Fremsat den 5. oktober 2022 af erhvervsministeren (Simon Kollerup)

Fremsat den 5. oktober 2022 af erhvervsministeren (Simon Kollerup)
Forslag
til
Lov om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes
kollektive interesser1)
Kapitel 1
Anvendelsesområde og definitioner
§ 1. Loven finder anvendelse på gruppesøgsmål, der i
medfør af denne lov anlægges ved domstolene, og som an-
går erhvervsdrivendes overtrædelser af de bestemmelser, der
er nævnt i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse
af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af
direktiv 2009/22/EF, eller regler, der gennemfører sådanne
bestemmelser her i landet, såfremt overtrædelsen skader el-
ler vil kunne skade forbrugernes kollektive interesser.
Stk. 2. Hvor intet andet følger af denne lov, finder rets-
plejelovens anden bog og retsplejelovens kapitel 21-23 og
24-38 anvendelse ved rettens behandling af gruppesøgsmål
omfattet af loven.
§ 2. I loven forstås ved:
1) Forbruger: Enhver fysisk person, der ikke handler
som led i den pågældende persons erhverv, forretning,
håndværk eller profession.
2) Erhvervsdrivende: Enhver fysisk eller juridisk person,
uanset om den er privat eller offentligt ejet, der hand-
ler, herunder via en anden person, der optræder i den
pågældende persons navn eller på den pågældende
persons vegne, som led i den pågældende persons
erhverv, forretning, håndværk eller profession.
3) Forbrugernes kollektive interesser: Forbrugernes ge-
nerelle interesser og, navnlig med henblik på en af-
gørelse om genopretning, en gruppe af forbrugernes
interesser.
4) Godkendt myndighed: En offentlig myndighed, der
repræsenterer forbrugernes interesser, og som er god-
kendt til at anlægge gruppesøgsmål efter kapitel 2.
5) Godkendt organisation: En organisation, der repræ-
senterer forbrugernes interesser, og som er godkendt
til at anlægge gruppesøgsmål efter kapitel 2.
6) Gruppesøgsmål: Sag med det formål at beskytte for-
brugernes kollektive interesser, der anlægges af en
godkendt myndighed eller organisation som skadelidt
part på vegne af forbrugerne med påstand om påbud
eller forbud, genopretning eller påstand om både en-
deligt påbud eller forbud og genopretning.
7) Nationalt gruppesøgsmål: Gruppesøgsmål, som er an-
lagt her i landet af en myndighed eller organisation,
der er godkendt af erhvervsministeren, og optaget på
den liste, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
meddeler Europa-Kommissionen, jf. § 4, stk. 1, 1.
pkt., 1. led.
8) Grænseoverskridende gruppesøgsmål: Gruppesøgs-
mål, som er anlagt her i landet af en myndighed
eller organisation, der er godkendt af en anden med-
lemsstat, og optaget på den liste, som Europa-Kom-
missionen offentliggør, jf. artikel 5, stk. 1, 4. pkt., i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang
til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af for-
brugernes kollektive interesser og om ophævelse af
direktiv 2009/22/EF.
9) Praksis: En erhvervsdrivendes handlinger eller undla-
delser.
10) Afgørelse om genopretning: En afgørelse, der forplig-
ter den erhvervsdrivende til at give tilmeldte forbru-
gere adgang til retsmidler, såsom erstatning, afhjælp-
ning, ombytning, forholdsmæssigt afslag, ophævelse
af kontrakt eller tilbagebetaling af den betalte pris
alt efter omstændighederne og i henhold til EU-retten
eller national ret.
1) Loven gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2020/1828/EU af 25. november 2020 om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til
beskyttelse af forbrugernes interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF, EU-Tidende 2020, L 409, s. 1-27.
Lovforslag nr. L 15 Folketinget 2022-23
Erhvervsmin.,
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, j.nr. 21/09957
CQ002371
Kapitel 2
Godkendte myndigheder og organisationer
Godkendelse af myndigheder og organisationer
§ 3. Erhvervsministeren kan efter forhandling med den
relevante minister godkende myndigheder og organisationer,
der har anmodet om at blive godkendt til at anlægge græn-
seoverskridende gruppesøgsmål i andre medlemsstater og
nationale gruppesøgsmål her i landet for overtrædelser, som
er nævnt i § 1, stk. 1.
Stk. 2. En myndighed kan godkendes, hvis myndigheden
fører tilsyn med overholdelsen af bestemmelser, der er om-
fattet af det bilag, der er nævnt i § 1, stk. 1.
Stk. 3. En organisation kan godkendes, hvis organisatio-
nen opfylder følgende betingelser:
1) Organisationen er en juridisk person, som kan påvise
12 måneders faktisk offentlig aktivitet inden for beskyt-
telse af forbrugernes interesser forud for anmodningen
om godkendelse.
2) Organisationens vedtægtsbestemte formål viser, at den
har en legitim interesse i at beskytte forbrugernes inte-
resser som fastsat i de bestemmelser, der er omfattet af
det bilag, der er nævnt i § 1, stk. 1.
3) Organisationen arbejder ikke med fortjeneste for øje.
4) Organisationen er ikke genstand for insolvensbehand-
ling og er ikke erklæret konkurs.
5) Organisationen er uafhængig og påvirkes ikke af andre
end forbrugere, navnlig ikke af erhvervsdrivende, som
har økonomisk interesse i at anlægge et gruppesøgsmål,
herunder i tilfælde af finansiering fra tredjeparter, og
organisationen har med henblik herpå indført procedu-
rer, der forhindrer en sådan indflydelse samt forhindrer
interessekonflikter mellem sig selv, organisationens fi-
nansieringsydere og forbrugernes interesser.
6) Organisationen offentliggør i et klart og forståeligt
sprog ved hjælp af passende midler, navnlig på sin
hjemmeside, oplysninger, der påviser, at organisationen
lever op til de betingelser, der er nævnt i nr. 1-5, og
oplysninger om organisationens finansieringskilder ge-
nerelt set og organisatoriske og ledelsesmæssige struk-
tur og medlemsstruktur, vedtægtsbestemte formål og
aktiviteter.
Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at
myndigheders og organisationers anmodning om at blive
godkendt til at anlægge gruppesøgsmål efter stk. 1 skal ske
ved anvendelse af bestemte it-systemer.
Lister over godkendte myndigheder og organisationer
§ 4. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen meddeler Euro-
pa-Kommissionen en liste med de godkendte myndigheder
og organisationers navn og område eller vedtægtsbestem-
te formål med henblik på optagelse på den liste, som Eu-
ropa-Kommissionen offentliggør, jf. artikel 5, stk. 1, 4.
pkt., i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang
til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbru-
gernes kollektive interesser og om ophævelse af direktiv
2009/22/EF. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offentlig-
gør den liste, som meddeles til Europa-Kommissionen.
Tilbagekaldelse af godkendelse
§ 5. Erhvervsministeren kan tilbagekalde godkendelsen
af en myndighed eller organisation, såfremt myndigheden
eller organisationen ikke længere opfylder betingelserne i
henholdsvis § 3, stk. 2 og 3.
Stk. 2. Hvis erhvervsministeren bliver bekendt med, at
retten i medfør af § 8, stk. 2, har afvist et søgsmål, undersø-
ger erhvervsministeren om myndighedens eller organisatio-
nens godkendelse skal tilbagekaldes.
Stk. 3. Erhvervsministeren vurderer mindst hvert femte
år, om de godkendte myndigheder og organisationer fortsat
opfylder betingelserne i henholdsvis § 3, stk. 2 og 3.
Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at un-
dersøgelsen efter stk. 2 og vurderingen efter stk. 3 skal ske
ved, at godkendte myndigheder og organisationer anvender
bestemte it-systemer til at sende dokumentation for fortsat
opfyldelse af betingelserne i henholdsvis § 3, stk. 2 og 3.
Stk. 5. Hvis en medlemsstat eller Europa-Kommissionen
rejser tvivl om godkendelsen af en myndighed eller orga-
nisation, skal erhvervsministeren foretage en undersøgelse
heraf.
Stk. 6. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fungerer som
nationalt kontaktpunkt i forhold til henvendelser fra an-
dre medlemsstater eller Europa-Kommissionen efter stk.
5. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen meddeler Europa-
Kommissionen sine kontaktoplysninger.
Generel oplysningspligt for godkendte myndigheder og
organisationer
§ 6. En godkendt myndighed eller organisation skal på sin
hjemmeside give oplysning om følgende:
1) De gruppesøgsmål, som myndigheden eller organisati-
onen har besluttet at anlægge efter denne lov.
2) Status for de gruppesøgsmål, som myndigheden eller
organisationen har anlagt ved domstolene efter denne
lov.
3) Resultatet af de gruppesøgsmål, der er nævnt i nr. 1 og
2.
Kapitel 3
Sagens parter
Grænseoverskridende gruppesøgsmål
§ 7. Grænseoverskridende gruppesøgsmål kan her i landet
anlægges af en eller flere myndigheder og organisationer,
som er godkendt i en eller flere andre medlemsstater og
optaget på den liste, som Europa-Kommissionen offentlig-
gør, jf. artikel 5, stk. 1, 4. pkt., i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål
til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om
ophævelse af direktiv 2009/22/EF, såfremt der er værneting
for søgsmålet her i landet, og søgsmålet falder inden for den
godkendte myndigheds område eller den godkendte organi-
sations vedtægtsbestemte formål.
2
Stk. 2. Retten accepterer den liste, der udarbejdes af Euro-
pa-Kommissionen i medfør af artikel 5, stk. 1, 4. pkt., i Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til anlæg-
gelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kol-
lektive interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF,
som bevis for den godkendte myndigheds eller organisations
kompetence til at anlægge et grænseoverskridende gruppe-
søgsmål, jf. stk. 3.
Stk. 3. Retten påser, at den godkendte organisation opfyl-
der betingelserne i artikel 4, stk. 3, i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål
til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om
ophævelse af direktiv 2009/22/EF, hvis den sagsøgte under
et gruppesøgsmål rejser begrundet tvivl herom. Den sagsøg-
te bærer bevisbyrden for, at søgsmålet af denne grund skal
afvises.
Nationale gruppesøgsmål
§ 8. Nationale gruppesøgsmål kan anlægges af godkendte
myndigheder og organisationer, som er optaget på den liste,
som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen meddeler Europa-
Kommissionen, jf. § 4, stk. 1, 1. pkt., 1. led, såfremt der
er værneting for søgsmålet her i landet, og gruppesøgsmålet
falder inden for den godkendte myndigheds område eller
den godkendte organisations vedtægtsbestemte formål.
Stk. 2. Retten påser, at den godkendte myndighed eller
organisation opfylder betingelserne i henholdsvis § 3, stk.
2 og 3, hvis den sagsøgte under et gruppesøgsmål rejser
begrundet tvivl herom. Den sagsøgte bærer bevisbyrden for,
at søgsmålet af denne grund skal afvises.
Søgsmål uden for den godkendte myndigheds eller
organisations område eller vedtægtsbestemte formål
§ 9. Retten påser, at et gruppesøgsmål falder inden for
den godkendte myndigheds område eller den godkendte or-
ganisations vedtægtsbestemte formål. Er dette ikke tilfældet,
afviser retten sagen.
Partsstatus
§ 10. Forbrugernes interesser varetages under gruppe-
søgsmålet af den godkendte myndighed eller organisation,
der har anlagt sagen.
Stk. 2. Som parter i gruppesøgsmålet anses den godkendte
myndighed eller organisation og den erhvervsdrivende.
Kapitel 4
Anlæggelse af et gruppesøgsmål
Indgivelse af stævning
§ 11. Gruppesøgsmål anlægges ved indlevering af stæv-
ning til retten. Ud over hvad der fremgår af retsplejelovens §
348, skal stævningen indeholde følgende:
1) En angivelse af, at sagen anlægges efter reglerne i den-
ne lov.
2) Oplysninger om de forbrugere, der er berørt af søgsmå-
let, herunder
a) en beskrivelse af gruppen og
b) oplysninger om, hvordan de berørte forbrugere kan
identificeres og underrettes om sagen.
3) De oplysninger, som i øvrigt er nødvendige for, at ret-
ten kan vurdere, om den har kompetence til at behandle
sagen, og foretage lovvalg.
Stk. 2. Gruppesøgsmål kan anlægges med påstand om
1) foreløbigt påbud eller forbud eller
2) endeligt påbud eller forbud eller genopretning.
Stk. 3. Et gruppesøgsmål, der ud fra stævningen efter sit
indhold er åbenlyst ubegrundet, afvises af retten.
Betingelser for at anlægge gruppesøgsmål
§ 12. Gruppesøgsmål kan anlægges, når
1) der foreligger ensartede krav,
2) gruppesøgsmål skønnes at være den bedste måde at
behandle kravene på, og
3) de berørte forbrugere kan identificeres og underrettes
på en hensigtsmæssig måde.
Kapitel 5
Gruppesøgsmål om påbud eller forbud
Afgørelsens indhold
§ 13. I forbindelse med et gruppesøgsmål om påbud eller
forbud kan retten ved et foreløbigt eller endeligt påbud eller
forbud bestemme følgende:
1) At en erhvervsdrivende skal bringe en praksis, der ud-
gør en overtrædelse af bestemmelser som nævnt i § 1,
stk. 1, og som skader eller vil kunne skade forbruger-
nes kollektive interesser, til ophør.
2) At en erhvervsdrivendes påtænkte praksis, der vil ud-
gøre en overtrædelse af bestemmelser som nævnt i §
1, stk. 1, og som indebærer en risiko for alvorlig eller
uoprettelig skade for forbrugernes kollektive interesser,
på forhånd forbydes.
Stk. 2. Retten kan ved et endeligt påbud endvidere be-
stemme følgende:
1) At en erhvervsdrivende skal anerkende, at en praksis
udgør en overtrædelse som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.
2) At en erhvervsdrivende skal offentliggøre hele eller
dele af en afgørelse om påbud eller forbud efter denne
lov i den form, retten bestemmer.
Stk. 3. Det er ikke en betingelse for en afgørelse om
påbud eller forbud, at berørte individuelle forbrugere har
tilmeldt sig søgsmålet.
Stk. 4. Det er ikke en betingelse for en afgørelse om
påbud eller forbud, at den godkendte myndighed eller orga-
nisation beviser
1) at de individuelle forbrugere, der er berørt af en over-
trædelse af bestemmelser som nævnt i § 1, stk. 1, har
lidt tab eller skade, eller
2) den erhvervsdrivendes hensigt eller forsømmelse.
Sagernes fremme m.v.
§ 14. Gruppesøgsmål om påbud eller forbud behandles
hurtigst muligt.
3
Stk. 2. Ved behandlingen af gruppesøgsmål om foreløbige
påbud eller forbud finder retsplejelovens §§ 413-429 tilsva-
rende anvendelse. Ved spørgsmål om bistand til opretholdel-
se af et foreløbigt påbud eller forbud finder retsplejelovens
kapitel 57 tilsvarende anvendelse.
Kapitel 6
Gruppesøgsmål om genopretning
Afgørelsens indhold
§ 15. I forbindelse med et gruppesøgsmål om genopret-
ning kan retten bestemme, at den erhvervsdrivende skal give
tilmeldte forbrugere adgang til bestemte retsmidler, som ef-
ter omstændighederne kan være bl.a. følgende:
1) Erstatning.
2) Afhjælpning.
3) Ombytning.
4) Forholdsmæssigt afslag.
5) Ophævelse af købet eller kontrakten.
6) Tilbagebetaling af betalte beløb.
Stk. 2. Hvor en afgørelse om genopretning ikke angiver
de individuelle forbrugere, der er berettigede til de retsmid-
ler, som afgørelsen stiller til rådighed, skal den i det mindste
beskrive den gruppe af forbrugere, der er berettiget til de
pågældende retsmidler.
Stk. 3. En afgørelse om genopretning skal angive en frist,
inden for hvilken den erhvervsdrivende skal give forbruger-
ne adgang til de retsmidler, der er omfattet af afgørelsen.
Stk. 4. De retsmidler, som stilles til rådighed i en afgørel-
se af et gruppesøgsmål om genopretning, berører ikke even-
tuelle yderligere retsmidler, som forbrugerne har adgang til,
og som ikke var genstand for det pågældende gruppesøgs-
mål.
Tilmelding til gruppesøgsmål om genopretning m.v.
§ 16. Et gruppesøgsmål om genopretning omfatter de in-
dividuelle forbrugere, der har tilmeldt sig søgsmålet.
Stk. 2. Tilmelding til gruppesøgsmål skal ske ved skrift-
lig meddelelse. Retten fastsætter en frist for at tilmelde sig
gruppesøgsmålet. Retten bestemmer, hvortil tilmelding skal
ske. Retten kan undtagelsesvis tillade, at tilmelding sker
efter fristens udløb, hvis særlige grunde taler for det.
Stk. 3. Forbrugere, der er tilmeldt et gruppesøgsmål, kan
ikke være tilmeldt andre gruppesøgsmål vedrørende det
samme spørgsmål mod den samme erhvervsdrivende og
kan ikke anlægge et individuelt søgsmål, der vedrører det
samme spørgsmål mod den samme erhvervsdrivende.
Stk. 4. Forbrugere, der er tilmeldt et gruppesøgsmål, kan
ikke modtage erstatning mere end én gang vedrørende det
samme spørgsmål mod den samme erhvervsdrivende.
Stk. 5. Godkendte organisationer kan kræve, at forbruge-
re, der vil tilmelde sig et konkret gruppesøgsmål om genop-
retning, betaler et gebyr ved tilmelding til det pågældende
gruppesøgsmål.
Stk. 6. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om størrel-
sen af det gebyr, der er nævnt i stk. 5. Erhvervsministeren
kan endvidere fastsætte nærmere regler om betalingen af det
gebyr, der er nævnt i stk. 5.
Stk. 7. Retten vurderer efter ansøgning fra den godkend-
te myndighed eller organisation, om gruppesøgsmålet opfyl-
der betingelserne for fri proces i retsplejelovens § 327. Ju-
stitsministeren meddeler efter ansøgning fra den godkendte
myndighed eller organisation, om gruppesøgsmålet opfylder
betingelserne for fri proces i retsplejelovens §§ 328 og
329. Meddeles det, at gruppesøgsmålet opfylder betingelser-
ne i retsplejelovens §§ 327, 328 eller 329, meddeler retten
efter anmodning fra en tilmeldt forbruger fri proces, såfremt
forbrugeren opfylder betingelserne i retsplejelovens § 325.
Stk. 8. De forbrugere, der er berørt af et igangværende
gruppesøgsmål om genopretning, skal underrettes om grup-
pesøgsmålet, herunder om de i stk. 2, 5 og 7 nævnte forhold,
i tide og på passende måde, så disse forbrugere kan tilmelde
sig det pågældende gruppesøgsmål. Underretningen gives
på den måde, som retten bestemmer. Retten kan bestemme,
at underretningen helt eller delvis skal ske ved offentlig
bekendtgørelse. Retten kan pålægge den godkendte myndig-
hed eller organisation at foretage underretningen. Udgifterne
ved underretningen betales af den godkendte myndighed
eller organisation, jf. dog § 18, stk. 3.
Interessekonflikter ved finansiering af gruppesøgsmål om
genopretning
§ 17. Godkendte organisationer kan finansieres af en tred-
jepart ved anlæggelse af et konkret gruppesøgsmål om gen-
opretning, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Uanset stk. 1 kan godkendte organisationer ikke
anlægge et gruppesøgsmål om genopretning, som finansie-
res af en tredjepart, hvor en interessekonflikt er opstået,
eller hvor der foreligger nærliggende risiko for, at en sådan
interessekonflikt vil opstå. Finansiering fra en tredjepart, der
har økonomisk interesse i at anlægge et gruppesøgsmål om
genopretning eller resultatet heraf, må ikke føre gruppesøgs-
målet væk fra beskyttelse af forbrugernes kollektive interes-
ser.
Stk. 3. Beslutninger truffet af godkendte organisationer i
forbindelse med et gruppesøgsmål om genopretning, herun-
der beslutninger om at indgå et forlig, må ikke påvirkes
af en tredjepart på en måde, der vil være til skade for de
kollektive interesser for de forbrugere, der har tilmeldt sig
gruppesøgsmålet.
Stk. 4. Godkendte organisationer må ikke anlægge et
gruppesøgsmål om genopretning mod en erhvervsdrivende,
som er en konkurrent til den, der finansierer gruppesøgsmå-
let, eller mod en erhvervsdrivende, som den, der finansierer
gruppesøgsmålet, er afhængig af.
Stk. 5. Retten påser, hvorvidt den godkendte organisation
opfylder betingelserne i stk. 2-4, hvis den sagsøgte under
sagen rejser begrundet tvivl herom. Retten kan til brug for
vurderingen pålægge den godkendte organisation inden for
en rimelig frist at udlevere en oversigt over finansieringskil-
der, der anvendes til at støtte gruppesøgsmålet.
Stk. 6. Retten kan kræve, at den godkendte organisation
afslår eller foretager ændringer med hensyn til finansierin-
gen af søgsmålet.
4
Stk. 7. Er betingelserne i stk. 2-4 ikke opfyldt, eller efter-
kommes et pålæg efter stk. 5, 2. pkt., eller et krav efter stk. 6
ikke, afviser retten sagen.
Stk. 8. En afvisning i medfør af stk. 7 påvirker ikke i
øvrigt retsstillingen for de forbrugere, der har tilmeldt sig
det pågældende gruppesøgsmål.
Sagsomkostninger i gruppesøgsmål om genopretning
§ 18. Tilmeldte forbrugere i et gruppesøgsmål om genop-
retning kan ikke pålægges at betale sagsomkostninger, jf.
dog stk. 2.
Stk. 2. Retten kan under ekstraordinære omstændigheder
pålægge tilmeldte forbrugere i et gruppesøgsmål om genop-
retning at betale sagsomkostninger, der er påløbet som følge
af den pågældende tilmeldte forbrugers forsætlige eller uagt-
somme adfærd.
Stk. 3. Den tabende part skal erstatte modparten de udgif-
ter, der er forbundet med at opfylde den underretningspligt,
der er nævnt i § 16, stk. 8, 5. pkt., og § 20.
Forlig om genopretning
§ 19. Den godkendte myndighed eller organisation kan
i fællesskab med den erhvervsdrivende forelægge retten et
forslag til forlig om genopretning til fordel for de tilmeldte
forbrugere.
Stk. 2. Retten kan på ethvert tidspunkt under sagen op-
fordre parterne til at indgå forlig om genopretning. Retten
fastsætter en rimelig frist for indgåelsen af forliget.
Stk. 3. Et forlig skal godkendes af retten. Retten afviser
forliget, hvis det strider mod præceptive regler eller indehol-
der betingelser, som ikke kan håndhæves, idet der tages
hensyn til parternes og navnlig de tilmeldte forbrugeres ret-
tigheder og interesser.
Stk. 4. Godkender retten forliget, bliver det bindende for
sagens parter og de tilmeldte forbrugere.
Stk. 5. De retsmidler, som stilles til rådighed i et godkendt
forlig om genopretning, berører ikke eventuelle yderligere
retsmidler, som forbrugerne har adgang til, og som ikke var
genstand for det pågældende forlig.
Kapitel 7
Underretning af berørte forbrugere
§ 20. Retten pålægger den erhvervsdrivende ved hjælp af
midler, der står i rimeligt forhold til sagens omstændigheder,
at underrette de forbrugere, der er berørt af eller tilmeldt
gruppesøgsmålet, om endelige afgørelser, der indeholder be-
stemmelse om påbud eller forbud, jf. § 13, eller genopret-
ning, jf. § 15, eller om godkendte forlig, jf. § 19. Retten kan
herunder bestemme, at den erhvervsdrivende skal underret-
te alle berørte eller tilmeldte forbrugere individuelt. Retten
fastsætter en frist for underretningen. Udgifterne ved under-
retningen betales af den erhvervsdrivende.
Stk. 2. Afviser retten et gruppesøgsmål om genopretning,
finder stk. 1 tilsvarende anvendelse over for godkendte
myndigheder eller organisationer med hensyn til afgørelsen
om afvisning.
Stk. 3. Underrettes de berørte eller tilmeldte forbrugere
om afgørelsen eller forliget på anden vis, undlader retten at
give pålæg efter stk. 1 og 2.
Kapitel 8
Forældelse
§ 21. Er der inden forældelsesfristens udløb, jf. reglerne
i forældelsesloven, anlagt et gruppesøgsmål efter denne lov,
og medfører dette ikke en afbrydelse af fristen for forbruger-
ne, hvis fordring udspringer af den overtrædelse, der var
genstand for det anlagte søgsmål, indtræder forældelse af
disse fordringer tidligst 1 år efter sagens endelige afgørelse.
Kapitel 9
Anke
§ 22. Ankes en dom i et gruppesøgsmål, behandles anken
efter reglerne i denne lov. Ankes en dom af den godkendte
myndighed eller organisation, finder § 16 tilsvarende anven-
delse.
Stk. 2. Reglerne i retsplejelovens § 368, stk. 1, 2. pkt., og
stk. 2, finder ikke anvendelse.
Kapitel 10
Strafbestemmelser
§ 23. Den, der forsætligt overtræder et påbud eller forbud
udstedt i medfør af § 13, stk. 1 og 2, eller § 20, stk. 1, kan
idømmes straf af bøde. Sag efter 1. pkt., anlægges af den
part, der har opnået påbuddet eller forbuddet.
Stk. 2. Spørgsmål om idømmelse af straf for overtrædelse
af et foreløbigt påbud eller forbud kan udsættes, indtil sagen
om den påståede overtrædelse er afgjort.
Stk. 3. En modpart, der uden lovlig grund undlader at
efterkomme et pålæg om edition efter retsplejelovens § 298,
stk. 1, jf. denne lovs § 1, stk. 2, kan idømmes straf af
bøde. Retsplejelovens § 298, stk. 2, jf. § 344, stk. 2, finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske person-
er) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Kapitel 11
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 24. Loven træder i kraft den 25. juni 2023.
Stk. 2. Lov nr. 1257 af 20. december 2000 om forbud til
beskyttelse af forbrugernes interesser ophæves.
§ 25. Loven finder anvendelse for gruppesøgsmål, som
anlægges efter lovens ikrafttræden. For øvrige sager finder
de hidtil gældende regler anvendelse.
§ 26. Erhvervsministeren kan beslutte, at myndigheder,
der tidligere var godkendt i henhold til lov om forbud til
beskyttelse af forbrugernes interesser, fortsat kan være god-
kendt til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål i
andre medlemsstater.
Stk. 2. De myndigheder, der er nævnt i stk. 1, vil derudo-
ver være godkendt til at anlægge nationale gruppesøgsmål
ved domstolene efter denne lov.
5
Kapitel 12
Territorialbestemmelse
§ 27. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
6
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets baggrund
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. Anvendelsesområde og definitioner
3.1.1. Gældende ret
3.1.2. Direktivet
3.1.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
3.2. Godkendte myndigheder og organisationer
3.2.1. Godkendelse af myndigheder og organi-
sationer
3.2.1.1. Gældende ret
3.2.1.2. Direktivet
3.2.1.3. Erhvervsministeriets overvejel-
ser og den foreslåede ordning
3.2.2. Lister over godkendte myndigheder og
organisationer
3.2.2.1. Gældende ret
3.2.2.2. Direktivet
3.2.2.3. Erhvervsministeriets overvejel-
ser og den foreslåede ordning
3.2.3. Tilbagekaldelse af godkendelse
3.2.3.1. Gældende ret
3.2.3.2. Direktivet
3.2.3.3. Erhvervsministeriets overvejel-
ser og den foreslåede ordning
3.2.4. Generel oplysningspligt for godkendte
myndigheder og organisationer
3.2.4.1. Gældende ret
3.2.4.2. Direktivet
3.2.4.3. Erhvervsministeriets overvejel-
ser og den foreslåede ordning
3.3. Sagens parter
3.3.1. Gældende ret
3.3.2. Direktivet
3.3.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
3.4. Anlæggelse af et gruppesøgsmål
3.4.1. Gældende ret
3.4.2. Direktivet
3.4.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
3.5. Gruppesøgsmål om påbud eller forbud
3.5.1. Gældende ret
3.5.2. Direktivet
3.5.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
3.6. Gruppesøgsmål om genopretning
3.6.1. Afgørelsens indhold
3.6.1.1. Gældende ret
3.6.1.2. Direktivet
3.6.1.3. Erhvervsministeriets overvejel-
ser og den foreslåede ordning
3.6.2. Tilmelding til gruppesøgsmål om genop-
retning m.v.
3.6.2.1. Gældende ret
3.6.2.2. Direktivet
3.6.2.3. Erhvervsministeriets overvejel-
ser og den foreslåede ordning
3.6.3. Interessekonflikter ved finansiering af
gruppesøgsmål om genopretning
3.6.3.1. Gældende ret
3.6.3.2. Direktivet
3.6.3.3. Erhvervsministeriets overvejel-
ser og den foreslåede ordning
3.6.4. Sagsomkostninger i gruppesøgsmål om
genopretning
3.6.4.1. Gældende ret
3.6.4.2. Direktivet
3.6.4.3. Erhvervsministeriets overvejel-
ser og den foreslåede ordning
3.6.5. Forlig om genopretning
3.6.5.1. Gældende ret
3.6.5.2. Direktivet
3.6.5.3. Erhvervsministeriets overvejel-
ser og den foreslåede ordning
3.6.6. Underretning af berørte forbrugere
3.6.6.1. Gældende ret
3.6.6.2. Direktivet
3.6.6.3. Erhvervsministeriets overvejel-
ser og den foreslåede ordning
3.7. Strafbestemmelser
3.7.1. Gældende ret
3.7.2. Direktivet
3.7.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskon-
sekvenser for det offentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
7. Klimamæssige konsekvenser
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
9. Forholdet til EU-retten
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
11. Sammenfattende skema
1. Indledning
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2020/1828/EU af 25. november 2020 om adgang
til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbru-
gernes kollektive interesser og om ophævelse af direk-
tiv 2009/22/EF (herefter benævnt gruppesøgsmålsdirekti-
vet). Direktivet er et minimumdirektiv. Der er med lovfor-
slaget ikke lagt op til at overimplementere direktivet.
7
Med lovforslaget ønsker regeringen at bidrage til, at der
på EU-plan og på nationalt plan findes en effektiv og virk-
ningsfuld processuel ordning for anlæggelse af gruppesøgs-
mål med påstand om påbud eller forbud samt genopretning,
der er tilgængelig for forbrugere i alle medlemsstater.
Forbrugere har i dag efter de gældende regler mulighed for
at forfølge et krav mod en erhvervsdrivende ved at anlæg-
ge sag ved domstolene på forskellige måder. Er der tale
om mindre krav, kan der eksempelvis anlægges en sag ef-
ter reglerne i retsplejelovens kapitel 39 om småsagsproces-
sen. Derudover er der efter reglerne i retsplejelovens kapitel
23 a mulighed for, at flere personer, som har ensartede krav,
kan anlægge et gruppesøgsmål. Godkendte myndigheder og
organisationer kan endvidere efter reglerne i lov om forbud
til beskyttelse af forbrugernes interesser anlægge gruppe-
søgsmål med påstand om, at bestemte handlinger, der er i
strid med forbrugernes kollektive interesser, forbydes.
Med lovforslaget lægges der op til at øge forbrugerbeskyt-
telsen yderligere ved at indføre mulighed for, at godkendte
myndigheder og organisationer, der repræsenterer forbruger-
nes interesser, kan anlægge og føre to nye typer af gruppe-
søgsmål mod erhvervsdrivende om henholdsvis påbud eller
forbud samt genopretning.
Et »gruppesøgsmål« er kendetegnet ved, at søgsmålet berø-
rer en flerhed af personer, og at en repræsentant for denne
gruppe (og ikke de enkelte forbrugere) anses som part i
søgsmålet. I bestemte tilfælde vil der med den foreslåede
lov kunne føres "gruppesøgsmål", uden at der er individuelle
forbrugere, der har tilmeldt sig søgsmålet.
Med lovforslaget vil det blive muligt at føre gruppesøgsmål
om påbud eller forbud samt gruppesøgsmål om genopret-
ning og derigennem opnå, at forbrugere f.eks. får adgang til
erstatning, hvis en erhvervsdrivende har overtrådt de regler,
som direktivet omfatter.
Det foreslås, at erhvervsministeren efter forhandling med
de berørte ministre kan godkende de myndigheder og orga-
nisationer, som kan anlægge gruppesøgsmål. En godkendt
myndighed eller organisation vil således fungere som repræ-
sentant for den pågældende gruppe af forbrugere eller som
repræsentant for forbrugernes mere generelle interesser, hvis
myndigheden eller organisationen anlægger en sag. Myndig-
heder og organisationer skal anmode om at blive godkendt
og opfylde en række betingelser.
Det foreslås, at de godkendte myndigheder og organisatio-
ner kan anlægge nationale gruppesøgsmål ved domstolene
her i landet. På samme måde vil myndigheder og organisa-
tioner, der er godkendt i andre medlemsstater og optaget
på Europa-Kommissionens liste, der udarbejdes i medfør
af direktivet, kunne anlægge grænseoverskridende gruppe-
søgsmål her i landet, såfremt der er mulighed herfor efter
reglerne om værneting.
2. Lovforslagets baggrund
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2020/1828/EU af 25. november 2020 om adgang
til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbru-
gernes kollektive interesser og om ophævelse af direktiv
2009/22/EF (”gruppesøgsmålsdirektivet”). Direktivet skal
være gennemført i national lovgivning senest den 25. de-
cember 2022, og reglerne skal træde i kraft senest den 25.
juni 2023.
Direktivet ophæver direktiv 2009/22/EF af 23. april 2009
om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse
af forbrugernes interesser (herefter benævnt forbudsdirekti-
vet), som er en kodificering af direktiv 98/27/EF af 19.
maj 1998 om søgsmål med påstand om forbud på området
beskyttelse af forbrugernes interesser. Disse direktiver er
gennemført i dansk ret ved lov nr. 1257 af 20. december
2000 om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser,
der foreslås ophævet ved nærværende lovforslag.
Baggrunden for gruppesøgsmålsdirektivet er, at den stigende
globalisering og digitalisering har øget risikoen for, at et
større antal forbrugere lider skade som følge af den samme
ulovlige praksis. Det kan mindske forbrugernes tillid til
det indre marked, hvis der ikke eksisterer effektive midler
til at bringe en ulovlig praksis til ophør og til at opnå
genopretning for forbrugerne. Manglen på effektive midler
til at håndhæve EU-retten, som beskytter forbrugerne, kan
resultere i en forvridning af den fair konkurrence mellem er-
hvervsdrivende, der overtræder lovgivningen, og erhvervs-
drivende, der overholder lovgivningen, og som opererer na-
tionalt eller på tværs af grænserne. Sådanne forvridninger
kan hindre det indre marked i at fungere gnidningsløst.
Formålet med gruppesøgsmålsdirektivet er at sikre, at der
på EU-plan og på nationalt plan findes mindst én effektiv
og virkningsfuld processuel ordning for anlæggelse af grup-
pesøgsmål om påbud eller forbud og genopretning, der er
tilgængelig for forbrugere i alle medlemsstater. Det kan
øge forbrugernes tillid til det indre marked og sætte dem
i stand til at udøve deres rettigheder, hvis der er en fælles
processuel ordning for anlæggelse af gruppesøgsmål. Det
kan endvidere bidrage til en mere fair konkurrence og skabe
lige vilkår for erhvervsdrivende, der opererer på det indre
marked.
Formålet med gruppesøgsmålsdirektivet er endvidere at bi-
drage til det indre markeds funktion og til opnåelsen af
et højt forbrugerbeskyttelsesniveau ved at gøre det muligt
for godkendte myndigheder og organisationer, som repræ-
senterer forbrugernes kollektive interesser, at anlægge grup-
pesøgsmål om påbud eller forbud samt genopretning mod
erhvervsdrivende, der overtræder visse EU-retlige bestem-
melser. Formålet er således, at disse godkendte myndigheder
og organisationer bør kunne anmode om at få bragt en sådan
overtrædelse til ophør eller få den forbudt og søge om gen-
opretning, hvis det er relevant og muligt i henhold til EU-
retten og national ret, herunder f.eks. erstatning, afhjælpning
eller forholdsmæssigt afslag.
8
Gruppesøgsmålsdirektivet er et minimumsdirektiv, hvilket
giver medlemsstaterne mulighed for at vedtage eller opret-
holde nationale bestemmelser om anlæggelse af gruppesøgs-
mål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser, der
er mere vidtrækkende, end hvad direktivet foreskriver. Der
skal dog være mindst én national processuel ordning for
gruppesøgsmål, som gør det muligt for godkendte myndig-
heder og organisationer at anlægge gruppesøgsmål om på-
bud eller forbud samt genopretning.
Det følger af direktivets præambelbetragtning nr. 11, at di-
rektivet ikke bør erstatte eksisterende nationale processuelle
ordninger til beskyttelse af forbrugernes kollektive eller in-
dividuelle interesser. Det overlades til medlemsstaterne at
beslutte, om de vil implementere direktivet som en del af
en eksisterende eller ny ordning eller som en ny særskilt
ordning.
Grundet ophævelsen af forbudsdirektivet og for at sikre en
hensigtsmæssig og korrekt implementering af gruppesøgs-
målsdirektivet, idet anvendelsesområdet udvides betragteligt
i det nye direktiv, foreslås det at foretage en direktivnær im-
plementering af gruppesøgsmålsdirektivet i en ny hovedlov
om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse
af forbrugernes kollektive interesser, og at lov om forbud til
beskyttelse af forbrugernes interesser ophæves.
Det foreslås endvidere, at direktivet implementeres i en ny
hovedlov for at undgå usikkerhed om retstilstanden. Rets-
plejelovens kapitel 23 a om gruppesøgsmål og nærværende
lovforslag vil således udgøre to separate ordninger, der gør
det muligt at anlægge gruppesøgsmål.
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. Anvendelsesområde og definitioner
3.1.1. Gældende ret
Udpegede myndigheder og organisationer kan efter reglerne
i den gældende lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes
interesser anlægge søgsmål med påstand om, at bestemte
handlinger, der er i strid med forbrugernes kollektive inte-
resser, forbydes. Ifølge lovens § 1, stk. 1, finder loven
anvendelse på de nationale regler, der gennemfører de di-
rektiver, som er optaget på bilaget til Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 98/27/EF om søgsmål med påstand om
forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser
(forbudsdirektivet).
Der var oprindeligt optaget 9 direktiver på bilaget til for-
budsdirektivet. Det er direktiver, der blandt andet vedrører
vildledende reklame, forbrugerkredit, pakkerejser, reklame
for humanmedicinske lægemidler mv. Efter direktivets ved-
tagelse i 1998, er der tilføjet 5 direktiver til bilaget.
3.1.2. Direktivet
Det følger af artikel 2, stk. 1, i gruppesøgsmålsdirektivet,
at direktivet finder anvendelse på gruppesøgsmål, der an-
lægges som følge af erhvervsdrivendes overtrædelser af de
EU-retlige bestemmelser, der er nævnt i direktivets bilag I,
herunder sådanne bestemmelser som er gennemført i natio-
nal ret, og som skader eller ville kunne skade forbrugernes
kollektive interesser. Direktivet berører ikke de EU-retlige
bestemmelser, der er omhandlet i bilag I.
Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 13, at
direktivets anvendelsesområde bør afspejle den seneste ud-
vikling på forbrugerbeskyttelsesområdet. Da forbrugere i
stigende grad handler på et bredere og stadig mere digitali-
seret marked, skal der for at opnå et højt forbrugerbeskyttel-
sesniveau være krav om, at områder som databeskyttelse,
finansielle tjenesteydelser, rejser og turisme, energi og tele-
kommunikation omfattes af direktivet i tillæg til den almin-
delige forbrugerbeskyttelsesret. Da der er øget efterspørgsel
blandt forbrugerne efter finansielle tjenesteydelser og inve-
steringstjenesteydelser, er det navnlig vigtigt at forbedre
håndhævelsen af forbrugerbeskyttelsesretten på disse områ-
der. Forbrugermarkedet har også udviklet sig på området for
digitale tjenester, og der er et øget behov for mere effektiv
håndhævelse af forbrugerbeskyttelsesretten, herunder vedrø-
rende databeskyttelse.
Direktivets bilag I indeholder 66 EU-retsakter og bestem-
melser, som er omfattet af direktivets anvendelsesområ-
de. Anvendelsesområdet er bredt og omfatter – ud over den
almindelige forbrugerbeskyttelsesret – flere sektorspecifikke
områder, hvor forbrugernes kollektive interesser beskyttes.
Efter direktivets præambelbetragtning nr. 15 bør direktivet
ikke berøre de retsakter, der er nævnt i bilag I, og bør derfor
ikke ændre eller udvide definitionerne fastsat i disse retsak-
ter eller erstatte eventuelle håndhævelsesmekanismer, som
de pågældende retsakter måtte indeholde.
Direktivets definitioner fremgår af artikel 3.
3.1.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Gruppesøgsmålsdirektivet er et minimumdirektiv. Erhvervs-
ministeriet finder det ikke nødvendigt at lade anvendel-
sesområdet være bredere, end hvad der følger af direkti-
vet. Lovforslagets anvendelsesområde svarer derfor til det
anvendelsesområde, som direktivet foreskriver.
Udvidelsen af antallet af EU-retlige bestemmelser i forhold
til de hidtil gældende regler, som omfattes af direktivet, vil
allerede medføre en markant udvidelse af anvendelsesområ-
det i forhold til, hvad der gælder i dag. Der vil således ef-
ter de foreslåede regler kunne føres gruppesøgsmål på bag-
grund af væsentligt flere forbrugerbeskyttelsesregler end i
dag. Hertil kommer, at retsplejeloven indeholder en ordning
om gruppesøgsmål, der gælder ved siden af lov om forbud
til beskyttelse af forbrugernes interesser. På den baggrund
vurderes det ikke nødvendigt at lade anvendelsesområdet for
lovforslaget være bredere end det anvendelsesområde, som
er påkrævet efter direktivet.
9
Der lægges op til, at loven vil finde anvendelse på grup-
pesøgsmål, der anlægges ved domstolene, og som angår er-
hvervsdrivendes overtrædelser af de EU-retlige bestemmel-
ser, der er nævnt i gruppesøgsmålsdirektivets bilag I, eller
regler, der gennemfører sådanne bestemmelser her i landet,
såfremt overtrædelsen skader eller vil kunne skade forbru-
gernes kollektive interesser.
Det bemærkes særligt, at det ikke er hensigten med lovfor-
slaget at påvirke den allerede gældende gruppesøgsmålsord-
ning efter retsplejelovens kapitel 23 a. Der vil således gælde
to separate ordninger for anlæggelse af gruppesøgsmål.
Det bemærkes også, at lovforslaget ikke indeholder regler
om fuldbyrdelse af afgørelser i gruppesøgsmål. Fuldbyrdel-
se vil derfor skulle ske efter retsplejelovens almindelige
regler herom.
Erhvervsministeriet finder det hensigtsmæssigt med en di-
rektivnær implementering af direktivets definitioner. Der er
alene foretaget mindre sproglige ændringer i forhold til di-
rektivets definitioner uden indholdsmæssig betydning.
3.2. Godkendte myndigheder og organisationer
3.2.1. Godkendelse af myndigheder og organisationer
3.2.1.1. Gældende ret
Efter den gældende bestemmelse i § 4, stk. 1, i lov om for-
bud til beskyttelse af forbrugernes interesser, kan erhvervs-
ministeren efter forhandling med de berørte ministre udpege
de danske myndigheder og organisationer, der kan anlægge
søgsmål med påstand om forbud i andre medlemsstater for
overtrædelser af direktiverne optaget på det i § 1, stk. 1,
nævnte bilag, således som disse er gennemført i medlems-
staternes nationale ret.
Lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser gæl-
der alene for grænseoverskridende gruppesøgsmål og alene
for gruppesøgsmål med påstand om forbud.
Erhvervsministeren har udpeget Forbrugerombudsmanden
og Lægemiddelstyrelsen, som fremgår af Europa-Kommis-
sionens offentliggjorte liste vedrørende nationale myndighe-
der og organisationer, som er beføjet til at anlægge grænseo-
verskridende gruppesøgsmål i medfør af forbudsdirektivet.
Erhvervsministeren kan efter forhandling med de berørte
ministre fastsætte nærmere betingelser for udøvelsen af den
i stk. 1 nævnte søgsmålskompetence, jf. § 4, stk. 2, i lov
om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser. Over
for myndigheder vil der kunne fastsættes nærmere regler
om hvilke direktiver og artikler, de forskellige myndigheder
kan håndhæve. Der kan endvidere fastsættes krav om koor-
dinering mellem myndighederne, ligesom der kan fastsættes
andre begrænsninger i myndighedernes tilsynsbeføjelser, jf.
Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 171.
Lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser
indeholder ikke betingelser for udpegning af de danske
myndigheder og organisationer, der kan anlægge grænseo-
verskridende gruppesøgsmål.
Det er forudsat i bemærkningerne til lovforslaget, at alle
lovlige organisationer, der har til formål at beskytte for-
brugernes kollektive interesser, kan godkendes, jf. direktiv
2009/22/EF artikel 3, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg
A, side 166.
Efter gældende ret kan nationale gruppesøgsmål anlægges
efter reglerne i retsplejelovens kapitel 23 a. Udpegning som
grupperepræsentant til anlæggelse af nationale gruppesøgs-
mål kan alene ske ad hoc ved retten.
Den gældende bestemmelse i markedsføringslovens § 35
medfører, at Forbrugerombudsmanden kan udpeges som
grupperepræsentant i et gruppesøgsmål.
3.2.1.2. Direktivet
Det følger af direktivets artikel 4, stk. 3, at medlemsstaterne
udpeger et organ/en organisation som omhandlet i stk. 2, der
har anmodet om at blive udpeget som godkendt organ/orga-
nisation med henblik på anlæggelse af grænseoverskridende
gruppesøgsmål, hvis nævnte organ/organisation opfylder al-
le kriterier i bestemmelsens litra a) – f).
Derudover følger det af direktivets artikel 4, stk. 4, at med-
lemsstaterne sikrer, at de kriterier, som de anvender til at
udpege et organ/en organisation som godkendt organ/organi-
sation med henblik på anlæggelse af nationale gruppesøgs-
mål, er i overensstemmelse med dette direktivs mål for at
sikre, at sådanne gruppesøgsmål fungerer effektivt og virk-
ningsfuldt.
Det fremgår af direktivets artikel 4, stk. 5, at medlemssta-
terne kan beslutte, at kriterierne i stk. 3 også anvendes til
udpegelse af godkendte organer/organisationer med henblik
på anlæggelse af nationale gruppesøgsmål.
Medlemsstaterne kan ifølge direktivets artikel 4, stk. 7, ud-
pege offentlige organer som godkendte organer/organisatio-
ner med henblik på anlæggelse af gruppesøgsmål uanset
artikel 4, stk. 3 og 4. Medlemsstaterne kan fastsætte, at
offentlige organer, der allerede er udpeget som godkend-
te organer/organisationer i henhold til artikel 3 i direk-
tiv 2009/22/EF, skal forblive udpeget som godkendte orga-
ner/organisationer med henblik på direktivet.
3.2.1.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Direktivet indeholder krav om, at organisationer skal opfyl-
de de samme betingelser for godkendelse til anlæggelse af
grænseoverskridende gruppesøgsmål, da dette bør være ens
i alle medlemsstater, jf. præambelbetragtning nr. 25 og arti-
kel 4, stk. 3. Det betyder, at organisationer skal anmode
om godkendelse og opfylde de betingelser, der er oplistet i
direktivets artikel 4, stk. 3, litra a) - f), for at blive godkendt
til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål.
10
Erhvervsministeriet finder det hensigtsmæssigt med en di-
rektivnær implementering af direktivets betingelser for god-
kendelse af organisationer. Der er alene foretaget mindre
sproglige ændringer i forhold til direktivets betingelser for
godkendelse uden indholdsmæssig betydning. Der henvises
til lovforslagets specielle bemærkninger til § 3, stk. 3.
Betingelserne er kumulative, hvorefter alle betingelser skal
være opfyldt for, at en organisation kan blive godkendt til at
anlægge gruppesøgsmål.
Efter direktivets artikel 4, stk. 7, kan medlemsstaterne god-
kende myndigheder til anlæggelse af grænseoverskridende
gruppesøgsmål uanset stk. 3 og 4. Det vil sige, at myndig-
heder kan godkendes til at anlægge grænseoverskridende
gruppesøgsmål, selv om de ikke opfylder betingelserne i
artikel 4, stk. 3.
Erhvervsministeriet finder det hensigtsmæssigt, at myndig-
heder også skal anmode om godkendelse. Derudover fore-
slås det, at myndigheder, der ønsker at blive godkendt til
at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål, skal føre
tilsyn med overholdelsen af bestemmelser, der er omfattet af
det bilag, der er nævnt i direktivets bilag I.
Lægemiddelstyrelsen vil således kunne godkendes til at an-
lægge gruppesøgsmål, da Lægemiddelstyrelsen fører tilsyn
med overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2001/83/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en
fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler artikel
86-90, 98 og 100.
Efter præambelbetragtning nr. 26, bør medlemsstaterne frit
kunne fastsætte betingelserne for godkendelse af myndighe-
der og organisationer til anlæggelse af nationale gruppesøgs-
mål i overensstemmelse med national ret.
Erhvervsministeriet finder det mest hensigtsmæssigt, at der
gælder samme betingelser for godkendelse af henholdsvis
myndigheder og organisationer til at anlægge både grænse-
overskridende og nationale gruppesøgsmål. Dette vil også
være i overensstemmelse med direktivets artikel 4, stk. 4 og
5.
Det foreslås derfor, at erhvervsministeren efter forhandling
med de berørte ministre vil kunne godkende de myndighe-
der og organisationer, der har anmodet om at blive godkendt
til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål i andre
medlemsstater og nationale gruppesøgsmål her i landet for
overtrædelser efter § 1.
Myndigheder og organisationer skal således anmode om
godkendelse til at kunne anlægge nationale og grænseover-
skridende gruppesøgsmål. Myndigheder og organisationer
skal kun anmode én gang, og såfremt de bliver godkendt, vil
de være godkendt med henblik på fremtidige gruppesøgs-
mål, som anlægges efter lovforslaget.
Myndigheder og organisationer kan løbende anmode om at
blive godkendt til at anlægge gruppesøgsmål efter lovforsla-
get.
Det vil ikke være muligt at blive godkendt på ad hoc-basis
efter dette lovforslag, hvilket er i overensstemmelse med
præambelbetragtning nr. 28, hvorefter direktivet ikke bør til-
skynde medlemsstaterne til at indføre muligheder for at god-
kende myndigheder og organisationer på ad hoc-basis. Dette
vil fortsat være muligt efter reglerne om gruppesøgsmål i
retsplejelovens kapitel 23 a.
Organisationerne vil ved anmodning til erhvervsministeren
skulle indsende dokumentation for opfyldelse af de ovenfor
nævnte betingelser. Myndigheder skal ved anmodning til er-
hvervsministeren på samme måde indsende dokumentation
for, at de fører tilsyn med en eller flere af de bestemmelser,
der er nævnt i direktivets bilag I.
