsmål, eftersom konkurrenten kan have en
    økonomisk interesse i resultatet af gruppesøgsmålet, som
    ikke vil være den samme som forbrugernes interesser.
    Det foreslås i stk. 5, 1. pkt., at retten påser, hvorvidt den
    godkendte organisation opfylder betingelserne i stk. 2-4,
    hvis den sagsøgte under sagen rejser begrundet tvivl herom.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retten på ethvert
    tidspunkt under sagen kan tage stilling til, hvorvidt betingel-
    serne i stk. 2-4 er opfyldt. Det er dog en forudsætning, at
    den erhvervsdrivende ved at fremlægge kopi af bestemte
    dokumenter eller på anden vis har rejst begrundet tvivl om,
    hvorvidt betingelserne er opfyldt. Det vil således ikke være
    tilstrækkeligt, at sagsøgte blot anmoder retten om at foretage
    en sådan vurdering.
    Det vil eksempelvis være egnet til at rejse begrundet tvivl,
    hvis den tredjepart, der finansierer gruppesøgsmålet, opere-
    rer på det samme marked, som den erhvervsdrivende, eller
    hvis tredjeparten ønsker at komme ind på samme marked,
    som den erhvervsdrivende, og det vil gavne tredjeparten, at
    den erhvervsdrivende får et påbud eller forbud eller lignen-
    de.
    Retten vil kunne afvise sagen på baggrund af en konkret
    vurdering af de omstændigheder, som parterne har forelagt
    retten.
    Det foreslås i 2. pkt., at retten til brug for vurderingen kan
    pålægge den godkendte organisation inden for en rimelig
    frist at udlevere en oversigt over finansieringskilder, der
    anvendes til at støtte gruppesøgsmålet.
    Bestemmelsen giver retten en skønsmæssig beføjelse til at
    kræve yderligere dokumentation indbragt for retten. Rettens
    krav i medfør af bestemmelsen antages i praksis at være
    affødt af et forslag herom fra den erhvervsdrivende i forbin-
    delse med, at der rejses den begrundede tvivl, der er nævnt i
    nr. 1.
    Fristen vil skulle fastsættes under hensyntagen til omfanget
    af de oplysninger, der kræves udleveret.
    Det foreslås i stk. 6, at retten kan kræve, at den godkendte
    organisation afslår eller foretager ændringer med hensyn til
    finansieringen af søgsmålet.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retten kan
    kræve, at den godkendte organisation foretager ændringer
    med hensyn til finansieringen af det konkrete gruppesøgs-
    mål. Bestemmelsen vil finde anvendelse, når retten finder, at
    en del eller hele finansieringen af et søgsmål er i strid med
    betingelserne i lovforslagets § 17, stk. 2-4.
    Ved at afslå en finansiering vil der være tale om, at den
    godkendte organisation ikke blot undlader at anvende en
    bestemt indtægtskilde, men at indtægten helt afslås. Hvis ek-
    sempelvis en fond har bevilliget støtte til søgsmålet skal den
    godkendte organisation, hvis retten bestemmer det og støtte-
    beløbet er udbetalt, betale beløbet tilbage til fonden. Der kan
    også være tale om en løbende indtægtskilde, eksempelvis
    ved salg af bestemte genstande.
    Ved ændringer af en finansiering menes, at finansieringen
    ikke afslås, men at der skal foretages justeringer. Der kan
    eksempelvis være tale om ændringer af lånevilkår eller ind-
    sættelsen af en uafhængig tredjepart mellem den godkendte
    organisation og en juridisk person, der ønsker at støtte søgs-
    målet.
    Hvad der vil være relevante i det enkelte tilfælde overlades
    til rettens skøn at vurdere. Det afgørende er, at finansiering
    bringes i overensstemmelse med betingelserne i lovforsla-
    gets § 17, stk. 2-4.
    Rettens beslutning i medfør af den foreslåede bestemmelse
    kan kæres af den godkendte organisation eller den erhvervs-
    drivende, såfremt de almindelige betingelser herfor er op-
    fyldt.
    Der henvises i øvrigt til afsnit 3.6.4. i lovforslagets alminde-
    lige bemærkninger.
    Det foreslås i stk. 7, at hvis betingelserne i stk. 2-4 ikke er
    opfyldt, eller hvis et pålæg efter stk. 5, 2. pkt., eller et krav
    efter stk. 6 ikke efterkommes, afviser retten sagen.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retten skal afvi-
    se sagen, hvis finansieringen ikke opfylder betingelserne,
    hvis organisationen ikke efterkommer rettens pålæg om at
    indlevere en oversigt over finansieringskilder, eller hvis or-
    ganisationen ikke efterkommer de krav til finansieringen,
    som retten har bestemt.
    Det foreslås i stk. 8, at en afvisning i medfør af stk. 7 ikke
    50
    påvirker retsstillingen for de brugere, der har tilmeldt sig det
    pågældende gruppesøgsmål.
    Bestemmelsen vil medføre, at de tilmeldte forbrugere beva-
    rer deres krav uanset at et søgsmål afvises i medfør af be-
    stemmelsen i stk. 7. Forbrugerne vil således efter afvisnin-
    gen kunne tilmeldte sig et andet gruppesøgsmål med samme
    sagsgenstand eller anlægge individuelle søgsmål.
    Til § 18
    Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
    målsdirektivets artikel 12.
    Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 312,
    stk. 1, skal den tabende part i en civil retssag erstatte mod-
    parten de udgifter, retssagen har påført modparten, medmin-
    dre parterne har aftalt andet. Retten kan dog i medfør af
    bestemmelsens stk. 3 bestemme, at den tabende part ikke
    eller kun delvis skal erstatte modparten de påførte udgifter,
    hvis særlige grunde taler for det.
    Det foreslås i stk. 1, at tilmeldte forbrugere et gruppesøgs-
    mål om genopretning ikke kan pålægges af betale sagsom-
    kostninger, jf. stk. 2.
    Den foreslåede bestemmelse vil tydeliggøre, at forbrugere,
    der ikke er parter i søgsmålet, jf. lovforslagets § 10, som
    udgangspunkt ikke kan pålægges at betale sagens omkost-
    ninger.
    Det foreslås i stk. 2, at retten under ekstraordinære omstæn-
    digheder kan pålægge tilmeldte forbrugere i et gruppesøgs-
    mål om genopretning at betale sagsomkostninger, der er
    påløbet som følge af den pågældende tilmeldte forbrugers
    forsætlige eller uagtsomme adfærd.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der indføres en
    undtagelse til reglen om, at forbrugere ikke kan pålægges
    at betale sagsomkostninger. Bestemmelsen indeholder to ku-
    mulative betingelser.
    For det første forudsætter anvendelsen af bestemmelsen, at
    der er tale om ekstraordinære omstændigheder. Det overla-
    des til rettens skøn ud fra almindelige principper at vurdere,
    hvornår denne betingelse er opfyldt. Samtidig skal bestem-
    melsen tolkes i overensstemmelse med EU-retten.
    For det andet er det en forudsætning, at omkostningerne
    er påløbet som følge af den pågældende individuelle forbr-
    ugers forsætlige eller uagtsomme adfærd. Der kan eksem-
    pelvis være tale om, at en tilmeldt forbruger.
    Det foreslås i stk. 3, at den tabende part skal erstatte mod-
    parten de udgifter, der er forbundet med at opfylde den
    underretningspligt, der er nævnt i lovforslagets § 16, stk. 8,
    5. pkt., og § 20.
    Den foreslåede bestemmelse vil tydeliggøre, at de udgifter,
    som en part måtte have haft til at opfylde den eller de
    pligter, der kan pålægges i medfør af lovforslagets § 16, stk.
    8, 5. pkt., og § 20, skal betales af den tabende part.
    Til § 19
    Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
    målsdirektivets artikel 11.
    Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 268,
    stk. 1, mægler retten forlig i alle borgerlige domssager i
    første instans. Forligsmægling kan efter stk. 2 dog undlades,
    såfremt det på grund af sagens beskaffenhed, parternes for-
    hold eller lignende omstændigheder på forhånd må antages,
    at mægling vil være forgæves. Mægling kan også foretages,
    når sagen er indbragt for højere instans, jf. stk. 3.
    Det følger videre af retsplejelovens § 270, at indgåede rets-
    forlig indføres i retsbogen.
    Det foreslås i stk. 1, den godkendte myndighed eller organi-
    sation i fællesskab med den erhvervsdrivende kan forelægge
    retten et forslag til forlig om genopretning til fordel for de
    tilmeldte forbrugere.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kollektive for-
    lig, der har til formål at opnå genopretning for forbrugere,
    der har lidt skade, fremmes inden for rammerne af et grup-
    pesøgsmål om genopretning.
    Forliget vil kunne forlægges retten på den måde, der er
    mest hensigtsmæssig. Det forudsættes, at retten kan kræve,
    at forslag til forlig forelægges i skriftlig form.
    Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at retten på ethvert tidspunkt
    under sagen kan opfordre parterne til at indgå forlig om
    genopretning. Det foreslås i 2. pkt., at retten fastsætter en
    rimelig frist for indgåelsen af forliget.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, retten kan opfor-
    dre den erhvervsdrivende og den godkendte myndighed el-
    ler organisation, som anlagde gruppesøgsmålet om genop-
    retning, til at indlede forhandlinger med henblik på at indgå
    forlig om genopretning, der skal ydes til de forbrugere, der
    er berørt af gruppesøgsmålet.
    Parterne er ikke forpligtede til at følge rettens opfor-
    dring. Såfremt parterne indvilliger i at mægle forlig vil ret-
    ten fastsætte en rimelig frist for indgåelsen af forliget. Fri-
    sten skal sikre, at forliget – hvis det indgås – indgås inden
    for rimelig tid. Fristen skal samtidig sikre, at såfremt der ik-
    ke indgås forlig, fremmes sagen uden et unødigt stort ophold
    i processen.
    Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse i tilknyt-
    ning til reglerne i retsplejelovens kapitel 26. Eksempelvis
    vil retten i medfør af retsplejelovens § 269 med parternes
    tilladelse beslutte at lukke dørene under mæglingen, såfremt
    dette må antages at fremme mulighederne for opnåelse af
    forlig.
    Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at et forlig skal godkendes
    51
    af retten. Det foreslås i 2. pkt., at retten afviser forliget,
    hvis det strider mod præceptive regler eller indeholder betin-
    gelser, som ikke kan håndhæves, idet der tages hensyn til
    parternes og navnlig de tilmeldte forbrugeres rettigheder og
    interesser.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at et forlig, der
    indgås inden for rammerne af et gruppesøgsmål om genop-
    retning, skal godkendes af retten. Bestemmelsen medfører,
    at der ikke kan indgås et gyldigt forlig uden rettens godken-
    delse. Har retten ikke godkendt et forlig, vil det derfor ikke
    kunne tvangsfuldbyrdes, uanset bestemmelsen i retsplejelo-
    vens § 478, stk. 1, nr. 4.
    Retten skal godkende et forlig, medmindre betingelserne
    for forliget ikke kan håndhæves, eller forliget ville være i
    strid med præceptive regler, der finder anvendelse på sagens
    genstand, og som ikke ved aftale kan fraviges til skade for
    forbrugerne. Et forlig vil for eksempel kunne være i strid
    med præceptive bestemmelser, hvis det udtrykkeligt bevarer
    et aftalevilkår, som giver den erhvervsdrivende eksklusiv ret
    til at fortolke ethvert andet vilkår i den pågældende kontrakt.
    Retten skal ikke vurdere, om forliget er rimeligt eller urime-
    ligt. Afgørende er således om forliget ikke kan håndhæves
    eller om det er i strid med præceptive regler. Et forlig, der
    ikke kan håndhæves, kan eksempelvis være et forlig, der
    indeholder vilkår, der er i strid med Danske Lovs femte bog,
    første kapitel, anden paragraf.
    Det foreslås i stk. 4, at hvis retten godkender forliget, bliver
    det bindende for sagens parter og de tilmeldte forbrugere.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at godkendte for-
    lig bliver bindende for den godkendte myndighed eller or-
    ganisation, den erhvervsdrivende og de berørte individuelle
    forbrugere, der er tilmeldt søgsmålet.
    Det foreslås i stk. 5, at de retsmidler, som stilles til rådighed
    i et godkendt forlig om genopretning, ikke berører eventuel-
    le yderligere retsmidler, som forbrugerne har adgang til, og
    som ikke var genstand for det pågældende forlig.
    Bestemmelsen svarer til lovforslagets § 15, stk. 4. Der hen-
    vises til bemærkningerne til denne bestemmelse.
    Til § 20
    Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
    målsdirektivets artikel 13, stk. 1-4.
    Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at retten pålægger den erhvervs-
    drivende ved hjælp af midler, der står i rimeligt forhold til
    sagens omstændigheder, at underrette de forbrugere, der er
    berørt af eller tilmeldt gruppesøgsmålet, om endelige afgø-
    relser, der indeholder bestemmelse om påbud eller forbud,
    jf. § 13, eller genopretning, jf. § 15, eller om godkendte
    forlig, jf. § 19. Det foreslås i 2. pkt., at retten herunder
    kan bestemme, at den erhvervsdrivende skal underrette alle
    berørte eller tilmeldte forbrugere individuelt. Det foreslås i
    3. pkt., at retten fastsætter en frist for underretningen. Det
    foreslås i 4. pkt., at udgifterne ved underretningen betales af
    den erhvervsdrivende.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forbrugerne un-
    derrettes om endelige afgørelser om påbud, forbud, genop-
    retning eller godkendte forlig, om deres rettigheder, efter
    at der er konstateret en overtrædelse, og om de eventuelle
    efterfølgende skridt, som de forbrugere, der tilmeldt grup-
    pesøgsmålet, skal tage, navnlig med henblik på at opnå
    genopretning. De omdømmemæssige risici forbundet med
    formidling af oplysninger om overtrædelsen er også vigtige
    med henblik på at afskrække erhvervsdrivende fra at tilside-
    sætte forbrugernes rettigheder.
    Det vil således være op til en erhvervsdrivende, der over-
    træder lovgivningen, for den erhvervsdrivendes regning at
    underrette alle berørte forbrugere om afgørelser om påbud
    eller forbud og genopretning. Den erhvervsdrivende vil også
    skulle også underrette forbrugerne om ethvert forlig, der er
    godkendt af retten.
    I overensstemmelse med præambelbetragtning nr. 61 vil
    oplysninger om igangværende gruppesøgsmål og afsluttede
    gruppesøgsmål skulle være tilstrækkelige og stå i et rimeligt
    forhold til sagernes omstændigheder. Sådanne oplysninger
    kan for eksempel gives på den godkendte myndigheds eller
    organisations eller erhvervsdrivendes websted, i nationale
    elektroniske databaser, på sociale medier, på onlinemarkeds-
    pladser eller i almindeligt læste aviser, herunder aviser, der
    udelukkende udgives elektronisk. Forbrugerne bør om mu-
    ligt, og hvis det er relevant, underrettes individuelt ved brev
    sendt elektronisk eller i papirform. Sådanne oplysninger bør
    på anmodning gives i et format, der er tilgængeligt for per-
    soner med handicap.
    At midlerne skal stå i rimeligt forhold til sagens omstændig-
    heder, indebærer, at der skal foretages en helhedsvurdering
    af sagens forhold. Relevant er eksempelvis sagens økonomi-
    ske omfang, antallet af tilmeldte forbrugere, størrelsen af de
    retsmidler, der opnås, mv.
    At afgørelserne skal være endelige, indebærer, at der skal
    være tale om en afsagt dom. Det skal således ikke forstås
    sådan, at afgørelser om midlertidige påbud eller forbud er
    undtaget bestemmelsens anvendelsesområde. Det afgørende
    er, om selve afgørelsen er endelig, dvs. om eventuelle anke-
    frister er udløbet.
    Det foreslås i stk. 2, at hvis retten afviser et gruppesøgsmål
    om genopretning, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse over
    for godkendte myndigheder eller organisationer med hensyn
    til afgørelsen om afvisning.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det vil være op
    til den godkendte myndighed eller organisation at oplyse
    de berørte forbrugere om afvisning af et gruppesøgsmål om
    genopretning i overensstemmelse med de betingelser og for-
    hold, der gælder efter stk. 1.
    52
    Det foreslås i stk. 3, at hvis de berørte eller tilmeldte forbru-
    gere underrettes om afgørelsen eller forliget på anden vis,
    undlader retten at give pålæg efter stk. 1 og 2.
    Det vil antageligvis i praksis være den part, som står til at
    blive pålagt at fortage en underretning i medfør af bestem-
    melsen, der vil indgive oplysninger om, hvorvidt forbruger-
    ne underrettes på anden vis.
    Hvis forbrugerne underrettes af retten kan bestemmelsen
    tillige finde anvendelse.
    Til § 21
    Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
    målsdirektivets artikel 16, stk. 1.
    Det foreslås i stk. 1, at hvis der inden forældelsesfristens
    udløb, jf. reglerne i forældelsesloven, er anlagt et gruppe-
    søgsmål efter denne lov, og dette ikke medfører en afbry-
    delse af fristen for forbrugerne, hvis fordring udspringer af
    den overtrædelse, der var genstand for det anlagte søgsmål,
    indtræder forældelse af disse fordringer tidligst 1 år efter
    sagens endelige afgørelse.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de pågældende
    forbrugere ikke forhindres i efterfølgende at indbringe en
    sag om genopretning vedrørende den påståede overtrædelse.
    Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med gruppesøgs-
    målsdirektivets præambelbetragtning nr. 65, der har følgen-
    de ordlyd:
    ”Forældelsesfrister suspenderes normalt, når en sag indbrin-
    ges. Sager med henblik på foranstaltninger om påbud har
    imidlertid ikke nødvendigvis suspenderende virkning i for-
    hold til efterfølgende foranstaltninger om genopretning, der
    kan opstå som følge af den samme overtrædelse. Medlems-
    staterne bør derfor sikre, at et verserende gruppesøgsmål
    med henblik på en foranstaltning om påbud bevirker, at de
    gældende forældelsesfrister suspenderes eller afbrydes for
    de forbrugere, der er berørt af det pågældende gruppesøgs-
    mål, således at disse forbrugere uagtet om de agerer indivi-
    duelt eller repræsenteres af et godkendt organ/en godkendt
    organisation ikke forhindres i efterfølgende at indbringe en
    sag om genopretning vedrørende den påståede overtrædelse,
    fordi forældelsesfristerne er udløbet under det pågældende
    gruppesøgsmål vedrørende foranstaltninger om påbud. Når
    det godkendte organ/den godkendte organisation indbringer
    et gruppesøgsmål med henblik på påbud, bør det/den i til-
    strækkelig grad definere den gruppe af forbrugere, hvis inte-
    resser er berørt af den påståede overtrædelse, som muligvis
    kunne have et krav som følge af denne overtrædelse, og
    som kunne blive berørt af udløbet af forældelsesfrister under
    gruppesøgsmålet. (…)”
    Virkningen af bestemmelsen vil herefter være den, at anlæg-
    get af et gruppesøgsmål om påbud eller forbud har en foræl-
    delsesafbrydende virkning for de forbrugere, der er berørt af
    den påståede overtrædelse, med hensyn til de fordringer, der
    udspringer af overtrædelsen.
