EU-nyt: Ny europæisk plejestrategi, fra EU-konsulentet

Tilhører sager:

Aktører:


    EU-nyt om plejestrategi

    https://www.ft.dk/samling/20211/almdel/liu/bilag/97/2622467.pdf

    NYHEDSBREV │ 2020-2021 │ 14. SEPTEMBER 2022
    Ny europæisk plejestrategi
    Kommissionen fremlægger en ny europæisk pleje-
    strategi, der skal sikre økonomisk overkommelige
    pleje- og pasningsordninger af god kvalitet. Desuden
    skal forholdene for personerne i plejesektoren også
    forbedres ved bl.a. øget fokus på social dialog og løn.
    Styrket indsats på pleje- og pasningsområdet
    Kommissionen fremlagde den 7. september 2022 en ny strategi, der skal
    sikre adgang til økonomisk overkommelig pleje- og pasningsordninger af høj
    kvalitet i hele EU.
    Strategien skal ligeledes styrke ligestilling mellem kønnene ved at ved at
    sikre mere formel pasning og pleje, så personer med ansvar for børn og
    ældre – ofte kvinder – har større mulighed for at deltage på arbejds-
    markedet.
    Kommissionen henviser i den forbindelse til estimater om, at 7,7 mio.
    kvinder i EU ikke deltager på arbejdsmarkedet pga. deres ulønnede
    plejeforpligtelser. Kommissionen fremhæver desuden, at langt størstedelen
    af de ansatte i omsorgssektoren er kvinder.
    Den europæiske plejestrategi er fremlagt i kølvandet på covid-19-
    pandemien, der ifølge Kommissionen satte fokus på vigtigheden af at have
    velfungerende og stabile pleje- og pasningsordninger, hvilket også er
    nødvendigt i lyset af en aldrende europæisk befolkning.
    Offentligt
    LIU Alm.del - Bilag 97
    Ligestillingsudvalget 2021-22
    Som et led i strategien opfordres EU-landene til at ratificere og gennemføre
    ILO-konvention 189 om husarbejde, hvilket Danmark ikke har gjort.
    Henstillinger om Barcelonamålene og langtidspleje
    Strategien er ledsaget af to udkast til rådshenstillinger om henholdsvis
    revision af Barcelonamålene for førskoleundervisning og børnepasning samt
    adgang til økonomisk overkommelig langtidspleje af høj kvalitet.
    Henstillinger er ikke juridisk bindende, men en slags politisk erklæring om
    hvilken udvikling, der ønskes på et bestemt område.
    I begge henstillinger anbefales det, at medlemsstaterne skal sikre, at pleje-
    og pasningsordningerne er til at betale, tilgængelige og af høj kvalitet – i by-
    erne såvel som de mindre privilegere områder og landdistrikterne.
    Genstandsfelterne berørt af de to henstillingerne hører under
    medlemsstaternes ansvarsområde, men EU kompetence til at støtte og
    supplere medlemsstaternes indsats på områderne. Det to henstillinger har
    således hjemmel i henholdsvis artikel 153, stk. 1, litra i (ligestilling på
    arbejdsmarkedet) og artikel 153, stk. 1, litra k (modernisering af de sociale
    beskyttelsessystemer).
    Henstillingen om revision af Barcelonamålene
    De nuværende Barcelonamål lægger op til, at medlemsstaterne skal tilbyde
    børnepasning til mindst 33 pct. af alle børn under 3 år og til mindst 90 pct. af
    alle børn mellem 3 år og den skolepligtige alder.
    De oprindelige mål er i gennemsnit nået på EU-plan, men nogle medlems-
    stater halter betydeligt bagud. Kommissionen foreslår derfor, at sætte nye
    ambitiøse og realistiske mål for at sikre en reel fremgang i hele EU.
    De nye mål lægger op til at:
    • Mindst 50 pct. af alle børn under 3 år bør deltage i førskoleundervis-
    ning og børnepasning
    • Mindst 96 pct. af alle børn mellem 3 år og den skolepligtige alder bør
    deltage i førskoleundervisning og børnepasning
    Danmark indfrier allerede målet om 50 pct. og er faktisk det land i EU, der
    klarer sig bedst og ligger hele 16 procentpoint over målsætningen. I forhold
    til målet om 96 pct. mangler Danmark 5 procentpoint for at indfri det revide-
    rede mål, idet Danmark pt. ligger på et niveau på 91 pct. Kommissionen an-
    befaler, at de nye mål skal indfries senest i 2030.
    Henstillingen om langtidspleje
    Med forslaget om langtidspleje anbefaler Kommissionen, at EU-landene
    udarbejder nationale handlingsplaner for at forbedre tilgængeligheden og
    kvaliteten af langtidspleje.
    Medlemsstaterne opfordres til at træffe flere foranstaltninger for at tackle den
    stigende efterspørgsel på langtidspleje f.eks. ved at øge udbuddet gennem
    en forbedring af arbejdsvilkårene og uddannelsesmuligheder for
    plejepersonalet. Der er især fokus på at gøre det mere attraktivt for mænd at
    arbejde i sektoren.
    Øget fokus på social dialog og løn
    I begge henstillinger indgår tekst om social dialog og ”attraktive lønninger”.
    Kommissionen argumenter for behovet for dette fokus med, at
    omsorgssektoren på tværs af EU er kendetegnet af lavere
    organiseringsgrad, mindre attraktive arbejdsforhold og lavere løn
    sammenlignet med størstedelen af arbejdsmarkedet.
    Det er værd at bemærke, at teksterne i de to udkast til henstillinger ikke er
    fuldstændig identiske på dette område.
    I henstillingen om Barcelonamålene (artikel 16) hedder det, at
    medlemsstaterne bør: ”… fremme den sociale dialog og de kollektive
    forhandlinger og ved at støtte udviklingen af attraktive lønninger i
    sektoren med fuld respekt for arbejdsmarkedsparternes autonomi.” (Egen
    understregning.)
    Omvendt står der i henstillingen om langtidspleje (artikel 7), at
    medlemsstaterne bør: ”… fremme den nationale sociale dialog og kollektive
    overenskomstforhandlinger inden for langtidspleje, herunder støtte
    udviklingen af attraktive lønninger i sektoren, samtidig med at
    arbejdsmarkedets parters autonomi respekteres”. (Egen understregning.)
    De næste skridt
    Kommissionens forslag til de to henstillinger skal drøftet af medlemsstaterne
    med henblik på vedtagelse i Rådet. Der træffes beslutning ved kvalificeret
    flertal.
    Regeringen har en frist på 4 uger for oversendelse af grund- og
    nærhedsnotet, der skal beskrive regeringens læsning af forslaget og
    regeringens foreløbige holdning til forslaget.
    Vil du vide mere?
    Få et overblik over forslagene, spørgsmål stilet af Folketinget mv. på hjemmesiden
    for Folketingets EU-Oplysning:
    - Meddelelse fra Kommissionen om den europæiske plejestrategi
    - Forslag til Rådets henstilling om revisionen af Barcelonamålene for
    førskoleundervisning og børnepasning
    - Forslag til Rådets henstilling om adgang til økonomisk overkommelig
    langtidspleje af høj kvalitet
    Produceret og skrevet af:
    Rikke Abildgaard Ryberg, Stagiaire i Bruxelles & Andreas Sommer Møller, EU-konsulent, tlf.
    3146