Det foreslås, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om,
at myndigheders og organisationers anmodning om at blive
godkendt til at anlægge gruppesøgsmål skal ske ved anven-
delse af bestemte it-systemer.
Herved kan erhvervsministeren ved bekendtgørelse fastsæt-
te, at myndigheder og organisationer skal anmode om god-
kendelse til at anlægge gruppesøgsmål via Virk.dk.
3.2.2. Lister over godkendte myndigheder og organisationer
3.2.2.1. Gældende ret
Den gældende bestemmelse i § 2 i lov om forbud til beskyt-
telse af forbrugernes interesser medfører, at udenlandske
myndigheder og organisationer, som er optaget på den af
Kommissionen offentliggjorte liste i De Europæiske Fælles-
skabers Tidende i henhold til bestemmelserne i forbudsdi-
rektivet, kan anlægge søgsmål med påstand om forbud ved
domstolene efter retsplejelovens bestemmelser, jf. lovens §
3.
Europa-Kommissionen har udstedt en meddelelse med op-
lysninger fra medlemsstaterne i medfør af artikel 4, stk. 3,
i forbudsdirektivet, vedrørende nationale myndigheder og
organisationer, som er godkendt til at anlægge søgsmål i
medfør af artikel 2 i forbudsdirektivet.
3.2.2.2. Direktivet
Det følger af artikel 5, stk. 1, at hver medlemsstat meddeler
Kommissionen en liste over godkendte organer/organisatio-
ner, som den på forhånd har udpeget til at kunne anlægge
grænseoverskridende gruppesøgsmål, herunder disse god-
kendte organers/organisationers navn og vedtægtsbestemte
formål, senest den 26. december 2023. Hver medlemsstat
orienterer Kommissionen, når der er ændringer til denne
liste. Medlemsstaterne gør listen offentligt tilgængelig.
Det følger endvidere, at Kommissionen udarbejder en sam-
let liste over disse godkendte organer/organisationer og gør
den offentligt tilgængelig. Kommissionen ajourfører denne
11
liste, når ændringer til medlemsstaternes lister over god-
kendte organer/organisationer meddeles Kommissionen.
Medlemsstaterne skal ifølge artikel 5, stk. 2, sikre, at oplys-
ninger om godkendte organer/organisationer, der er udpeget
på forhånd med henblik på at kunne anlægge nationale grup-
pesøgsmål, gøres tilgængelige for offentligheden.
3.2.2.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
For at opfylde direktivets krav om, at medlemsstaterne
skal meddele Europa-Kommissionen en liste over godkend-
te myndigheder og organisationer, foreslås det indført i lov-
forslagets, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen meddeler
Europa-Kommissionen en liste over myndigheder og organi-
sationer, som er godkendt til at anlægge grænseoverskriden-
de gruppesøgsmål med henblik på optagelse på den liste,
som Europa-Kommissionens offentliggør.
Det foreslås, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offent-
liggør den liste, som styrelsen meddeler Europa-Kommissi-
onen, jf. 5, stk. 1, 3. pkt. i direktivet.
Efter direktivet er der alene et krav om, at medlemsstater-
ne skal meddele Europa-Kommissionen en liste over myn-
digheder og organisationer, der er godkendt til at anlægge
grænseoverskridende gruppesøgsmål.
Listen over myndigheder og organisationer, der er godkendt
til at anlægge henholdsvis grænseoverskridende og nationale
gruppesøgsmål vil i praksis være den samme liste, da det
med lovforslaget foreslås, at der skal gælde samme betin-
gelser for godkendelse af myndigheder og organisationer
til anlæggelse af grænseoverskridende og nationale gruppe-
søgsmål.
Den liste, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offent-
liggør, vil derfor være en liste over myndigheder og organi-
sationer, der er godkendt til anlæggelse af både nationale og
grænseoverskridende gruppesøgsmål.
3.2.3. Tilbagekaldelse af godkendelse
3.2.3.1. Gældende ret
Den gældende bestemmelse i § 4, stk. 1, i lov om forbud til
beskyttelse af forbrugernes interesser, medfører, at erhvervs-
ministeren efter forhandling med de berørte ministre kan
udpege de danske myndigheder og organisationer, der kan
anlægge søgsmål med påstand om forbud i andre medlems-
stater for overtrædelser af direktiverne optaget på det i §
1, stk. 1, nævnte bilag, således som disse er gennemført i
medlemsstaternes nationale ret.
Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstiden-
de 2000-01, tillæg A, side 171, at erhvervsministeren på
samme måde kan tilbagekalde en udpegning til at anlægge
søgsmål i andre medlemsstater.
3.2.3.2. Direktivet
Det følger af artikel 5, stk. 3, at medlemsstaterne mindst
hvert femte år vurderer, om de godkendte organer/organi-
sationer fortsat opfylder kriterierne i artikel 4, stk. 3. Med-
lemsstaterne sikrer, at et godkendt organ/en godkendt orga-
nisation mister sin status, hvis det/den ikke længere opfylder
et eller flere af kriterierne.
Det følger endvidere af direktivets artikel 5, stk. 4, at hvis
en medlemsstat eller Kommissionen rejser tvivl om, hvor-
vidt et godkendt organ/en godkendt organisation opfylder
de kriterier, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, undersøger den
medlemsstat, som udpegede det/den pågældende organ/orga-
nisation, sagen. Om nødvendigt tilbagekalder medlemssta-
ten udpegelsen af det godkendte organ/den godkendte orga-
nisation, hvis det/den ikke længere opfylder et eller flere
kriterierne. Modparten i form af den erhvervsdrivende i et
gruppesøgsmål skal have mulighed for at rejse begrundet
tvivl over for retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden
om, hvorvidt et godkendt organ/en godkendt organisation
opfylder kriterierne i artikel 4, stk. 3.
Medlemsstaterne udpeger efter artikel 5, stk. 5, nationale
kontaktpunkter med henblik på stk. 4 og meddeler Kom-
missionen navn på og kontaktoplysninger for disse kontakt-
punkter. Kommissionen udarbejder en liste over disse kon-
taktpunkter og gør listen tilgængelig for medlemsstaterne.
3.2.3.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Erhvervsministeriet finder det hensigtsmæssigt, at det både
er erhvervsministeren, der godkender myndigheder og orga-
nisationer samt tilbagekalder denne godkendelse.
Det vil medføre, at erhvervsministeren skal tilbagekalde
godkendelsen af en myndighed, hvis myndigheden ikke er
eller ikke længere fører tilsyn med overholdelsen af de be-
stemmelser, der er nævnt i direktivets bilag I.
Erhvervsministeren skal derudover tilbagekalde godkendel-
sen af en organisation, hvis organisationen ikke længere
opfylder en eller flere af de betingelser, der fastsat i lovfor-
slagets § 3, stk. 3.
Det er således et krav for godkendte organisationer, at de op-
fylder de angivne betingelser på tidspunktet for anmodning
om godkendelse til at anlægge gruppesøgsmål efter loven,
men også at de fortsætter med at opfylde betingelserne.
Hvis erhvervsministeren tilbagekalder godkendelsen af en
myndighed eller organisation, mister myndigheden eller or-
ganisationen sin status.
Det foreslås endvidere, at hvis erhvervsministeren bliver
bekendt med, at retten har afvist en sag som følge af, at
den godkendte myndighed eller organisation ikke længere
opfylder betingelserne, skal erhvervsministeren undersøge
om myndighedens eller organisationens godkendelse skal
tilbagekaldes.
12
For at opfylde direktivets krav om, at medlemsstaterne
mindst hvert femte år vurderer, om de godkendte myndig-
heder og organisationer fortsat opfylder betingelserne for
godkendelse, foreslås det indført i lovforslaget, at erhvervs-
ministeren mindst hvert femte år vurderer, om de godkendte
organisationer fortsat opfylder betingelserne i lovforslagets
§ 3, stk. 2.
Det foreslås endvidere, at erhvervsministeren kan fastsætte
regler om, at undersøgelsen og vurderingen af godkendte
myndigheders og organisationers opfyldelse af betingelserne
i § 3, stk. 2 og 3, skal ske ved, at de anvender bestemte
it-systemer til at sende anmodning og dokumentation for
fortsat opfyldelse af betingelserne.
Herved kan erhvervsministeren ved bekendtgørelse fastsæt-
te, at myndigheder og organisationer via Virk. dk skal sende
dokumentation for, at de fortsat opfylder betingelserne for
godkendelse, jf. lovforslagets § 3, stk. 2 og 3.
3.2.4. Generel oplysningspligt for godkendte myndigheder
og organisationer
3.2.4.1. Gældende ret
Der er ingen generelle regler om oplysningspligt for god-
kendte myndigheder eller organisationer i lov om forbud til
beskyttelse af forbrugernes interesser.
3.2.4.2. Direktivet
Medlemsstaterne skal ifølge artikel 13, stk. 1, fastlægge reg-
ler, der sikrer, at godkendte organer/organisationer navnlig
på deres websted giver oplysninger om: a) de gruppesøgs-
mål, som de har besluttet at anlægge ved en retsinstans eller
forvaltningsmyndighed b) status for gruppesøgsmål, som de
har anlagt for en retsinstans eller forvaltningsmyndighed, og
c) resultatet af de gruppesøgsmål, der er omhandlet i litra a)
og b).
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 58, at for at et grup-
pesøgsmål kan blive vellykket, er det afgørende at sikre, at
forbrugerne underrettes om det. Godkendte myndigheder og
organisationer bør på deres websteder oplyse forbrugerne
om de gruppesøgsmål, som de har besluttet at anlægge for
retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden, status for de
gruppesøgsmål, som de har anlagt, og resultaterne af sådan-
ne gruppesøgsmål, så forbrugerne er i stand til at træffe en
kvalificeret afgørelse om, hvorvidt de ønsker at deltage i et
gruppesøgsmål, og rettidigt tage de nødvendige skridt. Op-
lysninger, som de godkendte myndigheder og organisatio-
ner skal give forbrugerne, bør navnlig, hvis det er relevant
og hensigtsmæssigt, omfatte en forklaring på et forståeligt
sprog om sagens genstand og om de mulige eller faktiske
retsvirkninger af gruppesøgsmålet, den godkendte myndig-
heds eller organisations hensigt om at indbringe sagen, en
beskrivelse af den gruppe af forbrugere, der er berørt af
gruppesøgsmålet, og de nødvendige skridt, som de berørte
forbrugere skal tage, herunder sikring af den nødvendige do-
kumentation, for at kunne drage fordel af foranstaltningerne
om påbud eller genopretning eller de godkendte forlig som
omhandlet i dette direktiv. Sådanne oplysninger bør være
tilstrækkelige og stå i et rimeligt forhold til sagens omstæn-
digheder.
3.2.4.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Det foreslås, at godkendte myndigheder og organisationer
på deres hjemmeside skal give oplysninger om de gruppe-
søgsmål, som myndigheden eller organisationen har beslut-
tet at anlægge, status for de gruppesøgsmål, som myndig-
heden eller organisationen har anlagt ved domstolene, og
resultatet af de nævnte gruppesøgsmål.
Oplysningerne skal gives i et forståeligt sprog for forbruger-
ne, og de godkendte myndigheder og organisationer skal
give de oplysninger, der er relevante og hensigtsmæssige
for det konkrete gruppesøgsmål. Dette skal bidrage til, at
forbrugerne bliver i stand til at træffe en beslutning om,
hvorvidt de ønsker at deltage i et gruppesøgsmål, og rettidigt
foretage de nødvendige skridt.
3.3. Sagens parter
3.3.1. Gældende ret
Hvem der er sagens parter i en borgerlig sag er reguleret i
retsplejelovens kapitel 24. Det følger derudover af retspleje-
lovens almindelige regler, hvem der er sagsøger og sagsøgte.
Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstiden-
de 2000-01, tillæg A, side 169, at søgsmålskompetencen
alene gælder søgsmål med påstand om forbud og håndhæ-
velse af forbuddene og alene sager, hvor danske virksomhe-
der har foretaget ulovlige handlinger i strid med de direk-
tiver, som er optaget på bilaget til forbudsdirektivet, som
disse er gennemført ved medlemsstaternes nationale ret. Eu-
ropa-Kommissionen udarbejder en liste over de godkendte
organer tillige med en beskrivelse af disses formål. Listen
og ændringer af listen offentliggøres i De Europæiske Fæl-
lesskabers Tidende.
Det følger endvidere af bestemmelsens forarbejder, jf. Fol-
ketingstidende 2000-01, tillæg A, side 170, at domstolene
skal acceptere den liste, som Europa-Kommissionen udar-
bejder, som bevis for, at de godkendte organer kan varetage
forbrugernes kollektive interesser. Domstolene har ret til at
undersøge, om de godkendte organer ud fra deres formål
og virke har en retlig interesse i at indbringe en sag i det
konkrete tilfælde. Det vil således efter en konkret vurdering
være muligt for retten at afvise en sag. Retten kan således
f.eks. afvise en udenlandsk bilejerorganisation, der vil ned-
lægge forbud mod vildledende reklame for computere, uan-
set at organisationen er optaget på Europa-Kommissionens
offentliggjorte liste, og organisationen formål er at beskytte
medlemmernes interesser. Den handling, som det godkendte
organ ønsker at få forbudt, skal have virkning i den med-
lemsstat, som har udpeget organet.
13
3.3.2. Direktivet
Det følger af direktivets artikel 6, stk. 1, at medlemsstaterne
sikrer, at godkendte organer/organisationer, der på forhånd
er udpeget i en anden medlemsstat med henblik på at kunne
anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål, kan anlægge
sådanne gruppesøgsmål ved deres retsinstanser eller forvalt-
ningsmyndigheder.
Det fremgår endvidere af præambelbetragtning nr. 19, at da
både retslige og administrative procedurer effektivt og virk-
ningsfuldt kan tjene til at beskytte forbrugernes kollektive
interesser, overlades det til medlemsstaterne at beslutte, om
et gruppesøgsmål kan anlægges som retslig procedure, ad-
ministrativ procedure eller begge afhængigt af det relevante
retsområde eller den pågældende økonomiske sektor.
Medlemsstaterne sikrer efter direktivets artikel 6, stk. 2, at
hvis en påstået overtrædelse af EU-ret som omhandlet i arti-
kel 2, stk. 1, berører eller sandsynligvis vil berøre forbrugere
i forskellige medlemsstater, kan gruppesøgsmålet anlægges
for en medlemsstats retsinstans eller forvaltningsmyndighed
af flere godkendte organer/organisationer fra forskellige
medlemsstater med henblik på beskyttelse af de kollektive
interesser for forbrugere i forskellige medlemsstater.
Efter direktivets artikel 6, stk. 3, skal retsinstanserne og for-
valtningsmyndighederne acceptere den liste, der er omhand-
let i artikel 5, stk. 1, som bevis for det godkendte organs/den
godkendte organisations kompetence til at anlægge et græn-
seoverskridende gruppesøgsmål, uden at dette berører retten
for den retsinstans eller forvaltningsmyndighed, som sagen
er indbragt for, til at undersøge, om det ud fra det godkendte
organs/den godkendte organisations vedtægtsbestemte for-
mål er berettiget, at det/den indbringer en sag i et konkret
tilfælde.
Det følger af præambelbetragtning nr. 32, at der bør sik-
res gensidig anerkendelse af den kompetence til at anlæg-
ge gruppesøgsmål, som godkendte organer/ organisationer,
der er udpeget med henblik på grænseoverskridende gruppe-
søgsmål, er tillagt. Disse godkendte organers/organisationers
identitet bør meddeles til Kommissionen, og Kommissionen
bør udarbejde en liste over disse godkendte organer/organi-
sationer. Optagelse på listen bør tjene som bevis for, at det
godkendte organ/den godkendte organisation, der anlægger
et gruppesøgsmål, har kompetence til at anlægge gruppe-
søgsmål. Dette bør ikke berøre retsinstansernes og forvalt-
ningsmyndighedernes ret til at undersøge, om det ud fra det
godkendte organs/den godkendte organisations vedtægtsbe-
stemte formål er berettiget, at den/det anlægger sag i et
konkret tilfælde.
3.3.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Erhvervsministeriet finder det mest hensigtsmæssigt at vide-
reføre gældende ret fra lov om forbud til beskyttelse af
forbrugernes interesser, for så vidt som at gruppesøgsmål
anlægges ved domstolene. Erhvervsministeriet finder ikke
grundlag for at udvide muligheden for at anlægge gruppe-
søgsmål til også at kunne ske ved forvaltningsmyndigheder.
Det foreslås derfor, at en eller flere godkendte myndigheder
eller organisationer, som er godkendt af en anden medlems-
stat og optaget på den liste, som Europa-Kommissionens
offentliggør, skal kunne anlægge grænseoverskridende grup-
pesøgsmål ved domstolene her i landet.
Det foreslås videre, at retten som udgangspunkt skal accep-
tere den liste, der udarbejdes af Europa-Kommissionen, som
bevis for den godkendte myndigheds eller organisations
kompetence til at anlægge et grænseoverskridende gruppe-
søgsmål.
Erhvervsministeriet finder det hensigtsmæssigt, at der gæl-
der samme processuelle regler ved anlæggelse af grænseo-
verskridende og nationale gruppesøgsmål.
Det foreslås derfor, at myndigheder og organisationer, der er
godkendt og optaget på den liste, som Europa-Kommission-
ens offentliggør, skal kunne anlægge nationale gruppesøgs-
mål ved domstolene her i landet.
Det foreslås, at retten både i grænseoveroverskridende og i
nationale gruppesøgsmål påser, at en godkendt myndighed
eller organisation opfylder betingelserne beskrevet i afsnit
3.2, hvis den sagsøgte under et gruppesøgsmål rejser be-
grundet tvivl herom. Den sagsøgte bærer bevisbyrden for, at
søgsmålet af denne grund bør afvises.
For at opfylde direktivets krav om, at retten skal kunne un-
dersøge, om det er berettiget, at den godkendte myndighed
eller organisationen anlægger et søgsmål i det konkrete til-
fælde, foreslås det indført i lovforslaget, at retten påser, at et
gruppesøgsmål falder inden for den godkendte myndigheds
område eller den godkendte organisations vedtægtsbestemte
formål. Er dette ikke tilfældet, afviser retten sagen.
Det foreslås endelig, at det er den godkendte myndighed
eller organisation og den erhvervsrdrivende, der er parter i
sagen. De enkelte forbrugere er dermed ikke parter i sagen
og har derfor heller ingen partsbeføjelser. Betegnelsen grup-
pesøgsmål sigter således til, at den flerhed af personer, hvis
individuelle krav afgøres under retssagen, defineres som og
repræsenteres som en gruppe, over for hvilke dommen har
bindende virkning (retskraft).
3.4. Anlæggelse af et gruppesøgsmål
3.4.1. Gældende ret
De almindelige regler om anlæggelse af civile søgsmål fin-
des i retsplejelovens kapitel 33 om sagsforberedelse i 1.
instans. Af reglerne fremgår det bl.a., at en sag anlægges
ved indlevering af stævning til retten, at stævningen skal
indeholde en række oplysninger, samt hvad der er rettens
reaktionsmuligheder, hvis stævningen ikke opfylder betin-
gelserne.
Retten kan afvise sagen, hvis stævningen ikke opfylder de
14
formelle krav, som gælder for denne, jf. retsplejelovens §
349, stk. 2, nr. 1-4, men foretager ikke på baggrund af stæv-
ningen nogen vurdering af, om søgsmålet efter sit indhold er
åbenlyst ubegrundet, og har ikke beføjelse til at afvise sagen
af den grund.
I stævningen nedlægger sagsøgeren de påstande, som
vedkommende vil gøre gældende. Alt efter påstandens ka-
rakter vil der være tale om et fuldbyrdelsessøgsmål eller et
anerkendelsessøgsmål. En fuldbyrdelsespåstand går ud på,
at sagsøgte efter sagsøgers opfattelse skal dømmes til at
foretage en bestemt handling, sædvanligvis betaling af et
pengebeløb. En anerkendelsespåstand går ud på, at retten
efter sagsøgers opfattelse skal fastslå et bestemt retligt for-
hold mellem sagsøger og sagsøgte, f.eks. at sagsøgte skal
anerkende, at sagsøger har ret til at anvende et bestemt
område på sagsøgtes grund.
Det fremgår derudover særligt af lov om forbud til beskyt-
telse af forbrugernes interesser, at der i retssager inden for
lovens område kan nedlægges påstand om forbud.
3.4.2. Direktivet
Efter direktivets artikel 7, stk. 1, sikrer medlemsstaterne,
at godkendte organer/organisationer, der er udpeget i over-
ensstemmelse med artikel 4, kan anlægge gruppesøgsmål
som omhandlet i direktivet ved nationale retsinstanser eller
forvaltningsmyndigheder.
Det følger videre af direktivets artikel 7, stk. 2, at ved
anlæggelse af et gruppesøgsmål fremlægger det godkendte
organ/den godkendte organisation tilstrækkelige oplysninger
om de forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmålet, for
retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden.
Af artikel 7, stk. 3 følger det, at retsinstanserne eller forvalt-
ningsmyndighederne vurderer antageligheden af et konkret
gruppesøgsmål i overensstemmelse med dette direktiv og
national ret.
Medlemsstaterne sikrer, jf. direktivets artikel 7, stk. 4, at
godkendte organer/organisationer er berettigede til at søge
at opnå mindst følgende foranstaltninger: a) foranstaltninger
om påbud b) foranstaltninger om genopretning.
Efter artikel 7, stk. 7, sikrer medlemsstaterne endvidere,
at retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden kan træffe
afgørelse om at afvise åbenlyst ubegrundede sager tidligst
muligt i sagen i overensstemmelse med national ret.
3.4.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Som anført under afsnit 3.1.3. finder Erhvervsministeriet, at
gruppesøgsmål, hvor intet andet følger af lovforslaget, bør
behandles efter retsplejens almindelige regler for borgerlige
sager.
Erhvervsministeriet finder på den baggrund ikke grundlag
for at foreslå særlige regler om fremgangsmåden i forbindel-
se med anlæg af gruppesøgsmål, medmindre dette følger af
direktivet.
Således indebærer lovforslaget nogle krav til stævningen,
som gælder i tillæg til kravene i retsplejelovens § 348. For
det første skal det i stævningen angives, at sagen anlægges
efter reglerne i lovforslaget. Derudover skal stævningen in-
deholde en række oplysninger om de berørte forbrugere. En-
delig skal stævningen give de oplysninger, der gør det mu-
ligt for retten at vurdere, om den har kompetence til at
behandle sagen og foretage lovvalg.
Erhvervsministeriet finder ikke grundlag for, at der skal
kunne anlægges gruppesøgsmål ved nationale forvaltnings-
myndigheder ud over domstolene, jf. afsnit 3.3.3. ovenfor.
Det foreslås, at godkendte myndigheder og organisationer
er berettigede til at anlægge gruppesøgsmål om påbud eller
forbud, gruppesøgsmål om genopretning eller gruppesøgs-
mål, hvor der både nedlægges påstand om endeligt påbud
eller forbud og genopretning. Det foreslås, at der vil være to
mulige typer af påbud eller forbud. Den ene er et foreløbig
påbud eller forbud, der skal bringe en praksis til ophør eller
om nødvendigt forbyde en praksis, hvor det er konstateret,
at denne praksis udgør en overtrædelse. Den anden er et
endeligt påbud eller forbud, der skal bringe en praksis til
ophør eller om nødvendigt forbyde en praksis, hvor det er
konstateret, at denne praksis udgør en overtrædelse.
Det er udtømmende bestemt i lovforslaget, hvilke påstande
der kan nedlægges inden for rammerne af søgsmålet.
Efter de gældende regler i lov om forbud til beskyttelse af
forbrugernes interesser er det alene muligt at anlægge sager
med påstand om forbud, jf. lovens § 3. Forslaget indebærer
en udvidelse i forhold til gældende ret efter lov om forbud
til beskyttelse af forbrugeres interesser, da det fremover tilli-
ge vil være muligt at anlægge gruppesøgsmål med påstand
om påbud eller genopretning.
Derudover foreslås det i overensstemmelse med direktivet
at fastsætte nogle betingelser for, at et gruppesøgsmål kan
anlægges. Der er bl.a. tale om, at gruppesøgsmål skal være
den bedste måde at behandle kravene på.
3.5. Gruppesøgsmål om påbud eller forbud
3.5.1. Gældende ret
Retsplejelovens kapitel 40 indeholder regler om midlertidige
afgørelser om forbud og påbud i en borgerlig sag. Det følger
af disse regler bl.a., at retten efter anmodning ved et forbud
eller påbud kan bestemme, at private og repræsentanter for
stat, region og kommune i disses egenskab af parter i priva-
te retsforhold midlertidigt skal foretage, undlade eller tåle
bestemte handlinger.
Det følger også af disse regler, at der som udgangspunkt
i tilknytning til sagen om en midlertidig afgørelse om for-
bud eller påbud skal anlægges en såkaldt hovedsag, hvor
15
der tages endeligt stilling til den ret, der påstås at være
krænket. Hovedsagen anlægges – hvis den anlægges ved en
dansk domstol – som et almindeligt civilt søgsmål.
Det er ikke en forudsætning for at opnå et forbud eller et
påbud, at der er anmodet om en midlertidig meddelelse efter
disse regler. En sagsøger vil også kunne vælge at anlægge et
fuldbyrdelsessøgsmål med henblik på at opnå endelig dom
for, at sagsøgte eksempelvis skal trække en vare tilbage fra
sit sortiment.
Derudover medfører den gældende bestemmelse i § 3, stk. 1,
i lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser, at
handlinger i strid med direktiverne optaget på det i § 1, stk.
1, nævnte bilag, således som disse er gennemført i medlems-
staternes nationale ret, kan forbydes ved dom, såfremt de er
i strid med forbrugernes kollektive interesser. I forbindelse
hermed eller senere kan der ved dom træffes bestemmelser
om sådanne foranstaltninger, som må anses for nødvendige
for at sikre forbuddets overholdelse og genoprettelse af den
tilstand, som eksisterede forud for den ulovlige handling.
Såfremt det godtgøres eller sandsynliggøres, at den er-
hvervsdrivende vil fortsætte den handling, der søges for-
budt, og at formålet vil forspildes, hvis den udenlandske
myndighed eller organisation henvises til at gøre sin ret gæl-
dende ved almindelig rettergang, kan fogedretten nedlægge
forbud i henhold til reglerne i retsplejelovens kapitel 57, jf.
§ 3, stk. 2.
3.5.2. Direktivet
Det følger af direktivets artikel 8, stk. 1, at medlemsstaterne
sikrer, at de i artikel 7, stk. 4, litra a), omhandlede tilgænge-
lige foranstaltninger om påbud er: a) en foreløbig foranstalt-
ning, der skal bringe en praksis til ophør eller om nødven-
digt forbyde en praksis, hvor det er konstateret, at denne
praksis udgør en overtrædelse som omhandlet artikel 2, stk.
1, og b) en endelig foranstaltning, der skal bringe en praksis
til ophør eller om nødvendigt forbyde en praksis, hvor det
er konstateret, at denne praksis udgør en overtrædelse som
omhandlet i artikel 2, stk. 1.
Efter artikel 8, stk. 2, kan en foranstaltning som omhandlet
i stk. 1, litra b), hvis dette er fastsat national ret, omfatte: a)
en foranstaltning, der fastslår, at praksissen udgør en over-
trædelse som omhandlet i artikel 2, stk. 1, og b) en forplig-
telse til at offentliggøre afgørelsen om foranstaltningen helt
eller delvist i en form, som retsinstansen eller forvaltnings-
myndigheden finder hensigtsmæssig, eller en forpligtelse til
at offentliggøre en berigtigelse.
For at et godkendt organ/en godkendt organisation kan søge
at opnå en foranstaltning om påbud, er berørte individuelle
forbrugere ikke forpligtede til at tilkendegive deres ønske
om at lade sig repræsentere af det godkendte organ/den god-
kendte organisation, jf. artikel 8, stk. 3. Det godkendte or-
gan/den godkendte organisation skal ikke bevise: a) faktisk
tab eller skade for de individuelle forbrugere, der er berørt af
overtrædelsen som omhandlet i artikel 2, stk. 1, eller b) den
erhvervsdrivendes hensigt eller forsømmelse.
Efter artikel 17, stk. 1, sikrer medlemsstaterne, at de gruppe-
søgsmål med henblik på foranstaltninger om påbud, som er
omhandlet i artikel 8, behandles hurtigst muligt.
Endvidere følger det af artikel 17, stk. 2, at gruppesøgsmål
med henblik på foranstaltninger om påbud som omhandlet i
artikel 8, stk. 1, litra a), skal behandles inden for rammerne
af en summarisk procedure, hvis det er relevant.
3.5.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Som anført under afsnit 3.1.3. finder Erhvervsministeriet,
at gruppesøgsmål om påbud eller forbud og gruppesøgsmål
om genopretning, hvor intet andet følger af lovforslaget, bør
behandles efter retsplejens almindelige regler for borgerlige
sager.
Det foreslås, at gruppesøgsmål om foreløbige påbud eller
forbud skal behandles efter en summarisk procedure, som
svarer til retsplejelovens gældende ordning for midlertidige
afgørelser om forbud eller påbud.
Dermed sikres det, at lovforslaget lever op til direktivets
krav om, at søgsmål om midlertidige påbud skal behandles
inden for rammerne af en summarisk procedure, hvis dette
er nødvendigt for at forhindre enhver eller yderligere skade
som følge af den retsstridige praksis.
Endvidere foreslås det, at det anføres klart, hvad en afgørel-
se om påbud eller forbud kan indeholde. Lovteksten gengi-
ver på dette punkt de krav, der stilles i direktivet.
Kapitlet i lovforslaget indeholder endelig – i overensstem-
melse med direktivet – en række processuelle regler om,
at et søgsmål om påbud eller forbud ikke forudsætter, at for-
brugere har tilmeldt sig søgsmålet. Hvis der således føres et
gruppesøgsmål, hvor der alene nedlægges påstand om påbud
eller forbud, vil det ikke kræve, at individuelle forbrugere
er tilmeldt søgsmålet. Uanset denne regel omtales søgsmålet
som et gruppesøgsmål.
Det vil endvidere ikke være betingelse for en afgørelse om
påbud eller forbud, at den godkendte myndighed eller orga-
nisation beviser en erhvervsdrivendes hensigt eller forsøm-
melse, eller at forbrugerne har lidt tab.
3.6. Gruppesøgsmål om genopretning
3.6.1. Afgørelsens indhold
3.6.1.1. Gældende ret
Der findes ikke gældende regler, der regulerer afgørelser om
genopretning i gruppesøgsmål.
3.6.1.2. Direktivet
Det følger af direktivets artikel 9, stk. 1, at en foranstalt-
16
ning om genopretning kræver, at den erhvervsdrivende giver
berørte forbrugere adgang til retsmidler såsom erstatning,
afhjælpning, ombytning, forholdsmæssigt afslag, ophævelse
af kontrakten eller tilbagebetaling af den betalte pris alt efter
omstændighederne og i henhold til EU-retten eller national
ret.
Efter præambelbetragtning nr. 42 bør direktivet indeholde
bestemmelser om en processuel ordning, som ikke berører
de regler, der fastlægger forbrugernes materielle ret til kon-
traktlige retsmidler og retsmidler uden for kontrakt, i tilfæl-
de hvor deres interesser er blevet skadet af en overtrædelse,
såsom retten til skadeserstatning, ophævelse af kontrakten,
tilbagebetaling, ombytning, afhjælpning eller forholdsmæs-
sige afslag, afhængigt af situationen og af EU-retten eller
national ret. Det bør kun være muligt at anlægge et grup-
pesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopret-
ning i medfør af direktivet, hvis EU-retten eller national
ret indeholder bestemmelser om sådanne materielle rettighe-
der. Dette direktiv bør ikke gøre det muligt at pålægge en
erhvervsdrivende, der har begået en overtrædelse, en erstat-
ning med karakter af straf i overensstemmelse med national
ret.
Om kravene til en afgørelse om genopretning følger det af
artikel 9, stk. 5, at hvor foranstaltningen om genopretning
ikke angiver de individuelle forbrugere, der er berettiget til
at drage fordel af de retsmidler, som foranstaltningen om
genopretning stiller til rådighed, skal den i det mindste be-
skrive den gruppe af forbrugere, der er berettiget til at drage
fordel af de pågældende retsmidler.
Efter artikel 9, stk. 2, fastlægger eller opretholder medlems-
staterne regler om tidsfrister, så individuelle forbrugere kan
drage fordel af foranstaltninger om genopretning. Medlems-
staterne kan fastlægge regler om bestemmelsesstedet for
eventuelle udestående genopretningsmidler, som ikke er ind-
drevet inden for de fastsatte tidsfrister.
I tråd hermed følger det af præambelbetragtning nr. 51, at
medlemsstaterne bør fastlægge eller opretholde regler om
tidsfrister, som f.eks. forældelsesfrister eller andre tidsfri-
ster, for individuelle forbrugeres udøvelse af deres ret til
at drage fordel af foranstaltningerne om genopretning. Med-
lemsstaterne bør kunne fastlægge regler om bestemmelses-
stedet for eventuelle udestående genopretningsmidler, som
ikke blev inddrevet inden for de fastsatte tidsfrister.
3.6.1.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Som anført finder Erhvervsministeriet, at gruppesøgsmål
om påbud eller forbud samt genopretning, hvor intet andet
følger af lovforslaget, bør behandles efter retsplejens almin-
delige regler om borgerlige sager, jf. ovenfor under afsnit
3.1.3.
Hvad angår behandlingen af gruppesøgsmål om genopret-
ning lægges der i lovforslaget op til at fravige de alminde-
lige civilprocesuelle regler og formuleringer på en række
områder, for at sikre at direktivet implementeres korrekt.
Lovforslaget anvender først og fremmest den terminologi,
at den erhvervsdrivende skal give berørte forbrugere adgang
til bestemte retsmidler. Denne ordning indebærer, at en er-
hvervsdrivende, hvis retten bestemmer det, give tilmeldte
forbrugere adgang til bestemte retsmidler, eksempelvis kan
der være tale om, at forbrugerne skal kunne få udbetalt
erstatning ved at henvende sig hos den erhvervsdrivende.
Som eksempel på den foreslåede ordning kan nævnes et til-
fælde, hvor en godkendt organisation har ført et gruppesøgs-
mål om genopretning mod en virksomhed og opnår en dom
for, at den erhvervsdrivende skal give de forbrugere, der
f.eks. har købt et mangelfuldt produkt inden for en bestemt
periode, adgang til forholdsmæssigt afslag. I dette tilfælde
bliver virksomheden forpligtet til at stille mangelsbeføjelsen
forholdsmæssigt afslag til rådighed for de forbrugere, der
har været tilmeldt søgsmålet. Det kan bl.a. bestemmes, at
den erhvervsdrivende skal skabe en passende mulighed for,
at de pågældende forbrugere kan henvende sig til den er-
hvervsdrivende og få udbetalt beløbet.
En afgørelse om genopretning kan således indebære mere
end f.eks. en fuldbyrdelsesdom om betaling af et pengebeløb
til sagsøgerne. En afgørelse om genopretning kan således
overlade en større rolle til den erhvervsdrivende end blot
pligten til at betale et beløb. Genopretningsforanstaltningen
kan have mange forskellige udseender. Det afgørende er,
hvad retten pålægger den erhvervsdrivende på baggrund
af den godkendte myndighed eller organisations påstande
i gruppesøgsmålet.
I overensstemmelse med direktivet forudsættes det, at lov-
forslaget ikke påvirker de beføjelser, som der almindeligvis
er adgang til i medfør af bl.a. købelovens regler og den
almindelige obligationsret, og som der også vil være adgang
til i medfør af en afgørelse om genopretning.
Ordningen skal ses i sammenhæng med den foreslåede regel
om, at retten ikke nødvendigvis i sin afgørelse skal angive
præcis, hvilke forbrugere der skal have adgang til den på-
gældende beføjelse. Det er dog et krav, at det skal kunne
identificeres, hvilke forbrugere der har ret til den pågælden-
de beføjelse, herunder eksempelvis en klart afgrænset grup-
pe af forbrugere.
Ordningen skal derudover ses i sammenhæng med den fore-
slåede regel om, at afgørelsen skal angive en frist for, hvor-
når den erhvervsdrivende skal give forbrugerne adgang til
de pågældende retsmilder, samt hvornår forbrugerne ikke
længere vil kunne udnytte deres ret til at drage fordel af den
pågældende beføjelse.
Som eksempel herpå kan nævnes en afgørelse, hvor det er
angivet, at en udtømmende angivelse af bestemte forbrugere
inden en bestemt måned skal være blevet givet adgang til af-
hjælpning af en mangel ved et bestemt produkt. Afgørelsen
i eksemplet vil således også skulle indeholde en angivelse
17
af, hvornår forbrugerne ikke længere har ret til at udnytte
beføjelsen.
3.6.2. Tilmelding til gruppesøgsmål om genopretning
3.6.2.1. Gældende ret
Retsplejeloven indeholder ikke regler om gruppesøgsmål
som omhandlet i nærværende lovforslag eller finansieringen
heraf.
Offentlige myndigheder, som fører tilsyn med overholdelse
af de bestemmelser, der er omfattet af gruppesøgsmålsdirek-
tivets bilag I, er finansieret af staten.
Fri proces er udtryk for, at staten yder økonomisk støtte
til, at en part kan føre sag ved domstolene. De gældende
regler om fri proces findes i retsplejelovens kapitel 31. Det
er her en betingelse for at meddele fri proces, at ansøgeren
opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, jf. rets-
plejelovens § 325, og at ansøgeren skønnes at have rimelig
grund til at føre proces, jf. retsplejelovens § 328.
Hvad angår retsafgift betales efter de gældende regler i rets-
afgiftsloven 1.500 kr. ved anlæg af en borgerlig retssag. For
sager, der ikke har økonomisk værdi, eller som har en øko-
nomisk værdi på højst 100.000 kr., betales dog ved sagens
anlæg 750 kr. Dette følger af lovens § 1.
I borgerlige retssager, der har en økonomisk værdi på mere
end 100.000 kr., betales afgift for hovedforhandlingen eller
skriftlig behandling, der træder i stedet herfor. Afgiften ud-
gør i denne kategori i visse nærmere bestemte sager 3.000
kr. I andre sager omfattet af kategorien fastsættes afgiften i
forhold til sagens værdi. Dette følger af lovens § 2.
3.6.2.2. Direktivet
Det følger af direktivets artikel 9, stk. 2, at medlemsstaterne
fastsætter regler for, hvordan og i hvilken fase af et gruppe-
søgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning
de individuelle forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmålet,
udtrykkeligt eller stiltiende tilkendegiver deres ønske, inden
for en relevant tidsfrist, efter at gruppesøgsmålet er blevet
anlagt, om at lade sig repræsentere eller ej af det godkendte
organ/den godkendte organisation i det pågældende gruppe-
søgsmål og til at blive bundet af resultatet af gruppesøgsmå-
let eller ej.
Efter artikel 9, st. 3, sikrer medlemsstaterne uanset stk. 2, at
individuelle forbrugere, som ikke har deres sædvanlige op-
holdssted i den medlemsstat, hvor den retsinstans eller for-
valtningsmyndighed, som et gruppesøgsmål er anlagt ved, er
beliggende, udtrykkeligt skal tilkendegive deres ønske om
at lade sig repræsentere i det pågældende gruppesøgsmål
for, at disse forbrugere bliver bundet af resultatet af det
pågældende gruppesøgsmål.
Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser efter artikel 9, stk.
4, der sikrer, at forbrugere, der udtrykkeligt eller stiltiende
har tilkendegivet deres ønske om at lade sig repræsentere i
et gruppesøgsmål, hverken kan være repræsenteret i andre
gruppesøgsmål vedrørende det samme spørgsmål og mod
den samme erhvervsdrivende eller have mulighed for at
indbringe en sag individuelt vedrørende det samme spørgs-
mål og mod den samme erhvervsdrivende. Medlemsstaterne
fastsætter også regler for at sikre, at forbrugere ikke mod-
tager erstatning mere end én gang vedrørende det samme
spørgsmål mod den samme erhvervsdrivende.
Det fremgår af direktivets artikel 20, stk. 1, at medlemssta-
terne skal træffe foranstaltninger, der har som mål at sikre,
at omkostningerne i forbindelse med gruppesøgsmål ikke
forhindrer godkendte organer/organisationer i effektivt at
udøve deres ret til at søge at opnå foranstaltninger om påbud
og genopretning.
Det følger derudover af artikel 20, stk. 2, at de foranstalt-
ninger, der er omhandlet i stk. 1, kan f.eks. have form af of-
fentlig finansiering, herunder strukturel støtte til godkendte
organer og organisationer, begrænsning af gældende retsaf-
gifter eller administrative gebyrer, eller adgang til retshjælp.
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 70, at da gruppe-
søgsmål fremmer den offentlige interesse ved at beskytte
forbrugernes kollektive interesser, bør medlemsstaterne be-
vare eller træffe foranstaltninger for at sikre, at godkend-
te organer og organisationer ikke forhindres i at anlægge
gruppesøgsmål i medfør af direktivet på grund af omkost-
ningerne ved sagerne. Sådanne foranstaltninger kan omfatte
begrænsning af de gældende retsafgifter eller administrati-
ve gebyrer, bevilling af adgang til retshjælp for godkendte
organer og organisationer, hvor det er nødvendigt, eller til-
rådighedsstillelse for godkendte organer og organisationer
af offentlig finansiering til at anlægge gruppesøgsmål, her-
under strukturel støtte eller andre former for støtte. Med-
lemsstaterne bør dog ikke være forpligtet til at finansiere
gruppesøgsmål.
3.6.2.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Direktivet opstiller som anført både mulighed for, at ordnin-
gen kan opbygges efter et princip om, at forbrugere, der
ønsker at lade sig repræsentere af sagsøgeren, tilkendegiver
dette udtrykkeligt, og at det kan ske ved en stiltiende tilken-
degivelse.
Efter direktivets bestemmelser kan lovforslaget udformes
på den måde, at kun forbrugere, der har tilmeldt sig gruppe-
søgsmålet, bliver bundet af afgørelsen (tilmeldingsmodellen
eller opt in-gruppesøgsmål). Reglerne kan imidlertid også
udformes således, at alle forbrugere, hvis krav er omfattet
af stævningen, og som ikke udtrykkeligt har frameldt sig
gruppesøgsmålet, bliver bundet af afgørelsen (frameldings-
modellen eller opt out-gruppesøgsmål).
Erhvervsministeriet foreslår, at det alene skal være muligt at
føre søgsmål efter tilmeldingsmodellen, når der anlægges et
gruppesøgsmål efter reglerne i lovforslaget.
18
Erhvervsministeriet har i den forbindelse taget i betragtning,
at det ikke kan udelukkes, at et frameldingssøgsmål kan
komme til at omfatte personer, der ikke har været opmærk-
somme på underretningen om gruppesøgsmålet og mulighe-
den for framelding. Derudover vil der under gruppesøgsmål
efter frameldingsmodellen ikke nødvendigvis være en præ-
cis viden om, hvor stor gruppen er, og hvilke personer der
vil være bundet af dommen. Endelig ville der skulle stilles
yderligere krav til den godkendte organisation eller myndig-
hed, hvis et gruppesøgsmål omfattede alle de forbrugere, der
ikke har frameldt sig.
Det foreslås således, at der alene skal kunne føres tilmel-
dingssøgsmål, og at tilmelding skal ske ved skriftlig medde-
lelse i den form og under de omstændigheder, som retten be-
stemmer i den konkrete sag. Afgørelsen i søgsmålet vil såle-
des alene være bindende over for tilmeldte forbrugere. Det
betyder, at man skal tilmeldte sig søgsmålet for at kunne få
del i de bestemmelser om genopretning, som retten måtte
indføre i sin dom.
Det foreslås derudover, at forbrugere, der er tilmeldt et
gruppesøgsmål, ikke kan være repræsenterede i andre grup-
pesøgsmål vedrørende det samme spørgsmål og mod den
samme erhvervsdrivende og ikke kan indbringe en sag in-
dividuelt vedrørende det samme spørgsmål og mod den
samme erhvervsdrivende.
Forbrugere, der er tilmeldt et gruppesøgsmål, vil ikke kunne
modtage erstatning mere end én gang vedrørende det samme
spørgsmål mod den samme erhvervsdrivende.
Det foreslås endvidere, at godkendte organisationer kan
kræve, at forbrugere, der tilmelder sig et konkret gruppe-
søgsmål om genopretning, betaler et gebyr ved tilmelding til
det pågældende gruppesøgsmål.
Muligheden for at opkræve et gebyr fra forbrugerne gælder
alene for godkendte organisationer og kun i gruppesøgsmål
om genopretning. Dette skyldes, at det alene vil være i
gruppesøgsmål om genopretning, at der vil være en direkte
økonomisk værdi for den enkelte forbruger, der deltager i
gruppesøgsmålet.
Det er valgfrit for den godkendte organisation, om denne
vil gøre brug af muligheden for at opkræve et gebyr fra
forbrugerne i det konkrete gruppesøgsmål. Den godkendte
organisation bør endvidere overveje, om gebyrets størrelse
vil kunne afholde forbrugerne fra at deltage i gruppesøgsmå-
let. Gebyret må ikke overstige sagens samlede omkostnin-
ger, og eventuelt overskydende beløb skal tilbagebetales til
forbrugerne.
Det er Erhvervsministeriets opfattelse, at der for gruppe-
søgsmål efter de foreslåede regler skal gælde den samme
mulighed for, at den godkendte myndighed eller organisa-
tion på vegne af de tilmeldte forbrugere kan ansøge om fri
proces til sagens førelse, som der gælder for gruppesøgsmål
efter retsplejelovens kapitel 23 a, jf. kapitel 31. Reglen anta-
ges dog at have begrænset betydning, da det kun i undtagel-
sestilfælde vil være muligt at pålægge de enkelte forbrugere
at betale sagsomkostninger.
Direktivet og dansk ret er endvidere ikke til hinder for,
at en godkendt organisation kan søge om finansiering til
anlæggelse af et gruppesøgsmål fra f.eks. en tredjepart, hvis
den godkendte organisation vurderer, at den ikke selv har
midler til at anlægge et gruppesøgsmål. Organisationen må
dog ikke være under indflydelse fra tredjepart, som finan-
sierer gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om
genopretning, jf. pkt. 3.6.3. ovenfor.
Der er ikke fundet anledning til at indføre særlige regler om
retsafgift, og der vil på den baggrund skulle svares retsafgift
efter retsafgiftslovens almindelige regler i forbindelse med
anlæg af et gruppesøgsmål efter de foreslåede regler.
3.6.3. Interessekonflikter ved finansiering af gruppesøgsmål
om genopretning
3.6.3.1. Gældende ret
Der er efter gældende ret ikke krav i forbindelse med en
tredjeparts finansiering af gruppesøgsmål.
3.6.3.2. Direktivet
Efter direktivets artikel 10, stk. 1, sikrer medlemsstaterne,
at interessekonflikter forhindres, hvis et gruppesøgsmål med
henblik på foranstaltninger om genopretning finansieres af
en tredjepart, for så vidt som det er tilladt i henhold til na-
tional ret, og at finansiering fra tredjeparter, der har økono-
misk interesse i at anlæggegruppesøgsmålet med henblik på
foranstaltninger om genopretning eller resultatet heraf, ikke
fører gruppesøgsmålet væk fra beskyttelse af forbrugernes
kollektive interesser.
Efter artikel 10, stk. 2, sikrer medlemsstaterne med henblik
på stk. 1 navnlig, at: a) afgørelser truffet af godkendte or-
ganer/organisationer i forbindelse med et gruppesøgsmål,
herunder afgørelser om forlig, ikke påvirkes uretmæssigt
af en tredjepart på en måde, der ville være til skade for
de kollektive interesser for de forbrugere, der er berørt af
gruppesøgsmålet, b) et gruppesøgsmål ikke anlægges mod
en modpart, som er en konkurrent til den, der finansierer
sagen, eller mod en modpart, som den, der finansierer sagen,
er afhængig af.
Det følger af artikel 10, stk. 3, at medlemsstaterne sikrer,
at retsinstanser eller forvaltningsmyndigheder i gruppesøgs-
mål med henblik på foranstaltninger om genopretning har
beføjelse til at vurdere overholdelse af stk. 1 og 2, hvis
der opstår begrundet tvivl med hensyn til overholdelsen her-
af. Med henblik herpå videregiver godkendte organer/orga-
nisationer en finansiel oversigt over finansieringskilder, der
anvendes til at støtte gruppesøgsmålet, til retsinstansen eller
forvaltningsmyndigheden.
Det følger videre af artikel 10, stk. 4, at medlemsstaterne
med henblik på stk. 1 og 2 sikrer, at retsinstanser eller
19
forvaltningsmyndigheder har beføjelse til at træffe passende
foranstaltninger såsom at kræve, at godkendte organer/orga-
nisationer afslår eller foretager ændringer med hensyn til
den relevante finansiering, og om nødvendigt at afvise et
godkendt organs/en godkendt organisations kompetence til
at anlægge et specifikt gruppesøgsmål. Hvis det godkendte
organs/den godkendte organisations kompetence til at an-
lægge et specifikt gruppesøgsmål afvises, påvirker en sådan
afvisning ikke rettighederne for de forbrugere, der er berørt
af det pågældende gruppesøgsmål.
Af præambelbetragtning nr. 52 fremgår det, at godkendte
organer/organisationer bør være fuldstændig gennemsigtige
over for retsinstanser eller forvaltningsmyndigheder med
hensyn til, hvorfra midlerne til finansiering af deres aktivite-
ter generelt set og midlerne til støtte for et konkret gruppe-
søgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning
hidrører. Dette er nødvendigt for at retsinstanser eller for-
valtningsmyndigheder kan vurdere, om finansieringen fra en
tredjepart, for så vidt som den er tilladt i henhold til natio-
nal ret, opfylder betingelserne i dette direktiv, om der fore-
ligger en interessekonflikt mellem den tredjepart, der har
ydet finansieringen, og det godkendte organ/den godkendte
organisation, der giver risiko for misbrug af adgangen til at
indbringe sager, og om finansieringen fra en tredjepart, der
har en økonomisk interesse i at anlægge gruppesøgsmålet
med henblik på foranstaltninger om genopretning eller re-
sultatet heraf, vil føre gruppesøgsmålet væk fra beskyttelsen
af forbrugernes kollektive interesser. De oplysninger, som
det godkendte organ/den godkendte organisation fremlægger
for retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden, bør gøre
det muligt for retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden
at vurdere, om tredjeparten uretmæssigt kan påvirke det
godkendte organs/den godkendte organisations processuelle
afgørelser i forbindelse med gruppesøgsmålet, herunder af-
gørelser om forlig, på en måde, der ville være til skade for
de berørte forbrugeres kollektive interesser, og at vurdere
om tredjeparten finansierer gruppesøgsmålet med henblik
på foranstaltninger om genopretning mod en modpart, som
er en konkurrent til denne tredjepart, der finansierer sagen,
eller mod en modpart, som den, der finansierer sagen, er
afhængig af. Hvis en erhvervsdrivende, der opererer på
samme marked som modparten, direkte finansierer et kon-
kret gruppesøgsmål, bør det anses for at udgøre en interes-
sekonflikt, eftersom konkurrenten kan have en økonomisk
interesse i resultatet af gruppesøgsmålet, som ikke vil være
den samme som forbrugernes interesser.