    De forbrugere, hvis fordringer således ikke er blevet for-
    ældede, kan efterfølgende gøre kravet gældende inden for
    rammerne af et søgsmål om genopretning. Særligt må det
    antages at have fristafbrydende virkning, hvis retten ved
    et endeligt påbud har bestemt, at en erhvervsdrivende skal
    anerkende, at en praksis udgør en overtrædelse, jf. lovforsla-
    gets § 13, stk. 2, nr. 1.
    Det er efter den foreslåede bestemmelse en betingelse, at
    fordringen udspringer af den pågældende overtrædelse. For-
    dringen skal dermed have en nær tilknytning til overtrædel-
    sen. Fordringen kan bl.a. være en direkte følge af overtræ-
    delsen. For eksempel kan nævnes, at et krav om erstatning
    for et tab, der er forårsaget af et solgt produkt, der ikke
    lever op til den relevante regulering, og som derfor udfør
    en overtrædelse i medfør af lovforslagets § 1, stk. 1, efter
    omstændighederne vil anses for at udspringe af overtrædel-
    sen. Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse vil skulle
    fortolkes i overensstemmelse med EU-retten.
    Afgørende for den fristafbrydende virkning vil således og-
    så være den beskrivelse af gruppen, som angives i stæv-
    ningen, jf. lovforslagets § 11, stk. 1, nr. 2, litra a. Efter
    denne bestemmelse skal stævningen indeholde oplysninger
    om de forbrugere, der er berørt af søgsmålet, herunder en
    beskrivelse af gruppen. Beskrivelsen af de berørte forbruge-
    re skal være tilstrækkelig klar og tvetydig, for at kunne
    medføre en fristafbrydende virkning. For eksempel vil det
    ikke være tilstrækkeligt at angive eksempler på berørte for-
    brugere. Derimod vil det efter omstændighederne kunne væ-
    re tilstrækkeligt at angive, at der eksempelvis er tale om
    krav om forholdsmæssigt afslag som følge af udførelsen af
    en bestemt tjenesteydelse i en bestemt periode i et bestemt
    område. Det må antages altid at være tilstrækkeligt at angive
    hver enkelt individuelt berørt forbrugere samt en samlet og
    præcis beskrivelse af de ensartede krav, som forbrugerne
    måtte have.
    Til § 22
    Reglerne om anke i civile søgsmål findes i retsplejelovens
    kapitel 36.
    Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at hvis en dom i et gruppesøgs-
    mål ankes, behandles anken efter reglerne i denne lov.
    Det foreslås i 2. pkt., at hvis en dom ankes af den godkendte
    myndighed eller organisation, finder § 16 tilsvarende anven-
    delse.
    Den foreslåede bestemmelse vil tydeliggøre, at lovforslagets
    regler også vil finde anvendelse under anke. Procesmåden,
    herunder reglerne om hvilke påstande, der kan nedlægges,
    vil således fortsat gælde under behandlingen i en anden
    instans. Bestemmelsen skal dog samtidig anvendes i over-
    ensstemmelse med lovforslagets § 1, stk. 2. De almindelige
    53
    regler om civile søgsmål vil derfor finde anvendelse, når
    intet er angivet om det pågældende spørgsmål i lovforslaget.
    Det foreslås at gøre det tydeligt, at lovforslagets § 16 vil
    finde anvendelse under anken, hvis det er den godkendte
    myndighed eller organisation, der anker dommen. Dette vil
    indebære, at det vil være op til de forbrugere, der var til-
    meldt søgsmålet i første instans og således blev bundet af
    dommen, om de ønsker at deltage i en anke. Forbrugerne vil
    således kunne vælge at modtage dommen i første instans og
    således afslutte sagen for eget vedkommende.
    Reglen finder ikke anvendelse, hvis den erhvervsdrivende
    anker eller kontraanker dommen. Her vil de tilmeldte for-
    brugere over for hvis krav, dommen ankes, også være til-
    meldt søgsmålet i ankeinstansen.
    Det foreslås i stk. 2, at reglerne i retsplejelovens § 368, stk.
    1, 2. pkt., og stk. 2 ikke finder anvendelse.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de begrænsnin-
    ger i muligheden for at anke, som fremgår af de nævnte
    bestemmelser, ikke vil finde anvendelse. Sagen vil således
    frit kunne ankes, selvom kravene i sagen har en økonomisk
    værdi, der er mindre end 20.000 kr.
    Til § 23
    Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
    målsdirektivets artikel 19.
    Den gældende bestemmelse i lov om forbud til beskyttelse
    af forbrugernes interesser § 3, stk. 1, medfører, at handlinger
    i strid med direktiver optaget på det bilag, som er nævnt i lo-
    vens § 1, stk. 1, således som disse er gennemført i medlems-
    staternes nationale ret, kan forbydes ved dom, såfremt de er
    i strid med forbrugernes kollektive interesser. I forbindelse
    hermed eller senere kan der ved dom træffes bestemmelser
    om sådanne foranstaltninger, som må anses for nødvendige
    for at sikre forbuddets overholdelse og genoprettelse af den
    tilstand, som eksisterede forud for den ulovlige handling.
    Såfremt det godtgøres eller sandsynliggøres, at den er-
    hvervsdrivende vil fortsætte den handling, der søges for-
    budt, og at formålet vil forspildes, hvis den udenlandske
    myndighed eller organisation henvises til at gøre sin ret gæl-
    dende ved almindelige rettergang, kan fogedretten nedlægge
    forbud i henhold til reglerne i retsplejelovens kapitel 57, jf.
    § 3, stk. 2, i lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes
    interesser.
    Det foreslås i stk. 1, at den, der forsætligt overtræder et
    påbud eller forbud udstedt i medfør af § 13, stk. 1 og 2,
    eller § 20, stk. 1, kan idømmes straf af bøde. De foreslås i 2.
    pkt., at sag efter 1. pkt. anlægges af den part, der har opnået
    påbuddet eller forbuddet.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en forsætlig
    overtrædelse af et påbud eller forbud kan medføre straf af
    bøde. En sådan sag anlægges af den part, der har opnået
    påbuddet eller forbuddet, det vil sige den godkendte myn-
    dighed eller organisation, hvis der er tale om afgørelser efter
    lovforslagets § 13, stk. 1 og 2, og den godkendte myndighed
    eller organisation eller den erhvervsdrivende, hvis der er tale
    om påbud eller forbud efter lovforslagets § 20, stk. 1, jf. stk.
    2.
    I overensstemmelse med præambelbetragtning nr. 69 vil er-
    hvervsdrivende, der overtræder lovgivningen eller undlader
    eksempelvis at efterkomme pålæg om at oplyse forbrugerne
    om en afgørelse, således kunne pålægges sanktioner, som
    er effektive, afskrækkende og proportionale, for undladelse
    eller nægtelse af at efterkomme et påbud.
    Kravet om forsæt indebærer, at den part, der er pålagt at
    gøre noget, ikke kan idømmes en straf, hvis det eksempelvis
    var en undskyldelig fejltagelse, der gjorde, at en underret-
    ning ikke blev afsendt til de pågældende forbrugere.
    Derimod vil det være strafpålagt, hvis eksempelvis den er-
    hvervsdrivende, der er vidende om et forbud, undlader at
    stoppe en derved forbudt praksis, og den erhvervsdrivende
    samtidig er bekendt med, at den forbudte praksis fortsat
    udøves.
    Der vil også kunne idømmes straf, hvis eksempelvis den
    erhvervsdrivende, som er bekendt med retten pålæg om at
    underrette forbrugerne om en endelig afgørelse, jf. lovfor-
    slagets § 20, stk. 1, forsætligt undlader at foretage denne
    underretning.
    Spørgsmål om straf i medfør af den foreslåede bestemmel-
    se vil skulle behandles efter reglerne om den borgerlige
    retspleje, jf. retsplejelovens § 989. Påstand om straf efter
    den foreslåede bestemmelse kan ikke nedlægges under et
    gruppesøgsmål, jf. lovforslagets § 11, stk. 2, modsætnings-
    vis. Såfremt den godkendte myndighed eller organisation
    eller den erhvervsdrivende ønsker at nedlægge påstand om
    straf i medfør af den foreslåede bestemmelse, vil der således
    skulle anlægges et almindeligt civilt søgsmål herom.
    Straffastsættelsen vil skulle tage udgangspunkt i det strafni-
    veau, der er gældende for retsplejelovens § 430, stk. 1, idet
    det samtidig forudsættes, at straffen i alle tilfælde skal være
    effektiv, proportional og have afskrækkende virkning.
    Det foreslås i stk. 2, at spørgsmål om idømmelse af straf for
    overtrædelse af et foreløbigt påbud eller forbud kan udsæt-
    tes, indtil sagen om den påståede overtrædelse er afgjort.
    Den foreslåede bestemmelse vil have den virkning, at så-
    fremt der anlægges et almindeligt civilt søgsmål, hvor der
    påstås straf, jf. det foreslåede stk. 1, kan retten beslutte at
    udsætte sagen, indtil den sag, der skal indbringes efter rets-
    plejelovens § 425, jf. lovforslagets § 14, stk. 2, er afgjort. På
    samme måde vil den sag, hvor der nedlægges strafpåstand
    efter den foreslåede bestemmelse, kunne udsættes, ind til en
    sag anlagt med de påstande, der er nævnt i § 15, stk. 1 og 2,
    er afgjort.
    54
    Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at en modpart, der uden lovlig
    grund undlader at efterkomme et pålæg om edition efter
    retsplejelovens § 298, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, stk. 2,
    kan idømmes straf af bøde. Det foreslås i 2. pkt., at retsple-
    jelovens § 298, stk. 2, jf. § 344, stk. 2, finder tilsvarende
    anvendelse.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at såfremt mod-
    parten ikke efterkommer et editionspålæg, vil der – i tillæg
    til muligheden for at tillægge dette forhold processuel ska-
    devirkning efter retsplejelovens § 344, stk. 2 –kunne pålæg-
    ges modparten straf i form af bøde.
    I overensstemmelse med præambelbetragtning nr. 69 vil der
    således være sanktioner for undladelse eller nægtelse af at
    fremlægge bevismateriale. Der vil også kunne pålægges an-
    dre typer af sanktioner, for eksempel processuel skadevirk-
    ning, ved nægtelse af at efterkomme et pålæg om at frem-
    lægge bevismateriale.
    Det vil efter den foreslåede bestemmelse eksempelvis være
    muligt at pålægge en modparten en bøde, hvis retten i over-
    ensstemmelse med retsplejelovens § 298, stk. 1, jf. lovfor-
    slagets § 1, stk. 2, har pålagt vedkommende at fremlægge et
    dokument, der er undergivet modpartens rådighed, og hvor
    modparten uden lovlig grund til at undlade at efterkomme
    pålægget, undlader at efterkomme pålægget.
    Retten vil tage stilling til, om der skal idømmes straf efter
    bestemmelsen efter at en af sagens parter nedlægger påstand
    herom, og når den fornødne bevisførelse i den forbindelse
    har fundet sted.
    Det forudsættes, at fastsættelsen af en straf i form af bø-
    de alene anvendes, når muligheden for at tillægge undla-
    delsen processuel skadevirkning ikke må antages at virke
    tilstrækkelig tilskyndende til at efterkomme pålægget. Det
    forudsættes, at der således vil skulle være ganske stærke
    holdepunkter for at tildele en bøde efter bestemmelsen, og at
    bestemmelsen således alene vil finde anvendelse i undtagel-
    sestilfælde.
    Strafniveauet skal fastsættes under hensyn til forholdene
    hos den part, der pålægges bøden. En bødestørrelse på ikke
    under 1.000 kr. og ikke over 20.000 kr. vil være passen-
    de. Bødens størrelse kan stige, hvis en bøde i den angiv-
    ne størrelsesorden ikke kan anses at være effektiv eller af-
    skrækkende henset til forholdene hos den part, der pålægges
    bøden. Det forudsættes således, at straffen i alle tilfælde skal
    være effektiv, proportional og have afskrækkende virkning.
    Det foreslås endelig i stk. 4, at der kan pålægges selskaber
    m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffe-
    lovens 5. kapitel.
    Til § 24
    Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
    målsdirektivets artikel 21 og 24, stk. 1.
    Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 25. juni
    2023.
    Ikrafttrædelsesdatoen skyldes, at gruppesøgsmålsdirektivets
    artikel 24, stk. 1, 3. pkt., fastsætter, at de nationale bestem-
    melser, der gennemfører direktivet, skal anvendes fra den
    25. juni 2023.
    Det foreslås i stk. 2, at lov nr. 1257 af 20. december 2000
    om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser ophæ-
    ves.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at lov om forbud
    til beskyttelse af forbrugernes interesser ophæves, når dette
    lovforslag træder i kraft.
    Lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser
    gennemfører forbudsdirektivet. Med gruppesøgsmålsdirekti-
    vet ophæves forbudsdirektivet, og da det er fundet hensigts-
    mæssigt at gennemføre det nye direktiv i en ny hovedlov,
    foreslås det at ophæve lov om forbud til beskyttelse af for-
    brugernes interesser.
    Lovforslaget vil således erstatte den gældende lov om for-
    bud til beskyttelse af forbrugernes interesser, hvorfor denne
    lov ophæves den 25. juni 2023, hvor dette lovforslag vil
    træde i kraft.
    Til § 25
    Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
    målsdirektivets artikel 22, stk. 1 og 2.
    Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at loven finder anvendelse for
    gruppesøgsmål, som anlægges efter lovens ikrafttræden.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at den 25. juni
    2023 vil blive skæringsdatoen for, hvilket regelsæt der vil
    finde anvendelse på gruppesøgsmål omfattet af dette lov-
    forslag. Det afgørende vil således være, hvornår et gruppe-
    søgsmål er anlagt. Dette lovforslag vil finde anvendelse på
    alle gruppesøgsmål, som anlægges den 25. juni 2023 eller
    senere. Dette vil gælde, uanset om den relevante nationale
    eller grænseoverskridende overtrædelse ophørte, inden grup-
    pesøgsmålet efter denne lov blev anlagt eller afsluttet.
    Dette lovforslags ikrafttræden vil ikke påvirke gruppesøgs-
    mål, som er anlagt efter reglerne i retsplejelovens kapitel 23
    a om gruppesøgsmål.
    Det foreslås i 2. pkt., at for øvrige sager finder de hidtil
    gældende regler anvendelse.
    Reglerne i lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes in-
    teresser vil finde anvendelse på alle søgsmål, som er anlagt
    før den 25. juni 2023, uanset hvornår disse søgsmål færdig-
    behandles.
    Til § 26
    55
    Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
    målsdirektivets artikel 4, stk. 7, 2. pkt.
    Efter gældende ret er Forbrugerombudsmanden og Læge-
    middelstyrelsen godkendte myndigheder, som kan anlægge
    gruppesøgsmål i andre medlemsstater i henhold til lov nr.
    1257 af 20. december 2000 om forbud til beskyttelse af
    forbrugernes interesser. Dette skyldes, at Lægemiddelstyrel-
    sen fører tilsyn med den direktivbestemte lovgivning om
    humanmedicin, og Forbrugerombudsmanden fører som led
    i sit generelle markedsføringstilsyn tilsyn med de øvrige
    direktiver omfattet af bilag I til Europa-Parlamentets og Rå-
    dets direktiv 98/27/EF af 19. maj 1998 om søgsmål med
    påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes
    interesser.
    Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.2.1.1.
    for en uddybende beskrivelse af gældende ret.
    Det foreslås i stk. 1, at erhvervsministeren kan beslutte, at
    myndigheder, der tidligere var godkendt i henhold til lov om
    forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser, fortsat kan
    være godkendt til at anlægge grænseoverskridende gruppe-
    søgsmål i andre medlemsstater.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsmini-
    steren bemyndiges til at kunne beslutte, at myndigheder, der
    er godkendt i henhold til lov om forbud til beskyttelse af
    forbrugernes interesser, kan fortsætte med at være godkendt
    til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål.
    Forbrugerombudsmanden og Lægemiddelstyrelsen vil der-
    ved ikke på ny skulle anmode erhvervsministeren om god-
    kendelse til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgs-
    mål.
    Dette er i overensstemmelse med direktivets artikel 4, stk.
    7, hvorefter myndigheder, der allerede er godkendt i henhold
    til forbudsdirektivet, skal forblive godkendte myndigheder i
    henhold til gruppesøgsmålsdirektivet.
    Det foreslås i stk. 2, at de myndigheder, der er nævnt i
    stk. 1, derudover vil være godkendt til at anlægge nationale
    gruppesøgsmål ved domstolene efter denne lov.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de myndighe-
    der, der er godkendt til at anlægge grænseoverskridende
    gruppesøgsmål efter lov om forbud til beskyttelse af forbru-
    gernes interesser, også gives kompetence til at kunne anlæg-
    ge nationale gruppesøgsmål.
    Forbrugerombudsmanden og Lægemiddelstyrelsen, der er
    godkendt til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgs-
    mål efter lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes inte-
    resser, vil således ikke skulle anmode om godkendelse for
    at opnå søgsmålskompetence til at anlægge nationale grup-
    pesøgsmål, da de efter denne bestemmelse automatisk også
    vil opnå søgsmålskompetence hertil.
    Bestemmelsen tilføjes, da gruppesøgsmålsdirektivets anven-
    delsesområde udvides til både at gælde for nationale og
    grænseoverskridende gruppesøgsmål, hvor forbudsdirektivet
    alene vedrører grænseoverskridende gruppesøgsmål.