3.6.3.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Erhvervsministeriet foreslår en forholdsvis direktivnær im-
plementering af reglerne om interessekonflikter ved finan-
siering af gruppesøgsmål om genopretning, for at sikre en
korrekt implementering af direktivet.
Erhvervsministeriet finder, at der bør være mulighed for,
at gruppesøgsmål kan finansieres privat for at bidrage til,
at godkendte organisationer ikke forhindres i at anlægge
gruppesøgsmål som følge af sagens omkostninger.
Erhvervsministeriet foreslår derfor, at godkendte organisa-
tioner ikke må anlægge gruppesøgsmål om genopretning,
som finansieres af en tredjepart, hvis en interessekonflikt
er opstået, eller hvis der foreligger nærliggende risiko for,
at en sådan interessekonflikt vil opstå. Finansiering fra en
tredjepart, der har økonomisk interesse i at anlægge gruppe-
søgsmålet om genopretning eller resultatet heraf, må ikke
føre gruppesøgsmålet væk fra beskyttelse af forbrugernes
kollektive interesser.
Gruppesøgsmål kan således finansieres af en tredjepart i
forbindelse med anlæggelse af et konkret gruppesøgsmål om
genopretning. Det er dog en forudsætning, at der ikke opstår
en interessekonflikt. Den godkendte organisation må således
ikke være under indflydelse af eller påvirket af den, der
finansierer gruppesøgsmålet.
Det foreslås endvidere, at beslutninger truffet af godkendte
organisationer i forbindelse med et gruppesøgsmål, herunder
f.eks. beslutninger om forlig, ikke må påvirkes uretmæssigt
af en tredjepart på en måde, der vil være til skade for de
kollektive interesser for de forbrugere, der er berørt af grup-
pesøgsmålet.
En godkendt organisation må ikke indgå et forlig med
modparten, den erhvervsdrivende, hvis forliget ikke er i
forbrugernes bedste interesse. Dette kan f.eks. være, hvis
tredjeparten, der finansierer gruppesøgsmålet, påvirker orga-
nisationen til at indgå forliget, fordi det er i tredjepartens
interesse, og denne herved opnår en fordel.
En godkendt organisation ikke må anlægge gruppesøgsmål
mod en erhvervsdrivende, som er en konkurrent til den, der
finansierer sagen, eller mod en erhvervsdrivende, som den,
der finansierer sagen, er afhængig af.
Hvis sagsøgte i et konkret gruppesøgsmål rejser begrundet
tvivl om, hvorvidt den godkendte organisation opfylder be-
tingelserne i lovforslagets § 17, stk. 1-3, påser retten det-
te. For at kunne foretage denne vurdering kan retten pålæg-
ge den godkendte organisation at udlevere en oversigt over
finansieringskilder, der anvendes til at støtte gruppesøgsmå-
let. Dette skal ske inden for den frist, retten har givet.
Det forudsættes, at oversigten skal være af en sådan opbyg-
ning og detaljeringsgrad, at det er muligt for retten umiddel-
bart at vurdere, om finansieringen overholder betingelser-
ne. Er oversigten derimod uegnet til at danne grundlag for
rettens vurdering, lægges det til grund, at retten kan pålægge
parten en frist til at udbedre eventuelle mangler.
På baggrund af den vurdering, retten har foretaget, kan ret-
ten kræve, at den godkendte organisation afslår finansierin-
gen, eller at den godkendte organisation foretager ændringer
i finansieringen. Det lægges til grund, at retten kun kan kræ-
ve ændringer i finansieringen, der vil bringe den samlede
20
finansiering i overensstemmelse med betingelserne i lovfor-
slaget.
Det foreslås videre, at hvis finansieringen ikke overholder
betingelserne, og rettens pålæg eller krav til den godkendte
organisation ikke efterkommes, afviser retten sagen.
I overensstemmelse med direktivet foreslås det endelig, at
det angives tydeligt i loven, at rettens afvisning ikke påvir-
ker forbrugernes rettigheder. Forbrugerne vil således kunne
føre eller tilmelde sig et andet søgsmål om samme sagsgen-
stand. Der er ikke herved tilsigtet nogen ændring af gælden-
de ret om retskraft og dommes bindende virkning.
3.6.4. Sagsomkostninger i gruppesøgsmål om genopretning
3.6.4.1. Gældende ret
Efter retsplejelovens § 312, stk. 1, skal den tabende part i
en civil retssag erstatte modparten de udgifter, retssagen har
påført modparten, medmindre parterne har aftalt andet. Ret-
ten kan dog i medfør af stk. 3 bestemme, at den tabende
part ikke eller kun delvis skal erstatte modparten de påførte
udgifter, hvis særlige grunde taler for det.
Når sagen i det hele afvises, betragtes den med hensyn til
sagsomkostninger som tabt af sagsøgeren, jf. retsplejelovens
§ 312, stk. 5.
3.6.4.2. Direktivet
Efter direktivets artikel 12, stk. 1, sikrer medlemsstaterne, at
den tabende part i et gruppesøgsmål med henblik på foran-
staltninger om genopretning forpligtes til at betale sagsom-
kostningerne for den vindende part i overensstemmelse med
de betingelser og undtagelser, der er fastsat i de nationale
bestemmelser, der gælder for retssager i almindelighed.
Det følger af artikel 12, stk. 2, at individuelle forbrugere, der
er berørt af et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltnin-
ger om genopretning, betaler ikke sagsomkostningerne.
Det følgere videre af artikel 12, stk. 3, at som undtagelse fra
stk. 2 kan en individuel forbruger, der er berørt af et gruppe-
søgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning,
under ekstraordinære omstændigheder pålægges at betale
sagsomkostninger, der er påløbet som følge af den pågæl-
dende individuelle forbrugers forsætlige eller uagtsomme
adfærd.
Af artikel 13, stk. 5, fremgår det desuden, at medlemsstater-
ne sikrer, at den vindende part kan inddrive de omkostnin-
ger, der er forbundet med at give forbrugerne oplysninger i
forbindelse med et gruppesøgsmål, i overensstemmelse med
artikel 12.
3.6.4.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at direktivets krav
om, at den tabende part i søgsmålet skal betale sagens om-
kostninger kan anses for at stemme overens med retsplejelo-
vens almindelige regler om sagsomkostninger, der navnlig
findes i retsplejelovens kapitel 30 (normharmoni). Lovfor-
slaget indeholder derfor ingen generel regel om fordelingen
af sagsomkostninger, idet lovforslaget er opbygget således,
at gruppesøgsmål efter den foreslåede ordning følger rets-
plejens almindelige regler, hvis ikke andet fremgår af lov-
forslaget.
Udgangspunktet i lovforslaget er således, at retsplejelovens
kapitel 30 om sagsomkostninger også gælder for sager, der
anlægges efter den foreslåede lov.
Som modifikation af dette udgangspunkt foreslås det, at
loven angiver tre specielle regler om sagsomkostninger, der
følger af direktivet.
For det første foreslås det at angive tydeligt, at individuelle
forbrugere, der er berørt af et gruppesøgsmål om genopret-
ning, ikke kan pålægges at betale sagsomkostninger.
For det andet foreslås det, at retten under ekstraordinære
omstændigheder skal kunne pålægge individuelle forbruge-
re, der er berørt af et gruppesøgsmål om genopretning, at
betale sagsomkostninger, der er påløbet som følge af den på-
gældende individuelle forbrugers forsætlige eller uagtsom-
me adfærd.
Der kan tænkes en række tilfælde, hvor denne regel kan
være relevant, eksempelvis hvis en forbruger, der er tilmeldt
søgsmålet, indgiver oplysninger til retten under sagen, som
vedkommende ved er forkerte, og derved foranlediger yder-
ligere arbejde hos modparten. Det overlades til domstolene
at fastlægge bestemmelsens nærmere indhold gennem dom-
stolenes praksis.
For det tredje foreslås det at angive tydeligt, at den tabende
part skal erstatte modparten de udgifter, der er forbundet
med at opfylde en underretningspligt, jf. afsnit 3.6.6. neden-
for.
3.6.5. Forlig om genopretning
3.6.5.1. Gældende ret
Efter retsplejelovens § 268, stk. 1, mægler retten forlig i alle
borgerlige domssager i første instans. Forligsmægling kan
efter stk. 2 dog undlades, såfremt det på grund af sagens be-
skaffenhed, parternes forhold eller lignende omstændigheder
på forhånd må antages, at mægling vil være forgæves. Mæg-
ling kan også foretages, når sagen er indbragt for højere
instans, jf. stk. 3.
Det følger videre af retsplejelovens § 270, at indgåede rets-
forlig indføres i retsbogen
3.6.5.2. Direktivet
Det følger af direktivets artikel 11, stk. 1, at med henblik
på godkendelse af forlig sikrer medlemsstaterne i et gruppe-
søgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning,
21
at: a) det godkendte organ/den godkendte organisation og
den erhvervsdrivende i fællesskab kan foreslå et forlig
til retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden vedrørende
genopretning til fordel for de berørte forbrugere, eller b)
retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden efter at have
hørt det godkendte organ/den godkendte organisation og
den erhvervsdrivende kan opfordre det godkendte organ/den
godkendte organisation og den erhvervsdrivende til at indgå
forlig om genopretning inden for en rimelig tidsfrist.
Det følger videre af artikel 11, stk. 2, at de i stk. 1 omhand-
lede forlig efterprøves af retsinstansen eller forvaltnings-
myndigheden. Retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden
vurderer, om den skal afvise at godkende et forlig, der stri-
der mod præceptive bestemmelser i national ret eller inde-
holder betingelser, som ikke kan håndhæves, idet der tages
hensyn til alle parters rettigheder og interesser, navnlig de
berørte forbrugeres rettigheder og interesser. Medlemsstater-
ne kan fastlægge regler, der giver retsinstansen eller forvalt-
ningsmyndigheden mulighed for at afvise at godkende et
forlig, hvis forliget er urimeligt.
Efter artikel 11, stk. 3, fortsætter behandlingen af det pågæl-
dende gruppesøgsmål, hvis retsinstansen eller forvaltnings-
myndigheden ikke godkender forliget.
I tråd hermed følger det af præambelbetragtning nr. 55, at
et forlig, der indgås inden for rammerne af et gruppesøgs-
mål med henblik på foranstaltninger om genopretning, bør
godkendes af den relevante retsinstans eller forvaltnings-
myndighed, medmindre betingelserne for forliget ikke kan
håndhæves, eller forliget ville være i strid med præceptive
bestemmelser i national ret, der finder anvendelse på sagens
genstand, og som ikke ved aftale kan fraviges til skade for
forbrugerne. Et forlig vil for eksempel kunne være i strid
med præceptive bestemmelser i national ret, hvis det udtryk-
keligt bevarer et aftalevilkår, som giver den erhvervsdriven-
de eksklusiv ret til at fortolke ethvert andet vilkår i nævnte
kontrakt.
Efter artikel 11, stk. 4, er godkendte forlig bindende for det
godkendte organ/den godkendte organisation, den erhvervs-
drivende og de berørte individuelle forbrugere. Medlemssta-
terne kan fastlægge regler, der giver individuelle forbrugere,
der er berørt af et gruppesøgsmål eller af det efterfølgende
forlig, mulighed for at acceptere eller afvise at være bundet
af de i stk. 1 omhandlede forlig.
Det følger endelig af artikel 11, stk. 5, at foranstaltninger om
genopretning, der opnås i kraft af et godkendt forlig, jf. stk.
2, ikke berører eventuelle yderligere retsmidler, som forbru-
gerne har adgang til i henhold til EU-retten eller national ret,
og som ikke er genstand for det pågældende forlig.
3.6.5.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Erhvervsministeriet foreslår en forholdsvis direktivnær im-
plementering af reglerne om forlig, for at sikre korrekt im-
plementering af direktivet.
Erhvervsministeriet finder, at der bør være mulighed for at
afslutte et gruppesøgsmål forligsmæssigt, uden at samtlige
tilmeldte forbrugere særskilt skal tiltræde forliget. Erhvervs-
ministeriet finder dog på den anden side, at den godkendte
myndighed eller organisation ikke helt på egen hånd bør
kunne indgå forlig med bindende virkning for de tilmeldte
forbrugere.
Erhvervsministeriet foreslår derfor, at et forlig får gyldig-
hed, hvis det godkendes af retten. Rettens mulighed for
at vurdere rimeligheden af et forlig, som den godkendte
myndighed eller organisation og modparten (den erhvervs-
drivende) er enige om, kan dog være begrænset. Det foreslås
derfor, at retten godkender forliget, medmindre det strider
mod præceptive regler eller indeholder betingelser, som ikke
kan håndhæves, idet der tages hensyn til parternes og navn-
lig de berørte forbrugeres rettigheder og interesser.
Det foreslås, at forlig kan forelægges retten af den godkend-
te myndighed eller organisation samt den erhvervsdrivende
i fællesskab. Retten kan på ethvert tidspunkt under sagen
opfordre parterne til at indgå et sådant forlig om genopret-
ning. En sådan opfordring indebærer ingen forpligtelse for
parterne til at indgå et forlig.
Godkender retten forliget, bliver det bindende for sagens
parter og de berørte individuelle forbrugere.
Forbrugerne er ikke afskåret fra i et andet søgsmål eller på
anden måde at kræve yderligere retsmidler, som ikke har
været genstand for det pågældende forlig.
Den enkelte forbruger kan til enhver tid, mens gruppesøgs-
målet behandles ved retten, disponere over deres mulige
krav, herunder ved udenretligt forlig.
3.6.6. Underretning af berørte forbrugere
3.6.6.1. Gældende ret
Der er ingen regler om underretning af de berørte forbrugere
i lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser.
3.6.6.2. Direktivet
Efter direktivets artikel 13, stk. 2, fastlægger medlemsstater-
ne regler, der sikrer, at de forbrugere, der er berørt af et
igangværende gruppesøgsmål med henblik på foranstaltnin-
ger om genopretning, gives oplysninger om gruppesøgsmå-
let i tide og på passende måde, således at disse forbrugere
udtrykkeligt eller stiltiende kan tilkendegive deres ønske om
at lade sig repræsentere i det pågældende gruppesøgsmål, jf.
artikel 9, stk. 2.
I tråd hermed fremgår det af præambelbetragtning nr. 59, at
uden at det berører forpligtelsen for de godkendte myndig-
heder og organisationer til at give oplysninger, bør de berør-
te forbrugere oplyses om et igangværende gruppesøgsmål
med henblik på foranstaltninger om genopretning, således at
de udtrykkeligt eller stiltiende kan tilgive deres ønske om at
lade sig repræsentere i et gruppesøgsmål. Medlemsstaterne
22
bør muliggøre dette ved at fastsætte passende regler for
formidling af oplysninger om gruppesøgsmål til forbruger-
ne. Det bør være medlemsstaterne, der afgør, hvem der skal
være ansvarlig for at formidle disse oplysninger.
Det følger videre af artikel 13, stk. 3, at uden at det berører
de oplysninger, der er omhandlet i denne artikels stk. 1 og
2, stiller retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden krav
om, at den erhvervsdrivende for den erhvervsdrivendes reg-
ning underretter de forbrugere, der er berørt af gruppesøgs-
målet, om de endelige afgørelser med fastsættelse af i de
i artikel 7 omhandlede foranstaltninger og de i artikel 11
omhandlede godkendte forlig ved hjælp af midler, der står
i et rimeligt forhold til sagens omstændigheder, og inden
for en specifik tidsfrist, herunder, hvis det er relevant, under-
rette alle berørte forbrugere individuelt. Denne forpligtelse
finder ikke anvendelse, hvis de berørte forbrugere underret-
tes om den endelige afgørelse eller det godkendte forlig
på anden vis. Medlemsstaterne kan fastlægge regler om, at
den erhvervsdrivende kun er forpligtet til at give sådanne
oplysninger til forbrugere, hvis den anmodes herom af det
godkendte organ/den godkendte organisation.
Efter artikel 13, stk. 4, finder de oplysningskrav, der er
omhandlet i stk. 3, tilsvarende anvendelse på de godkendte
organer/organisationer i forbindelse med endelige afgørelser
om afvisning af gruppesøgsmål med henblik på foranstalt-
ninger om genopretning.
3.6.6.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Erhvervsministeriet foreslår, at det reguleres, hvordan de be-
rørte forbrugere skal underrettes forud for et gruppesøgsmål
om genopretning og efter søgsmålets afslutning.
Det foreslås, at de forbrugere, der er berørt af et igangvæ-
rende gruppesøgsmål om genopretning, skal underrettes om
gruppesøgsmålet i tide og på passende måde, så disse for-
brugere kan tilmelde sig det pågældende gruppesøgsmål.
Det foreslås videre, at retten bestemmer, hvordan underret-
ningen skal gives. Retten kan bestemme, at underretningen
helt eller delvis skal ske ved offentlig bekendtgørelse, og
retten kan pålægge den godkendte myndighed eller organi-
sation at foretage underretningen. Udgifterne ved underret-
ningen betales foreløbig af den godkendte myndighed eller
organisation.
Den foreslåede underretningsregel skal ses i sammenhæng
med pligten beskrevet i afsnit 3.2.4.3. for myndigheden el-
ler organisationen til at oplyse på sin hjemmeside om de
gruppesøgsmål, der besluttes at anlægge, verserer eller er
afsluttede.
Derudover foreslås det, at det kan bestemmes, at den er-
hvervsdrivende for den erhvervsdrivendes regning og inden
for en specifik tidsfrist underretter de forbrugere, der er be-
rørt af gruppesøgsmålet, om en afgørelse om genopretning
eller et forlig om genopretning ved hjælp af midler, der står
i et rimeligt forhold til sagens omstændigheder. Retten kan
herunder bestemme, at den erhvervsdrivende skal underrette
alle berørte forbrugere individuelt.
I overensstemmelse med direktivet foreslås det på samme
måde, at retten kan bestemme, at den godkendte myndighed
eller organisation for sin egen regning og inden for en speci-
fik tidsfrist skal underrette de forbrugere, der er berørt af et
gruppesøgsmål, der afvises af retten.
3.7. Strafbestemmelser
3.7.1. Gældende ret
Den gældende bestemmelse i lov om forbud til beskyttelse
af forbrugernes interesser § 3, stk. 1, medfører, at handlinger
i strid med direktiver optaget på det bilag, som er nævnt i lo-
vens § 1, stk. 1, således som disse er gennemført i medlems-
staternes nationale ret, kan forbydes ved dom, såfremt de er
i strid med forbrugernes kollektive interesser. I forbindelse
hermed eller senere kan der ved dom træffes bestemmelser
om sådanne foranstaltninger, som må anses for nødvendige
for at sikre forbuddets overholdelse og genoprettelse af den
tilstand, som eksisterede forud for den ulovlige handling.
Såfremt det godtgøres eller sandsynliggøres, at den er-
hvervsdrivende vil fortsætte den handling, der søges for-
budt, og at formålet vil forspildes, hvis den udenlandske
myndighed eller organisation henvises til at gøre sin ret gæl-
dende ved almindelige rettergang, kan fogedretten nedlægge
forbud i henhold til reglerne i retsplejelovens kapitel 57, jf.
§ 3, stk. 2, i lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes
interesser.
Efter retsplejelovens § 430 kan den, der forsætligt overtræ-
der et forbud eller påbud efter lovens kapitel 40, idømmes
straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder og i forbindel-
se hermed dømmes til at betale erstatning. En sådan sag
anlægges af den part, der har opnået forbuddet eller påbud-
det. Spørgsmålet om idømmelse af straf eller erstatning kan
udsættes, indtil sagen om den rettighed, der påstås krænket,
er afgjort.
Efter retsplejelovens § 535 kan den, der forsætligt overtræ-
der en dom, hvorved det er pålagt vedkommende at foreta-
ge eller undlade noget, under en af rekvirenten anlagt sag
idømmes straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
Efter retsplejelovens § 989 behandles straffesager, der på-
tales af private, som udgangspunkt efter reglerne om den
borgerlige retspleje.
3.7.2. Direktivet
Efter direktivets artikel 19, stk. 1, fastsætter medlemsstater-
ne bestemmelserne om sanktioner, der kan pålægges ved
undladelse eller nægtelse af at overholde; a) en foranstalt-
ning om påbud, jf. artikel 8, stk. 1 eller artikel 8, stk. 2,
litra b), eller b) forpligtelserne omhandlet i artikel 13, stk.
3, eller artikel 18. Medlemsstaterne træffer alle nødvendige
23
foranstaltninger for at sikre, at disse bestemmelser gennem-
føres. Sanktionerne skal være effektive, proportionale og
have afskrækkende virkning.
Medlemsstaterne sikrer efter artikel 19, stk. 2, at sanktioner-
ne bl.a. kan have form af bødestraf.
I tråd hermed følger det af præambelbetragtning nr. 69, at
medlemsstaterne bør sikre, at sanktioner kan have form af
bødestraf, f.eks. betingede bøder, løbende betalinger eller
tvangsbøder. Der bør også være sanktioner for undladelse
eller nægtelse af at efterkomme et pålæg om at fremlægge
oplysninger til berørte forbrugere om endelige afgørelser el-
ler forlig eller om undladelse eller nægtelse af at fremlægge
bevismateriale. Der bør også kunne anvendes andre typer af
sanktioner, f.eks. processuelle foranstaltninger, ved nægtelse
af at efterkomme et pålæg om at fremlægge bevismateriale.
3.7.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Det foreslås at indføre et særskilt kapitel om strafbestem-
melser i lovforslaget for at leve op til kravene i gruppesøgs-
målsdirektivet.
Det foreslås således, at den, der forsætligt overtræder et
påbud eller forbud kan idømmes straf af bøde. Det fremgår
videre, at en sådan sag – således som udgangspunktet er
efter de gældende regler i retsplejeloven – anlægges af den
part, der har opnået påbuddet eller forbuddet.
Det forudsættes, at strafbestemmelsen alene vil finde anven-
delse i det omfang, det er nødvendigt for at leve op til
direktivet og sikre en effektiv og forebyggende virkning.
Det foreslås derudover, at spørgsmål om idømmelse af straf
for overtrædelse af et foreløbigt påbud eller forbud kan ud-
sættes, indtil sagen om den påståede overtrædelse er afgjort.
Det foreslås videre at indføre en regel om, at en modpart,
der uden lovlig grund undlader at efterkomme et pålæg om
edition efter retsplejelovens § 298, stk. 1, kan idømmes
straf af bøde. Ved edition menes, at retten efter begæring
af en part pålægger modparten at fremlægge dokumenter,
der er undergivet vedkommendes rådighed, og som parten
vil påberåbe sig under sagen, medmindre der derved vil
fremkomme oplysning om forhold, som vedkommende ville
være udelukket fra eller fritaget for at afgive forklaring om
som vidne, jf. retsplejelovens §§ 169-172.
Lovforslaget fraviger på dette område retsplejens alminde-
lige regler, idet det i borgerlige sager alene kan tillægges
processuel skadevirkning, at modparten uden lovlig grund
undlader at efterkomme et sådant pålæg. Muligheden for
eksempelvis at idømme en bøde for ikke at efterkomme et
editionspålæg til modparten, foreslås indført for at sikre, at
lovforslaget er i overensstemmelse med direktivets krav.
Strafbestemmelsen fungerer i tilknytning til og samtidig
med den allerede gældende regel i retsplejeloven om, at
modpartens manglende efterkommelse af et editionspålæg
kan tillægges processuel skadevirkning.
Endelig foreslås det, at der vil kunne pålægges selskaber
m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffe-
lovens 5. kapitel for overtrædelser efter nærværende lovfor-
slag.
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
kvenser for det offentlige
Lovforslaget forventes at medføre begrænsede merudgifter
på Justitsministeriets område, som kan henføre til en øget
sagstilgang til domstolene. Merudgifterne vurderes at kunne
håndteres inden for domstolenes eksisterende økonomiske
ramme.
Derudover vurderes lovforslaget at medføre mindre imple-
menteringskonsekvenser for staten.
Lovforslaget vurderes ikke at medføre økonomiske eller im-
plementeringskonsekvenser for kommuner og regioner.
Myndigheder og organisationer, som ønsker at blive god-
kendt til at anlægge gruppesøgsmål, skal anmode erhvervs-
ministeren herom og opfylde de betingelser, der er angivet
i lovforslagets § 3, stk. 2 og 3. Erhvervsministeren skal
mindst hvert femte år vurdere, om de godkendte myndighe-
der og organisationer fortsat opfylder betingelserne, og hvis
dette ikke er tilfældet, kan erhvervsministeren tilbagekalde
godkendelsen.
Endvidere skal medlemsstaterne senest fra den 26. juni 2027
og efterfølgende hvert år forelægge Europa-Kommissionen
en række oplysninger, herunder antal og type gruppesøgs-
mål, der er afsluttet ved domstolene, typen af overtrædelser,
parter i gruppesøgsmålene og resultatet af disse gruppesøgs-
mål.
For så vidt angår de syv principper for digitaliseringsklar
lovgivning, vurderes det overordnet, at lovforslaget efterle-
ver alle principperne. Særligt princip #1 om enkle og klare
regler samt princip #2 om digital kommunikation er relevan-
te for dette lovforslag. I overensstemmelse med princip #1
om enkle og klare regler vurderes det, at lovforslaget er i
overensstemmelse hermed med henvisning til lovforslagets
§ 2, som indeholder en klar og entydig definition af centra-
le begreber i lovforslaget. I overensstemmelse med princip
#2 om obligatorisk digital kommunikation, vurderes det, at
lovforslaget efterkommer kravet om digital kommunikation,
idet kommunikationen mellem myndigheder og organisati-
oner og Erhvervsministeriet i forbindelse med anmodning
om godkendelse vil foregå via eksisterende offentlige it-løs-
ninger, da myndigheder og organisationer skal anmode om
godkendelse via Virk.dk. Dertil vil løbende undersøgelser
af, om godkendte myndigheder og organisationer opfylder
betingelserne for godkendelse, jf. lovforslagets § 5, også
foregå via et skema, som de godkendte myndigheder og
organisationer udfylder på Virk.dk.
24
De øvrige principper for digitaliseringsklar lovgivning vur-
deres ikke at være relevante for dette lovforslag.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Lovforslaget vurderes ikke at medføre økonomiske og admi-
nistrative konsekvenser for erhvervslivet.
Det forventes, at lovforslaget vil medføre en stærkere hånd-
hævelse af EU-retten, som beskytter forbrugerne, hvilket vil
resultere i mere ensartede regler for erhvervsdrivende og
dermed en mere fair konkurrence mellem erhvervsdrivende,
hvilket kan give anledning til positive erhvervsøkonomiske
gevinster for danske erhvervsdrivende.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vurderes at medføre positive administrative
konsekvenser for borgerne.
Lovforslaget vurderes ikke at medføre negative administrati-
ve konsekvenser for borgerne.
Lovforslaget forventes at medføre en lettere adgang til dom-
stolene på de områder, som lovforslaget omhandler, og der-
ved styrke forbrugernes rettigheder og sikre bedre konkur-
rencevilkår på det danske og europæiske marked til gavn
for forbrugerne. Forbrugerne vil have flere valgmuligheder
i form af at kunne lade sig repræsentere af en godkendt
myndighed eller organisation for at opnå deres ret efter for-
brugerretten eller søge fyldestgørelse ved allerede afsluttede
gruppesøgsmål. Civile søgsmål ved domstolene kan være
byrdefuldt for den enkelte forbruger, herunder økonomisk,
og forbrugernes indgåelse i gruppesøgsmål vurderes at være
mindre byrdefuldt for den enkelte forbruger, da det i højere
grad vil være de godkendte myndigheder og organisationer,
som vil bære den administrative og økonomiske byrde. Der-
ved styrkes borgernes retssikkerhed.
Derudover vil forbrugerne også få bedre information om
gruppesøgsmål som følge af de oplysningskrav, der pålæg-
ges henholdsvis godkendte myndigheder og organisationer
samt erhvervsdrivende.
7. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes ikke at have klimamæssige konse-
kvenser.
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes ikke at have miljø- og naturmæssige
konsekvenser.
9. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2020/1828 af 25. november 2020 om adgang
til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbruger-
nes kollektive interesser og om ophævelse af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/22/EF (gruppesøgsmålsdi-
rektivet).
Direktiv 2009/22/EF af 23. april 2009 om søgsmål med
påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes
interesser (forbudsdirektivet) er en kodificering af direk-
tiv 98/27/EF af 19. maj 1998 (EU-Tidende nr. L 409 af
04.12.2020, s. 3-29) om søgsmål med påstand om forbud
på området beskyttelse af forbrugernes interesser, som er
implementeret i dansk ret ved lov nr. 1257 af 20. december
2000 om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser.
Gruppesøgsmålsdirektivet skal være implementeret i natio-
nal ret senest den 25. december 2022 og skal træde i kraft
senest fra og med den 25. juni 2023. Ifølge direktivet skal
gruppesøgsmål, der anlægges den 25. juni 2023 eller senere,
anlægges efter de love og administrative bestemmelser, der
gennemfører gruppesøgsmålsdirektivet. Gruppesøgsmål, der
anlægges før den 25. juni 2023, skal anlægges efter de love
og administrative bestemmelser, der gennemfører forbudsdi-
rektivet.
Det foreslås, at loven finder anvendelse på gruppesøgsmål,
som anlægges som følge af erhvervsdrivendes overtrædelser
af de EU-retlige bestemmelser, der er nævnt i direktivets
bilag I, eller regler, der gennemfører sådanne bestemmelser
her i landet, og hvis overtrædelsen skader eller vil kunne
skade forbrugernes kollektive interesser. Det foreslås endvi-
dere, at loven finder anvendelse på nationale og grænseover-
skridende overtrædelser.
Gruppesøgsmålsdirektivet er et minimumsdirektiv, hvilket
giver medlemsstaterne mulighed for at vedtage eller opret-
holde nationale bestemmelser om anlæggelse af gruppesøgs-
mål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser, der
er mere vidtrækkende, end hvad direktivet foreskriver. Der
skal dog være mindst én national processuel ordning for
gruppesøgsmål, som gør det muligt for godkendte myndig-
heder og organisationer at anlægge gruppesøgsmål om på-
bud eller forbud og genopretning.
Det foreslås at foretage en minimumsimplementering af di-
rektivet og bevare den gældende gruppesøgsmålsordning så
vidt muligt. Dette er også i overensstemmelse med direkti-
vets præambelbetragtning nr. 11, hvorefter direktivet ikke
bør erstatte eksisterende nationale processuelle ordninger
til beskyttelse af forbrugernes kollektive eller individuelle
interesser.
For at sikre en hensigtsmæssig og korrekt implementering af
direktivet foreslås det, at implementeringen sker ved en ny
hovedlov. Dette vil bidrage til at sikre, at der på EU-plan er
en processuel ordning for gruppesøgsmål, som gør det mu-
ligt for godkendte myndigheder og organisationer at anlæg-
ge gruppesøgsmål om påbud eller forbud samt genopretning.
Formålet med at implementere direktivet i en ny hovedlov
er endvidere at undgå usikkerhed om retstilstanden, herun-
der særligt forholdet til retsplejelovens kapitel 23 a om
gruppesøgsmål.
25
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 1. juli 2022
til den 18. august 2022 været sendt i høring hos følgende
myndigheder og organisationer m.v.:
3F Fagligt Fælles Forbund, Advokatsamfundet, Akademi-
kernes Centralorganisation, Arbejderbevægelsens Erhvervs-
råd, ATP – Arbejdsmarkedets Tillægs Pension, Autobranch-
en Danmark, Banedanmark, Bilbranchen, Bryggeriforenin-
gen, Børnerådet, CBS – Copenhagen Business School,
CEPOS, Cevea, CO-Industri, Danmarks Aktive Forbruge-
re, Danmarks Nationalbank, Danmarks Rejsebureau Fore-
ning, Danmarks Statistik, Dansk Annoncørforening, Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk Bilbrancheråd, Dansk Bygge-
ri, Dansk e-Mobilitet, Dansk Erhverv, Dansk IT, Dansk
Markedsføring, Dansk Mobilitet, Dansk Standard, Danske
Medier, Danske Regioner, Danske Universiteter, Dataetisk
Råd, Datatilsynet, De Danske Bilimportører, Den Danske
Dommerforening, Det Kriminalpræventive Råd, DI Digi-
tal og Dansk Industri, Digitalt Ansvar, Dommerfuldmæg-
tigforeningen, Domstolsstyrelsen, Fagbevægelsens Hoved-
organisation, FDM - Forenede Danske Motorejere, Finans
og Leasing, Finans Danmark, Finanstilsynet, Forbrugerom-
budsmanden, Forbrugerrådet TÆNK, Foreningen af Danske
Interaktive Medier, Foreningen af Offentlige Anklagere,
Foreningen af Statsadvokater, Foreningen Danske Revisorer,
Forsikring og Pension, Færøernes Landsstyre, HK Danmark,
Institut for Menneskerettigheder, IT-Brancheforeningen, IT
– Politisk Forening, ITU – IT-Universitetet i København,
Journalistforbundet, Justitia, KL - Kommunernes Landsfor-
ening, KOMBIT, Kreativitet og Kommunikation, Kriminal-
forsorgsforeningen, Københavns Byret, Københavns Uni-
versitet, Landbrug og Fødevarer, Landsstyret via Rigsom-
budsmanden på Færøerne, Naalakkersuisut, Politiforbundet
i Danmark, Prosa, Radio- og TV-nævnet, Retspolitisk fore-
ning, Retten i Esbjerg, Retten i Glostrup, Retten i Helsingør,
Retten i Herning, Retten i Hillerød, Retten i Hjørring, Retten
i Holbæk, Retten i Holstebro, Retten i Horsens, Retten i
Kolding, Retten i Lyngby, Retten i Nykøbing F., Retten i
Næstved, Retten i Odense, Retten i Randers, Retten i Ros-
kilde, Retten i Svendborg, Retten i Viborg, Retten i Aalborg,
Retten i Aarhus, Retten på Bornholm, Retten på Frederiks-
berg, Rettighedsalliancen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,
Rigspolitiet, Rigsrevisionen, RUC – Roskilde Universitet,
Rådet for digital sikkerhed, SDU – Syddansk Universitet,
Selvstyret via Rigsombudsmanden i Grønland, Sex og Sam-
fund, SMV Danmark, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk
og International Kriminalitet, Team effektiv regulering, Te-
leindustrien, Vestre Landsret, Østre Landsret, Aalborg Uni-
versitet, Aarhus BSS.
11. Sammenfattende skema
Positive
konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang, hvis nej, angiv
”ingen”)
Negative
konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang, hvis nej, angiv
”ingen”)
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Lovforslaget kan medføre negative øko-
nomiske konsekvenser for staten i form
af en øget sagstilgang ved domstolene.
Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Lovforslaget vurderes at medføre min-
dre implementeringskonsekvenser for
staten, da myndigheder og organisatio-
ner, som ønsker at blive godkendt til
at anlægge gruppesøgsmål, skal anmode
herom og opfylde de en række betingel-
ser.
Derudover skal erhvervsministeren skal
mindst hvert femte år vurdere, om
de godkendte myndigheder og organi-
sationer fortsat opfylder betingelserne,
og hvis dette ikke er tilfældet, kan
erhvervsministeren tilbagekalde godken-
delsen.
Økonomiske konsekvenser for erhvervs-
livet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
26
Administrative konsekvenser for borger-
ne
Lovforslaget vurderes at medføre positi-
ve administrative konsekvenser for bor-
gerne, da lovforslaget vil medføre en
lettere adgang til domstolene på de om-
råder, som lovforslaget omhandler, og
derved styrke forbrugernes rettigheder
og sikre bedre konkurrencevilkår på det
danske og europæiske marked til gavn
for forbrugerne. Derudover vil forbru-
gerne også få bedre information om
gruppesøgsmål som følge af de oplys-
ningskrav, der følger af lovforslaget.
Lovforslaget vurderes ikke at medfø-
re negative administrative konsekvenser
for borgerne.
Klimamæssige konsekvenser Ingen Ingen
Miljø- og naturmæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2020/1828 af 25. november 2020 om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til
beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/22/EF (gruppesøgsmålsdirektivet).
Det foreslås at foretage en minimumsimplementering af direktivet og bevare den
gældende gruppesøgsmålsordning så vidt muligt. Dette er også i overensstemmelse
med direktivets præambelbetragtning nr. 11, hvorefter direktivet ikke bør erstatte
eksisterende nationale processuelle ordninger til beskyttelse af forbrugernes kol-
lektive eller individuelle interesser.
For at sikre en hensigtsmæssig og korrekt implementering af direktivet foreslås
det, at implementeringen sker ved en ny hovedlov.
Er i strid med de principper for imple-
mentering af erhvervsrettet EU-regule-
ring/Går videre end minimumskrav i
EU-regulering (sæt X)
Ja Nej
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
målsdirektivets artikel 2.
Det foreslås i stk. 1, at loven finder anvendelse på gruppe-
søgsmål, der i medfør af denne lov anlægges ved domstole-
ne, og som angår erhvervsdrivendes overtrædelser af de be-
stemmelser, der er nævnt i bilag I til Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål
til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om
ophævelse af direktiv 2009/22/EF, eller regler, der gennem-
fører sådanne bestemmelser her i landet, såfremt overtrædel-
sen skader eller vil kunne skade forbrugernes kollektive
interesser.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at loven vil finde
anvendelse på både nationale og grænseoverskridende grup-
pesøgsmål, som anlægges ved domstolene efter reglerne i
denne lov. Ved nationale gruppesøgsmål forstås gruppesøgs-
mål, som er anlagt her i landet af en myndighed eller orga-
nisation, som er godkendt af erhvervsministeren, jf. lovfor-
slagets § 2, nr. 7. Ved grænseoverskridende gruppesøgsmål
forstås gruppesøgsmål, som er anlagt her i landet af en
myndighed eller organisation, der er godkendt af en anden
medlemsstat, jf. lovforslagets § 2, nr. 8.
Lovforslaget vil alene finde anvendelse på de bestemmelser,
der er nævnt i gruppesøgsmålsdirektivets bilag I, eller regler,
der gennemfører sådanne bestemmelser her i landet. Direk-
tivets bilag I indeholder 66 forbrugerrettede bestemmelser,
der blandt andet vedrører vildledende reklame, forbruger-
kredit, pakkerejser, reklame for humanmedicinske lægemid-
27
ler, kosmetiske produkter, fødevareinformation mv. Det vil
således betyde, at lovforslaget vil finde anvendelse på et
bredt område inden for de forbrugerbeskyttende regler.
Med lovforslaget gennemføres Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål
til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om
ophævelse af direktiv 2009/22/EF (gruppesøgsmålsdirekti-
vet). Dette vil også rumme senere ændringer til direktivet,
herunder tilføjelser til direktivets bilag I. Senere ændringer
til gruppesøgsmålsdirektivet vil således blive omfattet af
denne lov, uden at det kræver ændringer til loven.
Det vil være en betingelse for anvendelsen af reglerne i lov-
forslaget, at den overtrædelse, som søgsmålet angår, skader
eller vil kunne skade forbrugernes kollektive interesser. I
lovforslagets § 2, nr. 3, er forbrugernes kollektive interesser
defineret som forbrugeres generelle interesser og, navnlig
med henblik på en afgørelse om genopretning, en gruppe af
forbrugeres interesser. For en nærmere beskrivelse af begre-
bet henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 3.
I overensstemmelse med direktivets artikel 2, stk. 2, vil lov-
forslaget ikke påvirke reglerne i henhold til EU-retten eller
national ret om kontraktlige retsmidler og retsmidler uden
for kontrakt, som er til rådighed for forbrugerne i forbindel-
se med de overtrædelser, der er omhandlet i stk. 1.
I overensstemmelse med direktivets artikel 2, stk. 3, vil
lovforslaget endvidere ikke berøre EU-reglerne om interna-
tional privatret, navnlig reglerne om kompetence og aner-
kendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og
handelsretlige område samt lovvalgsreglerne for kontraktli-
ge forpligtelser og forpligtelser uden for kontrakt.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning
nr. 15, vil lovforslaget ikke berøre de EU-retsakter, der
er nævnt i bilag I, og vil derfor ikke erstatte eventuelle
håndhævelsesmekanismer, som de pågældende bestemmel-
ser måtte indeholde. Håndhævelsesmekanismer, som er fast-
sat i disse bestemmelser, kan således fortsat anvendes til
at beskytte forbrugernes kollektive interesser, hvor dette er
relevant.
Bestemmelsen vil endvidere medføre, at loven alene finder
anvendelse på gruppesøgsmål, der anlægges ved domstolene
i medfør af loven. Lovens bestemmelser finder således ikke
anvendelse på andre typer af søgsmål, herunder gruppesøgs-
mål efter retsplejelovens kapitel 23 a. Hvorvidt et søgsmål
er anlagt efter denne lov, vil fremgå af stævningen, jf. lov-
forslagets § 11, stk. 1, nr. 1.
Det foreslås i stk. 2, at hvor intet andet følger af denne lov,
finder retsplejelovens anden bog og retsplejelovens kapitel
21-23 og 24-38 anvendelse ved rettens behandling af grup-
pesøgsmål omfattet af loven.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retsplejens al-
mindelige regler om borgerlige sager finder anvendelse, når
intet andet følger af lovforslaget.
Det bemærkes, at der i lovforslaget lægges op til, at visse
bestemmelser i retsplejelovens kapitel 40 vil skulle finde
anvendelse under behandlingen af de sager, der er nævnt i
lovforslagets § 14, stk. 2. Der henvises til bemærkningerne
til denne bestemmelse.
Det bemærkes også, at lovforslaget ikke regulerer fuldbyr-
delse af afgørelser i gruppesøgsmål. Fuldbyrdelse vil derfor
skulle ske efter retsplejelovens almindelige regler herom.
Den foreslåede regel vil med hensyn til fremsættelse af
modkrav betyde, at adgangen hertil vil være reguleret i rets-
plejelovens § 249, stk. 2. Af særlig betydning for adgangen
til at fremsætte modkrav under et gruppesøgsmål efter den
foreslåede lov vil formentlig blive betingelsen i § 249, stk.
2, nr. 2, om at modkravet skal kunne behandles efter samme
processuelle regler som sagsøgerens krav. Under en sag
om påbud eller forbud eller genopretning vil retten skulle
forholde sig til en påstået overtrædelse af de regler, der er
nævnt i lovforslagets § 1, stk. 1. Et modkrav, der udspringer
af samme påståede overtrædelse vil derfor efter omstændig-
hederne kunne behandles efter samme processuelle regler
som sagsøgerens krav. Vurderingen kan i en vis grad foreta-
ges under inddragelse af de hensyn, der ligger bag reglen
i lovforslagets § 12, nr. 2. Eksempelvis vil der under en
sag, hvor der er påstået forholdsmæssigt afslag i prisen for
en række køb og der derfor er udøvet retentionsret i en del
af købesummen, efter omstændighederne kunne nedlægges
modkrav om erstatning for det tab, som retentionen måtte
have medført. Det overlades til domstolene af fastlægge be-
stemmelsens nærmere indhold under hensyn til de konkrete
omstændigheder i de enkelte sager.
Det forudsættes, at retsplejelovens almindelige regler i med-
før af forpligtelsen til EU-konform fortolkning vil finde an-
vendelse med de tilpasninger, som måtte være nødvendige
af hensyn til EU-retten. Dette kan eksempelvis have betyd-
ning, hvis der ved anvendelsen af den borgerlige retsplejes
regler i samspil med de foreslåede regler opstår regelkon-
flikter, eller hvis anvendelsen af de almindelige regler vil
medføre et resultat, der er åbenbart i strid med formålet med
direktivet.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de almindelige
regler for borgerlige sager, der er nævnt, ikke omfatter rets-
plejelovens regler om gruppesøgsmål. Der vil således ved
vedtagelsen af lovforslaget eksistere to adskilte og afgræn-
sede ordninger om gruppesøgsmål.
Til § 2
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
målsdirektivets artikel 3.
Det foreslås i nr. 1 at definere ”forbruger” som enhver fysisk
person, der ikke handler som led i den pågældende persons
erhverv, forretning, håndværk eller profession.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forbrugere skal
forstås bredt. I overensstemmelse med direktivets præam-
28
belbetragtning nr. 14, kan forbruger benævnes rejsende, bru-
ger, kunde, detailinvestor, detailkunde, registreret personer
eller andet i den relevante lovgivning.
En forbruger kan ikke være en juridisk person. Det er alene
fysiske personer, der i henhold til dette lovforslag kan anses
som en forbruger. Dette vil således ikke omfatte tilfælde,
hvor en overtrædelse skader en fysisk person, der betragtes
som en erhvervsdrivende i henhold til lovforslagets § 2, nr.
2. Det afgørende er, at den fysiske person ikke handler som
led i den pågældende persons erhverv, forretning, håndværk
eller profession.
Det foreslås i nr. 2 at definere ”erhvervsdrivende” som en-
hver fysisk eller juridisk person, uanset om den er privat
eller offentligt ejet, der handler, herunder via en anden per-
son, der optræder i den pågældende persons navn eller på
den pågældende persons vegne, som led i den pågældende
persons erhverv, forretning, håndværk eller profession.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervs-
drivende både kan være en fysisk person eller en juridisk
person. Selskabsformen har ikke betydning. Det afgørende
er, at den fysiske eller juridiske person handler som led i
den pågældende persons erhverv, forretning, håndværk eller
profession.
Den erhvervsdrivende vil være den godkendte myndighed
eller organisations modpart i et gruppesøgsmål.
Det foreslås i nr. 3 at definere ”forbrugernes kollektive in-
teresser” som forbrugernes generelle interesser og, navnlig
med henblik på en afgørelse om genopretning, en gruppe af
forbrugernes interesser.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at begrebet for-
brugernes kollektive interesser skal forstås bredt. Begrebet
omfatter flere forbrugeres ensartede krav. Begrebet omfatter
også overtrædelser, som berører en ukendt kreds af forbru-
gere. Kollektive interesser er således ikke nødvendigvis en
akkumulering af interesser hos enkeltpersoner, der har lidt
skade ved en overtrædelse, men kan også være forbrugernes
abstrakte interesse i, at et marked er fri for overtrædelse af
regler, der er indført for at beskytte forbrugere generelt.
Det følger også af direktivets præambelbetragtning nr. 14,
at direktivet kun bør varetage interesserne hos fysiske per-
soner, som har lidt skade eller som ville kunne lide skade
som følge af de pågældende overtrædelser, hvis de fysiske
personer er forbrugere i henhold til direktivet.
Det forudsættes, at begrebet ”forbrugeres kollektive interes-
ser” vil skulle fortolkes i overensstemmelse med EU-retten.
I tilfælde af et gruppesøgsmål om genopretning vil forbru-
gernes kollektive interesser bl.a. bestå af en bestemt gruppe
forbrugeres interesser. I denne situation er det således især
relevant at se på den gruppe af forbrugere, som er berørt af
en erhvervsdrivendes overtrædelse. Dette skal ses i sammen-
hæng med, at forbrugere aktivt skal tilmelde sig gruppesøgs-
mål om genopretning, jf. lovforslagets § 16.
Det er ikke et krav, at forbrugere aktivt tilmelder sig gruppe-
søgsmålet, for at en godkendt myndighed eller organisation
kan føre et søgsmål om påbud eller forbud, jf. lovforslagets
§ 13, stk. 3. Her kan det være mere retvisende, at se på for-
brugernes abstrakte interesse i, at et marked er fri for over-
trædelse af regler. Et gruppesøgsmål om påbud eller forbud
betegnes dog stadig som et gruppesøgsmål efter denne lov,
da søgsmålet vedrører forbrugernes generelle interesser.
Det foreslås i nr. 4 at definere ”godkendt myndighed” som
en offentlig myndighed, der repræsenterer forbrugernes inte-
resser, og som er godkendt til at anlægge gruppesøgsmål
efter lovforslagets kapitel 2.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en godkendt
myndighed skal forstås som en offentlig myndighed, der
repræsenterer forbrugernes interesser. Det vil således være
en myndighed, der fører tilsyn med overholdelsen af alle de
eller nogle af de bestemmelser, der er nævnt i direktivets
bilag I, og som kan spille en aktiv rolle med hensyn til at
sikre, at erhvervsdrivende overholder relevante EU-retlige
bestemmelser. Dette kan f.eks. være Forbrugerombudsman-
den.
Derudover vil det være et krav, at myndigheden er godkendt
til at anlægge gruppesøgsmål. En myndighed kan enten
være godkendt her i landet af erhvervsministeren i overens-
stemmelse med lovforslagets § 3 eller godkendt i en anden
medlemsstat i overensstemmelse med direktivet.
Erhvervsministeren kan beslutte, at myndigheder, er der
godkendt i henhold til lov om forbud til beskyttelse af for-
brugernes interesser, kan fortsætte med at være godkendt
efter denne lov, jf. lovforslagets § 26.
Det foreslås i nr. 5 at definere ”godkendt organisation” som
en organisation, der repræsenterer forbrugernes interesser,
og som er godkendt til at anlægge gruppesøgsmål efter lov-
forslagets kapitel 2.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en godkendt or-
ganisation skal forstås som en organisation, herunder f.eks.
en privat forbrugerorganisation, der repræsenterer forbruger-
nes interesser. Der kan også være tale om andre organisati-
oner. Det afgørende er, at organisationen repræsenterer for-
brugernes interesser. Dette er også i overensstemmelse med
direktivets præambelbetragtning nr. 24, hvorefter navnlig
forbrugerorganisationer bør spille en aktiv rolle med hensyn
til at sikre, at relevante EU-retlige bestemmelser overholdes.
Derudover vil det være et krav, at organisationen er god-
kendt til at anlægge gruppesøgsmål. En organisation kan
enten være godkendt her i landet af erhvervsministeren i
overensstemmelse med lovforslagets § 3 eller godkendt i en
anden medlemsstat i overensstemmelse med direktivet.
Det foreslås i nr. 6 at definere ”gruppesøgsmål” som en sag
29
med det formål at beskytte forbrugernes kollektive interes-
ser, der anlægges af en godkendt myndighed eller organisa-
tion som skadelidt part på vegne af forbrugerne med påstand
om påbud eller forbud, genopretning eller påstand om både
endeligt påbud eller forbud og genopretning.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at begrebet grup-
pesøgsmål vil omfatte tilfælde, hvor en godkendt myndig-
hed eller organisation anlægger en sag på vegne af en grup-
pe forbrugere, som eksempelvis lider eller har lidt skade
eller tab som følge af en erhvervsdrivendes overtrædelse af
de bestemmelser, som er nævnt i gruppesøgsmålsdirektivets
bilag I. Der henvises til bemærkningerne til § 2, nr. 3, for
en nærmere beskrivelse af begrebet forbrugeres kollektive
interesser.
Gruppesøgsmål vil kunne anlægges med påstand om påbud
eller forbud, genopretning eller både endelige påbud eller
forbud og genopretning, når dette ikke strider mod retsple-
jens almindelige regler om borgerlige sager. Et gruppesøgs-
mål med påstand om foreløbige påbud eller forbud føres
efter en række særlige processuelle regler, hvorfor en sådan
påstand ikke kan behandles sammen med påstand om ende-
lige påbud eller forbud eller påstand om genopretning. Der
henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 14, stk. 2.
Det foreslås i nr. 7 at definere ”nationalt gruppesøgsmål”
som gruppesøgsmål, som er anlagt her i landet af en myn-
dighed eller organisation, der er godkendt af erhvervsmini-
steren, og optaget på den liste, som Konkurrence- og For-
brugerstyrelsen meddeler Europa-Kommissionen, jf. § 4,
stk. 1, 1. pkt., 1. led.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det afgørende
for fastlæggelsen af typen af gruppesøgsmål er den med-
lemsstat, hvori sagen anlægges, samt den medlemsstat, hvor
myndigheden eller organisationen er godkendt. Et gruppe-
søgsmål vil således være nationalt, hvis søgsmålet anlægges
af en dansk myndighed eller en dansk organisation ved dom-
stolene her i landet. Dette vil gælde, uanset om forbrugere
fra andre medlemsstater er omfattet af søgsmålet.
I overensstemmelse med præambelbetragtning nr. 23, er der
tale om et nationalt gruppesøgsmål, uanset om gruppesøgs-
målet anlægges mod en erhvervsdrivende, der har hjemting
i en anden medlemsstat, og uanset om forbrugere fra fle-
re medlemsstater er repræsenteret i det pågældende gruppe-
søgsmål.
Det foreslås i nr. 8 at definere ”grænseoverskridende grup-
pesøgsmål” som gruppesøgsmål, som er anlagt her i landet
af en myndighed eller organisation, der er godkendt af en
anden medlemsstat, og optaget på den liste, som Europa-
Kommissionen offentliggør, jf. artikel 5, stk. 1, 4. pkt., i Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til anlæg-
gelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kol-
lektive interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det er afgørende
for fastlæggelsen af typen af gruppesøgsmål, hvilken med-
lemsstat, sagen anlægges i, sammenholdt med den medlems-
stat, hvor myndigheden eller organisationen er godkendt. Et
gruppesøgsmål vil således være grænseoverskridende, hvis
gruppesøgsmålet anlægges her i landet af en myndighed
eller organisation, der er godkendt af en anden medlemsstat.
Det er endvidere således krav, at myndigheden eller organi-
sationen er optaget på den liste, som Europa-Kommissionen
offentliggør, jf. artikel 5, stk. 1, 4. pkt. i gruppesøgsmålsdi-
rektivet. Dette vil være en liste over de myndigheder og
organisationer, der er godkendt i andre medlemsstater til at
anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål. Af denne lis-
te vil tillige fremgå de myndigheder og organisation, der er
udpeget her i landet. Såfremt en af disse myndigheder eller
organisationer anlægger en sag her i landet, vil der være tale
om et national gruppesøgsmål.
Det foreslås i nr. 9 at definere ”praksis” som en erhvervsdri-
vendes handlinger eller undladelser.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at begrebet skal
forstås som en erhvervsdrivendes aktive handling eller und-
ladelse, herunder i relation til, om den erhvervsdrivende
overtræder de bestemmelser, der er nævnt i gruppesøgsmå-
lets bilag I.
Det foreslås i nr. 10 at definere ”afgørelse om genopretning”
som en afgørelse, der forpligter den erhvervsdrivende til
at give tilmeldte forbrugere adgang til retsmidler, såsom
erstatning, afhjælpning, ombytning, forholdsmæssigt afslag,
ophævelse af kontrakt eller tilbagebetaling af den betalte
pris alt efter omstændighederne og i henhold til EU-retten
eller national ret.
I overensstemmelse med præambelbetragtning nr. 36 bør
en godkendt myndighed eller organisation, der anlægger et
gruppesøgsmål i henhold til dette lovforslag, søge at opnå
afgørelse om genopretning til gavn for og på vegne af de
forbrugere, der er berørt af overtrædelsen.
Godkendte myndigheder og organisationer vil kunne anlæg-
ge gruppesøgsmål med påstand om genopretning, uden at
retten forinden har fastslået i en særskilt sag, at der forelig-
ger en overtrædelse.
Denne lov indeholder alene processuelle regler for anlæg-
gelse af gruppesøgsmål om påbud eller forbud samt genop-
retning. I overensstemmelse med præambelbetragtning nr.
42 vil lovforslaget ikke berører de regler, der fastlægger
forbrugernes materielle ret til kontraktlige retsmidler og
retsmidler uden for kontrakt, i tilfælde hvor deres interesser
er blevet skadet af en overtrædelse, såsom retten til skades-
erstatning, ophævelse af kontrakten, tilbagebetaling, ombyt-
ning, afhjælpning eller forholdsmæssige afslag, afhængigt af
situationen og af EU-retten eller national ret. Det vil således
kun være muligt at nedlægge påstand om foranstaltninger
om genopretning i et gruppesøgsmål, for så vidt som EU-
retten eller national ret indeholder bestemmelser om sådan-
ne materielle rettigheder.
30
Til § 3
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
målsdirektivets artikel 4, stk. 1-3 og 5.
Efter den gældende bestemmelse i § 4, stk. 1, i lov om for-
bud til beskyttelse af forbrugernes interesser, kan erhvervs-
ministeren efter forhandling med de berørte ministre udpege
de danske myndigheder og organisationer, der kan anlægge
søgsmål med påstand om forbud i andre medlemsstater for
overtrædelser af direktiverne optaget på det i § 1, stk. 1,
nævnte bilag, således som disse er gennemført i medlems-
staternes nationale ret.
Lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser gæl-
der alene for grænseoverskridende gruppesøgsmål og alene
for gruppesøgsmål med påstand om forbud.
Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.2.1.1.
for en uddybende beskrivelse af gældende ret.
Det foreslås i stk. 1, at erhvervsministeren efter forhandling
med den relevante minister kan godkende de myndigheder
og organisationer, der har anmodet om at blive godkendt
til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål i andre
medlemsstater og nationale gruppesøgsmål her i landet for
overtrædelser, der er nævnt i § 1, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsmini-
steren gives kompetence til at godkende de myndigheder og
organisationer, som kan anlægge grænseoverskridende og
nationale gruppesøgsmål efter reglerne i denne lov.
Godkendelse af en myndighed eller organisation vil kræ-
ve, at myndigheden eller organisationen anmoder om god-
kendelse til at anlægge gruppesøgsmål hos erhvervsministe-
ren. En anmodning fra en myndighed vil skulle indeholde de
oplysninger, som er nødvendige for at vurdere, om betingel-
serne i lovforslagets § 3, stk. 2, er opfyldt. En anmodning
fra en organisation vil skulle indeholde de oplysninger, som
er nødvendige for at vurdere, om betingelserne i lovforsla-
gets § 3, stk. 3, er opfyldt.
Det er hensigten, at anmodninger skal sendes via Virk.dk,
hvor myndigheder og organisationer, som ønsker at blive
godkendt til at anlægge gruppesøgsmål, skal udfylde en
formular, jf. lovforslagets § 3, stk. 4. Ved indsendelse af
anmodning, skal myndigheder og organisationer give de op-
lysninger, som er nødvendige for at vurdere, om betingelser-
ne i lovforslagets § 3, stk. 2 og 3, er opfyldt.
Både myndigheder og organisationer, der repræsenterer
forbrugernes kollektive interesser vil kunne godkendes til
at anlægge både grænseoverskridende og nationale gruppe-
søgsmål. Det gælder således også organisationer, herunder
forbrugerorganisationer, som repræsenterer medlemmer fra
mere end én medlemsstat. Dette er i overensstemmelse med
direktivets præambelbetragtning nr. 24, hvorefter navnlig
forbrugerorganisationer bør spille en aktiv rolle med hensyn
til at sikre, at relevante EU-retlige bestemmelser overholdes.
Myndigheder skal anmode om godkendelse og føre tilsyn
med overholdelsen af bestemmelser, der er omfattet af grup-
pesøgsmålsdirektivets bilag I, jf. lovforslagets § 3, stk. 2, for
at kunne blive godkendt.
Godkendelse af myndigheder og organisationer vil kræve
forhandling med den relevante minister, når det er rele-
vant. Det vil f.eks. være relevant at forhandle med transport-
ministeren, hvis en myndighed, der håndhæver Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11.
februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og
bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved
aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af for-
ordning (EØF) nr. 295/91 nationalt, eller en organisation,
der repræsenterer f.eks. luftfartspassagerers rettigheder, an-
moder om godkendelse. Det vil ikke altid være relevant at
forhandle med andre ministre. Det afgørende er, om der er
andre ministre, der er berørte. Hvis en myndighed inden
for Erhvervsministeriets ressort anmoder om godkendelse til
at anlægge gruppesøgsmål, er det som udgangspunkt alene
erhvervsministeren, der vil være berørt og kan dermed god-
kende myndigheden uden forhandling med andre ministre.
Forhandlingen vil i praksis foregå som en afstemning af,
om den relevante minister er enig i, at en myndighed under
ministerens ressort, skal godkendes til at kunne anlægge
gruppesøgsmål efter denne lov. Dette vil bl.a. indebære, at
den relevante minister anerkender, at myndigheden fører
tilsyn med de bestemmelser, som myndigheden har oplyst
ved anmodning om godkendelse.
Overtrædelser efter lovforslagets § 1, stk. 1, vedrører den
forbrugerrettede lovgivning, der er omfattet af gruppesøgs-
målsdirektivets bilag I. Bilaget forventes løbende at blive
udvidet med nye bestemmelser. Der kan derudover løbende
opstå nye myndigheder og organisationer, der har en legi-
tim interesse i at opnå søgsmålskompetence. Det er derfor
fleksibelt, at erhvervsministeren efter forhandling med de
berørte ministre har mulighed for løbende at godkende nye
myndigheder og organisationer til at anlægge gruppesøgs-
mål.
Det foreslås i stk. 2, at en myndighed kan godkendes, hvis
myndigheden fører tilsyn med overholdelsen af bestemmel-
ser, der er omfattet af det bilag, der er nævnt i § 1, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at myndigheden
skal være rette tilsynsmyndighed med én eller flere af de be-
stemmelser, der er nævnt i gruppesøgsmålsdirektivets bilag,
for at kunne blive godkendt til at anlægge gruppesøgsmål
efter denne lov.
Myndigheder skal ikke opfylde de samme betingelser som
organisationer. Dette er i overensstemmelse med direktivets
artikel 4, stk. 7, 1. pkt., hvorefter medlemsstater kan god-
kende offentlige myndigheder til at anlægge gruppesøgsmål
uanset artikel 4, stk. 3 og 4, som oplister betingelserne for
godkendelse.
Der er tale om to krav for godkendelse til at anlægge grup-
31
pesøgsmål. Myndigheder vil både skulle anmode om god-
kendelse og føre tilsyn med overholdelsen af bestemmelser,
der er nævnt i gruppesøgsmålsdirektivets bilag I.
Dette vil bidrage til at sikre, at myndigheden repræsenterer
forbrugernes interesser, jf. lovforslagets § 2, nr. 4 om defini-
tionen af godkendt myndighed.
Det foreslås i stk. 3, at en organisation kan godkendes, hvis
organisationen opfylder i alt seks betingelser.
Det foreslås i nr. 1, at det er en betingelse, at organisationen
er en juridisk person, som kan påvise 12 måneders faktisk
offentlig aktivitet inden for beskyttelse af forbrugernes inte-
resser forud for anmodningen om godkendelse.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at organisationen
skal være en juridisk person for at kunne blive godkendt til
anlæggelse af gruppesøgsmål efter dette lovforslag.
Der foreslås en direktivnær implementering af direktivets
betingelser for godkendelse af organisationer. Dette er i
overensstemmelse med præambelbetragtning nr. 25, hvoref-
ter godkendte organisationer bør opfylde de samme betin-
gelser i hele Unionen med henblik på grænseoverskriden-
de gruppesøgsmål. Betingelserne gælder også med henblik
på nationale gruppesøgsmål i overensstemmelse med præ-
ambelbetragtning nr. 26, hvorefter medlemsstaterne også
kan anvende betingelserne for godkendelse med henblik på
grænseoverskridende gruppesøgsmål til at godkende med
henblik på nationale gruppesøgsmål.
Kravet om 12 måneders faktisk offentlig aktivitet vil inde-
bære, at organisationen skal have en vis permanent karakter
og niveau af offentlig aktivitet. Organisationens aktivitet
skal omfatte beskyttelse af forbrugernes interesser. At akti-
viteten skal være offentlig vil medføre, at organisationen
ikke kan være hemmelig, men at den skal have en vis grad
af tilstedeværelse eksempelvis på en opdateret hjemmeside,
på sociale medier eller i øvrige medier. Begrebet ”offentlig
aktivitet” vil skulle fortolkes i overensstemmelse med EU-
retten.
Organisationen skal kunne påvise kravet om 12 måneders
faktisk offentlig aktivitet ved tidspunktet for anmodning om
godkendelse. Kravet vil medføre, at en organisation ikke
kan oprettes med henblik på godkendelse for at kunne an-
lægge et konkret gruppesøgsmål.
Det foreslås i nr. 2, at det er en betingelse, at organisatio-
nens vedtægtsbestemte formål viser, at den har en legitim
interesse i at beskytte forbrugernes interesser som fastsat i
de bestemmelser, der er omfattet af det bilag, der er nævnt i
§ 1, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at organisationen
skal have oprettet vedtægter, hvoraf organisationens formål
fremgår. Det skal fremgå af disse vedtægter, at organisati-
onen har en legitim interesse i at beskytte forbrugernes
interesser som fastsat i de bestemmelser, der er omfattet
af gruppesøgsmålets bilag I. Kravet vil medføre, at der
skal være sammenhæng mellem organisationens formål om
beskyttelse af forbrugernes interesser og en eller flere af
de bestemmelser, der er nævnt i gruppesøgsmålsdirektivets
bilag I. Det er således ikke nødvendigt, at organisationen har
til formål at beskytte forbrugernes interesser inden for alle
de nævnte områder, men at den kan være afgrænset til f.eks.
beskyttelse af forbrugere inden for sundhed og kosmetiske
produkter.
Det foreslås i nr. 3, at det er en betingelse, at organisationen
ikke arbejder med fortjeneste for øje.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at organisationen
skal repræsentere forbrugernes interesser og ikke arbejde
med fortjeneste for øje. Det er afgørelse, at organisationens
mål er at sikre forbrugerne, herunder at forbrugerne kender
deres rettigheder og hjælpe forbrugerne til at udøve disse
rettigheder.
Navnlig forbrugerorganisationer vil kunne godkendes til an-
læggelse af gruppesøgsmål, hvilket også er i overensstem-
melse med præambelbetragtning nr. 24. Dette vil bidrage
til at sikre, at organisationen repræsenterer forbrugernes in-
teresser, jf. lovforslagets § 2, nr. 5 om definitionen af god-
kendt organisation.
Det foreslås i nr. 4, at det er en betingelse, at organisationen
ikke er genstand for insolvensbehandling og ikke er erklæret
konkurs.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en organisation
ikke kan være godkendt til at anlægge gruppesøgsmål efter
denne lov, hvis organisationen er under insolvensbehandling
eller erklæret konkurs.
Hvis organisationen er under insolvensbehandling eller er-
klæret konkurs på tidspunktet for anmodning om godkendel-
se til at anlægge gruppesøgsmål efter denne lov, vil organi-
sationen ikke kunne godkendes. Organisationen må i sådan-
ne tilfælde anmode igen, når disse forhold ikke længere
forelægger.
Konkurs og anden insolvensbehandling er reguleret i kon-
kursloven og medfører, at organisationen opløses og dens
formue fordeles mellem kreditorerne.
Efter konkurslovens kapitel 3 indtræder konkurs, når orga-
nisationen er insolvent og tages under konkursbehandling
efter begæring fra skifteretten, organisationen selv eller den-
nes kreditorer. En organisation anses som insolvent, hvis
organisationen ikke kan opfylde sine gældsposter, efterhån-
den som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må
antages blot at være midlertidig.
Det foreslås i nr. 5, at det er en betingelse, at organisatio-
nen er uafhængig og ikke påvirkes af andre end forbrugere,
navnlig ikke af erhvervsdrivende, som har økonomisk inte-
resse i at anlægge et gruppesøgsmål, herunder i tilfælde
af finansiering fra tredjeparter, og at organisationen med
32
henblik herpå har indført procedurer, der forhindrer en sådan
indflydelse samt forhindrer interessekonflikter mellem sig
selv, organisationens finansieringsydere og forbrugernes in-
teresser.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kravet om uaf-
hængighed vil indebære, at organisationer ikke må være
påvirket af andre end forbrugere. I overensstemmelse med
direktivets præambelbetragtning nr. 25, må en godkendt or-
ganisation f.eks. ikke være påvirket af personer, erhvervsdri-
vende eller hedgefonde, som har økonomisk interesse i at
anlægge et gruppesøgsmål, herunder i tilfælde af finansie-
ring fra en tredjepart.
Organisationen skal have indført procedurer, der forhindrer
en indflydelse fra andre end forbrugerne, herunder erhvervs-
drivende, som har økonomisk interesse i at anlægge et grup-
pesøgsmål.
Det foreslås i nr. 6, at det er en betingelse, at organisationen
i et klart og forståeligt sprog ved hjælp af passende midler,
navnlig på sin hjemmeside, offentliggør oplysninger, der
påviser, at organisationen lever op til de betingelser, der er
nævnt i nr. 1-5, og oplysninger om organisationens finansie-
ringskilder generelt set og organisatoriske og ledelsesmæssi-
ge struktur og medlemsstruktur, vedtægtsbestemte formål og
aktiviteter.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det klart skal
fremgå af organisationens hjemmeside, at organisationen
overholder de nævnte betingelser for, at organisationen kan
godkendes til at anlægge gruppesøgsmål efter denne lov.
Organisationen skal således oplyse på sin hjemmeside, at
organisationen er en juridisk person, som kan påvise 12
måneders faktisk offentlig aktivitet inden for beskyttelse af
forbrugernes interesser. Organisationens vedtægtsbestemte
formål skal fremgå af hjemmesiden, hvoraf fremgår at orga-
nisationen har en legitim interesse i at beskytte forbrugernes
interesser som fastsat i de bestemmelser, der er omfattet af
gruppesøgsmålsdirektivets bilag I.
Det skal endvidere fremgå af organisationens hjemmeside,
at organisationen ikke arbejder med fortjeneste for øje, og
at organisationen ikke er under insolvensbehandling eller
erklæret konkurs.
Det skal fremgå af organisationens hjemmeside, at organi-
sationen er uafhængig og ikke påvirkes af andre end for-
brugere, og at organisationen har indført procedurer for at
forhindre en sådan indflydelse fra erhvervsdrivende.
Organisationen skal ligeledes oplyse om dennes finansie-
ringskilder generelt set, herunder hvordan organisationens
virke er finansieret, herunder f.eks. via medlemskontingent
eller lignende. Endvidere skal organisationen oplyse om den
organisatoriske og ledelsesmæssige struktur og medlems-
struktur, vedtægtsbestemte formål og aktiviteter.
Oplysningerne skal gives på organisationens hjemmeside i
et klart og forståeligt sprog, som forbrugeren kan forstå, og
oplysningerne skal være tilgængelige for forbrugeren.
De ovenfor nævnte oplysninger, som skal gives via hjemme-
side, gælder alene for organisationer og ikke for myndighe-
der. Dette er i overensstemmelse med direktivets artikel 4,
stk. 7, 1. pkt., hvorefter medlemsstater kan godkende offent-
lige myndigheder til anlæggelse af gruppesøgsmål uanset
artikel 4, stk. 3, som oplister betingelserne for godkendelse.
Det foreslås i stk. 4, at erhvervsministeren kan fastsætte
regler om, at myndigheders og organisationers anmodning
om at blive godkendt til at anlægge gruppesøgsmål efter stk.
1 skal ske ved anvendelse af bestemte it-systemer.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsmini-
steren kan fastsætte regler om, at myndigheders og organisa-
tioners anmodning om at blive godkendt efter lovforslagets
§ 3, stk. 1, skal foregå digitalt.
Det er hensigten, at bemyndigelsesbestemmelsen udmøntes
i en bekendtgørelse, hvor erhvervsministeren vil fastsætte
regler om, at myndigheders og organisationers anmodning
om at blive godkendt til at anlægge gruppesøgsmål skal
afgives til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen via Virk.dk.
Til § 4
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
målsdirektivets artikel 5, stk. 1-2.
Den gældende bestemmelse i § 2 i lov om forbud til beskyt-
telse af forbrugernes interesser medfører, at udenlandske
myndigheder og organisationer, som er optaget på den af
Kommissionen offentliggjorte liste i De Europæiske Fælles-
skabers Tidende i henhold til bestemmelserne i forbudsdi-
rektivet, kan anlægge søgsmål med påstand om forbud ved
domstolene efter retsplejelovens bestemmelser, jf. lovens §
3.
Europa-Kommissionen har udstedt en meddelelse med op-
lysninger fra medlemsstaterne i medfør af artikel 4, stk. 3,
i forbudsdirektivet, vedrørende nationale myndigheder og
organisationer, som er godkendt til at anlægge søgsmål i
medfør af artikel 2 i forbudsdirektivet.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at Konkurrence- og Forbruger-
styrelsen meddeler Europa-Kommissionen en liste med de
godkendte myndigheder og organisationers navn og område
eller vedtægtsbestemte formål med henblik på optagelse på
den liste, som Europa-Kommissionen offentliggør, jf. artikel
5, stk. 1, 4. pkt., i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse
af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af
direktiv 2009/22/EF.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsen forpligtes til at meddele Europa-
Kommissionen en liste over myndigheder og organisationer,
33
som er godkendt her i landet til at anlægge grænseoverskri-
dende gruppesøgsmål efter denne lov.
Listen er til brug for, at Europa-Kommissionen vil offent-
liggøre en samlet liste med en oversigt over alle medlems-
staternes myndigheder og organisationer, som er godkendt
til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål i over-
ensstemmelse med gruppesøgsmålsdirektivet. Dette skal bi-
drage til, at medlemsstaterne gensidigt kan acceptere myn-
digheders og organisationers søgsmålskompetence, som er
godkendt af andre medlemsstater.
Det foreslås i 2. pkt., at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
offentliggør den liste, som meddeles til Europa-Kommissio-
nen.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen på sin hjemmeside vil offentliggøre
listen med de myndigheders navn og område og de organisa-
tioners navn og vedtægtsbestemte formål, som er godkendt,
jf. § 3 til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål,
som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen meddeler Europa-
Kommissionen.
Oplysningerne vil således blive lettilgængelige for offent-
ligheden, herunder forbrugere, erhvervsdrivende og de god-
kendte myndigheder og organisationer.
Oplysningen om en organisations vedtægtsbestemte formål
vil blive hentet fra organisationens anmodning om godken-
delse, jf. lovforslagets § 3, stk. 3, nr. 2.
Oplysningen om en myndigheds område vil blive hentet fra
myndighedens anmodning om godkendelse, jf. lovforslagets
§ 3, stk. 2, nr. 1.
Da der vil gælde de samme betingelser for godkendelse til
anlæggelse af henholdsvis grænseoverskridende og nationa-
le gruppesøgsmål, vil listen over myndigheder og organisati-
oner, der er godkendt til at anlægge grænseoverskridende og
nationale gruppesøgsmål være den samme.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil ajourføre listen, når
det findes relevant, f.eks. ved godkendelse af en ny myn-
dighed eller organisation eller ved tilbagekaldelse af en god-
kendelse af en myndighed eller organisation. Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen vil ligeledes orientere Europa-Kom-
missionen, når der er ændringer til listen over myndigheder
og organisationer, som erhvervsministeren har godkendt til
at kunne anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål, så-
ledes at Europa-Kommissionen kan ajourføre deres samlede
offentliggjorte liste over godkendte myndigheder og organi-
sationer.
Til § 5
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
målsdirektivets artikel 5, stk. 3-5.
Den gældende lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes
interesser indeholder ikke regler om tilbagekaldelse af en
godkendelse.
Den gældende bestemmelse i § 4, stk. 1, i lov om forbud til
beskyttelse af forbrugernes interesser, medfører, at erhvervs-
ministeren efter forhandling med de berørte ministre kan
udpege de danske myndigheder og organisationer, der kan
anlægge søgsmål med påstand om forbud i andre medlems-
stater for overtrædelser af direktiverne optaget på det i §
1, stk. 1, nævnte bilag, således som disse er gennemført i
medlemsstaternes nationale ret.
Det følger dog af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketings-
tidende 2000-01, tillæg A, side 171, at erhvervsministeren
på samme måde kan tilbagekalde en udpegning til at anlæg-
ge søgsmål i andre medlemsstater.
Det foreslås i stk. 1, at erhvervsministeren kan tilbagekalde
godkendelsen af en myndighed eller organisation, såfremt
myndigheden eller organisationen ikke længere opfylder be-
tingelserne i henholdsvis § 3, stk. 2 og 3.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsmini-
steren gives kompetence til at tilbagekalde en godkendelse
af en myndighed eller organisation, der er godkendt til at
anlægge gruppesøgsmål efter denne lov.
En tilbagekaldelse af en godkendelse af en myndighed eller
organisation skal betragtes som en afgørelse, hvorfor for-
valtningsrettens almindelige regler vil finde anvendelse. Det
gælder bl.a. bestemmelserne om partshøring, begrundelse
m.v.
Tilbagekaldelse af en myndigheds godkendelse vil være
nødvendig, hvis myndigheden ikke længere er rette tilsyns-
myndighed med de bestemmelser på gruppesøgsmålsdirekti-
vets bilag I, som myndigheden i forbindelse med anmodning
om godkendelse har oplyst at føre tilsyn med.
Tilbagekaldelse af en organisations godkendelse vil være
nødvendig, hvis organisationen ikke længere opfylder én
eller flere af de betingelser, der er nævnt i lovforslagets §
3, stk. 3. Betingelserne er kumulative, hvorefter alle betin-
gelser skal være opfyldt for, at en organisation kan være
godkendt til at anlægge gruppesøgsmål.
Hvis erhvervsministeren i medfør af en af bestemmelserne
i lovforslagets § 5 tilbagekalder godkendelsen af en myndig-
hed eller organisation, mens myndigheden eller organisatio-
nen er part i igangværende gruppesøgsmål, vil sagen ikke
automatisk blive afvist af retten. Proceduren i lovforslagets
§§ 7, stk. 3, og 8, stk. 2, vil forsat skulle følges. Det betyder,
at det er retten, der tager stilling til, om et søgsmål skal afvi-
ses, fordi betingelserne for godkendelse ikke er opfyldt. Det
vil imidlertid være egnet til at rejse den begrundede tvivl,
som kræves i disse bestemmelser, hvis en part i et søgsmål
henleder rettens opmærksomhed på, at modparten ikke læn-
gere er godkendt.
Det foreslås i stk. 2, at hvis erhvervsministeren bliver be-
34
kendt med, at retten i medfør af § 8, stk. 2, har afvist et
søgsmål, undersøger erhvervsministeren om myndighedens
eller organisationens godkendelse skal tilbagekaldes.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsmini-
steren skal undersøge, om en godkendelse af en myndighed
eller organisation skal tilbagekaldes, hvis ministeren bliver
bekendt med, at retten har afvist et gruppesøgsmål, der er
anlagt efter denne lov, fordi retten finder, at myndigheden
eller organisationen ikke opfylder betingelserne for godken-
delse i lovforslagets § 3, stk. 2 eller 3.
Eksempelvis kan erhvervsministeren blive bekendt med en
sådan afvisning, hvis en af parterne i gruppesøgsmålet ind-
sender kopi af rettens afvisningskendelse til erhvervsmini-
steren eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Det vil i praksis være Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
der foretager den konkrete undersøgelse.
Det forudsættes ikke, at retten af egen drift meddeler er-
hvervsministeren, at retten har afvist en sag i medfør af § 8,
stk. 2. Det er således en mulighed, at retten afviser en sag
efter § 8, stk. 2, men at myndigheden eller organisationen
fortsat er godkendt, fordi erhvervsministeren ikke er blevet
bekendt med afvisningen.
Det foreslås i stk. 3, at erhvervsministeren vurderer mindst
hvert femte år, om de godkendte myndigheder og organisati-
oner fortsat opfylder betingelserne i henholdsvis § 3, stk. 2
og 3.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsmini-
steren skal følge op på, at godkendte myndigheder og or-
ganisationer fortsat opfylder betingelserne for at være god-
kendt til at anlægge gruppesøgsmål, som følger af lovforsla-
gets § 3, stk. 2 og 3.
Vurderingen skal ske for at sikre, at der ikke er godkendt
nogle myndigheder og organisationer, som ikke opfylder
betingelserne for godkendelse i lovforslagets § 3, stk. 2
og 3. Myndighederne og organisationerne skal således ikke
blot opfylde betingelserne på tidspunktet for anmodning om
godkendelse, men skal fortsætte med at opfylde betingelser-
ne. Hvis en godkendt organisation ikke længere opfylder en
eller flere af betingelserne for godkendelse, vil erhvervsmi-
nisteren tilbagekalde godkendelsen.
Det vil i praksis være Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
der vil varetage denne opgave. Kravet om at foretage en
vurdering hvert femte år gælder ved siden af den generelle
forpligtelse i lovforslagets § 5, stk. 2.
Der skal således altid foretages en vurdering mindst hvert
femte år af myndighedernes og organisationers godkendel-
se. Dette gælder, uanset om der løbende sker en undersøgel-
se af en konkret godkendelse af en myndighed eller organi-
sation som følge af, at erhvervsministeren bliver bekendt
med, at retten har afvist en sag, fordi retten finder, at myn-
digheden eller organisationen ikke opfylder betingelserne
for godkendelse i lovforslagets § 3, stk. 2 eller 3.
Det foreslås i stk. 4, at erhvervsministeren kan fastsætte
regler om, at undersøgelsen efter stk. 2 og vurderingen efter
stk. 3 skal ske ved, at godkendte myndigheder og organisati-
oner anvender bestemte it-systemer til at sende dokumenta-
tion for fortsat opfyldelse af betingelserne i henholdsvis § 3,
stk. 2 og 3.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsmini-
steren kan fastsætte regler om, at myndigheders og organisa-
tioners dokumentation for, at de fortsat opfylder betingelser-
ne for at være godkendte efter lovforslagets § 3, stk. 2 og 3,
skal foregå digitalt.
Det er en bemyndigelsesbestemmelse, som kan udmøntes
i en bekendtgørelse. I bekendtgørelsen kan erhvervsministe-
ren fastsætte regler om, at myndigheders og organisationers
dokumentation for, at de fortsat opfylder betingelserne for
godkendelse i lovforslagets § 3, skal ske ved at indsende
oplysninger via en formular på Virk.dk.
Det foreslås i stk. 5, at hvis en medlemsstat eller Europa-
Kommissionen rejser tvivl om godkendelsen af en myndig-
hed eller organisation, skal erhvervsministeren foretage en
undersøgelse heraf.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsmini-
steren skal undersøge, om en myndighed eller organisation
er korrekt godkendt og fortsat opfylder betingelserne for
godkendelse, hvis en medlemsstat eller Europa-Kommissio-
nen rejser tvivl herom.
Erhvervsministeren vil i sådanne tilfælde undersøge, om
myndigheden fortsat fører tilsyn de bestemmelser på grup-
pesøgsmålsdirektivets bilag I, som myndigheden i forbindel-
se med anmodning om godkendelse har oplyst at føre tilsyn
med.
Hvis der rejses tvivl om godkendelsen af en organisation,
undersøger erhvervsministeren på samme måde, om organi-
sationen fortsat opfylder alle betingelserne for godkendelse,
jf. lovforslagets § 3, stk. 3. Betingelserne er kumulative,
det vil sige at alle betingelser skal være opfyldt, for at en
organisation kan være godkendt til at anlægge gruppesøgs-
mål. Hvis blot en af betingelserne ikke længere er opfyldt,
skal erhvervsministeren tilbagekalde godkendelsen.
Der henvises til bemærkningerne til stk. 1 for en nærmere
beskrivelse af den situation, hvor erhvervsministeren i med-
før af en af bestemmelserne i lovforslagets § 5 tilbagekal-
der godkendelsen af en myndighed eller organisation, mens
myndigheden eller organisationen er part i igangværende
gruppesøgsmål.
Det foreslås i stk. 6, 1. pkt., at Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen fungerer som nationalt kontaktpunkt i forhold
til henvendelser fra andre medlemsstater eller Europa-Kom-
missionen efter stk. 5. Det foreslås i 2. pkt., at Konkurrence-
35
og Forbrugerstyrelsen meddeler Europa-Kommissionen sine
kontaktoplysninger.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at andre medlems-
stater eller Europa-Kommissionen kan tage kontakt til Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvis der er tvivl om, hvor-
vidt en dansk godkendt myndighed eller organisation opfyl-
der betingelserne for godkendelse.
På tilsvarende vis vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
kunne tage kontakt til nationale kontaktpunkter i andre med-
lemsstater, hvis der er tvivl om, hvorvidt en myndighed eller
organisation, som er godkendt af en anden medlemsstat,
opfylder betingelserne for godkendelse.
Europa-Kommissionen vil udarbejde en liste over de kon-
taktpunkter, som medlemsstaterne meddeler Europa-Kom-
missionen, og vil gøre listen tilgængelig for medlemsstater-
ne, jf. artikel 5, stk. 5, 2. pkt., i gruppesøgsmålsdirektivet.
Til § 6
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
målsdirektivets artikel 13, stk. 1.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at en godkendt myndighed eller
organisation på sin hjemmeside skal give oplysning om de
gruppesøgsmål, som myndigheden eller organisationen har
besluttet at anlægge efter denne lov.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at godkendte myn-
digheder og organisationer forpligtes til at oplyse om de
gruppesøgsmål, som myndigheden eller organisationen har
besluttet af anlægge efter denne lov.
Dette vil gøre det nemmere for forbrugerne at blive oplyst
om gruppesøgsmål, som anlægges efter denne lov, og som
de kan være berørt af og dermed have interesse.
En beslutning om at anlægge et gruppesøgsmål foreligger
som regel inden indgivelse af stævning. Der skal være ta-
le om en endelig beslutning. Beslutningen om at anlægge
et gruppesøgsmål kan eksempelvis være truffet på et mø-
de i organisationens bestyrelse eller på en generalforsam-
ling. Det betragtes ikke som en beslutning i bestemmelsens
forstand, at organisationen undersøger grundlaget for at an-
lægge en sag, eksempelvis ved at korrespondere med berørte
forbrugere eller ved at modtage vejledning fra en juridisk
rådgiver.
Oplysninger om de gruppesøgsmål, som myndigheden eller
organisationen har besluttet at anlægge kan bl.a. omfatte
oplysninger om mulige og faktiske retsvirkninger af det
konkrete gruppesøgsmål, hensigten med at indbringe sagen
og en beskrivelse af den gruppe forbrugere, der er berørt
af gruppesøgsmålet m.v., jf. præambelbetragtning nr. 58 i
gruppesøgsmålsdirektivet.
Det kan også være oplysninger om de nødvendige skridt,
som de berørte forbrugere skal tage for at kunne drage for-
del af en afgørelse, herunder f.eks. tilmelde sig det konkrete
gruppesøgsmål inden en bestemt frist.
Oplysningerne, som de godkendte myndigheder og organi-
sationer skal give på deres hjemmeside, vil skulle gives, når
det er relevant og hensigtsmæssigt for det konkrete gruppe-
søgsmål. Oplysningerne vil skulle gives i et forståeligt sprog
og skal være fyldestgørende, så forbrugerne vil kunne forstå
oplysningerne.
Den foreslåede bestemmelse har til hensigt at sikre, at for-
brugerne vil blive tilstrækkeligt oplyst om gruppesøgsmålet
før retssagen, således at forbrugerne er i stand til at træffe en
kvalificeret beslutning om, hvorvidt de ønsker at deltage i et
gruppesøgsmål og rettidigt tage de nødvendige skridt hertil.
Det foreslås i nr. 2, at en godkendt myndighed eller organi-
sation på sin hjemmeside skal give oplysning om status for
de gruppesøgsmål, som myndigheden eller organisationen
har anlagt ved domstolene efter denne lov.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre en forpligtelse for
godkendte myndigheder og organisationer til at give oplys-
ninger status på et konkret gruppesøgsmål, som myndighe-
den eller organisationen har anlagt ved domstolene.
Et gruppesøgsmål anses for at være anlagt ved domstolene,
når den godkendte myndighed eller organisation har indgi-
vet en stævning til retten, og når gruppesøgsmålet ikke er
endeligt afgjort eller afvist.
Status for et gruppesøgsmål, som er anlagt ved domstolene,
vil vedrøre det stadie i forløbet ved domstolene, som grup-
pesøgsmålet er nået til. Det kan f.eks. være en oplysning
om, at der er indleveret en stævning eller oplysning om dato
for hovedforhandling.
Der vil således være tale om en løbende opdatering i takt
med gruppesøgsmålets behandling ved domstolene.
Oplysningerne, som de godkendte myndigheder og organi-
sationer skal give forbrugerne, vil skulle gives, når det er
relevant og hensigtsmæssigt for det konkrete gruppesøgs-
mål. Oplysningerne vil skulle gives i et forståeligt sprog og
fyldestgørende, så forbrugerne vil kunne forstå oplysninger-
ne.
Den foreslåede bestemmelse har til hensigt at sikre, at for-
brugerne vil blive tilstrækkeligt oplyst om gruppesøgsmålet
under retssagen.
Det foreslås i nr. 3, at en godkendt myndighed eller organi-
sation på sin hjemmeside skal give oplysning om resultatet
af de gruppesøgsmål, der er nævnt i nr. 1 og 2.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre en forpligtelse for
godkendte myndigheder og organisationer til på deres hjem-
meside at give oplysninger om resultatet de gruppesøgsmål,
de er blevet anlagt ved domstolene.
Resultatet af et gruppesøgsmål, som en godkendt myndig-
36
hed eller organisation har besluttet at anlægge ved domstole-
ne vil f.eks. kunne være, at et gruppesøgsmål er blevet afvist
ved domstolene samt en begrundelse for afvisningen. Et
resultat kan også være, at der er indgået forlig med den
erhvervsdrivende, og sagen derfor ikke vil blive behandlet
ved domstolene.
Resultatet af et gruppesøgsmål kan desuden være, at der er
afsagt dom samt en opsummering heraf, og hvilken betyd-
ning det har for de berørte forbrugere.
Oplysningerne, som de godkendte myndigheder og organi-
sationer skal give forbrugerne, vil skulle gives, når det er
relevant og hensigtsmæssigt for det konkrete gruppesøgs-
mål. Oplysningerne vil skulle gives i et forståeligt sprog og
skal være fyldestgørende, så forbrugerne vil kunne forstå
oplysningerne.
Den foreslåede bestemmelse har til hensigt at sikre, at for-
brugerne vil blive tilstrækkeligt oplyst om resultatet gruppe-
søgsmål efter denne lov.
Til § 7
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
målsdirektivets artikel 6, stk. 1-3.
Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.3.1.
for en beskrivelse af gældende ret.
Det foreslås i stk. 1, at grænseoverskridende gruppesøgsmål
her i landet kan anlægges af en eller flere myndigheder
og organisationer, som er godkendt i en eller flere andre
medlemsstater og optaget på den liste, som Europa-Kom-
missionen offentliggør, jf. § 5, stk. 1, 4. pkt., i Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv om adgang til anlæggelse af
gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive in-
teresser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF, såfremt
der er værneting for søgsmålet her i landet, og søgsmålet
falder inden for den godkendte myndigheds område eller
den godkendte organisations vedtægtsbestemte formål.
Med bestemmelsen gives myndigheder og organisationer,
der er godkendt af en anden medlemsstat til at anlægge
gruppesøgsmål, søgsmålskompetence til at anlægge gruppe-
søgsmål ved domstolene her i landet. Der kan f.eks. anlæg-
ges sager vedrørende danske erhvervsdrivendes overtrædel-
ser af de bestemmelser, der er nævnt i gruppesøgsmålsdirek-
tivets bilag I.
Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at god-
kendte myndigheder og organisationer fra forskellige med-
lemsstater kan gå sammen i et enkelt gruppesøgsmål for en
enkelt domstol her i landet mod den samme erhvervsdriven-
de på vegne af forbrugere i forskellige medlemsstater.
I overensstemmelse direktivets præambelbetragtning nr. 31
berører lovforslaget ikke de gældende regler om værne-
ting. Det er således en forudsætning for at anlægge et søgs-
mål ved domstole her i landet, at der er værneting. Hvorvidt
der er værneting for de pågældende krav i en konkret sag
afhænger af de almindelige værnetingsregler og sagens om-
stændigheder.
Det foreslås i stk. 2, at retten skal acceptere den liste, der
udarbejdes af Europa-Kommissionen i medfør af artikel 5,
stk. 1, 4. pkt., i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse
af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af
direktiv 2009/22/EF, som bevis for den godkendte myndig-
heds eller organisations kompetence til at anlægge et græn-
seoverskridende gruppesøgsmål, jf. stk. 3.
Europa-Kommissionen udarbejder en samlet liste over alle
medlemsstaters myndigheder og organisationer, som er god-
kendt til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål,
herunder navn og vedtægtsbestemte formål. Listen offentlig-
gøres og ajourføres, når Europa-Kommissionen får medde-
lelse herom fra medlemsstaterne.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retten skal ac-
ceptere Europa-Kommissionens liste over godkendte myn-
digheder og organisationer som bevis for myndighedens
eller organisationens kompetence til at anlægge et grænseo-
verskridende gruppesøgsmål ved domstolene her i landet.
Hvis der er tale om myndigheder eller organisationer, der
fremgår af listen og som anlægger søgsmål her i landet, men
som er godkendt her i landet, vil søgsmålet være et nationalt
søgsmål.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at retten påser, at den godkendte
organisation opfylder betingelserne i artikel 4, stk. 3, i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til anlæggel-
se af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollekti-
ve interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF, hvis
den sagsøgte under et gruppesøgsmål rejser begrundet tvivl
herom.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retten skal un-
dersøge, om en godkendt organisation opfylder betingelser-
ne for godkendelse, jf. lovforslagets § 3, stk. 3, hvis sagsøg-
te rejser begrundet tvivl herom.
Det vil således ikke være tilstrækkeligt, at sagsøgte blot
anmoder retten om at foretage en sådan vurdering. Sagsøgte
må således f.eks. påpege forhold i sagens dokumenter, der er
egnede til at fremkalde tvivl om overholdelsen af betingel-
serne for godkendelse.
Det vil eksempelvis være egnet til at rejse begrundet tvivl,
hvis erhvervsministeren under sagen har tilbagekaldt god-
kendelsen af organisationen. På samme måde vil det være
egnet til at rejse begrundet tvivl, hvis den erhvervsdrivende
fremlægger dokumentation, der antyder, at organisationen er
taget under insolvensbehandling.
Retten vil kunne afvise sagen på baggrund af en konkret
vurdering af de omstændigheder, som parterne har forelagt
retten.
37
Det foreslås i 2. pkt., at den sagsøgte bærer bevisbyrden for,
at søgsmålet af denne grund skal afvises.
Bestemmelsen vil medføre, at den sagsøgte skal bevise, at
søgsmålet skal afvises, fordi betingelserne for godkendelse
ikke er opfyldt. Et sådant bevis kan eksempelvis føres ved at
fremlægge dokumenter, der viser, at den godkendte organi-
sation er under insolvensbehandling. Den sagsøgte kan end-
videre fremlægge oplysninger, der viser, at organisationen
ikke er uafhængig af andre erhvervsdrivende. De oplysnin-
ger, der er nødvendige for at påvise, at sagen skal afvises,
skal ifølge lovforslagets § 3, stk. 3, nr. 6, være offentlig-
gjort. Hvis det ikke er tilfældet, kan det i sig selv medføre,
at søgsmålet skal afvises.
Den foreslåede regel vil medføre, at såfremt der er begrun-
det tvivl om, hvorvidt betingelserne for godkendelse er op-
fyldt, vil søgsmålet ikke kunne afvises af den grund. Even-
tuel tvivl kommer således den sagsøgte til skade.
Til § 8
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
målsdirektivets artikel 7, stk. 1.
Det foreslås i stk. 1, at nationale gruppesøgsmål kan anlæg-
ges af godkendte myndigheder og organisationer, som er
optaget på den liste, som Konkurrence og Forbrugerstyrel-
sen meddeler Europa-Kommissionen, jf. § 4, sk. 1, 1. pkt.,
1. led, såfremt der er værneting for søgsmålet her i landet,
og gruppesøgsmålet falder inden for den godkendte myndig-
heds område eller den godkendte organisations vedtægtsbe-
stemte formål.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at godkendte myn-
digheder og organisationer kan anlægge gruppesøgsmål her
i landet, hvis de fremgår af den liste, som Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens offentliggør over myndigheder og orga-
nisationer, som er godkendt til at anlægge gruppesøgsmål
efter denne lov.
Da der vil gælde de samme betingelser for godkendelse til
anlæggelse af henholdsvis grænseoverskridende og nationa-
le gruppesøgsmål, vil listen over myndigheder og organisati-
oner, der er godkendt til at anlægge grænseoverskridende og
nationale gruppesøgsmål være den samme for så vidt angår
de myndigheder og organisationer, der er godkendt her i
landet.
Med bestemmelsen gives myndigheder og organisationer,
der er godkendt af erhvervsministeren til at anlægge gruppe-
søgsmål, søgsmålskompetence til at anlægge gruppesøgsmål
ved domstolene her i landet. Der skal således ikke være et
grænseoverskridende element.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at retten påser, at den godkendte
myndighed eller organisation opfylder betingelserne i hen-
holdsvis § 3, stk. 2 og 3, hvis den sagsøgte under et gruppe-
søgsmål rejser begrundet tvivl herom. Det foreslås i 2. pkt.,
at den sagsøgte bærer bevisbyrden for, at søgsmålet af denne
grund skal afvises.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 7, stk. 3,
for en beskrivelse af den tilsvarende virkning af den foreslå-
ede bestemmelse.
Til § 9
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
målsdirektivets artikel 6, stk. 3.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at retten påser, at et gruppe-
søgsmål falder inden for den godkendte myndigheds områ-
de eller den godkendte organisations vedtægtsbestemte for-
mål. Det foreslås i 2. pkt., at hvis dette ikke tilfældet, afviser
retten sagen.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retten af egen
drift eller efter foranledning fra modparten ud fra de oplys-
ninger, der er indgivet af sagens parter, påser, hvorvidt grup-
pesøgsmålet falder inden for myndighedens område eller
organisationens vedtægtsbestemte formål.
Med myndighedens område menes søgsmål, som falder in-
den for myndighedens kompetence og tilsynsområde. F.eks.
fører Lægemiddelstyrelsen tilsyn med den direktivbestemte
lovgivning om humanmedicin, og vil således kunne anlægge
søgsmål, hvis sagens genstand falder inden for dette område.
På samme vis vurderer retten, om søgsmålet falder inden
for en organisations vedtægtsbestemte formål. F.eks. vil ret-
ten skulle afvise et søgsmål anlagt af en organisation, der
ifølge vedtægterne varetager bilejeres interesser, hvis orga-
nisationen vil nedlægge forbud mod vildledende reklame
for computere, uanset at organisationen er optaget på Euro-
pa-Kommissionens offentliggjorte liste, og organisationens
formål er at beskytte medlemmernes interesser.
Det må bero på almindelige fortolkningsprincipper, hvordan
en uklar formålsbestemmelse skal forstås. Det afgørende vil
i medfør heraf bl.a. ordlyden af og sædvanen for den pågæl-
dende vedtægt. Det er således uden betydning, hvad der
fremgår af den liste, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
meddeler Kommissionen, jf. lovforslagets § 4, stk. 1, 1. led,
idet vurderingen skal foretages ud fra vedtægten alene.
Til § 10
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
målsdirektivets artikel 7, stk. 6.
Det følger af de gældende regler i retsplejelovens kapitel
24 samt retsplejens almindelige regler om borgerlige sager,
hvem der er sagens parter og hvilke beføjelser, sagens parter
har. Det er normalt sagsøger og sagsøgte, der er parter i
sagen.
Det foreslås i stk. 1, at forbrugernes interesser under grup-
pesøgsmålet varetages af den godkendte myndighed eller
organisation, der har anlagt sagen.
38
Den foreslåede bestemmelse vil tydeliggøre forudsætningen
om, at de tilmeldte forbrugere ikke er parter i søgsmålet,
men at deres interesser varetages af den godkendte myndig-
hed eller organisation.
Tilmeldte forbrugere har således ikke de beføjelser, der iføl-
ge retsplejelovens almindelige civilprocessuelle regler er til-
lagt parterne i sagen.
Det foreslås i stk. 2, at den godkendte myndighed eller
organisation og den erhvervsdrivende anses som parter i
gruppesøgsmålet.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de tilmeldte
forbrugere ikke er parter. Det vil være den godkendte myn-
dighed eller organisation, der vil være part i sagen og have
en parts processuelle rettigheder og forpligtelser.
Individuelle forbrugere vil således ikke kunne gribe ind i
de processuelle beslutninger, der træffes af den godkendte
myndighed eller organisation, individuelt anmode om doku-
mentation inden for sagens rammer, eller individuelt anke
eller kære de afgørelser og beslutninger, der træffes af ret-
ten. Individuelle forbrugere vil ej heller have processuelle
forpligtelser inden for rammerne af gruppesøgsmålet.
Til § 11
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
målsdirektivets artikel 7, stk. 2-3 og 7.
De almindelige regler om anlæggelse af civile søgsmål fin-
des i retsplejelovens kapitel 33 om sagsforberedelse i 1.
instans. Af reglerne fremgår det bl.a., at en sag anlægges
ved indlevering af stævning til retten, at stævningen skal
indeholde en række oplysninger, samt hvad der er rettens
reaktionsmuligheder, hvis stævningen ikke opfylder betin-
gelserne.
Det fremgår af retsplejelovens § 348, at sag anlægges ved
indlevering af stævning til retten. Stævningen skal ifølge
bestemmelsen indeholde parternes navn og adresse, herun-
der angivelse af en postadresse i Det Europæiske Økonomi-
ske Samarbejdsområde, hvortil meddelelser til sagsøgeren
vedrørende sagen kan sendes, og hvor forkyndelse kan
ske. Derudover skal stævningen indeholde en angivelse af
den ret, ved hvilken sagen anlægges, sagsøgerens påstand,
sagens værdi, sagstypen, sagsøgerens person- eller cvr-num-
mer, hvis sagsøgeren har et sådant, og en kort beskrivelse
af sagen, en udførlig fremstilling af de faktiske og retlige
omstændigheder, hvorpå påstanden støttes, en angivelse af
de dokumenter og andre beviser, som sagsøgeren agter at
påberåbe sig, og sagsøgerens forslag til sagens behandling.