    Da gruppesøgsmålsdirektivet medfører en mulighed for, at
    myndigheder, der er godkendt til anlæggelse af gruppesøgs-
    mål i henhold til forbudsdirektivet kan forblive godkendt,
    bør disse myndigheder ligeledes tildeles kompetence til at
    kunne føre nationale gruppesøgsmål.
    Til § 27
    Det foreslås i stk. 1, at loven ikke gælder for Færøerne og
    Grønland.
    Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets
    direktiv om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til be-
    skyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om ophæ-
    velse af direktiv 2009/22/EF.
    Lovforslaget vedrører forbrugerbeskyttelsesområdet og rets-
    plejeområdet, idet der indføres en ny ordning for anlæggelse
    af en særlig type gruppesøgsmål om erhvervsdrivende over-
    trædelser af EU-retlig regulering.
    Der gælder særlige retsplejelove for henholdsvis Færøerne
    og Grønland, og Færøerne og Grønland har således egne
    ordninger for anlæggelse af søgsmål. Det er derfor vurderin-
    gen, at den foreslåede lov ikke skal gælde eller kunne sættes
    i kraft for hverken Færøerne eller Grønland.
    56
    Bilag I
    EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2020/1828
    af 25. november 2020
    om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og
    om ophævelse af direktiv 2009/22/EF
    (EØS-relevant tekst)
    EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,
    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
    efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
    under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg1),
    under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget2),
    efter den almindelige lovgivningsprocedure3),
    og ud fra følgende betragtninger:
    (1) Globaliseringen og digitaliseringen har øget risikoen for, at et større antal forbrugere lider skade som
    følge af den samme ulovlige praksis. Overtrædelser af EU-retten kan være til skade for forbrugerne. Uden
    effektive midler til at bringe en ulovlig praksis til ophør og til at opnå genopretning for forbrugerne
    mindskes forbrugernes tillid til det indre marked.
    (2) Manglen på effektive midler til at håndhæve EU-retten, som beskytter forbrugerne, kan også resultere
    i en forvridning af den fair konkurrence mellem erhvervsdrivende, der overtræder lovgivningen, og
    erhvervsdrivende, der overholder lovgivningen, og som opererer nationalt eller på tværs af grænserne. Så-
    danne forvridninger kan hindre det indre marked i at fungere gnidningsløst.
    (3) I henhold til artikel 26, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skal
    det indre marked indebære et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer og tjeneste-
    ydelser. Det indre marked bør give forbrugerne en merværdi i form af bedre kvalitet, større udvalg,
    rimelige priser og høje sikkerhedsstandarder med hensyn til varer og tjenesteydelser, hvorved et højt
    forbrugerbeskyttelsesniveau fremmes.
    (4) Artikel 169, stk. 1, og artikel 169, stk. 2, litra a), i TEUF fastsætter, at Unionen skal bidrage til at
    nå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau ved hjælp af foranstaltninger, som vedtages i henhold til artikel
    114 i TEUF. I henhold til artikel 38 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder
    (»chartret«) skal der sikres et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i Unionens politikker.
    (5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/22/EF4) gjorde det muligt for godkendte organer/orga-
    nisationer at anlægge gruppesøgsmål, der primært har til formål at bringe overtrædelser af EU-retten,
    som skader forbrugernes kollektive interesser, til ophør eller at forbyde disse. I dette direktiv blev der
    imidlertid ikke i tilstrækkelig grad taget fat på at løfte udfordringerne i forbindelse med håndhævelse af
    forbrugerbeskyttelsesretten. For i højere grad at afskrække fra ulovlig praksis og mindske skaderne for
    forbrugerne på et stadigt mere globaliseret og digitaliseret marked er det nødvendigt at styrke processuel-
    57
    le ordninger til beskyttelsen af forbrugernes kollektive interesser, så de omfatter både foranstaltninger
    om påbud og foranstaltninger om genopretning. I lyset af det store antal påkrævede ændringer er det
    hensigtsmæssigt at ophæve direktiv 2009/22/EF og erstatte det med nærværende direktiv.
    (6) Processuelle ordninger for anlæggelse af gruppesøgsmål, både for så vidt angår foranstaltninger om
    påbud og foranstaltninger om genopretning, varierer i hele Unionen og giver forskellige forbrugerbeskyt-
    telsesniveauer. Desuden er der også medlemsstater, som på nuværende tidspunkt ikke har indført nogen
    processuelle ordninger for kollektive søgsmål om foranstaltninger om genopretning. Denne situation
    mindsker forbrugernes og virksomhedernes tillid til det indre marked og deres evne til at drive forretning
    på det indre marked. Den forvrider konkurrencen og hindrer en effektiv håndhævelse af EU-retten på
    forbrugerbeskyttelsesområdet.
    (7) Dette direktiv har derfor til formål at sikre, at der på EU-plan og på nationalt plan findes mindst
    én effektiv og virkningsfuld processuel ordning for anlæggelse af gruppesøgsmål og med henblik på
    foranstaltninger om påbud og genopretning, der er tilgængelig for forbrugere i alle medlemsstater. At
    have én sådan processuel ordning for anlæggelse af gruppesøgsmål tilgængelig vil øge forbrugernes tillid,
    sætte dem i stand til at udøve deres rettigheder, bidrage til en mere fair konkurrence og skabe lige vilkår
    for erhvervsdrivende, der opererer på det indre marked.
    (8) Dette direktiv har til formål at bidrage til det indre markeds funktion og til opnåelsen af et højt for-
    brugerbeskyttelsesniveau ved at gøre det muligt for godkendte organer/organisationer, som repræsenterer
    forbrugernes kollektive interesser, at anlægge gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om både
    påbud og genopretning mod erhvervsdrivende, der overtræder EU-retlige bestemmelser. Disse godkendte
    organer/organisationer bør kunne anmode om at få bragt sådan overtrædelse til ophør eller få den forbudt
    og søge foranstaltninger om genopretning, hvis det er relevant og muligt i henhold til EU-retten og
    national ret, såsom erstatning, afhjælpning eller forholdsmæssigt afslag.
    (9) Gruppesøgsmål bør være en effektiv og virkningsfuld måde, hvorpå forbrugernes kollektive interesser
    kan beskyttes. Det bør gøre det muligt for godkendte organer/organisationer at tage initiativer med hen-
    blik på at sikre, at de erhvervsdrivende overholder de relevante EU-retlige bestemmelser, og at overvinde
    de hindringer, forbrugere står over for i individuelle sager såsom sådanne, der relaterer sig til usikkerhed
    om deres rettigheder og om hvilke processuelle ordninger, der er tilgængelige, de psykologiske barrierer
    for at indbringe sager og det negative forhold mellem de forventede udgifter sammenholdt med fordelene
    ved at indlede en individuel sag.
    (10) Det er vigtigt at sikre den nødvendige balance mellem at forbedre forbrugernes adgang til klage
    og domstolsprøvelse og at yde de nødvendige garantier til de erhvervsdrivende for at undgå misbrug af
    adgangen til at anlægge sager, som med urette hindrer virksomhedernes mulighed for at drive forretning
    på det indre marked. For at forhindre misbrug af adgangen til at anlægge gruppesøgsmål bør tildeling af
    erstatning med karakter af bod undgås, og der bør fastsættes regler for visse processuelle aspekter såsom
    udpegelse og finansiering af godkendte organer/organisationer.
    (11) Dette direktiv bør ikke erstatte eksisterende nationale processuelle ordninger til beskyttelse af for-
    brugernes kollektive eller individuelle interesser. Under hensyntagen til medlemsstaternes retstraditioner
    overlades det til dem at beslutte, om de vil udforme den processuelle ordning for anlæggelse af gruppe-
    søgsmål, der er påkrævet i dette direktiv, som del af en eksisterende eller som del af en ny processuel
    ordning for kollektive foranstaltninger om påbud eller genopretning eller som en særskilt ordning, for så
    vidt som mindst én national processuel ordning for anlæggelse af gruppesøgsmål er i overensstemmelse
    med dette direktiv. Dette direktiv bør f.eks. ikke forhindre medlemsstaterne i at vedtage lovgivning om
    anerkendelsessøgsmål ved en domstol eller en forvaltningsmyndighed, selv om det ikke fastsætter regler
    58
    for sådanne sager. Hvis der er indført processuelle ordninger på nationalt plan ud over den processuelle
    ordning, der er påkrævet i dette direktiv, bør det godkendte organ/den godkendte organisation kunne
    vælge, hvilken processuel ordning der skal anvendes.
    (12) I overensstemmelse med princippet om processuel autonomi bør dette direktiv ikke indeholde
    bestemmelser om ethvert aspekt i gruppesøgsmål. Det er derfor op til medlemsstaterne at fastsætte regler,
    f.eks. vedrørende antagelighed, beviser eller retsmidler, som finder anvendelse på gruppesøgsmål. Det
    bør f.eks. være op til medlemsstaterne at træffe afgørelse om, hvilken grad af lighed der kræves mellem
    individuelle krav, eller det mindste antal berørte forbrugere, der skal være omfattet af et gruppesøgsmål
    med henblik på foranstaltninger om genopretning, for at en sag kan behandles som et gruppesøgsmål. Så-
    danne nationale regler bør ikke hindre, at den processuelle ordning for anlæggelse af gruppesøgsmål,
    der er påkrævet i dette direktiv, fungerer effektivt. I overensstemmelse med princippet om ikkeforskelsbe-
    handling bør de betingelser for antagelse til behandling, der gælder for specifikke grænseoverskridende
    gruppesøgsmål, ikke være forskellige fra dem, der gælder for specifikke nationale gruppesøgsmål. En
    afgørelse om, at et gruppesøgsmål er uantageligt, bør ikke påvirke de af søgsmålet berørte forbrugeres
    rettigheder.
    (13) Dette direktivs anvendelsesområde bør afspejle den seneste udvikling på forbrugerbeskyttelsesområ-
    det. Da forbrugere nu handler på et bredere og stadigt mere digitaliseret marked, skal der for at opnå et
    højt forbrugerbeskyttelsesniveau være krav om, at områder som databeskyttelse, finansielle tjenesteydel-
    ser, rejser og turisme, energi og telekommunikation omfattes af direktivet i tillæg til den almindelige
    forbrugerbeskyttelsesret. Navnlig da der er øget efterspørgsel blandt forbrugerne efter finansielle tjeneste-
    ydelser og investeringstjenesteydelser, er det vigtigt at forbedre håndhævelsen af forbrugerbeskyttelses-
    retten på disse områder. Forbrugermarkedet har også udviklet sig på området for digitale tjenester, og
    der er et øget behov for mere effektiv håndhævelse af forbrugerbeskyttelsesretten, herunder vedrørende
    databeskyttelse.
    (14) Dette direktiv bør omfatte overtrædelser af de EU-retlige bestemmelser, der er omhandlet i bilag
    I, i det omfang disse bestemmelser beskytter forbrugernes interesser, uanset om disse forbrugere be-
    nævnes forbrugere, rejsende, brugere, kunder, detailinvestorer, detailkunder, registrerede personer eller
    andet. Dette direktiv bør dog kun varetage interesserne hos fysiske personer, som har lidt skade eller som
    ville kunne lide skade som følge af de pågældende overtrædelser, hvis de fysiske personer er forbrugere i
    henhold til dette direktiv. Overtrædelser, der skader fysiske personer, som betragtes som erhvervsdrivende
    i henhold til dette direktiv, bør ikke være omfattet.
    (15) Dette direktiv bør ikke berøre de retsakter, der er opført i bilag I, og bør derfor ikke ændre eller
    udvide definitionerne fastsat i disse retsakter eller erstatte eventuelle håndhævelsesmekanismer, som de
    pågældende retsakter måtte indeholde. For eksempel kan de håndhævelsesmekanismer, der er fastsat i el-
    ler baseret på Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/6795), fortsat anvendes til beskyttelse
    af forbrugernes kollektive interesser, hvor det er relevant.
    (16) For at undgå tvivl bør dette direktivs anvendelsesområde fastsættes så præcist som muligt i bilag
    I. Hvis de retsakter, der er opført i bilag I, indeholder bestemmelser, som ikke vedrører forbrugerbeskyt-
    telse, bør der i bilag I henvises til de specifikke bestemmelser, som beskytter forbrugernes interesser. Så-
    danne henvisninger er dog ikke altid praktisk gennemførlige på grund af visse retsakters struktur, navnlig
    på området for finansielle tjenesteydelser, herunder området for investeringstjenesteydelser.
    (17) For at sikre en hensigtsmæssig reaktion på overtrædelser af EU-retten, hvis form og omfang hurtigt
    forandrer sig, bør lovgiver, hver gang der vedtages en ny EU-retsakt, der er relevant for beskyttelse af
    59
    forbrugernes kollektive interesser, overveje, om bilag I til dette direktiv skal ændres for at sikre, at den
    nye EU-retsakt omfattes af dette direktivs anvendelsesområde.
    (18) Medlemsstaterne bør fortsat have kompetence til at anvende bestemmelserne i dette direktiv på
    områder i tillæg til dem, der er omfattet af dets anvendelsesområde. Medlemsstaterne bør for eksempel
    kunne opretholde eller indføre national lovgivning, der svarer til bestemmelserne i dette direktiv, for så
    vidt angår tvister, der falder uden for anvendelsesområdet for bilag I.
    (19) Da både retslige og administrative procedurer effektivt og virkningsfuldt kan tjene til at beskytte
    forbrugernes kollektive interesser, overlades det til medlemsstaterne at beslutte, om et gruppesøgsmål
    kan anlægges som retslig procedure, administrativ procedure eller begge afhængigt af det relevante
    retsområde eller den pågældende økonomiske sektor. Dette bør ikke berøre retten til adgang til effektive
    retsmidler som fastsat i artikel 47 i chartret, i henhold til hvilken medlemsstaterne skal sikre, at forbrugere
    og erhvervsdrivende har ret til adgang til effektive retsmidler for en domstol i forbindelse med en hvilken
    som helst administrativ afgørelse, der er truffet i henhold til nationale bestemmelser, der gennemfører
    dette direktiv. Dette bør omfatte muligheden for, at en part i et søgsmål kan opnå en afgørelse om
    suspension af fuldbyrdelsen af den omtvistede afgørelse i overensstemmelse med national ret.
    (20) Dette direktiv, der bygger på direktiv 2009/22/EF, bør både omfatte nationale og grænseoverskriden-
    de overtrædelser, navnlig når de forbrugere, der er berørt af en overtrædelse, bor i en anden medlemsstat
    end den, hvor den erhvervsdrivende, der overtræder lovgivningen, er etableret. Det bør også omfatte
    overtrædelser, der er ophørt, før et gruppesøgsmål er anlagt eller afsluttet, da det stadig kan være nødven-
    digt at forhindre en gentagelse af praksis ved at forbyde den, at fastslå, at en given praksis udgjorde en
    overtrædelse, eller at lette forbrugernes adgang til genopretning.
    (21) Dette direktiv bør ikke berøre anvendelsen af regler om international privatret vedrørende retternes
    kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser eller om lovvalg, og det bør heller ikke
    fastsætte regler herom. Eksisterende EU-retlige instrumenter bør finde anvendelse på den processuelle
    ordning for anlæggelse af gruppesøgsmål, der er krævet i dette direktiv. Navnlig Europa-Parlamentets og
    Rådets forordning (EF) nr. 864/20076), forordning (EF) nr. 593/20087) og forordning (EU) nr. 1215/20128)
    bør finde anvendelse på den processuelle ordning for anlæggelse af gruppesøgsmål, der er påkrævet i
    dette direktiv.
    (22) Det bør bemærkes, at forordning (EU) nr. 1215/2012 ikke omfatter forvaltningsmyndigheders kom-
    petence eller anerkendelse eller fuldbyrdelse af afgørelser truffet af sådanne myndigheder. Sådanne
    spørgsmål bør overlades til national ret.
    (23) Hvor det er relevant, kunne det være muligt for et godkendt organ/en godkendt organisation i
    overensstemmelse med regler om international privatret at anlægge et gruppesøgsmål i den medlemsstat,
    hvor organet/organisationen er udpeget, samt i en anden medlemsstat. Dette direktiv, der bygger på
    direktiv 2009/22/EF, bør foretage en sondring mellem disse to typer af gruppesøgsmål. Når et godkendt
    organ/en godkendt organisation anlægger et gruppesøgsmål i en anden medlemsstat end den, hvor
    organet/organisationen er udpeget, bør dette gruppesøgsmål anses for at være et grænseoverskridende
    gruppesøgsmål. Når et godkendt organ/en godkendt organisation anlægger et gruppesøgsmål i den med-
    lemsstat, hvor organet/organisationen er udpeget, bør dette gruppesøgsmål anses for at være et nationalt
    gruppesøgsmål, selv hvis dette gruppesøgsmål anlægges mod en erhvervsdrivende, der har hjemting i en
    anden medlemsstat, og selv hvis forbrugere fra flere medlemsstater er repræsenteret i det pågældende
    gruppesøgsmål. Det afgørende for fastlæggelsen af typen af gruppesøgsmål bør være den medlemsstat,
    hvori sagen anlægges. Derfor bør det ikke være muligt for et nationalt gruppesøgsmål at blive et grænseo-
    verskridende gruppesøgsmål under sagens behandling eller omvendt.
    60
    (24) Navnlig forbrugerorganisationer bør spille en aktiv rolle med hensyn til at sikre, at relevante
    EU-retlige bestemmelser overholdes. De bør alle anses for at have gode forudsætninger for at ansøge
    om status som godkendt organ/ organisation i overensstemmelse med national ret. Afhængig af nationale
    retstraditioner kan offentlige organer også spille en aktiv rolle med hensyn til at sikre, at relevante
    EU-retlige bestemmelser overholdes, ved at anlægge gruppesøgsmål som omhandlet i dette direktiv.