Det fremgår af retsplejelovens § 349, at såfremt stævningen
ikke opfylder kravene i § 348, stk. 2, nr. 1-4, og den herefter
er uegnet til at danne grundlag for sagens behandling, afvi-
ses sagen ved en beslutning, der meddeles sagsøgeren. Det
fremgår videre, at retten kan indrømme sagsøgeren en frist
til at afhjælpe mangler.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at gruppesøgsmål efter den fore-
slåede lov anlægges ved indlevering af stævning til retten. I
bestemmelsens 2. pkt., foreslås det, at stævningen – ud over
hvad der fremgår af retsplejelovens § 348 – skal indeholde
oplysninger som nævnt i nr. 1-3.
Det foreslås i nr. 1, at ud over hvad der fremgår af retspleje-
lovens § 348, skal stævningen indeholde en angivelse af, at
sagen anlægges efter reglerne i den foreslåede lov.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der stilles en
række yderligere krav til stævningen, end hvad der følger
af retsplejelovens § 348. Bestemmelsen ændrer således ikke
de krav, der efter de almindelige regler gælder for stævnin-
gen. Den foreslåede regel ændrer heller ikke andre regler om
processen for indgivelse af stævning. Det vil eksempelvis
stadig være et krav, at der med stævningen indleveres kopier
af de dokumenter, som sagsøgeren agter at påberåbe sig, for
så vidt de er i sagsøgerens besiddelse.
Efter den foreslåede bestemmelse vil stævningen skulle in-
deholde en angivelse af, at sagen anlægges efter dette lov-
forslags regler. Formålet med denne regel er, at modparten
og retten tidligst muligt i sagen skal kunne gøre sig bekendt
med, hvilken procesform, sagsøgeren ønsker. Dette vil bl.a.
gøre modparten og retten i stand til at vurdere, om betingel-
serne for at føre et søgsmål efter ordningen i dette lovforslag
er opfyldt.
Såfremt en af flere af betingelserne ikke er opfyldt, vil retten
kunne afvise sagen ved kendelse i overensstemmelse med
reglen i retsplejelovens § 349, stk. 1, 1. pkt., jf. lovforslagets
§ 1, stk. 2. Det forudsættes også, at retten efter retsplejelo-
vens § 349, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, stk. 2, kan indrømme
den godkendte myndighed eller organisation en frist til at
afhjælpe mangler i de oplysninger, som skal opgives efter
lovforslagets § 11, stk. 1.
Det foreslås i nr. 2, at ud over hvad der fremgår af retsple-
jelovens § 348, skal stævningen indeholde oplysninger om
de forbrugere, der er berørt af søgsmålet, herunder en be-
skrivelse af gruppen og oplysninger om, hvordan de berørte
forbrugere kan identificeres og underrettes om sagen.
Bestemmelsen vil medføre, at stævningen skal indeholde
oplysninger om de forbrugere, der er berørt af søgsmålet,
herunder en beskrivelse af gruppen og oplysninger om,
hvordan de berørte forbrugere kan identificeres og underret-
tes om sagen.
Kravet har betydning for flere andre forhold i gruppesøgs-
målet, og oplysningerne om de berørte forbrugere skal der-
for have en sådan karakter, at det gør det muligt at anvende
disse oplysninger i andre tilfælde. Oplysningerne skal bl.a.
gøre det muligt for retten at træffe eventuel bestemmelse om
tilmelding til søgsmålet, jf. lovforslagets § 16, stk. 2. Derud-
over skal oplysningerne muliggøre, at den gruppe af forbru-
gere, der er berettiget til at drage fordel af de pågældende
retsmidler, kan beskrives i afgørelsen, jf. lovforslagets § 15,
stk. 2. Oplysningerne har også betydning for, hvilke krav der
39
i medfør af et gruppesøgsmål om påbud eller forbud ikke
forældes, jf. lovforslagets § 21.
I overensstemmelse med gruppesøgsmålsdirektivets præam-
belbetragtning nr. 49 er det ikke et krav, at den godkendte
myndighed eller organisation udpeger samtlige forbrugere,
der er berørt af gruppesøgsmålet, individuelt.
Det foreslås i nr. 3, at ud over hvad der fremgår af retsple-
jelovens § 348, skal stævningen indeholde de oplysninger,
som i øvrigt er nødvendige for, at retten kan vurdere, om
den har kompetence til at behandle sagen, og foretage lov-
valg.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at stævningen bl.a.
skal indeholde oplysninger om sagsøgtes hjemting. Det vil
ikke i alle tilfælde være nødvendigt at indgive oplysninger
til brug for lovvalg. Det afgørende er, at stævningen inde-
holder de oplysninger, som gør retten i stand til at træffe de
pågældende beslutninger.
Det forudsættes, at retten efter retsplejelovens § 349, stk. 2,
jf. lovforslagets § 1, stk. 2, kan indrømme den godkendte
myndighed eller organisation en frist til at afhjælpe mangler
som nævnt i lovforslagets § 11, stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, at gruppesøgsmål anlægges med på-
stand om 1) foreløbigt påbud eller forbud eller 2) påstand
om endeligt påbud eller forbud eller genopretning.
Bestemmelsen indeholder en udtømmende opregning af de
mulige påstande under et gruppesøgsmål efter den foreslåe-
de ordning. Der vil således alene kunne nedlægges bestemte
typer af påstande inden for rammerne af et gruppesøgsmål
efter den foreslåede ordning. Det vil ikke være muligt at
nedlægge en påstand omfattet af bestemmelsens nr. 1 sam-
men med en påstand omfattet af bestemmelsens nr. 2. Sker
dette, må retten afvise sagen eller foreslå parterne, at sagen
om muligt føres efter en anden processuel ordning, eksem-
pelvis efter retsplejelovens kapitel 23 a.
Inden for rammerne af den foreslåede ordning kan der for
det første nedlægges påstand om endeligt eller foreløbigt
påbud eller forbud. En sådan påstand vil dreje sig om at
opnå et af de mulige resultater, der er nævnt i lovforslagets §
13, stk. 1 og 2. I lovforslagets § 13, stk. 1 og 2, er der nævnt
både foreløbige og endelige påbud og forbud. I lovforslagets
§ 14, stk. 2, er det samtidig fastsat, at et gruppesøgsmål om
foreløbige forbud eller påbud følger en særlig procesform,
som anvender en række bestemmelser i retsplejelovens ka-
pitel 40. Af den grund vil påstande om foreløbige påbud
og forbud ikke kunne behandles i samme søgsmål som på-
stande om endelige påbud og forbud. Der kan således ikke
inden for rammerne af det samme gruppesøgsmål kunne
nedlægges både påstand om endelige påbud eller forbud
samt påstand om foreløbige påbud eller forbud. Der kan dog
nedlægges flere påstande, når blot alle påstandene angår en-
ten foreløbige eller endelige påbud eller forbud. Derfor kan
der også nedlægges både påbudspåstand og forbudspåstand
inden for rammerne af det samme søgsmål. En mulig for-
budspåstand kan eksempelvis være, at den erhvervsdrivende
forbydes at sælge en bestemt vare.
For det andet kan der nedlægges påstand om genopret-
ning. En sådan påstand vil have som mål at opnå en afgø-
relse, der indeholder en eller flere af de elementer, der er
nævnt i lovforslagets § 15, stk. 1. Der kan efter omstændig-
hederne nedlægges flere påstande om genopretning inden
for rammerne af det samme søgsmål. Eksempelvis kan der
nedlægges en primær påstand om, at den erhvervsdrivende
skal give de tilmeldte forbrugere adgang til forholdsmæssigt
afslag og en sekundær påstand om, at den erhvervsdrivende
skal give de tilmeldte forbrugere adgang til afhjælpning.
For det tredje kan der nedlægges påstande, der kombinerer
en eller flere påstande om endeligt påbud eller forbud med
påstand om genopretning. Et gruppesøgsmål, hvor der er
nedlagt påstand om foreløbigt forbud eller påbud behandles
ikke efter de samme regler som en gruppesøgsmål, hvor der
er nedlagt påstand om genopretning, jf. lovforslagets § 14,
stk. 2. Derfor er det ikke muligt at behandle en påstand
om foreløbigt påbud eller forbud inden for rammerne af
et søgsmål, hvor der er nedlagt påstand om genopretning
eller endeligt påbud eller forbud. Derimod vil en påstand
om endeligt påbud eller forbud kunne behandles inden for
rammerne af et gruppesøgsmål om genopretning. Gruppe-
søgsmålet vil skulle føres efter reglerne i såvel lovforslagets
kapitel 5 som 6. Eksempelvis vil det derfor ikke være muligt
at føre et gruppesøgsmål om både påbud eller forbud samt
genopretning uden at der er tilmeldte forbrugere, jf. lovfor-
slagets § 13, stk. 3, modsætningsvis, og lovforslagets § 16,
stk. 1. Endvidere vil eksempelvis reglerne i lovforslagets §
17 om interessekonflikter ved finansiering af gruppesøgsmål
om genopretning finde anvendelse på søgsmålet.
Det foreslås i stk. 3, at et gruppesøgsmål, der ud fra stæv-
ningen efter sit indhold er åbenlyst ubegrundet, afvises af
retten.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retten kan be-
slutte at afvise åbenlyst ubegrundede sager, så snart retten
har modtaget de nødvendige oplysninger til at begrunde
beslutningen herom. Bestemmelsen har til formål at undgå
misbrug af adgangen til at indbringe sager. Dette er også i
overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr.
39, hvorefter medlemsstaterne bør fastsætte nye regler eller
anvende eksisterende regler i national ret, så retsinstansen
eller forvaltningsmyndigheden kan beslutte at afvise åben-
lyst ubegrundede sager, så snart retsinstansen eller forvalt-
ningsmyndigheden har modtaget de nødvendige oplysninger
til at begrunde afgørelsen.
En sag kan eksempelvis være åbenlyst ubegrundet, hvis der
udelukkende nedlægges påstande, der ikke har støtte i nogen
af de anbringende eller kopier af dokumenter, som indleve-
res sammen med stævningen, jf. retsplejelovens § 348, stk.
3, jf. lovforslagets § 1, stk. 2.
Det forudsættes, at det kræver gode grunde at afvise en sag
40
med henvisning til den foreslåede bestemmelse. Samtidigt
vil bestemmelsen skulle fortolkes i overensstemmelse med
EU-retten.
Til § 12
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
målsdirektivets artikel 7, stk. 4.
Det foreslås i stk. 1, at gruppesøgsmål kan anlægges, når der
foreligger ensartede krav, gruppesøgsmål skønnes at være
den bedste måde at behandle kravene på, og de berørte for-
brugere kan identificeres og underrettes på en hensigtsmæs-
sig måde.
Den foreslåede bestemmelse vil i overensstemmelse med
gruppesøgsmålsdirektivets præambelbetragtning nr. 49 sik-
re, at retten tidligst muligt i sagen vil skulle kontrollere, om
sagen er egnet til at blive behandlet som gruppesøgsmål i
lyset af overtrædelsens art og karakteren af den skade, som
de berørte forbrugere har lidt.
Bestemmelsen svarer delvist til bestemmelsen i retsplejelo-
vens § 254 b, stk. 1. Det forudsættes, at betingelserne i den
foreslåede bestemmelse vil skulle fortolkes i overensstem-
melse med de tilsvarende betingelser i den nævnte bestem-
melse i retsplejeloven.
Det vil efter bestemmelsen være overladt til rettens skøn,
om de fremsatte krav er tilstrækkeligt ensartede til, at grup-
pesøgsmål vil være en hensigtsmæssig procesform. Af be-
tydning vil navnlig være, om kravene udspringer af samme
faktiske omstændigheder, og om de har samme retlige
grundlag. Kravene behøver ikke at være identiske. Det er
tilstrækkeligt, at de i faktisk og retlig henseende er ensarte-
de. Som eksempler på tilfælde, hvor denne betingelse ofte
kan være opfyldt, kan nævnes krav fra deltagerne i en pak-
kerejse i anledning af påståede mangler ved f.eks. indkvarte-
ring, udflugter, faciliteter mv.
Ved vurderingen af om gruppesøgsmål må antages at være
den bedste måde at behandle kravene på, vil gruppesøgsmå-
let skulle sammenlignes med realistiske alternativer i den
konkrete situation, og vurderingen vil derfor skulle foretages
på grundlag af en samlet afvejning af den enkelte sags kon-
krete omstændigheder. Hvis kravene kan behandles lige så
godt eller bedre under individuelle søgsmål, der eventuelt
behandles samlet efter reglerne i retsplejelovens §§ 250 eller
254, kan der som udgangspunkt ikke anlægges gruppesøgs-
mål om kravene. I denne vurdering indgår også, om sags-
komplekset har en sådan karakter, at fælles spørgsmål må
forventes at kunne afklares under en prøvesag, ligesom der
kan tages hensyn til, om den godkendte myndighed eller or-
ganisation, som måske har særlige forudsætninger for at bi-
drage til en hensigtsmæssig koordinering mv., eventuelt vil
kunne medvirke på anden måde, f.eks. som biintervenient
eller som mandatar for en eller flere parter i et individuelt
søgsmål. Det må dog samtidig holdes for øje, at forbruger-
nes mulighed for at anlægge gruppesøgsmål ikke begrænses
i et omfang, der vil være i strid med gruppesøgsmålsdirekti-
vet.
Herudover er det en betingelse, at de berørte individuelle
forbrugere kan identificeres og underrettes om sagen på en
hensigtsmæssig måde. Retten vil skulle foretage en skøns-
mæssig vurdering af, om underretningen kan ske på en så-
dan måde, at der er en høj grad af sandsynlighed for, at de
berørte får et sådant kendskab til sagen, at de har det fornød-
ne grundlag for at tage stilling til, om de ønsker at tilmelde
sig gruppesøgsmålet, jf. herved også bemærkningerne til de
foreslåede § 16, stk. 2-4.
Til § 13
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
målsdirektivets artikel 8, stk. 1-3.
Retsplejelovens kapitel 40 indeholder regler om midlertidige
afgørelser om forbud og påbud i en borgerlig sag. Det følger
af disse regler bl.a., at retten efter anmodning ved et forbud
eller påbud kan bestemme, at private og repræsentanter for
stat, region og kommune i disses egenskab af parter i priva-
te retsforhold midlertidigt skal foretage, undlade eller tåle
bestemte handlinger.
Det følger også af disse regler, at der som udgangspunkt i
tilknytning til sagen om en midlertidig afgørelse om forbud
eller påbud skal anlægges en såkaldt hovedsag, hvor der
tages endeligt stilling til grundlaget for at meddele påbud
eller forbu. Hovedsagen anlægges – hvis den anlægges ved
en dansk domstol – som et almindeligt civilt søgsmål.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at i forbindelse med et gruppe-
søgsmål om påbud eller forbud kan retten ved et foreløb-
igt eller endeligt påbud eller forbud bestemme bl.a. at en
erhvervsdrivende skal bringe en praksis, der udgør en over-
trædelse af bestemmelser som nævnt i § 1, stk. 1, og som
skader eller vil kunne skade forbrugernes kollektive interes-
ser, til ophør.
Den foreslåede bestemmelse vil overordnet set medføre, at
en påstand om påbud eller forbud kan være enten et fore-
løbigt eller et endeligt påbud eller forbud. For en nærmere
beskrivelse af de særlige regler, der finder anvendelse for
behandlingen af sager, hvor der er nedlagt påstand om fore-
løbige påbud eller forbud, henvises til bemærkningerne til
lovforslagets § 14, stk. 2.
For at retten kan bestemme, at en erhvervsdrivende skal
bringe en praksis til ophør, vil der ifølge den foreslåede
bestemmelse være to betingelser, der skal være opfyldt. For
det første skal den pågældende praksis udgøre en overtræ-
delse af de bestemmelser, der er nævnt i lovforslagets § 1,
stk. 1. For det andet skal overtrædelsen skade eller kunne
skade forbrugernes kollektive interesser. Dette er i overens-
stemmelse med lovforslagets § 1, stk. 1, hvor disse betin-
gelser fremgår. Der henvises til bemærkningerne til denne
bestemmelse for en nærmere beskrivelse af betingelserne.
41
Det foreslås i nr. 2, at i forbindelse med et gruppesøgsmål
om påbud eller forbud kan retten ved et foreløbigt eller
endeligt påbud eller forbud bestemme endvidere at en er-
hvervsdrivendes påtænkte praksis, der vil udgøre en over-
trædelse af bestemmelser som nævnt i § 1, stk. 1, og som
indebærer en risiko for alvorlig eller uoprettelig skade for
forbrugernes kollektive interesser, på forhånd forbydes.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det – ud over de
betingelser, der er omtalt i bemærkningerne til bestemmel-
sens nr. 1 – er et krav, at den påtænkte praksis vil indebære
en risiko for alvorlig eller uoprettelig skade for forbrugernes
kollektive interesser.
For en nærmere beskrivelse af begrebet forbrugernes kol-
lektive interesser henvises til lovforslagets § 2, nr. 3, og
bemærkningerne hertil.
Alvorlig skade vil være skade, der kan karakteriseres som
væsentlig. Der kan eksempelvis være tale om en praksis,
der vil medføre, at der sælges genstande, der vil lide af en
væsentlig mangel. Det bemærkes dog, at bestemmelsen vil
skulle fortolkes i overensstemmelse med EU-retten.
Uoprettelig skade vil være skade, der har en vedvarende
karakter. Der vil være tale om tilfælde, hvor en virksomheds
påtænkte praksis vil medføre blivende konsekvenser. Der
kan eksempelvis være tale om diffusionen af medicinske
produkter, der har en uoprettelig skadelig virkning på den,
der anvender produktet. Der vil derimod ikke være tale
om uoprettelig skade, hvis den skade, der forvoldes ved
overtrædelsen af de pågældende regler, vil kunne udbedres
af den erhvervsdrivende, eksempelvis ved at tilbyde ombyt-
ning af en vare.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at retten ved et endeligt påbud
endvidere kan bestemme at en erhvervsdrivende skal aner-
kende, at en praksis udgør en overtrædelse som nævnt i stk.
1, nr. 1 eller 2.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en afgørelse om
endeligt påbud kan fastslå, at en erhvervsdrivende skal aner-
kende, at en praksis udgør en overtrædelse i tilfælde, hvor
denne praksis er ophørt, inden gruppesøgsmålet blev anlagt,
men hvor der stadig er behov for at fastslå, at denne praksis
udgjorde en overtrædelse, f.eks. for at lette efterfølgende
sager om genopretning. Det er imidlertid ikke en betingelse,
at praksissen er ophørt.
Det foreslås i nr. 2, at retten ved et endeligt påbud endvidere
kan bestemme at en erhvervsdrivende skal offentliggøre hele
eller dele af en afgørelse om påbud eller forbud i den form,
retten bestemmer.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en afgørelse om
endeligt påbud eller forbud f.eks. vil kunne omfatte en for-
pligtelse for den erhvervsdrivende, der har overtrådt lovgiv-
ningen, til at offentliggøre afgørelsen truffet ved domstolene
helt eller delvist, i en sådan form, der findes hensigtsmæs-
sig.
Det foreslås i stk. 3, at det ikke er en betingelse for en
afgørelse om påbud eller forbud, at berørte individuelle for-
brugere har tilmeldt sig søgsmålet.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en godkendt
myndighed eller organisation kan anlægge gruppesøgsmål
med påstand om påbud eller forbud på vegne af forbruger-
ne under iagttagelse af forbrugernes kollektive interesser,
selvom der ikke nødvendigvis er nogen forbrugere, der er
tilmeldt søgsmålet. Betegnelsen gruppesøgsmål anvendes
uanset, om der er nogen tilmeldte forbrugere.
For den situation, hvor der inden for rammerne af det
samme søgsmål nedlægges påstand om både påbud eller
forbud samt genopretning, henvises til bemærkningerne til
lovforslagets § 11, stk. 2.
Det foreslås i stk. 4, nr. 1, at det ikke er en betingelse
for en afgørelse om påbud eller forbud, at den godkendte
myndighed eller organisationer beviser, at de individuelle
forbrugere, der er berørt af en overtrædelse af bestemmelser
som nævnt i § 1, stk. 1, har lidt tab eller skade.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en afgørelse om
påbud eller forbud ikke er betinget af, at de individuelle
forbrugere har lidt tab eller skade.
Det foreslås i nr. 2, at det ikke er en betingelse for en
afgørelse om påbud eller forbud, at den godkendte myndig-
hed eller organisation beviser den erhvervsdrivendes hensigt
eller forsømmelse.
Den foreslåede bestemmelse ved medføre, at det er uden
betydning, om overtrædelsen er sket forsætligt eller ved en
anden grad af tilregnelse. Det afgørende er, at der foreligger
eller vil foreligge en overtrædelse af de relevante bestem-
melser.
Til § 14
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
målsdirektivets artikel 17.
Retsplejelovens kapitel 40 indeholder regler om midlertidige
afgørelser om forbud og påbud i en borgerlig sag. Det følger
bl.a. af disse regler, at retten efter anmodning ved et forbud
eller påbud kan bestemme, at private og repræsentanter for
stat, region og kommune i disses egenskab af parter i priva-
te retsforhold midlertidigt skal foretage, undlade eller tåle
bestemte handlinger.
Det følger også af disse regler, at der som udgangspunkt i
tilknytning til sagen om en midlertidig afgørelse om forbud
eller påbud skal anlægges en såkaldt hovedsag, hvor der
tages endeligt stilling til grundlaget for at meddele påbud
eller forbud. Hovedsagen anlægges – hvis den anlægges ved
en dansk domstol – som et almindeligt civilt søgsmål.
Det foreslås i stk. 1, at gruppesøgsmål om påbud eller for-
bud behandles hurtigst muligt.
42
Den foreslåede bestemmelse vil tydeliggøre, at gruppesøgs-
mål om påbud eller forbud bør behandles hurtigt. Hvis der
er tale om en igangværende overtrædelse, kan behovet for
en hurtig behandling være større. Det forudsættes, at kravet
om hurtig behandling som udgangspunkt vil være opfyldt
ved at søgsmål efter lovforslaget berammes og håndteres
efter de samme regler og procedurer, som der gælder for
almindelige civile søgsmål. Bestemmelsen vil dog skulle
fortolkes i overensstemmelse med EU-retten.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at ved behandlingen af gruppe-
søgsmål om foreløbige påbud eller forbud finder retsplejelo-
vens §§ 413-429 tilsvarende anvendelse. Det foreslås i 2.
pkt., at ved spørgsmål om bistand til opretholdelse af et
foreløbigt påbud eller forbud finder retsplejelovens kapitel
57 tilsvarende anvendelse.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at §§ 413-429 i
retsplejelovens kapitel 40 om midlertidige afgørelser om
forbud og påbud i en borgerlig sag finder tilsvarende anven-
delse.
De nævnte bestemmelser vil finde anvendelse med de tilpas-
ninger, som er nødvendige.
Forbud eller påbud kan således meddeles, hvis den part,
der anmoder om meddelelse af forbuddet eller påbuddet,
godtgør eller sandsynliggør, at der er eller vil være en over-
trædelse som nævnt i lovforslagets § 1, stk. 1, der søges
undgået eller forhindret ved forbuddet eller påbuddet, at
modpartens adfærd nødvendiggør, at der meddeles forbud
eller påbud, og at partens mulighed for at opnå sin ret vil
forspildes, hvis parten henvises til at afvente tvistens retlige
afgørelse.
Retten vil således også kunne bestemme, at parten som
betingelse for meddelelse af forbud eller påbud skal stille
sikkerhed for den skade og ulempe, som kan påføres mod-
parten ved forbuddet eller påbuddet. Retten kan desuden i
det retsmøde, hvor sagen behandles, afskære en bevisførel-
se, som findes uforenelig med hensynet til forretningens
fremme.
Det vil endvidere bl.a. gælde, at hvis en sag om den ret-
tighed, der påstås krænket, ikke allerede er anlagt ved en
dansk eller udenlandsk domstol, skal den, der har anmodet
om meddelelse af påbud eller forbud, inden to uger efter
at afgørelsen om at meddele påbud eller forbud er endelig,
anlægge eller indlede en sådan sag. Det forudsættes, at en
sådan såkaldt hovedsag vil skulle anlægges efter reglerne
i dette lovforslag ved at der nedlægges en påstand om
endeligt påbud eller forbud. En hovedsag vil også kunne
anlægges i et andet medlemsland, når sagen følger reglerne i
gruppesøgsmålsdirektivet.
Til § 15
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
målsdirektivets artikel 9, stk. 1, 5-8.
Det foreslås i stk. 1, at i forbindelse med et gruppesøgsmål
om genopretning kan retten bestemme, at den erhvervsdri-
vende skal give tilmeldte forbrugere adgang til bestemte
retsmidler, som efter omstændighederne kan være bl.a. er-
statning, afhjælpning, ombytning, forholdsmæssigt afslag,
ophævelse af købet eller kontrakten og tilbagebetaling af
betalte beløb.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en godkendt
myndighed eller organisation kan anlægge sag med påstand
om, at den erhvervsdrivende skal give forbrugerne adgang
til bestemte retsmidler som eksempelvis erstatning, afhjælp-
ning, ombytning, forholdsmæssigt afslag, ophævelse af kon-
trakten eller tilbagebetaling af den betalte pris.
Bestemmelsen vil skulle anvendes i overensstemmelse
med gruppesøgsmålsdirektivets præambelbetragtning nr. 50,
hvoraf det fremgår, at foranstaltninger om genopretning bør
identificere de individuelle forbrugere eller som minimum
beskrive den gruppe af forbrugere, der er berettiget til de
retsmidler, som disse foranstaltninger om genopretning stil-
ler til rådighed, og, hvis det er relevant, angive metoden
til fastlæggelse af skadens omfang og de relevante skridt,
som forbrugere og erhvervsdrivende skal tage med henblik
på gennemførelse af retsmidlerne. Det fremgår videre, at
forbrugere, der er berettiget til retsmidler, bør kunne drage
fordel af disse retsmidler uden at skulle indbringe særskilte
sager. Endelig fremgår det, at det omvendt bør kunne kræ-
ves efter direktivet, at en forbruger tager visse skridt for at
opnå sine retsmidler, som f.eks. at gøre den enhed, der har
ansvaret for at håndhæve foranstaltningen med henblik på
genopretning, bekendt med dem.
Når det således anføres i rettens afgørelse, at den erhvervs-
drivende skal give berørte forbrugere adgang til bestemte
retsmidler, vil der konkret være tale om, at retten efter
omstændighederne fastlægger både en fordring, som de til-
meldte forbrugere har mod den erhvervsdrivende, samt en
metode hvorved den erhvervsdrivende skal opfylde denne
fordring. Der kan eksempelvis være tale om en sag, hvor en
række produkter er solgt med en væsentlig mangel. Her kan
det fremgå af rettens dom, at de tilmeldte forbrugere ved at
indsende en anmodning til en bestemt mailadresse hos den
erhvervsdrivende med angivelse af bestemte oplysninger in-
den for en frist på eksempelvis fire uger skal modtage et
bestemt beløb, der udgør et forholdsmæssigt afslag i prisen.
Der kan være tale om mange forskellige typer af bestemmel-
ser angående metoden for at give forbrugerne adgang til de
pågældende retsmidler. Der kan eksempelvis være bestem-
melser om udregningen af bestemte priser, bestemmelser om
kommunikationsformen mellem de tilmeldte forbrugere og
den erhvervsdrivende, bestemmelser om valgfrihed hos for-
brugerne eller den erhvervsdrivende mv. Bestemmelsen vil
desuden skulle fortolkes i overensstemmelse med EU-retten.
Det bemærkes, at retten i anvendelsen af bestemmelsen vil
være bundet af retsplejelovens § 338, jf. lovforslagets § 1,
stk. 2, hvorefter retten ikke kan tilkende en part mere, end
43
parten har påstået, og kun kan tage hensyn til anbringender,
som parten har gjort gældende, eller som ikke kan frafal-
des. Det vil således være af afgørende betydning for retten
afgørelse, hvilken påstand, den godkendte myndighed eller
organisation nedlægger.
Bestemmelsen skal desuden fortolkes i overensstemmel-
se gruppesøgsmålsdirektivets præambelbetragtning nr. 42,
hvorefter direktivet bør indeholde bestemmelser om en pro-
cessuel ordning, som ikke berører de regler, der fastlægger
forbrugernes materielle ret til kontraktlige retsmidler og
retsmidler uden for kontrakt, i tilfælde hvor deres interesser
er blevet skadet af en overtrædelse, såsom retten til skades-
erstatning, ophævelse af kontrakten, tilbagebetaling, ombyt-
ning, afhjælpning eller forholdsmæssige afslag, afhængigt af
situationen og af EU-retten eller national ret. Det fremgår
videre, at det kun bør være muligt at anlægge et gruppe-
søgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning
i medfør af dette direktiv, hvis EU-retten eller national ret
indeholder bestemmelser om sådanne materielle rettigheder.
Oplistningen af retsmidlerne i bestemmelsens nr. 1-6 er der-
for alene udtryk for eksempler. Det afgørende er, hvilke
retsmidler der er adgang til i henhold til national eller EU-
retlig regulering på det pågældende område. Til eksempel
kan nævnes købelovens mangelsbeføjelser, som er relevante
i visse typer af sager.
Lovforslaget berører ikke de gældende regler om fuldbyr-
delse af afgørelser. Såfremt der i en afgørelse om genopret-
ningen er tilstrækkeligt grundlag herfor, vil der eksempelvis
kunne indledes tvangsfuldbyrdelse efter reglerne i retspleje-
lovens tredje bog, fjerde afsnit.
Det foreslås i stk. 2, at hvor en afgørelse om genopretning
ikke angiver de individuelle forbrugere, der er berettigede
til de retsmidler, som afgørelsen stiller til rådighed, skal
den i det mindste beskrive den gruppe af forbrugere, der er
berettiget til de pågældende retsmidler.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at afgørelsen ik-
ke nødvendigvis skal angive de individuelle forbrugere,
der er berettigede til de retsmidler, som afgørelsen stiller
til rådighed. Med udgangspunkt i de oplysninger, der er
indgivet efter lovforslagets § 11, stk. 1, nr. 2, litra a, vil
retten kunne angive forbrugerne ved at anvende en præcis
beskrivelse. Der kan eksempelvis anføres, at de berettigede
forbrugere er købere af en bestemt genstand hos en bestemt
virksomhed inden for en bestemt periode. Der kunne også
være tale om modtagere i en bestemt landsdel af en bestemt
ydelse fra en bestemt erhvervsdrivende i en bestemt periode.
Det bemærkes, at såfremt dommen ikke angiver de enkelte
forbrugere individuelt, kan det vise sig, at dommen ikke se-
nere kan tvangsfuldbyrdes. Lovforslagets berører ikke reg-
lerne om fuldbyrdelse af domme, og ændrer således ikke på
betingelserne for at kunne foretage tvangsfuldbyrdelse.
Bestemmelsen ændrer ikke ved, at gruppesøgsmålet alene
omfatter de individuelle forbrugere, der har tilmeldt sig
søgsmålet, jf. lovforslagets § 16, stk. 1. Det er således alene
tilmeldte forbrugere, for hvilke dommen har retskraft, og
som kan drage fordel af de retsmidler, der stilles til rådig-
hed.
Det foreslås i stk. 3, at en afgørelse om genopretning skal
angive en frist, inden for hvilken den erhvervsdrivende skal
give forbrugerne adgang til de retsmidler, der er omfattet af
afgørelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at afgørelsen skal
indeholde en frist for, hvornår de forbrugerne, der er tilmeldt
gruppesøgsmålet, skal have fået adgang til de pågældende
retsmidler. Hvis retten eksempelvis bestemmer, at en ræk-
ke forbrugere skal have adgang til erstatning, skal retten
samtidig bestemme, hvornår erstatningssummen senest skal
være udbetalt til de pågældende.
Der kan også være tale om, at afgørelsen angiver en frist,
inden for hvilken de tilmeldte forbrugere skal henvende sig
et bestemt sted for at få adgang til de pågældende retsmidler.
Det forudsættes, at retten fastsætter en rimelig frist, der er
forenelig med hensynene bag gruppesøgsmålsdirektivet.
Det foreslås i stk. 4, at de retsmidler, som stilles til rådighed
i en afgørelse af et gruppesøgsmål om genopretning, ikke
berører eventuelle yderligere retsmidler, som forbrugerne
har adgang til, og som ikke var genstand for det pågældende
gruppesøgsmål.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forbrugerne kan
anlægge andre søgsmål, herunder andre typer af søgsmål,
medmindre et sådant søgsmål vil stride mod de almindelige
regler om dommes bindende virkning. Bestemmelsen vil
endvidere tydeliggøre, at forbrugerne også fortsat vil have
adgang til andre retsmidler, der ikke nødvendigt forudsætter,
at de fastslås ved dom.
Til § 16
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
målsdirektivets artikel 9, stk. 2-4 og artikel 20, stk. 3.
Det foreslås i stk. 1, et gruppesøgsmål om genopretning
omfatter de individuelle forbrugere, der har tilmeldt sig
søgsmålet.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der alene kan
føres såkaldte ”opt-in”-søgsmål. Et søgsmål om genopret-
ning vil således ikke kunne omfatte forbrugere, der ikke
aktivt har tilmeldt sig.
Bestemmelsen vil endvidere medføre, at en afgørelse om
genopretning alene har virkning (retskraft) over for tilmeldte
forbrugere. Dette skal ses i overensstemmelse med gruppe-
søgsmålsdirektivets præambelbetragtning nr. 43, hvor det
fremgår, at forbrugere, der er berørt af et gruppesøgsmål
med henblik på foranstaltninger om genopretning, efter an-
læggelse af gruppesøgsmålet bør have passende muligheder
for at tilkendegive, hvorvidt de ønsker at lade sig repræsen-
44
tere af det godkendte organ/den godkendte organisation i
forbindelse med det specifikke gruppesøgsmål eller ej, og
hvorvidt de ønsker at drage fordel af de relevante resultater
af dette gruppesøgsmål eller ej.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at tilmelding til gruppesøgsmål
skal ske ved skriftlig meddelelse.
Det foreslås i 2. pkt., at retten fastsætter en frist for at tilmel-
de sig gruppesøgsmålet.
Den foreslåede bestemmelse vil generelt set medføre, at det
påhviler retten at træffe bestemmelse om en række aspekter
af tilmeldingen under hensyn til omstændighederne i den
konkrete sag.
Fristen bør i almindelighed fastsættes til en bestemt dato
og altså ikke til et vist tidsrum efter en nærmere angiven
begivenhed, f.eks. underretning om sagen. Ved fastsættelse
af fristen må retten derfor have overvejet, hvordan forbru-
gerne bør underrettes om sagen, således at der kan afsættes
et rimeligt tidsrum for de berørte forbrugere til hver især at
overveje, om de vil tilmelde sig gruppesøgsmålet.
I almindelighed vil fristen kunne sættes til 4-8 uger efter det
tidspunkt, hvor forbrugerne skønnes at ville have modtaget
underretning om sagen, hvis underretningen sker ved indivi-
duel meddelelse til den enkelte forbruger. I andre tilfælde
vil fristen i almindelighed kunne sættes til 2-3 måneder
efter det tidspunkt, hvor forbrugerne skønnes at ville have
modtaget underretning om sagen. Om fristen bør sættes i
den lave ende eller den høje ende af de nævnte intervaller,
vil bl.a. afhænge af sagens karakter. Fristen bør således være
længere, hvis kravene i sagen er komplicerede eller har vi-
dererækkende betydning for den enkelte forbruger, end hvis
kravene i sagen er enkle og har mindre betydning for den
enkelte forbruger.
Hvis der er større usikkerhed om, hvornår forbrugerne kan
antages at ville have modtaget underretning om sagen, kan
retten eventuelt vente med at fastsætte tilmeldingsfristen,
indtil der foreligger en nærmere afklaring heraf. Blot må
tilmeldingsfristen være fastsat, før underretningen iværksæt-
tes, da tilmeldingsfristen skal fremgå af underretningen.
Under hensyn til de retsvirkninger, der er forbundet med en
tilmelding til et gruppesøgsmål, foreslås det, at tilmeldingen
skal ske ved skriftlig meddelelse. Samtidig bør det dog være
enkelt at tilmelde sig et gruppesøgsmål, og hvis underret-
ningsformen giver mulighed for det, bør underretningen der-
for vedlægges en tilmeldingsblanket, som blot skal udfyldes
med personlige data, underskrives og indsendes. Endvidere
forudsættes det, at tilmeldingen kan ske ved digital kommu-
nikation.
Rettens afgørelse om fristen for tilmelding kan kæres af den
godkendte myndighed eller organisation eller den erhvervs-
drivende efter retsplejelovens almindelige regler. Derimod
kan de tilmeldte forbrugere ikke kære afgørelsen.
Det foreslås i 3. pkt., at retten bestemmer, hvortil tilmelding
skal ske.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retten bestem-
mer, hvortil tilmelding skal ske. I almindelighed vil det være
naturligt, at tilmelding sker enten til retten eller til gruppere-
præsentanten, det vil sige den godkendte myndighed eller
organisation.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retten bestem-
mer, hvortil tilmelding skal ske. I almindelighed vil det være
naturligt, at tilmelding sker enten til retten eller til den god-
kendte myndighed eller organisation.
Det foreslås i 4. pkt., at retten undtagelsesvis kan tillade, at
tilmelding sker efter fristens udløb, hvis særlige grunde taler
for det.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der indføres
en dispensationsmulighed. Denne mulighed bør anvendes
restriktivt. Formelt set giver bestemmelsen mulighed for at
tillade tilmelding helt frem til sagens optagelse til dom,
men hovedanvendelsesområdet vil være mindre fristover-
skridelser, hvor det er undskyldeligt, at tilmeldingen ikke
er kommet frem inden fristens udløb, og relativt mindre
fristoverskridelser, hvor en forbruger ikke i tide har væ-
ret opmærksom på gruppesøgsmålet og tilmeldingsfristen,
eventuelt fordi underretning af forbrugerne helt eller delvis
er sket ved offentlig bekendtgørelse. Hensynet til den, der
har tilmeldt sig for sent, må dog afvejes over for hensynet til
modparten og til andre tilmeldte forbrugere. I grænsetilfælde
kan det således også tillægges betydning, om forbrugeren og
modparten er indforstået med den sene tilmelding.
En særlig situation foreligger, hvis der fra før tilmeldingsfri-
stens udløb har verseret individuelt søgsmål om det pågæl-
dende krav, idet der i så fald allerede er foretaget fristafbry-
dende rettergangsskridt vedrørende kravet. Hvis den, kravet
tilkommer, ønsker at hæve det individuelle søgsmål og i ste-
det tilmelde sig gruppesøgsmålet, bør retten normalt tillade
tilmeldingen, medmindre den sene tilmelding vil medføre
væsentlig ulempe for behandlingen af gruppesøgsmålet.
Det bemærkes, at formålet med adgangen til at dispensere
fra den almindelige frist for tilmelding til gruppesøgsmålet
ikke er at give mulighed for at gennemføre krav, efter at en
forældelsesfrist eller anden frist for sagsanlæg er udløbet. Er
en forældelsesfrist eller anden frist for sagsanlæg udløbet
på det tidspunkt, hvor retten modtager anmodningen om
at dispensere fra den almindelige frist for at tilmelde sig
gruppesøgsmålet, kan der således ikke dispenseres fra den
almindelige frist for tilmelding til gruppesøgsmålet, idet en
imødekommelse af anmodningen vil bringe kravet ind under
gruppesøgsmålets fristafbrydende virkning, der regnes fra
sagens anlæg.
Rettens afgørelse om at tillade eller ikke tillade tilmelding
efter udløbet af den frist, som er fastsat i medfør af 2. pkt.,
kan kæres af den godkendte myndighed eller organisation,
45
modparten samt den forbruger, der anmoder om tilladelse til
at tilmelde sig efter fristens udløb.
Det foreslås i stk. 3, at forbrugere, der er tilmeldt et grup-
pesøgsmål, ikke kan være tilmeldt andre gruppesøgsmål
vedrørende det samme spørgsmål mod den samme erhvervs-
drivende og kan ikke anlægge et individuelt søgsmål, der
vedrører det samme spørgsmål mod den samme erhvervsdri-
vende.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der ikke kan fø-
res flere søgsmål med samme sagsgenstand mod den samme
erhvervsdrivende.
Det foreslås i stk. 4, at forbrugere, der er tilmeldt et grup-
pesøgsmål, ikke kan modtage erstatning mere end én gang
vedrørende det samme spørgsmål mod den samme erhvervs-
drivende.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forbrugere ikke
kan opnå højere erstatning, end hvad der er berettiget ud fra
de konkrete forhold, der har begrundet erstatningskravet.
Det foreslås i stk. 5, at godkendte organisationer kan kræve,
at forbrugere, der vil tilmelde sig et konkret gruppesøgsmål
om genopretning, betaler et gebyr ved tilmelding til det
pågældende gruppesøgsmål.
I overensstemmelse med direktivets ordlyd i artikel 20, stk.
3, vil det alene være muligt at opkræve gebyr fra forbruger-
ne i et gruppesøgsmål om genopretning. Muligheden for at
opkræve et gebyr fra forbrugerne vil således ikke være mu-
ligt ved gruppesøgsmål om påbud eller forbud. Der henvises
til lovforslagets kapitel 5 om gruppesøgsmål om påbud eller
forbud, hvoraf der ikke fremgår en mulighed for at kræve
gebyr.
Dette har også sammenhæng med, at det ikke er en betingel-
se for at anlægge et gruppesøgsmål om påbud eller forbud,
at forbrugere har tilmeldt sig det konkrete gruppesøgsmål,
jf. lovforslagets § 13, stk. 3.
Det har endvidere sammenhæng med, at det alene er ved
gruppesøgsmål om genopretning, at der vil kunne være en
direkte økonomisk gevinst for den enkelte forbruger, der
deltager i gruppesøgsmålet. I gruppesøgsmål med påstand
om påbud eller forbud er det f.eks. en erhvervsdrivendes
handling, som søges stoppet, da handlingen skader eller vil
kunne skade forbrugerne.
Det vil dermed være valgfrit for den godkendte organisation,
om denne ønsker at opkræve et gebyr, eller om det skal være
gratis for forbrugerne at deltage i gruppesøgsmålet.
Individuelle forbrugere, der er berørt af et gruppesøgsmål
om genopretning, kan ikke pålægges at betale sagsomkost-
ninger, jf. lovforslagets § 18, stk. 1. Såfremt den godkendte
organisation taber sagen, må det oprindelige gebyr dog ger-
ne dække sagsomkostningerne, men organisationen kan ikke
efteropkræve beløb hos de berørte forbrugere til at dække
sagens omkostninger.
Den foreslåede bestemmelse har til hensigt at bidrage til
godkendte organisationers finansiering i forbindelse med
anlæggelsen af gruppesøgsmål. I overensstemmelse med di-
rektivets præambelbetragtning nr. 70, skal opkrævning af
et beskedent beløb fra forbrugerne bidrage til at sikre, at
godkendte organisationer ikke forhindres i at anlægge grup-
pesøgsmål grundet omkostningerne forbundet med søgsmål,
da gruppesøgsmål fremmer den offentlige interesse ved at
beskytte forbrugernes interesser.
Den foreslåede bestemmelse vil alene udgøre én af mulighe-
derne, hvorpå godkendte organisationer vil kunne finansiere
anlæggelsen af gruppesøgsmål. Det vil derfor tillige være
muligt for godkendte organisationer at opnå finansiering af
gruppesøgsmål via f.eks. tredjepartsfinansiering. Reglerne
for finansiering fra en tredjepart efter dette lovforslag er
nærmere reguleret i lovforslagets § 17.
Det vil ikke være muligt for godkendte myndigheder at kræ-
ve gebyr fra forbrugere i forbindelse med et gruppesøgsmål
om genopretning.
Forbrugerombudsmanden og Lægemiddelstyrelsen er god-
kendt til at anlægge gruppesøgsmål efter gældende ret. De
kan endvidere fortsætte med at være godkendt, jf. lovforsla-
gets § 26.
Eksempelvis har Forbrugerombudsmanden prioriteringsad-
gang, hvilket betyder, at Forbrugerombudsmanden ikke er
forpligtet til at behandle alle klager, som forelægges. Så-
fremt Forbrugerombudsmanden kunne opkræve et gebyr fra
forbrugerne, kunne det give incitament til at føre disse grup-
pesøgsmål frem for andre sager og dermed påvirke Forbru-
gerombudsmandens prioriteringsadgang.
Opkrævning af gebyret kan endvidere være en administrativ
byrde for myndigheden, som ikke er proportional med geby-
rets størrelse og dermed finansieringen af gruppesøgsmålet.
Derudover kan myndigheder ikke opkræve gebyr, da det kan
mindske forbrugernes incitament til at tilmelde sig et grup-
pesøgsmål, hvis det er dyrt for den individuelle forbruger.
Det foreslås i stk. 6, 1. pkt., at erhvervsministeren kan fast-
sætte regler om størrelsen af det gebyr, der er nævnt i stk.
5. Det foreslås i 2. pkt., at erhvervsministeren endvidere kan
fastsætte nærmere regler om betalingen af det gebyr, der er
nævnt i stk. 5.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsmini-
steren gives hjemmel til at fastsætte regler om størrelsen på
gebyret samt nærmere regler for betaling af gebyret. Det
er hensigten, at bemyndigelsesbestemmelsen udmøntes i en
bekendtgørelse, hvor erhvervsministeren vil kunne fastsætte
gebyrets størrelse. Gebyrets størrelse vil skulle svare til et
beskedent beløb, da gebyrets størrelse ikke må afholde for-
46
brugerne fra at deltage i gruppesøgsmålet og gøre brug af
deres rettigheder.
Det er endvidere hensigten, at bekendtgørelsen vil regulere,
at de samlede indtægter fra gebyrerne ikke må overstige
de samlede omkostninger, som den godkendte organisation
bruger til at føre det konkrete gruppesøgsmål. Den godkend-
te organisation kan således ikke opnå overskud som følge
af forbrugernes betaling af gebyr til et konkret gruppesøgs-
mål. Det er hensigten, at det vil fremgå af bekendtgørelsen,
at hvis de gebyr, som forbrugerne betaler, dækker mere end
sagens omkostninger, herunder f.eks. den godkendte organi-
sations udgift til advokat, skal overskydende beløb betales
tilbage til forbrugerne.
Det foreslås i stk. 7, 1. pkt., at retten efter ansøgning fra den
godkendte myndighed eller organisation vurderer, om grup-
pesøgsmålet opfylder betingelserne for fri proces i retspleje-
lovens § 327. Det foreslås i 2. pkt., at justitsministeren efter
ansøgning fra den godkendte myndighed eller organisation
meddeler, om gruppesøgsmålet opfylder betingelserne for fri
proces i retsplejelovens §§ 328 og 329. Det foreslås i 3. pkt.,
at meddeles det, at gruppesøgsmålet opfylder betingelserne i
retsplejelovens §§ 327, 328 eller 329, meddeler retten efter
anmodning fra en tilmeldt forbruger fri proces, såfremt for-
brugeren opfylder betingelserne i retsplejelovens § 325.
Den foreslåede ordning svarer med mindre tilpasninger til
den ordning, der findes i retsplejelovens § 254 e, stk. 7. Den
eneste bestemmelse, hvorved tilmeldte forbrugere kan på-
lægges at betale sagsomkostninger, findes i lovforslagets §
18, stk. 2. Det er således alene med hensyn til sagsomkost-
ninger, der pålægges den enkelte tilmeldte forbruger efter
denne bestemmelse, at det vil have virkning at meddele en
tilmeldt forbruger fri proces.
Med den foreslåede ordning, vil de tilmeldte forbrugerne
ikke selv kunne søge om fri proces efter reglerne i retsple-
jelovens § 325, jf. §§ 327 og 328, eller § 329. Ønsker
en tilmeldt forbruger selv at ansøge om fri proces, må
forbrugeren i stedet anlægge et individuelt søgsmål. Efter
den foreslåede ordning vil der i stedet være tale om todelt
ansøgningsproces. Først vil den godkendte myndighed eller
organisation skulle ansøge om, at søgsmålet opfylder de
indholdsmæssige betingelser for fri proces. Hvis dette til-
kendegives af enten retten eller Civilstyrelsen, vil de enkelte
tilmeldte forbrugere derefter selv skulle indgive oplysninger
til retten om, hvorvidt de opfylder de økonomiske betingel-
ser.
Det er således retten, der efter anmodning fra den godkendte
myndighed eller organisation skal vurdere, om et gruppe-
søgsmål opfylder betingelserne for fri proces i de sager,
der er omfattet af § 327. Samtidig foreslås det, at det i
givet fald er den godkendte myndighed eller organisation,
der skal ansøge Civilstyrelsen om at få taget stilling til, om
gruppesøgsmålet opfylder betingelserne i retsplejelovens §§
328 eller 329 (om fri proces).
Finder retten, at gruppesøgsmålet ikke opfylder betingelser-
ne i § 327, træffes afgørelsen ved en kendelse, der kan kæres
af den godkendte myndighed eller organisation, og finder
Civilstyrelsen, at gruppesøgsmålet ikke opfylder betingel-
serne i §§ 328 eller 329, kan Civilstyrelsens afgørelse påkla-
ges til Procesbevillingsnævnet af den godkendte myndighed
eller organisation efter reglerne i retsplejelovens kapitel 31.
I praksis skal den godkendte myndighed eller organisation
i givet fald ansøge om konstatering af, at de materielle be-
tingelser for fri proces er opfyldt, inden der åbnes for, at
berørte forbrugere kan tilmelde sig gruppesøgsmålet. Med-
deles det efter ansøgning den godkendte myndighed eller
organisation, at gruppesøgsmålet opfylder betingelserne i
retsplejelovens §§ 327, 328 eller 329, skal de berørte for-
brugere oplyses herom i underretningen om gruppesøgsmå-
let efter den foreslåede bestemmelses stk. 8. Herefter vil
retten kunne fritage de berørte forbrugere, der opfylder de
økonomiske betingelser for fri proces i § 325, for at betale
sagsomkostninger efter lovforslagets § 18, stk. 2.
Det påhviler i givet fald den pågældende forbruger over for
retten at godtgøre, at forbrugeren opfylder de økonomiske
betingelser for at få fri proces og ikke har en retshjælpsfor-
sikring eller anden forsikring, som helt eller delvist dækker
omkostninger ved sagen.
At de økonomiske betingelser for fri proces er opfyldt, vil
normalt kunne dokumenteres ved at indlevere kopi af årsop-
gørelsen fra skatteforvaltningen samt afgive erklæring om,
hvorvidt forbrugeren er enlig eller samlevende (med ægte-
fælle eller ugift samlevende) og om antallet af børn under 18
år, som forsørges af forbrugeren. Er forbrugeren samleven-
de, må der også indleveres kopi af ægtefællens/samleverens
årsopgørelse.
Det forudsættes, at der ved afgørelsen af, om de økonomi-
ske betingelser for fri proces er opfyldt, ikke på samme
måde som ved en ansøgning om fri proces skal foretages en
vurdering af, om omkostningerne ved sagen må antages at
blive uvæsentlige i forhold til ansøgerens indtægtsgrundlag,
og at der således ikke ved afgørelsen skal tages hensyn til,
at omkostningerne ved sagen i sagens natur vil være delt
mellem flere.
At den tilmeldte forbruger ikke har en retshjælpsforsikring
eller anden forsikring, som dækker omkostninger ved sagen,
vil i relevante tilfælde kunne dokumenteres ved et brev om
afslag på retshjælpsdækning fra forsikringsselskabet.
Det foreslås i stk. 8, 1. pkt., at de forbrugere, der er berørt
af et igangværende gruppesøgsmål om genopretning, skal
underrettes om gruppesøgsmålet, herunder om de i stk. 2, 5
og 7 nævnte forhold, i tide og på passende måde, så disse
forbrugere kan tilmelde sig det pågældende gruppesøgsmål.
Den foreslåede bestemmelse svarer med mindre tilpasninger
til reglen i retsplejelovens § 254 e, stk. 9. Underretningen
skal således indeholde oplysning om, hvilke krav gruppe-
søgsmålet omfatter, og om, hvem der er godkendt myndig-
47
hed eller organisation. Underretningen skal endvidere inde-
holde oplysning om fristen for tilmelding til gruppesøgsmå-
let, og hvordan man tilmelder sig.
Underretningen skal endvidere indeholde oplysning om rets-
virkningerne af at være omfattet af gruppesøgsmålet. Der
skal således navnlig orienteres om, at en forbruger, der er
omfattet af gruppesøgsmålet, vil være bundet af rettens af-
gørelser om kravene i sagen. Der bør også orienteres om, at
en forbruger, der er omfattet af gruppesøgsmålet, derimod
ikke deltager som part i sagen og således ikke på egen
hånd hverken kan eller skal fremsætte krav (påstande) eller
begrundelser herfor (anbringender), idet procesførelsen fore-
stås af den godkendte myndighed eller organisation. Der
bør endvidere orienteres om, i hvilket omfang en tilmeldt
forbruger, der er omfattet af gruppesøgsmålet, kan pålægges
at betale sagsomkostninger, jf. lovforslagets § 18, stk. 2,
og bemærkningerne hertil. Det kan formentlig også være
hensigtsmæssigt at orientere om, at en tilmelding til et grup-
pesøgsmål ikke uden videre kan fortrydes.
Formålet med underretningen er at give forbrugere, hvis
krav er omfattet af gruppesøgsmålet, et forsvarligt grundlag
for at træffe en velovervejet beslutning om, hvorvidt den
pågældende ønsker at tilmelde sig gruppesøgsmålet. Det er
derfor vigtigt, at underretningen på den ene side er fyldest-
gørende og på den anden side er lettilgængelig og overskue-
lig.
Det foreslås i 2. pkt., at underretningen gives på den måde,
som retten bestemmer. Det foreslås i 3. pkt., at retten kan
bestemme, at underretningen helt eller delvis skal ske ved
offentlig bekendtgørelse.
Retten har med disse bestemmelser en skønsmæssig befø-
jelse til at bestemme såvel underretningens form som ind-
hold. Det er også overladt til rettens skøn, hvor detaljerede
anvisninger retten vil give. Hvis retten finder det hensigts-
mæssigt, kan underretningens tekst fastlægges i detaljer af
retten.
Retten afgør bl.a., om underretning skal ske ved individuel
meddelelse til de berørte forbrugere eller ved annoncering
eller anden offentlig bekendtgørelse. Individuel henvendel-
se til kendte forbrugere kan kombineres med annoncering
eller anden offentlig bekendtgørelse. Hvis underretning helt
eller delvis skal ske ved annoncering eller anden offentlig
bekendtgørelse, træffer retten bestemmelse om bekendtgø-
relsens form.
Det er en forudsætning, at underretningen sker på en sådan
måde, at langt de fleste af forbrugerne må antages at bli-
ve bekendt med gruppesøgsmålet og deres mulighed for at
tilmelde sig dette. Den bedste underretningsform vil være
individuel meddelelse til de enkelte berørte forbrugere, og
denne underretningsform bør derfor foretrækkes, når dette er
muligt og ikke medfører uforholdsmæssige omkostninger.
Hvis de berørte forbrugeres identitet ikke er kendt og ikke
umiddelbart kan fremskaffes, vil underretning eksempelvis
gennem et annonceindlæg i en husstandsomdelt lokalavis
formentlig ofte være en egnet underretningsform, hvis for-
brugerne har bopæl i et bestemt lokalområde.
Det kan ikke på forhånd udelukkes, at mere generel –
dvs. mindre målrettet – annoncering eller anden offentlig be-
kendtgørelse i visse situationer vil kunne opfylde forudsæt-
ningen om, at langt størsteparten af forbrugerne må antages
at blive bekendt med gruppesøgsmålet.
Hvis der er mulighed for at få gruppesøgsmålet omtalt i
et forbrugerprogram på landsdækkende tv, kan dette f.eks.
være en egnet underretningsform, hvis erfaringen viser, at
sådan omtale medfører, at langt størsteparten af de berørte
forbrugere bliver bekendt med gruppesøgsmålet og mulig-
heden for at tilmelde sig dette. I givet fald vil en sådan
tv-omtale formentlig ofte med fordel kunne kombineres med
f.eks. en hjemmeside på internettet, der dels i en overskuelig
form indeholder de oplysninger om gruppesøgsmålet, som
skal gives, jf. ovenfor, dels giver mulighed for at tilmelde
sig gruppesøgsmålet via digital kommunikation.
Det følger af lovforslagets § 12, nr. 3, og det heri indeholdte
krav om, at forbrugerne skal kunne identificeres og under-
rettes om sagen på en hensigtsmæssig måde, at retten allere-
de før godkendelsen af gruppesøgsmålet må have gjort sig
visse overvejelser om, hvordan forbrugerne kan underrettes
om sagen. Af samme grund påhviler det den godkendte
myndighed eller organisation i stævningen at give oplysnin-
ger om, hvordan de berørte forbrugere kan identificeres og
underrettes om sagen, jf. lovforslagets § 11, stk. 1, nr. 2, litra
b.
Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at retten drøf-
ter spørgsmålet om underretningen af forbrugerne med den
godkendte myndighed eller organisation.
Det foreslås i 4. pkt., at retten kan pålægge den godkendte
myndighed eller organisation at foretage underretningen.
Formålet med reglen er bl.a. at minimere udgifterne ved
underretningen og er derfor f.eks. tænkt anvendt, hvor den
godkendte myndighed eller organisation løbende kommuni-
kerer med de berørte forbrugere ved udsendelse af nyheds-
breve eller andet.
Efter forslaget kan det ikke påtvinges den sagsøgte er-
hvervsdrivende at forestå underretningen. Der er dog ikke
noget til hinder for, at en erhvervsdrivende frivilligt påtager
sig denne opgave.
Det foreslås i 5. pkt., at udgifterne ved underretningen beta-
les af den godkendte myndighed eller organisation, jf. dog
lovforslagets § 18, stk. 3.
Forestår retten selv underretningen, er det kun rettens posi-
tive udgifter til ekstern bistand, der skal betales af den god-
kendte myndighed eller organisation, eksempelvis udgifter
til porto og annoncering. Rettens afgørelse om, hvilket beløb
den godkendte myndighed eller organisation foreløbig skal
48
betale til retten eller til den erhvervsdrivende, hvis denne har
påtaget sig underretningen, er en afgørelse om sagsomkost-
ninger og kan tvangsfuldbyrdes.
Udgifterne til underretningen af de berørte forbrugere hen-
regnes til sagsomkostningerne. Hvem der endeligt skal bære
disse udgifter, afgøres således af retten ved sagens afslut-
ning efter lovforslagets § 18 og de almindelige regler om
sagsomkostninger i retsplejelovens kapitel 30.
Til § 17
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
målsdirektivets artikel 10, stk. 1 og 2.
Det foreslås i stk. 1, at godkendte organisationer kan finan-
sieres af en tredjepart ved anlæggelse af et konkret gruppe-
søgsmål genopretning, jf. dog stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at godkendte orga-
nisationer ved et konkret gruppesøgsmål om genopretning
kan blive finansieret af en tredjepart, hvis kravene i lovfor-
slagets § 17, stk. 2-4 er mødt.
I overensstemmelse med direktivets ordlyd i artikel 10 vil
det alene være muligt at få finansieret gruppesøgsmål om
genopretning. Muligheden for finansiering af en tredjepart
vil således ikke være muligt ved gruppesøgsmål om påbud
eller forbud. Der henvises til lovforslagets kapitel 5 om
gruppesøgsmål om påbud eller forbud.
Det vil ikke være muligt for godkendte myndigheder at
blive finansieret af en tredjepart i forbindelse med et grup-
pesøgsmål om genopretning.
Det skyldes, at myndigheder skal være uafhængige, herun-
der uafhængig af en eventuel tredjeparters økonomiske inte-
resser.
Forbrugerombudsmanden og Lægemiddelstyrelsen er god-
kendt til at anlægge gruppesøgsmål efter gældende ret. De
kan endvidere fortsætte med at være godkendt, jf. lovforsla-
gets § 26.
Eksempelvis har Forbrugerombudsmanden prioriteringsad-
gang, hvilket betyder, at Forbrugerombudsmanden ikke er
forpligtet til at behandle alle klager, som forelægges. Så-
fremt en tredjepart ville eller ønskede at finansiere et grup-
pesøgsmål om genopretning, som Forbrugerombudsmanden
ville anlægge, kunne der opstå tvivl om, hvorvidt finansie-
ringen ville påvirke Forbrugerombudsmandens prioritering
af gruppesøgsmålet frem for andre sager.
Ligeledes gælder det for eksempelvis Lægemiddelstyrelsen,
som har habilitetsregler vedrørende medarbejdere, der skal
arbejde med afgørelser om godkendelse, kontrol og bivirk-
ningsovervågning af medicin. Disse må ikke have økonomi-
ske interesser eller interesser af anden karakter i lægemid-
del- eller medicoindustrien, som kan påvirke deres uvildig-
hed.
På baggrund og for at sikre myndigheders uafhængighed vil
det ikke være muligt for godkendte myndigheder at blive
finansieret af en tredjepart i forbindelse med gruppesøgsmål
om genopretning.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at uanset stk. 1 kan godkendte
organisationer ikke anlægge et gruppesøgsmål om genopret-
ning, som finansieres af en tredjepart, hvor en interessekon-
flikt er opstået, eller hvor der foreligger nærliggende risiko
for, at en sådan interessekonflikt vil opstå. Det foreslås i
2. pkt., at finansiering fra en tredjepart, der har økonomisk
interesse i at anlægge et gruppesøgsmål om genopretning
eller resultatet heraf, ikke må føre gruppesøgsmålet væk fra
beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en godkendt or-
ganisation ikke må anlægge et gruppesøgsmål med påstand
om genopretning, som finansieres af en tredjepart, hvis der
opstår en interessekonflikt, eller hvis tredjepartens økono-
miske interesse i at anlægge gruppesøgsmålet fører gruppe-
søgsmålet væk fra beskyttelsen af forbrugernes kollektive
interesser.
Dette har sammenhæng med en af betingelserne for godken-
delse af organisationer, jf. lovforslagets § 3, stk. 3, nr. 5,
hvorefter organisationen skal være uafhængig og ikke påvir-
kes af andre end forbrugere, navnlig ikke erhvervsdrivende,
som har økonomisk interesse i at anlægge et gruppesøgsmål,
herunder i tilfælde af finansiering fra tredjeparter, og orga-
nisationen har med henblik herpå indført procedurer, der
forhindrer en sådan indflydelse samt forhindrer interesse-
konflikt mellem sig selv, organisationens finansieringsydere
og forbrugernes interesser.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning
nr. 52, bør godkendte organisationer være fuldstændig gen-
nemsigtige over for retten med hensyn til, hvorfra midlerne
til finansiering af deres aktiviteter generelt set kommer og
midlerne til støtte for et konkret gruppesøgsmål om genop-
retning hidrører. Dette har også sammenhæng med en af
betingelserne for godkendelse af organisationer, jf. lovfor-
slagets § 3, stk. 3, nr. 6, hvorefter organisationen skal give
oplysninger om dennes finansieringskilder generelt set f.eks.
via sin hjemmeside.
Det er nødvendigt med gennemsigtighed vedrørende finan-
sieringskilder, så retten kan vurdere, om der foreligger en
interessekonflikt mellem den tredjepart, der har ydet finan-
sieringen, og den godkendte organisation, der giver risiko
for misbrug af adgangen til at indbringe sager, og om finan-
sieringen fra en tredjepart, der har økonomisk interesse i at
anlægge gruppesøgsmål med påstand om genopretning eller
resultatet heraf, vil føre gruppesøgsmålet væk fra beskyttel-
sen af forbrugernes kollektive interesser, jf. direktivets præ-
ambelbetragtning nr. 52.
Det foreslås i stk. 3, at beslutninger truffet af godkendte
organisationer i forbindelse med et gruppesøgsmål om gen-
opretning, herunder beslutninger om at indgå forlig, ikke må
49
påvirkes af en tredjepart på en måde, der vil være til skade
de kollektive interesser for de forbrugere, der har tilmeldt
sig gruppesøgsmålet.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at beslutninger
truffet af en godkendt organisation ikke må påvirkes af en
tredjepart på en måde, der vil skade forbrugernes kollektive
interesser.
Beslutninger truffet af godkendte organisationer i forbindel-
se med et gruppesøgsmål vil f.eks. kunne være en beslutning
om at indgå et forlig med den erhvervsdrivende. En beslut-
ning om f.eks. at indgå et forlig vil således skulle være til
fordel for forbrugernes kollektive interesser.
Det foreslås i stk. 4, at godkendte organisationer ikke må
anlægge et gruppesøgsmål mod en erhvervsdrivende, som er
en konkurrent til den, der finansierer gruppesøgsmålet, eller
mod en erhvervsdrivende, som den, der finansierer gruppe-
søgsmålet, er afhængig af.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning
nr. 52, bør det anses for at udgøre en interessekonflikt,
hvis en erhvervsdrivende, der opererer på samme marked
som den sagsøgte erhvervsdrivende, direkte finansierer et
konkret gruppesøgsmål, eftersom konkurrenten kan have en
økonomisk interesse i resultatet af gruppesøgsmålet, som
ikke vil være den samme som forbrugernes interesser.
Det foreslås i stk. 5, 1. pkt., at retten påser, hvorvidt den
godkendte organisation opfylder betingelserne i stk. 2-4,
hvis den sagsøgte under sagen rejser begrundet tvivl herom.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retten på ethvert
tidspunkt under sagen kan tage stilling til, hvorvidt betingel-
serne i stk. 2-4 er opfyldt. Det er dog en forudsætning, at
den erhvervsdrivende ved at fremlægge kopi af bestemte
dokumenter eller på anden vis har rejst begrundet tvivl om,
hvorvidt betingelserne er opfyldt. Det vil således ikke være
tilstrækkeligt, at sagsøgte blot anmoder retten om at foretage
en sådan vurdering.
Det vil eksempelvis være egnet til at rejse begrundet tvivl,
hvis den tredjepart, der finansierer gruppesøgsmålet, opere-
rer på det samme marked, som den erhvervsdrivende, eller
hvis tredjeparten ønsker at komme ind på samme marked,
som den erhvervsdrivende, og det vil gavne tredjeparten, at
den erhvervsdrivende får et påbud eller forbud eller lignen-
de.
Retten vil kunne afvise sagen på baggrund af en konkret
vurdering af de omstændigheder, som parterne har forelagt
retten.
Det foreslås i 2. pkt., at retten til brug for vurderingen kan
pålægge den godkendte organisation inden for en rimelig
frist at udlevere en oversigt over finansieringskilder, der
anvendes til at støtte gruppesøgsmålet.
Bestemmelsen giver retten en skønsmæssig beføjelse til at
kræve yderligere dokumentation indbragt for retten. Rettens
krav i medfør af bestemmelsen antages i praksis at være
affødt af et forslag herom fra den erhvervsdrivende i forbin-
delse med, at der rejses den begrundede tvivl, der er nævnt i
nr. 1.
Fristen vil skulle fastsættes under hensyntagen til omfanget
af de oplysninger, der kræves udleveret.
Det foreslås i stk. 6, at retten kan kræve, at den godkendte
organisation afslår eller foretager ændringer med hensyn til
finansieringen af søgsmålet.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retten kan
kræve, at den godkendte organisation foretager ændringer
med hensyn til finansieringen af det konkrete gruppesøgs-
mål. Bestemmelsen vil finde anvendelse, når retten finder, at
en del eller hele finansieringen af et søgsmål er i strid med
betingelserne i lovforslagets § 17, stk. 2-4.
Ved at afslå en finansiering vil der være tale om, at den
godkendte organisation ikke blot undlader at anvende en
bestemt indtægtskilde, men at indtægten helt afslås. Hvis ek-
sempelvis en fond har bevilliget støtte til søgsmålet skal den
godkendte organisation, hvis retten bestemmer det og støtte-
beløbet er udbetalt, betale beløbet tilbage til fonden. Der kan
også være tale om en løbende indtægtskilde, eksempelvis
ved salg af bestemte genstande.
Ved ændringer af en finansiering menes, at finansieringen
ikke afslås, men at der skal foretages justeringer. Der kan
eksempelvis være tale om ændringer af lånevilkår eller ind-
sættelsen af en uafhængig tredjepart mellem den godkendte
organisation og en juridisk person, der ønsker at støtte søgs-
målet.
Hvad der vil være relevante i det enkelte tilfælde overlades
til rettens skøn at vurdere. Det afgørende er, at finansiering
bringes i overensstemmelse med betingelserne i lovforsla-
gets § 17, stk. 2-4.
Rettens beslutning i medfør af den foreslåede bestemmelse
kan kæres af den godkendte organisation eller den erhvervs-
drivende, såfremt de almindelige betingelser herfor er op-
fyldt.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.6.4. i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Det foreslås i stk. 7, at hvis betingelserne i stk. 2-4 ikke er
opfyldt, eller hvis et pålæg efter stk. 5, 2. pkt., eller et krav
efter stk. 6 ikke efterkommes, afviser retten sagen.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retten skal afvi-
se sagen, hvis finansieringen ikke opfylder betingelserne,
hvis organisationen ikke efterkommer rettens pålæg om at
indlevere en oversigt over finansieringskilder, eller hvis or-
ganisationen ikke efterkommer de krav til finansieringen,
som retten har bestemt.
Det foreslås i stk. 8, at en afvisning i medfør af stk. 7 ikke
50
påvirker retsstillingen for de brugere, der har tilmeldt sig det
pågældende gruppesøgsmål.
Bestemmelsen vil medføre, at de tilmeldte forbrugere beva-
rer deres krav uanset at et søgsmål afvises i medfør af be-
stemmelsen i stk. 7. Forbrugerne vil således efter afvisnin-
gen kunne tilmeldte sig et andet gruppesøgsmål med samme
sagsgenstand eller anlægge individuelle søgsmål.
Til § 18
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
målsdirektivets artikel 12.
Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 312,
stk. 1, skal den tabende part i en civil retssag erstatte mod-
parten de udgifter, retssagen har påført modparten, medmin-
dre parterne har aftalt andet. Retten kan dog i medfør af
bestemmelsens stk. 3 bestemme, at den tabende part ikke
eller kun delvis skal erstatte modparten de påførte udgifter,
hvis særlige grunde taler for det.
Det foreslås i stk. 1, at tilmeldte forbrugere et gruppesøgs-
mål om genopretning ikke kan pålægges af betale sagsom-
kostninger, jf. stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse vil tydeliggøre, at forbrugere,
der ikke er parter i søgsmålet, jf. lovforslagets § 10, som
udgangspunkt ikke kan pålægges at betale sagens omkost-
ninger.
Det foreslås i stk. 2, at retten under ekstraordinære omstæn-
digheder kan pålægge tilmeldte forbrugere i et gruppesøgs-
mål om genopretning at betale sagsomkostninger, der er
påløbet som følge af den pågældende tilmeldte forbrugers
forsætlige eller uagtsomme adfærd.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der indføres en
undtagelse til reglen om, at forbrugere ikke kan pålægges
at betale sagsomkostninger. Bestemmelsen indeholder to ku-
mulative betingelser.
For det første forudsætter anvendelsen af bestemmelsen, at
der er tale om ekstraordinære omstændigheder. Det overla-
des til rettens skøn ud fra almindelige principper at vurdere,
hvornår denne betingelse er opfyldt. Samtidig skal bestem-
melsen tolkes i overensstemmelse med EU-retten.
For det andet er det en forudsætning, at omkostningerne
er påløbet som følge af den pågældende individuelle forbr-
ugers forsætlige eller uagtsomme adfærd. Der kan eksem-
pelvis være tale om, at en tilmeldt forbruger.
Det foreslås i stk. 3, at den tabende part skal erstatte mod-
parten de udgifter, der er forbundet med at opfylde den
underretningspligt, der er nævnt i lovforslagets § 16, stk. 8,
5. pkt., og § 20.
Den foreslåede bestemmelse vil tydeliggøre, at de udgifter,
som en part måtte have haft til at opfylde den eller de
pligter, der kan pålægges i medfør af lovforslagets § 16, stk.
8, 5. pkt., og § 20, skal betales af den tabende part.
Til § 19
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
målsdirektivets artikel 11.
Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 268,
stk. 1, mægler retten forlig i alle borgerlige domssager i
første instans. Forligsmægling kan efter stk. 2 dog undlades,
såfremt det på grund af sagens beskaffenhed, parternes for-
hold eller lignende omstændigheder på forhånd må antages,
at mægling vil være forgæves. Mægling kan også foretages,
når sagen er indbragt for højere instans, jf. stk. 3.
Det følger videre af retsplejelovens § 270, at indgåede rets-
forlig indføres i retsbogen.
Det foreslås i stk. 1, den godkendte myndighed eller organi-
sation i fællesskab med den erhvervsdrivende kan forelægge
retten et forslag til forlig om genopretning til fordel for de
tilmeldte forbrugere.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kollektive for-
lig, der har til formål at opnå genopretning for forbrugere,
der har lidt skade, fremmes inden for rammerne af et grup-
pesøgsmål om genopretning.
Forliget vil kunne forlægges retten på den måde, der er
mest hensigtsmæssig. Det forudsættes, at retten kan kræve,
at forslag til forlig forelægges i skriftlig form.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at retten på ethvert tidspunkt
under sagen kan opfordre parterne til at indgå forlig om
genopretning. Det foreslås i 2. pkt., at retten fastsætter en
rimelig frist for indgåelsen af forliget.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, retten kan opfor-
dre den erhvervsdrivende og den godkendte myndighed el-
ler organisation, som anlagde gruppesøgsmålet om genop-
retning, til at indlede forhandlinger med henblik på at indgå
forlig om genopretning, der skal ydes til de forbrugere, der
er berørt af gruppesøgsmålet.
Parterne er ikke forpligtede til at følge rettens opfor-
dring. Såfremt parterne indvilliger i at mægle forlig vil ret-
ten fastsætte en rimelig frist for indgåelsen af forliget. Fri-
sten skal sikre, at forliget – hvis det indgås – indgås inden
for rimelig tid. Fristen skal samtidig sikre, at såfremt der ik-
ke indgås forlig, fremmes sagen uden et unødigt stort ophold
i processen.
Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse i tilknyt-
ning til reglerne i retsplejelovens kapitel 26. Eksempelvis
vil retten i medfør af retsplejelovens § 269 med parternes
tilladelse beslutte at lukke dørene under mæglingen, såfremt
dette må antages at fremme mulighederne for opnåelse af
forlig.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at et forlig skal godkendes
51
af retten. Det foreslås i 2. pkt., at retten afviser forliget,
hvis det strider mod præceptive regler eller indeholder betin-
gelser, som ikke kan håndhæves, idet der tages hensyn til
parternes og navnlig de tilmeldte forbrugeres rettigheder og
interesser.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at et forlig, der
indgås inden for rammerne af et gruppesøgsmål om genop-
retning, skal godkendes af retten. Bestemmelsen medfører,
at der ikke kan indgås et gyldigt forlig uden rettens godken-
delse. Har retten ikke godkendt et forlig, vil det derfor ikke
kunne tvangsfuldbyrdes, uanset bestemmelsen i retsplejelo-
vens § 478, stk. 1, nr. 4.
Retten skal godkende et forlig, medmindre betingelserne
for forliget ikke kan håndhæves, eller forliget ville være i
strid med præceptive regler, der finder anvendelse på sagens
genstand, og som ikke ved aftale kan fraviges til skade for
forbrugerne. Et forlig vil for eksempel kunne være i strid
med præceptive bestemmelser, hvis det udtrykkeligt bevarer
et aftalevilkår, som giver den erhvervsdrivende eksklusiv ret
til at fortolke ethvert andet vilkår i den pågældende kontrakt.
Retten skal ikke vurdere, om forliget er rimeligt eller urime-
ligt. Afgørende er således om forliget ikke kan håndhæves
eller om det er i strid med præceptive regler. Et forlig, der
ikke kan håndhæves, kan eksempelvis være et forlig, der
indeholder vilkår, der er i strid med Danske Lovs femte bog,
første kapitel, anden paragraf.
Det foreslås i stk. 4, at hvis retten godkender forliget, bliver
det bindende for sagens parter og de tilmeldte forbrugere.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at godkendte for-
lig bliver bindende for den godkendte myndighed eller or-
ganisation, den erhvervsdrivende og de berørte individuelle
forbrugere, der er tilmeldt søgsmålet.
Det foreslås i stk. 5, at de retsmidler, som stilles til rådighed
i et godkendt forlig om genopretning, ikke berører eventuel-
le yderligere retsmidler, som forbrugerne har adgang til, og
som ikke var genstand for det pågældende forlig.
Bestemmelsen svarer til lovforslagets § 15, stk. 4. Der hen-
vises til bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 20
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
målsdirektivets artikel 13, stk. 1-4.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at retten pålægger den erhvervs-
drivende ved hjælp af midler, der står i rimeligt forhold til
sagens omstændigheder, at underrette de forbrugere, der er
berørt af eller tilmeldt gruppesøgsmålet, om endelige afgø-
relser, der indeholder bestemmelse om påbud eller forbud,
jf. § 13, eller genopretning, jf. § 15, eller om godkendte
forlig, jf. § 19. Det foreslås i 2. pkt., at retten herunder
kan bestemme, at den erhvervsdrivende skal underrette alle
berørte eller tilmeldte forbrugere individuelt. Det foreslås i
3. pkt., at retten fastsætter en frist for underretningen. Det
foreslås i 4. pkt., at udgifterne ved underretningen betales af
den erhvervsdrivende.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forbrugerne un-
derrettes om endelige afgørelser om påbud, forbud, genop-
retning eller godkendte forlig, om deres rettigheder, efter
at der er konstateret en overtrædelse, og om de eventuelle
efterfølgende skridt, som de forbrugere, der tilmeldt grup-
pesøgsmålet, skal tage, navnlig med henblik på at opnå
genopretning. De omdømmemæssige risici forbundet med
formidling af oplysninger om overtrædelsen er også vigtige
med henblik på at afskrække erhvervsdrivende fra at tilside-
sætte forbrugernes rettigheder.
Det vil således være op til en erhvervsdrivende, der over-
træder lovgivningen, for den erhvervsdrivendes regning at
underrette alle berørte forbrugere om afgørelser om påbud
eller forbud og genopretning. Den erhvervsdrivende vil også
skulle også underrette forbrugerne om ethvert forlig, der er
godkendt af retten.
I overensstemmelse med præambelbetragtning nr. 61 vil
oplysninger om igangværende gruppesøgsmål og afsluttede
gruppesøgsmål skulle være tilstrækkelige og stå i et rimeligt
forhold til sagernes omstændigheder. Sådanne oplysninger
kan for eksempel gives på den godkendte myndigheds eller
organisations eller erhvervsdrivendes websted, i nationale
elektroniske databaser, på sociale medier, på onlinemarkeds-
pladser eller i almindeligt læste aviser, herunder aviser, der
udelukkende udgives elektronisk. Forbrugerne bør om mu-
ligt, og hvis det er relevant, underrettes individuelt ved brev
sendt elektronisk eller i papirform. Sådanne oplysninger bør
på anmodning gives i et format, der er tilgængeligt for per-
soner med handicap.
At midlerne skal stå i rimeligt forhold til sagens omstændig-
heder, indebærer, at der skal foretages en helhedsvurdering
af sagens forhold. Relevant er eksempelvis sagens økonomi-
ske omfang, antallet af tilmeldte forbrugere, størrelsen af de
retsmidler, der opnås, mv.
At afgørelserne skal være endelige, indebærer, at der skal
være tale om en afsagt dom. Det skal således ikke forstås
sådan, at afgørelser om midlertidige påbud eller forbud er
undtaget bestemmelsens anvendelsesområde. Det afgørende
er, om selve afgørelsen er endelig, dvs. om eventuelle anke-
frister er udløbet.
Det foreslås i stk. 2, at hvis retten afviser et gruppesøgsmål
om genopretning, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse over
for godkendte myndigheder eller organisationer med hensyn
til afgørelsen om afvisning.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det vil være op
til den godkendte myndighed eller organisation at oplyse
de berørte forbrugere om afvisning af et gruppesøgsmål om
genopretning i overensstemmelse med de betingelser og for-
hold, der gælder efter stk. 1.
52
Det foreslås i stk. 3, at hvis de berørte eller tilmeldte forbru-
gere underrettes om afgørelsen eller forliget på anden vis,
undlader retten at give pålæg efter stk. 1 og 2.
Det vil antageligvis i praksis være den part, som står til at
blive pålagt at fortage en underretning i medfør af bestem-
melsen, der vil indgive oplysninger om, hvorvidt forbruger-
ne underrettes på anden vis.
Hvis forbrugerne underrettes af retten kan bestemmelsen
tillige finde anvendelse.
Til § 21
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
målsdirektivets artikel 16, stk. 1.
Det foreslås i stk. 1, at hvis der inden forældelsesfristens
udløb, jf. reglerne i forældelsesloven, er anlagt et gruppe-
søgsmål efter denne lov, og dette ikke medfører en afbry-
delse af fristen for forbrugerne, hvis fordring udspringer af
den overtrædelse, der var genstand for det anlagte søgsmål,
indtræder forældelse af disse fordringer tidligst 1 år efter
sagens endelige afgørelse.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de pågældende
forbrugere ikke forhindres i efterfølgende at indbringe en
sag om genopretning vedrørende den påståede overtrædelse.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med gruppesøgs-
målsdirektivets præambelbetragtning nr. 65, der har følgen-
de ordlyd:
”Forældelsesfrister suspenderes normalt, når en sag indbrin-
ges. Sager med henblik på foranstaltninger om påbud har
imidlertid ikke nødvendigvis suspenderende virkning i for-
hold til efterfølgende foranstaltninger om genopretning, der
kan opstå som følge af den samme overtrædelse. Medlems-
staterne bør derfor sikre, at et verserende gruppesøgsmål
med henblik på en foranstaltning om påbud bevirker, at de
gældende forældelsesfrister suspenderes eller afbrydes for
de forbrugere, der er berørt af det pågældende gruppesøgs-
mål, således at disse forbrugere uagtet om de agerer indivi-
duelt eller repræsenteres af et godkendt organ/en godkendt
organisation ikke forhindres i efterfølgende at indbringe en
sag om genopretning vedrørende den påståede overtrædelse,
fordi forældelsesfristerne er udløbet under det pågældende
gruppesøgsmål vedrørende foranstaltninger om påbud. Når
det godkendte organ/den godkendte organisation indbringer
et gruppesøgsmål med henblik på påbud, bør det/den i til-
strækkelig grad definere den gruppe af forbrugere, hvis inte-
resser er berørt af den påståede overtrædelse, som muligvis
kunne have et krav som følge af denne overtrædelse, og
som kunne blive berørt af udløbet af forældelsesfrister under
gruppesøgsmålet. (…)”
Virkningen af bestemmelsen vil herefter være den, at anlæg-
get af et gruppesøgsmål om påbud eller forbud har en foræl-
delsesafbrydende virkning for de forbrugere, der er berørt af
den påståede overtrædelse, med hensyn til de fordringer, der
udspringer af overtrædelsen.
De forbrugere, hvis fordringer således ikke er blevet for-
ældede, kan efterfølgende gøre kravet gældende inden for
rammerne af et søgsmål om genopretning. Særligt må det
antages at have fristafbrydende virkning, hvis retten ved
et endeligt påbud har bestemt, at en erhvervsdrivende skal
anerkende, at en praksis udgør en overtrædelse, jf. lovforsla-
gets § 13, stk. 2, nr. 1.
Det er efter den foreslåede bestemmelse en betingelse, at
fordringen udspringer af den pågældende overtrædelse. For-
dringen skal dermed have en nær tilknytning til overtrædel-
sen. Fordringen kan bl.a. være en direkte følge af overtræ-
delsen. For eksempel kan nævnes, at et krav om erstatning
for et tab, der er forårsaget af et solgt produkt, der ikke
lever op til den relevante regulering, og som derfor udfør
en overtrædelse i medfør af lovforslagets § 1, stk. 1, efter
omstændighederne vil anses for at udspringe af overtrædel-
sen. Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse vil skulle
fortolkes i overensstemmelse med EU-retten.
Afgørende for den fristafbrydende virkning vil således og-
så være den beskrivelse af gruppen, som angives i stæv-
ningen, jf. lovforslagets § 11, stk. 1, nr. 2, litra a. Efter
denne bestemmelse skal stævningen indeholde oplysninger
om de forbrugere, der er berørt af søgsmålet, herunder en
beskrivelse af gruppen. Beskrivelsen af de berørte forbruge-
re skal være tilstrækkelig klar og tvetydig, for at kunne
medføre en fristafbrydende virkning. For eksempel vil det
ikke være tilstrækkeligt at angive eksempler på berørte for-
brugere. Derimod vil det efter omstændighederne kunne væ-
re tilstrækkeligt at angive, at der eksempelvis er tale om
krav om forholdsmæssigt afslag som følge af udførelsen af
en bestemt tjenesteydelse i en bestemt periode i et bestemt
område. Det må antages altid at være tilstrækkeligt at angive
hver enkelt individuelt berørt forbrugere samt en samlet og
præcis beskrivelse af de ensartede krav, som forbrugerne
måtte have.
Til § 22
Reglerne om anke i civile søgsmål findes i retsplejelovens
kapitel 36.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at hvis en dom i et gruppesøgs-
mål ankes, behandles anken efter reglerne i denne lov.
Det foreslås i 2. pkt., at hvis en dom ankes af den godkendte
myndighed eller organisation, finder § 16 tilsvarende anven-
delse.
Den foreslåede bestemmelse vil tydeliggøre, at lovforslagets
regler også vil finde anvendelse under anke. Procesmåden,
herunder reglerne om hvilke påstande, der kan nedlægges,
vil således fortsat gælde under behandlingen i en anden
instans. Bestemmelsen skal dog samtidig anvendes i over-
ensstemmelse med lovforslagets § 1, stk. 2. De almindelige
53
regler om civile søgsmål vil derfor finde anvendelse, når
intet er angivet om det pågældende spørgsmål i lovforslaget.
Det foreslås at gøre det tydeligt, at lovforslagets § 16 vil
finde anvendelse under anken, hvis det er den godkendte
myndighed eller organisation, der anker dommen. Dette vil
indebære, at det vil være op til de forbrugere, der var til-
meldt søgsmålet i første instans og således blev bundet af
dommen, om de ønsker at deltage i en anke. Forbrugerne vil
således kunne vælge at modtage dommen i første instans og
således afslutte sagen for eget vedkommende.
Reglen finder ikke anvendelse, hvis den erhvervsdrivende
anker eller kontraanker dommen. Her vil de tilmeldte for-
brugere over for hvis krav, dommen ankes, også være til-
meldt søgsmålet i ankeinstansen.
Det foreslås i stk. 2, at reglerne i retsplejelovens § 368, stk.
1, 2. pkt., og stk. 2 ikke finder anvendelse.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de begrænsnin-
ger i muligheden for at anke, som fremgår af de nævnte
bestemmelser, ikke vil finde anvendelse. Sagen vil således
frit kunne ankes, selvom kravene i sagen har en økonomisk
værdi, der er mindre end 20.000 kr.
Til § 23
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
målsdirektivets artikel 19.
Den gældende bestemmelse i lov om forbud til beskyttelse
af forbrugernes interesser § 3, stk. 1, medfører, at handlinger
i strid med direktiver optaget på det bilag, som er nævnt i lo-
vens § 1, stk. 1, således som disse er gennemført i medlems-
staternes nationale ret, kan forbydes ved dom, såfremt de er
i strid med forbrugernes kollektive interesser. I forbindelse
hermed eller senere kan der ved dom træffes bestemmelser
om sådanne foranstaltninger, som må anses for nødvendige
for at sikre forbuddets overholdelse og genoprettelse af den
tilstand, som eksisterede forud for den ulovlige handling.
Såfremt det godtgøres eller sandsynliggøres, at den er-
hvervsdrivende vil fortsætte den handling, der søges for-
budt, og at formålet vil forspildes, hvis den udenlandske
myndighed eller organisation henvises til at gøre sin ret gæl-
dende ved almindelige rettergang, kan fogedretten nedlægge
forbud i henhold til reglerne i retsplejelovens kapitel 57, jf.
§ 3, stk. 2, i lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes
interesser.
Det foreslås i stk. 1, at den, der forsætligt overtræder et
påbud eller forbud udstedt i medfør af § 13, stk. 1 og 2,
eller § 20, stk. 1, kan idømmes straf af bøde. De foreslås i 2.
pkt., at sag efter 1. pkt. anlægges af den part, der har opnået
påbuddet eller forbuddet.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en forsætlig
overtrædelse af et påbud eller forbud kan medføre straf af
bøde. En sådan sag anlægges af den part, der har opnået
påbuddet eller forbuddet, det vil sige den godkendte myn-
dighed eller organisation, hvis der er tale om afgørelser efter
lovforslagets § 13, stk. 1 og 2, og den godkendte myndighed
eller organisation eller den erhvervsdrivende, hvis der er tale
om påbud eller forbud efter lovforslagets § 20, stk. 1, jf. stk.
2.
I overensstemmelse med præambelbetragtning nr. 69 vil er-
hvervsdrivende, der overtræder lovgivningen eller undlader
eksempelvis at efterkomme pålæg om at oplyse forbrugerne
om en afgørelse, således kunne pålægges sanktioner, som
er effektive, afskrækkende og proportionale, for undladelse
eller nægtelse af at efterkomme et påbud.
Kravet om forsæt indebærer, at den part, der er pålagt at
gøre noget, ikke kan idømmes en straf, hvis det eksempelvis
var en undskyldelig fejltagelse, der gjorde, at en underret-
ning ikke blev afsendt til de pågældende forbrugere.
Derimod vil det være strafpålagt, hvis eksempelvis den er-
hvervsdrivende, der er vidende om et forbud, undlader at
stoppe en derved forbudt praksis, og den erhvervsdrivende
samtidig er bekendt med, at den forbudte praksis fortsat
udøves.
Der vil også kunne idømmes straf, hvis eksempelvis den
erhvervsdrivende, som er bekendt med retten pålæg om at
underrette forbrugerne om en endelig afgørelse, jf. lovfor-
slagets § 20, stk. 1, forsætligt undlader at foretage denne
underretning.
Spørgsmål om straf i medfør af den foreslåede bestemmel-
se vil skulle behandles efter reglerne om den borgerlige
retspleje, jf. retsplejelovens § 989. Påstand om straf efter
den foreslåede bestemmelse kan ikke nedlægges under et
gruppesøgsmål, jf. lovforslagets § 11, stk. 2, modsætnings-
vis. Såfremt den godkendte myndighed eller organisation
eller den erhvervsdrivende ønsker at nedlægge påstand om
straf i medfør af den foreslåede bestemmelse, vil der således
skulle anlægges et almindeligt civilt søgsmål herom.
Straffastsættelsen vil skulle tage udgangspunkt i det strafni-
veau, der er gældende for retsplejelovens § 430, stk. 1, idet
det samtidig forudsættes, at straffen i alle tilfælde skal være
effektiv, proportional og have afskrækkende virkning.
Det foreslås i stk. 2, at spørgsmål om idømmelse af straf for
overtrædelse af et foreløbigt påbud eller forbud kan udsæt-
tes, indtil sagen om den påståede overtrædelse er afgjort.
Den foreslåede bestemmelse vil have den virkning, at så-
fremt der anlægges et almindeligt civilt søgsmål, hvor der
påstås straf, jf. det foreslåede stk. 1, kan retten beslutte at
udsætte sagen, indtil den sag, der skal indbringes efter rets-
plejelovens § 425, jf. lovforslagets § 14, stk. 2, er afgjort. På
samme måde vil den sag, hvor der nedlægges strafpåstand
efter den foreslåede bestemmelse, kunne udsættes, ind til en
sag anlagt med de påstande, der er nævnt i § 15, stk. 1 og 2,
er afgjort.
54
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at en modpart, der uden lovlig
grund undlader at efterkomme et pålæg om edition efter
retsplejelovens § 298, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, stk. 2,
kan idømmes straf af bøde. Det foreslås i 2. pkt., at retsple-
jelovens § 298, stk. 2, jf. § 344, stk. 2, finder tilsvarende
anvendelse.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at såfremt mod-
parten ikke efterkommer et editionspålæg, vil der – i tillæg
til muligheden for at tillægge dette forhold processuel ska-
devirkning efter retsplejelovens § 344, stk. 2 –kunne pålæg-
ges modparten straf i form af bøde.
I overensstemmelse med præambelbetragtning nr. 69 vil der
således være sanktioner for undladelse eller nægtelse af at
fremlægge bevismateriale. Der vil også kunne pålægges an-
dre typer af sanktioner, for eksempel processuel skadevirk-
ning, ved nægtelse af at efterkomme et pålæg om at frem-
lægge bevismateriale.
Det vil efter den foreslåede bestemmelse eksempelvis være
muligt at pålægge en modparten en bøde, hvis retten i over-
ensstemmelse med retsplejelovens § 298, stk. 1, jf. lovfor-
slagets § 1, stk. 2, har pålagt vedkommende at fremlægge et
dokument, der er undergivet modpartens rådighed, og hvor
modparten uden lovlig grund til at undlade at efterkomme
pålægget, undlader at efterkomme pålægget.
Retten vil tage stilling til, om der skal idømmes straf efter
bestemmelsen efter at en af sagens parter nedlægger påstand
herom, og når den fornødne bevisførelse i den forbindelse
har fundet sted.
Det forudsættes, at fastsættelsen af en straf i form af bø-
de alene anvendes, når muligheden for at tillægge undla-
delsen processuel skadevirkning ikke må antages at virke
tilstrækkelig tilskyndende til at efterkomme pålægget. Det
forudsættes, at der således vil skulle være ganske stærke
holdepunkter for at tildele en bøde efter bestemmelsen, og at
bestemmelsen således alene vil finde anvendelse i undtagel-
sestilfælde.
Strafniveauet skal fastsættes under hensyn til forholdene
hos den part, der pålægges bøden. En bødestørrelse på ikke
under 1.000 kr. og ikke over 20.000 kr. vil være passen-
de. Bødens størrelse kan stige, hvis en bøde i den angiv-
ne størrelsesorden ikke kan anses at være effektiv eller af-
skrækkende henset til forholdene hos den part, der pålægges
bøden. Det forudsættes således, at straffen i alle tilfælde skal
være effektiv, proportional og have afskrækkende virkning.
Det foreslås endelig i stk. 4, at der kan pålægges selskaber
m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffe-
lovens 5. kapitel.
Til § 24
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
målsdirektivets artikel 21 og 24, stk. 1.
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 25. juni
2023.
Ikrafttrædelsesdatoen skyldes, at gruppesøgsmålsdirektivets
artikel 24, stk. 1, 3. pkt., fastsætter, at de nationale bestem-
melser, der gennemfører direktivet, skal anvendes fra den
25. juni 2023.
Det foreslås i stk. 2, at lov nr. 1257 af 20. december 2000
om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser ophæ-
ves.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at lov om forbud
til beskyttelse af forbrugernes interesser ophæves, når dette
lovforslag træder i kraft.
Lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser
gennemfører forbudsdirektivet. Med gruppesøgsmålsdirekti-
vet ophæves forbudsdirektivet, og da det er fundet hensigts-
mæssigt at gennemføre det nye direktiv i en ny hovedlov,
foreslås det at ophæve lov om forbud til beskyttelse af for-
brugernes interesser.
Lovforslaget vil således erstatte den gældende lov om for-
bud til beskyttelse af forbrugernes interesser, hvorfor denne
lov ophæves den 25. juni 2023, hvor dette lovforslag vil
træde i kraft.
Til § 25
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
målsdirektivets artikel 22, stk. 1 og 2.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at loven finder anvendelse for
gruppesøgsmål, som anlægges efter lovens ikrafttræden.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at den 25. juni
2023 vil blive skæringsdatoen for, hvilket regelsæt der vil
finde anvendelse på gruppesøgsmål omfattet af dette lov-
forslag. Det afgørende vil således være, hvornår et gruppe-
søgsmål er anlagt. Dette lovforslag vil finde anvendelse på
alle gruppesøgsmål, som anlægges den 25. juni 2023 eller
senere. Dette vil gælde, uanset om den relevante nationale
eller grænseoverskridende overtrædelse ophørte, inden grup-
pesøgsmålet efter denne lov blev anlagt eller afsluttet.
Dette lovforslags ikrafttræden vil ikke påvirke gruppesøgs-
mål, som er anlagt efter reglerne i retsplejelovens kapitel 23
a om gruppesøgsmål.
Det foreslås i 2. pkt., at for øvrige sager finder de hidtil
gældende regler anvendelse.
Reglerne i lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes in-
teresser vil finde anvendelse på alle søgsmål, som er anlagt
før den 25. juni 2023, uanset hvornår disse søgsmål færdig-
behandles.
Til § 26
55
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgs-
målsdirektivets artikel 4, stk. 7, 2. pkt.
Efter gældende ret er Forbrugerombudsmanden og Læge-
middelstyrelsen godkendte myndigheder, som kan anlægge
gruppesøgsmål i andre medlemsstater i henhold til lov nr.
1257 af 20. december 2000 om forbud til beskyttelse af
forbrugernes interesser. Dette skyldes, at Lægemiddelstyrel-
sen fører tilsyn med den direktivbestemte lovgivning om
humanmedicin, og Forbrugerombudsmanden fører som led
i sit generelle markedsføringstilsyn tilsyn med de øvrige
direktiver omfattet af bilag I til Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 98/27/EF af 19. maj 1998 om søgsmål med
påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes
interesser.
Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.2.1.1.
for en uddybende beskrivelse af gældende ret.
Det foreslås i stk. 1, at erhvervsministeren kan beslutte, at
myndigheder, der tidligere var godkendt i henhold til lov om
forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser, fortsat kan
være godkendt til at anlægge grænseoverskridende gruppe-
søgsmål i andre medlemsstater.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsmini-
steren bemyndiges til at kunne beslutte, at myndigheder, der
er godkendt i henhold til lov om forbud til beskyttelse af
forbrugernes interesser, kan fortsætte med at være godkendt
til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål.
Forbrugerombudsmanden og Lægemiddelstyrelsen vil der-
ved ikke på ny skulle anmode erhvervsministeren om god-
kendelse til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgs-
mål.
Dette er i overensstemmelse med direktivets artikel 4, stk.
7, hvorefter myndigheder, der allerede er godkendt i henhold
til forbudsdirektivet, skal forblive godkendte myndigheder i
henhold til gruppesøgsmålsdirektivet.
Det foreslås i stk. 2, at de myndigheder, der er nævnt i
stk. 1, derudover vil være godkendt til at anlægge nationale
gruppesøgsmål ved domstolene efter denne lov.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de myndighe-
der, der er godkendt til at anlægge grænseoverskridende
gruppesøgsmål efter lov om forbud til beskyttelse af forbru-
gernes interesser, også gives kompetence til at kunne anlæg-
ge nationale gruppesøgsmål.
Forbrugerombudsmanden og Lægemiddelstyrelsen, der er
godkendt til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgs-
mål efter lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes inte-
resser, vil således ikke skulle anmode om godkendelse for
at opnå søgsmålskompetence til at anlægge nationale grup-
pesøgsmål, da de efter denne bestemmelse automatisk også
vil opnå søgsmålskompetence hertil.
Bestemmelsen tilføjes, da gruppesøgsmålsdirektivets anven-
delsesområde udvides til både at gælde for nationale og
grænseoverskridende gruppesøgsmål, hvor forbudsdirektivet
alene vedrører grænseoverskridende gruppesøgsmål.
Da gruppesøgsmålsdirektivet medfører en mulighed for, at
myndigheder, der er godkendt til anlæggelse af gruppesøgs-
mål i henhold til forbudsdirektivet kan forblive godkendt,
bør disse myndigheder ligeledes tildeles kompetence til at
kunne føre nationale gruppesøgsmål.
Til § 27
Det foreslås i stk. 1, at loven ikke gælder for Færøerne og
Grønland.
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til be-
skyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om ophæ-
velse af direktiv 2009/22/EF.
Lovforslaget vedrører forbrugerbeskyttelsesområdet og rets-
plejeområdet, idet der indføres en ny ordning for anlæggelse
af en særlig type gruppesøgsmål om erhvervsdrivende over-
trædelser af EU-retlig regulering.
Der gælder særlige retsplejelove for henholdsvis Færøerne
og Grønland, og Færøerne og Grønland har således egne
ordninger for anlæggelse af søgsmål. Det er derfor vurderin-
gen, at den foreslåede lov ikke skal gælde eller kunne sættes
i kraft for hverken Færøerne eller Grønland.
56
Bilag I
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2020/1828
af 25. november 2020
om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og
om ophævelse af direktiv 2009/22/EF
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg1),
under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget2),
efter den almindelige lovgivningsprocedure3),
og ud fra følgende betragtninger:
(1) Globaliseringen og digitaliseringen har øget risikoen for, at et større antal forbrugere lider skade som
følge af den samme ulovlige praksis. Overtrædelser af EU-retten kan være til skade for forbrugerne. Uden
effektive midler til at bringe en ulovlig praksis til ophør og til at opnå genopretning for forbrugerne
mindskes forbrugernes tillid til det indre marked.
(2) Manglen på effektive midler til at håndhæve EU-retten, som beskytter forbrugerne, kan også resultere
i en forvridning af den fair konkurrence mellem erhvervsdrivende, der overtræder lovgivningen, og
erhvervsdrivende, der overholder lovgivningen, og som opererer nationalt eller på tværs af grænserne. Så-
danne forvridninger kan hindre det indre marked i at fungere gnidningsløst.
(3) I henhold til artikel 26, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skal
det indre marked indebære et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer og tjeneste-
ydelser. Det indre marked bør give forbrugerne en merværdi i form af bedre kvalitet, større udvalg,
rimelige priser og høje sikkerhedsstandarder med hensyn til varer og tjenesteydelser, hvorved et højt
forbrugerbeskyttelsesniveau fremmes.
(4) Artikel 169, stk. 1, og artikel 169, stk. 2, litra a), i TEUF fastsætter, at Unionen skal bidrage til at
nå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau ved hjælp af foranstaltninger, som vedtages i henhold til artikel
114 i TEUF. I henhold til artikel 38 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder
(»chartret«) skal der sikres et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i Unionens politikker.