    (25) Med henblik på grænseoverskridende gruppesøgsmål bør godkendte organer/organisationer opfylde
    de samme kriterier for udpegelse i hele Unionen. De bør navnlig være juridiske personer, der er forskrifts-
    mæssigt oprettet i henhold til den udpegede medlemsstats lovgivning, have en vis permanent karakter
    og niveau af offentlig aktivitet, ikke arbejde med fortjeneste for øje og i lyset af deres vedtægtsbestemte
    formål have legitim interesse i at varetage forbrugernes interesser som fastsat i EU-retten. Godkendte
    organer/organisationer bør ikke være under insolvensbehandling eller være erklæret konkurs. De bør
    være uafhængige og ud over forbrugere ikke være påvirket af personer, som har økonomisk interesse i
    at anlægge et gruppesøgsmål, navnlig erhvervsdrivende eller hedgefonde, herunder i tilfælde af finansie-
    ring fra en tredjepart. Godkendte organer/organisationer bør have indført procedurer, der forhindrer en
    sådan indflydelse samt interessekonflikter mellem dem selv, deres finansieringsydere og forbrugernes
    interesser. De bør i et klart og forståeligt sprog ved hjælp af passende midler, navnlig på deres websted,
    offentliggøre oplysninger, der påviser, at de opfylder kriterierne for udpegelse til godkendt organ/organi-
    sation, og generelle oplysninger om deres finansieringskilder generelt set samt om deres organisatoriske
    og ledelsesmæssige struktur samt medlemsstruktur, deres vedtægtsbestemte formål og deres aktiviteter.
    (26) Medlemsstaterne bør frit kunne fastsætte kriterierne for udpegelse af godkendte organer/organisatio-
    ner i overensstemmelse med national ret. Medlemsstaterne bør dog også kunne anvende de kriterier for
    udpegelse, der er fastsat i dette direktiv for udpegelse af godkendte organer/organisationer med henblik på
    grænseoverskridende gruppesøgsmål, for så vidt angår godkendte organer/organisationer, der kun udpeges
    med henblik på nationale gruppesøgsmål.
    (27) De kriterier, der anvendes for udpegelsen af godkendte organer/organisationer i forbindelse med
    nationale eller grænseoverskridende gruppesøgsmål, bør ikke være til hinder for, at gruppesøgsmål, som
    omhandlet i dette direktiv, fungerer effektivt.
    (28) Medlemsstaterne bør kunne udpege godkendte organer/organisationer på forhånd med det formål
    at anlægge gruppesøgsmål. Dette direktiv bør ikke tilskynde medlemsstaterne til at indføre mulighed
    for at udpege godkendte organer/organisationer på ad hoc-basis. Med henblik på nationale gruppesøgs-
    mål bør medlemsstaterne dog også eller alternativt kunne udpege godkendte organer/organisationer på
    ad hoc-basis i et specifikt nationalt gruppesøgsmål. En sådan udpegelse bør kunne foretages af den
    retsinstans eller forvaltningsmyndighed, for hvilken sagen er indbragt, herunder ved godkendelse, hvis
    det er relevant. Med henblik på grænseoverskridende gruppesøgsmål er det dog nødvendigt med fælles
    garantier. Godkendte organer/organisationer, der er blevet udpeget på ad hoc-basis, bør derfor ikke have
    mulighed for at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål.
    (29) Det bør være op til den udpegende medlemsstat at sikre, at et organ/en organisation opfylder
    kriterierne for udpegelse af godkendte organer/organisationer med henblik på grænseoverskridende grup-
    pesøgsmål, at vurdere, om det godkendte organ/den godkendte organisation fortsat opfylder kriterierne
    for udpegelse, og om nødvendigt at tilbagekalde udpegelsen af det godkendte organ/den godkendte
    organisation. Medlemsstaterne bør mindst hvert femte år vurdere, om godkendte organer/organisationer
    fortsat opfylder kriterierne for udpegelse.
    (30) Hvis der opstår tvivl om, hvorvidt et godkendt organ/en godkendt organisation opfylder kriterierne
    for udpegelse, bør den medlemsstat, som udpegede organet/organisationen, undersøge sagen og om
    61
    nødvendigt tilbagekalde udpegelsen af det godkendte organ/den godkendte organisation. Medlemsstaterne
    bør udpege nationale kontaktpunkter med henblik på at sende og modtage anmodninger om undersøgel-
    ser.
    (31) Medlemsstaterne bør sikre, at godkendte organer/organisationer, der er udpeget med henblik på
    grænseoverskridende gruppesøgsmål i en anden medlemsstat, kan anlægge sådanne gruppesøgsmål ved
    deres retsinstanser eller forvaltningsmyndigheder. Derudover bør godkendte organer/organisationer fra
    forskellige medlemsstater kunne gå sammen i ét enkelt gruppesøgsmål for én enkelt domstol under
    overholdelse af de relevante værnetingsregler. Dette bør ikke berøre retten for den retsinstans eller
    forvaltningsmyndighed, for hvilken sagen er indbragt, til at undersøge, om gruppesøgsmålet er egnet til at
    blive behandlet som ét enkelt gruppesøgsmål.
    (32) Der bør sikres gensidig anerkendelse af den kompetence til at anlægge gruppesøgsmål, som god-
    kendte organer/ organisationer, der er udpeget med henblik på grænseoverskridende gruppesøgsmål, er
    tillagt. Disse godkendte organers/organisationers identitet bør meddeles til Kommissionen, og Kommissi-
    onen bør udarbejde en liste over disse godkendte organer/organisationer. Optagelse på listen bør tjene
    som bevis for, at det godkendte organ/den godkendte organisation, der anlægger et gruppesøgsmål,
    har kompetence til at anlægge gruppesøgsmål. Dette bør ikke berøre retsinstansernes og forvaltnings-
    myndighedernes ret til at undersøge, om det ud fra det godkendte organs/den godkendte organisations
    vedtægtsbestemte formål er berettiget, at den/det anlægger sag i et konkret tilfælde.
    (33) Foranstaltninger om påbud har til formål at beskytte forbrugernes kollektive interesser uafhængigt
    af, om den individuelle forbruger faktisk har lidt tab eller skade. Ved foranstaltninger om påbud kan
    erhvervsdrivende tilpligtes at foretage specifikke handlinger såsom at give forbrugerne de oplysninger,
    som de tidligere undlod at give dem, selv om det var i strid med en lovbestemt forpligtelse. En afgørelse
    om en foranstaltning om påbud bør ikke afhænge af, om den pågældende praksis blev fulgt forsætligt eller
    som resultat af uagtsomhed.
    (34) Når et gruppesøgsmål anlægges, bør det godkendte organ/den godkendte organisation fremlægge
    tilstrækkelige oplysninger om de berørte forbrugere til retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden. Disse
    oplysninger bør gøre det muligt for retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden at fastlægge, hvorvidt
    den har kompetence, og foretage lovvalg. I en sag om erstatning uden for kontrakt kræver dette, at retsin-
    stansen eller forvaltningsmyndigheden underrettes om det sted, hvor den skadevoldende begivenhed, der
    påvirker forbrugerne, er foregået eller ville kunne foregå. Detaljeringsgraden af de krævede oplysninger
    kan variere afhængigt af, hvilken foranstaltning det godkendte organ/den godkendte organisation søger
    at opnå, og om der anvendes en tilvalgs- eller fravalgsordning. Når et gruppesøgsmål med henblik på
    foranstaltninger om påbud anlægges, kræver en eventuel suspension eller afbrydelse af forældelsesfrister
    for efterfølgende krav om genopretning, at det godkendte organ/den godkendte organisation fremlægger
    tilstrækkelige oplysninger om den gruppe af forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmålet.
    (35) Medlemsstaterne bør sikre, at godkendte organer/organisationer er i stand til at søge at opnå foran-
    staltninger om påbud og foranstaltninger om genopretning. For at sikre den processuelle effektivitet
    af gruppesøgsmål bør medlemsstaterne kunne beslutte, at godkendte organer/organisationer har mulig-
    hed for at søge at opnå foranstaltninger om påbud og genopretning inden for rammerne af ét enkelt
    gruppesøgsmål eller inden for særskilte gruppesøgsmål. Hvis godkendte organer/organisationer søger at
    opnå dette inden for rammerne af ét enkelt gruppesøgsmål, bør de kunne søge at opnå alle relevante
    foranstaltninger på det tidspunkt, hvor gruppesøgsmålet anlægges, eller først søge at opnå relevante
    foranstaltninger om påbud og derefter foranstaltninger om genopretning, hvis det er relevant.
    62
    (36) Et godkendt organ/en godkendt organisation, der anlægger et gruppesøgsmål i henhold til dette
    direktiv, bør søge at opnå de relevante foranstaltninger, herunder foranstaltninger om genopretning, til
    gavn for og på vegne af de forbrugere, der er berørt af overtrædelsen. Det godkendte organ/den godkendte
    organisation bør have sagens skadelidte parts processuelle rettigheder og forpligtelser. Medlemsstaterne
    bør frit kunne give de individuelle forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmålet, visse rettigheder inden
    for rammerne af gruppesøgsmålet, men disse individuelle forbrugere bør ikke være sagens skadelidte
    part. Individuelle forbrugere bør under alle omstændigheder ikke kunne gribe ind i de processuelle
    afgørelser, der træffes af de godkendte organer/organisationer, individuelt anmode om dokumentation
    inden for sagens rammer eller individuelt klage over de processuelle afgørelser, der træffes af den
    retsinstans eller forvaltningsmyndighed, som gruppesøgsmålet er indbragt for. Individuelle forbrugere bør
    desuden ikke have processuelle forpligtelser inden for rammerne af gruppesøgsmålet og bør ikke bære
    sagsomkostningerne, bortset fra i undtagelsestilfælde.
    (37) De forbrugere, der er berørte af et gruppesøgsmål, bør dog have ret til at drage fordel af det
    pågældende gruppesøgsmål. I gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning bør
    fordelene antage form af f. eks. erstatning, afhjælpning, ombytning, forholdsmæssigt afslag, ophævelse
    af kontrakten eller tilbagebetaling af den betalte pris. I gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger
    om påbud vil fordelen for de berørte forbrugere være ophør af eller forbud mod en praksis, der udgør en
    overtrædelse.
    (38) I forbindelse med gruppesøgsmål med henblik på genopretningsforanstaltninger bør den tabende
    part betale afholdte sagsomkostninger for den vindende part i overensstemmelse med de betingelser
    og undtagelser, der er fastsat i national ret. Retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden bør dog ikke
    pålægge den tabende part at betale omkostningerne, for så vidt de er påløbet unødvendigt. Individuelle
    forbrugere, der er berørt af et gruppesøgsmål, bør ikke betale sagsomkostningerne. En individuel forbru-
    ger, der er berørt af et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning, kan imidlertid
    i undtagelsestilfælde pålægges at betale sagsomkostninger, som er påløbet som følge af den pågældende
    individuelle forbrugers forsætlige eller uagtsomme adfærd, for eksempel ved at forlænge sagen ved
    ulovlig adfærd. Sagsomkostningerne bør for eksempel omfatte omkostninger som følge af, at begge parter
    har været repræsenteret ved en advokat eller en anden retlig aktør, eller omkostninger i forbindelse med
    forkyndelse eller oversættelse af dokumenter.
    (39) For at undgå misbrug af adgangen til at indbringe sager bør medlemsstaterne fastsætte nye regler
    eller anvende eksisterende regler i national ret, således at retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden kan
    beslutte at afvise åbenlyst ubegrundede sager, så snart retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden har
    modtaget de nødvendige oplysninger til at begrunde afgørelsen. Medlemsstaterne bør ikke være forpligtet
    til at indføre særlige regler for gruppesøgsmål og bør kunne anvende generelle processuelle regler for
    sager, når disse regler opfylder målet om at undgå misbrug af adgangen til at indbringe sager.
    (40) Foranstaltninger om påbud bør omfatte endelige og foreløbige foranstaltninger. Foreløbige foran-
    staltninger kunne dække midlertidige foranstaltninger, retsbevarende og forebyggende foranstaltninger
    med henblik på at bringe en igangværende praksis til ophør eller forbyde en påtænkt praksis, hvis denne
    endnu ikke er blevet fulgt, men hvor der er risiko for, at den vil føre til alvorlig eller uoprettelig skade
    for forbrugerne. Foranstaltninger om påbud kunne også omfatte foranstaltninger, der fastslår, at en given
    praksis udgør en overtrædelse i tilfælde, hvor denne praksis er ophørt, inden gruppesøgsmålene blev
    anlagt, men hvor der stadig er behov for at fastslå, at denne praksis udgjorde en overtrædelse, f.eks. for
    at lette efterfølgende sager med henblik på foranstaltninger om genopretning. Foranstaltninger om påbud
    kan desuden antage form af en forpligtelse for den erhvervsdrivende, der har overtrådt lovgivningen, til
    at offentliggøre afgørelsen truffet af retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden om foranstaltningen helt
    eller delvist, i en sådan form, der findes hensigtsmæssig, eller at offentliggøre en berigtigelse.
    63
    (41) Medlemsstaterne bør byggende på direktiv 2009/22/EF kunne kræve, at det godkendte organ/den
    godkendte organisation, der har til hensigt at anlægge et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger
    om påbud, foretager en forudgående konsultation herom, således at den berørte erhvervsdrivende får
    mulighed for selv at bringe den praksis, der ville være genstand for gruppesøgsmålet, til ophør. Med-
    lemsstaterne bør kunne kræve, at denne forudgående konsultation foretages sammen med en uafhængig
    offentlig instans, der udpeges af dem. Når medlemsstaterne har fastslået, at der skal være forudgående
    konsultation, bør der fastsættes en frist på to uger fra modtagelsen af anmodningen om konsultation,
    hvorefter ansøgeren, såfremt overtrædelsen ikke er bragt til ophør, straks bør kunne anlægge et gruppe-
    søgsmål med henblik på foranstaltninger om påbud ved den kompetente retsinstans eller forvaltningsmyn-
    dighed. Sådanne krav kunne i overensstemmelse med national ret også anvendes på gruppesøgsmål med
    henblik på foranstaltninger om genopretning.
    (42) Dette direktiv bør indeholde bestemmelser om en processuel ordning, som ikke berører de regler,
    der fastlægger forbrugernes materielle ret til kontraktlige retsmidler og retsmidler uden for kontrakt,
    i tilfælde hvor deres interesser er blevet skadet af en overtrædelse, såsom retten til skadeserstatning,
    ophævelse af kontrakten, tilbagebetaling, ombytning, afhjælpning eller forholdsmæssige afslag, afhængigt
    af situationen og af EU-retten eller national ret. Det bør kun være muligt at anlægge et gruppesøgsmål
    med henblik på foranstaltninger om genopretning i medfør af dette direktiv, hvis EU-retten eller national
    ret indeholder bestemmelser om sådanne materielle rettigheder. Dette direktiv bør ikke gøre det muligt
    at pålægge en erhvervsdrivende, der har begået en overtrædelse, en erstatning med karakter af straf i
    overensstemmelse med national ret.
    (43) Forbrugere, der er berørt af et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning,
    bør efter anlæggelse af gruppesøgsmålet have passende muligheder for at tilkendegive, hvorvidt de
    ønsker at lade sig repræsentere af det godkendte organ/den godkendte organisation i forbindelse med det
    specifikke gruppesøgsmål eller ej, og hvorvidt de ønsker at drage fordel af de relevante resultater af dette
    gruppesøgsmål eller ej. For at imødekomme medlemsstaternes retstraditioner bedst muligt bør de indføre
    en tilvalgs- eller fravalgsordning eller en kombination af de to ordninger. I en tilvalgsordning bør det
    kræves, at forbrugere udtrykkeligt tilkendegiver deres ønske om at lade sig repræsentere af det godkendte
    organ/den godkendte organisation i forbindelse med gruppesøgsmålet med henblik på foranstaltninger om
    genopretning. I en fravalgsordning bør det kræves, at forbrugere udtrykkeligt tilkendegiver, at de ikke
    ønsker at lade sig repræsentere af det godkendte organ/den godkendte organisation i forbindelse med et
    gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning. Medlemsstaterne bør kunne beslutte, i
    hvilken fase af sagen de individuelle forbrugere kan udøve deres ret til at vælge at deltage eller ikke at
    deltage i et gruppesøgsmål.
    (44) De medlemsstater, der indfører en tilvalgsordning, bør kunne kræve, at visse forbrugere vælger at
    deltage i et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning, inden gruppesøgsmålet er
    anlagt, forudsat at andre forbrugere også har mulighed for at deltage, efter at gruppesøgsmålet er anlagt.
    (45) For at sikre en god retspleje og undgå uforenelige retsafgørelser bør en tilvalgsordning dog være
    påkrævet i forbindelse med gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning, når de
    forbrugere, der er berørt af overtrædelsen, ikke har sædvanligt opholdssted i den medlemsstat, hvor
    retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden, som gruppesøgsmålet er anlagt for, er beliggende. I sådanne
    situationer bør forbrugerne udtrykkeligt skulle tilkendegive deres ønske om at lade sig repræsentere i det
    pågældende gruppesøgsmål for at være bundet af resultatet af gruppesøgsmålet.
    (46) Når forbrugere udtrykkeligt eller stiltiende tilkendegiver deres ønske om at lade sig repræsentere
    af et godkendt organ/en godkendt organisation i forbindelse med et gruppesøgsmål med henblik på foran-
    staltninger om genopretning, uanset om gruppesøgsmålet anlægges inden for rammerne af en tilvalgs-
    64
    eller fravalgsordning, bør de ikke længere kunne repræsenteres i andre gruppesøgsmål vedrørende det
    samme spørgsmål mod den samme erhvervsdrivende eller indbringe individuelle sager vedrørende det
    samme spørgsmål mod den samme erhvervsdrivende. Dette bør dog ikke gælde, hvis en forbruger, der
    udtrykkeligt eller stiltiende har tilkendegivet sit ønske om at lade sig repræsentere i forbindelse med
    et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning, senere vælger ikke at deltage i det
    pågældende gruppesøgsmål i overensstemmelse med national ret, f. eks. hvis en forbruger på et senere
    tidspunkt nægter at være bundet af et forlig.
    (47) Af praktiske hensyn og af hensyn til effektiviteten bør medlemsstaterne i overensstemmelse med
    deres nationale ret også have mulighed for at give forbrugerne mulighed for direkte at drage fordel af
    en foranstaltning om genopretning, efter at den er truffet, uden at blive underlagt krav om forudgående
    deltagelse i gruppesøgsmålet.
    (48) Medlemsstaterne bør fastlægge regler for koordinering af gruppesøgsmål, individuelle sager, der er
    indbragt af forbrugere, og eventuelle andre sager til beskyttelse af forbrugernes individuelle og kollektive
    interesser som fastsat i EU-retten og i national ret. Foranstaltninger om pålæg, der træffes i henhold til
    dette direktiv, bør ikke berøre individuelle sager med henblik på foranstaltninger om genopretning, der
    indbringes af forbrugere, som har lidt skade som følge af den praksis, der er genstand for foranstaltninger-
    ne om påbud.
    (49) Medlemsstaterne bør kræve, at godkendte organer/organisationer fremlægger tilstrækkelige oplysnin-
    ger til at understøtte et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning, herunder en
    beskrivelse af den gruppe af forbrugere, der er berørt af overtrædelsen, og spørgsmålene om de faktiske
    og retlige omstændigheder, der skal behandles inden for rammerne af gruppesøgsmålet. Det bør ikke
    kræves, at det godkendte organ/den godkendte organisation udpeger samtlige forbrugere, der er berørt
    af gruppesøgsmålet, individuelt for at kunne indlede gruppesøgsmålet. I forbindelse med anlæggelse
    af gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning bør retsinstansen eller forvaltnings-
    myndigheden tidligst muligt i sagen skulle kontrollere, om sagen er egnet til at blive behandlet som et
    gruppesøgsmål i lyset af overtrædelsens art og karakteren af den skade, som de berørte forbrugere har
    lidt.
    (50) Foranstaltninger om genopretning bør identificere de individuelle forbrugere eller som minimum
    beskrive den gruppe af forbrugere, der er berettiget til de retsmidler, som disse foranstaltninger om gen-
    opretning stiller til rådighed, og, hvis det er relevant, angive metoden til fastlæggelse af skadens omfang
    og de relevante skridt, som forbrugere og erhvervsdrivende skal tage med henblik på gennemførelse af
    retsmidlerne. Forbrugere, der er berettiget til retsmidler, bør kunne drage fordel af disse retsmidler uden
    at skulle indbringe særskilte sager. For eksempel indebærer et krav om indbringelse af en særskilt sag, at
    forbrugeren er forpligtet til at indbringe en individuel sag for en retsinstans eller en forvaltningsmyndig-
    hed med henblik på at fastslå skadens omfang. Omvendt bør det kunne kræves efter dette direktiv, at en
    forbruger tager visse skridt for at opnå sine retsmidler, som f.eks. at gøre den enhed, der har ansvaret for
    at håndhæve foranstaltningen med henblik på genopretning, bekendt med dem.
    (51) Medlemsstaterne bør fastlægge eller opretholde regler om tidsfrister, som f.eks. forældelsesfrister
    eller andre tidsfrister, for individuelle forbrugeres udøvelse af deres ret til at drage fordel af foranstalt-
    ningerne om genopretning. Medlemsstaterne bør kunne fastlægge regler om bestemmelsesstedet for
    eventuelle udestående genopretningsmidler, som ikke blev inddrevet inden for de fastsatte tidsfrister.
    (52) Godkendte organer/organisationer bør være fuldstændig gennemsigtige over for retsinstanser eller
    forvaltningsmyndigheder med hensyn til, hvorfra midlerne til finansiering af deres aktiviteter generelt
    set og midlerne til støtte for et konkret gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning
    65
    hidrører. Dette er nødvendigt for at retsinstanser eller forvaltningsmyndigheder kan vurdere, om finansie-
    ringen fra en tredjepart, for så vidt som den er tilladt i henhold til national ret, opfylder betingelserne i
    dette direktiv, om der foreligger en interessekonflikt mellem den tredjepart, der har ydet finansieringen,
    og det godkendte organ/den godkendte organisation, der giver risiko for misbrug af adgangen til at
    indbringe sager, og om finansieringen fra en tredjepart, der har en økonomisk interesse i at anlægge
    gruppesøgsmålet med henblik på foranstaltninger om genopretning eller resultatet heraf, vil føre gruppe-
    søgsmålet væk fra beskyttelsen af forbrugernes kollektive interesser. De oplysninger, som det godkendte
    organ/den godkendte organisation fremlægger for retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden, bør gøre
    det muligt for retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden at vurdere, om tredjeparten uretmæssigt kan
    påvirke det godkendte organs/den godkendte organisations processuelle afgørelser i forbindelse med
    gruppesøgsmålet, herunder afgørelser om forlig, på en måde, der ville være til skade for de berørte
    forbrugeres kollektive interesser, og at vurdere om tredjeparten finansierer gruppesøgsmålet med henblik
    på foranstaltninger om genopretning mod en modpart, som er en konkurrent til denne tredjepart, der
    finansierer sagen, eller mod en modpart, som den, der finansierer sagen, er afhængig af. Hvis en erhvervs-
    drivende, der opererer på samme marked som modparten, direkte finansierer et konkret gruppesøgsmål,
    bør det anses for at udgøre en interessekonflikt, eftersom konkurrenten kan have en økonomisk interesse
    i resultatet af gruppesøgsmålet, som ikke vil være den samme som forbrugernes interesser. Indirekte
    finansiering af et gruppesøgsmål fra organisationer, som finansieres gennem ligelige bidrag fra deres
    medlemmer eller gennem donationer, herunder erhvervsdrivendes donationer inden for rammerne af
    initiativer vedrørende virksomheders sociale ansvar eller crowdfunding, bør være berettiget som finansie-
    ring fra en tredjepart, forudsat at finansieringen fra tredjeparten opfylder kravene om gennemsigtighed,
    uafhængighed og fraværet af interessekonflikter. Hvis det bekræftes, at der er interessekonflikt, bør
    retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden have beføjelse til at træffe passende foranstaltninger, såsom
    at kræve at det pågældende godkendte organ/den pågældende godkendte organisation afslår eller ændrer
    den relevante finansiering, og om nødvendigt at afvise det godkendte organs/den godkendte organisations
    kompetence til at indbringe sager eller at erklære, at et specifikt gruppesøgsmål med henblik på foran-
    staltninger om genopretning ikke kan antages til realitetsbehandling. En sådan erklæring bør ikke påvirke
    rettighederne for de forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmålet.
    (53) Kollektive forlig, der har til formål at opnå genopretning for forbrugere, der har lidt skade, bør
    fremmes inden for rammerne af et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning.
    (54) Retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden bør kunne opfordre den erhvervsdrivende og det god-
    kendte organ/den godkendte organisation, som anlagde gruppesøgsmålet med henblik på foranstaltninger
    om genopretning, til at indlede forhandlinger med henblik på at indgå forlig om genopretning, der skal
    ydes til de forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmålet.
    (55) Et forlig, der indgås inden for rammerne af et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om
    genopretning, bør godkendes af den relevante retsinstans eller forvaltningsmyndighed, medmindre betin-
    gelserne for forliget ikke kan håndhæves, eller forliget ville være i strid med præceptive bestemmelser i
    national ret, der finder anvendelse på sagens genstand, og som ikke ved aftale kan fraviges til skade for
    forbrugerne. Et forlig vil for eksempel kunne være i strid med præceptive bestemmelser i national ret,
    hvis det udtrykkeligt bevarer et aftalevilkår, som giver den erhvervsdrivende eksklusiv ret til at fortolke
    ethvert andet vilkår i nævnte kontrakt.
    (56) Medlemsstaterne bør kunne fastlægge regler, der giver en retsinstans eller forvaltningsmyndighed
    mulighed for også at afvise at godkende et forlig, når retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden finder,
    at forliget er urimeligt.
    66
    (57) Godkendte forlig bør være bindende for det godkendte organ/den godkendte organisation, den
    erhvervsdrivende og de berørte individuelle forbrugere. Medlemsstaterne bør dog kunne fastsætte regler
    om, at de berørte individuelle forbrugere gives mulighed for at acceptere et forlig eller afvise at være
    bundet af det.
    (58) For at et gruppesøgsmål kan blive vellykket, er det afgørende at sikre, at forbrugerne underrettes om
    det. Godkendte organer/organisationer bør på deres websteder oplyse forbrugerne om de gruppesøgsmål,
    som de har besluttet at anlægge for retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden, status for de gruppesøgs-
    mål, som de har anlagt, og resultaterne af sådanne gruppesøgsmål, så forbrugerne er i stand til at træffe
    en kvalificeret afgørelse om, hvorvidt de ønsker at deltage i et gruppesøgsmål, og rettidigt tage de
    nødvendige skridt. Oplysningerne, som de godkendte organer/organisationer skal give forbrugerne, bør
    navnlig, hvis det er relevant og hensigtsmæssigt, omfatte en forklaring på et forståeligt sprog om sagens
    genstand og om de mulige eller faktiske retsvirkninger af gruppesøgsmålet, det godkendte organs/den
    godkendte organisations hensigt om at indbringe sagen, en beskrivelse af den gruppe af forbrugere, der
    er berørt af gruppesøgsmålet, og de nødvendige skridt, som de berørte forbrugere skal tage, herunder
    sikring af den nødvendige dokumentation, for at kunne drage fordel af foranstaltningerne om påbud eller
    genopretning eller de godkendte forlig som omhandlet i dette direktiv. Sådanne oplysninger bør være
    tilstrækkelige og stå i et rimeligt forhold til sagens omstændigheder.
    (59) Uden at det berører forpligtelsen for de godkendte organer/organisationer til at give oplysninger,
    bør de berørte forbrugere oplyses om et igangværende gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger
    om genopretning, således at de udtrykkeligt eller stiltiende kan tilgive deres ønske om at lade sig
    repræsentere i et gruppesøgsmål. Medlemsstaterne bør muliggøre dette ved at fastsætte passende regler
    for formidling af oplysninger om gruppesøgsmål til forbrugerne. Det bør være medlemsstaterne, der
    afgør, hvem der skal være ansvarlig for at formidle disse oplysninger.
    (60) Forbrugerne bør ligeledes underrettes om endelige afgørelser vedrørende foranstaltninger om påbud,
    foranstaltninger om genopretning eller godkendte forlig, om deres rettigheder, efter at der er konstate-
    ret en overtrædelse, og om de eventuelle efterfølgende skridt, som de forbrugere, der er berørt af et
    gruppesøgsmål, skal tage, navnlig med henblik på at opnå genopretning. De omdømmemæssige risici
    forbundet med formidling af oplysninger om overtrædelsen er også vigtige med henblik på at afskrække
    erhvervsdrivende fra at tilsidesætte forbrugernes rettigheder.
    (61) For at oplysninger om igangværende gruppesøgsmål og afsluttede gruppesøgsmål kan have virkning,
    bør de være tilstrækkelige og stå i et rimeligt forhold til sagernes omstændigheder. Sådanne oplysninger
    kunne for eksempel gives på det godkendte organs/den godkendte organisations eller den erhvervsdriven-
    des websted, i nationale elektroniske databaser, på sociale medier, på onlinemarkedspladser eller i almin-
    deligt læste aviser, herunder aviser, der udelukkende udgives elektronisk. Forbrugerne bør om muligt,
    og hvis det er relevant, underrettes individuelt ved brev sendt elektronisk eller i papirform. Sådanne
    oplysninger bør på anmodning gives i et format, der er tilgængeligt for personer med handicap.
    (62) Det bør være op til en erhvervsdrivende, der overtræder lovgivningen, for den erhvervsdrivendes
    regning at underrette alle berørte forbrugere om endelige foranstaltninger om påbud og genopretning. Den
    erhvervsdrivende bør også underrette forbrugerne om ethvert forlig, der er godkendt af en retsinstans eller
    forvaltningsmyndighed. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte regler om, at en sådan forpligtelse afhænger
    af en anmodning fra det godkendte organ/den godkendte organisation. Hvis det godkendte organ/den
    godkendte organisation eller retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden i henhold til national ret skal
    give de forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmålet, oplysninger om endelige afgørelser og godkendte
    forlig, bør den erhvervsdrivende ikke behøve at give oplysningerne endnu en gang. Det bør være op til
    67
    det godkendte organ/den godkendte organisation at oplyse de berørte forbrugere om endelige afgørelser
    vedrørende afvisning af et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning.
    (63) Medlemsstaterne bør kunne oprette nationale elektronisk databaser, der er offentligt tilgængelige via
    websteder, og som giver oplysninger om godkendte organer/organisationer, som på forhånd er udpeget
    til at kunne anlægge nationale gruppesøgsmål og grænseoverskridende gruppesøgsmål, og generelle
    oplysninger om igangværende og afsluttede gruppesøgsmål.
    (64) Medlemsstaterne bør sikre, at den endelige afgørelse fra en retsinstans eller forvaltningsmyndighed
    i en medlemsstat om, hvorvidt der foreligger en overtrædelse, som skader forbrugernes kollektive inte-
    resser, kan anvendes af alle parter som bevis i forbindelse med andre sager ved deres retsinstanser
    eller forvaltningsmyndigheder, hvori der søges at opnå foranstaltninger til genopretning mod den samme
    erhvervsdrivende for den samme praksis. I overensstemmelse med retsvæsenets uafhængighed og den frie
    bevisbedømmelse bør dette ikke berøre national ret om bevisbedømmelse.
    (65) Forældelsesfrister suspenderes normalt, når en sag indbringes. Sager med henblik på foranstaltninger
    om påbud har imidlertid ikke nødvendigvis suspenderende virkning i forhold til efterfølgende foranstalt-
    ninger om genopretning, der kan opstå som følge af den samme overtrædelse. Medlemsstaterne bør
    derfor sikre, at et verserende gruppesøgsmål med henblik på en foranstaltning om påbud bevirker, at de
    gældende forældelsesfrister suspenderes eller afbrydes for de forbrugere, der er berørt af det pågældende
    gruppesøgsmål, således at disse forbrugere uagtet om de agerer individuelt eller repræsenteres af et
    godkendt organ/en godkendt organisation ikke forhindres i efterfølgende at indbringe en sag om genopret-
    ning vedrørende den påståede overtrædelse, fordi forældelsesfristerne er udløbet under det pågældende
    gruppesøgsmål vedrørende foranstaltninger om påbud. Når det godkendte organ/den godkendte organisa-
    tion indbringer et gruppesøgsmål med henblik på påbud, bør det/den i tilstrækkelig grad definere den
    gruppe af forbrugere, hvis interesser er berørt af den påståede overtrædelse, som muligvis kunne have et
    krav som følge af denne overtrædelse, og som kunne blive berørt af udløbet af forældelsesfrister under
    gruppesøgsmålet. For at undgå tvivl bør det præciseres, at også et verserende gruppesøgsmål med henblik
    på en foranstaltning om genopretning bør bevirke, at de gældende forældelsesfrister suspenderes eller
    afbrydes for de forbrugere, der er berørt af det pågældende gruppesøgsmål.
    (66) For at garantere retssikkerhed bør suspension eller afbrydelse af forældelsesfrister, der er indført i
    overensstemmelse med dette direktiv, kun finde anvendelse på krav om genopretning, der er baseret på
    overtrædelser, som fandt sted på eller efter den 25. juni 2023. Dette bør ikke være til hinder for anvendel-
    se af nationale bestemmelser om suspension eller afbrydelse af forældelsesfrister, der var gældende inden
    den 25. juni 2023, på krav om genopretning, der er baseret på overtrædelser, som fandt sted før denne
    dato.
    (67) Gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om påbud bør behandles hurtigt. Hvis der er tale
    om en igangværende overtrædelse, kan behovet for en hurtig behandling være større. Gruppesøgsmål med
    henblik på foranstaltninger om påbud, der har foreløbig virkning, bør efter omstændighederne behandles
    inden for rammerne af en summarisk procedure for at forhindre enhver eller yderligere skade på grund af
    overtrædelsen.
    (68) Bevismaterialet er afgørende for at fastslå, om et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om
    påbud eller genopretning er velbegrundet. Forholdet mellem erhvervsdrivende og forbrugere er imidlertid
    ofte karakteriseret ved informationsasymmetri, og en erhvervsdrivende kan være den eneste, der har det
    nødvendige bevismateriale, hvilket gør det utilgængelig for det godkendte organ/den godkendte organisa-
    tion. Godkendte organer/ organisationer bør derfor have ret til at anmode retsinstansen eller forvaltnings-
    myndigheden om at pålægge den erhvervsdrivende at videregive bevismateriale, der er relevant for deres
    68
    krav. Omvendt bør erhvervsdrivende under hensyntagen til princippet om processuel ligestilling have
    tilsvarende ret til at anmode om bevismateriale, som det godkendte organ/den godkendte organisation
    er i besiddelse af. Behovet for og omfanget og forholdsmæssigheden af pålæg om videregivelse af bevis-
    materiale bør i overensstemmelse med national procesret omhyggeligt vurderes af den retsinstans eller
    forvaltningsmyndighed, der behandler gruppesøgsmålet, under hensyntagen til beskyttelse af tredjeparters
    legitime interesser og under overholdelse af gældende EU-regler og nationale regler om fortrolighed.
    (69) For at sikre, at gruppesøgsmål er effektive, bør erhvervsdrivende, der overtræder lovgivningen,
    kunne pålægges sanktioner, som er effektive, afskrækkende og proportionale, for undladelse eller nægtel-
    se af at efterkomme en foranstaltning om påbud. Medlemsstaterne bør sikre, at disse sanktioner kan
    have form af bødestraf, f.eks. betingede bøder, løbende betalinger eller tvangsbøder. Der bør også være
    sanktioner for undladelse eller nægtelse af at efterkomme et pålæg om at fremlægge oplysninger til
    berørte forbrugere om endelige afgørelser eller forlig eller om undladelse eller nægtelse af at fremlægge
    bevismateriale. Der bør også kunne anvendes andre typer af sanktioner, f. eks. processuelle foranstaltnin-
    ger, ved nægtelse af at efterkomme et pålæg om at fremlægge bevismateriale.
    (70) Da gruppesøgsmål fremmer den offentlige interesse ved at beskytte forbrugernes kollektive interes-
    ser, bør medlemsstaterne bevare eller træffe foranstaltninger for at sikre, at godkendte organer/organisati-
    oner ikke forhindres i at anlægge gruppesøgsmål i medfør af dette direktiv på grund af omkostningerne
    ved sagerne. Sådanne foranstaltninger kan omfatte begrænsning af de gældende retsafgifter eller admi-
    nistrative gebyrer, bevilling af adgang til retshjælp for godkendte organer/organisationer, hvor det er
    nødvendigt, eller tilrådighedsstillelse for godkendte organer/organisationer af offentlig finansiering til at
    anlægge gruppesøgsmål, herunder strukturel støtte eller andre former for støtte. Medlemsstaterne bør dog
    ikke være forpligtet til at finansiere gruppesøgsmål.