(5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/22/EF4) gjorde det muligt for godkendte organer/orga-
nisationer at anlægge gruppesøgsmål, der primært har til formål at bringe overtrædelser af EU-retten,
som skader forbrugernes kollektive interesser, til ophør eller at forbyde disse. I dette direktiv blev der
imidlertid ikke i tilstrækkelig grad taget fat på at løfte udfordringerne i forbindelse med håndhævelse af
forbrugerbeskyttelsesretten. For i højere grad at afskrække fra ulovlig praksis og mindske skaderne for
forbrugerne på et stadigt mere globaliseret og digitaliseret marked er det nødvendigt at styrke processuel-
57
le ordninger til beskyttelsen af forbrugernes kollektive interesser, så de omfatter både foranstaltninger
om påbud og foranstaltninger om genopretning. I lyset af det store antal påkrævede ændringer er det
hensigtsmæssigt at ophæve direktiv 2009/22/EF og erstatte det med nærværende direktiv.
(6) Processuelle ordninger for anlæggelse af gruppesøgsmål, både for så vidt angår foranstaltninger om
påbud og foranstaltninger om genopretning, varierer i hele Unionen og giver forskellige forbrugerbeskyt-
telsesniveauer. Desuden er der også medlemsstater, som på nuværende tidspunkt ikke har indført nogen
processuelle ordninger for kollektive søgsmål om foranstaltninger om genopretning. Denne situation
mindsker forbrugernes og virksomhedernes tillid til det indre marked og deres evne til at drive forretning
på det indre marked. Den forvrider konkurrencen og hindrer en effektiv håndhævelse af EU-retten på
forbrugerbeskyttelsesområdet.
(7) Dette direktiv har derfor til formål at sikre, at der på EU-plan og på nationalt plan findes mindst
én effektiv og virkningsfuld processuel ordning for anlæggelse af gruppesøgsmål og med henblik på
foranstaltninger om påbud og genopretning, der er tilgængelig for forbrugere i alle medlemsstater. At
have én sådan processuel ordning for anlæggelse af gruppesøgsmål tilgængelig vil øge forbrugernes tillid,
sætte dem i stand til at udøve deres rettigheder, bidrage til en mere fair konkurrence og skabe lige vilkår
for erhvervsdrivende, der opererer på det indre marked.
(8) Dette direktiv har til formål at bidrage til det indre markeds funktion og til opnåelsen af et højt for-
brugerbeskyttelsesniveau ved at gøre det muligt for godkendte organer/organisationer, som repræsenterer
forbrugernes kollektive interesser, at anlægge gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om både
påbud og genopretning mod erhvervsdrivende, der overtræder EU-retlige bestemmelser. Disse godkendte
organer/organisationer bør kunne anmode om at få bragt sådan overtrædelse til ophør eller få den forbudt
og søge foranstaltninger om genopretning, hvis det er relevant og muligt i henhold til EU-retten og
national ret, såsom erstatning, afhjælpning eller forholdsmæssigt afslag.
(9) Gruppesøgsmål bør være en effektiv og virkningsfuld måde, hvorpå forbrugernes kollektive interesser
kan beskyttes. Det bør gøre det muligt for godkendte organer/organisationer at tage initiativer med hen-
blik på at sikre, at de erhvervsdrivende overholder de relevante EU-retlige bestemmelser, og at overvinde
de hindringer, forbrugere står over for i individuelle sager såsom sådanne, der relaterer sig til usikkerhed
om deres rettigheder og om hvilke processuelle ordninger, der er tilgængelige, de psykologiske barrierer
for at indbringe sager og det negative forhold mellem de forventede udgifter sammenholdt med fordelene
ved at indlede en individuel sag.
(10) Det er vigtigt at sikre den nødvendige balance mellem at forbedre forbrugernes adgang til klage
og domstolsprøvelse og at yde de nødvendige garantier til de erhvervsdrivende for at undgå misbrug af
adgangen til at anlægge sager, som med urette hindrer virksomhedernes mulighed for at drive forretning
på det indre marked. For at forhindre misbrug af adgangen til at anlægge gruppesøgsmål bør tildeling af
erstatning med karakter af bod undgås, og der bør fastsættes regler for visse processuelle aspekter såsom
udpegelse og finansiering af godkendte organer/organisationer.
(11) Dette direktiv bør ikke erstatte eksisterende nationale processuelle ordninger til beskyttelse af for-
brugernes kollektive eller individuelle interesser. Under hensyntagen til medlemsstaternes retstraditioner
overlades det til dem at beslutte, om de vil udforme den processuelle ordning for anlæggelse af gruppe-
søgsmål, der er påkrævet i dette direktiv, som del af en eksisterende eller som del af en ny processuel
ordning for kollektive foranstaltninger om påbud eller genopretning eller som en særskilt ordning, for så
vidt som mindst én national processuel ordning for anlæggelse af gruppesøgsmål er i overensstemmelse
med dette direktiv. Dette direktiv bør f.eks. ikke forhindre medlemsstaterne i at vedtage lovgivning om
anerkendelsessøgsmål ved en domstol eller en forvaltningsmyndighed, selv om det ikke fastsætter regler
58
for sådanne sager. Hvis der er indført processuelle ordninger på nationalt plan ud over den processuelle
ordning, der er påkrævet i dette direktiv, bør det godkendte organ/den godkendte organisation kunne
vælge, hvilken processuel ordning der skal anvendes.
(12) I overensstemmelse med princippet om processuel autonomi bør dette direktiv ikke indeholde
bestemmelser om ethvert aspekt i gruppesøgsmål. Det er derfor op til medlemsstaterne at fastsætte regler,
f.eks. vedrørende antagelighed, beviser eller retsmidler, som finder anvendelse på gruppesøgsmål. Det
bør f.eks. være op til medlemsstaterne at træffe afgørelse om, hvilken grad af lighed der kræves mellem
individuelle krav, eller det mindste antal berørte forbrugere, der skal være omfattet af et gruppesøgsmål
med henblik på foranstaltninger om genopretning, for at en sag kan behandles som et gruppesøgsmål. Så-
danne nationale regler bør ikke hindre, at den processuelle ordning for anlæggelse af gruppesøgsmål,
der er påkrævet i dette direktiv, fungerer effektivt. I overensstemmelse med princippet om ikkeforskelsbe-
handling bør de betingelser for antagelse til behandling, der gælder for specifikke grænseoverskridende
gruppesøgsmål, ikke være forskellige fra dem, der gælder for specifikke nationale gruppesøgsmål. En
afgørelse om, at et gruppesøgsmål er uantageligt, bør ikke påvirke de af søgsmålet berørte forbrugeres
rettigheder.
(13) Dette direktivs anvendelsesområde bør afspejle den seneste udvikling på forbrugerbeskyttelsesområ-
det. Da forbrugere nu handler på et bredere og stadigt mere digitaliseret marked, skal der for at opnå et
højt forbrugerbeskyttelsesniveau være krav om, at områder som databeskyttelse, finansielle tjenesteydel-
ser, rejser og turisme, energi og telekommunikation omfattes af direktivet i tillæg til den almindelige
forbrugerbeskyttelsesret. Navnlig da der er øget efterspørgsel blandt forbrugerne efter finansielle tjeneste-
ydelser og investeringstjenesteydelser, er det vigtigt at forbedre håndhævelsen af forbrugerbeskyttelses-
retten på disse områder. Forbrugermarkedet har også udviklet sig på området for digitale tjenester, og
der er et øget behov for mere effektiv håndhævelse af forbrugerbeskyttelsesretten, herunder vedrørende
databeskyttelse.
(14) Dette direktiv bør omfatte overtrædelser af de EU-retlige bestemmelser, der er omhandlet i bilag
I, i det omfang disse bestemmelser beskytter forbrugernes interesser, uanset om disse forbrugere be-
nævnes forbrugere, rejsende, brugere, kunder, detailinvestorer, detailkunder, registrerede personer eller
andet. Dette direktiv bør dog kun varetage interesserne hos fysiske personer, som har lidt skade eller som
ville kunne lide skade som følge af de pågældende overtrædelser, hvis de fysiske personer er forbrugere i
henhold til dette direktiv. Overtrædelser, der skader fysiske personer, som betragtes som erhvervsdrivende
i henhold til dette direktiv, bør ikke være omfattet.
(15) Dette direktiv bør ikke berøre de retsakter, der er opført i bilag I, og bør derfor ikke ændre eller
udvide definitionerne fastsat i disse retsakter eller erstatte eventuelle håndhævelsesmekanismer, som de
pågældende retsakter måtte indeholde. For eksempel kan de håndhævelsesmekanismer, der er fastsat i el-
ler baseret på Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/6795), fortsat anvendes til beskyttelse
af forbrugernes kollektive interesser, hvor det er relevant.
(16) For at undgå tvivl bør dette direktivs anvendelsesområde fastsættes så præcist som muligt i bilag
I. Hvis de retsakter, der er opført i bilag I, indeholder bestemmelser, som ikke vedrører forbrugerbeskyt-
telse, bør der i bilag I henvises til de specifikke bestemmelser, som beskytter forbrugernes interesser. Så-
danne henvisninger er dog ikke altid praktisk gennemførlige på grund af visse retsakters struktur, navnlig
på området for finansielle tjenesteydelser, herunder området for investeringstjenesteydelser.
(17) For at sikre en hensigtsmæssig reaktion på overtrædelser af EU-retten, hvis form og omfang hurtigt
forandrer sig, bør lovgiver, hver gang der vedtages en ny EU-retsakt, der er relevant for beskyttelse af
59
forbrugernes kollektive interesser, overveje, om bilag I til dette direktiv skal ændres for at sikre, at den
nye EU-retsakt omfattes af dette direktivs anvendelsesområde.
(18) Medlemsstaterne bør fortsat have kompetence til at anvende bestemmelserne i dette direktiv på
områder i tillæg til dem, der er omfattet af dets anvendelsesområde. Medlemsstaterne bør for eksempel
kunne opretholde eller indføre national lovgivning, der svarer til bestemmelserne i dette direktiv, for så
vidt angår tvister, der falder uden for anvendelsesområdet for bilag I.
(19) Da både retslige og administrative procedurer effektivt og virkningsfuldt kan tjene til at beskytte
forbrugernes kollektive interesser, overlades det til medlemsstaterne at beslutte, om et gruppesøgsmål
kan anlægges som retslig procedure, administrativ procedure eller begge afhængigt af det relevante
retsområde eller den pågældende økonomiske sektor. Dette bør ikke berøre retten til adgang til effektive
retsmidler som fastsat i artikel 47 i chartret, i henhold til hvilken medlemsstaterne skal sikre, at forbrugere
og erhvervsdrivende har ret til adgang til effektive retsmidler for en domstol i forbindelse med en hvilken
som helst administrativ afgørelse, der er truffet i henhold til nationale bestemmelser, der gennemfører
dette direktiv. Dette bør omfatte muligheden for, at en part i et søgsmål kan opnå en afgørelse om
suspension af fuldbyrdelsen af den omtvistede afgørelse i overensstemmelse med national ret.
(20) Dette direktiv, der bygger på direktiv 2009/22/EF, bør både omfatte nationale og grænseoverskriden-
de overtrædelser, navnlig når de forbrugere, der er berørt af en overtrædelse, bor i en anden medlemsstat
end den, hvor den erhvervsdrivende, der overtræder lovgivningen, er etableret. Det bør også omfatte
overtrædelser, der er ophørt, før et gruppesøgsmål er anlagt eller afsluttet, da det stadig kan være nødven-
digt at forhindre en gentagelse af praksis ved at forbyde den, at fastslå, at en given praksis udgjorde en
overtrædelse, eller at lette forbrugernes adgang til genopretning.
(21) Dette direktiv bør ikke berøre anvendelsen af regler om international privatret vedrørende retternes
kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser eller om lovvalg, og det bør heller ikke
fastsætte regler herom. Eksisterende EU-retlige instrumenter bør finde anvendelse på den processuelle
ordning for anlæggelse af gruppesøgsmål, der er krævet i dette direktiv. Navnlig Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 864/20076), forordning (EF) nr. 593/20087) og forordning (EU) nr. 1215/20128)
bør finde anvendelse på den processuelle ordning for anlæggelse af gruppesøgsmål, der er påkrævet i
dette direktiv.
(22) Det bør bemærkes, at forordning (EU) nr. 1215/2012 ikke omfatter forvaltningsmyndigheders kom-
petence eller anerkendelse eller fuldbyrdelse af afgørelser truffet af sådanne myndigheder. Sådanne
spørgsmål bør overlades til national ret.
(23) Hvor det er relevant, kunne det være muligt for et godkendt organ/en godkendt organisation i
overensstemmelse med regler om international privatret at anlægge et gruppesøgsmål i den medlemsstat,
hvor organet/organisationen er udpeget, samt i en anden medlemsstat. Dette direktiv, der bygger på
direktiv 2009/22/EF, bør foretage en sondring mellem disse to typer af gruppesøgsmål. Når et godkendt
organ/en godkendt organisation anlægger et gruppesøgsmål i en anden medlemsstat end den, hvor
organet/organisationen er udpeget, bør dette gruppesøgsmål anses for at være et grænseoverskridende
gruppesøgsmål. Når et godkendt organ/en godkendt organisation anlægger et gruppesøgsmål i den med-
lemsstat, hvor organet/organisationen er udpeget, bør dette gruppesøgsmål anses for at være et nationalt
gruppesøgsmål, selv hvis dette gruppesøgsmål anlægges mod en erhvervsdrivende, der har hjemting i en
anden medlemsstat, og selv hvis forbrugere fra flere medlemsstater er repræsenteret i det pågældende
gruppesøgsmål. Det afgørende for fastlæggelsen af typen af gruppesøgsmål bør være den medlemsstat,
hvori sagen anlægges. Derfor bør det ikke være muligt for et nationalt gruppesøgsmål at blive et grænseo-
verskridende gruppesøgsmål under sagens behandling eller omvendt.
60
(24) Navnlig forbrugerorganisationer bør spille en aktiv rolle med hensyn til at sikre, at relevante
EU-retlige bestemmelser overholdes. De bør alle anses for at have gode forudsætninger for at ansøge
om status som godkendt organ/ organisation i overensstemmelse med national ret. Afhængig af nationale
retstraditioner kan offentlige organer også spille en aktiv rolle med hensyn til at sikre, at relevante
EU-retlige bestemmelser overholdes, ved at anlægge gruppesøgsmål som omhandlet i dette direktiv.
(25) Med henblik på grænseoverskridende gruppesøgsmål bør godkendte organer/organisationer opfylde
de samme kriterier for udpegelse i hele Unionen. De bør navnlig være juridiske personer, der er forskrifts-
mæssigt oprettet i henhold til den udpegede medlemsstats lovgivning, have en vis permanent karakter
og niveau af offentlig aktivitet, ikke arbejde med fortjeneste for øje og i lyset af deres vedtægtsbestemte
formål have legitim interesse i at varetage forbrugernes interesser som fastsat i EU-retten. Godkendte
organer/organisationer bør ikke være under insolvensbehandling eller være erklæret konkurs. De bør
være uafhængige og ud over forbrugere ikke være påvirket af personer, som har økonomisk interesse i
at anlægge et gruppesøgsmål, navnlig erhvervsdrivende eller hedgefonde, herunder i tilfælde af finansie-
ring fra en tredjepart. Godkendte organer/organisationer bør have indført procedurer, der forhindrer en
sådan indflydelse samt interessekonflikter mellem dem selv, deres finansieringsydere og forbrugernes
interesser. De bør i et klart og forståeligt sprog ved hjælp af passende midler, navnlig på deres websted,
offentliggøre oplysninger, der påviser, at de opfylder kriterierne for udpegelse til godkendt organ/organi-
sation, og generelle oplysninger om deres finansieringskilder generelt set samt om deres organisatoriske
og ledelsesmæssige struktur samt medlemsstruktur, deres vedtægtsbestemte formål og deres aktiviteter.
(26) Medlemsstaterne bør frit kunne fastsætte kriterierne for udpegelse af godkendte organer/organisatio-
ner i overensstemmelse med national ret. Medlemsstaterne bør dog også kunne anvende de kriterier for
udpegelse, der er fastsat i dette direktiv for udpegelse af godkendte organer/organisationer med henblik på
grænseoverskridende gruppesøgsmål, for så vidt angår godkendte organer/organisationer, der kun udpeges
med henblik på nationale gruppesøgsmål.
(27) De kriterier, der anvendes for udpegelsen af godkendte organer/organisationer i forbindelse med
nationale eller grænseoverskridende gruppesøgsmål, bør ikke være til hinder for, at gruppesøgsmål, som
omhandlet i dette direktiv, fungerer effektivt.
(28) Medlemsstaterne bør kunne udpege godkendte organer/organisationer på forhånd med det formål
at anlægge gruppesøgsmål. Dette direktiv bør ikke tilskynde medlemsstaterne til at indføre mulighed
for at udpege godkendte organer/organisationer på ad hoc-basis. Med henblik på nationale gruppesøgs-
mål bør medlemsstaterne dog også eller alternativt kunne udpege godkendte organer/organisationer på
ad hoc-basis i et specifikt nationalt gruppesøgsmål. En sådan udpegelse bør kunne foretages af den
retsinstans eller forvaltningsmyndighed, for hvilken sagen er indbragt, herunder ved godkendelse, hvis
det er relevant. Med henblik på grænseoverskridende gruppesøgsmål er det dog nødvendigt med fælles
garantier. Godkendte organer/organisationer, der er blevet udpeget på ad hoc-basis, bør derfor ikke have
mulighed for at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål.
(29) Det bør være op til den udpegende medlemsstat at sikre, at et organ/en organisation opfylder
kriterierne for udpegelse af godkendte organer/organisationer med henblik på grænseoverskridende grup-
pesøgsmål, at vurdere, om det godkendte organ/den godkendte organisation fortsat opfylder kriterierne
for udpegelse, og om nødvendigt at tilbagekalde udpegelsen af det godkendte organ/den godkendte
organisation. Medlemsstaterne bør mindst hvert femte år vurdere, om godkendte organer/organisationer
fortsat opfylder kriterierne for udpegelse.
(30) Hvis der opstår tvivl om, hvorvidt et godkendt organ/en godkendt organisation opfylder kriterierne
for udpegelse, bør den medlemsstat, som udpegede organet/organisationen, undersøge sagen og om
61
nødvendigt tilbagekalde udpegelsen af det godkendte organ/den godkendte organisation. Medlemsstaterne
bør udpege nationale kontaktpunkter med henblik på at sende og modtage anmodninger om undersøgel-
ser.
(31) Medlemsstaterne bør sikre, at godkendte organer/organisationer, der er udpeget med henblik på
grænseoverskridende gruppesøgsmål i en anden medlemsstat, kan anlægge sådanne gruppesøgsmål ved
deres retsinstanser eller forvaltningsmyndigheder. Derudover bør godkendte organer/organisationer fra
forskellige medlemsstater kunne gå sammen i ét enkelt gruppesøgsmål for én enkelt domstol under
overholdelse af de relevante værnetingsregler. Dette bør ikke berøre retten for den retsinstans eller
forvaltningsmyndighed, for hvilken sagen er indbragt, til at undersøge, om gruppesøgsmålet er egnet til at
blive behandlet som ét enkelt gruppesøgsmål.
(32) Der bør sikres gensidig anerkendelse af den kompetence til at anlægge gruppesøgsmål, som god-
kendte organer/ organisationer, der er udpeget med henblik på grænseoverskridende gruppesøgsmål, er
tillagt. Disse godkendte organers/organisationers identitet bør meddeles til Kommissionen, og Kommissi-
onen bør udarbejde en liste over disse godkendte organer/organisationer. Optagelse på listen bør tjene
som bevis for, at det godkendte organ/den godkendte organisation, der anlægger et gruppesøgsmål,
har kompetence til at anlægge gruppesøgsmål. Dette bør ikke berøre retsinstansernes og forvaltnings-
myndighedernes ret til at undersøge, om det ud fra det godkendte organs/den godkendte organisations
vedtægtsbestemte formål er berettiget, at den/det anlægger sag i et konkret tilfælde.
(33) Foranstaltninger om påbud har til formål at beskytte forbrugernes kollektive interesser uafhængigt
af, om den individuelle forbruger faktisk har lidt tab eller skade. Ved foranstaltninger om påbud kan
erhvervsdrivende tilpligtes at foretage specifikke handlinger såsom at give forbrugerne de oplysninger,
som de tidligere undlod at give dem, selv om det var i strid med en lovbestemt forpligtelse. En afgørelse
om en foranstaltning om påbud bør ikke afhænge af, om den pågældende praksis blev fulgt forsætligt eller
som resultat af uagtsomhed.
(34) Når et gruppesøgsmål anlægges, bør det godkendte organ/den godkendte organisation fremlægge
tilstrækkelige oplysninger om de berørte forbrugere til retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden. Disse
oplysninger bør gøre det muligt for retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden at fastlægge, hvorvidt
den har kompetence, og foretage lovvalg. I en sag om erstatning uden for kontrakt kræver dette, at retsin-
stansen eller forvaltningsmyndigheden underrettes om det sted, hvor den skadevoldende begivenhed, der
påvirker forbrugerne, er foregået eller ville kunne foregå. Detaljeringsgraden af de krævede oplysninger
kan variere afhængigt af, hvilken foranstaltning det godkendte organ/den godkendte organisation søger
at opnå, og om der anvendes en tilvalgs- eller fravalgsordning. Når et gruppesøgsmål med henblik på
foranstaltninger om påbud anlægges, kræver en eventuel suspension eller afbrydelse af forældelsesfrister
for efterfølgende krav om genopretning, at det godkendte organ/den godkendte organisation fremlægger
tilstrækkelige oplysninger om den gruppe af forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmålet.
(35) Medlemsstaterne bør sikre, at godkendte organer/organisationer er i stand til at søge at opnå foran-
staltninger om påbud og foranstaltninger om genopretning. For at sikre den processuelle effektivitet
af gruppesøgsmål bør medlemsstaterne kunne beslutte, at godkendte organer/organisationer har mulig-
hed for at søge at opnå foranstaltninger om påbud og genopretning inden for rammerne af ét enkelt
gruppesøgsmål eller inden for særskilte gruppesøgsmål. Hvis godkendte organer/organisationer søger at
opnå dette inden for rammerne af ét enkelt gruppesøgsmål, bør de kunne søge at opnå alle relevante
foranstaltninger på det tidspunkt, hvor gruppesøgsmålet anlægges, eller først søge at opnå relevante
foranstaltninger om påbud og derefter foranstaltninger om genopretning, hvis det er relevant.
62
(36) Et godkendt organ/en godkendt organisation, der anlægger et gruppesøgsmål i henhold til dette
direktiv, bør søge at opnå de relevante foranstaltninger, herunder foranstaltninger om genopretning, til
gavn for og på vegne af de forbrugere, der er berørt af overtrædelsen. Det godkendte organ/den godkendte
organisation bør have sagens skadelidte parts processuelle rettigheder og forpligtelser. Medlemsstaterne
bør frit kunne give de individuelle forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmålet, visse rettigheder inden
for rammerne af gruppesøgsmålet, men disse individuelle forbrugere bør ikke være sagens skadelidte
part. Individuelle forbrugere bør under alle omstændigheder ikke kunne gribe ind i de processuelle
afgørelser, der træffes af de godkendte organer/organisationer, individuelt anmode om dokumentation
inden for sagens rammer eller individuelt klage over de processuelle afgørelser, der træffes af den
retsinstans eller forvaltningsmyndighed, som gruppesøgsmålet er indbragt for. Individuelle forbrugere bør
desuden ikke have processuelle forpligtelser inden for rammerne af gruppesøgsmålet og bør ikke bære
sagsomkostningerne, bortset fra i undtagelsestilfælde.
(37) De forbrugere, der er berørte af et gruppesøgsmål, bør dog have ret til at drage fordel af det
pågældende gruppesøgsmål. I gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning bør
fordelene antage form af f. eks. erstatning, afhjælpning, ombytning, forholdsmæssigt afslag, ophævelse
af kontrakten eller tilbagebetaling af den betalte pris. I gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger
om påbud vil fordelen for de berørte forbrugere være ophør af eller forbud mod en praksis, der udgør en
overtrædelse.
(38) I forbindelse med gruppesøgsmål med henblik på genopretningsforanstaltninger bør den tabende
part betale afholdte sagsomkostninger for den vindende part i overensstemmelse med de betingelser
og undtagelser, der er fastsat i national ret. Retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden bør dog ikke
pålægge den tabende part at betale omkostningerne, for så vidt de er påløbet unødvendigt. Individuelle
forbrugere, der er berørt af et gruppesøgsmål, bør ikke betale sagsomkostningerne. En individuel forbru-
ger, der er berørt af et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning, kan imidlertid
i undtagelsestilfælde pålægges at betale sagsomkostninger, som er påløbet som følge af den pågældende
individuelle forbrugers forsætlige eller uagtsomme adfærd, for eksempel ved at forlænge sagen ved
ulovlig adfærd. Sagsomkostningerne bør for eksempel omfatte omkostninger som følge af, at begge parter
har været repræsenteret ved en advokat eller en anden retlig aktør, eller omkostninger i forbindelse med
forkyndelse eller oversættelse af dokumenter.
(39) For at undgå misbrug af adgangen til at indbringe sager bør medlemsstaterne fastsætte nye regler
eller anvende eksisterende regler i national ret, således at retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden kan
beslutte at afvise åbenlyst ubegrundede sager, så snart retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden har
modtaget de nødvendige oplysninger til at begrunde afgørelsen. Medlemsstaterne bør ikke være forpligtet
til at indføre særlige regler for gruppesøgsmål og bør kunne anvende generelle processuelle regler for
sager, når disse regler opfylder målet om at undgå misbrug af adgangen til at indbringe sager.
(40) Foranstaltninger om påbud bør omfatte endelige og foreløbige foranstaltninger. Foreløbige foran-
staltninger kunne dække midlertidige foranstaltninger, retsbevarende og forebyggende foranstaltninger
med henblik på at bringe en igangværende praksis til ophør eller forbyde en påtænkt praksis, hvis denne
endnu ikke er blevet fulgt, men hvor der er risiko for, at den vil føre til alvorlig eller uoprettelig skade
for forbrugerne. Foranstaltninger om påbud kunne også omfatte foranstaltninger, der fastslår, at en given
praksis udgør en overtrædelse i tilfælde, hvor denne praksis er ophørt, inden gruppesøgsmålene blev
anlagt, men hvor der stadig er behov for at fastslå, at denne praksis udgjorde en overtrædelse, f.eks. for
at lette efterfølgende sager med henblik på foranstaltninger om genopretning. Foranstaltninger om påbud
kan desuden antage form af en forpligtelse for den erhvervsdrivende, der har overtrådt lovgivningen, til
at offentliggøre afgørelsen truffet af retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden om foranstaltningen helt
eller delvist, i en sådan form, der findes hensigtsmæssig, eller at offentliggøre en berigtigelse.
63
(41) Medlemsstaterne bør byggende på direktiv 2009/22/EF kunne kræve, at det godkendte organ/den
godkendte organisation, der har til hensigt at anlægge et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger
om påbud, foretager en forudgående konsultation herom, således at den berørte erhvervsdrivende får
mulighed for selv at bringe den praksis, der ville være genstand for gruppesøgsmålet, til ophør. Med-
lemsstaterne bør kunne kræve, at denne forudgående konsultation foretages sammen med en uafhængig
offentlig instans, der udpeges af dem. Når medlemsstaterne har fastslået, at der skal være forudgående
konsultation, bør der fastsættes en frist på to uger fra modtagelsen af anmodningen om konsultation,
hvorefter ansøgeren, såfremt overtrædelsen ikke er bragt til ophør, straks bør kunne anlægge et gruppe-
søgsmål med henblik på foranstaltninger om påbud ved den kompetente retsinstans eller forvaltningsmyn-
dighed. Sådanne krav kunne i overensstemmelse med national ret også anvendes på gruppesøgsmål med
henblik på foranstaltninger om genopretning.
(42) Dette direktiv bør indeholde bestemmelser om en processuel ordning, som ikke berører de regler,
der fastlægger forbrugernes materielle ret til kontraktlige retsmidler og retsmidler uden for kontrakt,
i tilfælde hvor deres interesser er blevet skadet af en overtrædelse, såsom retten til skadeserstatning,
ophævelse af kontrakten, tilbagebetaling, ombytning, afhjælpning eller forholdsmæssige afslag, afhængigt
af situationen og af EU-retten eller national ret. Det bør kun være muligt at anlægge et gruppesøgsmål
med henblik på foranstaltninger om genopretning i medfør af dette direktiv, hvis EU-retten eller national
ret indeholder bestemmelser om sådanne materielle rettigheder. Dette direktiv bør ikke gøre det muligt
at pålægge en erhvervsdrivende, der har begået en overtrædelse, en erstatning med karakter af straf i
overensstemmelse med national ret.
(43) Forbrugere, der er berørt af et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning,
bør efter anlæggelse af gruppesøgsmålet have passende muligheder for at tilkendegive, hvorvidt de
ønsker at lade sig repræsentere af det godkendte organ/den godkendte organisation i forbindelse med det
specifikke gruppesøgsmål eller ej, og hvorvidt de ønsker at drage fordel af de relevante resultater af dette
gruppesøgsmål eller ej. For at imødekomme medlemsstaternes retstraditioner bedst muligt bør de indføre
en tilvalgs- eller fravalgsordning eller en kombination af de to ordninger. I en tilvalgsordning bør det
kræves, at forbrugere udtrykkeligt tilkendegiver deres ønske om at lade sig repræsentere af det godkendte
organ/den godkendte organisation i forbindelse med gruppesøgsmålet med henblik på foranstaltninger om
genopretning. I en fravalgsordning bør det kræves, at forbrugere udtrykkeligt tilkendegiver, at de ikke
ønsker at lade sig repræsentere af det godkendte organ/den godkendte organisation i forbindelse med et
gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning. Medlemsstaterne bør kunne beslutte, i
hvilken fase af sagen de individuelle forbrugere kan udøve deres ret til at vælge at deltage eller ikke at
deltage i et gruppesøgsmål.
(44) De medlemsstater, der indfører en tilvalgsordning, bør kunne kræve, at visse forbrugere vælger at
deltage i et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning, inden gruppesøgsmålet er
anlagt, forudsat at andre forbrugere også har mulighed for at deltage, efter at gruppesøgsmålet er anlagt.
(45) For at sikre en god retspleje og undgå uforenelige retsafgørelser bør en tilvalgsordning dog være
påkrævet i forbindelse med gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning, når de
forbrugere, der er berørt af overtrædelsen, ikke har sædvanligt opholdssted i den medlemsstat, hvor
retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden, som gruppesøgsmålet er anlagt for, er beliggende. I sådanne
situationer bør forbrugerne udtrykkeligt skulle tilkendegive deres ønske om at lade sig repræsentere i det
pågældende gruppesøgsmål for at være bundet af resultatet af gruppesøgsmålet.
(46) Når forbrugere udtrykkeligt eller stiltiende tilkendegiver deres ønske om at lade sig repræsentere
af et godkendt organ/en godkendt organisation i forbindelse med et gruppesøgsmål med henblik på foran-
staltninger om genopretning, uanset om gruppesøgsmålet anlægges inden for rammerne af en tilvalgs-
64
eller fravalgsordning, bør de ikke længere kunne repræsenteres i andre gruppesøgsmål vedrørende det
samme spørgsmål mod den samme erhvervsdrivende eller indbringe individuelle sager vedrørende det
samme spørgsmål mod den samme erhvervsdrivende. Dette bør dog ikke gælde, hvis en forbruger, der
udtrykkeligt eller stiltiende har tilkendegivet sit ønske om at lade sig repræsentere i forbindelse med
et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning, senere vælger ikke at deltage i det
pågældende gruppesøgsmål i overensstemmelse med national ret, f. eks. hvis en forbruger på et senere
tidspunkt nægter at være bundet af et forlig.
(47) Af praktiske hensyn og af hensyn til effektiviteten bør medlemsstaterne i overensstemmelse med
deres nationale ret også have mulighed for at give forbrugerne mulighed for direkte at drage fordel af
en foranstaltning om genopretning, efter at den er truffet, uden at blive underlagt krav om forudgående
deltagelse i gruppesøgsmålet.
(48) Medlemsstaterne bør fastlægge regler for koordinering af gruppesøgsmål, individuelle sager, der er
indbragt af forbrugere, og eventuelle andre sager til beskyttelse af forbrugernes individuelle og kollektive
interesser som fastsat i EU-retten og i national ret. Foranstaltninger om pålæg, der træffes i henhold til
dette direktiv, bør ikke berøre individuelle sager med henblik på foranstaltninger om genopretning, der
indbringes af forbrugere, som har lidt skade som følge af den praksis, der er genstand for foranstaltninger-
ne om påbud.
(49) Medlemsstaterne bør kræve, at godkendte organer/organisationer fremlægger tilstrækkelige oplysnin-
ger til at understøtte et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning, herunder en
beskrivelse af den gruppe af forbrugere, der er berørt af overtrædelsen, og spørgsmålene om de faktiske
og retlige omstændigheder, der skal behandles inden for rammerne af gruppesøgsmålet. Det bør ikke
kræves, at det godkendte organ/den godkendte organisation udpeger samtlige forbrugere, der er berørt
af gruppesøgsmålet, individuelt for at kunne indlede gruppesøgsmålet. I forbindelse med anlæggelse
af gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning bør retsinstansen eller forvaltnings-
myndigheden tidligst muligt i sagen skulle kontrollere, om sagen er egnet til at blive behandlet som et
gruppesøgsmål i lyset af overtrædelsens art og karakteren af den skade, som de berørte forbrugere har
lidt.
(50) Foranstaltninger om genopretning bør identificere de individuelle forbrugere eller som minimum
beskrive den gruppe af forbrugere, der er berettiget til de retsmidler, som disse foranstaltninger om gen-
opretning stiller til rådighed, og, hvis det er relevant, angive metoden til fastlæggelse af skadens omfang
og de relevante skridt, som forbrugere og erhvervsdrivende skal tage med henblik på gennemførelse af
retsmidlerne. Forbrugere, der er berettiget til retsmidler, bør kunne drage fordel af disse retsmidler uden
at skulle indbringe særskilte sager. For eksempel indebærer et krav om indbringelse af en særskilt sag, at
forbrugeren er forpligtet til at indbringe en individuel sag for en retsinstans eller en forvaltningsmyndig-
hed med henblik på at fastslå skadens omfang. Omvendt bør det kunne kræves efter dette direktiv, at en
forbruger tager visse skridt for at opnå sine retsmidler, som f.eks. at gøre den enhed, der har ansvaret for
at håndhæve foranstaltningen med henblik på genopretning, bekendt med dem.
(51) Medlemsstaterne bør fastlægge eller opretholde regler om tidsfrister, som f.eks. forældelsesfrister
eller andre tidsfrister, for individuelle forbrugeres udøvelse af deres ret til at drage fordel af foranstalt-
ningerne om genopretning. Medlemsstaterne bør kunne fastlægge regler om bestemmelsesstedet for
eventuelle udestående genopretningsmidler, som ikke blev inddrevet inden for de fastsatte tidsfrister.
(52) Godkendte organer/organisationer bør være fuldstændig gennemsigtige over for retsinstanser eller
forvaltningsmyndigheder med hensyn til, hvorfra midlerne til finansiering af deres aktiviteter generelt
set og midlerne til støtte for et konkret gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning
65
hidrører. Dette er nødvendigt for at retsinstanser eller forvaltningsmyndigheder kan vurdere, om finansie-
ringen fra en tredjepart, for så vidt som den er tilladt i henhold til national ret, opfylder betingelserne i
dette direktiv, om der foreligger en interessekonflikt mellem den tredjepart, der har ydet finansieringen,
og det godkendte organ/den godkendte organisation, der giver risiko for misbrug af adgangen til at
indbringe sager, og om finansieringen fra en tredjepart, der har en økonomisk interesse i at anlægge
gruppesøgsmålet med henblik på foranstaltninger om genopretning eller resultatet heraf, vil føre gruppe-
søgsmålet væk fra beskyttelsen af forbrugernes kollektive interesser. De oplysninger, som det godkendte
organ/den godkendte organisation fremlægger for retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden, bør gøre
det muligt for retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden at vurdere, om tredjeparten uretmæssigt kan
påvirke det godkendte organs/den godkendte organisations processuelle afgørelser i forbindelse med
gruppesøgsmålet, herunder afgørelser om forlig, på en måde, der ville være til skade for de berørte
forbrugeres kollektive interesser, og at vurdere om tredjeparten finansierer gruppesøgsmålet med henblik
på foranstaltninger om genopretning mod en modpart, som er en konkurrent til denne tredjepart, der
finansierer sagen, eller mod en modpart, som den, der finansierer sagen, er afhængig af. Hvis en erhvervs-
drivende, der opererer på samme marked som modparten, direkte finansierer et konkret gruppesøgsmål,
bør det anses for at udgøre en interessekonflikt, eftersom konkurrenten kan have en økonomisk interesse
i resultatet af gruppesøgsmålet, som ikke vil være den samme som forbrugernes interesser. Indirekte
finansiering af et gruppesøgsmål fra organisationer, som finansieres gennem ligelige bidrag fra deres
medlemmer eller gennem donationer, herunder erhvervsdrivendes donationer inden for rammerne af
initiativer vedrørende virksomheders sociale ansvar eller crowdfunding, bør være berettiget som finansie-
ring fra en tredjepart, forudsat at finansieringen fra tredjeparten opfylder kravene om gennemsigtighed,
uafhængighed og fraværet af interessekonflikter. Hvis det bekræftes, at der er interessekonflikt, bør
retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden have beføjelse til at træffe passende foranstaltninger, såsom
at kræve at det pågældende godkendte organ/den pågældende godkendte organisation afslår eller ændrer
den relevante finansiering, og om nødvendigt at afvise det godkendte organs/den godkendte organisations
kompetence til at indbringe sager eller at erklære, at et specifikt gruppesøgsmål med henblik på foran-
staltninger om genopretning ikke kan antages til realitetsbehandling. En sådan erklæring bør ikke påvirke
rettighederne for de forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmålet.
(53) Kollektive forlig, der har til formål at opnå genopretning for forbrugere, der har lidt skade, bør
fremmes inden for rammerne af et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning.
(54) Retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden bør kunne opfordre den erhvervsdrivende og det god-
kendte organ/den godkendte organisation, som anlagde gruppesøgsmålet med henblik på foranstaltninger
om genopretning, til at indlede forhandlinger med henblik på at indgå forlig om genopretning, der skal
ydes til de forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmålet.
(55) Et forlig, der indgås inden for rammerne af et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om
genopretning, bør godkendes af den relevante retsinstans eller forvaltningsmyndighed, medmindre betin-
gelserne for forliget ikke kan håndhæves, eller forliget ville være i strid med præceptive bestemmelser i
national ret, der finder anvendelse på sagens genstand, og som ikke ved aftale kan fraviges til skade for
forbrugerne. Et forlig vil for eksempel kunne være i strid med præceptive bestemmelser i national ret,
hvis det udtrykkeligt bevarer et aftalevilkår, som giver den erhvervsdrivende eksklusiv ret til at fortolke
ethvert andet vilkår i nævnte kontrakt.
(56) Medlemsstaterne bør kunne fastlægge regler, der giver en retsinstans eller forvaltningsmyndighed
mulighed for også at afvise at godkende et forlig, når retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden finder,
at forliget er urimeligt.
66
(57) Godkendte forlig bør være bindende for det godkendte organ/den godkendte organisation, den
erhvervsdrivende og de berørte individuelle forbrugere. Medlemsstaterne bør dog kunne fastsætte regler
om, at de berørte individuelle forbrugere gives mulighed for at acceptere et forlig eller afvise at være
bundet af det.
(58) For at et gruppesøgsmål kan blive vellykket, er det afgørende at sikre, at forbrugerne underrettes om
det. Godkendte organer/organisationer bør på deres websteder oplyse forbrugerne om de gruppesøgsmål,
som de har besluttet at anlægge for retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden, status for de gruppesøgs-
mål, som de har anlagt, og resultaterne af sådanne gruppesøgsmål, så forbrugerne er i stand til at træffe
en kvalificeret afgørelse om, hvorvidt de ønsker at deltage i et gruppesøgsmål, og rettidigt tage de
nødvendige skridt. Oplysningerne, som de godkendte organer/organisationer skal give forbrugerne, bør
navnlig, hvis det er relevant og hensigtsmæssigt, omfatte en forklaring på et forståeligt sprog om sagens
genstand og om de mulige eller faktiske retsvirkninger af gruppesøgsmålet, det godkendte organs/den
godkendte organisations hensigt om at indbringe sagen, en beskrivelse af den gruppe af forbrugere, der
er berørt af gruppesøgsmålet, og de nødvendige skridt, som de berørte forbrugere skal tage, herunder
sikring af den nødvendige dokumentation, for at kunne drage fordel af foranstaltningerne om påbud eller
genopretning eller de godkendte forlig som omhandlet i dette direktiv. Sådanne oplysninger bør være
tilstrækkelige og stå i et rimeligt forhold til sagens omstændigheder.
(59) Uden at det berører forpligtelsen for de godkendte organer/organisationer til at give oplysninger,
bør de berørte forbrugere oplyses om et igangværende gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger
om genopretning, således at de udtrykkeligt eller stiltiende kan tilgive deres ønske om at lade sig
repræsentere i et gruppesøgsmål. Medlemsstaterne bør muliggøre dette ved at fastsætte passende regler
for formidling af oplysninger om gruppesøgsmål til forbrugerne. Det bør være medlemsstaterne, der
afgør, hvem der skal være ansvarlig for at formidle disse oplysninger.
(60) Forbrugerne bør ligeledes underrettes om endelige afgørelser vedrørende foranstaltninger om påbud,
foranstaltninger om genopretning eller godkendte forlig, om deres rettigheder, efter at der er konstate-
ret en overtrædelse, og om de eventuelle efterfølgende skridt, som de forbrugere, der er berørt af et
gruppesøgsmål, skal tage, navnlig med henblik på at opnå genopretning. De omdømmemæssige risici
forbundet med formidling af oplysninger om overtrædelsen er også vigtige med henblik på at afskrække
erhvervsdrivende fra at tilsidesætte forbrugernes rettigheder.
(61) For at oplysninger om igangværende gruppesøgsmål og afsluttede gruppesøgsmål kan have virkning,
bør de være tilstrækkelige og stå i et rimeligt forhold til sagernes omstændigheder. Sådanne oplysninger
kunne for eksempel gives på det godkendte organs/den godkendte organisations eller den erhvervsdriven-
des websted, i nationale elektroniske databaser, på sociale medier, på onlinemarkedspladser eller i almin-
deligt læste aviser, herunder aviser, der udelukkende udgives elektronisk. Forbrugerne bør om muligt,
og hvis det er relevant, underrettes individuelt ved brev sendt elektronisk eller i papirform. Sådanne
oplysninger bør på anmodning gives i et format, der er tilgængeligt for personer med handicap.
(62) Det bør være op til en erhvervsdrivende, der overtræder lovgivningen, for den erhvervsdrivendes
regning at underrette alle berørte forbrugere om endelige foranstaltninger om påbud og genopretning. Den
erhvervsdrivende bør også underrette forbrugerne om ethvert forlig, der er godkendt af en retsinstans eller
forvaltningsmyndighed. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte regler om, at en sådan forpligtelse afhænger
af en anmodning fra det godkendte organ/den godkendte organisation. Hvis det godkendte organ/den
godkendte organisation eller retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden i henhold til national ret skal
give de forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmålet, oplysninger om endelige afgørelser og godkendte
forlig, bør den erhvervsdrivende ikke behøve at give oplysningerne endnu en gang. Det bør være op til
67
det godkendte organ/den godkendte organisation at oplyse de berørte forbrugere om endelige afgørelser
vedrørende afvisning af et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning.
(63) Medlemsstaterne bør kunne oprette nationale elektronisk databaser, der er offentligt tilgængelige via
websteder, og som giver oplysninger om godkendte organer/organisationer, som på forhånd er udpeget
til at kunne anlægge nationale gruppesøgsmål og grænseoverskridende gruppesøgsmål, og generelle
oplysninger om igangværende og afsluttede gruppesøgsmål.
(64) Medlemsstaterne bør sikre, at den endelige afgørelse fra en retsinstans eller forvaltningsmyndighed
i en medlemsstat om, hvorvidt der foreligger en overtrædelse, som skader forbrugernes kollektive inte-
resser, kan anvendes af alle parter som bevis i forbindelse med andre sager ved deres retsinstanser
eller forvaltningsmyndigheder, hvori der søges at opnå foranstaltninger til genopretning mod den samme
erhvervsdrivende for den samme praksis. I overensstemmelse med retsvæsenets uafhængighed og den frie
bevisbedømmelse bør dette ikke berøre national ret om bevisbedømmelse.
(65) Forældelsesfrister suspenderes normalt, når en sag indbringes. Sager med henblik på foranstaltninger
om påbud har imidlertid ikke nødvendigvis suspenderende virkning i forhold til efterfølgende foranstalt-
ninger om genopretning, der kan opstå som følge af den samme overtrædelse. Medlemsstaterne bør
derfor sikre, at et verserende gruppesøgsmål med henblik på en foranstaltning om påbud bevirker, at de
gældende forældelsesfrister suspenderes eller afbrydes for de forbrugere, der er berørt af det pågældende
gruppesøgsmål, således at disse forbrugere uagtet om de agerer individuelt eller repræsenteres af et
godkendt organ/en godkendt organisation ikke forhindres i efterfølgende at indbringe en sag om genopret-
ning vedrørende den påståede overtrædelse, fordi forældelsesfristerne er udløbet under det pågældende
gruppesøgsmål vedrørende foranstaltninger om påbud. Når det godkendte organ/den godkendte organisa-
tion indbringer et gruppesøgsmål med henblik på påbud, bør det/den i tilstrækkelig grad definere den
gruppe af forbrugere, hvis interesser er berørt af den påståede overtrædelse, som muligvis kunne have et
krav som følge af denne overtrædelse, og som kunne blive berørt af udløbet af forældelsesfrister under
gruppesøgsmålet. For at undgå tvivl bør det præciseres, at også et verserende gruppesøgsmål med henblik
på en foranstaltning om genopretning bør bevirke, at de gældende forældelsesfrister suspenderes eller
afbrydes for de forbrugere, der er berørt af det pågældende gruppesøgsmål.
(66) For at garantere retssikkerhed bør suspension eller afbrydelse af forældelsesfrister, der er indført i
overensstemmelse med dette direktiv, kun finde anvendelse på krav om genopretning, der er baseret på
overtrædelser, som fandt sted på eller efter den 25. juni 2023. Dette bør ikke være til hinder for anvendel-
se af nationale bestemmelser om suspension eller afbrydelse af forældelsesfrister, der var gældende inden
den 25. juni 2023, på krav om genopretning, der er baseret på overtrædelser, som fandt sted før denne
dato.
(67) Gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om påbud bør behandles hurtigt. Hvis der er tale
om en igangværende overtrædelse, kan behovet for en hurtig behandling være større. Gruppesøgsmål med
henblik på foranstaltninger om påbud, der har foreløbig virkning, bør efter omstændighederne behandles
inden for rammerne af en summarisk procedure for at forhindre enhver eller yderligere skade på grund af
overtrædelsen.
(68) Bevismaterialet er afgørende for at fastslå, om et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om
påbud eller genopretning er velbegrundet. Forholdet mellem erhvervsdrivende og forbrugere er imidlertid
ofte karakteriseret ved informationsasymmetri, og en erhvervsdrivende kan være den eneste, der har det
nødvendige bevismateriale, hvilket gør det utilgængelig for det godkendte organ/den godkendte organisa-
tion. Godkendte organer/ organisationer bør derfor have ret til at anmode retsinstansen eller forvaltnings-
myndigheden om at pålægge den erhvervsdrivende at videregive bevismateriale, der er relevant for deres
68
krav. Omvendt bør erhvervsdrivende under hensyntagen til princippet om processuel ligestilling have
tilsvarende ret til at anmode om bevismateriale, som det godkendte organ/den godkendte organisation
er i besiddelse af. Behovet for og omfanget og forholdsmæssigheden af pålæg om videregivelse af bevis-
materiale bør i overensstemmelse med national procesret omhyggeligt vurderes af den retsinstans eller
forvaltningsmyndighed, der behandler gruppesøgsmålet, under hensyntagen til beskyttelse af tredjeparters
legitime interesser og under overholdelse af gældende EU-regler og nationale regler om fortrolighed.
(69) For at sikre, at gruppesøgsmål er effektive, bør erhvervsdrivende, der overtræder lovgivningen,
kunne pålægges sanktioner, som er effektive, afskrækkende og proportionale, for undladelse eller nægtel-
se af at efterkomme en foranstaltning om påbud. Medlemsstaterne bør sikre, at disse sanktioner kan
have form af bødestraf, f.eks. betingede bøder, løbende betalinger eller tvangsbøder. Der bør også være
sanktioner for undladelse eller nægtelse af at efterkomme et pålæg om at fremlægge oplysninger til
berørte forbrugere om endelige afgørelser eller forlig eller om undladelse eller nægtelse af at fremlægge
bevismateriale. Der bør også kunne anvendes andre typer af sanktioner, f. eks. processuelle foranstaltnin-
ger, ved nægtelse af at efterkomme et pålæg om at fremlægge bevismateriale.
(70) Da gruppesøgsmål fremmer den offentlige interesse ved at beskytte forbrugernes kollektive interes-
ser, bør medlemsstaterne bevare eller træffe foranstaltninger for at sikre, at godkendte organer/organisati-
oner ikke forhindres i at anlægge gruppesøgsmål i medfør af dette direktiv på grund af omkostningerne
ved sagerne. Sådanne foranstaltninger kan omfatte begrænsning af de gældende retsafgifter eller admi-
nistrative gebyrer, bevilling af adgang til retshjælp for godkendte organer/organisationer, hvor det er
nødvendigt, eller tilrådighedsstillelse for godkendte organer/organisationer af offentlig finansiering til at
anlægge gruppesøgsmål, herunder strukturel støtte eller andre former for støtte. Medlemsstaterne bør dog
ikke være forpligtet til at finansiere gruppesøgsmål.
(71) Samarbejde og udvekslingen af oplysninger mellem godkendte organer/organisationer fra forskellige
medlemsstater har vist sig at være nyttig, navnlig når der er tale om grænseoverskridende overtrædel-
ser. Der er behov for at fortsætte kapacitetsopbygnings- og samarbejdsforanstaltninger og til at udvide
dem til at omfatte et større antal godkendte organer/organisationer på tværs af Unionen for at øge brugen
af gruppesøgsmål med grænseoverskridende virkninger.