    (71) Samarbejde og udvekslingen af oplysninger mellem godkendte organer/organisationer fra forskellige
    medlemsstater har vist sig at være nyttig, navnlig når der er tale om grænseoverskridende overtrædel-
    ser. Der er behov for at fortsætte kapacitetsopbygnings- og samarbejdsforanstaltninger og til at udvide
    dem til at omfatte et større antal godkendte organer/organisationer på tværs af Unionen for at øge brugen
    af gruppesøgsmål med grænseoverskridende virkninger.
    (72) Med henblik på evalueringen af dette direktiv bør medlemsstaterne give Kommissionen oplysninger
    om gruppesøgsmål, der anlægges i medfør af dette direktiv. Medlemsstaterne bør give oplysninger om
    antallet og typen af gruppesøgsmål, som er afsluttet ved deres retsinstanser eller forvaltningsmyndighe-
    der. Der bør ligeledes gives oplysninger om resultatet af sager til varetagelse af forbrugerinteresser,
    herunder om sagerne blev antaget, om der blev givet medhold i dem, eller om der blev indgået et
    godkendt forlig. For at lette medlemsstaternes administrative byrde i forbindelse med opfyldelsen af
    disse forpligtelser bør det være tilstrækkeligt at give Kommissionen generelle oplysninger om typen af
    overtrædelser og parterne, navnlig med hensyn til foranstaltninger om påbud. For så vidt angår parterne
    bør det f.eks. være tilstrækkeligt at underrette Kommissionen om, hvorvidt det godkendte organ/den god-
    kendte organisation var en forbrugerorganisation eller et offentligt organ, og om den erhvervsdrivendes
    forretningsområde, f.eks. finansielle tjenesteydelser. Alternativt bør medlemsstaterne kunne forelægge
    Kommissionen kopier af relevante afgørelser eller forlig. Der bør ikke gives oplysninger om identiteten af
    de forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmål.
    (73) Kommissionen bør udarbejde en rapport, eventuelt ledsaget af et lovgivningsforslag, hvori det
    vurderes, om grænseoverskridende gruppesøgsmål bedst kan behandles på EU-plan ved at indføre en
    europæisk ombudsmand for gruppesøgsmål vedrørende foranstaltninger om påbud og foranstaltninger om
    genopretning.
    69
    (74) Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som navnlig anerkendes
    i chartret. Dette direktiv bør derfor fortolkes og anvendes i overensstemmelse med disse rettigheder og
    principper, herunder dem, der vedrører retten til adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol
    samt retten til et forsvar.
    (75) Med hensyn til miljøret tages der i dette direktiv hensyn til De Forenede Nationers Økonomiske
    Kommission for Europas konvention af 25. juni 1998 om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i
    beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (»Århuskonventionen«).
    (76) Målene for dette direktiv, nemlig at sikre, at der i alle medlemsstater findes en ordning for
    gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser for derved at sikre et højt forbrugerbe-
    skyttelsesniveau og bidrage til et velfungerende indre marked, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes
    ved hjælp af foranstaltninger, der udelukkende træffes af medlemsstaterne, men kan på grund af de
    grænseoverskridende virkninger af overtrædelser bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage
    foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske
    Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke
    videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.
    (77) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissi-
    onen om forklarende dokumenter9) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget,
    at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer
    forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumen-
    ter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.
    (78) Det er hensigtsmæssigt at fastsætte regler for den tidsmæssige anvendelse af dette direktiv.
    (79) Direktiv 2009/22/EF bør derfor ophæves —
    VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
    KAPITEL 1
    GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER
    Artikel 1
    Genstand og formål
    1. I dette direktiv fastsættes regler, der sikrer, at der i alle medlemsstater findes en ordning for gruppe-
    søgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser, samtidig med at der fastsættes passende
    garantier for at undgå misbrug af adgangen til at indbringe sager. Formålet med dette direktiv er gennem
    opnåelse af et højt forbrugerbeskyttelsesniveau at bidrage til et velfungerende indre marked gennem
    indbyrdes tilnærmelse af visse aspekter af medlemsstaternes lovgivning og administrative bestemmelser
    om gruppesøgsmål. Med henblik herpå har direktivet også til formål at forbedre forbrugernes adgang til
    klage og domstolsprøvelse.
    2. Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne vedtager eller opretholder processuelle midler
    med henblik på at beskytte forbrugernes kollektive interesser på nationalt plan. Medlemsstaterne skal dog
    sikre, at mindst én processuel ordning for gruppesøgsmål, som gør det muligt for godkendte organer/orga-
    nisationer at anlægge gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om både påbud og genopretning,
    overholder dette direktiv. Gennemførelsen af dette direktiv må ikke udgøre en grund til at forringe
    forbrugerbeskyttelsen på de områder, som er omfattet af anvendelsesområdet for de EU-retsakter, der er
    opført i bilag I.
    70
    3. Godkendte organer/organisationer kan frit vælge et hvilket som helst af de processuelle midler, som
    står til rådighed for dem i henhold til EU-retten eller national ret til beskyttelse af forbrugernes kollektive
    interesser.
    Artikel 2
    Anvendelsesområde
    1. Dette direktiv finder anvendelse på gruppesøgsmål, som anlægges som følge af erhvervsdrivendes
    overtrædelser af de EU-retlige bestemmelser, der er omhandlet i bilag I, herunder sådanne bestemmelser
    som gennemført i national ret, og som skader eller ville kunne skade forbrugernes kollektive interes-
    ser. Dette direktiv berører ikke de EU-retlige bestemmelser, der er omhandlet i bilag I. Det finder anven-
    delse på nationale og grænseoverskridende overtrædelser, herunder overtrædelser, der ophørte, inden et
    gruppesøgsmål blev anlagt, eller overtrædelser, der ophørte, inden gruppesøgsmålet blev afsluttet.
    2. Dette direktiv påvirker ikke reglerne i henhold til EU-retten eller national ret om kontraktlige retsmid-
    ler og restmidler uden for kontrakt, som er til rådighed for forbrugerne i forbindelse med de overtrædel-
    ser, der er omhandlet i stk. 1.
    3. Dette direktiv berører ikke EU-reglerne om international privatret, navnlig reglerne om kompetence og
    anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område samt lovvalgsregler-
    ne for kontraktlige forpligtelser og forpligtelser uden for kontrakt.
    Artikel 3
    Definitioner
    I dette direktiv forstås ved:
    1) »forbruger«: enhver fysisk person, der ikke handler som led i den pågældende persons erhverv,
    forretning, håndværk eller profession
    2) »erhvervsdrivende«: enhver fysisk person eller enhver juridisk person, uanset om den er privat eller
    offentligt ejet, der handler, herunder via en anden person, der optræder i den pågældende persons navn
    eller på den pågældende persons vegne, som led i den pågældende persons erhverv, forretning, håndværk
    eller profession
    3) »forbrugernes kollektive interesser«: forbrugeres generelle interesser og, navnlig med henblik på
    foranstaltninger om genopretning, en gruppe af forbrugeres interesser
    4) »godkendt organ/godkendt organisation«: en organisation eller et offentligt organ, der repræsenterer
    forbrugernes interesser, og som en medlemsstat har udpeget som godkendt til anlæggelse af gruppesøgs-
    mål i overensstemmelse med dette direktiv
    5) »gruppesøgsmål«: sag med det formål at beskytte forbrugernes kollektive interesser, der anlægges af
    et godkendt organ/en godkendt organisation som skadelidt part på vegne af forbrugere med henblik på at
    opnå en foranstaltning om påbud, en foranstaltning om genopretning eller begge dele
    6) »nationalt gruppesøgsmål«: gruppesøgsmål, som er anlagt af et godkendt organ/en godkendt organisa-
    tion i den medlemsstat, hvor det godkendte organ/den godkendte organisation var udpeget
    7) »grænseoverskridende gruppesøgsmål«: gruppesøgsmål, som er anlagt af et godkendt organ/en god-
    kendt organisation i en anden medlemsstat end den, hvor det godkendte organ/den godkendte organisation
    var udpeget
    71
    8) »praksis«: en erhvervsdrivendes handlinger eller undladelser
    9) »endelig afgørelse«: en afgørelse, der er truffet af en medlemsstats retsinstans eller administrative
    myndighed, og som ikke kan eller ikke længere kan efterprøves med almindelige retsmidler
    10) »foranstaltning om genopretning«: en foranstaltning, der forpligter den erhvervsdrivende til at give
    berørte forbrugere adgang til retsmidler såsom erstatning, afhjælpning, ombytning, forholdsmæssigt
    afslag, ophævelse af kontrakt eller tilbagebetaling af den betalte pris alt efter omstændighederne og i
    henhold til EU-retten eller national ret.
    KAPITEL 2
    GRUPPESØGSMÅL
    Artikel 4
    Godkendte organer/organisationer
    1. Medlemsstaterne sikrer, at gruppesøgsmål som omhandlet i dette direktiv kan anlægges af godkendte
    organer/ organisationer, som medlemsstaterne har udpeget til dette formål.
    2. Medlemsstaterne sikrer, at organer/organisationer, navnlig forbrugerorganisationer, herunder forbruger-
    organisationer, som repræsenterer medlemmer fra mere end én medlemsstat, kan komme i betragtning
    til at blive udpeget som godkendte organer/organisationer med henblik på anlæggelse af nationale gruppe-
    søgsmål eller grænseoverskridende gruppesøgsmål eller begge dele.
    3. Medlemsstaterne udpeger et organ/en organisation som omhandlet i stk. 2, der har anmodet om
    at blive udpeget som godkendt organ/organisation med henblik på anlæggelse af grænseoverskridende
    gruppesøgsmål, hvis nævnte organ/ organisation opfylder alle følgende kriterier:
    a) Det/den er en juridisk person, der er forskriftsmæssigt oprettet i overensstemmelse med den udpegende
    medlemsstats ret, og som kan påvise 12 måneders faktisk offentlig aktivitet inden for beskyttelse af
    forbrugernes interesser forud for anmodningen om udpegelse.
    b) Dets/dens vedtægtsbestemte formål viser, at det/den har en legitim interesse i at beskytte forbrugernes
    interesser som fastsat i de EU-retlige bestemmelser, der er omhandlet i bilag I.
    c) Det/den arbejder ikke med fortjeneste for øje.
    d) Det/den er ikke genstand for insolvensbehandling og er ikke erklæret konkurs.
    e) Det/den er uafhængigt/uafhængig og påvirkes ikke af andre personer end forbrugere, navnlig ikke
    af erhvervsdrivende, som har økonomisk interesse i at anlægge et gruppesøgsmål, herunder i tilfælde
    af finansiering fra tredjeparter, og det/den har med henblik herpå indført procedurer, der forhindrer en
    sådan indflydelse samt forhindrer interessekonflikter mellem sig selv, dets/dens finansieringsydere og
    forbrugernes interesser.
    f) Det/den offentliggør i et klart og forståeligt sprog ved hjælp af passende midler, navnlig på sit websted,
    oplysninger, der påviser, at organet/organisationen lever op til de i litra a)-e) omhandlede kriterier, og
    oplysninger om dets/dens finansieringskilder generelt set samt om dets/dens organisatoriske og ledelses-
    mæssige struktur og medlemsstruktur, dets/dens vedtægtsbestemte formål og dets/dens aktiviteter.
    72
    4. Medlemsstaterne sikrer, at de kriterier, som de anvender til at udpege et organ/en organisation som god-
    kendt organ/ organisation med henblik på anlæggelse af nationale gruppesøgsmål, er i overensstemmelse
    med dette direktivs mål for at sikre, at sådanne gruppesøgsmål fungerer effektivt og virkningsfuldt.
    5. Medlemsstaterne kan beslutte, at kriterierne i stk. 3 også anvendes til udpegelse af godkendte orga-
    ner/organisationer med henblik på anlæggelse af nationale gruppesøgsmål.
    6. Medlemsstaterne kan udpege et organ/en organisation som godkendt organ/organisation på ad hoc-ba-
    sis på dettes/ dennes egen anmodning med henblik på anlæggelse af et bestemt nationalt gruppesøgsmål,
    hvis det/den opfylder kriterierne for udpegelse af et godkendt organ/en godkendt organisation i national
    ret.
    7. Uanset stk. 3 og 4 kan medlemsstaterne udpege offentlige organer som godkendte organer/organisatio-
    ner med henblik på anlæggelse af gruppesøgsmål. Medlemsstaterne kan fastsætte, at offentlige organer,
    der allerede er udpeget som godkendte organer/organisationer i henhold til artikel 3 i direktiv 2009/22/EF,
    skal forblive udpeget som godkendte organer/organisationer med henblik på nærværende direktiv.
    Artikel 5
    Oplysninger om og tilsyn med godkendte organer/organisationer
    1. Hver medlemsstat meddeler Kommissionen en liste over godkendte organer/organisationer, som den på
    forhånd har udpeget til at kunne anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål, herunder disse godkendte
    organers/organisationers navn og vedtægtsbestemte formål, senest den 26. december 2023. Hver med-
    lemsstat orienterer Kommissionen, når der er ændringer til denne liste. Medlemsstaterne gør listen offent-
    ligt tilgængelig. Kommissionen udarbejder en samlet liste over disse godkendte organer/organisationer og
    gør den offentligt tilgængelig. Kommissionen ajourfører denne liste, når ændringer til medlemsstaternes
    lister over godkendte organer/organisationer meddeles Kommissionen.
    2. Medlemsstaterne sikrer, at oplysninger om godkendte organer/organisationer, der er udpeget på forhånd
    med henblik på at kunne anlægge nationale gruppesøgsmål, gøres tilgængelige for offentligheden.
    3. Medlemsstaterne vurderer mindst hvert femte år, om de godkendte organer/organisationer fortsat opfyl-
    der kriterierne i artikel 4, stk. 3. Medlemsstaterne sikrer, at et godkendt organ/en godkendt organisation
    mister sin status, hvis det/den ikke længere opfylder et eller flere af kriterierne.
    4. Hvis en medlemsstat eller Kommissionen rejser tvivl om, hvorvidt et godkendt organ/en godkendt
    organisation opfylder de kriterier, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, undersøger den medlemsstat, som
    udpegede det/den pågældende organ/organisation, sagen. Om nødvendigt tilbagekalder medlemsstaten
    udpegelsen af det godkendte organ/den godkendte organisation, hvis det/den ikke længere opfylder et
    eller flere kriterierne. Modparten i form af den erhvervsdrivende i et gruppesøgsmål skal have mulighed
    for at rejse begrundet tvivl over for retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden om, hvorvidt et godkendt
    organ/en godkendt organisation opfylder kriterierne i artikel 4, stk. 3.
    5. Medlemsstaterne udpeger nationale kontaktpunkter med henblik på stk. 4 og meddeler Kommissionen
    navn på og kontaktoplysninger for disse kontaktpunkter. Kommissionen udarbejder en liste over disse
    kontaktpunkter og gør listen tilgængelig for medlemsstaterne.
    Artikel 6
    Anlæggelse af grænseoverskridende gruppesøgsmål
    73
    1. Medlemsstaterne sikrer, at godkendte organer/organisationer, der på forhånd er udpeget i en anden
    medlemsstat med henblik på at kunne anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål, kan anlægge sådan-
    ne gruppesøgsmål ved deres retsinstanser eller forvaltningsmyndigheder.
    2. Medlemsstaterne sikrer, at hvis en påstået overtrædelse af EU-ret som omhandlet i artikel 2, stk. 1,
    berører eller sandsynligvis vil berøre forbrugere i forskellige medlemsstater, kan gruppesøgsmålet anlæg-
    ges for en medlemsstats retsinstans eller forvaltningsmyndighed af flere godkendte organer/organisationer
    fra forskellige medlemsstater med henblik på beskyttelse af de kollektive interesser for forbrugere i
    forskellige medlemsstater.
    3. Retsinstanserne og forvaltningsmyndighederne skal acceptere den liste, der er omhandlet i artikel
    5, stk. 1, som bevis for det godkendte organs/den godkendte organisations kompetence til at anlægge
    et grænseoverskridende gruppesøgsmål, uden at dette berører retten for den retsinstans eller forvaltnings-
    myndighed, som sagen er indbragt for, til at undersøge, om det ud fra det godkendte organs/den godkend-
    te organisations vedtægtsbestemte formål er berettiget, at det/den indbringer en sag i et konkret tilfælde.
    Artikel 7
    Gruppesøgsmål
    1. Medlemsstaterne sikrer, at godkendte organer/organisationer, der er udpeget i overensstemmelse med
    artikel 4, kan anlægge gruppesøgsmål som omhandlet i dette direktiv ved nationale retsinstanser eller
    forvaltningsmyndigheder.
    2. Ved anlæggelse af et gruppesøgsmål fremlægger det godkendte organ/den godkendte organisation
    tilstrækkelige oplysninger om de forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmålet, for retsinstansen eller
    forvaltningsmyndigheden.
    3. Retsinstanserne eller forvaltningsmyndighederne vurderer antageligheden af et konkret gruppesøgsmål
    i overensstemmelse med dette direktiv og national ret.
    4. Medlemsstaterne sikrer, at godkendte organer/organisationer er berettigede til at søge at opnå mindst
    følgende foranstaltninger:
    a) foranstaltninger om påbud
    b) foranstaltninger om genopretning.
    5. Medlemsstaterne kan give godkendte organer/organisationer mulighed for efter omstændighederne
    at søge at opnå de i stk. 4 omhandlede foranstaltninger inden for rammerne af et enkelt gruppesøgs-
    mål. Medlemsstaterne kan fastsætte, at disse foranstaltninger skal omfattes af én enkelt afgørelse.
    6. Medlemsstaterne sikrer, at forbrugernes interesser i gruppesøgsmål repræsenteres af godkendte or-
    ganer/ organisationer, og at disse godkendte organer/organisationer har rettigheder og pligter som en
    skadelidt part i sagerne. De forbrugere, der er berørt af et gruppesøgsmål, har ret til at drage fordel af de i
    stk. 4 omhandlede foranstaltninger.
    7. Medlemsstaterne sikrer, at retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden kan træffe afgørelse om at
    afvise åbenlyst ubegrundede sager tidligst muligt i sagen i overensstemmelse med national ret.
    Artikel 8
    Foranstaltninger om påbud
    74
    1. Medlemsstaterne sikrer, at de i artikel 7, stk. 4, litra a), omhandlede tilgængelige foranstaltninger om
    påbud er:
    a) en foreløbig foranstaltning, der skal bringe en praksis til ophør eller om nødvendigt forbyde en praksis,
    hvor det er konstateret, at denne praksis udgør en overtrædelse som omhandlet artikel 2, stk. 1
    b) en endelig foranstaltning, der skal bringe en praksis til ophør eller om nødvendigt forbyde en praksis,
    hvor det er konstateret, at denne praksis udgør en overtrædelse som omhandlet i artikel 2, stk. 1.
    2. En foranstaltning som omhandlet i stk. 1, litra b), kan, hvis dette er fastsat national ret, omfatte:
    a) en foranstaltning, der fastslår, at praksissen udgør en overtrædelse som omhandlet i artikel 2, stk. 1, og
    b) en forpligtelse til at offentliggøre afgørelsen om foranstaltningen helt eller delvist i en form, som ret-
    sinstansen eller forvaltningsmyndigheden finder hensigtsmæssig, eller en forpligtelse til at offentliggøre
    en berigtigelse.
    3. For at et godkendt organ/en godkendt organisation kan søge at opnå en foranstaltning om påbud, er
    berørte individuelle forbrugere ikke forpligtede til at tilkendegive deres ønske om at lade sig repræsentere
    af det godkendte organ/den godkendte organisation. Det godkendte organ/den godkendte organisation skal
    ikke bevise: a) faktisk tab eller skade for de individuelle forbrugere, der er berørt af overtrædelsen som
    omhandlet i artikel 2, stk. 1, eller b) den erhvervsdrivendes hensigt eller forsømmelse.
    4. Medlemsstaterne kan indføre bestemmelser i deres nationale ret eller opretholde bestemmelser i
    national ret, hvorefter et godkendt organ/en godkendt organisation kun må søge at opnå de i stk. 1, litra
    b), omhandlede foranstaltninger om påbud, efter at det/den har indledt konsultationer med den berørte
    erhvervsdrivende med henblik på at få den erhvervsdrivende til at ophøre med overtrædelsen, jf. artikel 2,
    stk. 1. Hvis den erhvervsdrivende ikke bringer overtrædelsen til ophør inden for to uger efter modtagelse
    af en anmodning om konsultation, kan det godkendte organ/den godkendte organisation straks anlægge et
    gruppesøgsmål med henblik på en foranstaltning om påbud. Medlemsstaterne giver Kommissionen med-
    delelse om sådanne bestemmelser i national ret. Kommissionen sikrer, at disse oplysninger er offentligt
    tilgængelige.
    Artikel 9
    Foranstaltninger om genopretning
    1. En foranstaltning om genopretning kræver, at den erhvervsdrivende giver berørte forbrugere adgang
    til retsmidler såsom erstatning, afhjælpning, ombytning, forholdsmæssigt afslag, ophævelse af kontrakten
    eller tilbagebetaling af den betalte pris alt efter omstændighederne og i henhold til EU-retten eller national
    ret.
    2. Medlemsstaterne fastsætter regler for, hvordan og i hvilken fase af et gruppesøgsmål med henblik på
    foranstaltninger om genopretning de individuelle forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmålet, udtrykke-
    ligt eller stiltiende tilkendegiver deres ønske, inden for en relevant tidsfrist, efter at gruppesøgsmålet er
    blevet anlagt, om at lade sig repræsentere eller ej af det godkendte organ/den godkendte organisation i det
    pågældende gruppesøgsmål og til at blive bundet af resultatet af gruppesøgsmålet eller ej.
    3. Uanset stk. 2 sikrer medlemsstaterne, at individuelle forbrugere, som ikke har deres sædvanlige
    opholdssted i den medlemsstat, hvor den retsinstans eller forvaltningsmyndighed, som et gruppesøgsmål
    er anlagt ved, er beliggende, udtrykkeligt skal tilkendegive deres ønske om at lade sig repræsentere i
    det pågældende gruppesøgsmål for, at disse forbrugere bliver bundet af resultatet af det pågældende
    gruppesøgsmål.
    75
    4. Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser, der sikrer, at forbrugere, der udtrykkeligt eller stiltiende
    har tilkendegivet deres ønske om at lade sig repræsentere i et gruppesøgsmål, hverken kan være repræ-
    senteret i andre gruppesøgsmål vedrørende det samme spørgsmål og mod den samme erhvervsdrivende
    eller have mulighed for at indbringe en sag individuelt vedrørende det samme spørgsmål og mod den
    samme erhvervsdrivende. Medlemsstaterne fastsætter også regler for at sikre, at forbrugere ikke modtager
    erstatning mere end én gang vedrørende det samme spørgsmål mod den samme erhvervsdrivende.
    5. Hvor foranstaltningen om genopretning ikke angiver de individuelle forbrugere, der er berettiget til
    at drage fordel af de retsmidler, som foranstaltningen om genopretning stiller til rådighed, skal den i
    det mindste beskrive den gruppe af forbrugere, der er berettiget til at drage fordel af de pågældende
    retsmidler.
    6. Medlemsstaterne sikrer, at en foranstaltning om genopretning giver forbrugere ret til at drage fordel af
    de retsmidler, som den pågældende foranstaltning om genopretning giver adgang til, uden at være nødt til
    at anlægge en særskilt sag.
    7. Medlemsstaterne fastlægger eller opretholder regler om tidsfrister, så individuelle forbrugere kan drage
    fordel af foranstaltninger om genopretning. Medlemsstaterne kan fastlægge regler om bestemmelsesstedet
    for eventuelle udestående genopretningsmidler, som ikke er inddrevet inden for de fastsatte tidsfrister.
    8. Medlemsstaterne sikrer, at godkendte organer/organisationer kan anlægge gruppesøgsmål med henblik
    på en foranstaltning om genopretning, uden at det er nødvendigt, at en retsinstans eller forvaltningsmyn-
    dighed forinden i en særskilt sag har fastslået, at der foreligger en overtrædelse som omhandlet i artikel 2,
    stk. 1.
    9. De retsmidler, som foranstaltninger om genopretning stiller til rådighed i forbindelse med et gruppe-
    søgsmål, berører ikke eventuelle yderligere retsmidler, som forbrugerne har adgang til i henhold til
    EU-retten eller national ret, og som ikke var genstanden for det pågældende gruppesøgsmål.
    Artikel 10
    Finansiering af gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning
    1. Medlemsstaterne sikrer, at interessekonflikter forhindres, hvis et gruppesøgsmål med henblik på foran-
    staltninger om genopretning finansieres af en tredjepart, for så vidt som det er tilladt i henhold til national
    ret, og at finansiering fra tredjeparter, der har økonomisk interesse i at anlæggegruppesøgsmålet med
    henblik på foranstaltninger om genopretning eller resultatet heraf, ikke fører gruppesøgsmålet væk fra
    beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser.
    2. Med henblik på stk. 1 sikrer medlemsstaterne navnlig, at:
    a) afgørelser truffet af godkendte organer/organisationer i forbindelse med et gruppesøgsmål, herunder
    afgørelser om forlig, ikke påvirkes uretmæssigt af en tredjepart på en måde, der ville være til skade for de
    kollektive interesser for de forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmålet
    b) et gruppesøgsmål ikke anlægges mod en modpart, som er en konkurrent til den, der finansierer sagen,
    eller mod en modpart, som den, der finansierer sagen, er afhængig af.
    3. Medlemsstaterne sikrer, at retsinstanser eller forvaltningsmyndigheder i gruppesøgsmål med henblik på
    foranstaltninger om genopretning har beføjelse til at vurdere overholdelse af stk. 1 og 2, hvis der opstår
    begrundet tvivl med hensyn til overholdelsen heraf. Med henblik herpå videregiver godkendte organer/or-
    ganisationer en finansiel oversigt over finansieringskilder, der anvendes til at støtte gruppesøgsmålet, til
    retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden. 4. Medlemsstaterne sikrer med henblik på stk. 1 og 2, at
    76
    retsinstanser eller forvaltningsmyndigheder har beføjelse til at træffe passende foranstaltninger såsom at
    kræve, at godkendte organer/organisationer afslår eller foretager ændringer med hensyn til den relevante
    finansiering, og om nødvendigt at afvise et godkendt organs/en godkendt organisations kompetence til at
    anlægge et specifikt gruppesøgsmål. Hvis det godkendte organs/den godkendte organisations kompetence
    til at anlægge et specifikt gruppesøgsmål afvises, påvirker en sådan afvisning ikke rettighederne for de
    forbrugere, der er berørt af det pågældende gruppesøgsmål.
    Artikel 11
    Forlig om genopretning
    1. Med henblik på godkendelse af forlig sikrer medlemsstaterne i et gruppesøgsmål med henblik på
    foranstaltninger om genopretning, at:
    a) det godkendte organ/den godkendte organisation og den erhvervsdrivende i fællesskab kan foreslå et
    forlig til retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden vedrørende genopretning til fordel for de berørte
    forbrugere, eller
    b) retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden efter at have hørt det godkendte organ/den godkendte
    organisation og den erhvervsdrivende kan opfordre det godkendte organ/den godkendte organisation og
    den erhvervsdrivende til at indgå forlig om genopretning inden for en rimelig tidsfrist.
    2. De i stk. 1 omhandlede forlig efterprøves af retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden. Retsinstansen
    eller forvaltningsmyndigheden vurderer, om den skal afvise at godkende et forlig, der strider mod
    præceptive bestemmelser i national ret eller indeholder betingelser, som ikke kan håndhæves, idet der
    tages hensyn til alle parters rettigheder og interesser, navnlig de berørte forbrugeres rettigheder og
    interesser. Medlemsstaterne kan fastlægge regler, der giver retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden
    mulighed for at afvise at godkende et forlig, hvis forliget er urimeligt.
    3. Hvis retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden ikke godkender forliget, fortsætter behandlingen af
    det pågældende gruppesøgsmål.
    4. Godkendte forlig er bindende for det godkendte organ/den godkendte organisation, den erhvervsdriven-
    de og de berørte individuelle forbrugere. Medlemsstaterne kan fastlægge regler, der giver individuelle
    forbrugere, der er berørt af et gruppesøgsmål eller af det efterfølgende forlig, mulighed for at acceptere
    eller afvise at være bundet af de i stk. 1 omhandlede forlig.
    5. Foranstaltninger om genopretning, der opnås i kraft af et godkendt forlig, jf. stk. 2, berører ikke
    eventuelle yderligere retsmidler, som forbrugerne har adgang til i henhold til EU-retten eller national ret,
    og som ikke er genstand for det pågældende forlig.
    Artikel 12
    Fordeling af omkostninger i forbindelse med et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om
    genopretning
    1. Medlemsstaterne sikrer, at den tabende part i et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om
    genopretning forpligtes til at betale sagsomkostningerne for den vindende part i overensstemmelse med
    de betingelser og undtagelser, der er fastsat i de nationale bestemmelser, der gælder for retssager i
    almindelighed.
    2. Individuelle forbrugere, der er berørt af et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genop-
    retning, betaler ikke sagsomkostningerne.
    77
    3. Som undtagelse fra stk. 2 kan en individuel forbruger, der er berørt af et gruppesøgsmål med henblik på
    foranstaltninger om genopretning, under ekstraordinære omstændigheder pålægges at betale sagsomkost-
    ninger, der er påløbet som følge af den pågældende individuelle forbrugers forsætlige eller uagtsomme
    adfærd.
    Artikel 13
    Oplysninger om gruppesøgsmål
    1. Medlemsstaterne fastlægger regler, der sikrer, at godkendte organer/organisationer navnlig på deres
    websted giver oplysninger om:
    a) de gruppesøgsmål, som de har besluttet at anlægge ved en retsinstans eller forvaltningsmyndighed
    b) status for gruppesøgsmål, som de har anlagt for en retsinstans eller forvaltningsmyndighed, og
    c) resultatet af de gruppesøgsmål, der er omhandlet i litra a) og b).
    2. Medlemsstaterne fastlægger regler, der sikrer, at de forbrugere, der er berørt af et igangværende
    gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning, gives oplysninger om gruppesøgsmålet
    i tide og på passende måde, således at disse forbrugere udtrykkeligt eller stiltiende kan tilkendegive deres
    ønske om at lade sig repræsentere i det pågældende gruppesøgsmål, jf. artikel 9, stk. 2.
    3. Uden at det berører de oplysninger, der er omhandlet i denne artikels stk. 1 og 2, stiller retsinstansen
    eller forvaltningsmyndigheden krav om, at den erhvervsdrivende for den erhvervsdrivendes regning
    underretter de forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmålet, om de endelige afgørelser med fastsættelse
    af i de i artikel 7 omhandlede foranstaltninger og de i artikel 11 omhandlede godkendte forlig ved hjælp
    af midler, der står i et rimeligt forhold til sagens omstændigheder, og inden for en specifik tidsfrist,
    herunder, hvis det er relevant, underrette alle berørte forbrugere individuelt. Denne forpligtelse finder
    ikke anvendelse, hvis de berørte forbrugere underrettes om den endelige afgørelse eller det godkendte
    forlig på anden vis. Medlemsstaterne kan fastlægge regler om, at den erhvervsdrivende kun er forpligtet
    til at give sådanne oplysninger til forbrugere, hvis den anmodes herom af det godkendte organ/den
    godkendte organisation.
    4. De oplysningskrav, der er omhandlet i stk. 3, finder tilsvarende anvendelse på de godkendte orga-
    ner/organisationer i forbindelse med endelige afgørelser om afvisning af gruppesøgsmål med henblik på
    foranstaltninger om genopretning.
    5. Medlemsstaterne sikrer, at den vindende part kan inddrive de omkostninger, der er forbundet med at
    give forbrugerne oplysninger i forbindelse med et gruppesøgsmål, i overensstemmelse med artikel 12, stk.
    1.
    Artikel 14
    Elektroniske databaser
    1. Medlemsstaterne kan oprette nationale elektroniske databaser, der er offentligt tilgængelige via webste-
    der, der giver oplysninger om de godkendte organer/organisationer, som på forhånd er udpeget til at
    kunne anlægge nationale og grænseoverskridende gruppesøgsmål, og generelle oplysninger om igangvæ-
    rende og afsluttede gruppesøgsmål.
    2. Hvis en medlemsstat opretter en elektronisk database som omhandlet i stk. 1, giver den Kommissionen
    meddelelse om den internetadresse, der giver adgang til databasen.
    78
    3. Kommissionen opretter og vedligeholder en elektronisk database med henblik på: a) al kommunikation
    mellem medlemsstaterne og Kommissionen, jf. artikel 5, stk. 1, 4 og 5, og artikel 23, stk. 2, og b)
    samarbejde mellem de godkendte organer/organisationer, jf. artikel 20, stk. 4.
    4. Den elektroniske database, der er omhandlet i denne artikels stk. 3, skal i relevant omfang være direkte
    tilgængelig for henholdsvis:
    a) de nationale kontaktpunkter, jf. artikel 5, stk. 5
    b) retsinstanser og forvaltningsmyndigheder, hvis det er nødvendigt i henhold til national ret,
    c) de godkendte organer/organisationer, som medlemsstaterne har udpeget med henblik på at anlægge
    nationale gruppesøgsmål og grænseoverskridende gruppesøgsmål, og
    d) Kommissionen.
    Oplysninger, som medlemsstaterne deler i den elektroniske database, der er omhandlet i denne artikels
    stk. 3, vedrørende godkendte organer/organisationer, som er udpeget med henblik på at anlægge grænseo-
    verskridende gruppesøgsmål, jf. artikel 5, stk. 1, skal være offentligt tilgængelige.
    Artikel 15
    Virkninger af endelige afgørelser
    Medlemsstaterne sikrer, at den endelige afgørelse fra en retsinstans eller forvaltningsmyndighed i en
    medlemsstat, der fastslår, at der foreligger en overtrædelse, som skader forbrugernes kollektive interesser,
    kan anvendes af alle parter som bevismateriale i forbindelse med enhver anden sag ved medlemsstatens
    nationale domstole eller forvaltningsmyndigheder, hvor der søges opnået foranstaltninger om genopret-
    ning mod den samme erhvervsdrivende og for den samme praksis, i overensstemmelse med national
    bevisvurderingsret.
    Artikel 16
    Forældelsesfrister
    1. Medlemsstaterne sikrer i overensstemmelse med national ret, at et verserende gruppesøgsmål med hen-
    blik på en foranstaltning om påbud som omhandlet i artikel 8 bevirker, at de gældende forældelsesfrister
    suspenderes eller afbrydes for de forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmålet, således at disse forbrugere
    ikke forhindres i efterfølgende at indbringe en sag med henblik på foranstaltninger om genopretning
    vedrørende den påståede overtrædelse, jf. artikel 2, stk. 1, fordi de gældende forældelsesfrister udløb
    under gruppesøgsmålet med henblik på nævnte foranstaltninger om påbud.
    2. Medlemsstaterne sikrer også, at et verserende gruppesøgsmål med henblik på en foranstaltning om
    genopretning som omhandlet i artikel 9, stk. 1, bevirker, at de gældende forældelsesfrister suspenderes
    eller afbrydes for de forbrugere, der er berørt af det pågældende gruppesøgsmål.
    Artikel 17
    Fremme af sagsbehandlingen
    1. Medlemsstaterne sikrer, at de gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om påbud, som er
    omhandlet i artikel 8, behandles hurtigst muligt.
    79
    2. Gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om påbud som omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra a),
    skal, hvis det er relevant, behandles inden for rammerne af en summarisk procedure.
    Artikel 18
    Videregivelse af bevismateriale
    Medlemsstaterne sikrer, at retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden på anmodning af et godkendt
    organ/en godkendt organisation, i tilfælde hvor det godkendte organ/den godkendte organisation har
    fremlagt rimeligt tilgængelig bevismateriale, som er tilstrækkelig til at anlægge et gruppesøgsmål, og
    har henvist til, at yderligere bevismateriale er under modpartens eller en tredjeparts kontrol, kan pålæg-
    ge modparten eller tredjeparten at videregive sådant bevismateriale i overensstemmelse med national
    procesret, med forbehold af gældende EU-regler og nationale regler om fortrolighed og proportionali-
    tet. Medlemsstaterne sikrer, at retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden, hvis modparten anmoder
    herom, på samme måde kan pålægge det godkendte organ/den godkendte organisation eller en tredjepart
    at videregive relevant bevismateriale i overensstemmelse med national procesret.