(72) Med henblik på evalueringen af dette direktiv bør medlemsstaterne give Kommissionen oplysninger
om gruppesøgsmål, der anlægges i medfør af dette direktiv. Medlemsstaterne bør give oplysninger om
antallet og typen af gruppesøgsmål, som er afsluttet ved deres retsinstanser eller forvaltningsmyndighe-
der. Der bør ligeledes gives oplysninger om resultatet af sager til varetagelse af forbrugerinteresser,
herunder om sagerne blev antaget, om der blev givet medhold i dem, eller om der blev indgået et
godkendt forlig. For at lette medlemsstaternes administrative byrde i forbindelse med opfyldelsen af
disse forpligtelser bør det være tilstrækkeligt at give Kommissionen generelle oplysninger om typen af
overtrædelser og parterne, navnlig med hensyn til foranstaltninger om påbud. For så vidt angår parterne
bør det f.eks. være tilstrækkeligt at underrette Kommissionen om, hvorvidt det godkendte organ/den god-
kendte organisation var en forbrugerorganisation eller et offentligt organ, og om den erhvervsdrivendes
forretningsområde, f.eks. finansielle tjenesteydelser. Alternativt bør medlemsstaterne kunne forelægge
Kommissionen kopier af relevante afgørelser eller forlig. Der bør ikke gives oplysninger om identiteten af
de forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmål.
(73) Kommissionen bør udarbejde en rapport, eventuelt ledsaget af et lovgivningsforslag, hvori det
vurderes, om grænseoverskridende gruppesøgsmål bedst kan behandles på EU-plan ved at indføre en
europæisk ombudsmand for gruppesøgsmål vedrørende foranstaltninger om påbud og foranstaltninger om
genopretning.
69
(74) Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som navnlig anerkendes
i chartret. Dette direktiv bør derfor fortolkes og anvendes i overensstemmelse med disse rettigheder og
principper, herunder dem, der vedrører retten til adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol
samt retten til et forsvar.
(75) Med hensyn til miljøret tages der i dette direktiv hensyn til De Forenede Nationers Økonomiske
Kommission for Europas konvention af 25. juni 1998 om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i
beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (»Århuskonventionen«).
(76) Målene for dette direktiv, nemlig at sikre, at der i alle medlemsstater findes en ordning for
gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser for derved at sikre et højt forbrugerbe-
skyttelsesniveau og bidrage til et velfungerende indre marked, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes
ved hjælp af foranstaltninger, der udelukkende træffes af medlemsstaterne, men kan på grund af de
grænseoverskridende virkninger af overtrædelser bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage
foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske
Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke
videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.
(77) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissi-
onen om forklarende dokumenter9) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget,
at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer
forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumen-
ter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.
(78) Det er hensigtsmæssigt at fastsætte regler for den tidsmæssige anvendelse af dette direktiv.
(79) Direktiv 2009/22/EF bør derfor ophæves —
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
KAPITEL 1
GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER
Artikel 1
Genstand og formål
1. I dette direktiv fastsættes regler, der sikrer, at der i alle medlemsstater findes en ordning for gruppe-
søgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser, samtidig med at der fastsættes passende
garantier for at undgå misbrug af adgangen til at indbringe sager. Formålet med dette direktiv er gennem
opnåelse af et højt forbrugerbeskyttelsesniveau at bidrage til et velfungerende indre marked gennem
indbyrdes tilnærmelse af visse aspekter af medlemsstaternes lovgivning og administrative bestemmelser
om gruppesøgsmål. Med henblik herpå har direktivet også til formål at forbedre forbrugernes adgang til
klage og domstolsprøvelse.
2. Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne vedtager eller opretholder processuelle midler
med henblik på at beskytte forbrugernes kollektive interesser på nationalt plan. Medlemsstaterne skal dog
sikre, at mindst én processuel ordning for gruppesøgsmål, som gør det muligt for godkendte organer/orga-
nisationer at anlægge gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om både påbud og genopretning,
overholder dette direktiv. Gennemførelsen af dette direktiv må ikke udgøre en grund til at forringe
forbrugerbeskyttelsen på de områder, som er omfattet af anvendelsesområdet for de EU-retsakter, der er
opført i bilag I.
70
3. Godkendte organer/organisationer kan frit vælge et hvilket som helst af de processuelle midler, som
står til rådighed for dem i henhold til EU-retten eller national ret til beskyttelse af forbrugernes kollektive
interesser.
Artikel 2
Anvendelsesområde
1. Dette direktiv finder anvendelse på gruppesøgsmål, som anlægges som følge af erhvervsdrivendes
overtrædelser af de EU-retlige bestemmelser, der er omhandlet i bilag I, herunder sådanne bestemmelser
som gennemført i national ret, og som skader eller ville kunne skade forbrugernes kollektive interes-
ser. Dette direktiv berører ikke de EU-retlige bestemmelser, der er omhandlet i bilag I. Det finder anven-
delse på nationale og grænseoverskridende overtrædelser, herunder overtrædelser, der ophørte, inden et
gruppesøgsmål blev anlagt, eller overtrædelser, der ophørte, inden gruppesøgsmålet blev afsluttet.
2. Dette direktiv påvirker ikke reglerne i henhold til EU-retten eller national ret om kontraktlige retsmid-
ler og restmidler uden for kontrakt, som er til rådighed for forbrugerne i forbindelse med de overtrædel-
ser, der er omhandlet i stk. 1.
3. Dette direktiv berører ikke EU-reglerne om international privatret, navnlig reglerne om kompetence og
anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område samt lovvalgsregler-
ne for kontraktlige forpligtelser og forpligtelser uden for kontrakt.
Artikel 3
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
1) »forbruger«: enhver fysisk person, der ikke handler som led i den pågældende persons erhverv,
forretning, håndværk eller profession
2) »erhvervsdrivende«: enhver fysisk person eller enhver juridisk person, uanset om den er privat eller
offentligt ejet, der handler, herunder via en anden person, der optræder i den pågældende persons navn
eller på den pågældende persons vegne, som led i den pågældende persons erhverv, forretning, håndværk
eller profession
3) »forbrugernes kollektive interesser«: forbrugeres generelle interesser og, navnlig med henblik på
foranstaltninger om genopretning, en gruppe af forbrugeres interesser
4) »godkendt organ/godkendt organisation«: en organisation eller et offentligt organ, der repræsenterer
forbrugernes interesser, og som en medlemsstat har udpeget som godkendt til anlæggelse af gruppesøgs-
mål i overensstemmelse med dette direktiv
5) »gruppesøgsmål«: sag med det formål at beskytte forbrugernes kollektive interesser, der anlægges af
et godkendt organ/en godkendt organisation som skadelidt part på vegne af forbrugere med henblik på at
opnå en foranstaltning om påbud, en foranstaltning om genopretning eller begge dele
6) »nationalt gruppesøgsmål«: gruppesøgsmål, som er anlagt af et godkendt organ/en godkendt organisa-
tion i den medlemsstat, hvor det godkendte organ/den godkendte organisation var udpeget
7) »grænseoverskridende gruppesøgsmål«: gruppesøgsmål, som er anlagt af et godkendt organ/en god-
kendt organisation i en anden medlemsstat end den, hvor det godkendte organ/den godkendte organisation
var udpeget
71
8) »praksis«: en erhvervsdrivendes handlinger eller undladelser
9) »endelig afgørelse«: en afgørelse, der er truffet af en medlemsstats retsinstans eller administrative
myndighed, og som ikke kan eller ikke længere kan efterprøves med almindelige retsmidler
10) »foranstaltning om genopretning«: en foranstaltning, der forpligter den erhvervsdrivende til at give
berørte forbrugere adgang til retsmidler såsom erstatning, afhjælpning, ombytning, forholdsmæssigt
afslag, ophævelse af kontrakt eller tilbagebetaling af den betalte pris alt efter omstændighederne og i
henhold til EU-retten eller national ret.
KAPITEL 2
GRUPPESØGSMÅL
Artikel 4
Godkendte organer/organisationer
1. Medlemsstaterne sikrer, at gruppesøgsmål som omhandlet i dette direktiv kan anlægges af godkendte
organer/ organisationer, som medlemsstaterne har udpeget til dette formål.
2. Medlemsstaterne sikrer, at organer/organisationer, navnlig forbrugerorganisationer, herunder forbruger-
organisationer, som repræsenterer medlemmer fra mere end én medlemsstat, kan komme i betragtning
til at blive udpeget som godkendte organer/organisationer med henblik på anlæggelse af nationale gruppe-
søgsmål eller grænseoverskridende gruppesøgsmål eller begge dele.
3. Medlemsstaterne udpeger et organ/en organisation som omhandlet i stk. 2, der har anmodet om
at blive udpeget som godkendt organ/organisation med henblik på anlæggelse af grænseoverskridende
gruppesøgsmål, hvis nævnte organ/ organisation opfylder alle følgende kriterier:
a) Det/den er en juridisk person, der er forskriftsmæssigt oprettet i overensstemmelse med den udpegende
medlemsstats ret, og som kan påvise 12 måneders faktisk offentlig aktivitet inden for beskyttelse af
forbrugernes interesser forud for anmodningen om udpegelse.
b) Dets/dens vedtægtsbestemte formål viser, at det/den har en legitim interesse i at beskytte forbrugernes
interesser som fastsat i de EU-retlige bestemmelser, der er omhandlet i bilag I.
c) Det/den arbejder ikke med fortjeneste for øje.
d) Det/den er ikke genstand for insolvensbehandling og er ikke erklæret konkurs.
e) Det/den er uafhængigt/uafhængig og påvirkes ikke af andre personer end forbrugere, navnlig ikke
af erhvervsdrivende, som har økonomisk interesse i at anlægge et gruppesøgsmål, herunder i tilfælde
af finansiering fra tredjeparter, og det/den har med henblik herpå indført procedurer, der forhindrer en
sådan indflydelse samt forhindrer interessekonflikter mellem sig selv, dets/dens finansieringsydere og
forbrugernes interesser.
f) Det/den offentliggør i et klart og forståeligt sprog ved hjælp af passende midler, navnlig på sit websted,
oplysninger, der påviser, at organet/organisationen lever op til de i litra a)-e) omhandlede kriterier, og
oplysninger om dets/dens finansieringskilder generelt set samt om dets/dens organisatoriske og ledelses-
mæssige struktur og medlemsstruktur, dets/dens vedtægtsbestemte formål og dets/dens aktiviteter.
72
4. Medlemsstaterne sikrer, at de kriterier, som de anvender til at udpege et organ/en organisation som god-
kendt organ/ organisation med henblik på anlæggelse af nationale gruppesøgsmål, er i overensstemmelse
med dette direktivs mål for at sikre, at sådanne gruppesøgsmål fungerer effektivt og virkningsfuldt.
5. Medlemsstaterne kan beslutte, at kriterierne i stk. 3 også anvendes til udpegelse af godkendte orga-
ner/organisationer med henblik på anlæggelse af nationale gruppesøgsmål.
6. Medlemsstaterne kan udpege et organ/en organisation som godkendt organ/organisation på ad hoc-ba-
sis på dettes/ dennes egen anmodning med henblik på anlæggelse af et bestemt nationalt gruppesøgsmål,
hvis det/den opfylder kriterierne for udpegelse af et godkendt organ/en godkendt organisation i national
ret.
7. Uanset stk. 3 og 4 kan medlemsstaterne udpege offentlige organer som godkendte organer/organisatio-
ner med henblik på anlæggelse af gruppesøgsmål. Medlemsstaterne kan fastsætte, at offentlige organer,
der allerede er udpeget som godkendte organer/organisationer i henhold til artikel 3 i direktiv 2009/22/EF,
skal forblive udpeget som godkendte organer/organisationer med henblik på nærværende direktiv.
Artikel 5
Oplysninger om og tilsyn med godkendte organer/organisationer
1. Hver medlemsstat meddeler Kommissionen en liste over godkendte organer/organisationer, som den på
forhånd har udpeget til at kunne anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål, herunder disse godkendte
organers/organisationers navn og vedtægtsbestemte formål, senest den 26. december 2023. Hver med-
lemsstat orienterer Kommissionen, når der er ændringer til denne liste. Medlemsstaterne gør listen offent-
ligt tilgængelig. Kommissionen udarbejder en samlet liste over disse godkendte organer/organisationer og
gør den offentligt tilgængelig. Kommissionen ajourfører denne liste, når ændringer til medlemsstaternes
lister over godkendte organer/organisationer meddeles Kommissionen.
2. Medlemsstaterne sikrer, at oplysninger om godkendte organer/organisationer, der er udpeget på forhånd
med henblik på at kunne anlægge nationale gruppesøgsmål, gøres tilgængelige for offentligheden.
3. Medlemsstaterne vurderer mindst hvert femte år, om de godkendte organer/organisationer fortsat opfyl-
der kriterierne i artikel 4, stk. 3. Medlemsstaterne sikrer, at et godkendt organ/en godkendt organisation
mister sin status, hvis det/den ikke længere opfylder et eller flere af kriterierne.
4. Hvis en medlemsstat eller Kommissionen rejser tvivl om, hvorvidt et godkendt organ/en godkendt
organisation opfylder de kriterier, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, undersøger den medlemsstat, som
udpegede det/den pågældende organ/organisation, sagen. Om nødvendigt tilbagekalder medlemsstaten
udpegelsen af det godkendte organ/den godkendte organisation, hvis det/den ikke længere opfylder et
eller flere kriterierne. Modparten i form af den erhvervsdrivende i et gruppesøgsmål skal have mulighed
for at rejse begrundet tvivl over for retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden om, hvorvidt et godkendt
organ/en godkendt organisation opfylder kriterierne i artikel 4, stk. 3.
5. Medlemsstaterne udpeger nationale kontaktpunkter med henblik på stk. 4 og meddeler Kommissionen
navn på og kontaktoplysninger for disse kontaktpunkter. Kommissionen udarbejder en liste over disse
kontaktpunkter og gør listen tilgængelig for medlemsstaterne.
Artikel 6
Anlæggelse af grænseoverskridende gruppesøgsmål
73
1. Medlemsstaterne sikrer, at godkendte organer/organisationer, der på forhånd er udpeget i en anden
medlemsstat med henblik på at kunne anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål, kan anlægge sådan-
ne gruppesøgsmål ved deres retsinstanser eller forvaltningsmyndigheder.
2. Medlemsstaterne sikrer, at hvis en påstået overtrædelse af EU-ret som omhandlet i artikel 2, stk. 1,
berører eller sandsynligvis vil berøre forbrugere i forskellige medlemsstater, kan gruppesøgsmålet anlæg-
ges for en medlemsstats retsinstans eller forvaltningsmyndighed af flere godkendte organer/organisationer
fra forskellige medlemsstater med henblik på beskyttelse af de kollektive interesser for forbrugere i
forskellige medlemsstater.
3. Retsinstanserne og forvaltningsmyndighederne skal acceptere den liste, der er omhandlet i artikel
5, stk. 1, som bevis for det godkendte organs/den godkendte organisations kompetence til at anlægge
et grænseoverskridende gruppesøgsmål, uden at dette berører retten for den retsinstans eller forvaltnings-
myndighed, som sagen er indbragt for, til at undersøge, om det ud fra det godkendte organs/den godkend-
te organisations vedtægtsbestemte formål er berettiget, at det/den indbringer en sag i et konkret tilfælde.
Artikel 7
Gruppesøgsmål
1. Medlemsstaterne sikrer, at godkendte organer/organisationer, der er udpeget i overensstemmelse med
artikel 4, kan anlægge gruppesøgsmål som omhandlet i dette direktiv ved nationale retsinstanser eller
forvaltningsmyndigheder.
2. Ved anlæggelse af et gruppesøgsmål fremlægger det godkendte organ/den godkendte organisation
tilstrækkelige oplysninger om de forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmålet, for retsinstansen eller
forvaltningsmyndigheden.
3. Retsinstanserne eller forvaltningsmyndighederne vurderer antageligheden af et konkret gruppesøgsmål
i overensstemmelse med dette direktiv og national ret.
4. Medlemsstaterne sikrer, at godkendte organer/organisationer er berettigede til at søge at opnå mindst
følgende foranstaltninger:
a) foranstaltninger om påbud
b) foranstaltninger om genopretning.
5. Medlemsstaterne kan give godkendte organer/organisationer mulighed for efter omstændighederne
at søge at opnå de i stk. 4 omhandlede foranstaltninger inden for rammerne af et enkelt gruppesøgs-
mål. Medlemsstaterne kan fastsætte, at disse foranstaltninger skal omfattes af én enkelt afgørelse.
6. Medlemsstaterne sikrer, at forbrugernes interesser i gruppesøgsmål repræsenteres af godkendte or-
ganer/ organisationer, og at disse godkendte organer/organisationer har rettigheder og pligter som en
skadelidt part i sagerne. De forbrugere, der er berørt af et gruppesøgsmål, har ret til at drage fordel af de i
stk. 4 omhandlede foranstaltninger.
7. Medlemsstaterne sikrer, at retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden kan træffe afgørelse om at
afvise åbenlyst ubegrundede sager tidligst muligt i sagen i overensstemmelse med national ret.
Artikel 8
Foranstaltninger om påbud
74
1. Medlemsstaterne sikrer, at de i artikel 7, stk. 4, litra a), omhandlede tilgængelige foranstaltninger om
påbud er:
a) en foreløbig foranstaltning, der skal bringe en praksis til ophør eller om nødvendigt forbyde en praksis,
hvor det er konstateret, at denne praksis udgør en overtrædelse som omhandlet artikel 2, stk. 1
b) en endelig foranstaltning, der skal bringe en praksis til ophør eller om nødvendigt forbyde en praksis,
hvor det er konstateret, at denne praksis udgør en overtrædelse som omhandlet i artikel 2, stk. 1.
2. En foranstaltning som omhandlet i stk. 1, litra b), kan, hvis dette er fastsat national ret, omfatte:
a) en foranstaltning, der fastslår, at praksissen udgør en overtrædelse som omhandlet i artikel 2, stk. 1, og
b) en forpligtelse til at offentliggøre afgørelsen om foranstaltningen helt eller delvist i en form, som ret-
sinstansen eller forvaltningsmyndigheden finder hensigtsmæssig, eller en forpligtelse til at offentliggøre
en berigtigelse.
3. For at et godkendt organ/en godkendt organisation kan søge at opnå en foranstaltning om påbud, er
berørte individuelle forbrugere ikke forpligtede til at tilkendegive deres ønske om at lade sig repræsentere
af det godkendte organ/den godkendte organisation. Det godkendte organ/den godkendte organisation skal
ikke bevise: a) faktisk tab eller skade for de individuelle forbrugere, der er berørt af overtrædelsen som
omhandlet i artikel 2, stk. 1, eller b) den erhvervsdrivendes hensigt eller forsømmelse.
4. Medlemsstaterne kan indføre bestemmelser i deres nationale ret eller opretholde bestemmelser i
national ret, hvorefter et godkendt organ/en godkendt organisation kun må søge at opnå de i stk. 1, litra
b), omhandlede foranstaltninger om påbud, efter at det/den har indledt konsultationer med den berørte
erhvervsdrivende med henblik på at få den erhvervsdrivende til at ophøre med overtrædelsen, jf. artikel 2,
stk. 1. Hvis den erhvervsdrivende ikke bringer overtrædelsen til ophør inden for to uger efter modtagelse
af en anmodning om konsultation, kan det godkendte organ/den godkendte organisation straks anlægge et
gruppesøgsmål med henblik på en foranstaltning om påbud. Medlemsstaterne giver Kommissionen med-
delelse om sådanne bestemmelser i national ret. Kommissionen sikrer, at disse oplysninger er offentligt
tilgængelige.
Artikel 9
Foranstaltninger om genopretning
1. En foranstaltning om genopretning kræver, at den erhvervsdrivende giver berørte forbrugere adgang
til retsmidler såsom erstatning, afhjælpning, ombytning, forholdsmæssigt afslag, ophævelse af kontrakten
eller tilbagebetaling af den betalte pris alt efter omstændighederne og i henhold til EU-retten eller national
ret.
2. Medlemsstaterne fastsætter regler for, hvordan og i hvilken fase af et gruppesøgsmål med henblik på
foranstaltninger om genopretning de individuelle forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmålet, udtrykke-
ligt eller stiltiende tilkendegiver deres ønske, inden for en relevant tidsfrist, efter at gruppesøgsmålet er
blevet anlagt, om at lade sig repræsentere eller ej af det godkendte organ/den godkendte organisation i det
pågældende gruppesøgsmål og til at blive bundet af resultatet af gruppesøgsmålet eller ej.
3. Uanset stk. 2 sikrer medlemsstaterne, at individuelle forbrugere, som ikke har deres sædvanlige
opholdssted i den medlemsstat, hvor den retsinstans eller forvaltningsmyndighed, som et gruppesøgsmål
er anlagt ved, er beliggende, udtrykkeligt skal tilkendegive deres ønske om at lade sig repræsentere i
det pågældende gruppesøgsmål for, at disse forbrugere bliver bundet af resultatet af det pågældende
gruppesøgsmål.
75
4. Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser, der sikrer, at forbrugere, der udtrykkeligt eller stiltiende
har tilkendegivet deres ønske om at lade sig repræsentere i et gruppesøgsmål, hverken kan være repræ-
senteret i andre gruppesøgsmål vedrørende det samme spørgsmål og mod den samme erhvervsdrivende
eller have mulighed for at indbringe en sag individuelt vedrørende det samme spørgsmål og mod den
samme erhvervsdrivende. Medlemsstaterne fastsætter også regler for at sikre, at forbrugere ikke modtager
erstatning mere end én gang vedrørende det samme spørgsmål mod den samme erhvervsdrivende.
5. Hvor foranstaltningen om genopretning ikke angiver de individuelle forbrugere, der er berettiget til
at drage fordel af de retsmidler, som foranstaltningen om genopretning stiller til rådighed, skal den i
det mindste beskrive den gruppe af forbrugere, der er berettiget til at drage fordel af de pågældende
retsmidler.
6. Medlemsstaterne sikrer, at en foranstaltning om genopretning giver forbrugere ret til at drage fordel af
de retsmidler, som den pågældende foranstaltning om genopretning giver adgang til, uden at være nødt til
at anlægge en særskilt sag.
7. Medlemsstaterne fastlægger eller opretholder regler om tidsfrister, så individuelle forbrugere kan drage
fordel af foranstaltninger om genopretning. Medlemsstaterne kan fastlægge regler om bestemmelsesstedet
for eventuelle udestående genopretningsmidler, som ikke er inddrevet inden for de fastsatte tidsfrister.
8. Medlemsstaterne sikrer, at godkendte organer/organisationer kan anlægge gruppesøgsmål med henblik
på en foranstaltning om genopretning, uden at det er nødvendigt, at en retsinstans eller forvaltningsmyn-
dighed forinden i en særskilt sag har fastslået, at der foreligger en overtrædelse som omhandlet i artikel 2,
stk. 1.
9. De retsmidler, som foranstaltninger om genopretning stiller til rådighed i forbindelse med et gruppe-
søgsmål, berører ikke eventuelle yderligere retsmidler, som forbrugerne har adgang til i henhold til
EU-retten eller national ret, og som ikke var genstanden for det pågældende gruppesøgsmål.
Artikel 10
Finansiering af gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning
1. Medlemsstaterne sikrer, at interessekonflikter forhindres, hvis et gruppesøgsmål med henblik på foran-
staltninger om genopretning finansieres af en tredjepart, for så vidt som det er tilladt i henhold til national
ret, og at finansiering fra tredjeparter, der har økonomisk interesse i at anlæggegruppesøgsmålet med
henblik på foranstaltninger om genopretning eller resultatet heraf, ikke fører gruppesøgsmålet væk fra
beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser.
2. Med henblik på stk. 1 sikrer medlemsstaterne navnlig, at:
a) afgørelser truffet af godkendte organer/organisationer i forbindelse med et gruppesøgsmål, herunder
afgørelser om forlig, ikke påvirkes uretmæssigt af en tredjepart på en måde, der ville være til skade for de
kollektive interesser for de forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmålet
b) et gruppesøgsmål ikke anlægges mod en modpart, som er en konkurrent til den, der finansierer sagen,
eller mod en modpart, som den, der finansierer sagen, er afhængig af.
3. Medlemsstaterne sikrer, at retsinstanser eller forvaltningsmyndigheder i gruppesøgsmål med henblik på
foranstaltninger om genopretning har beføjelse til at vurdere overholdelse af stk. 1 og 2, hvis der opstår
begrundet tvivl med hensyn til overholdelsen heraf. Med henblik herpå videregiver godkendte organer/or-
ganisationer en finansiel oversigt over finansieringskilder, der anvendes til at støtte gruppesøgsmålet, til
retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden. 4. Medlemsstaterne sikrer med henblik på stk. 1 og 2, at
76
retsinstanser eller forvaltningsmyndigheder har beføjelse til at træffe passende foranstaltninger såsom at
kræve, at godkendte organer/organisationer afslår eller foretager ændringer med hensyn til den relevante
finansiering, og om nødvendigt at afvise et godkendt organs/en godkendt organisations kompetence til at
anlægge et specifikt gruppesøgsmål. Hvis det godkendte organs/den godkendte organisations kompetence
til at anlægge et specifikt gruppesøgsmål afvises, påvirker en sådan afvisning ikke rettighederne for de
forbrugere, der er berørt af det pågældende gruppesøgsmål.
Artikel 11
Forlig om genopretning
1. Med henblik på godkendelse af forlig sikrer medlemsstaterne i et gruppesøgsmål med henblik på
foranstaltninger om genopretning, at:
a) det godkendte organ/den godkendte organisation og den erhvervsdrivende i fællesskab kan foreslå et
forlig til retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden vedrørende genopretning til fordel for de berørte
forbrugere, eller
b) retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden efter at have hørt det godkendte organ/den godkendte
organisation og den erhvervsdrivende kan opfordre det godkendte organ/den godkendte organisation og
den erhvervsdrivende til at indgå forlig om genopretning inden for en rimelig tidsfrist.
2. De i stk. 1 omhandlede forlig efterprøves af retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden. Retsinstansen
eller forvaltningsmyndigheden vurderer, om den skal afvise at godkende et forlig, der strider mod
præceptive bestemmelser i national ret eller indeholder betingelser, som ikke kan håndhæves, idet der
tages hensyn til alle parters rettigheder og interesser, navnlig de berørte forbrugeres rettigheder og
interesser. Medlemsstaterne kan fastlægge regler, der giver retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden
mulighed for at afvise at godkende et forlig, hvis forliget er urimeligt.
3. Hvis retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden ikke godkender forliget, fortsætter behandlingen af
det pågældende gruppesøgsmål.
4. Godkendte forlig er bindende for det godkendte organ/den godkendte organisation, den erhvervsdriven-
de og de berørte individuelle forbrugere. Medlemsstaterne kan fastlægge regler, der giver individuelle
forbrugere, der er berørt af et gruppesøgsmål eller af det efterfølgende forlig, mulighed for at acceptere
eller afvise at være bundet af de i stk. 1 omhandlede forlig.
5. Foranstaltninger om genopretning, der opnås i kraft af et godkendt forlig, jf. stk. 2, berører ikke
eventuelle yderligere retsmidler, som forbrugerne har adgang til i henhold til EU-retten eller national ret,
og som ikke er genstand for det pågældende forlig.
Artikel 12
Fordeling af omkostninger i forbindelse med et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om
genopretning
1. Medlemsstaterne sikrer, at den tabende part i et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om
genopretning forpligtes til at betale sagsomkostningerne for den vindende part i overensstemmelse med
de betingelser og undtagelser, der er fastsat i de nationale bestemmelser, der gælder for retssager i
almindelighed.
2. Individuelle forbrugere, der er berørt af et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genop-
retning, betaler ikke sagsomkostningerne.
77
3. Som undtagelse fra stk. 2 kan en individuel forbruger, der er berørt af et gruppesøgsmål med henblik på
foranstaltninger om genopretning, under ekstraordinære omstændigheder pålægges at betale sagsomkost-
ninger, der er påløbet som følge af den pågældende individuelle forbrugers forsætlige eller uagtsomme
adfærd.
Artikel 13
Oplysninger om gruppesøgsmål
1. Medlemsstaterne fastlægger regler, der sikrer, at godkendte organer/organisationer navnlig på deres
websted giver oplysninger om:
a) de gruppesøgsmål, som de har besluttet at anlægge ved en retsinstans eller forvaltningsmyndighed
b) status for gruppesøgsmål, som de har anlagt for en retsinstans eller forvaltningsmyndighed, og
c) resultatet af de gruppesøgsmål, der er omhandlet i litra a) og b).
2. Medlemsstaterne fastlægger regler, der sikrer, at de forbrugere, der er berørt af et igangværende
gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning, gives oplysninger om gruppesøgsmålet
i tide og på passende måde, således at disse forbrugere udtrykkeligt eller stiltiende kan tilkendegive deres
ønske om at lade sig repræsentere i det pågældende gruppesøgsmål, jf. artikel 9, stk. 2.
3. Uden at det berører de oplysninger, der er omhandlet i denne artikels stk. 1 og 2, stiller retsinstansen
eller forvaltningsmyndigheden krav om, at den erhvervsdrivende for den erhvervsdrivendes regning
underretter de forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmålet, om de endelige afgørelser med fastsættelse
af i de i artikel 7 omhandlede foranstaltninger og de i artikel 11 omhandlede godkendte forlig ved hjælp
af midler, der står i et rimeligt forhold til sagens omstændigheder, og inden for en specifik tidsfrist,
herunder, hvis det er relevant, underrette alle berørte forbrugere individuelt. Denne forpligtelse finder
ikke anvendelse, hvis de berørte forbrugere underrettes om den endelige afgørelse eller det godkendte
forlig på anden vis. Medlemsstaterne kan fastlægge regler om, at den erhvervsdrivende kun er forpligtet
til at give sådanne oplysninger til forbrugere, hvis den anmodes herom af det godkendte organ/den
godkendte organisation.
4. De oplysningskrav, der er omhandlet i stk. 3, finder tilsvarende anvendelse på de godkendte orga-
ner/organisationer i forbindelse med endelige afgørelser om afvisning af gruppesøgsmål med henblik på
foranstaltninger om genopretning.
5. Medlemsstaterne sikrer, at den vindende part kan inddrive de omkostninger, der er forbundet med at
give forbrugerne oplysninger i forbindelse med et gruppesøgsmål, i overensstemmelse med artikel 12, stk.
1.
Artikel 14
Elektroniske databaser
1. Medlemsstaterne kan oprette nationale elektroniske databaser, der er offentligt tilgængelige via webste-
der, der giver oplysninger om de godkendte organer/organisationer, som på forhånd er udpeget til at
kunne anlægge nationale og grænseoverskridende gruppesøgsmål, og generelle oplysninger om igangvæ-
rende og afsluttede gruppesøgsmål.
2. Hvis en medlemsstat opretter en elektronisk database som omhandlet i stk. 1, giver den Kommissionen
meddelelse om den internetadresse, der giver adgang til databasen.
78
3. Kommissionen opretter og vedligeholder en elektronisk database med henblik på: a) al kommunikation
mellem medlemsstaterne og Kommissionen, jf. artikel 5, stk. 1, 4 og 5, og artikel 23, stk. 2, og b)
samarbejde mellem de godkendte organer/organisationer, jf. artikel 20, stk. 4.
4. Den elektroniske database, der er omhandlet i denne artikels stk. 3, skal i relevant omfang være direkte
tilgængelig for henholdsvis:
a) de nationale kontaktpunkter, jf. artikel 5, stk. 5
b) retsinstanser og forvaltningsmyndigheder, hvis det er nødvendigt i henhold til national ret,
c) de godkendte organer/organisationer, som medlemsstaterne har udpeget med henblik på at anlægge
nationale gruppesøgsmål og grænseoverskridende gruppesøgsmål, og
d) Kommissionen.
Oplysninger, som medlemsstaterne deler i den elektroniske database, der er omhandlet i denne artikels
stk. 3, vedrørende godkendte organer/organisationer, som er udpeget med henblik på at anlægge grænseo-
verskridende gruppesøgsmål, jf. artikel 5, stk. 1, skal være offentligt tilgængelige.
Artikel 15
Virkninger af endelige afgørelser
Medlemsstaterne sikrer, at den endelige afgørelse fra en retsinstans eller forvaltningsmyndighed i en
medlemsstat, der fastslår, at der foreligger en overtrædelse, som skader forbrugernes kollektive interesser,
kan anvendes af alle parter som bevismateriale i forbindelse med enhver anden sag ved medlemsstatens
nationale domstole eller forvaltningsmyndigheder, hvor der søges opnået foranstaltninger om genopret-
ning mod den samme erhvervsdrivende og for den samme praksis, i overensstemmelse med national
bevisvurderingsret.
Artikel 16
Forældelsesfrister
1. Medlemsstaterne sikrer i overensstemmelse med national ret, at et verserende gruppesøgsmål med hen-
blik på en foranstaltning om påbud som omhandlet i artikel 8 bevirker, at de gældende forældelsesfrister
suspenderes eller afbrydes for de forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmålet, således at disse forbrugere
ikke forhindres i efterfølgende at indbringe en sag med henblik på foranstaltninger om genopretning
vedrørende den påståede overtrædelse, jf. artikel 2, stk. 1, fordi de gældende forældelsesfrister udløb
under gruppesøgsmålet med henblik på nævnte foranstaltninger om påbud.
2. Medlemsstaterne sikrer også, at et verserende gruppesøgsmål med henblik på en foranstaltning om
genopretning som omhandlet i artikel 9, stk. 1, bevirker, at de gældende forældelsesfrister suspenderes
eller afbrydes for de forbrugere, der er berørt af det pågældende gruppesøgsmål.
Artikel 17
Fremme af sagsbehandlingen
1. Medlemsstaterne sikrer, at de gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om påbud, som er
omhandlet i artikel 8, behandles hurtigst muligt.
79
2. Gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om påbud som omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra a),
skal, hvis det er relevant, behandles inden for rammerne af en summarisk procedure.
Artikel 18
Videregivelse af bevismateriale
Medlemsstaterne sikrer, at retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden på anmodning af et godkendt
organ/en godkendt organisation, i tilfælde hvor det godkendte organ/den godkendte organisation har
fremlagt rimeligt tilgængelig bevismateriale, som er tilstrækkelig til at anlægge et gruppesøgsmål, og
har henvist til, at yderligere bevismateriale er under modpartens eller en tredjeparts kontrol, kan pålæg-
ge modparten eller tredjeparten at videregive sådant bevismateriale i overensstemmelse med national
procesret, med forbehold af gældende EU-regler og nationale regler om fortrolighed og proportionali-
tet. Medlemsstaterne sikrer, at retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden, hvis modparten anmoder
herom, på samme måde kan pålægge det godkendte organ/den godkendte organisation eller en tredjepart
at videregive relevant bevismateriale i overensstemmelse med national procesret.
Artikel 19
Sanktioner
1. Medlemsstaterne fastsætter bestemmelserne om sanktioner, der kan pålægges ved undladelse eller
nægtelse af at overholde;
a) en foranstaltning om påbud, jf. artikel 8, stk. 1 eller artikel 8, stk. 2, litra b), eller
b) forpligtelserne omhandlet i artikel 13, stk. 3, eller artikel 18.
Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at disse bestemmelser gennemfø-
res. Sanktionerne skal være effektive, proportionale og have afskrækkende virkning.
2. Medlemsstaterne sikrer, at sanktionerne bl.a. kan have form af bødestraf.
Artikel 20
Bistand til godkendte organer/organisationer
1. Medlemsstaterne træffer foranstaltninger, der har som mål at sikre, at omkostningerne i forbindelse
med gruppesøgsmål ikke forhindrer godkendte organer/organisationer i effektivt at udøve deres ret til at
søge at opnå de i artikel 7 omhandlede foranstaltninger.
2. De foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1, kan for eksempel have form af offentlig finansiering,
herunder strukturel støtte til godkendte organer/organisationer, begrænsning af gældende retsafgifter eller
administrative gebyrer, eller adgang til retshjælp.
3. Medlemsstaterne kan fastsætte regler, der gør det muligt for godkendte organer/organisationer at kræve,
at de forbrugere, der har tilkendegivet et ønske om at lade sig repræsentere af et godkendt organ/en
godkendt organisation i et bestemt gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning,
betaler et beskedent beløb eller lignende gebyr for at kunne deltage i det pågældende gruppesøgsmål.
4. Medlemsstaterne og Kommissionen støtter og letter samarbejdet mellem godkendte organer/organisati-
oner og udvekslingen og formidlingen af deres bedste praksis og erfaringer, hvad angår håndteringen af
nationale overtrædelser og grænseoverskridende overtrædelser, jf. artikel 2, stk. 1.
80
KAPITEL 3
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 21
Ophævelse
Direktiv 2009/22/EF ophæves med virkning fra den 25. juni 2023, uden at dette berører nærværende
direktivs artikel 22, stk. 2.
Henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til nærværende direktiv og læses efter
sammenligningstabellen i bilag II.
Artikel 22
Overgangsbestemmelser
1. Medlemsstaterne anvender de love og administrative bestemmelser, der gennemfører dette direktiv på
gruppesøgsmål, som anlægges på eller efter den 25. juni 2023.
2. Medlemsstaterne anvender de love og administrative bestemmelser, der gennemfører direktiv
2009/22/EF på gruppesøgsmål, som anlægges før den 25. juni 2023.
3. Medlemsstaterne sikrer, at love og administrative bestemmelser om suspension eller afbrydelse af
forældelsesfrister med henblik på gennemførelse af artikel 16 kun finder anvendelse på krav om genop-
retning, der er baseret på overtrædelser som omhandlet i artikel 2, stk. 1, der fandt sted på eller efter
den 25. juni 2023. Dette er ikke til hinder for anvendelse af nationale bestemmelser om suspension eller
afbrydelse af forældelsesfrister, der var gældende før den 25. juni 2023, på krav om genopretning, der er
baseret på overtrædelser som omhandlet i artikel 2, stk. 1, som fandt sted før denne dato.
Artikel 23
Kontrol og evaluering
1. Senest den 26. juni 2028 foretager Kommissionen en evaluering af dette direktiv og forelægge en
rapport med de vigtigste resultater for Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og
Sociale Udvalg. Evalueringen foretages i overensstemmelse med Kommissionens retningslinjer for bedre
regulering. I rapporten vurderer Kommissionen navnlig direktivets anvendelsesområde, jf. artikel 2 og
bilag I, og direktivets funktion og effektivitet i grænseoverskridende situationer, herunder med hensyn til
retssikkerhed.
2. Medlemsstaterne forelægger Kommissionen første gang senest den 26. juni 2027 og efterfølgende hvert
år følgende oplysninger, som er nødvendige for udarbejdelsen af den i stk. 1 omhandlede rapport:
a) antallet og typen af gruppesøgsmål, der er afsluttet ved deres retsinstanser eller forvaltningsmyndighe-
der
b) typen af overtrædelser, jf. artikel 2, stk. 1, og parter i gruppesøgsmålene
c) resultatet af disse gruppesøgsmål.
3. Senest den 26. juni 2028 foretager Kommissionen en evaluering af, om grænseoverskridende gruppe-
søgsmål bedst kan behandles på EU-plan ved at oprette en europæisk ombudsmand for gruppesøgsmål
vedrørende foranstaltninger om påbud og foranstaltninger om genopretning, og forelægger en rapport
81
med de vigtigste resultater for Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale
Udvalg, eventuelt ledsaget af et lovgivningsforslag.
Artikel 24
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 25. december 2022 de love og administrative
bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen
herom.
De anvender disse foranstaltninger fra den 25. juni 2023.
Når medlemsstaterne vedtager disse foranstaltninger skal de indeholde en henvisning til dette direktiv el-
ler ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes
af medlemsstaterne.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de foranstaltninger i nationale love, som de
vedtager på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 25
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 26
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 25. november 2020.
På Europa-Parlamentets vegne
Formand
D. M. SASSOLI
På Rådets vegne
Formand
M. ROTH
1) EUT C 440 af 6.12.2018, s. 66.
2) EUT C 461 af 21.12.2018, s. 232.
3) Europa-Parlamentets holdning af 26.3.2019 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets førstebe-
handlingsholdning af 4.11.2020 (endnu ikke offentliggjort i EUT). Europa-Parlamentets holdning af
24.11.2020 (endnu ikke offentliggjort i EUT).
4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/22/EF af 23. april 2009 om søgsmål med påstand om
forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser (EUT L 110 af 1.5.2009, s. 30).
82
5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske
personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger
og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016,
s. 1).
6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for
forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) (EUT L 199 af 31.7.2007, s. 40).
7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for
kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6).
8) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
(EUT L 351 af 20.12.2012, s. 1).
9) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
83
DIREKTIVETS BILAG I
LISTE OVER DE I ARTIKEL 2, STK. 1, OMHANDLEDE EU-RETLIGE BESTEMMELSER
1) Rådets direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller
ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar (EFT L 210 af 7.8.1985, s. 29).
2) Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT L 95
af 21.4.1993, s. 29).
3) Rådets forordning (EF) nr. 2027/97 af 9. oktober 1997 om luftfartsselskabers erstatningsansvar for
så vidt angår lufttransport af passagerer og deres bagage (EFT L 285 af 17.10.1997, s. 1).
4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF af 16. februar 1998 om forbrugerbeskyttelse i
forbindelse med angivelse af priser på forbrugsvarer (EFT L 80 af 18.3.1998, s. 27).
5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse aspekter af forbruger-
køb og garantier i forbindelse hermed (EFT L 171 af 7.7.1999, s. 12).
6) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af
informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»Direktivet om elek-
tronisk handel«) (EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1): artikel 5-7, 10 og 11.
7) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fælles-
skabskodeks for humanmedicinske lægemidler (EFT L 311 af 28.11.2001, s. 67): artikel 86-90, 98
og 100.
8) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3. december 2001 om produktsikkerhed i
almindelighed (EFT L 11 af 15.1.2002, s. 4): artikel 3 og 5.
9) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og bruger-
rettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningspligtdirekti-
vet) (EFT L 108 af 24.4.2002, s. 51): artikel 10 og kapitel IV.
10) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplys-
ninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (Direktiv om
databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37): artikel 4-8
og 13.
11) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finan-
sielle tjenesteydelser til forbrugerne og om ændring af Rådets direktiv 90/619/EØF samt direktiv
97/7/EF og 98/27/EF (EFT L 271 af 9.10.2002, s. 16).
12) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle
principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerheds-
autoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1).
13) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestem-
melser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning
eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (EUT L 46 af 17.2.2004,
s. 1).
14) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimeli-
ge handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv
84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig handelspraksis)
(EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22).
15) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006 om vildledende og
sammenlignende reklame (EUT L 376 af 27.12.2006, s. 21).
16) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det
indre marked (EUT L 376 af 27.12.2006, s. 36): artikel 20 og 22.
84
17) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2006 af 5. juli 2006 om handicappede og
bevægelseshæmmede personers rettigheder, når de rejser med fly (EUT L 204 af 26.7.2006, s. 1).
18) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1371/2007 af 23. oktober 2007 om jernbanepas-
sagerers rettigheder og forpligtelser (EUT L 315 af 3.12.2007, s. 14).
19) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og
om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EUT L 133 af 22.5.2008, s. 66).
20) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/122/EF af 14. januar 2009 om beskyttelse af forbru-
gerne i forbindelse med visse aspekter ved timeshareaftaler, aftaler om længerevarende ferieproduk-
ter, videresalgs- og bytteaftaler (EUT L 33 af 3.2.2009, s. 10).
21) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008 af 24. september 2008 om fælles
regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet (EUT L 293 af 31.10.2008, s. 3): artikel 23.
22) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 af 16. december 2008 om klassifice-
ring, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring og ophævelse af direktiv
67/548/EØF og 1999/45/EF og om ændring af forordning (EF) nr. 1907/2006 (EUT L 353 af
31.12.2008, s. 1): artikel 1-35.
23) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og
administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investe-
ringsinstitutter) (EUT L 302 af 17.11.2009, s. 32).
24) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre
marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF (EUT L 211 af 14.8.2009, s. 55):
artikel 3 og bilag I.
25) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre
marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF (EUT L 211 af 14.8.2009, s. 94):
artikel 3 og bilag I.
26) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage
og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed,
ændring af direktiv 2005/60/EF og 2006/48/EF og ophævelse af direktiv 2000/46/EF (EUT L 267 af
10.10.2009, s. 7).
27) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF af 21. oktober 2009 om rammerne for fastlæg-
gelse af krav til miljøvenligt design af energirelaterede produkter (EUT L 285 af 31.10.2009, s. 10):
artikel 14 og bilag I.
28) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og
udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) (EUT L 335 af 17.12.2009, s. 1):
artikel 183-186.
29) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 392/2009 af 23. april 2009 om transportørers
erstatningsansvar ved ulykker under søtransport af passagerer (EUT L 131 af 28.5.2009, s. 24).
30) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 924/2009 af 16. september 2009 om grænseover-
skridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 (EUT L 266
af 9.10.2009, s. 11).
31) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1222/2009 af 25. november 2009 om mærkning
af dæk for så vidt angår brændstofeffektivitet og andre vigtige parametre (EUT L 342 af 22.12.2009,
s. 46): artikel 4-6.
32) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1223/2009 af 30. november 2009 om kosmetiske
produkter (EUT L 342 af 22.12.2009, s. 59): artikel 3-8 og 19-21.
33) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse
love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester
(direktiv om audiovisuelle medietjenester) (EUT L 95 af 15.4.2010, s. 1): artikel 9-11, 19-26 og 28b.
85
34) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 66/2010 af 25. november 2009 om EU-miljø-
mærket (EUT L 27 af 30.1.2010, s. 1): artikel 9-10.
35) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1177/2010 af 24. november 2010 om passage-
rers rettigheder ved sørejser og rejser på indre vandveje og om ændring af forordning (EF) nr.
2006/2004 (EUT L 334 af 17.12.2010, s. 1).
36) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative
investeringsfonde og om ændring af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF samt forordning (EF) nr.
1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010 (EUT L 174 af 1.7.2011, s. 1).
37) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder,
om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF
samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
97/7/EF (EUT L 304 af 22.11.2011, s. 64).
38) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 181/2011 af 16. februar 2011 om buspassagerers
rettigheder og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 1).
39) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 af 25. oktober 2011 om fødeva-
reinformation til forbrugerne, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1924/2006 og (EF) nr. 1925/2006 og om ophævelse af Kommissionens direktiv 87/250/EØF, Rådets
direktiv 90/496/EØF, Kommissionens direktiv 1999/10/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/13/EF, Kommissionens direktiv 2002/67/EF og 2008/5/EF og Kommissionens forordning (EF)
nr. 608/2004 (EUT L 304 af 22.11.2011, s. 18).
40) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om
ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og
2006/32/EF (EUT L 315 af 14.11.2012, s. 1): artikel 9-11a.
41) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og
forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro og om ændring af forord-
ning (EF) nr. 924/2009 (EUT L 94 af 30.3.2012, s. 22).
42) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 531/2012 af 13. juni 2012 om roaming på
offentlige mobilkommunikationsnet i Unionen (EUT L 172 af 30.6.2012, s. 10).
43) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU af 21. maj 2013 om alternativ tvistbilæggelse
i forbindelse med tvister på forbrugerområdet og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004
og direktiv 2009/22/EF (direktiv om ATB på forbrugerområdet) (EUT L 165 af 18.6.2013, s. 63):
artikel 13.
44) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 524/2013 af 21. maj 2013 om onlinetvistbilæg-
gelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004
og direktiv 2009/22/EF (forordning om OTB på forbrugerområdet) (EUT L 165 af 18.6.2013, s. 1):
artikel 14.
45) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/ЕU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i
forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og
forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT L 60 af 28.2.2014, s. 34).
46) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/31/EU af 26. februar 2014 om harmonisering af
medlemsstaternes lovgivning vedrørende tilgængeliggørelse på markedet af ikke-automatiske vægte
(EUT L 96 af 29.3.2014, s. 107).
47) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/35/EU af 26. februar 2014 om harmonisering af med-
lemsstaternes love om tilgængeliggørelse på markedet af elektrisk materiel bestemt til anvendelse
inden for visse spændingsgrænser (EUT L 96 af 29.3.2014, s. 357).
48) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle in-
strumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU (EUT L 173 af 12.6.2014,
s. 349): artikel 23-29.
86
49) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af
gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med
basale funktioner (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 214).
50) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 af 26. november 2014 om doku-
menter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til
detailinvestorer (PRIIP᾽er) (EUT L 352 af 9.12.2014, s. 1).
51) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/760 af 29. april 2015 om europæiske langsig-
tede investeringsfonde (EUT L 123 af 19.5.2015, s. 98).
52) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2120 af 25. november 2015 om foranstaltnin-
ger vedrørende adgang til det åbne internet og detailtakster for reguleret EU-intern kommunikation
og om ændring af direktiv 2002/22/EF og forordning (EU) nr. 531/2012 (EUT L 310 af 26.11.2015,
s. 1).
53) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2302 af 25. november 2015 om pakkerejser og
sammensatte rejsearrangementer samt om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU og om ophævelse af Rådets direktiv 90/314/EØF (EUT L
326 af 11.12.2015, s. 1).
54) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstje-
nester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og
forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015,
s. 35).
55) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution
(EUT L 26 af 2.2.2016, s. 19): artikel 17-24 og 28-30.
56) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af
fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne
oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L
119 af 4.5.2016, s. 1).
57) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/745 af 5. april 2017 om medicinsk udstyr, om
ændring af direktiv 2001/83/EF, forordning (EF) nr. 178/2002 og forordning (EF) nr. 1223/2009 og
om ophævelse af Rådets direktiv 90/385/EØF og 93/42/EØF (EUT L 117 af 5.5.2017, s. 1): kapitel
II.
58) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/746 af 5. april 2017 om medicinsk ud-
styr til in vitro-diagnostik og om ophævelse af direktiv 98/79/EF og Kommissionens afgørelse
2010/227/EU (EUT L 117 af 5.5.2017, s. 176): kapitel II.
59) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1128 af 14. juni 2017 om grænseoverskriden-
de portabilitet af onlineindholdstjenester i det indre marked (EUT L 168 af 30.6.2017, s. 1).
60) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1129 af 14. juni 2017 om det prospekt,
der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel på et
reguleret marked, og om ophævelse af direktiv 2003/71/EF (EUT L 168 af 30.6.2017, s. 12).
61) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkedsfor-
eninger (EUT L 169 af 30.6.2017, s. 8).
62) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1369 af 4. juli 2017 om opstilling af rammer
for energimærkning og om ophævelse af direktiv 2010/30/EU (EUT L 198 af 28.7.2017, s. 1):
artikel 3-6.
63) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/302 af 28. februar 2018 om imødegåelse af
uberettiget geoblokering og andre former for forskelsbehandling på grundlag af kundernes nationali-
tet, bopæl eller hjemsted i det indre marked og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og
(EU) 2017/2394 og af direktiv 2009/22/EF (EUT L 60 I af 2.3.2018, s. 1): artikel 3-5.
87
64) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11. december 2018 om oprettelse af en
europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (EUT L 321 af 17.12.2018, s. 36): artikel 88 og
98-116 samt bilag VI og VIII.
65) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770 af 20. maj 2019 om visse aspekter af aftaler
om levering af digitalt indhold og digitale tjenester (EUT L 136 af 22.5.2019, s. 1).
66) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/771 af 20. maj 2019 om visse aspekter af
aftaler om salg af varer, om ændring af forordning (EU) 2017/2394 og direktiv 2009/22/EF og om
ophævelse af direktiv 1999/44/EF (EUT L 136 af 22.5.2019, s. 28).
88