    Artikel 19
    Sanktioner
    1. Medlemsstaterne fastsætter bestemmelserne om sanktioner, der kan pålægges ved undladelse eller
    nægtelse af at overholde;
    a) en foranstaltning om påbud, jf. artikel 8, stk. 1 eller artikel 8, stk. 2, litra b), eller
    b) forpligtelserne omhandlet i artikel 13, stk. 3, eller artikel 18.
    Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at disse bestemmelser gennemfø-
    res. Sanktionerne skal være effektive, proportionale og have afskrækkende virkning.
    2. Medlemsstaterne sikrer, at sanktionerne bl.a. kan have form af bødestraf.
    Artikel 20
    Bistand til godkendte organer/organisationer
    1. Medlemsstaterne træffer foranstaltninger, der har som mål at sikre, at omkostningerne i forbindelse
    med gruppesøgsmål ikke forhindrer godkendte organer/organisationer i effektivt at udøve deres ret til at
    søge at opnå de i artikel 7 omhandlede foranstaltninger.
    2. De foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1, kan for eksempel have form af offentlig finansiering,
    herunder strukturel støtte til godkendte organer/organisationer, begrænsning af gældende retsafgifter eller
    administrative gebyrer, eller adgang til retshjælp.
    3. Medlemsstaterne kan fastsætte regler, der gør det muligt for godkendte organer/organisationer at kræve,
    at de forbrugere, der har tilkendegivet et ønske om at lade sig repræsentere af et godkendt organ/en
    godkendt organisation i et bestemt gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning,
    betaler et beskedent beløb eller lignende gebyr for at kunne deltage i det pågældende gruppesøgsmål.
    4. Medlemsstaterne og Kommissionen støtter og letter samarbejdet mellem godkendte organer/organisati-
    oner og udvekslingen og formidlingen af deres bedste praksis og erfaringer, hvad angår håndteringen af
    nationale overtrædelser og grænseoverskridende overtrædelser, jf. artikel 2, stk. 1.
    80
    KAPITEL 3
    AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
    Artikel 21
    Ophævelse
    Direktiv 2009/22/EF ophæves med virkning fra den 25. juni 2023, uden at dette berører nærværende
    direktivs artikel 22, stk. 2.
    Henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til nærværende direktiv og læses efter
    sammenligningstabellen i bilag II.
    Artikel 22
    Overgangsbestemmelser
    1. Medlemsstaterne anvender de love og administrative bestemmelser, der gennemfører dette direktiv på
    gruppesøgsmål, som anlægges på eller efter den 25. juni 2023.
    2. Medlemsstaterne anvender de love og administrative bestemmelser, der gennemfører direktiv
    2009/22/EF på gruppesøgsmål, som anlægges før den 25. juni 2023.
    3. Medlemsstaterne sikrer, at love og administrative bestemmelser om suspension eller afbrydelse af
    forældelsesfrister med henblik på gennemførelse af artikel 16 kun finder anvendelse på krav om genop-
    retning, der er baseret på overtrædelser som omhandlet i artikel 2, stk. 1, der fandt sted på eller efter
    den 25. juni 2023. Dette er ikke til hinder for anvendelse af nationale bestemmelser om suspension eller
    afbrydelse af forældelsesfrister, der var gældende før den 25. juni 2023, på krav om genopretning, der er
    baseret på overtrædelser som omhandlet i artikel 2, stk. 1, som fandt sted før denne dato.
    Artikel 23
    Kontrol og evaluering
    1. Senest den 26. juni 2028 foretager Kommissionen en evaluering af dette direktiv og forelægge en
    rapport med de vigtigste resultater for Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og
    Sociale Udvalg. Evalueringen foretages i overensstemmelse med Kommissionens retningslinjer for bedre
    regulering. I rapporten vurderer Kommissionen navnlig direktivets anvendelsesområde, jf. artikel 2 og
    bilag I, og direktivets funktion og effektivitet i grænseoverskridende situationer, herunder med hensyn til
    retssikkerhed.
    2. Medlemsstaterne forelægger Kommissionen første gang senest den 26. juni 2027 og efterfølgende hvert
    år følgende oplysninger, som er nødvendige for udarbejdelsen af den i stk. 1 omhandlede rapport:
    a) antallet og typen af gruppesøgsmål, der er afsluttet ved deres retsinstanser eller forvaltningsmyndighe-
    der
    b) typen af overtrædelser, jf. artikel 2, stk. 1, og parter i gruppesøgsmålene
    c) resultatet af disse gruppesøgsmål.
    3. Senest den 26. juni 2028 foretager Kommissionen en evaluering af, om grænseoverskridende gruppe-
    søgsmål bedst kan behandles på EU-plan ved at oprette en europæisk ombudsmand for gruppesøgsmål
    vedrørende foranstaltninger om påbud og foranstaltninger om genopretning, og forelægger en rapport
    81
    med de vigtigste resultater for Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale
    Udvalg, eventuelt ledsaget af et lovgivningsforslag.
    Artikel 24
    Gennemførelse
    1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 25. december 2022 de love og administrative
    bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen
    herom.
    De anvender disse foranstaltninger fra den 25. juni 2023.
    Når medlemsstaterne vedtager disse foranstaltninger skal de indeholde en henvisning til dette direktiv el-
    ler ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes
    af medlemsstaterne.
    2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de foranstaltninger i nationale love, som de
    vedtager på det område, der er omfattet af dette direktiv.
    Artikel 25
    Ikrafttræden
    Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
    Artikel 26
    Adressater
    Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
    Udfærdiget i Bruxelles, den 25. november 2020.
    På Europa-Parlamentets vegne
    Formand
    D. M. SASSOLI
    På Rådets vegne
    Formand
    M. ROTH
    1) EUT C 440 af 6.12.2018, s. 66.
    2) EUT C 461 af 21.12.2018, s. 232.
    3) Europa-Parlamentets holdning af 26.3.2019 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets førstebe-
    handlingsholdning af 4.11.2020 (endnu ikke offentliggjort i EUT). Europa-Parlamentets holdning af
    24.11.2020 (endnu ikke offentliggjort i EUT).
    4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/22/EF af 23. april 2009 om søgsmål med påstand om
    forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser (EUT L 110 af 1.5.2009, s. 30).
    82
    5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske
    personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger
    og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016,
    s. 1).
    6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for
    forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) (EUT L 199 af 31.7.2007, s. 40).
    7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for
    kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6).
    8) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes
    kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
    (EUT L 351 af 20.12.2012, s. 1).
    9) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
    83
    DIREKTIVETS BILAG I
    LISTE OVER DE I ARTIKEL 2, STK. 1, OMHANDLEDE EU-RETLIGE BESTEMMELSER
    1) Rådets direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller
    ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar (EFT L 210 af 7.8.1985, s. 29).
    2) Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT L 95
    af 21.4.1993, s. 29).
    3) Rådets forordning (EF) nr. 2027/97 af 9. oktober 1997 om luftfartsselskabers erstatningsansvar for
    så vidt angår lufttransport af passagerer og deres bagage (EFT L 285 af 17.10.1997, s. 1).
    4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF af 16. februar 1998 om forbrugerbeskyttelse i
    forbindelse med angivelse af priser på forbrugsvarer (EFT L 80 af 18.3.1998, s. 27).
    5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse aspekter af forbruger-
    køb og garantier i forbindelse hermed (EFT L 171 af 7.7.1999, s. 12).
    6) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af
    informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»Direktivet om elek-
    tronisk handel«) (EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1): artikel 5-7, 10 og 11.
    7) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fælles-
    skabskodeks for humanmedicinske lægemidler (EFT L 311 af 28.11.2001, s. 67): artikel 86-90, 98
    og 100.
    8) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3. december 2001 om produktsikkerhed i
    almindelighed (EFT L 11 af 15.1.2002, s. 4): artikel 3 og 5.
    9) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og bruger-
    rettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningspligtdirekti-
    vet) (EFT L 108 af 24.4.2002, s. 51): artikel 10 og kapitel IV.
    10) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplys-
    ninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (Direktiv om
    databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37): artikel 4-8
    og 13.
    11) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finan-
    sielle tjenesteydelser til forbrugerne og om ændring af Rådets direktiv 90/619/EØF samt direktiv
    97/7/EF og 98/27/EF (EFT L 271 af 9.10.2002, s. 16).
    12) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle
    principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerheds-
    autoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1).
    13) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestem-
    melser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning
    eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (EUT L 46 af 17.2.2004,
    s. 1).
    14) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimeli-
    ge handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv
    84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Euro-
    pa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig handelspraksis)
    (EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22).
    15) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006 om vildledende og
    sammenlignende reklame (EUT L 376 af 27.12.2006, s. 21).
    16) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det
    indre marked (EUT L 376 af 27.12.2006, s. 36): artikel 20 og 22.
    84
    17) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2006 af 5. juli 2006 om handicappede og
    bevægelseshæmmede personers rettigheder, når de rejser med fly (EUT L 204 af 26.7.2006, s. 1).
    18) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1371/2007 af 23. oktober 2007 om jernbanepas-
    sagerers rettigheder og forpligtelser (EUT L 315 af 3.12.2007, s. 14).
    19) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og
    om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EUT L 133 af 22.5.2008, s. 66).
    20) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/122/EF af 14. januar 2009 om beskyttelse af forbru-
    gerne i forbindelse med visse aspekter ved timeshareaftaler, aftaler om længerevarende ferieproduk-
    ter, videresalgs- og bytteaftaler (EUT L 33 af 3.2.2009, s. 10).
    21) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008 af 24. september 2008 om fælles
    regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet (EUT L 293 af 31.10.2008, s. 3): artikel 23.
    22) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 af 16. december 2008 om klassifice-
    ring, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring og ophævelse af direktiv
    67/548/EØF og 1999/45/EF og om ændring af forordning (EF) nr. 1907/2006 (EUT L 353 af
    31.12.2008, s. 1): artikel 1-35.
    23) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og
    administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investe-
    ringsinstitutter) (EUT L 302 af 17.11.2009, s. 32).
    24) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre
    marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF (EUT L 211 af 14.8.2009, s. 55):
    artikel 3 og bilag I.
    25) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre
    marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF (EUT L 211 af 14.8.2009, s. 94):
    artikel 3 og bilag I.
    26) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage
    og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed,
    ændring af direktiv 2005/60/EF og 2006/48/EF og ophævelse af direktiv 2000/46/EF (EUT L 267 af
    10.10.2009, s. 7).
    27) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF af 21. oktober 2009 om rammerne for fastlæg-
    gelse af krav til miljøvenligt design af energirelaterede produkter (EUT L 285 af 31.10.2009, s. 10):
    artikel 14 og bilag I.
    28) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og
    udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) (EUT L 335 af 17.12.2009, s. 1):
    artikel 183-186.
    29) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 392/2009 af 23. april 2009 om transportørers
    erstatningsansvar ved ulykker under søtransport af passagerer (EUT L 131 af 28.5.2009, s. 24).
    30) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 924/2009 af 16. september 2009 om grænseover-
    skridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 (EUT L 266
    af 9.10.2009, s. 11).
    31) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1222/2009 af 25. november 2009 om mærkning
    af dæk for så vidt angår brændstofeffektivitet og andre vigtige parametre (EUT L 342 af 22.12.2009,
    s. 46): artikel 4-6.
    32) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1223/2009 af 30. november 2009 om kosmetiske
    produkter (EUT L 342 af 22.12.2009, s. 59): artikel 3-8 og 19-21.
    33) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse
    love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester
    (direktiv om audiovisuelle medietjenester) (EUT L 95 af 15.4.2010, s. 1): artikel 9-11, 19-26 og 28b.
    85
    34) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 66/2010 af 25. november 2009 om EU-miljø-
    mærket (EUT L 27 af 30.1.2010, s. 1): artikel 9-10.
    35) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1177/2010 af 24. november 2010 om passage-
    rers rettigheder ved sørejser og rejser på indre vandveje og om ændring af forordning (EF) nr.
    2006/2004 (EUT L 334 af 17.12.2010, s. 1).
    36) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative
    investeringsfonde og om ændring af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF samt forordning (EF) nr.
    1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010 (EUT L 174 af 1.7.2011, s. 1).
    37) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder,
    om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF
    samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
    97/7/EF (EUT L 304 af 22.11.2011, s. 64).
    38) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 181/2011 af 16. februar 2011 om buspassagerers
    rettigheder og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 1).
    39) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 af 25. oktober 2011 om fødeva-
    reinformation til forbrugerne, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
    1924/2006 og (EF) nr. 1925/2006 og om ophævelse af Kommissionens direktiv 87/250/EØF, Rådets
    direktiv 90/496/EØF, Kommissionens direktiv 1999/10/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
    2000/13/EF, Kommissionens direktiv 2002/67/EF og 2008/5/EF og Kommissionens forordning (EF)
    nr. 608/2004 (EUT L 304 af 22.11.2011, s. 18).
    40) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om
    ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og
    2006/32/EF (EUT L 315 af 14.11.2012, s. 1): artikel 9-11a.
    41) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og
    forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro og om ændring af forord-
    ning (EF) nr. 924/2009 (EUT L 94 af 30.3.2012, s. 22).
    42) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 531/2012 af 13. juni 2012 om roaming på
    offentlige mobilkommunikationsnet i Unionen (EUT L 172 af 30.6.2012, s. 10).
    43) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU af 21. maj 2013 om alternativ tvistbilæggelse
    i forbindelse med tvister på forbrugerområdet og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004
    og direktiv 2009/22/EF (direktiv om ATB på forbrugerområdet) (EUT L 165 af 18.6.2013, s. 63):
    artikel 13.
    44) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 524/2013 af 21. maj 2013 om onlinetvistbilæg-
    gelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004
    og direktiv 2009/22/EF (forordning om OTB på forbrugerområdet) (EUT L 165 af 18.6.2013, s. 1):
    artikel 14.
    45) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/ЕU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i
    forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og
    forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT L 60 af 28.2.2014, s. 34).
    46) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/31/EU af 26. februar 2014 om harmonisering af
    medlemsstaternes lovgivning vedrørende tilgængeliggørelse på markedet af ikke-automatiske vægte
    (EUT L 96 af 29.3.2014, s. 107).
    47) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/35/EU af 26. februar 2014 om harmonisering af med-
    lemsstaternes love om tilgængeliggørelse på markedet af elektrisk materiel bestemt til anvendelse
    inden for visse spændingsgrænser (EUT L 96 af 29.3.2014, s. 357).
    48) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle in-
    strumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU (EUT L 173 af 12.6.2014,
    s. 349): artikel 23-29.
    86
    49) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af
    gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med
    basale funktioner (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 214).
    50) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 af 26. november 2014 om doku-
    menter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til
    detailinvestorer (PRIIP᾽er) (EUT L 352 af 9.12.2014, s. 1).
    51) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/760 af 29. april 2015 om europæiske langsig-
    tede investeringsfonde (EUT L 123 af 19.5.2015, s. 98).
    52) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2120 af 25. november 2015 om foranstaltnin-
    ger vedrørende adgang til det åbne internet og detailtakster for reguleret EU-intern kommunikation
    og om ændring af direktiv 2002/22/EF og forordning (EU) nr. 531/2012 (EUT L 310 af 26.11.2015,
    s. 1).
    53) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2302 af 25. november 2015 om pakkerejser og
    sammensatte rejsearrangementer samt om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og Europa-Par-
    lamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU og om ophævelse af Rådets direktiv 90/314/EØF (EUT L
    326 af 11.12.2015, s. 1).
    54) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstje-
    nester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og
    forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015,
    s. 35).
    55) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution
    (EUT L 26 af 2.2.2016, s. 19): artikel 17-24 og 28-30.
    56) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af
    fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne
    oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L
    119 af 4.5.2016, s. 1).
    57) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/745 af 5. april 2017 om medicinsk udstyr, om
    ændring af direktiv 2001/83/EF, forordning (EF) nr. 178/2002 og forordning (EF) nr. 1223/2009 og
    om ophævelse af Rådets direktiv 90/385/EØF og 93/42/EØF (EUT L 117 af 5.5.2017, s. 1): kapitel
    II.
    58) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/746 af 5. april 2017 om medicinsk ud-
    styr til in vitro-diagnostik og om ophævelse af direktiv 98/79/EF og Kommissionens afgørelse
    2010/227/EU (EUT L 117 af 5.5.2017, s. 176): kapitel II.
    59) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1128 af 14. juni 2017 om grænseoverskriden-
    de portabilitet af onlineindholdstjenester i det indre marked (EUT L 168 af 30.6.2017, s. 1).
    60) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1129 af 14. juni 2017 om det prospekt,
    der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel på et
    reguleret marked, og om ophævelse af direktiv 2003/71/EF (EUT L 168 af 30.6.2017, s. 12).
    61) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkedsfor-
    eninger (EUT L 169 af 30.6.2017, s. 8).
    62) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1369 af 4. juli 2017 om opstilling af rammer
    for energimærkning og om ophævelse af direktiv 2010/30/EU (EUT L 198 af 28.7.2017, s. 1):
    artikel 3-6.
    63) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/302 af 28. februar 2018 om imødegåelse af
    uberettiget geoblokering og andre former for forskelsbehandling på grundlag af kundernes nationali-
    tet, bopæl eller hjemsted i det indre marked og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og
    (EU) 2017/2394 og af direktiv 2009/22/EF (EUT L 60 I af 2.3.2018, s. 1): artikel 3-5.
    87
    64) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11. december 2018 om oprettelse af en
    europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (EUT L 321 af 17.12.2018, s. 36): artikel 88 og
    98-116 samt bilag VI og VIII.
    65) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770 af 20. maj 2019 om visse aspekter af aftaler
    om levering af digitalt indhold og digitale tjenester (EUT L 136 af 22.5.2019, s. 1).
    66) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/771 af 20. maj 2019 om visse aspekter af
    aftaler om salg af varer, om ændring af forordning (EU) 2017/2394 og direktiv 2009/22/EF og om
    ophævelse af direktiv 1999/44/EF (EUT L 136 af 22.5.2019, s. 28).
    88